Dengang

Søgeresultater på "nyboder"


Nyboder-ikke Chr. den Fjerdes opfindelse

Dato: januar 2, 2018

Nyboder – ikke Chr. Den Fjerdes opfindelse

Ideen er fra Augsburg. Der var også skipperboligerne. Ikke alle kongens planer blev til nogen. Det gjaldt også for Christianshavn. Han var aktiv med stor virketvang. Han tjekkede selv kvaliteten. Der var egen skarpretter og vægtere. Gaderne var fulde af mødding. Ikke alle gader var brolagte. Regelmæssig natrenovation først i 1768. Beboerne skulle selv ligge vandledning. Bager fik eneret. Bodernes ruin var nær forestående i 1721. Officerer fik dobbeltbolig. Kongen holdt øje med beboerne. Og så eksploderede ”Krudtbrænderens hus”. Og det skete også anden gang. Nyboders piger skulle ikke undervises i skrivning og regning. Man fik nyt sygehus. Og 87 huse gik til håndværkerstokken. Der var kongelig jagt efter græsenker. Kammerherre Meldahl og Johannes V. Jensen brød sig ikke om Nyboder. Så fik man dog en søkadetskole. Kommandanten kæmpede for Nyboders bevarelse.

 

Ide fra Augsburg  

Nej, Nyboder var bestemt ikke hans egen opfindelse. Hele anlægget minder påfaldende meget om den ”Fuggerske fattigstiftelse” i Augsburg stiftet i 1567. Det var heller ikke de første tjenesteboliger for flådens folk i København.

 

Skipperboligerne

Allerede 100 år før havde hans farfar, Christian den Tredje, ladet bygge sine tilsvarende ”boder” på et areal ”hos Sankte Nicolaj kirkegård”. Det var toetagers rækkehuse. Det blev i alt 130 boliger.

Men disse boliger rakte nu ikke langt. I længden var det kun tjenesteboliger for ”skippere, styrmænd, højbådsmænd og andre Hans Majestæts skibsofficerer”. Skipperboderne kaldte man derfor efterhånden kvarteret.

 

Christianshavns planer

Under Christian den Anden indvandrede mange hollændere, og dette bar Christianshavn også præg af. Her hik kanalen også tværs gennem bygrunden. Jo 924 små byggepladser på hver 24 gange 24 alen blev her opmålt.

Det var den sikkert fra Holland stammende Johan Sem, der havde udarbejdet projektet. Men det har sikkert været den ofte selvrådige og selvkloge monarks egne bestemte direktiver. Men Johan Sem måtte dog lynhurtig lave en ny plan.

 

Kongen var ikke tilfreds med bevillingerne

Christian den Fjerde var bange for, at bådsfolket ville søge udenlands. Nu ville han så udbyde ”Baadsmends friij wohnung”. Men det krævede, at der blev bygget meget mere. Nu blev der krævet afgifter på ”alle skibe, krejerter, skulder og færger” i kongens rige og lande, såvel som af de fremmede fartøjer, der passerede sund og bælt.

Christian den Fjerde var ikke tilfreds med bevillingens størrelse. Der ville jo gå menneskealdre inden ”de boder til søfolket” blev færdige. Han bad admiralen bevæge rigsrådet til at stille større midler til rådighed. Men rigsrådet ville ikke love noget. De mente, at kongen bare kunne bygge mere, end der kom penge ind til, år for år.

Allerede den følgende sommer var man gået i gang. De nye bådsmandsboder blev rejst et godt stykke uden for byen på den anden side Rosenborg, der endnu dengang lå som en lille isoleret befæstning uden for Østervold.

 

Aktiv med stor virketvang

Christian den Fjerde var jo ikke alene en konge med meget aktiv virketrang. Han var også en meget impulsiv personlighed. Der var stor planer også med Sankt Annæ by. Og på sin vis er Sank Annæ skanse identisk med Kastellet.

I første omgang var Christian den Fjerde selv både bygherren og entreprenøren, der leverede de nødvendige materialer til de forskellige håndværksmestre, mens voldmesteren Thomas Hansen, sørgede for transporten af både mursten, kalk og tømmer, såvel som for opfyldningen og planeringen af de enkelte byggepladser.

 

Kongen havde penge til gode

Men fra 1636 var der truffet aftale med bygmestre, at de skulle lave boliger opbygge for 220 rigsdaler pr. stk. Men det var ikke let for kongen at få sine penge, således måtte han tage selveste Børsen i pant for 50.000 rigsdaler.

20 år efter Christian den Fjerde’ s død havde enken og hans øvrige arvinger 120.000 rigsdaler til gode. Ved hendes død resterede der stadig 50.000 rigsdaler.

 

Kongen tjekkede selv kvaliteten

Boligerne skulle naturligvis synes og besigtiges, inden de blev afleveret ”om de ere så godt bygt som forbemeldte og de forrige våninger ere, Vi selv hidtil haver ladet bygge”. Ja sådan stod der nederst på kontrakten.

Nu var kongen ikke selv entreprenør mere, men nu kiggede han håndværkerne gennem fingrene, endnu mens arbejdet stod på. Han havde jo ikke langt til byggepladsen fra sit yndlingssted Rosenborg.

Allerede i juni måned konstaterede han, at kalken ”intet blev slagen” men kun rørt om, så det lå hel i baljen. Det måtte ikke finde sted, ”ellers bliver der skarn af alt ded, der gøres”. Og siden opdagede han så mange fejl, ”fauther”, som han skrev, udvendig på bygningerne, at han nok kunne tvivle om, hvordan de så ud indvendig.

En række håndværksmestre skulle derfor tages i ed, om de ”uden nogen passion ville besigtige de sidste bådmandsboliger, om de ere med velslagen kalk såsom ded egner og vel muret, så at ded kan passere i alle måder”.

Den kongelige bygmester, Hans ”Steennuynchell” (Steenvinkel) skulle følge med og siden afgive sin betænkning over ”hvad penning dem, som sig denne bygning påtaget haver, bør kvittere for deres forseelse”.

År efter år rejste der sig række efter række af nye boder. I de første fem år, da kongen selv stod for byggeriet, var der i alt kun bygget 178. Men i 1639 var der bygget 600 boliger i Chrisitian den Fjerdes Nyboder, et par snese huslænger, der tilsammen målte 700 alen eller en god halv mil.

 

Gader og stræder skulle have navne

På Koldinghus udtalte Christian den Fjerde i 1641, da arbejdet var gået i stå:

  • Der skal tænkes på navn til alle gader og stræder, som de søfolk nu ibor og i fremtiden kommer at bo i.

Vest for Adelgade blev alle gaderne benævnt med plantenavne, velsagtens på urter, som han yndede i datiden:

  • Merian, Timian, Salvie, Tulipan, Krusemynte, Nellike og et Rosenstræde fandtes også.

Men imellem Adelgade og Store Kongensgade blev der brugt dyrenavne, eksotiske som nordiske, nærmest anbragt hulter til bulter uden system i rækkefølgen:

  • Mellem Elefantstræde og Kamelstræde lå Harestræde og Kattestræde mellem Elsdyrstræde og Pindsvinestræde. Men i midten, ja centralt i hele anlægget, lå gaden opkaldt efter et dyr uden for virkelighedens verden, Enhjørningen.

 

Planer blev ikke alle til virkelighed

De var ret brede disse stræder, 23-25 alen. Ja og så var det jo også lige den anseligt og mærkelige kirke, der skulle opføres. Den skulle være tolvkantet of have en diameter på 100 alen. Det hvælvede loft skulle hvile på 48 fritstående søjler. Sank Annæ Rotunda skulle være sognekirke for den nye bydel. Matroskirken kaldte kongen den også. Ja kirken blev også kaldt Sankt Annæ kirke.

Da byggeriet af kirken gik i gang var der ikke flere penge til boder. Men næppe var kirkebyggeriet gået i gang, da man manglede penge andetsteds, og det var til Københavns forsvar. Christian den Fjerde havde sin ide om skansearbejdet, men fagkundskaben havde en anden mening. Den udvalgte prins Christian tvivlede på sin kongelige faders sagkundskab:

  • Det var godt, om man hørte manges mening, som forstod det

Det var anden gang Christian den Fjerdes planer måtte skrinlægges. Første gang var det Christianshavn og nu Ny-København.

 

En fribolig kunne godt friste

Husene i Nyboder var grundmurede, og der var små haver til. Der var bjælkelofter og grønlig glas i de mange blyindfattede småruder. Væggene var kalkede og gulvene var af stampet ler. Rummeligt var det åbne loft under tagspærene. Jo sådan en fribolig kunne nok friste folk til at forblive i kongelig Majestæts tjeneste.

Nyboder-folket var unddraget den almindelige, borgerlige retspleje. De sorterede ikke under borgmester og råd. De var underlagt Holmens admiral, der havde fået sin embedsbolig i nabolaget, Admiralgården ved Adelgade. Ja det var meget tæt på Nyboder.

 

Egen skarpretter og vægtere

Ja man havde endda også egen skarpretter, det vil sige, at man måtte dele denne med Christianshavn. Nyboder fik sine egne vægtere. Og de holdt deres egen tappenstreg, der startede fra vagtbygningerne. Jo det var tre vægtere med lange lanser og trommeslager. De var gerne ledsaget af en flok hujende unger.

Hvad skulle man også på gaden, når klokken var slagen ni. Der var ikke en lygte, at finde i de første mange år af Nyboders tilværelse. Ikke før omkring år 1800 kom der et par matte, søvnigt lysende tranlygter.

 

Gaderne var fulde af mødding

I de første af Nyboders tilværelse var det ikke videre fremkommeligt. Gaderne var nærmest en sammenhængende mødding. Man smed slet og ret fejeskarnet uden for gadedøren.

Først en snes år ind i 1700erne blev også gaderne i Nyboder underlagt hovedstadens almindelige renovationsordning. Så nogenlunde da. Der skulle regelmæssigt fejes og skarnet køres bort, dog ikke fra de gader, som endnu ikke var brolagt! Efter et kraftig regnskyl, stod disse gader fulde af vand. Og mange af gaderne var ”lange og nedrige dalstrøg”.

 

Ikke alle gader var brolagte

Efter 1760 begyndte man endelig at brolægge de forskellige gader i Nyboder. Men ikke alle gader fik den kærlige hånd, som de trængte til. Man mente ikke, at der var så meget færdsel her, at det kunne betale sig.

 

De kunne ikke nå at feje

Politimester Fedder mente, beboerne skulle feje til et bestemt klokkeslæt. Men Nyboder-folket skulle møde meget tidligt på arbejde. Og ”deres koner var syge eller døde” Så var der ingen tilbage, for de måtte ikke holde tjenestefolk. Man blev så enige om, at man kunne nøjes med at feje gaderne i Nyboder to gange om ugen. Til gengæld måtte der godt være urenheder på gaderne de andre dage.

 

Regelmæssig natrenovation

Omkring 1768 var der etableret regelmæssig natrenovation. Spandens uhumske indhold var dog ikke smidt på gaden. Man nøjedes med at bære den hen på Grønland, som var den åbne plads, der lå mellem boderne og volden. Man skulle dog ikke have for sart en lugtesans i de dage.

 

Man skulle selv hjælpe til med at lægge vandledning

Først fra 1732 blev der tale om regulær vandforsyning. Og her var det tale om vandposter. De stod dog ret langt fra hinanden. Beboerne måtte slæbe fyldte spande hen ved 100 alen. Det første til, at konerne helst ville stå og vaske ved selve pumpen. Derved tog de pladsen op for andre.

Beboerne havde ellers selv måttet virke med etableringen:

  • Det er rimeligt, at de arbejdede, som havde nytte deraf.

Ja derved sparede den kongelige kasse for en del af udgifterne. Der var lagt en ledning fra den store ”park” eller dam inde i Rosenborg Have med spildevand i overlødighed.

 

Bager fik eneret

Den bager, der først bosatte sig i Nyboder fik eneretten:

  • Belangende vore bådsmands boder uden Østerport dèr anordningen at gøre med bagen og bagere, som des nødtørft udkræver

Man skulle kunne levere fornødent og velbagt brød, ”så der ingen klage efter kommer”. Ja den brygger, der bosatte sig her, fik også eneretten.

Men efterhånden som der kom nye naboer kunne man ikke fastholde denne eneret. Der kom en lang række brændevinskipper og øltapperier, værtshuse m.m.

 

Bodernes ruin var nær forestående

”Bodernes ruin” var nær forestående, hævdede generalbygmester Ernst i 1721, da de sparsomme midler, som havde været bevilliget til istandsættelse, havde været helt inddraget under den nordiske krig.

Vedligeholdelsen inden døre påhvilede beboerne. Husrækkerne havde aldeles ikke det ensartede udseende som før. Hvert hus kunne have sin mere eller mindre stærke kulør, alt efter beboernes forgodtbefindende. Man kunne se, at reparationer var foretaget af efterladenskaber fra ophuggede skibe.

De nødtørftige reparationer kunne godt give anledning til tvistigheder, når boderne skulle skifte ejere. I praksis kom man overens med en rimelig betaling.

 

Officerer fik dobbeltbolig

Officerer var der efterhånden også kommet til at bo i Nyboder. De måtte selvsagt kræve mere plads og i det hele taget bedre forhold end de menige og de underordnede befalingsmænd. Oprindelig fik en officersfamilie hver for sig tildelt hele to Nyboder-huse. Men det endte med, at man lod opføre særlige officersboliger. De er fra Frederik den Femte og Christian den Syvendes tid.

Fra Christian den Fjerdes tid står kun den lave længe i Sankt Pauls Gade tilbage. Resten af de bevarede Nyboder-huse er fra yngre dato. Hen mod år 1700 begyndte man at slå to huse sammen til et, for at skabe bedre forhold.

 

Kongen holdt øje med beboerne

Christian den Fjerde holdt øje med hvem der boede i Nyboder. Således skrev han til sin svigersøn Corfitz Ulfeld:

  • Ded lader mig anse, at der bor en part folk i mine boder, som intet meget duer-hvorfor de alle skal befales at møde morgen tidlig på Holmen, så jeg kan se dem.

Han ville ikke have nogen boende i Nyboder, som:

  • Os intet vedkommer.

Som beboer var man tvunget til at leje værelser ud til søens folk. En del bebyggelse var blevet solgt fra kronen. Men de blev efterhånden købt tilbage. I 1765 besluttede man på en omfattende udvidelse af Nyboder.

 

”Krudtbrænderens hus” eksploderede

Under svenskernes belejring skete det, at ”krudtbrænderens hus” ved Rigensgade viste sig at være et farligt naboskab. Efter en brand i 1658 sprang det i luften og tillige:

  • Opfløj en del af samme boder og nogle mennesker bleve skamferede

Det gik navnlig ud over Tulipanstræde, hvor kun to boder var beboelige, resten ganske ”spoleret” Et minde om denne ulykke var i næsten 200 år en lille åben plads for enden af Merian- og Krusemyntegade, der trods sin lidenhed blev kaldt for ”Nyboders Torv”.

 

”Grønland” brugt til dueller

Grev Danneskjold Samsø var i 1743 var manden bag store ændringer i Nyboder. Også store planer var det for Christianshavn, men man kom ikke rigtig videre med de planer.

Den åbne plads, Grønland mellem Østerport og Kastellet blev et stykke tid beslaglagt af landetaten og brugt som eksercerplads. Her mødtes garnidonens officerer også til forbudte dueller. Det var også her, at såkaldte ”misædere” måtte af med livet.

 

Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler

Man byggede små karreer mellem Hundestræde, Tigergade og Leopardstræde ud til Store Kongensgade, og i Suensonsgade og Gernersgade. Man byggede i stokværk. Hvert hus kunne bygges for 700 rigsdaler. Men så besluttede man også at forsyne boligerne med kælder. Dette kostede så 250 rigsdaler ekstra.

I 1758 blev også den åbne plads Grønland bebygget. Men en masse byggeprojekter blev nu iværksat de kommende år.

 

Krudttårnet sprang igen i luften

For anden gang skete der en frygtelig eksplosionsulykke i Nyboder. Krudttårnet på Østervold sprang i luften i 1779. Ca. 50 mennesker blev slået ihjel, men der skete også betydelig materiel skade. Over hele Nyboder så man spor af eksplosionen. Værst var det naturligvis gået ud over boderne nærmest krudttårnet, som havde ligge ud til Hjertensfrydgade.

Også Tulipan-, Elsdyr- og Haregaden gik det ud over. Husene var spolerede. Hovedmurene her og der var revnede og sunket. Skorstene var dels knækket og revnet, alle skillerum var væltet. Lofter var spalten, nogle af bjælkerne var knækkede. Døre var blæst væk. Tagene til gården og gaden var afblæst og mange lægter var spoleret. Man anslog at skaderne ville koste 40.800 rigsdaler at udbedre.

 

Ikke nødvendig at undervise piger i læsning og skrivning

Et nyt sprøjtehus blev etableret. Murermester Petermann havde i en periode åbenbart eneret som bygmester i Nyboder. Således skulle han etablere fem nye skolehuse i 1786. i forvejen var der en drengeskole på hjørnet af Løvgade og Borgergade.

Hver af de nye skoler skulle kunne rumme 100 børn. Disse skoler var blot ”læse- og skriveskoler”. Og det var igen kun for drenge. Man fandt det ikke nødvendigt, at give Nyboders piger undervisning i disse fag.

Men i 1798 kom der dog en pigeskole, hvor der blev undervist i religion og moral, såvel som håndarbejde. Man begyndte med spinding, Knytning og syning.

 

Hovedvagt og lokummer for de nye huse

Men atter engang skulle der etableres nye bygning i Nyboder. En ny hovedvagt og ”lokummer for de nye huse”. Ja så skulle 46 gamle huse indrettes til barakker for de ”indrullerede”. Med andre ord en virkelig kaserne til flådens værnepligtige mandskab.

 

Nyt sygehus

1807 kom også til at betyde en masse for Nyboder. De sårede som hørte hjemme i Nyboder havde endnu efter Slaget på Reden måtte indlægges på Søkvæsthuset, fælles for hele flådens udkommanderede mandskab. Men i 1807 stod det nye Søetatens hospital parat til at modtage de kvæstede Nyboder-folk. Det var bygget mellem Kokke- og Balsamgaden, i stedet for en af bydelens ældste og mest forfaldne længer.

Manglen på et godt sygehus for marinens faste mandskab havde hidtil været ”en meget væsentlig ufuldkommenhed” ved Hans kongelige majestæts søetat. Vel lønnede majestæten både diverse kirurger og underkirurger samt gav penge til medikamenter. Men disse kirurger blev nødt til at have privatpraksis ved siden af.

 

87 huse til håndværkerstokken

I 1807 blev en del af flådens faste mandskab fyret. Naturligvis var det i første omgang:

  • Forsømmelige, liderlige og uordentlige folk.

Det blev bestemt, at de 87 halve huse, som blev ledige til Mikkelsdag 1811, skulle afgives til håndværkerstokken fra divisionerne:

  • Fra hvilke de i hvert fald en tid lang godt kunne undværes.

 

Kongelig jagt efter græsenker

Nyboders nedgangsperiode startede i det første fredsår efter 1848. Man sagde, at hans kongelige højhed gik efter de unge græsenker i Nyboder. Ja og en spækhøker foreslog, at samle alle Københavns letlevende damer i en længe, der lå længst ude mod porten og volden.

Ja man siger, at hans kongelige højhed fik en endefuld af en af enkerne. Men en anden af Nyboders døtre, Bente Rafsted blev installeret af højheden i et hus ved Toldbodvej som Frederikke Benedikte Danemand.

 

Byggematador fik gade opkaldt efter sig

I 1853 blev karreen mellem Kattegade og Pindsvinegadestillet til aktion. Den blev købt af en kendt bygherre, grosserer H.P. Lorentzen. Han lod opføre større kaserner på grunden. Og så blev Pindsvinegade omdøbt til Lorenzensgade trods kommunalbestyrelsens modtand. Men Frederik den Syvende havde personligt lovede ham det.

Men dette navn er forsvundet ligesom så mange andre af Nyboders ældste navne. Det er stadskonduktør, ingeniør Krak-vejviserens grundlægger, der har ansvaret i den forbindelse.

 

Kammerherre Meldal havde ikke meget til overs for Nyboder

Efterhånden blev flere og flere af husrækkerne solgt. I 1865 så de ud som om Nyboders skæbnetime var inde. Der var nedsat en kommission, der skulle forberede bydelens fuldstændige sanering. Blandt medlemmerne var den nok så kendte arkitekt, kammerherre Meldal. Han havde ikke noget til overs for Nyboder. Han mente at hele kvarteret skulle forsvinde.

Men helt så galt gik det dog ikke. Ensformigheden blev brudt ved opførelsen af Skt. Pauls kirke og frimurerlogen i Klerkegade.

 

Søkadetskolen

Allerede i 1864 havde Nyboder fået et nyt etablissement. Det var Søkadetskolen, som blev installeret i den tidligere pigeskole i Nyboder. Og sandelig om ikke, at der i 1886 blev taget en af de nye længer i brug. Det var i Skt. Paulsgade, lige over for Nyboders ældste bygning ved mindestuerne.

 

Fare for fuldstændig sanering

De nye huse var på sin vis opført efter det gamle skema, men mere rummelige, bedre udstyrede med gas og vand. I 1901 blev der på rigsdagen fremsat forslag om opførelsen af ny arbejderboliger for Søværnet ude på Holmen, på Arsenaløen. Men dette forslag forudsatte en fuldstændig rasering af Nyboder.

 

Johannes V. Jensen kunne heller ikke lide Nyboder

Der var mange, der mente, at Nyboder skulle rives ned. Man sagde spøgefuldt, at rotterne ikke stammede fra Asien men fra Nyboder. Johannes V. Jensen havde heller ikke meget til overs for Nyboder:

  • Nyboder-hvad skåner man de gamle, sure, ubeboelige huse for? Gaderne er fuldstændig ens, lejlighederne den samme type, om man fredede et eneste af dem, var det mere end nok.
  • Resten af Christian den Fjerdes gamle slaveby burde man rive ned og opføre et moderne kvarter på grunden. Om man føjede Borgergade- og Adelgadekvarteret til, gjorde man en god gerning.

 

Kommandant kæmpede for Nyboder

Nyboders befolkning udgjorde i slutningen af det 18. århundrede cirka 15.000 mennesker. Den 7. september 1940 udtalte Nyboders kommandant, kommandør I.C.D. Bloch:

  • Nu drager der sorte skyer op over Nyboders hidtil så klare himmel, mægtige stemmer siger: ”Vi har ikke længer råd til at lade de langer brede sig på den store grund. Den er 6 millioner kroner værd, og staten får ingen renter af denne værdi, da den beskedne husleje, der kan kræves af Nyboders befolkning, kun dækker administrationen, vedligeholdelsen og beskedne forbedringer
  • Vi herude spørger nu det danske folk: ”Kan vi give afkald på den indtægt for at bevare den mest karakteristiske bydel i landet, der afgiver bolig for en befolkning, som gør sit bedste for her at slægte sine forgængere på som statens gode tjener” Lad os håbe, det bliver bevaret, med et: ”Jo, vi kan”

Men ”Den Gamle Redaktør” glæder sig hver gang han cykler forbi Nyboder.

 

  • Kilde:
  • Mogens Lebech: Nyboder i opgang og nedgang
  • D. Lind: Kristian den Fjerde og hans Baadsmandsboder
  • D. Lind: Nyboder og dets beboere
  • Orla Alstrup, Charles Christensen: Nyboderfolket
  • København Før og Nu (bd. 3)

 

 

  • Hvis du vil vide mere: Her på dengang.dk kan du læse følgende:
  • Kastellet
  • Nyboder-dengang
  • Livet i Nyboder og på Østerbro
  • Nyboders historie

 

  • Hvis du vil vide mere: Om Christianshavn, så kan du på dengang.dk læse følgende:

 

  • Christianshavn fra A-Å

Christianshavn-for længe siden

Gamle Huse på Christianshavn

Anekdoter fra det gamle Christianshavn

Christianshavn – dengang

 

 


Nyboder – dengang

Dato: november 4, 2010

En
husar blev både skudt, hængt og druknet. ”Dårlig”
krudt var skyld i en kæmpe eksplosion. 700 huse blev
beskadiget, 50 var totalskadet. Mange døde og der var mange
sårede. Vi besøger Nyboder 25 år senere. Unge kom
i majestætens tjeneste. Deres lykke var gjort. En linedanser
brækker ryggen på Rosenborg Eksercerplads

Den
stakkels husar

i
mange år blev området
Grønland
ved
Nyboder
brugt
som rettersted. Og den stakkels husar i 1757 oplevede både at
blive skudt, brændt og druknet.

En
forladning satte ild til hans ligklæder. Og denne ild bredte
sig senere til kisten. Da slaverne skulle bringe ham til kirkegården
Kastelsvejen
måtte
de kaste kisten i
Kastelsgraven.

Eksplosionen

Den
31. marts 1779 var vejret blevet lidt køligere. Vagten ved
Krudttårnet

Rosenkrantz
Bastion
ventede
på afløsning.
Østerport
havde
været åben i et par timer.

Netop som vagtafløsningen
fandt sted klokken ti minutter over ni lød der over den ganske
hovedstad et øredøvende brag. Det blev efterfulgt af en
kraftig rystelse og en trykbølge.

De nærmeststående
træer, møller og huse blev lagt i ruiner. Tage, vinduer
og ruder blev ødelagt i en stor del af byen. Ja endda uden for
voldene blev der også meldt om store skader.

Det
gamle krudttårn var simpelthen forsvundet. Skader uden for
Østerport
og
ved
Blegdammen,
og
selv i det beskyttede
Kastel
blev
der meldt om skader. Ulykken kom til at koste de københavnske
indbyggere 100.000 rdl.

Ny Østerport Bastion

Rosenkrantz
Bastion
blev
oprindelig kaldt for
Ny
Østerport Bastion.
Den
var beliggende vest for
Kastellet
og Østerport.

Bastionen
forsvandt i 1897 i forbindelse med anlæggelsen af
Østerport
Station.

Da krudttårnet
sprang i 1779, faldt glassene fra vinduerne ned i suppegryden hos
nogle af beboerne.

Dårlig”
Krudt

Årsagen
til eksplosionen tager sin begyndelse nogle år tidligere. Det
gode skib
Slesvig
skulle
have krudt ombord. Det skulle leveres til
Algier,
Marokko
og
Tripolis.
Det
var en slags present mod, at de nordafrikanske sørøvere
lod danske og norske skibe passere. Men disse sørøvere
holdt sig ikke til aftalen.

Linieskibet
Slesvig
løb
ind i problemer og kæntrede. Man bjergede en del af lasten.
Skaderne blev udbedrede, og
Slesvig
returnerede
til
København.

Den
7. juni 1777 blev en del af krudtet bragt i land og anbragt i
krudttårnet ved
Østerport.

Krudtets
tilstand og senere anbringelse var under al kritik. Flere gange
anmodede
Major
Thranmoes
om,
at få krudtet sendt til krudtmøllen til tørring.
Men han bliver overhørt og irettesat af sine foresatte.

Thranmoes
beskrev
situationen i tårnet på følgende måde:

  • Krudt og Staver, samt
    daarlige Tønder med Foraadne Baand ligger blandt hinanden.

Var det vagterne?

Datidens
medier turde ikke tage stilling til årsagen for eksplosionen.
En deputeret i
Danske
Kancelli
antydede,
at der var gået ild i noget affald uden for tårnet som så
havde antændt krudtet i tårnet. Og det skulle have været
en vagt, der havde banket sin pibe, som skulle have udløst
branden.

En anden antagelse var,
at vagten havde sat geværet så hårdt i jorden, at
en gnist var opstået.

Men tre vagter, der alle
kunne have givet svaret på dette omkom under eksplosionen.

De blev alle begravet
dagen efter i overværelse af alle over – og
underofficerer.

I
det hele taget var mange blevet dræbt og utallige såret.
Indberetningerne fra
Rodemestrene
var
meget uensartede. Vi ved dog at skaderne på
Schacks
Palæ
beløb
sig til 732 rigsdaler og 3 mk. I første omgang anslog man
skaderne på
Frederiks
Hospital
til
2.500 rdl. Men en senere synsforretning firedoblede skaderne.

De stakkels møller

Nyboder
var
selvsagt meget hårdt ramt. Foruden de tre nærmeststående
møller var
Stenkuglegade
og Rigensgade
hårdest
ramt.

Møller
Mouritz Friderichsen
var
blevet ilde tilredt. Hans kone var blevet blind, og han frygtede, at
hun ikke fik sit syn tilbage. Begge møller,
Kongens
– og Grønlands Mølle
var
blevet jævnet med jorden.
Friedrichsens
6-
7 år gamle grundmurede hus i
Stenkulgade
med
tilhørende side – og baghus havde lidt alvorlig skade.
Tagene var revet af. Lofte, vægge og døre samt vinduer
var alle slået i stykker.

Uden
nogen form for forseelse eller pligtforsømmelse var den
stakkels møller med et blevet en fattig, ruineret og ulykkelig
mand. Han havde ingen midler til at genoprette mølle og hus.
Han forsøgte ligesom så mange andre at henvende sig til
Brandassurancens
Contior,
men
måtte erkende, at der intet var at gøre.

Grønlands
Mølle

den anden side af krudttårnet var ikke så medtaget som
den anden. Hele møllen var dog rykket tre tommer til den ene
side.

Mange døde og
sårede

En
15 – årig pige, der arbejde i
Kongens
Mølle
og
to møllersvende blev dræbt. Endnu en 15 – årig
pige, der var på vej ud til møllen og en kone der gik på
vejen neden for volden blev begge dræbt af omkringflyvende
træstykker. Nogle møllerdrenge, der sov på
tidspunktet for eksplosionen overlevede mirakuløst.

Stokhusmøllen
var
også alvorlig beskadiget. Mølleakslen var totalt
smadret. Møllearmene var skadet, ligesom selve møllen
havde flyttet sig på pillerne.

Den
tilhørende ejendom i
Stokhusgade
var
også raseret.

Enken,
Karen
Rasmusdatter,
der
ejede møllen sad nu fattig og ruineret tilbage med to børn.
Hendes mand og en møllersvend omkom ved eksplosionen.

Ingen hjælp

Mange
skrev til
Magistraten
om
hjælp. Men der kom ingen hjælp. Dog blev nogle fritaget
for næringsskat indtil deres huse var genopført. Men det
var de færreste dog i stand til.

For
Knud
Lyne Rahbek
var
det et held, at han var i live. Hver formiddag ved ni – tiden
gik han tur på volden, men netop den dag sad han og ventede på
sine sko.

Just
Christian Uhrenholt
havde
opholdt sig på
Saltholm

eksplosions tidspunktet. Først flere måneder efter kom
han hjem for at besigtige skaderme. Hans hus var et mur – og
bindingsværkshus på femogtyve fag i to etager med to
kviste på tre fags bredde. Det var total skadet.

Bryggeriet næsten
total skadet

Lige
på hjørnet af
Rigensgade
ud
mod
Grønland
hos
brygger
de
Place
var
skaderne totale. Hos naboerne
Nyboder
Materialegård
samt
Det
Kongelige Uldmanufaktur
var
skaderne knap så store.

Hos
garnisonsskarpretteren
Oswald

hjørnet af
Rigensgade
og
Krusemyntegade
var
skaderne ligeledes betydelige.

Orden skulle sikres

Admiralitetet
udsendte
en befaling, at der skulle sikres orden. Reparationsarbejdet skulle
sættes i gang øjeblikkeligt og de husvilde skulle
skaffes husly. Officerer og underofficerer skulle hurtigst mulig i
gang med at indrapportere skader på såvel huse som
mennesker. De kvæstede skulle bringes til
Kvæsthuset,
da
man anså
Nyboders
egne
sygestuer som ubrugelige ved ulykken.

700 Nyboder –
huse skadet

Husene
havde mange steder taget varig skade. Det gjaldt især for
Tulipan
– Elefant – og Harregade.
Her
var hovedmurene hist og her revnede. Skorstene var knækket og
revnede. Skillerums – murværk var faldet sammen, vinduer
og vindueskarme var knust. I loftet var der sprækker.

