Dengang

Artikler



Mordet på heden

September 17, 2018

Mordet på Heden

Af Lisa Hildegardt

Vi er på en oldtidshøj på Dejberg Hede. Den kom siden til at hedde Casper Hoddes Høj. Læs her hvorfor. De havde levet sammen i mange år, Casper og Anne Marie. Ofte gennempryglede Caspar hende. Men nu havde Anne Marie fået nok. Hun slog han ihjel og gemte ham i lyngen. Hun kom til at sidde 14 år i tugthus på Christianshavn. Hun blev løsladt grundet en underlivssvulst. Sine sidste dag tilbragte hun med en fordrukken mand fra Sunds. Anne Marie blev den sidste morder blandt Danmarks rakkerflok.

 

Casper Hodde og Ane Marie Grønnings liv var at strejfe omkring; det var tiggeri, tyveri, druk og skænderier gennem 25 år. Det sluttede dramatisk en nat på heden i sommeren 1882, hvor et jalousidrama fik Ane Marie til at slå Casper ihjel og gemme ham i lyngen.

Historien om Ane Marie, det uægte barn, der tilbragte den første del af sit liv i fattighuset i Sunds og måtte lide den tort at komme tilbage dertil igen efter at have siddet 14 år i tugthus,

 

Ane Marie Nielsdatter Grønning blev født 29. juli 1836 i Dejbjerg i Vestjylland, og døbt i Sunds Kirke den 7. august samme år. Som barnefader udlagde moderen Kirsten Marie, Niels Skott Christensen fra Dejbjerg. Ane Marie blev som barn bortliciteret til Jørgen Sørensen, Sønderås Huse, der i 1846 fik en tønde rug for at have hende.

 

Først søndag efter Påske 1851 blev hun konfirmeret i Gjellerup Kirke efter at være “befunden god i kristendomskundskab og meget god opførsel”. Derefter fik hun plads hos selve herredsfogeden, justitsråd Feddersen på Nørholm ved Herning fra maj til november. I hendes skudsmål udtrykte herredsfogeden sin fulde tilfredshed med hende.

 

I foråret 1857 havde Ane Marie plads hos en ældre mand i Vejrum ved Holstebro, men der løb hun fra i efteråret, kom hjem til sin moder i Sunds fattighus – strejfede om og tiggede og stjal et lommeur hos snedker Povl Mikkelsen i Ørre. Man fandt uret hos hende, hun blev arresteret og i Hammerum herred ekstraret idømt to gange fem dages fængsel på vand og brød.

 

Det var samme år hun fandt sammen med Casper Nielsen, kaldet Casper Hodde. Han var søn af Niels Outrup og Anna Kierstine Caspersdatter fra Hodde i Rind sogn. Casper havde været gift før og aftjent sin værnepligt, men stak af fra kone og børn, og hutlede sig igennem som en slags omløbende glarmester. Formentlig havde Casper været straffet, før han mødte Ane Marie. I hvert fald varede det ikke længe inden de på den hvileløse omflakken i det vestjyske, hvor de tiggede og stjal sig frem, kom i konflikt med øvrigheden.

 

I sommeren 1858 straffedes Ane Marie med to gange fem dage på vand og brød for tyveri, og derefter gik det slag i slag. 1861 fik Casper et års forbedringshus for tyveri af et brød, og snart var de begge anbragt i Viborg Tugthus.

Beretningen om deres liv er en beretning om den nød og fattigdom, der var den usle hverdag for samfundets udstødte i en tid, da de sociale foranstaltninger udelukkende skulle tjene til at isolere småkriminelle fra det øvrige samfund.

 

Ane Marie og Casper tilhørte det omstrejfende vestjyske folkefærd, der skiftevis benævntes som: natmænd, kjeltringe, skøjere og en hel del mere, og som de sidste par hundrede år tjente til livets ophold ved at gøre det arbejde, det gode borgerskab anså for uærligt – såsom at gilde svin og andre husdyr, at flå og begrave selvdøde kreaturer og at feje skorstene.

 

I slutningen af 1800-årene var det slut med, at bønderne ville slippe deres surt tjente skillinger for at få den slags arbejde gjort, og så måtte omstrejferne – et par hundrede i tal vel – få føden ved smårapserier og pågående tiggeri, hvis de da ikke blev forsørget af det offentlige i egnens tugthuse og arbejdsanstalter.

Ifølge de forhør, politimyndighederne foretog ved anholdelsen af Ane Marie for mordet på Casper, som hun ret snart indrømmede. Hun fortalte, at Casper blev indlagt i 1876 på sygehuset i Ringkøbing til behandling for syfilis. Fra det tidspunkt forandrede han sig fuldstændig. Han optrådte oftere og oftere voldeligt overfor sin samlever. To år efter er det Ane Maries tur til at komme på sygehuset. Casper havde givet hende en del skrammer, og der må være tale om alvorlige skrammer, siden hun kom på sygehuset, og da hun siden, ifølge hendes egen og vidners forklaring, jævnligt blev gennempryglet af Casper, var der grund til at tro, at hun slog Casper ihjel, fordi hun var dødsensangst for, at han ville dræbe hende.

 

Kort før drabet kom parret på besøg hos Christian Bjødstrup og Ingeborg Mæster i Bjørnemosehuset på Dejbjerg hede. Den 22. juni er mændene ved Stauning Fjord for at stange ål, medens kvinderne var alene hjemme. Ane Marie pæglede brændevin, blev svirendes og ustyrlig. Da Casper kom tilbage gik han amok, og kun Christian Bjødstrups indgriben forhindrede Casper i at gennemprygle sin samlever endnu engang.

 

Næste morgen fortsatte parret deres vandring. Ane Marie havde en trepæglsflaske i sin kurv, og de drak begge af den. Da de var kommet en halv mils vej fra hytten, lagde Casper sig på en lynghøj, og her genoptog han de sidste dages stiklerier og grove beskyldninger mod hende. Han hævdede, at hun var kæreste med Anders Rasmussen i Røgind, og når de kom til Anders’s sted og havde spist middagsmad, ville han, Casper, slå dem begge ihjel.

 

For at understrege, at det ikke var mundsvejr, lå Casper og ”legede” med en kniv, som han havde stjålet i Bjørnemosehuset. Han gik så vidt, at han skar et hul i hendes forklæde, inden han trak sin frakke over hovedet og lagde sig til at sove. Ane Marie faldt også i søvn, men vågnede snart efter plaget af angst for at Casper skulle gøre alvor af sine trusler. Hun fik da den tanke at dræbe ham, før han dræbte hende. Efter et kvarters grublen over fremgangsmåden opdagede hun en sten, som lå i nærheden af en tørvestak. Hun lagde stenen i en pose, snurrede posen nogle gange rundt for at stenen kunne ligge fast, satte sig på hug ved Caspers venstre side og slog ham hårdt to gange, en gang i tindingen og en gang på venstre kind. Casper vendte sig nu uden at give en lyd, så han kom til at ligge på ryggen, og derefter gav hun ham det tredje slag i panden og nu fik han slag på slag. Hun var ikke selv klar over, hvor mange hun tildelte ham i det sindsoprør, hun var kommet i. Da hun skønnede, at han ikke mere trak vejret, tildækkede hun hans lig med lyngtørv. Efter at hun i et kvarterstid havde siddet ved liget og kysset dets højre hånd, idet hun bad Gud være Caspers sjæl nådig, flygtede hun.

 

Efter drabet købte Ane Marie brændevin hos kræmmeren i Lem, og hen under aften kom hun til Anders Rasmussens bosted i Røgind. Hun betroede ham sammenhængen, og fortsatte efter et par dages ophold til Skarrild til Anders Kvembjerg, hvis søn den 30. juni overgav hende til politiet.

I begyndelsen nægtede Ane Marie at kende noget til drabet på Casper, hvis lig blev fundet af forstanderen på Dejbjerg fattiggård. Først da Anders Kvembjerg kom i forhør, tilstod hun og indsat i kvindefængslet på Christianshavn. På grund af en underlivssvulst blev hun benådet og løsladt i 1897 efter at have tilbragt 14 år i tugthuset.

 

Sine sidste år levede hun sammen med en fordrukken enkemand på fattiggården i Sunds. En morgen, da manden vågnede på gulvet, hvor han om natten i fuldskab var faldet i søvn, fandt han Ane Marie liggende død i sengen. Det var den 15. maj 1901, hun var da 64 år. Hun blev begravet på Sunds Kirkegård søndagen før Pinse.

 

Hun blev den sidste morder blandt Danmarks rakkerfolk. Man talte i øvrigt pænt om hende i Vestjylland. Ingen kunne så kærligt som hun stryge de farende svende over panden, når hun hørte på deres menneskelige forlis.
Man kan vist godt sige, at hun var et fint menneske, livet havde givet visse skrammer.

Det var ved denne oldtidshøj på Dejbjerg Hede, at Casper Hodde den 23 juni 1882 blev myrdet af Ane Marie Grønning. Højen blev herefter kaldt Casper Hoddes Høj.

Casper Hodde og Ane Marie Grønning er beskrevet i folkemindesamler H.P. Hansens; “Jyske skøjere og rakkere.”

FOTO AF HODDES HØJ

https://scontent-arn2-1.xx.fbcdn.net/v/t31.0-8/29064635_2088710547812388_7892812523310515574_o.jpg?_nc_cat=0&oh=98d8a57a3e0b0253618f30dfb04fca05&oe=5C224837

 

Tak til Lisa, for en interessant og sørgelig beretning.

 


De glemte Krigssejlere

September 16, 2018

De glemte krigssejlere

Ingen var interesseret i at lytte. Søfolkene var i evig spændingstilstand. Stauning i 1940: ”I skal ikke blive glemt”. England betragtede danskerne som fjender i begyndelsen. Tyskerne havde succes på Atlanterhavet i de første år. Der var danske søfolk overalt. Der var også den iskolde rute med fornøjelser. Vi skal møde Kanon – Sussi. Alkohol dulmede nerverne og blev en god ven. Der var masser af drama. Dansk film hyldede krigssejlerne. Og så blev flaget taget fra danskerne. Russerne ville ikke anerkende danskerne 800 danskere og 31 dansk bemandede både til D – dag. Danske søfolk glemt i mange år i Normandiet. Nu er de kommet på museum dernede. Den engelske konge takkede danskerne. Vi skal høre om hjemmeflåden, handelsflåden og udeflåden. Danskere var med til at lave tyske torpedoer. Vi møder en sømand, der tog turen over kanalen til Normandiet hele 25 gange. Hvorfor blev krigssejlerne glemt?

 

Ingen var interesseret i at lytte

Ja de fleste vil sikkert kalde dette for en forkert overskrift. De er da ikke glemt mere. Nej, men det varede sandelig længe inden de blev anerkendt. Hele 6.300 danske krigssejlere sejlede for de allierede og 2.200 af dem betalte den højeste pris. Et ukendt antal var lemlæstet og traumatiseret resten af livet.

Mange havnede som krigsfanger og måtte tilbringe tid på sygehuse efter sænkninger. Psykisk var krigssejlerne og deres familier mærket senere i livet.

Det var de lokale grupper udstyret med armbind med de tre farver, stålhjelm og håndvåben, der søgte at holde ro og orden. Mange andre kom senere på banen som fx Den danske Brigade, der havde etableret sig i Sverige. KZ – fangerne og de danske søfolk sivede ubemærket hjem i løbet af nogle år. Der var ikke nogen, der var interesseret i at lytte.

 

I evig spændingstilstand

Man var i en spændingstilstand, som man levede dag efter dag, nat efter nat i rædsel for det ukendte i dybet. Det var ufattelige prøvelser og afsavn, søfolkene måtte igennem. Nogen særlig ophøjet placering efter krigen fik de ikke. Modstandsbevægelsens mere konkret heroiske virke skyggede for disse hverdagens helte. Den danske indsats mod nazismen foregik i lige så høj grad uden for som inden for danske nationalgrænser.

Ja disse krigssejlere er ikke tiltænkt den største plads i historien.

 

Stauning: I skal ikke blive glemt

Danmark havde en ikke-angrebspagt med Tyskland og erklærede sig ved krigens udbrud i september 1939, neutralt. Alligevel blev danske skibe angrebet af tyske ubåde. 29 skibe blev sænket inden den 9. april 1940. Da havde 360 allerede mistet livet.

Den 1. januar 1940 sagde statsminister Thorvald Stauning i sin nytårstale, at de aldrig ville blive glemt. Men det gik anderledes.

 

Betragtet som Englands fjender

Krigssejlerne var med til at sikre forsyningerne til de allierede, så kunne føre krig. Men Danmark fik taget deres flag modsat Norge, der fik lov til at beholde deres.

De danske kaptajner fik at vide, at de rent teknisk var at betragte som fjender. En af sømændene, andenstyrmand Anders Hansen fra ØK – skibet Panama lå i april 1940 i Manila. Han skrev hjem til sin kone Inger Karla, at der hele tiden var modstridende oplysninger. Først var man at betragte som Englands fjender siden deres venner.

Men til forvirringen hørte, at Handelsministeriet i København den 10. april havde sendt en opfordring til danske skibe om ”at søge til neutrale havne”.

Anders Hansen havde besluttet sig at gå i allieret tjeneste. Man i begyndelsen blev han af englænderne betragtet som ”taalte fremmede”. Muligheden for landlov til danskerne var begrænsede i forhold til nordmændene.

Særligt i de første år mærkede de danske søfolk den dobbelthed englænderne følte over for danskerne. Men de tog afsæt i den politi, som Danmark førte. De danske søfolk var underlagt en række restriktioner, og en af dem var, at man ikke måtte føre dansk flag.

Men danskere blev dog også mistænkeliggjort af briterne. De blev udsat for forhør, fængsel og fangelejr.

 

Storbritannien havde brug for en tons forsyninger

Storbritannien havde brug for at få tilført mere end en million tons forsyninger om ugen. Handelsskibe, der forbandt Nordamerikas industri med Storbritannien var afgørende led i den allierede krigsførelse. Det vidste tyskerne godt, og de satte alt ind på være ved ruterne.

 

Tyskerne havde succes i de første år

En af søkrigenes vigtigste slagmarker var Atlanterhavet, hvor de britiske konvojer kæmpede mod tyske ubåde og fly for at få forsyninger frem. Den overordnede kamp stod mellem tysk forsøg på at kappe denne forsyningslinje og samtidig prøve at sænke flere handelsskibe end de allierede kunne producere som erstatning for dem der gik ned.

I de første år af krigen havde tyskerne stor succes. Skib efter skib gik ned. Tyskerne sænkede skibene hurtigere, end de allierede kunne bygge nye. I juni 1942 havde alene Storbritannien mistet 1.000 skibe. Havde det ikke været for et stort antal handelsskibe fra lande som Norge og Danmark var slaget om Atlanten blevet tabt.

Frem til begyndelsen af 1943 var situationen kritisk. Derefter fik de allierede overtaget takket være øget brug af radar og flyovervågning. Men også fordi, at det lykkedes at bryde den kode, de tyske ubåde sendte deres radiosignaler i, så kunne man opspore dem, inden de gik til angreb mod skibskonvojerne.

 

Danske søfolk overalt

De danske søfolk var med i ishavskonvojerne til Rusland. De fragtede forsyninger, tropper og materiel rundt i Stillehavet. Og det var netop ad Atlanterhavets hovedfærdselsårer, hvor de sejlede med forsyninger.

Danske søfolk sejlede olie fra Sydamerika til USA og andre fragtede tropper og våben til Mellemøsten og Asien.

 

Den iskolde rute med fornøjelser

Den mindst kendte konvojrute gik via det nordlige ishav til Murmansk og Arkhangelsk i Nordrusland. Det var også den farligste, fordi skibene sejlede skiftevis i vinterbælgmørke og i sommermidnatssol eksponeret for tyske fly fra norske baser. Her kunne man kun overleve få minutter i det iskolde vand.

Der eksisterer nogle fandenivoldske beretninger fra Molotowsk, hvor losning og bevogtning blev varetaget af livskraftige unge piger, så søfolkene lærte russisk på hovedpuden og i havnens bombesikre cementrør.

