Dengang

Artikler



Flammen og Citronen – en mere sand historie

Oktober 29, 2020

Flammen og Citronen – en mere sand historie

Filmen blev kåret som den bedste film i 2008. Og den fik også gode anmeldelser i både Tyskland og USA. Den kostede også 46 mio. kr. at lave. Men så kunne alt jo være godt. Men det kan det nu alligevel ikke for. Filmen var opbygget som en historisk autentisk film. Folkene bag filmen påstod, at de havde fundet dokumenter, som historikere ikke havde fundet frem til. De havde talte med masser af folk, der kunne give et helt andet billede af historien. Folkene bag filmen kan ikke forstå kritikken. Hvis nu filmen blev kaldt fiktion, så ville alt have været godt. Men det blev den netop ikke kaldt. Skal danskerne fyldes bevidst med forkerte historier fra besættelsestiden? Vi har ellers nogle dygtige historikere herhjemme, der udgiver fabelagtige gode bøger. Vi har kigget filmen igennem og påpeget fejl. Kald os bare konspiratorer, det er vi vant til, når vi beskriver denne del af historien.

 

Nye dokumenter og nye vidner?

Der findes mange gode og spændende historier om besættelsestiden herhjemme. Og der findes mange gode spillefilm. Men historisk korrekte er de ikke allesammen. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette tema. Og en af de film er filmen om Flammen og Citronen. Det er ikke altid lige populært at beskæftige sig med sådan noget. Men nu er vores side ikke sat i verden for at være populær, men for at komme så nær en sandhed som mulig.

Det er også derfor, at vi ikke kalder dette for ”en sand historie”. Men vi har nu set filmen og sammenlignet denne med sandheden.

Selvfølgelig må instruktøren godt dramatisere. Men nu netop med denne film er der brugt historiske personer og der er brugt personer, der ligner historiske personer. Men disse har så fået andre navne.

Kritiserer man så ophavsmændene til filmen, så fortæller de, at de har fundet nye dokumenter, som historikerne aldrig har fundet frem til. Men de fortæller ikke hvilke. Ophavsmændene fortæller også, at de har talt med personer, der fortæller en anden historie end historikerne. Men de fortæller ikke hvilke personer, de har talt med.

 

Det er ikke bare grebet ud af den blå luft

De siger, at de har fundet dokumenter og spor. Og det som de har fundet frem til, ikke bare er grebet ud af den blå luft.

De fortæller, at de har arbejdet otte år med filmen og fejer næsten en hver kritik af bordet.

Det er en flot og storslået film og sjældent er der skudt så meget i en film. Den blev kåret som Årets bedste film i 2008. Også i Tyskland og USA høstede den store anerkendelser.

 

Bliver den brugt som undervisningsfilm?

Det store problem er bare, at man ikke skal tro på handlingen. For historisk er den ukorrekt. Hvis den er blevet brugt som undervisningsfilm i folkeskolen så har man et problem.

En amerikansk undersøgelse viser, at unge studerende har en tendens til at erstatte faktuel viden om historiske begivenheder med misinformation fra Hollywoods spillefilm.

 

Det naive historiesyn hyldes

Hvis du er helt sikker på, at kæresten til modstandsmanden Flammen var dobbeltspion så har du sikkert ladet dig påvirke af filmen. Intet tyder på, at dette har været tilfældet selv om bagmændene bag filmen påstod det.

Det har været yndet herhjemme at bygge besættelsestidens historie på klichéer for forståelsen af de fem år, Det naive historiesyn hyldes med denne film.

Med sin indledning henviser filmen på konkrete ting. Den starter med en form for dokumentarfilm. Man får indtryk af at alle personer er autentiske og at alle hændelser har fundet sted som de vises.

Vi hører Flammens tale på lydsporet. Det giver en følelse af, at nu skal vi se et foredrag med levende billeder fra besættelsestiden

 

Sig mig, sidder De og tager pis på mig?

Kigger man på inspektor Foyle fra den tid, så taler og opfører han sig som dengang. Det gør man ikke rigtig i denne film. Men det er måske bare en irriterende kritik uden betydning? Dialogen er holdt i en nutidig sprogtone. Men datidens sprogformer bevares. Så virker det lidt underlig:

 

  • Sig mig, sidder De og tager pis på mig?

 

Det forekommer temmelig malplaceret.

Man sidder ikke på en restaurant og kæfter op, hvad man har foretaget sig af grusomheder. Man barberer sig ikke i nutidens stil. Man vader heller ikke rundt mellem tyske officerer, når der er sat en pris på ens hoved

 

Sådan var besættelsestiden?

Intet tyder dog på, at dette har været tilfældet. Men film kan optimere studerende/skoleelevers læring i kombination med den traditionelle lærebog, hvis ellers filmene var tro de historiske fakta. Og havde ”Flammen og Citronen” nu holdt sig til fakta så havde man husket 50 pct. mere.

Man kan frygte at denne film blev vist i skolen med en forklaring om, at sådan var besættelsestiden lige som Matador. Den her film viste den ekstreme del af modstandsbevægelsen.

 

Man var efter dem i tysk uniform

Når modstandsfolkene mødes i filmen, blev der skålet og sagt farvel skete det med ordet ”Fædrelandet”, Ifølge Gunnar Dyrberg, kendt modstandsmand er det noget pjat. Selvfølgelig gjorde de det for Danmarks skyld. Men de brød sig ikke om at sige sådan noget højt, det ville være for højrøvet. Og de holdt heller ikke møder på offentlige steder. De var ikke interesseret i at omkomme.

Dyrberg siger desuden, at det starter med at man vil slås med tyskerne, fordi de havde besat vores land. Men da man så endelig kom i gang, viste det sig at være en borgerkrig. Man rørte ikke tyskerne. Det var forræderier som man udryddede og deres fabrikker, som man ødelagde. Tyskerne var soldater, og det var en ærlig sag. De var fjender, og man brød sig ikke om dem. Men modstandsfolkene hadede dem ikke. Det lod de alle passive om, men de danske i tysk uniform eller med tysk Waffenschein derimod og så Gestapos folk. Det var noget helt andet.

 

Man kørte ikke rundt i biler

Det meste af tiden foregik i ensomhed med mulighed for at tænke over tingene. Og likvideringerne er kun en del af modstandsarbejdet. Også for Flammen og Citronen,

I filmen bruger man hele tiden biler uden generator. Gunnar Dyrberg fortæller, at i virkeligheden cyklede de. Det var for farligt at køre rundt i bil. Kun læger og Gestapo – folk gjorde det. Men på film er det måske latterligt at lade barske folk køre rundt på cykler

Når folk går hjem efter denne oplevelse, så ved de ikke, hvad der er forkert og hvad der er rigtigt.

 

De blev ikke hyldet

Under besættelsen slog modstandsmænd mindst over 400 mennesker ihjel. Det var stikkere, som de troede samarbejdede med tyskerne. Og det var bl.a. folk som Flammen og Citronen. En af hovedrolleindehaverne var Mads Mikkelsen. Han mente, at de to havde gjort en kæmpe indsats for at bevare vores demokrati, og alligevel ikke blev hyldet for det. Det har han måske ret i, men nu var det ikke fordi modstandsbevægelsen udelukkende bestod af helte.

 

Byslader kunne føre til likvidering

De kæmpede mod et antidemokratisk regime og i den forstand kæmpede de for demokratiet. Men også uskyldige blev dræbt af modstandsmænd.

Disse likvideringer blev ikke altid truffet af modstandsbevægelsens top. Mange blev besluttet hurtigt på lokalt plan.

Det betød også at almindelig bysladder kunne føre til at folk blev likvideret. Likvideringerne var brutale. Derfor var beslutningerne et moralsk spørgsmål. Man må ikke glemme at det var tale om drab, der i dag sætter sig spor for de familier, der fik myrdet et medlem.

 

Læner sig op af autentiske personer

Den populære film ligger langt fra virkelighedens verden selv om den læner sig op ad autentiske personer. Folkene bag filmen kalder den ”frit baseret på faktiske historiske begivenheder fra besættelsestidens Danmark”

Bagmændene bag filmen er uforstående over for kritikken. De siger, at de har lavet research i otte år. Og de har talt med oceaner af folk i modsætning til historikere. De synes også at have behandlet historien utrolig nænsomt.

 

Den kunstneriske frihed er meget elastisk

Men man må nok sige, at den kunstneriske frihed er blevet meget elastisk. Skal denne film være den skinbarlige sandhed om besættelsestiden? Men tilsyneladende så har folkene bag filmen mere historisk viden end de historikere, der beskæftiger sig med besættelsestiden.

 

Filmen stjæler andres handlinger

Filmen stjæler flere gange andres handlinger og tillægger dem Flammen og Citronen. De opnåede en sand heltedyrkelse til trods for at danskerne havde samarbejdet med tyskerne.  Men det er ikke fair at behandle de to som skydeglade mafiosos. Deres historie og bidrag er langt mere omfattende i besættelsestidens historik.

 

Det var en tilfældighed at Gestapo kom på sporet af Citronen

Omkring Citronens endeligt den 15. oktober 1944 var det en tilfældighed at Gestapo kom på sporet af ham, da de egentlig kom for at se, om husets ejer, Aage Valdemar Strøm Tejsen opbevarede våben og eventuelt arrestere ham på adressen Jægersborg Alle 184.

Først efter at Citronen havde åbnet ild mod de indtrængende tyskere, blev der tilkaldt forstærkning fra Jægersborg Kasserne. En flere timer lang ildkamp udspandt sig. Huset brød i brand og Citronen måtte forlade det. Derefter blev han, som filmen rigtig viser det, skudt udenfor. Dog ikke i dagslys med midt om natten.

Sygeplejersken Ellen Christensen (se artiklen Bispebjerg Hospital under besættelsen) var i øvrigt til stede i villaen men undslap. Dette viser filmen dog ikke.

I det illegale blad ”Information” kunne man den 16. oktober læse følgende:

 

  • Natten til Søndag blev der foretaget en tysk politiaktion mod Villaen, Jægersborg Allé 184, tilhørende arkitekt Aage V. Strøm Tejsen. En Mand opholdt sig i Huset – ikke Arkitekten – blev dræbt under Ildkamp og Huset sprængt i Luften og totalt ødelagt.

 

Han blev ikke angivet af kæresten

I filmen ankommer Gestapo midt under en frokost, hvor Flammen spiser frokost med sine værter. Flammen vælger at flygte ned i kælderen og begå selvmord. I filmen bliver han angivet af sin kæreste (Ketty Selmer), som åbenbart er dobbeltagent. Det var ikke Hoffmann, der gik ned i kælderen. Men i virkeligheden var det SS – Hauptsturmführer Kriminalrat Eric Bunce, som i den korrekte historie går op på første sal, hvor han kunne konstatere, at Flammen var næsten død efter at have taget en giftpille, da han ikke havde noget våben. Huset var omringet af tyskere. Flugt var umuligt.

Hvis vi vender blikket mod den korrekte historie, så spiste han middag på Bellevue Strandhotel med et par venner den 18. oktober 1944.

 

Der var ikke tre pistoler

Efter middagen besøgte de Elsa og Erik Nyegaard og deres to små drenge, da Gestapo dukkede op for at arrestere Erik Nyegaard. Derudover var også Lis og Helmer Bomhof, som efterfølgende havnede i Frøslevlejren, samt hans far Gunnar Bomhof til stede. Han var også bidragsyder til Holger Danske. Han omkom i koncentrationslejren Neuengamme den 13. april 1945 efter først at have været over Frøslevlejren og koncentrationslejren Dachau. Filmen viser kun to personer og Flammen. Ret beset var der seks voksne og to børn til stede.

Det var ikke som filmen viser tre skudklare revolvere på et bord i en kælder.

 

En indrømmelse fra instruktøren

Gunnar Dyrberg fortæller at han indså, at han ikke havde nogen chance. Han var helt ubevæbnet, fordi han havde lagt alle sine våben hos Citronen i Århus. Lis Bomholt fortæller, at tyskerne ”i en sand krigsdans” slæbte Flammen ned ad trappen i benene.

Ifølge Danske Tidende (nov. 1944) var Flammens død ikke gådefuld. Han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og Gestapo ”havde fået ham ganske gratis”.

Instruktøren må da også indrømme:

 

  • Jeg har ladet Flammen have tre pistoler, fordi det slutter ringen fra starten af filmen. Det samme med kælderen, som er et sted, man i filmen forbinder med følelser.

 

Villaen Strandvejen 184, hvor Flammen døde, blev i øvrigt sprængt i luften kort efter midnat af medlemmer af Peter-gruppen.

I Gestapos rapport fra 26. oktober meddeles følgende:

 

  • Efter længere tids efterforskning er den mest berygtede mordgruppe, nemlig Holger Danskes mordgruppe nu fuldstændig udslettet. Gruppens leder Bent Faurschou-Hviid, dæknavn Flammen blev fundet og likvideret 18.10. 44.

 

Ketty Selmer har også et forhold til Gestapo – chefen Hoffman. Derfor slipper hun ud efter afhøringer. Sådan påstår filmen.

 

Flammen fik ikke ordre fra nogen

I filmen spiller Peter Mygind rollen som modstandsmand Winther, som er baseret på visumdirektør Vilhelm Leifer, der mødes med Flammen og Citronen og giver dem ordre til at henrette.

Ifølge modstandsmanden Gunnar Dyrberg:

 

  • Flammen fik ikke ordre fra nogen – det var der ingen af os, der gjorde.

 

Frode Jacobsen udstak ikke ordre

I filmen fortælles at Frihedsrådets formand, Frode Jacobsen udstak ordre fra Sverige. Han spiller ”Ravn”. På intet tidspunkt i besættelsestiden havde han en direkte operativ rolle i modstandskampen.

Det er højest usandsynligt at Frode Jacobsen udstak ordre fra Sverige. Og Vilhelm Leifer var allerede flygtet til Sverige, da Flammen og Citronen startede deres likvideringer.

Hvorfor er der nogle i filmen, der optræder med deres rigtige navne mens andre ikke gør det?

Denne likvidering blev ikke udført af Flammen og Citronen

Den 14. oktober 1944 blev chefen for det tyskejet Skandinavisk Telegrambureau Horst Gilbert likvideret i døren til Sortedam Dosseringen af Ella von Cappeln og Svend Jensen. Og ikke som i filmen af Flammen og Citronen ved hoveddøren.

 

Her var Citronen heller ikke med

Likvideringsforsøget på spionchef Hermann Adolf Siebold på Phistervej i Charlottenlund blev korrekt nok udført af Flammen. Den anden person som deltog, var ikke som filmen viser Citronen, men Jørgen Rantzau, som var med til at udpege tyskeren.

Elisabeth Lorentzen bliver i filmen først ramt i skulderen af Citronen og derefter ombragt i et hav af skud fra Flammens revolver er heller ikke korrekt fremstillet. Det er Citronen, der den 22 januar 1944 er på sin første likvideringsopgave. Hvem den anden Holger Danske mand er, svæver i det uvisse. Men det er ikke Flammen.

I øvrigt så overlevede Elisabeth Lorentzen mirakuløst.

 

Angrebet på Valby Bakke

Den 19. april 1944 er der en bil fra Gestapo, der bliver angrebet på Valby Bakke. I filmen vises en dreng i bilen. I virkeligheden var der to. Bilen var fra Werner Bests vognpark og chaufføren var Tage Lerche. Et vidne fortæller at Lerche var i civil og ikke i uniform som vises i filmen. Desuden var det en civil bil og ikke med nazi-flag, siger samme vidne.

Det eneste korrekte som filmen viser, er at Lerche blev dræbt. Først den 25. april kan man læse i Berlingske Tidende at Lerche’ s søn også er død. Sønnens kammerat overlever, da han gemmer sig bag nogle træer i Søndermarken. Så langt så godt.

Reelt foregik attentatet slet ikke som filmen beskriver det. Der var ingen modstandsfolk som stod og ventede på den tyske bil.

Flammen, Citronen, ”Bent” og ”Hermann” kørte på Roskildevej i en stjålen Opel Kaptajn, da de fik øje på den tyske bil, hvor chaufføren længe havde været på gruppens ”ønskeliste”

Flammen kørte, ”Bent” sad under klappen i bilens kuffertrum. ”Herman” på bagsædet og Citronen på forsædet. Kilder fortæller, at de først åbnede ild mod den tyske bil, da de overhalede den. I aviserne dagen efter kunne man læse, at begivenhederne fandt sted kl. 14.30 i krydset mellem Pile Allé og Vesterbrogade/Roskildevej.

 

Der blev byttet om på hovedpersonerne

Efter episoden siger modstandskammerater, ”at der gik noget i stykker” i modstandsmanden Flammen og ikke som filmen viser Citronen.

 

Information: Werner Best – du har intet at frygte

Episoden skabte i øvrigt det rygte, at det var Werner Best og hans børn, som man var ude efter. Det illegale blad ”Information” måtte derfor skynde sig at berolige Best og at man ikke havde til hensigt at gå efter hverken ham eller sin familie.

 

Ikke på Ryvangs Allé og ikke i politiuniform

Omkring arrestationen af Flammen og Citronen på Ryvangs Allé som filmen viser, så er det heller ikke korrekt. De blev ikke arresteret sammen og slet ikke på Ryvangs Allé.

De to som blev arresteret under ”Aktion Möwe (tyskernes aktion mod dansk politi 19.9.1944) var Citronen og Helmer Bomhof. Arrestationen foregik på Nørre Alle på Nørrebro. De blev ført til Skt. Hans Gade Skole, hvor det lykkedes Bomhof at flygte efter at Citronen var blevet såret af et lungeskud.

Gunnar Dyrberg fortæller:

 

  • Bomhof var i civil og derfor kunne liste væk i forvirringen, da Citronen forsøgte at flygte.

 

Mødte Citronens kone en ny mand?

I filmen møder Citronens kone en anden mand.

Dette forekommer meget usandsynligt, da konen var gravid med Citronen og føder deres barn lige efter hans død.

 

Citronen var ikke usoigneret

Den kendte frihedskæmper Gunnar Dyrberg genkender ikke Citronen som lettere usoigneret og ubarberet. Også Flammen var lige som Citronen altid velklædt i virkeligheden.  Flammen forsøgte under krigen at farve sit hår mørkebrunt men det mislykkedes og endte med at blive Hennafarvet.

 

Flammen plaffede ikke bare folk ned

Flammen gik ikke bare rundt og skød folk, som man har indtryk af når man ser filmen. Gunnar Dyrberg mener, at han stod for syv likvideringer. Instruktøren af filmen har regnet sig frem til, at han stod bag 11 likvideringer.

Citronen, Jørgen Haagen Schmidt lavede også andet end likvideringer. Han var en altmuligmand. Han lavede også sabotager og hjalp folk til Sverige. Han arbejdede en overgang hos Citroen og hjalp med at sabotere denne fabrik.

Flammen hed rigtig Bent Faurschou – Hviid. Han startede som sabotør i Nordsjælland. Og endte med at jage stikkere i København. Han kunne altid genkendes på sit pæne tøj og sine pæne manerer. Det var tydeligt at han kom fra en rig, nordsjællandsk familie.

Han var forhadt af Gestapo og Danmarks mest eftersøgte person. På et tidspunkt anholdt Gestapo rødhårede personer i håb om at fange Flammen.

 

En charmerende Gestapo – chef

Når vi nu taler om Gestapo’ s chef, Karl Heinz Hoffmann så fremstilles han i filmen som en rigtig led nazist også i udseende. Han var godt nok modstandsbevægelsens største fjende. Helt frem til besættelsen anholdt han folk og sendte dem i KZ – lejre.

Han sad med ved møderne, når der skulle begås clearingsdrab. Han gav også ordre til at modstandsfolk skulle udsættes for ”skærpet forhør” men han deltog aldrig selv. Det overlod han til bl.a. den berygtede torturbøddel Ib Birkedal,

Dog gav han jøderne et forspring. Han indsatte ikke særlig mange vagter, da jøderne flygtede over Øresund. I filmen bliver han portrætteret som arketypisk nazist, skaldet, sadistisk og kold. Men han var en charmerende mand med glimt i øjet med velplejet hår. Han var en kultiveret mand, der yndede at føre lange intellektuelle samtaler med prominente fanger som Mogens Fog og Børge Outze.

Han fik hurtigt opbygget et netværk af prominente personer i Danmark. Han opbyggede et kammeratligt forhold til Alice Devantier, der senere blev gift med Erik Scavenius. Og gestapo-chefen havde adskillige elskerinder, der faldt for den charmerende nazi-torturboss. Men sådan som han er skildret i filmen – nej.

 

Nødværgedrab – også efter 5. maj 1945

Frode Jacobsen lovede de modstandsfolk, der stod for likvideringerne anonymitet med henvisning til at der var tale om krigsdeltagelse. Det drejede sig ikke om jura blev det sagt. Og det var tale om nødværgedrab. Selv om likvideringer også forekom efter 5. maj 1945.

58 af Holger Danskes 64 faldne satte livet til i det sidste krigsår. Alene fra 1. januar 1945 til befrielsen blev 27 dræbt. Ved kapitulationen i maj 1845 var det ca. 350 mand.

 

Modstandskamp meget mere end likvideringer

Fiktionsfilm har stor betydning for de unges historieopfattelse. Modstandskampen var meget mere end likvideringer. Den illegale presse og sabotageaktionerne fylder ikke meget i filmen. Den fortæller heller ikke om alle de danskere, der kæmpede for tyskerne ved østfronten eller de ca. 200.000, der arbejdede for tyskerne i Tyskland, nærmest tvangssendt derned af fagbevægelsen.

 

Likvideringer bliver moralsk grumsede

Likvideringer bliver moralsk grumsede. Der er voldsom uenighed om mål og midler. Der gives ordrer og kontraordrer. Ja det er en tung dyster og melankolsk historie hvis vigtigste aktører ikke selv regner med en lykkelig slutning. De to frihedshelte er hverken helte eller antihelte.

Hvis filmen så kunne skabe debat om alle de fejllikvideringer, der fandt sted. Uden at ville trætte læserne nok engang vil undertegnede henvise til de fem mystiske dødsfald, som vi fandt nede ved grænsen, samt reaktionen på vores historie om Asmus Jensen. Et mord, som myndighederne heller ikke ville undersøge til bunds. Over for familien og offentligheden fandt man på en løgnehistorie og lukkede efterfølgende sagen. Chokerende for os var også de fire – fem andre mystiske uopklarede drab, vi fandt

 

Kilde:

  • Filmen ”Flammen og Citronen”
  • Gunnar Dyrberg: Modstandsmand i Holger Danske
  • Poul Fjeldgård: Aktion Möve
  • Hvem er hvem 1940 – 1945 (Gad)
  • Jørgen Kieler m.m.: Frygt for en kommunistisk revolution
  • Esbern Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942 – 1945
  • Henrik Lundtofte: Gestapo, tysk politi og terror i Danmark 1940 – 1945
  • Henrik Lundtofte: Gestapo, de rene bæster
  • Peter Øvig Knudsen: Efter drabet
  • Peter Birkelund: Holger Danske 1-2
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Weekendavisen
  • A4 Arbejdsliv
  • dengang.dk – div. Artikler
  • berlingske.dk
  • arbejderen.dk
  • sn.dk
  • bt.dk
  • information.dk
  • politiken.dk
  • fyens.dk
  • videnskab.dk
  • jyllands-posten.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.666 artikler, herunder 336 artikler fra Besættelsestiden (Før/Under/Efter) herunder:

  • Frihedskæmperen Lis Mellemgaard 1924-2019
  • Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
  • Har frihedskæmperen sandhedsmonopol?
  • Stikkerdrab
  • Modstand – ny bog
  • Rovmordet i Utterslev mose
  • Ikke alle mord – undersøges

 

Under ”Grænsen er overskredet” (6 artikler):

  • Asmus Jensen – et mord efter 5 maj 1945

 

Under ”Sønderjylland” (193 artikler):

  • De mystiske mord ved grænsen 1-2

Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945

Oktober 29, 2020

Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945

I 2017 udgav vi en bog ”Grænsen er overskredet”. Bogen blev ikke særlig godt modtaget i lokalområdet. Man mente, at vi manglede beviser på vores påstande og at vi var fulde af konspirationsteorier. Det handler om Asmus Jensen, der blev myrdet med to nakkeskud på nært hold. Dette bekræftes af ligsynsrapporten. Men Den danske Brigade fastholder, at han blev skudt på meget lang afstand på flugt ind i Tyskland. Dette skete kort tid efter besættelsen. Vi fandt en masse falske rapporter, afhøringer m.m.  Nu er det nyt i sagen. Vi har fået navnet på ham, der har anmeldt Asmus Jensen til Modstandsbevægelsen. Han stod ikke på nogen liste. Vi har fået bekræftet, at har blev tortureret i Vejbæk. Ejendommen består endnu. Et spor knytter sig til daværende ejendoms ejer. Efter at Asmus Jensen blev myrdet i Vejbæk blev han begravet på Søndermosevej. Da englænderne interesserede sig for sagen, blev han flyttet til Simondysvej. Og det var 200 meter inde i Tyskland, at han blev fundet. Det var derfor englænderne var rasende.

 

Henvendelse fra familien

I 2017 udgav vi en bog, der hed ”Grænsen er overskredet”. Hovedhistorien handlede om Asmus Jensen fra Kiskelund nede ved Padborg, der blev skudt efter besættelsen. Det var familiemedlemmer til ham, der havde henvendt sig. Vi fik lov på familiens vegne og gå ind og efterforske sagen. Men ret hurtig måtte vi erkende, at myndighederne spændte ben for os.

I historiebøger stod der, at han var blevet skudt, da han forsøgte at flygte over grænsen. Men ret hurtig fandt vi ud af at dette ikke kunne passe. Vi har under vores efterforskning været i meget tæt kontakt med Asmus Jensens datter og kone. Sidstnævnte er i mellemtiden afgået ved døden i Frankrig.

 

Mange var ikke interesseret i at få sagen opklaret

For at få afklaret begivenhederne har vi talt med en masse ældre mennesker i det gamle Bov Kommune. Men det var bestemt ikke alle steder vi var velkomne. Og mange steder i lokalområdet oplevede vi endda fjendskab. Det var tydeligt, at mange ikke ville have, at sagen blev opklaret.

I lokalområdet var det langt fra alle, der var interesseret i vores efterforskning. I begyndelsen var medierne det. Og da bogen så udkom, hindrede arkivloven os i at offentliggøre diverse dokumenter. Nogle af disse blev afleveret på det lokale arkiv. Men dette fik så lokale til at kalde vores bog for udokumenteret makværk. Vi blev også beskyldt for at vi havde troet for meget på familien.

Efterfølgende har professionelle historikere begået en sober artikel om Asmus Jensen med mange af de ting som vi har belyst. De er dog ikke gået så vidt som os. Der kom en artikel i Sønderjysk Årbog.

 

Hindringer lagt i vejen

PET og Politiforeningen forsøgte fra starten, at lægge hindringer i vejen for, at vi fik noget som helst at vide. Vi forsøgte også dengang at anmelde hændelsen som mord. Men et par timer efter ringede Aabenraa Politi, ar sagen var afsluttet allerede i 1947. Det vidste vi nu udmærket.

I forbindelse med sagen fandt vi også en masse andre mistænkelige dødsfald i området. Det var tydeligt at nogen havde forsøgt at slette diverse spor. Men åbenbart havde de glemt at slette kommentarer i kirkebogen.

 

Lokale viste meget foragt

Vi nåede at finde frem til en masse materiale, inden det hele stoppede. Og det viser manipulerede afhøringsrapporter, undersøgelser og forsøg på at indsætte falske beviser.

Efter gennemgang af sagen forstår vi måske godt, at de to organisationer ville stoppe for vores undersøgelser. Men vi var forbavset over at de lokale viste så stor foragt over for vores undersøgelser.

 

Vi lagde undersøgelserne ud efterhånden

Familien til Asmus Jensen har aldrig modtaget en undskyldning. Efter mordet på Asmus Jensen var stor interesse for at hjælpe familien bl.a. fra medlemmer af modstandsbevægelsen.

Måske erkendte de, at det var en stor fejltagelse at skyde Asmus Jensen på nært hold med to nakkeskud. Det står der i ligsynsrapporten, som ikke er manipuleret som alle de andre papirer i denne sag.

De københavnske medier var ikke så interesseret i vores bog, men det var en del af de sønderjyske medier. Derfor har vi også lagt vores efterforskning ud efterhånden som vi fandt ud af mere og mere.

 

Arkiverne er stemplede

Det ville måske være interessant at forske i de andre mystiske dødsfald som vi fandt begået lige efter besættelsen i Bov Kommune. De mennesker det gik ud over efterlod sig også familie lige som Asmus Jensen.

Men det er svært at komme til bunds i sagerne, når også myndighederne er indblandet. På arkiverne er mapperne stemplet med mange advarende budskaber. Vi har fået at vide, at det skyldes gerningsmændenes efterladte. Men hvad så med ofrenes familie?

Du kan læse en masse artikler om sagen.  I slutningen af denne artikel giver vi dig en oversigt over, hvad vi har skrevet om dette.  Vi vil ikke her gentage os selv.

 

En modstandsmand svigtede os

En modstandsmand, som hvis nok var den sidste i området havde lovet os, at aflevere et brev til sin advokat, hvor han ville nedfælde alt om, hvad der virkelig skete dengang. Han er nu afgået ved døden.

 

En kendt person anmeldte Asmus Jensen

Men nu har en søn til en person med forbindelse til modstandsbevægelsen afleveret en besked til os fra sin far, som også er afgået ved døden.

 

  • Asmus Jensen blev anmeldt til Modstandsbevægelsen af en meget kendt person i Kiskelund med anklage om spionage for tyskerne

 

Vi vil ikke nævne navnet. Da undertegnede i sin tid boede i Padborg kendte jeg familien til denne person. Men det skal understreges, at han ikke var med til torturen og efterfølgende nedskydning.

Der var meget kort proces. Om der var hold i beskyldningerne var Modstandsbevægelsen lige glad med. Meget tyder på, at Asmus Jensen var udsat for tortur, inden han blev skudt.

 

Likvideret i Vejbæk

Dette har vi også senere fået bekræftet. Man påstod, at efter at han var blevet bortført af modstandsfolk, så var han blevet ført til Fårhuslejren. Man kørte godt nok også ad Tønder Landevej men man drejede her til højre til Vejbæk.

I en lade eller stald i denne lille by er Asmus Jensen blevet tortureret og efterfølgende dræbt af navngivne modstandsfolk. Der skulle have været fem mand til stede. Vi har også navnet på den person i hvis lade/stald forbrydelsen fandt sted.

 

Englænderne kom for tæt på

Asmus Jensen er af modstandsfolk blevet flyttet på en tysk militærmotorcykel, På dennes sidevogn var der anbragt en dør, hvorpå liget af Asmus Jensen blev anbragt. Man er så kørt til adressen Søndermosevej 85 – 87, hvor han blev begravet.

Men modstandsfolkene var ikke glade for, at englænderne nu spurgte til Asmus Jensen. Og selv om stedet, hvor Asmus Jensen lå begravet dengang var meget afsides mente man, at han skulle flyttes. Både første og anden gang blev han begravet i en kunstgødningssæk, der ikke var helt let at få fat i dengang. Dette indikerede at en bonde og ejeren af stald/lade i Vejbæk var indblandet.

 

Begravet – 200 meter inde i Tyskland

To mand flyttede ham nu til Simondysvej. Her troede modstandsfolkene at han var mere i sikkerhed. Men stedet blev brugt til at opbevare heste, som man havde taget fra tyskerne i Kruså. Her var der ikke mere plads, så man brugte nu Simondysvej. Men faktisk blev han begravet 200 meter inde i Tyskland. Og det var under engelsk kommando. Men på intet tidspunkt var englænderne blevet informeret.

 

Hurtig udrykning

Og da Asmus Jensen så endelig blev fundet ilde tilredt, var myndighederne udmærket klar over, hvem det var. En ligbil kørte også over i tysk område og var ret hurtig til stede. Retsmedicinsk Institut rykkede utrolig hurtigt ud. En ligsynsrapport blev udarbejdet. Og den skulle vi nok ikke være kommet i besiddelse af. For den sagde noget helt andet end de officielle forklaringer.

Asmus Jensens lig blev anbragt i kapellet i Bov. Og Asmus Jensens far blev tilkaldt. Hvordan kunne de vide, at det var ham. Med faderen kunne kun genkende ham på jakken. Hovedet var sendt til Retsmedicinsk Institut i Aarhus. Her blev det nøje undersøgt.

 

Hovedet blev aldrig afhentet

I mellemtiden havde Asmus Jensen familie fået at vide, at liget af ham skulle begraves næste dag mellem kl. 17 og 18. Der var ingen valgmuligheder. Myndighederne havde talt.

Politimesteren i Gråsten havde tre dage efter fået at vide, at undersøgelserne af hovedet, hvor underkæben manglede, var tilendebragt. Og nu kunne det afhentes. Men det blev aldrig afhentet. Og ifølge graveren på Bov Kirkegård var der aldrig blevet tilføjet noget.

Da vi ringede til Retsmedicinsk Institut var de meget imødekommen og ville gerne undersøge de nærmere omstændigheder. Men da vi så ringede et par dage efter, var der fuldstændig tavshed. Nu ville man ikke en gang oplyse om de havde et hoved.

 

Hvorfor var den Danske Brigade indblandet

Men selv med disse nye oplysninger undrer det os stadig, hvorfor Den Danske Brigade forholdt sig som de gjorde. De udarbejdede en falsk rapport, der endte med at tre navngivne personer skrev under på, at de skød Asmus Jensen under flugt over grænsen til Tyskland. Dette passer slet ikke med ligsynsrapporten.

De tre personer, der skrev under, fik senere store stillinger i Bruxelles.

 

Vi kiggede i engelske arkiver i Flensborg

Vi har forsøgt flere gange at få en forklaring på dette. Men det vil man ikke tale med os om. Vi har selvfølgelig haft familiens tilladelse til at gå i arkiverne. Men da myndighederne opdagede, hvad vi havde gang i, var det lukket.

Men så var det jo de engelske arkiver over i Flensborg, som indeholdte interessante oplysninger. Og de indeholder sikkert endnu flere oplysninger.

Men man kan jo så undre sig over, hvorfor de danske myndigheder ikke havde de oplysninger med, som vi har fundet frem til. Masser af de rapporter som vi har gennemlæst vidner om nogen der er fabrikeret til lejligheden. Vi har pligtskyldigt afleveret nogle af disse til det lokale arkiv. Nogle af disse har vi så ikke afleveret af respekt for familien.

Hvis du vil læse mere om sagen, så se her. Masser af det er gentagelser. Du kan måske nøjes med at læse de artikler, der er understreget med sort.

 

Hvorfor indrømmer man ikke?

I begyndelsen af 1970’erne rettede Gråstens politimester henvendelse til Folketinget og spurgte, hvordan han skulle forholde sig. Nu var pressen igen på tæerne. Sagen blev lukket allerede i 1947. Hvorfor?

Og hvorfor genoptager man så ikke sagen?

I denne sag har man taget hensyn til gerningsmændene og deres familie og slet ikke til ofrets familie. Vi har i vores bog skildret, hvad de har været udsat for.

 

Kilde: Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet.

 

Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler)

  • En villa i Kollund
  • En villa i Kollund – endnu mere
  • Mord i Padborg 1-4
  • To skæbner i Kiskelund

Under Sønderjylland (193 artikler)

  • De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2

 

Under Besættelsestiden Før/under/efter (333 artikler)

  • I Kollund Østerskov lå to villaer

 

Under Grænsen er overskredet (6 artikler)

  • Forord (1)
  • Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale
  • Var det en hævnmotiv

Augustoprøret 1943

Oktober 29, 2020

Augustoprøret 1943

Ny bog af Simon Kratholm Ankjærsgaard. Flotte fotos og et dynamisk sprog dominerer denne bog. Mange ville tage æren af dette oprør. Men var det egentlig et folkeligt oprør? Ville politikerne og fagbevægelsen ikke bare fortsætte? Var det ikke kommunisterne, der trak i de lange tråde? Er det egentlig en ”overset” historie? De unge har for længst glemt datoen. Churchill regnede ikke Danmark for noget. Oprøret var startet længe før i jyske og fynske byer. Nu kunne politikerne kalde sig ansvarsfri under departementsstyret. Rent sprogligt er denne bog bedre egnet til unge mennesker. Men kildemæssigt adskiller den sig fra andre udgivelser. Man skal aldrig stole på Werner Best. Og så er der altid mange, der dækker sig bag ordet ”Kollaboration” på godt og ondt. En spændende historiefortælling.

 

Mange ville tage æren

Egentlig har vi allerede læst et par bøger om dette tema. Men er der så kommet noget nyt i denne? Ja der er nye og fremragende fotos og så er bogen skrevet på et fremragende og medlevende sprog. Og forfatteren er historiker og journalist Simon Kratholm Ankjærsgaard.

Det er ikke længe siden vi anmeldte dennes bog om ”Genforeningen”, hvor forfatteren også havde lånt nogle artikler her fra siden.

Nu var det ikke kun i Danmark, der skete ting og sager. Man så det overalt i Europa. Men herhjemme er der flere, der gerne vil tage æren for dette oprør. Og det er

AC

  1. Modstandsgrupperne
  2. Politikerne
  3. Arbejderne
  4. Opfordring fra London

 

Hvem satte gang i oprøret?

Modstandsgrupperne mente, at det var dem og deres stigende sabotager, der havde fået tyskerne til at indføre dødsstraf.

Politikerne mente ikke, at de længere kunne samarbejde med tyskerne og kunne slet ikke tolerere dødsstraf. Dette er heller ikke sandheden. De ville nok inderst inde have fortsat og gjorde det egentlig også. De krævede i hvert fald deres løn.

Ja det var ikke alle arbejdere, der var så glade for at strejke. Således lykkedes det for Socialdemokraterne i København at få de fleste til at gå på arbejde. Initiativet til oprøret må vel placeres hos kommunisterne. Måske kan man slet ikke dele det så firkantet op. Og alligevel.

Politikerne undervurderede strejkebevægelsens organisatoriske formåen, dens føringsevner. Målet var vel samarbejdspolitikkens ophør – med risiko for statsmagtens sammenbrud og den åbne krig mod tyskerne.

Kampene var vel for at tage temperaturen hos fagbevægelsen og politikerne? Noget tyder på at afstanden mellem folket og lederne var blevet for stor. Opgøret kom vel også helt bag på politikerne, partierne og fagbevægelsen. Man havde hverken ønsket eller forventet et opgør mod regeringens politik.

Det var bestemt ikke det etablerede Danmark, de danske politikere m.m. der ønskede samarbejdspolitikkens sammenbrud – tværtimod.

 

Kommunisterne trak i de rigtige tråde

Men via det illegale blad ”Trods Alt” var kommunistiske tillidsfolk i stand til at dreje de voldsomme begivenheder i en konsekvent retning til de lokale socialdemokraters store forbitrelse.

Det oprør der opstod, var det vendt mod tyskerne eller regeringens politik?

For samarbejdspolitikkerne fra de fire store partier var målet helt frem til den 28. august 1943 at fortsætte den kurs, der var påbegyndt allerede ved den tyske besættelse den 9. april 1940.

En anden årsag til stemningsbruddet var afgivelse af den første dødsdom over en sabotør. Det var til den tidligere spaniensfrivillige Hans Petersen. Dommen blev senere ændret til livsvarigt tugthus.

 

Kollaboration

Ja man bruger ofte ordet kollaboration. Men ofte bruges dette ord med en, som man har sympati med. Og det kan man da just ikke sige, at den danske regering havde. I flæng bruges ofte ordene samarbejdspolitik og forhandlingspolitik. Og kollaboration er vel nødvendig hvis man vil bevare sin regering og hele den samfundsmæssige struktur?

Men det var vel alligevel ikke kommunisternes store sejr? De fik godt nok sat ting i sving, men de voksede sig ikke store og stærke.  Fagbevægelsen og Socialdemokratiet rådede til at man ikke skulle strejke. I Simon Ankjærgaards bog gøres det til, at danskernes trodsighed voksede til et folkeligt oprør. Og kommunisterne popper kun op en gang imellem.

 

Er det en ”overset” historie?

Men i bogen følger vi begivenhederne og det politiske spil, der førte til regeringens tilbagetræden. Forfatteren mener, at det er en ”overset” historie. Det er det vel ikke. Undertegnede har mammutværket på 1.100 sider af Hans Kirchhoff og diverse andre om samme emne stående inde på reolen.

Og så er det vel også Victor Sjøqvist’ s bog om Erik Scavenius. Og Aage Trommer beskriver situationen i Esbjerg, ja der er flere.

 

Var det et samlet oprør?

Men det er vel vigtigt at give den ny generation et indblik i situationen. Man har hele tiden ment, at oprøret var folkeligt og spontant. Men denne myte hamrede Kirchhoff effektiv i jorden.

Og egentlig var det ikke i København det hele startede. Det er som om, at den konservative Poul Møller bliver tildelt en inspirerende rolle for oprøret. Det er en overraskelse for undertegnede. Det er et billede af ”danskere”, der gør oprør. Men det var vel ikke et samlet oprør.

 

Man skal ikke stole på Werner Best

Nogle har gjort forarbejdet med at undersøge forholdene. Men det er nu ikke i alle tilfælde medtaget. Og der er medtaget Werner Best’ s filosofiske betragtninger. Indrømmet, undertegnede har ikke så meget til overs for disse betragtninger, der ofte er efterrationaliseret. Jo han var god til at manipulere denne hr. Best.

 

Departementsstyret

Og han fik det vel også sådan som han ville have det med departementsstyret. Han var selv kommet frem med noget lignende. At løsningen så blev svært at leve med for Best, ja se det er en anden sag.

Departementsstyret tog kun ting op som de kunne leve med og som var i overensstemmelse med dansk lovgivning. Og så handlede det vel også om samvittighed og situationsfornemmelse. Nej, de var ikke politikernes forlængede arm.

I sin tid brugt Kirchhoff en del tysk litteratur for at skildre bl.a. det dansk/tyske forhold. Og her fik man også belyst det tyske hierarki.

 

Churchill regnede ikke Danmark for noget

Det gode ved bogen er foruden de fremragende fotos den dramatiske og levende fortællestil. Ja så er det jo det evige spørgsmål, om Danmark efter dette oprør blev mere accepteret af de allierede. Efter krigen havde Danmark ikke fået de store stjerner hos briterne og slet ikke hos Churchill.

 

Oprøret startede længe før

Samme dag oprøret officielt bliver markeret den 29. august 1943 startede det med forhandlinger om politisamarbejde. Nu havde man allerede til en vis grad samarbejdet med tyskerne. De danske myndigheder var stillet over for at krav om et samarbejde. Modstandsbevægelsen skulle bekæmpes effektivt ellers kunne vi forvente et brutalt terrorregime.

Det startede jo meget tidligere i august med aktioner. Allerede den 7. december stødte folk og tyske soldater sammen i Esbjerg. I Rold Skov skete der en træfning den 18. august En bankassistent blev dræbt. 5-6.000 deltog i begravelsen. Der kom til uroligheder. 23 danskere blev såret og 2 blev dræbt.

En dansker blev dræbt på cementfabrikken i Aalborg og 17.000 demonstranter mødtes i Aalborg.

Ja egentlig var Esbjerg i undtagelsestilstand allerede fra 6. august efter en stor sabotagebrand. Butikker holder lukket og byens arbejdere går i strejke.

Der var generalstrejke fra 9. til 12. august. I Odense og Esbjerg kom der igen til voldsomme sammenstød. I Svendborg var tyske marinesoldater i kamp mod danskere

De danske betjente skulle rykke bevæbnet ud og eventuelt også skyde de danske modstandsfolk. Men embedsmænd og politikere ville da også bevare kontrollen, hvis nu den kommunistiske del af modstandsbevægelsen skulle finde på at tage magten.

 

Politikerne kunne kalde sig ansvarsfri

Men vi fik et departementstyre og vores eksport syd på steg. Vi fortsatte samarbejdspolitikken. Forskellen var bare nu, at politikkerne kunne kalde sig ansvarsfri.

Om morgenen den 29. august blev det danske forsvar afvæbnet af den tyske værnemagt under kamp, der kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet. Dele af flåden blev sænket eller forsøgt ført til Sverige.

Historikerne mener, at oprøret var rettet mod tyskerne.

 

Det er altid let at være bagklog

Der er sagt meget om besættelsen. Og det er ikke altid, at folk har sat sig ind i forholdene. Tyske bombefly hang over København den 9. april 1940. Man vidste, hvad der var sket i Warszawa. Man kendte de tyske racelove. De danske politikere kunne forvente, at Sønderjylland ville lide samme skæbne blot 20 år efter. Tyskerne gav et tilbud om at respektere dansk politiks uafhængighed og territorial integritet, hvis Danmark accepterede den tyske besættelse. Det var fristende for regeringen at acceptere dette tilbud. For hvad var alternativet? Danmark var i en tvangssituation.

Det var bestemt ikke heroisk. Det var en statslig overlevelsesstrategi. Man tænkte på nationale interesser og egne statsborgere. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var meget kritisk over for samarbejdspolitikken. Men han har nok ikke forstået datidens præmisser. Han parti var hverken bedre eller dårligere end de andre under hele besættelsen.

I tilspidsede sitiatoner er situationen hverken sort eller hvid. Mennesket er tilbøjeligt til at finde en løsning, der sikrer overlevelse.

 

Denne bog er mere gearet til unge mennesker

Om bogen får de unge mennesker til at huske datoen den 29. august 1943. er nok tvivlsomt. Bogen er lettere at gå til end Hans Kirchhoffs mammutværk. Men om den er bedre, er nok et spørgsmål om, hvor meget man ved, eller om hvor meget man vil vide.

For unge mennesker i skolen er denne sikkert bedre med dens flotte fotos og dramatiske sprogbrug. Kilderne, der er brugt i denne bog, er også meget forskellig fra Hans Kirchhoff’ s bog

 

Simon Kratholm Ankjærgaard: Augustoprøret

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1664 artikler, heraf 335 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter)


De Uønskede – Tyske Flygtninge

Oktober 29, 2020

De Uønskede – Tyske flygtninge

Thomas Harders bog er en solid bog mad masser af oplysninger. Kan man kalde det en bedrift? Og så er den dejlig letlæselig. Vi havde ikke bedt om flygtningene. De moralske konflikter udrulles i bogen. Hvordan var det lige med lægehjælpen? Forfatteren tager ikke personlig stilling. Men debatten oprulles. Efter kapitulationen var det danskernes ansvar. For meget hjælp kunne provokere offentligheden. Oksbøl – lejren var Danmarks sjettestørste by. De allerfleste var sagesløse. Medfølelsen med flygtningene var til at overse. Benådningsbrev på toilettet. Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene. Vi skal passe på ikke at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det var kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende, men vi taler ikke så gerne om det.

 

En solid bog med masser af oplysninger

Thomas Harder har igen begået en solid bog med masser oplysninger. Også nye. Denne side har efterhånden en del om dette tema. Vi har også anmeldt flere af forfatterens bøger her på siden. Det er heller ikke længe siden, at vi her anmeldte en lille bog fra Århus Universitetsforlag om dette emne.

Og Thomas Harders udgivelser har vi før anmeldt.

Denne er ret så grundig på 480 sider. Og som sædvanlig er det en meget velskrevet bog. Vi får også at vide, hvad der skete både før og efter.

 

Vi havde ikke bedt om flygtningene

Blandt historikere og almindelige mennesker er der delte meninger om de tyske flygtninge blev behandlet på en sober måde. På Nørrebro blev de i den grad hadet. Det ses bl.a. i læserbreve fra den tid.

I Sønderjylland var det Mindretallets læger, der behandlede flygtningene. Mange af flygtningene blev indkvarteret hos private i landsdelen.

Der kom ca. 250.000 tyske flygtninge. Og det var bestemt ikke nogen som Danmark havde bedt om. Mange danskere så det som den Anden Tyske besættelse. Det var jo Herrefolket, så måtte landets flygtninge også være det. Sådan tænkte de fleste danskere.

Det hele startede den 31, januar 1945. Det danske udenrigsministerium fik besked om, at tyskerne ville sende 10.000 sårede soldater til Danmark. Det havde det danske hospitalsvæsen slet ikke kapacitet til, blev det svaret, Snart fik man at vide, at der ville komme 80.000. Men tyskerne havde efterhånden beslaglagt alle offentlige bygninger mere eller mindre.

 

Den moralske konflikt udrulles i bogen

Tyskland var blevet bombet til ruiner. Russerne var på vej og millioner af tyskere flygtede. De danske myndigheder indledte drøftelser med Werner Best.

Der var mange allerede dengang, der gjorde opmærksom på, at flygtningene ikke blev behandlet humant. Men fra myndighedernes side gjorde man opmærksom på, at man fra dansk side ikke havde ubegrænsede midler efter at man i fem år var blevet udsultet af tyskerne.

Denne moralske konflikt udrulles også i bogen. Vi får også nogle personlige beretninger fra dem, der selv oplevede det – de tyske flygtninge. Vi oplever også det indviklede politiske spil – både det som foregik herhjemme og det, der foregik i udlandet.

 

Hvordan var det lige med lægehjælpen?

Var det rigtigt, at vi lod de små børn dø, fordi der ikke kom lægehjælp? Var det fordi vi hadede Nazi – Tyskland så meget, at vi ikke ville hjælpe? Nu får vi måske ikke lige så meget svar på dette spørgsmål, men vi får da ellers en bred forklaring på, hvordan de havde det.

Det var virkelig mange af flygtningene, der havde behov for lægehjælp – akut hjælp i nogle tilfælde. Den 10. marts 1945 blev der fra tysk side anmodet om akut hjælp til et skib med 10.000 flygtninge. Otte kvinder havde lige født og 40 kvinder var lige ved at gå i fødsel.

 

Forfatteren tager ikke personlig stilling

Lægeforeningens formand ville gerne hjælpe, men det ville bestyrelsen ikke. Det endte med et kompromis, hvor de mest syge fik hjælp. På Århus Kommunehospital måtte man under trusler fra tysk side tage imod 11 syge børn.

Selv om Thomas Harder ikke personlig tager stilling, så bliver emnet med lægerne grundig behandlet. Vi får hele diskussionsforløbet mellem de danske sundhedsmyndigheder og lægerne på den ene side og tyskerne på den anden side. Vi får også diskussionerne mellem lægerne indbyrdes. Der var meget forskellige holdninger blandt dem til hvilken hjælp og til hvilke grupper der skulle ydes hjælp til.

Der hersker endnu uenighed om, hvorvidt den danske stat kunne have gjort mere for at forhindre, at alle de mange tyske flygtninge døde i Danmark.

Måske kunne man savne at høre forfatterens holdning til dette spørgsmål. Men det er sikkert meget bevidst, at Thomas Harder ikke har taget stilling til dette.

Lægeforeningen ville have modydelser fra tyskerne for at ville hjælpe. Det skulle være hjemsendelser af danske KZ – fangere eller bedre kår for deporterede danskere.

Mange var underernærede og traumatiserede. Og af de 250.000, der kom hertil døde 17.209.

Mange af disse flygtninge ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Så mange at man lavede en massegrav. Der findes uhyggelige billeder, hvor man kan se, hvor udmagrede de tyske flygtninge var. Mange havde været gennem helvede på jord inden de kom hertil.

Der døde flere tyske flygtninge herhjemme end danskere under besættelsen. Mange af dem var små børn, der døde af epidemiske sygdomme og almindelig dårlig sundhedstilstand.

 

Efter kapitulationen var det dansk ansvar

Thomas Harder har været i tyske, britiske og danske arkiver. Og det er første gang, at vi også ser problematikken fra tysk side.

NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) hjalp i de tidlige forårsmåneder i 1945 med syge og sårede flygtninge.

I begyndelsen var det den tyske besættelsesmagt, der selv måtte sørge for deres landsmænd. Men fra den 5. maj 1945 var det danskernes ansvar. I de første dage var det modstandsbevægelsen, der stod for bevogtningen. Men fra den 8. maj overgik bevogtningen til Statens Civile Luftværn.

 

For megen hjælp kunne provokere offentligheden

Det var lejrlederen, der stod for hovedansvaret. Det var et lavtlønnet job og ikke særlig velanset. Det var svært at få fat i folk til at varetage dette job.

Et stykke tid efter tyskernes kapitulation fortsatte Tysk Røde Kors deres arbejde i lejrene. Senere kom en ordning, hvor civile tyske læger og sygeplejersker kunne arbejde videre nu efter dansk – tysk ledelse.

Det var en overvældende logistisk øvelse. De hygiejniske forhold skulle sikres og så var det lige det med lægehjælp. Og det kneb med de hygiejniske forhold. Der forekom både tyfus og paratyfus blandt en del flygtninge.

Lejrene var bl.a. bevogtet af såkaldte CB’ er (civilbeskyttelsesbetjente) som havde strenge forbud mod at ”søge” samkvem med flygtninge. Men det viste sig at ikke alle havde respekt for fraterniseringsforbuddet.

Fra dansk side ville man ikke hjælpe for meget. Man mente at man på den måde kunne provokere den danske offentlighed.

 

Oksbøl-lejren – Danmarks sjette største by

Den næststørste lejr var Oksbøl. Her boede der 36.000 indbyggere. På et tidspunkt var det Danmarks sjettestørste by. Det var organiseret som en stor kommune med eget byråd. Man forsøgte at beskæftige børnene. De skulle have noget at lave til de kunne blive hjemsendt. Der var i alt omkring 50.000 skolesøgende børn. Det lykkedes at finde 2.000 lærere til dem De kom fra alle mulige erhverv.

Alle blev screenede for nazistiske tendenser. Thomas Harder gennemgår også de overvejelser, der blev gjort, hvilke fag man skulle undervise i. I hvert fald var man enige om, at de tyske flygtninge ikke skulle slå rødder i landet.

Vi får en systematisk gennemgang af lejrene. Stort indtryk gør også flygtningenes egne beskrivelser af forholdene dengang.

 

De allerfleste var sagesløse

Efter besættelsen stod de tyske flygtninge ikke i høj kurs hos de danske modstandsfolk. Medierne og især de gamle modstandsblad Information førte an i hetzen mod de tyske flygtninge.

Nogle har sikkert været medskyldige i nazismens forbrydelse. Men et overvejende flertal var utvivlsomt sagesløse, mindreårige, kvinder, syge og gamle. De havde blot begået den fejl at være tyskere på det forkerte sted i den forkerte tid.

 

Medfølelsen var til at overse

Titusindvis var under flugten døde af udmattelse og sult eller omkom på Østersøen. Flere forliste. Mest kendt er torpederingen af krydstogtslineren Wilhelm Gustloff i januar 1945, da over 10.000 fortrinsvis kvinder og børn omkom i verdenshistoriens hidtil største skibskatastrofe.

Sådanne begivenheder havde mildt sagt ikke danskernes interesse, kun glæden over døde tyskere udpræget. Medfølelsen var til at overse. Den senere så bramfri borgmester og partistifter Erhard Jacobsen fortalte tit og gerne, at han slog kraftspring af lykke og jublede, når tyske byer blev bombet.

Da tyske styrker kapitulerede, var de flygtende ikke længere delagtige i en voldsmagts ugerninger, men mennesker med krav på værdig behandling, føde og ophold uden unødige og diskriminerende restriktioner. Men sådan så danskerne ikke på det.

Den danske befolkning interesserede sig i 1946 slet ikke for, hvad der foregik i flygtningelejrene. De betragtede det som et lukket land. Og de tyske flygtninges hårde skæbne var løn som forskyldt.

 

Kløvermarken – kritisable forhold

Vi har tidligere skrevet om Oksbøl som vi udnævnte som Danmarks største flygtningelejr, men Kløvermarken var faktisk større. Her holdt bevæbnede vagter, projektører og pigtråd 70.000 civile tyskere i skak.

Forholdene på Kløvermarken – nu Københavns Lufthavn i de tider var udtørret sump forblev kritisable.

 

Forfatteren gengiver også debatten

Man fortalte den danske befolkning ind, at flygtningene levede over evne i de forskellige lejre. Men repræsentanter fra International Røde Kors var kritisk over for de 18 lejre, som de besøgte.

Vi får en grundig detaljeret gennemgang af forholdene i lejrene. Hvordan blev de administreret og bevogtet. Hvordan skulle det hele tilrettelægges og sidst men ikke mindst. Hvordan var forholdet til den danske befolkning?

Thomas Harder gengiver også en del af den debat, der har været om de tyske flygtninge.

Der var bestemt ikke alle flygtninge, der var uskyldige. Der var i lejrene nazister, der havde skumle gerninger bag sig. Godt 200 flygtninge blev arresteret og 147 udleveret til briterne.

 

Benådningsbrev på toilettet

Forfatteren mener, at lederen af den danske flygtningeadministration, Johannes Kjæbøl var den helt rigtige til denne opgave. Han var effektiv, robust og handlekraftig.

PH blev slæbt for retten og idømt hæfte for injurier med flygtningeadministrationens chef. Denne indstillede bevidst den berømte arkitekt og kritikker til benådning. PH hængte siden benådningsbrevet fra Christian den Tiende på toilettet.

Da flygtningene skulle hjem opstod der problemer. Stalin ville ikke modtage flygtninge i den russiske zone og vestmagterne stillede betingelser. Lige syd for den dansk – tyske grænse var der decideret hungersnød.

 

Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene

I Tønder var modstandsbevægelsen uden englændernes samtykke begyndt at sende flygtninge hjem. Det står der dog ikke noget om i bogen.

Jo danskerne ville hurtigst muligt af med flygtningene. Men så let var det ikke. Langt de fleste (95 pct.) af flygtningene kom øst fra. USSR’ s gesandt i Danmark havde meget tidligt meldt ud, at de ikke agtede at modtage en eneste tysk flygtning i deres besættelseszone.

Briterne og amerikanerne i deres respektive zoner havde store vanskeligheder med at brødføde flere mennesker end dem, der allerede var i zonen.

Omkring 12,5 millioner fordrevne tyskere var stuvet sammen i de fire zoner. Og Danmark blev ved med at presse den britiske forvaltning i Slesvig Holsten. Men hvert var der nærmest hungersnød. Forhandlingerne førte ikke til noget i 1946. Til gengæld gik amerikanerne og franskmænd med til at de sidst på året hver kunne tage ca. 12.000 flygtninge.

Først i 1947 var det britiske udenrigsministerium indstillet på at skride til handling både af humanitære og politiske grunde.

Alle tyske flygtninge samt hele 10.250 soldater er begravet på 475 kirkegårde rundt om i landet.

 

Fælles regler – først i 1946

I april 1946 blev der åbnet for postforbindelse mellem Tyskland og flygtningelejrene. Udover breve kunne flygtningene godt modtage pakker. De måtte dog ikke modtage madvarer, tobak eller nydelsesmidler. Man ville ikke havde misundelse eller paralleløkonomi i lejrene.

Det kunne ikke undgås at der opstod kriminalitet i lejrene. Men først i april 1946 blev der indført fælles regler for alle lejrene.

 

Vurder ikke historien med nutidens humanistiske briller

Interessant i bogen er også omtalen af de forhold, som flygtningene oplevede, da de kom til Tyskland. De tyske lejre var endnu dårligere end de danske. Og de fik heller ikke en god modtagelse af de lokale tyskere. Specielt prøjserne blev tit omtalt som ”artsfremmende” og som ”ikke landsmænd”.

Igen en gang ligger der en fare i at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det skævvrider. De danske lægers såkaldte ”svigt” skal bl.a. ses i lyset af de bestialske mord på netop lægerne.

 

Det var også kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende

Skoler og sportshaller blev inddraget for at huse dette menneskelige vraggods fra de krigshærgede områder i Østpreussen og den tysk annekterede del af det nuværende Polen. Dødeligheden lå meget over det danske gennemsnit – især blandt børnene. Man sagde at de danske myndigheder forvaltede denne ekstraordinære, højst uønskede situation professionelt.

Men dog også kritisabelt, hårdhændet og med diskriminerende ubehag.

En opgørelse fra maj 1945 viste, at der var indkvartering i omkring 1.100 forskellige skoler, forsamlingshuse, fabrikker og barakker. 64 af 70 skoler i København husede desuden flygtninge. På baggrund af det store antal døde flygtninge blev cykelskure og lignende brugt som midlertidige lighuse.

 

Bogen er en bedrift

Det er en bedrift en så fyldig bog er så let-læsende. Vi kommer vidt omkring. Der er også brugt et enormt kildemateriale. En masse ny og nyttig viden er dukket op i denne bog, som kan varmt anbefales. Et trist stykke historie er gjort særdeles spændende.

Vi kommer vidt omkring både omkring det politiske, ideologiske, økonomiske og administrative. Det er flot historieformidling Og der er også frygtelige fotos af udmattede mennesker, flest kvinder og børn på vandring med sparsomme ejendele eller anbragt bag et hegn med bevæbnede vagter.

Den fine fortælling blev trods flygtningeskandalen fastholdt. Og den bliver selvfølgelig også berørt her i bogen.

 

Thomas Harder: De Uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949/ Gyldendal

 

Kilde:

 

www.dengang.dk finder du 1.663 artikler, herunder 336 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:

 

  • Flygtninge-prammen i Klintholm Havn 1-2
  • Læger under – og efter besættelsen
  • Syd for Grænsen – efter besættelsen
  • Tyske flygtninge
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske flygtninge i Tønder
  • Karantænestationen ved Grænsen 1-2
  • Flygtninge i Oksbøl
  • Tyskere på flugt
  • Bispebjerg Hospital – under besættelsen

 

 


Østerbro Husholdningsforening

Oktober 25, 2020

Østerbro Husholdningsforening

Der blev bygget hele 22 blokke. 4.700 døde inden for tre måneder af kolera i København. Det var de fattiges egen skyld. Man kiggede på de selvforskyldte fattigdomsårsager. Tab af helbred var dog et samfundsanliggende. Arbejderne skulle lære en god tone, orden og sædelighed. Planløs godgørenhed faldt ikke i god jord. Ulrik var den egentlige initiativtager til foreningen. Sortimentet blev hele tiden udvidet. Det var mændene, der sad i bestyrelsen. Varerne skulle konkurrere både i kvalitet og pris. I planlægningen var det ikke taget hensyn til selvforsyning. Bibliotek fik succes. Velbesøgte fester. Og disse vakte forargelser i borgerskabet. Marx og Pio satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken. Havde arbejderne overhovedet kultur? Og så kunne beboerne faktisk selv. Ikke alle respekterer dog det fredede område.

 

I dag er det et museum

Dette er bestemt ikke historien om en almindelig Husholdningsforening. Og det er vel også historien om Brumleby, som først fik det navn meget senere. Det er også historien om arbejderne, som man gerne ville opdrage på. I 1868 startede Østerbro Husholdningsforening. I dag er det museum.

