Dengang

Artikler



Blushøjlelejren

Juli 3, 2019

Blushøjlejren

 

Af Lisda Hildegarth

Fra kommunens side havde man tænkt, at denne lejr skulle være et slags nødtørftanstalt. DSB kunne når som helst opsige lejemålet. 76 vognpladser var der. Vaskemulighederne var indskrænket. Det kostede kun et symbolsk beløb på 10 kr. pr. måned.I de første år var det præget af orden og renlighed. Men folk strømmede til området og arealet blev udlagt til det dobbelte. Rundt om i landet opstod ”selvgroede zigøjnerlejre”. Myndighederne tvang dem i lejlighed.Mange måtte have vognmænd til at trække deres vogne. Disse var ikke i den bedste stand. En larmende petroleumslampe sørgede for lys. Men flinke naboer udlejede mere eller mindre lovlige strøminstallationer for 25,- kr. om måneden. I 1962 besluttede Københavns Kommune, at nu skulle man flytte.

 

 

I 1948 lejede Københavns Kommune et areal af DSB på Blushøjvej 47 matr. nr. 2c af Valby. Der blev opført en toiletbygning med pissoir og lokumsspande, der blev tømt af natrenovationen. Langs med Blushøjvej var der fire vandaftapningssteder med kloak. Der blev opstillet et antal skarnkasser og indrettet en tørreplads. Til de mindste børn blev der lavet en sandkasse.

 

 

Desværre modsatte magistraten sig, at der kom elektricitet, vand og kloak ind på pladsen, da disse installationer ville give pladsen status som permanent vognpark, og det måtte for enhver pris undgås. Vognparken var fra kommunens side alene tænkt som en midlertidig nødforanstaltning, hvad de rejsende da også accepterede alene ud fra den kendsgerning, at lejren som nævnt lå på et lejet areal, og at DSB når som helst kunne opsige lejemålet.

 

 

Vognene ankom, og blev stillet op i rækker med 5-6 vogne i hver række. Der blev på den måde oprettet 76 vognpladser med ret smalle gangstier mellem vognene, og de blev ikke funderet på nogen måde. Det vil sige, at der i regnvejr, og når frosten gik af jorden, var et ubeskriveligt ælte, som ingen kunne være tjent med.

 

 

 

Vaskemuligheden var i forvejen skåret ned til et absolut minimum, da alt vand skulle hentes i spande nede ved Blushøjvej. Derefter skulle husmoderen tjene en skilling ved at gå fra dør til dør for at sælge børster, efter at hun først selv at have “trukket” dem. Når hun kom hjem, skulle hun tage sig af alt det praktiske som at varme vand, så børnene kunne blive vasket. Der skulle vaskes tøj, laves mad osv. osv.

 

 

 

Set fra de rejsendes synspunkt lå lejren ideelt. Den lå i frie og landlige omgivelser ud mod grønne, ikke byggemodne arealer, hvor børnene kunne tumle sig uhindret. For de voksne lå den centralt med direkte trafikforbindelser til København og omegn.

 

 

I foråret 1948 flyttede de rejsende fra Husum til Blushøjvej 47 i Valby.

Fra starten var det meningen, at det alene var de rejsende fra Nørrebro, der kunne bo på pladsen. Men her slækkede kommunen tidligt på kravene, så enlige rejsende, der havde boet i vogn andre steder i hovedstaden, nu også kunne flytte ind med deres vogn. Og private, som boede i vogn i København, ja, de fik hen ad vejen også lov at stille deres vogn op. Alt mod en symbolsk leje af 10 kroner pr. måned.

 

 

De første par år var forholdene i lejren noget nær ideelle, set fra alle synspunkter. Man dannede en lejerforening med en markant gøgler som formand, og han så til, at den vedtagne selvjustits på pladsen blev overholdt til punkt og prikke. Alt fungerede perfekt – selv toiletforholdene. Orden og renlighed prægede lejren, og den kommunale opsynsmand havde et let arbejde.

 

 

Betingelsen for at kunne leje en vognplads på arealet var fra starten, at tilflytteren skulle være såkaldt rejsende, dvs. være handelsmand, skærsliber eller gøgler med direkte tilknytning til de gamle rejsende familier. Enhver tilfældig fribytter med beboelsesvogn skulle ikke kunne oprette lejekontrakt.

 

 

Men som sagt, disse betingelser kunne desværre ikke overholdes i praksis, viste det sig, for da rygtet om den pragtfulde plads, spredtes som en løbeild ud over landet, strømmede både rejsende og private til med vogne.

Resultatet blev efter et par års forløb, at det oprindelige areal måtte udvides til ca. det dobbelte, til i alt 5300 kvadratmeter.

 

 

Antallet af toiletter blev ikke tilsvarende forøget, men det ville nok heller ingen praktisk betydning have haft, for i kølvandet på udvidelsen af vognparken til i alt 68 lejemål fulgte almindelige opløsningstendenser i lejrens organisation. Lejerforeningen gik i fisk, selvjustitsen faldt helt fra hinanden, og ordensbegrebet eksisterede ikke mere; alt flød.

 

 

Opsynspersonalet fra kommunen fik pludselig fuldt op at gøre. Men opgaven oversteg alle kræfter, så personalet til sidst måtte give helt op.

 

 

Vognene er et kapitel for sig. I perioden fra anskaffelsen af de første vogne omkring år 1900 og op til 1920’erne, da de rejsende i Jylland og på, øerne endnu brugte en hest som trækkraft, måtte vognene nødvendigvis have en sådan størrelse, at hesten kunne magte at trække dem på dårlige grusveje, som dengang var mest almindelige. I begyndelsen klarede de fleste rejsende sig med en 6 alens vogn, som det hed; altså at vognen var knap fire meter lang. Her skulle være plads – og det var der – til hele familien, der som regel bestod af forældre og tit en fem-seks børn.

 

 

Med vognen som ramme om familielivet indledtes en helt ny æra for de danske rejsende. De kørte i det rullende hjem, fra by til by, forspændt med en enkelt hest, og de handlede, sleb og spillede, hvor de kom frem. Flere af de rejsende havde lagt en nogenlunde fast rute, så de efterhånden blev godt kendt med den lokale befolkning. Man ventede køretøjet ved den eller den årstid, og forholdet til befolkningen og myndigheder var ganske udmærket.

 

 

De allerførste beboelsesvogne var indrettet med kun ét rum; der var simpelthen ikke plads til flere. Der var som regel i den bagerste ende af vognen, og lige indenfor var der på den ene side en køkkenvask og på den anden side et lille køkkenbord. I den anden ende af vognen var der slået et par køjer op til forældrene, måske adskilt fra det øvrige rum med et forhæng. Mellem køjerne var der lige plads til et lille vindue, der kunne åbnes. Her stod husfaderen og styrede vognen under kørslen til næste plads.

 

 

Sovepladser til børnene blev meget primitivt redt op på gulvet, der bestod af brædder med sprækker imellem. Ved sengetid blev der lagt et par tæpper ud, der fungerede som både underlag og madras, og om vinteren, når tæppet frøs fast på gulvet, var det om morgenen vanskeligt at flå af, uden at der blevet revet huller i det nederste. På grund af de snævre forhold var det en umulig opgave at opbevare rigtige madrasser i vognene.

 

 

Husmoderen lavede mad enten på et primusapparat eller i kogekakkelovnen, og køkkengrejet blev efter opvasken omhyggeligt gemt bort i en skuffe under køkkenbordet med et forhæng om. Den grove tilberedning af maden og familiens storvask foregik udendørs. Køkkenvaskens afløb var naturligvis et lodret rør gennem gulvet ud i det fri.

 

 

Sidst i 1920’erne skilte de rejsende sig af med deres heste, og da blev vognstørrelsen fuldstændig ligegyldig for i hvert fald transportens vedkommende; den foregik nu pr. bane eller pr. lastbil. Af hensyn til landevejskørslen efter en lastbil, hvor farten var forholdsvis høj, måtte de gamle træhjul udskiftes med små lastbilhjul med gummislanger og dæk.

Bilhjulene var nødvendige for transportens skyld, men til gengæld var de meget uhensigtsmæssige, når vognen holdt stille over en længere periode.

Luften sivede ud af slangen, hjulene blev flade, og dækkene brækkede itu og rådnede. Det forhindrede mange gange de rejsende i at flytte så ofte, som de selv og omgivelserne ønskede.

 

 

For at overgå hinanden anskaffede de rejsende sig større og vogne, og enkelte blev ejer af nogle på størrelse med en mindre jernbanevogn; flot udstyret med gesvejsninger, jalousier og jernskodder for vinduerne, hensigtsmæssigt indrettet med køkken, stue og soverum, men umulig at flytte pga. de ubrugelige hjul.

 

 

På den måde opstod der flere steder i landet selvgroede, såkaldte

“sigøjnerlejre”, hvor de rejsende holdt hulter til bulter, indtil kommunale myndigheder tog affære og tvang beboerne i lejlighed. De, der slap af sted i tide, måtte se i øjnene, at det frie liv på landevejen lakkede mod slutningen. Da de fleste rejsende havde solgt hesten, som de kun havde udgifter af, måtte de fremover leje en lastbilvognmænd til at flytte vognen og trække den fra plads til plads.

 

 

Andre benyttede sig af jernbanen, men hertil måtte de også have fat på en vognmand, der kunne køre beboelsesvognen til rampen på jernbaneterrænet.

Ved vejs ende skulle de også entrere med en vognmand, der kunne transportere vognen hen på markedspladsen, hvor der var en chance for, at de kunne holde i nogen tid. Men de rejsende følte sig ikke velkommen nogen steder. Enkelte vogne fik allernådigst lov til at blive stående på en godsvogn eller at blive sat af på jernbanens areal for at holde der, mens de selv “handlede byen af”, som det hedder. Det sidste var ret almindeligt så sent som i 1940’erne, men DSB var ikke begejstret for denne ordning, da personalet havde erfaring for, at de rejsendes børn om aftenen, når det var blevet mørkt, strøg omkring mellem skinnerne på området og samlede kul ved lokomotivernes serviceplads til den hjemlige kakkelovn.

 

 

I 1965 er de flotteste og mest hensigtsmæssige vogne isoleret overalt og indrettet efter alle kunstens regler med adskilt køkken og et soverum med køjer. Opholdsstuen har moderne olievarmeovn, og der er tilslutningskontakt til elektrisk lys. Maden laves i køkkenet på et moderne flaskegaskomfur med bageovn; køkkenbordet har hygiejnisk plasticbelægning og vask af rustfrit stål med afløb til en beholder, der tømmes efter behov.

 

 

De moderne vogne er altså velisolerede og absolut egnede til helårsbeboelse i modsætning til de vogne, der er bygget blot få år tidligere, og som måske er blevet bygget til et helt andet formål end beboelse, måske som et transportabelt arbejdsskur ved en byggeplads.

 

 

Desværre var det umuligt at finde vogne af god standard i Blushøjlejren. En sådan vogn – bygget til formålet – koster en mindre herregård, og ingen rejsende havde mulighed for at træffe en afbetalingsordning for det beløb.

 

 

Hovedparten af vognene på Blushøjvej var omkring 1958 i en sådan stand, at de af enhver uhildet sagkyndig øjeblikkeligt ville blive betegnet som uegnet til bolig for mennesker og i hvert fald for børn. Mange vogne var utætte og dårligt eller slet ikke isolerede. Der holdt flere udrangerede rutebiler uden motor, der fungerede som bolig, og hvad det vil sige, forstår kun den, der har besøgt en familie, når frost og snestorm sætter

ind. Stålkarrosseriet og de uisolerede ruder suger i den grad kulde til sig, at en gloende kakkelovn i den ene ende af rutebilen ikke formår at varme op i den anden. Udvendigt var de fleste dårligt holdt med maling, hvad for så vidt var en ærlig sag, da de i hvert fald ikke gav sig ud for mere, end de var.

 

 

Pladslejen var som nævnt 10 kr. om måneden, og man tolererede, at lejeren satte flere vogne ind på pladsen, eller han klaskede et par primitive skure op. Derfor kunne man ved en rundtur i lejren opleve at se de særeste sammenstillinger og sammenbygninger af vogne og skure.

 

 

Rekorden af pladsudnyttelse blev sat af en gøgler, der havde anskaffet sig en udrangeret, toetagers rutebil. Den var umulig at varme op, men praktisk, da man så også havde loftsplads til opbevaring af større genstande.

 

 

Allerede fra lejrens start blev vognene stillet op i lange rækker med vognene stående i forlængelse af hinanden og med en smule afstand mellem de enkelte vogne. Faren for en storbrand var til stede i hele lejrens levetid, men heldigvis gik der ikke menneskeliv tabt, selv om et par vogne i årenes løb futtede af i løbet af et øjeblik. At det gik godt, var et under.

 

Hvert lejemål fik et løbenummer, der blev noteret på folkeregistret som familiens officielle bolig, og det var tillige postkasse. Det er nævnt, at myndighederne af principielle grunde modsatte sig elektrisk installation på pladsen, men de rejsende, der ville have elektricitet i vognene, fik det nu alligevel. Det kunne ske på to måder,

 

 

Gøglere har altid været et selvhjulpent folkefærd, som nok skulle vide at klare sig under alle himmelstrøg, og at skaffe sig elektricitet var derfor en smal sag. Flere af dem stillede blot en larmende petroleumsmotor med generator op under vognen. Man startede motoren og voila: Lys over land!

Diverse omformere gav også beboerne mulighed for at installere fjernsyn, hvad flere i Blushøjlejren naturligvis også havde.

 

 

En endnu snildere måde var, at vognparkens flinke naboer, der var produkthandlere, simpelthen leverede strøm fra deres egne lovlige elektriske installationer via lange plasticledninger, der gik fra vogn til vogn. Prisen for leveret elektricitet handlede man sig til, men i reglen var den 25 kr. om måneden. En ret god pris for leverandøren om sommeren – kunne man synes – men så afgjort ikke om vinteren, da der var installeret mange varmeovne rundt om i vognene.

 

 

Kommunens tilsynsførende vidste naturligvis god besked om de ulovlige installationer, men lukkede det ene øje. Beboerne kunne derfor erstatte petroleumslamperne med elektriske pærer, og derved nedsætte brandfaren i lejren ganske betydeligt. I nogle tilfælde blev primusapparatet smidt ud til fordel for en elektrisk kogeplade.

 

 

I beskrivelsen af vognparken på Blushøjvej er vi nu nået til vejs ende, og Blushøjlejrens fuldstændige afvikling.

 

 

Den 28. februar 1962 besluttede Københavns Kommune, at beboerne i lejrens

  1. 76 vogne skulle flytte. Det var ifølge politikerne hensynet til den opvoksende generation, som retfærdiggjorde denne beslutning. De rejsende med de bedste ressourcer protesterede. De mente, at lejrens udvikling til slumkvarter opstod, fordi man havde tilladt private, dvs. ikke rejsende, at flytte til lejren. Af lejrens ca. 76 vognpladser var 22 udelukkende beboet af private.

 

 

Myndighederne valgte på grund af lejrens tilstand at forvise alle fra

Blushøjlejren. Flytningen fra livet i Blushøjlejren til livet i en lejlighed var hård for mange både unge og gamle. Sandsigersken Corinta oplevede, hvordan hendes søster blev påvirket af tvangsflytningen til en lejlighed. Corinta skrev i sine erindringer: “Noget gik i stykker i hende, og da man sanerede Blushøjlejren, hvor vi trods alt var nogle stykker samlet, der havde noget tilfælles, og hvor man kendte hinanden”. De rejsende kunne langt hen ad vejen fortsætte deres beskæftigelse fra en lejlighed, men det store sociale netværk forsvandt.

 

 

De rejsende blev i første omgang tildelt en lejlighed i København i almindelige beboelsesejendomme, hvor der var ledige lejligheder og en husleje, som de kunne betale. Med de begrænsede midler, som de fleste rejsende rådede over, endte en del i brokvarterernes slumlejligheder. De fleste familier ønskede derfor at flytte ind i de såkaldte finnehuse: nogle husvilde boliger i Valby. Dette ønske blev i adskillige tilfælde også imødekommet overfor de børnerige familier.

 

 

Svenskehusene i Valby huser også i dag mange rejsende. Da Køgebugt-banen blev anlagt, skar den lige igennem bebyggelsen. Derfor er 14 huse på

Følager afskåret fra de andre på Ellestykket og Pilestykket. Der findes desuden to mindre tilsvarende bebyggelser ved Lykkebovej og Kulbanevej. I dag er Svenskehusene en andelsforening.

 

 

Billedtekst: De rejsendes vogne i Blushøjlejren – Ellebjergvej – ca 1955.

Københavns Bymuseum

 

 

Blushøjlejren – sigøjnere, tatere og danske rejsende af: Anders Enevig (1923-2013) historiker og forfatter.

 

 

https://clausib.blogspot.com/2013/01/sigjnerlejren-blushjlejren-ellebjergvej.html?fbclid=IwAR3Y4cWEClFeeEZ77CLV4iswoHfuSkdgnFx5x50DvJZjIQ3J4l74O4Sa1pM

 

Tak til Lisa Hildegarth


En fysikus fra Aabenraa(b)

Juni 12, 2019

En Fysikus fra Aabenraa (b)

Dette er egentlig en artikel fra 2013. Vi har redigeret og omskrevet artiklen. Ikke alle overførsler fra den gamle til den ny hjemmeside lykkedes. Derfor denne artikel. A.W. Neuber havde mange talenter. Han udgav mange medicinske afhandlinger. Og så forsøgte han at skabe et kurbad i Aabenraa. Kongen var med på den. Men det blev en fiasko. Han blev taget i snyd og fik frataget sin Fysikus – stilling.  En bøn til kongen hjalp ikke. Han vendte nu det danske ryggen. Han blev en af de krasse forkæmper for et samlet Slesvig – Holsten med tysk sprog. Ledende købmænd, skibsreddere og velhavende håndværkere i Aabenraa støttede ham

 

Kvik, kreativ og intelligent

Han var i den Slesvig – Holstenske bevægelse en anset mand. Han var ophavsmand til en af de mest populære slagsange. Han var agtet og æret af ligesindede. Hans navn var August Wilhelm Neuber. Han var født uden for Magdeburg. I 1805 kom han på universitetet   Kiel. Her studerede han medicin lige som sin bror.

Han var kvik, kreativ og intelligent. Han kom hos Fritz og Julie Rewentlow i Emkendorf. Og dette sted var arnestedet for den nationale vækkelse inden for hertugdømmets tyskhed.

Neuber søgte den ledige stilling som fysikus i Eckernförde. Men han blev forbigået. Man mente ikke, at han havde tilstrækkelig praktisk erfaring som læge.

Han nedsatte sig derefter som praktiserende læge i Lütjenburg. I 1810 havde han fået dansk indfødsret. Derfor var det intet i vejen for, at han i 1811 kunne søge stillingen som Fysikus for Aabenraa by og Aabenraa og Løgumkloster amter.

 

Fysikus med tvangstanker

Neubert’ s forgænger i Aabenraa, Friedrich Hinrich Wiggers havde siden 1805 søgt at få sin afsked med pension bevilget. Men det var sparetider. Og Wiggers måtte vel til tider nærmest betragtes som sindssyg. Han havde fået den tvangstanke, at folk i Aabenraa havde rottet sig sammen for at få ham forgiftet med arsenik.

Og pensionen fik han først bevilliget, da han havde forladt byen og embedet i panikagtig flugt.

 

En god modtagelse

Under disse vilkår tog byens befolkning godt imod den nye fysikus. Og denne faldt hurtig til i de ledende kredse, det vil sige i byens tysk-kultiverede top med borgmester Bendix Schow i spidsen.

Neuber havde fået sin ynglings-professor som svigerfar. Og nu forsøgte han også at omsætte dennes ideer i praksis. En af dem var badning. Regelmæssig badning var til gavn for den menneskelige sundhed.

I tiden omkring århundredeskiftet var der indrettet søbadesteder forskellige steder. Og denne tanke greb Neuber. I 1814 lod han for egen regning en badepavillon rejse ved Skibbroen.

 

En grund ved Lindsnakke

Men vores kreative fysikus ville noget mere. Gennem borgmester Schow lykkedes det at få byens magistrat gjort interesseret i planen. I 1818 antog dette en mere fast form. Frederik den Sjette havde i sommerens løb været forbi hos amtmand von Stemann og beskuet åstedet.

Byen havde nemlig en passende grund ved Lindsnakke. Den blev stillet til rådighed. Den lokale bygmester Peter Callesen blev bedt om at udarbejde overslag på et selskabshus. Nueber kunne derefter afsende sin ansøgning om støtte til projektet, der af magistraten blev anbefalet på det varmeste.

 

Penge fra kongen

Trods landets dårlige finansielle situation lykkedes det at få kongen til at sende 2.000 rigsbank daler. Dette var også at betragte som regeringens bidrag til projektets udførelse. Det var ellers meningen, at det var Kiel, der skulle have haft støtten. Her havde man planer om det samme. Men det har sikkert været Neuberts fortjeneste at pengene landede i Aabenraa.

Han havde udførligt skildret planen. Han roste Aabenraa’ s milde klima som følge af de skovklædte bakkers værn mod nordenvinden. Omegnens enestående naturskønheder og udsigten over Aabenraa Fjord visse steder fra Løjt Land kunne sammenlignes med Neapels Golf, mente Neubert. Stedet var således særdeles egnet til at modtage kurgæster.

 

Brevet til kongen

Og brevet fra Neubert har sikkert tiltalt kongen. Læs bare her:

  • Aabenraa ligger omtrent i det danske monarkis midte og er derfor særdeles velegnet til at være badested for hele riget. Man taler her både dansk og tysk. Sæder og levevis nærmer sig i nogle familier mere det danske- i nogle familier mere det tyske, så hverken monarkiets danske eller tyske indbyggere vil føle sig fremmede i Aabenraa.
  • Heller ikke kender man her til den ubehagelige spænding som i en rum tid har hersket mellem en del af de egentlige danskere og Slesvig – holstenerne. Af den grund kunne søbadet som en fælles samlingsplads for alle dannede fra Danmark og hertugdømmerne vinde en højere politisk – sædelig betydning og blive et bekvemt middel til at nærme sig de adskilte gemytter til hinanden og skabe venskab mellem dem og derved omsider hjælpe med til at udjævne den for staten så forfærdelige tvedragt.
  • Thi tyskere og danskere er hinanden for nært beslægtede og for hjertelige og brave til, at de ikke oprigtigt skulle elske og agte hverandre og vise sig kærlige og gode imod hverandre, når de mange fordomme, som mange af dem gensidigt nærer, bliver spredt ved et fortroligt bekendtskab.

 

Ikke nok besøgende

Neuber mente, at der i forbindelse med badeetablissementet blev lavet gymnastiksale, travbaner, pladser til boldspil, ja måske endda et akademi, der kunne være et forum for dyster i åndens verden, hvor kunstnere og videnskabsmænd hver på sit felt skulle kæmpe for at vinde laurbærkransen.

Hans tanker om Aabenraa som et kursted blev mildest talt en fiasko, fordi besøget svigtede. Det opførte Frederikslyst (Friedrichlust) blev nedbrudt i 1826.

Byggematerialet blev anvendt til bygning af Aabenraa Rådhus. Dette stod klar til indvielse på dronning Maries og prinsesse Carolines fælles fødselsdag den 28. oktober 1830. Sin badepavillon ved havnen videreførte Neuber dog helt til 1838.

 

Medicinske afhandlinger

Neuber fortsatte med at udgive forskellige medicinske afhandlinger. Da koleraen i 1831 nærmede sig de danske strande gav han jævnlig oplysninger om den i den hjemmelige presse, for eksempel i Aabenraa’ s første nyhedsblad ”Algemeines Wochenblatt”.

