Søgeresultater på "nyboder"
Dato: februar 26, 2021
NYBODER OMKRING 1900
Dengang, Esplanaden var en pavillon. Nyboderfolket så en oplyst plads. Man blev kaldt rugbrødsdreng (rugdreng). Mælken hentede man i ”Kirken”. Her kunne man også få hjemmelavet brændevin. En kineser ekspederede i Møllen. 75 øre kostede en flaske rom. En rabatforening fandtes også. Så havde man eget hospital. En sporvogn uden heste oplevede man også. De uartige piger fandtes i rigelige mængder. Vi skal hilde på Jomfru Tidsfordriv. Hvor tog man hen på udflugt? Da den første Velocipede kom til Nyboder. Hvis man var heldig, kom man på ”Den Kongelige belønningsskole”. Præsten skulle betales. Og så var der gaslygter i Haregade. Og så besøger vi Søkadetskolen.
Dengang – Esplanaden var en pavillon
Det var dengang at det hed Toldbodvejen. Og Esplanaden ikke var en vej men en pavillon. Den lå der, hvor det gamle Frihedsmuseum lå. Om sommeren var her altid god musik her. Det var ikke til at opdrive en siddeplads.
Vi er helt tilbage til dengang, at Nyboderfolket stod og kiggede gennem gitteret til Toldboden. Ude på vandet kunne de se illuminerede skibe ude på vandet. Og hvorfor nu det? Jo Christian den Niende og dronning Louise fejrede sølvbryllup.
Nyboderfolket så en oplyst plads
Jo Nyboderfolket kunne også for første gang se en hel plads oplyst på Kongens Nytorv. Det var i 1894. Når man arbejdede som bådebygger på Holmen, så var man på grund af sin store familie berettiget til en lejlighed i Nyboder. Måske i den netop færdigbyggede længe i Haregade.
Man blev kaldt ”Rugbrødsdrenge”
Dengang blev man kaldt ”Rugbrødsdrenge” på Holmen. Det vil sige, at man var bestemt til af sine forældre til at arbejde på Holmen. Så fik forældrene rugmel eller brød under drengens barndom.
Når man så var 60 år. Så tog man sin pension. Den var ikke mere end 40 kr. pr. måned. Og så røg man op i husleje og havde ikke mere råd til at bo på Nyboder.
Mælken hentede man i ”Kirken”
Her var to værelser og kammer plus to loftskamre.
Det var den vinter, hvor mælkespanden forsvandt i den store mængde af sne, som faldt. Det var en streng vinter og sneen lå alenhøjt i alle gader.
Ellers hentede man mælken i ”Kirken”, der lå på Toldbodvej. Det var ellers et pudsigt navn til en virksomhed, der gav sig af med at fremstille og sælge brændevin. Undertiden kunne man også høre klaverspil fra privaten.
Koholdet var i gården. I det brede lokale ud til gaden stod en lang disk, hvor der hver dag, når mændene kom fra Holmen var opmarcheret glas i to rækker, et med brændevin og et med mælk. Fire øre for et lille og seks øre for et stort. Nej, det var ikke en rigtig beværtning. Der var ingen stole, kun disken – som en lille bistro.
Mælken var dejlig fed og kostede 14 øre for en pot. Fløden blev brugt til kaffen, resten til madlavning. Det var sjældent noget til overs til at drikke – det var luksus.
En kineser ekspederede i møllen
Det var spændende at gå helt ud og hente sin far. Det var dengang med den gamle husarkaserne, den lange gule længe, der lå på højre hånd af St. Kongensgade lige fra Toldbodvejen helt til der, hvor Nyboder endte. Så skulle man forbi Grønningen, som dengang var en stor legeplads.
Ellers var det Langelinie og Østre Anlæg. Det var før de begyndte rode og grave på voldene. Det var dengang, der endnu lå en mølle her. Her kunne man hente mel og gryn. Det var i nærheden af Christian den Fjerde.
En kineser med en lang sort pisk ekspederede i et sort bart rum, fuldt af en masse mystiske sække, men møllen forsvandt snart.
Hvor købte man kød?
På Nicolaj Plads lå de åbne slagterboder dengang. Her hang kødet på store kroge. Her blev kødet købt, hvis der skulle laves suppe. Men hos slagter Johan Bekker i Adelgade blev der købt kød, hvis det skulle være hakket. – hestekød var det billigste – eller okse til hakkebøf.
75 øre for en flaske rom
I Adelgade sad der en skovserkone, der havde stade i en port. Her blev der købt fisk. Ja de var også alle sammen på Gl. Strand, men her var konerne for skrappe. Her lærte børnene faktisk også, at man kunne drikke kaffe af underkoppen.
På Grønttorvet blev der købt frugt. Det var i begyndelsen af efteråret. Det var til syltning i den store stil. Snapsen skulle købes i Adelgade. Den kostede 57 øre for en hel flaske ”fuselfri”. Samme pris var det for et 8 punds rugbrød fra Arbejdernes Fællesbageri i en kælder i Gernersgade. I dette foretagende kunne man tegne aktier.
Og skulle man have rom, så blev dette købt i ”Ørnen” på Delfingade. Prisen for den brune rom var 75 øre og 90 øre for den hvide.
En gang imellem var man på dampvaskeri i Adelgade, men normalt foretrak mor at vaske derhjemme i køkkenet. Vaskekælder var her et ukendt begreb. Der kunne tændes op for komfuret. Og der var tørrestænger i gården til snorene.
En rabatforening
Dengang kunne man, når man arbejdede på Holmen også blive medlem af rabatordningen: ”Brugsforeningen for Embeds-og Bestillingsmænd samt læger”. Det lød jo vældig flot.
Det var så en selvfølge, at man købte i de forretninger, som var medlemmer. Hvert år i januar blev årets høst udbetalt i klingende mønt i Kronprinsessegade lige i nærheden af den store materialhandler Lohse, hvor man altid i syltetiden kunne hente eddike og de sjældne krydderier som muskatnød, hvid peber m.m. Urtekræmmerne havde kun den grå peber.
Sukkerhuset lå i Larsbjørnsstræde. Det var et stykke vej fra Haregade. Her blev købt sukker – både stødt og hugget. Og hvis det nu var børn, der hentede det så fik de altid et stykke kandis af den tykke mand.
Eget hospital
Skulle man på Apoteket så foregik dette i Bredgade som lå på grunden til Frederiks Hospital. Blev man syg som, så blev man indlagt i ”Grødslottet” i Rigensgade. Det var Militærhospitalet. Og det gjaldt også for Holmens folk. Her kunne man så få fjernet polypper eller knuder på halsen – helt uden bedøvelse.
En sporvogn uden heste
Så var det hestesporvognene. Linie 10 gik ad Sølvgade over Tagensvej ud til et lille traktørsted. På forperronen var det den dejligste udsigt
Og pludselig opdagede man at der kørte sporvogne uden heste. Der var bare en stang i luften til en snor. Det kunne da slet ikke passe. Det var bl.a. linje 7, der kørte fra Kongens Nytorv til Nørrebro.
Andre, der kom på besøg
Kongens Foged var altid til tjeneste, når huslejen ikke blev betalt. Og så kunne det være at man var på vej til Sundholm.
Mælkemanden brugte sin klokke, skraldemanden brugte sin skralde et par gange om ugen. Så skulle man huske at stille sin skraldespand ud på trappestenen.
I de gamle lejligheder i Nyboder med stengulv i forstue og køkken blev der brugt en del sand. Og sandmanden kom da også på besøg. Han brugte sin stemme lige som rejekonen. Sidstnævnte forlangte 2 mark for en pot.
De uartige piger
Adelgade og Borgergade var egentlig triste gader. Adelgade var den mest livlige af de to. Den var forbundet med Borgergade ved Prinsensgade. Her sad de uartige piger og her var alle kælderbeværtningerne.
De var nu også i Holmensgade og Gåsegade. De havde alle sammen lyserøde eller grønne kjoler på og ingenting under. Kjolerne stod nemlig ofte åbne. Alle vidste godt, hvad de bedrev.
Jomfru Tidsfordriv
Her kom også ”Scheberlein”, Han gik for at være søn af Frederik den Syvende. Han havde altid en soldaterhue fra 1864 på hovedet. Og som gadens dronning kom Jomfru Tidsfordriv. Hun var ungernes yndlingsoffer. Hun havde altid en lang hale af snottede unger efter sig. Hun skændtes vildt og bredt med alle. Når hun så gjorde udfald mod ungerne, blev de ellevilde.
Hun var meget malerisk i sin lange sorte kjole, der fejede gaden. Der var et sort overstykke, sort stråhat med blomster og spånkurv på armen. Rødblisset ansigt med tandløs savlende mund, kaffekandeblå rindende øjne og grå hårtjavser strittende ud under stråhatten.
Selvfølgelig var hun blevet svigtet af en ”grim” løjtnant i sin fejreste ungdom. Køb var hun jo nok dengang. det var mange år før hun sled Adelgades brosten.
På udflugt – fra Nyboder
En årlig skovtur kunne det blive til. Og det var så med madpakke. Det var enten med Nordbanen til Holte eller med den ny østbane til Klampenborg. Eremitagesletten eller Ærmelunden. Men det var nu ikke altid der vankede tog eller Sporvejs – transport. Ofte var det meget lange traveture.
Et par gange om året gik turen i Frederiksberg Have. Og så var det Tivoli og inden kl. 2, så kostede det kun 10 øre. Det var brydekampe med den tykke Beck Olsen og luftskipper Johansen, der gik op med en ballon. Der var heldigvis mange gratis fornøjelser derinde. Så kunne der måske blive til et glas øl og et glas mælk i mælkeriet derinde.
Da den første Velocipede kom
Det vakte vild opsigt i Haregade, da den første Velocipede – eller på dansk – Væltepeter – dukkede frem. Og pigen, der havde købt apparatet, vakte lige så stor opsigt. Smart pige i korte cykelbukser og bolerotrøje.
En stor lagkage kostede dengang 2 kr. hos bageren. En Gammel Carlsberg kostede 7 øre, men uha så steg den i pris – først til 11 og senere til 13 øre.
Og så skulle alle de unge, der havde arbejde og boede derhjemme også bidrage til husholdningen. Ude i Ærmelunden kunne man plukke gratis æbler selv om man egentlig ikke måtte det. Man familien i Nyboder omdøbte stedet til Æblelunden og hver gang de var derude, kom de hjem med en ordentlig høst.
Den kongelige Belønningsskole
Her var Hindegades Kommuneskole og Sølvgades betalingsskole. Den kostede 1 kr. om måneden.
Men se Christian den Niende havde oprettet en skole, der hed ”Den Kongelige Belønningsskole. Det var til børn af slottes tjenere
I 1906 var Strøget et kogende menneskehav. Det var nemlig Børnehjælpsdag. Kronprins Christian ragede op som et fyrtårn. Han delte mønter ud til alle bøsseranslerne. Hvis der var pladser til overs, kunne Holmens folk også søge plads her.
Skolen lå i H.C. Andersens gade på 3. sal i en 4- værelses lejlighed. Der var i alt 40 børn fordelt i to af stuerne, med tre klasser i hver stue. Bestyrerinden var den meget stramtandede Frøken Marie Sørensen.
Frøken Kyhn underviste de små. Hun var til gengæld meget sød. Og så kom en sanglærerinde en gang om ugen og underviste. Kandidat Vaupel underviste i religion. Det var kun de allernødvendigste fag, man blev undervist i. Dog havde man to timers tysk hver dag. En lærer i naturhistorie blev afvist.
Præsten skulle betales
Og så blev man konfirmeret i Slotskirken. Efter konfirmationen skulle man besøge præsten, så skrev han sit navn i salmebogen. Og så gav man ham en kuvert, hvor der skulle være ca. 2 kr. i. Andre gav dog mere.
Både postbuddet og skraldemanden kom forbi i Nyboder og ønskede glædeligt nytår. Det kostede så 1 eller 2 kr.
Til gengæld kom Holmens præst og hans kone og ønskede glædelig jul. Så uddelte de en pose risengrød, hvor der sad en 2 kr. i.
Gaslygter i Haregade
I Haregade var der gaslygter, som lygtemanden kom og tændte hver aften og rensede en gang om ugen. Han havde stige med. I køkkenet var der blevet indlagt gas. På vaskedage brugte man tørv, som tørvebonden kom med en gang om året. De blev stablet op ved siden af koksen oppe på loftet. Kokset blev bestilt ude på Østerbro Gasværk.
Søkadetskolen
For enden af Haregade boede chefen for Søkadetskolen. Det hus var lidt større og finere end de andre. Man kunne godt se, når kadetterne havde øvelser i den høje mast.
I foråret 1904 var der 19 unge mænd, der indstillede sig til optagelsesprøver på Kadetskolen. Den yngste var Prins Axel, der knap var fyldt 16 år. Man stillede ret skrappe krav. Man skulle have et sundt helbred og gode tænder. Så skulle man have haft 9 mdr. sejltid på et af flådens skibe. Man skulle også have haft en god skoleuddannelse.
Over 14 dage i slutningen af april og maj 1904 blev ansøgerne prøvet i en lang række fag.
Kadetskolen havde til huse i Gernersgade, der tidligere var Søetatens Pigeskole. Hver dag kl. 17 spiste alle sammen under ledelse af en officer, der nidkært tilså at kadetterne blev trænet i at føre en høflig og levende konversation, holde ordentlig på spisetøjet, spise kultiveret og fremfor alt ikke spilde på dugen.
Den mindste form for slaphed, respektstridig opførsel, kvindeagtighed eller anden tilsvarende adfærd medførte øjeblikkelig irettesættelse og eventuel straf.
Al driveri på byens hader var forbudt. Kadetterne måtte ikke opbevare morskabsbøger. De måtte ikke have andet parfume end pomade og hårolie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 31, 2019
Nyboder – dengang(b)
Dette er en nyredigering af en artikel fra 2010. Den stakkels husar. Krudttårn sprang i luften. Skader for over 100.000 rigsdaler. Dårlig krudt. Majors kritik blev afhørt. Mange antagelser til eksplosionen. Store skader på Frederiks Hospital. Mølleren blev fattig. Mange dræbte. En heldig mand. Skarpretteren fik også skader Hovedmurer revnede. Brandforsikring fik pålagt at betale. Krudttårne skulle flyttes. Ingen blev gjort ansvarlige. En lille butik i Krokodillegade. Vi søger en mellemklasse i Nyboder i begyndelse af 1800 – tallet. To skoler i Krokodillegade. I majestætens tjeneste. Øl til fri afbenyttelse til skoledrenge. Kongen var en lille vissen mand. Den stakkels linedanser. Store bryllupper. Sommerudflugter. Vandet smagte forskelligt.
Den stakkels husar
I mange år blev området Grønland ved Nyboder brugt som rettersted. Og en stakkels husar i 1757 oplevede både at blive skudt, brændt og druknet. En forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården på Kastelvejen måtte de kaste kisten i Kastelgraven.
Krudttårn sprang i luften
Den 31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved Krudttårnet på Rosenkrantz Bastion ventede på afløsning. Østerport havde været åben i et par timer. Netop som vagtafløsningen fandt sted klokken ti minutter over ni, lød der over den ganske hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en kraftig rystelse og en trykbølge.
De nærmeststående træer forsvandt. Møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden foran voldene blev der også meldt om store skader.
Skader for over 100.000 rigsdaler
Det gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Der var skader uden for Østerport og ved Blegdammen og selv i det beskyttede Kastel blev der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske borgere over100.000 Rigsdaler, et anseeligt beløb dengang.
Rosenkrantz Bastion blev oprindelig kaldt for Ny Østerport Bastion. Den var beliggende vest for Kastellet og Østerport. Bastionen forsvandt i 1897 med anlæggelsen af Østerport Station.
Da krudttårnet sprang i 1779 faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos nogle af beboerne.
Dårlig krudt
Årsagen til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det gode skib Slesvig skulle have krudt om bord. Det skulle leveres til Algier, Marokko og Tripolis. Det var en slags gave mod at de nordafrikanske sørøvere lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere holdt ikke aftalen.
Linjeskibet Slesvig løb ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten. Skaden blev udbedret. Og Slesvig returnerede til København.
Majors kritik blev overhørt
Den 7. februar blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i krudttårnet ved Østerport. Krudtets tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange anmodede major Thranmoes om at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring. Man han blev overhørt og irettesat af sine foresatte.
Thranmoes beskrev situationen i tårnet på følgende måde:
Mange antagelser til eksplosionen
Datidens medier turde ikke tage stilling til årsagerne for eksplosionen. En deputeret i Danske Kancelli antydede, at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så havde antændt krudtet i tårnet Og der skulle have været en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst branden.
En anden antagelse var at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at en gnist er opstået. Men tre vagter, der alle kunne have svaret på spørgsmålene omkom under eksplosionen. De blev alle begravet dagen efter i overværelse af alle over – og underofficerer.
Store skader på Frederiks Hospital
I det hele taget var der mange, der blev dræbt og utallige var blevet såret. Indberetningerne fra Rodemestrene var meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på Schacks Palæ beløb sig til 732 rigsdaler og 3 mark. I første omgang anslog man skaderne på Frederiks Hospital til 2.500 rigsdaler. Men en senere synsforretning firedoblede dette beløb.
Nyboder var selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående møller var Stenkulgade og Rigensgade hårdest ramt.
Mølleren blev fattig
Møller Moouritz Friederichsen var blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og mølleren frygtede, at hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller, Kongens og Grønlands Mølle var blevet jævnet med jorden.
Friederichsens 6-7 år gamle grundmurede hus i Stenkulgade med tilhørende side- og baghus havde lidt alvorlig skade. Tagene var revet af. Loft, vægge og døre samt vinduer var alle slået i stykker.
Uden nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus. Han forsøgte lige som så mange andre at henvende sig til ”Brandassurancens Contior”. Men han måtte erkende, at det var ikke noget at gøre.
Mange dræbte
Grønlands Mølle på den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene side.
En 15 – årig pige, der arbejdede i Kongens Mølle og to møllersvende var blevet dræbt. Endnu en 15 – årig pige, der var på vej ud til møllen og en kone, der gik på vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflydende træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.
Stokhusmøllen var også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt smadret. Møllearmene var skadet lige som selve møllen havde flyttet sig på pillerne. Den tilhørende ejendom i Stokhusgade var også raseret.
Enken, Karen Rasmusdatter, der ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn. Hendes mand og en møllersvend omkom ved ulykken.
Mange skrev til Magistraten om hjælp. Men der kom dog ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget for næringsskat indtil deres huse var genopført. Det var dog de færreste, der havde rod til dette.
En heldig mand
For Knud Lyhne Rahbek var det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni-tiden gik han en tur på volden. Men netop den dag sad han og ventede på sine sko.
Just Christian Uhrenholt havde opholdt sig på Saltholm på eksplosions-tidspunktet. Først flere måneder efter kom han hjem for at se på skaderne. Hans hus var et mur- og bindingsværkshus på femogtyve fag med to kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.
Skarpretteren havde også fået skader
Lige på hjørnet af Rigensgade ud mod Grønland hos brygger de Place var skaderne totale. Hos naboerne Nyboder Materialegård samt Det Kongelige Uldmanufaktur var skaderne knap så store.
Hos garnisons- skarpretter Oswald på hjørnet af Rigensgade og Krusemyntegade var skaderne ligeledes betydelige.
Hovedmurer revnede
Admiralitet udsendte en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle sættes i gang øjeblikkeligt og til de husvilde skulle der skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i gang med indrapportere skader på såvel huse som mennesker. De kvæstede skulle bringes til Kvæsthuset , da man anså Nyboders egne sygestuer som ubrugelige efter ulykken.
Husene havde mange steder taget varig skade. Dette gjaldt især for Tulipangade, Elefantgade og Haregade. Her var hovedmurene hist og her revnede. Skorstenene var knækket og revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer og vindueskarme var knust. I lofter var der sprækker. Ja faktisk var alle huse i Nyboder mere eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Priserne måtte ikke stige
Man hørte masser af jammer og klager. Allerede på ulykkens første dag greb monarken og Magistraten ind. For at forhindre spekulation i de skadeslidtes ulykkelige situation udstedte Magistraten allerede den 31. marts en ”plakat” angående fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas. Ingen måtte nægte at overlade de skadeslidte de nødvendige materialer.
Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at udbedre skaderne.
Man tillod også at glas og tagsten indførtes i en periode på seks uger. En masse teglsted kom fra fabrikkerne ved Flensborg Fjord.
På den nye kalkfabrik uden for Øster Port besluttede man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og trængende Nyboder-beboere. De kunne købe til yderst fordelagtige priser. I Stadens porte fik man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af Nyboder.
Brandforsikringen fik pålagt at betale
Stadens Brand Casse afslog at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og storm.
Nu var man bange for de eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud over slottet. Man måtte hurtigt tilvejebringe 100.000 rigsdaler. At den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket på forhånd.
I 1781 blev det pålagt Brandforsikringen til at betale de 100.000 rigsdaler.
Krudttårne skulle flyttes
I kirkerne blev det samlet ind til de skadelidte. Man nåede op på et beløb på cirka 17.000 rigsdaler. Dette kunne dække cirka en femtedel af tabet.
I 1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men med Struensees fald bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:
Heri stod bl.a. at læse:
Ingen blev nogensinde gjort ansvarlig
Ingen blev nogensinde gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt” i Krudttårnet.
På pladsen ved Rosenkrantz Bastion, hvor krudttårnet havde stået, fik rådmand Waage den 29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen.
En lille butik i Krokodillegade
Men hvordan gik det ellers på Nyboder. Vi besøger stedet 25 år efter katastrofen.
Mange søgte Admiralitetet om at indrette butik på Nyboder men de fleste fik afslag. I Krokodillegade 7 lige over for Svanegade indrettede en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster. Men ingen forhindrede enken i at servere for stående gæster.
Vi besøger en mellemklasse – familie
Det var ellers små kår, som man dengang tilbød beboerne i Nyboder. Vi besøger en lejlighed i Krokodillegade. Her boede en mellemklasse – familie.
Stuen er cirka 5 x 7 alen. Bagved var et lille kammer på et fag 5 x 3 alen. Gulvet var af mursten – strøet med sand, som blev fornyet hver søndag. Der var bilæggerovn med Frederik den Femte’ s og dronning Louises portrætter. Døre og vinduer var rødmalede. Væggene var kalket hvidt.
Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. Det var først langt senere, væggene blev gule og dørene grå.
På væggene hang mange billeder. Det bedste var af Christian den Fjerde på skibet Trefoldigheden.
Møblerne bestod af et stort fløjlsbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod sukkerkasserne, en med brun kandis, en med puddersukker samt en klædekurv med fint brød.
Kinesisk porcelæn
Mellem vinduerne stod et gult bord. For enden af stuen lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol. Her fik bedstemor hver eftermiddag en middagslur med forklædet kastet over hovedet.
På bagvæggen stod en smuk egetræs – dragkiste med stærkt forgyldte nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af disse var kinesiske, hjemmebragt af morfar. Her stod også en japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stort porcelænskrus blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 – rigsdaler.
I hjørnet ved kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre etager, hvorpå der stod kinesisk porcelæn. Under bordet stod den runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store Kongensgadelige over for Julianes Palæ.
Mange urtepotter i vinduerne
Foran på bordet stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer. I kammeret midt for døren lå brændevinstønden. I et aflukke ude i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med ”godt øl” og en med ”skillingsøl”.
I stuen var der nyere med grimme stole med sorte lædersæder påslåede med forgyldte messingsøm. I kammeret var nogle gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte lædersæder. I kammeret var også et rødt lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt gardin rundt om.
På skorstenen i køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde. I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.
I vinduerne var der mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter, passionsblomst, der slyngede sig i spanskrørsstativ og en plante med mørke runde blade, røde underneden. Den kaldte bedstemor ”Tålmodighed”.
Frisk mælk fra Gentofte
Hver morgen kom en bonde kørende med mælk fra Gentofte. Fra en brygger på Toldbodvej kom der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet. Kaffe blev hentet i en sæk fra Kultorvet.
Dengang kostede ”Skillingsøllet” en skilling pr. potte. Smedene og deres koner drak flittigt på Nyboder.
To skoler i Krokodillegade
Man tog om sommeren i Kongens Have, hvor der var musik i Herkules-Pavillonen. For enden af Kærlighedsstien fra Nørrebro til Østerbro ved Nyvej stod en kone og solgte jødekager.
Hele to skoler var der i Krokodillegade. Holmens Skole lå lige ved volden. Stjernes Skole lå nærmest Svanegade. Lederen Hr. Stjerne havde før været kanonér og klokker. Lærerbøgerne bestod af Peder Jensens ABC og Luthers Katekismus.
På hjørnet af Borgergade ved Hoppens Længe lå en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom var en rigsdaler om måneden.
I majestætens tjeneste
Man kunne være så heldig at blive antaget som ”Rugdreng”. Så var man i Majestætens tjeneste. Man fik fri undervisning og mundering. Den bestod af klædetrøje med blanke runde knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par strømper og skjorte af groft lærred.
Var man så heldig at blive ”kostdreng”, ja så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn, ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark i månedlig løn.
En skole i Gåsegade
Der var også en skole i Gåsegade (Vildandegade). Den bestod af to længer. Der var tre klasser på hver side, komagni-, kost-, og rugdrenge. Skolelokalerne var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, og 10 drenge sad på hver bænk.
Man blev undervist både psykisk og fysisk. Blandt lærebøgerne var Godmans Fortællinger, Mallings stor og gode Handlinger, Holms Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.
Øl til fri afbenyttelse for skoledrenge
På Kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til Søvæksthuset. Her blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja tinkrus med godt øl til fri afbenyttelse blev der også serveret. Et lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens fødselsdag.
Uniformen blev også brugt, når der var vandgang på Gammelholm ved Mastemager-værkstedet, hvor der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle man så svømme i parade. Og så skulle man gå i kirke mindst hver anden søndag.
Kongen var en lille vissen mand
Kong Frederik den Sjette kom hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen og urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være lidt for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af lutter tykmavede personligheder.
Ofte lød der regimentsmusik fra Østerport. I det hele taget var der masser af militær i området. Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser så ganske pæne ud. Ofte var der også underholdning på Rosenborg eksercerplads dengang.
Den stakkels linedanser
Men den 12. juni 1823 gik det galt. Den hollandske linedanser Christian Roat led en voldsom død. På vejen ned gik noget galt. Roat råbte et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem, der holdt den blev væltet omkuld.
Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Store bryllupper
En anden stor begivenhed for Nyboder – folket var Prins Frederiks (Frederik den Syvende) bryllup med Vilhelmine. Man stillede sig op på Kongens Nytorv for at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8 hvide heste foran. Og foran disse var der løbere med blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i hånden.
Et par år efter gentog dette sig. Det var dengang Prins Ferdinands bryllup med Caroline.
Sommerudflugter
Sommerudflugterne omkring 1830 foregik med en trækvogn, hvor man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen af Ladegårdsåen, sommetider af Rolighedsvej.
Det skete også at turen gik ud til Fællederne. En gang om året gik turen ud i Dyrehaven. Men turen i vogn var ofte for dyr for familien.
Vandet smagte forskelligt
Vandet kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved Rosenborg Post ved enden af Gothersgade. Man kunne også tappe vandet fra de gamle trærender ved Peblingesøen. Men så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom med i spanden.
Ved Adelgade var der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i Tulipangade. Og folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken post, man tappede vandet fra.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 1.460 artikler herunder:
Dato: januar 2, 2018
Nyboder – ikke Chr. Den Fjerdes opfindelse
Ideen er fra Augsburg. Der var også skipperboligerne. Ikke alle kongens planer blev til nogen. Det gjaldt også for Christianshavn. Han var aktiv med stor virketvang. Han tjekkede selv kvaliteten. Der var egen skarpretter og vægtere. Gaderne var fulde af mødding. Ikke alle gader var brolagte. Regelmæssig natrenovation først i 1768. Beboerne skulle selv ligge vandledning. Bager fik eneret. Bodernes ruin var nær forestående i 1721. Officerer fik dobbeltbolig. Kongen holdt øje med beboerne. Og så eksploderede ”Krudtbrænderens hus”. Og det skete også anden gang. Nyboders piger skulle ikke undervises i skrivning og regning. Man fik nyt sygehus. Og 87 huse gik til håndværkerstokken. Der var kongelig jagt efter græsenker. Kammerherre Meldahl og Johannes V. Jensen brød sig ikke om Nyboder. Så fik man dog en søkadetskole. Kommandanten kæmpede for Nyboders bevarelse.
Ide fra Augsburg
Nej, Nyboder var bestemt ikke hans egen opfindelse. Hele anlægget minder påfaldende meget om den ”Fuggerske fattigstiftelse” i Augsburg stiftet i 1567. Det var heller ikke de første tjenesteboliger for flådens folk i København.
Skipperboligerne
Allerede 100 år før havde hans farfar, Christian den Tredje, ladet bygge sine tilsvarende ”boder” på et areal ”hos Sankte Nicolaj kirkegård”. Det var toetagers rækkehuse. Det blev i alt 130 boliger.
Men disse boliger rakte nu ikke langt. I længden var det kun tjenesteboliger for ”skippere, styrmænd, højbådsmænd og andre Hans Majestæts skibsofficerer”. Skipperboderne kaldte man derfor efterhånden kvarteret.
Christianshavns planer
Under Christian den Anden indvandrede mange hollændere, og dette bar Christianshavn også præg af. Her hik kanalen også tværs gennem bygrunden. Jo 924 små byggepladser på hver 24 gange 24 alen blev her opmålt.
Det var den sikkert fra Holland stammende Johan Sem, der havde udarbejdet projektet. Men det har sikkert været den ofte selvrådige og selvkloge monarks egne bestemte direktiver. Men Johan Sem måtte dog lynhurtig lave en ny plan.
Kongen var ikke tilfreds med bevillingerne
Christian den Fjerde var bange for, at bådsfolket ville søge udenlands. Nu ville han så udbyde ”Baadsmends friij wohnung”. Men det krævede, at der blev bygget meget mere. Nu blev der krævet afgifter på ”alle skibe, krejerter, skulder og færger” i kongens rige og lande, såvel som af de fremmede fartøjer, der passerede sund og bælt.
Christian den Fjerde var ikke tilfreds med bevillingens størrelse. Der ville jo gå menneskealdre inden ”de boder til søfolket” blev færdige. Han bad admiralen bevæge rigsrådet til at stille større midler til rådighed. Men rigsrådet ville ikke love noget. De mente, at kongen bare kunne bygge mere, end der kom penge ind til, år for år.
Allerede den følgende sommer var man gået i gang. De nye bådsmandsboder blev rejst et godt stykke uden for byen på den anden side Rosenborg, der endnu dengang lå som en lille isoleret befæstning uden for Østervold.
Aktiv med stor virketvang
Christian den Fjerde var jo ikke alene en konge med meget aktiv virketrang. Han var også en meget impulsiv personlighed. Der var stor planer også med Sankt Annæ by. Og på sin vis er Sank Annæ skanse identisk med Kastellet.
I første omgang var Christian den Fjerde selv både bygherren og entreprenøren, der leverede de nødvendige materialer til de forskellige håndværksmestre, mens voldmesteren Thomas Hansen, sørgede for transporten af både mursten, kalk og tømmer, såvel som for opfyldningen og planeringen af de enkelte byggepladser.
Kongen havde penge til gode
Men fra 1636 var der truffet aftale med bygmestre, at de skulle lave boliger opbygge for 220 rigsdaler pr. stk. Men det var ikke let for kongen at få sine penge, således måtte han tage selveste Børsen i pant for 50.000 rigsdaler.
20 år efter Christian den Fjerde’ s død havde enken og hans øvrige arvinger 120.000 rigsdaler til gode. Ved hendes død resterede der stadig 50.000 rigsdaler.
Kongen tjekkede selv kvaliteten
Boligerne skulle naturligvis synes og besigtiges, inden de blev afleveret ”om de ere så godt bygt som forbemeldte og de forrige våninger ere, Vi selv hidtil haver ladet bygge”. Ja sådan stod der nederst på kontrakten.
Nu var kongen ikke selv entreprenør mere, men nu kiggede han håndværkerne gennem fingrene, endnu mens arbejdet stod på. Han havde jo ikke langt til byggepladsen fra sit yndlingssted Rosenborg.
Allerede i juni måned konstaterede han, at kalken ”intet blev slagen” men kun rørt om, så det lå hel i baljen. Det måtte ikke finde sted, ”ellers bliver der skarn af alt ded, der gøres”. Og siden opdagede han så mange fejl, ”fauther”, som han skrev, udvendig på bygningerne, at han nok kunne tvivle om, hvordan de så ud indvendig.
En række håndværksmestre skulle derfor tages i ed, om de ”uden nogen passion ville besigtige de sidste bådmandsboliger, om de ere med velslagen kalk såsom ded egner og vel muret, så at ded kan passere i alle måder”.
Den kongelige bygmester, Hans ”Steennuynchell” (Steenvinkel) skulle følge med og siden afgive sin betænkning over ”hvad penning dem, som sig denne bygning påtaget haver, bør kvittere for deres forseelse”.
År efter år rejste der sig række efter række af nye boder. I de første fem år, da kongen selv stod for byggeriet, var der i alt kun bygget 178. Men i 1639 var der bygget 600 boliger i Chrisitian den Fjerdes Nyboder, et par snese huslænger, der tilsammen målte 700 alen eller en god halv mil.
Gader og stræder skulle have navne
På Koldinghus udtalte Christian den Fjerde i 1641, da arbejdet var gået i stå:
Vest for Adelgade blev alle gaderne benævnt med plantenavne, velsagtens på urter, som han yndede i datiden:
Men imellem Adelgade og Store Kongensgade blev der brugt dyrenavne, eksotiske som nordiske, nærmest anbragt hulter til bulter uden system i rækkefølgen:
Planer blev ikke alle til virkelighed
De var ret brede disse stræder, 23-25 alen. Ja og så var det jo også lige den anseligt og mærkelige kirke, der skulle opføres. Den skulle være tolvkantet of have en diameter på 100 alen. Det hvælvede loft skulle hvile på 48 fritstående søjler. Sank Annæ Rotunda skulle være sognekirke for den nye bydel. Matroskirken kaldte kongen den også. Ja kirken blev også kaldt Sankt Annæ kirke.
Da byggeriet af kirken gik i gang var der ikke flere penge til boder. Men næppe var kirkebyggeriet gået i gang, da man manglede penge andetsteds, og det var til Københavns forsvar. Christian den Fjerde havde sin ide om skansearbejdet, men fagkundskaben havde en anden mening. Den udvalgte prins Christian tvivlede på sin kongelige faders sagkundskab:
Det var anden gang Christian den Fjerdes planer måtte skrinlægges. Første gang var det Christianshavn og nu Ny-København.
En fribolig kunne godt friste
Husene i Nyboder var grundmurede, og der var små haver til. Der var bjælkelofter og grønlig glas i de mange blyindfattede småruder. Væggene var kalkede og gulvene var af stampet ler. Rummeligt var det åbne loft under tagspærene. Jo sådan en fribolig kunne nok friste folk til at forblive i kongelig Majestæts tjeneste.
Nyboder-folket var unddraget den almindelige, borgerlige retspleje. De sorterede ikke under borgmester og råd. De var underlagt Holmens admiral, der havde fået sin embedsbolig i nabolaget, Admiralgården ved Adelgade. Ja det var meget tæt på Nyboder.
Egen skarpretter og vægtere
Ja man havde endda også egen skarpretter, det vil sige, at man måtte dele denne med Christianshavn. Nyboder fik sine egne vægtere. Og de holdt deres egen tappenstreg, der startede fra vagtbygningerne. Jo det var tre vægtere med lange lanser og trommeslager. De var gerne ledsaget af en flok hujende unger.
Hvad skulle man også på gaden, når klokken var slagen ni. Der var ikke en lygte, at finde i de første mange år af Nyboders tilværelse. Ikke før omkring år 1800 kom der et par matte, søvnigt lysende tranlygter.
Gaderne var fulde af mødding
I de første af Nyboders tilværelse var det ikke videre fremkommeligt. Gaderne var nærmest en sammenhængende mødding. Man smed slet og ret fejeskarnet uden for gadedøren.
Først en snes år ind i 1700erne blev også gaderne i Nyboder underlagt hovedstadens almindelige renovationsordning. Så nogenlunde da. Der skulle regelmæssigt fejes og skarnet køres bort, dog ikke fra de gader, som endnu ikke var brolagt! Efter et kraftig regnskyl, stod disse gader fulde af vand. Og mange af gaderne var ”lange og nedrige dalstrøg”.
Ikke alle gader var brolagte
Efter 1760 begyndte man endelig at brolægge de forskellige gader i Nyboder. Men ikke alle gader fik den kærlige hånd, som de trængte til. Man mente ikke, at der var så meget færdsel her, at det kunne betale sig.
De kunne ikke nå at feje
Politimester Fedder mente, beboerne skulle feje til et bestemt klokkeslæt. Men Nyboder-folket skulle møde meget tidligt på arbejde. Og ”deres koner var syge eller døde” Så var der ingen tilbage, for de måtte ikke holde tjenestefolk. Man blev så enige om, at man kunne nøjes med at feje gaderne i Nyboder to gange om ugen. Til gengæld måtte der godt være urenheder på gaderne de andre dage.
Regelmæssig natrenovation
Omkring 1768 var der etableret regelmæssig natrenovation. Spandens uhumske indhold var dog ikke smidt på gaden. Man nøjedes med at bære den hen på Grønland, som var den åbne plads, der lå mellem boderne og volden. Man skulle dog ikke have for sart en lugtesans i de dage.
Man skulle selv hjælpe til med at lægge vandledning
Først fra 1732 blev der tale om regulær vandforsyning. Og her var det tale om vandposter. De stod dog ret langt fra hinanden. Beboerne måtte slæbe fyldte spande hen ved 100 alen. Det første til, at konerne helst ville stå og vaske ved selve pumpen. Derved tog de pladsen op for andre.
Beboerne havde ellers selv måttet virke med etableringen:
Ja derved sparede den kongelige kasse for en del af udgifterne. Der var lagt en ledning fra den store ”park” eller dam inde i Rosenborg Have med spildevand i overlødighed.
Bager fik eneret
Den bager, der først bosatte sig i Nyboder fik eneretten:
Man skulle kunne levere fornødent og velbagt brød, ”så der ingen klage efter kommer”. Ja den brygger, der bosatte sig her, fik også eneretten.
Men efterhånden som der kom nye naboer kunne man ikke fastholde denne eneret. Der kom en lang række brændevinskipper og øltapperier, værtshuse m.m.
Bodernes ruin var nær forestående
”Bodernes ruin” var nær forestående, hævdede generalbygmester Ernst i 1721, da de sparsomme midler, som havde været bevilliget til istandsættelse, havde været helt inddraget under den nordiske krig.
Vedligeholdelsen inden døre påhvilede beboerne. Husrækkerne havde aldeles ikke det ensartede udseende som før. Hvert hus kunne have sin mere eller mindre stærke kulør, alt efter beboernes forgodtbefindende. Man kunne se, at reparationer var foretaget af efterladenskaber fra ophuggede skibe.
De nødtørftige reparationer kunne godt give anledning til tvistigheder, når boderne skulle skifte ejere. I praksis kom man overens med en rimelig betaling.
Officerer fik dobbeltbolig
Officerer var der efterhånden også kommet til at bo i Nyboder. De måtte selvsagt kræve mere plads og i det hele taget bedre forhold end de menige og de underordnede befalingsmænd. Oprindelig fik en officersfamilie hver for sig tildelt hele to Nyboder-huse. Men det endte med, at man lod opføre særlige officersboliger. De er fra Frederik den Femte og Christian den Syvendes tid.
Fra Christian den Fjerdes tid står kun den lave længe i Sankt Pauls Gade tilbage. Resten af de bevarede Nyboder-huse er fra yngre dato. Hen mod år 1700 begyndte man at slå to huse sammen til et, for at skabe bedre forhold.
Kongen holdt øje med beboerne
Christian den Fjerde holdt øje med hvem der boede i Nyboder. Således skrev han til sin svigersøn Corfitz Ulfeld:
Han ville ikke have nogen boende i Nyboder, som:
Som beboer var man tvunget til at leje værelser ud til søens folk. En del bebyggelse var blevet solgt fra kronen. Men de blev efterhånden købt tilbage. I 1765 besluttede man på en omfattende udvidelse af Nyboder.
”Krudtbrænderens hus” eksploderede
Under svenskernes belejring skete det, at ”krudtbrænderens hus” ved Rigensgade viste sig at være et farligt naboskab. Efter en brand i 1658 sprang det i luften og tillige:
Det gik navnlig ud over Tulipanstræde, hvor kun to boder var beboelige, resten ganske ”spoleret” Et minde om denne ulykke var i næsten 200 år en lille åben plads for enden af Merian- og Krusemyntegade, der trods sin lidenhed blev kaldt for ”Nyboders Torv”.
”Grønland” brugt til dueller
Grev Danneskjold Samsø var i 1743 var manden bag store ændringer i Nyboder. Også store planer var det for Christianshavn, men man kom ikke rigtig videre med de planer.
Den åbne plads, Grønland mellem Østerport og Kastellet blev et stykke tid beslaglagt af landetaten og brugt som eksercerplads. Her mødtes garnidonens officerer også til forbudte dueller. Det var også her, at såkaldte ”misædere” måtte af med livet.
Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler
Man byggede små karreer mellem Hundestræde, Tigergade og Leopardstræde ud til Store Kongensgade, og i Suensonsgade og Gernersgade. Man byggede i stokværk. Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler. Men så besluttede man også at forsyne boligerne med kælder. Dette kostede så 250 rigsdaler ekstra.
I 1758 blev også den åbne plads Grønland bebygget. Men en masse byggeprojekter blev nu iværksat de kommende år.
Krudttårnet sprang igen i luften
For anden gang skete der en frygtelig eksplosionsulykke i Nyboder. Krudttårnet på Østervold sprang i luften i 1779. Ca. 50 mennesker blev slået ihjel, men der skete også betydelig materiel skade. Over hele Nyboder så man spor af eksplosionen. Værst var det naturligvis gået ud over boderne nærmest krudttårnet, som havde ligge ud til Hjertensfrydgade.
Også Tulipan-, Elsdyr- og Haregaden gik det ud over. Husene var spolerede. Hovedmurene her og der var revnede og sunket. Skorstene var dels knækket og revnet, alle skillerum var væltet. Lofter var spalten, nogle af bjælkerne var knækkede. Døre var blæst væk. Tagene til gården og gaden var afblæst og mange lægter var spoleret. Man anslog at skaderne ville koste 40.800 rigsdaler at udbedre.
Ikke nødvendig at undervise piger i læsning og skrivning
Et nyt sprøjtehus blev etableret. Murermester Petermann havde i en periode åbenbart eneret som bygmester i Nyboder. Således skulle han etablere fem nye skolehuse i 1786. i forvejen var der en drengeskole på hjørnet af Løvgade og Borgergade.
Hver af de nye skoler skulle kunne rumme 100 børn. Disse skoler var blot ”læse- og skriveskoler”. Og det var igen kun for drenge. Man fandt det ikke nødvendigt, at give Nyboders piger undervisning i disse fag.
Men i 1798 kom der dog en pigeskole, hvor der blev undervist i religion og moral, såvel som håndarbejde. Man begyndte med spinding, Knytning og syning.
Hovedvagt og lokummer for de nye huse
Men atter engang skulle der etableres nye bygning i Nyboder. En ny hovedvagt og ”lokummer for de nye huse”. Ja så skulle 46 gamle huse indrettes til barakker for de ”indrullerede”. Med andre ord en virkelig kaserne til flådens værnepligtige mandskab.
Nyt sygehus
1807 kom også til at betyde en masse for Nyboder. De sårede som hørte hjemme i Nyboder havde endnu efter Slaget på Reden måtte indlægges på Søkvæsthuset, fælles for hele flådens udkommanderede mandskab. Men i 1807 stod det nye Søetatens hospital parat til at modtage de kvæstede Nyboder-folk. Det var bygget mellem Kokke- og Balsamgaden, i stedet for en af bydelens ældste og mest forfaldne længer.
Manglen på et godt sygehus for marinens faste mandskab havde hidtil været ”en meget væsentlig ufuldkommenhed” ved Hans kongelige majestæts søetat. Vel lønnede majestæten både diverse kirurger og underkirurger samt gav penge til medikamenter. Men disse kirurger blev nødt til at have privatpraksis ved siden af.
87 huse til håndværkerstokken
I 1807 blev en del af flådens faste mandskab fyret. Naturligvis var det i første omgang:
Det blev bestemt, at de 87 halve huse, som blev ledige til Mikkelsdag 1811, skulle afgives til håndværkerstokken fra divisionerne:
Kongelig jagt efter græsenker
Nyboders nedgangsperiode startede i det første fredsår efter 1848. Man sagde, at hans kongelige højhed gik efter de unge græsenker i Nyboder. Ja og en spækhøker foreslog, at samle alle Københavns letlevende damer i en længe, der lå længst ude mod porten og volden.
Ja man siger, at hans kongelige højhed fik en endefuld af en af enkerne. Men en anden af Nyboders døtre, Bente Rafsted blev installeret af højheden i et hus ved Toldbodvej som Frederikke Benedikte Danemand.
Byggematador fik gade opkaldt efter sig
I 1853 blev karreen mellem Kattegade og Pindsvinegadestillet til aktion. Den blev købt af en kendt bygherre, grosserer H.P. Lorentzen. Han lod opføre større kaserner på grunden. Og så blev Pindsvinegade omdøbt til Lorenzensgade trods kommunalbestyrelsens modtand. Men Frederik den Syvende havde personligt lovede ham det.
Men dette navn er forsvundet ligesom så mange andre af Nyboders ældste navne. Det er stadskonduktør, ingeniør Krak-vejviserens grundlægger, der har ansvaret i den forbindelse.
Kammerherre Meldal havde ikke meget til overs for Nyboder
Efterhånden blev flere og flere af husrækkerne solgt. I 1865 så de ud som om Nyboders skæbnetime var inde. Der var nedsat en kommission, der skulle forberede bydelens fuldstændige sanering. Blandt medlemmerne var den nok så kendte arkitekt, kammerherre Meldal. Han havde ikke noget til overs for Nyboder. Han mente at hele kvarteret skulle forsvinde.
Men helt så galt gik det dog ikke. Ensformigheden blev brudt ved opførelsen af Skt. Pauls kirke og frimurerlogen i Klerkegade.
Søkadetskolen
Allerede i 1864 havde Nyboder fået et nyt etablissement. Det var Søkadetskolen, som blev installeret i den tidligere pigeskole i Nyboder. Og sandelig om ikke, at der i 1886 blev taget en af de nye længer i brug. Det var i Skt. Paulsgade, lige over for Nyboders ældste bygning ved mindestuerne.
Fare for fuldstændig sanering
De nye huse var på sin vis opført efter det gamle skema, men mere rummelige, bedre udstyrede med gas og vand. I 1901 blev der på rigsdagen fremsat forslag om opførelsen af ny arbejderboliger for Søværnet ude på Holmen, på Arsenaløen. Men dette forslag forudsatte en fuldstændig rasering af Nyboder.
Johannes V. Jensen kunne heller ikke lide Nyboder
Der var mange, der mente, at Nyboder skulle rives ned. Man sagde spøgefuldt, at rotterne ikke stammede fra Asien men fra Nyboder. Johannes V. Jensen havde heller ikke meget til overs for Nyboder:
Kommandant kæmpede for Nyboder
Nyboders befolkning udgjorde i slutningen af det 18. århundrede cirka 15.000 mennesker. Den 7. september 1940 udtalte Nyboders kommandant, kommandør I.C.D. Bloch:
Men ”Den Gamle Redaktør” glæder sig hver gang han cykler forbi Nyboder.
Christianshavn-for længe siden
Gamle Huse på Christianshavn
Anekdoter fra det gamle Christianshavn
Christianshavn – dengang
Dato: november 4, 2010
Denne artikel findes i en bedre udgave – i en redigeret udgave – søg efter Nyboder – dengang (b)
En
husar blev både skudt, hængt og druknet. ”Dårlig”
krudt var skyld i en kæmpe eksplosion. 700 huse blev
beskadiget, 50 var totalskadet. Mange døde og der var mange
sårede. Vi besøger Nyboder 25 år senere. Unge kom
i majestætens tjeneste. Deres lykke var gjort. En linedanser
brækker ryggen på Rosenborg Eksercerplads
Den
stakkels husar
i
mange år blev området Grønland
ved
Nyboder
brugt
som rettersted. Og den stakkels husar i 1757 oplevede både at
blive skudt, brændt og druknet.
En
forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte
sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården
på Kastelsvejen
måtte
de kaste kisten i Kastelsgraven.
Eksplosionen
Den
31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved
Krudttårnet
på
Rosenkrantz
Bastion ventede
på afløsning. Østerport
havde
været åben i et par timer.
Netop som vagtafløsningen
fandt sted klokken ti minutter over ni lød der over den ganske
hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en
kraftig rystelse og en trykbølge.
De nærmeststående
træer, møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer
og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden for
voldene blev der også meldt om store skader.
Det
gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Skader uden for
Østerport
og
ved Blegdammen,
og
selv i det beskyttede Kastel
blev
der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske
indbyggere 100.000 rdl.
Ny Østerport Bastion
Rosenkrantz
Bastion blev
oprindelig kaldt for Ny
Østerport Bastion. Den
var beliggende vest for Kastellet
og Østerport.
Bastionen
forsvandt i 1897 i forbindelse med anlæggelsen af Østerport
Station.
Da krudttårnet
sprang i 1779, faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos
nogle af beboerne.
