Dengang

Artikler



Russerhulen

Oktober 13, 2019

 

 

Russerhulen

 

Grimstrup Krat er Ribe Amts største egekrat. Iden sydlige del ligger fem bronzealderhøje. Her er navnlig Trehøje et besøg værd. I den nordlige del findes ”Kampdiget”. Fra Egedalsvej i Grimstrup er der en afmærket sti til ”Russerhulen”. I 1944 blev to russiske krigsfangere spærret inde i smedjens udhus af tyskerne. Det lykkedes dem at flygte. En kreds af Grimstrup – borgere vidste godt, at de havde bygget en hule i Krattet. Når pastoren kom med maden skulle han synge en bestemt russisk sang. Hvad der blev af disse fanger vides ikke. Men Grimstrup borgerne rejste en mindesten på 45 års dagen for besættelsen – den 5. maj 1990.

 

 

Grimstrup Krat er det tidligere Ribe Amts største egekrat. Krattet er resten af en stor egeskov, som efterhånden blev mindre ved græsning og stævning.

 

På forunderlig vis er fortidens spor mangfoldigt bevaret i Grimstrup Krat

 

I den sydlige del af krattet ligger således en gruppe gravhøje – i alt fem bronzealderhøje – hvor navnlig den markante og velbevarede “Trehøje”-gruppe er et besøg værd. I den nordlige del af Grimstrup Krat findes et dige, kaldet “Kampdiget”. Det er 200 meter langt og strækker sig i retningen fra nord mod syd med en gravsænkning langs østsiden.

 

Fra Egedalsvej i Grimstrup er der afmærket en sti til Russerhulen, som ligger i den østlige del af krattet.

 

I følge “Fortællinger fra Vestjylland – En landsby i krig” – af pastor J.C. Lilleør flygtede to russiske krigsfanger i 1944 til Grimstrup Krat.

 

I efteråret 1944 kom en deling tyske soldater til Grimstrup medbringende nogle krigsfanger. Blandt disse krigsfanger var to russere, som var spærret inde i smedens udhus. Det lykkedes de to at stikke af, inden tyskerne igen gjorde klar til afrejse.

 

Russerne gravede en hule i krattet og levede i skjul for tyskerne i vinteren 1944-45. Nogle beboere i Grimstrup var bekendt med stedet, så de bar i al hemmelighed mad ud til dem.

 

Der fortælles at når fru pastor Lilleør bar mad ud til dem, skulle hun som signal synge en bestemt russisk sang. Hun havde gerne den mindste af drengene med, så det kunne ligne en skovtur.

 

Vi ved ikke, hvad der skete med de undvegne russiske krigsfanger efter krigens ophør, men de undslap i hvert fald tysk krigsfangelejr.

 

Mindestenen blev rejst af Grimstrupborgerne på 45 års dagen for Befrielsen, 5. maj 1990

 

Indskrifterne og figurerne på mindestenen er lavet af Esbjerg kunstneren,

Hjalmer Sonne, og motivet foran på stenen forestiller to personer (russerne), der sidder omkring et bord. På siden af stenen er der til venstre et par fredsduer, og på højre side indskriften: “2 russiske fanger i nød blev reddet af gæve Grimstrup borgere fra død”.

 

  • dengang.dk kan du finde en masse artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter)

 


Lige syd for grænsen 1940 – 1949

Oktober 5, 2019

Lige syd for grænsen 1940 – 1949

Inden Hitler kom til, var der 28 partier. Men man manglede brød og arbejde. Ret hurtig var der kun en ungdomsbevægelse. Med nazisterne kom der mange stramninger for det danske mindretal. Man tav om sit sindelag. Man fik kontakter på dansk side. Danskerne var interesseret i efterretninger og våben. En jødisk læge blev hjulpet over grænsen. Og våben blev ført over i en barnevogn. Der kom også tog med menneskevrag. 4.000 af dem blev sendt med tog til Padborg. Der var Gestapo – razzia i Kruså. Og kriminalrat Hermannsen hjalp også. Men der var usikkerhed og utryghed. Blev Flensborg en kampzone? Briter betragtede de dansksindede som en risikogruppe. De var rasende over deres initiativer. De gamle nazister var der stadig. De tyske medier rasede mod de dansksindede. Man kunne ikke svare igen. Briterne havde indført censur mod Flensborg Avis. Der var masser af flyveblade mod de dansksindede. Butikker blev ødelagt. De dansksindede var forarget over flygtningene. A.P. Møller frygtede for danskheden. SSW indførte racehygiejne. Og tyske historiker beskyldte dette som lighed med den nazistiske raceideologi.

 

28 politiske partier

Det var bestemt ikke let for de dansksindede syd for grænsen. Først skulle de leve med nazi – diktaturet og derefter måtte de ofte kæmpe mod den britiske besættelsesmagt.

Den protest og modstandsarbejde, der foregik var beskeden. Og ofte fik man hjælp nord for grænsen.

I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne havde Tyskland seks millioner arbejdsløse. 4 millioner unge havde aldrig haft en lærerplads eller fået noget uddannelse. I 1930 var der 28 politiske partier, som du kunne stemme på.

 

Man manglede brød og flere i arbejde

Men det var et samfund, hvor der manglede brød og flere i arbejde. Dette blev baggrunden for nazismen. Nazisterne var meget optaget af det nordiske, især alt det, der lå før år 1000. Det var helteånden, der blev dyrket. Den kunne bruges i opdragelsen. Og den fyldte ikke så lidt i skolebøgerne. En sangbog fik titlen ”Blut und Ehre (Blot og ære)

Hitler sagde:

 

  • Det er mandens ære at slås og det er kvindens ære at føde børn

 

I 1934 da han talte ved rigspræsident von Hindenburgs bisættelse i Tannenberg sluttede han:

 

  • Så rejs da til Valhal, du gamle marskal!

 

Kun en ungdomsbevægelse

I 1933 opløstes samtlige ungdomsbevægelser. Herefter eksisterede der kun en. ”Hitler Jugend”. Der skulle mange og lange forhandlinger til før det danske mindretals unge slap for den tvungne HJ tjeneste. Lørdagen blev ”Stats – ungdomsdage”. Alle lørdage hørte alle unge staten til, dvs. Hitler Jugend.

Samtidig indførtes den nye hilsen ”Heil Hitler”. Og selv om mindretallet efter lange forhandlinger slap for dette, førte det alligevel mange ubehageligheder med sig.

I 1934 udsendte den nazistiske ungdomsleder Baldur von Schirach en bog med titlen ”Gestaltung der Hitler Jugend” (Opbygningen af Hitler Jugend). Her blev det fastslået at alt hidtidigt ungdomsarbejde er dødt, hvorfor der nu gælder om at opdrage noget nyt, stærkt og livskraftigt.

Børnenes tvungne lørdags – tjeneste omfattede bl.a. militær eksercits.

 

Adskillige stramninger

Nazisterne forlangte i begyndelsen, at folk skulle gå i kirke, men snart forlangte Goebbels og Rosenberg m.fl. trosfrihed for nazistpartiets medlemmer. Heraf udsprang brydningerne inden for den tyske kirke.

Enhver kunne blive medlem af nazipartiet, men man kunne ikke melde sig ud, og bl.a. derfor blev partiet så stort. Efterhånden blev det afsløret, at efter nazisternes opfattelse skulle syge, svage og gamle helst dø. De var en unødvendig belastning for det fremadstræbende storrige.

Det var hårdt for børn og unge, der blev omskolet fra dansk til tysk skole, fordi forældrene blev udsat for nazistisk pres, som de ikke magtede at modstå.

I tiden op til krigen 1939 kom der adskillige indskrænkninger i foreningslivet, som også ramte mindretallet. Tøjlerne blev strammet på alle måder.

 

Man tav om sindelag

Tyskerne troede ikke, at England ville gå i krig for Polen, ligesom de ikke havde troet, at England ville gå med i den første verdenskrig. Tyskerne troede på en nem og kort krig.

For anden gang måtte den danske ungdom i Sydslesvig nu stille spørgsmålet: ”Flygte eller blive”. Mange tav om deres sindelag. Det var meget vanskeligt at få pas eller visum. Man kunne ikke uden videre passere grænsen. Ofte skete det ved hjælp af bestikkelse.

Nazipartiet brugte begrebet ”Unabkömmlich” (uundværlige). Storbønder og industriens ledere blev ikke indkaldt. Som partimedlem fik man eventuelt lov til at blive hjemme. Var man ikke partimedlem måtte man ud.

 

Forskellige kontaktsteder på den danske side

Modstandsbevægelsen i Flensborg havde et værdifuldt kontaktsted i Kruså. Det var frk. Heiselbergs lille restaurant ved siden af det danske toldsted. Havde man noget særligt at ordne, fik man lov til at gå op i hendes private lejlighed oven på restaurationen. Mangen en betydningsfuld besked gik over frk. Heiselberg.

Et andet kontaktsted var gråsten banks filial ved siden af restauranten, hvor bankbestyrer A. Madsen – senere Neisgaard, da Madsen måtte gå under jorden – var til uvurderlig hjælp, når det gjaldt post, meddelelser af enhver art og oplysninger vedrørende grænseovergangsforhold.

Under krigen blev der etableret kontakter til den danske modstandsbevægelse ofte ad mærkelige veje og det førte til, at modstandsarbejdet syd for grænsen i visse tilfælde også kom til at omfatte folk uden om mindretallets kreds.

Der blev knyttet kontakt til værten i Borgerforeningen, Hanni Matthiesen af modstandsbevægelsen i Danmark ved jens Ege, Kohagen i Kollund og oberstløjtnant, senere general Aage Højland Christensen. I februar 1945 måtte jens Ege gå under jorden. Ny kontaktmand blev oversergent Ole Hansen, der boede i Kruså Mølle. Han ”arbejdede” i frk. Andersens gartneri i Kruså som Ole Olsen.

 

Danskerne interesseret i efterretninger og våben

Modstandsbevægelsen var først og fremmest interesseret i efterretninger og våben, men lagde også vægt på det psykologiske i, at der også inden for Tysklands grænser foregik sabotager m.v.

Jens Ege bistod også med at hjælpe folk over grænsen. Dette skete ofte med aften – rutebilen fra Flensborg til Kruså. Omkring den tyske toldbygning var der temmelig mørkt. Det gjaldt om at aflede toldernes opmærksomhed. Så gik turen over til den danske side af grænsen, hvor alt var forberedt til den videre rejse.

 

Flygtede i kajak over Flensborg Fjord

Ofte skulle der skaffes folk over grænsen til Sverige. Turen gik over Krusåen i området omkring Nyhussø. Kontaktmanden på dansk side var ofte Hans Hansen. Han stammede fra Flensborg. Han var meget aktiv i det socialdemokratiske ungdomsarbejde. Han måtte allerede i 1933 forsvinde på grund af Gestapos interesse for ham.

Han flygtede i kajak over Flensborg Fjord. I 30’erne opholdt han sig i Padborg – området med kontakt syd på. Han virkede som sendebud for gamle partivenner. Da Danmark blev besat måtte han flygte til Sverige. Men han vendte tilbage og bosatte sig lige nord for grænsen.

 

Den tyske grænsebevogtning ikke så effektiv

Da de danske grænsegendarmer blev arresteret og ført til koncentrationslejre blev der, på trods af den tragiske baggrund, noget lettere at gennemføre de illegale grænseoverskridelser. Den tyske grænsebevogtning var ikke særlig effektiv.

Kontakterne Hamborg – Flensborg – Danmark førte også til, at sårede fra Straffebataljoner, der efter et lazaretophold var gået under jorden, dukkede op i Flensborg. De var hjulpet på vej af gamle partikammerater og grupperne i Hamborg. Nu skulle de så skaffes videre til Danmark.

Straffebataljonerne bestod dels af folk, der var dømt ved en krigsret, og dels af fanger fra koncentrationslejre. Begge grupper skulle ”have en ny chance”. De kom ofte i uniform, men fik civilt tøj, hvorefter uniformen blev brændt i et centralfyr. De blev hjulpet over grænsen lige som så mange andre i disse år, jøder, halvjøder og de, der i nazisternes øjne politisk upålidelige.

Mange i Flensborg og i hele grænseområdet var parat til at hjælpe, skønt risikoen var stor, således f.eks. A & N, der ejede et lille hus nord for grænsen og var med til at redde ikke så få mennesker.

 

En jødisk læge bosatte sig senere i området

Fru LHM kan berette om en række familiemedlemmer, men også andre, der dukkede op for at få logi, når et bestemt kodetal blev nævnt. Et af de næste led i kæden var den danske hjemmesygeplejerske i Valsbøl, Kathrine Bojlesen, der tog imod disse mennesker og var med til at hjælpe dem over grænsen. Blandt dem, der kom ud i friheden af denne vej, var en læge og hans husholderske. Lægen var halvjøde og måtte ud af Nazi – Tyskland.

 

Våben smuglet i barnevogne

Efter krigen åbnede han en praksis i Sønderjylland. Og den blev videreført af hans søn.

Et brændende ønske hos modstandsgrupperne nord for grænsen var at få våben. Og dette foregik ofte i barnevogn eller i en jordemodertaske med dobbelt bund. Senere fik man en aftale med en vognmand nordfra, der kørte med kølebiler med pakker til danske koncentrationsfanger i Neuengamme.

Sidst i marts og først i april dukkede de hvide busser fra dansk og svensk Røde Kors op i Flensborg på vej til Sverige med danske og norske KZ-fangere. Men der kom også andre fanger til byen.

 

Et tog med menneskevrag

Således holdt en dag et tog ved Flensborg Sporskifte med godsvogne fyldt med menneskevrag, fanger fra koncentrationslejre. Senere kørte toget frem til havneområdet i Flensborg ved skibsværftet og slagteriet. Mange var døde i toget og ligene blev stablet op af en mur. Vogterne var nervøse. Ingen måtte komme i nærheden af toget. Befolkningen måtte ikke se dette forfærdende udtryk for nazismens menneskelighed.

En skoledreng spurgte en af vogterne, om han måtte give et brød til fangerne. Vagten gav efter, og drengen rakte brødet frem. Umiddelbart efter brød et voldsomt slagsmål ud i godsvognen.

Der var nervøsitet og forvirring omkring toget. Pludselig fik fangerne besked om, at lægge de døde tilbage i vognene. Toget kørte tilbage til Sporskifte. Herfra forsvandt det om natten, ingen vidste hvorhen.

 

Gestapo – razzia i Kruså

Som allerede nævnt var der ofte brug for rationeringsmærker, legitimationskort m.v. nord for grænsen. Enten blev disse ting skaffet til et bestemt formål fra en illegal forbindelse, eller man havde på samme måde fået mærker og kort til egen administration.

Et lager af alt dette lå gemt i en kakkelovn hos frk. Wildau på Kruså Møllegård. På en eller anden måde havde Gestapo fattet mistanke om, at der foregik et eller andet, så der blev iværksat razzia. Heldigvis var der besøg hos hende, så disse mennesker tog lageret ud af kakkelovnen og puttede det i en mappe. Så gik de ud på landevejen. En Gestapo – mand bad om legitimation, og spurgte, hvor de skulle hen. Et pas med visum lydende på ”Arbeiter” og en forklaring om, at de var på vej til at arbejde på skibsværftet i Flensborg sikrede dem passage – uden at tasken blev åbnet.

 

Kriminalrat Hermannsen hjalp også

Nu var det ikke alle der var lige bombardiske hos myndighederne. Således hjalp Kriminalrat Hermannsen mange. Han forhindrede bl.a., at fanger fra Frøslevlejren blev ført til Tyskland. Den mærkelig figur i Gestapos ledelse i Flensborg holdt øje med den lokale modstandsbevægelse. I nogle tilfælde gav han også melding om, når de skulle flygte til Sverige.

Der var kræfter i den danske modstandsbevægelse, der via den britiske oberst Orff i Kiel fik udvirket, at Hermannsen blev hentet ud af fængslet i Flensborg, så han kunne bistå med eftersøgningen af Gestapo-folk.

I nogle uger fik Hermannsen et ”arbejdsværelse” i Borgerforeningen. Han blev indkvarteret nord for grænsen, men kom hver dag til Flensborg sammen med Ole Hald.

 

Ville Flensborg blive et kampområde

I Flensborg var der kort før krigsafslutningen en atmosfære af både håb og spænding. Ville Flensborg blive et kampområde? Siden 2. marts 1945 var byen sat i primitiv forsvarstilstand. I efteråret 1944 var skansearbejde blevet iværksat.

Ville byen blive erklæret som en åben by? Dette skete den 4. maj, mens de britiske styrker nærmede sig. Men hvad med Danmark? Ville Danmark blive den sidste slagmark?

Flensborg vrimlede med alle slags militær. Havnen var fuld af skibe. Midt i vivaret kom så meddelelsen om, at Hitler havde taget sit eget liv, selv om det ganske vist blev sagt på en anden måde. Admiral Dönitz blev hans efterfølger. Nu måtte vejen da være klar til en krigsafslutning.

 

Flensborg havde fået en ”Reichssender”

Stor var overraskelsen, da man den 3. maj i radioen pludselig hørte den præsenteret som ”Reichsender Flensburg” og ikke som hidtil ”Reichsender Berlin”. Dönitz – regeringen var flyttet til marineskolen i Mørvig. Gaderne vrimlede med høje militærpersoner og fremtrædende partifolk. Rygterne ville vide, at der på politipræsidiet og andre steder blev udfærdiget falske civile papirer i stort tal til SS- og Gestapo – folk og andre nazister. At det virkelig skete blev senere bekræftet.

 

En forskrækkelse på Flensborg Avis

På Flensborg Avis oplevede personalet en forskrækkelse på den sidste Hitler – fødselsdag den 20. april. Der skulle efter ordre bringes et billede af Hitler og en pæn kliché var fundet frem og placeret på forsiden.

Trykningen var i gang, og de første bude var gået ud med aviser, da der blev opdaget, at en af personerne ved siden af Hitler var den flygtede Hitler – stedfortræder Rudolf Hess. Maskinen blev standset og Hess ansigt kradset ud til uigenkendelighed, før restoplaget blev trykt. Men hvad med de allerede udsendte eksemplarer? Ville Gestapo møde op med en beskyldning om fornærmelse af Føreren? Nerverne stod noget på højkant. Nazisterne havde andet at tænke på i de dage, og der skete intet.

 

De hvide busser

I de hektiske dage sidst i april passerede de hvide busser næsten døgnet rundt i Flensborg med danske og norske fanger fra Neuengamme, hvortil de var ført fra forskellige koncentrationslejre. Busserne kørte fangerne til Danmark og videre til Sverige, men en del blev anbragt i Frøslevlejren.

De danske jøder i Theresienstadt var også bragt til Neuengamme, og ca. 400 overlevende kom med busserne til Sverige. I alt omkring 10.000 kz-fanger blev befriet på denne måde.

Andre 10.000 kvindelige fanger fra Ravensbrück blev af dansk – svensk redningshold med biler og tog reddet i de sidste aprils – dage, væsentligt franske, hollandske og polske.

 

4.000 fangere via Flensborg til Padborg

Et bestemt godstog havde 4.000 fanger med og strandede nogle dage i Flensborg, før det lykkedes at få det igennem til Padborg den 30. april. Det var frygtelige scener, der udspillede sig på banegården her. Et stort frivilligt arbejde reddede mange af disse fra døden.

Mellem de mange skibe på fjorden var et, der var stuvet fuldt med ca. 1.000 sultende fanger fra KZ – lejren Stutthof. De blev slæbt fra borde og proppet i godsvogne for at blive kørt til en opsamlingslejr et eller andet sted. En del mindre skibe og ubåde tog proviant om bord i betydelige mængder fra frihavnsområdet og stak til søs. En del skibe blev sunket af besætningen på yderfjorden og nær Østersøkysten.

Nogle af skibene var fulde af varer af mange slags, f.eks. tekstilvarer. Det var det stortyske riges sidste beholdninger, som man forsøgte at redde.

 

Kirkeklokker og festfyrværkeri

Luftalarmer var hyppige og efterfulgt af skyderi fra luftværnsartillerier, både fra landbatterier og fra skibe på fjorden. Kun enkelte bomber faldt i byen i krigens sidste dage, de sidste den 3. maj om aftenen. Skaderne var heldigvis begrænsede.

Efter et par spændingsfyldte dage meddelte den sidste nazregering endelig den 8. maj at den endelige kapitulation over ”Reichssender Flensburg”. Samme dag kom flere engelske afdelinger til byen. Kapitulationsdagen kom ikke til at gå helt stille af. Da mørket sænkede sig, og kirkeklokkerne havde lydt begyndte et helt festfyrværkeri. Det tyske militær skod lyssignaler op over byen.

 

Usikkerhed og utryghed

Krigens sidste uger var præget af usikkerhed og utryghed. Byen vrimlede med tysk militær, og der dykkede uniformer og tjenestegrader op, som man ikke tidligere havde set. Det var tydeligt, at noget var ved at ske. Det var tydeligt, at noget var ved at ske. Flensborgerne spurgte med ængstelse sig selv og hinanden:

 

  • Vil krigens umenneskelighed her i den sidste fase også ramme vor by og vor hjemstavn?

 

Ingen stolede på de officielle oplysninger, der blev givet befolkningen.

 

De danske sydslesvigere blev betragtet som risikogruppe

Briterne betragtede de danske sydslesvigere som en risikogruppe, fordi det måtte antages, at var genstand for Gestapos og andre tyske myndigheders særlige interesse og kontrol.

I Flensborg blev der også spioneret. De dansksindede modstandsgrupper noterede alt ned, hvad de mente kunne have interesse for efterretningsvæsnet. Det var både om soldaterenheder, militære-lastbiler, kanonvogne, tanks, tog og skibe i havnen. En remise på banegården blev nøje studeret.

Kontaktmanden nord for grænsen hed Frede Birklund. Han blev senere oberstløjtnant i det danske flyvevåben. Men han blev dræbt ved et flystyrt i 1961. Han kom til Flensborg omkring den 1. maj.

 

Henvendelse til den danske regering

Nyhederne væltede frem om Hitlers selvmord, Dönitz overtagelse af regeringsmagten, om Montgomerys tropper på vej til Lübeck og rygterne om, at den tyske hær med SS-tropper i spidsen forberedte at gå i forsvarsstilling langs med Kiel – kanalen. Og en sand strøm af tyske tropper gik nord på ad hovedvejen.

Den 8. juni henvendte 34 flensborgske arbejderrepræsentanter sig til det danske socialdemokrati for at understøtte:

 

  • Enhver bestræbelse, som har til mål at rykke grænsen af 1920 mod syd og tilslutte byen Flensborg og et landområde til Danmark og dermed Skandinavien.

 

Senere vedtog en række af de nyudnævnte borgmestre og embedsmænd en henvendelse til den britiske militærregering om at oprette en særskilt administration for selve Sydslesvig.

 

Briterne rasede over de danske sydslesvigere

Forskellige initiativer blev sat i værk. Men de britiske myndigheder var rasende over de initiativer de dansksindede sydslesvigere foretog sig.

Den danske regering var også afvisende over de dansksindede sydslesvigere.

Sydslesvigs befolkningstal var i 1945 fordoblet på grund af de mange flygtninge østfra. I en situation med nød og arbejdsløshed, inflation og varemangel skulle nu opbygges et nyt demokratisk samfund på diktaturets og krigens ruiner.

 

Et godt kommunalvalg

Det første kommunalvalg den 13. oktober 1946 gav ganske vist de danske sydslesvigeres repræsentanter en forholdsvis god placering i de kommunale råd, men problemerne hobede sig op.

 

Den britiske militærmagt skuffede

Valget gav langt fra den fulde frihed for i alle forhold skulle den britiske besættelsesmagt spørges. Man havde ellers næret de store forventninger til dem.

I et britisk memorandum fra september 1945 findes en sætning, der udstikker linjen:

 

  • We must win the German for our side

 

Her var grunden lagt til, at alt hvad der kunne genere denne målsætning, matte holdes nede.

 

De gamle nazister var der stadig

Flere og flere følte snart, at den frihed, som den 8. maj indvarslede, ikke svarede til forventningerne. I overensstemmelserne med det britiske militærstyres forordninger skabtes et ”nyt” forvaltningsapparat. Men overalt i kommuner, amter og ”lande” var de gamle nazister stadig at finde. Hertil kom, at flygtninge på adskillige områder fik forret.

Godkendelser af de gamle skoleønsker blev trukket i langdrag eller afslået, og der blev lagt hindringer i vejen for Sydslesvigsk Forenings politiske ligestilling med de tyske partier.

 

Socialdemokraterne truede med vold mod de dansksindede

Modsætningsforholdene kom stærkt til udtryk allerede i valgkampen forud for kommunalvalget i oktober 1946. Den daværende socialdemokratiske landbrugsminister Arp truede i Husby den danske folkegruppe med vold. Han erklærede lige ud, at landsforræderi – paragraffen ville blive anvendt over for de danske sydslesvigere, og at alle, der bekendte sig til danskheden, ville blive udvist, når Tyskland var blevet stærkt.

 

Medierne var også imod danskerne

Noget senere skrev det socialdemokratiske blad ”Lübecker frei Presse i en ledende artikel om det sydslesvigske spørgsmål:

 

  • Det stegte flæsk kan dufte nok så forførisk fra Danmark herover, og de danske fedtøjne kan betragtes som de yndigste i Europa, men det kan ikke være med til at bestemme synspunkterne vedrørende den europæiske ordning.

 

Det var synspunkter som disse, som fik Flensborgs socialdemokrater til at bryde ud og danne deres eget socialdemokrati.

 

Der var censur på dansksindede aviser

Alle anmodninger om fra dansk – sydslesvigsk side til at få en licens til en uafhængig presse, hvor man kunne komme til orde, blev afslået. De tyske aviser udkom uden censur, men Flensborg Avis var stadig under streng engelsk censur og kunne ikke svare på de tyske angreb eller påtale tyske angreb. Derfor overvejede man at fremstille illegale blade.

 

Flyveblade med advarsel mod de dansksindede

Iden disse planer blev til virkelighed, var der tyske kredse, der ønskede at understrege deres holdninger uden om presse og organisationer. De udsendte flyveblade som f.eks. følgende, der udkom i ugerne inden kommunalvalget den 13. oktober 1946 i Kappel:

 

  • Tyskere vågn op
  • I må ikke længere roligt se på, at gemene fædrelandsforrædere og karakterpjalte fortsat driver deres smudsige håndværk!
  • Det er spækdanskerne
  • Tidligere nazister, som med deres ejendele i dag vil flygte fra ansvaret, mens vi alene skal betale regningen for den tabte krig, og som for spæk og smør vil sælge et betydeligt område af vort lille restfædreland.

 

Et andet flyveblad var opklæbet rundt omkring i Sdr. Brarup og omegn. Det havde følgende ordlyd:

 

  • Tyskere køb kun hos tyskere
  • Boykot spækdanskernes forretninger
  • Ellers fylder i landsforrædernes pengesække
  • Nedenstående forretninger er tilhængere af spækdanskheden og hjælper til med at fremme den.
  • Borgmester, eksportkøbmand Petersen. En stor profitmager og støtte for spækdanskheden

 

Briterne reagerede ikke mod chikanen

Og så var der ellers nævnt en masse dansksindede virksomheder. Mange dansksindede forretninger fik også knust deres butiksvinduer.

Der var vandalisme mod danske soldatergrave og danske skoler.

Åbenbart var alt dette ikke noget, der rørte briterne, der forbød Flensborg Avis at bruge udtrykket:

 

  • Vort moderland Danmark

De illegale blade opstod

Efterhånden opstod der en masse illegale blade produceret af de dansksindede sydslesvigere. Ja selv en illegal radiostation fik man. De illegale radioudsendelser kom fra Danmark. Man kaldte programmerne for ”Efterretninger fra hjemstavnen uden Kiels censur”. Hver tirsdag og fredag kl. 22 sendte man, når Flensborg – senderen havde slukket.

 

Man brugte også radiosender

Og det var Svenborg politis radiosender man brugte. En politimand gav god teknisk støtte. Som speaker optrådte af og til den unge lærerstuderende Karl Otto Meyer.

Stoffet i radioudsendelserne var stort set det samme, der blev offentliggjort i den illegale blad Landes – Zeitung og fra pressetjenesten i Bov.

 

Dansk politi hjalp briterne og tyskerne

Dansk Politi hjalp englænderne med at finde ”forbryderne”. Selv om dette blev benægtet i folketinget. I Bov søgte man efter illegalt trykkeri og en illegal radiosender. Flere mistænkte blev også afhørt. Jo politiet blev gjort til håndlangere for det tyske politi og de engelske besættelsesmyndigheder.

Ja selv efter en glad dansk aften, måtte dansksindede med ind på politistationen i hovedgaden Hohe Strasse. Og det er nok ikke hver dag, at ”Dengang, jeg drog af sted afsynges på en tysk politistation.

 

Censuren ophørte, men problemerne fortsatte.

Først i 1949 slap Flensborg Avis for censuren af de engelske myndigheder. Men problemerne for de dansksindede var langt fra slut.

 

Dansk forargelse over for flygtninge

I bogen ”Sydslesvig i dag”, der blev udgivet i 1956, er der fotografier af danske hjem, der måtte afgive plads til flygtninge. Billedteksten lægger ikke skjul på forargelsen. Et sted står der:

 

  • Fru Anna Cordsen har maatet flytte ud af sin Stue og ind i et Kammer for at give Plads til en tidligere Gestapo-Soldat og hans Hustru. Nu ser fru Cordsen længselsfuldt mod sin egen Seng, der optages af ubudne Gæster. Gestapo – Soldatens Kone har forsynet sig med Brød og Marmelade og lagt Beslag paa Stuens eneste Stol.

 

Et andet eksempel giver måske en endnu større forargelse:

 

  • Hos Lærer Niels Kjems brugte Flygtningene Familiens Spisestue som Gennemgangsvej til og fra den Del af det danske Lærerhjem, som de tyske Myndigheder havde beslaglagt. Uden at banke paa, uden at hilse, men overbegloende Lærerfamilien passerer de ugenert. Flygtningene var alle Kvinder fra Sudetenland. De var 5 i Tallet og synes saa godt om Fru Kjems Køkken, at de inviterede andre til at besøge sig.

 

De dansksindede brød sig ikke om flygtningene

De dansksindede sydslesviger brød sig ikke om flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten. Ikke blot i Sydslesvig med også i Danmark brød man sig ikke om dem. Et sted kunne man læse:

 

  • De kan avle forskellige bastarder, som kan opfylde og forpeste landsdelen. Marchere over grænsen så endnu et gammel dansk land kan blive forpestet.

 

Et andet sted stod det at læse:

 

  • Østpreussen har klare racekendetegn, der adskiller dem fra sydslesvigere og de øvrige nordiske folkeslag. Det kulminerer i den østpreussiske folketype, hvis legemsbygning og hovedform bærer rigt vidnesbyrd om blodmæssigt tilskud mellem generationer af polakker, russere, litauere med flere.

 

På flyveblade sås et landkort med sorte pile, der kom fra Østpreussen, Pommern, Sudetenland. Pilene pegede på Sydslesvig. Forneden stod:

 

  • De stimer mod grænsen. Bort med flygtninge. Gør Sydslesvig frit.

 

A.P. Møller frygtede for danskheden

Skibsredder A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede i den grad for danskheden og skrev læserbreve i Berlingske Tidende og Flensborg Avis om flygtningeproblemet:

 

  • Forbliver de østpreussiske indvandrere i Sydslesvig, vil Tyskheden uværgerlig trænge nord på.

 

A.P. Møller mente dog, at flygtninge over 60 år godt kunne få lov at blive:

 

  • Men nu, da Beslutninger skal træffes, bør denne Fare med alle Midler øges forebygget. Nogen Beroligelse ligger der for Danmark næppe i, at der blandt Flygtninge er saa mange Kvinder, thi min Iagttagelse gennem mange aar har været, at tyske Kvinder gennemgaaende er fuldt saa nationalt fanatiske end tyske Mænd.

 

SSW indførte raceideologi

I marts 1948 pålagde SSW, at dansksindede sydslesvigere ikke måtte gifte sig med nogle syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogen, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde man det blev man udelukket af det danske mindretal.

Det vides, at på dette grundlag, var der 45 medlemmer, der blev smidt ud. Så sent som i 1949 kunne man læse i den sydslesvigske hjemstavnsavis som udkom på tysk, at der var stor fare for det frisiske blod.

Folk øst fra blandede sig. Og det var stor fare for, at de slaviske træk ville blande sig. Derefter kom en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i den nordligste del af Slesvig Holsten skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.

 

Beskyldt for ligheder med nazistisk raceideologi

Det danske mindretal har som beskrevet ikke haft det let under Hitler – tiden. Det stod efterhånden også ret alene med kravet om ”Danmark til Ejderen”. De havde også taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske race. Åbenbart skulle man nu selv til at tage dette spørgsmål op igen.

Martin Klatt har i bogen ”Lange Shatten (Lange skygger) under overskriften ”Et Slesvigsk Folk” beskrevet det danske mindretals selvforståelse i efterkrigstiden sat i relation til det tyske flertal og specielt de mange hjemstavns – fordrevne.

Kapitlet er en kritisk belysning af den danske Sydslesvig – propaganda. Forfatteren mener, at den havde mange ligheder med den nazistiske raceideologi. I mange tilfælde slog dansksindede og tyske i Sydslesvig sig sammen om en hjemstavnsideologi vendt mod den fremmede østprøjsiske indflydelse.

Afslutningsvis må vi igen påpege, at vi ikke skal se fortiden med nutidens ideologi.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Franz Wingender: Modstand i Sydslesvig – før og efter 1945
  • Viggo Petersen: Sydslesvigske skæbner
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Gerhard Paul m.fl. .: Lange Schatten (Flensburger Berichten zur Zeitgeschichte)
  • Sydslesvig i dag (1956)
  • Martin Klatt: Flygtninge og Sydslesvigs danske bevægelse 1945 – 1955

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 1.453 artikler herunder:

  • KZ – lejr Ladelund
  • KZ – lejr Husum – Schwesing
  • Harreslev – dengang
  • En Sønderjyde krydser sine spor
  • Militære efterretninger i Grænselandet
  • I Kollund Østerskov lå to villaer
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • For tysk krigsret i 1940
  • Syd for grænsen – under besættelsen
  • Mindretal under pres
  • Flensborg 1945 – 20 dage som Regeringsby
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Sandheden om De Hvide Busser
  • Deserteret i Svendborg – likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
  • Og mange andre

Hertugdømmet – den rigtige historie

Oktober 5, 2019

Hertugdømmet – den rigtige historie

Vi er i den grad blevet beskyldt for historiefordrejning her på dengang.dk. Grunden er, at vi mener, at ordene ”Grænsedragning, Afståelse, Deling eller Forening” kan være lige så gode som Genforening. Vi har i den grad argumenteret for det. Se en liste over artikler bagerst i denne artikel. Problemet er, at der er fortalt forskellige versioner af samme historie. Og her mener vi Hertugdømmet/Hertugdømmernes historie. Modsat kan vi heller ikke forstå, hvorfor Ribe – brevet tillægges så stor betydning. Kongen fik jo dengang pålagt af de holstenske grever, at han skulle regere de to ”lande” hver for sig. Det er tale om en håndfæstning, som kun gælder så længe kongen lever! Men her har du historien. Vi har forsøgt at gengive den så neutral som mulig. Det blev en lang artikel. Men hold ud, så bliver du klogere.

 

Forskellige versioner af samme historie           

Når det fortælles om Sønderjyllands historie har fortælleren ofte en klap for øjet. Hverken den traditionelle tyske eller danske grundfortælling er sand eller falsk. Men begge er ensidige og unuancerede fortællinger.

Den danske fortælling har ment, at den oprindelige danskhed udgør en kerne som al senere tysk påvirkning blot har dannet en død og nærringsfattig skal omkring. Den tyske grundfortælling har gjort fyrsters og adels gerninger og især et enkelt stykke gulnet pergament hellige.

Begge har de fat i en del af den historiske sandhed om Slesvig og Sønderjylland. Men begge har effektivt set på andre sider af historien med det øje klappen dækkede.

 

  • Bagerst i denne artikel får du en oversigt over artikler, der måske kan kaste yderligere lys over hertugdømmet – hertugdømmernes historie. Du finder også en masse artikler, der fortsætter Sønderjyllands/Nordslesvigs historie videre til den såkaldte Genforening – afståelse – deling- eller grænsedragning.

 

1232 – er et meget vigtigt årstal

Sønderjyllands historie viser, at den ikke skal reduceres til enkelte grundpåstande. For Sønderjylland er 1232 et afgørende afsæt.

Valdemar Sejr var det år stærkt optaget, hvad der skulle ske med både Danmark og hans egen familie efter hans død. Normalt var det den ældste søn, der arvede riget. Det var stormændene, der valgte kongen.

Denne konge her havde da også valgt sin efterfølger, nemlig Valdemar den Unge. Men ak denne blev dræbt i 1231 under en jagtulykke. Han var søn af første ægteskab. Han havde dog tre sønner af anden ægteskab. Og det var sandelig også født en uden for ægteskab.

Erik, den ældste søn af anden ægteskab blev udpeget som tronfølger. Hans to yngre brødre Abel og Christoffer blev gjort til hertuger af Sønderjylland og Lolland. Den uægte søn, Knud blev hertug af Blekinge.

 

Området blev mere og mere selvstændigt

Abels efterkommere holdt derimod fast ved Sønderjylland. Området blev mere og mere selvstændigt. Det ændrede sig ikke, da danske konger efter 1460 selv blev hertuger af Sønderjylland eller rettere Slesvig, som området nu hed.

Landet mellem Kongeåen og Ejderen var blevet en så selvstændig politisk størrelse, at det kunne overleve at komme i union med Danmark uden at blive en dansk landsdel. De næste århundreder blev denne særstilling udbygget.

Sønderjylland var i lange perioder forbundet med Danmark. Men alligevel et land for sig. Man kan sige at danske konger bidrog til at gøre Sønderjylland endnu mere anderledes med tiden.

 

Tysk sprog og kultur voksede frem

Sønderjylland voksede mod sit tyske naboland Holsten, som det blev forbundet med i 1300 – tallet. Tysk sprog og kultur vandt frem i hertugdømmet. Også da det igen kom under danske konger i 1460.

Hvad skulle der ske? En orientering mod syd? Eller en orientering mod nord? Dette førte til to krige og 56 års tysk styre i landsdelen. Og så i 1920 blev det delt. Slesvig var gradvis blevet til noget for sig selv gennem kongers og hertugers politik. Men det endte med at gå under som særlig politisk område i demokratiets og nationalstaternes tidsalder.

 

I 1800 – tallet var der igen to versioner af historien

I 1800 – tallet gravede begge parter efter den historiske ret. Det handlede også om at få opbakning udefra. De to sider fandt deres argumenter på historiens hylder.

Sønderjylland havde været en del af Danmark helt fra danmarkshistoriens begyndelse blev de fremhævet. Ja i en hvis forstand var de danske rødder endnu dybere. Det kunne vi se på stednavne.

Ja man kan med andre ord sige, at Sønderjylland var et træ med dansk rod. Men dårlig pasning af træet havde fået det til at se tysk ud.

Fra tysk side var det svært at modargumentere. De måtte kigge på hylder længere oppe.

 

1190: Sønderjylland og Nørrejylland

Vi hører om et landsting, Urnehoved i Sønderjylland i 1100-tallet. Man havde dengang ikke en egentlig lov. Og landstinget vi ikke så meget om i historien kun om politiske møder. Men der var dog andre tegn på, at Sønderjylland var en landsdel for dig. En forordning fra 1190 opdeler Jylland i to retsområder: Sønderjylland og Nørrejylland. Måske hænger det sammen med, at man allerede havde en hertug, nemlig Valdemar Sejr.

I Saxos danmarkskrønike tales der meget om jyder men kun en eller to gange om sønderjyder.

Så sent som i anden halvdel af 1100 – tallet havde Valdemar Sejr stået bag en vældig teglstensmur ved Dannevirke.

 

Fra 1170 kender vi et hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen

Valdemar Sejrs bedstefar Knud Lavard var også overhoved over Slesvig by, men intet tyder på, at han og andre jarler havde magt over hele Sønderjylland. Med sikkerhed kender vi først et sønderjysk hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen i 1170’erne.

Det var lykkedes for danske konger at få anerkendt Ejderen syd for Danevirke som Danmarks sydgrænse. Den østlige del af halvøen Angel var mere eller mindre ubeboet for tusind år siden. Her gik man i 1100 – og 1200-tallet i gang med kolonisering, hvor området gradvis blev bebygget.

 

Friserne havde selvstændighed

Nogle områder ved Sønderjyllands vestkyst skilte sig ud. De var beboet af friserne. De havde deres eget sprog, og deres egen måde at gøre tingene på og et udbredt selvstyre. Den danske konge havde lagt dem under sig. Det var et såkaldt skatteland. Godt nok hørte de under ham, men ellers havde de indre selvstyre.

Modsat Sønderjylland havde de nordfrisiske områder et navn. De hed Utland eller lille Frisland. Man kan sammenligne deres stilling med den Island og Færøerne fik under den norske konge.

Den Jyske Lov kom til at gælde i Sønderjylland. Men hvor meget skulle hertugerne bestemme? Og hvor?

 

Abel blev gift med en grevedatter fra Holsten

Valdemar Sejr døde i 1241. Og faderen var dårlig kold, før sønnerne var oppe at slås. Abel og hans bror Christoffer, som var hertug på Lolland krævede mere magt, end deres storebror kong Erik Plovpenning ville give dem.

Abel var så heldig, at han var gift med en grevedatter fra Holsten. Så han kunne regne med hjælp derfra.

I 1250 kom Kong Erik på besøg hos Abel i hans hovedsæde i byen Slesvig. Under besøget blev kongen myrdet og smidt i den lokale fjord, Slien. Ret naturligt mistænkte man Abel for mordet. Men han kunne skaffe 24 riddere, der kunne sværge på at han var uskyldig. Nu blev han så konge, men det varede kun to år.

I 1252 var han gået i krig med sine besværlige undersåtter – friserne – og blev dræbt.

 

Lillebror havde ikke travlt med at befri storebror

Dette skabte en ny situation. Den danske kongemagt var ikke arvelig, og der var ikke aftalt en tronfølge, så flere kunne byde ind. Situationen var ikke klar i hertugdømmet. Tyske hertugdømmer var arvelige, men det var uklart, om det gjaldt danske hertugdømmer.

Det gav et vist spillerum for at hævde, at hertugdømmerne var tildelt hertugerne personligt, men ikke som et arveligt len.

Abels ældste søn var blevet sendt til Paris for at studere. Men han var blevet kidnappet af ærkebispen af Köln, der forlangte en gevaldig pengesum. Dem havde Abel ikke kunne skaffe. Og det benyttede Abels lillebor Christoffer sig af. Han fik stormændenes opbakning til at blive konge.

Denne havde ikke travlt med at hjælpe sin nevø ud af fangenskabet. Valdemar fik hjælp af sin mors familie de holstenske grever. De skaffede sig mange penge og sendte tropper ind i Sønderjylland. Det pressede Christoffer til en aftale.

 

Nu var Sønderjylland et fanelen

Han fik lov til at fortsætte som konge, men måtte i 1253 indsætte Valdemar i Abels gamle hertugdømme. Han fik overrakt en fane som symbol på, at Sønderjylland nu måtte regnes for et såkaldt fanelen.

Det betød at hertugen fik mere magt, men det betød også, at man måtte være loyal over for kongen. Han skulle bl.a. støtte ham militært. Der var international praksis for et fanelen. Derfor er året 1253 også et vigtigt år i Sønderjyllands historie.

Christoffer og hans slægt beholdt kongemagten. Abels efterkommere beholdt hertugdømmet. Men det sidste måtte de kæmpe for. Da hertug Valdemar døde i 1257 ville kongen ikke anerkende hans bror Erik som arving. Først efter kongens død i 1259 kom Erik igennem med sine krav støttet af de holstenske grever.

 

I 1312 fik hertugerne endnu mere magt

Der fulgte en masse konflikter. Og det hele endte med at kongen tabte. Hertugerne havde vundet. Sønderjylland var blevet til et arveligt hertugdømme. 1312 er også et meget vigtigt år, hvor hertugdømmet fik endnu mere magt.

Hertugerne mente, at de skulle overtage alle kongens ejendomme, indtægter og beføjelser i Sønderjylland. Det var kongerne bestemt ikke enige i. men efterhånden blev de presset til det. Efter 1326 hvor en forlening blev underskrevet havde kongen ingen reel magt i Sønderjylland mere.

 

Mere og mere en selvstændig stat

Kongeåen blev grænsen. Men byen Ribe, som ligger syd for Kongeåen blev ved med at høre til kongeriget. Det gjaldt også Ribe – bispens og Ribe domkapitels ejendomme syd for Kongeåen.

Og Als var ikke Sønderjylland fra begyndelsen, Det blev det senere. Og hertugerne havde et godt øje til friserne. Kongerne mente ikke, at det tilhørte Sønderjylland.

På den måde kom Sønderjylland mere og mere til at ligne en selvstændig stat. Der var nogenlunde klare grænser og der var efterhånden kun en løs forbindelse til kongemagten. I anden halvdel af 1200-tallet blev det ret almindelig at tale om ”Sønderjylland”.

Det var under Abel – slægten at Sønderjylland blev til. Og disse er blevet til skurke i den danske fortælling.

De holstenske grever af huset Schauenburg deltog i stridighederne mod de danske konger. Senere fik de selv appetit på Sønderjylland. De havde allerede i 1260 fået området mellem Slien og Ejderen i pant.

 

Den ”kullede” Greve helt eller skurk

I 1326 lagde holstenerne an til helt store kup. Manden bag var Grev Gerhardt den tredje. Han blev også kaldt Gerhardt den Store eller på dansk den ”kullede” greve. I den ene fortælling er han en helt og i den anden en dyster skurk.

Han var formynder for sin nevø, den sønderjyske barnehertug Valdemar den femte. I nevøens navn overlod han så sig selv Sønderjylland som arveligt len – med al kongelig magt og helt uden forpligtelser.

Han fik afsat den danske konge Christoffer den Anden og indsat Valdemar som proforma – konge. Barnekongen var kun 12 år.

 

Dræbt i Randers

Men i 1329 blev Christoffer den Anden igen indsat som konge og Valdemar den femte fortsatte som sønderjysk hertug. Gerhardt blev dog forlenet med Fyn. Snart fik han hele Jylland nord for Kongeåen i pant.

Her beholdt han magten efter Christoffers død i 1332 uden at gøre sig den ulejlighed igen at udstyre Danmark med en konge. Noget tyder dog på, at Gerhardt havde problemer med at styre landet. I 1340 tog han op gennem Jylland med en stor hær for at tvinge jyderne til at betale en stor skat. Undervejs dræbte Niels Ebbesen ham i Randers.

 

Indviklede forhandlinger

Det førte til omfattende forhandlinger mellem grev Gerhards sønner, hertug Valdemar af Sønderjylland og Kong Christoffers søn, Valdemar Atterdag.

Greverne overlod deres pant i Jylland til den sønderjyske hertug, som igen overlod greverne hele Sønderjylland som pant. Planerne var så, at kong Valdemar gradvis skulle indløse Jylland nord for Kongeåen til hertug Valdemar, der igen skulle indløse Sønderjylland fra greverne.

Det var klart, at greverne fik mest ud af det. Over de næste 20 – 30 år lykkedes det for Valdemar Atterdag, at blive herre i egen hus. Holstenerne blev dog ved med at sidde i Sønderjylland og hele Sydslesvig. Deres sønderjyske hovedkvarter blev Gottorp Slot.

Da Hertug Valdemar den Femte døde i 1364 meldte hans svoger Valdemar Atterdag sig som formynder for enkehertuginden og hendes børn. Men kongen tænkte nu mest på sig selv. Gradvis fik han kontrol over betydelige dele af Nordslesvig.

Den unge sønderjyske hertug, Henrik vidste ikke, hvem han skulle holde på. Snart var det på den ene, snart på den anden. I 1375 døde han som sin slægts sidste mand.

 

Valdemar Atterdag havde gode kort på hånden, men!

Dette resulterede i en styrkeprøve mellem Valdemar og de holstenske grever. Juridisk havde Valdemar gode kort på hånden. Måske kunne han nu tage landsdelen og ligge under kongeriget, da der ikke var flere hertugelige arvinger.

Men ak og ve. Samme år døde Valdemar Atterdag uden at efterlade sig sønner. Men det var så Valdemars yngste datter, Margrethe, der vandt den næste strid. Hendes mand var den norske konge, og de havde sønnen Oluf.

 

Margrethe hade ingen indflydelse i Sønderjylland

Ti år senere havde hun godt greb om kongeriget, men i Sønderjylland havde hun ingen indflydelse. I 1386 valgte hun at acceptere tingens tilstand. Hun forlenede de holstenske grever med hertugdømmet.

Grev Gerts sønnesøn Gerhardt blev nu hertug. Det hang sammen med, at Magrethe var ved at få magten i Sverige.

 

Sønderjylland kom til at hedde Slesvig

Det var her, at Sønderjylland kom til at hedde Slesvig. Måske var det for at udskille området endnu mere fra Danmark. Da Oluf døde i 1387 opstod der en alvorlig situation for Margrethe. Hun regerede på hans vegne. Det blev ordnet ved at gøre hende til regent i eget navn.

Hun adopterede sin søsters barnebarn, en hertug af Pommern. Han skiftede navn til Erik. Nu var tronfølgen sikret. Erik blev valgt til dansk og svensk konge i 1396. Han blev kronet i Kalmar i 1397. Nu var der samtidig skabt en union af de tre nordiske riger, kendt som Kalmarunionen.

 

Hertuginden skiftede side

Magrethe var klog. Hun holdt en kattelem åben. Den daværende hertug blev dræbt i kamp mod ditmarskerne. I 1404 blev hun formyndere for hertugens børn og enke. Hun benyttede sig af det og satte sig på store dele af Slesvig. Det foregik med diplomati, penge og militærmagt.

Hertuginden blev dog mere og mere bekymret og skiftede side. I 1410 kom det til et militært sammenstød. De danske tropper tabte et vigtigt slag. Men man havde stadig store dele af Slesvig og ikke mindst Flensborg. Her lod kong Erik og dronningen sig hylde i 1412, Men kort efter døde Magrethe på et skib i Flensborg Fjord.

 

Erik kæmpede forgæves for hele Slesvig Holsten

Nu kæmpede konge Erik for hele Slesvig Holsten. I 1421 hedder det endda, at Sønderjylland hørte til Danmark fra det jyske landsting. Modsat mente holstenerne, at de havde arveret helt tilbage fra 1326.

Argumentationen lignede den der skulle komme i 1800-tallet.

Erik vandt sine stort anlagte retssager, men det hjalp ikke ret meget. Han fik aldrig kontrol over hele Sønderjylland. Og det endelige militære opgør 1426 – 1431 blev et svidende nederlag. Nederlaget var begyndelsen til enden for kong Erik og reelt også for Kalmar-unionen.

 

Holstenerne havde sat sig på det frisiske område

Det danske rigsråd valgte også at finde en ny konge. Valget faldt på Valdemar Atterdags eneste efterkommer, Eriks søstersøn, Christoffer af Bayern. Han blev hyldet som dansk konge i 1440. Man havde brug for fred syd på, og det blev meget dyrt købt.

Hertug Adolf kunne få Slesvig som et frit arveligt len med al fyrstelig magt og uden forpligtelser. Men man overlod ham også kongens og Danmarks sidste position i hertugdømmet, Haderslev. Endda blev øen Ærø en del af hertugdømmet. Inden da havde holstenerne sat sig på næsten hele det frisiske område.

 

Ribe ejede godser mod syd

Nu var det lykkes for hertugdømmet Slesvig at tage form som en stat. Man var i praksis uafhængig af Danmark. Kongen sad stadig på en smule af Frisland, nemlig det halve af øen Før og øen Amrum, Ribe med Mandø og den nordligste spids af øen Sild.  Blev fra gammel tid regnet til kongeriget.

Det samme gjaldt for Ribe bispestols og domkapitels godser syd for Kongeåen, som talte om områderne omkring Møgeltønder, Daler og Ballum.

Nu havde man også fået en fyrste til fælles med det sydlige naboland Holsten. Og dette land hørte under Det Tysk – Romerske Rige, mens Slesvig var et dansk fanelen. Herskeren var hertug det ene sted og greve det andet sted.

Den tyske adel havde allerede fået et godt tag dengang i 1300 – tallets Sønderjylland.

 

Plattysk var i fremgang

Plattysk var i fremgang. Selv de danske konger brugte sproget. Men samtidig med at plattysk udgik i Danmark vandt det indpas i Slesvig. Det foregik stadig på dansk i store dele af Sønderjylland og man havde stadig Jyske Lov.

Nu kneb det igen med arvefølgen i Hertugdømmet. Den naturligste kandidat i kvindelinjen var Adolfs ældste nevø Christian. Midt i det hele var han i 1448 blevet dansk konge. Da hertug Adolf døde, anmeldte de mulige arvinger deres krav. Christian den Første rejste for en sikkerheds skyld to alternative krav på en gang.

 

Ribe – brevet i 1460

Slesvig skulle være et herreløst len, der skulle gå tilbage til Danmark. Ja så rejste han et arvekrav på begge lande gennem kvindelinjen. Adelsslægten i Holsten ville have en ny aftale med kongen. Det var den eneste måde at holde sammen på Slesvig og Holsten. De tilbød kongen, at han kunne blive herre over begge land blot det skete på deres betingelser. Og det blev så forhandlet på plads i Ribe i 1460.

 

Greverne stille masser af betingelser

Det var det berømte Ribe-brev. Kongen lovede at overholde flere betingelser for at blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Centralt var, at kongen skulle regere de to lande som lande for sig og sammen med deres egne stormænd.

Han måtte ikke regere som konge af Danmark, men som herre i de nævnte lande. Han lovede også at respektere landenes love og skikke, samt adelens og kirkens privilegier.

Kongen lovede også, at efter hans død måtte Slesvig og Holstens stormænd efter hans død frit vælge en ny herre blandt deres sønner.

 

Evigt udelt sammen

Nu var det nok en enkelt sætning, der skabte mest røre i dette dokument:

 

  • Unde dat se bliven ewich tosammende ungedelt.

 

Det kan oversættes med ”at de bliver evigt udelt sammen”.

I 1815 blev denne sætning og brevet fundet frem af glemslen. Man erklærede at det var det uanfægtelige fundament for, at Slesvig og Holsten er udskillelige.

I sin form er det en håndfæstning. Og for de nordiske konger gjaldt en håndfæstning kun i kongens levetid. En tysk historikere mener, at sætningen var en erklæring om, at adelen skulle holde sammen og fred med hinanden. Men langt fra alle tyske historikere er enige med ham.

Ribe – brevet har et tvetydigt forhold til, om det gælder to adskilte lande eller et samlet Slesvig – Holsten. Kongen havde fået at vide, at han ikke måtte regere de to lande samlet, men hver for sig!!!

En måned efter sender kongen et tillæg, der siger, at der skal vælges en biskop i begge lande ligesom adelen hvert år skal mødes på Urnehoved og Bornhöved.

 

Holsten blev ophøjet til hertugdømme

I 1474 opnåede kongen, at den tyske kejser ophøjede Holsten til hertugdømme. Fra da af taler vi om hertugdømmerne. Men de havde stadig forskellig rets – og forvaltningspraksis.

 

Der var igen mangel på sønner

Da Christian den Første døde, var der ikke mangel på sønner. Hans var der sørget for. Han var udpeget som tronarving i Danmark og Norge. Nu var det vel så naturligt, at Frederik fik de to hertugdømme. Store dele af adelen synes også, at dette var en god ide.

Kong Hans var dog ikke med på den ide. Han mente, at brødrene skulle have hver sit hertugdømme. Og sådan blev det. Da Kong Hans døde i 1513 gik hans områder og rettigheder til den ny konge Christian den Anden.

Christian regerede hertugdømmerne sammen med sin farbror til 1523, hvor han blev afsat både som konge og hertug. Frederik overtog nu det hele. Efter hans død i 1533 fulgte man principperne fra 1482 -1490.

Den ældste søn Christian blev konge af Danmark og Norge. Men det skulle lige en borgerkrig til. Hertugdømmerne blev i 1544 blev i 1544 delt mellem Frederik den Førstes tre ældste sønner. Når man nu var i gang med at dele var det svært at stoppe.

 

Den store deling

Delingen i 1581 – 82 blev den store deling af Slesvig og Holsten. Derefter var de to store dele kongens og hertugen af Gottorps, stort set uforandret til 1720.

En endelig stopper for delingerne kom først i 1608 og 1650. Først for den gottorpske og siden den kongelige del. Ja man skal holde tungen lige i munden med alle disse delinger.

Landdagene, hvor adelen, nogle få repræsentanter for domkapitler og jomfruklostre og byens borgmestre med uregelmæssige mellemrum mødtes med fyrsterne forblev fælles for hele Slesvig Holsten. Ud over at ”vælge” og hylde nye hertuger skulle landdagene bevillige skatter, hvis der var behov for mere end de faste indtægter, hertugerne fik fra deres egne bønder. Nogle gange vedtog man også fælles love.

Fælles var også udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fundamentet var et forsvarsforbund mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne Slesvig og Holsten på den anden. Et sådant blev indgået første gang i 1466, men det fik en ny og vigtig udgave i 1533. Det blev fornyet og justeret mange gange i de næste godt hundrede år.

 

Kongen var med på begge sider

På den ene side af alliancen stod Danmark repræsenteret med konge og rigsråd. Mens landdagen og fyrsterne i fællesskab repræsenterede hertugdømmerne. Det betød at kongen var med på begges dier, men med forskellige partnere! Man kunne finansiere lejesoldater. Det skete flere gange i 1500 – tallet. Normalt havde man ikke et militær. Når det var brug for det, skulle adel, byer og til dels også bønder stille tropper.

I 1564 nægtede stænderne at anerkende Hans den Yngre. For stænderne var han kun en ”afledt herre”. Man ville godt anerkende Frederik den Anden, som sin fars efterfølger.

Efter hans den Ældres død i 1580 var der kun to regerende hertuger, kongen og hertugen af Gottorp. Der blev flere ”afledte” hertuger, der kun havde lokal magt. Man fik et system meddelinger, fællesregering og hertuger af første og anden klasse.

 

Forskel på danske og hertugelige borgere

Danske bønder levede under en treenighed med Gud, konge og herremand. Her var Gud og konge den samme i hele riget. Herremanden vekslede.

Vilkårene for bønder og borgere varierede stadig mere efter region og social klasse end efter hertug. Den største forskel opstod mellem adelens bønder på den ene side og fyrsternes på den anden. De fleste adelsgodser udviklede store herregårde, tungt hoveri og livegenskab – en slags livsvarigt stavnsbånd for begge køn.

I de kongelige og gottorpske amter slap bønderne for hoveri. Der var ikke grænser eller grænsekontrol mellem de enkelte fyrsters område.

 

Reformationen

Reformationen i 1536 i Danmark er nok blandt de mest skelsættende i danmarkshistorien. Allerede i 1522 var de første lutherske prædikanter i gang i Sønderjylland.

I 1534 blev hertug Christian dansk konge som Christian den tredje efter at have sejret i borgerkrigen Grevens Fejde.  Officielt blev den først gennemført i hertugdømmerne i 1542. Det nordvestlige Slesvig blev lagt under Ribe Stift. Den katolske kirke havde et fælles sprog på latin. Luther lagde vægt på, at folket skulle kunne forstå kirkens sprog.

 

Magtens sprog var plattysk

Det var ikke noget nyt i, at der var forskellige sprog i Slesvig. Tre talesprog mødtes i det sydligste Jylland. I 1600- og 1700-tallet regnede man stadig med ret tydelige grænser mellem talesprogene. Plattysk vandt frem i byerne, både på grund af indvandringen men også fordi, at det var handelens sprog.

Magtens sprog var derimod i løbet af middelalderen blevet plattysk over det hele. Det var det sprog, amter, landskaber og byer brugte i deres administration. Når Christian den tredje skulle fastlægge kirkesproget var det ikke ligegyldigt om han kiggede til talesproget eller administrationssproget.

Plattysk blev senere afløst af det højtyske sprog syd fra. Det var Luthers sprog, som fortrængte plattysk, der nu blev en dialekt. De nordslesvigske byer Haderslev, Aabenraa, Sønderborg samt Flensborg havde to kirkesprog. Skolesproget fulgte som regel kirkesproget. Med skoleloven af 1814 blev det officielt, at alle skulle gå i skole.

 

Trediveårskrigen

I 1625 blandede Christian den Fjerde sig i Trediveårskrigen som prægede Tyskland. Kongen gik ind i krigen som hertug af Holsten. Fjenden kunne naturligvis ikke se forskel på, om det var hertug Christian eller kong Christian, der var i krig.

Kejserens tropper besatte både hertugdømmerne og Jylland. De var besat frem til freden i sommeren 1629. Kongen og hertugerne var ikke enige om meget. Det gjorde ondt, da kongen fik mast sin yngste søn som ærkebisp af Bremen. Imens fortsatte svenske herre med at føre krig i Tyskland. I 1643 angreb svenske tropper uden varsel hertugdømmerne syd fra og indledte Torstensson-krigen.

Igen blev både kongens og hertugens del besat. Hertugen søgte at forhandle sig til en særlig aftale. Da freden kom i 1645 var kongen og hertugen utilfredse med hinanden. Vigtigt var det, at hertugen midt under krigen fik sin egen fæstning i Tønning, som han havde begyndt at anlægge i 1644.

 

Hertugen holdt med svenskerne

Da der igen blev krig mellem Danmark og Sverige i 1657 skiftede hertugen side og allierede sig med den svenske Karl 10. Gustav, som var hans svigersøn.

Den første Karl Gustav – krig 1657 – 1658 er den mest katastrofale i danmarkshistorien. Danmark og Norge mistede Skåne, Halland og Bohuslen til Sverige. Faktisk mistede man i første omgang også Trondhjem Len og Bornholm, men det fik man tilbage efter den anden krig.

 

Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp

Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp. Han stillede nogle krav til ham. Da han ikke gav sig, besatte han hertugens lande i 1684, uden at der egentlig var tale om en krig. Han havde allieret sig med Frankrig. Til sidst tvang en alliance mellem en række tyske fyrster og Sverige ham på tilbagetog i 1689. Frankrig forholdt sig passiv.

Den næste konge, Frederik den Fjerde prøvede igen i 1700, at besætte de gottorpske områder. Det gik endnu værre. Sverige og en række lande satte sig mod kongen. Og svenske tropper gik i land på Sjælland.

 

Svenskerne nedbrændte Altona

Hertugen som meget forvirrende også hed Frederik den Fjerde var fætter til kongen og gik meget tættere sammen med ligeledes en fætter, Karl den 12. af Sverige. Han vandt en række sejre, men tabte mod russerne. Og det hele resulterede i ”Den Store Nordiske Krig”. Gottorp erklærede sig neutral. I 1712 gik en svensk hær ind i Holsten, hvor de brændte byen Altona af.

Da der endelig blev fred i 1720 måtte Danmark opgive at få de lande tilbage som de havde mistet i 1658. Men kongen fik dog den gottorpske del af Slesvig. Gottorp blev endnu mere en stat for sig selv.

 

Frederik den Fjerde lod sig hylde

I 1724 drog Frederik den Fjerde til Slesvig sammen med dronningen, kronprinsen og et stort følge af embedsmænd og hoffolk. De tog ind på Gottorp Slot. Hertugerne af Augustenborg og Glücksborg måtte aflægge ed. Adelen og kirken måtte gøre ligeså.

Kongen kunne få hele Slesvig, hvis hertugen kunne få Holsten. Det ville have givet kongen en dansk – norsk – slesvigsk stat med en klar sydgrænse ved Ejderen uden fremmede enklaver. Her fik kongen tilbudt en ”Ejder – dansk” løsning. Men han sagde nej. Christian den Femte havde ikke en national dagsorden. Han ville ikke ofre Holsten for at få Slesvig. Han ville have begge dele.

 

Kongen ville have det hele

At Frederik den Fjerde i 1720 fik hertugens del af Slesvig men ikke Holsten, var heller ikke hans skyld. Han gik lige som sin far efter det hele.

Kongeloven nævner ikke hertugdømmerne som en ældre arveret, der kan føres tilbage til Christian den Første. Men nu uddøde kongeslægtens mandslinje i 1800 – tallet. Christian den Ottende mente, at hans forfader i 1721 havde indført Kongelovens arveret i Slesvig og en senere begivenhed havde gjort det i Holsten i 1806.

 

Havde hertugen af Augustenborg ret?

Dette blev afvist af Hertugen af Augustenborg. Og historikere fulgte hertugen af Augustenborgs standpunkt. Kongen havde ikke fulgt den rette procedure. I 1840erne kunne det augustenborgske arvekrav bruges som en løftestang for en Slesvig Holstensk selvstændighedsfølelse. Det lagde grunden til en ellers umage alliance mellem den konservative og unationale hertug og national Slesvig – Holstensk bevægelse.

Men egentlig havde Frederik den Fjerde alle muligheder for at have samlet Slesvig – Holsten under Danmark i 1721. Men alle de politiske og administrative reformer nord for Kongeåen var ikke nået til hertugdømmerne.

 

Hver by havde sin egen lov

Hver by i Slesvig var siden middelalderen styret af sin egen bylov. Mange lignede i høj grad hinanden. Men der var forskel. De lokale bestemmelser som politiforordninger var forskellige. Det var stadig kun velstående borgere, der fik de forskellige poster. Særlig demokratisk var det ikke.

Man opererede med begrebet flække. Det var en række mindre bysamfund som Højer, Løgumkloster, Marstal og Nordborg. De fik lov til at udvikle sig med handel og håndværk. De fik dog hverken bystyre eller bylov.

Inden for amtsbønderne havde man en særlig gårdmandselite. De drev både studehandel og pengeudlån. Her fik man lov til meget mere end nord for kongeåen. De lokale embeder gik i arv i familien.

I de kongerigske enklaver havde kongen givet embedsmændene større magt over bønderne.

 

Russisk indflydelse

Kongen skulle stadig dele fællesregeringen med hertugen og de meget omfattende holstenske adelsgodser. Nu havde gottorperne også fået Rusland som en slags beskytter. Hertug Carl Frederik var blevet gift med en datter af Peter den Store. Men værre var det for Danmark, at hans søn blev zar Peter den tredje. Så i 1762 så det sort ud for Danmark.

 

Zaren var ved at vinde over Preussen

Zaren afbrød en krig med Prøjsen, som han ellers var tæt på at vinde og sendte den i stedet mod Danmark for at erobre det gottorpske Slesvig tilbage. Danmark stod alene, men regeringen nægtede at bøje sig.  Mobiliseringen blev iværksat. Men zaren blev afsat af sin kone Katharina den Anden, som selv tog magten.

 

Danskerne ventede på en aftale i 7 år

I København åndende man lettet op. En foreløbig aftale blev indgået i 1767, men det skulle gå hele seks nervepirrende år, inden traktaten blev underskrevet. I 1773 blev traktaten underskrevet. Russerne afstod den gottorpske del af Holsten, inklusive andelen i fællesregeringen til den danske konge. Til gengæld fik de grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst.

Det var chefforhandler fra dansk side Caspar von Saldern, der forhandlede med russerne. Vi har tidligere skrevet to artikler om denne. Han tog sig i den grad dyrt betalt.

 

Stor forskel på den sociale velstand

Slutningen af 1700 – tallet var præget af krige, men de danske konger holdt sig ude af dem. Men ballade og uro trængte sig på. Pludselig var der masser af ballade. På vores hjemmeside har vi en masse artikler om de slesvigske krige. Og sejren i den første var særdeles dybt købt.

Ingen steder var der så store sociale forskelle som i Slesvigs marskland. Gårdmændene steg i velstand. Og godsejerne havde næsten uindskrænket magt. I 1790erne var der en del uro. Når man betegner slutårene i 1700 – tallet som lykkelige, er det kun delvis sandt.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Inge Ariansen m.m.: Sønderjylland A-Å
  • Hans Schultz Hansen m.m.: Sønderjyllands Historie indtil 1815
  • Vilhelm La Cour m.fl.: Sønderjyllands Historie – fremstillet for det danske folk 1- 5
  • Carsten Porskrog Rasmussen m.fl.: De Slesvigske Hertuger
  • Carsten Porskrog Rasmussen: Hertugdømmet

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.451 artikler, herunder

Under Tønder (247 artikler)

  • Slogs Herred – mellem dansk og tysk
  • Heimatfest 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1854
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder – før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Tondern Station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldat i Tønder 1851
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Klosterbrødrene i Tønder
  • Man da talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
  • Et slot i Løgumkloster
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Adel og Storgårde i Tønder Amt
  • Tønder i 1600-tallet
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Åndens folk i Tønder
  • Tønderhus, slot, borg og fæstning
  • Lov og ret i Tønder
  • Hertugen af Tønder
  • Møgeltønders historie

Under Højer (70 artikler)

  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet

Under Sønderjylland (178 artikler)

  • Sønderjylland under pres syd fra
  • Folketingsvalget 1939
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordekamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Kan man egentlig tale om Genforening?
  • Er Genforeningen det rette ord?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens hvide hest 1-2
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Genforening – Forening eller Indlemmelse
  • Ribe – brevet
  • Var det virkelig tale om Genforening?
  • Dansk – tyske brydninger i et grænseland
  • Var afstemningen i 1920 retfærdig?
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • De Sønderjyske Piger
  • Sønderjyder i første verdenskrig
  • Ved krigsfronten
  • De Kongerigske enklaver 1-2
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sikringsstilling Nord
  • En adelsborg ved Tønning
  • Ned med de dansksindede
  • Sproget i Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Sønderjylland historie indtil 1200
  • I Sønderjylland siger vi Mojn
  • Den Blå Sangbog i Sønderjylland
  • Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
  • Farvel til de Sønderjyske Gråbrødreklostre
  • På flugt fra Wallenstein
  • Dengang på Sønderborg Slot
  • Da Christiansfeld opstod
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Flensborg – hverdag og krig (2)
  • Magrethe den Anden og Sønderjylland

Under Aabenraa (146 artikler):

  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa – mellem to krige
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Kystens ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Den onde amtmand fra Aabenraa
  • Casper von Saldern – hvem var han
  • Brundlund Slot
  • Adelsslægten fra Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa 1-2
  • Aabenraas Historie

Under Padborg/Kruså/Bov (57 artikler)

  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Genforening i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Under 1864 og De Slesvigske krige (14 artikler)

  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige
  • Slaget ved Brøns (1)
  • Slaget ved Brøns (2) – set med tyske øjne
  • Monrad 1-2
  • Lundtoft Herred 1848
  • Sønderborg 1864
  • Sandheden om Hermann Bangs Tine

Under København (159 artikler)

  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi
  • Sønderjyder i København
  • OG MANGE FLERE

 


Historien om Gåsen – et vigitigt husyr og overtro

Oktober 4, 2019

Historien om Gåsen – et vigtigt husdyr og overtro

 

Hver enkelt gård og husmandssted havde normalt to – tre gæs gående. Det var et vigtigt husdyr. Man forstod også at bruge alt på det. I byen ville borgerskabet gerne byde en god pris for en gås. Der var forbundet masser af overtro med den, og så kunne den forudsige vejret: Man lavede sange om alt, hvad gåsen kunne bruges til. Og det første arbejde som børnene blev sat til, var at passe gæs. Man tog gæssene ind, når de skulle lægge æg. Hvis ikke man havde en indhegnet ”puthave”, ja så måtte pigen i huset holde øje med dem, hvis nu ræven eller et andet rovdyr nærmede sig.

 

 

 

Over alt i landet var det langt op i 1900-tallet normalt, at hver gård havde et par gæs til at give en ekstra indtægt. I skifter, som er optegnelser over, hvad de enkelte gårde ejede, kan man se, at hver gård og husmandssted havde mindst én og gerne to eller tre gæs helt tilbage fra 1600-tallet. I løbet af de næste 300 år skete der ikke store ændringer i gåseholdet. Enten havde bonden livgæs, som han beholdt år efter år, til de ikke kunne lægge æg mere, eller også havde han stubgæs, som var halvvoksne gæs, han opkøbte i august, og som blev fedet op på stubmarkerne efter høsten.

 

Gåsen var et vigtigt husdyr, og man forstod at udnytte alle dele af den.

Intet fik lov at gå til spilde. Man kunne selvfølgelig spise kødet, fedtet og indmaden eller sælge det, som mange gjorde, fordi borgerskabet i byerne gerne ville give en god pris for kødet. Dun og fjer blev stoppet i dyner og puder. Vingerne blev brugt som små koste. De afribbede fjer blev lavet til skrubber. Udover at fedtet blev spist, kunne det bruges som smørelse til hjulet på spinderokken og hestevognen.

 

Folk troede også, at de kunne forudsige vejret ud fra gåsens skrog. Det kunne også bruges til at lave legetøj af som dukkestole og springgæs. I H.C. Andersens eventyr om “Springfyrene”; springer en loppe, en græshoppe og en springgås om kap, og da det er springgåsen, der vinder, får han lov at gifte sig med prinsessen. Luftrøret blev tørret og brugt til både rangler og garnvindsler, og faktisk var man så glad for gåsen, at man lavede sange om alle de gode ting, den kunne bruges til.

 

Gåsens anvendelsesmuligheder er nærmest uendelige, men historien om gåsen er også historien om livet på landet. Et liv med hårdt arbejde næsten hele livet. Det var normalt, at alle hjalp til i driften af gården, og det første arbejde børnene blev sat til, var ofte at passe gæssene. Selvom gården måske kun havde 2-3 livgæs, var der jo gæslinger hele sommeren, og dem skulle der passes godt på indtil slagtningen. Flere mennesker født i 1800-tallet har fortalt, hvordan dét at passe gæssene var det første arbejde, man blev sat til. Derefter kunne man så gå videre til at passe større dyr som får eller køer.

 

Gæslingerne var meget værdifulde, og der blev passet godt på dem. Ud over at give dem føde og ly gjorde man alt muligt for at beskytte dem, for de var udsat for mange farer. Overtro og magi var en helt naturlig del af hverdagen på landet i 1800-tallet. Både gasen, katte og rovfugle kunne være efter de små gæslinger. Især glenten var en stor gæslingetyv. Derfor lod man gæslingerne løbe igennem et bukseben, for så mente man, at rovdyret i stedet ville se en mand. Eller man kunne putte de nyklækkede gæslinger gennem et hestekranium eller hoftebenet af en hest, for at de skulle se ud Som en hest. Der var også overtro forbundet med overhovedet at få gæslingerne. Til jul blev de voksne gæs fodret med byg, fordi det skulle hjælpe på dyrenes frugtbarhed og så ville der ikke mangle gæslinger til foråret.

 

Normalt gik gæssene udenfor, men til jul kom de ind i huset, og så blev der passet ekstra godt på dem. Man satte for eksempel en synål i deres vinge julenat, for at de onde kræfter, der var på spil, ikke skulle skade gåsen. Man mente nemlig, at stålet, nålen var lavet af, var ondt afværgende. De voksne gæs kom også ind i perioden omkring æglægningen, for så var det lettere at holde øje med, om alt gik, som det skulle. Gæssene fik ikke lov til bare at løbe rundt inde i huset. I stedet lå de i en gåsebænk. Bænken var til at sidde på, men indeni var der plads til, at der kunne ligge gæs og udruge deres æg.

 

Gæssene lå i de små rum, bænkens sæde var opdelt i, og her kunne de få foder ind gennem et lille hul forrest, eller de kunne stikke hovedet ud, når der var føde til dem. De kunne godt finde på at nappe dem, der sad på bænken, i benene, så det var med at holde øje med dem, hvis man ikke ville have blå mærker. Når gæslingerne var udrugede, kom gæssene ud igen.

 

Man kunne f.eks. have en puthave, en indhegnet afdeling af haven, og her kunne de få lov at gå lidt rundt sammen med hønsene. Det var dog nødvendigt, at pigen i huset holdt sig i nærheden for at holde ræven og andre rovdyr væk. Hvis ikke man havde en puthave, måtte man lave en anden slags indhegning eller have en person til hele tiden at holde øje med gæssene. Og deres unger.

 

 

 

Her ses Hans Smidths maleri: Flokke af gæs drives gennem Rye, fra 1879

Randers Kunstmuseum (vises på Facebook)

 

 

.

Kilde:

https://www.grevemuseum.dk/media/22752/uv_gaas.pdf?fbclid=IwAR3wMOEmoitBAh3Fd9i56cJEi1H8K06cSEtdwq90Y_oZ79zXpLP_p-4fyAg

[image: 71234213_2964761086873992_2679224131370614784_n.jpg]


Flygtninge – prammen fra Klintholm Havn – endnu mere (2)

Oktober 1, 2019

Flygtninge – prammen i Klintholm Havn – endnu mere (2)

Vi har fået tilsendte nogle fotos, som overbetjent Ejnar Lundstrøm fra Sorø havde fået. Disse bringer vi på Facebook. Han var som modstandsmand en af de første ved prammen. De var ellers efter en stikker, der havde søgt tilflugt hos tyskerne. Disse befandt sig på badehotellet. Fangerne på prammen skulle være sunket. 300 var allerede omkommet og smidt om bord. Resten ca. 370 blev forplejet. Der var en ubeskrivelig stank om bord. Læger blev tilkaldt. På Magleby kirkegård er 19 begravet. De overlevede ikke efter ankomsten. Der er også et minde på Klintholm Havn. Der kom også et tak fra Polen.

 

En af de første var Ejnar Lundstrøm

Vi har allerede berettet en gang om Flodprammen, der ankom til Klintholm Havn. En af de første, der ankom til havnen og var med til at iværksætte et kæmpe redningsarbejde var modstandsmand og overbetjent, Ejnar Lundstrøm fra Sorø.

Fra hans søn Johannes Lundstrøm har vi modtaget en række fotos fra de første øjeblikke, da prammen nåede i havn. Disse lægger vi ud på vores Facebook. Det er fotos som Johannes har modtaget af sin far. Fotoerne er antagelig taget af Gert Munch.

Vi skal selvfølgelig også henvise til vores tidligere artikel ”Flygtninge-prammen i Klintholm Havn”.

 

På vej efter en stikker

Denne morgen den 5. maj 1945 er en rutebil med 13 modstandsfolk på vej hen over Møn på vej til Klintholm. Deres leder er overbetjent Ejner Lundstrøm. De havde fået ordre til at hente en stikker, der var årsag til en mands død. I Klintholm fortalte hendes forældre, at hun var taget til Klintholm Havn.

Man kørte videre til havnen. Undervejs blev man stoppet af ophidsede mennesker, der fortalte, at hele havnen vrimlede med SS – soldater.  Der var netop kommet en pram med dem. Desuden lå der en del tyske SS – soldater, der endnu ikke havde modtaget kapitulationsordre.

 

Ville ikke udlevere stikkeren

Rutebilen fortsatte mod havnen. Ved kajen lå der godt nok en slæbebåd forspændt en overbygget flodpram. Den eftersøgte kvinde var ikke ved havnen. Men der blev oplyst, at hun havde søgt tilflugt inde på hotellet hos tyskerne.

Sammen med en fisker fra Torped gik Lundstrøm ind til tyskerne. Fiskeren meldte sig frivillig til det vovelige forehavende, De spadserede lige ind i løvens gab aldeles våbenløs. Da de kom ind på hotellet talte de med chefen, en kaptajn. Tyskeren forklarede, at han ikke ville udlevere kvinden.

 

Fangerne skulle være sendt på havets bund

Derimod oplyste han, at prammen ved havnen var fyldt med russiske og polske KZ – fangere. Deres SS – vogtere havde taget dem ud af lejrene efterhånden som de russiske tropper rykkede frem. Omkring prammen var der fastgjort minder, der ville eksplodere ved et tryk på knappen fra slæbebåden.  Fangerne skulle have været sendt på havets bund ligesom så mange andre var blevet det.

Man forsøgte i sidste øjeblik at skjule en lillebitte del af den skændsel, som tyskerne havde påført sig selv i de besatte lande. Det tjener til den tyske skibsførers ros, at han undlod den modbydelige handling.

 

Fangerne blev forplejet

Lundstrøm indhentede omgående tilladelse til at forpleje fangerne med brød og frisk vand. Denne tilladelse fik han. Beboerne blev opfordret til at komme med alt det brød de havde, og kort tid efter løb de første ned mod prammen med favnen fuld.

De første der var om bord på prammen, var den daværende journalist ved Møns Dagblad, Gert Munch, senere Folketidende Ringsted og Politiken.

 

300 var allerede omkommet

Et ubeskriveligt syn mødte ham. Over 400 mennesker havde i 10 dage været indespærret i lastrummet. Der havde været 700, men de 300 var omkommet, og efterhånden kastet over bord.

 

En ubeskrivelig stank

Fra de sultne og de udmattede mennesker strålede en forfærdelig rædsel. De sidste tre dage havde de kun fået saltvand at drikke. Hele rummet var indhyllet i en frygtelig stank. De mange mennesker havde været henvist til at benytte selve opholdsrummet til at forrette deres nødtørft i.

 

Læger tilkaldt

Læge Fenger fra Borre blev tilkaldt, og kort tid efter kom læge Mortensen og frue fra Stege. De udførte et strålende arbejde og reddede sikkert mange menneskeliv.

De underernærede fanger led af dysenteri, tyfus og tuberkulose. Under normale forhold ville de have blevet indlagt på Stege Sygehus og dermed fyldt sygehuset i to år.

Men omstændighederne var ikke normale.

Den lokale mostandsbevægelse var efterhånden ankommet. Under ledelse af baron Rosenkrantz fra Liselund blev tyskerne smidt ud af hotellet. Den blev belagt med fangere i stedet.

Offerviljen var stor over for de ulykkelige. Men alligevel døde mange af deres lidelser. De blev i fremmed jord begrædt af deres kære. De fleste vendte dog hjem. Nogle af dem blev i Danmark.

 

På Magleby Kirkegård

Men lige inden for lågen på Magleby Kirkegård, fire kilometer fra Klintholm Havn, befinder der sig i dag en grav, der fortæller historien om, hvor medtagende fangerne i prammen var. 19 af dem nåede aldrig friheden. De døde efter ankomsten til Møn.

 

Et minde på Klintholm Havn

Men 351 overlevede. I dag står der en sten på Klintholm Havn og markerer den indsats Møn-borgerne gjorde for at redde liv på friheds – morgenen 5. maj og resten af foråret og sommeren 1945.

På stenen står en simpel tekst:

 

Fra sult og nød, tortur og død. De mødte på en fremmed kyst en hjælpsom ånd, en udstrakt hånd.

 

Et tak fra Polen

Årene gik. Man regnede aldrig med at høre fra polakkerne eller russerne. Men så en dag stod der imidlertid en dag i BT en efterlysning efter hjælperne fra Klintholm. Dansk – Polsk forening formidlede kontakten og snart efter kom der en indbydelse fra den polske stat.

Man ville gerne invitere seks af hjælperne på besøg i Polen. Dern 19. juli 1960 drog de i tog til Warszawa over Berlin og Poznam. De blev modtaget af repræsentanter fra statsledelsen og installeret på et fornemt hotel.

 

Kilde:

  • Tak til Johannes Lundstrøm
  • tv2east.dk
  • ove-christiansen.dk
  • mandemarke.dk
  • Hermine Koschmieder: Min fødeby, var dengang Danzig
  • Erik Haaest: Aktion prammen
  • Hermine Schmidt: med glæden i behold
  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
  • Heinz Schöhn: Ostsee 45: menschen, Schife, Schiksale
  • Martin Schmidtke: Rettungsaktion Ostsee
  • Claus Göran Wetterholm: Dødens Hav – Østersøen
  • Heinz Schön: Die Cap Acrona Katastrophe
  • Horst Schmidt: Døden kommer altid om mandagen

 

Hvis du vil vide mere

  • dengang.dk indeholder 1.450 artikler. Heraf er de 287 fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
  • Flygtninge – prammen i Klintholm Havn (1)
  • Læger under og efter besættelsen
  • Syd for grænsen – efter besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Deserteret i Flensborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret i Alssund 5. maj 1945
  • Himmler og hans datter
  • Tyske flygtninge
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske flygtninge i Tønder
  • Kz-lejr Ladelund
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • KZ – udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
  • Dansk Vaccine i Buchenwald
  • Josef Mengele – dødens engel
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Død over Babi jar
  • Sort Jord – Holocaust
  • Hvad skete der i borbruisk?
  • Buschenwald – rædsler og lidelser
  • I ondskabens tjeneste af Holocaust
  • SS – absolutte grusomheder
  • Holocuast – aldrig igen og mange andre.

Myten om Drakenberg og hans forsvundne lig

September 30, 2019

Myten om Drakenberg og hans forsvundne lig

 

Dette er historien om sømanden Christian Jacobsen Drakenberg. Han skulle angivelig være død i Århus i 1772. Han skulle efter sigende være blevet 146 år gammel. Han lå længe til offentlig skue. Men dronning Caroline Mathilde beordrede, at han blev begravet. Da forskere i 1998 ville undersøge resterne af liget, fandt man ud af, at det ikke var Drakenberg. Han skulle have giftet sig som 111 – årig med en 60 – årig skipperenke. En skibsprovianteringshandler skrev en bog om Drakenberg og opsatte en mindeplade over ham.

 

 

 

Sømanden Christian Jacobsen Drakenberg blev efter eget udsagn født i Skee i Bohuslän 18. november 1626, der hørte til Norge (nu Sverige). Han døde 9. oktober 1772, 146 år gammel, i Fiskergade 82 i Aarhus.

 

Hans død og dødssted er omtrent det eneste, der med sikkerhed kan siges om ham, da resten er omgærdet af mystik. Efter hans død lå hans lig til offentlig skue i Laurids Ebbesens Kapel i Aarhus Domkirke indtil 1840, hvor Christian 8.s dronning, Caroline Amalie under et besøg i domkirken forlangte, at det mumificerede lig blev begravet. Herefter blev han lagt i kirkens krypt, efter sigende i Laurids Ebbesens Kapel.

 

Ved en restaurering af Aarhus Domkirke i 1998, hvor Laurids Ebbesens Kapel blev åbnet fik en gruppe forskere fra Center for Gerontopsykologi, Aarhus Universitet, med gerontolog Pia Fromholt i spidsen, tilladelse til at undersøge Drakenbergs rester. Man fandt også et skelet, der dog skulle vise sig at være resterne af Laurids Ebbesen, hvilket man kunne bevise ved at sammenligne kraniet med en billedudskæring af Ebbesen, der passede som hånd i handske. Men Drakenbergs lig var væk!

 

Forskerholdets næste træk var, at forsøge at opspore en af de afstøbninger, som skibsprovianteringshandler, Sophus Emil Johnsen (1869-1950) efter sigende skulle havde ladet fremstille i sin levetid. Johansen, der var passioneret Drakenberg entusiast påstod, at han havde fået lov at foretage afstøbninger af det ældgamle lig, men der findes ingen dokumenter, der understøtter påstanden. Omvendt ville det vel være utænkeligt, at han skulle kunne fremsætte en sådan påstand uden, at få menighedsrådet til at opponere og gå til pressen. Men det er vel heller ikke utænkeligt, at Johnsen på en eller anden måde har fået fat i mumien af Drakenberg.

 

Spørgsmålet er bare, hvor liget så er havnet? Og eksisterer det, eller har nogen smidt det til forbrænding? Efter sigende skulle bysterne af liget være blevet foræret til flere museer, og i februar 1999 lykkedes det også, at finde et eksemplar på Strömstads Museum i Sverige.

 

Nærmere undersøgelser godtgjorde, at der efter alt at dømme er tale om en afstøbning af et afdødt menneske, men sammenligninger med de portrætter, der blev malet af ham i hans levetid, har hverken kunnet be – eller afkræfte, om det vitterligt er Drakenbergs mumie afstøbningen stammer fra. Det er også påfaldende, at afstøbningen ikke viser noget skæg, da

Drakenberg på flere malerier er udstyret med et stort, flot fuldskæg.

 

Men det kunne måske tænkes, at samtiden har gjort ham i stand og barberet ham efter hans død. Skibsprovianteringshandler, Sophus Emil Johansen var sømand i sine unge dage, og åbnede siden en skibsprovianteringshandel på

Aarhus Nordhavn. Han var kendt under navnet “Drakenberg-Johnson”, på grund af hans store engagement og fascination af myten Drakenberg. Johansen stod for genudgivelsen af den vigtigste kilde til historien om Drakenberg, “Den ældgamle Normands, Christian Jacobsen Drakenbergs, Levnets-Beskrivelse” fra 1774″, som han fik oversat til svensk, engelsk, tysk og hollandsk.

 

Johansen oprettede også et Drakenberg-museum og udgav i nogle få år

“Drakenberg-Posten”. En Drakenberg-orden blev det også til, som Johnsen tildelte bl.a. til Winston Churchill og den britisk sangerinde Vera Lynn.

Endnu et spørgsmål melder sig: Hvad blev der af Sophus E. Johnsen museums genstande?

 

Nu ved vi, at sømænd elsker løgnehistorier, og det var heller ikke alle, der troede på Drakenbergs påståede alder i hans samtid. I en alder af angiveligt 102 år drog han derfor til sit fødesogn og vendte tilbage med en udskrift af kirkebogen, hvilket betød, at man dengang tog hans ord for pålydende. Han skulle angiveligt være blevet døbt af en præst ved navn

Peder Johansen Wynsten, men det er aldrig lykkedes at finde vidnesbyrd om en præst med det navn. Heller ikke den præst, der i 1732 skulle have lavet en udskrift af kirkebogen, Cornelius Nicolai, kan man finde spor af. Dertil kommer, at kirkebøger først blev lovbefalet i Norge i 1683.

 

Forældrene er det heller ikke lykkedes at finde, hverken i det angivne fødesogn eller andre steder. Historiker Torbjørn Ødegaard har fremsat en mulig teori om, at en ung skandinavisk sømand ved navn Christian Jacobsen, der kom fra Vanse på Sørlandet ved Kristiansand i Norge, stjal sømanden Drakenbergs identitet.

 

Man ved at begge blev taget til fange af algierske muslimer og levede som slaver. Drakenberg var slave fra 1694-1710 og må dermed have været 68 – 83 år gammel? Den unge mand fra Vanse blev fanget i 1699. Hans stedfader skrev et tiggerbrev i 1702 til den danske konge om 300 rigsdaler i løsepenge. Siden da er der intet at spore efter Christian Jacobsen. Teoretisk set kan den yngre Christian Jacobsen være kommet i besiddelse af Drakenbergs identitetspapirer og have fået fortalt mange historier af hans lidelsesfælle.

 

Spørgsmålet er bare om en mand kan lyve sig 40 – 50 år ældre end han er?

Drackenbergs livshistorie var efter eget udsagn søn af kaptajn Jacob

Drakenberg og Margrete Elisabeth Juul. Han stod til søs som 13-årig og blev blandt andet underofficer i marinen. Han deltog i Frederik 3.s, Christian 5.s og Frederik 4.s krige mod Sverige. I 1694 blev han fanget af algierske sørøvere og var fra sit 68. til 83. år slave på Cypern, i Aleppo og i Tripolis.

 

I 1710 flygtede han fra Cypern i en robåd, 84 år gamle, sammen med tre andre undslupne slaver. En af de tre døde efter en lang roning til Malta, og de to andre døde på næste etape til Italien og Frankrig til fods, men

Drakenberg overlevede og tog tilbage til Danmark, hvor han endnu engang gik i krig mod Sverige (Den Store Nordiske Krig 1700-1721).

Nu kan man så spekulere over, den “rigtige Drakenberg”, var en af de, der døde under flugten, og om den yngre Christian Jacobsen, der landede i

Danmark, havde hugget hans identitet? Et par år efter hjemkomsten fra slaveriet er Drakenberg i Kristianssand, hvor han nægter at tage hatten af for den unge søhelt Peter Wessel Tordenskiold. Dette regelbrud får

Tordenskjold til at give den ældgamle mand et drag med sablen over ryggen, Drakenberg vrister sablen fra Tordenskjold og smider våbenet over et hustag.

 

Først omkring 1722 opgav Drakenberg sømandslivet, og opholdt sig nu i

København og på herregårde i Jylland, bl.a. Ørslevkloster, Allinggaard,

Engelsholm, Bygholm og Aakjær. Omkring 1760 flyttede han til Aarhus og indlogerede sig hos Karens Jensdatter i Fiskergade 82.

 

Det er sandt at Drakenberg fik pension af kongen i 1735, og at han giftede sig to år efter som 111 årig med en 60-årig skipperenke. Hun døde imidlertid før ham. Drakenberg dør i 1772 – 146 år gammel i Fiskergade 82 i Aarhus.

 

På hans formodede 300 års fødselsdag, som så må være i 1926, lod Sophus E. Johnsen opsætte en mindeplade over den gamle sømand på bygningen under stor festivitas.

 

Inskription på mindepladen lyder:

 

 

“I dette Hus døde Verdens ældste Sømand

Danmarks ældste Mariner.

Aarhus ældste Borger

Christian Jacobsen Drakenberg født 18.11.1626.

Død 9.10.1772. Han blev 146 Aar gammel.

Opsat 18 Novbr.

Hans 300 Aars Fødselsdag”.

 

 

Kilde:

 

https://www.bogtorvet.net/den-aeldgamle-normands-christian-jacobsen-drakenbergs-levnets-beskrivelse_drakenberg-christian-jacobsen_1375083?fbclid=IwAR0uxdRAYLiWN_NBfHXfnbionQxey8SRElzmN2Cdf9Sb8QZDcUihiY2cM9g

 

 

 


Operation Market Garden

September 26, 2019

Operation Market Garden

Af Peter Kyhl Olesen

Den 26. september oplevede de allierede nok den største fiasko under Anden Verdenskrig. Det var Slaget ved Arnhem. Og hvorfor gik det galt? Måske var det arrogance og utålmodighed. Man undervurderede fjenden. Og så var nedkastningsområdet alt for langt fra Arnhem Broen. Forsyningerne blev nedkastet i fjendtlige omgivelser. Nej det var bestemt ikke trætte tredjerangs soldater, man mødte. Vi skal høre om den eneste krigskorrespondent Allan Wood, der berettede fra slaget. Et besøg på The Airborne Museum oplever vi også.

 

En krigsreportage

  • This is the end. The most glorious and tragic battle is over, and the survivors of the British airbone force can sleep soundly for the first time in 8 days and nights.

 

Sådan starter avisreportagen “Arnhem sky men left under fire” dateret den 26. september 1944 og med forsinkelse trykt i The London Daily Express to dage senere. I den fulde artikel gives læseren et første håndsindtryk af vilkårene for ca. 2.300 resterende, frysende, dødtrætte og traumatiserede soldater fra den 1. Britiske Airborne Division, som i ly af nattens mulm og mørke og under massivt regnvejr i desperation måtte evakueres ved at blive færget over nedre Rhinen i små både fra Arnhem – siden natten til den 26. september dækket af 1. Polske Faldskærmsbrigade og samtidig omkranset af en overvældende stor tysk styrke  og i overhængende fare for at blive omringet og udslettet.

 

En fiasko for briterne

Før soldaterne nåede Rhinens bred havde de måtte manøvrere sig igennem bl.a. totalt mørke i både by og skov og landområder, hvor de forsøgte at følge nogle hvide snore, som overlevende piloter havde sat op, således at der kom en form for ”guidning” som de mange soldater, der skulle evakueres kunne følge.

8 dage forinden – den 17. september – var 11.000 britiske soldater blevet indsat, mange af dem kastet ned med faldskærme i området omkring den hollandske by Arnhem. De var en del af ”Operation Market Garden”, der efter meget kort tid blev en af de største militære og taktiske fiaskoer for briterne i 2. verdenskrig.

 

Operation Berlin

Derfor blev der den 24. september givet ordre til ”Operation Berlin” som evakueringsoperationen blev kaldt, skulle effektueres. ”Operation Berlin” var altså et resultat at, at man fra specielt den britiske hærkommandos side havde måtte erkende, at deres del af ”Operation Market Garden” var slået grumt og gruelig fejl. Og retræten var derfor en realitet.

Men selv om derouten og desperationen havde bidt sig fast og var blevet en træls følgesvend, var der stadig et overskud hos de tilbageværende soldater.

 

Krigskorrespondenten Allan Wood

I ”Arnhem sky men left under fire” beskriver krigskorrespondenten således med stor respekt nogle scener, hvor ”de raske soldater” giver deres plads til de syge og sårede kammerater.

 

  • The man whose turns for a place in the boat had come after long hours of waiting insisted on staying on under fire a little longer, so that wounded could go first. Any wounded left behind would, of course automatically be prisoners of war. So many sick and limping left the beds to take a chance with the escape parties, making the way to the river.

 

Krigskorrespondenten var den australsk-britiske Alan Wood, der dagligt forsynede ”The London Daily Express” og derigennem ”The Combined Alliered Press” med beretninger fra den britiske del af ”Market Garden” operationen. Han havde den udmærkelse at være den eneste journalist, som sendte nyt fra et Arneheim og omegn i krig og kaos.

I sin afrunding af sin sidste reportage fra fronten i den allerede nævnte ”Arnhem sky men left under fire” afslutter Wood med ordene:

 

  • And so this epic of the British Airborne Soldiers ended as it had been fought, with honor, with high courage, and with selfless sacrifice (….) You can best judge it by the name they chose for the last night – break out. It had the same objective they always have had, and they still mean to get there. They called it “Operation Berlin.

 

The Airborne Museum

På et stort vægdisplay I den store “The Airborne Experience” udstilling I kælderen på The Airborne Museum Hartenstien I byen Oesterbeek, hvor en stor del af kampene I slaget om Arnhem også blev udkæmpet ses en masse statestik over hvordan det gik den britiske del af “Operation Market Garden” også kaldet “Slaget om Arnehem”:

 

  • 800 dræbte allierede versus 1.485 tyske
  • 000 sårede allierede versus 3.600 tyske
  • 500 allierede krigsfanger versus 214 tyske

 

Der behøves ikke den store matematiske kløgtighed for at regne sig frem til, at ”Slaget om Arnhem” ikke blev den succes, som man hos de specielt britiske øverstbefalende havde kalkuleret med.

I starten af kælderudstillingerne opleves der en videosekvens, som skal forestille at være en briefing på militærbasen ”Blakehill Farm” af soldaterne om den forestående operation, inden flyene lettede fra engelsk jord.

 

  • Don’t forget to write home to your mother and be sure to tell her to fat up the turkey for Christmas
  • You can bet your boots, that this operation will make history

 

Ja sådan lyder det overbevisende fra den general, som afholdte briefingen.

På første etage i ”The Airborne Museum findes der tillige et stort billede af den øverstbefalende General Montgomery og citatet:

 

  • This war will be over by Christmas

 

Baggrunden

Efter lukningen af “Falaise” lommen I slutningen af august, hvor den tyske modstand kollapsede, ønskede Montgomery at koncentrere anstrengelserne om at rydde den kontinentale kanalkyst for tyske V-2 raketbaser, sikre sig de store havnebyer i Belgien og Holland og erobre hjertet af den tyske krigsindustri i Ruhr – området.

Operationerne i Arnhem var et led i en plan om at krydse Rhinen i Holland, som Montgomery udformede i starten af september. En vigtig del var at en række broer over floderne Maas, Wraal og Rhinen skulle erobres. Det skulle skabe forudsætninger for en videre fremrykning mod Ruhr – Distriktet.

 

  • Men hvorfor gik ”Slaget om Arnhem” så galt for briterne og dets polske og canadiske allierede? Det er der i tidernes løb skrevet mangt og meget om. Her følger de tre mest gængse forklaringer:

 

1 Arrogance og utålmodighed

Som det fremgår af udsagnet fra filmsekvensen om, at soldaterne kunne skrive hjem til deres mødre for at få fedtet kalkunen op til jul, så herskede der en overbevisning blandt de allierede om, at tyskerne efter Normandiet mere eller mindre var slået. Det var kun et spørgsmål om tid.

Der var derfor udbredt en stor utålmodighed hos generalerne og ikke mindst soldaterne hjemme i England, der ventede med at komme i gang med operationen. Siden D – dag havde soldaterne nemlig måtte forberede sig på seksten forskellige faldskærmsoperationer. Nogle blev afblæst, allerede inden soldaterne var blevet briefet, og andre mens de sad og ventede i lastbilerne, der skulle køre dem til flyvepladsen. I bogen ”Soldat ved Arnhem beskriver Geoffrey Powell situationen således:

 

  • Krigen kunne meget tænkes at slutte, inden vi overhovedet nåede at være med. Vi var begyndt at kalde os for ”Stillborn – divisionen” – den dødfødte division, som skulle gemmes til sejrsparaden, hvor vi kunne defilere pæne og rene forbi i vores smarte, røde baretter.

 

Rock the boat

Men netop med den udbredte utålmodighed og deraf kravet om ikke at ”rock the boat” bevirkede, at de øverstbefalende generaler før operationens start, ikke ville tage efterretningerne fra den hollandske modstandsbevægelse alvorligt.

De havde nemlig rekognosceret nogle tyske SS-bataljoner, som var i gang med at komme til kræfter efter Normandiet. De allierede var nemlig helt sikre på, at fjenden kun rådede over nogle få andenrangs enheder i området omkring Arnhem. Udmeldingen var at

  • Disse tropper måtte være forvirrede og rystede efter at have været blevet jagtet igennem Europa og et eventuelt modangreb fra dem ville næppe blive til noget stort

 

Det var ikke tredjerangs – soldater

Dette skulle senere under kampene blive modbevist og få fatale konsekvenser. I ”Soldat ved Arnhem” konstateres der tørt fra Powell:

 

  • Det var ikke spredte tredjerangs – soldater, vi var stødt ind i. Man havde identificeret enheder fra tre SS panserdivisioner. Tyskerne havde tilsyneladende reageret meget hurtigt, eller også var der et eller andet rivende galt med efterretningerne. Ingen overraskelse, at vi havde måttet kæmpe så hårdt i løbet af dagen.

 

2 Nedkastningsområdet for langt fra Arnhem – broen

Faldskærmstropperne ville gerne lande så tæt på broen ved Arnhem som overhovet muligt, for at de med overraskelsesmomentet kunne erobre den i al hu og hast. Men piloterne var meget bekymret over for kraftigt tysk luftværnsartilleri nord for Arnhem, og at de derfor ikke kunne landsætte tropperne tæt på broen. Piloterne fik derfor trumfet igennem at landsætningen i stedet skulle foretages ca. 13 kilometer fra broen.

Soldaterne skulle derfor bære på en udrustning, der var meget tung på en meget snæver vej. Og det skulle hurtigt vise sig, at de blev angrebet af en stærk fjende, som hårdt og brutalt afskar dem for at nå broen og hjælpe de få soldater, der allerede kæmpede derinde. Og det skulle meget hurtigt blive fatalt. Dette bidrog i kraftig grad til den britiske katastrofe.

 

  • Det havde været rygter om, at der ikke længere blev kæmpet ved broen. Samme morgen var de få overlevende der havde holdt stand ved en nordlige ende af broen blevet løbet over ende. (…) Jeg havde oparbejdet en fatalistisk opfattelse af, at vi blot skulle kæmpe videre, indtil vi alle blev dræbt eller ammunitionen slap op. Det var det, som var sket ved broen. Og nu ville det også ske her.

 

Sådan skrev Powell.

 

3 Forsyningerne nedkastes i fjendtlige områder

Fordi at tyskerne meget hurtig angreb tilbage og briterne og deres allierede derfor ikke kunne erobre de planlagte områder blev forsyningerne af det som soldaterne kaldte for ”de fire livsnødvendige” radiobatterier, mad, vand og ammunition af Royal Air Force kastet meget unøjagtigt.

Dårlig radiokommunikation betød, at man ikke specifik kendte situationen for deres landsatte kollegaer. Derfor måtte sultne, tørstige og ammunitions-manglende britiske soldater se forsyningerne dale direkte ned til de tyske stillinger.

En soldat formulerede situationen sådan:

 

  • Vi kunne klare os et stykke tid uden mad og vand. Men ammunition måtte vi nødvendigvis have og føden var efterhånden også ved at være en mangelvare. Fik vi ikke forsyninger, var det slut.

 

Litteraturliste:

  • Geoffrey Powell: Soldat ved Arnhem, Diorama, Dansk udgave 2009
  • Laurens Van Aggelen: Arnhem Oesterbeek War Cemetery 1944 – 2009, White Elephant 2009
  • Eddy Bauer: Arnhem – Soldater fra luften, Lademann 1992
  • Anthony Bevor: Arnhem, Lindhardt & Ringhoff 2018
  • Montgomery, Danmarks Befrier, Lindhardt & Ringhoff 2012

 

 

 

 

Peter Kyhl Olesen

 

 

 

 

 

 


De Forsvundne Nazidokumenter

September 24, 2019

De Forsvundne Nazidokumenter

En fremragende men også rystende bog er udkommet. Den viser, hvor ligegyldig vi er med vores kulturarv. De forsvundne dokumenter vil ramme forskere i flere generationer. Og tro endelig ikke, at alle rets-dokumenter bliver tilgængelige. Vi har selv gjort vores erfaringer. Selv med fuldmagt fik vi ikke indsigt. Men det var der andre, der fik. Heldigvis fik forfatteren til denne bog stoppet tyverierne. Men en underlig retssag og et Rigsarkiv, der kunne finde ud af det fik forfatteren til at foretage sine egne undersøgelser. Der er mangler på 30 pct. i sager om de danske øst-frivillige. En topnazist og en succesrig sønderjysk forretningsmand blev ikke engang afhørt af politiet, selv om han bestilte tyveri. Flere tusinder af dokumenter er aldrig kommet tilbage. De befinder sig derude og er sikkert steget i værdi. Bogen dokumenterer mulige krigsforbrydelser af danskere. Bogen har vakt berettiget opsigt, og tro nu ikke, det er så let at få arkivadgang.

 

Vi har kigget efter

Det er blevet meget besværligt på arkiverne. Mange sikkerhedsforanstaltninger skal man efterhånden igennem. Og så er det lige sin sag at komme ind og se i arkiverne. Da vi skrev vores bog, og skulle ind i arkiverne sagde man efterhånden.

 

  • Vi har kigget efter, der er ikke noget at komme efter

 

Det var arkiver, som vi via familien havde ret til at få indsigt i, men så alligevel ikke.

 

Man ville ikke have, at vi fik indsigt

PET og Politiforeningen ville ikke have, at vi fik indsigt i en likvidering, der skete efter besættelsestiden. I historiebøgerne stod der, at det var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen på flugt. Vi fandt så ud af, at han var blevet likvideret på kort afstand af fem medlemmer af den lokale modstandsbevægelse. Vi fik ligsynsrapporten, og det var klar tale.

Politiet fortsatte deres undersøgelser, som om, at der var tale om en flugt. De var selv indblandet i historien. Og den blev simpelthen lukket.

 

Politiet ville ikke modtage anmeldelse om mord

Aabenraa Politi ville da heller ikke modtage anmeldelse om mord. Sagen er nemlig for længst ”henlagt”, sagde de. Og det vidste vi jo godt. På arkiverne sagde de, at det var af hensyn til gerningsmændene. Men hvad med ofrene? Hvad med den efterladte familie, der gennem hele livet er blevet fyldt med løgn?

De to, der stod som gerningsmænd og var med i Den Danske Brigade fik efterfølgende militære topposter. Eksemplet er nævnt, fordi der er nogen, der forhindrer os i at få sandheden frem. Og det er ikke altid selve gerningsmændene. Og dog. Hvis det inderst inde er myndighederne!

 

Hvor mange dokumenter er efterhånden forsvundet?

Gad vide hvor mange dokumenter, der efterhånden ikke mere er tilgængelig på Rigsarkivet. Den tidligere topnazist, Ejnar Vaaben var ansat i Rigsarkivet til 1972. Her har han haft rig mulighed for at fjerne dokumenter.

Erik Høgh – Sørensen skrev i 2004:

 

 

  • Arkivernes papirer om de mere tabuagtige episoder er muligvis væk, stjålet, bortkommet, saneret eller destrueret på foranledning af nogen, der har været i klemme – det kan være sig samarbejdspolitikere, nazister, modstandsfolk eller bare fanatiske samlere.

 

Hvorfor lyver politiet?

1.062 dokumenter er stjålet. Værdien er vel på 3 mio. kr. De fleste af dokumenterne handler om dem, der kæmpede for tyskerne. Dokumenterne er stjålet over tre år. Det er den halvofficielle forklaring. Men kan vi stole på det?

Berlingske Tidende havde i 2016 spurgt efter den person, der havde bestilt en masse dokumenter. Og her sagde politiet, at det kun var forbogstaver på personen. Men det viste sig, at det var hans fulde navn.

 

En opmærksom politibetjent

Dette fremgår af den nye bog ”De forsvundne Nazidokumenter – Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet. Den er skrevet af den historieinteresserede politibetjent Martin Q Magnussen.

Under et besøg på arkivet lagde han mærke til to usædvanlige gæster, der havde tatoveringer og ikke fordybede sig som andre besøgende. I stedet stjal de dokumenterne ved at gemme dem i udhulede notesblokke.

Rigsarkivets medarbejdere havde godt nok bemærket de to muskuløse, kronragede mænd med tatoveringer, som havde søgt og fået adgang til Kaj Burchards arkiver. De havde fået hans fuldmagt og bildte personalet ind, at de var i gang med en bog med titlen ”Mit liv på Østfronten”.

Men måske var medarbejderne glade for mangfoldigheden af gæster som Rigsarkivet kan byde på. De undrede sig ikke over, at de to kun var der få timer ad gangen. Forskere bruger meget mere tid.

 

Så let er det ikke at få arkivadgang

Deres adgang til alle dokumenter fik de ved at fortælle, at de var ved at skrive en bog om Kaj Buchardt, der kæmpede for nazisterne under Anden Verdenskrig. Så let er det normalt ikke at få arkivadgang, skal vi hilse at sige.

På udspekuleret vis stod de to arkivtyve bag et af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende tyverier. Til operationen brugte de en skalpel, en udhulet notesblok, et arkivskab, et par søforklaringer. For øjnene af arkivrotter og personale stjal de masser af dokumenter. Med skalpellen skar de dokumenterne fri. Og i de udhulede notesblokke skar de dyrbare dokumenter fri.

I perioden 2009 og 2012 var mere end tusinde dokumenter fra tiden under og efter Den Anden verdenskrig forsvundet, herunder især fra retsopgøret med de danskere, der trådte i nazisternes tjeneste.

Og tyveriet blev opdaget af den opmærksomme betjent, der nu har skrevet bogen. Mange af dokumenterne blev fundet i en lejlighed i Esromgade på Nørrebro. Ja dengang blev der foretaget ransagninger på fire lejligheder i København.

Efter en måneds efterforskning blev de to varetægtsfængslet. Det viste sig at de havde relationer til både Hells Angels og nazi – veteranmiljøet i Danmark.

 

En meget mild dom

De to har været på besøg over 200 gange på arkivet på at stjæle stakkevis af dokumenter. Ja de to gerningsmænd slap med forholdsvis milde domme, og er i dag atter på fri fod. De to mænd blev ellers sigtet for en tyveriparagraf med en strafferamme på seks år og i yderste tilfælde otte år.

Derudover blev de sigtet efter straffelovens § 194 for at have fjernet ting af offentlig interesse. Her er strafferammen tre år.

Men åbenbart regner myndighederne det ikke for uerstattelige og et umistelig kulturarv for Danmark. Ja anklageren havde sammenlignet det med tyveriet af Guldhornene

Måske havde forsvareren sagt til de to, at det var en stor fordel for dem, hvis de tilstod. Og det gjorde de. Sagen berammet til fem dag, hvor forskellige vidner skulle indkaldes. Nu blev hele domsagen afsluttet efter bare en dag.

 

Samlermiljøet i Danmark

Så behøvede man jo ikke at dykke ned i samlermiljøet i Danmark. Det er svært at kortlægge. Men ifølge forfatteren er der en stærk tavshedskodeks i dette miljø. Og der er også 10 danske storsamlere, som både har viljen og midlerne til at købe store samlinger for flere hundrede tusinde kroner.

Ud over disse findes der et hav af småsamlere, der på militaria – messer, loppemarkeder og internettet handler med effekter fra Anden Verdenskrig. Blandt de stjålne dokumenter, var papirer fra Kaj Munks drabssag, herunder den seddel, der lå oven på præsten og dramatikerens døde krop, da man fandt ham i en vejside i 1944.

Det underlige var, at både forsvareren, anklagemyndigheden og Rigsarkivet var tilfredse med sagens udfald og dommen.

 

En underlig fornemmelse

Forfatteren, Martin Q Magnussen havde en underlig uforløst fornemmelse. Han havde været indkaldt som vidne, em havde ikke fået chancen for at fortælle, hvad han vidste om tyvriet. Han troede overhovedet ikke på, hvad de to tyve fortalte i deres vidneudsagn.

Magnussen troede hverken på, hvor lidt de hævdede at have stjålet eller formålet med tyveriet. Han fortalte, at han ikke var klar over, hvor de evt. noter til bogen var, da den USB – nøgle, hvor de lå gemt, var blevet væk hos politiet. Der har nok aldrig eksisteret en.

Allerede dagen efter dommen, beskrev en samler på et internetforum, hvordan han år forinden var blevet tilbudt nogle af dokumenterne. Men han havde dog ikke råd til at købe dem.

Samleren var aldrig blevet afhørt af politiet. Politiet havde kun fundet frem til fem købere, der havde købt for 37.650 kr. Det var meget belejligt, for det passede stort set med, hvad en af tyvene sagde i retten.

Ingen af storsamlerne var blevet afhørt. Dette forekom Magnussen lidt mærkelig med det kendskab han havde til samlermiljøet.

Magnussen kontaktede nogle af køberne, der vidnede i retten. Her fortalte de, at de havde købte dokumenter fra før 2009. Det var modsat det, som de havde fortalt i retten.

 

Rigsarkivet siger, at de har styr på det

I 2014 måtte Rigsarkivet genanmelde tyveriet, fordi de pludselig fandt ud af, at der manglede en masse dokumenter. Men Rigsarkivet har dog nægtet, at der mangler så mange dokumenter, som Martin Q Magnussen hævder.

Forfatteren mener dog, at der hos en af gerningsmændene stadig befinder sig dokumenter om Kaj Burchard.

For et par år siden afleverede Weekendavisen en del dokumenter fra Bovrup – kartoteket. Avisen havde fået dokumenterne via en mellemmand i Jylland. Disse var heller ikke meld savnet.

 

Hvem var E.H. Rasmussen?

Han var en stor succesfuld forretningsmand i Sønderborg. Han havde haft et rejseskab med 40 busser, et rederi med syv – otte skibe og et ejendomsselskab. På et tidspunkt havde han 500 mand ansat.

Ja vi er sikkert mange, der har sejlet med hans spritbåde, ind til EF forbød dem i 1999.

 

Nazi – mand aldrig afhørt

Han var en højt respekteret forretningsmand i det sønderjyske. Men Københavns Politi har aldrig afhørt ham, efter at han havde bestilt en masse dokumenter af to personer. I første omgang bildte Københavns Politi os ind, at det kun var forbogstaverne. Men man har måske ikke haft ressourcerne til at tage til Sønderborg for at afhøre ham?

 

Troskab

E.H. Rasmussen har skam sammen med historikeren Peter Møller Hansen skrevet en bog, der hedder Troskab. Men som så mange andre SS – bøger med danskere, der tjente tyskerne så var de bare brave soldater, der kæmpede for Hitler.

Han tog til Slagelse, hvor han deltog i NSU’ s kurser. Her mødte han Schalburg og blev meget betaget af ham.

 

Forholdet til de civile var godt?

Den 26. juni 1940 lader han sig hverve på Wandalls Hotel i Svenborg. Han regnede med, at han skulle på et kursus i Klagenfurt i Østrig. Men straks ved ankomsten får de at vide, at nu tilhører de Regiment Nordland og er underlagt de tyske krigslove.

Forholdet til de civile var gode. De behandlede russiske krigsfangere glimrende. De havde aldrig hørt om udryddelser af jøder. Og de kan heller ikke forstå, at de skal kaldes for landsforrædere, for de havde jo udelukkende kæmpet for at udrydde Bolsjevismen.

 

En frontkæmper, der kom til tops

  1. H. Rasmussen var en af de danske frontkæmpere, der kom helt til tops. Hans familie var fra Sønderjylland. Han blev involveret i nazistisk ungdomsarbejde. Og så var med i Nordland og Wiking. Han og hans kammerater beskrives som modige soldater. Det var ukrainske soldater, der skød jøderne på gaden, lyder fremstillingen.

Russerne voldtog civile kvinder. Ellef H. Rasmussen og hans SS- kammerater forsøgte at beskytte dem. Det er vel en forventet fremstilling.

 

Rasmussen var helt uskyldig, hævder han

Jøderne skulle fjernes. De var undermennesker. Fra faghistoriske bøger fremgår det at Waffen SS og Diwision Wiking deltog i en masse ugerninger.

I Zbov blev byens jøder myrdet da Rasmussens deling var i byen. Det fremgår så ikke, om det er en bestemt deling, der har stået for nedskydningen. Og det er vel ingen hemmeligheder, at der gik masser af rygter i soldaterkredse om jødeudryddelser.

 

I direkte kontakt med Felix Steiner

I krigens sidste tid blev han chef for 2. bataljon i SS – Regimentet ”Danmark”. Han stod i direkte kontakt med en af Adolf Hitlers højest rangerende generaler, Felix Steiner.

Da han kommer hjem, bliver han mentalt undersøgt og sat i Fårhuslejren.

Både han, hans far og mor samt hans bror blev dømt for landsforræderi under retsopgøret.

Hans bror holdt vagt i Frøslevlejren og var med til at arrestere Hvidstensgruppen.

 

Aldrig undersøgt om E. H. Rasmussen begik krigsforbrydelser

E.H. Rasmussen får en dom på to år og fem års fratagelse af de borgerlige rettigheder. Den dom anker han, fordi han kun var 17 år, da han søger i tysk tjeneste. Og han får domsnedsættelse.

Han mener ikke, at have begået krigsforbrydelser. Det er dog heller aldrig blevet undersøgt

I Sønderjylland føler han sig mere velkommen trods sin fortid. Han opretter et firma, der sælger krydderier og maskiner til sønderjyske slagterforretninger. I 1960erne kommer supermarkederne og overtager.

Men så hører han om flydende supermarkeder og køber et skib. Og så er hans lykke gjort.

 

Deltog i kammeratskabsmøder

E.H. Rasmussen har altid ment at tyskerne kæmpede en legitim kamp. Han fortrød aldrig det som han gjorde. Han var stadig nazist i en sen alder og deltog i kammeratskabsmøder i Waffen SS.

Det bemærkelsesværdige i bogen Troskab er, at der under flere fotos henvises til E.H. Rasmussens private arkiv. De burde ligge i Rigsarkivets kasser. Men der har de måske engang ligget?

 

Begik Kaj Burchardt faneflugt?

Der var gået rygter om, at den kendte danske SS – soldat ikke havde været med i Berlin i krigens sidste dage, men at han var deserteret forinden. Men den ene af de dømte for nazi-tyveriet kunne pludselig fremligge billeder og afhøringsrapporter efter krigen med egne udstregninger, som skulle dokumentere, at den danske SS – soldat havde været i Berlin.

Forfatteren undrer sig også over, at Kaj Burchards straffesag er væk – på nær tre stykker gennemslagspapir uden betydning for sagen.

 

Har historikere ikke en moralsk forpligtelse?

Man skulle tro, at historikere på en eller anden måde har en moralsk forpligtelse til at se kritisk på de påstande danske SS – Soldater kommer med. Og læserne skal nok kigge på historierne med en kritisk distance.

Måske har historikere og forlag været for naive. Der har ikke været den fornødne selvransagelse. Og nu mangler det måske en masse dokumenter, der kunne have fortalt sandheden.

 

Mange dokumenter er aldrig kommet tilbage

Martin Q Magnussen viser, at massevis af dokumenter aldrig er kommet tilbage til arkivet, som det ellers er påstået. Og Rigsarkivet kan ikke dokumentere tyverier fra før 2009, hvor man gik over til et digitalt søgesystem. Man destruerede gamle lånesedler. Sandsynligt har der allerede været tyverier i gang før 2009.

Det var i dette år, at Rigsarkivet var gået over til det elektronise bestillingssystem Daisy. Før havde Rigsarkivet brugt fysiske bestillingssedler. Men de sedler var blevet destrueret. Derfor har det ikke været muligt, at genskabe rigsarkiv – tyvenes eventuelt tidligere besøg.

 

Buchards erindringer fulde af løgn

Kaj Burchardt er blevet brugt i mange standardværker. Men i bogen er det beviser på, at han har løjet om sin krigsdeltagelse. Hans erindringer er fulde af løgn. Han var ikke i Berlin i krigens sidste tid. Men de afgørende dokumenter mangler i sagsmappen.

Således er det også påvist, at mange danske nazisters dokumenter mangler.

Dengang påstod den ene af tyvene, at han havde reddet dokumenterne fra forbrændingen i København, da han arbejdede som revisionsarbejder, fordi arkivet var i gang med at slette alle spor fra retsopgøret før den såkaldte 75 års – klausul blev ophævet, og alle kunne få adgang til sagerne.

 

Magnussen undersøgte selv sagen

Martin Q. Magnussen følte en forpligtelse til at undersøge sagen nærmere. Rigsarkivet og Politiet havde efter retssagen afsluttet deres undersøgelser.

Forfatteren gik i tyvenes fodspor. At sagen kaldes Rigsarkiv – sagen er faktisk misvisende. Tyveriet begyndte dengang, da Landsarkivet for Sjælland lå på Nuuks Plads på Nørrebro, hvor alle sagerne fra Københavns Byret befandt sig frem til 2012. Herefter blev Landsarkivet lagt sammen med Rigsarkivet.

Forfatteren har fundet ud af, at de to tyve har haft adgang til 1.500 arkivkasser med materialer. Af praktiske årsager koncentrerede Magnussen sig kun for de sager med dømte, som havde deltaget i tysk krigstjeneste – og kunne konstatere, at der ud fra bilagslisterne manglede dokumenter i en række af arkivkasserne.

I de 600 sager, som han gennemgik, havde tyvene brugt følgende fremgangsmåde. Først havde de gennemgået hver eneste mappe og dokument i sagerne og vurderet, hvad der havde særlig høj værdi og derefter enten revet eller skåret de eftertragtede bilag ud. Det var tydeligt, at afhøringsrapporter, dokumenter fra fangelejre og personlige dokumenter var i høj kurs.

 

Bogen dokumenterer sandsynlige krigsforbrydelser af danskere

Bogen dokumenterer også, at en række af danske nazister var i berygtede KZ – lejre. Magnussen kan også berette om danske nazisters andel i en massakre i den østrigske by, Graz. I lejren blev amerikanske soldater, jødiske fanger og kommunister brutalt skudt ned.

Men danske SS – soldater har haft let spil i Danmark.

 

Kulturministeren vil have klar besked

Kulturministeren mener ikke, at de skiftende forklaringer fra Rigsarkivet har været tilstrækkelige. Hun forlanger nu en redegørelse for, hvorfor man har sagt og gjort, som man har og hvordan Rigsarkivet vurdere sikkerheden på arkivet.

Rigsarkivet har tidligere sagt, at alt var i skønneste orden. I bogen dokumenteres det, at tyverierne er langt mere omfattende end tidligere hævdet. Og forfatteren, Magnus Q Magnussen er bestemt ikke imponeret over Rigsarkivets håndtering af sagen.

I 2014, et år efter dommen vedkendte Rigsarkivet, at der ikke manglede noget. Weekendavisen havde af omveje kommet i besiddelse af dokumenter, som måske stammede fra tyveriet.

Nu erkendte Rigsarkivet, at der næsten ikke manglede noget:

 

  • Vi kan ikke afvise, at der er stjålet mere, men det ville være et voldsomt stort arbejde at skulle gå det hele igennem. Vi har lavet nogle stikprøvekontroller, og fra de sager var der ikke stjålet noget, som måtte stamme fra tyveriet, og derfor er vi rimlige beroligede.

 

Rigsarkivet holder ikke selv øje med QXL

Utroligt at Martin Q. Magnussen selv måtte anmelde til politiet i 2016, at der blev solgt dokumenter fra auktionssiden QXL. Utroligt at Rigsarkivet ikke selv holdt øje med dette.

Og det var først, da Magnussen på en lukket Facebook – gruppe opdagede, at også her blev der solgt hemmelige dokumenter, at Rigsarkivet igen anmeldte det til politiet. Til Berlingske sagde man nu:

 

  • At man ”var vidende om, at der stadigvæk er stjålne arkivalier i omløb, og kan bekræfte, at de omtalte arkivalier mangler i vores samling

 

Da politiet så efterfølgende tog kontakt til Rigsarkivet, kneb det med hjælpen. I 2018 besluttede politiet derfor at henlægge sagen på grund af manglende beviser. I mellemtiden var den ene af tyvene død.

Først efter en ekstrabevilling til Rigsarkivet på fem millioner kroner, erkendte Rigsarkivet, at det syntes tydeligt, at

 

  • Der fortsat var mangler, og at der følgelig måtte være tyvekoster i omløb.

 

En mangel på 4,6 pct.!!!!!

Konklusionen på gennemgangen i 2018, at der i retsopgør – sagerne fra Københavns Byret var mangler som følge af tyveri med 4,6 pct. af sagerne. Gennemgangen havde ganske vist afsløret mangler i 30,9 pct. af sagerne, men Rigsarkivet mente ikke, at dette kunne tilskrives tyveri. Derfor må det korrekte tal skulle findes mellem 30,9 pct. og 4,6 pct.

Konklusionen var, at det er tusindvis af stjålne dokumenter, der fortsat befinder sig på det sorte marked eller allerværst destrueret/bortkommet.

 

Omfanget af tyveriet langt højere

Martin Q. Magnussen er til freds med, at Rigsarkivet endelig har erkendt, at de ikke har fået alle dokumenter tilbage. Men han mener stadig, at de har undervurderet omfanget af tyveriet.

De to er gået primært efter dokumenter om danske østfront – frivillige. Magnussens egne undersøgelser viser også, at inden for denne kategori mangler der over 30 pct. Rigsarkivet har formået at få manglerne nedskrevet til et cifret tal. De har medtaget alt inden for cykeltyveri, spirituskørsel og andet medtaget i optællingen af sagerne fra Københavns Byret i perioden.

Forfatteren siger bl.a.:

 

  • Meget tyder på, at der er lavet et uopretteligt hul i danmarkshistorien. Et hul som får mærkbar indflydelse for forskningen i de næste mange genrationer.

 

Han anslår, at tyvene kan have solgt for millioner af kroner, eller at den ene af tyvene fortsat ligger inde med dokumenter for ”flere millioner kroner”.

Forfatteren mener samtidig, at man ikke skal bebrejde politiet for det hele. Det hjælper ikke på det, når den forurettede ikke vil hjælpe til med at få opklaret sagen.

Til november kommer der en dokumentarfilm på TV2, der de seneste to år har fulgt forfatterens forsøg på at forklare historien.

 

Tidligere nazi-vagt slap, dokumenterne var forsvundet

To tidligere medlemmer af Frikorps Danmark slap for anklager om krigsforbrydelser begået i Hviderusland under Anden verdenskrig. En dengang 91 – årig dansk mand var i 1943 vagt i den tyske militær n- og uddannelseslejr Waldlager i Bobruisk i Hviderusland. Men man opgav at rejse bevisbyrden mod ham og en nu svensk statsborger.

De havde under afhøringer fortalt om, hvordan jødiske fanger i flere tilfælde blev henrettet med nakkeskud. De to mænd var angiveligt de eneste overlevende som gjorde tjeneste i Waldlager. De har nægtet at have haft noget med disse henrettelser at gøre.

Oplysningerne var kommet frem i bogen ”En skole i volde”.

Det fik Simon Wiesenthal Centeret – en organisation som jagter tidligere nazifoirbrydere til at opfordre justitsministeren til at indlede en sag mod de to tidligere Frikorps Danmark mænd.

Men da man skulle have fat i de to mænds dokumenter, var de forsvundet.

 

Vi får ikke alt at se

Fra 2020 ligger Rigsarkivet de forske dokumenter ud digitalt om retsopgøret. Men det er langt fra alle, som vi får lov at se. Hele 2 millioner dokumentsider fra retsopgøret er blevet scannet og arkiveret. Herefter vil de blive vist i Rigsarkivets kildeportal ”Arkivalier Online”

De fleste af arkivalierne fra retsopgøret 1945 – 50 er omfattet af Arkivlovens tilgængelighedsfrist på 75 år. De vil være tilgængelig i årene 2020 – 2025.

Men som det kunne ses i begyndelsen af denne artikel, skal du ikke være sikker på, at selv med familiens bemyndigelse, at du har adgang. For hvis du har til hensigt at offentliggøre visse dokumenter, så får piben en anden lyd.

På TV ser det lovlig let ud, at få adgang til diverse dokumenter om besættelsestiden. Men sådan er det ikke i virkeligheden. Du får ikke bare sådan adgang til arkiverne.

 

Bogen har vakt berettiget opsigt

Ja vi kom hvis vidt omkring i vores anbefaling af bogen ”De hemmelige Nazi – dokumenter” Men ”Den Gamle Redaktør” er sikker på, at vi vender tilbage til den. Det er en vigtig og foruroligende bog om vores historie og vores kulturarv. Vi må nok erkende, at danskerne hverken var bedre eller dårlige end andre nationer under krigen.

Bogen har vakt berettiget opsigt i mange kredse. Det er en vigtig bog. Og det er godt gået af Magnussen. Vi har tidligere omtalt bøger, hvor forfattere ikke kan finde dokumenter, som burde være der. Dokumenter har man sikkert også ”ladet bortkomme”. Indirekte har Magnussen vel vist, at der stadig er masser af røgslør over besættelsestidens historie.

 

Kilde:

  • Martin Q Magnussen: De hemmelige Nazi-dokumenter. Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet.
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Artikler fra www.dengang.dk
  • solidaritet.dk
  • Peter Møller Hansen: Troskab – Dansk SS – Frivillig E.H. Rasmussens erindringer
  • Erik Høgh – Sørensen: Forbrydere uden straf
  • Dennis Larsen, Therkel Stræde: En skole i vold
  • Berlingske Tidende
  • tv2lorry.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.447 artikler, og deraf 285 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) inklusive disse:

 

  • De mystiske mord ved grænsen 1-2
  • Overnatning i Sønderjylland
  • Historien om Overvågning 1-2
  • Militære efterretninger i Sønderjylland
  • Den sønderjydske politiadjudant
  • Anklaget for højforræderi
  • Ønskede og uønskede under besættelsen
  • For tysk krigsret
  • Retssikkerheden før og under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Kunne man stole på Centralkartoteket?
  • Bovrup – kartotek
  • Søren kam og hans erindringer
  • Tilfældet, Søren kam
  • Odessa og de andre flugthjælpere
  • Nazi-jægerne
  • Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Forord til ”Grænsen er overskredet”
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Og mange andre

 

 

 


Jarlen af Bothwell – Fra Skotlands Kongesæde til Dragsholms fangekælder – og det sidste hvilested i Fårevejle Kirke

September 21, 2019

 

Jarlen af Botwell – Fra Skotlands kongesæde til Dragsholms fangekælder- og det sidste hvilested i Fårevejle Kirke.

 

Jarlen af Botwells sidste hvilested er Fårevejle Kirke, som er sognekirke for Dragsholm Slot. Han blev begravet som en rigtig konge i selve kirken. Hans sidste kone var Skotlands dronning Mary Stuart som blev halshugget. Men vores hovedperson var først gift med en norsk adelig. Men hende forlod han efter at have brugt alle hendes penge. Så blev han gift med en skotte. Og han var leder af en plan, der dræbte Mary Stuarts mand. Og hende giftede han sig med. Efter blot en måneds ægteskab måtte han flygte. En storm bragte ham til Norges kyst. Frederik den Anden tog ham til fange. Hun ville ikke udlevere ham. Efter 11 års dansk fangenskab døde han. Han blev lagt i en glaskiste. Men i 1949 fik Jarlen sit sidste hvilested. I 1979 blev han lagt i en egetræskiste. I 2006 ville familien have de jordiske rester udleveret.

 

 

På en høj skrænt nord for den udtørrede Lammefjord ligger den anselige, hvidkalkede kirke, der oprindelig var en romansk kampestensbygning med enkelte hjørnekvadre og vinduesindfatninger af frådsten

 

Kirken er kendt for at være hvilested for Jarlen af Bothwell. Det var naturligt, for Fårevejle Kirke var Dragsholms sognekirke. Og skønt hans sjæl og hans legeme på det uhyggeligste havde fået fangehullets stempel, blev han begravet, som det sømmede sig en kongelig person, ikke på kirkegården, men i selve kirken. Kun simple folk blev jordet på kirkegården; og vel var Bothwell kun en fange, men man må huske på, at han ikke var dømt efter danske love, og at hans hustru, Skotlands dronning, endnu var i live.

 

James Hepburn, Jarlen af BothweII, blev født i Skotland 1536. Han var en voldsom og skrupelløs mand, protestant, men ivrig skotte og modstander af al nærmere forbindelse mellem England og Skotland. På grund af partikampe var han jævnligt landflygtig. En tid var han i Danmark, hvor han giftede sig med en norsk adelig pige ved navn Anna Rustung. Hun fulgte ham da han rejste videre, men blev ladt tilbage i Nederlandene efter at han havde opbrugt hendes medbragte formue.

 

I januar 1565 kaldte dronning Maria Stuart ham hjem til Skotland, og han blev hendes ivrige tilhænger. Han blev gift med en skotsk kvinde, Jane

Gordon, så vidt vides uden at gøre rent bord efter sit norske ægteskab.

 

I største hast blev der dog sørget for skilsmisse. Det gik meget let. Han forlangte selv ved den katolske gejstlige ret ægteskabet ophævet som indgået inden for forbudte grader, og dette lykkedes, skønt der kort efter brylluppet var udstedt dispensation som sikkerhed for dets gyldighed. For den protestantiske ret måtte hans hustru søge skilsmisse på grund af ægteskabsbrud. Ved Bothwells indflydelse var alt ordnet på 4 dage!

 

Bothwell var en ledende mand i det komplot, der myrdede Maria Stuarts mand, lord Darnley. Den 15. maj 1565 giftede han sig med Maria Stuart, samme år som han den 9. april havde myrdet hendes mand. Han blev i den anledning gjort til hertug af Orknøerne. Maria Stuart satte selv hertugkronen på hans hoved. Hun var i sort fløjels enkedragt, han i prægtige juvelbesatte klæder.

 

Ægteskabet med Darnleys morder gav Maria Stuarts fjender så gode kort på hånden, at hun havnede i deres hænder, og kun en måned efter ægteskabet, blev hun anbragt i husarrest på øslottet i søen Lochleven.

 

James Hepburn flygtede til Orknøerne, men måtte flygte videre, og en storm satte ham ind på den norske kyst. Her blev han taget til fange og ført fra Norge til Malmøhus i Skåne. Frederik 2. nægtede at udlevere ham til skotterne, der uden tvivl ville have ham henrettet. Kong Frederik mente, at han gjorde Elisabeth af England en tjeneste – hvad han sikkert også gjorde ved at beholde ham i fangenskab.

 

Efter fem års fangenskab på Malmøhus, med gode forhold og forplejning på slottet, blev James Hepburn ført til det knap så hyggelige fængsel på

Dragsholm, hvor han døde som sindssyg i slottets fangekælder i 1578 efter i alt 11 års dansk fangenskab.

 

Jarlen af Bothwell blev gravsat i Fårevejle Kirke, hvor han gennem mange år lå i en glaskiste i et rum, man fik adgang til gennem kirkens gulv. I 1949 fik jarlen sit sidste hvilested i den nuværende krypt under kirken – fra 1976 i en lukket egetræskiste.

 

Der er fri adgang til jarlens kapel under kirken. Her kan man se hans våbenskjold og oprindelige kistelåg, samt få lidt informationer. Derudover kan anbefales Mogens Højlands bog: Jarlen af Bothwell.

 

Så sent som i 2006 ville Jarlens skotske slægt hente de jordiske rester hjem til det skotske højland.

 

Sir Alastair Buchan-Hepburn, en skotsk slægtning af jarlen og en amerikansk advokat ved navn Anthony P. Bothwell, også en fjern slægtning og den franske forfatter Catherine Hermary-Vieille, har alle slået sig sammen for at få resterne af jarlen udleveret til Skotland.

 

De vil have gjort Jarlen til skotsk patriot og en DNA-test skal fastslå om det er den rigtige jarl der ligger i Fårevejle Kirke.

 

Henrik Bach, sognepræst i Fårevejle Kirke, vil ikke modsætte sig en mulig udlevering, men han vil være ked af at miste jarlen.

 

– Så må vi videre se om han bliver eller går igen.

 

Maria Stuarts skæbne kender vi godt. Hun blev dømt til døden for højforræderi for at planlægge at vælte sin kusine Elizabeth og selv overtage tronen af England.

Den 8. februar 1587 blev Maria Stuart halshugget.

 

Kilde: Mogens Højland: Jarlen af Bothwell


Nolde- og hans liv vest på (b)

September 20, 2019

Emil Noldes liv – vest på (b)

Dette er en nyredigering af en ældre artikel fra 2010. Emil Nolde havde altid været imponeret af Tønder. Han studerede former og farver i naturen. I begyndelsen tog familien afstand fra Ada. At gengive korrekt er ikke kunst, mente han. Til Utenwarf med en populær have. Han var bedre til at male end til at jage. Skønhed kunne ikke erstattes. Han fik inspiration af Halligerne. Emil Nolde mente, at folk i grænselandet var forvirret. Afvandingen i Tøndermarsken var politisk. Der var masser af røveriforretninger. Han blev uenig med Tønder Kommune og tog til Seebüll. Museum i København ville kun meget modvillig modtage hans kunst. Han følte sig udenfor. Hvordan var det egentlig med jøderne. Han blev først rigtig anerkendt i en meget sen alder.

 

Emil imponeret af Tønder

Vi har i en tidligere artikel beskrevet Emil’ s barndom i Nolde. Dengang hed han Emil Hansen. Vi har hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde han det her vest på?

Hans mor spurgte ham ofte, hvor mange ansatte han i grunden fik? Helt uret havde nok ikke. Andre store malere havde mange medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever, der hjalp Emil Nolde.

Når Emil fremviste sine værker vidste hun ikke altid meningen med dem. Emil var meget imponeret over de store markeder, der var i Tønder. Disse tiltrak bønder fra et stort område. Og også bondesønner, der på den måde lærte at handle.

Emil kunne godt lide det liv, der udspillede sig. Der var okser, stude og heste, der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte interesse.

 

Studerede former og farver i naturen

Når det var jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå der dag efter dag. Men det var ikke altid, der var selve jagten, der interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj og tænke på former, farver og linjer. Han studerede himlen, dyrene og naturen.

Han havde altid sin hund med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her vest på.

I den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere, skuespillere, akrobater og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst liv og levede lemfældigt lige som sigøjnere.

I området var der dog endnu ikke født nogen kunstnere.

 

Afstand til Ada

Da han skulle præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i København opstod der problemer. Svigerinden turde ikke at møde skuespilleren. Og bror Hans, der i sin soldatertid var meget tysk, bebrejdede Emil, at han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han sandelig ikke møde.

Hun fik fremvist den flotte natur. Hun så de steder, hvor han fangede de største fisk. Hun så sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.

Også naboerne kom og hilste på den nye kærlighed.

 

At gengive korrekt er ikke kunst

Bror Hans var kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada. De blev ret gode venner. Adas far var præst.

Det var et stort savn for Emil, da hans elskede mor døde. De havde haft mange dybe samtaler.

Emil mente ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind og skyer skulle forme værket, mente han.

Midt under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket forurenet vand. Hurtigt kom Ada hjem fra England. Forgiftningen varede i flere uger.

Han malede i flere uger, nu konstant dag og nat. Målet var ”Den sidste nadver” Et pinsemotiv fik han også malet. Hans familie kunne ikke rigtig forstå dem.

Emil kunne godt lide sine ophold på Als. Her malede han også flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land.

 

Til Utenwarf

I sommer 1912 kørte han med sin svoger, Lorenz over Lægan, Møllehus og Aventoft. De kørte længere vest på. Mod Lyst og Rudbøl. Her ville Emil gerne bo: man fandt også et lille hus.

Men Peter Nissen gjorde som om han ikke ville sælge det lille hus. Men svogeren havde gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.

Ofte gik turen mod Tønder og Møgeltønder. Emil var begejstret for naturen omkring Vidåen og Rudbøl Sø. Men dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf var omgivet af vand hele vinteren, ja selv om sommeren kunne der ske oversvømmelser.

 

Bedre ril at male – end at jage

Omkring 1916 satte han Utenwarf i stand. Der blev hamret og malet. I skuret blev der etableret et atelier. Og i stalden blev der lavet soveværelse.

Hver dag tog Emil ud for at stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb så mere med de andre levnedsmidler.

Han havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste sig at geværet skød skævt. Men han indrømmede selv, at han var bedre til at male end at jage.

Da han i 1917 fyldte halvtreds forsøgte han sig med et selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke så god til. Vinteren dengang blev forfærdelig. Ja de nærmest sultede.

De tog til Berlin. Og da de kom tilbage, kunne familien nærmest ikke genkende dem, så afmagret så de ud. Men pludselig fik de igen mælk, smør, kød og brød.

På Utenwarf fik de foræret en ko af svogeren som Ada malkede. Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og fede. Haven kom op at stå. Nu gik det endelig fremad for parret.

 

Nu går kunstneren i seng

Naboen havde to smukke døtre, Misse og Lisbeth. Især den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine malerier. Ada lavede alt det grove arbejde, mens Emil kunne koncentrere sig om sit malerarbejde.

Hesten Fritz gik gennem høj vand. Den var bestemt ikke vandskræk den led af.

Når Emil slukkede lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet:

  • Nu går kunstmaleren i seng.

Det var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude på Vidåen.

De store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for Emil Noldes arbejde, men de var ifølge ham selv meget hjælpsomme. De regnede nu heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld lovpriste de jagten.

 

Skønhed kunne ikke erstattes

Ofte tog parret med deres hund ud på vandet blot for at nyde naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst andet, mente Emil Nolde.

Når de vilde gæs fløj over det landsted smed Emil pensel og farver og skyndte sig ud for at kigge efter dem. Det var sjældent, at han fik ram på dem med sit gevær.

Kæmpe ål blev der fanget. De blev ofte røget. I det store vandlandskab stak store gårde op på værfter. Men nogle gange steg vandet så meget, at beboerne måtte søge tilflugt på høloftet. Så måtte man bare vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige små og store stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer fra 1362 og 1634 havde kostet mange tusinder livet.

Ikke langt fra Utenwarf er der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog er der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp mod vandet.

I den lille landsby Lyst boede Nikolaj Nielsen som hjalp til på Utenwarf. Her boede også fiskeren Adolph og snedkeren Kloisen, der byggede Uttenwarfs lille mølle.

 

Et blomsterparadis

I 1919 var Utenwarfs have blevet et sandt blomsterrige. Fordommen om, at der ikke kunne gro blomster i marsken blev manet til jorden. Et lille stykke paradis sagde man. Helt fra Møgeltønder kom man gående langs diget og beundrede blomsterne.

Den lille familie havde igen genoptaget forbindelsen til Adas familie.

Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland og Island, men i stedet blev det en tur til Hallig Hooge. Det fascinerede denne vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelsen af nyt land. Men også historien om det land, der forsvandt blandt andet Rungholt gjorde indtryk på maleren.

 

Inspiration fra Halligerne

Emil tog også selv til Hallig Hooge. Med sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over inspirationen. Mange kendte malerier blev til her.

Han mente selv, at farve er energi og energi er liv. Med farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg, jubel, glæde, drama og drøm kan man danne med farver, udtalte han.

 

Forvirret i grænselandet

Emil Nolde mente, at dem, der er født i et grænseland, er meget mere præget af for eller imod. Spørgsmålet var, hvad er tysk? Hvad er dansk? Delingen af Slesvig ramte ham hårdt. Grænsen blev trukket lige ude foran deres hus. Hus og land lå pludselig i Danmark, erkendte han:

 

  • Jeg er født i Slesvig Holsten, Jeg elsker mit land og kigger uden foragt både nord og syd på. Danmark har leveret min livsledsager – Tyskland med sin indre skønhed med musik og kunst.

 

Dansk, tysk, plattysk og sønderjysk

På fødestedet Nolde var der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde. På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere tørre tal.

Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen i Burkal og Nolde området var dog dansk.

 

Politisk afvanding

Da afvandingen af marsken begyndte frygtede Emil, at egnens skønhed ville forsvinde. Stilheden blev afløst af larm og aktivitet. Emil havde selv regnet og tegnet sin afvandingsplan. Han overrakte den til den ledende ingeniør (Se artiklen: Emil Nolde og Tøndermarsken).

Pludselig fandt Emil Nolde ud af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt hans egen plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt for den egn, han elskede.

Den 30. august 1923 opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt temmelig hurtigt. Der var en trykkende stemning. En mærkelig spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En stormflod var uundgåelig.

19 digearbejder længere nordpå var blevet overrasket af stormfloden. Ikke længe efter nedbrændte den store frisergård, Nienhof lige i nærheden.

 

Røveriforretninger

Inflationen kom. Og for Emil Nolde var det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige Møgeltønder opstod der ligefrem røverforretninger, fortalte Nolde.

En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde i området havde opnået pludselig rigdom, men også lige så pludselig fattigdom. Ham fandt man pludselig druknet, fortalte Emil Nolde.

Folk var blevet forvirret og først efter nogen tid blev maleren igen produktiv. Han mente, at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om ”Neue Kunst” der udkom i 1921 havde noget med af den nu 54 – årige Emil Nolde.

 

Uenig med Tønder

I 1926 tog man den beslutning at forlade Utenwarf. Familien var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på. Mange naboer havde også protesteret over for Tønder Kommune. Men de blev alle afvist.

Mange beboere var anvist på vand fra Vidåen. Men det forhold havde Tønder Kommune ikke tænkt på ifølge Emil Nolde.

 

Seebüll – det nye hjem

Ægteparret tog den beslutning, at man ville syd på. Mange rejser blev foretaget langs vestkysten ned til Hamborg. Men de fandt ikke det rette sted at bosætte sig. Pludselig en dag fandt de et tomt værft.

Seebüll-Hof blev en realitet. I foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf til Seebüll på tre både og to overfarter. Allerede samme år var et nyt attelier blevet bygget.

 

Museum modtog kun modvilligt hans kunst

Nolde er i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det er nok de færreste, der ved, at han forblev at være dansk statsborger fra 1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og tysk.

I lille Emils barndomshjem blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i højtysk og mange i omegnen talte også plattysk.

Da Ada døde i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til Statens Museum for Kunst i København. På den måde håbede han på at fremme forståelsen mellem Skandinavien og Tyskland. Det var en nation, der ikke hørte til de mest populære. Det var kun yderst modvilligt, at museet modtog disse billeder.

Denne afvisning skyldtes sikkert, at Emil Nolde havde meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet NSDAP – N.

Han var fuld af beundring over for den stærke nationale rejsning. Men nazisterne var nu ikke rigtig vilde med ham. Han blev smidt ud, fordi hans billede var ”forfærdelige” og ikke i overensstemmelse med den nazistiske kunstforståelse.

I den nazistiske ideologis øjne var hans billeder forfærdelige, dekante, ubrugelige, primitive, farvestærke, spontane og grumme. Men det var dog topnazister, der godt kunne lide hans billeder.

 

Følte sig udenfor

Det var nu langt fra den første afvisning, han oplevede. På hans københavnerrejser møder han store kunstnere som J.F. Willumsen, Joakin Skovgaard, Viggo Johansen og Wilhelm Hammershøj at kende.

 

De umalede billeder

Egentlig kunne Goebbels godt lide Noldes kunst. Men nazisternes chefideolog, Albert Rosenberg afskyede dem. Efter sigende blev over tusinde værker beslaglagt eller destrueret. Og historien om maleforbud samt begrebet umalede billeder er en historie som Nolde med held har videregivet. Det skulle efterlade et billede af, at han var blevet offer for nazismen.

Og den historie har vi alle troet på, selv Siegfred Lenz i hans bog ”Deutschstunde”, der handlede om en maler bag diget. Vi så også den skønne fil, der blev lavet over bogen.

 

Nolde og Jøderne

Egentlig var Nolde en forkæmper for tyskheden. Ved afstemningen i 1920 ville han ikke stemme imod sin kones fædreland. Efter grænsedragningen tog han bevidst imod det danske statsborgerskab, men blev medlem af det tyske mindretal.

Han støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var det bedste at udvise alle jøder af Det Tredje Rige. Der var mange sammen fald mellem nazismens ideologi og Noldes.

I hans bog ”Jahre der Kämpfe” skrev han om jøderne:

 

  • Gennem deres ulykkelige besættelse i de ariske folks byer og gennem deres stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er det gradvist opstået en uholdbar tilstand.

 

I 1938 skrev Nolde til Goebbels:

 

  • Jeg opfatter nedrakningen som speciel hård, fordi jeg fra nationalsocialismens begyndelse var den eneste tyske kunstner, der gik i åben kamp mod den fremmede dominans af tysk kunst mod den urene kunsthandel.

 

Og Nolde lagde ikke skjul på, hvad han mente med ”den urene kunsthandel”. Det var jødiske gallerister og profitmagere.

 

Anerkendt i sen alder

Emil Nolde var religiøs. Men på et tidspunkt havde han svært ved at finde sig selv. Eventyrlige væsner, groteske skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud. Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.

I en sen alder blev han anerkendt. Som 80 – årig blev han gift med den 26 – årige Jolanthe Edelmann.

I 1957 efter hans død åbnede Nolde Stiftung Seebüll tillægget til hans testamente. Her skrev han:

 

  • I taknemmelighed over for hjemstavnen, som har ladet os opleve en solrig barndom, og i taknemmelighed over for de lande, Danmark og Tyskland, som skænker os beskyttelse og fremgang i svære og gode tider, grundlægger vi en selvstændig stiftelse til fremme af offentlighedens kærlighed til kunsten og til almennytte.

Og dette museum/galleri/spisested er et besøg værd. Overraskelsen er at se den spændvidde i Noldes kunst. Det er som, man kunne se om han var i god eller dårlig humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Højer
  • Den Store Danske
  • Wikepedia
  • Emil Nolde: En kunstners kampår
  • Emil Nolde: Das eigene leben
  • Emil Nolde: Welt und Heimat
  • Emil Nolde: Reisen, Achtung und Befriedung

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk (1.446 artikler):

 

  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Nolde og Nazismen