Dengang

Artikler



Klaus Barbie – Slagteren fra Lyon

Januar 18, 2020

Klaus Barbie – Slagteren fra Lyon

En slagkraftig SS – soldat. Faderen hadede Frankrig. Sammenhold hos Nazisterne. 41 børn sendt til aflivning i Auschwitz. 18 dages tortur af modstandsmand. En fransk forræder. Fanatisk håndlanger af Nazi-ideologien. I Bolivia blev han til Klaus Altmann. Dødsstraffen blev afskaffet i Frankrig. Amerikanerne sagde officielt undskyld. Han var en ”skattet” mand hos amerikanerne. Det var ikke gratis for Frankrig at få ham udleveret. ”jeg er kommet for at dræbe”. Det morede Barbie at udføre tortur. 20 agenter smuglet ind i modstandsbevægelsen. Amerikanerne brugte også ”Rattenlinie”. Populær i det tyske eksil-miljø. Han afleverede 30 rapporter til det tyske efterretningsvæsen. Han sendte våben til Israel. Klaus Barbie var flere gange i Tyskland indtil 1980. Følte sig sikker i Sydamerika. Efter tre års fængsel døde Klaus Barbie.

 

En slagkraftig SS – soldat

Den gamle mand blev i 1987 stillet for retten i Lyon sigtet for anklager mod menneskeheden. Han fik som ventet livsvarigt fængsel. Men Klaus Barbie var også ung en gang. Som SS – soldat i Frankrig var han særdeles slagkraftig.

 

Faderen hadede Frankrig

Da Klaus Barbie fødtes i 1913, tyder intet på, at han ville blive andet end en blid og regelret samfundsborger. Forældrene Anna og Nikolaus Barbie er vellidte katolikker og respekterede lærere i den lille landsby Udler syd for Bonn. De lokale kender Klaus som en venlig og opvakt knægt, der taler med alle på vej.

Men Første Verdenskrig river familieidyllen i stykker. Faren vender hjem fra et langvarigt fangenskab i Frankrig – et land, han under sit ufrivillige opholde er kommet til at hade. Han er traumatiseret og granatsplinter i nakken.

De forfærdelige minder holder han på afstand med alkohol og blind vold med sin kone og de to sønner. Derfor er det en lettelse for Klaus at blive sendt på kostskole i Trier i 1923, hvor han viser sig at være flittig og dygtig, at han efter skolen sætter kurs mod teologistudier på universitetet.

Da hans alkoholiserede far dør, synker den unge Klaus ned i dyb depression. Ovenikøbet kan han glemme alt om sine kostbare studieplaner. Klaus Barbie er nemlig født uden for ægteskab, og i det stokkonservative Tyskland, står han dermed til ikke at arve en eneste mark – fremtiden virker håbløs.

 

Sammenhold hos nazisterne

Han finder dog hurtigt en anden karriere og bliver et villigt og fanatisk medlem af Hitlerjugend. Han optages i 1935 i SS – efterretningstjenesten SD, hvor han får følelsen af at have fundet en ny familie med et stærkt sammenhold og klart definerede fjender.

 

41 børn sendt til aflivning i Auschwitz

Han gav ordre til at et jødisk børnehjem skulle ophøre. De 41 børn fra tre til 13 år skulle arresteres, Derefter blev de transporteret til Drancy. Børnene blev senere myrdet i Auschwitz. Dette er blot et par af de 23.000 dokumenter, der blev behandlet i retten i Frankrig.

 

18 dages tortur

Han dræbte også Jean Moulin, lederen af ”Resistance”. Og det skete under tortur. Knojern, pisk, håndjern med pigge, nåle, et tændt stearinlys, totenschläger.

En for en knustes knoerne i franskmandens hånd. Nåle varmes op til de er rødglødende og presses ind under neglene på Moulin. Med knojern og kølle tæskes han, til blodet siver fra utallige sår. Torturen fortsætter i dagevis. Moulin får negle rykket ud, kanyler stukket ind i kroppen. Han bliver brændemærket og søndertøvet. Hans øjne sidder dybt i kraniet, som om de er blevet slået ind. Et grimt blåt sår skar ind i hans ene tinding. En sagte alen kom ud mellem hans hævede læber.

Hver aften plejer hans medfanger de mange sår. Imens hygger Barbie sig i Lyons natteliv, hvor sprutten flyder og letlevende damer strimler om de magtfulde officerer. Flere af dem – herunder Barbie selv – bliver behandlet for kønssygdomme.

Efter 18 dage med tortur udånder Moulin på vej i et tog til Tyskland, hvor forhørene skulle fortsætte.

 

En fransk forræder

En velplaceret fransk forræder gav Barbie oplysninger om et hemmeligt møde i en villa i Lyon, hvor hele modstandsbevægelsens top ville være til stede. Samme aften når Moulin knap nok at åbne mødet, før døren sparkes ind. Rummet fyldes med vrede tyske kommandoråb.

 

Da vicepolitichefen besøgte hovedkvarteret

Da Lyons vicepolitichef besøger Gestapos hovedkvarter, tror han knap sine øjne:

 

  • Vi gik ned i kælderen. Da vi nåede ned i gangen, blev vi overvældede af den umiskendelige stank af varmt blod. Vi gik videre og så en pøl af størknet blod foran en celle. Lige var blevet stablet i en bunke i et hjørne af cellen, der svømmede i blod. De var alle unge mænd, der var blevet skudt med maskingeværer. Nogle Var blevet bundet sammen, og jeg husker, at postmanden stadig klædt i sin uniform, havde trukket sig selv op på en stol, før han blev myrdet.

 

Fanatisk håndlanger af Nazi – ideologien

Retssagen i Frankrig tegnede et billede af en fanatisk håndlanger af nazi – ideologien. Tusinder af franske modstandsfolk og jøder blev forfulgt og myrdet.

Man regner med, at ca. 14.000 franskmænd blev myrdet af SS.

Han myrdede og torturerede sine ofre med største fornøjelse. Overlevende fortalte grusomt om hans metoder. Til sidst blev han dømt for 17 sager.

Men han ville overhovedet ikke kommentere noget som helst. Klaus Barbie havde 39 advokater mod sig. De repræsenterede alle Gestapos ofre.

 

I Bolivia blev han til Klaus Altmann

I Bolivia forvandlede han sig til Klaus Altmann. Han tjente de forskellige militær – regeringer. Barbie’ s talent som torturist var stærkt efterspurgt i det bolivianske diktatur. Man havde plejet at prygle fangerne. Nu lærte man at anvende elektricitet og føre medicinsk tilsyn for at holde fangerne i live.

 

Dødsstraffen blev afskaffet i Frankrig

Først i 1983 blev han udleveret til Frankrig. Mitterends justitsminister Bardinter havde kæmpet for at få afskaffet dødsstraffen. Under retssagen fandt denne ud af, at det var under Klaus Barbies ordre, at hans far var blevet deporteret. Pludselig gik det op for Frankrigs justitsminister, at Klaus Barbie var den første, der profeterede af at dødsstraffen var blevet afskaffet.

 

At skjule krigsforbrydere blev ikke anset som en fordel

I 1982 havde Helmuth Kohl fortalt Bolivia ambassadør, at den nye tyske regering så det som en fordel, at man udleverede Klaus Barbie til Frankrig. At skjule krigsforbrydere anså den nye tyske regering ikke som en fordel for Bolivia.

 

Amerikanerne sagde officielt undskyld

Indtil 1981 havde amerikanerne beskyttet Klaus Barbie i Bolivia. Det viser dokumenter fra Counter Intelligence Corps. Ja senere har amerikanerne officielt i Paris undskyldt, at de hjalp ham med at flygte i 1951.

Og det skete den 25. januar. Ved grænsen til Italien opdagede en tolder, at noget var galt med papirerne, men Barbie bad for sig ”Jeg har to børn med”. Tolderen slap ham fri, og 23. marts gik familien om bord i det italienske skib ”Corrientes”, der skulle fra Genova til Buenos Aires.

 

En skattet medarbejder hos amerikanerne

En CIC – officer mente at Barbies værdi som informant langt overgik den værdi, som han kunne give i et fængsel. Han blev af amerikanerne beskrevet som

 

  • En ærlig mand, både intellektuelt og personligt, helt uden nerver og frygt.

 

Åbenbart skulle han have modtaget en månedsløn af amerikanerne på 2.500 dollars for at spionere mod Sovjet, overvåge franskmændene og holde øje med kommunisterne i Bayern. Amerikanerne fik dog ikke meget ud af ham for de 1.700 dollars, som de allerede betalte ham. Hans største bedrift var at finde ud af, at tjekkerne udvandt uran. Men det gjorde de allerede inden krigen. Det pegede i retning af et sovjetisk atomvåbenprogram.

 

Det var ikke gratis for Frankrig

Men det var nu ikke gratis for den socialistiske franske regering. Det kostede ifølge CIA to flyvemaskiner fulde af våben og militær udrustning. Dette blev leveret efter, at Klaus Barbie var landet i Fransk Guyana. I en hangar på flyvepladsen læste dommeren tiltalen højt for ham. Da det gik op for ham, at han skulle til Frankrig, blev han slået helt ud.

 

”Jeg er kommet for at dræbe”

Som 100 procent nazist gjorde Klaus Barbie hurtigt karriere. Tortur morede ham, berettede overlevende. Han blev medlem af NSDAP i 1935. Han jagtede først jøder og modstandsfolk i Amsterdam. I 1942 blev han forfremmet til Gestapo – chef i Lyon. Da han ankom, sagde han:

 

  • Jeg er kommet for at dræbe

 

I de 21 måneder Barbie her var leder skete der

 

  • 311 anholdelser
  • 591 deportationer
  • 342 henrettelser

 

Det morede Barbie at udføre tortur

Det var den mest frygtelige tortur han udsatte sin ofre for. Ofrene blev dyppet i iskoldvand indtil de mistede bevidstheden. Han sprøjtede syre ind i deres urinblære. Tre tommer lange nåle blev stukket mellem ribbenene ind i lungerne.

Barbie lo, da han skød en i baghoved så kraniet revnede.  Og den døde rullede ned af trapperne. En af de overlevende sagde følgende:

 

  • Han havde øjne som et uhyre. Han slog mine tænder ud, trak mig i håret, stak en flaske i munden på mig og pressede på, til læberne sprængtes af presset. Han var rå og sadistisk.

 

20 agenter smuglet ind i modstandsbevægelsen

Nazisterne betragtede Lyon som en tikkende bombe – jøder, kommunister og modstandsfolk havde siden krigsudbruddet opbygget vidtforgrenede netværk i byen. Disse var frygtløse og gode til at gemme sig i byen. Caféen La Concorde var på samme tid mødested for både Gestapo og modstandsbevægelsen. Ofte sad dødsfjenderne kun få meter fra hinanden.

Lidt efter lidt fik Barbie sluset 20 agenter ind i modstandsbevægelsen og efterretningerne begyndte efterhånden at pible frem til Gestapos hovedkvarter.

 

Et levende skjold, da Barbie flygtede

Kort før Tysklands kapitulation dukkede Barbie under. Da allierede styrker nærmer sig Lyon i midten af august, sende Barbie så mange fanger som muligt med togene mod øst. Men han beholder 109 jøder og modstandsfolk, som han bruger som levende skjold, da han flygter til flyvepladsen i Bron den 23. august.

Da tyskerne er nået til flyene, beordrer Klaus Barbie koldt, at gidslerne skal skydes og lægges i massegrave. Kort efter sætter han sig ind i et Luftwaffe – fly og forlader Frankrig. Dagen efter ruller de allierede ind i Lyon og befrier 950 desperate fanger fra Montlic – fængslet. Gestapos terror er omsider slut.

 

Amerikanerne benyttede også ”Rattenlinie”

I 1951 forlod Barbie så Europa og tog til Bolivia, som vi tidligere har læst om. Diktatoren kunne sagtens bruge Barbie’ s erfaring og viden. Åbenbart var det CIC, der hjalp ham med flugten. Amerikanerne havde fået at vide, hvad han var for en. Men i stedet for at sende ham til Frankrig valgte de, at sende ham via den såkaldte ”Rattenlinie” og den katolske kirke til Sydamerika.

 

Populær i det tyske eksil – miljø

Fra 1952 var han med til at opbygge det politiske politi i Bolivia. Han blev indehaver af en skibsrute med filial i Hamborg. Og så beskæftigede han sig med våbenhandel.

Han blev også indehaver af en trælasthandel. Han var populær i det tyske eksil- miljø. Når han blev fuld sang han nazi – sange.

 

Han afleverede 30 rapporter til det tyske efterretningsvæsen

I over et år betalte også det tyske efterretningsvæsen ham. Måske længere. Det er bevist, at han har leveret 30 rapporter til det tyske efterretningsvæsen. Han blev afsløret af en person som Wilhelm Holm. Man vidste dog, at det drejede sig om en SS – Hauptsturmführer. Om man kendte hans virkelige identitet, vides ikke. Men samtidig var der to andre instanser i Tyskland, der ledte efter ham, sagde man.

Men i 1965 gik han under dæknavnet ”Adler” med registreringsnummeret V – 43118. Og man vidste nu også at navnet var Klaus Altmann. Åbenbart har en af kilderne som vi har benyttet fundet ud af, at han fik sit første honorar i maj 1966. Det var 500 mark. Senere blev han akkordlønnet. Det tyske efterretningsvæsen blev overvist på en konto i ”Chartered Bank of London” i San Francisco.

Efterhånden kunne det tyske efterretningsvæsen BND godt se, at dette var for farligt. Tænk hvis nu det østtyske efterretningsvæsen eller KGB opdagede det. Så ville de begynde at presse tyskerne.

 

Han sendte våben til Israel

I 1968 sendte Barbie en våbenlast til Israel. I 1969 flyttede Barbie til Lima, hvor han fandt en partner I Friedrich Schwend, hjernen bag Aktion Bernhard, hvor pundsedler til millioner blev forfalsket i KZ – lejren Sachsenhausen. I Lima ernærede Schwend sig som afpresser, våbenhandler, svindler og sælger af statshemmeligheder.

Sammen lokkede Barbie og Schwend en ung tysk journalist Herbert John til Lima med løfte om at arrangere et møde med Martin Bormann. Efter at have franarret John flere tusinde dollars, løj de til politiet, om at han solgte kokain og fik ham arresteret.

Det var også denne journalist, der gav adressen på Barbie til Beate Klarsfeld i Lima.

 

Klaus Barbie var flere gange i Tyskland indtil 1980

Men et eller andet passer ikke. For øjensynlig har Barbie indtil 1980 været flere gange i Tyskland. Her har han været med til at opbygge forskellige organisationer.

I 1966 var Klaus Barbie således i Madrid sammen med sin leder i BDN. Her blev det meddelt, at man skulle spare, derfor blev man nødt til at opgive Latinamerika. Men for at Klaus Barbie ikke skulle protestere fik han 1.000 mark ekstra.

Dermed var det slut med at arbejde for det tyske efterretningsvæsen.

I 1980 blev Klaus Barbie æresoberst i den bolivianske hær. Han hjalp nu til med overvågningen.

Efter den tyske retsorden kunne man godt have anklaget ham for mord. Men efter 60 år var alle andre anklager forældet. Ikke engang de ting han fortog sig i Moulins 1943 eller hans tortur kunne han anklages for i Tyskland.

 

Klaus Barbie følte sig sikker

Åbenbart var det senere lykkes for Klaus Barbie at gå i skjul i Bolivia. Men den tyske ambassade blev opmærksom, da en datter med navn Ute søgte om udvandringstilladelse til Tyskland. Men allerede på dette tidspunkt havde Beate Klarsfeld givet et tip. Men alligevel skete der ikke noget fra de tyske myndigheders side.

Beate Klarsfeld og hendes mand rejste derefter til Bolivia. Men efter en meget klodset aktion blev Altman/Barbie opmærksom på dem. I mellemtiden havde Frankrig anmodet om udlevering af Barbie blev afvist. Barbie var dog blevet fængslet i otte måneder men så var han igen sat på fri fod.

Familien Klarsfeld forberedte en kidnapning af Klaus Barbie. Men den var lige så amatøragtig som en tidligere aktion mod Gestapo – officeren Kurt Lischka. I de følgende år følte Barbie sig ret sikker i Bolivia, så meget at han også gav interviews.

At han så alligevel blev udleveret, skyldtes ikke Klarsfeld, som hidtil er påstået men snarere en ny regering i Bolivia og et forsøg på international anerkendelse.

 

Efter tre års fængsel dør Klaus Barbie

I oktober 1982 blev der indsat en ny civil regering, der ikke mere havde brug for den nu 69 – årige Klaus Barbie. I januar 1983 blev han tiltalt for svindel. Man diskuterede nu i Bolivia, om han skulle udvises til Tyskland eller Frankrig. I Tyskland takkede man nej tak. Man var bange for, at han ville få en al for mild straf.

To gange blev han i 1950’erne dømt til døden i Frankrig.

I Frankrig blev han så dømt til livsvarigt fængsel. Han har aldrig fortrudt det, som han har gjort. Tre år efter døde han af leukæmi

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 1.490 artikler, herunder 296 arkiler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig inklusive:

 

  • Odessa og de andre flugthjælpere
  • Nazi – jægerne
  • Himmler og hans datter
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • Massakren ved Katyn
  • Joseph Mengele – Dødens Engel
  • Hitler var farlig allerede som ung og mange andre

I Fængsel i Tønder

Januar 17, 2020

I Fængsel i Tønder

I denne lidt lange artikel kigger vi på at sidde fængsel i Tønder. Vi kigger også på afstraffelsesmetoder, på bødler og kriminelle. Så var det lige Tønder Slot, hvor Hertugen havde sin egen ret. I Porthuset og på Rådhuset var der fængselsceller. Så kom der en retsbygning. Mindst 74 er blevet henrettet i Tønder. Og der lå to galger lige ude for byen kun 800 meter fra hinanden. Så er det lige bødlerne. En kroejer i Rørkær arvede et sværd fra den sidste skarpretter i Tønder, som var hans bedstefar. Vi kigger også på en betjent, som blev kaldt ”Johan – Der Gerechte”. Han havde nok at se til, med at slæbe fulderikker og seminarister til afkøling. Ofte måtte han bruge en trillebør. Ja så er det jo også lige ”Æ Kachmand”, der står på Torvet. Det er moralens vogter. Pas på, når du går forbi. I 1600 – tallet blev præsten Hr. Laurids fra Møgeltønder brændt på bålet. Hans kone og datter blev halshugget. I 1917 huserede en kvindelig tyv – bande omkring Tønder.

 

Da vi hyggede os til Tønder Festival

Vi kunne se Tønder Arrest, når vi hyggede os til Tønder Festival i Æ Liebestempel. Her er der ikke flere kriminelle. Og det er der heller ikke i Porthuset ved det gamle Tønderhus. Men her er der dog adgang.

Vi kigger også lige på straffeformer i Tønder.

 

Den ”Lybske Ret”

Officielt blev Tønderhus påbegyndt omkring 1270. Men der har nok ligget en borg der i forvejen. Den arabiske geograf Idrisi fortalte om borgen i 1130.

Borgen blev opført for at beskytte den eksisterende handel. Byen havde jo som bekendt fået sin stadsret i 1243. Tønder var den næstældste købstad i hertugdømmet Slesvig efter byen Slesvig. Og man anvendte ”Den Lybske Ret”

 

Man kunne betale sig fra et mord

Efter den Lybske Lov blev manddrab takseret med dødsstraf. Men sådan var det ikke oprindelig i Jyske Lov. Her medførte drab kun pligt til at betale den dræbtes familie. Men man skulle huske at meddele offentligheden at man havde ordnet det på denne måde. Noget tyder på, at man en overgang ordnede det sådan i Tønder.

En kvinde blev ikke hængt. Det var på grund af ”kvindelig æres skyld”. I stedet blev hun levende begravet.

”Hvis man snød med målet, kunne det føre sin mand til galgen”. I mindre tilfælde var straffen piskning og afskæring af håret. Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden.

Hvis en gift kone blev grebet ”in flagranti” med en fremmed mand, skulle hun trække manden op og ned ad gaderne i Tønder.

Hvis man med forsæt og and vilje overfalder en person, straffes man med en bøde på 10 mark – samt et vognlæs vin. Hvem der i Tønder skulle drikke den vin vides ikke.

Dengang nævnedes også tvekamp, hvis man var over 24 år og under 60 år.

 

Slottet lå på tre banker

Borgen bestod af tre banker. Nordligst lå forborgen, hvorfra der var en bro over til hovedborgen, der formentlig har været omgivet af en ringmur. Fra hovedborgen har man via endnu en bro kunnet komme over til den tredje banke, beboelsesbanken, der har båret et grundmuret hus. Man regner med, at voldgravene altid var vandfyldte, også ved ebbetid.

I 1490 overtog hertug Frederik af Gottorp Tønderhus, og hurtigt herefter påbegyndtes ombygninger af borgen. Det var dog sandsynligvis først i 1523, da der var frygt for krig mod kong Christian den Anden, at der udførtes arbejder på vold og grav, hvor det gamle middelalderlige voldsteds grave blev fyldt op, så de tre oprindelige banker blev til en stor banke.

I 1511 fik Frederik den Første anlagt en ringmur. Når Frederik den Første og senere hans søn Christian den Tredje besøgte Tønder boede de på slottet. Følget måtte bo ude i byen. Det skyldtes sandsynligvis, at de senere øst – og sydfløje endnu ikke var færdige.

 

Slottet blev til forsvarsværk

Hertug Hans den Ældre fik tildelt Tønder Amt i 1544 og han fortsatte udbygningen af Tønder Slot fra midten af 1560’erne. Den sidste store byggeperiode foregik fra 1574 til hertugens død i 1580. I denne periode blev byggeriet ledet af den hollandske byggemester Hercules von Oberberg, der gav slottet dets renæssancepræg. Han forsynede det med store fremskudte forsvarsanlæg med skyttegange og to store rondeller i sydøst og nordvest.

 

Præsten fra Aventoft

Ægteparret Anna og Per Thomsen blev i 1551 anklaget for trolddom og underkastet tortur. Deres endelig dom kendes ikke. Men formentlig er de blevet brændt.

I 1558 begik præsten Henricus Sicander i Aventoft dokumentfalsk, Han blev henrettet. Inden han blev lagt på hjulet, havde man bundet ham til galgen, stukket hans øje ud og hugget:

 

  • Die beyden fordersten Finger

 

Af ham. Nej, det er ikke mig, der skriver forkert. Sådan stavede man det dengang.

Hans Jensen fik nogenlunde samme straf på Tønder Herred Rettersted i 1599, hvor han fik:

 

  • Drei Finger abgehauen, die Augen ausgestochen und er ist dann geradebrecht worden.

 

I 1569 døde Nis Hansen i fangetårnet på Tønder Slot. Han var dømt til hjulet, dvs. radbrækning. Hertugen lod straffen fuldbyrde på liget.

Slottet blev også administrationsbygning for Tønder Amt. Den daglige tilsynsførende var husfogeden, der havde sit kontor i slottets nordfløj.

 

To mordere erklæret fredløs

I år 1600 slog Erich Schlächter og Jacob Dürhuss fra Tønder to af byens vægtere ihjel. Gerningsmændene flygtede. Byens råd lod de to døde stadstjenere bringe hen på Torvet, hvor byskriveren stævnede Erich og Jacob:

 

  • Als offenbarer Mörder, Totschläger in dieser Stadt zom ersten, zwieten und dritten Mahl

 

Med andre ord. De blev erklæret fredløse. Skarpretteren svang sværdet over ligene tre gange. Han råbte i alle retninger gerningsmændenes navne og endelig blev der ringet ni gange med klokken.

Nogen tid efter vendte Erich Schlächter hemmeligt tilbage til byen. Han blev genkendt og arresteret. Den 26. juli blev han dømt til døden med sværdet og henrettet.

 

Præstefamilien fra Møgeltønder

I Møgeltønder skete der sandelig også noget en gang imellem. Den 23. mats 1614 blev provsten Hr. Laurids brændt. Hans hustru og datter blev halshugget. Årsagen var:

 

  • Fordi han og hans datter lå i blodskam med hver andre og hans hustru. Og fordi hun havde ligget i ondt levned med andre karlepersoner.

 

I 1633 blev en kvinde fundet skyldig i tyveri. Hun blev henrettet med et sværd. Af andre kreative afstraffelsesformer dengang i Tønder kan nævnes:

 

  • Udstikning af øjne
  • Afhugning af ører
  • En eller flere fingre
  • Afhugning af den ene hånd

 

Trolddoms-dømte var ikke alene om at ende på bålet. Blodskam, sodomi eller omgængelse mod naturen samt brandstiftelse betød også bålstraf. Det gjorde falskmøntneri også en overgang samt visse former for kirketyverier.

 

Rod i Tønders økonomi

I 1680 blev der indledt en undersøgelse i Tønder. Det var galt med økonomien. Og det var bysekretæren Georg Boysen, der var galt med. Han havde været i embedet siden 1659. Nu forlod han så for en tid byen for nu kunne han mærke, at jorden brænde under sig.  Der blev rejst alvorlige anklager mod ham. Hans Rasmus havde også klaget over, at han ikke kunne få udbetalt de 141 Rigsdaler, som han havde deponeret hos Bysekretæren. Dem havde han tigget sammen for at få befriet sin bror som var i tyrkisk fangenskab. Nu var hans bror død i ”Baand og Lænker”.

 

Byfogeden skulle passe sine pligter

Siden 1243 var arrestanter holdt til fange på rådhuset under byfogedens ansvar. I en drabelig anklage mod byfoged Günther Dragman formentlig kort efter hans ansættelse i 1682 resumerer byrådet hans pligter om ville være en kombination af politimester og pantefoged, herunder at påse, at stadstjenerne førte ”Tumulanter og andre Delinquenter” i fængsel og holde gældsfanger i et ”lideligt Custodi” i hans eget hus, dog i ”Jern og Baand”.

For alle disse pligter og meget mere oppebar byfogeden den fyrstelige løn af 10 (ti) lybske mark pr. år. Man kan måske ikke fortænke ham i, at han var lidt efterladende ved udførelsen.

 

Torturinstrumenter i kasser

Men ud over rådhusfængsel til byens egne fanger havde den regerende hertug – først Hans den Ældre, derpå Gottorperne, den store sal på slottet, hvor hertugerne selv holdt rettergang i den store portbygning. Her fandtes også torturredskaber i kasser.

Tortur var noget som skarpretteren tog sig af. Han kunne for eksempel bruge ”Tommelskruer”, ”Jernhånden”, Den Spanske Støvle” og ”Stigen”.

 

Stakkels Roland

Den gamle kagmand, som står på byens torv, er en kopi af den originale, som er anbragt inde på Tønder Museum. Men den har ikke altid stået inde i varmen. Stakkels Roland, som den hedder, har stået ide i al slags vejr. Og det kunne ses på den. Den oprindelige farve var forsvundet. Nu er den så blevet restaureret på Bevaringscenter Sjælland. Ja tænk engang, at den har været igennem et røntgeneftersyn. Og hele herligheden har kostet 140.000 kr. Roland er også en gammel fætter. Han er fra 1699 og er den eneste originale kagmand som er tilbage i Danmark.

Kagmanden er skåret af en enkelt træstamme. 8 mand og seks heste slæbte en egetræsstamme hen til træskæreren. Egentlig var han militær politichef, der bl.a. forestod afstraffelse af regimentets soldater og deres familier, men her i Tønder var han symbol for lovens lange arm. Han er trukket i arbejdstøjet med sværd ved siden og pisken. Pas nu ikke på, du bliver ramt, når du kommer for tæt på.

Men inden da var Kagen i Tønder en muret søjle på et stenfundament, der stod på Lille Torv. I 1654 nævnes ”Dat Bild up dem Kaake”. Jo Roland er stadig moralens vogter i Tønder. Husk det, når du går forbi ham. Navnet kommer fra Karl den Stores bretonske ridder, Roland, der faldt i Pyrenærerne.

Kagmanden landede på Rådhusets luft, hvorfra tyskerne bortførte ham. Men efter 1920 blev han sendt tilbage til Tønder, hvor han blev flikket sammen.

 

To galger i Tønder

Kagen var ikke stedet, hvor mordere, røvere og andre storforbrydere blev straffet. Det foregik uden for byen ved Marskvej, mellem Digevej og Vidåen hvor bødelen tog sig af dem. Dette blev kaldt for Tønders Rettersted. Det var 500 meter nordøst for byporten.

Tønder Herreds Rettersted var lige i nærheden. Det var ved Nordre Landevej, hvor Galgestrømmen drejer fra, på det nordøstligste hjørne. I 1860 skulle der endnu have været spor af galgen. I 1906 blev stedet markeret med en sten. Og i 1760 måtte alle henrettelser aflyses på grund af oversvømmelse.

Faktisk er mindst 74 blevet henrettet i Tønder. Ja nogle gange skulle det ikke så meget til. Antallet af henrettelser var størst mellem 1550 og 1850. Det skyldes at mange også mindre tyverier blev straffet med galgen.

Endelig var hekseforfølgelser stigende især i årene mellem 1600 og 1650.

 

Tønders egen skarpretter

Tønder havde sin egen skarpretter. Fra 1722 til 1846 var det Stöckler – familien, der i tre generationer klarede embedet. I det meste af 1600 -tallet havde Tønder-skarpretteren inden Stöckler – familien også Aabenraa under sig.

Ja skarpretteren i Tønder holdt længst. Hvervet blev først nedlagt i 1847. Hans indkomst bestod dels af et fast beløb hvert år, dels af betalinger for hans ydelser i form af henrettelser i forskellige udgaver og andre opgaver som kagstrygning (piskning ved kagen eller pælen), brandmærkning, afskæring af ører, diverse tortur eller udvisning af byen.

Prisen for disse ting var fastlagt i et takstsystem. Men ofte havde skarpretteren kontroverser med de overordnede myndigheder. Disse mente at regningerne var alt for høje.

I 1864 fik Boysen Kro i Rørkær nye ejere. Det var den tidligere opsynsmand på Tønder Kirkegård, Christian Stöckler, der overtog beværtningen. Hans bedstefar var Eberhardt Stöckler, den sidste skarpretter i Tønder. Det uhyggelige værktøj, sværdet, der blev anvendt til hvervet, blev opbevaret på kroen. Det gik i arv i familien. Så vidt vides forsvandt det.

Hvis du kender efternavnet i en sammenhæng, er det fordi broderen var ombord på krydseren Dresden. Det kan du læse mere om i bogen ” Kejserens sidste kaper – krydser”

 

Han ramte to gange ved siden af

I 1729 var Johan Christopher Stöckler antaget som skarpretter i Tønder. Dette folkefærd var uværdige. Derfor blev de nødt at gifte sig ind i andre skarpretter – familier. Og Stöcklers kone var da også datter af den kendte skarpretter Asthausen fra Hamborg.

Det siges om denne, at han i 1703 skulle kappe hovedet af en morder i Hamborg. Han ramte dog forbi to gange. Han gik hjem og lagde sig i sengen i sorg. Han rejste sig aldrig mere fra sengen og døde tre uger efter.

Vi skal heller ikke glemme at adelen i 1524 fik retsmyndighed på deres besiddelser. Dette blev indskrænket i 1805, men først i 1853/1854 blev den helt fjernet.

En skomagerlærling, der blev grebet i æblerov, blev dømt til pisk og gabestok.

Mange af de hoveder, der blev afhugget, blev sendt videre til universiteter. Mange blev sendt til Kiel til nærmere studier af Johannes Geltzer, skarprettersøn fra Tønder. Han blev i 1700 ”dr. Chirurgiæ”

 

Et utæt slot

I inventaret fra 1706 blev slottet omtalt som et spøgelsesslot med utætte lofter. Den fornemme Drabantsal var også i forfald. Sydfløjen rummede forrådsrum, køkken og bryggers. I vestfløjen lå staldene. Den egentlige ladegård var allerede i 1533 flyttet ud til Hestholm.

 

Stakkels Karen Christens fra Sæd

I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have begravet moderen sammen med hendes fire børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimarus i Tønder bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme hende andet end en ”hundebegravelse”.

Den 21. april blev da i overværelse af en store retskommission liget af Karen Christens ved solnedgang af bødelen smidt ud af vinduet, slæbt ud på bar mark og kulet ned i passende dybde på marken.

En skamstøtte skal have båret følgende indskrift:

 

  • Paa dette sted er af Bøddelknægten henslæbt og nedgravet legemet af Karen Christens fra Sæd, fordi hun i aaret 1712 ved Gift havde begaaet et forbandet Mord paa sig selv og paa sine fire Børn.

 

Kun Porthuset blev bygget om

Efter Frederik den Fjerde overtog hertugdømmet Slesvig i 1721 slottet. Den slesvigske bygningsinspektør O.J. Müller kom med et forslag til restaurering af det misligholdte slot i Tønder. Hans udkast blev desværre aldrig udført. Derimod gennemførte Müller en ombygning af porthuset., hvor han fjernede von Oxenbergs førstesal. I stedet byggede han en etage på den tidligere et – plans vinkelføj fra Frederik den Fjerdes tid.

 

Tønders håndværkere nægtede

Desertører fik deres navne slået på galgen. Og så måtte de løbe spidsrod mellem 300 mand, der var opstillet i to rækker. Hver mand stod med en tynd gren som ramte den skyldiges ryg.

I Tønder var en søn af en lokal håndværker deserteret i 1736. Han blev i første omgang dømt til døden. Hans navn skulle på galgen. Men både i Magistraten eller de andre håndværkere ville ikke medvirke til dette. Tavlen måtte fremstilles udenbys. Og først da en militærkommando havde slået kreds om galgen kunne skarpretteren sætte den på.

I 1750 påbegyndtes nedrivningen af Tønder Slot, der var blevet solgt til byggematerialer. Kun det ydre porthus blev stående. For kun 2.000 rigsdaler blev slottet solgt. En del af Ribe Landevej er bygget på rester af slottet.

 

Nu skulle der bruges økse

Myndighederne udsendte i 1779 en forordning om at henrettelser fremover i Slesvig Holsten ikke skulle gøres med sværd, men med økse. Dette skulle ikke anses for at være mere uærlig end anvendelse af sværd. Det uærlige bestod kun i, at den henrettede ikke kunne begraves på indviet jord. Men nu syntes alle bødler ikke at have fulgt denne forordning.

 

Tønders egen privatdetektiv

Kaspar Dohrn var dengang fra 1782 – 1811, Tønders officielle spillemand. Han var meget populær og havde en hobby, der gik på at opklare forbrydelser.

En morgen fandt man en mand siddende død med en seddel, hvor der stod ”Berøvet af Hart” I samme ejendom boede en person, der hed Hartmann. Han blev nu anklaget for mordet.

Kaspar var en god ven af den smukke Mansel Hartmann, der var ”Skænkejomfru” Den Hvide Svane”. Men hun var rejst fra byen, da hendes far blev anholdt. Men Kaspar fik hende til at komme til byen igen. Det var i forbindelse med en fest. Hun vidste nemlig godt, havde det var for et ur, der var forsvundet.

Kaspar havde lagt en plan med at hun skulle gå en tur med ”mexicaneren” langs Vidåen. Og så skulle Mansel spørge om, hvad klokken var. Og planen lykkedes. Han tog det stjålne ur op af lommen. Kaspar og en vægter sprang frem.

I retten tilstod mexicaneren forbrydelsen. Han ville hævne sig hos Hartmann, som havde vundet en masse penge af ham. Kaspar fik masser af tak fra borgmesteren.

 

Blev det for trangt på Rådhuset?

I 1811 blev indrettet byfængsel på første sal i vinkelfløjen i Porthuset. Måske var der blevet for trangt på Rådhuset.

Ud over en arrestforvarerbolig i den gamle drabantsal blev der indrettet seks celler på første sal, fire almindelige, et ”hundehul” og en finere arrest, vel til gældsfanger.

Man har ikke taget for eksempel værktøjet fra den håndværkersvend, som efter slagsmål blev indsat. For overalt er der graffiti og billeder af kvinder, skibe, drømmeagtige marker og endda krigsscener.

Ud over varetægtsfanger og småforbrydere har landstrygere og prostituerede været anbragt der. Men dem, der hovedsagelig tilbragte deres tid i Tønder Arrest var først og fremmest straffet for almindelige forseelser, som tiggeri, fuldskab, vagabondering, gadeuorden, hustruvold, vold mod tjenestemand i funktion, prostitution og småtyverier

Forhørsprotokollerne dengang blev ført meget detaljeret af de daværende politimyndigheder. Man blev straffet hårdt dengang. En kvinde tilbragte tre år i arresten for at have stjålet en tekande

 

Mange skæbner

Her har været mange ulykkelige skæbner, lige fra fordrukne mænd og kvinder, der har måttet tilbringe en enkelt nat i arresten og så til dem, der blev dømt til fængsel på vand og brød. Hvis det var lidt mere alvorligt, blev man anbragt på Tugthuset i Glückstadt.

Ofte var fattigdom årsag til tyveri og i Tønder var der mange gengangere. Maren Hansen Brorsgaard, der for druk, forstyrrelse af den offentlige orden og tiggeri røg til Glückstadt i 1832. I 1846 er hun kommet hjem igen. Her fortsætter hun sit drikkeri og bekendtskab med indersiden af arrestens mure.

På slotstomten opførte man efterhånden Tønders kommunale værker. Det begyndte med gasværket 1864 – 65 og senere fulgte vand – og elektricitetsværkerne.

 

Man vidste altid, hvor retsbuddet var

I Tønder var der to gendarmer, som godt kunne ligne ryttergeneraler. Men der var også en betjent med Schnurrbart, uniform og kårde. Den væsentligste opgave for han var at transportere berusede personer fra arresten til detentionslokalet Klötzen over den gamle Ratzkeller.

Om natten gik der tre vægtere og passede på Tønders natteliv med alle de mange værtshuse.

I 1870’erne var arrestforvareren også retsbud, men når han bragte breve rundt, besøgte han beværtninger undervejs. Det var måske svært at lade være. Lillebyen med 3.000 indbyggere havde over 80 beværtninger.

Man vidste altid, hvor han var. Han blev ledsaget af sin trofaste puddel, der pligtskyldigt sad udenfor og ventede på ham, således også Hakon Gjessing dreng i Tønder. Efter 1920 var han byens første danske dommer.

 

Efter 22 år var det slut

Byens eneste politibetjent havde det vigtige hverv at befordre en særlig vedholdende drukkenbolt til Porthuset, når han var for fuld og fuld, var han altid. En dag i april i 1891 skulle den 64 – årige politibetjent Nicolaus Anthony anholde en beruset person og sætte ham ind i Pothuset. Men han var åbenbart for højrøstet, for da de nåede fængslet, faldt betjenten om, ramt af et hjerteslag. Han havde været 22 år i Tønder.

Særlig der hvor murersvendene holdt til, var der ballade. I folkemunde blev stedet kaldt ”Zur Blutigen Knochen”. Det skete ofte, at den nye betjent Bergmann måtte transportere fulderikkerne på en trillebør. Også seminarister trængte ofte til afkøling i Porthuset.

I 1890 havde man fået indrettet ”Herberge Zur Heimat”. Her kunne vagabonder og rejsende svende få ophold, hvis de var ædruelige

Porthusets vinkelfløj anvendt som arrest for Tønder by, hvorefter arresten flyttede til en nyopført bygning i Nørregade.

 

Jura kunne bruges til meget

Det er altid trist, når Ordenskapitlet skal fratage en ridder hans ordensdekoration efter en straffedom. Men det er utænkeligt at kongen dekorerer en straffet. Det skete dog i flere tilfælde med de vedkommende ridderkors i 1920 til sønderjyske redaktører, der havde afsonet straffe for meget luftige injurier, således Porthus – fængslets mest berømte fange P. Skovrøy. Han var i over 30 år lokalredaktør i Tønder for Flensborg Avis.

I 1895 blev han offer for den mest bizarre injuriesag i sønderjysk pressehistorie. Han skulle have skrevet, at en dommer, formand for den lokale krigerforening, havde sendt et hyldesttelegram til en general og ”maaske for en Ordens Skyld” til kejseren, hvilket bragte ham en måneds fængsel, idet den omtalte dommer og retten læste notitsen som, at han skulle have telegraferet til kejseren for at få et ordenstegn, hvilket ansås som en injurie.

Det hjalp ikke, at 2.106 danske sønderjyder erklærede at udtrykket kunne forstås ”for god Ordens Skyld”. Retten vidste bedre. Jura kunne bruges til meget.

Skovrøy beskriver stemningen fra Porthuset, især den væmmelige stank. Efter løsladelsen skænkede han en vagabonderende snedkersvend sin fængselsdragt. Skovroy har åbenbart afsonet i sit eget tøj.

Der var dog også små glæder i fængslet, da fængselsinspektøren gav ham læsetilladelse.

 

Fængslet blev brugt den sidste gang

Ved krigsudbruddet i 1914 spillede Porthus – fængslet for sidste gang en sørgelig rolle. Mange dansksindede blev anholdt endog to gange. Første gang blev de løsladt efter en uge i Altona. Anden gang blev de sendt til Flensborg, hvor de sad i mange uger.

De blev sendt gennem Tønders gader, hånet af den tyske pøbel, gammel og unge, kvinder og børn. De peb og hylede og spyttede. Grev Schack blev ført separat til Flensborg uden om Porthus – fængslet.

I 1877 var der blevet oprettet en ”Stadsdomstol” ”Burgerliches Gestzbuch blev indført i år 1900. Nu var de sidste rester af Jyske Lov forsvundet.

 

Domhus, arresthus samt dommerblig

Et domhus, et arresthus samt en dommerbolig blev opført i 1915. Lidt senere Alexandrineskolen, som senere blev til politistation. Domhuset blev brugt som lazaret. Det var så smart at dørene var uden dørtrin og så brede at man kunne køre hospitalssenge igennem.

Den 15. august 1916 blev domhus og fængsel overdraget til myndighederne. Tondernsche Zeitung skrev bl.a., at

 

  • Den kongelige Amtsret, som siden 1. september 1867 havde til huse i Tønders gamle rådhus, hvor lokalerne efterhånden var blevet for trange og utidssvarende kunne nu indtage sit nye prægtige hjem. Nybyggeriet blev som følge af af verdenskrigen ved en passende værdig og enkel højtidelighed overgivet til retsmyndighederne. Til stede ved overdragelsen var som repræsentanter fra den højeste retskyndighed højesteretspræsident Kirschner og rigsadvokat Günther fra Kiel, landspræsident Groth fra Flensborg og som repræsentant for Den Kongelige Regering, bygningsinspektør Gyszling fra Slesvig.
  • Om fængslet hedder det, at den rummelige, fleretagers bygning har plads til 24 ansatte og i enhver henseende er moderne og hygiejnisk indrettet. Cellerne er alle ens og propert indrettet med det nødvendigste for de indsatte.
  • På øverste etage findes et fælles arbejdslokale, medens kælderetagen indeholder endnu en fængselscelle samt bade-, aflusnings- og vaskerum. Også her hersker overalt den pinligste renlighed. I tilslutning til bygningen ligger en fængselsgård omgivet af høje mure med en port, som fører ud til gaden.

 

Var det kvinder, der byggede de store projekter?

Under 1. verdenskrig blev der udført flere store byggeprojekter i Tønder, bl.a. blev Alexandrineskolen (politistation) opført og seminariet udvidet. Man kan undre sig over, at der kunne skaffes arbejdskraft til disse byggearbejder, når Tyskland sendte så mange unge mænd i krig.

Af en artikel i bladet ”Kriminalforsorgen 2011” fremgår, at Tønder Arrest blev bygget af tyske kvinder. Det er det dog ikke fundet belæg for. Tyske krigsfanger har nok heller ikke bidraget til dette. Her på egnen var de stort set kun beskæftiget ved landbrug og jordforbedringsarbejder.

Efter 1920 overgik domhus, fængsel og dommerbolig i dansk regi. Fængslet ændrede formodentlig snart status til arrest. Arresten havde i 1923 plads til 19 personer, heraf 16 eneceller.

 

En kvindelig tyvebande

I 1917 var der en kvindelig tyvebande fra Tønder. De var anklaget for mere eller mindre i fællesskab at have begået en række tyverier. Sagen blev ikke behandlet i Tønder men i Landsretten i Flensborg. I april måned havde de hos pyntsyerske frøken Knudsen i Nibøl stjålet en del hatte og andre varer til en værdi af 300 mark. Sagerne blev bragt til Tønder, hvor de så blev delt. Nogle uger senere begik de tyveri samme sted igen.

Sandelig om de ikke også stjal et får fra en mark ved Tønder til en værdi af 200 mark. Og hos en gæstgiver i Tønderstjal de en del linned til en værdi af 400 mark.

Og sandelig ude på Schweizerhalle stjal de en sæk kartofler.

Statsadvokaten dømte dem alle mere eller mindre skyldige i tyveri og hæleri. De seks piger blev idømt fra 2 uger til et års fængsel.

 

Gadedrenge i Nystaden

Ja og egentlig er det ikke alle der ryger i fængsel. Således var det også dengang en del gadedrenge, der skulle lave sjov. Og en lørdag fik det alvorlige følger ude i Nystaden. Man brænder knallerter af og kaster sten efter køretøjer som passerede Strucksalle. Disse knægte var skyld i, at fru Petersens hest fra Stokkebro løb løbsk. Hun fik først fat i den lige før Møgeltønder.

Kort tid efter kom et par småpiger ridende. Det var døtre af H. Michelsen og Lorens Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmte hesten, så den løb løbsk. Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs datter, en 12 års pige fik et hul i hovedet og næsebenet knust. Mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekommende blev båret ind i et hus og forbundet af lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus.

Flensborg Avis håbede, at politiet i Tønder ville sætte en stopper for den slags ”almenfarlige Drengestreger”

 

”Johan der Gerechte”

Betjent Bergmann havde fået en medarbejder, en hund ved navn Adifax. Byrådet havde bevilliget et kosttilskud på årligt 20 mark. Jo han blev meget populær denne betjent. Man kaldte ham for ”Johan der Gerechte”

Når børn var med deres forældre i Flensborg og så en betjent råbte de altid:

 

  • Papa Papa – Ein Bergmann

 

Bergmann fratrådte den 10. januar 1920, da et politikorps af dansksindede krigsdeltagere overtog bevogtningen. Man fik også en ny politimester, der havde et tysk klingende navn – Seidenfaden. En gang om ugen kritiserede de tysksprogede medier, at han generede de tysksindede.

Men bagermester Thorvald Petersen, der skrev bogen ”Fra Als til Tønder” og som var en af dem, der blev interneret i Flensborg, kan også huske betjent Bergmann, Han sagde nemlig, da han anholdt Thorvald Petersen:

  • Jeg ved godt, at De ikke har gjort noget og jeg skammer mig ved at skulle arrestere Dem.

 

Da min far mødte Bergmann

Bergmann fortsatte som opsynsmand på markedspladsen, men åbenbart stod han også for indsamling af rotter. Det var ved den lejlighed min far stiftede bekendtskab med ham. Man fik lidt håndøre hver gang man afleverede en rotte. Min far var ekspert i at fange vandrotter fra Vidåen. Men på et tidspunkt kneb det med fangsten. Min far havde dog set, at Bermann gravede rotterne ned ved hans hus på Kongevej. Dem gravede min far så op, skyllede dem i Vidåen og indkasserede nok engang en belønning. Men på et tidspunkt opdagede Bergmann, hvad der foregik, så min far fik en ordentlig reprimande.

I løbet af 1925 blev i alt 139 personer indsat i arresthuset.

 

Man kunne leve i skattely i Tønder

Tænk engang, man kunne fuldt ud leve i skattely i Tønder i nogle gader. Her betalte man kun skat til amtet. Først i 1933 blev gaderne fuldstændig indlemmet i byen. Indtil da var det hele 400 borgere, der levede i ”Skattely”. Egentlig blev man fra gammel tid smidt us af byen, hvis man ikke betalte sin skat.

Uldgade og Slotsgade opstod i det 16. århundrede. Gaderne blev bygget oven på det nedrevne Franciskaner Kloster. De hørte sammen med slots – og frigrunden under amtet. Beboerne her delte ikke byrderne sammen med de andre borgere i byen. Her boede også tjenestefolk, der arbejdede ved slottet.

Ved Hertugens dom i 1665 blev gaderne indlemmet i byen. Men det var kun en kortvarig affære. En overgang kom Uldgade også med til byen.

 

Kæmpe slagsmål i Tønder

Den 30. juli 1933 opstod der et gigantisk slagsmål i Tønder. Det var hjemmetyskeren, SA – Sturmführer Jürgensen og 12 – 14 nazister, der havde været til håndgranats – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose, der nu syngende var på vej hjem.

Her ventede en forsamling på 30 – 40 arbejdere. Heriblandt en del kommunister. Sturmführer Jürgensen var også vulkanisør, så han havde fremstillet gummiknipler til sine folk. Da arbejderne så det, gik de først løs på et plankeværk, og brugte brædderne derfra som våben. Det gik særdeles hårdt for sig og mange kom til skade.

Efterfølgende stod 10 arbejdere og 14 nazister tiltalt for hærværk, vold og gadeuorden.

 

Meget omfattende retsopgør i Tønder efter besættelsen

Retsopgøret efter besættelsen var ret så omfattende i Tønder. Tønders dommer Stemann skulle ramle 12 – 15.00 års fængsel ud af Det Tyske Mindretal. Han måtte dog halvvejs lade sig indlægge på grund af overanstrengelse.

Under retsopgøret efter 2. verdenskrig steg arrestens belægningsprocent.

Alle dem, der skulle videre til Fårhuslejren blev samlet på Missionshotellet. De blev kørt gennem Tønder på åbne lastbiler, så der var rig mulighed for Tønders dansksindede at spytte på dem.

Ved udgangen af 1947 var der afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen. I 1947 mente bogtrykker Lauersen, at alle dem, der havde båret tysk uniform skulle udvises.

 

Sagen mod familien Jürgensen

Men der var også et par krigsforbrydere i byen. Og Familien Jürgensen fra Vidågade ville man gerne have givet lange fængselsstraffe, hvis det da ikke kunne blive til en dødsdom. Således stormede 30 – 40 personer Vidågade 3. To engelske soldater var imellem.

De var i den grad nazister og egentlig var der faldet en dødsdom af en amerikansk militærdomstol i Flensborg. Familien skulle være ledere af forskellige varulve-grupper. Man der var ikke skygge af bevis. Nu forsøgte man så at dømme far og søn som krigsforbrydere. De var ind og ud af fængslet mange gange i Tønder.

Den 28. januar 1950 var politifuldmægtig Møller sikker på sin sag. Men højst overraskende frikendte stadsadvokaten Peter Jürgensen. Man ville dømme Jürgensen for krigsforbrydelser. Åbenbart havde man fundet et tvivlsomt vidne, der påstod, at Peter Jürgensen havde givet ham en lussing.

Men der var ingen erstatning at hente. Dommer Stemann afviste kravet

 

Man krævede dødsstraf

14 mand blev anholdt for at have kastet en håndgranat mod ”Sheriffen fra Tinglev”. Heldigvis var han ikke hjemme. Modstandsbevægelsen krævede dødsstraf til hovedpersonen. Sagen blev behandlet i Tønder den 26. december 1946. Det endte med 12 års fængsel og senere sat ned til seks år. Et mord på en lærerinde fra Det Tyske Mindretal blev i Løgumkloster takseret til i første omgang fem måneders fængsel

 

”Overvægt” af mad i Tønder Arrest

Tønder Arrest var kendt som et godt madsted. I 1950 var der en vagabond, der meldte sig den 24, og bad om øjeblikkelig afsoning. Politimester Bøving var i julehumør og takserede forbrydelsen – ulovlig omløben med varer til 80 kr. eller 12 dages forvandlingsstraf.

Engang i 1980’erne var der kontrolbesøg. Man påtalte ”overvægt” på ca. 20 pct. på osten og for meget sønderjysk spegepølse. Jo det kom da også med i Tønder Revy som Prebens Pølsebord. Preben Jacobsen var dengang politimester. Og Bo Bojesen malede da også en flot tegning af episoden.

 

Uhyggeligt mord i 1987

Natten mellem den 25. og 26. april 1987 skete der et uhyggeligt og uforklarlig mord i Tønder. Først tre dage senere, da Marianne Jensen rutinemæssig bliver obduceret på Odense Universitets retsmedicinske institut finder man ud af dødsårsagen var kvælning. Man har aldrig fundet ud af motivet. Og det var ikke tale om en seksualforbrydelse.

Der var ingen spor, alt var vasket væk eller forvundet på de tre døgn, der var gået. Der var ingen tegn på indbrud på hverken døre eller vinduer. Hvorfor gøede familiens ellers så normalt vagtsomme hund ikke? Selv med assistance fra Rigspolitiet lykkedes det ikke at opklare mordet. Hvorfor skulle Marianne Jensen dø?

Politiet foretog hele 1.800 afhøringer. Omkring midnat var moderen gået ud og lufte familiens jagthund, en tysk korthåret. Hjemme igen siger hun godnat, før de begge går i seng. De sover i hver sin ende af det 240 kvadratmeter store hus. Da datteren skal på toilettet ved et – tiden ser hun, at der stadig er lys, der hvor moderen og hunden sover.

Datteren går ind i soveværelset næste morgen. Hun kan ikke forstå, at moderen ikke er stået op. Hun finder hendes mor død. Snart vrimler huset på Marskvej med efterforskere og Marianne Jessens mand og de to største børn får den uhyggelige besked.

 

Fangeflugt

I 1988 var kapaciteten i arresten faldet til 16. Og det var lige før, at man måtte lukke. I stedet fandt der en større ombygning sted i 2001. Nu kunne man så tage 20 personer.

I 2004 rådede man over 19 celler og arresten havde 12 ansatte. I 2014 flygtede tre fanger fra Tønder Arrest efter at have gennembrudt en mur. Det lykkedes hurtig en fængselsbetjent at pågribe den ene. I december samme år overfaldt en indsat to fængselsbetjente, at hvilke den ene blev alvorlig kvæstet. Derefter overfaldt flygtningen en bilist og røvede dennes bil. Der blev rejst kritik af sikkerheden i landets arrester.

 

Røveri og drab

I juli 2008 begik den 44 – årige Allan Winther røveri og drab i Tønder. Ja faktisk begik han to bankrøverier og stak den Magrethe Nielsen ihjel i eget hjem. Dette blev takseret til 15 års fængsel.

 

Dobbeltdrab i Møgeltønder

Om aftenen den 17. september 2010 skete der to grufulde mord i Møgeltønder. Det var på den 68 – årige Elke Ibsen Mamsen og hendes 42 – årige søn Hans Mamsen. De blev først fundet knivdræbt den næste formiddag i forstuen til Gyden 1 i Møgeltønder.

Elkes aldrende mand, som også hed Hans Mamsen, boede også i ejendommen. Men han opdagede ikke mordene. Det var Elkes søster, der gjorde fundet. Indledningsvis mistænktes og fængsledes Hans Mamsen senior for dobbeltdrabet, uden politiet dog kunne finde et motiv. Alt imens blev naboer og andre afhørt.

Den 22. september 2010 skete der et gennembrud i sagen, så den 32 – årige genbo Andreas Linnet og hans 25 – årige kammerat Jonas Melchior Hansen blev fængslet. De aflagde under grundlovsforhøret samme dag en delvis tilståelse. Indbyrdes kunne de to ikke finde ud af, hvem der svunget mordvåbnet. En af de tiltalte havde kastet våbnet i Brede Å. Kniven blev senere fundet.

Et nævneting i Retten i Sønderborg idømte 26. august 2011 de to hver 16 års fængsel for dobbeltdrabet. Den 6. januar 2012 skærpede nævningetinget dommen til livsvarigt fængsel.

 

En 100 – års fødselsdag blev glemt

Som følge af faldende antal arrestanter besluttede Kriminalforsorgen, at Tønder Arrest pr. 1.11.2015 skulle tømmes for varetægtsklienter/anholdte. Stedet skulle eventuelt huse illegale flygtninge. De 12 ansatte fik nyt arbejdssted. Dommerboligen blev omkring 1998 solgt til privat side.

I 2007 blev retten i Tønder nedlagt, men fik lov til at eksistere som afdelingskontor for Sønderborg Byret. Kontoret flyttede til lokaler på politistationen. Domhuset blev solgt i 2015. Tilbage er endnu arresten, der den 15. august 2016 kunne have fejret 100 år. Men det havde de hvis alle sammen glemt.

 

 

Kilder:

  • Artikler på www.dengang.dk
  • Thorvald Petersen: fra Als til Tønder
  • Nyt fra Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune (Knud Madsen)
  • Becker-Christensen: Byen ved grænsen
  • Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
  • Martin Franciere: Tønder Arrest står tom – kun en mand tilbage (Jyske Vestkysten 2015)
  • Uwe Iwersen: Trivsel bag tremmer (Jyske Vestkysten 2004)
  • Vibeke Larsen: Charme og pladsmangel i Tønder (Kriminalforsorgen 2011)
  • Tondernsche Zeitung 1913 – 1915
  • P. Trap: Tønder Amt (1966)
  • Tønder (Danmarks arresthuse 2010)
  • Tønder i dag (1943)
  • Inger Lauridsen: Bag Tremmer – Indsatte i Tønder Arrest 1812 – 1842
  • Kagemanden får makeover til 140.000 kr. (Jyske Vestkysten)
  • kulturarv.dk
  • Sønderjysk Årsskrift
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern
  • Ein Krieg geht zur Ende (Årsskrift BDN)
  • Simon Lintrup Silkjær: Uopklaret: Mariannes morder fik 72 timers forspring (Jyske Vestkysten 29. oktober 2006)
  • denstorekrig1914-1918.dk
  • da.wikipedia.org

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.490 artikler, heraf 251 artikler fra Tønder inklusive:

  • Den kriminelle Musikant fra Tønder
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Tønder – efter krigen
  • Tønders Politistyrke: 1 mand
  • Drengestreger 1920 – 1930
  • Tønderhus, Slot, Borg og Fæstning
  • Lov og ret i Tønder
  • Æ Kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder)
  • Henrettet i Tønder
  • Uro og Korruption i 1680
  • Nazister i Tønder
  • Ribe – Hekseafbrænding (2)
  • Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
  • Jagten på en adelig heks
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Henrettet i Aabenraa (b)
  • En skarpretter i Haderslev
  • Henrettelse på Østerbro
  • En amtmandsbolig i Tønder
  • Lov og ret i Aabenraa

Lorens Filskovs Bedrifter

Januar 14, 2020

Lorens Filskovs Bedrifter

Dette handler om den berømte købmand fra Møgeltønder. Han var en af de markante dansksindede, som også blev interneret i Flensborg. Han var 38 år, da han blev indkaldt til den tyske hær. Han troede, han kunne slippe. Han mente at have Iskias. Men tyskerne gik efter de dansksindede, der åbnede munden. De skulle til fronten. Vores hovedperson var i den grad en spasmager, der drev gæk med den tyske hær. Således opfandt han en ny sygdom, nemlig afføringsproblemer. Det betød, at han i sidste øjeblik slap for at komme til fronten i Rumænien. Han nåede at besøge hele 13 forskellige lazaretter mens han aftjente sin værnepligt. Jo han blev berømt for at være Tysklands dyreste soldat. En overgang havde han seks oppassere. Vi skal også her høre om hans bror, Tycho, journalist på Flensborg Avis. Han startede på et tidspunkt Tønder Amtstidende. Og så skrev han en bog. Læs her om Nordslesvigs svar på soldat Svejk. Vi har tilladt os, at redigere en smule i forhold til originalen.

 

Nordslesvigs soldat Svejk

Der findes mange beretninger fra Første verdenskrig, men der er ikke mange, der er så festlige som Lorens Filskovs beretninger. Jo han har stadig slægtninge. Vi ved, at de følger med her på siden. Han havde en stor købmandsforretning i Møgeltønder. Og der findes en festlig fortælling om ham.

Jo Filskov var kendt viden om. Og beretningen om ham skulle være sand nok. Det må være historien om Nordslesvigs Soldat Svejk. Og mon ikke, at han var den dyreste soldat i krigen.

 

Dansker – bør indkaldes hurtigst muligt

Det havde sikkert været lettere for tyskerne og alle andre, hvis de ikke havde indkaldt købmand Filskov. Han var 38 år, dengang i 1915. Han havde da hvis nok fået et brev på, at var ubrugelig til al krigstjeneste. Så sent som i 1912 var han mødt op til session med en hel masse attester, at han var angrebet af Iskias.

Men nu gik rygterne dengang, at der ud for alle dansksindede stod:

  • Dansker – bør indkaldes, hvis det er muligt

 

Filskov – bliver selvfølgelig skudt

Filskov var en af de danske mænd, der ved krigens start var blevet holdt varetægtsfængslet i flere uger på Navigationsskolen i Flensborg. Forstanderen på Bylderup Bov Station havde spurgt den revolvermand, der ledsagede Filskov, hvad der ville ske med ham:

  • Der Filskov, der das grosse dänische Maul gehabt hat, wird natürlich erschossen.

Nu blev Filskov da ikke skudt, hverken før eller siden. Vi har mere om det ufrivillige ophold bagerst i artiklen.

 

Man skyder med skarpt ved fronten

Han var sikkert sværtet inden krigens start, måske af Den Tyske Forening i Toftlund. De så gerne visse folk til fronten. Filskov havde også et motto:

  • Det er livsfarligt at være sund, for efter hvad man siger, skyder soldaterne med skarpt derude.

Efterhånden blev han en myte ide nordtyske garnisoner. Han humoristiske sans samt hans civile klodsethed hjalp ham ud af mange situationer.

 

Iskias blev forværret

Lorens Filskov skulle til at begynde med gøre tjeneste som kanonér i den store garnisonsby Güstrow i Mecklenborg. Jo nærmere toget nærmede sig byen jo mere brød han gamle Iskias op. Og da han holdt sit indtog i byen, gik han foroverbøjet. Han støttede lænden med højre hånd.

Man mente hurtigt, at han var simulant, så han blev overgivet til en underofficer, som var specialist i sådanne folk. Men kompagniet opgav ham ret hurtig og indlagde ham på et lazaret til observation.

 

Den store løbetur

En anti-prøjser ligesom Filskov havde advaret ham om, at han snart skulle løbe for overlægen på gangen. Flere læger og et par officerer, hvide kitler og uniformer imellem sig havde indfundet sig. En læge og en menig tog ham i hver sin arm og slæbte ham hen ad gangen. Filskov skreg som en stukken gris. Flere var løbet med.

Nu så Filskov sin redning. Hans gode ven Anti – prøjseren komme ud fra køkkenet med 32 krus dampende kakao bærende på en stor bakke. Og indholdet landede også på uniformer og hvide kitler. Filskov kom nu i bur.

 

En måske uberettiget orlov

Nu kom Filskov så på et Røde Kors Hospital, som åbenbart var finere end de andre. Det var en adelsmand, der ledede det. Patienterne trådte nu frem for overlægen og spurgte om orlov. Det gjorde Filskov også. Og han fik det bevilliget. På banegården mødte han nogle af sine gamle kompagnikammerater. De rystede på hovedet af hans fortagende. Men han tog glad mod Nordslesvig og glædede sig til gensynet med kone og børn.

Men han havde kun opholdt sig to timer i hjemmet før gamle kommuneforstander Jensen stillede med et ildtelegram, hvor der stod at man i Güstrow snarest så hans tilstedeværelse.

 

Einquatierung ” hos Skovrøy

Købmanden tog sig nu den frihed at vente til næste morgen. I Tønder gik toget en time senere end beregnet. Han var i fuld krigsmaling og fik nu et ellevildt indfald at besøge sin gamle ven, redaktør P. Skovrøy.

Med hjelmen godt nede i hovedet bankede han på hos sin ven. Husbestyreren blev helt fortumlet, da Filskov skreg ”Einquatierung” Skovrøy forsøgte at afværge en indkvartering af en gammel soldat og påstod, at han var syg. Men da Filskov nu smed hjelmen:

  • Nå, er det dig, din tumbe karl!

 

Tysklands dyreste soldat

Da han nu var ankommet til Güstrow fik han en alvorlig reprimande. Men det var nu ikke det værste. Han blev ført til Sindssygehospitalet i Rostock. Her blev han på nerveklinikken gjort til genstand for en meget grundig og lidet hyggelig prøve.

Det var nu ikke lige let for Filskov altid. Han blev sat til de mest mærkelige ting. Han optrådte både som rengøringskarl og bregneplukker. En officer havde normalt kun en oppasser. Filskov havde fem – seks stykker. Han var simpelthen Tysklands dyreste soldat.

 

Oppasser for 16 – 18 krikker

Også som hestepasser forsøgte Filskov sig. En aften stillede han stadig med hånden i lænden udstyret med en flagermuslygte som nattevagt og skulle passe 16 – 18 krikker. Han havde ellers fortalt, at hans erfaring på dette område var ret begrænset.

Det skete da også, at et par stykker rev sig løs og duellerede i bagbensspark. Filskov mente, at et menneskeliv trods alt var mere værd, så han barrikaderede sig i en tom bås. Han skulle afgive forklaring til dagvagten. Med ivrige gebærder forklarede at det ville være sårlig økonomi hvis han skulle sætte sit liv på spil i en sølle hestestald.

 

Havaristernes genopdragelse

Efter nogen tids sygeorlov hjemme i Møgeltønder havde han ligget på fem forskellige lazaretter. Nu indtrådte han så igen i krigstjeneste – denne gang i Garderegiment zu Fuss in Berlin. Dette regiment var et såkaldt ”Sammenstelle”. Her blev de mere eller mindre medtagende soldater opsamlet for at komme til hægterne igen. Nogle unge energiske officerer forestod daglig havaristernes genopdragelse.

 

Maden skal tygges 40 gange

Nu var denne formation nok ikke den mest glansfulde. Det var nærmest ”De elendiges regiment”. Hans major von der Tann pålagde indtrængende Filskov til at tygge sin mad 40 gange. Det befordrede nemlig stofskiftet. Man skulle jo først og fremmest sende sunde soldater til fronten. Denne besked forstod Filskov til fulde. Ude i gården manglede der en soldat. Og det var Filskov. Man kom til at kigge gennem vinduet til markenteriet. Og der så man ham stadig siddende og tyggende. Feldweblen sendte en mand ind efter ham og spurgte han ville komme ud.

 

  • Det kan jeg ikke, jeg har ordre til at tygge min mad 40 gange, og jeg er langt fra færdig endnu.

 

Filskov troede sig beskyttet af en ordre fra en højere befalingsmand, men Feldwebel var ligeglad. Han skulle stille i gården. Filskov bad nu om en stol. Nu skreg Feldwebel:

 

  • Wollen Sie mir den ganzen Betrieb stören

 

Feldwebel var nu helt rød i ansigtet af raseri og skreg:

 

  • Ka de komme væk mand! Væk med Dem! La’ mig aldrig se Dem mere, aldrig! Jeg holder det ikke ud længere!

 

Mødet med en General, der var Kaptajn

I de følgende dage undgik Filskov at falde sit kompagni til byrde. Fra morgen til aften drev han omkring i Tiergarten og Zoologisk Have. Men sådan kunne det ikke gå i længden. Så man fandt til en ikke ukendt udvej at indlægge ham på et lazaret.

Her ankom han så en lørdag aften. Det var netop nyoprettet og inspektøren ville gerne til en familiefest om søndagen. Så han gav de fire nyankommende udgangstilladelse. Men hvad skulle han lige gøre ved Filskov. Hans mundering lå endnu ved kompagniet. Så han blev påklædt et sæt drejlstøj.

Filskov havde hørt, at købmand Fink, Aabenraa og bankdirektør Andresen fra Tønder også var indkaldt til militærtjeneste og opholdt sig i Berlin. Inspektøren fandt nu en gammel Ulansuniform frem, som Filskov nu trak over drejlstøjet. Inspektøren viste ham da også lige, hvordan man hilste på en overordnet. Denne ejendommelighed havde nok i nogen grad hæmmet hans karriere i militæret.

Nu kunne inspektøren jo bare give man et Kommisbrød under armen, så kunne Filskov jo nøjes med ”Stramme Haltung”. Han var kommet på gaden og så nu en officer på lang afstand med fjerbusk og masser af ordner. Her mente Filskov nu ikke, at ”Stramme Haltung” var nok. Filskov gik nu ud i rendestenen og gjorde sig virkelig umage.

 

  • Sig mig, hvad er meningen

 

Ja sådan spurgte ham, der blot var kaptajn.

 

  • Jeg gør bare Front, Hr. General

 

Nu blev lommebogen ellers taget frem. Og det bekræftede, at det ikke kun var Filskovs ben, der var noget galt med.

 

På Hotel Fürstenhof

Filskov fortsatte sin ejendommelige solo-march gennem Berlin. Hos Andreasen og Fink erfarede han, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen og Landdagsmændene Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager vistnok kunne træffes på ”Hotel Fürstenhof” Han besluttede sig så at aflægge dem et besøg. Måske kunne H.P. Hanssen sørge for, at han blev hjemsendt som for stedse ubrugelig til al krigstjeneste eller dog fik en langvarig orlov.

Der var fyldt med palmer og pinjer. Her var tykke røde løber, hvor folk promenerede. I selve restauranten sad høje officerer med deres damer. De nød eftermiddagen omkring det plaskende springvand. Filskov havde med interesse studeret denne ukendte verden men interessen syntes gensidig.

En officer rejste sig fra en af bordene og gik nu langsom hen til Filskov. Denne henvendte sig nu til Filskov:

 

  • Sig mig engang kammerat, hvad er egentlig deres ærinde?

 

Filskov fik udtrykt på sådan en måde, at officeren fik ondt af ham og spurgte om han søgte nogen bestemt. Og det gav Filskov så udtryk for. Officeren fulgte med Filskov hen til portieren. Men det var sikkert upassende, at sådan en ejendommelig Utan blev ført op til Rigsdagsmanden.

 

En nat i arresten i Tønder

Efter 2-3 måneders sygeorlov i Nordslesvig blev Filskov forflyttet til Hamborg. Sygeorloven fik en dramatisk afslutning. Under påberåbelse af en hårdnakket sygdom havde han sat tilbagekaldelsen overhørig. En skønne dag stillede en løjtnant og fire mand op i Møgeltønder og transporterede ham til Tønder. Her blev han nu anbragt i arrest.

 

Filskov havde fået ny lidelse

Ved ankomsten til Hamborg besluttede Filskov at lade sin Iskias træde lidt i baggrunden. Nu slog han sig i stedet på forstoppelse (Obstipatio). Han var blevet ansat hos arbejdskommando som kartoffelskræller. Der kom nu en ubehagelig meddelelse om, at han skulle melde sig ved et kompagni, der næsten øjeblikkelig skulle afgå til Rumænien. Rent ud sagt til den rumænske front. Filskov trak sig tilbage i stilhed for lige at overveje situationen.

Da morgenen for kompagniets afrejse til Balkan oprandt, stod den tapre soldat i geleddet.  Sammen med alle de andre. Soldatens udrustning var upåklarlig korrekt, dog lige med den lille undtagelse, at der op af tornystret ragede en stump af en gummislange med en aluminiumsspids.

Officererne gik nu række op og række ned og undersøgte hver mands udrustning. Nu kom kaptajnen over til Filskov. Nu får han øje på det, der stikker ud af soldatens tornyster:

 

  • Was haben Sie dort?

 

Filskov gjorde som om han ikke ville svare på det, men nu spurgte kompagnichefen også om det. Jo det var et klysteraparat. Sagen var, at han havde svært ved at få afføring, ja somme tider endog meget svært ved det. His det bare kom lidt vand ind og op, så gik det udmærket.

 

Den tyske hær kunne ikke sende jordemødre med til fronten

Nu blev der holdt samråd mellem befalingsmændene og der var blevet sendt bud efter Filskovs helbredsattester. Efter en halv times tid styrtede kaptajnen hen mod Filskov:

 

  • Nej De vil jo blamere hele hæren. Så langt er det dog ikke kommet med den tyske armé, at vi må sende en jordemoder med hver mand til fronten – Træd af.

 

Samme eftermiddag blev Filskov indlagt på sygehuset. Der lå han og græmmede sig over ikke at være kommet med til Balkan, men efter en uges forløb sporede lægen dog helt gode fremskridt.

 

Filskov fungerede som detektiv

I den følgende tid fungerede Filskov som en slags detektiv. Mange soldater vendte ikke tilbage efter orlov. Mange skjulte sig i Hamborgs slumkvarterer. Hos flygtningens familier skulle han lede efter bortkommende våben og uniformsgenstande. De skulle bringes tilbage til militære depoter.

Med en revolver i hånden besteg han så de mest skumle trapper i storbyens mest berygtede gader. En gang imellem kom han dog også tilbage med et bælte eller en patrontaske. Det var på sin vis en interessant tid.

 

Ulovlig jagt med byens mænd

Men fortiden forfulgte Filskov. Han var en ivrig jæger. Og under en orlov derhjemme havde han begivet sig på en ulovlig jagt sammen med byens mænd. Overvagtmester Parbs overrasker jægerne. Han affordrede dem bøsserne. Men Filskov, der var i uniform, erklærede kort og godt, at en prøjsisk soldat under ingen omstændigheder lod sig fratage sit våben – så hellere dø på stedet. Men episoden førte til forhør både i Tønder og Hamborg.

Men inden overvagtmesteren var ankommet, havde Filskov kun nået at skyde en rotte. Netop på dette tidspunkt var der udstedt et opråb til det tyske folk om at medvirke til udryddelse af rotterne. Ved retten mente Filskov, at han havde gjort sit til at udrydde hærens værste fjende.

Amtsdommer Kettels i Tønder var af helt samme mening som Filskov. Det påstås, at overvagtmester Pabst aldrig helt overvandt dette.

Retssagen havde vakt interesse i Hamborg. Filskovs ry som Tysklands dyreste soldat havde virkelig fået et kærkomment supplement.

 

Filskov møder sprogkyndig

Feldwebel ville gerne bryste sig af at have forstand på jura, og han mente, at det var en retfærdig dom. Men han mente, at det var et mærkeligt ”mål” man talte deroppe. Det er mit modersmål, og det hedder dansk. Nu mente han og soldaterne, at han skulle tale noget dansk. Filskov erindrede sig en mundfuld ”Vrøvlelatin” som hans brødre havde vigtet sig med hjemme i Møgeltønder i en tid de gik i Ribe Latinskole. Filskov rømmede sig og slog ud med hånden:

 

  • Serri, sari compirasi serimpa

 

Hvorledes kan det oversættes på tysk, spurgte Feldwebel

 

  • Det folk og det land, man tilhører, skal man være tro.

 

Nu mente Feldwebel, at dansk lød lige som græsk. Det forklarede Filskov med, at det danske kongehus havde slægtskab med det græske. Jo, sluttede Feldwebel, at når man havde en smule sprogøre, så kunne man hurtigt høre sådan noget.

 

Filskov på toilet med ”Liebesgabe”

En morgen var Filskov kommet lidt sent afsted og han befandt sig pludselig i en skolegård med påfaldende mange ukendte ansigter. I anledningen af kejserindens fødselsdag var der ankommet en ”Liebesgabe” med tre pakker kiks til hver mand. Ja sådan sagde løjtnanten. Nu mente Lorens Filskov fra Møgeltønder dog også, at hun var kejserinde over ham, så han modtog med glæde tre pakker kiks.

 

  • An die Gewehre

 

Ja sådan kommanderede løjtnanten nu, men Filskov havde ingen gevær. Han var jo blot kartoffelskræller. Krigsmagten havde kun betroet ham en lille spade. Den kunne han ikke eksercere med og heller ikke affyre skud med.

Da de andre røg til geværerne trak Filskov sig stilfærdigt tilbage til gårdens W.C. med tre pakker kiks i anledningen af kejserindens fødselsdag. I denne retirerede stilling forblev Filskov i halvanden time. Nu mente han at luften var ren. Forude lå også en reprimande med at han var kommet to timer for sent. Sandheden var nok at jorden begyndte at brænde under sålerne.

 

Lazaret nr. 13 besøges

Var det ikke bedst at komme på lazaret igen? Da Filskov kom ud på Hamborgs gader, tillod han sig at besvime på et sted, hvor færdslen var livsfarlig. Først kom civile siden militære for at se på den havarerede soldat. De forsøgte med koldt vand i ansigtet og det lykkedes da også at kalde ham til bevidsthed. Men det var først efter lang tids forløb.

Nu blev han lagt på en båre og ført derhen hvor hans skulderstropper fortalte, hvor han hørte hjemme. Og nu blev han så ført på det 13. lazaret siden foråret 1915. Her lå Filskov på en sygestue med en snes senge.

 

Ekspert i at fange måger

Da han var kommet lidt til kræfter, begyndte han ved hjælp af en vinduesmekanisme at fange måger. Han kunne fange 13 – 14 fugle om dagen. Det var ikke uden grund, at de andre kaldte ham ”der Möwenfänger”

Det var knaphed på levnedsmidler så det efterlod et godt indtryk hos lazaretdirektøren og andre, at Filskov kunne levere alle disse fugle til fortæring. Han fik på denne konto mange små lempelser, ja kunne endda få lov til at gå i biografen om aftenen, hvis han selv skønnede, at han havde kræfter til sådanne anstrengelser.

På lazarettet var ved Isebecker Kanal var der en overordentlig afholdt overstabslæge, Friherre von Finke. Han var forgudet af patienter og personale. Da Friherren fyldte 75 år måtte alle patienter fremføre et ønske for ham.

 

Filskovs fromme ønske

Og turen kom også til Filskov. Han havde et fromt ønske:

 

  • Herr Obertabsartz. Kunne det tænkes, hvis jeg faldt i krigen, at jeg blev balsameret og hensat blandt Tysklands andre store.

 

Forventningsfuld stilhed, men så gav Oberstabsartz Filskov hånden og sagde med et stort fødselsdagssmil:

 

  • De er en spøgefugl. Nå vi er gode venner vi to. Godmorgen

 

En ros til en dansker

I november 1918 kom Lorens Filskov hjem fra militærlivet. Nu var han atter i Møgeltønder. Han gemte uniformen og militærjakken som kære minder fra en stor og bevæget tid.

Jo og så skete det at Lorens Filskov fik rosende omtale af selve amtsforstanderen. Det var ved et møde, hvor foranstaltninger i anledning af fødemiddels – spørgsmålet blev forhandlet. Filskov havde sikret sig en vognladning kartofler. Og nu stillede han hele vognladningen til kommunens disposition.

I den anledning rejste amtsforstanderen sig og udtalte i varme ord på kommunens vegne en tak til Filskov for hans uegennyttige handlemåde. Det var hvis første gang en forvaltnings-embedsmand havde rost en dansker.

De var tre brødre. Lorens Filskov kaldte dem ”De Tre Musketerer”. Det var også redaktør Tycho Filskov og skibsinspektør Aksel Filskov.

 

Sat i fængsel på Rådhuset i Flensborg

Og Tycho Filskov var en af de dansksindede, der blev interneret ved Første Verdenskrigs start. Op mod 280 dansksindede i Sønderjylland blev interneret. Den 4. august 1914 var det Flensborgs tur. Dengang arbejdede Tycho Filskov på Flensborg Avis. Om formiddagen blev han sammen med andre på redaktionen afhentet. Dengang lå redaktionen på Nørretorv og så blev det ellers marcheret gennem byen.

På rådhuset blev journalisterne lukket ind i en enecelle, hvor politiet plejede at opbevare vagabonder og løse eksistenser. Senere blev de flyttet til en større celle. Her var kun to smalle brikse, så de måtte skiftes til at sove. Mad måtte de selv bestille ude fra byen.

Onsdag den 5. august 1914 skulle Tycho Filskov være mødt til mobilisering. Han frygtede, at der ville komme bud efter ham. Men intet skete. Det var en underlig situation at sidde i en stinkende kachot, husker han senere. Egentlig ønskede han, at der ikke skete nogen forandring hele krigen ud.

 

Flyttet til Latinskolen

Den 6. august 1914 blev fangerne flyttet til den splinternye latinskole mellem diakonissestiftelsen og Kunstindustrimuseet. Her blev de nu 7 fanger indlogeret i et klasseværelse med hver en halmsæk som leje. Næste dag fik de dog lov til at rekvirere sengetøj hjemmefra. Overborgmester Todsen kiggede forbi for at se om fangerne blev behandlet korrekt.

 

Der blev kommunikeret med broderen

I andre lokaler sad efterhånden også fangere. Indbyrdes kommunikation mellem cellerne på latinskolen var i begyndelsen strengt forbudt. Tycho Filskov fandt dog på en metode, hvordan han kunne kommunikere med sin bror, Lorens Filskov.

Han overtalte den venlige arrestforvarer Speck til at overbringe broderen to bananer. Broderen led af svag mave og tålte desværre ikke meget andet, forklarede han. Bananerne var indsvøbt i avispapir, som Tycho Filskov med blyant havde skrevet en meddelelse på. Lidt senere returnerede Speck så to nikotinfrie cigaretter fra Lorens Filskov til sin bror. Han kunne ikke tåle at ryge andet, blev det sagt. Disse var også viklet ind i avispapir med meddelelser på. Og på denne kreative måde blev der udvekslet beskeder på.

 

Fængselsavisen

Efter nogen tid blev der slækket på sikkerheden. Nu var der mulighed for at snakke sammen. Til sidst blev der lavet en fængselsavis. Hele redaktionen var jo samlet. Den kom i et eksemplar og prisen var en cigar pr. stue. Godsinspektør Davidsen fra Schackenborg fungerede som illustrator.

 

Tycho Filskov ville ikke skrive under

H.P. Hanssen kæmpede ihærdigt for deres frigivelse. Men de blev i stedet flyttet til navigationsskolen. Endelig den 6.september 1914 slap de flensborgske pressefolk ud. Og i de følgende dage fulgte de andre. Men inden de slap ud, skulle de underskrive en erklæring:

Jeg erklærer herved:

 

  1. at jeg ikke vil vise noget ikke – tysk sindelag
  2. at jeg ikke vil øve, understøtte eller begunstige noget, som kan være i modstrid med tyske interesser
  3. at jeg i særdeleshed ikke ville udbrede meddelelser om politiske eller militære tildragelser, især ikke ud over landets grænser
  4. at jeg ikke vil deltage i nogen slags foreninger eller møder af dansk retning
  5. at jeg kun i påtrængende tilfælde vil forlade min hjemstavnskommune og aldrig uden at jeg mindst 24 timer i forvejen har givet politimyndighederne meddelelse om rejsens årsag, formål og varighed, og politiet har givet sin tilladelse til rejsen.

 

De to sidste fanger i Flensborg

I begyndelsen af oktober 1914 var der kun to fanger tilbage på navigationsskolen i Flensborg, Grev Schack og Tycho Filskov. Sidstnævnte nægtede at underskrive erklæringen. Han var nemlig udmærket klar over, at samme øjeblik han skrev under, så ville han blive indrulleret i hæren og sendt afsted til fronten.

Men den 8. oktober 1914 gik den ikke længere for Tycho Filskov. Selv om han nægtede at prente sit navn under noget som helst blev han hentet af en betjent og ført til kasernen, hvor han blev indrulleret i den tyske hær.

Han skrev senere feltpostbreve fra Belgien i Flensborg Avis.

I 1933 åbnede Flensborg Avis’ s egen lokalredaktør så en ny avis i Tønder, Tønder Amtstidende. Og en bog skrev han også. Det var i 1934, hvor han udgav ”Seks Aar for Rachel

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.489 artikler, herunder 250 artikler fra Tønder og omegn, inklusive ca. 10 fra Møgeltønder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Da man lavede biler på Nørrebro

Januar 13, 2020

Da man lavede biler på Nørrebro

De Forenede Bilfabrikanter. En ”Hammel-bil” på Nørrebro. Bilfabrikanter lokket til. Charles E. Sørensen. Det var ikke Henry Ford, der indførte samlebånd. Big Bill. Næsten en million biler blev fremstillet på Nørrebro og i Sydhavnen. En dansker startede indirekte Audi. Brændpunkt for verdens automobilhandel. Ford startede i 1919 i Heimdalsgade. General Motors startede i 1923 i Sydhavnen. Trækasser hos tobakshandleren på Nørrebro. GM starter ny fabrik i Aldersrogade. Man fremstillede også køleanlæg. En serviceskole for mekanikere. Kreativiteten sat på prøve. Flymotorer på Nordwerk. Massiv bevogtning. BOPA slog til. Kraftcentral ødelagt. Ny bil hver 3 ½ minut. Masser af maling.

 

De forenede bilfabrikanter

De tre danske bilfabrikanter, Thrige, JAN og Anglo-Dane havde slået sig sammen til De Forenede Automobilfabrikker. Fabrikken blev senere kendt som producent af Triangel – lastbiler, busser og toge. Men selve bilfabrikationen kom der ikke rigtig gang i. Måske skyldtes det konkurrencen fra udlandet. I slutningen af 1920’erne og i 1930’erne opstod der også krisestemning overalt i Verden.

Politikerne så heller ikke med velvilje mod fremstilling af biler. Andre lande kom hurtigere i gang.

 

En ”Hammel” – bil på Nørrebro

Egentlig var der allerede udviklet en dansk personbil i 1888. Den står i dag på Teknisk Museum, og vi har tidligere her på siden skrevet om denne. Utroligt at der ikke var mere interesse for denne. Man interesserede sig mere for lokomotiver og damp. Pludselig en dag trillede denne ”Hammel – bil” ud fra en baggård på Nørrebrogade og var ved at køre kongen ned.

 

Bilfabrikker blev lokket til

Efter Første Verdenskrig var situationen en anden. Thorvald Staunings socialdemokratiske regering lokkede de store udenlandske bilfabrikker hertil med toldlettelser. Det skulle komme københavnske arbejdere til gode.

Man kunne så tro, at det havde kommet Burmeister og Wain til gode ude på Teglholmen. Her var det masser af dygtige danske motorbyggere. Men i Danmark blev det kun tale om ren samlebåndsproduktion. Udviklingen foregik udelukkende i USA.

 

Charles E. Sørensen

Men ”over there” var det dog et par danskere, der satte deres præg på udviklingen. Den første hed Charles E. Sørensen. Han hjalp i 1902 Henry Ford med at konstruere den legendariske Ford 999. Han var også med i udviklingen af Ford T.

Charles E Sørensen lavede modellerne af træ. Han endte med at blive øverste produktionsansvarlige hos Ford Motor Company. Han tog sin afsked i 1944. Afskeden blev bitter.

 

Det var ikke Henry Ford, der indførte Samlebånd

Man har altid sagt, at det var Henry Ford, der opfandt samlebåndsproduktionen. Men det er ikke rigtig. Det var opfinderen Eli Withney, da der skulle laves 10.000 geværer til den amerikanske hær. I bilindustrien gik det yderligere 100 år inden dette var en realitet.

Ransom Eli Old var en driftig fabrikant, der oprindelig startede med at fabrikere Oldsmobile. Han solgte denne virksomhed til Generel Motors i 1908. Herefter startede han REO Motor Vechile Co. En virksomhed, der startede med at lave personbiler og efterfølgende lastbiler. Det var ham, der indførte samlebåndsteknikken i bilfabrikation.

Først i 1913 brugte Henry Ford samlebåndsteknikken. Og det fik store konsekvenser for bilfabrikationen på Østerbro og Nørrebro.

 

Big Bill

Ja så er vi ved en anden stor dansker, der kom til at præge bilfabrikationen både hos Ford og General Motors gennem mange år. Han hed Pul Wilhelm Knudsen. Det blev senere til Big Bill. Dette var meget lettere for amerikanerne.

Via sin bror fik han forbindelse til en cykelfabrik i Buffalo. Han viste store tekniske færdigheder og lederskaber. Et møde med Ford resulterede i en stor ordre. Efterfølgende købte han hele firmaet. Knudsen fulgte med.

Knudsen fik ansvaret for produktionen af Ford T. Herefter blev han gjort ansvarlig for effektiviteten. Og han havde også stor indflydelse på, at man valgte København. Depressionen ramte USA, og Ford og Knudsen fik et anstrengt forhold. Henry Ford var tilfreds med Ford t. Han kunne ikke indse, at man skulle udvikle en ny model.

Knudsen sagde sit job op og fik ansættelse i et stålvalseværk. Men i 1922 blev han ansat hos General Motors. Han fik ansvar for udvikling af Chevrolet. I 1937 blev han udnævnt til præsident for General Motors. Men i 1940 udnævnte præsident Roosevelt ham til produktionschef for den samlede våbenproduktion.

 

Næsten 1 million biler blev fremstillet i Danmark

I Danmark producerede Ford 325.000 biler og Generel Motors omkring 600.000 biler. Den resterende produktion bestod i samlefabrikker for Citroen, Renault, Mercedes – Benz og DKW op gennem 20’erne og 30’erne.

 

En dansker startede indirekte Audi

Glemt er sikkert Jørgen Skafte Rasmussen. Han bosatte sig i Tyskland i år 1900. Han grundlagde bil – og motorcykelkoncernen DKW. Det er en forkortelse af Dampf Kraft Wagen. I 1932 slog DKW sig sammen med tre andre bilproducenter. De kaldte sig Auto Union og fik fire ringe som logo. Ja ser du en Audi skal du være stolt af, at det var en dansker, der stod bag.

 

Brændpunkt for hele verdens automobilhandel

Sjovt er det at se et tidsskrift ”Der Motorwagen fra 1923. Her ser det ud som om, at Danmark var ”brændpunkt for hele verdens automobilhandel”. På hvert gadehjørne så man en Ford, skrev bladet. Men sikkert er det, at i slutningen af 1920’erne var den danske bilindustri mere fremskreden end den tyske.

 

Ford startede i 1919 på Heimdalsgade

Ford åbnede allerede i 1919 en samlefabrik i Heimdalsgade på Nørrebro. Det var deres anden samlefabrik uden for USA. Den første var etableret i England. Her i København samlede man biler til det danske marked, Norden, Baltikum, Polen og Tyskland. Det var fra starten en stor succes. Man havde svært ved at følge med.

Derfor byggede Ford en ny og topmoderne fabrik i Sydhavnen. Den åbnede med stor festivitas i 1924. I kølvandet på denne succes fik andre bilfirmaer øje på Danmark, herunder General Motors og Citroen, som også begge etablerede samlefabrikker i Sydhavnen.

 

General Motors startede i 1923 i Sydhavnen

I oktober 1923 etablerede General Motors så deres første samlefabrik uden for USA. Og det blev netop i Sydhavnen. Den første bil, en Chevrolet forlader fabrikken den 13. januar 1924. Man nåede hurtig en produktion på 25 stk. hver dag. Det var langt mere, end hvad man kunne sælge i Danmark.

Der var nogle fordele ved at sende bilerne som reservedele. De kunne pakkes tættere sammen. Og så var der også toldmæssige fordele.

 

Trækasser hos tobakshandleren

Disse trækasser var meget eftertragtede. Hos tobakshandleren i Sigurdsgade 2 (nu Skjolds Plads) kunne man købe dem. De mindre kunne bruges til klædeskabe og de store til skure og kolonihavehuse.

Nogle brugte dem også til at udvide sommerhuset med.

Ford byggede fabrikker op gennem 1920’erne, mens GM opkøbte eksisterende fabrikker.

 

GM til ny fabrik i Aldersrogade

GM’ s fabrikker i Sydhavnen blev efterhånden for trange. I 1929 flyttede man til en ny fabrik i Aldersrogade. Her havde man opført et bebygget areal på 20.107 kvm. Og ikke mindre end 65.000 kvm. Guldareal. Det var et enormt byggeri til den svimlende sum af 6 mio. kr. inkl. Maskiner og inventar.

Her brugte man bygningen som reservedelslager, administration, udstilling, lager, testbane og endda en serviceskole for GM-reparatører. Omkring 1.500 mennesker fik deres beskæftigelse her.

Fabrikken var placeret ideelt ved DSB’s store sporarealer, så materialer og biler kunne transporteres direkte til og fra fabrikken med jernbane.

 

Man fremstillede også køleanlæg

Det var ikke kun biler, der blev produceret i Aldersrogade, også køleskabe og store køleanlæg af mærket Frigadaire. Dette firma havde GM overtaget i 1921. Det viste sig at være en ganske god forretning. De blev brugt især af slagtermestre og bagermestre.

På fabrikken blev også produceret Chevolet, Opel, Vauxhall og Bedford. Hele Nordeuropa blev forsynet. Ud overproduktionen importerede GM også Pointac, Oldsmobile, Buick og Cadillac. Ja så blev der også importeret specielle Bedford buschassiser til opbygning af by- og turistbusser.

 

En serviceskole for mekanikere

Som noget nyt var det den specielle serviceskole for autoriserede forhandlers mekanikere, som man oprettede her. Forhandlernes mekanikere kom på skolebænken for at lære om bilernes opbygning og teknik. De blev også uddannet i det specielle kontroludstyr. målingsværktøjer og værkstedsmaskiner, der blev produceret hos GM i USA,

Formålet var at højne driftsstabiliteten hos firmaets biler. Og det virkede. Man fik salgssucces i Europa. Danmarks biltæthed eksploderede i disse år fra 18.000 biler i 1920 til 163.000 i 1939.

Man fik ikke opbygget nogen udvikling af bilerne herhjemme. Udviklingen kørte hurtigt forbi os, uden at der politisk blev gjort noget.

I 1939, da krigen var en realitet i Europa, blev der benzinmangel. En rationering blev iværksat den 18. september 1939.

 

Kreativiteten blev sat på prøve

Brændstofrationeringen satte kreativiteten på prøve. Man fandt andre produktionsmuligheder.

I bygningerne producerede man DAMALKO malkemaskiner frem til et godt stykke tid efter Anden Verdenskrig. Der blev også fremstillet påhængsvogne samt maskiner til skovindustrien. Og så fremstillede man gasgeneratorer. Ja tænk engang, Yo – Yo’ er fremstillede man skam også.

 

20.000 biler med gasgeneratorer

En opgørelse fra 1941 viste, at der i 1941 kørte 20.000 biler, drevet af gasgeneratorer. Så det var et godt marked både for salg, vedligeholdelse samt brændstof. 5.500 biler fortsatte at køre med benzin. Det var især politi, ambulancer og læger.

En del biler blev drevet af andre former for brændstof f.eks. koks, tørv, trækul samt gas. Overraskende for mange, så var det sandelig to danskere, Viggo Kramme og Carl Gustav Zeuthen, der konstruerede en tre – hjulet elektrovogn med en aktionsradius på 50 – 60 km. Lastevnen var 350 kg og tophastigheden 30 km.

 

Tyskerne tvang GM til at producere BMW – flymotorer

Den tyske besættelsesmagt tvang General Motors til at udleje den ubenyttede montagehal i Aldersrogade til brug for reparation af BMW-flymotorer. Forhandlingerne endte med at tyskerne skulle udlicitere arbejdet til en dansk virksomhed. Det blev firmaet Nordropa som allerede havde kontrakt med flere tyske flymotorfabrikker om fremstilling af reservedele.

Det var en løsning, der var upopulær hos de danske myndigheder, som ellers havde set at man udnyttede muligheden for at sikre beskæftigelse i eksisterende virksomheder. Det var et dansk konsortium, der opkøbte Nordropa og omdøbte det til A/S Nordwerk.

 

Man nåede at producere 400 BMW – flymotorer

Navnet Nordwerk kom fra en sammenlægning af A/S Jeko på Godhåbsvej og Maskinfabrikken Nordwerk i Rovsingsgade. Men den danske ledelse varede nu ikke længe. Snart var det BMW, der overtog den reelle ledelse. I efteråret 1944 flyttede BMW reparationsarbejdet på BMW – flymotorerne tilbage til Tyskland, men man nåede dog at reparere over 400 BMW – motorer i GM’ s samlehal i Aldersrogade.

Ud over flymotorer fremstillede Nordwerk også dele til den tyske V-2 raket i Aldersrogade. Det gjorde jo naturligt fabrikken til et sabotagemål.

 

Massiv bevogtning

På grund af produktionen var fabrikken også særdeles godt bevogtet. Den var omgærdet af pigtråd, spanske ryttere samt volde af sandsække. Overalt var der tyske soldater, ligesom der var luftværnskanoner på taget. Det var således tale om en fæstning.

BOPA havde i 1944 haft mange overvejelser om at sprænge fabrikken i luften. Man var dog ikke kommet længere på grund af den intense bevogtning. General Motors havde fortsat råderet over en bygning i yderkanten af fabriksområdet. Man fandt ud af, at fra den bygning førte en underjordisk gang over til fabrikkens kraftcentral. Sprængte man den, kunne man lamme produktionen på fabrikken i månedsvis.

 

BOPA slog til

Den 29. januar 1944 slog BOPA til.

På General Motors del af fabriksområdet var der tre danske sabotagevagter, som hver nat, hvert femte minut skulle melde til de tyske vagter, at alt var i orden. Research viste, at en af vagterne havde en svoger, der var sendt i koncentrationslejr i Tyskland.

Man fik kontakt med vagten og han var som ventet ikke særlig tyskervenlig og ville gerne hjælpe til.

Kl. 4.30 gik aktionen i gang. Sabotagevagten fik ni sabotører ind i fabriksbygningen og hurtigt fik de afvæbnet de resterende to vagter. Efter en lang og varm tur gennem den underjordiske tunnel, men rustne fastgroede ståldøre fik de placeret 100 kg sprængstof i kraftcentret, og samtidig advaret de danske arbejdere, der opholdt sig der.

 

Kraftcentralen blev ødelagt

Efter tyve minutter i tunnelen kunne sabotørerne begynde deres tilbagetog. Desværre forsøgte en af de danske sabotagevagter at kalde på hjælp, så han blev skudt ned. Alligevel slap alle ud uden at tyskerne opdagede dem. På vej ned af Aldersrogade kunne de høre frugten af anstrengelserne. En kæmpe eksplosion ødelagde kraftcentralen. To tyske politivagter døde. Den ene klemt ihjel af en betonmur, der væltede ned over ham.

Nordwerk havde også en afdeling ved Ryesgade. Den angreb BOPA den 25. juni 1944. I samme omgang blev en anden fabrik Ambi i Ryesgade saboteret.

 

Nyt angreb

Nordwerk i Aldersrogade var på dette tidspunkt kommet op at køre igen. Den 28. september 1944 blev de derfor angrebet igen. Denne gang af modstandsgruppen Holger Danske. Denne gang var der tale om et angreb, der ikke gik helt efter planen.

En af de tyske vagter blev ikke overmandet og råbte efter hjælp. 150 Holger Danske folk lå i kolonihaverne på den anden side af gaden og kom i åbent skyderi med tyskerne. De beskød kolonihaverne med luftværnskanoner.

På trods af den dramatiske ildkamp var der kun to frihedskæmpere, der blev lettere såret. Disse angreb er sandsynligvis årsag til, at BMW vælger at trække deres arbejde tilbage til Tyskland og Nordwerk mister deres leveranceaftale.

 

Idømt bøder og fængselsstraf

Bestyrelsen bag Jeko og Nordwerk blev efter krigen idømt bøder, erstatninger og fængselsstraffe, fordi de havde opsøgt samarbejde og aktivt fremskaffet flere ordrer fra besættelsesmagten. Desuden havde de fusket med regnskaber og intet gjort for at forhindre sabotagevagternes magtmisbrug med hensynsløse skydninger som især gik ud over befolkningen under generalstrejken i juli 1944.

 

Ny bil hver 3 ½ minut

Efter krigens afslutning kom produktionen hurtigt i gang igen. Størstedel af produktionen i Aldersrogade var Opel og Vauxhall personbiler, men der blev også samlet personbiler af mærkerne Chevrolet og Pontiac. Dertil kom vare- og lastbiler af mærkerne Opel, Chevrolet og Bedford. Man fremstillede en ny bil pr. 6. minut. Hen over årene øgedes dette tal til 18 biler i timen svarende til en bil pr. 3 ½ minut.

 

Udvidelser i 1957 i Sydhavnen

I 1948 kunne General Motors International i Danmark fejre 25-års jubilæum. I 1957 var der behov for en udvidelse, specielt reservedelslageret, og her vendte man tilbage til Sydhavnen. Der blev bygget 20000 kvm lagerhal. Bygningen fik sit eget jernbanespor med direkte adgang til DSB’s banenet.

Gm’s danske afdeling var amerikansk på mange måder og dermed også stedet, hvor man kunne avancere fra hvad som helst, forudsat, man havde evnerne.

 

Masser af maling

Den gamle GM – administrationsbygning på Vermundsgade og Aldersrogade står der stadig, selvom det meste af fabrikken i dag er revet ned. En af dem, var den nu afdøde Edmund Kjeldsen, som begyndte som lagermand og endte som direktør for GM i Danmark:

 

  • Jeg var på et tidspunkt leder af materiel handling, hvor jeg stod for indkøb af forskellige varer som f.eks. dæk og maling. Det med malingen var nu lidt svært, for dengang som nu, skiftede moden år for år. Det betød, at vi fik en del maling i overskud – 70 tons for at være mere præcis.
  • Vi bad nogle folk fra lakfirmaet Sadolin og Holmblad, om at give et bud på hele partiet. De købte samtlige 70 tons og miksede det hele sammen til en flot grøn farve. Den brugte vi til at male Opel Bliz – lastbilerne med. Og vi havde så meget, at vi brugte den farve helt indtil den dag, vi måtte lukke fabrikken.

 

GM lukkede fabrikken på Nørrebro i 1974 og Ford lukkede sin fabrik i Sydhavnen i 1966.

 

Kilde:

  • Projekt ”Industri på Nørrebro”
  • Henrik Wojcik og Bent Frese-Madsen: General Motors International A/S 1923 – 1974
  • Mogens Lorentzen: Vor Ven bilen
  • Erik Johannesen: Sabotager 1940 – 1945
  • Birgit Nüchel Thomsen: Værnemager
  • Motormagasinet
  • ing.dk
  • 2100 Ø (Østerbro Lokalhistoriske Forening)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk 1.489 artikler, heraf 313 artikler fra Det Gamle Nørrebro

  • Efter afholdelse af et par foredrag vil du senest i marts 2020 kunne læse mere om bilfabrikation på Nørrebro og Modstand og Besættelse på Nørrebro. Men her på siden kan du læse:
  • Automobilen fra Nørrebrogade 38
  • Big Bill og One Dollar Man
  • De fem Barske År på Nørrebro (NørLiv 24)
  • Da Buldog brændte (NørLiv)
  • Buldog på Nørrebro
  • De tyske Flygtninge på Nørrebro
  • Sommeren 1944 på Nørrebro
  • De fem dramatiske år på Nørrebro
  • Nørrebro 1945 – to episoder
  • Nørrebrogade 156
  • Nørrebro – flere sabotager
  • Besættelse på Nørrebro 1-5
  • Sabotage på Nørrebro 1-2
  • Likvideret på Nørrebro
  • Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

 

  • I artiklen ”Industri på Nørrebro” under denne kategori har vi samlet en oversigt over artikler der omfatter følgende:

 

 

  • Industri på Nørrebro (18)
  • Arbejdere på Nørrebro (13)
  • Den kollektive trafik på Nørrebro (9)

Vi skal styrke historiebevidstheden

Januar 12, 2020

Vi skal styrke historiebevidstheden

Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed. En københavner og ”Genforeningen”. Hold lige igen med selvforherligelsen. Det er sønderjydernes egen fortjeneste. Scavenius: ”Udspillet skal komme fra tyskerne selv”. Sindelagskontrol og splittede familier. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser, når det drejer sig om grænsedragning. Ordet Sønder – Jylland brugt i 1743, Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev gendannet. Det moderne Danmark blev skabt i 1920. I 1920 var der langt flere tyskere i Flensborg. I 1840’erne foretrak man et blandet samfund. Slesvig – Holstenere ønskede at frigøre sig. I Danmarkshistorien bliver de udråbt som landsforrædere. Bitter strid i det sønderjyske. ”I skal ikke blive glemt”. Det var også andre grænser. Tyskerne anerkendte ikke grænsen. Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen.  

 

Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed

Når man sidder og beskæftiger sig med historie, må man være forberedt på at blive frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed eller mærkelige algoritmer.

Jo historiebevidstheden er nedadgående. Man sluger alt det, der kommer på skrift også omkring den såkaldte ”Genforening”. Men lad os håbe, at dette kan give anledning til at tænke over, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Vi kan måske også begynde at tænke over, hvorfor tyskerne reagerer så stærkt på flygtningepolitik, grænsekontrol og vildsvinehegn.

 

En københavner og ”Genforeningen”

Jeg fortæller vidt og bredt, at jeg skal til Sønderjylland og holde festtale til en Afstemningsfest i Rens. Egentlig ved jeg endnu ikke, hvad jeg vil sige. Det er så meget at tage af. Men også her bliver man mødt af fordomme:

  • Hvad ved en skide københavner om, hvad der sker hernede?

Måske et berettiget spørgsmål. Men hvor bliver det skønt at møde gamle kammerater og kunne tale og lytte til sønderjysk, som ikke lige sådan er til at udrydde. Og måske kan man også lige korrigere de misforståelser der er ude i forbindelse med den såkaldte ”Genforening”.

 

Hold lidt igen med selvforherligelsen

Åbenbart er sandheden stadig ilde hørt. Det gælder også for besættelsestiden. Men man skal selvfølgelig være modtagelig for kritik.

Hold nu lidt igen med selvforherligelsen. Jo Nordslesvig var en del af den danske helstat. Men det er nu engang ikke det samme som det danske kongerige. Hertugdømmet Slesvig blev delt på midten. Nordslesvig blev en del af det danske kongerige.

  • Velkommen hjem til Sønderjyderne

Ja sådan stod det på forsiderne dengang efter afstemningen den 10. februar.

 

Det er sønderjydernes egen fortjeneste

”Genforeningen” fejres også i København. Der var inviteret VIP’ s i Det Kongelige Teater for at markere begivenheden. Men egentlig ville Danmark eller København slet ikke Nordslesvig. Det har vi berettet om i tidligere artikler. Den danske ambassadør i Berlin mente, at Nordslesvigerne lige så godt kunne vænne sig til at lade germanisere.

Danmark skal nok ikke bryste sig af at vi fik en afstemning. Det var ene og alene sønderjydernes egen fortjeneste, at der kom en afstemning.

Den danske regering mente, at de dansksindede ”oprører” nede i Nordslesvig var irriterende. De kunne ødelægge det ”gode” forhold til Tyskland. Selv Stauning bedyrede over for sine tyske partikammerater i 1917, at man sandelig ikke bakkede de oprørske dansksindede op.

 

Scavenius: Udspillet skal komme fra tyskerne selv

Scavenius ville ikke have, at det Nordslesvigske spørgsmål skulle diskuteres på fredskonferencen sammen med de allierede. Det kunne man selv diskutere med tyskerne. Men udspillet skulle komme dernede fra.

 

Sindelagskontrol og splittede familier

Glemmes skal det jo ikke, at den ny grænse i 1920 skabte et dansk mindretal i Sydslesvig og et tysk mindretal i Nordslesvig. Dette førte i mange tilfælde til splittede familier og venskaber. Begge mindretal oplevede i den grad diskrimination og sindelagskontrol. De dansksindede i Sydslesvig er for flertallets vedkommende tyske statsborgere. Og de tysksindede i Nordslesvig er for det meste dansksindede.

Glemmes skal det ikke, at det dansk – tyske grænseland var som mange grænseregioner spændingsfyldt. Det er flere jubilæer, der skal fejres. I den forbindelse er det meget mærkeligt at høre, når sønderjyske politikere mener, at man i det tyske mindretal nærmest skal tvinges til at bruge benævnelsen ”Genforening”

 

Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelse

Der findes ikke kun en fortælling om ”Genforeningen”. Husk lige det. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser. Man må gå til enhver grænsekonflikt med forstand og langsigtede overvejelser, hvad der tjener helheden bedst.

 

Ordet ”Sønder -jylland” brugt i 1743

Det var en provins, der blev opdelt. Slesvig var historisk altid samlet. Nu blev Nordslesvig til Sønderjylland i dansk terminologi. Betegnelsen Nordslesvig nu kun brugt af det tyske mindretal, ligesom det meste af det danske mindretal, som også bruger betegnelsen Sydslesvig. Jo navnet Sønder – Jylland blev brugt i 1743. Nord for Kongeåen havde vi betegnelsen Nørrejylland.

Det var biskop Erik Pontoppidan, der i 1743 holdt et foredrag med titlen:

  • Det danske Sprogs Skiæbne og forrige saavelsom nærværende Tilstand i Sønder-Jylland eller Førstendømmet Slesvig?

For at gøre hele historien endnu mere kompliceret, så er navnet Sønder – Jylland en del ældre end Slesvig.

 

Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget

Nå nogen tøver med at bruge benævnelsen ”Genforening” er det jo fordi er, at det ikke er at fornægte, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang historie som hertugdømmer med danske konger som lensherrer.

Men det var ikke det gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget. Det var en ny tid, der begyndte. En tid, hvor Slesvig var skåret over. Den danske del fik fra 1970 betegnelsen ”Sønderjyllands Amt”. Og nu hedder det så Region Sydjylland.

 

Det moderne Danmark blev skabt

I 1920 fik vi et område, hvor der blev talt dansk i et vist omfang. Samtidig havde vi i 1918 skibet Island af. Vi havde Grønland og Færøerne i riget, men deres økonomiske og befolkningsmæssige betydning var mindre. Det betød, at der kunne skabes en samling af befolkningen, en enhedskultur som kunne udvikle sig til den danske velfærdsstat.

Danmark blev en nationalstat. Ved at indlemme de overvejende dansksindede sønderjyder havde man for første gang nogensinde opnået overensstemmelse mellem den danske stat og det danske folk. Det moderne Danmark, som vi kender i dag, geografisk og folkelig, var skabt. Var de den 10. februar 1920 den dag det egentlige demokrati blev skabt i Danmark?

 

I 1920 var der langt flest tyskere i Flensborg

Vi fik Påskekrisen. Og stridens kerne var kongens og store dele af befolkningen var frustreret over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efterfolkeafstemningen. Men egentlig havde man jo vel heller ikke regnet med dette. Kongehuset fik dog afklaret, at de absolut ingen indflydelse har på en regeringsdannelse.

Flensborg havde dansk befolkning i 1864, men det havde de ikke i 1920. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden. I Flensborg var de gode til at tiltrække nye beboere syd fra. Men i København ville man alligevel have haft Flensborg med til Danmark trods stort tysk flertal. Efterfølgende blev H.P. Hanssen jo nærmest gjort til forræder. Ved festlighederne i Dybbøl var det kun allernådigst at han fik lov til at tale.

 

I 1840’erne ville man have et blandingssamfund

Man glemmer også lige at nævne, at mange sønderjyder jo faktisk ikke ville indlemmes i Danmark. Underskriftsindsamlinger og andre kilder fra perioden viste, at i 1840’erne viste et flertal, at man ønskede at bevare det dansk – tyske blandingssamfund, som de var vant til. Men det var de yderliggående på begge sider, der vandt. Slesvig blev til sidst blandet i et dansk og i et tysk. Blandingssamfundet forsvandt.

 

Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig

Der er mange, der i tidens løb har haft en menig om, hvor grænsen skulle ligge. Man vil gerne lægge fortidens stridigheder bag sig. Grænsen var til diskussion i 1848, da Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig fra den enevældige danske kongemagt med fri forfatning. Det førte til krig, afskaffelse af enevælden og en demokratisk grundlov i 1849 – i det mindste i kongeriget. Det vil sige, at arbejderne nok ikke synes, at den var så demokratisk.

I Danmarkshistorien er de Slesvig – Holstenske oprører gjort til landsforrædere.

Men det lykkedes aldrig at formulere en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. De sidstnævnte forblev enevældig styret.

Det drejer som om 1800-tallet og 1900-tallet. Hvor hørte Nordslesvig til sprogligt, statsretsligt og sindelagsmæssigt. Frem til indlemmelsen gik mange i Slesvig fra at have en lokal slesvigsk identitet til at føle sig national tilknyttet til enten Tyskland eller Danmark. Ved afstemningen stod man over for et sort-hvidt valg:

  • Føler du dig dansk eller tysk? Slesvigske mellemtoner var stort set forsvundet

Efter afstemningen var det folket, der symboliserede nationen før var det kongen.

 

I 1863 var grænsen igen til diskussion

November – forfatningen 1863 satte igen grænsen til diskussion. Det førte så til den næste krig og nederlaget på Dybbøl 18. april 1864, ny grænsedragning ved Kongeåen og en ny grundlov i 1866. Nu begyndte man at tvivle om Danmark kunne overleve som selvstændig stat med et selvstændigt sprog. Christian den Niende havde følere ude til Det Tyske Forbund om Danmarks optagelse heri. Det taler man heller ikke gerne om.

 

Vi havde en chance til fredskonferencen

Men det mest afgørende er nederlaget og tabet af hertugdømmerne (og alt tysk), at lighedstegnet mellem på den ene side folk, sprog og kultur og på den anden side stat etableres. Den danske nationalstat blev på en sørgelig baggrund en realitet den dag på Dybbøl, men dermed fødtes også de folkelige bevægelser i resten af århundredet.

Vi glemmer også den famøse fredskonference i London, hvor vi havde chancen for at få Nordslesvig med Flensborg. Men nej, vi troede stadig at vi kunne få det hele. Bismarck tilbød os, omtrent den grænse vi har i dag plus Flensborg.

 

H.P. Hanssen startede allerede i 1880’erne

Afstemningen den 10. februar 1920 kom ikke af sig selv. Det var ikke fordi, at Tyskland tabte krigen eller fordi Wilson foreslog en afstemning. Og det var heller ikke fordi den danske regering havde foreslået. Nej, det var skam dansksindede sønderjyder, der havde presset på, for at få den afstemning, de tidligere var blevet snydt for. Nu var der dog ikke et juridisk belæg for, at preusserne skulle afholde denne § 5 – afstemning.

Allerede i slutningen af 1880’erne var H.P. Hanssen den drivende kraft bag organiseringen af de danske nordslesvigere. Det var også ham, der som medlem af den tyske rigsdag fik skabt grobund for en officiel tysk stillingtagen til en folkeafstemning i Slesvig. Det var også ham, der var drivkraften bag den såkaldte Aabenraa – resolution den 17. november. Men også her kunne danskerne ikke blive enige.

 

Bitter strid i det sønderjyske

Flensborgbevægelsen ønskede modsat H.P. Hanssen en grænse syd for Flensborg, selv om byen var overvejende tysk. Så var det de nationalkonservative Dannevirkemænd og Ejderfolk, der påberåbte sig en historisk ret til en grænse ved Dannevirke eller endnu sydligere ved Ejderen.

Disse forskellige holdninger skabte megen bitter strid og splittede familier og venner i Sønderjylland. Således var der folk, der holdt sølvbryllup to gange, en for Aabenraafolk og en anden for Flensborg – folk.

Men vi fik da også et tillæg til grundloven her i september 1920.

 

”I skal ikke blive glemt”

Statsminister Neergaard sagde dengang til de dansksindede syd på, at de aldrig skulle blive glemt. Og man har da heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved de cirka 500 mio. kr., som de får hvert år.

Grænseforeningen blev oprettet den 2. november 1920 på baggrund af udbredt utilfredshed med folkeafstemningen 1920. Man håbede på, at der senere kom mulighed for en grænserevision. En af de mest aktive, der kæmpede for en grænse ved Ejderen var A.P. Møller. Ja tilsvarende håbede det tyske mindretal også for at få Kongeå – grænsen tilbage.

Ja regeringens fald i 1947 handlede jo netop også om spørgsmålet om grænserevision. Det var statsministeren, der i løbet af 1946 havde gjort sig til talsmand om en grænserevision.

 

Der var også andre grænser

Der var jo også andre grænser. Toldgrænsen har fra 1200-tallet ligget ved Kongeåen. Den blev i 1850 flyttet til grænsen mellem Slesvig Holsten ved Ejderen. I lange perioder var der også toldgrænser mellem de forskellige hertugdømmer, hvor okser for eksempel skulle fortoldes.

De administrative forhold i hertugdømmet har medført grænser, der har gjort forholdene særdeles komplicerede for eksempel med de kongerigske enklaver og det frisiske Utland ved vestkysten. Det tog for eksempel 70 år at planlægge vejstrækningen Tønder – Ribe. Det, der gjorde ekstra vanskeligt var, at strækningen skulle gå gennem tre kongerigske enklaver.

Man havde også vanskeligheder ved at administrere de retslige grænser, som netop var bestemt af, hvem der udøvede retten til at afsige domme. De kirkelige grænser skyldes bl.a. de forskellige bispedømmers afgrænsninger, der netop i Sønderjylland har ændret sig meget gennem tiden.

Kirkesprogsgrænsen blev fastlagt efter Reformationen og bevirkede, at det nordlige Slesvig fik dansk kirkesprog, mens det sydlige fik tysk. Der var også sproggrænser mellem højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisisk. Disse sproglige grænser har også flyttet sig mærkbart i tidens løb. I første halvdel af 1800 – tallet rykkede grænsen mellem dansk og tysk talesprog således kraftigt mod nord.

 

Sindelagsgrænser

De kulturhistoriske grænser kom bl.a. til udtryk i byggeskik, navneskik, klædedragt og kostvaner.

De sindelagsmæssige eller identitetsmæssige grænser i Sønderjylland er i en klasse for sig selv. De kan være både slægts – og traditionsbestemte eller resultater af individuelle, personlige valg. De identitetsmæssige grænser går undertiden gennem familier og landsbyer. Da de er konstant under forandring, kan de være svært at indfange.

Nordslesvig skulle hurtigst muligt blive til Sønderjylland. Det skulle ikke længere være en del af Slesvig. Nu skulle det være en del af Jylland og Danmark. Man ville for alt i verden forhindre at den nationale konflikt i at undergrave den ny grænse.

 

Det var ikke billigt

Der blev postet masser af penge i den nye landsdel. Vej- og jernbanenet blev udviklet. Elektricitet og telefonsystemer blev moderniseret. Det var både fordi det var tiltrængt, men lige så meget for at få det til at hænge sammen med det øvrige Danmark. Det gjaldt både praktisk og symbolsk. Samtidig skulle produktionen omstilles, så det passede bedre med dansk økonomi.

Landbruget skulle lægges om, så det kunne levere smør og bacon til det britiske marked. Byerhvervene måtte vende handlen mod nord, hvor den tidligere var gået mod syd. Det var en lang proces. Det krævede meget store investeringer.

 

Tyskerne anerkendte ikke grænsen

Fra tysk side var situationen anderledes. Man anerkendte aldrig den nye grænse. På forskellig måde forsøgte man at opretholde kontakten til Nordslesvig. Det skete både af de officielle kanaler og ved underhånden at give økonomisk støtte til det tyske mindretal.

Fra begyndelsen af 1920’erne erkendte de tyske myndigheder i Kiel og Berlin, at man ikke kunne klare sig i den økonomiske konkurrence med danskerne. I stedet skulle man slå på tysk kultur, der var den danske klart overlegen. Der skulle ydes kulturel støtte til mindretallet for på den måde at vinde øget støtte i Nordslesvig.

 

Der måtte ikke tages kontakt til tyskerne

Den danske grænsepolitik var i løbet af 1920’erne mere rigid ”Den følte grænse” var midlet. Målet var at der var så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandel skulle forhindres, og man ville ikke acceptere arbejdsmigration over grænsen. Det gav en række økonomiske ulemper for handlende nær grænsen. Mange arbejdsgivere var vant til at hente medhjælpere på den anden side.

Den danske regering ville dermed hindre, at mindretallets landmænd og erhvervsdrivende i Sønderjylland hentede tyskere op. Det mest absurde eksempel på dansk symbolpolitik var at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have flensborgere rendende rundt på dansk jord.

 

Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen

Den tyske regering støttede efterhånden tyske landmænd i Nordslesvig ved fra 1926 give penge til ”Kreditanstalt Vogelgesang”. Under landbrugskrisen i slutningen af 1920’erne hjalp kreditanstalten trængte tyske landmænd. De ydede også lån til tyske landmænd, som kunne overtage danske ejendomme. Missionen lykkedes ikke rigtig, fordi der på dansk side var langt flere midler til rådighed via de almindelige kreditforeninger.

 

 

 

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.488 artikler. Heraf er 123 inden for kategorien ”Indlemmelse, Afståelse og genforening”

  • Se en liste over artikler bag artiklen ”Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening”
  • Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
  • Det er 100 år siden
  • Da Danmark blev samlet.

 

 

 


Fornemt besøg i Højer

Januar 9, 2020

Fornemt besøg i Højer

I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.

 

Egnen plaget af stormfloder

Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933.  I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.

Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.

Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.

Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.

 

Det slesvigske fastland strakte sig milevidt

Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.

Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.

På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.

På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.

 

De frisiske stammer

Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.

Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.

Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.

 

Marsken er lav

Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.

På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.

 

Masser af diger blev anlagt

Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.

I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.

 

Vadehavs-øerne var fastland

Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.

 

Mange omkom under stormflod

Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.

Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.

Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:

  • Blev helt fordærvede i denne Guds forfærdelige Stormflod

Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.

Folk omkom også under helteforsøg

De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv.  I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.

Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.

De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.

 

Også i nyere tid har det været fare på færde

Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.

 

Der var ofte vand i marsken

Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.

Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.

 

Der pumpes bestandigt

Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.

 

Rudbøl og Rosenkrantz

Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.

De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.

 

De gamle frisergårde

Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.

Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.

Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.

Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.

 

Levende drengebørn i digerne

Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.

 

Masser af storke i Højer

Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,

Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.

 

Byer med en ejendommelig form

Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.

Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.

 

Den vestlige vej over Hjerpsted

Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.

 

Hærværk over Oldtidshøje

Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.

 

Fremragende udsigt

Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.

 

Trøjborg

Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.

Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.

Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.

 

Ballum Marsk knap så storslået

Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.

Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.

 

Katastrofen i Misthusum

I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.

Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer

 

  • Med Huse og Gaarde, Kretter og Femon, Korn og Kierne, Mænd og Kvinder sørgeligen henved 44 Mennesker, som jeg her udi Kirkegaarden begraved

 

Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.

Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:

  • Mist og fordruknet Fader, Moder og Søskende, og Hus og Hjem ere ganske borte med alle, saa at en ganske ringe Ting af hans Gods var efterbeholden.

 

Beboerne vendte tilbage

Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:

 

  • 1634 da skeede den store Flod oc borttog al det Hvs.

 

Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.

 

 

Kilde:

  • Achton Friis: De Jyder Land 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf

249 fra Tønder

  • 72 fra Højer

186 fra Sønderjylland

 

  • Tøndermarsken
  • Nolde og hans liv vest på
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Sort Sort – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Tønder, Marsken og afvandingen
  • Tøndermarsken 1-2
  • Tøndermarsken – under vand
  • Syd for Tønder
  • Aventoft – en by ved grænsen
  • Stormflod
  • Stormflod – som Guds straf
  • Rungholt og manddrukning et og to
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer – Stormflod og diger
  • Diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Hertugen af Tønder
  • Landet bag digerne
  • Højer, stormflod og diger

 

  • Vidå

Travlhed ved Højer Sluse

Fiskeri ved Højer

Askerode ved Vidåen

Omkring Vidåen og havnen i Tønder

Kanal gennem Tønder

En vandmølle i Tønder

 

  • Vadehavsøer
  • Mandø – endnu en historie
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Vingeskudt på Mandø
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Føhr – en ø i vadehavet
  • Øerne – syd for Højer
  • Dæmningen – syd for Højer

 

  • Vadehavet
  • Langs Vadehavet
  • Vikinger i Vadehavet
  • Heltene i Vadehavet
  • Søslaget ved Højer
  • Vadehavet ud for Højer
  • Apotekeren fra Højer

 

  • Rømø
  • Anekdoter fra det gamle Rømø 1-3
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Rømø den tredje tur
  • Vægfliser fortæller historie
  • På jagt efter Mærsk Familien
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø – under besættelsestiden

 

  • Syd for Højer
  • Saltvandssøen ved Højer
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Syd for Højer
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Højer – som havneby
  • Friserne – syd for Tønder
  • Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum

 

  • Trøjborg
  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Bondeslægten fra Trøjborg, endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg, et slot nordvest for Tønder

 

  • Andre
  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga – en sønderjysk Pige (Ballum)
  • Ballum – dengang
  • Da Ballum næsten fik en havn
  • Mellem Højer og Ballum
  • Søfolk fra Emmerlev
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole
  • Kniplinger nord for Højer
  • Tønder 1932-1933
  • Vest på – dengang og mange flere.

 

 


Tønder 1932-1933

Januar 9, 2020

Tønder 1932-1933

I forbindelse med sin bog ”De Jyders Land 1-2” besøgte Achton Friis Tønder i 1932 – 1933. Vi har redigeret lidt i teksten. Det blev nu ikke særlig meget om selve Tønder. Men det blev en del om kniplinger og lidt om Tøndermarsken, Møgeltønder og Guldhornene. Og så besøger vi tre frisergårde, Vester Anflod, Kjærgård og Nørre Sødam. Vi har samlet en oversigt over artikler om disse fire emner i slutningen af artiklen, så du kan fordybe dig endnu mere.

 

Et besøg i Tønder

Johannes Achton Friis er uddannet på Kunstakademiet. Han har lavet keramik, porcelæn og portrættegninger. Han deltog i 1906 – 1908 i Grønlands – ekspeditionen 1906 – 1908 og skrev en bog om dette.

Fra 1906 – 1908 udgav han trebindsværket De Danskes Øer, hvor han besøgte 132 øer. Fra 1936 – 1937 udgav han Danmarks Store Øer. I 1932 – 1933 besøgte han Tøndermarsken i forbindelse med bogudgivelsen De Jyders Land 1-2. Vi har kigget i bøgerne og redigeret i teksten og rækkefølgen.

 

Jejsing Bjerg

Fra mange sider havde jeg hørt om skønheden i Tøndermarsken. Det første indtryk af Jejsing Bjerg øst for Tønder gjorde ikke er større indtryk på mig. Men da jeg nåede helt ud i den, skuffede den mig ikke, Indtrykket blev helt anderledes, end jeg havde ventet, mere fremadrettet – og langt voldsommere.

 

Vester Anflod

Vi når Vester Anflod, Cornelius Petersens Gård, som er opført for 15 år siden. Det er et pragtstykke af en bygning, holdt fuldstændig i stilen som de gamle frisergårde. For at give et lille begreb om denne en etagers bygnings dimensioner behøver jeg blot at nævne, at der er 17 meter til tagrygningen. Alt andet står i forhold dertil. Hver ting ude og inde tyder på storslåethed og velstand. Det er en bolig for en bondehøvding (Læs artiklen. En rebel og hans gård) (Gården brændte i 1950’erne)

 

To ægte frisergårde

Jeg kommer forbi to ægte frisergårde, de ældste i hele marsken, Kjærgård og Nørre Sødam. (Ved åen)( Her skal du nok lige huske, at dette er skrevet i 1938 – 1939).  Den første ejer er tysk, den anden ejer er dansk. Gårdene ligger kun 100 meter fra hinanden. Det må velsagtens være vanskeligt at være ”gode venner og trofaste naboer” her på grænsen, hvor spørgsmålet tysk eller dansk endnu bestandig er så brændende og striden ikke er ebbet ud.

 

De tysksindedes intolerance

Det siges hernede i marskegnene i Tønder Amt, at denne bestandige friktion for en stor del skyldes de tysksindedes intolerance og stridbarhed, der blandt andet af og til kan give sig udslag i unødvendige og irriterende demonstrationer. Ved de møder, som foranstaltes af danske, kommer ofte tyskere tilstede. Og det hænder at danskerne for eksempel synger ”Der er et yndigt land”, så rejser tyskerne sig demonstrativt og afsynger Deutschland, Deutschland. Modsætningsvis deltager danskerne ikke i de tyske møder og er overhovedet tilbageholdende og uhyre tolerante.

 

Det indre af Noahs ark

Kjærgård ligger lige som nabogården på et værft, den kunstige forhøjning som var gårdenes eneste værn, før digerne fik deres nuværende højde – to småbitte øer i det umådelige jævne græshav. Gården er opført 1736. Den står næsten endnu udvendig som dengang. Den er kun blevet forsynet med nye vinduer til beboelsesrummene og er fortrinlig bevaret.

Det er en typisk frisergård med de brede længer og høje tage, sammenbygget om den lille gårdsplads. Også staldenes og ladernes indre er bevaret, mens stuehuset indvendigt er stærkt moderniseret. Hvilke tagkonstruktioner af svære bjælker inde i disse udhuse – det er som det indre af Noahs Ark, beregnet på at trodse alle elementers angreb. I længerne velbevarede ydre, selv inde på den lille gårdsplads, rummer ikke alene helheden, men selv hver lille detalje, stor skønhed. Bemærk blot buernes form over åbningen i kvisten og over dørene. Hvilken hygge på denne gårdsplads, hvilket læ der må være for alle storme her bag de vældige tage!

I stuehuset, hvis gavl mod haven har tre kviste, findes kostald i den østre ende, der lige som i yderlængerne er forsynet med ganske små vinduesåbninger af en overordentlig smuk, oval form med en fremspringende ring af profilerede mursten.

Alt omkring denne gård synes røgtet med stor omhu. Beundringsværdig er haven med dens kastanjetræer og røn, en mægtig bøg, en mængde frugttræer, bag hvis læ alle mulige blomster vælter op af bedene. Kun på vestsiden er de store træer krøgede af vinden. Det virker forbavsende at finde en sådan oase midt på den åbne slette så nær den barske vestkyst.

 

Gulhvide fåremælksoste

Gårdens ejer er en mand midt i trediverne. Både han og hans hustru tilhører den tyske del af befolkningen, men de modtager mig med gæstfrihed og hjertelighed, som virker ægte jysk. Den unge frue er en nordisk type af reneste art. Men det er ikke nogen jyskpræget bondekone, man her har for sig. Hendes øjne spiller af liv ved hvert spørgsmål, der rettes til hende. Og hun svarer med en livfuldhed og en gestus, som er ganske fremmedartet. Samtalen drejer for en stor del om de dårlige tider, som også i høj grad rammer bønderne i marsken.

Inde på gårdspladsen finder jeg en mængde gulhvide skinnende fåremælksoste af form og størrelse som munkesten liggende til soltørring på trinene af en trappestige. Ejeren fortæller, at gårdens hovedsagelige indtægt for tiden er tilvirkning af sådanne oste. På grund af de lave kød – og flæskepriser betaler det sig bedre med ko- og grisehold. Han har næsten ingen køer mere, men derimod 120 får. Dem, der giver mælk kan gennemsnitlig indbringe ca. 30 kr. om året. Hertil kommer yderligere indtægten af salg af lam og fårenes uld.

Han har tidligere tjent store penge ved opfedning af kvæg. Dette var næsten alle marskbønders store indtægt en gang. Men det er slut.

 

Far og mor på besøg

Mens jeg taler med de to unge folk, kommer gårdejerens gamle fader sammen med sin kone på besøg fra Møgeltønder, hvor de har boet, efter at sønnen for et par år siden overtog gården. Næsten dagligt kommer de to gamle agende den halve mils vej herud i deres lille hestekøretøj. De kan ikke undvære stedet og må hele tiden spørge til gårdens drift.

Her ligesom på Kjærgård inviteres jeg naturligvis på kaffegilde som noget helt naturligt. De unge slider i marken, men de gamle overtager ledelsen indendørs, som om de endnu var de retsmæssige værtsfolk. Imens taler vi om, hvordan livet forhen har formet sig for dem hernede i marsken, hvor de har levet hele deres liv.

Den gamle mand fortæller, at oversvømmelser af selve havet aldrig har fundet sted i hans levetid, dertil er digerne alt for sikre værn. Men lige til det nye afvandingssystem for 5-6 år siden blev indført, stod marsken heromkring hver eneste vinter under vand fra regnen, så man kun kunne gå og køre ad digerne. Fra gården havde man langt til den nærmeste digevej, som går østen om to gårde til Møgeltønder. Børnene, som skulle i skole herfra, måtte hver morgen roes hen til denne. Færdslen fra gård til gård foregik vinteren igennem ligeledes i både, end dog også herfra hen til 100 meter fjerne Kjærgård.

 

Masser af vand

Men ensomheden har mennesker aldrig været trykket af hernede. Den var man vant til. Og om vejret var nok så skrapt, havde gårdens beboere deres ugentlige sammenkomster med kortspil og andet hele vinteren igennem, hvor de trodsede elementerne og mødtes på omgang. Konen og han sad ligefrem og gassede sig ved tanken om, hvor gemytlig livet havde formet sig. Men ofte var det slemt med høsten, når vandet allerede om efteråret steg op over de lave marker. Efteråret 1903 glemmes sent, da ødelagde vandet det allermeste – det sidste hø, man redede, kom først i hus juleaftensdag.

Beskrivelsen af Kjærgaards bygninger passer omtrent med Nørre Sødam, blot at den sidste er endnu ældre, hvad den også før indtryk af, blandt andet ved yderlængernes mure, der er opført af svære munkesten, er noget mere forvitrede af vejr og vind. Gårdens østside med gavlens døråbning er af fremragende skønhed, som kun brydes af de nye vinduer og en lem nær døren. Stuehusets uregelmæssige plan især facaden mod haven, viser dog at dette som modsætning til Kjærgård hyppigt har været underkastet forandringer.

 

Nørre Sødam 2020

Det vil nok være på sin plads at fortælle, at den mere end 250 år gamle gård Nørre Sødam er blevet solgt til Realdania By & Byg. De vil bevare denne unikke gårdtype, som kun findes i Vadehavsområdet.  Forude venter en nænsom restaurering, der skal bevare og sikre den historiske værdifulde gård.

Der er kun få af disse tilbageværende værftsgårde tilbage. De har stor betydning for den samlede miljømæssige værdi i Tøndermarsken. Dette indgår i det igangværende Tøndermarsk Initiativ. Ejendommens værdi var sat til 3,3 millioner kroner.

Disse værftsgårde er opført med en helt speciel selvbærende tømmerkonstruktion. Den sikrede, at det ikke var murene, men derimod solide stolper og bjælker, der bar stråtag og lofterne. Det betød, at selv om murværket blev skyllet ud af vandmasserne ved stormflod, ville huset og taget ikke styrte sammen.

Når det stormede herude i Tøndermarsken og det gjorde det ofte, så åbnede far altid lågen op til loftet, så man kunne kravle derop, hvis vandet skulle komme. Sådan var det også med Nørre Sødam.

Den forrige ejer af gården, Peter Linnet inviterede ofte lejrskoler og andre på besøg som interesserede for den unikke bygningskonstruktion. Efter at have stået til salg i flere år er gården begyndt at se lidt forsømt ud. Der er også foretaget nogle ændringer, der ikke helt passer ind i den oprindelige byggestil. Det bliver det sikkert rettet op på nu.

Måske skal vi også lige nævne, at Kjærgård var under samme slægt helt fra starten til 1924.

 

Besøg af en ravn

Da jeg kørte herfra, kom en ravn til syne forude, siddende på en ledstolpe lige ved vejen. Da vi holdt og jeg stod ud af vognen lettede den og fløj 15 meter ind over marken, hvor den satte sig på en anden pæl og stirrede på mig mens dens fjer skinnede dybblå og violette i solen som anløbet stål. Det siges hernede, at denne pragtfulde fugl her på egnen bl.a. skal ruge i skovene nord for Gallehus.

 

 

Møgeltønder ligner en Tornerose by

Man har en særegen oplevelse ved synet af det smukke slot, Schackenborg med dets pragtfulde inspektørbolig og strålende park – et minde om østens frodighed og blidhed her i de barske vesteregn, men her virker det mangedobbelt i modsætning til midtlandets heder, hvor jeg kommer fra.

Det lille Møgeltønder ligner en Tornerose by, der synes at have ligget i dvale i to – tre hundrede år, men hvis beboere er vågnet hver lørdag for at skure deres huse udvendig. To gange om året maler de dem.

Alle disse små ensartede huse i den lange Slotsgade har deres egen helt særegen stil. Hver for sig er de en skønhedsåbenbaring med deres røde eller hvidkalkede murstensfacader, de mægtige kviste, stråtagene og de små karnapper. Som de ligger der i udbrudte rækker bag toppede brosten, vidner de hver eneste et om en hel bybefolknings dybe respekt for de gamle, som har skabt dem.

Denne gade er noget enestående i vores land. I Tyskland har man jo ældgamle byer, som er verdensberømte for deres skønhed. Her har vi kun denne ene, som tilnærmelsesvis når dem. Er det tilfældigt, at vi skal helt ned til den tyske grænse for at finde noget lignende?

Et par hundrede meter nordvest for Møgeltønder findes en bakke på 14 m’s højde, egnens højeste punkt. Den er forsynet med et udkigstårn, hvorfra man har et instruktivt overblik over egnen. Hele den vide banke er som en mærkelig isoleret oase, domineret af Schackenborg Slotspark. Uden for dette ligger kun den vide flade som en uendelig steppe, marskens umådelige græsflade med de snorlige kanaler og de fjerne diger.

 

Guldhornene i Gallehus

Da det første af vores to berømte guldhorn fandtes i 1639 ved Gallehus, blev det efter den flensborgske rådmand von Liitkens beretning afleveret til hans familie af finderen. Det var en lille pige fra Møgeltønder, som ernærede sig ved at kniple. En dag bragte hun hornet til von Liitkens moster, Marina Thomsen i Tønder. Guldhornenes historie er velkendt og det samme er kniplingsindustriens. Men det er den tilværelse som kniplepigerne sandsynligvis ikke.

 

20.000 arbejdede med kniplinger

Kniplingsindustrien, som fra sin hjemstavn i Mellemeuropa kom hertil i begyndelsen af det 17. århundrede, tog i det 18. århundrede et sådant opsving, at den i tiden fra 1744 til 1784 fra at beskæftige 12.000 voksede til at beskæftige ca. 20.000 personer. Den havde til sæde i Løgumkloster Amt, på Trøjborg Gods, i Grevskabet Schackenborg, på Rømø samt i de vestlige dele af Tønder, Aabenraa og Haderslev Amter. Stærkest var den på Tønder – egnen og Tønder var hovedbyen., hvorfra varen blev forhandlet.

Her fandtes allerede i midten af det 18. århundrede 25 kniplingshandlere. Endnu i begyndelse af det 19. århundrede kunne enkelte beskæftige 1.500 kniplepiger. Foruden de fastboende grosserere og købmænd førte en sværm af kræmmere varerne rundt både i ind- og udland.

 

Det blev formuende folk

En mængde kniplinger gik til Tyskland, Norge, Rusland og andre lande, ja helt til Østlandene nåede de. Det var store pengesummer, som i denne industriens blomstringsperiode nåede til landet. Alene for året 1805 andrager udførslen en sum af 262.000 Rigsdaler.

Kræmmerne, men især de store opkøbere i byerne blev formuende folk. Dette havde en af sine årsager i den elendige løn, som kniplerskerne fik for deres arbejde. De spandt ikke guld ved deres virksomhed. Det eneste eksempel, man har på, at der har været berøring med ædle metaller, er da pigen snublede over Guldhornet ved Gallehus.

 

Fængselsagtig tilværelse

Disse stakkels menneskers tilværelse formede sig overhovedet på den mest triste måde. De bandtes som regel til det næsten fængselsagtige arbejde allerede fra den tidlige barnealder. Og deres sundhed led allerede, da de var i opvækst, overordentligt under det bestandig stillesiddende liv og den sammenbøjede stilling, hvori arbejdet udførtes.

Sammen med den indelukkede luft udsatte dem i stærk grad af brystsyge og andre sygdomme. Adskillige imellem dem blev ligefrem forvoksede. At kalde deres liv fængselsagtigt er altså et mildt udtryk.

 

Et skarpt tilsyn

Regeringen vågede stærkt over, at de ikke udvandrede, for at kunsten ikke skulle læres i andre lande. Skete det at en ung pige blev grebet i at undvige, lokket af løfter om bedre fortjeneste, blev hun behandlet som en desertør. En pige fra Gram Herred blev lokket til Sverige af en jøde, som bragte hende til Kalmar. Kancelliet satte sig straks i bevægelse for at få pigen udleveret og jøden straffet.

Et skarpt tilsyn med alle bortrejsende blev indført i Hertugdømmerne. Kvartalslister affattedes over pigerne i de forskellige distrikter og tilstilledes amtmændene. Øvrigheden bemyndigedes ved Kgl. Reskript af 1740 til i nødsfald at arrestere de kniplepiger, som agtede at begive sig ud af landet. Også pigernes mødre løb en risiko ved at ville rejse. Stor ståhej vakte det, da det kom for dagen, at nogle kniplepiger i Tønder havde giftet sig med underofficerer af et der indkvarteret Oldenburgsk Musikregiment. De undgik dog arrestation, da de fulgte mændene til deres hjemstavn.

 

Ensformig tilværelse

Også arbejdets ensformighed må have været frygtelig. Mønstrene til kniplingerne leveredes enten af fabrikanterne i byerne eller opstod hos kniplerskerne efterhånden. Pigerne arbejde i årevis med et par enkelte mønstre. Derved kunne man så nå størst færdighed. En gammel kone havde i 40 år arbejdet med det samme mønster.  Og lønnen var fuldstændig afhængig af forhandlernes forgodtbefindende. Særlig i nedgangsperioder, hvor store partier var opdynget hos grossisterne, tjente pigerne næppe til det tørre brød.

Et lille lyspunkt i ensformigheden var det, når pigerne om vinteren gik sammen for at spare lys og brændsel. Maskinerne kom efterhånden til og overtog. Men endnu i 1840’erne sad dog en mængde piger hjemme om vinteren og arbejdede ved tællelyset under Skomagerkuglen, som lyste over Knipleskrinet og Kniplestokkene. Kræmmerne vandrede endnu engang rundt og opkøbte varen.

 

Os, der er født og opvokset i Tønder ved, at det er en smuk by. Men det er rart hvis vores gæster også synes dette.

 

 

Kilde:

  • Achton Friis: De Danskes Land 1-2

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.486 artikler, herunder 249 artikler fra Tønder, herunder:

  • Møgeltønder
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Møgeltønder – dengang
  • Møgeltønder Kirke
  • Oprør i Møgeltønder

 

  • Gallehus
  • En Ridder fra Gallehus
  • Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
  • Guldhornene fra Gallehus
  • Guldhornenes ældste historie

 

  • Kniplinger
  • Tønderkniplinger – Fra Husflid til Industri
  • Tønderkniplinger – endnu mere
  • Tønderkniplinger
  • De stakkels kniplepiger
  • Kniplinger – nord for Højer

 

  • Tøndermarskens gårde
  • En rebel og hans gård (Vester Anflod)
  • Højer – Bondeby i marsken
  • Gårde i Højer

 

  • Tøndermarsken
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Emil Nolde – og Tøndermarsken
  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Tøndermarsken 2
  • Tøndermarsken
  • Syd for Tønder
  • Aventoft – en by ved grænsen
  • Fornemt besøg i Højer
  • Tøndermarsken – under vand og mange flere

 


Utterslev Mose – dengang og nu

Januar 6, 2020

Utterslev Mose – dengang og nu

Pludselig blev man bedt om at holde to foredrag i træk, uden at betale noget som helst ude i Tingbjerg. Det hed Søborg mose, når det var blodigt. Utterslev er helt fra 1300-tallet. Ingen ville bortgrave 64.000 læs tørv. Et teglværk i Brønshøj. Karl Gustavs Træ. Slusemester – et vigtigt job. På Søborghus Kro huserede Grevinden fra Bagsværd. En kongelig jagthytte. Utterslev Mose, en central rolle for vandforsyningen. Private Springvands-Kompagnier. 643 brønde i København. 500 soldater gravede op i Utterslev. Da Vestvolden blev anlagt. Et imponerende bygningsværk. ”Hvad skal det nytte?” Befæstet med 65.000 mand. Så var det slut med mosevand som drikkevand. Indlemmet i Københavns Kommune. Der skulle bygges i Tingbjerg. 400 arbejdsløse blev sat i gang. Forurening af mosen. En Gedde på 129 cm fanget i mosen. Masser af tilgroning. Vandet er stadig i ubalance.

 

Skulle holde to foredrag i Tingbjerg

Jeg skulle holde et foredrag for en Pensionistforening ude i Tingbjerg. Det skulle så kombineres med et foredrag for nogle, der var på vandretur i området. Egentlig var det for en bekendt, der måtte melde afbud. Det var til en historiefestival, der blev afholdt over hele København. Arrangørerne var et Område – eller Kvarterløft i Husum eller Bispebjerg. Aftalen var, at jeg skulle holde foredrag fra 14 – 15.30. Honoraret var et par lokalhistoriske bøger fra området.

Da jeg så kom til stedet, var det igangværende arrangement forsinket. Jeg kom på kl. 14. 30. Men da jeg så var færdig, ja så myldrede til med folk, der skulle høre mit foredrag. Heldigvis havde jeg et foredrag med, så havde holdt på Nørrebro Bibliotek dagen før. Normalt holder jeg aldrig det samme foredrag to gange. Dem nu sad der i forvejen, ja de fik nu et foredrag, der varede fra 14.30 – 18.00. Og så fik jeg aldrig mit honorar.

12 timer efter, at jeg havde været der, lød der skud fra Tingbjerg. Det ellers normalt meget fredeligt herude.

Jo jeg har da senere været ude i bydelen og holde foredrag for andre arrangører.

Det var søde og opmærksomme tilhørere. Her er ikke noget at udsætte. Men det var ved den lejlighed, at jeg blev betaget af Utterslev mose. Tænk engang så tæt ved storbyen har vi denne naturskønhed. Og jeg har være her adskillige gange. Ja faktisk kender jeg nogle, der frivillig forsøger at bevare dette klenodie. En hurtig cykeltur hertil og du er i en helt anden verden. Og selv grågæssene er nysgerrige efter, hvem der besøger dem. Inden vi nu vender tilbage til fugle- og plantelivet herude, går vi lige en tur tilbage til dengang.

 

Det hed Søborg Mose, når det var blodigt

Men hed det nu ikke oprindelig Søborg Mose? Kigger vi tilbage på ældre kort finder vi begge navne nævnt. Ja de ældste kilder kalder faktisk stedet for Søborg Sø. Og stedet er den stejle skråning fra Buddinge ned til den oprindelige sø. Altså søen ved bakken.

Københavns Kommune ønskede et københavnsk navn, Utterslev, efter den oprindelige landsby i Brønshøj sogn, som blev indlemmet i København i 1901.

Her er sandelig sket mange forbrydelser gennem historien. Og ikke mindst under besættelsen. Men ”i den blodige mose” er der også sket seksualforbrydelser. Og så blev stedet pludselig omtalt som Søborg Mose i hovedstadspressen. Så kunne disse forbrydelser tillægges Søborg. Københavnerne brød sig ikke om begrebet U-terslev med trykket på ter!

 

Utterslev helt fra 1300 – tallet

På et kort fra 1865 ses, hvor Tingbjerg nu ligger. Det udgjorde egentlig en del af gårdene i Husum. I Husum var gårdene ikke som i så mange andre landsbyer blevet udflyttet med landbrugsreformerne i 1700- tallet. De lå stadig inde i landsbyen med jordene strålende ud derfra i en såkaldt stjerneudstykning.

På gamle historiske kort må man formodes at mosen har været en langstrakt lavvandet sø, der blev dannet, da isen for 12.000 år siden smeltede bort fra Sjælland og efterlod en tilfældig udformning af landskabet, som man kalder et bundmorænelandskab.

I middelalderen tilhørte mosen områdets største gods ”Hovedgården i Otterslef (Utterslev). Den lå i Støvnæs Herred, som Biskop Absalon fik af Valdemar den Store i 1166, Mennesker har sikkert haft bopladser omkring mosen, selv om der i Husum kun findes en enkelt gravhøj. Der kom tidligt en tæt bebyggelse omkring de to herregårde, Husoma (Husum) og Emendrop (Emdrup), som biskop Absalon ejede, samt Brønshøj Kirke, der menes at være bygget i 1150 af bispen Svend Norman, da København eksisterede som et lille fiskerleje.

Landsbyen Utterslev har eksisteret siden 1300-tallet.

 

Imod bøndernes interesse

I årenes løb har bønderne været omkring mosen og taget sig nogle friheder ved at hente tørv til brænde, græs og tagrør til tagdækning. Jo, og der var mange fisk. Nu var det også mange stridigheder mellem Brønshøj og Husums bymænd i første halvdel af det 17. århundrede.

Det var derfor imod bøndernes interesse, når Københavns vandforsyning opretholdt en høj vandstand, for at skabe et vandreservoir. Bønderne klagede, men en kongelig kommission afgjorde, at Vandvæsenet ejede søen. Efter mange stridigheder og klager blev der i 1810 indgået et forlig, hvor bønderne fik ret til at hente ”græs, siv og flæng” i mosen som typisk pindsvinekop og sødgræs.

 

Ingen ville bortgrave 64.000 læs tøv

Tørveskæringen, som ophørte i 1846, nåede bønderne aldrig at få tilladelse til. I slutningen af 1700 – tallet forsøgte byen også at få fingrene i mosens tørv. Man ønskede at bortforpagte hele området som tørveskær, hvor der kunne bortgraves 64.000 læs tørv om året i 50 år. Men der var ingen der turde påtage sig opgaven.

Hvor meget tørvegræs, der egentlig er opgravet, er uklart. Der var så mange retssager i det gamle Utterslev, som vidner om mørkets gerninger ude i mosen. Galgen stod på Bispebjerg, hvor Grundtvigskirken nu ligger.

 

Et teglværk i Brønshøj

Omkring 1640 købte en byskriver ved navn Arent Berents en gård i Brønshøj. Han anlagde et teglværk, og det er sandsynligvis det, som der findes rester af ude på Teglholmen i mosens vestligste del, hvor vandet tidligere blev rødt, når man gravede i mosen. Svenskerne ødelagde det i 1659 under deres belejring i København.

På grund af misvækst omkring 1650 opstemmede bønder vandet i Utterslev Sø, som mosen hed dengang, hvor 8 bønder fik deres marker og enge oversvømmet. De fik ret i deres klage, så forsøget måtte opgives.

 

Karl Gustavs træ

Natten mellem den 10. og 11, februar 1659 kom svenskerne efter deres mislykkede storm på København, hvor de slog lejr på Brønshøj Bakke ned mod mosen. Svenskekongen boede på en gård i Utterslev. De stjal dyr, fødevarer og indbo på gårdene.

For endnu 50 år siden stod der endnu et stort gammelt piletræ ud for det sted, hvor en lille sti førte til Brønshøj Kirke ud i mosen. Pilen kaldtes Karl Gustavs Træ, fordi sagnet fortalte, at Svenskekongen havde bundet sin hest til dette træ. Men desværre måtte man fælde træet, da det var gået ud.

 

Slusemester – et vigtigt job

I 1587 befalede Kongen ”at udgrave og rydde ”Otterslev Sø”. Samtidig blev vandstanden hævet ved bygning af en dæmning og sluse i markskellet mellem Buddinge og Emdrup, for at få stabile leverancer af fisk til ”Kongens bord”.

Fiskeriet var forbeholdt kongen, der fik leveret ”herrefisk” til taffel. Det vil sige gedder, karper og sudere. Embedsmanden Caspar Paselick fik i 1568 en særlig tilladelse til at fiske i Gentofte og Utterslev Søer med ”Togger og Ruser”, men ikke med store Vaad”.

 

På Søborghus Kro huserede Grevinden fra Bagsværd

Det var der, hvor Søborghus Kro lå på Frederiksborgvej, der fik kongelig privilegium i 1657. Kromanden var både kongelig damvogter og fiskemester. Der hørte rejsestald til. Der blev danset og spillet amatørteater. I krohaven ned mod mosen var der forlystelsespark med gynger og karruseller.

Karl Ølby var opvokset i Buddinge, hvor han var karl på den store proprietærgård Marielyst, hvor gårdens tre karle startede dagens arbejde klokken tre om morgenen. Når han skulle more sig, foregik det på Søborghus Kro. Her dansede han bl.a. med Angelica Pierri, grevinden af Bagsværd. Hun drak whisky som postevand. Hun blev født i 1870 og voksede op som plejebarn i en beværtning på Nørrebro. Og her på siden har vi beskrevet dette i en af vores artikler. Mændene stod tidlig i kø for at få et glimt af hende. Jo hun var et godt trækplaster.

Hun var gift mange gange og blev en rig dame. I 1900 købte hun Aldershvile Slot og efter et ægteskab fik hun grevinde-titel. I 1909 brændte Aldershvile Slot. Så gik det ned ad bakke. I 1914 begik hun selvmord og efterlod en gæld på 60.000 kr. Hendes ydmyge gravsten står ved ruinen i Aldershvileparken.

Kroen og krohaven forsvandt i 1940, men navnet Søborghus Kro blev i årtier bevaret af restauranten på hjørnet af Frederiksborgvej og Gladsaxevej.

 

En kongelig jagthytte

Indtil 1857 havde vekslende konger eneret på jagt i Utterslev Mose. Christian den Syvende byggede en jagthytte, Sokkelundille i 1770. Den har vi nærmere beskrevet i en artikel på vores side. Den ligger på Utterslev Torv 9, hvor den hvis nok nu er børnekulturhus.

Det er uklart, hvem der havde ret til at skære rør og hente græs i mosen. Dette førte til en del stridigheder, når bønderne klagede over oversvømmelser.

 

En besværlig vej

Da villaudstykningerne begyndte i første tiår af 1900 – tallet var grundene billige i Gladsakse, for adgangsforholdene var dårlige. Man kunne for eksempel stå af sporvognen for enden af Borups Alle og fra Frederikssundsvej dreje til højre af Otterslevvej ved Brønshøj Apotek. Denne hvide bygning ligger der endnu, men dengang ret ensom. Herfra gik det over stok og sten til Utterslev (Otterslev) gadekær, gennem haveforeningen Fælleseje (Horsebakken) ad en markvej og langs en engkant og over en dæmning, hvorefter man nåede en træbro, der førte til Søborgmagle.

 

Utterslev Mose – en central rolle for vandforsyningen

Utterslev Mose fik tidligt en central rolle for at sikre vandforsyningen til København. Hvor Søborghus egentlig lå, var før slusemesterens bolig. Her boede gennem historien forskellige slusemestre. Uden naturlige søer i nærheden blev man nødt til at foretage store udgravninger i 1400 – 1500-tallet, for at finde ferskvand til den voksende bys drikkevandsbehov, drive byens vandmøller og forsyne voldgraven med vand. Vandet kom fra Harrestrup Å (Ovre Å), Grøndals Å, Lygteåen, Damhusåen og Ladegårds Å Samt Utterslev Mose og Damhussøen. Det vestlige vandløbssystem var oplandet til Harrestrup Å. Det østlige vandløbssystem var området omkring den nuværende Utterslev Mose, Det var nødvendigt at skabe nogle varige søer i de lave enge uden for byen.

Det østlige system blev dannet, da Rosbækkens naturlige udløb fra det nordøstligste hjørne i Utterslev Mose blev opdæmmet ved anlæggelsen af Kongevejen til Fredensborg Slot, Fredensborg og Kronborg. Dette blev iværksat af Frederik den Anden i 1570.

Ved dette dæmningsbyggeri blev den højt beliggende Esrum Sø dannet. Utterslev Mose, der havde afløb gennem Rosbækken, ledte nu vand til Esrum Sø og videre gennem Lersøen og Lygteåen.

Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, som fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre i den gravede Ladegårds Å ind til engarealet, hvor Peblinge Sø blev anlagt. I trærør blev vandet nu ført videre til Sortedams Sø og byens brønd, hvorfra man kunne pumpe vandet op.

 

Private Springvands – kompagnier

Oprindelig havde disse naturlige vandløb, moser og søer ”monopol” på vandforsyningen. Men allerede for mange hundrede år siden begyndte man at grave render, kanaler og bassiner lige som Gentofterenden, Søborghusrenden, og Ålekistebassinet. Der blev opført pumpestationer, og man kom snart til at skelne mellem mere eller mindre naturlige vandløb og menneskeskabte rørlagte vandløb.

Tilledningen af vand fra Emdrup blev meget vigtigt, fordi dennes vandspejl ligger så højt, at alene trykket sørgede for en lind strøm af vand til beboerne i København. Det såkaldte springvand, Caritas – brønden på Gammel Torv fik også vand fra Emdrup Sø omkring 1580. Senere blev der også ført vand til Rosenborg Slot.

I løbet af 1700-tallet oprettedes en række private springvands – kompagnier, som for egen bekostning fik privilegium på at lede springvand fra Emdrup Sø til deres gårde i byen. En brøndmester eller vandkigger skulle vedligeholde renderne og indberette defekter.

 

643 brønde i København

Brønde udgjorde indtil for et par hundrede år siden en væsentlig del af Københavns vandforsyning. Christian den Fjerde ønskede også brønde som et værn mod ildløs. I 1727 var der 643 brønde i København.

Men der var også problemer. En præst klagede over, at der ofte fandtes lig af hore-børn smidt i brøndene. Der var også ådsler i brøndene.

 

500 soldater gravede op i Utterslev Mose

I 1702 blev Utterslev Mose oprenset på foranledning af Ole Rømer. I 1745 blev der efter kongelig resolution påbudt oprensning af Emdrup Sø og udgravning af en grøft i Utterslev Mose.

Kongen stillede 500 soldater til rådighed for arbejdet. I 1760 blev der dannet et rummeligt reservoir, efter at vandvæsnet havde iværksat skæring af tørv og oprensning af mosen.

 

Da Vestvolden blev anlagt

I 1880 fik Utterslev Mose en helt ny rolle, da den sammen med opførelsen af Vestvolden 1888 – 1892 indgik i et stort oversvømmelsesprojekt til beskyttelse af hovedstaden.

Da Vestvolden blev anlagt blev det areal, hvor Tingbjerg nu ligger, skilt fra den øvrige del af Husum og jordene til mange af landsbyens gårde blev opsplittet. Arealet nord for volden lå som en ø omgivet af voldanlæggene Gyngemosen og Utterslev Mose.

Volden var udviklet af 0berstløjtnant E.J. Sommerfeldt efter inspiration fra rn belgisk general. Systemet kendes også internationalt som ”den Sommerfeldtske” eller ”den Danske Front”.

 

Et imponerende bygningsværk

Det var oprindelig et imponerende bygningsværk med voldgrave, skanser, magasiner og underjordiske gange. Oprindelig var der også en jernbane bag voldene. Det var Danmarks største anlægsarbejde indtil opførelsen af Storebæltsforbindelsen. Men den teknologiske udvikling under Første verdenskrig bevirkede at Vestvolden mistede sin militære betydning. Den blev nedlagt i 1920 som følge af Forsvarsforliget 1909.

Vestvolden var bemandet under hele Første Verdenskrig, hvor der samtidig blev lavet armeringsarbejder, for eksempel blev der bygget stampladser for skytter, som kunne dække alle dele af graven. Der blev også lagt kilometervis af pigtråd.

 

Første gang man anvendte beton til forsvarsværk

Anlægget var banebrydende. Det var første gang man her i landet anvendte beton til de store kanonbunkers. Men nu er anlægget også andet end et historisk, militært anlæg. Den er også et langt sammenhængende rekreativt bælte af særpræget natur – med store pragtfulde træer, stille alleer og en righoldig plante – og dyreliv, som man sjældent ser andre steder så tæt på en storby.

 

En bitter og lang strid

Fæstningens planlægning og opførelse i 1885 – 1892 førte en bitter og langvarig strid med sig. Højre-regeringen Estrup ønskede hovedstaden befæstet, men imod var landbefolkningen under ledelse af det militante med ikke just militæriske venstre, hvis kraftige opposition mod regeringen fik stedse større tilslutning, som årene gik. Ministeriet trumfede sin vilje igennem og bevilligede de nødvendige midler ved de ”provisoriske love” og arbejdet på volden blev sat i værk.

 

”Hvad skal det nytte”

Denne gang var det ikke svenskerne, man var bange for men tyskerne. Viggo Hørup sagde allerede i 1883 med udsigt til øgede militærudgifter og udsigten til byggeriet:

 

  • Hvad skal det nytte?

 

Nederlaget i 1864 sad stadig de danske politikere solidt i kødet, angsten for den store nabo var betragtelig.

Afskrækkede denne befæstning så tyskerne i at besætte Danmark under Første Verdenskrig? Det gjorde det nu næppe, hvis det havde haft vital betydning for krigsførelsen. Tyskerne skulle binde store hærstyrker, så det var nok derfor.

Striden mellem Højre og Venstre blev formelt bragt til ophør ved forsvarsforligene 1894 og 1909. Det blev vedtaget at fæstningen ikke skulle udbygges yderligere, men kun vedligeholdes., indtil den i 1922 skulle nedlægges.

 

Befæstet med 65.000 mand

Men så kom den 1. august 1914. På denne dag beordrede en af voldens argeste modstandere P. Munch, volden armeret med den største hærstyrke, Danmark nogensinde har haft under fanerne, nemlig 65.000 mand (sikringsstyrkerne)Den radikale pacifist var blevet forsvarsminister – og verdenskrigen brudt ud.

En kort og hektisk tid i voldens militære fulgte. Men straks efter våbenstilstanden den 11. november 1918 blev sikringsstyrken hjemsendt. Folketinget vedtog at nedlægge volden som forsvarsværk fra den 31. marts 1920, to år før forudsat.

 

En bred og dyb voldgrav

Voldgraven er 16 meter bred og 3,5 meter dyb med flere ”vandfald” ved de tre kraftige betondæmninger syd for Frederikssundsvej – de er opført til regulering af vandstanden i graven og kaldes ”batardeauer”. Dæmningerne er spærret med kunstfærdigt smedede gitre for at hindre ”fjenden” i at benytte dem til at trodse voldgraven.

 

Imponerende oversvømmelses-anlæg

Hele voldanlægget danner en smuk og sluttet forbindelse mellem parkanlæggene Utterslev Mose og Køge Bugt Strandpark. Og det var også det imponerende oversvømmelses – anlæg, der forbandt de forskellige sektioner. Oversvømmelsen strakte sig fra Jægersborg Stemmeværk gennem den udtørrede Søndersø og Søndersøskanalen gennem Gentofte Sø og over et andet dige, der blev bortskyllet. Herefter gennem Gentoftekanalen til Utterslev Mose og videre frem i systemet.

 

Slut med mosevand som drikkevand

I 1859 fik København sit første vandværk. Anvendelse af mosevandet som drikkevand ophørte. Men helt frem 1950’erne blev mosens vand brugt i industrien bl.a. til papirproduktion på Nørrebro. Der blev også indrettet wc’er (water closet) i lejlighederne.

Søborghus Rende blev i 2008 omdannet til et naturligt vandløb. Om dyrene har fået de bedre af det, kan jeg ikke sige.

 

Indlemmet i Københavns Kommune

I 1900 blev Utterslev Mose sammen med byerne Brønshøj, Utterslev, Husum og Vanløse indlemmet i Københavns Kommune. Dengang var mosen domineret af kær og rørskov. Allerede i 1908 var tanken om en park med i en byudviklingskonkurrence.

Arealets højeste punkt ligger i ca. 26 meters højde og moserne i ca. 20 meters højde. Det højeste punkt ligger i det nordøstligste hjørne omtrent der, hvor Tingbjerg Fritidscenter ligger. Herfra skråner det temmelig kraftigt mod nord – øst og jævnere mod syd – vest.

Kommunen havde allerede på dette tidspunkt opkøbt arealer i området. I løbet af de første årtier af 1900-tallet erhvervedes endnu flere blandt andet Gyngemosen og Utterslev Mose og de gårde nord for Husum, som var blevet opdelt af Vestvolden. På det areal, hvor Tingbjerg nu ligger, blev der udlagt kolonihaver.

 

Der skulle bygges i Tingbjerg

I 1939 kom der en ny lov om boligsanering og i 1942 vedtog Borgerrepræsentationen en saneringsplan for kvarteret omkring Borgergade og Adelgade., som betød nedrivning af et meget stort antal boliger i kvarteret

Dette medførte et stort behov for genhusningsmuligheder og var en del af begrundelsen for at kommunen i begyndelsen af 1940’erne vedtog at opføre boliger på arealerne nord for Vestvolden.

Det var den kendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen, der inspireret af engelsk byplanlægning, der gik i gang medudforme bebyggelsen.

 

Omdannes til naturpark

I 1925 og igen i 1933 besluttede Københavns Kommune, at mosen skulle omdannes til en naturpark, hvor mosen var så tilgroet, at der kun var åbent vand i den vestlige del. Mosen var nærmest omdannet til en losseplads. I 1939 behandlede man Københavns Borgerrepræsentations endelige forslag om at anvende en halv million kroner til parkanlæg i Utterslev Mose.

 

400 arbejdsløse blev sat i gang

I 1939 – 1943 blev store dele af rørskoven gravet op. Det blev udført af en flydende gravemaskine, som i folkemunde kaldtes ”Mosegrisen”. Dette gav stort set det udseende som vi kender i dag. 400 arbejdsløse fra storbyens stenbro var i gang. Man anlagde 17,5 km cykel – og gangstier, store græsplæner, 6 fodboldbaner m.v. Mosen fik ”en ret hårdhændet behandling”, idet man dels gravede kanaler omkring hele den fugtige del af mosen og forøgede vandarealet fra at være 2 – 3 ha til ca. 35 ha. Vanddybden blev forøget til 1,75 meter i hele mosen.

 

Forurening af Mosen

Det fattige Gladsaxe – kommune var glade for at slippe for anlægsudgifterne. Men så svinede man mosen til med spildevand næsten helt op til nutiden uden problemer. I Bakkelandet nordvest for mosen var der landbrug til høsten 1962.

Kemisk urenset spildevand blev op til 1960’erne udledt i Harrestrup Å Meget endte i Vestvolden og Utterslev Mose. Giften ligger mange steder stadig urørt på bunden

Kanalerne forhindrer – stort set – at ræve, hunde og mennesker får adgang til rørskovene, der blev omdannet til øer efter kanaliseringen. Kommunegrænsen mod Gladsaxe blev flyttet så hele mosen kom til at ligge i Københavns Kommune undtagen Gyngemosen.

Forureningen af mosen startede, da Søborg skulle kloakeres i 1908, hvor man byggede en gigantisk septiktank i mangel af hovedkloakering. Efter at spildevandet havde passeret den, blev kloakvandet udledt i Utterslev Mose. Først i 1931 kom kloakeringen helt i orden i Søborg. Men det skulle gå helt anderledes.

 

Balancen i søen blev forskubbet

Først troede man at et biologisk rensningsanlæg var tilstrækkeligt. Man byggede Gyngemoseværket i 1956, som ledte store mængder spildevand ud i mosen. Men det blev værre i 1960erne da Høje Gladsaxe bebyggelsen blev opført og industrikvarteret i Buddinge-Mørkhøj ekspanderede.

Balancen i søerne blev forskubbet. Store mængder fosfor, der virkede som gødning for algerne for ud i vandet. Da vandgennemstrømningen var lav, steg koncentrationen af næringsstoffer. Vandet begyndte at lugte. I vinteren 1962 – 63 indtrådte den første iltmangel-katastrofe i mosen. Man fandt nu masser af døde fisk. I eftersommeren 1968 kulminerede forureningen, da der forekom bundforurening i mosen på grund af iltmangel, samt en heraf følgende udvikling af metan og svovlbrinte.

Kloakudløb fra Gentofte, Gladsaxe og København var ved at kvæle mosen. I 1970 blev mosen faktisk erklæret død. 250 – 500.000 m3 slam ligger på bunden.

I 1975 blev kanalerne opgravet igen, hvorefter det fosfatholdige bundslam kom i kontakt med mosevandet. Forureningen tog igen til med negative konsekvenser for flora og fauna. I 1978 opdagede man 172 døde fugle på grund af en giftig bakterie.

I 1991 opmålte Kampsax Geoplan sø – og sivarealerne:

 

  • Arealet er 91,3 ha. Fordelt på 60,5 ha. Vandareal og 41 øer på 30,8 ha. Mosen ligger 16,96 meter over havet, 3,4 km lang og har en strandlinje på ca. 7 km. Vanddybden er er på mellem 0,5 – 1,5 meter, max. 2 meter i Midtmosen.

 

I juli 1994 blev der fundet hundredvis af døde skaller, suder, aborre, og gedder i kanalen ved vest for volden, fordi kloakkerne blev oversvømmet af en tordenskylle.

Den bakterie, der producere pølseforgiftning fik særdeles gode forhold i mosen. Det betød at 50 pct. af mosens bestand af svømmefugle døde. Nu begyndte myndighederne langsom at vågne op.

Den eneste naturlige tilførelse af vand til mosen kom ikke fra vandløb. Det måtte være udledning af spildevand fra Gyngemoseværket og ved overløb af kloaksystemet ved store regnskyl.

 

En Gedde på 129 cm

I sommerperioden reducerede man udledningen af spildevand, Men det betød så, at vandstanden reduceredes i mosen. For at modvirke dette påbegyndtes oppumpning af vand i voldgraven fra Harrestrup Å i 1980.

I 1998 blev der anlagt et ”grønt rensningsanlæg” i den østlige del af Vestmosen med det formål at rense kloaknettets spildevand for næringsstoffer inden det udledes i mosen. Det fjerner årligt 500 kg.

I 1985 blev der fanget 9 fiskearter i mosen. I maj 1988 blev der fanget en Brasen, der var 62 cm lang og vejede over 3 kg. Den var 15 år gammel. Og den største gedde, der er fanget vejede 14 kg og var 129 cm lang.

På et tidspunkt dukkede odderen op i mosen. Men så vidt vides kom minken i stedet for. Men om den stadig er her, vides ikke. Rørhønen er hvis ikke vent tilbage. Den var udsat for krybskytteri. Nogle påstår også, at de engang har set en lækat men en mosegris i flaben. Lækatten er der heller ikke mere.

Engang var også her ulovlige både i søen. Således fik man engang fat i hele 23 ulovlige både ved en razzia.

 

En lang fredningssag

Den 14. februar 1959 rejste Fredningsnævnet for København en fredningssag for Utterslev Mose. Københavns Kommune gjorde det igen den 25. juli 1998. Og kendelsen om fredningen kom den 13. juli 2000. Alting tager sin tid, når det offentlige arbejder. Så skulle man da tro, at det var for dyrelivets skyld.

Da mosen blev omdannet til naturpark, ophørte jagten på foranledning af direktør Manniche, selv om der dengang i træk ligger 15.000 ænder. Det gør det ikke mere. Men en tidlig morgenstund kan man godt være heldig at se 5.000 troldænder lande i mosen.

 

Engang Europas største koloni af hættemåger

Vandkvaliteten har det ikke så godt herude, dog er vandet klart i Kirkemosen. Og her er også set åkander. Undertegnede har dog også set enkelte svaner herude. Men disse er hvis meget afhængige af vandkvaliteten.

Med naturparken ophørte landbrugets udnyttelse i løbet af få år. Græsning og høslæt holdt formodentlig op lige efter Anden verdenskrig. Rørskæring med håndredskaber og pramme er sidst beskrevet ved Grønnemose Alle i 1943.

Rørskovene husede engang Europas største hættemågekolonier på 20.000 par. De kunne godt klare sig mod rævene. Men der er ikke så mange af dem mere. Til gengæld er antallet af grågræs 25 – dobbelt.

 

Masser af tilgroning

Langholmen er forbigået gravemaskinens gnaven. Måske er det ganske bevidst. Dette er et sted for de indviede. Civilisationen er her begrænset til et par bænke. Jo herude i NV blander fiskeørne, dværgfalke sig med musvåger og spurvehøge. De første forårstegn bliver markeret med tranernes komme.

Så længe gartnerne var ansvarlige for enge og overdrev kunne de holde uønsket vækst nede. Men fra 1970’erne gik det galt. Tilgroningen satte ind med naturens velkendte midler. Pil, rødel, ask og hyld på de fugtige områder. Tjørn og slåen på de tørre områder. Hertil kom importerede haveplanter. Gyldenris, hvid kornel, snebær og ahorn.

Kirkemosens eng var reduceret til en håndboldbane og Langholmens overdrev var skrumpet til 2 klatter på 1.000 m2.

Piletræet er nok det mest almindelig træ herude. Gennem mange hundrede år har man brugt dets grene til fletning af kurve og pilehegn.

 

Lokaludvalg gik i gang

Bispebjerg og Brønshøj – Husum Lokaludvalg indså, at der var en alvorlig mangel på folkelig debat om Utterslev Mose. I 2012 startede de netværket Utterslev Moses venner. Man startede det frivillige naturplejearbejde. Løsningen lå i rydning af krat og fældning af træer.

Krat, løvtræer og invasive planter havde på godt 40 år forandret stedets mikroklima så meget, at floraen var domineret af fugtigbundsplanter – ikke mindst brændenælde og sildig gyldenris. Belønningen kom lynhurtig – floraen genindtog det gamle land.

Men det var hårdt for de frivillige. Et kornel-krat dækkede 600 m2 i op til fem meters højde. Det tog 3 måneder med løvsave, grensakse og macheter at fælde dette vildnis af forvredne grene. Genstridige rødder blev fjernet med træktalje, stålkæder, svellebolte og drænspade.

 

Vandet er stadig i ubalance

I dag er vandet i mosen i ubalance. Det kan man se på dyrelivet. Imponerende er det at se de fællesskaber, der er vokset frem. Der er naturplejelaug, billaug, fårelaug m.m. Naturværkstedet Streyf spiller en stor betydning i formidlingen af mulighederne i Utterslev mose.

Siden 1990’erne har Københavns Kommune investeret mere end 200 mio. kr. i at forbedre vandkvaliteten i mosen. Måske bliver det nødvendigt at regulere fiskebestanden. Dette vil alene koste en million kroner.

Men kære læser. Tag engang at cykle derud. Det er en oplevelse.

 

 

Kilde:

 

  • Hvis du vil endnu mere: På dengang.dk finder du 1.484 artikler med bl.a. 312 artikler fra Nørrebro og 161 artikler fra København herunder:

 

  • Turen går til Nordvest
  • Ud af byerne i 1950’erne
  • Fra Bellahøj til Husum
  • Med tog over Lersøen
  • Klunserne (NørLIV)
  • Drikkevand til København
  • Fra Mælkedreng til Pensionist
  • En mælkedreng fra Enigheden
  • Mælkedreng på Nørrebro (NørLiv)
  • En tur langs Ladegårdsåen
  • Ladegården og åen
  • Den Gale Præst på Ladegården
  • Skal ladegårdens vand atter flyde?
  • Livet på ladegården
  • Ladegården – dengang
  • Christian den Fjerdes Ladegård
  • Derude på Lersøen
  • Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
  • Lersø-bøller og Bisser nok engang
  • Lersø-bøller
  • Valdemar Skrupskidder og de andre (NørLiv)
  • Rovmordet i Utterslev Mose (og mange flere)

Da Danmark blev samlet

Januar 4, 2020

Da Danmark blev samlet

Anmeldelse af bogen af Simon Kratholm – Ankjærsgaard: Genforeningen 1920- Da Danmark blev samlet. Det er en flot og velskrevet gavebog. Vi starter i 1864. Dette kunne måske være skrevet med lidt mere kant. Hertugdømmerne havde deres egen lovgivning. Hver især. Forfatteren har sympatier for ministeriet Zahle. Der skulle kæmpes for indlemmelse i 1920. Grænselinjen blev tegnet allerede i 1891. Grundig fremstilling af begivenhederne. Pludselig foragtede man H.P. HACanssen.

 

En flot gavebog

Det er en stor flot gavebog og egentlig er indholdet også fremragende. Bogen egner sig ikke rigtig som opslagsbog. Det kræver i hvert fald plads. Men man kunne nu godt have gjort mere ud af registret. Illustrationerne er et nummer for sig selv. Meget flot.

Vi bliver ført igennem, hvad der er sket inden kongen ridder over grænsen på sin hvide hest. Og selv Jomfru Fanny hører vi om. Vi hører om mennesker og soldater, ideer og personer.

 

Vi starter i 1864

Vi starter med begivenhederne i 1864 frem til Første Verdenskrig. Vi hører om den dansksindede soldat Lorentz Jepsens skæbne i krigen i engelsk fangenskab. Han knyttes sammen med forfatterens oldefar, Rasmus Christian Petersen.  I modsætning til de 6.000 andre danskere overlever han myrderierne.  Men ak 30 år efter tager han sit eget liv.

 

De havde deres egen lovgivning

Vi hører om nationalismen. Det er rigtig nok, som det står i bogen, at hertugdømmet siden den dybeste middelalder til hørte den danske krone. Men vi skal huske på, at kongen skulle regere Slesvig, Holsten og Kongeriget for sig selv. Og så havde alle dele jo også deres egen lovgivning.

Og så sidder man igen med ens egen overbevisning om, at det nok heller skulle hedde indlemmelse, afståelse eller grænsedragning. Men det mener forfatteren ikke.

Det var de nationale modsætninger mellem dansk og tysk. Det var dette, der førte til de blodige krige. Der var meget stor dansk befolkningsandel i Slesvig og Holsten.

 

Velskrevet og spændende

Ja Slesvigs deling har jo bestemt heller ikke været uden problemer. Bogen er velskrevet og spændende. Den er meget afvekslende. Det er jo egentlig også en ordentlig mundfuld, der skal forklares. Vi er sandelig også med ved forhandlingsbordet.

I Slesvig var der selvfølgelig mange, der ville hjem til Danmark. Ja hvor længe siden var det at Slesvig sidst havde været dansk? Og skulle man have en stor tysk befolkningsgruppe med til Danmark. Eller skulle kun de egne med overvejende dansk flertal tilbage til Danmark.

Det er ekstremt kompliceret at begive sig ud i dette. Og egentlig er historien endnu mere kompliceret. Således foragtede selv socialdemokraterne det som de dansksindede i Nordslesvig kæmpede for. Det har de så senere forsøgt at benytte. Men se dette står nu ikke i bogen.

 

Sympatier for ministeriet Zahle

Sympatien ligger hos H.P. Hanssen og de andre der kun ville have, at vi så vidt muligt kun skulle tage dem tilbage, som selv ønskede det. Kogen ville have hele Slesvig. Han var særdeles utilfreds med at ikke engang Flensborg kom med til Danmark. Jo der er også sympatier at spore for ministeriet Zahle og i hvert fald ikke for Jonas Colin.

Den tyske vinkel fylder nu heller ikke meget i bogen. Det er nok heller ikke bogens mål. Men alligevel kunne det nu have været interessant.

 

Der skulle kæmpes for indlemmelsen

Det var ikke en naturlig konsekvens af Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, at Nordslesvig kom til Danmark. Der måtte sandelig kæmpes for det. Og i København var de ikke enige med de kæmpende i Nordslesvig – ikke i begyndelsen i hvert fald.

Vi følger de dramatiske begivenheder i Slesvig, Berlin, København og Paris. Vi følger tilfældigheder, tvivl, tro og triumfer. Vi følger de store kæmpere, H.P. Hanssen, Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen. Disse personer tog mindretallets selvbestemmelsesret op igen. Det ville de danske politikere ikke. Zahle og hans regering gik i den grad på listefødder. Man ville sandelig ikke genere den store nabo i syd.

 

Grænselinjen var tegnet allerede i 1891

Allerede i 1891 havde H.V. Clausen tegnet grænselinjen. Den angav en realistisk grænse mellem dansk og tysk. Der var dog stor uenighed om, hvordan en afstemning skulle finde sted. Også Vælgerforeningerne og bevægelserne var uenige.

Flensborg – bevægelsen ønskede Flensborg med – uden dansk flertal. Det var hverken Zahle eller H.P. Hanssens kop te. Der var jo også Ejder – bevægelsen med den energiske Colin. Med sejrherrerne ønskede denne hele Slesvig ned til Ejderen.

 

Grundig fremstilling af begivenhederne

Fremstillingen svinger mellem det journalistisk-populærhistoriske og mere traditionel historiefremstilling. Dette udbygges med vinkler, småepisoder og oplevelser. Det medvirker til at give en atmosfære. Her er kort, spændende valgplakater, samtidsfotos og illustrationer.

Det er i den grad en grundig fremstilling af begivenhederne. Det er medrivende og grundig. Og så grundigt forklarende og en personlig vinkel af hovedpersonerne. Vi får også eksempler på den knap så forsonende del af de to nationaliteter.

Måske ville det have været befordrende med nogle knap så stilfulde beskrivelser af 1864. Her kunne man passende have brugt kilder fra Glenthøj’ s side (Sønner af de slagne)

 

Pludselig foragtede man H.P. Hanssen

Ved Dybbøl-festlighederne fik H.P. Hanssen allernådigst lov til at tale. Han blev nærmest betragtet som forræder, fordi han ikke gik ind for Flensborg.

 

  • De 400 sider er spændende læsning. Og du bliver bestemt klogere. Det var nemlig langt fra givet, at Nordslesvig skulle til Danmark, sådan som vi fik det at vide i skolen.

 

  • Simon Kratholm Ankjærgaard: Genforeningen 1920 – Da Danmark blev samlet.

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 122 artikler der har relationer til Afståelse, Indlemmelse, Forening eller Grænsedragning.

 

 

 

 


Landevejen mellem Tønder og Ribe

Januar 4, 2020

Landevejen mellem Tønder og Ribe

En vej har det næsten altid været. Men 70 år kæmpede Kongeriget med Slesvig om strækningen. Vejproblemer uden for Slesvig blev løst. Et modtræk fra Kongeriget, strækningen-Ribe – Haderslev. En vejforordning fra Slesvig. Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe egnen. Bidrag til anlæg af hovedlandevej fra Ribe til Tønder. Ulemper for lokalbefolkningen.

 

En vej har der næsten altid været

En vejforbindelse mellem Tønder og Ribe har der naturligvis været der fra gammel tid. Her har også været andre forbindelser end nu. Således gik ruten før fra Tønder til Gallehus og længere nord på. Langs disse veje i ældre tid er der ført ret mange okser, køer og heste syd på. De gik skam ikke kun af Hærvejen.

Der fandt således masse af udskibning af okser fra Ballum og Højer. Det var nok omkring 1612, at der eksporten var størst. Ja så var det jo også de store markeder i Tønder og længere syd på i Husum.

 

Vejproblemer uden om Slesvig blev løst

Det var en meget simpel vejforbindelse fra Tønder til Ribe. I slutningen af 1700erne gennemførtes vigtige reformationer. Man var godt klar over store vejproblemer.

I 1793 tog man et overblik over situationen. Enkelte strækninger med betydelig færdsel blev optaget som hovedlandeveje. Andre blev nævnt som mindre landeveje. Men for begge kategorier skulle de vedligeholdes af ”Det offentlige”. I Vestjylland var afstanden store og bebyggelserne små.

Åbenbart kiggede man ikke ved den lejlighed på problemerne i Vestslesvig. Det afgørende var vel at dette hørte under det Slesvigske ministerium og i øvrigt under den hertugelige administration. Man var enige om en østlig og en vestlig hovedlandevej ind i hertugdømmet.

 

Modtræk: Ribe – Haderslev

Den østlige vej gennem Jylland skulle ende syd for Kolding, hvor den sluttede sig til vejen til Haderslev. Den vestlige hovedlandevej skulle slutte ved Ribe. Herfra og syd på savnede man en langt bedre forbindelse. Det blev nu i stedet foreslået at oprette en hovedlandevej fra Ribe til Haderslev. Men dette blev ikke til noget. De Slesvigske myndigheder havde et andet syn på sagen.

Som modtræk anlagde man i kongeriget vejen Kolding – Ribe (1852) Den blev optaget som hovedlandevej. Men det vestslesvigske vejanlæg var endnu ikke blevet gennemført. Dette samarbejde førte til store vanskeligheder fra såvel kongerigsk som slesvigsk side. Og det er uden tvivl dette manglende samarbejde mellem to sæt myndigheder inden for monarkiet, som var grund til, at man i lange tider ikke kom videre med den såre tiltrængte hovedlandevej.

Andre interesser har sikkert også spillet ind. Flere af Vestslesvigs største landsbyer som for eksempel Højer ville ikke blive tilsluttet.

 

En vejforordning for Slesvig

I 1842 kom der en vejforordning for hertugdømmet Slesvig. Heri var der tale om en hovedlandevej Tønder – Ribe til Gredstedbro. Men en ting er at trække en linje op på kortet, noget andet at få projektet gennemført.

Som en besværlighed kunne forudses, at vejen jo skulle gennemskære snart slesvigsk område, snart de under kongeriget hørende enklaver, og dette kunne medføre vanskeligheder, også ud over de rent administrative.

 

Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe vejen

For folk, der var henvist til at benytte omhandlende vejrute, og som vidste, at der andre steder blev udført forbedringer af vejene, kunne det være svært at holde utålmodigheden i tømme.

Således kunne man i ”Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende” for 1. maj 1846 læse følgende, der var forlangt indrykket:

 

  • Indsenderen finder det yderst påfaldende, og det kan næppe være generalpostdirektionen bekendt, at pakkeposten mellem Ribe og Tønder i almindelighed bruger henimod 9 timer at passere denne vej, mens pakkeposten mellem Ribe og Haderslev kun har 7 timer, uagtet vejen er længere og lige så slet som til Tønder.
  • Indsenderen, der nyligen har kørt med posten fra Tønder til Ribe, skal nok vogte sig for at benytte en så langsom og tidsspilende befordring oftere, hvilket flere rejsende også har besluttet
  • En Reisende

 

Denne kritik har jo først og fremmest adresse til postvognen og dens kusk, men indirekte peges der dog samtidig på den usle vej. Noget resultat kunne indsenderen naturligvis ikke vente at skulle følge af et sådant hjertesuk i Ribeavisen. Men man nærmede sig trods alt den tid, da folkets røst skulle blive hørt i sådanne offentlige anliggender.

 

Bidrag til anlæg af en hovedlandevej fra Ribe til Tønder

I Rigsdagssamlingen 1858 blev fremsat et forslag fra regeringen om:

 

  • Bidrag til anlæg af en hovedlandevej fra Ribe til Tønder

 

I sin forelæggelsestale oplyste indenrigsministeren, at vejen skulle anlægges efter de for Slesvig gældende anordninger, og da den vil gå ud over en del kongerigsk territorium, havde det slesvigske ministerium andraget om, at kongeriget gav et forholdsmæssigt bidrag til vejens anlæg.

Amtmanden i Ribe Amt havde indstændigt anbefalet, at denne hovedlandevej kom i stand, idet landevejene i de kongerigske enklaver var i mådelig stand og kunne vanskeligt forbedres, før man vidste, hvor hovedlandevejen kom til at gå.

Hertil måtte ministeren føje, at det slesvigske ministerium, hvis der ikke kunne få det ønskede bidrag fra kongeriget, agtede at lægge hovedlandevejen så østlig, at den undgik enklaverne. Nu var det foreslået, at vejen skulle gå fra Ribe over Brøns, Skærbæk, Døstrup, Bredebro og Abild til Tønder. Da rundt regnet en tredjedel af denne strækning ville falde på kongerigsk område ville bidraget være tilsvarende.

 

Ulemper for lokalbefolkningen

Under Folketingets behandling af sagen fremkom ikke mindst fra Sofus Høgsbro, flere synspunkter, som klarlagde, hvilke vanskeligheder man ved vejens anlæg måtte regne med. Han var således betænkelig ved, at hele vejstrækningen efter forslaget skulle anlægges af slesvigske embedsmænd og efter slesvigsk lovgivning.

Dette ville betyde betydelige ”ulemper” for lokalbefolkningen i den kongerigske del. Han måtte derfor foreslå, at der blev anvendt kongerigske embedsmænd i de sogne, hvor flertallet af beboere hørte under kongeriget.

Et andet vigtigt anliggende var, at man efter slesvigsk praksis havde tænkt sig at forsyne den nye vej, hvor den skulle ligge under hertugdømmets administration med vejbomme, hvilket betød, at de vejfarende måtte betale her og der for at slippe igennem. Penge, der skulle bruges til vejens vedligeholdelse.

 

70 års kamp for vejstrækning

Da det blev foreslået, at den nordlige tredjedel af vejen nemlig fra Ribe til Brøns skulle stå under kongerigsk administration og ikke forsynes med bomme, ville beboerne her på dette slesvigske område slippe for at betale for at færdes på vejen. Ja for dem i de kongerigske enklaver blev det tale om dobbelt betaling.

Der kom til en lang debat om disse vejbomme. Men man var også betænkelig ved ar lade planen strande bare på dette spørgsmål. Den 20. december 1858 blev loven vedtaget.

Vejens østlige forløb mellem Skærbæk og Tønder gennemførtes under modstand fra slesvigsk side. Forbedringen var uomtvistelig. Da vejen 1860 – 62 blev fuldført, lå der ca. 70 års drøftelser bag. En sej tovtrækning, der vidnede om et eller andet der var galt mellem hertugdømmet og kongeriget. Det er ikke lige det, som vi har fået fortalt i historien.

 

Kilde:

  • dk (Valdemar Andersen)
  • Se Litteratur Tønder
  • Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.482 artikler, herunder 186 artikler fra Sønderjylland.