Søgeresultater på "nyboder"
Dato: februar 26, 2021
NYBODER OMKRING 1900
Dengang, Esplanaden var en pavillon. Nyboderfolket så en oplyst plads. Man blev kaldt rugbrødsdreng (rugdreng). Mælken hentede man i ”Kirken”. Her kunne man også få hjemmelavet brændevin. En kineser ekspederede i Møllen. 75 øre kostede en flaske rom. En rabatforening fandtes også. Så havde man eget hospital. En sporvogn uden heste oplevede man også. De uartige piger fandtes i rigelige mængder. Vi skal hilde på Jomfru Tidsfordriv. Hvor tog man hen på udflugt? Da den første Velocipede kom til Nyboder. Hvis man var heldig, kom man på ”Den Kongelige belønningsskole”. Præsten skulle betales. Og så var der gaslygter i Haregade. Og så besøger vi Søkadetskolen.
Dengang – Esplanaden var en pavillon
Det var dengang at det hed Toldbodvejen. Og Esplanaden ikke var en vej men en pavillon. Den lå der, hvor det gamle Frihedsmuseum lå. Om sommeren var her altid god musik her. Det var ikke til at opdrive en siddeplads.
Vi er helt tilbage til dengang, at Nyboderfolket stod og kiggede gennem gitteret til Toldboden. Ude på vandet kunne de se illuminerede skibe ude på vandet. Og hvorfor nu det? Jo Christian den Niende og dronning Louise fejrede sølvbryllup.
Nyboderfolket så en oplyst plads
Jo Nyboderfolket kunne også for første gang se en hel plads oplyst på Kongens Nytorv. Det var i 1894. Når man arbejdede som bådebygger på Holmen, så var man på grund af sin store familie berettiget til en lejlighed i Nyboder. Måske i den netop færdigbyggede længe i Haregade.
Man blev kaldt ”Rugbrødsdrenge”
Dengang blev man kaldt ”Rugbrødsdrenge” på Holmen. Det vil sige, at man var bestemt til af sine forældre til at arbejde på Holmen. Så fik forældrene rugmel eller brød under drengens barndom.
Når man så var 60 år. Så tog man sin pension. Den var ikke mere end 40 kr. pr. måned. Og så røg man op i husleje og havde ikke mere råd til at bo på Nyboder.
Mælken hentede man i ”Kirken”
Her var to værelser og kammer plus to loftskamre.
Det var den vinter, hvor mælkespanden forsvandt i den store mængde af sne, som faldt. Det var en streng vinter og sneen lå alenhøjt i alle gader.
Ellers hentede man mælken i ”Kirken”, der lå på Toldbodvej. Det var ellers et pudsigt navn til en virksomhed, der gav sig af med at fremstille og sælge brændevin. Undertiden kunne man også høre klaverspil fra privaten.
Koholdet var i gården. I det brede lokale ud til gaden stod en lang disk, hvor der hver dag, når mændene kom fra Holmen var opmarcheret glas i to rækker, et med brændevin og et med mælk. Fire øre for et lille og seks øre for et stort. Nej, det var ikke en rigtig beværtning. Der var ingen stole, kun disken – som en lille bistro.
Mælken var dejlig fed og kostede 14 øre for en pot. Fløden blev brugt til kaffen, resten til madlavning. Det var sjældent noget til overs til at drikke – det var luksus.
En kineser ekspederede i møllen
Det var spændende at gå helt ud og hente sin far. Det var dengang med den gamle husarkaserne, den lange gule længe, der lå på højre hånd af St. Kongensgade lige fra Toldbodvejen helt til der, hvor Nyboder endte. Så skulle man forbi Grønningen, som dengang var en stor legeplads.
Ellers var det Langelinie og Østre Anlæg. Det var før de begyndte rode og grave på voldene. Det var dengang, der endnu lå en mølle her. Her kunne man hente mel og gryn. Det var i nærheden af Christian den Fjerde.
En kineser med en lang sort pisk ekspederede i et sort bart rum, fuldt af en masse mystiske sække, men møllen forsvandt snart.
Hvor købte man kød?
På Nicolaj Plads lå de åbne slagterboder dengang. Her hang kødet på store kroge. Her blev kødet købt, hvis der skulle laves suppe. Men hos slagter Johan Bekker i Adelgade blev der købt kød, hvis det skulle være hakket. – hestekød var det billigste – eller okse til hakkebøf.
75 øre for en flaske rom
I Adelgade sad der en skovserkone, der havde stade i en port. Her blev der købt fisk. Ja de var også alle sammen på Gl. Strand, men her var konerne for skrappe. Her lærte børnene faktisk også, at man kunne drikke kaffe af underkoppen.
På Grønttorvet blev der købt frugt. Det var i begyndelsen af efteråret. Det var til syltning i den store stil. Snapsen skulle købes i Adelgade. Den kostede 57 øre for en hel flaske ”fuselfri”. Samme pris var det for et 8 punds rugbrød fra Arbejdernes Fællesbageri i en kælder i Gernersgade. I dette foretagende kunne man tegne aktier.
Og skulle man have rom, så blev dette købt i ”Ørnen” på Delfingade. Prisen for den brune rom var 75 øre og 90 øre for den hvide.
En gang imellem var man på dampvaskeri i Adelgade, men normalt foretrak mor at vaske derhjemme i køkkenet. Vaskekælder var her et ukendt begreb. Der kunne tændes op for komfuret. Og der var tørrestænger i gården til snorene.
En rabatforening
Dengang kunne man, når man arbejdede på Holmen også blive medlem af rabatordningen: ”Brugsforeningen for Embeds-og Bestillingsmænd samt læger”. Det lød jo vældig flot.
Det var så en selvfølge, at man købte i de forretninger, som var medlemmer. Hvert år i januar blev årets høst udbetalt i klingende mønt i Kronprinsessegade lige i nærheden af den store materialhandler Lohse, hvor man altid i syltetiden kunne hente eddike og de sjældne krydderier som muskatnød, hvid peber m.m. Urtekræmmerne havde kun den grå peber.
Sukkerhuset lå i Larsbjørnsstræde. Det var et stykke vej fra Haregade. Her blev købt sukker – både stødt og hugget. Og hvis det nu var børn, der hentede det så fik de altid et stykke kandis af den tykke mand.
Eget hospital
Skulle man på Apoteket så foregik dette i Bredgade som lå på grunden til Frederiks Hospital. Blev man syg som, så blev man indlagt i ”Grødslottet” i Rigensgade. Det var Militærhospitalet. Og det gjaldt også for Holmens folk. Her kunne man så få fjernet polypper eller knuder på halsen – helt uden bedøvelse.
En sporvogn uden heste
Så var det hestesporvognene. Linie 10 gik ad Sølvgade over Tagensvej ud til et lille traktørsted. På forperronen var det den dejligste udsigt
Og pludselig opdagede man at der kørte sporvogne uden heste. Der var bare en stang i luften til en snor. Det kunne da slet ikke passe. Det var bl.a. linje 7, der kørte fra Kongens Nytorv til Nørrebro.
Andre, der kom på besøg
Kongens Foged var altid til tjeneste, når huslejen ikke blev betalt. Og så kunne det være at man var på vej til Sundholm.
Mælkemanden brugte sin klokke, skraldemanden brugte sin skralde et par gange om ugen. Så skulle man huske at stille sin skraldespand ud på trappestenen.
I de gamle lejligheder i Nyboder med stengulv i forstue og køkken blev der brugt en del sand. Og sandmanden kom da også på besøg. Han brugte sin stemme lige som rejekonen. Sidstnævnte forlangte 2 mark for en pot.
De uartige piger
Adelgade og Borgergade var egentlig triste gader. Adelgade var den mest livlige af de to. Den var forbundet med Borgergade ved Prinsensgade. Her sad de uartige piger og her var alle kælderbeværtningerne.
De var nu også i Holmensgade og Gåsegade. De havde alle sammen lyserøde eller grønne kjoler på og ingenting under. Kjolerne stod nemlig ofte åbne. Alle vidste godt, hvad de bedrev.
Jomfru Tidsfordriv
Her kom også ”Scheberlein”, Han gik for at være søn af Frederik den Syvende. Han havde altid en soldaterhue fra 1864 på hovedet. Og som gadens dronning kom Jomfru Tidsfordriv. Hun var ungernes yndlingsoffer. Hun havde altid en lang hale af snottede unger efter sig. Hun skændtes vildt og bredt med alle. Når hun så gjorde udfald mod ungerne, blev de ellevilde.
Hun var meget malerisk i sin lange sorte kjole, der fejede gaden. Der var et sort overstykke, sort stråhat med blomster og spånkurv på armen. Rødblisset ansigt med tandløs savlende mund, kaffekandeblå rindende øjne og grå hårtjavser strittende ud under stråhatten.
Selvfølgelig var hun blevet svigtet af en ”grim” løjtnant i sin fejreste ungdom. Køb var hun jo nok dengang. det var mange år før hun sled Adelgades brosten.
På udflugt – fra Nyboder
En årlig skovtur kunne det blive til. Og det var så med madpakke. Det var enten med Nordbanen til Holte eller med den ny østbane til Klampenborg. Eremitagesletten eller Ærmelunden. Men det var nu ikke altid der vankede tog eller Sporvejs – transport. Ofte var det meget lange traveture.
Et par gange om året gik turen i Frederiksberg Have. Og så var det Tivoli og inden kl. 2, så kostede det kun 10 øre. Det var brydekampe med den tykke Beck Olsen og luftskipper Johansen, der gik op med en ballon. Der var heldigvis mange gratis fornøjelser derinde. Så kunne der måske blive til et glas øl og et glas mælk i mælkeriet derinde.
Da den første Velocipede kom
Det vakte vild opsigt i Haregade, da den første Velocipede – eller på dansk – Væltepeter – dukkede frem. Og pigen, der havde købt apparatet, vakte lige så stor opsigt. Smart pige i korte cykelbukser og bolerotrøje.
En stor lagkage kostede dengang 2 kr. hos bageren. En Gammel Carlsberg kostede 7 øre, men uha så steg den i pris – først til 11 og senere til 13 øre.
Og så skulle alle de unge, der havde arbejde og boede derhjemme også bidrage til husholdningen. Ude i Ærmelunden kunne man plukke gratis æbler selv om man egentlig ikke måtte det. Man familien i Nyboder omdøbte stedet til Æblelunden og hver gang de var derude, kom de hjem med en ordentlig høst.
Den kongelige Belønningsskole
Her var Hindegades Kommuneskole og Sølvgades betalingsskole. Den kostede 1 kr. om måneden.
Men se Christian den Niende havde oprettet en skole, der hed ”Den Kongelige Belønningsskole. Det var til børn af slottes tjenere
I 1906 var Strøget et kogende menneskehav. Det var nemlig Børnehjælpsdag. Kronprins Christian ragede op som et fyrtårn. Han delte mønter ud til alle bøsseranslerne. Hvis der var pladser til overs, kunne Holmens folk også søge plads her.
Skolen lå i H.C. Andersens gade på 3. sal i en 4- værelses lejlighed. Der var i alt 40 børn fordelt i to af stuerne, med tre klasser i hver stue. Bestyrerinden var den meget stramtandede Frøken Marie Sørensen.
Frøken Kyhn underviste de små. Hun var til gengæld meget sød. Og så kom en sanglærerinde en gang om ugen og underviste. Kandidat Vaupel underviste i religion. Det var kun de allernødvendigste fag, man blev undervist i. Dog havde man to timers tysk hver dag. En lærer i naturhistorie blev afvist.
Præsten skulle betales
Og så blev man konfirmeret i Slotskirken. Efter konfirmationen skulle man besøge præsten, så skrev han sit navn i salmebogen. Og så gav man ham en kuvert, hvor der skulle være ca. 2 kr. i. Andre gav dog mere.
Både postbuddet og skraldemanden kom forbi i Nyboder og ønskede glædeligt nytår. Det kostede så 1 eller 2 kr.
Til gengæld kom Holmens præst og hans kone og ønskede glædelig jul. Så uddelte de en pose risengrød, hvor der sad en 2 kr. i.
Gaslygter i Haregade
I Haregade var der gaslygter, som lygtemanden kom og tændte hver aften og rensede en gang om ugen. Han havde stige med. I køkkenet var der blevet indlagt gas. På vaskedage brugte man tørv, som tørvebonden kom med en gang om året. De blev stablet op ved siden af koksen oppe på loftet. Kokset blev bestilt ude på Østerbro Gasværk.
Søkadetskolen
For enden af Haregade boede chefen for Søkadetskolen. Det hus var lidt større og finere end de andre. Man kunne godt se, når kadetterne havde øvelser i den høje mast.
I foråret 1904 var der 19 unge mænd, der indstillede sig til optagelsesprøver på Kadetskolen. Den yngste var Prins Axel, der knap var fyldt 16 år. Man stillede ret skrappe krav. Man skulle have et sundt helbred og gode tænder. Så skulle man have haft 9 mdr. sejltid på et af flådens skibe. Man skulle også have haft en god skoleuddannelse.
Over 14 dage i slutningen af april og maj 1904 blev ansøgerne prøvet i en lang række fag.
Kadetskolen havde til huse i Gernersgade, der tidligere var Søetatens Pigeskole. Hver dag kl. 17 spiste alle sammen under ledelse af en officer, der nidkært tilså at kadetterne blev trænet i at føre en høflig og levende konversation, holde ordentlig på spisetøjet, spise kultiveret og fremfor alt ikke spilde på dugen.
Den mindste form for slaphed, respektstridig opførsel, kvindeagtighed eller anden tilsvarende adfærd medførte øjeblikkelig irettesættelse og eventuel straf.
Al driveri på byens hader var forbudt. Kadetterne måtte ikke opbevare morskabsbøger. De måtte ikke have andet parfume end pomade og hårolie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 31, 2019
Nyboder – dengang(b)
Dette er en nyredigering af en artikel fra 2010. Den stakkels husar. Krudttårn sprang i luften. Skader for over 100.000 rigsdaler. Dårlig krudt. Majors kritik blev afhørt. Mange antagelser til eksplosionen. Store skader på Frederiks Hospital. Mølleren blev fattig. Mange dræbte. En heldig mand. Skarpretteren fik også skader Hovedmurer revnede. Brandforsikring fik pålagt at betale. Krudttårne skulle flyttes. Ingen blev gjort ansvarlige. En lille butik i Krokodillegade. Vi søger en mellemklasse i Nyboder i begyndelse af 1800 – tallet. To skoler i Krokodillegade. I majestætens tjeneste. Øl til fri afbenyttelse til skoledrenge. Kongen var en lille vissen mand. Den stakkels linedanser. Store bryllupper. Sommerudflugter. Vandet smagte forskelligt.
Den stakkels husar
I mange år blev området Grønland ved Nyboder brugt som rettersted. Og en stakkels husar i 1757 oplevede både at blive skudt, brændt og druknet. En forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården på Kastelvejen måtte de kaste kisten i Kastelgraven.
Krudttårn sprang i luften
Den 31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved Krudttårnet på Rosenkrantz Bastion ventede på afløsning. Østerport havde været åben i et par timer. Netop som vagtafløsningen fandt sted klokken ti minutter over ni, lød der over den ganske hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en kraftig rystelse og en trykbølge.
De nærmeststående træer forsvandt. Møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden foran voldene blev der også meldt om store skader.
Skader for over 100.000 rigsdaler
Det gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Der var skader uden for Østerport og ved Blegdammen og selv i det beskyttede Kastel blev der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske borgere over100.000 Rigsdaler, et anseeligt beløb dengang.
Rosenkrantz Bastion blev oprindelig kaldt for Ny Østerport Bastion. Den var beliggende vest for Kastellet og Østerport. Bastionen forsvandt i 1897 med anlæggelsen af Østerport Station.
Da krudttårnet sprang i 1779 faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos nogle af beboerne.
Dårlig krudt
Årsagen til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det gode skib Slesvig skulle have krudt om bord. Det skulle leveres til Algier, Marokko og Tripolis. Det var en slags gave mod at de nordafrikanske sørøvere lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere holdt ikke aftalen.
Linjeskibet Slesvig løb ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten. Skaden blev udbedret. Og Slesvig returnerede til København.
Majors kritik blev overhørt
Den 7. februar blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i krudttårnet ved Østerport. Krudtets tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange anmodede major Thranmoes om at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring. Man han blev overhørt og irettesat af sine foresatte.
Thranmoes beskrev situationen i tårnet på følgende måde:
Mange antagelser til eksplosionen
Datidens medier turde ikke tage stilling til årsagerne for eksplosionen. En deputeret i Danske Kancelli antydede, at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så havde antændt krudtet i tårnet Og der skulle have været en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst branden.
En anden antagelse var at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at en gnist er opstået. Men tre vagter, der alle kunne have svaret på spørgsmålene omkom under eksplosionen. De blev alle begravet dagen efter i overværelse af alle over – og underofficerer.
Store skader på Frederiks Hospital
I det hele taget var der mange, der blev dræbt og utallige var blevet såret. Indberetningerne fra Rodemestrene var meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på Schacks Palæ beløb sig til 732 rigsdaler og 3 mark. I første omgang anslog man skaderne på Frederiks Hospital til 2.500 rigsdaler. Men en senere synsforretning firedoblede dette beløb.
Nyboder var selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående møller var Stenkulgade og Rigensgade hårdest ramt.
Mølleren blev fattig
Møller Moouritz Friederichsen var blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og mølleren frygtede, at hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller, Kongens og Grønlands Mølle var blevet jævnet med jorden.
Friederichsens 6-7 år gamle grundmurede hus i Stenkulgade med tilhørende side- og baghus havde lidt alvorlig skade. Tagene var revet af. Loft, vægge og døre samt vinduer var alle slået i stykker.
Uden nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus. Han forsøgte lige som så mange andre at henvende sig til ”Brandassurancens Contior”. Men han måtte erkende, at det var ikke noget at gøre.
Mange dræbte
Grønlands Mølle på den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene side.
En 15 – årig pige, der arbejdede i Kongens Mølle og to møllersvende var blevet dræbt. Endnu en 15 – årig pige, der var på vej ud til møllen og en kone, der gik på vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflydende træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.
Stokhusmøllen var også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt smadret. Møllearmene var skadet lige som selve møllen havde flyttet sig på pillerne. Den tilhørende ejendom i Stokhusgade var også raseret.
Enken, Karen Rasmusdatter, der ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn. Hendes mand og en møllersvend omkom ved ulykken.
Mange skrev til Magistraten om hjælp. Men der kom dog ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget for næringsskat indtil deres huse var genopført. Det var dog de færreste, der havde rod til dette.
En heldig mand
For Knud Lyhne Rahbek var det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni-tiden gik han en tur på volden. Men netop den dag sad han og ventede på sine sko.
Just Christian Uhrenholt havde opholdt sig på Saltholm på eksplosions-tidspunktet. Først flere måneder efter kom han hjem for at se på skaderne. Hans hus var et mur- og bindingsværkshus på femogtyve fag med to kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.
Skarpretteren havde også fået skader
Lige på hjørnet af Rigensgade ud mod Grønland hos brygger de Place var skaderne totale. Hos naboerne Nyboder Materialegård samt Det Kongelige Uldmanufaktur var skaderne knap så store.
Hos garnisons- skarpretter Oswald på hjørnet af Rigensgade og Krusemyntegade var skaderne ligeledes betydelige.
Hovedmurer revnede
Admiralitet udsendte en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle sættes i gang øjeblikkeligt og til de husvilde skulle der skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i gang med indrapportere skader på såvel huse som mennesker. De kvæstede skulle bringes til Kvæsthuset , da man anså Nyboders egne sygestuer som ubrugelige efter ulykken.
Husene havde mange steder taget varig skade. Dette gjaldt især for Tulipangade, Elefantgade og Haregade. Her var hovedmurene hist og her revnede. Skorstenene var knækket og revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer og vindueskarme var knust. I lofter var der sprækker. Ja faktisk var alle huse i Nyboder mere eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Priserne måtte ikke stige
Man hørte masser af jammer og klager. Allerede på ulykkens første dag greb monarken og Magistraten ind. For at forhindre spekulation i de skadeslidtes ulykkelige situation udstedte Magistraten allerede den 31. marts en ”plakat” angående fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas. Ingen måtte nægte at overlade de skadeslidte de nødvendige materialer.
Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at udbedre skaderne.
Man tillod også at glas og tagsten indførtes i en periode på seks uger. En masse teglsted kom fra fabrikkerne ved Flensborg Fjord.
På den nye kalkfabrik uden for Øster Port besluttede man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og trængende Nyboder-beboere. De kunne købe til yderst fordelagtige priser. I Stadens porte fik man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af Nyboder.
Brandforsikringen fik pålagt at betale
Stadens Brand Casse afslog at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og storm.
Nu var man bange for de eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud over slottet. Man måtte hurtigt tilvejebringe 100.000 rigsdaler. At den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket på forhånd.
I 1781 blev det pålagt Brandforsikringen til at betale de 100.000 rigsdaler.
Krudttårne skulle flyttes
I kirkerne blev det samlet ind til de skadelidte. Man nåede op på et beløb på cirka 17.000 rigsdaler. Dette kunne dække cirka en femtedel af tabet.
I 1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men med Struensees fald bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:
Heri stod bl.a. at læse:
Ingen blev nogensinde gjort ansvarlig
Ingen blev nogensinde gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt” i Krudttårnet.
På pladsen ved Rosenkrantz Bastion, hvor krudttårnet havde stået, fik rådmand Waage den 29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen.
En lille butik i Krokodillegade
Men hvordan gik det ellers på Nyboder. Vi besøger stedet 25 år efter katastrofen.
Mange søgte Admiralitetet om at indrette butik på Nyboder men de fleste fik afslag. I Krokodillegade 7 lige over for Svanegade indrettede en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster. Men ingen forhindrede enken i at servere for stående gæster.
Vi besøger en mellemklasse – familie
Det var ellers små kår, som man dengang tilbød beboerne i Nyboder. Vi besøger en lejlighed i Krokodillegade. Her boede en mellemklasse – familie.
Stuen er cirka 5 x 7 alen. Bagved var et lille kammer på et fag 5 x 3 alen. Gulvet var af mursten – strøet med sand, som blev fornyet hver søndag. Der var bilæggerovn med Frederik den Femte’ s og dronning Louises portrætter. Døre og vinduer var rødmalede. Væggene var kalket hvidt.
Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. Det var først langt senere, væggene blev gule og dørene grå.
På væggene hang mange billeder. Det bedste var af Christian den Fjerde på skibet Trefoldigheden.
Møblerne bestod af et stort fløjlsbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod sukkerkasserne, en med brun kandis, en med puddersukker samt en klædekurv med fint brød.
Kinesisk porcelæn
Mellem vinduerne stod et gult bord. For enden af stuen lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol. Her fik bedstemor hver eftermiddag en middagslur med forklædet kastet over hovedet.
På bagvæggen stod en smuk egetræs – dragkiste med stærkt forgyldte nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af disse var kinesiske, hjemmebragt af morfar. Her stod også en japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stort porcelænskrus blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 – rigsdaler.
I hjørnet ved kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre etager, hvorpå der stod kinesisk porcelæn. Under bordet stod den runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store Kongensgadelige over for Julianes Palæ.
Mange urtepotter i vinduerne
Foran på bordet stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer. I kammeret midt for døren lå brændevinstønden. I et aflukke ude i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med ”godt øl” og en med ”skillingsøl”.
I stuen var der nyere med grimme stole med sorte lædersæder påslåede med forgyldte messingsøm. I kammeret var nogle gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte lædersæder. I kammeret var også et rødt lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt gardin rundt om.
På skorstenen i køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde. I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.
I vinduerne var der mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter, passionsblomst, der slyngede sig i spanskrørsstativ og en plante med mørke runde blade, røde underneden. Den kaldte bedstemor ”Tålmodighed”.
Frisk mælk fra Gentofte
Hver morgen kom en bonde kørende med mælk fra Gentofte. Fra en brygger på Toldbodvej kom der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet. Kaffe blev hentet i en sæk fra Kultorvet.
Dengang kostede ”Skillingsøllet” en skilling pr. potte. Smedene og deres koner drak flittigt på Nyboder.
To skoler i Krokodillegade
Man tog om sommeren i Kongens Have, hvor der var musik i Herkules-Pavillonen. For enden af Kærlighedsstien fra Nørrebro til Østerbro ved Nyvej stod en kone og solgte jødekager.
Hele to skoler var der i Krokodillegade. Holmens Skole lå lige ved volden. Stjernes Skole lå nærmest Svanegade. Lederen Hr. Stjerne havde før været kanonér og klokker. Lærerbøgerne bestod af Peder Jensens ABC og Luthers Katekismus.
På hjørnet af Borgergade ved Hoppens Længe lå en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom var en rigsdaler om måneden.
I majestætens tjeneste
Man kunne være så heldig at blive antaget som ”Rugdreng”. Så var man i Majestætens tjeneste. Man fik fri undervisning og mundering. Den bestod af klædetrøje med blanke runde knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par strømper og skjorte af groft lærred.
Var man så heldig at blive ”kostdreng”, ja så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn, ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark i månedlig løn.
En skole i Gåsegade
Der var også en skole i Gåsegade (Vildandegade). Den bestod af to længer. Der var tre klasser på hver side, komagni-, kost-, og rugdrenge. Skolelokalerne var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, og 10 drenge sad på hver bænk.
Man blev undervist både psykisk og fysisk. Blandt lærebøgerne var Godmans Fortællinger, Mallings stor og gode Handlinger, Holms Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.
Øl til fri afbenyttelse for skoledrenge
På Kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til Søvæksthuset. Her blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja tinkrus med godt øl til fri afbenyttelse blev der også serveret. Et lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens fødselsdag.
Uniformen blev også brugt, når der var vandgang på Gammelholm ved Mastemager-værkstedet, hvor der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle man så svømme i parade. Og så skulle man gå i kirke mindst hver anden søndag.
Kongen var en lille vissen mand
Kong Frederik den Sjette kom hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen og urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være lidt for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af lutter tykmavede personligheder.
Ofte lød der regimentsmusik fra Østerport. I det hele taget var der masser af militær i området. Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser så ganske pæne ud. Ofte var der også underholdning på Rosenborg eksercerplads dengang.
Den stakkels linedanser
Men den 12. juni 1823 gik det galt. Den hollandske linedanser Christian Roat led en voldsom død. På vejen ned gik noget galt. Roat råbte et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem, der holdt den blev væltet omkuld.
Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Store bryllupper
En anden stor begivenhed for Nyboder – folket var Prins Frederiks (Frederik den Syvende) bryllup med Vilhelmine. Man stillede sig op på Kongens Nytorv for at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8 hvide heste foran. Og foran disse var der løbere med blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i hånden.
Et par år efter gentog dette sig. Det var dengang Prins Ferdinands bryllup med Caroline.
Sommerudflugter
Sommerudflugterne omkring 1830 foregik med en trækvogn, hvor man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen af Ladegårdsåen, sommetider af Rolighedsvej.
Det skete også at turen gik ud til Fællederne. En gang om året gik turen ud i Dyrehaven. Men turen i vogn var ofte for dyr for familien.
Vandet smagte forskelligt
Vandet kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved Rosenborg Post ved enden af Gothersgade. Man kunne også tappe vandet fra de gamle trærender ved Peblingesøen. Men så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom med i spanden.
Ved Adelgade var der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i Tulipangade. Og folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken post, man tappede vandet fra.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 1.460 artikler herunder:
Dato: januar 2, 2018
Nyboder – ikke Chr. Den Fjerdes opfindelse
Ideen er fra Augsburg. Der var også skipperboligerne. Ikke alle kongens planer blev til nogen. Det gjaldt også for Christianshavn. Han var aktiv med stor virketvang. Han tjekkede selv kvaliteten. Der var egen skarpretter og vægtere. Gaderne var fulde af mødding. Ikke alle gader var brolagte. Regelmæssig natrenovation først i 1768. Beboerne skulle selv ligge vandledning. Bager fik eneret. Bodernes ruin var nær forestående i 1721. Officerer fik dobbeltbolig. Kongen holdt øje med beboerne. Og så eksploderede ”Krudtbrænderens hus”. Og det skete også anden gang. Nyboders piger skulle ikke undervises i skrivning og regning. Man fik nyt sygehus. Og 87 huse gik til håndværkerstokken. Der var kongelig jagt efter græsenker. Kammerherre Meldahl og Johannes V. Jensen brød sig ikke om Nyboder. Så fik man dog en søkadetskole. Kommandanten kæmpede for Nyboders bevarelse.
Ide fra Augsburg
Nej, Nyboder var bestemt ikke hans egen opfindelse. Hele anlægget minder påfaldende meget om den ”Fuggerske fattigstiftelse” i Augsburg stiftet i 1567. Det var heller ikke de første tjenesteboliger for flådens folk i København.
Skipperboligerne
Allerede 100 år før havde hans farfar, Christian den Tredje, ladet bygge sine tilsvarende ”boder” på et areal ”hos Sankte Nicolaj kirkegård”. Det var toetagers rækkehuse. Det blev i alt 130 boliger.
Men disse boliger rakte nu ikke langt. I længden var det kun tjenesteboliger for ”skippere, styrmænd, højbådsmænd og andre Hans Majestæts skibsofficerer”. Skipperboderne kaldte man derfor efterhånden kvarteret.
Christianshavns planer
Under Christian den Anden indvandrede mange hollændere, og dette bar Christianshavn også præg af. Her hik kanalen også tværs gennem bygrunden. Jo 924 små byggepladser på hver 24 gange 24 alen blev her opmålt.
Det var den sikkert fra Holland stammende Johan Sem, der havde udarbejdet projektet. Men det har sikkert været den ofte selvrådige og selvkloge monarks egne bestemte direktiver. Men Johan Sem måtte dog lynhurtig lave en ny plan.
Kongen var ikke tilfreds med bevillingerne
Christian den Fjerde var bange for, at bådsfolket ville søge udenlands. Nu ville han så udbyde ”Baadsmends friij wohnung”. Men det krævede, at der blev bygget meget mere. Nu blev der krævet afgifter på ”alle skibe, krejerter, skulder og færger” i kongens rige og lande, såvel som af de fremmede fartøjer, der passerede sund og bælt.
Christian den Fjerde var ikke tilfreds med bevillingens størrelse. Der ville jo gå menneskealdre inden ”de boder til søfolket” blev færdige. Han bad admiralen bevæge rigsrådet til at stille større midler til rådighed. Men rigsrådet ville ikke love noget. De mente, at kongen bare kunne bygge mere, end der kom penge ind til, år for år.
Allerede den følgende sommer var man gået i gang. De nye bådsmandsboder blev rejst et godt stykke uden for byen på den anden side Rosenborg, der endnu dengang lå som en lille isoleret befæstning uden for Østervold.
Aktiv med stor virketvang
Christian den Fjerde var jo ikke alene en konge med meget aktiv virketrang. Han var også en meget impulsiv personlighed. Der var stor planer også med Sankt Annæ by. Og på sin vis er Sank Annæ skanse identisk med Kastellet.
I første omgang var Christian den Fjerde selv både bygherren og entreprenøren, der leverede de nødvendige materialer til de forskellige håndværksmestre, mens voldmesteren Thomas Hansen, sørgede for transporten af både mursten, kalk og tømmer, såvel som for opfyldningen og planeringen af de enkelte byggepladser.
Kongen havde penge til gode
Men fra 1636 var der truffet aftale med bygmestre, at de skulle lave boliger opbygge for 220 rigsdaler pr. stk. Men det var ikke let for kongen at få sine penge, således måtte han tage selveste Børsen i pant for 50.000 rigsdaler.
20 år efter Christian den Fjerde’ s død havde enken og hans øvrige arvinger 120.000 rigsdaler til gode. Ved hendes død resterede der stadig 50.000 rigsdaler.
Kongen tjekkede selv kvaliteten
Boligerne skulle naturligvis synes og besigtiges, inden de blev afleveret ”om de ere så godt bygt som forbemeldte og de forrige våninger ere, Vi selv hidtil haver ladet bygge”. Ja sådan stod der nederst på kontrakten.
Nu var kongen ikke selv entreprenør mere, men nu kiggede han håndværkerne gennem fingrene, endnu mens arbejdet stod på. Han havde jo ikke langt til byggepladsen fra sit yndlingssted Rosenborg.
Allerede i juni måned konstaterede han, at kalken ”intet blev slagen” men kun rørt om, så det lå hel i baljen. Det måtte ikke finde sted, ”ellers bliver der skarn af alt ded, der gøres”. Og siden opdagede han så mange fejl, ”fauther”, som han skrev, udvendig på bygningerne, at han nok kunne tvivle om, hvordan de så ud indvendig.
En række håndværksmestre skulle derfor tages i ed, om de ”uden nogen passion ville besigtige de sidste bådmandsboliger, om de ere med velslagen kalk såsom ded egner og vel muret, så at ded kan passere i alle måder”.
Den kongelige bygmester, Hans ”Steennuynchell” (Steenvinkel) skulle følge med og siden afgive sin betænkning over ”hvad penning dem, som sig denne bygning påtaget haver, bør kvittere for deres forseelse”.
År efter år rejste der sig række efter række af nye boder. I de første fem år, da kongen selv stod for byggeriet, var der i alt kun bygget 178. Men i 1639 var der bygget 600 boliger i Chrisitian den Fjerdes Nyboder, et par snese huslænger, der tilsammen målte 700 alen eller en god halv mil.
Gader og stræder skulle have navne
På Koldinghus udtalte Christian den Fjerde i 1641, da arbejdet var gået i stå:
Vest for Adelgade blev alle gaderne benævnt med plantenavne, velsagtens på urter, som han yndede i datiden:
Men imellem Adelgade og Store Kongensgade blev der brugt dyrenavne, eksotiske som nordiske, nærmest anbragt hulter til bulter uden system i rækkefølgen:
Planer blev ikke alle til virkelighed
De var ret brede disse stræder, 23-25 alen. Ja og så var det jo også lige den anseligt og mærkelige kirke, der skulle opføres. Den skulle være tolvkantet of have en diameter på 100 alen. Det hvælvede loft skulle hvile på 48 fritstående søjler. Sank Annæ Rotunda skulle være sognekirke for den nye bydel. Matroskirken kaldte kongen den også. Ja kirken blev også kaldt Sankt Annæ kirke.
