Dengang

Søgeresultater på "aabenraa skippere"


Fra skibsdreng til reder i Aabenraa

Dato: august 13, 2021

Fra skibsdreng til reder i Aabenraa

Ville ikke føre et skib under Dannebrog. Han ville absolut være sømand. Han købte halvdelen af ”Emanuel” Et stort ansvar. Når man byggede sit eget værft. Jørgen Bruhn tog en beslutning. Redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. Søfarten fik politisk indflydelse. Michael Jebsen førte sit første skib som 21-årig. Handlende og håndværksmestre investerede i søfarten. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelse. Hans Bruhn forlød søen allerede som 29-årig. Da damperne kom. Mange led tab. Jebsens rederi voksede. 15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa. De gamle blev bl.a. diamanthandler og vaskeriejer. Et minde forsvandt. Og så skal vi opleve Jørgen Bruhns begravelse.

 

Ville ikke føre et skib under Dannebrog

Michael Jebsen var født og opvokset i en stærkt tysksindet familie. Som 15-årig blev han arresteret og dømt af de danske myndigheder, fordi han på gaden i Aabenraa havde ”gjort sig skyldig i afsyngelse af en oprørsk (danskfjendtlig) sang.

Efter den hændelse skulle han have sagt at han aldrig mere ville føre et skib under Dannebrog. Det skete vist heller aldrig.

Allerede som ung havde han besluttet sig for at gå i slægtens fodspor. Det gjorde så mangen en knægt fra Aabenraa. Han var allerede dengang besluttet på at blive kaptajn.

 

Ville absolut være sømand

Hans Martin Krag ville også være kaptajn, men han måtte opgive det af helbredsmæssige grunde. Fordi han var for svag, forblev han hos sin onkel E.M. Krag på Møllegård. Han blev oplært i landbruget.

Men han ville være sømand, som de fleste knægte på Løjt. Og han kom da også til søs. Efter en enkelt rejse til Østen og retur med fuldriggeren Jørgen Bruhn. Han avancerede fra skibsdreng til jungmand. Nu ville han være styrmand.

Få dage efter sin eksamen i Flensborg i 1864 tog Hans M. Krag atter hyre nu som letmatros på Rabens brig Gustav, hvor han allerede ved ankomst til Hongkong 117 dage senere blev forfremmet til 2. styrmand.

Denne post besad han indtil september 1867, hvor han igen rejste hjem for at gå på styrmandsskole i Aabenraa hos hr. Ebsen. Han ville aflægge skippereksamen.  Det var dengang frivilligt.

Efter dernæst at have faret i knap fire år som Førstestyrmand på endnu et Raben-skib, barken Elise, vendte Krag atter hjem i begyndelsen af 1872, forlovede sig ”offentlig” og så sig om efter et passende skib at føre.

 

Han købte halvdelen af Emanuel

Han ville gerne være kaptajn på Rabens nye skonnert. Men det job var allerede bortlovet til kaptajn Tutein. Men Raben sagde til han, at han havde købt en lille svensk skonnert. Den kunne Hans få andele i. Han fik en kort frist, for to andre kaptajner fra Løjt var interesseret.

Næste morgen købte han halvdelen af andelene i Emanuel for 10.000 mark. Han havde spurgt svigerfar og svoger. Ob beløbet havde han stående. Han skulle ikke låne hos familien.

 

Et stort ansvar

At tilegne sig den praktiske kunnen og teoretiske viden, der fordredes af skibets øverstbefalende, tog adskillige år.

Efter nogle år som selv- eller medarbejdende kaptajn, gik man i land. Så etablerede man sig som selvstændig skibsreder og fortsatte løbebanen ved som sådan et etablerer et hierarki under sig.

Man skulle nu organisere skibe, skibsfører, mandskaber og ladninger. Men ikke nok med det. Man skulle også være konkurrencedygtig. Man satsede på skibsfart på et højt niveau. I løbet af få år var skibene nedslidte og forældede. Skibsfarten foregik ofte i nogle af klodens mest barske farvande.

Som skibsreder måtte man hele tiden orientere sig, hvad der skete på markedet og hvordan den teknologiske udvikling formede sig. Derfor var der nogle af rederne, der etablerede deres egne værfter.

 

Når man byggede eget værft

Det gjorde blandt andet agent Bruhn. For ham var skibsbyggeriet den ”kjæreste kæphest”

Når man som Raben og Bruhn etablerede egne værfter, forventede man også at anskaffelsen blev billigere, idet man sparede den fortjeneste som en fremmed skibsbygger ville beregne sig.

Det gjaldt om at finde de rigtige kaptajner. Og for at få dem skulle man være menneskekender. Hans Bruhn har fortalt at hans far ved første øjekast kunne vælge sine undergivne. Han tog sjældent fejl.

Man skulle hele tiden holde sig orienteret om mange forhold. Evnen til at sikre sig pålidelige informationer var uhyre vigtig.

 

Jørgen Bruhn tog en beslutning

Andre ting gjorde sig også gældende. Det var for eksempel, da den 73 – årige Jørgen Bruhn i 1854 besluttede sig for at bjærge clipperen Calcutta efter dens forlis ved Læsø efter jomfrurejsen. De første forsøg slog fejl. Han fik så udbetalt forsikringssummen på to tredjedele af værdien.

Næste sommer blev skibet tømt for brugbart materiale, der kunne bruges på værftet. Trods store anstrengelser lykkedes det ikke at rede dette vidunder af et skib. Men alligevel kunne hele redningsaktionen godt betale sig rent økonomisk.

 

Redere og kaptajner havde en stærk position

Disse redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. I året 1700 fik den dengang førende købmand Lorenz Bjørnsen fyrstelig fuldmagt til at udstede skibspas. Men i 1703 indløb der klager over at han først udstedte skibspas til de skibe han havde andel i og siden til hans omgangskreds.

Herefter overtog borgmester og råd pasudstedelsen.

 

Søfarten fik politisk indflydelse

I 1800 – tallet blev Aabenraa en betydelig faktor i den oversøiske søfart. Her opfordrede man til at regeringen indgik handelsaftaler med de lande de ønskede at optage sejlads på, eller hvor de allerede havde et vist fodfæste.

Magistraten i Aabenraa blev flere gange taget med på råd hvis der skulle tages beslutninger om at oprette konsulater.

En enkelt af byens reder, Michael Jebsen nåede som bekendt videre end tillidspost på det politiske plan. I 1890 fik han sæde i den tyske rigsdag.  Han anbefalede at marinefartøjer blev sendt til Sydamerika for ”at vise flaget” og derved støtte den tyske skibsfart.

Medlemskabet af den tyske rigsdag havde store personlige udgifter for Jebsen. Gennem uendelige forhandlinger lykkedes det ham gennem en kontakt i Reichspostamt at opnå rabatter til sin linjefart Shanghaj – Kiautschou – Tietsen.

 

Michael Jebsen førte sit første skib som 21 – årig

Prisen for et ”Aabenraa – skib” i 1850 svarede til godt 90 års løn for en styrmand.

Selv om man fra en velstillet familie var vejen ikke sikret for et selvstændigt virke inden for skibsfarten. Flere eksempler tyder også på at man uden familiens hjælp kunne mobilisere driftsmidler. Det gælder for eksempel Michael Jebsen, der ovenikøbet kun var 21 år gammel, da han fik sit første skib at føre.

Jacob Jebsen havde en særlig betydning for familien. Han var den første skipper (1688 – 1737). Han byggede også huse i Skibbrogade.

 

Handlende og håndværksmestre investerede i skibsfarten

Gennem århundreder opbyggedes der store driftsmidler i miljøet. Det blev styret af slægts- og venskaber.

Hvert skib havde en kort levetid. Også håndværksmestre og handlende investerede i skibene.

I 1700-tallet blev skibsfarten ejet af et eksklusivt miljø. Dengang var skibsfarten hovederhvervet i byen.

I 1800-tallet var der et voksende antal af håndværksmestre og handlende, der var underleverandører til skibsfarten. Det er var i den periode, at Aabenraa-egnen bliver et søfarts- og skibsbygnings-centrum af internationalt format. Det overskud, man fik blev igen investeret.

 

Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelsen

Skibsrederen eller kaptajnen kunne skabe sig et navn, der var respekt om. Han kunne skaffe sig goodwill ved at skyde parter i andre skibe, rejse driftsmidler ved at gifte sig strategisk godt og opnå anerkendelse som en god skibsfører.

På godt og ondt fungerede den enkelte kaptajn som middel for mange forskellige interesser i Aabenraa og omegn. Værftsejeren havde brug for ham som bygherre. Andre håndværkere, handlende og navigationslærere havde brug for ham som kunde. For familien og eventuelt fjernere slægtninge var han nyttig som en loyal skibsfører, ens redere og kaptajnskollegaer havde brug for ham som parthaver.

Det var vigtigt at købe en gård eller en mølle som tidligere slægtled havde i fæste, at bygge et stort skipperhus i købstaden, at føre en standsmæssig husholdning og at hjælpe unge medlemmer af slægten på vej. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og befæste anerkendelsen om ens slægtsnavn og hjemegn.

 

Hans Bruhn forlod søen som 29 – årig

Agent Jørgen Bruhns ældste søn, Hans gjorde allerede sin første sørejse som 13-årig.  Han tilbragte derefter godt halvandet år i huset hos en god ven af faderen, Kaptajn Frahm i København.

23 år gammel blev han fører af fregatten Maria, der var opkaldt efter moderen. Den ejede faderen i fællesskab med kaptajn Frahm. Skønt Hans Bruhn viste sig som en ualmindelig skibsfører og elskede at sejle, lod han sig overtale til at forlade søen som 29 – årig for aldrig at vende tilbage igen.  I stedet skulle han forpagte en af faderens vandmøller.

Han var dog også tilknyttet faderens rederikontor og efter agentens død blev han medindehaver af firmaet Jørgen Bruhns Sønner.

 

Da damperne kom

Med dampernes fremtrængen i anden halvdel af 1800-tallet blev konkurrencen skærpet yderligere. Fra omkring 1880 udgjorde det en alvorlig trussel i Østen. Modtrækket fra Aabenraa var at forbedre sejlskibene. Man forsøgte sig med mandskabsbesparende installationer ombord. Man opsøgte også nicher, som endnu ikke blev truet af damperne.

I stedet for at bygge jernskibe i Aabenraa svarede man igen med en yderligere specialisering af sejlskibene. Man foretog ikke den omstilling, der var nødvendig i det tempo, der også var nødvendig.

På grund af den ensidige satsning på dette erhverv var Aabenraa meget sårbar i omstillingen til jernskibe. Mange kaptajner følte det nedværdigende at skulle løsrive sig fra sejlskib til jernskib.

 

Mange led tab

Da man endelig i Aabenraa besluttede sig for at sælge blev det til ”dårlige priser”. Derfor led redere og kaptajner ofte ret alvorlige tab. En betydelig del af de driftsmidler, der gennem tiden var bygget op i kaptajnsmiljøet, gik tabt, fordi man stik imod sædvane – men ikke uden grund – stod tøvende over for ny teknik.

Men måske bunder det hele også på at de handlende og håndværksmestrene, der som skrevet også investerede i skibsfarten, mente at det krævede helt andre former for ekspertise, praktiske færdigheder samt et langt mere omfattende og kostbart produktionsapparat end ens hidtidige håndværksvirksomhed.

 

Michael Jebsens rederi voksede

Michael Jebsens rederi begyndte at vokse efter 1870. Dette rederi gav i de følgende år beskæftigelse til adskillige ”omvendte” sejlskibskaptajner, der næppe selv kunne have finansieret egen overgang til damp.

I de første år blev rederiet ledet fra Rotterdam. Blandt kaptajnerne møder vi navne som Bendixen, Bruhn, Davidsen, Hohlmann og Matthiesen.

Nogle overlevede omstruktureringerne. Men det var ikke med lokale investorer. Skibene blev opsplittet i mange parter.

 

15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa

Jævne mennesker kunne nu pludselig få en gevinst. Man sagde i Aabenraa omkring 1900, at hvis man satte sine penge i en bank kunne man få 5 pct. Men hvis man satte pengene i en skibspart, kunne man få 25 pct.

Men i Aabenraa var der mange, der mistede deres levebrød.  I årene 1878 – 82 var der mere end 1.000 mennesker eller 15-16 pct. af byens befolkning, der udvandrede eller flyttede. Mange måtte fattigvæsnet tage sig af.

Vi kan også anskue det fra en anden vinkel. Mens byens sejlskibsflåde i 1880 beskæftigede 498 mand. Så var antallet i 1890 sølle 41.

Der var så opstået en ikke ubetydelig damskibsflåde. Men disse var fortrinsvis i Østen. Officererne var fra Aabenraa-egnen men de ansatte var fra Østen.

 

Diamanthandler og Dampvaskeri – ejer

Jacob Petersen forsøgte sig som diamanthandler i Sydafrika og var en tid hotelejer. Hans M. Krag drev landbrug og kreaturhandel hjemme i Løjt. Også Fischer gik på sin vis over til damp – dog først efter at han i 1882 forlod søen, idet han oprettede et dampvaskeri og en badeanstalt i Aabenraa.

 

Et minde forsvandt

Med sejlskibenes mindre betydning så svandt også efterhånden interessen i lokalbefolkningen. Endnu omkring år 1900 hædrede byen Michael Jebsens minde ved at omdøbe en af gaderne ved havnen Schiffbrücke til Michael Jebsen-Strasse. Dette navn blev til manges fortørnelse efter 1920 igen til Skibbroen.

Ligeledes var Jebsen den sidste af egnens skibsredere, der blev gravsat under stor deltagelse fra byens befolkning.

 

Jørgen Bruhns begravelse

Men ingen kunne skildre det bedre end Frederik Fischer, der var lokalavisen Frejas redaktør. Ved Jørgen Bruhns begravelse i 1858 rapporterede redaktøren følgende:

 

  • En mere uskrømtet udtryk af almindelig agtelse for en hensovet har vor by vistnok aldrig set, end det, der i forgårs blev leveret ved afdøde agent J. Bruhns jordefærd.

 

  • En følge af omtrent 300 mennesker havde frivilligt indfundet sig, og uden familiens medvirken var der blevet arrangeret en højtidelig sørgeprocession. Da efter en sørgetale i huset (på Storetorv) liget af den afdødes egne børn og beslægtede var bleven båret udenfor, stillede sig som bærere af kisten en talrig skare af skibstømmerfolk fra værftet på Kalvø og de herværende værfter: tvende med flor behængte dannebrogsflag bleve bårne i spidsen for processionen.

 

 

  • Efter tømmermændenes kæfte fulgte umiddelbar foran kisten tvende sørgemarskaller med floromvundne marskalstave, og på hver side af kistens hovedende bares tvende dannebrogsflag med sørgeflor.

 

  • Umiddelbar efter kisten fem af den afdødes børnebørn, derpå hans børn og beslægtede, og siden det talrige følge, bestående af samtlige herværende honoratiores og de fleste af byens borgere.

 

 

  • Ved byens udgang trådte håndværksmestre i tømmerfolkenes sted som bærere af kisten, der ved kirkegårdens port blev modtagen med sørgemusik, og derfra indtil graven båret af afdødes standsfæller, her i byen hjemmehørende skibscaptainer.

 

  • Efter at kisten under sørgemusik var nedsænket i graven og jordpåkastelsen skeet, vendte følget tilbage til byen.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Hans Bruhn: Kaptajn Hans Bruhns Erindringer
  • Schlaikier: Aabenraa Søfarts Historie
  • Japsen: Aabenraa bys økonomiske historie 1850 – 1864
  • Hvidtfeldt-Iversen m.fl: Aabenraa Bys Historie 2-3
  • Nordslesvigske Museer nr. 9
  • Ole Mørkegaard: Søen, Slægten og Hjemstavnen

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.768 artikler, heraf 168 artikler fra Aabenraa og Omegn:

 

  • Da briggen Chico blev overfaldet (b)
  • Aabenraa 1800 – 1850
  • Aabenraa som søfartsby
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Skibe fra Aabenraa
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Søens folk fra Aabenraa
  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Søfartshistorier fra Aabenraa
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, skibe og søfart
  • En skibskaptajn fra Aabenraa

 

 


Aabenraa- under Preussisk/Østrigsk styre

Dato: februar 9, 2021

Aabenraa- under Preussisk/Østrigsk styre

Vi når ikke helt til 1920, og hilser på nogle af danskhedens kæmpere. Det var bestemt ikke kun H.P. Hanssen. Det var apotekeren, Bahnsen og Fischer og ikke mindst Junggreen. Forholdene blev vanskelige. Der var masser af konfrontationer. Og økonomisk gik det tilbage for Aabenraa. Danskerne så hjemmetyskerne og slesvig-holstenerne som fjender. Hjemmetyskerne havde i begyndelsen også et køligt forhold til prøjserne. I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne. ”Bürgerverin” fik stoppet bladet ”Freja”. Endnu i 1867 var der dansk flertal. Splittelsen mellem dansk og tysk voksede. Man troede på Jomfru Fannys forudsigelser. Og så blev kongen til kejser. Men inden da var han på lynvisit i Aabenraa. Og så blev Junggreen dømt seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse. På Junggreens grav står mejslet ”Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner”

 

Østrigerne holdt ikke så længe

Måske er overskriften lidt vildledende. Det var jo ikke så længe, at Aabenraa var under østrigsk styre. Det vil nok være for omfattende, hvis nu vi to hele perioden til 1920. Det kan vi komme tilbage til i andre artikler. Her vil vi nøjes med tiden ind til 1871.

Det handler om dem, der kæmpede for danskheden. Og det var ikke kun ham, vi hører mest om hele tiden, H.P. Hanssen, der kæmpede for de dansksindedes sag. Men der var sandelig også andre. Dette bliver en lidt længere artikel. Nu er du advaret.

 

Der kom gang i handelen

Den overvejende indtægtskilde havde været skibsfarten. Indbyggerne var søfarende, som skibskaptajner, styrmænd og matroser. Dertil kom skibstømmermænd og småhåndværkere.

Det var som om, at der i 1850’erne kom mere gang i handelen. Der kom flere købmænd og købmandsgårde opstod. Men vi kigger engang på de 500, der fra 1851 – 63 fik borgerbrev, ja da var 60 købmænd og handlende. Og de fleste af de 47, der fik borgerbrev som gæstgivere drev også høkeri ved siden af.

I 1842 havde byen ca. 4.000 indbyggere. Af den var 5-600 skibsførere og sømænd. På værfterne arbejdede der 250 skibstømrer. I begyndelsen af 1870’erne arbejder der en del af dem endnu i byen.

Enkelte skippere, der havde tjent godt oprettede stiftelser med friboliger for de gamle. Der var ikke så meget forbindelse til bønderne på Løjt. Men der var dog den undtagelse med de bønder på Løjt, der havde været skippere. Her opstod der også nogle flotte kommandørgårde.

 

Halvdelen af indbyggerne var født i byen

Længe før H.P. Hanssen i 1893 flyttede til byen og brugte Folkehjem (Schweitzerhalle) som kampplads var det Fr. Fischer og Junggreen, der med Hotel Danmark som kampplads kæmpede for danskheden.

Aabenraa havde i 1864 ca. 5.000 indbyggere. Halvdelen af dens indbyggere var født i byen eller amtet. Indvandringen var kongeriget var ikke stor, men det havde været stigende fra Tyskland. En masse skippere fra Løjt tog borgerskab i Aabenraa. Man sagde dengang og måske også nu, at få at være ægte Aabenraaer så skal man tre slægtled have boet i byen. Flertallet af indvandrerne længere væk fra tilhørte de mindre bemidlede.

Man sagde dengang at ”Affenraask” var mere særpræget end i andre sønderjyske byer. Man kunne få bugt med det tyske sprog, først som plattysk senere som højtysk. Det blev også i Aabenraa embeds-og kirkesprog. Der kom tysk skolesprog og selv til danske gudstjenester sang man engang tyske salmer.

I 1850 sagde Martin Bahnsen i stænderforsamlingen, at af byens 800 familier eller fuldstændige husholdninger var kun 30 tysk.

Men ak, så kom 1864 med alle dens ulykker og sorger. Nu var det de tysksindede, der sad i byens ledelse.

 

Jørgen Bruhn med forsigtig og tilbageholdende stilling

I 1850’erne havde agent Jørgen Bruhn været byens rigeste mand. han var en stor skibsreder og havde på Kalø et skibsbyggeri, hvor der i årenes løb blev bygget mange skibe. Han ejede mange af disse eller havde part i dem. Foruden den store gård på Sønderport, ejede han Slotsvandmøllen og Nymølle. Han havde også bygget Stenbjeg Mølle på Løjt Land.

Han var rådmand indtil 1849, da han trådte tilbage. Han havde stor indflydelse i byen. Han indtog en meget forsigtig og tilbageholdende stilling i national henseende. Frederik Fischer sagde flere gange i 1840’erne, at han inderst inde var dansk, men han ville først og fremmest have fred.

Han døde i 1857 og hans ejendom deltes mellem børnene. Af disse blev eller var de fleste tyskere. Ingen tog del i den nationale kamp. Sønnen Ingvard Bruhn var del dansk og vel også advokat Bruhn, som fik ejendommen på Torvet.

 

Jørgen Poulsen blev dansk

Det største skibsbyggeri i Aabenraa var Paulsens. Jørgen Poulsen havde oprindelig været slesvig-holstener, men i 1850’erne slag han om. Ved Frederik den Syvendes besøg i 1854 hejsede han Dannebrog. Fra den tid hørte han til i danskernes lejr.

Skibsbygmester Gustav Raben var derimod en af tyskernes ivrigste og mest fremtrædende mænd. Han boede på Store Torv. Af de andre skibsbyggere var Skifter Andersen og Jacobsen danske.

 

Den rigeste del af borgerskabet

Den rigeste del af borgerskabet bestod af skibsredere, kaptajner og enkelte købmænd. Ynden for denne klasse var de fleste danske. Den største skatteyder i 1863 var dog kommerceråd Jørgen Lorenzen. Han slog over i 1864 og var på tyskernes side. Den næststørste var Dr. Grauer, der var dansk.

 

Måske stod tyskerne stærkest i mellemklassen

Blandt danskernes første mænd træffer vi farver, fhv. rådmand, stænder deputeret Martin Bahnsen, agent Middelheus, den unge tobaksfabrikant J.P. Junggreen, apoteker Worsaae, fysikus Th. Dahl, udgiver af Freja, boghandler Nicolai Sørensen, skibsbygger N. Elberg samt en del flere.

Blandt hjemmetyskerne skal vi nok også nævne gamle Jørgen Ahlmann, der var den første til at hænge det slesvig-holstenske flag ud af sit hus, da tre prøjsiske dragoner den 10. februar 1864 red gennem byen.

I borgerskabets mellemklasse var der en del tysker mens danskerne stod stærkest i småborgernes klasse.

Man så slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden

Den 31. oktober var freden underskrevet. Da flagede tyskerne i Aabenraa. Frederik Fischer fortæller i sine dagbøger, at han var langt nede. Han tilbragte nogle dage hos hans fætter Callesen på Posekær.

Apoteker Worsaae fortæller, at han påtænkte at forlade sin fødeby og tage ophold hos en gift datter i Sverige. Men alligevel var det håb hos Bahnsen og Fischer for hertugdømmets endelige skæbne var endnu ikke afgjort mente de.

Danskerne så først og fremmest slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden. Man kom bedre ud af det med østrigerne end prøjserne. Østrigerne stod med augustenborgerne, som Prøjsen var meget kølig over for.

 

Hjemmetysker havde en køligt forhold til prøjserne

Hjemmetyskernes begejstring for prøjserne blev hurtig kølnet. Da Kong Wilhelms fødselsdag skulle fejres den 22. marts 1865, deltog hjemmetyskerne ikke i synderlig grad. Dette overlod man til det prøjsiske militær.

Året efter ville man give fødselsdagen et lidt mere festligt præg. Men kun få hjemmetyskere flagede. Den Augustenborg – sindede borgmester, Gottburgsen havde i nogle dage i forvejen ladet flagstængerne nedtage fra kirketårnet.

Amtmand von Levetzau havde forsøgt at få danskerne til at deltage i et festmåltid, men forgæves. Efter måltidet var der bal på Coloseum. Her deltog de prøjsiske soldater med inviterede tjenestepiger.

 

Farvel til danske embedsmænd

I 1864 havde man sagt farvel til mange danske embedsmænd. Også amtmand Heltzen blev afskediget og Augustenborgeren, herredfoged Petersen blev konstitueret i stedet for. Men den 19. juli blev det så i stedet advokat Jürgensen. Og allerede den 22. september kunne en ny en sætte sig på posten. Det var Kammerjunker Werner von Levetzau. Nu måtte Jürgensen så flytte ud til sin bror, der ejede et teglværk uden for byen. Han var en forholdsvis human embedsmand.

Borgmester Lunn var blevet suspenderet allerede den 15. april 1864. En Richardi fra Rendsborg holdt kun i meget kort tid. Så blev det advokat Gottburgsen ligeledes fra Rendsborg. Han var ikke særlig afholdt af danskerne. Han blev medlem af kredsretten i Flensborg og blev derfor afløst af aktuar A v. Krogh. Han var dog ret ubetydelig.

 

Man valfartede til Bjolderup

Fra 1850 – 63 var pastor A. Leth dansk præst i Aabenraa. Pator Holdt var præst for den tyske menighed. I 1864 blev Holdt dansk diakon og provst Götting blev hovedpræst. Om denne mærkelig danske sprog er der mange historier. Han manglede, som han selv sagde ”Øverning”. I 1865 blev Holdt præst i Løgumkloster. I Aabenraa fik han en efterfølger, en Ewertsen, der var ganske skikkelig, men han duede ikke som prædikant. I 1868 kom han til Hviding.

Leth var grundtvigsk og havde haft temmelig stor betydning for kirkelivet i Aabenraa. I hans tid var kirken gerne overfyldt. Nu da både han og Holdt var borte, var kirken nærmest tom. Danskerne søgte især til kirke hos pastor Michaelsen i Bjolderup. Han var dansksindet og en begavet taler.

Om søndagen holdt der ligefrem kapervogne uden for byen for at befordre folk til Bjolderup i kirke. Engang da pastor Michelsen var vikar i Aabenraa, var kirken overfyldt. Der måtte anbringes bænke i gangene.

Efter pastor Ewertsen kom pastor Grønning. Han var pietistisk og samlede en kreds om sig og efterhånden holdt tilstrømningen til Bjolderup kirke op.

 

Tysk skulle indføres som hovedsprog i skolen

Den 8. februar 1865 havde provst Götting stævnet alle byens skolelærere til sig og givet dem ordre til at indføre blandet sprog i skolen. De skulle først fortælle og eksaminere på dansk- derefter skulle de gentage det hele på tysk. Men dette var kun en begyndelse.

I oktober 1864 var der blevet stemt om, hvorvidt skolesproget skulle være dansk eller tysk. Tyskerne havde overrumplet danskerne og havde sejret. Den 10. marts 1865 indstævnedes lærerne for Skolekollegiet for at få meddelt, at de havde deres afsked fra 1. april, da tysk nu skulle indføres som hovedsprog. De fik ventepenge, men disse var nu ikke ret store.

Rektorskolen skulle føres tilbage fra forholdene før 1848. Til førstelærer valgtes en prøjser, Dr. Wolf. En af de afskedigede lærere var anden pigelæreren J.C. Juhler. Han fik tilbudt en pension på 300 mark om året. Han tog imod med den betingelse at han ville oprette en privatskole i Aabenraa.

Han købte et hus i Slotsgade og begyndte her på sin skole i 1866. Her virkede han og sin kone til hans død i 1883. men der blev dog lagt hindringer i vejen for ham og i 1872 blev hans pension taget fra ham. Han har haft en stor betydning for danskheden i Aabenraa.

 

I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne

I Borgerskolen indførtes tysk helt fra 1. april 1867, hvilket dog ikke kunne gennemføres i de lavere klasser. I rektorskolen måtte der heller ikke tales dansk i frikvarterne. Skete dette blev man straffet ved at skulle at skulle straffes på den store tavle 50 gange:

 

  • Dänish darf nicht gesprochen warden

 

Også Navigationsskolen indførte nu tysk. Tidligere var der i gennemsnit 20 – 30 elever. Omkring 1870 var der kun tre elever tilbage. De sønderjyske sømænd søgte til skoler på Fanø og i Kolding.

Den 8. april havde Christian den Niende fødselsdag. Man fejede gaden og strøede sand og blomster uden for hvert hus for at markere sin danskhed. Men borgmesteren påbød at det hele skulle være fjernet inden for en time.  Skete dette ikke ville de pågældende få en stor bøde.

 

17 dansksindede blev arresteret

Dagen efter – i 1865, en søndag aften samledes de sandsindede sig i frederiksklubben på Hotel ”Danmark”. Der blev Christian den Niendes skål udbragt og der blev sunget nationale sange. Ved ti-tiden var de fleste gået hjem.

Lidt over 10 viste Gendarm-vagtmester Olsen og politibetjent Gielow sig i salen og bad de tilbageværende om at forlade salen. De fik dog lov til drikke deres punch først. Man sendte bud til bestyrelsen og Junggreen mødte op. Denne bad nu om at de forsamlede gik hjem.

Men nu blev døren hevet op. Politibetjenten, Gendarmen og en vagtkommando med fældede bajonetter trængte ind og erklærede de forsamlede som arresteret, dog med undtagelse af Junggreen.

17 personer førtes nu under eskorte til Rådhuset. Uden for Hotel ”Danmark” stod en skare hjemmetyskere og hoverede. Da man kom forbi Rudebecks Hotel (det nuværende Hotel Royal) hvor tyskerne havde deres forsamlingssted, kom der også en del tyskere for at se optoget.

Arrestanterne anbragtes i fire arrester. De blev læsladt næste formiddag kl. 10. Frederiksklubbens bestyrelse beklagede sig til borgmesteren, der lovede at undersøge sagen.

Endelig efter lang tids venten svarede borgmester Gottburgsen, at politibetjenten og gendarmvagtmesteren havde overtrådt deres beføjelser.

 

Dansk gudstjeneste kl. 7 om morgenen

Om sommeren blev de danske gudstjenester nu afholdt klokken 7 om morgenen og om vinteren kl. 2. Den danske præst måtte ikke foretage dåbshandlinger og vielser i kirken og i husene kun med den tyske præsts tilladelse.

Borgmesteren havde forlangt at alle skilte skulle være på tysk. Spændingen mellem slesvig-holstenerne og prøjserne var stigende. Den augustenborgske præsident havde fødselsdag den 6. juli. Hjemmetyskerne ville fejre dagen med flagning, blomster, optog, skiveskydning osv. Aftenen før kom der ordre fra amtmanden og borgmesteren om at forhindre optog og demonstrationer.

 

Amtmanden i lidt for ophøjet stemning

Politibetjenten måtte afsted. Nu var det tyskerne, der måtte til at skaffe sand og blomster væk fra gaden. Det blev fortalt at det var forbudt for embedsmænd at flagre. Det slesvig-holstenske flag kom først op på slottet mellem kl. 7 og 8 om aftenen. Det blev sagt, at amtmand Jürgensen om eftermiddagen var kommet ud til Schweitzerhalle (nu Folkehjem) og der efterhånden var kommet i en så opløftet stemning, at han havde sendt ordre til slottet om at hejse flaget. Muligvis var dette årsagen til at han var blevet fyret til september.

Om aftenen samledes tyskerne sig på ”Rudebecks Hotel”. Da den prøjsiske vagtpatrulje over midnat trak forbi, blev der sunget:

 

  • Schleswigholstein stammverwandt,

Jagt die Preussen aus dem Land

 

Patruljen rapporterede det til major von Cranach, der med en kommando ryddede salen og noterede de tilstedeværende. Efter hændelsen blev ”Bürgerverein” lukket i byen. Tyskerne og soldaterne var i den kommende tid i et spændt forhold.

Flere tysksindede borgere blev om aftenen overfaldet af soldaterne. Tre af dem fil sabelhug i hovedet. Soldaterne flygtede inden de blev pågrebet. Heldigvis blev bataljonen kort tid efter kommanderet på øvelse i Lockstedt.

De prøjsiske officerer levede temmelig isoleret. Hverken danskere eller tyskere ville have noget med dem at gøre. Apoteker Worsaae var dog i marts 1866 sammen med nogle af de nyankommne officerer, nogle embedsmænd og nogle danske familier til et middagsselskab.

 

Bürgerverin genopstod

Den 2. – 6. september 1865 blev der arrangeret en tur til København. Der meldte sig masser af folk fra hele Sønderjylland. Men man havde kun 6 dampskibe til rådighed.

Bürgerverein havde fået lov til at genopstå. Tyskerne havde den 14. oktober under et møde i Rødekro vedtaget at oprette en forening, der skulle modarbejde Slesvigs deling.

 

Fischer solgte sit blad

Frederik Fischer havde vakt danskheden i byen ikke blot ved sit blad men også med de sammenkomster, der fandt sted hos ham. Efter Treårskrigen var han blevet dybt skuffet over at Sønderjylland ikke var blevet indkoopereret i kongeriget. Han følte sig skubbet til siden.

I 1859 solgte han ”Freja” til boghandler Nicolai Sørensen, men han blev ved med de daglige sammenkomster i sit hjem. I 1865 flyttede Fischer ind i sin nye og sidste lejlighed nede ved havnen, som Jørgen Paulsen og apoteker Worsaae havde indrettet til ham til ham for penge, som hans venner havde skudt sammen.

Her var et stort værelse, hvor han kunne have sine bøger og instrumenter og hvor sammenkomsterne kunne holdes. Her samledes venner hver dag fra kl. 5 til 7. Disse møder fik stor betydning for danskernes sammenhold.

 

Worsaae indtog en forsigtig rolle

Mange af disse erindringer har vi også fra apoteker Worsaae. Han måtte vel også regnes for en af danskernes ledere. Men han indtog en lidt mere forsigtig rolle. Han skulle passe på sit privilegium. Han foretog et par udenlandsrejser. Og på en af disse tog han til Verdensudstillingen i Paris. På vej hertil besøgte han redaktør Heinrich Kruse fra ”Köllnische Zeitung”. Han skildrede de sande forhold i Nordslesvig. Og Worsaae leverede ham stoffet. Dette blev så oversat af Bahnsen eller Fischer.

Paragraf 5 gjorde det af med et augustenborgsk Slesvig-Holsten. Og fra Aabenraa sendte man en lykønskning til den prøjsiske sejr over Østrig i 1866. Året efter fejrede ”Liedertafel”, ”Bürgerverin” og ”Turnverein” og eleverne fra en drengeskole denne sejr med et optog ud til Hjelm Skov.

Den 18, september besluttede man i By kollegiet at anskaffe et flag med ørn til rådhuset og lade flagstangen male sort og hvidt. Også skilderhusene skulle males ”anordningsmæssigt”

 

Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen

Den 24. januar 1867 blev Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen fejret.

Fra Rubebecks Hotel gik ”Bürgerverin” med et musikkorps i spidsen til rådhuset. Men egentlig var der kun ca. 80 personer der deltog i festlighederne.

Fysikus Dahl ville ikke aflægge ed til kongen af Prøjsen. Derfor blev han suspenderet og afskediget. Han blev dog i nogen tid bosiddende i Aabenraa som er en af de ledende danske mænd i Aabenraa. Senere blev han stiftsfysikus i Aalborg.

I den følgende tid blev prøjsisk administration og til dels også lovgivning indført i Hertugdømmerne. Amterne blev omdannet til kredse og amtmændene blev til landråder. Der blev oprettet amtsretter og amtsdommere blev ansat.

 

Valgsejr til danskerne 1867

1867 var et valgår. Der blev i Aabenraa afgivet 516 danske og 469 tyske stemmer. Fra Landsognet 90 danske og 43 tyske stemmer.

100 dansksindede skibstømrere havde søgt til Danmark. Det var sløjt med arbejdet i Aabenraa. Der var indvandret 50 teglværksarbejdere fra Tyskland. En række danske værnepligtige var også fraflyttet byen.

 

Ballade i Stadt Hamburg

I Stadt Hamburg kom der til ballade. Hel formiddagen holdt Junggreen, Bahnsen og apoteker Worsaae sig her for at alt gik rigtig til i forbindelse med valget. Da en danske var kommet i strid med kaptajn Michael Jebsen, ville Junggreen tale ham til rette, men det fik den tysksindede advokat Schwennsen til at true med knytnæve for Junggreens ansigt:

 

  • Hier müssen Sie Deusch sprechen, sonst halten Sie das Maul!

 

Efterhånden som der blev drukket mere tæt steg faren for, at der kom håndgribeligheder. Der blev sendt bud efter flere dansksindede. Under stemmeoptællingen var der bnær gået galt. Tyskerne med Michael Jebsen og advokat Schwennsen i spidsen havde igen erobret skænkestuerne. Håndværkssvende og de tyske teglværksarbejdere blev trakteret med drikkevarer og stemningen høj.

Tyskerne tabte valget. De havde bestilt musik og forberedt sig på fakkeltog og et et stort gilde på Rudebecks Hotel. Det måtte aflyses.

 

Danskerne fejrede sejren

De danske vælgere blev inviteret til et glas punch på Rudebecks Hotel, hvor man kunne fejre sejren. Her blev der skålet og sunget. De fleste var gået hjem inden kl. 8.30, da borgmester Gottburgsen indfandt sig.

Over for værten, Jessenius Hansen bad han ham om at sende de sidste hjem inden kl. 9 og de skulle heller ikke synge. Kort efter kom advokat Schwennesen og en flok tyskere. Idet de sang Slesvig-Holsten – visen sprang de døren til Hotel Danmark. De var kommet fra Hotel Rudebeck.

Der kom til slagsmål, men tyskerne blev drevet tilbage. I stedet begyndte de nu at ødelægge vinduer. Der blev nu sendt bud efter politiet. Borgmesteren kom nu med betjentene og straks efter mødte en militærvagt op.  Gaderne blev nu ryddet og bagefter Rudebecks Hotel.

Næste aften holdt Frederiksklubben fest på ”Danmark”. Alle lokalerne var fulde. Da trådte den ny borgmester, A. v. Krogh ind. Han var netop tiltrådt samme dag. Han påbød værten at det ikke måtte synges og at gæsterne skulle sendes hjem kl. 9.

 

Splittelsen voksede

Den 30. oktober skulle der vælges valgmænd til valg af deputeret til den prøjsiske landdag. Resultatet blev, at der valgtes 10 danske og 9 tyske valgmænd. Dette skabte igen had og ophidselse i befolkningen.

Borgmester og fysikus erklærede nu over for skovrideren at embedsmændene ikke ville deltage i jagterne hvis Bahnsen og Worsaae skulle deltage. Splittelsen voksede. Her havde det altid været både dansk – og tysksindede med til jagt

 

Økonomisk blev det vanskeligere for Aabenraa

I økonomisk henseende blev årene efter 1864 vanskeligere for Aabenraa. I skibsbyggeriet indtrådte der en stilstand. Folk fra egnen ville ikke mere lade bygge et skib. En mængde skibstømmermænd havde forladt byen.  De aabenraaske småskippere ville nødig føre tysk flag. De sejlede derfor uden flag så længe de var på tysk område. Mange virksomheder i Aabenraa gik ned med nakken.

 

En kaserne blev oprettet

Aabenraa var blevet garnisonsby. De dansksindede havde ikke meget glæde ved at se prøjsiske pikkelhuer. Byen havde ingen kaserne. Soldaterne måtte indkvarteres hos borgerne. Den ivrige hjemmetysker købmand Johan Jacobsen var meget optaget af planer om at få opført en kaserne.

Han ejede nogle arbejderboliger i nærheden af den udtørrede vig af floden. Disse fik han omdannet til kaserne, senere fik han hjælp af byens kasse til at få opført en kasernebygning.

Et stykke af engen, der grænsede op til kasernebygningen, blev grøftet og drænet. Sand og grus blev kørt dertil. Og det blev omdannet til eksercerplads. Da garnisonen tog bort, blev den omdannet til markedsplads.

 

Vanskelige forhold med den prøjsiske presselov

Den prøjsiske presselov var trådt i kraft. Det betød, at det fra den 1. september 1867 var en ret begrænset frihed for den danske presse. Redaktøren for ”Freja” havde fået at vide, at der fra den 27. marts skulle foreligge en oversættelse på tysk hver gang. Og så skulle kommandanten sætte sit stempel på. Ud der disse forhold kunne Nicolaj Sørensen ikke udgive et blad.

Men senere udkom den dog under lidt mildere betingelser. I 1867 fik redaktøren at vide, at nu var bægeret ved at flyde over. Der ville ikke blive accepteret flere provokationer og man frabad sig artikler fra Junggreen. Alt imens måtte Apenrader Nachrichten kalde folk for ”blödsinning”. Til sidst fik ”Bürgerverin” gennemført et forbud mod ”Freja”.

 

Jag danskerne ud af landet

Nytårsnat mellem 1867 og 1868 samledes tyskerne på Store Torv. Ved midnat blev et bål antændt. Man afsang en koral ”Des Jahres letste Stunde”. Derefter drog man rundt i gaderne syngende Slesvig-Holsten-visen. Man havde ændret lidt på omkvædet:

 

  • Jagt die Dänen aus das Land.

 

Bedre hjemme var man ikke i det tyske. I morgenstunden trak reveillen gennem byen. Denne skik blev så gentaget de følgende år.

I 1868 blev der også arrangeret en rejse til Danmark. 700 sønderjyder aflagde i dagene 4. – 7. juni besøg i Aarhus og Randers. Fra Aabenraa deltog der ca. 60 stk.

 

Da Kong Wilhelm besøgte Aabenraa

I september 1868 kom kong Wilhelm til Nordslesvig. Myndighederne og tyskerne havde travlt med at planlægge turen. Det skulle selvfølgelig foregå med pomp og pragt. Man forsøgte at samle en deportation, der skulle tale med kongen. Men det ville han ikke.

I en hel uge havde man forberedt besøget i Aabenraa. En masse æresporte var slået op. Og flag var stillet op foran alle de dansksindedes huse. Borgmesteren opfordrede også folk til at sætte lys i vinduerne.

Embedsmænd stod parat ved kongens skib. Områdets præster var forsamlet. Skyttelavet ”Liedertafel” og ”Turnerne” og hvidklædte damer stod parat. Kongen stod med armene ned ad siden og foroverbøjet hoved. Han steg så op på en vogn, der skulle køre ham fra Sønderport gennem hele byen til banegården. Og han kørte i Kommerceråd Jørgen Lorentzens ekvipage. Ja og fra Banegården gik det mod Tønder.

 

Frederiksklubben fik bøde

Skyttelavet var allerede i 1864 blevet erobret af tyskerne. Dets skyttefest 3. pinsedag havde et fuldstændigt tysk præg.

I 1869 arrangerede Frederiksklubben en skiveskydning ved Schweitzerhalle (Folkehjem). Det var den samme dag som Skyttelavet afholdt deres. 114 deltagere var mødt op hos Frederiksklubben.  Man vandrede fra Hotel Danmark til skydepladsen. Man havde fået tilladelse til denne skydning, fordi skydepladsen lå i Kolstrups distrikt.

Men man havde ikke fået lov til at gå det korte stykke på Aabenraas grund. Og det blev betragtet som en meget alvorlig sag. Man forlangte en liste over alle de 114. De ville nu alle få en bøde.

 

Borgmesteren truede med bøde

De danske topledere var kaldt møde hos borgmesteren. Han gjorde opmærksom på, at han kunne straffe dem, hvis de blev ved med at argumentere for paragraf 5. Borgmesteren mente, at denne paragraf kun var blevet optaget i Prag – Freden af høflighed over for kejser Napoleon. Den ville aldrig komme til udførsel, mente borgmesteren.

Den 15. januar 1870 var der valg til borgmester. Danskerne overvejede om de skulle deltage. Måske var det en fordel at beholde A. v. Krogh på grund af hans ubetydelighed.

 

Man troede på Jomfru Fanny

Jomfru Fanny havde varslet at store begivenheder skulle finde sted i 1870. I seks år skal Slesvig være under fremmed herredømme, sagde hun. Et stort slag ville foregå omkring Aabenraa. Noget som man aldrig havde set før. Danmarks konge ville komme på den hvide hest. Der ville være blod i gaderne og de danske tropper ville herefter komme tilbage for bestandig.

Jo hendes spådom lever stadig i Aabenraa. Og det gør visheden også, at hun skulle være en kongedatter. Men den store krig, der kom. Ja det var Prøjsen mos Frankrig.

I Sønderborg tænkte man på at flygte. Her var man bange for at blive beskudt af den franske flåde. Jomfru Fanny havde sagt at et prøjsisk skib, forfulgt af seks andre snart ville vise i Aabenraa Fjord.

 

Aabenraa – Bataljonen i krig

Rundt om i hjemmene spillede danskerne Marseillaisen. Og dette irriterede tyskerne, når de gik forbi på gaden. Den 25. juli om aftenen skulle den garnisonerende bataljon drage afsted. Husene var illuminerede og tyskerne flagede. På banegården musicerede Knacks Musikkorps. Drengene var mødt med stoklygter. Til sidst var alt i orden, så toget bestående af tre lokomotiver og 41 vogne kunne afgå.

Senere kunne man så læse at tyskerne havde taget 40.000 fangere. Det viste sig så at være en trykfejl. Der var kun 4.000.

Efter nogle sejre var rådhuset fuldt oplyst, men slottet var mørklagt. Et planlagt fakkeloptog blev ikke til noget.

 

Da kongen blev til kejser

Man længtes efter freden. Der kom indberetninger om, at flere unge fra byen var faldet. Den 20. januar 1871 kom så budskabet fra kong Wilhelm at han ville lade sig udnævne til Kejser. Dette fik Fischer til at udbryde:

 

  • Herre Gud, saa er vi arme Syndere da nu bleven ”Kaiserlich – Königliche Untertanen. Ja, ingen ved, hvad han før sit Endeligt kan blive til.

 

Landråd v.Levetzau hejste et flag på slottet, men flagstangen knækkede af stormen og flaget forsvandt.

 

Hvem havde knækket flagstængerne?

Endelig den 2. marts kom efterretningerne om freden. Der blev skudt salut og ringet med kirkeklokkerne. Dansksindede havde også illumineret deres huse, men de blev kaldt for kujoner.

Næste dag var tyskernes flagstænger knækket. De danske topledere blev kaldt til afhøring. Men hvem der havde ødelagt flagstængerne, kom aldrig frem i dagens lys.

 

Et skuffende dansk nederlag

Den 3. marts var der valg til den tyske rigsdag. Det var ikke med store forventninger danskerne gik til valget. Nu var stemningen tilmed trykket efter den uheldige illumination aftenen forud. Resultatet blev også dårligere, end man havde ventet. 322 danske og 371 tyske stemmer.

Fra dansk side blev der påstået at der var uregelmæssigheder med hensyn til valglisterne. Men resultatet var i hvert faldt, at danskerne havde tabt flertallet af stemmer i Aabenraa og de genvandt det ikke i den tyske tid.

 

Junggreen blev danskhedens leder

Dagen efter den 4. juli 1871 døde Frederik Fischer af et apoplektisk tilfælde. Martin Bahnsen døde den 12. marts 1875. Og i 1872 solgte Worsaae apoteket og rejste til København. I 1877 forlod også fysikus Th. Dahl byen.

Junggreen trådte til som deres arvtager. Han blev ikke kun Aabenraas fører. Han blev hele Sønderjyllands/Nordslesvigs fører for danskheden. Og snart fandt han ud af, at Prøjsens overherredømme ikke var kortvarig.

Han gik i tysk skole men blev dansk påvirket i hjemmet og navnlig af deres omgangskreds. hvortil hørte mænd som Fischer og Bahnsen. Han drømte om at stå til søs lige som sin far og farfar. Men han tog sin første uddannelse på stedfaderens tobaksfabrik.

 

Seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse

Denne Junggreen var under den første Slesvigske krig rejst til kongeriget for ikke at blive indkaldt i den slesvig-holstenske hær. I 1853 rejste han udenlands. Og det var som guldgraver. Da han opholdt sig i Virginia studerede han tobaksfabrikation. I løbet af sommeren 1857 vente han tilbage til Aabenraa, hvor han giftede sig og etablerede sig som tobaksfabrikant. Det har vi tidligere skrevet om.

Han skrev ret ofte til Frederik Fischers avis ”Freja”. Han forsøgte at skrive moderat. Men han undgik ikke fængsel. Han skrev at, den tyske kejser skulle gå ind for paragraf fem. Dette blev takseret som majestætsfornærmelse. Det blev takseret til 6 måneders fængsel som blev afsonet i Magdeburg.

 

Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner

Fra 1868 skrev han i det genoprettede Dannevirke. Fra 1866 – 70 skrev han i Köllnische Zeitung om begivenhederne i Nordslesvig.

I 1881 tog Junggreen initiativet til ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig (senere Sprogforeningen). Han blev den første formand. I 1884 blev han valgt til Rigsdagen. Men han sad der ikke ret længe. Allerede i 1886 døde han – en uventet død. På hans gravsted i Aabenraa står følgende:

 

  • Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner

 

Han holdt mange foredrag særlig om historiske og astronomiske emner. Han har sikkert været inspireret af Fischer.

Vi forlader nu Aabenraa under prøjsiske styre. Men vi vender tilbage for det er meget mere at fortælle.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • graenseforforeningen.dk
  • biografileksikon.lex.dk
  • Sønderjysk Årsskrift (div. Udgaver)
  • Sprogforeningens Almanak (div. Udgaver)
  • Martin Bahnsens Dagbøger (1964)
  • Aabenraa Bys Historie 2-3
  • Kaufmann: I Fjendens vold
  • Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie
  • Lausten Thomsen og Nicolai Svendsen: Haabets Mænd
  • Sprogforeningens Almanak (div. Udgaver)
  • Trap: Hertugdømmet Slesvig (1864)
  • Lauridsen. Da Sønderjylland vaagnede 1-2

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.693 artikler:
  • Under Aabenraa (164 artikler) finder du bl.a.:
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Aabenraa under Preussisk/Østrigsk styre
  • En tobaksplantage i Aabenraa
  • En Fysikus fra Aabenraa (b)
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

 

  • Under 1864 og De Slesvigske Krige (41 artikler)

 

  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (141 artikler)
  • Her kan du bl.a. læse om livet under det fremmede styre 1864 – 1920

 


Da Achton Friis mødte Aabenraa – egnen

Dato: marts 6, 2020

Da Achton Friis mødte Aabenraa – egnen

Hvem er Achton Friis? Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder i 1932 – 33. En maler med humor. Et Tornerose Slot. De smukke ”Aabenraa – piger”. En tur til Varnæs. Der var også noget trist. Bakkerne blev mere voldsomme. Turisterne var endnu ikke kommet – dengang. Udsigt fra Galgebakken. De rige Løjt – gårde. Jinges grav. Flere ulve på egnen. Nu kommer ”de Genner – drenge”. Nis Kromand. Knivsbjerg og Røde Mølle.

 

Hvem var Achton Friis?

Vi har bladret lidt i ”De Jyders Land”, og her er vi så standset op, da Achton Friis mødte egnen omkring Aabenraa. Vi kommer i denne artikel langt omkring. Det er lige fra Varnæs til Knivsbjerg, Rødekro, Øster Løgum. Genner, Løjt Land og selve Aabenraa. Achton Friis har sin helt egen måde at lovprise naturen på. Vi vil så ind imellem ikke spare på kommentarer. Vi skal lige gøre opmærksom på, at det var 1930erne, at den berømte forfatter og eventyrrejsende besøgte området.

Han skrev ”De Jyders Land 1 – 2 i 1932 – 1933. Og de ældre af os er jo klar over, at han inden da havde skrevet ”Danmark – ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 – 1908. Fra 1926 – 1928 udgav han ”De Danskes Øer, et trebinds væk over 132 øer. Ja og ikke nok med det. I 1936 – 1937 blev det så til et to binds værk Danmarks Store øer.

 

Aabenraa er ingenlunde distanceblænder

Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder. Gå blot en sådan solfyldt majdag gennem den gamle del af byen gennem Ramsherred og Slotsgade ja så tror du, at du befinder dig i en provinsby fra midten af det 18. århundrede.

Se på alle de nysgerrige karnapper, der stikker hovederne frem foran hinanden og kigger på langs ned ad gaden. Men først og fremmest, list dig ind i en af de gamle baggårde, hvor hylden hælder ud over de frønnede plankeværker og småbygninger snubler over hinanden – et sted for katte og kanariefugle og Aabenraas gamle skippere. Et sted, hvor Spitzweg kunne have hentet alle sine motiver.

 

En maler med humor

Her skal vi nok lige skyde ind, at Carl Spitzberg var en tysk maler, der først kom sent i gang. Han var egentlig apoteker. Han forstod, at forene realisme, fantasi og humor og levede fra 1806 til 1885. Mange af hans motiver var nemlig fra byer som kunne minde om Aabenraa.

 

Et Tornerose – slot

Gå ned til den mindste af byens havne, Nordhavnen og se som jeg i dag en tremastet Helsingborg skonnert laste træ med baggrund af den nære bøgeskov og himmelhøje bakke – den blåsorte tjære på det brede skrog, masternes ravgule søjler og de nøgne fyrrebjælkers mængde.

Så er det Dronning Magrethes slot, nu embedsbolig men med omgivelser så eventyrlig som var det en Tornerose, der sov bag dets mure og ikke en amtmand. Slettet med dets omgivelser danner klimaksen af hele egnens skønhed. Det skal ses sydfra over engene med græssende kvæg, disse engflader, der danner fjordens fortsættelse og er lige så jævne som dennes vandspejl. Et mere fint kultiveret dansk landskab findes ikke.

Frodighed og velplejethed præger det og de omgivende skove. Bakkernes kraftige fald mod fjord og enge og de rige agre.

 

De smukke Aabenraa – piger

Man må jo sige, at Achton Friis forstod at beskrive Aabenraas skønhed. Men det er ikke spor overdrevet. Jeg husker en sommerdag, hvor vi cyklede fra Ensted ned mod Kystvej. Så derude på fjorden så vi Dannebrog ligge der på stille vand. Sådan et syn glemmer man heller ikke.

Ja-ja. Her skulle man misunde dem, som går i denne ”Wunderschöne Monat Mai og rejs til Aabenraa. Aldrig på noget andet sted af så ringe udstrækning har jeg set så mange yndige piger som her. De er lyse og lysblonde til hobe og i dette solskin går de alle i fine lette sommerdragter. De bararmede blondiner med den lette solbrunede lød og de slanke legemer, den yndefulde gang, det rene, bedårende ungpige – blik. De er som åbenbaringer. Forårets Apotheose Primavera mødt hundrede gange på gaden i Aabenraa.

 

En tur til Varnæs

Fra Aabenraa skal man tage ud ad vejen langs fjordens sydside til Varnæs, men man bør helst gøre det på en høstdag, en augustdag med karsk vejr og sol over de åbne kornmarker., hvor negene står tæt med hver sin solglorie om toppen, over den blå fjord og skovens vindrørte kroner. Mellem kraftigt svungne banker med spredte trægrupper fører vejen bestandigt med udsigt over den brede fjord, helt ud til Varnæs Hoved, som er et såre pragtfuldt sted.

Yderst står klinterne stejle, græsklædte eller med friske okkergule skred ned mod en strand, der er dækket af mægtige nedrullede kampsten. Helt ude på findes et sted som stærkt minder om ”Stenkastkrogen” på Romsø men hvis kampestensblokke er langt mere kæmpemæssige.

Ovenfor klinten et fuldkommen romantisk landskab med sæd- og kløvermarker og højstammede trægrupper, kulminerende ved den yndige gård ”Varnæs Vold”. Her er storslået og mildt på en gang, yndefuldt som et folkeeventyr er dette landskab – de røde køer, den grønne kløvermark, vejens slyng ned mod gården i den dybe dal mellem de skovklædte højder, fjorden derude med den hvidtskummende kyst. Det er vidunderligt dansk, dette østkystlandskab, dets sødme er den friske honning – ikke puddersukker som i den indre Vejle Fjord. Mærkeligt er det, at mens den kan trække sommergæster til som fluer, synes disse steder ukendte.

 

Også noget trist

Sammen med dommer Chr. Andersen, i hvis hjem i Aabenraa jeg husvalede mig efter min ørkenvandring gennem alle landets hoteller, gjorde jeg udflugter til landskaberne vest for fjordene, mest ad den gamle ”Hærvej”.

Egnen mellem Hovslund og Pothøj, hvorfra man ofte samtidig ser ud over det rige Østland og de jævne fattige hedeegne i vest, er højtliggende og umådelig kuperet, og for det meste så sandet og stenet, at man skal lede længe for at finde elendigere jord. Hele denne strækning vest for linjen mellem Genner Fjord og Aabenraa er overhovedet noget af det mest triste, jeg kender.

 

Bakkerne bliver mere voldsomme

Men når man bryder af fra Hærvejen ved Rødekro og kører mod Aabenraa bliver landskabet så stik modsat dette som vel muligt. Bakkerne bliver ganske vist endnu voldsommere, det er et helt bjerglandskab man farer igennem med mægtige langstrakte banker og dybe kløfter, der åbner sig brat foran en. Men hvilke enge og marker og hvilken skovrigdom.

Dette er så sandelig en natur, som må kunne gøre den mest forhærdede brostensdyrker til lyriker. Ikke mindst mærkelig er den første del af vejen fra byen mod Løgumkloster gennem det voldsomme bakkeparti langs den gamle fjordlavning.

 

Turisterne var endnu ikke kommet – dengang

Op ad bjerg ned i dal står de vældige bøge med sollys gennem de unge blade, vekslende med store lysninger, hvor egebundens yppige flora er baggrund for det blanke kvæg. Men blot et par kilometer vest for byen er man atter oppe på højderyggens kam og ser de gamle hedeflader, milevidt over engene om Hærvejen mellem Øster Løgum, Rødekro og Bolderslev – en uhyre modsætning til dette Østens Arkadien.

Og Aabenraaegnen er endnu ikke blevet opdaget af turisterne, er højst besynderligt. Ja se det sagde Achton Friis dengang, men de er nu kommet godt efter det.

 

Udsigt fra Galgebakken

Jeg mindes en aften, siger vores berømte hovedperson, da vi efter solnedgang gik op på bakkerne bag byen og stod tavse og så ud over denne, mens oldenborrerne brummede og flagermusene jagede i tusmørket, da lysene dybt nede under os tændtes i de skumringsfyldte gader et for et sammen med de første stjerner, da fjorden lå som et opalfarvet skjold under den violette jordskygge på østhimlen. Da bad jeg en stille bøn til den landflygtige plan om at skærme stedet mod den turiststrøm, som jeg lige nu har givet et kraftigt vink om at standse en stund netop her.

 

De rige Løjt – gårde

Løjt – halvøen eller Løjt Land, det høje land mellem Aabenraa Fjor og Genner Fjord er også et besøg værd. Ganske vist tager Østslesvigs levende hegn overhånd netop her, så det næsten føles beklemmende at færdes ad halvøens veje, så frodigt gror langs deres sider tjørn og hassel, hyld og roser, syrener og brombærbuske.

Enhver bondesøn herfra skulle fare til søs nogle år. De fleste Løjt-bønder havde været viden om, før de slog sig ned på den fædrene gård. De stolte gamle bøndergårde bar omtrent helt op til vor tid spor af deres ejermænds langfarter.

I de anseelige gårde havde på den tidhver stue sin hovedfarve, f.eks. kraprødt i ”vinterstuen”, cinnober i ”Sommerstuen” og ultramarin i ”storstuen” – døre, lofter og vægge med samme farve. Langs lofterne gik forgyldte lister, og på dørfyldningerne var broget malede buketter eller ornamenter.

Jeg ved ikke, om sådanne Løjt-hjem endnu findes. De få jeg har set rummer kun moderne, ret tarveligt fabriksbohave og er lige som næsten alle andre bønderhjem i landet blottede for et hvert præg af ejendommelig kultur. Men blandt de gamle bøndergårde findes hernede endnu enkelte pragteksemplarer, som i hvert fald udvendigt har bevaret præget af at være rejst af godtfolk i en god tid.

Vi kan så sige til Achton Friis, at de stadig findes både på Løjt Land og Rømø – de gårde, der minder om søfart til det fjerne.

 

Jinges grav

Hele turen langs Genner Fjords vest – og nordbred ud til Sønderballe Hoved går gennem et landskab af fremragende skønhed, det er udpræget Lillebælts – natur med al dens ynde og frodighed, hvor bøgeskovens grupper løfter.

Vest for Genner ud mod Øster Løgum har der på den nordre side af vejen været en hulning i jorden, som kaldes ”Jinges Grav” Det er en gammel ulvegrav, over hvilken der i sin tid var anbragt en vippe, på hvis yderste ende et stykke kød blev anbragt som madding.

En fattig kvinde ved navn Jinge gik en aften ud for at ville tage kødet, man faldt ned i kulen. Beretteren, som har fortalt Evald Tang Kristensen derom, huskede ikke mere om der var kommet folk til, der trak hende op, eller om hun døde dernede.

Hyrdedrengene fra egnen brugte tidligere den gamle ulvegrav som læ, men nu er den jævnet, et hus er bygget på stedet og en have dækker graven.

 

Flere ulve på egnen

Jes Markosen i Genner har fortalt følgende:

 

  • På vores toftebanke ned mod vores nabos gård stod en kalv i tør og man lod den stå ude om natten, da ingen troede der var nogen fare for den så nær ved husene. Men en morgen da folkene kom op, havde ulvene taget livet af kalven og ædt noget af den. – Sønden for byen bed vilddyrene en nat også en del dyr og var strejfet nordpå til Krapold, hvor de samme nat bed et andet ungkreatur ihjel.

 

Nu kommer ”de Genner – drenge”

Genner – boerne skulle have været knippelstærke folk, og i deres hyppige stridigheder med Løjt – boerne var der ofte en eller anden gammel stærkodder, som klarede ærterne med et dommedagstag.

Således hændte det engang, da bønderne begge steder fra var på hovkørsel med korn fra Hellevad Mølle til Aabenraa Skibsbro, at Løjt – boerne var kommet først til broen med deres vogne. Den gamle Per Lassen fra Genner rejste sig på kuskesædet og råbte:

 

  • Af vejen i Løjt drenge, for nu kommer de Genner drenge!

 

Da Løjt – boerne ikke hummede sig for så lidt, kørte Per Lassen hen på siden af deres vogne, der bestandigt befandt sig mellem ham og skibet. Så råbte han til kaptajnen, om at han var parat til at modtage hans sække:

 

  • Javel er du parat

 

Ja sådan råbte kaptajnen fra skibet. Da stod Per Larsen op i vognen, tog en sæk i sin næve, svang det i luften og kastede den hen over Løjt – vognene og over på dækket, hvor den brast, så kornene spredtes til alle sider. Skipperen råbte:

 

  • Holdt – kør væk i Løjtninger, de Genner – boer kommer ”æfor”!

 

Nis Kromand

Ikke mindre berømmelig er striden på Løjt Made blevet, hvor den gamle bonde Nis Kromand fra Genner var nede og slå græs med sine folk, samtidig med at de Løjt karle brugte leerne på åens modsatte bred. Efter at parterne i nogen tir havde ”ærtet hinanden”, sprang løjt – boerne over åen og gik på med næverne.

Men en Genner – bo greb den første, der kom over og smed ham et langt stykke henad marken ned mod åen.  Så siger den gamle Nis Kromand:

 

  • Nu da du har vist mig det, så kan A sgu og gjør det

 

Og så greb gamlingen en anden Løjt – bo og hev ham lige så langt væk. Ved dette syn flygtede resten af fjenderne over på deres enemærker.

 

Knivsbjerg og Røde Mølle

Udsigten fra det nærliggende Knivsbjerg er storslået. Genner Fjord ligger som en lille ting dernede som en lillebitte ting nede ved foden., et kunstigt vandspejl mellem de store skove.

Ja så er det også Runde Mølle, der ligger gemt i sin frydefulde skovdal ”med de nattergale og andre fugle små som tale” med den brusende møllebæk ved de store damme, der nu driver turbiner, hvor før vandmøllernes hjul svang om de knagende aksler.

 

Kilde

  • Achton Friis: De Jyders Land 1-2

 

Hvis du vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.511 artikler heraf 149 artikler fra Aabenraa inklusive:

 

  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • En degn fra Varnæs
  • Skovene omkring Aabenraa
  • Fra Varnæs til Felsted
  • Løjt Land – for 170 år siden
  • Landmåleren fra Løjt
  • Løjt Land – masser af historie og kulturer (7)
  • Løjt Land – den femte tur
  • Løjt mellem dansk og tysk
  • Anekdoter fra Løjt
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land
  • Løjt Land – i begyndelsen
  • Løjt Land – nordøst for Aabenraa

 

 

 


Det spændende kvarter i Aabenraa

Dato: april 24, 2019

Det spændende kvarter i Aabenraa

I dette kvarter boede ”Den Gamle Redaktør” en gang. En by blev etableret i 1252 – 1257. Her lå Kongens Fogeds Borg. Man har fundet et bageri og et værksted. Og så var her en enorm stor voldgrav, man kunne sejle på. Slotsgade havde stor betydning med tilhørte amtet. Der var masser af erhverv på Slotsgade. Slotsgrunden gik helt ned til Slotsgrunden. Virksomhederne her var en torn i øjet på aabenraa-købmændene. Hertugen gav Slotsgade, beboerne ret til at bedrive handel. Der var særdeles flotte huse i Slotsgade. Og så var det skyttekongen, der måtte abdicere. Jacob Petersen snød købmændene. Stor gæld i Slotsgade. Beboerne i Slotsgade blev også udnyttet. Nye privilegier skulle forhandles. Beboerne ville ikke betale skat, men i 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.

I dette kvarter boede man en gang

Engang boede undertegnede i dette kvarter i Aabenraa. Det er godt nok lang tid siden. Jo det er kvarteret omkring Slotsgade og Vestergade. Men nu kan vi jo nu engang ikke snakke om det kvarter uden at berøre alt det andet i Aabenraa. Og når undertegnede nu henviser til gamle fund, så er det jo ikke sikkert, at det er alt det nyeste.

En by blev etableret omkring 1252 – 1257

Engang hørte størstedelen af kvarteret ikke engang med til Aabenraa. Det allerældste vi kender til Aabenraa er nok etableringen af Openrå på kong Christoffers foranledning. Denne by er etableret omkring 1252 – 1257 og placeret der, hvor Mølleåen flød ud i Fjorden.

Ved krydset Skibbrogade(Østergade) og Fiskergade/Gildegade placeret. Lidt afsides lå der også en lille kirke, Skt. Knuds. Den var placeret midt i Humlehaven, men vi ved ikke præcis, hvor den første Knuds Kirke lå.

Her lå Kongens Fogeds Borg

Kongens foged holdt på en borg. Den ligger der, hvor Vestergade 27, ligger i dag. Det har dog nok været en lille borg med et lille tårn lige inden, at det gik ud i de små moseområder.

Lige her i nærheden boede jeg ved Nybro 5. Her har man fundet den sydlige voldgrav i 30 meters dybde. Syd for den fandtes en plankebelagt gade. Nord for borgen på Vestergade 16 – 18 lå et vådområde.

Her fandt arkæologer i 1984 en godt en meter bred og ½ meter dyb middelalderlig rende. Denne blev senere udfyldt med affald tilbage i historien. Men dette er nok ikke Aabenraas nordlige voldgrav.

Man har fundet et bageri og et værksted

Man har fundet ud af, at I Søndergade 2-4 har der engang ligget et overdækket bageri med uden vægge. På torvet Søndertorv findes endda et stykke intakt vej fra middelalderen. Men ingen af de fundne genstande er ældre end 1350.

I Vestergade 2-4 er der fundet et spor af værksted, mens der på Vestergade 12, 16 og 15 er fundet middelalderlig affald. Vestergade var ind i højmiddelalderen (1000 – 1300) næsten ikke bebygget af borgerne.

Den oprindelige grænse mellem den ældste Openrå og kongens borg gik gennem Vestergade 2 og 4 samt Vestergade 9 og 11 og videre over skellet mellem Slotsgade 14 og 16.

En enorm voldgrav

Markeringen af den udvidede middelalderbys grænse skete ca. 1350 med anlæggelse af en enorm stor voldgrav 20 meter bred og 4 meter dyb. Den strakte sig fra sumpene ude ved den nuværende Dronning Margrethevej og nord om købstaden og ned til fjorden Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med denne voldgrav, som man i Aabenraa brugte som fragtvej.

Uden for denne bebyggelse havde der allerede siden byens begyndelse ca.1250 ligget en kirke Sct. Nicolai, oppe på den bakketop, hvor den stadig ligger.

I forbindelse med krigene med de holstenske grever lykkedes dronning Margrethe den Første i 1404 at få Aabenraa-hus som pant, og som alle ved så begyndte hun få år efter opførelsen af borgen Brundlund på en lav bakkeø syd for byen.

Den gamle borg blev brudt ned og graven fyldt op. Men resterne lå synlig i terrænet på 250 år og derefter.

 På Mejers kort fra 1640erne ses for eksempel en øst-vestlig markering, der deler Vestergade fra Slotsgade. Ved nedbrydningen af Aabenraahus må gaden Nybro være anlagt, opkaldt efter en bro over vandløbet, der førte til de vestlige sumpområder. Den gamle bro var Sønderbro (i dag ved Nyvej).

Slotsgade har haft stor betydning

Slotsgade må have haft sin betydning ved flytningen af borgen til Brundlund. Det var så vejen fra det ældre Aabenraa, der første hen til den stedlige øvrighed. Den kongelige eller hertugelige ladegårdsjord, der hørte til borgen strakte sig fra Nybro og ind i Slotsgade, Slotsgrunden.

Dette område lige som landsbyen Kolstrup hørte ikke under købstadens jurisdiktion eller betalte afgifter og skat til dem. I Slotsgade har man nok opfattet sig som et supplement til købstadsbebyggelsen. Men købstaden har nok opfattet den som en snylter.

Sandsynligvis har de ledende embedsmænd fra startet boet i dette område på Brundlund Slot. Vi kender først beliggenheden af boligerne langt senere.

Men fra 1700-tallet kender vi beliggenheden. I den vestlige del af Slotsgade (nr. 33 og 35) var der i hvert fald senere amtsforvalteren, som boede her og havde sit kontor i ejendommen lige ved siden af.

På den anden side af gaden boede i 1700-tallet (nr. 20) en kontrollør.  Og en kirurg (nr.28) I slutningen af 1700-tallet boede også købstadens borgmester Kamphøvener i Slotsgade (24).

Masser af erhverv på Slotsgade

I dag vil man nok synes, at det er bemærkelsesværdigt at købstadens borgmester boede uden for området i skattelyet Slotsgade. Men borgmesteren var en juridisk embedsmand udnævnt at staten – ikke en lokalpolitisk valgt repræsentant som i dag.

I begyndelsen af 1700-tallet opførte husfoged Heinrich von Günderoth på en stor grund Nybro 14, lige over for den tidligere borg, sit meget flotte byhus.

Det er hertugenes og amtmandens embedsmænd, der boede her, der havde stor betydning for opretholdelsen af Slotsgade som selvstændig jurisdiktion gennem 400 år. Men det fik også betydning for andre. Handlende havde også borgerlige erhverv så som hattemager, rebslagere, bogtrykkere og skippere.

Slotsgrunde ned til Mølleåen

Slotsgade havde grunde ned til Mølleåen. Dette gav mulighed for bådsejlads og ulovlig import af varer. Nogle havde både handel i Slotsgade og nogle boder i købstaden. Håndeværkerne i Slotsgade tilhørte dog købstadens lav og gilder.

Erhvervsvirksomhed fra middelalderen og frem til liberaliseringen i midten af det 19. århundrede var reguleret gennem privilegier, lav og bestemmelser, der tilsigtede at samle dem i købstæderne og at modvirke ulovlig konkurrence.

Et torn i øjet på Aabenraa-købmænd

Den handel der foregik i Slotsgade var en torn i øjet for Aabenraa – købmændene. De forsøgte i 1624 at få handelen forbudt eller at få gaden lagt under købstadens jurisdiktion, således at skatter og afgifter kunne blive de samme for de to områder og konkurrencevilkårene mere ligelige.

Det gjaldt også i 1643, hvor man igen søgte at ramme Slotsgades beboere. Aabenraa købstad udsendte nemlig forbud mod at beboerne i gaden købte varer direkte på skibbroen, der var byens.

Hertugen gav Slotsgade – beboerne ret til at drive handel

Forbuddet ramte også hertugens embedsmænd i gaden, der klagede til deres herre og fik medhold. Hertugen bestemte også over Aabenraa, og han gav Slotsgade – beboere ret til at drive handel på lige fod med byens borgere. Byens borgere blev endda truet med en stor bøde på 5.000 rigsdaler, hvis den igen søgte at hindre Slotsgade-beboernes handel.

Ti år senere (i 1652) bestemte hertugen endda, at ved levering af materialer til reparationer af slottet og dets landbrugsafdelinger (ladegårdene), skulle alle embedsmænd i Slotsgade have første bud.

På mejers kort over Aabenraa fra 1640erne kan man se både Slotsgade og Vestergade tæt sammenbygget, hvorimod Nybro som det indre af kvarteret rummer områder, hvor der dyrkes humle til den hjemlige ølbrygning.

Mange huse brændte ved de store brande i 1578 og 1707

Husene i Slotsgade-kvarteret har været kendte bul-huse, en trækonstruktion, som var meget brandfarlig. Aabenraa brændte i 1576, og mon ikke at Slotsgade også ramtes af branden?

I hvert fald viser en bygningsplanen over historiske huse i byen at bortset fra enkelte huse i Slotsgade (nr. 17, 19, 28, 29) så brændte alle kvarterets huse ved den store brand i 1707.

Krigsårene efter 1700 havde ført til et vældigt opsving for skibsfarten med indlemmelsen i 1721 af det gottorpske Aabenraa under den danske konge som hertug af Slesvig gav nye store muligheder. Handel og skibsfart for hele monarkiet blomstrede og Aabenraa samt Slotsgade fik sin rigelige del af det.

Flotte huse i Slotsgade

Det var i hele dette århundrede at der blev opført nye gavl- eller langhuse i kvarteret. En af de fineste er måske langhuset Slotsgade 14 fra 1767 med bryn over vinduerne. Det er muligvis bygget af samme bygmester, som stod for Postmestergården i Søndergade.

Generelt er Slotsgades huse i den sydlige side udover forhuset, bebygget med sidehuse og baghuse, der omslutter et lukket gårdrum, hvortil der er adgang fra gaderne gennem åbningerne mellem husene eller gennem langhusenes portrum. Husejerne var selvbevidste og gudstro, som det fremgår af hustavlene. Byggeriet i den lange økonomiske blomstringsperiode har givet Slotsgade sit helt særlige præg.

Også i denne periode tog de skiftende amtmænd på Brundlund Slot, parti for deres amtsundersåtter i Slotsgade, når de var i vanskeligheder med Aabenraa købstad.

Nu var der 30 overordentlige flotte huse i Slotsgade

Ved hvert troneskift skulle alle privilegier bekræftes (og udvidet). Indlemmelsen af Slotsgade var et vigtigt punkt. Det blev afvist i 1741 efter en langvarig behandling af sagen. I denne tid indsendte købstaden gang på gang klager over Slotsgade mest detaljeret i 1726.

Det hed i Aabenraa’ s klage i 1726, at det var soleklart at forholdene 60 år tidligere i 1660, hvor flere af Slotsgades privilegier var blevet udstedt, havde det været helt anderledes end nu. Dengang var beboerne fattige håndværkere og daglejere (arbejdere), der boede i tarvelige huse og skure. Kun en havde drevet lidt handel, men vel og mærke til byens borgere. Ingen havde solgt til fremmede købmand på Skibbroen.

Nu var forholdene helt anderledes, idet Slotsgade var en af de mest betydningsfulde i byen. De 30 huse var langt bedre end de øvrige huse i Aabenraa. Nu var der ikke én, men 7 skipperede, der havde store skibe og drev udstrakt handel. Varerne blev oplagt i Slotsgade og solgte til fremmede købmænd, ja selv på Skibbroen drev Slotsgades folk deres handel med de fremmede.

Smidt ud af Skytteforeningen

Et år var det sandelig en af Slotsgades beboere, der blev skyttekonge. Men da man fandt ud af, hvor kongen boede, blev han frataget sin titel og samtidig smidt ud af foreningen.

Jacob Petersen snød købmændene

Et særlig grelt tilfælde var Jacob Petersen, der opkøbte varer i amtet, sejlede på Holland og videresolgte varer til stor skade for byens handlende. Da gadens indbyggere ikke betalte kontribution (betegnelse for skatter) byen og heller ikke næringsskat, kunne de sælge deres varer langt billigere. To af gadens købmænd og skippere var oven i købet borgere i Sverige og nød derfor toldfrihed derovre, således at de kunne konkurrere på helt ulige vilkår.

Til myndighederne svarede Slotsgade indigneret på disse klagepunkter. Sagen mod Jacob Petersen søgte man at minimere. Og de påviste at blandt Aabenraa købstads borgere var der også skippere, der havde borgerskab i Sverige.

Stor gæld i Slotsgade

I øvrigt var Slotsgade meget forgældet fordi alle huse måtte nybygges efter branden i 1707. Slotsgade påstod, at man var beskattet meget hårdt i forvejen med landbrugsskat, og man ville gå fallit alle sammen hvis købstadens næringsskat blev lagt oveni. Dette var ikke blot soleklart, men klarere end solens lys ved middagstid.

Og så takkede Aabenraa købstad igen med en statistik over de næringsdrivende i Slotsgade og byen og dens skattebetaling.

Udviklingen i 1700-tallet viste dog, at Aabenraa købstad havde ret i sin frygt for konkurrencen fra Slotsgade. Den blev stadig mere velstående og trak mere handel og håndværk til sig.

Amtmændene beskyttede beboerne

I 1789 var der i gaden 5 skippere, en tømmerhandler, en kornhandler, en vinhandler, en guldsmed, en juveler, 3 skomagere, 2 skræddere, to bagere, og en af hver af disse, rebslager, garver, hattemager, tømrer, murer, høker, bendrejer, møllebygger, styrmand og 2 daglejere.

Amtmændene (Massow, von der Lühe, von Blücher) afviste hver gang købstadens ønsker. Men amtmændene havde også specielle økonomiske interesser i forhold til Slotsgades beboere. Som amtsområde var det jo et landområde, og beboerne skulle udføre hoveri-tjeneste over for godset Brundlund Slot. Disse ydelser føltes tungere i dette århundrede.

Beboerne blev også udnyttet

Det drejede sig om kørsel for slottet, høhøst i engene, hjælp ved bageri, bryggeri af øl m.m. I 1749 klagede gadens indbyggere til kongen over amtmand von Messows udnyttelse af dem. Svaret var dog et blankt afslag, men 7 år senere lykkedes det at få arbejdsydelsen afløst af en årlig fast pengeafsnit til amtmanden.

Slutningen af Slotsgades selvstændighed kom i det 19. århundrede. Folketallet i Aabenraa købstad steg i 1840erne og 1850erne og det kneb med at skaffe plads på den overfyldte bybakke til dem, der ville erhverve hus der.

For at have borgerskab og næring i købstaden måtte man besidde en ejendom der. En udvidelse af byens areal kunne ske ved at indlemme Slotsgade, som indbyggerne der tit havde afvist.

Ny privilegier skal forhandles

Da Frederik den Sjette døde 1839 og blev afløst af Christian den Ottende, skulle Aabenraas købstads privilegier igen konfirmeres af kancelliet i København. I den forbindelse rejste bystyret igen ønsket om in indlemmelse af Slotsgade. Slotsgades selvstændighed var ret reduceret, fordi man var fælles med Aabenraa om kirke-, skole-, fattigvæsen, politi- og brandvæsen, samt jordemoderordningen. Egentlig ret meget af de kommunale opgaver.

Beboerne ville ikke betale mere i skat

I Slotsgade blev der i 1840 afholdt afstemning om indlemmelse. Heraf gik kun to ind for den. Man frygtede, at resultatet ved indlemmelsen ville være øgede skattebyrder. Dette synspunkt har altid været brugt i forbindelse med modstanden mod kommunale indlemmelser eller fusioner. Trods modstanden besluttede dog ved kongelig resolution den 1. april 1843, at Slotsgade skulle indlemmes pr. 1. januar 1861.

Slotsgade måtte overgive sig – indlemmet i Aabenraa

Det lå jo 17 år ude i fremtiden, og da pladsproblemet fortsat var presserende, så blev forhandlingerne mellem købstaden og Slotsgade fremskyndet. De strandede dog på skattespørgsmålet, hvor Aabenraa stod fast på, at Slotsgades beboere skulle betale næringsskat ligesom købstadens andre borgere. Slotsgades beboere ønskede derimod at betale de hidtidige afgifter.

Sagen endte i Ministeriet for Slesvig, der fulgte byens indstilling. Så endte det med at per 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa.

Kilde:

Hvis du vil vide mere: Du kan på www.dengang.dk finde 145 artikler om Det Gamle Aabenraa og Omegn, herunder en masse artikler om søfart men også disse artikler:

  • Aabenraa i det 17. århundrede
  • Aabenraa – Hvordan så byen ud dengang?
  • Aabenraa – storhed med søfart
  • Aabenraas oprindelse
  • Aabenraa – før 1544
  • Gamle huse i Aabenraa (1)
  • Flere gamle huse i Aabenraa (2)
  • Brundlund Slot og mange flere

Ballade i Aabenraa i 1790

Dato: juli 15, 2017

Ballade i Aabenraa i 1790

Efter revolutionen opstod der social og polisk uro i Sønderjylland og også i Aabenraa. Prisen for rug var steget, trods en god høst. Garnisonen skulle have 3.000 tdr. Købmand Kopperholdt havde lovet at levere 600 tdr. I begyndelsen var der ingen problemer, men så forhindrede demonstrationer afsejling. Amtmand von Schmettau var forstående. Men hans handlemåde blev stærkt kritiseret af regeringen. Han fik en skarp irettesættelse. Og revolutionen i Aabenraa sluttede med at 108 borgere i Aabenraa alle fik en bøde på 3 rigsdaler.

 

Social og politisk uro

Måske var det begivenhederne i Frankrig i 1789, der havde sat gang i social og politisk uro i hele Sønderjylland. Vi har tidligere på siden beskrevet uro på Tønder-egnen.

Trods en god høst, herskede det dyrtid. Især var priserne på brødkornet særdeles høje. Allerede i februar 1790 var der forekommet uroligheder ved Tønder.

 

Garnisonen havde bestilt 3.000 tdr. rug

Den jævne borger kunne se, at der blev udskibet korn fra Aabenraa Havn. Men man vidste åbenbart ikke, at kornet gik til garnisonen i Glückstadt, som skulle bruge 3.000 tdr. rug. Dette kvantum havde købmand Christian Möller i Wilster påtaget sig at skaffe. Dernede dyrkede man hovedsagelig raps og hvede. Så rugen måtte skaffes andre steder fra.

Købmanden havde en aftale med Hans Kopperholt fra Slotsgade i Aabenraa om en levering af 600 tdr. rug. Det meste af dette var på lager. Men han behøvede noget mere for at være fuldstændig leveringsdygtig.

 

Det manglende rug blev skaffet

Kopperholt fik 30 tdr. møller Nis Nissen i Felsbæk, 30 tdr. hos forpagter Petersen, Vojensgård, 50 tdr. hos gårdmand Peter Simonsen, Vejbølgård, 40 tdr. hos præsten i Skrydstrup.

 

Bitterheden blev øget

De stadige leverancer af korn under dyrtiden i de første måneder af 1790 øgede bitterheden hos småkårsfolk i Aabenraa. Lidt efter lidt forlød det, at opkøbene sikkert var ulovlige og dermed faldt det ind under det man i daglig tale kalder forprang.

 

Var der en forbindelse?

Tilmed foretog en vis Johan Christian Grage fra Eckernförde en række opkøb af korn. De utilfredse i Aabenraa har antaget, at der var en forbindelse mellem denne og det korn som Kopperholt skulle levere.

 

Ingen problemer i begyndelsen

Til at begynde med mødte afskibningen af rug fra skibbroen i Aabenraa dog ikke vanskeligheder. Skipper Martin Petersen var således afgået med en ladning til Holtenau ved kanalmundingen, hvor der skete en omladning ril småbåde. Kielerkanalens forløber havde kun et smalt sejlløb af ringe dybde.

 

Afsejlingen blev forhindret

Flensborg-skipperen Martin Paulsen skulle sejle med resten, men forinden tog spektaklerne fart.

Det var meget betegnende ikke byens øvrighed, købmænd, skippere eller andre af de velstillede borgere, men derimod håndværkerlavets medlemmer, der satte sig imod en afskibning af rugen af rugen.

Det var dengang ti håndværkerlav i Aabenraa (skræddere, smede, skomagere, snedkere, glarmestre, skindere, bødkere, kobbersmede og sadelmagere). De var alle enige om, at hindre afsejlingen af det dyrebare brødkorn.

Hans Kobberholdt mente, at de enten endnu måtte have hovederne fulde af stærke drikke fra den foregående tids fastelavnsfornøjelser eller også af efterretningerne fra optøjerne i Paris og Liège.

Den 10. marts drog man om formiddagen gennem Aabenraas gader ned til Skibbroen, hvor de besatte det befragtede skib, hvor indladningen var i fuld gang. De truede med at rugen ville blive kastet i vanden, hvis man ikke øjeblikkelig bragte arbejdet til ophør.

 

En forstående amtmand

Derefter vandrede demonstrationstoget ud til amtmand von Schmettau på Brundlund hvor otte mand på de utilfredses vegne satte amtmanden ind i situationen. De forklarede, at dyrtiden fortsatte, og at manglen på brødkorn blev stadig mere følelig. Man havde netop fået en ny pengereform, men det gjorde det nu ikke bedre. Håbet om lavere kornpriser blev ikke indfriet. Demonstranterne mente, at hvis nu kornskibet fik lov til at sejle, ville nøden blot blive endnu større.

Amtmanden bad talsmændene komme igen om eftermiddagen og lod tillige Kopperholdt stævne. Efter Kopperholdts mening optrådte demonstranterne tumultagtige.

 

Kopperholdts tilbud blev afvist

Den næste dag mødtes parterne igen. Kopperholdt gentog sit tilbud fra dagen i forvejen om indtil Mikkelsdag at opbevare lige så meget korn, som enhver borger skulle bruge og så sælge kornet i små portioner. Han ville sælge det til en rimmelig pris. Den omstridte skibsladning ville han sælge til samme pris som han fik hos den tyske aftager.

Men disse forslag tog demonstranterne ikke imod. Koppeholdt mente, at nogle af demonstranternes ledere var ”inficeret af Pariser-luften”. De krævede edsaflæggelse på, at der ikke var tale om forprang. Det gik Kopperholdt med til. Men nu krævede demonstranterne også beviser.

 

Amtmanden ønskede ikke en militærkommando

Schmettau erklærede i sin beretning til regeringen på Gottorp, at demonstranterne næsten udelukkende bestod af håndværkere og den mindrebemidlede, men størstedelen af borgerskabet.

Amtmanden gik med til at holde skibet tilbage indtil der forelå flere beviser. Han ønskede dog ikke en militærkommando til Aabenraa. Han var overbevist om, at dette ville føre til at bringe byens borgere i endnu større affekt. Og dette ville sikkert få ubehagelige følger.

 

En skarp irettesættelse fra regeringen

Regeringen svar på von Schmettaus redegørelse blev en ret skarp irettesættelse på grund af hans ukloge optræden i sagen. Det var med forbavselse, at man hørte om klager over dyrtid og mangel på brødkorn, da kornpriserne i de sidste 8-14 dage var faldet kendeligt på de udenlandske handelspladser, hvilket vel også snart kunne trykke priserne på det indenlandske marked.

Det havde været rigtigt, at holde skibet i ”arrest”, så længe undersøgelsen om forprang stod på. Men amtmanden havde ikke gjort ret i at lade de klagende borgere få foretræde hos sig hele to gange. Han skulle have ladet dem indgive en skriftlig klage, og så kunne den gå rettens vej.

 

Angsten havde siddet i embedsmændene

Regeringen mente, at amtmanden med sin handlemåde havde været med til at skabe mistillid (Übelstand):

  • Den slags tumultuariske sammenløb må fremtidigt ikke finde sted, men tværtimod på enhver måde forpurres enten ved formaninger eller ved trussel om straf.

Angsten for, at de franske revolutionæres eksempel skulle smitte her i landet, har ganske givet siddet myndighederne i Slesvig i blodet.

Denne frygt viste sig nu at være ganske ubegrundet. Sagen kom herefter til at gå rettens vej. Det lykkedes ikke for klagerne, der nu havde organiseret sig med hattemager Rasmus Møller og skrædder Hans Christian Hansen at føre bevis for, at kornet var tilvejebragt ved ulovlig forprang.

 

108 borgere fik en bøde på 3 rigsdaler

Efter en halv snes dages forløb fik skibet lov til at sejle bort med den omstridte ladning. Kopperholdt kaldte klagernes optræden for børnestreger.

Regeringen krævede udtrykkeligt, at demonstranterne skulle bøde for:

  • Deres ubetænksomme, tumultuariske opførsel, som havde vakt kongens mishag, hvorfor deltagerne skulle irettesættes på det alvorligste og erstatte samtlige omkostninger.

Det blev for de 108 borgere som skriftligt havde støttet demonstrationen samt for alle håndværkerlavenes medlemmer til en bøde på 3 rigsdaler til hver.

Ja se sådan forløb revolutionen dengang i Aabenraa.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • Sønderjydske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

  • Ballade i Sønderjylland

Søfartshistorier fra Aabenraa

Dato: juni 27, 2016

Søfartshistorier fra Aabenraa

Der var mange store kaptajner i Aabenraa. For mange var det et risikofyldt job. De var ude i al slags vejr. Mange led skibbrud. Og mange steder var der også pirater og røvere. Men i næsten alle havne mødte man bekendte. Heldigvis er det også lykkedes at skrive en masse erindringer ned. Særlig i 1920erne gjorde man meget for at få fastholdt Aabenraa’ s storhedstid. I byen var der et væld af skibsværfter.

 

Købmanden mistede alle sine skibe

Christoffer Conrad Fischer (1736 – 1810) sejlede hos en af de store købmænd i Aabenraa, Cornelius Cornelsen. Men ak, efter englandskrigen var det mange der led i Aabenraa.

Sådan gik det også for Cornelsen. Han mistede alle sine skibe. Og kaldte alle sine kreditorer til. Han fremviste sit guldur og spurgte om det kunne række. Også fra sin bolig i Storegade måtte han flytte. Når han fremover gik ture på gaden, gik han aldrig forbi sit tidligere hus.

 

Slået ned på prøvetur

Men denne Christoffer var et hidsigt gemyt. Således melder historien, at han slog sine medredere ned på en prøvetur.

Christoffer fik seks børn med den første kone og tre med den anden kone. Men også han oplevede skibrud. I ni dage lå de på en øde ø, og det var faktisk Elba.

 

Hele 70 – 80 skibe på redning

De kaptajner, der boede i Slotsgade førte skibsmateriel op af åen. Hele 70 – 80 skibe lå på reden dengang.

Vi har efterhånden gengivet en del søfartshistorier fra Aabenraa. Og vi har da også før kigget på den berømte Fischer – familie.

 

Erindringer blev nedskrevet

I 1920erne blev Aabenraa – borgere opfordret til at skrive deres erindringer ned. Man ville godt bevare erindringerne af Aabenraa’ s storhedstid. Det var netop Kaptajn Fischer, der slog til lyd for, at de folk, der havde oplevet søfarten skulle skrive det ned.

Dette resulterede også i, at Kaptajn Hans Schlaikier og amtslæge Mads Michelsen fik udgivet Aabenraa Søfarts Historie (1929). C.C. Fischer bakkede alle de historiske ting op til sin død i 1933.

 

Spændende beretninger

Ligesom Hans Bruhns erindringer indeholder også Fischers erindringer:

  • Slægten
  • Slægtens skibe
  • Dramatiske situationer

 

Familien Bruhn’ s erindringer

Hans Bruhn skriver om 1860erne og beskæftiger sig primært med sejladsen på Sydamerika. Vi kigger tilbage på Jørgen Bruhn’ s tid efter Englandskrigen i 1820erne. I 1840erne sejlede de første Aabenraa – skibe til Østen. Flere skibe sejlede til østen uden at vende hjem igen.

 

Den mest dansksindede

Den mest dansksindede var vel nok Frederik Fischer. Denne har vi også beskrevet på vores side. Da han blot var ni måneder gammel, blev han ramt af børnelammelse. Han kunne derfor ikke følge familietraditionen og gå til søs. I stedet kom han i urmagerlære.

I 1830 kunne han nedsætte sig som mester. Men lige så meget interesserede naturvidenskab og samfundsforhold sig ham.

 

Freja

Den 20. august 1839 fik Frederik Fischer privilegium at han måtte påbegynde udgivelsen af ugebladet Apenrader Wochenblatt. Oprindeligt var det hans plan, at det skulle være tosproget, men snart skiftede han opfattelse, at bladet udelukkende skulle være på dansk.

Fra 1849 hed bladet Freja. Og det blev fjenderne ikke mindre af. Jo det var danskernes vigtigste talerør i Nordslesvig. Den 4. juni 1871 døde Frederik Fischer.

Men inden da, var onkel Frederik blevet udvist under treårskrigen til Barsø.

 

Frederiksklubben

Christoffer Conrad Fischer var den 11. december 1848 sammen med Frederik Fischer blandt stifterne af Frederiksklubben. Som havnefoged tog Christoffer Conrad Fischer haveflaget ned, inden prøjserne kom. Dette flag befinder sig nu i museet.

Omkring 1856 blev Nyvej anlagt. Indtil da, havde det kun været Skibbrogade, der gik ned til havnen. Midt i 1850erne var den første dæmning også lagt over til Lindnakke

 

Masser af skibsværfter

Der var masser af skibsværfter dengang i Aabenraa:

  • Michelsens, der blev overtaget af Jacobsen
  • Så var det Thorkild Andersen, Rabens, Reimars og Paulsens
  • Foruden dem var det endvidere Lunds og Holms værft, sidstnævnte blev senere stor i Hovedstaden.

 

Det største værft lå ude på Kalø

Men byens største reder og bygmester var dog stadig Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede her i 50’erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, men den forliste ved Læsø. Master m.m. blev brugt til Cimber.

Jørgen Bruhn ejede også Nymølle, Knappen, Teglgården Lindsnakke, Vejrmøllen og flere huse i byen.

Hele byen var efterhånden afhængige af skibsfarten.

 

Man bevægede sig ud i verden

Først rejste de kun til Middelhavet, senere gik turen videre ud til Brasilien, Østasien, Kina og Japan. I begyndelsen var der ikke ret mange havne, der var åbne i Japan. Når man læser de oplevelser, som søfolkene har oplevet i det fjerne, ja så er det mere spændende end en kriminalroman.

 

Man så kendte Aabenraa – kaptajner i fremmede havne

Og overalt i de fremmede havne optrådte danske skippere ofte fra Aabenraa. Det var også i 1860, hvor Suez – kanalen åbnede. Da C.C. Fischer endelig kom hjem fra det fremmede, fik han det sidste skib, som skibsbygger Skifter Andersen byggede. Det hed Charlotte Christine.

 

Sendte konen hjem med tre børn

Også en tredje gang sejlede Fischer i 1870 ud mod øst. Han blev derude en del år, og blev også gift derude. Det var farligt om natten, for kineserne dengang stjal som ravne. Ja de kunne også finde på at stjæle hele skibet for så at brænde det af.

I 1877 sejlede konen hjem nu med tre småpiger. Atter engang havnede Fischer i skibrud. Halvdelen af mandskabet gik ned med forskibet. Men vores hovedperson klarede også lige en japansk kaptajnseksamen.

 

Badeanstalt og så ikke til søs igen

Jo, Fischer var meget imponeret af japanerne. Han fortalte også, at de selv førte deres skibe til Europa. Selv om de var krigere, var de også dygtige fiskere og bådfolk. Efter fem år ville Fischer vende vejen hjemad. Og hans kone mente så, at han skulle føre dampvaskeri og en badeanstalt og ikke tage til søs igen.

 

Danskerne stemte på ham

I 1882 var der borgmestervalg. Der var opstillet tre kandidater. Men tyskerne regnede slet ikke med Vreden. Men nu så det ud som om, at alle danskere havde stemt på ham. Så måtte man gå ud fra, at han betalte tilbage.

12 år efter skulle Vreden igen vælges, og igen stemte danskerne på ham, og han blev valgt.

 

Folkehjem blev købt

Køllerpolitikken forbød værter at leje lokaler ud til dansksindede. Og dette gav også værten på Schweitzerhalle i Aabenraa problemer. De dansksindede tilbød så 30.000 mark for herlighederne, men det skulle holdes hemmeligt. Betingelsen var at værten med det samme skulle gå hen til sin advokat og få aftalen underskrevet. Det var ikke noget gå hjem og rådføre sig med konen. Og så blev Folkehjem til de dansksindede.

Men borgmesteren ville ikke tillade servering af spiritus. Men man var nu ikke tabt helt bag vognen så fandt man bare på andre kreative ideer.

Da man skulle have tilladelse til at afholde bal i Frederiksklubben inviterede man selvfølgelig borgmesteren, og så fik man tilladelsen. Kort tid efter oprettede man også Selskabelig Forening.

Frimenighedskirken var Fischer også med til at bygge. Under byggeprocessen forsøgte myndighederne hele tiden at spænde ben.

 

Udvisningen blev ophævet

I 1902 skulle C.C. Fischer også udvises. Men udvisningen blev der ophævet af overlandretten.

 

Ridderkorset

I 1929 fyldte C.C. Fischer 85 år. Han var efterhånden blevet et nationalt ikon og man kunne købe postkort af hans hus. Nordschlewigsche Zeitung syntes, at det var en skam, at man mindedes de lokale tyske myndigheders behandling af ham.

Da Sønderjylland vendte tilbage fik Fischer overrakt det danske ridderkors. Den 29. oktober 1933 døde han, 89 år gammel.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere om Aabenraa og Søfart: Se

  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, skibe og søfart
  • En skibskaptajn fra Aabenraa
  • Briggen Chico af Aabenraa
  • Aabenraa som søfartsby
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa

 


Aabenraa for meget længe siden

Dato: maj 14, 2016

Aabenraa for meget længe siden

Vilhelm Marstrand blev bedt om, at skrive en bog om Aabenraa med undertitlen ”en egnsplan og byhistorisk undersøgelse”. Men der er da hvis lidt for meget roman over denne. Vi vil her forsøge at give den rigtige fremstilling af Aabenraas første historie. Opnør var en landsby, der lå ud til ”den åbne strand”. Aabenraahus blev anlagt længere mod nord, og her blev også anlagt en dyb stadsgrav. I 1247 blev Opnør lagt i aske i Erik Plovfennings kamp mod Abel. Beboerne flyttede ind til Aabenraa eller til Kolstrup. Den såkaldte Skraa kendes fra 1335. En overenskomst underskrevet i 1340 i Aabenraa bestemte, at de holstenske grever fik magten. Men dronning Margrethe var smart. Hun fik efterhånden magten. Hendes efterfølger, Erik af Pommern fik mange fjender. I 1460 blev grundloven for Slesvig – Holsten underskrevet. Foran Aabenraa opstod der et slumkvarter – Ramsherred.

 

En historikere tog fejl

I 1933 udkom Vilhelm Marstrands bog om Aabenraa. Det står anført i bogen, at det er en egnsplan og byhistorisk undersøgelse. Men det er noget i bogen, der ikke kan stemme. Skal man undersøge sandheden, ja så bliver det svært. For hvilke kilder, skal man nu følge? Hvilke er korrekte? På vores side har vi da heldigvis også kvalificerede kræfter, der har skrevet om Aabenraa’ s tidlige historie.

 

Byen Opnør

Det er ingen tvivl om, at byen tidlig hed Opnør. Og særlig med Opnør var der naturlige grænser. Mod nord var det Nørreskov. Mod syd havde vi Sønderskov. Mod øst var der Jørgensgård Skov, som dengang i Middelalderen hed Østerskov. Ja og navnet Vesterskov overlevede heller ikke. Det blev i stedet Hjelm Skov.

 

Var der et gadekær på Vægterpladsen?

Kunne der måske have været et gadekær på vægterpladsen? Nogle af beboerne har i tidens løb klaget over fugt i kælderen. Antagelig har grundvandstanden været høj. Andre igen peger på, at der her har været en voldgrav.

Men herfra var der ikke langt til Opnørs beskedne trækirke. Der gik veje til Kolstrup. Den sidste del af navnet tyder på, at det var udflytterby.

 

Den åbne strand

Vi har tidligere filosoferet over navnet Opn – ør. Det betyder noget i retning af Bebyggelsen ud mod ”den åbne strand”. Ja ør (eller –er) kender vi fra andre byer. Det oversættes vel bedst med Strandbred.

Opnør må have kunne ses fra fjorden. Men de jordløse har søgt ned mod vandet, hvor fiskeriet var deres hovederhverv. Vi ser det i byvåbnet De tre makreller. Mange af datidens gader gik direkte ned til vandet eller til åen. Her bosatte fiskerne sig og trak deres både op.

Man sejlede ind ad åen. Så sent som i 1680 er en af Slotsgades skippere således indblandet i en smuglerhistorie. Også ved udgravninger kan der konstateres at åen fortsatte hertil.

 

Handelslivet voksede

Handelslivet udviklede sig langs Østersøen. Det skete efter sejren over venderne. En af disse strandkøbinger var Aabenraa. Ifølge gammel ret tilhørte stranden kongen. Derfor havde han ret til at opkræve told. Til gengæld værnede han om købstæderne.

 

Aabenraahus

Aabenraa fik borgen Aabenraahus. Denne blev lagt for enden af det snorlige strøg, der skabte forbindelsen til havnen. Midt på dette strøg blev Storetorv anlagt. Her skulle man udveksle varer med folk fra oplandet. Gaderne til hver side fik navnet Vestergade og Østergade (nu Skibbrogade). Søndergade førte sydpå ud af byen.

 

Den dybe stadsgrav

Nord for Storetorv gennemskar en dyb stadsgrav den sydligste del af Bybakken. Udgravninger har vist, at denne var usædvanlig dyb. Til de andre sider var engstrækningerne nok beskyttelse.

 

Den såkaldte Skraa

Aabenraa fik som andre købstæder også deres egen bylovgivning, den såkaldte Skraa. Den kendes først fra 1335. Men den har tydelige træk fra Valdemar Sejrs tid (1202 – 41). Kong Valdemar nævnes flere gange ved navn.

Borgerne drev dengang landbrug ved siden af deres købstadserhverv, handel, håndværk og fiskeri. Derfor støttede kongen dem ved at tildele dem græsningsarealer i syv omkringliggende landsbyers marker.

Skraaen omtaler også Skåne. Det vidner om, at allerede dengang havde fiskeriet stor betydning. Det var selvfølgelig Middelalderens store silde – fiskeri, som aabenraaerne også havde deltaget i.

 

Sankt Knuds gilde

Endelig er også omtalen af Sankt Knuds gilde et vidnesbyrd om handelens store betydning for byen. Gildet i Aabenraa havde deres egen kirke, Sankt Knuds Kirke, der lå på hjørnet af Skibbrogade og Gildegade.

Ved Valdemar Sejrs død i 1241 var købstaden i god trivsel og byens borgere kunne gå en lys fremtid i møde.

 

Et skæbneår 1247

Men ak og ve. Det skulle gå helt anderledes. Skæbneåret i Aabenraa’ s ældste historie er 1247. I Danmarks Riges Krønike fra år 1600 skriver Arild Huitfeld, at Kolding, Haderslev, Aabenraa og ”mange bondebyer” blev afbrændt under Erik Plovpennings kamp mod Abel.

Denne måske meget sene oplysning kan måske forklare ny kirkebyggeri i de nævnte byer omkring 1250.

Det vides med sikkerhed, at kirken på hjørnet af Gildegade/Skibbrogade gik til. Og det samme er sikkert sket for borgernes stråtækte træhuse.

 

Opnør blev ikke genopført

Opnør blev ikke genopført. De overlevende var enten flyttet til Kolstrup eller ind til Aabenraa. Der var ikke kræfter til at genopføre Sankt Knuds Kirke. Man valgte i stedet at bygge en teglstenskirke på Bybakkens top. Den blev antagelig bygget på trækirkens tomt. Denne kirke blev indviet til de søfarendes helgen Sankt Nikolai.

Det var lidt enestående, at byens kirke kom til at ligge uden for det egentlige byområde, cirka 100 meter nord for Stadsgraven.

Kongen havde retten til Opnør’ s jord. Da byen ikke blev genopført forærede han nu dette til Aabenraa.

 

En overenskomst fra 1330

En overenskomst blev undertegnet i Aabenraa i 1330. Den betød, at Gerhardt den Tredje (grev Gerhardt eller Den kullede greve), der i 1325 havde kaldt sig Danmarks Riges administrator, formelt overdrog hertug Valdemar regeringsmagten over den nordlige del af Sønderjylland.

Efter attentatet i Randers i 1340 bevarede Gert’ s sønner herredømmet over Sydslesvig. Som nordligt værn anlagde de Niehuus.

Det var hertug Valdemar, der bekræftede og fornyede den gamle stadsret fra Kong Valdemars tid. Denne og hans søn, Henrik var de sidste hertuger af Abel’ s slægt.

 

De holstenske grever tager magten

Da denne døde i 1375, samme år som Valdemar Atterdag satte de holstenske grever sig i besiddelse af den nordlige del af Sønderjylland og dermed også Aabenraa.

I 1386 godkendte Dronning Magrethe dette. Hun var optaget at få samlet hele Norden. Da den daværende holstenske greve, Gerhard den Sjette faldt i kampen mod ditmarskerne, påtog dronningen sig, at være formynder for afdødes børn.

Dronningen var meget kløgtig, for hun benyttede lejligheden til at besætte borgene i den nordlige del af Sønderjylland. Hun fik også fodfæste i Flensborg og opførte Duborg.

Et slot i Aabenraa

I Aabenraa mente hun ikke, at Aabenraahus var egnet, og opførte Brundlund i 1411. Det vil sige, slottet blev først færdig efter hendes død. Og egentlig blev slottet ikke så stort, som hun kunne have forstillet sig.

Til slottet hører jo også en mølle. Og Slotsmøllen er der endnu.

 

De mange fjender

Hun var smart, Dronning Margrethe. Men hertugerne i Holsten ville ikke findes sig i hendes politik. Det førte til en 30 år lang krig fra 1409/10 – 1435/40. Efter hendes død i 1412 i Flensborg Fjord var det hendes efterfølger Erik af Pommern, der skulle forsvare kongemagtens herredømme over Sønderjylland. På grund af Øresunds – tolden fik han hanseaterne som fjender. Og det blev farligt for ham.

 

Aabenraa plyndret i 1429

I 1429 blev Aabenraa plyndret af en hanseatisk lejehær. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolk fra Løjt flygtede nordpå. Mod vest nedbrændte kirken i Ønlev, samt landbyerne i Årslev og Søst. Det lille bondesamfund i Hessel forsvandt for altid. Det lå omkring det nuværende Tøndervej – kvarter.

I 1431 måtte de danske tropper rømme Flensborg. Det betød, at Sydslesvig fortsat var under tysk administration. Ja det havde det været siden 1325.

Men det betød også, at hele området fra Kongeåen blev styret på tysk, det vil sige, at det var på plattysk.

Dette betød, at Aabenraa’ s gamle Skraa måtte oversættes til plattysk.

 

Grundlov for de to hertugdømmer

Og det hele endte med en Slesvig – Holstensk territorialstat. Denne statsdannelse blev i 1460 anerkendt af Danmarks Rigsråd, da den danske konge af oldenborgsk herkomst Christian den Første blev valgt til Herre over landene Slesvig og Holsten. Dette foregik i Ribe.

Ja man kan sige, at aftalen i Ribe var en slags grundlov for de to hertugdømmer. Og den holdt helt til 1848.

 

Et flygtningeproblem

Den store krig havde skabt et flygtningeproblem. Men lige så snart faren var over vendte de fleste tilbage og genopbyggede deres ødelagte landsbyer.

Men mange andre søgte mod Sønderjyllands østkyst, fordi de havde trange kår. Også mange søgte til Aabenraa. Men her ville borgerne ikke dele deres brød med de nye. De måtte blive uden for byvolden. På den måde opstod Ramsherred.

 

Skarnsknægte og tyve i Ramsherred

plattysk hedder Ramsch noget i retning af Slum. Ramsherred var således et slumkvarter, beliggende nord for Aabenraa’ s vold og grav.

Borgerskabet så ikke med milde øjne på de mange elendig stillede mennesker. Dette fremgår ganske tydeligt af Aabenraa Bykrønike. Ifølge denne var Ramsherred oprindelig et sted, hvor

  • Skarnsknægte og tyve opholdt sig og tilføjede de rejsende stor skade.

Det vandløb, der i Skråen kaldes Bækken norden by, fik nu navnet Tyvkærbæk.

 

Kirker tog sig af sociale problemer

Ja og i Middelalderen var kirken eneste instans, der tog sig af de socialt usselt stillede. I Haderslev og Flensborgs slumkvarterer oprettedes Sankt Gertuds stiftelser og gilder med tilhørende kirkerum. Sankt Gertrud var nemlig skytshelgeninde for de elendige.

Noget tilsvarende kendes ikke i Aabenraa. Måske var det fordi Ramsherred lå tæt ved den lokale Skt. Nikolaj kirke. Her kunne beboerne søge hen, hvor marianer – præsteskabet kunne tage sig af dem.

Den lille smøge mellem to af de nordligste ejendomme på Storegades vestside er i dag et minde om Ramsherred – folkets adgang til Skt. Nikolaj kirke.

 

Aabenraa atter udplyndret

For Aabenraa’ s vedkommende var afslutningen på middelalderen ret så voldsom. Det hang sammen med Christian den Andens fordrivelse som konge i 1523.

Danmarks Rigsråd havde opfordret kongens farbroder, Frederik den Første til at blive ny konge. Han lod derfor sine tropper rykke nordpå ad Hærvejen.

Undervejs slog de lejr ved Rise. Herfra måtte aabenraaerne finde sig i, at deres by blev plyndret for alt af værdi.

Aabenraa var nemlig ved Sønderjyllands første deling i 1490 blevet tillagt kongens andel af hertugdømmet. Derfor var byen på den forkerte side i kampen.

 

Desværre, Marstrand

Ja, kære Wilhelm Marstrand, det er sådan at Den Gamle Redaktør tolker historien om Aabenraa’ s historie i begyndelsen. Det er en skam, at vi ikke er helt enige.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Dengang på Sønderborg Slot (Christian den Anden)
  • Margrethe den Første og Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Sønderjyllands historie indtil 1200
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Aabenraas oprindelse (2)
  • Aabenraas oprindelse (1)
  • Brundlund Slot

 


Aabenraas oprindelse

Dato: april 6, 2015

F:\Aabenraas oprindelse\Redigeret Foredrag om Aabenraa i 1200 tallet.(ny 5).docx
Jørgen Witte:

Aabenraa vokser frem i 1200 tallet
Foredrag på Rigsarkivet Aabenraa 22. januar 2015

Disposition:
Opneraas skrå
Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Byfredens udstrækning
Opneraa havn
Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne
Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård
Landsbyen Opner og købstadens jorder
Fædriften i Jørgensgårdskov
Den første kirke i Opneraa
Kirkebyggeriet på bakken
Købstadens konsolidering – afslutning

1. Opneraas skrå

Sidste år publicerede jeg en analyse af Aabenraa købstads skrå fra 1335, der er det ældste kendte dokument fra byens arkiv.
Den viste, at skråen var et dokument, der refererede indholdet af ældre dokumenter. Skråens mest særegne del,- midterstykket, – med 53 paragraffer falder i to hoveddele. Første del med 22 paragraffer hænger nøje sammen og definerer borgernes rettigheder i Opneraa overfor dem, der ikke var borgere, især fremmede købmænd. Denne del opfatter jeg som Opneraas oprindelige skrå, som jeg daterer til 1234 – 1241. Tidligere har historikere også ment, at mulige forgængere til skråen 1335 var sædvaneret, ikke en nedskrevet ret. Jeg ser anderledes på skråen, og min fremstilling bygger i øvrigt på en grundforestilling af et rige ledet af en moderne kongemagt.
I slutningen af 1230erne etablerede den næsten 70 år gamle kong Valdemar Sejr købstaden Opneraa. Måske sammen med sin søn og medregent Erik Plovpenning. Det skete ved en særlig statut, en såkaldt skrå. Udtrykket blev brugt i datidens handelskredse, og betød oprindelig et ’tørt skindstykke, en pergamentsbog’, dvs noget skrevet.

Skråen var aftalt på gammeldansk med nogle købmænd, – formentlig fra en handelsplads på Varnæs hoved, som allerede betalte afgifter til kongen. Kongens kancelli formulerede og nedskrev skråens 22 paragraffer på latin. Det var ikke let, og hele 29 udtryk om nordiske retsforhold og handelsudtryk måtte overtages på gammeldansk i den korte latinske tekst.

Kancelliet blev ledet af bisp Niels Stigsen, der i 1234 havde afløst bisp Niels af Slesvig som kansler. I over fire årtier havde Kancelliet fungeret som et moderne sekretariatskontor for kongen. Det havde betydelige administrative kompetencer. Det ses af bl.a. dets internationale korrespondance og den detaljerede opgørelse af rigets økonomiske ressourcer i Kong Valdemars Jordebog 1231-40.

Kanonisk ret var det naturlige arbejdsgrundlag for kancelliets virksomhed, og den krævede skriftlighed og dokumentbevis. I datidens testamenter lyder begrundelsen bl.a. : Fordi menneskenes hukommelse er svag, og for at det der sker i tiden, ikke skal svinde hen sammen med tiden, plejer det at blive foreviget med skriftens vidnesbyrd. Skråen var skriftlig og den regnede i øvrigt selv i § 14 om gæld med skriftlighed som afgørende bevis.

2. Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Vi må forstå Opneraas opståen ud fra den måde, handelen blev administreret af kongen. Særkendet for en købstad var, at den havde handelsmæssige aktiviteter på et marked. Oprettelsen af handelsknudepunkter var en del af Valdemar Sejrs handelspolitik.
Varetransport ad søvejen var usikker i 1200 tallet, men kongen havde magten til at skabe sikkerhed. På handelsstederne overvågede kongen aktiviteterne ved sin stedlige foged, advocatus. Kongen fastlagde karakteren af varehandelen, dens omfang og bestemte, hvor den måtte finde sted og på hvilke betingelser. . Den administrerede handel havde også andre aspekter, f.eks. begunstigelser af enkelte udenlandske byers købmænd eller sammenslutninger af byer. F.eks. den tyske Hanse med Lübeck i spidsen, der trængte kraftigt frem på den sydlige vendiske Østersø kyst i 1200 tallet.

Der var kun ét internationalt marked i riget, nemlig Skånemarkedet i eftersommeren, der primært var baseret på de store forekomster af sild. Her havde de hanseatiske byer egne områder med egen lybsk ret. I løbet af århundredet opstod i Danmark mange nye markedsbyer, men her skulle de fremmede købmænd skulle følge dansk ret og stadsretterne beskyttede i stadig højere grad den lokale detailhandel. De hanseatiske købmænd arbejdede i et fleksibelt netværk med kontakt til såvel små som store danske købstæder.

Det var den nye skibstype koggen, der sejlede de mange tunge laster ad den hanseatiske hovedrute i Østersøen op til Gotland og Novgorod med massevarer som, – sild, klæde, jern, øl, salt og meget mere. Omkring 1250 dukkede de hanseatiske købmænd op overalt, hvor der fandtes købstæder, og Opneraa lå tæt på deres øst-vestlige rute.

Grundlæggelsen af nye danske købstæder og markeder eller eventuel en flytning af bestående byer til et nyt sted var et naturligt led i den administrerede handel. Kongemagten gav mange købstadsprivilegier, de fleste til byer ved åbent vand. I middelalderen blev omtrent tre fjerdedele af de danske købstæder placeret ved kysten, hyppigt så langt inde i en fjord som det var muligt at færdes med skib. Skibstransport var billig, og fra slutningen af 1200 tallet fortælles det, at en tønde øl ville koste 50 % mere i en handelsby i indlandet (en akselstad) end i en havneby.

Kongen havde ikke vanskeligt ved at anlægge eller flytte en by. Købstaden Opneraa blev anlagt det mest egnede sted, ved åen for enden af fjorden. Det blev en købstad med eget retsområde til vands ud til Skarrev, halvvejs ud til Varnæs. Måske markerede det, at stedet derude ikke længere havde nogen berettigelse.

3..Byfredens udstrækning
Kongens repræsentant, fogeden, fra begyndelsen havde den største betydning i købstaden. Meget tidligt er der sikkert blevet anlagt en lille befæstning på den vestlige side af bakken, ved Nybro. Den er ikke fundet endnu, men nok en bred voldgrav og en træ belagt gade sydfor.

Fra fjorden var der let adgang til borgen ved at sejle op ad den brede å, sådan som det skete i århundreder derefter. Hvor Nybro udmunder i Slotsgade er fundet en række kraftige, tilspidsede egetræspæle, en form for bolværk til åen. Der mangler dog en datering af dem, om de hører til den tidlige befæstning eller til det senere Brundlund.

Fra begyndelsen havde Opneraa tilsyneladende sine egne repræsentanter, rådmænd (consules), et råd og et byting. Intetsteds defineres rådmændenes antal og stilling, lige så lidt som det sker med fogeden (advocatus). Fællesskaberne: St Knuds gilde, St Nikolajs gilde og hvirving er nævnt i den oprindelige skrå. Men det er vanskeligt at sige, hvilken betydning, de har haft i købstadens første tid.

Skråen indleder med et fællesskab af borgere, og nævner, at ansøgere om borgerskab blot skulle betale kongens foged 2 kobber øre og tilsvarende 2 øre til rådmændene. Borgerne havde begunstigende rettigheder over for de fremmede.

Adgangsbetingelserne blev dog strammede i den følgende tid. Der synes at være kommet mindre heldige personer fra landet. De ville også være borgere, fordi en mand her frit og let kunne handle jord, hus og gods uden at skulle spørge sine slægtninge. Det var ikke tilfældet i landsbyerne. Opneraa fik da sin byherre til at udfærdige en supplerende bestemmelse. Fremover skulle ansøgeren fremlægge et åbent brev fra sit herredsting om sin rosværdige vandel, eller et tilsvarende vidnesbyrd fra troværdige og gode mænd.

Opneraas store retsområde til vands er nævnt. På landjorden har historikere opfattet byfreden som et mærkeligt lille område, faktisk kun Opner bakken. Det svarer efter min mening ikke til skråens ordlyd. I det følgende må I følge stederne på kortet.

Kongen definerede byfreden til lands til den nærmeste bæk ved Kongslund. Stedet Kongslund kendes ikke, men det må nok tolkes således, at der var en lille skov (lund) ved kongsgården, og her løb der en bæk. Følger vi den oprindelige å, dvs. Lille Mølleå ind i landet gennem kongens (?) særjord Ornum til bækhulningen ( kaldt Holbæk), når vi til Hesselgårde. Det må oprindelig have været kongens gård. Endnu i vores tid findes her skov og bæk. Det gælder ikke Brundlund (fra 1400) eller forgængeren, befæstningen ved Nybro, hvor der ikke fandtes skov og bæk, men vådområder og en stor å.

Byfreden gik til Gunnetveds led. På det ældste kendte kort fra 1641 er det området mellem Mølleåen ved den nuværende Nymøllevej. Mølleåen har i øvrigt også i nyere tid været afgrænsningen til Søst. Når gærdeleddet er nævnt, kan det skyldes, at der ud for den nordligste del af Gunnetved fandtes en kort vej til hovedvejen fra Brunde, Kolstrup Stenbro. Udtrykket Kolstrup stenbro skal efter min mening forstås som en brolagt vej, ikke en bro.

Afgrænsningen af byfreden sluttede ved bækken nord for byen, Tyvkjærbæk. Den nordlige grænse for Opneraas byfred svarede altså til hovedvejen, Kolstrup Stenbro, og den vestlige grænse var Mølleåen ude ved den senere Nymølle. Den sydlige afgrænsning må have været ved Skelbæk, til Kliplev (dvs Lundtoft) herred.
Købstadens byfred skar kongen ud af det eksisterende Rise herredstings jurisdiktion. Opneraa skulle have sine egne institutioner til at bedømme overtrædelser. Svarende til herredet fik købstaden 8 sandemænd med bopæl i byen, udpeget af kongen til at afgøre alvorligere sager som manddrab, voldtægt og lignende. Sandemændene samledes på bytinget, der årligt mødtes første gang efter hellig trekongers dag. Antallet af fremmødte mænd på bytinget var næppe stort, men mindst syv skulle der nok være.

Til behandling af mindre alvorlige sager som brud på husfred, hærværk og tyveri, skulle rådmændene på det første møde i tinget vælge fire nævninge, bosat i Opneraa, som fogeden skulle tage i ed. De skulle afgøre sagerne efter rådslagning med byens ældste og klogeste mænd.

Bytinget var helt centralt for købstadens selvstyre. Hertil skulle borgerne stævne deres medborgere med rets klager, inden for bestemte tidsfrister og hvor de kunne forsvare sig med 12 mands ed. Medlemmerne af St Knuds gilde og St Nikolaj gilderne havde særlige sociale, kultiske og økonomiske fællesskaber. De var sikkert få i Opneraa, og af den grund kunne de i indbyrdes stridigheder nøjes med at forsvare sig med 6 mands ed, modsat ellers 12 mands..

Inden for byfreden kom rådmændene til at styre købstadens udvikling. I slutningen af 1200 tallet fik de byherrens godkendelse af, at det kun var dem, der havde kompetence til at sælge eller afhænde en grund (toft) i købstadens område. Hverken fogeden eller nogen anden havde ret dertil. Hvis nogen ville bebygge en øde toft, skulle han opnå rådmændenes accept. Økonomisk ville byherren dog stadig have sin del, – ansøgeren skulle betale fogeden 122 penning i bolafgift.

4. Opneraa havn

Opneraa havde med sin beliggenhed ved å og åben strand ideelle forhold for de traditionelle nordiske skibe. Et tænkt eksempel på et hurtigt kystskib kunne være Skuldelev 3 fra Roskilde fjord. Det var 14 m langt og 3,3 m bredt, førte sejl og kunne ros. Besætningen var 5-8 mand. Det kunne laste ca 4 tons og stak kun 1 m dybt. Disse skibe havde brug for sikre havne, hvor de kunne ligge beskyttet mod vinden, eller blive trukket op på stranden. Måske anvendtes denne type, da den oprindelige skrå blev skrevet. Det hed her, at en fremmed skipper kunne forsvare sig med en 12 mands ed ved sine søfolk, hvis han havde så mange mand. Han satte da foden på sit skibsbord, ’skips borth’. Med færre sømænd, kunne de stadig sværge sammen med ham.

Skibstyperne ændrede sig i løbet af 1200-tallet. Behovet lå i transport af massevarer, bulk varer. Det skete med den langsomme, men rummelige kogge, som de hanseatiske købmænd brugte. Koggen havde en flad bund, der muliggjorde de tunge laster. I begyndelsen af 1200-tallet kunne et sådant skibet tage i hvert fald 40 til 60 læster, altså op til 70 m3 ! Dybgangen var et problem, for mindste gennemsejlingsdybde til en havn synes at have været ca 3,0 meter. Købmændene kan have lejet et sådan skib med en aftalt hyre til skipperen og hans søfolk. Hvis den ikke blev betalt, skulle de heller ikke åbne skibsladningen, bunkæ, for dem.

I Opneraa må der efter et par årtier være blevet etableret en slags havn, som dækkede det nye behov. I 1257 fritog kong Christoffer munkene i Løgumkloster for at betale told, hvis de kom til ’vor havn i Aabenraa’. Det samme indtryk af en havn, hvor tunge kogger fortøjede ved skibbroen, får vi af en lidt senere tilføjelse til skråen. Her hedder det, at en fremmed, som kommer med sit skib, må fortøje det til skibbroen uden at spørge om lov, når han blot betaler den skyldige told. Det er sandsynligt, at havnen med pæle er blevet placeret lidt mod nord, på dybere vand og bort fra åens udmunding. Skibenes større dybgang fik følger for købstadens gadestruktur. Der blev behov for en direkte forbindelse fra Skibbroen op til en åben plads ved Fiskergade, lige ved kirken.

Indtægterne fra tolden var afgørende for kongens kasse. Der var strenge bøder for at undlade at betale kongens told, og fogeden arbejdede nært sammen med rådmændene. Omgåelser af tolden kostede 720 penninge (= 3 mark) til foged og tilsvarende 720 penninge til Opneraas rådmænd.

Straffene kan sammenholdes med toldsatserne, der startede med at fastlægge taksten for bulk produkter i rummål:
30 penninge for 1 læst, vel svarende til nutidens 1,24 m3, eller 40 små tønder (à 31 l),. Indholdet var uspecificeret, – det kunne sikkert både være tysk øl, salt, vin, stoffer, genstande af jern, osv.. En udenbys købmand, der medførte såkaldte ’korsbundne pakker’, mindre pakker , skulle betale 6 penninge for hver.

Nogle særlig værdifulde produkter blev nævnt for sig selv, i første række 6 penninge for et pund humle. Tolden for et pund humle, som jo fyldte ret meget, var også 6 penninge. Tolden gjaldt både import og eksport af varer. Der skulle betales 4 penning for en hest, hvis den ikke førtes i tømme, det samme for andre trækdyr som en okse eller en ko. For et får eller et svin var satsen derimod helt nede på 2 penninge.

Nogle lettelser fik den udenbys købmand dog, idet han måtte arbejde uagtet de gældende hviletidsbestemmelser. Der skulle ellers herske ’Gudsfred’ i de helligdage som jul, faste, påske, pinse. På de korte helligdage måtte der principielt heller ikke arbejdes. Men reglerne var i opbrud og den fremmede i Opneraa havde ret til uden bødeafgift at oplagre , samle og borttransportere sine varer.

5.Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne

Byen var lille, men vi kan ikke vide, hvor mange mennesker, der boede. Måske ikke mere end 100-200 personer. Den oprindelige bebyggelse lå sikkert tæt ved åens udløb og stranden, dvs mod øst i Fiskergade fra det nuværende Søndertorv. Fra torvet førte en nyanlagt vej nordpå, den senere Søndergade. Veje skulle ifølge Jydske Lov være 14 alen brede, altså 8-9 meter.

Fiskergade har sikkert været udstykket i et antal hustofter, der strakte sig ned til det lave område ved åen. Borgeren skulle hvert år den 30. november betale en afgift på 30 penninge for toften til kongen, men borgeren kunne have flere. Manglende betaling kostede dyrt, 720 penninge til kongens foged. Hvorledes husene var byggede, kan måske engang konstateres ved udgravninger.

Torvet var købstadens handelsområde. Den fremmede, der ville handle i købstaden, skulle årligt betale en afgift 10 penninge, en torveørtug, i overværelse af sin husvært. Fra begyndelsen var der klare mængdemæssige begrænsninger på de fremmedes handel. Undtagelsen var heste, som Opneraa åbenbart havde rigeligt af. (§§ 11,12).
I løbet af århundredet beskyttede byherren borgernes eneret til detailhandel stadig mere. Hvis man overtrådte bestemmelserne, vankede der store bøder. De fremmede måtte ikke sælge humle i skæpper (20 liter), men kun i store mål (drømt), ca 300 liter. Den importerede humle kom måske fra hansebyen Wismar, hvor den dyrkedes meget i haverne.

Hvis de fremmede medbragte klædestoffer, måtte de ikke sælges i mindre stykker i alen, men kun i hele stykker. Det importerede klæde kom primært fra Nederlandene og det nordlige Frankrig. Salt måtte de kun sælge i store mængder i tønder, men ikke en detail til skade for borgerne. Hvis det drejede sig om det gode trave-øl fra Lübeck eller sild fra Skånemarkedet skulle det sælges i hele tønder. Ved køb af omfangsrige eller dyre produkter som brænde eller tømmer, samt vogne, skulle der være vidner på handelen, så køberen ved retskrav kunne holdes sagesløs.
På torvet har kræmmerne slået deres telte op med varer. Lübsk øl er blevet udskænket af en krovært, sommetider uden betaling, men ved at givet noget i pant. Øllet fra Lübeck var bedre, mere holdbart og dyrere, fordi det var brygget med humle. Borgerne i Opneraa søgte åbenbart også at brygge øl på den nye, men vanskelige måde. De handlende kunne åbenbart fristes til at snyde med skæppe og alen målene, og kroværterne til at bruge forkerte øl mål, – begge dele straffedes hårdt med bøde til fogeden og rådmændene.

På torvet talte man det lokale gammeldansk og middelnedertysk med de fremmede. Ved torvet lå Søndergade, der åbenbart ikke var bebygget i 1200-tallet, men i det efterfølgende århundrede har der åbenbart på nr 2-4 været en bager med ovne og måske en pottemager med ovn i en bod eller anden åben konstruktion.

Også borgere fra Opneraa er måske rejst ud som købmænd. Deres navne kender vi desværre ikke, som de mænd fra nabobyerne Flensborg, Haderslev, Svendborg, der nævnes i Rostocks stadsbog 1254-73. Hvis borgerne ikke ejede skib, kunne de leje sig ind. Lejemålet var en dyr sag, så indgåelsen skulle bevidnes af gode mænd. Hvis lejeren sprang fra aftalen, skulle udlejeren alligevel have halvdelen af lejesummen.

Borgerne fra Opneraa kunne f.eks. i eftersommeren tage til det internationale marked på Skanør. Rejsen kunne tage længere tid, og være tvingende grund til, at han ikke kunne møde på tinget i Opneraa i en retssag. Hans repræsentanter garanterede så for, at det ville ske senest fem dage efter hans hjemkomst.

Vi ved ikke, hvor stor byen var, men der findes en vurdering af købstadens økonomiske ydeevne i forhold til andre. Kong Valdemars Jordebog rummer en Indkomstliste fra ca 1240 over købstæderne med provenuet af en møntskat. Den mangler dog oplysninger fra Sønderjylland. Men skråen (§ 6) bestemte, at købstadens rådmænd maksimalt skulle betale 8 mark (= 1920 penninge) til kongens foged i møntpenge. Beløbet fra Opneraa svarede til den lille købstad Helsingør, mens den betydningsfulde købstad Vordingborg skulle af med 15 ½ mark penge, Svendborg 30 mark, den gamle by Roskilde 80 mark, og storbyen Ribe 900 mark. Nogle købstæder inde i landet havde dog væsentlig mindre økonomisk pondus end Opneraa.

Datidens danske og europæiske konger rejste rundt i landet med deres omfattende følge. Under Valdemar Sejr og hans sønner synes de politiske interesser i Nordtyskland at have betydet, at de tit besøgte de store købstæder Slesvig og Ribe. Også Opneraa fik besøg. Christoffer 1. befandt sig her i marts eller april 1259, hvor han udstedte et brev til domkapitlet i Roskilde. Muligvis har han ved denne lejlighed også ’lånt’ penge i Opneraas kirkes bygningsfond. Gæsteriet var en økonomisk belastning for købstaden, men det har også været en festlig begivenhed med de fint klædte kongelige og deres følge. I 1265 var det kongesønnen Erik 1. Abelsøn, der var blevet sønderjysk hertug, som besøgte byen.

6. Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård

Rejsende fra byer sydpå kan have bragt tidens farligste smitsomme sygdom med sig. Det var infektionssygdommen lepra eller spedalskhed, der smittede ved langvarig, nær hudkontakt, dråber fra smittede personers næse, ved beskadiget hud osv. De syge fik vævsskader f.eks. sammenfaldet næse og strube, med hæshed og vejrtrækningsproblemer. Betændelsen i fingre og tæer førte til, at de blev deforme, svandt hen og faldt af.

Sygdommen bredte sig i 1200-tallet voldsomt over hele Europa. Lægerne vidste, at sygdommen var smitsom. I alle lande oprettedes hospitaler, hvor de syge blev isolerede. De blev behandlet som levende døde, der uden for byens område skulle leve afsondret fra de raske.
I hansestaden Lübecks nærområde og ved dets handelslinjer etableredes også ’leprosorier’, der her hed Skt. Jürgen (Georg) på nedertysk og havde den dragebekæmpende ridder som skytshelgen Uden for de fleste købstæder i hertugdømmet Slesvig etableredes også leprosorier. Det gjaldt også Opneraa, hvor der senest i 1270erne fandtes et Skt Jørgen hospital ved hovedvejen mod nord. Det var sikkert kirken, der sørgede for at bygge og drive huset og kapellet med en lille kirkegård for de spedalske. Dets godgørende formål blev omkring 1280 støttet af stormanden Knud Snubbe , der testamenterede det 240 penninge (1 mark).

7. Landsbyen Opner og jorderne
Den nøjagtige lokalisering af Opner har været meget diskuteret. Her skal den bestemmes ud fra de skriftlige kilder. Dens torp, udflytterlandsbyen Kolstrup, lå nok i nærheden, da de havde et fælles areal, det såkaldte Kongskøb. (se kort) Når landsbyen senere kun huskes som Gl. Opner, kan det forklares med, at alle dens bønder flyttede ud til torpen og at dens bymark er blevet overtaget af købstaden, der så at sige blev det Ny Opner. (se kort)

Landsbyer skulle i følge Jydske Lov ligge ved fire veje, men gjorde det næppe altid. Gl. Opner må have ligget ved en vej, formentlig den, der fra Opner-bakken via Kolstrup førte til Hærvejen. Ved bakkens fod drejede vejen skarpt mod nord, til Bodum og Haderslev. Her må landsbyen Opner have ligget. Skråen omtaler (§ 3) ’bækken norden by’. Bækken er identificeret som det lille vandløb, der sammen med Tyvkærbæk løb ud i den nordligste del af fjorden. Begrebet ’by’ må forstås som landsby. Dvs. at Opner må have ligget lige syd for vandløbet, dvs syd for det senere Kilegård.

Nogle dyrkede arealer havde landsbyen fælles med Kolstrup, ovre ved Østerskov, men adelbyens egne arealer må primært have ligget mod vest og syd ud til Rise og Søst skove. Store dele af område vest for Opner-bakken var våde enge, men muligvis har landsbyen haft nogle dyrkede arealer i Rugkobbel, hvor et område i 1609 kaldtes ’Gammeljord’. I bymarken havde Opner også nogle særligt indhegnede jordstykker, der senere kaldtes Gl. Øbening løkker, dvs Gl Opner løkker). Til landsbyens jorder hørte også stort engområde, Ornum, der var afmærket ved pæle o.l.. Det havde fra gammel tid havde været i særeje og har sikkert tilhørt kongen.

8.Fædriften i Jørgensgårdskov
Opneraa havde visse funktioner svarende til en landsby. Dens gade eller åbne plads kaldtes en forte ligesom i en landsby, den ejede fritgående heste, hopper og kreaturer, og borgerne havde agerbrug, hvor de pløjede deres jorder, som må have ligget på Opners bymark, stort set syd for Mølleåen. Nord for åen var det Kolstrups.

Købstaden manglede dog overdrevsarealer, men det løste kong Valdemar med to mindeværdige donationer. Som det skete i andre købstæder støttede kong Valdemar også Opneraa med adgang til ’fægange’ . Det skete i syv landsbyers overdrev, der lå i en stor halvkreds rundt om købstaden : Hostrup, Stubbæk, Årup , Hessel, Gl. Opner, Løjt og Brunde. Opneraa har nok haft en hyrde til at drive kvæget ud til overdrevene. Bønderne dér har nok accepteret det efter let pres, fordi kongen selv ejede ejendomme i flere af landsbyerne.

Den anden donation var meget mere storslået. Kong Valdemar skaffede nemlig endda (quatenus) med egne penge Opneraas borgere fægang i Østerskov (dvs. Jørgensgårdsskov). Han købte nogle jorder (det såkaldte Kongskøb) på Gl. Opner og Kolstrups mark af deres ejere. Derpå tilbagegav kongen uden betaling jorden til dens oprindelige ejere, for at borgerne i Opneraa til evig tid skulle have deres fægang i Østerskov.

Når Østerskov indgik i en underlig økonomisk transaktion med udgifter for kongen, lå sikkert følgende bag. Det ældgamle ord ’fæ’ omfattede også småkvæg og grise. Østerskov var almindingskov, hvor kongen ejede jorden, mens bønderne i Opner og Kolstrup ejede selve skoven. Skoven gav olden, bog og agern, der var en meget værdifuld ressource til opfodring af bøndernes oldensvin. Det kunne ikke kunne tåle en for kraftig udnyttelse. Kongen købte derfor for egne penge et stykke agerjord af nogle bønder i Opner og Kolstrup, og lod brugsretten gratis vende gå tilbage til dem, mod at de lod købstaden få andel i skovens nedfaldne rigdomme.

9. Den første kirke i Opneraa
Kong Valdemar Sejr lod givetvis en kirke bygge samtidig med etablering af købstaden. Landsbyerne Opner og Kolstrup havde ingen egen kirke, men må have hørt til Rise kirke, et par timers gang derfra. Opneraas første kirkesogn være blevet skåret ud af det oprindelige Rise storsogn. Den kristne tro gennemsyrede alt i menneskelivet, så en købstad måtte have en kirke. Såvel fastboende som tilrejsende købmænd eller søfolk havde behov for at kunne komme i kirke: – til gudstjeneste, gå til nadver, skrifte synder, gøre bod, indgå ægteskab, få foretaget dåb, og for de døende få den sidste olie og blive begravede i indviet jord.

Kirken var lille og lå på den lille bakke tæt på den første bebyggelse, bag ved den nuværende Skibbrogade 7. Hen over den lille by har der i 1200 tallet lydt dens klokker, der også kunne bruges til at alarmere borgerne ved ildebrand. Efter de kanoniske regler skulle en kirke og kirkegården indvies af biskoppen selv, der festligt klædt og med bispestav rituelt vandrede tre gange om kirken og syv gange om alteret. Kirkeadministrativt hørte købstaden under provstiet Præpositura Ellumsyssel i Slesvig bispedømme. Derfor har det været biskop Tyge eller hans efterfølger fra 1238, biskop Jens, der i slutningen af 1230erne foretog dedikationen af den lille kirke. Ellers så man kun bispen sjældent i byen.
Købstadens borgere var analfabeter i modsætning til deres præst og til en vis grad hans diakon. Præsten) havde inden ordination bestået en eksamen, og han skulle kunne forvalte kirkens sakramenter, kunne belære lægfolket om trosartiklerne og den kristne moral. Når han prædikede eller talte med menigheden var sproget købstadens gængse gammeldanske. Præsten skulle kende skriftemålspraksis og vide, hvilke forseelser, hans overordnede provst skulle afgøre. Degnen (diakonen) havde kun en beskeden viden, og skulle kun kunne læse, synge og følge med i de liturgiske bøger.

Befolkningen betalte tiende og bakkede økonomisk op om kirken. En tredjedel af tienden gik til at vedligeholde kirken (fabrica). Også rige fremmede testamenterede beløb til kirken, som stormanden Knud Snubbe fra Bolderslev omkring 1280 med 240 penninge til dens bygningsvedligeholdelse, og 120 penninge til præsten, der holdt messe, samt til messetjeneren (diakonen) 60 penninge. Pengene blev vel givet for der skulle holdes sjælemesse i Opneraa og på hans dødsdag bedes for hans sjæl. Dagen må være blevet indført i kirkens dødebog.

Når provsten kom på visitation var det bl.a. for at dømme alvorlige overtrædelser af kirkens bestemmelser og at pålægge de skyldige straf, mest i form af bøder. Overtrædelserne kunne være menneskelige synder som – åger, hor, samleje uden for ægteskab, blodskam, mened. Nogle alvorlige sager var dog forbeholdt biskoppen selv og skulle derfor foregå i hans gårde i Sydslesvig, altså efter en lang rejse. Det ændrede sig allerede i 1259, hvor biskoppen lovede at nøjes med at stævne de anklgede til sin gård i landsbyen Hessel kun 3 km uden for byen, mod at hver husstand i Opneraa betalte en skat på 2 kobberpenninge. Derefter må de alvorlige kriminalsager må være blevet pådømt der.

10. Kirkebyggeriet på bakken
Efter et par årtier havde byen økonomisk kraft og ambition om en større kirke, øverst på Opner bakken, et projekt der må være blevet godkendt i domkapitlet i Slesvig. Det var en enskibet korskirke i tegl, og byggeriet begyndte med koret og tværskibet. Der må at have været en del penge i fabrica fonden, for kong Christoffer tilegnede sig til sine egne formål 462 mark (= 110.966 penninge) fra tienden i Opneraa! Det skete fra tid til anden i 1200-tallet, at konger lod sig friste til at tilegne sig fabrica tienden fra rige kirker. Efter kongens død 1259 havde hans enke Margrethe Sambiria imidlertid brug for politisk støtte fra biskop Niels i Slesvig i den store kirkekamp. Hun indgik en aftale med bispen om at tilbagebetale beløbet finansieret af de kongelige indtægter af byen. Som sikkerhed fik bispen også købstaden Opneraa i pant.

Af kirkens murværk ses, at byggeriet standsede i en række år, og det blev nok først færdig efter år 1300. Bag byggestoppet lå nok kirkekampen mellem kongehuset og ærkebiskop Jakob Erlandsen. I august 1266 kom kardinal Guido til Danmark for at løse konflikten. Han lagde band og interdikt på den kongehusets side. Det betød, at al kirkelig aktivitet standsede. Af sakramentale handlinger var kun to tilladt, – dåb og skrifte ved død. Biskop Bonde gennemførte interdiktet i sit stift, og dermed også i Opneraa. Kardinalens påbud blev fastholdt i hele Slesvig stift fra 28. oktober 1266 til 11. april 1275, altså hele 8 ½ år og det må have lammet hele livet i Opneraa.

Under interdikt var transaktioner med kirkeligt gods ulovligt, og byggeriet af den store kirke på bakken må længe have ligget stille. Et kvart århundrede senere, i 1297, forkyndtes der atter interdikt i en strid mellem konge og ærkebiskop. Den varede i hele seks år. I næste århundrede led købstaden under krigeriske handlinger i 1318. Det har sikkert taget lang tid før den nye kirke var færdigbygget.

11. Købstadens konsolidering – afslutning

Købstaden voksede, men ikke hurtigt. Op over Opner bakkens vange havde der sikkert allerede fra købstadens startfase været anlagt en særlig, vedtaget vej op til vejknækket ved den gamle landsby Den førte forbi kirkebyggeriet, men ellers lå bakketoppen ubebygget i århundreder.

Det bebyggede område i Opneraa blev i begyndelsen af 1300 tallet afgrænset mod nord ved en bred øst-vestlig voldgrav vendt mod kirkebjerget, og vejen nordpå måtte passere den via en træbelagt bro. Vandet løb vådområderne vest for bakken og ud i fjorden nord for havnen. Vejen nede fra havnen førte via Østergade tværs over begyndelsen til et nyt torv, videre til en ny Vestergade. Her lå der lidt bebyggelse, men det var ellers i lange tider øde.

Herredømmet over købstaden skiftede jævnligt i det 1200 tallet, fordi kongerne forlenede efterkommere af den yngre kongesøn Abel med Sønderjylland som hertugdømme. Når det var muligt, søgte rådmændene at skaffe sig byherrens accept på nødvendig lovgivning for købstaden. Det var vigtigt for Opneraas rådmænd at markere deres købstads særlige rettighed som retsområde. I den oprindelige skrå fra Valdemar Sejr var det bl.a. fastlagt at ingen borgere måtte stævnes til et andet ting, men en klager skulle komme til Opneraas byting for at få afgørelsen. Det måtte igen slås fast.

Der var i de følgende årtier også en bestræbelse fra rådmændenes side for at øge købstadens selvstændighed over for fogeden. Det accepterede byherren tilsyneladende, men med hensyn til det økonomiske holdt byherren åbenbart på sin ret,

Den seneste styrkelse af det gamle Opneraas rettigheder kan være sket med den kendte udgave af skråen 1335. Dens sidste paragraf gav rådmændene den egentlige indflydelse i de alvorlige retssager, der straffedes med døden.

1.maj 1335 bekræftede og beseglede hertug Valdemar Opneraa borgernes skrå med alle deres opsamlede rettigheder fra det første århundrede. Det er et enestående dokument, der fortolket på rette måde tillader os at kaste et langt blik tilbage i købstadens historie.

Tak til Jørgen Witte, fordi han vil overlade foredraget til www.dengang.dk
Noter til Aabenraa’s oprindelse (denne artikel) vil komme som et særskilt indlæg.

På www.dengang.dk kan du læse 96 artikler om Det Gamle Aabenraa


Aabenraa – dengang

Dato: december 17, 2013

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede. Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

– Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

 

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 


Aabenraas oprindelse

Dato: december 17, 2013

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede.  Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

 – Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler