Dengang

Artikler



Christian den Grusomme

April 19, 2021

Christian den Grusomme

En ny bog er udkommet. Vi går lidt videre for at finde ud af, hvad der foregik i tre KZ – lejre, der blev oprettet i forbindelse med ”Aktion Reinhardt” De forkullede lig blev gravet op og brændt. Han blev også kaldt ”Vilde Christian”. Han var med til at udrydde de handicappede. Cirka 200.000 af disse blev udslettet. Den tyske befolkning vidste godt, hvad der foregik. Det hed ”Aktion T4”. ”Åh Gud sikke en stank”. Eichmann var på besøg. Hvad skete der, da jøderne ankom. Et kvarter efter ankomst til brusebadet var man omkommet. Det gjaldt også om at stjæle så meget som muligt. Blev Christian Wirth dræbt af sine egne? Man mente at denne krigsforbryder var ”mindre belastet”. Andre mystiske ting fra den tyske retshistorie. Vi kigger på Trawniki – mændene. Der var både oprør i Sobibor og Treblinka. Samuel genkendte sine søstres tøj. Alle tre lejre blev nedrevet i 1943, men polakkerne gravede lig op efter at nazisterne var forsvundet. Måske var det noget at hente.

 

Vi går lidt videre

Igen engang er der dukket en grusom bog op. Den handler om Christian Wirth. Det siger dig måske ikke så meget. Men det gør det nu nok, når du har læst denne artikel.

Vi kigger på den nye bog af Andreas Otte Stensager men vi går også lidt videre og forsøger at få lidt andre indtryk af hovedpersonen, som nødvendigvis ikke er at finde i bogen.

 

De forkullede lig blev gravet op

Vi dykker os ned i de lejre, som han var inspektør for. Det var forholdsvis små lejre men særdeles effektive til at udrydde jøder. Meningen var, at hvis målet i Aktion Reinhard var fuldendt, så skulle lejrene nedrives og alle spor skulle udviskes. Men det sådan gik det ikke. Mange polakker forsøgte at finde værdigenstande efter at tyskerne havde forladt området. Horder af plyndrer bestormede området og begyndte at grave i jorden.

 

”Det vidste vi intet om”

Mange af dem, der begik ”Forbrydelser mod menneskeheden” gemte sig bag begrebet:

 

  • Det vidste vi intet om

 

”Vilde Christian”

Efterhånden som arkiverne åbner sig for historikerne, falder maskerne. Vores hovedperson var i den grad involveret i forbrydelser. Det var bestemt ikke uden grund at han blev kaldt ”Christian den Grusomme” eller ”Vilde Christian”

Fra 1905 til 1907 var han i militæret Og igen fra 1908 til 1910. han avancerede til underofficer. Herefter kom han til ordenspolitiet bl.a. i Stuttgart. Da krigen sluttede, kunne kom han igen tilbage som overkriminalbetjent. Allerede 11. januar 1931 meldte han sig ind i NSDAP og i 1933 i SA.

Han havde en ”utvetydig nationalsocialistisk verdensopfattelse, der afspejler en ”ren og anstændig karakter og kampmæssig holdning. Han besidder fremragende faglige kvalifikationer, er energisk og udholdende, har ikke haft nogen sygedage i to år”.

Det var vel sådan en man kunne bruge overalt i det tredje rige. I 1933 indtrådte han i SA og 1937 var han i SD.

 

Ballasteksistenser og tomme menneskehylster

Wirth var indtrådt i SS og var i 1939 sendt til Wien. I 1940 blev Hauptmann Wirth sendt til anstalten Brandenburg, hvor man tog livet af:

 

  • Ballasteksistenser og tomme menneskehylster

 

Skal dette oversættes må det være:

 

  • Åndsvage, retarderede og handicappede

 

Disse mennesker passede ikke ind i Det tredje Rige. Den 1. september 1939 havde han udstedt et ”Führererlass”, hvor han beordre at disse mennesker skulle lide den såkaldte ”Gnadentot” som betyder – en nådig død. Ofrene blev enten dræbt i gaskamre eller med dødelige injektioner.

Måske var det gennem Hitlers livlæge, Karl Brandt, at Wirth kom med i ”Aktion T4” Det handlede om masseudryddelse gennem CO – gas og injektionssprøjter.

Seks udryddelseslejre blev brugt til dette formål, herunder Brandenburg, Hademar og Grafeneck.

 

Tyskerne vidste godt, hvad der foregik

Mange gange blev ofrene bedøvet med et sovemiddel, inden de blev ført ind i bruserummet. Rygterne svirrede overalt i Tyskland. Hyppigheden af dødsfaldene på de psykiatriske anstalter var efterhånden påfaldende

Børnene i Hademar modtog busserne, hvori de syge blev bedt om at gå ind i med råbene:

 

  • I disse er der igen nogle der bliver gasset.

 

Aktion ”T4”

I 1941 var han leder af kontoret i udryddelseslejren Hadamar. Det var her Wirth skulle sørge for, at familier fik tilsendt dokumenter, der fastslog at familiemedlemmer var døde af epidemi, lungesygdomme eller hjertestop. Han skulle undersøge om mordene foregik på en effektiv måde.

I første omgang blev 70.000 handicappede myrdet, men man regner med at ca. 200.000 blev offer for nazisternes syn på handikappede. Aktionen hed ”Aktion T4”. det var fordi, at administrationen havde adresse på Tiergartenstrasse 4.

Man holdt nøje øje med, hvordan de forskellige udførte deres arbejde. Wirth havde gjort det så godt, at han blev forfremmet til SS – Hauptsturmführer. Nu varede det lidt inden det gik igennem. Men Wirth’ s mål var at udrydde den jødiske race i Europa.

 

”Aktion Reinhardt”

Det var Göring, der gav SS – Obergruppenführer Reinhard Heydrich ordren til at få løst jødespørgsmålet enten i form af tvungen udvandring eller andre metoder. Den 20. januar 1942 fremlagde Heydrich så sin plan. Det var på det såkaldte Wannsee – møde.  Her talte man om udryddelse af 11 millioner jøder. Nogle af lagrene var i stand til at udrydde 15.000 jøder om dagen.

Dette skulle bl.a. ske gennem Aktion Reinhardt. Og en af værktøjerne til dette var udryddelseslejren Belzec. Wirth blev kommandør for lejren, der var færdigbygget i 1941/42. I løbet af den første måned ankom ikke mindre end 70.000 jøder til Belzec.

Balzec var inden den blev udryddelseslejr en arbejderlejr med 11.000 polske jøder. Lejren lå ved hovedfærdselsåren til Warschau og ved banestrækningen.

I dag har man fået sammensat en liste med 121 forbrydere, der var med i Aktion Reinhardt.

 

”Åh Gud – sikke en lugt”

Franz Stengel udbrød ”Åh Gud sikke en lugt” Han husker et besøg i foråret 1942 i Belzec. ”Han var overalt denne Wirth”. Egentlig ville Stengel møde Wirth på hans kontor.  Men han stod direkte ved gruberne. Han kiggede på tusindvis af lig.

Wirth var i dårligt humør, fordi en af massegravene var ”overløbet”. En SS – mand forklarede, at det skyldes at det det var flydende væske fra ligene, der trykkede dem opad.

Hele 9 km fra lejren skulle passagererne i togene holde vinduerne lukket på grund af lugten.

Wirth arbejdede med stor energi og deltog også selv aktivt i drabene. Den anden af tre udryddelseslejre i Polen, Sobibor blev også påbegyndt. Igen var det Wirth, som Aktion Reinhardt satte til arbejdet for at opbygge denne.

I første gaskammer her blev der anvendt udstødningsgassen fra en aflagt russisk benzinmotor. Wirth forlangte en ”prøvegasning” af 25 jøder for at se om det hele fungerede.

Wirth forsøgte først med almindelig gas fra flasker, men det var for dyrt i længden.  I april 1942 lod Wirth mekanikeren Lorenz Hackenholt installere en russisk pansermotor. Gassen fra denne virkede fint til aflivning af jøder i komplette isolerede rum.

 

Talende taler deres tydelige sprog

Så kom også bygningen af den tredje udryddelseslejr, Treblinka. Igen var det med Wirth i den centrale rolle. Den stod klar i juli 1942 og fungerede frem til august året efter. De voldsomme tal for de tre udryddelseslejre taler deres tydelige sprog. Antal af myrdede:

 

  • Belzec 434.508
  • Sobibor 167.000
  • Treblinka: 925.000

 

Nu er det lidt tvivl om disse tal er store nok. For andre kilder fortæller at indtil efteråret 1943 blev knap to millioner mennesker myrdet i disse tre ”morder – fabrikker”. Det er dobbelt så meget som i Auschwitz – Birkenau.  Så egentlig var disse tre lejre det egentlige centrum for Holocaust.

 

Eichmann var på besøg

Overalt dukker der historier om Wirth’ s grusomheder op. Wirth bliver inspektør for de tre lejre. Han udtalte sig om en af SS – folkene, at han havde lyst til at skyde ham, fordi de ikke hurtig nok skød jøderne.

I Hartheim skød han fire jøder, der havde tyfus. De skulle nøde smitte andre, sagde han. Såfremt de sladrede skulle han sørge for, at de også blev skudt, sagde han til sine ansatte.

Lige før at det hele kunne starte i Belzec havde Wirth besøg af Adolf Eichmann. Selve området var på 265 x 275 meter. Den var delt i to dele. Den ene del var administrationsbygninger og beboelsesejendomme. Og så var der et jernbanespor der gik ind i lejren.

I den anden del var der tre gaskamre, flere menneskegrave og et par barakker til de arbejdende jøder og ukrainere.

 

Når jøderne ankom

I begyndelsen åbnede cirka 100 ukrainere dørene til jernbanevognene, men de risikerede at bliver overfaldet af jøderne i vognene

Den 11. december 1942 kom det sidste tog med jøder til Belzec. Lejren havde kun haft et formål. Alle ankommende jøder skulle myrdes. Wirth var en glimrende organisator. Hans kreativitet var stor. Et orkester bestående af jøder spillede ved togenes ankomst.

Højttalere fortalte, at man skulle tage proteser ud, tage briller af osv. Alle værdigenstande blev afleveret i en ekspedition uden kvittering. Sko skulle bindes sammen.

Mange gange holdt Wirth selv en anden en tale, når jøderne ankom. Her blev der fortalt, at alle snarest ville komme i arbejde. Alle ejendele skulle afleveres. Mændene skulle bygge huse og veje. Kvinderne behøvede ikke at arbejde. De kunne sørge for husholdningen eller hjælpe til i køkkenet.

For at skabe endnu mere tryghed blev talerne ofte oversat til jiddisch og polsk.

De skulle tage alt tøj af. Det foregik ved en meget stor barak lige ved jernbanen. Ved siden af garderoben var et frisørrum med 100 stole. Der fik alle kvinder deres hår klippet af. Hårene forsvandt ned i kartoffelsække.

Kvinderne fik at vide, at deres hår skulle bruges i u – bådene.

Og så skulle de vandre nøgen op ad en allé. Lugten var forfærdelig. Her var millioner af fluer. Derefter blev så mange som muligt presset ind i forskellige bruserum.

 

Et kvarter efter var de fleste døde

Inden de gik ind i bruserummet, der dengang var på fem gange fem meter stod en SS – mand, der fortalte, at der ikke ville ske noget som helst. Men man skulle lige huske at trække luft. Det udvider lungerne sagde han. Og det hele var sat i værk på grund af epidemier. Efter badet ville man blive sendt ud at arbejde.

Et kvarter efter var de fleste døde. Dem som endnu levede for eksempel små børn som lå på gulvet blev myrdet med bajonetter af såkaldte ”Trawniki”, ikke-tyske hjælpere.

Wirth sørgede ofte for at ofrene kom i gaskammeret med sin pisk. Gamle, syge og små børn som ikke selv kunne gå til gaskammeret blev bragt til det såkaldte ”lazaret” De blev så alle majet ned med maskinpistoler og smidt i en massegrav.

Jøder blev kaldt for ”affald” af Wirth.

Wirth sørger for større gasanlæg. Han tager ”eksperter” med fra aktion T4. De var på ti gange 24 meter. I sådan et kunne der anbringes 1.500.  Når døren blev åbnet efter gas, stod de fleste opret på grund af tætheden.

Den såkaldte ”Sonderkommando” også bestående af jøder, som tyskerne i første omgang havde skånet måtte møjsommelig skille ligene og transportere dem til massegravene.

 

Det gjaldt også om at stjæle

Det gjaldt ikke kun at myrde så mange jøder som overhovedet muligt. ”Aktion Reihardt” handlede også om røveri. Alt kunne bruges. Lige fra guld i tænderne, tøj, værdigenstande. Ja selv kvindernes hår kunne bruges.

 

Ligene graves op og brændes

Efter at Belzec var lukket fortsatte Aktion Reinhardt i Treblinka og Sobibor. I Belsec gjaldt det nu om at slette alle sporene. Ligene blev gravet op og brændt. Aktionen blev kaldt 1005 eller mere rammende ”Ligkommandoen”. Jødiske tvangsarbejdere skulle grave ligene op og brænde dem. Og man klarede op til 2.000 om dagen.

Da man var færdige, blev der plantet træ på området. SS brækkede lejren ned og lod en bondegård opføre.

Hjælpemandskabet have fået at vide at de ville overleve og endvidere ville de få andel i de værdier som tyskerne skrabede sammen. Men også de blev skudt. Der skulle ikke bag efter være nogen form for vidner.

I november 1943 overvåger Wirth nu ”Aktion Høstfest”. Det drejede sig om aflivning af 43.000 jødiske tvangsarbejdere.

 

Bliv Wirth dræbt af sine egne?

Ved årsskiftet 1943/1944 kommer Wirth sammen med andre fra Aktion Reinhardt til Norditalien. Han stationeres i Trieste og er inspektør for tre enheder. De havde til opgave at udplyndre de jøder, der var i området. Mindst 1.000 blev sendt til Auschwitz, hvor de blev myrdet.

De skulle også bekæmpe de partisaner, der var i området- især i grænseområderne til Slovenien og Kroatien. Når partisanerne havde slået til, gik tyskerne over til at hævne sig på civilbefolkningen.

Mandag den 26, maj blev Wirth skudt og dræbt i et bagholdsangreb, mens han var på vej tilbage til Trieste. Han blev begravet ved en større ceremoni på militærkirkegården Villa Opicina. Senere er de jordiske rester overført til den tyske militærkirkehård Costermano tæt ved Gardasøen.

De tyske tropper nedbrændte to byer som hævn.

Men denne Christian Wirth var meget upopulære. Derfor fik han tilnavnet Christian den Grusomme. Det er lidt uklart om han ikke blev skudt i ryggen af sine egne folk. Ved processen i Nürnberg kom det frem, at Wirth var stolt af sin indsats under ”Aktion T4” samt massemordene under ”Aktion Reinhardt”

 

Man mente at Wirth var ”mindre belastet”

I forbindelse med en afnazificering, som amerikanerne gennemførte efter krigen,

I forbindelse med afnazificering, som amerikanerne gennemførte efter krigen, dukkede Wirth’ s navn op. Herunder var der en spærring af den sparekassekonto, som hans enke Marie Wirth administrerede.  Sønnen Eugen Wirth udførte et stort papirarbejde med faderens ”formue og skattepligtige indkomst for hele perioden 1932 – 1945”

I 1948 dukkede nye oplysninger op, hvori der kunne dokumenteres, at Wirth havde spillet en stor rolle i Aktion Reinhardt og ”den systematiske udryddelse af jøderne” Det skete der dog ikke rigtig noget ved

Man anklagede Wirth for at have tvunget kollegaer ind i NSDAP – ofte med vold. Men heller ikke i dette tilfælde skete der mere. Wirth’ s enke fik sammen med en advokat ham, en af Tysklands største krigsforbrydere grupperet som ”mindre belastet”. Herefter appellerede man for at enkens krav ikke måtte røres. Domstolen gav enken ret og frafaldt alle anklager.

 

Andre mystiske ting

Ja det lyder ganske utroligt. I 1951 begyndte alle syndsforladelser, hvor allerede dømte og fængslede nazister blev taget til nåde.  Ganske enkelt fordi der var brug for dem i den nye forbundsstat.

Et eksempel er Reinhard Gehlen, chefen for nazisternes militære efterretningsvæsen. I 1956 blev han chef for Bundesnachrichtendienst – en stilling han bestred til sin pension i 1968 – i øvrigt højt dekoreret af USA.

En anden mystisk ting i den tyske retshistorie er det som skete i 1960’erne. Således var der folk, der ikke i Bayern, som i andre stater i Tyskland var blevet dømt for samme forseelse. Således kunne man blive frikendt, hvis man mente at der var fare for den skyldiges liv og helbred, hvis han ikke udførte ordren. Man brugte Wirth som skrækeksempel. I nogle af dommene blev der påstået at dem, der havde arbejdet under Wirth havde handlet i nødret. Om disse retssager er gået om, vides ikke.

”Skal mordene på 600.000 jøder, som blev gasset i Belzec forblive ustraffet”. Ja det spurgte Die Zeit om den 3. december 1965.

44 tiltalte slap for straf, fordi de mente, at de var tvunget til at udføre en befaling. Derfor blev de frifundet. Dette forekommer yderst mærkværdigt. Det ser ud som om, at Trawniki – mændene blev hårdere straffet end SS – folk fra Aktion Reinhardt.  Det var kun en begrænset straf der blev givet til disse.

Franz Stangl var fra august 1942 kommandant for Treblinka. Han blev først stillet for retten i 1970. Han fortalte, at man klarede at udrydde 30 godsvogne eller 3.000 folk på tre timer.

I disse retssager kom det også frem, at dem der havde betjent gaskamrene, fik et ekstra tillæg på 18 mark og hver måned fik man desuden to liter rom.

 

Trawniki – mændene

Hvad nu med dem, der hjalp SS-folkene rundt om i lejrene? Det var jo ikke alle sammen tvangsarbejdere eller jøder.

Man har et begreb, der hedder Trawniki – mænd. Det var fordi, at mellem 4 – 5.000 af disse blev uddannet i Uddannelseslejren Trawniki ved Lublin. Det var unge mænd mellem 19 og 36 år som kom fra små kår. Den største gruppe var ukrainere og ”Volksdeustcher”. Men det var også folk fra Litauen, Estland, Rusland, Bulgarien og Rumænien.  Men også polakkerne. Det var folk, der havde meldt sig frivilligt for at hjælpe SS – folk.

De udgjorde et mellem led mellem SS – folk og de tvangsudskrevne jøder.  De fik gratis forplejning og lægehjælp. De fik en lille løn og ret til ferie.  Hvis de ikke udførte en befaling, fik de klø eller op til 21 dages arrest.

Det var dem, der udførte det beskidte arbejde. Ofte var de mere brutale end SS – folk.

Nogle af deres arbejdsgivere skød vilkårlig på dem mens andre betragtede dem som ”Unsere Kammeraden” som havde meldt sig frivillig.

Ved oprøret i Sobibór flygtede nogle af dem sammen med flygtningene. Andre skød på desertører fra vagttårnene. Mange af de ukrainske Trawniki – folk stjal penge, som de så omsatte i køb af sex, snaps og levnedsmidler.

De fik identitetsnumre men havde ikke nogen egentlig uniform. Når de var i tjeneste, bar de et gevær. Patronerne måtte de dog hver aften aflevere ved endt tjeneste. Mange af dem rendte rundt med piske, som de fik hos SS – personalet.

Deres arbejde var ret omfangsrig. De skulle overvåge, transporterer og skyde jøderne. De var med til at opbygge udryddelseslejrene og senere overvågede disse.