”Og hvis vi slap tilbage til USA”, fortæller maskinmester Waldemar Lund, ”Fik vi en check på 200 dollar underskrevet af Stalin”

 

Kanon – Sussi

Det var også Kanon – Sussi, der var om bord på ØK’ s Eria, der den 9. april 1940 søgte canadisk havn og gik i britisk krigstjeneste. Fru Weber, som hun også hed, blev den første kvindelige kanonskytte. Hun betalte omkostningerne med flossede nerver og elendig nattesøvn. Som så mange andre konvojsejlende oplevede fru Weber gang på gang tyske u – både, der i store flokke angreb de allierede handelsskibe, eksplosionerne til højre og venstre, skibe der gik ned på halve minutter.

Mange turde kun sove med åben dør eller som Kanon – Sussi med våben i sengen, hvad der ikke hindrede hylende mareridt.

I øvrigt blev hyren trukket fra det øjeblik, skibet var forlist.

 

Masser af drama

Hvis man ikke blev suget med ned, når et skib synkede på tre minutter, pulveriseret i en eksplosion, kogt i maskinrummet eller mejet ned af tyske ubådes maskingeværer, og hvis man overlevede 8 dage på åbent hav, så var det angsten.

Mange har set kammerater brænde i olie og blive agterudsejlet, for skibene måtte ikke standse og samle overlevende op. Dette øgede risikoen for torpederinger og kollisioner i konvojen. Det hele bidrog til følgesygdomme efter krigen.

 

Alkohol blev en god ven

Erik Gøbel Jensen startede efter syv års skolegang i marinen som skibsdreng og senere letmatros. Den 9. april 1940 var han med som telegrafist på et skib i Dakar, der blev opbragt af franske myndigheder. Derefter var han på et belgisk skib under amerikansk kontrol.

Erik Gøbel Jensen sejlede i 38 måneder krigssejlads bl.a. i Atlanten. Han var radiotelegrafist på et ammunitionsskib, der i november 1943 blev bombet af tyske fly i Middelhavet og sank. Efter fire – fem timer i vandet blev han samlet op af en amerikansk destroyer. Men han havde stærke forbrændinger og kraniebrud.

Efter nogle måneders rekonvalescens tog han atter hyre på et skib og sejlede på Atlanten. Han deltog i troppetransporter til Normandiet. Han sejlede også til Burma, hvor hans skib blev bombet af japanske fly.

Erik Gøbel Jensen vendte hjem til Danmark i 1947 med sin belgiske hustru. Efter krigen led han af traumer og begyndte at drikke. Og hans ægteskab gik i stykker. Historien er omtalt i Frihedsfondens rapport, der blev udarbejdet i 1982, og som er omtalt i bogen ”Sænket af tyskerne”.

 

Alkohol dulmede mareridtet

Maskinmester Andreasen var en af de danske søfolk, der efter Danmarks besættelse 9. april 1940 gik i allieret tjeneste. I 1941 på vej med forsyninger fra Canada til England, blev hans skib torpederet af en tysk ubåd.

Skibet gik midtover, men Andreasen slap ud med sin ruhårede terrier Terry. De holdt sig til et flydende køleskab, blev samlet op af et norsk skib, og knap var de blevet overført til en britisk destroyer, før ”nordmanden” sprang i luften. Det var et ammunitionsskib, og der var ingen overlevende herfra at samle op.

Maskinmesteren kom på hospitalet i Hull, blev kørt ned af en bil i Newcastle, igen indlagt på hospital – og gift med en sygeplejerske.

Han fortsatte krigssejladsen og deltog i invasionen i Normandiet i juni 1944. Efter krigen fik han tuberkulose og blev maskinmester på B&W. Men han blev en fast ven af alkoholen. Den dulmede mareridt, hvor han genoplevede ”halve skibe, brændende mennesker osv.”

 

Kammerater og venner i navnløs grav

På de allieredes side mistede man i 1942 næsten 3.000 skibe i Atlanten. I et brev hjem til sin kone fra januar 1943 skriver Anders Hansen:

 

  • Mange af vores Kammarater og Venner ligger i navnløs Grav. De gav deres Liv for Danmark og Danmark skylder dem alt, en Gæld der aldrig kan betales, de har skrevet et nyt og ærefuldt Kapitel i Danmarks Historie…..

 

Da flaget blev taget fra danskerne

Efter krigen giver kaptajnen på ØK – skibet Erria, Mouritsen en englænder tørt på, da denne spørger om ikke kaptajnen er glad for igen at kunne sejle under dansk flag:

 

  • Skulle jeg være glad. Først tyvstjæler I vores flag og vor identitet fra os…. De min bedste og Deres land skylder Danmark, mine folk, mit flag – og mig – verdens største undskyldning

 

Så vidt vides faldt denne undskyldning aldrig.

 

Dansk Film hædrede krigssejlerne

Dansk film bidrog dog med et værdigt minde i ”Støt står den danske sømand af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun. med sidstnævnte og Poul Reichardt i hovedrollerne som typiske danske sømænd i allieret tjeneste.

 

Russerne ville ikke anerkende danskernes indsats

Først i 2014, da man markerede 70 – års dagen for den vest-allierede invasion i Normandiet den 6. juni 1944 var Danmark inviteret med. Vi skal heller ikke glemme, at 1.000 danskere havde meldt sig til den engelske hær dengang.

Det var den konservative politiker John Christmas Møller, der sammen med et par andre, der i september 1943 havde opsøgt den britiske udenrigsminister Anthony Eden. Danskerne anmodede om, at blive anerkendt som medlem af alliancen mod Hitler. Englænderne og amerikanerne var positive. Sovjetunionen sagde afgjort nej. Først langt ind i 1944 fik vi en nogenlunde accept fra russerne. Sovjets forståelige reservation bevirkede, at Danmark aldrig fik status som andet end ”de facto – allieret” Russerne glemte aldrig, at vi havde sagt ja til Antikominternpakten. Dermed havde vi tilsluttet os Tyskland og tilsluttet os angrebet mod Sovjetunionen.

 

800 danskere og 31 dansk bemandede både på D – Dag

Dat danske bidrag på selve D – dagen var ellers stort. 800 søfolk på 31 dansk bemandede skibe deltog. Måske er det søfolkene der er den gruppe, som ydede det største og mest presserende bidrag til, at det ar muligt at besejre Tyskland. Især i krigens første halvdel var det af vital betydning.

Under kodenavnet Operation Overlord var det en landgang af hidtil uset format og størrelse. I alt blev 130.000 mand landsat på førstedagen fra søssiden og yderligere 23.000 fra luften. Til at gennemføre operationen blev der brugt tæt ved 7.000 skibe som talte både landgangsfartøjer, krigsskibe og et større antal handelsskibe.

 

Sømand ”Kaj” beskriver D – dag

I en samtidig beskrivelse beretter en sømand under dæknavnet ”Kaj”, om sine oplevelser fra invasionens anden dag. Kaj fortæller om rutefarten – lastning og losning – mellem den engelske kyst og Normandiet. Han gør sig følgende betragtning:

 

  • Vi begyndte at føle, hvor betydningsfulde vi faktisk var som et af de mange små led i det mægtige invasionshjul, som i dag kører hensynsløst fremad mod nazismens bødler, der nu også en skønne dag vil komme til at rømme vort besatte Danmark.

 

Hvem Kaj var, ved vi ikke. Måske var han en af dem, der betalte den højeste pris. En ting synes i hvert fald sikkert, at han ville have glædet sig til, at Danmark endelig på 70 års dagen var blevet anerkendt som allieret nation.

 

Danske Søfolk forbigået i mange år – også i Normandiet

Fem danske krigssejlere var til stede. De var anført af den yngste, den 90 – årige Erik Kragelund, som siden begyndelsen af 1980erne har arbejdet for at registrere og skaffe anerkendelse til krigssejlerne. Kragelund mente selv, at det skyldes, at de ikke var en forening. Mens datoer som 9. april, 29. august og 5. maj er centrale for danske frihedskæmpere, så er den 6. juni krigssejlernes mærkedag, fordi de spillede en stor rolle ved D – dag.

I 1984 blev der i Normandiet rejst en statue for de danske søfolk. Men ingen danskere var inviteret til 40, 50 og 60 – års markeringerne.

I samarbejde med tidligere kammerherre Christian Eugen-Olsen fra Frihedskampens Frednings- og Mindefond har bestræbelser nu langt og længe båret frugt. Nu mindes man endelig de danske krigssejlere.

 

Nu er danskerne også på museum i Normandiet

At de danske krigssejlere nu bliver løftet ud af glemselen understreges af, at D – dagsmuseet Utah Beach Museum i Normandiet har fået en udstilling om de 800 danskers bidrag. Kulturministeriet bevilligede 75.000 kr. til, at udstillingen blev en permanent del af museet.

 

Den engelske konge takkede danskerne

Og nu er det ikke helt rigtigt at englænderne havde glemt danskerne for i november 1944 holdt kong George den Sjette en takketale i Underhuset. Han sagde bl.a.:

  • Flåden har sikret overførslen af de store invasionsstyrker til angrebet på Vesteuropas kyst, og den opretholder fortsat de stabile forsyninger til hæren. Samtidig sørger den for at sikre og rettidige ankomst af fødevarer og materiel, som nationens liv og virke afhænger af. Alt dette ville ikke have været muligt uden den storslåede tapperhed, som er udvist af søfolkene i handelsflåden herhjemmefra og deres kollegaer fra de allierede nationer og Danmark.

 

Når Danmark blev omtalt på denne måde, var det for at fremhæve det danske bidrag, der var værdsat. Danmark var ikke en krigsførende nation. Vi var godt nok besat af Tyskland, men vi var formelt ikke i krig.

 

Danskerne vil have danske flag i den britiske hær

Men derefter gik det hele i glemmebogen. Og glemt er også, at allerede i oktober 1940 åbnede et rekrutteringskontor i London, hvor man hvervede danskere til britisk krigstjeneste. Mange brugte argumentet med at få afvasket skammen for den kampløse kapitulation 9. april 1940. Således kæmpede danskerne i regimentet The Buffs en kamp for at få påsyet et dansk flag på skulderen.

De danske søfolk ville gerne i den britiske hær, men de fik afslag, fordi briterne havde mere brug for dem til søs.

 

Udeflåden

Historien om de danske krigssejlere er ikke kun en militær historie om at bekæmpe nazistisk tyranni. Det er beretningen om, hvorledes uforberedte søfolk overlevede verdenskrigens gru. De udgjorde besætningerne på den danske handelsflåde skibe, der ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var delt op i flere grupper med hver sin skæbne.

To tredjedele (udeflåden) befandt sig enten i allieret farvand og blev sammen med besætningerne beslaglagt af englænderne eller i neutralt farvand, som fx skoleskibet Danmark.

 

Handelsflåden

Den sidste tredjedel af handelsflåden (hjemmeflåden) befandt sig imidlertid ved den tyske besættelse i hjemlige farvande og i Østersøen. Sammen med hovedparten af fiskeriflåden var disse handelsskibe i stigende grad udsat for at blive overtaget af den tyske værnemagt til fx kystvagtopgaver. Man undgik dog med nød og næppe at flertallet af af skibene blev armeret med kanoner og at de i større antal blev brugt til militære transporter. Dog var de med til at importere kul og koks. Ligeledes transporterede de malm fra Sverige til Tyskland.

 

Hjemmeflåden

Det er indlysende at de danske fiskere og søfolkene i hjemmeflåden havde maget vanskelige vilkår både under og ikke mindst efter besættelsens afslutning. Deres dilemma var, at de skulle sikre familiernes udkomne og skibenes sikkerhed, samtidigt med at de var afhængige af den tyske krigsmarine og de mange højeksplosive søminer, der var udlagt langs kysterne. Fiskerne fra Esbjerg var også udsatte for engelske bombeangreb. Englænderne var af de mening, at Danmark eksporterede lidt rigelig med fisk til tyskerne.

Der var også tab blandt de hjemmelige fiskere og blandt dem, der sejlede i det tysk kontrollerede Europa.

 

Danskerne var med til at lave tyske torpedoer

TV2 besøgte en 95- årig krigssejler med markante meninger. Han boede sammen med sin kone i et lille hus på Tåsinge. Den danske regerings samarbejde med Hitlers Tyskland i de første tre år fik ham til at sige nej tak til at deltage til 70 – års arrangementet i Normandiet. Evald Brinck, som den ældre mand hedder mener, at det er løgn, at Danmark var allieret under Anden verdenskrig.

Men nu mødte han alligevel dronningen. Anledningen var, at krigssejlerne omsider fik den anerkendelse, som de længtes efter siden krigen. Et stort monument af kunstneren Per Arnoldi blev afsløret i Mindelunden, der hidtil havde været forbeholdt modstandsbevægelsen. Ewald fortalte:

 

  • Jeg kan ikke få det væk. Det sidder fast indeni mig. Jeg vil aldrig nogensinde tilgive dem. Under krigen sendte Danmark 150.000 mand til Tyskland, hvor de blandt andet arbejdede i våbenindustrien. De hjalp med at lave de torpedoerne, som tyskerne bagefter sendte ud i undervandsbådene og torpederede danske både med. Hvordan tror du, at man har det, når man får kniven i ryggen af de mennesker, som man kæmper og kæmper for at befri. Hvordan tror du så, man har det? Tror du, jeg kan få det ud af mig? Aldrig, Aldrig!

 

Evald Brincks heltemod blev hans held under krigen. Han afmønstrede skibet Boringia i Skotland i 1942 for at melde sig i aktiv tjeneste i England. Få måneder senere blev Boringa torpederet af tyskerne syd for Afrika. Halvdelen af besætningen omkom, mens Evald Brinck var i træning som rekrut i den engelske by Canterbury.

I 1944 var han blevet underofficer i marinen, da der pludselig kom besked om at gøre en nybygget båd klar. Det var D-dagen, der nærmede sig.

 

25 ture til Normandiet

  • Vores skib var en Empire-båd. En speciel fladbundet model, der kunne transportere Churchill-tanks og andre tunge køretøjer. Den havde otte kanoner og lastede 10.000 tons. I to dage lå vi ved Themsen uden at vide, hvor vi skulle hen. Men rygtet gik om, at det var Normandiet,

 

De små landgangsfartøjer krydsede Den Engelske Kanal natten til den 6. juni.

Evald Brinck nåede at sejle 25 ture til Normandiet med tropper og udstyr. Han deltog også i invasionen i Italien i 1943 og sejlede i halvandet år i Middelhavet, hvor mange af de andre skibe i konvojerne blev sænket af de tyske u – både.

 

Hvorfor blev de glemt?

Krigssejlerne var placeret blandt frihedskæmperne. Men det varede længe, inden de blev anerkendt som ligemænd. Men hvorfor var det sådan?

Før det første delte de ikke deres oplevelser med den øvrige danske befolkning. De bedrifter passede ikke ind i den nationale fortælling.

For det andet oplevede søfolkene hverken besættelsen eller befrielsen. De vendte først hjem, da det hele i Danmark var overstået og samfundet var på vej til normale tilstande.

For dem, der havde været i allieret tjeneste blev konsekvensen, at de ikke var hjemmehørende i den folkelige befrielsesfest, hvor alle havde været i samme båd. Det var ikke fordi, de blev nægtet adgang, men fordi festen havde det mentale adgangskrav, at man havde delt besættelsestidens vilkår. Det havde krigssejlerne ikke.

 

 

Kilde:

  • Anders Bjørn: Breve fra Anders. En fortælling om danske sømænd i krig 1939 – 1945
  • Sven Arvid Birkeland: Sænket af tyskerne
  • C. Røder: De sejlede bare
  • Klaus Rydahl: Krigssejler 1939 – 45
  • Christian Tortzen: Søfolk og Skibe 1939 – 1945
  • Jacob Sørensen: For Danmarks ære – danskere i allieret krigstjeneste 1939 – 1945
  • Jakob Sørensen: Operation Overlord
  • Jakob Sørensen: D – Dag
  • information.dk
  • nielsbirgerdanielsen.dk
  • jyllandsposten.dk
  • kristeligt-dagblad.dk
  • befrielsen1945.dk
  • tv2.dk

 

Hvis du vil vide mere: Om modstand og sabotage: www.dengang.dk indeholder 257 artikler om besættelsestiden før/under/efter herunder:

  • Sabotage i Tønder
  • En frihedskæmper fra Tønder
  • Modstand i Tinglev
  • En dobbeltagent fra Aabenraa
  • Sabotage i Aabenraa
  • Modstandsbevægelsen i Aabenraa
  • Modstand og Sabotage i Sønderjylland
  • Modstand i Kolding
  • Kæmp for alt, hvad du har kært Chr. Fries
  • Holger Danske – afdeling Eigild
  • Sabotage på Nørrebro
  • Nørrebro – flere sabotager
  • Skud i Vordingborggade
  • Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
  • Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
  • Flere sabotager på Østerbro
  • Sabotage og Stikkere på Østerbro
  • Modtand 1939– 1942 og mange flere

 


Bydelen med de primitive broer (Nørrebro LIV 2)

September 14, 2018

Bydelen med de primitive broer (Nørrebro LIV 2)

Man ville gerne have at byporten åbnede tidligere. Og broerne var ikke meget værd. En murmester ville bygge en træbro og forlange to ører. Et læserbrev beskrev broen som egnet for selvmordere. De fine damer fik våde kjoler ved at gå over broen. Så skal vi besøge Stenhuggerhuset og Barrierehuset. Ja og her kan I også møde Ridderen af Nørrebro. Og det var på den tid, at Blågården var i forfald.

 

De stakkels arbejdere

I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før kl. 6 om morgenen. Men politimester Brædstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidligt om morgenen. Desuden ville antallet af tyverier i så fald stige.

Man tænkte på de stakkels arbejdere, der allerede dengang arbejdede ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport. Men det varede uhyggelig længe inden man efterkom klagen. Og helt let var det heller ikke at komme til Nørrebro dengang.

 

Ideel for selvmordere

Nørrebro var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen med dens snævre gangareal. Det var så galt, at snedkermester Mou foreslog, at man i stedet lavede færgefart på søen. Murermester Petersen ville bygge en træbro og opkræve en afgift på to ører fra alle dem, der passerede broen. Men der blev dog bygget en træbro i 1878.

Men den var det nu heller ikke tilfredshed med. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at den nye bro var ideel til selvmordere. Broen var fæl, fortælles der. Brædder lå på langs og var pilrådne. De daglige passerende fik våde fødder, når det havde regnet. Og det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen.

Træbroen blev erstattet af en dæmning i 1887. Fabrikant Hauberg søgte koncession på at oprette en ny sporvognsrute og ville så bygge en ny bro. Ruten skulle gå tværs over Fælleden til Tagensvej, hvor Hauberg netop havde etableret en maskinfabrik. Men det ville militæret ikke være med til. Men i 1904 blev dæmningen afløst af den nuværende Fredens Bro.

 

Stenhuggerhuset

Hvis det nu var lykkes at komme over broen, var det første hus man stødte på det såkaldte Stenhuggerhus, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til ”Druknehuset”. Det tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning” i Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsudstyret i skuret. Samtidig skulle han holde øje med, at der ingen ”urenligheder” blev kastet i søen.

Men ak, den gamle blev opsagt. Men han påstod, at han ikke kunne læse. Kommunen måtte ligge sag an mod ham.

På Sortedamssøen har der altid været dyrket masser af sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedamsdosseringen. Måske kunne man også give Gamle Knud en drikkeskilling og få ham til at åbne portene. Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev der her en offentlig sti. Stedet tilhørte vandvæsnet.

 

Barrierehuset

Kun på den nordlige side var der et fortov, som blev afbrudt ved Fælledvej af det såkaldte ”Barrierehus” derfra husrækken sprang frem i gaden. Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene til Stadens Fælleder. Nu var det udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod huset stå for hendes skyld, skønt det var ”til hinder for Passagen” og til ”Vansir for hele Gaden”. Først i 1847, da enken selv bestemte at flytte blev huset solgt til nedrivning. Det skulle der betales 830 Rigsdaler for. Ak ja og den gamle enke betalte kun årligt 12 Rigsdaler.

 

Ridderen af Nørrebro

Over for dette hus lå den to etagers store Grams Have. Det var et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende fire meget smukke døtre. De var veninder med enkefru Hansens døtre, Marie og Emilie, der boede lidt længere henne af vejen. De seks piger sad hver eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther (Hjortens flugt). Han blev kaldt for ”Ridderen af Nørrebro”. Og ja, det blev den 19 – årige Marie Hansen, der løb med ”Ridderen”.

 

Blågården i forfald

På den anden side fandtes ingen fortov. Her fandtes der kun få bebyggelser. Vejen gik langs Blågården og Solitudes store haver. Blågård var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til den nuværende Griffenfeldsgade.

Den oprindelige hovedbygning var revet ned. Men endnu henstod på den mægtige grund en del herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid. Det var dengang med blå tag og glaserede sten. Det var dette, der havde givet stedet navn. Ud mod Nørrebrogade stod to suveræne stenpiller. Omkring Pavillonerne lå store haver.

Italieneren Pelotti lavede teater på Blågården. Det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var nu lidt svært for borgerskabet at komme frem. Først skulle de balancere over en meget smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke vej var nærmest bundløs.

 

 


Da Gertud rejste sig fra kisten (Nørrebro LIV 1)

September 14, 2018

 

Da Gertrud rejste sig fra kisten (NørrebroLIV 1)

I skriver hver uge en lille artikel til NørrebroLIV – et nyt ugeblad på Nørrebro. Her er første udgave. Og det handle om, da to gravrøvere en nat vil stjæle Gertruds øreringe. Hun var dagen før blevet begravet på Assistens Kirkegård. Jo det handler om skinddød. Og det handler om gravrøverier.

 

Hun havde røde kinder

  • Jeg kan ikke forstå, at min søster blev begravet med røde kinder

Ja sådan sagde den unge Rosted i 1798, dagen efter at Gertrud Bodenhof blev stedt til hvile på Assistens Kirkegård.

Gertrud blev gift som 17 – årig. Hun var datter af justitsråd Rosted i Roskilde. Svigerfar tjente penge på skibsfarten. Han købte landstedet Kildevæld til søn og svigerdatter. Herfra var der udsigt til familiens skibe, når de passerede ude i Øresund.

Den 23. juli 1798 blev hun som 20 – årig stedt til hvile. Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal to øreringe, som hun havde fået af hendes mand. Da de skulle hive vielsesringen af hendes finger, vågnede hun op. Pludselig rejste hun sig halvt op i kisten og udbrød:

  • Så befri mig dog fra dette mørke sted

Hun tryglet og bedt og lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne ville ikke lade hende leve. De tog en spade og slog hende rigtig ihjel.

 

Det er ganske vist

Og det er ganske vist. En af ligrøverne tilstod på sit dødsleje på Frederiks Hospital. Og det var over for den senere biskop af Sjælland, Jacob Peter Mønster. I 1953 gav familierne Rosted og Bodenhof myndighederne lov til at undersøge skelettet på Assistens Kirkegård. Der fandtes ingen smykker og skelettet lå i en mærkelig stilling.

At hun var blevet begravet i skinddød tilstand er ifølge familierne meget sandsynligt. At hun skulle være myrdet med en spade kunne hverken af – eller bekræftes. Undersøgelserne var forsidestof i alverdens aviser. Kort efter udkom en bog om hændelsen udgivet af minister Viggo Starcke.

 

 

 

 

 

 

Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a. at der skulle blæses med trompet, for at se om de døde skar ansigt eller om de vågnede.

Ved kapellet i nærheden af Nørrebros Runddel fik de døde en snor om håndledet, der var forbundet til en klokke – inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte allerede dengang kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af!

 

H.C. Andersen, som også ligger begravet her på Assistens Kirkegården var også bange for at blive levende begravet. Han havde altid et skilt med, hvorpå der stod ”Jeg er kun skinddød.

Den før omtalte Dr. Bastholm opfordrede københavnerne til at forlange oprettelse af en offentlig institution, der kunne garantere mod faren for levende begravelse.

 

Masser af gravrøveri

Gravrøveri var der meget af dengang på Assistens Kirkegård. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da de ville gå en tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende ville besøge ham, var kisten væk.

Kadetter blev efterfølgende udkommanderet til at bistå politiet bevæbnet med jernstænger, som de stak i jorden for at konstatere, om kisterne stadig var der. I 1804 fandt man ud af at hele 509 grave var blevet hjemsøgt på Assistens Kirkegård.

I de første år var kirkegården en fattigkirkegård. En sønderjysk adelmand fra Augustenborg Slot, var den første af de fine, der blev begravet her. Og efter ham kom der mange fine. Vores adelsmand skrev i sit testamente, at han aldrig med fortsat eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skader.

Derfor anmodede han, at blive bestrøget med et tilstrækkelig mængde udæsket kalk i en simpel kiste 10 fod nede.

Og det med tildækningen tog man nu ikke så tungt på kirkegården. Det havde områdets hunde så stor glæde af.

 

 

 

 

 

 

 

Glæd jer til næste torsdag

Kære læsere  – Assistens Kirkegård rummer så mange historier og spøgelser, så der kommer vi tilbage til ved en senere lejlighed. Undertegnede har fået den store ære at fortælle om Nørrebros historie. I vil i den kommende tid blive præsenteret lige fra originaler, ballademagere, kræmmere og panserbasser til fattiglemmer, mordere, sprittere og urtekræmmere og mange flere.

Hver uge vil Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv levere fotos til artiklerne.

 

AC


Læger under og efter besættelsestiden

September 14, 2018

Læge under og efter Besættelsen

Mange støttede nazismen. Men andre gjorde en stor humanitær indsats. Et par enkelte medvirkede til nazi-forbrydelser. Lægerne rensede ud. 105 lægesager blev undersøgt. Men 13.492 tyske flygtninge døde i danske varetægt. Den officielle forklaring var, at det var flugtens strabadser. Døende spædbørn blev afvist af danske læger. Flygtningene var stuvet sammen under kummerlige forhold. Efter 1946 fik de bedre forhold. Tyske læger blev tvunget til blive. Og det var en overtrædelse af Geneve – konventionen. Lægerne opfattede flygtningetilgangen som endnu et tysk overgreb. Men det var et ”Führer-befehl”. Og vi gav i den grad vores fjender en ydmygende behandling efter 4. maj 1945 inklusive flygtningene. Lægeforeningen mente dog ikke, at lægerne skulle gives en kollektiv skyld. 16 læger var udsat for mord eller mordforsøg. Det var såkaldte clearingsmord beordret af Bovensieben. Denne burde ære blevet skudt. Disse mord har sikkert også haft indvirkning på lægernes beslutning

 

Mange støttede nazismen

Det er ingen tvivl om, at danske læger ydede en stor indsats under besættelsen. De deltog i modstandsbevægelsen og de var med til at skjule jøder. Ja de betalte også en høj pris. Således blev 21 læger henrettet eller dræbt af nazister ved såkaldte clearings-drab.

En overraskende stor del af de danske læger støttede besættelsesmagten og enkelte deltog i nazismens værste ugerninger.

 

Humanitær indsats

Både læger og sygeplejersker deltog, både som aktive modstandsfolk, men også med en humanitær indsats med at hjælpe sårede og hjælpe folk på flugt til det neutrale Sverige. Bispebjerg Hospital var velegnet på grund af det enorme tunnelsystem, hvor det var muligt at skjule aktiviteter som trykning af illegale blade og at skjule flygtninge.

Her blev sabotører behandlet og gemt. Og så skaffede man falske id – kort. Ja Bispebjerg Hospital var nok den største central for modstandsarbejdet. Men alle hospitaler i København og på Sjælland var aktive.

 

2.000 jøder passerede Bispebjerg Hospital

Her holdt man også styr på de mange personer, der ventede til at komme ril Sverige. Man holdt styr på alder, legemlige og psykiske tilstand, transportruter, biler, benzin og penge.

Mere end 1 million kr. modtog man og administrerede i løbet af de første måneder af oktober 1943 og cirka 2.000 jødiske borgere passerede hospitalet. Enkelte blev dog også snuppet af tyskerne. De kom i Vestre Fængsel og sendt i Frøslevlejren.

 

Mange sager fra Sønderjylland

Men vi havde også en del der var nazi – hjælpere. Helt nøjagtig 121 stykker. Man sagde, at de fleste kom fra Sønderjylland.

I Sønderjylland var mange af lægerne uddannet i Tyskland. Mange af de tysksindede håbede på en genforening med landet. Der var en stor spænding mellem dansk og tysk dengang. Ens fjende kunne være naboen eller kollegaen. De sønderjyske læger udgør under udrensningen halvdelen af de fængslede læger og en fjerdedel af alle de indberettede sager.

 

Kendte læger fra historien

Ja nu kender vi et par stykker, som vi allerede har skrevet om. Det var Carl Værnet, som deltog i homoseksuelle forsøg i KZ – lejren i Buchenwald. Myndighederne lod ham flygte på en klodset måde. Ja så var det Frits Clausen, lægen fra Aabenraa/Bovrup, leder af DNSAP. Ja og så var der dyrlæge Jens Møller, der ikke boede så lang fra Frits. Han var leder af det tyske mindretal og det tyske nazistparti NSDAP – N.

 

Emil Petersen

Emil Petersen lod sig i maj 1942 hverve til Waffen SS som militærlæge. Efter krigen fik han en mindre straf. Men hvad var det lige, han lavede? De danske myndigheder var ikke så interesseret i, hvad der skete uden for landets grænser. Man stolede på lægernes egen hvidvaskning. Først 50 år efter dukkede sandheden frem.

Emil Petersen havde fungeret som læge i SS – lazarettet i Krakow i Polen. Her blev der udført nazistiske forsøg på jøder. De kom fra to nærliggende lejre. Emil Petersen havde et nært samarbejde med den tyske læge Rascher, der efter krigen blev dømt for såkaldte koldtvandsforsøg. Fanger blev nedsænket i iskoldt vand. 300 fanger blev brug, og de 80 – 90 døde. Før og efter forsøgene havde Rascher kontakt med danske læger.

I 1947 ville de danske myndigheder dog gerne tale med Emil Petersen. Men da var han over alle bjerge. Han var taget til Brasilien.

 

Hans J. Bissing

Hans J. Bissing var læge i den danske hær. Men i 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Fra 1942 gjorde han tjeneste hos Waffen SS. Han var også for retten. Her undlod man, at spørge, hvad han havde lavet ved Østfronten.

Han fortalte ikke, at han havde arbejdet i fire tvangsarbejderlejre, hvor der var civile polakker, jøder og russere. Personalet i lejrene deltog systematisk i ugerninger mod fangerne. Uarbejdsdygtige fanger blev skudt på stedet.

Senere arbejde Bissing for det nazistisike projekt Lebensborn. Man skulle øge børnetallet og sikre racebiologiske børn og mødre. I Norge blev der således oprettet et Lebensborn – hjem, hvor 8.000 børn blev født. Projektet gik også på at kidnappe børn.

Børn, der ikke blev godkendt som ariske, blev sendt i døden. Bissing fik fire års fængsel for at have meldt sig til Waffen SS. Hans ugerninger blev aldrig undersøgt. I 1948 generhvervede han sin lægeautorisation og medlemskab af Lægeforeningen. I 1950 praktiserede han igen som læge.

 

Aage K. Christoffersen

Aage K. Christoffersen var speciallæge i gynækologi og obstetrik. I 1928 blev han medlem af DNSAP, men meldte sig ud igen i 1941, formentlig fordi han samme år blev udnævnt til overlæge ved søværnet.

For at få praktisk kendskab til krigskirurgi og sanitetstjeneste under krigsforhold fik han i august samme år Marineministeriets tilladelse til at træde uden for nummer et år, fordi han ville på et studieophold som læge ved den tyske front. Gennem Sanitätsamt i Berlin blev han derfor ansat som læge ved Waffen – SS.

Han var udstationeret ved forskellige lazaretter i Tyskland med rang af SS – Hauptsturmführer. I 1945 tog Christoffersen hjem til Danmark. Han havde deltaget ved nogle af de hårde kampe ved østfronten og var blevet højt dekoreret.

Efter krigen blev Aage Christoffersen idømt to års fængselsstraf og kendt uværdigt til almen tillid for fem år. Han blev frakendt sin lægeautoration og ekskluderet af Lægeforeningen.

Den 29. december 1947 fik han atter tilladelse til at virke som læge.

 

Proteststrejke mod Jens Nielsen

De fleste læger startede igen som almindelige læger omkring 1947 – 1948. Forsvaret afskedigede efter krigen fem læger, der havde været i nazistisk tjeneste og udvist unational optræden. Derfor skulle de også ekskluderes. Det var ikke lette sager. Ofte stod man over for påstand mod påstand.

Men det var heller ikke altid, man var enige. Således var man i tvivl, om Jens Nielsen skulle have udtrykt pronazistiske og antisemitiske ytringer under besættelsen. Sagen førte til splittelse af udvalget og frikendelse af Jens Nielsen. Men på flere københavnske hospitaler proteststrejkede man.

Det førte til en ekstraordinær undersøgelse, men atter engang blev han frikendt. Men i 2010 viste det sig, at han havde samarbejdet med tyske læger, bl.a. om de koldt vands forsøg, som vi tidligere har omtalt.

Baggrunden for samtalerne var, at man i 1930erne eksperimenterede med kuldbehandling af kræftpatienter på Radiumstationen. Danske læger medvirkede eller var vidende om nazistiske grusomheder. Men de danske myndigheder viste amoralsk snæversynethed ved ikke at interessere sig ret meget for, hvad danskere lavede uden for landets grænser.

 

Lægerne renser ud

  • Lægerne renser ud

Ja denne overskrift kunne man læse i Kristeligt Dagblad den 17. juni 1945. Lægeforeningen ønskede at lægge afstand til medlemmernes unationale handlinger. Dem, der ikke havde ”indtaget en Holdning, som ikke er forenelig med de Krav, der maa stilles til en dansk Læge”

Jo man havde sandelig også en æresret i Lægeforeningen. Akademikere blev benævnt, som nogle, der burde være klogere. De havde en høj social status dengang, og de blev set som rollemodeller.

I retten sad fem udpegede læger, men ingen jurister. Sagerne fra æresretten kunne ikke indbringes for domstolene. De måtte hverken nævnes i pressen eller til foreningens møder. På den måde var det et ret diktatorisk foretagende. I foreningens vedtægter stod der, at en læge i sit erhverv ikke må handle på en måde, der kan skade lægestanden.

I dagene efter befrielsen blev 40.000 danskere arresteret, heraf omkring 50 læger. På baggrund af det blev 13 læger fradømt deres autorisation og dermed ekskluderet fra Lægeforeningen.

 

105 sager blev undersøgt

Blev man som læge ekskluderet fra Lægeforeningen kunne man ikke længere ernære sig som praktiserende læge, fordi der forelå en eksklusivaftale mellem sygekasserne og Lægeforeningen. Det betød, at ekskluderede læger ernærede sig ved landbrugsarbejde og nogle gravede tørv.

Foreningen tog selv 105 sager under behandling. Dette resulterede i at yderligere 12 læger blev ekskluderet og 33 læger blev meddelt såkaldt misbilligelse.

Men i 1947 begyndte flere af foreningerne i Danmark at genoptage de ekskluderede medlemmer. Også Lægeforeningen gav begrænset medlemsret til nogle af de ekskluderede læger.

Man kunne se, at en så stor gruppe var sat uden for samfundet. De fik begrænset medlemsret, kunne igen arbejde som sygekasselæger, men man ville stadig ikke have dem med til foreningsmøder, ligesom de ikke kunne opnå tillidsposter.

I 1950 genoptager Lægeforeningen alle ikke-fængselsdømte læger, og udrensningssagerne stoppede og blev arkiveret.

 

13.492 tyske flygtninge døde i dansk varetægt

Et andet kapitel vil man helst ikke tale om. Mellem 1945 og 1946 døde 13.492 tyske flygtninge på dansk jord. 7.000 af disse var under fem år – heraf var 3.000 spædbørn. Ja man kan sige, at der døde flere civile tyskere i Danmark end civile danskere – herunder danske søfolk og frikorpsfolk – under besættelse og krigshandlinger.

De var flygtet fra det krigsplagede hjemland. I Danmark døde børnene af tilstande og sygdomme, som også dengang var simple at behandle. Det var marvetarminfektioner, dehydrering, underernæring, skarlagensfeber og mæslinger.

Alt for mange døde, fordi danske læger nægtede at behandle tyskere. Bag beslutningen stod Lægeforeningen, Sundhedsstyrelsen, Udenrigsministeriet, Dansk Røde Kors og Frihedsrådet.

 

Et kulsort kapitel i efterkrigshistorien

Det kulsorte kapitel i den danske efterkrigshistorie kastede Kirsten Lylloff sig over i 1999. Hun dokumenterede med sin forskning, hvordan Danmark havde taget sig af flygtningene – en historie som hidtil havde været udlagt i et langt pænere lys.

Hun betegnede behandlingen af flygtningene som misrøgt og udtryk for tyskerhadet i befolkningen.

 

Døende spædbørn afvist

I marts 1945 besluttede Lægeforeningens hovedbestyrelse, at man ikke kunne medvirke ved organisationen af nogen form for lægehjælp til civile flygtninge. I samme måned viser en rapport fra Blegdamshospitalet, hvordan vagthavende reservelæge afviste stribevis af alvorligt syge børn.

En række døende spædbørn blev afvist. Der blev henvist til, at disse ikke var omfattet af aftalerne. Den senere medicinaldirektør Esther Ammundsen skrev en indberetning på baggrund af afvisningen:

 

  • Det er meget vanskeligt at afvise disse patienter, der trænger hårdt til indlæggelse, men det er mit bestemte indtryk, at havde man blot én gang gået ud om de givne regler, var dette øjeblikkeligt kendt i vide kredse og medførte nye indlæggelser.

 

Hvem skulle hjælpe 50 spædbørn?

Werner Best havde henvendt sig til Dansk Røde Kors. Det blev dog hurtigt klart, at der ikke var vilje til at skaffe ambulancer, medicin og sygeplejerske. Men der var enighed om at hjælpe 50 spædbørn. Det måtte enten Københavns Kommune eller en af de kristne organisationer tage sig af.

 

Læger truet af Gestapo

Et døende spædbarn blev afvist den 14. marts 1945 på Blegdamshospitalet. Den ledsagende tyske soldat ringede og klagede til Shellhuset. Fra Shellhuset truede man nu med, at hvis barnet døde, ville der ske noget forfærdeligt. Og det hjalp åbenbart. Barnet blev behandlet.

Børn i elendig forfatning blev afvist og sendt til det tyske krigslazaret. Her var ifølge Internationalt Røde Kors propfyldt med knap 171.000 sårede tyske soldater. Her var det ifølge Lylloff bestemt ikke et sted med kapacitet til at behandle livstruede børn.

 

Alarm ved epidemier

De danske læger nægtede at behandle de tyske flygtninge, undtagen hvis der var tale om paratyfus, tyfus, plettyfus og dysenteri. Men det var kun fordi de kunne smitte den danske befolkning, påstod Kirsten Lylloff.

 

Stuvet sammen under ubeskrivelige forhold

Vi har tidligere beskrevet forholdene for de tyske flygtninge. De var stuvet sammen under ubeskrivelige forhold i skoler, idrætshaller og lignende bygninger. Udefra kom der ingen hjælp. Det var forbudt at donere mad og tøj til flygtningene, som ikke måtte pleje omgang med danskerne. De blev set som et fremmedlegeme.

Danskerne ville have flygtningene ud af skolerne. Derfor blev der bygget baraklejre til flygtningene. Baraklejrene var elendig opvarmede. Mange steder sov man direkte på betongulv, som var overstrøet med halm med papirsække over sig. Og 2,5 kvadratmeter måtte være nok plads til tyskerne.

 

Utilstrækkelige og dårlig bemandede tyske lazaretter

Man afviste fra dansk side også at behandle de mest truede, nemlig børnene under fem år. Samtidig indtrådte den kaotiske slutface af flygtningeinvasionen. Flygtningene var overladt til de fuldstændige utilstrækkelig bemandede og udstyrede tyske lazaretter.

Gendarmerne var kommet hjem midt i marts og betjentene var på vej hjem, men det er ikke muligt at afgøre om lægeforeningens forhandlinger havde nogen selvstændig indflydelse herpå. Tyskerne var bitre over danskernes indstilling.

 

Englænderne pålagde danskerne at give flygtningene nok kalorier

I maj 1945 foreskrev kostregulativet fra Arbejds – og Socialministeriet, at hver voksne flygtning skulle have en daglig kaloriemængde på 2.000 kalorier. Tre børn under otte år måtte deles om mængden og fik omkring 650 kalorier om dagen.

Den 12. maj 1945 holdt englænderne et møde med de danske myndigheder og pålagde dem, at give flygtningene mindst 1.800 kalorier hver dag.

 

Uenigheder om, hvor mange, der var her

Den 5. maj 1945 befandt der sig 250.000 tyske flygtninge i Danmark, heraf var en tredjedel børn under 15 år. De blev bogstavelig isoleret med pigtråd fra det danske samfund, og derfra hurtigst muligt forsøgt returneret til Tyskland.

Hos den officielle bog om tyske flygtninge i Danmark er det anslået, at der alene ankom 370.000 flygtninge og soldater alene til Frihavnen. Der er ikke nogen præcise oplysninger om, hvor mange flygtninge og sårede soldater, der kom til Danmark.

Men det er klart, at denne invasion af sårede soldater belastede de tyske Wermacht – lazaretter. Disse kunne også have givet de tyske flygtninge kvalificeret lægebehandling, såfremt de havde mulighed for det.

 

”Fuhrerbefehl” af 4. februar 1945

Det var slet ikke meningen, at de danske myndigheder skulle have været involveret i behandlingen af de tyske flygtninge. Men ingen vidste, at de kom i så højt et antal. Ja og dette stemmer ikke helt overens med ”Führerbefehl af 4. februar 1945” Det var Hitler personlig, der beordrede at flygtningene skulle til Danmark. Her kunne man både komme til med båd og tog uden væsentlige hindringer.

De tyske ledere i Danmark blev beordret til at tage imod flygtningene og sørge for deres indkvartering i samarbejde med de danske myndigheder. Da de i marts 1945 bad om dansk lægehjælp havde de myrdet løs på danske læger og gav ordre til yderligere mord på dem.

 

Kaotiske indkvarteringsforhold

Indkvarteringsforholdene var kaotiske. Flygtningene var ikke jævnt spredt over hele landet, men koncentreret forholdsvis få steder. Midt i maj var der 90.000 flygtninge placeret i København på diverse skoler og idrætshaller. 35.000 der havde befundet sig i Københavns Frihavn ved kapitulationen var blevet flyttet til Høvelte – og Sandholmlejren nord for København.

På det tidspunkt regnede man fortsat med en snarlig hjemsendelse af flygtninge. Men den 24. juli 1945 meddelte briterne, at de tyske flygtninge ikke kunne modtages i Tyskland i hvert fald ikke i Tyskland.

 

Tyske læger tvunget til at blive

Lægebehandlingen var fortsat overladt til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen. Desuden var det lægerne, der tilhørte værnemagten. Udenrigsministeriet angav det til at være 150 læger og 2.000 sygeplejerske. Men grundstammen i det tyske sanitetspersonale til behandling af flygtningene var de militær læger og sygeplejersker.

I august 1945 blev de sidste soldater, der ved kapitulationen havde ligget på lazaret sendt tilbage til Tyskland og dermed skulle lazaretpersonalet også returnere til Tyskland. Danskerne opnåede den 2. august 1945 englændernes tilladelse til at 85 tyske militærlæger og 380 sygeplejerskes status blev ændret fra militært personale flygtninge.

De forblev mod deres vilje i Danmark som ulønnet sanitetspersonale. De sidste forlod først Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var i klar modstrid med Genevekonventionen af 1929.

Englænderne, ikke danskerne overtrådte Genevekonventionen. Det var englænderne, som tyskerne havde overgivet sig til. Men det var på danskernes opfordring, det skete. Konventionen var netop beregnet for, at den slagne part også har nogle basale rettigheder, selv om man befinder sig i modpartens varetægt. Rettigheder kan selvfølgelig ikke fratages ham, fordi tredjeland oversvømmes af flygtninge.

 

Det officielle Danmark mente, at alt var i orden

Den officielle forklaring på det store antal dødsfald hos de tyske flygtninge var de store strabadser ved flugten. Årsagen er dog aldrig blevet nærmere undersøgt. Det er primært nogle historikere og ikke lægevidenskaben, der har haft interesse i at få sagen belyst.

Der er selvfølgelig også mange, der har kritiseret Kirsten Lylloffs afhandling under mottoet, sådan var vi ikke i Danmark. Man har så henholdt sig til det standardværk, der blev udgivet i 1950. Det var Flygtningeadministrationen, der udgav ”Flygtninge i Danmark” Et værk på 300 sider. Indstillingen i bogen var, at trods de enorme byrder for det danske samfund ”skulle de behandles på en måde, som Danmark kunne være bekendt over for os selv og over for udlandet”. Ja og sådan blev bogen.

 

Dårlige sanitære installationer

Her stod der ikke beskrevet under hvilke ubeskrivelige forhold flygtningene blev stuvet sammen på.  I Sundhedsstyrelsens arkiver findes der fra sommeren og efteråret 1945 talrige indberetninger fra embedsmændene om forholdene. Især de sanitære installationer var under al kritik. Dette medførte svære epidemier af specielt tyfus blandt flygtningene.

I samtiden blev det hævdet, at danskerne også var ramt af tyfus. Men det viste sig, at mens man i hele Danmark havde registreret 176 tyfus-tilfælde, så var der over 1.900 tyfus-tilfælde i de tyske flygtningelejre.

 

Endnu et overgreb fra Tysk side?

Allerede den 10. februar 1945 blev Werner Best informeret om, at danske læger ikke ville behandle tyske flygtninge. Argumentet var, at vi ikke havde bedt dem om at komme. Man mente, at det var tyskernes egen problem. De danske myndigheder opfattede de tyske flygtninge som endnu et overgreb fra tysk side.

Lægeforeningen mente ikke, at de ifølge Folkeretten var forpligtet til at behandle flygtningene. Og åbenbart var de danske myndigheder enige med lægerne om dette.

 

Noget for Noget

Den 20. februar 1945 nævnte departementschef Niels Svenningsen, at såfremt de danske KZ – fangere, herunder specielt politibetjente og gendarmer kunne frigives og dem, der så ikke kunne frigives, kunne få en bedre behandling, ja så ville man med velvilje se på behandling af tyske flygtninge.

 

Farlig for tyske flygtninge

Den 21. februar henvendte Lægeforeningens formand, Mogens Fenger sig til Gestapos chef i Danmark, Karl Heinz Hoffmann og protesterede mod terrormordet på helt tilfældige 4 læger på Odens Sygehus dagen før. Han meddelte at denne fremfærd kunne være farlig for de tyske flygtninge. Men egentlig var situationen langt mere alvorlig, som det vil kunne ses i slutningen af denne artikel.

Den 8. marts 1945 blev det til kredsforeningerne truffet aftale mellem Udenrigsministeriet og de tyske myndigheder, at den tyske civilbefolkning i landet blev behandlet af tyske læger, og at danske læger ikke skulle have noget med de tyske flygtninge at gøre.

 

Hvem skulle lave ligsyn?

Amtslægen i Vejle var blevet tilkaldt af det lokale vagtværn den 7. maj. Han skulle foretage et ligsyn af en ældre tysk kvinde, der havde begået selvmord. Men Sundhedsstyrelsen sagde nej. Man havde forgæves forsøgt at få en tysk læge fra kommandanturen i Vejle. Det lykkedes dog ikke. I flere timer lå den ældre kvinde på offentlig vej. Til sidst blev man enig om, at amtslægen for honorar måtte påtage sig opgaven.

Fra foråret 1946 og indtil den sidste tyske flygtning i 1949 forlod Danmark blev forholdene for de tyske flygtninge forbedret. Kirsten Lylloff er overbevist om, at hvis de danske læger havde levet op til god moral og faglighed, så havde tusinder af flygtningebørn overlevet.

 

Hvad døde de egentlig af?

Fra 1946 og frem er alle fødsler, dødsfald og epidemiske sygdomme blandt tyske flygtninge blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen på særlige blanketter.

Man forsøgte at efterspørge dødsfald og fødsler fra den manglende periode i 1945. Men hvad flygtningene præcist døde af i 1945, er der ingen statistik på, bortset fra at 13.493 tyske flygtninge døde.

 

Ydmygende behandling af modstanderne

Historiker Palle Roslyng – Jensen skrev:

 

  • De første måneder efter 4. maj 1945 har i 1990erne, hvad angår folkestemningerne og de markeringer de fik gennem selvtægt, demonstrationer, ydmygende behandling af modstandere og nedværdigende omtale af de samme, ikke fået noget godt eftermæle og det humanistisk prægede opgør med den første efterkrigstids vi-vandt – stemning er et af de mest markante temaer i den nyeste litteratur.

 

”Man kan ikke pålægge den danske lægestand kollektiv skyld”

I 2003 udtalte Lægeforeningen, at

 

  • Man kan ikke ”pålægge den danske lægestand en kollektiv skyld for en humanitær katastrofe blandt tyske flygtninge.

 

En tysker med masser af blod på hænderne  

Men der var også en anden side, som vi lige må have med. At det så var nogle i den forbindelse uskyldige ofre det gik ud over, er noget andet. Chefen for Sicherheitspolitizei i Danmark Otto Bovensieben mente, at lægernes standpunkt var fjendtlig og vanskelig foreneligt med deres menneskelige pligter. Men selv havde han vel en masse blod, som han skulle have vasket af.

Han tiltrådte den 6. januar 1944. Han afløste Rudolf Milner, der ikke havde været i stand til at bekæmpe modstandsbevægelsen. Det var Bovensiebens hovedopgave at effektivisere tyskernes ”Gegen-terror”- kampen mod modstandsbevægelsen.

 

Clearingsmord

Otto Bovensieben gav straks ordre til opbygningen af ”A-kartei”. Det var en fortegnelse over ansete danske borgere, der ville være egnede ofre for clearingmord. Han deltog personlig i planlægningen af mordene. Det siges, at han altid smilede og at han ofte var stærkt påvirket af spiritus.

I maj 1944 aftalte Bovensieben og SS Obergruppenfûhrer Günther Pancke, at Bovensieben skulle rejse til Odense for at deltage i begravelsen af en likvideret stikker og på nærmeste hold planlægge to clearingmord og nogle sprængninger for stikkeren. Jo han gik i detaljerne.

 

Han burde være skudt

Under retsopgøret blev Bovensieben dømt til døden. Dette blev stadfæstet af Landsretten. Men han blev løsladt og udvist til Tyskland den 1. december 1953.

 

Ordre: Skyd 16 læger

I alt blev der givet ordre til mord på 16 læger. Det første mord var Bovensieben dog ikke ansvarlig for. Og de mord som han gav ordre til, blev udført af Peter – gruppen. Lægerne havde dengang stor anseelse i befolkningen, så de regnede med at det ville gøre stor indtryk på befolkningen med disse mord.

  • Praktiserende læge, byrådsmedlem Willy Vigholt, Slagelse

Myrdet i konsultationen den 6. januar 1944. Morderne ringede på døren til lægens privatbolig over konsultationen. Den ene foregav at have fået noget i øjet. Han blev bedt om at gå ned i venteværelset. Lægen blev skudt, da han gik ned ad trappen for at undersøge patienten. Mordet blev begået af kaptajn i Schalburgkorpset Jacob Holm og SS – manden Knud Lossow. Ordren blev givet af chefen for Schalburgkorpset K.B. Martinsen.

 

  • Professor Erik Johan Warburg, Rigshospitalet

Mordforsøg den 12.2.1944. Mordet var omhyggeligt planlagt af Bovensieben. Mordpatruljen ringede på døren til professorens tjenestebolig, hvor han havde en privat patient til behandling. Klinikassistenten åbnede døren og skreg, da morderne trak pistolerne og skubbede hende til side. Professoren kom ud på gangen. Morderne skød uden at ramme. Erik Warburg flygtede ind i undersøgelsesværelset og nåede at låse døren eftersig. Morderne skød gennem døren – igen uden at ramme.

 

  • Praktiserende læge, kommunelæge Stefan Jørgensen, Gentofte

Myrdet 24.4.1944. Planlagt af Bovensieben. To mand fra petergruppen sad i venteværelset som nogle af dagens sidste patienter. Den ene, der var udpeget til at udføre mordet, blev kaldt ind til lægen, der undersøgte ham. Lægen var så venlig, at ”patienten” ikke kunne få sig til at skyde ham. Lægen fulgte ”patienten” ud i venteværelset, hvor en anden fra mordpatruljen skød lægen på tæt hold.

 

  • Praktiserende læge Richard Raetzel, Aalborg

Myrdet 7.10.1944. Bovensieben havde givet ordre til, at der skulle myrdes mindst to – og gerne flere i Aalborg. Richard Raetzel var en kendt og agtet læge. Han var chef for Det Danske Spejderkorps nørrejyske division. Efter 21 ringede mordpatruljen på hos lægen og bad ham følge med, da der var såret en modstandsmand, der havde behov for hjælp. Lægen blev ført hen på et gadehjørne, hvor en stikker var blevet likvideret et par dage før, og skudt.

 

  • Praktiserende læge, byrådsmedlem Poul Carstensen, Esbjerg

Myrdet den 13.11.1944. Poul Carstensen var med i den lokale Frit Danmark – gruppe. Mordpatruljen bestod af Bothilsen Nielsen som leder og endvidere af Nedermark Hansen og tyskerne Kurt Heel og Josef Helsing. De kaldte lægen ud på et opdigtet sygebesøg. Da lægen kom tilbage stod morderne klar. Medens lægen var ved at køre bilen i garage, trådte Bothilsen Nielsen frem og bad lægen om at legitimere sig, hvorefter lægen blev skudt. Det var formentlig en af tyskerne, der affyrede det dræbende skud. Det er sandsynligt, at Carstensen blev udpeget lokalt af Gestapochefen i Esbjerg, August Naujock.

 

  • Overlæge Poul Kûhnel, Odense Sygehus

Planlagt myrdet 20.02.1945. Overlægen havde mistanke om, at han var efterstræbt af tyskerne, hvorfor han boede i et kammer øverst i hospitalsbygningen. Da mordpatruljen ringede på døren til privatboligen i stueetagen, slog Kûhnel alarm til sin mand med et ringeapparat, de havde installeret. Fru Kühnell lukkede entredøren op og fortalte, at hendes mand ikke var hjemme. Mordpatruljen fandt ham ikke.

 

  • Reservelægerne Henning Dalsgaard, Jørgen Hvalkof, Chr. Fabricius Møller og Henning Ørsberg, Odense Sygehus

Myrden den 20.02.1945. Bovensieben havde udpeget Petergruppen til at udføre en række clearingsmord i Odense. Et af kravene fra ledelsen i Københavb havde været, at der skulle skydes mindst otte læger i Odense. Tidligt om morgenen den 20. kørte mordpatruljen til lægeboligerne på sygehuset. Som nævnt fandt de ikke overlæge Kühnel, men i en anden opgang bankede morderne på dørene og råbte, at bygningen skulle sprænges. Da lægerne kom ud på gangen i nattøj, blev de ført ned i stueetagen. Ved udgangen blev de beordret til at stille sig med ansigtet mod væggen. De fire fra mordpatruljen stillede sig bag hver sin læge, og på et signal blev lægerne samtidig dræbt ved nakkeskud.

 

  • Praktiserende læge Johan Teilmann, Over Jerstal

Henrettet som modstandsmand den 10.03.1945. Henrettelsen skete den dag, tyskerne første gang søgte kontakt med lægeforeningen med anmodning om hjælp til flygtningene. Henrettelsen blev offentliggjort i dagbladene den 16.3.1945, altså midt i ”forhandlingsperioden”. Psykologisk var det uklogt af tyskerne at henrette en læge, mens de bad om hjælp til flygtningene, og henrettelsen kan have haft betydning for holdningen i lægeforeningens hovedbestyrelse.

 

  • Overlæge Johannes Buchholz, Vejle Sygehus

Myrdet 26. marts 1945 Mordet skete tidligt om morgenen, inden tyskerne havde modtaget Lægeforeningens afslag om hjælp. Ledelsen i København havde udpeget overlægen som offer. Mordpatruljen skød overlægen i boligen på Jellingvej.

 

  • Overlæge Paul Fjeldborg, Vejle Sygehus

Myrdet 26.3.1945. Umiddelbart efter mordet på overlæge Buchholtz kørte mordpatruljen til overlæge Fjeldborgs bolig på sygehusområdet. To mænd trængte ind i huset og ind i soveværelset på 1. sal. Fru Fjeldborg blev beordret til at blive i soveværelset. Overlægen blev ført ud af soveværelset og skudt på gangen.

 

  • Overlæge Victor Jørgensen, Vejle Sygehus

Mordforsøg 26. 3. 1945. Mordpatruljen trængte ind i soveværelset hos overlæge Viktor Jørgensen, men han var blevet advaret i sidste øjeblik og flygtet ud af havedøren i slåbrok.

 

Mordene havde gjort indtryk

Disse mord har uden tvivl haft betydning for holdningen i Lægeforeningens bestyrelse. Vi ved det ikke. Det blev nævnt ved en enkelt lejlighed, som også er med i denne artikel. Og mon ikke livet kunne have været reddet for mange flere, hvis holdningen havde været en anden?

Du kan læse mere om de tyske flygtninge i Danmark og de mest kendte nazi – læger her på siden – kig allerbagerst i oversigten.

 

Kilde:

  • Andreas C. Johannsen: Danske læger under nazismen
  • b.dk
  • kristeligt-dagbladet.dk
  • dagensmedicin.dk
  • dsr.dk/dshm/sygeplejens-historie.dk
  • eba.esbjergkommune.dk (Esbjerg Byhistoriske Arkiv)
  • historisktidsskrift.dk/debat.htm
  • Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes (Historisk Tidsskrift)
  • Kirsten Lylloff: Dødsårsager for tyske flygtningebørn (Ugeskrift for læger)
  • Palle Roslung – Jensen: Befrielsesjubilæet og den nyeste besættelseslitteratur (Historisk Tidsskrift 95 – 2)
  • Ebbe Munch – Børge Outze: Danmarks Frihedskamp
  • De Sidste Timer – afskedsbreve fra Frihedskæmpere 1943 – 1945
  • Vejlebogen (Byhistorisk Selskab for Vejle)
  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
  • Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet
  • Jørgen Hæstrup: Til landets bedste – hovedtræk af departements-chefstyrets virke 1943 – 45
  • Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945 – 1949
  • Besættelsen 1940 – 1945 (Politiken)
  • Frank Bøgh: Peter Gruppen
  • Arne Gammelgaard: På Hitlers befaling

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 257 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) herunder:

 

Nazi-læger m.m.:

  • Frits, nazister og et kartotek
  • Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
  • Frits Clausen og danskheden
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • Frits som sprællemand og med trillebør
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Værnet – lægen man lod flygte
  • Josef Mengele – Dødens engel
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Jagten på det perfekte menneske
  • De Kellerske anstalter på Nørrebro
  • Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
  • Det tyske mindretal (Jens Møller)
  • Besættelse og det Tyske Mindretal (Jens Møller)
  • Mindretal i Brændpunktet (Jens Møller) og mange flere

 

Tyske flygtninge i Danmark:

  • Flygtninge i Tønder
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske flygtninge og mange flere

 

 

 


Hitler var en farlig mand allerede i 1930

September 11, 2018

Hitler var en farlig mand allerede i 1930

Mein Kampf var beregnet til intern publikation. Han flygtede fra østrigsk militærtjeneste. Hitler kendte sin besøgstid. Politiken anmeldte ”Den Tredje Riges Bibel” allerede i 1930. Konflikter hjemme hos Hitler. Daglejer i Wien. Liberale anskuelser. Det var Rudolf Hess, der skrev. Adolf Hitler var bestemt ikke dum. Læs hans filosofi. Ikke alle forlag herhjemme er lige begejstret. Der var en bog om Hitler før Mein kampf. Hvad er nazisme. Hvorfor blev partiet så populært? Vi kigger på NSDAP’s partiprogram, der er et negativt formuleret partiprogram.

 

Mein Kampf beregnet til en intern publikation

Mein Kampf har været en bestseller. Der er gået mange penge inde i den bayerske statskasse. De havde rettighederne i mange år. Og da den ophørte udkom der en kommenteret udgave i Tyskland. Den blev en overraskende succes og lå på bestsellerlisterne.

Det var frygt for, at Hitlers ideologi ville blive promoveret. Man siger, at det er folk med interesse for politik frem for ideologi, der har købt den nye udgave.

Hitlers manifest blev skrevet i 1924. Bogen blev i løbet af nazisttiden trykt i 12, 4 millioner eksemplarer.

Men hvad stod der egentlig i Mein Kampf, og hvordan blev den opfattet dengang, så vi ikke falder i den fælde at beskrive den med nutidens øjne. Vi fandt bogen anmeldt i Politikken i 1930.

 

Han flygtede fra østrigsk militærtjeneste

Det står ikke så meget om hans flugt fra Østrig for at undgå militærtjeneste. Det kunne have blevet meget alvorligt for den unge Adolf. Men han redede den lige på målstregen. Han fik gjort sig så ynkelig, at han slap for østrigsk militærtjeneste. Han forsøgte, da han kom til magten gennem Gestapo at få fundet papirerne. Men det lykkedes dog ikke. De kom først frem en gang i 1950erne.

Han meldte sig senere til den tyske hær. I Mein Kampf får man indtryk af, at Hitler for det meste var at finde i skyttegravene, men det er nu ikke tilfældet. Han var det meste af tiden ordonnans. Den 4. august 1918 fik han dog Jernkorset af Første Grad.

 

Adolf var god til retorik

Hitler var kommet ind i en PR – afdeling inden for militæret. Man opdagede hans talendt for retorik. Han fik ordre til at melde sig ind i DAP (Deutsche Arbeiter Partei). Det var meget imod sin vilje, men han fik da også 20 guldmark for det om ugen. Den 31. marts 1920 blev han så endelig hjemsendt fra militæret.

Den 24. februar 1920 blev DAP omdøbt til NSDAP. I februar 1921 stod Hitler over for 6.000 mennesker i Cirkus Krone. Her rasede han mod de allierede, der forlangte 226 milliarder guldmark i krigserstatning.

 

Han kendte sin besøgstid

Hitler kendte sin besøgelsestid. Han truede med at forlade partiet, hvis han ikke fik diktatoriske beføjelser. Det skulle en gang for alle sikre hans status. Den 14. juli 1921 gav 553 af 554 medlemmer på et ekstraordinært møde deres tilslutning til Hitler.

Ret hurtig blev Adolf Hitler kendt uden for München. På hans 34 – års fødselsdag lovpriste den nye chef for SA Hermann Göring således Hitler som:

  • Den elskede leder af den tyske frihedsbevægelse

 

Politikken anmeldte Mein Kampf i 1930

Politiken havde i 1930 fået den tyskfødte korrespondent Georg Gretor til anmelde bogen, som Hitler skrev under sit fængselsophold efter det såkaldte ”Hitlerutch” i Mûnchen i 1924. Ja allerede dengang gav det interessante bidrag til hans personlighed og tanker.

Man dømte man ham som en dilletant i første omgang. Han blev skydeskive for vittigheder. Hvem var han denne mand med det stive og udtryksløse blik og det lille komiske Chaplinoverskæg?

Han talte meget om nationale handlinger. Egentlig var han ikke tysk statsborger. Man kaldte ham allerede for antiparlamentariker. Han kom til München i 1912 som akvarelmaler. Selv uden tysk statsborgerret lykkedes det for ham at sætte sit personlige stempel på Tysklands næststørste parti. Han udnævnte de nationalsocialistiske ministre i flere af forbundsstaterne.

 

Konflikter derhjemme

Hans autobiografi vakte nu ikke meget opsigt, da den udkom. Den var egentlig også kun beregnet for en snæver kreds af partivenner. Mange steder er værket også vanskelig at læse. Men andre steder er der værdifulde oplysninger om politiske mål og arbejdsmetoder.

Bogen på 800 sider er sikkert også skrevet i propagandaøjemed. Den giver dog det rigtige indtryk af Hitlers personlighed.

Adolf Hitler er født i den østrigskbajerske grænseby Braunau ved Inn – floden. Han tilbragte sin barndom og ungdom i Linz og Wien. Hans far fik et lille toldembede. Og det var stort for familien at blive embedsmand, så det skulle Adolf også være.

Men det ville sønnen sandelig ikke. Han ville være kunstmaler. Modsætningen mellem far og søn førte til store konflikter i barndomshjemmet. Og det fortsætte med at Adolf også saboterede skolen.

Konflikten i hjemmet fik en tragisk afslutning. Begge forældre dør kort efter hinanden. Og der stod Adolf helt alene i verden, 16 år – fattig og forældreløs. Han blev ikke optaget på kunstakademiet i Wien. Hans arbejder manglede i den grad mangel på farvesans. Velmenende professorer rådede ham til at gå på arkitektskole, men han havde ikke midlerne til det.

 

Daglejer i Wien

Han tilbragte hårde år som en slags daglejer i ”det muntre Wien ved den blå Donau” Hans kammerater på byggepladserne forsøgte at få ham til at melde sig ind i en socialdemokratisk fagforening. Ja han påstår selv, at de truede ham med at støde ham ned fra stilladset.

Måske blev dette bestemmende for hans had til marxismen. Der var mange jøder i det østrigske socialdemokrati På grund af den indgroede antisemitisme i Østrig har jøderne nemlig ikke kunnet spille nogen fremtrædende rolle i de andre partier. Hitler kom på denne måde til at identificere jøder for marxister.

Oplevelserne i Østrig blev afgørende for Hitlers antiparlamentarisme. Det østrigske førkrigs – parlament var ingenlunde egnet til at vække begejstring for den parlamentariske regeringsform. I den østrigske rigsdag mødtes udsendinge fra mindst en halv snes forskellige sprogområder. Ingen hørte efter og kunne forstå de taler, der blev holdt.

 

Liberale verdensanskuelser

Forbitrelsen mod den liberale verdensanskuelse sad stadig mere og mere ind i sjælen på den deklasserede småborger. Efter dagens arbejde kastede han sig over bøgerne. Han begyndte at generalisere de ting, som han oplevede. I sin selvbiografi indrømmer han også:

 

  • Jeg ved ikke hvordan min stilling til jødedommen og til socialdemokratiet eller rettere sagt til marxismen og det sociale spørgsmål havde været den dag i dag, hvis ikke grunden dertil var blevet lagt på et tidligt tidspunkt.

 

Mange havde flere år før Verdenskrigen oplevet det som tyske efterkrigsgeneration, der var rodløse, sultede, elendige og følte sig retsløse. Millioner havde efter krigen mistet deres far og voksede op under håbløse forhold. Under disse forhold blev Hitler ikke alene en politisk fører. Han blev også en slags profet.

 

Det var Rudolf Hess, der skrev

Det er nu ikke et særlig godt sprog, han bruger. Undertiden lykkes det at ramme en formulering. Indholdsmæssig i Mein Kampf møder man en ganske vilkårlig spillen bold med kendsgerningerne og en finurlig mangel på logik. Han har helt sin egen filosofi om blodblanding mellem racer.

Åbenbart dikterede han bogen til sin parti – og Kampfælde Rudolf Hess. Og bogen er som bekendt i to dele. I 1925 udkom ”Eine Abrechnung”. Den blev udgivet på dansk i 1934 under titlen Et Opgør.

Første del var nærmest en biografi. Han kommer også ind på sin foragt for Versailletraktaten. Han redegøre også for andre politiske bevægelser som kommunisme, socialdemokrati og de nationale bevægelser. Ja han hentede rigelig med inspiration til sin egen ideologi herfra.

 

Nazismens ideologiske mål

Så var det anden del, hvor Hitler giver sit syn på historien og statens rolle kontra racens og nationens rolle. Vi får den nazistiske bevægelseshistorie frem til det såkaldte Ølstuekup i München i 1923. Her beskrives endvidere nazismens centrale politiskideologiske mål. Den var baseret på den konservativ – romantisk prægede tyske ”Völkische” nationalisme, antisemitisme og antibolsjevisme samt forestillinger om Lebensraum.

Han forlanger raceforskning som en ny videnskab. Men resultaterne synes åbenbart givet på forhånd. Skulle hans bog være en skolestil, ville den være forsynet med talrige røde streger. Et slemt minus er hans fuldstændige mangel på objektiv tænkeevne. Men skulle han afvises af denne grund?

 

Adolf Hitler var ikke dum

Adolf Hitler var dog ikke dum, hvis man gik efter hans bog. Han vildledte sine modstandere og dem ved næsen. Hans bog var dengang ukendt uden for nationalsocialistiske kredse. De åndelige førere af andre partier i Tyskland smækkede den næsten sammen efter at have læst et par sider:

 

  • Nej den læser jeg ikke, den er mig for dum.

 

Hos de førende socialdemokrater og de mere eller mindre liberale førere af de borgerlige partier regnede man den gang Hitler for ganske ubetydelig. Den bevægelse, der havde gjort ham til fører, kunne umulig være farlig.

Men i 1930 måtte de allerede erkende, at de havde taget fejl. Ja og kigger man i Mein Kampf kan man finde opskriften på gennemførelsen af hans propaganda:

 

Hitlers syn på propaganda

  • Enhver propaganda skal være folkelig og indstille sit åndelig niveau efter fatteevnen hos de mest indskrænkede af dem, den henvender sig til. Derfor må dens endelig højde stillet så meget desto lavere, jo større den menneskemasse er, som man skal have fat på. Men hvis det – som ved propagandaen for at gennemføre krig – drejer sig om at få et helt folk til at virke med, kan man ikke være forsigtig nok for at undgå for høje forudsætninger.

 

  • Jo beskedenere den videnskabelige ballast er, og jo mere der udelukkende tages hensyn til massernes følelse, des mere gennemgribende bliver resultatet. Heri ligger det bedste bevis for rigtigheden eller urigtigheden af en propaganda og ikke i nogle lærdes eller æstetiske ynglinges tilfredsstillelse. Heri ligger propagandaens kunst, at det i forståelse af de store massers følelsesmæssige forestillingsverden i psykologisk rigtig form finder vejen til den brede masses opmærksomhed og videre til dens hjerte. At den ikke forstås af de overkloge, beviser kun deres tankedovenskab og indbildning.

 

Politikens anmelder advarede i 1930

I Politiken i 1930 kan man endvidere læse:

 

  • Ligesom valget den 14. september var en indrepolitisk overraskelse for Tyskland, er det muligt, at Hitler også engang vil berede en udenrigspolitisk overraskelse.

 

Man kan jo sige, at denne forudsigelse i den grad holdt stik.

 

Hitlers filosofi

En kvart million tyske sydtyrolere blev undertrykt af italienerne. Men det var underordnet for Hitler. Han mente, at man kunne få glæde af Mussolini og Fascismen mod Frankrig.

Hitler kritiserede den tyske handelsflåde- og kolonialpolitik, fordi det nødvendigvis måtte føre til konflikt med England. Han advarede mod ethvert samarbejde med Rusland. Det var ikke blot for, at Bolsjevismen var en jødisk sammensværgelse til undertrykkelse af alle nationaliteter, som Hitler udtrykte det. Ethvert forbund med Rusland ville føre til en krigstilstand, skrev han i Mein Kampf.

Der var en nøje beskrivelse af SA – Korpsets politiske rolle

Han mente at tyskerne igen skulle få menneskeværdig levevilkår og det skulle ske øst på. Ved gennemførelsen af den ”aktive østpolitik” nævnte Hitler ikke Polen.

Hitlers filosofi vakte i første omgang ikke den store interesse i England. I samtiden var der kun få modstander af nazismen, der tog bogen alvorlig.

 

Den Tredje Riges Bibel

Mein Kampf fungerede som Det Tredje Riges bibel. Fra 1936 fik alle brudepar overrakt et eksemplar efter vielsen. Frontsoldaterne under krigen fik udleveret en mere håndvenlige udgaver til tornystret.

Senere anmeldte Huxley dog Mein Kampf.

 

Ikke alle er begejstret herhjemme

Herhjemme har man ikke været meget for at genoptrykke bogen. Hos forlaget Jørgen Paludan har man altid et nødoplag liggende. Bogen er forsynet med kommentarer fra professor i historie og samfundskundskab Sven Henningsen. Men der er åbenbart ikke meget gang i salget.

Gyldendal har tidligere givet udtryk for, at de aldrig ville udgive en så afskyelige bog, der har været med til at fremkalde så meget had, så store ulykker og så uhørte lidelser i menneskehedens historie.

 

En bog før ”Mein Kampf”

Ukendt er det sikkert for de fleste, at allerede inden Mein Kampf udkom der en bog om Hitler. Den hed ”Adolf Hitler: Hans liv og taler” Her blev han beskrevet som Tysklands frelser og endda sammenlignet med Jesus. Bogens forfatter var baron Adolf Victor von Koerber, der var aristokrat og krigshelt fra Første Verdenskrig.

New York Times skriver, at ny forskning viser, at det slet ikke var von Koerber, der skrev bogen, men Hitler selv. Denne von Koerber arbejdede i begyndelsen for Hitler men senere arbejdede han imod ham.

Og denne bog skulle være udkommet i 1923.

 

Hvad er Nazisme?

Men hvad var det egentlig Hitler havde gang i. Hvad var nazisme:

  • at bygge på en karismatisk leder (Hitler) og på militærets støtte
  • at opfinde fælles fjender(jøder, kommunister, liberale, pacifister, frimurere, sigøjnere, Jehovas Vidner, homoseksuelle osv.) for at samle nationen
  • at forsøge på at omforme arbejderklassen ved at få arbejderne til at fokusere på ”højere ideer” end traditionel klassekamp mellem arbejdere og arbejdsgivere. Disse ”højere ideer” var ekstrem nationalisme, racisme og ikke mindst krig.

 

Hvorfor blev nazismen så stor en succes?

Hvorfor havde nazismen så stor succes:

 

  • Tyskland var et meget sammensat samfund, gammeldags feudalisme og moderne industrialisering.
  • Ladet havde stærk tradition for militarisme og loyalitet over for autoriteter
  • I forbindelse med Første verdenskrig var den tyske befolkning blevet indprentet en stærk nationalisme. Kejsermagtens formål var at gennemføre social kontrol og muliggøre international aggression
  • Biologisk – racistiske overbevisninger om den ariske races overlegenhed
  • Udsat for ekstremt nationalt stress over det militære nederlag og den efterfølgende økonomiske ruin.

 

Og så var det jøderne, der var skyld i alverdens dårligdom. Nazisterne spillede bevidst på middelklassens ”politiske paranoia”.

 

NSDAP’ s partiprogram

Nazistpartiets partiprogram blev formuleret i 1920. Det var ifølge dets ordlyd ”uforanderligt”. Det blev heller aldrig ændret. Mange af de ideologiske grundsætninger blev ikke til praktisk politik efter nazisternes magtovertagelse. Det gjaldt blandt andet partiets økonomiske dele, som var socialistiske.

NSDAP krævede ophævelse af alle store virksomhedskarteller (§ 13) Overskudsdeling i alle virksomheder (§ 14) og forbud mod enhver form for kapitalindkomst (§ 11)

Senere viste det sig, at dette var uspiseligt for NSDAP’ s støtter, storkapitalen. Så disse punkter blev aldrig virkeliggjort efter magtovertagelsen.

 

Negativt formuleret partiprogram

Partiprogrammet var hovedsagelig negativt formuleret. I realiteten var nazismen anti – ideologi.

Racistiske ideer blev også anvendt i en ”negativ racepolitik” i form af fjernelse af uønskede elementer i den tyske race. Nazisterne ønskede at fjerne jøder, sigøjnere, handicappede og andre fra det tyske folkefællesskab. Men stor grusomhed blev dette ført ud i livet fra 1933.

Tanken om jødernes verdensomspændende komplot mod den ariske race blev ført et skridt videre. Jøderne blev parret med de sovjetiske bolsjevikker. Jo nazisternes chefideolog Alfred Rosenberg havde travlt og var kreativ. Det var absurd men meget brugbar for nazisterne.

 

Vi burde have fortsat

Ja egentlig burde vi have fortsat vores artikel med alle de ting Hitler tiltog sin indtil 1930. Han fik stigende opbakning i befolkningen, men også industrien bakkede ham op med masser af midler. Men den historie kan du få ved en anden lejlighed.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi efterhånden 255 artikler fra besættelsestiden før/nu/efter:

 

  • Var Konservativ Ungdom nazister?
  • F von Schalberg, hvem var han
  • B. Mathiesen, portræt af en forræder
  • Frits som sprællemand med trillebør
  • Frits og danskheden
  • Blodpenge og unge nazister
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • De danske nazister
  • Nazister i Tønder
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Var Genoptryk nødvendig
  • I tysk krigstjeneste og mange flere

 

 


Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?

September 9, 2018

Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?

Sandheden er ilde hørt. På et foredrag fik man at vide af 4 historiestuderende, at ”man var fuld af løgn”. Engang imellem må man holde pauser, også for at skåne læserne. Vi skrev om en mordsag, alle kendte. Det gælder om at skrive om de ”rigtige” helte og skurke. Jødernes flugt var også Danmarks redning. Du skal ikke sammenligne historien med nutiden. Men historien er stadig fyldt med klicheer og fordomme. Og så har politikerne deres ide om, hvad det er forkert. Napoleon sagde engang: ”Historien er en sæt løgne, som vi alle er blevet enige om”. Myter kan være en ”hel konstruktiv funktion”. Myter sker på bekostning af nogle. Skal ”Den Gamle Redaktør” beklage at han går mod strømmen? Mord kan forældes. Det sker, når myndighederne lukker sagen, selv om det er åbenlyst, at der er begået fajl. Vi må ikke altid fortælle sandheden.

AC

Sandheden er ilde hørt

Nu har man efterhånden skrevet ca. 1.300 artikler på den ene hjemmeside og 3.500 artikler på den anden side, og ved så nogenlunde, hvordan man finder sandheden.

Det kan ske, at man kommer til at nævne forkerte årstal eller navne grundet forkerte kilder. Men man går ikke bevidst efter at fortælle usandheder for at skabe opmærksomhed. Men ofte er sandheden ilde hørt. Og det gælder især det man skriver om besættelsestiden. Nu er det ikke fordi man bevidst er gået efter at skrive noget sensationelt for at skarpe opmærksomhed. Hvis man selv dukker ned i ting og sager, kommer der ting frem.

 

Du er fuld af løgn

I et foredrag om besættelsestiden i Stefans Kirken på Nørrebro om Besættelsestiden på Nørrebro gik jeg over i ti minutter og fortalte om besættelsestiden i Sønderjylland lige for at ”vække” folk. I pausen var der fire historiestuderende fra Københavns Universitet, der var oppe at fortælle mig, at jeg var fuld af løgn.

 

Man må holde nogle pauser

På Facebook er man ofte blevet mødt af noget lignede som ”Nu har vi hørt nok om Det Tyske Mindretal. De er jo selv skyld i deres ulykke”. Man møder fordomme, generaliseringer, myter og selvforståelse. Man har hørt noget andet i radio, tv og aviser end det, jeg skriver. Argumentet er så, at det som jeg så skriver er forkert. Ja så er det man må holde et pause fra diverse grupper.

 

En mordsag, som alle kendte til

Også med min nye bog mødte jeg modstand. Det var et meget omtalt emne i lokalsamfundet som ingen ville tale om. En mordsag, som alle kendte til og som de fleste kendte morderne på. Myndighederne lukkede ganske tidlig sagen. De var selv indblandet. I stedet for at spekulere over om myndighederne har noget i klemme, er det meget lettere at give forfatteren en kold skulder.

 

De ”rigtige” helte og skurke

Nu kunne man jo så holde sig til den historiskrivning som alle velsigner. Men som ikke nødvendigvis altid er den rigtige. Det samme gælder Sønderjyllands historie.

I danmarkshistorien bliver modstandshelte hyldet. Koloniherrer om Anden verdenskrigs smuglere fortrænges. Jo tydelig, hvem der er skurke. At amerikanerne selv skjulte mange af bødlerne, ja det glemmer vi lige. Den lader vi lige ligge.

Historieskrivning handler om både politik og identitet. Måske er sandheden ikke altid det bedste. Men det er ikke altid de ”rigtige” helte og skurke

 

Jødernes flugt var også Danmarks redning

I Israel befinder der sig et monument i det sydvestlige Jerusalem midt på Danmarkspladsen. Det ligner en fiskerbåd. Mindepladen er bestilt af de israelske myndigheder og mindepladen er både på dansk, svensk og engelsk. Her står skrevet:

 

  • I oktober 1943 trodsede det danske folk og modstandsbevægelsen nazisternes besættelse af deres land ved at redde deres jødiske landsmænd. I løbet af ti nætter blev næsten alle danske jøder – over syv tusinde mennesker – sendt i sikkerhed over Øresund til Sverige i fiskerbåde og andre småskibe. Den danske modighed og den svenske gæstfrihed gav et uudsletteligt bevis på menneskelige værdier i en barbarisk tid, Israel og verdens jøder aldrig vil glemme.

 

Dette blev ofte udlagt som det danske folks redning midt i samarbejdspolitikken. Det spillede en af de afgørende nøgleroller for Danmark efter krigen med at så på de allieredes side.

Men det som, der ikke bliver berettet om, var at Danmark tog sig godt betalt. Det kostede i gennemsnit 1.000 kr. pr. person dengang at komme til Sverige i 1943. Nogle familier betalte helt op til 50.000 kr. at undslippe tyskerne. Ja efter nutidens kroner var gennemsnitsprisen vel 23.000 kr. i dag.

Ja ifølge Europol kostede det for et par år siden mellem 6.000 og 27.000 kr. for en flygtning at blive sejlet fra Libyen til Lampedusa i Italien

 

Du skal ikke sammenligne historien med nutiden

Man skal altid være påpasselig med at sammenligne historien med nutiden. Du risikere at ignorere den virkelighed, historien udspillede sig i dengang. Men det sker altid igen og igen.

Jødeaktionen er både politisk og kulturel en markør i den politiske bevidsthed.

Selv kommer jeg i tanke om monumentet i Kruså med de hvide busser, hvor grev Bernadotte bliver hædret. Men hvad med alle de andre der risikerede deres liv. Alle hjælperne, sygeplejerskerne, de norske og danske sømandspræster?

 

Stadig mange klicheer og fordomme

Ofte ser vi faghistorikere gå ind og bruge historien urimelig gennem medierne og deres fagbøger. Vi har usædvanlig mange gode historikere herhjemme, men vi har sandelig også nogle, der er fyldt med klicheer og fordomme.

Risikoen for misbrug, overdrivelser og løgne er overhængende. De sidste vidner forsvinder hurtigt i hvert fald når det gælder besættelsestidens historie.

 

Politikere har deres ide om, hvad der er forkert

Den måde vi stadig i dag fortæller Danmarkshistorien på, er grundlagt i 1800-tallet, hvor nationalstaten blev en realitet. I dag er det så indlysende, at vi har svært ved at forstå det. Men hvis du kigger på dansk historieskrivning i 1700-tallet, er det en kosmopolitisk fortælling, som spænder over danskerne, normændenes og holstenernes historien foruden kolonierne, dog mere indirekte.

Alle menneskers virkelighed er nærmest totalt udgrænset i vores historiefortælling i dag, selv om de i hundredevis af år har spillet en central rolle i vores fælles historie.

Når det er kolonialhistorien, der skal fortælles er det for det meste afslutningen. Vi kan ikke rigtig finde ud af, at både Grønland og tidligere Vestindien har et forhold til danmarkshistorien.

Efter at vi i diverse udgaver har oplevet danmarkshistorien beskrevet på tv har også politikerne blandet sig. De har mange ideer om, hvad det er rigtigt og hvad det er forkert.

 

Man skulle tro, at historikere var neutrale

Vi glemmer jo heller aldrig, da Anders Fogh Rasmussen ved 60 – året for opgøret mod samarbejdsmagten, kaldte det for et ”moralsk svigt”. Og på forunderlig vis fik statsministeren brugt det moralske sammenbrug til argument for deltagelse i Irak – krigen.

Ja så var det den kolde krige, hvor PET overvågede venstrefløjen. Og egentlig kan man ikke forstå, at historikere, der egentlig burde forholde sig neutral deltager i diverse kommissorier. Og på dette felt har politikerne brugt masser af penge.

 

”Historien er en sæt løgne, som vi er blevet enige om”

Det var angiveligt Napoleon Bonaparte, der sagde, at ”historien er et sæt løgne”, vi er blevet enige om”. Når det gælder smukke løgne, kan det være fristende at overveje, hvorvidt der altid er behov for sandheden.

Hvis myten om de danske fiskers heltemod kan inspirere andre til at hjælpe forfulgte. Hvis myten styrker Danmarks omdømme i udlandet. Hvis myten får Jerusalems skolebørn til at danse rundt!

Burde det ikke handle om at bryde med vrangforestillinger, uanset om det så er vores heltebilleder. For nogle af os handler det om, at komme frem til sandheden om, hvad der egentlig skete. Men hvis du er politiker med nationens interesse for øje, kan det se helt anderledes ud.

 

Myter kan være konstruktiv funktion

Hvis vi punkterer myterne bliver vi ikke et hammerslag klogere. Hvis vi bilder os ind, at frihedskæmperne under Anden Verdenskrig var renskurede helte i cottoncoats skaber vi som samfund en løgn om, at vi kan gå i krig uden nu at begå frygtelige handlinger og få blod på skjorten. Sandheden er, at nogle frihedskæmpere ikke var til at styre. Myterne kan være rare, men også enormt farlige.

Ja nogle gange er myterne konstruktiv funktion.

Myterne om besættelsestiden herhjemme er, at vi alle er i samme båd. Vi var alle demokrater. Den myte kan vi i dag punktere – og med god grund. Men du kan også sige, at myterne hjalp os videre som nation efter krigen.

 

Myter sker på bekostning af nogle

Det hjalp os med at hele sår, der ellers kunne være blevet ret voldsomme og have skabt splid. Der er også myter, der helt konkret hjalp os til at træffe beslutningen om at træde ind i NATO.

Omvendt kan man sige, at myterne altid sker på bekostning af nogen. Det er nogle mindretal, som bliver skrevet ud af historien. Når det gælder nationale myter, skal man altid være opmærksom på, hvem der er inkluderet i det nationale vi.

Myter kan gøre os handlingslammede, fordi vi tror på dem. Men vi risikerer også, at myterne på et tidspunkt bliver så neutraliserede og politiserede, at vi ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved dem. Så har vi et problem.

 

Skal ”Den Gamle Redaktør” beklage?

Skal ”Den Gamle Redaktør” her beklage, at han har påført ridser i lakken his ”Den Danske Brigade”? Er han konspirator fordi han sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes behandling af mordet på Asmus Jensen i Padborg?

Skal han skamme sig, fordi han indblander respekterede lokalpersoner i sagen? Skal ens bog kaldes udokumenteret af lokale, selv om alle dokumenter ligger på det lokale arkiv i hvert fald nu og fordi myndighederne efterhånden spærrede for al indsigt i arkiverne, selv med familiens tilladelse?

Det har været en stor glæde, at se, at den berørte familie har fået en stor del af sandheden frem efter at myndighederne har forsøgt at holde det skjult. Snart vil hele sandheden plus en masse mere dukke frem. Vi skal bare lige have alle beviser.

 

Mord kan altså forældes

Og så kan mord blive forældet? Man lukker bare sagen. Så kan man aldrig tage den op igen. Og afgørende dokumenter forbliver bag lås og slå. Politiet er heller ikke forpligtet til at oplyse dig om, hvorfor man lukker sager, også selv om det er mord.

 

Vi må ikke altid fortælle sandheden

Vi må ikke altid fortælle sandheden af den ene eller anden grund!

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: på www.dengang.dk er der efterhånden 253 artikler om Besættelsestiden før/nu og efter herunder:   

  • De mystiske mord ved grænsen 1 – 2
  • Besættelsestiden – glemsel
  • Besættelsestidens fortrængninger
  • Krigens fortielser
  • Forord til ”Grænsen er overskredet”
  • Du skal omgås fortiden med varsomhed
  • Har frihedskæmperen sandhedsmonopol?
  • Besættelsestiden har stadig masser af huller
  • At handle med ondskaben og mange flere

 


Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen

September 7, 2018

Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i Middelalderen?

Grev Gerhard udnyttede situationen. Der var skiftende stillinger i Sønderjylland til kongeriget. Sønderjyske fyrster vaklede. Talrige retssager blev ført. Man bliver endnu mere forvirret over Sønderjyllands historie, når man har læst dette. Man sagde at ”I Slesvig var kongen kun delvis herre”. I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land. I 1326 fik Sønderjylland en holstensk fyrste. Kongemagtens styrke bestemte politikken Dronning Magrethe lagde to leoparder i hendes våben og begyndte at opkøbe slotte og borge i Sønderjylland. ”Danmark begynder ved Kolding Bro” sagde man i Holsten. Erik af Pommern vandt i retten men tabte på slagmarken.

 

Man bliver endnu mere forvirret

Vi nærmer os Genforeningsfesten. Det skal fejres – Sønderjyllands genforening. Og det ikke særlig populært at kalde det for en forening med Danmark i stedet. Det er heller ikke særlig populært at anfægte de ting, som nogle historiebøger har skrevet.

Men det er sandelig heller ikke let at finde ud af det, rent juridisk. Det er med at holde tungen lige i munden. Vi fokuserer i dette indlæg kun på middelalderen, ellers ville indlægget blive alt for langt.

Vi henviser også lige vores læsere til vores artikeloversigt allerbagerst, for at man kan få et nogenlunde indblik i problematikken. Især skal du læse artiklen Lov og ret i Sønderjylland dengang. Så bliver du nemlig endnu mere forvirret.

 

Datidens fyrster havde mange meninger

Ja det hele startede efter Valdemar Sejrs død. Hertug Abel og hans efterkommere formåede at gøre hertugdømmet arveligt. I 1375 uddøde hertugslægten og kongen havde alle tiders chance for at få nedlagt hertugdømmet. Samme år uddøde kongeslægten imidlertid også.

På vej til at blive dansk konge lovede Christian af Oldenburg i 1448, at hertugdømmet Slesvig ikke skal forenes med Danmarks rige og krone. Dermed var et markant synspunkt formuleret. Men det var langt fra det første og det eneste datidens fyrstehuse fremsatte.

 

Rigsgrænsen var ikke sproggrænsen

Hvor var Danmarks sydgrænse i middelalderen? Det var den almindelige opfattelse, at det hele tiden var Ejderen. Det var den politiske grænse fra 800. Der var lige et intermezzo med Valdemar Sejr. Han lagde Holsten under Danmark og gjorde en kort tid, Elben som sydgrænse.

Nu falder rigsgrænsen ikke nødvendigvis sammen med sproggrænsen. Fra Kong Valdemars Jordebog og stednavnene ved vi, at der i Valdemarstiden var tysk bosættelse nord for Ejderen. Andre forskere har fundet ud af, at der gik en sproggrænse lige syd om Husum til nord for Eckernfôrde.

 

Sønderjyske herremænd i tjeneste

I 1326 fremtræder hertugdømmet Sønderjylland og Danmarks rige som to forskellige områder som ikke må forenes. Tilsvarende ser vi i ”Klagesangen over Danmarks ulykke” digtet sommeren 1329, at til Danmarks rige hørte Sønderjylland ikke.

Det er karakteristisk at selvom Sønderjylland var et hertugdømme i Abels slægt fra 1232 bevarede kongen i hele det 13. århundrede en række rettigheder som først lidt efter lidt gik over til hertugen. Kongen havde fra begyndelsen kronegodset i Sønderjylland og kongen slog mønt i Slesvig. Helt op i det 14. århundrede tog han også sønderjyske herremænd i sin tjeneste.

 

I Slesvig var kongen kun ”delvis herre”

I 1266 var der en ærkebispestrid mellem Erik Glipping og Jakob Erlandsen. Kardinalen vil have en afgørelse af rettens vej. Han havde bedt Kongen og Enkedronningen om at anvise et ”egnet og sikkert” sted. Og det skulle være inde for rigets grænser. Kardinalen anfører, at Slesvig by. Kongen og enkedronningen anerkendte stedet. Men han kunne ikke komme, da han i nærheden var dødfjender ”uden for rigets grænser”.

Kongen svarede, at ”den” (byen) står under hertugen, og hele landet er et hertugdømme til len af kongen, og han er kongens ”vasal” på grund af hertugdømmet”. Kardinalen svarede, at man kunne flytte sagen til Ribe, ”hvor kongen er fuld ud herre”.

 

Kongen havde dødsfjender ”uden for Riget”

Der siges endvidere, at ”hertugdømmet er en del af riget”. Men der står også at i Slesvig by er kongen ”kun delvis herre”. På dette tidspunkt er det berettiget at tale om Sønderjyllands særstilling inden for det danske rige.

Kongerigets sydgrænse i 1266 har været Ejderen, eventuelt Slien. Grænsen angives ikke nærmere i kilden. Kun siger kongen, at uden for riget, men i nærheden af Slesvig by, har han sine dødsfjender.

 

Kongemagten blev mindre i hertugdømmet

Vi forlader nu år 1266 for at se på udviklingen frem til 1326. Betragtet under et, er det for hertugdømmet en selvstændighedens tid. Forskningen har i enkeltheder kunnet vise hvorledes de kongelige rettigheder i Sønderjylland må opgives og går over til hertugen.

Kongens magt i hertugdømmet blev mindre og skellet mellem hertugdømme og kongerige blev derved skarpere.

 

I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land

I 1280erne er der ikke klare tegn på at nogen har opfattet Sønderjylland som en del af kongens land, men det var fortsat en del af Danmark. Kongen havde stadig rettigheder. Den bedste kilde til forståelse af forholdet mellem kronen og riget over for hertugdømmet er hertug Valdemars forpligtelsesbrev i 1286, hvori han lover at ville respektere kronens rettigheder i Sønderjylland. Og at overholde sine forpligtelser.

Dette brev viser, at hertugdømmet ikke var en del af riget og at hertugens deltagelse i hoffet var en lenstjeneste.

Det er i brevet en gennemgående adskillelse af hertugdømmet og riget. Hertugen lover at komme Danmark til hjælp i tilfælde af krig. Selv lover hertugen ikke at bekrige kongen. Hertugen måtte heller ikke gå i forbund eller støtte nogen, der ville kongen noget ondt.

Over Sønderjylland havde kongen et overherredømme, en overejendomsret, men området var ikke en del af riget. Det gælder også i de følgende årtier. Det var nu dannet en grænse mellem kongeriget og hertugdømmet som i det store og hele skulle blive til virkelighed til 1920.

 

I 1326 en holstensk fyrste

Året 1326 danner epoke. For første gang ser vi Sønderjylland få en holstensk fyrste og hermed grundlægges det holstenske retsstandpunkt på Sønderjyllands stilling som vi møder frem til det 15. århundrede. Den 7, juni blev den hidtidige sønderjyske hertug Valdemar Eriksen hyldet som konge af Danmark på Viborg landsting og den 15. august forlenede han på danehof i Nyborg grev Gerhard den tredje af Holsten med Sønderjylland som arveligt fanelen.

At Gerhard tildeles lensherrens rettigheder over Sønderjylland må være et udtryk for at han ikke pålægges nogen form for forpligtelser. Det er i realiteten tale om ophævelse af det feudale, delte dominion. Kongen af Danmark bevarede kun en formel ret til at forny forleningen for grev Gerhards arvinger.

 

En retstilstand ikke alle kunne acceptere

Reelt blev lensbrevet ophævet. Dermed var Sønderjylland et selvstændigt territorium. I 1336 betegnede hertugen over for paven hertugdømmet som et selvstændigt område, skønt det i sin tid bortforlednedes af den til enhver tid eksisterende konge af Danmark.

Den samme opfattelse af Sønderjylland som et land tabt for Danmark møder vi i den latinske klagesang fra 1329. I vers otte gives en historisk beretning om rigets formindskelse siden Valdemar Sejrs dage der er i god overensstemmelse med hvad der kan udledes af officielle dokumenter.

Først gik Danmark til Elben, så knap nok til Ejderen og omsider til Slien. Stykke for stykke trænges Danmark tilbage og til sidst går den til den å, der overskærer Jylland (Kongeåen). Den grænse der i 1280erne sås dannet mellem riget og hertugdømmet var nu Danmarks grænse. Der blev skabt en retstilstand, som man ikke uden videre kunne gå ud fra at fremtidige danske konger ville respektere.

 

Man lagde en strategi

Ser vi på perioden frem til 1460, så var der to hovedopfattelser af Sønderjyllands rette forhold til riget.

Den ene prioriterede hertugdømmets selvstændighed. Det var de sidste hertuger af Abels slægt og især en række holstenske grever af det schauenburgske hus. Den modsatte opfattelse praktiseredes med forskellige nuancer af magtfulde danske regenter som Valdemar Atterdag, dronning Magrethe den Første og Erik af Pommern.

Det overordnede mål er altid at sikre de holstenske fyrster regeringsmagten over Sønderjylland. Det kan ske ved at forudsætte at Sønderjylland ikke var noget len. Her er selvstændigheden altså fuldstændig. Det kan også ske ved en indrømmelse af at Sønderjylland var et len af Danmarks krone og rige.

 

Kongemagtens styrke bestemte politikken

I så fald gjaldt det om at gøre det synspunkt gældende, at Sønderjylland var et hertugdømme, som den danske konge skulle bortforlede til grev Gerhards arvinger uden at disse som lensmænd påtog sig forpligtelser af betydning. Som begrundelse kan de fremføres akterne fra 1326.

Og det er åbenbart den danske kongemagts styrke, der bestemmer nuancen af det holstenske standpunkt.

Kort før Valdemar Atterdags død før valget af en ny dansk konge fik de holstenske grever overdraget Sønderjylland af den mecklenburgske tronrepræsentant i Danmark, Valdemar Atterdags dattersøn Albrecht og hans slægtninge.

Teksten i papirerne er i overensstemmelse med den sønderjyske hertugs opfattelse i 1336, at Sønderjylland ikke var noget len. Den skarpe adskillelse i forhold til kongeriget markeredes også af grevernes rettigheder i herredømmet stilles i modsætning til gods de ejede i Danmark. Hertugdømmet lå uden for Danmark.

 

Margrethe lagde de to leoparder i sit våben

Straks ved sin ankomst havde Dronning Margrethe den Første sat Sønderjyllands to leoparder i sit våben. I et brev fra 1386 lod hun sin søn, kong Oluf, opfatte sig som de sønderjyske hertugers efterfølger.

I denne situation valgte de holstenske grever at få deres faktiske herredømme over Sønderjylland retsligt sikret uanset prisen. Samme år modtog de forleningen af kong Oluf i Nyborg. Kun Gerhard fik hertugtitel, og prisen var en forpligtelse at tjene riget i krig. Det kunne synes en tilbagevenden til en fjern fortids lensforpligtelser. Men faktisk forfulgte greverne i de følgende år med held en politisk retning af størst mulig selvstændighed og uafhængighed for Sønderjylland i forhold til kongeriget.

De holstenske grever støttede ikke dronning Margrethe i kampen for Sverige, ja en af dem var blandt hendes modstandere.

 

I 1392 var Sønderjylland igen et len

En traktat fra 1392 henviser til, at Sønderjylland var et len, men i øvrigt indgår dronning Margrethe og holstenerne på vilkår der viser at aftalen indgås mellem selvstændige fyrster. Endelig lykkedes det i 1396 de holstenske fyrster ved aftalen i Assens at smyge sig uden om forpligtelser af krigstjeneste. Efter denne aftale får holstenerne sold for deres tjeneste. Tjenesten var ikke en konsekvens af lensforholdet.

Det blev farligt for de holstenske fyrster da Erik af Pommern i 1424 under processen for den tyske kejseer hævdede, at Sønderjylland var en provins i kongeriget. Vi ser da også holstenere både på danehoffet i 1413 og under processen for kejseren gå ind for den opfattelse at Sønderjylland var et dansk len, hvortil de havde arveretten.

På dette grundlag lykkedes det Adolf den Ottende at blive anerkendt som hertug i 1440 og dermed forene Slesvig og Holsten som sidste mand af det rendsborgske grevehus. I 1448 betegnedes han som Danmarks riges fyrste og råd.

Kilderne skelner skarpt mellem Sønderjylland på den ene side og kongeriget på den anden, uanset om Sønderjylland blev opfattet som len eller ikke. Traktatudkastet i 1376 talte som sagt om grevernes rettigheder i hertugdømmet i modsætning til de ejendomme de ejede i Danmark, og i hertug Gerhards privilegium fra 1399 til Slesvig domkapitel.

 

Danmark begyndte først ved Kolding Bro.

Det er ikke tale om at hertugdømmet kan opfattes som en del af riget. Det kommer klarest frem under det holstenske synspunkt i 1424 under processen for den tyske kejser. Man hævdede da, at fra arilds tid havde landet mellem Levensau og Kolding bro været et særlig hertugdømme, og nord herfor begynder Danmarks rige.

Man kommer til Danmarks rige syd fra ved at gå over Kolding Bro, og der synes ikke at være forskel på udtrykkene Danmarks rige og Danmark.

I 1374 kom Valdemar Atterdag i besiddelse af indløsningsretten til Gottorp len af hertug Henrik, der dog ikke gav afkald på selve højhedsretten. Han opkøbte en del godser i Nordslesvig. Måske ville han på denne måde erhverve sig Sønderjylland. Men Valdemar Atterdag betragtede Sønderjylland som en del af Danmark.

 

Margrethe var henholdende

En ”Nyborgforlening” betød en genoprettelse af det lensforhold til rige og krone som var gået tabt efter Valdemar Atterdags død, da de holstenske grevers mænd holdt deres indtog på Sønderjyllands borge og slotte. Der blev etableret krigstjenestepligt for hertugen. Andre træk viser at dronning Margrethe var henholdende, dog ikke opgivende i Sønderjylland – spørgsmålet.

Fra starten havde hun rejst arvekrav på Sønderjylland og kravet levede videre. Erik af Pommern satte Sønderjyllands våben på Margrethes sarkofag i Roskilde domkirke. Selv anførte han i Nyborgdommen 1415 at han gennem sin moder havde arveretten til Sønderjylland.

 

Margrethe opkøbte slotte og borge

Helt klart er det at dronning Margrethe fortsatte sin faders politik efter hertug Gerhards død i 1404. Også hendes fremgangsmåde var at skaffe sig hertugdømmets slotte i besiddelse et for et, navnlig i form af pant. Men skønt kongemagtens herredømme blev udvidet, blev hertugslægtens formelle rettigheder aldrig anfægtet.

For både fader og datter har Sønderjylland været et langsigtet mål som ikke kunne nås på en gang. Ingen af dem opgav tanken om at erhverve Sønderjylland for kronen. Begge døde under virkeliggørelsen af den.

 

Erik af Pommern satsede på retslig afgørelse

Dette ønskede Erik af Pommern åbenbart ikke at risikere. Han satte erhvervelsen af Sønderjylland som sit højeste mål. På dette tidspunkt var forholdet til hertugdømmet uklart.

I 1386 havde man fra kongelig side indrømmet at landet var et arvelen i den holstenske greveslægt, men en formelt korrekt fornyelse som Erik af Pommern antagelse til dansk konge i 1396 fordrede, havde ikke fundet sted.

Tillige var det en realitet at kronen i årene op til 1412 havde fået store dele af hertugdømmet i faktisk besiddelse, mens resten stod i pant hos slesvigholstenske lensmænd.

I denne situation valgte Erik af Pommern at opgive bid – for – bid taktikken og satse på en definitiv retslig afgørelse. Hans hovedpåstand på danmarkshistoriens sidste danehof 1413 i Nyborg var at hertugslægten havde forlenet lenet, fordi den og dens medhjælpere ved at bære våben mod lensherren havde begået troskabsbrud.

Kongen påstod at efter feudalretten var hertugdømmet på lovlig måde hjemfaldet til ham, hans rige, arvinger og efterfølgere. I dommen taler kongen bestandigt om ”os og vort rige” eller om ”vort rige Danmark”. Over for hertugdømmet, hvis lensherre han er.

Det er værd at bemærke at den modstilling af begreberne Danmark og Sønderjylland vi tidligere har mødt i en holstensk kilde, genfindes her. Kong Erik erklærer under de indledende forhandlinger på danehoffet seks råder udpeget på holstensk side for inhabile, da de hverken var fra Danmark eller Sønderjylland.

 

Erik af Pommern førte også retssag for kejseren

På danehoffet dømtes i overensstemmelse med kongens påstand. To år efter stadfæstede kejseren dommen. Gennemførelsen af denne dom ville i praksis indebære at Sønderjylland nu blev en del af kronen og kongeriget. Det ville ophøre med at være hertugdømme. Kongen ville blive de slesvigholstenske lensmænds herre.

Nyborg – dommen forudsatte at Sønderjylland var et len, en tankegang der var kong Erik ganske fremmed, da han på ny 11 år senere førte retssag om Sønderjylland. Denne gang var det for den tyske kejser. Kejserens dom var fuldstændig imødekommelse af Erik af Pommerns nyeste påstand.

Sønderjylland tildømtes kongen og riget med over- og underejendomsret, mens greverne Henrik, Adolf og Gerhard frakendtes enhver ret til et arveligt hertugdømme.

Hvad Erik af Pommern i 1413 og i 1424 sigtede på, var med forskellige begrundelser at gøre Sønderjylland til en provins i kongeriget som i den ældre middelalder. I 1421 formulerede han sin mening klart ved at sige at Gottorp og Sønderjylland ligger i Danmarks rige og med rette hører til kronen. Gottorp len var hertugdømmets sydligste. For Erik af Pommern gik kongerigets grænse ved Ejderen og Levensau.

 

Erik af Pommern tabte på slagmarken

Da Erik af Pommern havde vundet ved domstolen tabte han imidlertid på slagmarken. I 1440 modtog Adolf den Ottende forlening med alle rettigheder og ingen forpligtelser. Lensbrevet bekræftes i 1443 og 1455. I 1448 lod hertugen sin søstersøn Christian af Oldenburg love at han ikke ville indlemme Sønderjylland i riget og kronen, hvis han blev konge af Danmark.

Dette løfte blev overholdt. Da Christian den Første i 1460 blev hertug af Slesvig og greve af Holsten markeredes en tydelig forskel på det at være konge i Danmark og fyrste og ”landene”.

Det kan således hævdes, at den holstenske opfattelse af Sønderjyllands rette stilling i forhold til kongeriget blev den varige selvom Danmarks konge blev Sønderjyllands hertug.

 

Danmarks riges fyrste og råd

Ejderen var i vikingetid og Valdemars tid Danmarks rigsgrænse mod syd. Det var i den her behandlende periode grænse mellem Slesvig og Holsten, men var den også rigsgrænse og Sønderjylland dermed en del ad Danmarks grænse?

Hertug Adolf, der med næb og klør kæmpede for at undgå hertugdømmets inddragelse i riget, betegnede sig i 1448 som Danmarks riges fyrste og råd. Det skyldtes at han var kongens og rigets vasal og derfor havde pligt til at give råd. Ingen kan mistænke ham for at mene, at Sønderjylland af den grund var en del af riget.

 

Grev Gerhard udnyttede situationen

Indrømmet at disse to århundredes gennemgang af historien ikke har været så ligetil. Da kong Valdemar 10 år gammel i 1326 bortforlenede Sønderjylland til sin morbroder grev Gerhard skete det med den begrundelse, at efter naturens og Guds lov skal trofaste mænd modtage gengæld for den tjeneste, de havde ydet.

Det var en almindelig tanke i middelalderen at visse forhold som f.eks. det nævnte, repræsenterede en sådan grad af fornuft og retfærdighed at alle mennesker kunne indse deres berettigelse, men det er mærkeligt at se denne tanke udkastet netop i forleningen af Sønderjylland.

Grev Gerhard havde tiltaget sig formynderskabet over drengen, havde pantsat det sydligste af hans land og i ledtog med danske stormænd gjort sig til Danmarks mægtigste mand. Han havde til fremme af egne formål fået indsat nevøen som konge af Danmark og som kronen af værket ladet ham tildele sig det hertugdømme, der i generationer havde tilhørt drengens forfædre. Man kunne sandelig spørge om dette virkelig var ret og rimligt.

 

Skiftende stillinger til Kongeriget

Men Sønderjyllands forhold til kongeriget blev i det hele taget ikke ordnet på grundlag af alment anerkendte forestillinger om fornuft og retfærdighed. Både retsbestemmelser og den faktiske udvikling viser at hertugdømmet indtog skiftende stillinger i forhold til kongeriget. Retsstandpunkter fremførtes af modstandere med hver deres interesser, og det var et politisk spørgsmål, hvad der til forskellige tider kunne gøres gældende.

Udgangspunktet i den ældre middelalder var at Sønderjylland blot var en provins i kongeriget, og endnu i 1266 sås kongemagten så stærk at hertugdømmet kunne regnes for at høre til riget. Men ellers udskilles det, og er først i årtierne før og efter 1400 at stærke danske konger forsøgte at ændre herpå, som bekendt forgæves.

Den næstbedste set med danske øjne var et hertugdømme med klarest muligt definerede forpligtelser. Sådan var det frem til 1326, og dronning Margrethe lagde vægt på at få tjenestepligten fastslået i 1386.

 

Sønderjyllands fyrster vaklede

Sønderjyllands fyrster derimod vaklede, når det gjaldt spørgsmålet hvad det var den fordelagtige ordning for dem. Flere gange i det 14. århundrede valgte de den totale uafhængighed af Danmark, dvs. en afbrydelse af lensforholdet og de selv i en helt uafhængig stilling.

Efterhånden foretrak de dog selvstændigheden i lenets form, uden forpligtelser af betydning over for kronen og riget, og det blev da deres arv til de oldenborgske konger i Danmark.

Men blev vi egentlig klogere på begrebet Genforening/Forening til Danmark?

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger
  • Historisk Tidsskrift
  • Esben Albrechtsen: Herredømmet over Sønderjylland 1375 – 1404
  • Erslev: Erik af Pommern, hans kamp for Sønderjylland og Kalmarunionens Opløsning
  • Gyldendals Danmarks Historie

 

Hvis du vil vide mere:

  • Lov og ret i Sønderjylland dengang
  • Er Genforening – det rette ord
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Ribe – brevet
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Haderslev – under første verdenskrig
  • Haderslev 1917 – 1918
  • Sønderjylland efter Genforeningen
  • Ned med de dansksindede
  • Kongens hvide hest
  • Mere om kongens hvide hest
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Flugten over Grænsen 1914 – 1918
  • Begik kongen højforræderi
  • Rendsborg 1848
  • Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – egnen 1814 – 1848
  • Tønder – egnen 1848 – 1858
  • Tønder mellem dansk og tysk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Første verdenskrig i Bov
  • De kongerigske enklaver
  • Sønderjyllands historie til år 1200
  • Abel og hans sønner
  • Genforeningen i Bov sogn og mange flere
  • Se også under kategori 1864 og de slesvigske krige

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

August 23, 2018

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved