Dengang

Artikler



Fra Chokoladefabrik til Bronzestøberi

September 18, 2020

Fra Chokoladefabrik til Bronzestøberi

Vi fortsætter vores industrivandring på Ydre Nørrebro. I denne artikel besøger vi Cloetta’ s Chokoladefabrik, Titan, Lauritz Knudsen og Lauritz Knudsens Bronzestøberi. Københavnerne kunne godt lide ”fyldt” chokolade. Til sidst gik Cloetta sammen med Kehlet. På Titan var man hårde over for lærlingene. Men de værste var madammerne. Værtshusene i området levede af Titans medarbejdere. Og så var det ikke nok vand i ledningen, da Titan var udsat for storbrand. Lauritz Knudsen satsede på tilbehør til elektricitet, men de byggede også radiomodtagere. Hos Lauritz Knudsen sørgede de lige for et nyt hoved til ”Den Lille Havfrue”. Og så var københavnerne ikke tilfredse med ”Storkespringvandet”

 

Cloetta’ s Chokoladefabrik

Det var herude på Latrinstation Lersø, at jernbananen kørte med de såkaldte ”Chokoladevogne”.

Det var jo den meget velkendte vittighed, som blev gengivet i Blæksprutten. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen:

 

  • Was ist den das?
  • Chokoladewagen
  • Ach so von Cloetta
  • Nein von Closetta.

 

Tre brødre fra Schweitz

I året 1848 var en ung mand ved navn Bernhard Cloetta kommet til Danmark fra Schweiz. Et par år efter kom hans to brødre Christoph og Nuttin også hertil. De to af dem arbejdede inden for konditori. Ja Christoph etablerede sin egen forretning.

I en ejendom på den gamle Sortedams Mølle startede brødrene i 1862 Brødrene Cloettas Chokoladefabrik. De havde fået et par maskiner stillet op. De måtte selv have folk til at male deres cacaobønner. Det havde de ikke selv maskiner til.

Deres produkter faldt i folks smag. Derfor købte de en ejendom i Niels Hemmingsensgade og indrettede her en ”Damp – Chokoladefabrik”. De brugte sådan noget nymodens noget som dampkraft. Om arbejdsvilkårene kunne man læse:

 

  • For de bedste mandelige Arbejdere er Daglønnen 4 kr, for kvindelige 2 kr. og desuden er alle Arbejdere sikrede ved gjensidige Syge- og Hjælpekasser samt ved Forsikringer ved Ulykkestilfælde.

 

Stigende afsætning

Man ville fremstille ren uforfalsket chokolade. Der var en stigende afsætning og en voksende kundekreds også i Norge og Sverige. I 1873 anlagdes en fabrik i Malmø ledet af Nuttin Cloetta. Samtidig blev de udnævnt som Kongelig Hofleverandør.

I 1896 anlagde de også en fabrik i Christianis (Oslo). I 1897 døde grundlæggeren Christoph Cloetta. Firmaet blev drevet videre af hans enke, samt sønnen Fritz Cloetta. Efter moderens død i 1901 blev han eneindehaver.

I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 på Nørrebro i en ny stor bygning. Her blev 125 personer beskæftiget med at fabrikere, indpakke, ekspedere og forsende dels koge – og spisechokolade, dels cacao og forskellig slags konfekt.

 

Overtaget af Kehlet

Omkring år 1900 var firmaet også begyndt at fremstille fyldt chokolade. Dette krævede langt bedre maskiner. I 1929 blev firmaet omdannet til et aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De to firmaer blev samlet i Hørsholmsgade. Vi får følgende beskrivelse af stedet:

 

  • Enhver der har set sligt et nymodens Fabriksanlæg, fuldt ud svarende til Tidens Forordninger i Henseende til Teknik og Hygiejne, vil vide, hvor lækkert et Indtryk det i Grunden gør.
  • Rummene er høje og lyse. Maskinerne straalede blanke, Luften frisk og ren. Men i en Fabrik som Brødrene Cloettas er Luften tillige behagelig krydret af Produktets pikante Duft, ligesom gennemtrængt af en egen fin Duft, ligesom gennemtrængt af en egen fin, sød Aroma – om det nu skyldtes den, eller den lille udsigt til alle Sider fra de store Vinduer, eller de Højløftede Sales hyggelige Præg, nok er det at alle Arbejdere og Funktionærer synes at se sundere og mere tilfredse ud end Folk flest.

 

En anden chokoladefabrik

I 1954 flyttede fabrikken fra Hørsholmsgade til Sdr. Ringvej i Glostrup. Her lå den indtil 1960, hvor Cloetta blev opkøbt af den finske chokoladekoncern Fazer. Bygningen i Hørsholmsgade blev senere til Dansens Hus.

Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Det var her Otto Brandenburg fik sin debut. Her havde også missionsselskab senere til huse. Det brændte for et par år siden.

Jo vi havde skam også en tredje chokoladefabrik, Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co. Og så var virksomheden også kongelig leverandør. Den lå i Heimdalsgade 14 – 16.

Firmaet blev oprettet ellerede i 1825. I 1872 opførtes bygninger til Drops- og Konfektfabrikation.

Ja i dag er stedet omdannet til 21 moderniserede ejerlejligheder. Men man kan nu godt se, at her har været industri. Historien er sød, særlig når her har ligget en chokoladefabrik. Ja her har også ligget en moske og en skofabrik. Men over den nyrenoverede port står med brune bogstaver ”Elisabethminde”. Jo det er en flot bygning med ens vinduer over hinanden i fire etager og en dobbelt port i den ene ende.

 

Titan

Byggegrundene var forholdsvis billige dengang på Nørrebro. Men arbejderne havde forholdsvis langt ud til deres arbejdsplads. Og de måtte selv betale for at komme gennem portene i begyndelsen. Først i 1878 etableredes en smal bro over Sortedamssøen.

 

Hauberg købte en sporvognslinje

Sophus Hauberg manglede folk til sin nyetablerede maskinfabrik på Tagensvej. Han havde forgæves forsøgt at få hjælp af politikerne. Så tog han selv et initiativ. Han lavede en dæmning i stedet for den smalle bro.

Dæmningen var så bred, at der kunne køre sporvogn over den. Han søgte koncession til at drive Sølvgadens Sporvognslinje. Han fik den først efter fire års forhandlinger. Men ak og ve. Sporvognene måtte ikke køre over militært område to gange om dagen.

Sagen blev først løst ved at opsætte bomme, der spærrede for uvedkommende. Sådan gik det indtil 1899, så blev det lukket helt op.

 

Fabrikken voksede og voksede

Haubergs maskinfabrik hed nu Titan og voksede sig større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade. På et tidspunkt beskæftigede man 4.000 mand.

Men allerede i 1881 startede H. Rudolf Kofods Fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev man sammensluttet med Titan.

I 1885 blev man ramt af lockout. Denne lockout ramte også Hauberg og Schmith og Mygind på Nørrebrogade.

Firmaet etablerede sig som aktieselskab i 1897 på Tagensvej ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektroniske etablissementer.

På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet. Drejeværkstedet på Titan blev kaldt for Drejers kirkegård. Man arbejdede på akkord.

 

En stor brand

Den 15. marts 1900 udbrød der en stor brand. Materialeforvalteren ville se, om der var mere isolationslak på loftet. Det var mørkt. For at få lys strøg han en tændstik – uvidende om at lakken udviklede en eksplosiv luftart.

Der lød et ordentlig brag. Tønden med isolationslak eksploderede, og brændende lak flød hen over gulvet. Få minutter efter var der ild i tagværket. Ved et mirakel overlevede manden uden alvorlige skader.

Det viste sig hurtigt at vandforsyningen på Tagensvej var utilstrækkelig. Der var godt nok lagt en vandledning, men den var ikke blevet tilsluttet. Efter to dages brand var der sket store materielle skader. Efter branden blev der oprettet nye bygninger.

Store røgskyer lokkede tilskuere til i tusindvis. Ilden kunne ses både fra Nørrebro og Østerbro. Lagrene af centrifuger og kakkelovne og meget andet var blevet flammernes bytte. En del folk var blevet kørt på hospitalet. De kom til skade under redningsarbejdet.

Den nedbrændte bygning var forsikret for 1.700.000 kr. Men man regnede nu med, at de 800 medarbejdere, der var beskæftiget i denne bygning, var arbejdsløse.

I et referat i Illustreret Tidende stod det at publikum var blevet drevet tilbage til volden. Under dette var der mange, der havde fået mindre ubetydelige kvæstelser. Dog brækkede en dreng et ben, mens en ældre herre forstuvede sit ben.

 

”Kæft, trit og retning”

Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger og virksomheden havde en meget stor støberiafdeling. I midten af 1950’erne havde man 1.200 medarbejdere, heraf var der ca. 200 lærlinge. Linjen var meget hård ”kæft, trit og retning”. Gud nåde og trøste sig, hvis man trådte lidt ved siden af.

Hver mandag tog man en ny lærling ind og hver fredag blev en ny lærling udlært. Som arbejdsdreng blev man sat til at fejre gulvet. Gjorde man det ikke fik man en ordentlig skideballe. Det betød at man så ikke kunne få en læreplads.

For en ung knøs var det værste at arbejde sammen med damerne (madammerne). De var strenge og kunne rigtig hundse med en. Arbejdstiden var 48 timer om ugen i 1950’erne. Det vil sige. at det også blev arbejdet om lørdagen. Det var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. Den dag var man populær hos svendene, for da blev man bedt om at købe øl til dem.

 

Mange sociale tiltag

Torsdag var en særlig dag. Det var lønningsdag. Og det var godt for de 3-4 værtshuse, der lå i nærheden af Titan. En af de mest populære værtshuse var Hector. Der blev solgt mange snapse og bajer. Det var ikke altid lige sjovt at komme hjem til konen godt skæv. Mange koner stillede op foran porten om torsdagen og krævede mandens lønningspose.

Titan havde en idrætsklub og egen fodboldbane, der godt nok lå ude i Søborg. Man deltog også i ”Fagenes Fest” på Østerbro. Man havde også to blæseorkestre. I den ene af dem spillede Max Behring, Metals senere formand.

Man spiste i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at spille de sidste nye hits i slutningen af frokostpausen. Man havde også indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget andet end lige at spise.

Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Lavel.

En del af virksomheden flyttede til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede til 2012.

 

Lauritz Knudsen, Haraldsgade

I 1893 rejste Lauritz Knudsen fra Odense. Han startede samme år med at fremstille ure og andre tidsmålere. Han kaldte sig ”Uhr – og Chronometermager”. Elektriciteten var netop begyndt at blive almindelig udbredt.

Lauritz Knudsen var hurtig klar over, at elektriciteten ville ændre samfundet radikalt og han satsede tidligt på det nye. Han satsede for alvor på elinstallationens materiel. Fabrikken som han etablerede hed ”Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement”

 

På en ”kålmark” på Nørrebro

Da han døde i 1917, efterlod han en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Virksomheden blev på dette tidspunkt omdannet til til et aktieselskab, ligesom man valgte at bygge en ny stor fabrik uden for byen – på en kålmark på Haraldsgade på Nørrebro.

Jo det var godt nok på adressen Vermundsgade 4 A og B i 1921.

Her blev virksomheden nærmest en institution i dansk erhvervsliv.

I 1921 flyttede fabrikken så til Nørrebro. Virksomheden blev også kendt for at producere radiomodtagere og højtalere. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som inden for matematik. Jo her var en rigtig lærlingeskole. Og her tog man 15 lærlinge ind hver tredje måned.

På et tidspunkt havde selskabet 4.000 mand ansat. De producerede også strygejern, højtalere, elkomfurer, el – fordelingstavler og højspændingsmateriel.

 

Transformer sprunget i luften

Under besættelsen blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. Baggrunden for dette var, at firmaet leverede transformerdele til den tyske rustningsindustri.

I 1952 udvidede man med en seks etagers bygning. Her var både fabrikshal, arbejdergarderobe og en skadestue.

Da det danske kongeskib stod ud på sin jomfrurejse i 1932. var den forsynet med LK SKOT – lamper. Men først i 1960 kunne firmaet dog officielt kalde sig kongelig hofleverandør.

I perioden frem til slutningen af 1960’erne var der også produktmæssigt kendetegnet ved en ekspansiv udvikling.

 

Firmaet blev solgt og fusioneret

I 1968 fusionerede man med Valby-virksomheden NES (Nordisk Elektricitets Selskab) og hed derfor LK – NES i en periode.

I 1986 flyttede Lauritz Knudsen til Industriparken i Ballerup, hvor firmaet etablerede sit hovedsæde. I 1990 blev det overtaget af NKT.

I 1999 blev det hele så overtaget af franske Schneider Electric. Indtil 2008 havde selskabet monopol på udformningen af stikkontakter til installation i danske hjem.

 

Et Bronzestøberi i Rådmandsgade

Lauritz Rasmussens Bronzestøberi i Rådmandsgade var stedet, hvor størstedelen af hovedstadens kendte billedhuggerarbejder i parker og pladser blev støbt i bronze. Det var bl.a. Gefionspringvandet, Dragespringvandet, Storkespringvandet og Den lille Havfrue. Ja og også Rytterstatuen på Højbro Plads. Ja det er bare nogle af de mest kendte.

Lauritz Rasmussen tog først på en lang vandretur. Den tog 8 år. Det førte ham til Polen, Tyskland, Østrig og Istanbul. På tilbagevejen havde han et længere arbejdsophold i München.

 

Flyttede forskellige steder

Støberiet blev grundlagt i 1854. Borgerskab som zink – og metalstøber var opnået. Han begyndte i det små i faderens ejendom i den Indre By. I starten var han hovedsagelig beskæftiget som skriftstøber og med at fremstille små modeller til ornamenter. Efterhånden udviklede han også virksomheden til at omfatte større ting støbt i zink.

Dette krævede mere plads og i 1857 flyttede han støberiet til Skt. Annæ gade på Christianshavn.

Efter otte år på Christianshavn flyttede Lauritz Rasmussen både sin virksomhed og bolig til Søgade, den nuværende Læssøesgade på Nørrebro. Lauritz Rasmussen modtog en række priser i udlandet. I 1883 blev han udnævnt til Kongelig Hof-Zink og Metalstøber.

Virksomheden ekspanderede. Men han manglede plads. Denne gang flyttede han til Ydre Nørrebro, hvor grundpriserne var rimelige og stedet velegnet til industriel virksomhed.

I 1892 blev han udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”

 

Sønnen overtager

I 1894, året efter grundlæggerens død havde hans søn og arvtager, Carl Rasmussen, købt en grund Rådmandsgade 16. her opførtes efter datidens normer et meget moderne støberi. Det blev taget i brug i 1896.

Fabrikken/Støberiet havde mange folk tilknyttet, billedhuggere, formere, arbejdsmænd, smede og gørtlere m.m. I travle tider var det helt op til 40 ansatte.

Det var de store givers tid. Dette skyldtes bryggerne J.C. og sønnen Carl Jacobsen, der var grundlæggere af henholdsvis Carlsberg fondet og Ny Carlsberg fondet. De sponserede et stort antal kunstværker.

 

Stor kritik af ”Storkespringvandet”

En af de monumenter, der gav anledning til det største postyr, var Storkespringvandet, der i 1994 blev afsløret på Amagertorv. Sokkel og kumme var udformet af billedhuggeren Vilhelm Bissen. Men storkene, der i virkeligheden er hejrer – var tegnet af maleren Edvard Petersen.

”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” fremkaldte straks efter afsløringen en sønderlemmende kritik afløst af gadespektakler og regulære bølleoptøjer aften efter aften. Det blev så galt, at man i en periode måtte sætte gitter omkring springvandet, for at undgå hærværk. Et par gange var der tale om at flytte det, men Storkespringvandet fik lov til at blive stående.

 

Da ”Den Lille Havfrue” fik nyt hoved

En af de største arbejder, der blev udført hos Lauritz Rasmussens støberi, var billedhuggeren Anders Bundgaards imponerende Gefionspringvand, der stod færdig i 1908 på rampen fra Esplanaden op til Langelinie.

Et andet monument udført her på støberiet er Den Lille Havfrue. Billedhuggeren Edward Eriksens verdenskendte skulptur blev opstillet i 1913 på Langelinie som en gave til København fra brygger Carl Jacobsen. Ingen turist har siden kunnet gæste København uden at tage ud for at se hende og helst lade sig fotografere sammen med hende.

Den berømte havfrue blev endnu mere berømt, da ukendte gerningsmænd natten mellem den 23. og 24. april 1964 halshuggede hende. Nu var gode råd dyre.

Byen kunne jo ikke gå en turistsæson i møde med en halshugget havfrue. Mange sendte penge som supplerede den bevilling på 21.000 kr. som Borgerrepræsentationen uden afstemning vedtog at lade fremstille et nyt hoved.

 

Firmaet lukkede i 1967

Det blev også støberiet på Nørrebro, der kom til at fremstille det nye hoved, støbt efter billedhugger Eriksens originale gipsform.

Virksomheden i Rådmandsgade 16 lukkede i 1967.

 

 

  • Dette var en artikel under ”Projekt Industri på Nørrebro”

 

  • dengang.dk indeholder 1.625 artikler, herunder 13 artikler under ”Industri på Nørrebro” I artiklen ”Industri på Nørrebro” er det en oversigt over 43 artikler med relevans til overstående

 

  • Under Historier fra Nørrebro finder du 290 artikler

 

  • Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Historien om Nørrebro Handelsforening finder du 28 artikler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


De store fabrikker på Ydre Nørrebro

September 18, 2020

De store fabrikker på Ydre Nørrebro

Vi skal kigge på Ydre Nørrebro dengang. Her opstod talrige virksomheder. Både store og små. Endelig kom jernbanen og så kom Rangerstationen. Godsmængden steg. Rester af fra dengang kan endnu beskues omkring Rådmandsgade. Vi skal besøge Skæremøllen, Holger Petersens Tekstilfabrik og Atlas. Vi kigger også på Atlas under besættelsestiden. A.P. Møller kunne ikke lide at Atlas var social. Og social indstillet over for arbejderne var man også Holger Petersens Tekstilfabrik. To gange brændte møllen på Skæremøllen.

 

Ydre Nørrebro – mange store virksomheder

Her var udpræget bondeland tilbage til før 1500. Jorderne fra den lille landsby Serridslev dækkede en stor del af det nuværende Nørrebros område.

Området blev i 1523 indlemmet i de københavnske jorder. Fra midten af 1500-tallet blev overskuddet fra de store markområder Rådmandsmarken og Borgmestervangen fordelt blandt byens rådmænd og borgmestre som en slags betaling for det arbejde, som de gjorde for byen.

Området fra før midten af 1800 – tallet var præget af landlige træk med mindre gårde og enkelte lyststeder. Det landlige præg forblev synligt i bybilledet op til 1880’erne. Behovet for mere plads pressede gårdene ud af bybilledet.

 

Man kan endnu se rester af de talrige virksomheder

Ydre Nørrebro blev bebygget senere end Indre Nørrebro. Men også herude var det små lejligheder til en voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget på de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, general Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker og rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.

Vigtig for disse virksomheder var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet.

Går man en tur i området er det stadig tydeligt at aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter, selv om det allermeste for længst er revet ned til fordel for boliger.

 

Du kan se mest i Rådmandsgade

Men kig godt efter, så kan du se knopskudte baghusindustrier, tydeligst er det nok i Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har det været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel i Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er bygget om og forandret til børnehave.

I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historie og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.

Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejsfabrik.

Ikke mange ved, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.

De eksisterende hesteomnibuslinjer kørte til byens udkantsområder. De måtte løbende udvides og forbedres for at hamle op med de mange passagerers behov for at komme til og fra arbejde.

 

Da jernbanen endelig kom

I 1863 anlagdes byens første spor til Frederiksberg og allerede i 1867 kunne ”Nørrebroes Sporvejsselskab” åbne ”Nørrebrolinjen”, der udgik fra hovedstationen på Lygtevejen ved Bragesgade og fortsatte ind ad Nørrebrogade, gennem Gothersgade til Kongens Nytorv. Og tænk engang, at Nørrebro – remissen blev bygget til at kunne tage 200 vogne.

Det var så en enkelt fabrikant, der ikke var tilfreds med datidens kollektive trafik. Så købte han bare en sporvognslinje. Men i fire år måtte han kæmpe med militæret for at få lov til at køre gennem Fælledparken.

Behovet for en godsstation eller i hvert fald en jernbanestation opstod. Et større areal syd for Nørrebrogade på Havremarken blev eksproprieret. I mange år var jernbanen (Nordbanen) bare kørt forbi Nørrebro eller snarere igennem uden at stoppe. Og så fik Nørrebro en Station A og en station B.

 

Godsmængden steg hurtigt

I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Det var nu ikke særlig smart udtænkt, for de lange tog gav problemer for de almindelige rejsende. På Nørrebrogade brød trafikken gang på gang sammen på grund af de mange tog. Det hjalp lidt på det, da fodgængerne fik en fodgængerovergang.

I 1897 anlagdes Klampenborg – Banen. Den første dag kørte 34 tog med 16.000 passagerer.

Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevognene ført videre til Amager (Lorteøen). Det sidste latrin – tog kørte i 1936 til Amager.

Slangerup – banen skulle være startet fra Nørrebro station A, men det kneb med udvidelsesmulighederne. Så det blev i stedet fra Lygten Station. Den 16. juli 1905 startede det hele med et VIP – tog. Mern først den 19. april 1906 var den officielle indvielse. I 1976 blev Lygten Station nedlagt.

 

Rangerstationen

I 1916 begyndte man anlæggelsen af Lersøen Rangerstation. Her skulle være plads til 120 vogne. Godsbanens sporanlæg blev fuldført i 1924. Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt.

Den 1. juli 1930 startede højbanen.

I 1921 blev Nordbane – og Klampenborgbanen omlagt. Nørrebro Stations dage med persontrafik var talte.

 

Skæremøllen

Omtrent hvor ”Den Røde Plads” ligger Superkilen foran Nørrebrohallen. Her lå Skæremøllen allerede før århundredeskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro.

Praktisk nok lå Skæremøllen så tæt på Nørrebros jernbane, at hestene kun skulle fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggemateriale til den meget beboelse, der på dette tidspunkt opstod på Ydre Nørrebro.

Det er helt nøjagtig ejendommen, Nørrebrogade 200, som vi her taler om. Dengang var adressen dog Lygtevej 34. Her er i tidens løb sket en del. Her er også malet korn, skåret tømmer m.m.

Allerede den 30. oktober 1809 købte møller Jacob Marcussen grunden, der dengang blev kaldt Kløvermarken. Han byggede en mølle, som han drev til 1828. Derefter tog møller Jens Stephansen over.

Så tog Johan Peter Keiffler over. Han var også vognmand og hyrekusk. Han havde fire møllersvende, en møllerlærling, en vognmandskarl og en tjenestepige i sit brød.

 

Den første brand

I 1856 var det møller Jacobsen, der er indehaver af møllen. Nu er det også bageri på gården. Der er ansat en forvalter. Men ak, den 13. marts 1858 brændte den gamle mølle. Andreas Arrebo overtog ejendommen. Nu kom der en ny dampmølle og et savværk. Her var nu en del karle, møllersvende og lærlinge, en fyrbøder og en maskinmester tilknyttet virksomheden.

I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokumsbygning, svinesti og vognskure.

 

Den anden brand

Men mere ak. Den 6. december 1873 blev Skæremøllen atter ramt af brand og savværket blev nedlagt. Bagermester Christian Børge Mossin købte derefter ejendommen. Men han bibeholdt navnet ”Skæremøllen”.

Mossin fortsatte det gamle landbageri med et brødudsalg. I 1884 blev Skæremøllen købt af August Klose og bagermester Christian Petersen. Bagermesteren boede selv i huset og havde bageri her indtil 1906.

 

Så blev det biograf

Og i dette år købte murermester Rosendahl ”Skæremøllen”. Han rev det hele ned. Og en moderne ejendom opstod.

Det sjove er så at her lå fra 1906 til 1913 Stefans Biografteater. Så flyttede den til hjørnet af Hillerødgade og Nordbanegade. Biografen her lukkede så i 1928.

 

Holger Petersens Tekstilfabrik

På et tidspunkt havde Holger Petersen beskæftiget 2.000 mand i alle sine foretagender. Og en del af disse bygninger kan stadig ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde han em meget social indstilling til sine medarbejdere.

 

Såret i krigen 1864

I 1858 kom han som handelslærling i lære hos morbror Arnold Philipsens en gros-forretning i Store Kongensgade. I 1862 forlod han firmaet og tog undervisning i latin og tysk. Da krigen brød ud i 1864, meldte han sig frivillig og blev alvorlig såret.

I september 1866 rejste han til England. Trods gode anbefalinger lykkedes det ham ikke at få et ordentligt job. I 1867 startede han som agent i København. Med utrættelig arbejdskraft og stor sparsommelighed lykkedes det ham i 1868 at få borgerskab som grosserer. Han begyndte at handle med forskellige varer inden for manufakturbranchen.

I 1869 flyttede firmaet til Købmagergade og i 1875 til det gamle vajsenhus. Sammen med sin bror John startede han i 1878 en fabriksvirksomhed under mindre former i Store Kongensgade.

 

Fabrikken udvidet mange gange

I 1883 startede han det store byggeri på Tagensvej. Og allerede i 1880 havde han etableret hovedkontor på Kastelsvej.

Flere gange blev fabrikken udvidet. Den omfattende fabrikation af bånd, knapper, uldspinderi, uldfarveri og væveri

Første del af anlægget fra 1883 kom til at bestå af en 2 – etagers fabriksbygning og en et – etagers farveribygning.

 

Holger Petersen havde tænkt på arbejderne

1885 blev der opført en række arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen indrettet et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne også afholdes fester. Her kunne ugifte arbejdere også spise.

Holger Petersen havde tænkt på arbejdernes hverdag. Fabrikken blev oplevet som en organisme, der var den faste ramme om fritidsliv, arbejdsliv og produktion. Det var et forsøg på fælleshusholdning med arbejdere som familiemedlemmer og med fabriksejeren øverst oppe i familiehierarkiet. Boligerne og de mange fælles faciliteter skulle sikre en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på.

I 1889 etableredes der en fabrik i Stockholm og i 1893 en fabrik i Malmø,

I 1891 havde man også andre planer hvis man ikke kunne få byggetilladelser. Man ville forbinde Tagensvej med Bragesgade, forbi Nansensgade. Man fik dog alligevel byggetilladelse og Tagensvej og Bragesgade blev aldrig forbundet.

Ud over boliger blev der knyttet småhaver og et marketenderi. I årene mellem 1885 og 1903 tilførtes adskillige nye bygninger. Og i samme år arbejdede her på Nørrebro 300 arbejdere, mænd, kvinder og børn med at tilvirke alle mulige bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet var der i særdeleshed strømpegarn.

Fabrikken var i begyndelsen dampdrevet.

 

Danskheden i Nordslesvig

Ved siden af alt dette interesserede Holger Petersen sig for danskheden i Nordslesvig. Han var bestemt ikke enig med den danske regerings gøren og laden i dette spørgsmål. Indtil Første verdenskrig ydede han en stor indsats for danskheden.

 

700 ansatte på Tagensvej

I 1917 døde Holger Petersen. Og så blev fabrikken på Tagensvej overtaget af hovedfirmaet. I 1920 havde fabrikken på Tagensvej 700 ansatte. Både i 1923, 1950 og 1966 skete der store om – og tilbygninger. Produktionen på Holger Petersens Fabrikker blev indstillet i 1966.

Den ældste del af bygningskomplekset inklusive arbejderboligerne blev fredet i 1990. Fredningen blev begrundet med at fabrikken var:

 

  • Et unikt dansk eksempel på at koble arbejderboliger til

 

Atlas – med medarbejderdemokrati 

Det hele startede nede i Nakskov. Ja det hed egentlig Tuxen & Hammerich. Og helt fra begyndelsen startede det med en maskinfabrik, der hed Godthaab i 1876.

Fødslen var meget svær på Nørrebro. Man havde købt en sporvognsremisse og staldbygning ved Baldersgade og Nørrebrogade 198. for 130.000 kr. Men for at gøre en lang historie kort, så havde Tuxen hele tiden spændt ben.

 

Man startede med 375 medarbejdere

Hele slagsmålet blev dengang beskrevet i Berlingske Tidende. Man købte dog en grund i Hillerødgade. Og den 16. april 1898 bragte aviserne en annonce, hvor man kunne tegne aktier i A/S Atlas. Samme måned flyttede man fra Vester Fælledvej til Nørrebro. Flere medarbejdere fulgte fra Nakskov.

I juni 1898 viste det sig, at bundforholdene i Hillerødgade var utilstrækkelige til at bære de bygninger, man ville opføre. Men også den vanskelighed overvandt man.

Med 375 medarbejdere startede man virksomheden den 2. januar 1899. Fra starten fik man mange ordre på nye køleanlæg. I år 1900 fandt der en 5 måneders lang arbejdsmandsstrejke sted.

Det første år udbetalte Atlas 4 pct. i udbytte, men de næste år betalte Atlas ikke noget udbytte. Faktisk havde man underskud. Først i 1907 gik det hel fremad med stormskridt. Nu skabte man nye produkter. Man beskæftigede sig bl.a. med køling af jernbanevogne. Ja selv dampmaskiner lavede man.

 

I Baldersgade i 1907

I 1907 købte man nabogrunden i Baldersgade. Til ejendommen i Hillerødgade købte man også nabogrunden. Efter et banksammenbrud i 1908 måtte man afskrive en masse tilgodehavender.

Elektrificeringen var i fuld udvikling og industrien gik over til elektromotorer. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværkerne. Det blev til en betydelig produktion. Man betalte udbytte og foretog store henlæggelser.

Under Første Verdenskrig kneb det med at få råmaterialer. Man besluttede at betale fuld gage til funktionærer, der blev indkaldt til militærtjeneste. Allerede i 1915 så situationen lidt lysere ud for Atlas. Man opførte en ny bygning til møbelsnedkeri og modellager i Hillerødgade. Den derved indvundende plads i Baldersgade blev benyttet til maskinværksted. Man påbegyndte nu også produktionen af dampmaskiner.

1.jan. 1918 udvidede man aktiekapitalen, og det gjorde man også et halv år efter. I årene 1915 – 18 udbetalte Atlas 10 pct. i udbytte.

Det russiske marked, der ikke havde været uden betydning var usikkert efter revolutionen. Og det engelske marked svigtede, bl.a. fordi englænderne ville beskæftige deres egen arbejdskraft.

 

14 dages ekstra løn

Beskæftigelsen i Atlas faldt efter krigen. I 1923 var antallet af medarbejdere reduceret til under det halve.

I 1924 mødtes arbejderne og fejrede 25 års jubilæum. Medarbejdernes gave var en bronzefigur forestillende den græske gud Atlas, som bærer himmelhvælvingen på sine skuldre.

Bestyrelsens formand siden år 1900, ingeniør, etatsråd N.C. Momberg takkede bevæget. Samtidig meddelte han, at de månedslønnede ville få ekstra 14 dages løn.

 

Ramt af lockout

I 1925 blev Atlas ramt af en lockout. Af to omgange blev man nødt til at skære i personalet. En lukket kølemaskine ”Glacia” som Atlas producerede fra 1922 startede med at være en stor succes. Man solgte enorm mange af den model. Men efterhånden viste vanskelighederne sig. For at den skulle repareres skulle den tilbage til Fabrikken på Nørrebro.

Man var på vippen til at droppe produktionen. Men så fandt en ung ingeniør på fabrikken en løsning.

I 1927 vendte Sovjetunionen tilbage. Man eksporterede 49 mejeridampmaskiner. I 1930 blev det til 18 skibsmaskiner til dampdrevne hjuldampere til flosejlads.

Man sluttede kontrakt om en dampmaskine tændstikfabrik i Indien. Også 1934 var et stort år for Atlas.

 

Rederiet J. Lauritzen køber aktiemajoriteten

I sidste halvdel af 1930erne opkøbte rederiet J. Lauritzen aktiemajoriteten. I efteråret 1938 henvendte skibsredder Knud Lauritzen til bestyrelsesformand Rudolf Christiania. Han ønskede et tæt samarbejde med bestyrelsen.

En leverance til Iran blev kaldt ind i tysk havn i 1939 af nazisterne. Varerne blev sendt tilbage til fabrikken. Men nazisterne fik ikke i denne omgang ram på fabrikken. Det lykkedes via rederiet J. Lauritzen at få afsendt ordren.

 

Atlas under besættelsen

Det var den 22. april 1940, klokken var fem om eftermiddagen. Direktør Mansted sad på sit kontor i Baldersgade. Telefonen ringede. Det var en officer fra den tyske overkommando. Mansted fik ordre på at blive på fabrikken.

 

Atlas var ikke ”Landsforrædere”

Det gik en lille times tid, så ankom den tyske kaptajn Fostmann ledsaget af tre andre tyske officerer – alle frygtindgydende bevæbnet og i fuld uniform.

Den nazistiske besættelsesmagt forlangte på stedet, at se fabrikken. Om det betød en besættelse af fabrikken kunne Fortmann ikke sige. Mansted måtte efterkomme tyskernes krav. Da officererne havde set, hvad de ville, forlangte Forstmann at få tilbud på hydrauliske presser. Og han skulle have tilbuddet liggende på sit skrivebord dagen efter. Og hvis dette ikke skete ville der ske de frygteligste ting.

Gennemgår man litteraturen fra besættelsestiden får man dog nærmest det indtryk, at Atlas var en stor landsforræder. Der blev også udført mange sabotageaktioner fra modstandsbevægelsen.

 

Atlas blev lagt i håndjern

Den næste dag, den 23. april blev direktør Mansted kaldt op til den tyske overkommando, hvor den tyske kaptajn Pohl overrakte Mansted et stykke papir, der indeholdt en beslaglæggelse af Atlas inden for nogle områder.

Samtidig afgav Pohl ordre på levering af hydrauliske presser. Mansted så ingen anden mulighed end at indrette virksomheden efter de tyske direktiver og efterkomme ordren.

Atlas blev lagt i håndjern. Man kunne ikke andet end at bruge kræfter på leverance til de tyske tropper. Kort efter beordrede de nazistiske besættelsestropper leveringen af diverse materiel, som de havde behov for.

Atlas store frembrud blev med et afbrudt. Atlas brød sig bestemt ikke om sin nye ”kunde” Ingen brød sig om dette nye samarbejde, som tyskerne havde beordret.

Produktionen af ”Glacia” gik i stå. Eksportmarkederne kunne ikke nås. Samtidig opstod der uro hos de montører, der var sendt til Iran. Men alle gjorde jobbet færdig og nåede velbeholden hjem.

 

Mærkværdige brande

Det var nødvendigt for Atlas at satse på hjemmemarkedet i det omfang, den tyske besættelsesmagt ikke lagde beslag på fabrikkens ydeevne.

De nye forhold betød også, at tyskerne læste den post, de ville. Den tyske overkommando kendte hvert bogstav, der stod i brevene fra Atlas. Forsøgene på at forsinke råvarerne og trække leverancerne til besættelsesmagten i langdrag var ingen hemmelighed for den tyske ”samarbejdspartner”.

I Baldersgade opstod der mange ”mærkværdige” brande. De startede hovedsagelig i kantinen. En morgen i februar 1942 tidlig om morgenen opstod der en større brand. Værkstedsbygningens øverste etager i Baldersgade stod i flammer.

Politiet kunne ikke finde beviser på, at det fra den danske modstandsbevægelse. Den tyske overkommando forlangte, at direktør og driftsbestyrer blev idømt høje bøder. Og det var fordi, at Atlas ikke havde oprettet et vagtværn. Endvidere forlangte besættelsesmagten at dette blev optaget i dagspressen til skræk og advarsel. Herefter måtte Atlas organisere et værn. Man kaldte det ikke vagtværn med brandværn.

 

Der blev fremstillet våben på Atlas

Allerede i april 1944 gennemførtes en bombeaktion mod Atlas.

Hvad sikkert ikke mange ved, er at en lille gruppe modstandsfolk, som illegalt fabrikerede våben til ”Holger Danske” på Atlas.

Der blev fabrikeret håndgranater, maskinpistoler, 5 kg landminer, magasiner til 7,65 pistoler. Ja endog flammekaster, der skulle være effektive mod panservogne.

Dette skete uden at direktion, bestyrelse eller andre medarbejdere i værkstederne anede det mindste om det.

 

En modstandsgruppe på Atlas

Man oprettede en modstandsgruppe på Atlas, der kommer under ”Ringen” i modstandsbevægelsen. Denne gruppe dannede et firma ”Dansk Sikkerhedsbox Industri. Ja sådan stod der på et papskilt på en dør i Øster Farimagsgade.

Dette firma indkøbte materialer som blev betalt af ”Holger Danske”. Under gulvet i Atlas-fabrikken lå et lager af de våben og sprængstoffer, man illegalt leverede til modstandsbevægelsen.

Den 4. maj om aftenen var 30 bevæbnede mænd på Atlas for at beskytte virksomheden, hvis de danske nazister og den slagne tyske besættelsesmagts Gestapo – folk skulle iværksætte ”brændte jords aktioner”.

 

Intet grundlag at rejse tiltag mod Atlas

Også Atlas blev lige som andre danske virksomheder efter krigen undersøgt for sit ”samarbejde” med besættelsesmagten af rigsadvokaturen. Tre år senere blev det fastslået, at der intet grundlag var for at rejse tiltale mod Atlas for landsforræderi.

Juridisk spillede det også en rolle, at direktør Mansted modigt og med personlig risiko tidligt trak en grænse. Man havde vidner uden for Atlas, der kunne bekræfte Mansteds konsekvente optræde, Københavns Telefon Aktie Selskab kunne dokumentere, at Mansted pure havde afvist K.T.A.S., da man på Atlas efter ordre fra den tyske besættelsesmagt ville installere en direkte linje til tyskernes hovedkvarter Dagmarhus.

 

Fuld Kraft efter Freden

Der var fuld kraft på Atlas efter freden igen kom. Allerede i 1946 havde man ordre på 15 – 16 mio. kr.

Allerede i 1941 havde man besluttet at købe en 10 ha stor grund på Lundtoftesletten i Lyngby. I efteråret 1948 blev det første spadestik taget til det nye Atlas – byggeri i Lyngby.

Atlas var revolutionerende inden for fødevareproduktion med opdagelsen af frysetørringsproduktion.

 

A.P. Møller fandt det letsindigt at være social

Allerede i 1950 gjorde Atlas sig bemærket i det øvrige samfund ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede arbejdere. Man fik halvdelen af udbyttet til aktionærerne. Halvdelen blev udbetalt kontant, mens den anden halvdel gik til sociale formål.

Etableringen af bonusordningen affødte et brev til Knud Lauritzen fra skibsredder A.P. Møller, der bl.a. skrev:

 

  • Som eftertænksom dansk Borger beklager jeg, at Deres Koncern har taget dette Skridt, som for mig står som letsindigt. Man bør være varsom med Sligt.

 

30 år efter blev bonusordningerne lov på arbejdsmarkedet

I efteråret 1951 blev Atlas bonusordninger drøftet i Folketinget. Nogle af de velfærdsordninger, Knud og Ivar Lauritzen indførte i virksomheden, er 30 år senere blevet til lov på arbejdsmarkedet.

Der blev også fra Atlas side købt sommerhuse til medarbejderne. Senere fulgte et seniorværksted. I dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri blev Atlas ikke så populær.

I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge Lundtoftefabrikken og hele produktionen af husholdnings-køleskabe.

Det egentlige Atlas med fabrikation af de store maskiner forblev på Nørrebro, som internt kom til at hedde BAFA (Baldersgade – Fasanvej). Men ekspansionen havde længe gjort pladsforholdene på Nørrebro for trange.

I Ballerup kunne man i 1973 få plads til fem gange så meget som på Nørrebro.

 

  • Denne artikel var en del af projektet ”Industri på Nørrebro”

 

  • Hvis du vil vide mere: På dengang.dk finder du 1.625 artikler, heraf 13 artikler i kategorien ”Industri på Nørrebro” Under artiklen ”Industri på Nørrebro finder du en oversigt over yderligere 43 artikler som har relevans til artiklen.

 

  • Under ”Historier fra Nørrebro” finder du 290 artikler

 

  • Under ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Historien om Nørrebro Handelsforening – finder du 28 artikler.

De glemte KZ – lejre på Kanaløerne

September 18, 2020

De glemte KZ – lejre på Kanaløerne

Man kan endnu se de imponerende forsvarsanlæg. Øerne oplevede en kaotisk evakuering. Her var masser af tyske soldater. De kunne have gjort mere gavn i Nordfrankrig. 5.000 øboer deltog i en militærbegravelse. Mange blev deporteret. Der var mindst 6 lejre på øerne. Der 4 var på Alderny og den værste var ”Sylt”. Den britiske regering er kommet med løgn og fortielser. De holder igen på nogle dokumenter. Langt fra alle kommandanter blev straffet. Ca. 700 døde i lejren. Syge blev stillet udenfor. En blev hængt for at stjæle brød. Der var ”Sonderurlaub” når man havde dræbt fem. De lokale vil helst glemme lejrene. Der er heller ikke så meget tilbage af dem. De blev brændt og ødelagt inden tyskerne forlod øerne.

 

Imponerende fæstningsanlæg

Man kan godt se det endnu at tyskerne har været på besøg. Man tror først, at der er tale om en middelalderborg. Det er ganske imponerende men også frastødende. De tyske anlæg kan endnu beskues på Jersey, Guernsey, Alderney og Sark. Det var det nærmeste Hitler kom i erobringen af England.

Disse øer skulle også med tiden tjene som et ferieparadis gennem ”Kraft durch Freude”

Og de imponerende fæstningsanlæg var en del af såkaldte Atlanterhavs – mur. I virkeligheden var det forgæves. Øerne er i den grad oversået af kanonstillinger, observationstårne, bunkere og underjordiske anlæg. Men bortset fra at man kunne overvåge sejladsen gennem Den Engelske Kanal, så havde øerne ingen militær betydning. Deres ringe størrelse og vanskelige besejlingsforhold gør dem umulige at være en trædesten for en invasion, hvad enten det nu skulle være den ene eller anden vej.

Men de tyske soldater eller officerer have ingen interesse i at modsætte sig Hitler. De allierede sejlede også uden om øerne og ønskede ikke at bruge krudt på at indtage dem.

Det lykkedes også at få et Røde Kors-skib frem med forsyninger til lokalbefolkningen.

 

En kaotisk evakuering

Da Tyskland havde erobret Frankrig, blev de civile på Kanaløerne bekymret. Den britiske regering besluttede at afmilitarisere øerne og evakuere garnisonerne. Højtstående embedsmænd blev bedt om at blive på øerne for at skabe ro. Men en stor del af civilbefolkningen blev også evakueret således 17.000 fra Guernsey, 6.000 fra Jersey og alle 1.400 fra Alderny.

Denne evakuering foregik næsten i sidste øjeblik uden nogen form for organisation. Og det var private lystfartøjer m.m., der sejlede indbyggerne ud til transportskibe eller helt til England.

 

Masser af soldater

Der var meget stort antal tyske soldater på øerne. De kunne jo i stedet have været brugt til at forsvare de nordfranske havne på D-dag.

 

5.000 øboer deltog i begravelse

Den 23. oktober drev ligene af 21 Royal Navy og Royal Marine folk i land. De tyske myndigheder begravede dem med fuld militær hædersbevisning. 5.000 øboere deltog i begravelsen. Der kom ca. 900 kranse. Måske var dette en form for passiv modstand. Mange af øboerne brugte også deres lokalsprog, som tyskerne ikke forstod.

 

Mange blev deponeret

En pastor plejede efter sin prædiken at fortælle nyheder fra England. Han blev arresteret midt i sin prædiken i marts 1943. Han blev sendt i KZ – lejr og sultet. Han døde i september 1944.

Tyskerne konfiskerede radioer. Det var forbudt at høre både tysk og engelsk radio.  Og så deporterede de også øboer. Hele 2.058 mænd, kvinder og børn blev deporteret. De blev sendt til lejre i Tyskland. Dette udløste demonstrationer.

 

En hilsen fra Hitler

Tidligt under besættelsen sendte Hitler en hilsen til ø – boerne i form to Heinkel – bombefly. De dræbte 38 civile og sårede 45.

Mange virksomheder på øerne lukkede ned under besættelsen. Det betød at mange mistede deres job. Efterhånden som krigen skred frem blev livet mere hårdt og moralen faldt. Der var strenge straffe for besiddelse af en radio. Mad, brændstof og medicin blev knap og kriminaliteten steg.

Vinteren 1944 – 1945 var kold. Mange af øboerne blev reddet af Røde kors pakker.

 

Fire tyske lejre på Alderny

Allerede den 2. juli 1940 blev Alderny i den Engelske kanal besat af tyske tropper. SS – Byggebrigade 1 ankom den 5. marts 1943 med 1.000 KZ – fanger. De blev anbragt i barakker i KZ – lejr ”Sylt”. Den lå ved en flyveplads i den sydlige del af øen.

Tre andre arbejdslejre blev etableret på øen. De kom til at hedde Helgoland, Borkum og Norderney. De var opkaldt efter nordtyske øer. Men der var endnu en lille lejr, der blev kaldt Zitadelle.

Der blev også bygget lejre i Jersey og Guernsey.  Lejrene Borkum og Helgoland bestod af ”Hilfsfreiwillige”.

 

23.000 beboere var blevet evakueret

I alt befandt der sig her 3.800 soldater fra Wehrmacht, 3.000 tvangsarbejdere og 1.000 KZ – fanger på Alderny.

Det var hårdt arbejde, som de blev udsat for.

Øen var vigtig for Hitler med henblik på at erobre England. Inden da var 23.000 beboere blevet evakueret fra Alderny og de engelske Kanaløer.

 

En hård tur til øen

Overlevende fortalte, at nogle af fangerne måtte ligge på is i togvognene. Fra Bremen gik det over Belgien ind i Frankrig. På et tidspunkt blev fangerne anbragt under et tag. Her tilbragte de tre dage, hvorefter de måtte gå ned til havnen,

På skibet blev de beordret ned i lastrummene og næste morgen var de allerede ved øen. Nogle måtte bygge fundamenter til kanoner. Og man havde ikke fri før det var helt færdigt. Man byggede både nat og dag.

Der skulle også graves kabler ned. Og det var ikke lidt. Jorden var fuld af sten.

Man ville gerne bygge lageret meget stor med udkigstårne og indhegning. Dette skulle give en psykisk virkning på fangerne.

 

Lejren blev udbygget i 1943

Befolkningen på de to største øer Jersey og Guernsey blev på øen mens befolkningen på Alderney blev evakueret. De forsvarsanlæg der blev bygget. hørte sammen med den såkaldte Atlanterhavsmur. Det var Organisation Todt, der stod for den praktiske opgave. Da de overtog ”Sylt” blev lejren først omdannet til KZ – lejr.

Fra starten bestod lejren af fem store barakker. Men åbenbart blev der i 1943 udvidet. Der kom større vagttårne og ny indhegning. Der blev bygget en officerskantine og store stenhuse en bunker og et nyt hus til kommandanten.

Selv SS – hestene havde bedre betingelser and fangerne.

 

En kommandant der ikke blev straffet

Kurt Klebeck var fra april 1943 til marts 1944 stedfortrædende kommandant på KZ – lejren ”Sylt” på den britiske Kanalø Alderny. Da han kom tilbage til Tyskland, blev han forfremmet til områdekommandant for lageren Hannover – Stoecken.

Efter krigen blev han dømt for småforbrydelser til en fængselsstraf. Men han blev aldrig anklaget for sine forbrydelser på Alderny. De britiske myndigheder havde ellers samlet et anklageskrift med vidneudsagn fra overlevende.

Egentlig blev han dømt til ti års fængsel for forbrydelser under en dødsmarch. Men så vidt vides kom han aldrig i fængsel.

 

Løgnagtigheder og fortielser fra den britiske regering

Men i 1981 havde den israelske journalist Solomon Steckoll anklaget den britiske regering for at gøre alt for at udviske nazi-forbrydelser på britisk territorium.

Man havde hævdet at kommandanten for Alderny, nazi – major Carl Hoffmann blev overgivet til Sovjetunionen. Han skulle også være blevet henrettet der.

Men i 1983 måtte det britiske indenrigsministerium indrømme, at Hoffmann i 1948 blev løsladt for fangenskab i London. Indtil sin død i 1974 levede han i Tyskland.

Fra britisk side havde man også hævdet at Klebeck var død. Man han var indtil sin pensionering i 1975 præsident for den lokale fodboldklub. Han levede med sin kone i Hamborg – bydelen Wandsbek.

Klebeck var også kommandant for Norderney – lejren. Det var en lejr for slavearbejder.

Et undersøgelsesudvalg for krigsforbrydelser ansøgte pludselig regeringen i London til at ansøge om Klebeck’ s udlevering.

 

Endnu en kommandant, der ikke blev straffet

SS – Haupsturmführer Maximilian List var leder af lejren. Han blev i marts 1944 afløst af SS-obersturmführer Georg Braun.

Selv om der var vidner til List’ s ugerninger blev han aldrig straffet. Han levede indtil 1980’erne. Han forblev som talrige andre ustraffet for sine gerninger.

 

En ”sort” underofficer

Men den første kommandant Karl Tietz havde en sort fransk koloniherre som underofficer. En tysk marineofficer fik et chok, da han så, hvordan en sort mand gennembankede hvide mænd i lejren. Han truede med at skyde ham.

Tietz blev i april stillet for krigsretten. Han blev anklaget og dømt for at have handlet med cigaretter, ure og andre værdigenstande, som han havde købt his hollandske OT – medarbejdere på det sorte marked. Han blev idømt 18 måneders fængsel.

 

Hitlers ”yndlingsprojekt”

Kanaløerne udgjorde for Hitler en stor prestige. Det var det eneste britiske jord, som nazisterne formodede at besætte. Derfor blev der planlagt store bebyggelser på øerne. Det var store forsvarsanlæg, bunker, batterier og underjordiske sygehuse.

Det blev Hitlers yndlingsprojekter, som man ofte kunne se i Ugerevyen. For at bygge de store projekter blev tusinder af fanger fra KZ Neuengamme sendt til Alderny. Øen er kun på 7,8 kvadratkilometer og er den nordligste Kanalø.

 

Mange døde i lejren

SS – lager ”Sylt” blev åbnet i april 1943. Det var den mest brutale af de fire KZ – lagere på Alderny. Efter de officielle britiske statistikker blev 420 fangere på Alderny myrdet af nazisterne. Men overlevende taler om langt højere tal.

Otto Spehr, der som socialist blev dømt 10 år i KZ – lejr fortæller til ”The Guardian” at alene i ”Sylt” blev 350 mennesker myrdet. Otto Spehr tilbragte 16 måneder i lejren.

 

Syge udsat for vind og vejr

Mange døde af udmattelse, underernæring eller sygdomme. Men de fleste blev skudt eller pryglet til døde. I barakkerne var der i den grad trængsel. Så meget at de syge blev lagt på en båre og sat ude foran barakkerne. Her lå de så udsat for vejr og vind indtil de døde.

Efter dokumentationer fra det engelske efterretningsvæsen MI 19, som først i nyere tid er blevet offentliggjort, kan man læse at SS – vagter fik to ugers særorlov for hver fem fangere, som de dræbte.

 

Hængt for at stjæle brød

Nazisterne brugte også hunde mod fangerne. En mand blev hængt ved indgangsporten med et skilt:

 

  • For at have stjålet brød

 

I fire dage hang han så her til skræk og advarsel.

 

Blev skudt for ringe forseelser

Man fik kun det at spise, så man lige kunne overleve. Den rå sø forhindrede også ofte, at man kunne få nye forsyninger.

De blev dræbt for ganske ringe overtrædelser. For eksempel blev de skudt for at have smidt cigaretskod på jorden og når en anden fange bøjede sig ned efter den, blev de skudt.

Halvdelen af dem, der sad i KZ – lejren ”Sylt” var fra Sovjetunionen. Men her var også folk fra Polen, Tjekkoslovakiet, Frankrig, Holland og tyskere. En stor del var franske jøder. Her sad også en håndfuld lokale, der havde forsøgt at gøre modstand mod nazisterne.

I begyndelsen var lejren en udelejr for KZ Sachsenhausen, Senere blev det udelejr for Neuengamme.

Den 24. juni 1944 blev lejren opløst og fangerne blev sendt til Tyskland. Men mange overlevede ikke transporten. Otto Spehr flygtede fra jernbanevognen.

Af de 1.000 KZ – fangere var der kun 536 tilbage. Efter ankomsten var også flere blevet skudt eller flygtet.

 

Briterne skjuler dokumenter

Det er måske også rigtigt som hævdet at briterne har forsøgt at skjule, hvad der skete på Kanaløerne. Således er talrige dokumenter, herunder en yderligere M 19 beretning over Alderny – lejren bag lås og slå indtil 2045.

Ikke engang Underhus-udvalget omkring Nazisternes krigsforbrydelser har fået denne beretning at se. Man vil skjule den lokale befolknings samarbejde med nazisterne. Mange lokale samarbejdede med dem og skaffede nazisterne levnedsmidler. Fangerne fik kun det allernødvendigste at spise.

 

Dokumenter er blevet stjålet

Overlevende fortæller, at man hængte køkkenkapo. Det var en køkkenmedhjælper, som også var KZ – fange, som ledede køkkenet.

Det forlyder at krigsdokumenter om Kanaløen Jersey er blevet stjålet. Dokumenterne dukkede pludselig op på diverse værtshuse og i antikvariater. Disse dokumenter vakte stor opmærksomhed.

 

De lokale vil helst glemme lejrene

Egentlig har alle disse lejre været ubekendt og de engelske myndigheder har længe nægtet forskere i at grave dem ud. Endnu den dag i dag er emnet tabu på Kanaløerne. Man vil ikke snakke om det. Lokalbefolkningen skammer sig endnu i dag over samarbejdet med tyskerne dengang. Men det kan også være fordi de ikke vil huske den grufulde tid i lejren.

 

Ikke meget tilbage af lejren

Der findes et mindesmærke, et kors og en plade, der skal minde om lejren ”Sylt”. Den er stiftet af familien Hammond. Hver år arrangeres der en mindehøjtidelighed. Mindesmærket blev indviet den 18. september 1966. I 2008 blev stedet udvidet.

Der er ikke meget tilbage. Tre stolper markerer indgangen. Man kan se nogle ruiner, herunder nogle vagtposter. Der er nogle fundamenter og en lille tunnel, som gik fra lagerkommandanten til det indre af lejren. Kommandantens hus blev senere anlagt i en anden del af øen. Der er ingen skilte, der markerer, hvordan lejren så ud.

Alderney blev kaldt ”Den stille ø” fordi ingen vidste hvad der foregik under besættelsestiden. Kommandant oberst Schwalm brændte lejren ned og ødelagde alle informationer om lejren, inden øen den 16. maj 1945 igen blev overtaget af briterne.

Den tyske besættelse af Jersey begyndte med et bombardement. Her blev 10 dræbt og talrige blev såret. Hvide flag blev derefter hejst på øen.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.624 artikler heraf 329 artikler under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)

 

 


Bydelen med de mange fabrikker

September 18, 2020

Nørrebro – Bydelen med de mange fabrikker

I denne artikel besøger vi Schulstad Brødfabrik, Nørrebro Dampvaskeri, Ludvig Anderssons Skofabrik, Aller Blågårdsgade og Fattigfabrikken på Ladegården. Filosofien med Schulstad var at nu skulle det være slut med surdejs-brød. Nu skulle der produceres kvalitet. Og således forvandlede brødfremstilling sig fra håndværk til industri. Der skulle eksplosioner til i Carl Allers ungdom til for at udvikle en ny trykketeknik. Han giftede sig med nabodatteren, Laura. Efterhånden blev virksomheden i Blågårdsgade for lille. På Ladegården startede fabrikken som en succes. Men kvaliteten var for ringe og underskuddet voksede.

 

Da Industrien kom

Fra midten af 1800 – tallet og frem voksede Nørrebro frem som en ny bydel. Pludselig blev portene afskaffet. Men allerede da var industri og handel i gang på Nørrebro. Man måtte have arbejdere inde fra byen. Der var ikke nok arbejdskraft på Nørrebro.

I 1860 var indbyggertallet på ca. 10.000. i år 1900 var den på 100.000. Det blev et rigtigt arbejderkvarter. Og det blev i den grad bygget. Byggespekulanter tjente i den grad penge. Det drejede sig om at bygge så meget som muligt på så lidt jord som muligt. Byggevedtægter og regler kom først bagefter.

 

Vi tager lidt håndværk med

I vores lille serie kigger vi kun på en brøkdel af alle de fabrikker, der var her. Der kommer måske også lidt håndværk med. På Ydre Nørrebro kom der endelig en godsbane. Den havde industrien brug for.

Der var temmelig store industriforetagende der etablerede sig her. Men der var også af små håndværk. Værksteder, småindustri eller håndværksprægede virksomheder etablerede sig i sidegaderne eller i baggårdene.

Nogle af de industrivirksomheder, der bosatte sig her, blev eller var meget kendte. Nogle steder især i Mimersgade- kvarteret kan vi godt fornemme, at her har været industriforetagender.

 

Danmarks største handelscentrum

Alt dette var medvirkende til, at Nørrebro omkring 1920 var Danmarks største handelscentrum og her befandt sig Danmarks absolut største handelsforening med over 700 medlemmer. Her var også landets største koncentration af butikker.

Størstedelen af virksomhederne flyttede fra Nørrebro i 1950’erne. Og størstedelen af ejendommen er revet ned. Beboelsesejendomme, parker og pladser har overtaget.

 

Schulstad Brød

Maltet rugbrød blev en ny betegnelse i årene omkring 1900. i 1897 begyndte Schulstads Brødfabrik et samarbejde med kemikeren Chr. Ludvigsen med at producere maltsyret rugbrød. Det faldt i den grad i kundernes smag ”Et maltet”, blev et begreb i de københavnske brokvarterer.

Som 32-årig startede Viggo Schulstad sit første bageri i Store Kongensgade i København. Han vidste egentlig ikke meget om det. Men han øjnede en forretning. Derfor købte han et nedlagt rugbrødsbageri. Fem ovne af jern erstattede de gamle stenovne.

Store Kongensgade Brødfabrik og Meelforretning voksede.

 

Kvalitetsbrød var filosofien

Han vinkede farvel sin første samarbejdspartner. I 1880erne blev der lavet meget surdejsbrød til stor fortrydelse for maver og læger. Sammen med Ludvigsen fandt han frem til et sundere brød.

Engang var det ikke ualmindelig at finde cigaretskod og alt muligt andet i rugbrød. Dette var slut i Schulstads filosofi. Nu skulle det være kvalitetsbrød i sunde og rene omgivelser. Schulstad forbød alle former for rygning og tobak i produktionen. Han påkrævede alle produktionsansatte at bære sko og strømper.

I 1890 var Schulstad flyttet fra Indre By til Blegdamsvej ved Skt. Hans Torv. Brødfabrikken voksede hurtig. Det stillede store krav til distributionen. Dette blev i 1900 klaret af 10 vogne og 20 heste, mens der i 1914 skulle 25 vogne og 50 heste til at klare udbringningen af brødet.

I 1900 startede en brødkusk hjemmefra kl. 4 om morgenen. Han var først hjemme igen kl. 10 om aftenen. Vognen skulle fyldes med brød. Hestene fodres og spændes for. Så var man klar med første tur kl. 6.

I 1900 opførtes en ny fabrik i Ryesgade, hvor Schulstad & Ludvigsen drev deres virksomhed efter de nyeste hygiejniske principper.

 

Fra håndværk til industri

I en periode, hvor rugbrødsproduktionen blev omlagt fra håndværk til industri, var Viggo Schulstad førende og forstod på fremragende måde at tage de nye tekniske fremskridt i sin tjeneste. Af betydning blev det, at docent Chr. Ludvigsen knyttedes til fabrikken. Med ham som leder anvendte denne først af alle malt ved fremstilling af syrefrit brød, men s Chr. Ludvigsens søn optog fremstillingen af det maltsyrede brød gennem ”System Ludvigsen” blev en anset og betydelig rugbrødsfabrik videreført på et videnskabeligt grundlag.

I årene omkring Første Verdenskrig skete en række fusioner i brødfabrikation.  Bl.a. med Forstændernes Brødfabrik i Sjællandsgade og senere Jagtvejens Mølle & brødfabrik lagt sammen med Schulstad & Ludvigsen.

Fabrikken i Heimdalsgade kom til ved en fusion. I 1920 udvidede og moderniserede Schulstad & Ludvigsen fabrikken. Den fik elektrisk drift, nye kedler og 16 ovne mod tidligere 4.

 

Revolution, da det nye brød kom frem

Det var en revolution, da det nye brød kom frem. Det havde dokumenterede fordøjelige fordele.

De to pionerer blev hurtigt anerkendt for at have forbedret alle detaljer i produktionen 1902 havde Schulstad åbnet et nyt bageri med alle teknologiske nyskabelser. Dertil kom et dedikeret fokus på friske råvarer, ubesmittet hygiejne og arbejdsvilkår for medarbejderne, der var forud for deres tid.

Under Første Verdenskrig steg priserne på råvarer voldsomt. Mens mange virksomheder gik konkurs ændrede Viggo Schulstad taktik.

Centraliseringerne fortsatte i 1930erne. Flere virksomheder kom med i fællesskabet. Nu skulle brødet transporteres over større afstande. Løsningen var indpakning i papir.

 

Produktionen blev flyttet

Under det fornyede industrille opsving fra 1950’erne flyttede Schulstad & Ludvigsen gradvis produktionen fra Nørrebro til Glostrup, hvor en nybygget fabrik stod færdig i 1967.

Schulstad & Ludvigsen blev en af Nørrebros store brødfabrikker ved siden af det kooperative Arbejdernes Fællesbageri i Nannasgade.

Antallet af brødfabrikker blev reduceret fra 78 til 18.

I 1967 flyttede fabrikken til moderne rammer i Albertslund, men ligger nu i Avedøre Holme.

Først i 1980erne var der kun 8 brødfabrikker tilbage i Danmark.

I 2003 kom fabrikken på svenske hænder og ejes i dag af Lantmännen.

 

Nørrebro Dampvaskeri

I 1871 blev Nørrebro Dampvaskeri grundlagt. Og det var i Læssøgade 17. Grundlæggeren hed P.C. Nielsen.

Familien drev foretagendet i tre generationer. I 1914 blev virksomheden overtaget af Valdemar Thorup. Denne udvidede også virksomheden, så den nu omfattede al slags vask. Og det var både linned, husholdningsvask og vask efter vægt.

I 1916 opførtes en ny bagbygning, som gav god plads til de store dampruller. Dette var en virkelig pryd for et moderne vaskeri, sagde man dengang.

Kraftanlægget blev udvidet med en ny dampkedel. Fra to store dampkedler hentede vaskeriet hver dag sit forbrug af damp til kogning og drivkraft.

Vaskeriet havde egen elektricitetsværk til belysning og strygning. Indehaveren, Valdemar Thorup var en aktiv herre. Han var i bestyrelsen for mesterforeningen i Farveri – og Vaskeriejere under Arbejdsgiverforeningen.

 

Ludvig Anderssons Skotøjsfabrik

Fabrikken blev grundlagt i 1905 i Hjørringgade 3 af Ludvig Andersson. I 1910 flyttede virksomheden til Jagtvej 113. Og i 1917 flyttede man til Nørrebrogade 45.

Fabrikken beskæftigede 100 mennesker.

Der blev fabrikeret alle slags gennemsyede fodtøj, som blev solgt over hele landet.

 

Bladeventyret i Blågårdsgade

Som bekendt kommer alt godt fra Sønderjylland. Jens Hansen blev en af de største brændevinsbrændere og ølbryggere i København. Han kom også til at eje en række grunde på Ydre Nørrebro og græsningsarealer på Nørre Fælled. Han tog navneforandring til sin fødeby Aller i nærheden af Christiansfeld.

 

Eksplosioner på første sal

Sønnen Christian Aller fulgte i faderens fodspor. Dennes søn Carl Aller blev født i 1845. Faderen døde, da Carl var 7 år. Enken og Carls mor lod opføre en villa i Odinsgade. Her flyttede hun ind med 7 børn. Snart blev villaen samlingspunkt for kvarterets børn.

En af dem, der kom i hjemmet, var Laura. Allerede ved sin konfirmation vidste Carl, at han ville være litograf. Det var især stentryk, der fascinerede ham. Men hans mor var dog efterhånden lidt bekymret, for det skete ofte, at der kom mægtige brag oppe fra kvistværelset, når Carl eksperimenterede. Vinduerne var efterhånden godt tilsodet.

 

Carl blev gift med naboen datter

Carl Aller blev gift med naboens datter, Laura. Og hans eksperimenter lykkedes. Han fik et stort legat og km i lære.

I Danmarks nationalbank havde man hørt om hans specielle trykkemetode. Ved selvsyn kunne de se, hvor god den var. Han fik tilbudt 800 kr. for opfindelsen, men han sagde nej tak.

Carl og Laura lejede lokaler ved Holmens Kanal. Laura havde fremstillet en produktion af hækleopskrifter og mønstre. Dette gav ideen til deres første blad ”Nordisk Mønster – Tidende”. Det så dagens lys den 7. januar 1874. I dag hedder det Femina.

Pladsen blev for trang. De vendte tilbage til barndommens Nørrebro. I Blågårdsgade havde de lejet lokaler med forkøbsret. De trykte også en billedbibel og satirebladet Ravnen.

Carl havde ideerne. Han var inspireret af Illustreret tidende. Det var datidens Billed Bladet. Og han spurgte Laura om hun kunne samle stof til et nyt blad. Det blev til Illustreret Familiejournal. Det første eksemplar i abonnement gik til madam Svendsen, en værtshusholder, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22.

 

En larmende trykkerimaskine på gas

Illustreret Familiejournal blev øjeblikkelig en succes. Kong Christian den Niende fik leveret to eksemplarer til Hoffet tre måneder efter.

Manden, der trak svinghjulet i Blågårdsgade blev overanstrengt. En ny hurtigpresser blev bestilt. Samtidig satte han en ny gasmaskine op i trykkeriet, der skulle drive pressen. Men den larmede.

Egentlig var trykkeriet indrettet i en gammel hestestald. Familien boede i en treværelses lejlighed ved siden af. Nabo – og genbogrunden blev købt. En ny trykkeribygning blev opført.

I begyndelsen af 1880’erne var et norske og svensk trykkeri også i gang med at trykke Allers blade på norsk og svensk.

 

Et stort trykkeri bliver overtaget

En kæmpe succes var også Allers Illustrerede Konversationsleksikon. I 1886 blev den første dampmaskine installeret i Blågårdsgade. I 1895 kom Illustreret Familiejournal i fire farvet tryk.

I 1900 overtog man det hæderkronede trykkeri Bianco Luno. Nu var det for alvor nødvendigt at flytte fra Nørrebro. I 1912 købte man egen papirfabrik. I 1917 døde Laura med en pen i hånden. Ni år efter døde Carl. Og Allers blade lever den dag i dag i bedste velgående.

 

Fattigfabrikken på Ladegården

Ladegården skulle forsyne Københavns Slot. Den oprindelige Ladegård var virkelig moderne og stor. Den kunne rumme 500 stykker kvæg. Men ak en orkan i 1628 ødelagde det hele. Gården blev bygget op igen, men blev ikke nær så stor.

Gårdens økonomi blev dog aldrig god. Kongen havde stort underskud. Derfor bortforpagtede han den. Her var både krigshospital, hospital for afsindige. Og mange andre ting.

 

Man fremstillede negerklæder

Her var også tvangsarbejderanstalt. Dengang som nu var man af den mening at fattigdom og arbejdsløshed var og er man selv skyld i.

Tiggeri var forbudt. Hvad skal man så gøre? Ja så var det fattigvæsnet, der tog over. Når de først gjorde det, blev den fattige umyndiggjort. Fattigvæsnet aftalte med en fabrikant, at de fattige fik en passende løn. Men når varerne kom på markedet, måtte de ikke sælge varerne billigere.

I de københavnske sogne oprettede man arbejderhuse, hvor arbejdsløse kunne lave noget fornuftigt. Men man kunne også risikere at blive ”indlagt” på en arbejderanstalt. I 1833 blev Københavns Tvangs – og Arbejderanstalt indlemmet i Ladegården.

Men allerede i 1816 var der oprettet en industri – indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev indrettet en uldfabrik, et farveri, en linnedfabrik, et lysstøberi og et rebslageri. Produktionen skulle først og fremmest dække Fattigvæsnets eget forbrug.

Desuden skulle der leveres lærred til hæren og ”negerklæder” til ”negrene” i Vestindien., dækkener til de kongelige stalde, lige som man også solgte varer til de handlende. På fabrikken skulle de mest arbejdsdygtige arbejde, mens man i arbejderhusene fortsatte med at lade de øvrige arbejde med spinding af hør og hamp.

 

Det startede som en succes

Det startede med en succes. Man begyndte med uldfabrikken. Til dette antog man en tidligere klædefabrikant, der fik hjælp af dugmagersvende. De andre virksomheder blev også ledet af faglærte. Men først på Ladegården var Uldfabrikken. Den beskæftigede i 1825 i alt 224 personer.

Men ak og ve. I 1825 var underskuddet for anstalten som helhed omtrent 8 skilling pr. dag pr. mand. Uldfabrikken var oppe på et underskud på 12 skilling. Linnedfabrikken var oppe på et underskud på 28 skilling pr. dag pr. mand. Underskuddet blev betalt af Fattigvæsnet. I løbet af tre år havde man et underskud på 25.000 Rigsdaler.

Det var ikke godt, at man havnede her på Arbejderanstalten. På Ladegården sagde man, at arbejderne var:

 

  • Afkræftede, løsagtige fruentimmere, afskedigede halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.

 

Kvaliteten var meget ringe

Man overvejede at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken.

Et andet problem ude på Ladegården var, at kvaliteten af det man producerede, var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af rimelig kvalitet.

Og det hele hjalp heller ikke, da ladegårds-lemmerne i 1839 satte ild til det hele.

Det gamle domicil blev definitivt forladt den 1. juni 1908. Næste stop blev Arbejderanstalten Sundholm. Lokalerne på Ladegården blev udlejet og endelig nedrevet i 1930

 

  • Denne artikel er en del af Projekt Industri på Nørrebro

 

  • Hvis du vil vide mere, dengang.dk indeholder 1.624 artikler – Under Industri på Nørrebro finder du 12 artikler. Under denne kategori finder du en artikel ”Industri på Nørrebro” med en fortegnelse over yderligere 42 artikler, der kan relatere sig til emnet.

 

  • Under ”Historier fra Nørrebro” finder du 290 artikler

 

  • Under ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” – Historier fra Nørrebro Handelsforening finder du 28 artikler

 

                                  

 


Nora og Laura

September 18, 2020

 

 

Nora og Laura

Uden Laura var Henrik Ibsens drama ”Et Dukkehjem” aldrig blevet til. Laura blev til Nora. Dramaet er bygget op over virkelige hændelser. Dramaet fik stor betydning for kvindebevægelsen. Manden var frygtelig syg. Det eneste, der kunne redde ham, var en tur syd på. Men han havde ikke råd. Konen (Laura) lånte pengene i en bank. Hun sagde til hendes mand, at det var optjente penge. Men Laura kunne ikke betale penge tilbage. Hun ville ikke fortælle hendes mand sandheden. Det kom til et stort opgør, hvor manden sendte Laura på sindssygehospital. Efter lang tid mødte Laura og Henrik Ibsen hinanden personlig. Henrik Ibsen døde i 1906 og Laura døde i 1932.

 

 

Et dukkehjem havde premiere i København den 4. december 1879 med Betty Hennings i hovedrollen. Det er et af Henrik Ibsens mest berømte skuespil, en klassiker, der stadig spilles. Stykket blev centralt for udviklingen af det moderne drama, og selv om det ikke var Ibsens hensigt, fik det også betydning for kvindesagen. Det er bygget op over den situation, at hustruen bag sin mands ryg skaffer penge til en rejse til Syden, som er nødvendig for at redde hans liv.

 

Da han kommer hjem frisk og rask, opdager han, at hun har pådraget sig en gæld, som hun ikke kan betale, og det kommer til et voldsomt opgør. Stykket ender med, at hun går sin vej fra mand og tre børn. Regibemærkningen understreger det eftertrykkeligt:

 

“Nedefra høres drønet af en port, som slås i lås”.

 

Forfattere er frit stillet over for deres stof, men situationen var ikke opdigtet. Ibsen kendte den fra Laura og Victor Kielers ægteskab, men her formede slutningen sig anderledes. Det var man klar over i samtiden,

men i vore dage synes Laura Kielers skæbne at være glemt.

 

Laura var født i Norge 1849 som datter af Tromsø-fogeden Smith Petersen. Som ganske ung læste hun Ibsens drama “Brand” (1866), skrev anonymt en lille roman “Brands Døtre”, som hun tilegnede Ibsen og sendte ham med et ærbødigt brev. I et venligt takkebrev udtalte han håbet om, at de kunne træffes. I 1870 mødtes de i København, og Ibsen blev overrasket over, at forfatteren til Brands Døtre var en livsglad og munter ung dame. Han var på det tidspunkt med sin hustru Suzannah flyttet til Dresden og indbød hende til et besøg der.

 

Det fandt sted i 1871, varede et par uger og var vellykket. En aften havde Ibsen direkte opfordret Laura til at skrive skuespil. I 1872 døde Lauras far; hun flyttede med sin mor til Danmark, hvor hun det følgende år blev gift med Victor Kieler.

 

Han blev lærer i Hillerød, hvor han underviste i latin og fransk. De fik børn, og Laura bidrog til husholdningen ved at skrive noveller og historier. Victor var en agtet lærer, venlig og omgængelig, men han havde et fast princip, der skulle vise sig at blive fatalt: Man måtte ikke optage lån, man måtte ikke skylde penge væk.

 

En dag blev Victor alvorlig syg, det var galt med lungerne. Lægen foreskrev et længere kurophold i Syden som absolut nødvendigt. Det var udelukket, sagde Victor, vi har ikke råd. Men Laura sagde, at hun havde

lagt lidt penge til side, og rejsen fandt derefter sted i 1874. Laura havde lånt pengene i en bank i Kristiania.

 

Hun lod Victor tro, at det var penge, hun havde tjent på hvad han kaldte hendes skriverier. I juni 1876 vendte de hjem og gjorde på vejen et ophold hos Ibsen, der nu var flyttet til München.

Laura betroede sig til Henrik Ibsens hustru Suzannah; hun var bekymret for, hvordan hun skulle kunne få lånet betalt. De ord er sandsynligvis gået videre til Ibsen.

 

Han kendte allerede til den celebre historie om Orla Lehmanns datter Margrethe, der i 1876 havde forladt sin mand, forfatteren Gotfred Rode og deres to senere så berømte børn Ove og Helge til fordel for nordmanden Erik Vullum.

 

Laura og Victor Kieler vendte tilbage til Danmark. Han var fuldt helbredt og levede lige til 1917. I første omgang fik Laura en kortvarig forlængelse af lånet, idet hun kunne stille en dansk grosserer som

medkautionist. Forskellige andre anstrengelser mislykkedes, og så skrev hun under tidspres fortællingen “Ultima Thule”, som hun tillige med nogle skitser sendte til fru Ibsen.

 

Laura spurgte, om hun kunne formå sin mand til at sende manuskriptet til Gyldendals direktør Frederik Hegel. Ibsens svar var langt og sønderknusende. Det er dateret 26. marts 1878, og et uddrag af brevet giver et indtryk af Henrik Ibsens stil og personlighed:

 

“Ikke på nogen måde hverken kan eller vil jeg anbefale til Hegel det hidsendte manuskript, Ultima Thule.

 

… Den hele skildring er uden spor af sandsynlighed, troværdighed og realitet.” Ibsen kan ikke forstå, at Lauras mand ikke på det bestemteste har modsat sig offentliggørelsen. Hun måtte tage sig sammen og give sin mand fuld besked. Han måtte tage på sig de sorger og bekymringer, som pinte hende og jagede hende i angst.

 

“Under alle omstændigheder, husk på, at De har en naturbegavelse at gøre regnskab for.

 

… Hegel ville aldrig have taget Deres manuskript på forlag, om jeg end havde sendt ham det med en anbefaling. …

Skal der kunne gøres noget brugbart ud af det, så må det helt og holdent omarbejdes. Jævn, naturlig, troværdig fortælling; al sygelig opskruethed væk! Og lad Dem ikke påvirke af nogen.

 

 

I Danmark findes der så meget åndløs korrekthed. Vogt Dem for den, og vogt Dem ligeledes for at agere dansk, skam Dem ikke ved at vedblive at tænke og føle på norsk; unorsk kan man vistnok gøre Dem, men dansk bliver De ikke derfor. … Læg alt, hvad der trykker Dem, i Deres mands hænder.

Han er jo den, som har at bære det.”

 

Manuskriptet sendte Ibsen tilbage.

Da Laura fik svaret, var hun syg og forpint af sine økonomiske bekymringer. Hun havde for nylig fået sit tredje barn. Hun måtte lægge kortene på bordet, og da løb Victors nerver af med ham. Han blev rasende,

lod Laura – uden barnet – tvangsindlægge på et sindssygehospital, antagelig i nogle måneder, og han forlangte skilsmisse.

 

Nogle breve på Det Kgl. Bibliotek viser, at Laura i hvert fald fra september 1878 opholdt sig i København.

Hvis man nu stiller spørgsmålet: gik Laura ud på samme måde som Nora? – så er svaret: Nej, Laura blev smidt ud, endog tvangsindlagt, og manden forlangte skilsmisse. Men Ibsen var klar over, at der var problemer. Så sent som 2. august 1879 skrev han i anden sammenhæng til Frederik Hegel:

 

“P.S. Med fru Kieler kom det, som De formentlig ved, til en sørgelig katastrofe. Hendes mand underrettede os ganske kort om, at hun nu var bragt i en sindssygeanstalt. Kender De nærmere sammenhængen hermed, og om

hun endnu befinder sig der?” Men da var Laura for længst kommet til København, hvor Et dukkehjem fik urpremiere 4. december 1879.

 

Laura genoptog sin skribentvirksomhed, og hun engagerede sig også i den offentlige debat. Hun gav efter for Victors bønner og genoptog samlivet (de var kun separeret og ikke skilt) og fik i 1886 og 1888 børnene

Thyra og Ernst. Hun havde kun ganske sporadisk forbindelse med Ibsen.

 

En overgang var Laura journalist ved Morgenbladet, og i den egenskab interviewede hun i 1885 Henrik Ibsen, der var i København på gennemrejse.

Resultatet blev ifølge professor J.F. Kinch en beåndet og sympatisk stemt avisartikel, som senere blev optaget i en bog med titlen “Silhuetter”.

 

Hun skrev også et skuespil “Mænd af Ære”. Men hun følte trang

til at få talt ud med Ibsen, der jo i sit brev 26. marts 1878 havde afsløret en enestående mangel på forståelse for hendes situation. Bruddet med Victor havde været smerteligt og genstand for almindelig omtale. Hertil kom det pinefulde i året efter at skulle se sig selv udstillet for København og hele verden som Nora i Et dukkehjem.

 

Hun opsøgte derfor Ibsen, da han og Suzannah i 1891 efter 27 års udlændighed flyttede tilbage i Kristiania. Det blev til en lang samtale, hvor ting, som Ibsen havde glemt eller fortrængt, kom op til overfladen.

 

Ibsen havde grædt. Det hedder sig, at afsnit i hans to sidste skuespil “Bygmester Solnes” og “Når vi Døde vågner” afspejler denne samtale.

 

Laura blev imidlertid indbudt til at deltage i den store festmiddag for Ibsen på Hotel d’ Angleterre i 1898 i anledning af hans 70 års dag. Hun takkede nej. Ibsen døde 1906. Laura døde hos familie i Ålsgårde i 1932, 83 år gammel.

 

Uden Laura Kielers historie, ville Henrik Ibsens – Et dukkehjem – aldrig have set dagens lys.

 

 

Kilde:

  • Universitetet, Oslo

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang,dk indeholder 1.625 artikler, herunder Andre Historier med 65 artikler.

Auschwitz og Thalidomid – skandalen

September 3, 2020

Auschwitz og Thalidomid-skandalen

Thalidomid testet på fanger i Auschwitz. Det var en af de ledende folk i IG Farben, der stod for dette. Han blev dømt i Nürnberg for massemord og slavehandel. Kun fire år i fængsel sad han. Han blev ansat af kemifirmaet Grünenthal, der skulle tjene hurtige penge. Og så lancerede man et produkt – helt uden bivirkninger, påstod man. Men 10.000 børn blev født med alvorlige skader eller døde ved fødslen. Kemifirmaet bestak læger, ansatte privatdetektiver og advokater for at benægte fakta. Lang om længe kom der til en retssag, der varede i seks år. Ingen blev dømt, man kom til kompromis. Man kunne søge en fond. Men det var svært at bevise. Først i 2012 undskyldte Grünenthal. I Danmark blev ofrene ydmyget. Myndighederne havde holdt advarslerne tilbage. Først i 2018 blev der udbetalt erstatning. Andre lande havde for længst gjort det. Og efter sin død blev Otto Ambros hyldet af bl.a. BASF. Han blev spurgt om sit engagement. ”Det er ikke så meget vi tænker over”.

 

Thalidomid blev testet på Fanger i Auschwitz

Under Anden Verdenskrig opdagede nazisterne og kemikeren Otto Ambros stoffet ”Thalidomid”. Stoffet testede han på fanger i KZ-Auschwitz. Det førte til forfærdelige bivirkninger og dødsfald. Alligevel var han med til at lancere lægemidlet i 1957.

Da Otto Ambros opdagede stoffet ”Thalidomid” sad han i toppen af IG Farben.

 

Otto Ambros – tæt på beslutningerne

Dette firma og deres aktiviteter havde en afgørende betydning for Hitlers krig. Og det er også dette firma, der indirekte er skyld i Thalidomid-skandalen. Otto Ambros var en af de ledende folk i IG Farmen. Han stod bl.a. også for bygningen af Kz-lejren Auschwitz. Han fik en meget mild straf for sine forbrydelser. Og det skyldtes bl.a. amerikanerne.

Otto Ambros hævdede, at han ikke kendte noget til gasning af jøderne. Han var en af dem, der var nærmest på beslutningerne.

 

En af de største medicinal – skandaler i Europa

Det førte til en af de største medicinal-skandaler i europæisk historie. Chemie Grünenthal sendte et nyt lægemiddel på markedet. Det kunne fjerne graviditetskvalme og hovedpine. ”Neosedyn” hed lægemidlet i Danmark, og det indeholdt stoffet ”Thalidomid”.

For de gravide var det et vidundermiddel. Men det skulle vise sig, at midlet var sendt fra helvede. Mange af de kvinder, der fik lægemidlet, fødte nemlig misdannede børn. Børn, der manglede arme, ben eller endda øjne eller ører. Og flere kvinder fik også permanente nerveskader af præparatet.

 

I alt 10.000 børn blev ramt

De hyppigst ramte var mødre, som havde indtaget præparatet få gange i løbet af de første måneder af graviditeten. Ved længerevarende brug af midlet sås aborter og dødfødte børn.

Skaderne skyldtes, at Thalidomid hæmmer væksten af blodkar i vævet, når et organ vokser, og samtidig hæmmer væksten i de lange rørknogler, som findes i arme og ben.

I alt blev omkring 10.000 børn født med misdannelser på verdensplan – hvoraf en fjerdedel allerede døde ved fødslen. Først efter fem år på markedet blev lægemidlet fjernet fra hylderne.

 

Medicinalfirma holdt oplysninger tilbage

Under hele skandalen forsøgte Chemie Grünenthal at holde så mange informationer tilbage som muligt. Men det var nogle af firmaets højtstående medarbejdere eksperter i. Efter krigen havde de forsøgt at skjule de krigsforbrydelser, de havde begået.

Under Anden verdenskrig blev der i de tyske koncentrationslejre lavet mange medicinske forsøg – især på de jødiske fanger.

Her havde de nazistiske videnskabsmænd masser af forsøgspersoner, de kunne bruge til forsøg.

 

Han udviklede nervegift

En af dem, der var med til at lave den slags forsøg var Otto Ambros. Han arbejdede hos IG Farben, som var en sammenslutning af tyske kemi – og medicinalfirmaer. En sammenslutning, der arbejdede tæt sammen med nazisterne, som vi allerede har hørt.

Han havde været med til at udvikle nervegiften Sarin, som nazisterne ville brugte til krigsførelse. Men før de kunne det, havde de brug for en modgift hvis nu deres egne soldater uheldigvis blev ramt.

Det var Otto Ambros, der sørgede for det gode samarbejde mellem Nazisterne og den kemiske industri. Han var leder af ”Pulver og spængstof” og ”Kemiske kampmidler”.

 

Han stod for fabrikker i Auschwitz

Han opbyggede de såkaldte Buna-fabrikker i Auschwitz, hvor der i alt blev brugt 80.000 slavearbejder. I 1937 var han blevet medlem af NSDAP.

Han stod også for udvikling af Auschwitz 3 – Monowitz. Han udviklede flere militære giftstoffer.

Og det var netop i arbejdet her, at han opdagede stoffet Thalidomid. Stoffet blev anvendt på fanger i koncentrationslejrene Auschwitz og Bergen-Belsen. Her blev børn født med samme misdannelser, der senere blev opdaget, da lægemidlet kom på markedet i 1950’erne.

 

Otto Ambros kendte til bivirkningerne

Otto Ambros har kendt til bivirkningerne. I slutningen af 1970’erne fandt en argentinsk forfatter beviser på at IG Farben under Otto Ambros havde eksperimenteret med Thalidomid i diverse Kz-lejre herunder Auschwitz.

 

Han fik kun fire års fængsel

I 1948 blev Otto Ambros dømt for massemord og slaveri ved Nürnberg-processen. Han fik en fængselsstraf på 8 år. Men han blev løsladt allerede efter fire år, da han sad inde med en viden som amerikanerne godt kunne bruge.

Som tak til amerikanerne, der sikkert har hjulpet med til hans løsladelse hjalp han firmaer som W.R. Grace and Company og Dow Cheminal. Også den amerikanske hærs kemiske tropper fik glæde af ham.

 

Chemie Grünenthal ville tjene hurtige penge

I 1956 blev han så ansat af Chemie Grünenthal, hvor han præsenterede sin opfindelse – Thalidomid. Der var behov for at tjene på nye ting i Tyskland efter krigen. Chemie Grünewald havde forstået det. Det var et kemisk firma, der producerede en masse kemiske ting som f.eks. vaskemiddel, men nu oprettede de også et medicinalfirma.

Man bildte offentligheden ind, at det var dem, der havde opfundet lægemidlet ”Thalidomid. Det var et beroligende middel, som firmaet hævdede kunne bruges til alt fra for tidlig sædafgang til mavebesvær, fra influenza til angst og ikke mindst et fremragende sovemiddel.

 

Det havde ingen bivirkninger

De sovemidler man havde dengang, havde store bivirkninger, men det havde deres absolut ikke, hævdede Grünenthal. Man hævdede at have testet midlet på forsøgsdyr uden at se nogen bivirkninger. Ja man reklamerede med, at en person havde forsøgt at begå selvmord med deres nye vidundermiddel uden at det var lykkedes.

Midlet blev solgt uden recept. Da det ikke havde nogen bivirkninger. Hele Europa blev overdynget med reklamer. Det gjaldt både læger og tidsskrifter. Nu skulle der tjenes penge.

Utroligt at ingen havde betænkeligheder. Lægemidlet blev sendt på gaden med en lovning om, at det på ingen måde var skadeligt for gravide. Og det var selv om Otto Ambros havde helt andre erfaringer i diverse koncentrationslejre.

I Danmark kom midlet i handelen i marts 1959.

 

Nervebetændelse – blot en allergisk reaktion

I 1959 begyndte historier om, at stoffet var giftigt at dukke op i medierne. Der var flere artikler om kvinder, der fik nerveskader af stoffet. I 1961 kunne en australsk læge vise en forbindelse mellem Thalidomid og misdannelser hos børn.

Grünenthal reagerede ved at hævde, at nervebetændelse blot var en allergisk reaktion som holdt op igen, når man holdt op med at tage lægemidlet. De havde ikke tidligere hørt om disse symptomer. Det ville være en katastrofe for indtjeningen, hvis produktet blev dårlig omtalt. På dette tidspunkt blev produktet solgt til 46 lande.

 

Grænseoverskridende metoder

Man brugte nu grænseoverskridende metoder og betalte læger for ikke at skrive om symptomerne i tidsskrifter. Man hyrede også privatdetektiver for at undersøge smuds i lægernes privatliv for at kunne true dem. Nogle læger gik med til at vente med at offentliggøre deres fund. Alt dette førte til at Thalidomid steg voldsomt i salg og blev absolut en guldgrube for Grünenthal.

På apotekerne fattede de også mistanke, da kunderne begyndte at spørge inde til bivirkninger. For at modvirke stormen af kritik tilføjede Grünenthal en tekst om en harmløs bivirkning i form af en harmløs allergisk reaktion på pakningen. De troede dermed at kritikken ville drive over. Men de tog fejl.

For i 1961 blev man klar over at stoffet også skabte fosterskader. Pludselig blev sjældne misdannelser at storme frem. Der kom tusindvis af tilfælde.

 

Grünenthal bestak læger

Grünenthal hævdede, at de trak lægemidlet tilbage med det samme, da de fandt ud af denne mistanke. Sandheden er dog, at der skulle lægges et massivt pres på firmaet, inden det skete.

Hos Chemie Grünenthal, der stadig er en stor virksomhed med filialer i mange lande forsøgte man at lægge låg på skandalen ved at tilbageholde information, bestikke læger og presse medicinske tidsskrifter. Det gik årevis før lægemidlet blev trukket tilbage.

 

I Danmark gik myndighederne stille med dørene

I Danmark trak Sundhedsstyrelsen medicinen af markedet i december 1961. Af frygt for at skabe panik i befolkningen, gik myndighederne stille med dørene, så kun lægerne blev underrettet.

De danske apoteker blev først orienteret den 30. december 1961 at præparatet var udgået,

Det var først, da Ugeskrift for læger tre måneder senere sendte en advarsel ud om Thalidomid, at befolkningen fik mulighed for at opdage faren ved medicinen. Men da var det for sent, da flere kvinder allerede havde medicinen stående hjemme i medicinskabet.

I en lille artikel i ”Ugeskrift for Læger” stod en anmærkning:

 

  • Omtale i dagspressen frabedes

 

Birthe Wilke blev ramt

I marts 1962 var Birthe Wilke, der sammen med Gustav Winckler især var kendt for at have fået en tredjeplads første gang Danmark deltog ved det internationale Melodi Grand Prix, gravid.

Hun led af morgenkvalme og stående i skabet havde hun Thalidomid, som hun tog. Da hun i 1963 fødte en søn, havde han nærmest ingen arme. Birthe Wilke og hendes søn blev billedet på Thalidomid-skandalen i Danmark, fordi hun var meget åben om sin tragedie.

Sønnen var ikke den eneste, der blev mærket for livet af pillerne. Birthe Wilke fik en nervebetændelse, som hun led af til sin død.

Efter skandalen trak hun sig fra rampelyset.

 

Fosterskader skyldtes rygter, påstod Grünenthal

I Tyskland er cirka 8.000 børn født med misdannelser.

Familier med Thaidomid – børn samlede sig nu fra flere lande for at sagsøge Grünenthal. I Tyskland blev firmaet politianmeldt. Politiet kom og beslaglagde Grünenthals arkiver. Her fandt man mange problemer. Blandt andet det med at firmaet skulle have gennemført syreforsøg, fordi det viste sig, at de aldrig havde verificeret disse dyreforsøg. Men disse forsøg havde Otto Ambros jo gennemført i Kz-lejre.

Grünenthal holdt fast i at misdannelserne skyldtes rygter og ikke deres lægemiddel. De ville ikke betale erstatninger til ofrene. Firmaet brugte flere penge på over 100 advokater til at beskytte sig, end de nogensinde har brugt på erstatning.

Problemet for anklagerne var at der ikke på daværende tidspunkt var nogen viden om hvad Thalidomid gjorde ved menneskekroppen. Dette hævdede Grünenthal, der mente at Thalidomid faktisk redede fostre der egentlig ville være gået til grunde.

 

Retssagen varede i seks år

Retssagen, der varede seks år, endte med et forlig. Ingen af de 11 anklagede blev straffet. Der blev oprettet en fond hvor ofre kunne søge erstatning. Dette viste sig dog ikke at være nemt, da Grünenthal ville have dokumentationen for at kvinderne havde indtaget Thalidomid under graviditeten. For mange kvinder var denne dokumentation umulig. Kun 3 ud af 20 børn i Danmark fik erstatning fra Grünenthal.

Birte Wilke var en af dem. Hun skrev dagbog, hvoraf det fremgik hvilke tabletter hun havde taget.

 

Forskningschef også dømt tidligere

Grünenthals forskningschef doktor Mückner havde en fortid som overlæge på Institut for tyfus og virusforskning, der var underlagt den tyske hær under Anden verdenskrig. Under Nürnberg – processen blev instituttet senere anklaget for at have lavet eksperimenter på fanger i koncentrationslejre, hvoraf en del døde.

 

Ofre ydmyget i Danmark

Allerede i maj 1962 udsendte de britiske myndigheder en advarsel. I USA, Frankrig og DDR godkendte myndighederne aldrig midlet. Flere lande betalte erstatning til ofrene for Thalidomid. I 1991 betalte Canada et engangsbeløb på 80.000 dollars til hver af landets 125 Thalidomid-ofre på 80.000 dollars. Sverige beklagede landets rolle i skandalen og udbetalte ligeledes erstatning. Men det varede lang tid i Danmark. I stedet måtte ofrene finde sig at blive ydmyget af politikere.

De mente at sagen var forældet selv om ofrene havde forsøgt at få erstatning i årevis. Men endelig i 2017 besluttede man at give ofrene 1,5 millioner kroner af satspuljerne. I andre lande havde man for længst anerkendt at staten bar et ansvar for skandalen. Ofrene fik i Folketinget at vide, at hvis de skulle give ofrene erstatning, skulle de jo også give alle andre.

I en mail til TV2 skrev bl.a. Ellen Trane Nørby, at hun ikke kan lave om på fortiden og med tilbagevirkende kraft tage smerten fra de berørte. Hun kan heller ikke yde retfærdighed til de mennesker, som blev udsat for hændelserne.

 

  • Tages der i denne sag skridt til en særlig kompensation, åbnes for præcedens herfor i et ukendt antal sager, hvor der også er sket ulykkelige skader, men hvor der heller ikke foreligger et ansvarsgrundlag.

 

Først i 2012 undskyldte Grünenthal

Først i 2012 undskyldte producenten bag Thalidomid, Grünenthal for første gang offentligt

Skandalen førte til, at man i Danmark og det meste af Europa pålagde lægerne, at de skulle indberette bivirkningerne fra den medicin, de udskrev. Og det førte til, at lægemiddelmyndighederne etablerede strikse systemer og procedurer til at vurdere og godkende nye lægemidler.

Først efter denne skandale begyndte man for alvor at stille myndighedskrav til lægemidler. Før det kunne virksomhederne nærmest bare sende ny medicin på markedet som alle andre varer.

 

Man turde ikke teste medicin på kvinder

Efter skandalen turde man nærmest ikke at teste ny medicin på kvinder, da man var bange for at det ville skade fosteret, hvis det viste sig at en kvinde var gravid.

Det var først i 1990’erne, myndighederne begyndte at stille krav til medicinalindustrien om, at de også skulle teste medicin på kvinder. Det har ført til at vi har en historisk pukkel af medicin, der kun er blevet testet på mænd.

Og det er et problem i dag. Ny amerikansk forskning viser at kvinder får dobbelt så mange bivirkninger ved en lang række medicintyper end mænd gør. Det skyldes, ifølge forskerne, at meget medicin ikke er blevet testet på kvinder, før de er kommet på markedet.

 

Otto Ambros blev hyldet efter sin død

Da den hovedskyldige, Otto Ambros døde skrev familien:

 

  • Hans liv var fyldt med begejstring for kemi og hans families velbefindende.

 

Også BASF – koncernen udtrykte deres begejstring for alt det han havde skabt i sit liv:

 

  • En bemærkelsesmæssig person med masser af initiativ og med stor udstråling

 

Det er ikke noget vi tænker så meget over

Da en amerikansk journalist fik lejlighed til at en personligt interview med Ambros i hans lejlighed i Mannheim og spurgte ham om hans aktiviteter under Anden verdenskrig, svarede Ambros:

 

  • Det er så længe siden. Det havde noget at gøre med jøder. Det er ikke noget, vi tænker så meget på.

 

En artikel om IG Farben følger

Vi vil senere lave en artikel om IG Farben, der allerede i 1933 forærede NSDAP 400.000 mark. Lederne sad ikke længe i fængsel og fik ledende stillinger efter deres korte fængselsstraf, deriblandt Otto Ambros.

 

 

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.623 artikler – Kategorien Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) indeholder 328 artikler herunder:
  • Auschwitz – en udryddelseslejr
  • Buchenwald – Lægen Værnet er stadig aktuelt
  • Holocaust – fornægteren fra Kollund
  • Den polske historiefortælling
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • Jagten på det perfekte menneske
  • Josef Mengele – Dødens engel
  • Værnet – Lægen man lod flygte
  • Sort Guld – Holocaust
  • Jagten på krigsforbrydere
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Hvad skete der i Borbruisk?
  • Tvangsarbejde i det tredje rige
  • Holocaust – aldrig igen
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • Odessa og de andre flugthjælpere
  • Nazi – jægerne
  • KZ – Udelejr Husum-Schwesing (Svesing)
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • I ondskabens skygge af Holocaust
  • Forbindelser til Danmark og mange flere

Sæbefabrikken Blaagaarden

August 31, 2020

Sæbefabrikken Blaagaard A/S

Peter skifter skole mange gange. Familien forsøger mange ting. Peter kommer i lære uden løn. Der er næsten ikke nogen fritid. Nu finder arbejdsgiveren ud af at han også skal have prygl. Peter skifter plads til et sted på Amagerbro. Han tager til Amerika, som er hans store drøm. I begyndelsen er han ved at miste modet. Men så bliver han gift og sparer op. Men alle penge bliver brugt til hospital og medicin, da hans kone bliver alvorlig syg. Faderen og morgen har i mellemtiden oprettet en æbleskivebutik i Blågårdsgade, En dag kommer en mand ind og sælger noget sæbe. Det kommer til at ændre livet for hele familien. Faderen beder Peter om at komme hjem. Fabrikken starter i et hønsehus. Men det flytter mange gange og ender i Ryesgade, hvor Schou senere køber det. Men Peter har ikke fået nok. Han opretter en stor fabrik i Landskrona med i alt 535 ansatte (1935). Han bliver dekoreret både i Sverige og i Danmark.

 

Ikke kendt af mange

Dette er historien om et virksomhedseventyr på Nørrebro og i Sverige og historien om den mand, der skabte dette. Ja historien handler nok mest om Peter. Han var nærmest ved at gå til grunde i Amerika. Men to gange skabte han en stor fabrik med butikker til. Ja faktisk flere gange. Og det hele startede på Blågårdsgade på Nørrebro.

Peter Johannes Thomsen er nok ikke kendt af mange. I 1934 blev han udnævnt som Ridder af Dannebrog.

 

Peter skiftede skole hele tiden

Hans far og mor boede i Raumsølille i Gadstrup Sogn, og her blev Peter født den 15. april 1873. Hans forældre havde en lille gård og indtægterne var små. For at få indtægterne oprettede faderen et hvidtølsbryggeri. Men stedet, hvor dette blev valgt var uheldigt. Der var ikke vand i tilstrækkelige mængder.

Faderen solgte fødegården og købte ca. 12 tdr. land jord i Havdrup og byggede efter den tids forhold et moderne bryggeri. Her boede familien så i otte år. Peter var begyndt at gå i skole seksårsalderen.

Faderen solgte bryggeriet i 1883. Nu begyndte et evigt flytteri som varede i flere år. Peter var næppe kommet i en ny skole før han igen skulle begynde i en ny skole.  Faderen havde efterhånden mistet alt.

 

Læretid, uden løn og også med prygl

Da Peter var blevet konfirmeret, begyndte han i købmandslære i Vordingborg. Og så måtte han ellers hjælpe karlen med at opmåle kul, tappe petroleum, sigte puddersukker og i øvrigt holde pakhuset rent.

Det var ikke noget, der hed løn. Mad og logi blev anset for at være tilstrækkelig. Det tøj som skulle bruges, måtte forældrene købe hos en eller anden marskandiser i København. Der var ikke råd til at købe nyt.

Lommepenge kendte en fattig dreng ikke til dengang. Frihed var der heller ikke meget af. Butikken holdt åben fra 6 morgen til 10 aften. Om søndagen var det åbent til klokken 9 om formiddagen. Derefter skulle hele butikken gøres rent. Klokken 4 om eftermiddagen åbnede butikken atter.

Det hele gik sådan set godt nok, indtil arbejdsgiveren mente at det var passende med en gang prygl en gang imellem. Det syntes Peter ikke var i orden, når han også skulle arbejde uden løn og ikke havde fri.

 

Ny plads på Amagerbro

Forældrene syntes heller ikke dette var i orden. De sendte straks rejsepenge. Af arbejdsgiveren fik han et dokument, der viste, hvor længe han havde været i lære. Peter kom nu tilbage til forældrene i København. Det var han nu ikke så stolt af.

Faderen skulle gennemgå en øjenoperation. Mens dette stod på, hjalp Peter sin mor i den lille butik, som forældrene havde i den tid.

Da faderen igen var erklæret rask, kunne Peter igen søge plads. Han fik ansættelse hos urtekræmmer Peter Jensen på Amagerbro. Han var en god mand og fruen var en elskværdig frue. Her skulle Peter heller ikke have løn.

Men juleaften fik han 50 kr. Og sidste år af læretiden endog 100 kr. Pludselig kunne Peter ernære sig selv.

 

Den store drøm – Amerika

Tiden gik, læretiden var udløbet. Nu blev Peter ansat som kommis og fik nu en fast løn på 30 kr. pr. måned. Og dertil den sædvanlige julegave. Nu begyndte Peter så at samle sammen til sin store drøm – at komme til Amerika. Her troede han, at der var muligheder.

Men det gik helt anderledes. I marts 1893 løste han en tredjeklasses billet til Chicago og kom ombord i den gamle udvandrerdamper ”Hekla” med 12 dollars i lommen. Men Peter var endnu ikke fyldt 20 år og havde intet kendskab til det engelske sprog.

Selve rejsen på Søen varede i 31 dage. Hyggeligt er sådan en rejse ikke. Overalt var der griseri og utøj. Peter måtte gennem så mangen en skærsild, da han endelig kom til Amerika. Da han endelig kom til Chicago, kunne han få sig et bad.

 

Den første vinter var uhyggelig – pengene var små

Allerede dagen efter fik han sig et arbejde som nattevagt. Samtidig gjorde han rent i en bar. Men manglende sprogkundskaber tvang ham til at stoppe. Siden arbejde han på en farm, i et bageri, som kusk og mange andre steder.

Han var ikke bange for at tage hvad som helst. Men den første vinter var uhyggelig. Indtægterne var små. Men af indehaveren af det bageri, hvor han arbejde fik han lov til at sove i et værelse bag bageriet. Det var en seng i dette værelse, men desværre ingen sengeklæder. Peters overfrakke tjente som over-dyne.

Det var koldt. Og der hang is ned ad væggene. Mad kunne han kun få en gang dagligt i denne vinter. Da vinteren var over, fik han igen et ordentligt job. Han skiftede med at arbejde i bageriet og som kusk. Senere arbejde han et par år i et kartoffelfirma. Arbejdet var hårdt og til laveste løn.

 

En lille mælkeforretning

Nu havde han lært landets sprog. For sine sammensparede penge købte han en lille mælkeforretning, som dog ikke gav det store udbytte. Men han blev syg af gigtfeber og kom dårlig gennem de næste tre måneder.

Da han igen meldte sig til tjeneste, var hans plads optaget. For første gang begyndte modet at svigte ham. Han stod nu på fuldkommen bar bund. Han tænkte på at skrive til sin gamle arbejdsgiver i Danmark. Han vidste at denne ville sende ham penge, hvis han bad om en billet hjem.

 

Peter blev gift

Men nej, det ville han alligevel ikke. Han søgte og fik atter arbejde ved et stort mælkefirma. Om morgenen klokken tre måtte han op og ud med vognen. Det var uanset om der var regn eller sne. Men efterhånden var han vant til det.

Han begyndte igen at spare. Efter et par år indgik han ægteskab med sin hustru. Hun var født i Amerika men af dansk herkomst. Hun kunne næsten tale dansk, men de talte dog altid amerikansk sammen. Hun var meget praktisk anlagt. Hun fik købt brugte men næsten nye møbler. De fik et pænt og hyggeligt hjem for små penge.

 

Penge gik til medicin og hospitalsophold

Efter at de havde været gift i tre måneder blev hustruen meget syg. Hun måtte lade sig operere. Peters lille opsparede kapital gik nu til læger, medicin, hospitalsophold m.m. Efter fem måneders forløb var hustruen til dels rask igen.

 

En æbleskiveforretning i Blågårdsgade

Peter’ s forældre havde de sidste tre år haft en æbleskiveforretning i Blågårdsgade på Nørrebro. En dag kom en mand ind i forretningen. Han købte seks æbleskiver og et glas mælk, som han fortærede på stedet.

Men denne mand solgte en blok Marseillesæbe – ca. 5 pund for en krone. Faderen og denne kunde kom til at tale sammen. Resultatet blev, at Peters far skulle betale ti kroner for at få recepten på denne sæbe og selvfølgelig have ret til overvære fabrikationen et par gange. Dette skete allerede et par dage efter.

Nu solgte forretningen i Blågårdsgade både æbleskiver og sæbe. Men det gik dog lidt småt med sæben, som kun gik til venner og bekendte.

 

Startkapital på et par hundrede kroner

Faderen solgte nu æbleskiveforretningen og fik nu nogle få hundrede kroners driftskapital. Nu ville han kun lave sæbe. Han følte dog at han måske var blevet for gammel til dette. Så han sendte et brev til Peter. Muligvis kunne faderen og moderen leve af det, men han mente det sagtens kunne gå så godt at alle kunne leve under bedre kår.

Da Peter fik brevet, greb længslen efter Danmark ham. Hustruen mente, at han trængte til en lang ferie i Danmark. Selv ville hun tage tilbage til hendes mor i Chicago.

Som den driftige og energiske som hun var, sagde hun, at nu hvor de var to, kunne de sagtens klare sig. Hvis det gik godt i Danmark, ville hun komme. Hvis det ikke gik, skulle Peter vende tilbage. Som tænkt så gjort.

 

Nu ville hustruen med

Peter sagde sin plads op med løfte om at få den tilbage, hvis han vendte hjem igen. Alle møbler blev solgt. Og da Peter stod og skulle rejse ville hustruen alligevel med. Og hun kom med. Han lånte 150 dollars af en god ven, som han dog nærmest betragtede som en reserve, hvis det hele skulle glippe i Danmark.

 

Peter overtog kommandoen

Ved midsommertid i juli 1899 vendte Peter sammen med hustruen tilbage til København. De holdt ferie i 14 dage. Derefter begyndte Far og søns kompagniskab. Det begyndte meget småt. Hele varelageret blev opgjort til 60 kr. Peter indbetalte 30 kr. i firmaet. Foruden varelageret var der i fabrikken (et forhenværende hønsehus) en balje, et kogeapparat, en lille gryde og en pind. Nu begyndte arbejdet.

Peter overtog nu kommandoen. Et par agenter blev ansat. Men de gav dog snart op. Så begyndte hustruen i stedet for. Hun forstod det bedre. Om dagen fabrikerede Peter sæben og om aftenen blev de solgte varer bragt ud til kunden.

Forældrene havde udlejet et lille værelse med egen indgang. Dette lejede Peter og indrettede det første udsalg. Og dette passede forældrene.

 

Indtægterne steg hurtigt

Indtægterne steg meget hurtig. Efter kort tids forløb blev den såkaldte fabrik for lille. Firmanavnet ”Sæbefabrikken Blaagaard” blev indregistreret. For hver gang der var penge i kassen, blev en ny butik startet.

Når fabrikken nu fik dette navn, var det fordi den første fabrik blev startet i Blågårdsgade. Da den hurtigt blev for lille, flyttede den et pat gange. I Ryesgade blev den indrettet med maskiner og ret store kogekedler. Alle mulige slags sæbe samt indførte skurebørster, husholdningsvarer og galanterivarer blev forhandlet i udsalgene.

Det fortsatte med at gå godt. I 1914 kom så verdenskrigen, som bragte mange besværligheder med sig, men også gav forretningsfolk store chancer.

”Sæbefabrikken Blaagaard” blev i 1916 til et aktieselskab med Peter Johannes Thomsen som administrerende direktør. Kapitalen var da en halv million kr. Senere blev den udvidet til halvanden million kroner.

 

Peter solgte fabrikken til C. Schous fabrikker

Da alt på Børsen i 1918 – 1919 gik den anden vej opkøbte Peter de fleste aktier og solgte dem så i 1926 til kollegaen og konkurrenten C. Schou’ s Fabrikker.

Nu skulle Peter så til at leve som velhaver. Meningen var at han skulle nyde frugten af de mange års strenge arbejde. Men som det går de fleste mennesker som har oparbejdet noget og så bliver ledige, således gik det også Peter. Tiden blev ham for lang. Han måtte i gang med at arbejde igen.

 

En svensk fabrik blev udvidet

Heldigvis havde han under krigen købt en lille anpart i en nylig påbegyndt sæbefabrik i Landskrona. Da Peter ikke var eneindehaver, fik den lov til at gå som den bedst kunne. Men på et tidspunkt, da han havde afhændet alle aktier i Danmark, kunne han nu vælge enten at likvidere eller få fabrikken ind under ordnede forhold.

Peter valgte det sidste. Flere dage om ugen tilbragte han nu i Landskrona. Og i 1926 valgte han sammen med sin kone at bosætte sig her.

Fra nu af gik fabrikken frem i hurtigt tempo. Et par ejendomme ved siden af blev købt. Fabrik og lager blev også indrettet i disse.

 

Den mest moderne fabrik i Sverige

I 1929 blev Peter meget syg af en blodprop. Han lå i sengen i seks måneder. Gennem et helt år kunne han kun gå ved hjælp af krykker. Men i den tid byggede han en større ejendom til yderligere udvidelse af fabrikken. Og dengang var det den mest moderne fabrik i Sverige.

På fabrikken blev der fremstillet blød sæbe, toiletsæbe, alle slags vaske-, pudse- og skuremidler, parfumer, hårvand, kosmetiske artikler som tandcreme, hudcreme, puder og alt som dertil hører af tekniske artikler som Glycerin, Bonevoks, skosværte m.m.

 

Peter havde 535 mennesker ansat

Navnet på virksomheden var Industrie A/B Sylvia. Til firmaet blev der oprettet 103 butikker (1935). De spredte sig over næsten hele Sverige. Fra disse forgår alt salget. Dertil kom en masse andre ting, der blev solgt i butikkerne.

Det var importerede varer som manufakturvarer, grammofonplader, glas og porcelæn, legetøj og et utal af andre ting. Peter havde i 1935 ansat 535 mennesker i sit foretagende

 

Dekoreret både i Danmark og Sverige

I november 1933 blev Peter af Hans Majestæt Kongen af Sverige udnævnt til Ridder af Vasaordenen og året efter så af som vedblivende dansk undersåt benådet med Ridderkorset af danneborgsordenen.

Vi har også lige kigget på Erhvervspolitisk Årbog i 2014. her beskrives situationen for sæbefabrikkerne i Danmark.

 

Situationen set fra en anden side

Mange især mindre og mellemstore sæbefabrikker måtte lukke, fordi de ikke havde nok kapital til at stå imod. Hvor der i 1913 var 63 danske sæbefabrikker, så var tallet reduceret til 29 i 1927. Af de 29 sæbefabrikker producerede 5 fabrikker hele 70 pct. af Danmarks produktion.

Modgangen var mere end A/S Schreiber & Carl Petersen jr.’ s Fabrikker samt Sæbefabrikken Blaagaard A/S kunne klare. Under krigen havde C. Schous fabrikker haft et godt samarbejde med begge konkurrenter. De efterkrigstidens vanskeligheder havde ramt dem hårdt, kom der gang i forhandlingerne om driftssamarbejde i begyndelsen af 1920erne.

Først med Sæbefabrikken Blaagaard A/S i 1922 og to år senere med andre fabrikker.

 

Kilde:

  • Vi har redigeret et dokument fra Peter Johannes Thomsen fra 1935
  • Erhvervspolitisk Årbog 2014 – 1

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du i alt 1.623 artikler.
  • Under kategorien ”Industri på Nørrebro” ligger 11 artikler, og under denne ligger artiklen ”Industri på Nørrebro” med en liste over yderligere 40 artikler

 

 

 

 


Hammers krig i Vadehavet 1864

August 24, 2020

Hammers krig i Vadehavet i 1864

Hammer fik overladt noget gammelt skrammel, der var gennemrustet. Han bad hele tiden forgæves om nyt materiel, bl.a. dampskib. Meget tyder på, at de i København slet ikke var klar over, hvad der skete. Selv om flåden på et tidspunkt var i nærheden måtte han ikke gør brug af dem. Hammer forhindrede mange gange landgang fra fastlandet over til vadehavsøerne. Og så kæmpede han også mod Slesvig – Holstenerne på øerne. Han fik åbenbart tilsendt en forkert våbenhvile. erklæring af en embedsmand. Han stoppede kamphandlingerne, men det gjorde fjenden ikke. Så de fik nogle fordele. De havde nemlig ikke fået nogen. Dagen efter, som Hammer havde overgivet sig den 20. juli 1864 fik han præsenteret en våbenhvile. Det irriterede i den grad Hammer. Men heller ikke det havde han fået noget at vide om. Det kan godt være, at de i København havde glemt Hammer. Men det havde de ikke i Vadehavet og har det stadig ikke.

 

Vi har før hørt om ham

Vi har tidligere rapporteret om Hammer i Vadehavet i forbindelse med Den Første Slesvigske Krig. Og så har han været gode venner med apotekerfamilien fra Højer, som også har berettet om Hammer.

Med stor dygtighed forhindrede han at den prøjsisk-østrigske hær besatte Vesterhavs – øerne. Det var med en beskeden styrke og noget udrangeret materiale at han gjorde dette. Og som vi skal høre om så havde han også oprørske Slesvig – Holstenere at kæmpe imod.

 

Bedre vidende i København

Det var en lunken støtte som han fik fra en vankelmodig regering i København. Således udtalte Marineministerens adjudant efter et møde:

 

  • Hvad kan det nytte, at hammer får et dampskib, så vil han jo straks have et til, og tror at han dermed kan erobre Tyskland.

 

Hammer havde hele tiden bedt om bedre materiel. Men styrken bestod kun af to små armerede dampskibe, 8 kanonjoller, et antal toldkrydsere samt et kompagni soldater. Han kæmpede med enestående sejhed, djærvhed, der aftvang såvel fjender beundring som var påskønnelsesværdig.

Adskillige gange anmodede han uden virkning marineministeriet om forstærkning.

 

Hammer havde stort lokalkendskab

Hammer havde stort lokalkendskab. Og han ville godt have haft fat i de to dampskibe, der lå i Husum – Hammer og Augusta. Det var gamle postskibe. De havde en ringe dybde. Men forhandlingerne trak alt for langt tid ud.

Løjtnant Holbøll kom til at fungere so0m næstkommanderende. Han blev beordret til at tage til Fanø og oprette en station der. Der var kommanderet et mandskab på 40 men kun 30 var dukket op.

 

Lodserne kom ikke

På det tidspunkt havde Hammer ikke fået et dampskib til rådighed. Han meddelte Marineministeriet at dette var absolut en nødvendighed. I det hele taget var kommunikationen med marineministeriet meget dårligt. Og her var det som om, at man overhovedet ikke havde kendskab til forholdene eller lagt en strategi.

Hammer skulle have modtaget et antal lodser fra Ejderen, men de havde åbenbart ”svigtet deres ed” og var udeblevet. Hammer fik en lille næste fordi han syntes det gik for langsomt fra Marineministeriet så han havde selv kontaktet kommandoerne. Men han fik at vide, at alle anmodninger skulle gå gennem ministeriet.

Hammer ville også gerne have oplysninger om, hvorfra hans mandskab kom. Det kunne han ikke få i første omgang. Den 16. februar 1864 tog Hammer en tur syd på til Amrum og Smaldyb.

 

Prins Frederik af Augustenborg skabte røre

Han fik at vide, at er havde været ballade i Wyk på Før. Landfogeden havde været nødsaget til at forlade øen. Han opholdt sig i kutteren Neptun i Amrum Havn. Straks tog Hammer videre til Wyk.

Prins Frederik af Augustenborg havde sendt agenter til vadehavsøerne for at opildne folket. Straks ved oprørets start havde inspektionsassistent ladet krydsfartøjerne opruste og føre til Amrum Havn så de ikke faldt i oprørerens hænder.

Nu var det sådan at Hammer faktisk boede på Før sammen med sin kone og seks børn. De boede ret isoleret i den sydligste del af byen.

 

Beboerne var bange for Sultan

De boede også sammen med den store ”glubske lænkehund Sultan” som hele byens befolkning havde en panisk skræk for.

En skare mere eller mindre fordrukne individer, forsynet med jagtbøsser høtyve og lignende demonstrerede op mod det hammerske hus. De ville med vold og magt trænge ind i dette. Men fru hammer var en ualmindelig resolut og modig dame. Hun tog med Sultan hen til porten og truede med at pudse den på hver og en, der vovede sig inden for rækværket. Det hjalp – skaren spredte sig hurtig.

Efter at Hammer var ankommet forsvandt de oprørske tendenser. Hammer sammenkaldte Flækkekollegiet og landskabsrepræsentanterne fra Østerlands-Før. Efter nogen forhandling blev det besluttet med de kommunale myndigheder at Landfogeden skulle komme tilbage. Hvor længe der var ro, kunne man ikke vide. Der skulle nok komme flere fanatikere fra fastlandet.

 

Det lykkedes aldrig at skaffe en læge

Hammer rejste videre til Amrum, hvor der i havnen lå nogle indefrosne krydsfartøjer. Han beordrede dem til, så snart isforholdene tillod det at krydse Før og Amrum.

Næste dag tog Hammer til Sild, hvor han talte med landfoged Tvede. Her fik han så at vide, at også her havde der været optræk til ballade. Den værste agitator var Dr. Jenner. Men over halvdelen af befolkningen her var loyale over for Danmark. Hammer aftalte at al post fremover skulle ske via Nørrejylland (nord for Kongeåen) og Strandby.

Det lykkedes aldrig at få en læge tilknyttet til flotillen. Det blev forsøgt mange gange. Efter Dannevirkes rømning forsvandt også en del af det unge mandskab. For ikke at bruge for meget tid på dette lod Hammer denne sag i bero.

 

De måtte true med at skyde

Hammer gik nu sammen med et par krydsere og to kanonjoller syd på for at afskære Sild og Før’ s forbindelse til fastlandet. For at berolige beboerne udsendte Hammer en proklamation.

Men Keitum by og omegn befandt sig allerede i oprørstilstand. Hammer sendte løjtnant Rasmussen som anholdte seks af hovedmændene i oprøret. Man fik dog ikke fat i den egentlig hovedmand Dr. Jenner.

Mod Landfogedens hus stormede 100 oprører. Og enhver opfordring til at stoppe blev efterkommet. Sidste chance for at stoppe oprørerne var kommandoen til matroserne:

 

  • Læg an

 

Kun truslen om at der ville blive skudt, så snart en eneste havde trådt inden for rækværket fik den ønskede virkning. Der blev indgået en overenskomst som foreløbig bragte ro. Men Hammer stolede ikke på denne ro, da hovedmanden endnu ikke var pågrebet.

Atter engang gjorde Hammer opmærksom på i en ny rapport til Marineministeriet at han ikke kunne forsvare øerne uden dampskibshjælp og flere soldater.

 

Igen optræk til ballade

I Wyk havde der igen været uroligheder. Man havde besluttet at hvis der blev arresteret nogen så ville man gøre modstand. Nu vidste Hammer, at der kun var en mindre del af øens befolkning, der bakkede op om dette, så han tog ikke rigtig notits af det.

Den 4. marts modtog Hammer et telegram, hvor Marineministeriet gav ham deres fulde opbakning. Desuden havde man besluttet at sende yderligere 100 mand under hans kommando. Han havde desuden fået bemyndigelse til at erklære ”Belejringstilstand” på Vesterhavs-øerne.

 

Beboerne forsynede sig med knipler og pigge

Den 11. marts var de sidste kanonjoller på Fanø færdige. Og i landsbyen Øvenum begyndte man at forsyne sig med knipler og pigge for om muligt at få jaget kanonbådsvagten bort fra Wyk. Heldigvis kunne nogle af jollerne undværes fra afspærringen så de kunne sættes ind mod oprørerne.

Hammer sendte patruljer ud forskellige steder. Enkelte arrestationer blev foretaget. En af urostifterne, en indvandret preussisk barber blev sat om bord i fyrskibet. Efter nogle dage var roen genoprettet.

 

Kanonjolle var læk

Det viste sig at nogle af jollerne var læk. Efter en skydeøvelse sprang kanonjollen ”Aarøsund” så læk. Den sank ved Wyk red. Dette vakte stor glæde blandt de tysksindede. Tyske blade kunne allerede meddele, at den havde gjort sin sidste rejse til havet s bund. Det lykkedes dog at få den hævet. Men al krudtet var naturligvis fordærvet.

Den 20. marts lykkedes det at føre de sidste kanonjoller fra Fanø over åben sø til de sydlige øer. Endnu var hverken dampskib og tropper dukket op. Ankomsten var anmeldt af marineministeriet den 8. marts.

 

Endelig – et dampskib – men uden tropper

Endelig den 24 marts dukkede dampskibet op. Men der var ingen tropper med. Nu måtte en reserveløjtnant fra Hammers flotille selv tage affære. Endelig den 31. marts dukkede 100 mand fra 11. regiment op ved Hjerting. De blev afhentet af dampskibet ”Limfjorden”.  Og ført videre til Før. Her blev oprørerne meget lange i ansigtet.

Det gik nu efterretninger om at der var ankommet preussiske krigsskibe til Bremerhaven. De skulle snart videre nord på.

Den 26. marts gik Hammer med dampskibet og to kanonjoller syd på og nærmede sig Okholm. Herved kuldkastedes fjendens planer om at gå op langs Øland og så om natten at overrumple Før.

Fra nu af måtte man være forberedt på at forvente angreb såvel fra søen som fra Elben og fra fastlandet.

 

Kun øerne fra Amrum mod nord kunne besættes

Den 27. marts rekognoscerede Hammer farvandene omkring Nordstrand, Pelvorm og Heveren op til Husum. Men med kun et dampskib uden forbindelse til krigsskibe i Nordsøen var styrken alt for lille til at kunne besætte disse øer.

Strategien fremover blev at forsvare øerne fra Amrum mod nord.

 

Igen engang – resultatløst møde i København

Gennem længere tid havde Hammer ikke hørt fra Marineministeriet. Han var bange for at hans breve og rapporter var havnet i fjendens hænder. Han ville nu personlig stille op i ministeriet også for at anmode om mere materiel. Men i stedet besluttede han at sende Lind.

Men efter 14 dage i hovedstaden havde denne ikke opnået noget som helst. Det var med beklemt hjerte han overdrog denne besked til Hammer. Man var ikke særlig imødekommende over for Hammers mission i Vadehavet.

Man mente i ministeriet at dampskibene var uhyre kostbare.

 

Hvor blev den danske flåde af?

Hammer havde en plan, hvor han skulle bruge den danske flådes hjælp for at få de to dampskibe i havnen i Husum. Men efter fire uger havde Hammer ikke hørt fra ministeriet og nu var den danske flåde væk.

Den 11. april mødte Hammer så endelig den danske eskadre. Men glæden varede kort. Allerede den 20. april var de igen forsvundet. Hammer løb derfor med Limfjorden til Helgoland med fik her at vide, at eskadren var afgået til Chritianssand.

Den 4. maj anløb Hammer igen Helgoland. Befolkningen på øen, der var i engelsk besiddelse, havde næsten udelukkende danske sympatier.

 

Fjendtlige både i sigte

Pludselig lød der en melding om, at danske skibe var i sigte. Men det viste sig at være fjendtlige skibe, nemlig to østrigske fregatter og tre preussiske krigsskibe. Hammer afgav straks melding til Marineministeriet og sendte kutteren Neptun til Christianssand for at underrette dem.

I de følgende dage blev den fjendtlige eskadre set ret jævnligt ud for øerne. Den 9. maj lød meldingen at der var fjendtlige skibe i sigte. Glæden var stor, da det viste sig at være danske skibe.

Man ville gerne bringe eskadrens 50 sårede i land, men Hammers flotille havde ingen læge, så det hjalp ikke noget. Men enden på det hele blev at der blev indrettet et lazaret i Wyk.

 

”Danskerne lod æblerne ligge”

Men pludselig uden Slesvig – Holstenerne jublede. ammers viden stak den danske flåde af uforklarlige grunde med fulde damp mod nord.

Hvordan englænderne havde set kampen ved Helgoland fik Hammer mulighed for at få at vide, da han mødte en engelsk søofficer fra fregatten Aurora:

 

  • De danske plukkede æblerne af træet, men de lod dem ligge ved foden af det.

 

Overgang fra Højer blev standset

Planen var at netop den dag skulle de to preussiske dampkanonbåde løbe ind i farvandene for at angribe kanonjollerne. Samtidig skulle 400 landsoldater overføres fra Højer til Sild og 1.000 mand til Før dels med både fra fastlandet og dels fra Husum med dampskib.

En østrigsk søofficer var ankommet til Højer om formiddagen for at lede angrebet, men kort før ekspeditionen skulle starte kom der melding om slaget ved Helgoland. Samtidig blev ordren om indskibning standset.

 

Hammer i København

Hammer besluttede nu selv at tage til København for at berette om den nye situation. Han foreslog at der blev oprettet batterier på øerne. Hvis dette ikke skete, var man prisgivet. Dampskibets plader var så godt som fortæret af rust. Kølpladerne var fulde af huller. De måtte tilstoppes med talg og værk.

Ministeren mente at Hammer skulle få hele flotillen tilbage til Fanø og der indtage en position, så man i yderste nødstilfælde kunne tilintetgøre hele materiellet og dernæst slippe bort med besætningen til søs.

Hertil gjorde Hammer opmærksom på, at farvandet mellem Fanø og fastlandet og selve havnen ved Nordby var fuldstændig behersket af fjendens riflede skyts. Her var man fuldstændig magtesløs. Hammer erklærede at han ville foretrække en retræte i det sydlige vadehav mellem Før og Sild. Atter engang bad han om mere dampkraft.  Og endelig en dampkanonbåd.

Man kunne ikke undvære Rolf Krake. Den skulle bruges til at forsvare Als. Atter engang måtte han forlade hovedstaden med uforrettet sag.

 

Keitum i undtagelsestilstand

I mellemtiden var oprøret i Keitum igen blusset op. Folk, der havde givet deres æresord holdt det ikke. Landfogeden erklærede sig ude af stand til at oprette ro og orden. Hammer måtte derfor erklære Keitum i belejringstilstand, og byen blev afspærret.

Folk blev anholdt og betragtet som landsforrædere. De blev anbragt i Limfjorden og ført op til den militære kommando i Nykøbing på Mors. Herfra blev de sendt videre til København. Fanatikerne blev rasende over disse arrestationer. En præst, der havde svoret troskabsed til Kong Christian den Niende opfordrede de slesvig-holstenske beboere på Sild til at øve lynjustits mod de danske kommanderende. Forinden Hammers afrejse fra Sild var der genskabt ro.

Ved en smart manøvre lykkedes det for Hammer at få fat i dampskibet Aurora. Slesvig – Holstenerne havde mente, at den skulle bruges til at overføre tropper fra Højer til Sild.

Under en våbenhvile syntes nogle af skibene at de kunne føre det Slesvig – Holstenske flag. Dette kunne ikke tåles fra Hammers side. Et skib blev opbragt og skipperen blev idømt fem dage på vand og brød. Og så kan det godt være at skibene fik fjernet flaget.

 

Hammer ville have batterier installeret på øerne

Hammer anmodede nu om at få batterier installeret på øerne, men det blev igen afvist. I stedet fik han lovning på 6 kanoner som skulle installeres på Fanø. Desuden var der lovet yderligere 60 – 70 mand. Og så ville man sende dampskibet Dan til flotillen, men det kom dog aldrig.

Hammer måtte atter engang gøre opmærksom på at Fanø var det dårligste sted til retræte og 60 – 70 mand ikke kunne stille noget op imod fjenden.

 

Fjenden skulle tro at øerne var besat

Den 30. juni lå en østrigsk eskadre bestående af et linjeskib, en panserfregat, to fregatter, en korvet og tre kanonbåde under Helgoland. Fjendens tropper var fordelt langs kysten. Efter de modtagende efterretninger stod der 2.000 østrigere over for Fanø.

Desuden var kysten besat helt ned forbi Dagebøl med så stor en styrke, at man skulle tro at fjenden frygtede angreb fra øerne. Man var åbenbart blevet narret af de sidste efterretninger.

For at vedligeholde troen på at øerne var stærkt besat, blev der af og til foretaget divisioner imod fastlandet af dampskibet Limfjorden med kanonjoller og mindre fartøjer.

Østrigerne sendte nogle armerede både ind til Sild og bortførte to beboere. Dem tog de med ombord og afhørte dem om den danske styrke og stilling.

 

Østrigerne forsøgte igen landgang fra Højer

To kanonjoller fra Hammers flotille lå foran Højer Kanal. Og det var ganske heldigt. Med 30 både, hvori der var 8 – 10 soldater om bord forsøgte østrigerne at sejle over mod Sild. Men det havde Hammers kanonjoller set. Et par granater fik soldaterne til at springe i vandet. De løb og svømmede gennem vand og mudder i alle retninger op efter digerne.

Mens dette foregik forsøgte fjenden også at iværksætte overgang fra fastlandet på to forskellige steder over til Før. De to kanonjoller der havde station her, gik straks i angreb. En halv snes skud var nok til at fjenden vendte om.

 

Også landgang fra Dagebøl blev forhindret

Også fra Dagebøl forsøgte østrigerne at komme over. Men det lykkedes heller ikke. Løjtnant Holbøll var om morgenen stået ud fra Wyk i dampskibet Augusta sammen med to kanonjoller. Tre overgangsforsøg på en gang var blevet afvist.

Hammer bestemte nu at opgive forsvaret af Sild for en overgang fra Ballum over Rømø til List kunne iværksættes uden at den danske styrke kunne gøre noget som helst.

Snart igen kunne man fra udsigtstårnet i Wyk se, at man havde travlt med at træffe foranstaltninger til en ny overgang fra Dagebøl. Hammer beordrede straks Holbøll til med ”Augusta” og 4 kanonjoller at angribe og ødelægge bådene.  Fra to sider løb jollerne tæt ind under Dagebøl og åbnede på 800 – 1.000 alen en livlig granatild.

 

Sild var blottet for forsvar

Dette gjorde en fortrinlig virkning. Efter en halv time kom der fjendtlig artilleri til stede og rettede kraftig ild mod jollerne mens disse fortsatte beskydningen. Efter en times beskydning var bådene ødelagt. Hammers joller fik en del skud gennem sejl og årer, men hverken både eller besætning tog skade.

Da de danske styrker havde trukket sig tilbage fra farvandene mellem Højer og Sild var vejen fri for østrigerne og den 13. juli iværksatte de overgangen til denne ø som nu var blottet for forsvar.

 

Opfordring til Hammer om overgivelse

Et krydsfartøj sendtes imod et fartøj med Parlamentærflag på toppen kommende inde fra Dagebøl. Det var feltmarchall – løjtnant von Gablenz, der lod Hammer underrette om, at den danske styrke nu var fuldstændig indesluttet af den allierede østrigsk – preussiske krigsmagt til lands og til vands. Han opfordrede ham til at overgive sig med hele sin styrke. Men Hammer gav herpå et kort og bestemt afslag.

Men situationen var yderst kritisk. Fjenden var ubestridt herre i Nordsøen og kunne hvad øjeblik det skulle være sende fem stærkt armerede kanonbåde ind i farvandene og desuden udsende barkasser og andre armerede fartøjer fra sine linjeskibe og fregatter uden at der var noget batteri i land, som man kan støtte sig til. Endelig kunne man møde op med lige så mange små dampere med landgangstropper fra Elben, som man ønskede at disponere over. De danske styrker både til lands og til vands var slet ikke i nærheden.

I længden kunne man heller ikke forhindre en besættelse af alle øer. Man var henvist til stillinger i vadehavet. Man skulle forsvare sig med forældet materiel. Rækkevidden på skyts var kun halvt så langt som fjendens.

 

Østrigerne fik en overraskelse

Østrigerne belavede sig på at falde den danske styrke i ryggen ved at forberede landgang på vestsiden af Før. Dette måtte forhindres. Kl. 2 om morgenen kunne man skimte en del både, der var lagt op på en landtange. Kanonjollerne blev lagt i angrebsstilling og fra dampskibet blev der gjort landgang. Mens Hammer var ude på denne ekspedition, havde Holbøll foretaget en fremrykning mod sydvesthjørnet.

 

Holbøll truede med at smadre byen

Indefra kunne det se ud som om, at danskerne var på flugt, men det var ingenlunde tilfældet. Demonstrationer og skandaler blev igen sat i værk. Og det ene oprørsflag efter det andet blev hejst. Det fik så fru Hammer til på kommandørboligen at hejse Dannebrog.  På den til huset hørende flagstang.

Holbøll skyndte sig ind tilkaldt af det hejste flag. Han lod byens borgere underrette om, at byen ville blive skudt i brand hvis flagene ikke omgående blev taget ned. På Limfjorden blev de erobrede både ophugget og brugt som brændsel. Oprørsflagene blev igen taget ned og der blev igen skabt orden.

På Hørnum Odde var man rasende over tabet af både. Da kanonjollen Barsø patruljerede blev man beskudt. Næste morgen blev to af kanonjollerne beskudt på 5-6.000 alens afstand.

 

En kort glæde

Den 17. om morgenen blev der jubel i den danske lejr. Hammer modtog et telegram fra generalkonsul Pontoppidan fra Hamborg. I det stod der, at der var våbenstilstand til enden af måneden. Glæden varede desværre kort.

Hammer så i løbet fa formiddagen skibe nærme sig i Smaldyb. Det ville Hammer ikke finde sig i. Han hejste parlamentærflag og nedlagde protest mod fjendens fremtrængen. Oberstløjtnant Schidlack modtog protesten. Han havde ikke modtaget nogen meddelelser om våbenhvile.

Heller ikke i Højer eller Dagebøl havde man modtaget nogen melding. I nattens mulm og mørke og uden at afvente yderlige oplysninger havde fjenden landsat tropper på Nieblum Strand. Han nedlagde straks protester imod denne adfærd som var ganske uforsvarlig og stred imod tro og love. Hammer henviste til den besked som han havde fået fra Hamborg.

 

Fjenden overholdt ikke krigens regler

Men chefen på den østrigske kanonbåd Seehund, kaptajn Kronowetter underrettede Hammer om, at fjendtlighederne ville blive fortsat kl. 6 næste morgen. Det var kun et par timer efter, at hammer kunne forlade den tyske eskadre. Dette protesterede Hammer også over, fordi det var det mest uheldige tidspunkt på grund af ebbe.

Hammer forklarede fjenden at han havde fuld tillid til telegrammet fra Hamborg og derfor havde indstillet alle forsvarsforanstaltninger på Før. Han foreslog derfor at fjendtlighederne først fortsatte kl. 11.

Men allerede kl. 5.30 begyndte fjenderne at beskyde Hammers flotille. Først efter et stykke tid kunne Limfjorden igen flyde. De østrigske tropper besatte nu Wyk. De var forundret over slet ikke at finde noget militær.

 

Hammer fulgte mandskabet

Fjenden havde endnu ikke fået en våbenhvile og fortsatte fjendtlighederne og var sikkert heller ikke interesseret idet nu hvor de pludselig havde fået store fordele ud af kampene. Man diskuterede nu hos danskerne om man skulle overgive sig eller prøve på i nattens løb at undslippe med Limfjorden. Men ingen turde tage et ansvar at stå til søs med 200 mand om bord i et fartøj, der ikke var sødygtigt.

Hammer foretrak at følge sit mandskab i fangenskab. Man tog beslutningen straks at ødelægge al krigsmateriel.

 

En overraskende ny våbenhvile

Hammer overgav sig til den nærmest liggende fjende, kanonbåden Blitz. Den 20. juli om formiddagen begav Blitz sig til Wyk. Ombord blev Hammer præsenteret for en våbenhvile underskrevet af den danske oberst Kauffmann, der skulle træde i kraft den 20. juli kl. 12. Denne efterretning ærgrede Hammer og hans officerer. Dette havde Hammer ikke haft nogen anelse om. Han henholdt sig stadig til den besked som han havde fået fra Pontoppidan.

Hammer beordrede den øvrige del af flotillens mandskab til at melde sig til chefen for Seehund. Hele styrken på 9 officerer og 236 mand var endnu før våbenstilstanden indtrådt i krigsfangenskab og blev over Husum ført til Rendsborg. Dampskibet ”Limfjorden” blev straks efter overgivelsen besat af østrigerne og benyttet til at overføre den danske styrke til Husum.

 

Krigsfange i Schlesien

Hammer endte som krigsfange i Schlesien. Men han havde nu ret frie forhold. Han havde lovet med æresord at han ikke ville flygte.

Han kom skuffet hjem efter fredsslutningen i Wien til et reduceret kongerige. Skuffet var han over at regeringen dengang svigtede ham. Han blev dog langt om længe dekoreret med Kommandørkorpset og modtog en æressabel som var en kopi af Tordenskjolds sabel. Sidstnævnte var givet af de dansksindede på Vesterhavsøerne.

 

Hammer havde et eventyrligt liv

Men Hammer havde et eventyrligt liv. Udover at være med i to slesvigske krige, var han involveret i bataljer med de indfødte i den danske koloni ved Guldkysten i 1845. Og i 1870 drev han i flere døgn rundt på en isflage for til sidst at havne på Island.

Han var en tid medlem af Rigsrådets landsting som repræsentant for Haderslev, Tønder og Løgumkloster.

Han havde oprettet det danske Fiskeriselskab, der drev hval- og robbefangst. Men selskabet måtte senere opløses. Den russiske regering belønnede ham med en guldmedalje. Og inden sin død drev han et savværk ved Gällö i Jämtland.

 

Ikke alle har glemt hans indsats

Hammer var godt sur over alle de misforståelser og manglende opbakning som han oplevede fra den danske regering. Anerkendelsen fra hans bedrift var højere i udlandet end på hjemmefronten. Det var som om, at man i København var ligeglade med hans indsats. Men alle dansksindede på vesterhavsøerne og ved det nuværende Sønderjylland og Nordfrislands vestkyst kan endnu huske Hammers indsats.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Om Hammer, 1864 og Vesterhavsøerne:

Under Højer (76 artikler):

  • Apotekeren fra Højer
  • Min barndom i Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Øerne – syd for Højer

Under Sønderjylland (188 artikler):

  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen

Under Aabenraa (154 artikler):

  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Familien Jürgensens tyske sind

Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):

  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Under Tønder (269 artikler):

  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich (Ulrik) – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Soldat i Tønder 1851
  • Ned med de dansksindede

Under København (178 artikler):

  • Istedløven brøler stadig
  • Begik Kongen højforræderi?
  • Rendsborg 1848-1851

 

Under 1864 – og De Slesvigske Krige (36 artikler):

  • Den falske Hornblæser
  • Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov
  • Hvad skete der egentlig efter 1864?
  • 1864 – en ulykkelig kærlighedshistorie
  • Soldatergraven i haven
  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige?
  • Lundtoft herred 1848
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Sandheden om Herman Bang’ s Trine
  • G. Monrad 1-2
  • Sønderborg 1864
  • Slaget ved Brøns

 

 

 

 


Russiske krigsfanger i Nordslesvig

August 22, 2020

Russiske Krigsfanger i Nordslesvig

Man taler ikke meget om, hvordan nordslesvigerne havde det inden foreningen med Danmark i 1920. De var meget berørt af krigen og varemangel. Og så glemmer man alle de nordslesvigere, der ikke kom hjem fra krigen. Landmænd skulle mod deres vilje kæmpe ved fronten, mens krigsfanger skulle passe deres landbrug derhjemme. Dette er et lang indlæg, ja faktisk et foredrag. Nordslesvigerne fik et godt forhold til russerne. En kvinde og hendes datter kom i fængsel, fordi de havde spillet kort med russerne. Og så havde en ung pige haft et seksuelt forhold til en russer. Det blev takseret til tre måneders fængsel. En del blev tilbage, mens andre tog nordslesvigere med til Sortehavet. Ved Ballum fortalte tatarer, at de havde 3-4 skønne koner derhjemme. Efterhånden blev der indrettet en masse interneringslejre på den anden side af Kongeåen til de flygtende russere. Tyskerne indførte en bonus på 20 Mark for hver pågrebet russer. Desværre blev mange russere også skudt under deres flugt.

 

Kvinderne måtte træde til

Masser af russiske soldater blev taget til fange under Første Verdenskrig blev taget til fange. 6.000 – 7.000 af disse havnede i Nordslesvig. Dertil kom engelske, belgiske og franske soldater. De blev placeret i mindst 14 krigsfangelejre fordelt over hele Nordslesvig. I alt tog tyskerne 1.700.000 krigsfanger.

Samtidig var alle voksne mænd mellem 18 år og 45 år indkaldt. Også dem i Nordslesvig. Det betød, at det var kvinderne, der skulle passe gårdene. Og på industri – arbejdspladserne måtte kvinderne i forstærket grad træde til.

 

35.000 nordslesvigere deltog i krigen

Det er mange ting, som man glemmer, når man taler om grænsedragning, deling, afståelse eller det som man helst vil kalde det Genforening. Det er den store mangelsituation, der var op til 1920 og også de 35.000 krigsdeltagere fra det nuværende Sønderjylland, der deltog i tyskernes krig:

 

  • 300 mistede livet ved fronterne
  • 000 kom hjem som krigsinvalider
  • Et ukendt antal var til tider alvorligt sårede

 

De efterlod:

 

  • 500 enker
  • 000 faderløse børn

 

Myndighedskontrol og afleveringspligt

Situationen har virket grotesk. De nordslesvigske mænd var sendt ud i en krig som de allerfleste følte, at det ikke var deres, mens deres arbejde derhjemme blev udført af krigsfanger.

Nede i Nordslesvig var man i den grad påvirket af Første Verdenskrig både på den ene og anden måde. Nordslesvigske mænd, også de dansksindede blev sendt i krigen. Kvinderne måtte overtage mændenes arbejde. Det førte til øget myndighedskontrol og afleveringspligt for bøndernes landbrugsvarer. Det gav også grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og en svækket tiltro til myndighederne.

Alle samfundets ressourcer blev mobiliseret. Hele Tysklands produktion blev tilpasset til militærets behov. Et effektivt propagandaapparat blev sat i værk for at holde moral, offervilje og udholdenhed oppe blandt borgerne.

 

Russiske krigsfanger blev nødvendig

Kvinderne måtte overtage det fysiske arbejde på markerne og i staldene. Arbejdskraften fra russiske krigsfanger var nødvendig for at holde det nordslesvigske landbrug kørende. Men noget var alligevel galt. For de kvindelige teglværksarbejdere fik kun halvdelen i løn som de mandlige arbejdere. Den tyske stat havde ganske vist forsørgerpligten over for soldaterhustruer, men udbetalingerne var beskedne, hvilken skabte økonomisk pres på især arbejderfamilierne.

 

Belastning for sundhed og nerver

Kvinderne måtte ofte tage nattetimerne til hjælp. For hende var det lige som de pårørende ved fronten en belastning for sundhed og nerver. Efterhånden som mændene igen vendte hjem overtog de arbejdet igen. Det traditionelle kønsrollemønster var genetableret.

Ved krigsudbruddet måtte tyskerne i 1914 importere 25 pct. af deres fødevarer. Fra 1915 indførtes rationeringsmærker, pligtaflevering af brødkorn samt regulering af handel med korn og mel. Hver person kunne nu kun købe 2 kg brød om ugen. Der opstod store mangelsituationer. Det kunne for eksempel være kaffe fremstillet af brændt rug eller kålrabi.

Der blev nedsat kommissioner, der skulle stå for fordelingen af levnedsmidler i byerne.

 

Mangel på foderstoffer

På landet så man en markant nedgang i dyreholdet på grund af mangel på foderstoffer. F.eks. blev byg, der var hovednæringsmiddel for svin fra 1916 i stigende grad anvendt som brødkorn. Og kvægholdet blev beskåret. Der var ingen til at passe dyrene. Resultatet blev, at mælkeproduktionen svandt ind til under 25 pct. af niveauet i fredstid. I efteråret 1916 var ernæringssituationen kritisk. Kartoffelhøsten slog fejl.

 

Kun en tredjedel af de kalorier, der var nødvendige

I 1917 måtte bønderne i Nordslesvig affinde sig med at skulle tvangsaflevere alt, hvad de producerede. Det var kun tilladt at beholde levnedsmidler til eget forbrug. For at kontrollere, at der f.eks. ikke blev bagt brød eller slagtet i smug, blev lokale gendarmer sat til at inspicere de enkelte gårde og myndighedernes kontrol blev i krigens løb mere og mere omfattende. Med rationeringsmærker var det umuligt at skaffe sig fødevarer, der indeholdt mere end 1.000 kalorier pr. dag. Det var faktisk kun en tredjedel af, hvad en person med fysisk arbejde havde brug for.

Ved krigens slutning var befolkningen i Nordslesvig nedslidt og delvis udsultet. Mangelsituationen betød at der var masser af smugleri, bestikkelse og sortbørshandel i Nordslesvig. Dette påvirkede også den manglende tillid til myndighederne yderligere.

 

De første fangelejre

Der blev hurtigt oprettet et par fangelejre i Nordslesvig, dels ved Bajstrup ved Tinglev, dels ved Løgumkloster. Til Bajstrup – lejren blev der først på året 1915 sendt englændere, belgiere og franskmænd. De blev sat til at udføre vandingsarbejde ved Tinglev Sø. Men efter nogle måneder blev de sendt syd på til tyske industriegne.

Måske var det fordi som Tinglev – borgerne sagde:

 

  • De duede ikke som landbrugsarbejder.

 

4.000 russere til Tinglev

I stedet kom der ca. 4.000 russere til Tinglev – egnen. Samtidig blev disse krigsfanger tilbudt arbejde inden for landbrug og industri. Men det var en fare ved det at placere disse i grænseegne med nationale mindretal. Der var risiko for fraternisering og det, der var værre.

Der måtte laves helt præcise og kontante forordninger og bestemmelser om, hvordan krigsfanger skal behandles. Desuden var det øget risiko for, at fangerne kunne flygte hvis de kom uden for pigtråd.

 

Advarsler blev spredt til befolkningen

Myndighederne søgte i de første år at få anbragt krigsfangerne i mindre forlægninger på 8 – 20 mand. Disse arbejdede som regel på større landbrug under opsyn af en vagtmand. Som regel var det ældre landstormsmænd, der fungerede som vagtmænd.

Gennem landråderne spredtes advarsler til hele befolkningen at undlade at gå hen til fangelejrene og forstyrre roen eller endnu værre – at give ”Liebesgaben”. Det vil sige små hilsner til fangerne:

 

  • Jeg advarer indtrængende mod gentagelse af slig uværdig optræden, der er til fare for den offentlige sikkerhed.

 

Ja sådan udtalte General von Roehl i sommeren 1915 og tilføjede at overtrædelse mod nærmere kontakt med krigsfangerne kunne straffes med fængsel op til et år.

 

De dansksindede betragtede ikke russerne som fjender

Men lokalbefolkningen var i høj grad påvirket af den nationalpolitiske baggrund. Det dansksindede flertal kunne ikke betragte krigsfangerne som fjender. Fra Løgumkloster er der mange historier om at lokale beboere forsøgte at stikke mad hen til beboerne.

Fangerne havde meget ringe mulighed for kontakt med lokalbefolkningen, da de under arbejdet var konstant bevogtning og lejren var utilnærmelig om aftenen.

 

Der manglede tag over hovedet

Bajstrup-lejren og Løgumkloster-lejren kunne hver især rumme 2.000 – 3.000 fanger, men dertil kom en del mindre forlægninger med henblik på kortere arbejdsopgaver af kortere varighed især afvandings- og jordkultiveringsopgaver.

I Bajstrup blev man delt op i grupper af 25 mand som fremdeles delte sovesal og var sammen til parade, madudlevering m.m. Træbarakkerne som rummede 150 mand var ikke færdigbyggede og manglede tag og vinduer, da de første flygtninge kom. Og maden var elendig.  Pigtråd blev rullet ud og barakkerne blev færdiggjorte.

 

H.P. Hanssen klagede i den tyske Rigsdag

H.P. Hanssen som sad i den tyske Rigsdag klagede over de forhold som krigsfangerne blev udsat for særlig i Bajstrup og Løgumkloster. Ernæringen var ussel. Den bestod af foderoer, Runkelroer og rådne kartofler.

Toiletforholdene var elendigt og vask var umuligt.

Det var spændende for børnene med først en, så hele tre krigsfangelejre så tæt på. De ville gerne snakke med fangerne men de måtte ikke.

Lørdag eftermiddage og om søndagen kunne man i en vis grad socialisere. Spil som fodbold og tennis var tilladt. Andre lege som rundbold holdt humøret oppe.

Også ved Øster Terp lå en lejr. Her var plads til 500 fangere og 50 tyske fangevogtere. De første krigsfanger kom hertil i april 1915.

 

Plettyfus i Løgumkloster

Lejren i Løgumkloster blev oprettet til 2.000 mand i februar 1915. men den kom til at rumme 3.000 mand. Lejren blev anlagt med opdyrkning af Draved Mose. I sommeren 1915 udbrød der plettyfus blandt fangerne. I alt døde op mod 70 mand plus lejrens læge.

Ved hjælp af rensning og rengøring lykkedes det at holde epidemien væk fra Løgumkloster by.

Efterhånden blev alle russere herfra overført til landbrugsarbejde med bopæl i landsbyerne, mens de fleste belgiere og franskmænd blev sendt syd på. Lejren blev efterhånden tømt for krigsfanger. Fra 1917 blev den hovedsagelig anvendt til tyske krigsfanger.

I 1920 udbrød der en omfattende brand og alle spor er i dag forsvundet. Det eneste minde om denne betydelige krigsfangelejr er en lille lund lidt vest for byen med 71 krigsgrave.

 

De tyske fangere blev brugt til forsvarsværket

I løbet af 1916 blev fødevaremanglen mærkbar i hele Tyskland – også i Nordslesvig. Ret hurtig blev fødevaremanglen mærkbar i krigsfangelejrene. De to lejre, Bajstrup og Løgumkloster blev derefter mest brugt som gennemgangslejre. Straffefanger fra de tyske fængsler blev også overført hertil. Disse blev brugt til at udføre militære arbejde på Sicherungsstelle Nord.

I Aabenraa var 75 pct. af krigsfangerne russere. De fleste russere var beskæftiget i landbruget. Men de blev også brugt til jordforbedringsarbejde, afvandings – og inddæmningsarbejde.

 

Havdiget blev ikke højt nok

I 1915 – 1916 byggede 80 russiske krigsfanger et havdige, der var 4,5 km langt. Og 2,5 meter højt. Også havdiget fra Ballum til Rejsby blev bygget af krigsfanger.

I 1915 blev 200 russiske krigsfanger indkvarteret i den forladte præstegård i Rejsby. De byggede havdiget færdigt på et år. Havdiget skulle lukke det sidste åbne stykke af Sønderjylland.

Men havdiget blev ikke højt nok. En udbygning blev vedtaget i begyndelsen af 1920’erne. Før den blev fuldført, kom der i 1923 en stormflod, som kostede 19 mennesker livet. Nu blev det bygget væsentlig højere og stod færdig i 1925.

Der skete også mange andre forbedringsarbejder rundt omkring i landsdelen.

 

En grim oplevelse

Når de ankom til en landsby især om vinteren så vakte deres fremartede udseende og deres lammeskindshuer med øreklapper opsigt i byen.

Ribe Stiftstidende var godt orienteret om, hvad der skete syd på. I to – tre uger var der sket en grim tildragelse ved oprydningsarbejde ved Tevring for en tysker. Når arbejdet var sluttet om eftermiddagen gik fangerne tilbage til lejren.

På hjemvejen den 25. maj 1915 blev en russisk fange en dag så syg at han ikke kunne slæbe sig afsted. , da man nåede vejen i Vinum i nærheden af kroen.

De soldater, der havde opsyn med fangerne, troede at russeren simulerede og skubbede og sparkede ham til forargelse for dem, der så transporten. En kone, der havde ondt af den syge fange, bad om ikke måtte give ham et glas vin for at sørge for at hun kom til kræfter igen. Men denne naturlige medfølelse blev brutalt afvist med et udbrud, som gik på, at han snarere skulle have gift end vin.

Imidlertid kunne fangen ikke slæbe sig frem længere frem trods sparken og skubben. Han måtte så bæres hele vejen. Ved ankomsten til lejren var han død efter få minutter.

Nogle dage senere blev han begravet og fik efter forholdene en smuk jordefærd, hvor det ikke manglede medfølelse fra befolkningens side. Kisten blev båret fra sprøjtehuset til kirkegården, mens medfangerne hele vejen sang deres ejendommelige russiske salmer. På kirkegården talte pastor Jørgensen af Døstrup smukt og gribende over den døde og kom i sin tale ind på at formane opsynet til at behandle fangerne godt. Det var jo ikke deres skyld at krigen raserede.

 

Anbragt i barakker ved de store Landbrug

I begyndelsen var det kun de større gårde, der fik glæde af de russiske krigsfanger. Så blev de indkvarteret i barakker og bevogtet af mandskab fra ”Landesturm Bataillon 24” fra Flensborg.

Fangevogterne skulle hindre flugtforsøg f.eks. ved at overvåge, at fangerne blev afhentet om morgenen og afleveret igen om aftenen af en person fra den gård, hvor de arbejdede. Ja man kunne endda se, at familiens yngste kom gående hånd i hånd med en krigsfange.

Fangevogterne skulle gå med skarpladte og afsikrede våben for at hindre flugtforsøg.  Men fangevogterne havde ingen bemyndigelse til at straffe fangerne. Dette var alene opgave for officerer og underofficerer.

Vagtmandskabet skulle også indberette hvis der fandt unødig kontakt sted eller hvis der blev givet gaver.

 

Kastede sig over møddinger

Nu var det sådan, at de ældre nordslesvigere ikke fik lov til at være vagtmandskab derhjemme. Således blev Jes Hinrichsen, gårdejer fra Varnæs sendt ned til Hamborg. Han var over 40 år og skulle ikke mere til fronten.

I 1916 var den tyske kartoffelhøst slået fejl. Dette bevirkede meget stor fødevaremangel.

Dette bragte så for alvor kålroer frem. Jes Hinrichsen oplevede at krigsfangerne fra Wilhelmsburg ved Hamborg kastede sig over møddinger på deres vej for at finde noget spiseligt. Selv fik han langt mere kost end fangerne. Og en gang imellem fik han tilsendt pakker fra Varnæs.

De fleste nordslesvigske vagtmænd, både danske og tyske var ret humane over for de russiske krigsfanger.

 

Specielle regler på Als og Sundeved

På Als og Sundeved var det helt specielle regler for krigsfangerne. De skulle arbejde de første fem timer gratis hver dag. Og så skulle de have absolut minimum-betaling. Arbejdsgiverne var personlig ansvarlig for, at flygtningene ikke flygtede.

Landråd von Schönberg forsøgte også at få bønderne til at give afkald på tilskud til forplejning, som de var berettiget til. Det var lettere at få stillet fanger til rådighed, når man indgik denne aftale.

Helt anderledes stod det til i Haderslev, hvor friherre von Löw regerede. Han var afholdt og human. I Aabenraa og Tønder sad von Sienow og Böhme. De placerede sig midt imellem de to.

 

Man måtte ikke mishandle fanger

Der blev understreget at man ikke måtte mishandle fangerne. Man måtte heller ikke skyde dem ved arbejdsvægring. Hvis krigsfanger skulle uskadeliggøres, kunne man anvende geværkolben , i svære tilfælde måtte bajonetten anvendes. Forfølgelse med vagthunde var forbudt.

Krigsfanger skulle sove i aflåste barakker med jerntremmer for vinduerne og med vagtmandskabet lige i nærheden. Deres tøj skulle afleveres til vagtmandskabet om aftenen så flugt blev vanskeliggjort. Alle flugtforsøg blev straffet hårdt. Som regel blev fangerne sendt tilbage til hovedlejrene. Dette var frygtet for disse lejre var overfyldte og kosten var særdeles dårlig.

Da fangerne fra 1916 blev placeret ude på gårdene krævede myndighederne fortsat jerntremmer for vinduerne i deres soverum og aflåst døre om natten.

Men krigsfangerne arbejdede som regel uden opsyn i stald og mark om dagen. De havde rig mulighed for at flygte hele dagen.

 

Vagtmandskabet skulle afsløre dovenlarser

Fangerne skulle udføre alt det arbejde de blev pålagt fra staten. Det eneste de kunne nægte var at arbejde i krigsindustrien med fremstilling og transport af våben samt skansearbejde.

Vagtmandskabet skulle afsløre ”Drückenberger” det vil sige dovenlarser. Hvis man ville slippe uden om pligterne skulle vagten sørge for at tilkalde en læge. Denne skulle så afsløre om fangen forsøgte at stimulere sig syg. Sådanne fanger skulle holdes til arbejdet med tvang.

Man måtte gerne betale fangerne noget mere end det anviste for eksempel ved høstarbejde. I de første forordninger var det forbud mod at fangerne måtte lade sig fotografere. Men det slækkede man hvis lidt på. Russerne brugte disse fotos som gaver til deres værtsfamilier.

 

De måtte ikke få bedre mad end landarbejdere

Krigsfangerne måtte ikke få bedre kost end den tyske landarbejderfamilie:

 

  • Den, som ernærer krigsfanger for rigeligt, yderstøtte til vore fjenders udhungringsplaner og forsynder sig mod sit eget folk.

 

Sådan hedder det sig i en forordning fra Krigsministeriet fra juni 1917.

 

Hvad skulle de have at spise

Til russiske krigsfanger anbefaledes en tyk suppe om morgenen: Der skal være mindst tre daglige måltider. I reglen skal de indeholde ½ pund kød eller ½ pund fisk pr. dag. Pølse eller bælgfrugter må gives som erstatning højst 1-2 gange om ugen. Vagtmandskabet som ikke udførte kropsligt arbejde havde krav på den dobbelte portion.

Men grundet fødevaremangel blev disse bestemmelser opstrammet.

Mange steder blev dette ikke overholdt. Hos de fleste dansksindede fik de russiske krigsfanger den samme mad som den øvrige husholdning. I Sønderborg var landråd von Schönberg efter arbejdsgiverne. Han mente, at de russiske krigsfanger fik alt for god mad. En typisk dag kunne se sådan ud:

 

  • Morgenmad: Grød med skummetmælk eller en tyk grødagtig suppe
  • Omkring kl. 9: Brød uden pålæg
  • Omkring kl. 12: Middagsmad – to gange om ugen uden kød
  • Omkring kl. 16: Kaffe og brød uden pålæg
  • Aften: Grød med skummetmælk eller suppe.

 

Det var helt forbudt at servere flæsk, fedt og sødmælk og æg for fangerne. Derimod kunne arbejdsgiverne hos myndighederne bestille sild, rogn og spædkalvekød til at lave krigsfangekost af.

 

De store gårde serverede ikke god mad

Kosten blev efterhånden så kaloriefattig, at man forsøgte med hyppigere måltider for at holde sulten nede. Det kan ikke undre at disse kostforordninger hyppigt blev overtrådt.

Krigsfangerne i de forskellige forlægninger skulle spise sammen. Vagtmandskabet måtte ikke spise sammen med dem. Krigsfangerne i de mindre forlægninger i Nordslesvig synes at have langt bedre forhold end nede i Tyskland.

Der var ofte klager over maden på de store gårde. Alt tyder på, at der har været en fristelse for arbejdsgiveren at sikre en ekstra fortjeneste på denne konto.

 

Man spiste sammen med værtsfamilien

På de almindelige gårde med en eller to krigsfanger var det svært at leve op til myndighedernes krav om en særlig kost til krigsfanger og servering af maden i enerum. Her besluttede de fleste husmødre at fangen skulle deltage i familiernes måltider og have samme kost som alle andre i husstanden.

Dette var en klar overtrædelse af forbuddet mod samkvem med rigets fjender. Der blev også udstedt adskillige bøder – tilsyneladende uden virkning.  

 

Det var vigtigt at være beskæftiget i fritiden

Myndighederne fandt det vigtigt, at fangerne var beskæftiget i fritiden. Så tænkte de ikke på flugt, at slås eller på samkvem med lokalbefolkningen. Derfor understregede myndighederne at arbejdsgiverne gerne måtte kræve søndagsarbejde for eksempel pasning af dyr og andet tilsvarende arbejde.

Det var ikke tilladt fangerne at gå til andre landsbyer for at besøge kammerater. Besøg på kroer og værtshuse var også forbudt for den enkelte krigsfanger. Alle fanger skulle bære identitetsmærke. Der var udgangsforbud om vinteren efter kl. 21 og om sommeren efter kl. 22.

 

Myndighederne mente at kvinder og børn skulle holde sig væk

Myndighederne mente at især kvinder og børn skulle holde sig væk fra russerne. De kunne blive smittet af lus og det, der var værre. Myndighedernes holdning var klar og kontant fra krigens begyndelse til krigens afslutning. Alle krigsfanger var – uanset nationalitet – soldater fra fjendtlige nationer, som man førte krig imod. De skulle behandles rimelig og heller ikke mere.

I Nordslesvig tog befolkningen nu ret afslappet på dette, især de dansksindede. Mange krav og forordninger blev hurtig fortolket på lempelig vis.

 

Englænderne var ikke populære

Englænderne var ikke særlig populære. De ville ikke sove for tæt ved andre og var for fine til at tage ordentlig fat på mark – og staldarbejde. Men deres værste fejl var at de ikke havde sans for at dele med andre.

Englænderne fik mange gavepakker fra hjemlandet med ting for eksempel sæbe. Dette var også en mangelvare hos civilbefolkningen.

 

Italerne var meget rare

Italienerne var ganske vellidte, selv om deres arbejdsindsats ikke roses. De fik gaver fra hjemlandet og de delte med medfanger og civilbefolkningen:

 

  • De var for kleine til at tage hårdt fat, men de var meget rare.

 

Franskmændene huskes ikke

Franskmændene huskes ikke for særlige dyder. Måske var det fordi man ikke knyttede særlige kontakter til dem.

 

Russerne var arbejdsomme, muntre og vellidte

Russerne var populære hos næsten alle. De omtales med varme og interesse endda efter flere generationers forløb:

 

  • De er arbejdsomme, muntre og vellidte. Vi var vist meget glade for vores russere. Mange var analfabeter. Det var en fornøjelse at se deres glæde over den spartanske kost

 

En soldaterkone fra Dybbøl siger:

  • Selvom mange koner gik alene på gårdene, var der vist ingen, som var ræd for deres russere.

Solide folk

På herregården Gammelgård på Als var der omkring 30 krigsfanger. Herregården ejedes af en westphalsk baron. Han havde sikret et stort kontingent krigsfanger. Det var hovedsageligt russere, og deres arbejdsindsats vurderes således af en danske mejerist, der passede gårdmejeriet:

 

  • Solide folk, der aldrig gik til side for noget arbejde. De kunne godt slås med hinanden med de var gode og pålidelige som arbejdskraft.

 

Bønderne vil helst have russisk arbejdskraft. I en vurdering blev der sagt:

 

  • Russerne er de allerbedste af det hele kram. De er vant til at bestille noget. De andre nationer var for højt studeret.

 

Englænderne ville virke elegante

Englænderne var i aviser fremstillet som løgnere men de viste sig at lægge stor vægt på at de var gentlemen og kavalerer, ærlige men dovne. Hvis de fik besked på at bestille mere, svarede de:

 

  • To-morrow, To-morrow

 

Krig er for officerer

Russerne forblev de populære. En af dem sagde engang:

 

  • Vodno (krig) er for officerer, der gerne vi gå med medaljer, ikke for os jævne folk, der gerne vil gå med alle vore lemmer.

 

Krieg Kaput – Deutsch kaput

Russerne lærte sønderjyske brokker samtidig med at de lærte børnene at tale russisk. I de sidste krigsår var der næsten kun russiske fanger tilbage. Måske havde myndighederne fundet ud af, at de gik i godt spind sammen.

Når man mødte russerne på landevejen, nikkede man til dem og de sagde bredt ”Godaw”. De pegede så på deres armbind, hvor der stod K.G. som Kriegs Gefangener. Og så svarede de:

 

  • Kaput Germania

 

Russerne sagde også altid:

 

  • Deutsch Bauer nicht gut. Dania Bauer gut. Krieg Kaput dann Deutsch kaput.

 

Russerne havde afslappet forhold til myndighederne

Forbuddet mod at spise med russere blev brudt i mange dansksindede hjem. Og det var det to årsager til. Russerne blev ikke betragtet som fjender og så var det tidsbesparende at man sad ved samme bord.

Medvirkende til russernes popularitet har også været, at de synes at have et afslappet forhold til myndighedernes restriktioner og med stor lyst har bistået den nordslesvigske landbefolkning i omgåelse af en lang række lovovertrædelser. Det har fremmet følelsen af skæbnefællesskab og solidaritet.

 

Russerne var lettet

Mange russere havde forventet, at nu blev det meget værre med tvangsarbejde m.m., når de flyttede fra hovedlejren De er blevet glædelig overrasket. Fra overfyldte fangelejre i Mecklenburg kom de til et endnu ikke udsultet Nordslesvig.

Franskmænd, belgiere og englændere var klar over deres rettigheder som krigsfanger i henhold til Haag-konventionerne. Disse soldater var ikke særlig taknemmelige over at udføre arbejde til en betaling, der var i strid med internationale aftaler, ligesom deres indkvarteringsforhold også var det.

 

Fængsel for at spille med russerne

I januar 1917 idømtes en gårdmandskone og hendes pige fængsel og bødestraf fordi de havde spillet kort med den russiske krigsfange, der arbejdede på gården.

En landmand blev dømt, fordi han hver søndag i sommertiden badede med russerne i en sø.

 

Forskel på fæstebønder

Særlig på de store gårde fik russerne serveret hundeæde. Her var det ofte tysksindede arbejdsgivere. De mente at sådan skulle man behandle kejserens fjender. Mange russerne måtte sove i stalden som kreaturer.

Tidligere tiders store forskel i fæstebøndernes forhold og livegenskabets udbredelse i hertugdømmerne Slesvig Holsten syntes endnu at spores i behandlingen af krigsfanger under Første Verdenskrig. De russiske krigsfanger syntes at være klar over denne forskel.

Den danske presse i Nordslesvig syntes at have medvirket til at fremme det gode forhold mellem krigsfanger og lokalbefolkningen.

 

Russerne gjorde meget ud af søndagene

I mange landsbyer har russerne lavet håndværksmæssige ting til deres værtsfamilier som uroer eller træskærerarbejde. Man har underholdt med deres hjemlands sange og danse, deriblandt kosakdanse. Harmonikaen har man så lånt til lejligheden. Man havde også selv fremstillet balalajka, som de spillede på til sangene.

Russerne gjorde meget ud af at fejre søndagen, så tog de deres bedste tøj på, hvis de nåede at få det med. Og dem, der havde været med i den russisk – japanske krig havde meget store medaljer, de gik rundt med.

 

De havde 3 – 4 smukke koner derhjemme

Omkring Ballum var der 50 – 60 tatarer, som ifølge pastor Jørgensen i Skærbæk var dannede muhamedanere. De fik mange pakker hjemmefra især med fin tobak til cigaretter. De fortalte, at de derhjemme havde 3-4 smukke hustruer og smukke børn. Ved solens opgang knælede de på deres kapper med ansigtet vendt mod øst og syd mod mekka og Medina. Det gjorde de mens de mumlede deres børn og lod en rem glide mellem deres hænder.

 

En uheldig episode

En uheldig episode indtraf i den lille by Stevning på Als i 1916. Hos landmand Claus Torre var der en russisk krigsfange, der havde fået et brev, der meddelte ham, at hans hus var brændt ned og at hans børn var indebrændte. Krigsfangen gik pludselig amok og stak gårdejeren ihjel med en kniv. Han blev naturligvis straks arresteret og ført bort.

Næsten lige så alvorlig som drabet på Claus Torre var det efter myndighedernes mening hvis der opstod et kærlighedsforhold mellem en nordslesvigsk kvinde og en krigsfange. Men at dette også forekom, kan vel ikke overraske. I en tid med et stort underskud af mænd i alderen 18 – 45 år – og en noget løsere samfundsmoral end normalt – måtte der uundgåeligt opstå et vist samkvem mellem enlige kvinder og nogle af de mange krigsfanger.

Den første russer blev født på Als

I Sønderborg fortaltes, at der i 1916 var nogle af landmandskonerne, der gik og sang:

 

  • Lieber Mann, bleibst du in Flandern
  • Hier zu Hause liebt mich ein Andern

 

Og der fortaltes med et smil i Aabenraa at samme år var den første russer født på Als.

 

Tre måneders fængsel for et seksuelt forhold

I Avnbøl fik en soldaterkone et barn med en russisk krigsfange. De arbejdede begge som hjælpere på et damptærskeværk, der blev kørt om i sognet. Kvinden og barnets videre skæbne kendes ikke.

En 22 – årig tjenestepige fra Als blev i 1916 ved retten i Flensborg dømt for at have haft et seksuelt forhold til en russisk krigsfange. Straffen for det utilbørlige forhold var to måneders ubetinget fængsel.

En tilsvarende sag dukkede op måneden efter.

 

De fik otte børn

I Ulkebøl på Als var en ung pige kæreste med en russer og flygtede med ham i 1918. Hvorledes de var kommet til hans hjemstavn ved Sortehavet ved ingen. Mern nogle år senere hørte forældrene fra hende. De var nået til hans hjemstavn. Hun var blevet gift med sin krigsfange og havde fået tvillinger.

Iwan Apuschkin arbejdede på Grøngård. I 1921 giftede han sig med den 21 – årige Johanne Sophie. De fik i alt 8 børn. Trods økonomisk smalhals længtes han til sit fædreland og rejste en tur over for at besøge sin familie. Men han havde ikke råd til at komme tilbage. Men så gik det danske konsulat ind og hjalp ham. Han døde i 1937 og er begravet på Saksborg Kirkegård.

For at forhindre for nær og vedvarende kontakt blev fangerne udskiftet en gang imellem.

 

20 mark for at pågribe en russer

I 1915 lykkedes det for op mod hundrede russere at flygte til Esbjerg. Rygtet om heldig gennemførte flugtforsøg gav hurtigt inspiration til andre. Myndighederne strammede grebet og gav nu vagtmandskabet og arbejdsgiverne personlig ansvarlig.

Fra 1916 var det også tyske straffefanger, der flygtede over grænsen. Fra august 1916 blev der anbragt pigtråd i alle grøfter nær landegrænsen for at hindre at flygtninge opholdt sig her. Fra oktober 1916 blev der udleveret en dusør på 20 Mark til alle, både bevogtningsmandskab og civile, der hjalp med at pågribe flygtninge.

Undertiden kunne det ske, at de flygtende krigsfanger slog følge med unge sønderjyder, der deserterede fra værnepligten. Dette var tilfældet i en flygtningegruppe på tre fra Rejsby Sogn.

To russiske flygtninge oplevede efter 16 dages flugt at blive taget direkte på grænsen. De blev indsat i den tyske toldbygning, hvorfra de kunne se Ribe Domkirke – det forjættede land.

 

Antallet af flugtforsøg voksede

Sidst på året 1917 voksede antallet af flugtforsøg blandt de russiske fanger. Mange havde da været i Nordslesvig i et par år. De længtes at se fædrelandet og familien. Flugten kunne foregå til fods over landegrænsen eller pr. båd ved at krydse Lillebælt fra den sønderjyske østkyst. Enkelte vovede sig også gennem Vadehavet. Dette var nok den mest farlige rute. Den krævede nøje kendskab til tidspunkterne mellem ebbe og flod.

Efter indgåelsen af fred i Brest – Litovisk i marts 1918 mellem Tyskland og Rusland voksede flugtforsøgene hastigt. Mange russiske soldater opgav at vendte på den officielle hjemsendelse og forsøgte selv at organisere deres tilbagevenden.

Efterhånden vidste landmændene også hvordan de skulle bestikke vagtmandskabet – med ekstra fødevarer. Så blev de ikke så hurtig indberettet.

 

Mange druknede under flugtforsøg

Mange forsøgte at flygte fra Barsø og Als. Dette var tyskerne opmærksomme på. Så de indskrænkede mulighederne for at man kunne udleje både såvel i Østersøen og som i Nordsøen.

Det så jo let ud sådan en solskinsdag, at Lyø og Ærø lå tæt på.  Fangerne på gammelgård stjal båd, der lå nede ved den lille sø. Andre flettede en båd af grene og overtrak den med sejldug. Atter andre fik to aljetønder transporteret til havs og forbandt dem med brædder som de kunne sidde på. Nogle druknede, andre blev fisket op af tyske vagtskibe, der uafbrudt krydsede vandet. Bevogtningen i området ved landegrænsen blev forøget fra 1918. De tyske vagtposter begyndte at affyre skræmmeskud langs hele grænsen. Mange kræfter blev sat ind for at fange desertører og flygtende krigsfanger.

Hvis man ville flygte over landegrænsen, måtte man skjule sig om dagen og kun vandre nord på om natten. Det kunne godt være adskillige nætter at vandre fra Tønder eller Tinglev – området op til Kongeågrænsen.

 

Tyskerne gik over den danske grænse for at fange flygtninge

Filip Goljeff en russisk bonde var en af de flygtninge der forsøgte flere gange. Han arbejdede nede i Ejderstedt. Efter 16 dage blev han pågrebet. De blev ført til straffelejren i Bajstrup. Her måtte han udstå 14 dages mørk arrest – sammen med 64 andre, der også var blevet pågrebet.

Men ikke alt gik helt lovligt til. Sådan var tilfældet i Farris den 30. oktober 1916, hvor forsøget på at fange flygtende fanger førte til krænkelse af dansk neutralitet. I Ribe Stiftstidende berettedes om den følgende dag, hvorledes en russisk krigsfange var blevet skudt af tyske grænsevagter efter at han havde nået dansk grund. To tyske soldater løb 40 – 50 meter ind på dansk grund efter at have skudt ham og slæbte den sårede russer med sig over grænsen igen.

 

Fanger blev skudt efter at have overgivet sig

Folk i Rejsby – området fortæller at russiske flygtninge blev skudt på nært hold efter at de havde overgivet sig.

I løbet af eftersommeren 1918 begyndte den tyske regering at forberede en udveksling af krigsfanger med Frankrig og Belgien.

Sovjetrepublikken kom ud i en borgerkrig. De russiske fanger var de sidste, der blev hjemsendt. Gårdmand Hoeck på Dynt Mark fik i februar 1919 besked på, at hans russiske fange August Reiter skulle sendes med en transport øst på til stamlejren. Mange kom dog til at vente meget længere end August.

 

57 pct. i Tønder Amt tog skæbnen i egen hånd

Fra Gefangenkommando Tondern blev der meddelt den 4. juli 1919 at de 86 russere som var tilbage i området n u var afsendt til deres stamlejre. Samtidig udfærdiger fangekommandoen en oversigt over de 115 fanger, som var flygtet og har unddraget sig hjemtransporten. Det er således hele 57 pct. af de russiske flygtninge i Tønder – området som valgte at tage skæbnen i deres egen hånd.

 

Interneringslejre langs Kongeåen

I Jylland blev der oprettet interneringslejre langs hele Kongeågrænsen, hvor flygtningene efter deres ankomst blev interneret i fjorten dage. Grænsekontrollen blev varetaget af Grænsegendarmeriet. I lejrene eller på nærmeste sygehus blev de lægeundersøgt for evt. smitsomme sygdomme og renset for utøj.

Efter interneringsperioden blev de sendt til Det Kejserlige Russiske Generalkonsulat i København, hvor man sørgede for hjemtransport til Rusland. De lokale politimestre eller herredsfogeder sendte regningen for kost og logi samt evt. ny beklædning m.v. til konsulatet, som efterfølgende refunderede beløbet.

 

Russere valgte at blive boende

Efter fredsafslutningen mellem Tyskland og Rusland måtte Danmark selv stå for alle udgifter.

De allerfleste krigsfanger blev tilbagesendt i løbet af vinteren og foråret 1919. Men nogle vendte faktisk tilbage igen. De var trætte af at vente i hovedlejren.

Mange valgte også at blive boende. Men så skulle arbejdsgiveren fremsende en erklæring om, at der ikke var lokalt arbejdskraft at få. Således blev 17 russiske krigsfanger i Aabenraa Amt. En del valgte også at blive boende uden tilladelse, men de kom så i klemme senere.

Nogle af de russere, der valgte Danmark som nyt fædreland rejste alligevel tilbage til Rusland efter nogle år. Og det skete selv efter rædselsberetninger derfra. Det gjaldt også for Simon Cholodenko fra Ukraine. Han fik to børn med en sønderjysk tjenestepige under krigen. Han blev daglejer og rygter efter krigen. Men i 1929 opgav han Danmark og sejlede til sin hjemstavn.

Men ak. Han var ud af en ortodoks jødisk slægt og blev betragtet som en paria af familien fordi han havde giftet sig med en kristen pige. Sibirien blev deres nye hjemstavn.

 

I 1922 var der 170 russer tilbage

I Ulkebøl flygtede en landmandsdatter med familiens krigsfange.  Det lykkedes de to at nå til krigsfangens hjemstavn ved Sortehavet. Hendes forældre opnåede kontakt med hende men tilbage til Als kom hun aldrig igen.

Der var endnu 170 russere tilbage i Danmark i 1922. De fleste af dem var i Sønderjylland. Justitsministeriet overvejede at udvise dem. Mange af dem var utrygge ved det nye styre i Sovjet. En russer blev glarmester i Lydersholm mens en anden russer ernærede sig som skomager i Vilsbæk. I Bylderup blev russeren Androsoff boende. Han giftede sig med en krigsenke og blev landmand og grisehandler. Også i Lund forblev krigsfangen på gården. Han giftede sig med datteren og faldt godt til.

Men nu var det de færreste, der blev gårdejere. De blev landarbejdere eller husmænd.

 

Ikke alt endte lige lykkeligt

Fjodor Bjelous, kaldet Belose kom til familien Møller på gården Fausbøl i Todsbøl, Bjolderup sogn i 1915. Han blev boende her indtil sin død som 81 – årig i 1970. Han var ugift. . Skønt han blev i Todsbøl i 55 år lærte han ikke dansk eller tysk.  Ud over det mest nødvendige. Dansk statsborgerskab fik han først i 1958, da han var 65 år.

Kalika bosatte sig i Hammerlev, hvor han havde været krigsfange. Han var uddannet pelsmager. Dette erhverv kunne han ikke udføre i Sønderjylland.  Han søgte en plads som fodermester. På gården arbejdede en pige fra Aabenraa, som han i 1923 giftede sig med. Han havde opgivet at vende hjem. Han var analfabet. Men deres største sorg var at de mistede tre børn. Først langt senere fik de et barn, der overlevede.

Det var et hårdt job som fodermester. I 1936 flyttede de til Aabenraa. Kalikas største ønske var at få søndagsfri. Han kom til at gå langt efter arbejde. To gange 12 km hver dag. I 1949 døde hans kone kun 52 år gammel. På et tidspunkt havde han tre husbestyrerinder. De ville alle giftes med ham. Men han ville ikke og så ville de ikke mere føre rent for ham.

Han endte sine dage på plejehjemmet Grønnegården i Aabenraa. På spørgsmålet om hvorvidt han havde glædet sig med Danmark som nyt fædreland svarede han:

 

  • Det kan jeg ikke svare på. Jeg kender ikke noget til Rusland. Jeg ved ikke, hvad der var bedst for mig. Livet her har været surt arbejde hele tiden. Tre børn døde, konen blev grå. Jeg er stadigvæk analfabet. Der har aldrig været stunder til at læse. Ja livet var surt, og nu er det snart forbi.

 

Bange for beskæftigelsen

Fra 1917 ændredes danskernes indstilling til flygtninge. Man var bange for, at deres situation blev udnyttet til billig arbejdskraft så man ikke selv kunne finde beskæftigelse.  De ville efterhånden blive en konkurrent på arbejdsmarkedet.

Efter at det russiske gesandtskab havde lukket kassen udfoldede de danske myndigheder store anstrengelser for at undgå at få russiske flygtninge ind i landet.  Den tidligere åbne dørs politik blev nu vendt til klar afvisning.

Den nutidige danske flygtninge – og fremmedpolitik har således sine rødder i perioden 1914 – 1918.

Flertallet af russerne syntes at have haft det godt. Måske kan dette skyldes den tyskfjentlige holdning i befolkningen.

 

Tårer ved afsked

I Bov Sogn var befolkningen kede af det den dag de russiske fangere forlod sognet. De blev kørt til banegården i Flensborg. Ved banegården holdt et langt tog med lukkede godsvogne. Langs resten af toget stod lange rækker af fanger opstillet med mellemrum. Mellem hvert hold og foran hvert hold stod vagtfolkene.

Der blev udvekslet mange ”Doswedanje”. Fangerne gav udtryk for at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov. Og denne opfattelse var gensidig. Mange af værtsfolkene var taget med til Flensborg for at sige farvel.

 

En lille lund syd for Løgumkloster

På en lang række af landsdelens kirkegårde møder vi i dag de fremmede soldaters navne. Stærkest indtryk får man ved at besøge en lille lund syd for Løgumkloster nær Tønder.  Her ligger de 71 soldater, der døde af plettyfus fra lejren i Løgumkloster. I gravlunden er det tillige begravet to russere, der valgte at bosætte sig i området. De fik tilladelse til at blive begravet sammen med deres kammerater. Det skete i 1965.

Også på Tinglev kirkegård er der et smukt monument på en fællesgrav. I smug havde danskere om natten plantet røde og hvide nelliker. Men ellers er der russiske grave mange steder i Sønderjylland – ja ca. 175 stykker.

I oktober og november 1918 døde 20 russer under fangekommando Aabenraa af influenza og lungebetændelse.

 

Kørt over af et tog

På Tønder Kirkegård er der tre gravsteder over russiske krigsfanger. De har været der i mange år og er omtalt i Ingolf Haases bog: Tønder Kirkegård – en kirkegård ved grænsen. Men man har hele tiden troet, at de to af gravene stammede fra Anden Verdenskrig. De to af gravstenene er først rejst i 1957. Men en henvendelse fra Den Russiske Ambassade vendte op og ned på denne opfattelse.

Man fandt ud af, at de to var døde i 1917. I bøgerne fandt man ud af, at de to både var døde og begravet samme dag. Det viste sig at være en dramatisk historie. De havde taget flugten fra en nærliggende fangelejr, havde taget tøjet af for at krydse en å. Og så havde de befundet sig på nogle skinner og blevet kørt ned af et tog.

 

Kilde:

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.620 artikler herunder 189 artikler fra Sønderjylland, bl.a.:

 

  • Krigsfanger i Sønderjylland
  • Haderslev under Første Verdenskrig
  • Sønderjyder (Nordslesvigere) i første verdenskrig
  • Første verdenskrig i Bov
  • Flugten over Grænsen 1914 – 1920
  • Dengang ved Fronten

Sydens Dronning

August 21, 2020

Sydens Dronning

 

af l. Olesen

Tre borgere på Samsø interesserede sig for sjældne kartoffelsorter. De hjemtog forskellige eksotiske knolde. Så forsøgte de sig frem og skrev alt ned. Dette blev opbevaret i apotekerens kælder. Men ak, en dag fandt to katte derned. Det hele blev ødelagt. Apotekerens havemand, Hans Hansen fik til opgave at rydde op. Men en dag så han stor kraftig plante vokse op på kompostbunken. Han gav den navnet ”Sydens Dronning”. I flere kunne Hans Hansen levere to uger før alle andre. Efterhånden gav man lov til at den ”sjældne art” også måtte vokse uden for øen. En lærer ville have sandheden frem. Han sendte en prøve til en genbank. Efter fire års spændende venten fik han resultatet – Sydens Dronning var den udbredte Sharpes Express.

 

 

Til spørgsmålet: ”Hvem er Sydens Dronning?” bliver vi desværre læseren svar skyldig, men hvis spørgeordet ændres fra hvem til hvad, er svaret let: ”En god historie!”

 

Samsø er i dag nok mest kendt for sine tidlige kartofler, men sådan har det ikke altid været. I begyndelsen af 1800-årene var det så som så med den lokale kartoffeldyrkning. Professor Gregers Begtrup skriver således i 1808 om Samsø i sit store værk – Agerdyrkningens tilstand i Danmark: “En frugttræhave, hvori findes nogle grønkål, men få kartofler, er til enhver bondegård”.

 

Her, som i resten af landet, vandt kartoflen dog mere og mere terræn, og i 1851 kan sognepræsten i Nordby, pastor Heegaard, fortælle, at ”kartofler dyrkes langt mere end forhen, endog til udførsel”. 15 år senere var 363 tdr. land udlagt til kartoffeldyrkning.

 

Det kan måske lyde af meget, men det skal sammenlignes med, at øen på samme tid havde korn på mere end 7.500 tdr. land.

Et veritabelt katteslagsmål i begyndelsen af 1900-årene blev den direkte årsag til det senere samske kartoffeleventyr.

 

Tre gode borgere i Tranebjerg: toldforvalter Fryd, apoteker Schultz og doktor Engberg, nærede alle stor interesse for nye og sjældne kartoffelsorter. De hjemforskrev prøver af nye sorter fra bl.a. England, Italien og Sydamerika og anstillede forædlingsforsøg med et efterhånden stort forsøgsmateriale.

 

Alene fra et anerkendt forsøgsinstitut i Erfurt fik de mere end tyve forskellige sorter. Forsøgene tegnede lovende. Knoldene blev prøvedyrket og opformeret, og de forskellige sorters ydeevne, kvalitet og voksehastighed blev nøje optegnet. Om vinteren blev samlingen, omhyggeligt mærket, opbevaret i apotekerens kælder.

 

De tre herrers videnskabelige sysler endte desværre brat, da to katte ved et uheld fik adgang til kælderen. De lavede så stor ravage, at alt videre forsøgsarbejde måtte opgives og de sørgeligt sammenblandede knolde kasseres. Apotekerens havemand, Hans Hansen, fik til opgave at rydde op på åstedet, og hele molevitten røg på kompostbunken.

 

Hen på foråret bemærkede Hans Hansen, der som håndgangen mand havde bistået med forsøgene, at en kraftig kartoffelplante spirede på kompostdyngen. Den mindede om en af de planter fra forsøget, der havde

været mest lovende, og under den grønne top var der mange og tidligt udviklede knolde.

 

Hansen tog de små kartofler med hjem og påbegyndte en opformering af sorten. Den viste sig ikke blot at yde mere end nogen sort, han før havde dyrket, den kom også væsentligt tidligere frem. Han gav den navnet “Sydens Dronning”, fordi han vidste, at mange af apotekerens forsøgsknolde var hentet i syden.

I flere år kunne Hans Hansen levere nye kartofler to uger før alle andre, og han vogtede derfor strengt over den nye sort. Efter nogle år overlod han dog en lille del til sin bror, Mourits, som til gengæld højtideligt

måtte love ikke at sælge læggekartofler til andre.

 

Rygtet om brødrenes tidlige kartoffel bredte sig over øen, og selv om læggekartoflerne ikke var til salg, kunne Mourits, der var passioneret jæger, ikke modstå fristelsen til at erhverve en eftertragtet jagtret i bytte for en lille portion læggekartofler.

 

Herefter spredtes sorten hurtigt blandt avlere på øen, og efterhånden fortrængte den fuldstændigt de før benyttede sorter, da den ikke blot var tidligere, men også overgik dem i både ydeevne og kvalitet.

 

I 1930’erne, 40’erne og 50’erne blev Sydens Dronning dyrket på hele Samsø, først og fremmest på de små og middelstore landbrug, men også de fleste haveejere blev fristet til at være med. Der var en særlig spænding i at avle nye kartofler. Prisen kunne svinge voldsomt fra dag til dag.

 

Succesen med de tidlige Samsøkartofler skyldtes dog ikke blot sorten. Også andre faktorer spillede ind, f.eks. det milde ø-klima, der får frosten til at slippe sit tag lidt før end på fastlandet – og den menneskelige faktor. Landmanden skulle kende sin jord. Enhver fandt den plet, der egnede sig bedst, og netop her lå hans kartoffelstykke.

 

Fortjenesten var god, om end det krævede hårdt arbejde. Kartoflerne skulle forspires, og det blev de oftest i den lune kostald. ”Alle her på Samsø må have køer”, sagde en husmand i 1951 til en interesseret journalist. Og der var noget om snakken, for på det tidspunkt var der ca. 700 kvægbesætninger på øen, de fleste ganske små, men store nok til at have en stald til kartoffelspiring.

 

I marts skulle de forspirede kartofler i jorden, helst en uge før den sidste nattefrost, om man nu bare kunne ramme rigtigt! De næste par måneder afhang alt så af vejret og den kærlige pleje med hyppeploven, og

omkring Grundlovsdag – 5. juni – kunne man begynde at tage kartoflerne op.

 

Det var ofte et arbejde for hele familien at pille kartofler op, og man skulle tidligt i gang for at være færdig med det aftalte stykke, inden vognmanden afhentede kartoffelkasserne ved middagstid. De nyopgravede

kartofler skulle jo gerne nå frem til grønttorvet til salg næste morgen.

 

Efterhånden udbredtes kendskabet til Sydens Dronning sig, som man kan se i bogen ”Dyrkning af Køkkenurter paa Friland og under Glas” fra 1943, hvor en farveplanche viser prøver af fire gode, tidlige sorter: Sydens Dronning, Sharpes Express, Di Vernon og Juli, og i 1943 gav Samsø Landboforening så sit officielle samtykke til, at Sydens Dronning måtte dyrkes uden for øen.

 

Om Sydens Dronning var en selvstændig sort, der kun kendtes i den stamme, der blev opformeret på Samsø og udgik herfra, var gennem årtier et stort spørgsmål. Gårdejer Jens Gylling Holm, som i 1947 beskrev Samsøs landbrug i bogen ”Samsø, Danmarks Midtpunkt” siger om Sydens Dronning: ”Den minder

ikke så lidt om Sharpes Express, men synes dog hverken identisk med denne eller nogen anden almindelig kendt sort”.

Nye Samsøkartofler er i dag stadig en af øens vigtige afgrøder, men eventyret med Sydens Dronning er slut. Andre sorter har for længst udkonkurreret den, både hvad gælder kvalitet og ydeevne. Der foregår til

stadighed et forædlingsarbejde, og hvert år bliver nye sorter prøvedyrket.

 

Også dyrkningsmetoder har ændret sig, som spiringen, der i dag foregår under skarp kontrol af temperatur og lys, dyrkning under

plastik og med mulighed for effektiv markvanding og selve optagelsen, der måske for de allerførste kilo foregår med nænsomme hænder, men snart overtages af store maskiner.

 

Men spændingen ved at dyrke de tidlige kartofler er der stadig!

Selvom Sydens Dronning nu ikke længere – officielt – bliver dyrket, er den dog ikke helt forsvundet. Rundt om i de samske haver findes den stadig.

 

I 1998 forsøgte lærer Leif Hansen fra Samsø at løse gåden om

sorten på videnskabelig vis. Han sendte læggekartofler til “Nordiska Genbanken” i Sverige, og resultatet forelå fire år efter: Sydens Dronning er identisk med den allerede kendte engelske sort Sharpes Express.

 

Den plante, Hans Hansen fandt på apotekerens kompostbunke, var altså ikke et resultat af forædlingsforsøgene, men derimod en fremspiret plante fra en af stamsorterne.

 

 

Kilde:

 

Sydens Dronning

CjJ7cfbqtORciGrRLq1ZlVdwiCGYtqbfjlDZXrhW5S70

 

Tak til L. Olesen