Ja
faktisk var alle huse i
Nyboder
mere
eller mindre blevet ramt. Og gaderne var mange steder ufremkommelige.
Den pludselig fattigdom kunne ikke skjules. Man hørte masser
af jammer og klager. Et halvt hundrede af de 700 huse var
totalskadede.

Ingen spekulation i
andres ulykke

Allerede
på ulykkens første dag greb monarken og
Magistraten
ind.
For at forhindre spekulation i de skadelidtes ulykkelige situation
udstedte
Magistraten
allerede
den 31. marts en
plakat
angående
fastfrysning af priserne på tagsten og vinduesglas og at ingen
måtte nægte at overlade de skadelidte de nødvendige
materialer. Ligeledes tilskrev man politimesteren, at man ønskede
hans tilladelse til, at håndværkerne allerede i de
forestående påskehelligdage kunne begynde arbejdet med at
udbedre skaderne.

Man
tillod også at glas og tagsten indførtes toldfrit i en
periode på seks uger. Em masse teglsten kom fra fabrikkerne ved
Flensborg
Fjord.

Kalkfabrikkerne
uden
Øster Port


den nye kalkfabrik

uden Øster Port,
besluttede
man at overlade deres beholdning af melkalk til uformuende og
trængende
Nyboder
– beboere.
De
kunne købe til yderst fordelagtige priser. I
Stadens
Porte
fik
man også fri passage, når det gjaldt genopbygningen af
Nyboder.

Det
var både den gamle og nye kalkfabrik
uden
Øster Port,
der
fik ordren på 164
læster
stenkalk.

Ingen hjælp fra
Brandkassen

Stadens
Brand Casse
afslog,
at yde nogen form for erstatning. Man sagde, at det var trykbølgen
og ikke ilden, der ødelagde husene. Skaderne måtte
betragtes i lighed med de skader, der kom fra jordskælv og
storm.

Nu var man bange for de
eksisterende krudttårne. Ja tænk det kunne gå ud
over slottet. Man måtte hurtig tilvejebringe 100.000 rdl. At
den kongelige eller militære kasse skulle betale var udelukket
på forhånd.

I
1781 blev det pålagt
Brandforsikringen
til
at betale de 100.000 rdl.

En femtedel blev
samlet ind

I kirkerne blev det
samlet sammen til de skadelidte. Man nåede op på et beløb
på cirka 17.000 rdl. Dette kunne dække cirka en femtedel
af tabet.

En ny ”Krudt –
Plan”

I
1771 blev der udarbejdet en plan for udflytning af tårnene, men
med
Struensees
fald
bortfaldt planerne. I 1779 fremkom en ny plan:

  • angaaende krud
    taarnene i Kiøbenhavns Fæstning og Byens Betrykkelse
    for Fremtiden.

Heri stod blandt andet:

  • for Døren til
    ethvert Krud Taarn giøres en Grav og en Rist, saaledes at
    eventuelt spildt Krudt kunne falde gennem Risten ned i Graven og
    dermed blive uskadeliggjort.

Ingen blev nogensinde
gjort ansvarlig for opbevaringen af det ”dårlige krudt”
i Krudttårnet.

En ny mølle på
stedet


pladsen ved
Rosenkrantz
Bastion,
hvor
krudttårnet havde stået, fik rådmand
Waage
den
29. november 1780 tilladelse til at opføre en vindmølle
mod at opfylde det hul, der opstod som følge af eksplosionen

Nyboder – 25 år
efter

Men
hvordan gik det på
Nyboder.
Vi
besøger stedet cirka 25 år efter katastrofen.

Mange
søgte
Admiralitetet
om,
at indrette butik på
Nyboder,
men
mange fik afslag. I
Krokodillegade
nr.
7 lige over for
Svanegade
indrettede
en kaptajns – enke således i 1801 en lille butik. Der
blev solgt fløde, brød, kolonialvarer, øl og
brændevin. Der måtte ikke serveres for siddende gæster,
men ingen forhindrede dog enken i at servere for stående
gæster.

Krokodillevej
7

Det
var ellers små kår, man tilbød beboerne dengang i
Nyboder.
En
beskrivelse af
Krokodillevej
7
dengang
i begyndelse af 1800 – tallet: Her er det tale om en
mellemklasse familie.

Stuen var cirka 5 x 7
alen – bagved var et lille kammer på et fag på 5 x
3 alen. Gulvet var af mursten, strøet med sand, fornyet hver
søndag eller fejet i flammer med birkekoste.

Der var bilæggerovn
med Frederik den Femte`s og dronning Louises portrætter. Døre
og vinduer var rødmalede, væggene var hvidt –
kalkede. Alle Nyboders huse havde dengang disse nationale farver. –
langt senere blev væggene gule og dørene grå.

På væggene
hang mange billeder. Det bedste var Christian den Fjerde på
skibet Trefoldigheden.

Møblementet var
et stort fløjbord ved døren. Op ad skorstensmuren stod
sukkerkasserne, en med brun kandis og en med puddersokker samt en
klædekurv med fint brød..

Mellem vinduerne stod
et gult bord.

For enden af stuen
lige ved døren ind til kammeret stod en antik lænestol.
Her fik bedstemor hver eftermiddag sin middagslur med forklædet
kastet over hovedet.

På bagvæggen
stod en smuk egetræs dragkiste med stærkt forgyldte
nøglehulsrosetter. Oven på stod diverse nips. Mange af
disse var kinesiske, hjembragt af morfader. Her stod også en
japansk tepotte med en frø ovenpå. Et stor porcelænskrus
, blev brugt som ”pengeskuffe” for 1 –
rigsdalersedler.

I hjørnet ved
kammerdøren hang en blå hjørnehylde med tre
etager, hvorpå stod kinesisk porcelæn.

Under bordet stod den
runde brødkurv med surbrød og franskbrød. Dette
blev købt hver morgen klokken 5 hos bager Flinck i Store
Kongensgade lige over for Julianes Palæ.

Foran på bordet
stod to flødekander af ler, gule med brune slangeforsiringer.

I kammeret midt for
døren lå brændevinstønden.I et aflukke ude
i gangen foran skorstenen lå to øltønder, en med
”godt øl” og en med ”skillingsøl”.

I stuen var der nyere
grimme stole med sorte lædersæder påslåede
med forgyldte messingsøm.

I kammeret var nogle
gammeldags smukke stole med høj ryg. Der var forgyldte
lædersæder. I kammeret var også et rødt
lakeret kinesisk tebord. Her var også en gammel rød
dragkiste og bedstemors seng. Det var en himmelseng med blegrødt
gardin rundt om.

På skorstenen i
køkkenet stod den store kobberkedel. Her kogtes fløde.
I en jerncylinder brændtes der kaffebønner.

I vinduerne var der
mange urtepotter – med figentræer, geranier, myrter,
passionsblomst, der slyngede sig i spankskrørsstativ og en
plante med mørke runde blade, røde underneden. Den
kaldte bedstemoder ”tålmodighed”.

Frisk mælk fra
landet

Hver
morgen kom en bonde kørende med mælk fra
Gentofte.
Fra
en brygger på
Toldbodvej
kom
der øl. Brændevinen blev trillet til hjemmet.

Kaffe
blev hentet i en sæk fra
Kultorvet.

Dengang
kostede
Skillingsøllet
en
skilling pr. potte, mens det gode øl kostede tre skilling pr.
potte. Smedende og deres koner drak flittigt på
Nyboder

dengang.

Om
sommeren tog man ofte i
Kongens
Have,
hvor
der var musik i
Herkules
– pavillonen.

For
enden af
Kærlighedsstien
fra
Nørre
– til Østerbro
ved
Nyvej
stod
en kone og solgte
jødekager.

Privat – skoler
i Nyboder

Hele
to skoler var der i
Krokodillegade.
Holmens Skole

lige ved volden.
Stjernes
Skole

nærmest i
Svanegade.
Lederen
Hr.
Stjerne
havde
før været
kanoner
og klokker.

Lærerbøgerne
bestod af
Peder
Jensens ABC og Luthers Katekismus.


hjørnet af af
Borgergade
ved
Hoppens
Længe

en temmelig stor drengeskole med cirka 100 elever. Prisen for lærdom
var en rigsdaler om måneden.

I majestætens
tjeneste

Man
kunne være så heldig, at blive antaget som
rugdreng.

var man i
hans
majestæts tjeneste.

Man fik fri undervisning
og mundering. Den bestod af klædestrøje med blanke runde
knapper, hvide lærredsbukser, filthat, to par sko, to par
strømper, og skjorte af groft lærred.

Var
man mere heldig og blev
kostdreng.
Ja
så fik man fuld kost (rug, kød, smør, gryn,
ærter). Desuden fik man mundering med tilbehør og 4 mark
i månedlig løn.

Skolen
var i
Gåsegades
(Vildandegades)
to
længer. Der var tre klasser på hver side,
kompagni
– , kost – , og rugdrenge .
Skolelokalerne
var luftige og rummelige. Der var 4 bænke i hver klasse, 10
drenge på hver bænk.

Man
blev både undervist fysisk og psykisk. Blandt lærerbøgerne
var
Godmans
Fortællinger, Mallings store og gode Handlinger, Holms
Exempelsamling og Thonboes Bibelhistorie.

Festmiddag og svømmeundervisning


kongens fødselsdag gik alle 240 elever i hædersdragt til
Søkvæsthuset.
Her
blev der serveret risengrød og oksesteg. Ja store tinkrus med
godt øl til fri afbenyttelse blev også serveret. Et
lignende måltid med tilbehør fik man ved dronningens
fødselsdag.

Uniformen
blev også brugt, når der var
vandgang

Gammelholm
ved Mastemagerværkstedet,
hvor
der blev lagt tømmerfloder ud i strømmen. Herfra skulle
man så svømme.

I parade skulle man gå
i kirke hver anden søndag.

Den lille konge

Konge
Frederik den Sjette
kom
hvert efterår og inspicerede skolen. Han var en lille vissen
urolig mand med hvidt hår. Hans klæder syntes at være
for store til ham. Hans følge bestod til gengæld af
lutter tykmavede personligheder.

Den
stakkels linedanser

Området
gav efter genlyd af regimentsmusik ved
Østerport.
I
det hele taget var der masser af militær i området.
Soldaterne i deres røde jakker og hvide bukser, så
ganske pæne ud.

Et
stort indtryk efterlod den hollandske linedanser
Christian
Roats
død
Rosenborg
Eksercerplads
den
12. juni 1823.

Han
skulle gå op til det store tårn med en sæk over
hovedet. Han var klædt i en rød spansk dragt. Men på
vejen nedad gik noget galt.
Roat
råbte
et eller andet, hvorefter linen sprang. Dem som holdt den, væltede
omkuld. Hollænderen faldt ned og brækkede ryggen. Han
døde kort tid efter af sine kvæstelser.

Kongelige bryllupper

En
anden stor begivenhed for
Nyboder
– folket
var
Prins
Frederiks (Frederik den Syvende)
bryllup
med kongens datter
Vilhelmine.

Man
stillede sig op på
Kongens
Nytorv,
for
at se kongen køre forbi i en stor guldkaret med 6 eller 8
hvide heste foran. Foran disse var der løbere med
blomsterkurve på hovedet og stokke med sølvknap i
hånden.

Et
par år efter gentog det sig. Denne gang var det
Prins
Ferdinands
bryllup
med
Caroline.

Sommerudflugter

Sommerudflugterne
omkring 1830 foregik med en trækvogn. Ofte gik det til
Frederiksberg,
hvor
man spiste den medbragte mad på bænken ved slottet. Man
måtte ikke tage vognen med ind i parken. Ofte gik vejen ad
Ladegårdsåen,
sommetider
af
Rolighedsvej.

Det
skete også, at turen gik ud til
Fællederne.
En
gang om året gik turen til
Dyrehaven.
Men
turen i vogn til dette sted var ofte for dyr for familien.

Det rene vand

Vandet
kunne hentes forskellige steder. Det reneste vand fik man ved
Rosenborg
Post
ved
enden af
Gothersgade.
Man
kunne også tappe vandet fra gamle trærender ved
Peblingesøen.
Men
så kunne man godt regne med, at små tudser og orme kom
med ned i spanden.

Ved
Adelgade
var
der også en gadepost. En brøndpost kunne man finde i
Tulipangade.
Og
folk dengang sagde, at vandet smagte forskelligt alt efter hvilken
post, man tappede vandet fra.

Kilde:
Se

  • Litteratur Nyboder

Hvis
du vil vide mere:
Læs

  • Kastellet

  • Livet i Nyboder og på
    Østerbro

  • Nyboders Historie

  • København dengang
    (under København)

  • Historien om Københavns
    Havn (under København)


Livet i Nyboder og på Østerbro

Dato: februar 24, 2009

Vi bevæger os rundt i Nyboder, Ny
– Kjøbenhavn, den nye forstad og et smut over til forstaden uden
for Nørreport i tidsrummet 1630 til 1720’erne. En kammerherre nægtede
at tage imod Blaagaarden. Nul kredit til matroser fra Nyboder. En jøde
skulle tvangsflyttes fra Garnisons Kirkegården til jødernes egen kirkegård
på Nørrebro. Sjove gadenavne i Nyboder. Hvem havde retten til søerne?
Ballade i Nyboder.
 

Friboliger til søens folk

Christian den Fjerde
opførte i årene fra 1631 til 1641 ikke mindre end 600 boliger i 20
dobbeltlængere.
Man bestemte, at de skulle hedde Baadsmandsboderne
eller Kongens de nye Boder.
I folkesproget blev det meget hurtigt
til Nyboder. 

I 1631 blev der pålagt en treårig afgift,
som alle skibe skulle betale til disse Friboliger,
men da der herskede Pengenød
gik det kun småt fremad med byggeriet. Kongen var efterhånden utålmodig.
I juni 1631 skrev han til Rigets Admiral.
Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var nærmest: Se nu at
komme i gang.
 

De sjove gadenavne

Nyboder blev færdig. Det blev nærmest
en by for sig selv på 18 tønder land.
Mod nord begrænsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde
og Hundestræde.
Ind ad byen dannedes grænsen af Lavendelstræde,
Hjortestræde og Hindestræde.

Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Endelig nåede Nyboder
mod vest ned til den senere Rigensgade.
Husrækkerne blev gennemskåret af to tværgader: Adelgade og Borgergade,
hvis navn i ældste tid varierede mellem Store Algade og Dyregade.
De var skråtløbende, sandsynligvis for at føre passagen direkte mod
nord.  

Borgergade, hvis ældste navn
i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod
en ret vinkel med husenes rækker. Da der allerede før Københavns
udvidelse synes at have været en brolagt vej, som fra byen førte ud
til Nyboder i forstaden, har man brugt navnet Stenbroen
eller blot Broen.  

De ejendommelige gadenavne som kongen
i 1641 gav den nye Baadmandsby
burde have været bevaret.

De vestlige gader fik navne efter urter
og blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan,
Nellike og Rose.

Gaderækkerne mellem Adelgade og Store
Kongensgade
fik navne efter pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven,
Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten
. Men et enkelt
navn havde forvildet sig i denne samling, nemlig En hjøringen.  

Byggelysten fik ødelagt mange af disse
navne og grænser. Lavendelstræde
med dens forsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen)
blev til Klærkegade.

Løvegaden og Kattegaden
er forsvundet. Neglikegade (senere Kokkegade), Bjørnegade og Kaninstræde
er blevet til meget kedeligere Fredericiagade.

Pindsvinegade
blev til Lorenzensgade. Ja havde du penge nok til at bygge for,
kunne du få en gade opkaldt efter sig.

Hundestræde
blev allerede i 1654 kaldt Elsdyrstræde,
derpå Nylængen, Nygade og senere Gernersgade. 

Bageren havde det svært

Man må sige at Christian den Fjerde
gik op i detaljerne, således sørgede han for, at der blev forordineret
en bager, Abraham Holterman.
Han havde dog lidt svært med at konkurrere med de andre københavnske
bagere og høkere. Men det havde kongen også en løsning på. I 1646
blev det påbudt disse at bringe deres Varer derud.

Sandsynligvis har en brygger slået sig
ned i Bryggerlængen.  

Syg i tjenesten

Den øvrige kost som næppe var særlig
rigelig eller god, blev leveret fra Provianthuset.
Her kunne Baadsmændene eller deres kone og børn hente deres
forplejning.

Og kongen havde så sandelig også sørget
for de syge og sårede matroser:

  • Hvo som bliver udygtig
    til at fortjene sit Brød ved de Saar, han faar af Fjenden, skal forsørges
    af Kongen, og den som saares af Fjenden eller i Kongens Tjeneste, skal
    underholdes og læges frit og nyde sin fulde Løn. Men for andre Saar
    og Skader skal hver især betale.

 

Som følge af denne forordning ansatte
kongen en Badskær ved Bremerholm.
Han indrettede også et Baadsmændenes Sygehus. 

Københavns første
”almueskole”

For Nyboderbefolkningens aandelige
Velvære
indrettede Christian den Fjerde en skole. , der lå på
hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde).
Den kan sikkert betragtes som Københavns første Almueskole. Den blev
senere fortsat som Søetatens Drengeskole.  

Egen justits

Nu var det ikke byens bedste borgere
der boede herude. Således skrev kongen i 1641 dette: 

  • Der skal ogsaa tænkes
    paa, hvorledes Justitsen sammansteds kan holdes i Agt, førend man faar
    Harm derfor af disse Dannemænd, som findes deri, thi de kan gjøre
    Alt det, de vil og Ingen kan faa at vide, hvem der gjør det.

 

Kvinderne herude var barske og der var
et absolut hadforhold mellem søfolk og studerende.  

Bastioner uden for Nyboder

Ikke langt fra Nyboder blev volden forstærket.
Nørreports Bastion
blev udvidet. Og der blev lagt to dæmninger
for at hindre vandet i at løbe bort. Dette blev gentaget 4 gange på
strækningen udenom det gamle Østerport (for enden af
Østergade) indtil gravens udløb i havnen bag Holmens Kirke.

De tre bastioner mellem Nørre – og
Østerport fik navnene, Sankt Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten
og St. Klare Skandsen.
 

Kongen fik fiskeretten

I 1619 havde kongen erhvervet alle tre
søer. I begyndelsen af det 17. århundrede var St. Jørgens Sø ellers
ved at forsvinde. Den var blevet udtørret til brug for græsning. Men
Christian den Fjerde mente, at adgangen til byen ville være for let
for fjenden, så han befalede at søen skulle opdæmmes. Magistraten
bad om henstand på grund af mangel på penge.

I stadens fjerde sø havde Magistraten
lige som de tre andre søen fiskeretten, hvorimod jagtretten var kongens.

Fiskeretten forsvandt i 1619. Byen fik
overladt Ordrup Sø, tre damme ved Gammel Vartov
og et årligt tilskud af 150 karper,
som kongens fiskemester, skulle aflevere. Og for at gøre det hele endnu
mere kompliceret så havde kongen ingen ret til søernes bund eller
bredder.  

Byens fæstninger

For enden af Sortedamssøen
blev der anlagt en række skanser. Disse var dog ikke færdige før
i 1645. Ravnsborg Skandse skulle bekostes af kommunen, men den
var endnu ikke færdig i 1646.  

Den tredje adgang til staden af Ladegaardsveien
(Peblingedammen)
blev beskyttet af den nye Kongelige Ladegaard,
der opførtes som fæstning, kort tid efter, at kongen havde erhvervet
S. Jørgens Mark.
 

Nu blev Københavns forsvarsværker vel
aldrig helt færdigt. Vartov, Ravnsborg og Ladegaarden kom aldrig til
at spille en rolle.  

Der var blevet en grøft og anlagt et
dige udenom Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro.
Tusindvis af daglejere, soldater og endda kvinder blev beordret til
at forstærke voldene med hakker, spader og skubbarer.
I 1647 var det nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig.

Det nye Nørreport for enden af Frederiksborgsgade
var derimod ikke færdig ved Christian den Fjerde’s død. 

Dårlige vejforhold

Vejforholdene var forfærdelige. De blev
kun meget nødtørftig holdt ved lige. Når der kom gæster til byen
eller hvis kongen skulle ud at rejse gjorde man lidt mere ved det. Kongevejene,
der var afspærret med bomme var i lidt bedre stand.  

De tre søer havde en lidt anden form
end nu til dags. Peblingesøens vestlige del var en del bredere end
nu. Søerne fik vand fra Damhussøen
gennem Ladegårdsåen, som ved Hyltebro
i nærheden af Lygten desuden optog det overskydende vand fra
Emdrup Sø.
 

Der var stadig problemer med ejendomsretten
til søerne. En dom fra 1656 fastslog dog, at græsset i Sortedam
tilhørte byen. 

Drikkevand fra
søerene

Man havde problemer med vandforsyningen.
Både de tre søer og Emdrup Sø var leverandør af drikkevand. Det
var ikke særlig sundt, at drikke dette ukogt.

Man fik også vand fra 24 offentlige
brønde. Et trætag var anbragt over dem. Vandet blev trukket op i spande.
Men det blev klaget over at skarnsagtige mennesker kastede Aadsler
og urenlighed
i dem. Det hørte ikke til sjældenhederne, at der
fandtes lig af nyfødte børn i brøndene. I 1668 lukkede man derfor
brøndene med brædder, og satte pumper i dem. Men hver gang stadsgravene
skulle have mere vand, ja så blev brøndene udtørrede.  

Forstanderen på Vartov, Mogens Bertelsen
også kaldet Dalin blev betragtet som troldmand. Han havde studeret
fysik og matematik i Padua og Wittenberg.
Han foreslog at de tre ferskvandssøer, S. Jørgenssø, Peblingesøen
og
Sortedammen blev udgravet, så man fik et stort havebassin helt
ud til Sundet. Han havde også andre ideer med ledninger, men planerne
blev ikke rigtig til noget.  

Ny forstad

Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartov
for enden af Sortedamssøen udlagdes en ny forstad med regelmæssige
gader i årene 1650 til 1653. Gaderne fik navne som Helsingørgade,
Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanegade.

Ja sådan fremgår det af kort fra den tid. Men planen blev aldrig rigtig
udført.  J.L. Wolf fortæller: 

  • Imellem Ny
    – Kjøbenhavn og Hospitalet udenfor den nye
    Østerport bygges nu og opsættes paa begge Sider den alfare Vei mange
    skjønne Huse, 2,3 Loft med anseelige Gavle og store Haver hos.

 

Grunden til, at det aldrig blev til noget,
var belejringen, og de her omtalte huse blev sikkert ødelagt under
denne belejring.  

Ny Kjøbenhavn

Strækningen mellem denne forstad og
Sortedamssøens kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere såkaldte
Peymanns Rende
tilhørte kongen. Det var her Ny
– Kjøbenhavn
blev opført. Her lå Rosenborg, Nyboder, S.
Anna Rotunda, Kastellet
og de nye volde. Kongen havde dog ikke ejendomsret
helt ud til Sortedammen. Nord for den senere Farimagsvei havde
borgene anlagt haver og vænger med Fæstebreve
fra Magistraten. 

Her var endnu landligt. Her havde den
gamle Dyrehave ligget, som hørte til Rosenborg. Her kunne man nyde
jagtlivets glæder, men denne fornøjelse var kun til glæde for adelen.  

Forstaden uden for Nørreport

Længere mod vest ved den nuværende
Gyldenløvsgade,
hvor vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene,
Forstaden udenfor Nørreport.  

Dette ældste Nørrebro lignede nærmest
en landsby. Der nævnes en stor mængde stræder mellem haver og ensomt
beliggende huse og en række boder, der blev lejet ud til småfolk.
I 1645 talte forstaden 137 familier, foruden de fattige som ikke nævnes
i skattelisterne.

I en gammel Magistratskrivelse fra begyndelsen
af forrige århundrede hedder det: 

  • Før Forstaden for Kjøbenhavn
    i August Anno 1658 blev afbrændt, da stod Stadens Nørreport af Tømmerværk
    bygget lige for samme Gade, som den siden af Murværk blev bygget og
    endnu ligger, og var det paa høire Haand, naar man kom ud af Ravelinen,
    ved veien over Peblingebroen første n bred Plads ved Landeveien, som
    gik uden om Staden. Derhos laa den Kirke, hvor da udenfor samme Kirkegaard
    var alfar Vei til de her liggende Huse og Eiendomme, derfor længer
    ud mod Sortedam laa en Blegdam eller Plads.

 

Mellem Voldene og Sankt Jørgenssø helt
ned til strande med Rosenåen som grænse lå Kalvehaven.
Ved søens opdæmning kom en stor del af Kalvehaven under vand.  

Kirkebyggeri måtte opgives

Man opgav det storstilede projekt
S. Anna Rotuna
, en stor flot kirkebygning. Til gengæld var Kastellet
færdig i 1694. Tiderne var urolige, men Københavns befæstning var
stadig ikke helt i orden. Man tog nu fat på den vold, der lå nærmest
Kastellet  

Ballade i Nyboder

Skt. Hans aften i 1690 på Nyboder skulle
traditionen tro blive en hyggeligforanstaltning, men sådan blev det
ikke. Majstangen var hejst og så gik dansen lystig. Men en soldat kom
i klammeri med en pige, og en matros tog hendes parti. Det udviklede
sig til et grueligt Slagsmaal.
Næsten hele Nyboders befolkning og en masse soldater blev involveret. 
Hele regimenter blev udkommanderet. Matroserne greb deres økser, knive
og stænger. Kvinderne gik op på lofterne og kastede med sten, mens
soldaterne brugte deres sabler og bajonetter. Til sidst måtte de fyre
med deres Musketter. 

Admiral Bjelke,
nogle sø – og landofficerer forsøgte at dæmpe parterne, men forgæves.

Kampene fortsatte hele natten og den
følgende dag. Matroser og soldater kunne ikke tåle synet af hinanden.
En fændrik fra garden fik sin arm afhugget ved skulderen, og en løjtnant
blev dødelig såret.

Vagten ved Østerport blev angrebet af
Nyboder – folket og måtte flygte.

Den næste nat patruljerede Hestegarden.
Kun ved Kronprins Frederik’s
personlige indgriben blev roen genoprettet. 

Huse skulle nedrives

Området mellem voldene og søerne forblev
i mange år ubebygget. Kongen havde befalet, at samtlige huse indenfor
søerne skulle rives ned. Som følge heraf flyttede blegmændene ud
på den side af Sortedamssøen. De slog sig ned her sammen med urtegaardsmænd.  

Papegøjeskydning på
Nørrebro

Papegøjeskydning
var særdeles populær i de høje kredse dengang. Således havde man
i Broderlogen strenge regler, der skulle overholdes ved sådan
en skydning. Den 7. september 1694 blev der indviet en ny skydebane
udenfor Nørreport.

Her var opsat en Papegøiestang
og indrettet to baner til skiveskydning, henholdsvis af 200 og 400
alens længde.
Desuden var der en særlig lille bane til pistolskydning.

Kongen nedskød papegøjens hoved og
vandt et sølvbæger til en værdi af 40 rdl. Statholder Gyldenløve
nedskød derimod kroppen og blev fuglekonge.  

Østerport flyttes

Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet
blev lagt længere ud, og uddybet.

Østerport, der i Christian den Fjerdes
tid havde ligget mellem Rosenkrantzes
og Pucklers Bastion for enden af Rigensgade,
var blevet flyttet i 1682, og i 1708 blev den nyopført.

Der blev bestemt, at kvæget ikke længere
måtte græsse på Stadens Fælleder mellem voldene og søerne.
De skulle drives ud over dæmningerne til Nørre – og Vesterport.  

Ved en kongelig befaling af 1726 anvistes
en losseplads i et sort sandhul bag Ravnsborg på Nørrebro.  

Ville ikke modtage Blaagaarden

Kongens bror, Prins Carl
havde overtaget Blaagaarden.
Her boede han en del året sammen med søsteren, Prinsesse Sophie
Hedvig.
Han opførte den nye hovedbygning, tækket med blå skifer,
som gav stedet navn.

Prins Carl havde i hovedbygningen indrettet
en Bedested, smykket med 35 bibelske stykker. Dem tog han dog
ned af frygt for, at Zaren ville hugge dem.

Da prinsen døde i 1729 arvede hans søster
gården. På sit dødsleje testamenterede hun Prinds Carls Hauge
til Kammerherre Carl Adolf Plessen.

Denne nægtede dog i første omgang at
modtage gaven, men gav efter, da han modtog et Kongeligt Magtbud
og Ønske.
 

Krise i Nyboder

Nybodermanden
havde sin egen domstol, sin vagt, vægtere, gadefogeder, skoler, boder
og brændevinskipper. Herude var brolægningen meget værre end noget
andet sted i København, ja nogle steder manglede den helt.  Vognene
sad fast i mudder. Her var gadefejning og lygter et ukendt fænomen.
Først i 1717 indførtes dagrenovation og ført i 1770 natrenovation.

I 1713 havde politimesteren i København
forbudt værtshusejere at give kongens matroser kredit. De fleste af
disse boede i Nyboder. Grunden til dette skridt var, at folkene ikke
fik deres hyre udbetalt. Nøden var så stor, at det førte til opløb
og optøjer. Ja mange Nyboder – folk begyndte at sælge deres uniformer
for at få råd til det daglige brød.  

Jødeforfølgelse

Jøder havde det ikke godt i datidens
København. De måtte ikke optages i de forskellige laug. Ja, de blev
nærmest betragtet som et farligt folkefærd. Men i 1725 blev en af
reglerne lempet en lille smule. Nu måtte jøder holde christent
Tyende,
såfremt dette tyende var mandlig og over 30 år – eller
kvindelig og var over 50 år.  

I 1729 fremkom en episode, der viste,
at jødeforfølgelsen ikke var ophørt. Prokurator Jens Gedeløche
havde bekendtgjort at han var gået over til jødedommen.
Men det blev først bekendtgjort efter hans død og begravelse.

Kongen befalede derfor, at Jøderne enten
selv eller med assistance fra Natmanden skulle optage liget
Garnisons Kirkegaard og jorde
det på den jødiske kirkegård 
 

Hvis du vil vide mere:

  • Nyboders Historie
  • Blaagaards
    – kvarteret gennem 400 år

 

Kilde:

  • Se Litteratur
    – Nyboder
  • Se Litteratur
    – Nørrebro
  • Se Litteratur
    – Østerbro

Nyboders historie

Dato: september 14, 2008

En
”Kongelig Højhed” jagtede græsenker på Nyboder. Søren Kierkegaard
kunne lide Nyboder – pigernes ynder. Man skulle
tidligt på arbejde, da Christian den Fjerde selv
kontrollerede arbejdernes flid – klokken 4 om morgenen. Der var hånds
– og halsret over de elever der var
”i fast tjeneste”. Nyboder var Kongens By med egne forordninger.
Nyboder – borgerne måtte ikke vise sig i Frederiksberg Have, på
voldene og ved broerne.
 

Det er ikke meget tilbage af
det oprindelige Nyboder.

Navnet Nyboder stammer fra
bebyggelsen ved Bremerholm. Fødselsåret fra 1608 til 1636 er blevet
nævnt, men officielt har man valgt 1631. Den første bygmester var
Thomas Wallmeiister.
 

Ekstra told

I begyndelsen gik det dog langsomt
med at få bygget de 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig
havde planlagt. Grunden var pengemangel.

Dokumenter viser, at byggeriet
allerede var i gang i 1629. Det ville koste 132.000 Rdl, at opføre
husene. Det var i sig selv en bedrift, at fuldføre byggeriet. 

Den 28. januar 1631 blev der
udsendt et kongebrev, hvori der stod, at der skulle opkræves en afgift
ved alle toldsteder af alle Skibe, Kreyer,Skuder og Færger med ½
Rigsort for hver Last af de drægtige ere og af fremmede Skibe skulle
der kræves en ½ Rigsort hver gang de laster eller losser i Riget.

Disse afgifter skulle være
med til at betale byggeriet.  

På et tidspunkt talte man
også om at opføre kolonihaver til Nyboder – folkene uden for voldene,
men det blev dog aldrig til noget.  

I 1647 var der opført en ny
Østerport.

Det var ret så omfattende
byggeri, man var gået i gang med. Lagde man alle husrækkerne sammen
i en lige linie, ville det fylde hele vejen fra Østerport Station til
Hellerup Station.

Nyboder kom til at fylde meget.
Ideen til byggeriet havde Christian den Fjerde sikkert lånt af de andre
af datidens store flådemagter.

Der fandtes i København ældre
boder med samme formål. Det var de såkaldte skipperboder. De lå lige
over for Holmen. 

Sankt Anna By

Allerede i 1625 havde Christian
den Fjerde drømt om, at han ville skabe en ny by, der skulle hedde
Sankt Anna By. Den skulle bygges rundt om en stor kirke. Den skulle
være 12 – kantet og have en diameter på 12 alen. Ja, den skulle
også kaldes Matroskirken.

Først i 1642 gik man i gang
med dette. Et hold på 100, deriblandt et større antal kvindfolk.
Han nåede det dog ikke. Kirken blev aldrig bygget og beboerne kunne
ikke lide navnet Sankt Anna By.  

18 nye gader og stræder

Hele 18 gader og stræder blev
anlagt. Mod nord blev Nyborder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde
og Hundestræde.
Ind mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde,
Hjortestræde og Hindestræde.

Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Mod vest nåede Nyboder
til Rigensgade.  

Husrækkerne lå i retningen
nordøst til sydøst og blev gennemskåret af to tværgader, Adelgade
og Borgergade.
Førstnævnte blev i ældre tid kaldt Den store
Adelgade og Djuregade.

Kongen holdt selv øje med
byggeprocessen i begyndelsen. Han fandt mange fejl.

Den 26. juni 1634 skriver Christian
den Fjerde til Rentemesteren:

  • Jeg var nu i
    Eftermiddag ude hos de Båsmandsboder, som bygges ved St. Anna Bro,
    og befunden at Kalken ikke bliver slagen, men kun rørt omkring, så
    at Kalken ligger hel i Baljen, hvorfor sligt vil haves i agt, ellers
    bliver det Skarn alt det, der skal gøres.

 

I de første fem år blev der
bygget 178 boder: 

  • Yderligere 100
    blev færdige i 1636
  •       
    –           72    
    –         –     
    i 1637
  •       
    –          130   
    –        –      
    i 1638
  •       
    –         105    
    –         –     
    i 1641

 

En stor plads opstod i området.
Man tillod at græsset voksede her. Derfor fik det navnet Grønland
(Grønneland).

Det blev brugt som eksercerplads.
Men også som rettersted. Her måtte en tysk fendrik i 1676 lade livet
i galgen: 

  • formedelst Forræderi
    hos hannem befunden

 

Den første
bager

Allerede i 1646 blev Abraham
Holtermann
udnævnt som autoriseret bager af Christian den Fjerde: 

  • at der intet
    Indgreb skal ske i has Nærring af andre bagere, dog skulle han være
    forpligtet til at forsyne dem, som boede i Vaaningerne med fornødent
    og velbagt Brød ”så ingen Klage efterkommer”.

 

Ballade ved
Majstangen

Skt. Hans aften 1690 havde
man hejst Majstangen i Nyboder. I festens rus snuppede efter sigende
en soldat et eller andet fra en pige, hvorefter nogle matroser for løs
på ham. Snart var et større slagsmål i gang. Matroserne brugte knive
og stænger. Kvinderne kastede med sten. Soldaterne anvendte deres bajonetter
og sabler. Det hjalp ikke, at officererne manede til ro og orden. Adskillige
sårede måtte bæres væk.

Episoden førte til, at vagterne
blev udstyret med morgenstjerner. Forskellige steder blev der opsat
pæle med halsjern. Her blev Forbrydere
stillet op til skræk og advarsel.  

Mange værtshuse

Der kom adskillige handlende
i Nyboder.

Ved Toldbodvejen blev der i
1695 både gangsti og kørerbane. Her nedsatte sig adskillige brændevinshandlende.
Man havde mange kunder, især fra Holmen. Men det var i Brokkensbod,
man serverede de største snapse.
 

Et eftertragtet
Husbrev

”Kongens Hus” i Nyboder
var meget eftertragtet. Man fik et Husbrev
som nærmest var en kontrakt, hvori man kunne opregne pligter og rettigheder.
Fra 1727 ved vi, at et sådant Husbrev
blev givet til dem, der havde gjort sig fortjent til det, eller som
var meget trængende. Hvis man forpligtede sig til at aftjene Marinen
et vist antal år, kunne man også gøre sig fortjent til et Husbrev.

Ofte var der op til 16 personer
i de 45 m2. Og nu var det ikke kun søfolkets ansatte, der boede her,
selv om det nok var hensigten. På et tidspunkt blev husene også brugt
som kaserne for værnepligtige.  

Et specielt Nyboder – sprog

Sproget i Nyboder var specielt.
Det var en blanding af det københavnske almuesprog og søfolkenes sprog.
Det var også præget af, at samfundets mest rå klasse havde til huse
her. Mange nyboder – folk trøstede sig også med flasken.

Nyboder – folket dannede
grundstammen på de mange skibsbesætninger, der vandt så mangen et
søslag. Her var også nationalfølelse og kærlighed til konge og fædreland.

Beboerne fik udleveret lys
til at sætte i vinduerne, når der var en festlig begivenhed at fejre
hos kongefamilien. Den følgende dag havde man fri, for man skulle sidde
længe op, for at puste lysene ud.

– Naar den røde Hane galede
over Hovedstaden,
mødte folkene fra Nyboder frem i kampen mod flammerne
i København. De viste også deres værd under Københavns brand i 1795,
hvor hele Holmen var omspændt af flammer.  

I fængsel

I Nyboder var der en vagt med
tilhørende Hundehul. Her lå også et sprøjtehus. Der var noget,
der var værre end Hundehullet.
Det var hvis man var så uheldig at blive indsat i Gammelhavn.
Hvis man ikke kunne byde på drikkevarer, blev der udøvet vold mod
én fra de andre fangere. Man tog tøjet fra den nye som en slags pant,
såfremt man ikke fandt kontanter. Så skulle man skaffe kontanter,
og så kunne det være, man fik sit tøj igen.

En anden risiko var, at få
Smitsot.
Det var snævre, stinkende og usunde fængsler. Her kunne
sygdom let opstå. Fra historien kender man til mange dødsfald i de
danske fængsler. 

Borgerne i Nyboder var ikke
underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral.
Kongen bevogtede Nyboders område, som var det et privat område. Magistraten
skulle ikke blande sig.  

Man havde svært ved at indordne
sig efter regler og forordninger i Nyboder. I 1705 måtte Livgarden
og Grenaderkorpset haste mod Nyboder for at holde orden.  

Sygdom og lidelser

Under krigen i 1710 opstod
der ombord på flåden en smitsom Forrådnelsesfeber, der angreb
mange og medførte døden for de fleste. Henved 6.000 søfolk bukkede
under, heriblandt mange i Nyboder. Men det skulle blive meget værre.

I 1711 kom pesten til København.
En tredjedel af byens befolkning omkom.

Man nedsatte en sundhedskommision,
der skulle træffe foranstaltning til epidemiens bekæmpelse. I Nyboder
blev der ansat en barbermester med en svend, der skulle bedømme kvarterets
sundhedstilstand og sørge for de dødes jordefærd.

De syge skulle med det samme
transporteres til lazaretter og hospitaler. Men det var ikke lige let,
at holde styr på det hele. På Vodrofs Gaard
og ved Ladegaarden talte man om bestikkelse, forbrydelser og
andet uskik blandt patienterne.

Nyboder – folket brød sig
ikke om læger, hospitaler og læger. De ville helst død derhjemme.

Flåden blev holdt i søen
så længe som muligt, og mandskabet led meget under kulden. I november
blev de nødt til at anlægge havn. De raske skulle samles på Nyholm
i en baraklejr indtil pesten var forbi. Men folkene opsøgte deres familier
i Nyboder uden hensyn til pestens rædsler.  

Tæt uden for Kastellet
blev der gravet 6 fod dybe grøfter, hvor de afsjælede legemer blev
nedlagt i flere lag og i uafbrudte rækker. 

Begravelse i Nyboder

Når sygdom ramte en Nyboder
– mand, blev han omgående indlagt på hospitalet i Nellikegade, hvis
ikke han valgte at ligge syg i hjemmet.

Mange begravelser udgik også
fra Nellikegade. Sørgetoget, hvor enken ikke deltog gik efter gammel
skik gennem afdødes gade. Uden for hjemmet standsede man, og stillede
kisten på nogle skamler. På fortovet var der strøet sand og gran.
Nu kom den sørgende enke ud og lagde en krans på kisten.´, et sidste
farvel.

Sørgetoget fortsatte uden
enken til kirkegården. Begravelse, dengang var helt overladt til mændene.
Deltagere uden uniform lejede som regel sorte sørgekapper. Efter begravelsen
samledes man i det sørgende hjem. Trak det ud om aftenen, serveredes
en Bolle brændt Punch.
 

Masser af krudt

Et farligt bekendtskab var
Krudtbrænderiet.
Midt under belejringen i 1658 opstod der ild i
krudtbrænderens hus. Og ved eksplosionerne, der fulgte: 

  • opfløj en Del
    af samme Boder, og nogle Mennesker blev skamferede.

 

Også i 1779 sprang der krudt
i Nyboder. Da var det Krudttårnet, der sprang i luften. Resultatet
blev 7 døde og 47 kvæstede. Bygningerne fik skader for 40.000 Rdl.
Men hvor store skaderne egentlig var, er der uenighed om. På gamle
kort kan det ses, at mange huse simpelthen var forsvundet, antagelig
foråsaget af eksplosionen.  

Bange for svenskerne

Året 1716 bøde på en meget
streng vinter. Matroserne måtte træde til som vagter ved Øresund.
Man var bange for at svenskerne ville vade over Øresund. Det var en
hård tørn, og matroserne fik først deres løn ved årets afslutning.  

Nye huse

Man forsøgte at hensætte
penge. Men under krigen 1709 – 1720 blev der kun hensat 7.000 Rdl.
Det var alt for lidt.

I 1743 oprettede man Nyboders
Fond.
Gennem den forsøgte man at få de nødvendige midler til
udvidelse og vedligeholdelse.

I 1757 besluttede man at lade
70 huse opføre mellem Elefantgade og Elsdyrsagde. I 1789 blev
Krokodillegade
bygget. Formentlig kort tid efter blev Svane
– og Gaasegade
bebygget.  

Manglende vandforsyning
og brobelægning

Beboerne havde langt til vandforsyning.
Enkelte brønde fandtes i Adelgade og Borgergade. Man kunne også forsyne
sig fra Kastelsgraven. Kongen befalede, at der skulle føres en ledning
fra Rosenborg Slotshave til Nyboder. Beboerne skulle selv udføre arbejdet.

Fra starten var vejene ikke
brolagte. Det hændte ofte, at belæssede vogne sad fast i dyndet.

Efter 1765 blev der bevilliget
12.000 Rdl. Til brolægningen. Men om man gjorde dette godt nok, kan
man have sine tvivl om. Således måtte Ulvegades belægning laves om
i 1827.  

Ingen natrenovation

Indtil 1717 havde man ikke
almindelig dagrenovation. Man kastede bare det hele på gaden. I 1778
bestemte man, at beboerne skulle feje gaderne to gange om ugen. Kommunen
fik også mere system over renovationen. Men helt godt blev det bestemt
ikke.

Rakkeren, der fjernede ådsler
og skarn fra byens gader blev anbragt i forlængelse med Nyboders huse
i nærheden af Rigensgade. Denne person blev betragtet som uærlig.
Han skulle bo fjernt fra almindelige mennesker, som ikke ville omgås
en uærlig person.  

Måtte ikke holde værksted

Det var forbudt at holde værksted
i Nyboder, men i de private hjem blev der udført mange forskellige
håndværk. I 1735 fik håndværkerne lov til at arbejde for hinanden,
og i 1784 blev der tilladt at arbejde for alle og sælge til alle.  

Bryllup i Nyboder

Nyboder – manden blev gift
i en ung alder. Den udkårende var oftest af samme klasse. Men for at
blive gift, skulle man først have en friseddel af kompagnichefen. Denne
seddel skulle man så fremvise til provsten ved Bremerholms Kirke. Denne
provst skulle forestå vielsen. Inden 8 uger efter denne seddels udstedelse,
skulle vielsen være fundet sted.

Stadsmusikeren skulle have
4 mark for at deltage. Var det det tale om fattigfolk kunne han dog
gå ned til 3 Mark.

Og når Nyboder – manden
var blevet gift, var det ikke en skam at hjælpe til i husholdningen.
Blev man ældre, var man sikret en beskeden pension. Huset og kosten
var ikke en uvæsentlig del af dette.  

Fogeden stod i døren

Men nu var alt ikke fryd og
gammen, bare fordi man boede i ”Kongens Hus” Det kneb nemlig en
gang imellem at få udbetalt sin løn. Nogle gange gjorde man oprør
mod dette. Ved udgangen af 1688 var der ikke løn til bådsmændene,
de måtte nøjes med to skjorter i stedet for rede penge. I 1690 havde
mandskabet 187.00 Rdl. til gode, og i 1693 var dette beløb vokset til
267.000 Rdl. Det kunne mærkes i Nyboder.

Fogederne måtte en gang imellem
trække deres våben, når de kom til Nyboder for at kræve ind.

Når man ikke kunne få sin
løn, og fogeden stod for døren var det kun en mulighed, og det var
tiggeri. Men ved en kongelig forordning i 1732 truede man med, at de
hvis koner og børn blev truffet i tiggeri, skulle bortjages fra
divisionerne.

De stakkels arbejdere skulle
møde når som helst på arbejde, når det krævedes af dem. De fik
ikke noget vederlag uden for reglementeret arbejdstid. Protesterede
man, blev man indsat på Bremerholm.
Vedblev man med at være genstridig, kunne Standretten
på stedet dømme én til døden i galgen.  

Stor forskel på lønningerne

Der var stor forskel i den
løn man fik i Søetaten. Vi dukker lige ned i lønregnskaberne i slutningen
af 1670’erne. Den årlige indkomst var: 

  • Rigets admiral
    Henrik Bjelke og Genraladmiral fik 5.000 rdl.
  • Admiral Niels
    Juel fik 2.000 rdl.
  • To viceadmiraler
    fik henholdsvis 1.000 rdl. og 900 edl.
  • Scouthynacht
    fik 600 rdl.
  • 27 kaptajner
    fik fra 200 til 400 rdl.
  • 16 løjtnanter
    fik hver 150 rdl.
  • Almindelige skippere
    fik mellem 40 og 100 rdl.
  • Styrmænd fik
    mellem 60 og 80 rdl.
  • Højbådsmænd
    fik 30 rd.
  • Højbådsmatroser
    fik 24 rdl.
  • Bådsmænd fik
    21 rdl.
  • Bødkere fik
    20 rdl.
  • Bøsseskyttere
    fik 13 rdl.

 

Som tillæg fik bådsmænd
også 12 alen klæde, mens bøsseskyttere og skippere fik 6 alen klæde
hvert år.

Som regel slog lønnen ikke
til for den almindelige arbejder, så måtte konen også træde til.
Størstedelen af de koner man mødte på gadehjørnerne, der solgte
fisk og grøntsager var Nyboder
– madammer.
 

Lang arbejdsdag

Som regel arbejde Nyboder –
manden udendørs. Når vejret viste sig fra sin værste side, blev der
holdt øje med dispensationsflaget
både på Holmen og Nyboder. Når det blev hejst måtte arbejderne gå
hjem.

Man startede tidlig på arbejde
på Holmen på Christian den Fjerdes tid. Grunden var, at kongen selv
ville føre tilsyn med arbejdernes flid. Det skete ofte kl. 4 om morgenen.

Senere mødte man kl. 4.45
om sommeren, og kl. 8.30 om vinteren. Dog måtte smedene møde noget
før. Hvis man ikke mødte til tiden, så blev de såkaldte brikkepenge
på 10 rdl. Om året trukket fra.

Om middagen havde man 1 –
2 timer fri. Dagens arbejde sluttede kl. 19 om sommeren og kl. 15 om
vinteren. Senere blev den lange middagspause afkortet og fyraften var
så kl. 16.  

Bespisning

Alle blev bespist på Spiiseboden,
der lå på Bremerholmen. De overordnede og Nyboder – ansatte,
der var gift, måtte hente deres naturalier på Proviantgården.
Hver mands ration bestemtes nøje, og en Mønsterskriver
kontrollerede om alt gik efter reglementet. Der blev serveret ærter
14 gange om ugen, middag og aften, samt 6 – 8 potter øl pr. mand
dagligt. De må have været tørstige dengang.

Da boden ophørte sin virksomhed,
måtte alle hente deres ration på Proviantgården.
Kosten var beregnet månedsvis: 

  • 2 ½ skræppe
    Rug
  • 2 Ottinger Gryn
  • 5 pund røget
    eller saltet Flæsk
  • 8 pund saltet
    okse – eller islandsk Lammekød
  • 6 pund Smør

 

Selv om man ikke måtte sælge
provianten, gjorde mange det alligevel og omsatte gevinsten til flydende
varer. Blev det opdaget fik man 81 Slag Tamp.  

Rettigheder og pligter

Det var ikke nemt at bo i Nyboder.
I 1718 opsatte inspektør Thiellesen en plakat med følgende ordlyd: 

  • 1.
    Advares alle og enhver her udi Nyboders Huse boende og hermed alvorligen
    forbydes, så mange som Køer eller Svin holder, at de sig ikke understår
    nogen uhumskhed, hvad Navn nævnes og som kan samles, at udkaste på
    gaderne, men at lægge sådant i en Trækiste i deres Gaarde indtil
    det kan blive bortført, og hver Kiste skal være indrettet således,
    at ingen Skade tilføjes Huset eller er til nogen Ulejlighed for Naboerne.
    Såfremt de ikke har Raad til at ordne dette, skal både Køer og Svin
    afskaffes, men den der beholder saadanne Kreaturer skal handle saadan,
    at naboerne ikke lider nogen Skade, saadan som ofte er sket. Det kan
    heller ikke tillades at Køer eller Svin at gå på Grønland, fordi
    det derpaa til blegning liggende lintøj bliver nedtraadt og ødelagt.
    Hvo, der handler herimod skal første gang bøde 2 Mark og anden gang
    dobbelt, alt til den fattige Nyboder Skole, men tredje Gang vil han
    blive straffet efter Sagens Beskaffenhed.

 

  • 2.
    Ingen maa udskylle nogen Uhumskhed af deres Nathuse og gennem Rendestenene
    og heller ikke udkaste sådan urenlighed paa Gaderne, Grønland eller
    nogen omliggende Plads, man skal føre det bort til dertil anordnede
    Steder. Bøderne skal her deles mellem Skolen og Gadefogeden.

 

  • 3.
    Endhver Nathus skal være indrettet sådan, at det ikke står til Skade
    eller Naboerne til Besværing.

 

  • 4.
    Hver lørdag skal enhver feje og rengøre sit Fortov, når Gadefogden
    lader sig høre med Træskallen, og Hjørnehusets Beboere har ikke alene
    sit Fortov uden for Døren, men også Fortovet ved Gavlen at renholde.
    Saaledes skal også rendestenene saa tit det gøres nødigt og i det
    mindste renholdes hver lørdag.

 

  • 5.
    Ingen maa staa ved nogen Vandpost for at skylle og vaske Klæder imod
    2 Mark Straf, men enhver skal vaske i eget Hus eller Gårdene. Det tillades
    ikke nogen at grave Huller paa gaderne og der nedsætte Tønder for
    at samle Vand. Hvo der graves saadanne Huller bøder 2 Mark og skal
    kaste Hullet til igen.

 

  • 6.
    Ild og Lys maa i hvert Hus under Straf af 1 Mark vel
    iagttages efter Brandordningen og enhver skal forklare sine Logerende,
    at de ikke omgaas skødesløst om Aftenen paa lofterne med f.eks antænde
    Piber, saa der kan indtræffe en Ulykke, for ingen Vært maa lade nogen
    med tændte Piber eller Lys uden Lygte gaa paa Loftet under Bødestraf
    paa 4 Mark.

 

  • 7.
    Vagten i Nyboder skal flittig patruljere baade Dag og Nat for at have
    Eftersyn med hvad der kan tildrage sig og holde Øje med Vandposterne,
    så Pumpestængerne ikke bliver stjaalet. Og Vagten skal Aften og Morgen
    baade Vinter og Sommer aftage og isætte nævnte Stænger. Til Hjælp
    for Inspektøren skal anordnes 2 Gadefogeder, der skal aflægge Rapport
    hver Dag.

Københavns politimester havde
en bemærkning til plakaten, at der ifølge kgl. Forordning af 26.11.
1709 ”må aldeles her ingen svin holdes over 3 dage, eller svinesti
haves under svinenes konfiskation og 10 rdl. straffe”. Desuden foreslog
han, at brandvæsenet, der under hans direktion ligesom renovationsvæsenet,
forårsager, at plakaten skal udsendes i politimesterens navn og i overensstemmelse
med politiforordningerne.  

Kvinder med skarp tunge

Kvinder kunne blive dømt
for at bruge en skarp tunge.
De kunne blive dømt af Holmens
eller Skibsofficerernes Ret.
Manden kunne, når han kom hjem fra
arbejde, se hans kone under Mængdens spot og spe bære
”Fiddellen”.
Dette ”instrument” var formet som en violin.  

Klager over naboer kunne ikke
undgås i så stort et område som Nyboder, og det kunne både gå ud
over konerne og deres mænd. Det var således galt i 1717 i Elefantslængen
nr. 5, hvor en arkelimester boede i hus med en tidligere bøsseskytter.
Arkelimesterens
kone klagede over, at hun ikke kunne være i fred
for den anden kone, Kristine, der skældte hende ud for alt muligt
og endog gik på hende med hug og slag, så hun i sin mands fraværd
ikke kun få fred. Klagen blev fulgt op af 7 andre arkelimestres koner,
der boede i samme længe.

Resultatet blev da også, at
bøsseskytter Erich Madsen Trundhjem
blev udsagt af huset på grund af hans kones uforligehed med
naboerne.
 

På samme måde gik det samme
år for profos Jan Job i Rævegade 32, der dagligt holdt et
meget uskikkelig hus med skælden og
smælden og værre med eder og banden.

Desuden havde han truet med at gøre en ulykke, hvorfor den anden beboer
i huset var bange for sin familie. Også han fik vidner fra naboer og
genboer om det ukristelige liv profossen
førte, hvorfor resultatet også førte, hvorfor resultatet også her
blev en udvisning af huset.  

Tappenstregen

Der skulle være ro i Nyboder
inden Tappenstregen. Denne bestod af tre vægtere med lange lanser
og en trommeslager. Den drog ned af Borgergade, Delfingade og hjem af
Rigensgade. Ingen officerer eller menig måtte vise sig på gaden efter
at trommerne havde lydt. Hvis det var nødvendigt at færdes i området,
måtte man have en passerseddel. Men også her var Nyboder – folket
ret kreative. Hvis de kom for sent hjem fra værtshuset vidste de godt
i hvilke gader de under ingen omstændigheder måtte vise sig.

Men det var også et spørgsmål,
om man turde vise sig ude i Nyboder, når der var bælg ragende mørkt.  

Fjernelse af 1 stk. hest

Hvem skulle betale hvad og
hvorfor? Ja det var ikke altid lige let, at lave regnskab dengang. Kort
efter årsskiftet i 1703 kom to gardere med hest gennem Nyboder. Pludselig
faldt hesten død om på Nellikevej, hvorefter garderne flygtede ind
mod byen. Man kunne ikke få navnene på garderne. Natmanden ville ikke
fjerne hesten uden forudbetaling. Inspektøren i Nyboder fik så at
vide, at han selv måtte sørge for hestens fjernelse og i øvrigt føre
udgiften på sit eget regnskab.  

Nyboder
– folket uønsket

Nyboder – folket var ikke
velset så mange steder. Man sagde om dem, at de gik tarvelig klædt
og at de opførte sig hensynsløs. I 1747 forbød Hofmarskallatet,
at de ikke måtte benytte Frederiksberg Have. I 1750 måtte de
heller ikke betræde voldene, og senere måtte de heller ikke vise sig
på broerne. De blev sat lavere end den laveste almue.  

To
– etagers huse

I 1756 begyndte man at bygge
i to etager. Dimensionerne blev lidt større. De sidst opførte to –
etagers længer blev opført i Ulvegade og Bjørnegade. De vakte opsigt
med deres moderne udstyr. Beboerne kunne dog ikke rigtig lide de blyindfattede
ruder. 

Ballade

Ofte var det kampe mellem matroser
og marinere, således også i 1759. Det startede som regel i Adelgade
og endte med adskillige sårede og døde. Så sent som i 1807 var der
kampe.

Her angreb marinere med geværer,
Nyboder. Deres fjender havde kun sten til at forsvare sig med. Beboerne
lukkede sig inde bag vinduesskodderne. Men marinerne trængte ind i
husene og mishandlede beboerne og voldtog kvinderne. Nyboders vagt blev
taget med storm, Skilderhuset forsvandt og arbejdsklokken lød. Efterfølgende
gjorde marinerne mytteri på Trekroner. 

Da Struensees fjender i januar
1772 sejrede, var der almindelig glæde i Nyboder. Men i sejrsrusen
blandede man sig med Byens pøbel og udplyndrede 60 Steder.

Mange havde sikkert misforstået
Struensee og dem der efterfølgende overværede den brutale henrettelse
af ham, vendte slukøret tilbage til Nyboder.  

Det dybeste mørke

Det dybeste mørke spredte
sig over kvarteret. Mens den øvrige by havde kendt til gadebelysning,
indførtes der i Nyboder kun en sparsom belysning med søvninge tranlygter
i 1800 – tallet. Tre Spaanehaugsmænd fik i 1803 det hverv
at passe dem.  

Fester og udflugter

Den største fest i Nyboder
var den der blev afholdt på Valborgs Dag.
Så blev Majstangen hejst.

Om søndagen tog man ud i naturen
– til familiehaverne i Pileallé, hvor man spiste den medbragte mad.
Bagefter tog man en tur i Frederiksberg Slotshave., hvor man kunne være
så heldig, at se Frederik den Sjette sejle i kanalerne med kone og
børn, roet af fint uniformerede Nyboder – mænd.

Mange tog også en tur i
De fattiges Dyrhave
ved Kalkbrænderiet.
Her var rigtig liv og rigtige abekatte.
Måske tog man en tur i Classens Have med madpakken. Her var der udsigt
over Øresund.

Højdepunktet var den årlige
tur til Dyrehavsbakken. Hjemturen var drøj. Småkårsfolk havde
ikke råd til at benytte kaperkuskene. Når man så skulle bære de
små, ja så var vejen lang.  

Lejen var ens

Lejen var ens for alle huse.
I 1870 var den på 60 rdl. årligt. Beløbet blev fratrukket, når man
fik udbetalt løn. Boligen var ofte en del af lønne. Den øvrige løn
kunne bestå af mundering, sygepleje, skolegang for børnene og kost.  

Skolegang i Nyboder

Allerede i 1621 stiftede Christian
den Fjerde Holmens Skole eller Korskolen. Dens hovedformål
var at uddanne kordrenge til Holmens Kirke. I 1800 blev Korskolen
lagt sammen med Laksegadens Skole.

Nyboder Skole var Københavns
første almueskole. Undervisningen var gratis og skolegangen var frivillig.
Det skulle alene være lysten til at lære noget, som fik børnene til
at søge skolen.

I 1711 fik skolen et legat
på 600 Rdl. Fra 1714 blev renterne delt mellem skolemesteren og børnene.
I 1721 underviste skolen 50 børn. Her blev det nævnt, at skolen fyldte
tre Nyboder – huse.

I 1759 var man oppe på 60
børn. Alt imens gik 300 – 400 børn rundt på gaderne: 

  • De lærte ondt
    og opdrages til ”Vildførelse og deres Sjæls Skade”.

 

Mange forældre holdt deres
børn tilbage, fordi de skulle være med til at tigge om føden. Og
om vinteren blev mange børn holdt tilbage. Det var simpelthen for koldt
i skolestuen. På et tidspunkt blev skolen nævnt som Broens Skjole.

To fattigskoler blev oprettet
omkring 1730’erne. De var beregnet for tiggende og vaneagtige børn.
Den ene lå i et lejet hus i Adelgade, senere i en bygning mellem
Salvie – og Bagerensgade.
I 1798 overgik disse skoler til Fattigvæsenet.

I 1786 havde Nyboder hele seks
skoler, beregnet til 100 drengebørn. Undervisningen foregik efter en
plan som kapellanerne ved Holmens Kirke havde udarbejdet. De mange små
skoler umuliggjorde dog en ensartet undervisning.  

I fast tjeneste

I 1816 indrettedes i Gaasegade
lokaler, hvor 24o drenge, kunne undervises. De var alle i ”fast tjeneste”
og fik uniform og kost. For dem, der ikke ville i ”fast tjeneste”
åbnedes der i 1820 i Svanegade en skole, beregnet til 160 drenge.

Man begyndte i skolen som 8
– årig. Uniformen bestod af en temmelig høj hat, en blå trøje,
hvide lærredsbukser og sko med snørebånd. De to første år fik man
hver måned 2 ½ skræppe rug. De næste to år fik de fuld kost og
4 mark om måneden. De sidste to år blev de Kompagnidrenge
og fik 7 mark om måneden.  

Efter endt skolegang overgik
drengene til Holmen eller Flåden som lærling. Som 20 – årig var
han udlært. De næste 20 år var han stavnsbundet til Flåden, som
tak for godtgørelserne.

Det var velset i de små hjem
i Nyboder, hvis deres søn kunne klare det, Han kunne så bidrage til
husholdningen. Så var det bare ærgerligt, hvis man fødte en datter

Når drengen kom fra skole
måtte han ofte hjælpe pigen hos en eller anden officer med at bære
vand, kløve brænde. Ja somme tider måtte han møde kl. 5 om morgenen
for at børste støvler.  

Pigeskoler

Efter 1786 var Laksegades Korskole
den eneste skole, hvortil Nydboders pigebørn havde adgang. Efter 1810
fik de også adgang til skoler i Klærkegade og Hoppeslænge.

I 1857 – 1858 flyttede pigeskolerne
til en fælles skole på hjørnet af Borger – og Kamelgade.

I 1874 blev Nyboders skolevæsen
nedlagt.

Fra 1878 have marinen ikke
nogen skole under deres bestyrelse, idet søetatens børn søgte kommuneskoler.   

Den engelske belejring

Under englændernes belejring
slog projektilerne hyppigt ned i Nyboder. En masse matroser var ude
på søen i kamp mod englænderne, og mange deltog i kampen i Classens
Have. Under belejringen var der masser af lovløshed på Nyboder. Der
blev spillet om penge på de forskellige brandtomter. 

Konerne solgte kogte varme
kartofler, så ikke uden grund blev Adelgade omdøbt til Kartoffelkysten.

Men Adelgade blev også kaldt
Tyvetorvet.
Nyboder var, for at bruge et moderne udtryk, visitationsområde.
Her fandtes adskillige tyvekoster.

Nyboder – folket gik sammen
med studenterne til general Peymann på d´Àngleterre. De forlangte
at blive kørt ud til fjenden og dø med ære. Men Peymanns svar var
bevæbnede soldater der blev sendt ud for at rydde Torvet
– under stor tumult.

Efter at belejringen af englænderne
var ophørt, kom der mere ordnede forhold i Nyboder. 

Søettatens Hospital blev opført
1806 – 1806 mellem Balsam – (Olfert Fischersgade) og Nellikegade
(Fredericiagade) 

Husbogen

I 1816 fik hver selvstændig
beboer en husbog, hvori han skulle indskrive alle husets beboere. Husbogen
bevirkede også, at en del ukvalificerede samme år blev udvist af Nyboder.
Staklerne var dømt til at blive husvilde. 

Laugene forstod det ikke

Det travle håndværkerliv
i Nyboder blev ivrigt fulgt af de forskellige laug i København. Således
udsendte Rebslaugenes oldermand i 1840 en skrivelse: 

  • Ved Reskript
    af 19. marts 1790 er der tilsagt Holmens Folk ret til i deres Fritimer,
    at forfærdige Rebslagerarbejde, dog at der ikkun må betjene sig af
    deres Hustru og Børns Hjælp. De kan antages at producere aarligt ca
    180 skippund fint Arbejde, hvilket omtrent er,
    hvad der behøves til Københavns Forsyning. Lauget har saaledes næsten
    intet uden den ubetydelige Handel med Bonden og Landmanden og selv i
    denne store Afbræk ved Holmens Folk, da disses Hustruer og Børn løbe
    om i Gæstgiversteder og paa Torvene at faldbyde Rebslagerarbejde til
    Landmanden.

