Dengang

Artikler



Union eller Undergang

September 24, 2021

Union eller Undergang

Forsøg på anmeldelse af en meget interessant bog – en moppedreng på 2,2 kg og 632 sider. 1814 var et skæbneår, som man glemte. Danmark var tæt på at blive opløst. Svenskerne ville have Danmark delt ved Lillebælt. Så kunne de overtage den ene del og Bismarck den anden del. Efter nederlaget i 1864 var det en ”Undergangsangst” i landet. Bismarck ville forene Skandinavien og danne en alliance mod Rusland. Den danske udenrigsminister: ”Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?” Mange tilhængere af en Skandinavisk Union.  Stormagter tillod ikke et Preussen til Skagen.  Der skulle være et flag og en konge for hele Skandinavien. Frederik den Syvende fortrak svenske karl den 15. i stedet for Prins Christian (den 9.). Svenskerne kom alligevel ikke til hjælp. Kongen havde lovet 20.000 soldater.  Ville Danmark have hjulpet Sverige – Norge? Tre muligheder inden krigen i 1864.  Tænk, hvis det var gået anderledes.  Det er fortsat mange sten, der skal og kan vendes i historieformidlingen. Men er denne situation overdrevet? En overraskende bog, der varmt kan anbefales. Mon ikke den nordiske historie skal omskrives?

 

En moppedreng på 2,2 kg

Dette er anmeldelse af sand moppedreng på 2,2 kg og 632 sider. Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen har begået en meget interessant bog Union eller Undergang – Kampen for et forenet Skandinavien. Bogen er udkommet hos Gad.

Det er altid spændende at læse noget, der ryster grundfortællingen. Det er en helt anden forståelse for nationalitet, nationalisme og politik i det 19. århundredes Europa. Måske har historieskrivningen været underbelyst i den periode. Denne bog er vovet fascinerende på en gang.

 

1814 – et skæbneår, som man glemte

Måske lider vi eller led vi af historieløshed. Der var således ikke afsat midler til markering af tabet af Norge for 200 år siden. Dette år i 1814 var et skæbneår for Danmark. Rasmus Glenthøj skrev netop også en bog om denne begivenhed.

Det var ikke kun danskere, der begræd sammenbruddet. Men også mange nordmænd. Norges økonomi havde det ikke godt dengang. En myte opstod, at kong Frederik den Sette kynisk valgte at ofre nordmændene for at imødekomme de allieredes behov for forsyninger. Nordmændene fik en påtvungen og ulige union med Sverige.

 

Danmark var tæt på at blive opløst

Det er lidt mærkeligt at tænke sig, at Danmark var tæt på at opløse sig selv. Vi var tæt på at blive en Skandinavisk Union. Indrømmet så har vi været tæt på afgrunden mange gange før.

Svenskerne var tæt på at erobre København. Englænderne forsøgte at smadre København i ruiner. Og det var sørgmodigt at se den danske flåde sejle op ad Øresund, taget af englænderne.

 

Svenskerne ville have opdelt Danmark ved Lillebælt

Svenskerne ville have haft delt Danmark ved Lillebælt. Så kunne Preussen have fået Jylland. Man talte om det i hele Europa dengang, at de små stater skulle indgå i større stater.

I 1840erne skrev tyske aviser åbent om at hele Jylland havde en naturlig plads i et Stortysk Rige. Så blev der også mere plads til en tysk flåde.

 

Efter nederlaget i 1864

Efter Danmarks nederlag i 1864 var der mange, der tænkte – enten en tysk lydstat uden større reel selvstændighed, eller gik vi ind i en skandinavisk union med Sverige og Norge.

 

Udenrigsministeren: Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?

Tidens førende politiske skikkelse, udenrigsminister og konseilspræsident Hall stillede det enkelt op:

  • Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?

 

Bismarck ville forene Skandinavien

Ja Bismarck tilbød faktisk i 1863 den svenske konge, at de kunne dele Danmark mellem sig.

Det var jo Bismarck, der egentlig havde en plan om at forene Skandinavien. Det var helst som et Storsverige. Bismarck var blevet ministerpræsident i Preussen i 1862.

Men ideen vindgik allerede i Preussens udenrigspolitik under Napoleonskrigene og Første Slesvigske krig 1848 – 1851.  Man så vel chancen for en alliance med et forenet Skandinavien mod Rusland.

 

Samtaler med den svenske konge

Frem til midten af 1850erne arbejdede den svenske konge faktisk sammen med så indflydelsesrige folk som Orla Lehmann, D.G. Monrad og C.C. Hall om en union.

Sverige var den ledende stat i Norden. Man arbejdede med København som hovedstad i konkurrence med Stockholm og Göteborg. Hvert land skulle have sin egen grundlov. Men det skulle være et samlet over- og underhus.

Der var i december 1864 planer om at bortføre den danske kongefamilie fra Bernstorff Slot og så indsætte dem i Malmøhus. Samtidig skulle en svensk hær besætte Sjælland.

Så sent som i 1864 forhandlede Danmark med svenskerne om Unionen.

 

Mange var tilhængere af en Union

I januar 1865 var det planer om at presse Christian den Niende til at indgå i en skandinavisk union. En af Halls agenter skulle have haft hemmelige forhandlinger med Bismarck.

Planen for en Union var realistisk. Både Bismarck, Wilhelm den Første af Preussen og Napoleon den Tredje af Frankrig støttede ideen. Ja det gjorde dronning Victoria også. Og også mændene bag den italienske samling, Victor Emanuel og Camillo Cavour.

Napoleon den tredje mente, at den nordiske stat også skulle inkludere Finland.

Bismarck og Wilhelm den Første mente i sommeren 1864 faktisk at et forenet Skandinavien var en del af løsningen. Nordslesvig blev tilbudt mod en alliance mellem Preussen og et forenet Skandinavien. Ja det var et tilbud som Bismarck gav.

 

Tillod ikke et Preussen til Skagen

Frankrig og England tillod ikke et Preussen til Skagen mens russerne var imod et forenet Skandinavien. Det ville lukke dem inde i Østersøen.

Tankegangen var, at Europa skulle have færre men større stater. De små stater skulle afskaffes ved at blive forenet med større lande.

 

Mange intriger og underhåndsaftaler bliver afdækket

Men den svenske konge tøvede. Der var også intern uenighed mellem de skandinaviske regeringer.

Mange intriger og underhåndsaftaler bliver afdækket i bogen. Man bliver helt omtumlet. Millioner af menneskers skæbne stod på spil. Det er til tider fascinerende og rystende læsning.

Man havde helt konkrete planer parat. Da det så ikke blev til noget, har historikere ind til nu afskrevet det hele som et fantasifoster eller en sværmerisk fantasi. Men bogen her beretter om en helt anden historie. Statskup, krig, bortførelse, revolution og indsættelse af Sveriges og Norges konge på den danske trone.

 

Et flag og en konge for hele Skandinavien

Begrebet ”skandinavisme” blev ikke den succes, som nogle havde ønsket sig. Det lykkedes for Margrethe den Første. Men ikke denne gang. Men man var tættere på, end man hidtil havde regnet med. Begrebet byggede på kulturelle, sproglige og åndelig fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden, det samme gjorde sprogene. Alle tre lande havde været gennem reformationen i 1500 – tallet.

Tænk at de tre lande skulle forenes under et flag og en konge. Det handlede vel også om, at de store spiser de små og så handler det om at blive så stor som muligt. Måske havde det også en god mening i en periode med mange krige, hvor vinderne i det europæiske magtspil var Storbritannien og Rusland.

 

Frederik den syvende foretrak Karl den 15. fra Sverige

Man var blevet enige om, at det skulle være den svensk – norske konge Karl den 15., der skulle regere Unionen. Det skete også med Frederik den Syvendes velsignelse. Han havde ingen børn selv. Han så hellere denne som dansk konge end prins Christian af Glücksborg.

Prins Christian var en af dem, der modarbejdede planerne. Han ville ikke give slip på den danske trone. Rusland foretrak et splittet og mest mulig autoritært Skandinavien som kunne kontrolleres og ikke udgøre noget ideologisk trussel.

 

Svenskerne kom alligevel ikke til hjælp

Men da de skandinaviske lande skulle stå sammen og hjælpe Danmark i 1864, sendte svenskerne ingen hjælp. Det viste med al tydelighed, at man alligevel ikke stod skulder ved skulder. Krigen i 1864 kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.

Det var den svenske konge, der ville sende en styrke på 20.000 mand, men den svenske regering sagde nej.

 

Krigen handlede ikke kun om Slesvig

Krigen i 1864 handlede vel ikke kun om Slesvig. Det var vel også tænkt som en skandinavisk samlingskrig. Når det hele slog fejl, skyldtes det vel bl.a. at den danske konge Frederik den Syvende døde i 1863.

Den nye konge Christian den Niende ville bevare den eksisterende dansk – tyske stat med Ruslands hjælp, men det var en katastrofe. Det medførte et utal af planer om planer om statskup og revolution før, under og efter krigen i 1864.

 

Danmark led af ”undergangsangst”

De danske politikere gjorde deres bedste for at slette deres spor. Fremtiden for Danmark var, som vi allerede har nævnt særdeles usikker. Ville hele Slesvig og Holsten rive sig løs og blive en del af Tyskland? Sammen med tabet af Norge i 1814 skabte dette en form for undergangsangst og gjorde Danmark til primus motor for en skandinavisk samling.

Der var flere, der var bekymret for Nordens selvstændighed.  Tyskland stod foran deres samling og skandinavisterne frygtede at Danmark blev slugt i processen. Hvis dette skete, ville Sverige blive klemt mellem et ekspansivt Tyskland og Rusland.

 

Ville Danmark have hjulpet Sverige-Norge?

Men en union havde også forpligtelser. I midten af 1800-tallet var den svensk-norske militære kapacitet den ringeste i århundreder. Var det derfor svenskerne svigtede i 1864? Måske lå den svensk – norske interesse ikke i grænselandet. Og måske ville Danmark også svigte såfremt Sverige – Norge kom i konflikt?

Angreb på en, det være sig i Finmark eller Slesvig, skulle være angreb på alle.

 

Tre muligheder i krigen 1864

En krig i Slesvig var efterhånden uundgåelig og i 1863 så man tre muligheder:

 

  • At genindføre enevælden
  • At blive en tysk klientstat
  • At bruge en krig til at skabe en ny løsning

 

Fra dansk side havde man håbet på både skandinavisk hjælp samt hjælp fra stormagterne. Men ak, Danmark stod alene mod Preussen/Østrig. Trods franske opfordringer greb Sverige-Norge ikke ind. Og Christian den Niendes forsøg på at bevare de tyske hertugdømmer forhindrede en forståelse med Preussen.

Danmark led et katastrofalt nederlag.

 

Tænk, hvis det var gået anderledes

Men tænk engang, hvis historien var gået anderledes. Hvis nu Sverige-Norge havde sendt styrker ned for at hjælpe? Var Danmark så kommet pænere ud af krigen. Hvis Christian den Niende var blevet styrtet? Havde Danmark så haft en Bernadotte som konge i dag?

Fokus i beskrivelsen af Skandinaviens historie har været rettet mod det nationale. Ligheder, samarbejde og fælles interesser har været underspillet. Det har planerne om en Union også været. Der kommer hele tiden ny viden.

 

Der fortsat mange sten, der skal vendes i historieformidlingen

Der er fortsat mange sten, der skal vendes i historieformidlingen. Måske skal der skrives et nyt storværk om Nordens historie.

Har historikere et tunnelsyn? Burde man ikke sætte sig mere ind i fortidens muligheder? Kigger man for meget på nutiden?

Ti års forskning er det gået forud for denne bogs tilblivelse. Forfatterne har været nede i arkiver, der aldrig tidligere er blevet benyttet.

 

Er situationen overvurderet?

Faren ved sådan en bog er, at en situation ofte bliver overvurderet. Det var en tendens til at de små nationer samlede sig til større enheder, som vi allerede har skrevet.  Det skete både i Tyskland og i Italien. Så hvorfor ikke i Danmark og Norden? Bismarck arbejde aktivt for et forenet Skandinavien. Han så det som en alliance han kunne samarbejde med imod Rusland.

Måske kunne problemet med Slesvig – Holsten have været løst på en anden måde. Godt nok havde Bismarck så sikret sig Holsten og Lauenburg alligevel. Men det havde da sparet Nordslesvig for mange ubehageligheder.

Skandinavisterne blev anklaget for højforræderi. Derfor brændte de en masse af deres arkiver. Og da der ikke var særlig mange dokumenter i de danske arkiver, så mente danske historikere, at en Union nærmest var et fantasifoster.

Mange danskere frygtede at Christian den Niende ville føre Danmark ind i det Stortyske Rige. Denne konge var ikke særlig populær i Danmark.

 

Bogen er en ”stor overraskelse”

Bogen rummer så meget historie at vi vender tilbage til den. Bogen er en stor overraskelse og veldokumenteret. Den kan også føre til skepsis over for historieformidling, hvor hver en sten skal vendes. Men mange gange kan man ikke finde disse sten. Man forstår godt at denne bog har været ti år undervejs.

Undertegnede sad hele tiden med følelsen ”Kan dette virkelig passe?”. Men dokumentationen var der jo. Men skal historieformidling handle om, hvilke kilder, som man får adgang til? Ja det er denne situation positiv ment. Vi har jo selv en lille erfaring på dette område.

Spændende bliver du nu om man vil acceptere denne nye viden trods beviserne. Eller vil den gamle indgroede holdning fortsætte.

Bogen kan varmt anbefales og vi vil bruge den i vores videre historieformidling

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.779 artikler, herunder 43 artikler under
  • 1864 og De Slesvigske Krige
  • Slesvig Holsten og Bismarck
  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige
  • G. Monrad 1-2

 

  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (143 artikler):
  • Da vi næsten fik en svensk konge

 

 

 


Stenalderboplads i Svanemøllen Havn

September 23, 2021

Stenalderboplads i Svanemøllen Havn

Er vi på vej til at hilse på de allerførste Østerbro – borgere i Svanemøllen-bugten? Ved hjælp af lyd har man fundet frem til en boplads under vandet. Man mener at have fundet beviset – 4 forarbejdede flintesten. Fundet er måske ikke så imponerende. Under havets bund ligger der sikkert flere gode ting og venter. Men det er endnu ikke besluttet, om der skal graves videre. I denne artikel kigger vi på, hvem Østerbros antagelige første mennesker var for nogen. Jo de hed Maglemose-folket.

 

En stenalderboplads under overfalden

Tænk engang, at der har ligget en stenalderboplads mellem 7 og 9 meter under overfladen i Svanemøllen Havn.

Det er arkæologer på Det Natur – og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der har fundet ud af dette. Det afgørende bevis har været fire stykker bearbejdet flintesten. Målinger på stedet viser, at der ligger endnu flere derude.

 

Lydsystem har udmålt bopladsen

Man har brugt lydsystemer for at udmåle bopladsen som vurderes til at være 80 gange 120 meter. Man håber at få tilladelse til at grave videre i havbunden. Og hvis man nu vil foretage en reel arkæologisk udgravning. regner man med at finde eksempelvis træskafter, buer, piler m.m.

Arkæologerne siger, at tingene ikke er rådnet væk i vandet. De er beskyttet imod ilt af et sedimentlag. Man kan måske finde knoglerester fra stenalderen.

Det er en helt ny metode, som man har brugt, siger man fra Københavns Universitet.

Og materialet, der er fundet, er brugt af stenalderfolk for omkring 6.000 år siden. Nu skal der så foretages boreprøver.

 

Pludselig viste apparaturet kraftige signaler

Det var i foråret 2021, at man sejlede ud i bugten. Man medbragte apparater, der måler lydsignaler fra havets bund. Pludselig viste kraftige signaler, at der var noget at komme efter. De signaler havde man før kun observeret i forbindelse med bearbejdede flintesten fra undersøiske stenalderbopladser. Og dengang manglede man så bare lige det afgørende bevis. Det har man så fundet nu.

 

Det er Vikingemuseet, der skal tage stilling

Stentypen er anvendt til økser, pilespidser og knive af datidens folk. I 2 ud af 8 opsamlede jordprøver var der gevinst. Men som forskerne siger:

  • Det er som at finde en nål i en høstak.

Det er nu op til Vikingemuseet i Roskilde, hvorvidt, der skal foretages nye boringer og udgravninger i havnen, da de har ansvaret for arkæologi på Sjælland.

Bearbejdet flintesten er derudover en stærk indikator på, at der ligger en boplads fra stenalderen.

 

Maglemose-folket levede for 6.000 – 9.000 år siden

For 6.000 – 9.000 år siden levede der stenalderfolk fra Maglemosekulturen i Skandinavien. Det var et Jægersamler-kultur, hvor folk levede en eller to familier samlet i hytter af bark. Man brugte redskaber som flint og kvarts til at lave spyd, knive og pilespidser af. Så kunne man jage kronhjort, rådyr og urokse. Derudover fiskede man og spiste hasselnødder, frugter, bær og frø.

En udgravning i Svanemøllen-bugten vil afsløre rester af bevarede knogler fra pattedyr og fisk og rester af økser, pile, buer, spyd og hyttegulv. Det vil give et nyt lag til den spændende historie om stenalderfolket.

 

Nu er det lettere og billigere at finde frem til bopladser

Hidtil har marinearkæologer måtte bero sig til viden om geografi, landskabsformer og fund opsamlet af dykkere, når de har skullet vurdere, hvorvidt der har været en undersøisk boplads på et givent område.

Cirka 1.000 undersøiske bopladser fra stenalderfolk i Danmark er blevet lokaliseret gennem historien, men det er nok kun ”toppen af isbjerget”.

De eksisterende metoder er både dyre, tidskrævende og ineffektive.  Den nye geofysiske metode er et kærkomment alternativ, fordi man med ganske få midler vil kunne lokalisere stenalderbopladser ud fra lydsignaler fra bearbejdet flint.

Den ny metode kan også hjælpe med at datere klimaændringer.

 

I Maglemosen gjorde man de første fund

Man kan sige, at de foreløbige fund i Svanemøllen – bugten indtil nu ikke just er imponerende, men hvad mon der ligger og gemmer sig? Jo, der har været masser af fund fra Maglemose-kulturen rundt omkring.

Maglemosekulturen er opkaldt efter fundstedet Maglemose ved Mullerup i Vestsjælland. Fundet blev udgravet omkring 1900. I historien blev denne kultur afløst af Kongemosekulturen.

I dag hedder mosen ikke mere Maglemose men Mullerup Mose. Den ligger 10 km nordvest for Slagelse. De fund som man har gjort, stammer især fra bopladser. Men der er også gjort enkeltfund af våben, smykker, enkelte menneskeskeletter samt skeletter af større byttedyr.

De fleste bopladser findes ved bredderne af søer og åer. Adskillige velbevarede bopladser er udgravet i de store sjællandske mosebassiner, for eksempel Holmegaards Mose, Sværdborg Mose og Åmosen.

 

Kystområder blev oversvømmet

Flinteredskaberne bestod af mikrolitter, kerneøkser, skiveskrabere, bor, knive m.m. Kronhjortetak anvendes til økser og mejsler. Knogler anvendtes til fiskekroge og fiskespyd.  Ja man lavede også smykker af gennemborede dyretænder og ravklumper.

Måske er jægerne flyttet ud til kysterne om vinteren, hvor de har jagtet sæler. På grund af de senere havstigninger er kystbopladserne blevet oversvømmet. Det er sikkert også det, der er sket i Svanemøllen – bugten.

 

Det blev varmere

Naturen og biologien var helt anderledes dengang. Store dele af Danmark var dækket af urskov. Maglemose-folket havde gode erfaringer med jagt og fiskeri. Mange bopladser lå ved den daværende kystlinje. Om det faste bopladser er nok tvivlsomt. Om sommeren gik de sikkert på jagteventyr andre steder.

Temperaturen blev stadig varmere. Tundraen blev bevokset med en åben og lys birkeskov, efterhånden også asp, pil, røn og fyr.

Omkring 7.200 f.Kr. var klimaet ændret til det såkaldte atlantisk klima. Det var et mildt og fugtigt kystklima med sommer-temperaturer 2-3 grader højere end i dag.

 

Hvad levede de af?

Tidligt om vinteren jagtede man storvildt. Det vides at Maglemose-jægerne nedlagde urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin. Vinteren kunne også have været sæsonen for pelsdyrjagt på los, ræv, ilder, grævling, skovmår og vildkat.

Foråret var en mere vanskelig tid, men så kunne man indsamle fugleæg og gå på fuglejagt. Hvis alt gik galt, så spiste de også pindsvin.

Alle udgravninger af bopladser fra jægerstenalderen viser store mængder af fiskeben, så fisk har spillet en meget stor rolle. De indsamlede østers og andre skaldyr. Men dog ikke i samme omfang som den senere Ertebølle-kultur.

Efteråret var sæsonen for indsamling af rødder, nødder og bær.

 

Verdens ældste buer

I 1944 fandt man i Holmegårds Mose på Sjælland næsten to intakte buer. De regnes for verdens ældste. Deres pile var fremstillet i to dele. Nemlig en del med pilespids på omkring 10 cm. Den anden del med resten af pileskaftet var sikkert monteret med styrefjer.

Fordelen var, at når en pil var blevet skudt ind i et dyr, ville delen med styrefjerene falde af og kunne opsamles og genanvendes. Pilespidserne blev fastgjort med tjære eller harpiks. På selve pilespidserne var anbragt mikrolitter.

Der er fundet rester urokser. Mange af disse var kæmpemæssige dyr med en højde på 190 cm. Ja selv rester af elge er der fundet.

 

Koelbjerg – kvinden var måske en mand

Der ganske få fund af skeletter af mennesker. Det mest berømte er af Koelbjerg – kvinden fra Vissenbjerg på Fyn. Mange mener dog, at det er en mand.

Ved Holmegård ved Næstved er der fundet to skeletter i en mose. I en mose ved Nobe er der fundet rester af et skelet. Ved Hammerlev i Sønderjylland er der fundet en egentlig grav fra Maglemose-tiden, men den afdøde var brændt.

Hvordan så de ud? De var knap så høje, men mere kraftig bygget med stærke knogler. De var langskallede med sorte øjenbrynsbuer, kraftige tykke-muskler og fremstående kæber med store tænder præget af slid.

Og Koelbjerg-kvinden? Hun var omkring 25 år. Hun levede for 10.000 år siden ved Maglemose periodens begyndelse. Hun var ca. 155 cm høj og havde spinkle og fint formede lemmer.

 

Stammebåde op til 12 meter

Stammebåde blev udhugget af en hel træstamme med flinteøkser. De er et godt bevis på stenalder håndværkernes kunnen. De kendes op til 12 meter lange med en bredde på 60 centimeter. Siderne var kun et par centimeter tykke. Der er ikke fundet noget i Danmark men i Holland. Den var så lavet af fyrretræ og næsten 3 meter lang og 44 centimeter bred. Den er dateret til perioden 8.040 – 7.510 f.Kr.

 

De var ikke så mange

Der var vel mellem 5.000 og 10.000 mennesker dengang. I Kongemose-perioden voksede dette antal til 10.000-20.000 mennesker.

De hytter som de boede i var mellem 20 – 35 m2. Gulvene var af birkebark og der var ildsteder.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk består af 1.779 artikler – heraf er 101 artikler fra Østerbro

Grænsen – dengang (b)

September 11, 2021

Grænsen – dengang (b)

Dette er en ny-redigering af en ældre artikel fra 2013. I mellemtiden har vi fået udgivet vores bog i 2017 ”Grænsen er overskredet”. Under efterforskningen fandt vi en masse uregelmæssigheder i form af uopklarede dødsfald m.m. Desværre vil mange af vores vidner/informanter forblive anonyme. Det kan så efterlade os tilbage som en slags konspiratorer. Vi vil også her henlede opmærksomheden til vores andre artikler der relaterer sig til dette emne.

Der var masser af panik ved grænsen den 5. maj. En masse biler fik lov til at passere syd på, inden bevogtningen blev organiseret. Flensborg Fjord var stoppet til med skibe. Ledende nazister forsøgte at skjule sig på Lyksborg Slot. En aftale blev etableret over grænsen. Mange historier blev fortiet for offentligheden. Bunker af efterladenskaber hobede sig op ved grænsen og skabte problemer for fremkommeligheden. Og mange blev dræbt aftenen før befrielsen.

 

 

  • Vores ide er at opdatere alle de lidt ældre artikler på vores hjemmeside. Opsætningen halter. Der er for mange sjuskefejl. Og måske er der nye oplysninger til temaet. Der er måske også nyere artikler der henviser til temaet.

