Dengang

Artikler



De fem barske år på Nørrebro (NørLIV 24)

Marts 14, 2019

De fem barske år på Nørrebro

Dette er vores 24, bidrag til Nørrebro Liv – ugebladet på Nørrebro. Under besættelsestiden var der til tider dramatiske forhold i bydelen. Schalburg-korpset, Hipo – korpset og enkelte gange kørte Sommer – korpset rundt og skød efter folk på fortovet. Vi skal også kigge på nogle bødler fra Nørrebro. Vi kigger på en likvidation og nogle sabotager i bydelen. Bagerst i artiklen kan du finde en oversigt over artikler her på siden, hvor du kan læse mere om de fem barske år på Nørrebro.

Vi kan ikke fortælle alle de dramatiske episoder under besættelsen i et afsnit, så du skal nok være indstillet på flere. Vi har allerede fortalt om Buldog – branden og folkestrejken.

Der var mange danskere, der tjente en masse penge ved at arbejde for tyskerne. Nogle af disse var med i tyske terror og vagtkorps. Og det var bl.a. Schalburg-korpset, HIPO-korpset og Sommer-korpset. Disse var meget fremhævende på Nørrebro.

Men lad os starte med at præsentere to af de værste bødler på Nørrebro. Kristian Kjærsgaard Rasmussen var egentlig blevet dømt til døden, men blev benådet. Halvanden år efter sin løsladelse blev han fundet myrdet.

Han tilhørte den berygtede Lorentzen-gruppe. Blandt tyske soldater forsøgte han at flygte, da besættelsen var forbi, men han blev pågrebet i Odense. Han var egentlig sergent i den danske hær, men hadet af sine undersåtter. En dag gennembankede de ham.

Han blev uddannet slagtersvend hos sin svigerfar på Nørrebro. Efter lærertiden fortsatte han arbejdet. Svigerfar drev butikken fra 1924 – 1944. Familien var kendt for at være nationalsocialister. De var medlemmer af det danske nazist-parti DNSAP. Kristian var lokal gruppefører for partiets ungdomskorps NSU.

Kristians to sønner meldte sig til Frikorps Danmark. Og efterhånden som krigslykken vendte holdt kunderne sig borte fra svigerfars slagterforretning. Efterhånden blev der drevet så meget hærværk mod butikken, at den lukkede. Kristian blev marinevægter, hvorefter han blev medlem af Schalburg-korpset, hvor han i terroraktioner var med til at myrde sine landsmænd.

Bøddel nr. 2 hed Helge Rudolf Kiel. Han var et usædvanligt nervøs gemyt. Han viste ikke de største evner dengang på Hillerødgades Skole. Det eneste der interesserede ham var forbryderromaner. Ved den mindste anledning gik han amok. I kvarteret gik han som særling. Men måske havde han en psykisk sygdom. Som barn modtog han beroligende medicin.

Han kom i lære som barber. Fem dage i træk måtte han op til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod, havde han drukket en flaske portvin og fire øl. Han holdt dog hurtig op som barber. Han var selv bange for, at skære halsen over på folk. En dag var han utilfreds med moderens mad og stak en gaffel i hovedet på hende.

Helge tog til Norge, hvor han fik arbejde på et tysk lazaret. Han kom tilbage til København og startede i modstandsbevægelsen. Men en dag blev han taget med falsk legimitationskort. Han kom i forhør hos den berygtede Birkedal. Han var kendt for at torturere danske modstandsfolk. Men denne kunne godt lide hans type og kom så til at arbejde for tyskerne. Det menes, at han har mindst fem landsmænd på samvittigheden.

Allerede tidligt under besættelsen var det danske politi på jagt efter Børge Houmann. Han var farlig for det danske samfund, for han var kommunist. Han var flyttet til Husumgade. Han skulle egentlig have hentet sine skjorter i vaskeriet. Men rullekonen nåede at advare ham. I 11 dage havde dansk politi haft vaskeriet under observation. Børge Houmanns nomadeliv kunne derefter begynde.

Kommunisterne havde ellers fået brændt deres medlemslister, abonnementslister m.m. Men det danske politi havde længe overvåget kommunisterne. Og så den 22. juni 1941 stod kunderne inde hos bageren på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade og undrede sig. En masse politibiler for forbi. Der var nemlig masser af aktivitet i Griffenfeldsgade 56. En masse kasser blev slæbt ud til ventende salatfade. Og hvorfor nu det. Jo, oppe på tredje sal holdt kommunister til.

Egentlig ville tyskerne kun have haft 50 kommunister. Men dansk politi fik arresteret over 300. Grundloven blev sat ud af kraft. Det vil sige, at Regeringen kaldte det for nødret.

Partiformand Axel Larsen befandt sig i et sommerhus i Jylland. En sand menneskejagt blev sat ind af dansk politi. I november 1942 blev han arresteret og sendt i KZ – lejr. Man havde længe haft en lejlighed på Tagensvej under observation. Axel Larsen havde i længere tid boet i Blågårdsgade og anlagt sig fuldskæg. Han kaldte sig for lærer Carlsen.

Den 19. maj 1943 var den berygtede Sven Birkedal selv i aktion, da Holger Danske –medlemmet, Preben Hagelin blev arresteret på Jagtvej. Han var en af de 11 modstandsfolk, der blev skudt på en øde landevej mellem Roskilde og Ringsted.

Hos doktor Kjems i Hillerødgade 75 havde kommunisterne samlet sig. Man lærte bl.a. hvordan man fremstillede brandbomber. De første sabotageaktioner som KOPA (Kommunistiske Partisaner) var ikke særlig succesfulde.

Men det var det nu da Sabotagen mod Glud & Marstrand, Rentemestervej blev udført. Her var det første gang, man brugte plastik sprængstof. Man kunne høre et enormt brag. Hundreder af vinduer raslede ned mod gaden. Politiken kaldte aktionen for et attentat. National Tidende kaldte det for hærværk. Modstandsfolkene havde slet ikke dagbladene med på deres side.

Snart fulgte sabotageaktioner mod Maskinfabrikken Petersen Wraae i Heimdalsgade og Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement, Haraldsgade.

En transformerstation på Lygten blev sprængt i luften. Her blev en dansk betjent skud af modstandsfolkene. På Jagtvej blev Værnemagtsbiografen Coloseum angrebet.

I en lejlighed, hvor der på dørskiltet stod ”Harilds Maskinbureau”, Nørrebrogade 156 blev Danmarks Frihedsråd dannet. Man forsøgte at fungere som illegal regering, men det slog fejl. Det var også problemer med at fungere som modstandsbevægelsens samlede talerør. Socialdemokraterne sagde nej til at sidde i rådet, fordi kommunisterne havde så stor magt.

En mand havde indfundet sig på Fælledvejens Politistation og meddelte, at der havde fundet et revolver-overfald sted til ejendommen Nørrebrogade 48. En mand var blevet ramt i ryggen. Det viste sig, at han var vagtmand.

På Nørrebro skete der mange aktioner mod folk, der arbejdede for tyskerne. Men også stikkere blev likvideret.

En af de mest farlige stikkere var en medicinstuderende, der tjente til studierne ved at angive modstandsfolk. Man var kommet på sporene af ham, mens han var på vej til forelæsning på Rigshospitalet. Han var altid mandsopdækket af fem civilklædte folk fra Schalburg-korpset. Men denne gang var han uden sine sikkerhedsvagter. Lige før han passerer Skt. Hans Gade bliver det skudt mod ham. Hovedet slår mod stenbroen med en dump lyd. Da han forsøger at få fat i sin pistol, skyder modstandsfolkene endnu to gange mod ham.

To danske politifolk kommer løbende fra Fælledvejens Politistation. De to modstandsfolk kaster nu en håndgranat ud på torvet. Alle kaster sig til jorden inklusive de to betjente. Modstandsfolkene tømmer nu stikkerens pistol mod brystet på ham. I alt bliver der affyret 19 skud mod ham. De to modstandsfolk tager deres cykler og suser mod Nørre Alle.

Vi vender senere tilbage til Besættelsen på Nørrebro.

  • www.dengang.dk har vi masser af artikler fra Det Gamle Nørrebro og fra Besættelsestiden bl.a. følgende artikler:
  • Da Buldog brændte

De tyske flygtninge på Nørrebro

De fem dramatiske år på Nørrebro

Sommeren 1944 på Nørrebro (A)

Nørrebro 1945 – to episoder

Nørrebrogade 156

Nørrebro – flere sabotager

Varehuset Buldog på Nørrebrogade

Besættelse på Nørrebro 1 – 5

Sabotage på Nørrebro

Likvideret på Nørrebro

Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944


Konfiskation af tysk ejendom

Marts 11, 2019

Konfiskation af tysk ejendom

Tysk og japansk ejendom blev konfiskeret i Danmark. Man måtte beholde værdier for 2.000 kr. Danske sydslesvigere havde mange værdier i Danmark. ”Skandaløs konfiskation af tysk ejendom”, sådan lød det i en kronik. Praksis var generel streng. Politikerne klagede over ordvalget. De danske politikere var i en dobbelt rolle. I Sønderjylland var rapporterne ”farvet”. Man skulle være dansksindet. Værst for enlige kvinder og børn, hvis mænd var udvist. Ejendomme blev solgt til en brøkdel af prisen. Mange eksempler på afvigende afgørelser. Tilbageholdene med dispensationer i Sønderjylland. Politimester Brix havde tiltaget sig for mange beføjelser. Jordkampen i Sønderjylland. Sagen fra Kravlund.

Tysk og japansk ejendom blev konfiskeret i Danmark

Under 2. verdenskrig aftalte de tre allierede, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, at tysk ejendom uden for Tyskland skulle konfiskeres som følge af krigsskadeerstatningen fra Tyskland.

Det tyske rige troede på en sejr til det sidste. Der er intet, der peger på, at de ville bringe værdier i sikkerhed uden for Tyskland. Selvfølgelig var der enkelte, der forsøgte at bringe private værdier ud.

Danmark fastfrøs umiddelbart efter kapitulationen alle tyske bankindeståender. Alle tyske aktieselskaber blev sat under administration eller ført i likvidation. Desuden udsendte Handelsministeriet en bekendtgørelse af 2. juni 1945 om, at al tysk og japansk ejendom skulle anmeldes til Direktoratet for vareforsyning.

Man var således i sommeren 1945 fra dansk side således helt indforstået med, at tysk ejendom skulle registreres og fastfryses. Men man havde ingen fornemmelse af, at de allierede havde planer om at konfiskere tysk ejendom i Danmark.

Men i november – december 1945 lagde det amerikanske og britiske gesandtskab et voldsomt pres på den danske regering og tvang dem til at gennemføre en konfiskationslov, der omfattede al tysk ejendom i Danmark.

Man måtte beholde værdier for 2.000 kr.

Man kunne søge dispensation. Men hvis man ikke kunne få den, kunne den pågældende tyske statsborger udtage:

  • Fornødne gangklæder, linned, senge og sengeklæder, samt indbogenstande, der efter forholdene er nødvendige for opretholdelse af et tarveligt hjem.

Men værdien måtte ikke overstige 2.000 kr. Alt andet blev konfiskeret.

Men se i Sønderjylland var der lidt specielle forhold. Her var tyske statsborgere ofte

  • Personer, der var født i Sønderjylland, men tilfældigvis havde opholdt sig kortere eller længere tid uden for Sønderjylland, f.eks. nord for Kongeåen, i perioden 1. oktober 1918 til 15. juni 1920, og derfor ikke automatisk var blevet danske statsborgere.
  • Mænd, der efter 1920 var indvandret fra Slesvig-Holsten for at gifte sig med en sønderjysk kvinde.
  • Og for et lille fåtals vedkommende personer, der bevidst havde valgt at bibeholde deres tyske statsborgerskab efter Genforeningen.

Mange værdier i Danmark

Der var også mange lige syd for grænsen, der havde store værdier i Sønderjylland. Det var bl.a. ejendomme, som havde været i familiens eje længe før 1920.

Den dansksindede avis, Flensborg Avis havde værdier i Danmark på ca. 500.000 kr.

I 1959 blev organisationen omkring den praktiske gennemførelse af konfiskationen nedlagt ved lov. Men da var der et efterslæb af sager, så egentlig var organisationen først nedlagt i 1961.

I den 13 – årige periode, hvor sagerne blev behandlet, blev gennemførelsen drastisk ændret.

Det samlede antal sager udgjorde knap 20.000, hvoraf 3.500 sager blev annulleret eller overført til andre sager.

Skandaløs konfiskation af tysk ejendom

Den hidtidige forsknings vurdering konkluderer, at Danmark administrerede loven meget strengt. Men denne vurdering baserer sig primært på enkeltsager, som har spillet en fremtrædende rolle i den offentlige debat. Opfattelsen var, at tyske statsborgere fik frataget deres ejendom. Men nu handler det nok også om, hvem det er man spørger.

Ditlev Tamm skrev en kronik i Jyllands – Posten den 26. april 1997:

  • Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom

Han skriver, at konfiskationen skete automatisk uden at overveje, om der var tale om tysk, fjendtlig ejendom. Først derefter skulle man bevise, at man ikke havde gjort noget forkert eller opført sig fjendtlig over for Danmark.

Praksis var generel streng

I Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 45 har historikeren Joachim Lund i en artikel beskrevet, hvorledes der kunne dispenseres, når der var tale om ejendom tilhørende tyskere, der havde været forfulgt af det nazistiske regime. Han konkluderer at praksis generelt var streng.

Lund skriver endvidere, at antinazistiske familiers ejendom blev konfiskeret, og at andre motiver end de rent økonomiske formentlig spillede ind, f.eks. når kvinder, der havde giftet sig med tyske soldater fik konfiskeret deres opsparing, blot fordi de ved giftemålet automatisk havde fået tysk statsborgerskab.

Opfattelsen i dag især blandt de ældre hos de tysksindede er, at man administrerede særdeles strengt, og at tyske statsborgere fik frataget alt, hvad de ejede.

Politikerne ønskede andet ordvalg

Tyske værdier i Danmark blev antaget til at udgøre ca. 114 mio. kr. og japanske 100.000 kr. Der var massiv modstand mod lovforslagets overskrift:

  • Lov om konfiskation af tysk og japansk ejendom.

Samtlige ordfører ønskede en ordlyd, der var begrænset til:

  • Tysk, fjendtlig ejendom

De danske politikere i dobbelt rolle

Minister for særlige anliggender, Per Federspiel måtte rejse til London i januar 1946 for at gøre opmærksom på de særlige danske forhold. Han fik at vide, at danskerne skulle gå så stille med dørene som mulig.

På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter – så meget desto mere, fordi samarbejdspolitikken under besættelsen ikke decideret havde fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end nødvendigt.

Opfattelsen blandt danske beslutningstagere var, at Tyskland nok ikke var slagent og udbombet, men at landet erfaringsmæssigt altid rejste sig efter sine nederlag. Dermed kunne man sagtens igen true Danmark.

Man ville både tage hensyn til spændingerne i grænselandet og sikkerhedspolitikken over for tyskerne.

Man måtte søge dispensation

Loven var ikke rettet mod medlemmer af det tyske mindretal, hvis de havde dansk statsborgerskab. Mindretallets organisationer blev heller ikke ramt af konfiskationsloven ligegyldig om de var nazistiske eller ikke, medmindre der var tysk kapital indblandet.

Loven ramte heller ikke pengemidler, der over den dansk – tyske clearing var blevet tildelt det tyske mindretals organisationer. Disse beløb blev krævet tilbagebetalt den danske stat af Revisionsudvalget for tyske betalinger, som intet havde med kommissarius at gøre.

For tyske statsborgere gjaldt, at deres ejendom 30. marts 1946 blev konfiskeret. Hvis de ville have ejendommen tilbage, skulle de ansøge dispensationsnævnet om fritagelse for konfiskation. Mens deres sag blev behandlet var deres midler båndlagt og kun det nødvendigste blev bevilliget udleveret.

Dispensationsandraget blev af nævnet sendt til den lokale politimyndighed, som ud fra egen vurdering og ved at udspørge alle i lokalområdet udfærdigede en politirapport.

I Sønderjylland var det ”farvet”

Især i Sønderjylland var denne ofte farvet af det betændte forhold mellem dansk og tysk.  Således var udtalelser som ”tysksindet” og ”nazistisk indstillet” ofte forekommende i beskrivelsen af ansøgeren. Ofte blev det dog ikke konk ret beskrevet, hvorfor man lige havde valgt denne fremstilling.

Personer så ikke indstillingen og kunne ikke argumenterer for eller imod. Disse negative udtalelser blev gengivet ved hver ny behandling i dispensationsudvalget. Man brugte bl.a. Centralkartoteket i behandling af sagerne. Og dette kartotek var ofte fejlbehæftet.

Fra midten af 1950erne fik ansøgningerne lov til at se argumenterne. Men man viste dog ikke embedsmændenes kommentarer.

Drejede det sig om folk fra Sydslesvig, ja så blev Sydslesvigsk Forening gennem Det danske Generalsekretariat i Flensborg bedt om en udtalelse.

Man skulle være dansksindet

Man lagde vægt på, at man var dansksindet, kom fra en dansksindet familie, om eventuelle arvinger var danske, at vedkommende ikke tilhørte nazistiske organisationer, ikke havde sat sine børn i tysk skole, ikke havde haft tyske soldater som kærester, at man ikke havde deltaget i tyske møder, ikke havde optrådt provokerende over for naboer eller været medlem af uniformerede korps, og hvad der var vigtigt, ikke blev omtalt som tysksindet eller nazistisk indstillet af sine naboer.

Der var fra start to hovedregler, som næsten udbrudt blev opretholdt under hele perioden fra 1946 til 1961:

  • Blev en tysk statsborger dansk statsborger, fik han samtidig dispensation
  • Hvis en tysk statsborger i 1945 var blevet udvist af Danmark i 1945, fik han aldrig dispensation. I 1945 sad udvisningerne meget løst.

Kone og børn i krise

Nogle af de udviste efterlod kone og børn i Danmark. De blev nu efterladt i dyb fattigdom efter konfiskation af bolig og næsten alle ejendele. De havde i forvejen mistet forsørgeren.

Efter en del år, blev disse tilfælde omfattet af begrebet ”delvise dispensationer”. Så fik de halvdelen af formueværdien tilbage.

En brøkdel af vurderingsprisen

Priserne ved salget af indboet som i mange tilfælde var den største formueværdi, familien ejede lå som regel på en brøkdel af vurderingsprisen. Det beløb, der blev udbetalt som månedlige ydelser, indtil afgørelsen på dispensationen forelå, blev fratrukket de 2.000 kr.

Der var i loven ingen begrænsninger i antallet af ansøgninger om dispensationer.

Ejendomme blev først tilbudt ministerier, politi, hæren og andre offentlige myndigheder for ejendomsskyld med tillæg af 20 pct. Hvis der ingen køber var her, blev den sat til salg gennem offentlige lukket udbud.

I tilfælde af, at der senere blevet givet dispensation for de landbrugsejendomme som Statens Jordlovsudvalg havde overtaget, men ikke solgt videre, og hvis ejendommen her i landet havde tilhørt en tysker, tilbagekøbte kommissarius ejendommen fra jordlovsudvalget.

Dispensationsudvalget behandlede i alt 5.600 sager. En stor del af sagerne drejede sig om firmaer og organisationer.

Mange eksempler på afvigende afgørelser

Alle sager blev behandlet ud fra en individuel vurdering. Man forsøgte at behandle sagerne ens. Men der er talrige eksempler på afvigende afgørelser. Den første gruppe, der fik dispensation var danskfødte kvinder, som på grund af ægteskab med en tysker blev tysk statsborger.

De eneste, der ikke fik dispensation var kvinder, der var gift under krigen, og som havde deres ægtefælle i Tyskland, samt hvis de herhjemme havde provokeret naboerne ved dette ægteskab.

Tilbageholdene med dispensationer i Sønderjylland

Med hensyn til de sønderjyske sager var man stadig tilbageholdene med at give dispensation. I slutningen af 1950erne blev praksis i Sønderjylland ligesom i hele landet. Nu fik de meget farvede indberetninger fra politimestrene mindre betydning.

Tilbage i Sønderjylland var en gruppe som havde optrådt uniformeret, som havde været medlem af NSDAP-N, som havde omgikkes tyske soldater/officerer, eller som havde ytret beundring for Hitler og nazismen. De fik normalt ikke dispensation.

Politimestren med for mange beføjelser

Med hensyn til ejendomme i Danmark tilhørende sydslesvigere opstod der kompetencestridigheder. Politimester Brix, Aabenraa som tillige var politikommandør for Sydjylland og leder af den dansk-tyske grænsebevogtning havde efter eget udsagn fået til opgave fra dispensationsnævnet – det vil sige departementschefen i justitsministeriet – rigspolitichefen og jordlovsudvalget at udføre en politimæssig undersøgelse i Sydslesvig.

Generalkonsulent Ryder i Flensborg fandt dette stærkt provokerende og mangel af respekt over for landegrænser. Han mente, at dette kunne fremprovokere irritation hos både tyske myndigheder og enkeltpersoner.

Det viste sig, at disse beføjelser havde politimesteren aldrig fået. Fremgangsmåden blev nu, at Sydslesvigsk Forening skulle høres i hver enkelt tilfælde. Konfiskationen havde medført stor bitterhed og uro. Ejerne, der havde jorde både syd og nord for grænsen fik store driftsmæssige problemer. Hele 120 sager af denne art skulle gennemføres.

Praksis blev efterhånden, at medlemskab af Sydslesvigsk Forening medførte automatisk dispensation.

Jordkampen i Sønderjylland

Tidligere her på siden har vi skrevet om Vogelgesang. Det er også historien om en ”Jordkamp” i Sønderjylland. Tyskerne forsøgte ved opkøb af germanisere området. Det var ikke noget nazisterne stod bag ved. Men fra dansk side fik man nu en kærkommen lejlighed til at få al jord tilbage på danske hænder.

Efter Genforeningen i 1920 havde staten fra den tyske stat overtaget de såkaldte domænegårde. Disse udstykkede Statens Jordlovsudvalg til husmandsbrug. Det var i den tid, hvor de sønderjyske landmænd ikke havde det specielt godt. Det var bl.a. fordi man nu skulle i gang med at omlægge til danske forhold.

Det var en af de ledende i det tyske mindretal, pastor Johannes Vodder, der mente, at nu kom kapitalstærke danskere til landsdelen. De havde pengene. Og disse forhold ville vanskeliggøre grænserevisionen.

Derfor opstod Kreditanstalt Vogelgesang i 1926. Det var forskellige finansieringsselskaber, der stod bag. Men den tyske stat havde nu også skudt penge ind i foretagenet. Aktieselskabet Höferverwaltungsgesellschaft (HVG) skulle overtage driften og eventuelt videresalg af de gårde Kreditanstalt Vogelgesang måtte overtage, hvis låntagerne ikke mere kunne betale deres skyld til kreditforeningen.

Forpagtningen var betinget af, at forpagteren sendte sine børn i tysk skole eller på andre måder deltog i det tyske mindretals aktiviteter.

Den 9. maj 1945 blev Kreditanstalt Vogelgesang og HVG’s kontorer i Haderslev beslaglagt. HVG var ejer af 83 gårde og 17 jordarealer uden bygninger, som HVG havde overtaget på grund af misligholdelse af pantehæftelser til Kreditanstalt Vogelgesang.

Politisag blev indledt

Hvis en person ønskede at erhverve en konfiskeret ejendom, indkaldtes der rutinemæssig en politimæssig undersøgelse af den pågældende. Hvis der på nogen måde var noget at sige om denne person i national henseende fik de pågældende ikke tilladelse til at købe ejendommen. Ingen af de tidligere forpagtere af Höferverwaltungsgårde kom igennem dette nåleøje.

Sagen fra Kravlund

Det mest grelle eksempel var en forpagter af en gård i Kravlund ved Tinglev i starten af 1949. Han ønskede at købe gården, når forpagtningen udløb i 1949. Politirapporten fra marts 1949 angav at flere naboer, som deltog og helst ville være anonyme, og derfor ikke havde optrådt med navn i rapporten, betegnede ham som ”meget galt tysksindet” og med ”nazistiske sympatier”. Men der var ikke angivet noget om, hvorfor.

Ellers var der ikke noget at udsætte ham for. På grundlag af denne rapport afslog Jordlovsudvalget, som fik gården overdraget ved forpagtningens ophør at sælge gården til ham.

Politirapporten blev dog modsagt af sognerådsformanden og 33 andre naboer, af hvilke langt de fleste var dansksindede. Den 27. februar 1950 skrev de til statsministeren for at protestere imod, at forpagteren ikke kunne købe gården, som han havde overtaget fra sin far og siden 1934 havde forpagtet fra HVG.

Forpagteren tilhørte det tyske mindretal, men han havde aldrig været medlem af tyske eller nazistiske organisationer, og der var intet at udsætte på ham under besættelsen.

Statsministeriet sendte sagen til handelsministeriet som sendte den rundt mellem kommissarius, det lokale politi og Statens Jordlovsudvalg i ni måneder. Men Statens Jordlovsudvalg som havde fået en kopi af brevet til statsministeren direkte tilsendt fra de 34 lokale handlede hurtigt og skyndte sig at forpagte gården fra 1. april 1950 og 8 år frem til en dansksindet.

Dermed var sagen lukket, og ingen af de involverede myndigheder ønskede at røre ved den. Handelsministeriet skrev til sognerådsformanden:

  • At man ikke har mulighed for at ændre de af Statens Jordlovsudvalg som ejer af ejendommen foretagende dispositioner over for denne.

Der er lignende sager. Og en enke vandt også en sag i Højesteret over en ejendom, der var taget fra hende.

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger (div. Udgaver)
  • Kirsten Lylloff: Konfiskation af tysk og japansk ejendom i Danmark
  • Hans Schultz Hansen: Dansk Jord på danske hænder
  • Henrik Becker-Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig 1920 – 1932 1-2
  • Hans Kirchhof. Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
  • Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjylland under krig og besættelse 1940 – 1945
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
  • Div. Artikler på dengang.dk

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du i alt læse 1.372 artikler heraf 272 artikler fra Besættelsestiden (før/under/efter):

  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Den Sønderjyske efterretningstjeneste
  • Det tyske mindretal
  • Opgøret efter 1945
  • Tyskerluder og Drageyngel
  • Den sønderjyske politiadjudant
  • Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
  • Ønskede og uønskede efter besættelsen
  • Har tyskerne betalt deres krigsgæld?
  • Gerningsmænd og ofre
  • Et mindretal under besættelsen
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Centralkartoteket – kunne man stole på den? og mange flere

Den onde amtmand fra Aabenraa

Marts 10, 2019

Den onde amtmand fra Aabenraa

Overklassen holdt sammen. 1597 overtog Frederik Ahlefeldt posten. Straks kom der nye afgifter. 125 bønder tog til hertugen og klagede. De havde 28 klagepunkter. Bøndernes tillidsmænd blev sat i hullet. Ahlefeldt var hensynsløs men initiativrig. Smedjen blev bespist på Brundlund, men lavede ting til Søgård. Han gik ofte på jagt. Var der ikke fangst kom bønderne i fængsel. Kirkerne skulle betale afgift 4 rdl. Fogeder, møllere og skrivere var med til at fordærve livet. Bønderne i Hellevad skulle betale for herredfogedens og amtmandens fest. Præst udsat for falske anklager. Der skete omplaceringer efter 1603. Men skriverene fortsatte deres ulovligheder. De rige kunne betale sig fra forbrydelser. Det hele sluttede med mord på borgmester Claus Esmarch

Overklassen holdt sammen

Amtmand Kay Rantzau holdt i 1592 i sin egenskab af fadder, Fladsten-bonden Matz Paulsens søn over dåben. Jo de rige overklasse-bønder skulle nok holde sammen. Den slesvigske bonde-overklasse, hvad enten den bestod af selvejere eller arvefæstere, har tydeligvis vidst at værdsætte sin i tiden enestående position.

1597 fik Ahlefeldt posten

I 1597 fik Aabenraa Amt en ny amtmand nemlig Frederik Ahlefeldt. I det korte åremål han fungerede på denne post fik han aldeles mange fjender. Og der blev klaget over ham til hertugen på Gottorp. Det er disse klager som vi kigger på i denne artikel.

Frederik Ahlefeldt var lige som andre adelsmænd på udenlandstur. Denne førte ham til Italien og gennem de habsburgske arvelande. Efter sin hjemkomst i 1589 blev han i 1592 udnævnt til det gottorpske råd for derefter i 1597 at få betroet styrelsen af Aabenraa Amt.

Som amtmand kendes hans navn i forbindelse med udskiftningens tidligste historie. Regnskabet for Aabenraa Amt i 1597 indeholder en fortegnelse over de såkaldte ”tofterodepenge”.

Nye afgifter

Mens bønderne uden tvivl i de nærmest foregående år har kunnet indhegne deres marker og lægge dem i særdrift uden øvrighedens indgriben, har dette efter Frederik Ahlefeldts overtagelse af embedet som amtmand kun kunnet ske med erlæggelse af 1 Rigsdaler pr. tofterode.

125 bønder i protesttog

Men også på en lang række andre områder har den nye amtmand sammen med sine nærmeste medhjælpere grebet ind til ugunst for amtets bønder. Efterhånden tiltog harmen hos disse derfor i en sådan grad, at de vovede springet og i 1603 indgav de på allerhøjeste sted klage over de mislige forhold.

Nu kunne en sådan aktion i disse tider være en betænkelig sag, der meget let kunne stemples som opsætsighed. Uden tvivl har bønderne derfor indset nødvendigheden af at optræde i samlet flok. Det høje herskab blev tvunget til at forstå, at det ikke drejede sig om isolerede grupper af utilfredse bønder.

Derfor blev der arrangeret et bondetog på 125 af amtets bønder, som på Gottorp Slot over for hertug Johan Adolf og hans kansler og råd redegjorde for de usædvanlige skattepålæg, hvormed Frederik Ahlefeldt havde vakt strid og forbitrelse i Aabenraa Amt.

Befolkningen kunne inddeles i tre grupper

Ikke alle var dog med. Som de selv forklarede hertugen og hans mænd kunne amtets befolkning nemlig deles op i tre grupper. For det første, var det alle de, der nød godt af skattefrihed såsom fogeder, møllere og skrivere. Dernæst alle de mange småkårsfolk, der intet ejede og følgelig intet havde at miste. Derfor var det alene bønderne, der kom til at bære byrderne. Og det var fra den kreds, de mange klager hidrørte. Og en af dem var Andreas Marquartsen fra Barsmark. Det anførtes med en hvis stolthed, at hans bedstefar havde været herredsfoged i over 40 år.

28 klagepunkter

Selve klagerne udgjorde ikke færre end 28 punkter. De første handlede om uretmæssigt opkrævede tofterodspenge. Således havde en række navngivne løjtninger oplyst, hvad de havde måttet betale for at:

  • At indgrave lykker og kobler af fællesmarken

Adskillige af dem har på et enkelt år måtte udrede helt op til 10 Rigsdaler.

Bønderne i Brunde har i 1603 tilsammen måtte betale 20 Rigsdaler. Og således var tilfældet mange steder, blev det oplyst.

Dertil kom også, at amtmanden havde forbudt dem at hugge ”Stuck und Dorn” på deres egen arvejord, ligeledes havde det været påbudt at fjerne hegn i skovene, der sammen med græsarealerne skulle forblive under fællesskabet.

Bønderne var bange for, at Ahlefeldt ødelagde skovene

Mens det hidtil havde været således, at bønderne havde ret til de ”vindfaldne” træer, havde Frederik Ahlefeldt uden videre frataget dem denne ret. Oven i købet havde han for egen regning ladet grovtømmeret sælge, mens hans ”Fusskncht” havde fået overladt toptræet.

Ja man havde endda også ladet bønderne fælde træ i de hertugelige skove og ladet det føre til Brundlund Slot. Fik han fortsat lov til dette, ville han komme til at ødelægge alle skove, mente de klagende bønder.

Bønderne fik deres svin vurderet alt for lavt. De forsøgte derfor at aflevere deres magreste svin, men det accepterede myndighederne ikke.

De bedste svin blev taget fra bønderne

Resultatet var da, at bønderne beskyldte sig over, at amtsskriver Wolf Kalundt sammen med husfogeden fratog dem deres bedste svin. Tre bønder fra Rise og Brunde kunne endda påvise, at deres svin var blevet solgt til en navngiven kongelig mand for 2 ½ Rigsdaler stykket. De var blevet vurderet til 2 Rigsdaler af Claus Esmarch. Man bragte eksempler på, at denne havde stukket penge i sin egen lomme.

Bøndernes tillidsmænd røg i hullet

Straks ved sin tiltrædelse havde Frederik Ahlefeldt tilsagt bønderne i Aabenraa Amt til en forhandling om en afløsning i penge af de hidtidige tjenestepligter. Under henvisning til forholdene i Haderslev Amt, hvis undersåtter efter konge Frederik den Andens opkøb af derværende godser nød deres friheder med hensyn til tjenesteydelser til andre steder i amtet end til ladegården ved Brundlund. Men til gengæld skulle der så betales et pengebeløb til afløsning af den hidtidige tjenestepligt, de såkaldte tjenestepenge eller ottingspenge.

Bønderne havde derfor valgt seks mænd til at varetage deres interesser under forhandlinger om de nærmere betingelser. Men da disse ikke uden videre ville gå ind på amtmandens krav om mindst 1 Rigsdaler pr. otting jord, havde han kastet dem i hullet og derved indjaget dem en sådan skræk, at de havde accepteret hans forslag.

Resultatet blev da til slut, at de landsbyer, der lå i de bedste egne, skulle give 5 Rigsdaler pr. otting, mens de dårligst stillede kunne nøjes med at erlægge 1 Rigsdaler pr. otting jord.

Ottingspengene fritog altså bønderne for deres tjenestepligter til avlsgårdene ”Meierhöhe” af hvile amtet talte tre, nemlig Høgebjerg, samt jordene til de nedbrudte gårde Jørgensgård og Ornum.

Tjenesteydelser påhvilede bønderne

Disse ejendomme var på den tid til stadighed bortforpagtede, og det er derfor indlysende, at amtets ledelse ikke kunne have noget som helst imod en pengeafløsning af de tjenesteydelser som det fra gammel tid påhvilede bønderne. Dette var den mest betydelige afgift, som bønderne skulle af med. For mange bønder var der dog stadig hoveripligt.

Der var bitter nød mange steder. Der var indkommet færre penge fra kådnerne. Men mange af disse var løbet bort på grund af fattigdom. Ved århundredskiftet var der ret betydelige restanceposter.

Myndighederne havde manglet penge, derfor var der udskrevet en ny skat.

En hensynsløs herre, men initiativrig

Godt nok var Frederik Ahlefeldt en hensynsløs herre, men han havde også et vist mål af fremsyn. Man kan ikke frakende ham i besiddelse af både initiativ og administrativ dygtighed. Han lod også pågribe en række bolsmænd og kådnere. Disse var ikke opført i skatteregistret. Man gætter uvilkårligt, at disse var folk, der var flygtet fra hans egne tilgrænsende godser.

Også amtets møllere fik hans reformer at føle. Efter forhandlinger fik han forhøjet deres forpagtningsafgifter. Men mølleriet var en særdeles indbringende forretning.

Bønderne klagede også over, at Frederik Ahlefeldt havde tvunget dem til at lave arbejde for ham selv på sine private godser, Arlevad, Timmersig, Grøngrøft og Søgård.

Han havde også ladet amtets bønder køre for sig i anledning af hans private byggerier på Søgård.

Smeden blev bespist på Brundlund Slot

Folkene i Genner og Hovslund havde således måttet fælde bøgetræer, brænde trækul og bringe det til Brundlund Slot. Her havde amtets bønder i årevis måttet underholde to medhjælpere, der konstruerede smedejern til Søgård.

Smeden var derimod blevet bespist på slottet. Han konstruerede ankre, stænger, gitterværk, hængsler og dørklinker, der alt sammen blev brugt på Søgård.

Hvor stort dette byggeri var vides ikke. Ifølge regnskabet var der sket betydelige forbedringer af Brundlund, der var i meget brøstfældig og forfalden tilstand. Det var ligefrem tale om nedstyrtningsfare. Ligeledes var det helt galt med ”borgmøllen”, hvor murværket på østsiden måtte fornys helt fra grunden af.

Han ville ikke bygge flere ladegårde

Bønderne klagede også over, hvordan Frederik Ahlefeldt behandlede sine undersåtter på. Han lovede ikke at oprette flere ladegårde. Men han lod alligevel oprette et ”skæferi” ved Anholm. Og her måtte bønderne så gøre hoveri. Han havde også lovet at afskaffe hoveriarbejde ved teglgården. Men han lod dem stadig køre tørv og brænde til den. Ofte var dette endda fældet i deres egen bondeskov.

På jagt med Ahlefeldt

Som de fleste af hans standsfæller i samtiden var Frederik Ahlefeldt også jæger. Næsten dagligt var der jagt. Og hvis bønderne klagede over dette, så blev de beordret til at møde frem til disse jagter.

Forsøgte man i stedet at sende en søn eller en datter, blev disse afvist med skældsord. Ja Marcus Fussknecht havde endog pryglet nogle af disse. Heste blev under jagterne uden videre frataget de arme bønder og skamferet til døde. Undslap der storvildt blev de medvirkende bønder fængslet.

Ganske åbenlyst dyrkede Frederik Ahlefeldt en ulovlig jagtform, som de kaldte ”Panjacht”. Engang havde han oven i købet slået 8 – 9 stykker storvildt ned i Strandelhjørn skov, som lå på kongelig grund.

Den omtalte jagtform havde amtmanden for øvrigt også givet sig af med i den hertugelige dyrehave på Hesselmark ved Brundlund. Amtets bønder havde måttet gøre tjeneste ved jagterne på de ahlefeldtske godser.

Bønderne skulle fremskaffe strå

Endvidere havde amtmanden befalet bønderne at fremskaffe strå til hustagene og at skære hakkelse, hvilket ingen amtmand før ham havde hittet på. Der var også sket overtrædelser af helligdagene, idet nogle bønder havde måttet køre korn fra Søgård på en anden juledag. Brosten fra Brundlund var som så meget andet havnet på Søgård.

Kirkerne skulle betale afgift på 4 Rigsdaler

Ganske imod al hidtidig sædvane havde Frederik Ahlefeldt afkrævet amtets kirker en afgift på 4 Rigsdaler. Da ”de arme folk i Egvad”, hvis kirke næst efter den i Slesvig blev sagt at være landets ældste opført som den er af kvadersten, ikke betalte de 4 Rigsdaler, ville amtmanden lade kirken rive ned. Dette ville menigheden dog ikke tillade. Her var deres forældre bl.a. begravet. Inden årets udgang havde de fået betalt afgiften.

På baggrund af dette forstår man bedre, at Niels Heldvads ejendommelige udbrud i sine levnedsoptegnelser:

  • Anno 1602 er jeg blevet heftigt forfulgt af Frederik von Ahlefeldt og Bertram Jensen. Gud skal være dommer mellem os.

Den gæve præst har sikkert søgt at værne sin kirke mod den verdslige magts overgreb og vel ment, at Hellevad – Egvad kunne nøjes med at erlægge 4 Rigsdaler i fællesskab. Ja den gæve mand kan du læse mere om i en artikel, som vi har skrevet: ”En berømt mand fra Hellevad”.

Ved den årlige regnskabsaflæggelse var det skik og brug, at kirken gav en tønde øl til fortæring, men nu mødte tillige kvinder op med børn. Dette betød en kendelig fordyrelse. Myndighederne lod sig repræsentere af amtsskriveren.

Skrivegebyret skulle sættes i vejret

Ifølge gammel vedtægt måtte der ikke tages noget ud over et beskedent skrivegebyr for offentlige kundgørelser, der sendtes til oplæsning i kirkerne. Nu havde amtsskriveren imidlertid i Frederik Ahlefeldts navn befalet alle de præster, som havde fundet en ny kundgørelse tilsendt, at den kunne måtte oplæses fra prædikestolen i det højtyske sprog og ikke måtte forklares på dansk. Sådan havde det altid været med fyrstelige bekendtgørelser. Straks efter bekendtgørelsen måtte disse kundgørelser sendes tilbage til amtshuset.

Meningen med det hele havde været at tvinge skrivegebyret i vejret. Amtsskriveren havde da også forlangt 2 skilling mere for hvert skøde og tingsvidne.

Embedsmændene havde uden tvivl måttet benytte sig af alle disse kneb for at få indtægterne sat i vejret.

Bønderne fortalte også, at der var blevet opkrævet mere i ”frøkenudstyr”, en ekstraskat i anledning af en prinsesses formæling, end der var forordnet.

Fogeder, møllere og skrivere hjælper med at fordærve bønderne

Klager var der således nok af. Man havde ikke kunnet have klaget af normal vej. Amtmanden havde nedlagt ting og ret. Fogeder, møllere og skrivere ”som hjælper til at fordærve os”, havde på Brundlund Slot hemmeligt sammensvoret sig med amtmanden, og det nyttede derfor ikke noget at bønderne henvendte sig på tinge for at få deres ret!

Næst amtmanden er det navnlig skriveren Claus Esmarch, klagerne samler sig om, hvilket i nogen grad må vække forundring. Denne mands eftermæle var jo overordentlig smuk. Men hans voldsomme død har jo nok en andel i dette.

Efter bøndernes fremstilling har han i sine unge år været en hensynsløs og magtsyg mand, der i sit fremadstræb har været et kun alt for villigt redskab for en herre af Frederik Ahlefeldts kaliber.

Flere klager over Claus Skriver

Klagemålet over Claus Skriver, som han dengang endnu blev kaldt er i hvert fald langt. Nogle af dem må dog tilskrives højere gebyrer og prisstigninger.

Værre var det nok, at han i 1601 med et spyd havde slået Christen Jensen i Øster Løgum halvt ihjel. Denne måtte føres til lægen. Bagefter måtte han under store smerter holde sengen i 3 – 4 uger. For at slippe for at komme i bøderegistret havde han senere betalt den skadelidte 2 Rigsdaler.

I 1601 havde den ”strenge” Claus Skriver sat Jens Andersen fra Brunde i tårnet, fordi han havde betlat i havre, hvad han var blevet en købmand skyldig i malt.

Denne Claus Skriver havde også forlangt adskillige skillinger i ”rente” for at forlænge en betalingsfrist på et halv år.

Tilranet sig gård i Lunderup

Endvidere hedder det sig, at han havde tilkæmpet sig et job som tingskriver for Sønder Rangstrup Herred. Han havde også tilranet sig den frie bondegård i Lunderup. Denne udgjorde det halve af byen. Som følge heraf måtte bønderne nu påtage sig kørselstjenester.

Han drev også et ”købmandsskab” og udpantede i hertugens navn. Det var en gæld, der var opstået omkring hans egen gård. Han tog bøndernes korn, hø og foder, for at han selv kunne få affodret sine 12 stykker kvæg. Et rigtigt røverlandbrug, sagde bønderne.

Klagede i kirken

Men ikke nok med det. Søndag efter helligtrekonger var han mødt op i Rise Kirke, hvortil hans bondegård hørte. Her havde han truet sognets befolkning, dersom de understod sig i at klage, således som de havde gjort det i Løjt. Amtmanden havde givet ham frie hænder over for dem, havde han tilføjet.

Den rige møller i Hellevad

Amtmanden havde for øvrigt også selv drevet en bonde fra stavnen. Det var Hollen Hollingsen i Klovtoft. Gården var derefter med ager og eng blevet overladt til Hans Hollingsen eller Holdensen, mølleren i Hellevad. Denne havde amtmanden gjort til sandemand på grund af hans rigdom.

Man havde nedlagt gården og delt dens jord, således at alle de pligter, der hidtil havde været pålagt dette sted fra nu af måtte overtages af landsbyens menige bønder.

”Den rige Møller” i Hellevad har hørt til kredsen omkring Frederik Ahlefeldt, mens stedets præst, som vi har hørt, forfægtede bøndernes standpunkt.

Præsten udsat for falske anklager

Da Niels Heldvad senere atter kom i konflikt med øvrigheden, var det hertugens råd, Johann von Wovern, der var hans hovedmodstander. Stridens hovedemne var den truende calvinisme, som Niels Heldvad ud fra sin lutherske rettroenhed måtte hade af sit ganske hjerte.

Men i hvert fald blev Niels Heldvad beskyldt for at have næret calvinske sympatier. Det var da også På Hellevad Vandmølle man fandt en efterfølger til den fordrevne præst.

Bønderne skulle betale de riges fester

Herredsfogeden og amtmanden har åbenbart været pot og pande. Bønderne havde grund til at klage over dette bekendtskab. For det var dem, der kom til at betale gildet. Omkostningerne ved deres fester blev nemlig pålagt dem, idet et amtmandsbesøg øjensynligt havde været regnet for et officielt anliggende. Det blev regnet for en tjenesterejse.

Og sparet blev det bestemt ikke. Bønderne måtte fremskaffe udenlandsk øl, kød, gæs og høns. På en enkelt nat havde de således hos herredsfogeden fortæret for mere end 20 mark.

Betale for at få præstejob

Det fortælles også, at Jacob Generanus i Hjorkær havde måttet betale amtmanden en sum penge og noget sølv for at få sin søn Paul Jacobsen udnævnt til præst i Rise. På samme måde havde præsten i Bedsted, Jens Petersen måttet give foged Jens Ibsen eller Jepsen, herredsfoged Bertram Jensens far ”en god foræring” både før og efte, at han fik præstekaldet. Hans hustru, der havde været enke, havde givet fogeden en okse for ikke at blive forstødt.

Matz Negelsen i Hønkys har således måttet skaffe amtmanden en jagthund. Ja han måtte opdrætte hele tre af slagsen.

Omplaceringer efter 1603

Ja vi kunne sagtens have kommet med flere klager. Men hvilke følger fik alle disse klager i 1603? Ja, der foreligger ikke rigtig noget skriftligt. Men efter 1603 skete der en del nybesættelser eller omplaceringer inden for nogle embedsområder, der var blevet berørt af den store klage. Måske har dette været som følge af bøndernes klage.

Straks i 1603 blev Wolf Kalundt forflyttet til Løgumkloster. Som amtsskriver i Aabenraa blev han efterfulgt af sin tidligere sekretær Claus Esmarch, der tillige var hans svigersøn. Rimeligvis er han gjort til syndebuk. Han var gift med en kvinde, der var af gejstlig herkomst. Men det kunne man nu ikke mærke på hende. Hun interesserede sig meget for penge.

Kalundt steg i løn

Som amtsskriver i Løgumkloster efterfulgte Wolf Kalundt, Andreas Nielsen. Det lykkedes ham meget hurtigt at få skruet sine indtægter i vejret. Således blev hans løn forhøjet fra 17 til 22 Rigsdaler. Mere indbringende var det dog, hvad han siden formåede at skaffe sig af biindtægter.

Han havde således ikke været der et år, før han overtog et kåd, der havde tilhørt en kvinde ved navn Marina Mejerske. Hun havde åbenbart forbrudt sit fæste, da hun var blevet dømt for en forbrydelse.

Ligeledes lykkedes det ham, at tilegne sig et stykke græsland, som hidtil havde hørt til Løgumklosters ”kogang”. Men skulle man rigtig tjene penge dengang, skulle man kaste sig over studehandel. Wolf Kalundt havde da også straks ved sin tiltrædelse fået tilladelse til at have 50 stude opstaldet om året. Blot fire år efter havde han indkasseret en fortjeneste på 100 Rigsdaler.