Endda metrologiske observationer skrev Neuber også afhandlinger om.

I Allgemeines Wochenblatt skrev Neuber også et hyldestdigt til kongen i anledning af hans fødselsdag. Men snart skulle tingene ændre sig i Aabenraa.

 

Ikke rent med i posen

I løbet af 1833 blev der foretaget undersøgelser af forholdene omkring de årlige landmilitære sessioner. Det havde åbenbart været den praksis, at de sessionspligtige mod en passende godtgørelse til sessionslægen skaffede sig en attest på at være uegnet til militærtjeneste. Sessionslægen var fysikus Neubert.

Sagen blev skruet op i et unødigt højt plan. Måske skyldtes dette, at Frederik den Sjette elskede uniformer og soldater. Og sådan noget måtte der ikke pilles ved.

 

Neuber blev dømt

Kongen så med stor alvor på sagen. Neuber havde fået den kendte overrestadvokat dr. Balemann i Kiel som sin forsvarer. Men intet hjalp. Den 5. februar 1835 blev Neuber frakendt sit fysikat – embede. Han idømtes samtidig en bøde på 400 Rigsdaler.

Dette hindrede ham dog ikke i fortsat at være praktiserende læge i Aabenraa. Heller ikke et bønskrift til kongen vedlagt 7 fordelagtige udtalelser til fordel for ham selv, hjalp noget som helst. Et allersidste bønskrift fra 1836 hjalp heller ikke.

 

Hans ære var krænket

Neubers ære var krænket. Som Frederik Fischer engang skrev, så var hans ”Selbstgefühl” på det alvorligste blevet krænket.

Han hadede fra nu af alt, hvad der var dansk. Siden 1837 var Georg Schow søn af den tidligere borgmester overtaget hvervet i Aabenraa. Neuber forsøgte til stadighed at påvirke denne i at betragte alt dansk som negativt.

 

En slags hævn?

Neuber boede nu i borgmestrens hus i Slotsgade. Det var en meget krads Slesvig – Holstener, der nu optrådte. Var det mod som en slags hævn? Frederik Fischer kaldte ham:

  • En meget dannet og lærd Mand og som Digter ikke ubekendt.

I et andet værk på undertegnedes hylde ”Da Sønderjylland vaagnede” blev han ellers kaldt:

  • Et skabet Faar

 

Intet tysk blad

Allgemeines Wochenblatt måtte lukke. De liberalistiske tanker var efterhånden blevet for meget, og så var det at Frederik Fischer startede sit eget blad i Aabenraa. Borgmester Schow var bestemt ikke begejstret for et dansksindet blad. Det skulle have været et tysksindet blad, og ingen ringere end Neuber kunne lede dette.

Borgmesteren mente, at kun Neuber havde den dannelse og den livlige opfattelse og ypperlige fremstillingsevne, der skulle til.

Kancelliet afslog imidlertid med den begrundelse, at det ville give nye stridigheder i Aabenraa. Neubers følelser for regeringen blev bestemt ikke ringere af denne begrundelse. Jo han var nok den livligste pennefører mod danskheden i Aabenraa.

 

Drillerier fra Fischer

Neueber fortalte, at sønderjyder havde det meget svært med det rigsdanske. Det kunne Frederik Fischer ikke dy sig for at kommentere i sit blad. Han skrev bl.a.:

  • Naturligvis har folk svært ved at forstå dr. Neuber, når han sagde ”Liis” i stedet for ”Lys” og ”inschker” i stedet for ønsker.

Fischer fortsatte med en anekdote fra Neubers første år i Aabenraa. En bonde havde konsuleret ham, da konen lå syg derhjemme. Neuber havde da anbefalet at give hende ”Suppe på en Huhn”. Manden opfattede det som om Karo skulle ofres, men blev heldigvis i tide klog på doktorens mening med den forestående diæt.

 

Neuber fandt Lyna

Da håbet om et tysk blad i Aabenraa måtte skrinlægges blev det tyske blad i Haderslev Lyna, Neubers særlige tilholdssted. Det var også i dette blad han skrev det opsigtsvækkende digt med Rhinlandet som forbillede:

  • Sie sollen es nicht haben
  • Das heilige Land der Schlei

Til slut skriver han:

  • Der König hat’s geschriben
  • Zum Hertzog drob erwählt
  • Se scholln tosammen blieben
  • Op ewig ungedeelt

I Das Schleilied som han skrev i 1841 gjorde han det endnu tydeligere:

  • Sie sollen es nicht haben
  • Das Heillige Land der Schlei
  • Sie sollen es nicht haben
  • Das Land so stolz und frei

 

Hentydninger til Ribe – brevet

Der var ikke meget tilbage af de tanker, som da Neubert skrev til kongen. Das Scleilied blev et virkelig hit i den Slesvig – Holstenske bevægelse. I 1845 blev Neubert sandelig optaget som passivt medlem i Aabenraa’ s Liedertaffel.

Men hvad var det egentlig med det der Ribe-brev? I en delsætning står der:

  • Unde dat se bliven ewich tosammen ungedelt (og at de bliver evigt sammen udelt)

I 1815 var Ribe – brevet et historisk næsten glemt dokument, men F.C. Dahlmann, sekretær for det Slesvig – Holstenske riderskab lancerede ideen om at sætningen henviste til Slesvig og Holstens samhørighed med hinanden og uafhængighed af Danmark.

Ved sangfesten i Slesvig i 1845, en tysk – national festlighed optrådte ”Up ewig ungedeelt” for første gang som slagord. Det fik nærmest mytologisk betydning i den nationale konflikt i hele resten af 1800 – tallet og op til 1920 afstemningen.

Sætningen var blot en formel for landfred. Ribe – brevets formål var at regulere, hvordan hertugdømmerne kunne styres fra Danmark uden at den holstenske adel mistede deres privilegier og uden at hertugdømmerne blev helt indlemmet i Danmark. Efter 1460, hvor Ribe-brevet blev forfattet blev de slesvigske og holstenske besiddelser efterhånden splittet på kryds og tværs, hvilket tilsyneladende ville have været imod intentionen i Ribe-brevet, hvis det skulle henvise til udelelighed af territorierne.  

 

Aabenraa – skibe under andet flag

Den Slesvig – Holstenske bevægelse havde stor tilslutning blandt overklassen. I Aabenraa forlangte skibsredderne da også, at de kun ville sejle under Slesvig-Holsten flag i stedet for Danneborg. Endvidere skulle skibsstemplet ”Dansk Ejendom” ændres til ”Schleswig-Holsteinisches Eigentum”

 

I Aabenraa anerkendte man Slesvig Holsten

Da den Slesvig – Holstenske opstand brød ud den 24. marts 1848 blev den provisoriske regering straks anerkendt af borgmester og byråd i Aabenraa. Men småborgerne, skibstømrerne og de mange søfolk i Aabenraa ville beholde den danske konge og helstaten.

Neubers hustru døde i 1841. Det betød at han nu holdt sig mere i baggrunden. Den følsomme mand med så mange talenter blev grebet af nationalpolitiske idealer. Hans afhandlinger lever stadig.

Ved en større forsamling i 1847 i Kiel følte han sig ved synet af Dannebrog kaldet til at skåle for det Slesvig – Holstenske flag.

Neuber søde som en skuffet mand i 1850.

 

Aabenraa blev dansk

Efter det Slesvig – Holstenske nederlag i 1850 fik Aabenraa en dansk borgmester og byråd. Det danske sprog blev indført i forvaltningen, kirke og skole.

 

Kilde:

  • Se litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere om Neuber og hans tid, så indeholder www.dengang.dk 146 artikler om Aabenraa og Omegn herunder:

 

  • Aabenraa 1800 – 1850
  • Mennesker i Aabenraa
  • Rådhuset i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Bendix Schow – borgmester i Aabenraa
  • Ribe – Brevet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Østerbro-spredte minder(1)

Juni 11, 2019

Østerbro – spredte minder(1)

Vi kigger på tiden fra ca. 1900 – 1945. Vi besøger et ”Slot” i Øresundsgade (Vordingborggade) og barakker på Vibenhus Skole. Der var masser af rotter i Ryesgade og fine folk i Classensgade. På Kalkbrænderivej var der et kongeligt opfostringshus. Der var ingen enkehjælp og rejer kostede 40 øre pr. pot. Huslejen kunne sættes ned. De kongelige kørte gennem Classensgade. Tjenestepigerne købte rejer. Dengang, man fejerede grundlovsdag. Tre gange dagligt – nymalket mælk. Tænk, der var et ”slot” i Vordingborggade. En barakby ved Vibenhus Skole. Svømmeundervisning ved Helgoland. Krabber og bananer. Masser af fabrikker i Ryesgades baggårde. Stauning gik i spidsen. Masser af underholdning i baggårdene Motorløb og flyalarm.

 

Huslejen blev sat ned

Det var endnu dengang, at I.E. Ohlsens gartneri lå på Østerbro. Dengang var der ikke noget, der hed enkehjælp. Det hed fattighjælp eller fattighushjælp. Men det var ikke særlig attraktivt for så blev man nærmest umyndiggjort. Var man kommet derud kunne man blive en slags husvært i ejendommen. Så blev huslejen sat ned med 12 kr. i kvartalen.

Køkkentrapperne lå i mørke. Det var ikke sjovt at gå over gården til retiraderne. Rotterne holdt til her ved skarnbøtterne uden låg. To gange om året kom en rottefænger og lagde et gul pulver på et stykke brød. Men det hjalp nu ikke synderligt. Så var der bedre at lægge røget flæsk i en fælle. Så kunne man da hver morgen fjerne 2-3 stykker.

 

De kongelige gennem Classensgade

På Classensgade boede de finde dengang. Der boede en baronesse Gyldencrone og Hegermann – Lindencrone – Kontre – Admiral Caroc og mange andre prominente. Ja endda forfatterne Erik og Amalie Skram, sidstnævnte ofte med en cigar i munden.

Jo det var også her de kongelig kørte eller red igennem. Da Christian den Niende og Dronning Louise havde Guldbryllup den 26. maj 1892 kørte de sandelig igennem Classensgade.

 

Tjenestepigerne købte rejer

Hver mandag lød gaden af en skinger stemme. Rejekonen kommer med sin store kurv under armen:

  • Rejer godt – Rejer godt. Her er store levende rejer godt 40 øre en pot.

Så vrimlede der ellers til med tjenestepiger fra herskaberne, der købte rejer. Sommetider stod de og pruttede om prisen. Det var sjovt at høre på.

Senere på dagen kom en anden kone med jerntrillebør og en lille skovl. Hun blev kaldt for L-Konen. Hun skulle fjerne alle hundeefterladenskaber fra gaden. Rygterne gik på, at det blev brugt på apoteket!

 

Dengang, man fejrede Grundlovsdag

Jo det var dengang i begyndelsen af 1900 – tallet, hvor man fejrede Grundlovsdagen. Man havde taget pæneste tøj på. Og så ventede man at ”toget” skulle komme ind på Fælleden ved Øster Alle. Så kunne man ellers høre ”Nu dages det brødre” Og så var det ellers ind på Fælleden og for nogle børn var årets højdepunkt – en sodavand.

Om aftenen gik man en tur langs Langelinie for at se på alle skibe. De havde flag og kulørte lamper. Et dejligt hornorkester musicerede.

 

Damerne skulle da ikke øverst

I gårdene var der lirekasserne, særlig de store med negerfigur på. Ja og sporvognene, der blev trukket af heste. De små havde kun en hest foran. Man skulle bare vifte med hånden så stoppede de.

Så var det de to – etagers. Dem kunne man køre med for 10 øre på siddepladser og 5 øre for en ståplads. Samme pris ovenpå. Men det var nu mest for herrerne. For man skulle op af en snoet trappe. Det var svært for damerne, for kjolerne tog jo helt ned på støvlerne.

Om vinteren løb man på skøjter på Sortedamssøen. De fine løb på Kastelgraven. Der var masser af militærmusik forskellige steder på Østerbro dengang.

 

Tre gange dagligt – nymalket mælk

Tre gange dagligt kunne man få nymalket varm mælk. Bondemanden kom selv med store junger fyldt med mælk. 1 pot sød mælk kostede 10 øre, skummet mælk 6 øre. Et halv rugbrød 27 øre, 6 store kryddere 10 øre, 1 franskbrød 6 øre og flødekager 5 øre.

 

Tænk – der har været et ”slot” i Vordingborggade (Øresundsgade)

Tænk engang. Der har været et slot i Øresundsgade 18 (Vordingborggade 18). Ja det sagde man dengang. Fra gammel tid har det været overnatningssted for de kongelige, når de skulle i deres sommerresidens. Det var dengang en villa med en gammel frugthave. 

Randersgade var endnu lukket. Men huset er for længst revet ned. Nu hvor vi besøger stedet. Vi besøger så et hus, der ligger længere tilbage ud mod Korsørgade. Her boede ca. 45, som havde to lokummer i gården. Foruden beboelse var der et malerværksted, en smedje og et snedkerværksted.

Smedjen skoede heste fra kalkværkerne og en vognmand, der havde stald og vognpark i gården.

Også kraftværkerne, der lå for enden af Øresundsgade, fik daglig skoet heste. Når de var færdige, red lærlingen dem tilbage.

Koks hentede man på Silkeborg Plads, hvor kommunen havde et udsalg.

Mange fik kun gas, hvis der var penge til det. Der var en møntautomat, hvor man skulle putte 25 øre i.

 

En barakby ved Vibenhus Skole

I 1909 blev der oprettet en helt lille barakby ved Vibenhus Skole. I alt 8 træbarakker med 2 klasseværelser i hver, var der. De blev opvarmet af en stor rund kakkelovn i hver. Den ene barak blev efter nogle år omdannet til sløjd-undervisning.

 Men ellers var der her en hovedbygning med drengeklasse i den ene side og piger i den anden side. Der lå en lang stenbygning langs Randersgade. Det var gymnastiksalen, der havde indgang og omklædningsrum i hver ende.

 

Svømmeundervisning på Helgoland

Går vi nu en tur op ad Strandvænget lå der på venstre side en rebslagerbane og på højre side, hvor DSB havde lyntogsremise og pumpestation lå der en kolonihaveforening. Ja og lige over for lå badeanstalten Helgoland. Her gik skoleeleverne til svømmeundervisning. Der var et basin i midten. På venstre side et til piger og til højre et for drenge.

 

Krabber og bananer

Nå de store Amerika-både kom, gik man gennem tolden i Aarhusgade. Her kunne man være heldig at få stødte bananer helt gratis.

Ved hjælp af en speciel teknik kunne man ligge på maven på kajen og forsøge at fange krabber.

 

Man købte på ”den sorte bog”

På hjørnet af Øresundsgade og Holbækgade lå der en bager, hvor man om morgenen kunne købe gammelt brød. Og når man var kendt fik man en hel masse. På det andet hjørne af Holbækgade og Korsørgade lå en blandet købmandsforretning. Her var det særlig attraktivt at få et job. Så kunne man bidrage til husholdningen derhjemme. Normalt købte man på ”den sorte bog” Og så blev ens løn bare afskrevet.

 

Masser af fabrikker i Ryesgades baggårde

Vi tager lige en tur til Ryesgade. På Ryesgade Skole havde man en flot udsigt til Sortedams Søen gennem Krogsgade. Også denne skole var opdelt i drenge- og pigeklasser. På tilsvarende måde var skolegården opdelt.

Ryesgade var på et tidspunkt den mest folkerige gade i København. I baggårdene var der foruden garager, cykelskure og tørresnore også fabrikker. Fløjten lød altid, når det var fyraften. Her lå i hvert fald i baggården til Ryesgade 43 en møtrikfabrik og en skotøjsfabrik. Ja længere henne var endda en dukkefabrik.  

Når der kom læge på besøg, skulle der altid være et håndklæde og et vandfad med varmt vand parat. Jo og dengang kom lægen i en rigtig bil. De fleste andre var forsynet med ”kakkelovn” altså en gengasgenerator.

Dengang var der butikker overalt i Ryesgade. Grønthandleren havde spegesild i tønder, vin og sukker og koks i samme lokale. Her var også en butik, der solgte æbleskiver.

 

Både heste og deres mænd fik deres frokost

Under krigen blev der serveret frokost til hestene i form af muleposer. Imens sad mændene og spiste frokost i Cafe Scantic på hjørnet af Søpassagen og Ryesgade, her var altid et mylder af gadehandlere. ”Sild er godt” hørte man mange gange. Og før krigen kom der bananvogne gennem gaden.

Et andet fænomen var folk, der gik fra dør til dør og tiggede eller bad om en pakke mad. Der gik også folk rundt og solgte forsikringer, bøger og kunstværker. Der var også sprittere i gaden.

Der var sandelig også en biograf i Ryesgade, der lå midt for Lundingsgade. Den blev kaldt Ry-kino. En børnebillet til 4 – forestillingen kostede 35 øre. Senere gik man til Odeon – biografen på Fælledvej eller til Triangelen eller Park Biografen på Østerbrogade.

Søpassagen blev brugt under krigen til salg af juletræer. Kullageret lå på et tidspunkt over for Schulstads Brødfabrik. Julestegen blev stegt inde hos bageren.

 

Stauning gik i spidsen

Den 1. maj gik majdemonstrationen gennem gaden med musik og faner på vej til Fælleden. I spidsen gik på et tidspunkt selveste Stauning. Så kunne man istemme ”Internationale” og ”Danmark for folket”.

Ja og også Frelsens Hær gik gennem gaden eller tog opstilling på et gadehjørne og spillede musik.

 

Masser af underholdning i baggårdene

I den politifri periode kom der masser af grupper og optrådte i gårdene. Det var med masser af akrobatik og musik. Efter krigen var der igen politi i gaden. Der stod så en betjent og regulerede færdslen på hjørnet af Ryesgade og Fredensgade, Ja og der stod også en betjent på Trianglen.

 

Der blev bygget flere beskyttelsesrum under krigen nede ved søerne. Der var mange militærpatruljer dengang. Det bestod mest af ældre tyskere. De var modsat HIPO – korpset fredelige. Hipoerne pegede op mod vinduerne med skydevåben.

 

Motorløb og flyalarm

På søerne blev der i de hårde vintre kørt motorløb. Det var inden, der var knaphed på benzin. Og når vi nu er ved søerne, så var der sikkert mange der så et tysk fly styrte direkte i søen.

Der var masser af flyalarmer. Særlig om vinteren kunne det være en kold oplevelse nede i kælderen og meget lidt lys. Hver ejendom havde sin husvagt, der skulle sørge for at alle beboere kom ud.

 

  • Vi vil senere dukke ned i flere minder fra Østerbro

 

Kilde:

. Se Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk vil du opleve 84 artikler fra Det Gamle Østerbro

Agga – en sønderjysk pige(2)

Juni 10, 2019

Agga – en sønderjysk pige(2)

Af Kirsten Bjerrum

Til sin mors 90 – års fødselsdag skrev Kirsten denne skønne fortælling om sin slægt. Men det er faktisk også et stykke Sønderjyllands historie. Udgangspunktet er Ballum. Fra denne landsby døde 30 unge mennesker i Første Verdenskrig. Og man tror det næppe, men engang var der mange butikker i Ballum. Ikke mange piger i Ballum fik mellemskole – eksamen. For at få den skulle man helt til Tønder. Kirsten havde en enestående bedstemor, der tog sig af mange af slægtens fester, men også begravelse. Læs denne flotte skildring af livet ved Vadehavet – dengang.

 

Til Aggas 90 års fødselsdag på Klæager den 30. maj 2012

I november 2001 tog Birthe og jeg til Ballum for at lave et interview med mor om alt det, hun kunne huske fra sin slægt og fra sin barndom.

 

Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland under tysk herredømme, og vi snakkede en del om, hvordan det havde påvirket vores familie, og hvad hun huskede af det, de gamle i familien havde fortalt om den tid. Det viste sig, at mor havde en fantastisk hukommelse, og det blev en stor oplevelse for os alle tre.

Her er så en kort udgave af en lang historie sammen med nogle af mine erindringsbilleder, som jeg har malet 2009 – 2011 (grundet tekniske problemer har vi ikke i første omgang kunne få dem med, men vi arbejder på det).

 

Min mormor og morfar blev født på to nabogårde på hjørnet i Bodsbøl – Ballum. Den ene gård, en typisk vestslesvigsk gård, ligger der endnu, om end moderniseret, mens den anden gård, hvor min morfar, mor og vi børn voksede op, blev revet ned i 2007.

 

Bedstemors brødre Andreas og Jakob samt søsterens mand Peter deltog i første verdenskrig som tyske soldater. Andreas var den heldigste, idet han kom til at arbejde i Rumænien som hesteoppasser hos en højtstående militærmand, der satte pris på ham. Efter krigen talte han om Rumænien med stor begejstring. Men Jakob kom i rigtig krig og endte i fransk krigsfangenskab og kom aldrig rigtig over det.

 

På nabogården boede oldemor Agathe, som var blevet enke i en ung alder, med sine 4 sønner, hvoraf Ullerup og Marius deltog i krigen. Bedstefar var på session flere gange, men var så heldig at blive kasseret hver gang pga. en hjertefejl. Både Marius og Ullerup overlevede, men Marius blev aldrig sig selv igen og døde af hjertestop i 1922.

 

Krigen havde præget hver eneste landsby i Sønderjylland. På Ballum Kirkegård står der en mindesten for 30 unge mænd, som faldt i krigen. Det var et stort tab for sådan en lille landsby, og mange unge piger blev aldrig gift.

 

I Ballum var der en del krigsfanger fra Rusland og Polen. De arbejde rundt omkring på gårdene og med at bygge diget.

Bedstefar havde en russisk krigsfange, som blev kaldt Gigo. De kunne tale tysk sammen og de blev gode venner. Bedstefar hjalp Gigo med at flygte over grænsen til Danmark, idet han ikke ønskede at komme tilbage til Rusland. Gigo kom til Ribe, fik job, og blev gift med en dansk pige fra byen. Senere flyttede familien til København, og de to familier holdt kontakt i form af julekort i mange år.

Efter interviewet med mor fik jeg kontakt med Gigos datter, Olga i København. Mor og jeg besøgte Olga oppe i Birkerød, og hun fortalte meget om sin familie, og var meget interesseret i hendes fars tid i Ballum.

Olga har sidenhen været i Ballum for at se det sted, hvor hendes far var krigsfange. Og dengang var gården heldigvis ikke revet ned endnu. Men laden, hvor Gigo havde snittet billeder i bjælkerne, var faldet sammen i den store storm i 1999.

 

I årene under 1. verdenskrig havde kvinderne travlt med at passe arbejdet uden de unge mænd, som var i krig. Bedstemor styrede gården derhjemme og det var hende, der gik ud og så til dyrene og malkede køerne.

Lige efter krigen blev bedstefar og bedstemor forelskede i hinanden. De havde altid kendt hinanden, og de var fætter og kusine fra to nabogårde, men pludselig slog lynet ned. Den 11. november 1920 blev de gift, på våbenstilstandsdagen for 1. verdenskrig.

I 1922 blev mor så født, og hun skulle selvfølgelig opkaldes efter bedstemor Agathe. Det samme skulle de andre brødres første døtre. Så det blev til 4 gange Agathe i familien. Mor insisterer på at blive kaldt Agga.

Oldemor Agathe byggede i 1925 et lille aftægtshus ved siden af gården – og det ligger der endnu. Her boede hun sammen med en tjenestepige, som lavede al arbejdet, mens Agate sad stor og tyk på en stol og kun rejste sig for at gå ind til spisebordet. En kone i hendes position lavede ingenting dengang, og hun havde råd til tjenestepige.

Agathe døde som 78 – årig i 1931, da mor var 9 år.

 

Mor voksede op i 20`erne og 30`erne og hun mindes ikke, at der var en økonomisk fordel for sønderjyderne at komme tilbage til Danmark. Der var bedre priser på landbrugsvarer i Tyskland. Men folk var glade for at være blevet danskere og kunne tale deres sprog i fred og få lov til at hejse flaget. Folk havde det daglige brød men ingen penge. Men ellers blev Sønderjylland lidt forkælet. En røvet datter dybt begrædt er kommet tilbage. Sådan blev der set på det. Det var en glæde at være kommet tilbage til Danmark, og det blev i mors barndom fejret hvert år på Afstemningsdagen den 10. februar med flag, taler og masser af sange i forsamlingshuset.

 

I mors skole var der knap så meget kæft, trit og retning, som i tyskertiden, selvom nogle af de ældre lærere havde det siddende i sig. Vores bedsteforældre snakkede aldrig dårligt om deres skoletid, bortset fra at de ikke kunne lide at være tvunget til at fejre kejser Wilhelms fødselsdag iført deres stiveste puds.

Før genforeningen var undervisningen på nær en religionstime på ren tysk. Men nu havde forældrene fået nok af tysk, og det blev helt afskaffet. Men der var en dygtig førstelærer, som syntes, at det var en skam, at børnene ikke skulle have en chance for at lære lidt fremmedsprog, så han tilbød en time tysk efter skoletid.

Ud over fagene dansk, regning og religion havde de historie, naturhistorie, geografi og gymnastik. Eleverne marcherede hen til et koldt forsamlingshus og lavede gymnastik der. Mor husker med gru, hvordan de klædte om i et koldt rum, og at der ikke var mulighed for bad.

Det var megen udenadslære, og mange sad hjemme og sled med lektierne, og deres mødre græd. Hvis de ikke kunne stoffet udenad, måtte de sidde efter, eller de fik tæsk og blev erklæret for dumme. Lussinger og rap over nakken var meget normalt, og ind imellem kom spanskrøret også frem. Det værste man kunne gøre, var at være trodsig og ikke gøre, hvad læreren forlangte. Nogle elever var gode til at få læreren hidset op, og så fik de af spanskrøret. Men jo mere han slog, desto trodsigere blev de. Mor fik ingen tæsk, og hun var også dygtig i skolen.

 

Først midt i 30´erne blev vejene i Ballum asfalterede. Indtil da havde det været grusveje med grøfter i begge sider. Der sad en mand og knuste stenene til vejen fint. Han sad som en anden jens Vejmand bag en skærm af sækkelærred.

 

Dengang var der i modsætning til nu en masse forretninger i Ballum, hvor man kunne få næsten alt, hvad man havde brug for i hverdagen.

Der var flere købmandsforretninger, blandt andet mors onkel Ullerups, som lå lige på hjørnet over for gården. Det var et ismejeri, som i dag er butik med antikke ting fra Ballum og omegn.

Omme i bygaden var der en lille Tatol forretning, lige som Matas i dag. Og der var en lille trikotagebutik med undertøj og børnetøj m.m. Længere omme lå frisør Ravns butik. Konen var en dygtig syerske. Så kom Johannes Jefsens isenkræmmer – og landbrugsmaskine – forretning. Her var også en sparekasse, der havde åbent et par gange om ugen.

Over for lå smedjen, som også var mødested for byens mænd, der hyggede sig, når de skulle have skoet heste.

Så kom bageren, hvor folk købte rugbrød og rundstykker om søndagen og kager til festlige lejligheder. Der var en saddelmager, som lavede seletøj til heste og polstrede møbler. Og i bygaden var der smukke vejtræer, som desværre blev fældet af emsige politikere i 60`erne.

Så kom Luthers missionshus, hvor der var en livlig aktivitet med ungdomsforeninger med orkester, søndagsskole og mange arrangementer. I Ballum var der både Indre Mission og Luthers Mission. Luthers Mission tiltrak især småkårsfolk, og dem var der mange af på det tidspunkt. De gik ikke så meget i kirke, men foretrak at komme til møder i deres missionshus.

I den tidligere skole længere omme boede Aja Lindholm, som havde et håndkøbsudsalg fra Højer Apotek. Her boede også nogle psykisk syge kvinder fra Ribe Statshospital. Inde ved siden af havde Ajas far et ligkisteværksted.

Så kom alderdomshjemmet, et stort flot hus, bygget i 30`erne. Overfor lå forsamlingshuset, kaldet Ballumhus, som blev bygget i 1911 i tyskertiden. Her var der meget livlig aktivitet med ungdomsforening med gymnastikundervisning for karle og piger flere gange om ugen. Og der var folkedans, møder, foredrag og fester med bal og biografaften en gang om måneden. Forsamlingshuset blev også brugt til private fester, hvor bestyrelsen lavede god gammeldags mad med suppe, steg og dessert samt kaffebord.

Ved siden af Ballumhus lå Brugsforeningen, som den dag i dag stadig er butik. Efter Brugsen boede Anders Skomager med sine 4 kvikke sønner. Og så kom endelig mors skole med 2 lærere.

Gik man ad vejen til Harknak kom man til damefrisøren, som var selvlærd, men vældig dygtig. En permanent tog det meste af en dag. Og så kom Benny Cykelsmed, hvor man kunne købe nye cykler og få de gamle repareret.

På Nørrevej lå der en slagter med et lille udsalg. Slagteren kørte rundt med hestevogn og solgte kød, især oksekød. Svin slagtede man selv.

På Kystvej lå møllen, hvor bønderne fik malet deres korn.

Omme på Strandvejen var der et lille posthus med telefoncentral, der var åben hver dag. Dengang var der kun få familier, der havde privattelefon.

Ved siden af havde Klaus et snedkerværksted, hvor man kunne få lavet møbler. Længst omme lå den gamle færgekro, hvor der tidligere havde været færgeforbindelse til Rømø. Her holdt ringridderforeningen til med fester og baller. Der var også almindelig krostue, men den blev ikke særlig meget brugt.

Der var ingen gadebelysning, og man skulle huske lommelygter og passe på ikke at falde i grøfterne.

Skulle man købe noget større, tog man rutebilen til Tønder.

Dengang boede der mange mennesker i Ballum. Familierne var store og der var mange karle og piger på gårdene. Men om aftenen var der ingen steder at gå hen for de unge mennesker, og det var lidt trist især om vinteren.

 

Mor blev konfirmeret i 7. klasse, og så var der slut med at gå i skole. Så var det hjem og være pige hos bedstemor. I begyndelsen havde bedstemor en ung pige, men da hun holdt op, måtte mor til at malke to gange om dagen og fyre op i kakkelovnen samt hjælpe til på marken. Og det var ikke spor sjovt.

Desuden skulle der laves håndarbejde om eftermiddagen, hvis det ikke var andet arbejde. Der skulle repareres tøj og strikkes uldent undertøj og uldsokker. Dengang havde folk uldent tøj på fra nederst til øverst. Mor var ikke vild med håndarbejde og har sidenhen ikke gidet at strikke.

Mor ville gerne ud at arbejde, men bedstefar og bedstemor syntes, at hun skulle blive lidt ældre først. Mor ville meget gerne have fortsat i skolen, men det kom slet ikke på tale dengang. Hvis man skulle fortsætte i skolen, skulle man til Tønder allerede efter 5. klasse, og det var besværligt med bus og tog. Men sådan er det også i dag. Dengang var det slet ingen piger fra Ballum, der kom i mellemskolen og kun få drenge. Til gengæld skulle piger have en huslig uddannelse og lære at blive dygtige husmødre.

 

Mor fik sin første plads i huset hos en manufakturhandler i Bredebro, da hun var 17 år. Det næste job blev hos en bankdirektør i Tønder. Og her var hun den 9. april 1940. Tidligt om morgen blev hun vækket af støj og brummen, og da hun kiggede ud af vinduet så hun en masse motorcykler komme kørende gennem gaden og hun så også en masse fly. Hun blev selvfølgelig bange, men hun turde ikke gå ned til det arrogante herskab og spørge om situationen, så hun ventede til normal arbejdstid. Fruen gad ikke snakke med hende og forlangte, at hun skulle gøre hovedrent i spisestuen den dag.

Hun ville selvfølgelig gerne have været ud for et se, hvad der skete. I starten troede hun, at det kun var Sønderjylland, der havde været besat, indtil hun hørte i radioen, at tyskerne havde besat hele Danmark.

 

Lige som så mange unge piger dengang, kom mor på husholdningsskole. Men desværre på et dumt tidspunkt, nemlig i 1942 under besættelsen, hvor der var rationering og knaphed på alting.

Mor valgte Skårup Husholdningsskole, fordi de havde komponisten Oluf Ring ansat som sanglærer. Oluf Ring og hans sange kom til at betyde meget for hende, og folk undrer sig tit over, hvor hun kender alle disse sange fra. Oluf Ring har komponeret melodier til en lang række kendte sange. Blandt andet skrev han melodi til Danmark nu blunder den lyse nat i 1922, det år mor blev født.

Efter denne dejlige periode kom mor 1 1/2 år i huset hos kusine Valborg i Sønderborg.

 

Mor var i Ballum, da kapitulationen kom. Men hun havde efterhånden fået nok af livet på landet og drømte om at komme til København. Hun var 24 år, ugift, og ville gerne opleve en storby. Min mor var arving til mine bedsteforældres gård, men hun havde nu ikke tænkt sig at gifte sig med en bonde af den grund. Ikke fordi hun havde noget imod at blive bondekone, men hun havde ikke mødt den rigtige endnu, bonde eller ej.

 

Hun tog først til København i januar 1946, fordi mine bedsteforældre havde sølvbryllup den 11. november 1945. Men mors bror, Hans havde astma og astmaeksem og han havde det dårligt op til festen. Om natten mellem den 9. og 10. november blev lægen tilkaldt, og han gav Hans en indsprøjtning at sove på, og den vågnede han aldrig op af igen.

Bedstemor var en stærk, troende kvinde og hun takkede Gud for at hendes stakkels søn ikke skulle mere. Hun sagde, at det var godt, at det ikke var bedstefar. Det samme sagde hun, da hendes anden søn, som også var meget syg, døde nogle år senere. For hvis bedstefar var død, ville hun ikke kunne klare det. Det bekymrede hende meget, hvordan det ville gå hendes sønner, når hun og bedstefar ikke var der længere.

Og så blev sølvbrylluppet, der var forberedt, til en begravelse. Folk kom med kranse og gaver til sølvbrudeparret, og det var en mærkelig blanding.

 

Den 20. november skulle mors kusine Anne på nabogården giftes med sin Svend. Bedstemor havde for længst lovet, at de måtte bruge hendes hus, hvor der var mere plads. Bedstemor kunne selvfølgelig have sagt fra, men det gjorde hun ikke, så Anne fik sit bryllup.

Alle møbler blev ryddet ud, og det blev dækket op til 50 personer. Og så blev der holdt fest for 50 personer, 3 dage i træk, og det blev tre gode aftener med suppe med kødboller og melboller, oksesteg med grøntsager og til sidst fromage. Og så blev der serveret vin til maden.

Bedstemors bror, Jacob, der normalt aldrig holdt tale, slog på glasset, rejste sig, ønskede brudeparret tillykke, og så holdt han ellers en smuk tale til sin søster, hvor han roste hende for hendes styrke, og at hun midt i sorgen var i stand til at holde et stort bryllup.

 

Grunden til, at Annes bryllup skulle holdes hos bedstemor var, at kroen, forsamlingshuset og missionshuset i efteråret 1945 var fyldt med tyske flygtninge. Det var simpelthen ingen steder at holde fest. Flygtningene kom tidligt 1945 og blev der omkring et år. Det var især østtyskere, som var flygtet fra den sovjetiske hær. De kom gående med små vogne og barnevogne, og de prægede bybilledet. Nogle kom hjem til bedstemor og spurgte, om de ikke kunne hjælpe med noget. Og bedstemor satte dem til at lappe tøj og stoppe strømper, og som løn fik de æg, smør og sæbe.

 

 

I slutningen af 1945 søgte mor en stilling i København. Hun fik en god stilling hos en familie i nærheden af Svanemøllen i Hellerup. Her havde hun fri hver aften, hvilket hun aldrig havde haft før, og hun havde også fri nogle eftermiddage, så hun kunne komme ud i byen, før hun skulle lave aftensmad.

Den 11. november 1947 tog mor ind til Sønderjysk Forening i Studiestræde, hvor våbenstilstandsdagen for første verdenskrig blev fejret. Da hun kom ind i lokalet, kunne hun mærke, at der var nogle øjne, der fulgte hende. Da lærer Hummeluhre fra Rens var færdig med sin tale om krigen og våbenstilstanden, kom ham, der havde kigget over for at danse.

Han hed Olav, og de snakkede om, at de hvis nok havde set hinanden før. Det viste sig, at de havde set hinanden for seks år siden til et bal på Færgekroen i Ballum i 1941. Olav kom ikke fra Ballum, men hele hans slægt stammede fra Ballum, og han havde ofte været på ferie hos sin elskede bedste, Vise.

Mor og Olav blev forelskede og ønskede at blive gift. På det tidspunkt havde Olav, som blev min far, et anlægsgartneri sammen med en kammerat oppe i Harreskoven. Mor skrev til sine forældre, at hun ønskede at blive ringforlovet, og min bedstemor tilbød at holde festen. Mine bedsteforældre kunne godt lide far fra starten, og de kendte hans slægt. Bedstefar havde gået i skole med bedste, Vise.

 

Forlovelsesfesten blev holdt i juli 1948 i Ballum med folkemusik og dans. Bedstemor sørgede for god mad og vin.

 

En af dagene gik mor og far en tur ned til havet, og far spurgte mor, hvad hun sagde til, at han prøvede at overtage gården i Ballum. På det tidspunkt var bedstefar over 70 år. Han havde forpagtet det meste af jorden ud og havde kun lidt landbrug.

Fars anlægsgartneri gik ikke alt for godt, da folk lige efter krigen ikke havde så mange penge til at bruge på deres haver.

Min mor svarede, at det var hendes største ønske, hvis det kunne lade sig gøre. Så far tog tilbage til København og afviklede sin andel i firmaet, og den 1. august flyttede han ind hos bedstefar og bedstemor. Her hjalp han med at lægge om i haven og rydde op. For at tjene penge og lære noget om landbrug fik han stilling på en gård i Mjolden. Her startede han 1. november 1948 og var der et år. Samtidig sluttede mor sin stilling i København og tog hjem til Ballum. Mor husker det som en dejlig periode, hvor far kom cyklende hver søndag, hvor han havde fri samt et par aftener om ugen.

 

Første november 1949 sluttede far sin landbrugslære i Mjolden, og så blev far og mor gift den 11. november på bedstemor og bedstefars bryllupsdag og toårsdagen for deres møde på våbenstilstandsdagen i Sønderjysk Forening i København. De havde ikke sigtet efter den specielle dato, men dengang var det sådan, at man skiftede stilling 1. november. Og da et bryllup altid skulle foregå på en fredag, og huset skulle gøres klar, ja så kunne det kun blive den 11. november.

 

Og så blev de gift og levede lykkeligt sammen til deres dages ende. Det blev 47 år.

Tak til Kirsten for denne dejlige fortælling. Vi håber, at det senere vil være teknisk muligt at få Kirstens flotte illustrationer lagt ind.

 

Hvis du vil vide mere om Ballum og Omegn: Læs:

  • Mellem Højer og Ballum
  • Ballum – dengang
  • Ude mod Vest

Disse artikler fortæller også lidt om Ballum og Omegn:

  • Sønderjysk Kaffebord – for Sønderjyder
  • Tønder Kniplinger – endnu mere
  • Rømø – den tredje tur
  • Indre Mission, baptister og andre
  • Emmerlev Skole
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Fræ Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
  • Ballade i Sønderjylland
  • Et kloster – 15 km fra Tønder
  • Apotekeren fra Højer
  • Rømø – endnu engang
  • At plukke sut ved Højer
  • Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 


På jagt efter Mærsk – Familien

Juni 8, 2019

På jagt efter Mærsk-Familien

Hun var ikke fra Ballum. Forkerte fakta flere steder. 20 mio. kr. til 80 Ballum-huse. Ballum havde 48 gårde. Mange var på søen. Hvornår hører vi om Mærsk første gang? Navnet Mærsk breder sig. Kræmmer Mads Hansen Mærsk efter lader sig mest opmærksomhed. Et stort hus i Husum Ballum. En af egnens rigeste mænd. Hans Mærsk fyret som delefoged. Her har vi A.P. Møllers bedstefar. Mærsk-navnet ikke mere så udbredt. Vi kunne også have startet ved Rømø kirke. Maren var fra Laust’ s tredje ægteskab. Masser af forliser. Som 12 – årig på langfart til USA. Vigtig forbindelse til Dragør – rederi. Arrangeret ægteskab fører til 10 børn. Svigerfar drukner. Dampskibsselskabet Laura. Dampskibsselskabet Svendborg A/S. Selskabet vokser. Hr. Møllers sølvske bliver til guld. Landets førende og frygtindgydende erhvervsmand. Aviser mærker Hr. Møllers utilfredshed. Ingen tilladelse fra Justitsministeriet. Imponerende samfundsstøtte.

 

Hun var ikke fra Ballum

Nogle gange skriver vi utilsigtet noget, som måske ikke stemmer overens med sandheden. Grunden er vi måske har brugt en forkert historisk kilde. Men så er det godt, at vi har opmærksomme læsere, der kan hjælpe os med at findeden rigtige historie.

En af de historier, der nødvendigvis ikke er helt rigtig er en historie i artiklen ”Ballum – dengang”. Her skriver vi følgende:

 

  • Den var en pige fra Ballum – Kirsten Pedersdatter Mærsk, der var blevet gift med befragter Peter Møller fra Rømø

 

Men se andre steder, står det, at Kirsten var Rømø – pige. Egentlig burde det vel have stået:

 

  • Første gang, navnet Mærsk Møller dukker op, er da ægteparret Kirsten Pedersdatter og skipper Hans Peder Pedersen Møller får sønnen Peter Mærsk Møller i 1836. Han bliver skibsredder og sammen med sønnen A.P. Møller – grundlægger de Dampskibsselskabet Svendborg.

 

Forkert fakta flere steder

Nu har ”Den Gamle redaktør” godt nok lige tjekket efter i arkiverne. Og der står sandelig flere steder, at Mærsk Mc-Kinney Møllers oldemor Kiersten Pedersdatter Mærsk var født i Ballum og det var fra hende navnet Mærsk stammer. Og ordet betyder slet og ret marsk på sønderjysk. Ja og i en artikel i Information står det sandelig, at Mærsk – familien er fra Fanø.

Ja det er sandelig en grund til, at Mærsk er så gavmild med donationer, når det gælder Sønderjylland.

 

20 millioner til 80 ”Ballum-huse”

Tænk engang, de syv små Ballum’ er fik 20 millioner kroner til restaurering af gamle huse. Men nu hører landbyerne også i den absolutte superliga, når det gælder bevaringsværdige huse. I alt 80 huse fik glæde af millionerne.

Men lad os starte fra begyndelsen.

 

Ballum havde 48 gårde

Ballum havde fra gammel tid haft 48 gårde. Bønderne var var den bærende del af samfundet, men der var også et anseeligt antal gadehusmænd. Det frem går af en bemærkning i Riberhus lens jordebog 1602 – 03, at Peder Rantzau, Trøjborg i Ballum sogn har givet en stor ”hob” gadehusmænd tilladelse til at bygge og nedsætte sig i Ballum mod at forrette arbejde til Trøjborg. Antallet af nye huse udgjorde noget over tre snese.

 

Mange var i Flåden

Fra 1723-24 kunne man i lægdsrullerne for de 14 til 35 årige se, hvor mange der var til søs og hvor:

 

  • 53 mand var i Holland. 6 mand var i Ostindien. 1 mand var i Hamborg. 1 mand var fange i Tyrkiet. 1 mand var i Flensborg. 20 mand var i flåden. Dertil kommer alle dem, der ikke var i denne aldersgruppe. I Folketællingen i 1780 anførtes, at der var 130 søfolk.

 

Hvornår hører man første gang om Mærsk

Der har været en del ikke underbyggede myter om Mærsk navnets opståen. Navnet forbindes med fire gårde som indtil 1634 lå ud for Ballum Enge syd for Brede Å.

Hele deres historie kender man ikke. Men det vides, at Biskop Peder Lykke den 3. juni 1417 forlenede forskelligt gods til Hr. (Ridder) Morten Jensen (Gørsting) heriblandt afgiften af ”Hollænderne i Ballum Mærsk”.

Disse fire gårde blev offer for stormfloden i 1634. Efter studier af jordebøger og skatteregnskaber ser det ud til, at navnet Mærsk begynder at optræde 1634/35 og fremefter.

 

Navnet Mærsk breder sig

Der boede en Anders Nielsen Mærsk født 1617 og død 1698 i Højbjerg. Christian Nielsen Mærsk født 1620 og død 1705 var fra Mjolden sogn. Begge var sønner af Niels Christensen Mærsk i Østerende.

Navnet breder sig de følgende år. Tilsyneladende var det ikke så ringe at hedde Mærsk. Svigersønner i familien overtog Mærsk navnet med konen.

 

Kræmmer Mads Hansen Mærsk efterlader sig mest opmærksomhed

Den familie, der nok har efterladt sig størst opmærksomhed dengang er kræmmer Mads Hansen Mærsk og Dorthe Hansdatter. De boede i Husum Ballum omkring år 1700. Den nuværende adresse er Mølbyvej 3. Men det er nok tvivlsom, om der er mere tilbage af huset.

Mads Hansen, enken Karen og Hans Hansen af Højbjerg nævnes som værende søskende.

 

Et stort hus i Husum Ballum

Mads Hansen Mærsk begyndte måske sin kræmmertilværelse i Husum Ballum hos den daværende kræmmer Peder Nielsen. Mads Hansen Mærsk` kone, Dorthe dør i 1731. Skiftet er meget omfattende. Hele 12 gange mødes skiftemyndighederne.

Det var ikke et helt lille hus. Hele 17 fag plus 6 fag lade og stald bestod det af. Det var et righoldigt udstyr af alt. Så det så ud som om, at de var ret velstillede.

Kræmmerbodens omfattende varelager giver et ganske spændende indblik i, hvad der blev brugt dengang. Der var varer til landbruget, håndværkeren, husholdningen, skolebrug, andagts- og kirkebrug. Der var gryn, brændevin, kirsebærlikør, tobakspiber, kniplinger m.m.

 

En af egnens rigeste mænd

Der var udstående fordringer, og der blev leveret varer fra bl.a. Flensborg, Aabenraa, Tønder og Sild.

Til deling mellem faderen og børnene var det 2.877 rigsdaler, så alt så ud til at Mads Hansen Mærsk var en af egnens rigeste mænd.

Mads og Dorthe satte 14 børn i verden. Men ved moderens død var der kun 8, der var i live.

 

Hans Mærsk fyret som delefoged

Den ældste søn, Hans blev gift med Lene fra Holm ved Brarup. De fik 8 børn. Han var en tid delfoged i Ballum. Der bor stadig efterkommere af denne del af familien rundt om i det ganske land.

Hans Mærsk var tilsyneladende en stor modsætning til sin fader. Han blev udnævnt som delefoged i 1734. Men det varede kun til 1739. Han blev af mange årsager sat fra sin bestilling. Han var brovtende og havde et stort pengeforbrug. Han fik heller ikke afregnet med grevskabet eller sine søskende. Det førte til adskillige retssager. På et tidspunkt sad han i arrest på Schackenborg.

Maren blev gift med Henrik Muusmand i Borg, Brede og fik 7 børn. Af disse er det også i dag mange efterkommere.

Karen Blev gift med Tobias Nielsen, Kannikhus, Møgeltønder. Tobias var søn af tidligere ostindienfarer, Niels Jensen. Parret fik adskillige børn. De boede først i Kannikhus, men blev så fæstere i Slotsgaden. De skulle bage brød til borgerne som en del af indfæstningen.

 

Her har vi A.P. Møllers bedstefar

En af Karens sønner blev opkaldt efter bedstefar Mads Mærsk i Ballum. Han flyttede senere til Rømø, hvor sønnen Peder Mærsks datter Kiersten Pedersdatter Mærsk blev gift med Hans Petersen Møller, der var bedstefar til skibsredder A.P. Møller. Se nu er vi så inde på det, vi var på jagt efter. Og vi fik bekræftet, at Kiersten var fra Rømø.

Altså ægtefolkene, Kirsten (Kiersten) og H.P.P. Møller er begge rømsere. Kiersten er datter af Anne Kirstene Jacobsdatter og Peder Madsen Mærsk. Såvel Anne Kirstine Jacobsdatter og Peder Madsen Mærsk er født på Rømø. Peder Madsen Mærsks far – Mads Tobias Mærsk er født i Kannikhus ved Møgeltønder i 1734. Han flytter til Rømø i 1770, da han bliver gift med enken Kirsten Jespersen fra Rømø. I 1771 får de sønnen peder Madsen Mærsk.

Leena var først gift med Hans Kallesen, Tønder, der døde. Hun blev gift anden gang med organist Claus Holst, Højer.

Anna blev gift med skipper Christian Krag, Højer. De fik mindst 7 børn. Cathrine blev gift med Claus Könnrmann, Aabenraa. De fik mindst 7 børn.

 

Mærsk – navnet ikke mere så udbredt

Tilbage til kræmmerparret. De forstod at udbygge og drive deres handel. Men kreditgivning giver tab, og det kunne ses efter det ret store beløb, der måtteafskrives ved skifteopgørelsen.

Mads Mærsk døde i 1733 hos sin datter Maren og Henrik Muusmann i Borg. Den yngste søn Mouritz døde i 1738.

Efter aftale ordnede hans Mærsk begravelsen. Det gjorde med en udførlig opgørelse over udgifterne til skifteretten. Selv om der i Ballum sogn er mange, der vil kunne finde Mærsk navnet blandt deres aner, må man alligevel konstatere, at det er mange år siden at navnet har været registreret som efternavn i Ballum sogn.  

 

Vi kunne også have startet fra Rømø Kirke

Nu kunne man jo også have startet denne fortælling ved Rømø Kirke. Men så havde vi næppe hilst på så mange fra familien Mærsk.  Her ved kirken finder vi en mindesten rejst af A.P. Møller over Laust Michelsen og hvorfor nu det?

Jo, lad os lige læse, hvad der står på denne mindesten:

 

  • Laust Michelsen født o. 1670. Kommandør og landoged på Rømø. Han var gift seks gange og blev far til 21 børn, heriblandt datteren Maren, der blev stammoder til A.P. Møllers slægt.

 

Maren var fra Laust’ s tredje ægteskab

Ja her starter tillige en særdeles dramatisk historie, som vi til dels allerede har beskrevet i tidligere artikler om Rømø. Laust Michelsen var hvalfangstkommandør og tjente til livets udkomme under de hårdeste vilkår i arktiske farvande.

I første halvdel af 1700-tallet havde Laust bopæl i Vråby på Rømø. Han levede også en overgang med at fiske østers og skipper på mindre skibe i Vadehavet. Han blev landfoged i Sønderland. Han stod bag opførslen af skolen i Sønderby. Han kæmpede ihærdigt for bedre undervisning af øens børn.

Blandt Laust Michelsens 21 børn var datteren Maren af tredje ægteskab. Maren giftede sig med kommandør hans Peter Petersen, der døde af skørbrug i 1777 under en hvalfangstekspedition til polaregnene. Knap 14 dage senere blev skibet skruet ned ad Grønlandsisen. Ved forliset blev Hans Peter Petersen i sin kiste sat ud på en isflage og således overgivet til havet.

 

Forlist ved Spanien

De to havde fået sønnen Peter Hansen Møller. Han fulgte i slægtens fodspor og blev kaptajn. Efter nogle år lagde han op for at gå på land. Men han ville dog lige tage en sidste rejse som styrmand og det var for sin søn, kaptajn Peter Andersen Petersen Møller. Denne tur blev skæbnesvangert for både far og søn. Under en voldsom storm totalforliste skibet ud for Spaniens nordkyst den 12. februar 1820. Alle ombordværende omkom.

Den unge Peter Andersen Petersen Møller havde været gift med Anna Catharina Pederdatter. Hun stod nu alene med parrets to små piger og en lille dreng. Efter tabet af ægtemanden levede familien under trykkede økonomiske kår. Moderen sendte sønnen til Hamborg, hvor han skulle søge hyre som skibsdreng.

 

Som 12-årig på langfart

Drengen var Hans Peter Petersen Møller, der blev født 1. juli 1810 i Havneby på Rømø. Han var blot 12 år gammel, da han sejlede på langfart til Amerika. H.P.P. Møller tog senere styrmandseksamen og den 26. oktober 1835 giftede han sig med Kiersten Pedersdatter Mærsk. Vi er tilbage til fortællingen fra før. Senere blev han antaget som skibsfører hos det store Chr. Broberg & Søn. Det var både handelshus og sejlskibsrederi.

Også den nyslåede kaptajn oplevede mange dramatiske episoder til søs. Men han slap med livet i behold modsat så mange andre i slægten.

 

Mange dramaer til søs

Allerede i november 1843 kæntrede og sank hans skib skonnerten ”Sct. Thomas” syd for Sardinien. Kaptajn Møller og fem mand drev omkring i en jolle i tre døgn uden vand og proviant. Til sidst blev de reddet af et andet skib. Men da var fire besætningsmedlemmer omkommet.

Efter forliset kom Hans Peter Petersen Møller tilbage i en anden ”Sct. Thomas”. Men den 10. januar 1853 strandede dette skib ved Hornbæk efter voldsomt snevejr. Skibet blev slået til vrag. Nu ønskede H.P.P. Møller ikke at friste skæbnen yderligere. Den religiøse kaptajn mente, at nu havde Herren advaret ham tilstrækkelig. Så nu valgte han at gå i9 land. Trods drillerier fra de øvrige mænd på Rømø valgte han at gå på land. Her levede han efter hans egne ord som ”en simpel bonde” indtil sin død på slægtsgården. Han havde fået fem børn – to drenge og tre piger.

 

Egentlig ingen lyst til at tage til søs

Den ene af de to søfarende venner omkom på havet i en ung alder. Den anden søn hed Peter Mærsk Møller. Han blev født i den lille slægtsgård i Østerby. Saltvandet var nærmest kommet ind med modermælken. Den unge Peter Mærsk Møller blev kahytsdreng om bord på faderens skonnert ”Sct. Thomas”.

Ifølge hans erindringer var tilværelsen ikke præget af stor lyst:

 

  • Da jeg var 14 et halvt Aar gammel blev jeg konfirmeret og kom ud at sejle, først nogle Rejser med min Fader som Kahytsdreng med 8 Kroner om Maaneden i Hyre, men nogen Lyst til Søen havde jeg ikke, saa jeg gik i lære hos Blokkedrejer Henriksen i Brogade i København. Jeg kunde imidlertid indse, at der ikke var nogen Fremtid for mig i den Provision, hvorfor jeg tog til Søs.

 

P.M. Møller påmønstrede briggen ”Roda”, der afgik til Brasilien efter kaffe. I 1855 tog han styremandseksamen fra Flensborg Navigationsskole.

Efter en tid som hjælpelærer på skolen forhyrede han som Anden styrmand på en skonnertbrig, der sejlede i frugtfarten på Middelhavet. Peter Mærsk Møller fik næringsbevis som skipper, men familien mærkede atter, at havet var en barsk herre.

Den 7. januar 1859 omkom P.M. Møllers lillebror, matros Peter Andersen Møller, i en alder af blot 18 år ved forlis.

 

Vigtig forbindelse til Rederi H.N. Jeppesen

Møller – familien boede på dette tidspunkt i Dragør. Her blev afgørende forbindelser knyttet. En af byens førende rederier blev drevet af H.N. Jeppesen. Hovedparten af dennes døtre blev bortgiftet til mænd, der havde deres hverv på havet. Disse blev efterhånden indlemmet i rederiet.

I 1862 blev P.M. Møller kaptajn på H.N. Jeppesens skib ”Prima”. De to familier blev tæt knyttet sammen, da P.M. Møller den 8. december 1864 giftede sig med skibsredderens ældste datter, Ane Hans Jeppesen, der blev kaldt Anna.

 

Arrangeret ægteskab førte dog til 10 børn

Noget tyder på, at dette ægteskab var arrangeret over et glas en sen aftentime. Men kærlighed spillede nu også ind.

Denne Anna var ”en mere end almindeligt ambitiøs Dragørkvinde”. Hun var en betydelig drivkraft bag etableringen af dampskibsselskabet. Hun stod trofast ved hendes mands side. I en periode på 18 år fødte Anna 12 børn. I gennemsnit blev de 10 overlevende 80 år gamle.

 

Om bord på ”Valkyrien”

P.M. Møller var en anerkendt og dygtig kaptajn, men han oplevede dog skibsforlis. I 1874 overtog han kommandoen på svigerfars store bark ”Valkyrien”. Han købte fjerdeparten for 11.516 kr. Allerede på jomfrurejsen grundstødte skibet.

Valkyrien var på daværende tidspunkt Danmarks næststørste sejlskib. Skibet fragtede kul, rum og frugte. Det anløb både London, havne i Middelhavet samt de Vestindiske Øer. I december 1883 oplevede Valkyrien endnu et forlis. Men P.M. Møller overlevede.

 

Svigerfar druknede

Annas magtfulde far havde udset sig svigersønnen som kompagnon og efterfølger. Men ak. Svigerfar var druknet ved kæntring med en jolle i havnen. Og familien kunne ikke ens med at videreføre firmaet.

I december 1884 var de familiære spændinger blevet uholdbar. Al bagage blev stuvet sammen på et skib og selv tog de med toget til Svenborg, hvor de havde købt en villa.

P.M. Møller besluttede, at tage førerbevis til dampskib. Han måtte tage til takke med hvervet som 2. styrmand efter at have været skibsfører i 25 år.

 

Dampskibsselskabet Laura

I juni 1886 stiftede han Dampskibsselskabet Laura, der overtog dampskibet ”Laura”. Prisen var 18.000 kr. Skibets skorsten blev omgivet af et blåt bælte, der på hver side havde en hvid syvstjerne, der siden blev bomærket for Rederiet.

I 1898 gik han på land og overdrog skibet til sin ældste søn, Hans N.J. Møller. Erfaringerne viste, at det var i dampskibe, at fremtiden skulle findes. I talrige indlæg forsøgte P.M. Møller at overbevise det maritime Svenborg, at dampskibe var fremtiden.

 

Dampskibsselskabet Svendborg A/S

Det var stor modstand mod dette. Men i 1904 lykkedes det at etablere Dampskibsselskabet Svendborg A/S, der blev grundstammen i den verdensomspændende virksomhed under navnet A.P. Møller-Mærsk. P.M. Møller og hans ihærdige søn Arnold Peter Mærsk fik endelig startet selskabet med en aktiekapital på 150.000 kr. Selv tegnede Peter Mærsk Møller aktier for 12.000 kr.

P.M. Møller blev selv 90 år gammel og Anna nåede 80 år.

De to blev begravet på Sct. Jørgens Kirkegård i Svendborg.

 

Selskabet vokser

Mærsk McKinney Møller blev i 1940 medindehaver og varetog interesserne fra USA 1940 – 48. Efter 2. Verdenskrig blev der gennemført en enestående genopbygning af flåden, der i 1960 var en af verdens største private rederier.

Den samlede virksomhed voksede stærkt i 1950’erne og 60’erne bl.a. med store aktiviteter i industrien. Vi så også etableringen af Dansk Supermarked og Mærsk Air. Men ikke mindst olie – og gasudviklingen i Nordsøen fik stor betydning.

Peter Mærsk Møller døde i 1927. Arnold Peter Møller blev også kaldt ”onkel Arnold. Besætningerne i Mærsk flåden kaldte ham også deres påholdende reder. Han døde i 1965. Sønnen blev født den 13. juli 1913. Også han fik et langt aktivt liv, der også var rigt på begivenheder.

 

Hr. Møller’ s sølvske blev af guld

Man kan sige, at han blev født med en sølvske i munden, men da han døde var den forvandlet til højeste karat. Det var ikke uden grund, at han havde fået en elefantorden. Kun etatsråd H.N. Andersen og Niels Bohr har vel i nyere tid fået en tilsvarende ære bortset fra den kongelige familie.

Der er begået EU – lovbrud, tvivlsom international kartelsamarbejde, som bedrog kunderne. Der er begået økonomisk udnyttelse af Irak – krigen. Det er metoder, der ikke er ukendte i international business. Men indsatsen er trods alt begået af ansatte i det verdensomspændende Mærsk – koncern med hele 117.000 ansatte.

Der er efterladt store markante, kontroversielle og arkitektoniske mindesmærker med anlæggelse af Amaliehaven og Den Kongelige Opera. For arkitekt Henning Larsen var sidstnævnte nok en blandet fornøjelse.

 

Landets førende og respektindgydende erhvervsmand

Hr. Møller fremstod fra 1970 som landets førende og respektindgydende erhvervsmand. Hr. Møller glemte ikke dem, der kom på tværs. Det amerikanske Sealand blev opkøbt, og for en gigantsum af 17,1 milliarder kroner blev også P&O Nedlloyd overtaget.

 

Aviser mærkede Hr. Møller’ s utilfredshed

Efter en dødsulykke på Lindø-værftet skrev Information en række artikler om hændelsen. Det indbragte Cavling-prisen. Så var det ellers slut med Mærsk – annoncer i dette blad. Hr. Møller glemmer som skrevet ikke.

Også Berlingske Tidende mærkede, at man ikke bare skulle skrive, hvad der faldt dem ind. I efteråret 1999 blev trykt en række kontroversielle artikler om det A.P. Møller kontrollerede Riffelsyndikatet (DISA) alt for villige leverancer til den tyske værnemagt under den tyske besættelse. DISA gik uden om de danske myndigheder og tog for store avancer i deres iver for at handle med tyskerne. Dette blev også dokumenteret i en bog. Dette kostede hvis nok også en redaktør jobbet.

 

Ingen tilladelse fra Justitsministeriet

Og så var det også en del uklarheder omkring overførelse af Familiefonden til skattefrie Lichtenstein. Flytningen var sket uden tilladelse fra Justitsministeriet. Det endte med, at Nationalbanken spærrede for Familiefondens konto i danske Bank.  

 

Imponerende samfundsstøtte

Hr. Møller var ikke en stor demokrat. Men han besad det talent og de egenskaber, der er nødvendige for at begå sig i moderne big business hjemme og ude i den store verden. Han havde en vision og fortsatte med stor succes sin fars arbejde. Han placere sig i rækken efter C.F. Tietgen og H.N. Andersen.

Han blev en ganske imponerende samfundsstøtte. Og det kan især Sønderjylland glæde sig over. Han glemte aldrig sine slægters ophav fra Rømø.

 

 

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Svend Jacobsen, Hans Ole Mørk: 10 generationer med rod i Marsken
  • Steensberg: Dagligliv i Danmark
  • Æ Hjuulspor 2005 (Bruno Ansbjerg: Om kræmmer Mads H. Mærsk og Mærsk navnet i Ballum Sogn)
  • Bent Kelms: Rømø – et vesterhavspræget samfund bind 5
  • Ove Hornby: Ved rettidig Omhu – Skibsredder A.P. Møller 1876 – 1965
  • Jan Cortsen: Myten Møller – Mærsk Mc-Kinney Møller
  • skibsredderen.dk
  • information.dk
  • svendborghistorie.dk
  • Tak til Jørn H. Carl

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 174 artikler fra Sønderjylland herunder:

 

Ballum:

  • Da Ballum næsten fik en havn
  • Klager over præsten i Ballum
  • Ballum – dengang
  • Fra Højer til Ballum
  • Agga – en sønderjysk pige

 

Rømø:

  • Endnu flere anekdoter fra Rømø (3)
  • Anekdoter fra Rømø
  • Flere anekdoter fra Rømø
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordseebad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu en gang
  • Rømø – en ø i vadehavet
  • Rømø – under besættelsen

 

I relation til artiklen:

  • Krigens Købmænd

Riffelsyndikatet

 


Var afstemningen i 1920 retfærdig?

Juni 5, 2019

Var Afstemningen i 1920 retfærdig?

Hertugdømmerne var delt på kryds og tværs. De Tyske og Danske Nationalister. En anden bevægelse i Tyskland. ”Det skal ej ske. Danmark holdt fast i Ejder – grænsen. 30.000 sønderjyder i kamp for kejseren. Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse. Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse. Historiebøgerne omtaler det som en retfærdig proces. Påskekrisen. Tysk hjemmeside tager også fejl. Scavenius var meget forsigtig. Tysk ambassadør havde en snu plan. Tyskerne opfattede det som en lusket plan. Danskerne ville have Flensborg. Niebüll blev ny forvaltningsby. Tysk flertal i og omkring Tønder. Var H.V. Clausens antagelser rigtige? Den naturlige grænse. Hvad med afvandingen? Tønder var en tysk by og Rigsdagen i Berlin ville beholde den. Havde Nordslesvig nu så meget til fælles med ”Det Gamle Land? Kongen red på den ”hvide” hest. Salget af De Vestindiske Øer kunne betale noget af udgifterne. Tilgangen til Sønderjyllands historie var meget forskellig. Ofte er der fortalt noget sludder.

 

Hertugdømmerne delt på kryds og tværs

Hertugdømmerne var blevet delt på kryds og tværs i forbindelse med arvedelinger. Men det var her tale om opdelinger af økonomisk, dynastisk og juridisk art. Det var ikke en opdeling på sproglig eller national art. Sidstnævnte kom først på banen efter nationalismens fremkomst efter Napoleons – krigene og for hertugdømmernes vedkommende først i løbet af 1830’erne.

De første to nationalt inspirerede delingslinjer som blev aktuelle var Ejderen og Kongeåen. Der var nationalistiske strømninger fra de to nabolande Danmark og Det Tyske Forbund.

 

En bevægelse i Tyskland

Således opstod der i Tyskland en bevægelse, der ville samle lande med tysk sprog og kultur i et land. Bevægelsen blev anset for at være samfundsomstyrtende og revolutionær da den satte en national enhed højere end de daværende enheder, der typisk var dynamisk betinget. Bevægelsen blev da også søgt imødegået fra magthaverne i de enkelte tyske delstater.

 

De tyske nationalister

For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet Tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag.

På grund af det tætte bånd mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten om med henvisning til formuleringerne i Ribeforliget af 1460 anså man også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette blev bestyrket i af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk – national side nå frem til en skillelinje mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse.

 

De danske nationalister

Tilsvarende havde man fra dansk – national side et ønske om en dansk nation, der bortset fra de fjerntliggende atlantiske besiddelser kun rummede befolkningen i dansktalende dele. Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder, hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor, det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde.

Et kompromis synes ikke muligt. Det var en del af baggrunden for det oprør, der brød ud i hertugdømmerne i 1848. Dette videreførtes i den første slesvigske krig, treårskrigen fra 1848 til 1850.

 

Det skal ej ske

I forbindelse med denne krig opstod der tanker om en grænselinje, der ikke var defineret ud fra fortid, men som tog hensyn til de nuværende sproglige forhold og som derfor indebar en grænse mellem to yderligheder.

Denne tanke fandt dog ingen genklang i Danmark. Frederik den Syvende affærdigede dem med ordene:

  • Det skal ej ske.

Holdningen dengang var, at Danmarks grænse lå ved Ejderen.

 

Danmark holdt fast i Ejder – grænsen

Tanken om delingen af befolkningen opstod også i 1863. Men som følge af november – forfatningen i 1863, der søgte at knytte Slesvig til kongeriget i strid med internationale aftaler brød Anden Slesvigske krig ud.

Selv under fredsforhandlingerne i Wien holdt Danmark fast i Ejder – grænsen. Resultatet var, at grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Og paragraf fem blev afskaffet i 1878. Så var det slut med at stemme sig til Danmark.

Efter nederlaget i 1864 satsede man fra rigsdansk og sønderjysk side målbevidst med at bevare det sønderjyske sprog.

 

30.000 sønderjyder i krig for kejseren

Tusinder og atter tusinder af dansksindede sønderjyder aftjente deres værnepligt for kejseren under Første Verdenskrig og faldt for ham. Omkring 30.000 mænd fra landsdelen kæmpede som soldater under tysk flag. Af disse mistede ikke færre end 5.270 livet i kampene på krigens forskellige fronter, flest i skyttegravskrigene ved vestfronten. De efterlod 1.500 unge enker og 5.000 faderløse børn. Omkring 7.000 vendte hjem som krigsinvalider, mens ca. 4.000 måtte tilbringe kortere eller længere tid i krigsfangelejre i Rusland, Frankrig og England.

 

Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse

 Der brød revolution ud i et krigstræt Tyskland i begyndelsen af november 1918. Kejseren blev afsat og flygtede til Holland.

Pludselig talte den amerikanske præsident Wilson om selvbestemmelsesret. Dette indvarslede afstemninger om grænsedragninger i Europa. Pludselig lykkedes det at få spørgsmålet med på fredskonferencen i Paris i 1919. For de sejrende magter havde spørgsmålet dog ringe betydning.

 

Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse

Det blev foreslået så tidligt, at vælgerforeninger i Nordslesvig kunne nå at lægge en plan. Og det var vigtigt i den plan, at bevare Tønder på danske hænder.

Magister H.V. Clausen havde allerede i 1901 lagt en grænselinje. Den var kendt som Clausen-Linjen.  Ved Tønder gik Clausen – linjen fem kilometer syd for Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen. Dermed kom en række klart tyske områder med i afstemningszonen. Det var den, der senere kom til hedde afstemningszone 1.

Vælgerforeningens holdning fandt støtte i den danske regering. Siden godkendte den internationale kommission også denne linje. Den streg blev egentlig ikke slået ved fredstraktaten. Den var slået længe før.

 

Historiebøgerne omtalte det som en retfærdig proces

Hele processen blev senere i historiebøger omtalt som en retfærdig proces. Det nævnes som et forbillede for fornuftig løsning af territoriale spørgsmål andre steder. Kigger man på tyske fremstillinger, ja så synes de ikke, at det var helt retfærdigt.

Som modtræk foreslog tyskerne, at man lavede en –  en bloc afstemning for hele Slesvig mellem Kongeå og Ejder. Men det blev dog afvist.

 

Påskekrisen

Men regeringen var ikke meget for det. De ønskede ikke at reagere over for et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade Danmarks sikkerhed.

Christian den Tiende var glad for Flensborg, men ikke for Zahle, når denne ikke engang ville kæmpe for denne by. Op under påske fyrede kongen så Zahle. Socialdemokratiet med Stauning varslede generalstrejke. Der blev råbt ”Statskup” og ”Republik” rundt om i Københavns gader.

Kongen blev hjulpet ud af krisen af bl.a. Stauning. Han foreslog en upolitisk regering ledet af en jurist, ligesom der straks skulle udskrives valg.

 

Tysk hjemmeside tager også fejl

Stærke danske kræfter havde presset på, at hertugdømmet Slesvig, der førte Preussen op til Kongeåen blev ”genforenet med Danmark. Der blev afholdt to folkeafstemninger i grænselandet i 1920 for at få dette afklaret. Ja sådan står det på en tysk hjemmeside. Men det er nu ikke helt korrekt, som så meget andet, når vi taler om 1920. Det var faktisk tyskerne, der henvendte sig først. Den danske regering var bange for at presse på. De ønskede gode forhold til den mægtige nabo i syd.

 

Scavenius var meget forsigtig

Scavenius især var ikke meget for, at skulle slås med et tysk mindretal. Der var forlydender fremme, at de allierede ville skade tyskerne mest muligt ved at give Danmark hele Slesvig. Disse kræfter kunne let få støtte af ”Dannevirke – folk”.

Scavenius udtrykte det klart på et møde den 11. februar 1919:

 

  • En anerkendelse (af Selvbestemmelsesretten) ville indebære en forpligtelse til ikke at modtage nogen del af Slesvig, der ikke havde stemt sig vej til Danmark.

 

Tysk ambassadør med snu plan  

Det skortede ikke med advarsler mod Danmark, der forsøgte at få så stort et område som muligt. Klarest udtrykt af den tyske ambassadør Rantzau, der så en fordel i et stort tysk mindretal i Danmark da det:

 

  • Ville have givet Tyskland mulighed for en fremtidig revision og i mellemtiden ville have styrket det tyske element i Danmark.

 

Tyskerne opfattede det som lusket fremgangsmåde

Som bekendt blev afstemningen delt i to, og der blev stemt en bloc. I zone 1 var der et klart flertal for Danmark. Der blev ikke taget hensyn til, at der i byer som Aabenraa, Sønderborg og Tønder var et klart flertal for tyskerne. For sidst deltes vedkommende kommer vi tilbage.

Tyskerne opfattede dette som en lusket fremgangsmåde. Her havde man i forvejen affundet sig med krigsnederlaget. Man havde nok ikke lige regnet med, at dette spørgsmål også kom op.

 

Danskerne ville have Flensborg

Efter Påskekrisen stod det klart, at grænsen mellem 1. og 2. zone skulle være den nye nationalgrænse.

Mange danskere hævdede, at Flensborg tilhørte Danmark. Byen havde kun haft tysk flertal ved folkeafstemningen, fordi der siden 1864 havde været bevidst tysk politik at fortyske byen med tilflyttere.

 

Niebüll – ny forvaltningsby

I anden zone opstod der nu en meget heftig propagandakamp.  Bortset fra to landsbyer på den vestlige del af øen Föhr, var der tysk flertal i alle kommuner i zone 2.

I den østlige halvdel forløb grænsen mellem de gamle preussiske amtsgrænser. I den vestlige del skete der ting og sager. Kreis Südtondern blev dannet med det resterende område mod syd med øerne Amrum, Sild og Föhr. Forvaltningsbyen blev landsbyen Niebüll.

 

Friserne valgte tyskerne

Det står heller ikke i historiebøgerne, at friserne valgte side. De valgte tyskerne. Det vil sige, at i 1923 dannede man den Dansk – Frisiske Forening. De har sikkert valgt dansk.

Der var stadigvæk optimistiske danskere, der ville have grænsen ned til Ejderen. Men det var den danske regering egentlig imod.

 

Tysk flertal i og omkring Tønder

I den vestlige del blev det store Tønder Amt gennemskåret og amtsbyen Tønder kom til Danmark.

Det var ikke blot Tønder, Ubjerg og Højer, der havde tysk flertal. Men der var også tysk flertal i hele 10 kommuner øst herfor.

 

Var H.V. Clausens antagelser rigtige?  

H.V. Clausen havde ikke dokumenteret de sproglige beviser andet end, at det havde været fremlagt i Illustreret Tidende og i Danmarks Kultur. Sprogstatistikken på landet viste næsten 100 pct. dansk på landet i Nordslesvig. Det overvældende andel af tysktalende i byerne blev affærdiget med at de på grund af deres ringe størrelse ikke betød så meget.

Og så brugte Clausen også argumentet med, at sproggrænsen:

 

  • Falder sammen med den, der er sat af naturen

 

Clausen antager, at de dansktalende i Nordslesvig ønskede en afståelse til Danmark. Men der er nu nogle problemer i denne antagelse.

For det første er det ikke veldefineret, hvad det menes med dansktalende. For sønderjysk blev også brugt af det tyske mindretal. Og hvordan blev friserne behandlet i statistikken. Det er muligt, at friserne som ikke tysk – talende blev behandlet som dansk talende.

For det andet er sproglig tilknytning ikke nødvendigvis det samme som politisk eller national tilknytning. Dansksindede kunne på grund af familiemæssige eller erhvervsmæssige forhold også have ønsket om en forbliven i Tyskland.

 

Den naturlige grænse

Clausen undgår bevidst, at tage stilling til sproggrænsen ved Flensborg. Man kunne have forventet, at han gjorde det samme ved Tønder, hvor hans dokumentation er tvivlsom, og hvor der er anført at:

 

  • Sognene mod sydvest for Højer, Ubjerg og Tønder havde H.V. Clausen kun ringe kendskab til.

 

Clausen nævner også, at Møgeltønder havde været et gammel dansk enklaveområde og at Rørkær lige øst for Tønder var at betragte som en kendt dansk kommune, som opvejede tyskheden i Tønder by og Ubjerg Sogn.

Sandsynligt er det at Clausen har tillagt marsken en stor vægt som en naturlig grænse. Men der blev taget en ordentlig bid af Tønders handelsmæssige opland.

 

Hvad nu med afvandingen?

Efter afstemningen blev problemet omkring afvanding af Tøndermarsken forelagt den internationale kommission. Fra dansk side ønskede man at marskområdet ned til Niebüll tilfaldt dansk område. Det britiske formandskab afslog dog dette forslag.

Der var jo også lige delingslinjen som tyskerne foreslog. Den gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer, men syd om Møgeltønder. Han nævner muligheden for at få tysksindede til at stemme dansk

 

”Tønder var en tysk by”

Særlig i Tønder kom det til protester, da det i februar 1919 blev kendt hvordan folkeafstemningen skulle afvikles. Byrådet vedtog med alle stemmer undtagen den senere som dansk kendte Claus Eskildsen at:

 

  • Tønder var en tysk by

 

Rigsdagen i Berlin ville beholde Tønder

Man fandt støtte i en erklæring fra udenrigsministeriet i Berlin om at:

 

  • Det er Rigsdagens ønske at beholde byen Tønder i riget gennem retfærdig anvendelse af selvbestemmelsesretten

 

For det tyske mindretal i Tønder og resten af Nordslesvig betød afstemningens tilrettelæggelse et konkret angrebspunkt. Tyskerne havde underskrevet fredstraktaten under protest. Grænsen mod Danmark var således heller ikke aftalt direkte med Danmark, men med sejrsmagterne. Dette passede sikkert Scavenius meget godt.

Og historien om gadeskiltene i Tønder og om de tyske borgmestre helt frem til 1937 kan I læse her på hjemmesiden

 

Den 10. februar er en festdag

Den 10. februar 1920 var en stor dag. Ja det bliver nu til dags betragtet som en festdag. Der var afstemning i Zone 1. Og egentlig var svaret givet på forhånd. Det er da også fin nok, at man vil fejre sammensmeltningen med Danmark som en Genforening. Men som vi tidligere har anført så kniber dette ordbrug, hvis vi skal se rent historisk på det.

Kigger vi også i historiebøgerne, så må man sandelig heller ikke anfægte valget dengang. Alt gik helt rigtigt til, og det var jo en international komité til at kigge på det hele.

Tyskland havde tabt krigen og var blevet tvunget til en ydmygende og kostbar fred. Kejseren var selv landflygtig.

 

Havde de så meget til fælles?

Men det gamle land og den sønderjyske landsdel har ret beset aldrig haft så meget til fælles. Hverken politisk, retligt eller administrativt havde Kongeriget og Slesvig tidligere været ensartede, ej heller før adskillelsen i 1864.

Og økonomisk jævnbyrdige har de nu heller ikke været. Det skulle senere vise sig.

 

Infrastruktur nedslidt og forældet

Vejforbindelser og jernbanenet var nedslidt og forældet. Der var såvel sproglige og kulturelle forskelligheder, der skulle overvindes. Det tog tid, inden de normale danske livsformer og vilkår blev naturlige for sønderjyderne.

 

Militær og pas

Den 5. maj 1920 rykkede der danske tropper ind i Sønderjylland. Efter at der var etableret en effektiv spærring af grænsen mellem 1. og 2. zone skulle, blev den danske kronemønt indført som betalingsmiddel.

Natten mellem den 26. og 27. maj blev der indført pastvang med tilhørende paskontrol ved den ny grænse, hvilket var et helt konkret udtryk for, at det gamle hertugdømme Slesvig nu endelig var delt op i et dansk Sønderjylland og et tysk Mellem – og Sydslesvig.

 

Den 10. juni endnu en festdag

Mens kongen havde handlet klodset i påsken, havde han en heldig hånd den 10. juni 1920. Det var dagen efter, at Rigsdagen havde vedtaget loven om indlemmelse af Sønderjylland.

 

Kongen på den ”hvide” hest

På den ”hvide” hest red han over grænsen, og i en genial ”improvisation” løftede han den lille pige, der rakte ham blomster op på hesten og omfavnede hende – ”den røvede datter” og red nogle hundrede meter med hende. Ikke et øje var tørt, heller ikke hos pastor Brarens plejedatter.

 

Jomfru Fannys forudsigelser

Kongen blev modtaget med storm. Mon ikke sønderjyderne havde glemt hans klodsede optræden blot få måneder forinden. Han var sikkert glad for sin krone. Nu kunne han starte på en frisk i sin kongerolle.

Hele ceremonien var koreograferet i overensstemmelse med Jomfru Fannys spådom. Kort før hendes død forudså hun i et syn ”Genforeningen”

 

  • Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer hertil, er en mand i den bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser

 

Begivenhederne blev derfor nøje iscenesat, så de kunne leve op på drømmene og forventningerne.

 

Det var dyrt

Helt konkret kostede genopretningen af Sønderjyllands nedslidte infrastruktur og opbygningen af den danske forvaltning den danske stat i omegnen af 300 mio. kr. regnet i 1920 – priser. Det var et meget betydeligt beløb.

En medvirkende årsag til beløbets størrelse var, at den nye grænsedragning skar en region, der hidtil havde fungeret som administrativt helhed, midt over, hvilket i forvandlingsmæssig henseende efterlod landsdelen nærmest på bar bund.

 

Salget af De Vestindiske Øer betalte en del

Og samtidig lå regionens største by, Flensborg nu syd for grænsen. Mange institutioner og forvaltningsstrukturer skulle derfor nærmest opbygges fra grunden.

Den danske stat fremskaffede det store beløb ved at optage et såkaldt ”genforeningslån” på 145 millioner kroner. Så besluttede man samtidig at anvende overskuddet fra salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917 til genforeningsformål. Dette udgjorde i tidens priser omkring 153 mio. kr.

Uanset disse kunstgreb repræsenterede sammensmeltningen med Sønderjylland en meget betydelig belastning af de danske statsfinanser gennem de første år, hvilket dog på ingen måde dæmpede glæden over begivenheden, der først og fremmest opfattedes som en retfærdighedshandling over for landsdelens danske indbyggere og en delvis oprejsning efter ydmygelsen i 1864.

 

Manipulation i oversættelse

I 1840 udkom C.F. Allens ”Haandbog i Fædrelandets historie”. Her blev det betonet, at Sønderjylland var en del af Danmark, som kun tidernes ugunst var kommet til at stå i et løsøre forhold til kongeriget.

Da professor Niels Nicolai Falck fra Kiels Universitet selv kom til at spille en aktiv rolle i det nationale opgør og oversatte bogen, strøg han nogle væsentlige passager uden forfatterens viden.

Allen var bl.a. utilfreds med, at Falck ved omtalen af Slesvigs inkorporation i 1721 havde strøget ordene om:

 

  • At enhver i hyldningen lovede for sig og sine efterkommere at være kongen tro og huld som eneste suveræn landsherre, ligesom også hans kongelige arvefterfølgere efter kongelovens lydende.

 

Tilsvarende var omtalen af, at det slesvigske våben havde fået en mere fremtrædende placering i det danske rigsvåben

 

  • På grund af Slesvigs forandrede forhold til riget

 

Forsvundet i den tyske udgave. Det samme gjaldt et afsnit om det danske sprogs skæbne i Slesvig.

 

Tilgangen til Sønderjyllands historie meget forskellig

Tilgangen til Sønderjyllands historie har været meget forskellig. I det meste af det 19. århundrede følte danske historikere sig kaldet til at påvise Danmarks statsretslige ankomst til hele Sønderjylland – og dermed at Danmark til Ejderen. Der blev her lagt væk på betydningen af inkorporation af den hertugelige del af Slesvig i 1721, og den dermed forbundne arvehyldning. Tilsvarende bestred man de tyske påstande om, at Slesvig og Holsten var ”up ewig ungedelt”. Man diskuterede augustenborgernes arveret og betonede landsdelens danske rod og særpræg. Samtidig blev al tysk i reglen fremstillet i de mørkeste farver.

 

Kursskifte med A.D. Jørgensen

Nederlaget i 1864 betød ikke nogen ændring – i første omgang. Det blev imidlertid en sønderjyde, historikeren A.D. Jørgensen – der senere også blev Danmarks første rigsarkivar, der i 1880’erne lagde grunden til kursskifte. I sine Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, der udkom i 1882, udtrykte A.D. Jørgensen håbet om, at man i Sønderjylland engang kunne nå frem til en ”national” grænsedragning.

Det var et grundlæggende brud med de hidtidige fortalere for den ”historiske ret”.

 

Skellet opretholdt i historiske værker

En anden ting er omtalen af Sønderjylland i det store Danmarkshistorie værker. Her er skellet ved Kongeåen opretholdt næsten helt op til vores tid. Det efterlader det mere principielle spørgsmål, hvem historikerne skriver Danmarkshistorien for og hvordan man i geografisk henseende skal afgrænse sin fremstilling.

Ingen vil vel anfægte at Sønderjylland i vikingetid og middelalder spiller en stor rolle for forståelsen af den politiske udvikling i det øvrige Danmark og dermed indtager en tilsvarende placering i fremstillingerne.

 

Der er sandelig også sagt sludder

I en af disse værker bd. 7 af Danmarks Historien for tiden 1914 – 1945, hævdes det at det danske og det tyske mindretal omtrent var lige store ca. 10.000 på hver side er noget rent sludder. Det tyske mindretal i Nordslesvig bestod af 30 – 35.000 personer og var dermed langt større end det danske mindretal i Sydslesvig.

Der står også følgende:

 

  • Forsøget fra dansk side at få en dansk – tysk mindretalstraktat strandede dog.

 

Dette er også noget sludder. Det forholdt sig jo lige modsat.

Hvis det havde været formålet med denne artikel, kunne vi ganske givet have fundet mange flere fejl i den historiske gengivelse af tiden omkring ”Genforeningen”

 

Sen tysk godkendelse af grænsedragningen

Den tysksindede befolkning i Nordslesvig havde allerede under Genforeningsfesten gjort det klart, at de ikke godvilligt ville affinde sig med den nye grænse. Først efter 1945 skete dette.

 

Må vi stadig sige Sønderjylland

Det er naturligvis ikke noget forkert i at fejre selve Genforeningen og de spektakulære begivenheder, det førte med sig. Men det største er egentlig ikke disse officielle mindedage.

Det største skete ikke på en bestemt dag eller i et bestemt år. Det var noget, der kom lidt efter lidt i en langstrakt kæde af hverdagsagtige enkeltheder, som blev levet og oplevet af ”almindelige mennesker”.

Land og folk i fællesskab magtede sammensmeltningen i en sådan grad, at den gamle grænse ved Kongeåen helt og aldeles blev udvisket. Man kan sige, at i dag er Sønderjylland vokset sammen med det øvrige Danmark. Og dog, dengang måtte man kun sige ”de sønderjyske landsdele” og i dag må man rent administrativt kun sige Sydjylland. Man må ikke sige Sønderjylland.

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Jerns Rasmussen: Grænsedragning ved Tønder 1920 – baggrund og konsekvenser (artikel)
  • Hans Schultz Hansen: Sønderjyllands Historie
  • Svensson: Tyskerkursen
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
  • Viggo Sjøquist: Erik Scavenius
  • Henrik Becker-Christensen: Byen ved grænsen
  • Salmonsens Konversations Leksikon
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Danmarks Historie bd. 7 (Gyldendal)
  • D. Jørgensen: Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie
  • Sønderjysk Årsskrift
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • region.dk

 

Det lykkedes os ikke at få fat i følgende (til dig der vil studere dette nærmere):

  • Hans Dietrich Lehmann: Der Deutsche Ausschuss
  • Karl Alnor: Die geschichtliche und nationale Recht in Nordschleswig
  • Franz von Jessen: Haandbog I det nordslesvigske spørgsmåls historie
  • Harboe Kardel: Die Stadt Tondern am Ausgang der Deutschen Zeit 1900 – 1919 (Schriften der Heimatkundlichen Arbejdergemeinschaft für Nordschleswig)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.417 artikler, herunder

 

Under København 159 artikler:

  • Sønderjyder i København
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi?

 

Under Sønderjylland 173 artikler:

  • Dansk – Tyske brydninger i et grænseland
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Den Sønderjyske Politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunkt
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Den tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Sønderjylland – maj 1945
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
  • Kan man egentlig tale om en Genforening?
  • Er Genforening, det rette år?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens Hvide Hest 1-2
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • De Sønderjyske Piger

 

Under Tønder 245 artikler:

  • Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
  • Slogs Herred – mellem dansk og tysk
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1864
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer fra Burkal
  • Tondern stadion
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldater i Tønder 1851

 

Under Aabenraa 145 artikler:

  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem de to krige
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

Under Højer 70 artikler:

  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i vadehavet

 

Under Padborg/Kruså/Bov 57 artikler:

  • Straffelejren
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og De Slesvigske Krige

 

Under 1864 og De Slesvigske Krige 31 artikler:

  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige?
  • Lundtoft herred 1848
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Slaget ved Brøns
  • G. Monrad 1-2
  • Sønderborg 1864
  • Sandheden om Herman Bang’ s Tine

 

Under Besættelsestiden (Før/Nu/efter) 280 artikler:

  • Gerningsmænd eller ofre
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk Ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak og mange flere artikler

 

 

 

 

 


Minderne fra Nørrebro

Juni 1, 2019

Minderne fra Nørrebro

Vi er atter på Nørrebro i begyndelsen af 1900 – tallet. Vi kigger atter indenfor i nogle virksomheder og kigger ud ad vinduerne. Petroleumsovnene var farlige. I de små lejligheder var der masser af børn. Der var stor drikfældighed og billig brændevin. En daglig vaskedag på 10 -12 timer. Lus blev fjernet på Marthahjemmet. Der var kadaverdisciplin i skolerne. Trafikken bredte sig. Imponerende var to – etagers vogne. Butikker havde åben til kl. 11. Vi besøger et par stykker. Og så var der lige en stenhugger i baggården. Både ”Spækkerne” og ”Lemmerne” kom på besøg. Under disken gemte man en dram til politibetjenten. Og så kom Brygger Jacobsen på et tidspunkt meget på Nørrebro. Her var også masser af køer om natten. I Nørrebrogade 53 var der meget fedt på vinduerne.

 

Petroleumsovnene ikke

Petroleumsovnene var ikke helt ufarlige. De var lette og kunne vælte. Det var ofte dem, man anvendte til at tænde op med. Men de skabte ofte ildebrande. Så var det bedre med en lille kakkelovn, hvor man i begyndelsen opvarmede med gamle aviser, gamle stoleben og hvad man ellers kunne finde af kasserede ting på lossepladserne.

 

Masser af børn

Der blev produceret mange børn dengang. Var moderen ikke gift, ja så blev nogle privat indkvarteret eller bortadopteret. Som enlig havde man ikke råd til at opfostre en hel masse børn dengang.

Vi har også tidligere i artikler skrevet, at barnefædre og ægtemænd pludselig forsvandt sporløst og derved unddrage sig ansvar og forpligtelser.

En halv snes børn i meget små lejligheder var absolut ikke et særsyn. Så måtte man klumpe sig sammen. Det kneb med at holde orden på noget som helst. Retirader og skarnskasser stod på rad og række nede i den lille mørke gård. I skumringen kunne man undertiden fra lejligheden se rotterne muntre sig En god ide ved benyttelse af disse uhumske retirader var nok at banke med træsko eller lignende for at sikre sig lige adgang.

 

Stor drikfældighed

For at tjene penge måtte mor så i gang med at intensivere syningen eller rulle cigarer. Indtægterne var små og fattigdommen stor. Dertil kom også drikfældigheden. Værtshuse og kælderbeværtninger vrimlede det med på Nørrebro. Men balladen var også stor i nogle af kvarterene i bydelen.

Når vinduerne stod åbne sådan en sommerdag var man uvilkårlig vidne til mange huslige opgør, når fatter på lønningsdagen atter kommer fuld hjem. Det væsentlig havde han ikke med hjem.

 

Den billige brændevin

Den billige brændevin hørte med til de daglig fornødenheder. Synet af en tyk politimand i langskødet uniformsjakke og med blank hjelm på hovedet, trækkende af sted med en sølle beruser, og en masse råbende ungdom efter sig, var ikke et særsyn.

I de tidlige morgentimer stod kvinderne med deres spånkurve foran bagerbutikkerne for at købe gammelt brød som de kunne mætte de mange sultne munde med.

 

En daglig vaskedag 10 – 12 timer

Jo kvinderne stod i skæret af søvnige petroleumslamper og sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørsten og vaskebræt. Mange koner gik ud og klarede storvasken for deres bedre stillede medsøstre. En sådan vaskedag, tog normal 10 -12 timer og indbragte en dagløn på 2 kr.

 

Lus blev fjernet på Marthahjemmet

De mange barnefødsler og sliddet, der fulgte med ældede tidligt Nørrebros kvinder. Hygiejnen var på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var behængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus.

Man havde i skolen en man kaldte for ”Lusemor”. Men man kunne også få hjælp i Brohusgade. Her havde Diakonistiftelsen en poliklinik, der hed Marthahjemmet. Isenkræmmer/fabriksejer Anker Heegaard havde i sin tid givet grunden til ejendommen. Men her kunne man også klare orm, lus og fnat. Man blev behandlet i stuen.

På 1. sal lå en børnehave. På 2. sal var der en slags menighedssal. Oppe på 3. sal stod der senge. Her samlede man til tider efterladte børn, hvor far var på druktur, eller mor på hospital.

 

Fiskehandlere, skærslippere og lirekassemænd

Det var hestekørertøjer, der dominerede fra renovation til hestedrosker. Under høje råb faldbød gadesælgerne deres varer, der fortrinsvis omhandlede frugt, blomster og grøntsager, men ikke mindst fiskemandens røst:

 

  • Sild er godt.

 

Dette hidkaldte husmødrene, de ri stort tal strømmede til.

I gårdene kom der skæreslipperne, der med sin hæse røst afleverede en længere remse, der altid endte med:

 

  • Her er skærslipperen

 

Men først og fremmest var det lirekassemændene, hvoraf der fandtes et stort antal, der skabte liv i de små gårde. Næsten dagligt kom lirekassemanden. Mens han aflirede en række hvinende melodier, kappedes børnene at opsamle de i avispapir indsvøbte mønter og aflevere dem til ham.

Stefansgade var dengang kun anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane – linjen. Den ene station lå, der hvor Nørrebrovænge i dag ligger. Desuden var der anlagt et trinbræt ved Vedbækgade.

Over banelinjen var der ved Nørrebrogade anbragt en høj træbro, til brug for de travle fodgængere. Der foregik nemlig langvarige rangeringer på dette sted, hvorfor bommene ville være nede i længere tid af gangen. Børnene elskede at lade sig indhylde i damp fra de rangerende lokomotiver. Lange rækker af kørertøjer på Nørrebrogade holdt næsten konstant i kø.

 

Tumleplads for kvarterets børn

Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen lå i enlig majestæt, det gamle nu for længst nedlagte hvidtølsbryggeri ”Hafnia” nu til venstre. Til højre strakte sig et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Området blev først spærret af den sparsomme bebyggelse ved Nordre Fasanvej. På dette område var det en herlig tumleplads for kvarterets børn.

 

De mange skoler på Nørrebro

Ja efterhånden var der mange skoler på Nørrebro, både friskoler og betalingsskoler. Jagtvejens Friskole var som navnet antyder en friskole. Men det var Husumgades – skole ikke. Det var en betalingsskole, hvor det kostede en krone om måneden.

Der var da også Kapelvejens Betalingsskole. Her var der overbygning med Realeksamen. Her skulle man selv betale bøger og materiale til håndarbejde m.m.

Skolen lå indeklemt mellem den katolske Sct. Josefs Hospital og Glud & Marstrands Emaliefabrik.

Lige i nærheden havde vi Hans Tausensgades Skole og Hellig Kors Skole

Lige overfor var der en slikkælder, hvor man kunne få ”for 5 øre varmet”. Det var en klump brun sød masse, som senere blev trukket ud og klippet i trekantede stumper. Jo man kaldte dem hvis nok ”Granater”.

 

Kadaverdisciplin

Vi har tidligere her på siden påpeget at på Nørrebros skoler blev der håndhævet kadaverdisciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede, skulle vi stille op i skolegården klassevis, to og to ved siden af hinanden, og derefter lydløst bevæge sig op ad trapperne til vort klasseværelse.

Når skoledagen var forbi, skulle man på samme måde stilfærdig forlade skolen. Ved skolens udgang placerede klasselæreren sig. Så måtte eleverne stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten før man slap ud i det fri.

Eleverne var nummererede og der blev rokeret rundt hver måned efter flid, dygtighed og opførsel. De dygtigste havde deres pladser bagerst i klasseværelset.

Kunne man ikke svare på spørgsmålet 7 x 9, så var det op til katederet. Så var det et spørgsmål til. Svarede man rigtigt, var der en af spanskrøret og så ned på plads. Kunne man ikke svare anden gang, ja så fik man en svedetime.

Gymnastiklæreren blev ledet af en pensioneret stabssergent. Det tør nok antydes at dette foregik under militær disciplin. Med et spanskrør i hånden dirigerede han tropperne. Gud hjælpe dem, der ikke var hurtige nok.

 

Truet med at inddrage spisebillet

Skolebespisningen var indført. Maden bestod af varm mad, hvoraf blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk, der sikkert den dag i dag kan give kvalmefornemmelse. Bespisningen foregik i timerne, og maden skulle sluges i en fart. Og det kneb for mange af eleverne at spise hurtigt. De blev hver gang truet med at få inddraget spisebilletten, hvis de ikke spiste hurtigt nok.

 

Trafikken bredte sig

Trafikken var begyndt at vinde indpas i datidens København. På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvognslinjer. Men i Indre By var der endnu hestetrukne omnibusser bl.a. den berømte ”Høne”. Det var en lille enspændervogn, der klarede den kollektive trafik gennem Nørregade.

På Jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og på Frederiksberg Runddel. På disse rundele skulle sporvognene endes ved hjælp af drejeskiver. Flere forskellige selskaber havde koncessioner på sporvognsdriften i København. Først i 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.

 

De kæmpede sig til en bedre løn

Sporvejsfunktionærerne havde som alle andre en lang arbejdsdag, men funktionærernes arbejdstimer var spredt ud over det meste af døgnet. Efter en sporvognsstrejke i januar 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt med en arbejdstid på 55 – 58 timer ugentlig.

Disse funktionærer blev, af de private arbejdere betragtet som velbjergede, og var udsat for megen misundelse.

Sporvognstaksterne var 10 øre, og i en periode, kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette bevirkede, at forperronen ofte var overfyldt, mens kun få passagerer var inde i vognen.

Om søndagen kunne man tage lidt længere væk. Man kunne tage linie 10, der var en hestesporvogn ud til Tagensvej, hvor den stoppede ved Baldersgade. Der var for øvrigt bom over vejen. Fra Blegdamsvej og ud var der ikke meget bebyggelse.

 

To – etagers vogne

Skulle man i Zoologisk Have så foregik den med af de røde Frederiksberg – vogne

Den bare fælled bredte sig. Det var ligesom at komme på landet. Efter Heimdalsgade var der hvis ikke et hus før Bispebjerg, kun haver og den berygtede Lersø.

Man kunne også tage toget til Klampenborg. I toget var der to etagers vogne. Det var sjovt for børn at komme ovenpå. Men voksne kunne ikke stå fuldt oprejst herinde. Jo dette tog holdt på Nørrebro Station På sin vej passerede toget H.C. Ørstedsvej, Rantzausgade, Nørrebrogade og Tagensvej. Bommene gik ned tværs over disse gader, når toget passerede.

 

Billige cigaretter

Det var dengang, der var masser af overskud af lejligheder i København. I lejlighedernes vinduer kunne man se plakater, hvor der blev tilbudt tre måneders gratis husleje, blot de ville flytte ind.

Man kunne denne gang opleve en gade med 5 – 6 cigarforretninger plus mindst 5 værtshuse med 14 – 15 husnumre på hver side af gaden.

En almindelig urtekræmmer solgte kul, koks, soda, salt, grøn sæbe, øl, brændevin og meget andet. Også cigaretterne: Motor, Kontrabando og Rose 101 til 10 øre for en 10 styks pakke. Det var den billigste og så med papmundstykke.

 

Åben til kl. 11 om aftenen

Hof og Tuborg til 11 øre, Rød Aalborg 55 øre pr. helflaske og Brøndum til 40 øre, men den sidste her var det nok ikke alle der havde råd til. Det meste brændevin solgtes i hele eller halve pægle fra et anker og kostede vel 5 – 10 øre. Kul og koks solgtes i fjerdingkar. Folk kom med deres kulkasse og fik den fyldt halvt op. Tænk i vinterens kulde med utætte vinduer og døre, men selvfølgelig varmede petroleumslampen også.

Sådan en forretning havde åben kl. 11 om aftenen i begyndelsen af 1900-tallet.

Slikpriserne var overkommelige dengang. Man kunne få mange slags ting til 2 – øre. Flere steder kunne man købe en stor pose med kagekrummer for 2 øre. Der var mange forskellige kagerester.

Så var der også stegekældre, hvor der duftede ganske vidunderligt. Man kunne købet et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle købte det som kattemad, men mange fik det som middagsmad.

 

Kunne løfte en hest med tænderne

Og når vi nu er ved katte, så kunne døde katte afleveres i Borgergade. Det fik man 10 øre for. Det kostede det også for at blive maskinklippet over hele hovedet. Middagsaviserne: Aftenbladet og Folkets Avis kom kl. 12. Og så var der koner, der delte dem ud i ramponerede barnevogne.

Nede ved Åboulevarden og Ladegårdsåen optrådte Cirkus Beck Olsen. Her var det en mand, der løftede en hest i tænderne. Det glemmer man aldrig.

Lidt længere henne passerede Ladegårdsåen et slagteri. Og det kunne man sandelig se på vandet. Åen var pludselig blevet rød.

 

Travlhed i Blomsterbutikken

Over for Assistent Kirkegården lå en stor blomsterforretning. Her var mand og kone samt 2 – 3 koner i gang hele julen. Børnene blev sendt i byen med buketter og kranse. Fortovet uden for butikken som lå i en kælder, var ved juletid helt dækket af kranse og kors med hvide kallaer og mos.

Alle i familien skulle jo på kirkegården i juledagene med kranse m.m.  

Og omme på Fælledvej lå en børnehave. Men den havde navn efter en skole på amager. Den hed Christianshavns Døtreskoles Børnehave.

 

En stenhugger i baggården

I vores sidste artikel besøgte vi også nogle butikker fra dengang. Det vil vi også gøre i denne artikel. Dengang er det en guldsmedebutik i Nørrebrogade 52. Bag forretningen og værkstedet lå privatboligen, tre gode stuer og et soveværelse.

Lige her i nærheden lå en købmandshandel. Det duftede spændende af sild i tønde, klipfisk, kaffe og krydderier.

Fra vinduerne i nr. 52 kunne man kigge ud til et stenhuggerværksted. I skumringen blev der ude på gårdspladsen tændt en stor gaslygte. Midt på gårdspladsen var en rund ret stor springvandskumme. I midten stod en lille drenge med stort krøllet hår. Op mod sit bryst trykkede han en svane. Ud af dens næb kom vandstrålen. Lyden af den plaskede vand lød konstant.

Rundt om stod småfigurer, kummer til blomster og bunker af gravsten, mange flade marmorsten parat til inskription men også mørkere gravsten med blankpolerede flader. Mellem Nørrebrogade 52 og stenhuggeriet gik en bred vej ind til de næste gårde. Der var flere store hestestalde og rum til vognene.

 

Både ”Spækkerne” og ”Lemmerne” kom på besøg

I urmagerforretningen stod der på disken altid to underkopper, en med 5-ører og en med 2-ører. Og sådan gjorde det i mange butikker på Nørrebrogade. Det var fordi, at om mandagen, da kom ”Spækkerne” fra ”Almindeligheden”. De måtte tage en 2- øre. Om onsdagen kom ”Lemmerne” fra Ladegården. De måtte tage 5 øre.

 

Under disken var der dram til politibetjenten

Under disken stod en flaske med øl eller snaps. Det var til politibetjenten. Han havde sort hjelm med blanke kanter. Når han blev tørstig kom han altid efter en dram. Han blev kaldt for ”Bøllesluger”. Denne ordning var ikke helt unormalt for butikkerne. Om aftenen og natten havde værtshusene ofte stillet øl ud til betjentene på hemmelige steder.

Den omtalte guldsmed, som vi besøger havde et stort værksted. Der var mindst to svende, en dame og en lærerdreng i forretningen.

Den bedste bagerforretning dengang i nærheden lå omme i Elmegade. Det var en stor flot bagerforretning. Her kunne de fattige få fyldt deres kasket op med for 2 – øre gammelt brød.

 

Ejendommen blev solgt

I 1912 var det slut med Guldsmedebutikken på Nørrebrogade 52. Privatbanken havde købt hele ejendommen. Men snart fandt forretningen dog egnede lokaler. De flyttede bare lige over gaden i nummer 53 i en høj stue.

Huset er for længst revet ned. Det var senere i mange år en Irma – butik. Ja egentlig var det en fin gammel villa med kælder, stueetage, 1. og 2. sal samt loftetage. Villaen var bygget for indehaveren af et stort brændevinsbryggeri.

Det var store bygninger bag villaen, og der var haver eller i alle fald luft mellem baghusene helt ned til Prins Jørgens gade. Det var et godt stykke vej. Man sagde, at her havde der engang været græsmarker med får.

 

Her kom Brygger Jacobsen

Men nu blev bygningerne brugt som laboratorier til Griffenfeldts Apotek. Jo i stueetagen i nr. 53 havde det været kontorer for Carlsberg Bryggerierne. Meget ofte holdt her en elegant åben Landauer og i den sad Brygger Jacobsen. Han havde altid en rød, langstilket rose i munden, dvs. han bed i stilken. En sjælden gang gik han ud af vognen. Ellers kom der altid en kontormand ned til vognen med papirer.

Da kontoret i hele stueetagen blev nedlagt, blev det til urmagerens privatbolig. I stuen ud mod Nørrebrogade var der masser at kigge på. Linje 5 – 7 – 16 og 8. Ja linje 8 måtte ned om hjørnet, så måtte der en mand ned for at skifte spor.

 

Masser af køer om natten

Og var man vågen om natten kunne man opleve et helt specielt syn. Om foråret og efteråret kunne man høre Muh – Muh. Det var kalve og kvier, som blev drevet fra Gentofte og Lyngby. De kom ad Møllegade, lidt Nørrebrogade, så Griffenfeldtsgade over Parcelbroen over Vesterbro til Sydhavnen. Her blev de læsset på pramme, der førte dem til Saltholm. Tiden skulle overholdes. Den sidste natsporvogn gik kl. 1 og der var sporvogn igen fra kl. 5.

Om morgenen kunne man se talrige efterladenskaber.

 

Mange dufte i nummer 53

I nummer 53 var der forunderlige blandinger – fra det meget store laboratorium (tidligere brændevinsbrænderi) som hørte til apoteket, kom meget forskellig lugt af urteafkog. Det var noget der hed noget i nærheden af Vallerina eller lignende. Det var en slags mild nervemedicin. Lugten var egentlig ikke dårlig med dog lidt mærkelig.

 

Fedtet satte sig på vinduerne

Så var det hel anderledes fra viktualieforretningen i kælderetagen. Der blev lavet pølser m.m. Og det var tydeligt, hvad der blev arbejdet med. Der kunne sætte sig et meget fedtet lag hos vinduerne i guldsmedens private stuevinduer.

Til viktualieforretningen kom hver dag en stor slagterivogn. Der blev båret mange halve grise ned i kælderen. Her blev det hele forarbejdet til pølser, sylte, leverpostej – alt hjemmelavet.

I kælderen var der en hel underverden. Der var først de rum, der tilhørte apoteket. Her blev der gemt vin og spirtus. Derefter kom kulkældrene. Jo her var der skam også rotter.

I nummer 53B var der også vaskekælder. Alt snavsetøj blev slæbt ned og sorteret. Derefter blev det lagt i blød i vand med soda. Næste morgen dukkede vaskekonen op.

 

  • På et foto fra 1937 kan vi se, at der stadig er Ure og Briller på stedet. Det dækker både en Skotøjskælder og Flæskeudsalg i kælderetagen.

 

  • Kilde:

 

  • Se Litteratur Nørrebro

 

  • Hvis du vil vide mere om Nørrebro i begyndelsen af 1900 – tallet er der mange muligheder på dengang.dk Her ligger 274 plus 27 artikler.

 


Da Fruentimmerne måtte sætte kryds

Maj 29, 2019

Da Fruentimmerne måtte sætte et kryds

De 7 F’ er. Stemmeretten var til dem med ”Egen Dug og Disk” og over 30 år. Dem på fattighjælp fik først valgret i 1961. Mathilde Fibiger debuterede i 1850. Mathilde Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund i 1871. Marie Christensen og Tjenestepigerne. Kvindevalgretsforeningen i Jylland. 6.000 godsejere havde særrettigheder. Der var fremsynede mænd som Frederik Bajer og Louis Pio. Marie blev vred. Tjenestepiger havde ingen rettigheder til ferie. Alle skulle have en skudsmålsbog. Københavns Tjenestepigeforening en realitet i 1899. Systemskifte i 1901. Fruentimmere og Folkeholdet fik stemmeret i 1915. 12.000 kvinder i demonstration til Amalienborg. Borgerskabets kvinder ville ikke med. 25.000 socialdemokratiske arbejderkvinde gik selv i demonstration. Christian den Tiende mente, at kvinderne skulle blive i hjemmet. Nina Bang første kvindelige minister. I 1852 måtte kvinderne selv skrive under på deres selvangivelse.

 

De 7 F’ er

Det var nu langt fra alle mænd, der havde fået stemmeret i 1849. Heller ikke mandelig tyende havde fået stemmeret dengang. De personer, der ikke kunne deltage i den demokratiske proces blev i folkemunde betegnet som de syv F´er:

 

  • Fruentimmere, fallenter, fremmede, forbrydere, fjolser, fattige og folkehold.

 

I professor C.G. Holcks lærebog i statsret fra 1869 hed det således:

 

  • Til en almindelig Valgret kan det vel ikke fodres, at Kvinder, Børn og Forbrydere skal have Valgret, thi disses Udelukkelse er begrundet i Sagens Natur.

 

Stemmeretten til dem med ”Egen dug og disk”

Stemmeretten var forbeholdt mænd med en hvis formue over 30 år. Med ”egen dug og disk”. Man skulle have egen husholdning, være myndig og have fast bolig i mindst et år i det område, hvor man ville stemme. Frem til 1915 var der faktisk kun 15 pct. af befolkningen, der kunne stemme til Folketinget.

 

Dem med fattighjælp fik valgret i 1961

 Den blev i 1915 nedsat til 25 år, samtidig med at kvinderne fik valgret og blev valgbare til Rigsretten.

Men modtagere af fattighjælp havde stadig ikke i stemmeret. Det fik de først i 1961. Kvinderne havde fået stemmeret til menighedsråd i 1903 og til kommunale råd i 1908.

 

Mathilde Fibiger debuterede i 1850

I Danmark begyndte kampen for kvindernes rettigheder for alvor i 1850, da den kun 20 – årige Mathilde Fibiger udsendte sin debutroman ”Clara Raphael. Tolv breve”.

Det handler om kvinders rettigheder og ligeberettigelse. Den udkom med et forord af selveste Johan Ludvig Heiberg. Alene dette burde betyde, at bogen blev en succes. Men det gjorde den ikke. Selv den fremsynede M.A. Goldschmidt var negativ.

Men Mathilde Fibiger blev ikke slået ud. Hun kæmpede videre og blev bestyrer for telegrafstationen i Nysted i 1869.

 

Mathilde Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund i 1871

Da kvinderne begyndte at organisere sig i 1870 var det ikke stemmeretten, der stod forrest. Det var krav om en række uddannelser. De forlangte at ugifte kvinder fik ret til at arbejde og ikke kun som tjenestepiger. De rejste også krav om, at blive anerkendt som juridisk myndige og ved ægteskab ikke blev underlagt manden. Disse krav var blandt andet grundlaget for oprettelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871.

Mathilde Bajer var foreningens stifter. Først i 1884 fremsatte man klare krav om borgerrettigheder. Et mindretal med bl.a. Mathilde Bajer var utilfreds med den forsigtige linje og dannede i 1886 Kvindeligt Fremskridtsforening.

 

Marie Christensen og Tjenestepigerne

I 1871 blev Marie Christensen født i Kregme på Sjælland. Hun kom til at betyde meget for tjenestepigerne. Som sine søskendeblev hun sendt ud for at arbejde efter konfirmationen. Selv om hun skifter plads oplever hun igen og igen, at husmoderen er ondskabsfuld. Hun stiller urimelige krav og kan ikke selv finde ud af at holde hus på en fornuftig måde.

I 1872 fik Venstre flertal i Folketinget og fra 1886 kæmpede de faktisk for kvindernes valgret. Men Landstinget havde vetoret, og her havde Højre flertal i kraft af velhavernes privilegerede valgret. Landstinget tilbageviste forslaget gang på gang.

 

Kvindevalgretsforeningen i Jylland

I Jylland dannede man Kvindevalgretsforeningen. Men denne forening gik sammen med Kvindeligt Fremskridtsforening i sig selv igen. I slutningen af 1800-tallet opstod der også en række rene kvindefagforeninger. Det skyldtes til dels, at mændene ikke ville have kvinder med i deres egne fagforeninger. De voksede sig efterhånden stærke og fik en eksistensberettigelse i sig selv.

 

6.000 godsejere havde særrettigheder

Højre kunne godt se, at hvis valgretten og valgbarheden blev ”lige og almindelig”, som Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, så ville de blive fejet af banen.

De 6.000 godsejere var helt reelt bange for deres ejendomsret og standens privilegier. Der var cirka 60.000 bønder, og den kapitalisme, som Højre ønskede at fremme, var på vej til at skabe en meget stor arbejderklasse. Hvis alle bønderne, husmændene, arbejderne og deres koner kunne stemme, så var det vigtigt at holde fast i velhavernes privilegerede valgret til Landstinget, så de stadig kunne sørge for, at demokratiet ikke gik grassat. De frygtede, at masserne ville tage, hvad de mente, var deres.

 

Fremsynede mænd som Frederik Bajer

De fruer, som arbejderkvinderne og tjenestepigerne arbejdede for, havde de blandede erfaringer med. Det var sandelig ikke alle fruerne, der mente, at deres tjenestefolk skulle have stemmeret. På den anden side fandtes der nogle fremsynede feministiske mænd som Frederik Bajer og Louis Pio.

Presset fra både bondebevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen fik efterhånden Højre til at skrumpe i Folketinget. Det var nødvendigheden af kompromisets kunst.

 

Marie blev vred

Marie Christensen forsøgte at finde tid til at uddanne sig, så hun kan blive bedre til at skrive og regne og følge med i verden omkring hende. I 1899 læste hun i Politiken en artikel, som gør hende vred. Der stod, at optællinger viste, at det højeste antal prostituerede skulle findes blandt københavnske tjenestepiger.

Hun blev vred over, at tjenestepigerne på grund af optællingen bliver sat i gruppe med byens letlevende kvinder, der er under politiopsyn og kendt for at bære kønssygdomme. Og hun blev rasende over årsagerne til det høje tal, som ingen gjorde noget for at ændre.

Hun kendte selv alt for godt til de dårlige arbejdsforhold og de uendelige arbejdsdage, der gjorde, at pigerne i stedet søgte det tvivlsomme erhverv som prostitueret.

 

Tjenestepiger havde ingen ret til ferie

Tjenestepigerne havde ikke ret til fridage eller ferie. Der var ingen krav om, at den mad de fik serveret var spiselig, eller at de værelser de fik var isolerede og i rimelig standard. Der var ingen lovgivning, der beskyttede tjenestepigerne, eller tyendet, som de blev kaldt.

Der var godt nok tyendeloven fra 1854, som blev omtalt som en beskyttelseslov. Men tyendet var fuldstændig underlagt den mand, de var ansat hos. De skulle stå til rådighed døgnet rundt. Oven i det havde husbonden revselsesret ikke bare over for sine egne børn, men også over for de ansatte, der måtte straffes fysisk.

 

En skudsmålsbog

 Loven krævede også, at tjenestefolk havde en skudsmålsbog. Den bog indeholdt oplysninger om fødsel, forældre og skolegang. Men det der var mest vigtigt, hvordan den unge kvinde eller mand havde arbejdet og opført sig.

Husbonden skrev en anbefaling i bogen. Og denne kunne afgøre tjenestefolkets videre skæbne, når de søgte væk fra pladsen.

Denne skudsmålsbog var lovpligtig. Forsvandt den kunne tjenestepigen eller karlen straffes med fængsel. Tyendet havde stort set ingen rettigheder i deres ansættelse.

Som Marie Christensen skrev i sine erindringer, så kunne hun godt forstå, hvorfor de unge kvinder blev ”sløve og ligegyldige med sig selv”, når de igen og igen oplevede et elendigt arbejdsliv.

Alene i København var der over 14.000 tjenestepiger. Af dem var 96,4 pct. ugifte kvinder.

 

Det første måde i 1899

På gårdene skulle pigerne malke køerne tidligt om morgenen. Mælken skulle fjernes til smør. Der skulle passes høns, slagtes dyr og hjælpes til i marken, når høsten skulle i hus. I byerne skulle tøjet vaskes på vaskebrættet i kælderen og bæres i tunge fletkurve ad den smalle bagtrappe, der gik op til tørreloftet.

Den 15. november 1899 holdt Marie Christensen det første møde for tjenestepigerne. Hun havde lavet 200 invitationer, som hun selv delte rundt. Hun regnede med, at 800 – 900 havde set invitationen. Da mødet begyndte kl. 20 var 32 mødt op.

Marie Christensen holdt sin tale, som beskrev tjenestepigernes arbejde fra kl. seks om morgenen til kl. 23 om aftenen.

 

Københavns Tjenestepigeforening – en realitet

Marie ville have et bedre liv end hendes forældre. I nogle år forlod hun arbejdet som tjenestepige for at drive en skole for piger. Samtidig modtog hun selv ekstra undervisning i regning og skrivning. Så fulgte hun, havde hun kunne af foredrag. Hun flyttede til København og genoptog det gamle arbejde. Snart var Københavns Tjenestepigeforening en realitet.

Marie fik en forbløffende evne til at skrive indlæg, skabe debat og give interviews. Hun fodrede pressen med nye historier.

 

Et systemskifte i 1901

Systemskiftet i 1901 betød, at Danmark for første gang i landets historie fik en regering som afspejlede Folketingets sammensætning.

Ved Grundlovsfesten i 1912 talte Gyrithe Lemche på Skamlingsbanken om, at kvinder og mænd skulle være på lige fod. Hun mente, at det var et indlysende krav, at kvinderne blev anerkendt som politiske borgere.

Ved 1. maj festen i Stubbekøbing i 1915 sagde formanden for tjenestepigerne Marie Christensen:

  • Hvorledes skal vi kunne holde majfest i år uden at fejre grundloven. Jeg synes ligefrem, at der er frihed i luften. Jeg ånder lettere, og jeg tror, at alle kvinder, der kan tænke, gør det samme. Tænk at skellet mellem mænd og kvinder er fjernet. Vi er blevet erklæret for at være mennesker. Jeg synes, at der åbner mange muligheder for os.

 

Fruentimmere og folkeholdet fik stemmeret

Med 1915 – Grundloven fik to af f’erne stemmeret, nemlig fruentimmerne og folkeholdet. Fruentimmere var en fjern fortids betegnelse for kvinder. Folkehold var betegnelsen for personer ansat i privat tjenesteforhold uden egen husstand.

Det var tjenestepigen, karlen på landet, håndværkersvenden, der boede hos sin mester eller kommisen, der boede hos kolonialhandleren.

 

Den privilegerede valgret blev afskaffet

Men egentlig var denne grundlov et væsentlig demokratisk fremskridt. Man afskaffede den privilegerede valgret. Stemmerne fra disse talte med en særlig vægt. Det var fra dem med en særlig høj indtægt. En enkelt godsejers stemme kunne tælle lige så meget som et enkelt sogns stemmer.

Samtidig afskaffede 1915 – grundloven den ordning, at kongen udpegede 12 af Landstingets 66 medlemmer. Ordningen havde sammen med den privilegerede valgret lagt grunden for den forfatningskamp, der udspillede sig fra 1872 til 1901, hvor den første parlamentariske regering blev udnævnt.  

 

12.000 kvinder i demonstration

På et møde den 20. maj 1915 blev det besluttet, at kvinderne skulle være på Amalienborg Slotsplads, når kongen underskrev den nye grundlov, hvor de fik stemmeret sammen med tjenestefolk. Et udvalg blev nedsat. Et kvindetog skulle gå gennem byen til Amalienborg. Og de skulle bare være mange, der gik med på turen. Så der var stor travlhed for at nå målet.

Den 5. juni var der strålende solskinsvejr. Ikke mindre end 12.000 mødte op på stedet, hvorfra kvindetoget skulle udgå. Stemningen var høj. Alle bar et lille rødt-hvidt emblem.

Politiet, der ellers plejede at sørge for ro og orden var naturligvis ret så skeptiske. De troede ikke at kvinderne kunne klare det selv. Blandt de forreste var Matilde Bajer. Langs hele ruten hang folk ud af vinduerne for at se det store optog.

Det tog cirka 1 ½ time.

Ja det er sikkert ikke mange, der ved det. Men der blev afholdt to optog den 5. juni 1915. Det understreger datidens klassemodsætninger. Dem der gik med til Amalienborg var bl.a. Dansk Kvindesamfund, diverse kvindeforeninger samt enkelte kvindelige fagforeninger, som ikke var en del af den socialdemokratiske bevægelse, lærerinder, sygeplejerskerne og telefonistinderne.

 

Borgerskabets damer gik ikke med

Borgerskabets kvinder gik ikke med, fordi de var vrede over, at den privilegerede valgret til landstinget var ophævet, så optoget bestod i høj grad af middelklassen.

 

Socialdemokratiske arbejderkvinder gik i deres optog

De socialdemokratiske arbejderkvinder gik i et endnu større optog, 25 – 30.000 mennesker og 400 faner gennem byen. Kvinder og mænd sammen. De mødtes tidlig om morgenen på Højbro Plads, Halmtorvet, Borups Allé og Gyldenløvsgade. Og så gik de i stjerneformation mod Søndermarken på Frederiksberg.

Socialdemokraterne gik ind for en republik. Derfor ville de ikke gå til kongen. Desuden var deres kamp bredere end kvindernes stemmeret. Det fremgik af parolerne ved demonstrationen.

 

Vi har vundet et slag

De fejrede lige ret mellem mænd og kvinder, land og by, rig og fattig og herre og tjener. Tjenestepigerne, som var rigt repræsenteret i optoget havde ikke fået stemmeret, hvis ikke Socialdemokratiet havde kæmpet for tyendes rettigheder.

De følte sig ikke i samme båd som fruerne. Som de sagde selv:

 

  • Vi har vundet et slag, både som køn og som klasse.

 

Christian den 10 mente, at kvinderne skulle blive i hjemmet.  

Kvindernes valgret var ikke helt i Christian den 10´s ånd. Han undlod ikke at gøre opmærksom på, at kvindernes plads fortsat var i hjemmet. Han sagde nemlig:

 

  • Jeg nærer fuld tillid til, at kvinderne vil gøre god fyldest på Rigsdagen sideordnet med manden. Eksempler af den art haves jo allerede i det kommunale liv og i menighedsrådene, men på ét sted kan kvinden ikke undværes, og det er i hjemmene.

 

Nina Bang – den første kvindelig minister

Ved første Rigsdagsvalg efter grundlovsændringen i 1918 var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem var Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister.

 

Første kvindelige præster i 1948

Først i 1921 fik kvinder adgang til offentlige embeder dog ikke som militærfok eller præster. Efter årtiers diskussioner blev de første tre kvindelige præster ordineret i 1948. I flere stifter er det i dag et flertal af kvindelige præster.

I 1962 fik kvinder mulighed for at blive soldat. I 1974 begyndte de første kvinder på officersskolerne. Og i 1988 kunne kvinder gøre tjeneste i kampenheder.

Allerede i 1908 måtte kvinder være vidner i retssager. Og enker, fraskilte og fraseparerede kunne nu få fuld forældremyndighed over egne børn.

I 1912 blev vielsesritualet ændret efter lange forudgående debatter. Kvinden skulle ikke længere love manden underdanighed.

 

Mænd fik forsørgelsesfradrag

Indkomst – og formueskatteloven fra 1922 bevirkede, at det ikke kunne betale sig for kvinderne at arbejde. Manden fik nemlig et særligt forsørgelsesfradrag, hvis konen var hjemmegående.

 

Fra 1952 måtte kvinder selv skrive under på selvangivelsen

Så sent som i 1943 fastslog en landsretsdom, at man ikke kunne afskedige kvinder, der blev gift fra offentlige stillinger, som det skete i stor stil i 1930erne. Man skal helt hen i tjenestemandsloven fra 1958 før mandelige og kvindelige tjenestemænd reelt blev behandlet ens.

Og tænk fra 1952 måtte gifte kvinder selv underskrive deres selvangivelse.  I 1969 blev formuleringen ”Familieoverhovedet” fjernet fra skatteloven.

 

 

Kilde:

  • Weekendavisen
  • jyllands-posten.dk
  • b.dk
  • information.dk
  • modkraft.dk
  • Birgit Knudsen: 1915 – Kampen for valgret til alle
  • Kvinder og Mænd i 100 år/ Danmarks Statistik
  • Dorthe Chakravarty: Tjenestepigerne
  • Pia Fris Laneth: 1915 – da kvinder og tyende blev borgere

 

www.dengang.dk er der i alt 1.413 artikler


Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro

Maj 27, 2019

Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro

Der var store vanskeligheder i villakvarteret. Der var en hel ”bevægelse” mod Finsen. Han var født på Færøerne. Og han var ofte syg. Han studerede lysets positive virkning. Kunne behandle hudtuberkulose og kopper. Han vakte stor opmærksomhed på Verdensudstillingen i 1900. Men han skrev aldrig doktordisputats. Han kunne dog fremvise opløftende resultater. Han døde 8 måneder efter at have fået Nobel – pris. 1.300 patienter blev behandlet. Han forsøgte at kurere sin egen sygdom. Der blev bygget meget omkring Rosenvænget selv med klausuler. Kongen var med til begravelsen. En statue ”Mod Lyset” minder os om Niels Finsen.

 

Vanskeligheder i et villakvarter

Da Niels Finsen i 1903 modtog Nobelprisen i medicin, var alle enige om, at var den største hæder, man kunne forestille sig. Nu var han en international berømthed. Det var hans epokegørende forskning i lysstrålernes helbredende virkning, som han var blevet belønnet for.

På det tidspunkt var Finsens Medicinske Lysinstitut med forskning og patientbehandling en velfungerende institution i et villakvarter på Østerbro. Det havde i tidens løb givet en del vanskeligheder for den geniale videnskabsmand. Men det var dengang, at han var en forholdsvis ukendt læge, som med forbavsende resultater tog sig af patienter med svære hudsygdomme.

 

En hel ”bevægelse” mod Finsen

Det var jo et fashionabelt velhaverkvarter. Her på adressen Rosenvængets Hovedvej 37 lå en ældre rummelig villa med en vidtstrakt have, som Finsen havde købt af cirkusdirektør Hinné med en stor have.

Men beoerne havde dengang rejst en bevægelse mod Finsen. Og tænk, hvis alle hans patienter skulle vandre op og ned af villavejene med deres hudsygdomme og lemlæstede ansigter. Det var ikke et særligt behageligt naboskab og tænk, hvis det smittede?

En delegation af Rosenvængets beboere opsøgte Folketingets Finansudvalg for at forhindre projektet. Men nu var han jo blevet kendt!

 

Født på Færøerne

Men lad os starte fra begyndelsen.

Niels Ryberg Finsen blev født i Torshavn med islandsk blod i årene. Han var optaget af friluftsliv og dyrkede idræt. Han udviste usædvanlig fingerfærdighed og dygtighed. I 1874 blev han sendt til Herlufsholm for at nyde almindelig latinskoleopdragelse. Han var der i tre år. Men resultatet var ikke tilfredsstillende. Han kunne ikke rigtig vænne sig til den montome levevis.

 

Han var ofte syg

Tillige var han ofte syg, og kunne ikke følge med. Han afbrød derfor sit ophold her og tog til farmor i Reykjavik. Her blev han student. Her havde han store sproglige vanskeligheder. Også her måtte han kæmpe med svagelig helbred.

Han var plaget af en dengang ukendt hjerte – og lungesygdom, der viste sig at være kronisk, og som gradvis nedsatte hans arbejdsevne.

Han valgte at studere medicin. Og som islænding fik han fribolig på Regensen. Her fik mange venner. Han kom i praktik i faget anatomi og viste gode egenskaber.

 

Studerede lysets positive virkning

Efter endt eksamen valgte han at studere lysets helbredende virkning. Han havde som ung selv mærket, at han arbejde bedst i et lyst, solrigt værelse. Han kom med den ide, at anvende solbade til behandling af sygdomme. Han lavede flere simple eksperimenter.

Hans første undersøgelser vedrørte dog ikke lysets gavnlige virkninger men tværtimod de skadelige, idet de omhandlede de ultraviolette strålers fremkaldelse af rødmen og forbrændinger på huden.

 

Kunne behandle ”kopper”

De ultraviolette stråler fra solen var blevet påvist i starten af 1800-tallet. De blev ofte omtalt som kemiske ”stråler” på grund af deres evne til at fremkalde kemiske virkninger, sådan som det foregår ved fotografering.

I 1890erne var de ikke blot knyttet til solen, men også de kulbuelamper, der var den første form for elektrisk belysning.

I 1893 argumenterede Finsen for, at visse alvorlige betændelser af huden, som følge af koppesygdommen, skyldes lysets ultraviolette eller kemiske stråler.

 

Han behandlede også hudtuberkulose

Hvad der præcis skete, når huden blev udsat for lys, kunne Finsen ikke sige, og det interesserede ham heller synderligt. Det væsentlige var, at især det ultraviolette lys syntes at være en effektiv behandlingsform mod visse hudsygdomme.

Den vigtigste og mest frygtede af disse var den hudtuberkulose, som lægerne betegnede som ”lupus vulgaris”.

Denne sygdom var en alvorlig lidelse idet den ofte vansirede ansigtet i sådan en grad, at den angrebne blev socialt udstødt.

Man havde gennem lang tid søgt at helbrede sygdommen, blandt andet ved drastiske kirurgiske indgreb – med det hjalp ikke. Det er her, at Finsen og hans lysbehandling gjorde en forskel.

Finsens metode var i og for sig simpel, idet den bestod i langvarig bestråling af den angrebne hud med ultraviolet lys stammende fra en kulbuelampe.

 

Stor opmærksomhed på Verdensudstilling år 1900

Han byggede selv linser til at samle lyset.

Internationalt vakte Finsens resultater med lysbehandling stor opmærksomhed ikke mindst på verdensudstillingen i Paris i 1900.

 

Han skrev aldrig doktordisputats

Selv om Finsen og hans stab gjorde sig store anstrengelser for at udvikle lysmetoden til andre sygdomme lykkedes det ikke rigtigt. I det store og hele forblev Finsens kur med ultraviolet lys at være en metode til at bekæmpe lupus.

Han blev en helteskikkelse inden for lægevidenskaben dog uden for universitetet. Finsen fik aldrig skrevet en doktordisputats og han blev heller ikke medlem af Videnskabernes Selskab.

Hans arbejde blev i samtiden set som samme kategori som de medicinske anvendelser af røntgenstråler og radioaktivitet.

I Stockholm undrede man sig over, at Finsen manglede en videnskabelig forklaring på lysets helbredende virkning, men dog ikke mere end, at han som skrevet modtog Nobel – prisen i 1903.

 

Opløftende resultater

På Øresundshospitalet havde han i 1894 påvist, hvordan særlige lysstråler havde helbredende virkning for patienter med kopper. Året efter var han begyndt med at eksperimentere med elektrisk kulbuelys på patienter, som led af hudsygdommen lupus.

Resultaterne var opløftende. Det endte med, at der i et hjørne af Kommunehospitalets have blev opført en pavillon, som skulle rumme Finsens Lyslaboratorium, pris i alt 5.738 kr.

Han fik økonomisk støtte fra en række velhavende fabrikanter. De var godt nok lidt skeptiske i starten, men de kunne godt se seriøsiteten i Finsens planer.

I 1897 tog han imod de første patienter i de nye lokaler. Men allerede der stod det klart, at det var alt for lidt plads, og at kapaciteten slet ikke svarede til behovet.

Staten stillede med 2.000 kr. til en ekstra bygning. Men det løste langt fra problemet. De trange forhold i Kommunehospitalets Have kunne aldrig blive tilfredsstillende.

 

Ejendom på Rosenvængets Hovedvej med stor have

Og så var det han fandt ejendommen i Rosenvængets Hovedvej. Her var en meget stor have.

 

Døde 8 måneder efter at have fået Nobel – prisen

Hans sygdom forhindrede ham i at rejse til ceremonien i Stockholm den 10. december 1903. I stedet ankom delegationen fra Sverige og Norge til Niels Finsen på dennes institut på Østerbro. Her fik han overrakt nobelmedalje, diplom og en stor check.

Han døde blot 8 måneder efter at han havde modtaget prisen.

 

1.300 patienter blev behandlet

Fra 1896 til 1904 behandlede man næsten 1.300 patienter med sollys og kulbuelys. Behandling af led – og tuberkulose gav også lovende resultater.

Finsen fremstillede også specielle rundslebne dissektionsknive. Og så fremstillede har et holdbart blodpræparat (Finsens hæmatinpulver).

 

Forsøgte at kurere sin egen sygdom

I sine sidste leveår blev Finsen gennem studiet og behandlingen af sin egen sygdom ført ind i forskellige stofskifteundersøgelser. Han eksperimenterede også med kemiske lysbade. Og inden hans død var en tegningerne til en større klinik klar i Rosenvænget.

 

Der blev bygget meget omkring Rosenvænget

Klausulerne omkring villakvarteret forhindrede længe, at fremmedlegemer i form af høje etageejendomme trængte ind. Men det gik alligevel galt. Allerede kort tid efter Finsens indflytning opførtes instituttets første bygning på grunden og flere fulgte i løbet af årene.

Hele tiden var der behov for flere og større bygninger til videnskabelige formål og det satte unægtelig sit præg på det fornemme villakvarter, ligesom de boligkarreer der med en højesteretskendelse i ryggen blev opført i 1930erne.

Hovedbygningen mod Strandboulevarden blev etableret i 1919 – 21. Senere blev instituttet i samarbejde med Kræftens bekæmpelse udbygget til et sygehus med speciale i behandling af kræft. Radiumstationen blev opført i 1937.

 

Kongen var med til begravelsen

Den 29. september 1904 gik flagene i København på halv stang. Niels Finsen blev begravet i Marmorkirken under deltagelse af Kong Christen den Niende, hans familie og en lang række af samfundets notabiliteter.

Men tidens tand er ubarmhjertig. I en international sammenhæng blev lysterapien hurtigt sat i skyggen af behandling med røntgenstråler og radioaktive præparater.

 

En statue ”Mod Lyset”

Det Medicinske Lysinstitut har siden 1980 været en del af Rigshospitalet. Men villaen, hvor Niels Finsen i 1901 flyttede ind i, ligger der endnu.

På hjørnet af Tagensvej og Blegdamsvej lige ved Rigshospitalet er der en statue af tre nøgne mennesker, en mand og to kvinder, der svulstig strækker sig mod det livgivne sollys. Den er fra 1909 og skyldes billedhuggeren Rudolph Tegner. ”Mod Lyset” er en hyldest til Niels Finsen.

 

Kilde:

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 83 artikler om Det Gamle Østerbro herunder:

  • Rosenvænget på Østerbro

De 113 skud på Nørrebro

Maj 26, 2019

De 113 skud på Nørrebro

Plakater med ”Fuck Politiet”. Man har glemt detailhandlen. Politiet holdt sandheden tilbage. Det startede fredeligt. Ordensmagten var klart i mindretal. Vi følger kampens forløb. Det var som en filmscene. ”Det var dem eller os”. På Nørrebro er det nej til EU. Normalt ville man trække sig tilbage. Man angreb politiets svageste led. Pludselig lå 12 – 15 betjente lå på asfalten. Urobetjente pressede politielever. Søren ramt i maven. Alexander ramt i hovedet af noget. Tilflugt i Joe’ s kaffebar. Toilet flød med blod. Man sigtede ikke kun efter benene. Få millimeter fra halspulsåren. Arresteret inden operation. To år gennem retssystemet. Efterfølgende mord og selvmord. Politiledelsen frikender sig selv. De enkelte betjente følte sig ladt i stikken. De blev beskyldt for at være ”skydeglade revolverbetjente” Ny strategi efter 1993. Ødelæggelserne var større i 1999. Der blev foretaget seks undersøgelser.

 

Plakater med ”Fuck Politiet”

”Fuck Politiet” stod der på en masse plakater, sat op på Nørrebro. De var sat op til skræk og advarsel for de ting, der skete den 18.-19. maj 1993. Gennem årene har der i sandhed været mange kampe på Nørrebro. Vi bringer en oversigt over 84 artikler om dette emne som ”Den Gamle Redaktør” har skrevet om dette tema i slutningen af artiklen.

 

Man har glemt detailhandlen

Medierne har regnet ud, at alene kampen om bevarelsen af Ungdomshuset kostede samfundet mellem 120 og 165 millioner kroner. Men medierne har aldrig interesseret sig for, hvad alle disse kampe har kostet detailhandlen. For til sidst sagde forsikringsselskaberne stop sådan mere eller mindre. Men politikerne fortsatte med at bilde befolkningen, at indehaverne fik dækket alle skader.

Det er bestemt ikke korrekt. Mange butikker er faktisk også lukket, fordi de ikke mere kunne holde det ud. Og i perioder forsvandt kunderne. Måske er der nogen, der på et tidspunkt begynder at regne på dette.

 

Politiet holdt sandheden tilbage

Det var første gang i fredstid, at politiet åbnede ild mod en folkemængde i fredstid. Det var dengang, at en af de mest omdiskuterede sager i dansk retshistorie tog sin begyndelse. Ingen, hverken politiledelse eller politikere havde lyst til at se sandheden i øjnene. I frustration havde betjente sigtet og skudt direkte ind i folkemængden. Og hele tiden vidste politiledelsen, hvem der havde givet ordren, om at skyde efter benene. Man havde bevidst skjult det. Heller ikke dette er man stillet til ansvar for.

 

Det hele startede ganske fredelig

Det var en fin forårsdag. Og det hele startede fredeligt med taler, musik og storskærm på Blågårds Plads.

Hvorfor udviklede det sig så dramatisk? Var det raseri over ja til Edinburgh – aftalen, varmt vejr eller for mange øl?

Den 2. juni 1992 havde 50,7 pct. stemt nej til Maastricht – traktaten, trods det at et enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Men et år efter blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.  

 

Det udviklede sig til en tragedie

Politiet var slet ikke forberedt. De ville ikke anskaffe vandkanoner. Men betjentene var dog i kampuniformer. Folks opfattelse af politiets rolle udviklede sig til bitterhed. Harmen udviklede sig i omfattende hærværk ildspåsættelse og blind raseri. Atter var det bydelens butikker, det gik ud over. Nogle af butikkerne blev lige frem røvet.

Denne maj-nat udviklede det sig til en tragedie.

 

Ordensmagten var klart i undertal

300 betjente fra hele landet var sendt til Nørrebro. Da mandskabsvognene kom gik det op i en kæmpe blodrus. I løbet af kort tid var det totalt kaos.

Ordensmagten var klart i undertal. Mange var endnu ikke færdiguddannede. På Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas og radiokommunikationen brød sammen. Styrken blev presset tilbage af folkemængden. Brosten og kasteskyts flød gennem luften. Mange rammer butiksvinduer og betjente. Mange af de ramte betjente segner om på asfalten.

Af frygt for at helt skulle miste kontrollen bliver der givet ordre til at skyde efter benene. Danske politifolk affyrer 113 skud. 11 demonstranter og tilskuere behandles efterfølgende for skudsår på Rigshospitalet.

 

27 betjente var udstationeret på Blågårds Plads

Det var Anti Fascistisk Aktion, der gennemførte en demonstration på Blågård Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen og fulgte den fredelige demonstration.

 

Kampens forløb

Da alt tegnede til at blive et ja, døde festlighederne. Og betjentene blev sendt hjem.

  • En gruppe på 500 – 1.000 gik ned ad Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Nogle havde planer om at bygge barrikader. Øjenvidner fortæller, at der var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen, men de fik hurtig opbakning fra de lokale beboere.

 

  • Nærpolitistationen Blågården angribes ved 22-tiden. De første barrikader opføres på Nørrebrogade. Skurvogne blev anvendt. Der var ikke nogle forudgående meldinger om uro. De første politistyrker tror, at det er tale om mindre isolerede hændelser. Politiet forholdt sig i første omgang passiv. Oven over barrikaderne blev der anbragt bannere med teksten ”EF – Fri Zone”. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro. De første bål blev antændt.

 

 

  • Betjentene var ikke indstillet på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen havde på noget tidspunkt overblik over begivenhederne

 

  • Først kl. 23.15 er den første kampstyrke klar ved Sølvtorvet, 500 meter fra de første barrikader.

 

  • Meldingen gik på, at kollegaer på Nærpolitistationen i Blågårdsgade var i fare. Her befandt der sig seks betjente. Udenfor var 200 demonstranter på vej ind for at ”tale” med den seks.  De forsøgte med en hjemmelavet rambuk.

 

  • Fra sidegaderne blev politiet angrebet i Blågårdsgade

 

 

  • 30 indtages barrikaderne og der bliver affyret store mængder tåregas ind i området uden hensyntagen til beboerne.
  •  
  • En efterlysning efter mere tåregas når aldrig frem til Politigården.

 

  • 13 mener politiet, at de har situationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen er besat af politiet. Hele området er indhyllet i tåregas.

 

  • 15 kommer en deling ad Blegdamsvej til Skt. Hans Torv. Men de mødes af et sandt bombardement af brosten og må trække sig tilbage.

 

 

  • Demonstranterne går nu mod Skt. Hans Torv. Her ligger flere tons frit tilgængelig brosten. De er samlet i affaldscontainere så de lettere kan transporteres. Torvet var under ombygning så våbenlageret var frit tilgængeligt.

 

  • 14 urobetjente i civil bliver sendt op til Torvet for at observere og rapportere. De hjælper med at samle sten i en container. Men de bliver genkendt af et ægtepar og jagtes op ad Fælledvej. De har ikke fulgt deres ordre med at forholde sig helt passive.

 

  • Omkring Skt. Hans Plads er betjentene ikke klar over, hvem der har kommandoen. Åbenbart har man nu opgivet den defensive taktik for nu bliver der hele tiden råbt ”Fremad” i radioen.

 

  • Omkring 00.30 føler 20 betjente, at de er i overhængende livsfare og undertal. De kan hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De bruger den sidste udvej. Pistolerne trækkes og man rykker frem.

 

 

  • 00.34 beslutter politiledelsen, at Torvet skal genindtages. En kugleregn opstår. Den varer i 36 sekunder. Det går i den grad kludder i politiets strategi.

 

  • Stenregnen stilner nu næsten af

 

 

  • 00.36 rammes en betjent af en sten. Pludselig hører man råbet ”Skyd efter benene” Og det lyser et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder efter. Dette udløser en kraftig salve, der varer i næsten 17 sekunder (der er store afvigelser i forklaringerne om, hvornår politiet har skudt).

 

  • 00.45 er politiet rykket frem til Skt. Hans Torv. Man har nu endelig fået fremskaffet mere tåregas. Nu har man hele Torvet under kontrol.

 

 

  • En lille gruppe betjente rykker samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skyder politiet for tredje gang direkte ind i mængden med en salve. Denne varer i syv sekunder.

 

  • I de følgende timer kommer der til flere mindre sammenstød.

 

Det var som en filmscene

Det var nærmest surrealistisk. Rundt omkring de kæmpende grupper af stenkastede unge og kampklædte betjente løb de halvstore børn. En stor gruppe stod bare og så på. Det var som en filmscene, der foregår i en anden virkelighed. Folk stod og snakkede og kommenterede situationen. 10 – 15 minutter derfra var der vild tumult.  Stenene fløj rundt. Menge var der slet ikke adresse på.  Det hele var indhyllet i en råben og skrigen og høje smæld, når stenene røg i skjoldene.

Demonstranterne fornemmede, at politiet havde overvurderet sig selv.

 

”Det var dem eller os”

Den aften havde de unge behov for at få ram på politiet. Det var dem eller os, siger demonstranter efterfølgende. Politiet blev betragtet som en fjendtlig magt. De unge skar alle politifolk over en kam. Mange mener endnu i dag, at det de gjorde den aften og nat var det rigtige.

Mange fortæller, at det især var urobetjentene, der provokerede. Ja de opfordrede ligefrem til slåskamp. Således skulle et par af dem have råb:

 

  • Kan du huske Benjamin?

 

Det var under en dramatisk nat på Rådhuspladsen, at Benjamin Schou blev udsat for en meget voldsom anholdelse. Han var klinisk død i flere minutter. Han kom aldrig til bevidsthed og døde på et plejehjem i 2008.

 

På Nørrebro er det nej mod EU

Politiet var gidsler i de unges raseri. På Nørrebro var der modstand mod EU. Og den måde, som politikerne havde håndteret det på fik de unge op i det røde felt. Folk var harmdirrende vrede over, at politikerne ikke respekterede demokratiet og bare lavede en ny folkeafstemning.

Det hele startede med en rockkoncert med rockgruppen Chumbawamaba.på Blågårds Plads.

Mursten og mindre brosten er tunge nok i sig selv, men med de her kæmpe sten skal man stå helt tæt for at ramme – så tæt, at man næsten havde øjenkontakt med den betjent, man kastede imod.

 

Normalt ville man trække sig tilbage

Politiet kom gående frem i kæder. Hver gang en blev ramt og røg ned, blev de båret væk. En anden overtog så pladsen i kæden.

Det var lige som vikinger. Mange demonstranter følte faktisk, at politiet var seje den nat. For de holdt stand, selv om det regnede ned med sten. Normalt ville man trække sig tilbage og vente på forstærkning. Det har de altid gjort. Og fordi de blev stående, så snaporede det til demonstranterne at angribe endnu mere.

 

Man angreb politiets svageste led

De unge angreb med brosten, flisestykker, jernspyd og andet materiale, de kunne finde. Dette medførte, at den i forvejen trængte politikæde fik delvis i opløsning midt på Fælledvej. Og aktivisterne fortsatte med at angribe politikædens svageste led. Politiet trak deres våben, men det havde nu ikke nogen synderlig effekt. Og de kommanderede varsleskud virkede heller ikke.

Mærkelig var det, at politiet ikke trak sig tilbage. De enkelte betjente var tydeligvis i fare. Nu brugte de så skjoldene for at komme frem mod Skt. Hans Torv. De passerede en masse brændende biler.

 

Pludselig lå 12 – 15 betjente på asfalten

Mange betjente var ramt og lå på asfalten. En enkelt havde taget hjelmen af. En aktivist så dette og knaldede en sten på ham. På et tidspunkt lå mindst 12 – 15 betjente på gaden ramt af sten og andet kastekysts.

Sårede betjente humpede væk og blev båret fra Fælledvej.

Politiet havde svært ved at kende forskel på tilskuere og demonstranter, således blev mange tilskuere angrebet med politiets skjolde forrest.

 

Urobetjente pressede politielever

To unge piger havde søgt tilflugt i baggårde ved Skt. Hans Plads. Deres kærester var ramt af skud. Og mange af skudofrene havde søgt tilflugt eller blev bragt ind på Joe’ s Kaffebar.

En af dem var ramt i maven og oversmurt af blod.

En fyr i frontlinjen drattede pludselig om. Politiet rykkede frem mod ham, men blev presset tilbage. Kampen bølgede. Så opstod der pludselig et hul. To aktivister fik nu fjernet deres kammerat og fik ham båret væk. Ellers var han blevet trampet ned af politiet. Han var bevidstløs og havde en bule på størrelse med et æg og havde fået noget i hovedet.

Det var flere sten i luften end nogensinde. Civilbetjente kastede brosten retur mod tilskuere og aktivister. Nu kom der pludselig en underlig hvislende lyd. Det viste si, at være kugler, der flød om ørene. Urobetjente blev ved med at presse elever fra politiskolen frem. Det var også de første til at skyde viste det sig bagefter.

 

Søren blev ramt i maven

En af brostenene ramte Søren i maven. Luften var slået ud af ham. Han lå på jordet et stykke tid og hev efter vejret. Nogen slæbte ham ind på fortovet. Han havde netop rejst sig op, da han hørte nogle smæld. Det lød som knaldperler. En masse hætteklædte løb nu imod ham. Det var nærmest panisk.

 

Alexander blev ramt af noget

I et brøkdel af et sekund drejede Alexander hovedet. Han kunne se en betjent med en pistol i hånden. Så kom der et uventet slag med en vanvittig kraft. Som et slag med en jernstang fra en granvoksen mand. For Fanden tænkte han, jeg har vel ikke fået en brosten i hovedet. Og så væltede der ellers tænder og benstumper ud af munden på ham. Smerten kom først senere.

 

Tilflugt i Joe’ s Kaffebar

Alexander vaklede over mod Joe’ s Kaffebar.

Efterhånden var det helt fuldt inde i Joe’ s Kaffebar. Det var et rigtig arbejdersted med nikotingule vægge. Her kunne man få en bajer med ostemad for 12 kr. Stedet lå på hjørnet af Guldbergsgade og Skt. Hans Torv.

Man havde lukket døren og ville ikke åbne. Først da Alexander flyttede sin hånd og viste sit ansigt, lukkede de ham ind.

 

Toilettet flød af blod

Et kæmpe brød så helt forkert ud i hovedet. Senere blev han fundet besvimet ude på toilettet, hvor han lå med hul i maven. Man frygtede, at kuglen sad mod hans rygrad. En toiletdør blev hevet af, og så lagde man ham der. Der var nu to alvorlig sårede på kaffebaren. Toilettet var oversmurt med blod.

Alexander tænkte, at en brosten ikke kunne forårsage så meget blod.

 

Søren søgte tilflugt i Guldbergsgade

Ude på gaden lå Søren stadig. Blod silede fra et hul i skulderen ned over armen og ud over hånden. Hans arm og skulder var følelsesløs. Tanken om de skrappe skud strejfede ham. Chokeret stak han ned ad Guldbergsgade. Ind til en vens forældre. Han fik såret i skulderen vasket. Der blev ringet efter en ambulance. Men den havde ikke tilladelse til at komme ind på Indre Nørrebro.  Stadig med blodet løbende tilbød en mand på ladcykel nu at køre ham til Rigshospitalet.

 

Man sigtede ikke kun efter benene

Alvoren var i den grad gået op for folk. Der blev jo skudt. Folk var rystede. Det gik op for dem, at de var i livsfare. Det var ikke alle, der lige opfattede, at politiet brugte skydevåben. . Det lød nærmest som lynkinesere. Men efterhånden faldt folk om ved siden af en.

Ja flere tissede og sked i bukserne under kampene. Og her taler vi om politielever.

Godt nok havde demonstranterne opbygget et had mod politiet. Men der var ingen, der havde troet, at det skulle udvikle sig så voldsomt. Mange mente, at hvis politiet bare havde trukket sig tilbage, så var demonstrationen gået i opløsning.

Det var bestemt ikke alle betjente, der kun sigtede efter benene.

 

Få millimeter fra halspulsåren

Efterhånden var Alexander også nået frem til Rigshospitalet. Han blødte stadig kraftig fra munden. Han forklarede, at han havde fået en brosten i hovedet.

Tilskadekommende politifolk, demonstranter og tilskuer blev ved med at strømme ind på hospitalet. Alexanden blev bedt om at vente og fik noget bedøvende. Han fyldte papbakke på papbakke med blod fra munden. Efter en halv times følelsesløshed var smerterne begyndt at indfinde sig.

Endelig var det hans tur til røntgenfotografering. Herefter gik det stærkt. En læge en hånd på hans bryst. Han fik at vide, at det ikke var en brosten han havde fået i hovedet. Han fik at vide, at han var skudt i hovedet. Projektilet sad nu i to dele kun en millimeter fra halspulsåren. Hans tænder og hele kæben i venstre undermund blev pulveriseret, da projektilet gik ind.

Tidligt om morgenen den 19. blev Alexander opereret. Et stykke platin blev sat ind i stedet for den knuste kæbe og hans mund blev fikseret med ståltråd. 10 år efter var der stadig ingen tænder i venstre undermund. Men lægerne sagde til Alexander, at han skulle være glad for at overleve.

 

Arresteret inden operation

Både Alexander og Søren blev lige som de andre sårede alle arresteret på sygehuset. Søren blev ført til en isolationscelle. Her sad han i tre dage uden lægetilsyn med en slynge om halsen. På fjerdedagen blev han løsladt.

Alexander lå tre dage på hospitalet uden at hans familie fik lov til at besøge ham. På fjerdedagen blev han fremstillet for retten. Da han var ældre end de andre mente politiet at han havde været med til at arrangere urolighederne. Og da han var ramt i hovedet havde han været forrest i geleddet. Men der var ingen beviser mod Alexander. Han blev løsladt på stedet.

 

To år gennem retssystemet

Men for Søren var efterspillet først begyndt. I to gik hans sag gennem retssystemet. I 1966 blev han idømt otte måneders ubetinget fængsel for vold mod tjenestemand i funktion og forstyrrelse af den offentlige orden.

 

Som en film, der kører igen og igen

På Dronning Louises Bro blev der etableret opsamlingssted til de sårede, der ikke selv eller ved andre hjælp var kommet på Rigshospitalet. Flere havde fået knust fødderne. Andre havde brækket ben eller fået læsioner i ansigtet. Men det værste var sår på sjælen.

En tredjedel af den indsatte politistyrke fik fysiske skader under kampene. 92 betjente rapporteres med skader. 61 sygemeldes og for mange ender konfrontationerne i personlige problemer og årelange fortrængninger.

 

  • Det er som en film, der kører igen, igen og igen

 

Ja sådan sagde en betjent, der først syv år efter modtager ordentlig krisehjælp. Det gør folk i uniform sjældent. Store drenge græder ikke.

 

Mord og selvmord

Gennem 1990erne bryder flere betjente sammen. En af lederne, en vicekriminalkommissær gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken og går langsom i opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel. Året efter hænger han sig selv i Ringsted arrest.

 

Brosten kom poppende som popcorn

En politiassistent fortæller om sine oplevelser:

  • Brosten kom poppende som popcorn, overalt i alle højder, fra alle sider, hele tiden. Man kunne ikke følge deres bane. De ramte overalt.
  • Vi stod i en kæde. Det betyder, at jeg havde et greb i kollegaen ved siden af. Igen og Igen oplevede jeg, at han eller hun faldt om, og blev slæbt væk. Det var virkelig med en følelse af panik. Benene rystede, alt gjorde ondt.

 

Politiledelsen frifinder sig selv  

Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu en gang indleder politiet en undersøgelse af politiet, Men ingen vil påtage sig hverken skyld eller ansvar, alle føler sig lige retfærdige.

Politikerne fastholder, at de har overholdt de demokratiske spilleregler. Politiledelsen frifinder sig selv.

 

 

Halvdelen af befolkningen synes, at det var helt i orden at skyde på de ”forbryderiske antidemokrater”. Tre betjente sigtes for at have skudt mod tilskuere, men ingen af sagerne bliver gennemført.

 

De enkelte politifolk følte sig ladt i stikken

De enkelte politifolk følte sig efterfølgende ladt i stikken. Syv års mistænkeliggørelse føltes dybt deprimerende. Efterfølgende var der mange, der mistænkeliggjorde betjentene. 

Systemet krævede syndebukke. I bogen ”Bag Skjoldet” lyder det således:

 

  • Vi syntes, vi gjorde et fantastisk stykke arbejde, vi havde ofret os, og vi troede, at vi skulle få tak. I stedet blev vi gjort til syndebukke.

 

Den aften styrede aktivisterne slagets gang. De gjorde sig ingen tanker om, at det var en familiefar, som de angreb. Politiet blev betragtet som systemets robotter, som de ville ødelægge og slå ihjel.

 

Beskyldt for at være skydeglade revolverbetjente

Politiet var i den grad i mindretal og blev nedkæmpet. Alle betjentenes tjenestepistoler blev undersøgt. Betjentene blev udråbt som skydegale revolverbetjente. De følte sig snigløbet af systemet. Ja de følte sig som syndebukke i et politisk system. Mange betjente undrede sig over, at ledelsen ikke erkendte, at indsatsen havde været problematisk.

Politiet gjorde mandefaldet op hos deres egne. Der var rapporteret 115 skader hos 100 politifolk. 95 havde fået læsioner og blå mærker, to blev bevidstløse, ni fik brud på knoglerne og tre fik tandskader ved urolighederne. 20 af politifolkene har fået ”større eller mindre skader, der har medført livsvarrige mén”. Man talte dengang ikke om de omfattende psykiske lidelser. 

 

Ny strategi efter 1993

Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Beck Hansen mente ikke, at man nogensinde skal glemme 18. maj 1993.Til Dansk Politi sagde hun, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Nogle har så sagt, at politiet nok ikke har lært af disse begivenheder:

 

  • Vi har et andet og mere mobilt indsatskoncept, et lettere udstyr, vi kan få folk ud, og radiokommunikationen er langt bedre. Samtidig er det klart, hvem der har kommandoen.

Efter 18. maj 1993 ændrede politiet fremgangsmåde. De købte pansrede biler og brynjer. Og nu holdt man op med at rykke frem til fods.

 

Ødelæggelserne var større i 1999

Man fandt aldrig bagmændene for urolighederne den 18. – 19. maj 1993. Og det gjorde man heller ikke for urolighederne den 8. – 9. november 1999. Episoden i 1999 udviklede sig, politiet var alt for længe om at rykke ind. Nørrebro Handelsforening har aldrig forstået denne strategi. Ødelæggelserne i 1999 var større end i 1993.

Ja dengang i 1999 var politiet først til stede, da alle var forsvundet.

Heller ikke her fandt man de skyldige. 

 

Seks undersøgelser blev der foretaget

Hele seks undersøgelser blev foretaget:

 

  • I 1994 frikender Byretten 18 og dømmer 8 af de tiltalte demonstranter/tilskuere
  • I 1995 får tre skærpet deres straf og ni demonstranter/tilskuere bliver idømt hæfte
  • I 1995 bliver der konkluderet, at det er overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Skyd efter benene”.
  • I 1995 opgiver justitsministeren tiltale mod tre betjente
  • I 2000 firfindes alle involverede politifolk for tiltale

 

Straffeansvaret blev hurtig forældet

Ja egentlig fulgte der flere undersøgelser. Således konkluderede en af disse, at:

 

  • Det ikke er tilstrækkelig godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af begivenhedsforløbet.

 

Efterhånden blev straffeansvaret forældet. Man kunne så have anvendt tjenestemandsloven. Den har ingen forældelsesfrist.

 

Man skjulte bevidst information

Det kan jo undre, at politiledelsen holdt det skjult, hvem der gav ordren til at skyde. Man skjulte informationen for både befolkningen, politikerne og seks undersøgelseskommissioner. En uro – betjent havde allerede om natten informeret ledelsen om, at det var ham, der havde givet ordren. Men det skulle åbenbart skjules i alle disse år. På et tidspunkt fik aktivisterne selv skyld for at have givet ordren:

 

  • Skyd efter benene

 

Ingen folk fra ledelsen blev dømt

Mange har ikke kunnet forstå at politiet bevidst har forsøgt at tilsløre det virkelige hændelsesforløb. Man dækkede over hinanden med åbenlyse løgne. Man forsøgte også at dække over, at der havde været hele tre skudepisoder. Politiet påstod, at der kun havde været en.

Ja først den 20. maj, da Vesterbro lokal TV kan dokumentere, at politiet skød direkte ind i mængden, indrømmede politiet, at det havde været en skudepisode. Indtil da havde været skudt varselsskud.

30 mennesker inklusive de sårede blev anholdt den nat/aften. Otte af disse blev dømt. Ingen betjente eller folk fra ledelsen blev gjort ansvarlige.

 

Kilde:

  • norrebro.dk – div. Artikler
  • dengang.dk – div. Artikler
  • ekstrabladet.dk
  • leksikon.org
  • Erik Valeur: Nørrebro sten for sten – En hvidbog om Nørrebrosagen
  • Diverse forfattere: Nørrebro 18. maj 1993
  • Carsten Ørum: Bag Skjoldet – Nørrebro maj 93 – En politibetjents frontberetning
  • TV – optagelser fra DR – NDR – Vesterbro Lokal TV – TV Stop
  • DR 2: ”Skydeordren, der blev væk”
  • Beretning i henhold til lov nr. 389 af 22. maj 1996 – Undersøgelse af Nørrebro-sagen.
  • vice.com
  • bt.dk
  • kristeligt-dagblad.dk
  • b.dk
  • information.dk

Hvis du vil læse om ”Uro på Nørrebro” så se her på www.dengang.dk

  • Byggeren på Nørrebro – nok engang
  • BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Et ”Fadderhus” på Nørrebro
  • Fristeder og Ungdomshus
  • Hvorfor skulle Janne dø?
  • Bomben i Søllerødgade 1-2
  • Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
  • Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
  • Nørrebro – 18. maj 1993
  • Slumstormere, Besættere og Autonome
  • Ungdomshusets Historie 1-2
  • Kampen om Ungdomshuset 1-3
  • Ungeren –set fra 6. klasse
  • Varehuset Buldog på Nørrebrogade
  • Handelsforening i brændpunktet
  • Terrornatten på Nørrebro (8. – 9. november 1999)

 

www.norrebro.dk kab du læse følgende (brug søgefunktionen)

  • Støtterklæring til Fædregruppen (2006)
  • Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje (2006)
  • Bliver Ungdomshuset revet ned? (2007)
  • To Ungdomshuse mere – tak (2007)
  • Opfordring fra Københavns Politi (2007)
  • Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for en krone (2007)
  • Opfordring fra Ungdomshuset (2007)
  • Tiden efter Ungdomshuset (2007)
  • Tjek sikkerheden før rydningen af Ungdomshuset (2007)
  • Stop terroren på Nørrebro (2007)
  • Nørrebro Handelsforening havde fået et svar fra Ritt Bjerregaard (2007)
  • Ungdomshuset lever (2007)
  • Ungdomshuset til grin (2007)
  • Nørrebro – urolighederne dræner politikassen (2007)
  • Nørrebro – i gas – og knippelsuppe (2007)
  • Jagtvej 69 – 2200 København N (2007)
  • Presseinfo fra NH: Nørrebro atter i brand (2007)
  • Jul på Nørrebro (2007)
  • Ungdomshus – med forhindringer (2007)
  • Ungdomshuset – kapitel 14 (2007)
  • I Gamle dage havde vi Bent
  • Ungdomshuset – en oase på Nørrebro 1 – 6
  • Imens i Johnnys butik (2007)
  • Hvad mener Ungdomshuset (2007)
  • Hvad dækker forsikringen (2007)
  • Henvendelsen fra Overborgmesterens kontor (2007)
  • Presseinformation: Bevar Julefreden på Nørrebro
  • Nørrebro Handelsforening: Kunderne skal hentes igen
  • Detailhandlen på Nørrebro mister 14 millioner
  • November 1999
  • Gadekrig på Nørrebro (2008)
  • Goddag, det er Politiet (2008)
  • Bål, brand og stenkast på Nørrebro (2008)
  • Skud på Nørrebro (2008)
  • Har vi et godt politi (2008)
  • Restauranter på Nørrebro ødelagt af aktivister (2008)
  • Afmagt, frygt og vrede på Nørrebro (2009)
  • Bandekrig på Nørrebro (2009)
  • Fokus på Bandekonflikten (2009)
  • Fingrene væk fra Jagtvej 69 (2009)
  • Benzin på Bålet (2009)
  • Er Blågårds Plads farlig? (2009)
  • Bandevolden præger omsætningen (2009)
  • Er Nørrebro en krigszone? (2009)
  • Jagtvej 69 – atter engang (2010)
  • Hot – Spot Nørrebro (2010)
  • Hærværk og graffiti på Nørrebro (2011)
  • Nørrebros mange kampe (2011)
  • Politiet: Vi prioriterer (2011)
  • Byggeren – endnu en krigsskueplads (2012)
  • Fra Bulldozersanering til Hot Spot (2012)
  • Rabarberlandet – en krigszone (2012)
  • Hvad bruger poltiet pengene til? (2012)
  • Er Nørrebro trygt eller utryg (2012)
  • Hash, Hykleri og handlingslammet (2012)
  • Et trygt Nørrebro (2012)
  • Nørrebros åndehuller skaber problemer (2012)
  • Afpresning på Nørrebro (2012)
  • Skud og knivstik på Nørrebro (2013)
  • Fri hash – ja eller nej (2013)
  • Stop – du skal visiteres (2013)
  • Bliver det aldrig bedre (2013)
  • Hvem er det de stjæler gaden fra? (2013) og mange flere på norrebro.dk