Dengang

Søgeresultater på "Tøndermarsken"


Emil Nolde og Tøndermarsken

Dato: februar 5, 2019

Emil Nolde og Tøndermarsken

Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.

Emil Nolde var blandt kritikkerne

Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.

Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.

Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.

Dengang var området 17 meter højere

Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.

Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.

Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.

Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.

Tidevandet

Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.

Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.

Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.

Verdens ende

Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:

  • Verdens ende, hvor vand, is og luft blev til et

Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.

Udviklingen set gennem kort

De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.

Store stormfloder

Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.

I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.

Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.

Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.

Et stort held, at det ikke gik galt

Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.

Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.

Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.

Digebyggeri gennem tiden

Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.

I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.

Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.

Masser af oversvømmelse ved Tønder

Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.

Markerne stod under vand

Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.

Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.

Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.

Teknologien var først parat – langt senere

Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.

I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.

Mange fantasifulde planer

Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.

I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.

Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.

Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.

Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”

Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.

Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:

  • National eufori efter afstemningen i 1920. Der var svulstige retorik på valgplakaterne ”En røvet Datter, dybt begrædt er kommet frelst tilbage”
  • Det sønderjyske samfund var stærkt polariseret. Befolkningen havde måttet vælge side ved at bekende sig enten dansksindet eller tysksindet. Der var ingen vej midt imellem.
  • Grænsedragningen gav anledning til en mærkbar administrationsændring. Alle tidligere tyske embedsmænd blev udskiftet med nye danske. Heraf var en del akademikere, som kom fra stillinger overalt i Danmark eller direkte fra landets eneste universitet.
  • Tønder bys tidligere opland blev stærkt reduceret. Tønder var med sin gamle status som købstad fra 1243 en oplandsby i det vestlige Slesvig med mange administrative funktioner. Den havde et handelsopland, der i syd grænsede op til oplandet for Husum. Nu blev hele Tønders sydlige opland skåret væk med den nye grænsedragning
  • Landbruget var dengang det klart dominerende erhverv ikke bare i det nye Tønder Amt, men i hele kongeriget. Det betød, at de store frugtbare marskarealer var politisk betydningsfulde for udviklingen af egnens erhvervsliv
  • Efter afslutningen på Første Verdenskrig var det over det meste af Europa en stærk tro på fremtiden, da krigens ragnarok endelig ophørte. Det førte til oprettelsen af Folkeforbundet i 1919, som gav tro på, at staten indbyrdes uenigheder for fremtiden kunne bilægges ved forhandlinger og ikke ved krig.
  • I begyndelsen af det 20. århundrede fremkom der et helt nyt natursyn. Naturen kunne tøjles ved hjælp af teknik og snilde og udnyttes til gavn for mennesket

Vi kan i dag ikke ændre historiens gang

Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.

Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.

Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne

Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”

Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.

Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.

Fantasifuld projekt for Fyn

Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.

Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.

Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.

Hele fem forslag

Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.

Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift. 

Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder

I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.

På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.

Emil Nolde fremkom med sit forslag

Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.

I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.

Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening

Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.

Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.

Henvendelse til H.P. Hanssen

Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.

Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:

  • Uden for Højer Sluse skal et stykke forland inddiges tillige med et stykke vadeland, heraf skal vadelandet danne et bassin.
  • Der hvor vandet fra dette nye bassin løber ud i havet, må der bygges en sluse noget større end den ved Højer, og der kan anlægges et pumpeværk, som i enkelte tilfælde træder slusen til hjælp.
  • Den nye tekniske opfindelse til udnyttelse af vindkraften kan måske her anvendes, så derved vinden som i stormtid forårsager vandets stigning tillige bliver drivkraften ved udpumpningen.

Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.

Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet

H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.

H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.

Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!

Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.

Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.

Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.

Forslaget blev skudt ned

Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.

Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.

Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.

Nolde forlod Danmark

I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”

Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.

Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark

Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!

Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.

Man mindes ikke Emil Nolde

Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.

Dige – bestyrelser var utilfredse

I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.

I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.

Ingen gode tider for landbruget

I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.

I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.

Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.

Hensynet til landbruget havde vejet tungere

Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.

Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.

Nationalpark Vadehavet

Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.

Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.

Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.

Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.

Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?

Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.

Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.

Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.

Slut med at lege på forlandet

Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.

Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.

Kilde:

  • Div. Artikler fra www.dengang.dk
  • Sønderjydske Årbøger (Søren Eller)
  • Elsemarie Dam-Jensen m.fl.: Det grænseløse landskab
  • Kjeld Hansen: Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab
  • H. Lausten-Thomsen: Tønder-Bogen 1926
  • Niels Kingo Jacobsen: Træk af Tønder-marskens naturgeografi
  • Niels Kingo Jacobsen: Rejsbymarsken, Miljø, stormfloder og digebyggeri (De Danske Vade og Marskundersøgelser, Rapport nr. 9)
  • Kaj Petersen: Det tabte land i vest
  • Jesper Theilgård: Det danske vejr

Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:

  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Askersodde ved Vidåen
  • Syd for Tønder
  • Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
  • Det Frisiske Salt
  • En vandmølle i Tønder
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Tønder, Marskens Hovedstad
  • Vikinger i vadehavet
  • Tøndermarsken – under vand
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Hertugen af Tønder
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarsken
  • Emil Noldes liv – vestpå
  • Vadehavets maler – Emil Nolde og mange flere

Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:

  • Saltvandssøen ved Højer
  • Landet bag Digerne
  • Højer – Bondeby i marsken
  • Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • Mellem Højer og Ballum
  • At plukke Sut ved Højer
  • Landet bag digerne
  • Syd for Højer
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Rudbøls historie
  • Fiskeri ved Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Øerne – syd for Højer
  • Vadehavet ved Højer
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Soldater på Jordsand
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Søslaget ved Højer
  • Højer – stormflod og Diger
  • Højer – som havneby og mange flere

Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:

  • Mandø – endnu en historie
  • Da Ballum – næsten fik en havn
  • Rungholt – manddrukning et og to
  • Langs Vadehavet
  • Anekdoter fra Rømø 1- 3
  • Hertugræve og Køkkenharer
  • Borrebjeg på Rømø
  • Færge fra Rømø til Ballum
  • Nordstrand syd for grænsen
  • Rømø endnu engang
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Føhr – en ø i vadehavet
  • Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
  • Rømø – en ø i vadehavet og mange flere

Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken

Dato: november 2, 2018

Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken

Vidste du, at der er både Sort, Hvid, Grå og Sølv Sol. Ja og navnet ”Sort Sol” stammer fra Møgeltønder. Det hed det nemlig ikke for 60 år siden, da undetegnede så fænomenet første gang. Det er rovfuglene, der får stærene til at danse. Rovfuglene angriber oppe fra. Ja du kan også sige God Morgen til Sort Sol. Stærene flyver også med promille. De overnatter tre til syv dage hvert sted. Og så er en stær nærsynet. En gås kan blive 30 – 40 år gammel, dog næppe julegåsen.

 

For 60 år siden hed det ikke Sort Sol

Vi så det første gang ude i Ny Frederikskog. Dengang var det også en oplevelse. Ja det er vel 60 år siden, at vi første gang var dybt betaget af fænomenet.

I dag flokkes naturelskere for at se og fotografere fænomenet, når mellem en halv og hel million stære danser på himlen hver forår og efterår. Fugleballetten er betagende at kigge på.

Man ser det også i Gotteskoog, når stærene vil slå sig til ro i tagrørene. Men gang på gang forstyrres de af sultne rovfugle. Og så er det med at tage himmelflugten i forskellige formationer og mønstre, som skal forvirre rovfuglen. Ja det er det som man kalder Sort Sol. Det hed det hvis nok ikke for 60 år siden.

 

Det er rovfuglene, der får dem til at danse

Snart er det en vandrefalk, snart en spurvehøg og snart er det en rørhøg, men den er for langsom. Det skal nemlig hurtighed til for at få en stær til aftensmad.

Der skam også noget der hedder Hvid og Grå Sol.

Stære reagerer 16 gange hurtigere end os. Når stærene går ned i tagrørene, er det med 65 kilometer i timen. De er bange for at blive angrebet, når de dykker. Vandrefalken angriber dem i luften. Mens spurvehøgen sidder nede i rørene og venter på dem. Jo det er rovfuglene, der får dem til at danne Sort Sol til glæde for os.

 

Rovfuglene angriber oven fra

Gang på gang kredser stærene hen over tagrørene og lægger an til landing, men fortryder så og danner endnu et grafisk mønster på aftenhimlen. Mens dette sker sidder folk med picnickurv med sandwich og et køligt glas hvidvin og betragter skuepladsen. Måske nøjes man med enkelt øl eller to købt i grænsebutikkerne i Aventoft. For også her i Aventofts tagrør kan man observere fænomenet.

Mindre flokke af stære på 500 til 1.000 slutter sig hele tiden til hovedflokken, som slutter med at være adskillige tusinde. Vi kan godt nå op på en million.

Når de sidder på tagrørene, kan gederne ikke tage dem. Rovdyr kan heller ikke nå ud til dem ude i vandet. Nu skal de bare undgå rovfuglene. Nu bliver en patrulje sendt ud for at rekognoscere. De gamle og erfarende fugle ligger lige bag formationens spidser, og det er dem, der bestemmer, hvornår det er sikkert at lande.

Rovfuglene forsøger at angribe stærene fra oven. Stærene forsøger med undvigelsesmanøvrerne at holde rovfuglene under sig. Ja de laver endda kontrangreb på rovfuglene med opkast og fugleklatter, som gør rovfuglenes fjer klistret, så de ikke kan flyve.

 

Du kan også sige God Morgen til Sort Sol

Du kan også sige God Morgen til Sort Sol.  Cirka en time før solopgang begynder stærene at synge og ca. ½ time før solopgang letter de fra tagrørene på en gang. Nu skal de ud at finde føde. Stærene finder stankelbens – og gåsebillelarver i de fugtige græsmærker, men spiser også bær og frø.

 

De flyver med promille

I sensommeren og i efteråret drager især de unge stære nytte af de store mængder bær, der findes i haver og hegn på den tid af året. Bærrene er dog forbundet med en vis risiko. Mange af dem har nemlig ligget på jorden i længere tid og er derfor begyndt at gære og danne alkohol. En bærspisende stær kommer nemt til at indtage alkohol i mængder, som burde kunne slå et dyr af denne størrelse ud. Men en stær har en alkoholforbrænding, der er cirka 20 gange så høj som menneskets og stærene kan sagtens manøvrere i flokken selv med en stor promille.

Stærenes forårstræk ligger fra februar til midt i april. Og efterårstrækket begynder i august og varer til helt til december. Den største Sort Sol kan du som regel opleve i slutningen af marts og begyndelsen af april, i september og hele oktober.

 

Tre til syv dage hvert sted

Når turister valfarter til, så forventer de at se flokke på minimum 100.000. Men nogle gange bliver man snydt.

Normalt overnatter stærene tre til syv dage på samme sted, inden de flytter til et nyt natteleje, som er typisk 700 meter til tre kilometer væk. Stærene er i marsken i forår og efterår for at spække sig. Om foråret æder de som rasende og på tre uger stiger deres vægt fra 80 til 110 gram. Om efteråret skal de have fedt på kroppen for at holde varmen.

 

Navnet stammer fra Møgeltønder

Vi har jo en gruppe, der hedder Sort Sol. Gad godt nok vide, om de har taget navnet efter dette fænomen. For jeg mener, at det er naturvejleder Iver Gram, der har opfundet navnet. Han boede dengang i Møgeltønder og det var i forbindelse med en artikel i Jyske Vestkysten, at navnet opstod.

Fænomenet gør indtryk på de fleste. Dengang, da Prins Joachim endnu boede på Schackenborg Slot tog han ofte sine gæster med ud og se på Sort Sol. Ja man kan sige, at fænomenet tiltrækker måske folk, der ikke normalt kommer i naturen.

Og for Tønder og Omegns handlende er det jo også indbringende. Måske skal vi lige udvide området til hele marsken også længere nord på, så betyder fænomenet 135 til 150 millioner kroner mere til Udkants – Danmark.

 

En stær er nærsynet

Årsagerne til at stærene flyver i flok er måske for at forvirre rovfuglene. Men en teori er også, at stærene er nærsynede. De har fremadrettede øjne, hvilket betyder, at de kan have vanskeligt ved at opdage fjender. Deres øjenplacering er ideel, når det drejer sig om at fokusere på en genstand, et fødeemne, foran sig, men mindre fordelagtig, når fjenden skal opdages.

 

Et angreb lykkes som regel

Normalt lykkes det dog rovfugle at få fat i mange stære i de minutter, hvor fuglene samles til overnatning. Når en rovfugl flyver ind i flokken, reagerer stærene promte med et bombardement af gylp og ekskrementer. Når stærene har sat sig til ro, kan det ske, at hornugler går til angreb på de sovende stære. I det tilfælde opskræmmes alle fugle og overnatningsstedet opgives.

Sort Sol er ligesom Sønderjysk Kaffebord for længst blevet et begreb. Gæssene og svanerne danser også. Ja og førstnævntes dans er kaldt Grå Sol. Og det er også en stor oplevelse. Gæssene spreder sig mere.

 

Grå Sol

Her i marsken oplever vi Europas største gåseflokke på mellem 40.000 og 65.000 gæs. Der hvor størstedelen af Tønder Musik festival i dag afholdes kunne man i fordums tider opleve at gæssene nærmest drattede ned af himlen så mange var der. Man kunne næsten gribe dem i luften. Dengang var der et utal af butikker i Tønder, der solgte gæs. Men se den historie har vi jo for længst skrevet om.

Ude i Ny Frederikskog kan du godt opleve, når et tusindtal af gæs letter og udfører et flyve– og lydshow.

Det er ikke langt fra Margrethe Kog, som er den yngste inddigning i Vadehavet. Den 11 kvadratkilometer store inddigning ligger mellem Emmerlev Klev og den dansk – tyske grænse. Den rummer en stor saltvandssø, som nok fortjener sin egen artikel. Her kan du opleve Grå Sol. Her opholder der sig tusindvis af bramgæs. De kan sagtens lade sig skræmme af en falk eller en havørn, og så stiger de ellers skræppende op i et gråt tæppe.

 

En gås kan blive 30 – 40 år gammel

Gæssene er her for at æde. De må virkelig æde meget for de udnytter kun 7 pct. af det græs, de tager indenbords. Og der skal virkelig nippes noget græs, for gæssene æder tre gange deres kropsvægt i døgnet. Vidste du, at gæssene bliver 30 – 40 år gamle og er monogame?

Bestanden er stærkt stigende, for bramgæssene må ikke jages og landbrugsstrukturen passer dem godt.

Gåseflokkene bruger kogen som overnatningsområde, når de er kommet ind fra ædearealerne. Det samme gælder svanerne.

 

Hvid Sol

Svanerne opfører en Hvid Sol, når de har været ude at æde. De står på jorden og danser og kurtiserer. Det er et imponerende skue.

 

Sølv Sol

Oppe ved Mandø ved østersbankerne kan man faktisk opleve Sølv Sol. Her det tale om ryler. Ja det kaldes også for ”Marskens Nordlys”. Synet kan man opleve når vandrefalken er på spil. Dette er også en enestående naturoplevelse. Gad vide, om alle de kinesere, der efterhånden samler østers har oplevet dette?

 

Et sandt skattekammer

Vadehavet og Tøndermarsken er både på den ene og anden side af grænsen et sandt skattekammer af både sultne fugle og naturgalde mennesker. Ja og sidstnævnte kategori kan jo så bagefter indtage et Sønderjysk Kaffebord bagefter med efterfølgende symptomer.

 

www.dengang.dk er der masser af artikler om Vadehavet og Tønder-marsken. Bagerst i artiklen ”Langs vadehavet” finder du en liste med hele 89 artikler.

 


Tøndermarsken – under vand

Dato: juni 18, 2008

Tøndermarsken var et sandt
amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære
en båd.
 

Emil Nolde fortæller i sin
bog Welt und Heimat

  • Da vi omkring
    1912 havde købt Utenwarf vidste vi ikke, at hele egnen om vinteren
    stod under vand, ja sågar kunne blive oversvømmet om sommeren.
    Det var herligt, når der milevidt omkring os kun var vand at se, når
    om dagen den høje himmel spejlede sig deri
    – eller om natten månen med sin kolde glans forvandlede det til sølveventyrland.

 

Bager og købmand Max Pörksen
kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog
sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.  

Masser af vand

Under de månedlange vinteroversvømmelser
var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene
var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje.
Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.

Foruden de større søer, Gudskog
Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken,
som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler
og grøfter. 

Både var nødvendige

Mange marskboer havde to –
tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde.
Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.

Kombinationen af kvæghold
og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før
Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid
drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.

De gamle købstæder, Ribe,
Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve
told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem
tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved
Grønland på tyske og hollandske skibe.  

Masser af ål

Efterårets ålefiskeri foregik
i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der
solgt både ål og gedder.

Der var masser af ål i vandløbene.
Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken
tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt.

Efter tøbruddet lå der over
en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag
som var over 10 – 15 meter bredt.

Fiskeriet i marsken havde dog
sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600. 

Græsarealer blev lejet

Mange marksboer måtte leje
græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på
såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører.

Man lejede efter begrebet
en Ku´s Grejs.
Udlejningen foregik ved en årlig auktion  
 
 

Stormflod

Stormflod er et begreb man
ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens
og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel
på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter. 

Den værste stormflod i historien
fandt sted den 16. januar 1362. Der grote
Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning).

Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen
100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort
landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt
i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest
kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum
i 1923. 

Også stormfloden 1. november
1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte
Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om
hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne.
Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter
om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne. 

Misthusum

Den forladte landsby Misthusum
fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt
ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk
at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.  

Ulykker i marsken

I tidens løb er mange omkommet
på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker,
uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.

I Tonderschen Zeitung
den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke. 

  • Landmændene
    August Koch og Karl Johannsen fra Haddersbøl Hallig var i båd taget
    til gesten. I en stærk snestorm for de vild. Søndag morgen fandt man
    Kock frosset ihjel, mens Johannsen stadig levede. Nogle år forinden
    tildrog der sig på egnen et lignende ulykkelsestilfælde. Derved druknede
    to personer, landmand Johannsens boror og hans tante.

 

En møllebygger fra Fiskehusene
druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.  

Kvinderne i marsken var altid
bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets
frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så
måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.

Nogle af de mange ulykker skete
da også efter rigelig indtagelse af spiritus.  

En fisker, der efter en munter
aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr,
fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte
båd.  

En anden fisker, en gammel
mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig
ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.

Under en bådtur til Tønder
efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget
spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder
faldt han udenbords og druknede.  

Carsten Holt, Tønder sejlede
i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks
måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt.
Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens
mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet.
Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til åbredden.  

Når Højer Sluse lukkes

Når der var vedvarende vestenblæst
med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer
Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset.
Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren. 

Vidåen
– Danmarks mest vandrige

Vi andre har ofte badet i Vidåen
og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab.
For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte
dyb
, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.

Vidåen er Danmarks mest vandrige
å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal
på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland. 

Tøndermarsken
– et naturområde

Tøndermarsken er blevet et
fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af
vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet.
Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer
andre steder i verden..

Men der er også mange grunde
til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen
og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning.

I området er der også konstateret
mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene.
Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet
end sort sol.  

De mange
”Ballum´er”

Vi er her på redaktionen blevet
spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter
ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er
afledt af forhøjning.

Mod øst ligger Forballum,
Så har vi Østerende – Ballum
og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende
– Ballum.
Så følger Bådsbøl
– Ballum,
hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til
Havneby på Rømø. Så følger Buntje
– ballum, Nørrehus – Ballum

og endelig Rejsby – Ballum. 

Emmerlev Klev

Når vi nu er ved de kanter,
skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger
på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en
stejl klint.

Det var også her vi gik til
dans og svingede de skjønne piger, for mange år siden. 

Kilde:

Se litteratur Tønder, Møgeltønder
og Højer

Relevante artikler:

De første mennesker i Tønder

Digebyggeri Tøndermarsken

Drømmen om en havn i Tønder

Tøndermarsken

Tøndermarsken 2

Højer som havneby

Højer stormflod og diger

Højers
historie

Højer 1935
– 1945

Travlhed ved Højer Sluse

Bådfolket i Rudbøl

Aventoft
– byen ved grænsen

Kanal gennem Tønder


Digebyggeri i Tøndermarsken

Dato: januar 15, 2008

Artiklen byder på et minikursus
om ebbe og flod. Og om forskellen på springflod og stormflod. Hvad
er tidevand? Digebyggeriet var vigtig for befolkningens sikkerhed. Siden
1100 – tallet er der bygget diger i Tøndermarsken.
 

Indbyggerne var
”trodsige af sind”

En virkelig kultivering af
marsken fandt ikke sted før man lærte at bygge diger. Og det begyndte
i 1100 – tallet. Saxo skriver blandt andet: 

  • Dette land har
    rige marker og kvæg i mængde. Det ligger ligeud til havet og er så
    lavt, at det stundom sættes under vand ved flod. For at hindre havet
    i at trænge ind, ligger der diger ved kysten, men bryder det igennem,
    da skyller det over markerne og oversvømmer huse og sæd.
  • Indbyggerne er
    vilde og trodsige af sind og smidige af krop.
    De kaster vrag på tung og trang brynje, men bruger skjolde og skyder
    med spyd. Markerne hegner de med grøfter, som de sætter over med springstokke.
    Deres huse bygger de på opkastede jordhøje.

 

Vanskelig at sejle i Vadehavet

Inden digebyggeriet for alvor
satte i gang var Tønder en rigtig havneby. Dengang skulle der gode
søkyndige til, for Vadehavet var svært at passere for sejlskibe i
bestemte vindretninger. Det krævede stedkendskab, for dengang havde
man ikke søkort.

”Gassehøje” øst for Skærbæk
var et vigtigt sømærke.

Det samme var Møgeltønder
Kirke en overgang. Da der skulle bygges nyt tårn, ville hollandske
kaptajner betale halvdelen, for tårnet var et godt sømærke for skibene
i Vadehavet. På et tidspunkt kunne man også se Kristkirkens tårn
inde fra Tønder.

I 1300 – tallet berettedes
det også om et stort sildeeventyr i Vadehavet  

De første diger var for
lave

Allerede i 987 byggede man
diger ved Ejderen, men ofte var disse for lave, og vandet brød ofte
ind. De ældste diger var ikke mere end 1 – 2 meter høje.

Først efter den store stormflod
i 1634 begyndte man at bygge dem højere.  

Vidding Herred

Vidding Herred, der egentlig
bestod af flere øer menes, at være inddiget i 1436. 

Stor fjord til Tønder

Mellem Vidding Herred, Gesten
ved Højer, Daler og Møgeltønder skar havet sig ind med en fjord,
der mod øst strakte sig forbi Tønder til Rørkær.

Hertug Frederik forsøgte 1506
– 1513, at gøre noget ved det. Han forsøgte sig med et dige over
dybet
fra Rudbøl til Rödenæs.

Arbejdet, der havde hertugens
store bevågenhed, blev udført af hollandske digemestre. Da diget var
næsten færdig, kom en mægtig storm og ødelagde det. 

Trillebøren

De gamle digebyggere havde
kun spade og skovl til hjælp. De måtte bære jorden i kurve og sække.
Først meget sent kom trillebøren i brug. Og det var faktisk en mand
bede ved Ejderen der ”opfandt” trillebøren. Ja, man kaldte ham
faktisk Johan Trillebør. 

I Tøndermarsken blev trillebøren
først anvendt i 1618, da Brunsoddekogen
blev inddiget. Kogen blev i folkemunde kaldt for Trillebørskogen. 

Historieforfalskning

Et kalkmaleri viser anvendelsen
af trillebøre under anlæggelse af Lægan – Højer diget i 1553 –
1555, men her er det nok tale om historieforfalskning.  

Når der skulle bygges diger,
så blev alle ”arbejdsføre” udkommanderet. Kun ”gamle og syge
såvel som frugtsommelige” blev fritaget. Det var ikke altid lige
let at holde styr på arbejderne. Arbejdsnedlæggelser var også kendt
dengang. Dem, der så ville fortsætte med at arbejde blev truet med
at få ”kløvet panden med spaden”.

Hvis diget var bygget, blev
man ofte uenige om, at fordele udgifterne. Det kunne føre til mange
stridigheder. Der berettes om et ”slag” i Ejderstedt, hvor der faldt
36 mand. 

Forsøg på historisk gennemgang

Når man kigger på historien,
får man ofte forskellige oplysninger om de samme begivenheder, men
vi vover pelsen med denne lille gennemgang: 

1545
– 1551
Dige over Sæd til Kær Herred

1553            
Dige fra Møgeltønder til Kær Herred

1554
– 1557
2 mile lange dige fra Højer til Rudbøl anlægges

1562
– 1566
Dige over dybet fra Rudbøl til Rosenkranz

1593            
Juleaften blev Rudbøl – Højer diget ødelagt

1615            
Under en stormflod sejlede man rundt i Tønders gader, Vandet stod i
2 meters højde.

1618            
Dige fra Rosenkrans til Vidding Herred 

Digeretten

  • Den, der ikke
    vil dige, må vige

 

Dette er et gammelt frisisk
udtryk. Det handler om digepligten. Forsømte en enkelt mand digepligten,
var ejendomsretten fortabt. Så kunne landsherren inddrage jorden.

Således kunne hertugen jage
strandboerne bort fra deres hjemstavn, fordi de havde forsømt deres
digepligt og overlade deres jord til et pengestærkt hollandsk firma.
Dette skete således i 1654. Hollænderne skulle så sørge for opbygning
af digerne. 

Ridning på digerne var strengt
forbudt, og for pløjning på digerne var det dødsstraf.

Efter den store stormflod i
1634 sluttede man sig sammen i det ”første slesvigske digeforbund”.  

Udløbet blev flyttet

Oprindelig havde Vidåen sit
udløb helt inde ved Tønder, men ved den første inddigning af Tøndermarsken
i 1553 – 1555 rykkedes udløbet til Lægan. Det fik store konsekvenser
for Tønder som havneby. 

Allerede 11 år senere flyttedes
åmundingsslusen ud til Rudbøl. I 1715 blev der anlagt en sluse ved
Gaden, midtvejs mellem Rudbøl og Højer.  

Omtrent 150 år senere i 1861
byggede man havdiget ved Højer. Vidåens udmunding var da ved Højer
Sluse.  

En ABC for
”ikke – sønderjyder”.

I mange andre artikler her
på siden kan I læse om digebyggeri og stormfloder. Men her i København,
hvor jeg bor, har man ikke rigtig begreb om hvad der sker ved Vestkysten.
Jeg skal her forsøge at gengive de vise ord som min Opa fortalte mig
som barn (Han var fisker, bosat i Ny Frederiks Kog og ”Slusemester
– afløser” ved Højer Sluse) 

Tidevandet

Som følge af månens og solens
tiltrækning på havene opstår den regelmæssige skiften mellem ebbe
og flod, vi kalder Tidevandet. 

  • Med 12 ½ times
    mellemrum indtræffer der flod, altså i almindelighed 2 gange i døgnet.
    Ind imellem hver flodbølge indtræder der ebbe ligeledes 2 gange i
    døgnet.

 

Springflod

Ved nymåne og fuldmåne trækker
månen og solen i samme retning, og der indtræder da en springflod,
som er højere end almindelig flod.

Måske skal der nævnes, at
Springflod
også er titlen på en udmærket film om forholdene ved
vestkysten med underskønne Trine Dyrholm. 

Stormflod

Ved Højer Sluse er floden
normalt ca. 2 meter høj. Ved springflod noget højere. Når en vældig
pålandsstorm gennem flere dage har presset vældige vandmasser ind
i Vadehavet, vil der ovenpå den almindelige flodbølge, løbe en stormflodsbølge,
som godt kan være indtil 3 meter høj.

Stormflodsbølgen løber hurtigere
end den almindelige flodbølge.

Hvis stormflodsbølgen når
land ved ebbe, vil der ikke ske noget. Men hvis den når ind, samtidig
med den almindelige flodbølge, vil den samlede flodbølge være 4 –
5 meter ved springflod, og mange gange endnu mere.

Hertil kommer den store vindstyrke,
som gør, at stormflodsbølgen rammer kysten med langt større kraft
end den normale flodbølge. Er digerne ikke høje nok, vil landet bag
dem blive fuldstændig oversvømmet af de frådende bølger. 

Læs mere

Læs mere om digebyggeri
i følgende artikler:

  • Højer, stormflod
    og diger
  • Højers historie
  • Møgeltønders
    historie
  • Tøndermarksen
  • Hertugen fra
    Tønder

Tøndermarsken 2

Dato: september 24, 2007

Ved afvandingen af de store
marskområder, var det slut med marskboernes traditionelle næringsveje.
Fiskeriet ophørte delvist, og tagrørsbevoksningen forsvandt.

En bedre udnyttelse af jorden
til landbrug fulgte. 

Båden

Båden havde været det foretrulne
transportmiddel. Marsken var gennemskåret af større eller mindre kanaler.
Men der var også større vandsamlinger som Gudskog Sø, Aventoft Sø
og Rudbøl Sø.

Marskbåden var fladbundet.
De blev staget frem, roning anvendtes ikke, bortset fra i Vidåen.  

De fleste bådtyper kunne føre
sejl, men ofte var kanalerne så smalle, at dette ikke kunne drage nytte
af vinden. Bådene blev brugt til transport af korn, hø, kul , koks
m.m. Men de blev også brugt til transport af kreaturer. De blev fragtet
til og fra Tønder til græsning i Gudskog.  

Flora og Fauna blev brugt

Marskens flora og fauna blev
flittigt brugt. Tagrørsbevoksningerne var en vigtig indtægtskilde
for beboerne. Store mængder af tagrør blev fragtet ind til Tønder
og Højer. 

Marskens vandløb var særdeles
fiskerige. Af fisk var der især ål, aborrer, gedder, karper og i Vidåen
laks. 

Masser af bådsmænd

I Rudbøl var der i 1830’erne
cirka 30 bådsmænd, der levede af bådfart til og fra Tønder. Da bådfarten
til Højer også døde, ja så dalede behovet for bådsmænd. Kort efter
1900’tallet holdt de sidste op.

Der er eksempler på at bådsmændene
udnyttede situationen, da besejlingsforholdene til Tønder blev dårlige.
De forlangte nogle grådige priser. 

Sivsko og måttefremstilling
var i mange år en vigtig indtægtskilde for beboerne. 

Drikkevand fra kanalerne

I mange år måtte beboerne
herude hente deres drikkevand fra kanalerne. Dette vand skulle så filtreres
inden det kunne anvendes. Først i 1959 havde alle fået indlagt vandværksvand. 

Markmanden

Det sidste sted, hvor Markmanden(æ
Varmann)
havde sin arbejdsplads var i marsken. Det var ham, der
skulle holde øje med alle dyr. Helt op til vores tid gik han sin daglige
gang herude. Første gang vi hører om ham er helt tilbage i 1600 –
tallet.

Persdawden 22. februar
blev han fæstet for den kommende sommer. Hans løn var et beløb for
hver demant (1 demant er ca. 1 tdr. Land)
plus noget for hver hest, kreatur, får og lam, som han skulle holde
øje med. 
 
 
 

Masser af arbejde

Det var en lang vej han skulle
gå. Han startede når det blev lyst, omkring klokken 4 om morgenen.
Hvis et dyr lå ned, skulle han jage det op. Han skulle så konstantere,
om det kunne støtte på alle fire.

Hvis en flok får var brudt
ud, skulle han sørge for, at drive dem tilbage. Hvis en stud var faldet
i grøften, måtte han have hjælp til at trække den op. 

Æ klustagh

Æ klustagh var uundværlig
for markmanden. Det var en springstok, man brugte til at springe over
grøfterne. Der skulle bruges en speciel teknik, så kunne man let forcere
en kanal på 2 – 3 meter.

Det prøvede jeg selv som ung
ude i nærheden af Ny Frederikskog ved Højer.


Tøndermarsken

Dato: august 3, 2007

Tøndermarsken

En af de flotteste naturomeråder
vi har i Danmark, er Tøndermarsken. Et fantastisk sted, her har jeg
ofte opholdt mig. Men den gang betragtede jeg det ikke specielt som
et naturområde, ja området var der bare. Men når jeg nu vender tilbage
fra storbyen, ser det specielle lys, sort sol og lytter til naturen,
kan jeg godt se det unikke.  

Men lige så smuk det kan være
herude, lige så barsk kan naturen blive. Talrige mennesker, byer og
dyr er druknet i tidens løb.  

Denne artikel deler ikke emnerne
op i byområderne, Tønder, Møgeltønder eller Højer. Vi gennemgår
hele historien under et. Kære læsere, du kan gå ind under de enkelte
emner, og få uddybet det, du får at vide her. 

I Vadehavet

Helt  ude vestpå i Vadehavet
lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer i 1864 og drillede tyskerne. I lang
tid førte han sin egen kamp mod Preuserne. De kunne ikke få ram på
ham.

Før den tid brugte blandt
andet hollandske skippere, Møgeltønder Kirkes høje spir som sømærke
under den vanskelige sejlads. 

Det flade land

Inde på forlandet, før det
gamle dige, lige i nærheden af den nye kunstige sø, tilbragte vi et
par uforglemmelige sommerferier. Nu er det forbudt at opholde sig der.
På diget kunne man skimte langt ud i horisonten, og oppe fra Opa og
Omas soveværrelse kunne vi se, når toget kørte over Hindenburg –
dæmningen til Sild. 

Udsigten fra diget er ikke
mere det samme som dengang. Det fremskudte dige og den nye sluse spærrer
for udsigten. Mens den gamle sluse fra 1861 var bygget til gennemsejling,
så er den nye ikke beregnet til dette.

For at bevare det unikke, er
der masser af regler og restriktioner der skal overholdes dannedes bevægelserne
Bedre Byggeskik
i de danske områder og Baupflege
opstod, for at sikre byggekvaliteten i området. I 1988 blev Tøndermarksen
fredet. Og Vadehavet udlagt som internatiuonalt naturbeskyttelsesområde.  

Preuserne købte de store
gårde

Kystområdet syd for Kongeåen
var historisk set en del af hertugdømmet Slesvig, med undtagelse af
de kongelige enklaver. Hertugdømmet var tidligere en del af helstaten,
men efter krigen i 1864 blev Sønderjylland indlemmet i Preussen.

For at styrke tyskheden på
den overvejende dansksindede egn, begyndte den preussiske stat i 1896
at opkøbe store gårde, som ofte blev forøget gennem tilkøb. Disse
såkaldte domænegårde blev på fordelagtige vilkår forpagtet til
tyske landmænd, som så forventedes at gøre en politisk og kulturel
indsats for egenens tyskhed. Et eksempel på dette, er gården Røj
ved Møgeltønder, der blev købt af den preussiske stat i 1903, og
hvis hovedbygning er fra 1916. Gården blev senere købt af Schackenborg. 

Marsken dannes

I den danske del af Vadehavet
er forskellen på højvande og lavvande en til to meter. Ved højvande
transporterer havet materiale – sand og finkornet slik – med ind.
Materialet aflejres, og når aflejringerne har nået en tilstrækkelig
højde, får nogle planter fodfæste. Dermed dannes de lave og meget
frugtbare marskområder.

Marsken er dannet på et tidligere
havområde. En bugt gik ind syd for Højer og Møgletønder, og ikke
langt fra Tønder. 

Minder fra fortiden

Gravhøje og fund af bopladser
fra oldtiden vidner om, at menneskerne meget tidligt valgte at bosætte
sig på geest – randen ud mod marsken.

Dem der bosatte sig direkte
i marsken byggede deres boliger på kunstige forhøjninger, de såkaldte
varf
eller værfter.

Ved gårdene fandtes ofte haver
kålgårde – med lave diger omkring, der beskyttede mod
blæsten og sandet.

Størstedelen af områdets
kirker er oprindelig bygget i romansk stil i 1100 og 1200 – tallet. 

Masser af kvæg

Kombinationen af kvæghold
i marsken og korndyrkning på geesten
(bakkeø) kan føres tilbage til århundrede før Kristi fødsel. Mange
nordjyske kvægflokke er blevet opfedet i Marsken for så senere at
blive sejlet til Holland.

Som udtryk for studehandelens
store betydning står den store grundmurede stald fra 1585 ved hovedgården
Solvig ved Tønder. Den er formentlig opført for at huse de mange stude
om vinteren, inden de blev solgt videre.

Som vi nævner i artiklerne
om Tønder, så var denne by i adskillige år, centrum for kvæghandel. 

Den frugtbare marsk førte
rigdom til området og trods vanskelige besejlingsforhold i Vadehavet,
kan der allerede tidligt i jernalderen spores kontakter til det vesteuropæiske
område. 

Kystforløbet ændrede sig

Siden 1500 – tallet er der
sket flere inddigninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens
udløb længere mod vest. Mange mener også, at Vidåens gamle løb,
er gået gennem Møgeltønder. 

Ved Gaden

Kulturmiljøet Ved Gaden strækker
sig fra Hjørnekroen i nord til Rudbølvej i syd. Det ligger på det
ældste dige Hertug Hans dige fra 1556.

Navnet Ved Gaden kendes fra
midt i 1600 – tallet, blandt andet på Johannes Meyers kort fra 1650.
Navnet betyder Ved Gattet. Vidåens oprindelige udløb har været i
dette område. Den nordligste gård i Ved Gaden 1, Nørregård hed oprindelig
Husumtoftmark. Den kendes fra skriftlige kilder helt tilbage til 1443,
den nuværende bygning er fra 1970.

Hjørnekroen, Ved Gaden 2,
på hjørnet af Rudbølkog – diget og Højerdiget har fra gammel tid
været rammen om egnens fester og møder. Huset stammer fra 1746 der
har været drevet kro herfra siden 1835. Her holdt Digelaget sine møder.

Den sydligste af de tre gårde,
Ved Gaden 5 er fra 1799, Ved Gaden 7 er opført i slutningen af 1700
– tallet. Men den mest velbevarede gård er nok Ved Gaden 9. 

Den gamle sluse

De ydre koge slutter ved 1556
diget, der forbinder Højer og Rudbøl. Mellem dette dige og Magrethediget
på den yderste forpost, ligger vejen fra Højer til Siltoft.

Lige ved den gamle sluse ligger
gården Hohenwarde. Gården er opført som en mini – model
af Universitetet i Kiel i 1878. Efter krigen blev gården overtaget
af Staten. I perioden 1957 – 1991 fungerede den som forsøgsstation.
I dag er der dømt bondegårdsferie og meget mere. 

Den gamle sluse fungerer som
en slags reserve. Slusemesterboligen er bevaret. Men selve fiskerihavnen
er ikke sådan som jeg husker den fra min barndom.

Inde i Højer er der mange
velbevarede gårde, bl.a. Kiers Gård mod sydvest og Hindrichsens Gård
i Nørregade. Hele 10 ejendomme i Højer er fredet.

Det højeste punkt i flækken
Højer er 7 meter.

Læs mere i artiklerne om
Højer.
 

Nørremølle

Ved Rudbøl diget ligger Nørremølle,
og for enden af diget Rudbøl, hvor Vidåen breder sig i en lavtbundet
sø. Fra diget er der rigt udsyn og området er fri for større bevoksning. 

Beboelsen Nørremølle trykker
sig ind til diget. Gården Gottesgabe
(Nørremølle 11) er ”absolut ” fredningsværdig og stammer fra
1738. Også pumpestationen og gendarmhuset har stor kulturhistorisk
værdi.

Nørremølle 1 er den gamle
slusemesterbolig, bygningen er fra 1814. Nørremølle Skole blev bygget
i 1819, den fungerede indtil 1944. I dag fungerer den som privat beboelse.

Selve Nørre Mølle blev opført
ved den gamle kogssluse 1738 – 39, den er nok den ældste hollandske
vindmølle i Vestslesvig. Det var en grynmølle, og grynene sejledes
herfra til Højer ad Vidåen, og blev udskibet til blandt andet Norge.
Møllen blev nedlagt i 1856 og flyttet til Højer.

Se forøvrigt den flotte udstilling
fra Marsken i Højer Mølle – og Marsk Museum.

Møllegården blev opført
i 1739 og var gæstgiveri til cirka 1950. I bebyggelsen var der også
en såkaldt bevandingsmølle fra 1859 – 1931. 

I ældre tid arbejdede beboerne
i Marsken med vedligeholdelse af vandløb og opsyn med kreaturer. Ved
siden af levede de af fiskeri, som bådsmænd og havde desuden lidt
landbrug. Enten ejede de selv en fenne eller to, eller de lejede digestykker
til græsning.

De gamle sluser ved Nørremølle
var i meget dårlig stand. De blev fjernet efter 1861. På de gamle
slusers plads blev bygget en bro for fodgængere til og fra Nørremølle.
Over Vidåen blev etableret en færgeforbindelse til transport af husdyr
og vogne. Færgen var en pram. Den blev trukket af en kæde og betjent
med håndtræk på begge sider af Vidåen. 

Færgemanden blev dog indkaldt
til militærtjeneste under første verdenskrig. Færgedriften blev indstillet
og færgen trukket på land. Kørende trafik og husdyr til Gammal Frederikskog
måtte da enten over Rudbøl eller Højer. Beboerne i Nørremølle klarede
den med egne både eller over gangbroen. 

I 1919 – 1920 byggede afvandingsselskabet
en ny bro over Vidåen, som var beregnet til kørsel. Denne bro blev
1952 erstattet af en ny, bredere og asfalteret betonbro.

Punpestationen sydøst for
broen hæver vandet fra afvandingssystemet i Rudbøl Kog, Højer Kog
og en del af Møgeltønder Kog op i Vidåen.  
 
 

Rudbøl

I Rudbøls nordlige del Nørreværre,
finder vi en langstrakt bebyggelse på diget. I den sydlige del er der
en del småveje. Det er også her i den sydlige del de mange velbevarede
gårde ligger. Her ligger også den gamle priviligerede kro, broen over
Vidåen og toldbygningerne efter 1920. 

Midt i gaden ligger en grænsesten,
der angiver landegrænsen. Den har inspektionen D (Danmark) 242 GR(Grænse)
DRP (Deutsches Reich Preussen)242. 

Gården Rudbølvej 8 er fredet.
Problemet i Rudbøl og mange andre steder i Marsken, er at mange gårde
og bebyggelser bliver affolket. I Rudbøl opkøber kroejeren en del
af de ældre bygninger og indretter dem som ferieboliger. 

Da Provsten var i Lyst

Øst for Rudbøl ligger den
lille landsby Lyst. Her ligger en husrække med fire huse, der er opført
i 1800 – tallet ved det gamle dige nord for Rudbøl Sø.

Det var også her i Lyst, at
der blev undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men eleverne
var forlængst gået hjem. Provsten spurgte, hvor klokken var, og fik
at vide at ingen på Lyst havde ”klok”. Forundret spurgte provsten,
hvordan de så klarede sig. Den såkaldte skolemester svarede 

  • Det æ let nok.
    Vi bruche æ sol. Den sie vos, hva æ klok æ.

 

Speciel stemning i Rudbøl

Rudbøl ligger i dag nord for
Rudbøl Sø, og den østligste forlængelse af søen. Her er åen meget
bred og dominerer den lille bys vej ned mod grænsen, hvor man passerer
over åen. Det giver en meget speciel stemning med åudløbet, søen
og vådområdet syd for landsbyen. 

Allerede i 1436 blev området
sydvest for Rudbøl inddiget (Viddingherreds Gl. Kog).

Landsbyen kendes fra skriftlige
kilder fra 1400 – tallet. Rudbølgård midt i landsbyen har været
domænegård og kendes fra 1444. Landsbyens befolkning har fra gammel
tid været marskbønder og fisket i Rudbøl Sø, i Vidåen og ved Højer
Sluse.

Desuden har de sørget for
at varer blev transporteret til Tønder, da de større skibe ikke kunne
komme længere end til Rudbøl Sø.

Der har været flere skoler
i området. Nordligst skolehuset fra 1700 – tallet (Rudbølvej 2)
syd herfor skolebygningen fra 1882 (Rudbølvej 4) 

Ved Åen

Langs det gamle åleje ligger
der en lang række bebyggelser. Mange af dem er særdeles bevaringsværdige.
Her ligger også Utenwarf, også kaldet Keldspold, Gammel Digevej 5.
den ligger ved diget ud mod Magisterkog. Her boede maleren Emil Nolde. 

Her i nærheden lå også Supskog,
der blev fredet i 2002.  Også Kærgårdshof (Ved Åen 13) og Nørre
Sødam (Ved Åen 17) er fredet.

Mange af gårdene er typisk
vestslesvigske bygninger i blank mur med høj tagkonstruktion, delvis
med stråtag. Gårdene ligger som meget høje øer i det flade markslandskab. 

Kører man fra Rudbøl mod
øst, bugter vejen sig frem i landskabet. Man kan se mange værfter,
hvor der engang har været gårde. Mange af disse gårde stammer tilbage
fra Middelalderen, men stormflodene har været hårde og barske.

Omkring midten af 1600 –
tallet var der Ved Åen en samling af 13 gårde. Gårdene Vesterfeldt
og Vester Anflod var begge blandt de mest betydningdfulde marskgårde,
og historien kan føres tilbage til 1700 – tallet

Vester Anflod huskes, fordi
her boede i 1920erne Cornelius Petersen, den tysksindede leder af selvstyrebevægelsen
i Sønderjylland. 

Det forladte værft Feldsværre,
der ligger øst for Sødamgård, er en nærmest kvadratisk højning
med stærk afrundede hjørner. Dateringer har vist, at værftet blev
anlagt omkring år 1200. Også Spydholm i den østlige ende af Ved Åen
er fra 1200.

På Broderdsmark er der bevaret
et indre gårdrum med brønd. 

Poppenbøl – Pokkenbølgård

Lidt længere mod nord ligger
Poppenbøl, her har min mor tjent. Men det er nu ikke derfor den er
taget med. Her er en meget velbevaret stuehusfløj. Værfterne er utrolig
høje og meget velbevarede. Gården stammer tilbage fra før 1443. Det
har været en af Tøndermarskens større gårde. Ved høj vandstand
kunne den ligesom utallige andre gårde kun nås med båd.

Vi skal også nævne Oksenfeldt
og det såkaldte Pokenbøl Nord. 

Pokkenbølgård har et usædvanligt
flot stuehus. Desværre blev gårdmiljøet ødelagt for et par år siden.
Det kendes tilbage fra 1663. Den nuværende gård er opført 1833, som
fæstegård under Schackenborg. Det blev privatejet i 1827, og i dag
er det ottende generation af familien, der er på gården. 

Slotsgade og Sønderbyen
fredet

Og lige i umiddelbar nærhed
ligger Møgeltønder, som vi har beskæftiges os med i en speciel artikel.
Store dele af byen er fredet, det gælder blandt andet Slotsgade og
Sønderbyens huse.

Se artiklen om Møgeltønders
historie.
 

Lægan, Møllehus og Aventoft

Ved Vidåen kort før Tønder
ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da
diget blev bygget og dermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her
findes også Tøndermarskens største punpstation. 

Kører vi over grænsen kommer
vi til byen Aventoft. Dele af byen lå på en ø, og udgravninger har
vist, at der er fundet ferskvandsboringer. For beboerne i  Aventoft
var en båd simpelthen en nødvendighed. I dag fungerer byen som indkøbsby
for afgiftsplagede danskere. 

Vi andre brugte byen, hvor
vi på Armins Gaststätte hver søndag indtog en Gewesen. I øvrigt
fandt vi ud af i min familie, at vi langt langt ude, var i familie med
Armin Bruhn.

Bygningerne ved grænseovergangen
Møllehus er klassificeret som meget bevaringsværdige. De små røde
skure ved selve grænsen, er for længst fjernet på grund af Schengen
– aftalen. 

Bjerremark

Syd for Vidåen kommer vi nu
til Udbjerg kog, med den fredede gård Bjerremark. Min lillebror boede
der en overgang. Der var flotte hollandske kakler i køkkenet, men gården
var ikke særlig vedligeholdt. Se mere om det i artiklerne om Tønder.
Nu bliver gården brugt som kursussted.

Gården nævnes første gang
i 1685. den har været ejet af den meget velhavende familie Richtsen/Angels
eje. 

Udbjerg

Lidt længere mod øst har
vi Udbjerg Kirke  og meget velbevarede præstegård fra 1675. Jeg
har en gang set skuet i snevejr. Det lignede et eventyr.

Udbjerg kirke er opført i
munkesten mellem 1100 og 1300. Det oprindelige murværk er dog ikke
synligt, da kirken blev skalmuret i renæssancen og senere cementpudset.
I 1597 fandet en større ombygning sted.

Den lille landsby er antagelig
bygget på en indlandsklit, der senere er blevet udbygget. 

Sæd

Bygningerne ved Sæd Grænse
bliver i dag brugt som museum for grænsedragningen i 1920. Landsbyen
Sæd ligger på en sandbanke, men har været gennem flere stormfloder.. 
 

Fiskeri i Vidåen

Da den store afvanding begyndte,
var mange fiskere imod. Man skulle ikke lave om på Guds orden med inddigning.
Mange følte vel også, at det gik ud over deres erhverv. De tjente
til dagen og vejen ved at fiske i Vidåen. Og også på kroen kunne
man få fisk 

  • en Gewesen å
    en svejen skalle

 

Der havde været mange laks
i Vidåen, men der var både stør og brasen. Hvis man var heldig, kunne
man få nogle ordentlige gedder. Ja i min ungdom tog gedderne ænder
inde i åen i Tønder. Så var der skallebidere, nærmest magre gule
ål med kæ,mpe hoveder.

Suder blev fanget i sættegarn.
Blodet, der var lige så rødt som vores, skulle først koaugulere.
Sådan en suder skulle levende ned i kogende vand og skoldes til døde.
Det så lidt brutalt ud. 

Ja og masser af ål. Man lavede
en mærklig substans, man kalte for ålepot.

Om vinteren stangede man ål,
ved at lave hul i isen. Vinterfiskerne havde ofte flasken med, så de
kunne få sig ”en dråf”. 

Omkring 1914 forbød Preuserne
at man brugte åljern, men det tog man ikke så hårdt blandt fiskerne
i Marsken. Nogle flår ålene, men det er tegn på dårlig smag, mente
fiskerne. En flået ål er barberi. Dem, der har smagt uflåede stegte
ål ved, hvad rigtig stegt ål er.

Der var også kogt ål. De
var salte og lufttørrede. Man kunne spise dem med carry eller med smør
og kartofler. Ja, så var det Hamborg – ålesuppe, der var krydret.

Den sønderjyske ålesuppe
var let sur sød. Sødmen kommer fra de mange svesker svesker, man blander
i.  Ålen er skåret i stykker på 8 – 10 cm.

Og så var der røget ål,
og mange elskede ålefedt. 

Denne åletradition  fortsatte
mine bedsteforældre i Ny Frederikskog, med et reultat, at jeg
fik for meget. Så meget, at jeg ikke spiser mere fisk.

Beboerne brugte som regel tre
forskellige både 

  • æ jawtbå
    Jagtbåden, lille og fladbundet
  • æ fiskebå
    dobbelt så stor som jagtbåden
  • æ jenngangsbå
    igen dobbelt så stor, den blev brugt til blandt andet at transporter
    hø med.

 

Om vinteren var det oversvømmet,
så kunne man løbe på skøjter ned til Niebøl cirka 17 kilometer
fra Tønder. Inden afvandingen var det lettere at sejle syd på, end
at bruge landjorden. Mange af kanalerne syd for grænsen var gravet
for 300 – 400 år siden.

Mange af fiskerne samlede også
æg og fangede brusehøns 

Nolde
– Marskens maler

Nolde var også fisker. Mange
på egnen kaldte ham for æ tumbe male.
Vel nok fordi de ikke altid forstod, hvad han malede. Når han ofte
forærede sine malerier væk, hængte folk dem på hovedet. Som regel
gik han rundt i lyst tøj med en stor Panamahat.

I protest mod afvandingen flyttede
han syd på til Sebøll. Nolde – museet er virklig et besøg værd,
og haven foran kunne godt minde om en kollegas have – Monet.

Man mente i Danmark at han
var nazist, men han stod slet ikke for den kunst, som Hitler opfattede
som den rigtige. Da han så endelig blev berømt, var det mange der
omtalte ham som ”den dansk – tyske maler”.
Selv opfattede han sig som Frisisk maler.

Læs forøvrigt den fantastsike
bog af Siegfred Lenz: Deutschstunde (Tysktime). Den giver et malerisk
billede af Nolde og marksen.  

Kære læsere, dette var
et indblik i en måske ikke så kendt verden. Hvis du tager cykelen,
så vær indstillet på masser af blæst. Men det er anstrengelserne
værd. God fornøjelse.


Ringborge ved Vadehavet

Dato: september 30, 2020

Ringborge ved Vadehavet

På Århus Universitet påstod man at Ringborgen nord for Højer er fra Vikingetiden. Men den er langt ældre. Hvilken funktion havde den? Det var Anglerne, der fungerede her. Men Ringborgen kan ikke sammenlignes med dem på de nordfrisiske øer. De er fra 800 – tallet. Valdemar Atterdag havde sin egen borg. Hvordan så ”Verden” ud dengang? Allerede i 500-tallet var der danskere på stedet. Hemming ønskede fred med kejseren. Kong Godfred regerede et stort område. Ludvig den Fromme invaderede området. Frankerne afviste et angreb i 817. Hedeby blev igen dansk i 983. Ofte glemmer historien alt syd for Kongeåen.

 

Ringborgen ved Højer

Skal man altid tro på det, der står i bøgerne? Tag nu for eksempel Ringborge. Og her tænker vi på dem der ligger på de nordfrisiske øer og ved Højer. De er ikke nødvendigvis alle fra Vikingetiden, som nogle prøver på at bilde os ind.

Hvis vi nu starter med Ringborgen på kanten af Tøndermarsken. Den er blevet kaldt Trælbanke, Trælborg, Troldeborg og Troldbanke. Den har en diameter på 125 meter.

Den består af en vold som er omgivet af tre voldgrave. Inden for volden findes endnu en voldgrav. De tre voldgrave udenfor har ikke eksisteret samtidig.  De er 2,5 meter brede og ca. 1 meter dybe.  Volden er omkring 1,5 meter høj. Oprindelig var den noget højere.

Dateringen viser, at de er fra tiden omkring Kriti fødsel. Man har undersøgt det egetræ, der lå i voldgravene. Men det stemmer ikke helt overens med den keramik, der er fundet. Det er fra ældre romersk jernalder (50 f.Kr. – 200 e.Kr.).

Lerskårene som man har fundet på stedet stammer fra 1 århundrede e.Kr.

 

Hvilken funktion havde stedet

I den nordvestre side har man opgravet store kampesten. Man har også opgravet en potte med en rusten nøgle.

Hvilken betydning havde nærliggende Trøjborg egentlig haft? Var det et værn mod røvere eller var det selv en røverborg? Har Trælbanke været opbevaringssted for fanger? Eller var det blot en skanse?

 

Har det en sammenhæng

Skal Trælbanke her ses i et større perspektiv? På samme tid som Ole Harck undersøgte denne ringborg havde han udgravet et anlæg på Sild Archsumburg. Her var der også fundet spor af huse.

I det 1. århundrede anlagde Anglerne Olgerdiget mellem Aabenraa Fjord og Vidåen syd for Tinglev. Det har vi tidligere skrevet om. Det var et mere end 11 kilometer langt forsvarsværk, der bestod af palisadehegn, voldgrav og vold.

Har de tre anlæg haft noget med hinanden at gøre? Er Trælbanke, Archsumburg, Vidåen og Olgerdiget udtryk for samme anlæg, så det har gået tværs over Jylland som Vikingetidens Dannevirke?

 

Det var Anglerne, der fungerede her

Da Henrik Nissen i 2010 skulle opføre en ny stald 900 meter vest for Trælbanke fandt museum Sønderjylland en boplads fra ældre romersk jernalder. Skår fra bopladsen viser, at denne har eksisteret samtidig med Trælbanke. Måske har dem, der har boet her været med til at bygge Trælbanke?

Nogle af de huse, der blev udgravet, er bygget som det var normalt hos Anglerne.

 

De tager fejl på Århus Universitet

Nej Harald Blåtand har ikke haft noget at gøre med denne ringborg. Ringvolden er 1.000 år ældre. Det var ellers noget, som man har hævdet hos Aarhus Universitet.

 

Ringvoldene på de nordfrisiske øer er fra 800 – tallet

På Sild og Før ligger der flere storslåede ringvolde og en del mindre ”voldsteder”. Men måske er disse voldsteder fra år 800, og kan således ikke knyttes sammen med et samlet forsvarsværk. Men er der forskel på dateringen på Ringborgene på de nordfrisiske øer?

Tinnumborg på Sild er de største arkæologiske monumenter. I J. Meyers kort over Sild fra 1652 er Archsumburg indtegnet som et voldsted.

Her finder vi også Lembecksborg. Om denne har haft en fast besætning eller kun været en tilflugtsborg vides ikke. En rigtig tidsbestemmelse kan kun afgøres ved en større udgravning.

En historisk overlevering mangler. På Før ligger Borregn cirka 400 meter nordvest for landsbyen Utersum. I 1845 blev der beskrevet, at man her fandt en møntskat fra det 11. århundrede.

 

Valdemar Atterdag havde også sin egen borg

Vi ved at Valdemar Atterdag var borgherre på Før.  Han blev af borgerne kaldt for Valdemar Zappi. Denne borg skulle have ligget mellem Utersum og Borgsum. Men kan den være identisk med et af de fund, som man har gjort?

Hvorvidt ”Raniumborg” på Sild har været et ringformet voldsted eller en tårnborg vides heller ikke. En øjenvineberetning fra omkring 1800 henviser bare til en ”græsbevokset” jordvold”.

Ifølge overleveringen findes der under klitsandet i et område syd for landsbyen Rantum kaldet ”Burgtal eller Borig”. I et kort fra 1804/05 findes henvisningen ”Borgrudera” ud for denne klitdel.

I det første århundrede efter Kristi fødsel opførtes der forskellige kultsteder.

 

Det er slet ikke afklaret

Men forskerne er hvis enige om, at Tinnumborg på Sild er en vikingeborg.

Men problemerne med voldstederne på de tre nordfrisiske øer er langt fra afklarede. En ting er dog sikkert. Både oldtidens ringvolde og vikingetidens forsvarsværker – Middelalderens tårnborge kan man se bort fra.

Ole Harck mener ikke at alle disse fund har noget at gøre med Olgerdiget.

Lembeksborg på Før virker ganske imponerende. Tinnemborg på Sild ligner den. Men egentlig har de ikke noget med de danske ringvolde at gøre. Trelleborg er 180 år yngre.

 

Hvordan så ”Verden” ud – dengang

Men hvordan så ”Verden” ud dengang de nordfrisiske voldanlæg eller ringborge skulle være bygget?

Fra de Frankiske Rigsannaler ved vi, at der i Danmark fandtes en konge ved navn Godfred, en konge der optrådte selvsikkert og egenrådig i egnene omkring Slesvig og Hedeby.

Da Frankerne i 804 havde afsluttet erobringen af Sachsen, ankom kong Godfred ”med sin flåde og hele sit lands rytteri” til Sliesthorp. Det blev sagt at det var hans riges sydligste del mod ”Saxonia”. Det siges også, at han nægtede at mødes med frankernes hersker, kejser Karl den Store.

Godfred havde gjort to tredjedele af det slaviske (vendiske) nabofolk Abodriterne skatteskyldige. Det var et folk, der samarbejder med Frankerne under disses krig mod Sakserne.

I dokumenterne nævnes det, at Godfred besluttede at befæste sit land med en vold fra hav til hav.

 

En dansk flåde med 200 skibe

Kejser Karl nøjedes med at sende sin søn af samme navn med en hærstyrke til Elben. Der blev også foretaget nogle straffeekspeditioner mod et par vendiske stammer.

Frankerne anlagde en fæstning ved floden Stör. Den er blevet til byen Itzehoe.

I år 810 fik kejser Karl underretning om at kong Godfred med en flåde på 200 skibe havde gjort landgang i Frisland (det må være de vest – og østfrisiske øer). Efter tre slag inde på fastlandet havde de sejrrige danskere pålagt friserne at betale 100 pund sølv. De var straks blevet udbetalt.

Kejser Karl samlede øjeblikkeligt sine tropper. Men da han nåede Wesers munding, fik han underretning om at den danske flåde var væk. Godfred skulle ikke selv have været med i slaget. Han var blevet myrdet af en af sine egne.

 

Hemming ønskede fred med kejseren

Hans efterfølger var brodersønnen Hemming, der ønskede fred med kejseren. En beslutning, der blev besejlet på et fredsmøde i 811. men allerede året efter døde Hemming. Nu opstod der kamp mellem forskellige tronkrævere. To kongebrødre sikrede sig dog magten. Der kom til et fredsmøde igen engang med kejseren i 813.

Men i de frankiske annaler står beskrevet, at danskerne måtte helt op til Vestflod ved Oslo – fjorden for at få nordmændene til at skrive under.

 

De norske vikinger havde været på rov

Nordmændene havde konstrueret krigsskibe, der var i stand til at krydse havet. Allerede i 793 havde det første angreb på den engelske kyst fundet sted. Den kendte plyndring af klostret Lindisfarne på Holy Island i det nordøstlige England havde fundet sted.

Nordmændene var ikke mere afhængige af forbindelsen til Vesteuropa og de danske kyster ned til Hedeby.

Allerede i 515 meldes om en dansk konge Hugleiks optræden på den frisiske kyst. Og fra 600 og 700 – tallet meldes også om dansk tilstedeværelse i denne egn. Vi ved også at Dannevirkes ældste datering er fra 737.

Åbenbart har Jyderne deltaget i Anglernes og Saksernes erobring af England i 400 – årene.

Måske er det den danske kongemagt, der i 700 – og 800 – tallet har skabt de store ringvolde på Før og Sild. Måske burde forskerne kigge i de Frankiske Rigsannaler.

 

Kong Godfred regerede et stort område

I begyndelsen af 800-tallet beherskede kong Godfred ikke alene Jylland. Hans herredømme anerkendtes også i det sydlige Norge og formentlig også i Skåne. Jyllands magthavere kunne takket være den heldige beliggenhed let kontrollere trafikken mellem Østersø – landene og det vestlige Europa. Det gav dem indflydelse i hele Skandinavien. Et tidligt dansk overherredømme i landene omkring Kattegat kan måske forklare hvorfor det oldnordiske sprog i Middelalderen endog på Island som ”den danske tunge”.

Også navnet Danmark skyldes Danerne. Det nævnes første gang i Ottars og Wulfstans rejsebeskrivelser som er skrevet i 800 – tallet. Wulfstand var vistnok englænder, mens Ottar hørte hjemme langt nordpå i Norge.

Ifølge Ottar var Hedeby i Jylland dansk.

Ved Karl den Stores død i 814 herskede der i Danmark to forskellige opfattelser af, hvorledes man skulle forholde sig over for den store nabo.

 

Ludvig den Fromme invaderede

Den nye frankerkejser Ludwig den Fromme sendte en hær over Ejderen ind i ”det normanniske landskab Sinlendi” På syvende dagen – lejrede invasionsherren sig ved havets kyst. Her blev den i tre dage. Men ved en ø, tre mil fra fastlandet havde Godtfreds sønner opbrudt en stor hærmagt og en flåde på 200 skibe.

Danske historikere beretter om, at det kunne være Fyn. Men mere sandsynligt ville det være at opfatte ”øen” som Før eller Sild.

Noget tyder på at Frankerne var på tilbagetog.

 

Frankerne afviste dansk angreb

I 817 foretog danskerne igen et angreb. Hensigten var at få fordrevet Frankerne fra det nordlige Elben. Men det lykkedes for Frankerne at afvise angrebet. Dette betød, at Ejderen stadig var grænsen.

Men nåede tyder på et vist samarbejde. Således blev tronkræveren Harald Klak døbt i domkirken i Mainz i 826 og Ansgar blev i samme år sendt til Danmark.

Vikingetiden var først lige begyndt. Vi hører ikke mere til den store danske flåde. Og de store nordfrisiske ringvolde synes at have mistet deres betydning.

 

Hedeby blev generobret i 983

I året 983 tilbageerobrede danskerne Hedeby fra tyskerne. Det skete i forbindelse med en krig, hvor Sven Tveskæg formentlig var sin fars medkonge, at dømme efter indskriften på et par runesten fra Hedeby – egnen. Hvis det er tilfældet, kan kong Sven også haft en finger med i spillet og måske mere end det, da de danske trælleborge blev bygget,

Den tyske besættelse dengang varede i ni år.

Det mærkelige er, at disse ringvolde er så ukendte i dansk litteratur. Jo Vilhelm La Cour havde dem med i Sønderjyllands Historie bd. 1. Nu blev denne også udgivet før 1930.

 

Man glemmer ofte alt syd for Kongeåen

Men det er vel den opfattelse, at alt syd for Kongeåen først blev dansk i 1920. Men Før, Sild og Amrums ældste stednavne tyder på, at der her har været en dansk – nordisk befolkning i masser af år.

Måske har ringvoldene i Nordfrisland og ved den nederlandske kyst været opført som base for de store vikingehære.

I 1951 blev der ved Lembeksborg påvist ”Skandinavische Funde”.

Vi blev nu heller ikke så meget klogere på voldanlægget nord for Højer

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk 1.647 artikler herunder:

  • Under Sønderjylland (191 artikler):
  • Sundeveds Fortid
  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
  • Meyer – en korttegner fra Husum
  • Føhr – en ø i Vadehavet

 

  • Under Højer (76 artikler):
  • Øerne – syd for Højer
  • Vadehavet ved Højer

 

  • Under Tønder (269 artikler):
  • Vikinger i Vadehavet

Zeppelinbasen i Tønder

Dato: august 16, 2020

Zeppelinbasen i Tønder

Forsøg på at anmelde: Mogens Jensen, Zeppelinbasen i Tønder. Det er en meget underholdende bog, der beskriver et meget farligt job. Tabsfrekvensen var vel også stor. Mandskabet på basen forsøgte at integrere sig i byen og mange blev her efter krigens afslutning. Tønder var den nordligste base. 500 mand ankom til Tønder 1. november 1914. Tønders første luftskibe gik det ikke så godt. Også uheld ved bugsering. Et luftskib brændte også op ved et uheld. Der blev foretaget mange observationsflyvninger fra Tønder. Men det, der blev foretaget inden Jyllandsslaget på vandet, var ikke godt. Tre gange forsøgte englænderne at bombe basen. Der var ikke meget forsvar fra tyskernes side. Den psykologiske virkning var større end den fysiske, konkluderer forfatteren meget rammende i denne meget oplysende bog. Læs den inden du besøger Zeppelin – museet. Revolutionen i Tønder afsluttede det hele.

 

En underholdende bog

Vi har allerede en del artikler om dette emne på vores. Men i den kigger vi på en ny bog af Mogens Jensen: Zeppelinbasen i Tønder. Og det er i håb om at finde noget nyt om denne base. Det stod der anført i foromtalen, at den flytter billedet fra det engelske til det tyske perspektiv. Spørgsmålet er også om basen fik løst de opgaver, som den var udset til.

Hvilke opgaver havde basen egentlig? Hvordan blev den bygget? Hvordan formede livet sig for besætninger og personale? Vi håber på en ny indsigt og nye erkendelser. Man må nok sige, at det er et imponerende kildemateriale, der er brugt. Og bogen er kun på 108 sider med flotte illustrationer. Teksten er måske for små for os gamle under fotoerne, selv om det er skrevet med fed skrift.

Men igen en god bog fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Dem er der efterhånden mange af.

Bogen er ganske underholdende. Vi får et blik i livet ude på basen og hvordan basen har det med byen Tønder. Og det var bestemt ikke alle matroser, der opførte sig eksemplariske.

 

En farlig arbejdsplads

Til tider er det som om man læser en spændingsroman. Vi kan da også se, at Mogens Jensen har brugt nogle af kræfterne fra Zeppelin – museet i Tønder. I begyndelsen kunne briterne ikke finde ud at basen lå i Tønder. Men efterhånden fik de et ret godt kendskab til Tønder – basen og deres mandskab. Det skete ved hjælp af spionage. Spændende bliver de om man fremover kunne bore i dette.

Tabet af luftskibe var stort. Det gik meget mandskab til. Det var virkelig en farlig arbejdsplads. Det får man også indtryk af i at læse bogen.

Der er flotte interessante skemaer i bogen. Vi får en forklaring på forskellene på de forskellige luftskibe og hvordan de er indrettet. De kunne medføre fra 500 kg til 3.000 kg bomber. Lasteevnen afhang af temperaturen.

 

De to første luftskibe blev mistet

Målet for den tyske marineledelse var at få mindst 15 luftskibe som slagstyrke og opklaring for hæren. Man skulle også anvende dem til landdistancebombning. Den tyske marines hovedmodstander vart Storbritannien. Efterhånden var våbenkapløbet faldet ud til britersens fordel.

Men i løbet af 1914 så det ud som tyskerne overhalede briterne. I 1912 havde man planlagt at bygge en luftskibshal ved i Nordholtz ved Cuxhaven. Men dette byggeri gik kun langsomt frem. Og så var tyskerne så uheldige at miste deres to første luftskibe i 1912.

En Zeppelin af m – klassen som for eksempel L 3 kunne man bygge på blot seks uger for blot en million mark.

 

Tønder var den nordligste base

Antallet af baser blev øget ved et dekret udstedt af Reichsmarineamt den 16. september 1914. Der skulle bygges tre baser, Namur i Belgien, Hage i Østfrisland og Tønder i Nordslesvig.

Det officielle navn for den base, der blev anlagt 2 ½ km. Nord for Tønder hed:

 

  • Marine-Luftschiff-Detachement Tondern

 

Under Første Verdenskrig kom tyskerne til at benytte sig af 15 baser og Tønder var den nordligste. De store åbne områder mente man var en fordel for luftskibene. Men den fremherskende vestenvind og hyppige tåge skulle vise sig at blive en udfordring.

 

500 mand ankom den 1. november 1914

Ca. 500 mand ankom syd fra den 1. november 1914. De blev borgerlig indkvarteret rundt om i byen. Omtrent samtidig med at man på basen begyndte at anlægge beboelsesbarakker begyndte at anlægge to vældige luftskibsbarakker på hver 180 meter lange, 34 meter bredde og 28 meter høje.

I dagtimerne skulle 60 vinduer oplyse hallen, mens elektriske glødepærer skulle oplyse hallen, når mørket faldt på. Hallerne var desuden forsynet med to underjordiske tankanlæg, der hver kunne rumme 10.000 liter brændstof. Rundt om hele basen var der 2, 5 meter pigtrådshegn.

Men det gik nu ikke som forventet. Men storm i begyndelsen af december 1914 medførte oversvømmelser og det forsinkede jordarbejdet. Den sydlige hal blev først færdig og kunne nu bruges søm nødhavn.

 

Nødlanding på Fanø

Først på eftermiddagen den 17. februar modtog man en melding fra luftskibsledelsen i Nordholtz, at Luftskibet L 3 var i vanskeligheder ud for den danske kyst. Den ville lande på Tønderbasen. Al mandskabet var parat.

Vinden havde taget på i styrke og det var begyndt at sne. Og nu nåede viden orkanstyrke. Først ud på aftenen indløb der besked til Tønder, at man ikke skulle vente på den. Sidst på eftermiddagen var den blevet nødt til at lande på Fanø.

L 4 forsøgte også at lande på den jyske vestkyst men det lykkedes kun for en del af personalet at komme i land. Fem blev med luftskibet blæst ud over Vesterhavet og man har aldrig set dem igen.

Den 10. marts kunne personalet fra borgerkvarterne placeres i barakkerne ude på basen.

 

Tønders første luftskibe

Endelig den 23. marts kom basens første luftskib PL 25 og den 25. april ankom L 7, den anden af basens luftskibe. De to var meget forskellige. Luftskibene blev løbende forbedret.

Allerede den 15. december 1914 besluttede Reichsmarineamt at supplere de endnu ikke færdigbyggede haller med en dobbelthal. Den fik navnet Toska. Den blev placeret 300 meter nordligere end de andre to. Det var en imponerende hal på imponerede dimensioner – 180 meter lang, 72 meter bred og 44 meter højt.

De to første haller var blevet omdøbt til Toni og Tobias. Nu var der plads til luftskibe. Det blev fuldt udnyttet fra april til december 1916 og i to måneder i sidste halvdel af 1917.

 

Masser af havari blandt flyene

Der skulle bruges store mængder brint til luftskibene. Til at begynde med blev det leveret syd fra med jernbanen. Senere fik stationen eget gasanlæg. Der var en daglig produktion på 10.000 m3 brint.

I 1915 blev basen bemandet med fire skolefly. Der skete ofte havari også ved landing. Dette skyldtes ofte bløde landingsbaner. I løbet af krigen blev basens materiel ofte udskiftet.

På Tønder Landbrugsskole tog officererne også plads. Sammen med kontoret på basen styrede de det hele herfra. Man havde selvfølgelig også Funkspruch Stelle til trådløs radiokommunikation med luftskibene. Desuden var der lyskaster og lysfyr. Ved tåge kunne man også signalisere med tågeklokke.

 

Et godt forhold mellem by og base

På basen var der indrettet et officerskasino, der fungerede som messe og opholdsrum for officererne. Befalingsmænd og menige havde deres egne messer. I november 1914 var der 397 personer tilknyttet basen. I april 1917 var der 504 personer.

Forholdet mellem basen og byen var gennemgående godt. Basens ledelse gjorde sig umage for at fremme det gode forhold. Det kunne man bl.a. se i juledagene i 1915 i forbindelse med en snestorm. Mandskabet blev udkommanderet.  Til at bistå med snerydning i byens gader.

Den 9. november 1915 indløb der en anmeldelse om tyveri hos en landmand tæt ved basen. Der var blevet stjålet 50 stykker skinker og 35 pølser. Mistanken faldt på basens marinemandskab men sagen blev aldrig opklaret.

Tønder var før krigen en livlig handelsby med 60 forskellige udskænkningssteder. Soldater og marinere fandt også vej til værtshusene. Schützenhof og Centralhalle var blandt byens foretrukne forlystelsessteder.

Ubekræftede rygter vil vide af ”det lette kavaleri” fra Reeperbahn i Hamborg havde forlagt residensen til Tønder for at få del i omsætningen.

Flere soldater blev gift med lokale kvinder. En del af dem blev boende i området efter krigens afslutning. Man basen Tønder blev anset for et kedeligt tjenestested.

 

Uheld under bugsering

Mandskabet var delt ind i små kommandoer, der hver for sig tog sig af en bestemt praktisk ting. Ofte var basens orkester til stede, når der skulle landes eller gør klar til opstigning. Luftskibene skulle helst lande i modvind. Normalt var hele 200 mand i gang under en landing. Men i stæk vind var man op imod 400.

Ofte skete der uheld under bugsering.

Dagen begyndte kl. 6.00 på basen. For en del af mandskabet var der køkkentjeneste. Der var mange kartofter, ser skulle skrælles. Og så skulle der hentes mælk. Det var svært at finde drikkevand ved basen så det blev leveret.

 

Dagligdag på basen

Tøjvask, rengøring, skopudsning og reparation hørte også til rutinerne. På badehuset var der opvarmet vand. Ellers var der eksercits og øvelser. Skydeøvelser foregik på Schützenhof’ s skydebane. Resultatet var ikke imponerende men det kan skyldes de dårlige forhold.

I begyndelsen af 1916 blev en enkelt kødløs dag erstattet af to. Den engelske blokade havde dog endnu ikke haft sit afgørende aftryk. Basens musikere var fritaget for de mest slidsomme opgaver. Til gengæld skulle de øve. De kunne blive udkommanderet til andre opgaver.

Således kom der melding om den 20. oktober 1915 at fire russiske og en belgisk krigsfange var brudt ud af fængslet i Tønder. Fem underofficerer og 44 mand blev sendt afsted. Delingen stødte godt nok på to russere. Men det viste sig at være fanger fra en nærliggende fangelejr, der var sat på landbrugsarbejde hos en landmand i omegnen af basen. Den næste dag kom der melding om at to russere var skudt ved grænsen, mens en enkelt russer og belgieren var tilbage til fængslet.

 

Ikke imponeret af sine medarbejdere

Vizefeldwebel Eckelmann var ikke imponeret af sit mandskab. Han stødte hele tiden på sovende og fraværende vagter. Han strammede gevaldigt op, og det syntes at hjælpe. Men vagtposterne var begyndt at advare hinanden indbyrdes med signaler, når han viste sig.

Uha, så var der en matros, der havde smuglet et kvindemenneske ind på basen. Det kostede fem dages middelstraf. Kom man for sent fra ferie kostede det ti dages ekstra straffeeksercits.

Protestanterne gik i kirke i Abild og katolikkerne i Tønder. Men mandskabet var nu ikke just flittige kirkegængere.

Julefesten måtte ikke fejres med levende lys i luftskibshallerne. Så det blev i stedet holdt i mandskabsrummet. Der blev hentet forsyninger fra Tondernsche Aktien-brauerei. Også nytåret blev fejret men hver afdeling for sig.

 

Mange observationsflyvninger

Luftskibet L 7 nåede at foretage 77 missioner mens den var stationeret i Tønder. De fleste missioner var ret begivenhedsløse. Men en gang imellem skete der noget spændende for eksempel den 23. oktober 1915, da man kom i kamp med en engelsk båd. Fra 200 meter var den blevet beskudt.

Tønder var fra det sted, hvor der blev iværksat flest opklaringsflyvninger over Nordsøen. Alene i 1916 blev halvdelen af disse flyvninger foretaget fra Tønder.

 

Mandskab udsat for ekstreme oplevelser

Ofte var mandskabet udsat for ekstreme oplevelser. Kulde, iltmangel, frossen proviant og lange togter førte til ekstreme vilkår for besætningen. Man havde flere lag tøj på. Meget foregik i mørke. Enkelte besætningsmedlemmer gik rundt med en lommelygte. Trådte man ved siden af kunne man risikere at falde ud gennem hylsteret. Der var et toilet agter i skibet. Men besværet med at komme hen til det gjorde, at der ved flere stationer fandtes et afløb, som kunne benyttes til nødtørft.

Da zeppelineren L 55 nåede en utilsigtet rekordhøjde på 7.600 meter var flere af besætningsmedlemmerne nærmest bevidstløse. De kunne kun med besvær bevæge sig frem til forreste gondol, hvor de med deres vægt skulle bidrage med at få stævnen vendt nedad.

Senere blev den rene ilt udskiftet med ”flydende luft” (LOX) som havde færre bivirkninger. Men på lange togter slapilten op.

 

Luftskib udbrændte ved uheld

Den 4. november 1915 forlod PL 25 Tønder og fløj til Fuhlsbüttel. Den afløser L 18 ankom 16. november 1915. Men blot dagen efter udbrændte den totalt ved et uheld i Toska. Der var både dræbte og hårdt kvæstede.

Efter tre forsøg landede L 20 endelig. Man havde i første øjeblik slet ikke kunne få øje på basen i Tønder. Dagen efter kom L 19- den måtte også have mere end et forsøg. Nu skulle luftskibene fra Tønder også deltage i bombetogter. Kejser Wilhelm som var barnebarn af dronning Victoria var ikke meget for at sætte London i brand fra luftskibe.

 

Englænderne knækkede koden

Det var en 70 meter lang antenne plus hele 60 flere antenner blev sat op i Tønder. Men blot fire måneder efter, at tyskerne var begyndt med radiokommunikation mellem jorden og luftskibene kunne briterne lytte med. Tyskerne opdagede aldrig at englænderne havde knækket deres flådekoder.

I oktober 1919 skulle ni luftskibe angribe Liverpool. Blandt disse var L 19 og L 20 fra Tønder. L 20 landede efter tre forsøg. Men de havde ikke bombet Liverpool med i stedet Sheffields højovne.

 

Hvad skete der med L 19?

Men hvad var der sket med L 19? Den kom ikke tilbage. Den havde bombet industrianlæg i Burton. Briterne havde derved observeret at den drev for vind og vejr kun på en motor. En landing på havet var uundgåelig. Den 2. februar 1916 tidlig om morgenen havde en engelsk trawler se vraget af L 19 drivende på havet 110 sømil øst for Flamborough Head.

King Stephan af Grimsby – en lille trawler havde godt nok været i nærheden men det var på ulovligt fiskeri. Det tyske mandskab var på 16 hans var på 9. Selv om tyskerne bad for deres liv så lod den engelske kaptajn ”sejl deres egen sø”.

 

Luftskibet endte i Norge

Næste bombetogt for F 20 blev fatalt. Den lettede den 2. maj 1916 fra Tønder. Den blev drevet af vinden og nåede helt op til Grandsfjorden syd for Stavanger. Nogle hoppede ud og svømmede i land. Luftskibet fortsatte med mandskab ombord. På en klippe lagde den sig på siden og fire besætningsmedlemmer blev lettere kvæstet.

Næste morgen sprang nordmændene luftskibet i stykker og internerede mandskabet. Det lykkedes dog for kommandanten at flygte over på et tysk skib. Den 20. december var han tilbage i Tønder igen.

 

Nej, basen lå ikke i nærheden at Højer

De første bombardementer af London udløste udbredt harme og frygt. Briterne var godt trætte af det. Nu skulle der sættes ind på basen i Tønder. Den 25. marts 1916 fortog man et angreb mod Tønder med fem tosædede fly.

Men dengang formodede man at basen lå i nærheden af Højer. Ved Vyl Fyrskib syd for Esbjerg blev flyene sat i vand med en kran. Kort efter start løb man ind i snebyger. Og de fem fly blev opdaget af det tyske luftforsvar. Tre af dem måtte nødlande. De tre piloter og to observatører blev taget til fange.

En stor lade var blevet angrebet lige som andre bomber faldt i nærheden af gården Poppelhøj. Den anden pilot kunne også medbringe den vigtige besked at basen lå i nærheden af Tønder og ikke i nærheden af Højer.

Angrebet førte til at tyskerne anlagde et luftværnsartilleri ved Skærbæk og muligvis også ved Ballum.

 

Endnu en fiasko for englænderne

Godt fire måneder efter forsøgte man igen med et angreb. De to moderskibe hed HMS Vindex og HMS Engadine. De blev eskorteret af 19 lette krydsere og destroyere. Tilsammen havde de britiske skibe 11 ponton fly om bord. Men endnu engang måtte briterne indkassere en fiasko. Otte fly kunne ikke lette i den høje søgang.

Kun et eneste fly nåede ind over land lastet med to 65 pund bomber. Flyet blev observeret over Toftlund kl. 6.18 og kl. 6.33 blev der slået alarm i Tønder. Fra Rejsby blev der meldt om en bombe men aldrig ind over Tønder.

 

Et godt skud

L 7 blev sendt ud på en observationsflyvning. Fra en højde på 2.500 km fik man øje på fire krigsskibe. Man kunne i første omgang ikke se om de var fjendtlige, men det fandt man ud af.

De to lette krydsere Phaeton og Galatea forfulgte luftskibet, der skød mod skibene med maskingeværer. Et skud fra Phaeton ramte nu L 7 Det har krævet dygtighed og held at kunne ramme nu på en afstand af 10 km.

L 7 blev nu nød til at nødlande. Det ville man forsøge på Horns Rev. Det var den sidste melding fra L 7. Den sank mod havoverfladen med agterpartiet først. En hollandsk trawler ville hjælpe, men to engelske trawlere sørgede for, at den ikke kom til at hjælpe. En engels u – båd gav luftskibet de sidste skud inden den sank helt. Syv besætningsmedlemmer blev dog reddet og kom i engelsk fangenskab.

Nu var L 22 det eneste luftskib tilbage i Tønder, indtil L 24 ankom 22. maj. Yderligere et luftskib L 9 ankom den 2. juli og var stationeret indtil 3. august 1916.

 

Dårlige observationer op til ”Jyllandsslaget”

Den 31. maj 1916 lettede L 22 og L 24 fra Tønder. Vi er tiden omkring Jyllandsslaget på havet. Åbenbart havde L 24 fejlrapporteret. Dette fik den tyske admiralitet til at ændre taktik. Og det var bestemt ikke til det bedre. Slaget endte nærmest uafgjort. Briterne led det største tab, men briterne bevarede søherredømmet, så strategisk var det en britisk sejr.

Briterne mistede 14 skibe og 6.097 mand. Tyskerne mistede 11 skibe og 2.551 mand.

I de første måneder af 1917 var L 23 det eneste luftskib stationeret i Tønder men 5.april kom L 30. L 37 var her i ikke engang en måned. Bombetogterne var stort set overtaget af fly. Behovet for opklaring var begrænset, da krigsskibene sjældent forlod havnene.

 

Luftskibet havde ingen chance

Den 21. august kl. 3.50 lettede L 23 fra basen i Tønder på en rutinepatrulje. Kl. 5.40 afgav luftskibet en melding om nordgående eskadre med fire lette krydsere og 15 destroyere 30 sømil vest for Bovbjerg. Skibene havde deltaget i en minelægningsoperation. De var nordgående.

HMS Yaemouth havde en startplatform for fly monteret på toppen af et kanontårn. Herfra lettede B.A. Smart i sit jagerfly. Snart steg han op i 2.300 meters højde og under udnyttelse af skydækket lykkedes det ham i et dyk at beskyde L 23, der fløj i en højde af 1.800 meter. L 23 sendte løbende signaler til Tønder om de fjendtlige styrker men forsøgte at undvige flyet.

Det skulle synes umuligt at ramme fobi et luftskib, men Smarts første salve af eksplosive projektiler skød over luftskibet. Han foretog et duk for at øge hastigheden i et nyt angreb, og i en afstand af blot 35 meter fra luftskibet så han seks projektiler ramme L 23. Han dykkede igen for at undgå en kollision. Da Smart kiggede bagud, så han L 23 omspændt af et flammehav.

L 23 ramte havet 40 km vest for Stadilfjord. Et besætningsmedlem var åbenbart sprunget ud i faldskærm. Han overlevede springet men druknede senere., da der ikke var nogen til at samle ham op. Smart landede på havet og blev samlet op af HMS Prince. Hele besætningen på 19 mand omkom.

 

Man kunne nu gå op i 6.000 km’ s højde

Efter L 23’s forlis var der i en måned kun to luftskibe L 45 og L 54 stationeret i Tønder.

I de sidste to krigsår blev der gennemført 11 bombetogter. Og tyskerne havde udviklet luftskibe, der kunne komme uden om de britiske flys rækkevidde nemlig i en højde af 6.000 meter.

Men denne pris for sikkerhed medførte højdesyge, stærk kulde og uforudsigelige vejrforhold. Samtidig blev navigationen vanskelig og motorerne mistede ydekraft i den iltfattige luft.

 

Spionage i Tønder

Den 19. og 20. oktober 1917 skulle man deltage i et stort anlagt angreb mod The Midlands. Fra Tøndermarsken deltog L 45 og L 54.  Mern atter engang var man helt ude af kurs. Efter en farefuld færd måtte L 45 nødlande på en tørlagt i Sydfrankrig. Landingen var vellykket. Personalet overlevede. Efter landingen blev luftskibet sat i brand.

Kommandanten fandt efter afhøringer ud af, at englænderne vidste særdeles meget om forholdene i Tønder.

L 54 kom helskindet hjem. De engelske fly kunne ikke følge med.

I bogen fortæller Mogens Jensen om tre personer fra Tønder og to fra Nordholtz, der angivelig skulle være blevet skudt sigtet for spionage. Den engelske efterretningstjeneste vidste udmærket, hvad der skete i Tønder. Men sagen er aldrig blevet nærmere belyst.

 

Angrebet mod Tønder

Det ville være populært i England hvis man kunne gennemføre et succesrigt angreb mod Tønder – basen. Efterhånden havde man også fået teknologien til at gennemføre dette. HMS Furios var egentlig tænkt som en slagkrydser. Men nu fik skibet et 46 meter langt flyvedæk. Men testflyvninger gik ikke så godt. Så nu fik man i stedet et 90 meter flyvedæk.

Den 17. juli stævnede en flådestyrke ud fra Rosyth bestående af 11 skibe og en eskorte på 8 skibe. Syv specielle fly var også med. For første gang i verdenshistorien blev et angreb indledt fra et hangarskib.

Man måtte lige udsætte angrebet en enkelt dag. Men den 19. juli blev det skudt af i to bølger.

 

De første bomber ramte ved siden af

Luftskibsbasens jagerbeskyttelse blev trykket den 6. marts efter flere alvorlige uheld i 1918. De britiske fly blev fulgt af den danske kystvagt ved Mandø. Tyskerne opdagede flyene ved Skærbæk kl. 4.45. Men det blev først modtaget 5.32 tre minutter inden angrebet startede. Der var ingen officerer til stede måske fordi der havde været afholdt fest aftenen forinden.

Åbenbart havde de engelske piloter svært ved at finde basen. Den forreste skulle have viftet med et rødt flag med kunne ikke finde den. Den første bombe ramte en mark, hvor en kvinde stod og malkede. Den anden bombe gik ned, der hvor Tønderhallerne i dag ligger. Kvægmarkedet blev også ramt.

Men to bomber gik igennem taget på Toska og antændte luftskibene L 54 og L 60. De udbrændte begge totalt. Tobias blev også ramt. Et kæmpe flammehav opstod. Endnu et angreb blev foretaget. En række togvogne fyldt med benzin og brint blev ramt.

Efter angrebet fik Tønder kun betydning som alternativ nødhavn.

 

Revolutionen afsluttede det hele

Den 5. august 1918 gennemførte tyskerne det sidste luftskibsangreb mod England. Men angrebet blev en katastrofe. Alle luftskibe blev skudt ned af engelske fly.

Alle officerer blev afvæbnet ved revolutionen i Tønder. Man fik hjælp fra marinesoldater fra Kiel. Det skete den 6. november 1918. Efterfølgende blev der på Tonhalle holdt et stort møde.

Denne hændelse var det endelige dødsstød for Tønder – basen. Mandskabet forlod nu basen, der blev ribbet for masser af værdier. Indtil den 5. maj 1920 stod basen tom. Da overtog dansk militær den.

 

Den psykologiske virkning større end de fysiske

I bogen er der jongleret med forskellige tal. Disse viser at tabsprocenten var på 26,3 pct. Og forfatteren konkluderer meget rammende:

  • Den psykologiske virkning af luftskibe var større end den fysiske.

Den maj 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind i barakkerne på basen. De var i en elendig forfatning. De fleste af barakkerne blev flyttet til den tidligere Funkstation, der lå i den nuværende Ryttervej.

Da vi i sin tid gravede huler på hjørnet Lærkevej/Nordre landevej fandt vi en del bestik antagelig fra dengang.

 

Få fat i bogen

Det er en spændende bog, vi fik mange nye ting at vide. Men der var også ting, som vi må vente med at få at vide. Når nu dette var det tredje angreb mod basen, hvorfor var tyskerne så sløsede med deres forsvar?

De kunne jo slet ikke stille noget op. Og meldingerne fik de alt for sent. Hvorfor havde de ikke fået rettet op på deres fly og fået forbedret forholdene for dem. Det virker for sløset. Måske får vi svar på dette når vi besøger Zeppelin-museet nord for Tønder. Læs endelig bogen, inden du besøger dette spændende sted. Man føler sig i den grad godt orienteret. Det er tydeligt at mærke at forfatteren er inde i sit fag.

Og nord for Tønder bliver det spændende at se, om de kan udnytte den gamle/ny flyvehal til spændende ting.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Mogens Jensen: Zeppelinbasen i Tønder – V. Marine Luftschiff- Detachement – Tondern – en tysk luftskibsbase i Sønderjylland 1914 – 1918.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.619 artikler, herunder 269 artikler fra Tønder, herunder:

  • Tønders Zeppelinere (4)
  • Zeppeliner i Tønder
  • Angrebet mod Tønder 1918
  • En luftskibsbase i Tønder
  • Bombeangreb mod Tønder
  • Militæret i Tønder 1920 – 23
  • Bataljonen fra Tønder

Et strejf af Burkal Sogns Historie

Dato: august 7, 2020

Et strejf af Burkal Sogns Historie

Sådan opstod Burkal og Bylderup. Vi hilser på nogle af de ældste beboere. Klosteret i Løgum havde stor interesse i sognet. Kirken opført i 1225. Og så blev der opført en middelalderborg. Der var masser af skov. Også kongen opkøbte i området. I 1710 var der fem skoler. Og så måtte en mand og konens søster pludselig flygte. Pietismen holdt sit indtog. Vækkelsen nåede præstegården. Og så kom de stakkels kolonister syd fra. Dem brød beboerne sig slet ikke om. Der var også en drikfældig pastor. En af de mest aktive var pastor Kok. Han skaffede læremidler og drømte en bondeskole. Der kom nye vækkelser i sognet. Pastor Kok blev stenet ud. 75 mand fra sognet faldt i krigen. Pastor Schwartz blev i sognet efter afstemning. Nervøsitet i rens den 10. februar 1920. Lille dansk flertal i 1920. Flere missionshuse opstod i sognet.

 

Sådan opstod Burkal og Bylderup

Vi har været i området mange gange før, og allerede nu ved vi, at vi kommer igen. Det sværere ved at skrive historie er jo at finde ud af, hvor stort det område er, som man skriver om. For dengang så Burkal Sogn helt anderledes ud. Som sædvanlig kan du kigge bagerst i denne artikel, hvad vi har skrevet om området langs grænsen.

Ifølge sagn var Bylderup og Burkal opført af to jomfruer, den ene ved navn Bur. Og et andet sagn fortæller at kirkerne er bygget af to kæmper, Byl og Bur. Og det med samme redskab som de kastede frem og tilbage. Men de to kirker ligger også kun tre kilometer fra hinanden.

 

Nogle af de ældste beboere

En af de ældste beboere som vi kender fra Burkal Sogn, er Ubbe Tordsen. Han er fra Jyndevad. Han var i strid med munkene med munkene fra Løgum. Han har nok været en betydningsfuld person for kongen blandede sig men gav munkene medhold.

Men om Tordsen boede i Jyndevad, er nok tvivlsom, når kirken blev bygget i Saksborg. Se denne historie foregår helt tilbage i 1245.

Senere omkring 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsslægt.

 

Kongen køber stort ind

Vi hører også om, at Frederik den Første, mens han var hertug i Sønderjylland, købte store jorder i Lydersholm af munkene i Løgum. Det fortælles at munkene fra Løgum allerede før 1237 ejede både vandmøller, jorder og fiskedamme i Lydersholm.

I 1519 er det bispen i Ribe bytter sig til en ejendom i Lund som har været i Løgums besiddelse. Ja og så ved vi at Erik Sture ejer Vrågård i 1490 men i 1494 sælger svigersønnen Tiellof van der Wijk ejendommen til Løgum.

 

Klosteret havde store interesser i sognet

Det fremgår tydeligt at klostret have store interesser i sognet. Men her huserede også diverse adelsslægter. Også slægten Blå, der havde interesser i selve Burkal. Det meste interessante er nok Nolde og det formodede gods der. Man sagde at før 1368 var ejeren, Peter Ebbisen. Den sidste ejer skulle være Tyge Fra Nold.

 

En herregård i Nolde

Der findes ikke skriftlige vidnesbyrd om denne gård. Men landmændene har i området fundet træ, der stammer fra vold og vejanlæg. Man kender jo også historien om denne Tyge fra Nold. Ja vi har allerede omtalt den. Men mon ikke vi på et tidspunkt skal lave en hel artikel om denne historie.

 

En middelalderborg

Mens vi er ved adelen, så må vi ikke glemme Solvig og Grøngård. Vi hører også om almindelige folk såsom sandemænd i forbindelse med retssager og handler. En del af beboerne var afhængige af adelen mens andre var frie.

Solvig er hvis nok Danmarks ældste landbrugsbygning, som stadig er i brug. Ja vier ca. 5 km øst for Tønder. Det er en mægtig staldbygning, som med jernankre bærer årstallet 1585. Det er sidste rest af Melchior Rantzaus renæssanceborganlæg, hvis hovedbygning var et dobbelt langhus, sammenbygget i siderne.

I 1965 – 66 udgravede Nationalmuseet i engen nord for Solvig rester af en middelalderborg, der er opført på en kunstig holm hvis sider var befæstet med solidt bolværk af træ. Man fandt rester af et mindre fæstningstårn, der oprindelig – sandsynligvis i 1300 – tallet havde været opført af græstørv. Men senere blev afløst af et trætårn.

Omkring 1550 blev gården flyttet fra holmen ind på det faste land, hvor der rejstes en beskeden bindingsværksbygning. Renæssanceborgen med stald og lade blev opført. Efter at Melchior Rantzau havde overtaget Solvig i 1583.  Den købtes af hertugen i 1601.

Senere har den tilhørt adelsslægterne Ahlefeldt og Outzen. Siden 1884 har den hørt under Schackenborg.

Hovedbygningen blev ødelagt 1622 af ”et Guds vejr”. 16 år senere brændte laden. Stalden blev også raseret af en brand i 1987, der ødelagde taget. Det blev genoprettet året efter, så bygningen står omtrent sådan som den gjorde for 400 år siden. Den nuværende hovedbygning er et hvidt stråtækt hus fra 1851.

Solvig Vandmølle, der ligger ca. en kilometer nordøst for gården, er en markant toetagers bygning fra omkring 1770.

 

Kirken opført i 1225

Vi ved også at kirken i Burkal er opført omkring 1225. Kirken er nok en af de yngste i Slogs herred. Sammen med Højst, Bylderup og Hostrup er de bygget af munkesten, mens Tinglev og Ravsted er bygget af kampesten.

Ved kirkens istandsættelse efter reformationen i 1622 er man gået meget hårdt frem. Alt inventar fra den gamle middelalderkirke er forsvundet. Det synes aldrig at have været et rigtigt tårn på Burkal Kirke. Og egentlig er der en dyb tavshed om kirkens historie de første 300 år.

Ved Højmessen blev der normalt ikke prædiket. Messens midtpunkt var nadveren. Måske har sognepræsten prædiket ved andre lejligheder.

De egentlige prædikanter var tiggermunkene, der vandrede rundt i landsbyerne og tiggede. I Tønder blev der oprettet et Franciskanerkloster(gråbrødrene) i 1238 og i 1275 et Dominikanerkloster (Sortebrødrene). De har sikkert haft deres gang i Burkal.

 

Præsterne havde husholdersker

Præsterne ved landsbykirkerne levede anderledes end munkene. Imod kirkens vilje havde de en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende. Men det forhindrede ikke, at de havde børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle. Disse præster var med i gilder eller broderskaber. I 1517 var Burkal – præsten med i ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab” i Flensborg.

Normalt var der kun en sognepræst ved hver kirke. Men der kunne oprettes et kapellanembede. Det var en vikar, som blev betalt af broderskabet. I slutningen af middelalderen blev der oprettet sådan et embede for Bylderup og Burkal Sogne som man brugte i fællesskab.

 

Masser af skov

Arealerne ved Lydersholm i 1503 bestod mest af skov og ufremkommeligt krat. Det meste af denne skov blev brugt til digebyggeri. Hertug Hans den Ældre havde opført gården Grøngård. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot. Det stod færdigt i 1570.

Hertugen dør i 1580. Nu kom Tønder Amt under Gottorp. Og den gottorpske hertug var ikke jæger, så jagtslottet forfalder. Allerede i 1648 rives halvdelen ned og i 1656 resten.

 

Det gamle inventar forsvinder

Burkals gamle middelalderlige døbefont blev i 1622 erstattet af et ny. Og i 1928 blev det gamle middelalderlige alterbord nedrevet og et nyt bygget af munkesten. Altertavlen og prædikestolen er fra 1622. Loftsmaleriet er også fra dette årstal.

Det 17. århundrede var fuld af udred og krig. Overraskende er det, at man havde råd til at istandsætte kirken. Efter den store istandsættelse mellem 1625 til 1629 fortsatte man i 1637 med at udvide kirken mod vest.

 

Svenskerne raserer

Svenskerne kommer i 1643 og 1645, hvor de hærger og plyndrer landet. De ødelægger også flere ting i kirken. Men helt galt gik det åbenbart ikke for i 1653 har man råd til at male kirken.

Da svenskerne så kom igen i 1657 – 1660 havde man købt en beskyttelse for seks mark. Selv om det i denne omgang ikke gik ud over kirke og præstegård, så betød svenskernes besøg at sognet blev meget forarmet. En del måtte således forlade deres gårde. Dem der blev tilbage kunne næsten ikke få til føden.

Som skrevet kom Burkal Sogn under den gottorpske hertug i 1580. Forholdet mellem kongeriget og gottorperne var meget fjendtligt. Den gottorpske hertug gik over på svenskernes parti, så de svenske tropper i landet var nærmest allierede men tropperne plyndrede af hjertens lyst både venner og fjender.

Den danske konge besatte landsdelen både omkring 1675 og 1685. Men dette var bare en forlængelse af udhungringen, der havde fundet sted gennem hele århundredet.

 

Der blev ikke sunget meget i kirken

Men man fortsatte med kirkebyggeriet. Således kunne man i 1663 bygge en tagrytter på kirken som erstatning for den gamle klokkestabel på kirkegården.

Der blev ikke sunget meget i kirken på daværende tidspunkt. Man kunne ikke melodierne eller salmerne. Nogle gange var man kun inde i kirken, når der var prædikenen. Men nåede tyder på at kirken alligevel har haft en vis tilstrømning.

Pastor Hoyer dør i 1650 og embedet blev overtaget af magister Andreas Amders, en rektor fra Tønder. Som det var mode på den tid, skrev han vers og mindedigte over afdøde.

 

I 1710 er der fem skoler i området

Vi hører om en skole i Bylderup for drenge fra slutningen af det 16. århundrede og i 1710 er der fem skoler i sognet. I Burkal Skole går der kun 6 – 7 børn. Det var også begrænset, hvilken adgang man havde til litteratur.

Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633 anskaffede man i Burkal Kirke i 1699.

 

Der synges på dansk

Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far Andreas som præst i sognet. I hans tid omkring 1717 udkom den såkaldte Varnæs – salmebog. Også dette tema vil vi senere tage op på vores hjemmeside. Men det syntes som om dette havde en forbindelse til Burkal. Udgiveren var fra nabosognet Bylderup. Præsterne i Slogs Herred synes at være præsenteret for denne inden udgivelsen.

I en indberetning har Amders skrevet:

 

  • Her i sognet synges der på dansk – og der anskaffes en hel del salmebøger – alt som folk har råd til.

 

Der sørges ikke for de fattige

I 1710 blev der fra ”den høje kommission” i Tønder udsendt et spørgeskema med 65 spørgsmål. Så vidt vides har man aldrig forsket i disse. Dette kunne være meget interessant. Men spørgsmål nr. 60 lyder således:

 

  • På hvilken måde sørges der for de fattige – og om der findes en fattiggård?

 

Amders svarede:

 

  • Da der ingen ordning er truffet for de mange tiggere og sognet ikke underholder sine egne fattige, så løber også vore fattige i og udenfor sognet for at skaffe aig det daglige brød.

 

Manden og søsteren flygtede

I 1722 berettes der om en mand, der havde både sin kone og hendes søster i huset, levede sammen med begge kvinderne og de blev gravide begge to. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten lod konen som om, at det var hendes barn.

Præsten kom og døbte dette barn. Alt var i skønneste orden, men da konen stod op af ”barselssengen”, kunne folk jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede. Begivenhederne fandt sted i Lund. Det har sikkert givet anledning til megen snak og rysten på hovedet.

 

Da Pietismen holdt sit indtog

Christian Amders dør i 1725 og dermed endte den ortodokse tid i Burkal. I 1665 åbnede Christian Albrecht Universitetet i Kiel. Alle de hertugelige præster havde studeret her. Men i 1721 blev hele Slesvig samlet under den danske konge. Men administrativt blev hertugdømmet ikke indlemmet i kongeriget. Og sprogligt blev der stadig regeret på tysk.

Det synes som om, at den unge Enevold Ewald, en søn af præsten i Højst havde introduceret sognet for pietismen. Han kom hjem til sin far i 1718 og var helt optaget af de som han havde lært i Jena. I 1727 blev han kaldt til København, hvor han skulle lede Vajsenhuset.

I Burkal kom også en ny degn, der hed Paul Asmussen. Han havde været hos Nikolai Brorson i Bedsted. Og denne var også betaget af pietismen.

 

Beretning om landsbyen Nolde

I Tønder Amts Jordebog for 1712 står det om Nolde:

 

  • Efter opstemningen af vandet på engene ved hjælp af stemmeværker er blevet opfundet og indrettet, har landsbyen taget synligt til og er kommet i bedre stand.

 

Engene havde stor betydning for bønderne og udskiftningen mellem bønderne begynder allerede på dette tidspunkt i Sønderjylland. Så tidligt som i 1713 begynder man at dele engene imellem sig i Hostrup Sogn. Man går bort fra den gamle fællesdrift.

Det ser ud til at man i Lund udskiftede engene i 1757 og agerjorden i 1768, mens man skiftede i Rens allerede i 1741.

 

Vækkelsen nåede præstegården

Omkring 1742 kom den vækkelse, der finder sted i sognet også til præstegården og Amders kommer med i kredsen af pietistiske præster i landsdelen. Fra 1742 er kirken i Burkal et vigtigt centrum for vækkelsen i Midtslesvig. I 1769 under præsten Peter Petersen var der 35 vakte sjæle i sognet. Men højdepunktet nåede man i 1781, da var man nået op på 200.

Det går rygte om denne præst. I sognets bevidsthed står det om at han fik det hele til at blomstre. Som prædikant greb han tilhørerne. Han var præst i sognet fra 1750 – 89. Han profeterede sin egen død.

Efterfølgeren Andreas Prætorius kom fra Hellevad og fulgte helt i forgængerens spor. I de næste 75 år forsvinder den pietistiske/herrnhutiske bevægelse langsomt fra sognet.

 

De stakkels kolonister syd fra

Ikke mange ved, at der i sognet har været kolonister i Lille Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark. Kun en fjerdedel af landet var opdyrket. Kong Frederik den Femte forsøgte at få folk ud fra det gamle bondesamfund og opdyrke heden, men det mislykkedes.

Derfor sendte han en agent til Frankfurt med den specielle opgave at få folk til at rejse nord på. De skulle komme til Danmark og bl.a. dyrke kartoflen. Gennem et opråb i en avis i april 1759 og senere gennem trykte plakater var folks opmærksomhed henledt til opdyrkningsarbejde i Danmark. Og det var tillokkende. Der blev lovet rigtig meget.

 

Lyng til bæltestedet

Den 12. oktober 1762 ankom et stort vogntog fra Flensborg til Kravlund Kro. Det var 157 familier bestående af 549 personer af de fra Sydtyskland tilkaldte kolonister. De var udset til at påbegynde opdyrkningen af hedearealerne i Tønder Amt.

I vinteren 1762 – 63 var der kommet mange flere kolonister til Rens end og Jyndevad end der var behov for. Og de var også ilde set i befolkningen.

I 1763 blev der foretaget en bedømmelse af kolonisterne. Man fandt ud af, at mange var unyttige og ubrugelige. Det viste sig hurtigt, at der også var mange ”urolige” hoveder imellem. De fik stillet i udsigt enten at bosætte sig et andet sted i landet eller tage hjem.

I Burkal Sogn oprettede man kun 11 pladser mod de planlagte 24 pladser. Og de fik i den grad dårlige vilkår at leve under. En kolonist udtrykte det således:

 

  • Vi var blevet lovet, at vi ville komme til at vade i kløver til knæet, men vi fandt kun lyng, som gik os til bæltestedet.

 

Tak til Frederik den Femte

På sydsiden af kirkens kor hænger en tavle med en navnetræk af Frederik den Femte. Det hang i kirken i 1781. Måske er det tænkt som en tak til kongen. For det var lige før, at der var opstået en krig mod russerne. Den gottorpske hertug var kommet på tronen i Rusland og nu ville han gøre det af med Danmark. Den danske konge rustede og samlede en hær på 71.000 mand ved grænsen. Men inden kampen begyndte, blev den russiske zar styrtet og krigen undgået. Måske skulle man også sende en hilsen til Caspar von Saldern, der stammede fra Aabenraa.

 

En drikfældig pastor

Af en eller anden grund får en søn af den første pastor Petersen embedet i Burkal. Han hedder også Peter Petersen. Han var alt andet end from. Det siges om ham at han var meget drikfældig. Han kunne møde op i kirken mere eller mindre fuld efter drikkegilder i Tønder.

Det fortælles også at han i præstegården havde fået en elskerinde. Lige så højt som man skattede faderen lige så ringe agter man denne. Men et lyspunkt var det dog hos denne.

Han var den første, der får opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815. Pastor Petersen dør i 1830. Og samme år overtager pastor Hans Paulsen Beyer embedet. Han var fra Bylderup Sogn. Han bestred posten til sin død i 1837. Hans huslige liv var til forargelse sagde man om ham.

Den næste i rækken var Johannes Peter Gotthilf Claudius. Han var præst til 1848. Da man skulle vælge ny præst, blev det en tysksindet, nemlig præsten i Bylderup, pastor Peter Christiansen Schmidt, der overtog embedet i 1849. Hans optræden var dog af meget kort varighed. Allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, måtte han forlade sit embede.

 

Et hjemmegjort monument

Ved landevejen lidt nord for Burkal Kirke, står et hjemmegjort monument opbygget i marksten med denne indskrift:

 

  • Danmarks sjette Frederik kom denne vej, da han vendte tilbage til Louisenlund fra sine vestlige strandbredder, som havde lidt oversvømmelser den 3. april 1825.
  • Dette oprejses efterslægten til mindesmærke for den bedste fyrste af Sluxherred den 6. juli 1826.

 

En aktiv præst – pastor Kok

Selv om folkesproget nok har været sønderjysk i store dele af sognets befolkning, så har der i kirke og skole været tysk i sprog og tanke. Men i 1850 vendte bøtten. Det sørgede den nye præst Pastor Johannes Koch/Kok for.

Han var det fine bymenneske, men han forstod ikke rigtig at komme ind blandt den landlige befolkning. Men der var dog en del tysksindet, der godt kunne lide pastor Kock. Han gjorde meget for skolen i sognet ligesom folk strømmede i kirken.

Kirkeligt var han vel konservativ. 1850 var Slogs Herred ved at dele Kær Herreds nationale lod. Politisk var han grebet af at vinde Sønderjylland for dansk åndsliv. Han nøjedes ikke med at føre denne kamp fra prædikestolen.

 

Bistand til indkøb af nye lærebøger

De velhavende og mest oplyste del af befolkningen var overvejende tysk præget. Kun et omfattende oplysningsarbejde kunne redde området, mente Kok. Han bad om mere moderne undervisningsmidler til sognet bl.a. Danmarks – kort. Han syntes at børnene skulle have bogen, Hjorts Børneven. Den var nu ikke indført i ret mange skoler i Tønder Provsti. Den mødte en del modstand i landbefolkningen.

Han bad derfor departementschef Regensburg i det slesvigske ministerium om bistand til anskaffelse af denne bog til fattige hjem. Han nåede ret vidt med at anskaffe nye lærebøger.

Men den tysksindede provst i Tønder, Ahlmann var ikke begejstret for Koks initiativ i Burkal. Provsten i Tønder blev dog måske takket være Kok og Regensburg pensioneret i 1852.

Helt let var det ikke at være lærer dengang, når man skulle undervise 80 børn i en alder fra 6 til 16 år med højst forskellige evner i samme klasse. Kok mente, at man skulle geare ned på religionsundervisningen og satse noget mere på de andre fag. Man kunne eventuelt gå til præst i to år.

 

Pastoren drømte om en højskole i Hostrup

Ligesom Grundtvig ønskede han en fortsættelsesskole for ungdommen dog ikke i lighed med den grundtvigske folkehøjskole. Han skriver om sine tanker til Regensburg:

 

  • Hostrup-præsten er som bekendt gammel og dårlig som prædikant, ringere som sjælesørger og tysk af sindelag. Degnen er over 70 år gammel. Han har i sit otium indrettet en tysk privatskole, der har en stærk opbakning fra oplandet.
  • Skolelæreren er også ældgammel, hvorfor provsten nu har bestikket ham som hjælpelærer. Det er en mand, der tidligere har fungeret i samme egenskab i mit sogn. Jeg fandt ham aldeles ubrugelig, da han aldrig havde lært noget.
  • Det rette ville være at både degnen og skolelæreren gik af. Så kunne der måske oprettes en udvidet bondeskole, hvortil der er et stort behov på egnen. Mange forældre har lyst og evne til at deres børn skal lære noget mere.

 

Men Hostrup – præsten Chr. Hansen Hoeck lod sig ikke pensionere før 1856, så måske havde Kok på det tidspunkt opgivet planen.

 

Kok blev nærmest stenet ud

På et tidspunkt mente han at have gjort nok for sognet. Derfor søgte han en stilling Gl. Haderslev Amt. Men her blev han forbigået. Nu begyndte han så i stedet at skrive. Han skrev et to-binds værk om ”Det Danske Folkesprog i Sønderjylland”.

Desuden skrev han en lille bog, der hed ”Bidrag” som var et angreb på den tyske side. Det var heller ikke underligt, at han var den første som preusserne tvang til at forlade landet efter 1864.

Da han rejste den 8. maj 1864, stod ungdommen ude for hans vinduer:

 

  • Du skal nu væk din sorte kok, nu har du galet længe nok

 

Man vedblev med at tale dansk

Ved Rigsdagsvalget i 1898 blev der afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. Men i kirken var gudstjenesten på dansk. Dansk vedbliv det i hele perioden i kirken. I 1903 var der 16 tyske gudstjenester om året. Det var samme antal som i årene efter 1945 og endnu i 1967.

Den første præst efter Kok var herrnhuteren Ahrendt Detlev Grauer. I den danske tid fra 1850 til 1864 var han huslærer i sit hjemsogn Rise.

Det var i pastor Grauers tid, at Emil Hansen blev født i Nolde den 7. september 1867. I en af vores artikler om Nolde kan du læse om hans drengeår i området. Som bekendt så udskiftede han sit efternavn Hansen ud med Nolde.

 

Nye vækkelser i sognet

Grauers efterfølger i præstegården hed Johannes J.A. Momsen. I hans tid dukker de gamle vækkelser frem igen. Det er Bornholmerne eller Luthersk Missionsforening, der skaber et begyndende religiøst røre. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum, der sammen med bysbarnet Hans Paulsen, der startede op. Men åbenbart blev de splittet op i to grupperinger.

Pastor Burmeister følger. Har vistnok ret tysk. I 1915 flytter han til Tinglev. I 1916 følger pastor Schwartz. Efter foreningen med Danmark blev der holdt en afstemning om man skulle beholde ham. Der var 418 stemmer for og 136 imod.

 

75 mand fra sognet faldt i krigen

På kirkegården har man rejst en mindesten for de mænd, der faldt i den første verdenskrig. Samme sten bærer navnene på dem, der satte livet til, om de var danske eller tyske af sind, men de står på hver side af stenen.

Det er lige ved indgangen til Burkal Kirkegård, at man kan se stenen. Kun 67 navne er på stenen. De sidste 8 havde ikke så stor tilknytning til sognet. Det kan være arbejdere eller tjenestekarle, der kun har været her i en kort periode. Deres navne er påført andre mindesten.

75 mand fra Burkal Sogn kom ikke hjem fra Første verdenskrig. Alene den 6. juni 1915 faldt mellem 80 og 90 unge og ældre mænd fra Sønderjylland i tyske uniformer for franskmændenes granat – og geværild.

 

En hård skæbne

En af navnene, der kan læses på stenen, er Hans Peter Adzersen fra Lydersholm. Hans familie indrykkede med kort tidsafstand tre annoncer i Flensborg Avis.

24-årige Hans Peter Adzersens dødsannonce offentliggøres 26. april 1917. To uger senere den 10. maj 1917, oplyser en ny annonce, at hans far, Karl Adzersen er død, 63 år gammel efter længere tids svaghed. Tilbage sad hustruen Lene Adzersen uden mand og søn. Hun havde intet andet valg end at sætte gården med 208 hektar til salg. Det skete den 24. maj 1917, mindre end en måned eftersønnens og siden ægtefællens død. Ejendommen, der i øvrigt var hendes fødehjem blev først solgt efter krigens afslutning i 1919.

Adzersens familiens skæbne fortæller med al tydelighed, at krigen ikke kun satte voldsomme spor på slagmarkerne, men også på hjemmefronten.

 

Pastor Schwartz blev i sognet

Pastor Schwartz forbliver præst i sognet. Han var tysk af uddannelse og fødsel. Han gjorde et stort stykke arbejde i sognet. Han prøvede at holde sig fri fra politik og nationalisme. Han hørte til den pietistiske vækkelse.

 

Nervøsitet i Rens 10. februar 1920

Man var i tvivl i Rens, hvordan det skulle gå den 10. februar 1920. På selve afstemningsdagen blev ængstelsen og utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige morgenstund havde tyskerne i vogne været i gang med at hente de gamle og de svage til afstemningsstedet. Man så både den ene og den anden, som man havde regnet med ville stemme dansk, blevet kørt til valgstedet af tyskerne.

Den gamle markmand, Johannes Hansen, der var en sikker budbringer, når der skulle sendes besked rundt til de danske hjem, kom om formiddagen ind til købmand Marcus Jørgensen og utrykte sin ængstelse:

 

  • Jeg er bange for at det går galt.

 

Stor spænding i krostuen

Spændingen og alvoren steg i byen, det var i forvejen bestemt, at alle danskere skulle mødes på kroen om aftenen. Man ville slutte med en lille festlighed. Det var bestemt at lægpraktikant maskinhandler Kruse Due fra Bylderup Bov skulle være hovedtaler ved festen. Det var få at få alle kristelige retninger og de mange forskellige sekter i byen med.

På kroen samledes man da om aftenen for at høre resultatet af afstemningen. Optællingen fandt sted i Mellemstuen. Fra den forreste stue, Skænkestuen, kunne man gennem køkkenet komme op i Storstuen og salen.

Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i salen og bede, indtil optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende øjeblikke kunne samle deres sind til fælles bøn. De fleste blev stående i Skænkestuen, der efterhånden var blevet fyldt.

Al samtale førtes hviskende. Selv unge mennesker, der fra tidlig på aftenen havde sikret sig et par borde til at spille kort ved, blev mere og mere tavse og lagde til sidst kortene ned.

Da lukkedes dørene fra Mellemstuen op til både Skænkestuen og Storstuen. En dansk og en tysk tillidsmand forkyndte resultatet på begge sprog, således som foreskrevet af Den Internationale Kommission.

 

Lille dansk flertal

Det var den senere sognerådsformand, Jørgen Tinglef Lund, der forkyndte resultatet ud i Skænkestuen:

  • 114 danske og 99 tyske stemmer i Rens Afstemningskreds.

Det var altså et dansk flertal, men ikke så stort, som vi havde ventet det. Andre steder i Sønderjylland var man glad for resultatet. Her havde man regnet med tysk flertal. Ja man havde regnet Burkal Sogn for at være tysk, men her blev resultatet den 10. februar 1920:

  • 445 danske stemmer mod 422 tyske stemmer.

 

Flere missionshuse i sognet

Frimenigheden kom til Tinglev i 1922 men først til Burkal i 1935, selv om der her var en tysk præst. En overgang kom pastor Nielsen fra Tinglev og holdt gudstjeneste i Burkal Kirke. De mennesker, der bakkede ham op, var dem som var tilknyttet forsamlingshusene i Lydersholm.

Pastor Schwartz oplevede ved besættelsen den 9. april i Burkal Præstegård, men samme år faldt han for aldersgrænsen og flyttede til Sønderborg, hvor han døde i 1945.

Fra 1941 forsøgte man at gennemføre en løsning med en vikar for den tyske præst og pastor Bruhn var præst til 1947. Pastor Lyksholm overtog hvervet i 1955 efter Høgel og blev til 1967

Efter 1920 var der missionshuse i Rens, Jyndevad, Lund og Bylderup Bov. Ja dette begyndte i 1881 i Rens med N.P. Nielsen.

I 1933 trak det nazistiske spøgelse over sognet.

 

 

 

 

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse historier
  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • da.wikipedia.org
  • Grænseforeningen
  • denstorekrig1914-1918.dk
  • Nicolai Svendsen m.m.: Tiende februar
  • Kitta og Sven Petersen: De, der aldrig kom hjem
  • Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening
  • Nationalmuseet: Danmarks Kirker
  • E. Sørensen: Langs Grænsen
  • Troels Fink: Rids af Sønderjyllands historie
  • Asger Nyholm: Nationale og Religiøse brydninger i Tønder på sprogreskripternes tid

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.618 artikler herunder 265 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland:

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Solvig – en herregård i Slogs Herred
  • Lendemark og omegn
  • Lærer i Burkal
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged i Hajstrupgård
  • Besættelse og Befrielse ved grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Så kom posten til Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske bedehus og Skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – Byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askersodde ved Vidåen

 

  • Nolde og hans liv vestpå (b)
  • Nolde og Nazismen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Emil Nolde og Tøndermarsken

 

  • Kartoffeltyskerne
  • Svenske tropper i Tønder
  • På flugt fra Wallenstein
  • Adelsslægten fra Aabenraa
  • Caspar von Saldern – hvem var han?

 

 


Litteratur – Tønder – 2020

Dato: juli 24, 2020

Litteratur – Tønder – 2020

Denne liste indeholder 275 Tønder – bøger. Den er langt fra komplet, men det er noget at gå i gang med.

 

Emil Albeck: Blade af Tønder Seminariums historie

Jens Heine Andersen: Bevaringsværdige huse i Tønder

H.P.H. Andresen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970 (1971)

Ludwig Andresen: Acta Tunderensia 1 -2 (1909)

Ludwig Andresen: Beiträge zur neueren Geschichte Tondern (1943)

Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869 (1937)

Ludwig Andresen: Fastelavnsløjer og Skyttekorps

Ludwig Andresen: Tondern um 1500 (1930)

Ludwig Andresen: Tønder Ringriderkorps’ Historie (1937)

Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Viehhandels im Amte Tondern

Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Klosters in Tondern (22 sider) (1928)

Ludwig Andresen: 200 Jahre Weissenhaus in Tondern (22 sider – 1928)

Steffen Arndal: H.A. Brorsons liv og salmedigtning (1994)

Hans Bachmann: Tønders gamle kroer og gæstgiverier (1995)

  1. Bahnsen: Tønder i dag (1943)

Bangert: Orgelet i Tønder kirke gennem 350 år

Britta Bargfeldt: Legater i Tønder (1993)

Britta Bargfeldt: Tønders tyske mindretal i 30erne on nazismen (2001)

Bevaringsværdige huse i Tønder (1980)

Anne Blond: Hans, stolen og verden (2012)

Mogens Bredsdorff: Tønder Statsseminarium og Øvelsesskole

Johannes Brix: Tønder Sygehus – et 100 års jubilæum

Brorson – En bog i 200 året for salmedigterens fødsel (1994)

Elisabeth Buch Petersen: Bogtrykkervirksomhed i Tønder (125 s.) (1974)

Byens breve – Tønders historie i dokumenter (1993)

Niels Bøgh Andersen: Fiskesøn fra Aventoft

Erik Carstens: Die Stadt Tondern (1861)

Werner Christiansen: Bachmanns Vandmølle 175 år

Werner Christiansen: Inden for byens pæle (1984)

Werner Christiansen: Nystaden (1986)

Werner Christiansen: Tønder handelsstandsforening 1906 – 1956

Werner Christiansen: Tønder Huse – Tønder slægter (1980)

Erik Christensen: Fra min virksomhed i Tønder (1939)

Hans Christian Christensen: Dengang i Tønder (1997)

Hans Christian Christensen: Skibroen, der var engang en havn i Tønder

Henrik Becker Christensen: Byen ved grænsen

Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år

Hilmer Juhl Christensen: En købmandsfamilie i Tønder (1998)

H.V. Clausen: Sønderjylland – en rejsehåndbog (1920)

Else Marie Dam Jensen. Det grænseløse landskab (2008)

Danmarks Kirker, Tønder Amt 1 -2

Danmarks middelalderlige byplaner bind 2: Syd – og Sønderjylland (1994)

Danske Slotte – og herregårde – Tønder Amt

Det danske spejderkorps Tønder 1919 – 1969

Der var engang – Gamle billeder fra Jejsing (2001)

Det grænseløse samfund – Marsken mellem Tønder og Dageböll (232 sider)

Det Holstenske Palæ

Drivvejen – ad studedriverens spor i det vestlige Jylland (2006)

Eduard Edert. Der Schuster von Tondern (1908)

Elkjær Larsen: Astronom Peter Andreas Hansens liv og tid (19 sider) (1995)

Elkjær Larsen: Tønder By’ s Legater

  1. Eriksen: Tønder Handelsforening 1906 – 1931

Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943

Michael Falch: Til Grænsen – ungdomserindringer

FDF Tønder: Vor egen billedbog

Torsten Friis: Forsvaret af Ribe og togtet mod Tønder 1848

Fritidshjemmet i Tønder 20 år (31 sider) (1988)

Frivilligt Drenge Forbund, Tønder 1922 – 1947

Mogens Gade: Kort og godt, historier fra Tønder (88 sider) (2013)

Gamle huse i Tønder 1964 – 1980 (Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder)

Gamle huse, som gled ud af bybilledet fra 1950 – 1998 (foto – billedbog)

Hakon Gjessing: Drengeår og manddomsvirke (1968)

Hans J. Gläser: 300 Jahre Schützenkorps Tondern 1693 – 1993

Iver Gram: Fugle i Tønder Marsken 1978 – 1988

Britt Haarlev: Tønder i 1960erne (sort/hvide stregtegninger) (1993)

Inger Tryde Haarlev: Om Tønder Fonden

Astrid Hansen: Femten bredere Tønder – kniplinger (2004)

Jørgen Hansen: Kloster, kniplinger og kommandører (144 sider) (2013)

Lorenz Hansen: Koldjomfruens søn (drenge – ungdomsår i Tdr. og Løgumkl. (1986)

Ingolf Haase: HK Tønder – Padborg 75 år (1998)

Ingolf Hasse: Kristkirken i Tønder

Ingolf Haase: Kun hæver vi ikke mere hånden til Hitler – hilsen (2003)

Ingolf Haase: Kunst i Tønder (2008)

Ingolf Haase: Tønder handel i 100 år (1906 – 2006)

Ingolf Haase: Tønder Handelsskole 1907 – 2007

Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening gennem 75 år (1912 – 1987)

Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening 100 år (2012)

Ingolf Haase: Tønder Banks hovedkontor

Ingolf Haase: Tønder Kirkegård – 1814 – 2014, Kirkegård ved Grænsen

Ingolf Haase: Tønderhus 1943 – 1993

Ingolf Haase: Vestre Børnehave (1999)

Handelsbankens hus i Tønder

Birgit Hansen: Skorstensfejerfagets historie og traditioner (1984)

Emil Hanover: Tønder Kniplinger

Christian Hansen: Tønder 1970 – 1992 – Institut for Grænseregionsforskning

Henning Hansen: Erindringer om keglesporten

H.P.H. Hansen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970

Jørgen Hansen: Kloster, Kniplinger og Kommandører – en historisk rejse i 33 afsnit gennem Byer og egne i Tønder Kommune.

Lorens Hansen: Minder fra krigen 1939 – 1945 – Tønder og Blomsgård

Ludolph Hansen: Et bybarns liv (1966)

Tine Hansen: 16 Tønder – kniplinger

Erik Ejnar Holm: Storegade 14, et gavlhus i Tønder

Johan Hvidtfeldt: Om Tønder bys historie (1945)

Johan Hvidtfeldt: Mellem Tønder og Ribe (Turistbogen 1974)

Chr. Holmstad Olesen: Hans J. Wegener (Danske Designere 2006)

Hundrede år i samfundets tjeneste 1869 – 1969, Tønder Frivillige Brandværn

Høyberg: Gennem 80 år – Erindringer fra Tønder, 1864 – Første Verdenskrig (1995)

Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wullfs dagbog (1995)

Peter Kr. Iversen: Schackenborg – billedet (1977)

Peter Chr. Iversen: Vestslesvigsk Tidende (87 sider)

Knud Jacobsen: Angrebene på Tønderbasen

  1. Japsen: Debat om Tønder Statsseminarium før 1848

Christian Axel Jensen: Christkirken

H.N. Jensen: Skibsfarten i det danske vadehav

Hans Otto Jensen: Tønder Statsskoles Jubilæumsbog (1970)

  1. Højmark-Jensen: Tønder Byggeforening gennem 50 år 1906 – 1956

Steen Jensen: At komme fra en søfartsnation (2010)

Ernst Kaper: Af en Tønder – seminarists historie (1974)

Kniplinger i Tønder (2010)

Kommuneatlas Tønder (1993)

Iben Eslykke Kristensen. Tønderknipling (39 sider) (2013)

Kristkirken i Tønder (1946)

Frode Kristoffersen: Jouralist i Tønder

Kai Köster – Lösche: Die Hexe aus Tondern (roman) (1999)

Landet bag digerne (Werner Christiansen m.fl.) (1956, 1965, 1966)

Landet mod syd, Tønder

Hardy Larsen: Digegrevens Hus

Dennis Chr. Lassen: Marine – Luftschif detachement Tondern (32 sider) (2005)

Johan Larsen: Charlottenlund – Tønder

Johan Larsen: Mennesker i Tønder (1967)

Inger Lauridsen: Bag Tremmer – Indsatte i Tønder Arrest 1812 – 1842

Inger Lauridsen: Digegrevens Hus (2007)

Inger Lauridsen: Zeppelinbasen ved Tønder

Inger Lauridsen: Et liv med knipling (25 sider) (2010)

H.N. Lausten: Tønder – bogen (1926)

Lausten Thomsen: Tønder Læse – og Ungdomsforening 1912 – 1937

Ellen Leonhardt: En brugs i Tøndermarsken (1995)

Lindvald: Knapmageriet i Tønder Amt (1918)

Wilhelm Lobstein: Das Rosendach (1923) (1943) (Roman)

Otto Lodberg: Små betragtninger om en stor tid (Tønder i 20’erne)

Emil Lorentzen: Tønder Borg om 1600 (1969)

Emil Lorentzen: Tønder, havneby til landskøbing (1970)

Hansigne Lorentzen: Det tønderske kniplingsdepot

John N. Lorentzen: Fra Tønder Slotsbanke (1974)

Hans Lund: Tønder Seminarium

Helene Tønder Lund: Ungdomserindringer (1856)

  1. Maagaard: Det gamle kloster i Tønder (1922)

Mackeprang: Tønder under hertugstyre indtil 1713

Jeppe Madsen: Studehandelens historie i Danmark

Knud Madsen: Rids af Grænsegendarmeriets historie (1953)

Knud Madsen: Tønder Bibliotek 75 år

Knud Madsen: Tønder i sang og digt (1992)

Lennart S. Madsen: Tønderhus, en købstadsbog (2010)

Hans Magle: Tønder Grænseby

Hans Magle: Tønder Kirkemuseum

Hans Magle: Tønder Kristkirkes symboler (1954)

Vilhelm Marstrand: Vores ældste byers tilblivelse (1942 – 1944)

Peter Mathiesen: Tønders Huse (1) (2001)

Peter Mathiesen. Tønders Huse (2)

  1. Meesenburg: Bebyggelse ved marsk og vade (1984)
  2. Møballe: Billeder fra det gamle Tønder
  3. Møballe: Gamle Tønder – huse, der gled ud af bybilledet (1998)
  4. Møballe: Mennesker og billeder fra det gamle Tønder

Andreas Møller: Både og bådfolk i marsken (1996)

Peter J. Møller: 75 år med Socialdemokratiet i Tønder (1988)

Henrik J. Møller: Tønder Kasserne 1920 – 2002 (2004)

Knud Schmidt Nielsen; Trøjborg – borg og mennesker (1997)

Asger Nyholm: Nationale og religiøse brydninger i Tønder (1958)

Asger Nyholm: Nordens ældste seminarium

Else Nørby m.fl. Tønder – Erindringer (flere udg.) (udg. Af Tønder Lokalh. Forening)

Orts – Statut der Kreis Tondern (1885)

Jürgen Ostwald: Von Tondern nach Gotha. Der Astronom Peter Andreas Hansen (1995)

Ottsen: Der Kreis Tondern (1906)

Jørgen Overby. Tønder Kommuneatlas (1993)

Boy Petersen: Skæbneår 1917 – 20

Jette Petersen: Tønderkniplinger og deres navne

Thorvald Petersen: Fra Als til Tønder (1952)

Thorvald Petersen: Tønder bys legater (1933)

Max Rasch: Brudstykker af Hostrups historie (1985)

Max Rasch: Die Stadt Tondern und die Erlebnesse des Jahres 1864

Max Rasch: Mühlen – Chronik (56 sider) (1948)

Max Rasch: Realschule Tondern 1906 – 1920 und die Abschlusklasse (32 sider) (1960)

Max Rasch: 100 år i samfundets tjeneste – Tønder Frivillige Brandværn 1869 – 1969

Bodil Rasmussen: Hans Adolph Brorson – biskop og salmedigter (1982)

Karl Rasmussen: Fra vesterkanten (1929)

Waldemar Rasmussen: En fortælling – fra dengang jeg levede

Erling Rossing: Socialdemokraterne 80 år – 1907 – 1987

Th. Roust: Tønder Bibliotek 1923 – 1933

Lene Rytter: Dengang øllet flød i Tønder (1999)

Råby Pedersen: Svingets rødder (45 sider) (2000)

Otto Diedrik Schack: Grænsesind (1970)

Otto Scheel: Tondern, zwischen wiking – und Hansezeit

Schoubye: Amtmandspalæet I Tønder 200 år

Schoubye: Folkekunsten på Tønder – egnen (1955) (1968)

Schoubye: Gamle møbler fra Tønder – egnen

Schoubye: Gammelt Tønder – sølvtøj

Schoubye: Guldmede – håndværket i Tønder og på Tønder – egnen (1961)

Schoubye: Hollandske vægfliser (1970)

Schoubye: Hollandske fliser fra Tønder – egnen (1949)

Schoubye: Huse i det gamle Tønder (1980)

Schoubye: Kniplings – industrien på Tønder – egnen (1953) (1968)

Schoubye: Monumenta Civitatis Tunderensis (35 sider)

Schoubye: Om engelsk fajance på Tønder – egnen (1952)

Schoubye: Om kagemanden fra Tønder (1950)

Schoubye: Seminariet ved grænsen

Schoubye: Sølv i Tønder museum

Schoubye: Tønder Sølv 1600 – 1900 (1978)

Schoubye: Tønder Slot (1979)

Schoubye: Tønder Borg 1585 (1971)

Schoubye: Tønder Museum 1923 – 1973

Aage Schæffer: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)

Sct. Georgs Gildet i Tønder 1935 – 1985 (Stig Sylvest)

SID Tønder – Løgumkloster Afdeling gennem 75 år

Inger Wind Skovgaard: Tønderkniplinger (2002)

Kaj Siewerts: Tønders berømte gavlhus

Hans Simonsen: 123 Jahre Deutsches Lehrseminar in Tondern (1925)

Åge Seidenfarten: I Politiets tjeneste (1955)

Skovrøy: Tredive år i Tønder (77 sider) (1948)

Sporten i Tønder gennem 25 år (1946)

Stadt Tondern (1916)

  1. Stiesdahl: Tønder Kirke (Nationalmuseet 1951)

Kaare Svalastoga: En by ved grænsen (1963)

Steen Søgård: Tøndermarsken (1990)

H.E. Sørensen: Langs Grænsen (1982) (1987) (2005)

H.E. Sørensen: Mellem dansk og tysk

H.E. Sørensen: Slotte, Herregårde og Voldsteder i Sdj. (Bind 2: Tdr. og Hadersl. Amter

Kurt Sørensen: Nostalgisk rejse til Tønder og Ribe (1985)

Sophie Thomsen: Ringe auf dem Strohm (2012)

Uwe Thomsen: Lagkageshow i Tønder Byarkiv

Uwe Thomsen: Tønders historie i hovedtræk (1984)

Erik Thygesen: Tønderhus’ nyere historie

Til Lykke, Tønder Kommuneskole (1946 – 1996) (52 sider)

Aage Toft. Tønder Kirkes organister 1592 – 1933 (1951)

Peter Toft: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)

J.P. Trap: Tønder Amt (diverse udgaver)

Turistfører for Tønder By og Omegn (1921)

Eva Tverskov: Fortællinger fra Tønder 1982 – 2007

Hans Tygesen: Tønderhus – et dansk kulturcentrums historie

Hans Tygesen: Tønderhus nyere historie

Meta Tønder: Kniplinger (1980)

Meta Tønder: Madopskrifter siden 1786 fra Tønder og omegn (1953)

Meta Tønder: 33 Tønder – kniplinger (1954)

Tønder – bogen (159 sider) (1926)

Tønder Byggeforening gennem 50 år (1906 – 1956)

Tønder bys Legater (1933)

Tønder – Erindringer (2000 – 2013) (diverse udgaver) (Tønder Lokalhistoriske Forening)

Tønder FDF/FPF 1922 – 1972 – 1982

Tønder Festival – gennem 25 år (Carsten Panduro)

Tønder Frivillige Brandværn (1959)

Tønder i 30erme (Hanne Alsing, Karl Nissen, Uwe Hansen m.m.)

Tønder gennem tiderne 1 – 2 (1943 – 44) (Hist. Samfund)

Tønder Gymnasium og HF Jubilæumsbog 1995 (Karin Andersen)

Tønder – handelen gennem 75 år (Stig Sylvest 1981)

Tønder Handel 100 år (2006)

Tønder i sang og digt (Neffen)

Tønder Kommuneskole (1986)

Tønder Landmandsbank 1901 – 1951

Tønder Roklub 40 år (1968)

Tønder Seminarium 200 år i grænselandet

Tønder Skakklub 1922 – 1997

Tønder som handelsby (1997)

Tønder Statsseminarium 1788 – 1975 (63 sider)

Tønder Statsseminarium 1788 – 1988 (Tøndringer samfundets Årsskrift 1988)

Tønder Statsseminariums historie 1788 – 1938

Tønder Statsseminariums Øvelsesskole 1920 – 1980 (47 sider)

Tønder Statsskole 1920 – 1935

Tønder Øvelsesskole 1920 – 1995

Tønder Statsskole 1920 – 1945 (Jakob Randrup)

Tønder Statsskoles Jubilæumsbog 1970

Tønder Sygehus 1898 – 1998

Tønder Zeppelin Museum (Petersen, Ørneborg) (18 sider) (1993)

Tønderhus (2010)

Tøndermarsken (Planstyrelsen 1988)

Uddrag af Tønder Kommunale tandplejes historie (1994)

Vaupell Christensen: Zeppelin – basen i Tønder 1914 – 1918 (16 sider9 (1991)

A.J. West: Fra det genvundne land (beretning om Tønder Statsskole) (1924)

Fr. Jürgensen West: Den Tønderske Kniplingsindustri ved år 1800 (1910)

Wiese: 250 Jahre Schützenkorps Tondern von 1693 (1943)

Christian Winther: Tønder Seminarium gennem tiderne

Else Jegin Winkel: Glimt af kniplekunstens historie (1989)

Peter Wolf: Hostrup kirke (35 sider) (2000)

H.H. Worsøe: Glimt af Tønders historie fortalt I dokumenter (1963)

Fl. Wraae, Steen Thurnberg: 70 år med Højerbanen (1995)

Fl. Wraae, Steen Thurnberg: På tværs med toget, fra Tinglev til Tønder (2004)

wwww.dengang.dk indeholder 1.605 artikler, herunder 263 artikler fra Tønder og omegn 

 

 

 

 

 

Flere resultater »