Den hemmelige handel med okser

Men han kiggede dog skævt på den omfattende bondehandel. I et brev til regeringen oplyste han således i 1607, at en mand som Peter Jepsen i Arndrup opkøbte de bedte skude til skade for hertugen og foreslog derfor, hvad han kaldte ”Den hemmelig handel med okser”, forbudt.

Men han fik nu et klart afslag:

  • Fyrstelig nåde vil ikke forbyde nogen at handle, men drejer det sig om handlende, der under navn af kådnere driver dette erhverv, skal de alt efter deres nærings beskaffenhed og amtmandens vilje betale højere afgifter.

Men i en randbemærkning blev der også skrevet:

  • Vores embedsmænd skal forblive ved deres tjeneste og afholde sig fra umådeholden og forfordelende egennyttig studehandel, for at vi dog ikke derved ganske vil forbyde eller ophæve de menige undersåtters handel.

Særdeles upopulær i Løgumkloster

Åbenbart var han blevet særdeles upopulær i Løgumkloster. For i foråret 1608 havde han fået udvirket en regeringsskrivelse til befolkningen i Løgumkloster, hvo ri der blev pålagt undersåtterne at lade være med at vise sig ubehagelige over for ham. Man måtte heller ikke råbe skældsord efter ham eller vise anden form for fjendskab.

Men hans grådighed fik også Tønders amtmand, Dietrich Blomme at føle. Og stridigheden med en række indflydelsesrige bønder i Løgumkloster fortsatte i 1608.

Heinrich Boysen havde kørt ler til Teglgården. Men han blev sat fra bestillingen, da han ønskede at få forhøjet betalingen. Men så blev han afsat og konen, Margrethe Kalundt påtog sig så dette arbejde.

Senere blev Wolf Kalundt dømt for bedrageri med tømmer.

Endelig blev det omtalt, at påfaldende mange kvinder i hans tjeneste blev besvangret. Efterhånden var man i Gottorp blevet trætte af de beskyldninger og klager som man hele tiden modtog fra Løgumkloster.

Beskyldninger mod voldshandlinger

Der kom ordre fra Gottorp, at han skulle rense for de fremsatte beskyldninger ved hjælp af 12 mand, lige som han skulle betale bønderne for de besvangrede kvinder, som han havde haft i sin tjeneste. Amtsskriveren havde også glemt at betale afgifter.

Dertil kom en del voldshandlinger som absolut ikke pynter på Wolf Kalundt i forvejen tvivlsomme rygte. En karl havde han således slået, så han ikke kunne komme sig af det. Ja en hvis Nis Jeppesen havde han slået så slemt, at han var død af det. Også i dette tilfælde krævede regeringen bødestraf-fordi han er omgåedes utilbørligt med folk.

Det skulle heller ikke gå længe før han og hans kones fælles intriger skulle bringe dem begge for retterstedet.

Familie blev smidt ud af Årup

Men hvad skete der for den hovedansvarlige for Aabenraa amts styre i disse år, Frederik Ahlefeldt. Ja han bestyrede endnu amtet – med Claus Esmarch som amtsskriver- i hen imod to år indtil januar 1605. Men så var linjen også løbet ud. Nu anføres hans dødår andre steder som 1607.

Frederik Ahlefeldt købte sig på den tid et gods mere, nemlig Steindorf i nærheden af Eutin. Han trak sig derefter ud af al offentlig virke. Der står også anført at 1605 var hans dødsår.

I sine sidste to år nåede han dog at føje endnu et overgreb til de mange, hvormed han har plettet sit eftermæle. Det lykkedes ham nemlig at få nedlagt landsbyen Årup. Men dette blev dog først fuldbyrdet i 1608.

Men allerede i 1607 behandlede Aabenraa Byting en sag, der havde forbindelse med nedlæggelse af en gård i Årup. Andreas Jacobsen fra Rise var vistnok en bror til den daværende sognepræst Poul Jacobsen.

Og i den forbindelse var en svoger, Claus Clausen fra Årup blevet fængslet i Tønder, fordi han havde talt ilde om sit herskab. Men det han havde klaget over, var at han var blevet offer for en byttehandel mellem Gregers og Frederik Ahlefeldt, der på den tid havde Søgård gods i sameje.

Nu ville Frederik fordrive ham med kone og børn fra hans stavn. I Aabenraa mente de ikke, at han havde sagt noget æreskrænkende. Claus ”van Arup” endte sine dage som anset borger i Aabenraa, hvor han havde været rådmand og byfoged.

Kort periode for ny amtmand

Den nye amtmand, der blev sendt hertil hed Clemet Gadendorp og var lige som sin forgænger af gammel holstensk adelsslægt. Han kom dog kun til at gøre sin indflydelse gældende i ganske kort tid, idet han døde allerede året efter i Kiel.

Claus Esmarch sat fra sin bestilling

Claus Esmarch blev sat fra sin bestilling som amtsskriver samtidig med, at Frederik Ahlefeldt forlod Brundlund slot, idet Peter Moritzen i 1605 fra kancelliet på Gottorp ”forfremmedes til amtsskriveriet i Aabenraa”, som det hedder i bykrøniken.

I sine sidste fem leveår har Claus Esmarch derefter tjent Aabenraa. Straks i 1605 indvalgtes han i byrådet, og i 1608 rykkede han op i borgmesterstolen. Det er som borgmester, at han hidtil er blevet mindet. Hans eftermæle har som nævnt været det bedst tænkelige.

Uden tvivl har han med hele sin ubestridelige energi kastet sig ud i et arbejde for sin bys trivsel, et arbejde som har været til fælles bedste for det lille bysamfund. Måske har han også i disse år løsrevet sig fra den uheldige indflydelse, som svigerforældrene måske nok har haft på ham.

Ulykkelig samliv med datteren

Som et af motiverne til familien Kalundts udåd anføres netop Claus Esmarchs ulykkelige samliv med deres datter. Dette har kølnet forholdet til svigerforældrene. Pengevanskeligheder antydes også som motiv og sikkert med rette.  Tallet på de pengetransaktioner, denne familie har været indviklet i, har været store.

Meget ofte er det Margrethe Kalundt, der nævnes i forbindelse med disse sager. Hun har tilsyneladende efter sin smatids mening indtaget en for en gift kvinde endog meget fremtrædende stilling.

Mord den 22. april 1610

Den familiære konflikt bragtes til ophør ved det mord, som den 22.april 1610 blev begået af Jørgen Skytte, der var teglmester på Jørgensgård teglgård.

Gerningsmanden reddede sig ved flugt. Misgerningen var nøje planlagt. Ret omgående blev imidlertid Wolf Kalundt og hans kone mistænkte for at være medskyldige. Det lykkedes kun myndighederne at fremskaffe en tilståelse ved hjælp af tortur, hvorefter de begge blev henrettet på Arnbjerg, som i dag hedder Galgebakken.

I forbindelse med denne ugerning rømmede den nye Hellevad-præst Jørgen Lund, der netop var blevet indsat som efterfølger for den uskyldig fordrevne Niels Heldvad bort fra sine to kirker. Han blev dog hurtigt pågrebet og henrettet ved Flensborg.

Herredsfogeden kunne betale sig fra sin forbrydelse

Man aner i den forbindelse til mølledynastiet i Hellevad, der jo som bekendt hørte med til amtmandskamarillaen i Aabenraa amt. Der er så meget mere grund til denne antagelse, som møllerens svoger, herredsfoged Bertram Jensen, også var impliceret i mordsagen.

Det nævnes udtrykkeligt, at han havde været vidende om ugerningen, ja oven i købet huset morderen, ligesom han beskyldes for at have vidnet falsk. Denne oplysning lader os ane, at moderen er flygtet over Hellevad og Bedsted ud til vestkysten, hvorfra han vel sagtens er undsluppet med et skib til Holland eller de oversøiske lande.

Til trods for sin åbenbare medskyld slap herredsfogeden dog med en bøde på først 1.000 Rigsdaler. Siden blev den dog nedsat til 500 Rigsdaler. Var det hans gode forbindelser, der hjalp ham til at slippe så billigt?

En lykkelig afslutning?

Men et lille års tid efter havde også Bertram Jensen levet sit liv til ende. Efter elleve ugers sygdom døde han den 22. maj 1611.

I løbet af mindre end en halv snes år var således alle de store herrer, som i årene omkring århundredskiftet havde været mange bønders plageånder, ude af verden. Et særdeles begivenhedsrigt afsnit i Aabenraa amts historie havde dermed fundet en lykkelig afslutning.

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger (Div. Udgaver)
  • Sønderjyske Månedsskrifter (Div. Udgaver)
  • Sprogforeningens Almanak (Div. Udgaver)
  • Louis Bobé: Slægten Ahlefeldts Historie 1-2
  • Troels Fink: Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770
  • M. Kamphôverer: Møllens Røst
  • Aage Dahl: Sønderjyllands Bispehistorie
  • Vilhelm Marstrand: Aabenraa
  • Div. Artikler på dengang.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.371 artikler herunder 144 artikler fra Aabenraa herunder:

  • Ahlefeldt – fra storhed til fald
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Søgårdlejren
  • I Rinkenæs Sogn
  • En adelsborg ved Tørning
  • Gråsten – en flig af historien
  • Hvor ligger Tumbøl?
  • Bønder – syd for Aabenraa
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Mysteriet i Ensted
  • Kliplev Marked
  • Fra Varnæs til Felsted
  • Brundlund Slot
  • Folk – syd for Aabenraa
  • Kirker – syd for Aabenraa

Vægfliser fortæller historien

Marts 9, 2019

Vægfliser fortæller historien

Af Lisa Hildegarth

Mellem 1650 og 1800 nåede eksporten af hollandske fliser op til årligt på milliontal. Mange af Tøndermarsk-egnens befolkning søgte efter stormfloder på arbejde i Holland. Derved tog de hollandske fliser med hjem. Søfolk tog dem også med hjem. Derfor ser vi hollandske fliser langs den nordtyske kyst og ude på Halligerne. På Frederiksberg Slot i Pandekagekøkkenet kan man også finde dem. Holland havde i det 16. århundrede en betydelig fajanceindustri. Flisefremstillingen skete efter stor omhu. Moden skiftede. Indførelsen af kinesisk porcelæn fik stor indflydelse på flisefremstillingen. Motiverne er mangfoldige. Husdyr var yndede motiver ude på bondegårdene i det sydvestlige Sønderjylland. På Kommandørgården på Rømø, der er et gammelt hvalfangerhjem er hele vægge dekoret med hollandske fliser

Vægfliser fortæller historien

I den hollandske fliseindustris blomstringstid, stort set mellem 1650 og

1800, nåede eksporten af vægfliser årligt op på milliontal. Størstedelen af denne handel gik på Østersølandende og Danmark var et meget væsentligt marked.

Man plejer at regne med året 1634 som begyndelsen til denne import; fordi der i dette år indtraf katastrofale oversvømmelser i marsken vest for

Tønder, der forårsagede et stort overskud af arbejdskraft. Mange måtte søge beskæftigelse i Holland, og særlig ved skibsfart og fiskeri.

Herigennem var vejen åbnet for en kulturpåvirkning, som i en lang årrække kom til at præge arkitekturen og kunsthåndværket, først og fremmest langs hertugdømmernes vestkyst og på de sydslesvigske øer – Før, Amrum og Sild.

I begyndelsen bragte de danske søfolk selv fliserne med sig hjem, men efterhånden som den hollandske eksport voksede og handelen sattes i system, indførtes i tusindvis af fliser årligt til disse egne; fra 1670 hovedsagelig fra de frisiske manufakturer. På Tønderegnen er endnu mange flisevægge bevaret i de gamle bondehjem, og i Kommandørgården på Rømø findes omkring 4000 fliser på væggene (til dels konstruerede). Også langs andre af Danmarks kyster kan man finde gamle fliser f.eks. på Fanø, Læsø og Tåsinge; men langt fra i samme omfang.

Det er således i et borgerligt miljø hos skippere, kaptajner og andre af søens folk, man først og fremmest må søge de hollandske vægfliser i

Danmark, og til dette publikum henvendte også mange af motiverne sig direkte, naturligvis især skibsfliserne.

Et charmerende eksempel på et sådant interiør findes bevaret i

“Prinsessernes Pandekagekøkken” på Frederiksborg Slot, indrettet af Laurids de Thurah i 1736 som tekøkken for Sophie Magdalene, Christian 6.s dronning.

Hun havde sin lejlighed over køkkenet og brugte det til selv at varme kager og kaffe, te eller chokolade sammen med sine gæster og hofdamer. Senere fik Frederik 6.s to døtre Caroline og Wilhelmine køkkenet som lege-køkken og navnet skiftede til Prinsessernes Pandekagekøkken.

Hvis man i Holland, Nordtyskland eller det sydvestlige Danmark træder ind i et af de gamle, yderst uanselige bonde- eller fiskerhjem med små vinduer og lavt stråtag, overraskes man ofte af de herlige flisebeklædte stuer.

Desværre formindskes deres antal stadig ved husenes modernisering, hvorved mange af de gamle malede fliser går til grunde, og det er ikke længe siden, at de ligefrem betragtedes som murbrokker. I dag kommer dog stadig flere i kunsthandelen eller til privatsamlinger og museer.

I det 16. århundrede havde Frankrig og Nederlandene en betydelig fajanceindustri. Fra denne tid, hvor fliserne maledes i flere farver, er kun lidt nået nordpå. Først da grønlandsfarerne i det 17. århundrede bragte fliser med sig fra Holland, kom de for alvor på mode. Søfolkene har sikkert kappedes om at komme i besiddelse af de smukkeste og nyeste fliser. Mange danske og tyske sømænd drog som hvalfangere ud fra hollandske havne, og når fangsttiden var til ende, bragte de store mængder af hollandske fliser med hjem. Det siger sig selv, at netop søfartens stærke opsving gjorde skibet til et yndet motiv i flisedekoration. Men også alskens søuhyrer og havfolk spillede en vigtig rolle.

Skibsfliserne viser alle typer på fartøjer fra det 17. århundrede. Enkelte motiver gentages gennem flere årtier, og har som oftest forbilleder i malerier og tegninger af berømte malere som f.eks. van de Velde, Lons, Nooms og van Hooghe. Flisefremstillingen foregik med stor omhu. De forskellige lersorter blev sammensat og blandet efter nøjagtige recepter, tilsat vand og derefter slæmmet fint. Efter længere tids oplagring fjernedes det overflødige vand, det faste ler havde udfældet sig og kunne nu skæres ud i stykker.

Efter nogle dages tørring blev de endnu fugtige plader valset glatte med en tung rulle og derefter skåret kvadratisk ud ved hjælp af en lille træform.

For at lerpladen ikke skulle forskubbe sig i formen var der slået små søm i hjørnerne, som efterkod fordybninger i fliserne. De ses endnu på bagsiden af mange. Efter tørringen blev pladerne brændt i flere dage.

Herved måtte temperaturen kun stige langsomt, indtil den nåede ca 1000 grader. Efter brændingen blev fliserne dækket af tinglasur, bemalet og brændt anden gang. Hos skibsredere og kaptajner var de af flere fliser sammensatte skibsbilleder særlig i høj kurs.

Der findes ikke to fliser, hvis dekoration er nøjagtig ens. Ganske vist udførtes omridstegningen ved hjælp af skabeloner, men den egentlige bemaling faldt meget forskellig ud. Skabelonen bestod af et kraftigt stykke papir, hvorpå tegningens konturer var indprikket. Man lagde den på flisen, der var dækket af tinglasur, dryssede trækulstøv over, og hermed var dekorationens hovedlinjer overført til flisen. Maleren måtte nu arbejde hurtigt og sikkert med en tynd pensel, for der gaves ingen mulighed for korrektur, da de vandopløste farver meget hurtigt tørrede ind på den ru overflade.

Det er, fordi hvert stykke er malet i hånden, at en flisebeklædt væg har en så usædvanlig levende virkning. Selv når man ser en række ganske ens motiver ved siden af hinanden, forekommer de ikke ensformige, fordi billederne netop ved de mange uregelmæssigheder bliver så varierede.

Moden skiftede stadig. Et tegn derpå var ændringen i hjørneornamentet, som alle værksteder foretog omtrent samtidigt. Hjørneornamentet tjener til at knytte de enkelte fliser sammen. Ved at sammenstille dem dannes rosetter kors eller stjerner. For dateringen er hjørneornamentets form af stor betydning. Den franske lilje er den første form for udsmykning af hjørnerne. Foruden det såkaldte “oksehoved” og “edderkoppen” optræder yderligere nelliken og det kinesiske “oksehoved”.

Efter den første periode, hvor bemalingen var polykrom, fuldbyrdedes omkring 1600 overgangen til den monokrome flise. Årsagen hertil må søges i indførslen af kinesisk porcelæn, hvis blåfarvede dekoration fik en dybtgående indflydelse på flisemaleriet. I bestræbelsen på at opnå den størst mulige lighed med det kostbare porcelæn blev også den hvide tinglasur tonet svagt blåt.

Først omkring 1750 blev de manganfarvede fliser moderne. Den sarte violette faldt nok bedre i rokokotidens smag end den koldere blå. Nu og da blev også begge farver brugt på flisen.

Flisernes motiver var mangfoldige: Ryttere, blomster, hyrder, landskaber, havuhyrer, dyr, legende børn og de mange bibelhistoriske fremstillinger. I nogle billeder er en italiensk og spansk indflydelse umiskendelig.

Efterligningen af kinesisk porcelæn lykkedes omkring 1600 utvivlsomt bedsti byen Delft i Holland og fra da af betegnede man gerne alle hollandske fajanceprodukter som “Delfter”, skønt Antwerpen og Rotterdam havde de ældste værksteder: Makkum, Harlingen og Horn.

Kinesiske motiver er sjældne på vægfliser. Kun hjørneornamentet, den kinesiske drage holdt sig igennem lang tid. Yndet var efter år 1600 tulipanen, der netop på denne tid var kommet på mode. Også blomstervaser var meget længe et populært motiv, endnu omkring midten af det 19. århundrede finder man den stærkt stiliserede vase med tre blomster. På de nyere blomsterfliser ses også hyppigt insekter og småfugle. Beslægtet med denne serie er også de stiliserede, bredt malede stjerne- og blomstermønstre. De hører sammen fire og fire og danner en slags roset.

 Vægflisens store tid var det 17. og 18. århundrede. Langt den største del af alle fliser i Danmark er importvarer fra Holland. Vel fandtes også i Slesvig-Holsten betydelige fajancemanufakturer, og i Kellinghusen forfærdigedes en anselig mængde fliser, men disse vandt ikke udbredelse, før den hollandske import ebbede ud i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede.

Fremstillingen af husdyr hørte til de meget yndede motiver i bondegårdene.

Ofte sammensat af fire fliser havde hund og kat deres plads lige over gulvet på hver side af ovnen, og oven over hestens billede anbragt.

Romantiske elskovssener og fremstillinger af hyrder og hyrdinder var eftertragtede motiver ligesom landskabsbilleder. At betragte en væg med landskabsfliser er næsten som at foretage en rejse igennem Nederlandene.

Alt er her repræsenteret: Vindmøller, broer, bondegårde, køer på græs; og ofte ses sejlskibe i baggrunden.

Under indflydelse af pietismen var bibelske fremstillinger fra midten af det 17. til ind i det 19. århundrede vidt udbredte. Særlig yndet var billeder med tekst dvs. med angivelse af bibelstedet. Man kunne altså gå med sin opslagene bibel fra den ene flise til den anden og se teksten illustreret. De bibelske billeder kaldes kort og godt – historien.

Særlig indtagende er serien legende børn. Det er en lille, lystig flok, som tumler rundt og går på stylter, gynger, trækker tov og står på hovedet. Fra det 17. århundrede til midten af det 19. århundrede var disse børnemotiver uafbrudt i produktion.

I begyndelsen blev fliserne hovedsagelig anbragt på husenes vinduesvægge, fordi murene var tynde og uden isolation. Også vægge omkring ildsteder dækkedes af praktiske grunde med fliser, thi en væsentlig fordel ved flisevægge er, at de er lette at holde rene. Da så fliserne i det 17. århundrede for alvor kom på mode, begyndte man efter lyst og formåen at beklæde den ene væg efter den anden. Dette er forklaringen på, at man af og til kan se fliser fra forskellige perioder mellem hinanden.

Kommandørgården på Rømø er et intakt hvalfangerhjem og en af øens gamle, velstående slægtsgårde. Boligens navn hentyder til de kommandører – det hollandske ord for kaptajner – der i 1600-tallet og begyndelsen af

1700-tallet havde kommandoen på store hvalfangerbåde, som var på handelsrejser og lange hvaltogter i Nordatlanten.

Gården ligger med udsigt over Vadehavet og er fuldt møbleret. Den rummer usædvanligt gode eksempler på 1700-tallets detaljerede malerhåndværk og snedkerarbejde, og inde i hjemmet kan man opleve hele vægge udsmykket med tidstypiske hollandske fliser.

Museet Kommandørgården kan man se den rige indretning med bl.a. flisebeklædte vægge og udskåret træværk.

[image: 48390599_2466100106740095_6956953971265110016_n.jpg]

Tak til Lisa Hildegarth for en interessant artikel.


Lystigheder på Nørrebro /NørLIV 23

Marts 7, 2019

Lystigheder på Nørrebro (NørLIV 23)

Dette er vores bidrag nr. 23 til Ugeavisen Nørrebro LIV. Der var tre forskellige afholdsforeninger på Nørrebro på en gang. Ja det var faktisk nødvendigt. Her var masser af værtshuse, dansesteder og forlystelser. Her besøger vi nogle af dem. Her var også undervisning i ride-kunst og legemsøvelser, teater. Jo fyrværkeri var her også. Og cirkus nede ved Ladegårdsåen.

I en af datidens guides kunne man læse følgende:

  • Om Sommeren søger Håndværks- og Kjældermanden og unge Bursher til Værtshuse paa Vester- Nørre- og Østerbro. Om sommeren når vejret føjer vrimler det Sommeren igjennem, som ved Keglespil, Musik og Dans nyde Livet med en Fryd og Gammen som Mennesker i højere Regioner intet begreb kan gjøre om.

Der har altid været lystigheder på Nørrebro. Allerede for mange år tilbage var der kongelige lystigheder på Blaagaarden med Støvlet Cathrine. Der var også dengang arrangeret vilde kampe mellem bjørne og hunde. Man håbede så på, at hundene ville vinde, for det kongelige selskab skulle fortære det eller de dyr, der ikke overlevede.

Pelotti kunne præstere alt lige fra pantomimeteater. Kunstneren Jean Lustre fik tilladelse til at undervise borgerskabet i ridekunst og legemsøvelser. Jo, der var noget at komme efter på Nørrebro.

En kunstner ved navn Piere Margito forvildede sig i 1804 ud på Nørrebro. Han afbrændte et flot kunstfyrværkeri. I 1820 blev der importeret en slynggynge fra Rusland og opsat på Nørrebro. Denne vakte dog forargelse for man kunne se nogle af ”Kvindens forbudte Klæder”.

Den Bestandige Borgerlige Forening rykkede i 1827 ind på Store Ravnsborg. Foreningens formål var:

  • Ved Samtale og passende Fornøjelse at sørge for Mand og Borgere anstændig Moro efter deres Arbejde.

I 1835 kom der rigtig gang i Store Ravnsborg. Nu skulle der være aftenunderholdning og optræden af datidens kunstnere. Bagefter spillede Husorkestrets 14 mand op til dans. De ældre foretrak dog spillebordene og punchen. I 1856 blev hele herligheden solgt til Det Overgaarske Varieté Selskab.

Det Borgerlige Fornøjelsesselskab Holbergs Minde indfandt sig på Nørrebro. Deres ”Punchesold” var berømt i sin tid. Her kunne man opleve Borgermajor Gaarbrechts taler og hymner til ”Borgerdyd, Krigsdaad og Venskab”.

Ferdinand Schmidt fik bevilling til at give dramatiske forestillinger på Store Ravnsborg. Schmidt var nu ellers berømt for at gå fallit. Ofte sad han i cellen på Blegdamsvej. Ja den celle, som han plejede at sidde i fik også et navn ”Sindshvile”.

Men Ferdinand Schmidts initiativ førte senere til Nørrebros Teater.

På hjørnet af Fredensgade og Dosseringen lå traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søerne. Det var her en af den daværende LO-top i 1899 fandt frem til det såkaldte ”September-forlig”.

Der var masser af koncerter i Café le Rheine og i Søpavillonen. Foreningslivet kunne tilbyde på solistoptræden og humoristisk oplæsning. Masser af regimentsmusik blandt andet på legepladsen på Kapelvej.

Ja man kunne også deltage i en af de tre afholdsforeninger, der var dengang. De havde 1.200 medlemmer.

Nede ved Ladegårdsåen opererede Cirkus Bech – Olsen i et telt. Den tidligere mesterbryder kunne byde på lidt af hvert. Under forestillingerne blev der drukket tæt. De fleste af tilskuerne kom fra Rabarberlandet.

Dansestedet Lille Ravnsborg havde på et tidspunkt et værtspar, der hed Pattge. De fik ni børn. En af disse begyndte at optræde her på dansestedet. Hun blev siden en af datidens store skuespillerinder – Johanne Louise Heiberg.

Omme i Ravnsborggade ligger stadig Nørrebros Teater. Men her optrådte den meget berømte Frederik Jensen og Olfert Jespersen som musikdirigent. En ung mand forsøgte allerede som 18-årig at komme ind. Det lykkedes ikke. I 1919 fik han dog seks replikker. Hans navn var Osvald Helmuth.

To andre kendte fik deres debut her. Det var Poul Reichard, ja og Buster Larsen startede her som 12 – årig.

For et par år siden brændte det sted, der engang havde huset Zigøjnerhallen. Her havde Teltmissionen til huse. Zigøjnerhallen lukkede i 1953. Her optrådte Wandy Tvorek, troldmanden på en violin. Her så man også Børge Rosenbaum senere kendt som Victor Borge. Her sprang folk op på bordene. Otto Brandenburg havde sin debut her. Ja man så også her Holger Fællessanger, Lilli Broberg, Raqel Rastenni og alle de andre.

Lysmester var Citronen, kendt fra Flammen og Citronen. Knægtene fra den nærliggende skole havde i en periode stor glæde af at kigge gennem vinduerne for at kigge på ”Piger i cellofan”. Men pludselig en dag var det lukket af for vinduerne.

På jagtvejen lå også Nordre Bodega. Lige ovenover blev Københavns Brugsforeninger dannet. Der hvor posthuset engang lå, lå Tyroler-kroen. Den fik navneforandring til Nyroler-kroen. På hjørnet af Fensmarksgade og Jagtvej lå Heidelborg.

Nede i Stengade lå Prater. Det blev senere til Mickeys Dance Hall. Og i Hillerødgade lå Resi. Deres slogan var:

  • Hvorfor sidde hjemme med Thesi, Når man kan more sig i Resi.

På Fælledvej lo Bolero. I folkemunde blev det hurtigt til ”Bol i Ro”. Det blev senere til Odeon Biografen. Man havde danmarkspremieren på I Amazonas Vildnæs. Folk stod i lange køer. Men ak, den 17.9.1958 var det slut. Det hele brændte ned, selv om brandstationen lå næsten lige overfor.

Danas Have blev også kaldt for Dødens Pølse. Folk fra hele København styrtede her til Nørrebrogade 11 for at høre saxofonen. ”The Sheik of Arabia” og ”Serenaden fra Harlekins millioner” lød flot på dette instrument. Jo jazzen havde holdt sit indtog i bydelen. Her spillede også det populære Otto Lingtons Orkester. Ja her blev Københavns Politiorkester dannet. Helt til 1983 eksisterede Danas Have.

Klunserne som vi allerede har hørt en del om havde deres faste tilholdssted. Det var ”Det Grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Her byttede de koner.

I den anden ende af Jægersborggade ud mod Jagtvejen optrådte fra 1889 til 1893 syngepiger ligesom ude på Bakken. Men stedet fik ny ejer, så syngepigerne blev skiftet ud med billardborde.

På hjørnet af Fredensgade og Blegdamsvej lå dengang for mange år siden et kendt traktørsted. Rygter vil vide, at her logerede zarens hof, da zaren var på besøg med 20.000 soldater, der lå i Fælledparken. Meningen var, at de sammen med danskerne skulle angribe svenskerne. Men zaren og kongen blev uenige, så dette angreb blev aldrig til noget.

Jo der var skam masser af lystigheder på Nørrebro.

  • Hvis du vil vide mere – www.dengang.dk har bl.a. 258 artikler om det Gamle Nørrebro herunder:
  • På værtshus på Nørrebro
  • Bag de gule gardiner – en anmeldelse
  • Det lystige liv på Nørrebro
  • Forlystelser på Nørrebro – dengang

Ønskede og Uønskede efter Besættelsen

Marts 6, 2019

Ønskede og Uønskede efter besættelsen

Willy Jensen skulle have været udvist. Det gjaldt om, hvem der var ønsket og uønsket. Politikerne rettede sig efter den ophidsede stemning i 1945. Var ”Tyskertøser” værdige til dansk indfødsret? Forslag om, at alle fra det tyske mindretal skulle udvises. Der blev atter vedtaget en lov med tilbagevirkende kraft. Mange mistede deres lovligt erhvervede danske indfødsret. Unge fra tyske hjem burde ikke have indfødsret. Det Tyske Mindretal havde ”foraadt” deres danske ”Statsborgerforpligtelse”. Man så også skeptisk på Skt. Petri skolen. Minister kaldte det for ”en blødsøden præst”, der skaffede bryllupspapirer til en flygtning. ”At gifte sig med en Tysker er en daarlig Indstilling” En masse blev udsat for prøvelser. Politiet måtte foretage utallige afhøringer. Politikerne ville hævne sig på ”tyskertøser” Mænd måtte gerne pleje omgang med ”fjenden”. De blev ”angrebet” af tyske kvinder. Man måtte have gået på tysk skole. Amtmanden redede en ”tyskertøs”. Tysk – jødiske emigranter fik ingen særstilling

Willy Jensen skulle have været udvist

Det var ikke let lige efter besættelsen. Nogle ville man helst have ud med det samme. Og andre udviste man med lidt tvivlsomme begrundelser. Men nu var stemningen dengang en anden end i dag.

Vi har allerede skrevet om problematikken i andre artikler. Nede i Kiskelund i nærheden af Padborg sad Willy Jensen flere gange med kufferten pakket. Han var sikker på, at blive udvist eller i hvert fald at blive indsat i Fårhuslejren.

Den lokale politiminister gad ikke, at fortælle ham, at nu havde Justitsministeriet atter engang forlænget tidsfristen for udvisningen. Og hvorfor det. Villy Jensen havde mindst to gange opsøgt ministeriet med en viden omkring nedskydningen af Asmus Jensen efter besættelsen, hvor myndighederne var indblandet.

Han truede med, at offentliggøre sin viden såfremt han blev udvist.

To betjente skulle indrapportere

De lokale politimestre var uenige med Justitsministeriet. To betjente boede til leje hos Willy Jensen. Her var de anbragt af den lokale politimester, for om muligt at finde ud af, om man kunne finde noget ufordelagtigt hos ham. Endvidere skulle de finde ud af, hvad han egentlig vidste om Asmus Jensen – sagen. Men se det havde Willy Jensen nu også fundet ud af.

Selv om vi havde familiens fuldmagt fik vi aldrig at vide, hvad den ”Sønderjyske Efterretningstjeneste” havde stående om Willy Jensen.

Willy Jensen var tysk statsborger og havde meldt sig til Wermacht under krigen. Først meget sent kom afregningen for Willy Jensen om tilbagebetaling af et mindre beløb. Det blev afgjort i 1949/1950 og beløb sig til 2.500 kr. plus sagsomkostninger. Lige så heldig som Willy Jensen var det bestemt ikke alle, der var.

Han fik aldrig dansk statsborgerskab

Men han og hans kone Elly opnåede aldrig dansk statsborgerskab, selv om de søgte mange gange. Børnene fik først statsborgerskabet som 21 – årige. Du kan læse historien i vores bog ”Grænsen er overskredet”.

Ønsket eller uønsket

Og særlig nede i Sønderjylland var det problematisk med mange af afgørelserne om man nu var ønsket eller uønsket.

Det såkaldte retsopgør omfattede også krigsforbrydelser. Spørgsmålet var også, om der skulle gøres ansvar gældende over for nogen minister eller højere embedsmænd som følge af samarbejdspolitikken. Den Parlamentariske Kommission kom på arbejde. Men opgøret havde også andre aspekter.

Ophidset stemning i 1945

Tyske og japanske statsborgere fik beslaglagt deres formue med henblik på konfiskation. Men også indfødsretten blev en del af opgøret. Holdninger til tyskere i relation til indfødsretten blev påvirket mange år frem.

Det var en meget ophidset stemning i 1945. Vi har tidligere beskæftiget os med ”Gadens Parlament” dengang. Juraen skulle i den grad forsøge at være retfærdig. Men sætter vi spørgsmålstegn ved dette får vi at vide, at det hele gik retfærdigt til, og alt gik meget bedre i Danmark end andre steder.

Upassende eller unational holdning

Men det skulle gøre op med dem, der under besættelsen havde udvist ”upassende adfærd eller unational holdning”. Hertil hørte tyskervenlighed, positive udtalelser om Hitler og nazismen, fraternisering med tyskere og lignende adfærdsmønstre som ikke faldt ind under det strafferetslige opgør.

Var ”Tyskerpiger” værdige til dansk indfødsret

Mange danske piger havde haft omgang med værnemagtens soldater. Nogle blev endda gift med deres tyske kærrester. De blev udsat for foragt og overgreb. Det var handlinger, der ikke blev retsligt forfulgt. Men var disse piger værdige til at beholde deres danske indfødsret?

Ja de blev sidestillet med landsforrædere. Også her stillede man spørgsmålstegn ved om de skulle beholde deres indfødsret.

Efter befrielsen herskede der en meget udbredt antitysk stemning i befolkningen. Man diskuterede bl.a. hvordan man skulle forholde sig til ansøgninger om naturalisation fra herboende tyskere.

Forslag om, at medlemmer af det tyske mindretal skulle udvises

Efter det nazistiske styres undergang og Tysklands totale sammenbrud ønskede mange af dem ud fra forskellige motiver at erhverve dansk indfødsret, men ofte blev de mistænkt for at have gået besættelsesmagtens ærinde.

Ja det var også dem, der mente, at alle der tilhørte det tyske mindretal skulle udvises. Eller i hvert fald alle der havde været i tysk uniform. De kunne da ikke være dansker.

Lov med tilbagevirkende kraft

Den gældende lov om indfødsret var fra 1925 og blev først afløst af en ny lov i 1950 med ikrafttræden den 1. januar 1951. 1925-loven var således gældende før, under og efter besættelsen. Dansk indfødsret kunne efter denne erhverves ved:

  • Individuel neutralisation efter ansøgning. Ved bevilling blev personen optaget på en indfødsret (§ 4)
  • Ved det fyldte 19 år, forudsat at vedkommende var født her i landet og blivende havde haft hjemsted her (§ 2)
  • Ved ægteskab med dansk mand. (§ 3)

Man kunne naturligvis ikke bruge denne lov efter de ekstraordinære forhold lige efter besættelsen. Derefter blev der i 1946 gennemført en ”midlertidig” ændring af 1925-loven med udstedelse af en særlov nr. 379 af 12. juli 1946. (Tyskerlove)

Med ændringen blev adgangen til at erhverve dansk indfødsret ved det fyldte 19. år og ved ægteskab med en dansk mand fra og med den 9. april 1940 sat ud af kraft for:

(Ja man kan sige at denne lov også var med tilbagevirkende kraft)

  • Tyske statsborgere og sådanne statsløse, som selv eller hvis forældre senest har været i besiddelse af tysk statsborgerret
  • Personer, der som flygtninge ved tysk foranstaltning var ført her til landet eller som ikke var i besiddelse af opholdstilladelse.

Dansk indfødsret blev annulleret

Dette betød, at unge tyskere, der under besættelsen havde opnået indfødsret ved det 19. år, samt tyske kvinder, der ved ægteskab med en dansk mand i samme periode var blevet danske statsborgere, fik annulleret deres danske indfødsret.

Der var i krigens sidste måneder kommet 200.000 tyske civilflygtninge til Danmark. Flertallet af disse var kvinder, som man ikke – heller ikke gennem ægteskab – ønskede optaget i det danske samfund.

Som nævnt havde loven virkning fra 9. april 1940, og bestemmelserne varede til 31. december 1948.

Se denne særlov ændrede sig også for de danske kvinder, som havde giftet sig med tyske statsborgere. Nu fik de frataget deres danske indfødsret og måtte flytte ud af landet. Men man kunne dog forsøge at bevare eller erhverve indfødsretten.

Da særloven udløb, er der en overgangsperiode, inden den ny lov om indfødsret trådte i kraft 1. januar 1951. Fra 1. januar 1948 kunne danske kvinder igen gifte sig med tyske statsborgere uden at miste deres danske indfødsret. ’

Fra 1. januar 1949 kunne unge tyskere født her i landet atter få dansk statsborgerskab ved det det fyldte 19. år. Havde man mistet eller ikke opnået indfødsret var man henvist til at søge om naturalisation, såfremt man ønskede at blive danske statsborgere.

Et tillæg til indfødsretten

For nu at undgå, at de tyske kvinder, som efter særloven havde fået afslag på at bevare eller erhverve dansk indfødsret ved ægteskab med en dansk mand, skulle kunne blive danske statsborgere ved på ny at gifte sig, evt. med den samme mand eller en proforma skilsmisse, vedtog Rigsdagen i december 1948 et tillæg til indfødsretten.

Nu kunne den danske regering heller ikke handle frit. Man var nogle gange nødt til at forhandle med tyskerne. Det skete i en sag med 19 ansøgere med tysk statsborgerskab men født i Sønderjylland med en stærk tilknytning til Danmark. Tilfældigheder gjorde, at de ikke var blevet danske statsborgere i tide. Efter at sagen havde været forelagt i Berlin, kunne det tyske gesandtskab her meddele, at man ikke ville imødekomme ønsket, at de blev danske statsborgere.

I eftersommeren 1945 lå man inde med 850 ansøgninger

I eftersommeren 1945 lå Indenrigsministeriet inde med 850 ansøgninger. Man måtte nu i samarbejde med politiet kigge på de sager. Herunder blev de pågældendes og deres familiers nationale holdning under besættelsen undersøgt.  

Det var ikke noget, der tyder på at indfødsretsloven modsat det strafferetslige opgøre var noget, der var forberedt før befrielsen. I ministeriet overvejede man også om hvorvidt danskere, der var trådt i de forskellige tyske korps tjeneste skulle frakendes deres statsborgerskab.

I den forbindelse holdt man nøje øje med, hvad der skete i Sønderjylland. Her var forekomsten af, hvad man opfattede som unational optræden større end i den øvrihe del af landet.

Unge fra tyske hjem burde ikke have dansk indfødsret

Man modtog således den 11. juni 1945 en anonym skrivelse fra Sønderjylland, hvor det gøres opmærksom på, at en del sønderjyske kvinder herunder også nogle navngivne, havde indgået ægteskab med tyske militærpersoner. En stor del af dem var angiveligt blevet boende her, hvor de ”oppebar en behagelig Understøttelse, der regelmæssigt kom fra den danske Nationalbank”.

Under henvisning til, at de under besættelsen havde ”knyttet deres Skæbne til Tyskerne”, blev det foreslået, at loven blev ændret, så de mistede deres danske indfødsret, selv om de blev boede i Danmark.

Frihedsbevægelsens sønderjyske Råd skrev til ministeriet og gjorde opmærksom på det uønskede i, at unge fra tyske hjem fik dansk indfødsret ved det fyldte 19. år, og man henstillede indtrængende, at loven på det punkt blev lavet om.

Mindretallet havde ”forraadt” deres danske ”Statsborgerforpligtelse”

I den østlige del af Haderslev amt lykkedes det en kreds af danske sønderjyder uden presse og agitation, at samle ca. 8.000 underskrifter på en resolution, der bl.a. krævede, at de tysksindede danske statsborgere, der blev dømt for at have ”forraadt” deres danske ”Statsborgerforpligtelse”, blev fradømt deres danske statsborgerret.

Udenrigsministeriet pegede på de tyske kvinder, der havde giftet sig med danske mænd, efter tysk lovgivning automatisk mistede deres tyske indfødsret. Mistede de nu også den erhvervede danske indfødsret ville de blive statsløs, hvilket stred imod den internationale opfattelse af, at staterne i deres lovgivning så vidt muligt skulle undgå statsløshed.

Justitsministeriet betænkelig ved ”tilbagevirkende kraft”

Justitsministeriet udtrykte betænkeligheder ved, at man ville fratage personer med lovligt erhvervede indfødsret med tilbagevirkende kraft. Det gjorde især for dem, der havde erhvervet indfødsret efter befrielsen til nu et år efter, for der kunne Indenrigsministeriet jo ikke henvise til, at man på grund af besættelsen ikke havde haft mulighed for at ændre lovgivningen.

Man fandt det rimeligere, om der blev fundet muligheder for at fratage konkrete uønskede personer deres indfødsret.

Efter bemærkninger til lovforslaget af 1. maj 1946 tilsigtede regeringen:

  • At undgaa at Personer, der ud fra nationale Sikkerhedshensyn og lignende maa anses for uegnede til at være danske, kommer ind under Reglerne om automatisk Erhvervelse af Indfødsret.

Hvad begrebet ”lignende” dækkede, fandt man aldrig ud af.

Indgrebet blev begrundet med, at forudsætningerne for at erhverve indfødsret var bristet under besættelsen. Reglen om erhvervelse af indfødsret ved det 19. år havde været naturligt som forudsætning, at de unge under deres opvækst i Danmark havde fået en god tilknytning til det danske samfund og dansk kultur.

Man så skeptisk mod Skt. Petri Skolen og det tyske mindretal

Det var ikke tilfældet for flere unge mennesker, hvis familie i ly af besættelsen havde dannet en slags stat i staten og gennem en tyske skolegang og medlemskab af Hitler – Jugend.

Her hentydede man sikkert i første omgang til det tyske mindretal i Sønderjylland. Her havde man så godt nok ikke Hitler-Jugend, men man havde dog noget tilsvarende. I anden omgang var det kredsen omkring Skt. Petri Schule i København. Her havde man i høj grad Hitler Jugend, hvor skolens lærere fungerede som lærer.

Danske SS-medlemmer og tyske kvinder

Et ikke ubetydeligt antal danske SS-medlemmer havde under ophold i tyske uddannelseslejre giftet sig med tyske kvinder af udpræget nazistisk sindelag. For disse kvinder, hvoraf mange af deres mænd enten var omkommet under krigen eller var blevet idømt fængselsstraf ville det være tillokkende at bosætte sig i Danmark for også at slippe ud fattigdommen og de kaotiske forhold i Tyskland.

En ”blødsøden Præst” havde skaffet bryllupspapirer

Hertil kom de kvindelige civilflygtninge i flygtningelejrene. Ved ægteskab med en dansk mand kunne de slippe ud af lejrene. Som indenrigsministeren udtrykte sig under behandlingen i Landstinget, kendte han til et tilfælde, hvor ”en blødsøden Præst” havde været behjælpelig med at skaffe de nødvendige papirer, så en kvindelig tysk flygtning kunne indgå ægteskab med en dansk mand. Kvinder, som på tysk foranledning er ført hertil og ”som vi ikke ønsker at have iblandt os”.

Interesserede læsere bør lige tjekke vores artikel om flygtningelejrene i Tønder. Vi henviser lige i slutningen af denne artikel.

Ministeren fik problemer i Rigsdagen

Ifølge bemærkningerne erkendte ministeriet dog, at det ville være urimeligt at udelukke tyske unge og tyske kvinder forudsat de opfyldte 1925 – lovens regler for erhvervelse af indfødsret. Formålet var alene at sondere mellem ønskværdige og uønskværdige. Til de ønskværdige kunne for eksempel høre medlemmer af det danse mindretal i Sydslesvig og sønderjyder, som ikke ved genforeningen automatisk havde erhvervet dansk indfødsret.

Der var ikke bemærkninger til lovforslaget knyttet forklaringer til bestemmelsen om umiddelbar at fratage danske kvinder deres medfødte indfødsret ved ægteskab med tyske statsborgere. Det skulle imidlertid vise sig, at det netop var den paragraf (§ 3), som kom til at volde ministeren de største problemer i Rigsdagen.

Flere af landstingets medlemmer var imod at fratage danske kvinder deres medfødte indfødsret, og det blev især henvist til bestemmelsen om at det ville være et tilbageskridt for den kvindepolitiske indsats.

”At gifte sig med en Tysker er en dårlig indstilling”

Indenrigsministeren fandt derimod:

  • At gifter en dansk Kvinde sig med en Tysker, vil det ofte være Udtryk for en Indstilling, der ikke kan godkendes.

Ministeren gav tilsagn om, at der for at erhverve eller generhverve indfødsretten ville blive lagt vægt på ansøgerens nationale holdning og ikke på andre forhold som f.eks. vandel, moral, offentlig støtte eller sprogvanskeligheder, som det var tilfældet ved naturalisation. Men dette blev nu ikke overholdt

Afgørende for, at der til sidst også i Landstinget kunne mønstres et flertal for forslaget, var den tidsfrist, som var kommet ind under behandlingen i Folketinget. Det fjernede de sidste betænkeligheder for flere medlemmer.

Loven blev vedtaget i Landstinget den 11. juli 1946 med 38 stemmer for og 10 imod.

En masse blev udsat for ”prøvelser”

Justitsministeriets forslag om at gå målrettet efter uønskede personer og fratage dem indfødsretten kunne ikke imødekommes, da myndighederne ikke havde nogen form for registrering af potentielle personer.

Det betød, at mange der havde været loyale over for Danmark under besættelsen, måtte igennem en prøvelse af deres forhold. Som forventet kom der også kraftige protester fra familier, som følte sig forulempet ved, at den ene af ægtefællerne blev frataget sin lovligt erhvervede indfødsret. I et tilfælde ønskede ægtemanden i protest at frasige sig sin danske indfødsret, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre, medmindre han forinden skaffede sig et andet statsborgerskab.

Heller ikke landsforrædere, værnemagere m.fl. fik frataget deres indfødsret. Her vejede ønsket om at undgå statsløshed tungest. Med hensyn til de kvindelige tyske civilflygtninge i lejrene, så udgjorde de ikke nogen sikkerhedsmæssig risiko. Men det var klar dansk politik fra starten fra befrielsen, at man ikke ønskede dem i landet.

Man fratog kvinder en ”rettighed”

Fort de danske kvinder, der havde indgået ægteskab med tyske statsborgere, var det tale om at fratage dem en medført rettighed, uden at de havde forbrudt sig mod loven. Efter ministerens og flere rigsdagsmedlemmers mening havde de i en for landet skæbnesvanger situation valgt fjenden. Det var derfor svært at se, hvordan en prøvelse af deres nationale holdning skulle kunne skaffe dem deres indfødsret tilbage.

Det skulle jo, som indenrigsministeren have udtrykt det, komme an på, om de ville have handlet ”ud fra de ædleste motiver”. Hvordan skulle man så kunne finde ud af det?

Værnemagtens soldater skulle have tilladelse til at gifte sig med danske piger, og ved bedømmelse af pigerne samarbejdede de danske myndigheder med besættelsesmagten blandt andet om oplysninger om pigens vandel. Dog ville myndighederne ikke bidrage til racemæssige bedømmelser af pigerne.

Politikerne ville ramme ”Tyskerpiger”

Formentlig lå politikerne under for en stemning, der krævede en eller anden form for straf af ”tyskerpigerne”. Da de skuffende for mange ikke blev omfattet af retsopgøret kunne man i det mindste ramme de gifte.

Måske omfatter bestemmelsen det, der under lovens fremsættelse i Rigsdagen, sammen med det sikkerhedsmæssige, blev betegnet ”eller lignende”, men under alle omstændigheder er det vanskelig at forstå fradømmelsen af deres indfødsret som andet end et ønske om hævn.

Mænd fik ikke frataget indfødsretten ved omgang med ”fjenden”

Det er desuden tale om en klar diskrimination af kvinder, eftersom mænd ”der valgte fjenden” ikke fik frataget deres indfødsret. Her kan hensynet til, at mændene som konsekvens af en fratagelse af indfødsretten ville blive statsløse, havde vejet tungt.

Rigsdagen kunne dog også have valgt ikke at hævne sig på gifte kvinder, når man alligevel ikke kunne ramme alle ”tyskerpigerne” og de danske mænd.

Umoralsk, usømmelige, jalousi og krænkelse

Tyskerpigerne var udsat for overfald. Det var deres umoralske og usømmelige opførsel, der havde provokeret til den voldelige selvtægt, men det var også jalousi og krænkelse samt den nationale ære, der blev udtalt. Var det det de samme motiver, der drev politikerne?

I sensommeren 1947 forberedte man i Indenrigsministeriet en forlængelse af lov nr. 379. Ministeriet lagde op til en forlængelse. Det var stadig de samme grunde, der plagede politikerne.

Mindretallet havde hjulpet tyskerne den 9. april 1940

Der blev manet til forsigtighed med at tro, at en tysker er fuldt indleveret i det danske samfund. Der blev henvist til, at den hærværende tyske koloni (medlemmer af det tyske mindretal) ydede ved tyskernes indmarch den 9. april 1940. Man måtte efter ministerens mening fortsat se med nogen mistro på medlemmer af tyske foreninger og forsamlinger, selv om deres opførsel ikke have været af en sådan karakter, at Justitsministeriet havde villet udvise dem.

”Angreb af tyske kvinder”

Det samme gjaldt for kvinder, der søgte at komme bort fra nøden i Tyskland ved at indgå ægteskab med danske mænd. Det anføres, at interessen herom om muligt var større end halvandet år tidligere.

Der henvistes også til de mange tyske flygtninge, der endnu sad i lejrene. Endelig også til de ”angreb”, som det formuleredes, man kunne forvente fra tyske piger på den danske brigade i Tyskland. Proforma – ægteskaber mod betaling anførtes som en mulighed.

Utrolig mange skulle afhøres

Ansøgernes nationale holdning blev hovedsagelig vurderet på baggrund af politiets afhøring af danske personer, der kendte noget til ansøgeren, såsom arbejdsgiveren, arbejdskammerater, husværter, naboer i opgangen, købmanden, ismejerier med flere.

De blev udspurgt om ansøgeren havde udtalt sig positivt om Hitler og nazismen. Man blev spurgt om ansøgeren havde givet udtryk for om Tyskland ville vinde krigen, om ansøgeren havde haft besøg i sit hjem af uniformerede tyskere, havde optrådt provokerende osv. Evt. medlemskab af det nazistiske parti eller tilhørsforhold til den tyske koloni omkring Skt. Petri skole og kirke var ligeledes forhold, der skulle undersøges.

Her henvises læserne også til artikler om overvågning i Sønderjylland efter besættelsestiden. Se bagerst i denne artikel.

Retssikkerheden var bestemt ikke optimal

Det er åbenbart, at retssikkerheden ikke var optimal. De afhørte personer kunne f.eks. benytte lejligheden til at udtale sig negativt om ansøgeren, hvis der var tale om et personligt uvenskab, eller de bare ikke kunne lide dem. Der kunne også med tiden opnå tvivl om, hvorvidt de afhørte virkelig kunne huske ansøgeren, hvorfor der blev indført krav om, at der blev vedlagt et foto af ansøgeren.

Indenrigsministeriet måtte også i et tilfælde gøre den lokale politimester opmærksom på at indfødsretsudvalget ikke brød sig om udtalelser fra unavngivne personer.

Der var i disse sager tale om et stort ressourceforbrug. Politiets afhøringer omfattede typisk 5-8 personer, men kunne i enkelte sager godt komme op på flere end 10 afhørte. Dertil kom, at sagerne ofte blev sendt flere gange mellem de forskellige muligheder for at indhente supplerende oplysninger, herunder fremskaffelse af flere attester eller politiafhøringer.

I nogle tilfælde skulle ansøgningerne gennem Udenrigsministeriet sendes til høring hos de allierede kontrolmyndigheder i Tyskland. Politikernes løfte om, at sagerne skulle behandles hurtigt forekommer derfor at have været svært at opfylde.

En ung pige fra Haderslev

Ikke uventet gav flere sager anledning til usikkerhed i Indenrigsministeriet. En ung pige, der havde gået på tysk skole i Haderslev fik de bedste anbefalinger ved politiets afhøringer, og både amtet og rigspolitiet anbefalede hende, da der ikke var noget at sige hende på i national henseende.

En embedsmand henviste til, at der efter lovens bemærkninger netop var meningen at ramme unge opdraget i ”tysk ånd”, hvorimod en anden gjorde gældende, at det måtte være hendes egne holdninger, der måtte længes til grund.

Ministeriet endte med at indstille hende til optagelse, men samrådet med landstingsudvalget fik hun afslag, dog med den formidlende omstændighed at hun dog ikke ville blive udvist af landet.

Hun kendte ikke nok til dansk kultur

En anden sønderjysk pige, som også fik afslag blev anset for at være indlevet i det danske samfund, men efter amtets mening formentlig ikke i dansk kultur. Hun havde opholdt sig to en halv måned på handelsskole i Tyskland. Dette lå inden for den tid som hun i det danske gesandtskab havde fået oplyst var acceptabelt.

Nogen regel om, hvor længe man måtte være i udlandet og stadig være omfattet af ”19 års – reglen” eksisterede imidlertid ikke.

Afslag, når man havde været i Tyskland

De unge, der ved deres 19. år erhvervede dansk indfødsret, bibeholdt deres medfødte tyske statsborgerskab. Mange af disse blev tvangsindkaldt til tysk krigstjeneste, og flere skulle ved krigens afslutning befinde sig i allieret krigsfangenskab. For dem, der endnu ikke var fyldt 19 år, anvendte Indenrigsministeriet den praksis, at kravet i indfødsretsloven om, at man blivende skulle have haft sit hjemsted i Danmark ikke var opfyldt, uanset om krigstjenesten var kortvarig.

Pigerne blev indkaldt til tysk arbejdstjeneste, som kunne foregå både her i landet og i Tyskland. En pige, der angiveligt var tvunget til fire måneders arbejdstjeneste i Tyskland fik afslag på sin ansøgning ved det 19. år. Hun havde gået på Sct. Petri skole.

Det var mere eller mindre tilfældig, hvem af disse ulykkelige skæbner, der egentlig blev hjulpet. Man anvendte en hård praksis over for dem, der ikke slap for tysk krigstjeneste.

Skt. Petri Skole var ilde set

Det var således oplagt at en ung mand fik afslag, da han havde gået på Sct. Petri skole, været medlem af en tysk ungdomsorganisation og været indkaldt til tysk krigstjeneste. Det samme gjaldt en anden som havde meldt sig frivilligt til det tyske luftvåben som mekaniker. Ansættelse i det tyske gesandtskab i København som hushjælp førte ligeledes til fratagelse af dansk statsborgerskab.

Som et mere kuriøst eksempel kan nævnes en ung mand, som ved afslutningsfesten på Skt. Petri skole holdt en meget nazistisk inspireret tale. Han formåede også at få Udenrigsministeriet til at søge om fritagelse for tysk krigstjeneste for sig, Men det ville de tyske myndigheder dog ikke gå med til. Han bevarede heller ikke sit danske statsborgerskab.

Man måtte ikke have gået på en tysk skole

Hovedreglen var den, at unge tyskere, som havde været indkaldt til tysk tjeneste, havde gået på en tysk skole eller været medlem af en tysk ungdomsorganisation, ikke erhvervede dansk indfødsret. Det samme gjaldt for de tyske piger, der havde fraterniseret med værnemagten og for dem, der havde opholdt sig i Tyskland, uanset hvor kort opholdet havde været.

Men bedømmelserne var individuelle med vide rammer for Rigsdagens skøn.

De dansk-gifte tyske kvinder, der var gift med en SS – mand fik afslag. Det gjorde de kvinder også som havde arbejdet for tyskerne her i landet.

Mænd måtte godt tage tysk kone med hjem

Under besættelsen arbejdede mere end 100.000 danskere i Tyskland. Det var mere eller mindre frivillige. Mange var presset af deres arbejdsløshedskasse eller den kommunale forvaltning. Mange af disse blev gift med tyske piger, som derved fik dansk indfødsret. Som regel fik disse piger lov til at beholde deres indfødsret, men her var der også undtagelser.

Politiet advarede mod proforma – ægteskaber

De tysk-jødiske flygtninge havde ifølge en tysk forordning fra 1941 mistet deres tyske statsborgerskab og var således gjort statsløse. Nogle blev gift med danske mænd og erhvervede derved dansk indfødsret.

Politiet gjorde meget ud af at sikre sig, at der ikke var tale om proforma – ægteskaber. Nogle politikere kunne ikke forstå at lovgivningen skulle gælde for nazismens ofre.

Manden skulle først tage sin straf

Danske mænd skulle søge Justitsministeriet om tilladelse til at gifte sig med en flytning. Inden et par kom så langt havde de naturligvis et vist samkvem. Men det var under besættelsen strafbart at fraternisere med flygtninge. Så inden manden kunne få tilladelse til at gifte sig, skulle han først afsone sin straf, inden et evt. ægteskab kunne komme på tale. Der er her tale om cirka 200 tilladelser.

Amtmanden reddede en ”Tyskerpige”

Antisympatien mod tyskerpigerne afspejlede sig hos politikerne. En dansk kvinde fra Sønderjylland blev i 1943 gift med en tysk soldat. De fik et barn sammen, men nåede kun at leve sammen i tre måneder. Manden var savnet og formentlig omkommet i russisk krigsfangenskab. Hun blev af politimesteren, amtet og ministeriet anbefalet til afslag.

Amtmanden sendte dog en skrivelse til Indenrigsministeriet, hvor han gjorde opmærksom på det problem, som amtet stod i, når de i en sådan ansøgning ville indstille til afslag, men på den anden side mente, at en udvisning måtte anses for:

  • En saa stor Haardhed overfor Vedkommende, at den muligt ikke staar i rimeligt Forhold til det Paagældende udviste Forhold.

Amtmanden lagde op til, at spørgsmålet om udvisning blev behandlet samtidig med indfødsretssagen. I den aktuelle sag blev kvinden optaget trods ministeriets afvisning.

Indenrigsministeriet havde lyttet til de allierede

Indenrigsministeriet havde lyttet til de allieredes krav om ikke at være for venlige ved tyskerne. Således blev der anført:

  • Danmark er maaske mere end de andre smaa allierede Lande udsat for at blive betragtet som ”mindre stærk i Troen”, hvorfor vi maa være særlig forsigtige med at vække nogen Mistanke om at tage os for venligt af Tyskere

Det blev også peget på at vores holdning på området også kunne have betydning for de i USA indefrosne danske tilgodehavender.

Indenrigspolitisk var der også gode grunde til at vise tilbageholdenhed med at naturalisere tyskerne. Først og fremmest peges der på, at man ikke ville kunne neutralisere dem uden befolkningens følelser og retsbevidsthed.

Embedsmænd med masser af fordomme

Ja holdningen kan vel nærmest udtrykkes ved dette fra en embedsmand i ministeriet:

  • Ansøgeren er et typisk Eksempel paa den Gruppe af Tyskere, der kan udsættes noget væsentlig imod. De paaberåber sig en række Tjenester, som de har ydet Danskere og det danske Samfund. Men en virkelig Afstandtagen er først indtraadt sent, da Enhver kunne se, at Tyskerne vilde tabe Krigen.
  • De har før Krigen haft rigelig Lejlighed til at sætte sig ind i danske Forhold. Selv om de i det daglige ville være gode. Borger, er der ikke Grund til at antage, at de ikke i en given Situation ikke vil genoptage deres Forkærlighed for det tyske, som sikkert ligger saa dybt i dem, at det aldrig forsvinder.

Tyske-jødiske emigranter fik ingen særstilling

Efter befrielsen fik Indenrigsministeriet talrige henvendelser om naturalisation af tysk-jødiske emigranter. Det blev fremført, at man af moralske grunde burde gøre en undtagelse på grund af de lidelser flygtningene havde været udsat for under det nazistiske styre. Alle havde mistet deres tyske statsborgerskab og var nu statsløse.

De var kommet i perioden 1933-1940, hvorfor ingen af dem opfyldte kravet om 15 års ophold her i landet. I oktober 1943 måtte de atter flygte, denne gang til Sverige Nogle blev taget af tyskerne og ført til KZ Theresienstadt. Mange havde også det tilfældes, at de havde deres nærmeste pårørende i Tyskland.

Omkring 1.500 havde ophold her i landet under besættelsen. Efter befrielsen opholdt ca. 800 af dem sig atter i Danmark. Indenrigsministeriet fandt imidlertid, at man måtte holde fast ved kravet om tilknytning til det danske folkesamfund og opholdskravet på de 15 år som minimum. Det havde man også gjort i tidligere situationer.

Man var bange for, at en positiv særbehandling af jøder kunne give anledning til mishagsytringer eller endog mishagsytringer eller endog antisemitisme.

Denne praksis blev fastholdt med store konsekvenser. Mange fik gode anbefalinger af det lokale politi, byrådet, amtet med blev afvist af rigspolitiet og ministeriet under henvisning til den manglende opfyldelse af opholdskravet, en indstilling som Rigsdagen fulgte.

Udvist trods masser af anbefalinger

En jødisk dreng indrejste i 1939 som 15-årig til Danmark. Han arbejde som medhjælper ved landbruget, men blev i 1943 taget af tyskerne og sendt til KZ – Theresienstadt, hvorfra han kom tilbage i 1945. Begge hans forældre var omkommet i koncentrationslejr.

Politiet afhørte i alt ti personer, heraf fire tidligere arbejdsgivere og alle gav ham det bedste skudsmål. I alt fire adspurgte sogneråd og byråd anbefalede, at ansøgningen blev imødekommet. Tre politikredse havde ikke noget ufordelagtigt at sige om ham.

Både politikredse og amtet pegede dog på hans korte opholdstid her i landet, hvilket var afgørende for, at rigspolitiet ikke fandt ham egnet til at blive dansk statsborger, et synspunkt som ministeriet og Rigsdagen fulgte.

Kilde:

  • Frihedsrådets Pjecer: Når Danmark er atter frit
  • Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1 + 2
  • Tage Kaarsted: Krise og Krig 1925 – 1950
  • Politikens Danmarkshistorie bd. 13
  • Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør
  • Eva Ersbøll: Dansk Indfødsret i internatonal og historisk belysning
  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949
  • Lone Rüniz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933 – 1940
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Anette Warring: Køn, seksualitet og national identitet (Historisk Tidsskrift 1994)
  • Per Frandsen: De ønskede og de uønskede – Indfødsretten og opgøret efter besættelsen (artikel)

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.365 artikler herunder 269 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter)

  • Skt. Petri – en skole med fortid
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejdere
  • Tysklandsarbejdere og dansk erhvervsliv
  • Sverige og jøderne
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Det tyske mindretal
  • Opgøret efter 1945
  • Tyskertøser, feltmadrasser og horeunger
  • Landmænd og jødeflugt
  • Tyskerluder og drageyngel
  • Landsforrædere og landssvigere
  • De forfulgte jøder
  • Flugten over Øresund
  • Indvandring på Nørrebro
  • Flygtninge i Tønder
  • To skæbner i Kiskelund og mange flere

For tysk krigsret 1940

Marts 6, 2019

For Tysk krigsret i 1940

11 sønderjyder blev meget kort efter besættelsestiden stillet for en tysk krigsret anklaget for spionage. Hvor fik tyskerne deres information fra. Så sent som i 1971 stillede et Folketingsmedlem spørgsmål om sagen. Han fik ingen svar. Ikke en gang kommissionen efter besættelsen stillede spørgsmålstegn. Tre mand døde nemlig af disse i tysk varetægt. Redaktør Lausten døde af selvmord, sagde man. Kriminalassistent Dons døde af forgiftning, og hans bror døde to år efter af eftervirkninger af tortur, som han blev udsat for i Flensborg. Tyskerne kidnappede to af sønderjyderne og lod dem sidde indespærret i denne by i tre måneder.  I forbindelse med sagen overskred tyskerne en masse aftaler. Og selve sagen var nok bare en fjer, der blev til fem høns. Men myndighederne har aldrig undersøgt sagen til bunds. Det var det samme som sagen mod Asmus Jensen? Har bad en politimester justitsministeriet om hjælp i 1971, fordi medierne var kommet for tæt på.

En forespørgsel i 1971

Det var i 1971, hvor der var en forespørgsel i Folketinget fra det konservative folketingsmedlem Johannes Burgdorf, Brændstrup til partifælden, daværende justitsminister Knus Thestrup. Det handlede om Viggo Laustens død i Kastellet og Peter A. Dons død. Ja faktisk døde en tredje et par år efter, som følge af den behandling, han havde fået.

Det var samme år, hvor Gråstens politimester forespurgte justitsministeren om, hvad han skulle gøre, for nu ville medierne igen rage i Asmus Jensens død efter besættelsen.

Ingen af de to sager blev undersøgt. Om sidstnævnte sag skrev vi om i vores bog.

Var det mord eller selvmord?

Begik Viggo Lausten fra Tønder selvmord eller var det mord. Frode Sørensen er ikke i tvivl. Peter A. Dons døde af hjertestop på grund af sin medicin, sagde man. Men heller ikke her er Frode Sørensen i tvivl. Lausten og Dons blev myrdet af tyskerne.

En fjer blev til fem høns

Man kan også kalde denne historie for ”En fjer bliver til fem høns”. Men historien fik tragiske følger for tre mand. Og historien viser også, at nogle af de danske myndigheder arbejdede sammen med Gestapo inden besættelsen.

Den første krigsretssag

Dette handler om den første krigsretssag, som blev gennemført i ugerne efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. 13 sønderjyder var anklaget for spionage for England. De blev anholdt og arresteret fra 12. til 28. april 1940.

De to af dem blev den 12. april kidnappet fra deres bopæl til Flensborg uden at de danske myndigheder fik besked. Der blev de fængslet.

Af de 11 der blev arresteret af dansk politi den 20, 26 og 28. april blev de 10 indsat i arresten i Aabenraa. Den sidste blev indsat i Haderslev. De fik at vide, at de var sigtet efter paragraf 105 i lov nr. 26 i Borgerlig Straffelov.

Det Danske Sikkerhedspolitis (SIPO) aktiviteter

Det danske Sikkerhedspolitis (SIPO) aktiviteter i efteråret 1939 fik stor betydning for krigsretssagen. SIPO og Gestapo arbejdede tæt sammen. Rigspolitichef Thune Jacobsen havde besøg af højtstående tyske politifolk. Han havde aftalt møde med Himmler, der dog meldte afbud i sidste øjeblik grundet sygdom. Efter besættelsen nægtede Thune Jacobsen, at det havde været et tættere samarbejde.

Efter 9. april 1940 blev en stor del af SIPO’ s arkiver på Politigården brændt. Thune Jacobsen mente dog, at der var blevet brændt for meget. Men åbenbart var ikke alt materiale blevet afbrændt.

Det drejede sig bl.a. om målerafløser Alfred Petersens aktiviteter. Han var fra Strandelhjørn. Og også overvågning af forsikringsagent Jens Dons aktiviteter var tilgængelig. Han var leder af en slags efterretningscentral. Petersen rejste ofte til Kiel og Cuxhaven for at observere militære observationer.

Tyskerne ville selv dømme i spionage-sager

Tyskerne bestemte ved et møde, at alle sager angående spionage, sabotage og ødelæggelse mod den tyske værnemagt efter folkeretten og den tyske militære straffelovgivning var undergivet den tyske krigsret. Værnemagten ønskede at gennemføre undersøgelser og afsige dom i disse sager ved egne organer som man selv medbragte.

Udenrigsministeren og rigspolitichefen protesterede omgående. Man blev dog enige om, at danske statsborgere, der umiddelbart efter besættelsen var blevet anholdt ville blive løsladt og overgivet dansk politi.

Tyskerne ville anholde 15 og heraf var 11 sønderjyder. Heriblandt var en tysker, to englændere og en københavner.

Tyskerne ville have de arresterede overbragt i tysk varetægt. Der opstod en del konfli9kter i den forbindelse. Man blev enige om, at de anholdte blev anbragt i dansk fængsel men under tysk bevogtning. Forhørene blev foretaget af en tysk krigsretsdommer.

I arrest i Aabenraa og Haderslev

Fangerne fra Aabenraa og Haderslev blev indsat i den tyske arrest i Kastellet. Dette skete under dansk protest.

Blandt de arresterede var redaktør Viggo Peter Johannes Lausten, Tønder (tysk statsborger).

Kommunikationen foregik pr. fjernskriver fra Rigsregistraturen i København til politimester Aage Agersted i Aabenraa. Den 20. april kl. 16.40 meddelte Rigsregistraturen:

  • De er fængslet i 7 dage for sammen med Jens Dons at have virket for det engelske efterretningsvæsen.
  •  

Politimestren havde fået at vide, at han ikke måtte udlevere de arresterede til tyskerne. Men denne ordre blev så åbenbart ændret.

Afhentet af tyskerne

Den 28. april fik politimestrene i Aabenraa og Haderslev at vide, at de 11 skulle udleveres til tyskerne. Kl. 7 om morgenen blev de ti i Aabenraa afhentet af tysk militær. Peter A. Dons fra Haderslev blev transporteret i Haderslev Politis egen bil. Kl. 16.45 ankom fangerne til Kastellet i København. Efter at have afleveret deres personlige genstande blev de indsat i hver sin celle.

Det er værd at bemærke, at politichefen i Flensborg, Hans Hermansen, senere kendt under navnet Gestapo-Hermannsen, den 24.april havde meddelt politimester Agersted, at han intet havde med sagen at gøre.

Han blev i slutningen af april 1940 overflyttet fra Flensborg til Det Tyske Gesandtskab på Dagmarhus i København med den begrundelse, at man havde brug for en person med indgående kendskab til grænseområdet.

Et mærkeligt sammentræf er, at han ankom til København næsten samtidig med de arresterede. Han havde afhørt Dons og Petersen i Flensborg, efter at de var blevet kidnappet.

En indberetning til Justitsministeriet

Den 16. maj 1940 sendte statsadvokat Harald Petersen følgende indberetning til Justitsministeriet:

  • De arresterede blev afhørt den 1. maj 1940. Efter endt afhøring blev Bech, Madsen, Lützen og Engberg løsladt direkte af den tyske værnemagt.
  • Lythje, Wind og Jepsen blev kl. 18.45 den 1. maj overgivet til de danske myndigheder til videre foranstaltning. Statsadvokat Harald Petersen løslod Wind og Jepsen henholdsvis den 9. og 11. maj 1940.
  • Sager blev løsladt direkte af tyskerne den 8. maj 1940.
  • Lausten og Peter A. Dons er afgået ved døden i Kastellet, førstnævnte som følge af selvmord, genpart af det foretagne ligsyn vedlægges.
  • Ligsynsforretningen vedr. Dons er endnu ikke afsluttet, men genpart vil senere blive fremsendt
  • De tyske afhøringer af Fries og Lomholdt Petersen er endnu ikke afsluttet.
  • Fries er på grund af dårligt helbred den 4. maj indlagt i Vestre Fængsels sygeafdeling.

Oplysningerne om Dons agentvirksomhed for Secret Sercice bygger på de afhøringer, der begyndte i Flensborg den 15. april 1940 og som fortsatte efter udleveringen til Opdagelsespolitiet i København den 5. august.

Lausten lavede skitser

Smith fra Secret Service ønskede en agent ved vestkysten. Dons kendte Lausten fra besøg på redaktionen i Tønder. Og åbenbart har Smith og Lausten mødt hinanden på Hotel Spangsbjerg i Esbjerg.

Dons fortæller, at Lausten tegnede en oversigt over batterierne på Helgoland. Det var samtlige batterier med angivelse af kaliber og rækkevidde. Ligeledes skulle Lausten have tegnet en 40 x 60 cm skitse over havnen i List på Sild. Ifølge Dons skulle Lausten have fået 200 kr. i honorar om måneden betalt af englænderne.

Tyskerne vidste besked

Allerede fra oktober 1939 havde Dons været under observation af SIPO. Dennes chef, Strøbech havde tætte forbindelser til Gestapo i Berlin og Kiel. Det er usandsynligt, at man har diskuteret overvågningen af Dons og Petersen.

Hvordan kunne tyskerne på så kort tid efter besættelsen vide så meget? Den 12. april kl. 9 pm morgenen blev Dons arresteret. Var det fra de ikke tilintetgjorte papirer på Politigården? Havde Gestapo fået informationer inden besættelsestiden? Eller havde SIPO – medarbejdere forsynet tyskerne med oplysninger den 10. eller 11. april?

Journalist: Dons blev mishandlet

Det tyske politi afhørte Dons den 15, og den 29. april. Og så igen den 22. maj. Journalist G.S. Tscherning, korrespondent ved Flensborg Avis skrev den 27. august 1945 i et brev til Justitsministeriet:

  • Spionen Dons blev ført til Flensborg og efter signende frygtelig tilredt. Det hævdes, at han var sindssyg, da han blev udleveret til Københavns Byret.

I breve som Dons sendte til familien i København får de at vide, at han er blevet godt behandlet. Her har der uden tvivl været censur på.

Skriftemål

At Dons skulle have været udsat for tortur i fængslet i Flensborg bekræftes af den danske provst i Flensborg, Waage Beck, som i juni 1940 havde en skriftemålssamtale med Dons, mens han var fængslet. Dons var blevet sådan mishandlet, at de tyske fængselsmyndigheder ikke turde nægte ham en samtale med en præst.

Ud over fysisk vold har den psykiske vold sikkert også tæret på Dons i forvejen skrøbelige helbred.

Indespærret i tre måneder i Flensborg

Petersen og Dons’ fængselsophold i Flensborg kom til at vare i næsten fire måneder. Renthe-Fink skrev ellers den 6. maj, at afhøringerne var afsluttet, og nu skulle de to overdrages til dansk restforfølgning.

Først den 5. august blev de udleveret til retsforfølgelse ved Københavns Byret. Dons blev efter sin mishandling i Flensborg den 9. august 1940 indlagt på Kommunehospitalets Psykiatriske Afdeling. Han blev i Københavns Byret dømt til fem års fængsel for spionage. Derefter bad han om at blive overflyttet til Horsens Statsfængsel, så familien kunne besøge ham. Men tyskerne var slet ikke færdig med ham. De afhørte ham endnu flere gange.

Stadig fængslet døde Jens Dons på Horsens Sygehus den 18. juli 1942 som følge af det, han havde været udsat for.

Redaktør Lausten fra Tønder

Vi vil koncentrere os om de to andre, der døde i tysk varetægt. Og vi starter med redaktør Viggo Peter Johannes Lausten fra Tønder. Han var tysk statsborger, men tilhørte det danske mindretal. I 1934 blev han gift med Karoline Clausen, datter af en dansksindet skibsarbejder fra Flensborg.

Lausten tog studentereksamen på Sorø Akademi i 1920 – 1922. Han fortsatte sine spejderaktiviteter som han havde påbegyndt i Flensborg. I 1922 kom Lausten i journalistlære på Flensborg Avis med redaktør Ernst Christiansen som chef. I 1933 blev han redaktør af vestslesvigsk Tidende, Flensborg Avis’ lokaludgave i Tønder.

Ingen ængstelse hos Lausten

Da nazisterne efterhånden overtog magten i Flensborg flyttede Lausten til Tønder. I 1934 – 35 var han sammen med andre tøndringer medlem af Sct. Georgs Gildet i Aabenraa. I 1935 fik man lov til at danne deres eget Tønder-gilde. Året efter blev Lausten gildemester. Og det var han lige til sin død.

Efter krav fra Fregattenkapitân Howoldt blev Lausten 20 april 1940 kl. 5 om morgenen anholdt på sin bopæl i det tidligere Marschbanhofshotel i Jernbanegade i Tønder. Sigtelsen lød på overtrædelse af Straffelovens § 105. Lausten blev kørt direkte fra bopælen til arresten i Aabenraa. Københavns Byret afsagde samme dag fængslingskendelse over Lausten. Denne blev forlænget 27. april til 4. maj.

Det eneste Lausten og de andre fængslede fik at vide, var at de var fængslet for spionage. Karoline Lausten besøgte sin mand i arresten den 22. april I en brev til redaktør Ernst Christiansen udtrykte hun stor optimisme med hensyn til mandens snarlige løsladelse. Hun skulle nok klare kontorets opgaver så længe.

Alt tydede på, at Lausten ikke så ængstelig på fremtiden. Som allerede skrevet blev de den 30. april kl. 7 afhentet af en tysk Feldwebel og kørt til Kastellet i København. Lausten blev indsat i celle nr. 12 efter at man havde frataget ham livrem og barbergrej.

Præsenteret for ”stærkt belastende materiale”

Sent om eftermiddagen den 1. maj blev Lausten afhørt af krigsretten i Kastellet under forsæde af Oberkriegsgerichtsrat Jänz. Den tidligere Sønderborg-advokat, H. Johannsen virkede som udspørger. Ifølge udskriften af 2. maj blev Lausten præsenteret for ”Svært belastende bevismateriale”. Han skulle have spioneret mod Tyskland. Lausten fik at vide, at det var Dons, der havde fremført anklagerne.

Inden da havde Jänz sagt, at han ville blive konfronteret med Dontz.

Der foreligger intet om Laustens situation fra sent om eftermiddagen eller først om aftenen den 1. maj efter endt afhøring. Han blev ført tilbage til sin celle.

Den 2. maj 1940 om morgenen

Ved 8 – tiden den 2. maj skulle Lausten have banket på sin celledør. Selv om der var en natpotte i cellen, er det nærliggende, at han ønskede at komme på toilettet. Fængselsbetjent Jakob Witbrecht hørte Laustens banken. Han kiggede gennem glashullet i døren og så, at Lausten stod tæt ved døren.

Lausten bad om at komme ud, og Weitbrecht svarede:

  • Einen Moment

Weitbrecht henvendte sig til arrestforvarer Karl Graf, der lige var tiltrådt sin vagt og nu var i gang med at tilberede fangernes morgenmad.

Da Graf ifølge eget vidneudsagn kun måtte lukke en fange ud ad gangen og der tilsyneladende var en ude, fortalte han, uanfægtet af Laustens anmodning med at tilberede morgenmaden.

Først efter 20 – 30 minutter, da klokken var mellem 8.20 og 8.30 låste han sig ind i celle nr. 12. Her fandt han Lausten livløs, liggende på maven på gulvet i en blodpøl, hængende i en slips, der var fæstnet til sengestolpen. Der var meget blod i sengen og på gulvet. På sengetæppet lå et halvt barberblad.

Graf oplyste, at Lausten var iklædt underbukser, natskjorte og pullover. Natpotten var fyldt. Graf konstaterede, at der intet livstegn var hos Lausten. Han låste sig ud af cellen og tilkaldte en læge. Den tilkaldte læge var Unterartz Kurt Ehemann.

Snitsår på begge håndled

Dr. Ehemann oplyste, at han var blevet tilkaldt 8.30. Da han ankom til cellen konstaterede han straks, at fangen var død. Lausten havde om halsen bundet et slips, som i den anden ende var fæstnet til sengestolpen.

Dr. Eheman skar slipset over, vendte afdøde på ryggen og konstaterede, at der var et ca. 3, 5 cm langt snitsår på begge håndled. Liget var endnu lidt varmt. Døden var indtrådt og blodudstrømningen var stoppet. Dr. Ehemann tilkaldte straks krigsrettens chef, Jänz.

Besigtigelsen resulterer i, at man var overbevist om, at der her var tale om selvmord. Den danske politikommissær Søren Glud skrev i sin rapport at:

  • Et af undertegnede fremsat ønske om obduktion blev efter omstændighederne frafaldet, hvorimod der var enighed om at afholde et medico-legalt ligsyn.
  •  

Tysk krav: Fælles presseinformation

Efter tysk ønske blev der indgået en aftale om, at der skulle udsendes en pressemeddelelse, hvor både danske og tyske myndigheder skulle godkende teksten. Jänz ønskede ikke obduktion og gjorde opmærksom på, at det her var tale om en tysk statsborger. Måske var det for at undgå konfrontation, at de danske læger billigede dette.

To dage senere godkendte Jänz dog, at der blev foretaget obduktion af Peter Donz. Obduktionen her viste, at hjertestoppet skyldtes forgiftning.

Kommissionen stillede ingen spørgsmål

Efter besættelsestiden blev der som bekendt nedsat en kommission. Men ingen af kommissionens medlemmer stillede spørgsmål om sagen, Lausten eller de andre arresterede. Den totale tavshed om den første danske krigsretssag virker besynderlig, ikke alene med Tschernings brev til Justitsministeriet, men i høj grad af Meissners dagbogsoptegnelser fra sine møder den 8. og 9. maj 1940, hvor man var meget opsat på, at Lausten ikke blev martyr.

Hvordan kunne Lausten være i besiddelse af et halvt barberblad og et slips, når han ved ankomsten havde afleveret sine personlige ejendele, herunder barbergrej.

Den hovedtiltaltes lillebror

Kriminalassistent Peter A. Dons var hovedtiltalte Jens Dons’ lillebror. Han blev afhørt af Krigsretten i Kastellet den 3. maj og her fik han forelagt anklagerne om spionage til fordel for England. Det fremgår ingen steder, om man har forbeholdt ham broderens belastende udsagn. Peter Dons nægtede sig skyldig.

Efter endt afhøring blev han ført tilbage til cellen. Næste morgen den 4. maj 7.45 blev Peter Dons fundet død i sin celle.

Arrestforvalter Karl Graf tilkaldte straks den tyske læge dr. Oeding, der konstaterede, at døden var indtrådt. Oeding oplyste, at der ikke var tegn på ydre vold. Han mente ikke, at det var tale om selvmord.For at fjerne enhver tvivl anbefalede han en obduktion. Krigsretten modtog besked, om dødsfaldet samme dag kl. 9.20.

Formentlig død af hjertesygdom

I forbindelse med afhøring af personalet i Kastellet oplyste arrestforvalter Karl graf, at Dons sidst var set i live den 3. maj kl. 21. Man havde undersøgt, om der i cellen fandtes genstande, der kunne benyttes til selvmord. Graf fortalte, at Dons lå på briksen. De havde bedt ham rejse sig, og da han forsøgte, skulle han have stønnet:

  • Oh mein Hertz
  •  

Den 4. maj foretog dr. Munck et såkaldt medico-legalt ligsyn. Af attesten fremgår det at

  • Det formentlig er en naturlig død i forbindelse med afdødes hjertesygdom

Der var ingen tegn på vold mod afdøde. Ingen objektive holdepunkter for forgiftning, men det sidste bør undersøges nærmere.

Peter Dons’ hjertesygdom var bekræftet af læge Lauritsen i Haderslev, der havde udtalt, at:

  • Peter A. Dons har gennem flere år lidt af en til tider ret generende muskelreumation.

Samme læge havde kort før anholdelsen sygemeldt Dons i fire uger på grund af hjerteproblemer.

Obduktion konstaterede forgiftning

Efter ligsynet blev der aftalt med Oberkrigsgerichtsrat Jänz, at der skulle foretages obduktion af Dons. Obduktionen blev foretaget den 5. maj kl. 9 på Københavns Universitets Retsmedicinske Institut. Obduktionen blev foretaget af lægerne Sand og Munck. Man fandt frem til hjertesvækkelse. Men der var også tale om forgiftning på grund af barbitursyreforbindelse.

Man gjorde opmærksom på, at der var forsvundet meget i den hjertemedicin, som læge Lauritzen den 29. april havde ordineret. Af 500 ml var der kun 200 ml tilbage.

Men 11 dage efter obduktionen skrev statsadvokat Harald Petersen til Justitsministeriet, at ligsynsforretningen vedr. Dons endnu ikke var afsluttet. Hvorfor oplyste statsadvokaten ikke om årsagen?

8 sønderjyder løsladt efter en måned

Det er bevist at hovpersonerne forsynede Secret Service med oplysninger. Man kan så diskutere om det er spionage? At Dons og Petersen fik fem års fængsel var vel bare for at vise lydighed over for tyskerne. Ja hvis de var blevet dømt i Tyskland kunne de have risikeret at få dødsstraf. For den ene fik det dog alvorlige konsekvenser.

Af de 11 sønderjyder, der blev ført til Kastellet, var materialet over for de 8 så tyndt, at de blev løsladt. I løbet af en måned blev de 8 løsladt.

De tre sidste Hans Peter Lyhje, Peter Andersen Dons og Viggo Lausten fik samme straf – 5 års fængsel. Det vil sige, at denne straf aldrig blev forkyndt for de to sidste.

En række uafklarede spørgsmål

Havde Lausten fået besøg om natten i cellen? Var han udsat for psykisk eller fysisk tortur? Spillede politikommissær Hans Hermannsen en rolle den nat? Der er ingen beviser for, at han modtog penge.

Hvorfor skulle Lausten bede om at komme på toilettet, når han ville begå selvmord? Hvorfor var den morgen i besiddelse af et halvt barberblad og slips? Hvorfor nægtede de tyske myndigheder, at Laustens lig blev obduceret? Hvorfor accepterede de danske myndigheder dette? Hvorfor blev det nævnt i pressemeddelelsen, at Lausten var tysk statsborger og ikke at han de sidste syv år havde arbejdet i Tønder?

Hvorfor skulle Flensborg Avis lukkes?

Hvorfor måtte pressen kun bringe det ordvalg som tyske og danske myndigheder havde bestemt? Hvorfor blev Flensborg Avis lukket i 14 dage med baggrund af en udramatisk omtale af dødsfaldet? Hvorfor lagde man så stor pres på forsikringsselskabet Hafnia for at få klargjort Laustens livsforsikring til udbetaling med en hurtighed, der næppe er set før eller siden?

Man kan ikke afvise, at Lausten begik selvmord? Men hvorfor skulle han pludselig gå i panik og begå selvmord? Hvordan kunne Lausten have fået smuglet et barberblad og et slips ind i cellen?

Sagen blev aldrig undersøgt. Efter fangernes overflytning til Kastellet mistede politikerne interessen for fangerne.

Et folketingsmedlem henvendte sig til SIPO

Det var folketingsmedlem Jørgen Gram, Gabøl, der henvendte sig til SIPO med oplysninger om, at en sønderjyde sad inde med oplysninger om to landsmænds spionage. Denne Gram sad med i den kommission, der undersøgte myndighedernes gøren og laden under besættelsen.

Hvordan kunne tysk militær mindre end 36 timer efter deres besættelse ”kidnappe” Dons og Petersen til Flensborg? Hvor havde de fået deres viden fra?

I forbindelse med kommissionens afhøringer af Thune Jacobsen og Strøbech blev de tætte relationer til Gestapo afsløret, selvom Thune Jacobsen forsøgte at undvige.

Og selv om Dons og Petersen blev ført til Flensborg den 12. april, reagerede Udenrigsministeriet først henholdsvis den 24. april og den 20. april.

Stadig uafklarede spørgsmål

H.E. Sørensen, René Rasmussen og Franz Thygesen har også beskæftiget sig med Viggo Laustens død. De hælder på teorien om selvmord. Dette var måske for de såkaldte ”tunge” beviser, måske fordi han frygtede for sin skæbne, da han var tysk statsborger. Eller måske var det, fordi han gik i panik?

Men er 20 minutter nok til at gøre alt det, som Lausten skulle nå for at begå selvmord? Havde vagterne glemt at få slips og barberblad tilbage? Sagen bliver aldrig opklaret. Undertegnede forsøger ikke, at lave en konspirations – historie ud af dette. Som det vil kunne ses i kildehenvisningen er der også andre, der har undret sig!

Kilde:

  • Sønderjysk Månedsskrift (Frode Sørensen)
  • René Rasmussen: Front og Bro. Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930 – 1945
  • H.E. Sørensen: Døden i Kastellet
  • Artikelserie i Flensborg Avis (Frantz Thygesen: Viggo Laustens død for 50 år siden)
  • Carl Johan Bech: Da de kom
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

www.dengang.dk kan du finde 271 artikler fra Besættelsestiden(Før/nu/efter) herunder:

  • Historien om overvågning 1 – 2
  • En justitsminister i unode
  • Politiet-under besættelsen
  • De mystiske mord ved grænsen 1 – 2

Borgerligt Regimente

Marts 6, 2019

Borgerligt Regimente

Anmeldelse og beskrivelse af ny bog: Jørgen Mührmann-Lund: Borgerligt Regimente – Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde – Museum Tusculanums Forlag. Vi skal kigge på politiforordninger. Ja det er Danmarks historie på en anden måde. Og bogen er fuld af herlige historier om ”lovovertrædelser” og domsafsigelser. Fra 1548 kendte man i Aalborg til ordet ”Politi”. Bytjeneren skulle fange løse grise. I 1660 begyndte man at arbejde med Danske Lov. Politimesterens arbejde i København var opdelt i 12 kapitler. Det var bl.a. ski9k og orden, Falskmøntneri, Falsk Vægt og Mål. Men ude i lokalsamfundene sagde man, at det havde man altid gjort på den og den måde. Så var det lige Helligåndslovgivningen og ærbarhed og gode sæder. I lokalmiljøet ønskede man et renere nærmiljø. Her ønskede man en skrappere lovgivning. Der var reguleringer af handlen. Kongemagten ville afskaffe lavenes egne love. Vi skal også høre om Landpolitiet og hoveribestemmelser.  

Politiforordninger

Hvorfor skal bogen have så mærkelig en titel? Jo det har sin forklaring. I en ordbog fra 1641 omtales politi som ”borgerligt regimente i købstæderne”.

Dette handler om de forskellige politiforordninger lige fra brødpriser til renovation til helligdagsorden. Normalt blev disse forordninger vedtaget af hver købstads magistrat i samråd med borgerskabet og håndhævet af de kommunale embedsmænd.

Danmarkshistorie på en anden måde

Bogen er sine steder særdeles underholdende. Det sker, når forbrydelser og straffe skal beskrives. Men da det også er en afhandling, så kan vi ikke slippe for fremmedord. Her er det så godt med en ordbog. Nogle af afsnittene bærer også præg af at være en afhandling. Men man kunne sagtens have lavet en populariseret udgave.

Men bogen kan varmt anbefales. Det er danmarkshistorie på en helt anden måde. Den beviser også at jura måske ikke altid har været lige retfærdigt. På en meget pudsig måde kommer vi også ind på byhistorie. Flere steder berører man problematikken om, hvem der har magten hvornår og hvordan.

En politimester i København skulle finde ud af forholdene i Aalborg

Det kunne være svært for en politimester i København og finde ud af, hvordan man i Aalborg løste problemerne. Og det var sandelig ikke altid at befolkningen ville finde sig i forordninger m.m. Nogle gange ønskede lokalbefolkningen strengere lovgivning. Det gjaldt bl.a., når der var tale om forurening. Det var nok heller ikke behageligt at skulle drikke forurenet vand.

Fra ca. 1500 – 1800 søgte de danske konger at harmoniserer lovgivningen ved at udsende et stigende antal politiforordninger med gyldighed for hele landet. Denne udvikling tog fart efter enevældens indførelse. Og Christian den Femte oprettede en særlig politimyndighed i 1682.

En bylov fra 1522

I tre nordjyske jurisdiktioner undersøges borgernes efterspørgsel efter et ”godt” politi frem til år 1800. Vi vil her på siden forsøge at belyse det tidlige politis mangeartede opgaver gennem denne bog.

Bogen er en revideret udgave af en ph.d.-afhandling fra 2012.

Den senere politilovgivning har rødder i lokale vedtægter, som kaldes ”vilkår”. Disse vilkår omhandler primært handel og næring men også andre politiretlige forhold som bygning af stenhuse og placering af lokummer. Men også overdådighed ved bryllupper, barsler og begravelser.

I Christian den Andens bylov fra 1522 som skal ses i en forlængelse af udviklingen af disse ”vilkår” optræder ordet ”politi” for første gang. Man lægger op til forskellige politiforordninger, der i sidste end skal godkendes af kongen.

Christian den Tredjes politilovgivning indeholder også bestemmelser om landboforhold som hoveri, ulovlig skovhugst og vedligeholdelse af landeveje. Senere påbydes bønderne fra 1537 også at plante humle og frugttræer nok.

Ordet ”Politi” kendes i Aalborg fra 1548

I Aalborg støder man først i ordet ”politi” i 1548, hvor Christian den Tredje befalede magistraten:

  • At gøre politi i byen, at enhver kunne få for et skikkeligt værd, håndværksmands arbejde, og alt andet, som lejes, købes og betales, at lade det opslå på rådstuedøren med straf derhos.

Man møder politi og råd. Og i Aalborg bestod dette af 24 dannemænd. Det var de bedst e bosiddende og ældste borgere.

Ja i Ribe blev de fornemmeste dannekvinder hørt i forbindelse med vedtagelse af en politivedtægt om barselsfester. De var såkaldte ekspertvidner.

Bytjeneren skulle indfange løse svin på gaderne

Bytjeneren skulle indfange løse svin på gaderne. Såfremt han forsømte denne embedspligt, skulle han bøde 1 skilling. Men efterhånden var det bødlen, der skulle lave dette arbejde. Han skulle også indkræve bøder af borgere, der ikke renholdt gaden foran deres huse.

Den allerstørste del af vedtægterne regulerede byens handelsliv med forbud og forprang samt takster på brød, øl og kød samt tjenesteydelser fra vognmænd, dragere, bysvenden, byskriveren og bødlen. At lokalsamfundets velfærd er målet ses i vedtægterne, der forbyder salg af tagsten, lægter og søm til udenbys folk.

Den næststørste grupper af vedtægter handler om renlighed og brandsikkerhed.

”Tjenestefolk udi København”

Og en bestemmelse fra 1560 er interessant. Den handler om ”Tjenestefolk udi København”, som omhandler tyendets fæste og opsigelse. Denne skulle være vedtaget sammen med Kongens Foged i København. Men mon ikke bare, at man har kopieret en magistartsvedtægt fra hovedstaden.

I Christian den Fjerdes tid udsendes et stigende antal politiforordninger. De truer købstædernes autonomi. I 1613 blev lavene afskaffet. I 1619 kom så en reform af købstædernes ”justits, ordning og politi”.

Man begyndte arbejdet med Danske Lov

Efter enevældens indførelse i 1660 påbegyndtes arbejdet med Danske Lov. Der er erstattede de middelalderlige landskabslove i 1683. Egentlig skulle man også have haft en politilovgivning med. Men i 1681 nedsatte Christian den Femte en kommission, der udarbejdede en separat politiordning.

Det var købstædernes magistrater, der havde ansvar for at håndhæve disse forordninger. Således blev købemand Jens Bang stævnet i Aalborg i 1640 for at have pyntet sin kones ligkiste i strid med en luksusforordning fra 1624,

 I 1667 blev en borger kaldt op på rådstuen og idømt en bøde på fire rigsdaler for at have holdt en overdådig barselsfest.

Den første politimester blev udnævnt i København i 1682. Det var Claus Rasch. I 1684 blev hans virke udvidet til hele landet, byfogderne skulle fungere som hans politifuldmægtige.

En pastor nægtede at tage borgerskab

I Aalborg var man lidt træt af Claus Rasch. Men mistro blev afløst af tillid. For Rasch bakkede Magistraten op omkring pastor Reenberg. Denne havde nægtet at tage borgerskab i byen, selv om han gennem flere år havde haft krambod med sild og kornvarer. Byfogden fik ordre til at opkræve dagbøder.

Købmænd i København bad Rasch om at anholde tre kvinder fra Aalborg, der solgte sild i hovedstaden. Og en anden klage fra købmændene var, at sildetønderne fra Aalborg var mindre end det anordnede tøndemål.

Overpolitiinspektøren i Aalborg konfiskerede i 1685 tre ”nødkroppe” (Oksekød), som nogle bønder fra Nørresundby faldbød i Aalborg. Dette var ulovligt. Aalborg Slagterlav havde eneret på at sælge kød i byen.

Politimesterens opgave inddelt i 12 hovedopgaver

Politimesterens opgaver var opdelt i 12 opgaver. Kapitel 1 handlede om gejstlige sager. Kapitel 2 var om helligfest og bededage. Det handlede om at opretholde ro og orden under gudstjenester og skride ind for tumulter både i og uden for kirken samt udskænkning på værtshuse. Ja det handlede også om arbejde, der afholdt folk i at komme til gudstjeneste.

Kapitel 3 handlede om ærbarhed og gode sæder. Ja det var forskelligartede ordensforstyrrelser som prostitution, nattesæde, ophold på værtshuse efter kl. 22, grassatgang ”med draget gevær” i gaderne, gadedrengenes kasten med sne, sten, affald eller fyrværkeri, injurierende ”skandaleskrifter” samt tjenestefolks ulydighed over for deres husbonder. 

Kapitel 4 handlede om fremmede og løsgængere. Ja så var det lige fremmede spioner, omvandrende jøder, tatere og tiggere samt næringsdrivende uden borgerskab i købstæderne.

Skik og orden

Kapitel 5 var om skik og orden vedrørende håndhævelsen af luksusforordninger om bryllupper, barsler, begravelser og gæstebud samt rangmæssig påklædning.

Kapitel 6 var om torve. Her pålagde politimesteren at holde torvene ”her i staden” renholdte og fordele torvestaderne blandt de handlende.

Og kapitel 7 fulgte rengøringen. Denne gang var det på gader og veje. Rendestene og stakitter skulle følge reglerne. Byggematerialer måtte ikke blokere trafikken. Og så måtte der ikke udøves hærværk på vandposterne. Så var det lige lygter og vejtræer samt tilfartsveje, der skulle holdes i orden.

Kapitel 8 handlede om vandvæsnet, rensning af søer, grøfter og dæmninger.

Falskmøntneri, falsk vægt og mål

I kapitel 9 er vi over i køb og salg, omhandlende politiets indsats over for falskmøntneri, falsk vægt og mål, dørsalg, handel med usunde fødevarer, forfalskede guld – og sølvarbejder og forbudte bøger. Ja så skulle taksterne på brød, kød og øl være overholdt. Ja man skulle også tjekke bagernes og bryggernes forråd af korn og malt.

Kapitel 10 om lavene handlede om håndhævelse af de generelle forordninger om lavene, om svende og drenge samt de enkelte lavs kongelige artikler.

Vægtere, lygter og brandvæsenet figurerer i kapitel 11. Politimesteren skulle holde opsyn mad brandslukninger, ildsteder og skorstene.

Og den offentlige transport og kontrol med vognmænd og færgemandens takster er omhandlet i kapitel 12. Her er også bestemmelser om indretning af kroer og værtshuse på landevejene.

Klager over politimester Rasch skulle rettes direkte til kongen, mens klager over politiembedsmænd skulle rettes til Rasch.

”Det har vi altid gjort”

Det kunne dog være svært for de enkelte embedsmænd, at styre den lovgivning under devisen ”Det har vi altid gjort”. At være byfoged var ikke et helt let job.

Politimesterens betjente skulle udstyres med et tegn i form af en hvid stok med det særlige politisegl for enden. Også i provinsen skulle politisager indføres i en særlig politiprotokol.

I 1708 blev der oprettet politi- og kommercekollegium om foranstaltninger til at forhindre en pestepidemi fra Danzig og Königsberg til at brede sig i Danmark. Fra 1709 – 11 blev stiftamtmanden i Aalborg bl.a. pålagt at få indkommende skibe fra disse byer sat i karantæne på øen Kyholm ved Samsø. Stiftets godsejere skulle udsætte strandvagter.

Man skulle også sætte ind imod det, der kunne forårsage Guds vrede i forbindelse med pesten. Men nu var det næppe dette, der gjorde at Aalborg modsat København slap for pesten.

22 spørgsmål til Magistraten

I 1719 kom der en ny stiftamtmand i Aalborg, Gotfred von Petz. Han startede sin embedsperiode med at stille 22 spørgsmål til magistraten og borgmesteren vedrørende politiforvaltningen.

Der var masser samarbejdsproblemer dengang i Aalborg. Byfogeden nægtede at fjerne det affald som generede stiftamtmanden. Han sagde, at borgmesteren ejede en af de lossepladser, der førte op til amtmandens grund. Vægterne klagede over at byfogeden i fuldskab havde overfaldet dem.

Konflikter i Aalborg

I 1722 blussede konflikten atter op. En politistyrke bestående af to rådhusbetjente, to vægtere og byfogedens tjener beslaglagde nogle jødiske kræmmers varer under det årlige pinsemarked, selv om de havde stiftamtmandens tilladelse til at handle i byen.

I 1729 blev byfogeden Christen Schmidt afskediget og i 1730 ligeledes stiftamtmand Reitzer for at have støttet en flok håndværkere, der ikke uden grund at have anklaget Magistraten for underslæb.

De traditionelle kommunale velfærdsopgaver som forsyning af markedet med billige levnedsmidler og opretholdelse af orden og renlighed i byens offentlige rum forblev langt vigtigere opgaver for politiet end den overvågning af løsgængere og festligheder på helligdage. Magistraten lagde også stor vægt på forprang.

Helligdagslovgivningen

Politilovgivningen kan ses som en reaktion på kirkens manglende kontrol med menigheden i byen, hvor livet var mere frit. Indbyggerne forsømte i stigende grad gudstjenesten og ville hellere gå på værtshus.

I 1707 afviste kongen en fransk købmand. Han ville oprette et manufaktur mod at tillade en calvinistisk menighed. I Aalborg blev der indført en strammere helligdagslovgivning, der på mange måder var strengere end rigets.

En politivedtægt, der er specifikt rettet mod håndværkssvendes druk på helligdage, tyder på, at håndværksmestrene efterspurgte denne disciplinering af byens arbejdende ungdom.

”Forlokkelse” af piger

Under en politisag i 1741 klagede en skræddermester således over, at en svend gik i byen om søndagen og først kom hjem tirsdag aften trods mesterens formaninger. I 1764 blev en skomager ligeledes anmeldt af en bødker for at lade sine tjenestepiger forlede hans drenge til ”at drikke og tumle” en søndag efter kl. 22, da der ved ”sådan forlokkelse af pigerne kunne flyde andre ulejligheder”.

Politiet fredede den lokale elite

Politiet havde manglende autoritet. Man fredede den lokale elite og gik specifikt efter ”de ordinære” på deres helligdagspatruljer.

Sager om udskænkning i kirketiden samt private fester i dagtimerne truede den religiøse orden. Natlig uorden truede den offentlige sikkerhed og forstyrrede borgernes nattesøvn.

De fattige søgte at bruge politiretten som et billigt alternativ til de ordinære retter i sager om natlige gade- og værtshusslagsmål.

Ærbarhed og gode sæder

Overvejende handlede opgaverne vedrørende ”ærbarhed og gode sæder” mere om at bevare den traditionelle samfundsorden. Gaden blev et offentligt rum. Husstanden blev i stigende grad privat.

Øvrigheden forsøgte i høj grad at forhindre offentlig forargelse, frygt og uro, som kunne svække autoritetstroen og udvikle sig til opløb og oprør.

I sagerne om helligbrøde rettede dette sig ikke mod hele samfundet, men primært mod byens laveresociale lag, dens ”pøbel”. ”Ærbarhed og gode sæder” var snarere en form for social kontrol.

Nu var det godt nok svært med magtmidler at disciplinere afvigere. Det bringer bogen gode eksempler på.

Staten ville installere en negativ holdning til tiggere og løsgængere

Der var masser af politiforordninger om tiggere og løsgængere. Man skulle opretholde standssamfundet ved at forfølge folk uden tilhørsforhold til en husstand.  Staten forsøgte at installere en negativ holdning til tiggeri og mobilitet i befolkningen.

Arbejdsføre løsgængere blev tvangshvervet. Og tugthusarbejde skulle forøge statens indtjening.

Der blev klaget over kvindelige daglejere, samtidig med at borgerne klagede over mangel på tjenestepiger. Enlige kvinder blev betragtet som en trussel mod moralen, sædeligheden og de mandelige borgers næringsprivilegier. Indsatsen mod omvandrende kræmmere rettede sig primært mod jøder, som var inviteret til landet i enevældens tid. Men borgerskabet anså disse som en trussel.

Heller ikke i Aalborg lykkedes det at skabe et positivt syn på almisselovgivningen og medlidenhed med tiggerne. Det var de mest afvigende vagabonder, der kom for politiretten.

Politiforordninger mod luksus og hasardspil

Der var dog ingen, der blev dømt for at give almisser eller huse tiggere. Antallet af omvandrende natmænd og vagabonder faldt i slutningen af 1800-tallet. Men måske skyldtes dette stigende velstand.

Politiforordninger mod luksus og hasardspil kunne ses som et middel til at opdrage befolkningen til sparsommelighed. Med luksusforordningerne lykkedes det til en vis grad at hæmme luksusforbruget eller spilleglæden.

Begravelsesforordningen af 1682

Men der er masser af dispensationer fra begravelsesforordningen fra 1682. Overtrædelser af luksusforordningerne blev forsvaret med at de var i overensstemmelser med lokal skik og brug.

Luksuslovgivningen var også efterspurgt af såvel adelen som borgerskabet som en støtte til dem, der følte sig presset til at efterligne mere velstilledes luksusforbrug selv om de ikke havde råd.

Forbuddet mod hasardspil imødekom klager over soldater, som lokkede borgere og bønder i fordærv med falskspil.

Man efterspurgte et renere nærmiljø

Det er næppe tvivl om, at indsatsen for at fremme renlighed, sikkerhed og bekvemmelighed i det offentlige rum var efterspurgt af Aalborgs indbyggere. Dog havde enevælden også en interesse i at sikre byerne mod epidemier og ildebrande samt i at fremme cirkulationen af varer og tjenesteydelser. Man kiggede også på miljø- og brandsikkerhed.

Ved at forvise løsgående svin og andre husdyr fra byens gader og fælleder var politilovgivningen også med til at fremhæve skellet mellem land og by. I den forstand kan den politimæssige regulering godt knyttes til den varige forandring af sociale holdninger og adfærdsformer.

Det var og lokale embedsfolk og borgere i Aalborg, der efterspurgte et renere nærmiljø. De var fuld af væmmelse over skarn, spildevand og ådsler i byens åer og gader. Urenhed blev forbundet med vanære. Indsatsen gik i første omgang på at sikre særligt ærefulde steder og personer som tinghuset og stiftamtmanden mod den smittende urenhed.

Også de almindeligere borgere forbandt væmmelse over det urene drikkevand med vanære. Temaet var en konflikt mellem forskellige brugere af det offentlige rum. Ja det var en kompetencestrid mellem magistraten og byfoged med stiftamtmanden som mægler.

Regulering af handel

Reguleringen af handlen med livsnødvendige varer udgjorde kernen af politiforvaltningen. Det angik byen og borgenes handelsprivilegier. Det var også et middel til at fremme etablering af manufaktur. Efterhånden var der også spørgsmål om regulering af brødpriser som et værn mod folkelig uro. Det er påfaldende, at det især var fra de fattige, der forlangte politimyndighederne s hjælp i sager om høje kødpriser, forprang og landprang, når magistraten svigtede. Man forsøgte ”at tæmme de handlendes ukristelige vindesyge”.

Politiet blev ofte anklaget for sin passivitet, og private angivere kunne kun lokkes til at angive deres medborgere ved udsigten til at få del i bøderne.

Kongemagten ville afskaffe lavenes egne love

Kongemagtens forsøg på at afskaffe lavenes egne love og skikke var at forøge statens indtægter. Man ville lette styringen af borgerne.

Det er først i 1770’erne at lavene selv begynder at bruge den enkelte politibetjent til at ransage mistænkte fuskeres bopæle og konfiskere deres håndværksarbejder.

Men myndighederne ville også forhindre lavene i at chikanere enlige kvinder eller aftakkede soldater, der havde fået bevilling som frimestre for at spare fattighjælp. Politiet skulle kun skride ind i de tilfælde, hvor frimestrene forbrød sig mod deres bevilling ved at ansætte medhjælpere.

Med etableringen af en garnison i 1772 kom desuden problemet med soldater, der gjorde indpas i lavenes næring. Men indsatsen blev besværliggjort på grund af politiets begrænsede myndighed i den militære jurisdiktion.

I Aalborg så man, at lavene henvendte sig til politimesteren i København eller stiftamtmændene, når de mente, at magistraten svigtede sin forpligtelse til at forsvare deres næringsprivilegier.

Politiefterforskning af indbrud fra 1747

Forbedringsstraffene for ringe tyveri havde et generelt præventivt mål. Den første politiefterforskning af et indbrud fandt sted i 1747. Politiet skulle ikke længere fremhæve velfærden. Nu var det vigtigere at fremme sikkerheden.

I den lokale presse var der masser af læsebreve, der beskrev politimestrens passivitet. Og det var ikke kun borgerskabet, der skrev. Det var også jævne folk som Lene Andersdatter. Hun fortalte om hendes nabos smårapserier.

Generelt blev politiforhørene brugt til opklaring til at opklare småtyverier, som det ikke kunne betale sig at opklare ved en ordinær retssag. I nogle tilfælde afgjorde politiretten endda mindre sager med en disciplinærstraf.

Aalborgs pantelånere havde ikke nogen skrupler med at tage ågerenter af soldaternes tyvekoster.

Hvordan så det ud i de små købstæder

Hvordan så forholdene ud i Sæby? Der var folkelig modstand mod græsningsret. Og så var man ikke tilfreds med en aktion mod en populær vinkelskriver. De mere velstillede borgere bakkede op om politimyndighedernes indsats.

Et opgør i 1818 vidnede om, at der stadig var modstand mod politiet. Politiopgaverne blev en vigtig men ikke uoverskuelig opgave for byfogederne i de små købstæder.

Landpolitiet

Også situationen i Børglum-Jerslev herreder er blevet undersøgt. Landsbyfællesskaberne, godsejerne og præsterne fungerede som politimyndigheder på landet før der blev oprettet egentlig landpoliti. I 1684 blev der oprettet et statsligt landpoliti til at udfylde hullerne i den traditionelle sociale kontrol på landet.

Landpolitiet fik især til opgave at bekæmpe krænkelser af købstædernes handels – og næringsprivilegier, at forsyne de rejsende mellem købstæderne med gode landeveje og kroer samt at indfange løsgængere til tugthusene i byerne. Disse opgaver udgjorde hovedparten af landfiskalens opgaver. I nogle tilfælde måtte man også udfylde hullerne i strafferetsplejen på godserne.

Alt var ikke lige let at bekæmpe

Rets- og toldbetjente forsøgte at udrydde forbrug, produktion og salg af brændevin på landet. Men dette blev nærmest umuliggjort af landbosamfundets traditionelle ordensmagter. Modstanden tog både form af kollektive aktioner organiseret af landsbyerne og retlig modstand, hvor godsejere og andre husbonder udnyttede deres juridiske privilegier til at holde hånden over deres fæstere.

Det overvejende indtryk er, at den nye politimyndighed udelukkende imødekom byernes efterspørgsel på at fremme byernes økonomi på bekostning af landbosamfundet. Det gjaldt åbenbart at opretholde den standsmæssige del mellem land og by.

Dog viser de mange eksempler på modstand, at den enevældige stat ikke var i stand til at gennemtvinge sin vilje på landet i de tilfælde, hvor ordenshåndhævelsen ikke var efterspurgt af landboerne.

Landpoliti-forordningerne af 1791

Landpoliti-forordningerne fra 1791 havde til hensigt at en friere borgerlig orden på landet. Selv om forordningerne gav bønder og tjenestefolk en række nye rettigheder, kom det primært som en reaktion på godsejernes klager over ulydelige hovbønder som følge af tabet af politimyndighed over deres fæstere og frygten for løsgængeri og usædelighed blandt tyendet som følge af stavnsbåndets ophævelse.

Dermed er det en dobbelthed i forordningerne. Forordningerne havde til hensigt at bevare den traditionelle samfundsorden i stedet for at modernisere den.

Den samme dobbelthed så man i udnævnelsen af sognefogeder, som skulle fremme ”flittighed” blandt de andre bønder. Men frem for alt så skulle den kommunale orden, der gik tabt, da udskiftningerne opløste fællesskabet, genskabes.

Landsbyfællesskabet blev set som en forudsætning for god ro og orden.

Hoveri – bestemmelser

Implementeringen af forordningen om orden ved hoveriet var særdeles konfliktfyldt og præget af ulighed. Politiretten blev næsten udelukkende brugt af godsejerne til at disciplinere deres hovbønder på en hurtig måde.

Uberettiget hoveri blev henvist til de ordinære retters langsommelige behandling. Øvrigheden opfordrede parterne til at afgøre deres konflikt ved forlig fremfor dom. Det lykkedes politiretten at underkue bondestanden.

Retspraksis i tyendesager præget af ulighed

Retspraksis i tyendesagerne var også præget af ulighed. Statens interesse i at regulere tyendets arbejdsforhold var i højere grad at hindre løsgængeri og usædelighed blandt de unge tjenestefolk med henblik på at forøge landbrugsproduktionen.

I flere tilfælde fik tyendet dog ret i klager over løn- og arbejdsforhold i politiretten. Denne ret synes ikke at have et særligt virksomt middel til at disciplinere hovbønder eller tjenestefolk, der i stigende grad gjorde krav på borgerlige rettigheder.

Bogen kan varmt anbefales

Ved hjælp af tre steder i det nordjyske kommer vi vidt omkring. Bogen afspejler på udmærket vis livet i Danmark, dengang. Og sjov nok var det problemer i embedsstanden i den lokale by. Dette problem er vi ofte stødt på i vores historier. Vi opdagede tre fejl, som korrekturlæseren har overset. Som vi nok allerede har nævnt kunne man have valgt at udgive bogen i en populærudgave. Men nu har man så valgt denne ”forskningsudgave”. Såfremt man lige har dette i baghovedet er det en til tider overraskende bog med masser af gode historier.

  • Jørgen Mûhrmann – Lund:

Borgerligt Regimente

Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde (464 sider)

Museum Tusculanums Forlag

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.365 artikler herunder:

  • Lov og ret i Sønderjylland dengang
  • Lov og Ret i Tønder
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Sankt Knuds Gildet i Flensborg og mange andre

Kampen om Byggeren (NørLIV 22)

Marts 6, 2019

Kampen om Byggeren (NørLIV 22)

Dette er vores 22. bidrag til Ugevisen Nørrebro Liv. Man kan sige, at befolkningen på Nørrebro kæmpede både for børnehaver og legepladser. Det var i 1980 i en meget kaotisk tid med Buldozersanering. Der var ikke meget hjælp at hente fra politikerne oppe på Rådhuset. Men også på Nørrebro kneb det med opbakningen fra alle partier og opbakning fra hele fagbevægelsen. Politiet slog meget hårdt til. Bagerst i artikler har vi samlet en artikeloversigt over temaet slumstormere, autonome og BZ’ er på Nørrebro.

Dengang havde medierne travlt med at fortælle om, at kampene på Nørrebro blev udkæmpet af ”forkælede venstreorienterede” og ”venstreorienterede ballademagere”. Men sandheden var, at det var hele Nørrebro, der kæmpede. Forældre, pædagoger, detailhandlere, ja helt almindelige borgere. Man var trætte af den planløse sanering og de beslutninger, der blev taget.

De egentlige kampe udspillede sig omkring den 1. maj 1980. Men egentlig startede kampen allerede en søndag i 1973, da en lastbil kørte ind på en byggetomt. En meget populær byggelegeplads opstod.

I juni 1977 besluttede kommunen at lukke den seks år gamle midlertidige institution i Todesgade. Den 15. august møder 300 betjente op. Men de blev stoppet af 1.000 lokale beboere. Efter flere måneders besættelse åbnede beboerne igen institutionen. Men den 10. januar 1978 møder politiet endnu mere talstærk op sammen med diverse håndværkere.

En helhedsplan for området blev vedtaget. VS, SF, De Radikale og Retssamfundet stemte imod og højst overraskende undlod kommunisterne at stemme.

Allerede i 1975 var Nørrebro beboeraktion blevet sprængt. I Tømrergade var de domineret af DKP, og I Blågårdsgade var det VS. Denne sprængning blev udnyttet af Socialdemokraterne.

Byplanborgmester Villo Sigurdsson fik indført en klausul i byggetilladelsen, hvor der stod at Byggeren skulle indpasses i hele projektet. Men overborgmester Weidekamp fratog Sigurdsson myndigheden over byggeriet og udstedte en byggetilladelse, der indebar Byggerens rydning.

Den dag, hvor kommunen havde varslet, at de ville rive byggeren ned stillede en tusindtallig skare forsynet med masker og citron i fald politiet ville anvende tåregas. Man lavede en blokade og hindrede byggearbejdere adgang.

Den 22. april indtraf den første politiaktion. Blokadevagter strømmede til. Flere hundrede betjente havde indfundet sig og efterhånden kom der forstærkning. Demonstranterne blokerede Nørrebrogade for at gøre opmærksom på, hvad der skete på Byggeren. Når politiet havde fjernet en blokade opstod der en 50 meter længere henne.

På Byggeren er de første huse blevet bevidst ødelagte. Og på Nørrebrogade havde de første fået brækket fingrene. Folk bliver gennembanket.

Den 29. april kom to blokvogne med en bulldozer på hvert lad og kørte ind på Byggerens område. De gik i nag selv om folk sad i tårnene på husene. De måtte i sidste øjeblik springe 4 meter ned.

En far med en lille dreng bliver ramt i hovedet. En halv time falder han om Politiet nægter at tilkalde en ambulance. Folk presses ned ad Stengade. Fire betjente banker en ung mand. I Rantzausgade og Åboulevarden er kampene i gang. Syv busser kapres. De køres på tværs af vejen og punkteres.

Der kastes med sten og flasker mod politiet. Butiksruder bliver knust og tømt for indhold. Den massive vold og de mange arresterede fik gjort flere aktive. Over natten bliver Byggeren igen opført. Masser af butikker raseret.

Onsdagen starter rolig. Ud på eftermiddagen dukker 400 betjente op. De forlanger at barrikaderne bliver ryddet. Politiet bliver i kvarteret. Civilbetjente piller folk ud. I Slotsgade er der udbrudt brand. Brandvæsnet kommer uhindret til stedet.

Torsdag den 1. maj er man tidlig på færde. En demonstration fra Christiania bliver mødt med knipler. De havde anmeldt demonstration til Fælledparken, men den gik til Byggeren. Over hele området er politiet i gang. Flere bliver indlagt. Ledet af helikopter forsøger politiet at indeslutte folk. I Elmegade forsøger 25 at drille politiet. De får en gang knippelsuppe.

Lørdag den 3. maj myldrer det med politi. Det vrimler ind med bulldozere og ladvogne. Ja man tæller 26 lastbiler. Alle demonstranter blev fotograferet og registret. Hvordan politikerne på Rådhuset kunne tolererer denne meningsløse vold, er der ingen, der kan forstå.

Sidst på eftermiddagen blev der delt løbesedler ud om et lovligt planlagt fællesmøde på Skt. Hans Plads. Der kom ikke ret mange mennesker men masser af politi. Politiet kom nu med højtalervogne og bekendtgjorde at de ville rydde gaderne. Politiet opfordrede nu folk til at forlade området, men det var afspærret af betjente i alle retninger. Folk flygter ind i opgange. Politiet smadrer vinduer for at komme ind til dem.

Folk bliver nu drevet ned til søerne var endnu en deling er klar til at modtage dem. Ingen slipper fri, alle får bank. Der er indført undtagelsestilstand på Nørrebro. I radioen taler man kun med politiet.

Den næste dag, søndag den 4. maj underholder Trille og Arne Würgler. Man går i protestmarch til Rådhuspladsen, hvor 15.000 mennesker forsamles. I sidegaderne holder politiets skovvogne med kampklædt politi.

Debatten i Borgerrepræsentationen ender med, at Socialdemokraterne sammen med de borgerlige ligefrem roser politiet for deres besindige adfærd. Udtalelserne får Nørrebro-borgerne til at se rødt. På Byggeren er folk aggressive. Flere begynder at kaste sten efter politiets busser. De bliver dog bremset af andre mere besindige.

Et nyt plankværk blev sat op omkring Byggeren. Det var folk fra Byggefagenes Samvirke som accepterede at arbejde under politibeskyttelse. Demonstranter var skuffede over, man ikke kunne få tømrerne med i deres aktion. Nørrebro beboeraktion kunne ikke mere for fagforeningerne med. Efterhånden opløs blokaden, opbakningen var ikke mere til stede.

Men historien om Byggeren er langt fra slut. Utallige blev arresteret under aktionen. De sad i isolation under efterforskningen. Mange oplevede at blive stuvet sammen i cellerne uden mad og drikke. Man var henvist til at forrette deres nødtørft i hjørnet eller i en håndvask. Dem der har siddet på Nørrebrogade slap med en bøde på 500,- kr. Men de fleste blev dømt for vold mod embedsmand i funktion.

En mand blev dømt 40 dage for at have cyklet mod fremstormende betjente. En anden mand fik ligeledes en dom på 40 dage for at have kastet et æbleskrog på låret af en betjent. En tredje mand sad varetægtsfængslet for at have rakt tunge af tre civilbetjente. Anklagen blev dog frafaldet, fordi han ikke kunne vide, at det var betjente.

En 37 – årig kvinde sad en uge i varetægt for at have kastet tre poser med vandfarve efter en bulldozer. Hun blev hentet af politiet, der brød døren ind til hendes lejlighed. De tvang på gaden iført natkjole. Man var ligeglad med hendes børn. Hun blev frikendt.

Med vold frem for demokrati tvang kommunen tingene igennem. Det var starten på en række meget voldelige sammenstød med ordensmagten. Ja man kan tale om en slags voldsspiral. Og i disse aktioner er det gået særdeles hårdt ud over detailhandelen på Nørrebro.

  • www.dengang.dk har vi 257 artikler om Det Gamle Nørrebro herunder:

BZ – Bevægelsens historie på Nørrebro

Nørrebro beboeraktion og Kampen om Byggeren

Kampen om Ungdomshuset 1 – 3

BZ – Bevægelsen – endnu engang

Slumstormere, BZ’ er og Autonome

Røde Rose på Nørrebro

Fristeder og Ungdomshus

Ungeren set fra 6. klasse

Ungdomshusets Historie 1 – 2


I Nazismens skygge

Marts 6, 2019

I Nazismens skygge

De to ledere boede lige i nærheden af hinanden. Men de havde to forskellige mål. DNSAP blev brugt som trussel af tyskerne. Besættelsen forandrede forholdet mellem partierne. 500 veluddannede SA – folk stod parat, sagde Frits Clausen. Han stillede modkrav over for tyskerne. Jens Møller forkyndte, at det skete den 28, juni 1940 – men ak. Frits Clausen tog æren af den skrinlagte grænserevision. Hvervekampagne skete meget tidligt. Bare underskriv blanketten – Waffen SS venter. Tyskerne vidste udmærket at Clausen ikke kunne overtage magten. NSDAP –N ville ikke stille med folk til Frikorps Danmark. Valget i 1943 bar en stor skuffelse for Frits Clausen. Best ankomst betød stor indflydelse for NSDAP – N. Best kunne sagtens styre Frits Clausen. Best og Møller fik et kammeratlig forhold. Clausen sendte klagebrev til Best. Både Møller og Clausen var bekymret for deres sikkerhed. 29. august 1943 var et chok for Møller. Pessimismen voksede hos NSDAP – N

To forskellige mål

De to nazistiske partier i Sønderjylland havde helt forskellige politiske mål. Men alligevel konkurrerede de.

Men en folketysker hører ikke hjemme i det danske nationalsocialistiske arbejderpartis rækker, men i den tyske folkegruppes politiske organisation. Og det skyldes, at netop dette parti fører førerens ideologi videre til en nyordning af Europa, ja sådan forkyndte Jens Møller, partiføreren for NSDAP det.

DNSAP brugt som trussel

Fra tysk side havde man i december 1940 krævet et samarbejde mellem de to partier. Men egentlig fik nazismen aldrig den brede folkelige opbakning i Danmark.

DNSAP blev brugt som en trussel over for den danske samlingsregering. Og NSDAP – N troede næsten til det sidste på grænsespørgsmålet. Man ville være en slags brobygger til Norden. Man havde forskellige nationale politiske mål, men de to partiers ideologi var fælles.

Besættelsen ændrede forholdet

Besættelsen den 9. april 1940 ændrede forholdet mellem DNSAP og NSDAP-N. Besættelsen kom til at betyde nye muligheder for det tyske mindretal i Sønderjylland. Allerede dengang skrev lederen af VoMi, Werner Lorenz, at man havde lovet Danmark, at grænsespørgsmålet ikke måtte blive taget op af mindretallet. De tyske myndigheder ville heller ikke tillade provokationer over for de danske myndigheder.

Frits Clausen sendte den 14. april 1940 en redegørelse over, hvad han havde foretaget sig fem dage tidligere til en afdelingsleder i DNSAP. Han havde ikke forventet en besættelse af Danmark. Den 8. juli skrev han, at han ikke forventede lang levetid for regeringen.

500 veluddannede SA – mænd stod parat

Den 29. september kunne han meddele, at de havde arbejdet hårdt, og nu var de 500 veluddannede SA-mænd. Nu afventede man kun ordren. Og man så frem til, at ”vor elskede fører tager magten i vores fædreland”.

Men allerede fra starten var tyskerne skeptiske over for Frits Clausen og DNSAP. I et anonymt brev fra november 1940 anfører man at DNSAP savner en eller flere fremragende personligheder. Man kan ikke overbevise de brede masser.

Frits Clausen stillede modkrav til tyskerne

Tyskerne var sikkert også irriteret over de modkrav som Frits Clausen stillede. Man anførte igen engang, at Frits Clausen var uegnet til at opnå en betydelig vækst i sin bevægelse. Tyskerne mente også, at han havde optrådt ”udansk” og derfor ville han ikke få opbakning. Hvis han kom til magten skulle tyskerne bruge flere kræfter til at skabe ro. Mon ikke tyskerne allerede i slutningen af november 1940 havde afskrevet DNSAP?

NSDAP – N greb til selvtægt

Mindretallet greb den 9. april 1940 til selvtægt. Den nationale front mellem DNSAP og NSDAP-N blev skærpet. Dette øgede modsætningsforholdet mellem de to partier.

Efterhånden var Sønderjylland det eneste område, der var tilbage fra Versailles-freden, som tyskerne havde mistet, og som de endnu ikke havde fået tilbage. Dette irriterede mindretallet.

Det sker den 28. juni 1940!

Jens Møller udtalte den 16. juni 1940, at det ikke var tilladt at flage med hagekorsflaget:

  • I hvert fald ikke før den 28. juni 1940

Dette medførte det rygte, at Sønderjylland den dag ville blive indlemmet i det tyske rige.

Det var årsdagen for Versailles- freden efter Første Verdenskrig. Det udløste nærmest eufori, som fik mindretallets leder i Tønder til at udbryde:

  • I kan hænge mig tre gange, hvis det ikke passer med den 28. juni.

Nu havde de tyske myndigheder dog ingen planer om at foretage en grænserevision. Mindretallet var skuffet, mens de dansksindede åndede lettet op. Frustrationerne blev vendt mod partifører Jens Møller. Rygterne var givetvis kommet fra de slesvig-holstenske organisationer.

Frits Clausen tog æren for manglende grænserevision

I slutningen af 1940 fik jens Møller at vide fra Berlin, at hans primære opgave var at hjælpe til med at Tyskland vandt krigen. Samtidig fik han besked på ikke at beskæftige sig med grænsespørgsmålet.

Frits Clausen brystede sig med efter besættelsen, at have været med til at sørge for, at grænserevisionen ikke var blevet til noget. Han skrev også i 1947, at han havde overvåget det tyske mindretal og overgivet sine observationer til de danske myndigheder. Clausen mente, at han havde bevirket, at der var sendt ekstra 100 betjente til Sønderjylland for at holde øje med mindretallet.

DNSAP’ s indberetninger var med til at skabe uro. Set ud fra den tyske besættelsesmagt besværliggjorde dette situationen i Danmark. De to partier konkurrerede nu om at påvirke de tyske myndigheder i hver sin retning.

Hvervekampagne startede meget tidligt

SS Standartenführer Müller fra Flensborg fra Flensborg kom over grænsen for nu at organisere hvervningen af frivillige fra mindretallet til Waffen SS. Allerede dagen efter besættelsen gik en intensiv hvervekampagne i gang.

Renthe-Fink udtalte efterfølgende, at han principielt var for optagelsen af danske frivillige i tyske militære enheder, men for at undgå vanskeligheder burde hvervningen begrænses til at omfatte medlemmer af det tyske mindretal, de danske finlandsfrivillige og medlemmer af DNSAP. Det var kun hos medlemmer af disse grupper, man kunne forvente de bedste muligheder.

Den danske lovgivning tillod ikke hvervning af frivillige til krigstjeneste, hvorfor man fra tysk side valgte at lade hvervekampagnen foregå fordækt. Enhver hvervning foregik derfor først, når man var kørt over grænsen.

Bare underskiv denne blanket – Waffen SS venter

De første sessioner i det tyske mindretal foregik omkring den 22. april 1940. Sessionerne foregik under dække af at de frivillige skulle deltage i Wehrsportskurus i Tyskland. Flere af de firvillige gav udtryk for, at de skulle deltage i et tidsbegrænset kursus. I virkeligheden blev de få dage efter præsenteret for blanket til underskrivelse. Her forpligtede de sig til at blive tyske statsborgere og gøre tjeneste i SS i flere år.

Ledelsen i mindretallet vidste med stor sandsynlighed, hvad der skete på dette kursus. SS var inde på, at NSDAP-N og DNSAP skulle samarbejde. Men det ville NSDAP-N ikke, da de følte sig som tyskere.

DNSAP ville også være med i hvervningen

Frits Clausen var først imod at stå for hvervningen af frivillige til Waffen SS, men skiftede efterfølgende mening. Konkurrencefaktorer havde sikkert været væsentlig i den situation. Men egentlig gik man i begyndelsen ikke helhjertet ind i sagen. Man tænkte stadig på at få magten.

Fra den 25. maj 1940 eksisterer der et håndskrevet udkast fra Frits Clausen til Rigskancelliet i Berlin, hvor Clausen bekræfter, at han ville starte hvervningen til SS-standarte Nordland. Her stillede han dog nogle krav til de frivilliges forhold til Danmark.

De frivillige måtte ikke gå tabt for partiet. De måtte ikke miste det danske statsborgerskab. 1. september 1940 blev der oprettet et Waffen SS rekrutteringskontor i København under ledelse af SS – officeren Erich Lorenz. Den danske regering syntes dog, at det havde taget overhånd.

Intern splid i DNSAP

En interne splid i DNSAP førte til dannelse af et nyt nazist-parti. Den danske Front. Men dette udnyttede Waffen SS til på ny at få Frits Clausen til at gå ind i hvervekampagnen. Frits Clausen havde to møder med Heinrich Himmler i februar og maj 1941. Dette gav Frits Clausen stor tillid til Waffen SS. En stor hvervekampagne blev indledt af både NSDAP-N og DNSAP.

Tyskerne vidste godt, at Frits Clausen ikke kunne overtage magten

Renthe-Fink ønskede at oprette et Frikorps Danmark. Clausen startede derfor en stor kampagne mod bolsjevismen. Clausen fik styrket sin position over for SS. Men man ønskede dog ikke på nogen tidspunkt, at DNSAP fik magten i Danmark.

Renthe-Fink skrev den 9. november 1941 om holdningen til DNSAP, at de ikke er i stand til at overtage magten i Danmark. I marts 1942 havde Rethe-Fink en samtale med Clausen. Her beklagede Clausen sig over den fjendtlighed hans parti og de danske frivillige var udsat for fra dansk side.

Clausen ville have den danske justitsminister og forsvarsminister udskiftet. Han ville stoppe hvervningen for at kunne forsvare sig over for de danske myndigheder. Renthe-Fink mente, at noget af Clausens utilfredshed skyldtes, at Quisling havde fået regeringsmagten i Norge.

NSDAP-N ville ikke stille med medlemmer til Frikorps Danmark

Deen 19. februar blev hvervningen fortsat. Og fra marts 1942 kom der gang i den, da Christian von Schalburg blev en populær leder af Frikorps Danmark. DNSAP ønskede ikke, at NSDAP-N skulle stå bedre over for tyskerne.

Det lykkedes for NSDAP-N at få deres vilje igennem ved ikke at skulle stille op i Frikorps Danmark. Det lykkedes ikke for Frits Clausen at få indrømmelser.

Frits Clausen drømte om at tage magten over NSDAP – N

Clausen havde en ide om, at han i det Storgermanske rige kunne få kontrollen over NSDAP-N. Og egentlig var SS ikke så begejstret for Jens Møller. Man mente ikke, at han stillede med nok frivillige. Ja de ønskede ham fjernet.

Det var kommet kritik i egne rækker over Jens Møller. Han havde sagt, at de frivillige ikke skulle bruges i stormtropperne, men det svarede ikke til realiteterne. Der var allerede en masse faldende.

I mindretallet var der en person ved navn Paysen, der udgav et skrift vendt mod ledelsen. Han argumenterede for et samarbejde med DNSAP. Men Himmler mente, at Paysen med det samme skulle indkaldes, og han bakkede Møller op. Men denne mente stadig, at SS stod bag det hele.

Valget i 1943 var en stor skuffelse for Frits Clausen

Folketingsvalget den 23. marts 1943 var en stor skuffelse fra Frits Clausen. Den danske befolkning havde i stedet valgt at bakke partierne bag samarbejdspolitikken op.

Clausen havde regnet med at gå fra tre mandater til mellem 8 og 15 mandater.

Det tyske mindretal stillede ikke op til valget. Himmler regnede så med, at det tyske mindretal ville støtte Clausens DNSAP. Mern efter Møllers overbevisning ville man gøre en bjørnetjeneste ved at stemme på Clausen, så han anbefalede ikke at stemme på DNSAP.

Bests ankomst skabte bedre indflydelse for NSDAP – N

Det tyske mindretal så Werner Bests ankomst til Danmark som en god mulighed til at få endnu mere indflydelse. Men for Best var det en mulighed for at styrke Scavenius-regeringen. Mindretallet forlangte efter valget at få oprettet et kontor under statsministeriet, som skulle tage sig af mindretallets anliggender. Kontoret blev efterfølgende oprettet på trods af dansk modstand.

Redaktør Bjørn Svensson mente, at fra at mindretalsspørgsmål var et rent dansk anliggende blev det nu et dansk – tysk projekt.

Best havde ingen problemer med at styre Frits Clausen

Under telegramkrisen mente Frits Clausen, at han skulle overtage magten. Det lykkedes dog for Scavenius at oprette en regering uden DNSAP.

Best havde ingen problemer med at styre Clausen og endda at fremme egne interesser. Det var vigtigt for Best over for Hitler, at påpege, at det var Clausens eget forslag, at der ikke skulle være DNSAP – ministre i Scavenius regeringen. Allerede fra starten havde Best besluttet sig for at sætte Clausen i skammekrogen. Men Best ville stadig gerne bruge Best som trussel.

Møller og Best fik et kammeratligt forhold

Møller og Best udviklede et godt forhold til hinanden. Best kalde ham ”Kammerat Møller”. Mindretallet fornemmede også en mere behagelige tone over for mindretallet. Best bakkede også op om mindretallets skole- og kirkeforhold i grænselandet.

Mens Clausen blev sat på sidelinjen, fik NSDAP-N større handlefrihed og styrket sin position over for de danske myndigheder.

Clausen sendte klagebrev til Best

Clausen havde efter valget sendt et brev til Best, hvor han gav udtryk for, at valget var en folkeafstemning for demokratiet mod det autoritære system, som Tyskland repræsenterede. Clausen kritiserede desuden de tyske myndigheder for ikke at have givet ham tilstrækkelig frihed til at angribe samlingsregeringens politik. Clausen benyttede desuden til at udtrykke sin mistillid til den politik, som SS førte i Danmark.

Oprettelsen af det Germanske Korps i 1943 var efter Clausens mening et dårligt skridt, som ville skabe uro i befolkningen. Clausen havde fået den fornemmelse, at dannelsen af de germanske korps gjorde at de frivillige fra DNSAP gik tabt for partiet, hvilket var i strid med de løfter, SS havde givet ham i 1941.

Derudover havde den tyske økonomiske støtte betydet, at DNSAP af den danske befolkning blev betragtet som et betalt tysk redskab. Han regnede med, at han nu ville kunne føre en mere selvstændig politik ved at fravælge den tyske økonomiske støtte.

 Clausen havde erkendt, at DNSAP havde forpasset muligheden for at blive et troværdigt politisk parti ved at knytte partiet tæt til den tyske besættelsesmagt. Frits Clausen havde anerkendt, at han havde mistet sin politiske indflydelse.

Han beklagede også, at de frivillige fra Frikorps Danmark blev flyttet over i andre Waffen SS divisioner. Det havde også været en stor splittelse inden for Waffen SS med hensyn til, hvordan hvervningen skulle foregå.

Bekymret for sikkerheden i Bovrup

Frits Clausen var også blevet bekymret om sin egen sikkerhed. Han forventede uro og usikkerhed. Han anmodede i maj 1943 om bevogtning af DNSAP’ s hovedkvarter i Bovrup. Der blev etableret en midlertidig natbevogtning med to reservebetjente.

Clausen var kommet i strid modvind. Han forsøgte at kæmpe videre indtil han gav op i september 1943. Han meldte sig frivillig til fronten. Hans afgang som partifører betød, at partiet mistede sin sidste samlingskraft, hvorefter det oplevede en sand medlemsflugt og et udbrud af indre stridigheder.

Møller opretter ”Hjemmeværn”

Mindretallet havde med oprettelsen af det tyske kontor under Statsministeriet fået styrket sin position i Danmark. Man havde i februar 1943 fået oprettet ”Zeitfreiwilligendienst”, som skulle indsættes, når Danmark blev invaderet.

Korpset var en slags erstatning for alle dem i mindretallet, der ikke kunne ”undværes” eller var for gamle til at melde sig ved fronten. I januar 1943 blev det agiteret stærkt for at alle 17 – 60 årige i mindretallet skulle melde sig til dette korps.

De hjemmetyske virksomheder skulle stille sig til rådighed

Møller appellerede den 5. marts 1943 til en forstærket indsats på hjemmefronten. Alle de hjemmetyske virksomhedsejere skulle stille deres virksomhed til rådighed for produktion for den tyske værnemagt. Mindretallet var derfor meget optaget af at støtte den tyske krigsindsats samtidig med, at det var i gang med at opbygge et hjemmeværn, som skulle give større sikkerhed for mindretallet i Sønderjylland.

29. august 1943 – et chok for Møller

Den store omvæltning kom, da den danske regering trådte tilbage den 29. august 1943. Det kom som et chok for Møller, som i et brev den 21. september 1943 beklagede, den danske parlamentariske regering var trådt tilbage.

Han gav udtryk for, at han følte mindretallets arbejde som brobygger i Norden truet. Han påpegede samtidig, at Best var den eneste politiker af format, der nød almindelig dansk tillid. Møller var nervøs for, hvad den nye situation ville betyde for mindretallet. Den politiske handlefrihed, som det havde opnået med oprettelsen af det tyske kontor, kunne være truet, hvis undtagelsestilstanden medførte, at en ny rigsfuldbemægtiget i Danmark.

Også Møller frygtede for sin sikkerhed

Møller ønskede at bevare den privilegerede position, som mindretallet havde opnået efter valget. Da ”Zeitfreiwilligendienst” samtidig var blevet anvendt til bevogtningsopgaver i forbindelse med undtagelsestilstanden den 29. august 1943 frygtede Møller for mindretallets sikkerhed.

Pessimismen voksede

Det tyske mindretal blev mindre aggressivt i forhold til den danske befolkning i forholdet til den danske befolkning. Politiadjudanten skrev i november 1943:

  • Pessimismen med hensyn til krigens udfald synes at brede sig blandt det tyske mindretal, ”tonen” er blevet betydelige mere sagtmodig. Skriftlige henvendelser før på tysk, affattes nu på dansk og er nu underskrevet ærbødigst i stedet for Heil Hitler.

Kilde:

  • Sønderjydske Årbøger /div. Udgaver)
  • Robert Bohn: Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland 1933-1945
  • Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Danmark besat, Krig og hverdag 1940 – 45
  • Troels Fink: Sønderjylland siden genforeningen i 1920
  • Hans Kirchhof: Samarbejde og modstand under besættelsen
  • John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 og derefter
  • John T. Lauridsen: Over stregen – under besættelsen
  • Joachim Lund: Partier under pres – Demokratiet under besættelsen
  • Johan Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen
  • Ole Ravn: Fører uden folk
  • Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjyllands Historie
  • Frederik Strand: Førerens germanske arm
  • Birgitte Herreborg Thomsen, Henrik Skov Kristensen: Sønderjylland 1933

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.364 artikler, herunder 269 artikler fra besættelsestiden (før/Nu/efter) herunder:

  • Gerningsmænd og ofre
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Vidste de danske frivillige hvad de gik ind til
  • Frits Clausen og danskheden
  • Fra krig til internering
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Frits som spællemand og trillebør
  • Et mindretal under besættelsen
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • Kryssing og Frikorps Danmark
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Den Sønderjyske Politiadjudant
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Jens Møller – folkeforfører eller folkefører ’
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunkt
  • Det Tyske Mindretal
  • En villa i Kollund 1-2
  • Fårhuslejren
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Tønder omkring 1930
  • Tønder – maj 1945
  • Nazister i Tønder
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Da tyskerne kom til Tønder
  • Obersten fra Tønder
  • Historien om Jeppe K. Christensen
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • De danske Nazister
  • Werner Best
  • Danskere i tysk tjeneste
  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (ver. 2018)
  • Frits-Nazister og et kartotek
  • Bovrup kartoteket
  • Frits Clausen – Lægen fra Aabenraa og mange andre.