De pressede også jøderne, hvis disse ville have noget vand. Ja så kunne det koste et guldur. Uden betaling gjorde de ikke noget for at hjælpe jøderne. I Sobibór var der 120 af disse folk sammen med 25 – 30 SS – folk. Dertil kom så flere jødiske arbejderkommandoer.

De fulgte jøderne hen til gaskammeret og var hverken mindre eller mere brutal end SS – folkene. I Treblika, hvor der var 120 Trawniki – folk sammen med 25 – 30 SS – vagtmænd. Dertil kom ca. 1.000 jødiske tvangsarbejdere. Mange af disse Trawniki folk var rene sadister.

De var også med ved ”Aktion Høstfest” og var til stede i Auschwitz og Majdanek. Og så deltog de også ved mindst 19 ghetto – aktioner også den store i Warschau.

Efter krigen flygtede disse mennesker til Syd- og Nordamerika eller tilbage til Sovjet.  I vesten blev disse næsten aldrig retsforfulgt. Den mest kendte er nok Iwan Demjanjuk.

Det er lykkedes for SS at brænde en stor del af dokumenterne om disse folk. Og ellers ligger de i russiske arkiver uden nogen form for adgang. De passede god ind i Wirths filosofi om, hvordan jøder skulle behandles.

 

Da håret blev klippet af kvinderne

Tom Toivi Blatt er en af de få jøder, der overlevede Sobibor. Han har fortalt om sine oplevelser. Han var med til at klippe håret af kvinderne. Det blev sagt til dem, at det for at forhindre at utøj skulle sprede sig i håret.

I skuret kom de nøgne inde. Mange var generte. De polske jøder lod sig ikke narre. Og de forsvarede deres nøgenhed med deres tunger. De råbte til Toivi og de andre barberer-for det mest drenge:

 

  • Vi skal myrdes. Hvorfor siger I ikke noget? I kan ikke bare stå der. Gør fog noget.

Toivi prøvede på at ignorere det og koncentrere sig om at klippe håret:

 

  • Jeres tur kommer også

 

Ja sådan råbte de, indtil en SS – officer skreg at de skulle klappe i og at drengene bare skulle klippe.

Mange som ankom hertil, oplevede en SS – officer i hvid kittel. Han skulle forgive at være læge, men inden de skulle i arbejde skulle de tage et bad og desinficeres for at forebygge sygdomsspredning.

 

Oprøret i Sobibor

Flugten fra Sobibor var relativt minutiøst planlagt af en sovjetisk krigsfange fra undergrundsorganisationen i Sobibor. Man skulle flygte den 14. oktober 1943, inden man blev dræbt af tyskerne. Det er en begivenhed, man næsten har glemt. I forberedelserne var det lykkedes at skaffe våben.

For cirka 350 lykkedes det at flygte fra lejren. Mange fanger blev dræbt under og efter flugten. Men også fangevogtere og SS – folk blev dræbt. 52 af fangerne fra oprøret overlevede Anden verdenskrig. Af de resterende fanger i lejren blev næsten alle likvideret umiddelbart efter fangeflugten.

Vagterne i vagttårnet åbnede intensivt maskingeværild på de flygtende fanger. Yanek, tømreren sigtede og skød vagterne i vagttårnet.

Låsesmeden Henrick brugte den erobrede maskinpistol til at stoppe geværilden fra skytten i det andet vagttårn. Planen var at man skulle have kastet planker og sten mod minefeltet uden for området for at få minerne til at sprænge. Men i forvirringen var der ingen, der gjorde dette. Mange fandt deres død her, men de gjorde det så muligt for at andre at komme i frihed.

Toivi havde gemt sig i byen. Havde han vendt tilbage til sine forældres hus, havde en af naboerne sikkert forrådt ham Han gemte sig i skoven. Han gemte sig i en lade hos en bonde. Denne havde forsøgt at skyde ham og han blev såret efter dette. Af de 52 blev flere myrdet efter krigen af polske landsmænd.

Hele Toivi Blatt’s familie blev med det samme myrdet. I 2015 døde han i Califonien.

En af de øverste SS-folk i Sobibor, Karl Frenzel forsvarede sine gerninger. Han blev efterkrigen idømt livsvarigt fængsel. Han kom dog først for retten i 1970 men blev allerede løsladt i 1980’erne.

Han mente, at det der foregik i Sobibor var en nødvendighed.

 

Oprør i Treblinka

Også i Treblinka skete der et oprør. Det fandt sted den 2. august 1943. Og var faktisk det allerførste i en KZ – lejr.  Og det skete her ca. 80 kilometer nordøst for Warschau.

Det lykkedes for oprørerne at gemme knive og økser. Låsesmeden Turoski fik lavet en kopi af nøglen til SS’ s våbenkammer. Det lykkedes også at få penge og værdigenstande med i flugten.

Men størstedelen af de flygtende faldt i kuglerne fra vagtmandskabet. Alligevel undslap 250 af de 800 flygtninge. Men kun 67 af dem overlevede i sidste ende.  Mange flygtede over de mange dræbte. Snart var de inde i skoven Opstanden varede ikke mere end 20 – 30 minutter.

Klokken fire om eftermiddagen fik alle at vide at de skulle begive sig til garagen for at få udleveret våben. De 200 skydevåben blev fordelt. Andre angreb vagtfolkene med økser, spader og andre ting.

Det hele gik lidt i vasken, fordi der blev afgivet et skud for tidligt. Det blev egentlig en fiasko. Man fik ikke fordelt alle våben til hele lejren som planlagt.

 

Samuel genkendte sine søstres tøj

Selv om Samuel blev skudt i benet nåede han til Warschau, hvor han fortsatte med at kæmpe mod tyskerne i undergrundshæren.

Samuel Willenberg var en af dem, der planlagde opstanden. Dengang var han 20 år gammel. En af de andre fanger gav ham et godt råd. Sig, at du er håndværker. Og det gjorde han. Han bildte tyskerne ind, at han var murer. Det redede hans liv. Ellers var han også endt i gaskammer.

Han blev sat til at sortere tøj. Det var en traumatisk oplevelse, da han genkendte tøj fra hans søstre Tamara og Ita.

Han døde 93 år gammel i Tel Aviv.

 

De tre lejre var revet ned i slutningen af 1943

Fra de tre lejre, så var det kun 150, der overlevede krigen. I Auschwitz var der 10.000, der overlevede.

I slutningen af 1943 blev de tre lejre revet ned. I sammenligning med Auschwitz var det kun små lejre.

Bogen er veldokumenteret og meget spændende. Men det der kan undre, er det danske islæt i bogen. Det synes ikke relevant. Det handler om nogle danske børn, der blev ofre for nazisternes ideologi. Og så var det en SS – mand, der var født i Danmark

 

Kilde:

 

  • Vi har ikke kunnet fremskaffe størstedelen af litteraturen, måske er andre mere heldige. Derfor har vi bevaret titlerne på kilde-listen.

 

  • Hvis du vil vide mere:

 

  • dengang.dk indeholder 1.719 artikler herunder 345 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • Jagten på det perfekte menneske
  • Den polske Historiefortælling
  • Holocaust – forræderen fra Kollund
  • Sort Jord – Holocaust
  • I ondskabens øjne af Holocaust
  • Holocaust – aldrig igen
  • Auschwitz og Thalidomid-skandalen
  • Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Joseph Mengele – dødens engel
  • Hvad skete der i Borbruisk
  • Auschwitz – en udryddelseslejr
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • KZ – lejr Husum – Schwesing

 

  • Under København (186 artikler):
  • SS absurde grusomheder

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
  • KZ – lejr Ladelund

 

 

 

 


Jødefejden 1819

April 11, 2021

Jødefejden 1819

Plakater på Børsen. Lærlinge, matroser men også velklædte stod for urolighederne. Uro resten af 1819 og 1820. To noble butikker blev også raseret. Ikke meget hjælp fra Hovedvagten eller borgervæbningen.  Store uroligheder på kongens fødselsdag. Også jøder blev arresteret. En jødisk overklasse. Det var jødernes skyld. Den litterære jødefejde. Censur i medierne.  Jøderne havde alligevel ikke ”Det rette statsborgerlige sindelag”. Genopførelse af argumenterne. Jødefejden er bevidst blevet underspillet.

 

Plakater på Børsen

Vi har altid kunnet lide jøderne. Ja det indtryk får man, når man læser om danskernes heltemodige indsats med at få jøder over Øresund. Men sådan har det nu langtfra været.

Det er et blodigt og overset kapitel i danmarkshistorien. For lidt over 200 år siden var der en debat om, hvorvidt man skulle tolerere jøder i det danske samfund. En voldsom etnisk konfrontation opstod.

På børsbygningen kunne man se plakater med følgende budskab:

 

  • Jøderne er skyld i Danmarks ulykker, i alle forbrydelser og at såvel de store som de små forbrydere eksisterer. Jødernes uddrivelse vil lyksaliggøre gamle Danmark.

 

På en anden plakat kunne man se følgende påskrift:

 

  • Men Frederik er du så svag, at jøderne skal regere dig, da skal for disse ræves sag vist hævnen ramme dig.

 

Og Frederik var kong Frederik den Sjette. Disse plakater og løbesedler fandtes der masser af. Politiet forsøgte at hive dem ned. Men lige så hurtigt blev de sat op igen.

 

Læredrenge og matroser men også velklædte

Jøderne blev kaldt en pest, og man blev opfordret til at smide dem ud af landet.

Folkemængden tog opfordringerne alvorligt. Den 4. september angreb folk på Amagertorv jødiske forretninger og smadrede vinduer i jødiske boliger rundt omkring i København. Det var næsten som Krystalnatten mange år senere.

Der var tale om en militær undtagelsestilstand. Militær blev beordret til hovedstaden. Om nødvendigt måtte de skyde for at opretholde ro og orden.  Kongen og regeringen tog meget alvorlig på situationen. Det var fordi de frygtede at revolutionære ville udnytte situationen og lave stormløb mod det enevældige system.

Politirapporterne fortæller, at uromagerne var læredrenge og matroser men også velklædte folk. Man havde mistanke til skumle personer men disse blev aldrig anholdt. En kommissionsdomstol blev nedsat med ret til at idømme dødsstraf.

 

Uro resten af 1819 og i 1820

Den 6. september slog militære kommandoer ubarmhjertigt ned på ”hobene” som det står i rapporterne. Særligt hestegarden havde uromagerne respekt for. I strakt galop red disse ned ad Østergade med trukne sabler. Folkemængden blev jaget på flugt og mange blev såret af de tunge klinger.

Den 7. september om aftenen var der igen gang i den. På Østergade blev vinduer knust og facader raseret. Urostifterne anvendte murbrokker fra de engelske angreb i 1807. Disse lå endnu i Nørregade., Skindergade og Krystalgade. Hæren satte nu alt ind og det var nærmest tale om krigsmæssige tilstande. Stenene fløj om ørerne på rytterne.

Uroen fortsatte gennem det meste af 1819 og langt ind i 1820, hvor voldsomme sammenstød prægede København. Men også i Odense og Helsingør var der uroligheder.

Der var udlovet en dusør på 4.000 Rigsbank – daler til den person, der kunne udpege oprørets bagmænd.  Derudover blev der indført udgangsforbud efter klokken 20.

En ung mand var ankommet fra Odense. Han var meget overrasket over det voldsomme storbyliv.  Aftenen før hans ankomst var Jødefejden begyndt.  Den unge mand var H.C. Andersen.

 

To noble butikker blev også raseret

En af de butikker det gik ud over, var det kendte og agtede silke – og klædekræmmerfirma Brdr. Raphael på Østergade 67. de havde indrettet butikken efter datidens begreber på en meget elegant og avanceret måde. I lokalet var der opstillet en smagfuld disk af mahognitræ med forgyldte søjler. Udstillingsvinduerne var af spejlglas og forsynet med firmaets navn i forgyldte bogstaver.

Samme eksklusivitet fandt man hos galanteriejer Jacobsen, hvis vinduer bugnede med luksusartikler og mangelvarer.

En af plakaterne opfordrede netop til at ødelægge disse to forretninger. Og det skete da også.

Nu var politiet advaret på forhånd men alligevel kunne de ikke stille noget op. Det var dårliglønnede betjente og vægtere med en dårlig uddannelse.

 

Ikke meget hjælp fra Hovedvagten

Politiet havde ellers lovet at de nok skulle få styr på urolighederne. Men det var nu ikke så let. Betjente blev kastet omkuld Politidirektør Hvidbjerg forsøgte at få hjælp fra den militære hovedvagt, som lå på Kongens Nytorv tæt ved Østergade. Men vagtchefen kunne kun afse 6-8 mand.

Det eneste de foretog dem, var en enkelt tur ned ad Østergade med en hujende menneskemængde bag sig.

Det hjalp, da 20 – 30 husarer kom til.

 

Store uroligheder på kongens fødselsdag

Det stod hurtigt klart at politiet ikke magtede opgaven. Militæret fik tilladelse til at bruge bajonet og skydevåben. Al forsamling og sammenstimlen blev forbudt. Myndighederne havde købt bambusstokke i Hamborg.

At hæren vitterlig var parate til at skyde på folk, ses ud fra det, at hver soldat fik udleveret 20 skarpe patroner. Men ordren til at skyde blev nu aldrig givet.

Flere steder brød folk ind hos jøderne og stjal ting og sager.

I København var målet ikke mindst finanshuset Meyer og Trier ved Slotsholmens Kanal. Her kom der flere gange til alvorlige sammenstød. Og mest alvorligt var det på kongens fødselsdag den 28. januar 1820.

Hestegarden var trukket ind mod kanal-området, og da flere hundrede demonstranter masede sig ind mod Slotsholmen, blev uromagerne resolut slået tilbage og måtte flygte over Stormbroen.

 

Borgervæbningen ikke den store hjælp

Indtil et stykke ind i september 1820 var der masser af anmeldelser. Mange jøder blev også overfaldet. Før jøderne i det hyggelige land, Danmark var uroen et chok. De var vant til at blive diskrimineret men ikke i Danmark.

Frifolkene eller Borgervæbningen i hovedstaden og forstæderne blev indkaldt. Det var en slags hjemmeværn, der skulle hjælpe til med at opretholde ro og orden. Men de gjorde nu ikke væsentlig nytte. De ville ikke slå løs på mængden. De genkendte adskillige af deres bekendte.  Der var også rapporter, der fortalte at nogle havde forladt deres vagt og var gået på nærmeste værtshus.

Og da en løjtnant opdagede dette blev de anholdt. Men de blev næsten øjeblikkelig frikendt med den begrundelse, at man under en vagt gerne måtte indtage forfriskninger.

 

Også jøder blev arresteret

Midt under urolighederne blev den jødiske handelsmand Abraham Meyer arresteret. Han blev slæbt med til politiet fik den hårde dom på vand og brød i ti dage på egen bekostning.  Det må ses som politiets forsøg på at kvæle enhver uro – også den jødiske.

Jøderne havde i 1600 og 1700 – tallet boet afsondret men fra slutningen af den 1700 – tallet fik de et socialt gennembrud. Mange handelsjøder klarede sig godt. Den usynlige ghettomur var ved at blive nedbrudt. De fleste jøder var dog stadig præget af kulturel afsondrethed og fattigdom.

 

En jødisk overklasse

Prostitution og fattighjælp var noget af det, jøderne var tvunget til. Efterhånden opstod der en overklasse af jøder.  Pengestærke mænd hjalp hinanden gennem netværk i Europa.  Der blev i 1805 oprettet en skole for jødiske drenge og i 1810 fulgte pigeskolen, Carolineskolen.  – navngivet efter Frederik den Sjettes datter.

Den jødiske befolkning befolkningsgruppe omkring 1800- tallet var præget af ortodokse religiøse ledere, en ungdom uden sekulær viden og unge mænds kriminalitet.

 

Det var jødernes skyld

David Ansel Meyer styrede de danske finanser efter Napoleonskrigene, hvor Danmark kom i økonomisk uføre og hvor staten nærmest gik i økonomisk fallit i 1813.

Sagen var at staten havde sat sig i gæld til bl.a. jødiske finanshuse i indland og udland og Meyer havde ikke evnet at styre landet uden om manglende tiltro til dansk økonomi. Derfor fik Meyer og hans finanshus skylden. Og det gjorde jøderne også.

Men finanskatastrofen var kun en del af årsagen til uroen. For fejden i 1819 var en del af en bredere samfundsdebat, hvorvidt det danske samfund skulle været tolerant samfund, hvor jødedom ville blive tolereret eller om det skulle være et lukket samfund, hvor kristne og danske værdier skulle være de eneste gældende.

 

Den litterære Jødefejde

Allerede i 1813 startede ”den litterære jødefejde”. Her blev det diskuteret om jøderne kunne tolereres om de overhovedet kunne blive nyttige borgere i et kristent land. Der kom en syndflod af skrifter og skuespil om jøderne

Blandt jødernes forsvarer var forfattere som jens Baggesen, Steen Stensen Blicher og den unge Grundtvig, der dog også havde skarpe ord om jødernes ”kræmmerånd” og deres ”lumpneste egennytte”.

Også præster blandede sig. De angreb jøderne ud fra en religiøs synsvinkel. Der var samfundsborgere, der mente at jøderne aldrig ville blive til nytte for samfundet.

Den danske digter Thomas Thaarup fortalte i et skrift på 62 sider om jøderne. Her var masser af fornærmelser og citater fra religiøse værker taget ud enhver sammenhæng, Han hævdede at jøderne på grund af deres ikke-kristne religion var fritaget for opfyldelsen af moralske og borgerlige pligter mod deres danske landsmænd.

Impulserne til Jødefejden stammede fra Tyskland, hvor antijødiske skrifter blev offentliggjort. De blev i stort omfang oversat til dansk. Modstanderne tillagde jøderne specielle og traditionelle karaktertræk som grådighed, egoisme og tyvagtighed

I 1816 oversatte Thaarup et meget antisemitisk teaterstykke fra tysk. Stykket blev opført på et københavnsk privatteater under stormende bifald.

Mange jøder turde ikke at vise sig på gaden. De blev hånet og overfaldet. En ældre mand blev således overfaldet i Frederiksberg Have og var i en kritisk tilstand.

Den 29. marts 1814 var der fremkommet en forordning om jødernes medborgerlige stilling i staten. Således fik jøderne lov til at ernære sig i de fleste erhverv, foruden at den mosaiske trosretning blev autoriseret ved kongeligt bud.

 

Censur i medierne

Hvis man havde troet, at der ville være en masse avisskriverier om dette, ja så vil man blive skuffet. Frederik den Sjette havde forbudt en fri presse. Enhver betydende artikel, der blot tangerede politik og de herskende forhold, skulle indsendes til politimesteren. Nu læste kongen ikke så meget almindelige aviser, men ofte kun Politivennen. Dette blad beskrev ofte klager over embedsmænd. Det var noget kongen gik meget op i.

De københavnske blade skriver derfor så godt som intet om jødefejden

 

”Det rette statsborgerlige sindelag”

Da Stænderforsamlingen skulle etableres i 1830, var der stemmer imod, at jøderne skulle blive valgbare. Den ansvarlige for regeringens jødiske politik A.S. Ørsted havde tidligere talt jødernes sag, men han gjorde nu gældende, at ideen om fuldstændig jødisk ligestilling stammede fra ”Den franske Revolution”, som han ikke gav meget for. Han pegede på, at stemningen mellem jøder og kristne stadig var fjendtlig og at den folkelig stemning var imod jøderne.

Ørsted fremholdt desuden, at den kristne religion indeholdt garanti for:

 

  • Det rette statsborgerlige sindelag, som man ikke kan finde i den anden tro.

 

Genopførelse af argumenterne

Også andre betydningsfulde personer tilsluttede sig synspunktet, der stort set var en genopførelse af argumenterne fra den litterære jødefejde 1813 – 1817. De afviste at jøder og jødedom var foreneligt med borgerlig medbestemmelse i en kristen stat. Først med Grundloven fra 1849 fik jøderne fulde borgerrettigheder. Men den kritiske holdning til jøderne og fordomme hang ved og blev båret et godt stykke ind i 1900-tallet.