Disken er af brunt træ, lamperne har krøllekant forneden. Væggene er i originalfarver. Kælderen, der dengang blev brugt som varelager bliver i dag brugt til aktiviteter. Bag ved butikken ligger biblioteket. Ovenpå kan man se brugsuddelerens lejlighed samt karlekammer og kontor.

 

Hele 22 blokke, blev der bygget

Arkitekterne var Gottlieb Bindesbøll (blokkene A-H 1853-57) og Vilhelm Klein (blokkene J – S 1866 – 72) Bindesbøll lod sig inspirere af italienske landarbejderboliger og stod for de otte første af i alt 22 blokke.

Husene blev opført i rækker som aflange længer i to etager, holdt i hvidt og okker med skifertage. Det banebrydende i planlægningen var de mange friarealer og fællesfaciliteter, vaskehuse, forretninger, badeanstalt, sløjdlokale m.m. Lejlighederne var meget små (ca. 25 m2) Som regel var disse beboet af familier med mange børn.

 

4.700 døde inden for tre måneder i København

I 1853 var der koleraepidemi i København. På bare tre måneder kostede koleraepidemien over 4.700 menneskeliv alene i København. Den havde hærget der, hvor folk boede tættest og under kummerlige forhold.  Der var en sammenhæng mellem overfyldte boliger, dårlig hygiejne og sygdom.

 

Det var de fattiges egen skyld

Og efter den nye næringslov i 1857 opstod der sociale problemer. Der var stigning i antallet af daglejere. Og tilgangen til det offentlige fattigvæsen blev sat i forbindelse med hinanden.

Man mente, at det var de fattiges egen skyld, at de var blevet fattige. Man mente at kunne løse problemet ved at ”hæve” arbejderklassens stade gennem forebyggende initiativer som bedre boliger, syge – og understøttelsesforeninger.

Efter tidens målestok var boligstandarden høj. Man havde eget køkken og huslejen var lav. I 1870’erne husede bebyggelsen 2.000 mennesker.

 

De selvforskyldte fattigdomsårsager

Lægerne var primært optaget af hygiejnens indvirkning på epidemier og børnedødelighed. Præsterne fokuserede på, hvordan boligen som ramme om familielivet var med til at fremskynde familiens opløsning. Det var kvindernes udearbejde på fabrikker, de uægte børns stigende antal, kvindernes løsagtighed, de uægte børns stigende antal samt mændenes forbrug på værtshuse.

Man fokuserede mere på de ”selvforskyldte” fattigdomsårsager i stedet for at stille spørgsmålet om lønnen var den rigtige.

 

Tab af helbred, et anliggende for samfundet

Lægeforeningens Boliger på Østerbro var fra starten et socialt arrangement. Her opstod også Københavns første brugsforening, Østerbro Husholdningsforening.

Det var en kreds af engagerede læger med lægen Emil Hornemann som ideologisk bannerfører der indsamlede midler til en permanent bebyggelse uden for den overfyldte bys volde. Sundheden for den arbejdende klasse var særlig vigtig, mente Hornemann, da de fattige kun havde deres arbejdskraft at sælge. Tabet af helbredet var også et anliggende for samfundet, mente han.

 

En god tone, orden og sædelighed

Med inspiration fra engelske eksperimenter med mønsterboliger, nævnes at boligerne medførte:

 

  • En god Tone, Orden og Sædelighed.

 

Jo man kiggede skam også på arbejdernes moral. Og så diskuterede man i bestyrelsen, hvem der skulle optages. Skulle det være de ”allerfattigste” eller blot de ”fattigste”. Den første gruppe levede på fattighjælp. Og den anden gruppe havde deres arbejdskraft.

Til de ”allerfattigste” regnede man enkerne og de ældre.

 

Planløst Godgørenhed

Formålet med Lægeforeningernes Boliger var at gøre de enkelte hushold selvhjulpne og undgå at komme under fattigvæsnets forsørgelse. Men både den offentlige og den private hjælp kom til at spille en stor rolle for de enkelte hushold.

Mange gange blev hjælpen kun givet i form af naturalier.

Pastor Munck gik imod den offentlige brødhjælp og den ”planløse Godgjørenhed” uddybede dette synspunkt med et moralsk argument:

 

  • Hvilken flou og bitter Bismag det Brød har, som de ikke selv have erhvervet.

 

Ulrik – den egentlige initiativtager til foreningen

I Danmark fik husholdnings- eller forbrugsforeningerne samme udformning som i Tyskland. Lægen F.F. Ulrik udtalte sig om dette:

 

  • Det er ikke en Forening til Indkjøb af billige Livsfornødenheder, men en forening af den ubemidlede Klasses materielle Midler og den bedre stillede Del af Samfundets aandelige Kræfter, der i samvirkende Arbeide hen til det Formaal: at hæve den første Klasse i saavel materiel som aandelig Henseende.

 

Ulrik var den egentlige initiativtager til oprettelse af foreningen i Lægeforeningens Boliger. Som bestyrelsesmedlem og senere formand for boligerne havde han et godt kendskab til dette byområde. Spareprincippet blev indbygget i ordningen:

 

  • Og sætter dem istand til at spare blot ved deres Fortæring og øvrige Forbrug”
  • Jo mere han kjøber, jo større hans Forbrug er, desto rigere bliver han.

 

Sortiment blev udvidet

Efterhånden blev varesortimentet udvidet. Man fik smør, rugbrød, sigtebrød, hvedebrød, ost, fedt, gryn, mel, øl, mælk, sennep og svovlstikker.

Efter et års tid handlede man med ”colonialvarer” som kaffe, rosiner, te, melis, kandis, St. Crois rom og krydderier.

Udsalg af brændevin krævede næringsbrev og borgerskab til detailhandel, hvilket udsalget fik i løbet af det første år.

Der var røster fremme, der hævdede, at foreningerne kun skulle handle med brænde, brød og smør som nødvendighedsartikler til fattige. Men det var i ”luksusvarerne” overskuddet var at hente.

Man startede det store byggeri i 1853. Lys, luft og renlighed var stikordene dengang. det skulle ikke være lige som inde i byen, hvor det hele var sølet ind i den gamle boligmasse uden kloakering.

 

Den lønnede bogfører fik masser at se til

Det var en tendens til at overlade det meste arbejde til den lønnede bogfører, der dermed fik større beføjelser. Den allerførste bestyrelse sad derfor heller ikke længe. På generalforsamlingen måtte bestyrelsen stå til ansvar. Foruden klager over uhøflig betjening i udsalget, elendige varer ”fordervet Flesk” og ”Fløde som Vand” kunne selve bestyrelsens måde at forvalte tingene på at blive bragt op:

 

  • At naar Medlemmerne ikke kom til Bestyrelsen (navnlig Formanden) og klagede, da var Grunden den, at man betragtede Formanden som Fattigforstander, da hans Optræden ligeoverfor Medlemmerne udviste Noget saadant.

 

Konflikterne mellem medlemmer, bestyrelse og udsælgeren blev tolket som ukyndighed og forsøg på kupmageri som led i det ”socialistiske Røre” der ”maatte øve en betydelig Indflydelse paa Gemytterne iblandt en Arbejderbefolkning, der levede saa nær ved Bevægelsens Hovedsæde”

Kritikken af bestyrelsen sigtede mod to sider, dels rettet mod den daglige drift, dels mod foreningens ideologiske sigte.

I foreningsbladet ”Arbeideren” blev der givet mange gode råd om, hvordan foreningen kunne drives frem til at give et pænt overskud.

 

Det var mændene, der sad i bestyrelsen

Nu var det nok heller ikke så let at være medlem af sådan en forening. For det første skulle man bruge tid i foreningen og dernæst skulle varerne betales kontant. Om det første punkt – foreningsarbejdets omfang – var problemet især aktuelt for bestyrelsen, der skulle på indkøbsture m.v.

Man diskuterede om bestyrelsesarbejdet skulle lønnes og opfattes som arbejde. Forhandlinger med foredragsholdere, musikere og ture rundt i byen skildres som:

  • Forbundet med Tidsspilde og Forbrug af Lommepenge.

Nogle oplevede foreningen som mere pligtbetonet end andre. Det var mændene, der var med i foreningen. Principielt var det åbent for både mænd og kvinder. Og bestyrelsen var udelukkende sammensat af mænd. Men det var kvinderne, der stod for husholdningen.

 

Varerne skulle konkurrere både i pris og kvalitet

Et væsentligt princip var kontant afregning, både ved vareindkøb hos leverandør og i foreningens udsalg.  Og så kunne ikke alle forstå det logiske. Medlemmerne svigtede opbakningen og havde en egoistisk ”handlemåde” som en forklaring på Husholdningsforeningens svingende resultater. Et andet punkt var det forhold, at medlemmerne hævede deres tilgodehavende i ”utide” – dvs. uden at melde sig ud.

Varerne skulle konkurrere på pris, men også kvalitet:

 

  • Foreningens Fløde vandt ganske overordentligt Bifald. Slige Varer havde Kjøberne ikke kjendt, thi Fløden var ganske ægte uden Tilsætning

 

Problemet var ikke blot at få indtægterne til at slå til men også at lødiggøre indkøbene, altså kostens kvalitet og næringsindhold.

 

Der var ikke taget hensyn til selvforsyning

Nu ville det jo være skønt, hvis man selv kunne stå for brødbagningen. Dels havde lejlighederne ikke ovne, dels fik en del familier uddelt brød fra private hjælpeforeninger og den offentlige fattighjælp bestod for en stor del i netop uddeling af rugbrød.

Desuden tyder netop vareudvalget i Østerbro Husholdningsforening på, at brød var en af de helt store artikler.

Daglige fornødenheder som brændsel, fødevarer, tobak/brændevin blev en væsentlig del af salget.

Efterhånden kunne man også købe blusser, sokker, træsko, franske trætøfler og almindeligt arbejdstøj. Og skomagerartikler var der sandelig også.

Nu var det ikke i planlægningen af lejlighederne taget helt højde for selvforsynings-økonomiens udfoldelse. Der manglede ovne, opbevaringsplads til redskaber og madvarer samt mulighed for dyrehold i tilknytning til boliger. Det sidste var ovenikøbet forbudt ifølge reglementet.

Men der var bedre muligheder herude for fælleskøkkener end i Indre By og for at udfolde disse sider.

 

Bibliotek fik stor succes

Man oprettede sit eget bibliotek og havde så stor succes, at man måtte indføre begrænsninger på udlån af særlig populære bøger og tidsskrifter. Foreningen skabte liv i det lille samfund.

Oplysning og læsning skulle fremme dannelsen. Biblioteket tilbød romaner af Dickens, Balzac, Walter Scott og mange flere. Der var også politisk litteratur på hylderne af Berbel, Engels med flere samt teologi – og historiebøger.

 

Velbesøgte fester

Foreningens fester samlede familierne uden for boligen med fællesspisning, underholdning og sang. En af deltagerne til sådan en fest beskriver det på følgende måde:

 

  • En saadan Balaften blev imødeset med spænding, særlig maskeraden. ”Stadsen” blev lagt frem paa Sengen – til beskuelse allerede Klokken fire om Eftermiddagen, det var det eneste Sted den kunde ligge uden at være ivejen i den lille Lejlighed. Klokken syv begyndte Droskerne – allerede at rulle ind af Strandvej sporten for at faa saa mange ”Ture” der kunde naaes med ”Lotte” paa den Festaften. Ballet begyndte Klokken otte.

 

Normalt blev der serveret kogt laks, forloren skildpadde og kalvesteg. Det kostede en krone pr. kuvert og 35 øre for en dessert. Ballet varede til klokken seks. Og bagerne havde god afsætning på de varme boller og på morgenkrydderne.

 

Festerne vakte forargelse i borgerskabet

Men der var nu ikke alle der var lige begejstret for at foreningen skulle afholde disse fester. Det vakte forargelse i borgerskabet. Der var ikke sammenhæng mellem fattigdom og manglende økonomisk sans.

Man mente at fælles for den offentlige og private hjælp var at man fratog familierne ansvaret for deres egen økonomi og hindrede, at pengene gik til ”unødvendigheder”. Derfor var det for borgerskabet provokerende, når de fattige holdt fest – var glade og ubekymrede for en enkelt aften.

 

  • At leve ”paa Stormandsviis

 

Skulle være forbeholdt de få. Husholdningsforeningen skulle tage sig af helt andre opgaver.

Det hele drejede sig også om at få lønnen til at strække til. Det var ment som et alternativt eller rettere en forebyggende indsats overfor de socialistiske ideer om højere løn og kortere arbejdstid.

 

Marx og Pio satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken

Brugerne gik ind i foreningen men på forskellig måde. De tilpassede de nye muligheder idet medlemstallet steg og omsætningen blev forøget. Hertil kom nye former for samvær, fester, sangkor og hjælpeforanstaltninger. Set ud fra brugernes synsvinkel indgik foreningen som en del af dagliglivet.

Nu var det jo sådan, at i Brumleby gik der hele tiden opsynsmænd, der var ansat af bestyrelsen. De kunne smide beboerne ud, hvis de ikke overholdt reglerne.

Skulle man virkelig spare op af sin lave løn, altså betale dividende eller generelt kæmpe for højere løn. Både Pio og Karl Marx satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken. Alligevel kæmpede arbejderne for at komme ind i bestyrelsen.

Vi har også tidligere påvist at handelsforeninger, urtekræmmerforeninger m.m. ikke var begejstrede for brugsforeningstanken. De mente, at disse blev forfordelt af politikerne.

 

Havde arbejderne kultur?

Beboerne i Lægeforeningens Boliger fik gradvis flere lokale muligheder for at handle eller på anden måde skaffe dagligvarer.

For arbejderne blev fritiden en nødvendig kontrast til arbejdets rutine og afhængighed, tiden kunne blive udfyldt af udlængsel og eventyr, samvær og fest.

For borgerskabet var festen en uforståelig letsindighed og ligegyldighed – ja selve årsagen til fattigdom og nød. De kulturelle aktiviteter i husholdningsforeningen skulle udbrede dannelse ud fra den tanke, at arbejderne ingen kultur havde.

 

Brugerne kunne faktisk selv

Foreningen blev gradvist overtaget af brugerne. Hermed var de borgerlige igangsættere helt ude af billedet. Tros ideerne om selvhjælp havde de ikke taget højde for, at brugerne faktisk kunne selv.

Fra slutningen af 1960’erne var det mange unge og studerende, der flyttede ind.

 

Arkiv fundet under tykt lag duemøg

Brugsen eller købmanden fortsatte helt frem til 1984, hvor den blev udkonkurreret af de nye supermarkeder. Egentlig havde man regnet med at arkivet var gået tabt. Men på mirakuløs vis dukkede det op, da huset efter lukningen blev undersøgt. På loftet fandt man en flig af en presenning med flere centimeter duemøg på og derunder lå hele arkivet fra 1868 og frem.

 

Man kæmpede imod nedrivning

Da beboerne i Brumleby fra 1960 til 1980’erne kæmpede mod nedrivningen af deres kvarter, var sikringen af Østerbro Husholdningsforening til museum en del af planerne. Selv om Brumleby allerede blev fredet i 1959 var planerne om højhusbyggeri på stedet langt fremme Så det var godt kæmpet dengang.

Mellem 1992 og 1996 blev Brumleby gennemgribende saneret ved arkitekten Gehrt Bornebusch i samråd med beboerne. Efter saneringen varierede lejlighederne i størrelsesorden fra 35 til 110 kvadratmeter.

Inden da var der mange steder stadig fælles lokum i gården. Nu blev 550 lejligheder lagt sammen til 242 lejligheder.

Til stuelejlighederne er tilknyttet en have, som beboerne kan indrette efter eget behov. Lejlighederne på 1. sal kan få tildelt en af de mange små haver ude på området. Fællesarealerne med de mange fredede træer er tilknyttet visse fælles regler.

Undertegnede ved ikke om der er flere lysthuse tilbage. De midter-områder der er fælles bruges til legeplads og fester.

 

Et museum opstod

Efter forskellige ansøgninger lykkedes det i 2014 at få et tilbud fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til 4,8 millioner kroner på betingelse af, at Nationalmuseet skulle stå for restaureringen.

I butikken er væggene blå og rosa, mens reolerne, der er malet som egetræ, har rosa indre. Det hele afsluttes med en bort af malede liljer.

På biblioteket er væggene rosa, mens reoler har fået deres finde guldkanter tilbage. Jo man tænkte dengang at også arbejderne skulle omgives af flotte farver.

Den 16. november præcis på 130 årsdagen for Husholdningsforeningens indvielse kunne beboerne i Brumleby sige velkommen i museet. Nu sidder der så en bestyrelse for Brumleby Museum bestående af beboerne samt repræsentanter fra Københavns Museum, Arbejdermuseet, COOP og Nationalmuseet.

 

Ikke alle har respekt for det fredede område

Og måske er man heldig at komme på en rundvisning. 25 beboere har meldt sig som frivillige kustoder.

Tænk engang her var både Børneasyl, Badeanstalt, Mødesalen, der blev kaldt Kostalden. Ja for hver blok blev der dengang bygget vaskehus med gruekedel, som i dag er skiftet ud med vaskemaskine og tørretumblere.

Ja den gamle badeanstalt er der endnu. Bygningen ligger ud mod Østerbrogade. Og der står Rambow på den. Men der er nu ikke alle, der har noget til overs for de flotte fredede bygninger. Når der ikke lige er Corona-restriktioner så bliver der i den grad ofte larmet i Parken og hele Brumleby bliver forvandlet til et stort offentlig toilet.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.662 artikler herunder 91 artikler fra Østerbro:

  • Mordet i Brumleby 1914
  • Brumleby på Østerbro
  • Fra Østerport til Svanemøllen

 

Man kan sige at artiklen indeholder speciel industri – kultur. Det finder du også under vores kategori ”Industri på Nørrebro”. Her var også medtaget Nordvest. Her finder du 61 artikler om Industri, arbejdere m.m.

 

Under kategorien Tønder (269 artikler) finder du to artikler om initiativtageren til Østerbro Husholdningsforening F.F. Ulrich


At sejle på Haderslev Fjord

Oktober 22, 2020

At sejle på Haderslev Fjord

Fjorden har gennem tiden gennemgået mange forandringer. Her har det været vanskeligt at sejle for lidt større skibe både grundet dybden og de mange krumninger. Men der har dog været forbindelse til Østersølande. Der er gengivet billeder, der umulig kan passe. Og vi kan se, at der er kommet skibe med materiel til Hansborg. Men de er næppe løbet ind i havnen. Svenske skippere gik hellere syd på end at forsøge at sejle ind ad fjorden. Det gik ned ad bakke for Haderslev. På et tidspunkt havde man kun fire jagter. Losningsforholdene var de værst tænkelige. Man ville indføre trækbane. Man forsøgte flere gange at uddybe fjorden. Og det hjalp byen, der fik fremgang. Skibsbygning voldte også problemer. Man måtte vente op til to måneder for at få et skib ud. Fjorden havde oplevet landtilgang. Og så havde fjorden et spændende forsvarsværk.

 

Fjorden har gennemgået forandringer

Haderslev Fjorddal er noget for sig selv. Dens smalle og varierende forløb gør det nødvendigt at tage mange kursændringer. Det er umiddelbart ikke så let at besejle fjorden. Den er ikke så let at besejle som Aabenraa Fjord. Den frembryder også tydelige vanskeligheder, når vi sammenligner med naboen mod nord – Kolding Fjord.

Den fortsætter sydvest for Haderslev i den 5 km lange Haderslev Dam. Det er en meget smuk indsø, som også har en spændende historie.

Haderslev Fjord har i tidens løb gennemgået visse forandringer. I Stenalderen lå fjordbredderne på 2,5 meters dybde ud for Aastrup Teglværk. Det viser fundet af en køkkenmødding. Det er flere meter højere end i nutiden.

 

Fjorden har altid voldt vanskeligheder ved sejlads

Omkring år 1000 var fjorden ikke alene bredere, men der lå også et par øer i den. Fremspringet vest for Sverdrup bærer stadig navnet ”Øen”. Dette parti er adskilt fra det øvrige sogn og er op til 17 meter højt. Her er en engstrækning, der kun hæver sig lidt over fjordens niveau. Dette tyder på at en gren af fjorden er gået øst om ”Øen”. Ligeledes har der været en ø ved Snævringen lige øst for Starup Kirke.

Omkring Starup var der i 1050 et vigtigt handelssted.

Fjorden har altid voldt vanskeligheder, når den skulle besejles. Men egentlig lader vort kendskab til disse forhold meget tilbage at ønske. Vi hører dog at byen drev søfart allerede i 1292, da Haderslev fik sine købstadsprivilegier. Ja skibsfarten var så betydelig, at andre erhverv trådte helt i baggrunden sammenlignet med denne.

 

Forbindelser til østersølande

I byens stadsret omtales skibsfarten gentagende gange, således i artikel 5, der nævner hvorledes både skibsladninger af kalk og træ skal fortoldes ligesom der omtales tolden på møllesten – en vare som man nok må regne med, kom ad søvejen.

Man kan ud fra artikel 5 også se hvilke varer, der er indført. Og her er det tydeligt at der har været forbindelse med østersølandene. Dette støttes også af oplysningen om, at skibet ”Kejserinden” af Haderslev i august 1303 ankom til Kings Lynn ved The Wash med forskellige varer fra Gotland.

I den følgende tid omtales Haderslev som en ret betydelig by. Men det var især i 16. århundrede under hertug hans den Ældre – at den oplevede sin glansperiode. I 1590 ejede byens borgere 20 skibe. Der var bl.a. stor handel på Norge. Omkring 1600 omtales flere skibe fra Haderslev i Nordnorge. Men til selve Haderslev er disse skibe ikke kommet.

 

Et billede, der nok ikke passer

På et billede fra 1585 ser man ganske vist, at der i havnen indenfor slottet Hansborg er placeret nogle skibe, som efter datidens forhold har haft en ret anselig størrelse. Et par er endda ankret op helt inde ved Sønderbro.

Men det er nok mest sandsynligt at tegneren blot ville give tegningen mere liv ved anbringelse af disse dekorative fartøjer. Skibene er vel ”galeoner”. De har fire master og en dybde på 12 – 14 fod. De har næppe kunne komme herind.

 

Hansborg brændte i 1644

Det synes fastslået at farvandet ind til slottet på den tid højst kan have været 6 fod dybt. Da man i begyndelsen af det 19. århundrede foretog en opmuring af havnen, fandt man i sejlrenden i nærheden af det sted, hvor Hansborg havde ligget en lås liggende på bunden af havnen. Efter indskriften at dømme var den dengang 300 år gammel. Denne lås er sandsynlig slynget ud i havnen, da Hansborg brændte i 1644.

I 1844 fandt man ved Starup Kirke – på en dybde af 7 fod – en pram lastet med tagsten af den type som man ikke kendte mere, men som ganske svarede til den slags tagsten, som man fandt ved udgravningen af resterne af Hansborg.

 

Skibe med byggemateriale til Hansborg

Ganske vist er der en fortegnelse fra 1581 over, hvad der hørte til slottet Hansborg også nævnt ”die Schiffsbrücke”. Dette kan dog også betyde en almindelig bro. Og det kan være den, der fra Hansborg førte over til fjordens sydlige bred, og som man i øvrigt fandt resterne af ved uddybningen af fjorden.

Om sejladsen i det 16. århundrede foreligger der enkelte oplysninger. Fra april 1544 er der således en skrivelse om, at der sendes 4 læster sild fra Falsterbro ”til Haderslev paa en Skude”.

Ved omtalen af bygningen af Hansborg nævnes også hvorledes der ad søvejen sendes forskellige materialer til anvendelse ved slottets opførelse. Fra 1558 foreligger der et brev om, at et skib på 100 læster (ca. 200 tons) som tilhører hertugen, er blevet lastet med bjælker i Norge. I 1561 lover dronning Dorothea at sende et skib, der var lastet med norske bjælker, og som var bestemt til Kolding, til Haderslev, men hun beder dog om at få oplyst, hvorvidt ”Solche Sckuten” kan sejle ind til Haderslev.

I fortegnelsen over byggematerialer til slottet anføres bl.a.  (1555) en skibsladning kalksten fra øen Saltholm og i 1556 2 ladninger rød sandsten fra Helgoland samt tømmer fra Königsberg og Skåne – foruden fra Norge.

Man må dog ikke af dette uden videre drage den slutning at de her nævnte skibe alle sammen er gået op til selve byen. Allerede i 1550 var fjorden utilgængelig for større skibe på grund af tilsanding og tilslamning.

 

En liggeplads for skibe

Fra 1582 berettes det, at kongen ønsker at nogle mursten fra Horsens kommer til Haderslev hurtigst muligt. Og derfor skal borgmester og råd sørge for at man sender et antal skuder og pramme til ladestedet for at skaffe stenene til Haderslev.

I 1585 siger Rantzau om havnen, at det er en meget velbeskyttet havn, der vender ud mod Østersøen. En anden forfatter skriver samtidig, at det er en bekvem og sikker havn, der kan rumme mange skibe.

Men også her skal man lige være opmærksom på, at der er anvendt ordet ”Portus”, som ikke skal sammenlignes med nutidens havn. Det betegnes som en liggeplads for skibe, et beskyttet sted.

 

Skibe måtte lægge op i mundingen

I 1652 beskriver Danekwerth at fjorden er for lavvandet til at tillade større skibe at gå op til byen, men at de må standse i mundingen:

 

  • Zwo Meilen vor der stadt sich setzen oder legen müssen

 

I en indberetning om forholdene i Haderslev amt i 1737 omtales også skibsfarten som betegnes som værende ”von schlechter Beshaffenheit”. Der gøres opmærksom på, at varerne ind til byen skal prammes ind.

 

Svenske skippere gik andet sted

Det hænder at svenske skippere ikke gerne går herind, men hellere sejler til Aabenraa eller Flensborg. Man nævner også at der en gang om året sendes et skib af på 46 læster til England efter salt. Dette skib omtales som det største af de skibe, der ligger i vinterhavn på Haderslev fjord. Denne vinterhavn har sikkert været ud for skoven ved Nygaard. Før reguleringen af fjorden i midten af det 19. århundrede turde ingen af de fartøjer, der sejlede på København vove sig længere op ad fjorden end til dette sted.

 

Det gik ned ad bakke for Haderslev

De dårlige forhold blev forværret. Byens handel var uden videre betydning. Og nu som tidligere blev agerbruget fremhævet. Tabet af den fyrstelige hofholdning var blevet så meget mere skæbnesvangert for byen som landmændene i omegnen kun aftog en meget ringe del af byens varer. Ikke i vid omkreds boede der en rig adel.

En meget væsentlig årsag til, at bønderne i Haderslev amt mest foretrak at gå udenom deres by, var, at de her fik deres varer betalt i danske pengesedler, mens de skulle betale deres afgifter i slesvig-holstensk kurantmønt, som desuden nød mere anseelse end de danske pengesedler.

Resultatet blev, at bønderne hellere ville køre deres korn til Aabenraa, Tønder, Flensborg, ja, endog Slesvig, hvor de ikke alene fik højere priser, men også fik betaling i den ny mønt.

Hertil kom at bønderne fik tømmer, jern m.m. som de havde brug for, billigere i disse byer. Haderslev havde nemlig så at sige ingen direkte handel dengang, men de fleste af byens købmænd tog varerne hjem fra Flensborg, Lübeck eller måske Hamborg, hvorfra de så transporteredes over land fra Højer eller Ribe.

 

Byen havde kun fire små jagter

Omkring 1775 var der således, at de to eneste købmænd i Haderslev, der handlede med svensk tømmer, kunne nøjes med én gang om året at tage en skibsladning hjem til deling på grund af den ringe afsætning.

Varetrafikken på fjorden var ikke større, end at lægterfartøj var mere end tilstrækkeligt til at bestride lægtertrafikken der. Byen havde kun fire små jagter hjemmehørende. De sejlede på Flensborg, Lübeck og København.

Losse- og ladepladsen for de større skibe var, således som de havde været i lange tider enten den ydre red ved Ørbyhage eller ved Stevelt, hvor i øvrigt strækningen omkring Stageodde kaldtes ”Svenske Red”.

Men også ind langs fjorden var der enkelte ladepladser – udskibningssteder for f.eks. korn og brænde – således som ved bæk.

Omkring 1847 sejlede en jagt mellem Haderslev og København. Denne kunne ikke indtage sin last inde i byen men måtte gøre det ved Bæk, da den stak alt for dybt.

 

Losningsforholdene, de dårligst tænkelige

Inde ved byen var losningsforholdene de dårligst tænkelige. Pramme og både gik ind til et sted, der kaldtes ”den gamle skibsbro” og som lå nær ved Aastrupbro. Der fandtes dog ikke nogen egentlig skibsbro her, men kun resterne af et gammelt, men stenfyldt fartøj, der havde tjent som sådan. Bådene og prammene måtte gå så langt ind til kysten som muligt og varerne måtte derefter losses over i vogne, der blev kørt ud i vandet – en møjsommelig og farlig fremgangsmåde, som krævede stille vejr og derfor undertiden kunne medføre en lang ventetid – ofte 8 – 14 dage.

Dette var det eneste spor af ældre indretning, som man har fundet til gavn for skibsfarten. Inde bag vindmøllen ud for den senere toldbod, var der ganske vist losseplads for små fartøjer, der stak indtil 4 fod. Helt inde i den inderste del af havnen for både, der stak tre fod.

Småbåde kunne gå helt op til Sønderbro. Dengang var der et 50 meter bassin, som i 1881 blev kaldt ”Fiskerihavnen”. På et kort fra 1817 kaldes det for ”Das Revier oder der Hafen an der Stadt. Omkring 1900 forsvandt dette bassin ved den opfyldning, der fandt sted, for at man kunne føre amtsbanen igennem.

 

Man ville forbedre besejlingsforholdene

Adskillige Haderslev borgere var klar over, at man for at afhjælpe de dårlige forhold først og fremmest måtte sørge for at forbedre besejlingsforholdene. På den anden side var det vanskeligt at blive enige om, hvad der var vigtigst.

Kort efter år 1800 blev der planlagt stiftelsen af et selskab, som skulle have udbygningen af hele fjorden som sin opgave, men det blev ikke til noget. Måske var det fordi den store opgave afskrækkede folk.

Omkring 1820 androg en del købmænd byen om, at der måtte blive bygget en skibsbro, hvad magistraten dog ikke mente at kunne gå med til på grund af fjordens tilstand, ligesom en opmudring af bassinet ved Sønderbro til 10 fod heller ikke blev til noget.

 

Et nyt havneselskab i 1829

I 1829 lykkedes det endelig et nystiftet interessentskab at få påbegyndt arbejdet med at forbedre havnen. Dette havneselskabs formål var:

 

  1. at uddybe området fra den gamle skibsbro til på den anden side af den gamle vindmølle til seks fods dybde.
  2. at anlægge en skibsbro, indrettet både som losse – og ladeplads.
  3. at stadig forbedre havnen ved fremtidige årlige overskud

 

Man ville indføre trækbane

Havneselskabet kunne ikke påtage sig at uddybe hele fjorden. Kapitalen var kun på 4.800 rigsdaler. Uddybningsarbejdet der kun foregik med små maskiner og håndkraft, skred dog hurtigt frem.

I 1846 var man skredet så meget frem, at der i fjordens midte var dannet en rende, så jagter kunne gå ind til byen. For store skibe var dette stadig ikke muligt.

Det nord-syd gående stykke af fjorden fra Nygaard til Store Bredning et stykker der også blev kaldt Børløs bugten var den vanskeligste del af fjorden. Gennem det meget bakkede terræn gik farvandet her ganske tæt ved fjordens vestlige bred. Vindforholdene her var lunefulde og skiftende. Ofte blev skibene opholdt her på grund af modvind.

Man overvejede her at indføre en trækbane på den vestlige bred af Børløs bugten. Det var en strækning på ca. 1.100 meter fra skovene ved Nygaard. Anlægget blev påbegyndt i 1844 ved bygning af en dæmning, der kun lå 20 meter fra sejlrenden. Men den blev aldrig fuldført.

 

En by i vækst

Ved 25 – året for havneselskabets beståen kunne man dog notere, at Haderslev var en by i vækst. Industrien havde gjort store fremskridt. Her var nu jernstøberi, sukkerraffinaderi og tobaksfabrikation. Opblomstringen skyldtes for en meget stor del indvandring fra kongeriget. Men de forbedrede havneforhold havde også en betydelig andel. Fra 1831 til 1853 tredobledes således antallet af ind – og udgående skibe.

 

Skibsbygning med vanskeligheder

I 1840’erne og 1850’erne var der endvidere en del skibsbygning, men atter engang virkede de dårlige besejlingsforhold hæmmende, ved bygning af barkskibe på 100 – 150 commercelæster kunne det nemlig ske, at det nybyggede skib måtte vente både én og to måneder, inden der kom tilstrækkelig højvande, til at skibet kunne føres gennem fjorden.

I disse år arbejdede man imidlertid med planer om en uddybning af sejlrenden gennem fjorden til 10 fod. Man ville også gøre sejlrenden bredere nogle steder var den kun på 30 fod. Og 6 – 7 fod dyb. Nu ville man have den 100 fod bred og 10 fod dyb over det hele. Disse arbejder blev dog dyrere end man havde regnet med. I 1862 måtte man derfor standse uden at have nået målet.

 

Preusserne gav sig

Efter krigen forsømtes fjorden i flere år, så dybden i 1875 mange steder kun var 7 ½ fod. Mens havnen var kommunal, sorterede fjorden under den preussiske regering, og denne gav først i 1899 efter for byens indtrængende anmodninger. Man gik med til at lave en uddybning til 5,3 meter (17 fod) samtidig med at løbet blev rettet flere steder.

Ved Snævringen og ved Fjordholm ret øst for Aastrup blev et lille fremspring på den nordlige bred af fjorden gravet bort for at give plads til det nye sejlløb. Krumningen fra Store Bredning med nord fik en større radius. Derfor blev der også gravet noget fri ved Aastrup Teglværk. Den yderste del af dette fremspring kom til at danne en ø – Djævleøen. Nu var det også anlæggelsen af Amtsbanen, der satte gang i det hele.

De foretagende uddybninger blev dog ikke vedligeholdt i den resterende del af fjorden, hvor der nogle steder nu kun var en dybde på 4, 7 meter.

Inden 1920 blev der foretaget en foreløbig uddybning og det påbegyndtes også i 1922. Dette gav sejlløbet en dybde på 6,5 meter. Helt let var det nu ikke. På 16 km var der 14 forskellige kurver.

 

Fjorden har oplevet megen landtilgang

Krigene i 17 – tallet og fjordens beskaffenhed var årsag til Haderslevs nedgang. Ja egentlig minder Haderslev Fjord meget om Slien.

Haderslev Fjord har oplevet megen landtilgang. To øer er blevet landfaste. Hertil kommer meget af det materiale, der blev gravet ud ved reguleringen af sejlløbet, er anbragt forskellige steder langs fjordbredden.

 

Et forsvarsværk

Og det var så ved disse udgravninger, at man opdagede et forsvarsværk som vi tidligere har omtalt. Denne spærring har ganske givet sat gang i øget slamtilførsel. Vi har her tale om ”Æ Lei” og ”Magrethes Bro”.

De to anlæg minder meget om den pælespærring som Knud Lavard anlagde i inderste del af Slien

Ifølge Knytlinge Saga så lukkede Knud Lavard på kejser Henriks råd havnene og krævede told af hvert skib, som ville have adgang.

Var det derfor man lavede en lignende spærring i Haderslev Fjord? Eller var det en ukendt fjende som man var bange for?

 

Stadig ingen mulighed for store skibe

Vi ved at der er foregået en kolossal afskovning i Haderslev Amt Kan dette have betydet noget for åernes afløbsforhold og påvirket fjorden? Fjernelsen af træerne bevirkede, at der løb mere vand bort langs overfladen.

Indløbet til fjorden går mellem Ørby-grund og Knude-grund nordvest for Årø. Dybden i fjorden er i dag under to meter. Sejlrenden er i dag på ca. 5 meter. I selve havnen er der 5 ½ meter.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • tidsskrift.dk /Geografisk Tidsskrift
  • Wegemann: Die Veränderung der Ostseeküste des Kreises Hadersleben
  • Sach: Der Ursprung der Stadt Hadersleben
  • Hugo Matthiesen: Middelalderlige Byer
  • O. Achellis: Haderslev i gamle dage
  • Sønderjyllands Historie 1-3
  • Sønderjysk Årbog
  • Hald: Vores Stednavne
  • Askjær: Kong Valdemars Jordebog

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.662 artikler herunder 194 artikler under kategori Sønderjylland, hvor du finder følgende artikler fra Haderslev:

  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden (Æ Lei/Margrethebroen)
  • Boghandlere i Haderslev
  • Hos apoteker Collenburg i Haderslev
  • Byen med de mange jernbanestationer
  • Haderslev Skomagerlav
  • Turen går til Haderslev i 1900-tallet
  • Der var gang i Haderslev
  • Katastrofen på Haderslev Dam
  • Da Skrydstrup fik en ny Flyveplads (Fliegerhorst Hadersleben)
  • Haderslev under Første Verdenskrig
  • Haderslev 1917 – 1918
  • Haderslevs Historie (3)
  • En skarpretter fra Haderslev
  • Et apotek i Haderslev
  • Haderslev, handel og søfart (2)
  • Haderslev i begyndelsen (1)

 


Hitlers Spisekammer

Oktober 20, 2020

Hitlers Spisekammer

Historikere svinede hinanden. Ved Flensborg Fjord blev man straffet af modstandsbevægelsen. Dyrt for lønmodtagere og arbejdsløse. Danmark blev ikke udsultet af tyskerne. Hovedparten af landmændene solgte ulovligt. Eksporten steg hele tiden – også efter 29. august 1943. Der var fødevaremangel næsten overalt. Den danske ”Lieferfreude” skulle bevares. Mængderne oversteg de tyske forventninger. Man ville have en rolig udvikling i Danmark. Danske fødevarer var vigtigere end ideologi. Danmark udgjorde en vigtig del af Hitlers spisekammer. Fiskeriet og landbruget blev ikke retsforfulgt og skulle ikke betale deres fortjeneste tilbage.

 

Historikere svinede hinanden

Pludselig kunne man en af vores store dagblade læse som en nyhed, at Danmark havde været Hitlers spisekammer. Det blev skrevet af unge journalister. Egentlig havde man jo vidst det i mange år.

Men at dette kunne præsenteres som en nyhed i 1999 i et større dansk dagblad må nok betegnes som historieløshed eller kollektiv historiefortrængning.

En masse kronikker i diverse blade fulgte. Det endte med at ansete historikere beskyldte hinanden for at politisere med fakta. Det er vel omkring 15 – 20 år siden. Det var ikke et særligt fint sprogbrug man brugte over for hinanden. I hvert fald ved den lejlighed kan man godt forstå at den danske befolkning blev noget forvirret, da man skulle sætte sig ind i besættelsestidens historie.

 

De blev chikaneret af modstandsbevægelsen

Danske fiskere og dansk landbrug tjente styrtende med penge i deres samhandel med tyskerne. De skulle ikke betale noget tilbage og blev heller ikke straffet. Men den lille husmand eller bondekone, der havde solgt æg og brød til de tyske soldater, der gik vagt langs Flensborg Fjord blev i den grad chikaneret af den lokale modstandsbevægelse.

Er det ikke bare en frase? Nej, i forbindelse med en bogudgivelse i 2017 har vi snakket med en del ældre mennesker i Kollund. Vi skal selvfølgelig ikke se fortiden med nutidens briller, men alligevel. Her er historien om Hitlers Spisekammer.

 

Landbrugsrådet førte direkte forhandlinger

Landbruget udgjorde kernen i den økonomiske kollaboration under besættelsen. Allerede den 15. maj 1940 – fem dage efter besættelsen – blev den tyske politik til at sikre den vigtige landbrugsproduktion slået fast. Landbrugsrådet gik fra de første uger af besættelsen aktivt ind i forhandlingerne med besættelsesmagten.

Produktionen skulle sikres og reguleres med forhøjede priser, så landmændene i egen interesse omlagde og maksimerede produktionen. Eksportpriserne steg markant. Landbrugsrådet førte direkte prisforhandlinger med besættelsesmagten uden regeringens indblanding.

 

Dyrt for lønmodtager og den arbejdsløse

Der var en direkte sammenhæng mellem eksportpriserne og de danske forbrugspriser. Lønmodtagere og arbejdsløse måtte skære kraftigt ned på forbruget af kød, smør og flæsk og spise mere brød, grød og kartofler i stedet.

 

Danmark blev ikke udsultet af Tyskland

Selv om besættelsesmagten havde magten til at opstille ultimative krav til omfanget af fødevareleverancerne fra Danmark, var det ikke kendetegnende for handelsaftalerne. Vi har tidligere set betegnelser som ”Danmark blev udsultet af Tyskland”.

Aftalerne var udformet sådan at de danske myndigheder var interesseret i at afholde aftalerne. Det var muligt for Danmark at importere vigtige råstoffer fx metalvarer, kemikalier m.m., som ikke blev leveret fra Tyskland. Det havde stor betydning for dansk industri.

 

”De gjorde det så forbandet effektivt”

I de sidste to år sikrede Danmark en væsentlig del af de tyske byers fødevareforsyning. Op mod 15 pct. af bybefolkningens forbrug af kød og flæsk blev dækket fra Danmark, mens 10 pct. af byernes smørforsyning blev sikret af det danske landbrug.

Fødevareforsyningen ville ganske givet have været meget mindre, hvis besættelsesmagten havde gennemført en udplyndringspolitik som i andre besatte lande, hvor de tog selv. En amerikansk historiker sagde det på denne måde:

 

  • En ting er at de danske myndigheder dybest set ikke havde alternativer til at levere fødevarer til Tyskland, men behøvede man fra dansk side at have gjort det så forbandet effektivt?

 

Hovedparten solgte ulovligt

De danske landmænd havde under krigen ret til at slagte svin og kreaturer til eget forbrug. Denne rettighed turde besættelsesmagten ikke pille ved. Cirka 1/3 af den danske befolkning boede dengang på landet.

Der var en betydelig handel direkte mellem landmændene og forbrugerne i byerne. De illegale blade opfordrede fra foråret 1942 løbende til at landmændene skulle levere illegalt til familier og venner i byerne, hvilket sikkert har haft meget betydning.

Vores illegale blade tegnede i de sidste besættelsesår et billede af, at hovedparten af landmændene solgte ulovligt ved stalddøren til den tyske værnemagt. Men Landbrugsrådet pointeret dog at der kun var et fåtal af landmænd der solgte ulovligt.

 

Opfattet som udplyndring

Det har været diskuteret om denne eksport har haft krigsmæssig betydning. I Berlin tillagde man den danske eksport stor betydning. De nazistiske ledere ville have et tilfreds folk, der fik nok at spise. De skulle ikke undergrave systemet indefra, fordi de var utilfredse.

Leverancerne af fødevarer til Tyskland blev i stigende grad opfattet som udplyndring, mens der næsten ikke var kritik af landbruget eller danske myndigheder. Og det danske forbrug smør, flæsk og oksekød faldt stort set ikke under besættelsen. Problemet var at priserne steg. Landbruget forlangte mere og mere. Og ikke alle danskere havde råd til det.

 

Var det en fejlbombning

De allierede var interesseret i at Danmark holdt den danske landbrugsproduktion i gang. Man var interesseret i danske landbrugsprodukter efter krigen. Derfor kan det undre at allierede skød efter danske fiskere og bombede et slagteri i Skjern.

Det kunne virke som en advarsel at slagteriet blev angrebet. I Danmark frygtede man at der med bombningen var tale om et strategisk offensiv for at ødelægge den danske fødevareleverance til Tyskland.

Men det må anses som en fejlbombning. I begyndelsen af besættelsen stod sådanne virksomheder også på SOE’ s prioriteringsliste. Briterne slettede senere danske fødevarevirksomheder af mållisten for ikke at få den danske folkestemning imod sig, men også fordi man anså det for vigtigt at den danske landbrugsproduktion var parat ved krigens slutning.

 

Hold nu igen med prisstigningerne

Kritikken efter krigen rettede sig primært mod landbrugets indtjening som følge af de stigende priser på landbrugsvarer. Dette blev betalt via den stigende clearingsgæld i Nationalbanken. Landbrugsrådet forsøgte i efteråret 1945 med svigtende held at forsvare sig mod kritikken. Under besættelsen blev det visket landbruget i ørerne at nu skulle de ikke lade varerne stige yderligere.

 

Eksporten steg hele tiden

Den danske smøreksport til Tyskland steg fra knap 40.000 tons i 1942 til 50.000 tons i 1944. Eksporten af okse – og svinekød steg i samme periode fra 100.000 tons til knap 200.000 tons. I takt med krigssituationen steg betydningen af de danske leverancer.

I 1941 eksporterede Danmark 90.800 tons fisk, hvilket er fem gange så meget som i 1936. Tyskerne kaldte selv den danske fiskeleverance for rygraden i de tyske forsyninger selv om de norske leverancer var større.

 

Historikere beskyldte kollegaer for bevidst at manipulere

I ”De Frie danske” bebrejdede man landbruget at de overhovedet ikke var med i modstandsarbejdet. Men der var ingen kritik af landbrugets ledere.

Bønderne og deres ledere slap helt uden om retsopgøret ligesom de heller ikke blev mødt med krav om tilbagebetaling af urimelige fortjenester. Dette blev fastholdt i en stor artikel i Politiken i 1999 under overskriften ”Bøndernes gyldne krigsår” efterfulgt af undertitlen ”Penge, Penge, Penge”.

Senere er der så kommet bøger, der giver en mere nuanceret beskrivelse af forholdene.

Men det var ikke alle historikere, der var enige om, at Danmarks eksport var så stor. De beskyldte deres kollegaer for bevidst at manipulere med tal. Og årsagen til dette skulle bevidst være for at politisere.

 

Fødevaremangel – burde være basal viden også for historikere

Man fik pludselig at vide, at Danmark var med til at holde tyskernes levestandard op under krigen. De skulle efter Danmark have den største levestandard i Europa. Men sandheden var jo vitterlig en anden. Og efter krigen var der jo nærmest hungersnød i store dele af Tyskland.

Fra dansk side blev de dansksindede hjulpet. Og det var vel ikke uden grund, at de blev kaldt ”Späck – Dänen”. Men se den historie har vi fortalt et andet sted.

At Tyskland under krigen lige som stort set resten af Europa befandt sig i en fødevarekrise er basal viden selv for historikere, som beskæftiger sig med perioden.

Fødevarekrisen bærer hovedansvaret for, at millioner af tvangsarbejdere sultede, og at millioner af sovjetiske krigsfanger sultede ihjel. Den spillede en hovedrolle i forceringen af de jødiske folkemord.

 

Den danske ”Lieferfreude”

Der kom nu en masse artikler og kronikker i de danske dagblade med at den danske eksport slet ikke havde været så stor og at denne kun omfattede 2 promille af de samlede leverancer til Tyskland. Ja sådan var budskabet or 15 – 20 år siden.

Åbenbart skulle indberetninger og notater fra tyske embedsmænd i Berlin og København været meget større for ernæringstilstanden end hvad statistikkerne kunne fremvise.

Tyske embedsmænd advarede mod at man traf foranstaltninger, der kunne skade den danske ”Lieferfreude”.

Forskellige historikere har været fremme med postulater om, at Danmark under krigen var Tysklands vigtigste fødevareleverandør næst efter Italien. Problemet er nok, at historikerne glemmer, at man i Berlin ikke betragtede Danmark som et ”besat” land men som et ”Ausland”. Og så kan historikerne ellers skændes, hvordan man skulle beregne de rigtige eksporttal.

 

Historikerne fremstiller sagen på forskellige måder

Sandheden er, at Danmark kun var Tysklands næststørste handelspartner i 1940. Men man glemmer at nævne at den danske landbrugs – og fiskeeksport hele tiden steg. Og det gjorde den også efter den 29. august 1943. Men det er meget tydeligt at de forskellige historikere har forskellige måder at fremstille problemstillingerne på.

Konklusionen var, at der ikke havde været nogen væsentlig ændring efter den 29. august 1943. Der havde været en afbrydelse på transportområdet et par dage. Og så havde det været et par små huller i leverancen af slagtekvæg og frisk fisk.

 

Ville de allierede anerkende Danmark?

Under regeringens krisemøde i august 1943 blev den tanke luftet, at modstandsbevægelsen kunne have betydning for de allieredes behandling af Danmark efter et tysk nederlag. Heroverfor bemærkede Scavenius at det ville blive helt andre hensyn, nemlig de pågældende stormagters interesser over længere sigt, der ville blive afgørende for deres holdning efter krigen, og ikke sabotage, der på det afgørende punkt, nemlig leverancerne til Tyskland af danske produkter, specielt landbrugsprodukter, overhovedet ikke betød noget som helst.

 

Det er ikke historikere værdige

At nogle af historikerne skulle manipulere med tallene for at tjene et ganske bestemt politisk formål for at sætte samarbejdspolitikkerne samt landbrugs – og fiskerierhvervene på anklagebænken er beskyldninger som ikke er historikere værdige.

Vores landbrugsproduktion var blandt de mest effektive i Europa. Omkring 80 pct. af smørproduktionen og 65 pct. af svinekødet gik før krigen til eksport. Ret hurtigt stod det klart at Tyskland ville aftage alt hvad Danmark kunne levere.

 

Tyskerne kendte udmærket vores økonomiske forhold

Når historikere påstår, at tyskerne ikke kendte til Danmarks økonomiske situation ved besættelsen, så passer det ikke. Oberkommando der Wehrmacht (OKW) havde en hel gruppe, der udelukkende beskæftigede sig med disse ting. Deres økonomiske afdeling havde for længst sat sig ind i landbrugets situation herhjemme.

De kunne også godt gennemskue, når rapporter fra Danmark var for positive.

 

Mængderne oversteg de tyske forventninger

De mængder man leverede fra Danmark, oversteg i virkeligheden de forventninger som man havde i maj – juni 1940. Og besættelsesmagten forstod at værdsætte dette. Danmark var et særtilfælde af besatte lande. Fra de tyske forhandlinger fra 1930’erne blev ved med at fungere. Det var ikke bare skinforhandlinger, som det også har været fremme.

Det virker lidt barokt når historikere skal vurdere om et dansk bidrag på cirka en tiendedel af den tyske civilbefolknings kødforbrug eller omkring en tolvtedel af smørforbruget i de sidste par krigsår er meget eller lidt.

Eller omkring en femtedel af værnemagtens smørforbrug og ca. en tredjedel af kødforbruget kan siges at være af betydning.

 

Man ville have en rolig udvikling

De tyske embedsmænd, der havde med eksporten at gøre så helst at udviklingen i Danmark foregik så rolig som muligt. De så helst at dansk politi blev genindsat. Man frygtede at hvis en politisk spænding ville være af længere varende periode, så ville det gå ud over landbrugseksporten.

Havde man gennemført en skrappere besættelsespolitik lige som i Holland og Norge ville det være gået ud over landbrugseksporten.

 

Danske fødevarer er vigtigere end ideologi

Lederen af det tyske Sicherheitsdiensts udlandsafdeling, Walter Schellenberg beretter i sine erindringer at han i sommeren 1942 havde været i Danmark hvor han havde afvist den danske nazifører Frits Clausens forsøg på at finde tysk støtte til et kup mod den danske regering.

De danske fødevareleverancer var vigtigere til at man turde sætte den over styr for ideologiske hensyn.

 

Hitler var meget opmærksom

To dage efter den danske tilbagetrækning den 31. august 1943 udstedte Hitler et dekret, hvor betydningen at opretholde den danske ”Wirtschaftskraft” blev fremhævet. I april 1944 udstedte Hitler en instruks om, at leverancerne af råstoffer til Danmark skulle øges for at sikre landbrugsvarer. Og den 9. oktober 1944 understregede han betydningen af de danske landbrugsvarer. Betydningen har ganske givet påvirket de beslutninger man tog i forhold til bosættelsespolitikken i Danmark.

 

En vigtig del af Hitlers europæiske spisekammer

Nogle historikere forklejner Danmarks bidrag. Men når den samlet udgør et månedsforbrug til den samlede tyske befolkning, kan hvis godt konkludere, at det er et væsentlig bidrag til den tyske krigsøkonomi.

Om det er tilstrækkeligt til, at man kan kalde Danmark for en vigtig del af Hitlers europæiske spisekammer tude vel være en smagssag.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • berlingske.dk – diverse
  • historie-online.dk
  • Historisk Tidsskrift (Div. Udgaver)
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Mogens R. Nissen: Til fælles bedste – det danske landbrug under besættelsen
  • Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet
  • Hans Kirchhoff: Den 2. verdenskrig 1-2
  • Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
  • Joachim Lund: Hitlers Spisekammer
  • Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
  • Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
  • Erik Scavenius: Forhandlingspolitikken under besættelsen
  • Henrik Skov Kristensen: Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.661 artikler herunder 332 artikler om Besættelsestiden (Før/Under/Efter)


En tur på Frihedsmuseet

Oktober 19, 2020

En tur på Frihedsmuseet

En rundviser på det gamle Frihedsmuseum. Sandhederne er ikke altid lige populære. Arkiverne er ikke åbne for alle. Vi fandt flere mord. Måske var vi alt for forudindtaget inden vores besøg. Frihedsmuseet er ”gået under jorden”. Man bliver fulgt kronologisk gennem de fem år. Måske kunne man være startet før. Vi følger fem personer og bliver mødt med en overflod af teknologi. Det henvender sig især til den yngre generation. Vi vendte jo ikke helhjertet tyskerne ryggen. Tekster og information er skåret ned til et minimum. Måske giver det beslag, når du har sat dig ind i historien? Det var yderfløjene, der startede modstanden. Og havde SOE og Moskva egentlig den store indflydelse? De fysiske genstande gør mest indtryk. Udstillingen burde berige – måske provokere? Man satser på de sikre spor. Det er et tålmodigt personale.

 

En rundviser på Frihedsmuseet

Det er hvis 20 år siden min afdøde kone og jeg skulle høre en rundviser på Frihedsmuseet forklare, at i Sønderjylland var der ingen modstandskæmpere på grund af Det Tyske Mindretal. Vi havde godt nok fat i kravetøjet på den unge mand bagefter. Det viste sig, at han var historiestuderende. Måske er det på tide at revidere historieopfattelsen.

 

Sandheden er ikke altid populær

Der er sket meget i de 20 år. Der har været en brand, og der er kommet et nyt Frihedsmuseum. Af de tre bøger, jeg i mellemtiden har fået udgivet, har også været en om et mord, begået efter ”befrielsen” i nærheden af Padborg. Den blev udmærket modtaget i den begrænsede del af medierne, der gad at anmelde den. Men det gjorde den ikke i lokalmiljøet. Måske var det fordi vi fandt nogle sandheder, som ikke var så populære.

Man kom til at beskrive nogle kendte familier, som folk stadig ser op til på egnen. Og man tror stadig på de usandheder, der bliver sagt i diverse historiebøger dikteret af myndighederne. Jo vi er part i sagen. Vi forsvarer den myrdedes familie og det, de har været igennem. Vi ser også historien gennem deres billeder.

 

Arkiverne er ikke åbne for alle

Vi har ikke så meget til overs for gerningsmændene, der tydeligt forsøger at skjule ting og sager. De bruger deres magt til at manipulere med en historie, der ikke har fundet sted. Og det er ikke kun for at forsvare gerningsmændenes familier. Når man så mange år efter forsøger at finde frem til sandheden, ja så stiller man sig også i vejen på arkiverne.

Det var nu ikke alle arkiver, der var lige afvisende. Meget overraskende for os, var det overraskende at se hvor mange dansksindede virksomheder, der gerne ville arbejde for tyskerne, herunder det store antal sønderjyske vognmænd. Også de mange dansksindede ansøgere til de tyske tropper overraskede os.

 

Vi fandt flere mord

Det var tydeligt, at nogle havde forsøgt at skjule de forbrydelser, som de havde begået. Selvfølgelig har vi givet myndighederne besked om de spor, som vi fandt. Men de var ikke interesseret. De er sikkert udmærket klar over, hvad der er foregået. Det skal vi da bare hurtigst muligt glemme.

 

Måske var vi forudindtaget?

Er det også sådan med Frihedsmuseet? Det er meget lettere for samfundet at sige, at man er en konspirator, der bevidst forsøger at manipulere med historien.

Som det nok kan læses mellem linjerne, så var vi meget forudindtaget, da vi aflagde Frihedsmuseet et besøg.

 

Frihedsmuseet ”er gået under jorden”

Hele syv år gik det efter at ukendte gerningsmænd satte ild til museet. Bygningerne ligner ude fra en bunker og ligger ikke langt fra Kastellet. Måske er det noget symbolsk i, at Danmark har fået et underjordisk frihedsmuseum. Men rammerne er nu truffet for at tage hensyn til den fredede nabo, Kastellet.

Det ”at gå under jorden” er en del af frihedskampen. Og forskellen fra det sidste museum til nu, er at antallet af genstande er stærkt reduceret. De digitale virkemidler har overtaget. Man vil have de nye generationer med. For en 9. klasse vil det helt sikkert være en kæmpe oplevelse at besøge Frihedsmuseet. Besættelsestidshistorien er en del pensum i folkeskolen.

 

Man bliver fulgt kronologisk gennem de fem år

Nu kan det jo også være svært at formidle et budskab i valget om at gå i modstand selv om konge og regering siger nej. Hvordan skildrer man en så vigtig og symbolladet periode i Danmarks nationalhistorie?

Der har været mange delte meninger om, hvad det ny museum skulle indeholde.

Nu har Corona m.m. forsinket indvielsen. Men gæsterne bliver fulgt kronologisk gennem de fem år. Det starter allerede den 8. april 1940 om aftenen.

 

Man kunne være startet før

Men egentlig kunne man have startet før. Samme år som nazisterne greb magten blev kommunister og flygtende jøder afvist ved grænsen. I 1938 blev af 1.000 jødiske børn kun tilladt 25 at indvandre til Danmark.

Måske kunne man også have fortalt, at i 1935 startede HIPA (Hovedorganisationens Informations og Propaganda Afdeling). Det var en efterretningstjeneste primært rettet mod kommunister. I 1945 skiftede man navn til AIC (Arbejdernes Informations Central).

Man får ikke rigtig at vide, at 127.000 tysklandsarbejdere nærmest blev tvunget til Tyskland. Hvis de ikke gjorde det, blev de sortlistet eller deres understøttelse blev fjernet.

Lidt absurd er omtalen af valget i marts 1943, hvor 93,4 pct. af stemmerne gik til samarbejdspartierne. Ifølge museets katalog blev det ”en slags folkeafstemning for regeringen og mod oppositionen, hvad enten den kom fra nazisterne eller den spirende modstand”

Og så er det jo også den velkendte historie med de 56 kommunister, som tyskerne forlangte. De fik fem gange så mange. Og så glemte man alt om aftalen oppe i Horserød. 150 kommunister blev sendt til Stutthof. Men til Frihedsmuseets forsvar skal det siges at man primært satser på frihedskæmperne.

Derfor er det mærkeligt, at Frihedsrådets eksistens er næsten, ikke er omtalt.

 

Vi følger fem personer

Og jeg skal da love for at vi får brugt de tekniske hjælpemidler. Det er et meget anderledes og interaktivt museum, som vi har fået. Gæsterne kan følge fire modstandsfolk og en nazist. Det er autentiske personer, der har skrevet ting ned. Hvad får folk til at blive modstandsmænd og hvad får folk til at blive nazist?

Kristeligt Dagblad mener, at museet er blevet en mellemting mellem en lydbog og dokumentarfilm på DR 2. Det kan nok ikke undgås at blive en form for tivolisering nogle gange. Andre gange kan man ikke løsrive sig fra skærmene.

 

Overflod af teknologi

Her et stemningsfuldt mørke kun oplyst af montre. Her en flot scenografi med gademiljøer. Det er en arkitektonisk og elektronisk oplevelse at komme her. Da vi nærmer os 1945 bliver det straks lysere i lokalerne.

Man kan interaktivt knække koder, fremstille illegale blade, aflytte telefonsamtaler og sende lyssignaler til britiske fly.

Der er et Danmarkskort med filmklip og Oprop flyver ned fra loftet. Jo der er en overflod af teknologi. Historikerne blev sat i skammekrogen. Historien er i den grad blevet redigeret.

Man kunne jo godt have gengivet BOPA’ s værksted med stengun-produktion og det illegale trykkeri. Og det er vel nærmest en hån, at en gammel selvbygget panservogn er blevet erstattet af en salgsvogn for Hansen Is.

 

Vi vender ikke tyskerne helhjertet ryggen

De minimale tekster gør det heller ikke bedre. Det siges godt nok, at de fleste danskere tror at tyskerne vil vinde krigen. Men vi får ikke en forklaring på, hvad det betyder. Tyskerne får godt nok en kold skulder, men først da de er ved at tabe krigen. Men det økonomiske samarbejde og landbrugseksporten fortsætter.

Mønt – og toldunionen samt det gode idrætssamarbejde nævnes. Et demokratisk – patriotisk dansk ”vi” vendt mod tyskerne holder ikke.

 

Tekster og information skåret ned til et minimum

Egentlig var der mange flere ting udstillet på det gamle museum dengang. Billeder og lydcollager har erstattet disse ting. Brugen af de nye medier udgør den røde tråd. Man fortæller ikke mere historien ud fra den enkelte genstand. Selvfølgelig skal der anvendes nye og moderne virkemidler, men det skal ikke stå alene.

Tekster og forklaringer er skåret ned til et minimum. Man kan ikke kalde det overfladisk. Museer er sat i verden for at tiltrække publikum og tjene penge. Med den nye teknik har man også fået fat i en ny ”kundegruppe”.

Måske mener man, at gæsterne ikke gider at læse lange tekster. I det dunkle går det også lidt ud over læsbarheden af teksterne.

 

Det kræver forklaring for den yngre generation

Der kommer nye generationer med. Besættelsens historie får en anden karakter. Og det sker i kraft af at der bliver færre og færre øjenvidner. Børge Outze sagde det i 1957 nok så rammende:

 

  • Det der nu kommer på museum, var så indlysende for hans generation, mens det kræver forklaring for de yngre generationer.

 

Giver det bagslag, fordi man har sat sig ind i historien?

Måske er undertegnede allerede blevet for gammeldags. Men besættelsestidens historie rummer også andet end iPad, skærm og lydeffekter. Nej det skal ikke være et sted, hvor historikere udveksler forskningsresultater.

Måske giver det lidt bagslag, at man har sat sig meget ind i besættelsestidens historie selv om mange sikkert vil kritisere os for vores artikler på siden. Således virker gennemgangen af jernbanesabotagen på Frihedsmuseet meget overfladisk.

Her var det især de sønderjyske modstandsfolk, der udøvede dette. Og det fik store konsekvenser for dem. For især i Sønderjylland var Gestapo effektive. Bagefter skulle gamle modstandsfolk så læse, at jernbanesabotage i det store og hele ikke havde stor effekt på den samlede krigsførelse.

 

Det var fra yderfløjene, modstandsbevægelsen startede

Der var ikke meget at se på de politiske yderfløje. Det ville også være indlysende at beskæftige sig med samarbejdspolitikken og de østfrontfrivillige.

Det var jo netop fra yderfløjene modstandsbevægelsen startede, inkarneret i kommunister tilhørende partiet DKP og demokrati-skeptiske Dansk Samling. Det forklares ikke rigtig hvad kommunisterne stod for og hvorfor befolkningen i sidste ende frygtede dem snarere mere end nazisterne.

Kommunisterne ønskede en ny verdensorden. Men det var dog ikke sådan at det var Moskva der bestemte, hvilket sabotagemål, der skulle blive det næste.

Kommunisterne kæmpede for Sovjetunionens og kommunisternes egen sag. Men glemt er også at Stauning dengang mente, at Danmark blev en ”blivende europæisk nyordning”.

 

Havde Moskva og SOE den store indflydelse?

Kommunisterne fik ikke meldinger fra Moskva om, hvad der skulle stå i de illegale blade. Der var meget lidt forbindelse mellem DKP og Kom-intern, der i øvrigt blev opløst i 1943. På en information står der skrevet at de borgerlige fulgte retningslinjer fra SOE og kommunisterne retningslinjer fra Moskva.

Nu havde SOE nok ikke den største indflydelse herhjemme. Der står heller ikke nævnt noget om, at dansk politi jagtede agenter fra SOE. Det endte som bekendt med den store nedskydning i Øresundsgade/Vordingborggade.

Man kan selvfølgelig ikke gå ind i alle mystiske hændelser på udstillingen, således nævne München-aftalen, hvor briterne og franskmændene fik solgt Tjekkoslovakiet til nazi – Tyskland.

 

De fysiske genstande gør mest indtryk

Vi ser da også noget der gøre mere indtryk end andre ting på udstillingen. Vi ser den oprindelige flugtbåd ternen, som den jødiske familie Steinbock flygtede med i oktober 1943. Man viser også tre henrettelsespæle som stod i Ryvangen, hvor frihedskæmpere blev henrettet. Man ser en frihedskæmpers bluse gennemhullet af skudhuller.

Den 2. september 1942 udtalte Wilhelm Buhl at man skulle angive sabotører. Et år efter blev dødsstraffen indført af nazisterne. Siden blev 102 modstandsfolk henrettet. Yderligere 260 døde i KZ – lejre.

Men igen, der er hvor der er placeret genstande, at historien bliver bedst formidlet.

Eller hvad med befrielsen og de ting, der skete lige efter. Vi følger fire modstandsmænd og en enkelt nazist, Henning Brøndum.

 

Udstillingen burde berige – måske provokere?

Hvorfor må man ikke udfordre historien? Stille spørgsmålstegn? Udstillingen burde berige os noget mere – måske provokere!

De bøger, der kom lige efter besættelsen, var meget ”farvet”. Og det har en del udgivelser da også været hen ad vejen. Men vi har sandelig også historikere, der kan levere kvalitet. Så vi kan sagtens give en fyldig og rigtig information om besættelsestiden videre. Museer bør være museer.

Vi skal nok passe på for meget ”Feel-good stemning”. Man bør vise de uløselige dilemmaer. Besættelsestiden er stadig et minefelt, der er genstand for moralske debatter og opgør. Det handler også meget om etik og problematisering.

Måske er museet ikke sluppet igennem de moralske gråzoner. Den bør være mere end en interaktiv turistattraktion. Det er helt klart genstandene, der har gjort størst indtryk.

 

Man satser på det rigtige spor

Teksterne undlader at uddybe f.eks. problematikken om samarbejde og landbrugseksporten. Dette forstærkede jo også den tyske moral. Eksporten forlængede krigen og antallet af døde i KZ – lejrene.

Man bevæger sig ikke ud på kontroversielle emner. Man holder formidlingen på de sikre spor.

Vi har på vores hjemmeside forsøgt også at bore i det kontroversielle uden at ville spille ”Fætter Modsat”. Det har gennem tiden ført til kritik. Og det er sikkert mange, der vil kalde dette berettiget kritik.

 

Informationsniveauet er ikke stort

Informationsniveauet er ikke stort på det lille museum, som er underlagt Nationalmuseet. Det er private fondspenge, der har muliggjort det nye museum. Når man besøger museet, får man en grundplan uden forklaringer.

To etager nede er der en smal indgang til udstillingen. Her får man udleveret en gumpetung minihøjtaler. Hensigten er at man skal scanne et højtalersymbol rundt i udstillingen. Så vil man høre en langsom stemme læse op. Nogle gange er det spillescener i monologform.

Egentlig er udstillingen meget smuk. Der er masser af plakater og filmindslag. Der er kun en vej. Ingen smutveje. Kronologien skal følges. Har man hang til klaustrofobi, så skal man nok ikke komme her.

 

Et tålmodigt personale

Personalet er tålmodigt. Der var denne mandag formiddag en del højtalere, der skulle skiftes. Man bruger lige så lang tid på højtalerne som på at aflæse montrerne.

Et flot katalog kan købes. Men det kan du rigtig læse dernede på grund af den mørke baggrund. Og så mangler der en direkte relation til udstillingen.

Her vil undertegnede henvise til alle de pragtfulde bøger som Frihedsmuseets venner har udgivet.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.660 artikler herunder 331 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)

  • I denne kategori behandler vi mange af de emner, der er nævnt i artiklen.

 

Under Kategorien ”Grænsen er overskredet” kan du læse mere om den bog, som vi har udgivet.


De skamfulde sygdomme

Oktober 18, 2020

De skamfulde sygdomme

Det var bestemt ikke alle der var velkommen på de københavnske hospitaler dengang selv om de trængte til behandling. Og det var heller ikke alle behandlinger, der hjalp. Nogle behandlinger gjorde mere skade end gavn. Og så var det de sygdomme, som man ikke talte om. Carl havde mærket det klø i to måneder. Det var de uacceptable sygdomme. Officielt var ingen sygdomme udelukket fra behandling. Så var det den hemmelige prostitution. Og det skabte disciplinære problemer. Fnat var en mide under overfladen. Bagersvende var mest udsatte. Gode huskeråd mod fnat. På hospitalet fik man kviksølv mod det. Men det havde en del bivirkninger. Ladegårdsmedlemmer frembragte selv kunstig ”Fnat” På Hospitalet brugte man petroleum og harpiks, fordi det var billigt. Men det var ikke smart.  

 

Mærket en kløe i to måneder

Børne skammede sig over, at få lus, lopper og fnat. Men det gjorde de voksne sandelig også. Og hertil kom også syfilis og andre kønssygdomme. De var meget udbredte dengang i København mellem 1863 og 1892.

Carl Georg J.E.V. Larsen lod sig indlægge på Københavns Kommunehospital efter at have:

 

  • Mærket en Kløe i ca. to Maaneder

 

Han havde desuden udslæt mellem fingrene, på lårene og andre steder. Det var den 19. september 1892. Jo disse symptomer førte til indlæggelse på hospitalets 4. afdeling som forestod behandlingen af fnat, hudsygdomme og syfilis.

 

Uaccepterede sygdomme

Carl Georgs diagnose var scabies (fnat). Fnat og syfilis var i slutningen af 1800-tallet såre almindelige, men socialt uaccepterede sygdomme. Begge sygdomme blev forbundet med urenlighed, fattigdom og moralsk fordærv. For mange patienter var det bestemt ikke lidelser, man talte højt om, en tendens, som kan spores til nutiden.

Man mente dengang at denne sygdom var udtryk for ubalance eller uregelmæssighed i de fire legemesvæsker: blod, slim, gul og sort galde. Behandlingen skulle genkalde balancen. Det kunne for eksempel ske gennem afføringsmidler eller forskellige former for diætetiske forskrifter.

 

Ingen sygdomme er udelukket fra behandling

Sygdommene fnat og syfilis førte i 1800-tallet ikke kun til diskriminering og fordomme i det omgivende samfund. Også indenfor hospitalsverdenen blev der diskrimineret.

Københavns Kommunehospital var ved sin åbning det første hospital med princippet:

 

  • Ingen Sygdom er udelukket fra Behandling

Patienten skulle være i stand til at betale for behandlingen, da hospitalet var et betalingshospital. Men der var undtagelser. Personer som led af:

 

  • Fnat, Skurv (hudsygdom, der skyldes svamp) eller Utøj (lus, lopper m.m.)

 

Skt. Johannes Stiftelsen

Og som blev forsørget af Københavns Fattigvæsen skulle principielt behandles på Almindeligt Hospital. Men Almindeligt Hospital var i flere perioder bl.a. i 1892 ikke i stand til at varetage behandlingen.

Patienter indlagdes i stedet på Kommunehospitalet. Dette forhold syntes dog ikke at have ændret sig synderligt efter at behandlingen i 1886 overgik til den nyopførte St. Johannes Stiftelsen på Blegdamsvej.

Skt. Johannes Stiftelsen var ligesom de to andre hospitaler ejet af Københavns Kommune. Det bestod af et arbejderhus, en optagelsesanstalt og et sygehus. Sygehuset modtog foruden anstaltens egne beboere, syge fra fattigvæsenet herunder patienter overført fra andre hospitaler pga. af pladsmangel, ved langvarig rekonvalescens eller uhelbredelig tilstand.

 

De offentlige fruentimmere

Men fritliggende fnatpatienter var kun en del af de patienter som af sociale eller diagnosemæssige årsager var uønskede. Blandt de øvrige var byens prostituerede – de såkaldte offentlige fruentimmere.

Prostitution var i slutning af 1800-tallet et lovligt erhverv, hvis kvinden var registreret hos politiet. I 1892 var 538 prostituerede indskrevet hos Københavns politi. Derudover fandtes der en såkaldt ”hemmelig” prostitution dvs. kvinder, der drev erhvervet uden at være registreret.

 

Christiane ansås for at være sindssyg

Til disse hørte Christiane, der ansås for at være sindssyg. Hun opholdt sig normalt på Ladegården. Mange prostituerede endte her deres dage. Den 43 – årige Christiane tilstod ved indlæggelsen:

 

  • Et meget uforbeholdent Alkoholforbrug – Hun havde ført et meget lystigt Liv – dog aldrig eller i hvert fald kun faa Dage practiseret som Scorium (prostitueret).

 

Christianiane skulle have været indlagt på Vestre Hospital (senere Rudolph Berghs Hospital). Ved åbningen i 1886 var 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet.

Oprindelig var det kun:

 

  • De ikkun under Observation henliggende offentlige Fruentimmere

 

Disciplinære problemer

Der var uønskede. Disse kvinder var prostituerede, som politilægen havde mistanke om, var smittet med en kønssygdom eller selv meldte sig med mistanken. Ugentlige lægeundersøgelser var tvungne for de prostituerede.

Ved mistanke om smitte blev de indlagt på særlige sygestuer på Almindeligt Hospital. Indlæggelsen måtte højst vare 14 dage, hvorefter de skulle overføres til Kommunehospitalet til videre behandling.

Men i 1864 blev det ”paa Grund af Pladsmangel” besluttet at alle prostituerede skulle indlægges på Almindeligt Hospital.

Kommunehospitalet havde fra starten haft store disciplinære problemer med de prostituerede. Allerede tre måneder efter hospitalets åbning blev besøgstiden indskrænket på 4. afdeling som husede flest prostituerede, til kun tirsdag og torsdag mellem 16 og 18.

 

Ladegårdslemmer var heller ikke velsete

Ladegårdslemmer var en anden ikke særlig velset patientgruppe, som Kommunehospitalets øvrige patienter ikke gerne delte stue med. Stedet var nærmest at betragte som Københavns Fattiggård og husede 700-800 af byens over 6.000 fattige på varig hjælp.

 

Eget sygehus på Ladegården

Ladegården havde to sygestuer hver med plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 blev kun indlagt mindre syge patienter. Alle andre syge blev indlagt på Kommunehospitalet. I 1870 blev forholdene ændret således, at ladegården selv kunne forstå behandlingen af en lang række sygdomme herunder:

 

  • Benbrud (Urinrørsstrikturer), primære Syphilistiske Saar og Gonorrhoea

 

Mistro og modvilje mod Ladegårdslemmer kan have medført disse forandringer. Ladegårdslemmerne blev af mange anset for at lægge samfundet til fastslog for på alle måder at ”udnytte systemet”. En samtidig observatør skriver om Ladegårdslemmerne, at de ikke undslog sig fra at ”benytte Lægen som Skærmbrædt” ved ulyst til at arbejde.

 

Frederiks Hospital opdagede, at de ikke skulle behandle kopper

Kommunehospitalet var ikke alene om at forsøge at slippe for særlige patientgrupper. Ved det nye hospitals åbning trak det Kongelige Frederiks Hospital sin fundats op af skuffen og påpegede, at de ikke var forpligtet til at modtage koppepatienter, hvilken man hidtil havde været nødsaget til.

Dette fik Kommunehospitalet til at skrive følgende i deres årsberetning som medførte:

 

  • En højest ubelejlig Tilstrømning af Individer angrebne af sidstnævnte Sygdom (kopper)

 

En mide under overfladen

Fnat var en udbredt sygdom i sidste halvdel af 1800-tallet. Det var en parasitær hudsygdom, der skyldtes en mide, der gnaver sig ned under overhuden. Miden kan lige ses med det blotte øje. Den laver gange, som viser sig ved en streg i huden. I den ene ende findes miden.

Miden medfører kløe, hvorfor patienten kradser sig, og der går infektion i sårene. Sygdommen er meget smitsom, specielt ved tættere kontakt i varme omgivelser som ved seksuel omgang.

Behandlingen rettede sig herefter mod at mekanisk at åbne gangene under overhuden ved f.eks. stødt kridt eller hård skrubning og dernæst dræbe miden med midler som svovl eller speciel balsam.

 

Bagersvende var meget udsatte

Når en fnatpatient blev indlagt forsøgte lægerne at opspore kilden til sygdommen. Det gjaldt også for havnearbejder Carl Georg. Men han var nu ikke i stand til at give nogen forklaring på, hvordan han havde fået sygdommen.

For nogle fag syntes fnat nærmest at have været en erhvervsrisiko. Det gjaldt for eksempel de københavnske bagersvende. Omkring ¼ af de svende, der blev indlagt på Kommunehospitalet i 1867 med fnat var bagersvende.

Bagersvendene hørte til bagermesterens husstand og var dermed hans ansvar. I de fleste hjem sov flere i samme seng. Selv i arresten delte 4-5 personer en sovebriks. Det var en praksis, der først blev ændret i 1882. Da gik man over til celler i stedet for fællesrum.

Soldater var en anden udsat gruppe. Især krigen i 1864 medførte en opblomstring af fnat. Flere af disse tilfælde havnede på Kommunehospitalet.

 

Gode råd mod Fnat

Mange børn blev også smittet af fnat. I892 modtog Kommunehospitalet 106 børn med fnat. Hverken Børnehospitalet i Rigensgade eller Dronning Louises Børneasyl behandlede fnat.

Husråd blev gerne anvendt først, En folkelig tryksag fra 1868 med råd mod børnesygdomme anbefalede mod fnat at barnet fik et afføringsmiddel bestående af sennepsblade kogt med salt eller svesker så det medførte afføring ”et par Gange” med to – tre dages mellemrum. Herefter bør det ”svede et par Nætter” hvilket opnås ved at drikke hyldeblomstte.

Kuren skulle afsluttes med varm mælk tilsat finstødt svovlblomme (tungtopløselig svovl) samt smøring af de fnattede steder med en salve af svovlblomme og fløde.

 

Kommunehospitalet med flere senge

I 1892 havde Kommunehospitalet eksisteret i mere end en generation nærmere bestemt 29 år. Hospitalet var vokset i størrelse. Sengeantallet var øget fra 800 til 966 senge uden at der var sket tilbygninger. Flere af hospitalets oprindelige funktioner bl.a. isolationsbygningen for epidemiske sygdomme var flyttet til Blegdamshospitalet og Øresundshospitalet.

 

Kviksølvssalve

Behandlingen af havnearbejder Carl Georg tog seks dage og bestod af en kur med indgnidning af kviksølvssalve. Dette præparat anvendtes ellers mest mod syfilis. Og gonorre.

Havde Carl Georg nu blevet indlagt i 1863 havde behandlingen bestået af sæbekure, dvs indgnidning af grøn sæbe. En beskrivelse fra Ladegården:

 

  • Sæbekuren er imidlertid langt højere grad generende, ja saa smertefuld, at den dog undertiden fremkalder formelig Feber.

 

Ladegårdsslemmer frembragte kunstig Fnat

Men man sagde om Ladegårdslemmerne, at de med vilje fremkaldte kunstig fnat for derigennem at undslippe Ladegårdens trængsler.

Fnatten frembragte man ved hjælp af knappenålsstik, hvori man smurte tobakssaft. Opholdet kunne forlænges med børstning med en rigtig stiv børste. Så kunne man altid få lægen til at ordinære en ny smøretur.

 

Brug af petroleum og harpiks var ikke for smart

Kommunehospitalet forsøgte sig i 1865 med en tredages kur. Kuren bestod i indgnidninger i alkohol og petroleum. Brugen af petroleum ophørte dog hurtigt. Det var billigt men virkningerne var hvis ikke det man havde håbet. Hjemmekure med petroleum medførte ofte længerevarende hospitalsindlæggelser.

Man forsøgte også med harpiks. Men det viste sig at være meget allergifremkaldende. Dengang kiggede man nøje på medicinudgifterne. Billigst var man på psykiatrisk afdeling. Her var de årlige medicinudgifter pr. patient 4 kr. 69 øre.

 

Man måtte vaske sig i flere dage

I 1880’erne kom en ny salve man skulle indgnides i. Bagefter pudredes man så med mel. Man måtte så ikke vaske sig i flere dage. Men nu blev man også instrueret i at desinficere derhjemme.

I 1892 var syfilis socialt uacceptabel og til tider livstruende sygdom. Syfilis blev betegnet som en venerisk sygdom (kønssygdom) hvis behandling hørte under Kommunehospitalets 4. afdeling. Venerisk sygdom dækkede over:

 

  • Lidelser af høist forskellig Natur og Betydning, der kun have det Ene tilfælles, at de udelukkende eller dog hyppigst overføres fra Individ til Individ ved Samleie.

 

I 1892 behandlede kommunehospitalet 1.210 patienter for syfilis.

 

Mange konsekvenser

Gennem 1800-tallet gennemgik patienter forskellige former for kviksølvskure. Man kunne komme op på 8 piller om dagen. Ligeledes kunne man gennemgå ætsninger af sår. På hospitalets badeanstalt fandtes særlige svedekasser til syfilispatienter.

Der kunne med den store indtagelse af kviksølv let opstå forgiftning. Det bevirkede tandtab, mundbetændelse, psykiske symptomer, mavepine og blodig diarre. I 1892 var den gennemsnitlige indlæggelsestid for syfilispatienter 28 dage.

Men behandlingen havde sjældent den ønskelige virkning. Patienter fik ofte tilbagefald. Den behandling som man fik var ofte fuld af bivirkninger.

 

Transportable badekar

Når en patient blev ordineret badeterapi, fik vedkommende udleveret et af de 210 badetegn, hospitalet havde købt til formålet. Badetegnet skulle afleveres til badekonen.

Mands- og kvindebadeanstalten lå i hver sin fløj af hospitalet. Sengeliggende patienter kunne få bad på stuen. Hospitalet rådede over flere transportable badekar med varmeapparater til badevand.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Dansk Medicinårbog (div. Udgaver)
  • Københavns Historie bd. 4 (1982)

 

Hvis du vil vide mere: Om sygdomme og sygehuse. www.dengang.dk indeholder 1.659 artikler herunder:

  • Under København (180 artikler):
  • Pest i København
  • Kommunehospitalet – i begyndelsen
  • Bispebjerg Hospital – dengang
  • Ballade i Sædelighedshospitalet
  • Røverhistorier fra Lægekunsten
  • Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
  • De farlige kvinder

 

  • Under Nørrebro (293 artikler):
  • Et epidemihospital på Nørrebro
  • Blegdamshospitalet på Nørrebro
  • De Kellerske anstalter på Nørrebro
  • Sinker og Halvidioter på Nørrebro
  • Pest på Nørrebro
  • Epidemi på Nørrebro
  • Kolera på Nørrebro 1853
  • Et Hospital på Nørrebro

 

  • Under Aabenraa (156 artikler):
  • En fysikus fra Aabenraa
  • En fysikus fra Aabenraa (b)
  • Når man bliver syg i Aabenraa
  • Sygehus, apoteker og læger i Aabenraa
  • Syge mennesker i Aabenraa

 

  • Under Tønder (269 artikler):
  • Fysikus Ulrich fra Tønder 1-2
  • Sygehus i Tønder
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

  • Under Andre Historier (65 artikler)
  • De frygtelige sygdomme
  • Pandemi, Epidemi og Udbrud
  • Mandelejren på Livø
  • De unge kvinder på Sprogø

 

  • Ladegården (under Nørrebro):
  • Ladegården – nok engang
  • Ladegården uden for Nørreport
  • De fattiges fabrik på Ladegården
  • Ladegården og åen
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården – dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Ladegårdsåen (NørLiv 18)
  • Den gale præst på Ladegården
  • Den fjerdes Ladegård
  • En tur langs Ladegårdsåen
  • Skal Ladegårdsåens vand atter flyde?

På YouTube kan du finde to videoer omhandlende et foredrag, som undertegnede holdt i Stefans Kirken. Videoen er forsynet mad gamle fotos fra Ladegården og åen.


At være fattig

Oktober 17, 2020

At være fattig

Der var landsdækkende forbud mod betleri. Myndighederne kriminaliserede det. Også almissegivning var forbudt. Man ønskede en nyordning af fattiglovgivningen. Stiftsprovst var også imod myndighederne. De var en broget skare. Der kom til optøjer. Sympatien var på tiggernes side. Var bønderne virkelig dovne 0g ugidelige? Tiggerne truede med Bibelen. 75 pct. af Københavns befolkning var i farezonen. Der var manglende økonomiske ressourcer. ”Lad ikke de faldne ligge” Der kom ”Frivillig fattigvæsen”. Endnu ser vi sørgelige erindringer fra fattigdommen. Jernsengen måtte pantsættes. Der er stadig mange tiggere og hjemløse på Strøget-

 

Landsdækkende forbud mod betleri

Vi har allerede nu i mange artikler beskrevet hvordan det var at være fattig. Der var forskel på det i storbyen og på landet. Bagerst i denne artikel har vi som sædvanlig samlet en liste på artikler, hvor du kan fordybe dig endnu mere. Vi har også beskæftiget os med fattiggårde og tvangsarbejderanstalter- Det var her man blev sendt hen, når myndighederne ikke mente, at man selv kunne klare det mere eller når man skulle bidrage til samfundet for at få hjælp.

Allerede efter svenskekrigens afslutning i 1720 havde statsmagten begyndt en ny krig – krigen mod betleri og almissegivning til tiggere. Ja allerede skete det i 1708, da man indførte et landsdækkende forbud mod betleri.

 

Uvilje og forbud fra statsmagten

Men lovene blev slet ikke overholdt. Tiggerne fortsatte med deres plageri og befolkningen gav dem trods forbud penge og andet. Man sendte kun sjældent en fattig bort med ingenting. Men dette var en torn i øjet på magthaverne. De svarede igen med en sand syndflod af forordninger, reskripter og plakater.

En broget skare af bønder, fattigfolk, borgere og embedsmænd havde ikke i sinde at overholde dette.

Fra det 16. århundrede og fremefter blev betlere mødt med stadig større uvilje og forbud fra statsmagtens side. Værdigt trængende som ikke var i stand til at forsørge sig selv, måtte ganske vist fortsat tigge, men uværdige betlere skulle arresteret og forjages.

 

Myndighederne kriminaliserede tiggeri og almisser

Tiggeriet var fortsat lovligt for dem, der var blevet tildelt et såkaldt tiggertegn. Der var fortsat forbudt for borgerne at give betlerne almisse og husly. I stedet skulle de gavmilde borgere give til fattigbøssen og herfra kunne de værdigt trængende så få deres almisse.

Man var værdigt trængende, når ens fattigdom var uforskyldt. Det gjaldt forældreløse eller faderløse børn, gamle uarbejdsdygtige folk, syge, lemlæstede og sengeliggende, som ikke kunne tjene til livets ophold samt fattige.

Det centrale var, at kun de, som enten ikke havde mulighed for at tjene penge eller penge nok, fik fattigunderstøttelse. Enhver skulle yde det arbejde, som var muligt. Derfor forsøgte man at ramme den gruppe betlere, som var løsgængere – folk som man mente gik ledige på grund af dovenskab. De havde ikke ret til almisse, men kunne nu, hvis de fortsat betlede, straffes med arbejde i Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset.

Myndighederne kriminaliserede tiggeriet og almissegivningen. Men det fortsatte dog relativt uhindret.

 

Man ønskede en nyordning af fattigvæsnet

Da Struensee i 1771 ville reformere det københavnske fattigvæsen, var det netop fordi:

 

  • De gentagende foranstaltninger til lediggangs hemmelse er bleven uden den forønskede virkning, ja som oftest indført ladhed iblandt den ringere almue, og til overmåde byrde for det almindelige forøget betlernes antal.

 

Man ønskede en nyordning af fattigvæsenet, og i 1799 forelå endelig en stor ambitiøs ny planlægning af Københavns Fattigvæsen. Betleriets afskaffelse via et forbud mod al tiggeri var fortsat blandt Fattiglovens hovedintentioner. Dem, der overtrådte reglerne skulle indsættes i Fattigvæsnets tvangsarbejderhus.

 

Stiftsprovst var uenig med myndighederne

Kampen mod hovedstadens betlerhoveder blev således skærpet i 1800 med oprettelsen af Tvangsarbejderhuset, hvor betlere blev straffet med hårdt arbejde eller ensomt fængsel, indtil huset brændte under Københavns bombardement i 1807. Nu blev bøderne pludselig fordoblet.

Professor og stiftsprovst Jerns Lodberg var uenig med loven på flere punkter og nævnte det i sin prædiken. Han mente at loven stred mod det kristne budskab. Man måtte ikke nøde nogen til at give fast almisse. I så fald var almissen at betragte som en skjult skat.

Det var egentlig forbudt at kommentere kongelige forordninger. Lodberg slap dog alligevel igennem med sin kritik. Men kritikken foranledigede dog ingen ændring af lovgivningen.

Så atter engang i 1789 så Københavns politimester sig nødsaget til at indskærpe for hovedstadens borgere at det var strafbart at hjælpe tiggerne.

I et officielt skrift fra Trinitatis Sogn lød det i 1798:

 

  • Enighed heri kan efter den almindelig herskende tænkemåde ikke ventes, i det mindste næppe i vor tid

 

Man havde i kirken en vis forståelse for de tanker og følelser, der lå bag folks fortsatte almissegivning.

 

En broget skare

Man indså efterhånden at borgerne ikke kunne klandres for at være barmhjertige mod betlere så længe Fattigvæsnet hverken magtede at understøtte alle værdigt trængende eller få has på de uværdigt trængende. Også inden for Fattigvæsnet beklagede man at alle betlere blev behandlet lige hårdt uden at skæve til baggrunden for deres betleri.

Mange betragtede tiggerne som en broget skare og anså ikke alt betleri som lige illegalt. Mange mente, at man ikke burde kunne trække en sulten tigger frem til straf.

Det kunne være svært for de lokale forvaltninger at inddrive de frivillige ydelser til almisser. Også mange herremænd var imod at deres bønder skulle betale faste ydelser til det lokale fattigvæsen. Normalt ønskede de lokale magistrater ikke at indføre en fattigskat.

Københavns Magistrat fandt det således:

 

  • Ugørligt og utåleligt at forandre kærligheds – og almissegaver til en årlig skat.

 

Man holdt fast i den gamle ordning

I flere byer holdt man fast ved den gamle ordning, hvor byens fattige på bestemte dage gik tiggergang gennem byen. Endnu i 1772 blev der i Middelfart givet regler for, hvorledes stodderfogeden hver lørdag skulle samle stadens tiggere, opstille dem i en række og derefter lede den betlende flok fra dør til dør.

Stodderfogeden hørte selv til blandt tiggerne, men havde en slags offentligt embede, der gjorde ham til ”stoddernes konge”, som almuen plejede at kalde ham.

I 1800 blev det bemærket, at befolkningen anså det for tvang årligt at skulle give ”noget klækkeligt” til sognets fattigkasse, men gerne gav fremmede betlere af et godt hjerte.

 

Betleroptøjer

Fattigfogederne var meget upopulære. Befolkningens sympati var oftest på betlernes side. Det skete ikke sjældent, at almuen forhindrede fattigfogederne i at pågribe de flygtende betlere. Jagten på tiggerne førte således ofte til tumulter og slagsmål, når pøblen tog parti for de pågrebne betlere og gik løs på de forhadte og foragtede fattigfogeder.

Betleroptøjerne udviklede sig i nogle tilfælde til meget voldsomme sammenstød. Det skete for eksempel søndag den 14. januar 1714, da de københavnske fattigfogeder i Grønnegade blev overfaldet af matroser:

 

  • Med knive, stenkast og blotte kårder.

 

En af fattigfogederne fik fem store huller i hovedet, og hans højre pegefinger blev næsten hugget af, mens to andre fattigfogeder blev slået ”blå og blodige” af den ophidsede pøbel.

Bølleoptøjerne og voldelige overfald på fattigfogederne fortsatte som hyppige hændelser op gennem det 18. århundrede, og i 1789 var det kommet så videt, at:

 

  • Ingen duelige folk til fattigfogeder ville bekvemme sig af frygt for de insulter og overfald, som de jævnligt af pøbelen er udsatte for, når de vil efterkomme deres pligter.

 

En slags fornedrende forretning

For at hindre befolkningen i at angribe fattigfogederne var det bestemt at byens almindelige politi og vægtere skulle komme fattigfogederne til undsætning. Det blev endog forordnet at alle borgere skulle have et lille våben i deres bolig og komme politi, vægtere eller fattigfogeder til hjælp, hvis der var optøjer i deres nabolag.

Nu ville hverken politi, vægtere eller almindelige borgere identificeres med fattigfogeder.

Myndighederne fastslog, at hvis fattigfogeder blev ramt af vold eller skældsord ville man blive straffet med henholdsvis spidsrod, tamp og den spanske kappe. Hvis man blev straffet tredje gang for denne forseelse, blev man idømt tre års straffearbejde i citadellet.

Straffen for at medvirke i bølleoptøjer blev skærpet til to måneders tugthus.

Fra 1813 kunne almindeligt politi nu jagte betlere. Men politiet værgede sig ved dette, da anholdelse af betlere i almindelighed blev betragtet som:

 

  • En slags fornedrende forretning

 

Borgerne havde en naturlig sympati for tiggerne

Mange almindelige borgere gemte også betlere. I 1799 bestemte myndighederne, at byens kroholdere og husejere skulle straffes med bøder mellem 4 og 20 rigsdaler, hvis de ikke anmeldte folk i deres husstand, de mistænkte for at være betlere.

Vi har tidligere beskrevet Børne – og Tugthuset og de forhold, der her eksisterede. Folk havde en naturlig sympati for disse beboere.

 

Var bønderne virkelig dovne og ugidelige

Dengang blev bønderne fremstillet som dovne og ugidelige. Men situationen så ofte anderledes ud. En del af almuen så det nødvendigt at man valgte tiggerlivet i en kortere eller længere periode af livet.

Mange var udsat for ulykker som sygdom og misvækst. Adskillige på samfundets bund blev pågrebet af fattigfogeder.

 

Betlernes trusler

I bibelen kunne man finde passager, der mere end antydede passager, der mere end antydede, at ulykker ville indtræffe, dersom betlerne ikke fik, hvad der tilkom dem.

Betlernes trusler og bøndernes frygt blev herfor ofte anført som en af grundene til, at forbuddet mod almissegivningen ikke lod sig gennemføre. I 1780’erne nævnes betlernes trusler om brandstiftelse som den vigtigste årsag til den fortsatte almissegivning.

Lejlighedsvis iværksatte myndighederne regulære tiggerjagter, hvor man forsøgte at indfange omstrejfende betlere. Men udbyttet af jagterne var ofte magert i forhold til de mange indrapporteringer af omstrejfende flokke af løsgængere.

Eventuelle angivere kunne både frygte hævn fra betlerne selv og indfangede betlers venner.

Befolkningsgrupper indgik i fællesskaber som f.eks. landsby- og håndværkslavene som bl.a. havde til formål at hjælpemedlemmer i krisesituationer.

 

75 pct. af Københavns befolkning var i farezonen

Selvom middelstandens lavsmedlemmer i tilfælde af varig krise også før eller siden ville nedsynke i fattigdom, var by – og landbefolkningens store underklasse i endnu højere grad truet af at blive fattige som følge af sygdom, brand eller dårlige konjekturer.

Men reelt må man henregne store dele af befolkningen til gruppen, der var i den økonomiske farezone, og hvor uventede katastrofer kunne være ensbetydende med et liv i fattigdom. Der blev anslået, at omkring 75 pct. af den københavnske befolkning var i , hvad man kan kalde ”fattigdoms-risikogruppen”

Det var den store økonomisk dårligt stillede grupper der bl.a. indbefattede soldater, matroser, svende, lærlinge, sømænd, fiskere, tjenestefolk og daglejere. De var pga. deres lave indkomster konstant i fare for at måtte gribe til tiggerstaven, hvis sygdom, dårligt høstår eller andre ulykker gjorde dem ude af stand til at tjene til dagen og vejen.

Størstedelen af Danmarks befolkning levede i det man kaldte et knapheds- eller risikosamfund. Det sociale sikkerhedsnet var hullet og kun de færreste kunne føle sig fuldstændig sikre på, at de ikke ved uheldige omstændigheder ville komme ind på en social rutsjetur.

 

Manglende økonomiske ressourcer

Den almindelige danskers liv var med andre ord præget af manglende økonomiske ressourcer og stor afmagt over for de stadig tilbagevendende ulykker. Vejen fra byhuset, gården, husmandsstedet eller i endnu højere grad fra indsidderboligen eller baghuset til tiggerstaven var kort.

Det 18. århundredes fattiglove mødte hovedsagelig en tavs modstand, der mere kom til udtryk i handlinger end i ord. Som vi har set, findes der talrige eksempler på, at befolkningen direkte eller indirekte støttede tiggerens ret til at betle.

 

Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes

København havde lige som andre europæiske storbyer massive fattigdomsproblemer. Byens gader var overfyldt med tiggere, gadebørn, krøblinger og andre fattigfolk. Hovedstadens fattigforsøg var betydningsfuld på mange områder. København fungerede ofte som en slags eksperimentarium for nye ideer og tiltag. København var en prøveklud.

Borgerne skulle moralsk og åndeligt oppustes. Et universalmiddel, som stadig gælder den dag i dag er arbejde og arbejdstvang. Det gavnede staten. Man lærte også de fattige at bestille noget. Vi har tidligere her på siden kigget på tvangsarbejderanstalter bl.a. Ladegården.

 

Lad ikke de faldne blive liggende

I 1849 berettede provst Smith, hvordan private almisser angiveligt oversteg fattigskatten fire gange. Smith mente, at disse almisser var såre nødvendige så længe det offentlige fattigvæsen ikke var sin opgave voksen, men betvivlede også at betleriet nogensinde helt ville kunne udryddes.

 

  • Lad ikke de ”faldne” blive liggende

 

Ja sådan lød et opråb fra en kirkelig forening i 1876. Livet i København var farligt. Pyntesyge piger og ensomme sømænd kunne risikere at blive ledt i fordærv. Københavns menneskelige forfald blev de kristne missioners store menneskemark, hvor fortabte sjæle skulle høstes for Gud.

Det var datidens sociale arbejde. Bagved lå også en solid gang småborgerlig og især kristelig moralpåvirkning til grund. Målet var at gøre fattige mennesker fra de lave sociale klasser til gode samfundsborgere, hvilket vil sige dybt kristne med udsigt til at blive tjenestepiger for borgerskabet eller lønarbejdere for fabriksejerne.

Der opstod organisationer som Christianshavns Understøttelsesforening eller Nørrebro Bespisningsforening.

 

Frivilligt fattigvæsen

Ofte gik frivillige ud for at undersøge om de forskellige foreningers midler gik til de rigtige. Pengene måtte i hvert fald ikke gives til ”opmuntrede skrålhalsenes dovenskab” De såkaldte ”undersøgere” måtte ikke have dårlige nerver, at de blev formidlede ved synet af en seng med halm i stedet for sengeklæder eller af en skrigende og pjaltet børneflok.

En ansøger skulle sandelig være værdig trængende. Pastor Holck skrev i 1869 bogen ”Om Godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn, og her inviterede han sine læsere på et hjemmebesøg for at besigtige et fattigt hjem:

 

  • Hvis du bevæger dig rundt i de fattiges boliger, skal du vænne dig til en ejendommelig i høj grad ubehagelig luft. Den er meget vanskelig at beskrive men meget let at kende.
  • Her er lidet indbydende, så meget smuds er der på gulv, vægge og loft, kort sagt overalt i den fattige stue.
  • Du tager altså mod til dig og træder ind. Ved sengen, der er udredt, skønt det er temmelig højt på dagen og der er ikke meget at rede, sidder konen på en stol, som engang har haft betræk og udstopning, meget løseligt påklædt med et barn ved brystet, mens fire meget pjaltede og endnu mere smudsige børn tumler sig på gulvet.

 

Pastoren gjorde opmærksom på, at man ikke skulle lade sit hjerte hoppe over ved at se en stak pantelånesedler. Man skulle undersøge mandens forhold. Det kunne jo være at han brugte alle sine penge hos værtshusholderen i kælderen, hvor han drak brændevin og spiste sine måltider, fordi hjemmet ikke var så indbydende.

 

Sørgelig erindring om fattigdom

Man kan endnu læse erindringer fra dengang, hvor børn fortæller om deres opvækst, dengang, der var masser af fattige. Vi har kigget på Camilla ’s erindringer. Faderen var fordrukken skomager-mester i Gothersgade.

Han drak hele sin ugeløn op, så mor måtte tage arbejde som vaskekone. Hun arbejdede fra kl. 4 om morgenen. De boede mindst 15 forskellige steder og blev smidt ud, da de ikke kunne betale husleje. Det var altid 1 – værelses lejligheder uden køkken og i 3. baggård.

Børnene spiste på ”Den barmhjertige Samaritan”, hvor fattige kun få et måltid mad hver dag. Det var som regel bygvandgrød med kogende skummetmælk over og dertil tykke stykker rugbrød.

Fra soldaterkasernen fik børnene rugbrød med margarine på. Der måtte de tage så meget de kunne. Og børnene blev populære, når de stolt kom hjem med en hel stabel, smurte klemmer.

Om morgenen blev der købt gammelt brød. Hver lørdag gik de til Slagterboderne efter kød og ben. Og hos fiskerkonerne ved Gammel Strand faldt der altid et par ålekvabber til den fattige familie. Det blev til søndagsmaden med en suppe med store melboller i.

 

Jernsengen måttepantsættes

Når familien ikke kunne betale husleje, blev de med møblerne – en jernseng, et lille bord og en stol – sat på gaden. Jernsengen måtte senere sendes til Lånekontoret. Den blev aldrig købt tilbage.

Camilla måtte tigge på gaden indtil der var penge nok til en ny lejlighed. Mange gange kom familien som husvilde på Ladegården. Og her blev far sat til at feje gader og mor blev ansat i vaskeriet.

Camillas bror på 10 år arbejdede som mælkedreng fra kl. 4 om morgenen. Og så havde han byplads hos en lægefamilie fra 8 til 12 og gik i skole fra 13 til 18. Camilla gik i skole fra 8 – 13 og afløste hendes bror hos lægefamilien.

 

Stadig masser af tiggere og hjemløse

Går du i dag en tur ned ad Strøget vil du stadig kunne finde masser af hjemløse og tiggere.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • erindringer.dk
  • historie-online.dk
  • Fortid og Nutid
  • Peter Henningsen: Patrioter og fattigfolk (Fattigvæsenet i København 1500-1850)
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Aksel Steensberg m.m.: Dagligliv i Danmark i det syttende og attende århundrede
  • Palle Ove Christiansen: Lykkemagere, Gods og greve, forvalter og fæster i 1700 – tallets verden
  • Karin Lützen: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800 – tallets København
  • Karin Cohr Lützen: Velgørenhed

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk finder du 1.658 artikler:

  • Under København (179 artikler):
  • Pustervig og Fattigvæsnet
  • Børne – og Tugthuset
  • Sådan var Guldalderen også

 

  • Under Nørrebro (293 artikler):
  • Det Gamle Nørrebro og de fattige
  • Moral, etik, horeunger og Fattighjælp
  • Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
  • Nørrebro bespisningsforening i begyndelsen

 

  • Under Tønder (269 artikler)
  • Fattige i Tønder

 

  • Under Aabenraa (156 artikler):
  • Aabenraa’ s fattige
  • Husvild i Aabenraa

 

  • Ladegården (under Nørrebro):
  • Ladegården – nok engang
  • Ladegården – uden for Nørreport
  • De fattiges fabrik på Ladegården
  • Ladegården og åen
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården – dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Ladegårdsåen (NørLiv 18)
  • Den gale præst på Ladegården
  • Christian den Fjerdes Ladegård
  • En tur langs Ladegårdsåen
  • Skal Ladegårdsåens vand atter flyde?

 

  • På YouTube kan du finde to videoer, som er lyden fra foredrag i Stefans Kirken, hvor du hører lyden og ser fotos fra det gamle Ladegården og åen.