Dengang

Artikler



Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital

Marts 31, 2020

Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital

Tyskerne lagde pres på sundhedssystemet. Når en sabotør blev indlagt Hipokorpset legede politi. Man fandt frem til systemer. Der var over 400 patienter, der hed Petersen. En sabotør fik hurtigt nyt navn. Ellen Christensen – Citronens kæreste. De 8.000 danske jøder skal arresteres. Tiltagende flygtningestrøm på hospitalet. En nattevagt var nazist. Næsten alle 130 sygeplejersker deltog. Centralen. Til tider indeholdt skotøjsæsken 100.000 kr. Ikke alle havde midler til at komme til Sverige. Da kassen var tom, blev kongen opsøgt. Mange udskibningshavne. Det gik også galt. Godsejeren hjalp. Da ambulancerne blev stoppet. En flaske snaps med sovepiller hjalp. Planerne blev ændret. Mellem 1.500 – 2.000 blev reddet. Signe Mortensen ville ikke modtage medalje. Da Carlo Emil Bakman blev skudt. Køster flygtede til Storbritannien. Læge skudt under sabotageaktion. Hospitalspræsten skudt af Hipo.  

 

Tyskerne lagde pres på sundhedssystemet

Tyskerne lagde stort pres på det danske sundhedssystem for at behandle tilskadekomne tyske soldater. I stort tal. Sundhedspersonalet søgte med fredelige midler at undgå dette og på at få værnemagten til selv at oprette behandlingssteder.

Bispebjerg Hospital var velegnet til mange ting på grund af det enorme tunnelsystem. Her var det muligt at skjule aktiviteter som trykning af illegale blade og skjule flygtninge.

 

Når en sabotør blev indlagt

Efter den 29. august 1943 mærkede man i høj grad forandringerne på Bispebjerg Hospital. Tyskerne rettede efterhånden et kritisk øje på hospitalet. En del folk her deltog i modstandsarbejdet i forskellige former. Men det var særlig øverst i hovedportens opgang 20 D hos Første reservekirurg der foregik ting og sager.

At behandle illegale tilskadekomne var en ting. Noget andet var at sikre anonymitet og trygge rammer for patienterne og deres videre færden.

Når en såret sabotør blev indbragt på hospitalet, var forretningsgangen omtrent følgende:

 

  • Konstatering af patientens art – Drejede det sig virkelig om en sabotør? – Hurtig og diskret passage fra hospitalets indgang til behandlingsstedet, journaloptagelse og behandling. Ordning af identitetskort, rationeringsmærker, betaling, anbringelse efter hospitalsopholdet og meget mere.

 

Da Hipokorpset optrådte som ”Dansk Politi”

I begyndelsen var det ikke noget problem. Man iagttog forsigtighed og diskretion. Men efter jødetransporterne til Sverige var tyskerne op vagt over for hospitalerne. Kravet om identitetskort komplicerede det hele. Og helt galt gik det, da Hipokorpset optrådte som ”dansk politi”.

De indfandt sig altid kort tid efter, at de sårede var bragt ind. Det blev sagt, at de blev alarmeret samtidigt med Brandvæsnets ambulancer.

 

Man fandt frem til systemer

Man fandt hurtig frem til nogle systemer, så man allerede porten kunne finde frem til, hvem der blev indleveret. Det var en fordel at vide så lidt som muligt for den enkelte. Så man ikke skulle give efter for trusler. Man måtte antage at forespørgsler til disse patienter ville blive rettet til lederne for de forskellige afdelinger.

 

Der var 400 patienter, der hed Petersen

Hipo og Gestapo kom farende og kastede sig over den første og bedste. Man gav sig til at forhøre og true en sygeplejerske, der var totalt uvidende om forholdene. Da flere mennesker kom til truede man med at omringe hospitalet, hvis de ikke fik telefonisk besked inden for en halv time.

En gang forlangte Gestapo med truende tone at få patientregistret udleveret, hvilket man mente ikke at kunne nægte dem. De søgte en mand ved navn Petersen. Da de fik registret udleveret med ca. 400 personer med navnet Petersen blev de ude af sig selv af forbitrelse.

 

En sabotør fik hurtig nyt navn

Når tyskerne søgte en sabotør, var det vigtigt at få at vide, om de vidste, at han var såret og om de havde en formodning, om han var såret.  Hvis dette var tilfældet, måtte man skyndsomst bringe ham videre.  Mente man, at ingen rigtig vidste noget kunne man begynde behandlingen.

Nu gjaldt det så om at give patienten et nyt navn. Ganske vidst havde de fleste dæknavne. Men de mest prominente var i alvorlig fare. For ofte kendte Gestapo dæknavnene. Man måtte give mange patienter nye identitetskort. Journalen blev så læst op for patienten, så denne kunne det udenad.

 

Ellen Christensen – Citronens kæreste

Den side af sagen klarede Ellen Christensen. Hun arbejdede i det illegale arbejde og havde gode forbindelser. Hun var en stor hjælp og kunne fremskaffe hvad som helst.

Hun sluttede sig i de første besættelsesår til en gruppe under modstandsorganisationen Frit Danmark, hvor hun efterhånden blev medleder. Gruppen beskæftigede sig primært med at fremstille illegale blade.

Hun var forbindelsesled mellem en af de største og sikreste illegale ruter til Sverige. Hun sørgede for at modstandsfolk og allierede flyvere kom over til Sverige. Hun deltog i våben – og sprængstoftransporter og advarede modstandsfolk, der var kommet under mistanke.

Hun var en sand mester i at skaffe identitetskort, rationeringsmærker, våben og andet nødvendigt til modstandsarbejde.

Hun arrangerede også jødernes flugt til Sverige. Hun var kæreste med Jørgen Haagen Schmidt, kaldet Citronen. Da denne i september 1944 blev alvorligt såret af tyskerne, plejede hun ham dagligt.

Skjulestedet blev ransaget af Gestapo en nat i oktober. Det udviklede sig til en voldsom og timelang ildkamp, hvor Citronen blev dræbt. Det lykkedes Ellen Christensen at undslippe. Men under aktionen havde Gestapo fundet hendes falske id – kort. Og nu blev hun eftersøgt. Hun levede derfor under jorden resten af besættelsen. Hun undgik at blive arresteret med fortsatte det illegale arbejde.

Det lykkedes ikke for tyskerne at pågribe eller opspore en eneste af de illegale. Mange af sygeplejerskerne påtog sig en ikke ringe personlig risiko ved at huse de eftersøgte eller gemme deres tøj og våben.

Også ambulancefolkene har gjort store tjenester når det blev nødvendigt at flytte de sårede. Også nogle af portnerne holdt et skarpt øje med de besøgende. Når bestemte havde vagt, kunne man være sikker på at blive advaret i tide.

 

Da 8.000 danske jøder skulle arresteres

I de sidste dage af september 1943 oplyste forskellige kilder fra dansk og tysk side, at omtrent 8.000 danske jøder skulle anholdes. Lægerne på de københavnske hospitaler fandt det naturligt at åbne sygehusenes porte og skjule de nødstedte her. Man stiftede organisationer.

Den 1. oktober gik jagten ind på de danske jøder med natlige Gestapo – aktioner. Da vi de fleste allerede bragt i sikkerhed i parker, tomme boliger, sommerhuse og nærliggende skove.

 

Tiltagende flygtningestrøm på hospitalet

På Bispebjerg Hospital mærkede man den tiltagende flygtningestrøm. Snart blev tilstanden kritisk, da der endnu ikke var muligt at bringe flygtningene videre fra hospitalet i samme takt som de strømmede til.

Tunneller, gange, auditorier og afdelingernes sygestuer var tæt befolkede. Ofte opstod tilspidsede situationer, når tyskerne eller Schalburgfolk vimsede omkring med onde hensigter uden for hospitalets beskyttende mure, eller når antallet af flygtninge overgik lokalernes kapacitet. Man måtte herefter overveje at inddrage nye skjulesteder nær hospitalet.

Ikke sjældent måtte personalet improvisere. Et begravelsesoptog på omtrent 40 personer ville samle sig en aften. Hensigten var på et senere tidspunkt at sende denne gruppe videre i en flyttevogn mod kysten. Men tilstrømningen fortsatte. Da antallet nærmede sig 150 sjæle besluttede oversygeplejerske Fr. Mogensen at sende så mange som muligt med flyttevognen for derefter at gemme de tilbageblevne i undervisningslokalerne under Psykiatrisk Afdeling E.

Senere samme aften blev de resterende 80 jøder sendt af sted i taxaer til det ventende skib.

 

En nattevagt var nazist

Personalet måtte ofte tænke meget kreativ for at hjælpe de mange flygtninge, f.eks. da man konstaterede, at en nattevagt var nazist. I al hast måtte man bringe en gruppe flygtninge fra hospitalets centrale del til den mere afsidesliggende badebygning.

 

Næsten alle 130 sygeplejerske deltog

Rygtet om jøderne på Bispebjerg Hospital bredte sig. Nye tiltag måtte tages. Tilstrømningen oversteg nu langt kapaciteten for videre transport til kysten. Konsekvensen var en logistisk udfordring af dimensioner. Et stort og uvist antal nødlidende skulle opholde sig flere dage under fuld diskretion. De skulle også bespises og forsynes med nødvendig beklædning.

På storsindet vis åbnede næsten alle 130 sygeplejerske i hospitalets nye sygeplejeboliger på Charlotte Muncks Vej deres hjem til de nødstedte. Hver sygeplejerske passede ”sin” familie, der snildt kunne bestå af 8 – 10 personer., både børn og voksne, med mad, drikke, tøj, omsorg og trøstende ord i de små lejligheder.

 

Centralen

Adskillige læger med bolig på hospitalet åbnede tilsvarende deres hjem for flygtninge. På den tid var lægerne en ekstra udsat gruppe, fordi besætterne og deres danske medløbere fandt netop denne gruppe som mål for hævndrab – de såkaldte ”clearing – mord”.

Viceforstander Fr. Korsholm stillede sin lejlighed i Charlotte Muncks Vej 1 til rådighed som organisationscenter, benævnt ”Centralen”. Denne adresse blev på diskret vis landskendt som et sted, hvortil man kunne sende penge til hjælpearbejdet.

 

Til tider indeholdt skotøjsæsken 100.000 kr.

En operationssygeplejerske bandt de mange tråde sammen bistået af en kommunal brandmand døgnet rundt. Man samarbejdede med centralerne på Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet om at koordinere indsatsen.

Opgaverne var mangfoldige f.eks. måtte man udarbejde lister over både pålidelige og ikke mindst upålidelige taxachauffører, da talrige transporter foregik med taxaer.

Bispebjerg Hospitals køkkenbestyrer Fr. Beltoft sørgede for mad og drikke til gæsterne i døgndrift trods ofte meget upræcise ”gæstelister”. Lige så vigtigt var det at have fuldt overblik over antallet af tilgående og udgående flygtninge af hensyn til videre planlægning.

I Centralen havde Fr. Sander og Fr. Christensen overblik over hver enkelt flygtnings status. Hvem havde ventet længst, hvem var syg eller skrøbelig, timing af transporter og regnskab over de ofte temmelig store beløb, der var i ”pengekassen”, som blot var en skotøjsæske, der til tider indeholdt 100.000 kr. Centralen havde også en nødforsyning med op til 1.000 liter benzin.

 

Ikke alle havde midler til at komme til Sverige

I kælderen under Charlotte Muncks Vej 7 passede en stab af sygeplejerske under ledelse af Fr. Mogensen en stor gruppe flygtninge, heriblandt flere plejekrævende.

Der var livlig aktivitet døgnet rundt. Her var foruden flygtninge, chauffører, budbringere, vagtfolk og medlemmer af transportgrupperne. Når uønskede personer nærmede sig blev man varskoet, så nødvendige forholdsregler kunne sættes i værk.

De flygtende betalte efter bedste evne og mange gav alt, hvad de ejede. Andre var fattige og havde kun få midler. Donationerne kom fra anonyme eller navngivne borgere og institutioner og firmaer hele landet.

 

Da kassen var tom, blev kongen opsøgt

Køkkenpigen fra Bispebjerg gav 10 kr. En direktør fra Odense gav 20.000 kr. Sygeplejerskerne Fr. Sander og Fr. Fraas opsøgte endda Kong Christian den Tiende på Sorgenfri Slot. Heller ikke de vendte tomhændede hjem. I alt modtog organisationen 1 mio. kr. i deres funktionstid. Men det var tvingende nødvendigt at opsøge kongen for kassen var tom. Kongens helbred var svigtende. Hans ophold på Sorgenfri Slot var, hvad man kan kalde en venlig husarrest  organiseret af tyskerne.

Afskibningscentralen var placeret på Blegdams Hospital. Bispebjerg Hospital havde primært kontakt med de ruter, der udgik fra Mosede, Sydhavnen, Falster, Tuborg Havn og Amalienborg Plads.

 

Mange udskibningshavne

Udenfor hospitalets ”eget” rutenet var der også kontakt til den nordsjællandske transportgruppe, der arbejdede med flere lægegrupper. Personale med baggrund i Rederiet Lauritzen førte løbende kontrol med forholdene i alle udskibningshavne.

Transporten fra hospitalet var velorganiserede. Taxaselskabet blev varskoet og gruppen førtes under ledelse af en eller to sygeplejersker. Hvis der var luftalarm, blev taxaerne afløst af ambulancer fra Falck og Zonen.

Gruppelederne medbragte store kontantbeløb til uforudsete udgifter. Herefter blev kursen sat mod den lokalitet ved kysten, hvor motorbåden, fiskekutteren eller skonnerten ventede. Bispebjergs koordinationscenter i Centralen blev underrettet, så snart gruppen nåede frem til pladsen og senere, når gruppen var nået velbeholdent til Sverige og skibet var kommet sikkert retur til Danmark.

 

Det gik også galt

Det hele var overordentlig risikabelt og ikke sjældent gik noget galt, trods den omhyggelige planlægning.

Et skræmmende eksempel på tilfældighedernes spil ramte en transport med 180 flygtninge udgået fra Bispebjerg Hospital med kurs mod Strøby på Stevns, hvor gruppen skulle sættes over af en anden organisation. Første del af transporten foregik planmæssigt fra Bispebjerg Bakke til Strøby syd for Køge med taxaer og flyttebiler.

Under den natlige indskibning gik det galt. Gruppen havde aftalt, sendt lyssignaler i kode til den ventende skonnert, men modtog som svar kun heftige byger af maskingeværsprojektiler. I stedet for den fredelige skonnert var et tysk, armeret patruljefartøj dukket op ved pladsen.

Med nød og næppe undslap de flygtende og gemte sig i de nærliggende skove under Gjorslev Gods. Centralen på Bispebjerg Hospital blev omgående orienteret. Man rekvirerede omgående en CB – kolonne (Civil Beskyttelse) med lastbiler og mandskab, der blev suppleret med fire sygeplejersker og en læge fra hospitalet.

 

Godsejeren hjalp

I køkkenet pakkede Fr. Beltoft kasser med nødforsyninger og udleverede brød, smør, kaffe samt et par hundrede liter mælk. Oktober- nætterne var kolde, men hjælpen nåede frem og sikrede de undvegne. Senere blev hele gruppen ført i sikkerhed i Sverige via Fanefjord på Møn.

Ofte var det Niels Rosenkrantz på Liselund, der hjalp med flugten, når det foregik på Møn. Hans dæknavn var ”Jens Hansen”.

 

Da ambulancerne blev stoppet

Ved udgangen af anden uge i oktober begyndte tyskerne for alvor at interessere sig for hospitalerne. En nat blev alle ambulancer fra Kommunehospitalet og Bispebjerg Hospital standset og gennemsøgt.

 

En halv flaske snaps hjalp

I Bispebjerg Hospitals sygeplejerskeboliger opholdt der sig 180 jøder uden ringeste mulighed for flugt. Alle transporter blev standset. To loyale politifolk som beskyttede Centralen konstaterede, at bygningen var omringet af tyske SS-folk og adskillige medløbere. Få skud blev løsnet. Ud på morgenstunden forsvandt fjenden. En enkelt person trængte ind i bygningen. Den uvelkomne gæst blev dog hurtigt og grundigt pacificeret af Fr. Mogensen, der serverede den indtrængende en halv flaske snaps med opløste sovepiller i.

 

Planerne blev ændret

Ved en tidligere lejlighed lykkedes det at smugle skræmte flygtninge uskadte gennem fjendens linjer, maskerede som et kristent begavelsesfølge. Gruppens nødlidte kom alle frem til vores nabo.

Planerne på hospitalet blev nu hurtig ændret. Allerede næste dag blev alle jødiske flygtninge på Bispebjerg Hospital samt 100 nytilkomne i dagens løb overført i sikkerhed over Sundet allerede kl. 19 næste dag.

Centralen blev dog ikke opgivet. Nu blev stedet bare modtageradresse for derefter at blive transporteret til sikre lejligheder i nabolaget. De sidste jødiske landsmænd der blev bragt over, var tre undvegne fanger fra en togtransport med kurs mod koncentrationslejren Theresienstadt samt en gruppe efterladte børn, der blev ledsaget til deres forældre i Sverige af en gruppe sygeplejersker fra Bispebjerg Hospital.

 

Mellem 1.500 – 2.000 blev reddet

I alt anslås det at 1.500 – 2.000 danskere med jødisk baggrund har passeret gennem Bispebjerg Hospitals kapel, tunneller, sygestuer, ambulatorier og personallejligheder i løbet af godt to uger i oktober 1943.

Tyskerne havde meget længe haft mistanke til Bispebjerg Hospital. Men man frygtede at møde ildkamp og eksplosioner nede i tunnellerne.

 

Signe Mortensen ville ikke modtage medalje

En af de meget aktive var oversygeplejerske Signe Mortensen, som også deltog i andet modstandsarbejde. Hun blev arresteret og gennemgik ubehagelige forhør. Hun fik to måneder i Vestre Fængsel og blev overført til Frøslevlejren den 5. maj 1945. Hun gik under dæknavnet Mogensine.

Da hun fik at vide, at hun var indstillet til Florence Nightingale-medaljen, skrev hun til præsidenten for Dansk Røde Kors for at meddele, at hun ikke ønskede nogen officiel anerkendelse for:

 

  • Det arbejde som jeg sammen med andre har gjort under 2. verdenskrig. Hvis ret skal være ret, burde medaljen stykkes ud i små portioner og uddeles til dem, der gjorde det muligt for mig at udrette arbejdet, lige fra min overlæge, der så gennem fingre med, at jeg ikke overholdt arbejdstiden på grund af noget uregelmæssigt arbejde, til portøren der holdt tand for tunge, for ikke at tale om min søster, der var mig en uvurderlig hjælper og min kære gamle moder, der holdt humøret oppe hos os alle.

 

Da Carlo Emil Bakman blev skudt

Under en af de mange flygtningetransporter som Carlo Emil Bakman var med til at organisere, blev han og hans kammerater en dag overrasket og arresteret af tyske soldater. Arrestationen fandt sted i en sydsjællandsk udskibningshavn. Cato og hans kammerat blev ført til Dagmarhus. De blev imidlertid løsladt efter en nats forhør, idet det var lykkedes dem indbyrdes at aftale en forklaring som tyskerne tog for gode varer.

Den 9. december 1943 blev han på ny pågrebet under en Gestapo-aktion mod dr. Køsters lejlighed på 3. sal i hjørnet af hovedbygningens D – fløj. Denne gang havde han forsøgt at smugle en såret kammerat ind på Bispebjerg Hospital.

Uheldigvis var det de samme soldater, der tidligere havde arresteret ham. Han anså derfor et flugtforsøg for at være eneste redning for ham. Han sprang ud ad et vindue, men ramtes i springet af fire – fem kugler i ryggen. Under tysk vagt blev han indlagt på hospitalet. Men han døde næste morgen.

Han døde i armene på sin hustru ”Drea”, der var sygeplejerske på Bispebjerg. Hun fortsatte modstandsarbejdet.

 

Køster flygtede til Storbritannien

Denne Køster var en som tyskerne gerne ville have fat i. Hans indsats gjorde, at han måtte flygte til Storbritannien via Sverige. Han deltog i felttoget i Normandiet i 1944, inden han i 1946 vendte tilbage til Bispebjerg Hospital.

 

Skudt under sabotageaktion

Erik Hagens var reservelæge på Bispebjerg Hospitals medicinske afdeling. Gennem en hårdt såret sabotør, der var indlagt på hospitalet, blev han medlem af sabotageorganisationen BOPA

Da BOPA havde afsluttet en aktion mod værnemagerfabrikken Globus i Glostrup gik turen hjemad. Sabotagevagter fra værnemagerfabrikken Carlstorp havde hørt drønene fra Globus. De havde dannet en kæde over vejen og affyret skud mod nogle af de 100 sabotører, der nu vente hjem ad. En af dem, der blev ramt, var Erik Hagens.

 

Hospitalspræsten blev skudt af Hipo

Under besættelsen var Julius Grundfør hospitalspræst ved Bispebjerg Hospital. Han var involveret i illegalt arbejde tilknyttet bladet Kirkens Front. Grundfør var også præst ved Anna Kirke på Nørrebro.

To dage efter befrielsen den 6. maj blev han hårdt såret med dobbeltsidigt lungeskud under en træfning på Jagtvej mellem Den Danske Brigade og snigskytter fra Hipokorpset, der nægtede at overgive sig. Da skuddene faldt, søgte han at hjælpe en såret brigadesoldat i sikkerhed. Tre dage senere den 9. april 1945 afgik han ved døden.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 1.539 artikler – Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 306 artikler herunder:

  • Læger før og efter Besættelsestiden
  • Rovmordet i Utterslev

Under København (163 artikler):

  • Flugten over Øresund
  • Landsmænd og Jødeflugt
  • Duckwitz – den gode tysker
  • De forfulgte jøder
  • Bispebjerg Hospital – dengang

Gårdmandsdatteren Helene Didriksen

Marts 31, 2020

 

Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen

Hun følte sig anderledes. På mange måder var hun sat uden for fællesskabet, familien og landsbyen. Hun var født i 1860 på Dalmosegård på Møn. Moderen dør, da Helene er 8 år. Tilbage er faderen og tre søskende. Helene er ude at tjene i nabosognet hos familie. Men hendes helbred skranter. Helene læser masser af aviser og går til foredrag. Nu får kvinderne også adgang til højskolen i hvert fald Rødkilde Højskole lige i nærheden. Det er lige noget for Helene. Men hun tager beslutninger som ikke lige er forenelige med familien og samfundet. Således går hun imod at man slagter dyr. Hun går ind for havebrug og grøntsager. Hun går ind for kvindesagen og skriver indlæg til de lokale medier. Det er dog ikke alt, der bliver optaget. Hendes dårlige helbred betyder, at hun ikke kan klare de daglige pligter. Søsteren mener, at hun er hypokonder. Hun mødes af fordømmende blikke. Hun dør allerede som 31 – årig, ugift, misbilliget og misforstået. Hun var forelsket i en af sine fætre, men han ville ikke have hende.

 

 

Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen 1860-1891

“Jeg er som et udskud, en særling. Der er så meget, jeg ikke kan med”. Hun er nedtrykt og forvirret. Hun tager sig kun sammen til at skrive til sin gamle højskoleveninde, fordi veninden gentagne gange har skrevet og efterhånden er overbevist om, at brevene er gået tabt. Hun føler sig anderledes. Hun hedder Helene Dideriksen – og ér anderledes. Landbosamfundet er i slutningen af 1800-tallet under forandring.

 

Mange har måske netop derfor et behov for at holde fast ved de gamle traditioner. Men ikke Helene. Hun lader sig i den grad påvirke af de nye strømninger i tiden. Derfor sætter hun sig på mange måder uden for

fællesskabet – familien og landsbyen. For Helene vil noget andet end de andre og har nogle underlige ideer. Det gør hende sær i omverdenens øjne, og hun bliver mere og mere isoleret.

 

Helenes baggrund er der ellers ikke noget usædvanligt i. Hun bliver født den 21. oktober 1860 på Dalmosegård på Møn. Da Helene er otte år, dør moderen i barselseng. Selv er hun tredje barn i familien, men alligevel den første, der fylder 20 år. Da Helene begynder sin dagbog som 14-årig, består familien af hendes fader Diderik Nielsen. Helene selv og søstrene Line på 12 og Hanne på 10 år.

 

Efter moderens død hjælper faster Johanne, der bor i nærheden, ofte til med de større praktiske opgaver, ligesom en del fætre og kusiner periodisk er en del af husholdet. Også Helene er ude at tjene hos sin mors familie i nabosognet, men hendes helbred har skrantet fra fødslen og da hun bliver syg, må hun sendes hjem igen. Om sin hjemkomst skriver hun i en af sine dagbøger: “Hvor lykkelig følte jeg mig ikke, da vognen standsede i min faders gaard, og de alle kærligt rakte en haand op i vognen og trykkede min, da var jeg glad, skønt jeg var meget syg.”

 

Helene er glad for sin familie og føler sig tryg ved at være hjemme. Kigger vi imidlertid ti år frem i tiden, tegner der sig et helt andet billede. Helene afskæres mere og mere fra familien. Line, hendes søster, synes hun går i vejen. Hendes fødselsdag bliver nærmest glemt, ikke kun af naboerne, men også af dem derhjemme.

 

Hun går alene i kirke, alene til foredrag og er ikke rigtigt længere en del af familien. Der er her, hun skriver brevet til sin højskoleveninde.

Dalmosegård ligger i en dalsænkning lidt syd for landsbyen Sønder Vestud med sine marker udstrakt omkring sig. Men sådan har det ikke altid været.

 

Indtil 1803 lå alle gårdene samlet inde i landsbyen, men i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet bliver også jordene omkring Nr. og Sdr. Vestud udskiftet. Det betyder, at jorden, der før havde været dyrket i fællesskab, nu bliver fordelt på de enkelte fæstegårde, og, i flere tilfælde, at gårdbygningerne bliver flyttet ud på den nye jord. Dette sker over hele landet – en konsekvens af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.

 

Fæstebønderne bliver løst fra stavnsbåndet og får de fleste steder mulighed for at købe gårdene selv. Jorder, der før har været fælleseje

eller er blevet dyrket ved fælles drift, skal nu dyrkes af et enkelt hushold. Gårde flyttes ud. Det betyder vidtstrakte sociale forandringer.

 

For traditionelt er hver enkelt familie knyttet til landsbyen og sognet med utallige bånd. Det er herfra, ens verden går. Gårdmændene i landsbyen har hidtil udgjort et kulturelt og økonomisk fællesskab, som er organiseret i to sociale institutioner: Bylavet og gildeslavet. Hvor bylavet bruges til at regulere udnyttelsen af fælles ejendom som f.eks. mose og eng, bruges gildeslavet til at regulere det selskabelige samvær, bl.a. festerne i forbindelse med årets gang og livets højtider.

 

Netop på Helenes tid sker der dog et skred i alle disse mønstre – efter udskiftningen er der ikke i samme grad brug for by- og gildeslavet til at organisere det fælles arbejde med bl.a. at passe jorderne. I stedet

bliver det mere og mere almindeligt med foreninger og kasser, der varetager forskellige interesser for deres medlemmer, både socialt og praktisk. På landet kommer der f.eks. forbrugsforeninger, foredragsforeninger, sparekasser, brandkasser og sygekasser.

 

Aktiviteterne får hver deres ramme i stedet for at være samlet i de gamle lav, som havde mange funktioner. Samtidig er det interessant at bemærke, at det ikke længere er gårdene eller husholdet, der er medlemmer, men de enkelte personer. Det er individet, ikke kollektivet.

 

Hvor man før automatisk tilhørte et fællesskab på grund af sin alder, eller bopæl, får den enkelte nu i stigende grad mulighed for, med udgangspunkt i egne interesser, at vælge selv. Det er på den baggrund,

Helene får mulighed for at træffe sine egne valg. Men der er tale om en gradvis udvikling. Helenes farfar, Niels Andersen, køber i 1856 Dalmosegård til selveje.

 

I teorien gør han sig dermed økonomisk uafhængig af det gamle landsbyfællesskab. Men et er teori – noget andet praksis. Der er i

Helenes dagbog, som er skrevet 20 år senere, flere eksempler på, at fællesskabet på visse områder fortsætter med at eksistere. For det første i kraft af arbejdsgilder såsom kartegilder, hvor alle hjælpes ad

med en bestemt opgave til gengæld for efterfølgende mad og fest. I lige så høj grad er der tale om en vedvarende nabohjælp i det daglige, afvejet efter et gensidighedsprincip.

 

Man hjælper med de ydelser, man kan. Diderik, Helenes far, er gårdmand med egen hest og vogn. Den udlånes ofte til de mange husmænd i området, men til gengæld forventer Dalmosefolkene hjælp i høsten ved slagtning el.lign. Socialt vedbliver de årlige fester også at være organiseret af gildeslavet, som alle gårdene er en del af. Folkene på Dalmosegård er således deltagere og arrangører af gildelavets julestuer og fastelavnsfester, samtidig med at de hver især er medlemmer af f.eks. en teaterforening, en foredragsforening og et avishold.

 

Helene lever hele sit liv på Møn. Den eneste gang, hun er uden for øen, er i forbindelse med en tur til København. Man kunne måske derfor tro, at hun ikke ved noget om verden udenfor, men sådan forholder det sig langtfra. Dalmosegård holder sammen med nabogårdene flere aviser, som Helene læser med stor interesse. Hun kender til den russisk-tyrkiske krig og de italienske frihedskrige.

 

Hun følger med i indenrigspolitiske spørgsmål. Specielt de provisoriske finanslove i 1870-80’erne, der midlertidig sætter grundloven ud af kraft, og det nationale spørgsmål i Sønderjylland vækker hendes interesse.

 

Desuden interesserer Helene sig også meget for kirke- og skolepolitik. Hun har mange ideer om, hvordan ting bør være, og nogle af disse ideer henter hun inspiration til i den grundtvigianske højskolebevægelse.

De to store folkelige bevægelser Grundtvigianismen og Indre Mission har deres storhedstid i årene 1860-1900. På Møn er det dog kun grundtvigianismen, der bliver udbredt. Det er præsten i Stege, Frederik

Engelhardt Boisen, der formår at få spredt de grundtvigianske tanker og budskaber til Mønboerne.

 

Og det er i samme ånd, at præstens søn Frederik Bojsen (1841-1926) opretter højskolen Rødkilde i nærheden af Stege by. I de første år er skolen kun åben for karle, men fra sommeren 1868 får også pigerne adgang til skolen. Skolegang for voksne af bondestanden og tilmed for kvinder var noget nyt og uvant. Men de unge er ikke sene til at tage denne nye mulighed til sig, og da tilslutningen er på sit højeste i 1880’erne,

modtager skolen knap 1200 elever årligt.

 

Pigerne bliver undervist i de tre sommermåneder fra maj til august og karlene i de fem vintermåneder fra november til april. Både Helene og hendes søstre kommer på Rødkilde Højskole. Helene bliver først noget overrumplet over den megen “støj og bulder”, men er senere begejstret for legene og lærdommen. Opholdet varer kun tre måneder – en enkelt sommer – men det er en sommer, der får stor betydning for Helene. Hun får nye

venner fra Sjælland og Jylland, hun får en større og bredere viden, men først og fremmest bliver hun en del af livet i og omkring højskolen. Hun indlærer og bruger det tankesæt og den ideologi, som præger

højskolen.

 

I den første dagbogstekst fra højskolen skriver hun: “Gid alle danske Piger og Karle kunde komme på Højskole, da vilde det blive et lykkeligt folk.” – Hun er ikke blot begejstret for højskolen i sig selv, men skriver også i højskolens ånd om “det danske folk”. Rødkilde Højskole ligger ikke langt fra Dalmosegård.

 

Hele husholdet kommer ofte til foredrag og andre arrangementer dér. Det er der ikke noget usædvanligt i. Højskolebevægelsen vinder frem i store dele af Danmark blandt den bedre stillede del af bondestanden. Højskolerne gennemfører en omsiggribende “folkeoplysning”, der ikke kun højner uddannelsesniveauet, men også bidrager til bøndernes egen

selvforståelse som grundstenen eller kernen i det danske folk. Filosofien er oplysning gennem personlig, levende meddelelse – “de levende ord”.

 

For Helene rækker højskoleopholdet langt ud over de tre måneder. Det bliver en skole for livet. Hun er usædvanligt engageret i højskolelivet og i grundtvigianismens tanker i det hele taget. Hun giver penge ud

af egen lomme til bygningen af et forsamlingshus ved Rødkilde, og da der bliver bygget en friskole i nabobyen, er hun en sikker tilhører til samtlige aftenskoleforedrag. Helene er i sandhed en af “friskolens

venner”.

 

Men friskolen er en slags konkurrent til den gamle landsbyskole, der også afholder aftenskole. Det er ikke umiddelbart noget problem. Så længe den nye friskole holder foredrag på andre tidspunkter end landsbyskolen, bliver den accepteret af de lokale, men kommer det til et decideret valg mellem det gamle og det nye, bakker de allerfleste op om den gamle landsbyskole. Men ikke Helene.

 

En af de vigtigste forudsætninger for bylavets og gildelavets eksistens er den kulturelle homogenitet i landsbysamfundet. Men de nye religiøse vækkelser og de nye foreninger er med til at skabe grupper af åndelige afvigere. Afvigere, der ved at bryde gængse normer og vurderinger ofte skaber afstand mellem sig selv og omverdenen.

 

Folk, der tidligere har været tæt knyttet i landsbyens arbejdsfællesskab, taler ikke længere samme sprog. De vakte vælger nu i højere grad at mødes med ligesindede og søge nye fællesskaber på tværs af landsbyer og sogneskel. Engagementet i vækkelserne og de nye ideer giver imidlertid ikke kun problemer i forhold til naboerne. Det kan også give problemer på tværs af generationerne.

 

For med vækkelsernes krav om personlig stillingtagen til spørgsmål i livet føler mange forældre, at deres autoritet pludselig bliver undergravet. Helene tager stilling til mange ting, som de andre i familien kan ikke følge hende i. Gennem sin læsning og skolegang opbygger hun et stærkt personligt ideal til tilværelsen, som den ikke altid kan leve op til. Hendes idealisme grænser undertiden til det fanatiske. Blandt andet væmmes hun ved kød og fedt. Det var langt fra en almindelig indstilling i datidens bondesamfund.

 

Helene bryder sig ikke om at spise det, og heller ikke om at slagte dyr. Igen er Helene i opposition til fællesskabet, og det i en tid, hvor der netop skete en omlægning af det danske landbrug fra kornproduktion til kreatur- og mejeridrift. Både kød og smør bliver eksporteret. Alt det gode kan der tjenes penge på, så mange steder i Danmark beholder landbefolkningen kun fedtet og lidt flæsk til eget forbrug.

Og det er netop fedtet, der generer Helene. Til gengæld er hun meget interesseret i grønsager og i havebrug.

 

I dagbogen noterer hun sig flittigt, hvornår hun sår eller køber frø og kålplanter. Helene er meget passioneret i sin afstandtagen fra kvægbruget både i sin dagbog og i breve til hendes højskolevenner. Hun har i alle spørgsmål en forestilling om, at hendes samvittighed viser hende, hvad der er rigtigt at gøre.

 

Samtidig ved hun, at det, der for hende er rigtigt, i det store hele er uforeneligt med familiens måde at leve på. Hendes største drøm er derfor at få sit eget hus med have. Et sted, hvor hun både kan dyrke sine egne ideer og sine grøntsager i fred. Hendes far Diderik er meget imod ideen og vil hverken give hende lov eller penge, før hun gifter sig. Men Helene gifter sig ikke. Hun er hele sin ungdom ulykkeligt forelsket i sin fætter, Chresten, som ikke vil have hende “selv for en gårds skyld” – som han skriver til hende.

 

Helene bliver derfor gammeljomfru og sætter sig på den måde uden for normerne, som dikterer, at det eneste rigtige for en ung kvinde er at blive gift og stifte familie. Som ugift bliver Helene en belastning for familien. Tovtrækkeriet med faderen om penge til et hus fortsætter over flere år.

Helene forsøger sågar at få en af højskolelærerne til at overtale hendes far til at give hende sit eget hus. Da det heller ikke lykkes, sætter Helene alt ind på at få en uddannelse, så hun med tiden selv vil kunne købe et hus og forsørge sig selv.

 

I 1883 opretter friskolelærer Jens Jørgensen en pigehøjskole, der skal uddanne lærerinder. Helene søger forgæves at få sin fars tilladelse til at komme på denne højskole, men også her er han ubøjelig. Det kan man virkelig ikke som gårdmandsdatter! Lokalsamfundets gamle normer går i den

grad imod tidens strømninger og nye ideer, som så fint forkyndes fra højskolernes talerstole.

 

Og når det kommer til stykket, er Helene ikke den eneste kvinde, der på dette tidspunkt har svært ved at finde balancen mellem de nyvundne indsigter i samfundsspørgsmålene og stillingen i hjemmet. Måske er det Helenes erfaringer med sine manglende rettigheder, der gør hende interesseret i kvindesagen.

 

I hvert fald overværer hun flere foredrag om og af kvinder og sender flere indlæg til Møns Folkeblad, hvor hun bl.a. argumenterer for ligeret i ægteskabsløftet. Ikke alle indlæggene bliver trykt, men igen går hun brændende ind i sagen. Det er mildt sagt ikke populært hos familien. En kvinde skal ikke på den måde stille sig offentligt til skue. Familien lægger mere og mere afstand til Helene.

 

Til gengæld kan Helene så regne sig med i et andet fællesskab, der på dette tidspunkt breder sig på tværs af landet, nemlig “de frisindede kvinders”. Som sådan er hun dog ikke et aktivt medlem af bevægelsen, men hun er meget stolt af, med sine artikler, at kunne bidrage til dét, hun selv kalder, den offentlige forandring.

 

Og netop forandringerne – de store samfundsmæssige ændringer, som finder sted i tiden – viser sig nok at være Helenes største problem. De er et problem for hende, fordi hun i modsætning til sine omgivelser er hurtig

og villig til at tage tidens nye muligheder og tendenser til sig.

 

Et andet nok så væsentligt problem i Helenes forhold til omverdenen er hendes dårlige helbred. Helt fra lille af skranter Helene voldsomt. I løbet af ungdomsårene udvikler det sig til tuberkulose. Hun generes af

forkølelse, øjenbetændelser og udslæt og må ofte fritages for pligter. Madlavningen, der foregår over åben ild, kan hun ikke tåle, og markarbejdet bliver for hårdt.

 

I landbosamfundet får man i høj grad sin plads i familien og landsbyfællesskabet efter den funktion, man indtager. Som en del af husholdet på Dalmosegård, som landbokvinde, skal Helene udføre forskellige pligter, for at gården kan fungere.

 

I denne sammenhæng er hendes uduelighed et problem – også socialt. I de første år, hun skriver dagbog, tager hun del i gårdens arbejde på lige fod med søstrene. Hun laver mad, kalker vægge i mellemstuen, hjælper

til med høsten, vasker tøj, kærner smør, klipper får, laver håndarbejde og hjælper til med slagtning. Men efterhånden som hendes helbred forværres, må hun fritages for pligter.

 

Helene skriver selv, at især søsteren Line bliver irriteret over hendes passivitet og mistror hendes sygdomme. Vi kan se af dagbogen, at samtidig med at Helene deltager i mindre og mindre arbejde, udelukkes hun tilsvarende fra flere og flere sociale aktiviteter.

 

Havde det nu været Lines dagbog, der var bevaret i dag, havde det måske været et helt andet billede, vi havde fået af Helene. Måske er hun simpelthen hypokonder – måske er hun bare doven? Vi har kun Helenes egne skrevne ord at gå ud fra. Der er dog ingen tvivl om Helenes tiltagende isolation.

 

Hun har svært ved at udholde den varme og kvalme tobaksrøg, der ligger tæt ved mange gilder, og må derfor gå hjem. Hun bliver ikke brudepige ved sin kusines bryllup og deler ikke sine søstres fortrolighed. I virkeligheden er Helene måske ikke så sær, når det kommer til stykket, men blot forud for sin tid. Hun må i hvert fald sande, at det samfund, hun lever i, ikke er parat til at opfylde og efterleve de mange smukke ord og hensigter, som runger ud over forsamlingerne i højskolernes foredragssale.

 

Helene begynder derfor at tvivle på sig selv. De fordømmende blikke og hvisken i krogene får hende i sidste ende til at acceptere de andres dom over hende. Det er nok det, der får hende til at skrive til sin højskoleveninde, at hun føler sig som et udskud – en særling.

 

Helene Dideriksen dør 1891 kun 31 år gammel, ugift, misbilliget og misforstået.

 

 

Kilde:

 

https://www.dba.dk/helene-dideriksens-dagbog-og/id-

1033982549/?fbclid=IwAR3bEE0Fw7_mJVgaDfZIN_8NvAg0AhlvA4V88XZDDGIimWSMv5DtF45lo0w

 

www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler – under ”Andre Historier” (52 artikler) kan du også læse disse kvindeportrætter:  

 

  • Ida Johnsen
  • Eleonora Christine Stampe
  • Johanne Louise Heiberg
  • Thomasine Gyllenbourg – Ehrensvârd
  • Karen Margrethe Rahbek
  • Charlotte Dorothea Biehl
  • Landsforræderen Leonora Christina Uhlfeldt
  • Var Anne Palles – den sidste heks?
  • Da Fruentimmerne satte kryds
  • Avis Mine
  • Støvlet Cathrine og en jagthytte i Utterslev
  • De unge kvinder på Sprogø
  • Letfærdige Kvindfolk og mange flere

Bispebjerg Hospital – dengang

Marts 30, 2020

Bispebjerg Hospital – dengang

Masser af besøg på Bispebjerg Hospital. Måtte smide bukserne. Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler. Heldig beliggenhed og heldig plan. Adgang til luft og lys. Mange stilarter. Andre patienter undgik psykisk chok. Operationsstuerne var femkantede. Rigt udbud af spiritus. Masser af tyveri. Ros i ”Ugeskrift for Læger”. Snart var der overbelægning. Tunnelsystem på 5,5 kilometer. Diskussion om størrelsen på sygestuer. ”Hospital – luksus”. En fjerdedel af det kommunale budget. Store udvidelser. Masser af børn boede på Hospitalet. Fornødenheder blev købt på ”Økonomien”. Tunnellerne var en yndet legeplads.

 

Mange besøg på Bispebjerg Hospital

”Den Gamle redaktør” har været her utallige gange. Ikke fordi han selv er speciel meget syg. Men det er nære pårørende. Til sent om aftenen har han ventet for at få afgjort om en person skulle indlægges eller ikke. I utallige timer måtte man hverken for vådt eller tørt. Og så sad man og frøs i venteværelset.

Man er så heller ikke særlig flink til at varsko om en person er blevet flyttet til en anden afdeling. Det finder man så først ud af, når man møder op.

Selv har jeg været der to gange. Den første gang var fordi jeg var kørt i et kommunalt hul på cykel. Jeg husker ikke noget før jeg vågner på Bispebjerg. Det var med politi og babu-babu. Efter et stykke får jeg vide, at jeg lå på Bisbjerg og at man havde kontaktet Rasmus i Århus for at høre om jeg et alkoholproblem.

Efter at have konstateret, at det ikke var alkoholproblem, men hjernerystelse og en tommeltot, der blev sat på plads, blev jeg sendt hjem med formaning om, at jeg ikke måtte sove selv. To dage efter holdt jeg et foredrag om Sønderjysk kaffebord på Nørrebro Bibliotek. Jeg kunne ikke læse teksten.

 

Måtte smide bukserne

Anden gang var her selv, var efter at have mødt op hos min egen læge med alt for tykke ben. Jeg fik at vide, at jeg skulle skynde mig ud på Bispebjerg Hospital for at blive undersøgt for blodprop. Et forslag om jeg kunne cykle derud blev pure afvist. Det måtte jeg ikke. Der sad jeg så og talte med en patient, som nærmest havde en computer om halsen, og som han selv sagde, så kunne man finde ud af, om hjertet holdt med at slå.

Så fik man serveret både mad og drikke af en skøn sygeplejerske. Der var pludselig service på. Det skulle blive endnu bedre. For nu skulle pludselig smide bukserne for den skønneste overlæge, som jeg nogensinde havde set. Det var godt, at jeg havde fået målt blodtrykket. Nu var det heldigvis ikke blodprop.

 

Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler

Men vi skal tilbage til 1853. For det var kolera- epidemien, der var årsag til at Kommunehospitalet og 50 år efter Bispebjerg Hospital var bygget. Ja det blev diskuteret allerede i 1899. Det skyldtes udviklingen inden lægevidenskaben og den eksplosive befolkningstilvækst. Men hospitalet blev først indviet i 1913. Det var tegnet af arkitekt Martin Nyrop.

 

Heldig beliggenhed og heldig plan

Hospitalet blev opført langt ude for bymæssig bebyggelse omgivet af åbent land og kolonihaver. Det var meget mørkt, når man skulle på aften – eller nattevagt. Tagensvej var mørk og ubebygget. Tuborgvej var omgivet af høje træer. I starten kørte sporvognen ikke helt herud. Og da den så endelig kørte helt herud, så var det altså kun hver anden gang. Det var længe imellem.

Man fandt at Bispebjerg var

 

  • Heldig Beliggenhed og en heldig Plan

 

Grunden var to en halv gange større som Kommunehospitalets. Det nye hospital skulle samtidig ligge tilbagetrukkent fra den senere Tagensvej, fordi man regnede med, at den ville blive meget trafikeret og støjende.

 

Adgang for luft og lys

Den 6. juni 1906 diskuterede man planerne. Her fastholdt man Fengers plan. Man mente, at et pavillonhospital var det mest formålstjenlige:

 

  • Ikke mindst i vort forholdsvis solfattige Klima er det af Betydning at kunne placere Hospitalsbygninger paa en saadan Maade, at der til Sygestuerne skaffes den bedste Adgang for Luft og Lys.

 

Lys, luft og grønne omgivelser var vigtige. De medicinske behandlinger var stadig begrænsede. Penicillinet kom først i 1940’erne. Men man lagde stor vægt på at styrke patientens immunforsvar med nærværende kost, lys og luft. Helheden skulle være indbydende og hyggelig. Haverne knyttet til de enkelte bygninger skulle være beskyttede, så patienterne kunne hvile sig i fred, ro og fred.

 

Mange stilarter

Det blev vel nærmest et nationalromantisk bygningskompleks af forskellige traditioner. Badebygningen var romersk arkitektur, kapellet var den italienske middelalderlig bygningskultur. Der var også dansk bindingsværk i højtliggende dele af bygningerne, hvorved konstruktionen kom til at virke lettere. Ja man kan også se det i forbindelsesgangen fra sygestuerne til operationsgangen.

 

Antallet af sengepladser blev forøget

Martin Nyrops forslag bestod af seks sygehuspavilloner med i alt 528 senge. Hver pavillon skulle have to etager med hver 44 sengepladser, der fordeltes på to stuer af 12 senge, to stuer af seks senge, to stuer af tre senge og to stuer af en seng.

Senere viste det sig, at 12 – sengestuerne var store nok til at rumme 16 senge. Man forøgede herefter forøgede man sengetallet til 52.

 

Andre patienter undgik psykiske chok

Opvarmningen var helt speciel. Der var riste ved gulvet og udtræk oppe ved loftet, hvorved man undgik træk. På væggene var der freskomalerier med motiver fra naturen malet af blandt andet Martin Nyrops datter, Ernestine.

I hver pavillon blev der indrettet eget laboratorium og et undersøgelsesrum, så man kunne undersøge en patient mere grundig i enerum så:

 

  • Andre Patienter undgaar unødvendige psykiske Chok.

 

Operationsstuerne var femkantede

På begge sider er de to nederste pavilloner på samme side af trappepartiet indbyrdes forbundet ved en lang overdækket forbindelsesgang, der på grund af terrænets skråning fører fra første salen i forreste bygning til stueetagen i bagerste bygning. Fra midten af denne bro udgår en bygning til operationsstuer, så patienterne kan køres direkte til og fra operation.

Operationsstuerne var formet som femkantede rum med spidsbar hvælving af loftet, så eventuel fugtighed, der omdannes til dråber, ikke drypper ned på operationslejet, men løber ned på siderne.

 

Rigt udbud af spiritus

Under byggeriet blev alle opfordret til, at der herskede en god orden. Man måtte ødelægge andre håndværkers arbejde, der måtte ikke ske usømmelig påmaling på vægge eller forrettes nødtørft i bygningerne. Enhver, der måtte pågribes i uorden, vil uvægerligt blive bortvist fra arbejdspladsen.

På byggepladsen ved foden af Bispebjerg bakke blev det opført et såkaldt marketenderi, hvor byggearbejderne kunne købe mad, drikkevarer og tobak. En sodavand kostede 10 øre, en øl 11 øre. Mens brændevin, cognac eller rom kunne købes for mellem fire til seks øre. Så mon ikke der røg en del skarpe genstande indenbords i løbet af en arbejdsdag.

Der var i løbet af hele byggeperioden omkring 520 ansatte. Heraf var der 110 murerarbejdsmænd.

 

Masser af tyveri

En arbejder på byggepladsen i 1908 – 1909 havde en akkordløn på gennemsnitlig 68 øre i timen. Lønne var dog meget variabel og sæsonbestemt. Byggepladsen var på et tidspunkt præget af meget tyveri. Store mængder af byggemateriale forsvandt. Måske var det fordi, at det kun var materialer af højeste kvalitet, der blev anvendt.

 

Ros i ”Ugeskrift for læger”

Dette blev faktisk beskrevet i Ugeskrift for Læger i 1913:

 

  • Den der fra Raadguset kender Nyrops Kunst, vil i denne Hospitalsby overalt genfinde Bygmesterens bedste Sider. Ikke ved hjælp af Spir og Frøntspicer, men ved stilfærdige Midler – lidt Bindingsværk hist, nogle Munkesten her og først og fremmest hele Grupperingen, har han opnaaet at skabe en kunsterisk Enhed af alle disse hver for sig fordringsløse Bygninger. En fin Kultur og en hyggelig dansk Jævnhed træder En i møde ved hvert Skridt baade ude og inde.

 

Snart var der overbelægning

Omkring den ene halvdel bag dobbelte ruder, er en gang, hvor studerende og fremmede læger kunne overvære operationen uden at skulle klæde sig om. Der var fra begyndelsen opført to operationsbygninger, men kun den ene blev taget i brug straks, den anden først opført i 1927.

I dag anvendes de ikke mere til operationer men blandt andet til undervisningslokaler. I stueetagen under pavillon 1 blev der anlagt en røntgenafdeling med vægge, hvor der var indsat blyplader, og hvis vinduer var beskyttet med blyglas.

 

Tunnelsystem på 5,5 kilometer

Rundt om sygepavilloner findes køkkenbygning, kedelbygning, vaskeri, administration.

Kort tid efter åbningen af hospitalet var der fortsat en betydelig overbelægning, hvorfor man inddrog glasverandaen til sygestuer, hvor der kunne ligge op til otte patienter.

Der blev bygget funktionærboliger, apotek, boliger for kandidater m.m. Her lå også portnerbolig og meget mere.

I det nordøstlige hjørne blev der bygget kapel og patologisk institut.  Omkring hele hospitalet blev der opsat et 2,2 meter højt gitter af jerntråd, som skulle støtte en opvoksende hæk af klippet tjørn.

Til at forbinde de forskellige bygninger blev under hele hospitalet indrettet et net af tunneller beregnet på den interne transport af patienter og mad og forsyninger til hospitalets afdelinger. Det er i alt 5,5 kilometer.

 

Diskussion om størrelser på sygestuer

Dengang i 1913 var der endnu ikke indrettet børneafdelinger. Så drenge blev lagt ind, må mandeafdelingen. Under planlægningen blev der diskuteret om sygestuerne skulle være indrettet til 12 eller til 20 – 30 senge. Fortalerne for de store stuer slog på, at de store sygestuer ville fylde hele bygningens bredde og derved ville patienterne få sollyset med helbredende virkning ind fra alle sider.

Men flertallet var imod. De holdt på, at gode lysforhold også kunne skaffes på mindre stuer. Patienterne foretrak mindre stuer. Det gav:

 

  • Større Hygge og Ro end store Stuer.

 

Det endelige resultat blev, at sygestuerne på Bispebjerg Hospital blev indrettet med 16 sengepladser.

 

Hospitals – luksus

Under planlægningen af Bispebjerg Hospital blev spørgsmålet om sygeplejerskens boligforhold drøftet igen og igen. Der var fortalere for, at de ikke skulle bo i tilknytning til afdelingerne, men i særskilte bygninger på hospitalsområdet. Når man havde haft en lang 12 – timers vagt havde man brug for hvile og fritid.

Andre opfattede opførelsen af særskilte sygeplejerboliger som en ren ”hospitalsluksus”, der havde sneget sig ind ved de moderne hospitaler. Sygeplejerskerne burde ifølge dem bo tæt ved patienterne, så de hurtigt kunne være hos dem.

Borgmester Jensen blev efterhånden træt af den evige diskussion, hvor sygeplejerskerne skulle bo. Han slog en gang for alle fast, at det måtte være en menneskerettighed for sygeplejersker som for andet hospitalspersonale, at de efter arbejde kunne få lov til at hvile sig i et hjem, hvor de kunne være for sig selv.

 

En fjerdedel af det kommunale budget

Den samlede pris på byggeriet, inklusive montering og opkøb af jorden beløb sig til mere end 10 millioner kroner.

Udgifter til opførelse af Bispebjerg Hospital svarede til cirka en fjerdedel af det årlige kommunale driftsbudget. Hospitalet kom op på 700 sengepladser.

 

Store udvidelser

Det var igennem 1920’erne og 1930’erne et stigende behov for psykiatriske og kirurgiske sengepladser i Københavns Kommune. I 1932 åbnede den psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital med 151 senge. Snart begyndte byggeriet af den nye kirurgiske afdeling (F – Bygning 7) med 156 senge. I en ny røntgenafdeling stod færdig i 1942.

Allerede i 1942 bevilligede Borgerrepræsentationen midler til et nyt tuberkulosehospital på Bispebjerg Hospital, dog uden at bevillingen blev benyttet. Men fra 1956 startede byggeriet af Lersøpark – komplekset. Det blev også kaldt Lungepaladset eller L – bygningen.

Det oprindelige byggeri er i dag fredet.

 

Masser af børn boede på hospitalet

Mange af lægerne boede på hospitalet med deres familier enten i hovedbygningen eller på Charlotte Muncksvej, hvor en del sygeplejeboliger også lå. Herude var der masser af børn – vel omkring 40. Der blev gravet jordhuller bag tennisbanerne mod hækken til kolonihaverne på Tagensvej.

Der var også Borgmestersøen, den indgik i en lille mindepark for borgmester Jensen. Der var også Andesøen, der lå bag ved Afdeling E ved vandtårnet. Det var forbudt område, da søen var bundløs.

Ungerne var altid på opdagelse. Det gjaldt om ikke at blive opdaget. De fandt også ud af at se de døde. Under krigen blev der fyret med kul, koks og tøv. Madrester blev afhentet af en vogn fra Sct. Hans. Det blev anvendt til svinefoder.

 

Fornødenheder blev købt i ”Økonomien”

I maskinhuset var også et snedkeri. Her stod også en nødgenerator, der blev drevet af damp. Hospitalskøkkenet skulle under krigen lave mad til hele 2.000 personer. De mange familier, der boede derude kunne købe deres fornødenheder i ”Økonomien” Det var lige som en gammeldags købmandsbutik. Man brugte en kontaktbog, som så blev opgjort hver måned.

Hver fredag var der dampbad i bade – og massagebygningen for de funktionærer, der ønskede dette. Bademesteren var ekspert i at beskære folks kraftige tånegle med en kniv.

 

Tunnellerne var en yndet legeplads

Dengang var der faste besøgstider. Foran hospitalets indkørsel var der en iskiosk med Kaddara Is, en aviskiosk og ofte en blomstersælger. Nogle gange stod her en blind mand med banjo og spillede.

For børnene var tunnellerne en yndet legeplads. Hospitalet ligger som bekendt på en bakke, således at de langsgående tunneller skråner ned mod hovedindgangen. Man kunne få overordentlig meget fart på når man kørte nedad. Der stod kørestole overalt. Hvis farten var ved at tage magten fra en, kunne man trække i udløseren til benstøtten.

Undervejs ramte man de mange spytbakker der stod overalt dengang. Nogle gange gik det galt. Så måtte skadestuen holde for. Den var jo lige i nærheden.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler. Under kategorien Industri på Nørrebro (10 artikler) ligger artiklen. Artikler fra Nordvest. Her er en fortegnelse over 15 artikler fra Nordvest.

Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:

  • Epidemi på Nørrebro
  • Et Epidemihospital på Nørrebro
  • Kolera på Nørrebro 1853
  • Blegdamshospital på Nørrebro
  • Et hospital på Nørrebro
  • Latriner og kloaker på Nørrebro

Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:

  • Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro
  • Brumleby på Østerbro

Under København (162 artikler) ligger bl.a.:

  • Da det lugtede i København
  • Begravelser i København
  • Død eller skindød
  • Drikkevand til København
  • Jørgen – helgen, Hospital og Sø
  • Pest i København

Under Andre Historier (48 artikler) ligger bl.a.:

  • De frygtelige sygdomme
  • Pandemi, Epidemi og Udbrud

 


Ida Johnsen

Marts 30, 2020

Ida Johnsen

Ida´s far var ”overførster” over de jyske skove. Hendes mor var baronesse Selma Henriette Dirckinck – Holmfeld. Moderen døde et år efter Ida’ s fødsel. Ida kom derefter til hendes moster på Tjele. Hendes far giftede sig igen. Hende brød Ida sig ikke om. Hun ville hellere bo hos moster. Lektier, broderi og det at strikke var ikke noget for Ida. Ida’ s farfar var en helt ved Sjællands ode i 1808. Vi får en historie om General de Meza. Der var sorg i Randers, da Dannevirke blev rømmet. Ide blev gift med en præst. Hun får arbejde i Diakonissestiftelsen på Frederiksberg uden undervisning. Så kom hun på Almindeligt Hospital. Derefter gik det til Sundbyerne. Man sagde lidt fejlagtigt om hende, at hun var Danmarks første sygeplejerske. Der findes ingen mindesten om hende. Hun var klog, havde temperament og ”store skrivende evner”. Og så brød hun murer ned.

 

 

Ida Johnsen

Fulde navn: Ida Anna Helene Jessen født i Randers 1844, død 1924 i Kbh. Datter af Nicolai Jacob Jessen og Henriette Selma von Dirckinck-Holmfeld. Ida Jessen gift med provst Johan Vilhelm Johnsen (1837-1887) Ida Johnsens erindringer er trykt i “Memoirer Og Breve” bind 23 i 1915. Hun er vist sluppet ret nådigt gennem redaktionen. Til gengæld er også hun én af de kvinder, der har skrevet sine erindringer godt, og hendes liv er lige så usædvanligt, som hun selv.

 

Hun blev født Jessen og var yngst i en stor børneflok. Hendes fader, Nicolaj Jacob Jessen var overførster over de jyske skove og boede med familien i Randers. Hendes moder var baronesse Selma Henriette Dirckinck-Holmfeld, og Holmfeld’erne var kommet til Danmark fra Holland, da Napoleonskrigene gjorde livet broget i store dele af Europa.

 

Ida Johnsen blev født 26. marts 1844, hendes mor døde allerede året efter, og Ida kom til sin moster Idalia Frederikke Pauline Lüttichau på herregården Tjele, så hun voksede op som barn i de jyske bedre kredse.

Men hendes far giftede sig igen, med Caroline Wilhelmine Jessen, datter af en overkrigskommissær Jessen i Altona. Ida fik med hende en stedmor i ordets mindre lyse mening.

 

Men nøgternt set: stedmoderen kom til et hjem med mange børn, og en ægtemand, der jævnligt var på embedsrejser rundt i Jylland, og det tog tid dengang. Ida Jessen var et vanskeligt barn, og fordi hun hang ved sin moster, blev stedmoderen irriteret og skinsyg. Til det kom, at stedmoderen ikke selv fik børn.

 

Det, at en kvinde skal overtage en forgængers børn og selv ingen får, kan virke på flere måder. I sine erindringer skriver Ida Johnsen klart nok sit syn på sagen, men hun skriver det taktfuldt. Vi får dog at vide, at stedmoderen ikke havde begreb skabt om børn, og det er da troligt. Hun forstod i hvert fald ikke Ida.

 

Senere i livet, da Ida var noget nær voksen, var det på den anden side stedmoderen, der, som den eneste i familien, forstod noget af, hvad Ida ville. Men hele sin barndom var Ida ved siden af hjemmet. Skolekammerater og søskende mærkede det og sladrede om alt hvad hun gjorde af galt. Hendes synder var dog såre lyse.

 

Skolens lektier kedede hende bravt. Det kedede hende at strikke og brodere. Og hjemmets stil var meget gammeldags og stiv. Hver morgen måtte Ida stille til håndkys hos sin farmor og fik en lille moralsk præken for dagen.

 

I erindringerne fortæller Ida om slægten Jessen. Den stilige farmor Anna Margrethe Jessen, født Erichsen, havde som lille pige oplevet, at hendes far satte hende på en tjeners arm, fordi hun skulle ud og se Struensees henrettelse på Øster Fælled 1772. Det lyder for os komplet vanvittigt at byde et barn det syn, men det var stadig regnet for god opdragelse, somda livlægen Otto Sperling lod sin lille datter se Dina Winhofers få hovedet kappet af foran Københavns Slot på Frederik 3.s tid. Idas farmor fik endda opdragelsesmetoden i den helt korrekte stil: da Struensees hoved var faldet, fik pigen én på kassen, for at selve den lærerige og gruelige oplevelse skulle slås fast ved endnu et uventet helt overrumplende chok,

kombineret med personlig smerte. Det var dét, der hed en “huskekage”.

 

Idas farmor skulle for livet huske den uhyggelige henrettelse, og det var sikret i hendes sjæl ved lussingens ekstra chok. Så kunne hun heraf lære at opføre sig, så hun ikke en dag selv fik hovedet hugget af. Idas farmor døde 1845 i en alder af 81 år.

 

Idas farfar var Carl Wilhelm Jessen, helten fra Sjællands Odde 1808 – “De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav -“. Det var samme Jessen, der 1800-1801 ved De Dansk Vestindiske Øer, som chef for den navnkundige brig “Louge”, havde så djærve møder med englænderne, at kongen gav ham en æresabel af

guld. Sit sidste år var han igen på De Vestindiske Øer som guvernør, men døde allerede året efter at han var kommet til øerne, 58 år gammel.

 

Det bliver lidt væsentligt, fordi Ida Johnsen fortæller, som

familietradition, at han blev sendt til Vestindien efter intriger fra “fjender”, og at hans hastige død var et giftmord. At søhelten skulle være kommet så sørgeligt af dage, er vist uden hold i rimelige beviser. Det var almindeligt at mennesker døde hastigt på de dengang særdeles usunde øer.

 

Carl Wilhelm Jessen var ellers respekteret og afholdt, og Ida Johnsen fortæller selv historien om, at han en dag skulle til kongen, men så blev han set på gaden i fuld galla med en dyne under armen, fordi han på vejen skulle ind til en såret matros.

 

I 1901 blev Jessens jordiske rester og hans gravsten sejlet med skonnerten “Ingolf” til København, hvor han blev bisat i Holmens Kirke. På graven på St. Thomas blev 29. januar 1901 afsløret et monument.

 

Ida Johnsen, dengang Jessen, var på Tjele til hun skulle i skole. Så kom hun til Randers og var på Tjele i ferierne. Man fandt hende vild og uden pigelig ydmyghed, så hun fik ordre til at læse den meget moralske og opbyggelige bog “Florisanders Barndom i Vildfarelse og Ungdom i Uskyld”.

 

Hun synes bogen var god og lavede den til en komedie, som hun spillede med forpagtersønnen på Tjele som helt. Det var selvfølgelig rivende galt. Men på samme tid kom grundtvigske præster ind i hendes liv. Og så læser vi i dag med undren det kulturhistorisk mærkelige, at hun stjal sig til at læse i Det Ny Testamente og fik en lussing. Den bog var ikke for børn!

 

Klart og smukt, men også vemodigt skildrer hun sin unge usikkerhed. Ved en fest på Tjele traf hun slægtens gale baron. Han havde været på sindssygehospital i Vordingborg. Ved den fest var han med, men ingen tog sig af ham. Hun blev rystet ved at se hans fortvivlede øjne, og ville tale med ham, men fik det gjort håbløst kejtet – hun busede bare ud: “Var der rædsomt på Oringe?” Han blev afmægtig af raseri og hun styrtede væk.

 

Hendes vågne øjne så alt. Jylland fik jernbaner i de år, og de engelske ingeniører blev faste gæster i huset i Randers. Det samme gjorde general de Meza, manden der ikke tålte fugt og træk. Når hans vogn rullede for døren, kom hans tjener først op og spurgte, om alle vinduer var lukkede. Først i løbet af timer viklede generalen sig ud af halsklude og sjaler, men så skulle hans tøj til afdampning.

Der måtte ikke tales i det rum, hvor han skulle sove, for den menneskelige ånde gav damp. Det bliver for langt et sidespring her,

men generalen var ikke alene om den delikatesse. Tiden troede fuldt lægevidenskabeligt på, at fugtig luft var livsfarligt. En klog dansker som forskeren Peter Wilhelm Lund, der levede i Sydamerika, var endnu mere sart. De to tilfælde er ikke enestående, men nok lidt langt ude.

 

Alt det er skrevet og fortalt levende. Men en aften den 15. november 1863 ringede klokkerne i Randers. Frederik 7. var død. Krigen kom i december 1863.Rygtet om den danske sejr ved Mysunde satte liv i alle og skabte høje håb. Den 6. februar 1864 var der familiefest i huset. Ida kom med en gave – og traf alle tavse og lammede. Hendes far stod ligbleg støttet til

en stol. Danskerne havde rømmet Dannevirke. Det chok kom hendes far aldrig over, og vi kan i dag have svært ved at forstå, hvad “Dannevirkenatten” var, hvordan den føltes, og virkede, år fremover.

 

Der kom dansk kavaleri til Randers, og indkvartering. Så tysk, med generaler i huset, høflige og korrekte, men alt var fortvivlet og håbløst. Randers blev plyndret af tyskerne. Så kom der pludselig kontraordre, og alt plyndringsgodset blev smidt på markerne udenfor byen. Der kunne folk så selv hente det.

 

En nat vågnede Ida ved en dump larm i gaderne. Den blev ved. I tre døgn gungrede tyske ryttere over Randersbro op gennem Jylland, til overgangen over Limfjorden. Krigsmæssigt var den aktion helt unødvendig, men for tyskerne (preusserne) var krigen i 1864 kun en realistisk manøvre, hvor nyt materiel kunne prøves.

 

Idas far døde i 1866. Hun siger om krigens virkninger, at mændene blev kulturelt og religiøst grebne, mens kvinderne blev aktive og stilede mod frigørelse. Tolkningen er nok vilkårlig, men kan vel passe på de

kredse, som hun levede i. Hun fik selv en vild trang til at gøre noget praktisk og nyttigt. Også fordi hun vidste, at nu efter faderens død var hun tilovers i stedmoderens hus i Randers. Hun søgte plads som diakonisse.

 

Diakonissestiftelsen lå på Frederiksberg i Smallegade, tæt ved hvor den ligger i dag. At være diakonisse var smukt arbejde i religiøs ånd, men i de dage ikke noget for frøkner og damer af det bedre borgerskab. Folk var sikre på, at diakonisser måtte være piger, der havde en mørk moralsk fortid, de havde gjort “fejltrin”, eller måske rent ud begået en forbrydelse, som de nu sonede på den måde.

 

Forgæves prøvede diakonisserne at forklare, at piger af den art ikke kunne blive diakonisser – folk vidste bedre. Ida Jessen fik pladsen. Familien var rystet og regnede det for en skandale. Men hun havde evnen til at komme i kontakt med folk, hun traf mange søde mennesker, og de troede på, at hun mente det alvorligt.

 

Men nemt gik det ikke. Hun var klar over, at en krinolinekjole var ikke praktisk, men det spørgsmål løste sig. På stiftelsen skulle hun gå med en arbejdskjole af bomuld. Stiftelsen var i øvrigt dybt religiøst præget.

Ida Jessen vaklede på den tid mellem Grundtvig og Indre Mission, men det gav ikke de store vanskeligheder.

 

Forstanderinden tog venligt imod hende, men de menige diakonisser var i starten fjendtlige og skulle nok få den fine frøken til at fordufte. Hendes første job blev at skure hele gulvet i en sal. Hun havde aldrig i sit liv haft en gulvklud i hånden, men det gik. Lidt efter lidt blev hun respekteret. Arbejdet var strengt, der var ingen vejledning, ingen undervisning, og patienterne var mest nervesvage og sindslidende.

 

Imellem blev hun sendt ud i privat pleje, f.eks. til en departementschef. Hans søn havde skarlagensfeber og døde. En ældre dame havde tuberkulose i sidste stadium, vistnok også tyfus, i hvert fald fik hele stiftelsen

tyfus.

 

Ida Jessen mistede alt sit hår. Hun oplevede dødsfald, og de den gang så frygtede dødskramper. På egen hånd gav hun en dødssyg patient tre pulvere som beroligelse, imod doktorens ordre. Patienten blev helt slået ud, og da Ida Jessen var klar over, at hvis patienten døde nu, måtte hun melde sig som morderske. Men patienten overlevede.

 

Af doktor Hans Wilhelm Meyer fik hun nu en art uddannelse, nærmest i “første hjælp”. Så drog hun fra stiftelsen og ville være sygeplejerske. Hun søgte på hospitalerne. En af lægerne svarede, at for sit navns og sin families skyld burde hun ikke nedværdige sig på den måde. Hun søgte stilling i England.

 

Dr. Meyer skrev en varm anbefaling, men bad hende vente lidt. Danmark havde selv brug for mennesker, der ville præstere noget. Hun fik at vide, at på Almindelig Hospital i Amaliegade i København, søgte overlæge Ludvig Brandes kvinder til sygestuerne. Hun prøvede, og fik svaret: De er for ung, se hellere at blive gift! Men dagen efter fik hun igen brev fra overlæge Brandes (han var onkel til Edvard og Georg Brandes), at hun kunne komme næste dag. Så mødte hun overlægen, og han var et sjældent menneske.

 

Han førte hende selv til sygestuerne, store lyse rum siger hun, at hun var straks parat. Han mente, at hun lige skulle prøve i tre dage først.

Det danske sygehusvæsen var i en mærkelig stilling, på godt og mindre godt. Da klosterhospitalerne lukkede, efter reformationen, kneb det at få lavet et nyt hospitalsvæsen.

 

Hverken staten eller byerne ville ofre mange penge i sagen, i landsognene var det komplet håbløst, de syge tog Gud sig af, og gjorde han ikke det, var det vel hans vilje at de skulle dø. Det var et gudhengivent smukt og billigt syn på sagen.

 

Christian 4.s store planer med et rigshospital døde under svenskekrigene. Alvor blev det ikke, før Frederiks Hospital blev opført under Frederik 5. i årene 1752-57. Det var til gengæld efter tidens mål imponerende.

Bygningerne er i dag Designmuseum Danmark, og rækker fra Bredgade og Amaliegade. Til det kom Almindelig Hospital.

 

Lægerne var rimeligt på højde med tidens muligheder, men sygeplejen var ret ringe. Der var stuekoner og vågekoner, men de var ikke meget værd, en del af dem var fordrukne. Der var portører, og der var folk i køkkener og linnedstuer, men godt var det ikke, og ingen af alle de mennesker havde uddannelse af nogen art.

 

Ida Jessen tog fat, og blev mødt med dyb uvilje, både fra de fleste læger og fra det almindelige personale. Portørerne var grove og uforskammede imod hende, også da de en dag skulle bære en meget svær kvinde ned på spadserepladsen, hvor patienterne fik frisk luft. Hun havde en stor underlivssvulst, så hun var særlig tung og uhåndterlig. Portørerne plejede at være to om at bære, men nu nægtede de: hun var for tung. For Ida Jessen var det sejr- eller nederlag, for stuen var hendes. Men ude i Smallegade havde hun lært at bære.

 

Hun fik den svære kvinde på nakken og bar hende selv ned og ud i solen. Det imponerede portørerne, så med dem var der ikke mere vrøvl. Men der kom vrøvl med snavsetøjet, og meget andet. Doktor Brandes spurgte hende: har De været rundt og hilse? – Næh, det havde hun ikke tænkt på. Det gjorde hun så, på alle, stuekoner, linnedkoner, køkken, hele vejen rundt, og så var alt i orden.

 

Men så kom der vanskeligheder fra en uventet kant. Hun var i de år grebet af religion, også i usædvanlig grad, og hun holdt andagt på sygestuerne. Det blev standset, og hun fik en kamp. Men så blev hun selv helt lammet af sygdom. Hun var bevidstløs, vågnede, var borte igen, og det var alvor.

 

Pastor Frimodt kom, Dr. Brandes forbød ham adgang – hun skulle have absolut ro. Men den lille seje frøken vågnede af sin døs, og ord manglede hun aldrig: “Hvor tør De som jøde nægte mig som kristen at få sakramentet – De aner jo ikke, hvad det betyder for mig!” – og så besvimede hun igen.

 

Forholdet imellem jøder og ikke-jøder var i Danmark dengang et andet, end det siden var og til dels er i Europa under og efter Hitler, som hendes ord måtte virke stærkt. Hun blev rask – og forlovet, med teologisk kandidat Johan Vilhelm Johnsen. Dr. Brandes mente, hun nu burde tage sin afsked og blive præstefrue, der var sikkert nok at gøre. Det gjorde hun så.

 

Men den aften, hun tog sin afsked, gav Brandes hende et manuskript som erindring. Det var et lille symbolsk eventyr, skrevet af ham selv. Og så føjede han til: “Jeg skal sige Dem, jeg kan ikke mindes, at noget har bedrøvet mig som de ord, De sagde, den dag da jeg forhindrede at De fik sakramentet, og ytrede, at jeg som jøde ikke burde nægte Dem som kristen at få det.

 

Da alle disse mennesker var gået, gik jeg ind i mit værelse og græd som ikke siden min faders død. At netop DE kunne sige det. De som jeg har talt så meget med, forstod jeg ikke. De véd, hvor hele min sjæl hænger ved min nation og dens religion. De måtte vide, at det var som læge og menneske, at jeg måtte sætte mig derimod.”

 

Ida Johnsen skriver, efter at have skildret den scene: “Den gang gik det op for mig, at ingen anden i menneskeheden har kunnet frembringe Kristusskikkelsen, end netop jødefolket. “Ida Jessen blev Ida Johnsen. Både pastor Frimodt og overlæge Brandes var med til et gemytligt bryllup.

Og så tog hun fat på arbejdet i Sundbyerne.

 

Men bare præstefrue var hun ikke. Ved et selskab hos overlæge Brandes var hans nevø Georg Brandes med. Dagens debat stod om den engelske filosof Stuart Mills, og ved selskabet blev diskussionen levende. Ida Johnsen slog fast, at hun var særdeles imod tanken om kvindernes frigørelse. Alle brast i latter, og Georg Brandes sagde: “Jamen bedste Frue, De har jo frigjort Dem herhjemme, som ingen anden kvinde mig bekendt!”

 

Hun gik i gang med arbejdet for kommunal sygepleje. Det kom i skred ved bittesmå bidrag fra det fattige kvarter. Endelig tilbød den stedlige kommune uden henrykkelse at støtte sagen men en krone pr. dag pr. patient. Der var tale om en slags sygeplejestationer – og stor præstelig uvilje imod hele arbejdet. Det blev en sej og trist sag at køre frem. Hun var ellers ret uopslidelig, men hun rejste fra Sundbyerne med en følelse af at slaget var tabt.

 

Hendes mand, Johan Johnsen blev sognepræst i Vamdrup sydvest for Kolding, siden provst. Her var religionen alvor på en bogstavelig og naiv måde, som hun aldrig havde troet mulig. Tre missionsfolk kom til hende: jo se, der blev snakket i sognet, at det var til forargelse, når præstens kone strikkede om søndagen.

 

Et sabbatkrav, som vi kender det fra humoristiske skotske noveller. Hun var også ved at le, men tog sig pænt i det: jo, hun skulle da gerne holde op, hvis de herrer ville lægge piberne væk og ikke ryge på de samme dage. De hellige mænd mente, at så hjerteløst kunne sabbatbuddet dog alligevel ikke tolkes, og alt blev som før. I løbet af kort tid havde hun vundet sin sikre plads i sognet.

 

Men hun havde heller ikke giftet sig med en mand, der “bare” var cand.theol. Han var heller ikke bange for at være den han var. På augustmødet i Askov 1881, hvor der var kommet 700 præster, vedtog de firs, den såkaldte “Askovadressen”, der blandt andet krævede præsteløftet ophævet. Den sendte de til regeringen.

 

Kultusminister Jacob Frederik Scavenius gav præsterne en alvorlig reprimande, fordi de havde sendt adressen til regering og rigsdag og ikke til ham, der var minister for det kirkelige. Den reprimande ville præsterne ikke finde sig i. Sagen gik til provsteret, og Askov sorterede under provst Johan Vilhelm Johnsen.

 

Underretten med provst Johnsen måtte i realiteten blive ham alene, og han erklærede at adressens tekst kunne man ikke dømme, da der var religionsfrihed i landet, men at der var kludret med “rette modtager” var “kriminelt”, da (men det sagde han ikke) i et bureaukratisk samfund bureaukratiet er væsentligere, end de sager bureaukratiet sysler med. Hans meddommere turde ikke følge ham, så hans votum blev “dissentierende”: frikendelse for teksten, bøde for at kludre med kontorvejen.

 

Det gav stort postyr i presse og i kirkelige kredse. Men Johnsen stod fast. Sagen gik til højesteret, der gav ham medhold. Dette for at nævne, at Ida var heller ikke helt kedeligt gift. Sent fik de en datter. Hendes mand døde ved juletid 1887.

 

Da hun i sin tid rejste fra overlæge Brandes beklagede han det og var ærgerlig: på grund af hende, og vel i håb om hendes hjælp, havde han arbejdet med planer om at få skik på et ordentligt sygeplejervæsen med

uddannelse. Det mente han, at han nu måtte lægge fra sig. Ida Johnsen er kaldt Danmarks første sygeplejerske. Kvinder i sygepleje kendes så langt tilbage vi

overhovedet véd rimelig besked, det gælder ikke mindst nonneklostrenes gode hospitaler op gennem middelalderen, i de katolske lande længere endnu.

 

Og det kan også siges at hun ikke blev i tjenesten så længe, hun brød af, fortsatte med et halv-håbløst forsøg i Sundbyerne, og så var hun ude af aktiv tjeneste. Alligevel – hun vakte bestyrtelse, forargelse og beundring, da hun på eget initiativ, imod familien og imod snart sagt alle, tog fat som diakonisse og sygeplejerske. At de tidligere vågekoner og gangkoner ikke var gode nok, ja ret elendige, var ikke deres skyld, men ingen tænkte på at gøre noget alvorligt ved den ting, før hun gjorde det.

 

Hun brød en mur ned, som selv de fleste læger ikke havde tænkt på at man burde fjerne, At lægernes uddannelse og dygtighed var i orden, det troede de ærligt talt selv var nok til at køre et hospital. Der skulle jo så bare tømmes potter og vaskes gulve og lagner og den slags.

 

Ida Jessen kom – og efter hende kom der flere, for der var slået hul i muren. Det har hun skildret med sine tre store kvaliteter: sin klogskab, sit stærke temperament, og sin store skrivende evne. Bag det hele lyser, ikke latter, men en stor og fin livshumor.

 

Vi har aldrig set et monument eller bare en plade, der minder om Ida Johnsen. Måske findes den et sted. Mange aner end ikke, at hun har levet. Vi har hyldet mænd, der var af ringere karat.

* * * *

 

Vi kan se hende i kirkebogen 1844, men desværre står der ikke, hvor familien Jessen bor.

 

I folketællingen 1845 står de ikke, men i 1850 findes de som boende Nørregade 2 i Randers.

 

Ida Johnsen er ikke i begravelsesprotokollen for Østre Kirkegård, som var den eneste i Randers Købstad på det tidspunkt.

 

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1014/?fbclid=IwAR1LdifkVlUqezoCe9Rh0Yx9IpyM73c7_7-

ynvzjiXzf8m9luXXLTe2rKBE

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.537 artikler. I artiklen nævnes en del om De Slesvigske Krige og 1864. Kig under denne kategori her på siden. Den indeholder 33 artikler.

 

Pastor Frimodt nævnes også. Læs mere om denne under Nørrebro (286 artikler) her på siden:

 

  • Johannes Kirke
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op?

Eleonora Christine Tscherning

Marts 29, 2020

 

 

Eleonora Christine Tscherning

 

Eleonora Christine Tscherning er født uden for ægteskabet. Hendes far var kaptajn Lützow og moderen var husholderske Bodil (Bolette) Rasmussen. Elonora blev gift med den senere krigsminister Anton Frederik Tscherning. Det var ham, der skulle bygge en dansk hær op i 1848. Dengang giftede man sig ikke under standen. En ugift kaptajn kunne heller ikke få en datter. I artiklen hører vi om ”Folketoget mod Christiansborg” i 1848. Vi hører også om møder med D.G. Monrad. Denne var på et tidspunkt ved at opgive Danmark og overlade landet til Det Tyske Forbund. Og så kom ministerfruerne med madpakker til deres mænd. Bolette kom til sidst i huset hos Eleonora og Tscherning. Men hun kaldte hende aldrig for mor. Eleonora fik efter hendes mands død en årlig tilskud på 1.000 Rigsdaler. Hun døde i 1890 og er begravet på Garnisons Kirkegård.

 

 

 

Eleonora Christine Tscherning Født uden for ægteskab 1817, død 1890. Datter af kaptajn Adam Tobias Lützow og husholderske Bodil (Bolette) Rasmussen. Eleonora Christine gift 1845 med Anton Frederik Tscherning, han død 1874. Begge begravet på Garnisons Kirkegård.

 

I sine erindringer og breve, udgivet første gang i 1908 fortæller Eleonora Christine Tscherning livfuldt og åbent om forelskelsen i den senere nationalliberale krigsminister, medlem af den grundlovgivende

forsamling, Anton Frederik Tscherning, der i syv år vægrede sig mod hendes forslag om ægteskab, og giver et nærværende og kontant indtryk af de begivenhedsrige år omkring enevældens afskaffelse og krigen i 1848-1851.

 

Eleonora Christines fader var kaptajn i hæren, og i 1810 blev han flyttet til Helsingør. Han hed Adam Tobias Lützow og var født 1775, så i 1810 var han 35 år. Tre år før havde han gjort tjeneste ved forsvaret i København imod englænderne. Hans slægt var giftet ind i familien Tscherning, for den regel, at man giftede sig indenfor sit eget fag – det gjaldt håndværkere, bønder, lærere, præster, læger, officerer osv. – den regel virkede langt stærkere, end den gør i dag, selv om den stadig lever.

 

Slægterne Lützow og Tscherning var altså ikke fremmede for hinanden.

Tre år efter at Lützow var kommet til Helsingør, købte han et hus på Lappen, strækket i den ydre by, der rækker mod den nordlige kystvej og Hellebæk. Huset lå (og ligger) ved Marienlyst slotspark. (Lappen nr. 1).

 

Det er ikke stort, men for en ugift kaptajn var det stort nok. Gift var han ikke, men han fik lyst til at holde en ung pige, der kunne føre hus. Hun kom 1. maj 1816 og var anbefalet som god og solid. Hun hed Bodil Rasmussen kaldet Bolette og var født 1790 på landet udenfor ægteskab. Hun havde haft en ganske streng barndom, men hun var havnet hos sin morbror.

 

Han var skovfoged og “en retsindig mand”, skriver Eleonora Christine Tscherning. Hos ham var Bolette, til hun blev konfirmeret, så kom hun ud at tjene i gode borgerhjem, som det, der hed “raffineret pige”. Det var pigen, der kunne tjene i stuerne, og når der var selskab.

 

I Lützows hjem fungerede hun som husholderske, og så nydelig var hun, at hun ret snart skulle have et barn, som Lützow var far til. Men det siger noget kulturhistorisk væsentligt, og tegner hendes stilling i huset, at Lützow en aften sad i stuen og læste højt for hende, om Eleonora Christine Ulfeldts “Jammersminde”, og da Bolette hørte, hvordan Eleonoras mor, Kirsten Munk blev sendt væk fra Christian 4. græd hun, så Lützow trøstede hende med, at det skulle aldrig ske for hende, og hvis det barn, som de ventede, blev en pige, skulle hun hedde Eleonora Christine. De løfter holdt han.

 

Men en ugift kaptajn kunne ikke få en datter. Knuden blev løst af Bolettes gode morbror, der havde haft hende i huset, mens hun var barn. Så fantastisk det lyder for os i dag, gik den skikkelige skovfoged med til at lade sig skrive i kirkebogen som pigens far, så den ellers helt uberygtede mand nu stod noteret som far til sin egen ugifte nieces barn. Det er forklaringen på, at Eleonora Christine er skrevet ind i den

helsingørske kirkebog med efternavnet Hansen. Snart kom der i huset en søster til Eleonora Christine, og siden en bror. Men stadig kunne den brave kaptajn ikke være far til børn, når han var ugift, og slet ikke til sin egen husbestyrerindes, så når der kom fremmede, måtte pigerne smutte i skjul bag sofaen. Den blev rykket lidt mere ud fra væggen, da der skulle være plads til to. Eleonora Christine fortæller, at en dag kom én af hendes fars venner på uventet besøg, at hun akkurat nåede af fare ind under en vaskekedel af kobber.

 

Vennen halede pigen ud, tog hende på skødet, og sagde: “Lützow, hvorfor skjuler du dog den søde unge!” Men aldrig sagde hun mor til Bolette, og

heller aldrig far til sin far, han hed kun “Majoren”, for nu var han avanceret til major. Og så kom der i øvrigt gæster til huset, for han tog sig af et hold forældreløse børn.

 

Majoren avancerede igen, og familien rejste til København. Bolette ordnede salget af huset på Lappen – det gik for 3000 rigsdaler. Det siger, at Bolette var ikke helt dum og umælende. Eleonoras søster døde, og hun selv blev sat til at lære at sy. Det kedede den livlige pige over alle grænser.

 

Men vigtigere var, at nu mente Frederik 6. det var på tide, at hans major fik ordnet sine forhold, og så giftede Lützow sig med Bolette. Man kunne vente, at Eleonora Christine blev glad, fordi hun nu endelig havde lov til at vise, at hun havde en rigtig mor, men det var ikke det, der greb hende. Derimod var hun nu rigtig officersdatter og ikke mere et i luften frit svævende “uægte” barn.

 

Det mærkes, at den unge frøken går en anelse bagover af glæde og stolthed over at være helt med i det gode selskab. Og så traf hun sin fætter Anton Frederik Tscherning. Som nævnt var slægterne giftet ind i hinanden. Hun blev forelsket i ham, uagtet han var 22 år ældre end hun.

Han tøvede, og var i sine breve åben og reel.

 

Friere og mere lige ud, end vi måske ville tro, ud fra vor mening om “datiden”, forklarede han hende, at ægteskabet også spændte over jordiske elementer, og hun var så ung, at hun endnu ville være særdeles livsglad, når han som en midaldrende og ældre herre begyndte at svækkes i livskraft. Men hun ville ha’ ham. Og hun fik ham.

 

Imens fulgte hun hændelserne i København. Hun var dybt grebet af Frederik 6.s død (1839), men som en ret fast strøm kom der breve til hende fra hendes kære Tscherning. Han bad hende om at gøre noget ved den lyst, hun havde til at male. Tscherning var i øvrigt en ilter herre, der flere gange kom i vanskeligheder, ikke mindst netop ved Frederik 6.s død, hvor han røbede sine åbenhjertige meninger.

 

Eleonora Christine støttede ham overfor faderen, Lützow, der ikke var tilfreds med den unge officers uærbødige ytringer. Midt i det hele oplevede hun Christian de Meza, der var major i artilleriet. Sammen med en frøken Meier gik hun og de Meza ud for at se på klaverer, der var til salg. De Meza var hele sit liv hysterisk med sit helbred.

 

De kom til det første sted. Alle vinduer stod åbne. De Meza nægtede først, men styrtede så ind og lukkede vinduerne. Næste sted var trappen for stejl, luften dårlig, og klaveret lige så slet. Tredje sted vild forvirring og stegende hede. En tur ved søerne bagefter endte i, at han

svigtede og gik fra damerne, fordi han ikke ville have vinden i ansigtet. Og så videre – kort, muntert og godt skildret.

 

Det er i et brev til Tscherning, hun fortæller om “Folketoget mod Christiansborg Slot” 21 marts 1848. Hun skriver, at “da borgerrepræsentationen viste sig på rådhustrappen, tordnede et længe tonende hurra dem i møde, alle hoveder blottedes, og de 36 mænd vandrede gennem folket, også med blottede hoveder. De gik ad Vimmelskaftet, og sluttede sig efter dem seks og seks arbejdsmænd og herrer med hinanden under armen.

 

Over 10.000 mennesker anslås det til. Kongen var villig til alt, og en halv time efter samledes mængden igen her på torvet, hvor Lauritz Hvidt med høj røst råbte: “Det gamle ministerium er styrtet! Leve kongen! Leve det ny ministerium!” Så langt var vi altså, men inden i dag skulle det ny være dannet, thi i dag kommer deputationen fra Slesvig. I går hed det over hele byen, at Monrad og Hvidt skulle være ministre og Tscherning krigsminister. Damer kom kørende her i deres bedste stads for at gratulere mig og anbefale dem til min bevågenhed. Jeg forsikrede dem, at det var et rygte.”

 

Dagene var forvirrede. Tscherning blev krigsminister, og mens det trak op til krig med Slesvig-holstenerne, sad Eleonora Christine i hjemmet og spiste bollemælk sammen med deres logerende, den unge slesvig-holstener Dircksen, der var dybt ulykkelig.

 

Og så måtte ministerfruerne rende med kaffe og te og madpakker til de ny ministre på slottet, der i løbet af ingen tid skulle stable en hær på benene. Eleonora Christines breve om hændelserne i 1848 er mest skrevet til broderen Christian.

 

I sine løse dagbogsnotater er hun ikke bange for, hvad hun skriver. Hun kunne ikke udstå D.G. Monrad, og hendes skildring af et visit, som hun aflagde hos ham, er som en scene skrevet af en stor og fyndig dramatiker.

Monrad var først himmelsk elskelig og skamroste Tscherning. Så blev han mere og mere forbeholden og kaldte ham et rædsomt menneske. Endelig bad han fruen om at hjælpe ham med at blødgøre Tscherning.

 

Men hun er på vagt, og da hun opdager, at Monrad har baron Dirckinck-Holmfeld siddende i et andet rum, kalder hun nævnte (Holmfeld) intet mindre end “dette væmmelige kryb, denne øgle, hvis gift er løgn og løgn og atter løgn, dette menneske, som jeg foragter og afskyr, uden at han har tilføjet mig personligt, eller nogen som hører mig til, det mindste ondt”.

 

Naturligvis mener hun, at når Monrad omgås slige mennesker, har hun lov til at tale om “Monrads bleggrå øjne”, og spørge, “om det skulle være muligt, at der indenfor disse øjne kunne bo en virkelig sjæl”. Tscherning v a r vanskelig. Men hun vejrede, at Monrad kun skulle bruge ham, så længe krigen varede, og så ville feje ham til side. Hun er klog, men jævnligt meget skarp og kategorisk i sine meninger.

 

Alligevel virker det næsten altid, som om hun har argumenter at dække dem med, hvad man så vil mene om, at hun ikke pakker meningerne diplomatisk ind i ret meget. Hendes holdning til Monrad dæmpede og ændrede sig til, at i 1864 kunne hun ganske godt lide ham.

 

Alligevel eksploderede hun, da han i april kom til Tscherning og var overmåde lattermild, uagtet krigssituationen var den mørkest tænkelige. Monrad spurgte Tscherning, om man burde holde Als, og Eleonora Christine brød tavsheden voldsomt, med at spørge, om hæren nu skulle blive stående også dér (på Als) og lade sig slagte, som på Dybbøl? Monrad brast i latter og kom hen og lagde sine hænder på hendes skuldre: “Hør vor lille Frue har afgjorte meninger og militære kundskaber, men det må De stå inde

for, Tscherning, hvordan hendes idéer er!” Monrad gik, og Tscherning morede sig over, at hun havde røbet, hvad han mente.

 

Historien om hendes ordskifte med Monrad gik kredsen rundt, og hun skriver, at hun var harmfuld over den friskfyragtige måde, han opførte sig på i de alvorlige dage. Her tog hun nu fejl. Det er, også i historieskrivning, risikabelt, til tider ravgalt, at citere de agerendes replikker og vurdere dem efter pålydende.

 

Det er til tider perfidt, men det var hun aldeles ikke. Hendes harme var naturlig nok. Hun forstod bare ikke Monrad i den situation. Monrad var som politiker øverste ansvarlige i den håbløse situation. Han var så chokeret, at han en tid var rede til at opgive Danmark og lade landet melde sig ind i Det tyske Forbund, for at slesvigere og kongerigsdanskere ikke skulle skilles. Men han skjulte sin fortvivlelse under en lidt kynisk form.

 

Tscherning var politiker og bondeven. Det militære spillede ikke mere den store rolle for ham. Han blev kendt som manden, der hele sit liv var engageret, men også ilter, jævnligt på tværs, altid besværlig, men også altid ubestikkeligt reel. Og ægteskabet mellem de to blev båret af en aldrig vaklende kærlighed og gensidig respekt.

 

Eleonora Christine malede, men hun skrev også. Hun fik digtet nogle noveller. Dem ødelagde hun ved at arbejde for meget med dem, så de blev stive og døde, uden alt liv. Men det var igen et stykke særegen dansk kulturhistorie, for nu at springe lidt bagud i tid, at da Eleonora

Christines far generalmajor Adam Lützow døde 1844, tog hun og Tscherning hans gamle husholderske og hustru i huset hos sig, og dér var hun, til hun døde.

 

Men det kom aldrig så vidt, at Eleonora Christine kaldte hende mor. Hun var hele sit liv Bolette, også mens hun var i Tschernings hus. Og uagtet hun var lovformeligt gift med Eleonora Christines far generalmajoren, blev hun i køkkenet. Der var hendes plads, til hun døde 1865. Det siger ikke, at Eleonora Christine og hendes mand nægtede hende en plads i stuerne, som generalmajor- enke og Eleonora Christines mor.

 

Der var bare den orden i den ting. Bolette ville sandsynligvis ikke andet. Tscherning blev ældre – som han havde lovet sin lille kusine det, da hun var meget ung og forelsket. Han blev bitter, for tiden løb fra ham. Han var en fortidslevning – han, der ved Frederik 6.s død havde sagt, at når de danske officerer foragtede deres døde konge så dybt, kunne de lige så gerne åbne hans kiste og spytte i den – en replik der blev fordrejet til, at det var ham, der ville etc. og foreslog kollegerne at gøre det samme.

 

Det gavnede ikke Tschernings chancer for avancementer i Danmark. Den Tscherning, der i 1848 skabte en dansk hær ud af ikke ret meget. Som kunne snakke Frederik 7. til rette. Som ikke forstod hvad brygger J.C. Jacobsen mente med at videnskaben kunne gavne industrien. Manden som altid sagde præcis hvad han mente, om det så gavnede ham selv eller ej.

 

Én af de førende mænd i grundlovsrøret 1848-49. – Han døde i 1874, allerede mere end halvglemt. Han følte det og var trist. Hans hustru trøstede ham. Hun var så meget yngre end han. Hun malede, og hun skrev noveller. Og så lå der efter hende en bunke noter og dagbogsblade, som hun nok havde haft tanker om at skrive til virkelige, smukt pudsede erindringer.

 

Det fik hun heldigvis ikke gjort, for så havde hun vel myrdet teksten, som hun kvalte sine noveller. Som vi nu har hendes tekster, som notater, dagbogsstumper og breve, har vi hende selv, utrolig frisk og levende.

At man, ud af det hun skrev, kan hente citater og enkelte malende detaljer af tidens historie er det mindste af det, menneskeligt set.

 

Hovedsagen er hende selv. Hun så og hørte meget. Politisk snu eller klog var hun ikke, og hun hverken ræsonnerer eller filosoferer. Hun skriver umiddelbart og ærligt, lige ud, heftig som Tscherning var det, men på en lidt anden manér. Kvindesagen, der gryede på den tid, interesserede hende vist ikke meget. Hun var den, hun var, og aldrig lykkedes det nogen at få hende til at tie, når det passede hende at tale.

 

Hun havde sin skrivende evne, båre af et flydende, præcist, klart og myndigt dansk. Og hun havde ikke alene en levende sans for dramatik, følelser, stærke stemninger, situationer, mennesker, harme, sandhed og løgn – hun havde en stilfærdig, men meget stærk, ja næsten bærende sans for humor.

 

Hun fik som enke resten af livet 1.000 rigsdaler i årpenge. Hun dør i 1890, 73 år gammel.

 

Hun er sammen med sin mand begravet på Garnisons Kirkegård.

 

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1261/origin/170/?fbclid=IwAR3BtQgI-

AFDo0TkVLcHNoryqUHnfoThlgdovTJTMjOY46HZTrQ82dxv_-o

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.536 artikler, herunder 33 artikler om 1864 og De Slesvigske krige. Her finder du også to artikler om Monrad, som er omtalt i overstående artikel. Se mere under denne kategori. Under Østerbro (86 artikler) finder du også denne artikel:

 

  • Garnisons Kirkegård

Baronesse Christine Stampe

Marts 28, 2020

 

Baronesse Christine Stampe

 

Hun voksede op med fransk og tysk. Allerede som 15 – årig stod hun uden forældre. Hun var interesseret i kunst og blev gift som 23 – årig med baron Henrik Stampe. Syv år efter arvede hun baroniet Nysø ved Præstø Fjord. Hun måtte selv tage sig af gods og have. Fru Stampe åbnede huset for datidens kunstnere, forfattere og forskere. Her kom Grundtvig, H.C. Andersen, Marstrand m.m. Thorvaldsen kunne heller ikke sige nej til invitation. Fru Stampe blev en slags ”moder” for ham. Hun ryddede op i hans m.m. Familien tog med ham til Rom i 1841. Den 24. marts 1844 spiste han sammen med andre kendte hos Fru Stampe. Han ville i Det Kongelige Teater. Han havde godt nok ondt i benet. En halv time efter fandt man ham død på sin plads. Fru Stampe levede 24 år mere. Hun var en stærk, varm og frodig dame.

 

Christine Stampe født 1797, død 1868. Datter af præst Jean Marc Dalgas og Maria Franciska Dalgas. Christine gift 1820 med Henrik Stampe, han død 1876. Hun død på Nysø, begge gravlagt i Præstø.

 

Fru Stampe, eller baronesse Stampe, blev født i Fredericia 20. april 1797 og fik i dåben navnene Christine Marguérite Salome Dalgas. Hendes fader var reformert præst, især for de franske emigranter i Fredericia, og i præstehjemmet var sproget fransk. Præstens hustru var tysk, og der var også fra hjemmet tråde til England.

 

Christines barndom faldt før skoleloven af 1814, det skel i dansk kultur, som vi stadig må nævne. Hun voksede op med fransk og tysk. Undervisning i dansk fik hun ikke. Hendes senere danske sprog er ikke meget mærket af tysk og fransk, men som hun skrev det, virker det lidt hjemmelavet, og hun stavede ikke godt. Alligevel er det hendes skrevne erindringer, der har sikret hende en plads i dansk hukommelse.

 

Allerede da hun var 15 år gammel, stod hun uden forældre, og hun kom til sine brødre i Italien. De var handelsmænd, den ene i Livorno, den anden i Napoli, og de var levende unge mænd, der ikke bare havde penge i hovedet. Deres hjem var åbne, og mange danske italiensfareren mødtes hos dem. Igen var Christine Dalgas havnet i en meget levende verden. Hun var selv overmåde levende, hun lærte en masse, ganske vist stadig ikke at skrive dansk, men noget nær alt muligt andet. og hun blev interesseret i kunst.

 

Hun tegnede og malede selv, ikke noget banebrydende, men kønne små ting, og på den tid måtte en kunstinteresseret dansker i Italien naturligvis sværme for Thorvaldsen. I 1820, da hun var 23 år gammel, blev hun gift. I sin broders hjem i Napoli havde hun mødt den tre år yngre baron Henrik Stampe. Han var et elskværdigt menneske, desværre lidt smågal, men på den venligste måde.

 

Syv år efter deres ægteskab arvede han baroniet Nysø ved Præstø Fjord, og de blev herregårdsfolk, særdeles velhavende. Hun måtte næsten straks tage sig af hus og gods, for hendes mand kunne ikke passe noget som helst.

Mandens galskaber var ikke raserianfald, bare noget flygtigt i hovedet, og sære indfald. Han dyrkede sin sundhed, og han var ”fodsporter”. Da han engang ville til Rom, gik han derned og tilbage, sammen med sin

tjener.

 

En gang, da resten af familien kørte i hestevogn fra Nysø til København, løb han turen og kom først, fordi de andre måtte have et hvil i Køge. En sommermorgen med herlig frisk brise stillede han sig for åbent vindue nøgen op i vindueskarmen og dyrkede åndedrætsøvelser. Et par piger, der arbejdede i haven, kom til at le højt, og det blev han stødt over. Ellers var han altid stille og venlig og lod konen styre hus og det hele, næppe klar over, at der var noget at styre, og at det blev gjort særdeles godt af den med årene mere og mere håndfaste, myndige dame.

 

Der var liv i hende. Hun var vokset op i et vågent hjem i Fredericia, hun havde boet i lige så vågne hjem i Italien, og nu fulgte hun den mode, der var kendt i den nogenlunde civiliserede del af Europa, her i landet på enkelte herregårde, hos Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset, og hos salonværtinden Friederike Brun på Sophienholm ved Bagsværd Sø: Fru Stampe åbnede huset for tidens kunstnere, forfattere og forskere.

 

Grundtvig kom ind i kredsen i 1821, da han var i Præstø. Faste eller jævnlige gæster var kunsthistorikeren Niels L. Høyen, filosoffen Frederik C. Sibbern, fysikeren H.C. Ørsted, maleren Wilhelm Marstrand, arkitekten Gottlieb Bindesbøll, og af digtere Ingemann, Oehlenschläger og H.C. Andersen, så det ses, at de kom fra alle kanter af kunst og videnskab.

Det er blevet sagt, at samlingsstedet på Nysø mindede mere om Friederike Bruns på Sophienholm end om Fru Rahbeks i Bakkehuset. Både ja og nej.

 

I Bakkehuset var Fru Rahbek og hendes mand Knud Lyne på lige fod med digterne og hvem der ellers kom i huset. På Sophienholm, og på de herregårde, der holdt salon eller var interesserede i prominente åndfulde besøg, var der et trin mellem værter og gæster.

 

Ikke så det føltes grelt eller trykkende, men det var der: en overklasse tog imod. Vel var Fru Stampes hus en herregård, og økonomien ikke noget problem, men hendes form over gæsteriet var alligevel Bakkehuset nærmest, selv om allerede forskellen i husenes placering – Bakkehuset lige uden for København, hendes næsten elleve mil sydpå fra hovedstaden (ca. 80 km), så gæsterne kunne ikke bare drysse ind henad aften, som i Bakkehuset – selv om den forskel også måtte diktere en forskel i gæsteriet.

 

Men der var lige så hyggeligt på Nysø, intet med at nu lod herskabet sig underholde. Tonen mellem hende og gæsterne var helt afslappet. Gæsterne overnattede jo i reglen, til tider dage eller uger, og de kunne passe sig selv, der blev kørt ture, de gik i vandet (havbad var så småt ved at komme på mode), der var hyggelige frokost- og te- og middagsborde, aftnerne var der en vis familiær hygge over, det hændte at der var små fester, for eksempel familiens eller gæsternes fødselsdage, og Fru Stampe var en god værtinde, der især ikke plagede sine gæster med at spille krukket intellektuel.

 

Det var miljøet, som Thorvaldsen så gled ind i. Fru Stampe havde som ung oplevet Bertel Thorvaldsen i Rom og var blevet betaget. Det var hun ikke

alene om. Men i 1837 skrev Nysø-vennen Niels Høyen sit opråb om penge til Thorvaldsens museum, og Fru Stampe støttede ham ivrigt. Thorvaldsen havde testamenteret sine egne værker og sine store samlinger af kunst til byen København, hvis man fandt eller byggede et rimeligt værdigt hus, som det hele kunne være i.

 

Året efter kom Thorvaldsen hjem og blev modtaget med overvældende henrykkelse. Han fik bolig på Charlottenborg, men samtidig blev han erobret af det københavnske selskabsliv. Thorvaldsen kunne være

stejl, når det drejede sig om hans arbejde og om forretninger, han kunne fare op, hvis nogen for næsen af ham købte et maleri eller en tegning, som han gerne ville eje, men ellers var han godmodig og blid, og af

natur henrivende doven.

 

Nu lod han sig invitere, fordi han ikke kunne tage sig sammen til at sige nej, uagtet det kedede ham over alle grænser. Tiden gik, dag efter dag, med at stupide mennesker plagede livet af ham. Hos andre, som der var mere mening i at gæste, kom han selvfølgelig også, det hele var bare

én ødelæggende pærevælling.

 

Men familien Stampe havde også en københavnsk vinterbolig i Kronprinsessegade. Nu slog Fru Stampe en klo i Thorvaldsen. Hendes første tanke var nok at sikre ham for det lille kunstnerhof på Nysø. Men hun var en praktisk dame, vant til at ordne og styre. Hun så, at den ugifte Thorvaldsen manglede sans for at skabe sig et hyggeligt hjem på Charlottenborg, og hun bed sig fast i ham.

 

Hun hjalp ham med at få hjemmet i orden, eller vist mere rigtigt: hun ordnede det. I 1839 lykkedes det at få ham ned til Nysø i ret lang tid, men han måtte tilbage til hovedstaden, og familien Stampe drog også ind for vintersæsonen.

 

1840 noterede komponisten Christoph Weyse det skønne sted i

et brev af 13. marts, om at han havde været til middag hos sin gode ven, admiral Peter Wulff, og dér kom selvfølgelig også “Madam Klatt og Kiempe-Elefanten”. Spøgen ligger i, at det år fremviste cirkusdamen Madam C.F. Klatt en indisk elefant for københavnerne. Vi forstår, at den københavnske borgerlige verden lidt misundeligt morede sig over at se Fru Stampe trække rundt med den skikkelige Thorvaldsen.

 

Men både Thorvaldsen og dansk kunst stod og står i dyb gæld til Fru Stampe. Thorvaldsen havde svært ved at komme i gang med arbejdet, efter at han havde forladt sit atelier og sine vante arbejdsvilkår i Rom. Det var en af grundene til at han bare lod alt ske omkring sig. Fru Stampe var interesseret i kunst, og i hans kunst, og hun var ærgerlig over at det store hyggelige geni gik rundt uden at lave noget. Hun fandt ud

af, at nu skulle der skabes kunst på Nysø.

 

Der blev lavet et atelier i hovedbygningen, og Thorvaldsen var ikke en krukket kunstner. Han kunne stadig præstere bare at sætte sig på gulvet og modellere, for at få lyset oven fra, og bruge modellérpinde, som

han selv havde lavet. Nu blev atelieret på Nysø rustet med det nødvendigste. Fru Stampe æltede selv ler og gik i gang med at modellere noget, som Thorvaldsen ikke kunne holde ud at se på, så han rettede det.

På den manér fik hun ham listet i arbejde.

 

Og så gik hun hårdt til ham: han skulle lave et selvportræt. Det havde han ikke lyst til. Hun blev ved. Der blev nu opført et atelier i haven – et grundmuret lysthus med ovenlys, så han kunne arbejde i fred, i hvert fald for andre end hende. Han kom virkelig i gang – med den kendte selvportrætstatue, der viser ham stående støttet til figuren af Håbets Gudinde. Den er skabt på Nysø.

 

Thorvaldsen modellerede jo sine ting i ler. Så kom “formerne” og lavede en form over leret, og i formen støbte de så figurerne og reliefferne i gips. Ved denne proces gik den originale lerfigur tabt, for leret blev

hentet ud af formen i klatter og klumper. Det ærgrede Fru Stampe, så hun tog igen selv fat og havde held til at hente smukke partier af leret noget nær uskadt ud af formene, hoveder for eksempel. Thorvaldsen

rettede lidt på dem, hvis de havde fået tryk eller mærker, og så lod hun ler fragmenterne tørre og brænde til terrakotta.

 

På den måde har vi fået en mængde små fine prøver på selve Thorvaldsens originale arbejde med leret. Af dem ses en del i Thorvaldsen-Samlingen på Nysø.

Thorvaldsen kom godt i gang, og på Nysø skabte han en lang række relieffer, men også andet, og hans Nysøperiode er én af hans frugtbare. Den minder om hans ungdom, for også på Nysø arbejdede han alene, uden staben af hjælpende unge mennesker, som i det store atelier i Rom. Og takket være baronesse Stampes erindringer har vi en række skriftlige billeder af mesteren i slåbrok.

 

Han stod gerne tidligt op og arbejdede, så han havde eftermiddagen og aftenen fri. De mange gæster var hyggelige, men oplæsning af egne værker var et af de ret faste punkter på programmet, og under det faldt

Thorvaldsen regelmæssigt i søvn. At han virkelig v a r kunstner ses allerede af den ene klare kendsgerning, at var der noget han ikke gad, så var det at diskutere kunst, for kunst var noget man lavede, ikke noget man sad og vrøvlede om til langt ud på aftenen.

 

Ved samværet på Nysø var det én af de hyggelige fornøjelser at drille Oehlenschläger lidt, for med hele sin troskyldigt retlinjede menneskelighed var han en smule naiv. Vi har i et glimt både den spøg og

Thorvaldsens lune. På én af de hyggelige aftner sad Grundtvig og filosoffen Henrik Steffens i en nok ganske saglig samtale, og så blandede Oehlenschläger sig i samtalen.

 

Thorvaldsen lagde sin hånd på hans arm og sagde bare: “Næ hør, ved du nu hvad! Når fornuftige folk taler, skal du sandelig tie stille! “Når Thorvaldsen ikke gad diskutere kunst, var Fru Stampe enig med ham. Han skulle ikke snakke, han skulle modellere. I timevis læste hun højt for ham, mens han arbejdede, og forholdet imellem dem blev hjerteligt.

 

Hun var uden tvivl i tidens smukkeste platoniske stil forelsket i ham, men forholdets karakter tegnes af det pudsige, at skønt han var sytten år ældre end hun, kaldte han hende “gamle Mutter”, og hun kaldte ham “den store Dreng”. Bortset fra fødselsattesterne har det også passet, for mens livet tidligt havde gjort hende moden, og hærdet til at ordne både sine egne og andres affærer, blev han, som så mange gode kunstnere, aldrig voksen.

 

Problemer var ikke hans sag. Når der på Nysø hen under aften var diskussion om, hvad man skulle lave, ville Thorvaldsen altid bare spille lotteri, ikke dristigt om penge, men som underholdning, noget i retning af at spille om pebernødder. Det var familiespillet “Gnav”, han holdt af.

Det krævede ikke spekulationer, man sad bare sammen og havde det hyggeligt.

 

I 1841 rejste familien Stampe med Thorvaldsen til Rom. Dernede skulle hans hjem og atelier ryddes, og alt, værker og det hele sendes hjem. De rejste i Nysøs rejsevogn med fire heste, og det blev et triumftog.

På hele turen holdt Thorvaldsen pudsigt nok Fru Stampe stramt til at skrive dagbog, så det er hendes (og hans) skyld, at vi ved god besked.

 

I alle byer blev Thorvaldsen modtaget som en fyrste, skibene på Rhinen sejlede forbi hans hotel med flag og salutskud, ingen kunstner af i dag vil opleve, hvad en kunstner var i første halvdel af 1800-tallet, i

romantikkens Europa.

 

Rejsen tog tid. I Rom skulle Thorvaldsen som sagt ordne hjemsendelse og opbrud. Under hele rejsen passede Fru Stampe ham som en søn. Hjemme igen kom alt i de vante baner. Thorvaldsen boede i København og på Nysø. Fru Stampe tog sig utrætteligt af ham. Men hun havde en rival.

 

Kunsthistorikeren Just Mathias Thiele havde også taget sig af Thorvaldsen, og han var hadefuldt skinsyg på Fru Stampe – så meget, at i sit værk om Thorvaldsens liv nævner han ikke, at Fru Stampe var med på den lange rejse til Rom. Ret skal være ret. Det var Thiele, der reddede Den Kongelige Kobberstiksamling, men det er en anden historie. Og det er hans fortjeneste, at da han kom til Rom, støvede han Thorvaldsens hus rundt (Thorvaldsen var i Danmark).

 

Thiele så, at det flød med tegninger og breve og noter, og i kælderen fandt han en tønde fyldt med Thorvaldsens gamle papirer. Alt det reddede han, og det er noget nær de vigtigste og eneste dokumenter til vor viden om ikke mindst den unge Thorvaldsens liv. Thiele skrev om Thorvaldsen og ventede kunstnerens taknemmelighed, men skriveri og gamle breve interesserede ikke mesteren.

 

Dyrkelsen af det store geni nåede ret hysteriske højder. Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens og Fru Stampe kom i slagsmål om hans hår. Tjeneren opdagede, at mesterens hårbørste blev renset af ukendte hænder. Fru Stampe pillede de hvide lokker af børsten. Wilckens mente, at han som mesterens livtjener havde første ret, så han appellerede den vigtige sag til sin herre.

 

Thorvaldsen rystede på hovedet: “Samler I nu også på mit hår? Ja kan det interessere Dem, så værsgo!” – Der kendes en del medaljoner fra tiden,

med en “Lok af Thorvaldsens hår”. Man vil forstå, at de lokker er ikke alle klippet af mesterens hoved, en del er bare pillet af hans redekam. Han må have fældet kraftigt.

 

Efter Thorvaldsens død 1844 sloges Fru Stampe og Thiele om hans slangeformede guldring. Men mens det med fuld ret må siges, at Thiele har reddet store værdifulde samlinger af Thorvaldsens tegninger og papirer, var det Fru Stampe, der reddede Thorvaldsen.

 

Hun gav ham lidt i retning af et hjem – noget han egentlig aldrig før havde kendt. Hun var hans trofaste støtte, for han selv var næsten alt af denne verden helt igennem upraktisk. måske ikke lige i alt det der drejede sig om hans kunst, men ellers var han så nogenlunde åndsfraværende.

 

Sin sidste aften 24. marts 1844, spiste Thorvaldsen til middag hos Fru Stampe i København. Hun hentede ham på Charlottenborg, og de kom ret tidligt til det Stampe ‘ske hus Han var i godt humør, men han fik en lur på sofaen.

 

Både Oehlenschläger og H.C. Andersen var der til middag. Alt gik muntert, og Fru Stampe var som sædvanlig en god værtinde. Der var tale om at gå i teatret, men Oehlenschläger ville alligevel ikke, fordi det var blevet for koldt og glat. Thorvaldsen gik alene, og Fru Stampe var lidt urolig, for det var som sagt glat, og han havde lidt kludder med sine ben.

 

En halv time senere kom digteren H.P. Holst og fortalte alvorligt at Thorvaldsen havde fået ondt og var bragt hjem. Det var en skånsom måde at sige på, at Thorvaldsen var død, i sin stol i Det Kongelige Teater. Fru Stampe skyndte sig til Charlottenborg. Der var intet at gøre. For hende var det et frygteligt slag. Hun skriver: “Jeg saa ham hver Dag, til han blev begravet, og aldrig har man vel set et så skjønt og ærværdigt et Lig.” – Så skriver hun videre: “Paa Fingeren havde han en Ring, der tilhørte mig, han bar den kun for at give den Værdi for en Anden, jeg vilde give den. Jeg nænnede ikke at tage den af Fingeren, og vilde, at den skulde begraves med ham.

 

Dog Thiele lod den tage af hans Finger. “Fru Stampe levede endnu i 24 år, men det store kapitel i hendes liv var slut. Kun fem år varede det, fra

1839 til 1844, men i de år var hun med hele sin trofasthed og energi Thorvaldsens elskede Mutter.

 

Og så skrev hun sine erindringer, eller noter, der blev skrevet om til noget lidt mere sammenhængende, men aldrig sat helt i stil af hende selv. Hun skrev ikke om hele sit liv, kun om årene med Thorvaldsen i København og Nysø. Hun skriver praktisk og levner ikke Thiele ære for to skilling.

 

Heldigvis blev noterne aldrig sat i litterær form. De ejer hele hendes djærve friskhed, og partiske eller ikke, så tegner de levende de oplevelsesmættede dage, på Nysø især, men også i København. Papirerne var længe ukendte, men så dukkede de op. Barnebarnet Rigmor Stampe Bendix fik dem af lensbaron Holger Stampe-Charisius.

 

Hun har udgivet dem, og hun har lempet retskrivningen en smule,

fordi den nok i sin originale form kunne være morsom, og sproghistorisk værdifuld, men den ville distrahere en del læsere. Fru Stampes fyrige stil er ellers urørt.

 

Albert Repholtz – kunsthistorisk forfatter, udsendte i 1911 værket “Thorvaldsen og Nysø”. Rigmor Stampe Bendixs udgave af papirerne, “Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen”, kom i 1912. I de to værker er et kapitel i dansk ånds- og kunsthistorie bevaret, et væsentligt bidrag til vor viden om Thorvaldsen, men ikke mindst Fru Stampes prægtige selvportræt.

 

Ud af erindringerne lyser hun selv, som én af vore ikke talrige gode erindringsskrivere, en stærk dame, men også varm og frodig, et usædvanligt menneske.

 

Christine Stampe døde 5. maj 1868, 71 år gammel. Hendes mand lensbaron Henrik Stampe døde otte år senere 11. juni 1876, 81 år gammel.

 

De er begravet ved Præstø Kirke

 

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1610/?fbclid=IwAR01X0biL_WL88n1aWxxbZqCxmSLvtpAbblmhmlyY0A

USqmwpQVa264X0nA

 


Johanne Louise Heiberg

Marts 27, 2020

 

 

Johanne Luise Heiberg

 

Far og mor havde beværtningen ”Lille Ravnsborg” på Nørrebro. Johanne kom aldrig i skole. Hele livet måtte hun kæmpe med stavningen. Hendes mange breve blev senere kigget igennem af venner. Hun lærte at danse ved Regimentet i Aalborg, hvor hendes mor var økonoma. Som barn dansede hun på beværtningens borde på Nørrebro. Hun var særdeles velbegavet. Og med hjælp fik hun en lille rolle på Hofteatret. I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han øjnede hendes talent og fulgte hende. Mange var betaget af hende, men det var Johan Ludvig Heiberg, som hun blev gift med. Som professor-hustru skulle hun tiltales med Fru. Heibergs uægte søn var også meget betaget af sin fars unge hustru. Men Heibergs tid som teaterdirektør var en fiasko. Fire år efter hans død holdt hun op på Det Kongelige Teater. Hun adopterede tre børn fra Dansk Vestindien, men de bragte hende ikke videre lykket. Med hjælp fik hun udgivet sine erindringer. Hun ligger begravet på Holmens Kirkegård.

 

Hun er født 1812, datter af Christian Heinrich Pätges og hustru Henriette f. Hartwig. Johanne Luise Pätges gift 1831 med Johan Ludvig Heiberg. Han død 1860, hun død 1890, Begge gravlagt på Holmens Kirkegård.

 

Johanne Luise Pätges blev født 22. november 1812 i København. Hendes forældre var indvandrere i Danmark. hendes fader var vinpapper og traktør og hendes moder var en jødisk pige fra Frankfurt. Ægteparret drev beværtning og dansebod i Lille Ravnsborg ved Assistens Kirkegård og boede selv i en sidebygning.

 

Fem år før Johanne Luise blev født, bombede englænderne København, og hendes far blev ruineret, som så mange. Han måtte klare sig videre i den fattige tid under og efter krigen, efterhånden med ni børn. Selv

gik han i stå, eller han havde måske aldrig haft det store initiativ, i hvert fald var det hans hustru, der havde ben nok i næsen og holdt alt gående, så godt det lod sig gøre.

 

I 1814 kom den store skolelov, der krævede, at nu skulle alle børn i Danmark undervises. Der kom ikke skoletvang, og det har vi stadig ikke, men alle børn skulle undervises, og gik de ikke i skole, skulle det

kontrolleres, at de privat lærte lige så meget, som skolerne krævede.

 

Det er almindeligt at tro, at undtagelserne var de rige børn, der fik privatlærere, men i de første ret mange år var det stadig i de jævne

og fattige lag det kneb, fordi de fattige ikke fik fat i, hvad det drejede sig om og var ligeglade, og det var i starten umuligt at skabe en rimelig kontrol.

 

Johanne Luise kom ikke i skole. Hele livet sloges hun med sin

barndoms forsømte undervisning. Hun kunne ikke stave. Om hun var ordblind, er vist ikke undersøgt grundigt. De mest banale ordblindefejl ses ikke i hendes tidlige breve, men sagen er vanskelig, for da hun begyndte at skrive breve, fik hun snart hjælp, så hendes brevkladder blev set igennem af gode venner eller hvem hun ellers havde om sig. Det var livet igennem pinagtigt for hende, fordi hun gerne ville skrive.

 

Hendes mor prøvede sig med at holde flere små beværtninger, hun havde middagsgæster i abonnement, og en tid boede familien i Aalborg, fordi fru Pätges holdt kantine for Jyske Regiment.

 

Her fik Johanne Luise sin beskedne debut som kunstnerinde. Regimentets stabshornist lærte hende at danse, selv om hun var en lille pige, hun var i Aalborg fra hun var fire til hun var otte. I 1820 vendte familien

tilbage til København, og otte år gammel kom hun ind på Hofteatrets danseskole.

 

Hendes mor havde om sommeren telt på Dyrehavsbakken, og det ser ud til at Johanne Luise allerede som barn optrådte, både dérude måske og i hvert fald i restauranten inde i byen, med en æggedans på billardbordet. Hun var flink på danseskolen, og hun fik barneroller i skuespil.

 

Hun var godt en halv snes år, da en af hendes livs mange “gode tilfældigheder” greb ind. Johan Gebhard Harboe var 24 år og havde en stilling som assistent på det kongelige klædelager. Han var en stilfærdig og nobel ung mand, og han opdagede Johanne Luise. Han blev rystet over at se hende danse på bordet for beværtningens gæster, og han begyndte at tage sig af hende.

 

Han lærte hende at læse, hun lånte bøger af ham, og han så at hun var særdeles velbegavet, bare komplet uskolet. Samtidig havde hun medvind på Hofteatret. Den 12. februar 1826 optrådte hun 13 år gammel sammen

med den 40-årige, elskelige skuespiller Christen Niemann Rosenkilde i den lille charmerende digteriske bagatel om Hans og Trine i Rosenborg Have.

 

I salen sad Johan Ludvig Heiberg. Han havde sin fars, P.A. Heibergs, let rørte hjerte, når det gjaldt meget unge piger, men han så også, at her var et talent. Han skrev næsten på stedet vaudevillen “Aprilsnarrene”, med en rolle til barnestjernen.

 

Det ser ud som en usmagelig fidus, sørgeligt kendt i teatrets annaler: har en skuespiller haft succes i en rolle, skal den arme bruges, og helst misbruges, i noget magen til, så succesen kan vrides helt tør. Det har ødelagt ikke få skuespillere. Her havde en barnestjerne haft succes som en lidt næbbet og frisk pige, der hed Trine.

 

Hovedrollen i “Aprilsnarrene” er den pige lagt ind i et lille let skuespil, med succesnavnet bevaret, for i vaudevillen hedder pigen Trine Rar. Heiberg var allerede på den tid en dreven teaterskrædder. Og galant. “Rar” betyder rar og sjælden, usædvanlig.

 

Men vaudevillen og Johanne Luise Pätges blev en succes, for vel er vaudevillen tyndbenet, men den er efter tidens mål kvik og frisk. Teatrets censor Knud Lyne Rahbek ville have stykket kasseret, for det var

meget uanstændigt at lade en lærer krybe ned i en kurv sammen med en pige-elev og lade kurvens låg lukke i nogen tid. Men stykket blev spillet og fik succes.

 

Johanne Luise blev flyttet fra balletskolen til skuespillet og fik 100 rigsdaler i årlig gage. Heiberg slap ikke sit talentbarn af syne. Han fulgte hende endda ret grundigt, for allerede sommeren 1826 havde han været på Dyrehavsbakken og skrev vaudevillen “Recensenten og Dyret”, og så godt kendte han nu familien, at han lånte Johanne Luises mors bakketelt, så det stod på scenen.

 

Men han var ikke alene om at have fået øje på hende. Skuespilleren Nicolai Peter Nielsen blev forelsket i hende, og hendes trofaste biograf, teaterhistoriker Robert Neiiendam mener, at det var de galante haneben, ret mange herrer opvartede hende med, der gjorde det muligt for hende allerede som 16-årig at spille Julie i Shakespeares “Romeo og Julie”.

 

 

Måske. Det lyder lidt som ældre litteraters forsøg på at finde diverse digteres “inspiration”, for at digtere måske simpelthen kan digte, har ikke alle litterater fået fat i. Jonas Collin blev hendes faderlige ven og hjælper, som han var H.C. Andersens, men mens H.C. Andersen var alene i verden og fik en art hjem hos Collin, var det ikke helt den form for hjælp, Johanne Luise Pätges havde brug for.

 

Og alligevel. Hun var meget ung og uerfaren. Hendes ridderlige ven og lærer Johan Harboe var blevet dødeligt forelsket i hende. Men i 1828 blev Heibergs festspil “Elverhøj” opført. Her spillede hun Agnete, og Heiberg havde smukt lagt et frieri ind i stykket, gennem ridder Ebbesens replikker.

 

Heiberg selv friede direkte til hende kort tid efter. Men selv om hun ikke havde sagt ja til Harboe, følte hun sig bundet og sagde nej til Heiberg. Hun var også stadig kun 16, mens han var 37. Så greb Jonas Collin stilfærdigt ind. Han var øverste leder af teatret, og han fik hende kongeligt ansat, så hendes økonomi var sikret, og så blev hun flyttet fra det fattige værtshushjem til violinisten Frederik Wexschall og dennes hustru skuespillerinden Anna Helene Dorothea Nielsen. Det hjem var nu ikke ganske stabilt.

 

Fruen blev senere gift med skuespiller Nicolai Peter Nielsen, der som sagt også var forelsket i Johanne Luise. Men hjemmet var ikke sprængt endnu på den tid, da Johanne Luise flyttede ind, og for hende var det en ny verden, et nyt og lysere liv. Der kom mange mennesker, og hun så, hørte og lærte meget nyt.

 

Johan Gebhard Harboe gled ud af spillet på en dybt tragisk måde. Han vidste, at hans forelskelse var håbløs. Alligevel elskede han stadig Johanne Luise. Men så kom der en bedrageri- og skandalesag i det kongelige klædekammer. Harboe havde intet med bedragerierne at gøre, men han følte sig mistænkt og begik selvmord.

 

Ikke med et ord, eller bare med en linje i et brev, antydede han, at hans ulykkelige kærlighed til Johanne Luise havde med hans selvmord at gøre. Alligevel måtte det virke overmåde stærkt på hende. Hun havde intet imod Harboe, hun skyldte ham så meget, og hun var så ung.

 

Så fulgte små hændelser, som vi ikke ser ganske klart. Heiberg boede sammen med sin mor, Thomasine Gyllembourg. Johanne Luise var en tid forlovet med skuespilleren Christopher Hvid, der var en venlig sjæl,

men temmelig stillestående og vist ret ubetydelig. Den trolovelse blev hævet, og så førte vejen af sig selv i armene på Heiberg.

 

Det vil sige: af sig selv – Heiberg var for taktfuld til at være påtrængende. Hele sit liv var han et sammensat menneske, sikker og veg, følsom og hård, skarpsindig og naiv, målbevidst og upraktisk. Bag i hvert fald en del af det, der bragte brikkerne på plads, mere end anes hans mor Fru Gyllembourg.

 

Sagt lige ud, så havde hun sat sig i hovedet, at de to skulle giftes. Og det blev de i juli 1831 De nygiftes hjem blev i Brogade nr. 3 på Christianshavn. Men alene boede de ikke, Fru Gyllembourg var med. Her har Johanne Luise allerede tidligt i sin selvbiografi en ret lang og frimodig passage om det krævende og uheldige i, at en ung nygift frue uden erfaringer skal bygge sit ægteskab og sit hjem op med en ret dominerende svigermoder i huset.

 

Så lød det fra Heibergs landsforviste far i Paris, at han var imod ægteskabet. Hans søn og en skuespillerinde!? Hun måtte da så i hvert fald forlade teatret. – Det gjorde hun ikke. Tværtimod fulgte nu slag i slag hendes sejre på scenen, som nationens fejrede og enestående skuespillerinde.

 

Heiberg passede på sin unge hustru. Dengang havde skuespillerinder og balletdanserinder et dårligt ry. Ikke helt uden grund, for i hvert fald næsten op til den tid var en del af dem ikke ganske småborgerlige i

deres livsstil. Deres gager var elendige, og piger der frimodigt udstillede sig selv på scenen, både som dansepiger og som elskerinder i stykke efter stykke, kunne næppe være sarte.

 

Det var en del af dem, men nogle var det ikke, og det var stof nok for sladderen. Det syn var ved at være ældet, men ikke ganske. Heiberg gjorde alt for at hæve sin hustru over al snak og despekt.

 

Det måtte være trist for den meget unge pige, at han forbød hende at sige ja til balinvitationer. Ingen kunne tillade sig at danse med professorens frue. Og hans manøvrer var ikke altid kloge, for som nævnt var han på en mærkværdig måde tit klodset og uden rimelig nøgtern tænksomhed, hvor meget han så svor til Georg Wilhelm Hegels filosofi. På teatrets plakater hed damerne enten “Jomfru” eller “Madam”, i

tidens stil.

 

Nu krævede Heiberg, at hans kone, som professorhustru, blev tituleret “Fru”. Sagen gik helt op til Frederik 6., der hovedrystende endte med at sige; “nå ja, så kald hende Fru”. At det ikke gavnede hende i forholdet til kollegaerne, ænsede Heiberg ikke, for hvad “Jomfruerne” og “Madammerne” mente, blev deres sag.

 

Det grelleste eksempel, nævnt her skønt lidt for tidligt: Heiberg blev jo en tid teatrets direktør. Skuespillere og skuespillerinder havde ikke deres egne påklædningsrum. Der var et rum for herrer og et for damer, og de rum var uhyre primitive, med toiletspand, og med huller i væggen, som herrerne havde boret for at kigge ind til damerne. Noget af det første Heiberg arrangerede som direktør var et særligt påklædningsrum til scenens førende skuespillerinde Fru Heiberg.

 

Hun v a r den førende, men igen var det både taktløst og kluntet gjort, og det var jo hende, ikke ham, der hver spilleaften skulle være stærkt

privilegeret mellem kolleger. Man mærker ikke i hendes erindringer, at hun selv har følt, hvor urimelige den slags ting var, og hvor meget de måtte skade hende selv. Heiberg havde lært hende, at “sligt” var hun

hævet over.

 

Hjemmet var stiligt. Heiberg ønskede en form noget over hvad han strengt taget havde råd til. Blandt andet holdt han i flere år en ridehest og fandt det åbenbart flovt at sælge den, og på den måde åbenbare at det

var en lidt for kostelig luksus. Tilfældet skænkede ham en smuk chance: I 1848, da krigen brød ud, lånte han ædelt det arme dyr til hæren. Hesten forsvandt sporløst. Han har næppe søgt efter den.

 

Hans unge hustru måtte tage i stiv arm, at han havde en søn udenfor ægteskab. Som nævnt i stykket om Thomasine Gyllembourg; med alle rimelige forbehold må det regnes for givet, at den unge Georg Buntzen (1816-47) var Heibergs søn. Han var Fru Gyllembourgs yndling, for han var jo hendes sønnesøn, det eneste barnebarn hun fik. I perioder boede Georg Buntzen hos dem, og ellers kom han der meget. Det gjorde ikke sagen lettere, at han blev vildt forelsket i sin fars unge hustru og led svare kvaler af jalousi imod sin far.

 

Sammen med det hører, at ægteskabet mellem Heiberg og hende var smukt og ædelt, men hun skriver selv, hvordan hun om aftenen til meget sent kunne gå hvileløs op og ned ad gulvet, mens Heiberg sad i et tagrum med sit teleskop og kiggede stjerner.

 

Og hun omgikkes sin mands uægteskabelige søn på den smukkeste måde, men selv fik hun ingen børn. Det var et sårbart punkt, og det blev en besættelse. Her er vi nødt til at nøjes med sladder og gætterier, for

hun skriver det selv. Hun kan en gribende historie om en ældre kone i Hellebæk, der havde givet afkald på sin søn for at tjene lidt penge som amme.

 

Historien blev af Fru Heiberg i erindringerne smukt formet, helt i

novellestil. Hun dvæler længe i den, mange sider, og det er hende selv der røber, at hun i smug strikkede tøj til de børn, hun aldrig fik, og købte små sølvskeer til dem, som hun gemte i sine skuffer. Hun forærede

ikke de ting til heldigere kvinder og til andre, virkelige levende børn, hun gemte sagerne som relikvier.

 

Alt hvad hun til bristepunktet rummede af indestængt og uforløst – det spillede hun så med hele sit rygende talent ud på scenen. I andre måder var hun stiv, hæmmet. Da operasangerinden Jenny Lind – kendt som “den svenske nattergal” gæstede København, kom hun ud til Heibergs i Søkvæsthuset på Christianshavn.

 

Det blev en sær visit. Fru Heiberg var i haven og så sig ikke i stand til at lave en kop te. Heiberg prøvede sig diskret, men nej. Det var ude hos skuespillerinden Anna Nielsen på Frederiksberg, at Jenny Lind blev modtaget med åbne arme. Her gik hun ud i den mørke aften og sang for de mange, der havde samlet sig foran huset, et stort og varmt øjeblik, som det er en glæde at læse om selv så mange år efter.

 

Men hos Fru Heiberg – nej. Var hun genert, kejtet, jaloux på den fejrede verdenskendte? Vel nok. For Jenny Lind var ikke på nogen måde selvhævdende, storladen eller hoven, tværtimod. Ved den lejlighed gik Fru Heiberg i baglås. Meget forståeligt, men det skete.

 

Lange træk af det Heibergske ægteskab står i et smukt og charmerende lys. Flere ferier var de på landet, en enkelt sommer lejede Heiberg et hestekøretøj og de kørte fra sted til sted på Sjælland. Det er et af de

mest overraskende og triste huller i hendes erindringer, at hun ikke gør ordentligt rede for, hvor de kørte, og hvad de så og oplevede – kun enkelte glimt der viser, at det skriveri kunne hun meget nemt have klaret.

 

Der kom splid på teatret, der skabtes en klike, så det hele sprængtes, og det er et klassisk kapitel i dansk

teaterhistorie, da udbryderholdet fra Det Kongelige Teater rykkede ind på Hofteatret, vist med grevinde Danner som ganske virksom hånd bag flytningen. Hun og Fru Heiberg havde været balletbørn sammen, men Heiberg og hans hustru var højt hævet over at ænse Louise Rasmussen selv i hendes ophøjelse som Frederik 7.s hustru.

 

Det er ikke teaterhistorien, der skal skrives her, men der skete jo også nyt rent scenisk. Unge skuespillere morede sig nu med, i selskaber, at gøre nar af Fru Heibergs diktion og hendes måde at sige replikker på.

En ny stil var på vej, hendes form var ved at blive forældet, og så det evige danske; hun var for stor, hun skulle dukkes.

 

Heibergs tid som teaterdirektør blev en fiasko, som han selv følte smerteligt. Fiaskoen skyldtes i høj grad hans mangel på praktisk sans. Mærkeligt nok kunne han i sine vaudeviller og andre scenearbejder meget

vel skildrer mennesker og give dem replikker. Men måske er de netop scenefigurer, noget flade.

 

Gang på gang røber han i hverdagen mellem mennesker en utrolig mangel på nerve for andre. Man må tro at han ikke ejede flair. Hans nederlag som teaterdirektør, den stilling som han troede sig skabt til, måtte virke stærkt på stemningen i hjemmet. Her forstår vi af hendes erindringer, at Heibergs stil og finhed virkede: hans skuffelse gik ikke ud over hans kone.

 

Et venskab i de senere år førte dem til Sølyst, til købmanden Johannes Theodor Suhr. Han var på den smukkeste måde betaget af Fru Heiberg, og han lånte dem sit sommerlyststed Bonderup i Midtsjælland. Han strakte sig så vidt, at huset skulle ændres efter deres ønsker. “Dog indenfor rimelighedens grænser”, sagde Suhr til arkitekten Ferdinand Meldahl, for igen: i sin uvidenhed om praktiske ting havde Heiberg såmænd bare ønsket, at alle vinduerne på første sal blev hugget ud og sænket, så han kunne se ud af dem, mens han sad og skrev.

 

Heiberg var ikke et frækt menneske, heller ikke dum. Men at hans lille ønske ville have kostet en formue og spoleret huset, har han ikke været i stand til at fatte. Men glæden blev kort. På Bonderup døde Heiberg i 1860, 69 år gammel.

 

Fire år efter spillede Fru Heiberg for sidste gang. Helt klart siger hun ikke hvorfor. Der var tale om en resignation. Vel regnede en del unge hendes stil forældet, men det kan ikke være den stærke grund, for hun arbejdede videre som sceneinstruktør. Måske har hun forstået – vi ved det ikke, men måske – at hele hendes ry, hendes sceniske kraft, hvilede på en erotisk udstråling, ikke i vulgær eller plat forstand, men det var det erotiske element, der havde båret hendes karriere, raden af store roller.

 

Nu ville hun ikke glide helt over i det ældre rollefag. Om hun kunne have gjort det, er en anden ting, hun gjorde det ikke, ønskede det

ikke, vi tør vel sige: risikerede det ikke. Og måske var hun træt.

Hun adopterede efter Heibergs død tre små søstre fra Dansk Vestindien. De var, som så mange kolonibørn, født udenfor ægteskab, men som hun skrev da de var kommet: de var ikke mørke. Selv om hun forkælede dem, blev de ikke den helt store glæde for hende.

 

Hun blev som nævnt sceneinstruktør – og så gik hun i gang med at skrive sine erindringer. Under navnet “Et Liv genoplevet i Erindringen” står de som et af Danmarks største erindringsværker overhovedet. Det mesterstykke har to kvinder præsteret – Eleonora Christine Tscherning og hun.

 

Ærlige erindringer vil i deres samtid vække forargelse, og de vil blive nedladende vurderet, ikke af alle, men af nogle. Titlen blev næsten straks gengivet som “Et Liv genopløjet i Erindringen” og billige vittigheder har livskraft. Fordrejningen er uretfærdig.

 

I sine erindringer forsvarer hun Heiberg overfor alle – og udleverer ham hist og her i små nådesløse glimt. Hun kan skrive lange passager om sit syn på teatret og skuespilkunsten, og de stykker er givende. Først

og sidst tegner hun, som alle store erindringsskrivere, et mesterligt billede af sig selv, og hun er hverken så flad eller dum, at hun laver et glansbillede. Hun giver os sin tid og sig selv, hun giver os det bedste billede vi ejer af Heiberg.

 

Det er ikke uforklarligt, at de ganske tykke bind er kommet i oplag efter oplag, og stadig kan sælges. I sine senere år rådførte hun sig med et par gode mænd. Historikeren Adolph D. Jørgensen hjalp hende med erindringerne, især fik han hende til at stryge en del passager, fordi enkelte stadig levende mennesker måtte føle sig gået for nær. Alligevel fik hun vrøvl. De strøgne passager er sat på plads i den seneste

udgave.

 

Men hendes nære ven fra de senere år var juristen og politikeren Andreas Frederik Krieger. Med ham vekslede hun mange breve. Han var ugift og hørte til skaren af hendes beundrende riddere. Efter hendes død 1890 ordnede han hendes papirer og brændte de breve, som han selv havde skrevet til hende. Hendes breve er udgivet, i to bind, utilfredsstillende, fordi ikke alt er med, men dog.

 

Hun arbejdede for Heibergs eftermæle. Han havde været en ganske hård kritiker, så en del mennesker så ham gerne gjort lidt mindre. Hun fik sammen med Krieger udgivet Heibergs samlede værker i 22 bind. Alligevel – trods alle udgaver af breve og skrifter, er det hendes erindringer, der står som hovedværket, et centralt skrift om den epoke, som vi kalder “Heibergtiden”.

 

I dag kan det hele postyr virke småt, sladder i den lille residensstad. Men hun er én af de danske kvinder, der førte sig frem uagtet hun kom fra den dybeste fattigdom, og uagtet tiden ikke gjorde det let for kvinder at blive set og hørt udenfor de få roller i livet, som var godkendt for kvinder – ja normalt slet ikke gav dem lov til at træde frem i forreste række med deres evner, deres klogskab og kvaliteter og – personlighed. Hun gjorde det.

 

Johanne Luise Heiberg døde efter nogen tids svagelighed i København 21. december 1890

Hun er begravet på Holmens Kirkegård.

 

 

 

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/407/?fbclid=IwAR19i7LkJeXm2h1Bh-UXBgXf1o9uwW-

ccTLLZBNahMznmXUZwetjyinmtS8

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.536 artikler, under Nørrebro (286 artikler) kan du læse:

 

  • Johanne fra Lille Ravnsborg

 

  • Under Østerbro (86 artikler) kan du læse:

 

  • Rosenvænget på Østerbro

Thomasine Gyllembourg – Ehrensvärd

Marts 27, 2020

 

Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd

 

Hun har skrevet romaner, dramaer og digte. Hun var 15 år, da hun fik en meget kendt huslærer, P.A. Heiberg. To år efter blev de gift, da var han 32 år. Men hun følte sig svigtet. Og det kunne gæsterne godt se. En ung svensk baron forelskede sig i Thomasine. Heiberg beskæftigede sig ikke med noget så ”latterligt” som jalousi. Så blev Heiberg udvist af landet. Og Thomasine og baronen giftede sig. Heiberg opholdt sig i Paris og skrev hadefulde brev hjem til Thomasine. Deres søn kom i pleje hos Rahbek – ægteparret i Bakkehuset. Thomasines nye mand døde allerede som 48 – årig. Thomasine fik dog et usædvanligt, langt og rigt liv. Hun døde som 82 – årig. Hendes værker var skrevet under pseudonym. Men de kendte i kulturlivet vidste dog godt, hvem der stod bag. Thomasine blev gravlagt på Holmens Kirkegård.

 

 

Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd er født 1773, død 1856. Datter af Johan Buntzen og hustru Anna Bolette f. Sanggaard. Thomasine gift 1790 med P.A. Heiberg. Ægteskabet opløst 1801, han død i Paris 1841, gravlagt på Montmartres kirkegård.

 

Thomasine gift anden gang 1801 med baron Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd, han død 1815. Hun død i København, gravlagt på Holmens kirkegård. Op gennem den danske romantik, der foldede sig ud i ord, toner, billeder og følelser, i romaner, digte og dramaer, levede en kvinde, der fik en særlig skæbne. I perioder var hendes liv romantisk, men det blev også tragisk, menneskeligt, skuffende, givende, og livet løb ikke bare afsted med hende. Hun lærte sig tidligt selv at styre det, så vidt vilkår og hændelser gør den kunst muligt. Derfor er hun ret enestående.

 

Thomasine Christine Buntzen blev født 9. november 1773 i København, hvor hendes fader var stadsmægler og dispachør (autoriseret til at vurdere søskader). Hun var den yngste af Buntzens fire døtre og blev meget forkælet, men hun var kun fire år da hendes moder døde, og hun var meget alene, fortæller hun selv.

 

Hun fik en omhyggelig opdragelse og skoling, men i “ensomheden” blev hendes fantasi stærkt udviklet. Stadig ifølge hende selv. Måske. Fantasi er nu noget, man har eller ikke har, medfødt, men den kan nok hæmmes eller udvikles. I hvert fald var hendes fantasi nærmest overudviklet, så den ikke gavnede hende i hendes unge år.

 

Hun var 15, da hun fik en huslærer i sprog. Det var translatør Peter Andreas Heiberg. Han var på den tid henved 30, og allerede en kendt forfatter og en af tidens førende skikkelser. Hun var dybt benovet over at få den kendte mand som lærer, og han havde, som senere hans søn Johan havde det, en vågen sans for unger piger.

 

De blev gift 1790 da hun var 17 og han var 32, og det siges, at selv målt med sin unge alder var hun meget barnlig. Hvad kærlighed var, havde hun læst om, men hun anede det ikke selv. Thomasine flyttede til hans gård Ruhedal ved Ringsted, der var åbent for en ret stadig strøm af tidens skønånder og intelligente, og udenlandske gæster, der kom til staden.

 

Her blev sunget og læst højt og diskuteret, og alt det kunne Thomasine ikke følge med i. P.A. Heiberg havde hjemført sin brud, men han var en nøgtern mand, ikke en svømmede romantiker. Han prøvede at sætte skik på sin meget unge hustru, lære hende noget af alt det, der fængslede ham selv, få hende med – men dels var hun for ung, dels lå det i de år ikke for hende, og endelig kunne han selvfølgelig ikke proppe akademisk dannelse og europæisk åndsorientering ind i hovedet på det arme barn i løbet af ingen tid.

 

Hun reagerede sundt nok; ved at være sig selv. Han var nok lidt flov over hende. For ham at se var hun pjanket, tankeløs, optaget af kjoler og latter, og hendes fantasi var som sagt trænet – så meget, at han fandt hendes fantasier og drømme tåbelige, ikke til at holde ud. Han var stadig opslugt af digteri og debat og tidsånd, med i det meste af, hvad der skete i ånd og politik.

 

Det endte hurtigt i, at han overhovedet ikke tog sig af sin unge hustru, selv ikke da de fik sønnen, Johan Ludvig i 1791. Den yndige oplevelse, at hjemføre sin unge brud, var overstået, og at have hendes naive pludder om ørerne hver eneste dag var for meget. For ham. Ikke for alle.

 

En fransk gæst monsieur Duveyrier, lagde særdeles mærke til den unge frue, og hun blev indtaget i ham, så det nær var gået galt. Men det blev overstået. Heiberg var for overlegen til at lade sig mærke med den slags pjat. Men så dukkede en ny gæst op.

 

Det var den 25-årige Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd (1767-1815) svensk adelig. Han var søn af en svensk generalmajor, friherre Carl Ehrensvärd, der første gang var gift med friherreinde Margareta Gyllengranat, og anden gang med Anna Antoinetta Gyllenborg.

 

Sønnen af det sidste ægteskab, Carl Frederik var blandet ind i den sammensværgelse, der endte med mordet på kong Gustav 3. Carl Frederik blev dømt fra ære, liv og gods, men dommen blev mildnet til, at han mistede adelskab og borgerret og blev landsforvist. I Danmark klarede han sig godt, og uden at være fremragende, var han dygtig og interesseret, især i landbrug.

 

For danske frihedsvenner måtte han være lidt af en helt, så han kom hos P.A. Heiberg – og blev forelsket i husets unge frue. Han kunne som alle andre se, at hun var forsømt af sin mand. Fruen blev også forelsket i

ham. Når hun senere hævdede, at Heiberg to gange skulle have sagt, at han ikke var forelsket i sin kone, er det nok en lille fordrejning af nogle ord om, at han ikke var forelsket på den romantisk overspændte manér, som hun drømte om.

 

Forholdet mellem de to – Thomasine og den detroniserede svenske baron – var ikke ægteskabsbrud, men dog så langt på vej i den retning, at Gyllembourg lidt teatralsk desperat og ud fra adelig officersære spurgte

P.A. Heiberg, om han mente det heldigst, at han (Gyllembourg) forsvandt ud af billedet.

 

Den helt korrekte og adelige officersære havde jo nok fået ham til at forsvinde uden at spørge, men dels var det stadig romantikkens tid med de teatralske forelskelser i andre mænds hustruer, dels og især var Heiberg for stolt til at røbe noget så småt og latterligt som jalousi. Han svarede, at han stolede på sin hustru, og et smukt venskab mellem hende og en gæst så han intet galt i. Hans ord blev siden lavet om til, at han noget nær havde opfordret sin hustru til utroskab.

 

Men juleaftensdag 1799 fik P.A. Heiberg sin dom, ud fra anklagerne imod hans skriverier. Hans bitterhed skyldtes i høj grad, at han var blevet sprunget over ved besættelsen af embedet som notarius publicus. Det gjorde ham rasende. Han kom i konflikt med kammeradvokat Christian Colbjørnsen, og det hele endte i den landsforvisning, som han nok temmelig let kunne have undgået.

 

Det blev siden hævdet, at da Gyllembourg var en god ven af Colbjørnsen, havde han nok skubbet på med den landsforvisningsdom. Det tør regnes for usandsynligt.

 

Den 7. februar 1800 rejste Heiberg. Kone og barn lod han blive tilbage. Meningen var, at de skulle følge efter, når han havde fundet en stilling, eller i hvert fald noget at leve af. Målet var revolutionens og frihedens by Paris.

 

Thomasine var stadig kun 27 år, mens Heiberg nu var 41. Og hun var håbløst forelsket i Gyllembourg. Det skrev hun lige ud til Heiberg.

Han blev ude af sig selv og kom tilbage til Hamborg for at være Danmark så nær som muligt.

 

Brevvekslingen mellem ham og Thomasine blev hektisk og dybt ubehagelig. Thomasine flyttede hjem til sin far med sin lille søn – og så arbejdede hun på at få skilsmisse. I ret lang tid førte hun dobbelt brevveksling,

med Heiberg og med Gyllembourg, og lagt på bordet ved siden af hinanden er de breve ikke smigrende for hende.

 

Løgn, fortielser, fordrejninger, alle midler brugte hun, ikke fordi hun var en satan, men hun var i knibe. Hun havde ikke været lykkelig i sit ægteskab, og hun havde ikke fjerneste lyst til at føre det videre som landflygtig i Paris. Imens gik forholdet til Gyllembourg over til at være ægteskabsbrud.

 

Heibergs breve blev tryglende, de blev hadefulde, anklagende. Han beskyldte hende for mange ting: ikke alene var han smidt ud af Danmark, han skulle også tåle, at hans egen hustru svigtede ham, tog hans søn

fra ham, og samtidig gjorde ham latterlig.

 

Han søgte om benådning. Han lovede, at hvis han kom hjem, skulle han være rolig og stilfærdig. Imens søgte hun om skilsmisse. Hun henviste til, at hun var uskyldig i sin mands forbrydelser og ikke havde haft

eller havde tanker om at følge ham til udlandet.

 

Her skete så det, der kan se ud, som om det er hittet lidt for godt på af en romandigter: de to ansøgninger, hans om benådning, hendes om skilsmisse, dalede ned på kronprins Frederiks (6.) bord samtidig. Ikke ved skæbnens lune, men arrangeret, for de kom ikke frem samme dag. Igen har “man” tænkt, at Gyllembourg har snakket med Colbjørnsen. Det er næppe rigtigt. Colbjørnsens vrede imod Heiberg var smålig, men et perfidt menneske var han ikke.

 

Snarest er papirerne bare blevet ordnet som hørende til samme sag. Men

kronprinsen fik dem ikke desto mindre serveret, så de balancerede: kom Heiberg hjem, kunne hans kone ikke få skilsmisse. Fik Fruen skilsmisse, var det uheldigt at få Heiberg hjem.

 

Hvem af de to, der havde opført sig uheldigt overfor den anden, er stadig svært at sige, ja i dag naturligvis sværere, for vi har kun breve og akter at holde os til. Johanne Luise Heiberg udgav i 1882 bogen om de to,

med deres breve og andre tekster. Den er siden trykt op. Her for vi Johanne Luise Heibergs tolkning af sagen, inspireret af hendes mangeårige samvær med svigermoderen Thomasine, og af hvad hendes mand Johan Ludvig har fortalt.

 

Man bør korrigere den skildring ved at læse, hvad en senere Johan Ludvig

Heiberg – den klassiske filolog, der døde i 1928 – skrev, da Fru Heibergs bog kom. Det stod i “Nordisk Tidsskrift” og blev senere trykt op i hans skrifter “Fra Hellas og Italien” (1929). Den tolkning yder P. A. Heiberg mere retfærdighed og ser mere nøgternt på den unge frue.

 

Der er senere skrevet om sagen, f.eks. særdeles godt i Povl Ingerslev-Jensens “P.A. Heiberg” (1974), men vi kender det alle: vore venner og

bekendte opliver os med deres skilsmisser, hvem har så ret, hvem har uret, hvad er sandt, hvad er løgn – vi må “tage det til efterretning”. Og Thomasine Heiberg-affæren er nu over 200 år gammel. Hvad der søges

er ikke en endelig klarhed i den sag, så meget mindre som sager af den art ikke ER klare.

 

Her søges kun, så vidt muligt, et kort portræt af Thomasine Gyllembourg.

Man kan ikke se bort fra, at hendes manipulationer i hvert fald var med til at hindre, at Heiberg blev benådet og kom hjem. Det endte i skilsmisse. Fra Paris fik Heiberg sat igennem, at da hun fik skilsmisse på grund af indrømmet utroskab, måtte sønnen ikke vokse op i hendes hjem.

 

Derfor kom drengen en tid ud til ægteparret Rahbek i Bakkehuset på Frederiksberg. Thomasine blev gift med Gyllembourg, og der skete det pudsige, at mens kronprins Frederik, eller hans administration, ikke kunne tilgive Heiberg hans frimodige skriverier, så var kronprinsen nok straks lidt skeptisk overfor Gyllembourg, men så kunne han alligevel se bort fra, at Gyllembourg havde været med til at myrde kongen af Sverige.

 

Den 17. december 1801 blev Gyllembourg gift med Thomasine, ikke to år

efter at Heiberg var blevet landsforvist. Heibergs venners hjem var naturligvis lukkede for hende.

.

De flyttede til gården Ruhedal ved Ringsted, men den brændte i 1806 og de kom igen til København. Lang blev lykken ikke. Kun 48 år gammel døde Gyllembourg i 1815. Hun sad tilbage med en lille pension på 600

rigsdaler.

 

Hun blev stærkt knyttet til sønnen Johan Ludvig. Han måtte jo ikke komme til hende, så hun kom til ham. Det skabte en fejde mellem sønnen og hans far i Paris, men det ændrede sig, da sønnen i et par år var i Paris og lærte sin far at kende. Der kom en slags forsoning imellem P.A. Heiberg og Thomasine, og de vekslede igen breve, dog uden megen glød. En tid boede sønnen i Kiel, og han mor kom ned til ham og førte hus. Fra 1825 blev hun fast inventar i hans hjem.

 

To nye mennesker tegner sig her. Komponisten Edouard du Puy, der var blandet ind i Christian 8.s skilsmisse fra den første hustru, havde fået en datter i Preussen, før han kom til Danmark. Den datter hed Camilla, kom herop, og blev gift ind i familien Buntzen. Uagtet hun var gift, var hendes fjerde barn, drengen Georg, en søn af Johan Ludvig Heiberg, efter hvad familien har noteret.

 

Litteraturhistoriker Morten Borup mener i sin tre-binds biografi om Johan Ludvig Heiberg (1947-49), at det er rigtigt i hvert fald overvejende sandsynligt. Det forklarer, at Thomasine tog sig af Georg som søn eller sønnesøn, at Johan Ludvig Heiberg “legede med drengen som med en jævnaldrende”, og at drengen som ung mand blev fast gæst og logerende hos Heibergs. Georg døde ung, kun 31 år gammel, og ved det dødsfald var Thomasine næsten utrøstelig.

 

Selv om det hører under Fru Heibergs historie, må det noteres også her, at det var ikke bare sin mands søn udenfor ægteskab Johanne Luise Heiberg skulle have i sit hjem, det var også svigermor, og Fru Heiberg lægger ikke skjul på, at en svigermor kan være et særdeles besværligt arvemøbel i et ungt hjem. (Mere om Fru Heiberg i næste artikel)

 

På den anden side var det Thomasine, der fik situationen manøvreret, så hendes søn Johan Ludvig fik Johanne Luise, for med al ydre sikkerhed i formen kunne Johan Ludvig være akavet passiv, ræd for at handle. Det ordnede hans mor. Men hun var også sejlivet, så hun boede hos sin søn og svigerdatter i 25 år, et kvart århundrede. Johan Ludvig var rørende sød ved sin mor.

 

Hans hustrus følelser var mere blandede, men hun holdt stilen.

Og Thomasine sad i de år ikke bare hen. I 1827 dukkede hun op som forfatterinde. “Adresseavisen” bragte 2. januar en personlig annonce fra en anonym dame, som svar til en løjtnant, der kunne hente brev på

Fodpostens Kontor.

 

Den 12. januar stod der i tidsskriftet “Kjøbenhavns Flyvende Post” et brev fra løjtnanten til redaktionen. Det var skrevet af Thomasine, der så kørte historien videre til en familieroman.

 

Og så blev hun flittig. “En Hverdags-Historie” kom året efter i “Flyveposten”. I den er en ung mand havnet i forelskelse, i kval mellem to søstre. Samtidig brugte forfatterinden bogen til at formane københavnerne, der burde anlægge ædlere omgangsformer. Og så var hun i gang.

 

Sit navn røbede hun ikke, men det gik slag i slag, og sønnen hjalp hende, bl.a. ved nu og da lægge navn til værkerne. Romanen “Slægtskab og Djævelskab” (1830) er blevet kaldt den betydeligste roman i nordisk

litteratur på den tid.

 

Den 25-årige Søren Kierkegaard udsendte 1838 den lille bog “Af en endnu Levendes Papirer”, hvor han hævnede sig på H.C. Andersen og samtidig roste forfatterinden til “En Hverdagshistorie” overmåde stærkt. Der regnes med, at han vidste hvem forfatteren (forfatterinden) var, og at han meget gerne ville tækkes Johan Ludvig Heiberg, men helt på tværs af hans virkelige mening om det anonyme, i hvert fald officielt anonyme forfatterskab kan hans lovprisning næppe være.

 

Der sker unægtelig meget i hendes fortællinger, og forbytninger af personer, som i ældre engelske romaner, er ikke noget ukendt her. Men hendes sprog er godt, dog ikke i alle replikker. Hun har øst af de

mennesker, hun kendte, af sin slægt, de mange hun havde truffet, men at skrive og digte er jo ikke kun referat af, hvad man har set og hørt.

 

Hun kan digte, hun er ud fra sin tids muligheder psykolog, hun kender

mennesker. Af den umodne pjankede pigehustru i det P.A. Heibergske hjem var blevet en erfaren, midaldrende, senere ældre frue, der gennem sit liv havde haft øjne og ører og forstanden med sig. Hun kender mennesker, men hun er ikke bitter. Hun prøvede sig også med dramatik. Hendes stykke “Magt og List”, blev spillet på Det Kongelige Teater med sønnen som forfatter.

 

Men han har næppe hjulpet hende meget i selve det at digte og skrive. Ærligt talt: når det gælder fantasien, er hun bedre end sønnen. Han havde sin styrke helt andre steder. Men et gennemgående tema er hendes frisind. Allerede som ung var hun ganske dristig, som når hun i et brev til Gyllembourg taler om, at forelskede folk er barnlige, og at det vidste den gode Jesus nok, da han var hos Maria – hun mener, at det var Jesus, der sad ved Maria Magdalenes fødder, ikke omvendt, mens de sendte den arme Martha ud i køkkenet.

 

Og til det sidste, også i værkerne, mente Fru Gyllembourg, at i hendes tid var kærligheden fordomsfri og havde mod til at være ærlig, mens den “nu” (midten af 1800-tallet) var blevet smålig og snerpet. Hendes værker er i dag forældede. Man skal være i nogen træning med ældre litteratur for at læse dem.

 

Men hendes “Samlede Skrifter” kom første gang i 1849-50, før hun døde, i ikke mindre end tolv bind. To gange siden, sidst i 1884, er de kommet igen, og endelig en firbinds udgave så sent som i 1914. Det sker

kun med yderst få skribenter.

 

Hun døde 1. juli 1856. Hendes navn som forfatterinde til værkerne var røbet. Men i 1830’erne kunne digteren Poul Møller anmelde hende rosende uden at åbenbare hendes navn, uagtet han kendte det. Den stil i respekten for maskespillet kendes ikke i dag.

 

Men Thomasine Gyllembourg havde et usædvanligt, et langt og rigt liv bag sig, da hun døde 82 år gammel. Hun er begravet på Holmens Kirkegård.

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/978/?fbclid=IwAR3WSfhP39ji65TxyeFTaVgyytce9vqTzfWkP439hdpMkX

LvhJrPLTdeN38

 

  • I artiklen nævnes der også masser af kilder
  • Vi håber, at vi senere kan bringe et billede.

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang,dk indeholder 1.535 artikler herunder 46 artikler under kategorien ”Andre Historier”:
  • Karen Margrethe Rahbek

 

  • Senere følger en ny artikel om Johanne Louise Heiberg – hold øje med den.

De frygtelige sygdomme

Marts 27, 2020

De frygtelige Sygdomme

Byldepest slog til i 541. 1310 var et sort år i England. Man gav jøderne skylden. Selvhjælpsbøger om døden. Kolera omfattet i dansk litteratur. Pest igen i 1855. 10 pct. af Københavns befolkning døde. Udstødt af samfundet. De spanske soldater havde kopper med. Den amerikanske fortolkning. Pestangrebet i Hamborg blev fortiet. Rigmandsdatter angrebet. Tyfus – en meget smitsom sygdom. 300.000 franske soldater angrebet. Irland og Sovjet hårdt angrebet. Anne Frank døde af tyfus. Smittekilden skulle findes. Hun havde smittet 50. Total isoleret i 23 år. Fugleinfluenza. Svineinfluenza. De alvorlige sygdomme.

 

Byldepesten slog til i år 541

Byldepesten i den sene middelalder var hverken historiens første eller sidste. Sygdommen krævede faktisk 25 millioner dødsofre allerede i år 541. Det var halvdelen af alle romernes liv dengang.

 

1310 var et meget sort år i England

I 1310 boede der 5,75 millioner mennesker i England. Efter hungersnød og Den Sorte Død var der 2,45 millioner mennesker tilbage. Men nu var det pludselig arbejdstagers marked. Slaveri og stavnsbånd blev afskaffet. Fransk blev afløst af engelsk som hovedsproget.

Den Sorte Død ændrede demografien, som derefter ændrede økonomien.

Kunne det tænkes, bare hviskes, at Gud ikke kunne redde mennesker fra de grimme sygdomme. Den tvivl var med til at føde Oplysningstiden, som igen var med til at føde den moderne stat. For hvis ikke Gud – hvem så?

Pesten førte til en moderne stat og dens magt, for samfundet skulle organisere sig mod sygdommen.

 

Man gav jøderne skylden

Men udbruddet i 1347 med sicilianske søfolk som de sandsynlige smittekilder og 100 millioner dødsofre som resultat står som verdens værste nogensinde. Man fandt denne gang ud af, at sygdommen ramte tilsyneladende gennem ”åndedrættet og synet”. Og så kunne man ikke finde nogen, der ville begrave de døde ”for penge eller venskab”.

Man gav jøderne skylden. Eller tiggerne eller staklerne med psoriasis. Mange kunne ikke rigtig se meningen med så mange tilfældige og så tilfældige ofre på en gang. Man forstod ikke, at Vorherre skulle straffe så mange på en gang.

 

Selvhjælpsbøger om døden

Pludselig fokuserede alle på døden. Der kom skrifter og selvhjælpsbøger om døden. Således også i 1403. Det var gode råd til den døende selv og dennes pårørende. Skulle man for eksempel blive siddende ved den døde og lade sig smitte. Rådet var så, at man skulle så vidt muligt sende de pårørende væk. Mange familier følte sig lettet og fritaget for samvittighed over sådan et råd.

Allerede i 1375 kunne man i litteraturen se værker om livets afslutning som en dans med døden. Hvor udbredte disse skrifter var, vides ikke. Men det var næppe blandt den fattige befolkning, man så disse skrifter.

I danske kirker kan man også se, at disse frygtelige sygdomme ofte prægede udsmykningen. Således ser man det i Fanefjord på Møn. Her er fantastiske fresker om skæbne og død stort set samtidig med pesten.

 

Kolera omfattet i dansk litteratur

Da koleraen rammer landet i 1848 og igen i 1853 er det med en af dansk litteraturs mest mærkelige værker som resultat. Wilhelm Bergsøe’ s monumentale ”Fra Piazza del Popolo” fra 1866. Lige som i ”Decameron” fem århundrede før berettes om epidemiens forløb og gruopvækkende lidelser.

 

Pest igen i 1855

Verdens tredje pandemi af pest er en historie for sig. Udbruddet begynder i 1855 i det sydlige Kina og varer et lille århundrede. Der var gode og mindre gode tider undervejs. Sygdommen slår 15 millioner ihjel og går særligt ud over de gamle kolonier i Asien og Afrika samt en række vestlige havnebyer.

Selv i en moderne storby som San Francisco døde der dengang 119 af denne middelalderlige sygdom. Det rystede alligevel folk. Men guvernøren kan ikke havde dette siddende på sig. Han fyrer militærhospitalets lidt for åbenmundede direktør.

 

10 pct. af Københavns befolkning døde

I juni 1853 slog koleraen 10 pct. af Københavns befolkning ihjel. Beboerne blev syge fordi de drak det samme vand, som de tømte deres kloak i. Koleraen førte til planlægning af et ordentligt kloaksystem. Man fik i praksis styr på skidtet.

 

Udstødt af befolkningen

Aids blev en sygdom over bøsser og deres ”umoralske” liv, mente kritikere. Og så var det fundamentalisterne, at det var Guds straf. Reagan – regeringen tøvede med at give penge til forskning, oplysning og støtte til ofrene. Mange familier og personer med denne sygdom blev i bogstavelig forstand udstødt. Folk var utrolig ondskabsfulde.

Som vi tidligere var inde på så fik jøderne skyld for pesten i 1300 – tallet. De blev beskyldt for at have forgiftet brønde. De blev massakreret i hele Europa.

 

De spanske soldater havde Kopper med

Den spanske hær med kun 500 mand indtog den aztekiske hovedstad med 200.000 indbyggere De spanske soldater havde kopper med. De var selv immune, men sygdommen udryddede fjende. På begge sider blev det opfattet som, at den spanske Gud var større end aztekernes.

De fattige i Paris fik gennem 1800 – tallet skylden for koleraepidemierne. Derfor blev nedkæmpningen af de revolutionære så blodig – nærmest bestialsk – for det var en kamp mod selve urenheden.

 

Den amerikanske formidling

I 1918 havde præsident Wilson i USA fået en rapport om Den Spanske Syge i skyttegravene i Europa, hvor den blev sammenlignet med Den Sorte død i 1300 – tallet.

Da epidemien igen ramte USA valgte Wilson ikke at fortælle om den og hans folk afdramatiserede den. Den ramte USA med fuld styrke i september 1918.

Chicagos sundhedsdirektør advarede ikke befolkningen for:

 

  • Det ville kun påvirke moralen i samfundet. Det er vores opgave at holde frygten fra folk. Frygt er mere dræbende end sygdommen.

 

På halvanden år slog epidemien 675.000 amerikaner ihjel. I 1918 og 1919 faldt den gennemsnitlige forventede levetid med 12 år. Der var ingen behandling og i Det Hvide Hus var der ingen hjemme.

 

Pestangrebet i Hamborg blev fortiet

Det var det heller ikke i magtens korridor i Hamborg i 1892. Kolera hærgede. Men bystyret og de rige handelsmænd slog det hen. Aviserne skrev intet. De syge og fattige blev

 

  • Samlet og fragtet til pesthusene

 

Her blev de gemt og glemt. 8.200 døde i Hamborg. Magthaverne frygtede mere omtalen end selve sygdommen. Det endte med at regeringen i Berlin overtog styringen af byen.

Ja og vi skal ikke glemme, at de europæiske sygdomme i Amerika dræbte 90 pct. af indianerne, markerne voksede til med træer og klodens temperatur faldt.

 

Rigmandens datter blev ramt

Fredag den 27. august 1906 var det noget galt med en isdessert, som Mary Mollins havde tilberedt. Hun var ansat hos rigmanden Charles Henry Warren på Long Island.

I nogle dage havde familiens yngste den 8 – årige Hazel Warren haft høj feber og hovedpine. Nu fik hun også meget voldsom diarré. Senere samme dag konstaterede lægen, at hun var blevet smittet med tyfus, der stammer fra salmonellabakterier.

Tyfus findes i adskillige varianter. I løbet af dagene, der fulgte, blev også finansmandens kone, endnu en datter, to stuepiger og gartneren angrebet af samme alvorlige tyfus-variant som familiens yngste.

Alle, der blev ramt i Warrens sommerresidens, overlevede og skønt der i årenes løb er udviklet en effektiv kur, eksisterer sygdommen stadig. Ifølge WHO rammes over 20 mio. om året. Dødstallet ligger på verdensplan omkring 600.000. I Danmark registreres omkring 25 tilfælde af tyfus om året. De smittede har typisk været på rejse i for eksempel Indien og Pakistan.

 

Tyfus – en meget smitsom sygdom

Sygdommen er meget smitsom. Derfor er det vigtigt at undgå en epidemi/pandemi. Det er også vigtigt at få registreret den første person, der i forbindelse med nye udbrud har smittet andre.

Tyfus skyldes salmonellabakterier, der spredes via den menneskelige afføring og som for eksempel overføres via forurenet vand eller forurenede fødevarer på grund af manglende hygiejne. De første tilfælde blev beskrevet omkring 500 år før vores tidsregning.

Sygdommen var i flere forskellige former også særdeles udbredt i middelalderen, mane det var først i midten af 1700-tallet, at man for alvor begyndte at knytte tyfus sammen med dårlig hygiejne.

 

300.000 franske soldater blev ramt

Risikoen for at tyfus spredes har altid været stor i forbindelse med krige. Omkring 300.000 franske soldater døde af tyfus under invasionen af Rusland i 1812. Til sammenligning kan nævnes at tabet af soldater på slagmarken blev opgjort til 100.000.

 

Irland og Sovjet hårdt ramt

I 1830 blev Irland ramt af en voldsom tyfusepidemi, der kostede omkring 100.000 mennesker livet. I 1922 udbrød en voldsom tyfusepidemi i Sovjetunionen. Mellem 25 og 30 millioner mennesker blev ramt – dødstallet endte på tre millioner.

Den første egentlige vaccine mod diverse former for tyfus blev udviklet i 1930´erne.

 

Anne Frank døde af tyfus

Også i nazisternes kz-lejre under Anden Verdenskrig var tyfus et alvorligt problem. Sygdommen tog livet af et meget stort antal fanger. Således tog sygdommen livet af 17.000 fanger i Bergen – Belsen i februar og marts 1945. Blandt dem var Anna Frank.

I 2018 og 2019 var der en spredning af tyfus blandt hjemløse i New York. Der er historikere, der mener, at tyfus op gennem historien har kostet flere menneskeliv end samtlige krige.

Tilbage til 1906 vakte det bestyrtelse da nyheden om at den velhavende Warren-familie var blevet smittet med tyfus.

Under borgerkrigen fra 1861 til 1865 i USA døde 80.000 af sygdommen.

 

Smittekilden skulle findes

Og hos Warren familien blev ejendommen minutiøst gennemgået i jagten på en smittekilde men forgæves. Ejeren af huset var så nervøs, at myndighederne ville rive boligen ned, at han hyrede en sanitetsingeniør med særlig fokus på hindring af smitsomme sygdomme.

Han fandt frem til kokken, der havde lavet isdesserten. Hun var pludselig forsvundet tre uger efter udbruddet. Hun havde været ansat hos tre andre rige familier, der også var blevet angrebet af tyfus. Det viste sig, at hun selv var smittet. Hun var dog ikke mærket af sygdommen. Det var hendes galdeblære, der var angrebet. Men hun nægtede til det sidste, at lade lægerne fjerne den.

 

Hun havde smittet 50

Det viste sig, at hun havde smittet mindst 50 og af dem var 5 døde. Som spæd var hun blevet angrebet af en mild form for tyfus. Siden havde hun båret på – og spredt bakterien. Nu var hun blevet tvangsindlagt. I 1909 søgte hun myndighederne med krav om at blive sat fri, men det afviste New Yorks højesteret. Året efter bøjede myndighederne sig, efter at hun havde lovet aldrig mere at arbejde som kok.

 

Total isoleret i 23 år

Hun blev hængt ud i alle medier. Og hun ignorerede forbuddet mod at søge arbejde som kok. Hun fik flere smittet. Men hun blev anholdt, da hun havde smittet 25 på et barselshjem, hvor en person døde. Nu blev hun anholdt og anbragt i total isolation på North Brother Island i total ensomhed. Efter 23 år her døde hun som 69 – årig af lungebetændelse.

 

Fugleinfluenza

I 2004 fandt man frem ti, at den seksårige Captain Boonmanuch formentlig var den første thailandske offer for den fugleinfluenza, der ramte særlig hårdt i Thailand og spredte sig til omkring 10 lande i Asien. Sygdommen er ikke voldsomt udbredt, men dødeligheden er meget høj.

 

Svineinfluenza

I 2009 da den såkaldte Svineinfluenza hærgede i foråret og kostede omkring 200.000 mennesker livet, var der bred enighed om, at sygdommen brød ud i Mexico. Her blev den fireårige Edgar Hernandez fra landsbyen La Gloria udnævnt som Patient Zero. Siden viste det sig, at han var den eneste, der var smittet i landsbyen. Men svineinfluenzaen havde slået til i Mexico, længe inden myndighederne ville være ved det.

 

De alvorlige sygdomme

Her følger en liste over alvorlige sygdomme. Vi er udmærket klar over, at den er mangelfuld:

 

  • Den Sorte Død (Byldepesten) 1347 – 1351 – Antal døde: 200 millioner. Rotter, lopper og mennesker er en drabelig kombination. I flere omgang skyllede den ind over Europa. Den slog mellem 30 og 50 pct. af befolkningen ihjel.

 

  • Kopper – 1520 – Antal døde: 56 millioner (nogle har regnet sig frem til 300 – 500 millioner) I 500 år kæmpede befolkninger i store dele af Europa og Nord- og Mellemamerika med kopper. Man mener, at 90 pct. af den oprindelige befolkning i Amerika blev udryddet af sygdommen. Helt frem i 1800-tallet døde årligt 400.000 af sygdommen i Europa. Koppevacciner anses for en af de største bedrifter i det 20 århundrede.

 

 

  • Pest – 1600 – 1700 – Antal døde: 3 millioner. Gennem 1600-tallet var der en række store plager, som skyllede igennem Europa og dræbte op mod tre millioner mennesker.

 

  • Den Spanske Syge 1918 – 1919 – Antal døde: 40 – 50 milliarder. Efter Første Verdenskrigs afslutning blev Europa ramt af Den Spanske Syge. Sygdommen ses som den første verdensomspændende epidemi hvor op mod hver tyvende beboer på jorden døde. Det var især unge mænd, der blev ramt af den influenzalignende sygdom. Børn, svækkede og ældre slap nemmere.

 

 

  • Hong Kong Influenza 1968 Antal døde: 750.000. Den såkaldte Hong Kong Influenza spredte sig over hele verden.

 

  • HIV/AIDS 1980 -? – Antal døde: 25 – 35 millioner. Op gennem 1980erne så man en markant stigning af folk med hivvirus, der kan lede til aids. Sygdommen betagnes som immunforsvarets store fjende. Ofte døde folk ikke af aids men følgesygdomme som for eksempel lungebetændelse. Man har stadig ikke en kur mod hiv, men kan holde sygdommen i skak med behandling.

 

 

  • Kolera – Beskrevet i artiklen- Antal døde: 4 millioner, men der er ikke enighed om dette tal passer. Kolera er en forgiftning af tarmsystemet, som opstår af det vand, som man drikker. Det kan medføre voldsom diarré, der kan føre til dehydrering og kramper og i sidste ende døden. Der dør stadigvæk folk af sygdommen hvert år.

 

  • Sars – 2002 spredtes globalt. Den var baseret på Coronavirus. Der blev indberettet knap 900 dødsfald – primært i Asien, men også Canada blev ramt.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.535 artikler. Under Nørrebro (286 artikler) kan du finde følgende:

  • Pest på Nørrebro
  • Epidemi på Nørrebro
  • Kolera på Nørrebro 1953
  • Et Epidemihospital på Nørrebro
  • Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
  • En stinkende kloak og flere opløftende temaer (NørLiv 4)
  • Latriner og kloaker på Nørrebro

 

  • Røde Faner på Assistens Kirkegård
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Under Jorden – på Assistens Kirkegård
  • Livet på Assistens kirkegård
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten

Under København (162 artikler) finder du på www.dengang.dk bl.a.:

  • Pest i København
  • Da det lugtede i København
  • Død eller skindød
  • Drikkevand til København
  • Jørgen – Helgen, hospital og sø

Under Østerbro (86 artikler) finder du på www.dengang.dk bl.a.:

  • Garnisons Kirkegård
  • Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro

Under Andre Historier (46 artikler) finder du på www.dengang.dk bl.a.:

  • Pandemi, epidemi og udbrud

 

 

 

 


Karen Margrethe Rahbek

Marts 26, 2020

Karen Margrethe Rahbek

 

Som barn var hun meget knyttet til sin far. Han lærte hende meget. Hun lærte Knud Lyhne Rahbek at kende – Han var 34 år – hun var 19 år. I 1780 var Rahbek flyttet ud i Bakkehuset. Først i 1798 flyttede Karen Magrethe derud. Hun fik styr på haven. Og så skrev masser af breve. Nogle af de brevvenner begyndte også at komme i Bakkehuset. Det blev et sted for de kendte inden for kultur. En af dem, der kom, var P.A. Heiberg, der blev landsforvist. Ægteparret tog afsked med ham på Frederiksberg Bakke. Rahbek mistede sin professor- titel, fordi han forsvarede Heiberg. Han fik den først tilbage mange år efter. I 30 år varede eventyret i Bakkehuset, så blev det stille. ”Kamma” døde kun 53 år gammel af tuberkulose.  

 

 

Karen Margrethe Rahbek er født 1775, død 1829. Datter af Hans Heger og Anne Louise, født Drewsen. Karen Margrethe Heger gift 1798 med Knud Lyne Rahbek, han død 1830. Hun død i Bakkehuset på Frederiksberg, Gravlagt på

Frederiksberg Kirkegård.

 

Karen Margrethe Rahbek blev født 19. oktober 1775 i det solide københavnske borgerskab. Hendes far var konferensråd og assessor i Hof- og Stadsretten, og hendes mor var født Drewsen.

 

Datteren Karen Margrethe har næsten til i dag været en myte i dansk litteratur- og personalhistorie, og det er måske grunden til, at mange af dem, der har skrevet om hende, frejdigt har tilladt sig den familiaritet at kalde hende ved det kælenavn “Kamma”, som hendes familie og kredsen af meget nære venner var alene om, da hun levede.

 

Som barn og ung var hun stærkt knyttet til sin far, og af ham lærte hun meget. Når vi taler om piger og kvinder fra tiden før ca. 1840, vender det tema stadig tilbage, at i skole kom hun ikke til at gå. Men hun lærte ikke bare at læse, hun lærte sprog, så hun senere arbejdede med tysk, latin, græsk, italiensk, spansk, portugisisk og engelsk. Det sidste var på den tid ikke almindeligt, for det var ikke på mode i Danmark. Hvor langt hun nåede i hvert af de sprog tør ikke siges, men hun må have haft et medfødt sprogtalent.

 

Thorvaldsen kom tit i hendes hjem som ung og lærte hende at tegne, og sit tag på husflid lærte hun af sin far. Sammen med ham fik hun også fat i astronomien, og fra ham arvede hun ikke alene glæden ved, men også en solid viden om at dyrke en have, men det må hun også have et naturligt talent for.

 

Hun var klog, hurtig i hjernen, og hun kunne det, som man den gang ikke ventede af en ung pige: diskutere. Vel at mærke skolet debat, ikke bare snakkeri og postulater.

 

I sin opdragelse og udrustning blev hun formet, så hun nok var lidt ud over tidens mening om, hvordan en ung pige burde være, men på det punkt var tiden nu knap så snæver og stupid, som det siden er hævdet.

 

Hendes bror Carl Heger førte hende sammen med Knud Lyne Rahbek. I hjemmet kom mange af tidens levende mennesker, og Rahbek var en ny lovende stjerne, akademisk skolet, tidligt både digter og kritiker. Da han traf Karen Margrethe Heger – i 1794 – var han 34, hun var 19.

 

Knud Rahbek var blevet student i det år, da hun blev født og da han selv knap var fyldt femten. To år efter tog han sin filosofiske eksamen, og så styrtede han sig over æstetik og teater. Hans begejstring for teatret varede hele hans liv, og det er ikke for meget sagt, at han grundlagde den danske teaterkritik og gjorde det godt.

 

Men han var også ung, og det var romantikkens tid. Til romantikken hørte i litterært skolede kredse dyb og ulykkelig forelskelse, og efter J.W. von Goethes recept (“Den unge Werthers Lidelser”) skulle den unge mand helst være forelsket i en anden mands kone. Det lyder lidt værre, end det var, for elskoven skulle være både bundløst ulykkelig og platonisk, tilbedelse, forgudelse, fortvivlen og dybe sukke.

 

Rahbek blev forelsket i skuespilleren Michael Rosings unge hustru Johanne, og naivt lige på kunne han, mens de tre sad på en plæne i Frederiksberg Have, henført sige, at her sad de som den unge Werther og så videre.

 

Men just fra Rahbek har vi det friske glimt, der livsaligt viser, at helt så ætervadende fjollet var de unge danskere ikke i stand til at spille den romantiske rolle. Rahbeks far blev træt af det pjank og sendte ham til udlandet.

 

Han måtte afsted. Rosings og hans unge hustru fulgte ham til Toldbodens kaj, og her brusede den romantiske gejst op i Rahbek, så han tog sine briller, kastede dem på stenbroen og trampede dem i stumper, thi nu, da han så den elskte for sidste gang, skulle hans tårevåde øjne intet skue mere! – Skibet var knap lettet, før han sad ombord og ærgrede sig over at nu kunne han ikke læse de bøger, han havde med I kufferten.

 

Så meget om det for at minde om, at en stormende elskov jævnligt fører over i, at næste anfald bliver mere nøgternt. At Rahbeks damptryk var fuset ud af sikkerhedsventilen i de unge år, var nok en af grundene til,

at hans ægteskab med Karen Margrethe Heger blev så smukt, eller som biskop J.P. Mynster sagde det: I intet andet ægteskab havde han set en mere uforandret hengivenhed. Tredive år var Knud Lyne Rahbek og hans hustru gift.

 

I 1780 var Knud Rahbek flyttet ud til Bakkehuset. Det og de andre huse på stedet nævnes gerne, som om alle er født med at have rede på det byggeri, der lå ved og på skråningen af Frederiksberg Bakke, Valby Bakke, og Solbjerg – tre navne for den samme banke i det flade land vest for København.

 

Men ved Søndermarkens sydvestlige hjørne svinger Pilealléen nogenlunde mod vest. Her, ved svinget, lå Gamle Bakkegård og Ny Bakkegård, Gamle Bakkehus og Ny Bakkehus. Det var i Gamle Bakkehus, Rahbek flyttede ind.

 

Af Gamle Bakkehus står i dag to længer, en tredje, vestlig og ret kort, er revet ned. Den gang lå huset frit. København begyndte først inde bag voldene, der lå ved Rådhuspladsen og langs voldgaderne. Fra Bakkehuset var der frit udsyn over marker og enge, videre over Køge Bugt til Stevns, og over det åbne land og Kalleboderne ind mod hovedstaden, og bag den Øresund og den skånske kyst. Køgebugten gik næsten op til nuværende Vesterbrogade.

 

Her boede Rahbek alene i en lille snes år, så blev han gift med Karen Margrethe Heger, og hun flyttede herud. Det gjorde hun først i 1798, så den aften, da han stod i vinduet og så ind mod det brændende første

Christiansborg, var han alene.

 

Fru Rahbek kom og prægede stuerne, og fik skik på en have ved at bryde en gammel vejbane op, der gik lige forbi huset. På den tid var parkerne ved Frederiksberg Slot kun akkurat på vej til at blive lagt om i engelsk stil, så her var blomstergartnere, og dem søgte hun, for hun havde hvad man i dag kalder grønne fingre, så alle haveejere måbede.

 

Rahbek havde sit at passe, og han var for gammelgroet ungkarl til at lægge sine vaner ganske om. Det var i øvrigt tidens stil, at manden passede sit og havde hjemmet som fast station og retræte, og til

repræsentation, hvis der var brug for det. Næsten hver dag gik han ind til byen (og bor man i dag på Frederiksberg eller Broerne, hedder det stadig “ind til byen”, hvis man skal indenfor voldgaderne). Han var

professor ved Københavns Universitet, og han havde sit teatervæsen at passe, sine studier, og klubberne.

 

Fru Rahbek var meget alene. Den situation fik hun sat skik på. Hun boede jo udenfor byen, ikke som de fleste andre gode borgerfruer dør om dør med andre fruer, og de obligate “visitter” nåede ikke af sig selv så langt ud. Så hun skrev breve.

 

Forfatteren Horace Walpole (1717-1797) jarlen af Orford kaldes i England “Brevskrivernes Konge”. Hans breve siges at være kommet i en ret ny engelsk-amerikansk udgave i 71 bind, den mere kendte fra 1903-05 på 19 bind var ellers regnet for pæn. Så meget har Fru Rahbek knap skrevet, men hun er én af vores store og kendte brevskrivere.

 

Om hun er vores største, i brevtal, tør ikke siges, H.C. Andersen, Georg Brandes og en del andre var også flittige. Men det særlige ved Fru Rahbeks breve er, at hun “har ikke noget program”. Hendes breve er ikke politiske, og det kunne breve på den tid knap nok være i Danmark,

men hun slås heller ikke for litterære, filosofiske eller religiøse systemer, og hun var ikke litterær i den triste forstand at have en stor læsning og viden systematisk ordnet i åndelige kategorier og båse.

 

Hendes breve er menneskelige.

Det kan måske være svært at se, hvad man skal stille op med hendes breve, for de er så personlige. Vi har dem (en del af dem) trykt især i en del ældre udgaver, gerne ordnet efter hvem hun skrev til. Men man kan ikke bare læse dem. Man må gøre sig den ulejlighed at lære de mennesker at kende, som hun skrev til.

 

Så opdager man, at en del af dem lærer vi meget om netop i hendes breve. Og hun skrev med mange. Man har selvfølgelig mest hæftet sig ved de kendte navne blandt dem hun stod i brevveksling med, teologen J.P Mynster, historikeren Christian Molbech, P.A. Heiberg, H.C. Andersen, filosoffen Heinrich Steffens, Oehlenschläger (han var gift med hendes søster Christiane), forfatteren Just Thiele og så videre, remseriet

siger intet, hun skrev med mange andre, og en stor del af hendes breve er gået tabt.

 

Men mange af hendes brevvenner kendte hende ikke kun pr. brev.

Bakkehuset trak mennesker til sig. Efterhånden sad hun her ude hele året, og der var år, hvor hun højst kom ind til byen en enkelt gang. Vennerne kom til Bakkehuset.

 

Noget hang det sammen med familierne. Hegers og Oehlenschläger kom her af sig selv, og med Heiberg, fader og søn, gik det også nogenlunde naturligt til.

 

Så vidt Heibergerne er helt naturlige. Rahbek og hans hustrus nære ven P.A. Heiberg måtte ved nytår 1800 rejse fra Danmark som landsforvist. Han havde skrevet respektløst politisk, og tiden var følsom overfor “de revolutionære”, for ingen stat ønskede den franske revolutions blodorgier i kopi på nært hold. Det var måske en overdreven frygt, men den var der.

 

Desværre bar P.A. Heiberg sig utroligt kluntet ad under retssagen, for det han havde skrevet, var ikke så skrækkeligt. Værre var, at han havde gjort det, man rent taktisk ikke gør, hvis man har sin smule fornufts fulde brug.

 

Kongen var ikke krænket. Han var syg og sat fra bestillingen, så ingen bad ham om at mene noget. Kronprins Frederik (6.) var i og for sig heller ikke krænket, selv om han fik sagen forelagt. Men P.A. Heiberg havde fornærmet kammeradvokat Christian Colbjørnsen, metodisk og med vilje, og Colbjørnsen var en høj embedsmand med magt.

 

P.A. Heiberg måtte rejse. Hans tilfælde var i øvrigt, som det vil ses, når man læser om hans unge hustru, Thomasine, lidt mere indviklet. På Frederiksberg Bakke tog han afsked med vennerne Rahbek. Fru Rahbek gav ham sin ene grå handske. Den gemte han i en af hendes smukke æsker til sin død.

 

Han rejste fra hustruen og søn, og så fik Rahbeks sønnen Johan Ludvig i pleje i Bakkehuset. For det var unægtelig sket det, at P.A. Heibergs unge hustru ikke var indstillet på noget martyrium.

 

Ægteskabet havde været mislykket, og nu sveg hun sin landflygtige mand og giftede sig med en svensker der hed Gyllembourg, I sin udlændighed blev P.A. Heiberg ude af sig selv, og alt det var grunden til, at Johan

Ludvig Heiberg kom ud til Bakkehuset og ikke måtte bo hos sin mor.

 

Der er gjort blæst af, at det “barnløse aldrende” ægtepar ikke forstod sig på børn. Hvor mange “forstår sig børn?” I det stykke er de fleste forældre også amatører. Men aldrende? Rahbek var 42, hans hustru var 27,

og drengen var 11 år, og ikke et spædbarn. Så plejeforældrenes alder var som i mange andre familier.

 

Men Rahbeks var den landflygtige P.A. Heibergs venner, og de var rystede over hans hustrus opførsel. Som ved de fleste skilsmisser holder vennerne med den ene eller den anden, uagtet vi af andre menneskers private samliv har kendskab til såre lidt. Også her reagerede Rahbeks som normalt, selv om den hastige og kategoriske “holden med” kan være svært uheldig. Det hævdes og menes, at der i Rahbeks hus er blevet sagt ting om drengens mor, som han hørte, og at det sårede ham, så han “flygtede”.

 

Det lyder troligt, og det er også helt normalt. Naturligvis har Rahbek og hans hustru talt om P.A. Heibergs situation, og ord eller blikke kan nok have røbet, hvad de mente om hans troløse hustru. Drengen holdt af

sin mor og savnede hende, han var jo 11 år. Hvor sjovt der var for en knægt i den alder på Bakkehuset, når Rahbek var i byen og fruen skrev breve, kan vel tænkes, og når der endelig kom fremmede, snakkede de

voksent. Også fra alle gæsterne kan der have lydt et ord om drengens mor, i tankeløshed.

 

Hvor meget og hvordan Rahbeks tog sig af ham, udover klæder og føden, aner vi ikke. Der er fabuleret om, hvorvidt Fru Rahbek var en “modertype”, og hvilken rolle hendes egen barnløshed kan have spillet, men vi ved ikke et suk. En tidlig udviklet og moden dreng på elleve år blev taget fra sin mor og sat i huset hos mennesker, som han ikke selv havde noget ønske om at være hos. At han så stikker af og hjem til sin mor, er ikke en så sælsom hændelse, at vi er nødt til at skrive om den efter så mange år.

 

Den siger intet håndgribeligt om nogen af de medspillende, og Johan Ludvig Heiberg kom allerede som ung igen som jævnlig gæst i Bakkehuset og fandt ganske sammen med både Rahbek og hans hustru. Han viste sig tidligt at være en selvstændig herre, og det kan han nok have været som dreng. (Mere om hans moder i næste artikel)

 

Men hos Rahbek var der ellers åbent hus – en dyr vane at styrte sig ud i, hvis gæsterne skal beværtes rimeligt pænt, og det blev de, med middage, tiere med teborde, som der gik ry af. Det skal nok ikke overvurderes, for tiden var enkel i vaner, og der var ikke flere penge i huset, end der var god brug for.

 

Rahbek tjente hæderligt. Han havde ellers præsteret den flothed, at da P.A. Heiberg rejste, sagde han dristige ting og fik en reprimande. Han mente at den sag måtte følges op i heltestil, så han tog sin afsked

som professor, som en demonstration for friheden og den retfærdige sag.

 

Tiden elskede den slags, vennerne hyldede ham henrykt, og så sad han dér med sin glorie og uden professorgage. Det varede 16 år før han blev professor igen, men han havde mange gøremål og var utroligt flittig.

 

Jævnligt sad han og arbejdede mens gæsterne talte med hans hustru, og jævnligt måtte han skrive forord til mindre lødige bøger for at holde økonomien bare nogenlunde flydende. Men af de mange regninger blev hans hustrus, for te og rødvin og alt hvad bordet krævede, altid betalt først, for det var hjemmets liv og funktion.

 

Gæsterne kom. Det er rigtigt at de klistrede æsker, og at Fru Rahbek helst en gang om året rejste til Hamborg for at købe papir og alt hvad hun ellers skulle bruge (hun skrev kun med ravnefjer) Det er lige så

rigtigt, at hun var dygtig til at lave smukke æsker, som man kan se dem i glasmontre i Bakkehuset. Men det var og er ikke hovedsagen. Æskemageriet var med til at samle en hyggelig kreds om bordet, for livet var

samtaler med mennesker.

 

I et glimt ser vi hende, når vi får at vide, at hendes yndlingsstilling var at stå foran en stol, vippe den fremover og hvile knæet på den, mens hun havde hænderne på dens ryg, og så lænede hun sig lidt forover, ivrig, og talte, diskuterede, forklarede, mens hendes dybblå øjne lyste. Hun fascinerede alle hun talte med.

 

Og så skrev hun sine breve. Som alle gode brevskrivere skrev hun i et eget sprog, i en egen stil, og om særlige emner, til hver af sine korrespondenter, efter deres natur og temperament, og eftersom hun kendte dem.

 

For mange fik hun dyb betydning, for J.P Mynster for eksempel. Så dyb at han brændte de fleste af hendes breve. Ikke fordi der stod skrækkelige eller alt for intime ting i dem, men de var ham for personlige til at de

måtte komme videre. Men særlingen Christian Molbech var hun nogle gange noget nær i krig – tre hundrede breve har de vist vekslet. Men i alle sine breve giver hun os sit portræt som en usædvanlig kvinde, og alligevel ikke selvoptaget eller prætentiøs. Hun kunne den store skrivende kunst: tale med en pen.

 

Hun var religiøs, betaget af Grundtvig, og det var jævnligt religion hun skrev om. Men brevene og gæsterne var hendes liv. Det er også rigtigt at der var et “særligt Bakkehussprog”, men også det er der gjort rigeligt

ud af, herregud, hundreder af familier har et familiesprog, og det må være fordi enkelte lærde trods alt ikke ved hvor de skal placere Fru Rahbek eller hvad de skal stille op med hende, at de lader papæsker og sjove husgloser noget nær kvæle det der var væsentligere. Hun havde jo salon i tidens stil. Ikke på højde med de store franske damers, ikke i penge og sceneri på højde med salonværtinde Friederike Bruns på Sophienholm.

 

Fru Rahbek var ude hos Friederike Brun som gæst, men nogen omfavnelse kom det ikke til. Hvilket tjener fru Rahbek til ære. Hun var brystsyg, som det hed. Det lille spinkle menneske sad i Bakkehuset og skrev sine hundreder af breve, ja flere, hun tog imod sine gæster, hun var spillende fuld af liv og humor.

 

Betydningen af Bakkehus-salonen var at de mennesker her traf hinanden, i afslappet form, helt uden de store bevægelser. Og de traf hende, spurgte hende, talte med hende, og hun har haft en udstråling, som – ja, hun var sikkert nok et af de mennesker, der “ikke kunne tåle at dø”, fordi noget væsentligt, ja vel det væsentlige, så var borte for stedse, ikke til at fastholde, og kun til at skildre som et ret blegt ekko.

 

Bøger, litterære arbejder, skrev hun ikke. Vi har hendes breve og i dem har vi hendes tid, hendes venner, men først og sidst hende selv. Hun var en kvinde fra tiden før kvinder på trods af Pauli ord fik lov at tale i forsamlingen. Hun talte, og vidste udmærket at det for en del var til tidens førende åndelige mænd. Og hun var ikke nervøs.

 

I 30 år varede det eventyr i Bakkehuset. Så døde hun, kun 53 år gammel, af tuberkulose. Og så stod den næsten 70-årige Rahbek aften efter aften med sin lygte ved lågen nede ved Vesterbrogade (vej var det dengang) og stirrede i mørket, ind mod byen – kommer der nogen?

 

Det gjorde der sjældent nu. Hans hustru, vennernes “Kamma”, var borte. Det holdt han ud i godt et år, så døde også han. Vennerne samledes til den sidste Bakkehus – begravelse i Frederiksberg Kirke. J.P Mynster

talte, Bakkehuset stod tomt. “Hele kassen er ikke bedre værd end at rive ned” sagde Mynster. For hvad er en gammel og slidt dekoration, når spillet på scenen er slut?

 

 

https://www.geni.com/people/Kamma-Rahbek-d%C3%B8benavn-Karen-Margareta-

Heger/340770956840013025?fbclid=IwAR1SEPXHi7q8dJ-

5tBfPWWDCxUzvNmnHJiX4ujVmYXq3_fvSuDHdpGVNwnc

 

 

 

  • dengang.dk indeholder 1.534 artikler, heraf 162 artikler om København. Her finder du vores Frederiksberg – artikler. Flere af disse omtaler Bakkehuset.