 

Jødefejdens omfang er bevidst blevet underspillet

Historikere og andre har forsøgt at underspille Jødefejdens omfang, styrke og betydning for jøderne. I historiebøgerne blev den omtalt som en mindre ballade. Det var nok fordi at det passede dårligt ind til vores ry som et tolerant samfund.

 

Vi vil jo helst se billedet af jøderne, der blev hjulpet over til Sverige af tusindvis af danskere.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Under København (186 artikler):
  • De forfulgte jøder
  • Flugten over Øresund

 

  • Under Nørrebro (298 artikler):
  • Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro

Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester i 1937?

April 10, 2021

Hvorfor fik Tønder først en dansk Borgmester i 1937?

Kigger man i historiebøgerne fra Tønder, så er det ikke altid man får den rigtige udlægning. Her kommer en mere nuanceret fortolkning af valget af borgmester i byen. I 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal. Socialdemokraterne fik en række fordele.  Grundet dansk uenighed genvandt tyskerne i 1925 deres mandat.  I 1933 var stemmesedlen ca. en meter lang. Socialdemokraterne kunne ikke støtte tyskerne og heller ikke de konservatives Andreas Andresen.  Vi kigger også lige på politikerne dengang.  Socialdemokraterne var urokkelige, men det var de borgerlige også.  Tyskerne udnyttede den danske uenighed. Og så blev der atter tysk sejr. Stor skuffelse for Thorvald Petersen, der i 25 år havde kæmpet for de dansksindede. Men endelig i 1937 lykkedes det. Da holdt de dansksindede fast.

 

En forkert fortolkning

I 1920 var 76,5 pct. af de afgivne stemmer tyske. Derfor blev det til tyske borgmestre i en årrække. Men i 1933 var det dansk flertal, så hvorfor blev det så ikke en dansk borgmester?

Kigger vi i bogen ”Tønder gennem Tiderne” så får vi et helt forkert svar af situationen. Beskrivelsen af situationen er uheldigt farvet, mangelfuld og ensidig. Ansvaret for det manglende danske sammenhold bliver tilskrevet den socialdemokratiske byrådsgruppe. Gruppens manglende danske sindelag er utallige gange blevet fordømt i historiebøger og i foredrag.

 

En mere nuanceret fortolkning

Ingolf Haase har haft en mere nuanceret tilgang til at beskrive historien. Han har kigget i datidens aviser og andre kilder. Her får vi et andet billede af borgmestervalget. Dette er også videregivet i den nyere byhistorie.

I 1989 resulterede Kommunevalget i Tønder i et overraskende valgteknisk samarbejde mellem Slesvigsk parti og Socialdemokraterne. Her følte Venstre sig snydt. Men det gjorde de også i 1933.

Dengang mente de, at de havde sikret sig den første danske borgmester siden ”Genforeningen”. Men sådan kom det slet ikke til at gå.

 

I 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal

Allerede i 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal i byrådet. Tyskerne fik syv mandater mod seks danske borgerlige og to socialdemokrater. Endnu i 1925 stillede Socialdemokraterne op i en fælles dansk – tysk liste. Det gav valg til den danske spidskandidat, sagfører Bundgaard og til den tysksindede kandidat, murer F. Hecht.

Sammen med den tyske socialdemokrat var tyskernes flertal dog igen sikret., og det samme var borgmesterposten. Den ville også være gået til tyskerne, såfremt Socialdemokraterne havde forholdt sig neutrale i borgmesterspørgsmålet som oprindelig var meningen.

 

Socialdemokraterne fik en række fordele

Ved i sidste ende af det alligevel uundgåelige valg af den tyske borgmester, opnåede Socialdemokraterne en række politiske indrømmelser. De fik bl.a. en plads i byens magistrat, der nærmest svarer til vore dages økonomiudvalg – dog med langt videre beføjelser.

Og det kan godt være at socialdemokraterne og spidskandidaten Bundgård i særdeleshed måtte høre en del for dette. Det har sikkert også kostet en række tilrejsende danskers arbejderstemmer.

 

1929 – Tyskerne genvandt deres mandat

På grund af åbenlys splittelse i den danske lejr genvandt tyskerne i 1929 det mandat, der blev tabt fire år tidligere. De fik det absolutte flertal i byrådet. For danskerne var det skuffende.

Kort før valget var de konservative sprunget fra et samarbejde med de borgerlige om dannelsen af en fælles liste. Årsagen var måske et taktisk spil om borgmesterposten. Ville de konservative gået med i fælleslisten havde måttet overlade borgmesterposten til listens spidskandidat, danskernes mangeårige førstemand, bagermester Thorvald Petersen.  Valget gik dog helt anderledes. De konservative blev valgets store taber. De gik tilbage fra tre til to mandater.

 

1933 – Stemmesedlen en meter lang

Op til valget i 1933 syntes danskerne overhovedet ikke at have lærte af erfaringerne fra de tidligere valg. I stedet for en samling af alle danske lister blev nu også fælleslisten delt i rene partilister. Stemmesedlen blev dermed over en meter lang. Det var muligvis Danmarks længste ved det valg.

Den rummede ikke mindre end ni lister med over 100 navne. Mellem de fire borgerlige lister, Venstre, de konservative, de radikale og den såkaldte ”upolitiske” liste af partiløse blev der indgået et listeforbund.

Valget forløb som ventet af de fleste. Tyskerne fik som spået den lille tilbagegang, der bevirkede at de mistede det mandat, de havde genvundet i 1929. Den eneste overraskelse bestod i, at tyskernes mandat ikke gik til det borgerlige listeforbund, som disse havde håbet. Det gik i stedet stil socialdemokraterne som nu stillede op på en ren dansk liste. Socialdemokraterne gik frem fra to til tre mandater.

Byrådet kom herefter til at bestå af syv tysker, to venstrefolk (fri Borgerlige), en radikal, to konservative og tre socialdemokrater.

 

Socialdemokraterne kunne ikke støtte tyskerne

Før valget havde socialdemokraterne udtalt, at de på baggrund af begivenhederne i Tyskland med den fremstormende nazisme og det efterhåndende rungende krav om en grænserevision, under ingen omstændigheder kunne støtte den tyske gruppe eller valget af en tysk borgmester. Derfor varslede byrådets ny konstellation det længe ventede nationale borgmesterskifte.

 

Hvem var politikerne?

Men hvem var de andre danske politikere og hvem var tyskernes kandidat? Det var den konservative spidskandidat bankdirektør Andreas Andresen, der siden 1925 havde været viceborgmester i byen. Han var den danske gruppes leder i nationale spørgsmål.  Den 1. april 1901 havde han fået ansættelse ved Folkebanken i Aabenraa. I efteråret blev han knyttet til den nyoprettede Tønder Landmandsbank. I 1922 var han kommet i byrådet.

Bagermester Thorvald Petersen fra Venstre var både salsdig og socialt interesseret. I 1905 nedsatte han sig som bagermester i Tønder.  I 1919 kom han i byrådet. Han havde et tolerant syn og havde tilhængere i begge lejre.  Han blev betegnet som en slider.

Så havde vi også den meget dynamiske radikale skolelærer, Alfred Torp som vi tidligere har skrevet om.

Johannes Thomsen var gennem årene en respekteret og vellidt borgmester i Tønder.  Han var som vi i tidligere artikler har skrevet om søn af købmand Caspar Thomsen.  Han var en usnobbet personlighed, der formodede at opretholde et godt arbejdsklima mellem byrådets medlemmer.

 

Socialdemokraterne var urokkelige

Fra borgerlig side havde man besluttet ikke at give socialdemokraterne noget som helst. Man mente at de skulle komme til dem.

Få dage før valget meddelte socialdemokraterne da også, at de ville støtte en dansk borgmester. Den borgerlige gruppe havde valgt at pege på bankdirektør Andreasen. Men ham kunne socialdemokraterne ikke støtte. De så hellere, at Thorvald Petersen blev valgt. De mente at hvad H.P. Hanssen var for østkysten, det var Thorvald Petersen for vestkysten.

De borgerlige ændrede ikke noget som helst. Nu regnede man det for givet, at socialdemokraterne i sidste øjeblik alligevel ville pege på Andresen. Men socialdemokraterne var urokkelige. Det blev også meddelt den borgerlige gruppe aftenen før borgmestervalget.

Første afstemning var forudsigeligt. Der var syv stemmer til den tyske kandidat Thomsen, fem til Andresen og tre til Bundgaard.

 

Tyskerne udnyttede dansk uenighed

Nu blev Thorvald Petersen foreslået. Også i den tyske gruppe var sympatien for denne større end den mere firkantede Andresen. Tyskerne bad nu op en fem minutters pause. De så nu muligheden for at få Thomasen genvalgt på grund af dansk uenighed.

Dette resulterede så i at man fra dansk side nu pludselig fastholdt Andresens kandidatur. Det var de konservative, der foreslog dette.  I raseri over dette kom der så et forslag om sagfører Bundgaard fra socialdemokraterne, men denne fastslog at han ikke var på valg, men fastholdt Thorvald Petersens kandidatur.

Ved den efterfølgende skriftlige afstamning faldt der syv stemmer på Thomsen, fire på Andresen tre på Thorvald Petersen og en på Bundgaard.

 

Tysk sejr

Efter reglerne gik Thomsen og Andresen som de to med de højeste stemmeantal videre til tredje og sidste afstemning, hvor kandidaten med det højeste stemmeantal blev valgt til byens borgmester.

Socialdemokraterne, der havde bebudet at de ikke kunne stemme på Andresen, stemte blank. Dermed blev den tyske Johannes Thomsen atter valgt som borgmester.

 

Havde i 25 år kæmpet for danskheden

Der var stor skuffelse i de danske kredse i Tønder.  På nær den lokale konservative presse repræsenteret ved Jyske Tidende haglede kritikken ned over den fejlslagende konservativt – radikale taktik.

Thorvald Petersen måtte være den mest skuffede for i mere end 25 år at have kæmpet for en dansk sejr i Tønder. Ved valget havde Thorvald Petersen fået tre gange så mange personlige stemmer som Andresen.

 

Endelig i 1937 havde de dansksindede fundet sammen

Endelig i 1937 havde man fundet sammen i en fælles borgerlig fællesliste. Denne listemedlemmer kunne endda enes om at gå i valgforbund med socialdemokraterne. Forud var der gået mange seje forhandlinger. Og endelig lykkedes det at blive enige om at samles om en dansk spidskandidat. Holger Jepsen blev dansk borgmester ved valget.

Sagfører Bundgaard boede i Humlekærren på Lille Torv. Han var i mange år Socialdemokratiets førstemand. Hans sagførervirksomhed blev i 1937 overtaget af Holger Jepsen, der i dette år blev den første danske borgmester. Han var dog ikke Socialdemokrat men Konservativ.

 

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Mackeprang: Tønder gennem tiderne
  • Henrik Becker-Christensen: Byen ved Grænsen 1920 – 1970

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.717 artikler heraf 175 artikler fra Tønder, herunder:

 

  • Da Handelsforeningen startede
  • Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
  • Tønder omkring 1930
  • Socialdemokrater i Tønder – dengang
  • Historien om Jeppe K. Christensen

Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro

April 8, 2021

Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro

På Møllegade ligger en sand kulturperle. Vi kigger lidt på ritualerne. Man skulle begraves inden for 24 timer. Det hele startede med et gravsted på Nørre Fælled. Ligfølget blev generet af ”kedelige typer”. De portugisiske jøder lagde gravstenene ned. Man fik kapel og eget lazaret. Og så klagede man til kongen. Engelske soldater blev begravet her i 1807. Pladsen er blevet udvidet hele 8 gange. Man lægger en lille sten og ikke blomster. I 1852 mente Melchior, at nu skulle der ryddes op.  Her er 5.500 gravsteder. Vaskehuset blev revet ned for at give mere plads.  Cementunderlag etableres. Nervøsitet ved genåbning. Vi besøger lige nogle af de kendtes gravsteder: Brødrene Bing, Niels Bohrs forældre, Edvard Brandes første hustru, Familien Melchior, Victor Borges farfar og Johanne Louise Heibergs mor.

 

En kulturperle

På en af Nørrebros ældste gader befinder der sig en sand kulturperle. Nemlig Mosaisk Nordre Begravelsesplads.

Begravelsespladsen ligger i Møllegade. Den var oprindelig en del af Jagtvej, der blev etableret kort efter bygningen af Ladegården i 1620 for at give kongelige jagtselskaber en let vej til Store Vibenshus, hvorfra de så fulgte Lyngbyvej til Jægersborg Dyrehave eller Frederiksborg Slot i Nordsjælland.

Den sydvestlige del af gaden blev bedre kendt som Jødevej, fordi den lå ved den jødiske begravelsesplads. I 1831 var det kun en af tre sidegader til Nørrebrogade. Den nordøstligste del blev kaldt Sandgravervej efter de sandgrave, der lå hvor Den Gamle By nu ligger. Sandet blev brugt til hvidskure gulve med. Gaden fik sit nuværende navn i 1858.

 

Ritualerne

For at forstå kulturen bag det hele, starter vi lige med ritualerne. De jødiske ritualer omkring død, begravelse og sorg er blevet opretholdt gennem årtusinder og bliver stadig overholdt i dag. Jødedommen sætter livet højere end noget andet. Men samtidig ser man ikke døden som en tragedie. Døden er en naturlig proces. Et menneskes død betragtes som en overgang fra den fysiske verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttet kapitel, men en midlertidig afsked.

Mænd bliver svøbt i deres bedesjal og inden kisten lukkes strøes en smule jord fra Israel over øjne og hjerte.

Det er et særlig jødisk begravelsesselskab der klargør den døde.  Denne gerning anses for blandt de fornemste handlinger som et menneske kan gøre for sine medmennesker. Dette foregår i dyb respekt for den afdøde.

Ifølge ortodoks jødisk praksis bliver den afdøde begravet. Man anvender ikke ligbrænding, fordi det er vigtigt at kroppen hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Med dette som baggrund taler man i jødedommen om evig gravfred. Derfor sløjfes en grav aldrig.

Kremering og nedsætning af urner er dog i dag en mulighed for danske jøder på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Det betragtes som en god gerning – en mitzvah – at møde op til en begravelse og være med til at følge den døde til graven.

Derefter holder man normalt syv sørgedage, der hedder ”shivah”. Her modtager man besøg, hvor gæsterne eventuelt medbring mad men ikke blomster. Inden for et år sætter man en gravsten.

 

Man skal begraves inden for 24 timer

De første jøder var sefardiske jøder, som Christian den Fjerde inviterede til at bosætte sig i Glückstadt i Holsten. I 1676 Blev Israel Salomon Levi der var den første jøde, der bosatte sig i København.

Københavns jødiske historie kan ledes tilbage til 1676, da juveleren Israel Salomon Levi bosatte sig i byen. Han døde tre år senere og blev begravet tre år senere på den nærmeste jødiske begravelsesplads. Og det var i Altona en forstad til Hamborg i Holsten.

Det var lidt af et problem, for i jødedommen skal man begraves inden for 24 timer. Og det var jo så godt som umuligt med datidens transportmidler. Måske har dette fået ansporet menigheden til egen begravelsesplads i takt med at de tiltog i størrelse. Man måtte dog endnu et par år drage den lange vej til Altona.

 

En begravelsesplads på Nørre Fælled

Den 16. december 1684 gav Christian den Femte sin hofjuveler Meyer Goldschmidt fra Hamborg tilladelse til at afholde gudstjeneste i sit hjem i Rådhusstræde bare han ikke generede naboerne.  Dermed blev den første jødiske menighed i Danmark til.

Først den 29. august 1694 fik man tilladelse af Københavns Magistrat til at købe et stykke jord uden for byen på Nørre Fælled, hvor man kunne anlægge en begravelsesplads. Da pladsen blev anlagt, var der allerede en gravsten på stedet. Den tilhørte føromtalte Israel Salomons søn, David Israel.

Han blev begravet her den 5. september 1693. Magistraten havde dengang givet tilladelse til at man måtte blive begravet uden for Københavns volde. Stenen over hans grav er stadig bevaret og er dermed den ældste gravsten på pladsen.

Der blev udstedet et skøde på 2.500 kvadratalen på:

 

  • Pladsen ved Sandgravene uden for Nørreport, beliggende paa Nørre Fælled, nord for Landevjen, der løber til Hyltebro, paa den østre Side af Kongens Jagtvej, der kommer fra Ladegaardsmarken, hvor Jøderne af den hebraiske Religion hidtil havde Jordet og begravet de af deres nation afgangne Liig

 

Det var lige i nærheden af Lille Blegdams Mølle.

 

Generet af kedelige typer

I 1704 fik begravelsespladsen et hegn og en opsynsmand fik sin egen bolig. Jødernes begravelser blev også forstyrret og følget generet af kedelige typer. Pladsen lå dengang åben og ubeskyttet. Der var hærværk mod gravstene allerede dengang. Man søgte kongen om tilladelse til at indhegne stedet.

Næsten alle gravsten til omkring 1700 er af sandsten og har samme højde og form – bortset fra at nogle er sunket. Alle grave vender mod øst – mod Jerusalem. Jødisk skik siger, at alle er lige i døden. Den rige skal ikke være finere end den fattige.

 

De portugisiske jøder lagde gravstenene ned

Visse gravsten ligger ned. Under dem hviler jøder af portugisisk afstamning, som også i København ønskede at holde fast ved de portugisiske jøders skik. Gravstenene skulle ligge ned.

Dette vakte forargelse blandt Københavns jøder af nordtysk afstemning som plejede at have stående sten. De portugisiske jøder købte derfor i 1715 deres egen begravelsesplads i Møllegade og stenene blev lagt ned. Med tiden blev denne del indlemmet i det samlede område.

 

Kapel og eget lazaret

Det nye kapel kom menigheden til gode ikke blot ved begravelserne men også ved den store pest i 1711. De få sygehuse og lazaretter, der blev indrettet, var hurtig overfyldt og måske slet ikke åbne for jøderne.

Derfor ansøgte forstanderne om tilladelse til at føre de pestsyge jøder ud til menighedens eget lazaret, der var blevet indrettet i kapellet. De fik tilladelsen og lov til at begrave de pestdøde på begravelsespladsen.

 

En klage til kongen

Et af ofrene for pesten, Jacob Franco gav i øvrigt i flere år efter anledning til en strid inden for menigheden, idet hans sønner lod mindestenen lægge ned over faderens grav.  Sådan var det jo skik og brug blandt de portugisiske jøder, har vi lige hørt.  Men menighedens ældste, der tilhørte de højtyske jøder forlangte stenen rejst ved gravens hovedende. I 1718 blev der sandelig klaget til kongen. Og da der ikke var nogen fortilfælde, forlangte kongen, at den skulle stå op.

 

Ligfølge – selskab

I de første mange år var det ofte svært for de efterhånden 150 jødiske familier i København at få nok til at følge kisten fra hjemmet og den lange vej ud til begravelsespladsen. I 1768 stiftede Tobias Abraham derfor ”Ligfølge – selskabet”. Dette skulle sikre at et tilstrækkeligt antal frivillige fulgte de afdøde til begravelsespladsen. Selskabet holder fortsat traditionerne i hævd den dag i dag.

 

Da engelske soldater blev begravet

Seks engelske soldater er ved en fejl begravet i udkanten af den jødiske begravelsesplads. Det skete under den engelske besættelse i 1807 og afspejler krigens anarki.

Forstanderskabet for det jødiske begravelsesselskab henvendte sig til myndighederne for at lade ligene grave op, da besættelsesmagten var draget bort. Man mente, at de 6-8 englændere skulle begraves på en kristen kirkegård. Men sundhedskollegiet modsatte sig dette og gravene ligger der endnu. På overrabbiner Gadalias forlangende blev der sat et gitter i omkring gravene. Men det har været forsvundet i mange år.

Bombardementet dengang ramte også flere af stenene. Andre sten blev væltet af besættelsesmagten dengang. Engelske soldater var hoppet over rækværket og morede sig med at vælte gravstene og ødelægge andre. Disse soldater havde kvarter i nærheden og fornøjede sig på denne måde.

 

Udvidet otte gange

Siden 1694 er begravelsespladsen udvidet otte gange. I 1800 henvendte repræsentanter sig til magistraten om opkøb af endnu et stykke jord nærmest det sidst erhvervede. Da det mødte modstand, gik repræsentanterne direkte til den gartner, der havde jorden i fæste og købte ca. 3.600 m2 for 2.000 rigsdaler.

Det modsatte Magistraten sig også. Den og ikke fæsteren var den rette sælger og man forlangte en høj pris. Repræsentanterne syntes at have haft god tid for de indrettede den ny plads. Så truede kæmneren med at indkalde dem for forligskommissionen. Først da indvilligede de i at betale. Skødet blev udstedt i 1805.

I en anordning af 29. marts 1814 blev pålagt jøderne i Danmark at føre autoriserede kirkebøger på dansk. Men allerede i 1771 havde menigheden begyndt at føre en begravelsesprotokol på hebraisk.

 

Den femte udvidelse

Den femte udvidelse fandt sted i 1831, da menigheden købte et grundstykke på ca. 1.700 m2 af Magistraten.

Pladsen bag kapellet blev forbeholdt barnegrave. Der findes ikke mange af de gravsten bevaret. Blandt de mest fremtrædende medlemmer af menigheden, der fandt deres sidste hvilested på denne del af begravelsespladsen kan nævnes finansmanden hofråd, David Amsel Meyer. Han stiftede mange legater af hvis midler Mosaisk Drengeskole i 1805, Carolineskolen i 1810 og Meyers Minde i 1825 blev oprettet.

Overrabbiner Abraham Gedalia ligger her og etatsråd M.I. Nathanson, der var købmand, nationaløkonomisk forfatter og redaktør af Berlingske Tidende. I mange år stod han i spidsen for Drengeskolen og Carolineskolen.

Det sidste jordlod blev opkøbt i 1855. Det var to år før Københavns volde blev nedlagt. Til sidst var man oppe på 13.500 m2.

 

En mere personlig stil

I midten af 1800-tallet ville det jødiske borgerskab have en mere personlig stil. De lod sig inspirere af stilen på de danske kirkegårde.  De foretrak en tekst på dansk på dansk eller måske en blanding af dansk og hebraisk. Møllegade fik en mere mangfoldig stil. Gravstenene kunne være store og kostbare blandt velhavende familier.

Lidt af den gamle lighedstanke har dog overlevet. Alle begraves i dag ved en jødisk begravelse i samme enkle, umalede kiste og svøbt i hvide klæder.

 

Man lægger en lille sten – ikke blomster

På jødiske begravelsespladser lægger man typisk heller ikke blomster. Man skaber ikke små haver omkring gravstenen.  Besøgende lægger blot en lille sten på graven som tegn på, at de har besøgt den.

Et par hænder med delte fingre fortæller, at den afdøde var kohanit. Det vil sige en efterkommer af tempelpræsterne. Man ser deres hænder strakt frem for at lyse velsignelsen over menigheden.

Et vandfad eller en kande fortæller, at her hviler en afdød af Levi stamme. Levitter vasker nemlig kohanitters hænder inden velsignelsen.

 

Nu skulle der ryddes op

I 1852 kom der et forslag fra Moritz G. Melchior til:

 

  • At den ældre Kirkegaard bliver sat i forsvarlig Stand, da det næppe er Samfundet værdig at lade Kirkegaarden forblive i dens nuværende forsømte og forfaldne Stand.

 

Overrabbineren godkendte dette under forudsætning at ingen grave blev opgravet. Der måtte heller ikke fjernes noget fra gravene.  Men nole af medlemmerne var imod forandringerne. Det resulterede så i at man kontaktede Kirkeministeriet. De godkendte anlægsarbejdet. Efter flere skærmydsler i menigheden kunne istandsættelsen gennemføres.

To opsynsmænd vågede over, at arbejderne holdt sig strengt til deres instruks ved anlæggelse af nye veje og gange. Buske og træer, der voksede uden plan og pasning blev fjernet. Der blev nu ansat en gartner til vedligeholdelse.

 

5.500 gravsteder

Inden for få årtier blev den ene ejendom efter den anden bygget omkring pladsen. Nørrebro var en realitet. Hermed var det slut med udvidelsesmuligheder. Mosaisk Trossamfund måtte tænke i nye baner. Løsningen blev oprettelsen af Mosaisk Vestre Begravelsesplads i 1886, der er beliggende på Vestre Kirkegård.

Efter 1886 er der dog foretaget 300 begravelser på pladsen i Møllegade. Det var reserverede familiegravsteder. Den sidste begravelse blev foretaget i 1967.

Der findes 5.500 gravsteder på Mosaisk Begravelsesplads, hvoraf 4.700 kan identificeres. Tilbage står ca. 2.800 gravsten. Blandt disse møder man mange betydelige, centrale og vigtige skikkelser i dansk jødisk historie.

Efter jødisk skik sløjfer man nemlig aldrig en grav. Graven er den afdødes evige eje. Derfor kalder man begravelsespladsen på hebræisk for ”beit olam”, oversat ”evighedens hus”.

Der fandt en masse begravelser sted i 1700 – tallet, som vi ikke kender noget til i dag.

 

Vaskehuset rives ned for at gøre mere plads

I 1804 måtte vaskehuset rives ned for at give plads til flere begravelser. I 1873 blev den nuværende inspektørbolig samt kapel opført. Det nuværende gangsystem stammer fra 1886. I 1929 blev kapellet revet ned og den nuværende have etableret.

 

Cementunderlag etableres

Opfyldt jord egner sig naturligvis ikke til en begravelsesplads, hvor man ønsker grave og mindesten bevaret til evig tid. De fleste gravsten sank efterhånden ned i jorden. Derfor lod Repræsentantskabet dem omkring 1905 hæve og rejst på cementunderlag. Det er dog endnu en del sten, hvor kun halvdelen rager op af jorden.

 

Nervøsitet ved genåbning

Københavns Kommune har bekostet en million kr. til at renovere Begravelsespladsen. Af respekt bede de besøgende om ikke at forlade de markerede stier.

Inden planerne for genåbningen var der en vis nervøsitet i de jødiske kredse. Det var på det tidspunkt, hvor der var forvirrede unger, der ikke kunne kende forskel på danske jøder og israeler, som man udtrykte det. Nogle mente, at det ikke var nogen grund til at gøre opmærksom på, at der her ligger jøder begravet.

Stedet blev netop lukket fordi man frygtede hærværk. Det var i en periode med stærk anti – israelsk kritik. Jøder har dog altid haft mulighed for adgang.

Praktiserende jøder vil altid bære en kippa (jødisk hovedbeklædning) af respekt for stedet. Har man ikke været på begravelsespladsen i 30 dage vil man også bede en bestemt bøn.

 

Brødrene Bing

På kirkegården ligger bl.a. Herman Bing, der i 1853 sammen med Frederik Vilhelm Grøndahl grundlagde porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl. I 1895 udgav de verdens første juleplatte ”Bag de frosne ruder”. De jødiske Bing – brødre var meget aktive i Det Mosaiske Troessamfund.

 

Niels Bohrs forældre

Fysikeren Niels Bohrs forældre ligger her.  Og det gør forfatteren Simon Levin også. Det var ham, der oversatte børnebogen Den Store Bastian til dansk i 1847.

 

Edvard Brandes første hustru

Her ligger Edvard Brandes første hustru, Harriet Salomonsen. Han var bror til Georg Brandes. Hun begik selvmord i 1879. Hun havde været hendes mand utro og kunne ikke rigtig finde ud af det. Hun var ung og smuk og kun 15 år, da de bliver gift.

Men så dukkede komponisten Viktor Bendix op. Hun blev forelsket i ham Han skulle undervise hende i klaverspil og det gik hedt til. Så hun læste problemet, da manden får at vide, at hun har været utro ved at drikke gift og bliver begravet her.

 

Familien Melchior

Her finder man også familien Melchiors familiegravsted. Det var Moritz G. Melchior og hans hustru Dorothea, der tog sig af H.C. Andersen. De havde vinterbolig på Højbro Plads men sommerbolig på Østerbro. Og det var her i Rolighed at H.C. Andersen var en flittig gæst. Det var her han tilbragte sin sidste tid. Dette har vi tidligere berettet om her på siden.

 

Victor Borges farfar

Så ligger her en mand, der hedder Nathan Rosenbaum. Gravstenen var tidligere sunket så meget ned i jorden at man ikke kunne se navnet. Nathan Rosenbaum er farfar til Victor Borge. Da stenen blev fundet, blev Victor Borge kontaktet og spurgt om han ville betale for en istandsættelse. Han blev ellevild og sagde ja. Han har da også været på besøg på kirkegården.

 

Johanne Louise Heibergs mor

Johanne Louise Heibergs mor ligger her også. Hun hed Henriette Pätges. På vores side kan du læse 2- 3 artikler om denne familie. Henriette Pätges var teltholder på Bakken. Hun havde også et værtshus på Nørrebro, Lille Ravnsborg og var gift med Christian Pätges.

Henriette var jøde og Christian var kristen (katolik). Før 1814 måtte kristne og jøder ikke gifte sig med hinanden. De måtte heller ikke have sex. Men i 1803 fik de en datter.

Parret blev gift i 1804 og fik otte børn. Johanne Louise blev døbt i Sankt Petri kirke i 1813. I 1816 flyttede Henriette til Aalborg for at ernære sig med madpension for Anden Jyske Regiments officerer.

Faderen viste ringeagt over for jøder. I et raserianfald kaldte han Henriette for ”Jødetøs” Generelt blev jøder behandlet med foragt.

Mod slutningen af sit liv ønskede Henriette at blive kristen. Hun kontaktede n præst med han afviste at døbe hende. Johanne Louise betalte for vedligeholdelsen af gravstedet.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Julius Margolinsky: Jødiske dødsfald i Danmark
  • Henriques Bing: Evighedens Hus – en guide til den jødiske begravelsesplads
  • Bodil Wamberg: Johanne Luise Heiberg – Kærlighedens Stedbarn
  • Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringer
  • Ethas Levin: Den Gamle Jødiske Begravelsesplads i Møllegade 1694 – 1994 (1-2)
  • Det Mosaiske Trossamfund
  • berlingske.dk
  • beitolam.com
  • religion.dk
  • kristeligt-dagblad.dk
  • trap-lex.dk
  • mosaisk.dk

 

  • Hvis du vil vide mere: Om kirkegårde i København, Familien Melchior, Jøder, og Johanne Loise Heiberg

 

  • dengang.dk indeholder 1.716 artikler heraf 298 artikler fra Nørrebro:

 

  • Johanne fra Lille Ravnsborg
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Under jorden på Assistens Kirkegård
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Røde Faner på Assistens Kirkegård

 

  • Under Østerbro finder du 96 artikler:
  • Holmens Kirkegård
  • Garnisons Kirkegård
  • Krigergraven på Assistens Kirkegård
  • En digter på Østerbro (Melchior)
  • C. Andersens sidste dage på Østerbro (Melchior)
  • Rosenvænget på Østerbro (Johanne Louise Heiberg)

 

  • Under København finder du 185 artikler:
  • De forfulgte Jøder
  • Flugten over Øresund

 

  • Under Andre Historier finder du 68 artikler:
  • Johanne Louise Heiberg

Revolutionen i Tønder

April 5, 2021

Revolutionen i Tønder

Der var flådestation i Sønderborg og Zeppelinbase i Tønder. Det havde effekt for revolutionen i Nordslesvig. Militærdiktatur i Tyskland. Den tyske disciplin var ved at smuldre. Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel. Kejseren abdicerede. Tønder var det sted revolutionen startede. Møde på Tonhalle. Borgmesterfruens røde underskørt måtte ofres. Landråd Böhme ville gå selv. Vagter ved byens livsvigtige funktioner. Oprøreret på Sild blev styret fra Tønder. Wienecke var den absolutte leder.  Matroserne oprettede hjemsendelseskontor i Tønder. Arbejderrådene holdt længst Revolution i Højer. Landråd Böhme var stærkt irriteret. De tyske embedsmænd fik problemer. Forstærket bevogtning langs grænsen.  Det var ikke slut i Tønder. En effektiv strejke. Nederlag for militæret og embedsmænd. Politiet ville ikke blande sig i arbejderkamp med det ville dragonerne.  Uden lovhjemmel blev arbejderlederne i Tønder udvist. Det danske borgerskab i byen jublede. Wienecke endte i KZ – lejr og blev murer i DDR.

 

Flådestation og Zeppelinbase

I 1910 blev der oprettet en stor ny flådestation i Sønderborg og i starten af krigen blev zeppelinbasen oprettet nord for Tønder. Disse to ting fik betydning for revolutionen i Sønderjylland.

 

Militærdiktatur i Tyskland

Efter revolutionen i Rusland i oktober 1917 og freden mellem Rusland og Tyskland flyttede det tyske militær sine tropper fra Østfronten til Vestfronten. Revolutionære, antimilitæriske og pacifistiske tanker fulgte med.

I sommeren 1918 var Østrig-Ungarn bankerot, millioner sultede.

I Tyskland havde general Ludendorff nærmest indført militærdiktatur. Krigspropagandaen blev forstærkedes og militæret oprettede filmselskabet UFA. Strejkende kom for en militærdomstol og der blev opfordret til stikkeri i civilbefolkningen. Alligevel bredte krigstrætheden og oprøret sig.

 

Den tyske disciplin var ved at smuldre

På hjemmefronten var den jernhårde tyske disciplin ved at smuldre. Først på året havde det været massestrejker på ammunitionsfabrikkerne i de fleste af Tysklands store byer og industriegne. Under disse dannede arbejderne for første gang lokale arbejderråd.

Ved selve fronten løftede håbløsheden og trætheden sig til åbne oprørsforsøg. Et mytteriforsøg i flåden i juli måned blev nedkæmpet. To af deres førere blev skudt til skræk og advarsel.

 

Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel

Den 28. oktober mente von Hiper, at den tyske flåde skulle udkæmpe et sidste ærefuld slag mod englænderne, selv om krigen var tabt. Men beslutningen førte til lydighedsnægtelse og mytterier på flere skibe i Wilhelmshafen. Matroserne var trætte af at være slagtefår.

Kejserrigets endelige dødsstød kom, da marinerne i Kiel gjorde oprør. Det var den 3. november og flere omkom i sammenstød. Her var matroserne også trætte af at bevæge sig ud på selvmordstogter.

Efter at have gæret voldsomt i flere dage bryder revolutionen ud den 5. november. Herefter breder den sig med fængslende hast over hele Tyskland. Allerede den 9. november kunne socialdemokraten Philip Scheidemann udråbe den tyske republik.

 

Kejseren abdicerede

To timer senere udråbte Karl Liebknecht den frie socialistiske republik fra balkonen på slottet i Berlin. Scheidemann blev republikkens første præsident. Den tidligere sadelmager Fritz Ebert indtog posten som statsminister. Den tyske kejser Wilhelm måtte abdicere og begav sig i landflygtighed.

 

Tønder var først i Nordslesvig

Også i Nordslesvig var jorden gødet for revolutionen. Som en slags nabo til Kiel var det ikke længe inden udviklingen nåede hertil.

Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene 5. og 6. november var der på luftskibsbasen oprettet arbejder- og soldaterråd blandt marinesoldaterne under ledelse af overmatros Alexander Leppert.

Den 7. november om morgenen skred rådet og marinesoldaterne til handling – officererne blev afvæbnet og våbenmagasinerne brudt op. Selv om magtovertagelsen forløb uden besvær forberedte man sig på det værste. Bagefter kunne Leppert fortælle, at det kun tog 3 ½ time at gennemføre nyordningen.

Da der næste dag ankom en lastbil fra Kiel med skarpt- bevæbnede marinesoldater kunne disse bare konstatere, at deres påtænkte opgave allerede var udført af luftskibsbasens eget mandskab.

 

Mødet på Tonhalle

Dagen efter om morgenen stiftede byen for første gang mere håndgribeligt kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (her oversat til dansk):

 

  • Da der dags middag i tiden fra kl. 12 indtil videre i Tønder afholdes møde af arbejder – og soldaterrådet i Tonhalle befales der, at i dette tidsrum skal samtlige vinduer og døre holdes lukkede. Der henvises også til, at samtlige kvinder og børn ikke må opholde sig på gaden så længe.
  • Disse anordninger skal ubetinget efterkommes
  • Tønder Arbejder – og Soldaterråd

 

Borgmesterkonens underskørt måtte ofres

Som et andet tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der rejst røde faner på posthuset, Rigsbanken, jernbanestationerne og Rådhuset,

Det pludselige behov for rødt klæde til de revolutionære faner gav store problemer. Indtil der var skaffet faner ude fra, måtte man nøjes med de røde stykker, der kunne flænges ud af det sort – hvid – røde prøjsiske rigsflag, hvoraf der til gengæld fandtes et stort antal. Myterne fortæller at borgmester Poulsen måtte ofre fruens underskørt til formålet.

 

Landråd Böhme ville gå selv

På mødet i Tonhalle kl. 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Dog blev der rokeret rundt på medlemmer og poster de nærmeste dage og måneder. Denne formelle konstituering blev samme eftermiddag offentliggjort ved en parade på Torvet, der samtidig skulle understrege de nye omvæltninger.

På Torvet var der holdt en firkantet plads fri, flankeret af tredobbelte rækker af marinesoldater med opplantede bajonetter. En bil med røde standere var blevet sendt efter landråd Böhme, der var den højeste prøjsiske embedsmand.

Da landrådens ankomst trak ud, blev de ryderligere sendt fire soldater af sted for at skynde på. Det viste sig, at han havde værget sig ved at komme under bevogtning. Han erklærede, at han kun ville følge med til Torvet, såfremt han kunne bevæge sig dertil uden ledsagere.

Soldaterne tog ikke mere voldsomt på tingene, end at de lod ham gå gennem byen alene og selv sluttede op noget efter ham.

Også politimesteren var blevet hentet. Foran folkemængden på Torvet måtte de to højtideligt erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.

 

Vagter ved byens livsvigtige funktioner

Efter paraden fortsatte mødet i Tonhalle, hvor der blandt andet valgtes tilforordnede til landråd og borgmester. Også de kommende dage blev der holdt en mængde møder på rådhuset af de nye magthavere.

Bortset fra de overnævnte episoder, var der ikke andre ydre tegn på revolutionen for den almindelige borger. Marinesoldaterne udførte på almindelig vis, som før revolutionen de daglige bevogtningsopgaver og visiteringer.

Dog var der også opstillet vagter ved byens livsvigtige funktioner som el-, gas – og vandværket. Også på soldaternes uniformering var der tegn på omvæltningen. Alle kokarder og distinktioner var fjernet. Den kendte og forhadte pikkelhue blev erstattet af den mere behagelige felthue.

 

Revolutionen bredte sig til Vestslesvig

Et par dage senere blev uniformskravet dog igen skærpet i et opslag fra arbejder – og soldaterrådet. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.

De forskellige råd garanterede udbetalinger af lønninger og forsyningssikkerhed af gas, elektricitet og levnedsmidler. Der blev udstedt forbud mod utidig brug af skydevåben. Der blev pålagt civilister at aflevere deres våben.

Fra luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen. Der blev bekendtgjort, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkens magt.

 

Opstanden på Sild blev styret fra Tønder

Også opstanden i de militære forlægninger på Sild blev styret fra Tønder. Derfra havde man sendt sin vel nok mest ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.

I den første del af revolutionen havde soldaterne blot to krav:

 

  • De ville af med kejseren og have en demokratisk republik
  • Krigen skulle afsluttes så der kunne komme fødevarer fra udlandet til det sultne Tyskland. Alle soldater kunne vende hjem til deres familie

 

De tyske soldater i Nordslesvig kom fra hele Tyskland og ønskede ikke at blive længere end nødvendigt.

 

Wienecke – revolutionens leder i Tønder

Wienecke, der fra starten var Tønder – revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs og derved undgå indkaldelse til militæret.

I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af det første regulære arbejder – og soldaterråd. Et forhold, der formentlig skyldtes, at han på dette tidspunkt stadig var statsløs.

Dette forhindrede ham dog ikke i at indtage, vel nok rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det blev også Wienecke, som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne, der var en pendant til byens arbejder- og soldaterråd.

 

Virksomhed begrænset

Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han arbejderrådet ud af til. Ved det sidste af valgene til arbejder – og soldaterrådet overtog Wienecke endelig t formelt posten som rådets formand., den fjerde i rækken.

Efter at revolutionen var gennem ført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for den nødvendige bevogtning af de vigtigste bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed navnlig ved, at de leverede den fornødne magtudfoldelse, hvis der en gang imellem var ønskeligt.

 

Hjemsendelseskontor i Tønder

I virkeligheden lå rådenes største indsats i, at de var en slags demobiliseringsmedhjælpere. Tønder oprettede som den eneste af de nordslesvigske købstæder et hjemsendelseskontor som hjalp med at skaffe alle ikke-hjemsendte de nødvendige papirer og derved spare dem en tilbagerejse til deres troppeafdeling for at blive hjemsendt.

En af grundene til soldaterrådenes svindende indflydelse var også, at de gamle garnisoner efterhånden blev opløst.

 

Arbejderrådene holdt længst

Heller ikke bonderådene fik stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde.

Hvor man ved soldaterrådenes oprettelse kunne tale om en spontan bevægelse var oprettelsen af landarbejder- og bonderådene i landdistrikterne fra begyndelsen dikteret fra højere sted. Rådenes opgave skulle først og fremmest være at organisere levnedsmiddeludskrivningerne, der i de krigsudpinte dele behøvede en effektiv organisation.

Naturligt var det arbejderrådene, der fik den største betydning og var længst i funktion.

Officielt fungerede de lige til den internationale kommission overtog alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen i Danmark. Men også deres betydning skrumpede meget ind. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion.

 

I Haderslev ville officererne ikke adlyde

Republikken Als var kun i funktion i tre dage. Du kan finde to artikler om dette tema her på siden.

I Haderslev nægtede officererne at adlyde. Så de fik lov til at tage hjem som civile. I løbet af få dage var der arbejderråd i 17 sønderjyske byer. Sammen med soldaterrådene erklærede de at have overtaget den offentlige magt.

 

Revolutionen i Højer

I Højer sendte man den offentlige udråber ud med tromme og bekendtgjorde følgende:

 

  • I morn klk tolv æ dæ revoution i æ mærkensplads. Ål minneske ska hold sæ in ål vinner ska væ låt.

 

Næste dag samledes naturligvis byens befolkning på torvet. Det landstormkompagni, som var stationeret der marcherede ind på torvet klokken 12 og stillede op med kaptajnen foran.

Præcis klokken 12 kom der en lille afdeling marinere fra Flensborg og marcherede ind på pladsen. Lederen af marinerne gik helt hen til kaptajnen for landstormen og hev hans epauletter af og tog hans sabel fra ham. Dermed var revolutionen i Højer forbi.

Derefter skulle man i gang med at etablere et arbejder- og soldaterråd. Og det var fortsat marineren fra Flensborg, der styrede udviklingen. Han foreslog en bestemt lokal håndværker til at lede rådet. Men håndværkeren ønskede ikke at påtage sig hvervet, fordi det stred imod hans kristne overbevisning.

 

Landråd Böhme blev irriteret

I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser.

Men rådene skabte stor irritation hos landråd Böhme. I begyndelsen af 1919 kom denne irritation til udtryk i form af en klage til regeringen. Landråden fik også ret i sin klage. Det skyldtes bl.a. at rådene havde forlangt kontrasignering og det gjorde hele arbejdsgangen for langsommelig.

Det betød at arbejderrådets tilforordnede mistede adgangen til byråds – og kredsudvalgsmøderne (amt)

 

De prøjsiske embedsmænd fik problemer

Den politisk drevne og administrative dygtige Wienecke voldte de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i en voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også, at der udstedtes en arrestordre mod ham for højforræderi. Sammen med nogle soldater fra luftskibsbasen skulle han have planlagt et oprør (Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts gruppe).

I Tyskland blev alle arbejderrådene nedlagt i januar 1919 på initiativ af de tyske socialdemokrater. De hadede revolutionen som pesten og ønskede en tilbagevenden med den borgerlige stats almindelige magtstruktur med kommune og parlament.

Revolutionære socialister var begejstrede. Den danske socialist Marie Nielsen skrev:

 

  • Med Slesvig under den røde fane, er revolutionen nået så nær Danmarks grænser, som det overhovedet er muligt. Et skridt endnu og ”Gudinden” træder over grænsen, og vi har revolutionen i landet.

 

Arbejderne i Tønder protesterede

Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtig frikendt og løsladt igen og genindsat i sine tidligere tillidshverv. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle, der eksisterede i Tønder i 1919 vides ikke.

Senere på sommeren forsøgte Böhme igen at slippe af med Wienecke. I første omgang lykkedes det for Wienecke at slippe for ham som tilforordnet. Men det afstedkom store arbejdsnedlæggelser i Tønder og demonstrationer. Böhme blev tvunget til at stillingen som forordnet ville være uændret i fremtiden.

 

Forstærket bevogtning langs grænsen

Efter 1920 var den danske regering og forsvarsminister Zahle stærk bekymret for den videre udvikling. Der blev placeret to rekylkorps langs grænsen.

Der havde været uro på kaserne i København og arbejderbefolkningen var stærkt utilfredse med livsbetingelserne. Politi og arbejder stødte sammen i ”Slaget på Grøntorvet”.

 

Fredeligt i Tønder

I Tønder gik det fredeligt til, men i Berlin og andre store tyske byer blev revolutionen kvalt i blod. Omkring nytår 1919 blev det tyske kommunistparti dannet med Rosa Luxemburg og Karl Liebknechrt i spidsen. To uger senere blev de myrdet.

Arbejder- og soldaterrådene blev ofte fra dansksindede kradse i landsdelen beskyldt for at være tyskorienterede. En beskyldning, der for Tønders vedkommende kan have sin rigtighed.

 

Det var ikke slut i Tønder

Men det var dog ikke slut i Tønder. Mærkelig nok så bliver disse episoder slet ikke omtalt, når man taler ”Genforening”. Der var et voldsomt oprør i de sønderjyske købstæder.

Overgangen til kronemønt betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede arbejderne i Tønder og det øvrige Sønderjylland timelønnen hævet fra 1,60 til 2,00 kr. Herved ville timelønnen nærme sig niveauet i det øvrige Danmark.

Da man pure nægtede at efterkomme disse rimelige krav, erklærede et arbejderudvalg med Wienecke i spidsen generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920.

 

En effektiv strejke

Strejken var særdeles effektiv, især i Tønder. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbanen. Et forsøg fra borgerlig side på at indsætte politiet imod strejkevagterne på de kommunale værker, var ikke lykkedes.

Dagen efter brød militæret dog blokaden. Hertil så de danske dragoner modsat politiet sig ikke for gode. De danske soldater blandede sig i arbejderkampen.

Efter trusler fra de strejkende om at værkerne og kredshuset (amtshuset) ville blive stormet, såfremt militæret ikke blev fjernet, blev også store dele af byen omkring kredshuset afspærret af militæret.

 

Nederlag for militæret og embedsmænd

Da det senere på dagen viste sig, at det var bystyret og kun bystyret, der kunne kræve politi eller militærbeskyttelse af de kommunale værker, krævede magistraten efter korte forhandlinger med strejkelederne militæret fjernet. Det var et dundrende nederlag for militæret og de ledende embedsmænd.

 

Uden lovhjemmel blev arbejderledere udvist

Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd, greve O.D. Schack til at lade strejkelederne arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget. Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra yen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne.

Arrestationen af Wienecke og tre andre af arbejdernes ledere fandt sted natten mellem den 6. og 7. juni. Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres få ejendele ført samme vej på militære lastbiler.

 

Det danske borgerskab i Tønder jublede

Det danske borgerskab i Tønder jublede. Strejken varede endnu en uge efter Wieneckes og de andre leders arrestation, men blev derefter afblæst med løfte om, at kravene ville blive opfyldt. Der måtte dog mange nye kampe til, før det skete fuldt ud.

 

I KZ – lejr og DDR

Efter udvisningen slog Wienecke sig ned i Husum, hvor han videreførte en aflægger af sit arbejderdagblad fra Tønder. Kort efter gik turen til Hamborg, hvor han ligeledes blev redaktør for et arbejderblad.

I 1930’erne trodsede Wienecke forbuddet mod indrejse til Danmark og hjalp sine kommunistiske kammerater.

Senere endte han i KZ – lejre på grund af sit politiske arbejde. I 1950’erne tog han arbejde i DDR som murer.

 

Kilde:

 

  • Hvis du vil vide mere:

 

  • dengang.dk indeholder 1.715 artikler, heraf 274 artikler fra Tønder bl.a.
  • Zeppelinbasen i Tønder
  • Tønders Zeppeliner (4)
  • Angrebet mod Tønder 1918
  • En luftskibsbase i Tønder
  • Zeppeliner i Tønder
  • Bombeangreb mod Tønder
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923

 

  • Under Sønderjylland (200 artikler):
  • Da Als var republik (1)
  • Da Als var republik – endnu mere (2)

 

  • Under Nørrebro (297 artikler):
  • De kaldte sig Syndikalister

 

  • Under København (185 artikler):
  • Da arbejderne blev organiseret

Før Knivsbjerg-festerne

April 3, 2021

Før Knivsbjerg – festerne

Man ændrede navnet. Og så var de stadig ”tyskerklippet”, sagde politiet. Siden 1843 havde man Skamlingsbanken. Et symbol på fortyskningspolitik. Farvet af nazismen. De tysksindede startede en hovedforening. En fest på Kalvø med tre hyldesttaler. Vi skal købe Knivsbjerg sagde pastoren. Og tre uger efter havde man gjort det. Festen sluttede kl. 24. 1.500 – 2.000 gæster var meget tilfredse. Skibsreder Jebsen blev den første formand for Knivsbjerg-Gesellschaft og sponserede en 25 meter høj flagstang.

 

Man ændrede navnet

Vi har tidligere omtalt Knivsbjerg, som samlingspunkt for de tysksindede i Nordslesvig. Vi har også omtalt mindestenene for de faldne.

Det er en række mindesten over de faldne soldater fra det tyske mindretal i de to verdenskrige. Tidligere kaldtes stedet ”Ehrenhain (æreslund), men det tyske mindretal omdøbte i 2012 stedet til Gedankstaätte (mindesmærke) for ca. 800 faldne under Anden verdenskrig med begrundelsen at ordet hænger skidt sammen med krigen. Enkelte af navnene er slettet efter at de senere (post mortem) er dømt for krigsforbrydelser.

 

De var stadig ”tyskerklippet”

Det var her at civilklædt dansk politi helt op til slutningen af 1960’erne overvågede, hvem der kom her. Officielt sluttede man overvågningen i 1955.  I en rapport fra Knivsbjerg Festen i 1947 kan man læse:

 

  • Deltagerne var ret afdæmpet i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk. Man saa som ved tidligere Fester den særprægede Klipning af Haaret hos de mandlige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede Sammenkomsten.

 

Siden 1843 havde man Skamlingsbanken

Siden 1843 havde man nord for Kongeåen Skamlingsbanken. Og sådan et sted ville de tysksindede i Nordslesvig også gerne have.

Det lykkedes også at få sådan et samlingssted.

 

Et symbol på aggressiv fortyskningspolitik

I en tysk skildring kaldes det enorme monument, der blev opsat for:

 

  • Et vartegn på det tyske riges styrke og magt

 

H.V. Clausen kaldte det for:

 

     –     Moderne tysk kraftbarbarstil

 

Knivsbjerg blev et symbol på aggressiv fortyskningspolitik. Nu var det ikke alle, der syntes at den måde tyskerne behandlede danskerne på var i orden. Den unge teolog Johannes Tiedje gik stærkt imod den tyske ”rabalderpatriotisme”.

I 1919 var man godt klar over, hvilken vej det gik i Nordslesvig. Derfor blev den store Bismarck – statue og indskrifterne flyttet og opstillet på Aschberg ved Hütten nær Eckernförde.

 

Farvet af Nazismen

Fra midten af 1930’erne blev Knivsbjerg-møderne farvet af nazismen. Luftwaffe brugte stedet under besættelsen. Og stedet blev hadet af de dansksindede. Mellem den 15. og 16. august 1945 blev selve tårnet sprunget i luften af danske modstandsfolk. Dansk Politi gjorde ikke meget for at opklare sabotagen.

Årsagen til sprængningen må nok opfattes som en hævnakt og tak for sidst, fordi den tyske general Wrangel i sin sejrsrus den 20. marts 1864 havde strakt Skamlingsbank – støtten til jorden.

 

De tysksindede startede en hovedforening

Men hvordan startede det hele?

Efter 1864 gik der en del år, før man fra tyske side begyndte at germanisere området. Nu skulle danskheden bekæmpes. Det ville være nødvendigt at organisere sig både politisk og kulturelt.

De dansksindede udfoldede et rigt foreningsliv. Tyskerne havde et forbillede ”Den slesvigske Forening. Denne fik oprettet Skamlingsbanken.

Man startede i det små sidst i1880’erne ved at oprette mindre tyske lokalforeninger bl.a. i Sønderborg og Løgumkloster. Man savnede en koordinerende centralforening så man kunne få øget gennemslagskraft.

Efter at den kendte pastor Jacobsen fra Skærbæk og journalist W. Frölich fra Flensborg i efteråret 1890 havde udsendt indbydelser til alle de mest indflydelsesrige folk i administrationen, kommuneforstandere og større jordbesiddere mødtes 48 af de mest aktive og betydningsfulde tysksindede mænd fra hele Nordslesvig den 19. november 1890 på Junkers gæstgivergård i Toftlund. Mødet udmøntede i oprettelsen af:

 

  • Deutscher Verein für das nördliche Schleswig

 

En fest på Kalvø

Den første større foranstaltning, den nye forening fik sat i værk for at manifestere sig, var en indkaldelse af et stævne på Kalvø den 16. juli 1893. Hvorfor det lige var her, skyldtes de to små lokalforeninger i Hoptrup og Løjt, der var ophavsmænd til stævnet. Som bekendt ligger Kalvø midt imellem de to sogne.

I ugen op til havde man masser at se til. Der var opstillinger og udsmykning. Restaurations – og dansetelte skulle etableres. Og en tribune, hvor de tre hovedtalere skulle udfolde sig, skulle også opbygges.

Bag talerstolen var der ophængt billeder af det tyske kejserpar omgivet af forskellige våbenskjolde. Hele opstillingen var udsmykket med guirlander samt en masse flag og faner i de preussiske, tyske og slesvig-holstenske farver.

 

Tre hyldesttaler

Da søndagen den 16. juli omsider oprandt, ankom så alle festdeltagere først på eftermiddagen. De fleste til vogns, nogle til hest andre til fods og en del var velocipedister (cyklister).

Entreen via broen til Kalø var 30 Pfennig. Fra Aabenraa ankom dampskibet ”Condor” med omkring 300 gæster samt et orkester. Før talerne begyndte var der mellem 1.500 og 2.000 gæster forsamlede.

Kl. 17 begyndte talerne. Først var det gymnasieoverlærer R. Macke fra Haderslev. Han kom ind på den store sejr, der blev vundet over den overmægtige fjende i 1864. Han sluttede sin tale med at udbringe et leve for den tyske kejser og hans rige. Herefter sang forsamlingen kejserhymnen. Et sangkor fra Haderslev fremførte patriotiske sange.

 

Vi skal købe Knivsbjerg

Næste taler var sognepræsten fra Sønder Vilstrup, L.O. Jessen, der i høje vendinger uddybede Tysklands ret ril Nordslesvig. Med ”So ein Ding müssen wir auch haben” gled blikket op ad, hvorefter han i sin tale fremkom med ønsket om at købe Knivsbjerg bakke blot en lille kilometer derfra.

Der kunne han tænke sig en statue forestillende ”Frau Germania” med sværdet i venstre hånd, I den højre skulle hun holde et skjold hvorpå det holstenske nelleblad var anbragt. De slesvigske løver kunne så passende ligge ved hendes fødder og læne sig op ad monumentet.

Nu havde kejseren fået sin hyldest i første tale, så var turen kommet til kejserinden, den slesvigske fyrstedatter (fra Augustenborg). Hun fik da også hende ”Lebe hoch”.

Pastor Jessens tale blev modtaget med endeløs jubel, hvorefter forsamlingen istemte den meget populære:

 

  • Schleswig – Holstein meerumschlungen

 

Festen sluttede kl. 24

Efter endnu et par patriotiske sang fra sangkoret fra Haderslev sluttede seminariedirektør Carstens af med en overordnet beskrivelse af det tyske riges uovertruffenhed.

Nu fortsatte festen i de omkringliggende telte. I det ene telt spillede Paulsens kapel fra Aabenraa op til bal for de yngre klokken 19,

I et andet telt forsamledes hovedforeningens bestyrelse med de lokale foreningsformænd, festkomiteen m.m. Ind imellem talerne blev der sunget patriotiske sange som

 

  • Es war auf Jütlands Auen
  • Die Fahne flatter

 

Også Pastor Jessens forslag om køb af Knivsbjerg blev ivrigt diskuteret. Så kunne man hamle op med Danmarks ”smagløse” Skamlingsbanken.

Da mørket faldt på, blev festpladsen illumineret med kulørte lamper. Klokken 22 afbrændtes et stort festfyrværkeri. Herefter begyndte en del af gæsterne hjemturen.

Dansen fortsatte til klokken 24, da dampskibet forlod Kalvø med orkesteret og gæsterne på vej til Aabenraa.

 

Tre uger efter havde man købt Knivsbjerg

Under ledelse af lærer Nicolai Nicolaisen fra Aabenraa arbejdede en gruppe medlemmer af lokalforeningerne i Haderslev, Hoptrup, Løjt og Aabenraa videre med pastor Jessens forslag.

Blot tre uger efter festen på Kalvø kunne man afslutte handelen med ejeren Martin Bruhn fra Genner om købet af Knivsbjerg bakke. Arealet var på ti tønder land og prisen var 6.750 mark.

 

Skibsreder Jebsen blev formand for ”Knivsbjerggesellshaft”

Finansieringen skulle foregå ved udstedelse af andelsbeviser på 25 mark og ejerne af disse beviser oprettede så den 11. oktober 1893 en underafdeling af ”Deutscher Verein kaldet ”Knivsbjerggesellschaft”.

Til første formand for selskabet valgtes skibsreder Michael Jebsen fra Aabenraa. Det blev nu selskabets opgave at indrette den tyske ”Skamlingsbanke” Tilpasning og anlæggelse af festpladsen blev den 11. november overladt til gartner Paulsen fra Haderslev for 2.000 mark.

Nu begyndte så ”begrebet” Knivsbjerg at tage form.

Den 15. april 1894 blev det besluttet at opføre en pavillon for 5.800 mark og kort efter opførtes en hestestald for 1.700 mark. Disse opgaver blev overladt til tømmerhandler Jürgen Lorenzen og tømrermester Matthiesen, begge fra Aabenraa.

Restaurationen blev overdraget til fru Jördening, Genner Kro (Lyngtofte Kro) for 400 mark i årlig forpagtningsafgift.

 

En 25 meter høj flagstang blev sponseret

Kort før festen kunne tage sin begyndelse donerede selskabets formand, skibsreder Jacobsen en 25 meter høj flagstang. Den blev rejst på toppen af Knivsbjerg.

Som resultatet af festen på Kalvø var man nu rustet til indvielse af det tyske mindretals samlingssted gennem nu langt over 100 år. Indvielsen foregik under en stor fest den 15. juli 1894.

Frau Germania dukkede dog ikke op. Men året efter den 4. august 1895 kunne man nedlægge grundstenen til det senere så kendte Bismarck – Denkmal også kaldet ”Knivsbjergtårnet”. Tårnet var 45 meter højt og ragede 142 meter over havspejlet. Det kunne ses viden om. Det blev indviet den 4. august 1901.

 

Kilde:

www.dengang.dk – diverse artikler

  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Folkebladet
  • Modersmaalet
  • Festschrift zur Einwihung des Bismarck (1901)
  • Der Knivsbjerg – 100 Jahre deutsche Versammlungsstätte in Nordschleswig

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.715 artikler herunder 165 artikler fra Aabenraa bl.a.:
  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa under preussisk/østrigsk styre
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa før Prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • En fysikus fra Aabenraa (b)
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

 

  • Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 15 + 26 artikler

 

  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 22 + 119 artikler

Holmens Kirkegård

April 2, 2021

Holmens Kirkegård

Kirkegård for de fattige. Fem forskellige kirkegårde under Holmens Kirke. Kun for de ubemidlede. Menigheden blev opdelt i tre lønningsklasser. En tidligere præst banede vejen for mindesmærker. Admiralsgangen. Nu var det pludselig mondænt at blive begravet her.

 

Kirkegårde for de fattige

Rige og kendte københavnere kunne lade sig begrave i de kirkegårde som omgav byens kirker. Hvis man var virkelig rig, kunne man også lade sig begrave i selve kirken. Mindre formuende og fattige kunne nøjes med en grav i periferien og ved muren omkring kirkegården. Man kunne også søge ud mod de supplerende hjælp- eller assistens-kirkegårde, som fra 1500 – tallet opstod uden for bygrænserne. De var svære at holde under opsyn og var ofte misligholdte, forstyrrende steder. Her var det ikke så rart at ligge. Derfor blev de fortrinsvis brugt under epidemier og af byens fattige.

 

Fem forskellige kirkegårde

Holmens Sogn blev oprettet af Christian den Fjerde i 1617 og kirken blev indviet i 1619. I 1546 var der anlagt en kirkegård lige uden for Nørreport. Der var også en på selve Holmen, den var i brug indtil 1666.  Den lå omkring der, hvor Det Kongelige Teater i dag findes.

Til Holmens kirke fandtes i tidens løb flere annekskirkegårde. Der var ikke mindre end fem forskellige kirkegårde. Men fra 1660’ernes begyndelse blev den nylig indkaldte fæstningsingeniør Hendrik Rüse (Rusensteen) bedt om at afstikke et par nye kirkegårde uden for voldene. Den ene af disse kirkegårde var beregnet til Hæren og den anden til Flåden, men Hærens, den senere Garnisons Kirkegård lå tættere på stranden og havde en højere grundvandsstand. Den blev først for alvor taget i brug i 1700 – tallet.

 

Kun for de ubemidlede

Flådens Kirkegård eller Skibskirkegården, som blev Holmes Kirkes tredje assistens-kirkegård blev indviet den 10. august 1666. Den fik en ganske anden varighed end sine forgængere, idet den nu er Københavns ældste kirkegård i brug. Den ligger uden for Østerport. Den var som alle andre kirkegårde uden for byen fra første færd en fattigkirkegård, beregnet for dem, der som det hed, ikke havde råd til at lade sig begrave ”herinde”, dvs. i byen.

I 1706 blev der udsendt en bekendtgørelse, der sagde at man skulle tage det alvorligt at kirkegården kun var for de ubemidlede. Men det var nu ingen i Kongens tjeneste ved Holmen, som var formuende nok til at kunne betale til kirken for Jorden og skolen. Kirkegården var dengang med sine 500 kvadratalen kun halvt så stor som i dag.

Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet, idet antallet af begravelser mere end fordobledes.

 

Menigheden blev opdelt i lønklasser

Menigheden var efter 1728 opdelt i lønklasser, er hver især fik en pris at lægge for et lod af jorden.

I første omgang var kirkegården for flådens menige og ubemidlede matroser. Den fik navnet Skibskirkegården. De mere velbjergede skibsofficerer brød sig ikke om at blive begravet her. Der måtte som skrevet ikke blive sat mindesmærke op for dem.

Holmens Kirkegård var dog stadig ikke det sted, hvor de afdøde kunne få et varigt minde. I 1733 blev den endelig hegnet inde. Da der stadig fandtes både køer og svin på kirkegården, blev den i 1769 omgivet af en bred grøft, hvortil kom en randbeplanting af hvidtjørn. Så var gravstederne fri for at blive rodet igennem af kreaturer. Det var først tilladt at markere mindesmærker i 1790’erne.

 

En tidligere præst banede vejen for mindesmærker

Men efter 1728 blev der forordnet at også officerer og skibsfører og andre måtte blive begravet her dog mod betaling. Men efterhånden blev det tilladt at sættes mindesmærker op. Det var hvis nok en tidligere præst ved Holmens Kirke, Laurids Smith, der endte som slotspræst på Fredensborg, der startede. Han ønskede ”at hvile blandt sine hensovende tilhørere”.

Men det var godt nok uden for hegnet. På monumentets forplade er der en hund og hvorfor nu det? Jo Laurids Smith var både præst, filosof, forfatter og dyreven. Tre år før sin død skrev han et banebrydende værk, der hed:

 

  • Forsøg til en fuldstændig Lærebygning om Dyrenes Natur og Bestemmelse og Menneskets Pligter mod Dyrene.

 

Admiralsgangen

I 1798 blev der anlagt en bred nord-syd gående hovedalle, hvortil kom, at den fik et nyt reglement, som tillod monumenter og som naturligvis også satte en række priser på, hvad der skulle koste at have et gravsted med en sten.

Og hovedalleen blev kaldt Admiralsgangen. Egentlig var der popler, der var plantet i siden. De er så senere erstattet af lindetræer.

På Holmes Kirkegård ligger der legender begravet. Det vrimler med fortidens store politiker, kvindeskæbner, krigshelte og ofre for historiske begivenheder. Jo her fortælles i den grad Københavner historie.

 

Slaget på Rheden

Her er også en gravhøj for de faldne ved Slaget på Rheden den 2. april 1801, hvor sø-krigerne vovede at tage kampen op mod Lord Nelson. Slaget fandt sted skærtorsdag. Påskedag udgik det berømte ligtog fra Søvæksthuset til Holmens Kirkegård. Hele staden fulgte de døde til det sidste hvilested.

Det var en enorm procession. Hofmarskalen, de højeste hofembedsmænd, Københavns kommandant, admiraler, søofficerer, videnskabsmænd, kunstnere og borgere og bagerst den sidste eskorte på 1.000 mand fra Det Kongelige Livskorps. I følget så man Oehlenschläger, Grundtvig og Blicher.

I dagene fra 5. april til 3. juli blev 500 begravet i fællesgraven. En stor del af de faldne var optaget fra søen.

Der blev samlet 1.600 Rigsdaler ind til et mindesmærke. Dengang var det frit udsyn til Kongedybet. Ved højens fod står en række kampsten på de 11 officerer, som blev dræbt under slaget og navnene på de skibe, hvor de faldt. Stenenes størrelse er afpasset efter de afdødes rang og opsat i orden, skibene havde ligget på Rheden.

 

Nu var det mondænt at blive begravet her

Med Krigergraven indledtes en ny epoke, idet det nu blev mondænt at blive gravsat på skibskirkegården.

Her er både berømte og mindre berømte kvinder i 1800-tallet, Guldalderens personligheder og personligheder fra De Slesvigske Krige, Indlemmelsen 1920 og Anden verdenskrig.

Her møder vi Gunnar ”Nu” Hansen, Dea Trier Mørch, Karen Lykkehus, H.C. Lumbye og digteren Christian Winther.

Trækapellet er fra 1902. I tidens løb har det mødt meget kritik. Egentlig ligner det en norsk stavkirke.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.714 artikler – heraf 96 artikler fra Østerbro:
  • Garnisons Kirkegård
  • Krigergraven på Garnisonskirkegård

 

  • Under Nørrebro finder du 297 artikler herunder:
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Under jorden på Assistens Kirkegård
  • Præster og døden på Nørrebro

 

 


Fra Søerne til Nordvest

April 2, 2021

Fra Søerne til Nordvest

Hvorfor hedder det Sortedam Dosseringen. Blegdammene blev flyttet. Og hvorfor kunne søerne ikke fungere som voldgrave? Vi bevæger os også en tur til Østerbro og til Nordvest. Vi ønsker en god tur. Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro med udsigt over søerne. 27 skud indviede det nye fængsel. Holberg nævnte tjenestepiger og blegdammene. Den stærke mand knuste så mange kvindehjerter. Et vangehus og skydebane blev oprettet. Vi besøger Københavns Renovationsvæsen og Hauberg og Titan. En bom var løsningen på en sporvogns-forbindelse. En remisseafdeling havde en sygeafdeling. Og så måtte hestene igen trække læsset. Vi besøger Holger Petersens tekstilfabrik. Kommunen købte mere jord. Sø var der sørgefest i Remissegården på Tagensvej. Og så kom man fem gang i fængsel, fordi man var baptist. Der var masser af pilekviste i Lersøen, hvor der også var ulovlig fuglefangst. Så skulle det vist have heddet ”Bissebjerg” i stedet for Bispebjerg.

 

Blegdammene blev flyttet

Vi går en tur hernede fra Søerne helt ud til Bispebjerg. Vi kommer til at overskride en geografisk grænse – vi kommer nemlig ud i Nordvest og kommer forbi Østerbro.

Blegdammen var områdets grønne bais. Her herskede blegemændene fra 1672 og små 200 år frem over græs og damme lige nord for Sortedamssøen. Hertil bragte tjenestepigerne fra hovedstadens bedre huse et par gange om året herskabets hvidevarer til bleg.

Tøjet blev først gjort vådt i en af dammene og derefter udbredt på græsset for at solen kunne blege, og nattekulden hærde det gode lærred.

Om natten gik blegevogteren sin runde, mens han med mellemrum truttede i sit kohorn for at holde eventuelle tyve væk, samtidig med at han beviste, at han passede sit arbejde. Ingemann har skrevet det på den måde:

 

  • Og Søen blank og rolig staar, med Himlen i sin Favn. Paa Dammen fjærne Vogter gaar og priser Herrens Navn.

Nu var det jo sådan at blegdammene blev flyttet over på den anden side af søerne.

 

Sortedamssøen

Sortedamssøen hører vi om allerede i 1619, da kaldes den for ”Soerte Dam”. Egentlig ved man ikke, hvorfra navnet stammer.  Det kan være at dam er betegnelsen for en mindre sø, men det kan også være betegnelsen for en dæmning. Og netop dæmningen ved Østerbrogade var afgørende for søen, da den ellers ville løbe ud i Øresund.

Navnet dossering kommer fra det franske ”dos” som betyder ”ryg”. Det kan bruges om en vej på en dæmning eller skråning ved noget vand. Det var, hvad vejen tidligere var, en sti ved en lille skråning ned til søen med et par enkelte både- og fiskebroer.

Sortedamssøen er som andre søer skabt kunstigt og fik deres nuværende form i slutningen af 1720’erne, da dosseringerne blev lagt helt fast. Det skyldes hensynet til Københavns befæstning, der gerne skulle have et præcist velafgrænset vandareal foran glaciset. Men det var også et forsøg på at undgå oversvømmelser af bl.a. blegdammene ved forårstid, når vandet stod højt.

 

Sortedam Dosseringen

På hjørnet, hvor Sortedam Dossering og Østerbrogade mødes, ses der på tidligere kort over bydelen Østerbro fra 1728, at her lå en ”Tobacks-Plantagie”

I dæmningen ved Østerbrogade var der anbragt et udløb så kongens fiskedamme og haverne mod øst kunne få frisk vand. Fra 1894 til 1920’erne kunne man hvert 7. minut tage rutebåden, der gik herfra til Gyldenløbsgade.

I 1929 indrettedes spadserestier på dosseringens nedre skråning, så man kunne promenere tæt på vandet.

I den østlige ende er der altid isfrit langs dosseringen, fordi der her findes et udløb af kølevand fra Rigshospitalets cyklotroner. Her holder masser af fugle derfor til om vinteren.

 

Skulle søerne have været voldgrav

I grunden er det mærkeligt at Københavns volde ikke blev flyttet her ud til søerne., således at de kunne bruges som voldgrav. Men hvis nu dæmningerne ved Gl. Kongevej og Østerbrogade skulle sprænges i luften, ja så ville vandet være løbet væk. Så søerne som voldgrav var måske ikke så bevendt alligevel.

 

Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro

Søren Kierkegaard boede i en lejlighed med udsigt over Sortedamssøen. Det gjorde han fra april 1851 til oktober 1852. Adressen var Østerbro 108. I daghedder adressen Østerbrogade 50. Men ejendommen, hvor han boede, blev revet ned, da Willemosegade skulle føres ud i Østerbrogade.  Ifølge Peter Tudvad så boede han:

 

  • Ude paa Østerbro paa høire Haand fra Byen, for Enden af Søen.

 

Borgerskabet på Østerbro drillede ikke

Kierkegaard boede på førstesal. En stor have hørte til ejendommen. Kierkegaard havde haft nogle besværlige år efter ”Corsar – fejden”, som begyndte i 1846. Han var genstand for massiv latterliggørelse i det satiriske københavnske ugeblad Corsaren. Drillerierne kunne for eksempel handle om, at Kierkegaards bukseben ikke var lige lange.

Pludselig kunne han ikke tale med høj og lav i hovedstadens gader uden at blive chikaneret af en sværm af gadedrenge og andre løse fugle. Den slags blev han ikke udsat for blandt borgerskabet på Østerbro.

 

27 kanonskud for et nyt fængsel

Vi har i tidligere artikler fortalt om, hvad der fandtes af spændende ting på Blegdamsvej. Men vi har egentlig aldrig fortalt om fængselsbygningen. Jo du kan stadig komme i spjældet på Blegdamsvej.

Det var den 18. december 1848, hvor der gjaldede 27 kanonskud. Da kom kongen nemlig til Nørrebro. Det nye fængsel blev indviet. Digterkongen Oehlenschläger havde til lejligheden skrevet en kantate af musik af syngemesteren ved Det Kongelige Teater.

Amtmanden holdt en tale, der nok satte tilhørernes tålmodighed på prøve. Han havde ordet i sin magt. Han takkede bl.a. kongen for sit engement.

Egenhændigt havde kongen sandelig også fået foretaget ændringer i de tegninger, som kongelig byginspektør Bindesbøl havde leveret.

 

Forfærdelige forhold i gamle fængsler

Fængslet ved Langebro var under al kritik. Det blev kaldt for Blåtårn, jo det var her Leonora Christine tilbragte et par og tyve år under ret så kummerlige forhold. Fangerne klagede gentagende gange over forholdene. Således måtte kælderen tømmes for vand. Og cellerne var fulde af lopper og lus.

Hygiejne var noget, der hørte fremtiden til. Om vinteren var der bitterligt koldt i huset. Endelig i 1838 kom der en befaling om at ændre forholdene. Det blev så startskuddet til fængslet på Blegdamsvej.

 

Holberg nævnte tjenestepigerne og Blegdammen

Her var som bekendt ca. 20 smalle grunde. Men det havde allerede i 1700 – tallet et tvivlsomt renomme. Det fremgår af Holbergs komedie ”Kilderejsen”. Den menneskekloge doktor Bombastus advarer Hr. Jeronimus mod at holde sine tjenestepiger i alt for stramme tøjler:

 

  • Ak, herre Jo mere man indspærer dem, jo værre er det. Det er just tvangen, som øger begærligheden. Jeres piger skal jo dog på Blegdammen et par gange om året, men mener han, at det ikkun er klæder, som bliver lagt på blegen? I så fald, er det ingen værre end de, som kommer ud af et bur. Derfor gør I langt bedre min herre i at give jeres piger en sømmelig frihed.

 

Den stærke Mand knuste så mange pigehjerter

Og lige i nærheden har vi jo også hørt om Den Stærke Mand, der optrådte. Han knuste så mange et kvindehjerte og efterlod ubetalte veksler. Pludselig var han forsvundet. Han optrådte i kirketiden og lokkede unge mennesker i fordærv.

 

Der skete noget på Blegdam nr. 2

Men på Blegdam nr. 2 stod der et moderne Tinghus og tilhørende fængsel klart til at modtage de første klienter. Her havde Niels Borthig ellers haft lysstøberi og tjærebrænderi.

Arresthuset var på tre etager med egen indgang og ringmure Lange korridorer forbandt arresthuset med de to tinghuse. I de følgende år gennemførtes adskillige tilbygninger bl.a. i 1894 med en dampkedel til desinfektion af arrestanternes tøj og sandelig i 1911 et Vand Closetrum.

I 1907 – 13 kom der en ekstra etage på bygningerne ud mod vejen og enn helt ny facade med fire søjler.

Under besættelsen blev lokalerne brugt som depot for beslaglagte våben. Freja Ejendomme købte tinghuset i 2014. Mindre virksomheder har i dag til huse her.

 

Vangehus og skydebane

Mellem Blegdammen og kongens gamle Jagtvej fortsatte det grønne som Fælleden, der var militær øvelsesplads. Længere ude kom Raadmandsvangen og Borgmestervangen, der tilsammen udgjorde et stort landbrugsområde med havremarker og græsgange. Fra Frederik den Førstes tid – 1539 – tilfaldt overskuddet herfra byens rådmænd og borgmestre som en del af deres aflønning.

En vangemand førte tilsyn og havde ansvar for driften. Da han opnåede at få egen embedsbolig, kom den til at ligge, hvor Rådmandsgade i dag skærer Tagensvej. Senere kaldtes boligen i folkemunde ”Tagenshus”, sandsynligvis efter en vis Tage Nielsen, der var vangemand først i 1700-tallet. Man ved, at han døde i 1720, men hans navn lever videre i Tagensvej.

Det var i 1631, at der blev oprettet et vangehus. På stedet, hvor huset blev bygget, blev der i 1694 indrettet skydebaner, hvor borgerskabet kunne skyde om kap. Masten blev siden papegøjestangen.

Tagensvej var frem til 1899 kun et stykke vej, der gik mellem Jagtvej og Lersøen.

 

Københavns Renovationsvæsen

Nede ved Haraldsgade havde Københavns renovationsvæsen overtaget nogle store udgravninger som det nedlagte Aldersro Teglværk havde efterladt. Hver kule var ca. af omfang på størrelse med Nørrebros Runddel, og lige så dyb, som et femetagers hus er højt. Disse gruber var som skabt til at modtage natmændenes ”høst”. Uheldigvis kunne ekskrementerne i varme perioder udvikle så meget gas, at en kule eksploderede med et overdøvende brag. Overdækningsplanker fløj da til alle sider.

De ansatte arbejdere var til stadighed udsat for smitte og mange fik f.eks. ”blodgang” og tyfus. Men nogen skulle jo gøre det. ”Etablissementet” havde også en vis indtjening, idet det lagrede, nu faste materiale blev læsset på godsvogne og kørt ud på landet, hvor det brugtes som gødning.

 

S.C. Hauberg og Titan

Samtidig med at dette foregik, satte industrialiseringen i stigende grad sine spor. Dens bygherrer havde i første omgang mest interesseret sig for den brolagte Nørrebrogade – tidligere slet og ret Nørre Landevej.

Først derefter blev det fordelagtigt at bygge på parallelvognen – nu kaldet Tagensvej. Blandt andre etablerede fabrikant Sophus Hauberg sig her i 1885 med ”S.C. Haubergs Maskinfabrik og elektrotekniske Virksomhed”, der senere blev til ”Titan”.

 

Kampen om Sølvgades Sporvej

Han var imidlertid klar over at afstanden fra den indre by ville gøre det svært at skaffe arbejdere. Ganske vist var bicyklen opfundet, men man regnede den ikke rigtig for et befordringsmiddel. Den var nærmere en luksusgenstand, som overklassens sportsfolk muntrede sig med.

Arbejderne ville med andre ord i mange tilfælde komme til at gå op til en time frem – og en tilbage fra det planlagte etablissement., og det måske endda i træsko. Med en arbejdstid på ti timer alle ugens seks hverdage ville det være for hårde betingelser.

Derfor kastede fabrikanten sig ud i en årelang kamp med de koncessionsgivne myndigheder om at få bevilling til at drive, hvad han kaldte ”Sølvgadens Sporvej”. Du kan læse mere om det i vores artikel om Titan her på hjemmesiden.

 

En bom var løsningen

Men for at sporvognene skulle kunne komme over søen, måtte Hauberg skaffe udvej for den spinkle gangbro over Sortedamssøen. Den blev nu afløst af en dæmning, der kunne bære både hest og vogn

Bevillingen blev givet og dæmningen blev bygget. Tilbage stod besværlige forhandlinger med militæret, der ikke uden videre kunne lade den ny sporvogn køre gennem det ellers lukkede øvelsesareal. Man fandt dog frem til en løsning, selvom det var noget besværligt. En bom blev sat ved ind – og udkørselsstederne. Her måtte kusken hoppe ned for at låse op – og straks hoppe en gang til, nu for at låse bommen efter sig.

Man kom da igennem og kom ud til et mere gæstfrit område efter Jagtvejen.  I hele ti år knirkede bommene op og ned, indtil Fælleden ophørte at være militært område, så Tagensvej omsider kunne føres igennem til Fredensgade.

 

Remiseanlæg med sygeafdeling

Straks efter starten 1889 blev Sølvgadelinjen installeret i et imponerende remiseanlæg dér, hvor Haraldsgade munder ud i Tagensvej. På gamle kort hed Haraldsgade ”Vej i Raadmandsmarken”. Der var plads til 74 heste plus en sygeafdeling med seks ”sengepladser”. Dertil kom en firsporet remise med staldmesterens bolig.

 

En tur med Gas – Sporvogn

Pressen var inviteret med til linjens indvielse, og der faldt mange rosende ord. Specielt hæftede man sig ved, hvor bekvemt vognen var konstrueret med et forhøjet midterparti, der gjorde det muligt for ”Herrer, selv bærende høje Hatte” at passere gennem Vognen uden at dukke sig.

Linjen var blevet forlænget til Kongens Nytorv syv år senere. Og det var her de igen blev inviteret for nu var det en ”gasdreven” sporvogn. Det fremgik af Berlingskes Morgenavis den 21. marts 1896, at prøveturen forløb smukt. Trafikmedarbejderen studser ved opstigningen over ”en vis Sitren af hele Vognen”- dog ingenlunde generende. Færden udgik fra Kongens Nytorv og ”I Bredgade sættes Farten op”- man havde nu Lejlighed til at studere det nye Kommunikationsmiddel i Virksomheden.

Kørslen var hurtig og behagelig. Vognen bevæger sig let over Skinnerne. Rystelsen er ikke så stærk som ved en almindelig Hestevogn, og den før omtalte ”Sitren gaar fuldstændig op i Vognens øvrige Bevægelser”

 

Så måtte hestene igen trække læsset

Så vidt så godt. Den 1. april (!) blev gasvidunderet sat ind i den daglige drift og allerede den 15. april var det slut med herligheden, Pengene til forsøget slap op, og nye var ikke til at finde. Den prægtige gassporvogn endte efter sigende sine dage i gården hos ”Titan” – som aftrædelsesrum for de ansatte. Hestene måtte igen trække læsset.

 

4.000 lejligheder på rekordtid

Takket være Fredensbro-dæmningen blev det lukrativt at bygge på Nørrebro – siden af søerne. Omkring 4.000 nye lejligheder blev bygget på rekordtid. Flere og flere havde elektrisk lys indlagt fra begyndelsen. Og mange fik installeret de nymodens Water-Closets. Hvad facaderne angik, ødslede bygmestrene med kobberbeklædte spir, sandstensguirlander og medaljoner.

 

Gang i den på Nørrebro

Haraldsgade – kvarteret blev udbygget i den første halvdel af 1900 – tallet med en blanding af små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger. Således var området først fuldt udbygget omkring 1950. Industrien koncentrerede sig til områderne omkring Titan-fabrikken på Tagensvej og banelegemet langs Rovsingsgade. Fabrikken Titan lukkede i 1966.

Der kom gang i detailhandlen. Og industrien var på pletten med teglværker, rebslagerier og virksomheder, der hørte til beklædningsindustrien, som klarede sig specielt godt i København.

 

Holger Petersens tekstilfabrik

Grosserer Holger Petersen var branchens store navn. Han havde meldt sig frivillig til kampene i 1864. Privat havde han øst store summer i finansieringen af danskes køb af danske gårde i det sydlige. Det lå ikke til ham at gå i små sko, så da han ønskede at samle sin store tekstilproduktion, købte han hele fire tønder land god Nørrebro-jord udgående fra hjørnet af Tagensvej og den nuværende Hamletsgade, hvor en umanerlig lang, rød fabriksbygning stadig ses.

Produktionen krævede plads. Den omfattede så at sige alt i sy-artikler fra nåle, knapper, bånd til kniplinger og lampevæger. Anlæggets hovedstamme var rejst samtidig med, at Sophus Hauberg åbnede sin elektrotekniske virksomhed længere nede på Tagensvej.

Man lagde ud med en væveribygning, et farveri, et kedelhus til dampmaskinen – den drivende kraft, og et dertil hørende kul-skur ikke at forglemme.

Vinkelret på Tagensvej og ikke langt fra fabrikken lå en lang række boliger forbeholdt de mere betroede ansatte. Som noget aldrig før set i Danmark havde disse boliger en fælles spisesal efter engelsk mønster. Boligerne og resten af det murstensgule kompleks blev i foråret 1990 fredet. Adgang dertil af slippen på Tagensvej 85.

 

Kommunen købte mere jord

Kommunale embedsmænd indså, at tiden var moden til at opkøbe jord. Man havde allerede terrænet ud til Haraldsgade. I 1897 sikrede man jorden helt til Lerøsen. Ifølge Borgerrepræsentationens dokumenter mente men, at købet var rimeligt.

Det måtte være ”af interesse for Kjøbenhavns Kommune at blive raadig over større samlede Arealer”

Man bestemte sig for købet – også på grund af den samlede pris ”en krone pr. kvadratlen”. Pengene skulle tages af kommunens ”Masseformue”.

 

Sørgefest i Remissegården på Tagensvej

Skæbnen havde indhentet hestesporvognene. Den kørte for langsom og var for dyr i drift i forhold til de elektriske sporvogne Det gik som det måtte gå. I 1905 blev hestene spændt fra for sidste gang. Mandskabet pyntede den veltjente vogn med kulørte lamper og holdt en lille sørgefest i Remisegården på Tagensvej. Fra da af var det kun en hestetrukket sporvogn tilbage i byen, nemlig ”Hønen”, der bl.a. befærdede Nørregade.

 

Boet efter remissen skulle sælges

Auktionsholder Christensen påtog sig at sælge boet efter remissen. Samtlige vogne inclusive salt – og vandvogn, to kakkelovne, hestestrigler og alskens småkram.

Han udbød endda staldens 50 fag vinduer til slag, hvad der må have kreperet vognmand Hansen i høj grad, da han et par måneder senere overtog den tidligere remise – stald til sine heste. I øvrigt var selve forvaltningsboligen – ”Remissegaarden” – at se til langt ind i 1960’erne.

I dag ligger der et stort moderne hus på stedet med flere opgange- Tagensvej nr. 97 svarer til gamle dages nr. 41 og dermed hestesporvognens historiske tilholdssted.

 

Fem gange i fængsel for at være Baptist

Uden for lands lov og ret lå Lersøen upåagtet hen. Det var der hvor ”forhaven” ligger til Bispebjerg Hospital.

Stedet var så tilpas afsides, at der i 1839 blev udset til en skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten i parken. Hidtil havde ingen overtrådt det forbud mod voksendåb og anden baptistvirksomhed, der var vedtaget ved lov 1745.

Dengang havde en udtalelse fra biskop Mynster gjort udslaget. Han havde mod det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var der lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev elleve personer hemmeligt døbt i søens vande.

Blandt dem var menighedens leder, forstander P.C. Mønster og hans frue. Til uheld for dem og de ni andre havde en ung fyr set dem og røbede deres forbudte handling til politiet. Kort efter blev de ny-døbte kaldt til afhøring og Mønster – der ikke ville love at afstå fra sin baptistiske missionsgerning – var årene derefter i alt fem gange i fængsel.

 

Pilebuske i Lersøen

Som tiden gik, groede søen til og blev til mose, hvor man plantede lange række pilebuske til brug for kurvemagerne, først og fremmest dem der arbejdede på Blindeinstituttets værksted.

Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at bekæmpe ukrudtet omkring buskene. Når grenene var tjenlige var den lille arbejdsstyrke i gang med at skære dem af og binde dem i bundter. Derefter gik turen til Lygteåen for bundterne skulle gennem en opblødningsperiode.

Til sidst kom afbarkningen – et arbejde også børnene kunne være med til. Så var det hele næsten som kurvemagerne ville have det.

 

Ulovlig fuglefangst

Samtidig med den lovlydige flid drev foretagsomme Nørrebro – knægte og unge fyre ulovlig jagt på stedets sangfugle. Dem fangede de ved hjælp af lokkefugle i snedigt udformede hjemmelavede lokkebure. Fuglene afsatte de til dyrehandlerne inde i byen.

Ganske vist var det forbudt at indfange sangfugle i Danmark, men import var tilladt, så da fuglene ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer. Men politiet var efter fuglefængerne. Når de fik fat på en, vankede der bøde. Desuden betalte Dyreværnsforeningen en dusør for hver pågrebet fuglefænger.

Mosen tiltrak også mange af byens vagabonder, der ville være i fred for politiet, lægdsrullen med mere. De indrettede sig hjemligt i hytter bygget af sammenflettede grene fra to nabobuske. Taget blev gjort mere eller mindre vandtæt med olieret papir. Fra den nærliggende losseplads forsynede man sig nemt og bekvemt med madrasser, gryder og kedler.

Som de praktiske folk de var, organiserede de sig med egne færdselsårer, der fik danske navne som Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og Peter Knæ’ s Gang. Du kan læse en masse mere om disse Lersø – Bøller på vores hjemmeside.

 

Det skulle vel have heddet ”Bissebjerg”

Og så nåede vi til Bispebjerg, men navnet er lidt af en tilsnigelse. Bissebjerg havde været mere korrekt betegnelse for kvarteret på bakketoppen. I en markbog fra 1682 omtales højdepunktet som ”Bissebjerg Aas. Her har køerne åbenbart løbet grassat og dette helt uden biskoppelig velsignelse.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Historiske meddelelser fra København
  • København fra Bispetid til Borgertid /Stadsingeniørens Direktorat 1947
  • Anders Enevig: Prinser og Vagabonder
  • Københavns gadenavne/Politiken
  • Bent Hyllebjerg, Bjarne Møller Jørgensen: Et kirkesamfund bliver til
  • Linie 10 – Blade af sporvognslinjens historie/Sporvejshistorisk Selskab
  • Poul Strømstad: Søerne – En kulturhistorisk skildring
  • Peter Tudvad: Kierkegaards København
  • da.wikepedia.org
  • kristeligt-dagblad.dk
  • berlingske.dk
  • mitnorrebro.dk

 

Hvis du vil vide mere:

 

Under: Store og små fabrikker på Nørrebro (18 artikler):

Her finder du bl.a. mere om de fabrikker, der er omtalt i artiklen

Under Nørrebro (297 artikler) finder du bl.a.

  • Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
  • Tændstikfabrikker på Nørrebro
  • Titan på Nørrebro
  • Valdemar Skrubskider og de andre (NørLiv 17)
  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
  • Blegdamshospitalet på Nørrebro
  • Lersø bøller og bisser – nok engang
  • Lersø-bisser
  • Med tog over Lersøen
  • Dronning Louises Bro
  • Søerne foran Nørrebro
  • Dengang – der kom en sporvogn på Nørrebro
  • Der kommer altid en sporvogn (NørLiv 12)
  • Sporvogn på Nørrebro
  • Spor på Nørrebro
  • Flere spor på Nørrebro
  • På sporet af Nørrebro

Under København (185 artikler):

  • Utterslev-dengang
  • Utterslev Mose – dengang og nu

Under Østerbro (95 artikler):

  • Blegdamme på Blegdamsvej
  • Østerbro – langs søerne

 


Bellahøj

Marts 31, 2021

Bellahøj

Her var vi ofte en overgang. Men vi begynder med en gård i Utterslev. Familien Marieboe ankommer til København. Gården er opkaldt efter Bella Henriques. Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler. Engelske tropper var her på gården i to måneder. I 1813 blev gården solgt til Magnus Lütken.  Han var en meget liberal mand, som plejede at få sin vilje. Men kunne han vælges som sognerådsformand. Han boede jo kun her om sommeren` Familien Heiberg kom på besøg. Lille Bellahøj brændte. Og hvem var Lütkens børn? I 1925 blev det hele solgt til Københavns Kommune, men de overtog det først ved beboernes død. I 1937 bestemte Borgerrepræsentationen at her skulle være restaurant. Så blev Grøndalscentret anlagt og det store ”Grødslotte” blev etableret. Ja her er sandelig også gravhøje fra bronzealderen.

 

Her var vi ofte en overgang

Det var her ude på Restaurant Bellahøj, hvor vi kom en del nu for indtil 17 år siden. Vi havde dengang et godt samarbejde de forskellige handelsforeninger imellem.

Det var også her Nørrebro Handelsforening fejrede 110-års fødselsdag, hvor Bjørn Tidemann underholdt. Alle medarbejdere fra vores indkøbsordning deltog. Denne indkøbsordning tvang Københavns Kommune os nærmest til at sælge til det der senere blev til nemlig.com. Ja så fik alle gæster min første bog udleveret. Den handlede om Nørrebro Handelsforening.

Men det skal handle om Bellahøj.

 

En gård i Utterslev

Udgangspunktet er matr. 9 i Utterslev. Her lå en gård i matr. 9 indtil udskiftningen i 1791. det var sydvest for Utterslev Torv, der Utterslev Købmandshandel senere kommer til at ligge.

Gården i Utterslev var i 1682 beboet af Rasmus Nielsen, hvis søn Niels Rasmussen havde den til 1715. Enken gifter sig i 1727 med Ole Nielsen. De havde gården til 1756, hvor han gik på aftægt og overlod gården til Børge Nielsen, som fik skøde på den 1766. Hans enke giftede sig med Jens Sørensen, der havde gården nogle år.

 

Familien Mariboe ankommer til København

Købmand og grosserer Moses Levin Mariboe købte gården ved an aktion i 1791 for 2.910 rigsdaler. Han var af jødisk familie, men tog ved sin dåb 1809 fornavnene Martin Leopold. Han far var Moses Levin Mar(i)boe, som indvandrede fra Schlesien og havde slået sig ned i Maribo. Det var formentlig herfra han tog sit slægtsnavn. I 1744 tog han til København.

 

Opkaldt efter Bella Henriques

Sønnen Moses Levin Mariboe var første gang gift med Isabella eller Bella Henriques, som gården er opkaldt efter. Gården benævnes ofte Bellehøj, men det hedder retteligt Bellahøj, hvilket kan ses af et reskript 17. oktober 1806, hvorved Mariboe får kgl. Bevilling til i sin have at lade indrette familiegravsted.

I 1793 købte Mariboe også gården ”Johanneshåb” på Brønshøj byvej for 2.200 rigsdaler. Gården blev udflyttet og kaldt Frederiksgård. Han sælger den videre efter tre år for 4.500 rigsdaler uden besætning.

Om gården ”Johanneshåb” er der også en historie. Dengang var der kirkestier for at få bønderne i kirken. Og lige dette sted var det kirkestien til Brønshøj Kirke.  Men ved denne gård var der en indhegning, så man ikke kunne komme videre. På et tidspunkt fik enken 8 dage til at rive hegnet ned eller indrette anordninger, så man kunne fortsætte af kirkestien uden forhindringer.

Gården i Utterslev by flyttede han i 1792 til det smukkeste sted på de udskiftede marker. Fra denne plads fik han en pragtfuld udsigt over København. Her opførtes gården som en smuk et-etages bygning på det sted, hvor den ligger i dag. Bygningen er n u fredet og indrettet til restaurant.

 

Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler

I 1792 blev gården takseret til assurance. Hovedbygningen var 11 fag lang og 7 fag dyb. Den var tækket med rør og to rækker tagsten forneden. Og den var grundmuret. Hvert fag blev takseret til 400 rigsdaler, så det blev i alt til 4.400 rigsdaler. Desuden var der to længer, en hestestald til 8 heste og kostald til 24 køer. Hver længe var takseret til 2.420 rigsdaler. Alt i alt var assurancesummen på 10.010 rigsdaler.

 

Engelske tropper var her i to måneder

Marieboe boede ikke fast på gården. Ved folketællingen 1801 står et ægtepar som beboere ved ”Marieboes gård”. Der har været et lille hus, hvor husmand Hans Andersen på 46 år boede og havde en jordlod.

Hans Andersen skulle flytte fra den ny købte ejendom med sin kone Karen Børgesdatter til et hus i Utterslev. Da englænderne i 1807 bombarderede København, var Brønshøj besat af de fjendtlige tropper. På gården Bellahøj lå engelske tropper. De var her i to måneder. En af de engelske officerer blev så betaget af den skønne udsigt til hovedstaden, at han tegnede et billede af udsigten. Efter sigende på sin manchet.

 

I 1813 solgt til Magnus Lütgen

Bellahøj blev i 1813 skødet til premierløjtnant i Søetaten, senere kontreadmiral Magnus Lütken for 85.000 Rigsdaler. I skødet blev den kaldt ”Avlsgården Bellahøj” og var på 50 tdr. land.

 

  • Bellahøj er sat til 7 tdr. 6 skp. Hrtk., som hviler på 43 tdr. der er anvendt til plantage og have. Jorden er for den største del indhegnet, den er muldbelagt, og der findes mergel. Udsæden: 9 tdr. vintersæd, mest hvede. 10 tdr. byg, 5 tdr. havre. T tdr. ærter og 3 tdr. blandingssæd, der normalt giver 10 fold. Hertil lægges 20 tdr. kartofler og 20 læs kløver hø og 100 læs halm.
  • Her fodres og græsser 12 køer, 6 heste og 8 svin. Drivmåden er: Det første år gødes med byg. 2. år med kartofler, ærter, blandingssæd og vicis (en plante der anvendes til grøntfoder. 3- år hvede og rug. 4. år er det udlagt med kløver i 2 år.

 

Magnus Lütken var sønnesøn af kaptajn i Søetaten Frederik Christopher Lütken, der blev adlet i 1780. Han boede på Bellahøj om sommeren frem til sin død i 1847.

Hans enke Cecilie Lütken overtog gården. I 1867 købte hun den nærliggende og nu nedrevne gård på matr. Nr. 8, hvor der boede en avlskarl. Bellahøjs areal blev nu fordoblet. I 1876 var der 9 heste, 28 køer, 3 stk. ungkvæg og 4 svin.

 

En meget liberal mand

Cecilie Lütken boede på gården til sin død1875 sammen med sin søn Otto Hans Lütken. Denne blev nu gårdens ejer. Han var orlogskaptajn.  Inden 1864 var han chef på fregatten Niels Juel. Han blev marinemester i 1864/65 under ministeriet Monrad og fortsatte i ministeriet Bluhme. Han var et meget liberalt tænkende mand.

Han deltog i det lokale liv og valgt som formand for sognerådet i Brønshøj 1868 – 76. Han nød stor anseelse i sognet. Der måtte ikke tales om andet end de sager, som man havde på dagsorden. Og det siges at Otto Hans Lütken altid fik sin vilje.

 

Kunne han nu vælges?

I 1881 blev han igen valgt som formand, Men nu rejste Utterslev Marks borgerlige Forening spørgsmålet om Lütken egentlig var valgbar til sognerådet, fordi han havde bopæl uden for sognet i vinterhalvåret.

Ved Sognerådsmødet den 5. januar 1882 blev spørgsmålet behandlet, men da havde amtsrådet bestemt, at han var valgbar. Idet han jævnligt var på sin ejendom og opretholdt husholdning der. Efter at være gået som formand i 1882 var han stadig medlem af sognerådet, men døde 26. november 1883.

Man siger, at der altid er sømandsvejr omkring Bellahøj, jo det spøger af århundrede gammel havluft her.

 

Familien Heiberg kom på besøg

Otto Hans Lütken var gift med Annine Buntzen, som var født på Christianshavn. Hun var barnebarn af komponisten Eduard Du Pay. Som barn boede Annine Buntzen i hus med Heibergerne, hvor Thomasine Gyllembourg, der var hendes fars kusine har været barnepige for hende.

Familien Heiberg kom også på besøg på Bellahøj. Hun var et litterært menneske og meget livlig. Det berettes at Anninine (Annie) testamenterede et gavebrev til Brønshøj Sogns Børneasyl. Det vides, at der i 1990 blev uddelt 801 kr. fra Annie Lütkes legat til trængende i sognet.

I 1898 – 99 solgtes en stor del af jordene til Københavns Kommune. Undtaget var haven og parken omkring Bellahøjs hovedbygning (matr. Nr. 9), omkring Utterslev Asyl (Brønshøj Sogns Børneasyl) og omkring Lille Bellahøj på matr. 8 A.

 

Lille Bellahøj brændte

Lille Bellahøj, hvis bygninger var opført 1848 -49 skulle dog overgå til kommunen, når beboerne fraflyttede den. Det skete i 1900, da bygningerne brændte. Illustreret Tidende af 28. oktober 1900 fortæller følgende:

 

  • Sidste søndag nedbrændte alle bygninger på den Københavns Kommune tilhørende ejendom ”Lille Bellahøj” på Utterslev Mark. Ved 8-tiden så vejfarende flammer slå op af taget på den gamle stråtækte staldlænge, og hurtigt bredte ilden sig til de tre andre bindingsværkslænger. Ingen af gårdens beboere var hjemme, og slukningsarbejdet syntes at lide af visse landlige svagheder, så at det ikke kunne hindres, at også hovedbygningen antændtes, ligesom nogle få husdyr indebrændte
  • Flammerne fra den gamle tørre bygning lyste højt op på aftenhimlen og tilkaldte mange af hovedstadens beboere, for hvem ildløsen blev en fyrværkerifest af en lidt mere ualmindelig og pikant art end Tivoli.

 

Ved midnatstid var Lille Bellahøj kun en rygende tomt med sodede murrester mellem svedne træer. Derefter opførte bankfuldmægtig Andreas M. Lütken ”Ny Bellahøj” på matr. 9 b.

 

Lütkens børn

Otte Hans Lütken og Annie Lütken havde flg. børn:

 

  • Magna Cecilie Camilla Lütken blev gift med direktør for Store Nordiske Telegrafselskab, Edouard Suenson. De boende i mange år på Lille Bellahøj. Efter dens brand benyttede de vist Ny Bellahøj som bolig. De blev begravet på Brønshøj Kirkegård.
  • Otto Georg Lütken, marinekaptajn og søkrigshistoriker, var gift med kgl. Operasangerinde Augusta Schou. På endegavlen af Bellahøj er stadig et par portrætrelieffer med årstallet 1887. Måske forestiller det Otto Georg Lütken og hans hustru.
  • Andreas Magnus Lütken, banksekretær blev gift med Alma Clausen
  • Pauline Lütken var den sidste beboer på Bellahøj. Hun var ugift og stiftsdame til Vallø
  • Anton Frederik Lütken, højesteretsassessor, boede en stor del af året sammen med søsteren på Bellahøj.

 

I 1925 solgt til Københavns Kommune

Parken var enorm stor. Her var masser af frugt. Stikkelsbærbuske, ribsbuske og meget andet. På Bellahøj blev der holdt køer og man havde i hvert fald malkepige til 1910. Her blev også fremstillet ribsvin.

Pauline Lütgen beskrives som en elskelig gammel dame som gik ene i det gamle hus og værnede om slægtstraditionerne. Det var som om at man var 100 år tilbage, når man befandt sig herude.

Familien Lütgen var en velhavende familie. Gennem Paulines sidste år på Bellahøj var hun flere gange blevet opsøgt af Københavns Kommune, der gerne ville købe stedet. Men hun ville ikke sælge det.

Forhandlingerne i 1925 mellem Pauline og Andreas M. Lütgen medførte, at bygningerne, landstedet og parken blev solgt til Københavns Kommune. De blev boende på henholdsvis Bellahøj og Ny Bellahøj til deres død.

 

I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen, at her skulle være restaurant

Kommunen overtog hovedbygningen på Bellahøj efter Pauline Lütgens død i 1932. I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen så at indrette restaurant i bygningen. Først var det kun til brug for de planlagte dyrskuer på Bellahøj. Senere blev der til en permanent restaurant.

 

Grøndalscentret

Bellahøjmarken var 1938 – 67 dyrskueplads. Bella Centret langs Hulgårdsvej blev taget i brug i 1965 som kongrescenter. Men denne funktion ophørte i 1975, da man opførte centret på Amager.

Københavns Kommune indrettede centerbygningerne på Bellahøj til sportscenter. Det er det, der i dag kaldes Grøndalscentret. På græsarealet blev der afholdt for – og efterårskræmmermarked.

I arealets østlige hjørne var en stor tung bygning i en historisk inspireret stil. Det er vandreservoir opført i 1912.

 

Grødslottene

I 1955 kom så Danmarks første højhuse her. De blev kaldt ”grødslottene”. Man mente, at når huslejen var betalt, var der kun penge til grød. Egentlig var det et byggeprojekt for tysklandsarbejderne, der når de kom hjem skulle have et arbejde.

Og tre uger efter man flyttede ind i disse højhuse skulle man vise en vielsesattest.

Der blev i den grad sjusket med byggeriet. Renovering blev hurtigt påkrævet.

Da pladsen blev indrettet til dyrskue, opførtes en friluftsscene, som i 1954 blev ombygget med de store jordmængder, som blev til overs ved udgravningen af højhusene.

 

Gravhøje fra Bronzealderen

Vi skal også huske at nævne tre – fire fredede gravhøje fra bronzealderen Og det var her de svenske soldater lå i lejren Carlstad fra 1658 – 1660.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • wikipedia.org
  • denstoredanske.lex.dk
  • Illustreret Tidende 1900
  • Historiske meddelelser fra København
  • Henrik Larsen: Utterslev By igennem tiderne
  • Steffen Lindvald: Brønshøj, Husum og Utterslev
  • Petersen: Rødovre
  • Johannes Tholle: Set fra Bellahøj
  • Dansk Biografisk Leksikon

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.712 artikler, herunder 185 artikler fra København og Omegn og 296 artikler fra Nørrebro med bl.a. disse artikler:

 

  • Diverse Artikler Nordvest:
  • Flere fabrikker i Nordvest
  • Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn
  • Lersø Ismejeri
  • Med tog over Lersøen
  • Svenske tropper på Nørrebro
  • Utterslev Mose – dengang og nu
  • Turen går til Nordvest
  • Fra Bellahøj til Husum
  • Et rovmord i Utterslev Mose
  • København NV
  • En rytterskole i Brønshøj
  • Carlstad – en svensk by i Brønshøj
  • Langs Frederikssundsvej (1)
  • Emdrup for længe siden
  • Bispebjerg Hospital-dengang
  • Bispebjerg Hospital – under besættelsen
  • Præsten fra Brønshøj
  • Utterslev – dengang

 

  • Enigheden:
  • Fra Mælkedreng til Pensionist
  • En mælkedreng fra Enigheden
  • Mælkedreng på Nørrebro (NørLiv)

 

 

  • Lersø – bøllerne:
  • Valdemar Skrubskider og de andre (NørLiv)
  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
  • Derude på Lersøen
  • Lersø – bøller og bisser, ok engang
  • Lersø – bøller

Østerport – endnu mere

Marts 27, 2021

Østerport – endnu mere

Østerport flyttet et par gange. Et nyt overraskende fund. I 1708 placering ved Østerport Station. Det var ikke Pelli, der tegnede porten. Det var Marselis. Men der blev brugt for meget sand og for lidt kalk. Ingeniørofficererne var utilfredse. Det nye hvælv styrtede ned. Alvorligt uheld på broen. Brandenburg var døende. I 150 år blev den nye Østerport benyttet. Et flot skue. Porten blev senere ændret.

 

Østerport flyttet et par gange

Vi har allerede skrevet en historie om Byporten Østerport, men nu får du endnu mere. Den oprindelige port lå, der hvor Østergade munder ud i Kongens Nytorv.

Senere blev den flyttet et par gange, først i den modsatte ende af Torvet, hvorfra landevejen gik til Helsingør. I 1377 blev den kaldt for ”Den Røde Port” og var en del af den fæstningsvold, som lå hvor Kongens Nytorv ligger i dag.

Dette tyder på at porten var malet rød eller var opsat i røde mursten.

 

Et nyt fund

I december 2010 udgravet arkæologer den oprindelige Østerport. Man fandt bl.a. et udhugget løvehoved, som man regner med, var portens oprindelige udsmykning. Det var opfattelsen, at byporten her var genopført af Christian den Fjerde. Men dateringen af fundlagene omkring porten viser, at fundet stammer fra perioden 1300 – 1500-tallet.

Arkæologerne kunne dog se at fundamentet til den gamle byport var ødelagt. Og det skyldtes at Christian den Fjerde lod opfører en ny byport oven over den første. Måske finder man frem til fund fra den allerførste byport fra 1294 som skriftlige kilder beretter om.

Resterne af porten, der er af kalksten, er ikke fundet lige ved Strøgets udmunding i pladsen, hvor arkæologerne havde troet, den lå. Det var en smule sydligere.

 

I 1708 placering ved Østerport Station

Med anlægget af den nye bydel Ny-København. I 1647 blev porten atter flyttet. Denne gang blev den placeret ved den nuværende Rigensgade.

Omkring år 1700 blev Helsingørvejen omlagt og blev til Store Kongensgade. Nu blev porten igen flyttet. Den kom til at ligge nord for Østerport Station, hvor Øster Voldgade møder Oslo Plads.

Det var i 1708 at Frederik den Fjerde lod Østerport genopfører.

Her ved porten stod konsumtions-betjentene gennemsøgte vognlæssene. Med en lang, tynd jernstang, blev der stukket ind i læsset. Der blev undersøgt om der var gemt noget derinde.

På gamle billeder kan det ses, at Østerport var mere enkelt udsmykket end Nørreport med plastre og kugler. Man kan også se to vagtbygninger. Det kunne godt ligne, at man havde lavet en vippebro. En træoverbygning er kommet til i 1745.

 

Velkommen til Domenico Pelli

Inden vi nu går videre med vores historie, skal vi hilse på Domenico Pelli. Han kom hertil i 1688 for at medvirke til moderniseringen af fæstningsforsvaret ved rigets sydgrænse. Han havde medvirket ved ny-befæstningen af Strassbourg. Også hans far havde medvirket. Og denne havde endda skrevet en bog: ”Håndbog i militær og civil bygningskunst”

Pelli junior fik store opgaver først og fremmest i Holsten. Han stod således for Rendsborgs fæstning. Han kom også til Kronborg, hvor såvel Scholten og de Balagny stod for arbejdet 1688-1691. Den kongelige bygmester Hans van Steenwinkel var død i 1700.

 

Det var ikke Pelli, der byggede Østerport

Da der i 1702 skulle bygges et krudttårn i Kastellet overlod man det til Pelli. I det sjette bind af O. Nielsens ”Københavns Historie og Beskrivelse” fra 1892 kan man læse følgende:

 

  • Samme Pelli byggede den Tid de fleste Vagthuse og vel ogsaa Østerport

 

Antagelsen er rimelig med forkert. Alligevel har Pellis navn været tilknyttet til denne port i adskillige beskrivelser.

 

Marselis tegnede porten

Frederik den Fjerdes bygningsinspektør hed Wilhelm Frederik von Platen. Det var ham, der var portens arkitekt. Han hentede polskfødte arkitekt Christof Marselis, født i Polen. Ud fra de erindringer Marselis har efterladt sig, fremgår det, at Marselis fik opgaven, da Østerport skulle tegnes. Men han stod også for opførslen.

 

For lidt kalk og for meget sand

En dag, hvor Marselis indfinder sig på arbejdspladsen, konstatere han, at der er kommet for lidt kalk og for meget sand i mørtelen. Han gør indvendinger, men bliver afvist. Han hævder dog, at hvælvet ville falde ned. Han beskyldte entreprenøren for bedrageri. Det kom til en injuriesag, som Marselis tabte. Man forlangte at han fik en skriftlig undskyldning. Marselis ville ikke nævne entreprenørens navn. Men det var Ernst Brandenburg og han fik 5.069 rigsdaler for sit arbejde.

 

Ingeniørofficererne var utilfredse

Ingeniørofficererne var ikke tilfredse. Deres tegninger og overslag blev kasseret. Sådan var det også da Garnisonskirken blev bygget.

Officererne kritiseret hvælvet meget kraftigt. De mente, at det faldt alt for lavt. De mente at kun tøndehvælv kunne klare vores klima. Man sikrede sig flere steder ved at give portene overbygninger med saddeltag og gennemkørsel i voldgravens niveau.

Hvordan det ulyksalige retsopgør mellem Marselis og Brandenburg forløb er ikke klart. Men Marselis var blevet tvunget til at underskrive en undskyldning.

 

Det nye hvælv styrtede ned

Men et par dage efter kom nogle kendte forretningsfolk ham i møde og gratulerede ham med at han havde fået revanche. Ved ni – tiden om morgenen var kommandanten general de Cormaillon med kongen og gehejmeråd von Platen redet ud til den ny Østerport for med øjne at se det:

 

  • Allerede forudsagte Spectakel

 

Og det var af det helt nedstyrtede nye hvælv. Det lå nu pladask på vejen gennem porten. Og den ”halve” by var vandret dertil for at beskue skaderne.

Arkitektens høje chef, gehejmeråd von Platen mente, at Marselis nu kunne triumfere.

 

Alvorligt uheld på broen

Porten blev bragt i orden. En aften kørte Brandenburg en aften en tur kort før at porten blev lukket. Han kom udefra i en lille let tohjulet vogn (kariol). Og så gik det galt. Han blev skubbet ud fra broen, der førte til porten og ned i den brede tørre grav. Vognen var blevet ramt på den smalle plankebelagte bro af en larmende bondevogn, som rasede ud af byen. Det var halvmørkt. Det hele gik meget hurtigt. Ingen så hvad der skete.

Porten var smækket i efter bondevognen.

En time senere runderede vagten terrænet foran den lukkede port. Det var helt mørkt. Men vagten melder til den vagthavende officer, at det spøger i voldgraven! Officeren sendte nu folk ud med lygter.

Man fandt hesten dræbt og vognen splittet i tusinde stumper. Manden der kørte den var endnu i live. Kommandanten, der fik at vide, hvem der var, beordrede porten åbnet og Brandenburg bragt hjem.

 

Brandenburg var døende

Han levede endnu et år og kom til forståelse med Marselis. De havde arbejdet sammen en halv snes år, så forsoningen gjorde godt.

Brandenburg var sengeliggende. Marselis blev sendt til ham under hans sidste svære sygdom i et ”kongeligt ærinde”. Han førtes til hans seng for tjenesteligt at forelægge ham en sag, der krævede besvarelse. Ved den lejlighed beskylder Brandenburg sin kone for at udgive ham som syg. Han havde aldrig været syg. Og det var aldeles ikke rigtig, at han var dødssyg.

Marselis kom i vildrede, men lægen som var til stede, hviskede ham i øret at patienten allerede var på vej i sin dødskamp. Det svar som Marselis skulle have haft fik han aldrig. Han trak sig tilbage og afgav forklaring om det skete. Da han for anden gang blev sendt afsted var det for sent.

Med et ”Gud være os nådig” sluttede Marselis sin fortælling. Ernst Brandenburg blev bisat i Sankt Petri Kirke den 14. november 1713.

 

I 150 år blev den nye Østerport benyttet

Porten blev nedrevet i 1857. Men i 150 år blev porten flittigt benyttet af rejsende, der ville ud til Nordsjælland og af andre, der skulle ind til byen. De sidste kom straks efter gennemkørslen til et græsklædt område, der kaldtes Grønland. Til midten af 1700 – tallet dannede det en del af det frie åbne felt (Esplanaden) mellem Kastellets glacis og bebyggelsen.

 

Et flot skue

Kongens operahus lå ligefrem for dem, der kom ind ad porten og kørte videre af den nyanlagte forlængelse af Store Kongensgade.

Det vældige teater, der løftede sig højt over bydelens huse, var med facadernes pilastre i stor orden blevet til under von Platens ledelse.

Østerport blev den tidssvarende entré til dette vidunder i lige så stor orden som port bygningen ved en kordongesims var opdelt i to ”etager”. De to et – etagers huse med vagt og portnerbolig, der flankerede indersiden af porten, var også pilastersmykkede.

 

Porten blev ændret

Ingeniørerne havde i 1704 tænkt sig at lægge et svært egetræsdæk over porten. Det fik von Platen forpurret. Men efter hvælvets sammenstyrtning kunne planen måske være taget op igen. På diverse tegninger og malerier kan vi se, at der skete en ændring.

 

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Historiske meddelelser fra København
  • Pontoppidan: Omkring Københavns gamle volde og Stokhuse
  • Svend Cedergreen Bech: Københavns historie gennem 800 år
  • Aage Andersen: Kulturhistoriske Smaaglimt
  • Nielsen: Københavns Historie og Beskrivelse 6. bind (1892)
  • denstoredanske.lex.dk
  • wikipedia.org
  • ddb.byhistorie.dk/byporte

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.711 artikler, herunder

 

  • Under Østerbro (95 artikler):
  • Østerports historie
  • Kastellet (1)
  • Kastellet – endnu mere (2)
  • De gamle fængsler i Citadellet
  • Legemsdele i Kastelgraven
  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • Henrettet på Østerbro
  • Livet i Nyboder og Østerbro
  • Nyboder – dengang (b)
  • Nyboders historie

 

  • Under København (184 artikler):
  • Nyboder omkring 1900
  • Da Voldene forsvandt
  • Nyboder var ikke Chr. Den Fjerdes opfindelse
  • Ballade ved portene