 

 

Skal tingene glemmes?

Der skete mange ubehagelige ting ved grænsen dengang, både før og efter tyskernes besættelse. Ikke alt er blevet beskrevet, og noget er i den grad blevet fordrejet. Ting er blevet udeladt og andre ting kan vi ikke få adgang til. Talrige skæbner kan oprulles. Og der er sikkert mange læsere, der mener, at de ting, der skete, hurtigst skal glemmes.

 

Mediernes bevågenhed

Som tidligere nævnt, har vi foretaget forskning, og oprullet episoder, der ikke tidligere er blevet omtalt, og som har afstedkommet mediernes bevågenhed. Men nogle lokale medier nægtede at omtale vores bog. Og hos mange lokale i området mente man, at vi kun ude på konspirationsteorier. De fleste af vores dokumenter overlod vi endda til Lokalarkivet.

 

Forhandlinger på Brundlund Slot

Det svirrede med rygter om forhandlinger på Brundlund Slot. Telefondamen i Bredebro opfangede brudstykker mellem lægerne Beyer og Schultz i Aabenraa. Dette første til at man nogle steder fejrede kapitulationen en uge for tidligt.

 

Mange modstandsfolk og medlemmer af våbengrupperne havde fået udstedt falsk ID. De var ikke klar over, om de befandt sig på en eller anden liste. Så var det godt at være på den sikre side.

 

Kollund blev hård ramt

I begyndelsen af maj blev Kollund ramt. Det halve af skolen, Frk. Spillemoses lejlighed og smedens hus blev splintret. Det ene store drøn afløste det andet.

Tidligere på vinteren, da minerne faldt på Kollundbjerg To huse blev fuldstændig ødelagt.

 

Endnu flere rygter

Man havde hørt i området den 3. og 4. maj, at Flensborg ville blive erklæret for en ”åben by”. Det kunne betyde en mægtig forskel på krigshandlingerne i slutfasen. Men så kom forløsningen den 4. maj om aftenen.

 

Endnu et drama

Da Kurt Jensen var meget lille oplevede han ved grænsen, at en tysk soldat blev afkrævet alt, hvad han havde på sig. Man havde dog endnu ikke opdaget, den pistol han havde på sig. Da medlemmer af Modstandsbevægelsen krævede hans vielsesring, blev det for meget for den tyske soldat. Han tog pistolen og skød sig selv.

Kurt husker ikke hele historien, men fik hele historien fortalt af sin far.

 

Mysteriet om Asmus Jensen – nok engang

Historien om Asmus Jensen, som vi har beskrevet i mange artikler og vores bog ”Grænsen er overskredet” rumsterede i mange år ved grænsen. Folk var udmærket klar over, hvem der begik mordet. Nogle andre påtog sig skylden for at tilfredsstille englænderne.

 

Vi har dog fundet ud af, at englænderne var forarget over, hvad der skete Men vi forstår udmærket i dag, hvorfor Politiforeningen og PET nægtede os adgang. Alligevel fandt vi ud af en del ting, og mere er dukket op.

 

Navnene på gerningsmændene

Vi har navnene på gerningsmændene. Og i kommunen gik der også historier om, at den ene gerningsmands forbrydelse blev besejlet af de tragiske hændelser. Vi har haft og har kontakt til Asmus Jensens familie, der er meget overrasket over vores opdagelser.

 

Men hvorfor har myndighederne helt op til i dag holdt familien hen med løgne? Det var fordi, at der vil gå storpolitik i det, når sandheden kom frem.

 

Historieforfalskning

At gendarmerne ved viadukten i Padborg var i gang med at springe den i luften, da de blev overrasket af tre spioner fra Regimet Regensburg var noget, som beboerne i kommunen kunne læse i deres lokalavis.

 

Det var direkte historieforfalskning. Dagen inden besættelsen var der udsendt en befaling om, at Grænsegendarmeriet på ingen måde skulle indlede kampe mod den tyske værnemagt.

 

Angst i modstandsbevægelsen

Og historien om en hel deling svært bevæbnede tyske marineinfanterister, der gik gennem grænsekommunen den 7. maj, som gav et gys gennem Modstandsbevægelsen.

 

Havde disse soldater åbnet ild, kunne det have betydet tab af en masse menneskeliv.

 

Gennem politiet fjernskrivere var man blevet advaret at disse var på vej. Disse marineinfanterister var svært bevæbnede. Alt hvad der var skydevåben blev uddelt til modstandsbevægelsen. De søgte dækning, så godt som det nu kunne lade sig gøre.  De dukkede op fra skoven og gik syd om Krusågård og op mod landevejen. De fortsatte tværs over vejen ved Grænsehotellet og forsvandt op over marken og ind i skoven til Tyskland.

 

 

De mange flygtningeskibe

Måske kunne vi også fortælle om de talrige flygtninge – både, der blev sat på grund i Flensborg Fjord. Man taler om cirka 30 skibe. Mange flygtninge overlevede ikke. I hvert fald er otte drevet i land ved Kollund Strand. De blev begravet som ukendte på Bov Kirkegård.

 

Bomber inden befrielsen

Natten til den 4. maj faldt der bomber i Kollund og Flensborg.

 

Ude på Mørvig sad Hitlers efterfølger, Storadmiral Dönitz og de sørgelige rester af den så stormægtige tyske regering. I København havde General Lindemann erklæret, at der ville blive kæmpet til det sidste.

Det forlød, at General Lindemann og Dr. Best var på vej til forhandlinger hos Dönitz.

 

Huller i bevogtningen

Grænsen var stærkt bevogtet. Man påstod, at den var fuldstændig umuligt at passere. Men man havde dog lige glemt at de sekundære grænseovergange ved Padborg måske ikke var så uigennemtrængelige.

 

To marineofficerer sad tilbage

Da budskabet lød den 4. maj kl. 20.30 kom det alligevel som et chok for de fleste. Grænsehotellets lokaler havde været fyldt af mennesker. Nu var det pludselig tømt. Alle forventede, at i løbet af få øjeblikke ville englænderne styrte over grænsen.

Kun to tyske marineofficerer sad forknyt tilbage.

 

Mange dræbte

Natten før kapitulationen kom Flensborg til at opleve endnu et luftangreb. En bombe ramte kvarteret omkring domhuset, demolerede en del ejendomme og blæste tagstenene bort fra byens højere pigeskole. En anden ramte Landbrugsskolens bygning på Skt. Pauli. Der var mange døde.

 

Forvirring ved grænsen

Allerede den 5. maj 1945 om morgenen var der etableret pigtrådsafspærringer. Feltgendarmeriet og soldater gik vagt med deres maskinpistoler. Men de var ganske få.

 

Lærer Frederik Sørensen, Padborg havde ellers kaldt alle medlemmer af modstandsbevægelsen og folk i de forskellige våbengrupper til grænsen allerede tidsligt om morgenen den 5. maj.

 

Mange fik fundet våben frem, som egentlig var kastet ned af englænderne og gemt væk indtil nu. Politistationen var allerede bemandet med danske betjente – nogle af dem, der egentlig var gået under jorden.

 

Pludselig kom en kortege af biler. Nogle havde slet ingen nummerplade på. Gennem ruderne kunne man skimte uniformerede og civile mennesker sammenstuvede med bylter, kufferter og tasker på skødet. Flere af mændene skjulte deres ansigter med hænder eller hatte. Blandt det endnu beskedne vagtmandskab bredte frygten sig.

 

  • Er det Hipo, Er det Gestapo, Hvor er Frihedskæmperne?

 

En tysk vagt på den anden side af pigtrådsspærringen kom pludselig farende med løftet karabiner. Mængden spredtes. Kortegen kørte i rasende fart videre ind i Tyskland.

 

Blandt de tilstedeværende ved grænsen var man lettet. Men en skuffelse og en misstemning bredte sig også i forsamlingen. Hvorfor kunne man ikke have stoppet det? Måske var krigsforbrydere imellem?

Frihedsbevægelsens styrker var ikke mødt op. Det var ellers aftalen. En eller anden havde åbenbart ikke givet den afgørende ordre.

 

Bilen fik lov til at køre

Et par hundrede nysgerrige havde efterhånden samlet sig ved grænsen. Men en egentlig styrke var det endnu svær at for øje på.

 

Nok en mistænkelig bil kom susende fra nord. Den bragtes til standsning. Også den var fuld af gods og mennesker. En maskinpistol øjnedes under rattet. Men bilen fik lov til at køre over grænsen.

 

En aftale over grænsen

Fra den tyske side af grænsen kom nu en tysk soldat løbende pegende med sit gevær på en ung mand, og sagde et eller andet med Schweinhund. Men endelig tog en mand ved navn, Skodshøj lederskabet og skubbede den tyske soldat tilbage.

Harald Skodshøj var pressesekretær ved Hedeselskabet i Tønder.  Han var en mand i halvlange støvler, sort frakke og skikasket.  Han gik nu roligt rundt og gav ordre.

 

Men ved 10 – tiden rådede denne Skodshøj kun over en håndfuld bevæbnede mænd.

Gennem pigtråden kommer nu to officerer til syne fra tysk side. Den ene heilede, men fortrød det. Den anden hilste med hånden til hjelmen. Skodshøj tog sig til klaphuen.

Fra tysk side lød det meget venligt:

 

  • Vi er jo formodentligt enige om, at episoder bør undgås. Her er vi jo alle soldater. Skyder De, må vi også skyde. Men til hvad nytte?

 

Fra dansk side lød der:

 

  • Vi er ganske enige Hr. Kaptajn. Men aftalen gælder altså udtrykkelig ikke civile personer og deres medbragte gods.

 

Der var fuldstændig enighed ved grænsen. Det var lige før de havde givet hinanden hånden. Nogle grænsegendarmer meldte sig i deres stolte uniform, men de havde ingen våben med.

 

Endelig rigtig bevogtning

Først omkring middagstid rådede Skodshøj over så mange frihedskæmpere, at han kunne begynde at organisere en ordentlig bevogtning. Senere overtog Frederik Sørensen kommandoen. Hele Bovgruppen var nu mødt frem.

 

List havde endnu ikke fået afprøvet sin maskinpistol. Det gjorde han lidt ufrivilligt uden for bager Iversen, Kruså. Her røg der en salve fra ham, heldigvis i luften.

Endelig langt om længe kom englænderne. Men det var først om aftenen, at en lille fortrop ankom til Kruså.

 

Flensborg Fjord var der kaos. Hele fjorden var tilstoppet af skibe. Helt inde fra inderhavnen ud til Sandager og Holdnæs.

 

Modsætninger mødtes ved grænsen

Det var bevægede dage ved grænsen. Modsætninger mødtes. Her kom også en sørgelig skare af fanger fra Ungarn, Polen, Holland, Frankrig og Belgien. De var kommet fra de tyske koncentrationslejre. De var udhungrede og klædt i pjalter. Nogle havde tatoveret deres nummer på venstre arm.

 

Nu kom ørkentropperne endelig

Endelig den 7. maj kl. 11.40 rullede en bataljon af Montgomerys Royal Dragoons over den dansk – tyske grænse. I alt 100 vogne kom der. Og soldaterne i de forreste vogne fik også spurgt, om man vitterlig var nået til Danmark.

 

Döniz – regeringen forsøgte at fortsætte fra Mørvig. Man havde indrettet sig om bord på en af de mange skibe. Rigsminister Speer og Hitlers private læge Dr. Brandt havde gemt sig på Lyksborg Slot. Det varede dog ikke længe før englænderne havde fundet ud af dette. Man styrtede også det tyske regeringsskib i Mørvig.

 

I Ensted blev en af besættelsestidens ofre begravet. Det var Knud Andersen fra Røllum, hvis lig blev fundet i skoven ved Frøslev/Fårhus – Lejren.

 

Masser af efterladenskaber

Den 10. maj 1945 var der blevet styr på bevogtningen af grænsen. I endeløse rækker strømmede tyskerne til. Våben smides i dynger foran oberst Bennike fra Den Danske Brigade og hans Frihedskæmpere.

 

 Hvad værnemagten bar af unødig bagage, måtte afleveres. Her var i hundredvis af cykler, værdifulde bildæk, en utrolig mængde køkkenudstyr, silkestrømper, margarine, smør, kaffeerstatning i kassevis, gryder, toiletpapir, alle mulige slags konserves, vaskepulver, røget flæsk og julelys.

 

Også messinginstrumenter var der masser af. Her var langskaftede støvler, sardiner, barbersæbe, dameundertøj og små radioapparater.

 

Hipo og Gestapo flygter

Nede ved grænsen, hvor Den Danske Brigade havde indtaget pladsen side om side med gendarmer og frihedskæmpere. 3.800 mand fra 126. tyske division gik over grænsen. Næste dag ventedes ca. 7.800 og så videre.

 

Tyskerne får dog lov til at beholde et håndvåben, og hvad de kan bære af personlig bagage. Nu og dag blev der fanget en Gestapo eller Hipo – mand. Der var flere generaler og også kvindelige spioner. Der gik rygter om, at fire Hipo – biler forsøgte at flygte over grænsen.

 

Man skal ikke tro på alt

I de officielle beretninger var det flettet ind, at en Sommer – mand forsøgte at flygte over grænsen, og skulle være skudt den 9. maj af Den Danske Brigade. Men det var rent løgn. For denne såkaldte Sommer – mand blev likvideret af modstandsbevægelsen i Padborg. Men da englænderne begyndte at grave i sagen, fik modstandsbevægelsen kolde fødder.

 

Asmus Jensen blev bortført, likvideret med to nakkeskud, og anbragt i nærheden af en mark, som Den danske Brigade havde lejet. Der blev hans lig anbragt natten til den dag, hvor han endelig blev fundet. Men læs selv om det. Andre mord foregik også i Padborg.

Asmus Jensen blev tortureret i en lade i Vejbæk. Liget blev transporteret på en motorcykel med sidevogn til et sted i nærheden af, hvor liget blev fundet.

 

 

Og som skrevet, har vi fået at vide at der ikke mere at komme efter. Nu håber vi så, at engelske arkiver kan hjælpe. Man skal ikke tro på alt, hvad der var nedskrevet fra dengang. Men det var nu et tysk arkiv, der hjalp os videre.

 

Trusler og nedbrænding

Og når man har haft lejlighed til at dukke ned i efterforskningen fra dengang, korser man sig. Problematisk var også den behandling som den myrdes familie fik. Der var både trusler og nedbrænding af huse – dengang.  Men Asmus Jensens familie i Kiskelund kunne give navnet på de fem, der havde stået for mordet på ham.

 

Så sent som i begyndelsen af 1970’erne var problematikken et problem for politimesteren i Gråsten

 

Mange ting beslaglægges

Natten til den 10. maj drev man jagt på en lastbil, der indeholdt 1.000 kg smør og en mængde skinker.

 

Også ved Jernbane – kontrollen i Padborg blev der konfiskeret store varemængder, som af tyskerne blev forsøgt smuglet med hjem. Bunker af smør og flæsk var herfra kørt til Frøslevlejren.

Den 9. maj 1945 blev der beslaglagt 80.000 kr. som en af soldaterne havde på sig.

 

Myldrende menneskehav

Hovedvejen sydpå var i denne tid et myldrende menneskehav, gennem hvilket bil efter bil pressede sig frem. Det var engelske, svenske og danske køretøjer. Skarer af tropper under og uden kommando masede sig syd på. De overnattede på markene langs vejen.

 

De lå og sov i græsset og skovene. Overalt var der tropper, som holdt rast. Nogle var ved at segne under deres bagage.

Andre trak gummiløse cykler, barne-og legevogne, stoppet med bagage.

 

Wenn wir heim marschieren

Der kom tanks og hestekøretøjer mellem hinanden, radmagre heste slæbte også på tungt læs. Et sted kunne man se højtstående politiofficerer trække en tungt læsset kærre. En gang imellem kom der endnu friske tyske soldater, der sang Wenn wir heim marschieren.

 

Man regnede med, at der alene på Jylland – Fyn var 100.000 tyske soldater. Og danskerne myldrede til grænsen for at se ydmygende tyske soldater, men disciplinen var stadig til stede hos de allerfleste.

 

Men danskerne spærrede de i forvejen overfyldte veje, så hen på eftermiddagen dem 10. maj valgte man at foretage en afspærring tre – fire kilometer fra grænsen.

 

Naboen blev arresteret

Der var travlhed i modstandsbevægelsen. For nu skulle alle mistænkte arresteres. Og man startede med hjemmetyskerne. Det kunne godt være ens nabo. Det var nok ikke alle, der opfattede denne bemærkning som lige sjov:

 

  • I ska it væ bang, dee ske eje nok it nowe, I blive højestens skødt.

 

Ja sådan løs set fra overbetjent P. Appel.

 

Sådan kom man af med en irriterende hjemmetysker!

Ved grænsen så man pludselig dr. Erich Petersen fra Sønderhav. Han var Oberstudienrat i Flensborg. Han var forhadt mange steder. Han pralede med, at hvis hans Vaterland havde brug for ham, så kunne han sagtens svømme overfjorden.

 

Nu fik Modstandsbevægelsen så den ide, at hvis han ville over grænsen så kunne man bare lade ham passere, men så lade være med at lukke ham ind igen. Og ganske rigtig, så skulle han bare lige over at telefonere.

Da han så kom tilbage, ville man ikke lukke ham ind. Han fik at vide, at grænsen var lukket. Og hans store ejendom i Sønderhav blev konfiskeret.

 

En tragedie bag toldbygningen

Der var masser af tragedier ved grænsen. Bag Toldbygningen var der en stor tørreplads. Her legede 7 – årige Bente Madsen fra banken i Kruså og den lidt større søn af toldassistent Tiedemann. Bente har nok troet at hun fandt en bold. Det var det bare ikke. Det var en håndgranat i ægform.

 

Bente blev kvæstet til døde, legekammeraten slap med livet i behold. Det berørte alle i området. Der lå og flød mange farlige ting rundt omkring.

 

Enhederne blev større og større

I begyndelsen var det kun små enheder, der gik over grænsen. Men efterhånden blev disse enheder større og større. Disse enheder var mere eller mindre opløste inden de nåede grænsen.

 

Modstandsbevægelsen sorterede det hele ved Korsvejen.  Lang ud ad Aabenraavej stod cykel ved cykel. På Harkjærs store mark, hvor Grænsehallen ligger, blev alle heste jaget ind. Efterhånden var marken tæt pakket af heste.

 

De lokale hentede gode ting

Den anden store mark, hvor Metro engang lå var oplagringsplads for alt det tungemateriel, såsom biler i alle mulige afskygninger, motorcykler, panservogne, feltkøkkener og også her var der et hav af cykler.

 

Der var modstandsfolk, der byttede tyskernes pistoler for smør. Der flød også med danske pengesedler, som man tog fra tyskerne. Hvor de sedler blev af, vides ikke. Men nogle har fået glæde af disse.

 

Et vandløb var blevet fyldt med bildele, cykeldele, ”pansernæver”, geværer, bajonetter, en død hund, spegepølser og meget mere.

De lokale hentede mange gode ting. Skrivemaskiner, kikkerter, nye cykler og endda geværer og pistoler.

 

Den danske Brigade afløste

Den Danske Brigade afløste modstandsfolkene. Men også englænderne blandede sig efter et stykke tid. Og man forsøgte på alle mulige måder at ydmyge de tyske soldater, da de visiterede dem. De delte rovet mellem sig.

 

Mange blev skudt ved grænsen

Da vi skrev vores bog og skulle finde ud af, hvad der var sket, var det langt fra alle, der ville tale med os. Og næsten alle forlangte at blive anonyme. Ældre mennesker især i Kollund – området fortalte os om, at man frygtede modstandsbevægelsen. Således blev man på mange måder afstraffet, fordi man havde solgt landbrugsvarer til tyske soldater langs Flensborg Fjord.

 

Vi fandt også ud af mystiske dødsfald, som der ikke var forklaring på. Tyske soldater blev blandt andet skudt langs hele grænsen. Vi kigger også i kirkebogen. Og her fandt vi en melding om, at en person ved navn Richard Christensen var blevet dræbt på Østergade kl. 14.20 om eftermiddagen den 14. juni 1945.

 

Liget lå der ret længe. Vi talte med et vidne, hvis far havde butik i området. Han mener at kunne huske at liget lå der til dagen efter. Men dette har vi ikke fået bekræftet andre steder fra.

 

Vi kunne ikke finde ham i Graverbogen, hvilket betyder, at han ikke blev begravet på Bov kirkegård. Han er blevet brændt fire dage efter hændelsen.

 

I Provsti – bogen i Aabenraa var der tilføjet med en anden skrift og tusch ”Selvmord”.

 

Vi fandt ud af, at faderen var vintapper fra København. Familien var flyttet til Sorø, hvor vores hovedperson blev uddannet til maler. Vi har været forbi Radio Limfjorden og Lokalarkivet Nykøbing Mors.

 

 

Tysk Politisoldat

Vi fandt ud af, at vores hovedperson var ansat som tysk politisoldat i sort uniform på færgerne fra Mors til Thy. Han fik et barn med en af serveringspigerne på en færgekro. Og det var ikke særlig velset i lokalsamfundet. Han vedkendte sig faderskabet og blev dømt til at betale børnepenge.

 

Om han var tilknyttet Sommerkorpset, HIPO, SS eller et andet tysk korps, har vi endnu ikke fundet ud af.

 

Men han så aldrig barnet. Før barnet blev født var han taget til Padborg og forsøgte antagelig at komme over den grønne grænse ved Haraldsdalvej. Han var ganske givet ikke i uniform.

 

Han er antagelig blevet råbt an, da han forsøgte at snige sig over grænsen. Han er sikkert løbet væk. Vagterne ved grænsen er løbet efter ham og har skudt ham ud for Østergade 2.

Dette er kun en af de mange skæbner, som ingen er interesseret i, at det bliver udforsket, Lignende episoder ved grænsen er der mange af.

 

 

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Årbog fra Historisk Forening for Vis Herred (Bov og Holbøl Sogne)
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Litteratur Padborg/Kruså/Bov
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • Lokalarkivet Nykøbing Mors

 

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.780 artikler
  • Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 361 artikler:
  • Dramaet ved Viadukten – endnu mere
  • Myten om de hvide busser
  • I Kollund Østerskov lå to villaer
  • Sandheden om Karantænestationerne
  • Holocaust-fornægteren fra Kollund
  • Militære efterretninger i grænselandet
  • Kæmp for alt, hvad du har kært – Chr. Fries
  • Besættelsestiden i den sidste tid i Bov Kommune

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler:
  • Asmus Jensen (opdateret 2020)
  • Mord i Padborg 1-4 (meget dårlig grafik – beklager)
  • To skæbner i Kiskelund
  • Frøslevlejren – i den sidste tid
  • Frøslevlejren
  • Fårhuslejren
  • Straffelejren
  • Dramaet ved Viadukten (1)
  • Harreslev – dengang
  • Rønshoved, Hokkerup, Gardeby
  • Dansk agent skyld i gendarmers død
  • Sandheden om de hvide busser
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • En Sønderjyde krydser sine spor

 

  • Under Sønderjylland finder du 207 artikler:
  • De mystiske mord ved grænsen 1-2

 

  • Under Grænsen er overskredet finder du 6 artikler:
  • Forord (1) til ”Grænsen er overskredet”
  • Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945
  • Var det et hævnmotiv?
  • ”Grænsen er overskredet” – anmeldelse og omtale”

 


Okseøerne – endnu mere (2)

September 6, 2021

Okseøerne – nok engang (2)

Det var kæmpen, der skabte Okseøerne i Flensborg Fjord. Folk levede her siden Yngre Stenalder. Sagnet om Margrethe den Første. Familien Isaack var her i flere generationer. Koloni på Lille Okseø. Kro på Lille Okseø. Fjordbådene startede i 1865. Og så skød kanoner kroen i brand. Lille Okseø måtte gennem to tvangsauktioner. Familien Isaack begyndte at servere. Park med antikke skulpturer på Lille Okseø. Færgen sejlede kun til 2015 En forpagtningsafgift på 25 år holdt kun i 12 år. Øen var isoleret i 14 dage på grund af is. Oprydning og nedrivning.

 

Kæmpen skabte Okseøerne

Atter engang besøger vi Okseøerne i Flensborg Fjord. Sagnet fortæller at de blev dannet, da kæmpen ville springe fra Danmark til Tyskland. Nogle ler-klumper faldt af støvlerne. Og disse dannede Okseøerne.

 

Folk her fra Yngre Stenalder

Fund på øen har godtgjort, at der har levet folk her siden den yngre stenalder. I Kong Valdemars jordebog fra 1231 nævnes Okseøerne også.

Øen nævnes også som græsningsreal for slottet Duborg i Flensborg.

 

Sagnet om Margrethe den Første

Ifølge sagnet skulle Margrethe den Første være omkommet på et skib ud for Okseøerne den 28. oktober 1421. I det 19 århundrede fandt man et gammelt gravsted og mente derfor hun kunne være blevet begravet her. Men det er nu ikke tilfældet.

Det vil sige hun blev begravet på Lille Okseø. Herefter blev hun bragt til Sjælland og genbegravet i Sorø Klosterkirke for endelig i 1413, som den første kongelige at blive begravet i Roskilde Domkirke.

Dronningens skib lå i Munkemøllebugten. Og grunden til dette var at her fik man forsyninger. Vandmøllen blev drevet af munkene fra Ryd Kloster, som lå på den anden side af Flensborg Fjord omtrent hvor vi i dag finder Lyksborg Slot. Det var munkene, der bragte forplejningerne. Og myten siger at mælken blev leveret af Benniksgård.

I det 16. århundrede tilhørte øerne Hertug Hans den Yngre.

 

Familien Isaac var her i generationer

I 1830 blev Okseøerne købt af godset Frueskov, som lå øst for Sønderhav. I 1845 var det så bådebygger Lorenz Isaac, der købte Store Okseø. Gennem flere generationer har familien drevet bådebyggeri her.

 

Koloni på Lille Okseø

Lille Okseø er ubeboet og skulle efter sigende være ved at gro til. Øen har i hvert fald været ejet af Københavns Lærerforening. Her har mange københavnske poder været på ”koloni”.

Engang havde denne ø forskellige ejere.

 

Kro på Lille Okseø

Omkring år 1800 blev der på Lille Okseø indrettet et værtshus/kro, der kun havde åben om sommeren. Der var mange gæster på øen.

Indehaveren, Friedrich Elter havde indrettet krostue i de bestående bygninger, ligesom han havde lavet en have med borde og bænke.

Nu var det ikke helt let at komme til Lille Okseø. Folk arbejdede alle ugens dage dog måske ikke om lørdagen. Man gjorde dog indtil hen på aftenen. Så skulle de rejse fra Flensborg med hestevogn til Sønderhav og så med en robåd til Lille Okseø.

 

Fjordbådene startede i 1865

Muligheden for at sejle med fjordbådene kom først nogle år senere. Sejladsen fra Flensborg til Gråsten og Sønderborg startede i 1865. men broen i Sønderhav kom først i begyndelsen af 1880’erne.

 

Da kanonerne skød kroen i brand

Flensborgeren Geerd Vaagt skrev i 1830, at Flensborgs ungdom fornøjer sig med dans, kegling og fugleskydning i Kielseng, Adelbylund samt på ”der Kleinen” (det populære udtryk for Lille Okseø).

Men også de ældre nød haven på Lille Okseø eller en grog i Krostuen.

I slutningen af sæsonen 1851 havde flensborgerne samt en del ældre fundet over til Elters. Det var fuld gang i festlighederne med musik, dans og sjov. Og så havde nogle unge fundet salutkanonerne frem. Disse blev brugt ved festlige lejligheder. Kanonerne blev ladt og der lød nogle voldsomme brag.  Tilskuerne så ildkugler fare til vejrs. Nogle faldt i vandet, andre faldt på øen.

Andre faldt uheldigvis på kroens stråtag. Taget var tørt og snart steg små flammer op. I begyndelsen tog gæsterne let på situationen, men snart gik alvoren op for alle.

Spande, krukker og potter blev fundet frem. Man dannede kæde fra fjorden og op til huset. Flammerne havde dog alt for godt fat. Slukningsforsøget havde ingen virkning. I mellemtiden havde nogle forsøgt at redde indboet, men kun meget lidt blev reddet.

Hen på morgenstunden kunne gæsterne tage hjem, mens Elter og hans kone med triste miner kunne se på de sørgelige rester af deres hjem. Huset var underforsikret. Elter havde ikke kapital til at genopføre kroen.

 

Øen måtte gennem tvangsauktion

Året efter blev øen så solgt til Peter Thomsen. Han genopførte kroen og drev den i 11 år til 1862, hvor han også måtte opgive af økonomiske grunde.

Lille Okseø måtte gennem en tvangsauktion, hvor den blev købt af Anders Christian Jensen fra Flensborg. I købet fulgte også inventaret. Her kunne man så se ”4 jernkanoner til afgivelse af salut”.

 

Stormfloden førte atter til tvangsauktion

A.C. Jensen udvidede forretningen. Og lille Okseø oplevede da også en opblomstring. Men ak, stormfloden i 1872 ødelagde det hele. Bygninger og inventar var slået til pindebrænde.

Stormfloden ødelagde også meget andet langs fjorden. En kro og keglebane i Sønderhav, et mindre skibsværft i Rønshoved. Mange skibe sank eller led stor skade også dem, der lå i Flensborg havn.

Igen måtte øen igennem en tvangsauktion. Den blev overtaget af en af kreditorerne, vinhandler P.J. Hagge fra Flensborg. Han videresolgte dog hurtigt Lille Okseø til fisker Heinrich Beckmann, der kom fra Stralsund. Beckmann havde absolut ikke interesse i krodrift. Lille Okseøs periode som kro og forlystelsessted var dermed slut.

 

Familien Isaack begyndte at servere

De mange stamgæster savnede Lille Okseø til søndagsudflugten. Dette udnyttede familien Isaack på Store Okseø sig af. Kort efter 1872 begyndte fru Isaack at servere kaffe og nok også en lille en.

Og hvor er jeg glad for at jeg et par gange kunne nyde en øl herover på Store Okseø, serveret af familien Isaack.

Og de to kanoner blev i august 1991 overdraget til Bov Museum. Det er vel i dag en del af Museum Sønderjylland

 

Park med antikke skulpturer

I 1881 var det advokat Emil Ebsen fra Flensborg, der overtog Lille Oksø. Han anlagde en park og veje med bænke. Desuden satte han antikke skulpturer op. Han brugte stedet som hans sommerresidens.

I 1919 købte Rigmor Bardram Mayer øen og i 1933 solgte hun øen til den danske stat. Der er ikke noget tilbage af parken.

Der har været store planer med Okseøerne. Således ville man oprette en tysk marineskole på øerne.

 

Færgen sejlede til 2015

Store Okseø blev brugt til landbrug og herfra bedrev man fiskeri. Ja her var engang et lille værft. Efter stormfloden i 1872 var der flere ejere. Engang var her også en campingplads, en restaurant. Og fra Sønderhav sejlede der også en færge herover. Det var omtrent der, hvor Annies pølsevogn lå. Dengang sagde man også her fik man Danmarks bedste Hot Dog.

Store Okseø er på 11 ha. I lang tid boede her tre personer. Her var engang Øens Restaurant med 110 overdækkede pladser. Værftet genopstod også en kort overgang. Her var en bro til sejl – og motorbåde ja og en særskilt bro til færgen. Den sejlede indtil 2015 fra april til september.

Det var også dengang øen fik regelmæssigt besøg af udflugtsskibe fra Flensborg. Og vandflyvere landede regelmæssig ved Okseøerne og lagde til ved Store Okseøs strand. Nu var det ikke så ligetil at sejle til øen. Således er i hvert fald mindst et udflugtsskib fra Flensborg gået på grund mellem Sønderhav og Store Okseø. Min gode ven ”Den Glade Sønderjyde” fortalte mig under en sejlads med hans store flotte motorbåd fra Egernsund til øen, at man skulle ramme sejlrenden, ellers gik det galt.

I 1982 solgte familien Isaack øen til det der i dag hedder Region Sønderjylland.

 

En forpagtningskontrakt på 25 år blev kun på 12 år

I 2004 forpagtede Naturstyrelsen Store Okseø ud til et tysk partnerskab på en 25 – årig forpagtningskontrakt. Men allerede efter 12 år opgav man dette foretagende.

 

Isoleret i 14 dage på grund af is

I 2010 måtte de tre beboere på Store Okseø have hjælp fra luften. De små både kunne ikke få brækket isen. Og isen var heller ikke så tyk at man kunne gå på den. En vandflyver fra Flensborg forsørgede beboerne med fornødenheder i 14 dage. 16 gange fløj vandflyveren over øen og smed varer ned til de tre beboere. Ja så var der også lige 16 lam, 18 får, to hunde, to katte, et æsel og en pony.

En forening blev dannet ”Øens venner”. Formålet er at bevare offentlig adgang til Store Okseø.

 

Oprydning og nedrivning

I 2019 igangsatte Naturstyrelsen i samarbejde med Aabenraa Kommune en oprydning og nedrivning af bygninger på Store Okseø. Disse bygninger var i så ringe stand, at det var nødvendigt med en total sanering af øen.

På den lave del af øen er der 4 shelterpladser

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Heraf 63 artikler fra Padborg/Kruså/Bov:
  • Ryd Kloster
  • Okseøerne i Flensborg Fjord (1)

 

  • Heraf 207 artikler fra Sønderjylland:
  • Margrethe den Første og Sønderjylland
  • De Kongerigske Enklaver i Sønderjylland 1-2
  • I Rinkenæs Sogn

 


Frøslev og Fårhus – for mange år siden

September 5, 2021

Frøslev og Fårhus – for mange år siden

Vi går også en tur i Fårhus. Dengang lå Frøslev i Handeved Sogn. Vi besøger den ældste gård. Og så kom gartneren hver år til Frøslev. Man gik i hjemmelavede skjorter. I Frøslev var man mere kultiveret, men i Ellund var de rigere. Og så var der en fest i Frøslev, man kaldte ”Æ Bygang”. Der var både en vægter og en markmand. Så var der mange traditioner og overtro. ”Å bind æ lim” sagde man. Der var masser af kostebindere. Det var de laveste i samfundet. For 5.500 var her en gravhøj.  Man blev efterhånden fastboende. Vi kigger på begrebet ”ligdør”. Allerede i middelalderen boede der folk i Fårhus. Jernbanen kom i 1864 og bragte forandringer. Her var masser af aktiviteter. Man fik både mejeri, posthus og kontrolhønseri. Fårhus Kro blev genopbygget. Der kom nye beboere efter 1920. En søndagsskole fik man sandelig også. Fårhus havde egen ”borgmester” og Rådhusplads. Her var masser af foreninger og næsten alle erhverv var repræsenteret.

 

Dengang var det Hanved (Handeved) Sogn

Vi skal da selvfølgelig også høre om Fårhus.

Indtil 1920 tilhørte Frøslev Hanved(Handeved) Sogn, hvis kirke ligger syd for grænsen. Jo du har sikkert hørt om eller læst vores artikel om Karsten Thomsen, der huserede netop her. Og motorvejsgrænsen Frøslev blev indviet i 1978.

Frøslev gamle kirkevej går parallelt med motorvejen.

 

”Onekel Schlaumeier”

Det var dengang, da der i Frøslev boede en mand, der talte plattysk. Han blev kaldt ”Onkel Schlaumeier”. Han gik rundt med sin armkurv og solgte nåle, tråd, sæbe, snørebånd og lignende. Han var god til at lave byttehandler med sine ting og gode madvarer.

 

Den ældste gård

Den ældste går dengang tilhørte i 1873 Jørgen Lorenzen Post. Engang i 1870’erne søgte den danske befolkning om tilladelse til afholdelse af et kirkeligt møde med en kongerigsk taler. Det skulle have foregået i Jørgen Post’ s ”pissel”. Men de preussiske myndigheder ville ikke give tilladelsen.

Gården var fra 1794.

Lige over for lå Lorens ”Smejs” smedje.

 

Da gartneren kom til Frøslev

Omkring år 1900 og i årene derefter kom der år efter år en gartner til Frøslev og solgte havefrø, som han selv havde avlet. Han kom gående fra Blans. Men mon ikke han havde taget toget til Padborg? Han medbragte en kraftig ris-kurv, som han bar over nakken ved hjælp af sin spadserestok. Deri havde han førne, som han havde pakket i småbreve. Papiret, brevene var foldet af, havde forskellige farver – lilla, blå, grøn, hvid m.m. alt efter hvilken slags frø, der var.

 

Hjemmelavede skjorter

Gamle mænd i Frøslev bar hjemmevævede, uldne skjorter, der var ensfarvet i blå. Senere i tiden brugte de bomuldsskjorter af lyseblåt stof med hvide striber.

 

De var mere kultiveret – men i Ellund var de rigere

Når man skulle konfirmeres i Frøslev, gik man til konfirmationsforberedelse hos præsten i Hanved hver tirsdag og fredag. Og så skulle man også til konfirmations – eksamen.

Folk fra Frøslev blev anset for at være mere kultiveret end dem fra Jardelund. Men i Ellund blev man anset at være mere rige end dem fra Frøslev.

Hvis man klemte sin finger i Frøslev, fik man et stykke røget flæsk lagt på og så en ”polt” (klud) omkring. Det tog smerterne.

 

”Æ Bygang” i Frøslev

Børnene fra Nyhus og Klus kom til Frøslev nytårsdag for at få nytårsgaver. Det var mest om eftermiddagen, de kom. De fik ”Knæbnørrer (pebernødder), æbler og en ”Grossen” (10 pfenning).

I Frøslev var der ”Bygang” fra nytår og hele januar måned ud. Indbydelsen til denne fest blev udsendt 14 dage før.  Afholdelsen. Omgangskredsen – familie og venner var inviteret. Man mødte klokken syv om aftenen. Mændene spillede kort, ”skat”, ”Skjævindsel” og ”sæjs å tres”. Kvinderne spillede lotteri (tallotteri). Som gevinst i dette spil var der udsat kopper, tallerkner, fade, ting af glas m.m.

Den, der holdt ”æ gæst” (gildet), købte disse gevinster og der blev købt for et beløb, svarende til 50 pfenning for hver deltager. Disse penge, blev så betalt af de enkelte, når de kom til gildet.

De fik belagt brød og hvidtøl. Mændene fik også brændevin.

 

En vægter og en markmand

Man havde også en markmand og en vægter i Frøslev. Det kunne godt være samme person.  Det var om vinteren, der var vægter på. Den første tur blev gået kl. 11 om aftenen. Derefter gik han hver halve time. Han medførte en lygte og et horn. Sidstnævnte skulle han blæse i – i tilfælde af brand.

Hvis en ko skulle kælve eller en so have grise, blev han underrettet.

Stråtækte bygninger på egnen blev på ”æ røchning (mønningen) belagt med ”røchningsssajder” (rygnings-græstørv). Disse skulle være faste græstørv, så de kunne hænge sammen, når de blev lagt over husets mønning. De blev hentet i Tørveladerne vest for Kolonisthusene.

 

Mange traditioner

Der var mange traditioner herude. Således også når en biavler døde. Så skulle de pårørende gå ud til bikuberne og råbe ind til flyvehullet, at manden var død. Blev det ikke gjort, ville bierne dø.

Der fandtes et problem med ”kalvekastning”. Var det tilfældet hjalp det med en gedebuk. Og sådan en kunne man låne hos ”æ post i Hanvej”. Om det hjalp, vides ikke.

 

”Å bind æ lim”

I ældre bøger kunne man læse:

 

  • Man kunne undertiden se 5-6 Ellunder i rad med deres trillebøre belæsset med ”limmer” (koste) drage over heden til Frøslev eller Harreslev.

 

Selve den industri, at fremstille koste beskæftigede efterhånden mange familier i området. Der var både kostebindere i Ellund og Frøslev og Fårhus.

Kostebindere var fattige folk og tilhørte den laveste sociale rangstige. De klarede sig med midler fra fattighjælpen og til dels med husflid og ofte med at binde koste. Således boede der i fattighuset i Ellund en kostebinder i 1845.

Disse koste var som regel bundet af ”Rævlingelyng”, dels af ris fra lave pilearter. Disse materialer var der masser af i Frøslev Polde. Kosteskaftet var lavet af et stykke naturtræ. Man brugte også hvenegræs og grå bynke.

 

Bønder siden 1100-tallet

Udgravninger har vist, at der har været bønder i Frøslev i 1100 – tallet. Ved en enkelt gård har man kunnet konstatere, at beboerne har måttet opgive deres bolig som følge af en stor sandfygning, sandsynligvis efter en stor skovbrand.

Indtil 1800-tallet var området i Frøslev plantage i nærheden af Frøslev Polde præget af hede og mose. Det blev benyttet til græsning af får. Først i slutning af 1800 – tallet blev området beplantet med nåletræer.

 

For 5.500 år siden var her en gravhøj

Under udgravninger blev det tydeligt, at der langt før middelalderen havde været mennesker her. I begyndelsen af bondestenalderen for over 5.500 år siden har der her været en gravhøj. Den var allerede forsvundet i middelalderen.

Man har fundet genstande, som sikkert har været en slags offergaver.

Her er fundet spor fra forskellige tidsperioder. Således har der været en tættere bebyggelse siden den ældre stenalder. I ældre stenalder var Danmark og Nordtyskland tæt bevokset med urskov. Menneskelig beboelse var kun muligt langs kyster, åer og moser, hvor landskabet var mere åbent.

 

Man blev fastboende

Omkring 3.900 f.Kr. blev mennesker fastboende og man begyndte med skovrydning. Ved siden af fiskeri, jagt og samling af bær fik landbrug en større betydning. Man dyrkede korn og som husdyr havde man kvæg, svin og får. Omkring 3.500 f.Kr. skete der en intensivering af landbruget.

Større dele af skoven blev ryddet. Samtidig begyndte man at bygge monumentale gravanlæg som langhøje og lidt senere dysser og jættestuer. Den religiøse baggrund er for os, over 5.500 senere ikke længere mulig at forstå.

 

Fårehuset – en gang på 16 fag

Lige i nærheden ligger Fårhus. I de gamle papirer kan vi se at stedet hed ”Schaafhaus” Der var lyng, så langt man kunne se. Og oprindelig var der kun et enkelt hus, Fårehuset Frydendalsvej 3. men denne bygning har engang været på 16 fag.

Noget tyder på, at der i den ene ende har været skole. Hvis det har været fattige børn her, så har kirkens klinkpung betalt.

Huset var sikkert bygget af herremanden på Kragelundgård. Ved udskiftningen af Kragelundgård i 1766 har der ligget fire gårde.

 

En ligdør

På nogle af disse gamle gårde, der i området kan man se rester af en såkaldt ”Ligdør”. Den blev kun åbnet, når den unge kone holdt sit indtog på gården. Men også når den ene af dem døde, så blev liget båret den vej ud.

Lige inden for døren på den højre side var kistekammeret, som hørte hjemme på hver gård. I en af dem blev kisteklæderne opbevaret.

 

Allerede i Middelalderen boede der folk i Fårhus

Til alle gårdene hørte ”æ Bakhus”. Så sent som i 1956 blev en af disse huse brugt. På mange af gårdene var der en brønd af træ. Der skulle bruges meget vand i dagens løb. Både til heste og køer. Og så til de obligatoriske to spande i køkkenet. Det kunne nemt komme en ”pajd” (tudse) med op.

Inde i byen opstod gårde som ikke kan kaldes slægtsgårde. Men allerede i middelalderen boede der folk i Fårhus.

 

Jernbanen kom til i 1864

Da jernbanen kom i 1864, blev vejene lagt om. Vejen til Bov gik ad mejerivej. Og den til Frøslev gik ad Rolighedsvej. Først blev stationen bygget, derefter også pakhus. Her var også beboelse. På den anden side af vejen lå stalden og vaskehuset. Lidt længere henne ad vejen var kolonnehuset til remisearbejderne. Selve baneanlægget gik engang helt til overskæringen.

Der lå et vigespor, så der kunne køres helt hen til eksportstalden og kreaturrampen med læsserampe til dyrene. Nord for overskæringen var der på højre side militærrampe fra Første Verdenskrig. De blev sprængt i luften omkring 1928 – 1929.

I 1920 var der også en lang barak til toldvæsenet. Den havde til huse her her indtil 1923, da den nye blev taget i brug i Padborg.

 

Masser af aktiviteter

Nogle år senere blev forsamlingshuset bygget. Her var der om vinteren gymnastik for de voksne. Der var også folkedans. Ude på Muusmanns mark var der Sankthansbål. Bagefter var der rabarbergrød med mælk. Det skete også, at teaterselskaber besøgte forsamlingshuset. Selveste Poul Reumert har været her. Læreparret Demuth fra Ravsted kom og læste op.

Der var spejdere fra Thisted, der blev indkvarteret forskellige steder og så optrådte de om aftenen. Endda Niels Bukh og hans berømte gymnasiaster optrådte her.

 

Mejeri, Posthus og Kontrolhønseri

I 1903 blev mejeriet bygget. Og her var sandelig også et Kontrolhønseri. Her var salg af rugeæg, daggamle kyllinger og avlsdyr. I 1911 blev købmandsgården bygget. Og bageriet er hvis nok fra samme tid. Nede hos Matzens Gård var der Königlich Kaiserliche Postdienstzimmer indtil 1920. Bonden var selv postmester og postbud var Jørgen Petersen over fra Fårehuset.

 

Fårhus Kro blev genopbygget

I 1911 nedbrændte Fårhus kro, men blev genopbygget. Og man manglede desværre spilledåsen. Den stod i den store sal. Man puttede 25 øre i og så spillede den. Den var nogle store messingvalser med huller i, der leverede musikken.

Midt i byen lå sadelmager Buchs store ejendom. Den blev altid kaldt ”Æ Fabrik”. Det var en fabrik for tørrede suppeurter og kaffeerstatning. Oppe på kroen var der en kostbindefabrik, hvor der var en del mennesker i arbejde.

 

Nye beboere

I 1914 blev boligen til snedkeriet bygget. Værkstedet er først bygget efter Første Verdenskrig., da Carl Petersen kom hjem som invalid med et stift ben. Længere henne var der nok en bygmester, der hed Carl Petersen. Så i folkemunde blev det til ”Stivben” og ”Slatteben”.

I 1918 kom mændene hjem fra krigen mere eller mindre mærkede. Nogle havde taget en kone med fra det fremmede. Med ”Genforeningen” kom der en masse nye beboere oppe fra ”Det Gamle Land”, jernbanefolk, politibetjente, toldere og gendarmer.

I byen boede også skomager Andresen og hans kone. Det var speditør Andreas Andresens forældre. Ved siden af mejeriet boede fiskemanden, der hed Nielsen. Det var i et lille bindingsværkshus. Han gik altid med røgede fisk og så kunne man købe alle slags grøntsager der.

Ovre i fabrikken boede sadelmager Buch. Han syede de skønneste pusser (hjemmesko). Til sål brugte han gamle cykeldæk. Det var et stærkt religiøst hjem.

 

En søndagsskole i Fårhus

Sammen med boghandler Møller og frue, diakonisserne, søster Britta og søster Helene, startede de søndagsskolen i byen, hvor alle børn kom. Først hjemme hos Buch og senere i forsamlingshuset.

Sønnen Carl havde et cement-støberi omme bag i haven.

 

Fårhus havde sin egen Rådhusplads

Mejeriet, bageriet og købmandsgården lå lige op ad hinanden. Man kaldte pladsen for Rådhuspladsen. Bageriet var på den gammeldags facon med en stor ovn. Når ovnen havde den rigtige temperatur, blev det hele raget ud på gulvet og ovnen renset med en svaber. Man kunne altid lugte, når det friske brød blev taget ud af ovnen. Bag ved bageriet lå stalden med to køer og en hest.

Hesten, Fritz blev spændt for brødvognen om morgenen, og så gik det på brødtur. Det var en Kragelund – og en Vejbæk-tur. Ovre i laden var der svin. Man kunne opleve det særsyn at se bagerkonen med op kiltet kjole og et sækkeforklæde ekspedere i butikken.

Det var telefoncentral på aftægten ved gården og posthus, indtil der kom automattelefon. Så blev posthuset flyttet op til banegården. Det hele blev pludselig ændret. Blokposten blev revet ned og det ene spor pillet op.

 

Fårhus havde også egen ”borgmester”

Ved overskæringen lå overportørens hus, men den er også for længst væk. Han hed Sofus N. Sørensen. Han blev kaldt borgmesteren eller Skimmel. Det var fordi han var hvidhåret. Han var medlem af sognerådet og amtsråd. Han havde en meget klog hund, der selv kunne gå ril bageren og slagteren.

Længere nede af Frydendalsvej boede slagteren. Det var med stald og slagtehus. Han slagtede selv sine dyr. Han lavede selv alt pålægget og pølser. Ligesom bageren gik han vandretur med bowlerhat, hvidt forklæde og slagtertrug på skulderen.

 

Masser af foreninger

Der var dilletant i Ringriderforeningen skiftevis på i Frydendal Kro og Fårhus kro. Og Ringridningen blev altid fejret med en brandværns-orkester i spidsen og trompetfanfarer ved faneridningen.

Der var også skytteforeningen. Der blev skudt på den anden brandlinje ude ved Sønderhus hver søndag formiddag. Vi skal da også nævne Fidde Mælkemand. Han var altid god for en røverhistorie.

Kongens fødselsdag blev holdt i forsamlingshuset, og der var samtidig høstfest. Der blev altid sendt lykønskningstelegram til majestæten. Og svartelegrammet blev oplæst stående.

En gang om året gik turen til Frøslev Polde til Polemøde. Det har nok været forløberen for den såkaldte Sydslesvigsdag. Da mødtes man med danskerne syd fra. Dette blev afholdt fra 1921 til 1939.

 

Næsten alle erhverv var repræsenteret i Fårhus

Ved bryllupper var der for det meste 100 mennesker med. Menuen var altid det samme. Frisk suppe, steg og dessert. Man drak øl og vand. Under dansen drak man en bolle punch.

I 1930 brændte en del bygninger. Sønderhus brændte om aftenen. Den var stråtækt. Det kunne ses viden om. Så var det Østerbæk, æ Bakhus, Heine Martensen s og Peter Lists i Kragelund.

Næsten alle erhverv var repræsenteret i byen dengang. Det var en driftig by, hvor alle kom hinanden ved og alle kendte alle. Hvordan det ser ud i dag. Ved undertegnede ikke. Det er mange år siden, undertegnede har været her.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Poul-Otto Nielsen: Bondestenalderen – Danmarkshistorien bd. 2 (Sesam)
  • Historisk Årbog for Vis Herred (Bov og Holbøl Sogne)
  • Carsten Gregersen: Om livet i det gamle Frøslev
  • Stenz og R.P. Sørensen: Bov Sogn

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Under Padborg, Kruså, Bov finder du 62 artikler:
  • Karsten Thomsen fra Frøslev
  • Frøslev og Omegn – dengang
  • Kolonisthusene ved Frøslev
  • Ligvognen fra Frøslev
  • Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby

Under krigen i Bov Kommune

September 1, 2021

Under Krigen i Bov Kommune

De kom i en endeløs kolonne gennem Padborg. Der var masser af luftalarmer. Og antiluftskyts var placeret mange steder. Episoden i Frøslev Mose. Gendarm stukket i halsen. Skytteklubben. Ingen væbnet aktion i Frøslevlejren. Der var en feltflyveplads i Frøslev Plantage. Da Caroline Moon” blev ramt. Da gendarmerne blev taget. Masser af sortbørshandel i kommunen Frisergraven. Frygt for at tyskerne ville forsvare sig. Resterne af de tyske jagere blev sprunget i luften. Flygtninge blev anbragt på Smedeby-linjen. Vi skal hjem – Krigen er forbi. Velkommen tilbage. Vi skrev en upopulær bog. Sandheden er ilde hørt. Det er sandelig ikke altid at de gamle historiebøger har ret.

 

I en endeløs kolonne

I en endeløs kolonne rullede krigsmaskinen gennem Padborg By og over grænsen ved Kruså. Forinden var Birk, Hansen og Albertsen blevet skudt. Hjemmetyskerne hilste begejstret på de soldater der sad i og på køretøjerne. Men de dansksindede glemte ikke i den kommende tid, hvem der hilste på dem.

En dansksindet sydslesviger var deserteret fra tysk krigstjeneste og gået over grænsen dagen før. De fandt ham efter nogle få uger og sendte han syd på. Familien så ham aldrig mere.

 

Masser af luftalarmer

Hele vejen rundt om Flensborg blev der under luftalarmer sendt spærreballoner højt op i luften. De var fastlåst med stålwire. De blev trukket ned efter luftalarmen. Sådan en spærreballon havde revet sig løs i en østenstorm. Den satte sig fast i et bøgetræ i skoven lige syd for Padborg.

 

Antiluftskyts

Beboerne oplevede masser af luftalarmer. Hver gang gik tyskernes antiluftskyts i gang. Ruderne klirrede.

Englænderne gik også bevidst efter mål i sognet. Der stod en hel togstamme med ammunition langs banelinjen. En englænder fløj en nat meget lavt frem og tilbage og skød.

Banelinjen var også udsat for sabotageaktioner. Da Flensborg skibsværft blev angrebet kom bombemaskinerne om dagen. De kom strygende meget lavt over byen. Beboerne i sognet kunne følge med, hvad der skete i Flensborg. Desværre gik det ud over en dansk børnehave derover. En lærerinde, der var gift med redaktøren på Flensborg Avis, blev dræbt. Når flyene fløj så lavt, skyldtes det, at så havde antiluftskytset vanskeligt ved at ramme dem.

Tyskerne havde konstant placeret vagt under viadukten og langs banelinjen gik der flere patruljer.

 

Episoden i Frøslev Mose

En råkold tåget nat var gendarm Simon Grosen på vej gennem det uvejsomme Frøslev Mose, da han hørte stemmer. Han stod i skjul bag et par buske, da to mennesker nærmede sig. Grosen sprang frem og forlangte at få at vide, hvad de lavede der på den tid.

Manden spillede døvstum, men kvinden forklarede at de var faret vild. En af Grosens kollegaer kom nu til stede. De blev begge anholdt og ført mod Padborg. I brøkdel af et sekundgreb den anholdte chancen og trak en bajonet op, som han havde skjult i støvlen. Han huggede den i halsen på Grosen og knuste kæben hos kollegaen.

Skønt Grosen var hårdt såret sansede han at trække pistolen og tømme magasinet i maven på manden, inden han selv tabte bevidstheden. Manden var død på stedet.

De yderste huse var ikke længere borte, end at kollegaen kunne slæbe sig hen og tilkalde hjælp. De blev begge ekspres indlagt på Sønderborg Sygehus. Det viste sig at bajonetten var gået gennem halsen kun få millimeter fra halspulsåren. Det var et mirakel at han slap med livet i behold.

Den mand, der var blevet dræbt, var en tysk soldat, der ville desertere.

 

Skytteklubben

I kommunen oprettede man en skytteklub. Formålet var at uddanne de unge i våbenbrug. Den blev oprettet i januar 1942.  Og det var faktisk hele 150 mand, der lærte at håndtere et gevær. De fleste af disse deltog i modstandsbevægelsen.

Al skyttebevægelse blev forbudt i 1944. Tyskerne havde fået en mistanke om, hvad der foregik. To af modstandsfolkene faldt i åben kamp og tre døde i KZ – lejre.

En del illegale blade blev delt ud og endda et radioapparat blev smuglet ind i Frøslevlejren. Da grænsegendarmerne blev taget, blev der sendt advarsler ud til dem, der gik under jorden.

Den modstandsgruppe, der blev dannet i Bov Kommune kom under ”Ringen”. Man lavede en væbnet afdeling som i givet fald kunne undsætte Frøslevlejren.

Grupper blev dannet i sognets 5 byer. Man rådede over 75 geværer, 75 maskinpistoler, 2 maskingeværer og 2 bazookaer.

En mislykket sabotageaktion i februar 1945 medførte arrestation af 19 mand, deriblandt flere gruppeledere.

Den 16. marts 1945 kom de sidste 70 grænsegendarmer hjem. Mange var fra området.

 

Ingen væbnet aktion i Frøslevlejren

Modstandsbevægelsen havde kontakt med den danske leder kaptajn Digmann i Frøslevlejren. Den kunne oplyse, at der nok ikke komme på tale med en væbnet aktion i Frøslevlejren. Lederen fortalte den 22. april, at de havde de fleste af vagtmandskabet på deres side.

To dage efter blev byleder Hans Lorentzen arresteret af Gestapo. Via Folke Bernadotte slap han dog fri ved lede en gruppe af befriede KZ – fangere til Sverige.

 

En feltflyveplads i Frøslev Plantage

Tyskerne anlagde i 1944 en flyveplads (feltflyveplads) nordvest for og stødende op til Frøslev plantage. Efter krigen fik de gamle ejere deres jord tilbage. Men en del blev udlejet til eksercerplads for garnisonerne i Padborglejren.

Ved krigsafslutningen var der 70 af disse små flyvepladser over hele landet. Disse skulle bruges i forbindelse med kamphandlinger. 1.200 ultramoderne jagerfly havde ikke mere en fast base men blev flyttet rundt på flyvepladser i Danmark og Nordtyskland.

Hangarer blev gjort klar i løbet af natten og benzinbiler blev skjult.

Kragelund-pladsen blev aldrig helt operationsklar i det omfang, som man havde tænkt sig. I maj 1945 skulle her have været 6-8 dagslørede Heinkel eller Messerschmidt maskiner på pladsen.

En enkelt hangar skulle have befundet sig 500 meter inde i skoven. Til hangaren var forberedt en 30 meter bred rullebane.

 

Der faldt mange bomber i sognet

Der faldt mange bomber i sognet. Det gjorde det også den 1. september 1944. Her faldt 5 sprængbomber i den sydlige del af Frøslev plantage.  De tre af dem faldt på ”Tungsandvej”. De dannede tre næsten sammenstødende krater, hver ca. 10 meter i diameter og godt 3 meters dybde.

Det var en engelsk bombemaskine, der var blevet beskadiget af tysk antiluftskyts, hvis pilot lettede flyet for bombelast over dette noget ”øde” område. Maskinen er enten nødlandet eller faldet ned på Als.

Mindst en anden gang blev der også droppet bomber i plantagen, nærmere beregnet i ”Bossens Plantage” ca. 500 meter nord for den daværende Grænsegendarmeriets ”Tjenestebolig” ved Kolonihusevej.

 

Da ”Carolina Moon” blev ramt

I august 1944 styrtede det amerikanske jagerfly ”Carolina Moon” ned på Bov Mark. Resterne af flyet blev først fundet 63 år senere. Den dag det gik galt for piloten, Argent Arcosta Junior i Mustang-jageren var søndag den 27. august. Han var på en mission fra England som støtte for bombefly på togt til Berlin.

På grund af dårligt vejr over Berlin blev flyene omdirigeret for at bombe Esbjerg. Men det gik galt over Flensborg. Her blev jageren tilsyneladende ramt af antiluftskyts og styrtede ned lidt før klokken halv fire om eftermiddagen på Bov Mark.

Det er så uenigheder om der var en luftkamp over området eller ikke. Et tysk fly skulle samme dag være styrtet ned ved Kliplev. Det har vi dog ikke kunne efterspore.

Den amerikanske pilot døde samme dag og ligger begravet i Belgien.

Inden flyet ramte jorden, nåede piloten imidlertid ud og landede 500 meter fra nedstyrtningsstedet i sin faldskærm. Ved landingen slog Arcosta sit ene ben slemt og blødte meget. Han blev umiddelbart efter taget til fange af en soldat fra den tyske lejr i Bov. Dr, hans Lorenzen fra Bov tog ud til stedet for at hjælpe den sårede pilot.

Ved et uheld skød tyskere fra et troppetransporttog på Padborg Station en af deres egne fly ned.

 

Luftværnsskyts og lyskastere i Kragelund

De første to år forløb forholdsvis roligt i Kragelund. Tyskerne opstillede luftværnsskyts og to lyskastere lige vest for smedjen. Tyskerne havde travlt med anlæg af flyvepladsen. De anlagde også en branddam. Benzindepoter blev anlagt.

 

Da gendarmerne blev taget

En af de værste dage i sognet var den 19. september 1944. det var dengang både politi og grænsegendarmer blev taget.

 

Sortbørshandel

Der skete en masse sortbørshandel i sognet. En tysk skolemaskine ”Storken” kom ca. to gange om ugen med tobaksvarer. Den fløj så tilbage med flæsk. Det blev leveret af en bestemt person. De ”sorte” varer blev tildækket med halmknipper. Det skulle så se ud som om man kørte med halm.

 

Frisegraven

Også gennem Kragelund blev der gravet panser og skyttegrave. Det blev udført af de såkaldte Schippere, ældre mænd fra Sydslesvig.

Tyskerne var bange for en allieret landgang i vadehavsområdet. Værnemagten ønskede at beskytte sig mod angreb fra de allierede ned gennem Jylland og Nordtyskland startende i området omkring Esbjerg.

På dette grundlag udgik der en ordre gående på bygning af den såkaldte Friservold med 6 tilhørende spærrestillinger. Volden skulle strække sig langs den tyske vestkyst fra Holland til Danmark og til Danmark. Der skulle i volden opbygges pansergrave, løbegrave og maskingeværstillinger.

Det blev Marinenoberkommando Nordsee, der i samarbejde med Generalkommandoen i Hamborg, der var ansvarlig for projektets udførelse. Det praktiske blev overladt til Organisation Todt som havde ca. 7.000 mand og 50 firmaer i gang.

Spærrestillingerne på dansk område blev dog overladt til general von Hanneken, der fra sin residens i Silkeborg skulle etablere og styre den del af projektet. Til at koordinere det hele blev Fürungsstab Nordseeküste etableret.

På dette tidspunkt af krigen var der imidlertid stor mangel på mandskab og materialer. Ja mandskabet bestod nu ikke kun af gamle mænd, men også af store børn, frivillige og kz – fangere.

Man startede med at grave i november 1944. I januar 1945 blev hele projektet opprioriteret. Desuden blev det på grund af mangel af ressourcer af næsten enhver art pålagt at der yderligere var visse steder, der skulle opprioriteres.

 

Frygt for at tyskerne ville forsvare sig

I april 1945 blev det besluttet at ”vende” de 4 nordligste stillinger, da de allierede styrker rykkede hurtigere frem mod Nordtyskland. Dette ville give de tyske stillinger mulighed for at forsvare Danmark og Norge mod fjenden fra syd. Der blev i tyske kredse talt om at området mellem Flensborg og Aabenraa kunne blive den sidste del af ”Tyskland”, der blev forsvaret mod fjenderne. Så langt nåede man heldigvis ikke inden freden kom.

 

Resterne af de tyske jagere blev sprængt

Der skulle også have været lavet en underjordisk bunker i slutningen af vinteren 1944-1945 i den nordlige del af flyvepladsen. Men det måtte opgives, da vandstanden i jorden var for høj.

Resterne af de tyske jagere blev sprængt i stykker nogle måneder efter krigens ophør efter ordre fra englænderne.

Omkring midten af maj måned ville en engelsk 2 – motoret RAF – maskine lande på flyvepladsen. Men den tog jorden for sent og rullede uden for arealet. Den pløjede sig igennem jordvolde, hvorved den fik understellet knust.

Et hold englændere kom nogle dage senere og demonterede hele maskinen og kørte den bort på tre lastbiler.

 

Flygtninge anbragt på Smedeby-linjen

Ved krigens slutning gik der mange rygter i Bov Sogn. De gik på at englænderne kun var få kilometer fra grænsen.

Der kom mange flygtninge til kommunen. De skulle videre til Karantænestationen. Men der var ikke plads i baraklejren. Så fik man rangeret et meget langt vogntog ind på den nedlagte Smedeby-linje. Her blev de bespist, badet, afluset, tilset og behandlet af læger, sygeplejerske m.m. Derefter blev de med lazarettog sendt til Sverige.

 

Vi skal hjem – krigen er forbi

Det var vel 70 – 80 kvindelige fangere i Frøslevlejren. Elisabeth Bornhoff arbejdede tæt sammen med Flammen og Citronen gik hver morgen og aften ”stuegang” med en tysk officer og talte til fangerne. Hun var barakformand

Den 5. maj 1945 var hun som sædvanlig stået tidligt op. Pludselig blev døren revet op. Næstformanden i den danske lejrledelse stak hovedet ind og råbte:

  • Vi skal hjem, vi skal hjem, krigen er forbi.

De var spærret inde bag dobbelt pigtråd. Hver aften kl. 21 blev dørene låst, skodderne sat for og lyset slukket. Også den 4. maj. Mændene havde en illegal radio under gulvbrædderne i deres afdeling. De havde fejret befrielsen hele natten.

Frihedsbudskabet bredte sig som en løbeild over det meste af lejren. De Hvide Busser med de norske KZ – fanger havde gjort holdt i Frøslevlejren på hjemturen. De internerede havde set dem gennem pigtråden og fået smidt rare ting fra deres Røde Kors-pakker ind over hegnet. Man kunne også høre at de allierede havde bombet syd for grænsen.

Men de indsatte vidste ikke, hvordan befrielsen ville udvikle sig. Det kunne have udviklet sig til kamp.

 

Velkommen tilbage

De tyske fangevogtere var forsvundet. Den danske lejrleder – Frøslevlejren havde et vist dansk selvstyre – P.M. Digmann fik barakkerne låst op. De 700 fanger fik besked om at møde på appelpladsen klokken 12.00.

I hemmelighed var der blevet gravet en høj flagstang ned ved spisebarakken. Den havde mændene nu gravet frem og hejst. Dannebrog vajede i solskinnet, da man kom frem til appelpladsen. Og selvfølgelig blev ”Der er et yndigt land” sunget.

Frants Hvass fra Udenrigsministeriet var kommet ned for at byde de internerede – velkommen hjem. Lejren blev åbnet og folk begyndte at sive. Nogle jublede og var glade. Andre var mere stille og indadvendte.

 

Vi skrev en ”upopulær” bog

Vi har meget mere om den tid i området. Det kan finde en artikeloversigt neden under. Men under vores arbejde med vores bog om Asmus Jensen fandt vi ud af, at dette var meget upopulært i området. Lokalarkivet ville ikke samarbejde og ville ikke engang have vores bog, da den var færdig. Man opfattede os nærmest som konspiratorer.

De fik ellers de fleste af vores dokumenter. Vi har siden fået bekræftet alt, som vi har dokumenteret fra et arkiv i udlandet. Efterhånden var der også blevet lagt hindringer i vejen andre steder.

De lokale aviser fra området ville heller ikke omtale bogudgivelsen, selv om en journalist fra en af aviserne var meget tidligt ud. Han ville gerne have det stof, som vi havde samlet. Men vi var enige om, at han ikke fik mere end det, der hele tiden blev offentliggjort på vores hjemmeside. Men der var dog en afdeling af denne avis, der ikke havde noget mod at omtale vores bog. Og det gjorde Flensborg Avis og Der Nordschleswiger også.

 

Sandheden er ilde hørt

Vores undersøgelser viste, at en familie var holdt hen med løgn fra myndighederne indtil vi kunne komme med de rigtige kendsgerninger. Og selv om ligsynsrapporten kunne dokumentere, at det som en afdeling af Den danske Brigade hævdede ikke kunne have fundet sted, så ville politiet i Aabenraa ikke tage imod vores beviser. Sagen var lukket i 1947.

Nej, Asmus Jensen blev ikke skudt under flugt. Han blev tortureret og skudt med to nakkeskud af fem personer fra den lokale modstandsbevægelse i en lade, der stadig den dag i dag eksisterer.

Men selv om man mente vi var konspiratorer, så har vi hjulpet en familie med at finde sandheden. Og den kan være ”ilde hørt”.

Og hvor vil vi så hen med dette? Historieformidling er ikke bare en skabelon, som man skal følge. Man må gerne forholde sig kritisk til det, som man hører og læser.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • berlingske.dk
  • Historisk Forening for Vis Herred (Bov og Holbøl Sogne)
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet.

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 1.777 artikler:

 

  • Under besættelsestiden (Før/nu/efter) finder du 360 artikler:
  • Dramaet ved Viadukten – endnu mere
  • Myten om de hvide busser
  • I Kollund Østerskov lå to villaer
  • Sandheden om karantænestationerne
  • Holocaust – fornægteren fra Kollund
  • Militære efterretninger i Grænselandet
  • Kæmp for alt. Hvad du har kært – Chr. Fries

 

  • Under Kruså/Bov/Padborg finder du 61 artikler:
  • Asmus Jensen – opdateret 2020
  • Mord i Padborg 1-4 (dårlig grafik-beklager)
  • To skæbner i Kiskelund
  • Frøslevlejren – i den sidste tid
  • Frøslevlejren
  • Fårhuslejren
  • Straffelejren
  • KZ – lejr Ladelund
  • Dramaet ved Viadukten (1)
  • Harreslev – dengang
  • Rønshoved, Hokkerup, Gardeby
  • Dansk agent skyld i gendarms død
  • Sandheden om de hvide busser
  • Grænsen – dengang
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • En sønderjyde krydser sit spor

 

  • Under Grænsen er overskredet finder du 6 artikler:
  • Forord (1) til grænsen er overskredet
  • Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945
  • Var det et hævnmotiv?
  • Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale

Lersøen – idyl og uro

August 28, 2021

Lersøen – idyl og uro

Foredrag den 28. august 2021 – Lersøtien 127- HF af 4. maj er blevet 100 år. Derfor fortalte jeg, hvad der var sket herude inden der var kolonihaver. Her var latrindepot, og her var losseplads. Man finder stadig efterladenskaber fra dengang. Her var også latrindepot. Lugten har ikke været særlig god herude. Så det var måske naturligt at stationsforstanderen på Lersø latrindepot fik et nyt arbejde på Svanemøllestation. Du skal møde Valdemar Skrubskider og alle de andre. Konge og dronning var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Nej herude drak de ikke Bajersk Øl. De fik noget helt andet at drikke.

 

Det startede med en naturlig sø

Oprindelig lå der her en naturlig sø. I 1750 gik den fra nutidens Lyngbyvej til den nordlige ende af Nørrebrogade. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal kendt som Lygte Å. Og det for at forbedre Københavns vandforsyning. Søen blev omdannet til et slags marskland i 1800 – tallet.

Ja nogle steder var det ligefrem blevet til mose.

 

Vandforsyning

Meget tidligt var man klar over, at der skulle gøres noget for at sikre vandforsyningen i København. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med dette i 1570, da han etablerede Kongevejen. Men det er nok ikke helt rigtigt for Lygteåen er gravet ud længe før. Og Ladegårdsåen var ligeledes en kunstig å.

Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Å dannet. Den var højt beliggende. Vandet blev herfra ledt gennem Lersøen og Lygteåen. Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, der fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre gennem Ladegårdsåen til Peblinge Søen.

Allerede dengang mente man, at øl var sundere end vand. Måske var det derfor man drak så meget dengang.

 

Man plantede pilebuske

Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Mod slutningen af århundredet begyndte man at bruge søen som losseplads.

Man havde faktisk plantet en lange række pilebuske i mosen.  Til brug til kurvemagerne.  Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grenene af og samlede i bundter.

Derefter gik turen til Lygteåen, hvor grenene kom gennem en opblødningsperiode. Til sidst kom afbarkningen, hvor også børnene kunne være med. Så var det næsten som kurvemagerne ville have det.

 

På jagt efter sangfugle

Jo her foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlere inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu ikke skulle vise pas gav det ingen problemer.

Men politiet viste nu udmærket, hvad der foregik. Når de greb nogen på fersk gerning, vankede der en stor bøde. Og dyreværnsforeninger havde

 

Tilgroet morads

Søen var groet til som et vildt morads, hvor de forliste skæbner fra storbyen kunne gemme sig. De var vel efterhånden et par hundrede stykker – disse Lersø-bøller.

Man kan sige, at for 200 år siden var her pragtfuld idyl. Omkring 1900 var det et berygtet sted. Og nu er det yderst tiltalende og grønt.

 

Baptister blev døbt

Stedet herude var så tilpas, at der i 1839 blev udset til skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten.

Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var det lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.

En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.

 

Madrasser med udyr

Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.

Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.

Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.

Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.

Når de frøs kunne de altid tage en flaske brændevin – det varmede.

 

De blev skam vasket

Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.

Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.

 

Rotter i titusindvis

Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.

Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.

Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.

 

Københavns underverden fandt herud

Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.

Nu havde Karen Spidsmus fået sit øgenavn på grund af sit udseende – den spidse næse. Men hvis man drillede hende med dette, kunne man risikere at få en på skrinet.

Hun havde begået noget småkriminalitet. Men ikke ifølge hende selv. Hun mente, at politiet blandende sig i noget, som de ikke burde. Hun var flygtet fra tvangsarbejderanstalten Ladegården.

 

Man skulle ikke vove sig herud

En af grundene til at man også flygtede herud var, at Lygteåen dengang var grænsen for Københavns Politis myndighed. Men dette forhold ændrede sig. Men i 1901 blev Københavns Kommune større.

Man skulle ikke selv vove sig ud i dette område og slet ikke ind af stierne i sivene. For det første så farede man vild og for det andet blev man overfaldet.

Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.

 

Så var det kaffe med surbrød

Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.

Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.

 

Ufleksible betjente

Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.

En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.

Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.

Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.

Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.

 

En god historie i medierne

Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:

  • Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandlerske og stjal forskellige varer.

 

  • Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.

 

 

  • Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborghus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend som kom til og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.

 

  • De tog nu vejen til Dyrehaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrehavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af Ulvedalene. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, bl.a. forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.

 

  • Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad Hovedstaden til. De første to blev anholdt på Øster Fælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandlerske Scheuer i Kildevældsgade.

 

Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken

Her nede bag Stefans Kirken Brønshøjgade, som det hed dengang. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.

 

Stierne havde forskellige navne

Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.

 

Hvad bestod et sæt af

Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.

Bajersk øl var ikke noget for Lersø-bøller.

 

En betjent ved navn – Bølle Jørgensen

Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.

 

De nye beboere

Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.

Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.

 

Valdemar skrub-skider

Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrub-skider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksisterer herude fra:

 

  • Og Krykke Marie hun sad

Og slog en skid fra fad

Og dette var signalet til

Vi sku´ ha’ middagsmad

Og vi fik svineøren

Belagt med lange hår

Og suppen blev serveret i

Et pissepotteskår

 

Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til Lersø-bøllerne.

Pigerne bidrog også til samfundsøkonomien herude. De udøvede verdens ældste erhverv til gavn for fællesøkonomien. Det havde de ingen moralske skrupler over.

 

Kongen var Frederik Eriksen

Kongen var absolut Ferdinand Eriksen, der efter det store slag flygtede til Århus. Han blev efter et langt strafferegister eksporteret til USA. Men han kom dog hurtig tilbage som blind passager.

Han var dybt kriminel og for resten skolekammerat med anarkisten og rabarberdrengen Christian Christensen. Han var en stor kleppert, som man ikke rigtig turde komme i nærheden af.

Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev udødeliggjort i viser og i revyer. Det er nok det bedste eksempel på Danmarks Bonnie og Clyde. I deres flugt gjorde de i den grad grin med politiet.

En gang tog bøllerne ind på Tranevej for at befri deres kammerater.

 

Lersø – bøllerne var frie fugle

De havde alle øgenavne herude. Man kunne møde Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Kro – Anders, Lange Hermann, Delle – Frederik.

Så var det også Sorte Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje.  Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. Også disse tjente penge på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.

Lersø-bøllerne var frie fugle. De kunne ikke indordne sig efter samfundets normer.

 

De tømte lokumstønder

Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.

 

Underlige Aftendufte

Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femtesals hus

. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.

Stanken blev ved herude. Man sagde at en dansk sangskats store hits blev omdøbt til:

  • Underlige Aftendufte

 

Eksplosionsfare

Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.

Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.

 

Natrenovationen

Natrenovationen havde udviklet et specielt system, så det tykke blev skilt fra tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste blev solgt i blokke for siden at blive sendt ud til bønder i hele landet. Kan I tænke jer, hvilket duft , det gav.

Det var ikke et særligt behageligt arbejde at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.

I disse kratere eller kanaler havde vognmændene tidligere hentet ler.

Der lå også sådan en latrin sø eller opbevaring i nærheden af Nørrebros Runddel. Man sagde, at når politiet skulle patruljere her, så foregik det i løb. Man kunne simpelthen ikke holde stanken ud.

 

Lersø Latrinstation

Det såkaldte Lersø- depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden var sikkert ikke tilfredse med en nye værdighed som latrinstation.

Jo her blev også ansat en stations – karl. Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Det kunne man så have glæde af i fritiden. ”Gjødning” havde man jo nok af.

 

Han trængte til luftforandring

Hans begyndelsesløn var 900 kr. men han holdt kun i fore år. Hans efterfølger holdt i hele 9 år, men så blev han stationsmester på Svanemøllestation. Det lyder også bedre end stationsmester på Lersø Latrinstation. Det var måske også tiltrængt med luftforandring.

De vogne, som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid lige tætte. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin.

Da man var blevet færdig på Kløvermarken på Amager til at modtage det duftende indhold blev Station Lersøen nedlagt. Tjenestestedet havde det fine navn Lersøhus ikke at forveksle med gården af samme navn.

 

Lersøen i Blæksprutten

På et tidspunkt kom Lersøen også i Blækspruten. Det var mens der på Nørrebro var en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. En tysker ville se Københavns lyksaligheder.

  • Was ist denn das
  • Chokoladewagen
  • Ach so, von Cloetta?
  • Nein von Closetta

 

Militærnægtere herude

Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.

Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?

Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.

Nu var politiet også blevet mere snu. De havde anskaffet sig politihunde. Dem tog politiinspektør Mollerup med, når han skulle ud til bøllerne. Adskillige af dem havde fået bidesår.

 

På Nørre Fælled

De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.

 

Rangerstationen

Slangerup – Banen blev indviet. Og den store den rangerstation blev anlagt i 1920. Først i 1924 blev den færdig. Hensigten med rangerstationen var at aflaste godsbanegården.

I Lersøen skulle rangeres godsvogne fra Nord – og Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.

Næppe var rangerstationen fuldført og kommet i gang før den var blevet overflødig.

Trafikken svandt ind. Der var stærkt stigende konkurrence fra lastbilerne. Snart lukkedes Lersøen som rangerstation. Men sporene var der brug for til de mange tomme godsvogne.

Men Anden Verdenskrig bragte en opblomstring. Men den 27. februar 1967 blev rangerbanegården lukket.

 

Lossepladsen bestod

Store arealer stod tomme i mange år. Kun lossepladsen bestod Skraldet blev tildækket af jord af hensyn til forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektivt. Derfor lod kommunen et stort areal inddæmme.

I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for boligspekulation som man har set på Nørrebro.

Kongen over Lersø-bøllerne, Ferdinand Eriksen døde allerede i 1919. Karen Spidsmus oplevede at blive 80 år gammel. I de sidste år var hun dog blevet lidt apatisk og nærmest en original. Hun døde op Vesterbro.

 

De fortsatte i anden sammenhæng

Men egentlig fortsatte sammenholdet, som Lersø – bøllerne havde startet. Nogle af dem bosatte sig på Fælleden. Og blev kaldt Fælled- bisser. Og bisser er opkaldt efter kvæg. Bøller er opkaldt efter en plante.

Derude på Fælleden var det Maja Robinson, der var dronning. Man sagde om hende, at hun havde været en meget smuk kvinde som ung. Hun skulle have været gift med en australsk læge. Og hver måned skulle hun modtage penge fra hendes forhenværende mand. Så gjaldt de om at være førstebajs hos hende.

Hun bidrog til fællesøkonomien ved at løfte op i kjolen. Det kostede fem skilling og så blev karlene inde fra Nørrebro røde i hovedet.

Men også her på Fælleden kom civilisationen for tæt på. Og man måtte opgive denne tilværelse.

Men der er endnu en fortsættelse. Det er Prinserne, Klunserne og Kræmmerne. Men nu har vi ikke flere timer. Men især Klunserne og Kræmmerne kom også tæt på stedet her. Men den historie kan i få en anden gang. Her var masser af triste skæbner.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Under Østerbro finder du 100 artikler

 

 

  • Under Nørrebro finder du 304 artikler – herunder
  • Derude på Lersøen
  • Med tog over Lersøen
  • Fra Søerne til Nordvest
  • Lersø Bisser (overskriften er forkert, de hedder bøller)
  • Lersø bøller og bisser – nok engang
  • Fælledbisser og Prinser (NørLiv 16)
  • Klunsere, kræmmere og sprittere i Nordvest
  • Waldemar Skrubskider og de andre
  • De skæve eksistenser på Nørrebro
  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og de andre
  • Klunsere og kræmmere på Nørrebro
  • Pinserne på Nørrebro

 


Børnearbejde, Tændstikfabrikker og andet industri på Nørrebro

August 27, 2021

Børnearbejde, Tændstikfabrikker og Industri på Nørrebro

Foredrag den 27. august 2021 i Karmel på Nørrebro. Altid et skønt og veloplagt publikum her til Fredagsrundstykker. Og så var der fuldt booket op. Vi sang et par sange fra Højskolesangbogen. Igen en utrolig hyggelig oplevelse. Men læs her om dengang børn, blev nødt til at arbejde for at få husholdningen til at gå op i en højere enhed. Det var især levnedsmidlerne, der var dyre dengang. Og tændstikfabrikkerne var uhyre farlige for børn. For arbejderne var det en kamp at blive organiseret. De betragtede præsterne og kirkerne som kapitalismens forlængede arm. De røde faner var aldeles forbudt på kirkegården og i kirkerne. Vi kigger på en meget lille del af disse industrier, der var på Nørrebro. Og det var sandelig mange af dem. Byen var slet ikke forberedt til alle disse foretagender. Og den kollektive trafik kunne slet ikke klare at befordre alle de arbejdere, der skulle møde hver dag. Atlas indførte overskudsdeling. Det blev de advaret mod fra A.P. Møller. Og Holger Petersens Tekstilfabrik indførte helt nye ting til glæde for arbejderne.  Advarsel: Dette er en af de store indlæg.

 

I gang med et projekt

Der har været et utal af fabrikker på Nørrebro. De skal slet ikke nævens alle sammen. Vi var nogle stykker, der havde sat os for at undersøge dette. I løbet af kort tid lykkedes det at finde 75 tekster og over 200 fotos.

Vi holdt to lange foredrag i Nørrebrohallen og i Støberiet. Meningen var så, at vi skulle have forsat i Nordvest med to foredrag. Men disse blev så aflyst grundet Corona. Så ville vi have lavet en byvandring. Og måske lavet et hæfte eller en bog med det, som vi havde fundet frem til.

Men der var slet ikke penge til det. Vi skulle betale for rettigheder til at bringe diverse fotos og bruge tid på at finde rettighedshaver m.m.

 

Betale for at komme på arbejde

Grunden til at der kom så mange fabrikker til Nørrebro var at der var masser af billige byggegrunde. Og man begyndte allerede inden portene var åbnet. Det betød at arbejderne inde fra byen måtte betale for at komme på arbejde og for at komme hjem igen. I hvert fald dem der boede inde i København.

 

Virksomheder langs Blegdammen

Blandt de første virksomheder på Nørrebro var diverse foretagender langs Blegdamsvej. Her var rebslagere, møller, brænderier – mere eller mindre lovlige.

Allerede i 1681 kom der et guldmagerværksted ved 7. Blegdam. Vi skal så ikke glemme, at her allerede fra 1661 lå blegdamme. De første rebslagere kom her i 1730. Allerede lå her urtehaver.

Stadens teglværk flyttede til Nørrebro i 1616. det havde tidligere ligget ved Øster Vold. Men i 1662 købte Gabel Teglværksvangen.

På Blegdammen 21 havde Zacharias Niemann oprettet et tapet og samt kattuntrykkeri. Og denne Niemann var en rigtig iværksætter. Han havde også søgt om at oprette en manufaktur ud for Øster Port.

Limsyderi eksisterede allerede i 1694 på Solitude. Og Wodruf var også en sand iværksætter. Han havde tidligt oprettet en mølle med nærmest en fabrikslignende virksomhed på grænsen til Frederiksberg.

Og i tidens løb var der et hav af møller på Nørrebro. Blandt de første var vel Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdamsmølle og Ladegårdsmøllen.

Ja og omtrent der hvor Frederik den Syvendes Gade i dag ligger var der meget tidligt en tobaksplantage.

 

Byen var ikke forberedt

Behovet for en bedre kollektiv trafik viste sig hurtig. Og stifteren af Titan, Sophus Hauberg købte en sporvejslinje for at fragte sine arbejdere til arbejdspladsen. Men ak, det gik mange år før han fik tilladelse til det. Militæret spændte ben.

Men byen var slet ikke forberedt på denne massive invasion af industri. Det så man for eksempel, når det brændte. Så havde man lige glemt at sørge for, at der var vand i de ledninger man havde trukket. Det så vi bl.a., da Titan brændte.

 

Ikke mange virksomheder på Blågården havde succes

Da seminariet lukkede på Blågården blev der etableret en masse industriforetagender der. Men ingen af disse havde den store succes. Her var en manufakturfabrik, Det Kongelige Danske Dugemanufaktur, Farveplantager og Voksdugsfabrik.

I 1839 boede også her, slesvig-holsteneren, Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlingske. Men her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.

I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten og Burmeister. Dette blev så senere til Burmeister og Wain.

 

Elendige boligforhold

Og arbejderne måtte tage til takke for elendige boligforhold. De havde det ikke godt. Leveomkostningerne var ret store dengang. Ofte udlejede de dele af deres i forvejen sparsomme lejlighed for at få nok penge. Dette betød også at børnene måtte bidrage til husholdningen. Mange anså dette for vigtigere end at gå i skole.

 

Behov for godsbanegård

Behovet for en godsbanegård viste sig hurtig. Men i alt for mange år kørte togene bare forbi Nørrebro. Erhvervslivet forsøgte at etablere en privatbane. Men det lykkedes ikke. Da det så endelig lykkedes, blev godsbanen placeret så dårlig, at den skabte store problemer på Nørrebrogade. Allerede dengang var der meget trafik.

I løbet af et døgn gik bommene ned 67 gange på Nørrebrogade. Det må have været ret irriterende. De gående kunne bare gå over en gangbro. De mærkede det ikke på samme måde.

 

Fem afvænningsforeninger

På et tidspunkt var der etableret fem afvænningsforeninger på Nørrebro. Drikfældigheden var stor. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen. Ofte stod mor ude ved fabriksporten og tog imod far eller nærmere far’ s løn, når der var lønningsdag.

Og tænk engang. Mange fabrikker havde etableret værtshuse. Her blev lønnen udbetalt. Og fabriksejerne håbede så at kunne få pengene hjem igen.

 

Ikke leve af fars indtægt alene

Der var masser af børn på Nørrebro dengang, selv om der egentlig ikke var plads til dem. Arbejderne boede under elendige boligforhold. Og der var ikke meget plads. Og i begyndelsen af det store byggeri, der ramte Nørrebro dengang, var der frit spil for boligspekulanterne i begyndelsen.

Man kunne simpelthen ikke leve af fars indtægt alene. Mor og børnene blev også nødt til at bidrage. Fabriksejerne syntes, at det var herligt med billig arbejdskraft.

 

Som udgangspunkt sundt og lærerigt

Allerede i 1872 var børnearbejde et tema På Nordisk Industri’ s møde i København. Børn under 14 år udgjorde 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Og dem under 10 år udgjorde godt 16 pct.

Den berømte læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. Han mente, at børn under 12 år ikke burde arbejde på fabrik og da slet ikke om natten. Som udgangspunkt var det dog sundt og lærerigt.

Men det kunne i den grad få ud over børns vækst og udvikling. Og så advarede han mod alle de sygdomme man kunne få inklusive forgiftninger. Samtidig mente han, at de bedste arbejdere var dem, der lærte det tidligt.

 

En fabrikslov fra 1873

Og det kom sandelig en fabrikslov i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år. Og en maksimal arbejdstid på 6,5 time inklusive en halv times spise og hvilepause – om dagen.

Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage.

Den ny lov blev dog ikke mødt med lutter glæde. Man var også betænkelig ved at gribe ind i forældremyndigheden. De fattigste havde behov for den indtægt som børnene kunne skrabe hjem. Ja og børnene arbejde havde jo en moralsk opdragende funktion.

Nogle mente endda, at nu skulle børn drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Nogle fabriksejere truede med at lukke fabrikken, hvis de skulle overholde de nye regler.

 

70 pct. gik til fødevarer

Nu var det sådan at 70 pct. af en arbejderfamilies indkomst gik til fødevarer dengang.  Selv mindre indtægtstab kunne være katastrofale.

Og tænk engang, børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.

I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte, der skulle kontrollere at lovgivningen blev overholdt aldrig viste sig på fabrikker. Og hvis de endelig kom, sad de og drak portvin med fabriksejeren.

 

1.500 mælkedrenge

Tænk engang i 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side.  På Den Gamle Kro i Smallegade på Frederiksberg inviterede Lyngsie til morgenkaffe og boller.

Her fortalte han om arbejdernes grundlovssikrede rettigheder. Han forsvarede indædt de ufaglærtes interesser.

På Rådmandsgades skole var man sandelig ikke tilfreds med mælkedrengenes arbejdstider. Det var dengang den anerkendte pædagog Ingvar Bondesen var rektor. Han var af den gammeldags type og havde skrevet en del ungdomsbøger med morale.

Mælkedrengene kom sultne og trætte i skole. Ofte faldt de i søvn. Og det var ikke noget lærerne brød sig om. Ord som misbrug og børneplageri dukkede op. Egentlig ramte fabrikslovene ikke mælkedrengene.

 

En panser kunne lugtes i 100 meters afstand

En mælkedreng kunne lugte en panser i 100 meters afstand. Ofte måtte disse drenge op klokken fem om morgenen. De var særdeles populære. I løbet af en uge kunne de opnå tre – fire kroner i drikkepenge. Det var noget, der battede i familiens husholdning.

De blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det startet med lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene kunne være strenge. De slog drengene med pisk.

 

Mange børn ansat på Tændstikfabrikker

På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der masser af børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og arbejdet med giftige stoffer, der gav varige skader, var stor. I nogle tilfælde endte det også med dødsfald.

Den fosfor, der blev brugt i produktionen, fik knoglerne til at smuldre. Flere blev mærket for livet af at have arbejdet her. Deres kæbeben smuldrede væk.

I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne og børnene indåndede fosfordampene. Og ofte undlod de afvaskningerne. Man havde talt om at indføre en lov, der forbød unge under 18 år at deltage i arbejdet med at fremstille tændstikker. Men dette ville fordyre fremstillingen.

 

Et hav af tændstikfabrikker

Lige over for Assistens Kirkegård anlagde Peter Nielsen en svovlstikkefabrik i en bagbygning til Nørrebrogade 66. Det kan jo undre at sådan fik lov til at ligge midt mellem boligbyggeri.

I Thyrasgade 5 opførte Carl Conrad Kjær et to – etagers hus. Myndighederne havde ingen betænkeligheder med tre indmurede ovne. Men man forlangte dog at der blev investeret i en skorsten, men først efter klager fra beboerne.

Der kom et hav af tændstikfabrikker. Men en af de mere kendte blev etableret i 1875 på Nordvestvej (Rantzausgade) 11. fabrikken får navnet Kronen. Og etableres i kælderen.

Der sker en masse udvidelser og forbedringer på fabrikken. Man få endda en 8 – hestes dampmaskine.

 

I 1892 gik det galt

Den 28. januar 1892 går det galt. Fabrikken havde allerede i 1885 været ramt af en mindre brand, der dog kun gjorde mindre skade. Men denne gang er det mere alvorligt.

En dreng var ved at tage en træramme med skårne pinde ud af ovnen i tørrestuen, da tændstikkerne pludselig antændes og går i brand. Han prøver at slukke branden med vandslangen. Men det viser sig, at den ikke virker.

Nu breder branden sig i lysets hast til andre rammer i ovnen. Herefter spreder den sig til svovl, spåner og øvrige materialer. Ilden spreder sig derefter lynhurtigt til pakkeetagen og til kvisten, hvor der netop i den senere tid var blevet oparbejdet et meget stort lager af tændstikker i æsker og pakker.

Politimester Steffensen måtte afspærre hel kvarteret for nysgerrige. Den kvælende røg havde spredt sig. Fra de fem sprøjter lægges slanger ud helt ned til Blågårdsgade, hvor der etableres pumpeværk.

Hen på eftermiddagen er ilden slukket. Der står kun rå mure og noget af stueetagen tilbage. På gårdspladsen flød der med bjerge af æsker og træklodser. Rundt om på pladsen løb arbejderne forvirret rundt og prøvede at redde træsko, frakker og andre ejendele.

 

Nogle forsøgte at skyde genvej over Ladegårdsåen

Til alt held kommer ingen til skade ved branden ud over den droskekusk og hans passagerer, der prøvede at forcere Ladegårdsåen for at skyde genvej til brandstedet. De synker i åen til livet. Og politiet må bruge ekstra arbejde for at hive dem op.

 

Arbejdernes økonomi var blevet bedre

I 1913 blev børnearbejde reelt forbudt i håndværks- og industrivirksomheder. Men reglerne blev overhovedet ikke fulgt. Men arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre, og børnenes indtægt var nu ikke mere nødvendig.

 

Rabarberdrengen producerede ildtændere

Rabarberdrengen Christian Christensen, den senere anarkist og syndikalist har fortalt om, hvordan fattigdom så ud dengang på Nørrebro. Moderen havde fortalt, at de ikke kunne leve af fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen ledt efter arbejde. Og Christian skulle hjælpe. Som fem – årig skulle han hjælpe med at fremstille ildtændere derhjemme. For 500 ildtændere fik de 25 øre.

For det beløb kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten tilbage.

Derfor gik mor og søn nu over til at fremstille store ildtændere. Så kunne de tjene 35 øre. Oftest foregik det om natten, mens far sov. Og for at Christian ikke skulle ikke falde i søvn, så blev han lovet et stykke wienerbrød til 2 øre. Men han fik nu aldrig et stykke wienerbrød.

 

Op Tobaksfabrik

I 1890’erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Og Christian fik en rugbrødsklemme og noget tyndt kaffe. Kvart i otte løb han så i skole. Og han skulle nå det inden klokken ringede. Og de daglige fem slag med spanskrøret af viceinspektør Mortensen var Christian vant til.

Fra skole havde Christian så ti minutter til at nå sit arbejde på tobaksfabrikken fra skolen på Jagtvej. Her kunne arbejdet være ganske hårdt. Han skulle hjælpe svendene, der arbejdede de på akkord.

Det var også i 1890’erne at antallet af københavnske børn, der arbejdede uden for skoletiden steg.  Der var gang i industrien på Nørrebro.

 

Man så ned på arbejderen

Meget tidligt om morgenen omkring kl. 5 begyndte trætøflerne og træskoene at klapre mod brostenene. Arbejderne drog afsted i store flokke med madpakke og ølflaske under armen. De fleste af disse var ret fattige. Men de fleste var flittige, ærlige og samvittighedsfulde. Det var ikke så sært, at de fleste afgørende impulser til socialismen kom netop fra Nørrebro.

Det var her i 1870’erne at værkførerne på Nørrebros fabrikker endnu betragtede deres underordnede som mennesker man ikke skyldte almindelig høflighed. For dem var det kun rimeligt at en lærling blev betragtet som en hund.

Også blandt de veluddannede så man ned på arbejderne.

 

Lærerdrengene mødtes på Fælleden

Og damfløjterne på Nørrebro fløjtede ved mødestart, pauserne og når der var fyraften. De indfødte kunne godt skelne disse fløjter fra hinanden.

Lærerdrengene mødtes om aftenen på Fælleden. De titulerede hinanden med mester eller fabrikant. Folk der gik forbi undrede sig over tiltaleformen:

 

  • Goddag Hr. Skræddermester, Goddag Hr. Dåsefabrikant, Goddag Hr. Eddikebrygger-direktør.

 

Aftenen kunne godt slutte med at man tog over til Øster Fælled, hvor der dengang var mange løse heste, der græssede. Her tog man så en ganger og foretog en ridetur i omegnen.

Det var ellers hårdt nok for disse lærlinge. Om aftenen måtte de læse til eksamen.

 

Lærlingen blev mødt af en gammel hest

På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes dengang en lang ridestald. Her startede en lærling i 1872. Han blev meget venligt modtaget af en gammel hest. Andre levende væsner var der ikke i ridestalden.

Et par dage senere viste en forkølet klejnsmed sig. Så blev lærlingen endelig sat i gang. Samtidig ankom der et hestekøretøj med hamre, tænger, ambolt og en lille esse. Så blev der indrettet et lille værksted over i et hjørne.

Snart kunne man høre hammerens taktfaste slag på det glødende jern.

Nogle dage senere viste mestrene Smith og Mygind sig. I løbet af et par måneder sank stalden til jorden og gav plads for et maskinværksted, hvor der foreløbig arbejdede en snes mand.

I det ene hjørne af rejsestalden var der blevet opstillet en dampmaskine. Rundt om i lokalet var der efterhånden anbragt drejebænke, bore, høvlemaskiner og langs væggene skruebænke.

Når man stod ved disse skruebænke, kunne man følge med i den livlige trafik på Nørrebrogade. En gang imellem kom der også en smart pige forbi. Men ak, det varede ikke længe før Hr. Smith sørgede for at den fornøjelse var forbi. Han lod vinduerne hvidte til.

 

Uha – han læste i Socialisten

Vores lærling mødte en time før alle andre om morgenen. Han skulle fyre op i dampmaskinen. Så kunne han også bruge tiden til at studere bladet ”Socialisten” I den var der fængslende overskrifter og brandrøde artikler.

Husk på at dengang fandtes der ingen fagforeninger, der fandtes ingen fællesaftaler. Den enkelte svend måtte selv forhandle sig til en bestemt timeløn.

Socialisten blev fremstillet på Nørrebro af legendariske Pio. Den var et tårn i øjet hos arbejdsgiverne og borgerskabet. Man forsøgte med alle midler at forhindre at bladet kom ud. Til sidst lykkedes det også at udvise Pio og hans medarbejdere med sponsorstøtte fra arbejdsgivere. Det var efter årelange fængselsstraffe.

 

Der var masser af strejkebrydere

I 1870’erne var der 261 strejker. Og i 1876 var kun 6.000 arbejdere organiserede. Arbejdsgiverne bestemte det hele. De havde også let ved at finde strejkebrydere. Der var masser af nød og elendighed. Så mange var ligeglade med strejker.

Omkring 1880 tjente kvinderne det halve af, hvad mændene tjente.  Og dette udnyttede arbejdsgiverne kynisk.  Mændene forsøgte derefter at energisk at begrænse kvindearbejde. Tobaksarbejdernes Fagforening forsøgte at forhindre uddannelsen af kvindelige arbejdere.

Men udviklingen gik stærk. I 1885 var en tredjedel af arbejderne i København organiseret. I 1885 stiftedes den første kvindelige fagforening. Kvinderne var trætte af mændenes behandling af dem.

 

Arbejderne og præsterne

Arbejderne og præsterne havde det hellere ikke så godt sammen. Arbejderne mente, at kirken var kapitalismens forlængede arm. De røde faner var således forbudt i kirken og på de fleste kirkegårde.

 

Den næststørste maskinfabrik i Danmark

De to indehavere Smith og Mygind, vi hørte om lige før, havde truffet hinanden som unge. Da de var blevet studenter, rejste de til Skotland, hvor de arbejdede i deres fag. Nu vendte de så som 26 – årige tilbage. Det vil sige det var jo egentlig Jensinius Mygind der var den egentlige grundlægger.

Omkring 1890’ernes begyndelse var det næst efter Burmeister den største maskinfabrik i landet. Da Mygind endnu i sin bedste alder døde i 1894, blev firmaet Smith & Mygind et aktieselskab.

 

En upopulær dampmaskine

Firmaet lavede bl.a. landbrugsmaskiner. Og under en demonstration røg der et stykke af en finger hos direktør Smith. Dampomnibusser blev der også fremstillet her. De var nu ikke så populære. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb.

Ophidsede mennesker kastede alt muligt efter den under en prøvetur, således kasteskyts som kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. I de følgende dage måtte Smith’ s gadelokomotiv segne under offentlighedens afsky og modstand. Men udviklingen fra uhyre til den elektriske sporvogn, var nu begyndt.

Jo det blev et kæmpe foretagende. Når du i dag går i biografen på Nørrebro, så sidder du i en af resterne fra dette store firma. Tænk engang, at de også byggede sneplove til den transsibiriske jernbane.

 

Anker Heegaard skulle have været præst

Det er en fabrikant, iværksætter m.m. vi slet ikke kan komme uden om. Og det er Anker Heegaard. Han skulle ellers have været præst på Samsø. Men det ville han ikke. Familien var meget skuffet. I 1803 åbnede han sin første isenkrambutik i København. Den blev hovedstadens største.

Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I 1827 søgte han kongen at drive et jernstøberi på Nørrebro. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre jern-ting. Han fik tilladelsen af kongen.

I 1837 overtog sønnen, der også hed Anker foretagendet dog uden isenkrambutik. I 1847 var der 52 mand på fabrikken. Da blev de produceret 4.000 gryder, 5.000 pander samt kakkelovne i massevis.

Selv boede Heegaard på Blågårdsgade 36 i en villa.

 

En tung stinkende lugt over Nørrebro

Det var meget, der lykkedes for Anker Heegaard. Men han havde dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Lugten hang nemlig tungt over Nørrebro. Så tungt at Sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmindhold.

I 1860 var Heegaard på102 ansatte. Han tog fusen på andre. Han opkøbte betydelige jordstykker på Nørrebro og med stor fortjeneste solgte han jordene videre.

Heegaard var den store velgører på Nørrebro. Således blev en gade opkaldt efter hans kone – Louisegade. Men på grund af et grusomt rovmord fik den navneforandring til Prins Jørgensgade.

Han solgte grunden til Københavns Kommune. Og etablerede sig på Hillerødgade i 14 år. Han købte en virksomhed i Frederikssund. Og i 1930 indgik det hele i ”De Forenede Jernstøberier”

 

Alt godt kommer fra Sønderjylland

På Blågårdsgade har der ligget mange store virksomheder eller i hvert fald virksomheder, der voksede sig store. Jo det var her Skandinaviens største bladeventyr lå – Aller koncernen. Igen et godt eksempel på, at ”Alt godt kommer fra Sønderjylland”

Jo Jens Andersen kom til København. Han tog navneforandring til Aller, hans fødeby nær Christiansfeld. Han blev en af Københavns største bryggere. Han opkøbte en masse grunde rundt om i København. Og det er efter ham, at Allersgade er opkaldt.

 

Eksplosioner i villaen

Men for at gøre en lang historie kort, så ender vi med en enke i en villa på Ydre Nørrebro. Her sad hendes søn, Carl Aller oppe på sit værelse og eksperimenterede. Efterhånden var vinduerne helt sorte. Han havde opfundet en ny måde at trykke på.

Og nabodatteren Laura blev forelsket i ham. Hun blev også redaktør for de første blade, som er blev fremstillet. Det allerførste var illustreret Familiejournal. Den første abonnent var værtshusholderen i forhuset. To måneder efter bestilte kongehuset to eksemplarer. Der blev installeret dampmaskine i lokalerne i Blågårdsgade. Men snart var det hele alt for lille. Og man måtte flytte.

 

Hellesen startede i Blågårdsgade

Vidste du så, at det også var i Blågårdsgade, at batterifirmaet Hellesen startede. Hellesen løste batteriets gåde. Men det moderne tørreelement blev opfundet. Det lykkedes i 1887. Ham der, Hellesen var ellers smørgrossist. I 1889 allierede han sig med en kemiker ved navn Ludvigsen.

Tænk engang at forfatteren Conan Doyle lader Sherlock Holmes omtale Hellesen. Er det ikke stort? Efter Blågårdsgade fortsatte man i Aldersrogade. Her blev lokalerne nedslidte omkring 1960, og så flyttede man til Køge. På et eller andet tidspunkt var det Duracell, der overtog det hele.

 

Blågårdens Sæbefabrik – et eventyr

Og så til et rigtigt eventyr. Det handler om Blågårdens Sæbefabrik. Af uransagelige vej landede et manuskript skrevet på skrivemaskine på undertegnedes skrivebord underskrevet af direktøren for dette firma.

Peter var taget til USA for at prøve lykken. Han havde oprettet en lille mælkeforretning efter at have forsøgt en masse ting. Det gav nu ikke det store overskud. Han blev også syg og fik gigtfeber.

Han mødte en pige. Født i USA men med danske rødder. De blev gift. Efter tre måneder blev konen meget syg. Peter brugte de opsparede midler til medicin og hospitalsophold.

 

Faderens æbleskiver-butik

Hjemme på Blågårdsgade havde faderen oprettet en æbleskive- butik. En dag kom en mand og præsenterede noget speciel sæbe. Faderen købte 5 pund for en krone og solgte det videre med fortjeneste. Og for 10 kr. købte han opskriften på det. Han blev endvidere inviteret hen et sted, hvor man fremstillede det.

Men i et skur i baggården i Blågårdsgade begyndte faderen nu selv at fremstille det. Og det solgte godt. Nu sendte faderen et brev til Peter og bad ham komme hjem, fordi han mente, at dette produkt kunne sikre dem begge to.

Faderen solgte nu æbleskive-forretningen. Og havde nu flere hundrede kroner til at starte en egentlig fabrik.

 

Ny fabrik i Ryesgade

I Amerika ville Peters kone ikke med. Men hun syntes at Peter trængte til en lang ferie i Danmark. Peter lånte 150 dollars ved en bekendt, og de rejste til Danmark.

Det gik fint med salget. De ansatte et par agenter, der skulle sælge produktet. Det gik nu knap så godt. Så tog Peters hustru så over. Det gik meget bedre. Der blev knoklet dag og nat.

Snart blev fabrikken for lille i Blågårdsgade. Peter byggede en ny i Ryesgade. Nu solgte man også alle slags sæber, skurepulver, husholdningsartikler m.m. Det var så med Peter Johannes Thomsen som direktør.

I 1926 blev det hele solgt til Schous Fabrikker.

 

Nyt eventyr i Sverige

Nu kunne Peter så sætte sig til ro. Men den type var han ikke. Han havde i forvejen investeret i en lille sæbefabrik i Landskrona. Og den fik han i den grad gang i. Han forblev dansk statsborger. Men i 1929 blev han ramt af en blodprop. Men efter et halvt år i sengen gik han i gang igen.

Snart var han ejer af den mest moderne fabrik i Sverige og 103 kædebutikker.

I 1935 blev han af den svenske konge udnævnt til ”Ridder af Vasa – ordenen”. Året efter fik han Danneborgsordenen.

 

Oxelberg kunne ikke lide socialister

Vi skal også nævne Oxelbergs Maskinsnedkeri, Smedegade 19. Firmaet opnåede guldmedalje i Paris. Chefen var meget konservativ og indædt modstander af den voksende socialisme. Og han blev selvfølgelig slået til ridder af Dannebrog.

 

Hellig Hansen – lige så berømt som chefen

Men han havde en ansat, der blev lige så berømt som sin chef.  Det var Hans Hansen. Han blev karikeret i Hermann Bang’ s fantastiske roman ”Stuk” fra 1887.

Man sagde om ham på snedkeriet:

 

  • At han skyede al raa Tale

 

Derfor fik han også tilnavnet ”Hellig – Hansen”.

Han startede en karriere som byggeentreprenør. Han startede med at bygge for venner og bekendte. Det var også ham, der stod bag Dagmarteatret og National Scala. Han gjorde også sin entre i underholdningsbranchen.

Men ak. I 1884 var store kapitalejere blevet træt af ham. De fik ham til at gå fallit, men de gav ham da lov til at beholde hans Dannebrogorden.

 

Den kooperative bevægelse

Når man diskuterer industri på Nørrebro, kommer man ikke uden om de kooperative bevægelser. Sigtet var først og fremmest at skaffe billige varer og sikre at folk kom i arbejde. Indtil 1950’erne var Kooperationen kendt i arbejderbefolkningen. Man boede i en af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings Huse. Der blev købt ind i Arbejdernes Fællesbagerier. Man købte mælk fra Mejeriet Enigheden og øl fra Bryggeriet Stjernen. Kød fra Arbejdernes Kødforsyning. Ja vi kunne have nævnt mange flere.

Men størstedelen af producent – kooperationen løb ind i økonomiske problemer. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund. En af de største fortaler for kooperationen var F.J. Borgbjerg:

 

  • Vi må stadig gennem kooperationen skabe et stykke socialistisk økonomi, hvis område stadig vokser, medens vi samtidig trænger kapitalismen tilbage.

 

Arbejdernes Fællesbageri

Arbejdernes Fællesbageri startede sin virksomhed i 1886. Man kunne tagne aktier på 10 kr. med 50 øre i ugentlige afdrag. Dengang blev betragtet som urimelig dyr. Faktisk havde bagersvendene slet ikke noget med dette at gøre.

Man begyndte med et lejet byggeri på Lyngbyvej. Bestyrelsen havde dog øje på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Man brugte en stråmand, gartner Langhoff. Adressen blev på den nyanlagte vej, Nannasgade. Her startede man i november 1887.

Fire nye ovne stod parat. Personalet blev hurtig udvidet til 14 bagersvende, 6 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren.

Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllevirksomhed. Og ”Brødtårnet” blev fabrikkens vartegn. Den var på 40 meter og stod færdig i 1948- Den store kornsilo ragede over de 4- etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.

 

Ikke lige populær alle steder

De private brødfabrikker var alt andet end glad for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner med følgende udtalelse:

 

  • Gid F……anname, det forbandende socialist bageri på Nørrebro

 

Arbejderne på Nørrebro betragtede det nu som et kompliment.

Fra 1905 var Pitzner direktør for De Forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro. De konkurrerede på livet løs. Og de var kun et par gader fra hinanden.

 

Lukkede i 1980

Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede kooperativet for at arbejderne fik billigt og godt rugbrød at spise. Lignende initiativer blev sat i værk i flere byer.

I 1959 beskæftigede virksomheden 295 arbejdere. I 1940 blev der opført et nyt bageri. Antallet af ovne blev tredobbelt.

Virksomheden udvidede gradvist. Men i september 1980 var det slut. 125 arbejdere måtte finde nyt arbejde.

 

BZ’ ere

Men virksomheden kom også efter lukningen i medierne. Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat af en gruppe BZ’ere. Igen i 1983 blev virksomheden besat. Og fra silotårnet sendte man piratradio. Det var en spektakulær begivenhed, da den store silobygning i 1985 blev sprængt bort.

 

Schulstad producerede maltsyret brød

En konkurrerende brødfabrik var Schulstad. Sammen med kemikeren Chr. Ludvigsen producerede man maltsyret rugbrød. Det faldt i den grad i kundernes smag. Man forbød alle former rygning og tobak i produktionen. Man havde også allieret sig med kemikeren Chr. Ludvigsen.

I 1890 var virksomheden flyttet fra Indre By til Blegdamsvej i nærheden af Skt. Hans Torv. I 1914 havde man 25 vogne og 50 heste til at udbringe brødet.

I 1900 måtte en hestekusk starte kl. 4 om morgenen. Han var først hjemme kl. 22 om aftenen. I 2003 gik virksomheden over i svenske hænder.

 

Fra 50 cykler om dagen til 50 cykler om dagen

Hamlets cykler på Meinungsgade var landets største cykelfabrik. Det første år nåede man op på at lave 50 cykler på et år. Seks år efter lavede man 900 om året. I 1901 producerede man 50 cykler om dagen. Og de kostede mellem 150 og 275 kr.

Ja og tænk man havde også en Hof – paraplyfabrikant på Nørrebrogade 47. Nu lavede man også parasoller og spadserer-stokke. Tænk så eksporterede man helt til Dansk Vestindien.

 

Kæmpe butikker på Ydre Nørrebro

På Ydre Nørrebro bevarede man det landlige træk til 1880’erne. Her var endnu små gårde og enkelte lyststeder. Også herude blev der bygget små lejligheder til den voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget eller blev beskæftiget ved de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev rigtig store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, General Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker, Rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.

 

En godsbanegård var vigtig

Vigtigt for disse fabrikker var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet. Går man en tur i kvarteret kan du endnu aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter selv om det allermeste for længst er revet ned for at give plads til boliger.

I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevogne ført videre til lorteøen Amager.  Det sidste latrintog kørte så sent som i 1936.

I 1916 begyndte man anlæggelsen af godsbanestationen Den 27. februar 1967 var det slut med den.

 

Kig efter rester – i Rådmandsgade

Men kig nu godt efter, så kan du få øje på de knopskudte baghusindustrier, tydeligst er nok Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har der været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er totalt forandret. Nu er det børnehave.

I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historier og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.

Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejfabrik.

 

Den lille Havfrue blev lavet i Rådmandsgade

Det er sikkert heller ikke mange der ved at ”Den Lille Havfrue” er lavet i Rådmandsgade på Lauritz Rasmussens Bronzestøberi.  Efter at have haft virksomheder forskellige steder så startede han i 1896 på Rådmandsgade 16. Fabrikken havde mange forskellige tilknyttet. I travle tider havde man helt op til 40 ansatte.

Mange kendte springvand og andre monumenter er lavet her. Størst opsigt vakte nok Storkespringvandet. For storkene er i virkeligheden hejre. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” kritiserede dette populære springvand synd og sammen. Og ved indvielsen var der regulære bølleoptøjer.

Et par gange snakkede man om at flytte dette springvand. Nu var folkesangeren Cesar med til at gøre stedet populært for ungdommen med sin sang om Storkespringvandet. Hvis nu denne var landet i Højskolesangbogen kunne vi have sunget den.

Og jo, kan I huske da Den Lille havfrue mistede sit hoved. Ikke et øje var tørt. Det var i 1964. det var også Lauritz Rasmussen, der kom til at udføre dette. Og det skete efter billedhugger Eriksens gipsform.

Virksomheden på Rådmandsgade lukkede i 1967.

 

Nyskabelser hos Holger Petersens Tekstilfabrik

Og ikke mange ved i dag, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.

Vi skal nævne Holger Petersens Tekstilfabrik fordi den var nyskabende. På et tidspunkt havde alle disse fabrikker beskæftiget 2.000 mand. En del af disse bygninger kan den dag i dag ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde man en absolut social indstilling til medarbejderne.

Fabrikken udvidede mange gange. I 1883 var det at byggeriet startede på Tagensvej. To år efter startede opførelsen af arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen opført et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne afholdes fester og ugifte arbejdere kunne spise her.

 

Det gav en stabil arbejdsstyrke

Boligerne og de mange faciliteter skulle give en stabil arbejdsstyrke.  Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på. Der blev også oprettet småhaver og marketenderi.

I årene mellem 1893 og 1903 kom der flere bygninger til. Man nåede op på at beskæftige i alt 700 mand. Produktionen på fabrikken blev indstillet i 1966. Og i 1990 blev den ældste del af bygningskomplekset fredet.

 

Mange navne – det endte med Atlas

Atlas startede egentlig i Nakskov. Først hed fabrikken Godthåb, siden Tuxen og Hammerich. Da fabrikken flyttede til Nørrebro, ændrede den navn og kunne man tegne aktier i fortagenet. I 1898 var bundforholdene i Hillerødgade ikke specielt godt egnet til de store bygninger.  Virksomheden startede den 2. januar 1899. Men ak allerede året efter var der en 5 måneder lang strejke.

I 1907 købte man en nabogrund i Baldersgade, og det gjorde man også i Hillerødgade. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværker. Ja selv dampmaskiner producerede man.

 

14 dages ekstra løn var uhørt

I 1924 fik alle månedslønnede 14 dages ekstra løn. Det var uhørt på den tid. I 1925 blev man ramt af lockout. Det lykkedes at skabe en lukket kølemaskine, som man kaldte Glacia. Det blev en kæmpe succes. Men ak, hvis den skulle repareres, skulle den tilbage på fabrikken. Man var på vippen til at droppe produktionen, men så fandt et lyst hoved en løsning.

I sidste halvdel af 1930’erne købte J. Lauritzen aktiemajoriteten.

 

Tyskerne mødte op på fabrikken

Den 22. april 1940 klokken fem om eftermiddagen sad direktør Mansted på sit kontor. Telefonen ringede. Det var den tysk overkommando, der ville komme på besøg. Fire tyske officerer dukkede op en time efter. De forlangte at se fabrikken. Man forlangte nu at få et tilbud på hydrauliske presser. Og tilbuddet skulle ligge på kaptajn Fortman’ s skrivebord dagen efter.

Og ikke nok med det. Tyskerne besatte store dele af fabrikken og forlangte flere varer fra fabrikken. Tyskerne læste nu al den post, de ville og eksporten gik i stå. Modstandsbevægelsen betragtede Atlas som landsforrædere. Og flere mærkelige brande opstod på fabrikken. Politiet kunne ikke finde beviser på, at det var Modstandsbevægelsen.

 

Våben til Modstandsbevægelsen

I april 1944 foretog modstandsbevægelsen en bombeaktion mod Atlas. Med ledelsens vidne blev der også fremstillet våben til modstandsbevægelsen på fabrikken og ja der var også en afdeling af modstandsbevægelsen Ringen på fabrikken.

Atlas blev undersøgt efter krigen for landsforræderi. Tre år senere blev det fastslået, at det var der ingen grundlag for.

 

Advarsel fra A.P. Møller

I 1950 gjorde firmaet sig bemærket ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede.  Man fik halvdelen af det som aktionærerne fik. Halvdelen af dette blev udbetalt og den anden halvdel gik til sociale formål.

Dette resulterede i et brev til Knud Lauritzen fra skibsreder A.P. Møller:

 

  • Som eftertænksom dansk Borger beklager jeg at deres Koncern har taget dette Skridt, som for mig står som letsindigt. Man bør være varsomt med Sligt.

 

Nogle af de velfærdsordninger som medarbejderne opnåede på Atlas, blev senere indført som lov i Danmark.

Ja man købte også sommerhuse til medarbejderne.

I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge hele produktionen af husholdningsmaskiner. Man fortsatte med de store maskiner under navnet BAFA (Baldersgade – Fasanvej).

Men i 1973 var det slut. I Ballerup var der fem gange så meget plads som på Nørrebro.

 

Det startede på 3. blegdam

En af de største fabrikker overhovedet på Nørrebro var Titan. Det hele startede med et maskinværksted på 3. blegdam i 1856. Da den blev for lille byggede manden bag det hele, Hauberg en fabrik i Meinungsgade, der fik navnet Koefod & Hauberg.

Men snart byggede han på Tagensvej. Samtidig var Hauberg maskiningeniør på sporvognene. Nu blev navnet på fabrikken Titan. Og de var også indblandet i sejladsen på søerne.

 

Brand og ingen vand i ledningerne

Den 15. marts 1899 udbrød der brand i virksomheden. Året forinden havde virksomheden gjort opmærksom på at der ikke var nok vand i de vandledninger, der gik af Tagensvej. Og der var ikke sket noget. Det var en katastrofal brand.

Men virksomheden blev bygget op igen.

 

Tyskerne mødte op

Under besættelsen placerede tyskerne vagter på virksomheden. Man tvang virksomheden til producere for sig. Hvad tyskerne vidste var, at der på fabrikken var en modstandsbevægelse, der producerede våben.  Flere medarbejdere måtte flygte til Sverige. Der var også flere sabotageaktioner mod virksomheden.

I 1965 skete der en fusion med Thrige. Og så var det efterhånden farvel til Nørrebro. I dag lever firmaet i bedste velgående under navnet T – Electric.

 

En Skæremølle ved Nørrebrohallen

Omtrent, hvor Den Røde Plads ligger i dag foran Nørrebrohallen lå Skæremøllen allerede før århundredskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro. Praktisk nok, lå den lige i nærheden af jernbanen. Så skulle hestene kun fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggematerialer til den voksende bebyggelse på Ydre Nørrebro dengang.

Allerede i 1809 var her en mølle på Kløvermarken, som det blev kaldt. I 1828 var der 8 mand ansat her. Indehaveren kaldte sig også vognmand og hyrekusk. I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokums- bygning, svinesti og vognskure.

I 1873 blev skæremøllen ramt af atter en brand. Savværket blev nedlagt. En bagermester købte ejendommen. I 1906 blev det hele revet ned. En moderne ejendom opstod. Og fra 1906 til 1913 lå her Stefans Biografteater. Så flyttede denne hen på hjørnet af Hillerødgade og Nordbanergade. Den lukkede så i 1928.

 

Da man næste kørte kongen ned

Det er ikke så mange der er klar over det, men der blev i den grad samlet biler på Nørrebro. Det begyndte med den såkaldte ”Hammel” – bil” fra 1888. Den kørte pludselig ud fra en baggård. En avis kunne fortælle, at man havde set et køretøj uden hest foran. På en af de første ture var man ved at køre kongen ned. Hvem der blev mest chokeret melder historien ikke noget med.

Vores bil var med i et rally i England i 1950’erne. Det var den ældste i løbet. Og den blev da også sidst med en tophastighed på 25 km/t. BBC afbrød deres programmer, da den kom i mål.

 

Ford og GM

I Danmark producerede Ford 325.000 biler og General Motors 600.000 biler.

Ford startede i 1919 en samlefabrik i Heimdalsgade. Senere fortsatte de i Sydhavnen. Og de trækasser, som disse biler kom i, kunne man købe hos cigarhandleren i Sigurdsgade 2 (nu Skjolds Plads) Man brugte dem til klædeskabe og de store til skure og kolonihavehuse.

I 1929 flyttede GM til Aldersrogade. Man fremstillede også køleanlæg. Under krigen fremstillede GM flymotorer.

Efter krigen kom der gang i produktionen. Det var mest Opel og Vauxhall personbiler, man samlede. Man færdiggjorde efterhånden en bil hver 3 ½ minut. GM lukkede fabrikken på Nørrebro i 1974. Ford lukkede deres fabrik i Sydhavnen efter at den var flyttet fra Nørrebro – i 1966.

 

Før Mjølnerparken var her en papirfabrik

Og tænk engang, der hvor Mjølnerparken ligger i dag, var der en kæmpe papirfabrik. Den havde i tidens løb mange navne. Egentlig startede De Forenede Papirfabrikker allerede i 1889. Men det store anlæg ved Tagensvej startede i 1933.

Der var masser af fabrikker i hele koncernen bl.a.  Nørrebro Papirfabrik. Efter 46 år sluttede et stykke industrihistorie. Det var den 31. juli 1979.

 

Cloetta i Blæksprutten

Ude ved Lersøen havde man også en egen station, den såkaldte latrinstation. Her kørte man med de såkaldte ”Chokoladevogne”. Det fik så Blæksprutten til et år at gengive en vittighed. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder. Han var så blevet slæbt med her ud på Lersøen:

 

  • Was ist den dass?
  • Chokoladewagen
  • Ach so – von Cloetta
  • Nein von Closetta

 

Fusioneret med Kehlet

I 1862 startede Brødrene Cloetta en chokoladefabrik på den gamle Sortedams Mølle. Og det som de fremstillede faldt i den grad i danskernes smag.

I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 i en ny stor bygning. I 1929 blev firmaet omdannet til aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De havde i forvejen en chokoladefabrik på Nørrebro.

 

På besøg i Hørsholmgade

En omtale af firmaet i Hørsholmsgade i datidens medier lyder således:

 

  • Enhver der har set sligt et nymodens Fabriksanlæg, fuldt ud svarende til Tidens Forordninger i henseende til Teknik og Hygiejne, vil vide, hvor lækkert et Indtryk det i Grunden gør.
  • Rummene er høje og lyse. Maskinerne straalede blanke. Luften var frisk og ren. Men i en fabrik som Brødrene Cloetta er Luften tillige behagelig krydret af Produktets pikante Duft, ligesom gennemtrængt af en egen fin Duft, ligesom gennemtrængt af en egen fin, sød Aroma – om det skyldes den eller den lille udsigt til alle Sider fra store Vinduer eller de Højløftede Sales hyggelige Præg, nok er det at alle Arbejdere og Funktionærer synes at se sundere og mere tilfredse ud end Folket flest.

 

I 1954 flyttede fabrikken til Glostrup. Og i 1960 blev det overtaget af finske Fazer. Lokalerne blev til Dansens Hus.

 

To andre chokoladefabrikker

Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Og hvor Otte Brandenburg fik sin debut. Her havde et missionsselskab senere til huse.

Vi havde sandelig også en chokoladefabrik, der hed Elisabethsminde, Den lå i Heimdalsgade 14 – 16. Her har også ligget en moske og skofabrik.

Ja egentlig var lokalerne oprettet til ”Drops- og Konfektfabrik”.

 

Stakkels knægte på hesteskofabrikken

På Tagensvej 7 lå Københavns hesteskofabrik. Man lavede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægte med gloende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.

 

Et olieraffinaderi blandt boligblokke

Midt på Nørrebro lå et olieraffinaderi. Det var omkring Nannasgade 6-10. Virksomheden hed L.C. Glad og Co. Man kan undre sig at så brandfarlig virksomhed blev anlagt her. Det gik da også galt.

Den 4. sept. 1980 blev virksomheden ramt af en voldsom brand. På et tidspunkt var det fare for de nærliggende beboelsesejendomme. I dag er grunden stadig forurenet, så meget, at der ikke bliver bygget området. Det er omkring Banana Park.

 

Da politiet brugte tåregas

I Heimdalsgade 45 – 47 huserede ”De Forenede Gummi – Og Luftringefabrikker Schønning & Arvé. Det var her, at vi så de voldsomme kampe mellem BZ’er og politiet. Ja det var den 24. oktober 1981. Her anvendte politiet for første gang tåregas.

Da de unge så blev tvunget ud. stod politiet parat med stavene og huggede løs.

Fabrikken havde allerede fra 1924 fremstillet ballondæk af corslærred. Og så overtog ØK aktiemajoriteten.

I 1981 ophørte produktionen i Hermodsgade. Virksomheden var blevet opkøbt af Codan Gummi A/S

 

  • Og sådan kunne vi bare blive ved. Dette var blot en meget beskeden del af industrien på Nørrebro

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.175 artikler
  • Under Nørrebro finder du 304 artikler
  • Under Industri på Nørrebro (Nordvest) finder du 36 artikler
  • Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings historie) finder du 29 artikler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Afnazificering og Hungersnød – syd for Grænsen

August 25, 2021

Afnazificering og Hungersnød – syd for grænsen

Derfor havde nazismen så stor succes syd for grænsen. Man opdagede for sent, at Nazismen ikke var et mirakel. Briterne gav Danmark tre valgmuligheder. Slesvigerne ville hellere være sig selv. Briterne foretrak østtyske embedsmænd. Flygtningene var ikke til fare for Danmark. Regler mod flygtninge. Blandede ægteskaber udgjorde en trussel mod Mindretalsledelsen. Der var mange fordomme. De dansksindede sydslesvigere fejlfortolkede udviklingen. Speck – Dänen. Mange unge blev presset i NSDAP. Folk/Forbrydelser blev inddelt i kategorier. Det handlede om at have gode forbindelser, da tyskerne overtog afnazificeringen. ”De små hænger man og de store lader man undslippe”. Ydmygende og belærende at skulle svare på spørgeskemaerne. Afnazificeringen blev behandlet forskellig. Russerne erstattede nazister med kommunister. 200.000 tyskere blev sat i usle lejre. Tyskerne mente, at man skulle videre. Derfor blev afnazificeringen afskaffet.  Befolkningen var solidarisk med de dømte nazister. Fem år efter krigen blev så godt som alle benådet. Masser af top-nazister i ledende stillinger i Slesvig – Holsten.

 

Derfor havde nazisterne så stor succes syd for grænsen

Der har været fremsat mange forklaringer på, hvorfor der var så mange nazister i Flensborg og Sydslesvig. Og der har også været mange forklaringer på, hvorfor nazistiske embedsmænd kom tilbage.

Da Tyskland manglede et egentligt bondeparti, samledes kriseramte bønder i stort tal under de nazistiske faner. Derfor er det noget mærkeligt i, at nazismen var særlig stærk i et så landbrugspræget område som Sydslesvig.

I byerne var det arbejdsløsheden, der hærgede. Ved Rigsdagsvalget i Flensborg i 1930 var der en kommunistisk fremgang fra 1.143 til 4.004 og en nazistisk fremgang fra 844 til 6.309. Disse tal viser vel nærmest fortvivlede økonomiske forhold i byen. Ja det skrev H.V. Clausen i sin Sønderjyske Rejsehåndbog fra 1932.

 

Nazismen var ingen mirakel

Troels Fink skrev i ”Sønderjylland siden Genforeningen” kort og godt, at den vældige tilslutning til det nazistiske parti i Sydslesvig:

 

  • Er et vidnesbyrd om, hvor hårdt krisen ramte, og hvor desperat stemningen var blevet.

 

Lorenz Rerup skriver i sin bog om Slesvig Holsten, at der i vinteren 1931 – 1932 var 8.000 i Flensborg uden arbejde.

Mange havde set nazismen som et mirakel uden nogen anelse om, ensidige dybere forståelse af nazismens betydning og sande væsen.

 

Briterne gav Danmark tre valgmuligheder

Allerede den 16. maj 1945 forlangte det danske mindretals vælgerforening SSV at regeringen i København skulle udøve tryk på de allierede.

Og minsandten om ikke Briterne faktisk senere giver Danmark tre alternative muligheder. Men det var næsten som ”en pistol til brystet – politik”. Man forlangte næsten et svar med det samme. Danmark skulle også overtage alle de flygtninge, der var kommet tril Slesvig – Holsten.

Man skulle tro, at der først skulle en folkelig modning til og en national afklaring med valg og så videre.  Man kunne vel ikke bare flytte grænsen før udviklingen var berettiget til det.  Og så skulle man tro at Tyskland måtte nå frem til lige vilkår i materiel henseende før afgørelsen blev truffet. Der skulle vel også finde en efterfølgende afstemning i Danmark sted.

 

Slesvigerne ville være sig selv

Slesvigerne har hele tiden villet være sig selv. Dernæst kom så forbindelsen til Holsten og så på tredjepladsen kom først forbindelsen til Danmark. På sidste pladsen kom forholdet til Preussen.

Man har gennem historieformidlingen helt glemt slesvigernes holdning. Således gav de i 1918 – 20 udtryk for glæde ved frigørelsen fra Preussen. De udtalte:

 

  • Vi kræver en vidtgående selvstændighed, der svarer til vores gamle rettigheder. Vi vil forvalte os selv og pleje vor folkeejendommelighed.

 

Ved åbningen af den nydannede slesvig-holstenske landdag den 26. marts 1946 indrømmede overpræsident dr. Seltzer således, at:

 

  • Slesvig-holstenerne kun ugerne havde ladet sig indlemme i den preussiske stat og aldrig havde følt sig hjemme under dens autoritære styre.

 

Briterne foretrak embedsmænd fra Østtyskland

Nu var de allierede ikke særlig imødekommende over for de dansksindede syd for grænsen. Men det var det i begyndelsen for da var der dansksindede, der fik tilbudt ledende embedsmænds-poster. Men ak, senere foretrak briterne østtyske flygtninge til disse poster.

Der kom hundrede tusinder af flygtninge. Allerede i april – maj 1945 kunne der spores spændinger.

Ret hurtigt blev de dansksindede sydslesvigers optimisme vendt til pessimisme. I Danmark kunne det ikke skabes politisk flertal til Sydslesvigs indlemmelse i Danmark.

 

Flygtningene var ikke til fare for Danmarks sikkerhed

Det var ikke flygtninges store sociale problemer, der bekymrede de dansksindede. Det var tværtimod den folkelige og nationale trussel, flygtningene udgjorde. Samtidig stod det mere og mere klart at de britiske soldater samarbejdede med det, der var tilbage af den tyske forvaltning.

De dansksindedes bestræbelser for at blive indlemmet i Danmark var ikke populært hos den sydslesvigske befolkning heller ikke hos flygtningene. Nu blev administrationen også fyldt med østpreussiske embedsmænd som briterne indsatte i massevis. De dansksindede beskyldte flygtningene for at vise nazistiske tendenser. De var alt for autoritetstro og snart bredte et rygte sig, at de var til fare for Danmarks sikkerhed.

Man mente at flygtningene ville kolonisere Sydslesvig og fortrænge den hjemmehørende befolkning. Den firkantede holdning hos de dansksindede sydslesvigere bredte sig til Danmark.

 

Igen gik briterne imod Danmark

I 1947 mente 88 pct. af den danske befolkning ifølge en Gallupundersøgelse, at Danmark burde forhindre flygtningenes bosættelse i Sydslesvig. Næsten lige så mange mente, at flygtningene ikke burde have de samme politiske rettigheder som den hjemmehørende befolkning.

Håbet om, at kunne samle alle hjemmehørende for Danmark og mod flygtningene blev en illusion. Da den tyske lejr fik stærkere fodfæste efter at det var blevet tydeligt, at Danmark ikke umiddelbart ville modtage Sydslesvig, blev flygtningene velkomne partnere på den tyske side.

Denne kendsgerning blev imidlertid ikke taget til efterretning i mindretalsledelsen. Den fortsatte med at give flygtningeproblemet en national dimension. Det gjorde konflikten mellem hjemmehørende og flygtninge til det egentlige problem i efterkrigens grænsestrid.

Danmark kunne slet ikke komme igen med deres krav om fjernelse af flygtningene. Hvor skulle man i øvrigt anbringe dem? Briterne accepterede overhovedet ikke det danske argument med at de udgjorde en fare for Danmarks sikkerhed. I øvrigt ønskede briterne ikke danskernes indblanding i de indre politiske forhold i Tyskland.

 

Regler mod flygtningene

Hvorfor fik de dansksindede pludselig så mange tilhængere? Var det madrationerne? Nej mange ”ny” – danskere nævnte, at det var flygtningene, der gav anledning til sindelagsskiftet.

For at forhindre at flygtningene blev medlemmer hos de dansksindede blev der indført regler, der skulle forhindre at de meldte sig ind.

En undersøgelse af medlemstilgangen i 1945 – 48 samt en undersøgelse af den medlemsrevision, der fandt sted i forbindelse med de nye vedtægter i 1946, bekræfter derimod ikke tesen om, at flygtninge i større grad skulle være søgt ind i mindretallet. Tværtimod tyder alt på, at mindretallet håndhævede reglerne.

 

Blandede ægteskaber udgjorde en trussel, mente mindretalsledelsen

Det danske mindretal forsøgte at afgrænse sydslesvigerne fra flygtningene. Et ægteskab med en flygtning betød at man blev smidt ud af gruppen. Man tog udgangspunkt i Claus Eskildsens bog ”Dansk Grænselære”. Sydslesvigerne var anderledes end tyskerne og anderledes end holstenerne og flygtningene. Sådan var holdningen hos de dansksindede sydslesvigere.

Men de blandede ægteskaber blev af mindretalsledelsen betragtet som en alvorlig trussel. En sydslesviger, der valgte en ægtefælle syd for Ejderen, blev anset for at være tabt for den danske sag. Det samme gjaldt børn fra blandede ægteskaber.

 

Der var mange fordomme

Den danske presse i Sydslesvig var med til at sprede de dansksindedes syn på flygtningeproblematikken. Flygtninge blev skildret som de mest ivrige slesvig-holstenere, der brugte de gamle blå-hvide-røde oprørsflag og sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”, selv om det var med en mærkelig accent.

Set fra avisernes side, så var det især fra flygtningene de anti-danske udtryk som landsforrædere, flæskedanskere, Lumpenpack, Gesindel m.m. blev brugt. Ofte blev flygtninge og nazister slået i hartkorn.

De hjemmehørende, der oprindelig var imod at give flygtningene stemmeret så det nu som en fordel. Det kunne øge de tyske stemmetal mod de danske.

Det var briterne, der ophøjede Slesvig-Holsten til en delstat i 1946. Det danske gled mere og mere i baggrunden på bekostning af Slesvig. Fra 1948 hed det SSW og ikke mere SSF.

 

De dansksindede sydslesviger fejlfortolkede udviklingen

Indtil 1949 ville hverken CDU eller SPD anerkende eller endda samarbejde med de ”danske separatister”. I det daglige arbejde kunne man heller ikke vente megen imødekommenhed fra de andre partier.

Set med efterkrigens øjne så fejlfortolkede de dansksindede sydslesvigere og deres støttegrupper i Danmark flygtningeproblemet i Sydslesvig. I længden viste det sig uholdbart at konstruere en national modsætning mellem flygtninge og hjemmehørende danske såvel som tyske. Konflikten var først og fremmest en social konflikt.

Hverken unge sydslesvigere eller unge flygtninge synes at have fornemmet hinanden som fremmede eller endda ”artsfremd”.

Fortyskningen af sydslesvigerne var ikke så overfladisk som man havde håbet fra dansk side. SSF – medlemmerne i mange landdistrikter så intet ondt i at deltage i udpræget tyske kulturelle arrangementer.

Sydslesvig blev ikke et nyt Nordpreussen. Befolkningen blev i de første år efter krigen nærmest fordoblet.

 

”Speck – Dänen”

Begrebet ”Speck-dänen opstod, vel ikke uden grund. Alle dem, der kunne bekende sig til danskheden, fik leveret levnedsmidler. Nu fik alle danskere fordoblet deres kalorieindtag fra 1.500 til 3.000 kalorier.

Selv den tyske formand for SPD, Kurt Schumacher brugte det ord om danskerne.

På alle danske skoler blev der dagligt servet et måltid. Imens herskede hungersnøden i Slesvig-Holsten.

I juli 1945 blev der leveret 3.700 hjælpepakker. I august 1947 var man oppe på hele 70.000 hjælpepakker.

I 1947 havde de dansksindede fået 99.500 stemmer. Det svarede til hele 30 pct. Hvis man ikke tog flygtningene med, var man helt oppe på 50 pct.

Nord for en linje fra Slesvig til Tönning havde hver tredje eller fjerde vedkendt sig danskheden.

 

Mange unge blev presset ind i NSDAP

En lærer havde allerede før maj 1933 meldt sig ind i NSDAP. Han fik at vide, at på dette tidspunkt burde han kunne have stået for trykket. Han måtte ikke fortsætte som lærer efter krigen.

En anden mand meldte sig ind i NSDAP i maj 1933. Han måtte gerne søge en ledende stilling inden for postvæsnet. Hans medlemskab i det nazistiske parti blev ikke betragtet som en hæmsko. Under krigen var det en forudsætning for at bestride et sådant job at være medlem af nazistpartiet.

Dette er bare to afgørelse fra Afnazificerings – udvalget fra Kreds Rendsborg i foråret 1947. Eksemplerne viser hvor tæt afgørelserne ligger og hvor tilfældig pendulet kan hælde til ens fordel.

Fra kreds til kreds blev der taget forskelligartede afgørelser. Nogle steder kiggede man ikke på om man bare havde været medlem af NSDAP eller en meget aktiv medspiller på Hitler – holdet.

 

Folk blev inddelt i kategorier

Godt nok forsøgte myndighederne at kategorisere ens ”forbrydelser”. Man tog også hensyn til de ny besvarelses-dokumenter og ved at afhøre en om den brune fortid.

I Nordtyskland eller nærmere i Slesvig så landede befolkningen således efter myndighedernes bedømmelse:

 

  • Kategori 1-2 – 206.000
  • Kategori 3 – 2.217
  • Kategori 4:- 6.650

 

Hvem gemte sig bag disse kategorier? Der var i alt 5 kategorier.

  • Hovedskyldige
  • Belastede
  • Mindre belastede
  • Medløbere
  • Uskyldige

 

Det handlede om at have gode forbindelser

Men når man tænker på, at Gau-leiter i Slesvig – Holsten, Hinrich Lohse landede i kategori 3, så må der have været noget galt. Denne person var særdeles aktiv også i Sønderjylland.

Men det handlede om at have gode forbindelser, venskaber og sociale relationer. Og så var der næsten lige meget, hvad man havde lavet. Ja sådan var det, da tyskerne selv overtog den administrative forvaltning af afnazificeringen.

 

De små hænger man og de store lader man undslippe

Det skete allerede den 5. marts 1946. Såkaldte ”Spruchkammern” skulle bedømme den politiske holdning og sindelag hos millioner af tyskere. Disse kontorer bestod for det meste af amatører og kun ganske få jurister.

Målet var at fjerne nazister fra offentlige embeder. Men ak. Hele aktionen var en fiasko. Tyskerne opfattede det således at:

 

  • De små hænger man og de store lader man undslippe

 

Ydmygende og belærende

Egentlig var hele aktionen en chance for tyskerne at få hvisket fortiden væk. Men der skulle gå årtier inden dette skete.

Problemet var, at de fleste tyskere ikke erkendte nogen form for skyld. De mente, at de var blevet ofre for en gal mands værk. Tyskerne ville heller ikke belæres af sejrsmagterne. De følte, at de 133 spørgsmål, som de skulle svare på var særdeles ydmygende. Mange mente også at mange af spørgsmålene var banale og slet ikke handlede om det, de burde.

Således skulle svare på, hvor stor ens indkomst var fra den 1. januar 1931. Man skulle også opgive alle de rejser og evt. felttog man havde foretaget sig gennem årene. Ens opholdssted med tidsangivelse.

Man skulle angive hvilke organisationer man havde været medlem af og i hvilke nazistiske organisationer man havde arbejdet og hvilken rang man havde til sidst. Hele 14 nazistiske organisationer var nævnt i spørgeskemaet. Der var ingen plads til at angive begrundelser eller forklare, hvorfor man havde handlet som man gjorde.

 

Afnazificeringen blev behandlet forskellig

Således er der eksempler på, at gymnastiklærere havde truet deres elever med klø, hvis de ikke meldte sig til fronten.

De forskellige tyske kontorer behandlede afnazificeringen forskellig. Tyskerne fandt så ud af, at såfremt man kunne fremvise anbefalinger fra bekendte, der skrev, hvor god man var og hvor ofte, man gik i kirke, ja så hjalp det på bedømmelsen.

 

Russerne erstattede nazister med kommunister

Ledelsen i NSDAP, SS eller Sikkerhedspolitiet (SD) fik en bøde på 4.000 mark eller 2 års fængsel. Men på grund af den store mængde af sager blev det aldrig rigtig gennemført.

De forskellige besættelsesmagter varetog også håndteringen på hver deres måde.

De mest energiske var nok russerne. Indtil 1949 fjernede de 520.000 personer, der bare havde været medlem af et nazistisk parti og erstattede dem med kommunister. Der røg også ikke-nazister. Deres fejl var, at de ikke var kommunister.

 

120.000 tyskere sat i usle lejre

Indtil 31. marts 1948 håndterede amerikanerne dele af afnazificeringen. Men sagerne var endnu ikke afsluttet mod folk i kategori 1 og 2. Så kunne folk i kategori 3 blive straffet og se dem fra kategori 1 og 2 gå fri.

Hverken briterne eller amerikanerne kunne klare alle sagerne. Man led af mandskabsmangel. Dette betød at forbrydere i kategori 1 og 2 helt slap for tiltale.

Fra sommeren 1945 blev titusinder af ansatte fyret – særlig i den amerikanske zone.

Fra begyndelsen havde amerikanerne en liste med, hvem der automatisk skulle arresteres. De blev anbragt i interneringslejre. Og her var på et tidspunkt interneret 120.000 mennesker. Forholdene var elendige. Der blev talt om hævn og ”sejrs-justits”

 

Genopbygning af hele administrationen vigtigere end politisk undersøgelse

I Nürnberg-processen var 185 topnazister stillet til ansvar. Og blandt 2,4 millioner sager fandt man ud af, at 1,4 pct. var hovedskyldige eller belastede. Det var folk i kategori 1 og 2.

I november 1947 havde amerikanerne fundet frem til, at 640.000 i deres område var belastede. I januar var dette tal skrumpet ind til 230.000

Englænderne og franskmændene mente, at genopbygningen af hele administrationen var vigtigere end at lave en politisk undersøgelse.

 

Afslutning af afnazificeringen

I 1947 talte man allerede om at opgive afnazificeringen. Både CDU og SPD var ikke imod den beslutning.

I februar 1948 vedtog man i Slesvig-Holsten en lov

 

  • Til fortsættelse og til afslutning af afnazificeringen

 

Lad os komme videre

Indenrigsministeriet i Kiel fandt frem til en afslutning den 30. juni 1949.

De britiske myndigheder gennemførte i maj 1948 en undersøgelse. Den viste, at 3 ud af fire mente at afnazificeringen skulle ophøre.

Befolkningen var ikke særlig tilfreds med den måde de allierede gennemførte deres undersøgelser. For den lokale befolkning handlede det også om pension.

Briterne valgte i 1946 Theodor Steltzer som ministerpræsident i Slesvig Holsten. Han var tidligere dømt til døden af naziregimet for højforræderi i forbindelse med attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. men grundet heldige omstændigheder slap han fri.

Men selv han mente, at man hurtigst muligt kunne trække en streg og komme videre. Det vil sige, at han også gik ind for en hurtig afnazificering.

 

I 1949 var der flere der mente, at nu skulle der sættes en stopper for jagten på nazisterne. Selv kirken var fortaler for dette. Konrad Adenauer mente at forfølgelsen af nazister bragte flere ulykker.

 

Mange havde været gennem afnazificeringen

Den 17. marts 1951 blev der ved lov lavet en ligestilling mellem kategori 3, 4 og 5. Måske var derfor at gamle nazister fik topposter i den Slesvig – Holstenske forvaltning og hos andre myndigheder. Man så lige så stille gennem fingrene på, hvilken fortid man havde haft.

Fra 1949 til 1954 blev en masse af de dømte benådet og løsladt. Også de fleste embedsmænd med en brun fortid kunne nu fortsætte deres karriere. Også større krigsforbrydere slap for videre efterforskning.

Indtil 1950 havde 3,6 millioner tyskere i Vest-zonen været igennem afnazificeringen. 25.000 af disse blev placeret i kategori 1 eller 2.

En million blev placeret som medløber.

 

Befolkningen var solidarisk med de nazister, der var blevet dømt

Snart kom gamle nazister tilbage på deres stole i den offentlige forvaltning. Holdningen i den brede befolkning havde ikke ændret sig meget viste amerikanske undersøgelser. Og befolkningen var solidarisk med de nazister, der var blevet dømt.

I deres undersøgelser fandt amerikanerne ud af, at kun 30 pct. af tyskerne mente at nazismen var dårlig. Sådan var holdningen i 1948.

 

Fem år efter krigen var næsten alle benådet

Fem år efter krigen var næsten alle blevet benådet. NSDAP – kartoteket indeholdt navnene på 6,5 millioner medlemmer.

Man forsøgte at ignorere, hvad der var sket under Det Tredje Rige. Først i 1960’erne begyndte man at er kende, hvad der var sket.

 

Masser af nazister i topposter syd for grænsen

Langt op i 1950’erne var der ansat masser af nazister i stat, amt og kommune i Sydslesvig. Vi har i denne artikel forsøgt at finde ud af, hvordan dette kunne lade sig gøre. Og i dag har man travlt med at jage 90 – 95 årige mere eller mindre belastede vagtfolk.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.774 artikler:
  • Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) (359 artikler):
  • Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
  • Deserteret i Svendborg- livkvidret i Gelting Bugt
  • Flensborg – 20 dage som regeringsby
  • KZ- lejr Husum-Schwesing
  • Militære efterretninger i grænselandet
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Efterretningsvæsnet efter Nazismen
  • Det Danske Mindretal i Hagekorsets skygge
  • Lige syd for grænsen 1940 – 1949

 

  • Under Sønderjylland (207 artikler):
  • En jernbanestrækning i Sydslesvig

 

  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (143 artikler):
  • Sydslesvig – hvad er den sande historie?
  • Sønderjylland eller Slesvig
  • Flensborg skulle absolut til Danmark
  • Slesvig – Holstenisme – et flag og en sang

 

  • Under 1864 og De Slesvigske Krige (42 artikler)
  • Slesvig Holstenisme- et flag og en sang

 

 

 


Det Hemmelige Politi

August 22, 2021

Det hemmelige Politi

Magthaverne ville blive på magten. Dansk Politi blev grundlagt i 1682. Hoffet og regeringens efterretninger i Paris var mangelfulde. Kongen var bange. Han ville helst sejle rundt på kanalerne i Frederiksberg Have og tiljubles af folket ved bredden. 6 politidistrikter kunne bedre holde øje med folket. De hemmelige papirer skulle brændes. Sikkerhedspolitiet fik nye instrukser. Ikke mange betjente i 1800. Paspolitiet overvågede også borgerne. Politiet måtte ikke læse breve, men fjorde det alligevel. Folketællinger hvert halve år. Ernst Moritz Arnt var en farlig mand – syd fra. Frederik den Sjettes strategi var at slå hårdt ned. Han forlangte ”Et interimistisk Assistens korps. Officerer var indblandet i ”Jernringen” Man ville fremprovokere et kriminelt forløb. Arrestationen af Dr. Dampe vakte opmærksomhed. Anklageren forlangte dødsstraf. Kongen forvandlede dette til livsvarigfængsel. Kongen ville ikke give afkald på enevælden. Overvågning i foreninger, kroer og cafeer. Man skulle bare drikke lidt med dem og tale deres sprog. Sådan kunne man overvåge håndværkere. Møller videregav oplysninger direkte til politidirektøren. Sikkerhedspolitiet blev en succes – danskerne holdt sig i ro. Politiet har længe før terrorloven brugt civile agenter.

 

Magthaverne ville blive på magten

Det var tidligt, at vi blev overvåget. Dengang var det fordi at magthaverne ville blive på magten. Også i dag bliver vi overvåget som aldrig før. Du kan jo bare lægge mærke til, hvor besværligt det er blevet, når du skal hente historisk materiale i arkiverne.

I 1800 – tallet blev der opbygget et helt nyt sikkerhedspoliti i København. Mange hemmelige og skriftlige sagsakter blev som regel omhyggeligt destrueret. Men heldigvis blev ikke alle dokumenter destrueret. I dag kan vi dog opleve at dokumenter er bortkommet.

 

Dansk Politi grundlagt i 1682

Det danske politi blev grundlagt i 1682, da Christian den Femte udnævnte Claus Rasch som politimester for København. På det tidspunkt var politi en betegnelse for de ordensregler, der skulle fremme handel og produktion i byerne. Med etableringen af Københavns Politi håbede enevælden desuden at skabe en folkerig hovedstad, der kunne forsvare kongen under den svenske belejring i 1659. Samme motiver lå bag skabelsen af verdens første politi i Paris.

 

Hoffet og regeringens efterretninger i Paris var mangelfulde

Ludvig den 16. mistede hovedet på guillotinen i Paris i januar 1793. Hoffet og regeringens efterretninger havde været mangelfulde. Den fejl ønskede andre ikke at gentage. I hvert fald ikke kronprins Frederik – den senere Frederik den Sjette i spidsen.  Han var nervøs ved uregelmæssigheder i samfundet.  Han ville for alt i verden sikre sit enevælde. Han var medvirkende til, at der blev oprettet en politistat.

 

Kongen var bange

Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev jøder jagtet. Der blev smidt brosten ind ad butiksvinduer, som vi langt senere oplevede på Nørrebro. Dengang frygtede kongen at man ville styrte ham. Og han ville ikke give afkald på sin enevælde.

Tidligt blev også tidsskrifter overvåget. Man kaldte tingene for ”Skrivefrækhed”. I dag kan man vel kalde det for ytringsfrihed eller mangel på samme.

 

På kanalerne i Frederiksberg Have – tiljublet af folket

Kong Frederik ønskede at fremstille sig selv sig som en biedermeier- konge, den ophøjede borger med familie, der roede rundt på Frederiksberg Haves kanaler og lod sig tiljuble af det lykkelige folk på bredden. Han var blevet forfærdet over de borgerlige strømninger der fremkom i netop det borgerskab, som kongen mente at tjene.

Hvad før militæret og vægterkorpset kunne tage sig af med lidt øretæver hist og her og med kanonerne i Kastellet belejligt pegende mod byen, var ikke tilstrækkelig.

 

6 politidistrikter – kunne holde bedre øje med folket

Rundt om i Europa var der sket ting og sager. Den oprørske stemning ville også brede sig til Danmark. Samfundet kom under opsyn, langt mere end befolkningen anede. Det er lige som i dag.

Ved politireformerne i 1815 – 17, blev der oprettet 6 politidistrikter med politiassistentsstillinger. Så kunne man også her følge bedre med i københavnernes gøren og laden. Og så registrerede man også løbende mistænkelige personer.

 

De hemmelige papirer skulle brændes

Da sagen om Doktor Dampe, som vi senere vender tilbage til, var afsluttet i begyndelsen af 1820’erne, blev dokumenter omhyggelig pakket ind. De blev forseglet og ovenpå skrev politidirektør Kierulff:

 

  • Opbrændes uden at læses, såfremt det ej skal kunne iværksættes af mig selv ved politidirektørens fratrædelse.

 

Det skete dog ikke. Og da efterfølgeren i 1846 fandt pakken, adlød Bræstrup ikke den gamles bud, men gemte selv sagen, som dermed blev reddet for ejendommen.

 

Sikkerhedspolitiets nye instrukser

I tiden omkring Den franske Revolution begyndte navnet ”Sikkerhedspoliti” at dukke op i østrigske og preussiske politihåndebøger. I begyndelsen af 1800-tallet blev det standardbetegnelser for de nye politiaktiviteter som blev indført overalt i Europa.

Også herhjemme forekom det i politilærerbøger. Her talte man om ”det offentlige sikkerhedspoliti”, når det drejede sig om statens forfatning, regering, eller offentlige indretninger. og ”det private sikkerhedspoliti”. Som ved ”passende foranstaltninger” skal sørge for at sikre statsborgernes personer, ære og ejendom mod fornærmelser.

I en lærebog fra 1825 blev dette så dette udbygget. Nu skulle Sikkerhedspolitiet:

 

  • Skaffe sig kundskab om forbrydelser, som er i gære, at forekomme deres udbrud eller under forbrydelsens udøvelse pågribe gerningsmændene.

 

  • Udforske de ubekendte eller forfølge og anholde de bekendte ophavsmænd til allerede begåede forbrydelser

 

  • At eftersøge og pågribe allerede dømte, men fra straffen undvegne forbrydere

 

Ikke mange betjente i 1800

I 1800 omfattede den københavnske politistyrke en politimester (fra 1814. Politidirektør) en politiadjudant, 22 politibetjente og 164 nattevægter. Allerede året efter blev betjentstyrken øget med 10. Vægterstyrken blev fordoblet. Fra 1801 fik politiledelsen stillet 2.000 rigsdaler til rådighed.

Nu kunne man betale for informationer og udlove dusører.

Som den centrale figur bag disse informationer stod Hans Haagen, der fungerede som politimester 1800 – 09. Han forlod politiet og kom tilbage i 1814, hvor han blev den første politidirektør.

 

Paspolitiet overvågede også borgerne

Frem til 1801 var pasvæsenet en kommunal opgave. Men Haagen mente, at dette blev varetaget alt for lemfældigt. Derfor udvirkede han allerede samme pr, som han blev ansat, at danske Kancelli – datidens Justitsministerium – gav grønt lys for, at det københavnske paskontor kunne overføres til politiet, når dette fik nogle mere præsentable lokaler, hvor man kunne modtage rejsende af selv de fineste rangpladser.

Siden den store bybrand i 1794 havde korpset haft til huse på Charlottenborg. Men det var meningen, at man skulle flytte tilbage til Nytorv, når det planlagte råd – og domhus med tilhørende politikammer og arrester stod klar her.

Det blev dog en langstrakt affære. Først i slutningen af 1814 kunne man flytte ind her. På det tidspunkt var pasvæsenet for længst overgået til politiet. Da der i 1801 var udsigt til krig med England, forlangte Haagen nemlig at få paskontoret omgående overflyttet. Kun på den måde kunne han og hans folk effektivt kontrollere alle fremmedes bevægelser ind og ud af København, og med truslen om engelske spioner inden for voldene, var det et krav, regeringen uden videre bøjede sig for.

Under politiets ledelse udbyggedes paskontoret til en veritabel overvågnings- og efterforskningscentral, der – som vi senere skal se det – kom til at spille en vigtig rolle i den urolige tid efter 1815.

 

Politiet måtte ikke læse brevene

Men det var nu ikke alle reformer som dansk Kancelli brød sig om. Det gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt politiet måtte åbne breve i forbindelse med kriminelle efterforskningssager. I de første år havde Haagen adskillige gange anmodet Generalpostdirektøren om at få udleveret breve, som han efterfølgende ikke havde tøvet med at læse. Imidlertid havde han ingen som helst ret til at gøre dette. Derfor bad han i 1804 Kancelliet om at udvirke en formel tilladelse.

Denne gang var det en formel nej tak. Og han kunne godt få breve udleveret, men han måtte ikke læse dem.

 

Folketællinger hvert halve år

I 1807 angreb den engelske flåde igen København. Denne gang varede ufred heden frem til 1814. Statsleder m.m. samledes i Wien for at diskutere fremtidens politik i Europa.

I1815 udnævnte Frederik den Sjette justitsminister Frederik Julius Kaas til politichef. Man kan sige, at der var tale om et min – ministerium med en enkelt medarbejder.

Der var sivet informationer ud fra Det danske kancelli. Og det kunne blive farligt. Ikke mindst hvis det drejede sig om topfølsomme efterforsknings – og overvågningssager.

Hvert halve år afholdtes folketællinger over alle byens indbyggere. Alle de mange mandtalsskemaer skulle afleveres til de lokale politistationer. Det var også her, tjenestefolkenes flytninger blev registreret. Herfra blev der også holdt øje med ekskriminelle og andre mistænkelige.

 

Ernst Moritz Arndt – en farlig mand syd fra

Ernst Moritz Arndt betragtes i dag som grundlægger af den tyske enhedsbevægelse i 1800 – tallets første halvdel. Gennem et langt liv kæmpede han for Tysklands enhed. Han studerede ved Universitetet i Greifswald. Her blev han i 1805 ansat som professor.

I 1916 ville han kombinere et familiebesøg i Pommern med en smuttur til Sverige. Men det kunne pludselig ikke lade sig gøre. Den svenske gesandt i Berlin ville ikke give ham indrejsetilladelse.

I stedet besluttede han for at tage en tur til den danske hovedstad. Her var der ingen visumproblemer. Han tog via Kiel, hvor der var færgeforbindelse. På universitetet i Kiel blev han modtaget med begejstring af de tysksindede lærere.

Enevold Engholm bemærkede dette. Han var tidligere kaptajn fra Hæren, men var blevet fyret. Han tænkte på at jans navn nu kunne komme til ære og værdighed. Så han skrev til politichef Kaas og advarede mod Arndts kommende besøg i København.

Han havde i 1814 omtalt danskerne som ”Et lille svagt folk, der ville være meget lidt, uden de landsdele, de har i forlening fra Det Tyske Rige”. I en brochure fra samme år havde professoren direkte kritiseret den danske forvaltning af hertugdømmerne, hvis indbyggere havde ret til at blive regeret:

 

  • Efter love og ikke efter love som underkastede slaver

 

Da Kaas læste Egholms brev, var han ikke i tvivl om, at Arndt måtte være ”meget mistænkelig”. Han bad omgående politidirektør Otto Hvidbjerg og lederen af Paskontoret, passekretær Christian Hasse, om at holde ”et vågent øje med ham” og især være ”opmærksom på det selskab, han søger”. Kass var uden tvivl bang for, at Arndt skulle sætte sig i forbindelse med nogle af de mange holstenere og slesvigere i København.

Selv om professoren blev overvåget døgnet rundt og hans værelse på hotellet blev undersøgt fandt man intet som helst kompromitterende.

 

Frederik den Sjettes strategi var at slå hårdt ned

Den 2. august 1819 brød der voldsomme uroligheder ud i den sydtyske by Würtzbug. Urolighederne bredte sig. Og man så dem snart i Hamborg. Her havde man også svært ved at opretholde ro. Og det var jøderne, der gik ud over.

Snart mærkede København også urolighederne. Frederik den Sjettes strategi gik ud på at slå hurtigt og hårdt til. Allerede den 3. september 1819 kunne man se, at gnisten var sprunget til København. Et opslag på Børsen opfordrede folk til at smide jøderne på porten.

Allerede 4. september samledes en stor folkemængde i Indre By og chikanerede jøderne. Den tilstedeværende politistyrke kunne intet stille op. Hvidbjerg blev tvunget til at rekvirere militær assistance. En infanteristyrke fra Hovedvagten kunne heller ikke stille noget op. Det var først da husarerne kom, at der skete noget.

Der blev udstedt en dusør på 4.000 rigsbankdaler for oplysninger, der kunne føre til hovedmændenes pågribelse. Alle offentlige forsamlinger blev forbudt. Og så blev alle værtshuse lukket mellem kl. 20 og kl. 5. Der blev indført udgangsforbud for tjenestefolk, børn og unge mennesker.

 

Et interimistisk assistancekorps

Den 11. september pålagde kongen at der blev oprettet ”et interimistisk assistancekorps for Københavns Politi”. Politiassistenter blev bedt om at lave en liste over brugbare mænd i de forskellige distrikter. En senere gennemgang viste, at kun sølle 11 af de 258 personer havde de egenskaber, der var nødvendige. Den 24. september blev dette projekt nedlagt.

Oberst Hans Staal Lützen havde fået en melding om at en vis kaptajn Top var involveret i:

 

  • Et selskab som ville gøre en revolution

 

Officerer var indblandet

Det var foruroligende at officerer var indblandet. Majestæten sendte straks al sin viden videre til sin politidirektør.

Hverken Frederik den Sjette eller Kaas var i tvivl om, at dette var en farlig bevægelse. Samtidig begyndte urolige grupper igen at bevæge sig rundt i Københavns gader om natten. Den 9. september 1820 betonede Kass over for politidirektøren, at:

 

  • Skal disse optrin vedvare, da kan det blive spørgsmål, om man længere sidde rolig eller vove et skridt.

 

Man havde hvervet Wendt og Høst. Men ingen af disse to kunne bruges i skygningsarbejde. Man skulle i gang med en intensiv skygning af Jernrings-gruppens absolutte uofficielle leder, litteraten Jørgen Blok Tøxen men også dennes nærmeste medarbejder, dr. Dampe.

 

Man ville fremkalde et kriminelt forløb

Efterhånden koncentrerede overvågningen sig nu kun om Dampe. Johan Wendt var blevet overlæge på Almindeligt Hospital. Han var også kendt for sin omfattende skribentvirksomhed. Han fungerede nu også som informant til politiet. Det lykkedes for Wendt at få en venskabelig forbindelse til både Tøxen og Damp.

Man blev enige om at fremkalde et kriminelt forløb. Det ville sende et kraftigt og utvetydigt signal til danskerne om, at det nu måtte være slut med alle de liberale forventninger om konstitutionelt monarki, trykkefrihed m.m., og at regeringen i sidste ende ville slå hårdt ned på alle systemkritikere.

Opgaven blev nu ved hjælp af politiagenter at fremprovokere en strafbar handling under så kontrollerede omstændigheder, at de pågældende kunne pågribes på gerningsstedet med fældende beviser, således at de med sikkerhed – og uden at man behøvede vidner – kunne dømmes.

Top, som vi omtalte tidligere, var blevet købt af politiet. Han spillede nu rollen som den falske ven, der opmuntrede Tøxen og Damp. Han fik til hånde og hjalp. Han havde også med politiets penge lejet et lokale i Brolæggerstræde nr. 73, hvor Dampe den 16. november 1820 skulle mødes med sine sympatisører.

 

Arrestationen af Dr. Dampe vakte stor opmærksomhed

Men i stedet blev stedet omringet og Dampe blev arresteret af en politistyrke, der straks greb ham og de papirer, han havde i lommerne. Herefter fulgte forhør på forhør. Først på Politikammeret og senere i den nedsatte kommissionsdomstol.

Arrestationen af dr. Dampe vakte uhyre opmærksomhed i København. Det blev senere det store samtaleemne. Ikke mindst blandt udenlandske diplomater var nysgerrige. For hvis det nu virkelig var et oprør i gang mod Frederik den Sjette, var der noget, der skal indberettes hjem om.

Budskabet var at der ville blive slået hårdt ned på enhver liberal opposition. Derfor bildte man folk ind, at politiet alene havde reageret, fordi mødet ikke var blevet lovligt anmeldt. Også i et enevældigt samfund med pressecensur var medietackling vigtigt.

 

Anklageren forlangte dødsstraf

Det var dem, der mente at Dampe skulle frifindes. Hans strafbare handling havde ikke kunnet foregå uden Tops aktive medvirken. Det var en udmelding, der stod i kraftig kontrast til anklageren, generalfidkal Wivets krav om at Dampe skulle ikendes dødsstraf efter Danske Lovs majestætsfornærmelses-paragraf.

Den 14. februar 1821 dømte kommissionen Dampe til døden, ikke på grundlag af Danske Lov, men med henvisning til den nyere trykkefrihedsforordning af 27. september 1799, hvis § 1 og 25 hjemlede dødsstraf for enhver, der opfordrede til oprør eller krævede forfatningsændringer.

 

Kongen forvandlede straffen til livsvarigt fængsel

Dommen blev ikke appelleret til Højesteret, men tre uger senere af Frederik den Sjette allernådigst formidlet til livsvarigt, strengt fængsel på Christiansø. I 1841 fik Dampe lov til at flytte til Rønne, men først efter enevældens afskaffelse i 1848 blev han definitivt benådet, hvorefter han vendte tilbage til fødebyen København. Her døde han i 1867, efter i 1858 have udgivet sine fængselserindringer.

 

Kongen ville ikke give afkald på enevælden

Efter Frederik den Sjettes død i 1839 forventede mange, at den nye konge ville afskaffe enevælden. Det gjorde i høj grad hovedstadens liberale, som direkte opfordrede ham til at gøre op med det gamle regimente. Det ville Christian den Ottende ikke høre tale om. Dette udløste ifølge forfatteren Johannes Lehmann det som han har kaldt ”Den store skuffelse”.

Mange liberale begyndte nu åbent at bekæmpe enevælden. Disse angreb førtes ikke mindst i medierne, hvor de liberale fagblade – Fædrelandet og Kjøbenhavnerposten gang dømtes for overtrædelse sf pressecensuren.

 

Overvågning i foreninger, kroer og Cafeer

Allerede i 1840 begyndte politiet at overvåge hovedstadens liberale miljøer samt at indsamle stemningsrapporter fra offentlige mødesteder som kroer, cafeer og foreninger. Læseforeningen Athenæum på Østergade 68 var med sine 700 medlemmer et af byens centrale mødesteder. Her ville det være oplagt at få placeret en informant.

Det viste sig ovenikøbet at være en let sag, idet foreningens bogholder allerede i 1835 havde sladret til politidirektøren om nogle medlemmers gøren og laden. Det drejede sig om Svend Christian Møller, som vi i 1828 finder ansat som kontorist og senere bogholder her. Da han i 1840 blev politiagent, var ansættelsen – uvist af hvilken grund – imidlertid ophørt. Han sendte fra sommeren 1840 og de næste år 100 udførlige stemningsrapporter.

 

Drikke lidt med dem og tale deres sprog

Som politiagent måtte Svend Christian Møller hele tiden passe på ikke at blive afsløret eller påkalde sig uheldig opmærksomhed samtidig med at han søgte at komme så tæt ind på folk som muligt. Det lykkedes godt for Møller. I oktober 1842 betroede han Brædstrup, at han en aften på Smedesvendenes Herberg havde gjort den erfaring at

 

  • Der i øvrigt slet ikke var vanskeligt at observere disse ellers studse knægte, når man blot drikker lidt med dem og taler et lige så populært sprog som de selv.

 

Møller videregav oplysninger til Politidirektøren

Mens Møller arbejde for politiet lykkedes det ham at blive deltidsansat sekretær for den nydannede ”Forening til Statsgældens Afbetaling”. Morsomt er det at læse hans referat fra dens bestyrelsesmøde i oktober 1841, hvor formanden den kendte teolog Jacob Lindberg, glædede sig over:

 

  • Den lykkelige danske regeringsform og den store frihed til at ytre sig i forsamlinger uden at befrygte at politiets hemmelige spioner omgav os.

 

Han skulle bare vide, at Møller umiddelbart efter mødet videregav hans udtalelser til politidirektøren.

 

Sikkerhedspolitiet blev en succes – danskerne holdt sig i ro

Man kan sige det ny sikkerhedspoliti var en succes. Danskerne holdt sig i ro – sådan da. De væltede ikke regeringen eller lavede revolution. Som vi har set. så lå det hemmelige politi overordnet i kongens og politichefens hænder, mens de enkelte operationer blev ledet af politidirektøren og af passekretæren, som begge kunne trække på egne betjente og på civilagenter og informanter.

 

Politiet har længe haft civile agenter

Politiets efterretningstjeneste har med terrorlovgivningen fået lov til at bruge civile agenter, men som det kan læses i denne artikel, har man tidligere anvendt sådanne. Dengang overvejede man skam også at lade disse agenter blive forsynet med et politiskilt.

Først efter Frederik den Sjettes død i 1839 vovede de liberale systemkritikere igen at løfte stemmen. I modsætning til 1819 havde det ny sikkerhedspoliti denne gang med glans bestået sin prøve.

 

Kilder:

  • Karl Peder Pedersen: Kontrol over København
  • Weekendavisen
  • PET-Kommissionen 2009 bd. 4
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Politihistorisk Årsskrift 2009
  • Historie 2003 – 1
  • Jacob Davidsen: Fra det gamle kongens Kjøbenhavn 1-2
  • Historisk Tidsskrift 1894 – 95
  • Marcus Rubin: Frederik den Sjettes tid – Fra Kielerfreden til Kongens død
  • Jens Engberg: Dansk Guldalder – eller oprøret i Tugt og Forbedringshuset 1817
  • dengang.dk – div. Artikler
  • b.dk
  • information.dk
  • historie-online.dk
  • byhistorie.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.773 artikler:

Under København finder du 191 artikler:

  • Historien om Overvågning 1-2
  • Masser af politibetjente
  • De forfulgte jøder
  • Jødefejden 1819
  • Tømrerstrejken 1819

Under Sønderjylland finder du 207 artikler:

  • Overvågning i Sønderjylland
  • Den Sønderjyske politiadjudant

Under Nørrebro finder du 304 artikler:

  • Politi og banditter på Nørrebro 1-2
  • Da Politiet gik patrulje på Nørrebro

 

Under besættelsestiden (før/under/efter) finder du 358 artikler:

  • Dansk Politi under pres
  • Politiet under Besættelsen
  • Ønskede og uønskede efter Besættelsen