”Dårlig”
Krudt
Årsagen
til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det
gode skib Slesvig
skulle
have krudt ombord. Det skulle leveres til Algier,
Marokko og
Tripolis.
Det
var en slags present mod, at de nordafrikanske sørøvere
lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere
holdt sig ikke til aftalen.
Linieskibet
Slesvig løb
ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten.
Skaderne blev udbedrede, og Slesvig
returnerede
til København.
Den
7. juni 1777 blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i
krudttårnet ved Østerport.
Krudtets
tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange
anmodede Major
Thranmoes om,
at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring.
Men han bliver overhørt og irettesat af sine foresatte.
Thranmoes
beskrev
situationen i tårnet på følgende måde:
Var det vagterne?
Datidens
medier turde ikke tage stilling til årsagen for eksplosionen.
En deputeret i Danske
Kancelli antydede,
at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så
havde antændt krudtet i tårnet. Og det skulle have været
en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst
branden.
En anden antagelse var,
at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at
en gnist var opstået.
Men tre vagter, der alle
kunne have givet svaret på dette omkom under eksplosionen.
De blev alle begravet
dagen efter i overværelse af alle over – og
underofficerer.
I
det hele taget var mange blevet dræbt og utallige såret.
Indberetningerne fra Rodemestrene
var
meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på Schacks
Palæ beløb
sig til 732 rigsdaler og 3 mk. I første omgang anslog man
skaderne på Frederiks
Hospital til
2.500 rdl. Men en senere synsforretning firedoblede skaderne.
De stakkels møller
Nyboder
var
selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående
møller var Stenkuglegade
og Rigensgade hårdest
ramt.
Møller
Mouritz Friderichsen var
blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og han frygtede, at
hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller, Kongens
– og Grønlands Mølle var
blevet jævnet med jorden. Friedrichsens
6-
7 år gamle grundmurede hus i Stenkulgade
med
tilhørende side – og baghus havde lidt alvorlig skade.
Tagene var revet af. Lofte, vægge og døre samt vinduer
var alle slået i stykker.
Uden
nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den
stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig
mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus.
Han forsøgte ligesom så mange andre at henvende sig til
Brandassurancens
Contior, men
måtte erkende, at der intet var at gøre.
Grønlands
Mølle på
den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som
den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene
side.
Mange døde og
sårede
En
15 – årig pige, der arbejde i Kongens
Mølle og
to møllersvende blev dræbt. Endnu en 15 – årig
pige, der var på vej ud til møllen og en kone der gik på
vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflyvende
træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på
tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.
Stokhusmøllen
var
også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt
smadret. Møllearmene var skadet, ligesom selve møllen
havde flyttet sig på pillerne.
Den
tilhørende ejendom i Stokhusgade
var
også raseret.
Enken,
Karen
Rasmusdatter, der
ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn.
Hendes mand og en møllersvend omkom ved eksplosionen.
Ingen hjælp
Mange
skrev til Magistraten
om
hjælp. Men der kom ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget
for næringsskat indtil deres huse var genopført. Men det
var de færreste dog i stand til.
For
Knud
Lyne Rahbek var
det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni – tiden
gik han tur på volden, men netop den dag sad han og ventede på
sine sko.
Just
Christian Uhrenholt havde
opholdt sig på Saltholm
på
eksplosions tidspunktet. Først flere måneder efter kom
han hjem for at besigtige skaderme. Hans hus var et mur – og
bindingsværkshus på femogtyve fag i to etager med to
kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.
Bryggeriet næsten
total skadet
Lige
på hjørnet af Rigensgade
ud
mod Grønland
hos
brygger de
Place var
skaderne totale. Hos naboerne Nyboder
Materialegård samt
Det
Kongelige Uldmanufaktur var
skaderne knap så store.
Hos
garnisonsskarpretteren Oswald
på
hjørnet af Rigensgade
og
Krusemyntegade
var
skaderne ligeledes betydelige.
Orden skulle sikres
Admiralitetet
udsendte
en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle
sættes i gang øjeblikkeligt og de husvilde skulle
skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i
gang med at indrapportere skader på såvel huse som
mennesker. De kvæstede skulle bringes til Kvæsthuset,
da
man anså Nyboders
egne
sygestuer som ubrugelige ved ulykken.
700 Nyboder –
huse skadet
Husene
havde mange steder taget varig skade. Det gjaldt især for
Tulipan
– Elefant – og Harregade. Her
var hovedmurene hist og her revnede. Skorstene var knækket og
revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer
og vindueskarme var knust. I loftet var der sprækker.
Ja
faktisk var alle huse i Nyboder
mere
eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Den pludselig fattigdom kunne ikke skjules. Man hørte masser
af jammer og klager. Et halvt hundrede af de 700 huse var
totalskadede.
Ingen spekulation i
andres ulykke
Allerede
på ulykkens første dag greb monarken og Magistraten
ind.
For at forhindre spekulation i de skadelidtes ulykkelige situation
udstedte Magistraten
allerede
den 31. marts en plakat
angående
fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas og at ingen
måtte nægte at overlade de skadelidte de nødvendige
materialer. Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede
hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de
forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at
udbedre skaderne.
Man
tillod også at glas og tagsten indførtes toldfrit i en
periode på seks uger. Em masse teglsten kom fra fabrikkerne ved
Flensborg
Fjord.
Kalkfabrikkerne
uden
Øster Port
På
den nye kalkfabrik
uden Øster Port, besluttede
man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og
trængende Nyboder
– beboere. De
kunne købe til yderst fordelagtige priser. I Stadens
Porte fik
man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af
Nyboder.
Det
var både den gamle og nye kalkfabrik uden
Øster Port, der
fik ordren på 164 læster
stenkalk.
Ingen hjælp fra
Brandkassen
Stadens
Brand Casse afslog,
at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen
og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte
betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og
storm.
Nu var man bange for de
eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud
over slottet. Man måtte hurtig tilvejebringe 100.000 rdl. At
den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket
på forhånd.
I
1781 blev det pålagt Brandforsikringen
til
at betale de 100.000 rdl.
En femtedel blev
samlet ind
I kirkerne blev det
samlet sammen til de skadelidte. Man nåede op på et beløb
på cirka 17.000 rdl. Dette kunne dække cirka en femtedel
af tabet.
En ny ”Krudt –
Plan”
I
1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men
med Struensees
fald
bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:
Heri stod blandt andet:
Ingen blev nogensinde
gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt”
i Krudttårnet.
En ny mølle på
stedet
På
pladsen ved Rosenkrantz
Bastion, hvor
krudttårnet havde stået, fik rådmand Waage
den
29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle
mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen
Nyboder – 25 år
efter
Men
hvordan gik det på Nyboder.
Vi
besøger stedet cirka 25 år efter katastrofen.
Mange
søgte Admiralitetet
om,
at indrette butik på Nyboder,
men
mange fik afslag. I Krokodillegade
nr.
7 lige over for Svanegade
indrettede
en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der
blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og
brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster,
men ingen forhindrede dog enken i at servere for stående
gæster.
Krokodillevej
7
Det
var ellers små kår, man tilbød beboerne dengang i
Nyboder.
En
beskrivelse af Krokodillevej
7 dengang
i begyndelse af 1800 – tallet: Her er det tale om en
mellemklasse familie.
Stuen var cirka 5 x 7
alen – bagved var et lille kammer på et fag på 5 x
3 alen. Gulvet var af mursten, strøet med sand, fornyet hver
søndag eller fejet i flammer med birkekoste.
Der var bilæggerovn
med Frederik den Femte`s og dronning Louises portrætter. Døre
og vinduer var rødmalede, væggene var hvidt –
kalkede. Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. –
langt senere blev væggene gule og dørene grå.
På væggene
hang mange billeder. Det bedste var Christian den Fjerde på
skibet Trefoldigheden.
Møblementet var
et stort fløjbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod
sukkerkasserne, en med brun kandis og en med puddersokker samt en
klædekurv med fint brød..
Mellem vinduerne stod
et gult bord.
For enden af stuen
lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol.
Her fik bedstemor hver eftermiddag sin middagslur med forklædet
kastet over hovedet.
På bagvæggen
stod en smuk egetræs dragkiste med stærkt forgyldte
nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af
disse var kinesiske, hjembragt af morfader. Her stod også en
japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stor porcelænskrus
, blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 –
rigsdalersedler.
I hjørnet ved
kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre
etager, hvorpå stod kinesisk porcelæn.
Under bordet stod den
runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette
blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store
Kongensgade lige over for Julianes Palæ.
Foran på bordet
stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer.
I kammeret midt for
døren lå brændevinstønden.I et aflukke ude
i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med
”godt øl” og en med ”skillingsøl”.
I stuen var der nyere
grimme stole med sorte lædersæder påslåede
med forgyldte messingsøm.
I kammeret var nogle
gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte
lædersæder. I kammeret var også et rødt
lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød
dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt
gardin rundt om.
På skorstenen i
køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde.
I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.
I vinduerne var der
mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter,
passionsblomst, der slyngede sig i spankskrørsstativ og en
plante med mørke runde blade, røde underneden. Den
kaldte bedstemoder ”tålmodighed”.
Frisk mælk fra
landet
Hver
morgen kom en bonde kørende med mælk fra Gentofte.
Fra
en brygger på Toldbodvej
kom
der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet.
Kaffe
blev hentet i en sæk fra Kultorvet.
Dengang
kostede Skillingsøllet
en
skilling pr. potte, mens det gode øl kostede tre skilling pr.
potte. Smedende og deres koner drak flittigt på Nyboder
–
dengang.
Om
sommeren tog man ofte i Kongens
Have, hvor
der var musik i Herkules
– pavillonen.
For
enden af Kærlighedsstien
fra
Nørre
– til Østerbro ved
Nyvej
stod
en kone og solgte jødekager.
Privat – skoler
i Nyboder
Hele
to skoler var der i Krokodillegade.
Holmens Skole lå
lige ved volden. Stjernes
Skole lå
nærmest i Svanegade.
Lederen
Hr.
Stjerne havde
før været kanoner
og klokker.
Lærerbøgerne
bestod af Peder
Jensens ABC og Luthers Katekismus.
På
hjørnet af af Borgergade
ved
Hoppens
Længe lå
en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom
var en rigsdaler om måneden.
I majestætens
tjeneste
Man
kunne være så heldig, at blive antaget som rugdreng.
Så
var man i hans
majestæts tjeneste.
Man fik fri undervisning
og mundering. Den bestod af klædestrøje med blanke runde
knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par
strømper, og skjorte af groft lærred.
Var
man mere heldig og blev kostdreng.
Ja
så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn,
ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark
i månedlig løn.
Skolen
var i Gåsegades
(Vildandegades) to
længer. Der var tre klasser på hver side, kompagni
– , kost – , og rugdrenge . Skolelokalerne
var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, 10
drenge på hver bænk.
Man
blev både undervist fysisk og psykisk. Blandt lærerbøgerne
var Godmans
Fortællinger, Mallings store og gode Handlinger, Holms
Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.
Festmiddag og svømmeundervisning
På
kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til
Søkvæsthuset.
Her
blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja store tinkrus med
godt øl til fri afbenyttelse blev også serveret. Et
lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens
fødselsdag.
Uniformen
blev også brugt, når der var vandgang
på
Gammelholm
ved Mastemagerværkstedet, hvor
der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle
man så svømme.
I parade skulle man gå
i kirke hver anden søndag.
Den lille konge
Konge
Frederik den Sjette kom
hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen
urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være
for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af
lutter tykmavede personligheder.
Den
stakkels linedanser
Området
gav efter genlyd af regimentsmusik ved Østerport.
I
det hele taget var der masser af militær i området.
Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser, så
ganske pæne ud.
Et
stort indtryk efterlod den hollandske linedanser Christian
Roats død
på Rosenborg
Eksercerplads den
12. juni 1823.
Han
skulle gå op til det store tårn med en sæk over
hovedet. Han var klædt i en rød spansk dragt. Men på
vejen nedad gik noget galt. Roat
råbte
et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem som holdt den, væltede
omkuld. Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han
døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Kongelige bryllupper
En
anden stor begivenhed for Nyboder
– folket var
Prins
Frederiks (Frederik den Syvende) bryllup
med kongens datter Vilhelmine.
Man
stillede sig op på Kongens
Nytorv, for
at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8
hvide heste foran. Foran disse var der løbere med
blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i
hånden.
Et
par år efter gentog det sig. Denne gang var det Prins
Ferdinands bryllup
med Caroline.
Sommerudflugter
Sommerudflugterne
omkring 1830 foregik med en trækvogn. Ofte gik det til
Frederiksberg,
hvor
man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man
måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen ad
Ladegårdsåen,
sommetider
af Rolighedsvej.
Det
skete også, at turen gik ud til Fællederne.
En
gang om året gik turen til Dyrehaven.
Men
turen i vogn til dette sted var ofte for dyr for familien.
Det rene vand
Vandet
kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved
Rosenborg
Post ved
enden af Gothersgade.
Man
kunne også tappe vandet fra gamle trærender ved
Peblingesøen.
Men
så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom
med ned i spanden.
Ved
Adelgade
var
der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i
Tulipangade.
Og
folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken
post, man tappede vandet fra.
Kilde:
Se
Hvis
du vil vide mere: Læs
Dato: februar 24, 2009
Vi bevæger os rundt i Nyboder, Ny – Kjøbenhavn, den nye forstad og et smut over til forstaden uden for Nørreport i tidsrummet 1630 til 1720’erne. En kammerherre nægtede at tage imod Blaagaarden. Nul kredit til matroser fra Nyboder. En jøde skulle tvangsflyttes fra Garnisons Kirkegården til jødernes egen kirkegård på Nørrebro. Sjove gadenavne i Nyboder. Hvem havde retten til søerne? Ballade i Nyboder. Vi skal også lige en tur til Nørrebro.
Friboliger til søens folk
Christian den Fjerde opførte i årene fra 1631 til 1641 ikke mindre end 600 boliger i 20 dobbeltlængere. Man bestemte, at de skulle hedde Baadsmandsboderne eller Kongens de nye Boder. I folkesproget blev det meget hurtigt til Nyboder.
I 1631 blev der pålagt en treårig afgift, som alle skibe skulle betale til disse Friboliger, men da der herskede Pengenød gik det kun småt fremad med byggeriet. Kongen var efterhånden utålmodig. I juni 1631 skrev han til Rigets Admiral. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var nærmest: Se nu at komme i gang.
De sjove gadenavne
Nyboder blev færdig. Det blev nærmest en by for sig selv på 18 tønder land. Mod nord begrænsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde og Hundestræde. Ind ad byen dannedes grænsen af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Endelig nåede Nyboder mod vest ned til den senere Rigensgade. Husrækkerne blev gennemskåret af to tværgader: Adelgade og Borgergade, hvis navn i ældste tid varierede mellem Store Algade og Dyregade. De var skråt-løbende, sandsynligvis for at føre passagen direkte mod nord.
Borgergade, hvis ældste navn i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod en ret vinkel med husenes rækker. Da der allerede før Københavns udvidelse synes at have været en brolagt vej, som fra byen førte ud til Nyboder i forstaden, har man brugt navnet Stenbroen eller blot Broen.
De ejendommelige gadenavne som kongen i 1641 gav den nye Baadmandsby burde have været bevaret. De vestlige gader fik navne efter urter og blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan, Nellike og Rose.
Gaderækkerne mellem Adelgade og Store Kongensgade fik navne efter pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven, Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten. Men et enkelt
navn havde forvildet sig i denne samling, nemlig En Hjøringen.
Byggelysten fik ødelagt mange af disse navne og grænser. Lavendelstræde med dens forsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen) blev til Klærkegade. Løvegaden og Kattegaden
er forsvundet. Neglikegade (senere Kokkegade), Bjørnegade og Kaninstræde er blevet til meget kedeligere Fredericiagade. Pindsvinegade blev til Lorenzensgade. Ja havde du penge nok til at bygge for, kunne du få en gade opkaldt efter sig. Hundestræde blev allerede i 1654 kaldt Elsdyrstræde, derpå Nylængen, Nygade og senere Gernersgade.
Bageren havde det svært
Man må sige at Christian den Fjerde gik op i detaljerne, således sørgede han for, at der blev ordineret en bager, Abraham Holterman. Han havde dog lidt svært med at konkurrere med de andre københavnske bagere og høkere. Men det havde kongen også en løsning på. I 1646 blev det påbudt disse at bringe deres Varer derud. Sandsynligvis har en brygger slået sig ned i Bryggerlængen.
Syg i tjenesten
Den øvrige kost som næppe var særlig rigelig eller god, blev leveret fra Provianthuset. Her kunne Baadsmændene eller deres kone og børn hente deres forplejning. Og kongen havde så sandelig også sørget for de syge og sårede matroser:
Som følge af denne forordning ansatte kongen en Badskær ved Bremerholm. Han indrettede også et Baadsmændenes Sygehus.
Københavns første ”almueskole”
For Nyboderbefolkningens aandelige Velvære indrettede Christian den Fjerde en skole. , der lå på hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde). Den kan sikkert betragtes som Københavns første Almueskole. Den blev senere fortsat som Sø-etatens Drengeskole.
Egen justits
Nu var det ikke byens bedste borgere der boede herude. Således skrev kongen i 1641 dette:
Kvinderne herude var barske og der var et absolut hadforhold mellem søfolk og studerende.
Bastioner uden for Nyboder
Ikke langt fra Nyboder blev volden forstærket. Nørreports Bastion blev udvidet. Og der blev lagt to dæmninger for at hindre vandet i at løbe bort. Dette blev gentaget 4 gange på strækningen udenom det gamle Østerport (for enden af Østergade) indtil gravens udløb i havnen bag Holmens Kirke.
De tre bastioner mellem Nørre – og Østerport fik navnene, Sankt Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten og St. Klare Skandsen.
Kongen fik fiskeretten
I 1619 havde kongen erhvervet alle tre søer. I begyndelsen af det 17. århundrede var St. Jørgens Sø ellers ved at forsvinde. Den var blevet udtørret til brug for græsning. Men Christian den Fjerde mente, at adgangen til byen ville være for let for fjenden, så han befalede at søen skulle opdæmmes. Magistraten bad om henstand på grund af mangel på penge. I stadens fjerde sø havde Magistraten lige som de tre andre søen fiskeretten, hvorimod jagtretten var kongens.
Fiskeretten forsvandt i 1619. Byen fik overladt Ordrup Sø, tre damme ved Gammel Vartov og et årligt tilskud af 150 karper, som kongens fiskemester, skulle aflevere. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret så havde kongen ingen ret til søernes bund eller bredder.
Byens fæstninger
For enden af Sortedamssøen blev der anlagt en række skanser. Disse var dog ikke færdige før i 1645. Ravnsborg Skandse skulle bekostes af kommunen, men den var endnu ikke færdig i 1646. Den tredje adgang til staden af Ladegaardsveien (Peblingedammen) blev beskyttet af den nye Kongelige Ladegaard, der opførtes som fæstning, kort tid efter, at kongen havde erhvervet S. Jørgens Mark.
Nu blev Københavns forsvarsværker vel aldrig helt færdigt. Vartov, Ravnsborg og Ladegaarden kom aldrig til at spille en rolle. Der var blevet en grøft og anlagt et dige udenom Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro. Tusindvis af daglejere, soldater og endda kvinder blev beordret til at forstærke voldene med hakker, spader og skubbarer. I 1647 var det nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig.
Det nye Nørreport for enden af Frederiksborggade var derimod ikke færdig ved Christian den Fjerde’ s død.
Dårlige vejforhold
Vejforholdene var forfærdelige. De blev kun meget nødtørftig holdt ved lige. Når der kom gæster til byen eller hvis kongen skulle ud at rejse gjorde man lidt mere ved det. Kongevejene,
der var afspærret med bomme var i lidt bedre stand.
De tre søer havde en lidt anden form end nu til dags. Peblingesøens vestlige del var en del bredere end nu. Søerne fik vand fra Damhussøen gennem Ladegårdsåen, som ved Hyltebro
i nærheden af Lygten desuden optog det overskydende vand fra Emdrup Sø.
Der var stadig problemer med ejendomsretten til søerne. En dom fra 1656 fastslog dog, at græsset i Sortedam tilhørte byen.
Drikkevand fra søerne
Man havde problemer med vandforsyningen. Både de tre søer og Emdrup Sø var leverandør af drikkevand. Det var ikke særlig sundt, at drikke dette u-kogt. Man fik også vand fra 24 offentlige brønde. Et træ-tag var anbragt over dem. Vandet blev trukket op i spande. Men det blev klaget over at skarnsagtige mennesker kastede Aadsler og urenlighed i dem. Det hørte ikke til sjældenhederne, at der fandtes lig af nyfødte børn i brøndene. I 1668 lukkede man derfor brøndene med brædder, og satte pumper i dem. Men hver gang stadsgravene skulle have mere vand, ja så blev brøndene udtørrede.
Forstanderen på Vartov, Mogens Bertelsen også kaldet Dalin blev betragtet som troldmand. Han havde studeret fysik og matematik i Padua og Wittenberg. Han foreslog at de tre ferskvandssøer, S. Jørgenssø, Peblingesøen og Sortedammen blev udgravet, så man fik et stort havebassin helt ud til Sundet. Han havde også andre ideer med ledninger, men planerne
blev ikke rigtig til noget.
Ny forstad
Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartov for enden af Sortedamssøen udlagdes en ny forstad med regelmæssige gader i årene 1650 til 1653. Gaderne fik navne som Helsingørgade,
Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanegade. Ja sådan fremgår det af kort fra den tid. Men planen blev aldrig rigtig udført. J.L. Wolf fortæller:
Grunden til, at det aldrig blev til noget, var belejringen, og de her omtalte huse blev sikkert ødelagt under denne belejring.
Ny Kjøbenhavn
Strækningen mellem denne forstad og Sortedamssøens kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere såkaldte Peymanns Rende tilhørte kongen. Det var her Ny – Kjøbenhavn blev opført. Her lå Rosenborg, Nyboder, S. Anna Rotunda, Kastellet og de nye volde. Kongen havde dog ikke ejendomsret helt ud til Sortedammen. Nord for den senere Farimagsvei havde
borgene anlagt haver og vænger med Fæstebreve fra Magistraten.
Her var endnu landligt. Her havde den gamle Dyrehave ligget, som hørte til Rosenborg. Her kunne man nyde jagtlivets glæder, men denne fornøjelse var kun til glæde for adelen.
Forstaden uden for Nørreport
Længere mod vest ved den nuværende Gyldenløvsgade, hvor vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene, lå Forstaden udenfor Nørreport.
Dette ældste Nørrebro lignede nærmest en landsby. Der nævnes en stor mængde stræder mellem haver og ensomt beliggende huse og en række boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier, foruden de fattige som ikke nævnes i skattelisterne.
I en gammel Magistratsskrivelse fra begyndelsen af forrige århundrede hedder det:
Mellem Voldene og Sankt Jørgenssø helt ned til strande med Rosenåen som grænse lå Kalvehaven. Ved søens opdæmning kom en stor del af Kalvehaven under vand.
Kirkebyggeri måtte opgives
Man opgav det storstilede projekt S. Anna Rotuna, en stor flot kirkebygning. Til gengæld var Kastellet færdig i 1694. Tiderne var urolige, men Københavns befæstning var stadig ikke helt i orden. Man tog nu fat på den vold, der lå nærmest Kastellet
Ballade i Nyboder
Skt. Hans aften i 1690 på Nyboder skulle traditionen tro blive en hyggeligforanstaltning, men sådan blev det ikke. Majstangen var hejst og så gik dansen lystig. Men en soldat kom i klammeri med en pige, og en matros tog hendes parti. Det udviklede sig til et grueligt Slagsmaal. Næsten hele Nyboders befolkning og en masse soldater blev involveret. Hele regimenter blev udkommanderet. Matroserne greb deres økser, knive og stænger. Kvinderne gik op på lofterne og kastede med sten, mens soldaterne brugte deres sabler og bajonetter. Til sidst måtte de fyre med deres Musketter.
Admiral Bjelke, nogle sø – og landofficerer forsøgte at dæmpe parterne, men forgæves. Kampene fortsatte hele natten og den følgende dag. Matroser og soldater kunne ikke tåle synet af hinanden. En fændrik fra garden fik sin arm afhugget ved skulderen, og en løjtnant blev dødelig såret.
Vagten ved Østerport blev angrebet af Nyboder – folket og måtte flygte. Den næste nat patruljerede Hestegarden. Kun ved Kronprins Frederik’ s personlige indgriben blev roen genoprettet.
Huse skulle nedrives
Området mellem voldene og søerne forblev i mange år ubebygget. Kongen havde befalet, at samtlige huse indenfor søerne skulle rives ned. Som følge heraf flyttede blegmændene ud
på den side af Sortedamssøen. De slog sig ned her sammen med urtegårdsmænd.
Papegøjeskydning på Nørrebro
Papegøjeskydning
var særdeles populær i de højere kredse dengang. Således havde man i Broderlogen strenge regler, der skulle overholdes ved sådan en skydning. Den 7. september 1694 blev der indviet en ny skydebane udenfor Nørreport.
Her var opsat en Papegøiestang og indrettet to baner til skiveskydning, henholdsvis af 200 og 400 alens længde. Desuden var der en særlig lille bane til pistolskydning. Kongen nedskød papegøjens hoved og vandt et sølvbæger til en værdi af 40 rigsdaler. Statholder Gyldenløve nedskød derimod kroppen og blev fuglekonge.
Østerport flyttes
Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet blev lagt længere ud, og uddybet. Østerport, der i Christian den Fjerdes tid havde ligget mellem Rosenkrantzes og Pucklers Bastion for enden af Rigensgade, var blevet flyttet i 1682, og i 1708 blev den nyopført. Der blev bestemt, at kvæget ikke længere måtte græsse på Stadens Fælleder mellem voldene og søerne. De skulle drives ud over dæmningerne til Nørre – og Vesterport.
Ved en kongelig befaling af 1726 anvistes en losseplads i et sort sandhul bag Ravnsborg på Nørrebro.
Ville ikke modtage Blaagaarden
Kongens bror, Prins Carl havde overtaget Blaagaarden. Her boede han en del året sammen med søsteren, Prinsesse Sophie Hedvig. Han opførte den nye hovedbygning, tækket med blå skifer, som gav stedet navn.
Prins Carl havde i hovedbygningen indrettet et Bedested, smykket med 35 bibelske stykker. Dem tog han dog ned af frygt for, at Zaren ville hugge dem. Da prinsen døde i 1729 arvede hans søster gården. På sit dødsleje testamenterede hun Prinds Carls Hauge til Kammerherre Carl Adolf Plessen.
Denne nægtede dog i første omgang at modtage gaven, men gav efter, da han modtog et Kongeligt Magtbud og Ønske.
Krise i Nyboder
Nybodermanden havde sin egen domstol, sin vagt, vægtere, gadefogeder, skoler, boder og brændevinskipper. Herude var brolægningen meget værre end noget andet sted i København, ja nogle steder manglede den helt. Vognene sad fast i mudder. Her var gadefejning og lygter et ukendt fænomen. Først i 1717 indførtes dagrenovation og ført i 1770 natrenovation.
I 1713 havde politimesteren i København forbudt værtshusejere at give kongens matroser kredit. De fleste af disse boede i Nyboder. Grunden til dette skridt var, at folkene ikke fik deres hyre udbetalt. Nøden var så stor, at det førte til opløb og optøjer. Ja mange Nyboder – folk begyndte at sælge deres uniformer for at få råd til det daglige brød.
Jødeforfølgelse
Jøder havde det ikke godt i datidens København. De måtte ikke optages i de forskellige lav. Ja, de blev nærmest betragtet som et farligt folkefærd. Men i 1725 blev en af
reglerne lempet en lille smule. Nu måtte jøder holde christent Tyende, såfremt dette tyende var mandlig og over 30 år – eller kvindelig og var over 50 år.
I 1729 fremkom en episode, der viste, at jødeforfølgelsen ikke var ophørt. Prokurator Jens Gedeløche havde bekendtgjort at han var gået over til jødedommen. Men det blev først bekendtgjort efter hans død og begravelse.
Kongen befalede derfor, at Jøderne enten selv eller med assistance fra Natmanden skulle optage liget på Garnisons Kirkegaard og jorde det på den jødiske kirkegård
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Redigeret 5.12.2021
Dato: september 14, 2008
En ”Kongelig Højhed” jagtede græsenker på Nyboder. Søren Kierkegaard kunne lide Nyboder – pigernes ynder. Man skulle tidligt på arbejde, da Christian den Fjerde selv kontrollerede arbejdernes flid – klokken 4 om morgenen. Der var hånds – og halsret over de elever der var ”i fast tjeneste”. Nyboder var Kongens By med egne forordninger. Nyboder – borgerne måtte ikke vise sig i Frederiksberg Have, på voldene og ved broerne.
Det er ikke meget tilbage af det oprindelige Nyboder. Navnet Nyboder stammer fra bebyggelsen ved Bremerholm. Fødselsåret fra 1608 til 1636 er blevet
nævnt, men officielt har man valgt 1631. Den første bygmester var Thomas Wallmeiister.
Ekstra told
I begyndelsen gik det dog langsomt med at få bygget de 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel.
Dokumenter viser, at byggeriet allerede var i gang i 1629. Det ville koste 132.000 Rigsdaler at opføre husene. Det var i sig selv en bedrift, at fuldføre byggeriet. Den 28. januar 1631 blev der udsendt et kongebrev, hvori der stod, at der skulle opkræves en afgift
ved alle toldsteder
Disse afgifter skulle være med til at betale byggeriet. På et tidspunkt talte man også om at opføre kolonihaver til Nyboder – folkene uden for voldene, men det blev dog aldrig til noget. I 1647 var der opført en ny Østerport.
Det var ret så omfattende byggeri, man var gået i gang med. Lagde man alle husrækkerne sammen i en lige linje, ville det fylde hele vejen fra Østerport Station til Hellerup Station.
Nyboder kom til at fylde meget. Ideen til byggeriet havde Christian den Fjerde sikkert lånt af de andre af datidens store flådemagter. Der fandtes i København ældre boder med samme formål. Det var de såkaldte skipperboder. De lå lige over for Holmen.
Sankt Anna By
Allerede i 1625 havde Christian den Fjerde drømt om, at han ville skabe en ny by, der skulle hedde Sankt Anna By. Den skulle bygges rundt om en stor kirke. Den skulle være 12 – kantet og have en diameter på 12 alen. Ja, den skulle også kaldes Matroskirken.
Først i 1642 gik man i gang med dette. Et hold på 100, deriblandt et større antal kvindfolk. Han nåede det dog ikke. Kirken blev aldrig bygget og beboerne kunne ikke lide navnet Sankt Anna By.
18 nye gader og stræder
Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Ind mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Mod vest nåede Nyboder til Rigensgade.
Husrækkerne lå i retningen nordøst til sydøst og blev gennemskåret af to tværgader, Adelgade og Borgergade. Førstnævnte blev i ældre tid kaldt Den store
Adelgade og Djuregade. Kongen holdt selv øje med byggeprocessen i begyndelsen. Han fandt mange fejl. Den 26. juni 1634 skriver Christian den Fjerde til Rentemesteren:
I de første fem år blev der bygget 178 boder:
En stor plads opstod i området Man tillod at græsset voksede her. Derfor fik det navnet Grønland (Grønneland).
Det blev brugt som eksercerplads. Men også som rettersted. Her måtte en tysk fændrik i 1676 lade livet i galgen:
Den første bager
Allerede i 1646 blev Abraham Holtermann udnævnt som autoriseret bager af Christian den Fjerde:
Ballade ved Majstangen
Skt. Hans aften 1690 havde man hejst Majstangen i Nyboder. I festens rus snuppede efter sigende en soldat et eller andet fra en pige, hvorefter nogle matroser for løs på ham. Snart var et større slagsmål i gang. Matroserne brugte knive og stænger. Kvinderne kastede med sten. Soldaterne anvendte deres bajonetter
og sabler. Det hjalp ikke, at officererne manede til ro og orden. Adskillige sårede måtte bæres væk.
Episoden førte til, at vagterne blev udstyret med morgenstjerner. Forskellige steder blev der opsat pæle med halsjern. Her blev Forbrydere stillet op til skræk og advarsel.
Mange værtshuse
Der kom adskillige handlende i Nyboder.
Ved Toldbodvejen blev der i 1695 både gangsti og kørerbane. Her nedsatte sig adskillige brændevinshandlende. Man havde mange kunder, især fra Holmen. Men det var i Brokkensbod, man serverede de største snapse.
Et eftertragtet Husbrev
”Kongens Hus” i Nyboder var meget eftertragtet. Man fik et Husbrev som nærmest var en kontrakt, hvori man kunne opregne pligter og rettigheder. Fra 1727 ved vi, at et sådant Husbrev blev givet til dem, der havde gjort sig fortjent til det, eller som var meget trængende. Hvis man forpligtede sig til at aftjene Marinen
et vist antal år, kunne man også gøre sig fortjent til et Husbrev.
Ofte var der op til 16 personer i de 45 m2. Og nu var det ikke kun sø-folkets ansatte, der boede her, selv om det nok var hensigten. På et tidspunkt blev husene også brugt som kaserne for værnepligtige.
Et specielt Nyboder – sprog
Sproget i Nyboder var specielt. Det var en blanding af det københavnske almuesprog og søfolkenes sprog. Det var også præget af, at samfundets mest rå klasse havde til huse her. Mange Nyboder – folk trøstede sig også med flasken.
Nyboder – folket dannede grundstammen på de mange skibsbesætninger, der vandt så mangen et søslag. Her var også nationalfølelse og kærlighed til konge og fædreland.
Beboerne fik udleveret lys til at sætte i vinduerne, når der var en festlig begivenhed at fejre hos kongefamilien. Den følgende dag havde man fri, for man skulle sidde længe op, for at puste lysene ud.
– Naar den røde Hane galede over Hovedstaden, mødte folkene fra Nyboder frem i kampen mod flammerne i København. De viste også deres værd under Københavns brand i 1795, hvor hele Holmen var omspændt af flammer.
I fængsel
I Nyboder var der en vagt med tilhørende Hundehul. Her lå også et sprøjtehus. Der var noget, der var værre end Hundehullet. Det var hvis man var så uheldig at blive indsat i Gammelhavn. Hvis man ikke kunne byde på drikkevarer, blev der udøvet vold mod én fra de andre fangere. Man tog tøjet fra den nye som en slags pant, såfremt man ikke fandt kontanter. Så skulle man skaffe kontanter, og så kunne det være, man fik sit tøj igen.
En anden risiko var, at få Smitsot. Det var snævre, stinkende og usunde fængsler. Her kunne sygdom let opstå. Fra historien kender man til mange dødsfald i de danske fængsler.
Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen bevogtede Nyboders område, som var det et privat område. Magistraten skulle ikke blande sig.
Man havde svært ved at indordne sig efter regler og forordninger i Nyboder. I 1705 måtte Livgarden og Grenaderkorpset haste mod Nyboder for at holde orden.
Sygdom og lidelser
Under krigen i 1710 opstod der ombord på flåden en smitsom Forrådnelsesfeber, der angreb mange og medførte døden for de fleste. Henved 6.000 søfolk bukkede under, heriblandt mange i Nyboder. Men det skulle blive meget værre.
I 1711 kom pesten til København. En tredjedel af byens befolkning omkom.
Man nedsatte en sundheds-kommission, der skulle træffe foranstaltning til epidemiens bekæmpelse. I Nyboder blev der ansat en barbermester med en svend, der skulle bedømme kvarterets sundhedstilstand og sørge for de dødes jordefærd.
De syge skulle med det samme transporteres til lazaretter og hospitaler. Men det var ikke lige let, at holde styr på det hele. På Vodrofs Gaard og ved Ladegaarden talte man om bestikkelse, forbrydelser og andet uskik blandt patienterne.
Nyboder – folket brød sig ikke om læger, hospitaler og læger. De ville helst død derhjemme.
Flåden blev holdt i søen så længe som muligt, og mandskabet led meget under kulden. I november blev de nødt til at anlægge havn. De raske skulle samles på Nyholm i en baraklejr indtil pesten var forbi. Men folkene opsøgte deres familier i Nyboder uden hensyn til pestens rædsler.
Tæt uden for Kastellet blev der gravet 6 fod dybe grøfter, hvor de afsjælede legemer blev nedlagt i flere lag og i uafbrudte rækker.
Begravelse i Nyboder
Når sygdom ramte en Nyboder – mand, blev han omgående indlagt på hospitalet i Nellikegade, hvis ikke han valgte at ligge syg i hjemmet.
Mange begravelser udgik også fra Nellikegade. Sørgetoget, hvor enken ikke deltog gik efter gammel skik gennem afdødes gade. Uden for hjemmet standsede man, og stillede kisten på nogle skamler. På fortovet var der strøet sand og gran. Nu kom den sørgende enke ud og lagde en krans på kisten.´, et sidste
farvel.
Sørgetoget fortsatte uden enken til kirkegården. Begravelse, dengang var helt overladt til mændene. Deltagere uden uniform lejede som regel sorte sørgekapper. Efter begravelsen samledes man i det sørgende hjem. Trak det ud om aftenen, serveredes en Bolle brændt Punch.
Masser af krudt
Et farligt bekendtskab var Krudtbrænderiet. Midt under belejringen i 1658 opstod der ild i krudtbrænderens hus. Og ved eksplosionerne, der fulgte:
Også i 1779 sprang der krudt i Nyboder. Da var det Krudttårnet, der sprang i luften. Resultatet blev 7 døde og 47 kvæstede. Bygningerne fik skader for 40.000 Rigsdaler. Men hvor store skaderne egentlig var, er der uenighed om. På gamle kort kan det ses, at mange huse simpelthen var forsvundet, antagelig forårsaget af eksplosionen.
Bange for svenskerne
Året 1716 bøde på en meget streng vinter. Matroserne måtte træde til som vagter ved Øresund. Man var bange for at svenskerne ville vade over Øresund. Det var en hård tørn, og matroserne fik først deres løn ved årets afslutning.
Nye huse
Man forsøgte at hensætte penge. Men under krigen 1709 – 1720 blev der kun hensat 7.000 Rigsdaler Det var alt for lidt. I 1743 oprettede man Nyboders
Fond. Gennem den forsøgte man at få de nødvendige midler til udvidelse og vedligeholdelse.
I 1757 besluttede man at lade 70 huse opføre mellem Elefantgade og Elsdyrsagde. I 1789 blev Krokodillegade bygget. Formentlig kort tid efter blev Svane
– og Gaasegade bebygget.
Manglende vandforsyning og brobelægning
Beboerne havde langt til vandforsyning. Enkelte brønde fandtes i Adelgade og Borgergade. Man kunne også forsyne sig fra Kastels-graven. Kongen befalede, at der skulle føres en ledning fra Rosenborg Slotshave til Nyboder. Beboerne skulle selv udføre arbejdet.
Fra starten var vejene ikke brolagte. Det hændte ofte, at belæssede vogne sad fast i dyndet.
Efter 1765 blev der bevilliget 12.000 Rigsdaler til brolægningen. Men om man gjorde dette godt nok, kan man have sine tvivl om. Således måtte Ulvegades belægning laves om i 1827.
Ingen natrenovation
Indtil 1717 havde man ikke almindelig dagrenovation. Man kastede bare det hele på gaden. I 1778 bestemte man, at beboerne skulle feje gaderne to gange om ugen. Kommunen fik også mere system over renovationen. Men helt godt blev det bestemt ikke.
Rakkeren, der fjernede ådsler og skarn fra byens gader blev anbragt i forlængelse med Nyboders huse i nærheden af Rigensgade. Denne person blev betragtet som uærlig. Han skulle bo fjernt fra almindelige mennesker, som ikke ville omgås en uærlig person.
Måtte ikke holde værksted
Det var forbudt at holde værksted i Nyboder, men i de private hjem blev der udført mange forskellige håndværk. I 1735 fik håndværkerne lov til at arbejde for hinanden, og i 1784 blev der tilladt at arbejde for alle og sælge til alle.
Bryllup i Nyboder
Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende var oftest af samme klasse. Men for at blive gift, skulle man først have en friseddel af kompagnichefen. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten ved Bremerholms Kirke. Denne provst skulle forestå vielsen. Inden 8 uger efter denne seddels udstedelse, skulle vielsen være fundet sted.
Stadsmusikeren skulle have 4 mark for at deltage. Var det det tale om fattigfolk kunne han dog gå ned til 3 Mark.
Og når Nyboder – manden var blevet gift, var det ikke en skam at hjælpe til i husholdningen. Blev man ældre, var man sikret en beskeden pension. Huset og kosten var ikke en uvæsentlig del af dette.
Fogeden stod i døren
Men nu var alt ikke fryd og gammen, bare fordi man boede i ”Kongens Hus” Det kneb nemlig en gang imellem at få udbetalt sin løn. Nogle gange gjorde man oprør mod dette. Ved udgangen af 1688 var der ikke løn til bådsmændene, de måtte nøjes med to skjorter i stedet for rede penge. I 1690 havde mandskabet 187.00 Rigsdaler til gode, og i 1693 var dette beløb vokset til 267.000 Rigsdaler. Det kunne mærkes i Nyboder.
Fogederne måtte en gang imellem trække deres våben, når de kom til Nyboder for at kræve ind.
Når man ikke kunne få sin løn, og fogeden stod for døren var det kun en mulighed, og det var tiggeri. Men ved en kongelig forordning i 1732 truede man med, at de hvis koner og børn blev truffet i tiggeri, skulle bortjages fra divisionerne.
De stakkels arbejdere skulle møde når som helst på arbejde, når det krævedes af dem. De fik ikke noget vederlag uden for reglementeret arbejdstid. Protesterede man, blev man indsat på Bremerholm. Vedblev man med at være genstridig, kunne Standretten på stedet dømme én til døden i galgen.
Stor forskel på lønningerne
Der var stor forskel i den løn man fik i Sø-etaten. Vi dukker lige ned i lønregnskaberne i slutningen af 1670’erne. Den årlige indkomst var:
Som tillæg fik bådsmænd også 12 alen klæde, mens bøsseskytter og skippere fik 6 alen klæde hvert år.
Som regel slog lønnen ikke til for den almindelige arbejder, så måtte konen også træde til. Størstedelen af de koner man mødte på gadehjørnerne, der solgte
fisk og grøntsager var Nyboder – madammer.
Lang arbejdsdag
Som regel arbejde Nyboder – manden udendørs. Når vejret viste sig fra sin værste side, blev der holdt øje med dispensationsflaget både på Holmen og Nyboder. Når det blev hejst måtte arbejderne gå hjem.
Man startede tidlig på arbejde på Holmen på Christian den Fjerdes tid. Grunden var, at kongen selv ville føre tilsyn med arbejdernes flid. Det skete ofte kl. 4 om morgenen.
Senere mødte man kl. 4.45 om sommeren, og kl. 8.30 om vinteren. Dog måtte smedene møde noget før. Hvis man ikke mødte til tiden, så blev de såkaldte brikkepenge på 10 rigsdaler om året trukket fra.
Om middagen havde man 1 – 2 timer fri. Dagens arbejde sluttede kl. 19 om sommeren og kl. 15 om vinteren. Senere blev den lange middagspause afkortet og fyraften var så kl. 16.
Bespisning
Alle blev bespist på Spiiseboden, der lå på Bremerholmen. De overordnede og Nyboder – ansatte, der var gift, måtte hente deres naturalier på Proviantgården.
Hver mands ration bestemtes nøje, og en Mønsterskriver kontrollerede om alt gik efter reglementet. Der blev serveret ærter 14 gange om ugen, middag og aften, samt 6 – 8 potter øl pr. mand dagligt. De må have været tørstige dengang.
Da boden ophørte sin virksomhed, måtte alle hente deres ration på Proviantgården. Kosten var beregnet månedsvis:
Selv om man ikke måtte sælge provianten, gjorde mange det alligevel og omsatte gevinsten til flydende varer. Blev det opdaget fik man 81 Slag Tamp.
Rettigheder og pligter
Det var ikke nemt at bo i Nyboder. I 1718 opsatte inspektør Thiellesen en plakat med følgende ordlyd:
Københavns politimester havde en bemærkning til plakaten, at der ifølge kgl. Forordning af 26.11. 1709 ”må aldeles her ingen svin holdes over 3 dage, eller svinesti haves under svinenes konfiskation og 10 rigsdalers straffe”. Desuden foreslog han, at brandvæsenet, der under hans direktion ligesom renovationsvæsenet, forårsager, at plakaten skal udsendes i politimesterens navn og i overensstemmelse med politiforordningerne.
Kvinder med skarp tunge
Kvinder kunne blive dømt for at bruge en skarp tunge. De kunne blive dømt af Holmens eller Skibsofficerernes Ret. Manden kunne, når han kom hjem fra
arbejde, se hans kone under Mængdens spot og spe bære ”Fiddellen”. Dette ”instrument” var formet som en violin.
Klager over naboer kunne ikke undgås i så stort et område som Nyboder, og det kunne både gå ud over konerne og deres mænd. Det var således galt i 1717 i Elefants-længen nr. 5, hvor en arkeli-mester boede i hus med en tidligere bøsseskytter.
Arkeli – mesterens kone klagede over, at hun ikke kunne være i fred for den anden kone, Kristine, der skældte hende ud for alt muligt og endog gik på hende med hug og slag, så hun i sin mands fraværd ikke kun få fred. Klagen blev fulgt op af 7 andre arkeli-mestres koner, der boede i samme længe.
Resultatet blev da også, at bøsseskytter Erich Madsen Trundhjem blev udsagt af huset på grund af hans kones uforlige-hed med naboerne.
På samme måde gik det samme år for profos Jan Job i Rævegade 32, der dagligt holdt et meget uskikkelig hus med skælden og smælden og værre med eder og banden. Desuden havde han truet med at gøre en ulykke, hvorfor den anden beboer i huset var bange for sin familie. Også han fik vidner fra naboer og
genboer om det ukristelige liv profossen førte, hvorfor resultatet også førte, hvorfor resultatet også her blev en udvisning af huset.
Tappenstregen
Der skulle være ro i Nyboder inden Tappenstregen. Denne bestod af tre vægtere med lange lanser og en trommeslager. Den drog ned af Borgergade, Delfingade og hjem af Rigensgade. Ingen officerer eller menig måtte vise sig på gaden efter at trommerne havde lydt. Hvis det var nødvendigt at færdes i området, måtte man have en passerseddel. Men også her var Nyboder – folket ret kreative. Hvis de kom for sent hjem fra værtshuset vidste de godt i hvilke gader de under ingen omstændigheder måtte vise sig.
Men det var også et spørgsmål, om man turde vise sig ude i Nyboder, når der var bælg ragende mørkt.
Fjernelse af 1 stk. hest
Hvem skulle betale hvad og hvorfor? Ja det var ikke altid lige let, at lave regnskab dengang. Kort efter årsskiftet i 1703 kom to gardere med hest gennem Nyboder. Pludselig faldt hesten død om på Nellikevej, hvorefter garderne flygtede ind mod byen. Man kunne ikke få navnene på garderne. Natmanden ville ikke fjerne hesten uden forudbetaling. Inspektøren i Nyboder fik så at vide, at han selv måtte sørge for hestens fjernelse og i øvrigt føre udgiften på sit eget regnskab.
Nyboder – folket uønsket
Nyboder – folket var ikke velset så mange steder. Man sagde om dem, at de gik tarvelig klædt og at de opførte sig hensynsløs. I 1747 forbød Hofmarskallatet,
at de ikke måtte benytte Frederiksberg Have. I 1750 måtte de heller ikke betræde voldene, og senere måtte de heller ikke vise sig på broerne. De blev sat lavere end den laveste almue.
To – etagers huse
I 1756 begyndte man at bygge i to etager. Dimensionerne blev lidt større. De sidst opførte to – etagers længer blev opført i Ulvegade og Bjørnegade. De vakte opsigt med deres moderne udstyr. Beboerne kunne dog ikke rigtig lide de blyindfattede ruder.
Ballade
Ofte var det kampe mellem matroser og marinere, således også i 1759. Det startede som regel i Adelgade og endte med adskillige sårede og døde. Så sent som i 1807 var der kampe.
Her angreb marinere med geværer, Nyboder. Deres fjender havde kun sten til at forsvare sig med. Beboerne lukkede sig inde bag vinduesskodderne. Men marinerne trængte ind i husene og mishandlede beboerne og voldtog kvinderne. Nyboders vagt blev taget med storm, Skilderhuset forsvandt og arbejdsklokken lød. Efterfølgende gjorde marinerne mytteri på Trekroner.
Da Struensees fjender i januar 1772 sejrede, var der almindelig glæde i Nyboder. Men i sejrsrusen blandede man sig med Byens pøbel og udplyndrede 60 Steder.
Mange havde sikkert misforstået Struensee og dem der efterfølgende overværede den brutale henrettelse af ham, vendte slukøret tilbage til Nyboder.
Det dybeste mørke
Det dybeste mørke spredte sig over kvarteret. Mens den øvrige by havde kendt til gadebelysning, indførtes der i Nyboder kun en sparsom belysning med søvnige tranlygter i 1800 – tallet. Tre Spaanehaugsmænd fik i 1803 det hverv at passe dem.
Fester og udflugter
Den største fest i Nyboder var den der blev afholdt på Valborgs Dag. Så blev Majstangen hejst.
Om søndagen tog man ud i naturen – til familie-haverne i Pileallé, hvor man spiste den medbragte mad. Bagefter tog man en tur i Frederiksberg Slotshave., hvor man kunne være så heldig, at se Frederik den Sjette sejle i kanalerne med kone og børn, roet af fint uniformerede Nyboder – mænd.
Mange tog også en tur i De fattiges Dyrhave ved Kalkbrænderiet. Her var rigtig liv og rigtige abekatte. Måske tog man en tur i Classens Have med madpakken. Her var der udsigt over Øresund.
Højdepunktet var den årlige tur til Dyrehavsbakken. Hjemturen var drøj. Småkårsfolk havde ikke råd til at benytte kaperkuskene. Når man så skulle bære de
små, ja så var vejen lang.
Lejen var ens
Lejen var ens for alle huse. I 1870 var den på 60 rigsdaler årligt. Beløbet blev fratrukket, når man fik udbetalt løn. Boligen var ofte en del af lønne. Den øvrige løn kunne bestå af mundering, sygepleje, skolegang for børnene og kost.
Skolegang i Nyboder
Allerede i 1621 stiftede Christian den Fjerde Holmens Skole eller Korskolen. Dens hovedformål var at uddanne kordrenge til Holmens Kirke. I 1800 blev Korskolen lagt sammen med Laksegadens Skole.
Nyboder Skole var Københavns første almueskole. Undervisningen var gratis og skolegangen var frivillig. Det skulle alene være lysten til at lære noget, som fik børnene til at søge skolen.
I 1711 fik skolen et legat på 600 Rigsdaler. Fra 1714 blev renterne delt mellem skolemesteren og børnene. I 1721 underviste skolen 50 børn. Her blev det nævnt, at skolen fyldte tre Nyboder – huse.
I 1759 var man oppe på 60 børn. Alt imens gik 300 – 400 børn rundt på gaderne:
Mange forældre holdt deres børn tilbage, fordi de skulle være med til at tigge om føden. Og om vinteren blev mange børn holdt tilbage. Det var simpelthen for koldt i skolestuen. På et tidspunkt blev skolen nævnt som Broens Skole.
To fattigskoler blev oprettet omkring 1730’erne. De var beregnet for tiggende og vaneagtige børn. Den ene lå i et lejet hus i Adelgade, senere i en bygning mellem Salvie – og Bagerensgade. I 1798 overgik disse skoler til Fattigvæsenet.
I 1786 havde Nyboder hele seks skoler, beregnet til 100 drengebørn. Undervisningen foregik efter en plan som kapellanerne ved Holmens Kirke havde udarbejdet. De mange små skoler umuliggjorde dog en ensartet undervisning.
I fast tjeneste
I 1816 indrettedes i Gaasegade lokaler, hvor 24o drenge, kunne undervises. De var alle i ”fast tjeneste” og fik uniform og kost. For dem, der ikke ville i ”fast tjeneste” åbnedes der i 1820 i Svanegade en skole, beregnet til 160 drenge.
Man begyndte i skolen som 8 – årig. Uniformen bestod af en temmelig høj hat, en blå trøje, hvide lærredsbukser og sko med snørebånd. De to første år fik man
hver måned 2 ½ skræppe rug. De næste to år fik de fuld kost og 4 mark om måneden. De sidste to år blev de Kompagnidrenge og fik 7 mark om måneden.
Efter endt skolegang overgik drengene til Holmen eller Flåden som lærling. Som 20 – årig var han udlært. De næste 20 år var han stavnsbundet til Flåden, som
tak for godtgørelserne.
Det var velset i de små hjem i Nyboder, hvis deres søn kunne klare det, Han kunne så bidrage til husholdningen. Så var det bare ærgerligt, hvis man fødte en datter Når drengen kom fra skole måtte han ofte hjælpe pigen hos en eller anden officer med at bære vand, kløve brænde. Ja somme tider måtte han møde kl. 5 om morgenen for at børste støvler.
Pigeskoler
Efter 1786 var Laksegades Korskole den eneste skole, hvortil Nyboders pigebørn havde adgang. Efter 1810 fik de også adgang til skoler i Klærkegade og Hoppeslænge. I 1857 – 1858 flyttede pigeskolerne til en fælles skole på hjørnet af Borger – og Kamelgade.
I 1874 blev Nyboders skolevæsen nedlagt. Fra 1878 have marinen ikke nogen skole under deres bestyrelse, idet sø-etatens børn søgte kommuneskoler.
Den engelske belejring
Under englændernes belejring slog projektilerne hyppigt ned i Nyboder. En masse matroser var ude på søen i kamp mod englænderne, og mange deltog i kampen i Classens Have. Under belejringen var der masser af lovløshed på Nyboder. Der blev spillet om penge på de forskellige brandtomter.
Konerne solgte kogte varme kartofler, så ikke uden grund blev Adelgade omdøbt til Kartoffelkysten. Men Adelgade blev også kaldt Tyvetorvet. Nyboder var, for at bruge et moderne udtryk, visitationsområde. Her fandtes adskillige tyvekoster.
Nyboder – folket gik sammen med studenterne til general Peymann på d´Àngleterre. De forlangte at blive kørt ud til fjenden og dø med ære. Men Peymanns svar var bevæbnede soldater der blev sendt ud for at rydde Torvet – under stor tumult.
Efter at belejringen af englænderne var ophørt, kom der mere ordnede forhold i Nyboder.
Sø-ettatens Hospital blev opført 1806 – 1806 mellem Balsam – (Olfert Fischersgade) og Nellikegade (Fredericiagade)
Husbogen
I 1816 fik hver selvstændig beboer en hus-bog, hvori han skulle indskrive alle husets beboere. Husbogen bevirkede også, at en del ukvalificerede samme år blev udvist af Nyboder. Staklerne var dømt til at blive husvilde.
Lavene forstod det ikke
Det travle håndværkerliv i Nyboder blev ivrigt fulgt af de forskellige lav i København. Således udsendte Rebslavenes oldermand i 1840 en skrivelse:
Allerede i 1785 blev det bevilliget, at i stedet for at give Nyboder – manden en ordentlig løn, fik de tilladelse til at fremstille og sælge grove trøjer, lærreder, dynevår, gulvtæpper m.m.
Kongelig højhed på jagt efter græsenker
En københavnsk spækhøker foreslog i 1841, at samle alle Københavns letlevende damer i den af Nyboders længe, der lå nærmest ude mod porten og volden.
Og så gik rygterne på, at en Kongelig Højhed gik rundt og jagtede græsenker i Nyboder. En enkelt gang skulle han have fået en endefuld af en af de skønne
græsenker.
Kolera i Nyboder
I 1853 rasede koleraen i København. Efter signende opstod det første tilfælde i Nyboder. Nyboder var dog det kvarter, der først fik indrettet en station,
hvor menigmand kunne rekvirere lægehjælp og medikamenter. På skibskirkegården blev der oprettet et kapel
Byggespekulation
Efterhånden tabte Nyboder terræn. I 1845 blev en stor grund solgt til et børnehospital og i 1864 forsvandt yderligere grunde. Et nyt kvarter var opstået herude.
Ved bortsalg 1853 – 1878 afhændedes så meget af det sydlige kvarter, at Nyboders areal nærmest blev halveret.
Længe efter længe af Christian den Fjerdes boder sank i grus. Byggespekulanterne havde nået Nyboder. På tomterne rejstes i 1868 Frimurerlogen, i 1877 St. Pouls Kirken og de høje grimme boligkaserner. Bystyret burde nok ikke på denne måde have fjernet disse historiske minder.
I 1856 blev Sø-etatens Pigeskole opført mellem Haresgade og Kamelgade (Gernersgade). I 1869 blev den omdannet til kadetskole.
Nyboder skulle udryddes
I 1865 foreslog den kendte arkitekt, kammerherre Meldahl, at resterne af Nyboder skulle jævnes med jorden. Også forfatteren Johannes V. Jensen syntes, at
Nyboder skulle forsvinde.
Kierkegaards syn på Nyboder – piger
Når Søren Kierkegaard gik i Frederiksberg Have var han ikke blind for Nyboder – pigernes ynde. Han skrev om dem:
Fra hvid til gul
I de resterende huse blev der efterhånden lagt trægulve. De gamle ovne, der fyldte så meget, blev erstattet af kakkelovne. Husenes farve blev i 1860 forvandlet fra hvid til den hyggelige gule farve. I 1890 kom der endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne i gaderne forsvandt.
De gamle vejnavne forsvinder
Det var stadskonduktør, ingeniørkaptajn og vejviserens grundlægger, Krak, der havde ansvaret for at de historiske gadenavne på Nyboder forsvandt. I 1869 lykkedes det ham at få Lavendelgade og Hjertelængen omdannet til Klerkegade. Seks gader, Blancogade, Akadiegade, Kaninlængen, Bjørnegade, Nellikegade fik det nye navn Fredericiagade.
Marineministeriet tog initiativ til at afskaffe navnet Kamelgade, der tillige med Meriansgade blev til Gernersgade.
I 1897 blev Bryggerlængen, Ulvegade og Balsamgade slået sammen til Olfert Fischersgade.
Leopardlængen, Elefantgade og Tulipangade blev til Suensonsgade.
I 1891 havde St. Poulsgade opslugt Salviegade, Enhjørningsgade samt Lorentzensgade. Den sidstnævnte var opkaldt efter en af byggematadorerne H.P. Lorentzen. Det var Frederik den Ottende, der havde lovet at opkalde en gade efter ham.
Ikke i Nyboder – stil
I 1900 ophørte Sø-etatens Hospital. Dets virksomhed for epidemistiske sygdomme blev overført til det nye hospital på Tagensvej. I 1903 blev der opført embedsboliger for marinens officerer på St. Pauls Kirkeplads. Den var opført i 3 etager – i røde mursten. Og mindede slet ikke om Nyboders byggestil.
I 1914 – 1918 satte adskillige Nyboder – folk livet til ved uskadeliggørelse af miner.
Elektrisk lys til Nyboder
Elektrisk lys blev først indført i Nyboder i 1917. Og i 1923 ophævedes Nyboders populære politikorps. Korpsets opgave var blandt andet, at hjælpe til rette, når der var syge og døde. Hvert år gik korpset husene igennem for at bedømme, om boderne trængte til reparation.
Sorte skyer over Nyboder
I 1930 blev Nyboders 300 års jubilæum (Var det ikke et år for tidligt?) fastholdt. Kommandør I.C.D. Bloch sagde ved den lejlighed:
Samme år blev Kronprinsessegade ført igennem Nyboder. Eksistensen var truet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 01 – 2022
Dato: februar 6, 2024
Vesterbro-dengang for længe siden
Foredrag den 5. februar 2024 i Vesterbro KFUM/KFUK. Det var et skønt og veloplagt publikum også tredje gang, jeg optrådte her. Vi skal langt tilbage i tiden. Allerede i 1577 så man de første slagtere herude. Senere mente man at hvert andet hus på Vesterbro indeholdt en slagter. Da kongefamilien kørte mod Frederiksberg Slot kunne de ikke undgå at lægge mærke til slagteriaffald. Det var slagterfamilierne, der kunne finde på grovkornet spøg. Vi skal kigge på, hvordan man boede på Vesterbro. Og det er ikke for sarte sjæle. Vi kigger også på lystighederne på Vesterbro og butikslivet dengang. Vi fokuserer på Tivoli og dets grundlægger Carstensen. Vi slutter af med lidt kirkehistorie. De kirkelige handlinger foregik på samlebånd. Men havde man penge nok, kunne man godt betale sig fra et ordentligt bryllup. Advarsel: Dette er et meget langt indlæg.
Den ældste af forstæderne
Vesterbro er den ældste af forstæderne. Her fik man allerede i 1795 det første apotek. I 1840 boede her allerede 1.711 mennesker. Men en tur ud af Vesterbro var ingen fornøjelse. De lokale mente, at her skulle plantes træer, men det gik Borgerrepræsentationen ikke med til.
I Stadens Jordebog nævnes fra 1496 17 haver ud for Vesterport. Blandt ejerne nævnes en brygger, en grydestøber, en bager og en vognmand. Knap 100 år senere i 1581 var der 43 haver syd for alfa-vejen og 70 haver nord derfor.
Et slagter-hus med 14 boder
I 1577 blev slagtning i byen forbudt på grund af frygten for pestilens og anden sygdom. Derfor lod Christoffer Walkendorf opføre et slagter-hus med 14 boder uden for byen. De var beliggende ned til stranden. Meget senere sagde man, at hvert anden hus på Vesterbro var et slagter-hus.
Mord hørte til dagens orden
Ved Viktoriagade lå byens galge. Den blev ved Vesterbros grundlæggelse flyttet ud til Amerikavej. Det var temmelig øde herude. Og man skulle nok heller ikke bevæge sig herud efter mørkets frembrud.
I 1584 blev det berettet om drukkenskab, løsagtighed og tyveri. Mord hørte til dagens orden. Dem der ejede huse eller boder uden for voldene forpligtede sig til at sørge for, at lejerne skikkede sig og at de ikke blev beboet af løsagtige og letfærdige folk.
Nu måtte kun gamle folk bosætte sig
Men det hjalp åbenbart ikke, så tre år efter blev der nu indskærpet at kun gamle folk, som havde et ærligt og godt rygte måtte bo herude. De måtte hverken sælge øl eller andre drikke eller have andre logerende.
I 1592 blev der meddelt at nu måtte man føre tilsyn med borgernes kvæg og de private haver. Magistraten havde pålagt borgerne selv til at gøre dette.
Længe før at det senere brokvarter for alvor blev bebygget, lå der uden for voldene foruden store eng – og markstrækninger, talrige småhuse og haver, der tilhørte ansete borgere inde i staden. Men om natten var det tilholdssted for lyssky elementer, der her i frihed kunne hengive sig til et liv i udskejelser.
Omkring 1620 på Christian den Fjerdes tid har der været hele 18 vejrmøller.
Vesterbro grundlagt 1648
I Jens Lauridsen Wolfs Diarum fra 1648 meddeles der, at Vesterbro blev grundlagt i 1614. Nu måtte der lægges en fast plan for den yderligere udvikling. I den forbindelse indgår også Christian den Fjerdes befæstningsanlæg, der blev påbegyndt i 1606: det var hans plan at søerne skulle indgå i denne plan.
Men dengang var Skt. Jørgens Sø blevet tørlagt. Dens sø var blevet en frodig eng. Voldgravene var heller ikke blevet vedligeholdt.
Ikke sådan som kongen havde forestillet sig
Vester-byen som bydelen hed dengang, blev anlagt som et skakbræt, hvor gaderne overskar hinanden i rette vikler. Det var dog i betydelig mindre målestok end kongen havde forestillet sig det. Foruden to parallelveje, svarende til nutidens Vesterbrogade og Gammel Kongevej fik den nye bydel ved Trommesalen blot en enkelt tværvej, mens den hidtidige hovedvej, Vester Adelvej, der lå mellem de to nye hovedveje, blev nedlagt.
Kvæg blev konfiskeret efter 3. gang på volden
Gammel Kongevej blev anlagt allerede i 1618 men strakte sig indtil Svenskekrigene fra fæstningsværkerne vest for Skt. Jørgens Sø, mens det første stykke af Vesterbrogade blev fuldendt i 1624, da det blev brolagt. I 1622 boede der 5-600 mennesker herude.
Kongen meddelte at kvæg ikke måtte opholde sig på voldene. Blev et kvæg antruffet her for tredje gang blev det konfiskeret. En masse smugkroer opstod. Men hvis bønderne stoppede op for at få slukket tørsten, blev dette straffet med fængsel.
Tre af byens kendisser
På Vesterbrogade 81 blev Adam Oehlenschläger – dansk digterkonge født i 1779. Ja det er ikke uden grund at bydelen blev kaldt ”Det Vilde Vesten” På hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej græssede kreaturerne fredeligt. De kunne også finde på at søge mod Kalvebods Strandes sumpede enge. Ja så måtte karlene på hesteryg – som andre cowboys.
Og når vi nu er ved kendisser. Så skal vi da lige nævne Storm P. han gik på Istedvejens betalingsskole. Han glemte aldrig kvarterets originaler. De fleste motiver til sine tegninger fik han nu hos Fælledbisserne og Lersøbøllerne. Så var det jo lige Tove Ditlevsen. Sine første solskinsdage tilbragte hun i Hedebygade.
Kunne ikke sælge byggegrunde – vejen ufremkommelig
Et skydeselskab gik konkurs. En grundejer tilbød et grundstykke. Men det afviste politiet. Man kunne komme til at ramme dem, der gik ned til stranden. Og så var det lige Vester Fælled. Her mente Borgerrepræsentationen at den skulle man sælge til byggegrunde. Men så fandt man ud af, at vejen dertil var ufremkommelig.
På Vester Fælled lå det gamle pest-hus. Det fik et nyt flot navn – nemlig Belvedere. Borgere på Vesterbro klagede over, at der ikke var mere lys. Men de fik det svar, at der var adskillige gader og veje i København, der slet ikke havde lys bl.a. Blegdamsvej.
Slagterne med grov spøg
Slagterne på Vesterbro gik ikke f vejen for en grov spøg. Det fortælles at slagternes børn og læredrenge morede sig med at kaste blodige indvolde fra sig fra det slagtede kvæg i hovedet på de lapse, der var på vej ud for at promenere i Frederiksberg Have
Også de kongelige, der var på vej til slottet, så de blodige ting ligge i grøfterne langs vejen. Langs rendestenene flød der blod fra de mange slagterier.
Der blev klaget over ”slagter-stanken” på Vesterbro
De fine ville ikke blande sig med pøblen
Meget tidligt fungerede Vesterbro som gennemgang til Frederiksberg Allé og slottes have. Det var nu ikke altid at denne have var åben for alle. I mange år var det forbudt for Nyboder – folket at besøge det.
Engang blev vejen lukket med en jernport. Den fornemste klasse valgte bestemte tidspunkter til at besøge slotshaven. Så skulle man ikke blande sig med pøblen.
Eldorado af liv og lystighed
På hjørnet af Istedgade og Knudsgade (Eskildsgade) lå der en osteforretning nede i kælderen omkring 1900. Hele ejendommen duftede af Gammel Ole eller hvad ostene hed dengang.
Her i kvarteret var der allerede fra 1897 et eldorado af liv og lystighed. Det var pigerne og deres alfonser, der dominerede kvarteret. Pigerne i deres lette gevandter bankede på ruderne med en hattenål for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Et besøg kostede fra 75 øre.
Damerne måtte nedlægge deres hverv
Damernes Huse blev nedlagt med den såkaldte oktober – lov i 1906. De blev flyttet hen i Oktober-stiftelsen.
Ja den offentlig prostitution blev gjort ulovlig. Det sørgede Alberti for. Han var justitsminister og blev dømt for bedrageri. Han blev kørt ned ad en sporvogn på Nørrebro og døde få dage efter.
Bydelens handlende havde rigelig at se til
Hørkræmmer – og urtekræmmerforretninger duftede af krydderier, sild og klipfisk. Der duftede også af tovværk og tjære. Gulvene var hvidskurede og sandbestrøet. Her kostede to små sild ti øre. Her var en sennepskværn. Man kunne få fyldt sin kop op for to øre.
Spækhøkere boede i kælderen. Her kunne man købe for 10 øre blandet pålæg. Man kunne få for 5 øre leverpostej. Så kunne man få for 3 øre fløde med skind på. Her kunne man også købe dejligt hjemmesmeltet fedt. Og så var der mager spegepølse. Han havde også flæsk, der ikke er så sejt som nu til dags. Dengang var flæsk fattigmandsspise. Ja det var hestekød også. Når man kom ind i en opgang, duftede det ofte af stegt flæsk og løg.
Hos urtekræmmer Nygaard handlede man på bog, som det hed. Når ugelønnen så faldt om lørdagen blev det betalt.
Hos bageren fik man rosenbrød, mandelstænger, kaffebrød og sukkerkringler for 2 øre pr. stk.
Lørdag var en stor markedsdag
Der var ret så livligt omkring Istedgade dengang. Om lørdagen havde butikkerne meget længe åbent. Og så åbnede man allerede tidligt om søndagen, men man havde lukket i kirketiden. De små butikker lå side om side.
Hver lørdag kunne man hos urtekræmmeren få gratis tillæg i form af mandelsæbe. Og til børnene var der et kræmmerhus med bolsjer.
På gadehjørne stod gadehandlerne og fladbrød deres varer. Om lørdagen var det næsten som en markedsplads. Store fede rødspætter blev solgt for 15 øre.
Far kom ikke altid hjem med lønnen
Det var ikke altid far kom hjem med lønnen. Han havde investeret i flydende kost. Ofte stillede konen sig på værtshuset og forlangte mandens løn.
Kunne hun ikke finde ham, var det lånekontorerne tilbage. Den var der mange af på Vesterbro. Her kom man så med dyner, lagner og det pæne søndagstøj. En krone kunne måske holde til få dages forbrug. I sådan et tilfælde var det godt at kende Rulle – Mutter. Hun kunne få en dug til at se helt ny ud. Hun boede på hjørnet af Istedgade og var svensker. Derfor talte hendes papegøje også svensk.
Legetøjsbutikken
Fiskerkonen og hendes mand gik rundt i kvarteret og råbte op. Indehaveren af legetøjsforretningen blev kaldt Rasmus Pengeløs. Her kunne man for to øre købe små vogne med en hest foran. Et lokomotiv med svinghjul kostede ti øre.
Nu var det langt fra alle, der havde råd til at handle til at handle i sådan en butik. Børnene blev sendt til byggepladserne for at hente brænde til kakkelovnen eller til havnen efter kul, som var faldet ned under losningen. Så blev der ellers fyldt op i en gammel barnevogn.
Galgebakken
Og så var det Galgebakken. Den frygtede selv de store knægte. Man sagde, at resterne af Struensee og Brandt havde ligget her. Deres hoveder blev sat på stage og deres radbrækkede lemmer blev lagt ud her, efter at de var blevet henrettet på Øster Fælled.
Livet i og omkring Folkets Hus
I den store have bag Folkets Hus udspillede der sig et meget muntert liv om sommeren. Her kunne madkurve medbringes. En bajer kostede 15 øre. Og kaffe og to kager fik man for 5 øre.
Her var karruseller, gynger og vipper og anden fornøjelig underholdning. Her var sportsstævner og socialdemokratiske brandtaler- Hver søndag blev der spillet komedie. Billetprisen til hele salen og balkonen var 35 øre. Og så var der dans til den lyse morgen. Hele haven duftede af huld og jasmin. Her var blå og hvide syrener.
Gårdsangerne
Hjemme i baggårdene kom der gårdsangere, der ellers blev jagtet af panserbasserne. Ofte var det krigsveteraner fra 1864. De manglede enten et ben eller en arm.
Gammelt brød og varm mælk
Frysende koner stillede sig op foran bagerbutikkerne om vinteren ofte allerede ved 4-tiden for at være de første til at købe gammelt brød. Wienerbrød kostede 4 øre. Man kunne dog også få 2 øres wienerbrød eller rosenbrød til samme pris.
Når mælkemanden og mælkedrengene kom og ringede med deres klokke, kunne der købes en kande varm mælk, aftappet fra vognen til 4 øre.
Natpotten var indført
En to – værelses lejlighed kostede fra 15 til 18 kr. om måneden omkring 1900. Man måtte beregne en ugeløn til huslejen. Der naturligvis lokummer i gråden. De såkaldte retirader. Her var der ofte mange familier der skulle deles om et sæde. Ja man skulle lige frem stå i kø. Det var bestemt ikke sjovt, at skulle derned om natten oppe fra femte sal. Ofte var det bælgmørkt på bagtrappen.
Så mange steder havde man indført natpotten. Var det en stor familie havde man flere af disse. De skulle jo så tømmes. Så kunne man om morgenen stille sig i kø og få dem tømt i retiraderne. Ofte var det den ældste af knægtene, der skulle gøre dette. Af sine kammerater blev han så kaldt ”Pølseknægt”.
Fru Petersen oppe på 5. sal
Men det var ikke sikkert at gamle fru Petersen oppe på sjette gik ned med hendes potte. Hun smed enten potten ud af vinduet. Måske pakkede hun det store ind i avispapir, men smed det alligevel ud. Ellers tømte hun det i vaskekummen, hvis hun havde sådan en. Dette kunne så give problemer med faldstammen. Og særlig om sommeren gav dette en ikke særlig behagelig duft.
Rotter, Lopper og Lus
Man skulle altid klappe med træskoene, når man gik hen til retiraderne. De var fulde af rotter. På Svendsgades Politistation kunne man få 10 øre for halen af en død rotte.
Lopperne var næsten ikke til at holde nede i de gamle huse. De holdt til i sprækker i gulve og vægge. Dengang var der ikke råd til at få ferniseret eller malet så meget. Lus hørte til dagligdagen. Så skulle man ned på apoteket og købe for 25 øre cippedillefrø. Og så skulle man gennemgå en større renselsesproces. Frøene blev opløst i eddike. Det var noget der sved. Men skulle helst ikke få det i øjnene. Bagefter skulle det hele gennem en tættekam. Og så røg der ofte store totter af håret.
I skolen blev børnene jævnligt tjekket af Lusemor. Og det var altid flovt at få konstateret, at man havde lus.
Murermester Hansen i Oehlenschlægersgade 29 havde fundet lejere, der alle havde arbejde. Arbejdsløse ville han ikke have.
Anlagt oven på en kloak
Abel Cathrines gade blev anlagt oven på den åbne kloak i 1880erne. Og denne kloak var faktisk Rosenåen. Den skal v i høre lidt mere om.
Vi besøger Absalonsgade
I Absalonsgade 37 var der fire sæder på retiraderne til 171 personer. Det høje beboerantal i de små lejligheder forringede hygiejnen. I gennemsnit boede der 4-5 personer i hver rum. Og for at få økonomien til at løbe rundt, så udlejede beboerne også rum til logerende.
Tænk i et rum skulle man både spise, opholde sig og sove. Havde kvinden hjemmearbejde, ja så fungerede værelset også som hjemmearbejdsplads. Og lige her i Absalonsgade 37 oppe på 1. sal boede Petersen. Han handlede med kludder og ben. I op til en uge lå disse ting og lugtede. Det var ikke en særlig behagelig duft.
Kælderen mindede allermest og en sump. Køkkener var behængt med snegle.
I baghuset var der ikke mere døre foran retiraderne. En gang om ugen blev det rum, hvor natpottens indhold blev hældt over i – tømt. Det var i trætønder. Men de blev aldrig gjort rigtig rent. Retiraderne var klamme smittebærere. Rosenåen havde spillevand med helt fra Blågårdskvarteret.
Vestergade 54
Og ejendommen Vestergade 54 havde direkte afløb af det og det andet direkte til denne Rosenåen. Her fandtes både kostald og mælkeriudsalg. Rosenåens bundfald udviklede bakterier. Det havde så forplantet sig til mælken. Folk fik feberanfald på Vesterbro. I løbet af 1880erne var der 4.825 tilfælde af alvorlige sygdomstilfælde.
Ofte manglede den lovbefalede vandlås på håndvasken, sådan at luften fra kloakkerne og andre ulækker ting forplantede sig rundt om i Køkkenet.
Lærerne var sadister
I skolen var det ikke moderne pædagogik, der var fremherskende. Her blev spanskrøret flittig brugt. Eleverne mente at lærerne var sadister.
Gik det nu galt, at man ikke kunne betale sin husleje, ja så blev de fattiges bohave stillet på fortovet, En betjent blev sat til for at passe på stumperne. En jernseng, et træbord, nogle vakkelvorne stole, lidt køkkengrej, nogle urtepotter med forpjuskede planter. Så stod der en grædende kone svøbt ind i et falmet sjal og talte med betjenten.
Når man blev smidt ud
Manden var ude for at finde et nyt sted for at anbringe de fattige ejendele. Børnene holdt sig væk. De var flove over situationen. Alt for tidligt mærkede de livets barske realitet. Og havde far ikke fundet et nyt sted inden aften, kunne familien risikere at ende på fattiggården Ladegården. Så ville Fattigvæsnet overtage deres få ejendele.
Knægtenes manddomsprøve
Knægtene på Vesterbro havde dengang en slags manddomsprøve. Når temperaturen var 11 grader og vandet var 9 grader skulle de springe i vandet eller omvendt at afføre deres tøj og bevæge sig ud i det våde element. Og så var det ”tøset” at have håndklæde med.
Mange mødte op her og fik første lektion i svømning. Lærerne stak en stiv løkke på en stang ud til en. Og så var det ikke andet at gøre end lægge sig på maven ind i løkken. Drukne kunne man ikke på den måde. Men man kunne få en ordentlig dukkert af læreren, der goldt i den anden ende af stangen. Så kæmpede man sig halvkvalt op og hørte gennem sine vandfyldte øren og med vanden fuld af saltvand kammeraternes hoverende grin.
Øl stod parat til panserbasserne
På hjørnet af Matthæusgade og Oehlenschlægersgade lå beværtningen Vilvorde. Det var på et tidspunkt en af de ældste værtshuse på Vesterbro. Har stillede man under trappen bajere beregnet til betjentene. Det var vigtigt for en værtshusejer at holde sig gode venner med politiet. Så blev det set gennem fingrene med, hvad der foregik.
Betjenten og Sorte Marie
Nu var alle betjente ikke ens. Der var en, der var stærk som en bjørn og meget hjælpsom. I skolen havde han måske ikke lyttet så godt efter. Han hadede at skrive rapporter. Det kunne ske, at en beruset person kom dinglende hen ad vejen med en flok hujende unger efter sig. Hvis det var betjent Christian Holm. så fulgte han personen hjem så han kunne sove rusen ud.
Hvis det var fyre, der havde drukket hele ugelønnen op og derefter bankede koner og børn tog betjenten det ikke så let. Han sørgede for en trækvogn – så fik han læsset fyren op. Men de hyldende børn undgik han ikke.
Nu måtte Christian Holm også sørge for at tage sig af de løse piger. Måske havde Sorte Marie blinket lidt for meget til ham med sine smukke øjne. De blev forelsket i hinanden. Og snart svirrede rygterne. Betjenten måtte så skoleret for politidirektøren, der mindede ham om, at det var en skandale for hele politi-etaten. Betjent Christian smed øjeblikkelig sin hjelm og sin frakke og fortalte politidirektøren, at han ikke skulle bestemme, hvem han skulle have som kone.
Sorte Marie og Christian Holm blev gift. Og så kunne historien har endt lykkelig. Men det gjorde den bare ikke. Christian blev havnearbejder. Der blev drukket tæt – en snes bajer pr- dag. En dag faldt Christian ned i lasten. Han lå i lang tid med indre kvæstelser på hospitalet. Han begyndte igen på havnen. Han skrantede. Og fik tuberkulose. I løbet af kort tid døde Christian Holm.
Tøjet blev snehvidt
Omkring 1914 skulle der også bruges en hel dag for mor til at vaske. Af vaskemidler kendtes kun soda og brun sæbe eller den billigere grøn sæbe. Man brugte ”blåelse” til vask. Tøjet blev i hvert fald snehvidt og duftede herligt.
Men der løb blåt vand ud i de overdækkede rendestene. Disse var bare overdækkede med planker. Der var ikke meget trafik på gaderne. Ofte blev børnene jaget ud af baggårdene. Det var nærmest kun øl – og brødvognene, der kom. Så kom folk med trækvogne efter at have hentet kul og koks på gasværket. Det var billigere end at købe brændsel i forretningerne.
En hestehandel på Gasværksvej
På Gasværksvej helt nede ved Vesterbrogade var der en hestehandel. Det var en lang gård med en del hestestalde. Her kom folk og købte heste som de skulle bruge som køreheste. Nogle gange ville køberne dog lige se, hvordan sådan en hest opførte på brosten. Så var det med at komme væk, for man vidste aldrig om den ville løbe løbsk.
Panserbasserne havde nok at se til
Det var altid sjov i gaden. Også når byens originaler indfandt sig. Det var for eksempel Krølle Charles. Han var erklæret socialist. Han kritiserede altid Christian den Tiende, Kongehuset og regeringen. Han skabte i den grad opløb. Men havde det stået på i længere tid, kom nogle panserbasser og fjernede ham.
Disse panserbasser skulle helst være så tykke som muligt. De gik i lange frakker. De havde hjelme på hovedet og læderbælte omkring deres fyldige vom. Man kunne godt blive helt væk under sådanne pansere.
Masser af lystigheder
Måske var Vesterbro ikke så udpræget et arbejderkvarter som Nørrebro. Godt nok var der i sidegaderne masser af slum og nød. Men her boede også bohemer, gadepiger, artister og folk med forlystelsessyge. Ja her var mange livlige forretningsgader, hvoraf Istedgade nok var den største. Her var i den grad et forlystelsessted med dansebuler og værtshuse
Man begyndte ved Tivoli, så kom Scala. Apollo – Teater. Fortsatte man længere ud af Vesterbrogade kom man forbi Figaro, der var en dansesalon, som en overgang hed Plais de dance, senere Valencia. Og så var det ellers på Frederiksberg Alle med Sommerlyst og Alleenberg, hvor der var optræden for både børn og voksne.
Den dårlige lugt og andre uhumskheder generede åbenbart ikke forlystelserne. Således havde Prices Teater etableret sig i et tarveligt træhus over for Skydebanen. Det blev etableret af den engelsk født James Price, der på sin primitive scene foruden linedans og andre artistnumre også gav udmærkede pantomimeforestillinger.
Egentlig var de Odeon, der havde størst succes. Det var en af de mange øl-haller, der dengang lå på Vesterbro og langs Frederiksberg Alle. Det blev senere til Morskabsteater.
Georg Carstensen og Tivoli
Lad os lige dvæle ved Tivoli og Georg Carstensen. Hans forældre var selvfølgelig sønderjyder. Han var manden, der skabte Tivoli. Først langt efter hans død blev han anerkendt. Det var ikke de bedste karakterer han fik på Herlufsholm. Det var kun med snyd han bestod eksamen.
Han glimrede også med sit fravær på filosofi – studiet.
Hans første bogudgivelse var en tynd bog ”Dansk Ordsprogs Almanak”. Dernæst oversatte han 1001 nats eventyr fra tysk til dansk. Der kom også andre udgivelser, men han blev beskyldt for at en litteratur – tyv.
Han blev fortrængt til udlandet. Først ville han i Fremmedlegionen, men han blev ikke optaget. Så kom han hjem igen og gik i gang med at udgive ugeblade. Dernæ.st var der koncert og fyrværkeri i Classens Have på Østerbro.
Så blev han tilknyttet satire-bladet Cosaren, et blad der i løbet af kort tid blev beslaglagt 43 gange. Han blev involveret i mange ting. Så gik han til kongen og fortalte ham, at når folk morede sig, så begik de ikke revolution.
Billetpriser holdt fattigfolk på afstand
Den 15. august 1843 kl. 4 om morgenen startede Tivoli. Carstensen havde en nøjagtig plan med. Men bygningerne måtte kun opføres i træ. Billetpriserne holdt fattigfolk på afstand. Slagsmål. Sjofelheder og synlig utugt blev ikke tolereret. Carstensen gik selv rundt og holdt opsyn.
De allerhøjeste klasser betragtede stedet med skepsis. Bladet Fædrelandet var forarget over københavnernes forlystelsessyge. Og H.C. Andersen var der kun tre gange så havde han fået nok.
Døde som en skuffet mand
Ret hurtigt havde Carstensen fået nok af sin bestyrelse. De var imod alle hans ideer og ville ikke investere i nye ting. De ville bare have overskud. Brdr. Price lagde sag an mod Tivoli. De mente at have eneret på pantomime.
Den 20. juni 1848 udløb Tivolis tilladelse. Som hævn over for bestyrelsen havde Carstensen ikke fornyet den. I maj 1852 ansøgte Carstensen om tre måneders sygeorlov. Efterfølgende sagde han op.
Tivoli ville ikke mere kendes ved ham. Han blev dog hurtig involveret i nye projekter bl.a. i Alhambra på Frederiksberg. Skuffelser og stridigheder fulgte ham til det sidste. Han døde i 1857.
De umoralske sangerindeknejper
En af de populære sangerindeknejper var Olympen, Vesterbrogade 29. Disse knejper oplevede deres blomstringstid fra 1860erne til ned i 90erne på trods af protester fra moral-prædikanter og myndigheder. I 1865 var der 31 af disse sangerindeknejper i København. De 4 af dem lå på Vesterbro.
Det var efterhånden kommet mere gadebelysning. En lygtetænder kom med en lang stang. Stangen blev sat ind i en rund ring i lygten. Trods sit navn så slukkede lygtetænderen også for gadelygterne.
Tiderne ændrede sig
De gamle smukke slagter-huse og andre småhuse blev efterhånden erstattet af store beboelseshuse og forretningsejendomme. De gamle gæstgivergårde som Sorte Hest blev nedrevet. De gamle beværtninger og forlystelsessteder forsvandt næsten alle sammen. Butikshandlen holdt tidligt sit indtog på Vesterbro. Men egentlig holdt industrien aldrig rigtigt fodfæste. Der kom kun mindre virksomheder. Undtagelsen er grænsen til Valby, Carlsberg og Bing & Grøndahl.
Tændstikker havde man også. Det var billigst at købe dem i ”tutter” Så havde man en strygeflade ekstra, der blev sat på tændstikstativet. I køkkenet.
Gasbelysning og petroleumslamper
På trappen var der også gasbelysning. Viceværten lukkede op for hele opgangen på en gang. Nu var det ikke meget lys, men man kunne dog skimte trapperne. Man måtte dog føle sig frem til nøglehullet i hoveddøren.
I lejlighederne havde man petroleumsbelysning. Når man kom hjem efter mørkets frembrud, var det om at have tændstikkerne parat. Det gjaldt om hurtigt at finde lampen, tage glasset af og få det tændt.
Ingen afgift ved anlæggelse af små lejligheder
Generelt boede man elendigt. Mange mennesker var stuvet sammen i et enkelt rum. Der var især i sidegaderne på Vesterbro et forhus. Sidehus og baghus. Ja visse steder flere baggårde. Folk boede i mage tilfælde i etværelses lejligheder. Lovgivningen var sådan at byggematadorerne ikke skulle betale byggeafgift, hvis ejendommen var under 64 alen (1 alen er 0,39 m).
Den første jernbane
Under stor højtidelighed blev jernbanen og den første station indviet den 26. juni 1847. De forså var jernbanen en virkelig sensation. Snart blev banegården for lille. I 1863 – 64 opførtes der på den modsatte side af Vesterbrogade en ny og større banegård. Den nuværende banegård er fra 1911. Foruden denne banegård lå der ved Gyldenløvesgade en særlig banegård for tog til Klampenborg og ved Vester Farimagsgade lå en station for Nordbanen.
Fattigdommen var det største problem
Jo engang var her i provstiet hele 11 kirker. Det er der ikke mere. Men mange af den nyere danske kirkehistories mest dramatiske kampe er foregået her på Vesterbro.
Man havde længe tænkt på at bygge en kirke på Vesterbro. Det var dengang Vesterbro var lukket for natten. Det var her, der var bondeland. I 1843 åbnede Georg Carstensen for Tivoli. Jo han havde sønderjyske rødder. Tivoli lå inde på det gamle voldanlæg.
I 1846 flyttede brygger Jacobsen sin hastigt voksende virksomhed til Valby. Lige der midt imellem forlystelserne og det bajerske øl – voksede Vesterbro frem i lyntempo. Ti år senere blev Vesterport sløjfet.
Fest og druk var nu ikke de største problemer. Det var fattigdommen. Kvartererne omkring Viktoriagade, Vesterbro Torv, Istedgade og Oehlenschlägergade blev i løbet af 3 – 4 år i 1850erne tilbygget med lejekaserner.
Kierkegaard rasede mod folkekirken
Den københavnske industri manglede arbejdskraft. Folkevandringen fra land til by voksede. Endda hurtigere end behovet for Arbejdskraft. Og tilflytterne, der fik arbejde fik så ringe en løn. At den næppe var til at leve for. Vesterbro blev født og opfostret som bydel for fattige indvandrere.
Søren Kierkegaard døde, mens de første lejekaserner skød op herude. Hans sidste år havde jo været opfyldt af hans rasende enmandsskrig mod den nye folkekirke og dens hykleriske overfladiske fromhed.
Denne kierkegaardske udfordring skulle mange år senere komme til at spille en dominerende rolle i Vesterbros kirkeliv.Men sådan liv fandtes endnu ikke, da han døde.
20.000 mennesker uden kirke
Et par år senere boede her ca. 20.000 mennesker. Uden kirke. Det gav store problemer for Frederiksberg Kirke, som på papiret var deres sognekirke. Derfor var det naturligt, at initiativet til at gøre noget ved sagen kom fra velhavende frederiksbergske borgere.
Men inden da oplevede vi Dybbøl – katastrofen i 1864. Bortset fra de blodige tab på slagmarken betød den en økonomisk krise. Dette gjorde fattigdommen endnu strengere.
Indre Mission kom også til hovedstaden
Det var i denne nederlagskrise, at Vilhelm Becks Indre Mission voksede sig til den største vækkelsesbevægelse i vores kirkehistorie. Beck var voldsomt anfægtet af Kierkegaard. Han forsøgte at skabe en kirke af sandt troende kristne – i opposition først og fremmest til den lyse, frie, magelige grundtvigianisme, der bredte dominerede landsogne.
Indre Mission bredte sig først i de fattigste landsogne, ikke mindst de vestjyske. Men efterhånden nåede missionen også hovedstaden, og den kom til at sætte sit stærke præg først og fremmest på Vesterbro.
Til møde på Frederiksberg Alle
Endnu var der altså ingen kirke til at sætte noget præg. Det blev der gjort noget ved i efteråret 1868, da en kreds af damer og herrer fra det bedre selskab mødtes hos etatsrådinde Casse (med C) på Frederiksberg Allé.
De blev enige om, at der skulle bygges en kirke på Vesterbro, der skulle være ”rummelig, men tarvelig og dog tillige hyggelig”. Damerne organiserede en Bazar, mens herrerne nedsatte et alvorligt udvalg med henblik på at skabe en privat byggefond. Først når den havde en rimelig størrelse, ville man gå til myndighederne med kirkeplanerne.
Efterhånden fik man også nogle indfødte vesterbroere med i arbejdet. Men de fyldte ikke meget. Det var ikke om det kristne evangelium, snakken gik mand og mand imellem på Vesterbro. Derimod blev der et par år efter mødet hos etatsrådinde Casse afholdt et andet møde i Tømrerkroen inde i Adelgade.
Knæk sablen – Bryd kronen – Styrt kirken
Der blev den danske socialistiske Internationale stiftet med Louis Pio som leder. Og året efter prøvede den kræfter med ordensmagten i slaget på Fælleden. De socialistiske ideer bredte sig af gode grunde hastigt på Vesterbro. En af de første revolutionære paroler lød:
Dette var ikke ligefrem befordrende for kirke-sagens udbredelse.
Men indirekte virkede også Georg Brandes moderne gennembrud med dets fritænkende ateisme ind i situationen. De kirkelige kredse var så at sige kommet under beskydning både neden fra og fra oven.
Da Venstre tog regeringsmagten
Endnu værre blev det, da Det forenede Venstre blev dannet og fik flertal i folketinget. Dermed begyndte den forfatningskamp, der skulle vare århundredet ud og undervejs resultere i, at demokratiet en overgang blev afskaffet.
En god del af grundtvigianerne støttede Venstre i dets krav om regeringsmagten og en ny demokratisk grundlov. Men den overvejende del af præsterne og kernemenigheden støttede Estrups Højre. De fleste som Vilhelm Beck, af gode lutherske grunde. Luther havde jo sagt, at en kristen har pligt til at adlyde både den himmelske og den verdslige magt. Derfor støttede de fleste kirkefolk Estrup og kong Christian den Niende, også da de i 1877 gennemtvang den første, provisoriske finanslov.
Grundstenen til Sct. Matthæus kirken
Et halvt år efter, 29. marts 1878 nedlagde Hans Majestæt grundstenen til Sct. Matthæus kirke. Det var småt med socialister, fritænkere og overbeviste demokrater ved den højtidelighed. Den store bygning, der rejste sig, var tegnet af arkitekt l. Fenger i historisk, norditaliensk – romansk stil. Den havde 1.100 siddepladser. Den skulle være kirke for et nyoprettet sogn med 25.000 sjæle.
Kirkelige handlinger på samlebånd
Ja i begyndelsen var det den eneste kirke på Vesterbro. Dens præster skulle sørge for gudstjeneste og kirkelige ceremonier for hele Vesterbro og Valby. I 1901 angives befolkningen til at være 72.836 indbyggere. Under disse forhold kunne ingen præst overkomme at døbe, vie eller begrave sine sognebørn på regelret maner. Det blev til massedåb, bunkebryllup og linkebegravelser.
Massedåb blev foretaget i hold på 7 – 10 børn. For at spare tid blev ritualet indskrænket til det mindst mulige. Da det var for omstændigt at korstegne hvert enkelt barn to gange med de højtidelige ord. Man nøjedes med at sige dem en gang pr. hold.
Det var som regel kirkens yngste præst, der havde til opgave at døbe alle disse børn.
Ved bunkebryllup gik det lige så hurtigt, Der gik syv brudepar på et hold. Han holdt en fællestale – så blev de viet en, to tre – uden orgel og salmesang. Hvis det bagefter skulle være et fint bryllup, blev de skyndet ud. De sidste kunne måske lige nå at se organist, kantor og graver. Nu kom der pludselig grønne planter i koret, kandelaberne blev tændt og der blev placeret løbere op ad gulvet.
Nu kunne grossereren føre sin datter op ad gulvet, så hun kunne få sin premierløjtnant.
Solidaritet eller det kristne evangelium
Socialdemokratiet flyttede sit hovedkvarter til Rømersgade over ved Grønttorvet. Den mest revolutionerende gejst havde man lagt på hylden. Men det forholdt sig stadig afvisende til kirken og dens ”opium for folket”. Vesterbroerne måtte vælge mellem solidaritet med kammeraterne og det kristne evangelium.
Da Harald Stein kom til
Men der var skabt en tredje mulighed. Allerede i 1876 havde den unge pastor ved Diakonissestiftelsen, Harald Stein holdt en omdebatteret foredragsrække om kirkens opgaver i hovedstaden. Der skulle skabes et praktisk, socialt, kristent hjælpe – og omsorgsarbejde blandt de fattigste.
Vilhelm Beck mente, at opgaven ikke var social og slet ikke socialistisk. Den var slet og ret, at ”bringe Guds ord til menneskernes hjerter” Men Stein fik så meget opbakning, at han i 1879 blev valgt til formand for den lille københavnske afdeling af Indre Mission.
Nogenlunde samtidig fik han kaldt den endnu ikke færdig byggede Matthæuskirke for Vesterbros domkirke.
Under Steins formandskab voksede medlemstallet. Der blev oprettet et Magdalenehjem for byens faldne kvinder og som en slags forløber for Frelsens Hær – en bespisning og en opsøgende mission, der virkede i de usle knejper og baggårde, hvor både de sociale ulykker og syndigheden var størst.
I 1882 kunne den københavnske mission sætte kronen på værket ved at indvie missionshuset Bethesda på Grønttorvet. Vilhelm Beck menter, at Stein skulle udtræde af missionens landsledelse. Han sagde dog nej, men måtte finde sig i, at få mindre indflydelse.
De politiske modsætninger tog til
I 1885 blev de politiske modsætninger skærpet. Estrup hjemsendte rigsdagen og oprettede sin vakkelvorne politistat. Smedesvendene og deres arbejdsgivere udkæmpede den første af mange langvarige arbejdskampe.
Matthæuskirkens menighedsarbejdere gjorde, hvad de kunne for at afhjælpe den værste sult og nød. Nu satte Stein og kirken sig i realiteten mellem to stole. De tog parti i konflikten. Men det var kun en dråbe i havet med den hjælp, de kunne tilbyde. Efterhånden var sognet vokset til 40.000 indbyggere.
Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden
Året efter tog Harald Stein og Holmens provst, senere Sjællands biskop, grundtvigianeren Skat Rørdam et usædvanligt initiativ. I foråret 1886 indkaldte de til en række møder i Bethesda. Man ønskede ro mellem grundtvigianere og missionsfolk i hovedstaden. Man skulle i fællesskab finde frem til at arbejde for:
Ja det kan vel bedst illustreres med et citat fra Trinitatis – præsten Schepelerns indlæg:
Matthæus Sogn var overbebyrdet
Men i Matthæus sogn var der slet ikke kræfter til at løse disse opgaver. Harald Stein forlod i 1890 stedet for at blive biskop i Odense. Der var hektisk samlebåndsarbejde som vi allerede har hørt med dåb (cirka 1.500 om året), bryllupper (ca. 1.000), begravelser (ca. 1.000). Dette gav anledning til uvaner.
Det blev en skik at stikke degnen en kontant anerkendelse, hvis han skrev ens navn op til altergang. Og man betalte 5 kr. for at blive gift ved et bunkebryllup. Men hvis man betalte det dobbelte, blev man viet alene, uden konkurrenter til rampelyset.
Initiativer modtaget med modstand
Man skulle begynde helt forfra med en lille trækirke, foreslog en præst. Tre handlekraftige kvinder tog initiativet til at oprette:
Dette mødte modstand i præstelige kredse. De var ikke teologer og havde ikke det rigtige køn.
Men seks år senere blev udvalget overhalet af Udvalget til Kirke-sagens Fremme. Dette var så en gruppe af mænd. I 1896 kom udvalget så til at hedde Kirkefondet.
Der var nu meget modstand mod flere kirker. Således blev der påstået, at kun 20.000 af Københavns 300.000 kirkepladser var besat hver søndag. Et andet argument var at man hellere skulle give penge til fattige og hospitaler end til dyre kirker.
En tragedie ved vestkysten fik negativ indflydelse
En tragedie ved vestkysten fik stor indflydelse i København. En u-varslet storm havde kostet halvdelen af Harboøres fiskere livet. Det drejede sig om i alt 27 fiskere. Den missionske præst Moe begravede dem og holdt en hård og fordømmende prædiken. Han sagde bl.a., at de flestes død var ret ligegyldig, for de havde kun levet som vantro i mørket.
Dette fik en meget uheldig virkning for hele kirke-sagen i København.
De første små kirker
Den første kirke, som kirkeudvalget fik samlet ind til var den lille Nazarethkirke. Den blev stillet op i Ryesgade i 1892. Det var en vandrekirke, bygget af jern. Den kunne hurtigt flyttes et andet sted hen.
Året efter blev den første Gethsemane-kirke på Dannebrogsgade indviet. Den var også en uanselig, lille, ikke særlig køn vandrekirke, selv om den var bygget i bindingsværk og mursten med bølgebliktag, fordi jernkonstruktionen havde vist sig være behæftet med en del svagheder og gener.
Masser af forstyrrelser
I de første år hørte vandrekirken til under Matthæus Sogn, som nu var svulmet op til 60.000 sjæle. Ubeskyttet på frontlinjen stod den. Man kaldte den for ”Stalden”. Pastor Immanuel Bang beskrev situationen således:
Man havde altid et lille vagtkorps, som fungerede som frivilligt politi.
Kirken havde masser af fjender
Hele tiden måtte man kæmpe mod anarkister og frække unger. Der var også voksende modstand mod kirkens arbejde. Der var ikke kun i arbejderbevægelsen, der var modstandere. Man havde også fjender i kulturministeriet.
Kirkefonds – folkene erklærede som tilhængere af, at kirken skulle løsrives fra staten. Det betød, at de havde ejendomsretten til de kirker, som de havde selv havde bygget. De kunne også selv bestemme, hvem de ville have som præster.
Ja på Vesterbros gade skulle man også slås med en mængde sekter og løsgående prædikanter. Gademissionær Clausen hed den mest profilerede.
Man havde fundet den rigtige præst, der tog på hjemmebesøg og gik i clinch med både revolutionære, mormoner og ateister.
Man overtog et berygtet danseetablissement
I 1898 overtog man så det berygtede danseetablissement ”Valkyrien” på Vesterbrogade og omdannede det nødtørftigt til Mariæ Kirkesal. Ved århundredeskiftet blev der skiftet spor i kirkebyggeriet på Vesterbro.
Præsternes egen kirke
I 1893 havde en Fredericia – præst opfordret sine kollegaer til at gå i spidsen for at løse Københavns kirkeproblemer. Der skulle bygges en kirke på Vesterbro samlet ind af midler i den danske præstestand.
I maj 1900 blev ”præsternes kirke, den hvide Krist – kirke på Enghave Plads indviet af Christian den niende og mere end 100 danske præster. Det imponerende tårn kunne ses viden om.
Herremændenes kirke
Året efter svarede kirkefondskredsen igen. Da blev Apostelkirken i Saxogade indviet. Den blev i begyndelsen kaldt ”Herremændenes Kirke”, fordi midlerne til at bygge den var indsamlet i de allerøverste, oftest adelige kredse. Det var en lidt vanskelig opgave for arkitekten Valdemar Koch. Grunden var lidt akavet. Den fik en facadevæg, der klinede sammen med gadens andre huse. I dag er de huse væk.
Sognet var nu på 70.000 sjæle
Mens de to kirker blev bygget, skete der store ting i danmarkshistorien. Storlockouten og Septemberforliget i 1899 greb dybt ind i den vesterbroske virkelighed. Og systemskiftet i 1901 fik skæbnesvangre følger for Kirkefondet. Den nye kulturminister, I.C. Kristensen fremsatte forslag om en helt ny kirkeordning, baseret på demokratisk valgte menighedsråd, der skulle have ansvaret for de selvejende kirker og afgørende indflydelse på præstevalget. Det tog ca. 20 år at få gennemført loven. Men Kirkefondets magt var ødelagt.
I de første år af 1900-tallet blev Matthæus sogn med nu 70.000 sjæle endelig delt. Den femte sognekirke kom til. Det var Eliaskirken på Vesterbro Torv. Den blev kaldt for Kirkefondets katedral. Det var den første kirke på Vesterbro, der for en stor del var betalt af den omkringboende befolkning. Det var den største af alle kirkefondets kirker.
Fibiger – en vækkelsesprædikant
Ildsjælen var pastor Fibiger. Han var en missionsk vækkelsesprædikant med sjældne evner. Fra den lille Mariæ Kirkesal organiserede han sine stadig voksende tilhørerskarer i arbejdet med at rejse penge til en kirke.
Som arkitekt var valgt Martin Nyrop. Han havde netop fuldført det nye rådhus inde på det, der engang var Halmtorvet.
Fibiger var selvskreven som sognepræst i Eliaskirken. Han var ofte i konflikt med Moe i Harboøre, der afløste Vilhelm Beck som formand for Indre Mission. Fibiger gik ind for en mere rummelig forkyndelse.
Han var nærmeste ven og medarbejder med H.C. Mollerup, da denne i 1912 skabte Kirkens Korshær. Gennem den, det i 1911 oprettede Studentersettlementet i Saxogade og en overgang Bethesdas redningskorps.
Eliaskirken fortsatte med at være missionens københavnske højborg efter Fibigers død.
Maria Sognekirke blev indviet
Året efter fik Vesterbro sit sjette sogn. Mariæ kirkesal på Vesterbrogade blev lukket og Maria sognekirke blev indviet i Istedgade. Den blev billigere og mindre pompøs end Eliaskirken. Den blev rejst uden Kirkefondets medvirken af en komité, som stiftsprovst Paulli havde oprettet til formålet.
Til gengæld kunne Kirkefondet i 1916 erstatte den lille nedslidte vandrekirke i Gethsemane sogn med en rigtig stenkirke. En fjerdedel af byggeomkostningerne blev afholdt af Fibigers store Elias – menighed.
Seks solide stenkirker plus den Katolske
Nu var de sidste spor forsvundet efter den ydmyge forkyndelse i små tarvelige kirkerum. I stedet stod seks solide stenkirker, foruden den katolske Jesu Hjerte kirke i Stenosgade med et sogneliv, der var begyndt at ligne det, der blev levet i resten af landet.
Præsterne var et udsat folkefærd
Men Vesterbro var trods alt stadig Vesterbro. Første verdenskrig og den russiske revolution tilsammen fremkaldte et helt andet klima. Arbejdsløsheden og knapheden voksede, alt imens gullaschbaroner og andre spekulanter skovlede formuer sammen. Oven i det hele kom den spanske syge, der især hærgede morderisk i broernes slumkvarterer.
Mange reagerede på modgangen ved at blive syndikalister eller kommunister. De så bolsjevikkernes sejr som håbets fakkel. De revolutionære grupper blev talrige på Vesterbro. De fyldte godt op ved massedemonstrationerne i vinteren 1918 inde på Grønttorvet lige neden for Bethesdas vinduer. De revolutionære optøjer kulminerede fastelavnsmandag med stormen på Børsen.
Men det ulmede i mange år derefter, ikke mindst på Vesterbro. Det betød også, at den barske, antikirkelige retorik igen blev taget i brug. Præsterne på Vesterbro var stadig et mere udsat folkefærd end kollegaerne i resten af landet.
Socialdemokraterne ændrede politik
Nogenlunde samtidig med, at verdenskrigen brød ud, begyndte arbejderbevægelsens kooperative byggeselskab (AKB) et storstilet boligbyggeri på Frederiksholm og de øvrige, stort set ubebyggede Sydhavnsområder.
De nye arbejderkvarterer var monumenter over Socialdemokratiets folkelige sejr. Det blev kronen i 1924, da Stauning dannede sin første regering. Undervejs til magten havde partiet og bevægelsen ændret mening om en del sager og var blevet mere midtsøgende og rummelige.
Det gjaldt ikke mindst i forholdet til kirken. Her spillede Staunings nære medarbejder Borgbjerg en afgørende. Han regnede sig selv for både grundtvigianer og socialist. Han fik efterhånden overbevist sine partikammerater om, at det i bedste fald var nyttesløst at bekæmpe folkekirken.
Dette betød selvfølgelig ikke at alle socialdemokrater pludselig var blevet kristne. AKB projekterede ikke med kirkebyggeri i de nye arbejderkvarterer. Men det betød dog, at kirkefondet og Vesterbro provsti fik en ny arbejdsmark, ovenikøbet med et bedre samarbejde med de kommunale myndigheder end i de værste gamle dage.
Tre nye småkirker
I 1918 blev der indviet en lille træbarak – kirke på det, der i dag er Mozarts plads. Den fik navnet Frederiksholm kirke og var i begyndelsen annekskirke under brygger Jacobsens Jesuskirke i Valby.
Året efter blev en tilsvarende træbarak ved den nuværende Søndre Boulevard indviet som Absalonkirken. I daglig omtale kaldte man den for ”cykelskuret”. Det nye sogn skulle betjene de nye boligkvarterer, der skød op på havneopfyldningerne ved Kalvebod Strand.
I 1924 blev det hastigt voksende Kristkirke – sogn delt. En tredje lille, foreløbig kirke, Enghave Kirke, blev indviet længere ude ad Søndre Boulevard.
Det var fra begyndelsen Kirkefondets mening, at de tre nye småkirker hen ad vejen skulle erstattes af mere solide bygninger. Frederiksholm Kirke stod først for tur. Den fik sit eget sogn og blev lagt inder Vesterbro provsti.
Første røster om nedlæggelser
I 1927 blev den nye kirke indviet. Den lå ved teglværkssøen, der blev omdøbt til kirkesøen. Men frem for alt ligger den på Louis Pios gade.
Til gengæld havde befolkningstallet i provstiets indre sogne nået sit maksimum og gik i visse kvarterer endda tilbage. Derfor foreslog de kommunale myndigheder i 1930, at Absalon sogn med ”cykelskuret” skulle nedlægges. Men menigheden og Kirkefondet satte sig imod og sejrede. I 1934 blev den nuværende Absalon stenkirke indviet som monument over sejren.
Store forandringer i Folkekirken
I mellemtiden var der sket store forandringer i folkekirken. I 1922 vedtoges den lov om menighedsråd, som Kirkefondet havde bekæmpet så hidsigt. Den langsomme proces, der efterhånden gjorde Kirkefonds – kirkerne til ganske almindelige sognekirker, satte i gang.
Også det teologiske landskab blev ændret afgørende, først med Tidehvervsbevægelsen i 20’erne og siden på en helt anden måde, at Oxfordbevægelsen i 30erne. Begge disse bevægelser satte skår i den relative, missions – kirkelige enighed, som ikke mindst pastor Fibiger havde skabt på Vesterbro.
En afholdt kirkeminister
Så kom besættelsen og Vesterbro viste igen sin uregerlighed. Istedgade overgav sig aldrig. Det var missionen til gengæld nødt til at gøre lige efter krigen, da loven om kvindelige præster på trods af den højrøstede modstand blev vedtaget. Loven blev ovenikøbet administreret af en kvindelig socialdemokratisk minister. Bodil Koch blev dog hurtigt den mest afholdte kirkeminister nogensinde, og de nye, kvindelige præster på Vesterbro gjorde endnu et indhug i den enige præstefront.
Bavnehøj Barakkirke
I efterkrigstiden kom spørgsmålet igen op, om der var for mange kirker og sogne på Vesterbro. Men det Ydre Vesterbro blev ved med at vokse. På lokalt initiativ og md støtte fra Kirkefondet blev en lille Bavnehøj barakkirke på Tranehavevej ved Vestre Kirkegård derfor indviet i 1948.
Året efter blev Sjælør sogn skilt ud fra Frederiksholm og tre år senere fik de deres egen kirke på Wagnersvej. Som trøst fik Frederiksholm kirke så samtidig et kirketårn
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 22, 2024
Urenligheder i drikkevandet
Vandet var stillestående. Træ-render i dårlig stand. Flere steder manglede man vand. Vandkiggeren skulle tilkaldes, når ål viste sig. Den kendte ålesupper. Vandkommissionen forsøgte at berolige folk. Man skulle ikke drikke vand, der lugtede. ”Amaliegade-feberen”. Vandet var urent fra starten. ”Stinkende og ubrugeligt” – denne betegnelse fik drikkevandet fra Skt. Jørgens Sø. Der var kø foran de brønde med godt drikkevand. Man ville have kildevand til København. Vandvæsenet brede efter vand. Vanding af gader og veje. Privat initiativ inde i Indre By. Ved regnskyl skete store oversvømmelser. En åben kloak var sundhedsfarlig sagde de lærde. Den stinkende Rosenå. Slagtermesteren havde altid oversvømmelse. Kolera udstillede elendigheden. Millioner af mennesker er blevet reddet. Natmændene kørte daglig ud med 80 læs menneskeafføring. Epidemierne i København havde gode kår. Disse var mest udbredt i de lavere klasser. Den store klakplan. Man lærte at vaske hænder.
Vandet var stillestående
Vandet til Københavnerne kom i træ-render. I den inderste ende af disse var vandet næsten altid stillestående og som følge deraf nærmest udrikkeligt. Således blev der hele tiden klaget fra Stadens Materialegård i Hestemøllestræde.
Træ-render i dårlig stand
Der blev godt nok brugt 40 – 50.000 Rigsdaler hvert år til Vandvæsenet og der blev nedlagt næsten 2.000 alen nye træ-render hvert år. Men andre træ-render var altid i dårlig stand.
Flere steder manglede man vand
I tørre somre kunne vand-tilførelsen svigte. Særlig den østre ledning var utilstrækkelig. Det fornemme kvarter omkring Bredgade og Amaliegade lige som Kongens Slot manglede ofte vand. Et andet sted var renderne gerne rådne eller halvrådne. Og det var lige i nærheden af de utætte latringruber.
Vandkiggeren skulle tilkaldes
Vandet indeholdt en masse urenligheder. Det skete også ofte at døde fisk blev pumpet op sammen med vandet. Ål kunne man ikke holde ude af renderne. På Borgerdyds Skole på Christianshavn brugte man drikkevandet til at undervise i ”De lavere dyrs liv” i naturhistorie. De dukkede op i drikkevandet. Der var myggelarver og lignende smådyr i overflod.
Man kunne også være heldig i at pumpe en igle op, salamander eller et par små haletudser var også almindelig. Som regel skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes, hvis en ål var pumpet op. Så skulle pumpen skilles ad.
Den kendte Ålesuppe
Om sommeren kunne vandet fra Søerne godt være halvlunken 16 – 18 grader. Hvis man skulle drikke Vandvæsenets vand, så matte man både anskaffe sig filtrerapparat og vandafkøler.
Ja dette var et yndet kælenavn for det københavnske drikkevand. Der blev flere gange gjort forsøg med rør af jer eller ler. Det var særlig jern-støber Lunde, der var en ivrig modstander af de gamle træ-render. Men der blev ikke gjort nogle forbedringer før det nye vandværk blev taget i brug.
Vandkommissionen forsøgte at berolige folk
Vadkommissionen forsøgte hele tiden at berolige folk:
Man skal ikke drikke vand, der lugter
Om dette så var en trøst for befolkningen, ja det kan diskuteres. Men Vandkommissionen havde dog også et godt råd:
I slutningen af 1840erne kom det ene tyfusudbrud efter det andet. Men det var bare det problem, at Vandkommissionen ikke kunne love andet drikkevand.
Amaliegade-feberen
Særligt i årene i 1840 – 44 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig Tyfus-epidemi, som man kaldte Amaliegade-feberen.: Men man gjorde ikke noget ved renderne før i 1844. Så fandt man ud af at tage renderne op. Man opdagede et hul af fire tommers diameter, der førte fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der blandt andet modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.
Vandet var urent fra starten
Allerede ude fra reservoirerne var vandet urent. Man havde endnu ikke begyndt at bore efter frisk kildevand. Man nøjedes med det overfladevand, der gennem de forskellige tilløb samledes i Vandvæsenets Søer.
Vand fra engdrag og marker, der ved regnskyl og tøbrud førte alle uhumskheder fra gødning, grøfter m.m. med sig ned i Søerne. Gennem åbne grøfter og kanaler førtes vandet fra Emdrup Sø til Lersøen og Damhussøen, hvorfra det gennem Lygteåen og Grøndalsåen/Ladegårdsåen nåede indtil Peblingesøen.
Stinkende og ubrugeligt
Trods forbud smed byens borgere alt muligt affald i Søerne. Værst var vandet i Skt. Jørgens Sø, fra hvilken Vesterbro fik sit drikkevand. Vandet i denne sø var i stille vejr grønligt på grund af den frodige planteverden i den. I uroligt vejr kom det tykke lag mudder på Søens bund op til overfladen. Så var vandet grå. Vandmester Jens Sørensen erklærede i sommeren 1847, at vandet på Vesterbro var:
Mange ville hellere bruge de offentlige brøndpumper. Dem fandtes der der cirka 4.500 af i byen. Men det var nu langt fra at vandet i alle byens brønde var godt. I 1852 foranstaltede ”Kommissionen til de hygiejniske Forholds Forbedring” en undersøgelse. Dette resulterede i at ikke mindre end 50 brønde blev tilkastet, fordi vandet var sundhedsfarligt. Vandet var simpelthen sundhedsfarligt.
Allerede i 1847 foretog Vandkommissionen en undersøgelse. Kun fire ud af seksten brønde fik her en attest, at de indeholdt godt drikkevand.
Der var kø foran de gode brønde
Omkring de vandposter som indeholdt godt drikkevand udfoldede der sig i sommertiden et broget folkeliv. Der var sammenstillen omkring disse brønde af bude og tjenestepiger, der sendtes efter vand. De måtte vente i timevis for at komme til.
Men disse tjenestepiger opsøgte ofte den nærmeste brønd og brugte tiden til at besøge kæresten. Nu ville det bedre borgerskab have vandet bragt for en lille skilling. Det skulle helst være den brønd, der stod ved Nørrevold ved Gothersgade. Det var denne brønd som lægerne anbefalede.
Brandkommissionen gjorde nu opmærksom på, at denne brønd ofte tømtes. Og de var betænkelige ved at en enkelt person skulle have tilladelse til at bruge alt vandet i denne brønd.
Kildevand
I 1843 fik en mand tilladelse til at hente vand fra Kirsten Pils Kilde. Vandet skulle hentes mellem kl. 5 og 7 om morgenen. Men dette projekt kom aldrig i gang. Et andet forslag gik på at hente vandet fra kilder i Roskilde og sende med toget ind til København. Ved ankomsten skulle vandet så ligges i is-kælder.
Vandvæsenet borede efter vand
Vandvæsenet havde allieret sig med videnskabsmænd i forbindelse med boringer. Tre gange gik det galt. Da havde boret sat sig fast. Man søgte nu kommunen om tilskud. Men her var man i tvivl om man nogensinde ville finde vand. Man havde været nede i en dybde på 660 fod uden at finde vand. Man enedes dog om at give et årligt tilskud på 1.000 Rigsdaler. Arbejdet blev fortsat, men der kom ikke noget resultat ud af dette.
Men efterhånden fandt man dog nogle kilder i byens yderkanter, der kunne dække halvdelen af byens vandforbrug. Men alligevel var det ved at gå galt. I 1846 og 1847 havde det været vandmangel, hvis ikke man havde en reserve i Lersøen.
Først ved anlæggelse af det nye vandværk fik man orden i drikkevandet til københavnerne.
Vanding af gader og veje
Vandvæsenets træ-render under gaderne var evig og altid i uorden. Det var galt med brolægningen. Asfalt og træbrolægning var på tale. Men politikerne mente at det var for dyrt. Men der kom dog mere styr på det efterhånden. Rendestenene blev mere flade.
Man begyndte også at kigge på vanding af gaderne. Man startede ude på Strandvejen i 1843. I 1845 skulle man så lade Østerbrogade fra lille Vibenshus til Østerport vande af Vejvæsenet. på offentlig bekostning.
Privat initiativ inde i byen
Inde i byen havde en aktiv person, Kukkenbager Dethmer i Skindergade taget initiativ til at vande i byens gader. Det var så grundejere på Kongens Nytorv, i Gothersgade ind til Kronprinsessegade, på Østergade, Købmagergade, Højbro Plads, Amagertorv og flere steder der skulle have penge op af lommen. Betalingen udgjorde 1 skilling daglig for ti alen facade. Han vandede tre gange dagligt fra 1. maj til 30. september.
Under Brolægningsvæsenet sorterede Stadens elendige rendestene. De var ganske ude af stand til at optage vandet i gaderne så snart et nogenlunde stærkt regnskyl indtraf.
Ved regnskyl – store oversvømmelse
Indtraf der et regnskyl om natten hændte det ofte at beboerne i kældrene vågnede ved at vandet stod alenhøjt i deres stuer. Store Købmagergade var særlig udsat. Her samledes afløbet fra mange gaders rendestene. Hele gaden fyldtes derfor øjeblikkelig med vand.
En åben kloak var sundhedsfarlig
Rendestene kunne hurtigt udvikle sig til en bred og dyb grøft. Afløbet fra de mange kostalde udbredte en fæl stank. Om aftenen kunne dette være livsfarligt.
Så var det også lige de åbne kloaker, der heller ikke var ufarlige for børn. Professor Fenger udtalte at den åbne kloak er:
Flere kloaker blev overdækket med tætte planker.
Den stinkende Rosenå
Så var det Rosenåen, der også stank. Det var nærmest blevet en kloak. Og her var det Vesterbro, det gik ud over. Åen blev aldrig renset. Det var uenighed om, hvem der skulle gøre det. Det førte til at å-løbet blev stoppet til. Det kunne ikke mere føre vandet bort. Følget var massive oversvømmelser.
Slagtermesteren havde altid oversvømmelse
Det var navnlig slagtermester Møller, der gik ud over. Han klagede i 1841, at vandet stod otte tommer over gulvene i hans stuer. Endnu i 1850erne lyder de samme klager fra slagtermester Møllers enke.
Men også ejeren af Vodrofs Mølle klagede, når vandløbet groede til. Det betød at hans vandmølle gik i stå.
Kolera udstillede elendigheden
Vi har som du kan se under ”Hvis du vil vide mere” skrevet en del om hygiejnen i København. Det er med en vis humor, man i dag kan se på det. Men alligevel har det været et alvorligt problem, så vi i hvert fald i Danmark har taget ved lære af.
Kolera udstillede elendigheden. Lægerne blev aktive. I løbet af 1800 – tallet fik København en ren vandforsyning og toiletter, der var forbundet til en kloak.
Millioner af mennesker er blevet reddet
Adskillelsen af latrin fra drikkevand har reddet millioner af menneskeliv. Herhjemme var det Hornemann, der gik forrest i sin kamp. Det var dengang, da der inden for murene var 130.000 mennesker, der husede 5.000 heste, køer og svin i baggårde og hestestalde. Disse dyr skulle også af med deres afføring.
Natmændene kørte ud med afføring
Natmændene kørte efter mørkets frembrud ud med 80 læs menneskeafføring ud af byen. I dagslyset var der så affald fra rendestene, der blev kørt ud af byen.
Som vi tidligere har skrevet, så var husenes latriner et træsæde over et hul i jorden. Og tænk det blev kun tømt to gange årligt. Man siger, at der var et sæde for hver 50 brugere. Men vi har i en af vores artikler hvis nok skrevet, at der var over 100, der skulle dele et sæde.
Man kan godt forstå, at de velhavende forlod byen om sommeren. Og man sagde dengang, at København befandt sig på et lavere kulturtrin end andre hovedstæder.
Epidemierne havde gode kår
I 1853 ramte Koleraen en 19 – årig knægt i Nyboder. Og epidemierne havde ret gode vilkår i København.
Mest udbredt i de lavere klasser
Cirka 100 læger i København deltog i såkaldte husvisitationer. Her fandt de ud af at mere end to tusinde familier boede i kældre med tre – fire børn. De havde cirka 4 kvadratmeter til rådighed. Endelig vågnede politikerne op. Man fandt ud af at epidemierne var mest udbredt i de lavere klasser.
Den store kloakplan
København fik sit første vandværk i 1859. Året efter begyndte den første kloakering i byen – i første omgang til afløb for spildevand og regnvand. Omkring 1900 fulgte ”den store kloakplan” I 1905 var der 5.000 wc’er og i 1965 havde 83 pct. af København lejligheder med eget WC.
Kolera giver stærk diarre og smitter hyppigt fra afføring til drikkevand eller fødevare. Man fandt ud af at samfundshygiejne var en vigtig faktor til at hindre epidemiers udbredelse.
Man begyndte at vaske hænder
Og som vi også tidligere har nævnt så begyndte jordemødre og fødselslæger at vaske hænder, hvilket aflivede de tragiske epidemier med barselsfeber, som indtil da hærgede Europas fødselsstiftelser med høje dødstal.
Under Covid-19-epidemien øvede danskerne sig i at vaske hænder og holde afstand for at inddæmme virussen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 11, 2024
Det var trangt i København
Befolkningen var seksdobbelt på samme plads. Ingen hensyn til luft og lys. Afgiftsfri – betød meget små lejligheder. Der blev spekuleret i arbejdernes nød. Kældre indrettet til beboelse. ”Udflyttermani”. En kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. Luftens ”fordærvelse” blev forøget. Berygtede lokaliteter. Hønsehuse og brændevinsskure blev taget i brug. Skandaløse boligforhold. Befolkningen havde kun lidt forståelse for hygiejnens betydning. Kvæghold i forbindelse med brændevinsbrænderi. Løsgående hunde var også et stort problem. På volden blev hunde skudt. Svinehold meget tæt på beboelse. Mindst 5.000 husdyr inden for voldene.
Befolkningen var seksdobbelt
Byens areal var det samme som under Christian den fjerde, Siden da var befolkningen seksdobbelt. Det var navnlig i 1850erne dette skete.
Ingen hensyn til luft og lys
Måske skal vi lige her indføje at en kvadratalen er lig med 0,39 m2
I gader der var under 18 alen, måtte der bygges op til 21 alens højde. I bredere gade op til 24 alen. Bygherren kunne udnytte sin grund, som han ville. Der krævedes ikke noget bestemt areal udlagt til gårdsplads. Og man skulle heller ikke tage hensyn til adgang for luft og lys.
Selv i smalle i gader på 12 -13 alens bredde måtte man opføre huse med seks beboelseslag. Der blev ikke stillet betingelser for hvor højt et beboelseslag skulle være. Og minsandten om ikke husejeren fik lov til at bygge et ekstra ”lag” på. Og det skete på trods af byens autoriteter, der skulle våge over byens sundhedstilstand:
Da der ikke måtte bygges uden for byen, var der jo ingen anden udvej end at forhøje husene eller formindske lejlighederne inde i byen, så der var plads til flere.
Afgiftsfri betød meget små lejligheder
Det var gennem lovgivningen ligefrem sat en præmie på at bebygge på en hidtil ubebygget plads Her var der stillet i udsigt at nybygninger kunne få afgiftsfrihed i en årrække. Det var bestemmelse, der gik tilbage efter den store ildebrand og Københavns bombardement.
Og så var lejligheder under 64 kvadratalen afgiftsfri, Det betød for husejerne at sammenhobe folk i så små rum som muligt. Dertil kom at bygherren desuden kunne gøre etagerne så lave, som han ønskede. Og egentlig betød det, at man spekulerede i folks nød. Og dette blev befordret af den gældende lovgivning.
Ja fæstningen/voldene hindrede byens udvidelse. Grundejere sad i mange år med et godt og sikkert monopol. Ja og så kunne man også udgive sig for at være filantrop.
Der blev spekuleret i arbejdernes nød
I 1845 søgte arkitekt Hagemann, oberstløjtnant Kvist og grosserer Zinn:
Bygningerne skulle ligge i Prinsensgade og Dronningegade på Christianshavn. Det skulle være fem etager. Lejlighederne skulle være under 64 kvadratalen. Det var rene fattigkasser.
En præst på Christianshavn ved navn C.H. Visby stod i spidsen for et foretagende. Han havde samlet en aktiekapital på ca. 50.000 Rigsdaler. Disse skulle anvendes til opførelse af arbejderboliger og forrentes med 4 pct.
Selskabet var uheldige med deres første forsøg. De havde glemt sikre sig anlæg af vej eller gade til de nye huse., der skulle ligge i ”Søkvæsthusets” have. De var beregnet til bedre stillede arbejdere. Meningen var at efter 30 år skulle lejerne selv blive ejere. Men lejlighederne blev alt for dyre.
Kældre blev indrettet til beboelse
Efterhånden blev det almindeligt at bruge kældere til beboelse. Sådanne beboelseskældre blev nu indrettet i alle nye ejendomme. Selv i gamle huse blev tidligere lagerrum og lignende anvendt til beboelse. Stadsfysikus Hoppe og Sundhedskollegiet protesterede mod dette i 1849.
De mente også at beboelseskældre i Indre By burde være forbudt. Men Borgerrepræsentanter modsatte sig sådan et indgreb i grundejernes rådighedsret og sagen blev stoppet.
At skaffe lejerne bedre og billigere boliger var jo i det hele taget ikke en opgave, der lå for grundejerne i Borgerrepræsentationen. De modsatte sig dette.
”Udflyttermani”
I 1850 indgav ”Oldgesseller og Ladesvende” ved de forskellige håndværkslav et forslag om at det kunne hjælpe på bolignøden ved at fremme konkurrencen mellem dem, der ville bygge. Men det syntes Borgerrepræsentationen ikke om.
Da Lægeforeningen begyndte at bygge arbejderboliger i stor stil syntes et fremtrædende medlem af forsamlingen som etatsråd Algreen – Ussing som ”Udflytningsmani”
Allerede i 1840erne var der næsten intet ubenyttet rum tilbage i byen og byggevirksomheden var næsten gået i stå. Rodemesteren skulle med jævne mellemrum indberette byggevirksomheden i hans kvarter. Fra de udenbys kvarterer, hvor der ikke måtte bygges i grundmur. Man hørte kun om bræddeskure med halvtag.
En kommission til forbedring af de hygiejniske forhold
I 1851 blev der nedsat en kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. Der blev indsamlet en masse statistiske materiale. Der kunne fastslås at:
Luftens ”fordærvelse” blev forøget
Hvis man ikke iværksatte forholdsregler, ville alle gårdrum yderligere blive indskrænket. Luft og lys holdtes mere og mere ude. Urenligheden og luftens ”fordærvelse” blev forøget. Epidemierne fik bedre vilkår.
Adelgade nr. 292 (nu gadenummer 37) havde været så overfyldte på værelserne at beboerne om natten havde måttet stuve sig sammen i siddende stilling af mangel på plads til at ligge ned.
Berygtede lokaliteter
Store og rummelige gårde blev købt til nedrivning og flere smallere, højere og dybere huse rejste sig i stedet. Der kom meget små gårdrum uden hensyn til, om der kom sol og fri luft. Flere nye etager i for-, mellem-, side- og bagbygninger eller kældre blev udlejet til beboelse. Man tog overhovedet ikke hensyn til fugtproblemer.
Der var ligefrem berygtede lokaliteter som ”Tordenskyen”. ”Pjaltenborg”, Helvede”, ”Pølen” ”Bolle Bandsats Hus”, ”Luseklubben”, ”Lokumet”, ”Krybud”, ”Knaldhytten”, ”Slaveporten” eller ”Rakkerens Hule”
Hønsehuse og brændeskure taget i brug
Dengang var der i København gader med 4.000 – 5.000 indbyggere. Der var op til 18 mennesker på hundrede kvadratalen. Tættest befolket var kvarteret ved Klerkegade, hvor der i flere af husene kun var givet hver af beboerne mellem tre og fire kvadratalen. Der var også samme problemer ved Søndervoldstræde, Diderik Badskærs Gang, Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang og Kokkegangen ved Nyboder.
Hønsehuse og brændeskure blev lavet om til menneskeboliger. Kælderen og stueetager var ofte udlejet, inden de øverste etager var færdigbyggede.
Politidirektør skulle skaffe husvilde tag over hovedet
Det var politidirektøren skulle ved flyttedag skaffe de husvilde tag over hovedet. Og problemet blev værre år efter år. Både Vartovs loft og Eksercerhuset på Christianshavn var fulde af husvilde. Politidirektøren anmodede indtrængende kommunalbestyrelsen om at sørge for, at der blev bygget og skaffet husrum i byen.
Man havde forsøgt at få lov til at bygge på demarkationsområdet. Men krigsministeren havde sagt nej. I stedet måtte lejerne indskrænke sig mere og mere.
Skandaløse boligforhold
En af de mest utrættelige forkæmpere for bedre hygiejne i København var Dr. E. Hornemann. I skrifter og artikler skrev han gang på gang om de skandaløse boligforhold. I 1853 skrev han således:
Befolkningen havde kun lidt forståelse for hygiejnens betydning
Det var som om, at man talte til døve øren. Det var først da den store koleraepidemi dukkede op, at man formåede at ruske myndighederne op.
Men befolkningen selv havde også kun lidt forståelse af hygiejnens betydning. Således befandt der sig masser af husdyr inden for voldene. Kreaturhold var tilladt og tilladelsen blev i den grad benyttet.
Kvæghold i forbindelse med brændevinsbrænderi
Brændevinsbrænder Cadovius på Rosengården have i 1850 indrettet en kostald til tyve køer i forhuset ud til gaden. Afløbet fra stalden var ført ud til gadens rendesten og staldvinduerne vendte samme vej. Da politiet forbød sådan et etablissement midt i gaden, ansøgte Cadovius hos Justitsministeriet om tilladelse til at lade alt blive som det var. Skønt han også her fik afslag foretog han sig intet. Omsider blev han dømt til at fjerne staldvinduerne og forlægge afløbet til et andet sted. Hvad der herefter skete vides ikke.
Løsgående hunde var også et problem
Et andet husdyr, som dengang var til endnu større plage i byen end nu om stunder, var hundene. Allerede i det 18. århundrede klagede lægen og filosoffen Tode over hundenes mængde og deres skadelige indflydelse på byens hygiejne. Siden den tid var hundenes antal bare steget. Mængden af disse på offentlig vej var påfaldende for alle fremmede.
Befolkningen selv var ufornuftige nok til at fylde op i de små lejligheder med disse dyr.:
På volden blev hundene skudt
Godt nok havde man hævet prisen for hundetegn fra 2 Rigsdaler til 5 Rigsdaler i årlig afgift, men mange af disse firbenede løbede rundt uden tegn.
Det farligste sted for hundene var at komme op på volden. Her var en voldsskytte ansat for at skyde enhver hund, som bevægede sig herop. Det var et myrderi, der ofte blev klaget over. Men det viste sig, at mange af dem, der blev skudt, havde hundetegn.
Svinehold meget tæt på beboelse
En politirapport fra 1853 ianledning af svinehold i et hus på Vesterbro beretter:
Mindst 5.000 husdyr inden for voldene
I 1840 fandtes der i København – inden for voldene:
Kære læsere – Glæd jer til næste artikel:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 7, 2023
Sven Hazel – nok engang
Dette er en anmeldelse af Michal Q. Magnussens tredje bog: Den Falske Løjtnant. Men vi går lidt videre. Det handler om Sven Hazel. Manglende moral og etik. Tyveri af dokumenter. Den første bog skrev han heller ikke selv. Danskerne begår da ikke krigsforbrydelser. Det handler om rigtige skæbner. Forlagene havde ingen skrupler. Andre blev uskyldig retsforfulgt og dømt – takket være Sven Hazel. Myndighederne stolede åbenbart på ham. En DR – journalist måtte sige undskyld. Erik Haaest afslørede også meget. Rigsarkiv og politi burde tage de historiske dokumenter lidt mere alvorlig. Har selv solgt en masse Sven Hazel – bøger. Handlingen er ikke selvoplevet. Hvad er hoved og hale i det hele. Magnussen fik fat i stjålne dokumenter. Medlem af NSDAP i 1938. Kort ophold på SS – Forskole. På en straffebataljon i Ukraine. Påstod at have fået Jernkors af både første og anden grad. Dukkede op i Hipo-korps. Flygtede fra fængsel. Blev den store stikker. En forkert modstandsmand og et drab. 10 års fængsel blev nedsat til 2 år. Undertegnede har selv haft problemer med arkiver. Sven Hazel havde omgang med ledende nazister. Myndighederne stolede åbenbart på ham. Havde kendskab til udryddelse af jøder. Vi kan varmt anbefale bogen og venter spændt på de næste afsløringer.
Manglende moral og etik
Den falske løjtnant af Martin Q. Magnussen er atter engang en beskrivelse af manglende moral og etik under og efter besættelsestiden. Forlaget havde et vist kendskab til Sven Hazels bedrag, men fortsatte med at udgive hans bøger. I hvert fald har nu mindst tre mand forsøgt at afsløre manden bag de meget populære krigsbøger.
Men nu er der kastet et nyt lys over gåden om den mest omdiskuterede danske forfatter i det forrige århundrede.
Forfatterens tredje bog
Vi kunne have nøjes med at anmelde selve bogen, men vi går lidt videre end en egentlig anmeldelse. Det er den tredje bog af forfatteren. Vi har her på siden også anmeldt de to første. Og nu venter vi spændt på afsløringerne i forfatterens fjerde bog.
Tyveri af dokumenter
Jo det lykkedes i 2012 for forfatteren at tage to tyveknægte på fersk gerning mens de var i gang med at stjæle arkivalier på Rigsarkivet. Disse dokumenter bliver solgt på Nettet til fanatiske samlere. Men også folk, der har deltaget i krigen på østfronten, har fået kriminelle til at fjerne deres spor i Rigsarkivet. På den måde, er det lykkedes for mange at lyve om deres deltagelse i henrettelser og deres viden om drab på jøder.
De Fordømtes Legion
Da ”De fordømtes legion” udkom, skrev Chicago Sunday Tribune i 1953 at det var et mesterværk. Han havde forgæves forsøgt at få bogen udgivet på 12 forlag. Hos Grafisk Forlag satte man en forfatter til at gennemarbejde bogen. Han skrev den i ”Jeg” – form. Og fik handlingen i kronologisk form.
Inden bogen udkom, opdagede man på forlaget, at et vigtigt afsnit var direkte tyvstjålet fra en kendt tysk generalstabsofficers erindringer. Først nægtede Sven Hazel alt, men så tilstod han. Og forlaget besluttede at lade som ingenting.
Alene i England er hans bøger solgt i 15 mio. eksemplarer. I 1987 Blev bogen ”Døden på larvefødder filmatiseret under titlen ”Wheels of Terror”. Det blev dog en økonomisk fiasko.
Danskere har da ikke begået krigsforbrydelser
I dansk historieforskning har man taget det for gode varer at danskere ikke har deltaget i krigsforbrydelser. Men det er sikkert grænser for, hvor naive de danske soldater har været, når de siger, at det har de skam været uvidende om.
Det handler om rigtige skæbner
Nu har Martin Q. Magnussen efter nye besøg i arkiverne fundet ud af at Sven Hazel også har været storstikker, vel for at redde sit egen skin. Det er forfatterens tredje bog, og den er mere spændende end en krimi. Forskellen er her drejer det sig om rigtige tragiske skæbner.
Forlagene har ingen skrupler
Forlagene har ikke de store skrupler med at genudsende de populære bøger. Med brutal realisme beskriver Sven Hazel krigens grusomheder, nazisternes forbrydelse. Hans bøger er blevet sammenlignet med Hemingway. I mange år troede historikerne ikke på, at han selv havde været ved østfronten, men han blev sendt til Ukraine ufrivillig som straf.
Men at sammenholde selve romanerne som videnskabelige afhandlinger er ude af proportion. Hans bøger ville ikke kunne bestå et faktatjek.
Man kunne måske godt i bøgerne lave en faghistorisk indledning, der sætter Sven Hazel ind i en korrekt sammenhæng. I stedet storroser man Sven Hazel. De nævner aldrig nazismens krigsforbrydelser. Man ser på bøgerne som et skønlitterært værk.
En DR-journalist måtte sige undskyld
Allerede i 1963 afslørede en journalist på Danmarks Radio, at der var noget galt med Sven Hazel. Men journalisten beskyldte ham for at være SS – mand, som åbenbart ikke var sandt. Fejltagelsen betød at Danmarks Radio måtte undskylde og angivelig blev journalisten også fyret. Journalistens navn var Georg Kringelbach.
Andre blev uskyldig retsforfulgt – takket være Sven Hazel
Vi hører nu om hans rolle som stikker og HIPO – mand under krigen. Efter krigen får han lov til at manipulere med en ikke uvæsentlig del af retsopgøret. Det resulterede i at folk uretmæssig blev enten retsforfulgt eller uskyldig dømt for landsforræderi.
Erik Haaest afslørede meget
I 1976 udgav Erik Haaest bogen ”Hassel – en Hitler-agents fantastiske historie”. En revideret om mere omfattende version udkom i 2010 med titlen ”Sven Hazel Mysteriet”.
Ifølge Erik Haaest selv brugte han flere år på at Undersøge Sven Hazel. Han fastslog at Hans kone var medlem af Schalburgkorpset under besættelsen. Han forsøger så at nedgøre hende ved at udnævne hende til pornomodel og prostitueret. Og siger han også, at Sven Hazel ikke kunne skrive sit eget navn uden at lave to fejl. Til gengæld kunne hans kone skrive.
Men hans fantasi var ustyrlig. Åbenbart var det ham, der dikterede og hende der nedskrev bøgerne. Det står det faktisk også på Sven Hazels hjemmeside ”They were a team”.
Også i 2010 viste Danmarks Radio et dokumentarprogram i en serie om bemærkelsesværdige danske skandaler. Og her lavede man også en med Sven Hazel.
Rigsarkiv og politi burde måske tage dokumenter mere alvorlig
Som en, der også har været i arkiverne spekulerer jeg på, hvad fremtidens dokumenter vil afsløre. Men ikke blive ved med at fortælle, at dokumenter er bortkommet, eller at det ikke er noget at komme efter. Måske burde politi og Rigsarkivet tage arkiverne mere alvorlig, end de hidtil har gjort. Efterforskningen af de mange forsvundne dokumenter er ikke rigtig taget alvorligt.
Fremover vil det med garanti dukke flere alvorlige afsløringer op. Og en efterforskning af sagsmapperne vil nok også få nye sager frem.
Har selv solgt masser af Sven Hazel bøger
Som boghandler har jeg da også været med til at lange et hav af Sven Hazels bøger over disken og jeg har skam også læst et par stykker af dem. 60 mio. eksemplarer er det efterhånden solgt af de 14 titler.
Handlingen er ikke selvoplevet
Sven Hazel hævdede at han som tysk soldat kæmpede i en panserbataljon i Ukraine. Romanernes gennemgående figur er netop Sven, der er gennemgående jeg – fortæller. Dette kan få læseren til at tro, det er Sven Hazel. Han har dog også tidligere hævdet at det er selvoplevet.
Hvad er hoved og hale i det hele?
I mange år er det stået klart, at Sven Hazels rigtige navn var Børge Villy Redsted Petersen. Både under og efter besættelsen begik han kriminalitet. Han var god til at manipulere og lyve. Han bliver flere gange taget med falske uniformer. Og så pralede han med falske udnævnelser og medaljer.
Forfatteren fik fat i forsvundne dokumenter
Ja også disse dokumenter forsvandt fra Rigsarkivet. Men denne gang var det en tidligere medarbejder, der i 1979 tog dem med hjem. Da han døde, fik konen dårlig samvittighed og afleverede dem igen til arkivet.
Sven Hazel var fascineret af uniformer og af alle mulige nazistiske genstande. Men romanerne var fri fantasi. I Magnussens bog får vi at vide, faderen var chauffør, moderen rengøringskone. Og så havde vores hovedperson seks søskende. De første skoleår foregik på Nyboder Skole. Han blev betegnet som jævnt begavet.
Allerede medlem af NSDAP i 1938
I 1936 kom han til Gardehusarregimentet i Næstved. Men han klarede ikke optagelsesprøven til kornetskolen. Han optrådte på cykel i gardehusaruniform – storskydende. Det betød at politiet gerne ville tale med ham. I 1938 var han allerede medlem af NSDAP.
Kort ophold på SS-forskolen
Han kom på SS-forskolen Sennheim i Frankrig. Men det var åbenbart kun et kort ophold. Måske var han belastet af kriminelle forhold. Ved Byretten var han blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel.
På en straffebataljon i Ukraine
I maj 1942 meldte han sig til Panzer-Regiment 11. Han var nok lidt for smart. Han kom til en straffebataljon i Ukraine, hvor der foregik hårde kampe. Han blev såret i april 1943 under rydning af et minefelt. Tre måneder derefter var han dog tilbage igen. Han drak et glas vand fyldt med tyfus-bakterier. Igen lazaret. Helt frem til januar 1944 – påstod han.
Påstod at have fået Jernkorset af både første og anden grad
Han påstod at han har gjort tjeneste ved alle tyske fronter med undtagelse af den nordafrikanske. Han blev angiveligt forfremmet til løjtnant og modtog Jernkorset af både første og anden grad. Han sagde, at han overgav sig til sovjetiske tropper og sad adskillige år i krigsfangelejr – påstod han.
Han blev løsladt i 1949 og ville i følge ham selv melde sig til den franske fremmedlegion, men i stedet giftede han sig med Laura Dorthes Guldbæk Jensen, som han giftede sig med i 1951.
Dukkede op i HIPO – korps
Han kom i maj måned samme år på en måneds orlov i Danmark. Han gemte sig for ikke at blive returneret til fronten. Det var faneflugt og kunne straffes med henrettelse. Var det også en røverhistorie? Nej, Magnussen har fået tilsendt dokumenter fra Freiburg, der viser at Børge Pedersen alias Sven Hazel havde gjort tjeneste i en SS-division.
Pludselig dukkede han op i det berygtede HIPO-korps. Ingen vidste, hvem han var. Han var ikke et rart bekendtskab. Han var ”den mindre danske mand med det mørke overskæg”. Han havde fundet nye venner og en ny interesse i dette voldkorps.
Flygtede fra fængsel
Han optræder med forskellige navne. Under en razzia optræder han voldsomt over for en kæreste til en modstandsmand. Han optrådte med de mest modbydelige HIPO – folk. Han arbejdede også for HIPO’ s efterretningstjeneste E.T.
Pludselig fandt man ud af at han var den eftersøgte SS-mand. I første omgang endte han på Politigården. På listig vis undslap han. Men friheden varede kun i 14 dage. Nu røg han i Vestre Fængsel. Nu var det udsigt til dødsstraf.
Den store stikker
Men atter engang var han heldig. Han sad sammen med modstandsmænd. Med en udsøgt listighed startede han nu en periode som dobbeltstikker.
Når modstandsfolk havde været til afhøring. spurgte han Børge/Sven dem rutinemæssig, om de havde været til afhøring og om de havde været udsat for tortur. De oplysninger kunne politiet bruge under retsopgøret. Dette ramte hans tidligere HIPO – kammerater og de stikkere, som han havde samarbejdet med.
Han slap ud af fængslet og stak endnu engang fra politiet. Lige til juni 1945. Så havde hans bror fået nok af få misbrugt sit navn af Børge. Hans bror, Tommy, angav ham som HIPO – mand. Indtil nu havde han sluppet godt fra modbydeligt stikkeri og endda drab.
En forkert modstandsmand og et drab
Magnussen fandt også ud af, at der i Mindelunden lå en person Karl Edvard Nielsen som tyskerne fejlagtig havde skudt. Det er Sven Hazel, der er skyld i dette drab. Atter engang sneg han sig udenom.
Nationalmuseet har efterfølgende gransket i de nye kilder i bogen. Og de har åbenbart fundet ud af at intet godtgør at Karl Edvard Nielsen var en del af frihedskampen. Han er nu fjernet fra modstandsdatabasen
10 års fængsel blev nedsat til 2 års fængsel
Men dømt blev han i 1947. Han fik 10 års fængsel. Men allerede i 1949 blev han benådet af Kongen. Det var meget billigt sluppet. Politiet og det danske retssystem var overbebyrdede. Mange af de sagaer samt domme, der blev stadfæstet, minder i dag om en joke.
Undertegnede har selv haft problemer med arkiver
Kig bare på den sag, vi har beskrevet i bogen ”Grænsen er overskredet”. Her er vi kommet med nye beviser. Men politiet vil ikke åbne sagen, som blev lukket i 1947. Der var også modstand fra myndighedernes side, da vi udgav bogen. Og vi fik heller ikke adgang til de arkiver, som vi burde have lov til.
Sven Hazel havde omgang med ledende nazister
Magnussen kan bevise, at Børge Willy Redsted Pedersen alias Sven Hazel sammen med en større gruppe af fængslende nazister, heriblandt centrale personer omkring Gestapo-manden Ib Birkedal Hansen, skabte løgnehistorier, der angiveligt har ført til at nogle er blevet dømt på falsk grundlag og andre er sluppet fri.
Myndighederne stolede på ham
Selv om vores hovedperson blev taget i massive løgne, blev han og hans kammerater til stadighed brugt som vidne. Efterforskerne havde stadig tillid til ham. Jo vores hovedperson spiller faktisk en central rolle i retsopgøret.
Havde kendskab til udryddelse af jøder
I bogen kan Magnussen bevise, at vores hovedperson havde kendskab til udryddelse af jøderne. Der kan også bevises, at han havde kendskab til disse utallige drab.
Efterhånden som der kom flere spørgsmål om hans virke flyttede han til Barcelona i Spanien i 1964. Han oprettede sit eget forlag Bellum. Her døde han som 95 – årig i 2012.
Vi kan varmt anbefale hans bog
Den falske løjtnant er en interessant bog, der afslører, at vi endnu ikke har fået den rigtige historie. For den befinder sig i arkiverne. Og komme på arkiverne i dag er også lidt af en prøvelse. Den kultur, der hersker omkring de ting, der befinder sig i arkiverne, er også lidt speget. Undertegnede ved det af egen erfaring. Derfor er det dejligt, at vi har sådan en som Michel Q. Magnussen, der kan begå sig i denne kultur. Og også denne tredje gang, kan vi varmt anbefale hans bog. Selv om, der er mange ting, man skal holde rede på, så klarer forfatteren med sin skrivestil at få det forklaret på en let og spændende måde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: