Dengang

Artikler



Originaler i Tønder

August 12, 2019

Originaler i Tønder

Denne artikel har tidligere været offentliggjort på vores side under titlen ”Benne Blitz”. Vi har besluttet at gøre denne artikel mere læsevenlig og redigere i teksten. Der findes mange sjove og dejlige mennesker i Tønder. Nogle har fået heltestatus, og blevet hædret. Andre har man lagt mærke til. De har fået øgenavne. Og det er dem, denne artikel handler om. Over 230 tøndringer døse som nulevende er med på listen. Ja det er både høj og lav.

 

Tak til min afdøde storebror, Karl E.J. Brodersen, Siegfried Lorenzen, Karl Jørgensen og alle de andre der har bidraget til listen. Det sønderjyske og det germanske element er med i navnene. En antropolog kan sikkert sammen med dig kære læser få en masse ud af denne liste. Og mange af disse navne kender vi i forvejen fra artikler her på siden. Listen er en slags ”Tynne-Historie”

Nu behøver alle på listen ikke nødvendigvis at være det man kan kalde originaler. Man er kommet med på listen, fordi man har fået øgenavn, og det kan også være i kraft af ens beskæftigelse,

 

Da datteren af Matrikelkontrollør Schatz giftede sig med seminarielærer Nagel hed det i folkemunde: Nagel bekam einen Schatz und sie bekam einen Nagel (Han fik en skat og hun fik en søm) 1905.

Johan Vinhandler, byfoged Johan Schneider, vært i Ratt’ s Weinkeller på Torvet. 1780

Æ Dragonsmej. Han kom fra Randers og havde værksted i Popsensgade. Han var rykket ind med dragonerne til Tønder i 1920. Han fandt en sød pige fra Møgeltønder, Bothilde Poulsen. I 1937 købte han et værtshus på Skibbroen.

Store Adolf eller Adolf mæ æ gummiben: Hestehandler, sparket af en hest og blev forsynet med et fælt knirkende gummiben.

Hans Punch boede under taget i Zur Traube sammen med Traute. God til langspyt. Havde sin storhedstid, når der var markedsdag under ”nachspiel”

Peter Englænder var nu dansker. Han søgte lykken i Amerika. Senere søgte han lykken i jernbanevogne

Tilde fra ”Sæe”(født Mathilde Jørnsdatter) Afviklede sit ærinde i samme øjeblik, trangen meldte sig. For hende var hygiejne et fremmedord. Hun var født i 1877.

Johannes mæ æ føer. Han var pedelmedarbejder på Tønder Kommuneskole. Hans kendetegn var usædvanlig store fødder.

Bulder eller Buldog. Skoleinspektør, Johannes Petersen Tønder Kommuneskole. Han havde et usædvanligt iltert temperament. Stod man i nærheden, eller fik man selv en verbal skideballe, skulle man bag efter tørre spyt af. Havde et iltert temperament.

Danske Jensen, Niels Jensen leder af Danske Samfund Tante Meta, boede Skibbrogade 12. Hun var aldeles stokdøv, Når hun endelig modtog en nyhed udbrød hun altid: ” Det wå da noue grov noue”Benne Blitz, Bernhard Sehestedt, Nørregade var som malemester kendt som usædvanlig hurtigt arbejdende. 1950

Christian Dansker, Chr. Christensen, Kirkepladsen, kirketjener, markerede stærkt sin danske holdning 1940.

Den Glødende Blyant, Svend Nielsen, Anne Marievej, politibetjent var usædvanlig hurtig til at notere overtrædelser af færdselsloven. 1950

Deutscher Hannes. Johannes Jepsen, Richtsensgade, leder af det tyske vandrehjem 1940

Donna Mia Sterne eller bare Fru Sterne. Fru Sternkopf, Østergade 58. Som nabo til Soli Deo Gloria var denne sværvægtige damefor på et fremskredent tidspunkt at træde i aktion 1930.

Flinkesen. Cigarhandler Mathiesen, Vestergade. Som efterfølger af Jens Pejt, var der ingen grænser for hans taknemmelighed efter en handel: ”manne tak, manne tak. 1950

Flüster Heinrich, Heinrich Jürgensen, Horupsgade. Handelsmand, havde fejl på stemmebåndet. Hans tale lød som hvisken. 1950.

Glade Juhl. Gustav Juhl, Skibbrogade 10. Var altid i godt humør, bankbud i Handelsbanken 1940

Hans Bokser. Hans Hansen, Carstensgade. Bogholder i Handelsbanken. Boksede i sine unge dage. 1950.

Hans Peter Kæltring.  Hans Peter Petersen, Strucksalle 58. Koldblodig og snu handelsmand. 1950

Hein Munks. Heinrich Boysen, Gasværksboligen. Var ansat på Gasværket på Slotsbanken. ”Murksen” betyder på tysk ”bøvlet arbejde” 1950.

Heine Biffelmand. H. Clausen, Gørrismarksvej, tilhørte en speciel trosretning.

Jens Pejt, cigarhandler Munk, Vestergade 27. Afledt af hans frølignende gang.

Jens mæ æ tegnboch. Handelsmand Hansen, Viddingherredsgade. Tegnebogen var et erhvervs – kendetegn. 1940

Johan der Gerechte. Johannes Bergmann. Tønders respektindgydende ene-politibetjent i prøjsisk politiuniform med sabel. 1910. Vi har en artikel med ham.

Jørn Fedt. Jørgen Jensen, Nørregade 46. Han havde lidt svært ved at afgive mere end højst nødvendigt. 1950.

Kidde mæ æ stok. Jensen, Strucksalle. Handelsmand, der havde for vane at placere sin stok på kreaturvægten og støtte på den i det øjeblik, den gik i gang med at veje det kreatur, han stod for at sælge. 1960.

Peter Fit eller Peter mæ æ navn. Siges at have et særdeles varmt forhold til en kreds af damer. 1950.

Peter Genosse, Peter Petersen, baneformand, Dragonvej, sagde ”Genosse” til alle og enhver. 1940.

Peter Kommunist. Peter Christensen, Kogade 2. Umiskendeligt politisk tilhørsforhold. 1950.

Peter Wellenbad. Peter Nielsen, provisor, Tønder Apotek. Ønskede gennemårene uden hensyn til vejrliget at kunne bade i nordsøbølgerne. Det gjorde at P.W. blev stamgæst i ”Wellebad” i Westerland på Sild. 1975.

Peter Uhu. Peter Jürgensen, taxakørsel, Østergade 22. Konen havde for vane at råbe ”uhu” efter manden, når der indløb en bestilling på taxikørsel, og han ikke var i nærheden 1940.

Pezza. Jens Petersen, Ribelandevej 10. Lærer på den tyske skole. Kendt for sin spredning af gode nyheder. Sladderhank afledt af det tyske verbum-petzen (at sladre) 1940.

Silke Madam, ? Sønderport. Dame, der næsten altid gik i silkeklæder. 1940.

Skiern Sørensen. Denne Sørensen boede i ”Sperlingsllust” i Viddingherredsgade, jernbanearbejder. Han havde langt til vaskefadet. 1940.

Sonnenschein. Chr. Lorenzen Sæd – Udbjerg. Han havde en munter og optimistisk udstråling 1940

Stille Svend. Svend Hansen, Richtsensgade, fiskehandler. Han var en stille, fåmælt mand også under kortspil. 1950.

Stürm Jürgensen, Peter Jürgensen, Vidågade 5, solgte og omdelte det tyske jødefjendtlige blad ”Der Stürmer”. 1940. Vi har skrevet flere artikler om familien.

Theodor Fidus. Theodor Nielsen, Nygade, jernbanearbejder 1940.

Valdemar Fisk, Valdemar Petersen, Smedegade/Allégade, solgte fisk 1940

Aalborg Skræk, bygartner? Nielsen, Provst Petersensvej. Var streng ved børnene. 1940.

Aksel Gris. Aksel Andersen, grisehandler, Strucksalle 1990.

Billig August. Krovært August Bruhn, Vestergade 59. Var kendt for sine små priser 1940

Den akademiske gartner. Karl Petersen, bror til gartner Henning Petersen, Østergade. Denne bror kunne efter 1945 ikke få gavn af sin tyske uddannelse som ”Justitzrat”, hvorfor han deltog i arbejdet i broderens gartneri (hvor han blev meget tørstig) 1960.

Der eisener Gustav. Gustav Heder, Uldgade, klejnsmed (Eisen/jern)1950

Der hölzerne Gustav. Gustav Schneider, Viddingherredsgade. Tømrermester (Holtz/Træ) 1950.

Didde Ging me æ Klink (Klokken). Dietrich Diedrichsen, Smedegade/Uldgade. Gadeudråber. Med sin klokke bekendtgjorde han forestående begivenheder 1910.

Dreifuss, arbejdsmand. En ”Dreifuss” var et redskab på hans arbejde med en rambuk 1940.

Fidde Bank, Peter Christensen, direktør på Tønder Landmandsbank 1950.

Fidde Chokolaat. Friedrich Clausen, Østergade havde en chokolade og tobaksforretning 1940.

Fidde Goldschmied. Friedrich Sørensen, Kogade 3, guldsmed i Kobbergade (Scheelke & Sørensen) 1950.

Fidde Hat (Midde Hat) Fr. Jürgensen, gæstgiver og ejer af Tonhalle. 1900

Fidde Tango også kaldet Lam Fidde. Friedrich Feddersen, søn af Niels Gemüse, klaverspilleren i Bombergs musikkapel 1925.

Fidde Tomstok, Frederik Nielsen, tømrer i Markgade 1950

Galopskomager. Jessen, Uldgade, hurtig arbejdende håndværker 1910.

Hanne Hat, Hanne Petersen, Hatteforretning i Vestergade 1950

Hansi Maler. Hans Petersen, maler, Søndergade 21 1975

Heine Filet. Gerhard Nicolaisen, Strucksalle. Slagter og filetskærer hos fiskehandler Thietje 1950

Heine Kontant. Heinrich Clausen, Vestergade 3. Melhandler Clausen (han handlede kun med mel) Ingen kreditgivning 1930.

Heine Natøl. Heine Christiansen, Slotsgade. Købmanden havde natlig ølsalg 1950

Heine Roll. Heinrich Hansen, vognmand (på tysk ”Rollkutscher” 1950

Heine Slaute. Heinrich Petersen, slagter Uldgade 2 1975

Jacob von oben, rektor, Jacob Randrup, øverst på ranglisten på Statsskolen 1925

Jacob von unten, pedel Jacobsen, nederst på ranglisten på Statsskolen 1925

Jens Klat, Jens Petersen, faderen var malermester. 1980.

Jens Much, Jens Mommesen, Viddingherredsgade, arbejdsmand ved byen 1935

Johan Baron, Johan Hansen, Slotsgade, havde nogle gode år som vognmand 1940

Johannes Tobak. Johannes Petersen, Storegade, tobakshandler 1950

Jörn Geldmann eller Jürgen Pengemand, Jürgen Lauridsen, Viddingherredsgade, handelsmand med tysk tegnebog 1940

Kalli Schuster, Karl Nissen, skotøjshandler, Vestergade 41 1975

Katzenkönigen, Christiane Marie Alberz, damei Østergade 15, der holdt meget af katte 1925.

Kidde Klok. Christian Petersen, urmager i Vestergade 1940.

Kidde Blik. Chr. Hansen, Lillegade, blikkenslager 1950.

Kesse Partei, Christian Jensen, Vestergade 74. Lederen af det tyske Nationalsocialistiske Arbejderparti i Tønder. Han blev også kaldt Kesse Fløjt, idet han altid gav udtryk for sit gode humør ved at fløjte 1940.

Kalle Boss. Karl Petersen, rektor ”Boss” for byens folkeskole 1910

Kristian Nachtwächter, Christian ? , Nattevægter 1910.

Ludde Rundfunk. Ludvig Bossen, radiomekaniker hos Radio Rasmussen 1950.

Lüt og Klüt, Lütjohan og Köhn , autoværksted på Kongevej 22 1950.

Martin Nibbes. M.C. Christiansen, isenkræmmeren, der handlede med ”nibbes” – småting 1940.

Midde P eller Kaffe Marie. Marie Petersen, Storegade 8, havde en kaffe- og chokoladeforretning 1940.

Mille og Fidde Hat. M.F. Mylin, krovært Østergade 26. Fra 1900 til 1920 ejer af Centralhalle. Deres etablissement var kendt for ”wo so manches Paar sich gefunden hat”. Havde tidligere hatteforretning i Østergade 1910.

Mutter Monopol. Hjørnet Allegade/Nørregade. Tobakhandlerske. Monopol var et cigarillomærke. 1910

Mutter Paris (udtales Pa-ris) eller Mudder Pariser. ? Hansen, jordemoder. Manden var bl.a. beskæftiget som ledsager af pantefogeden. Var født i Paris, men af navnet afledes Pariser, en fordums betegnelse for kondomer, hvilken hun efter sigende anbefalede fædre i børnerige familier 1930.

Mutter Slik. Henny Berg førte en kaffe- og chokoladeforretning i Vestergade 1950.

Mutter Tysk. Frk. Clausen, Søndergade, tysklærerinde på Kommuneskolen 1950.

Mængde Børge. Børge Christensen, Østergade var matematiklærer på seminariet. Var opfinder af programmet Comal 80. Min afdøde kone, Hanne lavet en film om ham. Hun brugte underlægningsmusikken ”Det haver så nyeligen regnet” som instrumental – musik. Men den ville TV Syd ikke bruge, de var bange for at genere det tyske mindretal. Filmen blev dog vist uden den musik!

Natmøller. Møller, markgade, natsygeplejerske på Tønder Sygehus 1950

Niels og Ida Gemüse. Niels Feddersen Vestergade 27. havde grøntsagsforretning. Han var også danselærer. ”Rus mit den Beinen und wieder rein. Weg von dem Mädel, wieder hin zu sie. 1925

Nis Put. Nis ?, Vestergade. Byens skraldemand 1925.

Pas Frederiksen. Georg Frederiksen Vestergade/brorsonsvej, leder af paskontrollen på politistationen 1940.

Peter Belle. Peter Riggelsen, Vidågade 115. Ejer af hunde- og skindforretning. Afledt af det tyske Belle-Hud. Rigtige Tynne-Kanjte sagde altid: ”Ve då ha jen å æ belle (Vil du have en flad) 1940.

Peter Bundgas. Nis Peter Jacobsen, chauffør, Nordre Landevej. Kendte ingen hastighedsgrænser 1990.

Peter Dach. Peter Knudsen, Viddingherredsgade, tagtækker 1940.

Peter Orne. Peter Nielsen Gråbrødrevej, staldkarl i Soli deo Gloria 1940

Peter Pind eller Peter Træ. Peter Christensen, tømrerhandler i Nørregade 1990.

Peter Pot. Peter Petersen Uldgade. Faderen var pottemager, havde en VVS – forretning 1930

Peter Sandemann. Peter ? Handlede formentlig med sand til gulve 1910

Peter Uldhaar. Peter Nielsen, Spikergade, marskandiser. Gik sjældent til frisør 1950.

Peter Vagthus ? 1910

Peter Vierlei Var faktisk hans rigtige navn, var gadeudråber 1910.

Schneider Stadtrat. Skræddermester Peter Petersen, Østergade. Var byrådsmedlem i årene 1909 til 1922

Skatte Bøg. H.C. Bøg skatteinspektør 1950

Skatte Petersen. Nis Petersen, Carstensgade. Byens skattesekretær. Var på et tidspunkt alene om dette arbejde 1930.

Stine Gemüse. Christine Schlüter. Solgte frugt og grøntsager i Vestergade 1940.

Sulte Charles eller Sule Charles. Charles Hansen, forplejningschef på kasernen. Var blandt de værnepligtige kendt for at have landets bedste kasernemad. Af en pårørende er undertegnede gjort opmærksom på, at hans øgenavn var Sule Charles, fordi han i sine unge dage solgte grise 1950.

Swing Hansen. Seminarieelev, der spillede i Due Hansens orkester 1950.

Thomas Barber. Thomas Carstensen, barber i forretningen, Vestergade 15 1950.

Thomas Briket, Thomas Selmer, Vidågade, brændsels- og tømrehandler 1940

Trompeter von Säckringen, Johannes Wiese, Viddingsherredsgade 5, trompetist i Skyttekorpset 1970.

Vissen Egon. Egon Lorentzen, Vestergade 2, blomsterhandler. Er nok ikke et helt retfærdigt øgenavn 1960.

Æ Wasserdoktor. Dr. med. Jersild var kendt for at ordinere vandkure i Højer 1880. Vi har skrevet en artikel om ham.

Wille Wurst, Willi Asmussen, Mellemgade, pølsemand på Torvet 1945.

Willi Schnelzer. W. Johansen, chauffør, Østergade. Hurtigkørende mand, formentlig afledt af det tyske ”schnell” 1950.

Æ Gafeiers. Familien Andreas Petersen, Uldgade. Han var gadefejer, men hele familien var kendt under dette navn 1940.

Æ galoppschuster. Skomager Jensen, Uldgade 1910

Æ himmelsmaler. Nørgård, Uldgade bad en bøn før arbejdets påbegyndelse 1910

Æ klosmacher. Jürgensen, træskomager, Skibbrogade 1940

Æ klosterbache. Bager Petersen, bageren i gavlhuset på Torvet 1950.

Æ Rolkusk. Emil Thiesen, vognmand, afledt af det tyske Rollkutscher 1925

Anna Prozess. Hun var formentlig hurtig til at gårettens vej i stridsspørgssmål 1910

Asse an der Kasse. Asmus Christiansen, kasserer ved foreningsfester på Tonhalle og Schweitzerhalle 1910.

Der kleine Graf. Æ lille Grev. Rasmussen, Vidågade. Chauffør hos Grev Schack, mindre af vækst 1940.

Det lille byråd. Borgmester J. Poulsen, Tobakshandler J. Petersen og boghandler J. Jefsen. De tre herrer gik deres daglige morgenture og i folkemunde hed det sig, at det var på disse ture, dagens politiske kurs blev lagt 1950. Vi har skrevet en artikel om det emne.

Fidde Kongres. Friederich Andersen. Var meget aktiv i sammenslutningen af sårede første verdenskrigsdeltagere. Han rejste som foreningens formand rundt i Europa. Blev der under hans fraværd spurgt efter ham, var konens standardsvar: ”Fidde ist zur Kongress. 1940.

Grosser. Albert Groes Petersen, Ribe Landevej, senere Birkevej. Kæmner på Tønder Rådhus. Stor og kraftig herre. 1950.

Grosse Knüppel – Kleine Knüppel. Søskende Knüppel, Leosalle 15, begge lærerinder. Ved damernes meget forskellige højde var denne betegnelse nærliggende for skoleeleverne 1915.

Hans Bulgar. Hans Stehr, vært på Schweizerhalle. Var påfaldende ivrig med sine hurraråb ved Dronning Elisabeth af Rumæniens gennemrejse på vej til Sild i 1888. Han tog imidlertid fejl af Rumænien og Bulgarien 1890.

Hansen Geist. Peter Hansen, lærer og bestyrer af Vajsenhuset, Østergade 69, Var en særdeles spinkel figur og havde i børns øjne et spøgelsesagtigt udseende. 1940.

Hein Schwalbenschwanz. Heinrich Johansen, Windwedt. Han havde arvet en kjole fra sin far. Et kendetegn for en kjole er dens to lange haler. I tysk folkesprog blev det kaldt ”Schwalbenschwanz”. For at kunne bruge kjolesættet til dagligt, klippede han halerne af og fik således navnet. 1950.

Jønne mæ æ før. Jørn Jensen, postbud. Han satte sin fødder på en speciel måde 1950.

Kalle Skagerak. Karl Jensen, vognmand, Strucksalle 14. Havde som marinesoldat i den kejserlige marine deltaget i Skagerrak-slaget i Første Verdenskrig 1940.

Kalli eller Kalle æ mure. Karl H. Brodersen, murer, Østergade/Strucksalle/lærkevej/Brofennen. Blev ofte forvekslet med sin bror Nico på afstand. Han var også murer. Jo Kalli var min far. Han kunne fortælle en historie om hvert hus i Tønder. Det gjorde han gerne over for tyske turister på gågaden i Tønder. En skam at jeg ikke tog en båndoptager og en flaske snaps med til Tønder, så kunne jeg have fået endnu flere gode historier af ham. 1990.

Klein Erna. Erna Sørensen, dame- lille af vækst 1940.

Koni. Wilhelm Johansen, Strucksalle 36 var som dilletant god i rollen som ”Der kleine Kohn”, tysk skolelærer 1940.

Kedde Napoli. Gæstgiver Christian Bruhn, Skibbroen. Elskede på et fremskreden tidspunkt at fortælle om Napoli, som han havde besøgt i sine unge dage. 1900.

Kong Ib også kaldet Røde Ib. Ib Nielsen, Skibbrogade. Ekspeditionssekretær på Jordlovsudvalget. Da Grev Schack ringede og præsenterede sig, havde Ib svaret: ”Og her er Kong Ib, kommunist” 1940.

Knold og Tot. Brødrene Bernhard og Ferdinand Linnet, Strucksalle 16. Gik som pedant til figurerne i tegneserien Knold og Tot. 1940.

Krischan Tusindmark. Huskarl hos isenkræmmer Kraus, Vestergade 4. Har formentlig ved flere lejligheder givet sig ud for at være velhavende. 1910.

Krus Persille – Kirsebær Tut – Lille Borgmester. Christian Christensen, Frigrunden senere Ribelandevej. Rådhusbud. Han havde en hårpragt som kruspersille og en forkærlighed for kirsebær, som han altid bar rundt i en ”tut”.

Lille Købmand. Christian Brodersen havde en lille købmandsforretning i Strucksalle 41. I erkendelse af ikke at være af almindelig legemsstørrelse, kaldte han sin forretning i dobbelt forstand ”Den lille Købmand” 1950.

Lille Mand. Gæstgiver Jürgensen, Skibbroen 5. Lille af vækst 1910

Lille Ole og Store Ole ?, Olsen, sygplejerske og oversygeplejerske på Tønder Sygehus. Den ene var lille og den anden var stor 1950.

Lorenz Du lügst. Gæstgiver Lützen, pralhans 1910.

Lorenz mæ æ nejs. Lorentz Carstensen, kommunalarbejder. Manden havde en næse, der var større end gennemsnittet 1920.

Misse Rundfunk. (Se også Fidde Kongres) Misse Andresen, Søndergade 32. Det kunne hænde, at radioen transmitterede et foredrag af manden, hvilket hun elskede at publicere ved at sige: ”Fidde spricht heute im Rundfunk” 1940.

Peter Cowboy. Peter Petersen, Ribelandevej. Vognmand, en mand med cowboy-agtig udseende 1940.

Peter Pik (udtales Peik) Seminarielærer Peter Wending. Stor tilhænger og udøver af kortspil. Pik (Peik) er det tyske ord for spar. 1900.

Prinzgemahl. Peter Petersen, gården Stubkjær. Ægtemand til en gårdejerske 1940.

Reserve Jesus. Han boede i Uldgade. Ond betegnelse af en skoleelev med et anderledes udseende 1940.

Røde Hans. Hans Nielsen, Landmand, Sædmark. Havde påfaldende rød hårpragt 1950

Sing-Mathiesen. Lærer på Sæd Skole. Medlem af Sangforeningen af 1842 1930.

Schmeissbein. Hans Minck, Popsensgade 12. Benskadet krigsinvalid, der fik sit tilnavn ved sin specielle gangart 1940

Smukke Carl. Carl Jensen, ingeniør, Brorsonsvej 33. Udseendet gav navnet.

Store Henrik. Henrik Petersen, skoledirektør. Meget høj mand 1970.

Store Anders. Andresen, formentlig en stærk person 1910.

Tarzan. Alfred Jensen, Krumom. Særdeles stor og stærk. Meget hjælpsom og derfor en afholdt politibetjent 1950.

Tykke Ingeborg. Ingeborg Johnsen, kroværtinde, Strucksalle 4. Hendes livomfang gav hende navnet krydret med saftige bemærkninger 1900.

Æ Piif Dochte. Dr. Vest Hansen, Vestergade 4. Sås i offentligheden med sin pibe i munden 1975.

Clausen Bleiche. Han havde et hus på Blegen 1950

Fidde å æ Torv. Fritz Christiansen, automekaniker på Torvet 1970

Hans Lægan. Hans Lydiksen, krovært på Lægan 1900.

Nigge Altona. Nikolaj Hansen havde hus i Altona 1970

Æ Fuglebache. Henry Jensen, Søndergade 9. Han havde fuglehandel i en tidligere bagerforretning 1980.

Broa Bruhn. Martin Bruhn, automekaniker (VW) 1975

Dese Papstøvl. Andreas Jensen, Østergade 1950

Dolfi. Adolfsen lærer på seminariet. Afledt af efternavnet 1950.

Dude. Gammel mand i Søndergade. Digtede vers. Navnet er afledt af ”Der Dude aus Buxtehude” 1910.

Fidde Nachtegal. Eriksen, smed 1920

Gall Anna. Gall-Sønderjysk – vred. 1910

Harry Taube. Harry Due Sørensen, vognmand. Due=Taube (tysk)

Hatzi. Hattesen, bankbogholder på Tondern Bank 1930

Hein Fienbrot. Heinrich Bahnsen , Strucksalle. Var I modsætning til konen, en høj ranglet person. Begge var kendt for deres for ”Fienbrot” Wienerbrød på anden dagen er som bekendt billigst 1950.

Lutta. Det var læge Christian P. Hansens kone. Hun havde for vane i inflationstiden regelmæssigt at stille på Tondern Bank, og stille spørgsmålet: Wie steht die Lutta? 1925

Hein Muck. Heinrich Sørensen, muresvend 1975

Jens Zigeuner. Højrøstet person, der I sine talrige branderter randalerede I gaden 1910

Kathrine Mannebørn. Kathrine Ratayczak, Nørregade. Fødte 17 børn, hvoraf dog kun 7 oplevede forældrenes guldbryllup i 1937.

Karl Markmand. Carl Albrecht Hansen. Fra 1876 var han markmand med bopæl i Vestermarkshus i Viddingherredsgade.

Lam Fidde (eller Frerk) ????? 1910

Mees. Horst Meesenburg, Bargumsvej. Afledt af navnet. Lærer på seminariet 1950.

Majse. Marius Hansen, advokat, Søndergade. 1975

Midde og Tidde. Søstrene Sørensen. Havde håndarbejds – forretning i Storegade 1920.

Mikkel Ræv også kaldt Mikkel Katslaude. Mikkel Michelsen (eller Mikkelsen) handelsmand og værnemager, slagtede katte 1940.

Mutter Lylle. Lærerinde Frk. Lützen (1940)

Mutter Repsold. Hun huskes som en dame, der faldbød sine grøntsager fra en barnevogn 1910

Muhme. Bothilde Hansen, leder af Warteschule (senere børnehave) Nørregade fra 1914 til 1937. (muhme= tante)

Peter Papegøj. Peter A. Jensen, vognmand på Papegøjevej 1950.

Pole. Hans Poulsen, bogholder på Tønder Sparekasse. Afledt af navnet. Poulsen mistede sin højre arm som 11 – årig. 1940

Pimpf. Jürgensen var lille af vækst. Som leder af den tyske ungdomsorganisation fik han øgenavn efter de mindste af drengene, der hed Pimpfe. 1940.

Schmegge. Johannes Drews, Skibbrogade. Han var smed og boede i huset med kanonkuglen i gavlen på hjørnet af Skibbrogade/Gråbrødrevej (nedrevet 1924). 1910

Sigger. Waldemar Christensen, Nørregade – senere købmand på Fanø. Afledt af musik? Spillede trompet i Skyttekorpsets orkester. Faderen var musikker og leder af Skyttekorpsets orkester fra 1923 til 1928.

Simon Tange mit dem hölzernen Bein. Simon Tange krovært og kreaturhandler, Mellemgade 5. Hans træben gav rig lejlighed til drillerier 1900.

Sine Gosk, Diedrichsen? 1920.

Skoli. Nissen, søn af boghandler Heinrich Nissen. Var aktiv i MTV (Männer Turn Verein)1930.

Stjane. Chritian Sørensen, Leosalle. Afledt af fornavnet.  Elskelig cerutrygende seminarielærer 1950.

Tonderns schwiegervater. Degn Godber Carstensen, Østergade. Havde mange døtre 1900

Webbes. Werner Christiansen, Brorsonsvej. Viceskoleinspektør på Tønder Kommuneskole. I hans timer måtte man ikke tale sønderjysk. Min storebror fik engang beskeden: ”Brodersen, din tilstedeværelse her på skolen hænger i en meget tynd tråd”. Da min storebror nu alligevel bestod realeksamen, sagde Webbes: ”Brodersen, det var en nylontråd (det var udtalt med langt y)

Æ goggelhøøn også kaldet Schöne Clara. Clara Carstensen født Sönnichsen. Var det ikke på grund af hendes talemåde eller udseende? 1950.

Betzki. Hans Otto Riggelsen, skotøjshandler. Skolekammeraternes påhit.

Æ Funkisgartner (Funkisgårne) Gartnerforretning på Leosalle i en ejendom, der er opført i Funkiesstil,

Fidde Lucht. Skibbroen. Gas- og vandaflæser. En gammel og usoigneret mand 1920

Fidde Tango Bagermester Friedrich Jessen, Østergade 38. Var kendt som en god og afholdt tangodanser 1940

Nis Løgn, Nis Nissen, hjørnehuset Søndergade/Vidågade, gasværksarbejder. Han havde det så som så med at omgås sandheden (1940)

Lorentz Pot, Lorenz Petersen, Leosalle, bogholder på Tønder Landmandsbank. Faderen var pottemager, bror til Peter Pot. Han gik altid med en ”kuglespind” 1940.

Carl Langfart. Lokomotivfører, forestod rangerkørsel på de ”korte” skinner. Sin kørsel som persontogfører kaldte han at være på langfart (de lange skinner).

Kalle Træbasun. Karl Jørgensen, overportør. Som orkestermedlem blæste han på trækbasun.

Den Landskendte. Andersen, Storegade, lokomotivføreren, der kørte det første tog ind i Sønderjylland efter Genforeningen.

Doktor Felikum. Lokomotivfører, en kammerat, der vidste mere end de andre.

Fin (Fiin) Boysen, lokomotivfører. Kunne træffes i byen iført hvide handsker.

Generalen. Overassistent. Havde evne til at blive højrystet

Gnisten. Elektriker, erhvervsbelastet øgenavn.

Hurtig Hans, Overportør, havde altid travlt.

Jens Vandtårn, remisearbejder. Havde sin arbejdsplads på remisens lille vandtårn

Jern Henrik. Vognopsynsmand. Havde til opgave med en hammer at banke på jernbanevognenes hjul for at konstatere evt. skader.

Jens Ølkasse, lokomotivfører. Navnet taler hvis for sig selv.

Kong Viggo, Lokofører, stovt person

Krumrager. Remissearbejder. Skulle fjerne slaggen fra lokomotivets fyr med et bøjet ragejern.

Krissen Gummi. Remissemedarbejder, kunne hjælpe i en nødsituation

Krischen Flæsk. Remissearbejder. Handlede med forskelligt i sin fritid.

Krischen Banemand. Overportør. Havde ærinde på banen siden det 15. år.

Misse Europa. Depotforvalter, ikke just den smukkeste

Peter Pøls. Togfører, var tidligere bydreng for Slagteriudsalget.

Skimmel. Fru Falkenberg forestod jernbanerestauranten. Dame med blegt udseende.

Vejle Jensen. Lokomotivfører. Tilrejst fra Vejle.

Verner Krumben, overportør, fodboldspiller med specielt formede ben.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.431 artikler, herunder 246 artikler fra Det Gamle Tønder. Der er enkelte steder, hvor vi henviser til artikler, hvor omtalte personer figurerer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Gamle Detailhandels-forretninger på Nørrebro (1920)

August 8, 2019

Gamle detailhandelsforretninger på Nørrebro (1920)

Dette er nærmest en oversigt for nørder. Det er ikke grupperet efter branche eller gade. Vi kigger på nogle af de første virksomheder på Nørrebro. Mange af dem var grundlagt i 1860erne. Og de lå der endnu omkring 1920. Ja du får en fortegnelse på ca. 80 virksomheder.  Det er begrænset, hvad der står om virksomhederne. Men der findes altid nogle, der kan bruge disse oplysninger. Vi ved ikke, hvilke kriterier man har lagt til grund for, at det netop er disse virksomheder, der skulle fremhæves. Vi kunne have peget på andre virksomheder fra dengang. Men vi kan konstatere, at der var usædvanlig mange bagerbutikker dengang. Nogle af butikkerne eller personerne har vi beskrevet i andre artikler.

 

Bagermester Georg Johansen, Borups Alle 13

I 1902 overtog Georg Johansen en butik etableret i Turensensgade 21. Dengang var han allerede etableret på Nørrebro. Ved overtagelsen beskæftigede han tre svende. I 1918 etablerede han også en butik på Borups Alle 13.

Nu var der i alt beskæftiget 20 personer i butikkerne. Georg Jensen havde i flere år været leverandør til kommunen, alm. hospital og diverse institutioner. Bagermester Georg Jensen var bestyrelsesmedlem i Københavns Bagerlaug siden 1920.

 

Bagermester Carl Nielsen, Blågårdsgade 21

Efter Engelbrecht-Petersen overtog Bertram Petersen forretningen som blev forsynet med de nyeste maskiner og moderne indrettede ovne. Ved Bertram Rasmussens overtagelse i 1916 blev der beskæftiget 10 personer i forretningen. Man nåede dog helt op på en beskæftigelse på 18 personer.

 

Bagermester Vilhelm Troest, Griffenfeldtsgade 56

Forretningen blev grundlagt i 1900 af bagermester Albrecht. Da Wilhelm Troest overtog forretningen ombyggede og moderniserede han butikken. Lokalerne blev mere praktiske og moderne. Forretningen beskæftigede 8 personer.

 

Bageriet Falken, Jagvej 123

Bagermester R. Madsen overtog i 1913 bageriet Falken, Jagtvej 123. I en årrække drev han bageri i Ryesgade 85. Bagermesteren var i en årrække næstformand i Københavns Bagermesterforening.

 

Wienerbageri og Konditori, Ægirsgade 50

Det var Carl Jessen Petersen Østbye, der i 1904 overtog denne forretning. Den beskæftigede 6 personer.

 

Nønnickes Konditori, Jagtvej 208  

Konditor F.W. Nønnicke åbnede den 7. december 1919 et moderne konditori i det nyopførte ”Kanslerhus”, Jagtvej 208. Her lykkedes det hurtigt at få en god og solid kundekreds. Ved siden af almindelig konditorforretning drives konditori med udskænkning af alkoholfri drikke, kaffe, te, chokolade og sodavand i det dertil indrettede serveringslokale.

 

Købmand Frederik Schiøth, Åboulevard 9 C

Virksomheden blev påbegyndt i 1915. Der var tidligere en forretning af samme art i bygningen. Men det var først fremgang at måle efter denne dato. Og inden for branchen brugte man benævnelsen ”betydelig fremgang”. Man handlede med kolonial, delikatesse, vin og konserves. Man var leverandør til flere større hoteller, folkekøkkener og lignende større virksomheder.

 

Blomsterhandler L. Bang, Åboulevarden 44

Blomsterhandler L. Bang grundlagde sin virksomhed i året 1893 på hjørnet af Åboulevarden og Rantzausgade. Men i 1913 flyttede han hen til Åboulevarden 44, hvor der blev indrettet større og bedre lokaler.

  1. Bang er udlært gartner. Han har bl.a. arbejdet for Frederik den Ottende, Grev Danneskjold-Samsøe og Sydsjællands Planteskole. Han var den første herhjemme, der fremavlede blå tulipaner. Han har i sit arbejde haft stor opbakning fra sin hustru, der stadig hjalp til. Bang havde den 2. november 1921 været gartner i 50 år.

 

L.J. Larsens Fedevareforretning og Fabrikationsvirksomhed

Denne virksomhed er vi stødt på tidligere i en af vores artikler. Virksomheden var beliggende Nørrebrogade 53. Den var grundlagt i 1897 under ganske beskedne former. Gennem årene udviklede den sig til en af de betydeligste inden for branchen.

Grundlæggelsen fandt sted på Godthåbsvej. Derefter havde den til huse forskellige steder, indtil man slog sig ned her. Samtidig med flytningen etablerede man leverpostejsfabrik. Her har man plads til gode maskiner. Her fabrikeres også forskellige slags pølser.

Virksomheden omfatter fabrikation i en gros såvel som detailsalg. Og det er inden for alle arter af fedevarer, viktualier, delikatesser samt oste. Man lavede mange af disse varer selv.

Ved grundlæggelsen var Hr. og fru Larsen selv. Men efterhånden blev der beskæftiget 12 personer.

 

Slagtermester Nordenbøges Forretning, Nørrebrogade 43

Den er grundlagt i året 1888 på Falkoner Alle 37. De nuværende lokaler i Nørrebrogade 43 blev åbnet i 1913. Forretningen, der omfatter salg af okse-, kalve og lammekød er installeret i moderne og hygiejnisk indrettede lokaler.

Firmaet, der beskæftigede 7 – 8 mennesker hørte til de største slagtermestre i byen.

 

Brødrene Zøllner, Nørrebrogade 174

Firmaet er grundlagt allerede i 1846 af slagtermester Carl Zøllner, der var indehaver fra 1846 til 1905. I august 1905 blev virksomheden overtaget af Ludvig og Georg Zøllner.

Virksomheden omfattede slagteri og handel med okse- kalve- og lammekød. I 1911 oprettedes en filial på Falkoneralle 49. Firmaet var leverandør til mange restaurationer. Men de havde en stor privat kundekreds.

 

Slagtermester Trebbien

I 1913 grundlagde slagtermester V.A. Trebbien sin virksomhed i Prins Jørgensgade 4. I 1917 flyttede han hen til Rantzausgade 32, hvor en moderne butik blev indrettet. Virksomheden omfattede salg af alle former for kød også hestekød.

Sideordnet med detailvirksomhed drev han en moderne pølsefabrik. Men slagtemesteren havde også filialer i Ryesgade 38 og Jagtvej 119. Han beskæftigede 7 medarbejdere.

 

Helga Rasmussens Blomsterbutik, Fælledvej 9

Helga Rasmussen begyndte sin virksomhed på Fælledvej 9 i 1906. Men butikken udviklede sig og det kneb med pladsforholdene. Så hun flyttede til Strandvejen 41, hvor en moderne butik blev indrettet.

 

Buntmager Harald Lippert

Forretningen blev grundlagt i Blågårdsgade 30 i året 1916. Men allerede to år senere flyttede den til Fredensgade 14. Virksomheden omfattede fabrikation af alle arter af pelsvarer, så som specielle herre – og damepelse.

Forinden buntmager Lippert begyndte selvstændig virksomhed har Lippert opholdt sig i Berlin og Paris og uddannet sig yderligere.

 

Købmand Valdemar Bengtson, Jagtvej 202

Butikken blev indrettet i ”Kanslerhus”. Butikken startede, da komplekset blev taget i brug. Der blev forhandlet vin, konserves og delikatesser. Varerne blev bragt ud overalt i byen og langs Strandvejen.

 

Købmand Oluf Olsen, Jagtvej 207

Da Olsen overtog butikken i 1919 var det ikke så meget gang i den. Men den voksede sammen med kvarteret. Den blev betegnet som en af de bedre inden for branchen. Virksomheden omfattede kolonialvarer, vin, konserves og delikatesser. Oluf Olsen havde opholdt sig 20 år i branchen.

 

Skotøjshandler Ernst Grûn, Nørrebrogade 84

Grün havde skabt sig en god butik på Nørrebro. Begyndelsen var ikke overvældende men med energisk arbejde er der skabt resultater. Der var forhandling af fodtøj fra ind – og udland. I 1920 blev hele ejendommen overtaget, så lager og ekspedition nu var på tre etager.

 

Købmand Olaf Lenz, Nørrebrogade 61

Lenz overtog butikken i 1904 af købmand Søren Bredal. Denne grundlage allerede i 1890 en urtekræmmer-forretning samme sted. Butikken handlede med kolonial, urtekram, vin og materialvarer.

 

Isenkræmmer L.V. Erichsen, Nørrebrogade 55 A

Virksomheden blev grundlagt i 1880 af købmand L.V. Erichsen som detailforretning i isenkram, værktøj og bygningsbeslag, samt køkkenudstyr. Gennem årene voksede forretningen så stærkt, at det blev nødvendigt at oprette en gros forretning I 1917 indtrådte sønnen Knud Erichsen som medindehaver.

Firmaet havde leverancer overalt i Danmark og var en af landet største isenkrambutikker. Firmaet beskæftigede 32 personer og havde også en filial på Godthåbsvej.

 

Nørrebros Isenkramhandel, Nørrebrogade 160

Indehaveren var H.E. Saabye og butikken lå på hjørnet af Thorsgade. Den var grundlagt den 30. marts 1885 af isenkræmmer Christian Nielsen i ejendommen, Nørrebrogade 162.

I juli måned 1897 blev forretningen overdraget til isenkræmmer V. Reinstrup. Han begyndte den 25. juli 1901 at indrette nye lokaler i naboejendommen. I efteråret samme år flyttede man ind.

I januar 1912 blev forretningen så overtaget af Hans Egede Saabye, som førte den frem til en af de bedste inden for branchen.

Ved overtagelsen var der beskæftiget 8 medarbejdere. Men efterhånden var man oppe på 16. Virksomheden omfattede isenkram, køkkenudstyr, lamper, elektriske kroner, glas, porcelæn, fest- og brudegaver, nikkel, messing, kobbervarer samt restaurationsartikler.

 

Hattemager, C. F. Jensen, Nørrebrogade 163

Hattemager C.F. Jensen grundlagde i 1876 sin forretning. I 1904 overtog sønnen Simon C.F. Jensen forretningen. I 1915 oprettede Jensen Junior en filial på Amagerbrogade 119.

Forretningen førtes som specialforretning i herrehatte. Og Jensen var selvfølgelig medlem af Hattemagerforeningen. Butikken blev en af de mest betydelige inden for branchen.

 

Isenkræmmer H. Michelsen, Rantzausgade 64

Isenkræmmer H. Michelsen overtog i 1918 forretningen. Den var grundlagt 10 år forinden. Virksomheden omfattede alt i isenkram, bygningsbeslag, glas, porcelæn og køkkenudstyr. Foruden almindelig detailsalg var omsætningen steget betydelig inden for leverance af specialværktøj til installatører og maskinforretninger.

 

Slagtermester Johan Bekker, Blågårdsgade

Slagtermester Johan Bekker startede sin virksomhed i 1891. Det startede med slagtning og forhandling af hestekød. Det startede under beskedne kår og en medarbejderstab på fire personer.

Som tiden gik, lærte folk at spise hestekød. Ved siden førtes også andre slagteriprodukter. Man startede på Frederiksborggade. Der blev oprettet fire filialer, Blågårdsgade, Istedgade, Adelgade og Pilestræde.

Men forretningen i Blågårdsgade blev hovedforretningen. Her fandtes tidssvarende og moderne maskiner. Efterhånden kom man op på 30 medarbejdere. Ja og så havde firmaet fire automobiler til varetransport.

 

Slagtermester N.A. Olsen, Nørrebrogade 193

I 1902 grundlagde N.A. Olsen sin første forretning på Godthåbsvej 24 med udsalg af hestekød. I årenes løb blev der oprettet flere filialer. Således i 1905, forretningen, Nørrebrogade 193.

Foruden hestekød handlede alle filialer med okse- og kalvekød. Ved siden af alt dette drev Olsen også en omfattende hestehandel med stalde på Kong Georgsvej 43.

Vi har tidligere omtalt denne person i en artikel.

 

A/S Louis Lillieqvist Garver- og Læderhandlerfirma

Firmaet er allerede grundlagt i 1854 af J.F.F. Lillieqvist. Efter hans død overtog enken, Andrea virksomheden. Hun optog året efter sønnen, Louis i firmaet.

Efter moderens død i 1905 var sønnen nu eneindehaver. I 1912 overgik virksomheden til aktieselskab. Adressen var Nørrebrogade 187.

 

Firma R. Højland, Nørrebrogade 166

Den første forretning begyndte i 1912 i Stefansgade 14. Den omfattede kolonialhandel. Nogen tid efter gik Højland væk fra denne branche og åbnede en ny forretning i Ægirsgade 3 som speciel forretning i røgeri, pålæg og en del hørkram.

I 1917 flyttede forretningen så til Nørrebrogade 166, hvor en stor smuk butik blev erhvervet. Det begyndte uden medarbejdere. Men efterhånden blev der dog ansat 3 stykker udelukkende i ekspedition. Senere oprettede han også en filial på Frederikssundsvej.

 

Axel Lundhs Forretning, Nørrebrogade 45

Butikken blev grundlagt i nr. 43 i 1884. I 1913 flyttede man ind i nabobygningen. Forretningen omfattede salg af kaffe, te, kakao. Axel Lundh importerede selv.

Han begyndte selv men efterhånden voksede butikken. Således kom til at omfatte 14 medarbejdere.

I 1913 åbnede man en filial på Gl. Kongevej 119. Under de vanskelige vilkår med kaffen i 1917 var A. Lundh blandt de næringsdrivende, hvis kaffeerstatning blev anerkendt. Han fik tilladelse til at fremstille det.

I 1915 blev sønnen, Jørgen optaget i forretningen.

 

Anton Nielsens Forretning, Blågårdsgade 8

Forretningen blev grundlagt 1888. Forretningen omfattede æg, smør, ost og konserves. I 1900 blev butikken ombygget til en moderne og tidsvarende butik. Det blev til kvarterets største ostebutik.

 

Firma C.M. Nygaard, Blågårdsgade 36

Firmaet blev grundlagt 1908. Virksomheden omfattede fabrikation og handel med bygningsmateriale. Virksomhedens speciale var montering med fliser af køkkener, badeværelser, fabrikker, hospitaler m.m.

Desuden lagde man mosaik og almindelige gulve, som udførtes efter egen eller fremmed tegning. Virksomheden beskæftigede ca. 50 mand.

Man havde egn opslagsplads på Slangerupbanens grund. Og så havde firmaet hele 8 kørertøjer.

 

Fiskehandler Oskar Arentzen, Rantzausgade 42

Forretningen blev grundlagt i 1910 af Herman Olsen, der i 1917 solgte den til Arentzen. I den tid har butikken haft betydelig fremgang. Hurtig nåede butikken det dobbelte i omsætning.

Forretningen førtes som Vildt – og Fiskeforretning.

 

Brødrene Hansen, Blågårdsgade 2

Firmaet blev grundlagt i 1875 af brødrene H. og C. Hansen. I 1877 overtog C. Hansen forretningen og drev den til sin død i 1910, hvorefter sønnen O. Carl Hansen overtog den.

Forretningen var anlagt som farve- og Materialhandel men allerede i 1907 begyndte man med en speciel forretning i fotografiske artikler.

I januar 1913 solgte O. Carl Hansen materialhandlen og drev nu kun fotografiske artikler. Forretningen foretog fremkaldelser, kopiering og forstørrelser. Alle varerne blev importeret af firmaet selv.

 

Nørrebros fotografisk magasin, Nørrebrogade 30

Arthur Meyer grundlagde i 1913 firmaet. Her kunne man få alt inden for fotoartikler.

 

Firmaet Elis Mogensens Efterfølger ved O.C. Herbst

Firmaet blev grundlagt 1895 af Hr. E. Mogensen på Nørrebrogade 57. I 1914 overtog O.C. Herbst butikken. Forretningen omfatter salg af optiske og fysiske instrumenter. Her kan du købe briller og pincetter af alle ”arter”.

Foruden indehaveren beskæftigede forretningen 1 dame og 1 lærling. Hr. Herbst var formand for de optiske instrumentmagere.

 

Skotøjsmagasinet Blaagaard, Blågårdsgade 6

Butikken blev grundlagt i 1895 af skotøjshandler C.F. Christensen, Nørrebrogade 25. I 1911 blev butikken overtaget af C. W. Johansen, som knyttede den til Blågårdsgade 6. I 1915 blev butikken udvidet. Den beskæftigede 6 personer og forhandlede ”prima fodtøj”.

 

Kgl. Hof-Paraplyfabrikant M. Polack jun. Efterfølger

Hovedudsalget var Købmagergade 4. Filialen var Nørrebrogade 47. Firmaet havde indtaget en ledende stilling inden for paraply – industrien.

Fabrikkens produkter udmærkede sig ved soliditet og elegance. Produkterne har vundet stor udbredelse og stor anseelse for deres fortrinlige egenskaber. Ja sådan hed det sig.

Firmaet blev grundlagt i 1882 af Marius Polack, som fortsatte under dette navn. I året 1890 blev firmaet kongelig græsk hofleverandør og to år efter endda også dansk hofleverandør.

Den 15, februar 1904 overtog V. Meyer firmaet. Firmaet omfatter fabrikation og handel af paraplyer, parasoller og spadserestokke. Firmaets produkter eksporteredes også til udlandet efter en ret synlig målestok, særlig til Dansk Vestindien.

 

Fedevareforretningen J. Nielsen og Co.

Firmaet begyndte under beskedne forhold i Blågårdsgade 4 og beskæftigede fire personer. Virksomheden er i årenes løb vokset betydeligt og omfattede alt i fedevarer og pølser fra egen pølsefabrik forsynet med de fineste maskiner og redskaber.

Forretningen var installeret i moderne lokaler og under hygiejniske forhold og beskæftigede efterhånden 10 personer.

Virksomheden blev drevet både som detailhandel og en gros. Forretningen var grundlagt af Konrad Nielsen og jens R. Nielsen.

 

H.P. Sørensen, Nørrebrogade 18 B

Firmaet H.P. Sørensen, Nørrebrogade 18 var en af Nørrebro s største skotøjsfirmaer, der var grundlagt af skomagermester H.P. Sørensen, Baggesensgade. Senere flyttede man til Nørrebrogade 17 for så at lande her i Nørrebrogade 18 B.

Frk. J. Frederiksen blev optaget i firmaet som kompagnon. Hun blev eneindehaver i 1915. Firmaet forhandlede skotøj overalt i indlandet og en del til udlandet. Virksomheden beskæftigede 12 personer. Man havde også et fuldt moderne reparationsværksted.

 

Firmaet Rasmus Olsen, Nørrebrogade 118

Butikken var en af de mest velrenommerede inden for sin branche. Forretningen førte ure af enhver art. Desuden førte man optiske apparater.

 

Carl Th. Jacobsens Conditori og Bageri

Firmaet blev grundlagt I 1880 og var beliggende Guldbergsgade 21. Hr. Jacobsen overtog forretningen i 1913. Og siden gik det stærkt. Butikken fik seks udsalgssteder. I bageriet blev der indlagt elektrisk drift.

Hr. Jacobsen blev udlært i Næstved i 1891. Han modtog for sit svendestykke en bronzemedalje og hæderlig omtale.

 

Firmaet H. Petersens Efterfølger

Firmaet lå på hjørnet af Blågårdsgade og Blågårds Plads. Man solgte alt inden for en velassorteret kolonialforretning. Desuden havde man et udsøgt vinlager.

 

Bagermester Villy C. Olsen, Griffenfeldtsgade

Forretningen, Griffenfeldtsgade 20 var grundlagt i år 1900 af bagermester Otto. I 1917 overtog Villy C. Olsen forretningen, der omfattede bageri og konditori. Bagermesteren og fruen arbejde i begyndelsen selv. Men senere fik de fire medarbejdere.

Virksomheden fik en helt ny stor ovn samt nye røre- og piskemaskiner.

 

Carl Hemstra, Fælledvej 18

Carl Hemstra oprettede sin butik i 1906. Han beskæftigede to personer. Man solgte kolonial, delikatesser, vin og tobak.

 

Bagermester Johannes Thygesen, Korsgade 49

Bageriet blev grundlagt i 1879 af bagermester E. Jørgensen, Korsgade 60. Forretningen var på forskellige hænder, inden J. Thygesen overtog den i 1911. Forretningen beskæftigede 4 personer.

 

Firmaet Th. Johannesen, Nørrebrogade 64

Forretningen blev grundlagt i 1909 i Haderslevgade 30 af Johannesen. I 1915 flyttede firmaet tul de nuværende lokaler. Forretningen rummer alt inden for viktualier og alt henhørende til det kolde bord. Man havde også salg af egne produkter.

 

Bagermester Louis Hansen, Nørrebrogade 201  

Butikken blev grundlagt 1896. Der har været en del forskellige indehavere. I marts 1919 overtog Louis Hansen forretningen. Virksomheden beskæftigede 2 svende og 2 damer. Og der var både bageri og konditori.

 

Kirschner, Griffenfeldsgade 38

Virksomheden omfattede fabrikation af ligkister. Firmaet var ejer af en rustvogn samt en automobil til befordring af følget. Forretningen var en af de største i byen og påtog sig alt inden for begravelse.

Forretningen blev grundlagt i 1893 af F. Klühns. Han drev forretningen ind til Kirschner overtog forretningen i 1911.

 

Bagermester Valdemar Gætje, Fælledvej 10

Firmaet blev grundlagt langt tilbage af Valdemar Gætje, der var formand for Bagerlauget. Det var en af Nørrebros ældste butikker. C.F. Olsen overtog butikken i 1920. Han førte butikken videre efter de samme gode og solide principper. Man havde en filial på Østerbrogade 60.

Inden C. F. Olsen overtog butikken havde han været ansat i firmaet i 15 år. Forretningen omfattede bageri og konditori.

 

Bagermester Chr. Nielsen, Tagensvej 5

Firmaet blev grundlagt i 1905, men i 1912 blev det overtaget af Chr. Nielsen. Firmaet omfattede bageri og konditori. Firmaet beskæftigede 5 personer.

 

Firmaet Anders Jørgensen, Ravnsborggade 8

Firmaet var allerede grundlagt i 1860 på Nørrebrogade 10 af faderen til den senere indehaver Sophus Sørensen. Denne overtog firmaet i 1920. Grundlæggerens kone førte firmaet videre fra 1913 til sønnens overtagelse.

Firmaet omfatter salg af fedevarer, viktualier, delikatesser og ost. Som specialitet havde man skildpadde. Forretningen leverede også smørrebrød på bestilling. Der var beskæftiget 10 personer i forretningen.

 

Firmaet Jul. E. Hansens Efterfølger, Nørrebrogade 53

Firmaet blev grundlagt 1882. Efter Hr. Hansens død i 1900, bestyrede hr. Nielsen forretningen indtil han overtog den i 1903. Forretningen omfattede ure og optiske instrumenter.

Hr. Nielsen var laugets repræsentant i Haandværkerforeningens Repræsentantskab samt i Fællesrepræsentationen for Handel, Industri og Håndværk. Hr. Nielsen beklædte gennem årene flere tillidshverv.

 

Urmager P. Hansen, Nørrebrogade 70

På Nørrebrogade 70 grundlagde urmager P. Hansen i 1895 sin forretning under meget beskedne forhold. Butikken blev udvidet ganske betydeligt. Den beskæftigede efterhånden 5 medarbejdere.

 

Emil Mortensens Manufakturforretning, Borups Alle 116

Forretningen blev grundlagt i 1912 af Fru M. Iversen. I 1920 blev forretningen ovetaget af Emil Mortensen. Den omfatter bl.a. manufaktur og trikotage.

 

Konditor F. Nønnecke, Jagtvej

Konditor F. Nønnecke, der havde hovedforretning i ”Kanslerhus” på Jagtvej åbnede i 1920 også en filial på Frederiksborgvej 77 i Søborg. Konditor Nønnecke var på et tidspunkt Københavns yngste konditor.

 

Bagermester H. Sanders Forretning, Rantzausgade 44

Butikken omfattede bageri og konditori. Den var fuldt moderne indrettet som ”Wiener- og Dresdner- Bageri. Virksomheden omfattede 5 personer foruden Hr. Sander og frue.

 

Tobias Troelsens firma, Ægirsgade 18

Tobias Troelsen var blandt sine kollegaer anset som en dygtig forretningsmand. Fru Troelsen ordnede alt i forretningen og var en meget dygtig dame som i vide kredse forstod at gøre sig afholdt, såvel blandt kunder som konkurrenter.

Man forhandlede æg, ost, pålæg, konserves og smør.

 

Gunni Larsens Hatteforretning, Blågårdsgade 20

Forretningen blev grundlagt tilbage i 1867 af Vilhelm Foltener. Den blev overtaget af G. Larsen den 13. juli 1913. Forretningen blev udvidet flere gange. Den 1. november 1917 blev der oprettet en filial i Istedgade 136. Forretningen havde et personale på 7 ekspedienter.

 

Bagermester Georg Høgholt, Rantzausgade 26

Den 1. april 1905 blev bageriet ovetaget. Men gennemårene er har bageriet udviklet sig. Virksomheden omfattede også et konditori.

 

Firmaet Christian Jennert, Gartnergade 9

Forretningen blev i 1916 overtaget af C. Jennert, der har udviklet forretningen. Forretningen omfattede bl.a. alt under kolonial, vine og delikatesse samt konserves.

 

Firmaet W. Andersen & Co, Fælledvej 1

Firmaet var grundlagt i 1913 af W og J. Andersen. Virksomheden omfattede stukkatur, gips, cementarbejde og imiteret sandsten og granitstøbning samt en gros salg og import af gips. Virksomheden leverede arbejde til både stat og kommune foruden private institutioner og bygninger.

Virksomheden var beliggende Fælledvej 1 og omfattede 2 etager i to store bygninger.

 

Fribergs Soigneringsanstalt, Jagtvej 59

Firmaet blev grundlagt i 1905 i Fynsgade 6 under beskedne forhold. Virksomheden omfattede udlejning af håndklæder, viskestykker og toiletskabe til forretninger og kontorer samt duge og servietter til restauranter.

I 1907 flyttede man til J. Blombergsgade 12. Forretningen var i stadig udvikling. I 1920 blev der foretaget en større udvidelse idet R.C. Friberg overtog 2 firmaer i samme branche, nemlig Soigneringsanstalten Fix og Københavns Soigneringsanstalt og sluttede den sammen med den bestående forretning.

Virksomheden beskæftigede 11 personer.

 

Slagtermester Einar Fr. Jensen, Prins Jørgensgade 7

Butikken var ældgammel og var i slægten Schumacher- Jensens besiddelse indtil Einar Fr.Jensen olvertog forretningen i 1913. Dengang blev den ved overtagelsen moderniseret efter alle tidens regler forretningen drev handel med alle arter kød. Okse-, Kalve- og lammekød samt flæsk.

 

Johs. Hansen, Nørrebrogade 61

Efter en uddannelse hos glarmester O.A. Olesen, Godthåbsvej 47 nedsatte Johs. Hansen sig som glarmester på Nørrebrogade 61 i året 1918.

Forretningen drev fabrikation af rammer og almindelig glarmesterarbejde. Desuden var der salg af raderinger og malerier. Hansen fik i 1907 tildelt bronzemedalje for udført svendestykke. Specialet var indramning af broderier.

 

Beklædningsmagasinet ”Blaagaard”

Magasinet ved Andreas Petersen blev grundlagt i året 1920.Forretningen omfattede herreekvipering, lingeri og skrædderi. Forretningen var i en rivende udvikling. Og allerede året efter blev butikken bygget sammen med nabobygningen.

 

Trikotageforretningen Chr. Omøe, Korsgade 21

Forretningen havde mange år på bagen, da den i 1916 blev overtaget af Chr. Omøe. Forretningen havde egen systue og forarbejde linned. Den beskæftigede 5 personer.

 

Crome & Goldschmidts Udsalg, Nørrebrogade 26

Butikken blev bestyret af Laurits Jacobsen. Den blev grundlagt 1898 A. Borberg-Sørensen. I 1904 overtog Jacobsen butikken. Der skete gennem årene betydelige udvidelser idet forretningen kom til at bestå af både stue, førstesal og kælder.

Forretningen omfattede alt inden for manufaktur, specielt sengeudstyr, tæpper, gardiner m.m. Forretningen havde 9 personer ansat.

 

 

Kilde:

  • Hougaard, Wedderkop Hedegaard, Bokkenheuser: Danmarks Hovedstad København og deres erhvervsliv.

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk har vi en kategori, der hedder ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar”, der indeholder 28 artikler omkring detailhandelen og Nørrebro Handelsforenings Historie
  • Desuden kan du under Nørrebro finde 275 artikler bl.a. følgende:

 

  • Det begyndte med urtekræmmere (NørLIV)
  • Jægersborggade – Før-Nu og Altid
  • Liv og Handel på Nørrebro
  • Gamle Virksomheder på Nørrebro
  • Dengang – Masser af boghandlere på Nørrebro
  • Boghandel på Nørrebro
  • Slagtermesteren på Runddelen
  • Nørrebro – virksomheder 1923 (fortegnelse)
  • Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro
  • Nørrebros detailhandel i 1960 og 1970

 

 


Den Gamle Jernbane på Nørrebro

August 4, 2019

Den Gamle Jernbane på Nørrebro

Post 5. Når brandvæsnet kom. Her boede byens ”damer”. Æbleskiver og en punch, juleaften. Ude på landet. En langsom arbejdende kommission. Et trafikalt misfoster på Nørrebro. Nu tog byggeriet for alvor fat. Kaos med godstrafikken. En hest fungerede i begyndelsen som rangermaskine. Mange uheld ved rangeringen. Elendige kloakforhold. Varehuset – Loppernes paradis. Afstraffelse på en speciel måde. Det var ikke altid Lersø-bøllerne. Drengene var rigtige skarnsunger. Stenkast sårede passagererne. Spændende at se rangeruheld. Der var ingen hæmninger. Her skulle folk bestille noget. En lussing hørte til dagens orden. De nøjedes ikke med at give munden. Strittet af toget. Nye virksomheder gav mere i løn. Den 30. juni 1930 var det slut.

 

Post 5

Den yderste af posterne – Post 5 lå der, hvor Radiohuset senere lå.  Men forinden måtte man passere overkørselen ved Vodroffsvej, hvor bomhytten lå næsten inde i en smuk have. En lille klokke, der hængte på bomhytten bekendtgjorde, at nu gik bommene halvt ned. Det stoppede den kørende trafik.

Et halvt minut senere kom vækkermeldingen på vækkerklokken, når toget passerede den nærmeste post. Nu gjaldt det så om for portør H.P. Hansen at få de sidste fodgængere væk, og bombene kunne smækkes i gaflerne.

 

Når brandvæsnet kom

Det kunne også hænde, at en af Rosendahls store flytteomnibusser forspændt med tre heste var på vej op ad stigningen fra Vodroffsvej til overkørslen. Så gav Hansen sig god tid til at rulle bommene ned, for som han sagde:

 

  • Hvis de først kører i stå foran bommene, får de aldrig omnibussen i gang igen.

 

Fælledvejens brandstation havde mødepligt på Frederiksberg dengang. Når sprøjterne så kom dundrende med heste i fuld firspring fra Aaboulevarden og bommene var nede, sprang Hansen op til signalsvinget og satte stop – et hastigt blik til begge sider jo banen var fri endnu – bomsvinget fik et par hastige omdrejninger – med kimende klokker og gnistrende hestehove for sprøjterne over sporene – bomklokken fik et ekstra knaldende slag, bommene blev smækkede i og signalet sat på ”Kør”, måske i samme øjeblik, som toget fløjtede for signal udenfor – situationen var reddet.

 

Her boede byens ”damer”

På den modsatte side af sporene lå Ladegården. I den fløj af bygningerne, der lå ned mod Vodroffsvej, boede byens ”damer”, der tilhørte prostitution og med mellemrum blev anbragt indtil 30 dage på ”Tvangen”, som man sagde.

Om morgenen blev de ført til gårdtur i gården, hvis plankeværk vendte lige ud til banelinjen. Det var ikke ualmindeligt, at de pågældende ”damers opvartende kavalerer” tog en tur med første Klampenborg-tog, for fra den øverste etage i en af de høje skovvogne at få lejlighed til at kaste en pakke cigaretter ind over plankeværket til ”den elskede”.

 

Æbleskiver og en punch – juleaften

Det var meget hyggeligt herude med stokroser m.m. Gamle pensionister lagde deres vej forbi og fik en snak med Hansen.

Lige over for hytten og haven på den anden side af Vodroffvej lå en villa, der tilhørte Statsbanerne. Det var tjenestebolig for nogle overordnede embedsmænd.  Derfra kom hver juleaften æbleskiver og punch til bommandskabet, der jo kunne tillade sig at holde fri som andre mennesker juleaften.

 

Ude på landet

Det gik længe, inden man regnede Nørrebro for noget. Når toget fra København var nået ud mellem søerne og forbi Ladegården ved den nuværende Bülowsvej, så var man ude på landet. Det var enkelte småhuse og landsteder. Og så bredte Rabarberlandet sig med sine endeløse rabarbermarker.

Hvor landevejen til Frederikssund krydsede banelinjen lå landstedet Ventegodt, hvor grosserer Melchior tilbragte sommeren i landelig fred. Så fulgte atter marker og fælleder og til venstre Lersøen, et yndet tilholdssted for byens bisser og bøller. Området var tæt tilgroet med pilekrat, næste uigennemtrængeligt.

Endelig efter endnu et par fælleder var man i Hellerup. Da Nordbanen blev anlagt havde man tænkt sig et trinbræt ved den nuværende Nørrebrogade. Men da bebyggelsen indskrænkede sig til et par villaer og landsteder, blev det ikke til noget trinbræt.

 

En langsom arbejdende kommission

Men byen voksede uden for voldene. Allerede i 100 år havde man benyttet en ny kirkegård uden for voldene – Assistens kirgård.

Først blev der bygget lave huse med røde tegltage, senere høje lejekaserner. Nørrebro voksede – byggeriet fortsatte. Men byggematerialerne skulle hentes med hestekørertøj helt inde på Københavns Station, og vejen blev stadig længere og længere.

Under disse forhold var det kun rimeligt, at tanken om en jernbanestation i det hastigt opvoksende kvarter slog an. Der blev nedsat en kommission, der skulle ordne banegårdsforholdene i København. Man var 8 år om at finde ud af, at der skulle bygges en station på Nørrebro.

 

Et trafikalt misfoster

Endelig i 1886 fik man anlagt stationen, der dog viste sig at være et trafikalt misfoster. Der var alt for lidt sporplads og alt for lidt plads til udvidelser. Ja sådan var forholdene i alle de år Nørrebro Station eksisterede.

Til persontrafikken var anlagt to små stationsbygninger i bindingsværk. Station A for tog fra København ovre ved Stefansgade og Station B for tog mod København lå ovre vest for banen ved Lyngbygade, den nuværende Hillerødgade.

 

Nu tog byggeriet for alvor fat

Da Nørrebro havde fået en jernbanestation, tog byggeriet i omegnen rigtig fart. Der blev bygget en masse fabrikker. Men det krævede nye boliger til arbejderne.

Fabrikkerne skulle have deres råstoffer og færdige varer gennem Nørrebro Station. Allerede efter få år måtte stationen udbygges. Nørrebro voksede og voksede. Snart var stationen helt indesluttet. Da den åbnede var der fri udsigt til bakken til Bellahøj og Brønshøj. Da stationen lukkede i 1930 var der kun udsigt til huskarreer.

 

Kaos med godstrafikken

Der var ingen vanskeligheder med at ekspedere persontogene, der holdt sig til de gennemgående togveje og alle standsede ved Nørrebro undtagen fem tog i hver retning til og fra Nordbanen og så ”Grosserertoget” om eftermiddagen til Klampenborg.

Adskilligt vanskeligere stillede sagen sig med godstogene, hvoraf der i begyndelsen dog kun var et i hver retning. Men da Frihavnsbanen åbnede i 1894 steg antallet, og disse godstog skulle krydse togvejene i syd for at komme ind på og ud fra godspladsen.

Ofte måtte de holde for stop i lange tider af hensyn til persontogene og sporpladsen til stationen. Når de så endelig kom ind, var de undertiden så lange, at de spærrede en overkørsel i nord eller syd. Da godstogenes togvej gik tværs over stationens forplads, måtte denne afspærres med en kæde under toggang og rangering, og det gav ofte anledning til dramatiske scener, for eksempel når folk kom styrtende i sidste øjeblik for at nå et persontog, medens der var spærret med kæden.

Folk forcerede under sådanne forhold afspærringen og løb trods alle advarsler over sporet lige foran lokomotiver og vogne. Hvis toget så tilmed ikke blev nået, blev manden med kæden så ellers skældt ud på ægte nørrebrojargon.

Den stadig forøgede toggang krævede ustandselig lukning af bommene i begge ender af stationen og tillige ved Nørrebrogade, der efterhånden var blevet en stærk trafikeret færdselsåre.

 

En hest fungerede som rangermaskine

For at bøde noget på dette forhold blev der i begyndelsen af 1900-tallet opført en gangbro over sporene tæt ved Nørrebrogade, hvad der dog kun kom forgængerne til gode. Vejfærdselen måtte ofte vente i urimelig lang tid.

Oprindelig havde stationen en hest til rangering, hvad der var tilstrækkeligt de første år, men det varede ikke længe, før maskinkraft var nødvendig. Der rullede derfor daglig en rangermaskine fra København til Nørrebro og hjem igen om aftenen.

Rangeringen på Nørrebro var et rent hekseri, fordi sporpladsen var så kneben og togene store. Rangeruheld hørte derfor til dagens orden. Det var noget, man var vant til. Sporene havde oprindelig numre, men efterhånden som antallet forøgedes gav man dem navne lige som inde i København. De kom til at hedde Skiftet, Stensporet, Havnesporet, Vimmelskaftet og Kaninsporet.

 

Mange uheld under rangeringen

En almindelig årsag til uheld var, at sporskiftetungerne ikke sluttede. I mange tilfælde skyldtes det, at der var sten i klemme i sporskiftetungerne. De kunne være kommet der af vanvare, men de kunne også være anbragt forsætligt af vanartede drenge.

Også for hård rangering var årsag til mange uheld. Ofte røg vognene gennem stopperne eller i stopbunkerne, undertiden endda gennem stakittet ud på gaden. I et enkelt tilfælde løb en vogn gennem stopperen for enden af ”Vimmelskaftet”. Den væltede hele syrepakhuset, der dog kun bestod af en gammel godsvogn.

I et andet tilfælde ramlede nogle vogne imod nogle henstående vogne så et par af dem blev afsporet. Bremserne blev betjent af to ekstraarbejdere, der troede at den anden bremsede og derfor begge undlod at bremse.

Ved Vestre Godsplads, der var det officielle navn for ”Marken”, var der et par led, der til stadighed blev påkørt. Undertiden blev de kørt helt til pindebrænde. Samme skæbne overgik ofte portene til kommunens stenplads.

Hvis en rangerleder ville være sikker på at blive færdig med sit arbejde i rette tid, måtte han holde et livligt tempo. Med de knebne pladsforhold skulle han være ualmindelig heldig for at undgå uheld.

 

Elendige kloakforhold

Kloakforholdene på det gamle Nørrebro Station var meget primitive. Kloakerne var flere steder kun dækkede med trædæksler. Når det så var rigtig styrtende regn, kunne de ikke tage vandet, der bredte sig ud over hele stationspladsen. Så kunne man ofte ikke se sporene. Kloakdækslerne flød bort på vandoverfladen.

Under sådanne forhold var en rangerleder med sin lænker, populært kaldet ”Søren Sømand” på vej ud over pladsen, da lænkeren pludselig forsvandt. Igennem den styrtende regn råbte rangerlederen:

 

  • Hvor Fa’en ble’ du a’

 

Nede fra den regnpiskede vandflade lød en stemme, der råbte:

 

  • Ka du ikke se, dit store kvaj, at jeg sitter her?

 

Søren Sømand var gået lige ned i en åben kloak, hvor han hængte på albuerne. Men nørrebroerne var hårdføre folk, og Søren Sømand skulle ikke have tørt på. Han fortsatte arbejdet, pjaskvåd som han var.

 

Varehuset – loppernes paradis

En specielt indretning havde man ved godsbanegården. Man kaldte den for Varehuset. Det var bygget af bindingsværk, beklædt med brædder og gjorde et ret midlertidigt indtryk. Som alt andet på Nørrebro var det bygget alt for lille, så det måtte udvides gang på gang.

Hver udvidelse lignede den foregående, Varehusets indhold var noget af det mest brogede, man kunne tænke sig og fyldte hele rummet fra gulv til loft. Godset måtte stables i hele små bjerge, for at der kunne blive plads til det – og der var altid for lidt plads.

Da den første verdenskrig kom, steg mængden af en ganske bestemt art forsendelser, nemlig gamle klude, der opkøbtes ude i landet af alle de kludekræmmere, der boede på Nørrebro, og det var ikke så få.

Kludene var delt i to slags, uldne klude, som var i høj pris og linnede klude, som var mindre kostbare. De fyldte næsten varehuset.

Foruden klude indeholdt sækkene dog også myriader af lopper i alle aldre og af alle rangklasser i lige fra fuldfede herregårdslopper til nøjsomme husmandslopper. For dem alle var det gamle varehus den herligste tumleplads.

Det var intet under, at personalet holdt sig på afstand fra disse forsendelser, som kun kludekræmmerne omgikkes familiært.

Undertiden kom kludekræmmerne i klammeri indbyrdes, fordi den ene havde hugget en sæk fra den anden. Bevise det kunne man aldrig. Men der var altid uldne klude, der manglede i forsendelsen.

 

Afstraffelse på en speciel måde

Også på varehuset var tempoet hårdt og disciplinen streng. Det var ikke altid lige let at holde styr på hjælpearbejdere – og brændevin var billig. At indberette forseelser var besværligt. Men gammel portør. Han sørgede for, at få den skyldige ind mellem to høje stabler af gods. Så sørgede han for, at der ikke var vidner. Og så fik den skyldige en på kassen.

 

Det var ikke altid Lersø – bøllerne

På Nørrebro blev der stjålet både gods og værdigenstande. På Station B blev der ved et indbrud stjålet uniformer. Nogle gange var der Lersøens faste stab, der var synderne.

I en toldplomberet godsvogn blev der stjålet 10 stykker sæbe. Vognen blev på ny låst og plomberet. Men næste nat var den atter brudt op. Og så var der atter stjålet 10 stykker sæbe. Den tyv måtte da have været usædvanlig snavset.

Det var dog almindeligt berigelsestyveri. Det var brændsel, tømmer, brædder, kolonial, kartofler m.m. Undertiden blev tyvene taget på fersk gerning. Men i langt de fleste tilfælde lykkedes det ikke at fange dem.

I et tilfælde var et parti hummer på 962 kg sendt til Tyskland men nægtet modtaget der og derfor returneret. Ved udleveringen til afsenderen var det kun 858 kg. Der manglede godt og vel 100 kg. Politiet fik aldrig opklaret sagen.

Det samme var tilfældet med en af statsbanernes pengetasker, der forsvandt på en mystisk måde under et morgentogsophold på Nørrebro station. Hverken tasken, pengene eller tyven blev nogensinde fundet.

Desværre viste det sig ofte, at tyvene var drenge fra kvarteret. Det var således tilfældet en aften, hvor personalet hørte det rumstere inde i en vogn. De listede sig hen, smækkede døren i og tilkaldte politiet. Da politiet lukkede døren op, sad der et par forhutlede 14 – årige drenge. De blev overladt til værgerådet.

 

Drengene var rigtige skarnsunger

Drengene herude var noget for sig selv. De lavede et utal af skarnsstreger. Foruden almindelige tyverier begik de hærværk. Personalet jog dem altid væk, når de så dem. Det var dog uden resultat. Drengene kom altid igen. Politiet fik gratiale for at føre tilsyn med pladsen. Men det hjalp heller ikke. Drengene lod sig ikke skræmme.

 

Stenkast sårede passagerne

Ofte kastede de sten mod togene, undertiden med det resultat, at rejsende blev såret. Drengene morede sig også med at afkoble vogne, der henstod i en lang række på ”Marken”. Når rangermaskinen så kom for at hente vognene, fulgte kun nogle få vogne med hele trækket. Det var nødvendigt at gennemgå hele trækket, inden man kørte bort med det. Selv om vognene kun havde stået på sporet en times tid, kunne alle koblingerne i hele trækket godt være løftede af.

 

Spændende at se rangeruheld

Sporet til kommunens stenplads havde et ret stærkt fald, så når der hensattes vogne på dette spor, måtte de være forsvarligt afbremsede. Men det var en af drengenes bedste fornøjelser at løse bremserne, så hele trækket rutschede ned mod porten og sprængte den.

Det var jo altid spændende for drenge at se rangeruheld. Ja de kunne også finde på, at skifte et sporskifte under en vogn. Så ville det nok ske noget, når trækket blev hentet. Til tider gik frækheden så vidt, at de om aftenen sprang ind på pladsen og skiftede et sporskifte under et rangertræk, der allerede var i bevægelse.

 

Ingen hæmninger

Drengene var fuldstændig blottede for hæmninger. Måske var det miljøet, måske var det kvarteret, måske var det de sociale forhold? For jernbanestationen på Nørrebro udgjorde de en stor fare.

 

Her skulle folk bestille noget

I 1894 var der 10 mand på Nørrebro Station. I 1901 var der 35 mand. Det var folk, der lærte at bestille noget under trange forhold.

 

En lussing hørte til dagens orden

Der var rangerledere imellem, der ikke gik af vejen for at stikke medhjælperne en lussing. Arbejdet skulle gøre og helst hurtigt. Der var ikke plads for svæklinge og pattebørn. Der skulle snapse til det hårde liv. Og der var der også enkelte, der tog for mange.

Der var ikke nogen, der skulle fortælle en nørrebroer, hvordan arbejdet skulle gøres.  Mændene på den gamle Nørrebro station var hårde halse og ikke gode at bides med. Det var dygtige folk, der holdt af deres arbejde, selv om der var hård disciplin på stationen.

 

De nøjedes ikke med at give munden

Også Nørrebros publikum var af en mere robust type end andre steder. Der manglede ikke humør – tværtimod. Ofte var det nødvendig for politiet at dæmme lidt op for frodigheden ved de sidste aftentog.

På sommersøndage var det som regel reserveret tre vogne for Nørrebros rejsende i hvert udadkørende Klampenborgtog. Når toget så var fuldt, blev dørene til ventesalen pressede i under voldsomme protester, ligesom inde i København. Men nørrebroerne nøjedes ikke med at bruge munden.

 

Strittet af toget

De gik direkte til aktion. Vinduerne i ventesalen blev smækket op, og hele horden styrtede den vej ud på perronen og entrede toget, selv om det allerede var i gang. Undertiden blev der slagsmål på løbebrædderne om pladsen. Så kunne den tabende part godt risikere at blive strittet af toget ved enden af perronen.

Det var ikke kun billetkontrollerne, der fik mange hvasse bemærkninger. Også det overordnede personale stod hyppigt for skud. Der var således en tid en overassistent med en meget skingrende stemme.

Han forlangte bestemt, at toget skulle køre lige så snart, han havde givet afgang med stationsklokken. En sommersøndag kørte toget derfor med en vaskeægte nørrebroer, hvis trivelige ægtehalvdel ikke kom med. Om manden var glad for dette vide sikke. Men overassistenten fik i den grad læst og påskrevet ting sager, så han helt tabte mælet.

 

Nye virksomheder gav mere i løn

Man glædede sig på Nørrebro til den nye station ved Lersøen var færdig. I 1911 var man nået så vidt at terrænet var blevet ryddet. Nu kunne man snart komme væk fra de trange forhold. Men så kom første verdenskrig. Den virkede lammende over hele landet.

Overalt gik arbejdet i stå, undtagen i jernbanetrafikken, hvor arbejdet var ved at vokse over hovedet. I Lersøen gik arbejdet i stå. På den gamle Nørrebro Station blev der arbejdet i et forrygende tempo.

Da den første forskrækkelse havde lagt sig dukkede der en mængde virksomheder op. Nu var det vanskeligt at skaffe arbejdskraft til Lersøen. Timelønnen var kun 60 øre. Daglønnen var ca. 4 kr. og 80 øre, så arbejderne foretrak at arbejde i de nye virksomheder, hvor de kunne tjene en ordentlig dagløn.

 

Den 30. juni 1930 var det slut

Ikke før i sidste halvdel af 20erne kom der gang i bygningen af den nye station. Den 30. juni 1930 lukkede den gamle Nørrebro station. Hele det store terræn blev overtaget af Københavns Kommune. Det hele blev ryddet og blev til Nørrebroparken.

 

Kilde:

  • Kraftig redigeret efter Holger G. Hansen: Jernbaneminder
  • Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.430 artikler og heraf er 275 artikler fra Det Gamle Nørrebro. Her kan du finde følgende artikler omkring Den Kollektive trafik på det gamle Nørrebro:

 

  • Linje 18
  • Der kommer altid en sporvogn
  • Dengang – der kom en sporvogn på Nørrebro
  • Sporvogn på Nørrebro
  • Jernbanen satte sine spor
  • Gå ikke over sporet-der kommer tog
  • På sporet af Nørrebro
  • Flere spor på Nørrebro
  • Med tog over Lersøen
  • Tog til Nørrebro

 


Jagten på en adelig heks

Juli 30, 2019

Jagten på en adelig heks

Den store heksejagt efter reformationen. Det tog tid, at udvikle et hekserygte. 100.000 heksesager i Europa. Det sidste heksemord herhjemme. 800 dømte hekse under Christian den Fjerde. Kongens søster udsat for hekseri. 13 kvinder blev dømt for hekseri mod kongens skibe. Kongen skærpede sit syn. Nu beordrede han, at der skulle samles beviser mod Christence Kruckow. Hun skulle lære på Nakkebølle. En ny kone til Eiler Brockenhuus. 15 dødfødte børn. Var det hekseri. En gammel kone indrømmer under tortur. En voksdukke med navn Anne. Christence har været i Bloksbjerg to gange. Kongen lagde i første omgang låg på. Var præstens prædiken i Aalborg møntet på naboen? En fætter til Anne Bille samler beviser. Nye anklager. 13 siders domsudskrift. Hun blev slået ihjel med sværdet. Måske er hun begravet i/ved Sønderholm Kirke. Var hun jaloux på Anne Bille?

 

Den store heksejagt efter Reformationen

Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen med det, der blev vedtaget ved lov.

I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.

Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted ikke mindst på baggrund af, at Luther havde overtaget samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han meget overtroisk. Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri.

 

Det tog tid at udvikle et hekserygte

Der skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden.

Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe de daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogen af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.

Jordemoderen var også at betragte som heks. Hun fremtryllede børn ud af kvindens mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselssengen. Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig. Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne. 

 

100.000 heksesager i Europa

I Europa var der cirka 100.000 heksesager. Halvdelen af disse hekse blev brændt. Den første hekse herhjemme, der blev dømt til bålet var i Stege i 1540. Under hekseprocessen, der blev kaldt Køge Huskors i 1612 blev mindst 15 hekse dømt til bålet.

Den officielt sidste heks, der dømtes herhjemme, blev brændt herhjemme var i 1693. Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800-tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.

Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse, hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør. Det endte med, at landsbyboerne satte ild til Dortes hus og brændte hende inde.

 

Det sidste heksemord

Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 – årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens.

Da Anna kom ind, råbte den kloge kone:

 

  • Her er mesteren for alt hekseriet

 

Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilken førte til, at Anna blev pryglet ihjel.

 

800 dømte hekse under Christian den Fjerde

Da Christian den Fjerde var konge blev op mod 800 dømte hekse brændt på bålet i Danmark- Norge. Hvorfor mon han var så besat af trolddom?

 

Kongens søster udsat for hekseri

Som dreng mente han, at sorte kræfter havde forhekset hans søsters brudefærd. Prinsesse Anne skulle i 1589 sejle til Skotland for at blive forenet med sin kommende mand, Jacob den Fjerde af Skotland.

Men halvvejs over Nordsøen tvang en kraftig storm skibene at sejle mod roligere farvand ved Norge. I Skotland blev kongen træt af at vente og sejlede til Norge efter bruden. Men så sejlede de til Danmark og blev gift her. De blev her vinteren over.

Men hvorfor havde en storm ramt den kongelige flåde? Rygterne begyndte at svirre. Det stod klart, at troldfolk måtte stå bag. Kvinden, Anna Koldings, kendt som ”Djævlens moder” var allerede indespærret for trolddom. Hun tilstod nu at stå bag, sikkert ikke uden tortur. Og så begyndte anmeldelserne ellers at rulle ind.

 

13 kvinder dømt for hekseri mod kongens skib

I alt blev 13 kvinder i sommeren 1590 henrettet for at have forhekset kongens skib. Desuden blev flere troldfolk i Skotland straffet for forbrydelsen.

I 1590erne blev der ført yderligere to sager mod hekse fra samfundets top. En ung og myndig Christian den Fjerde var med til at dømme i sagerne i datidens Højesteret, Kongens Retterting.

Ingen af adelskvinderne blev dog dømt for trolddom, men flere bondekvinder indblandet i sagerne kom på bålet.

 

Kongen skærpede synet på hekseri

25 år senere havde trolddomsklimaet ændret sig kraftigt. I årene 1617 – 1622 havde Danmark – Norge den mest intensive heksejagt i historien. Mindst 1.000 personer kom på anklagebænken, hvoraf 500 endte på bålet.

Startskuddet på jagten var en forordning om trolddom fra kongen i 1617. 25 år efter skærpes kongens syn på trolddom. Det skyldes, at han tror at dommedag er nær og at samfundet var så fuld af synd.

 

Der skulle samles beviser mod Christence Kruckow

Den 15. januar 1620 fatter kongen sin pen på Nyborg Slot. Han har længe hørt nogle ukristelige rygter, og nu skal der handles. Han skriver derfor til to betroede adelsmænd i Aalborg:

 

  • En jomfru ved vor købstad Aalborg boende, ved navn Christence Kruckow, med hendes søster, skal så vel for nylig som tidligere være udlagt for at have gjort trolddomskunstner, og at mange godtfolk her i riget mistænkes.

 

Kongen pålægger de to adelsmænd i al hemmelighed at samle beviser sammen til en retssag om beviser for hekseri.

Det var ikke første gang, at kongen hører den slags beskyldninger mod den aldrende adelsjomfru. 22 år forinden var han selv med til at friholde hende fra trolddomsanklager. Kongen havde nu indset, at han dengang begik en stor fejl.

Troen på hekse blev bekræftet med klæbrige rygter, faste forestillinger og fantasifulde bekendelser.

 

Hun skulle lære på Nakkebølle

I 1558 dør den lavadelige Axel Kruckow. Hans datter Christence Axelsdatter kommer til verden på den lille herregård Årslevgård ved Nyborg. Man ved ikke så meget om barndommen. Men hun vokser sikkert op hos den nære familie.

Kruckow-slægten var en gammel men fattig adelsslægt i Danmark. Som ung pige blev hun sendt til den lang finere herregård, Nakkebølle på det sydvestlige Fyn. Her får hun erfaring i husførelse og selskabelig adfærd. I overklassen var det almindeligt, at unge kvinder opholdt sig en tid hos slægt og venner.

Det nybyggede gods bliver ejet af adelsmanden Eiler Brockenhuus. Efter alt at dømme befinder vores hovedperson sig godt på herregården.

 

En ny kone til Eiler Brockenhuus

Men da hun er 24 år gammel dørhusets frue Bente Friis i barselssengen. To år efter gifter Eiler Brockenhuus sig igen. Vielsen er med 20 årige Anne fra den fine og indflydelsesrige Bille-slægt. Dette ægteskab viser sig at være en stor ulykke for Christence Kruckow.

 

15 dødfødte børn

Efter brylluppet bliver Anne Bille hurtig gravid. Men alt for hurtig ebber livet ud af spædbarnet. Kort efter bliver Anne Bille igen gravid. Men barnet er dødfødt. Og sådan fortsætter det i en uafbrudt række graviditeter med det værst tænkelig udfald.

Anne Bille bliver både tilset af udenlandske doktorer og kommer på baderejser, men intet hjælper.

Herefter er kilderne uklare, men det ser ud til, at Christence Kruckow forlader Nakkebølle i 1592. Anne Bille fortsætter med at føde børn, der aldrig når døbefonten. 14 år efter brylluppet i 1596 har Anne Bille født 15 børn. Men ikke et har overlevet.

 

Var det hekseri?

Hun har fejlet i hendes vigtigste opgave som fertil adelskvinde, der kan levere en madelig arving. Selv om dødeligheden er høj i 1500 – tallet, så er 15 dødsfødte børn lige voldsom nok. En tanke begyndte at presse sig på. Måske er hun blevet forhekset?

Ideen kommer formentlig ikke fra Anne Bille selv. I sommeren 1596 er heksefeberen nået Sydvestfyn. Anne Billes kusine Anne Hardenberg, der bor på herregården Hagenskov en dagsrejse fra Nakkebølle får dømt to kvinder til bålet for trolddomskunstner.

Anne Hardenberg havde dem mistænkt for at stå bag en forbandelse, der i 1592 gjorde hende melankolsk og syg efter fødslen af hendes søn. Da drengen døde efter et år fik Anne Hardenberg det mentalt bedre og konkluderede derfor, at hun måtte have været forhekset.

Det er ikke til at vide, om de to kusiner har snakket sammen. Men det er ganske sandsynlig. Nu skulle den skyldige findes.

 

En gammel kone indrømmer under tortur

Mistanken falder først på den gamle forkrøblede kone Ousse Lauritzes fra Fåborg, som arbejdede på Nakkebølle, dengang Anne Bille og Eiler Brockenhuus blev gift. I august 1596 blev den gamle kone spærret inde på Nakkebølle.

Eiler Brockenhuus er højst sandsynlig draget til Christian den Fjerdes kroningsfest i København selvsamme august. Så fruen tager sagen i egen hånd. Hun står for afhøringen af kvinden i godsets fangekælder. Til at hjælpe med at få den ”hele og sande historie” frem er den lokale bøddel med i fangekælderen.

Den 6. august dreje bødlen langsomt på skruetvingen, så jernet boltrer sig i den gamle kones krogede tommelfingre. Tommelskruerne kan nemt kvase fingerleddene. Hvis den gamle dame ikke kommer med forklaringer som tilfredsstiller Anne Bille bliver der lige strammet en ekstra gang. En dramatisk og skræmmende vidnesbyrd fremtvinges nu fra den forpinte kvinde.

 

Christence Kruckow står bag

Svaret var, at Christence Kruckow står bag. I alt fem kvinder stod bag. Fredagen inden bryllup havde Christence Kruckow med sin lille djævel ”Jeronimus” og en tjenestekvinde opmålt brudsengen med et mål. Under selve vielsen knyttede kvinderne en knude på båndet, og derved skulle impotens og andre ulykker falde over parret.

Men det var langt fra alt. Med rigelige mængder af brunt klæde bestak jomfru Christence kvinderne til tavshed, da hun om torsdagen efter brylluppet ville forhekse Anne Bille. Men hvad fruen ikke ved, var at Christence tog en edderkop og gemte den i mælken, inden hun drak. Djævlen havde fået direkte adgang til Anne Bille.

Også en kvinde ved navn Gunder Kældersvends og en hjælpedjævel havde deltaget.

 

En voksdukke ved navn, Anne

Og der var endnu mere. Oldingen bekender, at Christence Kruckow i 40 uger havde båret en voksdukke på længde af en halv arm under sin højre arm. Voksbarnet ved navn Anne blev ofret på højalteret i den lokale kirke, Åstrup Kirke.

Man havde begravet voksbarnet med ordene:

 

  • Nu sætter vi al fru Annes lykke og velfærd ned

 

Ved ceremonien var de fem kvinder forsamlet. De fratog for al fremtid Anne Billes velfærd og lykke.

I oktober stod Ousse Lauritzes og en anden tjenestepige over for den lokale dommer, herredsfogeden for Sallinge Herred. Dommeren er udpeget af til hvervet af lensmanden, som i dette tilfælde hed Laurids Brockenhuus, og er fætter til Eiler Brockenhuus.

Herredsfogeden finder ikke overraskende de to kvinder skyldige i trolddom. Kort herefter bliver kvinderne i levende live spændt fast på to stiger og skubbet ind i et flammende storbål. Alt imens ser lokalbefolkningen på.

 

Christence havde været på Bloksbjerg to gange

En anden troldkone bliver også afhørt. Det var Johanne Jenses. Hun fortæller, at hun og Christence havde været på Bloksbjerg to gange. Der havde været dans og musik og Djævlen havde sørget for, at der var nok at drikke.

Johanne havde også været med til at lave trolddom med fru Annes seng. De havde pakket tre stålkors ind i papir med en sort tråd om, og korsene var sat under sengen. I pakkerne havde det været hårtotter fra de tre troldkoner. Johanne bekendte, at jomfru Christense havde været med til al trolddom lavet mod fru Anne.

Helt glemt er åbenbart loven vedtaget i Kalundborg i 1576, at henrettelser i trolddomssager ikke må finde sted, før personen også er kendt skyldig ved landstinget.

 

Kongen ligger låg på

Sagen mod Christence Kruckow ruller fortsat og den 9. december 1596 modtager hun indkaldelse til herredstinget i Sallinge Herred, hvor Nakkebølle ligger.

Den anklagede adelskvinde bliver gjort bekendt med de anklager, der kom fra Ousse Lauritzes. Adelsdamen skriver et langt forsvarsskrift, hvor hun afviser alle anklager. Skriftet fremfører hendes broder og værge, Jens Kruckow herredstinget den 15. februar 1597. I retssalen sidder herredsfogeden med tingskrivere og otte ”trofaste dannemænd”.

Vi kender ikke dommen fra herredstinget, men den falder næppe ud til Christence Kruckows fordel. Hendes bror klager til Landstinget over processen og herredsfogedens opførsel. Herredsfogeden får faktisk tilkendt en bøde som straf for procesfejl.

Derved erkendes det, at sagen skal for Kongens Retterting, bestående af kongen og Rigsrådet. Hverken herredsting eller landsting må fælde dom over adelsfolk.

På Nakkebølle fortsætter forhørene under tortur.

Kongen ligger låg på sagen også for diverse æreskrænkelser. Sagen mod Christence Kruckow bliver heller ikke videreført. Men ilden under hende er ikke slukket. Gløderne ulmer.

 

Peder Poulsen opdager trolddomskunstner

På Skt. Lucia-aften den 12. december 1611 skal en mand aflevere nogle penge til en anden mand i gaden Kattevad i Aalborg. Manden, Peder Poulsen banker på døren, men ingen åbner. Det er dog lys i vinduet, så han kigger ind i huset ad en knust rude.

Et uhyggeligt optrin viser sig. Konen i huset, Marine Knep, ligger på en dyne på gulvet omringet af op mod 10 andre kvinder. Fra Marie Knebs skød trækker de andre et voksbarn. Manden råber ind ad vinduet:

 

  • Hvad djævelskab er I ved?

 

Kvinden får hurtigt gemt voksbarnet og forlader huset ad bagdør og fordør. Manden går straks til byfogeden, for han er ikke i tvivl om, at han har overværet trolddomskunster. Han fortæller, at den ene af dem genkender han som Christence.

Vidneudsagnet sætter gang i en lavine af hekseprocesser i Danmarks dengang næststørste by. Andre vidner bakker mandens udsagn op, inklusive Marine Knep selv. I 1612 bliver Marine Knep og en anden kvinde dømt og senere ædt af ildens flammer uden for Aalborg.

 

Christence opholdt sig Aalborg

Mellem domsfældelse og straf må man officielt godt torturere kvinderne. Det kunne jo være, at de kunne pege på andre ”hekse”. Men så vidt vides blev Christence Kruckow ikke omtalt. Hun havde nu bosat sig i Aalborg.

Men rygterne begyndte at løbe i Aalborg. Christence Kruckow bor sammen med sin søster Anne i Peder Brakes Gyde ved siden af præsteboligen til Vor Frue Kirke. I 1616 lægges kimen til en nabostrid af den anden verden.

Christence havde opholdt sig en tid hos en anden bor Eiler Kruckow, der ejede Bellinge på Falster. Seneste 1607, da han solgte gården er hun antagelig flyttet til Aalborg. I 1615 havde hun sammen med sin søster stiftet et legat til fattige studenter til latinskolen i Aalborg.

 

Var præstens prædiken beregnet mod naboen

  1. søndag efter Trinitatis holder sognepræsten David Jensen Klyne en prædiken, hvor han understreger vigtigheden af, at herskaber holder regnskab med, hvad deres tyende bedriver. Især skal de fine folk være opmærksom på, om de holder skøger og horer, der af øvrigheden er blevet forvist fra byen.

Christence Kruckow har et par af den slags i sin stab. Dagen efter sender hun en af disse ind til præsten:

 

  • Var gårsdagens prædiken møntet på min frue?

 

Præsten David Klyne svarede, at hvis hans prædiken havde ramt hendes samvittighed, var det en glæde for ham. Forholdet blev ikke bedre, da de to Kruckow – søstre tager en kvinde til nåde, der har født i dølgsmål.

Og søstrene skriver en besked til præsten, at de skal lade hende skrifte. Præsten nægter dog dette.

 

Var det en forbandelse mod præstefruen?

I juli 1618 optrappes nabostridighederne. Jomfru Christence omdirigerer et rendestensløb med sten fra hendes grund. Præstens kone, Lisbeth Nielsdatter råber over plankeværket, at hun skal fjerne disse sten. Adelskvinden svarer, at præstefruen ”skal få skam inden for en stakket tid”.

Grædende fortæller den skræmte præstefrue historien til sin mand. Kort tid efter mister præstefruen både mælet og forstanden.

 

Præsten var overbevist om Christences trolddomsevner

Der blev fundet mystiske snore og snarer udspændt i Aalborgs haver. Det fortælles at hunde og svin under ledelse af djævlen selv holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Sidst men ikke mindst gik rygtet, at heksene med deres trolddomskunstner skulle have myrdet byens borgmester Niels Iversen Skriver.

Præsten er overbevist om Christences trolddomsevner. Men der mangler lige nogen andre til at pege på hende først.

 

Abelone Guldsmed

Det problem løser sig året efter. For en kvinde bliver nævnt som medskyldig af de afbrændte hekse – Abelone Guldsmed.

Men hun blev ikke anklaget af myndighederne, indtil en tidligere guldsmedesvend peger på, at hun har brugt magi. Myndighederne vælger nu at afhøre Abelone Guldsmed. Og hvilken bekendelse.

Hun udpeger Christence Kruckow til at være leder af hekseroden i byen. Abelone Guldsmed havde engang konfronteret Christence for noget pisseri op ad en dør. Til det havde adelskvinden angivelig sagt:

 

  • Hvis vi har pisset der i aftes, vil vi skide der i aften – og det kommer i øvrigt ikke dig ved

 

Derefter havde Kruckow slået en ”hemsk latter op”.

 

En fætter til Anne Bille samler beviser

Adelsmanden Stygge Høeg stiller sig i spidsen for at samle beviser mod jomfruen. Den ivrige mand er i øvrigt fætter til adelsfruen på Nakkebølle, Anne Bille. Den 19. november 1619 tropper han op hos Christence Kruckow for at høre hendes svar på anklagerne fra Abelone Guldsmed. Hun bliver også spurgt om de 15 barnedødsfald på Nakkebølle.

De indflydelsesrige Bille – og Brockenhuus-familier er meget magtfulde især på Fyn. Og det var netop fra Nyborg Slot at Christian den Fjerde sender besked til at indsamle beviser mod Jomfru Christence.

 

Nye anklager

Efter at Christence Kruckow er blevet buret inde på krongodset Dueholm Kloster på Mors, indfinder der sig i løbet af maj 1620 en række vidner i Aalborg. Dette sker i Bytinget. Kongen beslutter, at sagen skal køre videre. En tømrer havde blandt andet sagt, da han var blevet uenig med hende, skulle hun have sagt:

 

  • Jeg lover dig, at du skal få tusinde djævle på din mund inden engang i morgen aften.

 

Dagen efter sad tømmeren på en veranda, da en ukendt mand kom løbende med en kniv og skar han tværs over læberne. 26 af byens fremtrædende mænd møder op i byretten og vidner mod hende.

Kirkens mænd bliver også afhørt.

 

13 siders domsudskrift

Den 21. marts 1621 dukker Otte Skeel op i Christences fangehul med et brev fra kongen. Hun er tiltalt for at have begået ”adskillige spøgeri” Hun bliver bedt om at dukke op for næste berammende møde for Rigsrådet den 27. maj.

Den 21. maj blev hun overført til fængslet ved Københavns Slot. Hun havde ikke tænkt sig, at forsvare sig. Begge hendes værger har sikkert været døde. Det eneste hun beder om er nåde.

Hele sagen oprulles den 9. juni 1621. Og det er nedfældet i et 13 siders domsudskrift. Hun bliver sikkert tortureret af kongens mænd efter dommen. Straffen er nådig, for i stedet for at blive kastet på bålet, lader skarpretteren sværdet svinge ned gennem hendes hals den 26.juni 1621. Det er det man kalder en ”ærlig” henrettelse. Måske fik hun også en ordentlig begravelse – og måske kom hun også i himlen!

 

Måske begravet i/ved Sønderholm Kirke

Ingen ved, hvor Christence Kruckow ligger begravet. Ifølge overleveringer skulle hun ligge begravet i Sønderholm Kirke. Christence var i slægt med Gyldenstierne. Hun boede en tid hos en onkel på St. Restrup. Denne fik udvirket – på grund af Gyldenstiernes tætte forbindelser til Christian den Fjerde.

Men hvor hun ligger begravet her er uvist. Nogle kilder siger, at hun ligger i kirken. Andre kilder påpeger, at en dømt heks ikke må komme i indviet jord, og hun derfor ligger uden for kirkediget.

 

Et legat fra den halshuggede kvinde

Inden sin henrettelse testamenterede Christence Kruckow 1.000 daler til fattige studenters underhold. Legatet blev tilknyttet de studerende på kollegiet Regensen og blev stadig uddelt i det 20. århundrede. I 1987 udgjorde legatportionerne 97,50 kr. Nu eksisterer det dog ikke mere.

Ja selv om hun var blevet dømt til døden, så måtte den nu 63 – årige Christence betale for sagens omkostninger. Og dette beløb blev så taget af legats-midlerne.

 

Var hun jaloux på Anne Bille?

Historikere har diskuteret om hun var jaloux på Anne Bille, fordi hun regnede med at enkemanden ville gifte sig med hende.

Var det hendes lavadelige status og økonomi, der var afgørende for dommen? Hun havde ikke flere slægtninge, der kunne føre hendes sag. Rigsrådet bestod for det meste af højadelige. De regnede ikke de lavadelige. Kruckow – slægten var ved at uddø.

 

Kilde:

  • Artikler på www.dengang.dk
  • wikipedia.dk
  • kvindeinfo.dk
  • historie-online.dk
  • denstoredanske.dk
  • danmarkshistorien.dk
  • landbyhistorier.dk
  • C. Jacobsen: Christenze Kruckow – En adelig troldkvinde fra Chr. Den Fjerdes Tid
  • Lars Tvede-Poulsen, Gert Poulsen: Aalborg under krise og højkonjektur
  • Louise N. Kallestrup: I pagt med djævlen
  • Skalk (nr. 2 – 2014 – Ørnbjerg: Heksens epitafium)
  • Kristeligt Dagblad
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Fra Himmerland og Kjær herred 1915-1917 (C.Klitgaard)
  • Fra Himmerland og Kjær herred 1896 (Hans S. Karsberg)
  • Danmark og renæssancen 1500-1650 (Hekse og troldfolk)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.429 artikler. Inden for overtro/hekse/skarpretter/sagn/spøgeri finder du dette på vores side:

  • Ribe – hekseafbrænding (2)
  • Riber – ret (3)
  • Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved
  • Henrettet i Aabenraa (2)
  • Det spøger på Gram Slot 1-2
  • Anekdoter fra Rømø 1-3
  • En skarpretter i Haderslev
  • Da Skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Stormflod-Guds straf?
  • Borrebjerg på Rømø
  • Sagn og Historier fra Als
  • Da Gertrud rejste fra kisten
  • Sagn og historier fra brokvartererne
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Henrettet i Tønder
  • Henrettelse på Østerbro
  • Historier fra Vis og Ugle Herreder
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Lov og ret i Tønder

 

 

 


Den Blå Sangbog i Sønderjylland

Juli 27, 2019

Den Blå Sangbog i Sønderjylland

Trykkefrihed i Preussen? 16 unge piger blev anholdt. De sang derhjemme for åben vindue. Mange blev dømt. De forbudte sange blev markeret med en stjerne i sangbogen. Høje Nord-Håbets Borg var også forbudt. H.P. Hanssen blev dømt fordi Hejmdal bragte en idrætssang. Fanatikere overvågede de danske aktiviteter. Den tyske Forening fandt 100 sange anstødelig. Udgiver var usikker. De forbudte sange kunne man udenad. Der var vagt på. En ”Forbudt” allike. En nyere historie om en ”forbudt” sang, som TV – Syd ikke turde spille. Og det hele startede med Dansk Sangbog

 

Trykkefrihed i Preussen?

Allerede den 12. juli 1865 udstedte det foreløbige styre i Sønderjylland en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Et år efter blev det også forbudt, at udbrede sådanne sange.

Man sagde ellers, at det var trykkefrihed i Preussen. Men snart skulle man opleve noget helt andet.

Sangbogen udkom 1867, først benævnt som Dansk Sangbog udgivet af Sprogforeningen ved M. Andresen, Aabenraa – Eget Forlag. Den kom i alt i 20 udgaver og blev afløst af Højskolesangbogen.

 

16 unge piger blev anholdt

Der blev sandelig også grebet ind, når landboforeningerne holdt fest. En affære i 1884 i Aabenraa vakte stor opsigt. 16 unge piger blev idømt bøder for at have sunget nationale danske sange i et privat hjem men for åbne vinduer.

Den lokale domstol havde idømt pigerne hver en bøde på 5 mark. Men til politiets store irritation blev de frikendt ved Landsretten i Flensborg. Begrundelsen var, at forordningen var bortfaldet, da den preussiske straffelov først blev indført i 1867.

Anklagemyndighederne appellerede derfor dommen til en højere instans. Den fastslog, at forbuddet mod ophidsende og fornærmelige sange stadig var gældende ret.

 

Mange blev dømt

Man måtte ikke afsynge sange som ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog”. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.

I 1890 blev fire Haderslev – borgere dømt for at have afsunget ”Der er et yndigt land”. Ved byretten blev de frikendt, men igen i Landsretten blev de dømt.

I 1897 talte H.P. Hanssen ved et møde i Rødding, men mødet blev afbrudt af en gendarm, da H.P. Hanssen foreslog at man skulle synge ”Jeg vil værge mit land”. Ved retten blev H.P. Hanssen idømt en bøde på 50 mark og dertil en tillægsbøde, fordi han havde vist foragt for retten ved at afvise at besvare uvedkommende spørgsmål.

 

De forbudte sange blev markeret med stjerne

Men det absurde var, at man godt måtte foreslå at synge en ”forbudt” sang, bare man ikke selv sang med.

For ikke at få for mange kontroverser havde udgiveren M. Andresen i 1899 – udgaven af Den Blå Sangbog med stjerner markeret 24 sange som ved dom blev anset for ophidsende og fornærmelige. Han anbefalede, at man ved offentlige møder undlod at synge disse sange.

 

Høje Nord, håbets borg – måtte man ikke synge

I 1903 begyndte man en mere systematisk forfølgelse. Ved et vælgermøde i Nybøl den 11. juni 1903, hvor Jens Jensen talte, udbragte P. Philipsen et leve og foreslog forsamlingen at synge ”Høje Nord, frihedens hjem”. Den tilstedeværende gendarm B. Cummerow krævede straks mødet opløst.

Landråden påstod, at ”Høje Nord” ved en retslig kendelse var blevet forbudt, og at det var strafbart at foreslå og at synge den. Og det var åbenbart fordi, at der i tredje vers stod ”Høje Nord, håbets borg”.

Når man i Nordslesvig talte om håbet, talte man om ”Genforening” med Danmark. Dette fremgik også af ordene ”Vårfryd efter vintersorg”. Efterhånden kunne politiet gribe ind efter behag. Man kunne efterhånden selv fortolke sangene.

 

H.P. Hanssen blev dømt efter at Hejmdal bragte en idrætssang

Hejmdal havde gengivet en idrætssang med titlen ”Opad og fremad er Danmarks mål”. Ikke redaktøren, men udgiveren H.P. Hanssen blev dømt som ansvarlig for udbredelsen.

Den tyske Forening mente samtidig, at nu måtte der være grundlag for at standse udbredelsen af Den Blå Sangbog.

 

Han var ellers en afholdt gendarm

Vi omtalte lige før gendarmen Cummerow. Han var ellers en meget vellidt person, der havde lært sig dansk. Hjemme gik han til stor fortrydelse for hans kone og fløjtede de danske fædrelandssange. Han flyttede efter ”Genforeningen” eller ”Grænsedragningen” til Sønderborg som en glad pensionist.

 

Fanatikere overvågede danske aktiviteter

Angrebet på Den Blå Sangbog blev ledet af et udvalg inden for Den tyske Forening for det nordlige Slesvig oprettet i 1890 som et modstykke til Vælgerforeningen. I ledelsen sad en række fanatikere, der nidkært overvågede danske aktiviteter i Sønderjylland og mødevirksomheder i de sønderjyske foreninger i kongeriget. De holdt så myndighederne orienteret om dette.

 

Man fandt 100 sange anstødelig, retten fandt kun 4 mere.

I maj 1905 beslaglagde politiet de sangbøger, der fandtes hos boghandlere i Haderslev, Rødding, Skærbæk, Toftlund og Sønderborg. I Aabenraa fandt politiet ikke nogen sangbog hos de daværende boghandlere.

Den tyske Forening havde oversat ca. 100 af de sange, som de fandt anstødelige. Og alle disse sange blev så gennemgået i retten. Da Landsretten så overtog sagen viste det sig, at de kun anså de 4 af de 100 sange som anstødelige.

 

Boghandlere frikendt

Og de boghandlere, der skulle dømmes blev sandelig frikendt af Kammerretten i Berlin. I den følgende udgave af Den Blå Sangbog fandtes de fire forbudte sange i indholdsfortegnelsen, men når man slog op på nummeret, var der en hvid side beregnet til, at sangbogens ejer selv kunne indskrive teksten.

 

Udgiver var usikker

I den følgende udgave kunne man i 1908 mærke udgiverens lettelse for han skrev, at sangbogen ”kunne føres, lægges frem og bruges frit og uhindret overalt.

Men helt tryg ved, hvad politiet kunne finde på, var han dog ikke. I et efterskrift anbefalede han brugerne at undlade i alt 16 sange, da der ved domstolene var kommet afvigende meninger og fortolkninger.

 

Sange er emneopdelt

I alt var 700 sange optaget i den Blå sangbog efterhånden. Den var emneopdelt med sange om Modersmålet først. Derefter fulgte Mindesange fra Danmarkshistorien, Nyere Fædrelandssange, Danmark, Norden, Friheden, Drikkeviser, Kærlighedsviser og aftensang.

 

De forbudte sange kunne man udenad

Under det preussiske styre kom der efterhånden større og større pres på de danske traditioner. Når der kom besøg fra kongeriget nede i Nordslesvig skulle der synges i den blå sangbog. Så blev det for eksempel sagt:

 

  • Vi synger nummer 240.

 

Men når man slog op så stod nummeret der og ellers ingenting.

 

  • Det æ jæn a´de forbudt´sang, dem ka´vi u éna.

 

Der var vagt på

Når man skulle synge nogle af de forbudte sange, så havde man vagtpost til at holde øje med, om den tyske gendarm kom ridende. Der var en til begge sider. Hvis der så blev meldt:

 

  • Den tysk gendarm, han komme.

 

Ja så slog man pludselig over i tyske sange, indtil han var redet forbi. Så fortsatte man som om ingenting var sket.

 

En ”forbudt” allike

Tolder Beck ved Skodborghus havde en tam allike på loftet, og den kunne fløjte. Han havde lært den at fløjte ”Dengang jeg drog af sted”.

På et tidspunkt forsvandt den i et par dage, og så hørte han ad omveje, at de havde hørt en fugl i Skodborg, der sad på skorstenene og fløjtede de første strofer af ”Dengang jeg drog af sted”

Tyskerne havde skudt efter den, for det var en af de forbudte sange. Men den kom dog hjem igen i god behold.

 

En historie om en forbudt sang

Højskolesangbogen så dagens lys i 1894 under navnet ”Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler”. Ja den har også heddet Folkehøjskolens Sangbog.

I den 18. udgave fra 2006 havde 166 sange måtte vige pladsen til fordel for nye og det vakte furore i Sønderjylland. Rygter om, at sang nr. 497 ”Det haver då nyligen regnet var røget ud af repertoiret nåede hurtig den sydlige del af landet. Beslutningen blev mødt med stor modstand i brede kredse.

Det viste sig dog, at den sønderjyske kampsang havde overlevet redigeringsprocessen i fin form, men at den stort set ukendte folkevise af samme navn måtte forlade de eftertragtede sider.

Mange år senere skulle min afdøde kone, Hanne lave en film om Børge Christensen fra Tønder, der opfandt ”EDB – programmet” Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens videoselskab BIS – Video. Filmen skulle vises på TV-Syd. Hun fik en af Aabenraas bedste musikkere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet”. Det skulle være instrumental underlægningsmusik. Men TV – Syd ville ikke bringe filmen, fordi det netop var den melodi.

Det var en af dem, som også preusserne forbød.

Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Den oprindelige tekst blev skrevet Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny, let satirisk tekst, som blev sunget første gang ved Sønderjydernes besøg i København i marts 1890.

Og det Preusserne ikke kunne lide var følgende ”Frø af urgræs er føget over hegnet”. Og selv om det kun var i en instrumental udgave, ja så mente TV Syd så mange år efter, at bare melodien kunne få Det Tyske Mindretal til at reagere.

Min kone, Hanne måtte simpelthen fjerne musikken ellers ville TV Syd ikke bringe filmen.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere om Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling, 1864 og De Slesvigske Krige, Sprogkamp, Dansk/tyske tildragelser så har vi lavet en liste med 129 artikler om disse temaer, som du kan finde her på www.dengang.dk

  • Listen finder du bagerst i artiklen ”Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling.

 

 


Østerbro – en historisk vandring

Juli 27, 2019

Østerbro – en historisk vandring

Vi starter på Holbergs tid. De to kirkegårde. Et areal i bytte. Forbi ”solen”. Her holdt zar Peter skrivestue. Fiskedamme med beværtning. Man måtte kun bruge improviseret lænestol. Der var stadig landelig idyl i det 19. århundrede. Helt’ s velrenommerede beværtning. Jespersens Traktørsted til det ”tarvelige publikum”. Det Hvide Hus. Julie Sødring’ s begejstring for haverne. En nøgle kunne lånes for 2 Rigsdaler. Meyers hus. Jomfru Winsløw holdt hus og kalkuner. En fabriksbygning fra 1738. Rosendahl. Englænderne bemægtigede sig stedet. Da brandvæsnet kom var møllen væk. Nøjsomhed. Kalkbrænderiet. H.C. Andersen tilbragte her sine sidste dage. Østerbros gamle idyl overlevede ikke.

 

Vi starter på Holbergs tid

Det er svært at forestille sig, at Østerbro virkelig har været så idyllisk, som det bliver beskrevet i ældre skrifter. Vi har været her før tilbage i historien i mange af vores artikler her på Østerbro. Enkelte af ejendommene findes endnu.

Vi starter med Østerbro i Holbergs tid – dengang i begyndelsen af det 18. århundrede.

 

De to kirkegårde

Havde man passeret Østerport havde man på venstre side Søetatens Kirkegård. Egentlig havde den ikke noget navn og blev også kaldt for Matroskirkegården. I dag kalder vi den for Holmens Kirkegård.

Det blev indviet allerede i 1596. Et lille kapel blev bygget i 1701. Det var der, hvor graverboligen senere lå.

I 1711 blev Militærkirkegården (Garnisons Kirkegård) anlagt. På højre side af vejen fandtes der ikke andre bygninger end Acciseboden. Dengang kaldte man den for Cisseboden. 

 

Et areal i bytte

Kom man længere ud forbi Sortedamssøen, havde man på højre hånd Rosendal. Det smukke landsted udgjorde hovedparcellen af det større areal, som rådmand Verner Claumann’ s sønner havde fået af Frederik den Tredje i bytte for en stor have, der lå længere inde mod byen.

Denne have var blevet brugt til anlæggelse af et fæstningsværk.

Skråt over for Rosendahl lå nogle længer som man kaldte ”Pæretræet”

 

Forbi ”Solen”

Noget længere ud mod Trianglen, som selvfølgelig ikke eksisterede dengang lå på selve gaden omgivet af et stakit, en brøstfældig gammel stubmølle, der havde det skønne navn ”Solen”. Den lå omtrent der, hvor det navnkundige hospital Vartov lå.

 

Her holdt zar Peter skrivestue

Disse få bygninger tillige med et lille porthus, der lå på hjørnet af Nordre Frihavnsgade og Trianglen var alt, hvad der dengang fandtes af bebyggelse på Østerbro.

Det sidstnævnte lille hus fik efter zar Peter den Store’ s ophold her i 1716 navnet St. Petersborg. Hans store armé camperede forskellige steder i København dengang. En af stederne var mellem de ubebyggede areal mellem Strandvejen og stranden.

Det lille hus var det eneste, der kunne bruges som skrivestue. Det kom således til at spille en rolle som hovedkvarter. Da Ruslands zar samtidig var i færd med at anlægge St. Petersborg på et ligeledes øde areal mente hans soldater at dette lille hus skulle have samme navn.

 

Fiskedamme med beværtning

På terrænet mellem Østerbrogade og stranden havde man allerede dengang tænkt at bygge et nyt kvarter. Man havde allerede afstukket gaderne. Men planen måtte opgives. I stedet blev der indrettet et kunstigt fiskerianlæg bestående af en masse fiskedamme. Disse var indbyrdes forbundne. Når det ønskedes kunne de enkelte damme lægges tørre.

Disse damme blev gennem et sluseanlæg forsynet med vand fra Sortedamssøen. Dette sluseanlæg lå, hvor Østerbrogade i dag ligge. Mellem disse damme blev der bygget et Fiskerhus, hvor fiskemesteren boede. Jobbet var nok ikke så indbringende, så Fiskemesteren fik lov til at drive en beværtning.

Denne fik hurtig stor tilslutning af københavnere, der på smukke sommerdage tog herud for at drikke deres te eller punch i det grønne. Blandt disse var også Ludvig Holberg. Han nævner Fiskehuset i en af sine værker, ”Jakob von Thyboe”.

 

Man måtte kun bruge improviseret bærestol

Vejene herude var i en frygtelig forfatning. Når beboerne på Østerbro om vinteren aflagde visit hos hinanden og skulle over gaden, måtte damerne lade sig transportere af dragere i en slags improviseret bærestol.

De rigtige privilegerede bærerstole måtte nemlig dengang ikke benyttes af private folk, da de var særret, der tilhørte Adressekontoret.

I 1752 skete der dog en forbedring. Vejene blev underkastet en ”restaurering”. Dæmningen langs søen blev hævet fem fod, hvorved ”Dalen” fremkom. Husene øst for vejen kom til at ligge en del lavere.

Denne ingeniør, der ledede dette arbejde hed Peymann og var dengang en ung officer. Det var en bror til den bekendte general, der fungerede som Københavns kommandant, da byen i 1807 overgav sig til englænderne.

 

Stadig landelig idyl i det 19. århundrede

Men hvordan så Østerbro ud i begyndelsen af det 19. århundrede? Var det sket en udvikling?

Ja bydelen havde endnu en ganske landelig karakter. Her var stadig kun ringe bebygget. Der, hvor Preislers Have senere lå, var der den højest ejendommelige hundekirkegård. Her var også holdeplads for ”Kaffemøllerne”. Det var de gammeldags kapervogne, hvis hjul malede rundt og rundt i vejenes dybe sand ud til skoven.

 

Helts velrenommerede beværtning

På hjørnet af Kastelsvejen lå Helts velrenommerede beværtning. Den var omgivet af klippede lindetræer. Her var et køligt og behageligt tilflugtssted på varme sommerdage. Hertil valfartede hovedstadens borgere for at spille kort eller kegler og drøfte dagens nyheder.

Her kunne man ryge tobak af værtens kridtpiber. På en hylde i kakkelovnskrogen var anbragt stål, sten og fyrsvamp.

 

Jespersens Traktørsted til det ”tarvelige” publikum

Lidt længere inde i alleen lå Jespersens Traktørsted. Dette var beregnet til et mere ”tarveligt” publikum. Her kom mange skovgæster og ligfølger, der kom fra kirkegården. Det havde en udmærket søgning.

Ofte kunne man høre stemmer herinde fra til langt ud på natten. Her blev drukket masser af gravøl. Skulle man så tilbage mod byen, hændte det at Østerport var lukket. Ja så måtte man bide i det sure æble og tage ad Nørreport.

 

Det Hvide Hus

Lige over for Helts beværtning på det andet hjørne af Kastelsvejen, lå det såkaldte ”Hvide Hus”. Det så meget statelig ud, navnlig når man så det fra Sortedamsdosseringen med sine to etager. Bjælkeværket i dette hus hidrørte fra Struensees og Brandts skafot.

Dette palæagtige hus ejedes i sin tid af Dr. Dampes svigermor. I trediverne da gamle Rosenkilde lejede sig ind her, blev huset ejet af snedkermester Granberg, som lejede det ud til forskellige københavnske familier.

Det var her, at Julie Rosenkilde, den senere navnkundige Fru Sødring fandt et lykkeligt hjem, da hun voksede op. Det er i hendes erindringer, vi kan følge hendes begejstring for stedet.

 

Begejstring for haverne

Hun fortalte om sø og skov, om et levende hegn og lysthaver, voldene, kirsebærgange og gartnerhaver. Men det var især Claussens og Tuteins parker, som hun var imponeret af.

Her fandtes store strækninger med frugttræer, små søer og vidtstrakte græsplæner. Her var marker med køer og lam. Og her var store alléer, der gik helt ned til stranden. Her var skovpartier med masser af fuglesang.

Luften var krydret af lindetræernes millioner af blomster. Stille sad man på bænkene og hørte på nattergalene, som slog i det tætte krat.

Claussens Have var for Julie Sødring nærmest en urskov. Alt voksede mellem hinanden. Lykkedes det at forcere en masse krat stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, Brudelys og Muskedonnere førte tanken langt bort fra byens nærhed.

Midt i haven lå en skummel grå bygning, hvor man sagde, at der på svenskerkrigens tid havde siddet fangere ”i bolt og jern”.

Mosen lå over for Aggersborg, der længere nede imod stranden var bygget på en holm midt i en lille sø, som lykkelig havde overlevet bombardementet 1807. Den lille sø var i mange år yndet samlingssted for enkelte af lykkens begunstigede, der her tumlede sig på skøjter. Blandt disse var i begyndelsen af 70’erne hans Majestæt Kongen og Dronningen, prinsesse Thyra og prins Valdemar, der i flere år blandede sig med det skøjteløbende publikum.

 

En nøgle kunne lånes for 2 Rigsdaler

Vi vender atter tilbage til begyndelsen af århundredet. Skråt over for ”Det Hvide Hus” på hjørnet af Øster Farimagsgade lå vognmand Chr. Vellos ejendom.

Kærlighedsstien langs søen var dengang et vildnis. Men det tiltrak elskende hjerter og lystfiskere hold af at kaste en snøre. Det var som at se det på Købkes billeder.

Sortedamsdosseringen var dengang et lukket land med sværere låger og låse for begge ender. Absolut utilgængelig var den dog ikke. Hos Vandvæsenet kunne man for en sum af 2 Rigsdaler erholde en nøgle til låns.

Langs stien lå der til højre Blegdamme og vaskepladser, der strakte sig fra søen op til Blegdamsvejen. Her sad en mand med et horn og tudede om natten til skræk og advarsel for tyvene.

 

Meyers hus

Det smukke hus der tilhørte voksfabrikant og lakerer Meyer – et meget gammelt hus – var i sin tid det eneste hus på Dosseringen. Når man havde passeret det, begyndte blegpladserne og strakte sig helt op til Nørrebro. Hertil sendte hele byen sit lærred til vask og blegning.

Ud til Dosseringen var der store parker og damme, hvor de skyllede tøjet.

På hjørnet af Dosseringen og Østerbrogade lå gartner Dankerts sted omgivet af en stor have, der nåede helt op til Trianglen. Denne lå dengang hen omgivet af et gærde.

 

Jomfru Winsløw holdt høns og kalkuner

En jomfru Winsløw, der boede på Hjørnelund på hjørnet af Østerbrogade og Nordre Fasanvej, hvor Østerbros normalur var, havde af magistraten lejet den af Magistraten og havde her sine kalkuner og høns gående.

 

En fabriksbygning fra 1738

Det var endnu kun ganske få ejendomme i hele dette kvarter. Foruden de nævnte, var der ”Dalen” en gammel korduan-fabrik. Denne kunne ses på en grundplan allerede fra 1738. Senere blev den forvandlet til et kattuntrykkeri og blev senere købt af krigskommissær Nachtegall. Den var med en dam adskilt fra Rosendals grund.

I denne dam blev tøjet skyllet og bredtes siden ud til blegning på de store enge som lå neden for Rosenvænget, der vel at mærke den gang endnu ikke var et villakvarter.

 

Rosendahl

Rosendal blev ejet af etatsråd Tutein, der opnåede den høje alder af 96 år. Senere blev ejendommen købt af kaptajn Waagepetersen for 60.000 Rigsdaler. Det var ham der fik ejendommene udstykket.

Rosendal var udstykket med betydelig luksus. Køkkenet var i kælderetagen ud imod haven var der en stor veranda. Skellet mellem Rosendals og Classens Have var en grøft med et stigbord for enden til at hæve og sænke vandet.

 

Englænderne bemægtigede sig stedet

Det var i Tuteins ejendom, at den engelske generalstab havde opslået sit hovedkvarter under Københavns bombardement i 1807. Udenfor tværs over vejen var der opkastet en improviseret skanse, hvorpå der var anbragt to kanoner, der med deres mundinger pegede ind mod byen.

Det underordnede mandskab var derimod indkvarteret på den til Rosendal hørende Materialegård lidt længere ud ad trianglen til.

 

Da brandvæsenet kom, var møllen borte

Efter Materialegården fulgte bageriet ”Kronen” og så den gamle stubmølle ”Solen”. Den brændte i 1835. Det gik ild i hatten på den. Østerbros eneste sprøjte var kørt ind til byen til en skorstensbrand, som var slukket ved ankomsten.

Alt imens brændte møllen. Og værre var det, at da de ville gennem Østerport, ja så var den lukket. De måtte så helt tilbage til Nørreport. Da de endelig efter en anstrengende tur nåede hjem, fandt de møllen helt nedbrændt.

 

Nøjsomhed

Vi har tidligere omtalt Petersborg, og det lille porthus er også omtalt. Lige over for lå som nævnt Hjørnelund. Det var et fornemt hvidkalket hus i to etager skilt fra gaden ved en anselig gammel have. Det hørte også til Østerbros historiske huse.

Det siges i sin tid at have tilhørt Grev Brandt. Lidt længere ud ad vejen, hvor det mægtige bygningskompleks Jakobsborg senere rejste sig lå dengang konferenceråd Kirsteins ejendom, Nøjsomhed.

Det har i et hundrede år været i samme families eje. En del af ejendommen var efterhånden blevet udstykket. En betydelig del var til W. Löwes Handelsgartneri. Det blev begrænset på tre sider af Østerbrogade, Nøjsomhedsvej og Kalkbrænderivej, mens det mod syd stødte op til det Gartner Ohlsens anseelige have.

Bygningerne lå ud mod Østerbrogade, vinkelret på denne, det enetages grundmurede ”Vaaningshus” mod syd. En tilsvarende bindingsværkslænge med forpagterbolig, lo og stald mod nord. De var skilte fra hinanden ved gården med store plæner og mægtige lindetræer.

Ja man kan næsten ikke forestille sig det i dag, men store skovagtige stille alléer strakte sig ud mod Kalkbrænderivej og vildnisset ved Nøjsomhedsvej havde allerede for længst måtte vige pladsen for villaer og pyntede byhaver.

Englænderne huserede her i Nøjsomhed. Ja de rumsterede i hus og have. Man kunne uhindret kigge ned til stranden ud over Sundet til Bellevue og Taarbæk.

Der hvor et bykvarter havde rejst sig øst for Kalkbrænderivej og nord for Nøjsomhedsvej lå der dengang kun grønne græsgange og bølgende marker fra vej til strand.

Det var som skrevet konferenceråd Ernst Philip Kirstein, der oprettede Nøjsomhed til sit landsted. Her samlede han til fest og ”Casino”. Jo han var af meget fin familie. Og vennerne var af lige så fin familie.

 

Kalkbrænderiet

Svinger man ned mellem alléen mellem Petersborg og Hjørnelund ned mod vandet, hvor de høje huse på Nordre Frihavnsgade havde rejst sig og drejede man for enden af denne allé – ved den statelige ”Rolighedsdal” til venstre kommer man til Gamle Kalkbrænderivej, som gennem den gamle bondegård førte ned til Kalkbrænderiet.

Dette var ifølge kongeligt privilegium anlagt i 1732 af to mænd, Felix du Sart og Anthoine Bonfils. Magistraten havde dertil overladt dem den såkaldte Baadmandsskanse uden for Østerport. Efter at denne ejendom var gået gennem flere hænder, blev den i 1774 i tre dele. Den ene af dem gik i 1785 over til rådmand højesteretsadvokat Schmidt, der i 1790 og 91 på sin grund byggede Rolighed.

Denne ejendom har spillet en rolle som en af Østerbros patriciahjem. Der er gennem generationer knyttet mange minder til dette sted. I 1795 solgte Schmidt sin ejendom til Søren Gyldendal, stifteren af Forlaget Gyldendal. Han boede her ind til sin død.

Efter hans død 1802 afhændede enken ejendommen til daværende kaptajn, senere generalløjtnant Johan Henrik Hegermann-Lindencrone. Stuen kunne godt virke lidt mørk en sommerdag. Det skyldtes alle træer ude i haven. Familien boede 48 år i ejendommen.

I 1850 blev ejendommen solgt ved en aktion til grosserer M. Tvermoes for 9.800 Rigsdaler. Han døde allerede i 1857, men inden da havde han forbedret ejendommen markant.

 

H, C. Andersen tilbragte her sine sidste dage

Så var det Moritz G. Melchior, der købte Rolighed, som da var steget i værdi til 45.000 Rigsdaler. Han byggede en ny bygning til med udsigtstårn. Herfra var der en herlig udsigt ud over Sundet. Melchior forstod at samle kunstnere og videnskabsmænd om sig.

H.C. Andersen tilbragte i sine senere år det meste af sommeren her. Han havde sine to små værelser ovenpå med udsigt mod Øresund. Her døde H.C. Andersen også i 1875. Ni år senere døde Melchior. Så blev stedet lejet ud. I 1898 blev det jævnet med jorden.

 

Østerbros gamle idyl overlevede ikke

Østerbros gamle idyl kunne ikke overleve den moderne udvikling. Det Gamle København voksede ud over Volden og forlangte plads.

Vi har i tidligere artikler fortalt om Rosendal og det tilhørende Rosenvænge, som blev Danmarks første villaområde. I 1872 blev den sidste villaejendom solgt i Rosenvænget. Der var nu opført 47 villaer.

I 1855 havde Østerbro 475 indbyggere. I 1890 nåede dette tal 3.145. Gade rejste sig ved gade. Og gamle huse måtte give plads for nye endnu større huse. Rolighedsdal blev revet ned og Kalkbrænderivejens forlængelse (den nuværende Nordre Frihavnsvej) førtes over grunden.

Byggeriet tog rigtig fat, efter at udstykningen af Classens Have begyndte. Nye gadenet viste sig. Forlængelsen af Kalkbrænderivej medførte udstykningen af Roligheds store have. Spekulationen bemægtigede sig alt.

Nøjsomhedens gamle have var hvis nok en af de sidste store haver, der faldt. Snart forsvandt den sidste rest af landelighed.

 

 

 

Kilde:

  • Østerbro – i Gamle og nye tider (Særtryk af Dagbladet Samfundet) 1901 i stærk redigeret udgave
  • Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.421 artikler heraf omhandler 85 artikler det gamle Østerbro inkl.

  • En dansk drengs kamp i Classens Have
  • Livet omkring Classens Have
  • Classens have – endnu mere
  • Classens Have på Østerbro
  • Classens Have 1807
  • Frydefulde Østerbro
  • Østerbro i gamle dage
  • En digter på Østerbro
  • C. Andersens sidste dage på Østerbro
  • Østerbro 1813
  • Østerbro fra 1850
  • Østerbro 1830
  • Østerports Historie
  • Garnisons Kirkegård
  • Blegdamme på Blegdamsvej
  • Kastellet
  • Henrettelse på Østerbro
  • Østerbros historie
  • Østerbro – dengang.
  • Rosenvænget på Østerbro

 

  • Da zaren rejste hjem igen (under København) og mange flere

 


Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning

Juli 24, 2019

Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning

Undertegnede har fået masser af hug, fordi jeg uden videre godkender ordet ”Genforening”. Læs her i den lange artikel, hvorfor. Det er ikke historieforfalskning og sludder. Jo, Sønderjylland var en del af det danske kongerige for meget lang tid siden. Sydgrænsen var Ejderen. Da Abel blev gift med en greve-datter, skete der noget. Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen. Erik af Pommern kæmpede forgæves. ”Evigt uddelte sammen”, blev udnyttet af en bevægelse i 1800-tallet. November-forfatningen gik galt. H.C. Andersen fattede ingenting. Tyske stater fik mulighed for at blande sig i interne danske forhold. Preussen forslog en afstemning, men Danmark sagde nej. Omkring 60.000 udvandrede. I København havde de en meget ængstelig holdning over for tyskerne. Zahle og Scavenius brød sig ikke om H.P. Hanssen. Et forslag lød på, at bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Den franske hovedforhandler mente, at Danmark var alt for beskeden. De danske regeringer påtvang det tyske sprog. Og så opdagede danskerne ikke graverende fejl i afstemningen. Tusinder af menneskeliv kunne være sparet.

 

Masser af hug

Når man befatter sig med historie, så befatter man sig også med tolkning. Mange har deres opfattelse af historie. Dette er måske afledt af det man har læst. Men nu er ikke alt, hvad der står i diverse fag – og historiebøger rigtigt.

Her på siden får ”Den Gamle redaktør” da også mange hug. Og de fleste hug kommer i forbindelse med ”Besættelse” og ”Genforenings-historie”. Ja for sidstnævntes vedkommende er det blevet antydet, at jeg ikke kan kalde mig sønderjyde med den mening, jeg har om Genforeningen. For min skyld må man da godt kalde det ”Genforening”, men det er historisk ukorrekt.

 

Historieforfalskning, sludder og fortyskning

Ja artiklerne her på siden er blevet kaldt meget, historieforfalskning, sludder, fortysket og meget mere. Det blev jo dansk, da det blev en ”Helstat” er det blevet påstået. Sønderjyllands Historie er ikke let at forstå.

Der er mange følelser med dette ord ”Genforening”, og det kan jeg da godt forstå. Men der er sandelig også mange usandheder. Der er for meget glansbillede over det. Vi har gennem snart mange artikler her på siden forsøgt at skildre sandheden. Det er også stor forvirring om, hvornår man må kalde det for Sønderjylland.

Dette bliver en lang artikel. Men vi vil forsøge at forklare sammenhængen. Men vi skal da lige advare, at dette ikke er helt let. Og bagerst er der en artikeloversigt såfremt du vil have uddybet historien.

 

Afståelse af Nordslesvig

Ordet ”Genforening” er præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Fra tysk side talte man derimod om en afståelse af Nordslesvig.

For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød grænsedragningen en deling af Slesvig. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.

 

Overtrumfet af Tysklands nationale samling

1800-tallets ønske om et samlet og selvstændigt Slesvig – Holsten blev overtrumfet af hele Tysklands nationale samling, og måske først delvist indfriet med dannelse af den nuværende delstat Slesvig – Holsten i 1947.

Og for begge mindretallene – både danskerne i Sydslesvig og hjemmetyskerne i Sønderjylland (Nordslesvig) blev 1920 tidspunktet, hvor et afstemningsresultatet ikke blev som ønsket.

 

En del af det danske kongerige – for meget lang tid siden

Sønderjylland havde oprindelig været en del af det danske kongerige, men dets tilknytning hertil var blevet svækket ved en kompliceret arvelighedspolitik, hvis virkninger blev kompliceret af indvandring af fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder.

Disse særrettigheder ville det holstenske ridderskab ikke give afkald på.

 

Ejderen anerkendt som Danmarks grænse

Danevirke ved Den Jyske Halvøs smalleste punkt udgjorde fra Jernalderen og århundreder frem danernes sydligste forsvarsværk. I 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk-romerske kejser Karl den Store.

I de følgende århundrede blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen. Denne jarl af Sønderjylland styrede et område, der bestod Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel. Ja det var helt fra Kongeåen ned til Ejderen og Levenså.

 

Knud Lavard – anset som trussel

Knud Lavard, der blev jarl af Sønderjylland i 1115 fik efter sin sejr over venderne titlen hertug af Holsten. Hans efterfølgere kaldte sig i flæng, hertug af Sønderjylland eller hertug af Slesvig.

Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen. Han var bekendt med det tyske lensvæsen. På den tid var dette ukendt i Danmark. Men ak, så blev han anset for at være en trussel for kongeriget og blev dræbt.

Hertug Abel giftede sig i1237 ind i den holstenske greveslægt Schauenburg. Hertugtitlen blev betragtet som arvelig i hans slægt, men da den uddøde med hertug Henrik af Sønderjylland i 1375, kunne Schauenburgerne overtage Hertugdømmet Slesvig.

 

Yngre kongesønner blev jarler

Fra slutningen af det 11. århundrede til 1375 var der jarler, der styrede området. Margrethe den Første opkøbte ejendomme i Slesvig og lagde dem under Kronen, så Sønderjylland kom reelt til at bestå af to dele, hertugdømmet og de kongerigske enklaver. Dronning Margrete den Første måtte dog affinde sig med at Greven af Holsten havde overtaget Sønderjylland. Hun valgte at gøre ham til lensmand i 1386.

Hertugdømmet Slesvig bestod fra ca. 1200 til 1867. Stort set dækkede det ordet for Sønderjylland (også syd på). I løbet af middelalderen udviklede landsdelen sig til et eget dynasti.

Fra slutningen af 1100-tallet fik yngre kongesønner titlen hertug af Jylland/Sønderjylland. I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han konge som Valdemar Sejr. En dynasti blev grundlagt, da Valdemar Sejrs søn Abdel 1232 blev gjort til hertug af Sønderjylland.

Jo det var især efter 1241, at hertugernes selvstændighed voksede i forhold til de danske konger. Samtidig voksede de holstenske grever indflydelse i Sønderjylland.

 

Da Abel blev gift med en greve-datter

Abel var gift med den holstenske grevedatter Mechtilde, og dermed skabtes en dynamisk forbindelse mellem områderne nord og syd for Ejderen, som fik vidtrækkende følger. Abels efterfølgere som hertuger vandt efterhånden hævd på, at hertugtitlen i Sønderjylland var arvelig inden for Abels slægt. Hertugerne fik flere rettigheder, som ellers var kongens. Således fik de ret til at kræve skatter og til at slå mønt.

Desuden fik Sønderjylland sit eget landsting Urnehoved syd for Aabenraa. Abel-slægten blev kraftigt støttet af de holstenske grever og kom efterhånden i et afhængighedsforhold.

Den 12. maj 1260 pantsatte Mechtilde sammen med sine sønner Erik og Abel Abelsen landet mellem Ejderen og Slien til sine brødre, Johan den Første af Holsten og Gerhard den Første af Holsten, samt yderligere fæstningen Rendsborg, som hun havde modtaget som medgift.

 

Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen

Af betydning for hertugdømmernes svækkende tilknytning til kongeriget er det, at kong Erik Menved i 1313 de facto afstod alt kongeligt gods syd for Kongeåen.  Til hertug Erik den Anden og i 1316 afstod fra retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.

 

Greverne overtog mere og mere af hele Danmark

Greverne fik på grund af indre stridigheder i Danmark også en tiltagende indflydelse i kongeriget. I begyndelsen af 1300-tallet var stort set hele det danske rige pantsat til greverne Gerhard den Tredje (Store) og Johan den Tredje (Milde). I 1316 kunne de afsætte den danske konge Christoffer den Anden og gøre den 12 – årige Valdemar af Sønderjylland til konge af Danmark.

Fra 1326 havde hertugerne overtaget alle kongens kompetencer i Sønderjylland. Samtidig var der en kamp mellem konger og hertuger om hertugdømmets grænser, som først fandt sin afslutning i 1440, hvor både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten var blevet en del af hertugdømmet. Femern fik fælles herre med Slesvig sidst i 1300-tallet og fulgte derefter hertugdømmet, men regnes først helt som del af det i 1658.

I slutningen af 1300-tallet satte greverne af Holsten-Rendsborg sig i besiddelse af hertugdømmet, hvilket blev grundlaget for en næsten 500 års forbindelse mellem Holsten og Slesvig som hertugdømmet nu hed.

 

Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375

Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375. I 1385 blev greverne formelt forlenet med det af Margrethe den Første. Betegnelsen Hertugdømmet Slesvig blev nu mere almindeligt og overtog den gamle betegnelse Hertugdømmet Sønderjylland.

Officielt var det ikke noget, der hed Sønderjylland efter 1375. Men Sønderjylland blev et slagord og en appel til de dansksindede befolkning i 1800 – tallet, hvor modsætningen mellem tysk og dansk blev tilspidset. Navnet Sønderjylland havde en sammenhæng med Nørrejylland nord for Kongeåen.

 

Erik af Pommern kæmpede forgæves

Magrethe den Første gjorde meget for at genvinde Sønderjylland i tidsrummet 1404 – 1448. Men Erik af Pommern tabte slaget. Striden sluttede med, at den holstenske greve og slesvigske hertug Adolf i 1448 stod som den store vinder. Talrige retssager var blevet afholdt. Ja kampen var blevet udkæmpet med diplomati, retssager og militær magt. Erik tabte kampen om Sønderjylland. Det blev også begyndelsen til enden på den ekspansive kongemagt, som var hans politiske arv fra dronning Margrethe og Valdemar Atterdag. Sønderjyllands eller Slesvigs status som hertugdømme blev fastslået på en måde, der rakte århundreder frem.

 

En konge med tysk baggrund

I 1448 fik Danmark en konge med tysk baggrund. Det var på baggrund af en anbefaling af hertug Adolf den Første af Slesvig. Og kongen, ja det var Christen den Første fra Huset Oldenburg. Foruden at blive konge af Danmark blev han efter Adolfs død, hertug af Slesvig og greve- senere hertug- af Holsten. Denne personaleunion mellem helstatens bestanddele gav det danske rige en indre stabilitet i de følgende århundreder.

 

Masser af mini – hertugdømmer

Betydelige områder af Slesvig – Holsten udgjorde efter delinger i 1500- og 1600-tallet i lange perioder selvstændige småhertugdømmer. Navnlig delingen i 1544 trak lange spor efter sig. Hertugerne af Gottorp regerede over en del af Slesvig indtil 1713 og af Holsten indtil 1773. På Als og Ærø, på Sundeved og ved Glücksborg havde fra 1564 og indtil 1779 hertug Hans den Yngre og hans mange efterkommere deres bittesmå dele af Slesvig- hertugerne af Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksborg og Plön. Dertil kom hertugerne af Augustenborg, uden eget hertugdømme, men efterhånden med store godser.

 

Evigt uddelte sammen

Men det forhindrede også, at der i 1800-tallet kunne dannes en dansk nationalstat bestående af kongeriget og Slesvig – et Danmark til Ejderen. Christian den Første havde nemlig måttet love, at Slesvig og Holsten skulle ”blive evigt udelte sammen”.

Nu har historikere godt nok studeret dette begreb, og man er uenige i fortolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har der været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange steder. Og det var først, da en sekretær fra Ridderskabet fandt bemærkningen frem i 1820erne, at det blev aktuelt. Men den Slesvig – Holstenske bevægelse voksede. Og det var dem, der gjorde oprør i 1848.

Mellem den lokale kongelige amtsforvaltning i hertugdømmerne og Tysk Kancellis Indenrigske Afdeling i København fandtes der flere melleminstanser med sæde i hertugdømmerne.

 

Statholdere og kancelli

I 1545 indsatte kongen første gang en Statholder til at varetage sine interesser i hertugdømmerne. Embedet bestod med mindre afbrydelser indtil 1848.

I 1648 oprettede Christian den Fjerde et særligt ”regeringskancelli” for de kongelige dele af hertugdømmerne under forsæde af statholderen. Det fik sæde i Glûckstadt og var tillige appeldomstol. Fra 1713 beskæftigede kancelliet sig kun med holstenske forhold.

I den sydlige del af Slesvig følte hovedparten af borgerne sig knyttet til andre tysktalende. Og det gjorde holstenerne også. Grænsen for den danske helstat gik således langt sydligere end grænsen for det danske folk. (Dansksindede borgere) Det skyldtes at Slesvig – holstenerne ville have en fælles grundlov for de to hertugdømmer samt Slesvigs indlemmelse i Det Tyske Forbund.

 

Den danske Helstat

I forbindelse med Genforenings-debatten er det opstået nogle misforståelser vedr. begrebet Helstaten. Den varede fra 1814 til 1864.  Ved oprettelsen omfattede den:

  • Kongeriget Danmark
  • Hertugdømmerne: Sønderjylland eller Slesvig (som dansk len)
  • Do Holsten (medlem af Det Tyske Forbund)
  • Do Lauenborg (medlem af Det Tyske Forbund)
  • Biland – Island
  • – Færøerne
  • Kolonierne Grønland
  • Do Guldkysten
  • Do Tranquebar
  • Do Dansk – Vestindiske Øer

En Helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til den enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater, idet man dog i praksis samlede den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København, og her i særdeleshed med to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for hertugdømmerne (Tysk Kancelli)

 

November – forfatningen gik galt

Egentlig førte treårskrigen kun til status que, men da Danmark i 1863 indførte November – forfatningen, som knyttede Slesvig tættere til kongeriget end Holsten, at det gik galt.

 

Administrativt og politisk – ingen indlemmelse i kongeriget

På dansk side bider særligt Christian den Ottende sig fast som hovedperson. Som kernen i denne konges politiske tankegang sættes genoptagelsen af Frederik den Sjettes helhedstanker fra dennes første kongeår. Slesvig skulle så vidt mulig genvindes for danskheden, men ikke politisk og administrativt indlemmes i kongeriget, skulle Holsten bindes til denne danske helstat.

Kongens ulykke var at han ikke kunne frigøre sig for sit gemyt og tage klare og utvetydige standpunkter. Bernsdorf havde også indtil sin død i 1813 været en statsmand af et vist format

 

Klosterbrødrene var imod sprogtvang

Det var regeringen i København, som mellem de to slesvigske krige forlangte, at dansk skulle være herskende i hele Slesvig – Holsten også blandt dem, der kun talte tysk. Det var der mange dansksindede, der kæmpede imod bl.a. Klosterbrødrene.  De mente at sproglig frihed skulle gælde både dansk- og tysk slesvigere.

Den særegne sønderjyske kultur er historisk både blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen og af tyskerne syd for Ejderen. Gennem hundreder af år havde Sønderjylland været nærmere tilknyttet Hamborg end København.

 

H.C. Andersen forstod ikke konflikten

Halvvejs i livet mødte H.C. Andersen første gang grænselandets nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos det danske kongepar tog han ophold på Augustenborg. Her mødte han for første gang en ulykkelig national splittelse rettet mod sit fædreland.

I år 1844 var H.C. Andersen endnu lykkeligt uvidende om den kommende nationale katastrofe. Han går hånd i hånd sammen med prinsen af Nør på Amrum og beundrer det frisiske landskab.  Friserne mødes samme år i bredstedt og undsiger Danmark.  Og i byen Slesvig mødes Slesvig – Holstenerne for at værne om tyskheden i hertugdømmet.

 

Grundvig mente ikke, at sønderjyderne skulle bruge magt

På Skamlingsbanken fortæller N.F.S. Grundtvig de danske sønderjyder, at man ikke må bruge magt, hvis man vil fastholde et nationalt tilhørsforhold. Magt flytter ingenting, som han siger – kun kærlighed til sprog og kultur fastholder et folkefællesskab

 

Tyske stater fik mulighed for indblanding

Internationale aftaler af 1851 – 52 gav imidlertid de tyske stater mulighed for indblanding i danske forhold. Og det benyttede Preussen sig af.

 De to territorier voksede i vidt omfang sammen til en politisk enhed, benævnt Slesvig-Holsten. Slesvig bestod dog som område med sit eget navn og bevarede en række særtræk i lovgivning, forvaltning mv.

Måske var det ikke så underligt, at tyskerne i 1895 forbød at bruge navnet Sønderjylland undtagen i historiske fremstillinger.

 

Grundloven skulle senere have været brugt i Slesvig

Vi skal måske også lige nævne, at da grundloven blev indført i 1849 var denne ikke gældende i hertugdømmerne, selvom den i forordet åbnede for en senere udvidelse af dens gyldighed til hertugdømmet Slesvig.

Efter Treårskrigen samledes centraladministrationen af Slesvig i 1851 i Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig med sæde i København.

 

Krigen i 1864

Preussen og Østrig forlangte at forfatningen blev annulleret. Det imødekom Danmark ikke lige med det samme. Den danske regering brød indgående aftaler. Dens manglende dømmekraft var årsag til den slesvigske krig 1864.

I alt 4.800 mand manglede på dansk side. Heraf var 2.900 taget som fanger. Resten var faldne, sårede eller savnede.

 

Preussen foreslog selv en afstemning

På fredskonferensen foreslog England en deling af Slesvig. Også Preussen fremsatte et forslag om Slesvigs deling, eventuelt efter en vejledende folkeafstemning. Her kunne man sagtens have fået Flensborg med til Danmark. Men den danske delegation foreslog en deling langt mere sydlig. Og denne kunne Preussen og Østrig slet ikke gå med til.

 

Den danske Helstat blev reduceret med en tredjedel

Våbenhvilen løb ud og Danmark løb atter ind i et militært nederlag. Nu måtte man acceptere særdeles barske fredsbetingelser. Al tale om deling af Slesvig eller vejledende folkeafstemning blev nu afvist af de tyske forhandlere. De forlangte at de tre hertugdømmer skulle afstås til sejrherrerne. Det betød, at den danske helstat blev reduceret med en tredjedel af sit areal og 40 pct. af befolkningen.

 

Helstaten havde været sprængt på det indre plan

Fredsafslutningen i 1864 beseglede helstatens undergang. Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten og det danske kongerige havde bestået i århundreder, men den blev med et slag overskåret. For hovedparten af hertugdømmernes indbyggere føltes dette dog som en befrielse, fordi nationale, politiske og sociale spændinger allerede havde sprængt helstaten på det indre plan.

 

Nu ville nordslesvigerne(sønderjyderne) godt til Danmark

Nu blev sprængningen en realitet også på det ydre, statspolitiske plan. De dansksindede indbyggere i det nordlige Slesvig følte adskillelsen fra Danmark som en stor ulykke. Deres ønske om at blive indlemmet helt og fuldt i kongeriget opstod imidlertid først, da alternativet – indlemmelse i Preussen – var uundgåeligt.

Der var ikke inden da, det store ønske om at blive indlemmet i det danske kongerige, som påstået i nogle historiske kilder.

 

Preusserne fik også de Kongerigske enklaver

Det var kun befolkningen i de kongerigske enklaver, der kunne deltage i valgene til den danske Rigsdag.

Efter 1864 fik tyskerne enklaverne mod at Danmark så til gengæld fik 6 sogne i Ribe Herred og 8 sogne syd for Kolding.

 

Tyskerne vedblev med at være et fjendebillede

1864-krigen var med til at bestyrke danskerne i opfattelsen af tyskerne som ekspansionslystne og undertrykkende. Mange danske frygtede, at det var umuligt at overleve efter 1864 – og det var virkelig en fare for vores lands beståen.

Men Danmark klarede omstillingen til at være et lille, men alligevel selvstændig stat. Forestillingen om en stærk og rænkefuld tyskhed, der var parat til at opsluge danskheden var blevet udbredt under den første slesvigske krig og blevet styrket under 1864-krigen.

Undertrykkelsen af de dansksindede nordslesvigere efter 1864 var med til at befæste denne opfattelse og bevirkede, at tyskerne vedblev med at være fjendebillede for danskere gennem mere end et århundrede.

Danmark er en af de få lande, der mindes deres nederlag.

 

De dansksindede blev undertrykt

200.000 dansksindede kom nu under tysk styre. Frem til 1920 stod de dansksindede nordslesviger under pres. Skoleundervisningen blev mere og mere fortysket. Danske foreninger med betegnelsen politiske blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Dansksindede lærere, embedsmænd og præster blev fyret. Også vandrelærere blev forfulgt. Fra 1876 var administrationssproget tysk.

Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord for at oprette såkaldte domænegårde og få jorden på tyske hænder.

Ifølge Wienerfreden fra 1864 kunne indbyggere vælge at få dansk statsborgerskab og fortsat være bosat i Slesvig. Ca. 25.000 valgte dette. Men de skulle forholde sig politisk og nationalt passive for ikke at blive udvist og få deres børn gjort statsløse.

 

Omkring 60.000 dansksindede udvandrede

Omkring 60.000 dansksindede slesvigere udvandrede frem til år 1900. Denne udvandring kunne have fået indvirkning på afstemningen i 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog også modstand. Der dannedes danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger. Danske forsamlingshuse som bl.a. Folkehjem i Aabenraa og aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.

30.000 dansksindede måtte gå i tysk krigstjeneste og omkring 5.300 faldt.

 

I 1867 var der endnu dansk flertal i den preussiske rigsdag

Endnu i 1867 havde det været dansk flertal til den preussiske rigsdag. Tyskerne/Preusserne fik ved hjælp af Valggeometri neddroslet den danske indflydelse. Og så forstod de at kolonisere området.

 

Danmark sagde definitivt ja til Kongeå – grænsen

En af de mærkeligste traktater i nyere dansk historie blev underskrevet den 11. januar 1907. Det var den såkaldte ”Optant-Konvention”. Danmark lovede at forbedre sig i forholdet til Tyskland, imod at Prøjsen til gengæld lovede at behandle en bestemt gruppe sønderjyder – dem, der var børn af optanter – bedre.

Men egentlig var det tale om, at Danmark sagde definitivt ja til Kongeå-grænsen og endelig naj til & 5 afstemning. Da Stauning blev konfronteret med dette i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra genforeningskravet, ikke fra genforenings-håbet.

 

Ængstelig holdning over for tyskerne

I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg forespurgt Folketinget om, man kunne gøre noget for at få tyskerne til at lade være med at nægte danske skibe at lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark.

Dette fik Scavenius til at bemærke, at ”hellere udsætte sig for en afvisning var det bedre og værdiger for danske turister at blive hjemme eller gøre udflugter inden for Danmarks grænser.

Det var karakteristisk for den ængstelige holdning alle ansvarlige i Danmark indtog over for Tyskland i denne tid.

 

Zahle bad om at lægge en dæmper på festligheder

Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50-året for krigen 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det fornødne hensyn.

I Tyskland var kursen lige modsat. Her blev der ved forsamlinger råbt: ”Dänen raus”.  Og ”Deutschland bis Skagen”.

 

Zahle brød sig ikke om H.P. Hanssens indflydelse og indblanding

Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer krabbe, da dennes datter fru Wildenrath – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske sønderjyder i ryggen.

H.P. Hanssen kritiserede også Scavenius, fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig.

 

Påskekrisen

Det var stærke krav om at Flensborg skulle indlemmes i Danmark uanset resultat af folkeafstemningen. Dette blev afvist af Zahle. Christian den Tiende krævede at Zahle udskrev nyvalg, der kunne give et flertal for at kræve Flensborg indlemmet. Da Zahle nægtede dette, afskedigede kongen ham. Det førte til Påskekrisen, hvor kongen måtte opgive sin aktion under trussel af generalstrejke.

Man kan sige, at begyndelsen til ”Genforeningen, Afståelsen, Grænsedragningen eller foreningen” tog sin begyndelse i oktober 1918, da Tyskland erkendte sit nederlag og bad om våbenhvile.

Vide kredse ønskede at Sydslesvig skulle med til Danmark.

 

De danske politikere stod helt uforberedte

Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del (Nordslesvig) følte sig som danske. Men det sønderjyske spørgsmål havde nu ikke været en del af debatten under krigen. Det var som om det ikke rigtig interesserede politikerne i København.

Da det kom på dagsorden ved krigens afslutning stod mange uforberedt. Det var forskellige principper om folkets selvbestemmelsesret eller en historisk, hvor genforeningen kunne opfattes som genoprettelse af en tidligere retstilstand. Efter den første løsning måtte man følge folket efter den anden måtte folket følge landet. Men var det nu 100 pct.?

Ingen af de to principper blev søgt anvendt i deres yderste konsekvens, men de udgjorde den afgørende politiske skillelinje.

 

H.P. Hanssen fik et skriftligt svar

Et lukket fællesmøde mellem Folketing og Landsting den 23. oktober 1918 tilkendegav at man ville løse problemet i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret, dvs. gennem en demokratisk løsning.

De dansksindedes leder, H.P. Hanssen rejste spørgsmålet i den tyske Rigsdag den 23. oktober 1918. Det lykkedes den 14. november at få et skriftligt tilsagn den 14. november fra den fungerende tyske udenrigsminister, at Tyskland var indstillet på, at få løst spørgsmålet ved den forestående fredskonference.

 

Stauning havde skrevet til sin partifælde

Allerede den 18. oktober havde Stauning sendt et fortroligt brev til den ledende tyske socialdemokrat, senere rigspræsident Friedrich Ebert, omkring Nordslesvig – spørgsmålet.

 

Scavenius ville ikke have sagen op på fredskonference

Dette betød, at Den Nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd vedtog den såkaldte Aabenraa-resolution, der fastlagde deres ønsker den såkaldte Genforening.

Udenrigsminister Erik Scavenius og Det Radikale Venstre var ikke særlig glad for denne ordning. Man ønskede at holde sig gode venner med tyskerne og så helst, at man fandt en dansk – tysk løsning.

Det Radikale Venstre havde en stor mistro til de sønderjyder, der efter at havde været tysksindede lod sig genvinde for danskheden.

 

Tyskerne havde forespurgt længe før

Allerede i 1914 startede tyskerne med en forespørgsel. Det var en fremtrædende socialdemokrat fra den yderste venstre fløj, dr. Rudolf Breitscheid, der under et besøg i København rejste det ”Nordslesvigske spørgsmål”.

I marts 1915 kom der meldinger gennem den tyske gesandt Grev Rantzau. De danske ministre blev enige om ikke at røre ved sagen. En frigørelse af Als var dog udelukket på grund af den tyske flådestation.

Men senere kom der dog et dementi fra højeste sted.

Der var udpræget pressecensur. Således blev Dannevirke forbudt i en uge, fordi man ikke havde omtalt kejserens fødselsdag.

 

Skulle man bytte med De Vestindiske Øer?

Ja tænk engang. Man talte også om, at bytte De vestindiske Øer med Nordslesvig. Det var efter, at amerikanerne havde vist interesse for øerne. Men disse ville nok ikke have tyskerne som nabo.

Men det var faktisk vores salg af De Vestindiske Øer til USA, der kom til at betale en del af Genforeningen. For det blev en særdeles dyr omgang.

 

Den sønderjyske sag var en ”udenrigspolitisk fare”

Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssens indflydelse på danske politikere og anså det således for ”højt uheldigt, at dansk politik skulle dirigeres fra Slesvig”. Erik Scavenius skrev i 1914 til en anden radikal politiker i 1914:

 

  • Jeg har altid betragtet den såkaldte ”sønderjyske sag” som vor største, ja måske eneste udenrigspolitiske fare thi af denne sag og den danske almenheds behandling af samme kunne vi til enhver tid vente tryk sydfra.

 

Clausen – linjen

Historikeren H.V. Clausen havde på baggrund af studier forsøgt at fastslå, hvor grænsen mellem dansk og tysk lå. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse. Disse fulgtes nødvendigvis ikke af.

Han foreslog en rigsgrænse syd om Tønder og Højer, selv om hav vidste, at der var flere tysksindede end dansksindede. Men han tog også hensyn til geografiske grænser. Ja grænsen havde han allerede udarbejdet i slutningen af det 19. århundrede i et kort om dansk landbrug. Og grænsen gik nord om Flensborg.

 

Udenrigsministeren talte med ringeagt om Nordslesvig (Sønderjylland)

H.P. Hanssen har beskrevet Scavenius reaktion:

– Han talte om dette land med ringeagt i tonen, bandede stærkt.

 

De allierede blandede sig i danske anliggender

De Radikale mente, at de områder, der engang havde været tysksindet aldrig kunne vælge dansk.

De allierede ambassader i København var stadige kilder til megen rygtedannelse, ja for den franske ambassades vedkommende var der tale om direkte indblanding i indre danske anliggender.

Når regeringen Zahle og H.P. Hanssen sejrede ”i det saglige” om end led nederlag ”på det politiske og personlige plan” skyldtes det, at man byggede på et klart politisk grundlag.

Selvbestemmelsesretten var et princip, som man på intet tidspunkt accepterede at fravige. Nordslesvig til Clausen-linjen blev betragtet som en enhed.

Flensborg – og Danevirke-bevægelsen blev svækket af manglende enighed om mål og midler. Der var på intet tidspunkt skabt noget bærerdygtigt alternativ til det program, der blev vedtaget af Vælgerforenings – Tilsynet.

 

Fredskonferencen i Versailles

Fredskonferencen i Versailles varede fra januar til juni 1919. Både officielle og uofficielle deputationer havde foretræde, således også Dannevirke-bevægelsen. De ønskede at den kommende grænse skulle gå langs Dannevirke. Nu var det sådan, at det franske diplomati ville ødelægge det så meget for Tyskland som mulig.

Og som vi alle ved blev der afholdt en afstemning i Nordslesvig (1. zone) Og en separat distriktsvis afstemning i Mellemslesvig. Ja der blev også foreslået en 3. zone.

Den Radikale regerings ønske om at protestere mod fredsforslaget fik den hidtidige politiske enighed i Danmark til at bryde sammen. Det Konservative Folkeparti ville ikke gå med til at protestere.

 

Ikke alle rigsdanskere havde lige meget forståelse for Sønderjylland

Englænderne forkastede et forslag om internationalisering af 2. zone. Det var uden belæg i fredstraktaten. Sagde englænderne. Fra 15. juni 1920 var Sønderjylland under dansk suverænitet. Og i dagene den 10. og 11. juli 1920 blev ”Genforeningen” markeret ved Christian den 10* s indtog i Sønderjylland og den store folkefest i Dybbøl.

Nu var det heller ikke alle rigsdanskere, der var lige velkommen efter 1920. Mange sønderjyder mente, at disse havde et forkvaklet Tysklandsbillede. Deres danskhed var efter sønderjydernes mening for teoretisk og abstrakt. Rigsdanskerne forsøgte at lægge deres traumer og historiebilleder ned på Sønderjyllands historie, som mange opfattede som et overgreb.

Stærk nationale danskere har sikkert gjort dette i en god mening dog uden forståelse for at regionen hernede var multinational og regional.

Sønderjydernes danskhed er ikke ideologisk betinget, men født af praktisk kamp mellem tysk og dansk. Dette forstod rigsdanskerne ikke.

Efter ”Genforeningen” kom landsdelen ikke officielt til at hedde Sønderjylland, men ”De Sønderjyske Landsdele. Efter kommunalreformen i 1970 blev betegnelsen, Sønderjyllands Amt.

 

Kunne man have været mere smart?

Det er altid lidt af en dødssynd, når man beskriver fortiden med nutidens øjne. Men i dette tilfælde er det vel godt anbragt? Man kunne jo have knyttet Sønderjylland til Kongeriget

Skiftende danske regeringer og konger har gennem historien forkludret det Slesvig – Holstenske spørgsmål. En afgørende fejl blev begået af Frederik den Tredje, da arve og enevælds – regeringen blev ham overdraget af rigets stænder i1660. Da indførte han en arvefølge, hvori spiren lå til begge hertugdømmers udskillelse af kongeriget.

Den næste store fejl blev begået af præsidenten for det daværende tyske kancelli A.P. Bernstorff derved, at han i 1773, da kongen af Danmark ved traktat med det gottorpske fyrstehus fik sit herredømme over hele Slesvig endelig anerkendt, ikke benyttede lejligheden til at indlemme Slesvig i Danmark.

Kongen burde da have benyttet den lejlighed, han ved sit fuldstændige herredømme over begge hertugdømmerne have sammenslettet Slesvig endelig med Danmark.

Samtidig kunne man i hvert fald ved denne lejlighed have udvidet den danske rigslov for kongeriget, Christian den Femtes Danske Lov og de andre danske love, til også at gælde for Sønderjylland (Slesvig – Holsten).

 

Man førte en helt forkert sprogpolitik

Men samtidig med disse afgørende politiske fejlgreb forspildte de danske enevældige regeringer på det sproglig-kulturelle område alle de mange chancer, der var til at bevare og fæstne dansk sprog og kultur i Sønderjylland ned til Slien og Dannevirke. Ja fra gammel tid endda ned til Ergenförde Fjord. Her må vi ikke glemme, at allerede dengang var det frisiske sprog meget udbredt i det sydvestlige hjørne.

 

Det tyske sprog trængte frem

Men reformationen og senere tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16., 17., og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Og det skete både i hele Slesvig – Holsten og kongeriget.

Som bekendt var endog kommandosproget i den danske hær dengang en lang tid på tysk.

I flere sønderjyske købstæder var allerede tidligt sproget blandt forretningsfolk tysk. Men bortset fra embedsmænd og forretningsfolk samt de fra Holsten indvandrede godsejere vedblev den store jævne befolkning navnlig bønder og husmænd, at tale dansk i hele Sønderjylland altså også i Sydslesvig.

 

Man påtvang danskere det tyske sprog

Her begik de danske regeringer den grundfejl, at de og deres af tysk væsen påvirkede embedsmænd påtvang den jævne danske befolkning i størstedelen af Sønderjylland det tyske sprog, både tysk kirkesprog, skolesprog og retssprog gennem det 16., 17., og 18, og første halvdel af det 19. århundrede.

Mærkelig er det, at statsminister Høegh-Guldberg, der ellers i gerning viste sin varme interesse for det danske sprog og dansk nationalitet, ikke i årene 1772 – 84, hvor han var den ledende i regeringen, benyttede lejligheden til at indføre dansk sprog i skolen, kirken og retten i Slesvig – Holsten.

Århundredeskiftet 1800 er skæbnesvangert for det danske sprog i Slesvig – Holsten. Omkring denne tid begyndte den danske bondebefolkning i Sydslesvig at lade deres børn gå over til tysk tale. De blev indpodet med tysk alle mulige steder fra.

 

Frederik den Sjette var opmærksom

Først i 1810 og 1811 begynder Frederik den Sjette og hans rådgivere at interesserer sig for det danske sprog i Slesvig. For første gang forsøgte den danske regering at indføre dansk kirke- skole- og retssprog i de egne, hvor dansk endnu var menigmandssprog. Nu fik man endelig dansktalende præster, dommere og skolelærere.

Men for store områders vedkommende var det allerede alt for sent. Og disse kongelige forordninger blev ikke ført ud i livet af grunde, som man ikke er helt klar over. Den senere danske politik i 30erne og 4oerne var svag og vaklende.

De danske regeringer, der kom efter 1848 manglede realistisk sans og de skadede i den grad danskheden i Sydslesvig. Vi havde sikkert nogle gode nationalliberale førere, der som ministre fik ledelsen i det sønderjyske spørgsmål, Monrad, Krieger, Hall, Lehmann o.l. De var velmenende og på specielle områder dygtige mænd.

 

Kunne man ikke have forhandlet med Bismarck inden?

De var dog teoretiske og følelsesbetonede i deres sønderjyske politik og forstod navnlig ikke de magtpolitiske forhold og intriger mellem stormagterne på den tid. Hvis man nu i regeringen havde haft nogle fremragende praktikere i regeringen kunne man have slået en handel af med Bismarck om Kieler – havn og Holsten, som særlig interesserede ham.

Den tysk nationale begejstring for Slesvig-Holsten som tysk forbundsstat interesserede ikke Bismarck det ringeste. Den tyske nationale begejstring Kaldte Bismarck for foragtelig. Han kaldte det for ”Bierhaus – entusiasmus”. Det kunne måske imponere Paris og London men ikke ham.

 

Læs engang – Bismarcks tanker?

Det som interesserede ham var at Preussen fik Kieler-havn til flådehavn og en kanal gennem Holsten. En praktisk statsminister kunne måske have ofret Holsten og Lauenburg for så at kunne beholde Slesvig. Prøv engang at læse Bismarck: Gedanken und Erinnerungen (2)

Politikerne var heller ikke opmærksomme på, at Preussen fik stor fordel af tvangsfortyskningen af Slesvig mellem 1864 og 1918. Samtidig udvandrede 60.000 sønderjyder.

 

Den franske hovedforhandler undrede sig over danskernes beskedenhed

Grænsen burde ikke have været nordligere end den grænse der var dansk flertal i 1867. På den måde kunne Mellemslesvig og Flensborg været blevet dansk. Og mon ikke dette ønske var blevet accepteret af de allierede magter.

Således skulle statsmændene og afstemningsteknikkerne have været meget forbavset, da de hørte danskernes ønsker. Direktøren i det franske udenrigsministerium Jules Laroche udtalte således om den danske regerings holdning:

 

  • Vi står over for en regering, som i modsætning til, hvad tilfældet plejer at være, forlanger mindre, end den ville have ret til at kræve.

 

Grunden til den danske indstilling skyldtes de ledende nordslesvigere med H.P. Hanssen i spidsen. Og han var stærk påvirket af de to historikere H.V. Clausen og Aage Friis. Disse to var ukyndige i juridisk afstemningsteknik og tog ikke hensyn til tvangsfortyskningen.

Andre nationer som Tjekkoslovakiet, Polen, Serbien og andre var ikke så gavmilde som den danske regering.

På Socialistkongressen i Bern den 7. februar 1919 gjorde de svenske socialdemokrater også gældende, at Tyskland ikke måtte beholde nogen del af det Sønderjylland (Slesvig – Holsten), der havde været dansk flertal i 1867, for de kunne kun kræve det med den ret, at de havde udnyttet deres magt.

 

Man opdagede ikke en graverende fejl i afstemningen

Og så opdagede man fra dansk side ikke en graverende fejl i afstemningen. Det er uforståelig, at der ikke blev protesteret fra dansk side. Ordet ”bopælskrav” var røget ud af traktaten. Denne fejl var til en stor fordel for tyskerne.

Der blev givet stemmeret til ca. 40.000, som ikke skulle have haft det. De var godt nok født i området, men de var ikke bosat der.

 

Tusinder af menneskeliv kunne være sparet

Set ud fra selve befolkningssammensætningen i 1920 kan man vel godt betragte grænsen for retfærdig, selv om tyskerne var længe om at anerkende den. Men man må da vel godt stille spørgsmålstegn ved om en lidt mere smart måde, at løse det på, kunne have sparet os for tusinder af menneskeliv.

 

 

 

Kilde:

  • danmarkshistorien.dk
  • wikipedia.dk
  • tidsskrift.dk/fortidognutid
  • tidsskrift.dk/historisktidsskrift
  • genforeningen2020.dk
  • nomos-dk.dk
  • pol.dk
  • Inge Adriansen m.fl.: Sønderjylland A-Å
  • Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjyllands Historie 1-2
  • Hans Schultz Hansen: Danskheden i Sydslesvig 1840 – 1918
  • Lorens Rerup: Slesvig og Holsten efter 1830
  • Bjørn Svensson: Tyskerkursen
  • Bjørn Svensson: Bataljer- med Bid og Baggrund
  • Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister under to verdenskrige. Statsminister 1942-1945.
  • Henrik Becker-Christensen: Grænsen i 75 år
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
  • Markus Hedemann: Danmark, Slesvig og Holsten 1404 – 1448
  • Bismarck: Gedanken und Erinnerungen
  • Olaf Olsen m.fl. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 10 og 11

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.422 artikler inklusive disse artikler, der berører emner, der er omfattet i artiklen:

  • Grænsedragning, Sønderjyllands Historie, 1864 – og de Slesvigske Krige, De dansk – tyske forhold.

Under Tønder

  • Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder-mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1854
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder – før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Tondern Station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldat i Tønder 1851
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Klosterbrødrene i Tønder
  • Man talte da dansk i Tønder i 1600-tallet

Under Højer

  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet

Under Sønderjylland

  • Sønderjylland under pres syd fra
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Den Sønderjyske politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunktet
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Sønderjylland-maj 1945
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Kan man egentlig tale om en Genforening?
  • Er genforening det rette ord?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens hvide hest 1-2
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Genforening – Forening eller indlemmelse
  • Ribe – brevet
  • Var det virkelig tale om en genforening?
  • Dansk-tyske brydninger i et grænseland
  • Var afstemningen 1920 retfærdig?
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
  • De Sønderjyske Piger
  • Sønderjyder i Første verdenskrig
  • Ved krigsfronten
  • De kongerigske enklaver 1-2
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sikringsstilling Nord
  • En adelsborg ved Tørning
  • Ned med de dansksindede
  • Sproget i Sønderjylland
  • Flugten over grænsen 1914-1918
  • Margrethe den Første i Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Sønderjyllands historie indtil 1200
  • I Sønderjylland siger vi mojn

Under Aabenraa

  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa- under besættelsen
  • Sorgen ramte Aabenraa 1- 2
  • Frits, Nazister og et kartotek
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem to krige
  • Aabenraa – maj 1945
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864

Under Padborg/Kruså/Bov

  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Straffelejren
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • Frøslevlejren
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Harrelslev – dengang
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de Slesvigske krige

Under 1864 og de Slesvigske Krige

  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Slaget ved Brøns (1)
  • Monrad 1-2
  • Lundtoft Herred 1848
  • Sønderborg 1864
  • Sandheden om Hermann Bangs Tine
  • Hvad skete der egentlig efter 1864?
  • 1864 – en ulykkelig kærlighedshistorie
  • Soldatergraven i haven

Under Besættelsen (før/nu/efter)

  • Gerningsmænd eller ofre
  • Fra krig til internering
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til?
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Retssikkerheden før og under besættelsestiden
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig

Under København

  • Istedløven brøler stadig
  • Begik Kongen højforræderi?
  • Sønderjyder i København OG MANGE FLERE

Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig

Juli 19, 2019

Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig

Masser af flygtninge kom til Sydslesvig. De dansksindede blev truet og undertrykt. Fødevarehjælp fra Danmark til de dansksindede. Dansksindede måtte kæmpe for tyskerne/prøjserne i flere krige. Var de dansksindede ”ægte” spurgte dansk politikere. Buhl: grænsen ligger fast. Briterne anede besvær forude. Tre forslag fra den britiske regering. De ville ikke uden videre give danske sydslesviger særstatus. Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig. Den danske regering kunne kun gå ind for et forslag. Briterne forlange omgående svar. De opfattede den danske nølen som et ”Nej Tak”. Russerne skabte problemer-tyskerne måtte styrkes. Briterne skabte Slesvig-Holsten og genindførte oprørsflaget fra 1848. Nu kunne man ikke mere blande sig i interne anliggender. Kiel-aftalen forhindrede ikke undertrykkelse. Den danske Rigsdag sendte mange erklæringer til ingen nytte. Det var et ørkesløst skakspil, hvor statsminister og udenrigsminister ikke forstod hinanden. Den stærke dansk fremgang gjorde indtryk. Nej, dette er ikke ”Fortidens Historie med nutidens Tankegang”.

 

Masser af flygtninge til Sydslesvig

Som følge af Den Røde Hærs brutale fremrykning på østfronten flygtede millioner af tyskere fra januar 1945 med vest i panik. Efter krigsafslutningen blev yderligere millioner fordrevet fra deres hjemstavn i øst. I maj 1945 var der ca. 227.000 flygtninge i Sydslesvig og 1949 ca. 282.000.

Den store tilstrømning betød, at flygtninge måtte indkvarteres over alt, hvor der var plads. Også i private hjem. Det medførte naturligt konflikter og ikke mindst var ernæringssituationen kritisk.

 

De dansksindede i Sydslesvig blev truet

De dansksindede i Sydslesvig blev under og efter krigen truet både på arbejdet og med fratagelse af socialhjælp. Bøgh Andersen, der i efterkrigstiden kortvarig var borgmester i Harreslev fortæller i sine fantastiske erindringer, at han fandt følgende aktstykke på kommunekontoret, der var i brug under krigen. Anordningen omhandlede den kommunale tandlægehjælp:

 

  • Nationalsocialister kunne få 100 pct. hjælp. Borgerlige og gode socialdemokrater 50 pct. Danskere og kommunister ikke over 25 pct.

 

Fødevarehjælp til de dansksindede

Allerede kort efter befrielsen blev der iværksat fødevarehjælp fra Danmark til Sydslesvig Varene blev uddelt til medlemmer af Den Slesvigske Forening (SSF). Dem, der meldte sig ind i denne forening kunne efter et halvt år også få andel i disse herligheder.

 

Dansksindede måtte kæmpe for tyskerne/prøjserne

I flere krige har de dansksindede i Sydslesvig måtte kæmpe for tyskerne/preusserne. Og efter Anden Verdenskrig strømmede der hertil med flygtninge. I 1946 kom der 338.000 flygtninge hertil fra Østpreussen. Det var næsten lige så mange, som der var her i forvejen. Af dem var vel de ca. 50.000 – 60.000 frisere.

 

Man nåede op på 99.000 i 1947

For det danske mindretal var det tyske sammenbrud i 1945 en befrielse, der gav næring til en stærk forventning om at få Sydslesvig genforenet med Danmark, lige som Nordslesvig var blevet det i 1920.

En nydannet dansksindet organisation blev dannet i 1946. Den blev kaldt Sydslesvigsk Forening og havde i februar 1946 et medlemstal på 12.000. I 1948 nåede man op på 75.000.

I 1947 udgjorde de danske stemmer 99.000 og det var flertallet af hele den hjemmehørende befolknings stemmer. Flere steder i Sydslesvig var det dansk flertal. Ja kigger vi på Landdagsvalget den 20. april 1947 så stemte halvdelen af den hjemmehørende befolkning dansk ikke bare nord for Dannevirke, men i Sydslesvig som helhed.

Så sent som i begyndelsen af 1950erne opnåede de dansksindede i Sydslesvig ca. 100.000 stemmer i landdagsvalget.

Allerede i 1946 var de danske skolers tal vokset til 36 med 5.365 elever. I 1950 var tallet vokset til 80 skoler med 13.707 elever.

 

Var de dansksindede ”ægte”?

Mange har sat spørgsmålstegn ved om den stærke vækst i danskheden i Sydslesvig efter 1945 for en meget stor dels vedkommende var ”ægte” eller om det skyldtes materialistiske og egoistiske motiver.

Men nu stoppede den tilstrømning til danskheden ved den holstenske grænse.

Var det adgangen til danske fødevarer, der gjorde det? Sandheden var, at der var hungersnød i store dele af Tyskland dengang og det også i Sydslesvig og Holsten. Man kunne få danske hjælpepakker mod ad melde sig ind i den danske ”Sydslesvigsk Forening”. Så ville man efter et halv år modtage dansk hjælp.

Tyskerne kaldte disse for Speckdânen. Børn til forældre, der modtog dansk hjælp fik klø i skolen.

 

Da tyskerne igen fik kræfter, mærkede de dansksindede undertrykkelsen

Den tyske embedsstand og forretningsverden var i 1945 så lammet, at de ikke evnede at øve nogen form for pression mod eller undertrykkelse af de dansksindede. Men efterhånden vågnede man i 1947 – 50 op til kræfter. Og så kan det godt være, at de dansksindede syd for grænsen mærkede undertrykkelse.

Og hvad man sikkert ikke ved i kongeriget er, at de dansksindede i Sydslesvig bestod af småkårsfolk.

Både under de danske og tyske regeringer var størstedelen af overklassen i Sønderjylland, embedsmænd, godsejere og rige forretningsfolk. Tysk og underklassen var dansk.

Den fattige danske del havde svært ved at stå imod, når det tysk administration og tyske erhvervsforetagender kom med deres pressioner for at få dem til at opgive deres tilslutning til de danske politiske foreninger. Det tyske tryk øvedes ved hjælp af økonomiske midler.

 

Buhl: Grænsen ligger fast

Allerede den 9. maj 1945 erklærede ministeriet Buhl, at grænsen ligger fast. Det var den grænse, der blev fastlagt i 1920. Denne erklæring kom til at foregribe begivenhedernes gang. Snart viste det stærke og kulturelle danske gennembrud sig syd for grænsen.

 

Briterne anede besvær forude

De danske sydslesviger opfattede den danske regerings udmelding som uklar. Og det gjorde englænderne åbenbart også. De var besættelsesmagt i Sydslesvig. I en note af 7. september 1946 krævede de klarhed over, hvad den danske regerings mening i grunden var med Sydslesvig.

Briterne anede besvær forude. De ønskede hurtigst muligt ordnede forhold og søgte at begrænse den danske bevægelses vækst. Det var lidt uklart, hvad den danske regering egentlig ville. Venstre og Knud Kristensen så gerne, at Sydslesvig fik mulighed for en afstemning.

 

Tre forslag fra den britiske regering

Den engelske regering anmodede Danmark om at svare på dette med det samme. Man ville have et klart standpunkt. Man ville gerne løse det danske mindretals problemer i Sydslesvig. Den engelske regering fremkom med tre løsninger:

 

  1. En befolkningsudveksling på begge sider af den nuværende dansk – tyske grænse (altså flygtninge af de tyske i Nordslesvig til Sydslesvig og af de danske i Sydslesvig til Nordslesvig)
  2. En folkeafstemning med efterfølgende grænseregulering
  3. Indlemmelse i Danmark uden folkeafstemning af sydslesvigske landområder.

 

Det var tale om enten/eller. Og den engelske note tilføjer, at hvilket af disse forslag den danske regering ønsker at gøre brug af, er det afgørende for den engelske regering, at den nye ordning gennemføres omgående eller i den allernærmeste fremtid.

 

Ikke uden videre særstatus til de danske sydslesvigere

I foråret havde Knud Kristensen i en grundlovstale erklæret:

 

  • Sydslesvig genvundet, det er kampens mål.

 

Briterne ville ikke uden videre give de dansksindede slesvigere særstatus.

 

Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig

Et væsentlig problem i regeringen var det Radikale Venstre. De ønskede ikke, at områder, der havde været tysksproget fik mulighed for at stemme dansk.

Senere forelagde Knud Kristensen følgende politiske målsætning for Udenrigspolitisk Nævn:

 

  • Dersom udviklingen i Sydslesvig skulle medføre, at på et senere tidspunkt en afstemning skulle synes at have et fornuftigt formål, ønsker regeringen, at en sådan finder sted, og dersom en sådan afstemning viser flertal for Danmark, ønsker vi, at området skal tilbydes Danmark.

 

Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig, hvis et flertal herhjemme kunne tilslutte sig dette ved en afstemning. Knud Kristensen var om nødvendig rede til at lade en sådan afstemning finde sted med det samme. Men den mest udbredte holdning blandt venstrefolk og konservative var, at man skulle se tiden an og se udviklingen an i Sydslesvig. De Radikale ville hverken have afstemning nu eller senere.

Dette var jo for Danmark og danskheden i Sydslesvig et fantastisk tilbud.

 

Den danske regering kunne kun gå med til forslag 2

Af de tre nævnte tilbud kunne en dansk regering ikke gå ind for forslag nr. 1, hvis det virkelig skulle medføre det tilsigtede resultat. Det er en foranstaltning, der er uforenlig med dansk tankegang.

Ligeledes ville en dansk regering heller ikke kunne antage 3. alternative, indlemmelse i Danmark uden folkeafstemning.

Derimod lå Danmarks og den dansksindede sydslesvigske befolknings store chance i det engelske tilbud 2, folkeafstemning. Det skulle så kun være i de områder, hvor afstemningen viste klart dansk flertal.

 

England forlangte omgående svar

Selv om den danske regering og rigsdag mente, at folkeafstemningen – for at blive ”ægte” måtte udskydes nogle år, så mente man at man kunne ”nøjes” med at Sydslesvig blev et selvstyrende område under international kontrol og en folkeafstemning efter et bestemt åremål. Den danske note burde have foreslået England en omgående forhandling herom.

Selv om englænderne ville have været afvisende over for dette krav, så ville det have fremkaldt en diplomatisk tilkendegivelse. Og måske kunne tankeudvekslingen være blevet fortsat. Men dertil egnede det danske svar sig slet ikke.

Der fremkom heller ikke noget engelsk svar.

 

Englænderne opfattede det som ”Nej tak”

Det danske svarnote af 19. oktober 1946 undlod nemlig at stille et klart og bestemt krav om Sydslesvigs selvstyre og krævede i stedet en administrativ adskillelse (inden for Tyskland) mellem Slesvig og Holsten samt flygtningenes fjernelse. Tanken om en afholdelse af en folkeafstemning blev udskudt til en ubestemt fremtid.

Hvis nu regeringen havde talt med nogle sagkyndige fra Sydslesvig ville de have fået at vide, at notens krav om adskillelse mellem Slesvig og Holsten og flygtningenes fjernelse var uden bund i virkeligheden, når det ikke samtidig blev indført en statsretslig sikret selvstyreform for Sydslesvig, hvor de danske og tyske sydslesvigere fik andel i ledelsen. Det var vel også sin sag at få fjernet alle disse flygtninge!

At disse den danske oktober- note som nævnt intet bestemt og klart foreslog om en omgående organisation af Sydslesvigs statsretslige stilling opgav England at forhandle mere med Danmark.

Det britiske udenrigsministerium opfattede ”Oktober-noten” som et ”nej-tak” til de britiske forslag og opgav herefter at spekulere over de mange detail – problemer, den danske regerings svar førte ind i.

 

Russerne skabte problemer – tyskerne måtte styrkes

Briterne noterede sig, at Danmark ikke ønskede en grænseændring. Spørgsmålet om Sydslesvigs skæbne var faktisk afgjort, selvom det i samtiden ikke straks gik op for offentligheden.

Senere fik England og Vestmagterne travlt med at styrke Tyskland, da der opstod problemer med Sovjet. Denne meget mere tyskervenlige politik medførte naturligvis, at England og andre magter snart overlod tyskerne til at klare deres egne administrative problemer.

 

Englænderne skabte Slesvig-Holsten og genindførte oprørsflaget

Vidste du, at det i virkeligheden, at det var England, der allerede i august 1946 for første gang i historien oprettede landet Slesvig-Holsten og gav det oprørsflaget fra 1848 som landsflag?

Den tyske rigsforfatning af 8. maj 1949 ignorerede den danske regerings og rigsdags krav om adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Den fastslog statsretslig at disse to provinsers sammenslutning i et land, i det Schleswig-Holstein, som Danmark med rette aldrig har kunnet forlige sig med.

Den danske regering og rigsdag fik lige det modsatte af, hvad de ønskede.

 

Nu kunne Danmark ikke mere blande sig i interne forhold

Den engelske note af 9. september 1946 havde tilstrækkelig advaret den danske regering i så henseende, idet den sluttelig udtalte, hvis der nu ikke kom et klart og bestemt forslag til omgående ordning af Sydslesvigs statsretlige tilhørsforhold, måtte Danmark, da Sydslesvig i så fald ville blive tysk, fremtidig ophøre med at blande sig i Sydslesvigs indre administrative forhold.

I oktober 1948 fandt der i London en rundbordskonference sted, hvor repræsentanter for den danske regering og rigsdag forsøgte at gøre de danske synspunkter gældende. De engelske regerings – embedsmænd modtog naturligvis den danske delegation og hørte høfligt på, hvad de fremførte.

Men den engelske regering lod snart forstå, at den nu ikke længere kunne blande sig i Tysklands indre forhold og derfor ikke mere kunne ændre ved den nye politiske statsenhed Slesvig-Holsten. Der kom intet reelt ud af denne konference.

 

Kiel – aftalen hjalp ikke på undertrykkelse

Den 26. september 1949 førte forhandlinger frem til den såkaldte Kiel – aftale. Men hvor lidt den aftale kom til at betyde skulle snart vise sig.

I praksis forsøgte de slesvig-holstenske myndigheder med mange forskellige midler at spænde ben for den danske bevægelse. Således hævedes spærregrænsen ved landdagsvalg til 7,5 pct. Fronterne i nationalkampen stivnede.

Der kom til uoverensstemmelser mellem den gamle mindretalsbevægelse og ”nydanskerne”. Medlemstallet sank.

 

Den danske Rigsdag sendte mange erklæringer

Den danske rigsdag vedblev med at udsende erklæringer. Således også i juli 1949, hvor de atter krævede flygtningenes fjernelse, administrativ adskillelse mellem Slesvig og Holsten samt sikring af de danske sydslesvigers politiske og kulturelle frihed. Men atter en gang var det uden reel resultat.

Selv med underskrevne aftaler, så førte det til vedvarende spændinger mellem danske og tyske i lokalsamfundene. Man fik dog i 1955 underskrevet Bonn – København-erklæringerne, hvri det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig blev garanteret rettigheder.

Heller ikke sydslesvigernes selvbestemmelsesret har den danske regering og rigsdag kunnet enes om at stille som et krav fra den danske stat.

 

Et ørkesløst skakspil

Sagen var vel kørt fast fra starten. Den var indenrigspolitisk kørt fast i et ørkesløst skakspil.  Mellem regering og et folketingsflertal. Den varede helt Knud Kristensens afgang i november 1947. De gamle partier henstillede pressen til ikke at skrive om grænsespørgsmålet.

Fra kapitulationen til 1948 behandlede statsradiofonien Sydslesvig som ”farligt stof”. Men alligevel slap det ind ad bagdøren engang imellem.

Påfaldende var det, at det fra midten af maj 1945 og 1-2 måneder frem næsten intet Sydslesvig – stof var i hovedstadspressen bortset fra Information og Morgenbladet. Uden for København noget lignende dog undtagen bl.a. Jyllands – Posten og Vestkysten. I september 1945 bragte Politiken dog pludselig en stor Sydslesvig – artikel.

 

Statsminister og udenrigsminister talte ikke samme sprog

Var det manglende forståelse mellem Knud Kristensen og udenrigsminister Gustav Rasmussen, der var årsag til at Venstres grænsepolitik kørte fast?

De to var højst forskellig og forstod simpelthen ikke hinandens sprog. Knud Kristensen regnede med, at hans udenrigsminister tog alle fornødne skridt til at gennemføre regeringens politik. Men Rasmussen med sin embedsmandsindstilling afventede nærmere besked om, hvad der skulle foretages. Sådan besked fik han ikke, før Hedtoft var blevet statsminister i oktober 1948.

Gustav Rasmussen blev ofte betegnet som en god diplomat, men det prægede ikke hans optræden i denne sag. Han blev flere gange opfordret til at gøre noget. Hertil svarede han, at der var god tid, da det havde lange udsigter med en fredskonference om Tyskland.

 

Den stærke danske fremgang gjorde indtryk

Den stærke danske fremgang i Sydslesvig gjorde indtryk på briterne og for resten også hos andre. Inden udgangen af 1947 erklærede den tyske socialdemokratis formand Kurt Schumacher sig rede til at tage en folkeafstemning om grænsen.

Ofte er det de Radikale, der får skyld for det som skete. Men også det kan diskuteres. Men der findes denne sandfærdige historie:

  • Nogle år efter krigen sagde en radikal politiker under et besøg i Sydslesvig:
  • ”Jeg er helt rørt over, at I tager så godt imod en væmmelig radikaler”
  • Den kendte leder, Münchow gav det helt rigtige svar:
  • ”Vi regner ikke med danske partier. Vi kender kun landsmænd”.

 

Fortidens historie med nutidens tankegang

Dette var, hvad der skete dengang. Og nu vil mange jo sikkert igen engang sige, at man ikke skal skildre datidens hændelser set i nutidens lys. Det er heller ikke det som vi her har forsøgt. Vi har udelukkende skildret datidens hændelser.

Det er så op til læseren at vurdere, om Danmark dengang kunne have magtet, at få forenet Sydslesvig efter en evt. positiv afstemning.

 

 

Kilde:

  • Folkevirke
  • jp.dk
  • sydslesvig.de
  • wikipedia.org
  • Artikler på www.dengang.dk
  • Aktstykke vedrørende det sydslesvigske spørgsmål: Udenrigsministeriet 9. maj 1945 – 19. oktober 1946 bd. 1
  • Bjarne W. Frederiksen: Danmarks sydslesvigpolitik efter 1945
  • Rene Rasmussen: Dansk i Sydslesvig

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.421 artikler inklusive 271 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/efter) herunder:

 

  • KZ-udelejr Husum-Schwesing (Svesing)
  • Syd for Grænsen – efter Besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som Regeringsby
  • Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret på Alssund den 5. maj 1945

 

 


Hvad skete der egentlig efter 1864?

Juli 16, 2019

Hvad skete der egentlig lige efter 1864?

Ejder-politikken led en krank skæbne. Danmark forpassede muligheden ved fredsforhandlingerne. Preussen rettede sig ikke efter §5. En klar skillelinje mellem dansk og tysk. Upopulær dansk indsats. Tomme løfter fra Preussens side. De dansksindede nægtede at aflægge ed. Rigsfjenderne. Smart valgdemokrati. Hindringer for dansk livsudfoldelse.

 

Ejder-politikken led en krank skæbne

Måske var det relevant lige at beskæftige sig med, hvad der skete I Nord- og Sydslesvig lige efter nederlaget 1864. Der er kommet ting frem her op til Genforeningens/Grænsedragnings/Forenings – jubilæet, som måske ikke helt passer med sandheden.

Det danske rige blev reduceret fra at være et stat af en vis, om end begrænset betydning til en småstat uden vægt i det internationale samfund.

Krigen var i snævrere forstand en følge af den såkaldte November – forfatning, der have til formål at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Det var et led i den såkaldte Ejder-politik.

 

Danmark forpassede muligheden

Da krigen endte, var det en almindelig opfattelse, at en deling af Slesvig efter en nationalitetsgrænse, måtte være Danmarks mål. På tragisk vis var mulighederne for at opnå en national grænse under forhandlingerne i London i forsommeren 1864 blevet forpasset.

Freden i Wien den 30. oktober 1864 var et diktat fra de sejrende magter, Østrig og Preussen. Men Slesvigs og Holstens stilling var dermed ikke afklaret. Årene 1866 – 1866 var et interregnum. I 1866 kom der til krig mellem Preussen og Østrig om magten i det tyske forbund.

 

Preussen rettede sig ikke efter §5

Preussen vandt krigen. Foruden Slesvig og Holsten blev også Hannover samt Hessen-Kassel og fristaden Frankfurt indlemmet i Preussen, der nu blev den absolut dominerende magt i det nyoprettede ”Nordtyske Forbund”.

Freden blev i 1866 sluttet i Prag. Der blev her på foranledning af den franske kejser Napoleon, indføjet bestemmelser om, at indbyggerne i de nordlige distrikter af Slesvig ved en folkeafstemning skulle få lejlighed til at afgøre, om den ville tilbage til Danmark. Det var den berømte §5, som kom til at spille en så dominerende rolle i sønderjydernes diskussioner om den rette politiske kampmåde.

Trods denne løfteparagraf blev Slesvig og Holsten uden videre som ”Provinsen Slesvig – Holsten” Indlemmet i Preussen, og dermed i ”Det Nordtyske forbund”.

 

En klar skillelinje allerede i 1867

Det nyoprettede forbund havde en mere liberal holdning end det meget konservative Preussen. Man fik en liberal grundlov med en politisk repræsentation, en forbundsdag, valgt med almindelig valgret af mænd over 30 år.

Valget skete i enkeltmandskredse med en mulighed for omvalg, hvis en af kandidaterne ikke havde fået absolut flertal.

Det første forbundsvalg blev holdt i februar 1867. De dansksindede blev enige om, trods alt, at deltage i valget, fordi det kunne få betydning som en slags generalprøve på den forestående folkeafstemning.

Valget viste til en almindelig overraskelse en klar delingslinje mellem den tysksindede og den dansksindede del af Slesvig. Linjen gik syd om Flensborg og nord om Tønder. Man havde en klar skillelinje for det man kaldte Nordslesvig.

 

Upopulær dansk indsats

I årene 1850 – 1864 var det gjort en stor indsats i den sydlige del af Slesvig for at vinde befolkningen for Danmark. I 41 sogne, hvor det danske sprog ikke var helt forsvundet, havde skolesproget i disse år været dansk med 4 timers ugentlig undervisning i tysk.

Mange præster fra Danmark havde virket i disse sogne, hvor både tysk og dansk sprog var ligestillet i kirkerne.

Men disse sprogreskripter dikteret af den danske stat var yderst upopulære. Den gamle ordning med tysk skole – og kirkesprog blev straks genindført efter 1864. De danske embedsmænd blev forjaget. I de nordslesvigske købstæder blev tysk skolesprog igen indført, men på landet blev dansk kirke- og skolesprog bibeholdt.

I Nordslesvig kom mange af de tyske præster, lærere og embedsmænd tilbage, som man havde forjaget i 1850erne.

 

Tomme løfter fra Preussernes side

Der blev lovet meget fra preussernes side men institutionerne i Hertugdømmerne skulle tilpasses det øvrige Preussen. Og de nye indbyggere skulle hurtigst muligt gøres til preussere. Ethvert bånd til Danmark skulle hurtigt overskæres.

Hurtigt blev det gjort klart, at bestræbelser mod at bevare det danske sprog eller sindelag stred mod den preussiske stats interesser. Kun det tyske sprog og tankegang havde ret til at udfolde sig.

 

Man tålte ingen fremmednationale folk inden for rigsgrænsen

Bismarck havde engang udtalt sig, at det tyske rige ikke måtte tåle nogen fremmednationale folk inden for rigsgrænserne. Man anerkendte ingen moralsk ret for de danske til at bevare deres nedarvede kultur, men de borgerlige frihedsrettigheder, hvor de begrænsede de end var, at man fik borgere af første og anden klasse. De danske fik straks at føle, hvor de hørte til.

 

Man nægtede at aflægge ed

I 1867 forlangte de nye myndigheder, at alle i offentlig tjeneste skulle aflægge ed til kongen af Preussen. Der blev bland de dansksindede i Nordslesvig oparbejdet en stemning mod at aflægge eden. To dansksindede medlemmer af den preussiske landdag nægtede at aflægge eden til den preussiske landdag. Men omkring 1888 fik edsaflæggelsen overvægt.

Pressefrihed var garanteret af forfatningen. Og denne lov blev lempet i 1874. Men regeringen forventede, at embedsmændene bekæmpede statens modstandere. Efter at Bismarck havde sluttet fred med katolikkerne, følte mange at det borgerlige samfund nu blev truet af socialdemokraterne. Fra 1878 til 1890 blev disse underkastet en særlov.

 

Rigsfjenderne

Kejser Wilhelm kaldte dem ”Die Vaterlosen Gesllen”. De blev opfattet som ”rigsfjender”. Til denne kategori høre også de nationale mindretal og heriblandt efter 1871 også de dansksindede.

Efter Tysklands sejr over Frankrig i 1870-71 blev ”Det Nordtyske Forbund” til ”Det Tyske Rige”.

 

Smart Valggeometri

For at forhindre dansk flertal i Nordslesvig blev der bedrevet ”Valggeometri”. Haderslev og Sønderborg Amter dannede en kreds, selv om de slet ikke hang sammen. Aabenraa Amt blev lagt sammen med Flensborg Amt. Det betød, at de dansksindede sagtens kunne hævde sig i første kreds, men ikke i anden kreds.

Almindeligvis var en provins delt i flere regerings-distrikter. Men det gjaldt ikke for Slesvig-Holsten. Her var kun et regeringsdistrikt med en regeringspræsident i spidsen. Hos denne lå tyngdepunktet i den lokale selvforvaltning.

I 1889 blev treklassevalgretten indført for amternes vedkommende. Så kunne man med valggeometri forhindre danskernes opnåede flertal i amtsrådene.

I 1889 kunne kun folk med et tysk sindelag vælges som amtsforstander. De skulle alle godkendes af overpræsidenten.

Samme år blev skolen yderligere fortysket. Dette varede helt til 1914.

 

Hindringer for dansk livsudfoldelse

Embedsmænd og dommere søgte at lægge hindringer i vejen for den danske livsudfoldelse.

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Sønderjyske Årsskrifter (div. Udgaver)
  • Troels Fink: Båndene bandt – Forbindelsen over Kongeåen 1864-1914 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 1.420 artikler.
  • Vi har på vores hjemmeside en masse artikler, der belyser tiden frem til den såkaldte ”Genforening”, samt tiden inden.
  • Vi har en oversigt over Genforening/Grænsedragnings – artikler
  • Vi har en oversigt over 1864 – artikler

Blushøjlelejren

Juli 3, 2019

Blushøjlejren

 

Af Lisda Hildegarth

Fra kommunens side havde man tænkt, at denne lejr skulle være et slags nødtørftanstalt. DSB kunne når som helst opsige lejemålet. 76 vognpladser var der. Vaskemulighederne var indskrænket. Det kostede kun et symbolsk beløb på 10 kr. pr. måned.I de første år var det præget af orden og renlighed. Men folk strømmede til området og arealet blev udlagt til det dobbelte. Rundt om i landet opstod ”selvgroede zigøjnerlejre”. Myndighederne tvang dem i lejlighed.Mange måtte have vognmænd til at trække deres vogne. Disse var ikke i den bedste stand. En larmende petroleumslampe sørgede for lys. Men flinke naboer udlejede mere eller mindre lovlige strøminstallationer for 25,- kr. om måneden. I 1962 besluttede Københavns Kommune, at nu skulle man flytte.

 

 

I 1948 lejede Københavns Kommune et areal af DSB på Blushøjvej 47 matr. nr. 2c af Valby. Der blev opført en toiletbygning med pissoir og lokumsspande, der blev tømt af natrenovationen. Langs med Blushøjvej var der fire vandaftapningssteder med kloak. Der blev opstillet et antal skarnkasser og indrettet en tørreplads. Til de mindste børn blev der lavet en sandkasse.

 

 

Desværre modsatte magistraten sig, at der kom elektricitet, vand og kloak ind på pladsen, da disse installationer ville give pladsen status som permanent vognpark, og det måtte for enhver pris undgås. Vognparken var fra kommunens side alene tænkt som en midlertidig nødforanstaltning, hvad de rejsende da også accepterede alene ud fra den kendsgerning, at lejren som nævnt lå på et lejet areal, og at DSB når som helst kunne opsige lejemålet.

 

 

Vognene ankom, og blev stillet op i rækker med 5-6 vogne i hver række. Der blev på den måde oprettet 76 vognpladser med ret smalle gangstier mellem vognene, og de blev ikke funderet på nogen måde. Det vil sige, at der i regnvejr, og når frosten gik af jorden, var et ubeskriveligt ælte, som ingen kunne være tjent med.

 

 

 

Vaskemuligheden var i forvejen skåret ned til et absolut minimum, da alt vand skulle hentes i spande nede ved Blushøjvej. Derefter skulle husmoderen tjene en skilling ved at gå fra dør til dør for at sælge børster, efter at hun først selv at have “trukket” dem. Når hun kom hjem, skulle hun tage sig af alt det praktiske som at varme vand, så børnene kunne blive vasket. Der skulle vaskes tøj, laves mad osv. osv.

 

 

 

Set fra de rejsendes synspunkt lå lejren ideelt. Den lå i frie og landlige omgivelser ud mod grønne, ikke byggemodne arealer, hvor børnene kunne tumle sig uhindret. For de voksne lå den centralt med direkte trafikforbindelser til København og omegn.

 

 

I foråret 1948 flyttede de rejsende fra Husum til Blushøjvej 47 i Valby.

Fra starten var det meningen, at det alene var de rejsende fra Nørrebro, der kunne bo på pladsen. Men her slækkede kommunen tidligt på kravene, så enlige rejsende, der havde boet i vogn andre steder i hovedstaden, nu også kunne flytte ind med deres vogn. Og private, som boede i vogn i København, ja, de fik hen ad vejen også lov at stille deres vogn op. Alt mod en symbolsk leje af 10 kroner pr. måned.

 

 

De første par år var forholdene i lejren noget nær ideelle, set fra alle synspunkter. Man dannede en lejerforening med en markant gøgler som formand, og han så til, at den vedtagne selvjustits på pladsen blev overholdt til punkt og prikke. Alt fungerede perfekt – selv toiletforholdene. Orden og renlighed prægede lejren, og den kommunale opsynsmand havde et let arbejde.

 

 

Betingelsen for at kunne leje en vognplads på arealet var fra starten, at tilflytteren skulle være såkaldt rejsende, dvs. være handelsmand, skærsliber eller gøgler med direkte tilknytning til de gamle rejsende familier. Enhver tilfældig fribytter med beboelsesvogn skulle ikke kunne oprette lejekontrakt.

 

 

Men som sagt, disse betingelser kunne desværre ikke overholdes i praksis, viste det sig, for da rygtet om den pragtfulde plads, spredtes som en løbeild ud over landet, strømmede både rejsende og private til med vogne.

Resultatet blev efter et par års forløb, at det oprindelige areal måtte udvides til ca. det dobbelte, til i alt 5300 kvadratmeter.

 

 

Antallet af toiletter blev ikke tilsvarende forøget, men det ville nok heller ingen praktisk betydning have haft, for i kølvandet på udvidelsen af vognparken til i alt 68 lejemål fulgte almindelige opløsningstendenser i lejrens organisation. Lejerforeningen gik i fisk, selvjustitsen faldt helt fra hinanden, og ordensbegrebet eksisterede ikke mere; alt flød.

 

 

Opsynspersonalet fra kommunen fik pludselig fuldt op at gøre. Men opgaven oversteg alle kræfter, så personalet til sidst måtte give helt op.

 

 

Vognene er et kapitel for sig. I perioden fra anskaffelsen af de første vogne omkring år 1900 og op til 1920’erne, da de rejsende i Jylland og på, øerne endnu brugte en hest som trækkraft, måtte vognene nødvendigvis have en sådan størrelse, at hesten kunne magte at trække dem på dårlige grusveje, som dengang var mest almindelige. I begyndelsen klarede de fleste rejsende sig med en 6 alens vogn, som det hed; altså at vognen var knap fire meter lang. Her skulle være plads – og det var der – til hele familien, der som regel bestod af forældre og tit en fem-seks børn.

 

 

Med vognen som ramme om familielivet indledtes en helt ny æra for de danske rejsende. De kørte i det rullende hjem, fra by til by, forspændt med en enkelt hest, og de handlede, sleb og spillede, hvor de kom frem. Flere af de rejsende havde lagt en nogenlunde fast rute, så de efterhånden blev godt kendt med den lokale befolkning. Man ventede køretøjet ved den eller den årstid, og forholdet til befolkningen og myndigheder var ganske udmærket.

 

 

De allerførste beboelsesvogne var indrettet med kun ét rum; der var simpelthen ikke plads til flere. Der var som regel i den bagerste ende af vognen, og lige indenfor var der på den ene side en køkkenvask og på den anden side et lille køkkenbord. I den anden ende af vognen var der slået et par køjer op til forældrene, måske adskilt fra det øvrige rum med et forhæng. Mellem køjerne var der lige plads til et lille vindue, der kunne åbnes. Her stod husfaderen og styrede vognen under kørslen til næste plads.

 

 

Sovepladser til børnene blev meget primitivt redt op på gulvet, der bestod af brædder med sprækker imellem. Ved sengetid blev der lagt et par tæpper ud, der fungerede som både underlag og madras, og om vinteren, når tæppet frøs fast på gulvet, var det om morgenen vanskeligt at flå af, uden at der blevet revet huller i det nederste. På grund af de snævre forhold var det en umulig opgave at opbevare rigtige madrasser i vognene.

 

 

Husmoderen lavede mad enten på et primusapparat eller i kogekakkelovnen, og køkkengrejet blev efter opvasken omhyggeligt gemt bort i en skuffe under køkkenbordet med et forhæng om. Den grove tilberedning af maden og familiens storvask foregik udendørs. Køkkenvaskens afløb var naturligvis et lodret rør gennem gulvet ud i det fri.

 

 

Sidst i 1920’erne skilte de rejsende sig af med deres heste, og da blev vognstørrelsen fuldstændig ligegyldig for i hvert fald transportens vedkommende; den foregik nu pr. bane eller pr. lastbil. Af hensyn til landevejskørslen efter en lastbil, hvor farten var forholdsvis høj, måtte de gamle træhjul udskiftes med små lastbilhjul med gummislanger og dæk.

Bilhjulene var nødvendige for transportens skyld, men til gengæld var de meget uhensigtsmæssige, når vognen holdt stille over en længere periode.

Luften sivede ud af slangen, hjulene blev flade, og dækkene brækkede itu og rådnede. Det forhindrede mange gange de rejsende i at flytte så ofte, som de selv og omgivelserne ønskede.

 

 

For at overgå hinanden anskaffede de rejsende sig større og vogne, og enkelte blev ejer af nogle på størrelse med en mindre jernbanevogn; flot udstyret med gesvejsninger, jalousier og jernskodder for vinduerne, hensigtsmæssigt indrettet med køkken, stue og soverum, men umulig at flytte pga. de ubrugelige hjul.

 

 

På den måde opstod der flere steder i landet selvgroede, såkaldte

“sigøjnerlejre”, hvor de rejsende holdt hulter til bulter, indtil kommunale myndigheder tog affære og tvang beboerne i lejlighed. De, der slap af sted i tide, måtte se i øjnene, at det frie liv på landevejen lakkede mod slutningen. Da de fleste rejsende havde solgt hesten, som de kun havde udgifter af, måtte de fremover leje en lastbilvognmænd til at flytte vognen og trække den fra plads til plads.

 

 

Andre benyttede sig af jernbanen, men hertil måtte de også have fat på en vognmand, der kunne køre beboelsesvognen til rampen på jernbaneterrænet.

Ved vejs ende skulle de også entrere med en vognmand, der kunne transportere vognen hen på markedspladsen, hvor der var en chance for, at de kunne holde i nogen tid. Men de rejsende følte sig ikke velkommen nogen steder. Enkelte vogne fik allernådigst lov til at blive stående på en godsvogn eller at blive sat af på jernbanens areal for at holde der, mens de selv “handlede byen af”, som det hedder. Det sidste var ret almindeligt så sent som i 1940’erne, men DSB var ikke begejstret for denne ordning, da personalet havde erfaring for, at de rejsendes børn om aftenen, når det var blevet mørkt, strøg omkring mellem skinnerne på området og samlede kul ved lokomotivernes serviceplads til den hjemlige kakkelovn.

 

 

I 1965 er de flotteste og mest hensigtsmæssige vogne isoleret overalt og indrettet efter alle kunstens regler med adskilt køkken og et soverum med køjer. Opholdsstuen har moderne olievarmeovn, og der er tilslutningskontakt til elektrisk lys. Maden laves i køkkenet på et moderne flaskegaskomfur med bageovn; køkkenbordet har hygiejnisk plasticbelægning og vask af rustfrit stål med afløb til en beholder, der tømmes efter behov.

 

 

De moderne vogne er altså velisolerede og absolut egnede til helårsbeboelse i modsætning til de vogne, der er bygget blot få år tidligere, og som måske er blevet bygget til et helt andet formål end beboelse, måske som et transportabelt arbejdsskur ved en byggeplads.

 

 

Desværre var det umuligt at finde vogne af god standard i Blushøjlejren. En sådan vogn – bygget til formålet – koster en mindre herregård, og ingen rejsende havde mulighed for at træffe en afbetalingsordning for det beløb.

 

 

Hovedparten af vognene på Blushøjvej var omkring 1958 i en sådan stand, at de af enhver uhildet sagkyndig øjeblikkeligt ville blive betegnet som uegnet til bolig for mennesker og i hvert fald for børn. Mange vogne var utætte og dårligt eller slet ikke isolerede. Der holdt flere udrangerede rutebiler uden motor, der fungerede som bolig, og hvad det vil sige, forstår kun den, der har besøgt en familie, når frost og snestorm sætter

ind. Stålkarrosseriet og de uisolerede ruder suger i den grad kulde til sig, at en gloende kakkelovn i den ene ende af rutebilen ikke formår at varme op i den anden. Udvendigt var de fleste dårligt holdt med maling, hvad for så vidt var en ærlig sag, da de i hvert fald ikke gav sig ud for mere, end de var.

 

 

Pladslejen var som nævnt 10 kr. om måneden, og man tolererede, at lejeren satte flere vogne ind på pladsen, eller han klaskede et par primitive skure op. Derfor kunne man ved en rundtur i lejren opleve at se de særeste sammenstillinger og sammenbygninger af vogne og skure.

 

 

Rekorden af pladsudnyttelse blev sat af en gøgler, der havde anskaffet sig en udrangeret, toetagers rutebil. Den var umulig at varme op, men praktisk, da man så også havde loftsplads til opbevaring af større genstande.

 

 

Allerede fra lejrens start blev vognene stillet op i lange rækker med vognene stående i forlængelse af hinanden og med en smule afstand mellem de enkelte vogne. Faren for en storbrand var til stede i hele lejrens levetid, men heldigvis gik der ikke menneskeliv tabt, selv om et par vogne i årenes løb futtede af i løbet af et øjeblik. At det gik godt, var et under.

 

Hvert lejemål fik et løbenummer, der blev noteret på folkeregistret som familiens officielle bolig, og det var tillige postkasse. Det er nævnt, at myndighederne af principielle grunde modsatte sig elektrisk installation på pladsen, men de rejsende, der ville have elektricitet i vognene, fik det nu alligevel. Det kunne ske på to måder,

 

 

Gøglere har altid været et selvhjulpent folkefærd, som nok skulle vide at klare sig under alle himmelstrøg, og at skaffe sig elektricitet var derfor en smal sag. Flere af dem stillede blot en larmende petroleumsmotor med generator op under vognen. Man startede motoren og voila: Lys over land!

Diverse omformere gav også beboerne mulighed for at installere fjernsyn, hvad flere i Blushøjlejren naturligvis også havde.

 

 

En endnu snildere måde var, at vognparkens flinke naboer, der var produkthandlere, simpelthen leverede strøm fra deres egne lovlige elektriske installationer via lange plasticledninger, der gik fra vogn til vogn. Prisen for leveret elektricitet handlede man sig til, men i reglen var den 25 kr. om måneden. En ret god pris for leverandøren om sommeren – kunne man synes – men så afgjort ikke om vinteren, da der var installeret mange varmeovne rundt om i vognene.

 

 

Kommunens tilsynsførende vidste naturligvis god besked om de ulovlige installationer, men lukkede det ene øje. Beboerne kunne derfor erstatte petroleumslamperne med elektriske pærer, og derved nedsætte brandfaren i lejren ganske betydeligt. I nogle tilfælde blev primusapparatet smidt ud til fordel for en elektrisk kogeplade.

 

 

I beskrivelsen af vognparken på Blushøjvej er vi nu nået til vejs ende, og Blushøjlejrens fuldstændige afvikling.

 

 

Den 28. februar 1962 besluttede Københavns Kommune, at beboerne i lejrens

  1. 76 vogne skulle flytte. Det var ifølge politikerne hensynet til den opvoksende generation, som retfærdiggjorde denne beslutning. De rejsende med de bedste ressourcer protesterede. De mente, at lejrens udvikling til slumkvarter opstod, fordi man havde tilladt private, dvs. ikke rejsende, at flytte til lejren. Af lejrens ca. 76 vognpladser var 22 udelukkende beboet af private.

 

 

Myndighederne valgte på grund af lejrens tilstand at forvise alle fra

Blushøjlejren. Flytningen fra livet i Blushøjlejren til livet i en lejlighed var hård for mange både unge og gamle. Sandsigersken Corinta oplevede, hvordan hendes søster blev påvirket af tvangsflytningen til en lejlighed. Corinta skrev i sine erindringer: “Noget gik i stykker i hende, og da man sanerede Blushøjlejren, hvor vi trods alt var nogle stykker samlet, der havde noget tilfælles, og hvor man kendte hinanden”. De rejsende kunne langt hen ad vejen fortsætte deres beskæftigelse fra en lejlighed, men det store sociale netværk forsvandt.

 

 

De rejsende blev i første omgang tildelt en lejlighed i København i almindelige beboelsesejendomme, hvor der var ledige lejligheder og en husleje, som de kunne betale. Med de begrænsede midler, som de fleste rejsende rådede over, endte en del i brokvarterernes slumlejligheder. De fleste familier ønskede derfor at flytte ind i de såkaldte finnehuse: nogle husvilde boliger i Valby. Dette ønske blev i adskillige tilfælde også imødekommet overfor de børnerige familier.

 

 

Svenskehusene i Valby huser også i dag mange rejsende. Da Køgebugt-banen blev anlagt, skar den lige igennem bebyggelsen. Derfor er 14 huse på

Følager afskåret fra de andre på Ellestykket og Pilestykket. Der findes desuden to mindre tilsvarende bebyggelser ved Lykkebovej og Kulbanevej. I dag er Svenskehusene en andelsforening.

 

 

Billedtekst: De rejsendes vogne i Blushøjlejren – Ellebjergvej – ca 1955.

Københavns Bymuseum

 

 

Blushøjlejren – sigøjnere, tatere og danske rejsende af: Anders Enevig (1923-2013) historiker og forfatter.

 

 

https://clausib.blogspot.com/2013/01/sigjnerlejren-blushjlejren-ellebjergvej.html?fbclid=IwAR3Y4cWEClFeeEZ77CLV4iswoHfuSkdgnFx5x50DvJZjIQ3J4l74O4Sa1pM

 

Tak til Lisa Hildegarth