Dengang

Artikler



Knivsbjerg – nord for Aabenraa (Version 2018)

September 25, 2018

Knivsbjerg – nord for Aabenraa (udgave 2018)

Vi har ny skrevet artiklen om Knivsbjerg. Dette er stadig Det Tyske Mindretals samlingssted. Men i mange år blev stedet overvåget af Dansk Politi. Man overvågede Mindretallet i mange år efter krigen. Her er også mindesmærker for de faldne. Og det er ikke helt uden problemer. Her blev det også efter krigen udøvet sabotage mod Bismarck – monumentet. Det Tyske Mindretal mente ikke, at de danske myndigheder var særlig aktive for at få opklaret dette.

 

Forsøgte at købe Knivsbjerg tilbage

Knudsbjerg var engang et tingsted. Og man mener også, at det har været et kulturcenter og et offersted.

Efter et stormøde den 16. juli 1893, mødtes hjemmetyskere fra Aabenraa, Løjt og Hoptrup for at købe Knivsbjerg til fremtidige møder. To tysksindede bønder gik til bakkens ejer, der var dansk, og købte stedet for 6.700 mark. De fortalte ikke rigtig, hvad de ville bruge den til. Og det hele blev sat i gang af pastor Jessen i Sønder Vilstrup.

Da man fra dansk side, hørte, at de ville oprette en Germania-statue, forsøgte man, at købe marken tilbage, men så var det for sent.

Lidt syd for Hoptrup og ca. 10 kilometer nord for Aabenraa ligger Knivsbjerg. Det rager ganske godt op i vejret – 97 meter. Siden 1893 har det været ejet af Knivsbjerg-selskabet.

Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret her. Her besluttede man så at rejse et nationalt mindesmærke for ”Hertugdømmernes befrier”, Otto Bismarck. Det var ham, der var skyld i, at Sønderjylland var tysk fra 1864 – 1920.

Ved indvielsesmødet den 15. juli 1894 var der 6.000 deltagere. Der blev hejst en 25 meter flagstang med et ti meter langt flag skænket af Michael Jebsen. Fra de tysksindedes side foreslog man, at bakken skulle hedde Wilhelmhöhe, men det slog aldrig an.

Åbenbart har man fundet inspiration fra Skamlingsbanken, som siden 1843 var blevet brugt til lignende nationale formål med modsat fortegn.

Ved indvielse af Knivsbjerg blev der udtalt følgende af Landråd Schwartz:

  • I tysk jord er du rejst, og du lader dit blik glidACe hen over det tyske hav, og kun dig Bismarck, kan vi takke for, at dette land er blevet tysk og vil vedblive tysk i al evighed.

 

Indsamling til Bismarck – statue

Man foretog en indsamling, og hos rederen Michael Jebsen og hans familie fik man et større beløb. Man fik samlet cirka 10.000 mark. Grundstenen blev lagt i 1895. Men først i 1901 blev det berømte Bismarck-tårn indviet. Da var Bismarck blevet fyret af Kejser Wilhelm den Anden.

Dette var Bismarck ikke særlig tilfreds med. Fra hans gods Friederichsruh skrev han mange barske udfald mod regeringen gennem Hamburger Nachrichten. Og han nåede slet ikke, at se sit tårn, der ragede 46 meter i vejret. Han døde i 1898.

Hele anlægget kom til at koste 170.000 Mark. De fleste af disse penge, blev betalt af redder, Michael Jebsen. Den resterende del af pengene blev samlet rundt omkring i provinsen. Monumentet på Knivsbjerg blev kåret som den næstbedste af samtlige Bismarck-monumenter. Og dem var der sandelig mange af.

 

Jebsen – et stort firma

På verdensplan har Jebsen og Co 6.500 ansatte. Michael Jebsen etablerede sig som selvstændig redder på Skibbroen i Aabenraa i 1882. Allerede i 1897 ejede han 14 dampskibe. Ved første verdenskrigs begyndelse i 1914 blev Michael Jebsen interneret af englænderne. Først i 1919 kunne han vende tilbage til Aabenraa og genoptage virksomheden.

Monumentet af Bismarck bestod af blandt andet to gange seks meter brede tapper med 30 trin. Og så kunne man i midten komme op på den øverste etage, men det krævede yderligere 20 trin.

Man kan altid diskutere, hvor flot bygningsværket tog sig ud. Det var bygget i den rigtige tyske gotiske og kraftbare stil. Udvendig var det beklædt med granit. I en niche var der anbragt en syv meter høj statue af Bismarck. På monumentet var der anbragt et citat af Bismarck:

  • Vi Tyskere frygter Gud, ellers intet på denne Jord.

Under statuen stod ”Up ewig ungedeelt” (for evig uddelt). Og her menes selvfølgelig Slesvig Holsten. Og det sigtes sikkert mod Ribe-brevet.

Bürschenschaft Alamania forsøgte, at opstille 300 statuer af Bismarck overalt i Tyskland. Man anbefalede, at der skulle bruges tysk granit. Dog mente man ikke, at prisen skulle overstige 20.000 kr.

Det blev til 250 statuer af Bismarck. De blev bygget i forskellige stilarter i forskellige kontinenter. Der står endnu 175 tilbage, heraf otte stk. i Slesvig Holsten.

Den sidste forsamling fandt sted på Knivsbjerg den 11. maj 1919, inden Sønderjyllands afståelse til Danmark. Den 4. juli blev Bismarck statuen afmonteret og fragtet til Rendsborg. Man blev nødt til at save hovedet over, for at der kunne være plads. Brütt’ s   mesterværk blev den 30. august 1930 transporteret til Hütten Sogn og opstillet i Aschberg.

 

Knivsbjergtårnet sprængt

Den 16. august 1945 kunne man i Danevirke læse følgende overskrift:

  • Knivsbjergtaarnet sprængt i Nat

Bladet kunne endvidere fortælle, at tårnet kun var en ruinhob, og at ingen mennesker var kommet til skade. Eksplosionen foregik ved 3-tiden om natten. Den tyske militærbelægning, der lå i en barak tæt på, var klokken 3.10 blevet advaret. Fem minutter efter lød der et ordentligt brag. Man anslog, at 40 sabotører havde anvendt 850 kg sprængstof.

I området opholdt der sig 150 tyske flygtninge og 75 soldater. Man skulle også nå at advare gårde og huse i området. Vinduerne skulle åbnes og al trafik på hovedvej 10 skulle stoppes.

Modstandsbevægelsen foretog sprængingen lige inden, de skulle aflevere deres våben og sprængstoffer til politiet. Hærværket blev aldrig opklaret. Det tyske mindretal mente, at politiet ikke gjorde nok ud af opklaringen. Og det har de nok heller ikke helt uret i.

Nu er det hele vel ikke så hemmeligt mere. For i bogen ”Kvinderns modstandskamp fortæller den dengang 27 – årige Ulla Kunøe, at hun var at være eneste kvinde, blandt 40 sabotører. Hun har offentliggjort et dokument, hvor det afsløres, at hun var med ved sprængningen.

 

Deltagerne var ”tyskerklippet”

Knivsbjerg-festerne blev genoptaget i juni 1947. Dette vakte stor modstand i de danske kredse. Natten til ugedagen, hvor festen skulle afholdes, blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg. Der blev opsat skilte med dødningehoveder og med teksten ”Livets Landminer er udlagt” I mange år blev møderne kontrolleret af politiet. I en rapport fra 1947 skriver de:

  • Deltagerne var ret afdæmpede i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk, Man saa ikke som ved tidligere Fester, den særprægede Klipning af Haaret hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede sammenkomsten.

 

Æreslunden skiftede til mindesmærke

Fra 1955 fandt politiet ikke officielt anledning mere til at holde øje med Knivsbjerg-festen. I 1955-956 betalte den danske stat for oprydningen ved Knivsbjerg. Tårnet blev aldrig genopført, men blev dækket med jord. Tilbage står kun en nøgtern indskrift om sprængningen.  

I 1969 bragte Danmarks Radio en radioudsendelse om sprængningen. En hvis hr. Frandsen kunne fortælle om episoden. Han fortalte blandt om, at tyske soldater havde skudt efter sabotørerne.

Æreslunden (Ehrenhain) for faldne sønderjyder i tysk tjeneste blev indviet i 1962 med massiv opbakning. Modsat æreslunden for de faldne i Første Verdenskrig blev de faldne fra Anden Verdenskrig alle forsynet med navne.

Man var dengang af den opfattelse, at de faldne skulle æres, da de jo havde kæmpet en ærefuld kamp og på ærefuld vis havde ofret livet. At man havde kæmpet for et menneskeforagtende og forbryderisk system er noget andet. Tusindvis af danskere, der ikke havde noget at gøre med det tyske mindretal gjorde det samme.

I 1990 så en kvindelig besøgende på Knivsbjerg til sin forfærdelse på en af tavlerne navnet på en mand, der under Gestapo-forhør havde tortureret hendes broder. Manden var på grund af sine handlinger blevet dømt til døden og henrettet i 1948.

Den person, hvis navn forekom på stenen var en af de danske Gestapo-folk, der havde for vane at torturere og mishandle tilfangetagende modstandsfolk på Staldgården i Kolding.

I 2010 blev to navne fjernet, da det viste sig, at de var blevet henrettet af britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser.

Lysten til at fjerne denne og andre tvivlsomme personer var nu ikke så stor dengang. Det viste sig, at flere havde begået krigsforbrydelser og gjort tjeneste i koncentrationslejre.

På det traditionelle årsmøde i Sankelmark havde fire medlemmer af det tyske mindretal nogle meget personlige indlæg, hvor de gjorde op med den træge holdning til den nazistiske fortid. Årsagen har sikkert været udgivelsen af Henrik Skov Kristensen’ s bog, Straffelejren. Her bliver retsopgøret med mindretallet detaljeret behandlet. Der kom et forslag om, at Ehrenhain (æreslund) blev ændret til Gedenkstätte (mindelund).

Det var ikke en let beslutning. En del pårørende til de faldne og tidligere frontsoldater var imod denne navneændring. Hos dem vejede forestillingen om en ærefuld indsats stadig tungt. Men trods uoverensstemmelser blev navnet ændret på mindretallets 50-årsdag den 18. august 2012.

 

Der kommer måske flere?

Seks af navnene er senere blev fjernet med en vinkelsliber. De to af dem, var belastet af deres gerninger efter krigen. To af dem døde reelt først efter krigen, hvor de blev henrettet i forbindelse med retsopgøret.

Men helt let er det ikke. Snart viste det sig, at en person fra Holbøl havde gjort tjeneste i køkkenet i Kz-lejren Dachau. Fra det tyske mindretals side var man afventende for at se, om vedkommende havde gjort nogle strafbare handlinger. Han har under alle omstændigheder set og deltaget i ”Vernichtung durch Lebensverhältnisse” (tilintetgørelse på grund af livsforhold).  

Kz-fanger skulle gå til grunde ved udhungring, epidemier, de skulle bryde sammen og knækkes på grund af sult eller byrden af det vanskeligst tænkelige fysiske arbejde. Derfor må denne mand fra Holbøl også gøres medskyldig.

Og det er desværre nok ikke den sidste sag. Vi har i vores undersøgelser i Dibbernhaus-kartoteket også set personer desertere fra Buchenwald og andre steder. De havde fået nok. Og nu blev de eftersøgt. Viste de sig igen, ja så ventede det dem en hård dom. Det har vi også set eksempler på.

Men det ser ud som tysk retspraksis er ændret i sagerne fra de tyske koncentrationslejre. Med andre ord, bare tilstedeværelsen i en koncentrationslejr er kriminel.

83 familier har ikke ønsket at deres efterladte skulle mindes på Knivsbjerg. Og de 5.000 faldne fra Første Verdenskrig mindes som skrevet kollektivt uden navneangivelse.

 

Tilfældigheder afgjorde om man bliv vagter

Fordi man boede i Danmark, var det svært at komme i den tyske værnemagt. Det var væsentlig lettere at komme i SS. Og det var jo netop dem, der stod for organisationen af udryddelseslejrene. I mange tilfælde var det tilfældigheder, der gjorde, at man endte som vagter i lejrene.

Mange fra det tyske mindretal blev sendt til SS Totenkopf. Men som Dennis Larsen beskriver i sin fortræffelige bog ”Fortrængt grusomhed” var der ingen forskel på, hvordan etniske danskere og medlemmer af det tyske mindretal optrådte i lejrene.

Forfatteren siger også meget rammende, at medlemmer af det tyske mindretal følte sig som offer efter krigen, men mange af dem var også gerningsmænd. Men inden vi nu går i selvsving i forargelse, så må man sige, at de etnisk danske, der gjorde tjeneste i lejrene fik meget lidt opmærksomhed i retsopgøret efter krigen. De fleste gik fri.

Nu skulle man tro, at man på Knivsbjerg er ligeglade med, hvem der bliver mindet, men sådan forholder det sig ikke. Allerede i 1993 blev alle navne sendt til Rigspolitiet for at blive undersøgt og herfra havde man ikke hørt noget.

 

Der Nordschleswiger ville have Bismarck tilbage

I 2010 vakte det langt fra begejstring alle steder, da Der Nordschleswigerdet tyske mindretals blad, forslog, at der skulle oprettes et mindesmærke for selve Bismarck i Danmark.

Efter offentliggørelse af Kong Christian den Niendes breve, hvori kongen tilbyder Danmark som medlem og provins af de tyske forbund (Deutscher Bund) efter 1864, må den danske historie også omskrives vedrørende Bismarck, mente avisen i en leder. Den tyske rigskansler var mere end et århundrede forhadt i Danmark på grund af hans politik. Åbenbart modsatte Bismarck sig personligt planen om, at Danmark skulle ende som en provins i Deutscher Bund.

Og i Der Nordschleswiger blev der udtalt, at efter, at tårnet var bortsprængt på Knivsbjerg, kunne man overveje at få Bismarck tilbage i lighed med Isted-løven!

Men det var her på Knivsbjerg, vi kom nogle gange. Vores søn Peter Rasmus gik som allerede nævnt i tysk skole i Padborg. Han var ikke så gammel, dengang vi gik forbi alle mindeplader. Min kone og mig gik lidt foran. Pludselig råbte Rasmus:

  • Er der her Hitler ligger begravet?

Bagefter os gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han så ud til at have et lidt anstrengt smil.

 

Masser af aktiviteter

Der sker masser af aktiviteter på Knivsbjerg af mange forskellige karakterer. Og her møder man ikke kun medlemmer af det tyske mindretal. Og den årlige årsfest er her stadig med en masse deltagere inden for forskellige sportsgrene og publikum møder stadig op i tusindtal.

 

Kilde:

  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet.

 

www.dengang.dk indeholder 142 artikler om det gamle Aabenraa og omegn. Du kan også finde 258 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter)

 

 

 


Kommunisterne i Horserød

September 24, 2018

Kommunisterne i Horserødlejren

Fangerne havde fået et tilsagn om, at de ville blive løsladt. Men det var åbenbart et usikker tilsagn. Værnemagten kendte for lidt til stedet. Derfor kunne 95 flygte fra stedet. Myndighederne hjalp ikke. Chancen blev forpasset for resten. De måtte lide halvanden år i Stutthof. Dansk Røde kors og udenrigsministeriet ville ikke hjælpe 2De Røde Enker”. Senere måtte svensk Røde kors træde til. Politikerne forholdt sig tavse. Kommunisterne var ikke så højt prioriteret som jøderne. Scavenius: ”Vi skal ikke provokere tyskerne unødvendig”. Man vil ikke ødelægge forholdet til tyskerne heller ikke efter 29. august 1943. Thune Jacobsen, justitsminister: ”En reaktion med den tungeste vægt ville forekomme fra tyskerne” Der forekom urigtige oplysninger fra justitsministeren efter besættelsestiden.

 

Et usikker tilsagn

I lejrens uofficielle ledelse mente man, at have et tilsagn fra justitsminister Thune Larsen, om at få et varsel i tide, hvis tyskerne virkelig skulle overtage magten. Et varsel, der kunne gøre det muligt for de internerede at slippe væk i tide. Men der var intet aftalt om en nærmere udformning af advarslen. Værre var, at de indsatte opfattede det som et reelt løfte.

 

Værnemagten kendte for lidt til stedet

Den 28. august 1943 var man i Horserød lige så alarmeret som man var mange steder i København. Det gjaldt også fængselsbetjentenes kreds. De var efterhånden alle indstillet på ikke at løsne et skud, hvis et tysk overfald skulle gøre en hastig fangeflugt nødvendig.

Det gik delvis godt den 29. august. Og det skyldtes ene og alene fejl og misforståelse hos de tyske specialtropper, der var sat ind for at klare magtovertagelsen.

Det var et imponerende opbud af panserbiler og transportkøretøjer, der natten mellem den 28. og 29. kl. 3.00 skulle bruges til at storme lejren. Om nødvendig skulle det danske fængselsvæsen uskadeliggøres.

Men den tyske major, der stod i spidsen for aktionen, gjorde i mørket og regnen den fejl at tro, at den nye lejr og administrationsbarakken syd for landevejen rummede hele Horserødlejren.

 

Martin gik i seng igen

Til den gamle officerslejr hvor alle de ”rigtige” kommunister boede, havde man intet kendskab. Da klokken var 2.00 havde hverken den gamle eller den nye lejr fået et vink om flugt fra de danske myndigheder i København.

Der har senere været tale om misforståelser, men i en så alvorlig sag skulle der ikke være mulighed for misforståelser. Hvorfor var de ikke blevet advaret?

Ved 2 – tiden klatrede en våd og muddertilsølet dansk færdselsbetjent ind ad Martin Nielsens vindue og sagde:

  • Så er det nu Martin. De er på vej. I må af sted nu.

Men den korrekte Martin Nielsen afslog at flygte eller alarmere sine kollegaer i den ”nye lejr”. Han havde ikke fået en officiel varsel som lovet.  Han lagde sig tilbage i sin seng.

 

Chancen var forpasset

En time efter var lejren besat af et betydeligt antal trænede tyske soldater med en rabiat råbende officer i spidsen. Enhver chance for de 145 mand i Martin Nielsens lejr var forpasset. Vidste de havde vidst, hvad der ventede dem, havde de sikkert flygtet.

Men oppe i den gamle kommunistlejr skete der ingenting. Så gik det op for ledelsen derover, at de formentlig havde en uventet og uvarslet chancefor at slippe ud, hvis de handlede hurtigt og beslutsomt.

 

Planer blev iværksat

De planer, der var udtænkt i forvejen blev nu pludselig iværksat. Badeliste fra toiletrummene, omlavet til stiger blev stillet op af pigtrådshegnet bag barak K. Samtidig blev nogle madrasser smidt op på det næsten vandrette pigtrådshegn og dannede derved en slags bro over pigtråden.

De første, der gik over stillede også stiger på ydersiden, og snart gik det fuldstændig på tælling. 95 mand – det var næsten alle – kom over i løbet af mindre end en time. Selv lejrens eneste mand med træben kom over.

 

Man flygtede syd på

Han overnattede i et træ og kom videre den næste dag. Alle var instrueret om denne gang at løbe mod syd for oppe på landevejen mod nord holdt jo hele det tyske materiel med bevogtningsmandskab.

Skønt der ingen biler holdt til at lette flugten og skønt at det var svært at finde vej til København, når man ville undgå landevejen. Skønt kommunist-flygtninge ville få en kold skulder af lokalbefolkningen foreligger der ingen beretninger om, at nogen af de 95 fangere blev pågrebet.

 

Betjentene måtte forlade området

Fangerne måtte selv tage affære. De blev svigtet af justitsministeren. Den næste formiddag ankom den særdeles rasende general Haneken og skældte de danske fængselsbetjente ud for deres totale svigt. Det var en grim sag at skulle indberette til Berlin.

Betjentene fik at vide, at de skulle forsvinde fra lejren.  Med alt deres habengut med det samme. Nu overtog tyskerne hele Horserødlejren. De 145 tilbageværende fik besked om, at gøre den forladte afdeling rent.

 

Halvanden års rædsler i Stutthof

Specialtropperne blev snart udskiftet med ældre soldater på orlov fra Rusland. Og den 3. oktober blev de 143 kommunister fra Horserødlejren sendt til et for dem ukendt sted med 207 danske jøder fra Langelinie. De blev anbragt i lastrummet på et skib ved navn Wartheland.

Men de oplevede 1 ½ års rædsler i Stutthof. 6 var døde i lejren. 10 var segnet om på landevejen eller skudt på dødsmarchen for at undgå russerne. Desuden døde 6 kort efter hjemkomsten. Men det kunne have gået meget værre, hvis det ikke lige havde været for ”De Røde Enker”.

Den officielle debat efter besættelsen gik på, at man befriede kommunisterne for en værre skæbne i Tyskland. Den holder hvis ikke.

 

Dansk Røde Kors ville ikke hjælpe

”De Røde enker” gik først til Dansk Røde Kors. De henvendte sig til den daværende direktør Helmer Rosting, der kom med et kategorisk nej. Dansk Røde Kors kunne ikke hjælpe politiske fanger.

Nu var denne Helmer Rosting særdeles tyskervenlig. Han var flere gange nævnt som udenrigsminister i en tysk ministerliste med Frits Clausen som statsminister.

 

Udenrigsministeriet ville heller ikke hjælpe

”De Røde enker” gik videre til udenrigsministeriet. Men de hævdede, at de ikke anede, hvor kommunisterne var blevet sendt hen. Men det var ganske ukorrekt. Udenrigsministeriet havde tætte forbindelser til den tyske topledelse på Dagmarhus.

Men endelige kom de igennem hos Socialministeriet, der gennem Dansk Røde Kors fik sendt pakker af sted. Men det var imod Helmer Rostings vilje.

 

Datidens LO (DSK) advarede mod ”De Røde Enker”

Mange af kommunisterne havde været fagorganiserede arbejdere, nogle endda fagforeningsleder. Men det fik ikke datidens LO – ledelse. Tværtimod udsendte den daværende LO – formand, den markante socialdemokrat Ejler Jensenet brev til alle fagforeninger, hvor han advarede mod ”denne selvbestaltede komite”, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.

Da kvinderne senere spurgte Ejler Jensen, hvad man havde gjort for at hjælpe deres mænd, hævdede han, at der var sendt et større beløb fra den danske fagbevægelse til Stutthof – lejren. Det viste sig, at man i alt havde sendt 150 kr.

 

Svensk Røde Kors gjorde det lang hurtigere

I 1944 gik det trægt med forsendelsen. Det var som om, at Dansk Røde Kors prøvede på at sabotere forsendelsen. Men nu gik ”De Røde Enker” så til Svensk Røde Kors, som straks sendte adskillige pakker til de danske fanger.

”De Røde Enker” fik en gallamiddag, som Udenrigsministeriet var vært for i 1946, men en egentlig officiel tak har de aldrig fået for deres arbejde.

 

Ingen myndigheder hjalp de 95 på flugt

Nu er det der står i Hartvig Frisch behandling af sagen nok ikke helt korrekt. Den Parlamentariske Kommission behandlede sagen i efteråret 1946. Her kulegravede de problemet med, hvorfor myndighederne ikke hjalp de indsatte. Her kom det første egentlige kildemateriale på bordet.

I Hartvig Frisch omtale tildeles den danske regering ikke et særligt ansvar over for kommunisterne.

Ifølge Den Parlamentariske Kommission var løftet til de internerede givet af underordnede embedsmænd, nemlig de menige betjente i Horserød, lejrchefen og andre.

Nu skyldtes de 95 kommunisters flugt på ingen måde medvirken fra myndighedernes side eller politikernes fortjeneste. Men det skete alene, fordi værnemagten ikke kendte forholdene omkring Horserød.

 

De lovede at holde sig i ro

Nu kunne alle kommunister sagtens være flygtet, men lejrledelsen holdt dem tilbage. Dette skyldtes i henhold til kommunisternes egne oplysninger, at man havde lovet lejrchefen at holde sig i ro. Dette kunne ødelægger forhandlingssituationen med tyskerne. Men dette løfte var vel ikke gældende om aftenen, da krisen var bekendt også over for de indsatte. Således var telekommunikationen til Sverige blevet afbrudt.

Lejrchefen Gjerstrup forsøgte forgæves at få politikerne i tale, om han måtte åbne portene for kommunisterne. Han fik telefonisk kontakt med fængselsdirektør Tetens. Denne kunne fortælle, at forhandlingerne med tyskerne endnu ikke var afbrudt. Gjerstrup ville få besked, men det fik han aldrig. Lejrchefen var oppe hele natten for at afvente telefonbesked fra København.

Gennem Duckwitz og telefonaflytning vidste man, at der var masser af aktivitet blandt de tyske tropper på kasernerne.

Klokken 22 forlød det fra Dagmarhus, at der kom en vigtig besked i løbet af natten.

 

Politikerne forholdt sig tavse

Men politikerne forholdt sig tavse. Carl Madsen, der selv slap væk natten den 29. hævdede senere, at dette skyldtes en kynisk handel mellem regeringen og tyskerne, hvor kommunisterne var betalingen for at samarbejdspolitikken kunne fortsætte. Men der foreligger dog ikke dokumentation for dette, og mon ikke det lige er ret meget efterrationaliseret.

Vilhelm Buhl, der var formand for samarbejdsudvalget forklarede til den Parlamentariske Kommission, at han havde haft så meget at gøre om lørdagen, at han glemte kommunisterne i Horserød.

 

Kommunisterne var ikke så højt prioriteret

Åbenbart var disse kommunister ikke så højt prioriteret mål for de danske beslutningstagere i hvert fald ikke for kollaborationens overlevelsesstrategi. Det sidste ministermøde om lørdagen kl. 16, hvor kommunistspørgsmålet var oppe at vende. Hverken Gunnar Larsen, Kofoed eller Holbøll nævner kommunisterne i deres samtidige optegnelser. Noget tyder på, at behandlingen af emnet var meget overfladisk.

Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen erklærede senere over for den Parlamentariske Kommission, at der blev sagt noget i retning af, ”Og hvad så med kommunisterne i Horserød? Det var nok ikke alle, der hørte bemærkningen. Der gav ikke anledning til debat af nogen art.

 

Scavenius: ikke provokere tyskerne unødvendigt

Eivind Larsen, departementschef havde prikket sin høje chef, justitsminister Thune Jacobsen i siden, fro at få ham til at tage sagen op.

Selv hævdede Thune Jacobsen efter krigen, at den konservative Halfdan Hendriksen havde sagt, at sådan et spørgsmål kunne man ikke rejse der. Også Gunnar Larsen skal have vinket afværgende.

Scavenius sagde vist ikke noget, men protesterede ikke, da justitsministeren efter krigen tog ham til indtægt for sit synspunkt, der klart var dette:

 

  • Ikke at provokere tyskerne unødvendigt

 

Man ville ikke ødelægge forholdet til tyskerne

Nogen seriøs vilje til at diskutere kommunisterne var der i hvert fald ikke til stede – en desinteresse som Thune Jacobsen formentlig ikke med urette opfattede som udtryk for at ministrene ikke ønskede lejren åbent før tyskerne rykkede ind.

  • Der kan næppe betvivles, at der i ministeriet har været et bredt ønske om ikke at ødelægge noget vitalt i forholdet til besættelsesmagten under forsøget på at redde kommunisterne.

 

Thune Jacobsen: En reaktion med den tungeste vægt

Thune Jacobsen sagde det befriende ligefrem i en situation hvor han har haft god grund til at skubbe skylden over på andre, nemlig over for den Parlamentariske Kommission, at:

 

  • Åbningen af lejren for de internerede ville klarlig have karakteren af en betydningsfuld aktiv sabotage fra ministeriets side. Det var ved den første indsættelse til forvaring givet tyskerne et senere gentaget tilsagn om kun at løslade internerede med tysk samtykke i hvert enkelt tilfælde. Bruddet herpå ville give en yderligere begrundelse for den tyske retorsion og lejrens åbning ville sikkert efter tysk opfattelse påkræve og berettige til en reaktion af tungeste vægt rettet såvel mod de på flugt værende og andre kommunister med deres pårørende som mod hele vort samfund.

 

Urigtige oplysninger af justitsministeren

Thune Jacobsen foretog sig altså helt bevidst intet og var ved tilbagekomsten til Justitsministeriet lukket af for alle andre spørgsmål end sine egne karriereproblemer. Ganske vist hævdede han senere at have givet ordre til, at Horserød – betjentene ikke måtte skyde, hvis kommunisterne stak af. Men dette benægtes af samtlige implicerede.

Ministrene, der havde indsigten, var klart imod at provokere tyskerne til at bryde alle broerne for en fortsat kollaboration. Man mente heller ikke, at man skulle sætte sig til modværge mod tyskerne.

At der så alligevel kom til kamp den 28. og 29. august, skyldtes at værnscheferne saboterede forsvarsministerens ordre.

 

Man prioriterede ikke kommunisterne så højt som jøderne

Politikerne, der stod for beslutningerne prioriterede kommunistspørgsmålet lavt og skød det derfor til side. For det ville være vanskeligt at bortforklare, at både socialdemokrater og konservative kunne have meddelt situationens alvor for lejrchef Gjerstrup. Om de havde prioriteret kommunisternes redning lige så højt, som de gjorde en måned senere med jødernes.

Således havde den socialdemokratiske indercirkel en direkte og varm linje til Gjerstrup i Horserødlejren, men den blev aldrig brugt for at hjælpe kommunisterne.

 

 

 

 

Kilde:

  • Hans Kirchhoff: Augustoprøret
  • Bo Bramsen: Blandt 100 gidsler i Horserød 1943
  • Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet
  • Martin Nielsen: Rapport fra Stutthof
  • Hans Kirk: Breve fra Horserød
  • Carl Madsen: Vi skrev historie
  • Parlamentarisk kommission (div. Beretninger)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 258 artikler fra besættelseshistorien herunder:

  • Udleveret til Tyskerne
  • Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
  • Frihedsrådet – som springbræt
  • En justitsminister i unåde og mange flere

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Jægersborggade – Før og Nu og Altid

September 24, 2018

Jægersborggade – Før og Nu og Altid

Dengang var der også et rigt handelsliv på Jægersborggade. Men i dag fungerer det lidt anderledes. Nu vil man kun have iværksættere med originale ideer. Det vil sige, man vil godt have en købmand og en grønthandler. Man er i den heldige situation, man selv kan vælge. Her er skævt og anderledes. Man har måttet dele pladsen med pushere, der ikke var helt tilfredse med udviklingen. Her i gaden har der været rockere, bandekrig, massemordere, voldtægtsforbrydere, sygepiger, bedragere m.m. Her var decideret slum. I dag er der tre års ventetid, for at komme ind i A/B Jæger. Ja og hertil bliver krydstogtsturister fragtet til for at se en helt unik gade med helt anderledes butikker.

 

Nørrebros mest spændende gade

Man kan ikke mere finde pushere på gaden. Det var før let at købe en pose her. Men du skal nu ikke gå så lang for at finde forhandlere af dette.  Men faktisk er Jægersborggade nok Nørrebros mest spændende gade.

Her er plads til sjove og lidt skæve butikker. Man fornemmer, at der er et meget stærkt sammenhold. Både A/B Jæger og butikkerne søger efter at få skabt resultater.

 

 

Informateket

Ja vi var nogle, der var med fra starten. Sådan da. Vi sad i Informateket i Stefansgade i Erhvervs – og Beskæftigelsesudvalget og fulgte alle projekter i forbindelse med Kvarterløft Nørrebro Park Kvarterløft.

Indvielsen af Informateket foregik af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Han indledte med:

 

  • Jeg er glad for atter at befinde mig på Vesterbro.

 

Dengang kunne man levere stikord til overborgmesteren, når han kom på besøg. Og disse stikord havde ”Den Gamle Redaktør” her skrevet. Og jeg havde bestemt ikke skrevet Vesterbro.

 

 

Butikker i pulterrum

I de tidligere pulterrum på Jægersborggade er der nu indrettet 40 specialbutikker og madsteder. Utroligt for efter Anden Verdenskrig var alle butikker bukket under.

Her er der butikker fyldt med kaffe, vin, tøj og lækre ting til krop og sjæl. Her er designere, fotografer, musikelskere og kunstnere. Hele tiden dukker nye spisesteder og gallerier op. Ja nu kan man sågar byde på Verdens første Grødcafé.

 

 

Man forstår at holde sammen

Og så er man også god til PR. Man er god til at gøre opmærksom på sig selv, og medierne sluger det råt. Hver anden lørdag fra april til oktober var der Laid Back Hunting. Man havde også begrebet Late Night Hunting. Begge begivenheder bød på overraskelser med live musik med mere. Farmer market, Loppemarked, Fælles julearrangementer, ja man forstår det på Jægersborggade. Sammenhold mellem butikker bærer frugt. Det er der nogen, der kan lære af.

 

 

Storheds – og nedgangstider

Gaden har haft storheds – og nedgangstider. Den har rummet op til flere mordere. Og meget overraskende har gaden også tidligere været en af Nørrebros store handelsgader.  

 

 

Havremarken

Jægersborggade startede på Havremarkens jorder. På gården blev der avlet tobaksplanter og senere hø. Og kvæget, der græssede her, havde det godt. De fik mask, et affaldsprodukt fra brændevin og øl fremstilling.

 

 

Grusvejen blev udbygget

De første spor går tilbage til midten af 1880erne. Her lå en grusvej omkranset af enkelte 1 – 2 etagers bygninger.

I forbindelse med anlæggelse af Nørrebro station i 1886 blev den lille grusvej udbygget, så den kunne klare den øgede trafik.

 

 

En chokoladefabrikant

I perioden 1887 – 1888 begyndes to tredjedel af de nuværende bygninger af følgende murere og bygmestre Larsen, Jensen, Hansen, Feldberg og Knop.

Et kompagniskab bestående af murermester og justitsråd Shioldam og chokoladefabrikant Cloëtta overtog bygningerne.

 

Dansens Hus i Hørsholmsgade rummer en tidligere chokoladefabrik fra 1901 – 54. Da Cloëtta døde i foråret 1897, blev ejerskabet rekonstrueret under navnet Kjøbenhavns Husejerskab. Under dette navn og efter en senere navneforandring til A/S Jægersborggade fortsatte ejerskabet med forskellige ejendomsadministratorer indtil midten af 1960erne.

 

 

A/B Victoria

Fra 1888 boede der en urtekræmmer S.J. Andersen i nummer 41. Fra 1899 og en del år frem ejede han fire opgange i gaden. I 1990erne opstod her andelsboligforeningen A/B Victoria.

 

 

Et rigt handelsliv – dengang

Kigger man på ældre udgaver af Kraks vejviser, kan man se, at gaden tidligere har været ret så aktiv. Fra 1888 til 1903 var her et særdeles aktivt forretningsliv.

 

  • Værtshuse, urtekræmmere, skomagere, høkere, barbere, diverse detailhandlere, cigarhandlere, ismejeri, manufakturhandler, hørkræmmer, urmager og fem bagere m.m.

 

 

Syngepiger

På hjørnet af Jagtvej/Jægersborggade lå en danserestaurant med syngepiger. I gaden lå også en købmand som ifølge Carlsberg i slutningen af 1990erne var det sted på Nørrebro, hvor der solgtes flest øl i sommermånederne.

 

500 af de første børn, der blev indskrevet i Dronning Louises Asyl i 1888 boede i Jægersborggade.

 

Hensynsløst smidt ud

Under lockouten i 1899 blev mange lejere hensynsløst sat på gaden. Det var på det tidspunkt, at Alberti havde store interesser i gaden. Alberti var senere minister og endte sine dage på Nørrebro. Ved Fælledvej blev han kørt over af en sporvogn.

 

 

Lav boligstandard

Boligstandarden var utrolig lavt i gaden. Bygningerne var i hast blev opbygget som lejekaserner. Ingen ville flytte ind i de elendige lejligheder. Og efter blot 10 – 15 år måtte lejlighederne moderniseres.

 

 

Slumstormere

I marts 1958 bragte Land og Folk en artikel:

 

  • Godsejeren vil nu skille sig af med Jægersborggade

 

44 opgange tilhørende A/S Jægerborggade var sat til salg. Journalisterne havde set en annonce i Berlingske Tidende. Men dette førte ikke til noget salg. Selskabet indgav frivillig konkursbegæring.

Først 10 år efter blev hele herligheden solgt. Det var ikke den store interesse for at flytte ind. I december 1970 var slumstormere på besøg, men de var der kun i tre uger.

 

 

Rockerne rykker ind

Andre havde huseret i gaden. Nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til, mens rivalerne Filthy Few holdt til i den anden halvdel. Sidstnævnte holdt dog ikke længe. Galopping Goose blev senere til Hells Angells. Og de er stadig til stede i Jægersborggade.

 

 

Sociale tilfælde rykker ind

Fra cirka 1982 til 1993 har der været ca. 4 – 5 administratorer i gaden. Til sidst endte ejerskabet hos storentreprenør Kaj Vilhemsen. Han fik iværksat de første gårdsaneringer. Men virksomheden gik konkurs. Her blev sociale tilfælde placeret.

 

 

Beboerne får tilbudt ”gaden”

Ifølge gældende lov blev beboerne tilbudt at købe gaden. Det er de 49 af 59 opgange, der i dag er A/B Jæger. Endvidere findes der i gaden A/B Victoria, A/B Nørreblå og A/B 3’eren.

 

 

En badeanstalt

A/B Jæger var en realitet den 24. juni 1993. Den første udfordring var en gennemgribende istandsættelse på 350 millioner kroner.

I 1998 kunne foreningen indvie et beboervaskeri kombineret med et beboerlokale og en beboer – badeanstalt. I dag er der tre års ventetid for at komme ind i A/B Jæger.

 

Der blev by fornyet til den store guldmedalje. Køkken og bad blev etableret. Brusekabiner blev forbudt.

 

 

To mordere

I tidens løb var det ikke kun byens bedste børn, der boede i Jægersborggade. Her boede mindst to mordere.

 

I Jægersborggade 36 2. sal boede en forladt hustru med to små børn. Hun havde i et stykke tid udlejet et værelse ud til gården til en sømand.

 

Da hustruen en dag ved 16 – tiden kom hjem fandt hun en 13 – 14 årig pige med tøjet i uorden ligge livløs på køkkengulvet. Hun var død, men liget var stadig varmt. Konen kendte ikke pigen. Politiet på Hillerødgades Station gik straks i gang med undersøgelserne. Snart fandt man frem til pigens identitet og den mistænkte gerningsmand kunne anholdes i Nyhavn.

 

Massemorderen Dagmar Overby boede en overgang i gaden. Hun tog livet af ca. 25 spædbørn. Hun brændte dem i kakkelovnen. En del af mordene fandt sted i Jægersborggade. På vores side kan du finde tre artikler om Dagmar Overby.

 

 

24 sprog i en børnehave

Tænk, at på Nørrebro er 22 pct. af indbyggerne indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I nogle børnehaver tales der 24 sprog. Alene i Rantzausgade var der ni kiosker. Ja og så er der plads til Jægersborggade.

Nåh ja, vi har også Elmegade.

 

 

De sidder og taler med hinanden

Nørrebro vælter sig i fester og loppemarkeder, og det sker også i Jægersborggade. Ja nabogaden Stefansgade er også ved at udvikle sig med små specialbutikker.

 

Her er altid masser af mennesker på Jægersborggade. De sidder og taler med hinanden. Og foran de mest berømte forretninger er der ofte kø.

 

 

Originale ideer er velkommen

Som en modvægt til kriminaliteten i gaden satte man sig sammen. Cyklerne kom ud af kælderen og iværksættere flyttede ind. Shawarmabarer var bandlyst. Dem var der nok af andre steder. Man ville have fat i folk der have originale ideer.  Karamelkogeri lød også bedre.

Farmers Market er rigtig økologi. Det var en succes fra starten. Men når andre rykkede ud på gaden ville ingen købe hash, så det var ikke uden problemer, at nye tider indfandt sig i Jægersborggade.

 

 

Skævt og anderledes

Blandt pushere og andre lå her hæderkronede restauranter. Man skulle vende sig til hinanden. Her var skævt og anderledes. Nøjagtig som maden og butikkerne.

Men hashandlerne fik dårligere betingelser. Mange er flyttet. Kunderne til dette, ved godt hvorhen.

 

 

Handelslivet – ikke på markedsmekanismer

Iværksætterne henviser til hinanden og A/B Jæger kan udpege dem. Lejekontrakterne er individuelle. På en smart måde styrer foreningen udviklingen i butikssammensætningen.

 

Men hvad er det i grunden for en gade?

  • en beboergade
  • en butiksgade
  • en gade, der før var fuld af kriminalitet

 

Jægersborggade er en seværdighed. Den kan let udvikle sig til en turistmagnet. Man forsøger at neddrosle det eksklusive. Det må ikke udvikle sig til en dyr gade. De små iværksættere skal have råd til at nedsætte sig her, mener man i A/B Jæger. Handelslivet må ikke fungere på markedspræmisser.

 

Men hvad sker der for gaden, hvis nu Visit Copenhagen beslutter sig til at føre organiserede turer fra krydstogtskibene ud til Nørrebro?

 

 

Kilde:

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 233 artikler fra Det Gamle Nørrebro, herunder:

 

  • Alberti på Nørrebro
  • Omkring Nørrebroparken 1 – 3 m.m.
  • En barnemorder i Jægersborggade
  • Barnemorderen fra Jægersborggade – den tredje historie og meget mere

Myterne omkring det sønderjyske kaffebord

September 22, 2018

Myterne omkring det sønderjyske kaffebord

Det er nogle spørgsmål, som vi bliver ved med at blive stillet omkring Det Sønderjyske Kaffebord. Det forsøger vi at besvare i den korte artikel. Men bagerst vil du kunne finde en oversigt over mange flere artikler om dette emne plus den sønderjyske mad – og drikkekultur, som du kan finde på dengang.dk. Kaffebordet overskygger andre danske regionale spisevaner. Det prøjsiske spiritusforbud i de danske forsamlingshuse og foreninger satte gang i den. Første verdenskrig satte en stopper for overdådigheden men var også en prøvelse for husmoderens kreativitet. Det er stadig en tradition, og så blev der sunget af ”Den Blå” senere af Højskolesangbogen til kaffebordet. Så skulle der i den grad nødes. Der blev aldrig dyrket så meget sønderjysk kaffebord i byerne. De rige købmands – og kaptajnsfamilier syntes, at det var for bondsk. Der skulle finere ting på bordet.

 

Overskygger andre danske regionale spisevaner

Ja vi har efterhånden skrevet en del om dette emne. Og vi har også på vores side bragt en del opskrifter. Og endnu engang kommer københavnere hjem for at fortælle, at de har deltaget i det Sønderjyske Kaffebord. Men det er foregået på den måde, at de bare blevet præsenteret for et kæmpe kaffebord med oceaner af kager.

De er egentlig ikke blevet klogere. De ved stadig ikke, hvorfor det sønderjyske kaffebord er så overdådig. Derfor er det med stor glæde, at jeg kan fortælle københavnerne om det. Og det er da blevet en del foredrag om Sønderjysk kaffebord i det københavnske. I den lille artikel har ”Den Gamle Redaktør” sammenfattet nogle af de mest stillede spørgsmål.

Men hvorfor gør turistforeningerne i det sønderjyske ikke mere ud af det. Der er da skrevet en masser af god litteratur om det.

 

Et ry, der overskygger alt andet

Kaffen vandt indpas omkring 1850 herhjemme. Forskellen til de andre danske kaffeborde er ikke slående. Alligevel har det sønderjyske kaffebord et ry, som helt overskygger andre danske regionale spisevaner. Dette ry skyldes især den specielle, nationale situation. Kaffebordet blev udviklet til overdådighed i den selvstændige bondestand. Disse var kærnen i den danske folkegruppe.

 

Spiritusforbuddet satte gang i den

Det fælles kaffebord blev på grund af spiritusforbuddet et fænomen, der især blomstrede i danske forsamlingshuse.

Kroerne og gæstgiverierne, hvor den tyske folkegruppe holdt møder, havde ikke spiritusforbud. Derfor vandt det fælles kaffebord aldrig nogen særlig udbredelse der. På grund af dette er mange tilbøjelige til at overse, at kaffebordet med de mange gode kager også var yndet hos de hjemmetyske familier.

Det synes at ske en hvis vekselvirkning mellem kaffebordstraditionen i hjemmene og i forsamlingshusene i tiden 1900 – 1914. De tilrejsende rigsdanskere var med til at opbygge myten om de helt utrolige kaffeborde i Nordslesvig, idet de overførte deres positive oplevelse af folkeånden og kampviljen til at gælde alle sønderjyske fænomener.

En rigsdansker, der opholdt sig i Nordslesvig omkring 1907 – 08 udtrykker det således:

  • Alt sønderjysk var ligesom bedre end det danske

 

Første Verdenskrig satte en stopper for det overdådige kaffebord

Første verdenskrig medførte en egentlig hungersnød i Sønderjylland ligesom i det øvrige Tyskland. Alle længtes tilbage til de gode gamle tider før krigen. Dengang var der nok at spise.  Efter genforeningen tog man de gamle vaner op igen.

Det gjaldt både for dagligkosten og for festmad og kagebagning. Første verdenskrig kom til at betyde en slags kulturel forsinkelse på det kostmæssige område. Derfor blomstrede kaffeborde så kraftig op igen i 1920erne og 30erne.

Lidt af det samme, om end i langt mindre målestok, sker efter besættelsen. Den sidste kulmination nås i 1950erne.

Rundt omkring i Sønderjylland i private hjem dyrkes det næsten ikke mere. Det er dyrt og slet ikke slankende. Kaffebordet lever slet ikke op til vores skønhedsideal.

 

Stadig en tradition

Siden da har ændrede kostvaner og skønhedsidealer, savnet af billig arbejdskraft og mangel på råvarer af egen produktion gjort det af med ”det fulde kaffebord”

Talrige sønderjyske restauranter servere stadig ”Sønderjyske Kaffeborde” og det samme gør masser af foreninger. Kogebogsudgivelser har selvfølgelig også sønderjysk kaffebord med, når det er lokale bogudgivelser.

Når de kongelige er på besøg, ja så serveres der selvfølgelig også sønderjysk kaffebord. Willy August Lindemann, forfatter født i Flensborg i 1914 lader en 100 – årig fejre sin fødselsdag med 21 forskellige tærter og 21 slags småkager. Og den sønderjyske forfatter, Peter Seeberg født i Skrydstrup 1927 skildrer det sønderjyske kaffebord som et fænomen, der i kvalitet og righoldighed langt overgår det franske køkken.

 

Der blev sunget til kaffebordet

For mange var det uforglemmeligt, at man sang af højskolesangbogen ved kaffebordene. Det gav en slags dansk fællesskabsfølelse. Og dette fænomen gentog sig i besættelsestiden.

Ved møder i forsamlingshusene blev der sunget af nordslesvigernes egen ”Den Blå”. Også i hjemmene blev der sunget flittigt. Her var ingen gendarmer til stede. Her kunne man så også synge de forbudte sange.

 

Der skal nødes

Nu virker det sønderjyske kaffebord også overdådig på grund af den særlige serveringsteknik, som stadig fastholdes. Kagefadene bliver sendt rundt i rask rækkefølge og enhver stabler op på sin sidetallerken 3 – 4 forskellige slags, så meget, som det kan være. Derpå giver det lidt madro lidt tid, før kagefadene atter begynder at vandre.

På fremmede virker dette overdådigt, ja på grænsen til fråseri.

Den opmærksomme værtinde holdt øje med, at gæsterne smagte på alt. Et afslag blev mødt med bemærkningen:

 

  • Åh, du skal nørdes

 

Og så blev der nørdet, indtil værtinden afgjorde sagen ved at læsse et stykke kage mere over på gæstens tallerken. Dette blev betragtet af de øvrige gæster som udtryk for den yderste gæstfrihed.

Nørderiet er dog ikke et specielt sønderjysk fænomen. Måske er nørderiet blevet fastholdt længere i Sønderjylland end i det øvrige land. I hvert fald havde tilflyttede rigsdanskere i 1920 ingen sans for nørderiet. Mange af de tilflyttede rigsdanskere dengang var tjenestemænd. Og i disse samfundslag har nørderiet næppe været udbredt.

 

Vi fik ikke noget

En alsisk familie var inviteret til kaffe hos en rigsdansk DSB – familie kort efter genforeningen. De glædede sig meget, for alt dansk var i høj kurs. Den følgende dag spurgte naboerne, hvordan det var:

  • Jo serveringen var såmænd god nok, men nøden var ringe, så vi fik ikke meget.

Fra Notmark sogn berettes om nøden i slutningen af 1950erne. Det var ikke rigtig velset, hvis man ikke smagte på det hele. Det blev anset for noget af en krænkelse af værtindens bagekunst. Det blev selvfølgelig ikke sagt direkte men det lå ligesom i luften.

  • Skal De ikke smage på tærten, Olsen?

Dette kunne værtinden sige med myndig stemme og selvom Olsen måske var mæt, det stakkels kræ, og selvom han måske smilede undseeligt undskyldende, så hjalp der ingen kære mor. Han skulle betale sin tribut til værtindens store anstrengelser i køkkenet. Han vidste det godt selv og svarede med en blanding af dårlig samvittighed og pligtfølelse:

  • Jojo, det skal jeg da

 

Opfindsomhed var krævet under krigen

Alt mindretalsarbejde var blevet forbudt ved krigsudbruddet. De store foreningsmøder med fælles kaffebord eksisterede ikke under Første Verdenskrig. Derimod kom folk naturligvis fortsat sammen i de private hjem, men krigens gru satte en naturlig dæmper på omfanget af den private selskabelighed.

Hvis ens ægtemand, søn eller bror var ved fronten, havde man ikke særlig lyst til at mæske sig ved det halvårlige kaffegilde. Efterhånden som forholdene blev skærpede kom der dog særlige spændingsmomenter ind ved invitationen til et kaffebord. Hvor vidt strakte husmoderens opfindsomhed med de begrænsede fødemidler.

 

Ikke så meget kaffebord i byerne

Tærter blev spist af byfolk, ja men alligevel ikke i samme målestok, som det var ude på landet. Hos de velhavende købmænd og kaptajner i Aabenraa regnede man ikke de overdådige kaffeborde, som blev anset for at være lidt bondske. Disse familier ønskede nogle finere sager på bordet.

Ellers gik man slet ikke sådan til den i almindelige familier i byerne. Her klarede man sig med hvedebrød, ellers var det rugbrød og sigtebrød. Familiens kageudvalg indskrænkede sig normalt til tvebakker og kagestænger, men til sammenkomster blev der bagt både kringle, pladekager og småkager.

Du kan læse meget mere om Sønderjysk kaffebord, og der hvor vi har sat kryds kan du finde opskrifter. Vi har også medtaget andet sønderjysk madkultur.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Du kan finde meget mere om Sønderjysk Madkultur her på www.dengang.dk:

 

  • Sønderjysk kaffebord – på Østerbro
  • Sønderjysk kaffebord – for sønderjyder
  • Sønderjysk kaffebord – dets historie
  • Sønderjysk kaffebord – fra Sønderjylland x
  • Sønderjysk kaffebord – opskrifter x
  • Sønderjysk kaffebord
  • Sønderjysk Madkunst – atter engang
  • Det kulinariske Sønderjylland
  • Smag på Sønderjylland
  • Mad fra Tønder x
  • At plukke sut ved Højer
  • Fiskeri ved Højer Sluse
  • Sønderjyske Drikkeopskrifter x
  • Det drikker vi i Sønderjylland
  • Bommerlund, Hærvejens Snaps
  • Bommerlund – Skov, Kro og Snaps
  • Bryllup i Varnæs

 


Mordet på heden

September 17, 2018

Mordet på Heden

Af Lisa Hildegardt

Vi er på en oldtidshøj på Dejberg Hede. Den kom siden til at hedde Casper Hoddes Høj. Læs her hvorfor. De havde levet sammen i mange år, Casper og Anne Marie. Ofte gennempryglede Caspar hende. Men nu havde Anne Marie fået nok. Hun slog han ihjel og gemte ham i lyngen. Hun kom til at sidde 14 år i tugthus på Christianshavn. Hun blev løsladt grundet en underlivssvulst. Sine sidste dag tilbragte hun med en fordrukken mand fra Sunds. Anne Marie blev den sidste morder blandt Danmarks rakkerflok.

 

Casper Hodde og Ane Marie Grønnings liv var at strejfe omkring; det var tiggeri, tyveri, druk og skænderier gennem 25 år. Det sluttede dramatisk en nat på heden i sommeren 1882, hvor et jalousidrama fik Ane Marie til at slå Casper ihjel og gemme ham i lyngen.

Historien om Ane Marie, det uægte barn, der tilbragte den første del af sit liv i fattighuset i Sunds og måtte lide den tort at komme tilbage dertil igen efter at have siddet 14 år i tugthus,

 

Ane Marie Nielsdatter Grønning blev født 29. juli 1836 i Dejbjerg i Vestjylland, og døbt i Sunds Kirke den 7. august samme år. Som barnefader udlagde moderen Kirsten Marie, Niels Skott Christensen fra Dejbjerg. Ane Marie blev som barn bortliciteret til Jørgen Sørensen, Sønderås Huse, der i 1846 fik en tønde rug for at have hende.

 

Først søndag efter Påske 1851 blev hun konfirmeret i Gjellerup Kirke efter at være “befunden god i kristendomskundskab og meget god opførsel”. Derefter fik hun plads hos selve herredsfogeden, justitsråd Feddersen på Nørholm ved Herning fra maj til november. I hendes skudsmål udtrykte herredsfogeden sin fulde tilfredshed med hende.

 

I foråret 1857 havde Ane Marie plads hos en ældre mand i Vejrum ved Holstebro, men der løb hun fra i efteråret, kom hjem til sin moder i Sunds fattighus – strejfede om og tiggede og stjal et lommeur hos snedker Povl Mikkelsen i Ørre. Man fandt uret hos hende, hun blev arresteret og i Hammerum herred ekstraret idømt to gange fem dages fængsel på vand og brød.

 

Det var samme år hun fandt sammen med Casper Nielsen, kaldet Casper Hodde. Han var søn af Niels Outrup og Anna Kierstine Caspersdatter fra Hodde i Rind sogn. Casper havde været gift før og aftjent sin værnepligt, men stak af fra kone og børn, og hutlede sig igennem som en slags omløbende glarmester. Formentlig havde Casper været straffet, før han mødte Ane Marie. I hvert fald varede det ikke længe inden de på den hvileløse omflakken i det vestjyske, hvor de tiggede og stjal sig frem, kom i konflikt med øvrigheden.

 

I sommeren 1858 straffedes Ane Marie med to gange fem dage på vand og brød for tyveri, og derefter gik det slag i slag. 1861 fik Casper et års forbedringshus for tyveri af et brød, og snart var de begge anbragt i Viborg Tugthus.

Beretningen om deres liv er en beretning om den nød og fattigdom, der var den usle hverdag for samfundets udstødte i en tid, da de sociale foranstaltninger udelukkende skulle tjene til at isolere småkriminelle fra det øvrige samfund.

 

Ane Marie og Casper tilhørte det omstrejfende vestjyske folkefærd, der skiftevis benævntes som: natmænd, kjeltringe, skøjere og en hel del mere, og som de sidste par hundrede år tjente til livets ophold ved at gøre det arbejde, det gode borgerskab anså for uærligt – såsom at gilde svin og andre husdyr, at flå og begrave selvdøde kreaturer og at feje skorstene.

 

I slutningen af 1800-årene var det slut med, at bønderne ville slippe deres surt tjente skillinger for at få den slags arbejde gjort, og så måtte omstrejferne – et par hundrede i tal vel – få føden ved smårapserier og pågående tiggeri, hvis de da ikke blev forsørget af det offentlige i egnens tugthuse og arbejdsanstalter.

Ifølge de forhør, politimyndighederne foretog ved anholdelsen af Ane Marie for mordet på Casper, som hun ret snart indrømmede. Hun fortalte, at Casper blev indlagt i 1876 på sygehuset i Ringkøbing til behandling for syfilis. Fra det tidspunkt forandrede han sig fuldstændig. Han optrådte oftere og oftere voldeligt overfor sin samlever. To år efter er det Ane Maries tur til at komme på sygehuset. Casper havde givet hende en del skrammer, og der må være tale om alvorlige skrammer, siden hun kom på sygehuset, og da hun siden, ifølge hendes egen og vidners forklaring, jævnligt blev gennempryglet af Casper, var der grund til at tro, at hun slog Casper ihjel, fordi hun var dødsensangst for, at han ville dræbe hende.

 

Kort før drabet kom parret på besøg hos Christian Bjødstrup og Ingeborg Mæster i Bjørnemosehuset på Dejbjerg hede. Den 22. juni er mændene ved Stauning Fjord for at stange ål, medens kvinderne var alene hjemme. Ane Marie pæglede brændevin, blev svirendes og ustyrlig. Da Casper kom tilbage gik han amok, og kun Christian Bjødstrups indgriben forhindrede Casper i at gennemprygle sin samlever endnu engang.

 

Næste morgen fortsatte parret deres vandring. Ane Marie havde en trepæglsflaske i sin kurv, og de drak begge af den. Da de var kommet en halv mils vej fra hytten, lagde Casper sig på en lynghøj, og her genoptog han de sidste dages stiklerier og grove beskyldninger mod hende. Han hævdede, at hun var kæreste med Anders Rasmussen i Røgind, og når de kom til Anders’s sted og havde spist middagsmad, ville han, Casper, slå dem begge ihjel.

 

For at understrege, at det ikke var mundsvejr, lå Casper og ”legede” med en kniv, som han havde stjålet i Bjørnemosehuset. Han gik så vidt, at han skar et hul i hendes forklæde, inden han trak sin frakke over hovedet og lagde sig til at sove. Ane Marie faldt også i søvn, men vågnede snart efter plaget af angst for at Casper skulle gøre alvor af sine trusler. Hun fik da den tanke at dræbe ham, før han dræbte hende. Efter et kvarters grublen over fremgangsmåden opdagede hun en sten, som lå i nærheden af en tørvestak. Hun lagde stenen i en pose, snurrede posen nogle gange rundt for at stenen kunne ligge fast, satte sig på hug ved Caspers venstre side og slog ham hårdt to gange, en gang i tindingen og en gang på venstre kind. Casper vendte sig nu uden at give en lyd, så han kom til at ligge på ryggen, og derefter gav hun ham det tredje slag i panden og nu fik han slag på slag. Hun var ikke selv klar over, hvor mange hun tildelte ham i det sindsoprør, hun var kommet i. Da hun skønnede, at han ikke mere trak vejret, tildækkede hun hans lig med lyngtørv. Efter at hun i et kvarterstid havde siddet ved liget og kysset dets højre hånd, idet hun bad Gud være Caspers sjæl nådig, flygtede hun.

 

Efter drabet købte Ane Marie brændevin hos kræmmeren i Lem, og hen under aften kom hun til Anders Rasmussens bosted i Røgind. Hun betroede ham sammenhængen, og fortsatte efter et par dages ophold til Skarrild til Anders Kvembjerg, hvis søn den 30. juni overgav hende til politiet.

I begyndelsen nægtede Ane Marie at kende noget til drabet på Casper, hvis lig blev fundet af forstanderen på Dejbjerg fattiggård. Først da Anders Kvembjerg kom i forhør, tilstod hun og indsat i kvindefængslet på Christianshavn. På grund af en underlivssvulst blev hun benådet og løsladt i 1897 efter at have tilbragt 14 år i tugthuset.

 

Sine sidste år levede hun sammen med en fordrukken enkemand på fattiggården i Sunds. En morgen, da manden vågnede på gulvet, hvor han om natten i fuldskab var faldet i søvn, fandt han Ane Marie liggende død i sengen. Det var den 15. maj 1901, hun var da 64 år. Hun blev begravet på Sunds Kirkegård søndagen før Pinse.

 

Hun blev den sidste morder blandt Danmarks rakkerfolk. Man talte i øvrigt pænt om hende i Vestjylland. Ingen kunne så kærligt som hun stryge de farende svende over panden, når hun hørte på deres menneskelige forlis.
Man kan vist godt sige, at hun var et fint menneske, livet havde givet visse skrammer.

Det var ved denne oldtidshøj på Dejbjerg Hede, at Casper Hodde den 23 juni 1882 blev myrdet af Ane Marie Grønning. Højen blev herefter kaldt Casper Hoddes Høj.

Casper Hodde og Ane Marie Grønning er beskrevet i folkemindesamler H.P. Hansens; “Jyske skøjere og rakkere.”

FOTO AF HODDES HØJ

https://scontent-arn2-1.xx.fbcdn.net/v/t31.0-8/29064635_2088710547812388_7892812523310515574_o.jpg?_nc_cat=0&oh=98d8a57a3e0b0253618f30dfb04fca05&oe=5C224837

 

Tak til Lisa, for en interessant og sørgelig beretning.

 


De glemte Krigssejlere

September 16, 2018

De glemte krigssejlere

Ingen var interesseret i at lytte. Søfolkene var i evig spændingstilstand. Stauning i 1940: ”I skal ikke blive glemt”. England betragtede danskerne som fjender i begyndelsen. Tyskerne havde succes på Atlanterhavet i de første år. Der var danske søfolk overalt. Der var også den iskolde rute med fornøjelser. Vi skal møde Kanon – Sussi. Alkohol dulmede nerverne og blev en god ven. Der var masser af drama. Dansk film hyldede krigssejlerne. Og så blev flaget taget fra danskerne. Russerne ville ikke anerkende danskerne 800 danskere og 31 dansk bemandede både til D – dag. Danske søfolk glemt i mange år i Normandiet. Nu er de kommet på museum dernede. Den engelske konge takkede danskerne. Vi skal høre om hjemmeflåden, handelsflåden og udeflåden. Danskere var med til at lave tyske torpedoer. Vi møder en sømand, der tog turen over kanalen til Normandiet hele 25 gange. Hvorfor blev krigssejlerne glemt?

 

Ingen var interesseret i at lytte

Ja de fleste vil sikkert kalde dette for en forkert overskrift. De er da ikke glemt mere. Nej, men det varede sandelig længe inden de blev anerkendt. Hele 6.300 danske krigssejlere sejlede for de allierede og 2.200 af dem betalte den højeste pris. Et ukendt antal var lemlæstet og traumatiseret resten af livet.

Mange havnede som krigsfanger og måtte tilbringe tid på sygehuse efter sænkninger. Psykisk var krigssejlerne og deres familier mærket senere i livet.

Det var de lokale grupper udstyret med armbind med de tre farver, stålhjelm og håndvåben, der søgte at holde ro og orden. Mange andre kom senere på banen som fx Den danske Brigade, der havde etableret sig i Sverige. KZ – fangerne og de danske søfolk sivede ubemærket hjem i løbet af nogle år. Der var ikke nogen, der var interesseret i at lytte.

 

I evig spændingstilstand

Man var i en spændingstilstand, som man levede dag efter dag, nat efter nat i rædsel for det ukendte i dybet. Det var ufattelige prøvelser og afsavn, søfolkene måtte igennem. Nogen særlig ophøjet placering efter krigen fik de ikke. Modstandsbevægelsens mere konkret heroiske virke skyggede for disse hverdagens helte. Den danske indsats mod nazismen foregik i lige så høj grad uden for som inden for danske nationalgrænser.

Ja disse krigssejlere er ikke tiltænkt den største plads i historien.

 

Stauning: I skal ikke blive glemt

Danmark havde en ikke-angrebspagt med Tyskland og erklærede sig ved krigens udbrud i september 1939, neutralt. Alligevel blev danske skibe angrebet af tyske ubåde. 29 skibe blev sænket inden den 9. april 1940. Da havde 360 allerede mistet livet.

Den 1. januar 1940 sagde statsminister Thorvald Stauning i sin nytårstale, at de aldrig ville blive glemt. Men det gik anderledes.

 

Betragtet som Englands fjender

Krigssejlerne var med til at sikre forsyningerne til de allierede, så kunne føre krig. Men Danmark fik taget deres flag modsat Norge, der fik lov til at beholde deres.

De danske kaptajner fik at vide, at de rent teknisk var at betragte som fjender. En af sømændene, andenstyrmand Anders Hansen fra ØK – skibet Panama lå i april 1940 i Manila. Han skrev hjem til sin kone Inger Karla, at der hele tiden var modstridende oplysninger. Først var man at betragte som Englands fjender siden deres venner.

Men til forvirringen hørte, at Handelsministeriet i København den 10. april havde sendt en opfordring til danske skibe om ”at søge til neutrale havne”.

Anders Hansen havde besluttet sig at gå i allieret tjeneste. Man i begyndelsen blev han af englænderne betragtet som ”taalte fremmede”. Muligheden for landlov til danskerne var begrænsede i forhold til nordmændene.

Særligt i de første år mærkede de danske søfolk den dobbelthed englænderne følte over for danskerne. Men de tog afsæt i den politi, som Danmark førte. De danske søfolk var underlagt en række restriktioner, og en af dem var, at man ikke måtte føre dansk flag.

Men danskere blev dog også mistænkeliggjort af briterne. De blev udsat for forhør, fængsel og fangelejr.

 

Storbritannien havde brug for en tons forsyninger

Storbritannien havde brug for at få tilført mere end en million tons forsyninger om ugen. Handelsskibe, der forbandt Nordamerikas industri med Storbritannien var afgørende led i den allierede krigsførelse. Det vidste tyskerne godt, og de satte alt ind på være ved ruterne.

 

Tyskerne havde succes i de første år

En af søkrigenes vigtigste slagmarker var Atlanterhavet, hvor de britiske konvojer kæmpede mod tyske ubåde og fly for at få forsyninger frem. Den overordnede kamp stod mellem tysk forsøg på at kappe denne forsyningslinje og samtidig prøve at sænke flere handelsskibe end de allierede kunne producere som erstatning for dem der gik ned.

I de første år af krigen havde tyskerne stor succes. Skib efter skib gik ned. Tyskerne sænkede skibene hurtigere, end de allierede kunne bygge nye. I juni 1942 havde alene Storbritannien mistet 1.000 skibe. Havde det ikke været for et stort antal handelsskibe fra lande som Norge og Danmark var slaget om Atlanten blevet tabt.

Frem til begyndelsen af 1943 var situationen kritisk. Derefter fik de allierede overtaget takket være øget brug af radar og flyovervågning. Men også fordi, at det lykkedes at bryde den kode, de tyske ubåde sendte deres radiosignaler i, så kunne man opspore dem, inden de gik til angreb mod skibskonvojerne.

 

Danske søfolk overalt

De danske søfolk var med i ishavskonvojerne til Rusland. De fragtede forsyninger, tropper og materiel rundt i Stillehavet. Og det var netop ad Atlanterhavets hovedfærdselsårer, hvor de sejlede med forsyninger.

Danske søfolk sejlede olie fra Sydamerika til USA og andre fragtede tropper og våben til Mellemøsten og Asien.

 

Den iskolde rute med fornøjelser

Den mindst kendte konvojrute gik via det nordlige ishav til Murmansk og Arkhangelsk i Nordrusland. Det var også den farligste, fordi skibene sejlede skiftevis i vinterbælgmørke og i sommermidnatssol eksponeret for tyske fly fra norske baser. Her kunne man kun overleve få minutter i det iskolde vand.

Der eksisterer nogle fandenivoldske beretninger fra Molotowsk, hvor losning og bevogtning blev varetaget af livskraftige unge piger, så søfolkene lærte russisk på hovedpuden og i havnens bombesikre cementrør.

”Og hvis vi slap tilbage til USA”, fortæller maskinmester Waldemar Lund, ”Fik vi en check på 200 dollar underskrevet af Stalin”

 

Kanon – Sussi

Det var også Kanon – Sussi, der var om bord på ØK’ s Eria, der den 9. april 1940 søgte canadisk havn og gik i britisk krigstjeneste. Fru Weber, som hun også hed, blev den første kvindelige kanonskytte. Hun betalte omkostningerne med flossede nerver og elendig nattesøvn. Som så mange andre konvojsejlende oplevede fru Weber gang på gang tyske u – både, der i store flokke angreb de allierede handelsskibe, eksplosionerne til højre og venstre, skibe der gik ned på halve minutter.

Mange turde kun sove med åben dør eller som Kanon – Sussi med våben i sengen, hvad der ikke hindrede hylende mareridt.

I øvrigt blev hyren trukket fra det øjeblik, skibet var forlist.

 

Masser af drama

Hvis man ikke blev suget med ned, når et skib synkede på tre minutter, pulveriseret i en eksplosion, kogt i maskinrummet eller mejet ned af tyske ubådes maskingeværer, og hvis man overlevede 8 dage på åbent hav, så var det angsten.

Mange har set kammerater brænde i olie og blive agterudsejlet, for skibene måtte ikke standse og samle overlevende op. Dette øgede risikoen for torpederinger og kollisioner i konvojen. Det hele bidrog til følgesygdomme efter krigen.

 

Alkohol blev en god ven

Erik Gøbel Jensen startede efter syv års skolegang i marinen som skibsdreng og senere letmatros. Den 9. april 1940 var han med som telegrafist på et skib i Dakar, der blev opbragt af franske myndigheder. Derefter var han på et belgisk skib under amerikansk kontrol.

Erik Gøbel Jensen sejlede i 38 måneder krigssejlads bl.a. i Atlanten. Han var radiotelegrafist på et ammunitionsskib, der i november 1943 blev bombet af tyske fly i Middelhavet og sank. Efter fire – fem timer i vandet blev han samlet op af en amerikansk destroyer. Men han havde stærke forbrændinger og kraniebrud.

Efter nogle måneders rekonvalescens tog han atter hyre på et skib og sejlede på Atlanten. Han deltog i troppetransporter til Normandiet. Han sejlede også til Burma, hvor hans skib blev bombet af japanske fly.

Erik Gøbel Jensen vendte hjem til Danmark i 1947 med sin belgiske hustru. Efter krigen led han af traumer og begyndte at drikke. Og hans ægteskab gik i stykker. Historien er omtalt i Frihedsfondens rapport, der blev udarbejdet i 1982, og som er omtalt i bogen ”Sænket af tyskerne”.

 

Alkohol dulmede mareridtet

Maskinmester Andreasen var en af de danske søfolk, der efter Danmarks besættelse 9. april 1940 gik i allieret tjeneste. I 1941 på vej med forsyninger fra Canada til England, blev hans skib torpederet af en tysk ubåd.

Skibet gik midtover, men Andreasen slap ud med sin ruhårede terrier Terry. De holdt sig til et flydende køleskab, blev samlet op af et norsk skib, og knap var de blevet overført til en britisk destroyer, før ”nordmanden” sprang i luften. Det var et ammunitionsskib, og der var ingen overlevende herfra at samle op.

Maskinmesteren kom på hospitalet i Hull, blev kørt ned af en bil i Newcastle, igen indlagt på hospital – og gift med en sygeplejerske.

Han fortsatte krigssejladsen og deltog i invasionen i Normandiet i juni 1944. Efter krigen fik han tuberkulose og blev maskinmester på B&W. Men han blev en fast ven af alkoholen. Den dulmede mareridt, hvor han genoplevede ”halve skibe, brændende mennesker osv.”

 

Kammerater og venner i navnløs grav

På de allieredes side mistede man i 1942 næsten 3.000 skibe i Atlanten. I et brev hjem til sin kone fra januar 1943 skriver Anders Hansen:

 

  • Mange af vores Kammarater og Venner ligger i navnløs Grav. De gav deres Liv for Danmark og Danmark skylder dem alt, en Gæld der aldrig kan betales, de har skrevet et nyt og ærefuldt Kapitel i Danmarks Historie…..

 

Da flaget blev taget fra danskerne

Efter krigen giver kaptajnen på ØK – skibet Erria, Mouritsen en englænder tørt på, da denne spørger om ikke kaptajnen er glad for igen at kunne sejle under dansk flag:

 

  • Skulle jeg være glad. Først tyvstjæler I vores flag og vor identitet fra os…. De min bedste og Deres land skylder Danmark, mine folk, mit flag – og mig – verdens største undskyldning

 

Så vidt vides faldt denne undskyldning aldrig.

 

Dansk Film hædrede krigssejlerne

Dansk film bidrog dog med et værdigt minde i ”Støt står den danske sømand af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun. med sidstnævnte og Poul Reichardt i hovedrollerne som typiske danske sømænd i allieret tjeneste.

 

Russerne ville ikke anerkende danskernes indsats

Først i 2014, da man markerede 70 – års dagen for den vest-allierede invasion i Normandiet den 6. juni 1944 var Danmark inviteret med. Vi skal heller ikke glemme, at 1.000 danskere havde meldt sig til den engelske hær dengang.

Det var den konservative politiker John Christmas Møller, der sammen med et par andre, der i september 1943 havde opsøgt den britiske udenrigsminister Anthony Eden. Danskerne anmodede om, at blive anerkendt som medlem af alliancen mod Hitler. Englænderne og amerikanerne var positive. Sovjetunionen sagde afgjort nej. Først langt ind i 1944 fik vi en nogenlunde accept fra russerne. Sovjets forståelige reservation bevirkede, at Danmark aldrig fik status som andet end ”de facto – allieret” Russerne glemte aldrig, at vi havde sagt ja til Antikominternpakten. Dermed havde vi tilsluttet os Tyskland og tilsluttet os angrebet mod Sovjetunionen.

 

800 danskere og 31 dansk bemandede både på D – Dag

Dat danske bidrag på selve D – dagen var ellers stort. 800 søfolk på 31 dansk bemandede skibe deltog. Måske er det søfolkene der er den gruppe, som ydede det største og mest presserende bidrag til, at det ar muligt at besejre Tyskland. Især i krigens første halvdel var det af vital betydning.

Under kodenavnet Operation Overlord var det en landgang af hidtil uset format og størrelse. I alt blev 130.000 mand landsat på førstedagen fra søssiden og yderligere 23.000 fra luften. Til at gennemføre operationen blev der brugt tæt ved 7.000 skibe som talte både landgangsfartøjer, krigsskibe og et større antal handelsskibe.

 

Sømand ”Kaj” beskriver D – dag

I en samtidig beskrivelse beretter en sømand under dæknavnet ”Kaj”, om sine oplevelser fra invasionens anden dag. Kaj fortæller om rutefarten – lastning og losning – mellem den engelske kyst og Normandiet. Han gør sig følgende betragtning:

 

  • Vi begyndte at føle, hvor betydningsfulde vi faktisk var som et af de mange små led i det mægtige invasionshjul, som i dag kører hensynsløst fremad mod nazismens bødler, der nu også en skønne dag vil komme til at rømme vort besatte Danmark.

 

Hvem Kaj var, ved vi ikke. Måske var han en af dem, der betalte den højeste pris. En ting synes i hvert fald sikkert, at han ville have glædet sig til, at Danmark endelig på 70 års dagen var blevet anerkendt som allieret nation.

 

Danske Søfolk forbigået i mange år – også i Normandiet

Fem danske krigssejlere var til stede. De var anført af den yngste, den 90 – årige Erik Kragelund, som siden begyndelsen af 1980erne har arbejdet for at registrere og skaffe anerkendelse til krigssejlerne. Kragelund mente selv, at det skyldes, at de ikke var en forening. Mens datoer som 9. april, 29. august og 5. maj er centrale for danske frihedskæmpere, så er den 6. juni krigssejlernes mærkedag, fordi de spillede en stor rolle ved D – dag.

I 1984 blev der i Normandiet rejst en statue for de danske søfolk. Men ingen danskere var inviteret til 40, 50 og 60 – års markeringerne.

I samarbejde med tidligere kammerherre Christian Eugen-Olsen fra Frihedskampens Frednings- og Mindefond har bestræbelser nu langt og længe båret frugt. Nu mindes man endelig de danske krigssejlere.

 

Nu er danskerne også på museum i Normandiet

At de danske krigssejlere nu bliver løftet ud af glemselen understreges af, at D – dagsmuseet Utah Beach Museum i Normandiet har fået en udstilling om de 800 danskers bidrag. Kulturministeriet bevilligede 75.000 kr. til, at udstillingen blev en permanent del af museet.

 

Den engelske konge takkede danskerne

Og nu er det ikke helt rigtigt at englænderne havde glemt danskerne for i november 1944 holdt kong George den Sjette en takketale i Underhuset. Han sagde bl.a.:

  • Flåden har sikret overførslen af de store invasionsstyrker til angrebet på Vesteuropas kyst, og den opretholder fortsat de stabile forsyninger til hæren. Samtidig sørger den for at sikre og rettidige ankomst af fødevarer og materiel, som nationens liv og virke afhænger af. Alt dette ville ikke have været muligt uden den storslåede tapperhed, som er udvist af søfolkene i handelsflåden herhjemmefra og deres kollegaer fra de allierede nationer og Danmark.

 

Når Danmark blev omtalt på denne måde, var det for at fremhæve det danske bidrag, der var værdsat. Danmark var ikke en krigsførende nation. Vi var godt nok besat af Tyskland, men vi var formelt ikke i krig.

 

Danskerne vil have danske flag i den britiske hær

Men derefter gik det hele i glemmebogen. Og glemt er også, at allerede i oktober 1940 åbnede et rekrutteringskontor i London, hvor man hvervede danskere til britisk krigstjeneste. Mange brugte argumentet med at få afvasket skammen for den kampløse kapitulation 9. april 1940. Således kæmpede danskerne i regimentet The Buffs en kamp for at få påsyet et dansk flag på skulderen.

De danske søfolk ville gerne i den britiske hær, men de fik afslag, fordi briterne havde mere brug for dem til søs.

 

Udeflåden

Historien om de danske krigssejlere er ikke kun en militær historie om at bekæmpe nazistisk tyranni. Det er beretningen om, hvorledes uforberedte søfolk overlevede verdenskrigens gru. De udgjorde besætningerne på den danske handelsflåde skibe, der ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var delt op i flere grupper med hver sin skæbne.

To tredjedele (udeflåden) befandt sig enten i allieret farvand og blev sammen med besætningerne beslaglagt af englænderne eller i neutralt farvand, som fx skoleskibet Danmark.

 

Handelsflåden

Den sidste tredjedel af handelsflåden (hjemmeflåden) befandt sig imidlertid ved den tyske besættelse i hjemlige farvande og i Østersøen. Sammen med hovedparten af fiskeriflåden var disse handelsskibe i stigende grad udsat for at blive overtaget af den tyske værnemagt til fx kystvagtopgaver. Man undgik dog med nød og næppe at flertallet af af skibene blev armeret med kanoner og at de i større antal blev brugt til militære transporter. Dog var de med til at importere kul og koks. Ligeledes transporterede de malm fra Sverige til Tyskland.

 

Hjemmeflåden

Det er indlysende at de danske fiskere og søfolkene i hjemmeflåden havde maget vanskelige vilkår både under og ikke mindst efter besættelsens afslutning. Deres dilemma var, at de skulle sikre familiernes udkomne og skibenes sikkerhed, samtidigt med at de var afhængige af den tyske krigsmarine og de mange højeksplosive søminer, der var udlagt langs kysterne. Fiskerne fra Esbjerg var også udsatte for engelske bombeangreb. Englænderne var af de mening, at Danmark eksporterede lidt rigelig med fisk til tyskerne.

Der var også tab blandt de hjemmelige fiskere og blandt dem, der sejlede i det tysk kontrollerede Europa.

 

Danskerne var med til at lave tyske torpedoer

TV2 besøgte en 95- årig krigssejler med markante meninger. Han boede sammen med sin kone i et lille hus på Tåsinge. Den danske regerings samarbejde med Hitlers Tyskland i de første tre år fik ham til at sige nej tak til at deltage til 70 – års arrangementet i Normandiet. Evald Brinck, som den ældre mand hedder mener, at det er løgn, at Danmark var allieret under Anden verdenskrig.

Men nu mødte han alligevel dronningen. Anledningen var, at krigssejlerne omsider fik den anerkendelse, som de længtes efter siden krigen. Et stort monument af kunstneren Per Arnoldi blev afsløret i Mindelunden, der hidtil havde været forbeholdt modstandsbevægelsen. Ewald fortalte:

 

  • Jeg kan ikke få det væk. Det sidder fast indeni mig. Jeg vil aldrig nogensinde tilgive dem. Under krigen sendte Danmark 150.000 mand til Tyskland, hvor de blandt andet arbejdede i våbenindustrien. De hjalp med at lave de torpedoerne, som tyskerne bagefter sendte ud i undervandsbådene og torpederede danske både med. Hvordan tror du, at man har det, når man får kniven i ryggen af de mennesker, som man kæmper og kæmper for at befri. Hvordan tror du så, man har det? Tror du, jeg kan få det ud af mig? Aldrig, Aldrig!

 

Evald Brincks heltemod blev hans held under krigen. Han afmønstrede skibet Boringia i Skotland i 1942 for at melde sig i aktiv tjeneste i England. Få måneder senere blev Boringa torpederet af tyskerne syd for Afrika. Halvdelen af besætningen omkom, mens Evald Brinck var i træning som rekrut i den engelske by Canterbury.

I 1944 var han blevet underofficer i marinen, da der pludselig kom besked om at gøre en nybygget båd klar. Det var D-dagen, der nærmede sig.

 

25 ture til Normandiet

  • Vores skib var en Empire-båd. En speciel fladbundet model, der kunne transportere Churchill-tanks og andre tunge køretøjer. Den havde otte kanoner og lastede 10.000 tons. I to dage lå vi ved Themsen uden at vide, hvor vi skulle hen. Men rygtet gik om, at det var Normandiet,

 

De små landgangsfartøjer krydsede Den Engelske Kanal natten til den 6. juni.

Evald Brinck nåede at sejle 25 ture til Normandiet med tropper og udstyr. Han deltog også i invasionen i Italien i 1943 og sejlede i halvandet år i Middelhavet, hvor mange af de andre skibe i konvojerne blev sænket af de tyske u – både.

 

Hvorfor blev de glemt?

Krigssejlerne var placeret blandt frihedskæmperne. Men det varede længe, inden de blev anerkendt som ligemænd. Men hvorfor var det sådan?

Før det første delte de ikke deres oplevelser med den øvrige danske befolkning. De bedrifter passede ikke ind i den nationale fortælling.

For det andet oplevede søfolkene hverken besættelsen eller befrielsen. De vendte først hjem, da det hele i Danmark var overstået og samfundet var på vej til normale tilstande.

For dem, der havde været i allieret tjeneste blev konsekvensen, at de ikke var hjemmehørende i den folkelige befrielsesfest, hvor alle havde været i samme båd. Det var ikke fordi, de blev nægtet adgang, men fordi festen havde det mentale adgangskrav, at man havde delt besættelsestidens vilkår. Det havde krigssejlerne ikke.

 

 

Kilde:

  • Anders Bjørn: Breve fra Anders. En fortælling om danske sømænd i krig 1939 – 1945
  • Sven Arvid Birkeland: Sænket af tyskerne
  • C. Røder: De sejlede bare
  • Klaus Rydahl: Krigssejler 1939 – 45
  • Christian Tortzen: Søfolk og Skibe 1939 – 1945
  • Jacob Sørensen: For Danmarks ære – danskere i allieret krigstjeneste 1939 – 1945
  • Jakob Sørensen: Operation Overlord
  • Jakob Sørensen: D – Dag
  • information.dk
  • nielsbirgerdanielsen.dk
  • jyllandsposten.dk
  • kristeligt-dagblad.dk
  • befrielsen1945.dk
  • tv2.dk

 

Hvis du vil vide mere: Om modstand og sabotage: www.dengang.dk indeholder 257 artikler om besættelsestiden før/under/efter herunder:

  • Sabotage i Tønder
  • En frihedskæmper fra Tønder
  • Modstand i Tinglev
  • En dobbeltagent fra Aabenraa
  • Sabotage i Aabenraa
  • Modstandsbevægelsen i Aabenraa
  • Modstand og Sabotage i Sønderjylland
  • Modstand i Kolding
  • Kæmp for alt, hvad du har kært Chr. Fries
  • Holger Danske – afdeling Eigild
  • Sabotage på Nørrebro
  • Nørrebro – flere sabotager
  • Skud i Vordingborggade
  • Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
  • Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
  • Flere sabotager på Østerbro
  • Sabotage og Stikkere på Østerbro
  • Modtand 1939– 1942 og mange flere

 


Bydelen med de primitive broer (Nørrebro LIV 2)

September 14, 2018

Bydelen med de primitive broer (Nørrebro LIV 2)

Man ville gerne have at byporten åbnede tidligere. Og broerne var ikke meget værd. En murmester ville bygge en træbro og forlange to ører. Et læserbrev beskrev broen som egnet for selvmordere. De fine damer fik våde kjoler ved at gå over broen. Så skal vi besøge Stenhuggerhuset og Barrierehuset. Ja og her kan I også møde Ridderen af Nørrebro. Og det var på den tid, at Blågården var i forfald.

 

De stakkels arbejdere

I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før kl. 6 om morgenen. Men politimester Brædstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidligt om morgenen. Desuden ville antallet af tyverier i så fald stige.

Man tænkte på de stakkels arbejdere, der allerede dengang arbejdede ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport. Men det varede uhyggelig længe inden man efterkom klagen. Og helt let var det heller ikke at komme til Nørrebro dengang.

 

Ideel for selvmordere

Nørrebro var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen med dens snævre gangareal. Det var så galt, at snedkermester Mou foreslog, at man i stedet lavede færgefart på søen. Murermester Petersen ville bygge en træbro og opkræve en afgift på to ører fra alle dem, der passerede broen. Men der blev dog bygget en træbro i 1878.

Men den var det nu heller ikke tilfredshed med. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at den nye bro var ideel til selvmordere. Broen var fæl, fortælles der. Brædder lå på langs og var pilrådne. De daglige passerende fik våde fødder, når det havde regnet. Og det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen.

Træbroen blev erstattet af en dæmning i 1887. Fabrikant Hauberg søgte koncession på at oprette en ny sporvognsrute og ville så bygge en ny bro. Ruten skulle gå tværs over Fælleden til Tagensvej, hvor Hauberg netop havde etableret en maskinfabrik. Men det ville militæret ikke være med til. Men i 1904 blev dæmningen afløst af den nuværende Fredens Bro.

 

Stenhuggerhuset

Hvis det nu var lykkes at komme over broen, var det første hus man stødte på det såkaldte Stenhuggerhus, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til ”Druknehuset”. Det tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning” i Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsudstyret i skuret. Samtidig skulle han holde øje med, at der ingen ”urenligheder” blev kastet i søen.

Men ak, den gamle blev opsagt. Men han påstod, at han ikke kunne læse. Kommunen måtte ligge sag an mod ham.

På Sortedamssøen har der altid været dyrket masser af sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedamsdosseringen. Måske kunne man også give Gamle Knud en drikkeskilling og få ham til at åbne portene. Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev der her en offentlig sti. Stedet tilhørte vandvæsnet.

 

Barrierehuset

Kun på den nordlige side var der et fortov, som blev afbrudt ved Fælledvej af det såkaldte ”Barrierehus” derfra husrækken sprang frem i gaden. Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene til Stadens Fælleder. Nu var det udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod huset stå for hendes skyld, skønt det var ”til hinder for Passagen” og til ”Vansir for hele Gaden”. Først i 1847, da enken selv bestemte at flytte blev huset solgt til nedrivning. Det skulle der betales 830 Rigsdaler for. Ak ja og den gamle enke betalte kun årligt 12 Rigsdaler.

 

Ridderen af Nørrebro

Over for dette hus lå den to etagers store Grams Have. Det var et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende fire meget smukke døtre. De var veninder med enkefru Hansens døtre, Marie og Emilie, der boede lidt længere henne af vejen. De seks piger sad hver eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther (Hjortens flugt). Han blev kaldt for ”Ridderen af Nørrebro”. Og ja, det blev den 19 – årige Marie Hansen, der løb med ”Ridderen”.

 

Blågården i forfald

På den anden side fandtes ingen fortov. Her fandtes der kun få bebyggelser. Vejen gik langs Blågården og Solitudes store haver. Blågård var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til den nuværende Griffenfeldsgade.

Den oprindelige hovedbygning var revet ned. Men endnu henstod på den mægtige grund en del herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid. Det var dengang med blå tag og glaserede sten. Det var dette, der havde givet stedet navn. Ud mod Nørrebrogade stod to suveræne stenpiller. Omkring Pavillonerne lå store haver.

Italieneren Pelotti lavede teater på Blågården. Det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var nu lidt svært for borgerskabet at komme frem. Først skulle de balancere over en meget smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke vej var nærmest bundløs.

 

 


Da Gertud rejste sig fra kisten (Nørrebro LIV 1)

September 14, 2018

 

Da Gertrud rejste sig fra kisten (NørrebroLIV 1)

I skriver hver uge en lille artikel til NørrebroLIV – et nyt ugeblad på Nørrebro. Her er første udgave. Og det handle om, da to gravrøvere en nat vil stjæle Gertruds øreringe. Hun var dagen før blevet begravet på Assistens Kirkegård. Jo det handler om skinddød. Og det handler om gravrøverier.

 

Hun havde røde kinder

  • Jeg kan ikke forstå, at min søster blev begravet med røde kinder

Ja sådan sagde den unge Rosted i 1798, dagen efter at Gertrud Bodenhof blev stedt til hvile på Assistens Kirkegård.

Gertrud blev gift som 17 – årig. Hun var datter af justitsråd Rosted i Roskilde. Svigerfar tjente penge på skibsfarten. Han købte landstedet Kildevæld til søn og svigerdatter. Herfra var der udsigt til familiens skibe, når de passerede ude i Øresund.

Den 23. juli 1798 blev hun som 20 – årig stedt til hvile. Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal to øreringe, som hun havde fået af hendes mand. Da de skulle hive vielsesringen af hendes finger, vågnede hun op. Pludselig rejste hun sig halvt op i kisten og udbrød:

  • Så befri mig dog fra dette mørke sted

Hun tryglet og bedt og lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne ville ikke lade hende leve. De tog en spade og slog hende rigtig ihjel.

 

Det er ganske vist

Og det er ganske vist. En af ligrøverne tilstod på sit dødsleje på Frederiks Hospital. Og det var over for den senere biskop af Sjælland, Jacob Peter Mønster. I 1953 gav familierne Rosted og Bodenhof myndighederne lov til at undersøge skelettet på Assistens Kirkegård. Der fandtes ingen smykker og skelettet lå i en mærkelig stilling.

At hun var blevet begravet i skinddød tilstand er ifølge familierne meget sandsynligt. At hun skulle være myrdet med en spade kunne hverken af – eller bekræftes. Undersøgelserne var forsidestof i alverdens aviser. Kort efter udkom en bog om hændelsen udgivet af minister Viggo Starcke.

 

 

 

 

 

 

Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a. at der skulle blæses med trompet, for at se om de døde skar ansigt eller om de vågnede.

Ved kapellet i nærheden af Nørrebros Runddel fik de døde en snor om håndledet, der var forbundet til en klokke – inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte allerede dengang kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af!

 

H.C. Andersen, som også ligger begravet her på Assistens Kirkegården var også bange for at blive levende begravet. Han havde altid et skilt med, hvorpå der stod ”Jeg er kun skinddød.

Den før omtalte Dr. Bastholm opfordrede københavnerne til at forlange oprettelse af en offentlig institution, der kunne garantere mod faren for levende begravelse.

 

Masser af gravrøveri

Gravrøveri var der meget af dengang på Assistens Kirkegård. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da de ville gå en tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende ville besøge ham, var kisten væk.

Kadetter blev efterfølgende udkommanderet til at bistå politiet bevæbnet med jernstænger, som de stak i jorden for at konstatere, om kisterne stadig var der. I 1804 fandt man ud af at hele 509 grave var blevet hjemsøgt på Assistens Kirkegård.

I de første år var kirkegården en fattigkirkegård. En sønderjysk adelmand fra Augustenborg Slot, var den første af de fine, der blev begravet her. Og efter ham kom der mange fine. Vores adelsmand skrev i sit testamente, at han aldrig med fortsat eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skader.

Derfor anmodede han, at blive bestrøget med et tilstrækkelig mængde udæsket kalk i en simpel kiste 10 fod nede.

Og det med tildækningen tog man nu ikke så tungt på kirkegården. Det havde områdets hunde så stor glæde af.

 

 

 

 

 

 

 

Glæd jer til næste torsdag

Kære læsere  – Assistens Kirkegård rummer så mange historier og spøgelser, så der kommer vi tilbage til ved en senere lejlighed. Undertegnede har fået den store ære at fortælle om Nørrebros historie. I vil i den kommende tid blive præsenteret lige fra originaler, ballademagere, kræmmere og panserbasser til fattiglemmer, mordere, sprittere og urtekræmmere og mange flere.

Hver uge vil Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv levere fotos til artiklerne.

 

AC


Læger under og efter besættelsestiden

September 14, 2018

Læge under og efter Besættelsen

Mange støttede nazismen. Men andre gjorde en stor humanitær indsats. Et par enkelte medvirkede til nazi-forbrydelser. Lægerne rensede ud. 105 lægesager blev undersøgt. Men 13.492 tyske flygtninge døde i danske varetægt. Den officielle forklaring var, at det var flugtens strabadser. Døende spædbørn blev afvist af danske læger. Flygtningene var stuvet sammen under kummerlige forhold. Efter 1946 fik de bedre forhold. Tyske læger blev tvunget til blive. Og det var en overtrædelse af Geneve – konventionen. Lægerne opfattede flygtningetilgangen som endnu et tysk overgreb. Men det var et ”Führer-befehl”. Og vi gav i den grad vores fjender en ydmygende behandling efter 4. maj 1945 inklusive flygtningene. Lægeforeningen mente dog ikke, at lægerne skulle gives en kollektiv skyld. 16 læger var udsat for mord eller mordforsøg. Det var såkaldte clearingsmord beordret af Bovensieben. Denne burde ære blevet skudt. Disse mord har sikkert også haft indvirkning på lægernes beslutning

 

Mange støttede nazismen

Det er ingen tvivl om, at danske læger ydede en stor indsats under besættelsen. De deltog i modstandsbevægelsen og de var med til at skjule jøder. Ja de betalte også en høj pris. Således blev 21 læger henrettet eller dræbt af nazister ved såkaldte clearings-drab.

En overraskende stor del af de danske læger støttede besættelsesmagten og enkelte deltog i nazismens værste ugerninger.

 

Humanitær indsats

Både læger og sygeplejersker deltog, både som aktive modstandsfolk, men også med en humanitær indsats med at hjælpe sårede og hjælpe folk på flugt til det neutrale Sverige. Bispebjerg Hospital var velegnet på grund af det enorme tunnelsystem, hvor det var muligt at skjule aktiviteter som trykning af illegale blade og at skjule flygtninge.

Her blev sabotører behandlet og gemt. Og så skaffede man falske id – kort. Ja Bispebjerg Hospital var nok den største central for modstandsarbejdet. Men alle hospitaler i København og på Sjælland var aktive.

 

2.000 jøder passerede Bispebjerg Hospital

Her holdt man også styr på de mange personer, der ventede til at komme ril Sverige. Man holdt styr på alder, legemlige og psykiske tilstand, transportruter, biler, benzin og penge.

Mere end 1 million kr. modtog man og administrerede i løbet af de første måneder af oktober 1943 og cirka 2.000 jødiske borgere passerede hospitalet. Enkelte blev dog også snuppet af tyskerne. De kom i Vestre Fængsel og sendt i Frøslevlejren.

 

Mange sager fra Sønderjylland

Men vi havde også en del der var nazi – hjælpere. Helt nøjagtig 121 stykker. Man sagde, at de fleste kom fra Sønderjylland.

I Sønderjylland var mange af lægerne uddannet i Tyskland. Mange af de tysksindede håbede på en genforening med landet. Der var en stor spænding mellem dansk og tysk dengang. Ens fjende kunne være naboen eller kollegaen. De sønderjyske læger udgør under udrensningen halvdelen af de fængslede læger og en fjerdedel af alle de indberettede sager.

 

Kendte læger fra historien

Ja nu kender vi et par stykker, som vi allerede har skrevet om. Det var Carl Værnet, som deltog i homoseksuelle forsøg i KZ – lejren i Buchenwald. Myndighederne lod ham flygte på en klodset måde. Ja så var det Frits Clausen, lægen fra Aabenraa/Bovrup, leder af DNSAP. Ja og så var der dyrlæge Jens Møller, der ikke boede så lang fra Frits. Han var leder af det tyske mindretal og det tyske nazistparti NSDAP – N.

 

Emil Petersen

Emil Petersen lod sig i maj 1942 hverve til Waffen SS som militærlæge. Efter krigen fik han en mindre straf. Men hvad var det lige, han lavede? De danske myndigheder var ikke så interesseret i, hvad der skete uden for landets grænser. Man stolede på lægernes egen hvidvaskning. Først 50 år efter dukkede sandheden frem.

Emil Petersen havde fungeret som læge i SS – lazarettet i Krakow i Polen. Her blev der udført nazistiske forsøg på jøder. De kom fra to nærliggende lejre. Emil Petersen havde et nært samarbejde med den tyske læge Rascher, der efter krigen blev dømt for såkaldte koldtvandsforsøg. Fanger blev nedsænket i iskoldt vand. 300 fanger blev brug, og de 80 – 90 døde. Før og efter forsøgene havde Rascher kontakt med danske læger.

I 1947 ville de danske myndigheder dog gerne tale med Emil Petersen. Men da var han over alle bjerge. Han var taget til Brasilien.

 

Hans J. Bissing

Hans J. Bissing var læge i den danske hær. Men i 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Fra 1942 gjorde han tjeneste hos Waffen SS. Han var også for retten. Her undlod man, at spørge, hvad han havde lavet ved Østfronten.

Han fortalte ikke, at han havde arbejdet i fire tvangsarbejderlejre, hvor der var civile polakker, jøder og russere. Personalet i lejrene deltog systematisk i ugerninger mod fangerne. Uarbejdsdygtige fanger blev skudt på stedet.

Senere arbejde Bissing for det nazistisike projekt Lebensborn. Man skulle øge børnetallet og sikre racebiologiske børn og mødre. I Norge blev der således oprettet et Lebensborn – hjem, hvor 8.000 børn blev født. Projektet gik også på at kidnappe børn.

Børn, der ikke blev godkendt som ariske, blev sendt i døden. Bissing fik fire års fængsel for at have meldt sig til Waffen SS. Hans ugerninger blev aldrig undersøgt. I 1948 generhvervede han sin lægeautorisation og medlemskab af Lægeforeningen. I 1950 praktiserede han igen som læge.

 

Aage K. Christoffersen

Aage K. Christoffersen var speciallæge i gynækologi og obstetrik. I 1928 blev han medlem af DNSAP, men meldte sig ud igen i 1941, formentlig fordi han samme år blev udnævnt til overlæge ved søværnet.

For at få praktisk kendskab til krigskirurgi og sanitetstjeneste under krigsforhold fik han i august samme år Marineministeriets tilladelse til at træde uden for nummer et år, fordi han ville på et studieophold som læge ved den tyske front. Gennem Sanitätsamt i Berlin blev han derfor ansat som læge ved Waffen – SS.

Han var udstationeret ved forskellige lazaretter i Tyskland med rang af SS – Hauptsturmführer. I 1945 tog Christoffersen hjem til Danmark. Han havde deltaget ved nogle af de hårde kampe ved østfronten og var blevet højt dekoreret.

Efter krigen blev Aage Christoffersen idømt to års fængselsstraf og kendt uværdigt til almen tillid for fem år. Han blev frakendt sin lægeautoration og ekskluderet af Lægeforeningen.

Den 29. december 1947 fik han atter tilladelse til at virke som læge.

 

Proteststrejke mod Jens Nielsen

De fleste læger startede igen som almindelige læger omkring 1947 – 1948. Forsvaret afskedigede efter krigen fem læger, der havde været i nazistisk tjeneste og udvist unational optræden. Derfor skulle de også ekskluderes. Det var ikke lette sager. Ofte stod man over for påstand mod påstand.

Men det var heller ikke altid, man var enige. Således var man i tvivl, om Jens Nielsen skulle have udtrykt pronazistiske og antisemitiske ytringer under besættelsen. Sagen førte til splittelse af udvalget og frikendelse af Jens Nielsen. Men på flere københavnske hospitaler proteststrejkede man.

Det førte til en ekstraordinær undersøgelse, men atter engang blev han frikendt. Men i 2010 viste det sig, at han havde samarbejdet med tyske læger, bl.a. om de koldt vands forsøg, som vi tidligere har omtalt.

Baggrunden for samtalerne var, at man i 1930erne eksperimenterede med kuldbehandling af kræftpatienter på Radiumstationen. Danske læger medvirkede eller var vidende om nazistiske grusomheder. Men de danske myndigheder viste amoralsk snæversynethed ved ikke at interessere sig ret meget for, hvad danskere lavede uden for landets grænser.

 

Lægerne renser ud

  • Lægerne renser ud

Ja denne overskrift kunne man læse i Kristeligt Dagblad den 17. juni 1945. Lægeforeningen ønskede at lægge afstand til medlemmernes unationale handlinger. Dem, der ikke havde ”indtaget en Holdning, som ikke er forenelig med de Krav, der maa stilles til en dansk Læge”

Jo man havde sandelig også en æresret i Lægeforeningen. Akademikere blev benævnt, som nogle, der burde være klogere. De havde en høj social status dengang, og de blev set som rollemodeller.

I retten sad fem udpegede læger, men ingen jurister. Sagerne fra æresretten kunne ikke indbringes for domstolene. De måtte hverken nævnes i pressen eller til foreningens møder. På den måde var det et ret diktatorisk foretagende. I foreningens vedtægter stod der, at en læge i sit erhverv ikke må handle på en måde, der kan skade lægestanden.

I dagene efter befrielsen blev 40.000 danskere arresteret, heraf omkring 50 læger. På baggrund af det blev 13 læger fradømt deres autorisation og dermed ekskluderet fra Lægeforeningen.

 

105 sager blev undersøgt

Blev man som læge ekskluderet fra Lægeforeningen kunne man ikke længere ernære sig som praktiserende læge, fordi der forelå en eksklusivaftale mellem sygekasserne og Lægeforeningen. Det betød, at ekskluderede læger ernærede sig ved landbrugsarbejde og nogle gravede tørv.

Foreningen tog selv 105 sager under behandling. Dette resulterede i at yderligere 12 læger blev ekskluderet og 33 læger blev meddelt såkaldt misbilligelse.

Men i 1947 begyndte flere af foreningerne i Danmark at genoptage de ekskluderede medlemmer. Også Lægeforeningen gav begrænset medlemsret til nogle af de ekskluderede læger.

Man kunne se, at en så stor gruppe var sat uden for samfundet. De fik begrænset medlemsret, kunne igen arbejde som sygekasselæger, men man ville stadig ikke have dem med til foreningsmøder, ligesom de ikke kunne opnå tillidsposter.

I 1950 genoptager Lægeforeningen alle ikke-fængselsdømte læger, og udrensningssagerne stoppede og blev arkiveret.

 

13.492 tyske flygtninge døde i dansk varetægt

Et andet kapitel vil man helst ikke tale om. Mellem 1945 og 1946 døde 13.492 tyske flygtninge på dansk jord. 7.000 af disse var under fem år – heraf var 3.000 spædbørn. Ja man kan sige, at der døde flere civile tyskere i Danmark end civile danskere – herunder danske søfolk og frikorpsfolk – under besættelse og krigshandlinger.

De var flygtet fra det krigsplagede hjemland. I Danmark døde børnene af tilstande og sygdomme, som også dengang var simple at behandle. Det var marvetarminfektioner, dehydrering, underernæring, skarlagensfeber og mæslinger.

Alt for mange døde, fordi danske læger nægtede at behandle tyskere. Bag beslutningen stod Lægeforeningen, Sundhedsstyrelsen, Udenrigsministeriet, Dansk Røde Kors og Frihedsrådet.

 

Et kulsort kapitel i efterkrigshistorien

Det kulsorte kapitel i den danske efterkrigshistorie kastede Kirsten Lylloff sig over i 1999. Hun dokumenterede med sin forskning, hvordan Danmark havde taget sig af flygtningene – en historie som hidtil havde været udlagt i et langt pænere lys.

Hun betegnede behandlingen af flygtningene som misrøgt og udtryk for tyskerhadet i befolkningen.

 

Døende spædbørn afvist

I marts 1945 besluttede Lægeforeningens hovedbestyrelse, at man ikke kunne medvirke ved organisationen af nogen form for lægehjælp til civile flygtninge. I samme måned viser en rapport fra Blegdamshospitalet, hvordan vagthavende reservelæge afviste stribevis af alvorligt syge børn.

En række døende spædbørn blev afvist. Der blev henvist til, at disse ikke var omfattet af aftalerne. Den senere medicinaldirektør Esther Ammundsen skrev en indberetning på baggrund af afvisningen:

 

  • Det er meget vanskeligt at afvise disse patienter, der trænger hårdt til indlæggelse, men det er mit bestemte indtryk, at havde man blot én gang gået ud om de givne regler, var dette øjeblikkeligt kendt i vide kredse og medførte nye indlæggelser.

 

Hvem skulle hjælpe 50 spædbørn?

Werner Best havde henvendt sig til Dansk Røde Kors. Det blev dog hurtigt klart, at der ikke var vilje til at skaffe ambulancer, medicin og sygeplejerske. Men der var enighed om at hjælpe 50 spædbørn. Det måtte enten Københavns Kommune eller en af de kristne organisationer tage sig af.

 

Læger truet af Gestapo

Et døende spædbarn blev afvist den 14. marts 1945 på Blegdamshospitalet. Den ledsagende tyske soldat ringede og klagede til Shellhuset. Fra Shellhuset truede man nu med, at hvis barnet døde, ville der ske noget forfærdeligt. Og det hjalp åbenbart. Barnet blev behandlet.

Børn i elendig forfatning blev afvist og sendt til det tyske krigslazaret. Her var ifølge Internationalt Røde Kors propfyldt med knap 171.000 sårede tyske soldater. Her var det ifølge Lylloff bestemt ikke et sted med kapacitet til at behandle livstruede børn.

 

Alarm ved epidemier

De danske læger nægtede at behandle de tyske flygtninge, undtagen hvis der var tale om paratyfus, tyfus, plettyfus og dysenteri. Men det var kun fordi de kunne smitte den danske befolkning, påstod Kirsten Lylloff.

 

Stuvet sammen under ubeskrivelige forhold

Vi har tidligere beskrevet forholdene for de tyske flygtninge. De var stuvet sammen under ubeskrivelige forhold i skoler, idrætshaller og lignende bygninger. Udefra kom der ingen hjælp. Det var forbudt at donere mad og tøj til flygtningene, som ikke måtte pleje omgang med danskerne. De blev set som et fremmedlegeme.

Danskerne ville have flygtningene ud af skolerne. Derfor blev der bygget baraklejre til flygtningene. Baraklejrene var elendig opvarmede. Mange steder sov man direkte på betongulv, som var overstrøet med halm med papirsække over sig. Og 2,5 kvadratmeter måtte være nok plads til tyskerne.

 

Utilstrækkelige og dårlig bemandede tyske lazaretter

Man afviste fra dansk side også at behandle de mest truede, nemlig børnene under fem år. Samtidig indtrådte den kaotiske slutface af flygtningeinvasionen. Flygtningene var overladt til de fuldstændige utilstrækkelig bemandede og udstyrede tyske lazaretter.

Gendarmerne var kommet hjem midt i marts og betjentene var på vej hjem, men det er ikke muligt at afgøre om lægeforeningens forhandlinger havde nogen selvstændig indflydelse herpå. Tyskerne var bitre over danskernes indstilling.

 

Englænderne pålagde danskerne at give flygtningene nok kalorier

I maj 1945 foreskrev kostregulativet fra Arbejds – og Socialministeriet, at hver voksne flygtning skulle have en daglig kaloriemængde på 2.000 kalorier. Tre børn under otte år måtte deles om mængden og fik omkring 650 kalorier om dagen.

Den 12. maj 1945 holdt englænderne et møde med de danske myndigheder og pålagde dem, at give flygtningene mindst 1.800 kalorier hver dag.

 

Uenigheder om, hvor mange, der var her

Den 5. maj 1945 befandt der sig 250.000 tyske flygtninge i Danmark, heraf var en tredjedel børn under 15 år. De blev bogstavelig isoleret med pigtråd fra det danske samfund, og derfra hurtigst muligt forsøgt returneret til Tyskland.

Hos den officielle bog om tyske flygtninge i Danmark er det anslået, at der alene ankom 370.000 flygtninge og soldater alene til Frihavnen. Der er ikke nogen præcise oplysninger om, hvor mange flygtninge og sårede soldater, der kom til Danmark.

Men det er klart, at denne invasion af sårede soldater belastede de tyske Wermacht – lazaretter. Disse kunne også have givet de tyske flygtninge kvalificeret lægebehandling, såfremt de havde mulighed for det.

 

”Fuhrerbefehl” af 4. februar 1945

Det var slet ikke meningen, at de danske myndigheder skulle have været involveret i behandlingen af de tyske flygtninge. Men ingen vidste, at de kom i så højt et antal. Ja og dette stemmer ikke helt overens med ”Führerbefehl af 4. februar 1945” Det var Hitler personlig, der beordrede at flygtningene skulle til Danmark. Her kunne man både komme til med båd og tog uden væsentlige hindringer.

De tyske ledere i Danmark blev beordret til at tage imod flygtningene og sørge for deres indkvartering i samarbejde med de danske myndigheder. Da de i marts 1945 bad om dansk lægehjælp havde de myrdet løs på danske læger og gav ordre til yderligere mord på dem.

 

Kaotiske indkvarteringsforhold

Indkvarteringsforholdene var kaotiske. Flygtningene var ikke jævnt spredt over hele landet, men koncentreret forholdsvis få steder. Midt i maj var der 90.000 flygtninge placeret i København på diverse skoler og idrætshaller. 35.000 der havde befundet sig i Københavns Frihavn ved kapitulationen var blevet flyttet til Høvelte – og Sandholmlejren nord for København.

På det tidspunkt regnede man fortsat med en snarlig hjemsendelse af flygtninge. Men den 24. juli 1945 meddelte briterne, at de tyske flygtninge ikke kunne modtages i Tyskland i hvert fald ikke i Tyskland.

 

Tyske læger tvunget til at blive

Lægebehandlingen var fortsat overladt til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen. Desuden var det lægerne, der tilhørte værnemagten. Udenrigsministeriet angav det til at være 150 læger og 2.000 sygeplejerske. Men grundstammen i det tyske sanitetspersonale til behandling af flygtningene var de militær læger og sygeplejersker.

I august 1945 blev de sidste soldater, der ved kapitulationen havde ligget på lazaret sendt tilbage til Tyskland og dermed skulle lazaretpersonalet også returnere til Tyskland. Danskerne opnåede den 2. august 1945 englændernes tilladelse til at 85 tyske militærlæger og 380 sygeplejerskes status blev ændret fra militært personale flygtninge.

De forblev mod deres vilje i Danmark som ulønnet sanitetspersonale. De sidste forlod først Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var i klar modstrid med Genevekonventionen af 1929.

Englænderne, ikke danskerne overtrådte Genevekonventionen. Det var englænderne, som tyskerne havde overgivet sig til. Men det var på danskernes opfordring, det skete. Konventionen var netop beregnet for, at den slagne part også har nogle basale rettigheder, selv om man befinder sig i modpartens varetægt. Rettigheder kan selvfølgelig ikke fratages ham, fordi tredjeland oversvømmes af flygtninge.

 

Det officielle Danmark mente, at alt var i orden

Den officielle forklaring på det store antal dødsfald hos de tyske flygtninge var de store strabadser ved flugten. Årsagen er dog aldrig blevet nærmere undersøgt. Det er primært nogle historikere og ikke lægevidenskaben, der har haft interesse i at få sagen belyst.

Der er selvfølgelig også mange, der har kritiseret Kirsten Lylloffs afhandling under mottoet, sådan var vi ikke i Danmark. Man har så henholdt sig til det standardværk, der blev udgivet i 1950. Det var Flygtningeadministrationen, der udgav ”Flygtninge i Danmark” Et værk på 300 sider. Indstillingen i bogen var, at trods de enorme byrder for det danske samfund ”skulle de behandles på en måde, som Danmark kunne være bekendt over for os selv og over for udlandet”. Ja og sådan blev bogen.

 

Dårlige sanitære installationer

Her stod der ikke beskrevet under hvilke ubeskrivelige forhold flygtningene blev stuvet sammen på.  I Sundhedsstyrelsens arkiver findes der fra sommeren og efteråret 1945 talrige indberetninger fra embedsmændene om forholdene. Især de sanitære installationer var under al kritik. Dette medførte svære epidemier af specielt tyfus blandt flygtningene.

I samtiden blev det hævdet, at danskerne også var ramt af tyfus. Men det viste sig, at mens man i hele Danmark havde registreret 176 tyfus-tilfælde, så var der over 1.900 tyfus-tilfælde i de tyske flygtningelejre.

 

Endnu et overgreb fra Tysk side?

Allerede den 10. februar 1945 blev Werner Best informeret om, at danske læger ikke ville behandle tyske flygtninge. Argumentet var, at vi ikke havde bedt dem om at komme. Man mente, at det var tyskernes egen problem. De danske myndigheder opfattede de tyske flygtninge som endnu et overgreb fra tysk side.

Lægeforeningen mente ikke, at de ifølge Folkeretten var forpligtet til at behandle flygtningene. Og åbenbart var de danske myndigheder enige med lægerne om dette.

 

Noget for Noget

Den 20. februar 1945 nævnte departementschef Niels Svenningsen, at såfremt de danske KZ – fangere, herunder specielt politibetjente og gendarmer kunne frigives og dem, der så ikke kunne frigives, kunne få en bedre behandling, ja så ville man med velvilje se på behandling af tyske flygtninge.

 

Farlig for tyske flygtninge

Den 21. februar henvendte Lægeforeningens formand, Mogens Fenger sig til Gestapos chef i Danmark, Karl Heinz Hoffmann og protesterede mod terrormordet på helt tilfældige 4 læger på Odens Sygehus dagen før. Han meddelte at denne fremfærd kunne være farlig for de tyske flygtninge. Men egentlig var situationen langt mere alvorlig, som det vil kunne ses i slutningen af denne artikel.

Den 8. marts 1945 blev det til kredsforeningerne truffet aftale mellem Udenrigsministeriet og de tyske myndigheder, at den tyske civilbefolkning i landet blev behandlet af tyske læger, og at danske læger ikke skulle have noget med de tyske flygtninge at gøre.

 

Hvem skulle lave ligsyn?

Amtslægen i Vejle var blevet tilkaldt af det lokale vagtværn den 7. maj. Han skulle foretage et ligsyn af en ældre tysk kvinde, der havde begået selvmord. Men Sundhedsstyrelsen sagde nej. Man havde forgæves forsøgt at få en tysk læge fra kommandanturen i Vejle. Det lykkedes dog ikke. I flere timer lå den ældre kvinde på offentlig vej. Til sidst blev man enig om, at amtslægen for honorar måtte påtage sig opgaven.

Fra foråret 1946 og indtil den sidste tyske flygtning i 1949 forlod Danmark blev forholdene for de tyske flygtninge forbedret. Kirsten Lylloff er overbevist om, at hvis de danske læger havde levet op til god moral og faglighed, så havde tusinder af flygtningebørn overlevet.

 

Hvad døde de egentlig af?

Fra 1946 og frem er alle fødsler, dødsfald og epidemiske sygdomme blandt tyske flygtninge blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen på særlige blanketter.

Man forsøgte at efterspørge dødsfald og fødsler fra den manglende periode i 1945. Men hvad flygtningene præcist døde af i 1945, er der ingen statistik på, bortset fra at 13.493 tyske flygtninge døde.

 

Ydmygende behandling af modstanderne

Historiker Palle Roslyng – Jensen skrev:

 

  • De første måneder efter 4. maj 1945 har i 1990erne, hvad angår folkestemningerne og de markeringer de fik gennem selvtægt, demonstrationer, ydmygende behandling af modstandere og nedværdigende omtale af de samme, ikke fået noget godt eftermæle og det humanistisk prægede opgør med den første efterkrigstids vi-vandt – stemning er et af de mest markante temaer i den nyeste litteratur.

 

”Man kan ikke pålægge den danske lægestand kollektiv skyld”

I 2003 udtalte Lægeforeningen, at

 

  • Man kan ikke ”pålægge den danske lægestand en kollektiv skyld for en humanitær katastrofe blandt tyske flygtninge.

 

En tysker med masser af blod på hænderne  

Men der var også en anden side, som vi lige må have med. At det så var nogle i den forbindelse uskyldige ofre det gik ud over, er noget andet. Chefen for Sicherheitspolitizei i Danmark Otto Bovensieben mente, at lægernes standpunkt var fjendtlig og vanskelig foreneligt med deres menneskelige pligter. Men selv havde han vel en masse blod, som han skulle have vasket af.

Han tiltrådte den 6. januar 1944. Han afløste Rudolf Milner, der ikke havde været i stand til at bekæmpe modstandsbevægelsen. Det var Bovensiebens hovedopgave at effektivisere tyskernes ”Gegen-terror”- kampen mod modstandsbevægelsen.

 

Clearingsmord

Otto Bovensieben gav straks ordre til opbygningen af ”A-kartei”. Det var en fortegnelse over ansete danske borgere, der ville være egnede ofre for clearingmord. Han deltog personlig i planlægningen af mordene. Det siges, at han altid smilede og at han ofte var stærkt påvirket af spiritus.

I maj 1944 aftalte Bovensieben og SS Obergruppenfûhrer Günther Pancke, at Bovensieben skulle rejse til Odense for at deltage i begravelsen af en likvideret stikker og på nærmeste hold planlægge to clearingmord og nogle sprængninger for stikkeren. Jo han gik i detaljerne.

 

Han burde være skudt

Under retsopgøret blev Bovensieben dømt til døden. Dette blev stadfæstet af Landsretten. Men han blev løsladt og udvist til Tyskland den 1. december 1953.

 

Ordre: Skyd 16 læger

I alt blev der givet ordre til mord på 16 læger. Det første mord var Bovensieben dog ikke ansvarlig for. Og de mord som han gav ordre til, blev udført af Peter – gruppen. Lægerne havde dengang stor anseelse i befolkningen, så de regnede med at det ville gøre stor indtryk på befolkningen med disse mord.

  • Praktiserende læge, byrådsmedlem Willy Vigholt, Slagelse

Myrdet i konsultationen den 6. januar 1944. Morderne ringede på døren til lægens privatbolig over konsultationen. Den ene foregav at have fået noget i øjet. Han blev bedt om at gå ned i venteværelset. Lægen blev skudt, da han gik ned ad trappen for at undersøge patienten. Mordet blev begået af kaptajn i Schalburgkorpset Jacob Holm og SS – manden Knud Lossow. Ordren blev givet af chefen for Schalburgkorpset K.B. Martinsen.

 

  • Professor Erik Johan Warburg, Rigshospitalet

Mordforsøg den 12.2.1944. Mordet var omhyggeligt planlagt af Bovensieben. Mordpatruljen ringede på døren til professorens tjenestebolig, hvor han havde en privat patient til behandling. Klinikassistenten åbnede døren og skreg, da morderne trak pistolerne og skubbede hende til side. Professoren kom ud på gangen. Morderne skød uden at ramme. Erik Warburg flygtede ind i undersøgelsesværelset og nåede at låse døren eftersig. Morderne skød gennem døren – igen uden at ramme.

 

  • Praktiserende læge, kommunelæge Stefan Jørgensen, Gentofte

Myrdet 24.4.1944. Planlagt af Bovensieben. To mand fra petergruppen sad i venteværelset som nogle af dagens sidste patienter. Den ene, der var udpeget til at udføre mordet, blev kaldt ind til lægen, der undersøgte ham. Lægen var så venlig, at ”patienten” ikke kunne få sig til at skyde ham. Lægen fulgte ”patienten” ud i venteværelset, hvor en anden fra mordpatruljen skød lægen på tæt hold.

 

  • Praktiserende læge Richard Raetzel, Aalborg

Myrdet 7.10.1944. Bovensieben havde givet ordre til, at der skulle myrdes mindst to – og gerne flere i Aalborg. Richard Raetzel var en kendt og agtet læge. Han var chef for Det Danske Spejderkorps nørrejyske division. Efter 21 ringede mordpatruljen på hos lægen og bad ham følge med, da der var såret en modstandsmand, der havde behov for hjælp. Lægen blev ført hen på et gadehjørne, hvor en stikker var blevet likvideret et par dage før, og skudt.

 

  • Praktiserende læge, byrådsmedlem Poul Carstensen, Esbjerg

Myrdet den 13.11.1944. Poul Carstensen var med i den lokale Frit Danmark – gruppe. Mordpatruljen bestod af Bothilsen Nielsen som leder og endvidere af Nedermark Hansen og tyskerne Kurt Heel og Josef Helsing. De kaldte lægen ud på et opdigtet sygebesøg. Da lægen kom tilbage stod morderne klar. Medens lægen var ved at køre bilen i garage, trådte Bothilsen Nielsen frem og bad lægen om at legitimere sig, hvorefter lægen blev skudt. Det var formentlig en af tyskerne, der affyrede det dræbende skud. Det er sandsynligt, at Carstensen blev udpeget lokalt af Gestapochefen i Esbjerg, August Naujock.

 

  • Overlæge Poul Kûhnel, Odense Sygehus

Planlagt myrdet 20.02.1945. Overlægen havde mistanke om, at han var efterstræbt af tyskerne, hvorfor han boede i et kammer øverst i hospitalsbygningen. Da mordpatruljen ringede på døren til privatboligen i stueetagen, slog Kûhnel alarm til sin mand med et ringeapparat, de havde installeret. Fru Kühnell lukkede entredøren op og fortalte, at hendes mand ikke var hjemme. Mordpatruljen fandt ham ikke.

 

  • Reservelægerne Henning Dalsgaard, Jørgen Hvalkof, Chr. Fabricius Møller og Henning Ørsberg, Odense Sygehus

Myrden den 20.02.1945. Bovensieben havde udpeget Petergruppen til at udføre en række clearingsmord i Odense. Et af kravene fra ledelsen i Københavb havde været, at der skulle skydes mindst otte læger i Odense. Tidligt om morgenen den 20. kørte mordpatruljen til lægeboligerne på sygehuset. Som nævnt fandt de ikke overlæge Kühnel, men i en anden opgang bankede morderne på dørene og råbte, at bygningen skulle sprænges. Da lægerne kom ud på gangen i nattøj, blev de ført ned i stueetagen. Ved udgangen blev de beordret til at stille sig med ansigtet mod væggen. De fire fra mordpatruljen stillede sig bag hver sin læge, og på et signal blev lægerne samtidig dræbt ved nakkeskud.

 

  • Praktiserende læge Johan Teilmann, Over Jerstal

Henrettet som modstandsmand den 10.03.1945. Henrettelsen skete den dag, tyskerne første gang søgte kontakt med lægeforeningen med anmodning om hjælp til flygtningene. Henrettelsen blev offentliggjort i dagbladene den 16.3.1945, altså midt i ”forhandlingsperioden”. Psykologisk var det uklogt af tyskerne at henrette en læge, mens de bad om hjælp til flygtningene, og henrettelsen kan have haft betydning for holdningen i lægeforeningens hovedbestyrelse.

 

  • Overlæge Johannes Buchholz, Vejle Sygehus

Myrdet 26. marts 1945 Mordet skete tidligt om morgenen, inden tyskerne havde modtaget Lægeforeningens afslag om hjælp. Ledelsen i København havde udpeget overlægen som offer. Mordpatruljen skød overlægen i boligen på Jellingvej.

 

  • Overlæge Paul Fjeldborg, Vejle Sygehus

Myrdet 26.3.1945. Umiddelbart efter mordet på overlæge Buchholtz kørte mordpatruljen til overlæge Fjeldborgs bolig på sygehusområdet. To mænd trængte ind i huset og ind i soveværelset på 1. sal. Fru Fjeldborg blev beordret til at blive i soveværelset. Overlægen blev ført ud af soveværelset og skudt på gangen.

 

  • Overlæge Victor Jørgensen, Vejle Sygehus

Mordforsøg 26. 3. 1945. Mordpatruljen trængte ind i soveværelset hos overlæge Viktor Jørgensen, men han var blevet advaret i sidste øjeblik og flygtet ud af havedøren i slåbrok.

 

Mordene havde gjort indtryk

Disse mord har uden tvivl haft betydning for holdningen i Lægeforeningens bestyrelse. Vi ved det ikke. Det blev nævnt ved en enkelt lejlighed, som også er med i denne artikel. Og mon ikke livet kunne have været reddet for mange flere, hvis holdningen havde været en anden?

Du kan læse mere om de tyske flygtninge i Danmark og de mest kendte nazi – læger her på siden – kig allerbagerst i oversigten.

 

Kilde:

  • Andreas C. Johannsen: Danske læger under nazismen
  • b.dk
  • kristeligt-dagbladet.dk
  • dagensmedicin.dk
  • dsr.dk/dshm/sygeplejens-historie.dk
  • eba.esbjergkommune.dk (Esbjerg Byhistoriske Arkiv)
  • historisktidsskrift.dk/debat.htm
  • Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes (Historisk Tidsskrift)
  • Kirsten Lylloff: Dødsårsager for tyske flygtningebørn (Ugeskrift for læger)
  • Palle Roslung – Jensen: Befrielsesjubilæet og den nyeste besættelseslitteratur (Historisk Tidsskrift 95 – 2)
  • Ebbe Munch – Børge Outze: Danmarks Frihedskamp
  • De Sidste Timer – afskedsbreve fra Frihedskæmpere 1943 – 1945
  • Vejlebogen (Byhistorisk Selskab for Vejle)
  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
  • Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet
  • Jørgen Hæstrup: Til landets bedste – hovedtræk af departements-chefstyrets virke 1943 – 45
  • Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945 – 1949
  • Besættelsen 1940 – 1945 (Politiken)
  • Frank Bøgh: Peter Gruppen
  • Arne Gammelgaard: På Hitlers befaling

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 257 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) herunder:

 

Nazi-læger m.m.:

  • Frits, nazister og et kartotek
  • Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
  • Frits Clausen og danskheden
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • Frits som sprællemand og med trillebør
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Værnet – lægen man lod flygte
  • Josef Mengele – Dødens engel
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Jagten på det perfekte menneske
  • De Kellerske anstalter på Nørrebro
  • Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
  • Det tyske mindretal (Jens Møller)
  • Besættelse og det Tyske Mindretal (Jens Møller)
  • Mindretal i Brændpunktet (Jens Møller) og mange flere

 

Tyske flygtninge i Danmark:

  • Flygtninge i Tønder
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske flygtninge og mange flere

 

 

 


Hitler var en farlig mand allerede i 1930

September 11, 2018

Hitler var en farlig mand allerede i 1930

Mein Kampf var beregnet til intern publikation. Han flygtede fra østrigsk militærtjeneste. Hitler kendte sin besøgstid. Politiken anmeldte ”Den Tredje Riges Bibel” allerede i 1930. Konflikter hjemme hos Hitler. Daglejer i Wien. Liberale anskuelser. Det var Rudolf Hess, der skrev. Adolf Hitler var bestemt ikke dum. Læs hans filosofi. Ikke alle forlag herhjemme er lige begejstret. Der var en bog om Hitler før Mein kampf. Hvad er nazisme. Hvorfor blev partiet så populært? Vi kigger på NSDAP’s partiprogram, der er et negativt formuleret partiprogram.

 

Mein Kampf beregnet til en intern publikation

Mein Kampf har været en bestseller. Der er gået mange penge inde i den bayerske statskasse. De havde rettighederne i mange år. Og da den ophørte udkom der en kommenteret udgave i Tyskland. Den blev en overraskende succes og lå på bestsellerlisterne.

Det var frygt for, at Hitlers ideologi ville blive promoveret. Man siger, at det er folk med interesse for politik frem for ideologi, der har købt den nye udgave.

Hitlers manifest blev skrevet i 1924. Bogen blev i løbet af nazisttiden trykt i 12, 4 millioner eksemplarer.

Men hvad stod der egentlig i Mein Kampf, og hvordan blev den opfattet dengang, så vi ikke falder i den fælde at beskrive den med nutidens øjne. Vi fandt bogen anmeldt i Politikken i 1930.

 

Han flygtede fra østrigsk militærtjeneste

Det står ikke så meget om hans flugt fra Østrig for at undgå militærtjeneste. Det kunne have blevet meget alvorligt for den unge Adolf. Men han redede den lige på målstregen. Han fik gjort sig så ynkelig, at han slap for østrigsk militærtjeneste. Han forsøgte, da han kom til magten gennem Gestapo at få fundet papirerne. Men det lykkedes dog ikke. De kom først frem en gang i 1950erne.

Han meldte sig senere til den tyske hær. I Mein Kampf får man indtryk af, at Hitler for det meste var at finde i skyttegravene, men det er nu ikke tilfældet. Han var det meste af tiden ordonnans. Den 4. august 1918 fik han dog Jernkorset af Første Grad.

 

Adolf var god til retorik

Hitler var kommet ind i en PR – afdeling inden for militæret. Man opdagede hans talendt for retorik. Han fik ordre til at melde sig ind i DAP (Deutsche Arbeiter Partei). Det var meget imod sin vilje, men han fik da også 20 guldmark for det om ugen. Den 31. marts 1920 blev han så endelig hjemsendt fra militæret.

Den 24. februar 1920 blev DAP omdøbt til NSDAP. I februar 1921 stod Hitler over for 6.000 mennesker i Cirkus Krone. Her rasede han mod de allierede, der forlangte 226 milliarder guldmark i krigserstatning.

 

Han kendte sin besøgstid

Hitler kendte sin besøgelsestid. Han truede med at forlade partiet, hvis han ikke fik diktatoriske beføjelser. Det skulle en gang for alle sikre hans status. Den 14. juli 1921 gav 553 af 554 medlemmer på et ekstraordinært møde deres tilslutning til Hitler.

Ret hurtig blev Adolf Hitler kendt uden for München. På hans 34 – års fødselsdag lovpriste den nye chef for SA Hermann Göring således Hitler som:

  • Den elskede leder af den tyske frihedsbevægelse

 

Politikken anmeldte Mein Kampf i 1930

Politiken havde i 1930 fået den tyskfødte korrespondent Georg Gretor til anmelde bogen, som Hitler skrev under sit fængselsophold efter det såkaldte ”Hitlerutch” i Mûnchen i 1924. Ja allerede dengang gav det interessante bidrag til hans personlighed og tanker.

Man dømte man ham som en dilletant i første omgang. Han blev skydeskive for vittigheder. Hvem var han denne mand med det stive og udtryksløse blik og det lille komiske Chaplinoverskæg?

Han talte meget om nationale handlinger. Egentlig var han ikke tysk statsborger. Man kaldte ham allerede for antiparlamentariker. Han kom til München i 1912 som akvarelmaler. Selv uden tysk statsborgerret lykkedes det for ham at sætte sit personlige stempel på Tysklands næststørste parti. Han udnævnte de nationalsocialistiske ministre i flere af forbundsstaterne.

 

Konflikter derhjemme

Hans autobiografi vakte nu ikke meget opsigt, da den udkom. Den var egentlig også kun beregnet for en snæver kreds af partivenner. Mange steder er værket også vanskelig at læse. Men andre steder er der værdifulde oplysninger om politiske mål og arbejdsmetoder.

Bogen på 800 sider er sikkert også skrevet i propagandaøjemed. Den giver dog det rigtige indtryk af Hitlers personlighed.

Adolf Hitler er født i den østrigskbajerske grænseby Braunau ved Inn – floden. Han tilbragte sin barndom og ungdom i Linz og Wien. Hans far fik et lille toldembede. Og det var stort for familien at blive embedsmand, så det skulle Adolf også være.

Men det ville sønnen sandelig ikke. Han ville være kunstmaler. Modsætningen mellem far og søn førte til store konflikter i barndomshjemmet. Og det fortsætte med at Adolf også saboterede skolen.

Konflikten i hjemmet fik en tragisk afslutning. Begge forældre dør kort efter hinanden. Og der stod Adolf helt alene i verden, 16 år – fattig og forældreløs. Han blev ikke optaget på kunstakademiet i Wien. Hans arbejder manglede i den grad mangel på farvesans. Velmenende professorer rådede ham til at gå på arkitektskole, men han havde ikke midlerne til det.

 

Daglejer i Wien

Han tilbragte hårde år som en slags daglejer i ”det muntre Wien ved den blå Donau” Hans kammerater på byggepladserne forsøgte at få ham til at melde sig ind i en socialdemokratisk fagforening. Ja han påstår selv, at de truede ham med at støde ham ned fra stilladset.

Måske blev dette bestemmende for hans had til marxismen. Der var mange jøder i det østrigske socialdemokrati På grund af den indgroede antisemitisme i Østrig har jøderne nemlig ikke kunnet spille nogen fremtrædende rolle i de andre partier. Hitler kom på denne måde til at identificere jøder for marxister.

Oplevelserne i Østrig blev afgørende for Hitlers antiparlamentarisme. Det østrigske førkrigs – parlament var ingenlunde egnet til at vække begejstring for den parlamentariske regeringsform. I den østrigske rigsdag mødtes udsendinge fra mindst en halv snes forskellige sprogområder. Ingen hørte efter og kunne forstå de taler, der blev holdt.

 

Liberale verdensanskuelser

Forbitrelsen mod den liberale verdensanskuelse sad stadig mere og mere ind i sjælen på den deklasserede småborger. Efter dagens arbejde kastede han sig over bøgerne. Han begyndte at generalisere de ting, som han oplevede. I sin selvbiografi indrømmer han også:

 

  • Jeg ved ikke hvordan min stilling til jødedommen og til socialdemokratiet eller rettere sagt til marxismen og det sociale spørgsmål havde været den dag i dag, hvis ikke grunden dertil var blevet lagt på et tidligt tidspunkt.

 

Mange havde flere år før Verdenskrigen oplevet det som tyske efterkrigsgeneration, der var rodløse, sultede, elendige og følte sig retsløse. Millioner havde efter krigen mistet deres far og voksede op under håbløse forhold. Under disse forhold blev Hitler ikke alene en politisk fører. Han blev også en slags profet.

 

Det var Rudolf Hess, der skrev

Det er nu ikke et særlig godt sprog, han bruger. Undertiden lykkes det at ramme en formulering. Indholdsmæssig i Mein Kampf møder man en ganske vilkårlig spillen bold med kendsgerningerne og en finurlig mangel på logik. Han har helt sin egen filosofi om blodblanding mellem racer.

Åbenbart dikterede han bogen til sin parti – og Kampfælde Rudolf Hess. Og bogen er som bekendt i to dele. I 1925 udkom ”Eine Abrechnung”. Den blev udgivet på dansk i 1934 under titlen Et Opgør.

Første del var nærmest en biografi. Han kommer også ind på sin foragt for Versailletraktaten. Han redegøre også for andre politiske bevægelser som kommunisme, socialdemokrati og de nationale bevægelser. Ja han hentede rigelig med inspiration til sin egen ideologi herfra.

 

Nazismens ideologiske mål

Så var det anden del, hvor Hitler giver sit syn på historien og statens rolle kontra racens og nationens rolle. Vi får den nazistiske bevægelseshistorie frem til det såkaldte Ølstuekup i München i 1923. Her beskrives endvidere nazismens centrale politiskideologiske mål. Den var baseret på den konservativ – romantisk prægede tyske ”Völkische” nationalisme, antisemitisme og antibolsjevisme samt forestillinger om Lebensraum.

Han forlanger raceforskning som en ny videnskab. Men resultaterne synes åbenbart givet på forhånd. Skulle hans bog være en skolestil, ville den være forsynet med talrige røde streger. Et slemt minus er hans fuldstændige mangel på objektiv tænkeevne. Men skulle han afvises af denne grund?

 

Adolf Hitler var ikke dum

Adolf Hitler var dog ikke dum, hvis man gik efter hans bog. Han vildledte sine modstandere og dem ved næsen. Hans bog var dengang ukendt uden for nationalsocialistiske kredse. De åndelige førere af andre partier i Tyskland smækkede den næsten sammen efter at have læst et par sider:

 

  • Nej den læser jeg ikke, den er mig for dum.

 

Hos de førende socialdemokrater og de mere eller mindre liberale førere af de borgerlige partier regnede man den gang Hitler for ganske ubetydelig. Den bevægelse, der havde gjort ham til fører, kunne umulig være farlig.

Men i 1930 måtte de allerede erkende, at de havde taget fejl. Ja og kigger man i Mein Kampf kan man finde opskriften på gennemførelsen af hans propaganda:

 

Hitlers syn på propaganda

  • Enhver propaganda skal være folkelig og indstille sit åndelig niveau efter fatteevnen hos de mest indskrænkede af dem, den henvender sig til. Derfor må dens endelig højde stillet så meget desto lavere, jo større den menneskemasse er, som man skal have fat på. Men hvis det – som ved propagandaen for at gennemføre krig – drejer sig om at få et helt folk til at virke med, kan man ikke være forsigtig nok for at undgå for høje forudsætninger.

 

  • Jo beskedenere den videnskabelige ballast er, og jo mere der udelukkende tages hensyn til massernes følelse, des mere gennemgribende bliver resultatet. Heri ligger det bedste bevis for rigtigheden eller urigtigheden af en propaganda og ikke i nogle lærdes eller æstetiske ynglinges tilfredsstillelse. Heri ligger propagandaens kunst, at det i forståelse af de store massers følelsesmæssige forestillingsverden i psykologisk rigtig form finder vejen til den brede masses opmærksomhed og videre til dens hjerte. At den ikke forstås af de overkloge, beviser kun deres tankedovenskab og indbildning.

 

Politikens anmelder advarede i 1930

I Politiken i 1930 kan man endvidere læse:

 

  • Ligesom valget den 14. september var en indrepolitisk overraskelse for Tyskland, er det muligt, at Hitler også engang vil berede en udenrigspolitisk overraskelse.

 

Man kan jo sige, at denne forudsigelse i den grad holdt stik.

 

Hitlers filosofi

En kvart million tyske sydtyrolere blev undertrykt af italienerne. Men det var underordnet for Hitler. Han mente, at man kunne få glæde af Mussolini og Fascismen mod Frankrig.

Hitler kritiserede den tyske handelsflåde- og kolonialpolitik, fordi det nødvendigvis måtte føre til konflikt med England. Han advarede mod ethvert samarbejde med Rusland. Det var ikke blot for, at Bolsjevismen var en jødisk sammensværgelse til undertrykkelse af alle nationaliteter, som Hitler udtrykte det. Ethvert forbund med Rusland ville føre til en krigstilstand, skrev han i Mein Kampf.

Der var en nøje beskrivelse af SA – Korpsets politiske rolle

Han mente at tyskerne igen skulle få menneskeværdig levevilkår og det skulle ske øst på. Ved gennemførelsen af den ”aktive østpolitik” nævnte Hitler ikke Polen.

Hitlers filosofi vakte i første omgang ikke den store interesse i England. I samtiden var der kun få modstander af nazismen, der tog bogen alvorlig.

 

Den Tredje Riges Bibel

Mein Kampf fungerede som Det Tredje Riges bibel. Fra 1936 fik alle brudepar overrakt et eksemplar efter vielsen. Frontsoldaterne under krigen fik udleveret en mere håndvenlige udgaver til tornystret.

Senere anmeldte Huxley dog Mein Kampf.

 

Ikke alle er begejstret herhjemme

Herhjemme har man ikke været meget for at genoptrykke bogen. Hos forlaget Jørgen Paludan har man altid et nødoplag liggende. Bogen er forsynet med kommentarer fra professor i historie og samfundskundskab Sven Henningsen. Men der er åbenbart ikke meget gang i salget.

Gyldendal har tidligere givet udtryk for, at de aldrig ville udgive en så afskyelige bog, der har været med til at fremkalde så meget had, så store ulykker og så uhørte lidelser i menneskehedens historie.

 

En bog før ”Mein Kampf”

Ukendt er det sikkert for de fleste, at allerede inden Mein Kampf udkom der en bog om Hitler. Den hed ”Adolf Hitler: Hans liv og taler” Her blev han beskrevet som Tysklands frelser og endda sammenlignet med Jesus. Bogens forfatter var baron Adolf Victor von Koerber, der var aristokrat og krigshelt fra Første Verdenskrig.

New York Times skriver, at ny forskning viser, at det slet ikke var von Koerber, der skrev bogen, men Hitler selv. Denne von Koerber arbejdede i begyndelsen for Hitler men senere arbejdede han imod ham.

Og denne bog skulle være udkommet i 1923.

 

Hvad er Nazisme?

Men hvad var det egentlig Hitler havde gang i. Hvad var nazisme:

  • at bygge på en karismatisk leder (Hitler) og på militærets støtte
  • at opfinde fælles fjender(jøder, kommunister, liberale, pacifister, frimurere, sigøjnere, Jehovas Vidner, homoseksuelle osv.) for at samle nationen
  • at forsøge på at omforme arbejderklassen ved at få arbejderne til at fokusere på ”højere ideer” end traditionel klassekamp mellem arbejdere og arbejdsgivere. Disse ”højere ideer” var ekstrem nationalisme, racisme og ikke mindst krig.

 

Hvorfor blev nazismen så stor en succes?

Hvorfor havde nazismen så stor succes:

 

  • Tyskland var et meget sammensat samfund, gammeldags feudalisme og moderne industrialisering.
  • Ladet havde stærk tradition for militarisme og loyalitet over for autoriteter
  • I forbindelse med Første verdenskrig var den tyske befolkning blevet indprentet en stærk nationalisme. Kejsermagtens formål var at gennemføre social kontrol og muliggøre international aggression
  • Biologisk – racistiske overbevisninger om den ariske races overlegenhed
  • Udsat for ekstremt nationalt stress over det militære nederlag og den efterfølgende økonomiske ruin.

 

Og så var det jøderne, der var skyld i alverdens dårligdom. Nazisterne spillede bevidst på middelklassens ”politiske paranoia”.

 

NSDAP’ s partiprogram

Nazistpartiets partiprogram blev formuleret i 1920. Det var ifølge dets ordlyd ”uforanderligt”. Det blev heller aldrig ændret. Mange af de ideologiske grundsætninger blev ikke til praktisk politik efter nazisternes magtovertagelse. Det gjaldt blandt andet partiets økonomiske dele, som var socialistiske.

NSDAP krævede ophævelse af alle store virksomhedskarteller (§ 13) Overskudsdeling i alle virksomheder (§ 14) og forbud mod enhver form for kapitalindkomst (§ 11)

Senere viste det sig, at dette var uspiseligt for NSDAP’ s støtter, storkapitalen. Så disse punkter blev aldrig virkeliggjort efter magtovertagelsen.

 

Negativt formuleret partiprogram

Partiprogrammet var hovedsagelig negativt formuleret. I realiteten var nazismen anti – ideologi.

Racistiske ideer blev også anvendt i en ”negativ racepolitik” i form af fjernelse af uønskede elementer i den tyske race. Nazisterne ønskede at fjerne jøder, sigøjnere, handicappede og andre fra det tyske folkefællesskab. Men stor grusomhed blev dette ført ud i livet fra 1933.

Tanken om jødernes verdensomspændende komplot mod den ariske race blev ført et skridt videre. Jøderne blev parret med de sovjetiske bolsjevikker. Jo nazisternes chefideolog Alfred Rosenberg havde travlt og var kreativ. Det var absurd men meget brugbar for nazisterne.

 

Vi burde have fortsat

Ja egentlig burde vi have fortsat vores artikel med alle de ting Hitler tiltog sin indtil 1930. Han fik stigende opbakning i befolkningen, men også industrien bakkede ham op med masser af midler. Men den historie kan du få ved en anden lejlighed.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi efterhånden 255 artikler fra besættelsestiden før/nu/efter:

 

  • Var Konservativ Ungdom nazister?
  • F von Schalberg, hvem var han
  • B. Mathiesen, portræt af en forræder
  • Frits som sprællemand med trillebør
  • Frits og danskheden
  • Blodpenge og unge nazister
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • De danske nazister
  • Nazister i Tønder
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Var Genoptryk nødvendig
  • I tysk krigstjeneste og mange flere