Dengang

Søgeresultater på "Travlhed ved Højer Sluse"


Travlhed ved Højer Sluse

Dato: juni 18, 2008

Helt frem til begyndelsen
af 1900 – tallet var der travlhed ved slusen. En masse gods blev importeret
og eksporteret. Fra ålefiskerne var der meget aktivitet. En helt speciel
stemning var det at side inde i en varm stue, når blæst
og regn slog mod ruderne i Ny Frederikskog.

Fra Højer blev der i 1856
udført op til 1.000 laster indenlandske produkter (1 last = 2.500 –
3.000 kg.). fra Højer til Tønder blev der viderebefordret: 

  • 240.000 pund
    sukker og sirup, 226.000 pund tobak, 170 laster engelsk kul, 237 laster
    forskellige varer.

 

Kæmpe aktivitet 1871 –
1875

En væsentlig del af disse
produkter blev transporteret af bådmændene fra Rudbøl.

I tidsrummet 1871 – 1875
udgjorde de ind – og udførte varer: 

  • 19.946 liter
    spiritus, 277 hl. Øl, 3 hl. Eddike, 8260 drænrør, 6496 knipper tagrør,
    80 stk. tækkebånd, 1136 fliser over 25 cm, 17.080 fliser under 25
    cm, 6 ½ hl. Fisk, 3.341 kg fisk, 260.608 kg kort, 424 t træ, 3 læs
    hø og strå, 134 t kalksten, 31 hl. Kalk, 339.024 kg stenkul, 68.556
    kg. Salt, 51.460 kg tagsten, 8.900 stk. mursten, 125 stk. skifer, 9
    hl. Tjære, 44 stk. hornkvæg, 8 stk. får, 16 lam og grise, 106 læs
    tørv og sand, 6 kg fjer, 53 kg cigarer, 250 kg silkevarer, 300.000
    kg diverse varer.

 

Op til 21 skibe på en gang

Op til 21 skibe er ifølge
vidner fra den gang på en gang afsejlet fra Højer. Der kom skibe fra
England, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland.

De engelske skibe bragte stenkul
og modtog korn. Fra Norge kom der træ, og fra bremen kom der tobak. 

Varetransporten fortsatte

Da skibsfarten på Højer døde
ud, ophørte også bådfarten med gods til Tønder. Varetransporten
inden for marskområdet foregik dog helt frem til 1930’erne.

Særlig sten, der blev produceret
af teglværkerne i marsken eller på gestkanten blev udsejlet til byggepladserne
eller til en trælasthandel i Tønder og videresolgt. 

Møllebyggeri

Ved Højer fandtes der før
afvandingen to møller. Desuden var der en ved Nørremølle og hele
12 stk. på Schackenborgs besiddelser. Disse pumpede om sommeren vand
ind til kreaturerne i fennerne og kunne om vinteren pumpe vandet ud
derfra. Sådanne møller samt almindelige kornmøller blev bygget og
repareret af to møllebyggere, som sejlede til de steder, hvor de arbejdede.

Træet til byggerierne blev
købt i Aabenraa, og kom til Fiskehusene på vogn. Herfra blev det sejlet
videre. 

Speciel stemning i Ny Frederikskog

Arbejdet med at passe ruserne
ved Højer krævede sin mand. Derfor havde fiskerne et hus, hvor de
overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. En kraftig
ret kogt på store ål. Det var især fiskerne fra Rudbøl, der benyttede
dette hus. 

Fiskerne fra Højer delede
retten til at sætte ruser med kollegaerne fra Rudbøl. De deledes også
om siderne. 

Ruserne og radgarn, som fiskerne
brugte knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr.
Det gjorde min bedstefar (Opa) også ude i Ny Frederikskog. Bryggerset
var ofte fuldt af opsat garn. Mens han gjorde det fik piben ikke for
lidt.

Trængte han til en pause,
ja så tændte han ofte sin B&O transistorradio, der havde skibsbølge.
Så lyttede han til Blåvands radio.  

Ja og så er min bedstefar
blevet genkendt af læsere af denne hjemmeside. En af dem har serveret
kaffe for ham, da hun var en lille pige. Min bedstefar arbejdede sammen
med hendes far ved slusen.  

Det var en hel særegen stemning,
når blæsten og regnen larmede ude fra forlandet i Ny Frederikskog.  

Kilde:


Se litteraturlisterne under Tønder, Møgeltønder og Højer

Relevante artikler:

Aventoft
– Byen ved grænsen

Tøndermarsken under vand

Digebyggeri i
Tøndermarsken

Drømmen om en havn i Tønder

Kanal gennem Tønder

Tøndermarsken

Tøndermarsken 2

Højer som havneby

Højer, Stormflod og diger

Højers historie

Højer 1935
– 1945

Højer
– historier og oplevelser


Fornemt besøg i Højer

Dato: januar 9, 2020

Fornemt besøg i Højer

I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.

 

Egnen plaget af stormfloder

Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933.  I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.

Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.

Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.

Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.

 

Det slesvigske fastland strakte sig milevidt

Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.

Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.

På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.

På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.

 

De frisiske stammer

Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.

Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.

Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.

 

Marsken er lav

Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.

På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.

 

Masser af diger blev anlagt

Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.

I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.

 

Vadehavs-øerne var fastland

Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.

 

Mange omkom under stormflod

Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.

Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.

Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:

  • Blev helt fordærvede i denne Guds forfærdelige Stormflod

Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.

Folk omkom også under helteforsøg

De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv.  I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.

Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.

De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.

 

Også i nyere tid har det været fare på færde

Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.

 

Der var ofte vand i marsken

Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.

Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.

 

Der pumpes bestandigt

Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.

 

Rudbøl og Rosenkrantz

Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.

De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.

 

De gamle frisergårde

Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.

Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.

Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.

Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.

 

Levende drengebørn i digerne

Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.

 

Masser af storke i Højer

Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,

Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.

 

Byer med en ejendommelig form

Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.

Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.

 

Den vestlige vej over Hjerpsted

Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.

 

Hærværk over Oldtidshøje

Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.

 

Fremragende udsigt

Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.

 

Trøjborg

Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.

Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.

Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.

 

Ballum Marsk knap så storslået

Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.

Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.

 

Katastrofen i Misthusum

I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.

Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer

 

  • Med Huse og Gaarde, Kretter og Femon, Korn og Kierne, Mænd og Kvinder sørgeligen henved 44 Mennesker, som jeg her udi Kirkegaarden begraved

 

Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.

Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:

  • Mist og fordruknet Fader, Moder og Søskende, og Hus og Hjem ere ganske borte med alle, saa at en ganske ringe Ting af hans Gods var efterbeholden.

 

Beboerne vendte tilbage

Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:

 

  • 1634 da skeede den store Flod oc borttog al det Hvs.

 

Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.

 

 

Kilde:

  • Achton Friis: De Jyder Land 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf

249 fra Tønder

  • 72 fra Højer

186 fra Sønderjylland

 

  • Tøndermarsken
  • Nolde og hans liv vest på
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Sort Sort – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Tønder, Marsken og afvandingen
  • Tøndermarsken 1-2
  • Tøndermarsken – under vand
  • Syd for Tønder
  • Aventoft – en by ved grænsen
  • Stormflod
  • Stormflod – som Guds straf
  • Rungholt og manddrukning et og to
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer – Stormflod og diger
  • Diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Hertugen af Tønder
  • Landet bag digerne
  • Højer, stormflod og diger

 

  • Vidå

Travlhed ved Højer Sluse

Fiskeri ved Højer

Askerode ved Vidåen

Omkring Vidåen og havnen i Tønder

Kanal gennem Tønder

En vandmølle i Tønder

 

  • Vadehavsøer
  • Mandø – endnu en historie
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Vingeskudt på Mandø
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Føhr – en ø i vadehavet
  • Øerne – syd for Højer
  • Dæmningen – syd for Højer

 

  • Vadehavet
  • Langs Vadehavet
  • Vikinger i Vadehavet
  • Heltene i Vadehavet
  • Søslaget ved Højer
  • Vadehavet ud for Højer
  • Apotekeren fra Højer

 

  • Rømø
  • Anekdoter fra det gamle Rømø 1-3
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Rømø den tredje tur
  • Vægfliser fortæller historie
  • På jagt efter Mærsk Familien
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø – under besættelsestiden

 

  • Syd for Højer
  • Saltvandssøen ved Højer
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Syd for Højer
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Højer – som havneby
  • Friserne – syd for Tønder
  • Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum

 

  • Trøjborg
  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Bondeslægten fra Trøjborg, endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg, et slot nordvest for Tønder

 

  • Andre
  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga – en sønderjysk Pige (Ballum)
  • Ballum – dengang
  • Da Ballum næsten fik en havn
  • Mellem Højer og Ballum
  • Søfolk fra Emmerlev
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole
  • Kniplinger nord for Højer
  • Tønder 1932-1933
  • Vest på – dengang og mange flere.

 

 


Askersodde ved Vidåen

Dato: november 7, 2017

Askersodde ved Vidåen

Dette er historien om en glemt lade- og losseplads ved Vidåen. Storhedstiden var mellem 1500-1566. Vi er ved Askersodde ved Vidåen. Her kunne store både lægge til 1.400 meter fra slottet. Men så begyndte digebyggeriet Tønder mistede forbindelsen til havet. Man sørgede for at både på 6-8 læster kunne gå ind til Tønder. Men ak, der opstod tilsanding. Der var store problemer i 1790. Et kæmpe projekt med en ny kanal blev sat i værk i 1792. Der var igen problemer i 1845. Vi skal høre P. Svroys beskrivelse af ”Asgers Odde” Vi tager også lige en sejltur i begyndelsen af 1900-tallet. Og så kom den store afvanding. Charmen forsvandt fuldstændig.

 

Storhedstiden fra 1500 til 1556

Askersoddes storhedstid var fra 1500 til 1556. Det var en ladeplads for større søgående skibe. De var som regel på 15-30 læster (30-60 tons). De kunne ikke gå helt op til byens beskyttede havn bag Slotsholmen. Vi befinder os på Tønders gamle Lade-og losseplads ved Vidåen.

Stednavnet er forsvundet fra landkortene. Vi har set mange stavemåder for stedet, en af dem er ”Aschesodde” og ”Asgers Odde”

 

1.400 meter fra Slottet

Pladsen lå på nordsiden af ”Bugten” på bredden af en slags sund mellem øen Ubjerg og fastlandet. Det var her sejlrenden fra det dybere vand gik over i de mere flade grunde ved Tønder.

I luftlinje lå den vel kun 1.400 meter fra slottet ved en åben strand udsat for tidevand og havets angreb ved storme fra vest. Om der har været opført bygninger her, kan ikke ses.

 

De store skibe kom kun til Lægan

I 1556 var inddigningen Grelsbøl-Lægan-Højer afsluttet og slusen ved Lægan var efter store vanskeligheder langt om længe blevet en kendsgerning. Derimod var Tønders rolle som egentlig søstad udspillet og Askerodde som dets ladeplads for så vidt også.

De større skibe kunne nu kun komme til Lægan, hvor de måtte losse og lade ved slusen. Kun pramme og andre småfartøjer, der kunne lægge masterne ned, var i stand til at passere slusen og sejle det sidste stykke helt til Tønder i hvert fald i begyndelsen.

 

Uden forbindelse til havet

Men Vidåen, der nu var uden direkte forbindelse med havet, tilsandede ret hurtigt, blandt andet fordi den ikke mere blev påvirket af ebbens sug. Selv pramme og både kunne efterhånden kun med besvær eller slet ikke mere slæbes ind til byen.

Byens ledelse forsøgte dog at løse problemet. Den lod et havnebassin udgrave, og så anlagde man en ca. 2.400 meter lang kanal der noget zigzagformet fulgte den tidligere sejlrende til Askerodde, hvor den mundede ud i Vidåens dybere vand.

 

Atter skibsforbindelse til Tønder

Kanalen var vel 10-12 meter bred og omkring 2 ½ meter dyb. Skibe på indtil 6-8 læster kunne under gunstige vandstands- og vinforhold atter komme ind i Tønder havn.

Kanalen var i det lange løb ikke let at have med at gøre. Navnlig ved Askersodde og i afsnittet nær Tønder var der altid tilbøjelighed til slikdannelse og tilsanding. Den lave vandstand i sommerens tørke førte ikke sjældent til trafikafbrydelser. Vandstanden var i øvrigt også i det daglige brat varierende, helt afhængig af om Slotsmøllen var i gang eller stod stille.

 

Hvilke skibe kom her i 1760

Men hvilke slags skibe, brugte kanalen ved Askersodde. Ja det fremgår af Statholderens reskript af 5. april 1760, som godkender et af Tønder Magistrats foreslået regulativ vedrørende opkrævning af havne- og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):

  • Pramme fra Rudbøl og Sild
  • ”Fanninger”, hængemastere, everter, joller fra Rømø og Sild
  • Tre-, to- og engangsbåde fra det lokale område

Der må antages, at de første to nævnte skibe, der ikke alle var fladbundede, dengang under særlig gunstige omstændigheder har kunnet bringes helt op til Tønder skibbro.

 

Store problemer i 1790

Cirka 30 år senere har det næppe været således.

Der foreligger en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790. Kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder (”Angels led”) til Askerodde virker på tegningen temmelig forsømt og angives at være ”zugeschlammt”. Den nordfra kommende del af kanalen går i realiteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor løbende Vidå, som dog på dette tidspunkt, mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.

Ved selve landingspladsen var dybden 1,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte for Askersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40-50 meter.

 

Kæmpe projekt med ny kanal i 1792

I 1792 beslutter byens ledelse, åbenbart med god grund, at udgrave og istandsætte kanalen ved Askersodde.

Den 20. maj 1792 behandler borgmester Carsten Richtsen kanalforholdene. Han går stærkt ind for at arbejdet bliver gennemført af hensyn til ”de kongelige allerhøjeste toldinteresser” og i hovedsagen ”zum Vorteil der hiesigen Commerzien”.

I årene 1795-97 blev der så tilsyneladende efter en plan, der var udarbejdet af eksperten Heine Matzen foretaget et ret stort anlagt udgravning af kanalen lige fra dens knæ ”Angels led” til Askerodde. Tillige hermed blev der også anlagt en ny kanal. Den var ca. 500 meter og cirka 10-12 meter bred. Den førte i lige linje fra Vidåen i højde med den gamle kanals knæ øst for Askerodde til sydsiden af ”Baltzershørn”, hvor den blev genforenet med Vidåen. På dette sted skulle den være 2 ½ meter dyb.

Den afskar den store Vidåslynge med den sydlige del af ”Amtsforvalter Land”. Indmundingen i åen ved ”Baltzershørn” skete åbenbart i en meget spids vinkel.

Det blev et bekosteligt arbejde for ”Broen”. Først i 1841 blev restgælden på 3.100 rbd. I ”Richtsens Fond” overtaget af Tønder Kommunekasse.

 

Igen problemer i 1845

I 1845 ansøgte bådførerne fra Rudbøl, Rosenkrans, Aventoft m.m. om iværksættelser af foranstaltninger, så ”strømmen” mellem Tønder og Nørreslusen kunne blive bragt i sejlbar tilstand. Dette var Tønder vistnok forpligtig til i henhold til reskriptet af 5. april 1760.

Generalzollkammer og Commerzkollegium udbad sig straks en indberetning. Men det gik to år, før Magistraten bekvemmede sig til at svare.

Men allerede i 1845 var der dog blevet udarbejdet en plan, der atter drejede sig om Askerodde, der igen var stærkt tilsandet. Der blev nu foreslået en forlængelse af den gamle kanal udover Askerodde tværs igennem ”Baltzerhørn” til den brede del at åen i retning mod Dyrhus mølle.

Da parterne behandlede sagen den 21. august 1845, blev der henvist til, at arbejdet ville være spildt, så længe Tønder kommune ikke holdt sin del af kanalen i orden.

 

Fred og ro

Senere har der været fred og ro om den gamle plads. Den blev knap berørt af de følgende mere eller mindre utopiske kanalplaner. De sorte fladbundede togangs- og engangsbåde med deres røde lappede sprydsejl stagede eller sejlede forbi. Lodsejerne passede deres høslet og nogle fiskere kom der også. Men ellers sænkede en verdensfjern ro sig ned over den.

 

Asgers Odde

  1. Skovroy, der som få elskede og kendte ”Asgers Odde” og kanalen samt Vidåen skriver i ”Den Gamle Mølle” blandt andet:

Neden for gården Dyrhus ved Asgers Odde slår åen en bugt, og her har strømmen i århundreders løn dannet en langstrakt kule på et par hundrede meter, hvis dybde er så stor, at man de fleste steder ikke kan nå bunden med en kluvstage (Æ Klugstach).

Lidt længere hen siger han:

  • Da vi sejlede ind i Asgers-Odde-Kulen, fik vi både vinden og strømmen fra Slogså og Grønå agter ind.

Han siger dog ikke noget om ”Nøkken”, der boede der, skønt han utvivlsomt har kendt den. Jo de ældre talte om ”Nøkken”, som fik drengene omkring 1900 til at gyse en smule. Så ganske ufarligt var dette vandområde nu heller ikke.

 

En sejltur i 1900-tallet

Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart ind i de sivbevoksede bredder uden at man lagde mærke til, at her havde været en ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm frem af sivene. Det var resterne af 1795-strømmen.

Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Strimlen var nogle steder så smal, at man kun med besvær kunne balancere på den. Mærkeligt nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb, hvorimod nabostrømmen til venstre var klar med gennemskinnende sandbund, hvor der gik en mængde fisk. Til sidst blev landtungen dog lidt bredere igen og endte så i en tæt gruppe siv.

Man kom ind i en bred å, netop det sted, Skovrøy omtaler. Åen drejede mod sydvest og fremtrådte med Dyrhus Mølle i baggrunden, som en sø-lignende vandflade omgivet af en høj og frodig sivskov og med masser af åkander her og der åkander. Undertiden kunne man møde en ensom fisker i sin båd. Ved stærkere vind kunne man, så snart man med latinersejlet oppe kom ind i den brede del af Vidåen lige bag ved Askerodde blev man mødt med en ret anselig bølgegang.

Om sommeren og efteråret kunne der være meget smukt. Der var mange sump- og vandfugle. Der kunne også fanges store brasen. De svirrende guldfarvede insekter og de mange myg øgede dog ikke altid idyllen.

 

Den store Afvanding

Ved vintertide var egnen oversvømmet og falmede siv stak op alle vegne. Ved stærkere frost kunne man på skøjter glide hen over isfladen både til Dyrhus Mølle og Lægan. Min far påstod, at man kunne løbe på skøjter helt til Nibøl. Strømmene, der lumsk gled under isfladen, dannede våger, som var yderst farlige. Jo, Nøkken boede der stadig.

Den beskrevne tilstand holdt sig nogenlunde bevaret i årrækken indtil 1925-28, da afvandingen af marsken blev gennemført. Vidåens vand blev et stykke længere mod øst opfanget i et nyt leje og mellem høje diger, og en smule mere sydlig, ført forbi Askersodde ud til havet.

Den oprindelige skibsfartskanal samt Askersodde-kulen og den tilsluttende Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.

 

Charmen er forsvundet

Askersodde-området er nu tørlagt og al den charme, der tidlig var over dette landskab er nu forsvundet. Står man på diget ved Ubjærg bro og ser mod nord, ligger foran ens fødder grønne enge med rester af sommerdiger og en bevoksning, der pletvis markerer dels den ældste Vidå-bugt, dels mere skarpt afgrænset, den fordoms forbindelseskanal af 1797 gennem ”Aktforvalterland”.

Lidt længere borte ses som en stribe ”kanalen” og på dens nordbred, fremhævet af noget buskads, selve Askeodde. På dettes plads findes de gamle ydergrænser, som angives på kortene fra 1791 og 1811, ligeledes vejene. Men vandløbet og Askersodde-kulen er slet ikke mere som før.

Og lidt længere øst på i Grønå cyklede vi ofte ud og badede om Sommeren.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Ludwig Andresen: Geschichte der Stadt Tondern bis zum dreizig jährigenKriege
  • E. Carstens: Die Stadt Tondern
  • Claus Eskildsen: Tønder 1243-1943
  • Kr. Iversen: Vidåen-Turistbogen 1966
  • H. Jacobsen: Skibsfarten i det danske vadehav
  • Mackeprang m.fl. Tønder gennem Tiderne (1-2)
  • Andreas Møller: Om Rudbøl-både og deres anvendelse
  • Skovrøy: Den gamle mølle
  • Diverse artikler på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 224 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn og 65 artikler om Det Gamle Højer og Omegn herunder:

  • Omkring Vidåen og havnen i Tønder
  • En vandmølle i Tønder
  • Tønder, marsken og Afvandingen
  • Vikinger i Vadehavet
  • Tøndermarsken under vand
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarsken
  • Tøndermarsken 2
  • Ture i Tønder 3
  • Landet bag digerne
  • Vadehavet ved Tønder
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Rudbøls historie
  • Højer-stormflod og diger
  • Højer som havneby
  • Aventoft-byen ved grænsen
  • Syd for Tønder og mange flere

 

 

 


Højer-bondeby i marsken

Dato: november 4, 2017

Højer-bondeby i marsken

Der var gårde inde i byen. Og det larmede ofte. Gårdene forsvandt efterhånden. Så var det Lige Højer Bønderkommune, der holdt generalforsamling på Peers Daw. Der var mange, der fik en ”glant awten”. Og derude på marsken var ”Æ Kluhstach” et nødvendigt redskab. En sensation var det, at nu måtte damerne også komme med til generalforsamling. Afvandingen af Tøndermarsken blev meget dyr. Ikke alle storbønder kunne betale. I forvejen var antallet af tvangsaktioner seks gange højere i Sønderjylland end andre steder. Der var masser af studefedning og fåreavl og afsætning af lam. Mange heste var de også herude. Og så besøger vi lige min Opa ude i Ny Frederikskog. Ja så var det også uldsalg. Og det var ikke alle steder, man behandlede tjenestefolkene ordentlig. De velhavende bønderfolk var meget selvbevidste. Og så kigger vi lige på begrebet ”Soda-bønder”.

 

Gårde inde i byen

Højer har fra gammel tid været en bondeby. Den gamle centrale del af byen virkede endnu i 1920 som en blanding af landsby og købstad med store, brede marskgårde. De var delvis bygget på lave værfter ved siden af almindelige huse, håndværkernes værksteder og de handlendes butikker.

Til Højer flække hørte noget landbrugsjord nord og øst for byen samt Højer Mark, der er en del af Højer Kog.

 

Det larmede i byen

Det prægede naturligvis byen, at gårdene med deres stalde og lader lå inde i den. Møddingen lå ved gården. Korn og hø skulle køres hjem, gødning køres ud. Hver dag rumlede de tunge arbejdsvogne med de jernringede hjul gennem gaderne, trukket af svære, jernskoede heste.

Larmen var voldsom, og det var ikke just lavendler, det duftede af. Men det var det nu heller ingen, der klagede over. Byen var ikke kloakeret og spildevand fra køkken og stald løb ud i de åbne rendestene.

Fra de tre smedjer lød dagen igennem hammerlag med jern. Bønderne var smedens bedste kunder. Hestene skulle skos, vognbeslag blev fremstillet og landsbrugsredskaber skulle repareres.

 

Gårdene er forsvundet

I løbet af de første år efter Genforeningen ophørte driften af en del af gårdene og i begyndelsen af 1960’erne blev de, der endnu var i gang, flyttet ud eller nedlagt. I 1948-49 var byen blevet kloakeret og alt dette i forening ændrede bybilledet stærkt.

Den sidste gang, da ”Den Gamle Redaktør” var i byen, stod nogle af gårdene der endnu som var de i drift. Af andre er kun stuehuset bevaret. Desværre er mange totalt forsvundet. Den sidste gård, der var i drift var fra Tøndervej 1.

 

Højer Bønderkommune

Gårdmændene i Højer har fra gammel tid følt sig som de bærende element. Allerede for mindst 375 år siden havde de faktisk deres egen kommune, Højer Bønderkommune. Gennem lange tider dannede præcist formulerede dokumenter det juridiske fundament for det lokale bondesamfund og det praktiske grundlag for fællesskabet.

Men man skal dog eje mindst 25 demant jord i Højer ejerlav for at blive medlem. I spidsen for Bønderkommunen står en oldermand. Embedet gik oprindelig på skift hvert år, og ingen kunne undslå sig. Det var for så vidt et æreshverv.

Da man et år valgte en husmand, blev en af storbønderne meget fortørnet:

  • Det var et svineri, at sådan en småmand skulle være oldermand i Bønderkommunen

Og den pågældende bonde tog ikke mere husmanden i arbejde, som han ellers plejede. Jo også bland landmændene i Højer var der standsforskel.

 

Generalforsamling på Peers daw

Så længe Bønderkommunen har eksisteret, har den årlige ”Generalforsamling” fundet sted den 22. februar. Og det var på ”Peers daw”. Jo det var den dag, hvor Sankt Peter kastede en varm sten i vandet, så tøvejr og forår begyndte.

Helt op til Anden Verdenskrig var det en stor festdag, hvor de fleste mænd i Højer mødte op på Hotel Stadt Tondern, Nørregade 5.

Medlemmerne samledes i den lille sal, som regel kl. 14. Oldermanden bød velkommen og aflagde årsberetning og regnskab. Derpå drøftede man kommunens anliggender. Der blev valgt oldermand for det kommende år.

 

Æ Kluhstach

Man lejede en markmand, som skulle have opsyn med de dyr, medlemmerne havde på græs i kogen.

Han fik en bestemt pris pr. demant og aftalte beløb pr. hest, stud, får og lam. I tiden fra den 10. maj til den 10. november var han forpligtet til hver dag at gå hver enkelt fenne igennem tælle dyrene og se efter, at de kunne stå på alle fire ben.

Når markmanden færdes i kogen havde han altid din ”kluhstach”(springstok) med. Ved hjælp af den svang han sig let og elegant over de vandfyldte grøfter, der til dels tjente til ”hegn” om fennerne, dels drikkevand til dyrene.

Ja da ”Den knap så gamle Redaktør” dengang øvede sig i den sport derude så det nok knap så elegant ud. Men det blev efterhånden bedre og mere elegant.

 

En glant awten

Det lukkede møde i Højer Bønderkommune var nu afsluttet. Nu gik man ind i den store skænkestue. Her bød oldermanden velkommen til de mange ikke-medlemmer, der var mødt op, og bestilte en ”Lokalrunde”. Så tog man fat på udlejningen af Bønderkommunens jord. Sædvanligvis var det de samme, der år efter år lejede de samme fenner og veje.

De fleste var jordløse husmænd, som ved dette lejemål fik mulighed for at holde køer eller får. Auktionen varede en time eller to. Imens var der dækket op i den lille sal for Bønderkommunens medlemmer.

Det var altid et animeret måltid og en lang ”glant awten. Indtil midnat betalte kommunekassen fortæring og drikkevarer, derefter var det for egen regning. Ved højtidelige lejligheder og altid, når et nyt medlem skulle optages, kom den prægtige punchebolle fra 1840 på bordet, og den, der skulle optages, måtte sørge for indholdet.

Det var ikke altid, at de gode høvringer var helt appelsinfri, når de Peers daw gik hjem fra Stadt Tondern. Et år anførtes der ligefrem i protokollen, at man havde et voldsomt bøvl med at få transporteret to navngivne mænd til deres hjem. Og den ene havde stor besvær med, inden han tumlede ind ad sin dør, at få sig befriet for de fleste af de torne, der stak ham, fordi han undervejs var fladet om i en tornebusk.

 

Nu måtte damerne komme med

I 1965 besluttede man efter en lang debat at tage damerne med til de følgende års petrifest-dog så få som muligt! I 1972 kom der for første gang en kvinde i bestyrelsen. Det var Boy Matthiesens enke, Mette, som siden 1979 var kasserer for Bønderkommunen.

Peers daw er ikke længere hele byens festdag, men medlemmerne samledes alligevel den 22. februar til en gemytlig aften og nu har man altid damerne med.

 

På gesten

De fleste gårde i Højer ligger på gesten, det forholdsvise høje land, hvor man er i nogenlunde sikkerhed for stormfloder. Men det meste af deres jord er beliggende i marsken og drevet den på marskens betingelser.

Indtil slutningen af 1920’erne var kogene hver vinter oversvømmede af ferskvand fra vandløbene, fordi disse ikke hurtigt nok kunne få de store vandmasser ud i Vadehavet gennem Højer sluse. Gårdene i marsken er bygget på værfter, så de stod på det tørre også om venteren.

Skulle man på besøg på nabogården, måtte man sejle. Dette gjaldt også, når børnene skulle i skole og når man havde ærinde i byen. Men gårdmændene i Højer havde deres på det tørre.

 

Afvandingen af Sejersbæk-lavningen

Fra 1859 til 1910 blev der udarbejdet forskellige planer til områdets afvanding, men ingen af dem blev gennemført. I 1926-27 blev Sejersbæk-lavningen endelig afvandet. Den havde hver vinter stået under vand. Når frosten så satte ind var det en glimrende skøjtebane, flittigt benyttet af drengene fra Emmerlev, Daler og Visby sogne. Men når de så nærmede sig Højer, og Højerdrenge var på isen, gav det altid slagsmål.

Du kan læse mere om det kæmpemæssige projekt med at afvande Tøndermarsken i andre artikler. Ikke alle var begejstret for dette projekt og slet ikke Vadehavsmaleren Nolde. Derfor flyttede han fra Rudbøl til Seebüll.

De samlede omkostninger ved afvandingen af Sejersbæklavningen blev 245.000 kr. Deraf betalte lodsejerne en tredjedel. Men bønderne i Højer var ikke impliceret i foretagenet.

 

Afvandingsudgifterne kunne ikke betales

Anderledes så det ud med afvandingen af Tøndermarsken, som berørte alle landmænd i Højers område. Udgifterne som lodsejerne skulle betale blev beregnet ud fra fire forhold.

De store gårde i Højer, der havde meget kogsjord kom af med ret mange penge. Årene efter Genforeningen var økonomien i forvejen gennemhullet. I 1920 havde bønderne ikke tillid til den danske krone, men havde stor tillid til den tyske Mark. Under 20’ernes inflation blev de lænset for kapital. Da nu afvandingen var gennemført, kunne kogsjorden faktisk ikke betale afvandingsudgifterne.

Nogle af de gamle velhavende gårdmænd i Højer ville ikke øge gælden på deres gårde, derfor satte de dem til dels ud af drift, og det er grunden til, at flere store gårde her så længe ikke har været i brug.

 

Mange tvangsauktioner i Sønderjylland

Nu var det ikke kun dette, der voldte bønderne vanskeligheder. I det kolde forår 1928 frøs mange kreaturer ihjel. Samme år var høsttiden så regnfuld, at man måtte bjerge deres korn fra båd.

I 1929 voldte oksebremsen stor skade og i 1930 hærgede kvæg tuberkulosen slemt i Sønderjylland. Kun 5-6 pct. af kreaturerne gik fri. Fra 1930 til 1931 sank marskjordens lejeværdi fra 80 til 60 kr. pr. demant.

Alle disse forhold sammen med de vanskeligheder som overgangen fra tyske til danske landbrugsforhold medførte, at der i 1931 var seks gange så mange tvangsaktioner i Sønderjylland som i det øvrige Danmark.

 

Studefedning og fåreavl

Studefedning og –handel, fåreavl og husdyrbrug har været det bærende i egnens landbrug. Her har altid været holdt mange får, dels af gårdejere og husmænd, dels af andre, som holdt dem for at skaffe sig en indtægt eller som hobby, som derudover ikke var landmænd.

På Højeregnen var hvidhovedet marskfår tidligere den næsten enerådende fårerace, et kraftigt, ret tvivlsomt dyr, robust nok til at klare vinteren uden at komme på stald. I løbet af 2. verdenskrig blev der følelig mangel på ”nyt blod” i egnens fårebestand, fordi der ikke var forbindelse over grænsen.

Enkelte fåreavlere havde dog i ny og næ held til at skaffe sig et avlsdyr sydfra. Det blev indført på en speciel facon, som importøren forklarede på følgende måde:

  • Jo, de gik hen å løf øve væ æ grav ue væ æ græns

Omkring 1960 fik marskfåret en alvorlig konkurrent i Texelfåret fra Holland. Det har lidt kortere uld og afsætter mindre talg end marskfåret. De er velegnet for de gode græsgange her. Efterhånden er de to racer blevet stærkt blandet.

 

Afsætning af lam

Afsætningen af lam til slagtning begyndte ved pinsetid, da de første lam gik til Kødbyen, da de første lam gik til Kødbyen. Indtil for 25 år siden afsattes næsten hele produktionen til kommissionær i København. De blev slagtet i Tønder og sendt i kølevogn med tog til hovedstaden.

Hvis tilførselen var lille, fik man særdeles god pris, men København var et følsomt marked. Enkelte fåreavlere solgte lam og udsætterfår til opkøbere for en fast pris pr. stk.

 

Uldsalget

Ved siden af lammene gav uldsalget også en vigtig indtægtskilde for fåreavleren. Inden klipningen skulle fåret vaskes. Indtil midt i 1950’erne foregik det på den måde, at fåret blev anbragt i et skoldekar, og fik hældt soda- og sæbevand ned ad ryggen.

Der blev gnedet godt ind og derpå blev der skyllet med flere spande rent vand. Nogle havde et særligt vaskebord med en fordybning i midten og en vandret pude af træ og sækkelærred i den ene ende. Der var også nogle, der simpelthen stod i åen med fåret og vaskede det der. Ulden skulle tørre på dyret. Det tog normalt et døgn, hvis det var tørvejr.

Efter at håndklipning var afskaffet og man var gået over til maskinklipning, blev fåret ikke vasket inden klipning. Nu sendte man den snavsede uld til vask i Tyskland.

Det var nu fynboer, der var de første, der foretog maskinklipning i Højer. Det meste uld blev opkøbt af byens købmænd. Hans Pørksen havde en overgang nærmest monopol på uldhandelen. Senere købte også Jens R. Petersen og J.M. Johannsen uld. Fra 1943 til midt i 50’erne kom en uldopkøber fra Kolding regelmæssigt til byen.

Mange fåreavlere lod deres får græsse på forlandet. Bedre græsning fandtes ikke. Pludselig højvande har ofte overrasket en flok får. De er ikke i stand til selv at redde sig op på diget. Det er sket at en gruppe på et halvt hundrede får er druknet.

 

Pludselig kom der røde køer

I 1920’erne havde man i Højer næsten udelukkende korthåndskvæg. Enkelte krydsninger med en anden race kunne dog forekomme. Det var dog en sensation, da Boy Matthiesen i 1947 anskaffede en besætning af røde køer.

Normalt var der kun en tyr i Højer. Den var i lang tid opstaldet ved Fattighuset, men den har også været på en af byens større gårde. På et tidspunkt havde kalvene i Højer en ejendommelig farve. Dette skyldtes en ”blåskimlet tyr” i Emmerske.

Det var ikke almindeligt, at bønderne havde kreaturer på stalden til opfedning. Man købte om foråret, græssede dem om sommeren og solgte dem.

 

Masser af kvæg-epidemier

Omkring 1947 skulle de i Nørrejylland af med deres tuberkelsmittede kreaturer. En stor del af dem kom til marsken og blev græsset færdig her, og mange blev tykke og fede, selv om du kun var skind og ben, da de kom.

Kvægavlen var præget af epidemier i 1922, 1923, 1938 og 1951. Sidste gang havde man dog vacciner mod sygdommen.

 

Masser af heste

De fleste arbejdsheste på gårdene var jyske heste. Der var dog enkelte belgiere og temmelig mange krydsninger. Der var ikke meget hesteopdræt. Dog havde Rasmus Hindrichsen undertiden haft 12 heste på stalden. Deriblandt var et par øg og et par køreheste.

Normalt havde gårdene de arbejdsheste, de have brug for. De fleste havde en enkelt let kørehest, der tillige gjorde tjeneste som tredje hest ved pløjning og for selvbinderen.

Der var hingste, der blev sat på sommergræsning i kogene. Græsset var det bedst tænkelige og jordbunden var sund for hestenes ben. De kom hertil om foråret fra hele Danmark, til dels med særtog. Antallet kulminerede omkring 1947, da det var oppe på godt 900. Betalingen for en hingst i sommergræsning svarede til landlejen for 2 ½ demat jord.

I Gammel Frederikskog kostede det 50 kr. mere end i Ny Frederikskog og 100 kr. mere end i Højer Kog. Det svarede til forskellen i jordens bonitet.

 

Derude hos Opa

Min Opa, derude i Ny Frederikskog havde får, svin, gæs og høns. Det var sjovt at se når fårene blev klippet. Det var som om, de skammede sig, når de var blevet klippet. Det var knap så sjov at se og høre når svinene blev aflivet.

Man skulle heller ikke gå ind til gæssene. De kunne godt finde på og løbe efter deig og hakke efter dig.

Så tog Opa ofte et svin eller et halvt svin med på sin knallert til Strucksalle i Tønder, og der stod min mor så og klarede resten. Vi lavede pølser, leverpostej m.m. Men jeg brød mig aldrig om blodpølse og blodsuppe.

Det skete midt under det hele, at arbejdsløse kom og skulle have deres understøttelse. Min far var kasserer i murerforbundet, så udbetalingen skete i køkkenet.

Det skete når Opa var på besøg i Tønder, at han måtte skynde sig tilbage og lukke sluseportene, når vinden havde ændret retning eller han på skyformationerne kunne se noget faretruende. Han var i perioder slusemester ved Højer Sluse.

Lige syd for grænsen har en berømt forfatter skrevet en roman, der hedder ”Der Schimmelreiter”. Og den handlede om stormflod og mystiske ting man kunne se på himlen.

Min Opa var nok det, der hed fritidslandmand. Hans hovederhverv var fisker, og han havde en kutter liggende, der hvor der nu ligger fritidsbåde.

Af den slags som min Opa var der en del af i Højer og omegn. Dem kan man nok ikke lige betegne som ”Sofa-bønder”, som vi senere kommer ind på.

I bryggerset hang der ofte masser af fiskegarn, der skulle laves eller flikkes sammen. Og når stormen så susede derude i Ny Frederikskog sad vi og lyttede til Blåvands radio og lyttede til fiskerne ude på Vesterhavet.

 

Stor forskel på behandling af tjenestefolk

Folkeholdet var naturligvis forskelligt på gårdene. Fedder ”Buhn” havde altid to karle og to piger. Hans søn Rasmus havde en karl, senere da han fik mange malkekøer, desuden en fodermester. Men derudover brugte han daglejere til alt, hvad der skulle laves ud over den daglige drift. Og det kunne være grøftegravning, grøbling, udkørsel af mødding og ikke mindst, når høet skulle bjerges.

Der var stor forskel på, hvordan husbonds folkene behandlede deres piger og karle. En mand, der var karl på en af gårdene i 20’erne skildrer forholdene således:

  • Der blev lavet to slags mad på gården, en til familien og en til tjenestefolkene. Den sidste var ussel. Gårdfolkene og tjenestefolkene spiste hver for sig. Vi blev ikke regnet for meget. Vores soveplads var en kasse, slået op af brædder og fyldt med halm

En anden fortæller fra en anden gård:

  • De havde pige og karl, som spiste for sig selv, og maden blev øst op for dem, før den gik ind til herskabet. Havde de ikke fået nok i første omgang, kunne de bare gå ind i stuen for at få mere, men dertil var de for generte. Konen på gården var lidt fin på det. Hun sagde til karlen: ”Du skal sige ”De” til min mand”. Det var ellers ikke skik i Højer. Det var den samme frue, der betroede en veninde: ”Jo, jeg siger goddag til småfolk, så bliver de så glade”.

Man har også et eksempel på, at husbonds folkene på en gård gav deres karl en ko i bryllupsgave. Det var faktisk en årsløn. På nabogården gjorde de ligeså for den pige, han skulle giftes med.

 

De velhavende bønderfolk var selvbevidste

De velhavende bønderfolk var i almindelighed meget selvbevidste. Under krigen havde en tysk soldat foræret en husmands søn et par rulleskøjter. To af hans kammerater ville også gerne have et par. De forsøgte at få deres velbjærgede bedstefar til at forære dem det. Men han svarede:

  • Se, småfolk de kan give deres børn rulleskøjter. Jeg kan give dem en kogsfenne!

Men rulleskøjter kunne der ikke blive.

Engang vedtog kogsbestyrelsen, at der skulle være led for alle fenner. Det fik en af de store gårdmænd til at sige:

  • Ja, småfolk, der kun har en enkelt fenne, ”det ka de jo sawt. Men hva mæ en stakkel, der ha så manne”

 

De mange kogsfenner

Gårdene i Højer havde tidligere deres jord fordelt på en mængde forskellige fenner. Det hang til dels samme med, at bønderbørn, der ikke arvede gården, ofte som arvelod fik en eller flere marskfenner. Dette har også været medvirkende til, at kogsfenner ofte ejes af folk, der bor langt fra egnen, i nogle tilfælde i udlandet.

I 1961-62 blev der foretaget en stor jordfordeling. Ja efter manges mening den største, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Den betød en meget stor forandring, idet de fleste bønder nu fik deres jord samlet i to-tre blokke.

Men det kan stadig være svært for udenforstående at finde ud af, hvem i en familie, der egentlig ejer de forskellige arealer, der drives sammen under en gård:

  • Det er tantes fenne, det er min onkels, det er min fætters og de to er min søsters. Men det er alle sammen vores.

 

Masser af marskjord

Landbruget i Højer havde først og fremmest marskjorden som grundlag. Til Højer by hørte 56 pct. af Højer Kog. Men en del heraf ejedes af folk uden for Højer. Til gengæld havde bønderne i Højer også jord i de øvrige koge.

I 1920 var næsten ingen kogsjord under plov. De anvendtes til græsning af kreaturer og til høslæt. Foruden de arealer, der blev ejet af landmænd i Højer og andetsteds, tilhørte noget Højer Bønderkommune. Endvidere var der en del legatjord, skænket til velgørende formål af velhavende jordejere.

Endelig ejede kirken ret store arealer, der sorterede under menighedsrådet, som også bestyrede det meste af legatjorden. Meget af jorden blev hvert år udlejet til bønder og jordløse husmænd.

 

”Sofa-bønder”

Mange Højer-bønder skulle kun kigge efter græssende stude og får. Kun få havde køer og svin. Onde tunger, måske misunderlige bønder, kaldte disse Højer-bønder for sofa-bønder. Dagens dont bestod i en tur rundt for at se til får og stude. Senere mødtes man så på kroen over en grog. Her kunne man slå en handel af og drøfte dagens emner.

En lille udgiftspost til langt op i forrige århundrede for kogsregnskabet gik til præsten. Han skulle gå i forbøn for diger, sluser, jord og kvæg. Det var noget man bad Vorherre om at passe på.