Da byggeriet af kirken gik i gang var der ikke flere penge til boder. Men næppe var kirkebyggeriet gået i gang, da man manglede penge andetsteds, og det var til Københavns forsvar. Christian den Fjerde havde sin ide om skansearbejdet, men fagkundskaben havde en anden mening. Den udvalgte prins Christian tvivlede på sin kongelige faders sagkundskab:
Det var anden gang Christian den Fjerdes planer måtte skrinlægges. Første gang var det Christianshavn og nu Ny-København.
En fribolig kunne godt friste
Husene i Nyboder var grundmurede, og der var små haver til. Der var bjælkelofter og grønlig glas i de mange blyindfattede småruder. Væggene var kalkede og gulvene var af stampet ler. Rummeligt var det åbne loft under tagspærene. Jo sådan en fribolig kunne nok friste folk til at forblive i kongelig Majestæts tjeneste.
Nyboder-folket var unddraget den almindelige, borgerlige retspleje. De sorterede ikke under borgmester og råd. De var underlagt Holmens admiral, der havde fået sin embedsbolig i nabolaget, Admiralgården ved Adelgade. Ja det var meget tæt på Nyboder.
Egen skarpretter og vægtere
Ja man havde endda også egen skarpretter, det vil sige, at man måtte dele denne med Christianshavn. Nyboder fik sine egne vægtere. Og de holdt deres egen tappenstreg, der startede fra vagtbygningerne. Jo det var tre vægtere med lange lanser og trommeslager. De var gerne ledsaget af en flok hujende unger.
Hvad skulle man også på gaden, når klokken var slagen ni. Der var ikke en lygte, at finde i de første mange år af Nyboders tilværelse. Ikke før omkring år 1800 kom der et par matte, søvnigt lysende tranlygter.
Gaderne var fulde af mødding
I de første af Nyboders tilværelse var det ikke videre fremkommeligt. Gaderne var nærmest en sammenhængende mødding. Man smed slet og ret fejeskarnet uden for gadedøren.
Først en snes år ind i 1700erne blev også gaderne i Nyboder underlagt hovedstadens almindelige renovationsordning. Så nogenlunde da. Der skulle regelmæssigt fejes og skarnet køres bort, dog ikke fra de gader, som endnu ikke var brolagt! Efter et kraftig regnskyl, stod disse gader fulde af vand. Og mange af gaderne var ”lange og nedrige dalstrøg”.
Ikke alle gader var brolagte
Efter 1760 begyndte man endelig at brolægge de forskellige gader i Nyboder. Men ikke alle gader fik den kærlige hånd, som de trængte til. Man mente ikke, at der var så meget færdsel her, at det kunne betale sig.
De kunne ikke nå at feje
Politimester Fedder mente, beboerne skulle feje til et bestemt klokkeslæt. Men Nyboder-folket skulle møde meget tidligt på arbejde. Og ”deres koner var syge eller døde” Så var der ingen tilbage, for de måtte ikke holde tjenestefolk. Man blev så enige om, at man kunne nøjes med at feje gaderne i Nyboder to gange om ugen. Til gengæld måtte der godt være urenheder på gaderne de andre dage.
Regelmæssig natrenovation
Omkring 1768 var der etableret regelmæssig natrenovation. Spandens uhumske indhold var dog ikke smidt på gaden. Man nøjedes med at bære den hen på Grønland, som var den åbne plads, der lå mellem boderne og volden. Man skulle dog ikke have for sart en lugtesans i de dage.
Man skulle selv hjælpe til med at lægge vandledning
Først fra 1732 blev der tale om regulær vandforsyning. Og her var det tale om vandposter. De stod dog ret langt fra hinanden. Beboerne måtte slæbe fyldte spande hen ved 100 alen. Det første til, at konerne helst ville stå og vaske ved selve pumpen. Derved tog de pladsen op for andre.
Beboerne havde ellers selv måttet virke med etableringen:
Ja derved sparede den kongelige kasse for en del af udgifterne. Der var lagt en ledning fra den store ”park” eller dam inde i Rosenborg Have med spildevand i overlødighed.
Bager fik eneret
Den bager, der først bosatte sig i Nyboder fik eneretten:
Man skulle kunne levere fornødent og velbagt brød, ”så der ingen klage efter kommer”. Ja den brygger, der bosatte sig her, fik også eneretten.
Men efterhånden som der kom nye naboer kunne man ikke fastholde denne eneret. Der kom en lang række brændevinskipper og øltapperier, værtshuse m.m.
Bodernes ruin var nær forestående
”Bodernes ruin” var nær forestående, hævdede generalbygmester Ernst i 1721, da de sparsomme midler, som havde været bevilliget til istandsættelse, havde været helt inddraget under den nordiske krig.
Vedligeholdelsen inden døre påhvilede beboerne. Husrækkerne havde aldeles ikke det ensartede udseende som før. Hvert hus kunne have sin mere eller mindre stærke kulør, alt efter beboernes forgodtbefindende. Man kunne se, at reparationer var foretaget af efterladenskaber fra ophuggede skibe.
De nødtørftige reparationer kunne godt give anledning til tvistigheder, når boderne skulle skifte ejere. I praksis kom man overens med en rimelig betaling.
Officerer fik dobbeltbolig
Officerer var der efterhånden også kommet til at bo i Nyboder. De måtte selvsagt kræve mere plads og i det hele taget bedre forhold end de menige og de underordnede befalingsmænd. Oprindelig fik en officersfamilie hver for sig tildelt hele to Nyboder-huse. Men det endte med, at man lod opføre særlige officersboliger. De er fra Frederik den Femte og Christian den Syvendes tid.
Fra Christian den Fjerdes tid står kun den lave længe i Sankt Pauls Gade tilbage. Resten af de bevarede Nyboder-huse er fra yngre dato. Hen mod år 1700 begyndte man at slå to huse sammen til et, for at skabe bedre forhold.
Kongen holdt øje med beboerne
Christian den Fjerde holdt øje med hvem der boede i Nyboder. Således skrev han til sin svigersøn Corfitz Ulfeld:
Han ville ikke have nogen boende i Nyboder, som:
Som beboer var man tvunget til at leje værelser ud til søens folk. En del bebyggelse var blevet solgt fra kronen. Men de blev efterhånden købt tilbage. I 1765 besluttede man på en omfattende udvidelse af Nyboder.
”Krudtbrænderens hus” eksploderede
Under svenskernes belejring skete det, at ”krudtbrænderens hus” ved Rigensgade viste sig at være et farligt naboskab. Efter en brand i 1658 sprang det i luften og tillige:
Det gik navnlig ud over Tulipanstræde, hvor kun to boder var beboelige, resten ganske ”spoleret” Et minde om denne ulykke var i næsten 200 år en lille åben plads for enden af Merian- og Krusemyntegade, der trods sin lidenhed blev kaldt for ”Nyboders Torv”.
”Grønland” brugt til dueller
Grev Danneskjold Samsø var i 1743 var manden bag store ændringer i Nyboder. Også store planer var det for Christianshavn, men man kom ikke rigtig videre med de planer.
Den åbne plads, Grønland mellem Østerport og Kastellet blev et stykke tid beslaglagt af landetaten og brugt som eksercerplads. Her mødtes garnidonens officerer også til forbudte dueller. Det var også her, at såkaldte ”misædere” måtte af med livet.
Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler
Man byggede små karreer mellem Hundestræde, Tigergade og Leopardstræde ud til Store Kongensgade, og i Suensonsgade og Gernersgade. Man byggede i stokværk. Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler. Men så besluttede man også at forsyne boligerne med kælder. Dette kostede så 250 rigsdaler ekstra.
I 1758 blev også den åbne plads Grønland bebygget. Men en masse byggeprojekter blev nu iværksat de kommende år.
Krudttårnet sprang igen i luften
For anden gang skete der en frygtelig eksplosionsulykke i Nyboder. Krudttårnet på Østervold sprang i luften i 1779. Ca. 50 mennesker blev slået ihjel, men der skete også betydelig materiel skade. Over hele Nyboder så man spor af eksplosionen. Værst var det naturligvis gået ud over boderne nærmest krudttårnet, som havde ligge ud til Hjertensfrydgade.
Også Tulipan-, Elsdyr- og Haregaden gik det ud over. Husene var spolerede. Hovedmurene her og der var revnede og sunket. Skorstene var dels knækket og revnet, alle skillerum var væltet. Lofter var spalten, nogle af bjælkerne var knækkede. Døre var blæst væk. Tagene til gården og gaden var afblæst og mange lægter var spoleret. Man anslog at skaderne ville koste 40.800 rigsdaler at udbedre.
Ikke nødvendig at undervise piger i læsning og skrivning
Et nyt sprøjtehus blev etableret. Murermester Petermann havde i en periode åbenbart eneret som bygmester i Nyboder. Således skulle han etablere fem nye skolehuse i 1786. i forvejen var der en drengeskole på hjørnet af Løvgade og Borgergade.
Hver af de nye skoler skulle kunne rumme 100 børn. Disse skoler var blot ”læse- og skriveskoler”. Og det var igen kun for drenge. Man fandt det ikke nødvendigt, at give Nyboders piger undervisning i disse fag.
Men i 1798 kom der dog en pigeskole, hvor der blev undervist i religion og moral, såvel som håndarbejde. Man begyndte med spinding, Knytning og syning.
Hovedvagt og lokummer for de nye huse
Men atter engang skulle der etableres nye bygning i Nyboder. En ny hovedvagt og ”lokummer for de nye huse”. Ja så skulle 46 gamle huse indrettes til barakker for de ”indrullerede”. Med andre ord en virkelig kaserne til flådens værnepligtige mandskab.
Nyt sygehus
1807 kom også til at betyde en masse for Nyboder. De sårede som hørte hjemme i Nyboder havde endnu efter Slaget på Reden måtte indlægges på Søkvæsthuset, fælles for hele flådens udkommanderede mandskab. Men i 1807 stod det nye Søetatens hospital parat til at modtage de kvæstede Nyboder-folk. Det var bygget mellem Kokke- og Balsamgaden, i stedet for en af bydelens ældste og mest forfaldne længer.
Manglen på et godt sygehus for marinens faste mandskab havde hidtil været ”en meget væsentlig ufuldkommenhed” ved Hans kongelige majestæts søetat. Vel lønnede majestæten både diverse kirurger og underkirurger samt gav penge til medikamenter. Men disse kirurger blev nødt til at have privatpraksis ved siden af.
87 huse til håndværkerstokken
I 1807 blev en del af flådens faste mandskab fyret. Naturligvis var det i første omgang:
Det blev bestemt, at de 87 halve huse, som blev ledige til Mikkelsdag 1811, skulle afgives til håndværkerstokken fra divisionerne:
Kongelig jagt efter græsenker
Nyboders nedgangsperiode startede i det første fredsår efter 1848. Man sagde, at hans kongelige højhed gik efter de unge græsenker i Nyboder. Ja og en spækhøker foreslog, at samle alle Københavns letlevende damer i en længe, der lå længst ude mod porten og volden.
Ja man siger, at hans kongelige højhed fik en endefuld af en af enkerne. Men en anden af Nyboders døtre, Bente Rafsted blev installeret af højheden i et hus ved Toldbodvej som Frederikke Benedikte Danemand.
Byggematador fik gade opkaldt efter sig
I 1853 blev karreen mellem Kattegade og Pindsvinegadestillet til aktion. Den blev købt af en kendt bygherre, grosserer H.P. Lorentzen. Han lod opføre større kaserner på grunden. Og så blev Pindsvinegade omdøbt til Lorenzensgade trods kommunalbestyrelsens modtand. Men Frederik den Syvende havde personligt lovede ham det.
Men dette navn er forsvundet ligesom så mange andre af Nyboders ældste navne. Det er stadskonduktør, ingeniør Krak-vejviserens grundlægger, der har ansvaret i den forbindelse.
Kammerherre Meldal havde ikke meget til overs for Nyboder
Efterhånden blev flere og flere af husrækkerne solgt. I 1865 så de ud som om Nyboders skæbnetime var inde. Der var nedsat en kommission, der skulle forberede bydelens fuldstændige sanering. Blandt medlemmerne var den nok så kendte arkitekt, kammerherre Meldal. Han havde ikke noget til overs for Nyboder. Han mente at hele kvarteret skulle forsvinde.
Men helt så galt gik det dog ikke. Ensformigheden blev brudt ved opførelsen af Skt. Pauls kirke og frimurerlogen i Klerkegade.
Søkadetskolen
Allerede i 1864 havde Nyboder fået et nyt etablissement. Det var Søkadetskolen, som blev installeret i den tidligere pigeskole i Nyboder. Og sandelig om ikke, at der i 1886 blev taget en af de nye længer i brug. Det var i Skt. Paulsgade, lige over for Nyboders ældste bygning ved mindestuerne.
Fare for fuldstændig sanering
De nye huse var på sin vis opført efter det gamle skema, men mere rummelige, bedre udstyrede med gas og vand. I 1901 blev der på rigsdagen fremsat forslag om opførelsen af ny arbejderboliger for Søværnet ude på Holmen, på Arsenaløen. Men dette forslag forudsatte en fuldstændig rasering af Nyboder.
Johannes V. Jensen kunne heller ikke lide Nyboder
Der var mange, der mente, at Nyboder skulle rives ned. Man sagde spøgefuldt, at rotterne ikke stammede fra Asien men fra Nyboder. Johannes V. Jensen havde heller ikke meget til overs for Nyboder:
Kommandant kæmpede for Nyboder
Nyboders befolkning udgjorde i slutningen af det 18. århundrede cirka 15.000 mennesker. Den 7. september 1940 udtalte Nyboders kommandant, kommandør I.C.D. Bloch:
Men ”Den Gamle Redaktør” glæder sig hver gang han cykler forbi Nyboder.
Christianshavn-for længe siden
Gamle Huse på Christianshavn
Anekdoter fra det gamle Christianshavn
Christianshavn – dengang
Dato: november 4, 2010
En
husar blev både skudt, hængt og druknet. ”Dårlig”
krudt var skyld i en kæmpe eksplosion. 700 huse blev
beskadiget, 50 var totalskadet. Mange døde og der var mange
sårede. Vi besøger Nyboder 25 år senere. Unge kom
i majestætens tjeneste. Deres lykke var gjort. En linedanser
brækker ryggen på Rosenborg Eksercerplads
Den
stakkels husar
i
mange år blev området Grønland
ved
Nyboder
brugt
som rettersted. Og den stakkels husar i 1757 oplevede både at
blive skudt, brændt og druknet.
En
forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte
sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården
på Kastelsvejen
måtte
de kaste kisten i Kastelsgraven.
Eksplosionen
Den
31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved
Krudttårnet
på
Rosenkrantz
Bastion ventede
på afløsning. Østerport
havde
været åben i et par timer.
Netop som vagtafløsningen
fandt sted klokken ti minutter over ni lød der over den ganske
hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en
kraftig rystelse og en trykbølge.
De nærmeststående
træer, møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer
og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden for
voldene blev der også meldt om store skader.
Det
gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Skader uden for
Østerport
og
ved Blegdammen,
og
selv i det beskyttede Kastel
blev
der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske
indbyggere 100.000 rdl.
Ny Østerport Bastion
Rosenkrantz
Bastion blev
oprindelig kaldt for Ny
Østerport Bastion. Den
var beliggende vest for Kastellet
og Østerport.
Bastionen
forsvandt i 1897 i forbindelse med anlæggelsen af Østerport
Station.
Da krudttårnet
sprang i 1779, faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos
nogle af beboerne.
”Dårlig”
Krudt
Årsagen
til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det
gode skib Slesvig
skulle
have krudt ombord. Det skulle leveres til Algier,
Marokko og
Tripolis.
Det
var en slags present mod, at de nordafrikanske sørøvere
lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere
holdt sig ikke til aftalen.
Linieskibet
Slesvig løb
ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten.
Skaderne blev udbedrede, og Slesvig
returnerede
til København.
Den
7. juni 1777 blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i
krudttårnet ved Østerport.
Krudtets
tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange
anmodede Major
Thranmoes om,
at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring.
Men han bliver overhørt og irettesat af sine foresatte.
Thranmoes
beskrev
situationen i tårnet på følgende måde:
Krudt og Staver, samt
daarlige Tønder med Foraadne Baand ligger blandt hinanden.
Var det vagterne?
Datidens
medier turde ikke tage stilling til årsagen for eksplosionen.
En deputeret i Danske
Kancelli antydede,
at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så
havde antændt krudtet i tårnet. Og det skulle have været
en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst
branden.
En anden antagelse var,
at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at
en gnist var opstået.
Men tre vagter, der alle
kunne have givet svaret på dette omkom under eksplosionen.
De blev alle begravet
dagen efter i overværelse af alle over – og
underofficerer.
I
det hele taget var mange blevet dræbt og utallige såret.
Indberetningerne fra Rodemestrene
var
meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på Schacks
Palæ beløb
sig til 732 rigsdaler og 3 mk. I første omgang anslog man
skaderne på Frederiks
Hospital til
2.500 rdl. Men en senere synsforretning firedoblede skaderne.
De stakkels møller
Nyboder
var
selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående
møller var Stenkuglegade
og Rigensgade hårdest
ramt.
Møller
Mouritz Friderichsen var
blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og han frygtede, at
hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller, Kongens
– og Grønlands Mølle var
blevet jævnet med jorden. Friedrichsens
6-
7 år gamle grundmurede hus i Stenkulgade
med
tilhørende side – og baghus havde lidt alvorlig skade.
Tagene var revet af. Lofte, vægge og døre samt vinduer
var alle slået i stykker.
Uden
nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den
stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig
mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus.
Han forsøgte ligesom så mange andre at henvende sig til
Brandassurancens
Contior, men
måtte erkende, at der intet var at gøre.
Grønlands
Mølle på
den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som
den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene
side.
Mange døde og
sårede
En
15 – årig pige, der arbejde i Kongens
Mølle og
to møllersvende blev dræbt. Endnu en 15 – årig
pige, der var på vej ud til møllen og en kone der gik på
vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflyvende
træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på
tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.
Stokhusmøllen
var
også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt
smadret. Møllearmene var skadet, ligesom selve møllen
havde flyttet sig på pillerne.
Den
tilhørende ejendom i Stokhusgade
var
også raseret.
Enken,
Karen
Rasmusdatter, der
ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn.
Hendes mand og en møllersvend omkom ved eksplosionen.
Ingen hjælp
Mange
skrev til Magistraten
om
hjælp. Men der kom ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget
for næringsskat indtil deres huse var genopført. Men det
var de færreste dog i stand til.
For
Knud
Lyne Rahbek var
det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni – tiden
gik han tur på volden, men netop den dag sad han og ventede på
sine sko.
Just
Christian Uhrenholt havde
opholdt sig på Saltholm
på
eksplosions tidspunktet. Først flere måneder efter kom
han hjem for at besigtige skaderme. Hans hus var et mur – og
bindingsværkshus på femogtyve fag i to etager med to
kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.
Bryggeriet næsten
total skadet
Lige
på hjørnet af Rigensgade
ud
mod Grønland
hos
brygger de
Place var
skaderne totale. Hos naboerne Nyboder
Materialegård samt
Det
Kongelige Uldmanufaktur var
skaderne knap så store.
Hos
garnisonsskarpretteren Oswald
på
hjørnet af Rigensgade
og
Krusemyntegade
var
skaderne ligeledes betydelige.
Orden skulle sikres
Admiralitetet
udsendte
en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle
sættes i gang øjeblikkeligt og de husvilde skulle
skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i
gang med at indrapportere skader på såvel huse som
mennesker. De kvæstede skulle bringes til Kvæsthuset,
da
man anså Nyboders
egne
sygestuer som ubrugelige ved ulykken.
700 Nyboder –
huse skadet
Husene
havde mange steder taget varig skade. Det gjaldt især for
Tulipan
– Elefant – og Harregade. Her
var hovedmurene hist og her revnede. Skorstene var knækket og
revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer
og vindueskarme var knust. I loftet var der sprækker.
Ja
faktisk var alle huse i Nyboder
mere
eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Den pludselig fattigdom kunne ikke skjules. Man hørte masser
af jammer og klager. Et halvt hundrede af de 700 huse var
totalskadede.
Ingen spekulation i
andres ulykke
Allerede
på ulykkens første dag greb monarken og Magistraten
ind.
For at forhindre spekulation i de skadelidtes ulykkelige situation
udstedte Magistraten
allerede
den 31. marts en plakat
angående
fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas og at ingen
måtte nægte at overlade de skadelidte de nødvendige
materialer. Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede
hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de
forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at
udbedre skaderne.
Man
tillod også at glas og tagsten indførtes toldfrit i en
periode på seks uger. Em masse teglsten kom fra fabrikkerne ved
Flensborg
Fjord.
Kalkfabrikkerne
uden
Øster Port
På
den nye kalkfabrik
uden Øster Port, besluttede
man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og
trængende Nyboder
– beboere. De
kunne købe til yderst fordelagtige priser. I Stadens
Porte fik
man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af
Nyboder.
Det
var både den gamle og nye kalkfabrik uden
Øster Port, der
fik ordren på 164 læster
stenkalk.
Ingen hjælp fra
Brandkassen
Stadens
Brand Casse afslog,
at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen
og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte
betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og
storm.
Nu var man bange for de
eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud
over slottet. Man måtte hurtig tilvejebringe 100.000 rdl. At
den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket
på forhånd.
I
1781 blev det pålagt Brandforsikringen
til
at betale de 100.000 rdl.
En femtedel blev
samlet ind
I kirkerne blev det
samlet sammen til de skadelidte. Man nåede op på et beløb
på cirka 17.000 rdl. Dette kunne dække cirka en femtedel
af tabet.
En ny ”Krudt –
Plan”
I
1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men
med Struensees
fald
bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:
angaaende krud
taarnene i Kiøbenhavns Fæstning og Byens Betrykkelse
for Fremtiden.
Heri stod blandt andet:
for Døren til
ethvert Krud Taarn giøres en Grav og en Rist, saaledes at
eventuelt spildt Krudt kunne falde gennem Risten ned i Graven og
dermed blive uskadeliggjort.
Ingen blev nogensinde
gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt”
i Krudttårnet.
En ny mølle på
stedet
På
pladsen ved Rosenkrantz
Bastion, hvor
krudttårnet havde stået, fik rådmand Waage
den
29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle
mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen
Nyboder – 25 år
efter
Men
hvordan gik det på Nyboder.
Vi
besøger stedet cirka 25 år efter katastrofen.
Mange
søgte Admiralitetet
om,
at indrette butik på Nyboder,
men
mange fik afslag. I Krokodillegade
nr.
7 lige over for Svanegade
indrettede
en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der
blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og
brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster,
men ingen forhindrede dog enken i at servere for stående
gæster.
Krokodillevej
7
Det
var ellers små kår, man tilbød beboerne dengang i
Nyboder.
En
beskrivelse af Krokodillevej
7 dengang
i begyndelse af 1800 – tallet: Her er det tale om en
mellemklasse familie.
Stuen var cirka 5 x 7
alen – bagved var et lille kammer på et fag på 5 x
3 alen. Gulvet var af mursten, strøet med sand, fornyet hver
søndag eller fejet i flammer med birkekoste.
Der var bilæggerovn
med Frederik den Femte`s og dronning Louises portrætter. Døre
og vinduer var rødmalede, væggene var hvidt –
kalkede. Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. –
langt senere blev væggene gule og dørene grå.
På væggene
hang mange billeder. Det bedste var Christian den Fjerde på
skibet Trefoldigheden.
Møblementet var
et stort fløjbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod
sukkerkasserne, en med brun kandis og en med puddersokker samt en
klædekurv med fint brød..
Mellem vinduerne stod
et gult bord.
For enden af stuen
lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol.
Her fik bedstemor hver eftermiddag sin middagslur med forklædet
kastet over hovedet.
På bagvæggen
stod en smuk egetræs dragkiste med stærkt forgyldte
nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af
disse var kinesiske, hjembragt af morfader. Her stod også en
japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stor porcelænskrus
, blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 –
rigsdalersedler.
I hjørnet ved
kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre
etager, hvorpå stod kinesisk porcelæn.
Under bordet stod den
runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette
blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store
Kongensgade lige over for Julianes Palæ.
Foran på bordet
stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer.
I kammeret midt for
døren lå brændevinstønden.I et aflukke ude
i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med
”godt øl” og en med ”skillingsøl”.
I stuen var der nyere
grimme stole med sorte lædersæder påslåede
med forgyldte messingsøm.
I kammeret var nogle
gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte
lædersæder. I kammeret var også et rødt
lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød
dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt
gardin rundt om.
På skorstenen i
køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde.
I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.
I vinduerne var der
mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter,
passionsblomst, der slyngede sig i spankskrørsstativ og en
plante med mørke runde blade, røde underneden. Den
kaldte bedstemoder ”tålmodighed”.
Frisk mælk fra
landet
Hver
morgen kom en bonde kørende med mælk fra Gentofte.
Fra
en brygger på Toldbodvej
kom
der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet.
Kaffe
blev hentet i en sæk fra Kultorvet.
Dengang
kostede Skillingsøllet
en
skilling pr. potte, mens det gode øl kostede tre skilling pr.
potte. Smedende og deres koner drak flittigt på Nyboder
–
dengang.
Om
sommeren tog man ofte i Kongens
Have, hvor
der var musik i Herkules
– pavillonen.
For
enden af Kærlighedsstien
fra
Nørre
– til Østerbro ved
Nyvej
stod
en kone og solgte jødekager.
Privat – skoler
i Nyboder
Hele
to skoler var der i Krokodillegade.
Holmens Skole lå
lige ved volden. Stjernes
Skole lå
nærmest i Svanegade.
Lederen
Hr.
Stjerne havde
før været kanoner
og klokker.
Lærerbøgerne
bestod af Peder
Jensens ABC og Luthers Katekismus.
På
hjørnet af af Borgergade
ved
Hoppens
Længe lå
en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom
var en rigsdaler om måneden.
I majestætens
tjeneste
Man
kunne være så heldig, at blive antaget som rugdreng.
Så
var man i hans
majestæts tjeneste.
Man fik fri undervisning
og mundering. Den bestod af klædestrøje med blanke runde
knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par
strømper, og skjorte af groft lærred.
Var
man mere heldig og blev kostdreng.
Ja
så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn,
ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark
i månedlig løn.
Skolen
var i Gåsegades
(Vildandegades) to
længer. Der var tre klasser på hver side, kompagni
– , kost – , og rugdrenge . Skolelokalerne
var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, 10
drenge på hver bænk.
Man
blev både undervist fysisk og psykisk. Blandt lærerbøgerne
var Godmans
Fortællinger, Mallings store og gode Handlinger, Holms
Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.
Festmiddag og svømmeundervisning
På
kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til
Søkvæsthuset.
Her
blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja store tinkrus med
godt øl til fri afbenyttelse blev også serveret. Et
lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens
fødselsdag.
Uniformen
blev også brugt, når der var vandgang
på
Gammelholm
ved Mastemagerværkstedet, hvor
der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle
man så svømme.
I parade skulle man gå
i kirke hver anden søndag.
Den lille konge
Konge
Frederik den Sjette kom
hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen
urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være
for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af
lutter tykmavede personligheder.
Den
stakkels linedanser
Området
gav efter genlyd af regimentsmusik ved Østerport.
I
det hele taget var der masser af militær i området.
Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser, så
ganske pæne ud.
Et
stort indtryk efterlod den hollandske linedanser Christian
Roats død
på Rosenborg
Eksercerplads den
12. juni 1823.
Han
skulle gå op til det store tårn med en sæk over
hovedet. Han var klædt i en rød spansk dragt. Men på
vejen nedad gik noget galt. Roat
råbte
et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem som holdt den, væltede
omkuld. Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han
døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Kongelige bryllupper
En
anden stor begivenhed for Nyboder
– folket var
Prins
Frederiks (Frederik den Syvende) bryllup
med kongens datter Vilhelmine.
Man
stillede sig op på Kongens
Nytorv, for
at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8
hvide heste foran. Foran disse var der løbere med
blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i
hånden.
Et
par år efter gentog det sig. Denne gang var det Prins
Ferdinands bryllup
med Caroline.
Sommerudflugter
Sommerudflugterne
omkring 1830 foregik med en trækvogn. Ofte gik det til
Frederiksberg,
hvor
man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man
måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen ad
Ladegårdsåen,
sommetider
af Rolighedsvej.
Det
skete også, at turen gik ud til Fællederne.
En
gang om året gik turen til Dyrehaven.
Men
turen i vogn til dette sted var ofte for dyr for familien.
Det rene vand
Vandet
kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved
Rosenborg
Post ved
enden af Gothersgade.
Man
kunne også tappe vandet fra gamle trærender ved
Peblingesøen.
Men
så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom
med ned i spanden.
Ved
Adelgade
var
der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i
Tulipangade.
Og
folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken
post, man tappede vandet fra.
Kilde:
Se
Litteratur Nyboder
Hvis
du vil vide mere: Læs
Kastellet
Livet i Nyboder og på
Østerbro
Nyboders Historie
København dengang
(under København)
Historien om Københavns
Havn (under København)
Dato: februar 24, 2009
Vi bevæger os rundt i Nyboder, Ny
– Kjøbenhavn, den nye forstad og et smut over til forstaden uden
for Nørreport i tidsrummet 1630 til 1720’erne. En kammerherre nægtede
at tage imod Blaagaarden. Nul kredit til matroser fra Nyboder. En jøde
skulle tvangsflyttes fra Garnisons Kirkegården til jødernes egen kirkegård
på Nørrebro. Sjove gadenavne i Nyboder. Hvem havde retten til søerne?
Ballade i Nyboder.
Friboliger til søens folk
Christian den Fjerde
opførte i årene fra 1631 til 1641 ikke mindre end 600 boliger i 20
dobbeltlængere. Man bestemte, at de skulle hedde Baadsmandsboderne
eller Kongens de nye Boder. I folkesproget blev det meget hurtigt
til Nyboder.
I 1631 blev der pålagt en treårig afgift,
som alle skibe skulle betale til disse Friboliger,
men da der herskede Pengenød
gik det kun småt fremad med byggeriet. Kongen var efterhånden utålmodig.
I juni 1631 skrev han til Rigets Admiral.
Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var nærmest: Se nu at
komme i gang.
De sjove gadenavne
Nyboder blev færdig. Det blev nærmest
en by for sig selv på 18 tønder land.
Mod nord begrænsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde
og Hundestræde. Ind ad byen dannedes grænsen af Lavendelstræde,
Hjortestræde og Hindestræde.
Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Endelig nåede Nyboder
mod vest ned til den senere Rigensgade.
Husrækkerne blev gennemskåret af to tværgader: Adelgade og Borgergade,
hvis navn i ældste tid varierede mellem Store Algade og Dyregade.
De var skråtløbende, sandsynligvis for at føre passagen direkte mod
nord.
Borgergade, hvis ældste navn
i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod
en ret vinkel med husenes rækker. Da der allerede før Københavns
udvidelse synes at have været en brolagt vej, som fra byen førte ud
til Nyboder i forstaden, har man brugt navnet Stenbroen
eller blot Broen.
De ejendommelige gadenavne som kongen
i 1641 gav den nye Baadmandsby
burde have været bevaret.
De vestlige gader fik navne efter urter
og blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan,
Nellike og Rose.
Gaderækkerne mellem Adelgade og Store
Kongensgade fik navne efter pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven,
Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten. Men et enkelt
navn havde forvildet sig i denne samling, nemlig En hjøringen.
Byggelysten fik ødelagt mange af disse
navne og grænser. Lavendelstræde
med dens forsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen)
blev til Klærkegade.
Løvegaden og Kattegaden
er forsvundet. Neglikegade (senere Kokkegade), Bjørnegade og Kaninstræde
er blevet til meget kedeligere Fredericiagade.
Pindsvinegade
blev til Lorenzensgade. Ja havde du penge nok til at bygge for,
kunne du få en gade opkaldt efter sig.
Hundestræde
blev allerede i 1654 kaldt Elsdyrstræde,
derpå Nylængen, Nygade og senere Gernersgade.
Bageren havde det svært
Man må sige at Christian den Fjerde
gik op i detaljerne, således sørgede han for, at der blev forordineret
en bager, Abraham Holterman.
Han havde dog lidt svært med at konkurrere med de andre københavnske
bagere og høkere. Men det havde kongen også en løsning på. I 1646
blev det påbudt disse at bringe deres Varer derud.
Sandsynligvis har en brygger slået sig
ned i Bryggerlængen.
Syg i tjenesten
Den øvrige kost som næppe var særlig
rigelig eller god, blev leveret fra Provianthuset.
Her kunne Baadsmændene eller deres kone og børn hente deres
forplejning.
Og kongen havde så sandelig også sørget
for de syge og sårede matroser:
Som følge af denne forordning ansatte
kongen en Badskær ved Bremerholm.
Han indrettede også et Baadsmændenes Sygehus.
Københavns første
”almueskole”
For Nyboderbefolkningens aandelige
Velvære indrettede Christian den Fjerde en skole. , der lå på
hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde).
Den kan sikkert betragtes som Københavns første Almueskole. Den blev
senere fortsat som Søetatens Drengeskole.
Egen justits
Nu var det ikke byens bedste borgere
der boede herude. Således skrev kongen i 1641 dette:
Kvinderne herude var barske og der var
et absolut hadforhold mellem søfolk og studerende.
Bastioner uden for Nyboder
Ikke langt fra Nyboder blev volden forstærket.
Nørreports Bastion blev udvidet. Og der blev lagt to dæmninger
for at hindre vandet i at løbe bort. Dette blev gentaget 4 gange på
strækningen udenom det gamle Østerport (for enden af
Østergade) indtil gravens udløb i havnen bag Holmens Kirke.
De tre bastioner mellem Nørre – og
Østerport fik navnene, Sankt Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten
og St. Klare Skandsen.
Kongen fik fiskeretten
I 1619 havde kongen erhvervet alle tre
søer. I begyndelsen af det 17. århundrede var St. Jørgens Sø ellers
ved at forsvinde. Den var blevet udtørret til brug for græsning. Men
Christian den Fjerde mente, at adgangen til byen ville være for let
for fjenden, så han befalede at søen skulle opdæmmes. Magistraten
bad om henstand på grund af mangel på penge.
I stadens fjerde sø havde Magistraten
lige som de tre andre søen fiskeretten, hvorimod jagtretten var kongens.
Fiskeretten forsvandt i 1619. Byen fik
overladt Ordrup Sø, tre damme ved Gammel Vartov
og et årligt tilskud af 150 karper,
som kongens fiskemester, skulle aflevere. Og for at gøre det hele endnu
mere kompliceret så havde kongen ingen ret til søernes bund eller
bredder.
Byens fæstninger
For enden af Sortedamssøen
blev der anlagt en række skanser. Disse var dog ikke færdige før
i 1645. Ravnsborg Skandse skulle bekostes af kommunen, men den
var endnu ikke færdig i 1646.
Den tredje adgang til staden af Ladegaardsveien
(Peblingedammen) blev beskyttet af den nye Kongelige Ladegaard,
der opførtes som fæstning, kort tid efter, at kongen havde erhvervet
S. Jørgens Mark.
Nu blev Københavns forsvarsværker vel
aldrig helt færdigt. Vartov, Ravnsborg og Ladegaarden kom aldrig til
at spille en rolle.
Der var blevet en grøft og anlagt et
dige udenom Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro.
Tusindvis af daglejere, soldater og endda kvinder blev beordret til
at forstærke voldene med hakker, spader og skubbarer.
I 1647 var det nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig.
Det nye Nørreport for enden af Frederiksborgsgade
var derimod ikke færdig ved Christian den Fjerde’s død.
Dårlige vejforhold
Vejforholdene var forfærdelige. De blev
kun meget nødtørftig holdt ved lige. Når der kom gæster til byen
eller hvis kongen skulle ud at rejse gjorde man lidt mere ved det. Kongevejene,
der var afspærret med bomme var i lidt bedre stand.
De tre søer havde en lidt anden form
end nu til dags. Peblingesøens vestlige del var en del bredere end
nu. Søerne fik vand fra Damhussøen
gennem Ladegårdsåen, som ved Hyltebro
i nærheden af Lygten desuden optog det overskydende vand fra
Emdrup Sø.
Der var stadig problemer med ejendomsretten
til søerne. En dom fra 1656 fastslog dog, at græsset i Sortedam
tilhørte byen.
Drikkevand fra
søerene
Man havde problemer med vandforsyningen.
Både de tre søer og Emdrup Sø var leverandør af drikkevand. Det
var ikke særlig sundt, at drikke dette ukogt.
Man fik også vand fra 24 offentlige
brønde. Et trætag var anbragt over dem. Vandet blev trukket op i spande.
Men det blev klaget over at skarnsagtige mennesker kastede Aadsler
og urenlighed i dem. Det hørte ikke til sjældenhederne, at der
fandtes lig af nyfødte børn i brøndene. I 1668 lukkede man derfor
brøndene med brædder, og satte pumper i dem. Men hver gang stadsgravene
skulle have mere vand, ja så blev brøndene udtørrede.
Forstanderen på Vartov, Mogens Bertelsen
også kaldet Dalin blev betragtet som troldmand. Han havde studeret
fysik og matematik i Padua og Wittenberg.
Han foreslog at de tre ferskvandssøer, S. Jørgenssø, Peblingesøen
og Sortedammen blev udgravet, så man fik et stort havebassin helt
ud til Sundet. Han havde også andre ideer med ledninger, men planerne
blev ikke rigtig til noget.
Ny forstad
Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartov
for enden af Sortedamssøen udlagdes en ny forstad med regelmæssige
gader i årene 1650 til 1653. Gaderne fik navne som Helsingørgade,
Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanegade.
Ja sådan fremgår det af kort fra den tid. Men planen blev aldrig rigtig
udført. J.L. Wolf fortæller:
Grunden til, at det aldrig blev til noget,
var belejringen, og de her omtalte huse blev sikkert ødelagt under
denne belejring.
Ny Kjøbenhavn
Strækningen mellem denne forstad og
Sortedamssøens kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere såkaldte
Peymanns Rende tilhørte kongen. Det var her Ny
– Kjøbenhavn blev opført. Her lå Rosenborg, Nyboder, S.
Anna Rotunda, Kastellet og de nye volde. Kongen havde dog ikke ejendomsret
helt ud til Sortedammen. Nord for den senere Farimagsvei havde
borgene anlagt haver og vænger med Fæstebreve
fra Magistraten.
Her var endnu landligt. Her havde den
gamle Dyrehave ligget, som hørte til Rosenborg. Her kunne man nyde
jagtlivets glæder, men denne fornøjelse var kun til glæde for adelen.
Forstaden uden for Nørreport
Længere mod vest ved den nuværende
Gyldenløvsgade, hvor vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene,
lå Forstaden udenfor Nørreport.
Dette ældste Nørrebro lignede nærmest
en landsby. Der nævnes en stor mængde stræder mellem haver og ensomt
beliggende huse og en række boder, der blev lejet ud til småfolk.
I 1645 talte forstaden 137 familier, foruden de fattige som ikke nævnes
i skattelisterne.
I en gammel Magistratskrivelse fra begyndelsen
af forrige århundrede hedder det:
Mellem Voldene og Sankt Jørgenssø helt
ned til strande med Rosenåen som grænse lå Kalvehaven.
Ved søens opdæmning kom en stor del af Kalvehaven under vand.
Kirkebyggeri måtte opgives
Man opgav det storstilede projekt
S. Anna Rotuna, en stor flot kirkebygning. Til gengæld var Kastellet
færdig i 1694. Tiderne var urolige, men Københavns befæstning var
stadig ikke helt i orden. Man tog nu fat på den vold, der lå nærmest
Kastellet
Ballade i Nyboder
Skt. Hans aften i 1690 på Nyboder skulle
traditionen tro blive en hyggeligforanstaltning, men sådan blev det
ikke. Majstangen var hejst og så gik dansen lystig. Men en soldat kom
i klammeri med en pige, og en matros tog hendes parti. Det udviklede
sig til et grueligt Slagsmaal.
Næsten hele Nyboders befolkning og en masse soldater blev involveret.
Hele regimenter blev udkommanderet. Matroserne greb deres økser, knive
og stænger. Kvinderne gik op på lofterne og kastede med sten, mens
soldaterne brugte deres sabler og bajonetter. Til sidst måtte de fyre
med deres Musketter.
Admiral Bjelke,
nogle sø – og landofficerer forsøgte at dæmpe parterne, men forgæves.
Kampene fortsatte hele natten og den
følgende dag. Matroser og soldater kunne ikke tåle synet af hinanden.
En fændrik fra garden fik sin arm afhugget ved skulderen, og en løjtnant
blev dødelig såret.
Vagten ved Østerport blev angrebet af
Nyboder – folket og måtte flygte.
Den næste nat patruljerede Hestegarden.
Kun ved Kronprins Frederik’s
personlige indgriben blev roen genoprettet.
Huse skulle nedrives
Området mellem voldene og søerne forblev
i mange år ubebygget. Kongen havde befalet, at samtlige huse indenfor
søerne skulle rives ned. Som følge heraf flyttede blegmændene ud
på den side af Sortedamssøen. De slog sig ned her sammen med urtegaardsmænd.
Papegøjeskydning på
Nørrebro
Papegøjeskydning
var særdeles populær i de høje kredse dengang. Således havde man
i Broderlogen strenge regler, der skulle overholdes ved sådan
en skydning. Den 7. september 1694 blev der indviet en ny skydebane
udenfor Nørreport.
Her var opsat en Papegøiestang
og indrettet to baner til skiveskydning, henholdsvis af 200 og 400
alens længde. Desuden var der en særlig lille bane til pistolskydning.
Kongen nedskød papegøjens hoved og
vandt et sølvbæger til en værdi af 40 rdl. Statholder Gyldenløve
nedskød derimod kroppen og blev fuglekonge.
Østerport flyttes
Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet
blev lagt længere ud, og uddybet.
Østerport, der i Christian den Fjerdes
tid havde ligget mellem Rosenkrantzes
og Pucklers Bastion for enden af Rigensgade,
var blevet flyttet i 1682, og i 1708 blev den nyopført.
Der blev bestemt, at kvæget ikke længere
måtte græsse på Stadens Fælleder mellem voldene og søerne.
De skulle drives ud over dæmningerne til Nørre – og Vesterport.
Ved en kongelig befaling af 1726 anvistes
en losseplads i et sort sandhul bag Ravnsborg på Nørrebro.
Ville ikke modtage Blaagaarden
Kongens bror, Prins Carl
havde overtaget Blaagaarden.
Her boede han en del året sammen med søsteren, Prinsesse Sophie
Hedvig. Han opførte den nye hovedbygning, tækket med blå skifer,
som gav stedet navn.
Prins Carl havde i hovedbygningen indrettet
en Bedested, smykket med 35 bibelske stykker. Dem tog han dog
ned af frygt for, at Zaren ville hugge dem.
Da prinsen døde i 1729 arvede hans søster
gården. På sit dødsleje testamenterede hun Prinds Carls Hauge
til Kammerherre Carl Adolf Plessen.
Denne nægtede dog i første omgang at
modtage gaven, men gav efter, da han modtog et Kongeligt Magtbud
og Ønske.
Krise i Nyboder
Nybodermanden
havde sin egen domstol, sin vagt, vægtere, gadefogeder, skoler, boder
og brændevinskipper. Herude var brolægningen meget værre end noget
andet sted i København, ja nogle steder manglede den helt. Vognene
sad fast i mudder. Her var gadefejning og lygter et ukendt fænomen.
Først i 1717 indførtes dagrenovation og ført i 1770 natrenovation.
I 1713 havde politimesteren i København
forbudt værtshusejere at give kongens matroser kredit. De fleste af
disse boede i Nyboder. Grunden til dette skridt var, at folkene ikke
fik deres hyre udbetalt. Nøden var så stor, at det førte til opløb
og optøjer. Ja mange Nyboder – folk begyndte at sælge deres uniformer
for at få råd til det daglige brød.
Jødeforfølgelse
Jøder havde det ikke godt i datidens
København. De måtte ikke optages i de forskellige laug. Ja, de blev
nærmest betragtet som et farligt folkefærd. Men i 1725 blev en af
reglerne lempet en lille smule. Nu måtte jøder holde christent
Tyende, såfremt dette tyende var mandlig og over 30 år – eller
kvindelig og var over 50 år.
I 1729 fremkom en episode, der viste,
at jødeforfølgelsen ikke var ophørt. Prokurator Jens Gedeløche
havde bekendtgjort at han var gået over til jødedommen.
Men det blev først bekendtgjort efter hans død og begravelse.
Kongen befalede derfor, at Jøderne enten
selv eller med assistance fra Natmanden skulle optage liget
på Garnisons Kirkegaard og jorde
det på den jødiske kirkegård
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Dato: september 14, 2008
En
”Kongelig Højhed” jagtede græsenker på Nyboder. Søren Kierkegaard
kunne lide Nyboder – pigernes ynder. Man skulle
tidligt på arbejde, da Christian den Fjerde selv
kontrollerede arbejdernes flid – klokken 4 om morgenen. Der var hånds
– og halsret over de elever der var
”i fast tjeneste”. Nyboder var Kongens By med egne forordninger.
Nyboder – borgerne måtte ikke vise sig i Frederiksberg Have, på
voldene og ved broerne.
Det er ikke meget tilbage af
det oprindelige Nyboder.
Navnet Nyboder stammer fra
bebyggelsen ved Bremerholm. Fødselsåret fra 1608 til 1636 er blevet
nævnt, men officielt har man valgt 1631. Den første bygmester var
Thomas Wallmeiister.
Ekstra told
I begyndelsen gik det dog langsomt
med at få bygget de 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig
havde planlagt. Grunden var pengemangel.
Dokumenter viser, at byggeriet
allerede var i gang i 1629. Det ville koste 132.000 Rdl, at opføre
husene. Det var i sig selv en bedrift, at fuldføre byggeriet.
Den 28. januar 1631 blev der
udsendt et kongebrev, hvori der stod, at der skulle opkræves en afgift
ved alle toldsteder af alle Skibe, Kreyer,Skuder og Færger med ½
Rigsort for hver Last af de drægtige ere og af fremmede Skibe skulle
der kræves en ½ Rigsort hver gang de laster eller losser i Riget.
Disse afgifter skulle være
med til at betale byggeriet.
På et tidspunkt talte man
også om at opføre kolonihaver til Nyboder – folkene uden for voldene,
men det blev dog aldrig til noget.
I 1647 var der opført en ny
Østerport.
Det var ret så omfattende
byggeri, man var gået i gang med. Lagde man alle husrækkerne sammen
i en lige linie, ville det fylde hele vejen fra Østerport Station til
Hellerup Station.
Nyboder kom til at fylde meget.
Ideen til byggeriet havde Christian den Fjerde sikkert lånt af de andre
af datidens store flådemagter.
Der fandtes i København ældre
boder med samme formål. Det var de såkaldte skipperboder. De lå lige
over for Holmen.
Sankt Anna By
Allerede i 1625 havde Christian
den Fjerde drømt om, at han ville skabe en ny by, der skulle hedde
Sankt Anna By. Den skulle bygges rundt om en stor kirke. Den skulle
være 12 – kantet og have en diameter på 12 alen. Ja, den skulle
også kaldes Matroskirken.
Først i 1642 gik man i gang
med dette. Et hold på 100, deriblandt et større antal kvindfolk.
Han nåede det dog ikke. Kirken blev aldrig bygget og beboerne kunne
ikke lide navnet Sankt Anna By.
18 nye gader og stræder
Hele 18 gader og stræder blev
anlagt. Mod nord blev Nyborder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde
og Hundestræde. Ind mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde,
Hjortestræde og Hindestræde.
Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Mod vest nåede Nyboder
til Rigensgade.
Husrækkerne lå i retningen
nordøst til sydøst og blev gennemskåret af to tværgader, Adelgade
og Borgergade. Førstnævnte blev i ældre tid kaldt Den store
Adelgade og Djuregade.
Kongen holdt selv øje med
byggeprocessen i begyndelsen. Han fandt mange fejl.
Den 26. juni 1634 skriver Christian
den Fjerde til Rentemesteren:
I de første fem år blev der
bygget 178 boder:
En stor plads opstod i området.
Man tillod at græsset voksede her. Derfor fik det navnet Grønland
(Grønneland).
Det blev brugt som eksercerplads.
Men også som rettersted. Her måtte en tysk fendrik i 1676 lade livet
i galgen:
Den første
bager
Allerede i 1646 blev Abraham
Holtermann udnævnt som autoriseret bager af Christian den Fjerde:
Ballade ved
Majstangen
Skt. Hans aften 1690 havde
man hejst Majstangen i Nyboder. I festens rus snuppede efter sigende
en soldat et eller andet fra en pige, hvorefter nogle matroser for løs
på ham. Snart var et større slagsmål i gang. Matroserne brugte knive
og stænger. Kvinderne kastede med sten. Soldaterne anvendte deres bajonetter
og sabler. Det hjalp ikke, at officererne manede til ro og orden. Adskillige
sårede måtte bæres væk.
Episoden førte til, at vagterne
blev udstyret med morgenstjerner. Forskellige steder blev der opsat
pæle med halsjern. Her blev Forbrydere
stillet op til skræk og advarsel.
Mange værtshuse
Der kom adskillige handlende
i Nyboder.
Ved Toldbodvejen blev der i
1695 både gangsti og kørerbane. Her nedsatte sig adskillige brændevinshandlende.
Man havde mange kunder, især fra Holmen. Men det var i Brokkensbod,
man serverede de største snapse.
Et eftertragtet
Husbrev
”Kongens Hus” i Nyboder
var meget eftertragtet. Man fik et Husbrev
som nærmest var en kontrakt, hvori man kunne opregne pligter og rettigheder.
Fra 1727 ved vi, at et sådant Husbrev
blev givet til dem, der havde gjort sig fortjent til det, eller som
var meget trængende. Hvis man forpligtede sig til at aftjene Marinen
et vist antal år, kunne man også gøre sig fortjent til et Husbrev.
Ofte var der op til 16 personer
i de 45 m2. Og nu var det ikke kun søfolkets ansatte, der boede her,
selv om det nok var hensigten. På et tidspunkt blev husene også brugt
som kaserne for værnepligtige.
Et specielt Nyboder – sprog
Sproget i Nyboder var specielt.
Det var en blanding af det københavnske almuesprog og søfolkenes sprog.
Det var også præget af, at samfundets mest rå klasse havde til huse
her. Mange nyboder – folk trøstede sig også med flasken.
Nyboder – folket dannede
grundstammen på de mange skibsbesætninger, der vandt så mangen et
søslag. Her var også nationalfølelse og kærlighed til konge og fædreland.
Beboerne fik udleveret lys
til at sætte i vinduerne, når der var en festlig begivenhed at fejre
hos kongefamilien. Den følgende dag havde man fri, for man skulle sidde
længe op, for at puste lysene ud.
– Naar den røde Hane galede
over Hovedstaden, mødte folkene fra Nyboder frem i kampen mod flammerne
i København. De viste også deres værd under Københavns brand i 1795,
hvor hele Holmen var omspændt af flammer.
I fængsel
I Nyboder var der en vagt med
tilhørende Hundehul. Her lå også et sprøjtehus. Der var noget,
der var værre end Hundehullet.
Det var hvis man var så uheldig at blive indsat i Gammelhavn.
Hvis man ikke kunne byde på drikkevarer, blev der udøvet vold mod
én fra de andre fangere. Man tog tøjet fra den nye som en slags pant,
såfremt man ikke fandt kontanter. Så skulle man skaffe kontanter,
og så kunne det være, man fik sit tøj igen.
En anden risiko var, at få
Smitsot. Det var snævre, stinkende og usunde fængsler. Her kunne
sygdom let opstå. Fra historien kender man til mange dødsfald i de
danske fængsler.
Borgerne i Nyboder var ikke
underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral.
Kongen bevogtede Nyboders område, som var det et privat område. Magistraten
skulle ikke blande sig.
Man havde svært ved at indordne
sig efter regler og forordninger i Nyboder. I 1705 måtte Livgarden
og Grenaderkorpset haste mod Nyboder for at holde orden.
Sygdom og lidelser
Under krigen i 1710 opstod
der ombord på flåden en smitsom Forrådnelsesfeber, der angreb
mange og medførte døden for de fleste. Henved 6.000 søfolk bukkede
under, heriblandt mange i Nyboder. Men det skulle blive meget værre.
I 1711 kom pesten til København.
En tredjedel af byens befolkning omkom.
Man nedsatte en sundhedskommision,
der skulle træffe foranstaltning til epidemiens bekæmpelse. I Nyboder
blev der ansat en barbermester med en svend, der skulle bedømme kvarterets
sundhedstilstand og sørge for de dødes jordefærd.
De syge skulle med det samme
transporteres til lazaretter og hospitaler. Men det var ikke lige let,
at holde styr på det hele. På Vodrofs Gaard
og ved Ladegaarden talte man om bestikkelse, forbrydelser og
andet uskik blandt patienterne.
Nyboder – folket brød sig
ikke om læger, hospitaler og læger. De ville helst død derhjemme.
Flåden blev holdt i søen
så længe som muligt, og mandskabet led meget under kulden. I november
blev de nødt til at anlægge havn. De raske skulle samles på Nyholm
i en baraklejr indtil pesten var forbi. Men folkene opsøgte deres familier
i Nyboder uden hensyn til pestens rædsler.
Tæt uden for Kastellet
blev der gravet 6 fod dybe grøfter, hvor de afsjælede legemer blev
nedlagt i flere lag og i uafbrudte rækker.
Begravelse i Nyboder
Når sygdom ramte en Nyboder
– mand, blev han omgående indlagt på hospitalet i Nellikegade, hvis
ikke han valgte at ligge syg i hjemmet.
Mange begravelser udgik også
fra Nellikegade. Sørgetoget, hvor enken ikke deltog gik efter gammel
skik gennem afdødes gade. Uden for hjemmet standsede man, og stillede
kisten på nogle skamler. På fortovet var der strøet sand og gran.
Nu kom den sørgende enke ud og lagde en krans på kisten.´, et sidste
farvel.
Sørgetoget fortsatte uden
enken til kirkegården. Begravelse, dengang var helt overladt til mændene.
Deltagere uden uniform lejede som regel sorte sørgekapper. Efter begravelsen
samledes man i det sørgende hjem. Trak det ud om aftenen, serveredes
en Bolle brændt Punch.
Masser af krudt
Et farligt bekendtskab var
Krudtbrænderiet. Midt under belejringen i 1658 opstod der ild i
krudtbrænderens hus. Og ved eksplosionerne, der fulgte:
Også i 1779 sprang der krudt
i Nyboder. Da var det Krudttårnet, der sprang i luften. Resultatet
blev 7 døde og 47 kvæstede. Bygningerne fik skader for 40.000 Rdl.
Men hvor store skaderne egentlig var, er der uenighed om. På gamle
kort kan det ses, at mange huse simpelthen var forsvundet, antagelig
foråsaget af eksplosionen.
Bange for svenskerne
Året 1716 bøde på en meget
streng vinter. Matroserne måtte træde til som vagter ved Øresund.
Man var bange for at svenskerne ville vade over Øresund. Det var en
hård tørn, og matroserne fik først deres løn ved årets afslutning.
Nye huse
Man forsøgte at hensætte
penge. Men under krigen 1709 – 1720 blev der kun hensat 7.000 Rdl.
Det var alt for lidt.
I 1743 oprettede man Nyboders
Fond. Gennem den forsøgte man at få de nødvendige midler til
udvidelse og vedligeholdelse.
I 1757 besluttede man at lade
70 huse opføre mellem Elefantgade og Elsdyrsagde. I 1789 blev
Krokodillegade bygget. Formentlig kort tid efter blev Svane
– og Gaasegade bebygget.
Manglende vandforsyning
og brobelægning
Beboerne havde langt til vandforsyning.
Enkelte brønde fandtes i Adelgade og Borgergade. Man kunne også forsyne
sig fra Kastelsgraven. Kongen befalede, at der skulle føres en ledning
fra Rosenborg Slotshave til Nyboder. Beboerne skulle selv udføre arbejdet.
Fra starten var vejene ikke
brolagte. Det hændte ofte, at belæssede vogne sad fast i dyndet.
Efter 1765 blev der bevilliget
12.000 Rdl. Til brolægningen. Men om man gjorde dette godt nok, kan
man have sine tvivl om. Således måtte Ulvegades belægning laves om
i 1827.
Ingen natrenovation
Indtil 1717 havde man ikke
almindelig dagrenovation. Man kastede bare det hele på gaden. I 1778
bestemte man, at beboerne skulle feje gaderne to gange om ugen. Kommunen
fik også mere system over renovationen. Men helt godt blev det bestemt
ikke.
Rakkeren, der fjernede ådsler
og skarn fra byens gader blev anbragt i forlængelse med Nyboders huse
i nærheden af Rigensgade. Denne person blev betragtet som uærlig.
Han skulle bo fjernt fra almindelige mennesker, som ikke ville omgås
en uærlig person.
Måtte ikke holde værksted
Det var forbudt at holde værksted
i Nyboder, men i de private hjem blev der udført mange forskellige
håndværk. I 1735 fik håndværkerne lov til at arbejde for hinanden,
og i 1784 blev der tilladt at arbejde for alle og sælge til alle.
Bryllup i Nyboder
Nyboder – manden blev gift
i en ung alder. Den udkårende var oftest af samme klasse. Men for at
blive gift, skulle man først have en friseddel af kompagnichefen. Denne
seddel skulle man så fremvise til provsten ved Bremerholms Kirke. Denne
provst skulle forestå vielsen. Inden 8 uger efter denne seddels udstedelse,
skulle vielsen være fundet sted.
Stadsmusikeren skulle have
4 mark for at deltage. Var det det tale om fattigfolk kunne han dog
gå ned til 3 Mark.
Og når Nyboder – manden
var blevet gift, var det ikke en skam at hjælpe til i husholdningen.
Blev man ældre, var man sikret en beskeden pension. Huset og kosten
var ikke en uvæsentlig del af dette.
Fogeden stod i døren
Men nu var alt ikke fryd og
gammen, bare fordi man boede i ”Kongens Hus” Det kneb nemlig en
gang imellem at få udbetalt sin løn. Nogle gange gjorde man oprør
mod dette. Ved udgangen af 1688 var der ikke løn til bådsmændene,
de måtte nøjes med to skjorter i stedet for rede penge. I 1690 havde
mandskabet 187.00 Rdl. til gode, og i 1693 var dette beløb vokset til
267.000 Rdl. Det kunne mærkes i Nyboder.
Fogederne måtte en gang imellem
trække deres våben, når de kom til Nyboder for at kræve ind.
Når man ikke kunne få sin
løn, og fogeden stod for døren var det kun en mulighed, og det var
tiggeri. Men ved en kongelig forordning i 1732 truede man med, at de
hvis koner og børn blev truffet i tiggeri, skulle bortjages fra
divisionerne.
De stakkels arbejdere skulle
møde når som helst på arbejde, når det krævedes af dem. De fik
ikke noget vederlag uden for reglementeret arbejdstid. Protesterede
man, blev man indsat på Bremerholm.
Vedblev man med at være genstridig, kunne Standretten
på stedet dømme én til døden i galgen.
Stor forskel på lønningerne
Der var stor forskel i den
løn man fik i Søetaten. Vi dukker lige ned i lønregnskaberne i slutningen
af 1670’erne. Den årlige indkomst var:
Som tillæg fik bådsmænd
også 12 alen klæde, mens bøsseskyttere og skippere fik 6 alen klæde
hvert år.
Som regel slog lønnen ikke
til for den almindelige arbejder, så måtte konen også træde til.
Størstedelen af de koner man mødte på gadehjørnerne, der solgte
fisk og grøntsager var Nyboder
– madammer.
Lang arbejdsdag
Som regel arbejde Nyboder –
manden udendørs. Når vejret viste sig fra sin værste side, blev der
holdt øje med dispensationsflaget
både på Holmen og Nyboder. Når det blev hejst måtte arbejderne gå
hjem.
Man startede tidlig på arbejde
på Holmen på Christian den Fjerdes tid. Grunden var, at kongen selv
ville føre tilsyn med arbejdernes flid. Det skete ofte kl. 4 om morgenen.
Senere mødte man kl. 4.45
om sommeren, og kl. 8.30 om vinteren. Dog måtte smedene møde noget
før. Hvis man ikke mødte til tiden, så blev de såkaldte brikkepenge
på 10 rdl. Om året trukket fra.
Om middagen havde man 1 –
2 timer fri. Dagens arbejde sluttede kl. 19 om sommeren og kl. 15 om
vinteren. Senere blev den lange middagspause afkortet og fyraften var
så kl. 16.
Bespisning
Alle blev bespist på Spiiseboden,
der lå på Bremerholmen. De overordnede og Nyboder – ansatte,
der var gift, måtte hente deres naturalier på Proviantgården.
Hver mands ration bestemtes nøje, og en Mønsterskriver
kontrollerede om alt gik efter reglementet. Der blev serveret ærter
14 gange om ugen, middag og aften, samt 6 – 8 potter øl pr. mand
dagligt. De må have været tørstige dengang.
Da boden ophørte sin virksomhed,
måtte alle hente deres ration på Proviantgården.
Kosten var beregnet månedsvis:
Selv om man ikke måtte sælge
provianten, gjorde mange det alligevel og omsatte gevinsten til flydende
varer. Blev det opdaget fik man 81 Slag Tamp.
Rettigheder og pligter
Det var ikke nemt at bo i Nyboder.
I 1718 opsatte inspektør Thiellesen en plakat med følgende ordlyd:
Københavns politimester havde
en bemærkning til plakaten, at der ifølge kgl. Forordning af 26.11.
1709 ”må aldeles her ingen svin holdes over 3 dage, eller svinesti
haves under svinenes konfiskation og 10 rdl. straffe”. Desuden foreslog
han, at brandvæsenet, der under hans direktion ligesom renovationsvæsenet,
forårsager, at plakaten skal udsendes i politimesterens navn og i overensstemmelse
med politiforordningerne.
Kvinder med skarp tunge
Kvinder kunne blive dømt
for at bruge en skarp tunge. De kunne blive dømt af Holmens
eller Skibsofficerernes Ret. Manden kunne, når han kom hjem fra
arbejde, se hans kone under Mængdens spot og spe bære
”Fiddellen”. Dette ”instrument” var formet som en violin.
Klager over naboer kunne ikke
undgås i så stort et område som Nyboder, og det kunne både gå ud
over konerne og deres mænd. Det var således galt i 1717 i Elefantslængen
nr. 5, hvor en arkelimester boede i hus med en tidligere bøsseskytter.
Arkelimesterens kone klagede over, at hun ikke kunne være i fred
for den anden kone, Kristine, der skældte hende ud for alt muligt
og endog gik på hende med hug og slag, så hun i sin mands fraværd
ikke kun få fred. Klagen blev fulgt op af 7 andre arkelimestres koner,
der boede i samme længe.
Resultatet blev da også, at
bøsseskytter Erich Madsen Trundhjem
blev udsagt af huset på grund af hans kones uforligehed med
naboerne.
På samme måde gik det samme
år for profos Jan Job i Rævegade 32, der dagligt holdt et
meget uskikkelig hus med skælden og
smælden og værre med eder og banden.
Desuden havde han truet med at gøre en ulykke, hvorfor den anden beboer
i huset var bange for sin familie. Også han fik vidner fra naboer og
genboer om det ukristelige liv profossen
førte, hvorfor resultatet også førte, hvorfor resultatet også her
blev en udvisning af huset.
Tappenstregen
Der skulle være ro i Nyboder
inden Tappenstregen. Denne bestod af tre vægtere med lange lanser
og en trommeslager. Den drog ned af Borgergade, Delfingade og hjem af
Rigensgade. Ingen officerer eller menig måtte vise sig på gaden efter
at trommerne havde lydt. Hvis det var nødvendigt at færdes i området,
måtte man have en passerseddel. Men også her var Nyboder – folket
ret kreative. Hvis de kom for sent hjem fra værtshuset vidste de godt
i hvilke gader de under ingen omstændigheder måtte vise sig.
Men det var også et spørgsmål,
om man turde vise sig ude i Nyboder, når der var bælg ragende mørkt.
Fjernelse af 1 stk. hest
Hvem skulle betale hvad og
hvorfor? Ja det var ikke altid lige let, at lave regnskab dengang. Kort
efter årsskiftet i 1703 kom to gardere med hest gennem Nyboder. Pludselig
faldt hesten død om på Nellikevej, hvorefter garderne flygtede ind
mod byen. Man kunne ikke få navnene på garderne. Natmanden ville ikke
fjerne hesten uden forudbetaling. Inspektøren i Nyboder fik så at
vide, at han selv måtte sørge for hestens fjernelse og i øvrigt føre
udgiften på sit eget regnskab.
Nyboder
– folket uønsket
Nyboder – folket var ikke
velset så mange steder. Man sagde om dem, at de gik tarvelig klædt
og at de opførte sig hensynsløs. I 1747 forbød Hofmarskallatet,
at de ikke måtte benytte Frederiksberg Have. I 1750 måtte de
heller ikke betræde voldene, og senere måtte de heller ikke vise sig
på broerne. De blev sat lavere end den laveste almue.
To
– etagers huse
I 1756 begyndte man at bygge
i to etager. Dimensionerne blev lidt større. De sidst opførte to –
etagers længer blev opført i Ulvegade og Bjørnegade. De vakte opsigt
med deres moderne udstyr. Beboerne kunne dog ikke rigtig lide de blyindfattede
ruder.
Ballade
Ofte var det kampe mellem matroser
og marinere, således også i 1759. Det startede som regel i Adelgade
og endte med adskillige sårede og døde. Så sent som i 1807 var der
kampe.
Her angreb marinere med geværer,
Nyboder. Deres fjender havde kun sten til at forsvare sig med. Beboerne
lukkede sig inde bag vinduesskodderne. Men marinerne trængte ind i
husene og mishandlede beboerne og voldtog kvinderne. Nyboders vagt blev
taget med storm, Skilderhuset forsvandt og arbejdsklokken lød. Efterfølgende
gjorde marinerne mytteri på Trekroner.
Da Struensees fjender i januar
1772 sejrede, var der almindelig glæde i Nyboder. Men i sejrsrusen
blandede man sig med Byens pøbel og udplyndrede 60 Steder.
Mange havde sikkert misforstået
Struensee og dem der efterfølgende overværede den brutale henrettelse
af ham, vendte slukøret tilbage til Nyboder.
Det dybeste mørke
Det dybeste mørke spredte
sig over kvarteret. Mens den øvrige by havde kendt til gadebelysning,
indførtes der i Nyboder kun en sparsom belysning med søvninge tranlygter
i 1800 – tallet. Tre Spaanehaugsmænd fik i 1803 det hverv
at passe dem.
Fester og udflugter
Den største fest i Nyboder
var den der blev afholdt på Valborgs Dag.
Så blev Majstangen hejst.
Om søndagen tog man ud i naturen
– til familiehaverne i Pileallé, hvor man spiste den medbragte mad.
Bagefter tog man en tur i Frederiksberg Slotshave., hvor man kunne være
så heldig, at se Frederik den Sjette sejle i kanalerne med kone og
børn, roet af fint uniformerede Nyboder – mænd.
Mange tog også en tur i
De fattiges Dyrhave ved Kalkbrænderiet.
Her var rigtig liv og rigtige abekatte.
Måske tog man en tur i Classens Have med madpakken. Her var der udsigt
over Øresund.
Højdepunktet var den årlige
tur til Dyrehavsbakken. Hjemturen var drøj. Småkårsfolk havde
ikke råd til at benytte kaperkuskene. Når man så skulle bære de
små, ja så var vejen lang.
Lejen var ens
Lejen var ens for alle huse.
I 1870 var den på 60 rdl. årligt. Beløbet blev fratrukket, når man
fik udbetalt løn. Boligen var ofte en del af lønne. Den øvrige løn
kunne bestå af mundering, sygepleje, skolegang for børnene og kost.
Skolegang i Nyboder
Allerede i 1621 stiftede Christian
den Fjerde Holmens Skole eller Korskolen. Dens hovedformål
var at uddanne kordrenge til Holmens Kirke. I 1800 blev Korskolen
lagt sammen med Laksegadens Skole.
Nyboder Skole var Københavns
første almueskole. Undervisningen var gratis og skolegangen var frivillig.
Det skulle alene være lysten til at lære noget, som fik børnene til
at søge skolen.
I 1711 fik skolen et legat
på 600 Rdl. Fra 1714 blev renterne delt mellem skolemesteren og børnene.
I 1721 underviste skolen 50 børn. Her blev det nævnt, at skolen fyldte
tre Nyboder – huse.
I 1759 var man oppe på 60
børn. Alt imens gik 300 – 400 børn rundt på gaderne:
Mange forældre holdt deres
børn tilbage, fordi de skulle være med til at tigge om føden. Og
om vinteren blev mange børn holdt tilbage. Det var simpelthen for koldt
i skolestuen. På et tidspunkt blev skolen nævnt som Broens Skjole.
To fattigskoler blev oprettet
omkring 1730’erne. De var beregnet for tiggende og vaneagtige børn.
Den ene lå i et lejet hus i Adelgade, senere i en bygning mellem
Salvie – og Bagerensgade. I 1798 overgik disse skoler til Fattigvæsenet.
I 1786 havde Nyboder hele seks
skoler, beregnet til 100 drengebørn. Undervisningen foregik efter en
plan som kapellanerne ved Holmens Kirke havde udarbejdet. De mange små
skoler umuliggjorde dog en ensartet undervisning.
I fast tjeneste
I 1816 indrettedes i Gaasegade
lokaler, hvor 24o drenge, kunne undervises. De var alle i ”fast tjeneste”
og fik uniform og kost. For dem, der ikke ville i ”fast tjeneste”
åbnedes der i 1820 i Svanegade en skole, beregnet til 160 drenge.
Man begyndte i skolen som 8
– årig. Uniformen bestod af en temmelig høj hat, en blå trøje,
hvide lærredsbukser og sko med snørebånd. De to første år fik man
hver måned 2 ½ skræppe rug. De næste to år fik de fuld kost og
4 mark om måneden. De sidste to år blev de Kompagnidrenge
og fik 7 mark om måneden.
Efter endt skolegang overgik
drengene til Holmen eller Flåden som lærling. Som 20 – årig var
han udlært. De næste 20 år var han stavnsbundet til Flåden, som
tak for godtgørelserne.
Det var velset i de små hjem
i Nyboder, hvis deres søn kunne klare det, Han kunne så bidrage til
husholdningen. Så var det bare ærgerligt, hvis man fødte en datter
Når drengen kom fra skole
måtte han ofte hjælpe pigen hos en eller anden officer med at bære
vand, kløve brænde. Ja somme tider måtte han møde kl. 5 om morgenen
for at børste støvler.
Pigeskoler
Efter 1786 var Laksegades Korskole
den eneste skole, hvortil Nydboders pigebørn havde adgang. Efter 1810
fik de også adgang til skoler i Klærkegade og Hoppeslænge.
I 1857 – 1858 flyttede pigeskolerne
til en fælles skole på hjørnet af Borger – og Kamelgade.
I 1874 blev Nyboders skolevæsen
nedlagt.
Fra 1878 have marinen ikke
nogen skole under deres bestyrelse, idet søetatens børn søgte kommuneskoler.
Den engelske belejring
Under englændernes belejring
slog projektilerne hyppigt ned i Nyboder. En masse matroser var ude
på søen i kamp mod englænderne, og mange deltog i kampen i Classens
Have. Under belejringen var der masser af lovløshed på Nyboder. Der
blev spillet om penge på de forskellige brandtomter.
Konerne solgte kogte varme
kartofler, så ikke uden grund blev Adelgade omdøbt til Kartoffelkysten.
Men Adelgade blev også kaldt
Tyvetorvet. Nyboder var, for at bruge et moderne udtryk, visitationsområde.
Her fandtes adskillige tyvekoster.
Nyboder – folket gik sammen
med studenterne til general Peymann på d´Àngleterre. De forlangte
at blive kørt ud til fjenden og dø med ære. Men Peymanns svar var
bevæbnede soldater der blev sendt ud for at rydde Torvet
– under stor tumult.
Efter at belejringen af englænderne
var ophørt, kom der mere ordnede forhold i Nyboder.
Søettatens Hospital blev opført
1806 – 1806 mellem Balsam – (Olfert Fischersgade) og Nellikegade
(Fredericiagade)
Husbogen
I 1816 fik hver selvstændig
beboer en husbog, hvori han skulle indskrive alle husets beboere. Husbogen
bevirkede også, at en del ukvalificerede samme år blev udvist af Nyboder.
Staklerne var dømt til at blive husvilde.
Laugene forstod det ikke
Det travle håndværkerliv
i Nyboder blev ivrigt fulgt af de forskellige laug i København. Således
udsendte Rebslaugenes oldermand i 1840 en skrivelse:
Allerede i 1785 blev det bevilliget,
at i stedet for at give Nyboder – manden en ordentlig løn, fik de
tilladelse til at fremstille og sælge grove trøjer, lærreder, dynevår,
gulvtæpper m.m.
Kongelig højhed på jagt
efter græsenker
En københavnsk spækhøker
foreslog i 1841, at samle alle Københavns letlevende damer i den af
Nyboders længe, der lå nærmest ude mod porten og volden.
Og så gik rygterne på, at
en Kongelig Højhed gik rundt og jagtede græsenker i Nyboder.
En enkelt gang skulle han have fået en endefuld af en af de skønne
græsenker.
Kolera i Nyboder
I 1853 rasede koleraen i København.
Efter signende opstod det første tilfælde i Nyboder.
Nyboder var dog det kvarter,
der først fik indrettet en station,
hvor menigmand kunne rekvirere lægehjælp og medikamenter. På skibskirkegården
blev der oprettet et kapel
Byggespekulation
Efterhånden tabte Nyboder
terræn. I 1845 blev en stor grund solgt til et børnehospital og i
1864 forsvandt yderligere grunde. Et nyt kvarter var opstået herude.
Ved bortsalg 1853 – 1878
afhændedes så meget af det sydlige kvarter, at Nyboders areal nærmest
blev halveret.
Længe efter længe af Christian
den Fjerdes boder sank i grus. Byggespekulanterne havde nået Nyboder.
På tomterne rejstes i 1868 Frimurerlogen, i 1877 St. Pouls Kirken og
de høje grimme boligkaserner. Bystyret burde nok ikke på denne måde
have fjernet disse historiske minder.
I 1856 blev Søetatens Pigeskole
opført mellem Haresgade og Kamelgade (Gernersgade). I 1869 blev den
omdannet til kadetskole.
Nyboder skulle
udryddes
I 1865 foreslog den kendte
arkitekt, kammerherre Meldahl, at resterne af Nyboder skulle
jævnes med jorden. Også forfatteren Johannes V. Jensen syntes, at
Nyboder skulle forsvinde.
Kierkegaards syn på Nyboder
– piger
Når Søren Kierkegaard gik
i Frederiksberg Have var han ikke blind for Nyboder – pigernes ynde.
Han skrev om dem:
Fra hvid til gul
I de resterende huse blev der
efterhånden lagt trægulve. De gamle ovne, der fyldte så meget, blev
erstattet af kakkelovne. Husenes farve blev i 1860 forvandlet fra hvid
til den hyggelige gule farve. I 1890 kom der endelig et ordentligt kloaksystem.
Gas og vand blev indlagt og vandposterne i gaderne forsvandt.
De gamle vejnavne forsvinder
Det var stadskonduktør, ingeniørkaptajn
og vejviserens grundlægger, Krak, der havde ansvaret for at de historiske
gadenavne på Nyboder forsvandt. I 1869 lykkedes det ham at få Lavendelgade
og Hjertelængen omdannet til Klerkegade.
Seks gader, Blancogade, Akadiegade, Kaninlængen, Bjørnegade, Nellikegade
fik det nye navn Fredericiagade.
Marineministeriet tog initiativ
til at afskaffe navnet Kamelgade, der tillige med Meriansgade
blev til Gernersgade.
I 1897 blev Bryggerlængen,
Ulvegade og Balsamgade slået sammen til Olfert Fischersgade.
Leopardlængen, Elefantgade
og Tulipangade blev til Suensonsgade.
I 1891 havde St. Poulsgade
opslugt Salviegade, Enhjørningsgade
samt Lorentzensgade. Den sidstnævnte var opkaldt efter en af
byggematadorerne H.P. Lorentzen.
Det var Frederik den Ottende, der havde lovet at opkalde en gade efter
ham.
Ikke i Nyboder – stil
I 1900 ophørte Søetatens
Hospital. Dets virksomhed for epidemistiske sygdomme blev overført
til det nye hospital på Tagensvej.
I 1903 blev der opført embedsboliger
for marinens officerer på St. Pauls Kirkeplads. Den var opført i 3
etager – i røde mursten. Og mindede slet ikke om Nyboders byggestil.
I 1914 – 1918 satte adskillige
Nyboder – folk livet til ved uskadeliggørelser af miner.
Elektrisk lys til Nyboder
Elektrisk lys blev først indført
i Nyboder i 1917. Og i 1923 ophævedes Nyboders populære politikorps.
Korpsets opgave var blandt andet, at hjælpe til rette, når der var
syge og døde. Hvert år gik korpset husene igennem for at bedømme,
om boderne trængte til reparation.
Sorte skyer over Nyboder
I 1930 blev Nyboders 300 års
jubilæum (Var det ikke et år for tidligt?) fastholdt. Kommandør I.C.D.
Bloch sagde ved den lejlighed:
Samme år blev Kronprinsessegade
ført igennem Nyboder. Eksistensen var truet.
Kilde:
– Se litteratur Nyboder
Dato: april 30, 2021
Hvad læses der mest – april 2021
Hvad med foredrag? Det er grænser for, hvad man skal finde sig i. Vi hjælper gerne, hvis vi kan. 10 nye artikler i april. Status på hjemmeside: 1.723 artikler. Hvor kan man læse/høre/se dengang.dk’ s artikler. Se liste over podcast’ s over dengang.dk’ s artikler. Hvem læser vores hjemmeside. Hvilke byer? Top – 100 i april – de mest læste artikler.
Hvad med Foredrag?
Ja sådan er vi blevet spurgt i den sidste tid. Og det gælder både forenings – foredrag og offentlige foredrag. En masse er igen blevet aflyst. Der er selvfølgelig dato på nogle af de kommende. Men det hjælper ikke at oplyse om disse. For om de afholdes, ja det er lige spørgsmålet.
Og så skal de aflyste foredrag så lige passes ind i kalenderen.
Der er grænser for, hvad man skal finde sig i!
Egentlig var vi glade for, at vi havde fundet en gruppe, hvor vi kunne sprede vores artikler om Besættelsestiden. Vi kunne også se at der var stor efterspørgsel efter dem. Men det hele hjælper ikke noget, hvis administrator ikke griber ind over for uforskammede kommentarer. Det gider vi simpelthen ikke at finde os i.
Vi har ikke det mindste imod kritik, men fortolkningen af historien på Facebook har efterhånden ret vide rammer. Her er alt efterhånden tilladt. I hvert fald i nogle grupper.
Nu får vi dog også mange positive tilkendegivelser og tak for dem.
Vi hjælper gerne – såfremt vi kan
Der kommer hele tiden mange forespørgsler om hjælp. Og vi hjælper gerne. Nogle forventer også at vi undersøger diverse ting. Det gør vi dog ikke. Og vi foretager heller ikke slægtsforskning. Men tak for alle henvendelser.
Nye Artikler – April 2021
Det blev til 10 nye artikler i april måned:
Status på Hjemmeside
Du har nu mulighed for at se 1.723 artikler på vores side. Når noget nu står i parentes, så betyder det at du kan nogle artikler om samme emne spredt ud over hele siden. Det var så inden, at vi fik den inddelt som nu.
Hvor kan man ellers læse/høre og se – dengang.dk’ s artikler?
Ja sådan har en læser spurgt. Mange andre forfattere har ”lånt” nogle af vores artikler. Nogle er også blevet omtalt i diverse aviser, lige som vi selv har bidraget med artikler i diverse publikationer. Vi har skrevet tre bøger:
På YouTube kan du finde et indslag, hvor vi præsenterer årets julegaver på bogfronten – det er godt nok mange år siden.
Og her kan du også finde to videoer på ca. 40 – 48 minutters længde hver. Det handler om Ladegården og åen – et foredrag afholdt i Stefans Kirken. Dertil er der en masse skønne fotos fra åen gennem tiderne.
Dette er produceret af Kanal Nordvest og Miljøpunkt Nørrebro.
Ja så har KNR – Københavns Nærradio produceret en masse 30 minutters podcast, som du kan finde her
Her er en oversigt over, hvad du kan høre af historier fra vores hjemmeside:
Status Facebook
Hvem læser vores Hjemmeside?
Hvilke byer ser vores hjemmeside?
Byer som Nordborg, Padborg og Ribe var lige ved at nå at komme på listen.
TOP-100 – April – De mest læste artikler
Dato: marts 31, 2021
Hvad læses der mest – marts 2021
Det blev til 9 nye artikler i marts. Nu er vi oppe på 1.712 artikler. Mange oplevelser på Facebook. Vi har selv slette 5 artikler. Folk begyndte at angribe hinanden. 5 andre artikler er blevet sletter i andre grupper af diverse administratorer. Ikke alle accepterer, at man ikke kan hjælpe med et problem. Men det er godt at nogle kan bruge vores artikler. Og hvilken artikel er blevet nr. 1 på Månedens Top – 100
Nye artikler i marts måned:
I denne måned var vi beskæftiget med artikler Fest og støj i København, Den danske model i fortid og nutid, Social Dumping og om Bankskandaler. Det var artikler til andre medier, hvor der også krævet en del research. Dette gik så ud over mængden af nye historiske artikler på dette medie. Men det blev da et par stykker. Og husk, at når der står (b) bag ved, så er det en ny-redigering af en tidligere artikel.
Det er jo sådan, at der stadig er nogen der kalder os for ordblinde og lignende. Det var fra dengang, vi under mere primitive forhold lavede hjemmeside. De artikler, vi lavede dengang, er også at finde her på siden. Og dem forsøger vi så at ny-skrive:
Oplevelser på Facebook
Vi forsøger hele tiden at skabe interesse for vore artikler. Også de lidt ældre artikler. Derfor er det altid rart, hvis vi kan komme ind i nye grupper. Men det er nu ikke altid lige let. Således er artikler blevet afvist i sidste måned. Nogle helt uden grund. Andre fordi det foto, vi havde lagt ved artiklen, var for ny. Et andet foto havde man bragt på et eller andet tidspunkt og det uanfægtet at teksten var ny. Et andet sted havde man bare ignoreret artiklen og så henvist til en meget mindre artikel om samme emne i en avis. Den medsendte artikel blev så bare gengivet som et link.
Et tredje sted blev vi efter at have bragt et par artikler med stor respons fra det pågældende lokalområde bedt om at holde igen og så kontakte administrator om, hvad vi i fremtiden havde tænkt os at komme med.
Men egentlig kan man jo bebrejde administratorerne i diverse grupper. Man har nogle retningslinjer, som man går op i og det skal overholdes.
Glædeligt er det så at vores artikler om besættelsestiden nu bliver optaget i et par grupper. Disse er før blevet afvist i andre grupper. Man har ikke kunnet acceptere undertegnedes måske skæve vinkel på besættelsestidens historie.
Og så har vi måttet slette fire indlæg. Interessen var der. Og stor diskussionslyst glæder jo altid ”Den Gamle Redaktør”. Men diskussionen gik nu for vidt. I det ene tilfælde endte de med at de sorte mænd i Corona-debatten blev sammenlignet med HIPO – folk og Mette Frederiksen med Hitler.
I et andet tilfælde var der en artikel om et bombeattentat mod en venstreorienteret aktivist som blev dræbt. Diskussionen kørte helt af sporet. Folk truede hinanden og der kom til en debat om, hvem der var bedst – højre – eller venstreorienterede.
En artikel om Tyskerpiger endte med en diskussion om børn i Syrien. Og så får man en over nakken, fordi jeg tillader mig at skrive at Frits Clausen var en afholdt læge. Andre mener, at jeg har skrevet for mange artikler om denne.
Så blev man beskyldt for at hvidvaske historien, fordi en artikel om NSDAP -N (det tyske mindretal) og DNSAP ikke behagede alle. Det er ikke velset at man skriver om nuancer i Frits Clausens historie. Ofte glemmer folk at man jo har brugt masser af kilder til ens beskrivelse. Folk er for hurtige til at dømme med den sort/hvide retorik. Der er masser af gråzoner i historien.
Men når sådan noget opdages, ja så sletter vi med det samme.
Det er klart, at når ens tilgang til historien måske er mere anderledes end de fleste, så opstår der nødvendigvis en diskussion, hvor man oplevere at ikke alle er enig med undertegnede. Og det er i grunden helt i orden. Kritik er altid velkommen.
Men mange gange er det meget tydeligt, at folk kun har læst brødteksten og ikke hele artiklen, når de klager.
Det sker, at man i brødteksten laver en fejl. Og det er en katastrofe hvis det er et årstal. Men hvis man nu henviser til, at det rigtige årstal står inde i teksten og at man rent teknisk ikke kan ændre det og folk så bliver ved, ja så sletter jeg også hele indlægget.
Det er klart at ens artikel skal ledsages af et foto, der helst skal stå knivskarpt. Det kan have sine udfordringer. Men ofte oplever man at fotoet får mere opmærksomhed end selve artiklen.
Ofte opleves det som om, at man bliver gjort ansvarlig for at kommentarerne løber af sporet. Og det er jo egentlig administrators opgave at regulere denne.
Når man ikke kan hjælpe folk
Vi får mange henvendelser både pr. telefon, mail eller Messenger. Og det er langt fra alt som vi kan svare på. Måske har vi haft et andet fokus på en artikel og ikke tænkt på det som spørgeren har fokus på. Det kan også være at spørgeren har nogle nye informationer, som vi ikke kender til.
Vi forsøger i de fleste tilfælde at hjælpe så godt vi kan. De allerfleste er taknemmelige for et svar. Men der findes desværre også dem, der giver udtryk for mishag fordi vi ikke kan komme videre med et spørgsmål. Når det kommer så vidt, så gør vi kort proces. Det er et spørgsmål om prioritering og tidsforbrug.
Husk på, vi har i nogle tilfælde været på arkiver eller forsket i diverse bøger eller artikler for at kunne frembringe en artikel om et bestemt emne. Og i de nyere artikler har vi en god kildehenvisning. Vi har også nogle Litteraturlister, hvor spørgerne kan finde mere om deres emne.
Godt at man kan bruge vores artikler
Vi kan se at diverse forfattere bruger vores artikler. I denne måned så vi også, at Berlingske citerede os for noget, vi havde skrevet. Endvidere har Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv brugt en af vores artikler i deres årsskrift.
På Facebook deles vore artikler også flittigt, og det er vi glade for.
Teknisk Problem
En læser modtager vores indlæg på Facebook, dobbelt. ”Den Gamle Redaktør” forstår godt at det kan være irriterende. Men hvordan løser man lige det problem. Indrømmet – ”Den Gamle Redaktør” er ikke den store tekniske begavelse.
Vi har tidligere fået klager fra nogen, der ikke ønsker vores indlæg, men alligevel får dem. Heller ikke dette problem kan løses herfra. Man må gå ud fra, at man har ”foretaget en handling”, der gør at man får indlæg på Facebook her fra dengang.dk-
Lidt Statistik
TOP – 100 – De Mest Læste Artikler – Marts 2021
Hvis nu vi havde taget ikke almindelige artikler med, så ville NYHEDER, hvor du kan læse denne artikel komme på førstepladsen.
Overraskende er placering 1 og 3. Vi ved, at der et link på Wikipedia under Bandekriminalitet. Og vi ved, at der er lavet film om episoden på Titangade. Også placeringen på 5 er overraskende. Her må der være en gruppe, som har delt denne artikel. Det samme gælder for placering nr. 2 og nr. 7.
Dato: marts 27, 2021
Østerport – endnu mere
Østerport flyttet et par gange. Et nyt overraskende fund. I 1708 placering ved Østerport Station. Det var ikke Pelli, der tegnede porten. Det var Marselis. Men der blev brugt for meget sand og for lidt kalk. Ingeniørofficererne var utilfredse. Det nye hvælv styrtede ned. Alvorligt uheld på broen. Brandenburg var døende. I 150 år blev den nye Østerport benyttet. Et flot skue. Porten blev senere ændret.
Østerport flyttet et par gange
Vi har allerede skrevet en historie om Byporten Østerport, men nu får du endnu mere. Den oprindelige port lå, der hvor Østergade munder ud i Kongens Nytorv.
Senere blev den flyttet et par gange, først i den modsatte ende af Torvet, hvorfra landevejen gik til Helsingør. I 1377 blev den kaldt for ”Den Røde Port” og var en del af den fæstningsvold, som lå hvor Kongens Nytorv ligger i dag.
Dette tyder på at porten var malet rød eller var opsat i røde mursten.
Et nyt fund
I december 2010 udgravet arkæologer den oprindelige Østerport. Man fandt bl.a. et udhugget løvehoved, som man regner med, var portens oprindelige udsmykning. Det var opfattelsen, at byporten her var genopført af Christian den Fjerde. Men dateringen af fundlagene omkring porten viser, at fundet stammer fra perioden 1300 – 1500-tallet.
Arkæologerne kunne dog se at fundamentet til den gamle byport var ødelagt. Og det skyldtes at Christian den Fjerde lod opfører en ny byport oven over den første. Måske finder man frem til fund fra den allerførste byport fra 1294 som skriftlige kilder beretter om.
Resterne af porten, der er af kalksten, er ikke fundet lige ved Strøgets udmunding i pladsen, hvor arkæologerne havde troet, den lå. Det var en smule sydligere.
I 1708 placering ved Østerport Station
Med anlægget af den nye bydel Ny-København. I 1647 blev porten atter flyttet. Denne gang blev den placeret ved den nuværende Rigensgade.
Omkring år 1700 blev Helsingørvejen omlagt og blev til Store Kongensgade. Nu blev porten igen flyttet. Den kom til at ligge nord for Østerport Station, hvor Øster Voldgade møder Oslo Plads.
Det var i 1708 at Frederik den Fjerde lod Østerport genopfører.
Her ved porten stod konsumtions-betjentene gennemsøgte vognlæssene. Med en lang, tynd jernstang, blev der stukket ind i læsset. Der blev undersøgt om der var gemt noget derinde.
På gamle billeder kan det ses, at Østerport var mere enkelt udsmykket end Nørreport med plastre og kugler. Man kan også se to vagtbygninger. Det kunne godt ligne, at man havde lavet en vippebro. En træoverbygning er kommet til i 1745.
Velkommen til Domenico Pelli
Inden vi nu går videre med vores historie, skal vi hilse på Domenico Pelli. Han kom hertil i 1688 for at medvirke til moderniseringen af fæstningsforsvaret ved rigets sydgrænse. Han havde medvirket ved ny-befæstningen af Strassbourg. Også hans far havde medvirket. Og denne havde endda skrevet en bog: ”Håndbog i militær og civil bygningskunst”
Pelli junior fik store opgaver først og fremmest i Holsten. Han stod således for Rendsborgs fæstning. Han kom også til Kronborg, hvor såvel Scholten og de Balagny stod for arbejdet 1688-1691. Den kongelige bygmester Hans van Steenwinkel var død i 1700.
Det var ikke Pelli, der byggede Østerport
Da der i 1702 skulle bygges et krudttårn i Kastellet overlod man det til Pelli. I det sjette bind af O. Nielsens ”Københavns Historie og Beskrivelse” fra 1892 kan man læse følgende:
Antagelsen er rimelig med forkert. Alligevel har Pellis navn været tilknyttet til denne port i adskillige beskrivelser.
Marselis tegnede porten
Frederik den Fjerdes bygningsinspektør hed Wilhelm Frederik von Platen. Det var ham, der var portens arkitekt. Han hentede polskfødte arkitekt Christof Marselis, født i Polen. Ud fra de erindringer Marselis har efterladt sig, fremgår det, at Marselis fik opgaven, da Østerport skulle tegnes. Men han stod også for opførslen.
For lidt kalk og for meget sand
En dag, hvor Marselis indfinder sig på arbejdspladsen, konstatere han, at der er kommet for lidt kalk og for meget sand i mørtelen. Han gør indvendinger, men bliver afvist. Han hævder dog, at hvælvet ville falde ned. Han beskyldte entreprenøren for bedrageri. Det kom til en injuriesag, som Marselis tabte. Man forlangte at han fik en skriftlig undskyldning. Marselis ville ikke nævne entreprenørens navn. Men det var Ernst Brandenburg og han fik 5.069 rigsdaler for sit arbejde.
Ingeniørofficererne var utilfredse
Ingeniørofficererne var ikke tilfredse. Deres tegninger og overslag blev kasseret. Sådan var det også da Garnisonskirken blev bygget.
Officererne kritiseret hvælvet meget kraftigt. De mente, at det faldt alt for lavt. De mente at kun tøndehvælv kunne klare vores klima. Man sikrede sig flere steder ved at give portene overbygninger med saddeltag og gennemkørsel i voldgravens niveau.
Hvordan det ulyksalige retsopgør mellem Marselis og Brandenburg forløb er ikke klart. Men Marselis var blevet tvunget til at underskrive en undskyldning.
Det nye hvælv styrtede ned
Men et par dage efter kom nogle kendte forretningsfolk ham i møde og gratulerede ham med at han havde fået revanche. Ved ni – tiden om morgenen var kommandanten general de Cormaillon med kongen og gehejmeråd von Platen redet ud til den ny Østerport for med øjne at se det:
Og det var af det helt nedstyrtede nye hvælv. Det lå nu pladask på vejen gennem porten. Og den ”halve” by var vandret dertil for at beskue skaderne.
Arkitektens høje chef, gehejmeråd von Platen mente, at Marselis nu kunne triumfere.
Alvorligt uheld på broen
Porten blev bragt i orden. En aften kørte Brandenburg en aften en tur kort før at porten blev lukket. Han kom udefra i en lille let tohjulet vogn (kariol). Og så gik det galt. Han blev skubbet ud fra broen, der førte til porten og ned i den brede tørre grav. Vognen var blevet ramt på den smalle plankebelagte bro af en larmende bondevogn, som rasede ud af byen. Det var halvmørkt. Det hele gik meget hurtigt. Ingen så hvad der skete.
Porten var smækket i efter bondevognen.
En time senere runderede vagten terrænet foran den lukkede port. Det var helt mørkt. Men vagten melder til den vagthavende officer, at det spøger i voldgraven! Officeren sendte nu folk ud med lygter.
Man fandt hesten dræbt og vognen splittet i tusinde stumper. Manden der kørte den var endnu i live. Kommandanten, der fik at vide, hvem der var, beordrede porten åbnet og Brandenburg bragt hjem.
Brandenburg var døende
Han levede endnu et år og kom til forståelse med Marselis. De havde arbejdet sammen en halv snes år, så forsoningen gjorde godt.
Brandenburg var sengeliggende. Marselis blev sendt til ham under hans sidste svære sygdom i et ”kongeligt ærinde”. Han førtes til hans seng for tjenesteligt at forelægge ham en sag, der krævede besvarelse. Ved den lejlighed beskylder Brandenburg sin kone for at udgive ham som syg. Han havde aldrig været syg. Og det var aldeles ikke rigtig, at han var dødssyg.
Marselis kom i vildrede, men lægen som var til stede, hviskede ham i øret at patienten allerede var på vej i sin dødskamp. Det svar som Marselis skulle have haft fik han aldrig. Han trak sig tilbage og afgav forklaring om det skete. Da han for anden gang blev sendt afsted var det for sent.
Med et ”Gud være os nådig” sluttede Marselis sin fortælling. Ernst Brandenburg blev bisat i Sankt Petri Kirke den 14. november 1713.
I 150 år blev den nye Østerport benyttet
Porten blev nedrevet i 1857. Men i 150 år blev porten flittigt benyttet af rejsende, der ville ud til Nordsjælland og af andre, der skulle ind til byen. De sidste kom straks efter gennemkørslen til et græsklædt område, der kaldtes Grønland. Til midten af 1700 – tallet dannede det en del af det frie åbne felt (Esplanaden) mellem Kastellets glacis og bebyggelsen.
Et flot skue
Kongens operahus lå ligefrem for dem, der kom ind ad porten og kørte videre af den nyanlagte forlængelse af Store Kongensgade.
Det vældige teater, der løftede sig højt over bydelens huse, var med facadernes pilastre i stor orden blevet til under von Platens ledelse.
Østerport blev den tidssvarende entré til dette vidunder i lige så stor orden som port bygningen ved en kordongesims var opdelt i to ”etager”. De to et – etagers huse med vagt og portnerbolig, der flankerede indersiden af porten, var også pilastersmykkede.
Porten blev ændret
Ingeniørerne havde i 1704 tænkt sig at lægge et svært egetræsdæk over porten. Det fik von Platen forpurret. Men efter hvælvets sammenstyrtning kunne planen måske være taget op igen. På diverse tegninger og malerier kan vi se, at der skete en ændring.
Kilde:
Dato: februar 28, 2021
Hvad læses der mest – februar 2021
Der kom 16 nye artikler i februar. Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser. Facebook med mange misforståelser. Dårlig opløsning. Du må gerne dele med kildeangivelse. Stor fremgang på Facebook. Statistik fra vores hjemmeside. Hvilke dele af Danmark og hvilke byer læser www.dengang.dk. Februar-måneds Top-100.
Ny artikler i februar 2021
Vi kan ikke mere svare på alle henvendelser
Efterhånden får vi dagligt så mange henvendelser, så vi bliver nødt til at prioritere. Det skal ”Den Gamle Redaktør” være den første til at beklage.
Vi kan ikke bremse notifikationer fra os på Facebook, for eksempel fra folk, der ikke mere ønsker, at modtage vores Facebook – opslag, fordi man er utilfreds med vores historieopfattelse. Her må man selv tage affære.
Vi svarer heller ikke på henvendelser fra mere eller mindre velmenende læsere, der mener, at ”Den Gamle Redaktør” er ordblind, bruger forkerte vendinger eller direkte tastefejl. Det kan faktisk godt være at dette er rigtig. Men når man ser nederst i henvendelsen, ser at det er fra et kommunikationsbureau, der tilbyder deres assistance for penge. Disse henvendelser modtager vi mange af.
Vi skal på dette sted gentage os selv. Vores hjemmeside har været gennem tre forskellige former for hjemmesider. Nogle af artiklerne er ikke særlig pæne i opstilling. Og i en periode kørte vi også uden stavekontrol. Som tidligere nævnt forsøger vi at ny-redigere disse artikler, men det skal ikke forhindre os i rent tidsmæssigt at skrive nye artikler. Ny-redigerede artikler har fået et (b) bagved. I februar vil den opmærksomme læser kunne se, at vi har ny-redigeret 5 artikler.
Der kommer også en del henvendelser omkring slægtsforskning. Dette er ikke noget vi påtager os. Det er meget tidskrævende. Masser af mennesker er langt bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” Og de findes endda professionelle, der lever af at lave slægtsforskning.
Selvfølgelig forsøger vi at svare på alle henvendelser også de kritiske. Men tilgangen både til hjemmeside og Facebook er i øjeblikket lidt for overvældende.
Facebook – med mange misforståelser
Det er tydeligt, at mange ikke læser de artikler vi lægger op på Facebook. Det er også helt i orden. Men de kommentarer, der kommer, er ofte præget af misforståelser, fordi artiklen ikke er læst.
Vi har forsøgt at sprede nogle af vores artikler på andre grupper. Men ofte bliver disse slettet. Måske sker dette, fordi vi overtræder nogle af disse gruppers retningslinjer. Og det er jo altid op til den pågældende administrator, der skal vurdere dette.
Mange lægger mere vægt på de ledsagende billeder end på teksten. Det vil med andre ord sige, at såfremt billedet en gang før har været vist i gruppen, bliver ens indslag slettet eller man bliver bedt om at slette indlægget og det er uanset om teksten er nu. Det er lige modsat vores holdning, hvor vi lægger mest vægt på teksten.
Ærlig talt så vil vi ikke ofre tid på at lede efter et billede. Vi vil hellere bruge tiden til at skrive nye artikler eller ny-redigere ældre artikler.
Vi har også oplevet, at et par af vores artikler bliver brugt til at trække i Nazi-kortet i forbindelse med vrede mod regeringens nedlukning i forbindelse med Corona-krisen. Denne brug af vores artikler, tager vi skarp afstand fra.
Dårlig opløsning
På mange Facebook – grupper får vi at vide, at mange af vores fotos og billeder er i en dårlig opløsning. Vi bruger godt nok ikke så meget tid på at finde de bedste. Det vi bruger tid på, er teksten. Og dette er ikke lige populært alle steder.
Du må gerne dele vores artikler
Også her gentager vi os selv. Du må gerne dele vores artikler, så længe du oplyser, hvor du har dem fra. Husk også at bruge vores kildeangivelser. Vi kan se på vores månedlige hitliste, at det heldigvis er nogen, der har delt vores artikler på andre Facebook-grupper. Det er kun glædeligt, fordi det er artikler, der ikke har været repræsenteret før.
Statistik for vores Facebook
Gældende for 28 dage:
Statistik for vores hjemmeside
Du har nu adgang til 1.705 artikler på vores hjemmeside. Tallene i parentes angiver antal af pågældende tema-artikler som du kan finde andre steder på siden.
Hvilke Byer læser vores hjemmeside?
I november måned lavede vi en lignende liste. I parentes kan du se placeringen dengang. Men hvis vi nu starter med at dele landet ind i 5 dele, ser det sådan ud:
Vi kan se, at byer som Rødekro, Gråsten og Padborg bl.a. er forsvundet fra listen.
Februar – TOP-100 – DE MEST LÆSTE ARTIKLER