 

Allerede i 1785 blev det bevilliget,
at i stedet for at give Nyboder – manden en ordentlig løn, fik de
tilladelse til at fremstille og sælge grove trøjer, lærreder, dynevår,
gulvtæpper m.m.  

Kongelig højhed på jagt
efter græsenker

En københavnsk spækhøker
foreslog i 1841, at samle alle Københavns letlevende damer i den af
Nyboders længe, der lå nærmest ude mod porten og volden. 

Og så gik rygterne på, at
en
Kongelig Højhed gik rundt og jagtede græsenker i Nyboder.
En enkelt gang skulle han have fået en endefuld af en af de skønne
græsenker. 

Kolera i Nyboder

I 1853 rasede koleraen i København.
Efter signende opstod det første tilfælde i Nyboder.

Nyboder var dog det kvarter,
der først fik indrettet en station,
hvor menigmand kunne rekvirere lægehjælp og medikamenter. På skibskirkegården
blev der oprettet et kapel 

Byggespekulation

Efterhånden tabte Nyboder
terræn. I 1845 blev en stor grund solgt til et børnehospital og i
1864 forsvandt yderligere grunde. Et nyt kvarter var opstået herude.

Ved bortsalg 1853 – 1878
afhændedes så meget af det sydlige kvarter, at Nyboders areal nærmest
blev halveret.

Længe efter længe af Christian
den Fjerdes boder sank i grus. Byggespekulanterne havde nået Nyboder.
På tomterne rejstes i 1868 Frimurerlogen, i 1877 St. Pouls Kirken og
de høje grimme boligkaserner. Bystyret burde nok ikke på denne måde
have fjernet disse historiske minder.

I 1856 blev Søetatens Pigeskole
opført mellem Haresgade og Kamelgade (Gernersgade). I 1869 blev den
omdannet til kadetskole. 

Nyboder skulle
udryddes

I 1865 foreslog den kendte
arkitekt, kammerherre Meldahl, at resterne af Nyboder skulle
jævnes med jorden. Også forfatteren Johannes V. Jensen syntes, at
Nyboder skulle forsvinde.  
 

Kierkegaards syn på Nyboder
– piger

Når Søren Kierkegaard gik
i Frederiksberg Have var han ikke blind for Nyboder – pigernes ynde.
Han skrev om dem: 

  • Nu følger hjertetropperne,
    Nyboders piger. Mindre af vækst, fyldige, svulmende, fine i huden,
    muntre, glade, vævre, snaksomme, lidt kokette og
    fremfor alt barhovedet.

 

Fra hvid til gul

I de resterende huse blev der
efterhånden lagt trægulve. De gamle ovne, der fyldte så meget, blev
erstattet af kakkelovne. Husenes farve blev i 1860 forvandlet fra hvid
til den hyggelige gule farve. I 1890 kom der endelig et ordentligt kloaksystem.
Gas og vand blev indlagt og vandposterne i gaderne forsvandt.  

De gamle vejnavne forsvinder

Det var stadskonduktør, ingeniørkaptajn
og vejviserens grundlægger, Krak, der havde ansvaret for at de historiske
gadenavne på Nyboder forsvandt. I 1869 lykkedes det ham at få Lavendelgade
og Hjertelængen omdannet til Klerkegade.

Seks gader, Blancogade, Akadiegade, Kaninlængen, Bjørnegade, Nellikegade
fik det nye navn Fredericiagade.

Marineministeriet tog initiativ
til at afskaffe navnet Kamelgade, der tillige med Meriansgade
blev til Gernersgade.

I 1897 blev Bryggerlængen,
Ulvegade og Balsamgade
slået sammen til Olfert Fischersgade.

Leopardlængen, Elefantgade
og Tulipangade
blev til Suensonsgade.

I 1891 havde St. Poulsgade
opslugt Salviegade, Enhjørningsgade
samt Lorentzensgade. Den sidstnævnte var opkaldt efter en af
byggematadorerne H.P. Lorentzen.
Det var Frederik den Ottende, der havde lovet at opkalde en gade efter
ham.  

Ikke i Nyboder – stil

I 1900 ophørte Søetatens
Hospital. Dets virksomhed for epidemistiske sygdomme blev overført
til det nye hospital på Tagensvej.

I 1903 blev der opført embedsboliger
for marinens officerer på St. Pauls Kirkeplads. Den var opført i 3
etager – i røde mursten. Og mindede slet ikke om Nyboders byggestil.

I 1914 – 1918 satte adskillige
Nyboder – folk livet til ved uskadeliggørelser af miner.  

Elektrisk lys til Nyboder

Elektrisk lys blev først indført
i Nyboder i 1917. Og i 1923 ophævedes Nyboders populære politikorps.
Korpsets opgave var blandt andet, at hjælpe til rette, når der var
syge og døde. Hvert år gik korpset husene igennem for at bedømme,
om boderne trængte til reparation.  

Sorte skyer over Nyboder

I 1930 blev Nyboders 300 års
jubilæum (Var det ikke et år for tidligt?) fastholdt. Kommandør I.C.D.
Bloch sagde ved den lejlighed: 

  • Nu drager der
    sorte skyer over Nyboders hidtil så klare himmel. Mange stemmer siger
    ”Vi har ikke længere råd til at lade de lave længer brede sig på
    den store grund. Den er seks millioner kroner værd, og staten får
    ingen renter af denne værdi, da den beskedne husleje, der kan kræves
    af Nyboders befolkning, kun dækker administrationen, vedligeholdelse
    og beskedne forbedringer.

 

Samme år blev Kronprinsessegade
ført igennem Nyboder. Eksistensen var truet. 

Kilde:

– Se litteratur Nyboder 


Kolera på Nørrebro 1853

Dato: august 14, 2017

Kolera på Nørrebro 1853

Ja vi kigger på sygdommen og de sanitære forhold. I alt døde 5.000 i København. Dengang boede der ikke så mange på Nørrebro. Der flød med ekskrementer og affald i Københavns rendestene. Ikke mange byggeregler i begyndelsen. Man diskuterede om kolera smittede, ja egentlig var man ikke enige om meget. Man snakkede om hyppig udluftning, rensning og hvidtning. Var sygdommen brudt ud, skulle man spise havresuppe og –grød. Og tænk, så fik man lov til at bygge træbarakker på militært område. Ny byggelov hjalp ikke på forholdene. De liberale politikere mente ikke, at det var offentligheden, der skulle bygge fattighuse. Så var der debat om natterenovation ved Nørre Alle, og Blegdamsgrøften indløb der mange klager over. I 30 år diskuterede Frederiksberg og København, hvem der skulle betale en hovedkloakledning.

 

Sygdom og sanitære forhold

Denne artikel handler om den frygtelige epidemi, der ramte København og Nørrebro i 1853, og hvad man gjorde for at hindre, at det skulle ske igen. Det handler også i høj grad om de sanitære forhold, der herskede i København og Nørrebro dengang. Ja og hvad skete der efterfølgende.

 

Godt 5.000 døde

Koleraen brød ud den 11. juni 1853 og varede indtil oktober samme år. Hen ved 4.800 døde af sygdommen under epidemien.

 

Endnu boede der ikke så mange på Nørrebro

Cirka 4 pct. af befolkningen døde på Nørrebro. Man ved godt helt nøjagtig, hvor stort et antal, der døde, men det kniber mere med at beregne, hvor mange der boede i bydelen dengang

  • I 1850 boede der på Nørrebro 3.046 personer over 10 år, men Blegdamsvejen var ikke medregnet
  • I 1854 boede der 3.724 personer over 10 år, men Blegdamsvejen stadig ikke medregnet.

Vi ved, at 48 døde på Blegdamsvejen og 220 i resten af Nørrebro.

Der var travlhed især på Assistens Kirkegård.

 

Der flød med affald og ekskrementer

Tænk engang i 1853, da boede der 220.000 mennesker i Indre By. I gaderne flød der med affald og ekskrementer. Byen savnede egentlige kloaker. Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev drikkevandet ført til byen i udhulede træstammer fra de omkringliggende søer. Og dette drikkevand var urent overfladevand.

 

Sanitære tiltag

Man havde tidligere iværksat karantæner og isolering af befængte huse. Men det afskaffede man et år før dette angreb brød ud. Det var det selvfølgelig besparelser i, men man fosøgte så, at bruge disse besparelser til hygiejniske tiltag, eller sanitære tiltag, som det hed dengang.

Men man kunne egentlig ikke finde fælles fodslag. Således nåede man først i 1892 til enighed om, at kolerabefængte skibe skulle i karantæne.

Sundhedskollegiet udsende ved epidemiens udbrud en bekendtgørelse, hvori det hed sig, at sygdommen ikke kunne eftervises at komme udefra. Koleraen skyldtes:

  • Erfaringsmæssigt diætetiske og hygiejniske Forhold.

Men senere var man ikke så sikker, da syntes man nærmest at udtalelsen var en smule dristig. Man måtte prøve sig frem.

 

Ikke mange byggeregler

I 1850erne var der ikke mange byggeregler. Det militære terræn på den anden side af volden måtte der ikke bygges på. Så pladsen i byen måtte bruges maksimalt. Sådan var mottoet også, da man endelig fik lov til at bygge på Nørrebro.

De få regler, der var kunne der dispenseres fra. Og det gjaldt bygningens højde, de tilhørende gårde, adgang til luft og lys, lejlighedens højde m.m.

De åbne rendestene var altid fyldt med ”stinkende vand og mudder”. Ofte havde det ikke noget fald, og så blev det til slam. Grundvandet stod højt under København.

 

Hygiejne, vand og sanitet

Nogle hældte latrinen ud i rendestenen, da det var for dyrt at få tømt latringruben. Boede man i nærheden af en kanal eller vandgrav ja så hældte man også latrinen ud i dette. Som vi tidligere har beskrevet var vandrørene ikke altid i lige god stand. De lå tæt op af latringrubberne og så kom der synlige urenheder i drikkevandet.

Under hele koleraepidemien indberettede stadsfysikus Hoppe, hvad man havde gjort. Han skulle også i samarbejde med stadens politimester

  • I offentlige Tidender betimeligen gøre Almuen opmærksom paa de bedste Forebyggelsesmidler samt paa diætetiske Feil.

Hoppe fokuserede på hygiejne, vand, sanitet og bedre beboelse for de fattige.

 

Smittede kolera?

Koleraen opstod i Nyhavn den 12. juni. Ved månedsskiftet var 9 patienter fra Nyboder døde. På Nørrebro var dødligheden stor, men på Vesterbro var der kun ganske få tilfælde. Hoppe skrev i medicinalindberetningen fra 1854:

  • På Vesterbro, der som bekendt har det allersletteste Drikkevand og mange andre ugunstige hygiejniske Betingelser, Slagterier, Svinestier. Garverier, slet Vandløb, viste det sig kun ganske enkelte Tilfælde.

Hoppe satte kolera i samme bås som tyfus og blodgang (dysenteri) og til dels pest. Distriktslæge Seidelin mente at koleraen smittede. Alle hans patienter havde fået smitten fra andre.

 

Forklaring måtte findes i jordbunden

Ingeniør Colding og kemiker Thomsen skrev i deres værk fra 1853, at det var usandsynligt, at smitten skulle komme fra luften. De mente derfor, at der skulle findes en forklaring i jordbunden. Befolkningstætheden var en yderligere faktor, men kunne ikke alene forklare koleraens forløb, da ”luftige” gader også blev ramt.

 

500 senge til rådighed

Man besluttede at oprette kolera-afdelinger i Frelsers og Fruers Arbejdshuse. Nyboder hospital blev åbnet for civile kolerapatienter. Men der var nødvendig at åbne endnu flere hospitaler. I slutningen af juli havde man 8 hospitaler rundt om i byen.

Men man havde kun i alt 500 senge til rådighed, men med 3.500 nye tilfælde i løbet af juli var det småt med plads. Halvdelen døde dog også hjemme.

 

Hyppig udluftning, rensning og hvidtning

Den 29. juni anmodede Landphysicus Guldberg Sundhedskollegiet om:

  • At foranledige en Befaling til at iværksætte de Renlighedsforanstaltninger, som med Hensyn til den overhængende Kolera-Epidemi maatte anses for nødvendige.

Folk blev påbudt at rense deres gårdsrum, straks fjerne det opfejede snavs, samt udskylle rendestenene i gården og på gaden. Latrin skulle jævnlig køres væk. Grubberne skulle helst tømmes hver gang.

I et cirkulære blev familierne anmodet om at sørge for hyppig udluftning, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig luftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm, samt at sørge for kun at bruge rent vand til drikkelse og madlavning.

 

Husk opiumsdråber, kamferdråber, Kamille- og Hyldeblomster

Man rømmede de huse, som skønnedes at være ubeboelige. De udflyttede beboere boede i mellemtiden på Fogedgårdens Kaserne og i telte og træbarakker lidt uden for byen.

Sundhedskollegiet bad apotekerne om at købe rigeligt med medikamenter såsom opiumsdråber, kamferdråber, tyk kamferolie, amerikansk olie, kamille- og hyldeblomster samt sennepspulver.

Dr. Hoegh-Guldberg opfordrede i en bekendtgørelse befolkningen til at behandle mild diarre, som kunne føre til kolera med korrekt diæt, amerikansk olie, rabarber-, Hoffmanns-, kamfer og opiumsdråber, samt varm beklædning af underlivet.

 

Havresuppe og –grød

Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte de sædvanlige udtømmende midler som åreladning, lavement og opkastning. Dette var ofte med til at forværre situationen.

Var man først blevet syg anbefaledes det bl.a. at spise havresuppe og grød, drikke hed kamillete med kamfer- og opiumsdråber, evt. vin eller cognac, samt tage amerikansk olie mod diarre og mavekrampe.

Ved sværere anfald måtte man gnide huden med børster eller uldne klude dyppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud måtte man lægge poser med varmt vand, sand eller aske. Sennepskager skulle lægges på arme, ben og i hjertekulen.

 

Træbarakker på militært område

På de militære Glacier ved søerne blev der opført en del træbarakker, der indeholdt 180 lejligheder. Militæret havde beordret dem revet ned igen senest 1. november 1853. Men de fik dog lov til at blive der til 1.november 1857.

Lægeforeningens boliger på Øster Fælled kunne rumme cirka 250 familier. Men ifølge dr. Hornemann manglede man endnu boliger til 800 familier.

 

Ny byggelov hjalp ikke på forholdene

I 1857 kom der en ny byggelov, men det var kun med meget få justeringer. Det var stadig meget lidt plads mellem husene, hvilket bevirkede manglende lys og luft.

I midten af 1800-tallet var det store problemer med at få løst problemet med et velfungerende kloaksystem. Lægerne hævdede på den ene side, at latrin var sundhedsfarligt og skulle afskaffes for omverdenen-gennem kloakken, mens jordejerne så latrinen som en god gødning.

De første kloaker så først dagens lys i København i 1860. Man måtte stadig ikke installere vandklosetter, da kloakkerne mundede ud i havnen og kanalerne.

Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i 1898. Kloakindholdet ledtes ud i Øresund med den stærke strøm. De københavnske læger havde talt for dette i 50 år.

 

De liberale: Ikke vores opgave

Der var bestemt ikke enighed hos lægerne mht. opståen, udbredelse og behandling. Ofte slog politikerne lægernes opfattelse hen som usikre teorier.

De liberale politikere mente heller ikke, at det kunne være en offentlig opgave at bygge boliger til de fattige.

 

I kærrer til Tårbæk og Jægersborg Dyrhave

At koleraen hovedsagelig smittede gennem drikkevandet blev først anerkendt langt senere. Man havde også fra lægerne i lang tid advaret mod drikkevand og kloakforholdene. Men på grund af politiske stridigheder trak dette ud.

Der var blevet anmeldt 7.219 tilfælde af kolera, hvoraf 4.737 døde. Fra København spredte smitten sig til provinsen, hvor 24 byer blev ramt og 1.951 døde.

Mange af de døde blev kørt i kærrer fra København op til Tårbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene, plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.

 

Moralske og hygiejniske hensyn havde man ikke tid til

Menneskemasserne inde bag portene pressede på. Og byggespekulanterne tjente masser af penge. Moralske og hygiejniske hensyn var der ikke tid til. Resultatet blev også derefter. Jo senere en lejekasserne stod parat og jo mindre tjente mand. Og jo mere man kunne presse ned på grundet, jo større var fortjenesten.

 

Nørrebro en mishandlet bydel

Nørrebro var først og den bydel, der blev mishandlet mest. Der blev bygget aldeles planløst. Tømrermester Bergmann byggede sit første hus i 153 i en afstand af 12 alen fra Dosseringen, ja så indrettede nabobygningerne sig bare derefter.

Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi hjørnegrundens ejer, tømrermester Wildau ønskede det således, da han i 1857 skulle have grunden bebygget. Bülow og Bangert blev ved med at få særtilladelser, så de kunne fortsætte deres byggetilladelser.

 

”Dvælet ved flere Mangler i sanitær Henseende”

I 1854 udgav P. Knudsen et skrift med titlen ”Nørrebro og dens Omgivelser i Sanitær Henseende. I forordet skriver P. Knudsen:

  • At jeg har dvælet ved flere Mangler i sanitær Henseende, grunder sig naturligvis paa det Kald, jeg som Læge maa føle til ikke alene at helbrede Sygdomme, men om muligt at forebygge dem.

Og lægen gik i den grad systematisk til værks. Han undersøgte, om der i nogle huse havde været speciel mange dødsfald, eller om der på forskellige gader havde været mange dødsfald.

 

”Høj grad af Usselhed og meget slet Drikkevand”

Ja og lægen konstaterede, at dødsfaldende ganske givet var forstærket af ”høj grad af Usselhed”, overbefolkning og ”meget slet Drikkevand”. Han kunne også se, at de steder, hvor der var det største antal dødsfald var, hvor der var ”hygiejniske mangler”.

Grundvandet på kirkegårdene havde gjort vandet mere kultbrinteholdigt. Men der blev fundet brøndvand, der var ”særdeles sletsmagende” og ildelugtende. Politiet lukkede også tre brønde. Men måske burde man have lukket endnu flere.

Blågårdsvejens drikkevand burde have været meget bedre, men diverse projekter var blevet forsinket.

 

Slet ingen afløb

Læge P. Knudsen kunne konstatere fugt i jorden. Og det skyldtes ikke kun regnvand. Det skyldtes mangelfuld afløb af spildevand fra husene. Mange steder var der slet ikke et afløb. Man lod vandet samle i gruber i umiddelbar nærhed.

Og der hvor afløbet var reguleret hen til en grøft, var situationen stort set ikke bedre, da disse grøfter kun undtagelsesvis var brolagte. Jordbunden blev konstant gennemsivet af urent, stinkende vand.

 

Natrenovationsoplægget ved Nørre Alle

Jorden optog en masse flydende renovation ikke mindst fra oplagsstedet ved Nørre Alle. Fra kirkegårdene kom en masse gærende stoffer. Luften blev også forpestet ved de giftige uddunstninger fra overnævnte renovationskule.

Knudsen advarede mod den manglende afledning af skadeligt vand, og henkastning af natrenovation på åben mark i nærheden af beboelse.

Natterenovationsoplægget ved Nørre Alle var oprettet i 1850. Det var en stor renovationskule omgivet af et plankeværk. Men det var beliggende under åben himmel og udsat for regn, sol og blæst. Og næsten alle beboere på Nørrebro var plaget af kulens ”ildelugtende dunster”.

 

Spørgsmålet havde været diskuteret mange gange

Det var umuligt at åbne et vindue, hvis vinden var i den forkerte retning. Spørgsmålet om natrenovation havde været oppe at vende flere gange. Allerede i 1841 lev der nedsat en kommission af nogle af Magistratens og Borgerrepræsentationens medlemmer. De kom med følgende forslag:

 

  1. At der tillades enhver, hvis ”Lokum” er forsynet med latrintønder, at lade disse udføre af landmænd, når tønderne forsynes med et lag halm samt et låg, og vognene ”bedækkes”.

Dette forslag blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen, Politidirektøren, Magistraten, Stadsfysikus og Sundhedskollegiet

  1. At der burde være forbudt, at anlægge kuler eller have oplagssteder inden for demarkationslinjen eller inden for Falkoneralle. Det måtte heller ikke anlægges så tæt ved ”Alfarvej” ”at vejfarende Mand kan besværes af Stanken”.

 

Dette forslag tiltrådte et flertal i Borgerrepræsentationen. Med det tillæg, at kuler for ublandet natrenovation aldeles ikke må findes på stadens grund.

 

Det flød over med urenheder

Men ak det gik kludder i beslutninger for pludselig mente man, at hvis forslagene trådte i kraft, ville det forværre situationen både i Indre By og i brokvartererne.

For bygninger, der lå lige op til Blegdamsvejen, ja så var det afløb til den store grøft langs vejen. Men for eksempel de bygninger der lå ved Første Blegdam ved den såkaldte Sant Hans Gade, ja de havde overhovedet ikke nogen afløb. Gaden havde et naturlig fald til Sortesøen (Sortedamssøen).

Det overfaldevand der ikke endte i søen ledtes hen i gruber, hvorfra det enten sivede i jorden eller fordampede. Ja man så også at vandet flød over med diverse urenheder. Allerede inden bebyggelsen var jorden her meget usundt. Med den tiltagende bebyggelse blev det hvert år mere usundt.

Denne fugtighed i nærheden af Sortesø blev endnu tydeligere ved de andre blegdamme. Og det var særlig galt ved den syvende blegdam, der ofte stod under vand.

 

Blegdamsgrøften gav anledning til klager

Blegdamsgrøften havde ofte givet anledning til klager. Det var de overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand. Det blev kun i ringe grad afhjulpet af de jævnlige gennemskylninger af rent vand.

Oprensningerne hjalp heller ikke. Grøften blev bare dybere hver gang, således at stenkisterne hver gang kom til at ligge højere og højere. Derved blev afløbet mere og mere forhindret.

 

Et par bassiner i Ventegodts Have

Blågårdvejens grøft var ikke dårlig, den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene. Og disse lå meget tæt på brøndene. Hist og her var jorden mættet. Lugten advarede om, hvad der var i vente, når spildevandet fra Jagtvejen blev ført videre af en grøft langs Jagtvejens nordvestlige sidefor at ledes langs Lygtevejens nordøstlige side bag Lygten og under Lersøens afløbsrende.

I Ventegodts Have havde afløbet udviklet sig til at par små bassiner. Her fortsatte det af snørklede veje til Ladegårdsåen. Koleraen var særlig slem på det nærliggende Pedersdal.

Vores læge anbefalede, at man skulle kigge på gravernes fald og så skulle de alle sammen brolægges. Spildevandet som til dels løb under Ladegårdsåen skulle have et lettere afløb.

Også vandinspektør Colding var rundt på Nørrebro var rundt og tjekke forholdene på Nørrebro.

 

Kunne man bygge en skole så tæt på en Kolerakirkegård?

Da Kapelvejens Skole i 1879 blev opført i Kappelvej 42, skete det også først efter en meget ophedet debat, for mange mente, at man da ikke kunne bygge så tæt på ”Kolerakirkegården”.

 

Colding og Thomsens rapport

Ludvig August Colding var i 1845 udnævnt til vandinspektør og i 1850 til stadsingeniør. Fra 1849 havde han arbejdet med at udrulle vandledninger og et separat kloaksystem i København. Efter koleraudbruddet lavede han sammen med den berømte kemiker Julius Thomsen en undersøgelse af sygdomsforløbet, der afkræftede lægernes hidtidigt herskende miasme-teori. Byen havde brug for rent vand og gode kloakker, fastslog makkerparret.

 

Hjælp fra England

Men at skylle spildevand i havnen var et utilladeligt spild, mente overpræsident Lange og flere andre. Latrinen var mange penge værd for bønderne. Der er mange beskæftiget med at køre den væk. Borgerrepræsentationen bad derefter Colding, om at hente ekspertise i udlandet.

Den britiske ingeniør James Simpson undersøgte derefter Københavns planer. Han understregede vigtigheden af, at vandledninger og kloaker blev installeret samtidig:

  • At indretningen af det forbedrede Vandvæsen nødvendigvis maa have Indretningen af et Kloakvæsen til Følge, fordi Ergfaringen har godtgjort, at Mange ville benytte Vandforraadet til at skylle Latrinindholdet ud i Rendestenene og derfra i Canaler og Havnen.

 

Rådet blev ignoreret

Rådet blev dog ignoreret i København, hvor Indenrigsministeriet på grund af uenigheden mellem Borgerrepræsentationen og Magistraten besluttede at afvise kloaksystemet og kun godkende installationen af vand- og gasledninger. Trods afslaget arbejdede Borgerrepræsentationen videre med planerne. Det blev op til ingeniørerne at finde en løsning.

 

Toiletter måtte ikke tilsluttes

I brokvarterne skulle der nedlægges kloaker, der kan rumme både gråt spildevand og sort spildevand. Samme system men i dybdeliggende hovedledninger skulle der installeres i den gamle del af byen. Men i første omgang måtte der ikke tilsluttes toiletter, så latrinerne og hele industrien omkring dem bevares foreløbig. Spildevandet ledes til havn eller nærmeste vandløb.

 

Byggespekulanter var lige glade med byggeplaner og regler

En samlet byggeplan blev først vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. oktober 1857 samtidig med en udenbys kloakplan. Problemet var, at der stod en masse bygninger, som ikke havde fulgt den vedtagende kloakplan. Og byggespekulanterne var ligeglade med byggeplaner og regler. Det skulle bare gå hurtigt.

 

Murstenskloaker anvendes i dag

I 1859 blev den første kloak lagt ned på Nørrebro, og i de følgende år blev stadig større dele af byen kloakeret. Mange af murstenskloakkerne fra den tid har i øvrigt vist meget god holdbarhed og er stadig en del af systemet i dag.

 

Indholdet blev tømt i rendestenen

Det første toilet var allerede blevet installeret i 1846. Men ak, det blev så bare tømt i rendestenen i nattens mulm og mørke. I 1857 anslog læge Hornemann, at der var omkring 300 toiletter i byen. Mange af dem, der havde toiletter, brugte de nyinstallerede vaskes afløb i sådan en grad, at bystyret i 1871 krævede, at nu skulle der monteres vandlåse på vaske.

 

Tømt i havnen

I 1880erne kunne man især om sommeren se en brun farve i hele vejen ned til Køge Bugt. I 1886 var det Charles Ambt, der var blevet stadsingeniør. Han måtte kæmpe med problemet, at der var direkte udledning i havnen og Svanemølle-bugten. Og så var det lige lugten.

Efterhånden steg forbruget af kunstgødning i landbruget. Efterspørgslen af de københavnske fækalier faldt stødt.

 

I 30 år var Frederiksberg og København uenige

Colding så aldrig sin plan blive helt gennemført. Det gik over 30 år inden København og Frederiksberg blev enige om den helt store kloakplan. Man vedblev med at bruge Rosenåen som en åben kloak.

Ja det hele gik godt nok langsomt. Man skulle tro, at sporene efter Kolera-udbruddet ville få politikkerne til at tage hurtige beslutninger, man ak nej

 

 

Kilde:

  • Knudsen: Nørrebro og dens opgivelser i sanitær henseende
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Se Litteratur Nørrebro
  • Villads Christensen: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
  • Carøe: Stadsfysikatet i København, særtryk af Historiske Meddelelser om København
  • Gerda Bonderup: Det Medicinske Politi-Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860
  • Tim Knudsen: Storbyen støbes-København mellem kaos og byplan 1840-1917.

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Lokummer på Nørrebro
  • Latriner og Kloaker på Nørrebro
  • Pest på Nørrebro
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
  • Byggespekulation på Nørrebro
  • Blegdamshospitalet på Nørrebro
  • Drikkevand til København
  • Jørgen-Helgen, Hospital og Sø
  • Pest i København
  • Kvinderne i Peder Madsens Gang
  • Garnisons Kirkegård
  • Brumleby på Østerbro
  • Med tog over Lersøen

Christianshavn fra A til Å

Dato: juli 18, 2017

Christianshavn fra A til Å

Vi fortsætter vores byvandringer rundt om i København i artikelform. Chr. Den fjerde opkøbte jord også på Amager. På første udkast var der plads til 934 hussteder. Men meget var fyldt med morads. Gader som på et skakbræt. Kun ganske kort tid status som købstad. Vi kigger på de første grundejere og de første to skøder. Man fik egne havnepladser. Vi har også en jydes beskrivelse fra 1849. Vi besøger rådmand Hans Knip. Masser af ulykker på broen. Folk rystede også af skræk, når de kørte over stålbroen i en el-sporvogn. Den tredje bro holdt kun i 29 år. Jo her boede Johanne Louise Heiberg, Tordenskjold, P.S. Krøyer, søhelten Adeler og mange flere. Vi besøger Stanleys Gård, Straffeanstalten for Kvinder, Christianshavns Døtreskole, Christianskirken, Asiatisk Compagni. Ja og så var det også de to driftige skibsværftsbesidder. Så besøger vi også Andreas Bjørns Gård, Niels Brocks Gård og det såkaldte rådhus, der aldrig har været det og meget mere.

 

I stedet for en byvandring

Igen engang en artikel i stedet for en byvandring. Som vi tidligere været inde på, får vi mange forespørgsler på byvandringer. Vi siger nej med den begrundelse, at der er nogle, der er meget bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” her på siden. Men derfor kan vi da godt sammenfatte en artikel, hvor vi så meget med som mulig.

 

Christian den Fjerde opkøbte jord

Christian den Fjerde havde allerede i 1606 begyndt at opkøbe jord nord og nordøst for den gamle vold, hvor Rosenborg kom til at ligge. Da han fortsat ønskede at udvide byen fattede han interesse for Amager.

I en instruktion til den københavnske storkøbmand Johan de Willem, som var indvandret fra Nederlandene skulle denne skaffe velstående nederlandske købmænd og håndværkere til Danmark. Til gengæld lovede kongen dem 8 års skattefrihed.

 

Først var der plads til 934 hussteder

Og det var Johan Semp, der tegnede Christianshavn. Han havde tidligere arbejdet som landmåler i Friesland. Og i den by var der plads til 934 hussteder.

Parcellerne blev dog kraftig beskåret. Grundene blev gjort væsentlig større. En plan fra 1630 viser kun 67 matrikler. Og mange af byggegrundene var af dårlig beskaffenhed. Store arealer bestod af strand, eng og holme.

En del af fæstningsbyen kom til at omfatte Revshaleholm, hvis højeste punkt var 1,26 meter over havet. Det blev det senere Christianshavns Torv.

 

Fyldt med morads

I 1629 noterede en fransk rejsende, at det nye boligområde var fyldt med morads, der gjorde det nødvendigt at bygge på pæle.

Christianshavn er anlagt til dels som beskyttelse for slottet og den gamle by, dels for at skaffe hovedstaden en påkrævet havneudvidelse. Indtil 1682 da de store udvidelser af volden til dens nuværende forløb påbegyndtes strakte bydelen mod øst til Bådmandsstræde.

 

Gader som skakbræt

Mod vest strakte bydelen sig til Store Søndervoldstræde, der er den eneste skrå gade på Christianshavn. Voldens udstrækning til Torvegade har ikke ændret sig. Samtidig med voldens anlæg opførtes 1618-1620 Knippelsbro, mens Langebro først er anlagt1686.

I modsætning til gamle Københavns snævre, krogede gader er Christianhavns gadesystem anlagt efter skakbrætprincippet, hvor gaderne skærer hinanden i rette vinkler. Efter nederlandsk forbillede deles bydelen af en kanal i en overby og en nederby.

 

De første grundejere

Bevarede dokumenter viser også den sociale sammensætning af de første grundejere, hvilket kan opdeles i to hovedgrupper. De første omfattede kongelige embedsmænd, administrative topfolk, renteskrivere (og møntmestre), ansatte ved flåden samt højere og lavere embedsmænd.

Den anden hovedgruppe blev udgjort af københavnske borgere, magistrat-personer, storkøbmænd og håndværkere.

 

De første to skøder

De første to skøder blev 1622 givet til Københavns borgmester Mikkel Vibe og Anders Olufsen, som var renteskriver med tjeneste i Klædekammeret. Ved siden af dette var Olufsen storkøbmand, skibsreder og havde interesser i tømmerhandel og Ostindisk Kompagni.

Hvad bebyggelserne angik, rejstes der små boder på nogle af grundene, mens store gårde som Mikkel Vibes ragede op mellem disse.

 

En selvstændig købstad

Fra 1639-1674 var den en selvstændig købstad med egen øvrighed og våben. Da den aldrig har været udsat for store ildebrande, stammer talrige huse fra den tid. Således også i Strandgade, hvor der findes grundmurede renæssancehuse fra Christian den Fjerdes tid.

 

Egne havnepladser

Oprindelig hørte til hvert hus en lille privat havn. Husene i Overgaderne fik kajplads langs kanalerne. Først i det 18. århundrede kom de store handelspladser.

De enkelte grunde var lange og dybe og gik igennem til baggaderne, Wildersgade og Dronningensgade, hvor pakhusene skulle opføres.

Christianhavns status som købstad kunne dog ikke opretholdes i længden, hvorfor Christian den Femte administrativt lod fæstningsbyen inkorporere i København.

 

En jydes beskrivelse

En jyde giver i 1849 følgende beskrivelse af bydelen:

  • Den er i øvrigt sort, skiden, smudsigt og i det hele taget et beskidt hul.
  • Der så mange dampmaskiner og så meget stenkulsværken (arbejde med stenkul) på gaderne, hvoraf byen bliver sort og beskidt.

Bemærkningerne må bl.a. hentyde til den nyetablerede virksomhed Burmeister & Wain, der dengang blev kaldt Burmester & Baumgarten.

 

Skal forbinde de to byer ”over isen”

I forbindelse med anlæggelsen af Christianshavn skulle en broforbindelse også sikres mellem Slotsholmen og den ny by. Ole Worm noterede i januar 1618, at man anlagde begyndelsen som ”skal forbinde de to Byer”-over Isen”.

Først blev en lang dæmning bygget fra Slotsholmen i retning mod ”Refshaleholm”. Det var en halvø som havde en form som en rævs hale, der fra amagersiden strakte sig ud og drejede nord på. Mellem dæmning og halvø blev der derefter konstrueret en træbro, der blev forsynet med to klapper på midten.

 

Rådmand Hans Knip

Navnet Knippelsbro henviser formentlig til den christianshavnske rådmand, Hans Knap, som den 2. maj 1641 af kongen fik tilladelse til et erhverve et hus med grund nær broen. Her havde i 1620erne været told, men nu fik Hans Knip til opgave at opkræve bropenge af de skibe, der skulle passere.

Huset kaldtes længe efter hans død for Knippenshus. Det blev i hvert fald bekræftet af Christian den Femte i 1695 vedrørende en forbedring af havnens bolværker. I løbet af 1700-årene opstod navnet Knippensbro. Dette gled senere over i den nuværende betegnelse.

 

Masser af ulykker

I en tidligere beskrivelse af broen, som skyldes Hans Poulsen Resen (ca. 1670) fortælles der om nogle ulykkestilfælde, hvor kuske og heste under storm og uvejr faldt ned fra broen.

Interessant er det, at man 1671 forbød natmanden at udkaste stadens uhumskheder i havnen fra Knippelsbro. Det antages i øvrigt, at træbroen i 1714 blev udsmykket med fire statuer af træ, der skulle forestille de fire vinde.

 

Vagt og tilsyn på broen

Erik Pontoppidan gav 1760 en indgående beskrivelse af træbroens funktioner. Klappen blev lukket op hver morgen fra 6 til 7 og atter mellem 12 og 13 ved middagstid.

  • Paa Broen skal holdes Vagt og Tilsiun. Hvo som jager eller kiører hastigt med Vogn herover, maa straffes eller pantes for én Rixort (møntenhed)

Ja sådan fortalte Pontoppidan. Priser for at passere med skib af 20 læsters drægtighed skal til broens forpagter betales en halv rigsdaler ”af hver Skiberum”

 

Folk rystede af skræk

Christian den Fjerde’ s tekniske vidunder af en træbro overlevede helt til 1816, hvor den endelig blev fornyet. I 1868-1869 konstrueredes den første jernbro. Den københavnske topograf O.C. Nielsen beretter:

  • Naar de elektriske Sporvogne kørte over, knagede Broen, så man var bange, at det hele skulde dumpe igennem. Folk rystede af Skræk, naar de skulde over, og drog et Lettelses Suk, naar de var sluppen velbeholden over den snævre og overbebyrdede Bro.

 

Den tredje bro holdt kun i 26 år

Da man i 1909 indviede den tredje Knippelsbro var linjeføringen ændret. Nu blev Torvegade forbundet med Børsgade. Skønt der var tale om en stålbro var den snart utidssvarende og levede kun 26 år. Så etablerede man en interimistisk bro, indtil den nuværende tegnet af arkitekt Kaj Gottlob kunne afsluttes. Det skete i 1937

 

Den skønneste svalegang

Efter at være kommet velbeholden over broen fortsætter vores vandring inden for volden på hjørnet af Christianshavns Voldgade og Torvegade. Indtil 1935 lå på ejendommen ”Ved Voldens” nuværende plads den ejendom, som kaldtes ”Skibet”, hvis åbne maleriske svalegange var en stor attraktion. Nu er det nok Amagergade 11, der har den bedste svalegang, som det lønner sig at se. Den stammer fra 1700-tallet.

 

Købstadsidyl

Vi fortsætter gennem Sofiegade og Dronningensgade, som foruden Amagergade er de gader på Christianshavn, hvor trods nedrivninger, den gamle købstadsidyl er mest levende.

 

Her boede Johanne Louise Heiberg

Store Søndervoldstræde er den eneste gade, der minder om, at her lå Christianshavns ældste vold, hvis forløb den har fulgt som Voldgade. Gennem den når vi til Overgaden oven Vandet. Det to nederste etager i nummer to på hjørnet af Christianshavns Voldgade 1-3 er en del af det nyklassiske hus, der 1779 blev bygget her af den kendte rebslager og skibsbygger, Peter Applebye. Han havde i 1745 opfyldt Engelskmandens Plads langs Langebrogade.

Fra huset i dets ældre skikkelse stammer altanen med det smukke smedejernsrækværk over porten. I 1809 kom ejendommen i besiddelse af Andreas Buntzen. Her boede også senere den unge skuespillerinde Johanne Louise Pätges fra 1830-31 umiddelbart før sit ægteskab med Johan Ludvig Heiberg.

 

Stanleys Gård

Den smukke engelskpåvirkede ejendom nr. 6 er bygget af billedhuggeren Simon Carl Stanley. Ja den bliver ikke uden grund kaldt Stanleys Gård. Og den blev opført i 1755-1756. Stanley var også professor ved Kunstakademiet. Som ung kom han i lære hos hofbilledhugger Sturmberg.

Senere opholdt Stanley sig 20 år i England. Fra 1746 var han dog tilbage i Danmark. Han var tilknyttet Holmen og til at levere statuer til Frederik den Femtes haver samt epitafier og sarkofager til private.

Privatboligen i Overgaden oven Vandet kunne i december 1755 nær færdiggørelsen forsikres for 4.600 rigsdaler i Brandkassen.

Fra 1847-56 beboedes førstesalen af maleren Constantin Hansen og 1851-54 havde desuden maleren P.C. Skovgaard sit hjem i huset. Maleren Julius Exner boede fra 1861-72 i ”Jernstøber Thomas Potters Gård” i nummer 10.

 

Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård

Endnu en ejendom i Overgaden over Vandet fortjener at blive set. Og det er ”Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård” i nummer 32. Den har en meget fornem nyklassisk facade, dels en smuk om end meget forfalden bagside af bindingsværk, der gør den meget seværdig. Maleren P.C. Skovgaard boede her i 1842-43 som ung mand.

 

Christianshavns Torv helt forandret

Det gamle Christianshavns Torv er nu helt forandret. De ældre huse er alle væk. I 1928 blev det gamle fængsel revet ned. På grunden opførte Edvard Thomsen det såkaldte ”Lagkagehus”. Vi skrår over torvet til Dronningensgade og befinder os midt i det moderne Christianshavn.

Til gengæld frembryder St. Annæ Gade et broget billede. For enden af gaden ligger højt oppe på volden i Løvens Bastion de sidste levn af den gamle voldmølle ”Lille Mølle”. Det smukke møllerhus ligger ved siden af.

 

Straffeanstalt for kvinder

Over for ligger Frelsers Kirke, på en grund, hvor bydelens midlertidige kirke lå, blev der i 1773 bygget den første danske veterinærskole. Stadsfysikus P.C. Abildgård flyttede den ud på Landbohøjskolen i 1858.

På stedet opførte N.S. Nebelong i 1864-1865 en straffeanstalt for kvinder. I 1921 indrettedes bygningen under navnet St. Annæ Gård til beboelse.

 

Christianshavns Døtreskole

I Dronningensgade lægger vi dernæst mærke til Christianshavns Døtreskoles smukke facade nr. 67 fra 1769 med dens indskriftstavle.

Det var de såkaldte Borgerdydsskoler for børn af velstillede københavnske borgere. Man havde meget højtflyvende planer om det opdragelsesmæssige. Døtreskolens første adresse var Strandgade 29. Man benyttede nogle værelser hos Madam Schottmann. Derefter flyttede man til brygger Lyngbye på Børnehustorvet (Nu Christianshavns Torv).

Fra 1811 flyttede man ind hos brygger L.C. Kofoed. Nye adresser fulgte siden. Men fra 1840 fik skolen mere permanent ophold i Asiatisk Compagnis palæ, Strandgade 51.

Skolens første leder (guvernante) Var Madame Dupis. Hun opsagde allerede 6. februar sin stilling, da hun ikke kunne få sin familie i Fredericia etableret i København. Hendes efterfølger var jomfru Sara Jacobine Rasmus, der en tid har været ”Hofmesterinde” hos generalmajor Baron F.S. Rantzaus døtre på Friederichslund.

Hr. Hoff var blevet antaget til lærer i Religion, Skrivning, Regning og Ortographie, 12 timer om ugen og 1 Mark for timen.

Hr. Floor var lærer i Historie, Geografi og Naturhistorie. Hr. Biering underviste i Historie og Geografi.

 

Egentlig er vi nu på Christiania

Over for Frelsers Kirke i Prinsessegade 54 ligger bag Christianshavns Skole den tidligere inspektionsbolig opført ca. 1760 af Philip de Lange. På vores videre vej ser vi Bådsmandsstræde ”Søetatens Enkebolig”. Vi skimter også i det fjerne Bådsmandsstrædes Kaserne fra 1836 og 1863. Ja og egentlig burde også nævne Christiania, men denne historie får I i nogle selvstændige artikler.

Vi er nu nået til Søkvæsthuset i nummer 58 – 62 på hjørnet af Bådsmandsstræde. Hovedbygningen ud til kanalen er ældst fra 1754-55. Den er opført af I.C. Conradi til opfostringshus. Men den blev i 1775 flyttet til Store Kongensgade 108, og senere brugt til politistation. I 1777 blev det hele indrettet til Søkvæsthus. I 1816 blev det flyttet til Søetaternes Hospital i Nyboder. Bygningen anvendtes derefter dels til straffeanstalt, dels til fattighus og en tid til kaserne.

I havehuset som er bygget i 1779 og genopført efter en brand i 1838 i samme skikkelse. Her havde den Heibergske deres hjem fra 1844-1963. Fløjen mod Bådmandsstræde benyttedes i adskillige år til fattighus for husvilde. En lille del af fru Heibergs have, er endnu bevaret.

 

Bombebøssen

Vi kaster derefter et lille blik ind i gården til ”Bombebøssen”. Ja det er ejendommen med adressen Overgaden over Vandet 48C. Indtil 1956 var det en stiftelse for gamle trængende søfolk og deres hustruer.

Den er opført i tre etager over en høj kælder.

Den er stiftet i 1819 af kommandør Peter Norden Sølling. Først havde man til huse på et loft på Wilders Plads. Derefter købtes i 1824 en ejendom på hjørnet af Dybensgade og Nikolajgade. I 1844 flyttede man til Brogade 8. Og i 1891 flyttede man til den nuværende adresse. Den er opført af Thorvald Bindesbøll.

Dens navn skyldes, at Sølling, hvis relief ses på facaden, på sit kontor havde opstillet en bombe, der var indrettet som en samlebøsse. Ja det var en ”200-pundig bombeskal”. En efterligning af denne er ligeledes anbragt på facaden.

Fra gården er der udsigt til nabohuset nr. 50 (B), der er bygget 1769. Senere tilhørte dette ankersmed Hans Caspersen. Hans bomærke, et anker er indhugget på portens slutsten. Foruden denne ejendom ejede han også nr. 33 og 39 i Overgaden mellem Vandet.

 

Heerings Gård

Vi går nu over Børnehusbroen opkaldt efter det tidligere Børnehus-Tugt-, Rasp-, og Forbedringshus på torvet. Vi kigger ind i Heerings Gård, der har adressen Overgaden neden Vandet 11. Den blev bygget i 1785 af søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Hans bomærke kom på slutstenen over porten.

I 1838 var det urtekræmmer Peter F. Suhm Heering, der erhvervede gården. Slægten har siden ejet gården.

Den smukke stilfulde gård og pakhusene ud til Wildersgade ligger på en del af den tidligere haves grund, som hørte med til ejendommen.

I Torvegade kommer vi forbi en række ældre ejendomme på venstre hånd, deriblandt det smukke rokadehus i nummer 30, tobaksspinder ”Engelbrecht Larsens Gård”. Her kan man også se bygherrens navnetræk.

 

De to driftige skibsværftsarbejdere

Wildersgade er opkaldt efter skibsværftsejerne Carl Wilder og hans søn, Lars Wilder. Wildersgade 60-62, der går igennem til Overgaden neden Vandet er den gamle Wildersgade Kaserne opført 1862 af stadsbygmester Rawert. Den er nu ligesom Strandgades Kasserne indrettet til beboelse. På grunden lå tidligere den første lærredsfabrik i Danmark oprettet efter 1674.

Ja selv en bro og en plads er opkaldt efter de to driftige skibsværftsejere. Den ældre Wilder (Carl) var en driftig mand, der tjente sig en formue som mægler, handelsmand og skibsbygger. 1762 fik han tilskødet øen for enden af Strandgade. Og det er her vi har Wilders Bro.

På øen havde Andreas Bjørn tidligere grundlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2 Til denne virksomhed føjede Carl Wilder, efter kongelig bevilling en nagelsmedje.

Den yngre Wilder førte skibsværftet videre og døde ugift som sin fødebys store velgører, idet han testamenterede en formue til sociale formål, næsten 50.000 daler. Således betænkte han Københavns fattighospital, hvor flere stuer opkaldtes efter ham og blev udstyret med små trætavler med spejl. På spejlrammen stod med snirklet skrift:

  • Lars Wilder skylder I Taknemlighed

Wildersgade fik først sit nuværende navn 1859, da man på dette tidspunkt begyndte en fortløbende nummerering af de københavnske opgange.

 

Hjem for Sømænd og Sømænds Enker

Skt. Annæ Gade 14 er sandsynligvis en rest af en ældre rækkehusbebyggelse af bindingsværk i lighed med Adel-Borgergadekvarterets ældste bebyggelse. Broen over kanalen, der forbinder gadens to dele med hinanden, kaldes Snorrebroen.

Vi fortsætter ad Bådsmandsstræde, hvor ”Prinsesse Maries Hjem for gamle Sømænd og Sømænds Enker” er beliggende.

 

Andreas Bjørns Gård

På hjørnet af Bådsmandsstræde ligger storkøbmanden ”Andreas Bjørns Gård”, Strandgade 46. Den er bygget 1733-34. Den er ombygget og udvidet omkring 1760. Wilders-, Krøyers-, og Grønlandske Handels Plads er opfyldt af Andreas Bjørn.

Nummer 44 på det modsatte hjørne af Bådmandsstræde og Strandgade samt Wildersgade 59 er den gamle Strandgades Kasserne. Selve hjørnehuset er bygget 1664 af Joachim Irgens, tidligere kammertjener hos Christian den Fjerde, senere forpagter af kronens kobberværker i Nordsjælland og storgodsejer.

I 1775 udvidede tobaksfabrikant og grosserer Peter Borre den med fløjen langs Bådmandsstræde og Wildersgade, en sidebygning i gården og en længere ud til Strandgade. I 1790 blev det hele så ombygget til kasserne og portmuren blev opført.

 

Niels Brocks Gård

I nummer 36 kigger vi på Niels Brocks Gård. Den blev moderniseret i 1780. I 1916 blev gården restaureret. Besøg denne gård med pakhus. Fra 1775 til 1802 tilhørte den storkøbmanden Niels Brock. Jo det var ham bag ”De Brock’ ske Handelsskoler”.

På hjørnet af St. Annæ Gade ligger der det store pakhus i nummer 34. Dette lod etatsrådinde Topp bygge i 1777-78 ved siden af sin gård, der stammer fra 1773. Denne tilhørte på et tidspunkt op til vores dage firmaet Moses G. Melchior.

Skråt overfor dette på nr. 27’s grund lå indtil 1917 ”Gammel Dok” hvis imponerende konstruktion fra 1734-39 med rette vakte samtidens beundring.

 

Asiatisk Kompagni

Lige i nærheden ud for St. Annæ Gade ses Asiatisk Kompagnis tidligere bygninger i nr. 25. Kontorbygningen eller forsamlingshuset til venstre er bygget 1738 af Philip de Lange.

Kompagniets skytspatroner var Neptun og Hermes. Disse kan du også se på hovedfacaden. Muligvis er de fremstillet af billedhuggeren J.C. Petzold. Stuklofter fra den første tid er endnu bevaret. I dag er bygningen fredet. I slutningen af artiklen vender vi lige tilbage til Asiatisk Plads.

Pakhuset til højre har samme udseende ud til gaden, men til gården er der pakhusluger og hejseværk. Bagved og vinkelret med havnen ligger det berømte pakhus, Eigtved byggede 1748-1750.

 

Mikael Vibe

Grunden på hjørnet af St. Annæ Gade havde oprindelig tilhørt den københavnske borgmester Mikkel Vibe, som ejendom nummer 32 er opkaldt efter. Mikkel Vibe døde i 1624 så han kan ikke være bygherre til den ændring/nybygning, der skete i 1630.

Nu er det lidt svært for ”Den Gamle Redaktør” for det er godt nok et stykke tid siden, jeg har gået turen. Men dengang var de bedst bevarede huse nummer 28-30. Nr. 28 er bygget omkring 1630 af lensmanden Sivert Grubbe. Under restaureringen i 1943 kom de oprindelige sandstensdekorationer frem. Bag forhuset, hvor der i gården var indrettet en lille renæssancehave, ligger hvis nok endnu mellem- og bagbygning ud til Wildersgade, som er bygget af bindingsværk.

 

P.S. Krøyer

Lige som dette hus er også nr. 30 smukt istandsat. Det er opført omkring 1636. Lige som nabobygningen har den sin oprindelige udstrækning, idet baghuset har facade ud til Wildersgade.

I forhuset har maleren P.S. Krøyer tilbragt en del af sin barndom hos sin onkel, zoologen H.N. Krøyer. Vilhelm Høyer har boet her fra 1899 til 1909, da han malte nogle af sine mest berømte billeder af ”de stille stuer”

Nabohuset består egentlig af to ejendomme opført i 1626. En tavle indvendig meddeler dog, at i 1769 blev de to ejendomme forenet og blev forhøjet af direktør i Asiatisk Kompagni, Gysbert Behagen, hvis monogram er anbragt i fronten. Fra hans tid stammer den prægtige rokokotrappe. I gården er anlagt en hyggelig have.

 

Den ukendte dansk-norske søhelt Cort Adeler

Nr. 22-24 med den fornemme renæssanceportal er opført som en ejendom omkring 1630 af Jens Sparre til Sparresholm. I 1663 blev ejendommen overtaget af søhelten Cort Adeler. Kender du ham ikke? Han var en af de mest farverige skikkelser i Danmark-Norges historie i 1600-tallet.

Cort Sivertsen (Adeler er først tilføjet i 1662). Han blev født og opdraget i den norske havnestad, Brevik. Han fik sin militære uddannelse i Holland og gjorde derefter tjeneste under republikken Venedig.

Venetianerne var på dette tidspunkt kommet i krig med tyrkerne, efter at disse i 1645 havde gjort landgang på den venetianske koloni-ø, Kreta. Allerede i 1648 deltog Cort Adeler på skibet Croote St. Joris i venetianernes sømilitære operationer. I 1654 var han med i et søslag ved Dardanellerne, hvor tyrkernes flagskib blev bordet.

Rygterne ville vide, at han under kampen dræbte den tyrkiske admiral Ibrahim Pascha. Men det har historiske undersøgelser ikke kunne bekræfte. I 1659 blev Adeler slået til ridder af Markusordnen. I 1660 deltog han som viceadmiral i en ekspedition til <kreta, hvorefter han afsluttede sin karriere i Middelhavet.

Der findes en ret stor samling af krigsbytte erobret af Adeler i Kunstkammerets samlinger. Da søhelten døde 1675 blev han begravet i Vor Frue Kirke. Under bombardementet i 1807 blev hans grav ødelagt. Derefter blev hans aske bevaret bag en mindeplade.

Ved kirkens restaurering i slutningen af 1970erne kom urnen atter for dagen. Den blev herefter restaureret og indsat i væggen på ny.

Efter 1726 deltes ejendommen i to ejendomme. Nr. 22 blev i 1769 forhøjet med et ”stokværk” Et side- og et baghus blev opført. Allerede i 1748 var nr. 24 blevet ombygget.

Nr. 22 tilhørte senere chefen for et af Københavns største handelshuse, Charles August Selby, der i 1795 erhvervede herregården Bækkeskov ved Præstø.

 

Christianshavns såkaldte rådhus

I nr. 14 på hjørnet af Torvegade 20 er Christianshavns såkaldte rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to ”Stokværk”. Rådhus har bygningen nu aldrig været. Dens ejere kendes tilbage til 1650. Men to gange har den været ejet af borgmestre. I 1798 fødtes forfatteren Carl Bernhard i ejendommen.

 

Her boede Tordenskjold

I Lehns Gård nr. 6, der oprindelig var et prægtigt renæssancehus boede Tordenskjold, som facadens indskriftstavle oplyser os om, til sin sidste rejse i 1720. Ejer var da den yngste Abraham Lehn, hvis far i 1703 havde moderniseret huset.

Midt i det 18. århundrede må sidehuset i bindingsværk og pavillonen i gården være bygget. Senere tilhørte ejendommen Chr. Ditlev Reventlow. Men i 1762 blev ejendommen erhvervet af stifteren af den Fengerske slægt, sæbesyder Peter Fenger. Senere overtog fabrikant Peter Heering ejendommen.

 

Burmeister & Wain

Blandt Strandgades andre mere kendte ejendomme er det store pakhus i nr. 4, som tilhørte Burmeister & Wain. Her samlede Grundtvig sin menighed efter at han i 1826 havde taget sin afsked som kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Huset rummer nu Burmeister & Wains museum.

Burmeister & Wains historie begynder i 1843. Det var dengang, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed til nuværende Købmagergade 46. Han havde også gang i noget på Nørrebrogade. Efter at have holdt flyttedag et par gange og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte ”Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet.

Samtidig havde firmaet antaget navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christian Burmeister.

Det oprindelige maskinværksted blev i 1847 forøget med et jernstøberi. I 1860 blev hele 450 beskæftiget under seks værkførere. I 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, men den engelsk fødte William Wain blev i 1865 optaget som ny partner.

Foruden produktion af dampmaskiner blev skibsbyggeriet af stigende betysning. I 1872 anlagde man et skibsværft på Refshaleøen. Firmaet fik også ordre på konstruktion af Knippelsbro.

I 1912 løb verdens første dieselmotorskib-Selandia-af stablen hos Burmeister og Wain.

 

Christianskirken

For enden af Strandgade ligger Christianskirken opført af Eigtved i 1754 til Christianshavns tyske menighed. Dengang var det under navnet ”Tydske Friederichs Kirke.

Modsat deres tyske brødre inde i København, som siden 1575 havde deres egen kirke, Skt. Petri, stod tyskerne på Christianshavn uden. Man havde derfor måttet dele Vor Frelser med dens danske menighed. Den tyske forsamling følte sig ”lille og foragtet”, eftersom dens gudstjenester blev henlagt til selve middagstiden.

I 1749 havde 41 fremtrædende medlemmer henvendt sig til Frederik den Femte om tilladelse til at bygge deres egen kirke. Kongen gav tilsagn med en byggegrund samt tilladelse til afholdelse af lotteri.

 

Lotterikirken

Efter dette kaldtes kirken i folkemunde for ”Lotterikirken”. Dengang lå byggegrunden omgivet af krudtlaboratorier, sukkerraffinaderier, skibsbyggerier og oversøiske kompagnier. Og på selve pladsen havde man i ti år forsøgt sig med saltproduktion. Dette måtte dog opgives grundet svigtende afsætning.

Eigtved nåede ikke at se det færdige resultat. Tegningerne blev afleveret et år, før sin død i 1754. En træmodel blev også fremstillet. Den er faktisk bevaret den dag i dag, og den kan beskues på Københavns Bymuseum.

 

Udgifterne bekymrede Byggekommissionen

Ifølge det første budget ville bygningens gravhvælv, mure og tag koste omtrent 50.000 rigsdaler. Inventar som alter, prædikestol, bænke, orgel samt indvendig dekoration beløb sig til 10.000 rigsdaler. Udgifter til tømrer-, murer-, og stenhuggerarbejde m.m. blev fastsat til 6.700 rigsdaler. Udgifterne bekymrede byggekommissionen. Men statsrådet godkendte det.

Men man undlod dog at opføre spiret i første omgang. Dengang var det normalt med gravlæggelser under kirkegulvet. Eigtved var praktisk og samlede alle gravnedlæggelser i en stor kælder med adgang udefra.

Det er en rokokobygning med spiret er nyklassisk. Spiret blev opsat af Eigtveds svigersøn, G.D. Anthon i 1769.

Allerede i slutningen af 1700-tallet blev den tyske menighed mindre. Men afgangen af medlemmer blev noget opvejet, da den tysktalende del af Københavns garnison i 1819 blev flyttet hertil. Det skete fra Garnisons Kirke.

 

En meget dårlig økonomi

I 1831 var økonomien særdeles dårlig, så kongen tillod, at der blev foretaget en indsamling i København såvel som i Hertugdømmerne. Trods dette måtte menigheden afhænde præsteboligen i Wildersgade.

 

I 1901 som dansk sognekirke med det nuværende navn

I 1899 blev kirken en dansk sognekirke. Efter en restaurering blev den i 1901 åbnet under sit nuværende navn.

Kirkegården nu er udlagt som park. Fra 1832-39 brugte Grundtvig kirken til aftengudstjenester.

 

Dengang Asiatisk Compagni var en blomstrende forretning

Vi burde nok lige have dvælet lidt længere på Asiatisk Plads, der som bekendt ligger mellem Strandgade og havnen. Og det er efter Asiatisk Compagni som lå samme sted fra 1732-1843. Det blev stiftet den 12. april 1732.

Modsat så mange andre handelskompagnier i 1700-tallet, blev dette en blomstrende forretning. Man havde ansvar for driften af de danske kolonier i Indien. Historikeren Hans Gram skriver således den 5. september 1744 til gehejmeråd C.A. Plessen, at der ikke var tilrådeligt at sælge aktier i kompagniet før end skibet fra Trankebar var kommet hjem. Jo man holdte skam også nøje øje med de andre kolonimagter.

Der var masser af økonomisk formået, således kunne kompagniet betale alle udgifter til Salys rytterstatue af Frederik den Femte.

 

Nyt Asiatisk Compagni

I 1772 blev Asiatisk Compagni omdannet til Nyt Asiatisk Compagni. Samtidig blev den ostindiske handel frigivet. Selskabet bevarede retten til al handel på Kina. I 1777 overtog staten Nyt Asiatisk Compagnis ejendomme i Indien. Blandt de varer som kompagniet hjemførte var fra Kina:

  • Te, sago, kina-rod og rabarber

Fra Indien var det:

  • Salpeter, peber, sago, indigo, katun og bomuldstrøjer

På grund af den stigende konkurrence fra englænderne og andre forhold måtte kompagniet lukke i 1843.

 

I Lille Strandstræde

Og når vi nu hører om Asiatisk Compagni, så skal vi da lige forbi Lille Strandstræde 14. I forhuset er der rester af en bygning fra 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773 – 76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Og det er netop denne mand, der er skyld i vores besøg.

Han var en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers tilbragte han meget af sin tid på godset Dronninglund, som han havde erhvervet fra grev C.H.G. Moltke ved byttehandel.

Her i den vendsysselske var han en ren plage for bønderne.

 

Kilde:

  • Se Litteratur København (under udarbejdelse)
  • Se Litteratur Christianshavn (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Amager- Læs her på www.dengang.dk

  • Christianshavn-for længe siden
  • Gamle huse på Christianshavn
  • Anekdoter fra det gamle Christianshavn
  • Christianshavn-dengang
  • Dragør og Store Magleby-dengang
  • Lodsen fra Dragør
  • Amager-for længe siden

 

 

 


Livet i København

Dato: november 29, 2016

Livet i København – dengang

Foredrag den 29. november på Solgavehjemmet, Vigerslev Allé. Hvordan var livet dengang? Hvordan tilbragte man fritiden? Hvordan boede man? Hvordan blev man transporteret? Værtshuse, fuldskab, forskel på rig og fattig. De latrinære forhold, Den store badedag, Når borgerskabet havde komsammen? Hvordan så vi på dem, der var anderledes? I døden var man ikke ens. Hvordan var begravelserne dengang? Stavefejl og druk på kirkegården. Og måske når vi at få et spøgelse med på kirkegården.

 

Værtshuse

Fra år 1200 til 1600 drak danskerne store mængder af øl. Grunden var sikkert, at man kun levede af kød og fisk. Ja så var det også sundere end at drikke vand.

Ja selv kongens bøsseskytter havde krav på 10 potter øl om dagen. Eleverne på latinskolerne drak 3 – 4 potter øl om dagen.

 

Fuldskab var ingen skam

Selv nonnerne drak øl

Fuldskab var ingen skam. Man skulle bare lige huske, at være ædru, når man mødte op i kirken. Ellers var det at drikke sig fuld, tegn på at man var brav, flink, hæderlig og en mand af den rette støbning.

De første værtshuse var ølboder, hvor ølkoner købte øl og solgte det. Det kunne også være, at de selv bryggede det. Senere var det mest gamle soldater, der selv bryggede. Nu var kvaliteten på dansk øl ikke særlig godt. De fleste fortrak tysk øl.

Gennem historien var det også tradition for fulde konger.

I byen var det oceaner af værtshuse af forskellig kvalitet. I 1687 var der 140 bryggerier med gårde til.

Men efterhånden drak københavnerne mere og mere brændevin. Men det bekymrede nu ikke så meget magistraten. Tænk engang, i 1698 var der i hovedstaden 245 brændevinsbrændere.

 

Vinkælder

Under Rådhuset var der en vinkælder, som tilhørte Magistraten. Jo, det var lidt finer at komme i en vinkælder. Dem var der også mange af efterhånden.

På vinstuerne drak man foruden vin enten rom eller Arrakpunch. Og denne kunne enten nydes kold eller varm.

 

Gæstehuse

Det var steder, der var list finer på det. Her kunne man også få noget at spise. Og her blev i den grad drukket. Således fik de danske myndigheder på et tidspunkt besøg af en russisk gesandt, der havde 10 gæster med. De nøde livet på Gæste Huset Store Lækkerbisken. De blev i 1 ½ måned. I den tid havde russerne drukket:

  • 720 potter Rhinskvin
  • 162 potter forsk. Akvavitter
  • 58 potter brændevin
  • 32 tønder øl

Dertil kom oceaner af sukkerkandis, puddersukker, muskat og citron.

 

Drikkevaner

Rompunchen blev afløst af cognac – toddyen. Denne blev afløst af den fra Sverige stammende cognac og sodavand.

I midten af 1880erne blev det whisky med soda, der blev det store hit. Det første sted man nød denne drik var i Wiener – Cafeen i Hotel Kongen af Danmark.

 

Badestuer

De mere velhavende besøgte badestuer. Det var nu ikke så eget for hygiejnens skyld. Men her kunne man få en passiar med ligesindede og få god tysk øl. Efterhånden kunne man også på nogle af disse badestuer nyde selskab af smukke piger.

 

Traktørsteder

Såkaldte traktørsteder dukkede op. De havde navne som Vodrufgård, Ladegården, Ravnsborg m.m. Ude i Classens Have var det Kongens Fiskehus. Ja det var Østerbros første gourmet – restaurant.

 

Dansehaller

Særlig på Vesterbro opstød en masse dansehaller. Belysningen var ikke særlig god. Og musikken bestod for det meste kun af en violin og en klarinet. Der var ingen ventilation og duft af madrester og brændevin.

 

Andre forlystelsessteder

De rige tog på Bakken, og de fattige tog til Østerbro i De Fattiges Dyrhave. Ude på Frederiksberg kom der mange lystigheder. Men hvis disse skulle oprettes på en kongevej skulle de godkendes af hoffet.

Frederiksberg kom også forlystelsesstedet Alhambra, efter at Tivoli var åbnet.

Et anden uvæsen dukkede op, sangerindeknejper.

 

Udflugtssteder

Da Frederiksberg Have blev åbnet var det et tilløbsstykke. Tænk man kunne møde kongen ro i kanalerne. Men det var nu ikke alle, der måtte komme ind. Mange blev afvist af vagterne. Og dem fra Nyboder måtte slet ikke vise sig her.

Og tænk, engang måtte man ikke køre med barnevogne på fortovet på kongevejen på Frederiksberg. Der måtte jo være grænser.

 

Hvem gik på værtshus?

Stort set alle gik på værtshus. Mange arbejdere drak hele deres løn op her. På et tidspunkt indrettede fabrikker selv værtshuse, og udbetalte lønnen her. Det var en god forretning for fabriksejerne, men ikke for arbejderfamilierne.

Militære personer måtte ikke sidde på værtshus efter tappenstreg, men det gjorde de nu alligevel.

Det hed sig også, at tjenere og tjenestepiger efter at de havde pakket herskabet i seng, også gik i byen.

 

Sporten breder sig

Der var kommet gang i svømningen ved kysterne. Her kom sandelig også badeanstalter. Og her var forskellige regler, hvordan man skulle opføre sig og man skulle være tækkelig klædt på.

Ja der kom også forskellige sportsarter. Nogle var mere ansete end andre. Sejl – og rosport ved Langelinje var nok det mest ypperlige. Ja også ridesport og vædeløb ude på Fælleden kunne gå an. Og tænk, det overværede de kongelige også en gang imellem.

Skydning havde længe været populær, og det var altid en ære, at blive optaget i en skyde klub. Og for længe siden, ja da skød man efter papegøjen.

 

Cykelsporten

Men uha, så bredte cykelsporten sig. Og det var en skændsel, at se kvinder på sådan et kørertøj. Det kunne man bare ikke. Cykelsporten startede omkring 1870. Det startede med en model, man kaldte Velocipide. Den næste model kom omkring 1880. Det var den model med kolossal forhjul og lille baghjul.

En tysk håndbog angav 24 måder, at stige op på den. I et cykelblad var det gode råd til, hvad man skulle gøre, hvis man fik for meget fart på den. Ja så skulle man køre ind i en hæk.

Så kom Safety – modellen med kædetræk. En sommerdag i 1891 talte man i bomhuset ved Hellerup om 885 cyklister.

I bladene kunne man læse at den kvindelige bicyklist var en parodi på ryttersken. Jo ridning blev betragtet som nobel og ædel.

 

Fodbold var for halvgamle individer

Fodbold var heller ikke noget for de borgerlige. De foretrak fjerbold. Fodbold var for halvgamle individer. De rendte rundt på fællederne. En af de første store helte dengang, var Sophus Krølben Nielsen, der ved olympiaden i London i 1908 skød 10 af Danmarks i alt 17 mål.

De fleste sportsudøvere blev nærmest betragtet som gøglere.

Gymnastik var ikke særlig populær i skolen. Og det vakte i den grad anstød, at kvinderne begyndte at dyrke motion.

 

Mænd og kvinder hver for sig

Der var jo også alle søbade anstalterne. Her kunne man også få svømmeundervisning. Men som regel foregik badningen særskilt, Mænd for sig og kvinder for sig.

Om vinteren havde vi så skøjteløb. De fine inklusive kongefamilien løb i Kastelgraven. Men ungdommen foretrak nu alligevel søerne.

 

For meget ødselhed

Man skulle passe på for meget ødselhed. Gennem historien er der kommet mange forordninger omkring dette. Man skulle ikke offentlig vise for meget flothed, at man så alligevel gjorde det, ja det var noget andet.

På et tidspunkt måtte man kun invitere 30 gæster og servere 5 retter.

Omkring år 1800 kunne de rige få sig endnu en ridehest. Regeringen forsøgte sig med endnu en forordning mod ødselheden:

  • Ingen måtte bære sølv – og guld galoner eller broderede klæder
  • Damernes knapper skulle være af tøj eller kamelhår
  • Brugen af pelsværk var forbudt
  • Tjenestepiger måtte ikke bære silke

 

Mode

Omkring 1800 gik borgerskabet også meget op i mode. Den berømte digter, filosof og læge, Tode sagde:

  • Ingen kamæleon skifter så ofte farve som mandfolk skifter mode

Ja han sagde følgende om damemoden:

  • Alene kjolens længde i 36 år er stegen og falden som kviksølvet i et termometer

Muffen skulle være samme farve som kåben. Og så var det den berømte amazondragt. Man skulle også have en fjerbusk samt en tynd spadserestok.  

 

Jakker i alle mulige farver

Frakkerne var ikke nødvendigvis sorte. Nej, de var sandelig også blå, kaffebrune og røde. Brandgule og lysegrønne kunne ses om sommeren. Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Og så gjaldt om at vise sig så meget på Strøget som muligt – bare for at man kunne blive set.

 

Moden havde taget overhånd

Ja så blev der dannet Ny Dansk Fruentimmerselskab. Her blev der besluttet, at moden havde taget overhånd. Nu skulle man gå i hjemgjort tøj. Men åh skræk, det kom til at betyde, at nu kom man til at ligne tjenestepigerne.

Så blev det besluttet, at tjenestepigerne ikke måtte gå i bestemte klædningsstykker.

 

Man banede vej til privilegier

Titler og adel banede sig vej til privilegier som almindelige borger ikke kunne få. Kundskab og dygtighed var ikke altid nødvendig.

 

Parykkerne forsvandt

Efterhånden forsvandt parykkerne. Frisørerne oplevede en storhedstid. Høje toupeer og kunstige nakker erstattede så mane mangler. Og så brugte mænd også bunkevis af puder ligesom kvinderne. Også dette vidundermiddel kunne dække så mange en mangel.

Under en retssag, når man så en mand med sit eget hår, vidste man, at han var fra den laveste arbejderklasse. Der var parykker til alle formål. Man bar kort paryk til daglig og bølgende Algoneparyk til galla.

 

Prestige betød meget

Det var prestige at eje kinesisk porcelæn. Jo, de rigeste bestilte det endda med københavner – motiver.

Det var prestige, at have egen vogn med fire heste foran, og have så mange tjenestefolk som muligt.

Hos Baron Rodsten, der døde i 1714 havde kammertjeneren ikke fået løn i 15 år. En af de 8 lakajer havde ikke fået løn i 8 år. Det hjalp så, når gæsterne gav drikkepenge.

 

Når Borgerskabet holdt selskab

Når borgerskabet skulle holde selskab, startede man klokken 18. Først skulle forskellige klædningsstykker aflægges. Kvinderne og mændene blev nu adskilt.

Damerne havde deres arbejdsposer med. Og så gik passionen ellers med opskrifter, sladder, rygter. Der blev serveret the og kammerjunker. Man skulle da også smage på, hvad huset havde frembragt af diverse marmelader.

Til herrerne var der opstillet diverse spillebord. Så gik der ellers gang i L’hombre og Boston. Whist kom først meget senere.

Mændene blev trakteret med snaps cognac eller rom.

 

Klokken 21 var der serveret

Præcis klokken 21 gjorde husmoderen tegn til, at man skulle afbryde, for nu var der serveret i spisestuen. Masser af lys blev båret ind. Blomster hørte ikke med til bordpyntningen før meget senere. Der var kun en blomsterhandler i hele København. Den lå i det skæve hjørne ved Nyhavn og Store Strandstræde.

Hovedretten var forloren skildpadde, skinke eller oksesteg. Efter den varme ret blev der serveret afskårne kager og til sidst æblekage.

Til kagerne drak man rompunch.

Normal sang man ved bordet dengang. Enten af en sangbog eller små visehefter. Og fædrelandssangen var obligatorisk.

Selskabet skiltes ved midnatstid, lettere omtåget med øre og næse fulde af røg. De første cigarer kom til landet i 1808. Skulle en af deltagerne have fået for meget, var det ikke særlig velset i disse kredse.

 

Drosker

Når man så skulle hjem havde man bestilt drosker. De københavnske droskekuske var opvokset på stenbroen. Det var absolut forbudt at ryge på bukken. Og at efterlade Lotte eller Lise foran et værtshus uden opsyn, ja det gjorde man bare ikke.

Betalingsspørgsmålet var dog det, der kunne bringe kusken ud af fatning. Kusken kunne godt finde på, at lægge meget på, når det var sent. Fælles takster kom først senere.

 

480 drosker

 

Hele 480 drosker kørte rundt i København. Dem med hvide numre havde fast holdeplads. Det havde dem med gule numre ikke. Der var mange regler. Og den årlige politiinspektion kunne give problemer for kusken. Ja politiinspektøren kunne fratage ham sit levebrød.

Efterhånden overtog droske – automobilerne trafikken. I begyndelsen var kunderne dog lidt bekymret for farten.

Automobilerne bredte sig. Og en ny automobillov forbød, at man kørte på Strandvejen.

 

Motorbåde

I havnen afløste motorfærger de gemytlige gamle færgemænd og de læderbetrukne robåde.

Og når Amerika – færgerne dampede af, var der altid begravelsesstemning.

 

Sporvognene

Før der blev oprettet egentlige sporvogne, var der fast rutefart mellem forskellige steder i hovedstaden og ud til forskellige steder i oplandet. Men det var dog kun de bedre stillede, der havde råd til denne transportform.

Hestesporvognene blev afløst af de berygtede syrevogne. Disse opgav man efter utallige klager.

De elektriske sporvogne åbenbarede en helt ny verden. Store ruder og elektrisk lys var det nu i sporvognene. Men disse vogne måtte også kæmpe for at blive accepteret. De mange luftledninger vansirrede Københavns gader, mente man.

 

En stor succes

Man jamrede over den larm, de lavede. Og så klagede man over, at man ikke som i gamle dage kunne få sporvognene til at stoppe, hvor man ville. Nu var det faste stoppesteder. Også her var man bange for den store hastighed, som disse uhyrer kunne frembringe.

Sporvognene blev en kæmpe succes. Vognstyrerne måtte have gode nerver. Folk klagede konstant over overfyldte vogne. Åh skræk i 1907 var der sporvognsstrejke i fire dage. Det faste personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer. Vognstyreren måtte arbejde i 55 timer.

 

Jernbanen

To af de største problemer med at anlægge jernbanen, var kapital og arbejdskraft. Der blev kun solgt for 250.000 kr. aktier. De danske arbejdere sivede væk, da høsten nærmede sig. De udenlandske arbejdere fik en eller anden opfattelse af, at den danske vinter var hård, og tog allerede hjem i juli. Og svenskerne blev syge af den danske mad.

De håndværkere man skulle bruge var underlagt af en række bestemmelser. Disse bestemmelser måtte regeringen sætte ud af kraft, for ellers kunne man slet ikke bygge jernbanen.

 

Banegården en stor succes

Banen blev færdig til det rigtige tidspunkt. Og Christian den Niende fik den også indviet. Men selve banegården var nærmest et stort træskur. Og det var vanskeligt at få billetter. Men vognene blev dog overfyldte og det kom ofte til skærmydsler.

I 1852 besluttede man at føre jernbanen videre fra Roskilde til Korsør.

 

Hvordan boede man?

Boligspekulanter havde fri tøjler. Udnyttelsesgraden var ekstrem højt. Der opstod et system af side – mellem – og bagbygninger, der ikke havde direkte adgang til gaden. Gårdspladsen var minimal.

Nogle steder var lufthøjden ikke mere end 1,80 – 2 meter. Der var vel kun 3 kvadratmeter til hver. Følgen var sygdom både hos børn og voksne. Børnedødeligheden var enorm. Lysforholdene var dårlige. Husene var fugtige og mange af lejlighederne blev betragtet som direkte usunde.

 

Overholdt ikke sundhedsvedtægt

Selv om man fik en sundhedsvedtægt i 1886, så fortsatte boligspekulanterne uanfægtet. De fleste lejligheder bestod af to rum uden køkken. Der var kakkelovn eller petroleumsovn, hvor maden blev lavet.

Der var ikke meget privatliv gennem de tynde vægge. Skænderi, barnegråd, drukkenbolte m.m. gjorde livet lidt surt.

Vægge og tage skvattede sammen under stormvejr. Der var kun 6 – 7 alen til nabobygningen. Man kunne knap nok åbne vinduerne. Plankeværket mellem de snævre gåde og lokummer var faldefærdige.

 

Spisekammeret var tomt

Spisekammeret var som regel tom. Det eneste man kunne få, var en sukkermad. I stuen kunne man kun se baggårdens lugter, hvis baggården da havde sådan nogle. Ved mørkets frembrud var det lygtemanden, der tændte disse med sine lange stang.

De fattige boede til højre med udsigt til gården. De fattige havde udsigt til gaden.

Når det var højvande i kassen, blev der fyret med koks. Eller når købmanden ville give kredit, ja så anvendte man sammenpressede avisbriketter.

 

Den store badedag

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere at vaske i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt over en gryde på gassen. Men det var kun koldt skyldevand.

Hver lørdag eller hver anden lørdag gik hele familien i bad. En stor balje blev sat ind i stuen, hvis det var vinter. Ellers foregik det i køkkenet. Vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev dog kun fyldt en gang, så måtte alle bruge det samme vand. De små måtte vente til sidst, da de risikerede at tisse i det.

Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjet, ellers gik det galt.

 

At have lus og andet

Så blev det ellers kæmmet med den store tættekam.

At have lus, var ikke godt. Det var den største skam, der kunne overgå børnene. Så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Det var et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

Mere uheldigt var det, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var godt irriterende. Så måtte alle børn i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde et stykke tid. Efter endt opblødning, blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig.

Lejlighederne kunne være en lopperedde. Pludselig følte man det krible og kravle over det hele. Gulve og paneller blev smurt ind i salmiakspiritus. Dette kunne holde utøjet i skak et stykke tid, inden de igen begyndte at kravle gennem gulve, vægge og loft.

Havde far ingen penge måtte han aflevere sit pæne tøj hos lånekontoret. Om fredagen, når han igen fik løn kunne han så indløse gælden med renter og få sit tøj igen.

 

Konkurrence om at rapse

I baggården opstod der konkurrence i at rapse. Ja det skulle man for at blive anerkendt.

Dullen fra Kommunen kunne risikere at komme på besøg. Ofte havde hun spisebilletter med til Folkekøknet. Men det var ikke lige altid godt for børn, der ikke var vant til at spise særlig meget, at få Brunkål med Flæsk eller gule ærter. Det kunne være en barsk omgang for de unge.

Men så kunne far jo bytte disse spisebilletter til flere bajere og cigaretter. Så kunne børnene bare få et par sukkermadder ekstra.

 

Drikkevand

Mange brønde blev ikke gravet dyb nok. Store dele af København er opbygget på affald. Afløb fra gårde og kloaker sivede ned i utætte brønde. Vandet var ildelugtende og smagte ikke godt. Det var også usundt.

Så sent som i 1678 blev der kørt 214 læs møg væk fra Skidenstræde. Men det navn kunne man jo ikke have. Så den fik lige den modsatte betegnelse, nemlig Krystalgade.

 

Politimesteren klagede          

I 1702 klagede politimester Claus Rask over at drikkevandet var fordærvet og ildelugtende. Det havde en mudret og rådden smag.

Nu er det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet end vand.

 

Meget svingende kvalitet

Københavns drikkevand var af svingende kvalitet. Der flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker. Vandløb i hovedstaden var meget ulækre.

Vandledninger gik uhyggelig tæt på diverse latringruber og mange steder var disse vandledninger utætte.

Spildevand fra garverier, farverier, kreaturvanding, lokumsaffald, døde hunde og andre ådsler udgjorde en stor fare for sundheden.

 

De latrinære forhold

I slutningen af 1800 – tallet udviklede Smith og Mygind Nørrebro den såkaldte Mavebælte – pissoirer. Som navnet anfører så dækkede pissoireret kun mandens torso. De stod i hvert sit rum adskilt af en skillevæg.

Selv om de stod med ryggen til gaden, kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det der var nødvendigt.

En såkaldt nødtørftsanstalt var også beregnet til anden afføring blev også fremstillet på fabrikken. Jo denne fabrik blev også kaldt De Myginske ekvipager.

Kvindernes Fremtidsforening havde i 1887 sendt et andragende til Københavns Borgerrepræsentationen, at kvinderne også havde behov for et offentligt nødtørftsanstalt.

Der kom da også til at ligge et sådant et på Grøntorvet. Men den lignede nærmest en bondegård.

 

Latriner overlevet i næsten 300 år

Latriner med afføring har overlevet i næsten 300 år. Det kan man se og lugte, nu hvor Metroen bliver anlagt. Men også sådan noget studerer forskerne. For her kan man jo se, hvad man har levet af.

Tænk engang i Middelalderen gik det kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man så var trængende kaldte man på ham. Denne mand indhyllede så både mand og spand i sin frakke, indtil nødtørften så var forrettet.

 

Inden toiletpapiret

Toiletpapir blev fremstillet til den kinesiske kejser. Men det blev først massefremstillet i USA fra 1857. Inden da havde man blandt andet brugt svampe, majskolber og bøger til at tørre sig med.

Inden de såkaldte retirader kom i København var toiletterne anbragt i små skure i gården over en grubbe, som kun blev tømt et par gange om året.

Hygiejne – Kommissionen havde fundet ud af, at i Ryesgade 156A og Ryesgade 156 B var der 72 mennesker, der havde brugt det samme toiletsæde.

 

Ikke høj status at være pølsedreng

Hvem ville gå ned med natpotten fra fjerdesal til de mørke retirader eller med toiletspanden. Som regel var det den ældste søn, der havde den ære. Men man havde ikke særlig høj status nede i gården, hvis man var lokumstømmer. Pølsedrenge blev de også kaldt, når de skulle bære den skvulpende masse.

 

En ”dejlig” duft

Ofte blev indholdet også tømt i vasken, så det kunne risikere at dukke op hos naboen. Det var bestemt ikke rart en varm sommerdag.

Retirader, pissoirer og skarnbøtteopsamlinger lå direkte op til vinduerne. Særlig en sommerdag var stanken ulidelig.  I 1900 havde Københavns 150.000 lejligheder kun 2.000 wc’ er.

Mange steder var der åbne latriner. Et sådant depot lå ved Nørrebros Runddel. Når politiet skulle gå vagt og vinden var i en bestemt retning foregik det i løb til Lyngbyvejen, ellers var det ikke til at holde ud.

 

Latrin – depot

DSB havde fået en god indtægt ved at transportere latrin. En række nordsjællandske stationer havde fået den tvivlsomme ære, at opbevare et latrindepot.

Station Lersøen havde fået den tvivlsomme ære, at blive udnævnt til latrinstation. Til stationen hørte også en lille have på 365 kvadratalen. Her havde bestyreren så gødning lige ved hånden. Denne station åbnede i 1891.

Seks gange i pinsen i en varm sommer eksploderede der chokoladevogne på Hovedbanegården, ja også på Nørrebro Station.

Disse Latrin – eller chokoladevogne var nu ikke lige tætte. De efterlod en lille brun stribe, som Nørrebros hunde havde glæde af.

 

En speciel holdning til åndsvage

Samfundet havde dengang en speciel holdning til åndsvage eller idioter som de hed dengang. Og løsagtige piger blev sendt til Sprogø. Der kunne de risikere, at blive i op til syv år.

 

Johan Keller og hans filosofi

I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige personer betragtet som afvigere fra det civile samfund.

Johan Keller blev betragtet som en slags ekspert på området. Hans far var fængselsinspektør på Christianshavns Straffeanstalt. Han var vant til at se lidt af hvert. Han skelnede mellem to hovedgrupper:

 

  1. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
  2. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet

 

Det var ikke tilladt, men heller ikke forbudt

På et tidspunkt indførte man kastration og sterilisation på forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og mennesker med maniodepressive psykoser.

Det var egentlig ikke forbudt, men det var heller ikke blevet tilladt.

Først i 1950erne begyndte man at tvivle på denne Keller – filosofi.

Men man fortsatte så i anden boldgade, nemlig med Det hvide snit. I perioden 1939 til 1983 fik 4.500 foretaget dette indgreb. Og det var verdensrekord. Medierne bakkede op om dette. Ingen kunne jo tvivle på folk i en hvid kittel.

Først i 1982 begyndte man at tvivle på denne metode.

 

I døden var ikke alle lige

Den kendte gejstlige C. Bastholm mente, at man skulle opbygge en mere betryggende kontrol ved ligsyn. Og så fandt man ud af, at der skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte finde sted.

Endnu en resolution blev udsendt. Nu måtte der ikke jordes nogen før tydelige tegn som forrådnelsespletter havde vist sig. Først da måtte kistelågen hamres på.

 

Begravelsesanstalter

Der kom forskellige forslag til, hvordan man skulle indrette begravelsesanstalter, hvor lig kunne ligge til observation. Og de skulle indlægges i to kategorier. En til rige og en til fattige. De rige skulle betale 10 Rdl. Men så var det også med klokkesystem og spejl. Det sidste var for at tjekke om vedkommende trak vejret.

Dr. Bastholm havde et meget praktisk forslag. Man skulle da bare spille trompet foran de døde. Så kunne man så se, om de skar ansigt.

 

Jeg er kun skindød

Også på Assistens Kirkegården havde man i graverhuset et system med snor til et klokkesystem. Vi skal også huske på, at H.C. Andersen altid havde et skilt med, hvor der stod:

  • Jeg er kun skindød.

I en resolution så sent som i 1898 vedr. Graverboligen Assistens Kirkegården stod følgende:

  • I Ligstuen anvendes en Klokke, som gaar til Graverens Værelse. Klokkestrengen vedhæftes den dødes Hænder, således at den ringeste Bevægelse sætter Klokken i Gang med at give Lyd. Over Liget anbringes tvende store Bøjler og over disse et stærkt Næt, som fastgøres, at Liget ej skal falde ud af Kisten, og om det kom til Live og dog kan have fri Bevægelse derunder. Midt i Loftet er et Trærør, hvormed Ligdunsterne kunne fare frit ud gennem Husets Gavl.

 

Ligene hældt på gaden

I 1711 – 12 rasede pesten. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere. De afdødes pårørende smed ligene ud på gaden. Ligbærerne blev væk.

Frederik den Fjerde bad studerende fra Regensen om at melde sig. Gennem tiden sikrede de studerende sig en massiv indtægt.

 

Bedemanden var ilde set

Bedemanden var ilde set, for en forordning fra 26. juni 1818 påbød, at enhver, der brugte en ligvogn til en takst over 1 Rdl. skulle bruge en bedemand. En sådan en kunne godt koste 50 Rdl. Han kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Alene dette kostede 9 Rdl.

Ja en almindelig begravelse kunne sagtens løbe op i 300 Rdl. Efterhånden opstod der lig selskaber, som kunne gøre det væsentlig billigere.

 

Losseplads på kirkegården

I indre by, blev der oprettet 5 assistens – kirkegårde. Disse blev indrettet mellem husene. Og hvis der var huse med vinduer ud til kirkegårdene, blev affaldet fra husene bare smidt ud af disse vinduer. Efterhånden lignede disse kirkegårde lossepladser.

Havde konen mistet hendes mænd var det sædvane i de finere kredse, at hun skulle lægge sig i en sort paradeseng i paradesorg for at tage imod.

 

Den første adelsmand på kirkegården

Egentlig udviklede kirkegården ude på Nørrebro sig som fattigkirkegård, men så var det jo lige, at Johan Samuel Augustin fra Slottet i Augustenborg lod sig begrave derude på Assistens Kirkegård ude på Nørrebro. Og så var der pludselig mange flere af de rige, der lod sig begrave herude. Augustin skrev for øvrigt i sit testamente:

  • At han aldrig med forsæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle ej heller påføre nogen andre skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dyb.

 

Inddelt efter rang

 

Men det med tildækningen tog man nu ikke så tungt. Og det havde områdets hunde så gavn af.

Nu var det jo sådan, at man også havde indrettet begravelserne efter, hvem man var. Som bekendt er man ikke ens i døden. Rangfølgen var således:

 

  1. Grever
  2. Gehejmeråd og Friherrer
  3. Militærpersoner, som havde ladet deres tapperhed ske i Kongens tjeneste til lands og til vands.
  4. Andre af rangen til landsdommere
  5. Øvrige rangspersoner og adelige
  6. Gejstlige og anden verslig øvrighed, præster og graduerede personer
  7. Andre personer.

 

Grever kunne opsætte monumenter over de afdøde – efter deres egen Lyst.

Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække kisterne med fløjl. Man måtte bruge seks heste foran, og så måtte man bruge tre stuer til sorgstuer, og det vil sige klæde dem i sort.

De andre af rangen til Landsdommere måtte kun bruge 4 heste, og kun to stuer til sorgstuer.

De øvrige måtte kun bruge to heste og kun overtrække en stue som sorgstue. Og således skulle man rette sig efter, at det blev mere og mere simpelt jo lavere stand man havde.

I meget fine kredse malede man panelerne sorte og også vindueskarmene.

 

Sørgearrangementet gik lystigt for sig

Når en velstående borger døde, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, der helst skulle være i egetræ. Ved denne ceremoni var der et stort antal slægtninge til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt. Og der manglede sandelig ikke noget.

Alle var klædt i sørgeklædder også tyendet.

Ofte var der våben og skjolde, som vedkommende i levende live ikke måtte bære lagt på kisten. Og dette accepterede kirken. Men de accepterede ikke arbejdernes røde faner.

Ofte gik sådan et sørgearrangement lystigt for sig. Man spillede og blev som allerede skrevet trakteret efter alle kunstens regler.

Det var ikke usædvanligt, at liget stod 10 uger over jorden. Ligkisten havde ofte en indskrift. Når begravelsen fandt sted om aftenen var der masser af lys. Også kirken var fuld af vokslys.

 

De uærlige ville ingen begrave

Men for nogen kneb det med at blive begravet. Det kneb med at finde ligbærere til de såkaldte uærlige. Og disse var Skarprettere, natmanden, hestegnidere, svinegnidere, skorstensfejere, renovationsmedarbejdere og til tider også jordemødre.

 

110 kareter med til begravelse

I 1805 var det slut for de fine, at blive begravet i kirken.

Da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjls – ligvogn med 4 heste, med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og to politibetjente. Efter signende skulle der have været 110 kareter med i ligtoget.

De velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Ville man begraves tæt på muren på Assistens Kirkegården måtte man betale væsentlig mere.

Man forsøgte i en sørgeforordning af 1724 at begrænse sorgen for de rige, så de ikke overdrev. Men det blev slet ikke overholdt. De rige ville behandles anderledes. Der var og blev forskel på de rige og fattige i døden.

 

Usømmelig adfærd

Den store socialdemokrat, smed Adam Petersen havde ellers frabedt sig en præstelig begravelse. Pastoren havde ment, at det var usømmelig adfærd at nogle af smedens kammerater ville sige nogle bevingede ord ved begravelsen.

Og politiassistent Rantzau og nogle af hans lidelsesfælder var med for at forsvare Pastor Steen’ s filosofi. Men om de egentlig havde kunnet stille noget op imod de 10.000 arbejdere, der var med, ja det er godt spørgsmål.

 

Stavefejl og druk

Men ak og ved. På kirkegården opdagede man stavefejl på stenene. Og der var druk og fest. De hjemløse holdt hver aften og nat sammenskudsgilde her. Opsynsmændene solgte de dødes tøj og sprit.

Man mente, at der var offentlig værtshus i Benhuset.

Man udsendte godt nok en resolution, men lige meget hjalp det:

 

  • Det er forbudt, at Æde – og Drikkevarer faldbydes eller fortæres paa Kirkegaarden eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed.

 

På et tidspunkt var der nogle, der mente, at der skulle opbygges tribuner på Assistens Kirkegård, så alle kunne følge med. Men det kunne også blive for festlig, derfor skulle rødhårede ikke have adgang. Så overvejede man også at forlange entre.

 

Spøgelset på kirkegården

Ved midten af forrige århundrede boede der over for Assistens Kirkegård Nørrebro en norsk student. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget meget og hen på aftenen åbnede de to et vindue for at få røgen til at trække ud.

Bedst som de stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede:

  • Se der

I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav, hvorpå den afklædte sig sine klæder stykke for stykke, og vandrede bort fra kirkegården i retning mod byen.

Danskeren sagde med munter latter:

  • Dette skal vi såmænd have lidt grin af. Nu går vi ned og tager et af klædningsstykkerne, og stiller vi os her og ser, hvad fyren vil tage sig til.

Da nordmanden ikke rigtig brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til graven, hvor han tog et klædningsstykke – en silkestrømpe.

Han tog den med op i værelset og lagde den på bordet. De to venner stod nu og ventede på at skikkelsen skulle komme igen. Det gjorde den også, da klokken slog tolv. Den gik hen til graven og iførte sig tøjet. Men da den opdagede, at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede. Den bøjede sig sagte, som om den fulgte et spor imod huset, og gik ind ad porten.

Døren blev åbnet, og den hvidklædte trådte ind. Den kåde student var ligbleg og fuld af rædsel kastede sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet. Den vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var den forsvundet. Men studenten lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd mod højre side. Han var blevet lam i højre side og forblev krøbling resten af sit liv.

Moralen i den historie er:

  • Lad være med at drille spøgelser.

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk


Strejftog i København – dengang

Dato: september 8, 2016

Strejftog i København – dengang

Foredrag den 8. september 2016 på Solhjemmet i Valby. Vi tager en tur ned ad Strøget og Østergade, der var det fine shopping – center dengang. Så går vi lige en tur på Kongens Nytorv og skal selvfølgelig også på Nyhavn. Om vi når Frederiksstaden, det er et spørgsmål, for vi vil også gerne i Nyboder. Du kan opleve et mord, spøgelse og en, der rejser sig fra de døde. Vi skal opleve virkelige rige og meget fattige. Ja vi skal også se, hvad der var en delikatesse i Peder Madsens Gang. Måske når vi også en absurd svanejagt.

 

Historisk vandretur

Vi tager på en historisk vandretur rundt i København og besøger udvalgte steder. Men kunne selvfølgelig tage alle bygninger og fortælle, hvornår de var blevet bygget og så videre. Det gør vi også, men vi vil også gerne fortælle om livet dengang og de store kontraster, som hovedstaden bød på.

 

Ind ad Strøget

Vi tager lige først en tur ind af Strøget dengang. De første butikker var boder. Og det var en slags tilbygning til eksisterende bygninger. De fyldte meget i de smalle gader. Det var en stor hindring for færdslen og så var de meget brandfarlige. Derfor blev de forbudt i en forordning af 27. februar 1683.

 

Skilte

Det var ikke vinduerne, der trak dengang. Det var de forskellige skilte over indgangen til butikkerne. På Højbro Plads 21 kom nok butik, der skabte størst opmærksomhed.

Silke – og klædekræmmerne etablerede sig på hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade.

 

Spændende vinduesudstillinger

En vinduesudstilling i Købmagergade 25 vakte stor begejstring. Det så ud som om, at der var levende blomster, som var udstillet. Man havde nu indset, at vinduesudstillinger trak kunder til.

I 1828 var der røre omkring en fransk spækhøkerbutik i Købmagergade 3. Han havde tilladt sig at udstille tilberedt svinekød i sit vindue, ja han havde hængt pølser op. Der var så meget trafik foran butikken, at politiet flere gange måtte tilkaldes.

 

Armod og affald

Læderstræde, Kompagnistræde og Lavendelstræde var her, hvor armoden trivedes. Der kom mange klager til Magistraten, om at man blev snavset, hvis man bevægede sig rundt i byen og det havde regnet i flere dage.

Magistraten havde ellers sendt masser af forordninger ud, der skulle hindre, at byen flød med skrald, døde dyr og meget mere. Således blev der udsendt en forordning den 7. maj 1777, der bestemte, hvad man måtte smide på gaden:

  • Affald fra køkkener, dødt fjerkræ og lignende må kun smides på gaden efter en bestemt fastsat tid. Derefter samles det i bunker og køres væk i skarnsvogne.

Men disse bestemmelser blev slet ikke overholdt. Alle bunker blev gennemrodet af fattigfolk. Vejr og vind sørgede for, at affaldet havnede i rendestenene. Og skarnsvognene dukkede aldrig op.

Rendestenene stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder lå mellem almindelige huse.

 

Vægterne sang falsk

Ja, Magistraten fik også klager over at vægterne sang falsk. Omkring 1784 havde man 150 vægtere i byen. De skulle forhindre Ildebrand, mord og tyveri. Og så skulle de synge hver time. Og det var åbenbart en jammer. De ejede ikke en tone i livet.

 

Pjalteproletariatet

De allerfattigste blev kaldt pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borgergade og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og det nu forsvundne Peder Madsens Gang. Men de boede også omkring Bordelkvarteret omkring Holmensgade.

Det var her H.C. Andersens moster, Christiane boede. Hun ærgrede sig over, at H.C. Andersen ikke blev en pige.

Her var masser af stalde og brændevinsbrændere. Her var masser af sygdomme. Men lægen kom her aldrig. De syge blev stuvet sammen på loftet.

En præst i 1808 skrev:

  • Besøger man de fattiges boliger, vil man ikke uden rædsel se de usle huller, hvortil adgang for den fri luft er spærret. Djævelske dufter og stank forpester luften og svækker hos beboeren hans kræfter og lyst til at arbejde. Han bliver gammel før tiden eller skrantning i en alder, som burde være virksomhedens. Børnene ligner skygger.

Pjaltenborg

Og tænk, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der opholdt sig på Pjaltenborg, som lå på hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa. For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Der var en masse andre huse, der kunne tilbyde det samme. De hed:

  • Helvede, Pøllen, Bolle Bandsats Hus, Luseklubben, Lokummet, Krybryd, Knaldhytten, Slaveporten og Rakkerens Hule.

Folk var stuvet sammen. En læge bemærkede om toiletforholdene:

  • På nogle steder findes ikkun et sæde for 40 – 60 mennesker, der som følge heraf ikke kunne benytte dette, når fornødent gøres, at de nødes at sætte sig udenfor, noget som især er tilfældet med børn.

 

Håndværkerne udnyttede situationen

Efter den store brand i 1795 boede en masse de hjemløse i parker, haver og gårde. Byggematadorer og håndværkere udnyttede situationen. De opførte skyndsomt tre etagers huse på hver en tomt. I kælderen kom der butikker, og ellers blev der bygget en masse små lejligheder. Og disse var meget små.

 

Rig og Fattig

Der var stor forskel på rig og fattig. En ung advokat kunne bo i en herskabslejlighed. Han kunne have 3 piger og en kusk ansat.

Grosserer Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde et tjenerskab bestående af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.

Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog overfaldet af folkemængden.

 

Kongens Nytorv

Lad os besøge byens hovedtorv, Kongens Nytorv. For enden lå de såkaldte sandkister. Det var en slags træskur med lem i loftet, hvor igennem sandet blev hældt. Det kom fra de skibe, der lagde til i Nyhavn.

Sandmændene med hest og vogn hentede sandet og kørte rundt i gaderne og tilbød det. Dengang var de fleste gulve hvidskurede. Til skuringen brugte man sand. Man kunne så skure gulvet blændende hvid.

Ved siden af sandkisten lå Gyldenløvs Slot (Charlottenborg Slot) Indtil 1870erne lå her en prægtig have.

Der hvor det Kongelige Teater nu ligger, lå det såkaldte Gjethus, hvor der havde været kanonstøberi. Senere blev det militær højskole.

 

Mange tilbud fra vinkælderen

Under Commediehuset lå en velduftende vinkælder. Ifølge adresseavisen kunne man her købe:

  • Frisk tysk peberråd
  • Røgede sild
  • Bundtet Flamsk sild
  • Kaffebønder
  • Kinesisk Soya
  • Italiensk citronsaft
  • Mel, bankebyg,
  • Vestindisk puddersukker

Jo her kunne man også købe kobberstik og bøger. Man kunne sandelig også købe billetter til Skipper Eskild Jensen’ s ture til Bergen.

Og stedet fungerede også som et salgs posthus. Her kunne man aflevere pakker, som så blev sendt med diverse skibe.

 

Varmtvandsbadeanstalt

På hjørnet ved Vingårdsstræde lå en tidligere grevelig ejendom, der nu var blevet til Converse Club.

Ja i 1811 blev der her oprettet varmtvandsbadeanstalt. Og et lignende anlæg blev der oprettet i Lille Strandstræde. Der var åbent fra klokken 5 om morgenen til klokken 10 om aftenen. Her blev serveret Bouillon, chokolade og likører.

 

Hotellet rummede mange ting

I 1828 indrettede to hollændere et mekanisk vokskabinet i Hotel de Nord. Det var nu ikke billigt. Hele 1 rigsdaler kostede det.

I hotellets kælder lå et tarveligt, men stærk besøgt danseetablissement som hed Torvet. Det var en af de mest besøgte dengang.

Og i det gamle hotel installerede Brødrene Nielsen, Københavns første flytte – omnibus – selskab.

 

Æbleskiver og konditori

På hjørnet af Torvet og Lille Kongensgade kom nu La Porta Konditori. Kigger man så i adresseavisen kan man se, at der her i kælderen havde været Sultani’ s æbleskiver – bageri.

 

Heiberg’ s forældre

På hjørnet af Kongens Nytorv 23 og Østergade 1 var ligeledes en ældre vinhandel og konditorejendom. Det var her Christian Heinrich Pätges arbejdede. Det var første gang han mødte sin hustru, Henriette Hartvig. Hvorfor er de to så vigtige. Jo de fik en meget berømt datter, Johanne Louise Heiberg. Ja det var sandelig en, der begik selvmord, fordi han ikke kunne få hendes gunst.

 

H.C. Lumbye

Første februar 1840 blev der inviteret til musikselskab på 20 personer. Det foregik på Hotel D’ Angletarre. Biletterne kostede 3 mark. De kunne købes for 3 mark hos Lose & Olsens Musikhandel i Gothersgade. Og musikselskabet var H.C. Lumbye.

 

Østergades noble butikker

Nede af Østergade havde adelen etableret sig. Her var masser af flotte haver. Men efterhånden måtte adelen trække sig. De handlende trængte sig på. Adelsgårde blev omdannet til købmandsgårde.

Her kom til at ligge de fineste og mest noble butikker. Jo kræmmerne havde virkelig etableret sig her. De kaldte sig efterhånden manufakturhandlere. Ja der opstod endda kvindedragende modebutikker.

 

Den krøllede kommis

En klæddekræmmersvend blev nu kaldt det fine ord, kommis. Inden da var det diskenspringer. Hans beklædning bestod af

  • Blå spidsskjorte med forgyldte knapper
  • Lys udvinget vest
  • Ombøjede flipper
  • Halstørklæde samt mørkfarvede pantalons

Jo pigerne drømte om den krøllede kommis. Dengang var det også prestige, at arbejde i butik. Det er det ikke mere.

 

Kongens Klub

Her på Østergade var der en Café med det fine navn Granelli. Sandelig var der en ølhalle i nummer 13. Den kom senere til hedde Rybbergs Kælder.

I nummer 12 lå Madam Frørups Frugtkælder. Og her var også et par cigarhandlere, der havde god omsætning hele natten.

Her lå også en meget fornem klub, der hed Kongens Klub. Og tænk, der lå en forening, der hed Læsernes Forening, hvor ikke en eneste læste. Det handlede nemlig om at få natbevilling. Ja, man kunne også få morgenbevilling.

 

En modehandler ved navn, Louise Rasmussen

Her vakte en ung modehandler også røre, fordi hun havde udstillet en mekanisk modeldukke. Det skabte en del røre, men mere røre skabte det dog, da hun havde en kongelig romance. Hun hed Louise Rasmussen eller bedre kendt som Grevinde Danner.

Jo tænk her i Østergade lå også to fiskehandlere. Og her boede også Greve Ahlefeldt. Det var ham, der bortførte skuespillerinde Rose’ s purunge datter Mette Marie Rose.

 

Brændevinsbrænderi med 21 køer

Svaneapoteket lå i nummer 18. Det var indrettet i en to – etagers bygning. Laboratoriet vendte ud mod den berygtede Peder Madsens Gang.

Gennem apotekets port gik en 3 meter bred gyde derind

Og i gydens nr. 5 lå et brændevinsbrænderi med et kohold på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet på flere etager. I samme ejendom i nummer 7 boede der 78 voksne plus børn.

 

Delikatesse til 4 skilling

Andre ejendomme i Peder Madsens Gang husede Nattens døtre eller Udydens præsterinder.

Her var også logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita. Her kom sjovere og lammedrivere.

De kom for at få deres yndlingsret, der var tilberedt af det af oksehovedet, man ikke kunne bruge til at koge suppe på, og det var mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Velbekomme.

Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte en naturlig tørst. Hele herligheden kostede kun 4 skilling.

Ja og disse stamgæster, der kom her, havde også eksotiske navne som Knuden og Sildehoved.

Let levende damer

Det var også her i Peder Madsens Gang de let levende damer holdt til. Ja behandlingerne af alle de kønssygdomme, der opstod var overladt til de såkaldte badskærere. Men på privat initiativ blev der i 1516 oprettet Skt. Anne Hospital som tog sig af fattige syfilis – patienter. Her fik man god kost rene senge og forstandige salver m.m. Ellers stod det på kviksølvskure, smørekure og svedekure.

Allerede i værket Flora Danica fra 1648 blev der givet råd til, hvordan man kom af med kønssygdomme.

 

Nyhavn

Det er ikke så langt hen til vores næste bestemmelsessted. Vi var det lige før ved Sandkisten. Vi er nu i Nyhavn. Det var her, at kongen befalede, at der skulle anlægges en kanal ind til Torvet.

 

De første ejere

Flere af kongens mænd følte sig tvunget til at købe grundene langs kanalen. De solgte dem så senere videre. I 1689 var der følgende ejere:

  • To købmænd
  • Seks skippere
  • En havnefoged
  • En smed
  • En enke efter en hofsmed
  • En øltapper
  • En stenhugger
  • En bødker
  • En hjulmand

Hen ved år 1700 var de fleste grunde bebygget, og nogle af de hele gamle huse står endnu, sikkert renoveret et par gange.

 

Vrikkende piger

I kanalens første tid var det store tremasters skibe, der besøgte hele verden, der søgte herind. Købmandshuse og provianteringshuse opstod. Snart fulgte der også masser af værtshuse.

Op og ned af den muntre gade vrikkede prostituerede far 13 – 70 år. Mange baghuse blev brugt til bordeller.

En stor del af sømændenes hyre blev brugt her. Fidusmagere, bondefangere og piger blev tiltrukket af det brogede liv.

Efterhånden kunne de store skibe ikke mere anløbe Nyhavn. Det blev nu skonnerter og skuder. Men løjerne holdt ikke op. Og så blev man nødt til at oprette eget vægterkorps.

En sommerdag i 1800 – tallet udbrød der krig mellem marinere og almindelige matroser. Borgervæbningen blev tilkaldt, og skulle forsøge at skille partnerne fra hinanden.

 

Mange mord og selvmord

Der har været mange mord på Nyhavn. Om lidt skal vi høre om en af dem. Og kanalen har mindet om mange selvmord. Ofte var det ulykkelig kærlighed, der var årsagen. Her er blevet spillet, drukket og lokket. Godmodige sjæle er blevet snydt. Fulde svenskere er blevet rullet, og piger er gået i hundene.

Og H.C. Andersen har boet tre forskellige steder i Nyhavn.

 

Mølleren, der gik igen

I Nyhavn 15 var en møller og hans kæreste engang gæst. Efter tre dage havde mølleren hverken hest, vogn, møller eller kæreste mere. Mølleren mente nu nok, at værten havde spillet med falske terninger. Den tidligere møller lovede hævn over værten og kæresten.

Næste morgen fandt den tidligere kæreste ham hængt oppe på loftet. Et par nætter efter begyndte det at spøge. Hver nat kom genfærdet kørende med hest og vogn. Det standsede foran huset, og derefter rumsterede det oppe på loftet.

Hver gang den tidligere kæreste forlod stedet begyndte det at rumstere. Ja, det rumsterede så meget, at værten ikke kunne have gæster. Til sidt måtte værten betale den tidligere kæreste for at blive siddende deroppe på loftet.

Og sagnet slutter med at den tidligere kæreste dør af skræk.

Jo, det var for resten også her, at man kunne få lavet falsk pas, hvis tyskerne var efter en. De tyske soldater måtte ikke komme i Nyhavn, men det måtte Gestapo.

 

Franskbrødet, der forsvandt

Nyhavn 17 er nok det mest berømte sted. Lagde man her et franskbrød i vindueskarmen om aftenen, kunne man være sikker på at det var væk om morgenen, spist af rotter.

Man sagde, at dette var de finske søfolks yndlingssted. Derfor lærte personalet finsk. Her lå også verdens første tatoo – butik. Tatovering var knyttet til Nyhavn.

I Salomonsens Leksikon blev der i 1929 fremført, at tatovering var hyppigst forekommende hos sømænd, prostituerede og forbrydere.  

 

Befri mig fra dette mørke sted

Vi skal da lige besøge Nyhavn 31. For her boede storkøbmanden og skibsredderen Andreas Bodenhof. Han døde ret ung i 1794, og blev begravet på Assistens Kirkegård. Og der blev hans unge hustru begravet fire år tidligere.

Hun hed Gertrud Bodenhof. Og hendes bror fortalte, at hun havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten. Natten efter, at hun var blevet begravet, kom to gravrøvere og ville hugge hendes øreringe. Men pludselig rejste hun sig fra kisten og råbte:

  • Så befri mig dog fra dette mørke sted.

Og hun lovede dem guld og grønne skove og lovede dem en rejse til Amerika. Men de tog en spade og huggede hende rigtig ihjel. Og det er ganske vist, for det har en af gravrøverne fortalt til den senere biskop af Sjælland, da han lå på sit dødsleje på Frederiks Hospital.

 

Afholdsmænd skal holde sig væk

I Nyhavn 51 nede i kælderen lå Det gyldne lam. Her var sat et skilt op på væggen:

  • Afholdsmænd og andre, der vil ødelægge glæden, bør ikke opholde sig i lokalet.

Datidens befordring var ikke så kompliceret. For adresseavisen, da kundgjorde Skipper Christoffer Holm:

  • Den førende Galioth i Nyehavns Canal lige over for Madamme Tofte agter sidt i tilkommende Uge at afgaae til Christiania, hvorhen han medtager passagerer og Fragtgods, hvorom Vedkommende behager at melde sig ved Fartøjet eller hos Skipperen i bemeldte Madamme Tofte’ s Hus.

 

Der blev ikke guld

Nygade 59 blev kaldt Århus Domkirke. Det skyldtes, at på husets gavlkvist var der en Kristus figur. I dag kaldes huset for Guldmagerens Hus. Det skyldes, at husets bygherre, kobbersmed Henrik Ehm omgikkes alkymister.

En læge dr. C.V. Haquart betalte Ehm 600 rigsdaler for at lære kunsten at lave guld. Dette lykkedes dog ikke, men Ehm ville dog ikke tilbagebetale dette kursusgebyr. Men så gik lægen i retten, og Ehm kom til at betale.

 

Mordet på Jens Peter Tønder

I Nyhavn 65 boede i 1836 Jens Peter Tønder oppe på anden sal. Han var af god familie. Hans far var admiral og chef for Holmen. Han var teologisk kandidat, men egentlig kunne han slet ikke falde til nogen steder.

Han levede af at sælge et tidsskrift, som han selv udgav. Han underviste også i sprog. Men han havde penge på kistebunden og nægtede at få penge hjemmefra.

Og dette havde den 22 – årige Peter Worm fundet ud af. Selv havde han ingen penge, men han besluttede, at røve dem fra Tønder. Derfor meldte han sig til fransk undervisning.

Først forsøgte Worm at aflive Tønder med oversmurte opiums – kager. Da det heller ikke lykkedes anden gang, ja så besluttede Worm sig for at kvæle Tønder.

Men Worm blev arresteret, og i 1838 blev han over for en tusindtallig menneskemasse henrettet ude på Amager Fælled.

 

H.C. Andersen og hunden

I Nyhavn 67 boede H.C. Andersen. En dag da han kom ind i forstuen sprang familiens store godmodige hund hen imod ham og gøede voldsomt. Andersen fløj forfærdet op ad trappen til sin hybel og råbte forfærdet deroppe fra:

  • Bed den mig?
  • Bed den mig?

 

Frederiksstaden

Går vi nu fra Nyhavn op mod Kastellet, ja så kommer vi forbi et særdeles fornemt område, Frederiksstaden. Men sådan har det jo ikke altid været.

Et lille stykke uden for Vesterport, der hvor Hovedbanegården nu ligger, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave liggende. Men den blev ødelagt af svenskerne, da de kom på besøg. Da freden atter sænkede sig, måtte der findes en løsning.

 

Dronningens Have

I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne strækninger. Det var i dette landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade. Området strakte sig fra kysten ind til Bredgade.

Det var ganske vist meget sumpet og et være morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelig mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle år kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.

 

Et Lystslot – Sophie Amalienborg

Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Det fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.

 

En forestilling for den lavere rangklasse

Det var herude, at kongen valgte, at holde sin 44 – årige fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.

Også byens lavere rangklasse fik lov til at se den teaterforestilling, der blev vist i forbindelse med kongens fødselsdag. Det skete ved en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere oplevet en opera med sang og musik og store mængder af levende lys. Der var plads til 200 mennesker i den propfyldte teatersal.

 

Den dramatiske brand

Men ak og ved. En af de1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig og alle trængte mod den eneste udgangsdør.

Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet sig til en glødende askehop. Og det frygtelige var, at næsten alle 200 tilskuere omkom, for de kunne ikke komme ud.

Ilden fik så godt fat i slottet, at det heller ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges, blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Se således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.

 

Uberørt i seks år

Allerede i 1670 havde Christian den Femte haft planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men dette projekt blev aldrig ført ud i livet.

Efter den dramatiske brand lå stedet uberørt i seks år. Men da sidste rester endelig forsvandt, blev den del, der lå nærmest Sankt Annæ Plads igen udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns Garnison.

I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opholde sig, når han inspicerede sine tropper.

 

Et stort nyt slot

I 1728 oplevede vi den store brand. I 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Dette slot kom til at sluge trefjerdedel af nationens budget.

 

Fire palæer

Men ellers var der ingen, der interesserede sig for den del af byen, som vi nu står i. Men i 1743 bad Kongen om at tegne et palæ til Kronprinsen. Eigtved havde allerede dengang henvist til den nuværende slotsplads. Men det brød kongen sig ikke om.

Men så kom planerne om de fire palæer og Frederiksstaden.

 

Den absurde svanejagt

Når vi nu er ved de kongelige skal vi dog lige høre om en speciel interesse, som de kongelige havde fået.

Det var jo sådan, at Christian den Anden havde kaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm og Amager. Og disse hollændere have indført en ny sport, som Hoffet havde taget til sig.

Sporten gik ud på at jage unge svaner, når de i fældetiden mistede slagfjedrene, og derfor ikke kunne flyve.

Der blev endog bygget en gård på Amager, hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne. Gården Svanelejet lå i Sundby.

Den 12. august 1702 foregik en sådan jagt. Kigger man på det i dag, virker det helt absurd. Dyreværnsfolk, hvis man havde det dengang, ville have råbt højt.

Kongens båd var forgyldt og styret af viceadmiral von Stöcken. Båden blev roet af 20 mand, alle klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer.

Den kongelige båd blev eskorteret af den kongelige yacht og to fregatter samt ikke mindre end 39 andre både. Både ministre og gesandter var med på turen. Men ingen måtte løsne et skud, før kongen og hans nærmeste havde løsnet et skud.

I forvejen var der indfanget en stor mængde svaner omkring sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede de stakkels dyr. Og heldig for dem, så undslap der adskillige hundrede.

3 – 400 svaner var dog tilbage, da jagten blev indledt. Da jagten blev indledt var strandbredden langs eksercerpladsen og Amalienborg Have besat med ryttere, der havde til opgave for at ingen svaner undveg.

Man havde ikke hunde med, som man plejede. Holmens matroser agerede hunde. De sprang i vandet til selskabets ubestridte glæde.

Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht. Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Paulsen og von Stöcken blev dekoreret med det hvide bånd.

 

En uofficiel vejviser

I 1757 udkom, der en vejviser, der var basseret på sladder. Den blev kaldt Barkhow’ s vejviser, og den er basseret på sladder og også tredjehånds oplysninger. Men den giver os et udmærket indblik i bylivet dengang:

  • Kaptajn – Løjtnant Bank’ s enke. Han slået ihjel af en skorsten i Præstø. Hun pension.

 

  • En bødker Brock. Den gamle lever endnu. En præst ved navn, Skibsted siges at ligge i med konen

 

 

  • En hyrekusk Gregers. Lige ved Brodersens bagport. Hun spiser aldrig med ham
  • To gamle folk, som lever af deres midler. Manden hedder Rostborg. Vært hos Grav Friis. Han lever som i et kloster
  • Feddersen, urtekræmmer er 50 år. Han har en søsterdatter hos sig. Hun er en køn pige, passabel, skal vel have Anders.
  • I stuen er værtshus. Manden er en hattemagersvend i arbejde. Konen har før været meget prober. Her logerer Madam Winding.

 

  • Højesteretsadvokat og meget mere Brun. Det var før Wickmands gård. Er hjørnehuset. Porten vender ud til Admiralgade. Får prygl af sin kone.
  • Suhm er på Holmen. En store horehund. Konen græmmer sig, har 8 børn, de to er krøblinge. Den halte skal giftes. Den tredje er forlovet med hans karl. Sønnen er gift.

 

  • En glarmester. Der logerer Jessen på Rentekammeret. Nok en jomfru. Her går to jomfruer ind med løjtnat Kalkreuter.
  • En stolemager Pipgras. Fattig har mange børn. Hans døtre er Grev Rantzows Maitresser. Han spadserer med dem.
  • Schürtz. Han har to døtre. De kan begge to spille kort.

 

  • Det hus, hvor konsul Brandt logerte. Hun var enke. Hun har haft en matros. Nu har hun en kvartermester. En ung mand som altid er hjemme hos hende. Her logerer også den gode islænding Bensen.
  • Brygmand, som har Klaumanns datter, sur, styg, en ligger i med Walther og han praler af det.

 

  • Jæger, vintapperen, hjørnehus, en gal mand. Datteren besovet (besvangret) af Kaptajn Meier. Barnet født. Hun er død.
  • En som handler med kina – varer, hedder Sivertsen, gal. Konen er sammen med en sergent ved brandfolket

 

  • Bogbinder Graae, har børn, en voksen datter, som er smuk.

 

Og sådan kunne vi blive ved. Der var især gode beskrivelser af pigerne. Men også beskrivelser af, hvem der var sammen med hvem. Ja et par mistanker om mord får man også.

 

Ekstra told

Der møder os nu en række hyggelige gule huse. Men det har de ikke altid været. Men der er ikke så mange tilbage af disse Nyboder – huse.

Det gik langsomt med at få bygget disse 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel. Dokumenter fra 1629 viser, at det hele kostede 132.000 Rdl. I 1631 blev der udsendt en forordning om, at der skulle opkræves ekstra told af skibe for at få alle penge skrabet sammen.

Der fandtes allerede skipperboder ved Holmen.

 

18 gader og stræder blev anlagt

Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Und mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst gik Nyboder helt ned til stranden. Mod vest strakte den nye bydel sig til Rigensgade.

En stor plads opstod i området. Den fik navnet Grønland. Den blev brugt som militærplads og rettersted.

 

Ingen almindelig retspleje

Og den kontrakt, som man fik, kaldte man et husbrev. Og i de små ejendomme på 45 km2 kunne godt huse op til 16 personer. Selv om lejlighederne var beregnet til søens folk, var der dog også andre, der boede her.

Nyboder – folket dannede grundstammen på mange skibsbesætninger. De var også med ved mange søslag. Her var nationalfølelsen stor. Når kongefamilien fejrede noget, blev der udleveret lys, som skulle sættes i vinduet.

Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen betragtede stedet som sit private område. Magistraten skulle ikke blande sig.

 

En mærkelig skæbne

Skipperboderne dannede i hvert fald i 50 år bolig for de højere ansete inden for søens folk. Det var skippere, styrmænd, hans majestæts skibsofficerer. Ja og tænk engang, så boede også Rigsadmiralen her også. Man skulle tro, at det var lidt lille for denne standsperson.

Efter Svenskerkrigene var der uorden i rigets finanser. Boligerne blev solgt til beboerne eller pantsat for manglende lønninger. Til slut i 1694 blev resten solgt på auktion.

 

6.000 søfolk bukkede under

I 1705 måtte Grenader – korpset og Livgarden træde til for at skabe ro, da der var ballade. Og der var ofte kampe mellem marinere og matroser her i bydelen. Og marinerne trængte ind i husene og voldtog kvinderne. Jo det var både mange døde og sårede hver gang.

I 1710 bukkede 6.000 søfolk under i forrådnelsesfeber. De gik hårdt ud over Nyboder – folket. De brød sig ikke om sygehuse eller læger. De ville helst dø derhjemme.

 

Begravelse på Nyboder

Nellikevej blev der dog etableret et sygehus. Når en var død dengang, strøg man sand og gran ud på vejen. Kisten blev stillet foran Nyboder – mandens hus, og så kom enken ud og lagde en krans på kisten.

Sørgetoget fortsatte uden enken. Det var overladt til mændene. Dem der ikke var i uniform, havde lejet sorte sørgeknapper. Efter begravelsen samledes man i de sørgendes hjem.

 

Jubel, da Struensee blev henrettet

Der var jubel i Nyboder, da Struensee’ s fjender sejrede i 1722. Nyboder – folkene blandede sig i oprøret bag efter og hvad med til at ødelægge cirka 60 virksomheder. Men dem, der så ham henrettet på Fælleden var dog lidt forknyt. Det havde været rædselsfuldt, at se på.

I 1757 besluttede man at opføre endnu 70 huse.

I 1779 sprang krudttårnet i luften. Det betød 7 døde og 47 kvæstede. Skader var der for 40.000 Rdl.

 

Nyboder – manden giftede sig tidlig

Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende skulle være af samme klasse. Men det krævede en friseddel af kompagnichefen. Og så skulle man så være gift senest 8 uger efter, at den var blevet udstedt. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten for Bremerholm’ s kirke.

Stadsmusikkeren skulle have 4 mark for at spille. Var det tale om fattigfolk kunne det dog gøre for 3 mark.

Lejen var ens for alle huse. Den blev trukket fra lønnen.

 

Man kunne blive smidt ud

Hvis ens kone snakkede for meget og sladrede om andre kunne hun få tildelt fidellen. Den var formet ligesom en violin som hun så skulle gå med til spot og spe for alle.

Man kunne også risikere, at blive smidt ud af Nyboder hvis man røg sig uklar med naboerne. Man måtte heller ikke holde et uskikkeligt hus med skælden og smælden og værre med eder og banden.

Nyboder – folket var uønsket i Frederiksberg Have. Fra 1750 måtte de ikke betræde voldene.

I 1756 begyndte man at bygge to – etagers huse. De sidste af den slags blev bygget i Ulvegade og Bjørnegade.

 

Skolen i Nyboder

I 1721 havde Nyboder Skole 50 elever. Undervisningen var gratis. Skolen bestod af tre Nyboder – huse. Det var frivillig skolegang, men mange forældre foretrak at holde børnene hjemme. Så kunne de hjælpe med at tigge om føden.

I 1786 var der hele fem skoler beregnet til 100 børn i Nyboder.

 

Man kæmpede i Clasens Have

Under belejringen i 1807 var der mange Nyboder – folk ude i Clasens Have for at kæmpe. Mange var også ude på søen for at kæmpe. Masser af bomber slog ned i Nyboder.

 

Man mente, at Nyboder skulle rives ned

I 1841 foreslog en københavnsk spækhøker, at alle Københavns letlevende damer skulle samles i Nyboder nede ved Volden.

Kammerherre og arkitekt Meldal foreslog i 1865, at hele Nyboder skulle jævnes med jorden. Forfatteren Johannes V. Jensen gav udtryk for det samme.

 

Kierkegaard kunne godt lide Nyboder – piger

Men Søren Kierkegaard kunne godt lide Nyboder og særlig deres piger. Han skrev:

  • Nu følger hjertetropperne
  • Nyboder – piger, mindre af vækst, fyldige, svulmende, fine i huden, muntre, glade, vævre, snaksomme, lidt kokette og frem for alt barhoved.

 

Nu blev husene gule

Ja og i 1860 skiftede alle huse fra den hvide til den gule farve. Så fik man i 1890 endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne forsvandt. Efterhånden fik vejene også nye navne.

Og så endelig i 1917 fik Nyboder elektrisk lys. Siden 1930, hvor man fyldte 300 år har de sidste rester af Nyboder været truet, selv om resterne nu er fredet.

Og se nu stopper vores strejftog, nu kan vi ikke gå længere. Og næste gang vil vi se nærmere på, hvordan københavnerne levede, hvad de spiste, hvordan de boede, om de gik på værtshus eller bordel, og hvad de mente om døden. Ja det sidste lyder drabelig, men det er nu ret sjovt.

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: P.t. har www.dengang.dk

  • 208 artikler fra Nørrebro
  • 79       –       –  Østerbro
  • 129 –       –  København
  • 27       –       –  Nørrebro Handelsforenings Historie

 

 

 

 

 

 

 


Guldalderens København – sådan var det også

Dato: marts 25, 2016

Guldalderens København – sådan var det også (2)

København var ikke overbefolket med kulturelle fyrtårne. Måske var Guldalderen slet ikke så poetisk som man ville gøre den til. En læge fortalte, at der et sted var et lokumssæde til 40 – 60 beboere. Selv i slutningen af 1840erne var der stadig stinkende, beskidt og sundhedsfarligt at bo i København. Frederik den Sjette var elsket af overklassen, men hadet af underklassen. Filosof og præst blev dømt til døden. Og så var forfølgelsen af jøderne nok mere omfattende, end det vi læser i historiebøgerne. Og så var der oprør i fængslet. Fangerne frøs og sultede på grund af besparelser. Militæret bombede fængslet i brand, og kongen håbede at mage fangere var gået til. Børnene var afmagrede og usunde.

 

Uden noget som helst

Det vrimlede med fattige familier, som af død og ødelæggelse havde været forjagede fra hjemmet. De gik nu med deres børn, slæbende med bylter. Det var kun lidt bohave, de havde fået med. De vendte nu tilbage for at se og håbe på, at ikke alt var gået op i luerne.

 

København 1807

Byens stolthed, det smukke tårn på Vor Frue Kirke var der ikke mere. Mange gravmonumenter og kapeller var tilintetgjort. Det var gyselig, at gå igennem de afbrændte gader. Farligt var det også. Mange mure var faldefærdige. Mængder af grus og store huller var der overalt. Vi er i København i 1807.

 

Mange havde mistet det hele

Foruden Universitetet og Frue Kirke var i alt 305 huse brændt og cirka 1.600 beskadiget. Endnu var der ar efter branden i 1795.

Blandt andet havde Johanne Louise Heibergs forældre mistet alt. Deres vinhandel brændte under bombardementet. De måtte nu ernære sig som værtshusholdere i Brogade Christianshavn. Det var her Johanne Louise startede sin karriere ved at danse for gæsterne på beværtningens billardbord.

Den 76 – årige grosserer Jørgen Bech mistede hele sin formue. Hans hus og tømmerpladser brændte.

 

De hjemløse

Stadskonduktør Jørgen Henrik Rawert som var byens arkitekt mente, at der skulle gøres noget for de brandlidte. Størstedelen opholdt sig i Kongens Have og på andre åbne pladser i byen. De trængte sig også i hobetal ind i gårde og huse, hvor de i mange henseender var til hinder.

 

I am an American

Vreden mod englænderne var stor. På et værtshus fik en engelsktalende sømand store tæsk, selv om han protesterede og råbte:

  • I am an American.

 

Stilen skulle være ædel og passende

Kronprins Frederik og hans ministre gav nærmest C.F. Hansen frie hænder. Han skulle blot sørge for, at den arkitektoniske stil var ædel og passende.

Råd – og Domhuset som var Rådhus indtil 1903 fik en æresfrygtindgydende facade mod Nytorv. Den mindede borgerne om, at hvis de ikke opførte sig ordentligt, så endte det med uden barmhjertighed bag de dystre mure i bygningens fængsel ud mod Slutterigade.

Ja Christiansborg blev sparsommeligt bygget over ruinerne af det forrige slot. Det gik nu meget langsomt. En ung tysk dame, der var på besøg i København i 1821 skrev undrende i hendes rejsedagbog, at slottet udvendig var genopbygget, men indvendig lå den ganske øde. Ja og inden man var helt færdig, brændte det atter engang i 1884.

C.F. Hansen fik da også lov til at bygge Slotskirken. Det blev til en tempelagtig bygning med kuppel, der skulle bringe de romerske bygninger i erindring.

 

Byens håndværksmestre udnyttede situationen

I Skindergade 34 blev han arkitekt til et stort boligkompleks beregnet til udlejning til Familier af den ringe håndværkerstand.

Men byens håndværksmestre var ikke sent til at udnytte situationen. De opkøbte brandtomterne i Skt. Pederstræde, Teglgårdsstræde og Peder Hvitfeldtsstræde. Her opførte de masser af udlejningsejendomme og udnyttede hver kvadratmeter.

Den unge tyske turist fra 1821 fandt det meget ejendommeligt, men noterede at det så da meget pænt ud.

 

Et lokum med tre sæder

De fleste ejendomme var på tre etager med kvist. Kældrene blev brugt til butik eller beboelse. Lejlighederne var yderst små. Der var et par værelser med lavt til loftet og fælles køkken. Udenomsbekvemmelighederne var yderst sparsommelige. Til de 21 lejligheder i Landemærket nr. 17 blev der i gården bygget et lokum med tre sæder.

De samme bygmestre og andre byggede i gader som Kronprinsessegade, Sølvgade og Dronningens Tværgade rene herskabslejligheder. Her var brede hvidskurede gulvpladder.

 

Man skulle have kommandantens tilladelse

Der var i den grad mangel på byggepladser. Foran voldene måtte man kun bygge lette skure, der hurtig kunne rives ned, hvis fjenden skulle indfinde sig. Man skulle i alle tilfælde have kommandantens tilladelse. Dette betød, at disse ejendomme ikke kunne belånes.

Alt dette betød, at der på store dele af Østerbro og Nørrebro lå ret så planløst byggeri bestående af boder og midlertidige huse. Her lå også gårde, gartnerier og gamle lystejendomme med store ubebyggede arealer.

 

Slagterhusene

Uden for Vesterport på vejen til Frederiksberg stod i det åbne landskab Frihedsstøtten. Ved det nuværende Gasværksvej lå byens slagtere. Her lå lave enetages huse med en lav port der førte ind til gården og til slagteriet, som næsten uden undtagelse fandtes i disse ejendomme.

Det var ikke unormalt med blodige rendestene, blodplettede fortove, svinske og blodige slagtersvende. I forbindelse med dette opstod der andre virksomheder:

  • Kvæghandel, lysstøberier, tarmskraberier og garverier.

Sammen med affaldet inde fra byen, som svinene fik at spise, bød disse industrier nu ikke just til vellugt i kvarteret.

 

100.000 indbyggere

Dengang boede der 100.000 indbyggere i København:

  • 26.000 hørte til familier, hvor forsørgeren som embedsmand, officer i hæren eller flåden som soldat eller på anden måde var i kongens eller byens brød
  • 51.000 levede af husfaderens virksomhed i købmandshandel, håndværk eller søenæring
  • 14.000 var tyende
  • 9.000 var almisselemmer
  • 1.000 sad i fængsel
  • 3.000 levede af pensioner

 

Jyderne påvirkede dialekten

Hvis man tænker på, hvor mange der levede af hoffet, militæret og offentlig forsorg, var der ikke mange tilbage.

Kun et tredjedel af dem, der løste borgerskab som håndværksmester, var født i byen. Tænk engang. Antallet af jyder i hovedstaden var så stor, at dette kom til at påvirke den øresundsdanske dialekt.

 

Mange talte tysk

Indvandrere satte i den grad deres præg i byen. En stor del af flådens mandskab var norske. Flertallet af underofficererne var tyske. Kommandosproget over for de danskfødte soldater var tysk. I mange kredse var hovedsproget tysk.

 

2.000 – 3.000 jøder

Der var mellem 2.000 og 3.000 jøder, som var meget let genkendelige på grund af deres særprægede klædedragt. Københavnerne så, at jøderne åbnede deres vinduer i tordenvejr. De var lige glade med at regnen fossede ind. I henhold til den gamle forordning, skulle Messias engang indfinde sig under torden og lynild.

Og jøderne stod der, så længe uvejret varede.

 

De rige havde mange ansatte

Der var stor forskel på rig og fattig. Dengang kunne en ung advokat bo i en herskabslejlighed og have både tre piger og en kusk ansat. Man havde også karet og en stald med flere heste.

Den rige grosserer C.W. Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde en tjenestestab, der bestod af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.

 

De spiste godt

Man spiste godt i de kredse. På engelsk vis fik man kraftige roastbeefs, bøfstege, plumbuddinger samt andre velsmagende retter. Hver dag var der desserter af buddinger, frugter og kager. Dertil fik man engelsk porter og dernæst fine bordeuxvine, portvine eller maderia alt efter de bedste sorter.

Efter middagen blev der straks serveret kaffe ledsaget af fine likører. I mange af disse huse importerede man lækkerier fra udlandet.

 

Fruen læste dansk og tysk litteratur

Man talte tysk, fordi det var fint og gerne også fransk. Det gjorde man også til børnene. Fruen fulgte med i den nyeste danske og tyske litteratur. Ofte fik børnene klaverundervisning og gik i fransk skole to gange om ugen eller havde privat fransk lærer.

 

H.C. Andersen besøgte moster, der var bordelværtinde

I mange kvarterer i byen boede der kun fattige. Ja de allerfattigste blev kaldt for Pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borger – og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og nu den forsvundne Peder Madsens Gang.

Men også i bordelkvarteret omkring Holmensgade boede de. Det var for resten her, at H.C. Andersen sin moster Christiane, bordelværtinden, der ærgrede sig over, at han ikke var en pige.

I visse ejendomme i Sølvgade og Rosengade levede et proletariat af soldater og underofficerer, af ufaglærte arbejdere med deres familie, enker, vaskekoner og fattiglemmer.

 

De syge lå sammenstuvet på loftet

I dette kvarter var der også stalde og brændevinsbrænderier. Her var masser af sygdomme, men lægen kom her sjældent. På et lille område var en masse mennesker stuvet sammen. En beskrivelse fra dengang siger:

  • Kom fattiglægen alligevel, måtte han krybe rundt til de syge, som lå stuvet sammen på mørke og utilgængelige steder, for eksempel oppe under lofterne.

 

De døde kunne ikke komme ud

En anden beskrivelse fra 1808:

  • Besøger man de fattiges boliger, vil man ikke uden rædsel se usle huller, hvortil adgang for den frie luft er spærret. Djævelske dunster og stank forpester luften og svækker hos beboeren hans kræfter og lyst til at arbejde. Han bliver gammel før tiden eller skranting i en alder, som burde være virksomhedens. Børnene ligner skygger.

Ja det er også ganske uhyggeligt, hvad en præst kunne fortælle:

  • Der er huse, hvor trappegangen er så smal, at de levende nok kan komme ud ad huset, men de døde kun med største vanskelighed. Det er umuligt at transportere blot en middelmådig ligkiste ned.

 

Blege, afmagrede og usunde børn

I disse omgivelser levede der også mange børn. Den overstående præst bemærkede:

  • De er blege, afmagrede og usunde

Disse børn levede i snavs og uvidenhed. Så kunne det være svært at leve op til det, som i 1809 blev frembragt i tidsskriftet Penia. Ja egentlig var der to budskaber, som ikke rigtig hang sammen, her er budskab nr. 1:

  • At bibringe børn i almueskoler en mængde realkundskaber vil næppe være tilrådeligt. Efter de flestes tilkommende stilling bruger de dem ikke. På at indprente disse kundskaber spildes tid, som nyttigere kunne anvendes til arbejde.

Og her er så budskab nr. 2:

  • At vise streng lydighed imod alle foresatte er en hovedbetingelse for enhver god borger. Statens vel kræver, at børn fra den spæde alder opdrages til lydighed.

Jo der var familier i disse huse, der købte det brød, der var bestemt til svinetønden.

 

Pjaltenborg

Og tænk engang, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der blandt andet holdt til på det stinkende og svinske Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå.

For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Men Pjaltenborg var ikke noget særligt. Der fandtes en masse andre huse, der tilbød noget lignende. De blev kaldt:

  • Helvede, Pølen, Bolle Bandsats Hus, Lusseklubben. Lokummet, Krybrud, Knaldhytten, Slaveporten og Rakkerens Hule.

 

Fire års fængsel for tiggeri til 72 – årig

Begyndte de fattige at tigge, ja så faldt hammeren. Således kunne den københavnske avis Flyveposten, at den 72 – årige Karen Marie Olsdatter blev idømt 4 års forbedringsarbejde for Betleri. Fem gange i forvejen var hun blevet dømt for denne forseelse.

Sidste gang hun var blevet truffen på hjørnet af Bredgade og Kongens Nytorv. Hun havde forsøgt at opvække folks opmærksomhed ved kun at trække på skuldrene. Men det var nok til den strenge straf.

 

Frygt for brandfare

I 1820 kom den første sparekasse til byen. Og allerede i 1790 havde man på Holmens Skibsværft opsat en Ildmaskine (Dampmaskine). Men den kom hvis aldrig til at virke.

Da det første dampskib ville lægge til i 1819, ville myndighederne ikke tillade dette af frygt for brandfare.

 

Kongen og embedsmændene bedragede

Statens øverste embedsmænd berigede sig ved bedragerier, og selv Frederik den Sjette på egne vegne for statens penge. Men hvad nyttede det, når kultureliten hyldede ham som den bedste konge nogensinde. Her i blandt var blandt andet Oehlenschläger, H.C. Andersen og Grundtvig.

 

Oprør i Fængslet

I Tugt, Rasp – og Forbedringshuset Christianshavns Torv fyldtes med 500 fanger, selv om der maksimalt kunne indsættes 300. På grund af besparelser og nedskæringer led fangerne så meget af sult, kulde og mishandlinger, at de kastede dig ud i et desperat oprør.

Militæret blev sat ind. Fængslet blev skudt i brand med kanoner og oprøret blev nedkæmpet. Frederik den Sjette kom selv til stede, og han sagde højlydt, at han ønskede, at fangerne var blevet brændt inde i fængslet.

Kongen forlangte derefter, at hver 10. fange blev henrettet. Disse skulle udtages ved lodtrækning, skyldige og uskyldige mellem hinanden. Det endte dog med, at kun 14 blev halshugget. Resten slap med pisk og nye hårde fængselsstraffe.

 

Jødefejden værre end antaget

To år senere i september 1819 udbrød jødefejden. Underklassen kastede sig over den jødiske del af byens indbyggere. De forfulgte og mishandlede dem på gaden. De smadrede deres butikker. Og H.C. Andersen observerede optrinet. Egentlig var angrebet rettet mod regeringen og skyldtes det hårde styre.

Og denne jødefejde er nok blevet pakket væk i den gængse Danmarkshistorie. Den kulturelle elite var bannerføre i den litterære jødefejde, der fandt sted i perioden fra 1813 – 1816.

 

København i undtagelsestilstand

Og så blomstrede fejden op igen, da der i 1830 blev lagt de første grundsten til Synagogen i Krystalgade. Også ved denne lejlighed opstod der folkelige optøjer.

Jødeforfølgelserne i 1819 er vel nærmest blevet betegnet som drengestreger. Men de var voldsomme og vedvarende mellem 1819 og 1820. Ja militæret blev sat ind, og København var nærmest i undtagelsestilstand.

Befolkningen havde brug for en syndebuk. Håndværkere og arbejdere mistede deres arbejde: Man troede, at jøderne stod stærkt med de store handelshuse selv om nogle af dem også gik fallit. Jøderne blev betragtet som kongens og regeringens allierede. Den 4. september 1819 viste vreden sig for alvor. Politiet kunne ikke styre folkemængden. Derfor blev husarerne hidkaldt. Østergade blev ryddet med sabel.

Militæret blev på foranledning af Frederik den Sjette bedt om, at besætte København. Faktisk varede oprøret over et år. Jøderne blev anset for at være med til at underkue underklassen.

 

Kultureliten førte an

Men også kultureliten var med i oprøret. Således blev den anti – jødiske litteratur oversat til dansk i disse år. Alle fordomme blev brugt af danskerne mod jøderne. De var pengegriske, troløse og skadelige. Selv om Grundvig anses for at være en af jødernes støtter, så behagede deres kræmmerånd ham ikke.

Ja kigger vi på selveste Kierkegaard, så var han også præget af anti – jødiske holdninger.

 

Filosof og præst dømt til døden

Lige efter holdt Jacob Dampe, der var doktor i filosofi en prædiken i Helligåndskirken. Den handlede om frihed i ord og handling i overensstemmelse med kristendommens ånd. Men det var myndighederne bestemt ikke enig med ham. Han blev anholdt og dømt til døden. Men i sidste øjeblik blev han benådet og sendt i livsvarig fængsel på Christiansø.

 

Frederik den Sjette forhadt af underklassen

Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog gennem København overfaldet af folkemængden.

I sidste øjeblik lykkedes det for de ledsagende officerer, at trænge angriberne tilbage. Ligtoget skyndte sig væk fra Vesterbro og fortsatte i hast til Roskilde.

 

Forlystelseshave og jernbane

I 1843 fik Georg Carstensen lov til at anlægge en forlystelseshave lige uden for Vesterport. Og den 20. maj 1847 klokken halvni om morgenen kunne det første tog forlade København mod Roskilde. Måske var kongen blevet advaret om, at det kunne være en halvfarlig tur, for militærorkesteret spillede Beskærm Vor Konge, Store Gud.

København fik en ny forfatning. Borgerrepræsentationen blev valgt af Københavns 2.000 rigeste mænd.

 

Stinkende vand og mudder

Trods jernbanetog, borgerlig frihed og andre fremskidt var svineriet fortsat stort i byen. Byggegrundene var mange steder opfyldte lossepladser. Gaderne var urenlige med åbne rendestene med ringe fald. De stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder.

Drikkevandet var dårligt. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder som trankogerier og fiskebløderier lå midt mellem folks boliger. Der var stadig tilladt at begrave lig på kirkegårdene inden for voldene. Endnu i 1840 blev der holdt 1.500 køer i byen. Enkelte steder var staldene indrettet på første sal, så dyrene måtte hejses op og ned.

 

Et lokumssæde til 40 – 60 mennesker

Folk var stuvet sammen. Lokummerne lå endnu for det meste i gårdene. Natmændene bar tønder med lort tværs gennem de steder, hvor folk boede og færdedes.

En læge bemærkede:

  • På nogle steder findes ikkun et sæde for 40 – 60 mennesker, der som følge heraf ikke kan benytte dette, når fornødent gøres, så at de nødes til at sætte sig udenfor, noget som især er tilfældet med børn.

 

Det begyndte på Nyboder

Hvor de fattige boede hærgede sygdommene, og de fattige smittede de rige. Den 12. juni 1853 blev to mænd fra Nyboder smittet af kolera. Inden udgangen af måneden var 47 døde. Man regnede med at 5.000 døde.

 

København var ikke befolket med kulturelle fyrtårne

Nej København var dengang ikke kun befolket af kulturelle fyrtårne. Den poetiske forestilling om København dengang har sikkert lidt et knæk med denne artikel – beklager. Det er bestemt ikke et skønmaleri.

Men egentlig var Danmarks eksistens truet. Og under denne undtagelsestilstand fik datidens kreative mennesker til at sætte historien på dagsordenen i alle kunstformer.

 

Kilde:

  • Marcus Rubin: Studier til Københavns og Danmarks Historie (1892)
  • Frederik den Sjettes tid: Fra Kielerfreden til Kongens død (1895)
  • Villads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
  • Sigurd Jensen, Claus M. Smidt: Rammerne sprænges
  • Cedergreen Bech m.fl. Københavns historie (1982)
  • Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København. En Guldaldermosaik (1985)
  • Trap Danmark – Storkøbenhavn (1959 – 1960)
  • Johanne Louise Heiberg: Et liv gjenoplivet i Erindringen (1891 – 92)
  • Vagn Dybdahl: Det nye samfund på vej 1871 – 1913 (Dansk Socialhist. 1982)
  • Damgaard, P.H. Moustgaard: Et hjem – en familie (1970)
  • E.F. Hansen: Københavns forstadsbebyggelse i 1850 ´erne (1977)
  • Kay Fisker, Knud Millech: Danske arkitekturstrømninger (1951)
  • Helge Paludan m.fl.: Københavnernes historie – Fra Absalon til Weidekamp (1987)

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk  

  • Guldalderens København (1)
  • Lokummer på Nørrebro
  • Uden for voldene
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Drikkevand til København
  • Ballade ved portene
  • De forfulgte jøder
  • F. Hansen og hans bygninger
  • Torvehandelens glade dage
  • København 1840 – 1880
  • Rosenvænget på Østerbro
  • Christen Købke – en maler fra Østerbro
  • En digter på Østerbro
  • C. Andersens sidste dage på Østerbro og mange flere

 

 


Urtekræmmerforeningen

Dato: november 19, 2015

Urtekræmmerforeningen

I 2016 er det 125 år siden Nørrebro Handelsforening blev stiftet, og det var urtekræmmere, der stiftede den. Egentlig havde man mange af de samme problemer. Magistraten og politiet var ikke meget for, at komme ulovligheder til livs. Urtekræmmerne var ikke begejstret for ismejerier, lærlingeloven og tvungen bogføring. Afholdsforeningerne mente, at Urtekræmmere ikke burde sælge sprit. Urtekræmmerne vil gerne af med tilgift og rabatforeninger.

 

Urtekræmmere dannede Nørrebro Handelsforening

I 2016 er det 125 år siden at en par urtekræmmere satte sig sammen og stiftede Nørrebro Handelsforening. Urtekræmmerne havde ellers deres egen forening, som var betydelig ældre end Nørrebro Handelsforening.

 

Nærringsloven ophørte

Ved udgangen af 1861 ophørte næringsloven. Og det betød at det 170 år gamle Urtekræmmerlav ophørte. Ja egentlig havde man allerede i 1847 en Urtekræmmerforening. Men den blev nu opløst, og en ny blev dannet.

Men det var sin sag for dem, der kørte forretning på det tidspunkt, at indrette sig efter de nye forhold. Det skete først, da næste generation kom til.

 

Kunne ikke lide at anmelde tiggere

Omløberi og handel ved dørene havde aldrig været så udbredt som nu. Og i tidligere tider var der masser af patruljer som holdt tiggerne væk. De butikshandlende kunne ikke lide at anmelde tiggere. I mange år havde butikshandelen også forsøgt at få afskaffet jule – og nytårsgaver til kunder. En unødig udgift mente mange butikshandlende. Ja det holdt vel først rigtig på i 1912 – 13.

Tillidsforholdet til kunderne kunne sagtens opretholdes uden dette vederlag.

Det var vel også derfor, at Nørrebro Handelsforening blev dannet. Det var for at komme begrebet tilgift til livs.

 

Dengang – ikke brug for flere urtekræmmere på Vesterbro

I begyndelsen af 1860erne var København kun som en stor provinsby med ca. 170.000 indbyggere. Ja man talte dengang om, at den kun var en mil i omkreds. Grænserne var voldene og lidt spredt bebyggelse udenfor.

I slutningen af lavstiden henvendte en del af de udflyttede på Vesterbro sig til lavsformanden med anmodning om, at få en urtekræmmer ud i kvarteret, som var ved et vokse.

Lavsformanden havde svaret, at han ikke havde hørt, at der var noget der trængte til urtekræmmervarer lige der, og for øvrigt boede der to urtekæmmer på hver sit hjørne af Frederiksberggade. Man kunne jo bare købe hos dem. Der er så senere blevet brug for adskillige urtekræmmer på Vesterbro.

 

Foreningen for billige Livsfornødenheder

I 1854 blev der etableret den første forløber for brugsforeningstanken nemlig Foreningen for billige Livsfornødenheder, der drev handel i Nyboder.

Urtekræmmerne kunne ikke konkurrere mod denne forening. Foreningen var skattefri, mens urtekræmmerne skulle svare skatter og lavsgebyrer.

Allerede i 1865 oprettede Urtekræmmerforeningen en lærlingeskole.

 

Kolonialhandlerforeningen

I 1866 blev der startet en ny forening, nemlig Kolonialhandlerforeningen. Ret hurtig havde de 280 medlemmer. Man startede blandt andet en lærlingeskole, og en overgang var her 50 lærlinge. Foreningen holdt kun i to år, men man nåede dog at oprette Kolonialhandlerforeningens Laane – og Hjælpekasse.

 

Afskaffelse af tilgift og Rabatforeninger

I 1886 opstod der en forening som urtekræmmerne ikke var så glade for nemlig Embedsmændenes Forbrugsforening. Det var igen en såkaldt Rabatforening.

I 1888 – 1889 nåede Urtekræmmerforeningen op på et medlemstal på 683.

I efteråret 1899 dannedes en komité, der skulle virke for Afskaffelsen af Tilgiften. Det varede dog længe, inden man så resultaterne.

I 1890 var der ikke ret mange specialbutikker i København. Urtekræmmerne havde det meste af det, der blev brugt i husholdingen.

 

Man skulle arbejde om søndagen – efter kirketid

Lukketider var også noget som Urtekræmmerforeningen beskæftigede sig meget med. Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra klokken 4 (16). Det var ikke rart pludselig at afbryde den minimale fritid, som man havde og gå på arbejde, mens andre havde fri.

 

Boder oprettet i træskure

Endnu op imod 1890 lå voldene som en slags grænse for byens udvikling. Men derefter tog man rigtig fat på nedrivningen. Nørrevold var ved begyndelsen af 1890erne allerede en meget smuk promenade. Der er ikke noget tilbage af denne idyl i dag.

Det sidste stykke af Vestervold ved Langebro faldt omtrent samtidig med rådhusets bygning i 1893. Jorden, der blev kørt ud af rådhusgrunden blev brugt til at bygge Søpavillonen på. Det var dengang, der var en masse boder, opført som træskure.

 

Urtekræmmere i uniform

Der var masser af urtekræmmer dengang. De havde deres gammel uniform på, en mørk jakke og hvidt forklæde. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vesterbrogade optrådte indehaveren i hvid tætknappet, toradet jakke med store benknapper. Men denne uniform hørte i 1890erne til sjældenhederne.

Det var dengang, der var placeret et håndskrevet skilt med teksten: Prøv ½ Cacao kr. 1.00. Mange af disse butikker måtte efterhånden vige for mere moderne butikker.

 

Ingen varme i butikkerne

Det var dejlig tempareret med butikker i kælderen. For normalt brugte man ikke varme i butikkerne. Man måtte nøjes med den varme man fik, når man arbejdede. Det betød at mange gik rundt med frostfingre.

Kongens Nytorv 6 havde man urtekræmmerbutik indtil 1896, da den blev hjemsøgt af en stor brand, hvorved hele ejendommen blev raseret. Det var byens ældste og mest fornemme urtekræmmerbutik, der her havde hjemsted. Den var etableret i 1799.

Urtekræmmerbutikkerne forsvandt efterhånden fra de bedste adresser på Strøget. Den lave avance og den høje husleje hang ikke rigtig sammen.

 

Faglig kamp kostede omsætning

I 1899 indtraf en situation, der fik stor betydning for butikkerne, nemlig den store lock – out. Det var en lang kamp og en styrkeprøve mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Den varede i tre – fire måneder.

 

Urtekræmmerforeningen blev forarget

I 1901 rejstes kravet om Kost – og Logisystemets Afskaffelse. Kravet kom fra Kolonialmedhjælpernes faglige Organisation. Samme år blev Købmandsskolen oprettet.

I 1902 opstod der et problem, da en urtekræmmer i Holbergsgade ikke ville antage en person, som var organiseret. Urtekræmmerforeningen mente, at en arbejdsgiver selv måtte bestemme, hvem man ville ansætte. Og foreningen blev meget forarget over, at Detailhandlersocietetet tog medarbejderens parti.

 

Politiet ville ikke hjælpe urtekræmmerne

Tænk engang, at i 1904 blev det vedtaget at man skulle lukke om søndagen.

Men der opstod så det problem, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De solgte rask væk øl og kolonialvarer. Og rejste man problemet over for politiet, ja så gjorde de ikke noget ved det.

 

Beskæftigelse af bydrenge

Ja og så i 1905 kom der et indgreb med titlen Beskæftigelse af Bydrenge. Nu blev det forbudt at anvende drenge under 12 år som bydrenge. Under 14 år kunne de anvendes til varetransport med en lettere vogntype.

Ja sådanne ændringer krævede ikke engang lovændringer. Ændring af politivedtægten var tilstrækkelig. Det var urtekræmmerne nu ikke så begejstret for. Og det var de heller ikke for bestemmelsen om hvor meget en 14 – årig knægt måtte bære.

 

Yderst beskeden fremmøde

Efter anmodning fra den samlede handelsstand blev der i 1908 vedtaget ved lov, at butikkerne skulle kukke kl. 8 (20). Juleaften kl. 6 (18) og Grundlovsdag kl. 12 middag.

Fra Købmandsskolen var der udgået en skrivelse, hvori man lader valgfriheden råde med hensyn til, hvornår man sender lærlingen til undervisning. Fra skolens side blev der også givet udtryk for, at man ved årets afslutning gerne ville afholde eksamen.

I 1912 holdt en professor et foredrag Salgsteknik og Salgsreklame Købmandsskolen. Medlemmerne af Urtekræmmerforeningen havde gratis adgang. Det var et yderst beskedent fremmøde.

Og selvfølgelig skulle man også have et sangkor, og det fik man så i 1913.

 

Verdenskrigen gav udfordringer

I august 1914 begyndte Verdenskrigen. Det var en begivenhed, der rystede alle. Urtekræmmerforeningen holdt til tider bestyrelsesmøder 2 -3 gange om ugen. Der skulle hele tiden tages stilling til nye situationer.

 

Afholdsfolkene på mærkerne

Afholdsfolkene var vældigt på mærkerne i 1915. Ja det var vel cirka fem – seks stykker på Nørrebro.  De indsætte et forslag om at forbyde salg af spiritus hos urtekræmmerne. Og det kan godt være at urtekræmmerne også kom på mærkerne efter dette forslag. De udsendte en presseinformation:

  • Bestyrelsen vil i Fremtiden have sin Opmærksomhed henvendt herpaa og modarbejde det med alle til Raadighed staaende Midler

Ja, det var ikke et svar, der vidnede om Afhold snarere om Aggressivitet.

 

Nye ”trusler” hang over Urtekræmmerforeningen

Nye trusler hang over Urtekræmmerforeningen, og det var:

  • Lærlingeloven
  • Meterloven (som også omfattede indførelse af nye lodder)
  • Tvungen bogføring

Formanden mente, at man skulle tage sig agt for de nye love. Og så skulle man huske på, at m.h.t. Bogføringen, ja så blev nogle måske have fremmede til at gøre dette.

Og det med Meterloven blev udskudt nogle år, da regeringen ikke kunne skaffe nok metal til gramlodderne.

 

Urtekræmmer ikke altid begejstret for socialhjælp

I 1916 kom der en slags socialhjælp. Det var dyrtidsmærker a 50 øre. De måtte dog kun anvendes til Nødvendighedsartikler. Men det kunne sandelig også misbruges. En mand havde således sparet så mange mærker, at han kunne købe en halv falske akvavit. Den gik dog ikke, selv om manden hævdede, at det var nødvendigt for ham.

De første rationeringskort (for sukker) kom i 1917. Men det blev meget værre. Disse kort førte til stort besvær for de handlende. Systemet førte til skarpe sammenstød mellem købmand og kunde.

Urtekræmmerne var ikke så begejstret for kommunernes socialhjælp. Og det startede med folkekøkkener. De mente, at der hermed gik glip af en stor omsætning.

Spiritusbeskatningen tog rigtig fat i 1917. Cigar – og Tobaksbeskatningen startede også, men i små ryk af gangen.

Man mødtes hvert år til Fugleskydning. Formålet var at styrke venskabet.

 

Man kunne ikke forstå Magistratens indstilling

Urtekræmmere og andre handlende har aldrig kunnet forstå Magistratens holdning til gadehandlere. Man kunne godt forstå, hvis det var arbejdsløse der faldbød frugt, fisk og grøntsager og lignende fra en trækvogn.

Men efterhånden udviklede det sig til faste stadepladser med næsten hele butikker. De handlende beklagede sig over, at de skulle betale afgifter, skatter og husleje.

Disse varer blev efter urtekræmmernes mening udsat for uhumskheder fra gaden. Affald fra hunde og heste blev udtørret i solen, ja og når det så kommer et vindpust kan man godt tænke sig, hvad der sker. Ja de handlende med faste butikker kunne ikke rigtig forstå, hvorfor Sundhedspolitiet kunne tillade dette. Og hvor mon varerne blev opbevaret om natten? Lugten måtte jo tiltrække diverse fyr, mente urtekræmmerne.

 

Man var heller ikke tilfreds med politiet

Man havde tidligere klaget til politiet over ulovlig handel i kolonihaverne. Men politiet havde intet foretaget sig. De foretog sig heller ikke meget over for hjemmefremstilling af brændevin.

Man skulle holde de gældende priser, men det var der nu ikke alle, der gjorde. Således var der butikker, der solgte Persil til underpris. Blev det opdaget, ja så vankede der bøder.

Ja så meddelte Svendborg Eddikefabrik, at de ikke længere leverede til FDB. Glade blev urtekræmmerne.

 

Samme problem som handelsforeningerne

Ja som det vil kunne ses af denne artikel så kæmpede urtekræmmerne ofte med de samme problemer som Nørrebro Handelsforening gjorde. Utrolig var det, at man kunne afse midler til en stiftelse. Ja disse stiftelser var der mange af på Nørrebro. Og som vi tidligere har været inde på, så ejer Nørrebro Handelsforening faktisk endnu deres egen stiftelse i Prinsesse Charlottesgade.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • En stiftelse i Ægirsgade
  • En stiftelse i Elmegade
  • Et væld af butikker på Nørrebro i 1920
  • Kampen om illoyal konkurrence på Nørrebro (1915)
  • Nørrebro Handelsforening – efter 1910
  • År 1900 på Nørrebro
  • Dengang i halvfemserne på Nørrebro
  • De første år i Nørrebro Handelsforening og mange flere