Ja og den sidste tærskning, der foregik i Højer by var i 1961 ved Nørregade 35.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 64 artikler om det gamle Højer og omegn. Vi har også talrige artikler om Tøndermarsken, bl.a. disse:

 

  • Omkring Vidåen og havnen i Tønder
  • Det frisiske salt
  • En vandmølle i Tønder
  • Emil Noldes liv-vest på
  • Tønder, marsken og afvandingen
  • Friserne-syd for Tønder
  • Vikinger i Vadehavet
  • Tøndermarsken under vand
  • Aventoft-byen ved grænsen
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarsken 1
  • Tøndermarsken 2
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Gammel Frederikskog-dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Landet bag digerne
  • Syd for Højer
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Rudbøls historie
  • Fiskeri ved Højer
  • Vadehavet ved Højer
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Højer-stormflod og diger
  • Højer som havneby og mange flere

Fra Slusevej og andre steder i Højer

Dato: februar 15, 2017

Fra Slusevej og andre steder i Højer

Vi fortsætter vores historiske vandring gennem Højer. Denne gang, Slusevej, Kogsgade, Strandvej, Møllegade og Storegade. Vi besøger fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”. 2.000 bonevoksmaskiner stod ude ved kunderne. Min mor turde ikke at gå over Æ vie Bro. Paula passede vaskeriet, Karl var altid ude at fiske. Adde Post var speciel med afholdt. Kjærby måtte købe en bolig til den danske præst. Og så hed de både Califonen, Grünewald og Højer Storskov. Så var det Fiskehandleren, der kunne lide fisk. Og der var også huset med de 11 børn og en enkelt vandhane. Vi skal besøge Sorte Marie, Andreas pust og den muntre slagter. En lille forvaltning styrede Højer. Æ Bohsti var der også. Så skulle der være plads til trækbasunen. Og Æ Knogedrejer boede også i byen. Og der var lysthuse til de velstående i Højer. Dette og meget mere kan du læse i denne lidt større artikel.

 

Vi fortsætter vores historiske vandretur i Højer inden alle de gamle bygninger er revet ned. Og som vi tidligere har nævnt mange gange. Det kan være, at vi kommer til at nævne bygninger, som ikke står der mere, men så ved I, hvad der har været på adressen. Indrømmet at det er længe siden Den Gamle Redaktør har været i Højer.

 

Kogsgade

Vi er nåede til Kogsgade. På højre side lå der et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev også kaldt Caroline ”Pandhus”, fordi husets tag var af teglsten (tagpander). Ja egentlig var de fleste huse bygget sådan i Højer, men det har nok været et særsyn, da dette hus blev bygget.

 

Fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”

I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset, lod det nedrive og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.

I Kogsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn Christian startede i tyverne med at lave skocreme. Senere gik han over til at lave bonevoks. Det var begyndelsen til fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”

Den sidste skocreme blev solgt i Brugsen i Visby under Anden Verdenskrig. Bonevoksfabrikken blev en meget ejendommelig virksomhed. Den fremstillede selv bonemaskiner, som den udstationerede ude ved kunderne. Så aftog man fra fabrikken bonevoks, klude, påføringsredskaber, og hvad der ellers er brug for ved gulvpleje.

 

2.000 bonevoksmaskiner ude hos kunderne

Blev en maskine defekt, modtog kunden omgående en anden. Den defekte blev hjemtaget til reparation. Og selv de brugte klude blev returneret til fabrikken, hvor de blev vasket. Deres voksindhold blev udtrykket, renset og genanvendt.

Fabrikken fik kunder over landet og nåede til at have 2.000 bonemaskiner udlånt. I begyndelsen lavede smeden i Nørregade, Peter Schmidt, maskinernes jernstel. Højer Elværk drejede valserne, som børsterne skulle sidde på. Trige i Odense leverede motorerne.

Men efterhånden overtog fabrikkens veludstyrede maskinværksted mere og mere fabrikationen. Til sidst lavede man det hele selv. I 1960erne var der ansat 20 mand i virksomheden, og den havde en salgsfilial i København.

Men da det blev almindeligt, at der kom tæpper på gulvene i mange institutioner, gik det tilbage for fabrikken. Senere drev Chr. Johannsen og hans kone næsten det hele selv.

 

Han glemte at søge dansk indfødsret

Over for bonevoksfabrikken ligge Kogsgade 1, der tilhørte Familien Lorentzen. Her boede Lucie, enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år ved Genforeningen. Men på det tidspunkt var han ikke i Højer, fordi han var til søs. Da han ikke senere gjorde noget for at få dansk indfødsret, forblev han tysk statsborger. Det medførte, at han i Anden verdenskrig måtte gøre tjeneste i det tyske marine, hvad der kostede det ene ben.

Korsgade 6, der ligger nord for den nedlagte jernbanelinje, er bygget af Chr. Lorenzens far. Enkefru Knochenhauer har haft lotterikollektion i huset. Hun boede alene. For at føle sig tryg, havde hun altid en politikappe og kasket hængende i entreen.

 

Slusevej

På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige er der rejst en mindesten for Frederik den Sjette. Her gik han i land i 1825. Her var den gamle strandbred. I nærheden var der udskibningssted og ladeplads. Ja i dag er det vel 3 km til havet herfra.

 

Her holdt Feuerwehr øvelser

Det sjove med stenen er, at den er flyttet et par gange. En af navnene er visket ud. Måske var det fordi han var Slesvig – Holstener.

Vest for Slusevej anlagde man i 60erne et areal til industrikvarter. Der må piloteres her, hvis man skal anlægge en fabrik. Og det giver en væsentlig fordyrelse. I 1970 anlagde Linda og Peter Gildberg her deres møbelfabrik, Marsk Møbler. Senere kom Elmo også til. ”Den Gamle Redaktør” her mener dog, at have besøgt Elmo tidligere i Møgeltønder.

Øst for Slusevej lå den tyske skytteforening, skydebane og skyttehus. Her holdt Feuerwehr også øvelser, inden de tog til efterslukning. Og det foregik i mange år på Ohlsens Hotel. Her var også Steigerturm og stativ til tørring af slanger.

 

Mor turde ikke gå over ”Æ vie Bro”

Her er også udsigt til ”Den hvide Fabrik, som vi tidligere har omtalt.

Og så er det ”Æ vie bro” over Vidåen. Det var hertil Rudbøl – borgerne sejlede til, når de skulle i kirke inde i Højer. Min mor havde altid betænkeligheder ved at gå over denne bro. Hun var ellers opvokset her, og havde tjent ude i de store gårde i marsken bl.a. Poppenbøl.

 

De maleriske hvide pumpemøller

Længere mod øst stod på hver side en malerisk hvid pumpemølle. De skulle sørge for en passende vandstand i marskens grøfter. Men disse blev fjernet efter Anden Verdenskrig. Mellem den hvide bro og den gamle sluse ligger på nordsiden af åen et havneanlæg, der blev oprettet af diget i 1861. Det var her min Opa’ s flotte fiskekutter lå.

 

Strandvej

Vestpå fra Kiers Gaard løber Strandvej. Den har navn efter den gamle strandbred, der gik parallelt med den et halvt hundrede meter mod syd.

 

En damper på Vidåen

På Strandvej 2 ligger en gård, vi tidligere har omtalt. Før Første Verdenskrig var det vest for denne gård kun fire huse på Strandvej, nummer 12, 15, 17 og 33.

Strandvej 6 blev i 1931 bygget af købmand Niels Petersen. Han havde solgt sin forretning på hjørnet af Skolegade og Nørregade til skomager Jacobsen. Han købte en hel fenne, Kiers Gaards toft. Den blev senere udstykket til byggepladser. Det var Præstegården på Nørrevej, Søskendehjemmet Strandvejen 6 og 8 samt alle husene på Strandmeden er bygget på den.

Niels Petersen var et meget alsidigt menneske. Han var først købmand, derefter kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank, fåreavler og biavler. I en del år ejede han en lille damper på Vidåen. Den brugte han mest til lystsejlads.

 

En flyvemaskine blev byttet med benzin

Lige efter Første Verdenskrig kom har i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han måtte dog af med den igen, men fik adskillige tromler benzin for den. Og det tjente han som den gode handelsmand, han var adskillige penge på.

 

Paula passede vaskeriet, Carl var ude at fiske

I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue. For en del år siden kunne man endnu på østgavlen se rester af malede bogstaver som bekendtgjorde at her var ”Wäscherei und Plätterei. Vestgavlen havde en lignende påmaling bare på dansk.

Vaskeriet blev ejet af Paula og Carl Hansen. Men han blev kaldet reer, fordi han som ung havde tjent på Andreas Matthiesens gård, Møllegade 9, som var ejet af Friedrich Wilhelm Reer. Det er mange måder, at få et øgenavn på. Vaskerimaskinerne stod i udhuset nede bagved. Det var nok mest Paula, der passede vask og strygning. Carl fiskede.

 

Adde Post var speciel men afholdt

Mellem nummer 17 og nummer 19 var der en lille, køn vej, der førte hen til Kiers Gård. I nummer 19 boede Adolf Nielsen, Adde post, som var landpostbud i Kærgård og Sejerslev. Han var meget vellidt, hvor han kom frem på sin rute. Han forrettede mange ærinderfor folk, bragte bud og gjorde småindkøb.

Han havde sine små særheder. Han tog for eksempel ikke imod et bundt pengesedler, hvis ikke de vendte på samme måde. I et hus klemte han altid hånden på et defekt dørhåndtag. Beboerne lovede at rette fejlen, men fik det ikke gjort. Så gjorde Adde kort proces. Han tog en skruetrækker med, skruede låsen af, tog den i tasken og afleverede den hos smeden. Næste dag, da den var repareret, satte han den i døren igen.

 

Kjærby måtte købe bolig til præsten

Det var bygmester Bernd Matzen, der byggede Adolf Nielsens hus i krisetiden i begyndelsen af 1930erne. Samtidig byggede han et ”søsterhus” ved siden af med salg for øje, nummer 21. Det lykkedes ham da også at få det solgt og siden har det skiftet ejer mange gange. I 1935 købte fabrikant A.R. Kjærby det, for at pastor N.P. Nielsen kunne få et sted et bo, indtil præstegården på Nørrevej blev bygget. Og den ballade har vi skildret i en tidligere artikel.

Strandvej 16 – 38 er tolv ældreboliger, opført af EGV (Ensomme Gamles Værn). De er opført på Digegårdens grund.

 

Califonien, Grünewald eller Højer Storskov

Strandvej 40 er bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. Han blev pensioneret i 1919. Han havde sikkert håbet at få nogle gode år i sit nye hus. Han døde allerede året efter, at det blev opført. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer.

Huset ligger i læ i en lille løvtræsplantage mod vest, som oprindelig hed Californien. Hvorfor, ja det vides ikke. Senere blev det kaldt Grünewald.

Friedrich Hagge byggede også her Walheim i 1908. Ja den omtalte plantage blev også på et tidspunkt kaldt Højer Storskov. De har altid været beskedne i Højer

 

Schützenverein

Over for nummer 40 går vejen ned til det område, hvor Støtteforeningen FDF/FPF byggede kredshuset ”Høwringen” Højer Idrætsforening har ejet grunden.

På det samme areal begyndte ”Schützenverein” sin virksomhed. Skydebanen lå lige syd for og parallelt med Strandvej.

 

Møllegade

Ja egentlig burde vi starte med Højer Mølle. Men du kan finde en artikel om denne på vores hjemmeside.

 

Fiskehandleren, der ikke spiste fisk

I Møllegade 7 boede gartner Wanderscheek, da han havde afstået gartneriet i Herbergsgade. Det kunne være svært for udeforstående at følge med, når han og hans kone talte sammen. Han talte plattysk og hun sønderjysk.

Senere købte Peter Martinsen huset. Han havde været landmand i Emmerlev. Men da han boede i Møllegade var han fiskehandler. Han var forundret over, at når han kørte rundt med sin lille trækvogn, at han kunne sælge fisk. Selv spiste han aldrig fisk.

 

11 børn og en vandhane

I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse nr. 3 – 5 boede Petersen, det vil sige, at han blev kaldt for Bruer. Det var fordi, at han var ølbrygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Man undrer sig over, at familien kunne få plads i det lille hus for der var mange børn. Det var barn nummer 11, Elfried, der overtog det. Endnu i hans tid var der kun en vandhane. Han døde i 1980. Den var anbragt i vaskerummet i udhuset.

I nummer 5 boede der en ”syster”, Anna af Laustens. Hun var enke og gik rundt og syede for folk i deres hjem.

 

Andreas Pust eller Æ Friesenskomache

Møllegade 1 tilhørte Mads Hansen, som var arbejder og landmand. Under Første Verdenskrig var han forvalter på Kiers gård, da Chr. Kier var indkaldt. Senere drev han sit eget landbrug. Han havde temmelig mange køer, som var indlogeret i Møllegade 9. Den jord, som han drev lejede han.

Hos Mads Hansen boede æ Friesskomache til leje i en lille tilbygning. Han var enkemand og ungkarl og stammede fra Friesland, deraf navnet.

Boligen bestod af et rum, hvori han lavede mad, spiste og sov og hvor han også havde sit skomagerværksted. Særlig sundt har det ikke været. Han led så stærkt af astma, at han også blev kaldt Andreas Pust.

 

Den muntre slagter

I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine yngre dage havde han øldepot og gik ud som husslagter. Når han havde slagtet svin for en familie, kom han om aftenen og skar det hele ud. Det var altid festligt, for Mathias var en munter mand og en god fortæller. Men det kunne mange steder være svært at få varmet alt det vand, der skulle til. Derfor indrettede han et slagteri i Møllegade.

Derefter kom folk drivende med deres slagtesvin til ham. Det hændte også, at flere familier købte et kreaturer i fællesskab. Det blev slagtet hos Trip. Om aftenen hentede de forskellige deres part hos ham. Senere indrettede han slagterbutik i huset. Denne blev ført videre af hans datter, Emma.

De der leverede kød til hende, påstod at hun var den besværligste aftager. Det kunne ikke blive godt nok til hende. Man det kom hendes kunder til gode. I 1968 blev forretningen nedlagt.

 

Storegade

Fra Trips går vi op af Storegade. På hjørnet i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Han blev kaldt Manstein, fordi han i Første Verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af dette navn.

 

Kirketjeneren og harmonikaren

Både kirketjenerhvervet og tilnavnet gik i arv til hans søn, Christian. Nicolai Christiansen var tysk, men gjorde tjeneste ved både de danske og tyske gudstjeneste. Hans yndlingssalme var Grundtvigs ”Har hånd du lagt på Herrens Plov….Han holdt meget af musik. En sommeraften kunne man ofte finde ham spillende på harmonika uden for hans hus.

Han var den sidste kirketjener, der brugte ”æ klingpung”.

 

De mange skræddere, dengang

På den modsatte hjørne i nummer 33, havde Wolf Frandsen et lille snedkerværksted i den østlige ende, og i nabohuset nummer 31, boede skrædder Diedrichsen, en af de mange skræddere, der dengang var i Højer.

På den anden side af gaden i nummer 32, var der også systue. Her boede Marie Friedrichsen. Et skilt ved siden af døren bekendtgjorde, at hun var linnedsyerske. Hun syede dynebetræk m.v. for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13.

 

Sorte Marie

Hun var helt sorthåret, hvorfor man kaldte hende ”Sorte Marie”. Ellers omtaltes hun som Marie Klåj, fordi hendes far hed Nicolai. Han var gadefejer og drog byen rundt med sine ”kåer” og sin ”lihm”.

Midt for huset stod ude ved gaden en vandpost, som var fælles for flere huse. Marie havde et bord stående uden for køkkendøren med nord. Her vaskede hun altid op, sommer og vinter, uanset vejret.

 

Storbrand den 21. april 1949

Mellem Maries hus og Skolegade har der ligget fire huse. Men de tre brændte eller blev så stærkt beskadigede ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus i nummer 28 blev stående. På den nærmeste tomt blev der bygget en telefoncentral. I 1991 blev nummer 28 nedrevet. Andelsboligforeningen opførte de boliger, der nu omgiver hjørnet Storegade/Skolegade, og som tidligere indbefatter ”Lises hus” og den gamle skole.

 

Pastor Rolfs hus

På den anden side af Storegade er nummer 29 bygget af trælasthandler Brinck. Han havde haft forretningen Mellemgade 1. Da han havde solgt denne, flyttede han hen i nr. 29. Efter hans død købte pastor Rolfs huset og boede der de to år han levede efter at være pensioneret. Hans datter, Magrethe holdt hus for ham, til han døde, og boede derefter i huset så længe hun levede.

 

En lille forvaltning styrede flækken

I nummer 27 finder vi det gamle borgmesterkontor. De sidste to tyske borgmestre har boet her og resideret herfra. Pladsforholdene var meget beskedne. Men nu var bemandingen heller ikke så overvældende.

Endnu under Anden Verdenskrig administreredes Højer flække kun af tre personer. Det var borgmester Hans Andersen og hans kontormedhjælper Johannes Brodersen. De arbejdede sammen i Storegade. Og Marie Matthiesen passede byens kasse i Herbergsgade.

 

I sidste øjeblik for søstrene

Øst for borgmesterkontoret har ligget et langt, hvidkalket, stråtækt hus, som tilhørte skomager Andreas Lund. Da huset brændte i 1949, blev det ejet af Martha Lund, som boede der sammen med sin søster. Det var i det hus, ilden opstod. På trods af forholdsvis stille vejr bredte ilden sig hurtigt.

Det kunne have udviklet sig til en sand katastrofe. De frivillige brandværn og Falcks slukningsmandskab fik begrænset skaderne.

Naboerne mente, at søstrene var ude, da branden begyndte. De lå dog og sov middagssøvn i deres soveværelse på loftet. Det var i sidste øjeblik, at man fik dem reddet.

Kroejeren skulle have gårdhave

I det lille hus bag ved Lunds boede Hans Mikkelsen, som også var skomager. På tomten efter de to huse samt deres haver, blev det senere p – plads.

Mellem denne og kroen i Skolegade 1 har der ligget et meget smalt toetagers hus, som dog blev lidt beskadiget ved branden. Den er dog senere blevet købt af kroejeren, der har revet det ned for at give plads til den lille gårdhave.

 

Tredje generation nedlagde manufakturforretningen

Vi går over Skolegade og fortsætter ad Storegade. På hjørnet til højre i nummer 23 var Jens R. Petersens Manufakturforretning. Da den blev nedlagt i 1990 var det tredje generation, der ejede den. Manufakturhandleren har gennem mange år haft kontor for Tønder Bank, tidligere Tondernbank.

 

Der rote Mielcke

I nummer 21 var der allerede 125 år siden bogbinderi med papir – og bladhandel. I 1912 overtog Andreas Martinsen forretningen. Han var uddannet bogbinder. I en periode havde han kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin ”der rote Mielcke”, der lærte ham sit fag.

Da Mielcke rejste tilbage til Berlin, fortsatte Martinsen selv med bogtrykkeriet. Han indrammede billeder og i hans butik kunne man også købe tobaksvarer. Men hans store lidenskab var fotografering. På det område var han selvlært. Han indrettede mørkekammer på loftet og lavede selv sine billeder og de forstørrelse, som han havde brug for.

 

Stor samling af fotos

Sine motiver fandt han i byens gader, i de omkringliggende landsbyer, i marsken og ved Vidåen. Men han fotograferede også andre egne af Sønderjylland. Hans scener fra det gamle Højer er i dag klenodier, som påskønnes.

Hans fotografiske virksomhed varede fra cirka 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes dels på Søfartsmuseet i Esbjerg, dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.

 

Husholdersken fejede vennerne ud med ”æ lihm”

I Martinsens ungkarledage var forretningen et muntert sted, hvor mange af hans jævnaldrene holdt af at komme. Da han engang vandt i lotteriet satte han et skilt i døren:

  • Wegen Reichturms geschlossen

Og så tog han til Hamborg. Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede sikkert for en lidt fastere husorden.

Da hun en dag fandt en flok af vennerne i spisekammeret i færd med at gøre indhug i en steg, hun havde beregnet til søndagsmiddagen, fejede hun dem ud med ”æ lihm”.

 

Stor tab for Højer, da Bundgård lukkede

Før Martinsen blev gift, var den vestlige ende af huset lejet ud til en skrædder Menge, som havde sit skrædderbord stående ved vinduet ud til gaden. Var han en aften meget træt, hændte det, at han lagde sig til at sove på bordet.

Martinsen efterfølger var Tage Bundgård. I hans tid var det virkelig en boghandel. Det var et smertelig tab for Højer, da butikken i 1984 blev lukket.

 

Æ Bohsti

I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham blev den stump gade, der øst for huset forbinder Storegade og Søndergade kaldt Bohsti. Der har været mange forskellige slags forretninger i nummer 17. Manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning, malerforretning med malervarer og tæpper.

Midt på Bohsti udmunder Skippergade. Det gule hus på sydsiden i nummer 1 blev ejet af manufakturhandler Jens R. Petersen. Hans enke boede der, til sønnen Friedrich blev gift, så flyttede han derind med sin kone. Der var ingen børn.

 

Der skulle være plads til trækbasunen

I det langt mindre hus på nordsiden, nr. 4 var der derimod en masse børn. Der boede møllersvend, Jep Westergaard. Husrum var der ikke meget af med derimod hjerterum. Mange af børnenes kammerater kom der gerne.

Her øvede også det daværende FDF – orkester under ledelse af restauratør Lauritz Petersen i Toldgade. På grund af de trange forhold, måtte trækbasunblæseren stå ud for et åben vindue, som han stangede resten af basunen ud ad.

Jep Westergaard forulykkede ved løbskørsel, som nær havde kostet ham livet. Længe gik han med hovedet bundet ind. Og siden fik han en sølvplade indsat i panden.

 

Hjuler Jensen byggede posthuset

Vi går nu tilbage til Storegade. Og på nummer 26 på hjørnet af Skolegade lå posthuset. Postmester og postekspedient har det været i Højer siden 1850. Posthuset har oftest været på den pågældendes hjemadresse, sidst i Storegade 16.

Men så besluttede hjuler Jensen, om hvem vi har skrevet flere artikler om, at Højer skulle have et regulært posthus. Han byggede det høje hus på hjørnet, og lejede det i 1897 ud til postvæsnet. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var ”Kaiserliches Postamt”. Har flyttede postkontor, telegrafstation og telefoncentral ind. Ved slutningen af Første Verdenskrig var der her 16 ansatte.

 

Den første telefonforbindelse i Danmark

Og man etablerede faktisk herfra den første telefonlinje i Danmark, og den gik helt til Møgeltønder. Det var i februar 1878.

Historien melder intet om den praktiske betydning af dette pionerforetagende. Apparatet i Møgeltønder var opstillet på Vesterkroen og betjentes af købmanden. Den stedlige postforvalter, der var en ældre herre, ville ikke have noget at gøre med den nymodens tingest.

I Storegade 24 har Jacob Thimsens bedstefar haft en lille vognmandsforretning. Bag huset havde han stald til vogn og heste, og udkørsel til Storefade var der vest for huset.

 

Weichensteller Schmidt blev smidt ud af Danmark

Nummer 22 har tilhørt Weichensteller (sporskifter)Schmidt, der, som navnet viser, var ansat ved jernbanen. Senere boede skipper Wolf Decker der. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han var tysk statsborger og blev udvist af Danmark i 1945. Derpå boede han på Sild, hvor han stammede fra. Men han og hans kone er begravet på Højer Kirkegård. Siden har Marie Thomsen haft ismejeri i huset indtil 1986.

 

I Cafe Danmark kom byens ungdom

I Storegade 20 har der altid været bageri. Peter Løck har haft det, og han havde samtidig cafe, hvor man også kunne få en punch. Men han måtte holde op, fordi han ikke kunne tåle melstøvet. Han solgte det til Lauritz Andersen.

I dennes Cafe Danmark kom byens ungdom. Og når de unge var ved muffen, kunne de her traktere deres udkårne med en Eisbrecher.

 

Masser af bagere

I 1934 købte Lauritz Andersen kroen Skolegade 17. Derefter skiftede bagerne i et væk. Til sidst overtog kulhandler Fedder Hindrichsen ejendommen. Måske var brændselsregningen blevet for stor. Efter at bageriet havde været forpagtet ud et par gange, købte Heinrich Clausen det. Han fortsætte med bageri og cafe til 1967.

De følgende ejere har ikke opretholdt cafeen, men heldigvis var bageriet i brug sidste gang, ”Den Gamle Redaktør” var på stedet. Men det er godt nok også lang tid siden. Ja tænk dengang i begyndelsen af 1900 var der 13 bagerier. Men det var måske fordi, man eksporterede ”covinge”(tvebakker).

 

Der var plads til natteravne på koren

I naboejendommen i nummer 18, havde Asmus Petersen købmandsforretning, før han byggede Søndergade 4A. Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset, og den blev senere overtaget af Peter Jensen.

Det var et hyggeligt sted i hans tid. Og det kunne godt hænde, at kunderne havde svært ved at bryde op ved lukketid. Men krostuen kunne med et tykt, sort gardin deles i to rum. Så kunne der godt være gæster i den nordlige halvdel, uden at man kunne se det fra gaden. Ja og så kunne natteravnene bare lodses ud til Postgade.

 

Overdækket keglebane

Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen. I nordvæggen førte et par døre ind til den overdækkede keglebane. Ja det var den sidste i Højer.

Her kunne man endnu i 1920erne dyrke den ædle sport. En rask dreng kunne tjene en god skilling ved at være keglerejser. Peter Jensen drev også landbrug. Han havde desuden vognmandskørsel fra banen. Senere har der igen været kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.

 

Sæbehus

Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen, som havde skotøjsbutik. Derefter har Ottilie Roll der haft Tatol – udsalg. Det førte hun så videre over på den anden side af gaden. Fhv. købmand Niels Petersen, Strandvej 6 var søn af Nicolai Petersen overtog huset efter sin far. Han var i en periode kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank i det lokale, hvor der havde været sæbehus.

Det var et spartansk udstyret rum, hvor kunden sad i en vakkelvorn stol. Men i kraft af Niels Petersens personlighed og lune gemytlighed var det et sted, hvor man befandt sig godt. Efter at bankfilialen er flyttet, har Ejnar Nielsen haft legetøjs – og glarmesterforretning i huset.

 

Mange ejere i nummer 10

Hjørnet af Mellemgade i nummer 10 var Sparekassens domicil, senere Bikuben. Vi går tilbage til Bohsti. På hjørnet i nr. 15 boede fhv. købmand Johannes Brodersen, der sammen med borgmester Hans Andersen administrerede flækken.

Nabohuset nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Matthiesen på en grund, hvor der har ligget en stråtækt lade, som blev ejet af Friedrich Hagge, medens han var kromand i nummer 18. En tandlæge købte laden, rev den ned og byggede det høje toetagers hus, hvor han havde sin tandklinik. Siden har barber Wendicke købt det og haft sin salon dér. Han har solgt det til Tønder Landmandsbank (Sydbank). De havde kontorlokaler og funktionærbolig i huset, indtil den flyttede hen i Skolegade 8. Stofhuset har også holdt til her.

 

Masser af øl til arbejdere ved afvandingen af marsken

I Storegade 11 havde Sparekassen lokale, da Carsten Volquadsen, som ejede huset, var kasserer for den.

I nummer 9 Havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning. Han fik beskadiget sit ene ben i Første Verdenskrig og derfor forpagtede han forretningen ud først til ”Den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.

Under afvandingen kørte han øl til de folk, der arbejde der. Det var en ganske god forretning. Gravemester Scheer skulle efter sigende altid have en kasse øl stående inden for rækkevidde.

 

Æ knogedrejer

Fra 1929 til 1971 var der Tatol – udsalg. Derefter har der været sygekassekontor. I to perioder har der boet en dyrlæge i huset. Senere blev det kun lejligheder. Den sydlige del af huset har adressen, Skippergade 4.

På hjørnet af Mellemgade, i Storegade 80, var der et pibedrejeri. Det blev ejet af ”knogedrejer” Bensien. Han lavede, drejede og udskar ting af ben, for eksempel kunstfærdige rørstykker, der indgik i de lange tobakspiber.

 

Cigaretter blev solgt stykvis

Christian Hagge overtog huset og havde samtidig forpligtet sig til at sørge for enkefru Bensiens bespisning. Han var selv ungkarl, men betalte Augusta Westergaard, Skippergade 2, for hver dag at bringe mad om til fru Bensien.

I butikken blev der indrettet en grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. En del af varene avlede han i haven ”Waldheim” Strandgade 33, hvor han boede. Men han solgte også slik og tobaksvarer. Cigaretter kunne man købe stykvis. De billigste kostede én øre. I mange år havde medlemmerne af familien Lorenzen, der kom fra Møgeltønder, grøntforretningen. Og så blev der blomsterforretning. Nu er det hvis kun beboelse.

 

Æ Bækkerhus

Storegade 5 bliver under tiden kaldt for ”æ Bækkerhus”. Det er fordi, at her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østligste del af huset. Men det har ikke været meget plads. Der var mange børn i familien. Der skulle også være stald til et par køer, for bageren leverede mælk til Højer mejeri.

Der var dør mellem stalden og bageriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, blev han nødt til at åbne døren til stalden, ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspaden derind. Efter at bageriet var nedlagt, har der været tre, senere kun to lejligheder i huset. I en periode boede der en skomager i en af dem.

 

Laurids Matthiesen og hans 18.000 billeder

På den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager – og guldsmedeforretning på hjørnet af mellemgade i den høje bygning, som han havde opført, hvor der tidligere havde ligget et lavt stråtækt hus. Der var to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.

Han var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på 1. sal i det nuværende Mellemgade 2. I egnens chatol – og kommodeskuffer, på vægge og i albums findes en utrolig mængde portrætter med Laurids Matthiesens navn på.

I lokalhistorisk Arkiv findes kopi af hans bestillingslister fra årene 1893 – 1959, omfattende godt 18.000 billeder. En meget stor del af de pågældende glasplader opbevares i ”Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.

De udgør en klædedragtens kavalkade fra denne periode og et stykke egnshistorie. Tyske og danske soldater, frihedskæmpere, håndværkere af mange slags og privatpersoner af alle samfundslag.

 

Det var sjovt at besøge Laurids Matthiesen

Det skal have været hyggeligt og morsomt at komme i hans atelier og blive ”tæjn a”. Ingeborg Mathiasen beretter om et besøg, at hun blev anbragt i en stol, hvorefter Matthiesen gik om bag sit højbenede apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:

  • Se nå effens æ lidte venle ue.

Så smilede Ingeborg bredt

  • Nej, itt få mydde

Hun strammede masken

  • Ja å itt få lidt

Da han fandt udtrykket tilfredsstillende, forsvandt han igen bag omhænget, men idet han trykkede af, kunne hun ikke holde masken. Hun brød ud i voldsom latter og Matthiesen dukkede forfærdet frem:

  • No har do øjt mæ det hele

Man kunne også blive foreviget foran bagtæppe med et flot skovparti.

 

Oceaner af varer i isenkrambutikken

Isenkramforretningen i Storegade 6 tilhørte i gammel tid Olde Nissen og da hans efterfølger A.M. Hansen overtog den, fulgte navnet med, så han længe blev kaldt Hansen Olde.

Der var utrolig mange slags varer i butikken. Alt almindelig isenkram, lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Han solgte ofte jægernes jagtudbytte for dem og i frugttiden tillige æbler, pærer og bær. I 1930erne og 1940erne kunne byens koner komme med deres fyldte konservesdåser og få påloddet låg. Det foregik på en maskine, der også renskar dåsens kant, så de kunne bruges igen og igen.

Der var skuffedarium med utallige skuffer til søm, skruer og ”dimser” af mange slags. Men der var også medicinalvarer som kamillete, hoffmannsdråber, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler samt briller og lakrids. A.M. Hansen opnåede at blive 106 år gammel. Han blev efterfulgt af sin søn, Mathias Hansen, som drev forretningen videre i samme gode ånd, indtil det blev nedlagt i 1990.

 

Lysthuse til de velstående

I næste hus i nummer 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage og Putz – forretning af hans ugifte datter, senere af Bothilde Aarup. Også Anna Hansen havde butikken, som blev nedlagt ved hendes død i 1987.

Huset på hjørnet af Torvegade har tilhørt slægten Todsen. Den ugifte Elly Todsen var den sidste af familien, der boede der. I haven bagved stod endnu i lang tid en af de gamle lysthuse som tidligere fandtes i mange velstående høvringers haver. Her kunne husets frue have sine veninder til eftermiddagste.

 

Port og staldbygning til Ohlsens Hotel

Vi slår lige et lille slag hen ad Torvegade. Huset nr. 5 er bygget af maler Sørensen, som havde sit værksted her. Grunden tilhørte tidligere Ohlsens Hotel på Torvet. Det var en port og en staldbygning på den, og her kunne hotellets kørende gæster spænde fra.

 

Vi er slet ikke færdige

Og kære læsere, vi er endnu ikke færdige med vores historiske vandreture gennem det gamle Højer. Serien fortsætter.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 61 artikler om Det Gamle Højer og omegn herunder:

  • Historisk vandretur fra Torvet i Højer
  • Fra Kovej og andre steder i Højer
  • En historisk vandretur i det gamle Højer
  • En gåtur i Højer
  • Højers gamle huse
  • Dengang i Højer
  • Sidste tog fra Højer
  • Anekdoter fra Højer
  • Højer – før i Tiden
  • Dagligliv i Højer – dengang
  • Flere anekdoter fra Højer
  • Det gamle Højer
  • Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
  • Højer Tæppefabrik
  • Hvem boede på Kiers Gård
  • Højer kirke
  • Brand i Højer
  • At plukke Sut ved Højer
  • Højer som havneby
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Gammel frederikskog – dengang
  • Syd for Højer
  • Fiskeri ved Højer
  • Et mejeri i Højer
  • Brand i Højer
  • En mølle i Højer
  • Boghandlere i Tønder (incl. Boghandler Bundgård – Højer)

 

Hvis du vil vide noget: Om Hjuler Jensen:

  • Erindringer fra Tønder og Højer (under Tønder)
  • Den hvide fabrik – som oplevelsescenter?
  • Europa Jensen – fra Højer
  • En vogn fra Højer

 

 

 

 

 


Mellem Højer og Ballum

Dato: juli 24, 2013

Inden dæmningen Til Rømø 
og Sild var der masser af fiskeri og skibsfart mellem Højer og Ballum.
For 10 penning kunne man lave middagsmas til hele familien. pastor Jacobsen
fra Skærbæk satte en masse i gang, men ak, det hele led skib
brud. På Jordsand blev det høstet. Ejeren holdt fra Land øje med
en kikkert, om der blev lavet noget. Tre hjuldampere efter hinanden
sejlede kurgæster fra Højer Sluse til Sild

 

Dengang – masser af liv
i Vadehavet

Inden dæmningen blev
bygget til
Sild og Rømø var der masser af liv i Vadehavet. Om sommeren sejlede tre af
de fladbundede hjuldampere ofte efter hinanden til
Sild med badegæster. Det var
efter at badetogene var ankommet fra
Hamborg og Berlin via Tønder.

Ved
hver by langs kysten blev der mange se
jlbåde.

 

Jordsand
– sangen

Apoteker
Nagel
sejlede vandet tyndt med
sin lille skonnert med
Jens Møller fra Ballum som bedstemand. Ved Koldby kom skibe og hentede de stærke
klægsten fra teglværket. Af og til kom en båd gennem
Koldby leje på vej til Højer for at hente stykgods, brændsel
eller istag.

 

Det
sidste er tagrør, som til dels blev bjerget på isen og ellers
skåret fra båden, og sejlet til
Højer Sluse i de såkaldte to – gangs – både, som blev bygget
i
Rudbøl.

Det
var i
Koldby den berømte løjtnant Hammer engang lå med sine kanonbåde.

Når
det er flod kom vandet syd og nord om
Jordsand og mødes ved Koldby. Måske er var det årsag
til, at
det sander til.

 

På Jordsand var det dengang mulighed
for at samle terneæg. Dengang var der ikke måger, men de erobrede
den nu sunkne ø. Dengang blev
Jordsand takseret til 30 demat. Jordsandsangen lød således:

 

Langt
imod øst sig strakte

det
frodige, rige land

kun
ved et lille vandløb

adskilt
fra Hjerpsted strand.

 

Stakkels
enke

Dengang
var det også beboet, men utalli
ge stormfloder, som den i Misthusum, drev efterhånden indbyggerne
bort. Det var i 1634, at stormfloden skyllede en hel landsby bort. Det
vil sige, at
Markmandshuset, som hørte til landsbyen, står der endnu.

 

Vejen,
der fra
Hjemsted Kilde fører ud til det gamle hus, er nu en hård vej, som kan befærdes med bil.
Vejen hedder
den svorne vej. Det er efter sagnet om enken, der for at redde
sin uskyldigt dødsdømte søns liv, påtog sig at meje en kornager
(med segl) fra sol stod op til sol gik ned.

Hun
nåede det,
men sank død om, da de sidste
strå faldt for seglen. Marken hedder den dag i dag
Sorgageren og er udødeliggjort af Karen Blixen.

 

Man
fulgte med fra land

Da
øen,
Jordsand tilhørte Koldby, blev der bjerget hø på
den. Et par karle, en dreng og en pige boede så derover i høstens
tid. Ejerne i
Koldby kunne så følge med i deres
søkikkerter, om der blev bestilt noget.

 

 

En heltegerning

Man
kunne også vende blikket mod rutebåden fra
Rømø til Ballum. Engang for mange år siden
blev der givet eneret til en mand fra
Ballum til at drive denne færgefart.

manden
var ombord på 
Trefoldigheden under Christian den Fjerde. Manden udmærkede sig, og som belønning fik han
færgeriet mellem
Ballum og Rømø.

 

Skibene
bestod af den store og den lille skonnert, kreaturbåden og i
sjollen. Der blev kun sejlet med sejl. Sejlplanen
skulle nogenlunde følge flodtiderne. Passagererne blev kørt ud til
båden i en vogn med høje hjul.

 

Ubehageligt
– især for kvinderne

Om
vinteren, når alt var tilfrosset, gik to mand til fods med en slæde
m
ed postsagerne. men de måtte
først langt mod nord, inden de kunne gå over og mødes med to fra
Rømø. Med sig havde de naturligvis
kompas og tågehorn.

 

Men
når isen brækkede, og vandet var fuld af drivis, skulle de over med
isjollen. Den var beslået med kob
berplader. De rejsende, der
skulle med over, måtte først gå på isen så langt, de kunne gå
nogenlunde tørskoede, men blev så båret det sidste stykke vej ud
til jollen. Det var kolde og våde ture. Især for kvinderne var det
ubehageligt.

 

Men
om sommeren var
det et smukt syn, når skonnerten
krydsede sin vej mod vestenvinden til
Rømø.

Da Ballum Sluse blev anlagt sammen med diget,
blev færgefarten lagt derhen, hvor der kunne lægges til kaj, ligesom
der kunne lægges til ved en bro ovre ved
Kongsmark.

 

Den
init
iativrige præst

Det
var også dengang, at den initiativrige præst
C.J. Jacobsen fra Skærbæk oprettede et væld af foretagender
med det formål at sprede tyskheden. I 1890 oprettede han således
Skærbæk Bank, en arbejderforening, en væveskole,
en nybyggerforening, et rederi, kurbadet på Rømø, et teglværk, et
dampbageri, en tørvefabrik, en lervarefabrik, et selskab til anlæg
og drift af karpedamme.

Banken
og de forskellige foretagender blev ledet ganske uansvarligt. Selv om
Jacobsen fik masser af kapital på
sine agitationsture i
Tyskland, endte det hele i sammenbrud.

Jacobsen var ellers udset til, at skulle være nævnt som
kandidat til bispestolen i
Slesvig.

 

Det
var også i
Ballum Kirke placeret kanoner i tårnet, da svenskerne huserede
i området.

 

Rigt
fiskeri

I Vadehavet var der dengang et rigt fiskeri.
Fra
Emmerlev til Vesterende var der fiskegårde næsten
hele vejen. De bedste gårde blev lavet af kløvede fyrrepinde. men
ellers blev der brugt pil, moseris eller lignende. Til sidst blev der
udelukkende brugt granris.

 

Der
blev hovedsagelig fisket middelstore rødspætter, de såkaldte
Ballummer – skoll og Isinger (Bakskoll). Fiskene blev slæbt i land i lange lærredssække.
Udbyttet var varierende, men nogle gange var udbyttet så stort, at
man var nødt til at gå i land sammen med floden, således at vandet
kunne hjælpe med til at bære sækkene. Gårdene stod op til en halv
mils vej ude.

 

I
hver by var der flere fiskere, som fiskede indtil
æ slet, høhøsten begyndte. Så
tog de fat igen om efteråret.

En
bonde kunne godt
bruge en tønde fisk eller
to om efteråret. Fisken blev så slagtet, saltet og skrubbet, saltet
igen og skrubbet. Derefter blev de hængt til tørre, først ude, siden 
i den åbne skorsten, hvor de samtidig fik lidt røg.

 

Vinteren
igennem fik man så en dag om
ugen kogte fisk eller ristede
fisk med stuvede kartofler. Men de fleste blev spist, efter at de var
blevet ristede på gløder sammen med brød med svinefedt – en herreret.

 

Der
var mange, der tjente sig en skilling ved fiskeriet, og endnu flere,
der fik bi
llig føde. For en ti – penning
kunne en hel familie få en middagsmad.

De
fleste fisk blev solgt i landsbyerne langs kysten. men var udbyttet
stort, skete det, at der kom opkøbere længere inde fra.

 

De største
er de ældste

Således
købte
Laust Rebslager fra Rejsby sommetider et læs og drog
over land med det. Da fruen på
Trøjborg spurgte, hvor gammel fiskene
var, svarede
Laust, at det vidste han ikke, men
han gik ud fra, at de største var de ældste.

 

Boisen
– slægten

Vi
har i tidligere artikler beskrevet
Emmerlev med den berømte Boisen – slægt. En mindesten fortæller,
at:

 


Her levede biskop P.O. Boisens forældre, gårdmand og kniplingskræmmer
Boy Hansen død 1790 og hans trosstærke hustru, Geske Marie Outzen
1727 – 1783. Hendes valgsprog var: Gud sidder ov
erlig, men ser nederlig.

 

At Vorherre virkelig så ned til Geske forstås, for det var armod
og pest, der hærgede familien. Hun sendte sønnen
Peer til universitetet i Kiel. Og åbenbart hørte Vorherre hendes bønner, for han blev
senere biskop for
Lolland – Falster.

 

De var
bange – i Tønder

De
var bange i
Tønder, da Christian den Fjerde spekulerede på at anlægge en fæstning og bygge
en stor havn ved
Ballum. Vestkysten skulle udnyttes
økonomisk såvel som militært.
Hertugen havde anlagt havnebyen, Frederiksstad i 1621. Den fik en masse
privilegier og religionsfrihed. Den skulle hurtigt kunne vokse sig stor.

I Tønder var man ved at blive afskåret
fra havet. Man havde kun haft
Ribe som konkurrent. Og planer
om, at anlægge en fristad ved
Rudbøl med en kanal til Østersøen var næsten for meget for
dem i
Tønder, nu hvor planerne for Ballum også dukkede op.

 

Kilde: Se


Litteratur Tønder


Litteratur Højer


Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Læs

 

Under
Højer:

Apotekeren
fra Høje
r

Bådfolket
i Rudbøl 

Dæmningen
– syd for Højer

Emmerlev
Skole

Fiskeri
ved Højer

Heltene
i Vadehavet

Højer
– som havneby

Højer
– stormflod og diger

Rudbøls
historie

Soldater
på Jordsand

Stormflod
ved Vestkystem

Travlhed
ved Højer Sluse

Vadehavet ved Højer

Øen
Jordsand – engang ud for Højer

 

Under
Tønder:

Tønder
– egnen 1814 – 1848 (1)

Tønder
– egnen 1848 – 1858 (2)

Bondeslægten
fra Trøjborg

Bondeslægten
fra Trøjborg – endnu mere

Digebyggeri
i Tøndermarsken

Brorson
en præst fra Tønder

Drømmen om en havn i Tønder

Kanal
gennem Tønder

Svenske
tropper i Tønder

Sønderjyllands
Wild West

Trøjborg
Slot – nord for Tønder

Tøndermarsken
1 – 3

Vikinger
i Vadehavet

 

Under
Sønderjylland:

Ballade
i Sønderjylland

Ballum
– dengang

Det
vestlige Sønd
erjylland

Rømø 
– en ø i Vadehavet

Rømø 
– endnu engang


En gåtur i Højer

Dato: juli 25, 2012

Vi går ned ad Ballumgade. Jeg mindes pludselig et bryllup og søde minder fra Emmerlev Klev. Vi besøger Østerende, og familien Boysens slægtsgård. Vi går til en flot banegård, som ikke er der mere. Så går turen forbi en uheldig læge. Vi lander på Rutebilstationen, hvor en hund ventede på os. Vi besøger Kogsgade, forbi diverse diger lander vi pludselig ude ved den hvide bro, hvor Opa havde sin fiskekutter liggende i nærheden.

 

Det er sket meget i Højer siden jeg gik rundt i de idylliske gader. Vi gik en tur i artiklen, Højers gamle huse. De gader og veje springer vi over i denne artikel.

 

Tænk først i 1950 blev kloakeringsplanen færdig. Og først året efter blev rensningsanlægget færdig. Og først i 1961 fik beboerne på Siltoftvej lov til at tilslutte sig kloakeringsanlægget.

 

Belysning på træpæle

I de første år efter krigen var det et lokalt elværk på Kovej , der leverede strøm til de meste af byen. Og det var 110 volts jævnstrøm. Men det var dog en del virksomheder, bl.a. Tæppefabrikken og enkelte husejere, dr fik deres elforsyning fra højspændingsværket. Fra 1949 til 1951 blev der indtalleret 220 volt. Vekselstrøm. Og ind til 1964 var gadebelysningen anbragt på træpæle.

 

Ballumvej

Lad os starte på Ballumvej. Vi har i nogle artikler været forbi. Og måske kunne vi, Familien Brodersen have boet på Ballumvej i hvert fald i en årrække. På et tidspunkt tilbød min mos kusine, Hertha, at vi kunne leje en villa. Men det blev ikke rigtig til noget.

 

En gammel købmandsbutik

På Ballumvej 7 lå Dambergs Købmandsforretning. Endnu i 1930erne lå her en dejlig købmandsbutik med skålvægt på disken. Her var skuffer med mel, gryn og sukker. Der var høje blikdåser med bom. For to øre kunne man så få en tut bom. Og man fik en ordentlig håndfuld. Papiret formede købmanden med øvede fingre til et kræmmerhus.

 

Under loftet hang blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og et utal af andre genstande.

Ved døren stod en åben sæk korn med kanten rullet ned til en vulst. Her var også klipfisk. Mod gaden stod kaffemøllen med de store festlige blanke svinghjul.

 

Her stod det ufarvede smør i en åben drittel. Købmanden tog det op med en lille riflet træspade og pakkede det ind i pergamentpapir. Med pakken fulgte smørfarve i en lille blære af celluloid. Før man brugte det i husholdingen æltede man det grundigt igennem, idet hun blandede smørfarven i. margarinen stod i en træpotte. Den inpakkedes ligeledes i fedttæt papir.

 

Dosmerseddel

Indkøbssedlen var anderledes dengang end i 1960, da jeg cyklede over den hvide bro uæ fra æ kou med en seddel fra min Oma til en anden købmand i Højer.

Dengang da Damgaard eksisterede lød en dosmerseddel således:

  • 5 potter petroleum
  • 2 pund klipfisk
  • 1 pund sukker
  • for 10 øre fær
  • for 5 øre bom

 

Ude ved Slusen havde Damgaard en tank stående, der leverede brænstof til fiskernes kuttere.

 

Urmager og vognmand

På Ballumvej 9 lå i mange år Hyldtoft urmager – og guldsmedeforretning. Den første Hyltoft kom fra Ravsted. Egentlig begyndte han i nummer 23. Hans søn, Jacob flyttede hen i nummer 9 og startede der. Butikken var dengang lille og mørk.

 

På Ballumvej 11 havde Fritz Hansen i sin tid vognamndsforretning med to heste. Hans søn  Mathias førte den kort tid videre, men rejste så til Amerika. Da han kom hjem overtog han Strandhotellet ved Emmerlev Klev.

 

Søde minder fra Emmerlev Klev

Og ja så vokser de dejlige minder frem. Alle de skønne piger, man har kysset der. Men også dengang, vi ikke måtte komme ind, fordi vi havde læderjakke på. Det måtte man ikke derude. Men så kunne vi jo bare tage hjem til onkel Pulle og Tante Sonja, og skønne kusine June på Prilen i Højer.

 

Eller da man kom for sent til bussen mod Tønder, fordi man lige skulle sige farvel. Men så var det godt, at ens onkel kørte taxa. (Læs artiklen: Højer historier og oplevelser)

 

Et bryllup på Ballumvej

Men tilbage til Ballumvej inden den går helt over gevind. Ballumvej 11 var solgt til Peter Jensen , som havde mekanikerværksted, lillebilforretning og benzintank på fortovet. Han fremstillede også en masse metalbeslag, som hjuler Jensen brugte i sin karosserifabrik. Senere havde Andreas Waltz en tid vaskeri i huset. Og så havde Karoline Struck haft broderiforretning der. Og jeg tror faktisk jeg har været til bryllup hos Strucks datter med efterfølgende fest på Ballumvej.

 

Glitterværk

På Ballumvej 13 boede kleinsmed Ludolf Wismar. Han var en dygtig smed. Det meste, at det gitterværk, der står rundt om i byen, kommer fra hans hånd. Han forhandlede også landbrugsmaskiner.

Efter hans død oprettede hans enke og to døtre pensionat. De leverede også middagsmad ud af huset i emaljerede to – eller treetagers madspande. Kunder som dr. Kühl kunne også få et komplet service med.

 

Muddergrøft

Nord for nr. 13 går vejen ned til den tyske sportsplads forbi den tyske børnehave, som blev opført i 1962.

Det var her på sportspladsen, at baraklejren blev opført ( Se artiklen Baraklejren i Højer)

 

På det sted havde hjuler Jensen haft en afdeling. Det vil dige, at han havde et træskur. Det er hvis for meget, at kalde det for en filial.

 

Ved samme vej havde gartner Seidel i nummer 21 gartneri.

 

Nr. 23 var dengang det sidste hus på Ballumvej. På den anden side sluttede husrækken med nummer 20. Endnu i begyndelsen af tyverne, der oprindelig hed Grønnevej ubrolagt med dybe grøfter. Især den østlige del var en muddergrøft. Her havnede der så mange en uprøvet ungdommelig cyklist.

 

Det var ud af til her på Ballumvej, at Højer i 1948 fik sin første større udvidelse. Andelsboligforeningen fik overladt jord fra Menighedsrådet på vejens østside. Degnefennen gik fra parkeringspladsen nordpå til bygrænsen .

 

Forsamlingshuset

Tilbage, hvor den gamle by holdt op, på Ballumvej 10, var der oprindelig dansk forsamlingshus. I 1926 blev den forsynet med en tilbygning. Den blev hjemsted for det danske bibliotek. I 1954 fik Ungdomsnævnet så den ide, at starte en fælles ungdomskub. Man startede på Kommuneskolen. Men det var utilfredsstillende. Man var bange for at provokere tyskerne hvis man foreslog at ungdomsklubben kunne få stedet. Men fra tsk side foreslog man selv stedet. Så det endte med den selvejende institution Højer Fritidshjem.

Og det var her jeg var til bryllup.

 

Institutionen købte stedet og fik det restaureret. Den kommunale ungdomsklub Klub 90 havde den en overgang. Kommunen købte ejendommen i 1992. den blev drevet med det gamle navn Højerhus. Og ungdomsklubben flyttede op i det tidligere søskendehjem, Nørrevej 39.

 

13 bagere i Højer

På Ballumvej 6 var der bageri. Stedet var drevet af forskellige bagere indtil Marius Bossen overtog stedet i 1912. I udbygningen havde Putzmacherin Petra Orth sin hatteforretning. Dengang gik alle damer med hat – også i Højer.

 

Vi har hvis nævnt det før. På et tidspunkt var der 13 bagere i Højer. Den store eksportartikel var nemlig kavringe. For ikke – sønderjyde kan vi som service meddele, at det betyder tvebakker.

 

En læge med tre heste

Ballumvej 4 blev bygget af den gamle snedker Lessow. Det var et værksted uden maskiner. Tredje generation indrettede et skomagerværksted her.

 

Og i nummer 2 indrettede den navnkundige vognfabrikant Jens Hansen Jensen sig. Han blev kendt som hjuler Jensen eller Europa – Jensen (Læs artiklen: En vogn fra Højer)

 

Ballumvej 1 har været lægebolig. Den var bygget af Sanitätsrath dr. med. Johannes Friedrich Kühl. Han havde et kæmpe distrikt. Han havde selv en vogn og to – tre heste, når han skulle ud på landet. Det var en lukket vogn. Han havde kusk på bukken. Kommunikationen foregik med en fløjte og en gummibold.

 

Når vejene var ufremkommelig ude i kogene red han selv. Til at passe hestene havde han en karl. Dr. Kühl døde i 1933. familien brugte en overgang huset til sommerbolig, men i 1936 blev den overtaget af Verein Deutsches Haus.

 

Et reb til mange formål

Ballumvej 3 var bygget omkring år 1900 af rebslager Hans Peter Andersen. Reberbanen gik mod vest over til Nygade. Den oprindelige bane blev ejet af hans farbror. Den gik langs vestsiden af Ballumvej fra Nørrevej til nummer 23.

 

Og i nummer 1 lå et gammelt spindhus. De reb, der blev spindet her, blev solgt til landbruget, til fiskeriet og til søfarten.

Hans Peter Andersen havde en ordentlig flok børn. De skulle også fodres, derfor fiskede han også ved Slusen. Han havde altid første klasses fiskeredskaber. Han lavede dem selv.

Han gik altid den sorte vej ned tilslusen, to gange om dagen i ålesæsonen. Og det var på indersiden af diget. Den vej var altid belagt med sort slagger fra DSB.

 

Østerende

Vi går ned ad Østerende, hvis første nord – sydgående del oprindelig hed Markgade. Her på hjørnet lå eller ligger Kræftings Billedskæreri og Antikvitetsforretning, Nørregade 5.

Tidligere var her Hotel stadt Tondern.

 

Ikke for arbejderne

Det var en meget velrenommeret kro, hvor marskbønder og andre honoratiores havde deres stambord.

 

Kroen havde en meget stor rejsestald ved Nørregade og en rummelig sal mod syd. I en sto etagers hovedbygning var der krostue forneden og hotelværelser på 1. sal. I haven ud mod Østerende var der en stort lysthus. Her havde man også forbindelse til en stor udendørs keglebane.

Før der blev bygget gymnastiksal ved Kommuneskolen, havde tyske elever om vinteren legemesøvelser i hotellets sal. I årene fra 1951 – 56 havde den tyske privatskole lokaler i den nuværende Østergade 9, som hørte til hotellet.

 

Her kom almindelige arbejdere og tjenestefolk ikke. Når de skulle til kros, tog de til Snurom Tøndervej 7 eller til Tedjen Jensen i Ny Frederikskog.

 

Familien Boysen

Vi fortsætter på højre side af Østerende ned til hjørnet af Kovej. Her lå i gammel tid en tvillinggård, den Boysen`ske slægtsgård. Det var et anseeligt men også meget uregelmæssigt byggekompleks. Det omsluttede to meget små gårdpladser. Udhusene er for længst borte. Stuehusene står der delvist endnu. Østgården er det nuværende Østerende 4. Her boede apoteker Nagel, indtil han byggede Nørregade 10.

 

Østerende 1er en ældre ejendom, som i slutningen af 1700 – tallet blev ejet af Thomas Thomsen. Han blev gift med en datter fra genboen. Den tyske kniplingskræmmer M.C. Mathiesen giftede sig med genboens datter,Helena Boysen en dansk pige og sønnedatter af den navnkundige Geske Marie i Emmerlev. I 1827 byggede han den nu anseelige gård.

Senere arvede Helena, den store gård og jordene.

 

Matthiesen – en stor mand i Højer

Lad os lige kigge på M.C. Matthiesen. Han var byens sidste kniplingskræmmer og medstifter af sparekassen. Han blev i 1869 Højers første borgmester. Han drev også et dampbrændevins – brænderi i det nuværende Nørregade 1.

 

Sønnen Christian Matthiesen, der arvede gården var gift med mølledatteren Emma Roll. Ægteskabet forblev barnløst. Emmas bror, Fedder Roll overtog gården (Læs artiklen: En mølle fra Højer). Han var gift med Ella Kier fra Kiers gård (Læs artiklen: Hvem boede på Kiers Gård? ) De følgende ejere blev deres datter, Ina og hendes mand, grosserer Waldemar Ohlsen, søn af Chr. Ohlsen Østerende 3.

Her kom senere firmaet In– Foto.

 

Familien Ohlsen

Og Østerende 3 må vi heller ikke springe over. Det er familien Ohlsens gård opført i 1896 af Chr. Ohlsen. Han måtte opgive landbruget af helbredsmæssige grunde. Han begyndte at sælge jern og stål, plader og pumper. Lageret blev indrettet i gårdens lade. Sønnen Erich overtog det, og flyttede engros – forretningen op på Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co. I gårdens hestestald har det også været rørvæveri.

 

Erich Ohlsen bortforpagtede det meste af jorden og udlejede stalden til et par koholdere. Efter at han havde giftet sig med Marie Nielsen overtog han igen ejendommens drift. Rasmus Storck forpagtede gården og drev den til 1962.

 

Jernbanens ejendom

Hvis vi nu kigger øst på, ser vi ejendommen Østernede 12 – 14. Den rummer fire lejligheder. Det var beregnet til ansatte ved banen. Persontrafikken mellem Tønder og Højer ophørte som bekendt i 1935 (Se artiklen: Sidste tog fra Højer).

Herman Stoltenberg købte huset, og den blev indrettet til leje boliger. Her blev også drevet kaninavl i stor stil. Det gik meget ud over egnens mælkebøtter.

 

Nogle af bane – funktionærerne ejede deres eget hus. Det gjaldt blandt andet for Weichensteller Nielsen, der ejede Østerende 11. Det var tidligere stråtækt, men brændte i 1918. Det blev genopført med tegltag.

 

Døve Rasmus og Store Klåj

I Østerende 9 boede Døve Rasmus. Han brugte et stort hørerør, når folk talte til ham. Rasmus passede to hvide pumpemøller ved Vidåen. Det var også der, han fiskede. Desuden var han bådebygger.

 

Østerende 5 blev ejet af Carl Lorentzen. Man kaldte ham for Calli Va’emand. Det var fordi han førte tilsyn med de kreaturer, der græssede i Højer Mark. Om vinteren var han også husslagter og gik ud som daglejer.

 

Østerende 7 blev kaldt for æ Fårsti. Oprindelig var det bare en træbarak. Her boede August mæ æ Træben. Han hed også August Christensen. Men her har hvis nok boet utrolig mange lejere.

 

I Østerende 15 boede Store Klåj. Han ernærede sig ved landbrug. Hans kone sad i mange år som enke og holdt stadig køer. Hun blev kaldt Midde å æ tovt.

 

Paradiset i Højer

På sydsiden af Østende ligger nr. 16. Den har tilhørt banen som kolonihus. Den var bygget af jernbanesveller. Den bestod kun af to rum, i den ene var der en kakkelovn. Her kunne de banefolk, der dannede en kolonne søge ly. I Højer boede der fire af disse strækarbejdere. Senere boede der også en skomager i huset.

 

Og Østerende 18 har vi tidligere omtalt. Det var her Liberta eller Paradiset lå. Indehaveren Martensen kørte rundt med et skilt på bilen, Jesus kommer snart.

 

Banegårdsgade – Højer Dige – Ved gamle Dige

Vi er nu syd for Kovej. Og går ned af Banegårdsgade til Højer Station. Men det er bare snyd. Det er længe siden, der har gået tog til Højer. Men det startede helt tilbage i 1892.

 

Den flotte barnegård

Stationen var temmelig flot. Her var sandelig også restaurant. Ja der var også stationskro på Daler Station.

Og ved Højer kunne man også læsse kreaturer på. Ja og vandtårn var det sandelig også. Persontrafikken ophørte i 1935 og godsbefordringen først i 1962. Så overtog kornfirmaet Hindrichsen bygningen og indrettede lejligheder i den. Den blev revet ned i 1985, og så blev der opført andelsboliger på stedet.

 

Det var ikke godt for Højer, at banen kom. Man mistede dermed en masse indtægter fra tyske turister, der skulle videre til Sild. Vognene syd fra blev plomberet, så først ved Højer Sluse, kunne man komme ud. Men min far har været inde at kigge på disse ”luksus – togvogne” hvis nok ikke helt efter reglerne. (læs artiklen under Tønder: Drengestreger fra 1920) (Læs også artiklen. Tog til Tønder)

 

Men siden har det hvis været meget godt. Turisterne eller nærmere kurgæsterne blev ført direkte til slusen. Arbejdere og skolelever kunne nu tage toget direkte ind til Tønder.

 

Masser af skrammel

Vest for Kovej 2 har der været en stor branddam med træstakit omkring. Der blev smidt en masse skrammel i den. Det pyntede bestemt ikke. Men i 1930 blev det fyldt op, med henblik på at anlægge en mindelund på stedet.

 

I 1987 opførte Højer Andelsboligforening 20 boliger i området mellem mindelunden, baneterrænet og det gamle mejeri.

 

Det gamle havdige

Vest for Mindelunden begynder det gamle havdige fra 1556. Da jernbanen blev anlagt ud til slusen, gik diget lidt længere mod nord og forbi Ved Gamle Dige 1. Derfor blev banet ført gennem diget syd for dette hus. I tilfælde af stormflod kunne åbnnigen lukkes med svære planker.

 

Lige syd for byen går vejen op på diget. Vest for dette ligger Højer Dige nr. 2. Det tilhørte dengang gartner Johannes Møller. Han var i sin tid bødker med værksted i Postgade 11. Omkring århundredet startede han et rørvæveri i huset ved diget, lige som det i Østerende 18.

 

Råmaterialet var tagrør, der blev høstet i egnen ved Rudbøl. Man kunne sejle rørene næsten helt hen til huset. (se mere om rør m.m. i artiklerne: Bådfolket i Rudbøl og Aventoft – en by ved grænsen (under Tønder) )

 

Gartneri

Senere lærte Møller gartnerhåndværket og drev i 25 år gartneri på ejendommen. Han avlede blandt andet rabarber og jordbær, som han solgte til feriehotellerne på Sild. Han havde også postordreforretning med kålplanter til forskellige egne af Tyskland. I Skolegade 4 havde han grøntforretning. Hans produkter blev også solgt fra trækvogn på gaden.

 

I 1936 overtog Lorens Jepsen gartneriet. Efter 1946 blev det nærmest drevet som hobby.

 

Den uheldige læge

Ved Gamle Dige 1 er bygget som lægebolig i 1922 af dr. Madsen. Og vi har tidligere omatlt den uheldige læge, der blev kørt over af sin egen bil. Amtsfuldmægtig Florander overtog huset. I 1934 blev det igen lægebolig, da Dr. Rasmussen flyttede ind i det.

 

Opa’s hund ventel

På hjørnet over for lægeboligen ligger rutebilstationen Ved Gammel Dige 2. Og derinde i det lille ventesal, hvis den stadig eksisterer, har Familien Brodersen ofte ventet.

 

Hvis vi ikke kunne få fat æ lillebil, måtte vi gå den lange vej u i æ kou. Når vi ankom med bussen fra Tønder så stod Oma og Opas hund, Seppel og ventede på os. Det var en meget klog hund.

Turen fra Rutebilstationen ud til Anden Katastrofevej i Ny Frederikskog var skøn i sommermånederne, men var lige det modsatte, når det stormede og ruskede.

 

Senere cyklede jeg og en kammerat ofte fra Tønder til Højer og besøgte familien

 

Kogsgade – Slusevej

Vi går ned af Kogsgade. På højre side lå et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev kaldt Caroline Pandhus. Det var fordi husets tag var af teglsten. Det var unormalt dengang. I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset. Han lod det nedrive, og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.

 

20 mand lavede Bonnevoks

I Korsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn, Christian startede i tyverne med at lave skocreme, men gik senere over til at fremstille bonevoks. Fabrikken var en meget ejendommelig virksomhed. Her blev også fremstillet bonevoksmaskiner. Og her sørgede man få, at kludene blev genanvendt. Til sidst fremstillede man det hele selv på fabrikken og havde 20 mand ansat. 2.000 maskiner over hele landet var udlånt.

Men efterhånden blev det almindeligt, at der kom tæpper på gulvene. Så kan det nok værre, at det gik tilbage for fabrikken.

 

En mindesten

Over for fabrikken ligger Korsgade 1. Den tilhørte familien Lorenzen. Den blev beboet af Lucie, er var enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år, ved Genforeningen. På det tidspunkt var han til søs. Det betød, at han ikke kunne få dansk indfødsret. Derfor gjorde han tjeneste i den tyske marine under 2. verdenskrig. Det kostede ham det ene ben.

I Korsgade 6 var der lotterikollektion. Her boede enkefrue Knockenhauer.

 

På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige står en mindesten, som højer – borger rejste for Kong Frederik den Sjette. Det var den frygtelige stormflod, der i 1825 krævede 150 menneskeliv, Kongen havde besøgt halligerne, og var gået i land her. Her var den gamle strandbred og ladeplads samt udskibningssted lige i nærheden.

 

Det var også her i nærheden at møbelfabriken Elmo byggede. Jeg synes, at kunne huske, at vi hentede pc- borde i Møgeltønder – engang. Det var her Elmo startede.

 

Ved den hvide bro

Øst for Slusevej havde den tyske skytteforening skydebane og skttehus. Og i fenne nr. 2 havde Feuerwehr – Übungsplatz.

 

Udsigten mod syd blev domineret af Den hvide fabrik, en kolods på fire etager, men den har vi hvis flere gange skrevet om.

 

Og så når vi til æ vie Broe, som min mo ikke turde at gå over. Hun havde nærmest en forbi , når hun skulle over den. Men det har hun da også været adskillige gange. Og her i nærheden op mod slusen lå Opas fiskekutter. Området så helt anderledes ud dengang – i min ungdom. (Læs artiklerne: Højer, Stormflod og diger – Travlhed ved Højer Sluse – Syd for Højer)

 

To hvide pumper

På hver side af åen stod engang en malerisk hvid pumpemølle . De blev fjernet efter sidste krig.

 

Og så slutter vores lille gåtur i Højer. Prøv selv at gå rundt. Brug vores små artikler som guide. Du vil bestemt nyde det. Nej vi får ikke tilskud af turistforeningen.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Højers Gamle Huse
  • Anekdoter fra Højer
  • Flere anekdoter fra Højer
  • Dagligliv i Højer – dengang
  • Den mærkelige læge fra Højer
  • Det Gamle Højer
  • En mølle i Højer
  • En Vogn fra Højer
  • Erindringer fra Højer
  • Et mejeri fra Højer
  • Hvem boede på Kiers Gård?
  • Højer – Historier og Oplevelser
  • Højer – Minder 1 – 3
  • Højers historie
  • Sidste Tog fra Højer
  • Og mange flere artikler fra det gamle Højer

Syd for Højer

Dato: september 2, 2010

Rudbøl Kog, Gammel
– og Ny Frederikskog var født og dannet af havet. 17
års skattefrihed var en direkte nybygger politik. De første var frisere
og hollændere. Der var færgefart over Vidåen. Man havde egen retspolitik.
Og så var det succes for Nørremølle. Tusinde af digearbejdere
fik ødelagt deres jordhytter. De måtte have logi i Højer by.
 

Født og dannet af havet

På Frederikskogs våbenskjold
findes følgende indskrift, Ex mari natus.
Det betyder, født og dannet af havet.
Nu gælder dette ikke blot for Frederikskog,
med hele området ved Vidåmundingen.

I århundreder har dette land været
præget af diger og oversvømmelser. I gamle tider gik der en bred havbugt
dybt ind i landet. Nogle steder ragede højdepunkterne op som øer.

Vidåen
havde dengang mange arme. Priler, langvarig regn samt snesmeltning dannede
i lang tid et helt Waterworld
her. Gamle marknavne minder om den tid.  

Bredsø 
blev omkring 1649 ejet af apoteker Andreas Lorenzen
i Tønder. Senere kom den under Højergård.
Den blev købt af regeringen som rentegård,
men er nu under privateje.

Langt den største og dybeste sø 
er Rudbøl Dyb eller Rudbøl Sø.  

De første var frisere og hollændere

De første bosættere kom længe inden
området var inddiget. Det var ganske givet hollændere eller frisere.
De var fortrolige med at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme
forhold.  Der findes vel 25 – 30 værfter i området med forskellige
navne.  

I Gammel Frederikskog
finder man foreksempel Kinkelhofsværft
og inspektør Brodersens værft.
I Rudbølkog, Seifert von Marvedes værft.
I Gaden, Nis Heicksens værft
og Husumtoftmark. I Rudbøl
har man Nørreværft.  

Værfter

Dengang, hvor der ikke var diger, byggede
man værfterne højere og højere, hvis gentagende stormfloder truede
gården.

Saxo
skrev følgende:  

  • Indbyggerne, som er rå
    og med smidige kroppe, forsmår den svære rustning. De omgiver deres
    marker  med vandgrave og springer ved hjælp af springstokke. Deres
    huse opfører de på høje af opkastet jord.

 

Værfterne var ikke blot opført af opkastet
klægjord, men også af nedrammede pæle og et pakværk, der består
af ris og gødning.  

Poppenbøl 

Poppenbøl 
værftet var en af de største. Det var højest inde på midten. Hvis
man dengang skulle besøge sine naboer, ja så måtte man tage båden.
Så galt var det dog ikke, da min mor tjente
Poppenbøl. Den nævnes allerede i 1443. I 1769 havde den
to gårde og to huse med 22 beboere. 

Om bebyggelsen Gaden
nævnte Petraeus i 1440erne : 

  • Her bor der på 
    fire forhøjninger eller værfter fem bolsmænd, som ejer bøndergårdene.

 
 

Spredt bebyggelse

I 1769 havde Gaden
fem gårde og fem huse med i alt 52 beboere.

Tidligere hed stedet Husumtoftmark,
der lige som Højergård havde særlige privilegier.  

Rudbøl 
havde i 1769, 8 gårde, 21 kådnere, 12 indsiddere med i alt 229 indbyggere.  

17
års frihed

Gammel Frederikskog 
blev inddiget i 1692. Kongens privilegier blev allerede underskrevet
i 1690 af hertug Christian Albrecht.
Efter disse privilegier skulle kogens
interessenter fri og frank uden nogen afgift og pålæg nyde og besidde
de inddigede arealer i 17 år.

Disse 17 år begyndte først når alt
var bragt i stand og diget fuldkommen færdig. Efter udløbet af de
17 år skulle der årligt af hver demant
betales en halv rthr. Til det tjenestelige kammer.  

Endvidere skulle i de 17
år, kvæg, korn og lignende, som den kære Gud måtte unde denne kog,
frit afskibes uden told og licenser eller andre afgifter og hvad der
er behov for i denne kog, må frit indføres.

Desuden skulle det tillades interessenterne,
deres arvinger og efterkommere at opstille vindmøller og hestemøller
uden for, og inden for digerne og udnytte dem med frimalen, brygning
og bagning, at have herberger og stalde samt at drive andet håndværk,
købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag.

Ligeledes skal de , der i sådanne
inddigede koge ejer 60 demant land have ret til fri at drive jagt og
fiskeri, såvel inden for som uden for diget. Men de
øvrige, som ikke når det nævnte tal på
60 demant, skal være udelukket derfra.
 

Egen ret

Den allerstørste del af kogen
var græsland. Dette blev benyttet til opfedning af kvæg. Kogen havde
en kogsinspektør. En dommer og tre rådmænd dannede dengang
kogsretten. Koginspektøren
ledede møderne og var også sekretær
og regnskabsfører.

I kogen gjaldt Ejderstedts landsret.
Og man havde sandelig også egen galgeplads.  

Afvanding

Frederikskog
blev tidligere afvandet med Brunoddekog
gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle kogsmølle.
Fra 1843 blev kogen afvandet gennem Frederikskog
– diget
ved en afvandingsgrøft gennem det daværende forland.  

På et gammelt kort er der aftegnet
et Trindsumkapel, hvor nu Gammel Frederikskog
ligger. Der har ikke været mulighed for at finde noget om dette navn.
Heller ikke at det skulle have været en sunket kirkeby.  

Nørremølle

I 1739 blev der i nærheden af den gamle
kogssluse bygget en mølle, som er kendt under navnet Nørremølle.
Dette var nok den ældste hollandske mølle i Nordslesvig.
Den blev nedbrudt i 1856 og genopbygget i Højer.

I møllerboligen blev der indrettet kro.
Selve mølledriften har også været en god forretning. I 1760
havde møllen således ikke mindre end tre møllersvende og to piger
ansat.  

I 1727 blev kogen opmålt, og der blev
udarbejdet en jordebog.  

Problem med Rudbøl Kog

Der var store problemer med inddigningen
af Rudbøl Kog. Det var en kostbar affære. Håbet om at afvandingsforholdene
blev bedre kom ikke til at holde stik. I Tønder Intelligensblad
første årgang hedde det i september 1813: 

  • Efter en kostbar proces
    blev denne kog inddiget i 1715, og dermed begyndte en endnu sørgeligere
    epoke for nogle af marskegnens afvanding.

 

I en tysk topografi fra 1799 kan man
læse: 

  • Fem sluser er der her ved
    siden af hinanden. Skibe med 7 – 
    8 fods dybde kan gå ind til dem. Den største sluse, en ny bjælkesluse
    med to par porte er mønsterværdig, og har kostet 12.000 rthr.

 

Blandt de huse, der lå strøet
over hele kogen, var der dengang endnu en haubarg.
Den lå på det, der hedder Seyfferts værft.
De to sidste ejere var Thomas Nielsen(omkring 1760)
og Seyffert von der Merwede.
Værftet blev opkaldt efter den sidste. Haubargen
blev nedbrudt i første halvdel af 1800 – tallet. Von der Merwedes
datter Juliane blev gift med distriktslæge Fysikus Peter
Dirks
i Tønder.  

I 1905 blev to tredjedel af kogens areal
mejet og en tredjedel græsset. Kvægbestanden var 11 heste, 128 stk.
hornkvæg og 117 får. Om sommeren var kvægbestanden væsentlig højere.  

Rudbøl Kog

Kogen, der ligger ca. 4 km syd for
Højer,
blev i hele sin længde gennemstrømmet af Vidåen,
fra Rudbøl Dyb til Rudbøl Kog Diget.

Fra omkring 1919 førte en bro over åen.
Tidligere foregik overfarten med en færge. De sidste to færgemænd
var Peter Petersen og Hans Chr. Nielsen.
Det kostede 50 pf. For en ladning hø, for en vogn 25 pf. Og for et
kreatur 10 pf.  

I krigsårene 1914 – 18 var færgefarten
indstillet, da den ene færgemand var indkaldt til krigstjeneste. Prammen
blev da trukket på land. Transporten blev meget besværlig.  

Ny Frederikskog

Den sidste af de nuværende koge,
Ny Frederikskog
blev inddiget i 1859 – 61. Inddigningen kostede
en million mark. En del var opsparet, resten blev fremskaffet ved lån.
Pengene blev betalt efter 17 år. Det gjaldt de samme regler for
Ny Frederikskog
som Gammel Frederikskog.
Begge koge fik brugsret til forlandet ud for havdiget.  

Omfattende digearbejde

Fra forskellig side blev der ønsket
en ny stensluse frem for en træsluse.

I løbet af 1859 blev der opført et
foreløbigt kajdige, det vil sige en lille dæmning. Denne blev lavet
for at beskytte arbejderne under selve digebyggeriet.

Fra prædikestolen blev der oplæst et
specielt reglement, der gjaldt under byggeriet. Her blev der fastlagt,
hvem der havde kommandoen, og hvornår man ikke måtte arbejde. Således
hed det sig i & 16:  

  • Ved alvorlige forseelser,
    foreksempel forsætlig ødelæggelse at
    ødelæggelse af redskaber, at forlade arbejdet uden grund, opstand
    og sammenrotning af arbejderne samt overhovedet enhver form for tumult
    og voldelig optræden, skal der ufortrødent gribes ind med de nødvendige
    forholdsregler og med eftertrykkelig strenghed. Hvis det er nødvendigt,
    kan man hertil rekvirere kraftig hjælp fra det nærliggende gendarmeristation
    og eventuelt fra militæret. De skyldige skal i sådanne tilfælde overgives
    til retsvæsnet og straffes efter al lovens strenghed.

 

Under digebyggeriet blev arbejdet en
del forsinket. Vandet brød igennem det såkaldte kajdige.
Det betød store tab for entreprenørerne.

Inddigningen krævede mange arbejdere.
Ja tusinder af fremmede arbejdere
bosatte sig midlertidig i området. De boede blandt andet i jordhytter,
der var indrettet mellem kajdiget
og hoveddiget.

Til at opretholde ordenen, blev der stationeret
et kompagni soldater. De blev først indkvarteret i Rudbøl,
senere i Højer.  

Ny havsluse

I forsommeren 1860 blev grundstenen lagt
til den ny havsluse. Det var en åben stensluse. Dagen blev fejret under
stor deltagelse. Der var rejst to store telte til anledningen.

Konge Frederik den Syvende,
der skulle have foretaget nedlæggelsen af grundstenen, kom ikke. Hans
navn figurer dog på de to metalplader, der er anbragt på slusen til
minde om. 

Stormflod
ødelagde arbejdet

Sommeren 1860 var ikke særlig gunstig
for digearbejdet. Der var meget regn – og stormvejr. To gange,
den 23. august og 3. oktober blev kajdiget gennembrudt af en stormflod
og hoveddiget beskadiget. De huller, hover man gravede jord, uden for
diget, blev fyldt med vand.

Digearbejdernes jordhytter blev ødelagt.
Arbejderne kom i store skarer til Højer
for at finde et midlertidigt logi.

Det ugunstige vejr var heller ikke godt
for sundheden. Et par af arbejderne druknede, men også en del
omkom som følge af sygdom.  

Det nyinddigede kog udgjorde sammen med
Gammel Frederikskog
og Rudbøl Kog èn kommune.

Omkring 1923 blev diget forhøjet med
en meter nogle steder. 

Kilde:
Se

Litteratur Højer  

Hvis du vil vide mere:

Bådfolket i Rudbøl

Fiskeri ved Højer

Højer
– som havneby

Rudbøls Historie

Travlhed ved Højer Sluse

Højer
– stormflod og diger

Højers historie

Højer
– historie og oplevelser

Tønder, Marsken og Afvandingen (under
Tønder)

Digebyggeri i Tøndermarsken (under
Tønder)

Sønderjyllands Wild West (under Tønder)

Tøndermarsken (under Tønder)

Tøndermarsken 2 (under Tønder)

Tøndermarsken
– under vand (under Tønder)

Vikinger i Vadehavet (under Tønder)

– og masser af andre artikler under
Højer
 
 
 


Dæmningen – syd for Højer

Dato: april 5, 2010

Oppe fra et soveværelse i Ny Frederikskog
kunne toget ses, men ikke dæmningen. Turiststormen mod Sild er enorm.
Den truer med at stresse øen. Læs her om Hindenburg
– dæmningens bygning og om den spændene
ø, den fører over til. Inden dæmningens bygning, tjente hotel
– og restaurationsfolk i Tønder og Højer mange penge på
de tyske kurgæster.
 

Et tog i det fjerne

Oppe fra mine bedsteforældres soveværelsesvindue
kunne jeg mod sydvest se et tog køre på vandet. Det var toget
mod og fra Sild, der kørte på Hindenburgdamm
eller Hindenburg – dæmningen.

Ude på den gamle sluse i Højer
kunne vi uden problemer se den nordlige del af Sild.  

Tysklands mest eksklusive strand

Med dæmningen fik de rige og smukke
bedre mulighed for at komme til vel nok Tysklands
mest eksklusive strand.

Inden første verdenskrig tjente både
Tønder
og Højer meget på disse gæster. I første omgang
ankom de til Tønder, hvor de så overnattede på byens hoteller.
Derefter gik turen til Højer
med vogne.

Men da togforbindelsen blev etableret
til Højer gik turen direkte til Højer Sluse,
hvor kur – og strandgæsterne så blev transporteret med skib til
Sild.
 

Vi har i tidligere artikler beskrevet
gæsternes ankomst til de to byer. På banegården i Tønder
holdt de flotte salonvogne fra Tyskland.
Efter første verdenskrig var de plomberet. Men dog ikke mere, end at
min far besøgte disse vogne. Han kunne berette om vild luksus.  

Uberegnelige Vadehav

Dæmningen fra Nibøl
er udelukkende beregnet til togtrafik. Den er 11 kilometer lang.

Den 1. juni 1927 blev dæmningen indviet
efter en byggetid på fire år. Egentlig var den kun ensporet.
Men blev senere tosporet.

Dæmningen er en del af Marschbahn
fra Hamborg til Westerland.
Allerede i 1887 gik banen via Husum
og Niebøl til Tønder.
Derfra gik turen til Højer Sluse.
Med hjuldamper gik det så til Munkmarsch.  

Også en forbindelse mellem Hamborg
og Hörnum blev oprettet.  

Men Vadehavet
var uberegnelig, allerede dengang. En overfart kunne let tage seks timer.
Om vinteren endda op til tre dage. Isen kunne gøre overfarten til en
uovervindelig barriere.

Østenvind kunne give manglende vand,
og tåge kunne give forsinkelser.  

1856: Gør Sild landfast

I 1856 foreslog C.P. Hansen,
at man mellem Keitum og Højer 
eller fra Morsum eller fra Nösse
til Viddingherred byggede to parallele diger. På den måde kunne
Sild
gøres landfast med fastlandet.  

Denne C.P. Hansen
var skolemester, forfatter og lokalhistoriker.  

I 1868 skrev Eiderstedter Nachrichten,
at det ville være ønskværdigt, hvis der fra østsiden af øen blev
anlagt en dæmning. Fra Tønder
eller Højer burde der anlægges en vej eller jernbanelinie.  

Allerede fra 1875 til 1876 undersøgte
Ludwig Meyn
mulighederne for at bygge en dæmning fra fastlandet
til Silds østlige punkt Nósse.

Han fandt ud af at Vadehavet
godt kunne bære en dæmning. På Sild
var der dog delte meninger om dette forehavende. Man mente, at blive
fremmedgjordt og at det ville gå ud over den frisiske kultur på
Sild.

 

Ikke alle var glade for en dæmning

I 1910 besluttede man at gennemføre
et projekt. Men den første verdenskrig satte et stop for disse planer.
Øens betydning som feriemål var efterhånden betydelig.

På naboøerne Amrum og Før
var man ikke begejstret for planerne. I stedet ville de have, at der
blev sørget for at større skibe kunne komme til øerne. Men protesterne
blev afvist.  

Via Tønder og Højer

Gæsterne til øen måtte efter 1920
tage til Danmark (Tønder).
Det krævede visum. Dette blev så i 1922 afløst af en ordning, hvor
vognene var plomberet når man befandt sig på dansk område. Ved
Højer Sluse
måtte de rejsende gå gennem et afspærret område
ned til Vidåen for at gå ombord på hjuldamperen.  

 Men den danske regering havde kun
givet tilladelse til dette i en begrænset tid. Ja man havde givet en
tidsfrist på tre år for at finde en løsning.  Derfor var det
tvingende nødvendig for de tyske myndigheder for at finde en løsning.

I 1925 – 1926 var der via Tønder
og Højer
25.215 rejsende mod Sild.
Visumtvangen blev dog afskaffet i 1926.  

Et enormt bygningsprojekt

Vejforholdene i det nordvestlige Tyskland
var ikke gode dengang. Derfor blev der lagt en ekstra jernbanespor til
Klanxbüll,
så man kunne få transporteret materiale frem.

I 1923 begyndte anlæggelsen af dæmningen.
Man man var knap begyndt, da det hele druknede i en stormflod. Det skete
blot efter fire måneder.

Man måtte anlægge dæmningen mere nordlig
end man oprindelig havde planlagt. Ekstra sikkerhedsforanstaltninger
blev taget i brug for at sikre dæmningen.  

Mellem 1.000 og 1.500 arbejdere blev
beskæftiget ved dæmningen. Efter fire års byggetid blev tre millioner
kubikmeter sand og mudder flyttet.  Endvidere blev 120.000 sten
transporteret til dæmningen fra fastlandet.

Materialerne blev leveret af forskellige
fladbundede både inde fra Husum.
Andre materialer blev leveret via nye skinner. Hver dag kom 70 jernbanevogne
med materialer. Dertil kom 30 sejlbåde, 3  slæbebåde og yderligere
20 andre både.  

Dæmningen blev dyr. Og det måtte passagerne
på dæmningen betale for. Et tillæg blev beregnet fra 1933 til
1940.

Nord og syd for dæmningen på fastlandet
blev der anlagt diger. Derved opstod Wiedingharder Neue Koog
og Dreieckskoog.  

Problemer med navnet

Den første officielle passager var
Rigspræsident Paul von Hindenburg.

Det var også ham, der indviede dæmningen. Efter blot et par timer
forlod han igen øen. Og har efter sigende aldrig mere været på øen.
Egentlig havde dæmningen ingen navn. Men ved en indvielsesmiddag fik
dæmningen sit officielle navn.

Men efter anden verdenskrig, var der
mange tanker fremme for at ændre navnet på dæmningen. Man beskyldte
Rigspræsidenten
for at have banet vejen for Hitler.

Der var mange initiativer i gang for
at ændre navnet. Forslag som Sylt
– Dæmningen, Fredens – dæmningen eller Nordfrislands
– dæmningen
kunne dog ikke rigtig trænge igennem.  

Et biltog på 
550 meter

Fra 1932 blev der også taget biler
med toget. Indtil første verdenskrig blev bilerne kun taget med som
almindelig gods.

Fra 1951 indførtes rigtige biltog. Kun
fire af disse kørte dagligt på sporene.

Men der var utilfredshed at spore. Mange
forlangte at der blev bygget en direkte vej til øen, så biler ikke
var afhængig af toget.

Man gennemførte nogle ændringer, så 
flere og kunne køre til øen. Således kunne man i påsken 1957 overføre
450 køretøjer.

I 1961 indførtes to – etagers
biltog. I dag kaldes togene for SyltShuttle.
Og endelig i 1972 blev der anlagt et ekstra spor.

I 2001 blev der indsat 5 nye biltog på 
en længde af 550 meter. De kunne befordre op til 190 personvogne.  

Hver sommer transporteres 700.000
gæster

Nu er det ikke kun biltog, der kører
over dæmningen. Regionaltog, Intercity og eksprestog kører flere gange
i timen mod og fra Sild.

Man regner med at alene jernbanen hver
sommer transportere 700.000 gæster til og fra øen.

Et enkelt biltog kan medtage 160 personbiler.
På en enkelt dag i forbindelse med højtiderne kan der i løbet af
en dag sagtens køre 120 tog over dæmningen.  

På dæmningen blev der opført
en lille barak. Her sad en person og styrede trafikken. Dette sker nu
elektronisk fra Niebøl. Den lille barak blev i folkemunde kaldet
Villa Havudsigt.
 

To alvorlige ulykker

Den 3. september 2009 skete et tragisk
uheld på dæmningen. En lastbil på 
toget blev ramt af stormvejret og slynget af toget. Chaufføreren blev
dræbt ved ulykken. 

Også i 1993 var der sket en ulykke
på dæmningen, hvor to personer blev alvorlig kvæstet.

Der er eller strenge regler for, hvornår
man må medtage køretøjer. Alt dette er afhængig af vindstyrken.

Efter redningsindsatsen havde redningsmandskabet
kritiseret redningsvejen. Den var ikke blevet vedligeholdt og
mandskabet havde svært ved at nå frem.  

Adskilt fra fastlandet

Men hvad er der for en ø, dæmningen
fører over til?

For cirka 8.000 år siden blev Sild
skilt fra fastlandet.

Øen Sild
var besøgt af vikinger. Det viser flere fund. Fra omkring år 500 blev
Sild
beboet af østfrisere. Strandfriserne
kom først omkring år 1000.

Ifølge overleveringer skulle jyderne
og anglerne i 450 have begivet sig ud på havet for at kolonisere
de britiske øer. I mange år har området været næsten affolket.  

Øen har været beboet siden den yngre
stenalder. På øen findes en del gravhøje og stendysser. Bedst
kendt er Denhoog, Hanhoog og Tinumhoog.

Således minder familiegraven Denhoog
ved Venningstedt om masser af aktivitet i forhistorisk tid.  

Sild nævnes i 1141

Navnet Sild
dukkede første gang op i skriftlige kilder i 1141. øen blev også
nævnt i Valdemars jordebog
fra 1231. Muligvis stammer ordet fra det danske ord for fisken sild.
Andre muligheder er det gammeldanske ord sylt,
der betyder salt eller strandeng.

Men fra 1668 brugte man silden i våbenskjoldet.  

I 1236 blev Sild
en del af hertugdømmerne. Men Nordfrisland
udgjorde et særligt utland
under kongen. Med tiden kom større og større dele under hertugen.

Kongemagten beholdt dog lige til 1864
øen Amrum, den vestlige del øen Før
og List på nordsiden af Sild
under sit direkte herredømme.

List
havde allerede siden 1292 været i besiddelse af købstaden Ribe
og var i modsætning til resten af øen overvejende befolket af jyder.

I 1769 havde øen ca. 3.000 indbyggere.  

Rømø 
og Sild i hver sin retning

De to nordsø – øer Rømø
og Sild udviklede sig helt forskelligt. Keitum
var egentlig Silds hovedstad. Men da de første badevogne
i 1855 blev opstillet i Westerland,
tog udviklingen fart. Denne by var et lokomotiv for de andre byer på
øen. Det var også det år, hvor det første fyrtårn
blev tændt.  

Rømø 
gik efter 1920 en helt anden vej. Man tog imod campister og individuelle
gæster, som søgte den naturnære ferie i et sommerhus, i klitterne
eller ved Nordeuropas bredeste strand. Det var dog overvejende
tyske turister, der opsøgte Rømø,
som de kaldte for de fattiges Sild.  

Ø
– banen på Sild

I 1888 åbnede øbanen mellem Munkmarch
og Westerland. Senere blev den udvidet til Hørnum
og List.. Øbnanen var en såkaldt smalsporet bane. I 1970 blev
trafikken på strækningen indstillet og skinnerne demonteret. Banen
blev erstattet af rutebiler.

Faktisk var det ombyggede Borgward
– lastbiler,
der udgjorde en del af materialet. Disse ombyggede
lastbiler blev taget i brug i 1956, da damplokomotiverne ofte kørte
fast i fygesand.  

En langstrakt
ø 

Det var kejserrigets
populæreste rejsemål og blev kaldt Dronning af Nordsøen.
I 1905 fik byen købstadsrettigheder. Allerede i 1911 havde byen
Vesterland
30.000 gæster om året.  

Ganske vist siger man, at Sild
ligger 20 kilometer fra fastlandet. Men fra øens østligste del er
der kun 8 kilometer til Friedrich
– Wilhelm – Lübke – Koog

på fastlandet.

Fra nord til syd er øen 38,5 kilometer
lang.

På det smalleste sted er øen kun
350 meter bred. Det er mellem Rantum og Hörnum.
Det bredeste sted er mellem Westerland
og Morsum. Her er der 12, 5 kilometer.

Det højeste punkt er Uwe
– klitten
på 52,5 meter.  

Stormfloden i 1362 ændrede øens form.
Store marskområder blev mistet, og øen mistede forbindelsen til fastlandet.
Allehelgensfloden
i 1436 medførte endnu større landtab. Byen
Ejdum
sank i havet og Rantum
forsvandt i klitterne.

Men det var dog først i slutningen af
det 14. århundrede at øen fik sin nuværende karakteristiske form.

En tredjedel af øen er dækket af klitter.
Resten består halvt af gest og halvt af marsk. Gesten er bevokset af
lyng. I marsken findes græsenge og landbrugsjord.  

På hele den vestlige del finder
man en ca. 39 kilometer lang sandstrand. Brændingen og den kraftige
vestenvind medfører konstant ændringer af landskabet. Man ofrer store
beløb på at sikre øen. Regelmæssige strandfodringer
er nødvendig. Og husk, at du skal betale for at bade på Sild.

Foruden toget, kan man tage med Rømø
– Sild
overfarten og ligeledes med ruten Nordstrand
– Hörnum.
Ja så kan man også tage fly til lufthavnen. 

Hovedstaden hedder Westerland
og har 10.000 indbyggere. Det er halvdelen af øens befolkning. Kunsthåndværkere
og gallerier har sat sit præg på byen.

Byen Wenningstedt
er nærmest vokset sammen med Westerland.
Her findes også kasinoer og banegården. Her er læsseramperne til
biltoget. En masse klinikker og kursinstitutioner findes her.

Mod syd i Ramtum
fremstilles en eksklusiv mineralvand. Her i klitterne findes nok
Tysklands
dyreste vinkælder.

 

Kirke fra 1020

De ældste kirker på øen er
Sankt Severin Kirken
ved Keltum
og Sankt Martin Kirken. Den første kirke blev opført allerede
i 1020 i Keitum. Her skulle have ligget et kultsted. Måske har
man tilbedt Odin. Kirken hørte under klosteret i  Odense
og er viet til den hellige Knud.

Keitum
er en gammel er en gammel kaptajnslandsby. To museer fortæller her
om historie, sprog og frisisk kultur. Her er der også mulighed for
at se de originale friser – gårde.

Mod nord ligger den gamle havneby
Munkmarsch.
Det var her ruten gik mod Højer Sluse.  

Omkring Tinnum
er priserne nogenlunde acceptable. Her er de ikke skruet kunstig i vejret.
Det er også her i nærheden, at Tinnumburg
ligger. Det er et ca. 2.000 år gammelt rigvoldsanlæg.

Braderup
er også et kursted, men knap så mondænt som Westerland.
Når vi nu snakker om det mondæne, ja så er Kampen
nok det mest mondæne på hele Sild.
Her holder de mest lækre biler i Whiskeystrasse.

Helt nordpå ligger List.
Her fandtes tidligere massive militære anlæg.  

Syd på ligger Hörnum.
Herfra er der forbindelse til Nordstrand.
Tidligere var der forbindelse herfra til Helgoland.  

Kurgæster ud
– soldater ind

Fra 1914 – 1918 forandrede livet
sig på Sild. I stedet for kurgæsterne var det nu soldaterne,
der rykkede ind overalt, på hoteller, i pensioner og på børnehjem.
Og skolen i Westerland blev indrettet som lazaret.

Dampskibsselskabet stillede skib til
rådighed for transport af tropper og materiel. Ved vestkysten blev
der opstillet 5 batterier. Bunkere med kommunikationscentre blev anlagt.

Og på Sild
kunne man sagtens høre slaget i Skagerak
i 1916. I dagene efter flød døde soldater ind på stranden.

I november 1918 havde de fleste soldater
forladt øen . Mandskab fra et amerikansk krigsskib undersøgte om alt,
var gået rigtig til. De sørgede også for at flyvemaskinerne havde
fået demonteret deres bomber.  

Görring i Wenningstedt

Efter 1933 satte nazisterne sine spor
på øen. Cirka 10.000 soldater blev stationeret og en række bunker
opført. I 1934 fik jøderne strandforbud i Westerland,
og efterhånden også på resten af øen. Mange hotelværter erklærede
deres huse for jødefri.

Det var også i Wenningstedt,
at Göring og mange af hans tilhængere holdt til. Hans hus
Mein Lütten,
eksisterer endnu. Ja egentlig var huset hans kones.

Indtil anden verdenskrig ferierede også
folk som Rosa Luxemburg og Thomas Mann
i Wenningstedt.  

En ny flyveplads blev anlagt ved Westerland.
Et lazaret blev anlagt i den nordlige del af byen. Rigs – arbejdstjenesten
( Reichsabeitsdienst) 
anlagde fire barakbyer på øen. Marinen byggede desuden forskellige
steder på øen.  

Invasion fra Sild

Mange øvelser foregik fra Silds
vestkyst. Meningen var, at tyskerne herfra ville indvardere England.

En betonvej blev anlagt fra Kampden
mod List. Her foregik en masse militær – transport.

Flere gange under krigen blev øen bombarderet
af engelske flyvere, men der skete ikke større skader.  

Efter krigen strandede et stort antal
fordrevne fra Østtyskland på øen. Militære anlag blev sprunget
i luften af besættelsesmagterne.  

Udsat for naturens luner og farer

Den fortsatte erosion er til fare for
øens fremtid. Især i den sydlige del omkring Hørnum
sker der store tab af land. Også lerklinterne bliver mindre. Det store
antal besøgende især om sommeren stresser
øen.

Den langstrakte ø er en slags bølgebryder
foran fastlandet. Men øen er konstant udsat for naturens luner.

Gennem de sidste 400 år er øen godt
nok vokset med 2 kilometer i længden, men den er blevet smallere og
smallere. På det smalleste sted er der fare på færde, hver
gang der er optræk til stormflod. Ja det er kun 350 – 400 meter,
at gøre godt med.

Meget værdifuld marskjord er blevet
begravet af sand, og flere byer er i løbet af historien forsvundet
under klitterne.  

Der er i nyere tid indført sikkerhedsforanstaltninger.
Mange steder på øen er der ikke adgang. Men ikke alle overholder bygningsforbud.
Ældre bygninger er forsvundet. Det gælder blandt andet hotelkomplekset
Zur Kronprinzen
eller en strandcafé ved Wenningstedt.
Disse komplekser blev offer for naturens kræfter.  

I 1907 blev der på privat initiativ
startet bygningen af en mur, der skulle beskytte byen Westerland.
Den startede med at være 68 meter lang. Men byen fortsatte med at udvide
muren. I 1924 var den 774 meter lang og havde en højde på cirka 6
meter.  

Nye gæster til
øen

Med dæmningen kom der også andre
besøgende til øen. Det var ræve, muldvarpe og andre dyr. Dette gik
ud over fuglelivet.  

Spørgsmålet er dog om man i længden
kan stå imod naturens kræfter. Man bruger hvert år enorme summer
på at sikre øen. På den anden side sikrer den voldsomme turisme
på øen også enorme indtægter.  

6,5 millioner overnatninger

I 2007 blev der registreret 6,5 millioner
overnatninger. Øen råder over cirka 12.000 sommerhuse og i alt 50.000
gæstesenge.I højsæsonen er der opstillet mere end 11.000 strandkurve.

De mange biler var en trussel for øen.
Man havde ikke tænkt på indretning af p – pladser. Og
bilisterne ville så tæt til stranden som mulig. De lavede deres
egne p – pladser midt i det truede område. I 1960erne gik man
i gang med udbygning af vejene og p – pladserne på øen. Nu skulle
man så have styr på de 450.000 biler, der hver sommer drøner rundt
på øen. Og hvis man ellers vil betale sig fra det, så er der nu 84
officielle gange gennem klitterne ned til stranden  

En kraftig brænding

Brændingen ind mod Sild
er meget kraftig. Ja man kan ligefrem bliver masseret af den. Men i
1976 blev der illustreret, hvor kraftig den egentlig er. En dansk fiskekutter,
der havde fået motorstop drev ind mod stranden. Den var fuldstændig
ubeskadiget. Men efter to dage ved stranden var den fuldstændig slået
til pindebrænde.  

Kurophold

Vi har tidligere fortalt om de rige og
de smukke, der besøger øen. Ja min far, der et par somre i min ungdom
arbejdede på øen kunne berette om en perlerække af tyske filmskuespillere,
han havde talt med på øen.

Men mange almindelige mennesker,
tager til øen få at få helbredt en af deres lidelser. Således har
vi i flere artikler beskrevet tøndringer
der er taget til øen om sommeren på et kurophold.

Blandt disse tøndringer var Hans
Bulgar.
Ja egentlig hed han Hans Stehr og
var vært på Schweizerhalle i
Tønder. Han var påfaldende ivrig med sine hurraråb, da Dronning
Elisabeth
af Rumænien besøgte øen i 1888. men det kneb
lidt med geografien for Hans.
Så han råbte, Længe leve Bulgarien.
Og sådan noget skal man ikke gøre, når man kommer fra Tønder.
Så får man et øgenavn.  

Provisor Peter Nielsen
fra Tønder Apotek elskede at tage til Sild,
og var stamkunde i Wellenbad
i Westerland. Ja, han kom så til at hedde Peter Wellenbad.  

Luften på Sild
er nemlig helbredende for astma, luftvejssygdomme og muskelinfektioner.

Allerede i 1857/1858 havde man fundet
ud af, luftens gavnlige virkning på helbredet.   

Nøgenbadning

Meget populære er øens nøgenbadestrande.
Den første blev oprettet allerede i 1920.

Men i begyndelsen blev kønnene opdelt.
Længst mod syd var det damerne. Mod nord var det mændene. Og i den
neutrale zone kunne man muntre sig. Her var der musiktelte og restauranter.
Her var også såkaldte Giftbuden.
Her kunne man få en kryddersnaps.

Det var også strenge regler for,
hvornår man måtte bade.  

Orgelkoncert og rummelpot

Øen er præget af både dansk, tysk
og frisisk kultur. Øens nordfrisiske dialekt kaldes sólring.
Men det menes at kun 4 pct. af øens befolkning efterhånden behersker
denne dialekt, som har lånt mange ord fra dansk. Især på det nordlige
Sild
omkring List tales også sønderjysk.
På øen er der en dansk kirke og skole.  

En tur langs Vadehavet
ved solnedgang er befriende for liv og sjæl. Eller en koncert med sømandssange,
eller måske en orgelkoncert i Sankt Severin Kirken
i Keitum er nogle af mulighederne.  

Mange gamle traditioner har overlevet
masseturismen. I februar har man således birkebrænding.
Om sommeren er der ringridning.
Nytårsaften er der rummelpot
eller som det kaldes på øen maskeløb.

Ved juletid opstiller mange øboer et
jöölboom.

Ligesom på naboøerne Amrum,
Før
og Rømø har Sild
også¨deres egen folkedragt. Den bliver også kaldt Sildedragten.
Allerede i 1597 bliver den beskrevet. Den har stor lighed med Rømødragten.  

Sagnet om Ekke Nekkepenn

Et meget kendt folkesagn fra Sild
er Ekke Nekkepenn.

Havguden Ekke
havde en forkærlighed for Hørnum
Sild. Har havde han nemlig forelsket sig i Inge fra Rantum.
Og hun havde givet sit ja.

Senere fortrød den unge pige og forsøgte,
at blive ham kvit.

Ekke
lovede hende omsider, at hvis hun kunne nævne ham ved sit navn, så
skulle hun få sin frihed. Hun spurgte overalt, om hans navn. Men ingen
vidste det.

Bedrøvet gik hun rundt og opsøgte de
ensomme steder. Tiden nærmede sig, hvor han ville hente hende. Da hørte
hun en sang, da hun gik nede ved stranden. Sangen kom inde fra en stor
klit. 

I dag vil jeg brygge

I morgen vil jeg bage

I overmorgen vil jeg bryllup holde

Jeg hedder Ekke Nekkepenn

Min brud er Inge fra Rantum

Og det ved ingen, uden jeg alene.  

Nu vendte hun glad hjem. Og da havguden
kom til den aftalte tid, sagde hun: 

Du hedder Ekke Nekkepenn, og jeg er
Inge fra Rantum.
 

Da forlod havguden hende straks og vendte
aldrig mere tilbage.  

Kilde:
Se

Litteratur Tønder

Litteratur Højer

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

Bådfolket i Rudbøl

Heltene i Vadehavet

Højer – som havneby

Højer – stormflod og diger

Sidste tog fra Højer

Soldater på Jordsand

Søslaget ved Højer

Travlhed ved Højer Sluse

Vadehavet ved Højer

Øen Jordsand – engang ud for Højer

Øerne syd for Højer

Digebyggeri i Tøndermarsken (under Tønder)

Friserne – syd for Tønder (under
Tønder)

Kanal gennem Tønder (under Tønder)

Tog til Tønder (under Tønder)

Tøndermarsken (under Tønder)

Tøndermarsken 2 (under Tønder)

Tøndermarsken – under vand (under
Tønder)

Vadehavets maler – Emil Nolde
(under Tønder)

Vikinger i Vadehavet (under Tønder)

Enklaverne i Sønderjylland (under Sønderjylland)

Rømø – en ø i Vadehavet
(under Sønderjylland)


Fiskeri ved Højer

Dato: oktober 13, 2009

Hvilke fisk fangede man i Tøndermarsken?
Hvordan tilberedte man dem? Få 
nogle gode tilberedningstids.  Marsken var særdeles fiskerig.
Hjemme hos os flygtede ålene hen af køkkengulvet. Læs om
brasen i flere varianter, om blodpølse og røget
ål. Den kedelige rimte og spørgsmålet om
strømskallen er egnet som spisefisk. Så
skal vi lige kigge på den kraftige
sudersuppe og ålepotte. Ål i surt skal vi også
behandle og diskutere hvor mange snaps, der skal til
sat ål Højkro.
 

Et billede af min Opa

På min væg hænger adskillige
fotos fra min familie. En af disse fotos viser fire fiskere fra Højer,
der er ved at røgte garn. De befinder sig mellem den gamle sluse og
den nye sluse, men længe inden man har tænkt på denne.

Den ene af disse fiskere er min opa (bedstefar).
Han var erhvervsfisker ved Højer Sluse, og havde egen fiskekutter.  

Fotoet viser, at det blæser kraftigt,
men det holdt ikke disse fiskere tilbage. Som det vil være de trofaste
læsere bekendt, så er undertegnede ikke den store fiske – spiser.
Måske var det fordi, at jeg fik alt for mange fisk, dengang, da jeg
besøgte Opa og Oma u i æ kow (Ny Frederikskog).  

Boligen på 1. katastrofevej
på vej mod Sildtoft bar i høj grad præg af min Opas beskæftigelse.
Og da transistorradioen kom, anskaffedes en sådan. Så blev der ellers
lyttet på Blåvands Radio.  

Tag kun de store

Inden afvandingen af marsken blev foretaget
var marskens vandløb særdeles fiskerige. Selv om fattigdomen var stor
hos nogle af beboerne, så behøvede de ikke at sulte.

Vadehavets maler, Emil Nolde
fortæller også, at han en nat fangede 15 ål, som vejede fra et til
tre pund pr. stk. Han fortalte, at hans karl på gården fangede endnu
mere. Der var så mange ål i garnrusen, at mange var klemt halvt ihjel.
Det var svært at løfte redskabet ud af vandet.  

Der var så mange fisk dengang,
at tjenestepigerne på de store marskgårde blev formanet, når
de skulle hente ål i hyttefadet: 

  • tag kun de store, vi har
    ikke tid til at gøre de små 
    rene.

 

Myndighederne overtog fiskeriet

Myndighederne var godt klar over den
store fiskerigdom. Da der under første verdenskrig var knaphed på
levnedsmidler i Tyskland overtog Staten fiskeriet i marsken. Der blev
antaget lokale fiskemestre, der så skulle afregne med staten. De satte
så mange ruser i søer og vandløb som de var i stand til at passe.
De fik så hjælp af marskboer, der ikke var indkaldt til krigstjeneste.  

Mange fiskearter

Foruden ål
blev der fanget aborrer, brasen, gedder, karper, karudser, ferskvandskrabber,
niøjne, rimter, skaller, snuder,

samt laks, snæbel og ørred. De sidste fire fiskearter forekom dog
kun i Vidåen. Flere af de nævnte fisk forekom næsten lige
så talrigt som ålene.

Det minder mig om, at jeg engang på 
besøg i anlægget bag Øvelsesskolen i Tønder så en mægtig
gedde tage en and op fra overfladen. Det var et voldsomt syn.  
 

Fiskeretten

Fiskeretten kunne høre til bestemte
gårde og huse. Bortset fra det tilhørte rettigheden det offentlige.
Grænseændringen i 1920 ændrede da ikke noget ved det. Bortset fra
at fiskerettighederne mellem Rudbøl og Højer Sluse
overgik fra det tyske vandløbsvæsen (Die Generalwasserlösung)
til Rudbøl Kog og Ny Frederikskog.
I den tyske del af marsken overgik fiskerettighederne på et senere
tidspunkt fra amtsmyndighederne til digebygningsvæsnet.  

Hvis en fisker i marsken ville fiske
lovlydigt, måtte han eller sammen med andre leje fiskeretten i en del
af et vandløb eller en sø. Men det kostede nu ikke særlig meget at
få en fiskeret.  

Gammel fiskesammenslutning

I den yderste del af Vidåen
mellem Rudbøl og havet havde fiskeretten langt tilbage været
udlejet til en gammel fiskesammenslutning, der måske stadig består.
Det gjorde de i hvert fald i min opas tid. Den originale lovtekst er
på tysk.

Heri fastlægges at det er beboere fra
Højer, Rudbøl, Ny Frederikskog og
Rosenkrants,
der kan optages som medlemmer. Man skiftedes til at have rettighederne
til bredderne. Retten til medlemsskabet gik i arv. Og det var forbudt
at overgive forpagtningsrettighederne til tredje part. Såfremt et familiemedlem
ikke vil bruge fiskerettighederne, så kan han sælge dem til en af
de andre medlemmer.

Ved grænsedragningen mistede fiskerne
fra Rosenkrants deres rettigheder, men de danske myndigheder
gav dem dog fortsat tilladelse til at kunne fiske i vandløbet.  

Engang om året mødtes sammenslutningen
Rosenkrans Kro til Fiskeregnskab.  

Skalleordenen

Fiskeretten i Rudbøl Sø
og Vidåen
op til Tønder
var udlejet til fiskere fra Lyst, Rudbøl, Rosenkrans, Fiskehusene
og Aventoft.
Og disse fiskere mødtes også årligt til en hyggelig
komsammen på kroen i Filowt.

Hvert år stiftede man en orden Skalleordenen.
Den blev tildelt en af de store bønder, der så mens festlighederne
stod på, skulle gå rundt med en mere eller mindre friskfanget skalle
i en snor om halsen.  

De beboere, der ikke var med i fiskerisammenslutninger
kunne købe såkaldte tattekort.
Disse kostede indtil 1920 50 pfennig. Man måtte fange så mange fisk,
som man kunne bruge i husholdingen. Opdagede man, at han solgte fiskene
videre, blev tilladelsen inddrevet.

I kanalerne ind til husene skulle man
dog ikke have tilladelser.  

Ålen havde størst betydning

Ifølge min Opa, så har ålen haft
størst betydning for marskfiskeriet. De fleste ål blev fanget i ruser.

Før 1715 var havslusen i Rudbølkog
– diget.
Dengang var der placeret så mange ruser omkring diget,
at der opstod oversvømmelser. Bønderne beklagede sig i 1690 
og igen i 1697 til hertug Frederik.
Fiskerne fik en alvorlig påmindelse med trusler om store bøder, hvis
de ikke holdt sig efter reglerne.  

Bedste
ålfiskeri – fra Højer

Ingen tvivl om, at de bedste ålefiskeri
foregik ved Højer Sluse. Fiskerne havde indrettet sig praktisk
og effektiv. Man var fordelt med tre hold bestående af hver seks mand.
Så fiskede man næsten uafbrudt i tre dage. Det var ingen problem i
Rudbøl, men det var det ved Nørremølle og Højer Sluse.

De to sidste steder havde man indrettet
et fiskerhus, hvor fiskerne overnattede  og lavede mad.  

Kosten bestod ofte af ålepotte. Det
er en kraftig ret kogt på store ål – velbekomme.
Alle de ruser og radgarn som fiskerne brugte, knyttede de selv på vinteraftener
og dage med dårligt vejr. Min Opa har forsøgt at lære mig det.  

Ved røgtningen var man to, ofte tre
mand i båden. De fangede ål blev hældt i en tønde en fjerding
som stod midt i båden. Efter røgtningen blev ruserne taget på land
til tørring. Af hensyn til holdbarheden stod de kun i vandet et døgn
af gangen.  

Et fiskerhold havde 98 ruser at passe.
Det var vel også maksimum. En stor del af fiskeriet foregik uden
for slusen ved Højer. Var slusen åben kunne fangsten sejles
ind i åen til de store hyttefade, hvori ålene blev opbevaret. Var
sluseportene lukkede, hvad det ofte var tilfældet, måtte de store
ålefangster bæres op over diget til hyttefadene.  

Ålene, som før 1920 blev fanget i
Vidåen
vest for Rudbøl Bro blev før 1920 for det meste
afsat til Sild.

Blankål 
blev afsat til røgerier i Flensborg og Tønder.  

Marskboerne anså den såkaldte
piep – ål eller pief – ål
(fordi den piber, når den bliver
berørt) for giftig. Men under første verdenskrig blev russiske krigsfangere
udstationeret som hjælp, og de spiste med glæde pief
– ål.
 

Slæbegarn

Slæbegarn blev kun bragt af dem, som
havde fiskeriet som erhverv. Redskabet blev brugt af fiskerne i Aventoft
Sø.
Men også ved Rudbøl Bro
blev det hyppigt brugt. Det var mest brasen,
der blev fanget på denne måde. Men det kunne også godt være gedder
og rimter.
 

Fiskerne fra Rudbøl og Rosenkrans
drev slæbegarnsfiskeri i Vidåen
om efteråret for at fange snæbel, som der undertiden var ret mange
af. Samtidig kunne der godt snige sig en enkelt laks i garnet. Der blev
betalt en god pris for snæbel. De blev solgt i Tønder,
men de fleste blev sendt via Højer Sluse
til Sild før 1920.  

Skulle
– fiskeri

Skullefangst
foregik med bådens sejl som drivkraft i Vadehavet
nord og syd for Højer Sluse.
Selv om fiskerne fulgte kysten skulle de være opmærksomme på vejrforandringer.
Skulle – fiskeriet
med slæbegarn foregik som regel i november
måned.

De saltede tørrede skuller var
meget værdsatte og derfor måtte fiskerne på mange ture i Vadehavet.
To både kunne sagtens fange 500 pund på en dag.  

Jaw
– garn,
der var meget tætmasket blev også brugt i marsken,
men på et tidspunkt blev det forbudt. Grimegarn og almindelig sættegarn
blev også brugt.  

Gedde
– fiskeri

At der var stor gedder i Vidåen
har jeg ved selvsyn set. Rudbøl
– og Rosenkrans – fiskerne

brugte stormaskede ruser, de såkaldte skallehamme
til at fange dem. Fra sidst i marts til sidst i juni fangede Aventoft
– fiskerne
dem. Man kunne dengang sagtens fange 14 – 15 stykker
på en nat.

I 1920 blev der fanget en gedde på 
22 pund.

Købmand Lorentzen i Tønder
tog imod dem og solgte dem videre i Hamborg.  

I Nørremølle
blev der fremstillet såkaldte Vidjehamme.
Her fangede man alle mulige fisk undtagen ål. Her kunne der også gå
oddere i fælden. 
 

Ålestagning

Selv om ålestangning var
– og er –
forbudt i Tyskland foregik det i marsken før 1920.
Ja der er endda fundet stager med pigge på. Og det vides at der i 1950
erne blev fremstillet ålestanger i marsken.

Ålestangning foregik først på vinteren,
når ålene var gået i vinterdvale i mudderet. Ålestangning gav ret
store ål. Jeg glemmer aldrig, da min Opa kom kørende på knallert
fra Højer til Strucksallè i Tønder
med et stykke af en ål. Den var så i mellemtiden blevet røget.

 

Ålefangst kunne også foregå med
ålekam.
På sønderjysk blev den kaldt kejs.
Det var nu mest ved Aventoft og Nykirke
dette foregik. Det var lokale smede, der fremstillede disse fiskeredskaber.
Mange forsøgte også at fange såkaldte boble – ål  ( boffelål).Denne
form for fiskeri kaldtes æ boflen.

Vandet skulle være stille og klart.
Man skulle kunne se bunden og det skulle foregå ved solopgang.
Når man fik øje på et hul i bunden, og der kom bobler fra hullet,
stak man med ålestagen. Kom der ingen bobler fra hullet, ja så 
var der ingen ål i hullet.  

Myndighederne var på 
vagt

Myndighederne forsøgte gang på 
gang at håndhæve forbuddet mod brug af ålestager. Men marskboerne
løb risikoen, for fangsten var for god. Man har i tidens løb forsøgt
at få det legaliseret. Således sendte borgmesteren fra Aventoft
en ansøgning til regeringspræsidenten om tilladelse til at anvende
denne fangstmetode. Men det blev selvfølgelig afslået. Således red
gendarmerne fra Tønder jævnlig gennem Aventoft
for at pågribe forbryderne.
Men det lykkedes nu sjældent.  

”At Tatte”

At tatte
var den mest brugte ålefangstmetode i marsken. De fleste som tattede
, var folk, der fiskede af lyst. Enkelte erhvervsfiskere fangede dog
også ål på denne måde. Tatteredskabet
bestod af en stage på ca. 2 meter. Her blev der så fastgjort et tattelod
bestående af regnorm. Ja og så fangede man også ål med kroger. Nogle
havde op til 1.000 kroger hver.

Ålene i Vidåen
havde ikke mange chancer.  

Masser af fisk

Til geddefiskeri brugte man også 
sættekroge og blink. Problemet var blot, at geddene som regel døde
kort tid efter den fangstmetode.  

Før 1920 blev der afsat en del aborrer
i Tønder. Karper var der ikke mange af.  

Karudser
gik ofte i vidjehamme. Men der var ikke så mange, der kunne
lide denne fiskeart, så den havde ikke så stor økonomisk betydning.  

Ferskvandskrabber
blev fanget i ruser. Men det var kun i ringe mængde, så fiskerne spiste
dem selv. De blev betragtet som særdeles velsmagende.  

Laks
blev i mindre grad fanget i slæbegarn og sjældnere tilfælde i ruser.

Kun ganske få havørreder
blev fanget. 

 Niøjer
gik ofte i ruserne. Men dem var der ikke så meget fornøjelse ved,
som regel beholdt fiskerne dem selv.

 

Rimten
var meget udbredt, men den havde ingen økonomisk betydning.

Sandarten
fandtes næsten ikke i marsken før afvandingen. 

Skaller
fandtes i store mængder. De kunne ikke afsættes. Også mine brødre
fangede et par gange skaller
i Grønåen til stor fortrydelse for min mor, der skulle rense
dem.  

Suderen
var nok den mest lækre fisk, der blev fanget i marsken. På grund af
dens velsmag var den dyr. Den gav en hvis indtægt, selv om den ikke
fandtes i større mængder. Fiskerne fortalte, at den blev fanget
mens hylden blomstrede.
 

Fisk på 
bordet

Hos mine forældre i Tønder
blev der ofte sat fisk på bordet. Og hver dag var det fisk på bordet
ude hos Oma og Opa i Ny Frederikskog.
Gad i grunden godt vide, hvor mange erhvervsfiskere, der er tilbage
i Højer og Rudbøl.

Dele af min familie har endnu den praksis,
at der et par gange om året bliver inviteret til sat
ål med snaps.
Det sker så under private former, men dengang i
min ungdom var det på Højkro
nord for Højer, det foregik.  

Blodpølse og røget
ål 

Når min Opa
havde afleveret en ladning fisk inklusive ål derhjemme på Strucksallé
blev fiskene nogle gange placeret under køkkenbænkene inden de blev
ordnet. Det skete ikke så sjældent, at nogle af ålene gjorde sig
selvstændige med en vild flugt over køkkengulvet. Det kunne godt ske
samtidig med, at murere, der skulle have udbetalt dagpenge befandt sig
i køkkenet. De blev ofte trakteret med et kop kaffe. Min far var i
mange år kasserer for Murerforbundet i Tønder.
Det skete dog også at min mor smurte en madpakke til en af de arbejdsløse
murere. Det kunne være med blodpølse
eller røget ål.  

Stegt ål, ålesuppe, røget ål, kogt
ål. Jo variationerne var mange. Og u i
æ kog
blev der også serveret ristet og tørret fisk til morgen
– og middagsmad. Til frokost var der selvfølgelig også fisk.  

Aborrer,
som vejede under et pund, stegtes. De største fisk kogtes i vand tilsat
salt, eddike og et løg.  

Brasen i flere varianter

Brasen
var en fisk, der blev værdsat meget højt af marskboende. Men mange
gad ikke at spise den.

Brasen
under et pund kogtes ofte med eddike, løg og salt. Under et pund stegtes
de altid. Sommetider blev de store også stegt, men først efter, at
de var blevet flækket. Fiskefrikadeller, der blev fremstillet af
brasen,
hævdedes at være meget delikate. Inden fiskene blev lavet
til fars fik de først et opkog. Så var skællene lettere at tage af,
hvorpå det gik gennem kødhakkemaskinen sammen med flæsk og løg.
Inden stegningen rørtes fasen rundt med æg og rasp.

Brasen -. frikadeller
blev ikke kun spist som middagsret, men også kolde som pålæg på
brød med sennep til. Og minsandten om ikke man med henblik på kold
servering henkogte brasen i surt.

Røget brasen
smagte lige som røget ål. Men det var lidt vanskeligere at røge
brasen.
For børnene skabte de store mængder af brasen ikke glæde.
For når fiskene after tolv timers saltning blev sammenbundet to og
to, skulle hæges til tørring uden for huset, var det børnenes opgave,
at holde fluerne borte.

De tørrede brasen
blev opbevaret på loftet sammen med skinker og andre spegevarer.
Saltede tørrede brasen
spistes som klipfisk eller udvandedes helt
og tilberedtes lige som ferske brasen.
De kunne også ristes på gløder fra ovnen.

Omkring Nykirke
blev store brasener undertiden tilberedt på samme måder som
spegeskinker. Det betød, at de kunne holde sig længere. 

Gedder ikke altid velsmagende

Gedder
indtil et par pund stegtes ofte. De større af slagsen blev kogt i saltet
vand og tilsat eddike og et løg. De helt store af slagsen blev somme
tider stegt i ovn. De blev spækket med røget flæsk. Bradepanden blev
smurt med smør og under stegningen blev der tilsat fløde.

De helt store gedder var ikke så 
velsmagende. De blev oftest omdannet til frikadeller, nogle blev røget
eller saltet. 

Ferskvandskvabber
og dens lever spistes altid stegt.  

Niøjne
blev stegt eller røget. Sidstnævnte tilberedning smagte dog bedst. 

Rimten var kedelig

Rimten
også kaldet ålænder smagte kedelig i stegt tilstand. Men den
var god i kogt tilstand og fortræffelig til frikadeller. Marskboerne
foretrak disse til kødfrikadeller.

Sammen med rimterne hakkedes flæsk i
kødhakkemaskinen ved farsens tillavning. Nogle husmødre kogte rimterne,
inden de brugte dem til fars.  

Uenighed om skallen

Der er meget forskellige meninger om
Strømskallens
egnethed som spisefisk. Men nogle fiskere brugte
følgende talemåde En Skalle i Frøst (frost) er lige så
god, som en ål i høst.

Nogle bønder brugte dem til foder til
søer. Måske var det ikke så meget smagen, det var galt med. det var
skallens
mange stive ben. Min mor var heller ikke så begejstret.

På trods af dette spistes en del
skaller stegte. Andre blev lavet om til fiskefrikadeller, mens nogle
kogtes i surt, det vil sige gelé krydret med salt, peber, løg og eddike.
Ved sidstnævnte tilberedningsmåde blev fiskebenene bløde og generede
ikke under spisningen.

Men den store velsmag opnåede fisken
som svæj`n skalle. Marskboerne spiste den både til morgen –
og aftensmad. Skaller, der skulle saltes og tørres, lagdes i salt om
eftermiddagen den ene dag og ophængtes om morgenen den næste dag til
tørring uden på husmuren eller sammenbundne tre på tre på en stage
i den åbne skorsten.

Saltede, tørrede skaller spistes undertiden
kogt, men ellers ristedes de på gløder eller – bedre endnu – på
en trefod over åben ild af blos
affald fra rørskærring, som ikke gav afsmag i modsætning til træ
og kul.  

Sandarter
var bedre spisefisk end gedder.
De små fisk stegtes. De større blev kogt.  

Isninger

Isninger
som også kaldtes skulle spistes overvejende saltet, tørret
og i ristet tilstand, men nogle stegtes dog ferske og andre blev henkogt
i surt.

Isninger
skulle tilberedes som tørfisk. De skulle skrubbes rene. Derpå blev
de saltet i et døgn og hængt til tørre.

Skuller
blev ristet ligesom skaller
på gløder eller i flammerne på det åbne ildsted. Derefter blev de
klippet igennem på langs, så fisken blev delt i smalle strimler, der
kun indeholdt små benstumper, som spistes med den øvrige del af fisken.  

Snæbel
blev både kogt og stegt i fersk tilstand. Omkring Højer
gemtes snæbel som vinterråd enten nedsaltede i baljer eller
saltede og tørrede.  
 

Den kraftige
sudersuppe

Sudere
var velegnet til både kogning og stegning. Ved rengøringen lagdes
de i varmt eddikevand. På den måde blev det lettere at renskrabe skindet,
som var meget tykt, men af mange regnet for den lækreste del af fisken.

Sudderen
blev enten kogt i slatet vand eller i vand som foruden salt var tilsat
eddike og løg.

Ved fester og sammenkomster spistes ofte
sudersuppe,
der var usædvanlig kraftig. Ved suppens tilberedning
kom der persille, persillerod, almindelige suppeurter, salt og safran
i kogevandet.  

Ål med skind

Mange marskboer foretrak ålene
med skindet på, blot de var renset grundigt. Rensningen af ålene foregik
på flere måder. Jeg løb ud af køkkenet, når min mor begyndte på
det.

Nogle lod dem løbe sig til døde i salt,
hvorefter de lagdes i varmt eddikevand og skrabt.

Andre lagde dem i vådt sand tilsat eddike,
hvori de selv løb slimen af sig.

Ålene kunne også kommes i eddikevand,
lidt inden de blev slagtet. Herved blev slimet løsnet. Men der måtte
ikke være for meget eddike, for så revnende skindet.

Men der fandtes også mere humane
måder, at gøre det på. De kunne efter at være blevet slagtet ligge
i varmt eddikevand en kort tid, blive skrabt. Derefter skulle de ligge
i salt i 24 timer med påfølgende vask og skrabning.  

Ålesuppe

Efter stegning var kogning til suppe
den mest anvendte tilberedningsmetode for ål. Ålesuppe
blev lavet af små ca. fingertykke ål samt andre ingredienser.

De marskboer, som foretrak at suppen
havde ren ålesmag, kogte den på ål, urter og salt. Men ellers
brugte man foruden ål også skinkeben eller flæskesværd til
suppen. Urterne var persille, porre, selleri. Nogle steder brugte man
også en roe og sågar store svesker.

Ofte spistes suppen med rismelboller,
undertiden også med kartofler. Ønskede man suppen lidt mere syrlig
var det muligt ved bordet at hælde noget eddike i.  

Ålepotte

Ålepot
var det som fiskerne selv spiste, når de arbejde ved Højer Sluse,
og selv skulle lave mad i fiskehuset. Man anvendte store ål. Da ålene
afgav væde under kogningen måtte de ikke dækkes af kogevandet. I
dette lagdes persille, selleriblade, løg, hel peber og lidt ingefær.
Ålepot
var en temmelig fed spise og var nok ikke for enhver smag.  

Ål i potte

I Rudbøl
kendes Ål i Potte. Større ål end dem der bruges til ålesuppe
lægges skåret si stykker i en gryde og overhældes med god kødsuppe,
så de lige er dækkede. Ålene koges møre og der tilsættes så meget
rasp, at sovsen jævnes og bliver tyk. Der tilsættes rosiner til efter
behag. Der kan udmærket spises kartofler til.  

Ål i surt

Ål i surt
var også noget min mor lavede. Ålene blev kogt med temmelig lidt vand,
krydret med salt, eddike og løg. På grund af den ringe mængde kogevand
blev suppen stiv uden husblas.  

Hvor mange snaps?

Som tidligere nævnt havde min Opa
en kæmpe røget ål med til Tønder.
Cementrør stillet på højkant har været brugt som røgeovne i nyere
tid. Ellers anvendtes tønder, som var indrettet til formålet. Ofte
blev savsmuld brugt til røgning.

Der var masser af appetit i sådanne
marskbeboere. Således kunne 20 personer sagtens fortære 40 pund ål
til en middag. Hvor mange snaps der samtidig gled ned, vides ikke.  

Saltede tørrede ål i ristet tilstand
overgik ofte røgede ål i velsmag. Saltede tørrede ål var dog ikke
kun egnet til ritning. Nogle udvandedes og stegtes. Disse ål var så 
fede, at der næsten intet fedtstof skulle anvendes ved stegningen.  

Fiske
– sovs

Til stegt fisk blev der i marsken smeltet
smør. Til kogt fisk fik man enten smeltet smør, sennepssovs eller
peberrodssovs. Til kogt, saltet fisk blev der serveret sennepssovs. 

Her fra redaktionen skal der lyde
velbekomme til de foreslåede fiskeretter.
 

Kilde:
Se

  • Litteratur Højer
  • Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:
Om det Kulinariske Sønderjylland:

  • Sønderjysk kaffebord (under
    Tønder)
  • Sønderjysk kaffebord fra
    Tønder (under Tønder)
  • Sønderjysk kaffebord –
    opskrifter (under Tønder)
  • Mad fra Tønder (under Tønder)
  • Mad fra Tønder – opskrifter
    (under Tønder)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Højer, Tøndermarsken og Vadehavet :

  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Højer – historier og oplevelser
  • Højer – som havneby
  • Sidste tog fra Højer
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Højer – stormflod og diger
  • Højers historie
  • Studehandel i Tønder (under
    Tønder)
  • Vadehavets maler, Emil Nolde
    (under Tønder)
  • Vikinger i Vadehavet (under
    Tønder)
  • Tøndermarsken (under Tønder)
  • Tøndermarsken 2 (under Tønder)
  • Tøndermarsken under vand
    (under Tønder)
  • Sønderjyllands Wild West
    (under Tønder)
  • Kanal gennem Tønder (under
    Tønder)
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
    (under Tønder)
  • Drømmen om en havn i Tønder
    (under Tønder)
  • Aventoft – byen ved grænsen
    (under Tønder)
  • samt 5 artikler om Møgeltønder
    (under Tønder)