Søgeresultater på "Tøndermarsken"
Dato: februar 15, 2021
Masser af fisk i Tøndermarsken
En stormfuld nat I Ny Frederikskog. Masser af fugleliv. Hvorfor bruger man ikke fabrikken? Den begyndte som tangmelsfabrik. Man fik mere held med sømos. Det handler om fiskerettigheder. Vidåen er meget speciel og op til 30 meter bred. Glasål bliver båret over vejen. Det begynder at sande til. Skibene sejlede på grund. Det var frisere, der startede det hele. Opa fangede mange ål. Der var masser af ruser og hyttefade ved Højer Sluse. Tyskerne købte masser af fisk. Mange store og små eventyr ved Højer. Fiskene forsvandt. Ikke alle var tilfredse med afvandingen. Se vores artikeloversigt over Tøndermarsken.
En stormfuld nat i Ny Frederikskog
Ja det handler også om Vadehavet og Vidåen. Jeg husker endnu, at jeg sad i den mørke stue. Derude blæste det ret meget. Min Opa og jeg sad og lyttede til Blåvand Radio, Lyngby Radio og Norddeich Radio. Det var på den såkaldte skibsbølge. Vi sad derude i Ny Frederikskog. Og vejen hed Anden Katastrofevej. Den gik lige op til diget.
Opa havde også en fiskekutter og en lille motorbåd. De lå ikke langt fra fabrikken ved broen. Ofte reparerede han garn nede i bryggerset. Når man var på ferie her, fik man nærmest fisk morgen, middag og aften. Vi så ofte ”Sort Sol” uden at tænke over, at det en gang blev en turistmagnet.
Dengang kaldte vi det ikke for ”Sort Sol”. Men det hedder det, når hundredtusindvis af stære efter at have søgt føde på vaderne ved solnedgang samles i store flokke over sivskovene og på en gang lander. Når de enorme stæreflokke angribes af rovfugle, danner stærenes undvigemanøvre fantastiske mønstre og formationer med solnedgangen som bagtæppe.
Masser af fugleliv
Her er Vadehavet stærkt påvirket af tidevandets stigende og faldende vandstand. Vadehavets bund, vaden, er levested for mange dyrearter, hvoraf nogle lever på overfladen. Andre findes i forskellige dybde i bunden. Flere arter findes i enorme mængder, hvilket er baggrunden for Vadehavets betydning som spisekammer for store mængder af yngle- og trækfugle.
Hvert år raster her 10 – 12 mio. gæs, ænder, vadefugle, måger og terner m.fl. på vej til og fra yngleområderne. Ved lavvande går vadefuglene på de blotlagte vader og æder muslinger, snegle, krebsdyr og orme.
50.000 islandske ryler besøger den danske del af vadehavet, hvor de i løbet af 5-7 uger spiser så mange muslinger, at de fordobler deres vægt. Vadehavet har helt afgørende betydning for både trækfuglene og for fiskene i Nordsøen, fordi tidevandet hele tiden tilfører ny næring til området.
Vi har tidligere lavet artikler både om Sort Sol og Saltvandssøen. Hold øje med de artikler vi henviser til bagerst i denne artikel. Dengang, da jeg var på ferie herude, havde man ikke saltvandssøen. Dengang badede vi i prilerne. Og vi byggede tømmerflåder.
En mindestue for E.H. Jensen
Nu er man så i gang at lave en mindestue til ære for E.H. Jensen eller Europa – Jensen. Det var karosserimageren, der bl.a. lavede kongebiler. Det sker historisk korrekt, der hvor han startede produktionen. Men se han fortsatte ud ved fabrikken ved Vidåen. Og som vi tidligere her på siden har foreslået det var at oprette et oplevelsescenter her. Ideen kommer ikke herfra, men fra familiemedlemmer til E.H. Jensen. For et lidt større erindringssted omkring denne bilproduktion kunne jo kombineres med alt det vi beskriver i denne artikel og som vi beskriver i andre artikler (se liste).
Tangmelsfabrik
Fabrikken herude ved broen var egentlig en tangmelsfabrik som blev opført af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab i 1918. Firmaet havde den ide at bruge det mineralfyldte søgræs i vadehavet til fodermel til dyr. Fiskerbåde leverede søgræs til fabrikken, som tørrede og malede søgræsset til mel og fyldte det i sække.
Der blev ofret store summer på projektet. Men der var ikke nok søgræs i Vadehavet. Så måtte man købe det længere fra. I 1921 gik fabrikken fallit.
Mere held med sømos
Man havde mere held med sømos. Planten blev tørret og farvet. Det blev brugt til dekorationspynt og hattepynt. Man fiskede efter det i august måned. Det var især tyske opkøbere, der var vilde med det. Sidst i 1950’erne var dette eventyr slut. Og det var det to årsager til. Pynten gik af mode og sømoset blev ramt af en sygdom.
Fiskerettigheder
En speciel kultur opstod herude i marsken. Det handler om fiskerettigheder, der går helt tilbage til 1506. Fiskere fra Rudbøl havde 50 pct. af deres indtjening fra fiskeriet, 25 pct. fra landbruget og måske 25 pct. fra indtægter på transport op ad Vidåen indtil Tønder. Man stagede gennem åløbet til Tønder. De 100 fiskere, der var dengang holdt så på den måde Tønder i gang.
Fiskerettigheder var forbundet med de fleste ejendomme, der grænsede op til sø og vandløb. Men hver gang, der kom en ny sluse, så flyttede man fiskerettighederne længere ud. Efterhånden som der er kommet nye diger, er der også kommet større græsningsarealer. Og dengang blev der også høstet masser af siv til stråtage og måtter m.m.
I dag er det ikke let at være fisker. De fiskere, der har fiskerettigheder skal indgive beretning til Fiskeristyrelsen, Skattevæsnet og lignende.
Vidåen er meget speciel
Fiskebestanden i Vidåen er ikke typisk for et vandløb. Den har islæt fra vandløb og hav. Dette skyldes dels at Vidåen er bred og dyb, at Rudbøl Sø indgår i vandsystemet, og at området er påvirket af Vadehavets tidevand.
Her er meget mere fiskefauna end i andre danske vandløb og søer. Her er også havørred og laks. Ja rovfisk kan opleves hele året som f.eks. bækørred, gedde, aborre og sandart. Men her var også en gang masser af ål, brasen og skalle. Ja så er det jo også her som et af de få steder i verden, hvor den totalt fredede laksefisk, snæblen findes.
I 2008 og 2009 blev der skabt fri passage ved Bachmanns Vandmølle i Tønder og ved Rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser. Ved Ubjerg Nørresø syd for Tønder er det skabt lavvandede vådområder, hvor ynglen har gode opvækstmuligheder.
Nu trækker man hvis lod om fiskepladser
Fiskerettighederne handler ikke bare om et fiskekort, som du køber. Det går tilbage i slægternes historie, f.eks. til 1506 da den første sluse blev etableret ved Rudbøl Sø. Denne sluse holdt nu ikke så længe. Allerede i 1511 kom en stormflod, der ødelagde det hele. Først i 1555 fik Hertug Hans etableret et Højer Dige.
Efter 1920 blev fiskeretten varetaget af forskellige lav og foreninger. Mellem Tønder og Rudbøl blev den tildelt fiskere i Lægan, Lyst og Rudbøl. Mellem Rudbøl og Højer er det Rudbøl og Omegns Fiskeriforening, der varetager interesserne. Den omfatter fiskere fra Højer, Rudbøl og Rosenkrans.
Man skiftede en gang om året side. Og hver dag rykkede man så en plads op til næste fiskeplads. Dette tvang fiskerne til at røgte og til at fjerne deres fiskegrej hver dag.
I dag trækker man hvis nok lod om fiskepladserne et år ad gangen. Og der er heller ikke så mange fiskere at vælge imellem mere.
En saltvands-forening
I Højer har man også en Saltvands – fiskeriforening. Den blev stiftet i 1932. De lokale fiskere blev i 1920’erne presset af kapitalstærke Esbjerg – fiskere, der rykkede til Højer med flere kuttere. Men i Højer Fiskeriforening var man smart. For at blive medlem af foreningen skal man have fisket i området i mindst to år.
Esbjerg – fiskerne forsvandt igen. De kunne ikke opbevare deres saltvandsfisk i Vidåens ferske vand.
Frem til 1920 var der mere end 100 fiskere beskæftiget ved Rudbøl Sø og langs Vidåen. To gange om året var de beskæftiget med at reparere Højer – Diget, hvor de boede i såkaldte fiskerhytter. I dag er det vel under 15 fiskere tilbage.
Glasål bliver båret over vejen
På den tyske side af Rudbøl Sø fanges en hel del glasål, som er kommet ind ude fra Atlanterhavet gennem slusesystemet ved Højer. Ved et kraftværk ved Aventoft i Vidåen er der tidligere gået mange glasål i kraftværkets turbine. Men nu sørger de tyske myndigheder for, at mange af de glasål, der vil videre ind til de europæiske flådsystemer slipper helskindet igennem.
Ålene bliver fanget i et trappesystem og sørger fiskere for, at de bliver indfanget og båret over vejen og sluppet ud i den tyske å Smale på den anden side af vejen. Om man stadig bærer ålene over vejen. vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør har været forbi.
Op til 30 meter bred
Vidåen var i min fars ungdom en farlig legeplads. Men her var da også badeanstalt. Som barn badede vi ude i Grønå, en del af det store å – system. Nogle steder er åen 30 meter bred. Vandløbssystemet afvander en tredjedel af Sønderjylland. Der er fire hovedløb, Arnå, Hvirlå, Grønå og Sønderå.
Det begyndte at sande til
I dag kan man slet ikke forestille sig at Tønder var en rigtig havneby. Man kan heller ikke forestille sig at kystforløbet var helt anderledes. Der gik en stor bugt ind til Tønder. Der var anlagt et fæstningsanlæg til at beskytte havnen. Men digebyggeriet som begyndte midt i 1500 – tallet fik efterhånden havnen til at sande til.
Anlægspladserne blev efterhånden anlagt ved Lægan, Rudbøl og syd for Højer. Før anlægget af Højer Sluse i 1861 kunne man uhindret sejle ind i Højer Kanal. Da diget blev bygget i 1861, blev der valgt en åben sluse, så skibe med mast kunne gå ind til Højer Havn, der blev anlagt inde for diget. Denne havn blev først og fremmest brugt som godshavn. Rutedamperne til Sild havde deres anløbsbro uden for slusen.
Fra 1855 Var der dampskibsforbindelse til England med det holdt nu kun i tre – fire år.
Skibene sejlede på grund
Allerede i 1736 fik Højer status som flække og fik en række privilegier på bekostning af Tønder. I 1799 var der kajplads mod nord til Nørremølle. Højer Kanal blev gravet fra Nørremølle til Vadehavet.
I 1861 blev Ny Frederikskog inddiget. Sejlrenden uden for slusen blev uddybet. I 1892 kom jernbanen helt ud til slusen. Kurgæster skulle videre med damperen til Sild.
Men alt dette ændrede sig da Hindenburg – dæmningen blev indviet i 1927. Der blev stille i havnen. Men fiskeriet voksede. Der kom flere fiskekuttere til havnen. Tønder brugte i stigende grad Højer som transithavn for brændsel, kul, kunstgødning, asfalt, cement m.m. fra Tyskland, Holland og England.
Gang på gang sandede sejlrenden til. Og ikke så få gange sejlede skibene på grund.
Også under besættelsen brugte den tyske besættelsesmagt flittigt havnen. De skulle have byggemateriel over til deres befæstningsanlæg på Sild og Rømø.
I 1952 blev en ny sejlrute mellem Højer og Sild etableret. Men den forsvandt igen i 1964 da den nye Rømø Havn var færdig. Det betød at Højer Havn nu sang hen. Fiskeriet forsvandt også til Rømø.
Med det fremskudte dige i 1980 – 82 var havnens skæbne endelig beseglet.
Det var friserne, der startede marsk – kulturen
Selve fiskekulturen har været vigtigt for livet i Tøndermarsken. Redskaber og fiskerbåde har udviklet sig i årenes løb. Det har udviklet sig til traditioner. I løbet af 1900 – tallet forandrede fiskeriet sig. De gamle traditioner forsvandt.
Det var friserne syd fra der befolkede marsken. De bragte en helt ny marskkultur med sig. De opførte gårde på værfter. De drev marsklandbrug, tagrørsbjergning, håndværk, jagt og fiskeri. De var initiativrige og blev velhavende folk. Men de blev også ramt af stormflod, der satte dem tilbage.
På Højer Havn blev det industrialiseret. Flere fiskere kunne nu få en god indkomst ud af fiskeriet. Fiskekutterne blev også mere effektive. At der kom en havn på Rømø, betød også meget. Der kom miljøproblemer og en masse restriktioner. Der kom opstramninger i fiskeri – og miljølovgivningen for Vadehavet. Regler og restriktioner begrænsede småfiskeriet.
Opa fangede mange ål
Min Opa fangede mange ål. Når han besøgte os i Tønder havde han ofte ål med. Ålefiskeri var engang dominerende i Tøndermarsken. De blev fanget med åleruser, slæbegarn og fiskekroge. Efter 1920 begyndte man at stange ål.
Der findes en opgørelse fra 1925, hvor der i Rudbøl Sø blev fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Tønder blev der dengang fanget:
I Vidåen mellem Rudbøl og Højer blev der fanget:
Masser af ruser
Mellem Rudbøl og Højer kunne man i perioden 1925 – 54 med 100 – 250 ruser fange op mod 12 tons ål om året. Men 5 tons var hvis nok den normale standard.
I Højer Kanal mellem Højer Sluse og Vadehavet kunne man med 200 – 900 ruser fange op mod 30 tons ål om året. Her var 17 tons gennemsnittet. Der stod åleruser overalt dengang. Min Opa havde en del af alle disse.
Tyskerne købte masser af fisk
Ålefangsterne blev opbevaret i hyttefade langs kajen på Højer Havn. Ude i vadehavet fangede min Opa en del rødspætter, skrubber, slethvar og Pighvar. Han lærte os også begrebet at ”trine båt”. Dette betød, at man under ebbe trådte ud på vaden og spejdede efter nedgravede fladfisk, som stak øjnene op af sandet. Når man så en fisk, så trådte man hårdt på den, så den ikke smuttede væk og så skulle man så samle den op.
Man solgte både til fiskehandlere og til private på Højer Havn. På et tidspunkt var der masser af tyskere, der kom særlig i weekenden. Der var gang i den. Men det blev forbudt for fritidsfiskere. Men min Opa var erhvervsfisker. Men i 1976 var han for længst borte og først da blev det forbudt.
Mange små og store eventyr
Ude i Vadehavet ved Højer blev der også en overgang fanget rokker. Det blev udelukkende solgt til kadaveranstalter og blev aldrig en god forretning.
Hjertemuslingeskaller er det også blevet samlet. Det blev solgt som hønsefødder. Omkring Ballum fortsatte dette eventyr til 1950’erne.
Og så var det muslingeventyret. I 1959 blev Højer Havn udvidet med en 29 meter kaj uden for Højer Sluse, så havnen kunne klare den meget aktivitet med omlæsning og lastbiltransport af muslinger. Men også denne aktivitet flyttede til Rømø.
Fiskene forsvandt
Fra 1950 og frem begyndte antallet af fisk og ål at gå tilbage overalt i og omkring Vadehavet. Årsagerne til dette var mange og mere eller mindre sikre. Der kan nævnes Hindenburg-dæmningen, Rømø – dæmningen, den almindelige havforurening, det voldsomme overfiskeri i Nordsøen, klimaændringer og ændrede havstrømme samt fredningen af skarven og sælerne.
Under bygningen af det fremskudte dige blev der suget så meget sand, at ålene mistede deres slim og døde. Dertil kom endnu flere restriktioner.
Ikke alle var tilfredse med afvandingen
Afvandingen ændrede på disse forhold. Som vi tidligere i artikler har gjort opmærksom på, var det bestemt ikke alle, der var tilfredse med afvandingen. En af de største kritikere var vadehavsmaleren Nolde. Han havde også sine forslag til, hvordan det skulle gøres. Men han gad man ikke at lytte til. Men det har man vel nok gjort i anden omgang.
Læser man Noldes bøger kan man også få indtrykket af den rigdom af fisk, der var i marsken. Også rundt om i nu nedlagte søer. Men dette forsvandt fuldstændig efter afvandingen.
Læs alle vore artikler
Vi har i en masse artikler forsøgt at fastholde den specielle kultur, der er opstået herude i Tøndermarsken. Man forsøger nu at gengive det hele med Tøndermarsk-initiativet. Men kig engang på vores artikler. Her kan du også få en masse at vide. Se oversigten allerbagerst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 5, 2019
Emil Nolde og Tøndermarsken
Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.
Emil Nolde var blandt kritikkerne
Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.
Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.
Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.
Dengang var området 17 meter højere
Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.
Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.
Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.
Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.
Tidevandet
Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.
Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.
Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.
Verdens ende
Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:
Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.
Udviklingen set gennem kort
De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.
Store stormfloder
Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.
I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.
Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.
Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.
Et stort held, at det ikke gik galt
Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.
Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.
Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.
Digebyggeri gennem tiden
Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.
I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.
Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.
Masser af oversvømmelse ved Tønder
Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.
Markerne stod under vand
Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.
Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.
Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.
Teknologien var først parat – langt senere
Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.
I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.
Mange fantasifulde planer
Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.
I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.
Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.
Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.
Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”
Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.
Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:
Vi kan i dag ikke ændre historiens gang
Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.
Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.
Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne
Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”
Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.
Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.
Fantasifuld projekt for Fyn
Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.
Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.
Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.
Hele fem forslag
Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.
Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift.
Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder
I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.
På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.
Emil Nolde fremkom med sit forslag
Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.
I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.
Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening
Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.
Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.
Henvendelse til H.P. Hanssen
Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.
Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:
Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.
Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet
H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.
H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.
Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!
Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.
Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.
Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.
Forslaget blev skudt ned
Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.
Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.
Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.
Nolde forlod Danmark
I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”
Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.
Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark
Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!
Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.
Man mindes ikke Emil Nolde
Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.
Dige – bestyrelser var utilfredse
I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.
I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.
Ingen gode tider for landbruget
I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.
I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.
Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.
Hensynet til landbruget havde vejet tungere
Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.
Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.
Nationalpark Vadehavet
Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.
Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.
Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.
Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.
Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?
Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.
Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.
Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.
Slut med at lege på forlandet
Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.
Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:
Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:
Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:
Dato: november 2, 2018
Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
Vidste du, at der er både Sort, Hvid, Grå og Sølv Sol. Ja og navnet ”Sort Sol” stammer fra Møgeltønder. Det hed det nemlig ikke for 60 år siden, da undetegnede så fænomenet første gang. Det er rovfuglene, der får stærene til at danse. Rovfuglene angriber oppe fra. Ja du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Stærene flyver også med promille. De overnatter tre til syv dage hvert sted. Og så er en stær nærsynet. En gås kan blive 30 – 40 år gammel, dog næppe julegåsen.
For 60 år siden hed det ikke Sort Sol
Vi så det første gang ude i Ny Frederikskog. Dengang var det også en oplevelse. Ja det er vel 60 år siden, at vi første gang var dybt betaget af fænomenet.
I dag flokkes naturelskere for at se og fotografere fænomenet, når mellem en halv og hel million stære danser på himlen hver forår og efterår. Fugleballetten er betagende at kigge på.
Man ser det også i Gotteskoog, når stærene vil slå sig til ro i tagrørene. Men gang på gang forstyrres de af sultne rovfugle. Og så er det med at tage himmelflugten i forskellige formationer og mønstre, som skal forvirre rovfuglen. Ja det er det som man kalder Sort Sol. Det hed det hvis nok ikke for 60 år siden.
Det er rovfuglene, der får dem til at danse
Snart er det en vandrefalk, snart en spurvehøg og snart er det en rørhøg, men den er for langsom. Det skal nemlig hurtighed til for at få en stær til aftensmad.
Der skam også noget der hedder Hvid og Grå Sol.
Stære reagerer 16 gange hurtigere end os. Når stærene går ned i tagrørene, er det med 65 kilometer i timen. De er bange for at blive angrebet, når de dykker. Vandrefalken angriber dem i luften. Mens spurvehøgen sidder nede i rørene og venter på dem. Jo det er rovfuglene, der får dem til at danne Sort Sol til glæde for os.
Rovfuglene angriber oven fra
Gang på gang kredser stærene hen over tagrørene og lægger an til landing, men fortryder så og danner endnu et grafisk mønster på aftenhimlen. Mens dette sker sidder folk med picnickurv med sandwich og et køligt glas hvidvin og betragter skuepladsen. Måske nøjes man med enkelt øl eller to købt i grænsebutikkerne i Aventoft. For også her i Aventofts tagrør kan man observere fænomenet.
Mindre flokke af stære på 500 til 1.000 slutter sig hele tiden til hovedflokken, som slutter med at være adskillige tusinde. Vi kan godt nå op på en million.
Når de sidder på tagrørene, kan gederne ikke tage dem. Rovdyr kan heller ikke nå ud til dem ude i vandet. Nu skal de bare undgå rovfuglene. Nu bliver en patrulje sendt ud for at rekognoscere. De gamle og erfarende fugle ligger lige bag formationens spidser, og det er dem, der bestemmer, hvornår det er sikkert at lande.
Rovfuglene forsøger at angribe stærene fra oven. Stærene forsøger med undvigelsesmanøvrerne at holde rovfuglene under sig. Ja de laver endda kontrangreb på rovfuglene med opkast og fugleklatter, som gør rovfuglenes fjer klistret, så de ikke kan flyve.
Du kan også sige God Morgen til Sort Sol
Du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Cirka en time før solopgang begynder stærene at synge og ca. ½ time før solopgang letter de fra tagrørene på en gang. Nu skal de ud at finde føde. Stærene finder stankelbens – og gåsebillelarver i de fugtige græsmærker, men spiser også bær og frø.
De flyver med promille
I sensommeren og i efteråret drager især de unge stære nytte af de store mængder bær, der findes i haver og hegn på den tid af året. Bærrene er dog forbundet med en vis risiko. Mange af dem har nemlig ligget på jorden i længere tid og er derfor begyndt at gære og danne alkohol. En bærspisende stær kommer nemt til at indtage alkohol i mængder, som burde kunne slå et dyr af denne størrelse ud. Men en stær har en alkoholforbrænding, der er cirka 20 gange så høj som menneskets og stærene kan sagtens manøvrere i flokken selv med en stor promille.
Stærenes forårstræk ligger fra februar til midt i april. Og efterårstrækket begynder i august og varer til helt til december. Den største Sort Sol kan du som regel opleve i slutningen af marts og begyndelsen af april, i september og hele oktober.
Tre til syv dage hvert sted
Når turister valfarter til, så forventer de at se flokke på minimum 100.000. Men nogle gange bliver man snydt.
Normalt overnatter stærene tre til syv dage på samme sted, inden de flytter til et nyt natteleje, som er typisk 700 meter til tre kilometer væk. Stærene er i marsken i forår og efterår for at spække sig. Om foråret æder de som rasende og på tre uger stiger deres vægt fra 80 til 110 gram. Om efteråret skal de have fedt på kroppen for at holde varmen.
Navnet stammer fra Møgeltønder
Vi har jo en gruppe, der hedder Sort Sol. Gad godt nok vide, om de har taget navnet efter dette fænomen. For jeg mener, at det er naturvejleder Iver Gram, der har opfundet navnet. Han boede dengang i Møgeltønder og det var i forbindelse med en artikel i Jyske Vestkysten, at navnet opstod.
Fænomenet gør indtryk på de fleste. Dengang, da Prins Joachim endnu boede på Schackenborg Slot tog han ofte sine gæster med ud og se på Sort Sol. Ja man kan sige, at fænomenet tiltrækker måske folk, der ikke normalt kommer i naturen.
Og for Tønder og Omegns handlende er det jo også indbringende. Måske skal vi lige udvide området til hele marsken også længere nord på, så betyder fænomenet 135 til 150 millioner kroner mere til Udkants – Danmark.
En stær er nærsynet
Årsagerne til at stærene flyver i flok er måske for at forvirre rovfuglene. Men en teori er også, at stærene er nærsynede. De har fremadrettede øjne, hvilket betyder, at de kan have vanskeligt ved at opdage fjender. Deres øjenplacering er ideel, når det drejer sig om at fokusere på en genstand, et fødeemne, foran sig, men mindre fordelagtig, når fjenden skal opdages.
Et angreb lykkes som regel
Normalt lykkes det dog rovfugle at få fat i mange stære i de minutter, hvor fuglene samles til overnatning. Når en rovfugl flyver ind i flokken, reagerer stærene promte med et bombardement af gylp og ekskrementer. Når stærene har sat sig til ro, kan det ske, at hornugler går til angreb på de sovende stære. I det tilfælde opskræmmes alle fugle og overnatningsstedet opgives.
Sort Sol er ligesom Sønderjysk Kaffebord for længst blevet et begreb. Gæssene og svanerne danser også. Ja og førstnævntes dans er kaldt Grå Sol. Og det er også en stor oplevelse. Gæssene spreder sig mere.
Grå Sol
Her i marsken oplever vi Europas største gåseflokke på mellem 40.000 og 65.000 gæs. Der hvor størstedelen af Tønder Musik festival i dag afholdes kunne man i fordums tider opleve at gæssene nærmest drattede ned af himlen så mange var der. Man kunne næsten gribe dem i luften. Dengang var der et utal af butikker i Tønder, der solgte gæs. Men se den historie har vi jo for længst skrevet om.
Ude i Ny Frederikskog kan du godt opleve, når et tusindtal af gæs letter og udfører et flyve– og lydshow.
Det er ikke langt fra Margrethe Kog, som er den yngste inddigning i Vadehavet. Den 11 kvadratkilometer store inddigning ligger mellem Emmerlev Klev og den dansk – tyske grænse. Den rummer en stor saltvandssø, som nok fortjener sin egen artikel. Her kan du opleve Grå Sol. Her opholder der sig tusindvis af bramgæs. De kan sagtens lade sig skræmme af en falk eller en havørn, og så stiger de ellers skræppende op i et gråt tæppe.
En gås kan blive 30 – 40 år gammel
Gæssene er her for at æde. De må virkelig æde meget for de udnytter kun 7 pct. af det græs, de tager indenbords. Og der skal virkelig nippes noget græs, for gæssene æder tre gange deres kropsvægt i døgnet. Vidste du, at gæssene bliver 30 – 40 år gamle og er monogame?
Bestanden er stærkt stigende, for bramgæssene må ikke jages og landbrugsstrukturen passer dem godt.
Gåseflokkene bruger kogen som overnatningsområde, når de er kommet ind fra ædearealerne. Det samme gælder svanerne.
Hvid Sol
Svanerne opfører en Hvid Sol, når de har været ude at æde. De står på jorden og danser og kurtiserer. Det er et imponerende skue.
Sølv Sol
Oppe ved Mandø ved østersbankerne kan man faktisk opleve Sølv Sol. Her det tale om ryler. Ja det kaldes også for ”Marskens Nordlys”. Synet kan man opleve når vandrefalken er på spil. Dette er også en enestående naturoplevelse. Gad vide, om alle de kinesere, der efterhånden samler østers har oplevet dette?
Et sandt skattekammer
Vadehavet og Tøndermarsken er både på den ene og anden side af grænsen et sandt skattekammer af både sultne fugle og naturgalde mennesker. Ja og sidstnævnte kategori kan jo så bagefter indtage et Sønderjysk Kaffebord bagefter med efterfølgende symptomer.
På www.dengang.dk er der masser af artikler om Vadehavet og Tønder-marsken. Bagerst i artiklen ”Langs vadehavet” finder du en liste med hele 89 artikler.
Dato: juni 18, 2008
Tøndermarsken var et sandt amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære en båd.
Emil Nolde fortæller i sin bog Welt und Heimat:
Bager og købmand Max Pörksen kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.
Masser af vand
Under de månedlange vinteroversvømmelser var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje. Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.
Foruden de større søer, Gudskog Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken, som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler og grøfter.
Både var nødvendige
Mange marskboer havde to – tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde. Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.
Kombinationen af kvæghold og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.
De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe.
Masser af ål
Efterårets ålefiskeri foregik i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der solgt både ål og gedder.
Der var masser af ål i vandløbene. Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt. Efter tøbruddet lå der over en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag som var over 10 – 15 meter bredt.
Fiskeriet i marsken havde dog sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600.
Græsarealer blev lejet
Mange marksboer måtte leje græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører. Man lejede efter begrebet en Ku´s Grejs. Udlejningen foregik ved en årlig auktion
Stormflod
Stormflod er et begreb man ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter.
Den værste stormflod i historien fandt sted den 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen 100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.
Også stormfloden 1. november 1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne. Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.
Misthusum
Den forladte landsby Misthusum fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.
Ulykker i marsken
I tidens løb er mange omkommet på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker, uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.
I Tonderschen Zeitung den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke.
En møllebygger fra Fiskehusene druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.
Kvinderne i marsken var altid bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.
Nogle af de mange ulykker skete da også efter rigelig indtagelse af spiritus.
En fisker, der efter en munter aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr, fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte båd. En anden fisker, en gammel mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.
Under en bådtur til Tønder efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder faldt han udenbords og druknede.
Carsten Holt, Tønder sejlede i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt. Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet. Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til å-bredden.
Når Højer Sluse lukkes
Når der var vedvarende vestenblæst med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset. Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren.
Vidåen – Danmarks mest vandrige
Vi andre har ofte badet i Vidåen og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab. For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte dyb, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.
Vidåen er Danmarks mest vandrige å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland.
Tøndermarsken – et naturområde
Tøndermarsken er blevet et fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet. Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer andre steder i verden..
Men der er også mange grunde til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning. I området er der også konstateret mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene. Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet end sort sol.
De mange ”Ballum´ er”
Vi er her på redaktionen blevet spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er afledt af forhøjning.
Mod øst ligger Forballum, Så har vi Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende – Ballum. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til Havneby på Rømø. Så følger Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum.
Emmerlev Klev
Når vi nu er ved de kanter, skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en stejl klint.
Det var også her vi gik til dans og svingede de “skjønne” piger, for mange år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Dato: januar 15, 2008
Artiklen byder på et mini-kursus om ebbe og flod. Og om forskellen på springflod og stormflod. Hvad er tidevand? Dige-byggeriet var vigtig for befolkningens sikkerhed. Siden 1100 – tallet er der bygget diger i Tøndermarsken.
Indbyggerne var ”trodsige af sind”
En virkelig kultivering af marsken fandt ikke sted før man lærte at bygge diger. Og det begyndte i 1100 – tallet. Saxo skriver blandt andet:
Vanskelig at sejle i Vadehavet
Inden dige-byggeriet for alvor satte i gang var Tønder en rigtig havneby. Dengang skulle der gode sø-kyndige til, for Vadehavet var svært at passere for sejlskibe i bestemte vindretninger. Det krævede stedkendskab, for dengang havde man ikke søkort.
”Gassehøje” øst for Skærbæk var et vigtigt sømærke.
Det samme var Møgeltønder Kirke en overgang. Da der skulle bygges nyt tårn, ville hollandske kaptajner betale halvdelen, for tårnet var et godt sømærke for skibene i Vadehavet. På et tidspunkt kunne man også se Kristkirkens tårn inde fra Tønder.
I 1300 – tallet berettedes det også om et stort sildeeventyr i Vadehavet
De første diger var for lave
Allerede i 987 byggede man diger ved Ejderen, men ofte var disse for lave, og vandet brød ofte ind. De ældste diger var ikke mere end 1 – 2 meter høje. Først efter den store stormflod i 1634 begyndte man at bygge dem højere.
Vidding Herred
Vidding Herred, der egentlig bestod af flere øer menes, at være inddiget i 1436.
Stor fjord til Tønder
Mellem Vidding Herred, Gesten ved Højer, Daler og Møgeltønder skar havet sig ind med en fjord, der mod øst strakte sig forbi Tønder til Rørkær.
Hertug Frederik forsøgte 1506 – 1513, at gøre noget ved det. Han forsøgte sig med et dige over dybet fra Rudbøl til Rödenæs. Arbejdet, der havde hertugens
store bevågenhed, blev udført af hollandske dige-mestre. Da diget var næsten færdig, kom en mægtig storm og ødelagde det.
Trillebøren
De gamle dige-byggere havde kun spade og skovl til hjælp. De måtte bære jorden i kurve og sække. Først meget sent kom trillebøren i brug. Og det var faktisk en mand bede ved Ejderen der ”opfandt” trillebøren. Ja, man kaldte ham faktisk Johan Trillebør.
I Tøndermarsken blev trillebøren først anvendt i 1618, da Brunsoddekogen blev inddiget. Kogen blev i folkemunde kaldt for Trillebørskogen.
Historieforfalskning
Et kalkmaleri viser anvendelsen af trillebøre under anlæggelse af Lægan – Højer diget i 1553 – 1555, men her er det nok tale om historieforfalskning.
Når der skulle bygges diger, så blev alle ”arbejdsføre” udkommanderet. Kun ”gamle og syge såvel som frugtsommelige” blev fritaget. Det var ikke altid lige
let at holde styr på arbejderne. Arbejdsnedlæggelser var også kendt dengang. Dem, der så ville fortsætte med at arbejde blev truet med at få ”kløvet panden med spaden”.
Hvis diget var bygget, blev man ofte uenige om, at fordele udgifterne. Det kunne føre til mange stridigheder. Der berettes om et ”slag” i Ejderstedt, hvor der faldt 36 mand.
Forsøg på historisk gennemgang
Når man kigger på historien, får man ofte forskellige oplysninger om de samme begivenheder, men vi vover pelsen med denne lille gennemgang:
Digeretten
Dette er et gammelt frisisk udtryk. Det handler om dige-pligten. Forsømte en enkelt mand dige-pligten, var ejendomsretten fortabt. Så kunne landsherren inddrage jorden. Således kunne hertugen jage strandboerne bort fra deres hjemstavn, fordi de havde forsømt deres dige-pligt og overlade deres jord til et pengestærkt hollandsk firma. Dette skete således i 1654. Hollænderne skulle så sørge for opbygning af digerne.
Ridning på digerne var strengt forbudt, og for pløjning på digerne var det dødsstraf.
Efter den store stormflod i 1634 sluttede man sig sammen i det ”første slesvigske dige-forbund”.
Udløbet blev flyttet
Oprindelig havde Vidåen sit udløb helt inde ved Tønder, men ved den første ind-digning af Tøndermarsken i 1553 – 1555 rykkedes udløbet til Lægan. Det fik store konsekvenser for Tønder som havneby.
Allerede 11 år senere flyttedes å-mundings-slusen ud til Rudbøl. I 1715 blev der anlagt en sluse Ved Gaden, midtvejs mellem Rudbøl og Højer.
Omtrent 150 år senere i 1861 byggede man havdiget ved Højer. Vidåens udmunding var da ved Højer Sluse.
En ABC for ”ikke – sønderjyder”.
I mange andre artikler her på siden kan I læse om dige-byggeri og stormfloder. Men her i København, hvor jeg bor, har man ikke rigtig begreb om hvad der sker ved Vestkysten. Jeg skal her forsøge at gengive de vise ord som min Opa fortalte mig som barn (Han var fisker, bosat i Ny Frederiks Kog og ”Slusemester
– afløser” ved Højer Sluse)
Tidevandet
Som følge af månens og solens tiltrækning på havene opstår den regelmæssige skift mellem ebbe og flod, vi kalder Tidevandet.
Springflod
Ved nymåne og fuldmåne trækker månen og solen i samme retning, og der indtræder da en springflod, som er højere end almindelig flod. Måske skal der nævnes, at Springflod også er titlen på en udmærket film om forholdene ved vestkysten med underskønne Trine Dyrholm.
Stormflod
Ved Højer Sluse er floden normalt ca. 2 meter høj. Ved springflod noget højere. Når en vældig pålands-storm gennem flere dage har presset vældige vandmasser ind i Vadehavet, vil der ovenpå den almindelige flodbølge, løbe en stormflodsbølge, som godt kan være indtil 3 meter høj.
Stormflodsbølgen løber hurtigere end den almindelige flodbølge.
Hvis stormflodsbølgen når land ved ebbe, vil der ikke ske noget. Men hvis den når ind, samtidig med den almindelige flodbølge, vil den samlede flodbølge være 4 – 5 meter ved springflod, og mange gange endnu mere.
Hertil kommer den store vindstyrke, som gør, at stormflodsbølgen rammer kysten med langt større kraft end den normale flodbølge. Er digerne ikke høje nok, vil landet bag dem blive fuldstændig oversvømmet af de frådende bølger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6 . o4. 2022
Dato: september 24, 2007
Ved afvandingen af de store marskområder, var det slut med marskboernes traditionelle næringsveje. Fiskeriet ophørte delvist, og tagrørsbevoksningen forsvandt. En bedre udnyttelse af jorden til landbrug fulgte.
Båden
Båden havde været det foretrukne transportmiddel. Marsken var gennemskåret af større eller mindre kanaler. Men der var også større vandsamlinger som Gudskog Sø, Aventoft Sø og Rudbøl Sø.
Marskbåden var fladbundet. De blev staget frem, roning anvendtes ikke, bortset fra i Vidåen. De fleste bådtyper kunne føre sejl, men ofte var kanalerne så smalle, at dette ikke kunne drage nytte af vinden. Bådene blev brugt til transport af korn, hø, kul , koks m.m. Men de blev også brugt til transport af kreaturer. De blev fragtet til og fra Tønder til græsning i Gudskog.
Flora og Fauna blev brugt
Marskens flora og fauna blev flittigt brugt. Tagrørsbevoksningerne var en vigtig indtægtskilde for beboerne. Store mængder af tagrør blev fragtet ind til Tønder
og Højer. Marskens vandløb var særdeles fiskerige. Af fisk var der især ål, aborrer, gedder, karper og i Vidåen laks.
Masser af bådsmænd
I Rudbøl var der i 1830’erne cirka 30 bådsmænd, der levede af bådfart til og fra Tønder. Da bådfarten til Højer også døde, ja så dalede behovet for bådsmænd. Kort efter 1900’tallet holdt de sidste op.
Der er eksempler på at bådsmændene udnyttede situationen, da besejlingsforholdene til Tønder blev dårlige. De forlangte nogle grådige priser. Sivsko og måttefremstilling var i mange år en vigtig indtægtskilde for beboerne.
Drikkevand fra kanalerne
I mange år måtte beboerne herude hente deres drikkevand fra kanalerne. Dette vand skulle så filtreres inden det kunne anvendes. Først i 1959 havde alle fået indlagt vandværksvand.
Markmanden
Det sidste sted, hvor Markmanden(æ Varmann) havde sin arbejdsplads var i marsken. Det var ham, der skulle holde øje med alle dyr. Helt op til vores tid gik han sin daglige gang herude. Første gang vi hører om ham er helt tilbage i 1600 – tallet.
På Pers Awden 22. februar blev han fæstet for den kommende sommer. Hans løn var et beløb for hver Demant (1 Demant er ca. 1 tdr. Land) plus noget for hver hest, kreatur, får og lam, som han skulle holde øje med.
Masser af arbejde
Det var en lang vej han skulle gå. Han startede når det blev lyst, omkring klokken 4 om morgenen. Hvis et dyr lå ned, skulle han jage det op. Han skulle så konstatere, om det kunne støtte på alle fire.
Hvis en flok får var brudt ud, skulle han sørge for, at drive dem tilbage. Hvis en stud var faldet i grøften, måtte han have hjælp til at trække den op.
Æ klustagh
Æ klustagh var uundværlig for markmanden. Det var en springstok, man brugte til at springe over grøfterne. Der skulle bruges en speciel teknik, så kunne man let forcere en kanal på 2 – 3 meter.
Det prøvede jeg selv som ung ude i nærheden af Ny Frederikskog ved Højer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16. – 04. – 2022
Dato: august 3, 2007
Tøndermarsken
En af de flotteste naturområder vi har i Danmark, er Tøndermarsken. Et fantastisk sted, her har jeg ofte opholdt mig. Men den gang betragtede jeg det ikke specielt som et naturområde, ja området var der bare. Men når jeg nu vender tilbage fra storbyen, ser det specielle lys, sort sol og lytter til naturen, kan jeg godt se det unikke.
Men lige så smuk det kan være herude, lige så barsk kan naturen blive. Talrige mennesker, byer og dyr er druknet i tidens løb.
Denne artikel deler ikke emnerne op i byområderne, Tønder, Møgeltønder eller Højer. Vi gennemgår hele historien under et. Kære læsere, du kan gå ind under de enkelte emner, og få uddybet det, du får at vide her. Og vi har på vores side masser af beskrivelser af Tøndermarsken.
I Vadehavet
Helt ude vestpå i Vadehavet lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer i 1864 og drillede tyskerne. I lang tid førte han sin egen kamp mod Preusserne. De kunne ikke få ram på ham. ja han lå også herude under Første Slesvigske Krig.
Før den tid brugte blandt andet hollandske skippere, Møgeltønder Kirkes høje spir som sømærke under den vanskelige sejlads.
Det flade land
Inde på forlandet, før det nye dige, lige i nærheden af den nye kunstige sø, tilbragte vi et par uforglemmelige sommerferier. Nu er det forbudt at opholde sig der. På diget kunne man skimte langt ud i horisonten, og oppe fra Opa og Omas soveværelse kunne vi se, når toget kørte over Hindenburg – dæmningen til Sild.
Udsigten fra det gamle dige er ikke mere det samme som dengang. Det fremskudte dige og den nye sluse spærrer for udsigten. Mens den gamle sluse fra 1861 var bygget til gennemsejling, så er den nye ikke beregnet til dette.
For at bevare det unikke, er der masser af regler og restriktioner der skal overholdes dannedes bevægelserne Bedre Byggeskik i de danske områder og Baupflege opstod, for at sikre byggekvaliteten i området. I 1988 blev Tøndermarksen fredet. Og Vadehavet udlagt som internationalt naturbeskyttelsesområde.
Preusserne købte de store gårde
Kystområdet syd for Kongeåen var historisk set en del af hertugdømmet Slesvig, med undtagelse af de kongelige enklaver. Hertugdømmet var tidligere en del af helstaten, men efter krigen i 1864 blev Sønderjylland indlemmet i Preussen.
For at styrke tyskheden på den overvejende dansksindede egn, begyndte den preussiske stat i 1896 at opkøbe store gårde, som ofte blev forøget gennem tilkøb. Disse såkaldte domænegårde blev på fordelagtige vilkår forpagtet til tyske landmænd, som så forventedes at gøre en politisk og kulturel indsats for egnens tyskhed. Et eksempel på dette, er gården Røj ved Møgeltønder, der blev købt af den preussiske stat i 1903, og hvis hovedbygning er fra 1916. Gården blev senere købt af Schackenborg.
Marsken dannes
I den danske del af Vadehavet er forskellen på højvande og lavvande en til to meter. Ved højvande transporterer havet materiale – sand og finkornet slik – med ind. Materialet aflejres, og når aflejringerne har nået en tilstrækkelig højde, får nogle planter fodfæste. Dermed dannes de lave og meget frugtbare marskområder. Marsken er dannet på et tidligere havområde. En bugt gik ind syd for Højer og Møgeltønder, og ikke langt fra Tønder.
Minder fra fortiden
Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at menneskerne meget tidligt valgte at bosætte sig på geest – randen ud mod marsken. Dem der bosatte sig direkte i marsken byggede deres boliger på kunstige forhøjninger, de såkaldte varf eller værfter.
Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde – med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet. Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romansk stil i 1100 og 1200 – tallet.
Masser af kvæg
Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten (bakkeø) kan føres tilbage til århundrede før Kristi fødsel. Mange nordjyske kvægflokke er blevet opfedet i Marsken for så senere at blive sejlet til Holland.
Som udtryk for studehandelens store betydning står den store grundmurede stald fra 1585 ved hovedgården Solvig ved Tønder. Den er formentlig opført for at huse de mange stude om vinteren, inden de blev solgt videre.
Som vi nævner i artiklerne om Tønder, så var denne by i adskillige år, centrum for kvæghandel.
Den frugtbare marsk førte rigdom til området og trods vanskelige besejlingsforhold i Vadehavet, kan der allerede tidligt i jernalderen spores kontakter til det vesteuropæiske område.
Kystforløbet ændrede sig
Siden 1500 – tallet er der sket flere ind-digninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb længere mod vest. Mange mener også, at Vidåens gamle løb,
er gået gennem Møgeltønder.
Ved Gaden
Kulturmiljøet Ved Gaden strækker sig fra Hjørnekroen i nord til Rudbølvej i syd. Det ligger på det ældste dige Hertug Hans dige fra 1556.
Navnet Ved Gaden kendes fra midt i 1600 – tallet, blandt andet på Johannes Meyers kort fra 1650. Navnet betyder Ved Gattet. Vidåens oprindelige udløb har været i dette område. Den nordligste gård i Ved Gaden 1, Nørregård hed oprindelig Husum-toftmark. Den kendes fra skriftlige kilder helt tilbage til 1443,
den nuværende bygning er fra 1970.
Hjørnekroen, Ved Gaden 2, på hjørnet af Rudbølkog – diget og Højerdiget har fra gammel tid været rammen om egnens fester og møder. Huset stammer fra 1746 der har været drevet kro herfra siden 1835. Her holdt Digelaget sine møder.
Den sydligste af de tre gårde, Ved Gaden 5 er fra 1799, Ved Gaden 7 er opført i slutningen af 1700 – tallet. Men den mest velbevarede gård er nok Ved Gaden 9.
Den gamle sluse
De ydre koge slutter ved 1556 diget, der forbinder Højer og Rudbøl. Mellem dette dige og Magrethediget på den yderste forpost, ligger vejen fra Højer til Siltoft.
Lige ved den gamle sluse ligger gården Hohenwarde. Gården er opført som en mini – model af Universitetet i Kiel i 1878. Efter krigen blev gården overtaget
af Staten. I perioden 1957 – 1991 fungerede den som forsøgsstation. I dag er der dømt bondegårdsferie og meget mere.
Den gamle sluse fungerer som en slags reserve. Slusemesterboligen er bevaret. Men selve fiskerihavnen er ikke sådan som jeg husker den fra min barndom. ja nu nævnte jeg begrebet “Reserve”. Men noget tyder på, at man i dag ikke tager dette særlig seriøst. Den gamle sluse forfalder mere og mere.
Inde i Højer er der mange velbevarede gårde, bl.a. Kiers Gård mod sydvest og Hindrichsens Gård i Nørregade. Hele 10 ejendomme i Højer er fredet. Det højeste punkt i flækken Højer er 7 meter.
Nørremølle
Ved Rudbøl diget ligger Nørremølle, og for enden af diget Rudbøl, hvor Vidåen breder sig i en lavbundet sø. Fra diget er der rigt udsyn og området er fri for større bevoksning. Beboelsen Nørremølle trykker sig ind til diget. Gården Gottesgabe (Nørremølle 11) er ”absolut ” fredningsværdig og stammer fra 1738. Også pumpestationen og gendarmhuset har stor kulturhistorisk værdi.
Nørremølle 1 er den gamle slusemesterbolig, bygningen er fra 1814. Nørremølle Skole blev bygget i 1819, den fungerede indtil 1944. I dag fungerer den som privat beboelse.
Selve Nørre Mølle blev opført ved den gamle kogs-sluse 1738 – 39, den er nok den ældste hollandske vindmølle i Vestslesvig. Det var en grynmølle, og grynene sejledes herfra til Højer ad Vidåen, og blev udskibet til blandt andet Norge. Møllen blev nedlagt i 1856 og flyttet til Højer by.
Se for øvrigt den flotte udstilling fra Marsken i Højer Mølle – og Marsk Museum. Du kan også læse om Højer Mølle i en speciel artikel, som vi har lavet.
Møllegården blev opført i 1739 og var gæstgiveri til cirka 1950. I bebyggelsen var der også en såkaldt bevandings-mølle fra 1859 – 1931.
I ældre tid arbejdede beboerne i Marsken med vedligeholdelse af vandløb og opsyn med kreaturer. Ved siden af levede de af fiskeri, som bådsmænd og havde desuden lidt landbrug. Enten ejede de selv en fenne eller to, eller de lejede dige-stykker til græsning.
De gamle sluser ved Nørremølle var i meget dårlig stand. De blev fjernet efter 1861. På de gamle slusers plads blev bygget en bro for fodgængere til og fra Nørremølle. Over Vidåen blev etableret en færgeforbindelse til transport af husdyr og vogne. Færgen var en pram. Den blev trukket af en kæde og betjent
med håndtræk på begge sider af Vidåen.
Færgemanden blev dog indkaldt til militærtjeneste under første verdenskrig. Færgedriften blev indstillet og færgen trukket på land. Kørende trafik og husdyr til Gammel Frederikskog måtte da enten over Rudbøl eller Højer. Beboerne i Nørremølle klarede den med egne både eller over gangbroen.
I 1919 – 1920 byggede afvandingsselskabet en ny bro over Vidåen, som var beregnet til kørsel. Denne bro blev 1952 erstattet af en ny, bredere og asfalteret betonbro.
Punpe-stationen sydøst for broen hæver vandet fra afvandings-systemet i Rudbøl Kog, Højer Kog og en del af Møgeltønder Kog op i Vidåen. På et tidspunkt var der to små møller på hver side af Vidåen.
Rudbøl
I Rudbøls nordlige del Nørreværre, finder vi en langstrakt bebyggelse på diget. I den sydlige del er der en del småveje. Det er også her i den sydlige del de mange velbevarede gårde ligger. Her ligger også den gamle privilegerede kro, broen over Vidåen og toldbygningerne efter 1920.
Midt i gaden ligger en grænsesten, der angiver landegrænsen. Den har inspektionen D (Danmark) 242 GR(Grænse) DRP (Deutsches Reich Preussen)242.
Gården Rudbølvej 8 er fredet. Problemet i Rudbøl og mange andre steder i Marsken, er at mange gårde og bebyggelser bliver affolket. I Rudbøl opkøber kroejeren en del af de ældre bygninger og indretter dem som ferieboliger.
Da Provsten var i Lyst
Øst for Rudbøl ligger den lille landsby Lyst. Her ligger en husrække med fire huse, der er opført i 1800 – tallet ved det gamle dige nord for Rudbøl Sø.Det var også her i Lyst, at der blev undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men eleverne var for længst gået hjem. Provsten spurgte, hvor klokken var, og fik
at vide at ingen på Lyst havde ”klok”. Forundret spurgte provsten, hvordan de så klarede sig. Den såkaldte skolemester svarede
Speciel stemning i Rudbøl
Rudbøl ligger i dag nord for Rudbøl Sø, og den østligste forlængelse af søen. Her er åen meget bred og dominerer den lille bys vej ned mod grænsen, hvor man passerer over åen. Det giver en meget speciel stemning med å-udløbet, søen og vådområdet syd for landsbyen.
Allerede i 1436 blev området sydvest for Rudbøl inddiget (Viddingherreds Gl. Kog).
Landsbyen kendes fra skriftlige kilder fra 1400 – tallet. Rudbølgård midt i landsbyen har været domænegård og kendes fra 1444. Landsbyens befolkning har fra gammel tid været marskbønder og fisket i Rudbøl Sø, i Vidåen og ved Højer Sluse.
Desuden har de sørget for at varer blev transporteret til Tønder, da de større skibe ikke kunne komme længere end til Rudbøl Sø.
Der har været flere skoler i området. Nordligst skolehuset fra 1700 – tallet (Rudbølvej 2) syd herfor skolebygningen fra 1882 (Rudbølvej 4)
Ved Åen
Langs det gamle å-leje ligger der en lang række bebyggelser. Mange af dem er særdeles bevaringsværdige. Her ligger også Utenwarf, også kaldet Keldspold, Gammel Digevej 5. den ligger ved diget ud mod Magisterkog. Her boede maleren Emil Nolde.
Her i nærheden lå også Supskog, der blev fredet i 2002. Også Kærgårdshof (Ved Åen 13) og Nørre Sødam (Ved Åen 17) er fredet. Mange af gårdene er typisk
vestslesvigske bygninger i blank mur med høj tagkonstruktion, delvis med stråtag. Gårdene ligger som meget høje øer i det flade marsklandskab.
Kører man fra Rudbøl mod øst, bugter vejen sig frem i landskabet. Man kan se mange værfter, hvor der engang har været gårde. Mange af disse gårde stammer tilbage fra Middelalderen, men stormfloderne har været hårde og barske.
Omkring midten af 1600 – tallet var der Ved Åen en samling af 13 gårde. Gårdene Vesterfeldt og Vester Anflod var begge blandt de mest betydningdfulde marskgårde, og historien kan føres tilbage til 1700 – tallet
Vester Anflod huskes, fordi her boede i 1920erne Cornelius Petersen, den tysksindede leder af selvstyrebevægelsen i Sønderjylland.
Det forladte værft Feldsværre, der ligger øst for Sødamgård, er en nærmest kvadratisk højde-vold med stærk afrundede hjørner. Dateringer har vist, at værftet blev anlagt omkring år 1200. Også Spydholm i den østlige ende af Ved Åen er fra 1200.
På Broderdsmark er der bevaret et indre gårdrum med brønd.
Poppenbøl – Pokkenbølgård
Lidt længere mod nord ligger Poppenbøl, her har min mor tjent. Men det er nu ikke derfor den er taget med. Her er en meget velbevaret stuehusfløj. Værfterne er utrolig høje og meget velbevarede. Gården stammer tilbage fra før 1443. Det har været en af Tøndermarskens større gårde. Ved høj vandstand kunne den ligesom utallige andre gårde kun nås med båd.
Vi skal også nævne Oksenfeldtog det såkaldte Pokkenbøl Nord.
Pokkenbølgård har et usædvanligt flot stuehus. Desværre blev gårdmiljøet ødelagt for et par år siden. Det kendes tilbage fra 1663. Den nuværende gård er opført 1833, som fæstegård under Schackenborg. Det blev privatejet i 1827, og i dag er det ottende generation af familien, der er på gården.
Slotsgade og Sønderbyen fredet
Og lige i umiddelbar nærhed ligger Møgeltønder, som vi har beskæftiges os med i en specielle artikler. Store dele af byen er fredet, det gælder blandt andet Slotsgade og Sønderbyens huse.
Se artiklerne om Møgeltønders historie.
Lægan, Møllehus og Aventoft
Ved Vidåen kort før Tønder ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget blev bygget og dermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her
findes også Tøndermarskens største pumpestation.
Kører vi over grænsen kommer vi til byen Aventoft. Dele af byen lå på en ø, og udgravninger har vist, at der er fundet ferskvandsboringer. For beboerne i Aventoft var en båd simpelthen en nødvendighed. I dag fungerer byen som indkøbs-by for afgiftsplagede danskere.
Vi andre brugte byen, hvor vi på Armins Gaststätte hver søndag indtog en Gewesen. Bygningerne ved grænseovergangen Møllehus er klassificeret som meget bevaringsværdige. De små røde skure ved selve grænsen, er for længst fjernet på grund af Schengen – aftalen.
Bjerremark
Syd for Vidåen kommer vi nu til Ubjerg kog, med den fredede gård Bjerremark. Min lillebror boede der en overgang. Der var flotte hollandske kakler i køkkenet, men gården var ikke særlig vedligeholdt. Se mere om det i artiklerne om Tønder. Nu bliver gården brugt som kursus-sted. Og er i øvrigt her i 2022 udbudt til salg.
Gården nævnes første gang i 1685. den har været ejet af den meget velhavende familie Richtsen/Angels eje.
Ubjerg
Lidt længere mod øst har vi Ubjerg Kirke og meget velbevarede præstegård fra 1675. Jeg har en gang set skuet i snevejr. Det lignede et eventyr. Ubjerg kirke er opført i munkesten mellem 1100 og 1300. Det oprindelige murværk er dog ikke synligt, da kirken blev skalmuret i renæssancen og senere cementpudset.
I 1597 fandt en større ombygning sted.
Den lille landsby er antagelig bygget på en indlandsklit, der senere er blevet udbygget.
Sæd
Bygningerne ved Sæd Grænse bliver i dag brugt som museum for grænsedragningen i 1920. Landsbyen Sæd ligger på en sandbanke, men har været gennem flere stormfloder..
Fiskeri i Vidåen
Da den store afvanding begyndte, var mange fiskere imod. Man skulle ikke lave om på Guds orden med ind-digning. Mange følte vel også, at det gik ud over deres erhverv. De tjente til dagen og vejen ved at fiske i Vidåen. Og også på kroen kunne man få fisk
Der havde været mange laks i Vidåen, men der var både stør og brasen. Hvis man var heldig, kunne man få nogle ordentlige gedder. Ja i min ungdom tog gedderne ænder inde i åen i Tønder. Så var der skalle-bidere, nærmest magre gule ål med kæmpe hoveder.
Suder blev fanget i sættegarn. Blodet, der var lige så rødt som vores, skulle først koagulere. Sådan en suder skulle levende ned i kogende vand og skoldes til døde. Det så lidt brutalt ud.
Ja og masser af ål. Man lavede en mærkelig substans, man kaldte for åle-pot. Om vinteren stangede man ål, ved at lave hul i isen. Vinterfiskerne havde ofte flasken med, så de kunne få sig ”en dråf”.
Omkring 1914 forbød Preusserne at man brugte ål-jern, men det tog man ikke så hårdt blandt fiskerne i Marsken. Nogle flår ålene, men det er tegn på dårlig smag, mente fiskerne. En flået ål er barbari. Dem, der har smagt uflåede stegte ål ved, hvad rigtig stegt ål er.
Der var også kogt ål. De var salte og lufttørrede. Man kunne spise dem med karry eller med smør og kartofler. Ja, så var det Hamborg – ålesuppe, der var krydret.
Den sønderjyske ålesuppe er let sur sød. Sødmen kommer fra de mange svesker, man blander i. Ålen er skåret i stykker på 8 – 10 cm. Og så var der røget ål,
og mange elskede ålefedt.
Denne åletradition fortsatte mine bedsteforældre i Ny Frederikskog, med et resultat, at jeg fik for meget. Så meget, at jeg ikke mere spiser fisk.
Beboerne brugte som regel tre forskellige både
Om vinteren var det oversvømmet, så kunne man løbe på skøjter ned til Nibøl cirka 17 kilometer fra Tønder. Inden afvandingen var det lettere at sejle syd på, end at bruge landjorden. Mange af kanalerne syd for grænsen var gravet for 300 – 400 år siden.
Mange af fiskerne samlede også æg og fangede brusehøns
Nolde – Marskens maler
Nolde var også fisker. Mange på egnen kaldte ham for æ tumbe male. Vel nok fordi de ikke altid forstod, hvad han malede. Når han ofte forærede sine malerier væk, hængte folk dem på hovedet. Som regel gik han rundt i lyst tøj med en stor Panamahat.
I protest mod afvandingen flyttede han syd på til Seebøll. Nolde – museet er virkelig et besøg værd, og haven foran kunne godt minde om en kollegas have – Monet. Man mente i Danmark at han var nazist, men han stod slet ikke for den kunst, som Hitler opfattede som den rigtige. Da han så endelig blev berømt, var det mange der omtalte ham som ”den dansk – tyske maler”. Selv opfattede han sig som Frisisk maler.
Læs for øvrigt den fantastiske bog af Siegfrid Lenz: Deutschstunde (Tysktime). Den giver et malerisk billede af Nolde og marksen. Men Lenz lod sig også narre af Nolde. Han fik hvis ikke maleforbud. Han sagde for at retfærdiggøre sig selv. Endelig har Nolde – museet åbnet arkiverne og sandheden om den fantastiske maler. På vores side kan du finde fem artikler om Vadehavs – maleren.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 04 – 2022
Dato: januar 26, 2024
Emil Nolde – den 6. fortælling
Nolde retfærdiggjorde sig selv. Som den første i familien flyttede han fra Nolde. Han solgte postkort i Schweitz. Mødet med Edward Munch. En storslået oplevelse i Seebüll. Nolde havde ikke mange beundrere i Nordslesvig. I 1951 arrangerede Tønder Museum som de første i Danmark en udstilling med Nolde. Han følte sig bundet til tysk kunst. Følte sig dårlig tilpas i København. Han mødte sin livs kærlighed – Ada Wilstrup Han var enspænder. Tønder Museum fik Nolde – kunst ad omveje. Endelig slog han igennem i Tyskland, men ikke i Norden. Flyttede da Tøndermarsken blev afvandet. Nolde købte også nabogrunden. Hitler hadede hans kunst. Skulle bevise hans ariske fremkomst.
Han retfærdiggjorde sig selv
Man var bestemt ikke meget for at anerkende Nolde. Måske var han også selv skyld i det. Han satte sig selv i ofrets rolle ved at hævde at han var udsat for censur fra nazisternes side. Det viste sig langt senere, at det var han ikke. Han havde forsøgt at retfærdige gøre sig selv. Og det lykkedes da også i mange år. Selv Sigfred Lenz fik han overbevist, der i bogen Tysktime, skildrer det.
Som den første flyttede han fra landsbyen
Han malede tidligt med hyldebær – og rødbedesaft, da julegaven, da julegaven, en lille farvekasse, var brugt op. Han elskede nemlig og også senere – den rødviolette farve.
I modsætning til de fire brødre havde han absolut ingen interesse for landbruget. Det var kun nødtvunget, at han hjalp på den fædrene gård, da skolegangen var forbi, Det var en stor begivenhed, da Emil som den første i familien i generationer drog væk fra landsbyen.
Han solgte postkort i Schweitz
Efter endt læretid som billedskærer og tegner, rejste Nolde til Schweitz. Her fik han en stilling som formningslærer. I 1898 tog han til München, hvor han kom ind på en privat malerskole.
Da han var i Schweitz, fik han tjent en del penge på nogle specielle postkort, som han fik fremstillet. Men de penge fik han senere hårdt brug for.
Mødet med Edward Munch
Nolde så faktisk op til nordiske kunstnere som Edvard Munch og Willumsen. I to af hans erindringsbøger fremhæver han den forkætrede Willumsen, fordi hans kunst ”går ud over den vanlige smag”.
Og med tydelig adresse til den franske kunst Nolde aldrig lærte at forstå. Det var først og fremmest Gauguin og van Gogh tilfredsstillede hans hang mod det mystiske og det symbolske.
Det er tydeligt at Munch øver stor indflydelse på ham, men skildringen af det eneste møde med den norske gigant virker som om alle andre konfrontationer med samtidige kunstnere indholdsløs, klicheagtige.
En storslået oplevelse i Seebüll
Den 13. april 1956 døde Nolde og cirka et år efter (25. april 1957) åbnede Seebüll. I festskriftet forklarer han, at der i alle europæiske byer er museer, som er overfyldt med kunst, som virker så overvældende, at det bare trætter. Desuden fortæller han:
Første gang jeg oplevede Nolde – museet i Seebüll var det noget ”storslået”, der mødte mig. Og dem, der endnu ikke har oplevet det burde besøge dette sted.
Nej, det er ikke primitivt og beskedent. Det var det måske en gang. Nu er det både med restaurant og fire gæsteværelser og en mægtig p – plads. Og folk de strømmer til.
Han havde ikke mange beundrer i Nordslesvig
Historien om Emil Nolde er storslået og et trækplaster for Vestslesvig. Ja egentlig kunne det have været en af Tønders historiske fyrtårne. Men kunstneren blev sur og skuffet, som han ofte har været og følt sig i sit liv. Han flyttede lige syd for grænsen.
I Nordslesvig havde han ikke mange beundrere. Tønders eneste Nolde – billede blev fremskaffet i 1930erne via familien Vilstrup. En forhandling mellem Nolde og museumsbestyrelsen omkring 1937 resulterede ikke i noget køb. Man fandt prisen for høj.
I 1951 arrangerede Tønder Museum en Nolde-udstilling
I februar 1951 arrangerede man imidlertid på Tønder Museum den første Nolde – udstilling i Danmark efter krigen. Nolde udstillede 8 oliemalerier og 8 akvareller fra tiden mellem 1936 og 1950. Det blev en stor succes.
Der fulgte udstillinger på Fyn i 1956, Charlottenborg i 1958 og i 1964 en mindre udstilling i Esbjerg.
Han følte sig bundet til den tyske kunst
I dag vil mange kalde ham en dansk maler. Han talte ganske vidst dansk med glæde, elskede det danske landskab og Tøndermarsken inden det blev afvandet. Men han følte sig selv bundet til den tyske kunst.
Følte sig dårlig tilpas i København
Som 33-årige tog Nolde til København. Han følte sig ensom, sky og bitter. Han gik med blåsorte briller, mismodig og med tvivl i sindet langs kanalerne uden at kunne male.
Det var her i 1900 – 1901 han havde et atelier i Holckenhus. Selv skriver han i sine erindringer:
Som kunstner havde Nolde ingen succes dengang. Både Charlottenborg og Den Frie afviste ham. Han havde ingen glæde ved at mindes København, selv om han arbejdede ikke ihærdigt. Han syntes, at tiden var spildt. Men nu havde han også svært ved at komme i forbindelse med folk. Han mødte dog Herman Bang, som han satte stor pris på, men han følte sig alligevel ensom og utilpas.
Han mødte sin livs kærlighed – Ada Wilstrup
Men i Hundested skete der noget. ”Den halvforkomne original” – som han kaldte sig selv – traf her i selskab med Knud Rasmussen, Ada Vilstrup, som han blev gift med i 1902. Det var provstens datter. Hun var skuespiller og musiker.
Dybt forelsket opsøgte han ensomheden i fiskerlejet Lidl Strand for at komme overens med sig selv, sin kærlighed og sine kunstneriske ambitioner:
Om vinteren var de ofte i Berlin. Men herhjemme havde de lejet et lille fiskerhus på Als. Kunstnerisk succes lod vente på sig. Han solgte så godt som intet. Her i ensomheden, blandt simple og naturlige mennesker havde han det dog allerbedst.
Ada var syg
Til malerens byrde kom desuden den byrde, at hustruens helbred var yderst svag. I mange år måtte han tilbringe meget tid sammen med hans Ada på sanatorier og sygehuse. Alligevel rejste de rundt i Tyskland, Paris og Italien.
Dermed kom der lidt mere orden i sagerne. Nogen større kontrast kunne man ikke forestille sig. Og beretningen om Adas modtagelse i Nolde, hvor ”mein Bruder Hans” hørte til de hellige og gjorde sig sine tanker om skuespillerinder, er biografiernes festligste. Efterhånden erobrede Ada også familien i Nolde.
Hun blev afgørende for hans videre skæbne. Med hende fandt han ud af, at der var for mange, der hed Hansen! Fra nu af kalder han sig Nolde.
Han var en enspænder
I 1 ½ år knyttes han til kunstnersammenslutningen ”Die Brücke”. Men Nolde var og blev en enspænder. Egentlig isolerede han sig totalt fra alle hans tyske malerkollegaer.
Tønder Museum modtog Nolde kunst ad omveje
I denne periode skaber han det nadverbillede, der kom til at hænge på Tønder Museum. Er det hans hovedværk? Hvor stor vægt han selv lagde på dette billede, fremgår af ”Jahre der Kämpfe. Som testamentarisk gave sammen med syv andre oliemalerier, overdroges og modtages det – uden betingelser – af Statens Museum for Kunst i København, hvorfra de deponeredes på Tønder Museum. Det var vel næppe efter Noldes ønske.
Efter en inspirerende rejse til Rusland, Sibirien, Japan og Ny Guinea som satte sine mærkbare spor i sin produktion bosatte han og Ada sig på Uttenwarf. Egentlig havde de allerede købt huset i 1912. Her boede de også i 1920.
Endelig slog han igennem i Tyskland
I 1920’erne og 1930’erne slog Nolde omsider igennem i Tyskland og opnåede alle mulige æresbevisninger. Det var helt anderledes i Norden. I 1904 leverede han til Ølstrup Kirke i Ringkøbing Amt et lille Emmaus – billede. Det faldt slet ikke i sognets smag.
Flyttede, fordi Tøndermarsken blev afvandet
I 1926 blev han udnævnt til æresdoktor ved universitetet i Kiel. Samme år besluttede han og Ada sig for at flytte fra Tøndermarsken. De mente at afvandingen ville ødelægge det naturskønne område. Vi har skrevet en artikel om hans forhold til Tøndermarsken.
Han følte, at man kun ville afvande Tøndermarsken, så det kunne gøres anvendelig for intensivt landbrug. Han følte sig truet af ”rationel udnyttelse”. Han talte om det ”barbariske dige, der ødelægger al skønhed og alt det vidunderlige.
Han købte også nabogrunden
Lige sy for Rudbøl i Nykirke Sogn fandt han sin drømmegrund. I løbet af 1927 begyndte bygningen af den særprægede ejendom. Det tog i alt 10 at bygge den. Nabogården havde han også måttet købe. Ejeren ville sælge og Nolde var nervøs for, hvem han kunne få som nabo.
Dette var næppe nogen dårlig pengeanbringelse, så meget mere som huset kunne anvendes til beboelse mens byggeriet af selve Seebüll – som det nye hus kom til at hedde – stod på.
Hitler kunne ikke lide hans kunst
I 1931 blev Nolde medlem af det preussiske kunstakademi i Berlin, hvor han stadig boede om vinteren. Så fulgte kort efter de stormfulde år, hvor Nolde blev ”offer” for den nazistiske kunstpolitik. Udstillingen ”Entartete Kunst” hvor hans produktion var rigelig repræsenteret. Han havde 39 billeder med på udstillingen.
Men nu var det bestemt ikke alle topnazister, der foragtede hans kunst. Mange år senere fik Frau Merkel fjernet hendes Nolde – billeder, da hun hørte om hans nazistiske tendenser.
Skulle bevise sin ariske fremkomst
På et tidspunkt måtte Emil Nolde også bevise sin ariske fremkomst. Det fik så Ada’ s bror til at henvende sig til pastoren i Brøns. Og det handlede om Noldes bedstemødre. Og broderen H.K. Vilstrup presser sognepræsten. Åbenbart havde de tyske myndigheder rykket for dokumentation. Henvendelsen til sognepræsten er fra 1936. Det forekommer dog noget mystisk at broderen henvender sig tik præsten i Brøns og ikke til præsten i Burkal.
Nolde blev kritiseret for at bruge for kraftige farver, der gjorde naturen unaturlig. Selv sagde han, at det ikke var for at give et spejlbillede af naturen.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 4, 2024
Franciska Clausen fra Aabenraa – 125 år (2)
En stor fødselsdag. En succesfuld far. Familien lagde vægt på dannelse. Som 16-årig”Jeg vil være Kunstmaler”. Privatundervisning i Flensborg. En tur til Weimar. En ny underviser i Flensborg. I 1918 til München. Gammeldags undervisning på Kunstakademi. Hos professor Hoffmann. I 1922 i Berlin. Underviseren blev hendes elsker. Hun følte sig isoleret i de danske kunstnerkredse. Portrætmaler i Aabenraa i 1954. Forsker mener ikke, at hun var helt glemt. I årtier havde hun ingen udstillinger i Danmark. Måske var hun Danmarks første rødstrømpe. Hun forholdt sig kritisk til anmeldere og kollegaer. Hun arbejdede ubesværet i flere stilarter. Var hun ”Den Grimme Ælling”? Brundlund fik 1.000 af hendes værker. Hun skulle kæmpe i et mandsdomineret miljø. En særpræget personlighed. Et kommende museum skal vise hendes værker. En ny opera er opkaldt efter hende.
En stor fødselsdag
Dette er andel del af vores artikel om denne talentfulde maler fra Aabenraa. Denne gang har vi også brugt nye kilder og måske fundet nye sider af hende. Det er fint at man vil fejre hende i Aabenraa. Det har hun da i den grad fortjent.
Hun er født den 7. januar 1899. Under Köhlers politik over for de dansksindede, forsøgte de fleste i Aabenraa at skjule deres nationale sindelag. En af disse kunne være Franciskas far, Peter Clausen. Han var født på Als og drømte om en arkitektuddannelse. Men mulighederne rakte ikke længere end til en læreplads hos en manufakturhandler i Sønderborg.
En succesfuld far
Men så startede han som selvstændig i Aabenraa. Han var en initiativrig, succesfuld og dynamisk handelsmand. Han giftede sig med den 11- år yngre Christine Olufsen. De fik to børn. Sønnen Jørgen og senere Franciska.
Familien lagde vægt på dannelse
Drømmen var en stor præsentabel familiebolig. Det blev en treetagers ejendom på 200 kvadratmeter midt i Vestergade. Bag villaen var en parklignende prydhave. Her var en pavillon bygget som en miniatureudgave af et klassisk oldtidstempel.
Hun lærte at spille på familiens flygel og begyndte på tegneundervisning. Familien lagde vægt på dannelse. Franciska begyndte at tegne husets tjenestefolk. Kunstinteressen dyrkede faderen også. Han var selv en fabelagtig tegner.
Som 16-årig: ”Jeg vil være kunstmaler”
Også moderen satte sit præg på hjemmets åndelige atmosfære med sin store interesse for litteratur. Georg brandes var en af hendes favoritter. Hun havde en stor bogsamling. Ofte var hun på besøg i Sprogforeningens Bogsamling på Folkehjem.
Franciska sagde allerede som 16 – årig:
Selv om hendes forældre tidligt kunne se hendes talenter, var de ikke så glade for at sende hende på kunstnerskole i Tyskland.
Privatundervisning i Flensborg
I 1915 modtog Francisca tegneundervisning en gang om ugen i Flensborg. Her lærte hun at male efter model. Og hun var begejstret for undervisningen:
En tur til Weimar
Som 17 – årig forlader Franciska hjemmet. Hun bliver optaget på Grossherzogiche Kunsthochschule i Weimar. Dette ophold varer dog kun et semester. Hun foretrak selv at eksperimentere. Hun laver en række karikerede malerier af det sønderjyske bysamfund.
En ny underviser i Flensborg
Men det er også i den periode hun fik intensiv tegneundervisning hos tegneren Käthe Larsen i Flensborg. Udbyttet af undervisningen var ifølge Francisca:
I 1918 til München
Franciska forlod Aabenraa igen i 1918 for at uddanne på Frauenacademie i München. Under hendes ophold brød november revolutionen ud. Dette præger hende os i nogle af hendes værker.
Årstallet er 1919. Hun forlader ikke Aabenraa før afstemningen i 1920. Hun forholdt sig køligt til sin sociale omgangskreds i Weimar og München. Måske skyldtes dette hendes nationale sindelag.
Gammeldags undervisning på Kunstakademi
Hun syntes selv, at hun befandt sig i et kunstnerisk dødvande. Hun begynder på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Men undervisningen bliver dog ikke særlig udbytterig. Her fik hun ikke lov til at eksperimentere. Hun oplevede også undervisningen som meget gammeldags. Her skulle man male efter gibs støbninger.
Hun blev aldrig en del af de sociale liv. Hun følte sig rigtig udenfor. I slutningen af 1921 vælger hun at afbryde undervisningen og flytte til Tyskland. Hendes fars forretninger har nedgangstider. Hun søger ind på Akademie der Künste.
Hos professor Hans Hoffmann
Men først under professor Hans Hoffmann synes hun, at hun får inspiration:
I 1922 i Berlin
En udstilling med Picasso på Galleri ”Tannhauser” giver hende lyst til at eksperimentere med kubistiske kompositioner. Men rammerne for hende er igen for små. Efter at have tilbragt sommeren 1922 hjemme hos forældrene rejser hun i september 1922 til Berlin.
Her får hun en intens tre måneders undervisning. Hun føler at hun er på rette spor. De værker som hun producerer i denne periode, får hun lov til vise på en udstilling i Berlin i 1923. Hun roses i Berliner Algemeine Zeitung,
I 1924 døde faderen. Nu var det ikke mere mulighed for familien at give hende økonomisk støtte.
Underviseren blev hendes elskerinde
I Paris får Franciska for alvor inspiration. På Café Voltaire samles en række kunstnere, der besluttede at udstille sammen Gruppen havde deres første udstilling i Galleri 23. Picasso lod sig inspirere af et af Franciscas værker.
Hun studerede bl.a. moderne kunst under Ferdinand Léger og blev hans elskerinde. Hun blev en del af den parisiske kulturscene.
Hun føler sig isoleret i det danske kunstnerliv
I 1931 vender Franciska hjem til Danmark. Hun lider tiltagende af vanskeligheder efter faderens død trods en del udstillingsaktiviteter i Paris. Det giver også lidt indtægter.
Herhjemme bosætter hun sig i København. Hun udstiller i Bingers Kunsthandel i 1932. Men tiden er ikke til moderne kunst. Hun føler sig isoleret i det danske kunstnerliv og har fortsat økonomiske vanskeligheder.
Portrætmaler i Aabenraa i 1934
I 1933 vender hun tilbage til Paris. Efter et par måneder som underviser i København vender hun i 1934 hjem til Aabenraa. Her ernærer hun sig i en årrække som portrætmaler. Løbende bliver hun inviteret til udstillinger. Bl.a. i Stockholm og Malmø.
I Sverige havde kunsthistoriker fået øje på hendes mange talenter.
Forsker mener ikke at hun var så glemt
Andre kunstkritikere mener, at hendes uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev bedre kendt.
Men Lise Mogensen Bech mener ikke, at hun var så glemt i Danmark. Hun har således fundet mange positive omtaler af hendes kunst og masser af fanpost i det private arkiv. Der er også fundet mange artikler om hende. Hun var på ingen måde glemt, siger forskeren.
Hun forsøgte forgæves i 1930erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i formsprog, der var præget både af hendes modernisme og international plakatkunst.
I årtier har hun ingen udstilling i Danmark
Fra 1937 udstiller hun ikke i Danmark de næste årtier. I 1964 vises på en separatudstilling 125 af hendes værker i København. I 1968 bliver hun medlem af Kunstnersamfundet. I 1974 udkommer hendes første monografi. Hun fik endelig en livslang apanage fra Statens Kunstfond.
Måske var hun Danmarks første Rødstrømpe?
Også i det danske hof hørte man om Aabenraa -kunstneren. Således har hun portrætteret både dronning Ingrid og Magrethe.
Da hun var i 60’erne sagde hun, at hun ikke ønskede sig ”Kinder, Küche und Kirche”, Hun var måske allerede dengang en af de rødstumper, som endnu ikke var opfundet.
Hun forholdt sig kritisk
Franciska forholdt sig kritisk til sine kollegaer, anmeldere og danskerne. For eksempel ændrede hun titlerne på flere af sine værker igennem tiden efterhånden, som hun blev ældre. En af dem kom til at hedde ”De kolde skuldres land”. Dette virker på ingen måde flatterende for danskerne.
Hun var måske ikke frosset ude eller glemt. Måske ærgrede hun sig som ældre over, at hun ikke fik mere opmærksomhed som yngre. Det havde hun klart fortjent.
Hun arbejdede ubesværet i flere stilarter
Hun arbejdede ubesværet på kryds og tværs af alle stilarter og har lavet alt fra reklameplakater og mønstre til køretæpper og tapeter til polerede portrætter til glittede magasiner.
Var hun ”Den Grimme Ælling”?
Franciska boede i huset i Vestergade efter 1958, hvor moderen døde. Huset forfaldt mere og mere. Men helbredet tvang hende til at bo i beskyttet bolig i den sidste tid af hendes liv. Også her var hun omgivet af kunst i kasser og skuffer.
Franciska Clausen døde 87 år gammel af en blodprop. Ved hendes begravelse i Skt. Nikolai Kirke holdt pastor Svend J. Sidsen en smuk tale, hvor han sammenlignede hendes liv med H.C. Andersens eventyr ”Den Grimme Ælling”. Nogle af afslutningsordene var
Brundlund fik 1.000 af hendes værker
Hun efterlod ikke mindre end 2.500 værker. Mange af disse værker er deponeret på Trapholt Museum for Moderne Kunst i Kolding. I 2011 blev samlingen med Francisca Clausen overbragt til Brundlund Slot. Det vil sige, at det var ca. 1.000 af værkerne, som Aabenraa fik.
Nu bliver hun så æret med en reception på Folkehjem. Og så er der ellers udstilling på Brundlund Slot. Her kan man se alle facetter af hendes kunstneriske udfoldelser.
Hun skulle kæmpe i et mandsdomineret miljø
Hun skulle kæmpe sig frem i et mandsdomineret kunstnermiljø. Men hun blev dus med kunstnere som Picasso, Kandinsky, Mondrian og Jean Arp.
Hendes betydning for kunsten kan næppe overvurderes. Hendes mod som kvinde i en mandsdomineret verden er vel heller ikke at foragte. Nu er det gamle slot nok ikke det bedste sted at vise og opbevare kunst. Men en del af værkerne befinder sig nu i Museum Sønderjyllands nye bevaringscenter, som åbnede i 2023 i Rødekro.
En særpræget personlighed
I Aabenraa var der vel ikke mange, der vidste, hvor berømt hun egentlig var. Man havde en tendens til at grine af hende. Og måske blev hun også latterliggjort. Hun var kendt som en særpræget personlighed. Det var først efter i hendes alderdom og efter hendes død hun blev virkelig anerkendt.
En af hovedtalerne ved receptionen på Folkehjem er Lis Mogensen Beck, der har brugt tre år for at forske i Franciska Clausens kunst. Hun mener også at Franciska burde have haft meget mere anerkendelse.
Et kommende museum skal vise hendes værker
I Aabenraa har man planer om at oprette et søfartsmuseum og det skal kombineres med et Francisca Clausen museum. Det skal opføres på kilen. Hvor vidt disse planer er, ja det røber borgmesteren måske på Folkehjem den 7. januar.
En ny opera opkaldes efter hende
Ja og så har ”Opera på Grænsen” gennem to år været i gang med en helt ny opera ”Franciska”. Foreningen har modtaget en million kroner til dette projekt af A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond
Andre arrangementer omkring Francisca Clausen kan læses på www.fransiskaclausen.dk
Kilde:
Dato: december 7, 2023
De tre koge – syd for Højer
Vi badede der som unge. En fiskekutter og en motorbåd. Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år. Der blev udstedet oktrojer(privilegier). Jorden blev overtaget frit og frank. Hvem var interessenterne? Selvbestemmelse. Hvad står der i forordningerne? Inddigningen afsluttet i 1861. Slusen stod færdig i 1860. En parallelvej og tre tværveje blev anlagt. En bro over Vidåen. Jorden tildelt ved lodtrækning. Højer Bønderkommune tabte retssag. Møgeltønder Kog fik ejendomsret. De største lodsejere – de fik tildelt ekstra jord. Selvstyre, skattefrihed og retten til forlandet er historie. Men hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse? Nybygger-stemning i Ny Frederikskog.
Fakta:
Vi badede der – som unge
Efterhånden har vi skrevet en del om disse områder. Men der er stadig ting at berette om disse unikke områder. Det var jo dengang, vi kunne bygge tømmerflåde og sejle og bade i prilerne. Det må man hvis ikke mere. Vi havde fået at vide, hvornår vi senest skulle være ude af området og bag diget.
Det var i det område, hvor man nu har anlagt en saltvands-sø.
En fiskekutter og en motorbåd
Det var dengang, der endnu var Forsøgsstation. Nu er dette igen blevet til Hohenwarde. Og nede ved fabrikken ved broen lå Opa’ s fiskekutter. Han havde så senere kun en motorbåd, som jeg fik lov til at styre på kanalen.
Som jeg har omtalt i efterhånden mange artikler efterhånden, sad vi ofte på stormfulde aftner ude i Ny Frederikskog og lyttede til Blåvand Radio, Lyby Radio og Norddeich Radio. Det var kystradiostationer.
Det var dengang vi også så Sort Sol, men dengang var det skue som vi observerede endnu ikke navngivet.
Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år
Tøndermarsken udgør samlet et område på 10.000 -12.000 ha. Den er opstået gennem mindst tusinder års stadige ændringer og tilvækst ved kysten langs Vadehavet. Udviklingen med dannelse af nyt forland fortsætter. Det første havdige på det det nuværende danske område blev bygget i 1556. Som vi tidligere har omtalt i artikler, var det hertug Hans, der var bygherre. Det vil sige, han pålagde beboerne i marsken at gennemføre arbejdet.
Hertugen afgav rettigheder
Jordejerne i de enkelte koge blev pålagt den fremtidige vedligeholdelse af havdiget og afvandingsanlæggene. Det var landsherren, der ejede alle rettigheder til stranden. Men fra slutningen af 1500-tallet begyndte hertugen at afgive rettighederne til benyttelse og ind-digning af forlandet.
Der blev udstedt oktrojer (privilegier
Der blev udstedt oktrojer (privilegier). Det handlede om rettigheder og forpligtelser. I det nuværende danske områder findes en oktroj for Ny Frederikskog fra 1690 og en oktroj for Rudbølkog fra 1712.
Fra 1956 afgav Frederikskogerne ejendomsretten til forlandet. Den fremskudte dig fra 1982 ejes af Sønderjyllands Amt.
Jorden blev overtaget frit og frank
Gammel Frederikskog blev ind-diget i 1692. Oktrojen blev underskrevet 15. oktober 1690 af Hertug Christian Albrecht på Gottorp. Jordene blev overladt som ejendom til interessenterne, deres arvinger og efterfølgere. Jordene kunne pantsættes, bortgives, testamenteres eller sælges uden myndighedernes tilladelse.
Jordene blev overtaget frit og frank uden nogen afgifter og pålæg de første 17 år. De første 17 år kunne kvæg, korn og andet sælges uden told og licenser. Hvad der var behov for i denne kog, måtte frit indføres. Man måtte opstille vind – og hestemøller uden for, på og inden for digerne og udnytte dem til fri malen, brygning og bagning.
De kunne have herberg, bygge gårde og stalde samt drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag. Jordarealerne skulle interessenterne selv fordele ved lodtrækning, så enhver fik sin del på en rimelig måde.
Hvem var interessenterne?
Interessenterne var hovedsagelig købmænd og embedsmænd fra Tønder, samt en del mindre jordbrugere i Horsbüll herred. Den største ejer var kniplingshandler Peter Struck i Tønder med 313 demat jord. Provst Kenckel fik 105 demat.
På hans grund blev der anlagt et stort værft og opført gården Kenckelhof. Gården var beboet til omkring 1740 og blev derefter nedbrudt.
Den næststørste ejer var Peter Thomsen var Peter Thomsen fra Rudbølgård med 130 demat. Hans søn Thomas Thomsen byggede værftet og gården, der senere blev kaldt ”Inspektørværftet” Her boede slægten og handelsmanden Peter Jacobsen i mange år. Fra 1816 til 1848 boede kogs-inspektør Hans Heinrich Brodersen på gården.
Den fjerdestørste ejer var herrefoged Fedder Lundten i Højer med 86 demat. I alt var der 43 jordejere med tilsammen 1.202 demat græsningsjord. De ny ejere fik bevilliget udstrakt selvstyre. I kogen gjaldt Ejdersteds landsret. Det betød bl.a. at kogs-bestyrelsen havde politi – og retsmyndighed.
Selvbestemmelse
Bestyrelsen skulle sørge for diger, veje, vandløb, skolevæsen og andre fælles anliggender. Oktrojen blev bekræftet mange gange, senest i 1854. Den 24. marts 1859 godkendte ministeriet en plan for en dige-linje, dige-profil og slusebyggeri, der var udarbejdet af kaptajn von Carstensen. Amtmand Reventlow for Tønder Amt, der også var overdigegreve, sendte den 5. april 1859 forordningen til kogs-interessenternes efterretning og videre foranstaltning.
Hvad stod der i forordningen?
Af forordningen fremgår:
Inddigningen afsluttet i 1861
På dette grundlag begyndte man i 1859 inddigningen, som blev afsluttet i 1861. Det nye havdige gik i en snorlige linie fra Siltoft ved den gamle Viddingherreds nordvestlige hjørne til Højer Klev. Bygherren var Kogs-bestyrelsen med koginspektør Refslund i spidsen og digegreve Nissen fra Tønder som tilsynsførende.
I sommeren 1859 byggede man ”Kaidiget” (lav beskyttelsesdige) på forlandet med en fuld længde på ca. 7.000 meter. Arbejdet beskæftigede ca. 300 mand i to måneder. Dette dige led imidlertid skade under stormfloder i august 1859, marts 1860 og pinsen 1860. Diget måtte derfor istandsættes flere gange.
Slusen stod færdig i 1860
Stenslusen blev bygget af bygmester J.F. Weise fra Husum. Bygningen blev påbegyndt i september 1859. Den 25. maj 1860 blev der afholdt slusefest. I december 1860 stod slusen færdig. Prisen var 130.000 rth. (rigsthaler).
Havdiget blev bygget sommeren 1860 med færdiggørelse og enkelte reparationer i foråret 1861. Der deltog 18 entreprenører. Diget blev fremstillet som håndarbejde med brug af hestekøretøjer, trillebørere og af materiale opgravet uden for diget. I alt blev der beskæftiget ca. 3.000 arbejdere i løbet af anlægsperioden 1860 – 1861.
Arbejderne boede i området og måtte ikke forlade kogen uden polititilladelse. Havdiget kostede 221.836 rth.
En parallelvej og tre tvær -veje blev anlagt
Kogs-bestyrelsen besluttede at anlægge en vej parallelt med havdiget ca. 628 meter øst for diget og derefter for hver 120 roder. Der blev anlagt tre tværveje. Langs vejene og mit imellem vejene blev der gravet afvandingskanaler, der forsynedes med sieler ved udløb i Vidåen. Siele er betegnelsen for en mindre vandings-sluse. Disse anlæg blev udført af kogen og udgør endnu det eksisterende vej-og afvandingssystem.
En bro over Vidåen
Over Vidåen blev der i 1861 bygget en kørerbro med en broklap, som kunne åbnes for skibsfart. Broen kostede 4.798 rth.
Alle anlæg var færdige og regnskabet afsluttet den 12. oktober 1861. Inddigningen med sluse kostede 455.125 rigsdaler. Heraf modtog kogen 69.000 rigsdaler som tilskud. Restbeløbet på 386.125 rigsdaler blev betalt af jordejerne i Ny frederikskog efter arealets størrelse, idet vaj og vandløb var fritaget. Udgifterne blev fordelt således (i rigsdaler):
Frederikskogenes andel blev betalt dels af opsparet kapital og dels af nye lån. Disse lån blev tilbagebetalt i løbet af de 17 skattefri år.
Jorden fordelt ved lodtrækning
I maj 1861 blev jordene fordelt mellem alle, der havde rettigheder i den nye Frederikskog. Først udlagde man de arealer, som regeringen og de øvrige koge havde krav på. Dernæst fordelte man resten af jordene ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i det gamle Frederikskog.
Arealet syd for Højer indtil Vidåen og Sejersbæk tilhørte på forhånd Landes Herrenschaft, dvs. regeringen. Desuden fik regeringen et areal ved Højer-Rudbøldiget nord for den gamle Højer sluse i alt 175 demat.
Højer Bønderkommune tabte retssag
I de følgende år opstod der én retsstrid om disse arealer, idet Højer Bønderkommune gjorde krav på arealet. Kommunen havde hidtil haft brugsretten til området. Det var rent faktisk matrikuleret 1844 efter det danske system, som en del af bønderkommunens jord. Bønderkommunen tabte retssagen ved overretten i Flensborg. Dermed mistede de rettighederne til jorden. Senere blev der afgivet tre demat til den ny slusemesterbolig og 1 ½ demat til havneplads for Højer flække.
Det gamle havdige mellem Højer og Rudbøl tilhørte henholdsvis Møgeltønderkog og Treherredskog. De havde vedligeholdelseses-pligten og oprindelig også retten til forlandet.
Møgeltønder Kog fik ejendomsret
Fra 1853 foreligger en overenskomst om udlejning af forlandet foran Højer bønsserkommune og foran treherreds dige. Møgeltønderkog havde ingen overenskomst, og den fik tildelt forlandet foran sin del af det gamle dige ved Sejersbæk til Vidåen. Der var 33 demat, som staten gjorde krav på, men retten for Møgeltønder – Ballum Birk Tilkendte Møgeltønderkog ejendomsretten.
Treherreds kog ejede oprindelig forlandet foran deres del af Højerdiget. I 1789 indgik man en overenskomst med Frederikskog om Lille Vade. Det er arealet mellem Højerdiget og Generalstrømmen, gående fra Rudbølkog-diget til Højer Sluse (det gamle afløb fra Højerkog). Lille Vade skulle tilfalde Frederikskogen.
Til diget hørte cirka 90 meter spadeland, som en del af diget. Treherredskog fik tildelt 21 demat mellem Højerdige og Vidåen. Rudbølkog og Vidding herreds kog gjorde også krav på en andel af det ny inddigede areal. De fik alene tillagt en del af deres spadeland som afgiftspligtigt areal.
Lodtrækning i Tønder
Resten blev fordelt ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i Gammel frederikskog. Lodtrækningen fandt sted den 25. maj 1861 i Tønder efter annoncering og indbydelse. 73 jordejere eller stedfortrædere var mødt frem. Efter drøftelser om samtlige punkter i protokollen, der var skrevet på både dansk og tysk, blev protokollen underskrevet af alle. Så fulgte lodtrækningen. De største jordejere trak først.
Den største lodsejer
De nye ejere overtog straks deres nye arealer. Den største lodsejer var C.R.P. Angel på Bjerremark. Og så er vi ved historien om Hohenwarte som du kan læse i en speciel artikel.
Den næststørste lodsejer var Tønder Vajsenhus-
Efter inddigningen i 1861 påbegyndte man forlandsarbejdet. Det var som aktiv indvinding af nyt land. Og dels for at beskytte diget. I 1956 blev der indgået en overenskomst mellem Frederikskogenes kogs-bestyrelse og Statens Jordlovsudvalg. I overenskomsten fastslås at Frederikskogene i henhold til Oktrojen fra 1690 er ejere af forlandet på 334 ha. Men nu blev den danske stat delvis ejere af forlandet.
Det fremskudte dige 1979 – 81
Lov om det fremskudte dige for Tønder Marsk blev vedtaget den 8. juni 1977. Det fremskudte dige og Vidåslusen blev bygget 1979 – 1981 af Sønderjyllands Amt. Diget er bygget 1.400 meter vest for det gamle havdige fra 1861. Det går fra Emmerlev Klev i nord til landegrænsen og fortsætter på tysk side til Sild – dæmningen. Ved inddigningen opstod Margrethe-kog med et areal på ca. 1.200 ha.
En beskyttelses-lov
I henhold til overenskomsten fra 1956 blev en tredjedel af det oprindelige forland overdraget fra Frederikskogerne til Staten. På landbrugsarealerne blev anlagt markveje, gravet afvandingskanaler og bygget pumpestationer. De 244 ha, som tilhørte Frederikskogene blev fredet ved fredningsnævnets kendelse af 1. marts 1984 og overfrednings-nævnets kendelse af 12. november 1985.
Arealerne skal henligge i vedvarende græs og må ikke beplantes eller bebygges. Frederikskogerne modtog en erstatning for fredningen.
De største lodsejere fik tillagt jord
Folketinget vedtog den 12. marts 1988 en lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Loven omfatter bl.a. hele Gammel Frederikskog og størstedelen af Ny Frederikskog. Loven bestemmer at størstedelen af arealerne skal bevares eller tilbageføres til vedvarende græs og høj vandstand i kanaler og skelgrøfter om sommeren.
Loven gav mulighed for at der gennemføres en jordfordeling i området. Frederikskogernes arealer i Magrethe-kog blev inddraget i denne jordfordeling, der blev afsluttet i 1992. Frederikskogerne afgav et samlet areal på 94 ha i Magrethe-kog til staten og modtog 57 ha spredtliggende arealer i Gammel og Ny Frederikskog, samt i Rudbølkog.
Lodsejerne i Frederikskogene har altid været klar over, at de var medejere af Frederikskogs forland. Straks efter inddigningen i 1981 fremsatte nogle større lodsejere krav om at få udmatrikuleret deres andel af jorden i Magrethe-kog. Tidspunktet for udstykningen blev dog forskudt pga. fredningen i 1984, lov om Tøndermarskens naturbevarelse i 1988 og jordfordelingen i 1992.
Kogs-bestyrelsen besluttede på sit møde den 13. september 1994, at grundejere med mere end 15 ha i Frederikskogene kan få tillagt jord. De mindre grundejere skulle have udbetalt deres andel af jordværdien.
Tildeling af jord eller udbetaling af jordværdien skete til den, som var bidragspligtig og tinglyst grundejer i gamle og ny Frederikskogs ejerlav den 1. november 1994.
Selvstyre, skattefrihed og retten til forland er nu historie
Privilegierne gælder ikke længere ude i kogene. Skattefrihed, selvstyre og retten til forland er nu historie. Det offentlige – Sønderjyllands Amt – har overtaget rettigheder og forpligtelser ved det nye havdige.
Hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse?
Utroligt at det så ikke gælder den gamle Højer Sluse, som forfalder mere og mere. Det gamle dige og slusen skulle egentlig udgøre det for en ekstra sikkerhed, sagde man dengang, da det nye havdige blev indviet. Men jeg gad godt nok at vide, om den ekstra sikkerhed reelt er til stede.
Det står ellers også i vedtægter m.m., at Kogs – bestyrelsen var og er pligtig til pleje og vedligeholdelse af andre diger. Gælder det så også for den gamle sluse eller det Sønderjyllands Amt?
Fællesopgaverne bestyres og repræsenteres ved kogs-inspektøren.
Nybygger-stemning i Ny Frederikskog
Det var så herude i Ny Frederikskog at jeg som ganske spæd blev slæbt ud hver weekend, hvor min far og onkel Jacob byggede et hus for Oma og Opa. Det var i begyndelsen af 1950erne. De havde før boet i Klostergade i Højer. Det var ægte nybygger – stemning, men jeg kan ikke huske det mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: