Dengang

Søgeresultater på "Kanal gennem Tønder"


Kanal gennem Tønder

Dato: september 24, 2007

Er det ikke en fejl i overskriften,
vil mange mene. Nej, det er ikke en fejl, og det er ikke Vidåen, der
tænkes på. Nej, det er rigtig kanal, ligesom Suez – kanalen. 

De første tanker

Ude på lageret i Andersen
og Nissens Boghandel i Storegade, stod jeg og beundrede et flot fotografi
af den store bro over Nordostsee – kanalen ved  Rendsborg. Pludselig
kom gamle boghandler Nissen og fortalte, at sådan en kanal havde man
tænkt sig, at føre gennem Tønder.

Mange år senere cirka 700
meter syd for Nørregade i Padborg på Gendarmstien, hører jeg samme
historie. Her i det lille stykke vilde natur, kaldet Padborg Skov skulle
kanalen gå. 

Ja tænk bare en kanal tværs
gennem Sønderjylland. 

Første plan i 1629

Idéen opstod allerede i 1629.
Det var den Gottorpske hertug, Frederik den Tredje, der ville opbygge
Rudbøl som et fristed. Her skulle der være plads til alle, uanset
religionsforhold.

I forbindelse hermed skulle
der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling
mellem øst og vest. Den skulle besejles fortrinsvis af fladbundede
fartøjer, der kunne laste op til 40 tons.

Men planen kom aldrig videre
end til papiret. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden
i 1634. 

Christian den fjerdes plan

Christian den Fjerde havde
planer om, at der skulle anlægges en stor havn ved Ballum. Der skulle
så graves en kanal, som skulle kunne besejles af skibe med en dybde
på 11 fod. Fra Ballum til Aabenraa. 

Kanal skulle afhjælpe stormflod

I 1764 var idéen en kanal
gennem Tønder igen på tale. Den tyske forfatter og økonom J.H.G.
v. Jushi
hævdede, at de bedste steder for en kanal var 1) Slesvig
– Husum 2) Flensborg – Tønder.

Efter forfatterens opfattelse,
ville sådan en kanal, foruden den handelsmæssige værdi, også sikre
vestkysten mod de skader, som de store stormfloder har forvoldt her.

Hvis en kanal var dyb nok,
ville en stormflod finde en gennemgang til Østersøen. Tankerne, som
forfatteren var ene om, blev dog hurtig glemt. 

Havnemesterens plan

Men 100 år efter opstod tanken
igen. Det var havnemesteren i Flensborg, der fremkom med dem. I 1868
udkom der et anonymt skrift. Heri blev der påpeget, at kanalen skulle
være på 50 kilometer. En stor del af kanalen kunne anlægges som en
ret linie. Den ville også spare tid og penge.

Kanalen skulle føres fra Kobbermølle
– bugten og tunneldalen ved Kruså til Vejbæk og direkte mod vest.

Mærkeligt nok anså man det
ikke for påkrævet med sluser. Kun ved endepunkterne var det nødvendigt
med beskyttelsessluser.

Kanalens opgaver ville ikke
alene være, at forkorte vejen mellem Nordsøen og Østersøen. Den
ville også have stor militær betydning.

Tanken var også at etablere
en storhavn på Sild. 

Skepsis og bekymring

De danske slesvigere modtog
planen med skepsis. Tyskerne havde en hvis bekymring for projektet.
Måske fordi, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 vedtog,
at anlægge en havn ved Esbjerg. 

Handelen og samfærdslen måtte
finde nye veje efter 1864, og det gik især ud over Flensborg, derfor
pressede de på, for at få kanalen igennem. 

En negativ Rigsdag

I Rigsdagen behandlede man
emnet den 10. junu 1868. Her påviste Grev Moltke, at en sådan kanal
ville blive dyrere end en kanal fra Elbens munding til Kieler fjorden.

Og i Flensborg fik man at vide,
at en sådan kanal, hverken tilfredsstillede krigsmarinen eller handelsflåden.

Den 2. juni 1869 kom det endelig
svar fra Rigsdagen. Man mente, at projektet var for uigennemførlig.
I mange år levede man dog i håbet, men i 1886 vedtog Den Tyske Regering
og Den Preussiske Landdag, at bygge en kanal fra Brünsbuttel til
Holtenau ved Kieler Fjord.
 

Civilingeniør: Økonomisk
ikke muligt

Atter engang opstod tanken.
Det var i 1918, da Prof. Dr. Phil H.P. Steensby
skrev en artikel om en kanal til Flensborg  eller endnu bedre til
Aabenraa Fjord. Det ville være naturligt, at dette blev et nordisk
projekt.

Det ville frigøre Danmark
fra Tyskland mente proffessoren. Men forudsætningen var, at Sild så
skulle blive dansk efter 1920. Alle kanaltanker gik gennem Lister
Dyb
ude i Vadehavet. 

Civilingeniør Marstrand kom
så med den endelig dødsstød. Det ville være så godt som umulig
at lave en kanal, hvor niveauforskellen var på 20 – 30 meter. Økonomisk
villle det ikke kunne gennemføres, påstod civilingeniøren. 

Vi kan nok undvære en kanal

Dermed fik Tønder ikke sin
kanal. Vi må nøjes med små både på Vidåen. Men det har jo også
sin charme. Og i tunneldalen ved Kruså, kan man vel stadig hugge æbler
over på den tyske side. Det kunne vi DENGANG for 14 år siden. I Padborg
Skov kan man vel stadig, når det er vinter, få en slædetur ned af
bakken ind i Tyskland.  


Tønder 1932-1933

Dato: januar 9, 2020

Tønder 1932-1933

I forbindelse med sin bog ”De Jyders Land 1-2” besøgte Achton Friis Tønder i 1932 – 1933. Vi har redigeret lidt i teksten. Det blev nu ikke særlig meget om selve Tønder. Men det blev en del om kniplinger og lidt om Tøndermarsken, Møgeltønder og Guldhornene. Og så besøger vi tre frisergårde, Vester Anflod, Kjærgård og Nørre Sødam. Vi har samlet en oversigt over artikler om disse fire emner i slutningen af artiklen, så du kan fordybe dig endnu mere.

 

Et besøg i Tønder

Johannes Achton Friis er uddannet på Kunstakademiet. Han har lavet keramik, porcelæn og portrættegninger. Han deltog i 1906 – 1908 i Grønlands – ekspeditionen 1906 – 1908 og skrev en bog om dette.

Fra 1906 – 1908 udgav han trebindsværket De Danskes Øer, hvor han besøgte 132 øer. Fra 1936 – 1937 udgav han Danmarks Store Øer. I 1932 – 1933 besøgte han Tøndermarsken i forbindelse med bogudgivelsen De Jyders Land 1-2. Vi har kigget i bøgerne og redigeret i teksten og rækkefølgen.

 

Jejsing Bjerg

Fra mange sider havde jeg hørt om skønheden i Tøndermarsken. Det første indtryk af Jejsing Bjerg øst for Tønder gjorde ikke er større indtryk på mig. Men da jeg nåede helt ud i den, skuffede den mig ikke, Indtrykket blev helt anderledes, end jeg havde ventet, mere fremadrettet – og langt voldsommere.

 

Vester Anflod

Vi når Vester Anflod, Cornelius Petersens Gård, som er opført for 15 år siden. Det er et pragtstykke af en bygning, holdt fuldstændig i stilen som de gamle frisergårde. For at give et lille begreb om denne en etagers bygnings dimensioner behøver jeg blot at nævne, at der er 17 meter til tagrygningen. Alt andet står i forhold dertil. Hver ting ude og inde tyder på storslåethed og velstand. Det er en bolig for en bondehøvding (Læs artiklen. En rebel og hans gård) (Gården brændte i 1950’erne)

 

To ægte frisergårde

Jeg kommer forbi to ægte frisergårde, de ældste i hele marsken, Kjærgård og Nørre Sødam. (Ved åen)( Her skal du nok lige huske, at dette er skrevet i 1938 – 1939).  Den første ejer er tysk, den anden ejer er dansk. Gårdene ligger kun 100 meter fra hinanden. Det må velsagtens være vanskeligt at være ”gode venner og trofaste naboer” her på grænsen, hvor spørgsmålet tysk eller dansk endnu bestandig er så brændende og striden ikke er ebbet ud.

 

De tysksindedes intolerance

Det siges hernede i marskegnene i Tønder Amt, at denne bestandige friktion for en stor del skyldes de tysksindedes intolerance og stridbarhed, der blandt andet af og til kan give sig udslag i unødvendige og irriterende demonstrationer. Ved de møder, som foranstaltes af danske, kommer ofte tyskere tilstede. Og det hænder at danskerne for eksempel synger ”Der er et yndigt land”, så rejser tyskerne sig demonstrativt og afsynger Deutschland, Deutschland. Modsætningsvis deltager danskerne ikke i de tyske møder og er overhovedet tilbageholdende og uhyre tolerante.

 

Det indre af Noahs ark

Kjærgård ligger lige som nabogården på et værft, den kunstige forhøjning som var gårdenes eneste værn, før digerne fik deres nuværende højde – to småbitte øer i det umådelige jævne græshav. Gården er opført 1736. Den står næsten endnu udvendig som dengang. Den er kun blevet forsynet med nye vinduer til beboelsesrummene og er fortrinlig bevaret.

Det er en typisk frisergård med de brede længer og høje tage, sammenbygget om den lille gårdsplads. Også staldenes og ladernes indre er bevaret, mens stuehuset indvendigt er stærkt moderniseret. Hvilke tagkonstruktioner af svære bjælker inde i disse udhuse – det er som det indre af Noahs Ark, beregnet på at trodse alle elementers angreb. I længerne velbevarede ydre, selv inde på den lille gårdsplads, rummer ikke alene helheden, men selv hver lille detalje, stor skønhed. Bemærk blot buernes form over åbningen i kvisten og over dørene. Hvilken hygge på denne gårdsplads, hvilket læ der må være for alle storme her bag de vældige tage!

I stuehuset, hvis gavl mod haven har tre kviste, findes kostald i den østre ende, der lige som i yderlængerne er forsynet med ganske små vinduesåbninger af en overordentlig smuk, oval form med en fremspringende ring af profilerede mursten.

Alt omkring denne gård synes røgtet med stor omhu. Beundringsværdig er haven med dens kastanjetræer og røn, en mægtig bøg, en mængde frugttræer, bag hvis læ alle mulige blomster vælter op af bedene. Kun på vestsiden er de store træer krøgede af vinden. Det virker forbavsende at finde en sådan oase midt på den åbne slette så nær den barske vestkyst.

 

Gulhvide fåremælksoste

Gårdens ejer er en mand midt i trediverne. Både han og hans hustru tilhører den tyske del af befolkningen, men de modtager mig med gæstfrihed og hjertelighed, som virker ægte jysk. Den unge frue er en nordisk type af reneste art. Men det er ikke nogen jyskpræget bondekone, man her har for sig. Hendes øjne spiller af liv ved hvert spørgsmål, der rettes til hende. Og hun svarer med en livfuldhed og en gestus, som er ganske fremmedartet. Samtalen drejer for en stor del om de dårlige tider, som også i høj grad rammer bønderne i marsken.

Inde på gårdspladsen finder jeg en mængde gulhvide skinnende fåremælksoste af form og størrelse som munkesten liggende til soltørring på trinene af en trappestige. Ejeren fortæller, at gårdens hovedsagelige indtægt for tiden er tilvirkning af sådanne oste. På grund af de lave kød – og flæskepriser betaler det sig bedre med ko- og grisehold. Han har næsten ingen køer mere, men derimod 120 får. Dem, der giver mælk kan gennemsnitlig indbringe ca. 30 kr. om året. Hertil kommer yderligere indtægten af salg af lam og fårenes uld.

Han har tidligere tjent store penge ved opfedning af kvæg. Dette var næsten alle marskbønders store indtægt en gang. Men det er slut.

 

Far og mor på besøg

Mens jeg taler med de to unge folk, kommer gårdejerens gamle fader sammen med sin kone på besøg fra Møgeltønder, hvor de har boet, efter at sønnen for et par år siden overtog gården. Næsten dagligt kommer de to gamle agende den halve mils vej herud i deres lille hestekøretøj. De kan ikke undvære stedet og må hele tiden spørge til gårdens drift.

Her ligesom på Kjærgård inviteres jeg naturligvis på kaffegilde som noget helt naturligt. De unge slider i marken, men de gamle overtager ledelsen indendørs, som om de endnu var de retsmæssige værtsfolk. Imens taler vi om, hvordan livet forhen har formet sig for dem hernede i marsken, hvor de har levet hele deres liv.

Den gamle mand fortæller, at oversvømmelser af selve havet aldrig har fundet sted i hans levetid, dertil er digerne alt for sikre værn. Men lige til det nye afvandingssystem for 5-6 år siden blev indført, stod marsken heromkring hver eneste vinter under vand fra regnen, så man kun kunne gå og køre ad digerne. Fra gården havde man langt til den nærmeste digevej, som går østen om to gårde til Møgeltønder. Børnene, som skulle i skole herfra, måtte hver morgen roes hen til denne. Færdslen fra gård til gård foregik vinteren igennem ligeledes i både, end dog også herfra hen til 100 meter fjerne Kjærgård.

 

Masser af vand

Men ensomheden har mennesker aldrig været trykket af hernede. Den var man vant til. Og om vejret var nok så skrapt, havde gårdens beboere deres ugentlige sammenkomster med kortspil og andet hele vinteren igennem, hvor de trodsede elementerne og mødtes på omgang. Konen og han sad ligefrem og gassede sig ved tanken om, hvor gemytlig livet havde formet sig. Men ofte var det slemt med høsten, når vandet allerede om efteråret steg op over de lave marker. Efteråret 1903 glemmes sent, da ødelagde vandet det allermeste – det sidste hø, man redede, kom først i hus juleaftensdag.

Beskrivelsen af Kjærgaards bygninger passer omtrent med Nørre Sødam, blot at den sidste er endnu ældre, hvad den også før indtryk af, blandt andet ved yderlængernes mure, der er opført af svære munkesten, er noget mere forvitrede af vejr og vind. Gårdens østside med gavlens døråbning er af fremragende skønhed, som kun brydes af de nye vinduer og en lem nær døren. Stuehusets uregelmæssige plan især facaden mod haven, viser dog at dette som modsætning til Kjærgård hyppigt har været underkastet forandringer.

 

Nørre Sødam 2020

Det vil nok være på sin plads at fortælle, at den mere end 250 år gamle gård Nørre Sødam er blevet solgt til Realdania By & Byg. De vil bevare denne unikke gårdtype, som kun findes i Vadehavsområdet.  Forude venter en nænsom restaurering, der skal bevare og sikre den historiske værdifulde gård.

Der er kun få af disse tilbageværende værftsgårde tilbage. De har stor betydning for den samlede miljømæssige værdi i Tøndermarsken. Dette indgår i det igangværende Tøndermarsk Initiativ. Ejendommens værdi var sat til 3,3 millioner kroner.

Disse værftsgårde er opført med en helt speciel selvbærende tømmerkonstruktion. Den sikrede, at det ikke var murene, men derimod solide stolper og bjælker, der bar stråtag og lofterne. Det betød, at selv om murværket blev skyllet ud af vandmasserne ved stormflod, ville huset og taget ikke styrte sammen.

Når det stormede herude i Tøndermarsken og det gjorde det ofte, så åbnede far altid lågen op til loftet, så man kunne kravle derop, hvis vandet skulle komme. Sådan var det også med Nørre Sødam.

Den forrige ejer af gården, Peter Linnet inviterede ofte lejrskoler og andre på besøg som interesserede for den unikke bygningskonstruktion. Efter at have stået til salg i flere år er gården begyndt at se lidt forsømt ud. Der er også foretaget nogle ændringer, der ikke helt passer ind i den oprindelige byggestil. Det bliver det sikkert rettet op på nu.

Måske skal vi også lige nævne, at Kjærgård var under samme slægt helt fra starten til 1924.

 

Besøg af en ravn

Da jeg kørte herfra, kom en ravn til syne forude, siddende på en ledstolpe lige ved vejen. Da vi holdt og jeg stod ud af vognen lettede den og fløj 15 meter ind over marken, hvor den satte sig på en anden pæl og stirrede på mig mens dens fjer skinnede dybblå og violette i solen som anløbet stål. Det siges hernede, at denne pragtfulde fugl her på egnen bl.a. skal ruge i skovene nord for Gallehus.

 

 

Møgeltønder ligner en Tornerose by

Man har en særegen oplevelse ved synet af det smukke slot, Schackenborg med dets pragtfulde inspektørbolig og strålende park – et minde om østens frodighed og blidhed her i de barske vesteregn, men her virker det mangedobbelt i modsætning til midtlandets heder, hvor jeg kommer fra.

Det lille Møgeltønder ligner en Tornerose by, der synes at have ligget i dvale i to – tre hundrede år, men hvis beboere er vågnet hver lørdag for at skure deres huse udvendig. To gange om året maler de dem.

Alle disse små ensartede huse i den lange Slotsgade har deres egen helt særegen stil. Hver for sig er de en skønhedsåbenbaring med deres røde eller hvidkalkede murstensfacader, de mægtige kviste, stråtagene og de små karnapper. Som de ligger der i udbrudte rækker bag toppede brosten, vidner de hver eneste et om en hel bybefolknings dybe respekt for de gamle, som har skabt dem.

Denne gade er noget enestående i vores land. I Tyskland har man jo ældgamle byer, som er verdensberømte for deres skønhed. Her har vi kun denne ene, som tilnærmelsesvis når dem. Er det tilfældigt, at vi skal helt ned til den tyske grænse for at finde noget lignende?

Et par hundrede meter nordvest for Møgeltønder findes en bakke på 14 m’s højde, egnens højeste punkt. Den er forsynet med et udkigstårn, hvorfra man har et instruktivt overblik over egnen. Hele den vide banke er som en mærkelig isoleret oase, domineret af Schackenborg Slotspark. Uden for dette ligger kun den vide flade som en uendelig steppe, marskens umådelige græsflade med de snorlige kanaler og de fjerne diger.

 

Guldhornene i Gallehus

Da det første af vores to berømte guldhorn fandtes i 1639 ved Gallehus, blev det efter den flensborgske rådmand von Liitkens beretning afleveret til hans familie af finderen. Det var en lille pige fra Møgeltønder, som ernærede sig ved at kniple. En dag bragte hun hornet til von Liitkens moster, Marina Thomsen i Tønder. Guldhornenes historie er velkendt og det samme er kniplingsindustriens. Men det er den tilværelse som kniplepigerne sandsynligvis ikke.

 

20.000 arbejdede med kniplinger

Kniplingsindustrien, som fra sin hjemstavn i Mellemeuropa kom hertil i begyndelsen af det 17. århundrede, tog i det 18. århundrede et sådant opsving, at den i tiden fra 1744 til 1784 fra at beskæftige 12.000 voksede til at beskæftige ca. 20.000 personer. Den havde til sæde i Løgumkloster Amt, på Trøjborg Gods, i Grevskabet Schackenborg, på Rømø samt i de vestlige dele af Tønder, Aabenraa og Haderslev Amter. Stærkest var den på Tønder – egnen og Tønder var hovedbyen., hvorfra varen blev forhandlet.

Her fandtes allerede i midten af det 18. århundrede 25 kniplingshandlere. Endnu i begyndelse af det 19. århundrede kunne enkelte beskæftige 1.500 kniplepiger. Foruden de fastboende grosserere og købmænd førte en sværm af kræmmere varerne rundt både i ind- og udland.

 

Det blev formuende folk

En mængde kniplinger gik til Tyskland, Norge, Rusland og andre lande, ja helt til Østlandene nåede de. Det var store pengesummer, som i denne industriens blomstringsperiode nåede til landet. Alene for året 1805 andrager udførslen en sum af 262.000 Rigsdaler.

Kræmmerne, men især de store opkøbere i byerne blev formuende folk. Dette havde en af sine årsager i den elendige løn, som kniplerskerne fik for deres arbejde. De spandt ikke guld ved deres virksomhed. Det eneste eksempel, man har på, at der har været berøring med ædle metaller, er da pigen snublede over Guldhornet ved Gallehus.

 

Fængselsagtig tilværelse

Disse stakkels menneskers tilværelse formede sig overhovedet på den mest triste måde. De bandtes som regel til det næsten fængselsagtige arbejde allerede fra den tidlige barnealder. Og deres sundhed led allerede, da de var i opvækst, overordentligt under det bestandig stillesiddende liv og den sammenbøjede stilling, hvori arbejdet udførtes.

Sammen med den indelukkede luft udsatte dem i stærk grad af brystsyge og andre sygdomme. Adskillige imellem dem blev ligefrem forvoksede. At kalde deres liv fængselsagtigt er altså et mildt udtryk.

 

Et skarpt tilsyn

Regeringen vågede stærkt over, at de ikke udvandrede, for at kunsten ikke skulle læres i andre lande. Skete det at en ung pige blev grebet i at undvige, lokket af løfter om bedre fortjeneste, blev hun behandlet som en desertør. En pige fra Gram Herred blev lokket til Sverige af en jøde, som bragte hende til Kalmar. Kancelliet satte sig straks i bevægelse for at få pigen udleveret og jøden straffet.

Et skarpt tilsyn med alle bortrejsende blev indført i Hertugdømmerne. Kvartalslister affattedes over pigerne i de forskellige distrikter og tilstilledes amtmændene. Øvrigheden bemyndigedes ved Kgl. Reskript af 1740 til i nødsfald at arrestere de kniplepiger, som agtede at begive sig ud af landet. Også pigernes mødre løb en risiko ved at ville rejse. Stor ståhej vakte det, da det kom for dagen, at nogle kniplepiger i Tønder havde giftet sig med underofficerer af et der indkvarteret Oldenburgsk Musikregiment. De undgik dog arrestation, da de fulgte mændene til deres hjemstavn.

 

Ensformig tilværelse

Også arbejdets ensformighed må have været frygtelig. Mønstrene til kniplingerne leveredes enten af fabrikanterne i byerne eller opstod hos kniplerskerne efterhånden. Pigerne arbejde i årevis med et par enkelte mønstre. Derved kunne man så nå størst færdighed. En gammel kone havde i 40 år arbejdet med det samme mønster.  Og lønnen var fuldstændig afhængig af forhandlernes forgodtbefindende. Særlig i nedgangsperioder, hvor store partier var opdynget hos grossisterne, tjente pigerne næppe til det tørre brød.

Et lille lyspunkt i ensformigheden var det, når pigerne om vinteren gik sammen for at spare lys og brændsel. Maskinerne kom efterhånden til og overtog. Men endnu i 1840’erne sad dog en mængde piger hjemme om vinteren og arbejdede ved tællelyset under Skomagerkuglen, som lyste over Knipleskrinet og Kniplestokkene. Kræmmerne vandrede endnu engang rundt og opkøbte varen.

 

Os, der er født og opvokset i Tønder ved, at det er en smuk by. Men det er rart hvis vores gæster også synes dette.

 

 

Kilde:

  • Achton Friis: De Danskes Land 1-2

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.486 artikler, herunder 249 artikler fra Tønder, herunder:

  • Møgeltønder
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Møgeltønder – dengang
  • Møgeltønder Kirke
  • Oprør i Møgeltønder

 

  • Gallehus
  • En Ridder fra Gallehus
  • Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
  • Guldhornene fra Gallehus
  • Guldhornenes ældste historie

 

  • Kniplinger
  • Tønderkniplinger – Fra Husflid til Industri
  • Tønderkniplinger – endnu mere
  • Tønderkniplinger
  • De stakkels kniplepiger
  • Kniplinger – nord for Højer

 

  • Tøndermarskens gårde
  • En rebel og hans gård (Vester Anflod)
  • Højer – Bondeby i marsken
  • Gårde i Højer

 

  • Tøndermarsken
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Emil Nolde – og Tøndermarsken
  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Tøndermarsken 2
  • Tøndermarsken
  • Syd for Tønder
  • Aventoft – en by ved grænsen
  • Fornemt besøg i Højer
  • Tøndermarsken – under vand og mange flere

 


Emil Nolde og Tøndermarsken

Dato: februar 5, 2019

Emil Nolde og Tøndermarsken

Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.

Emil Nolde var blandt kritikkerne

Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.

Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.

Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.

Dengang var området 17 meter højere

Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.

Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.

Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.

Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.

Tidevandet

Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.

Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.

Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.

Verdens ende

Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:

  • Verdens ende, hvor vand, is og luft blev til et

Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.

Udviklingen set gennem kort

De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.

Store stormfloder

Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.

I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.

Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.

Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.

Et stort held, at det ikke gik galt

Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.

Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.

Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.

Digebyggeri gennem tiden

Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.

I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.

Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.

Masser af oversvømmelse ved Tønder

Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.

Markerne stod under vand

Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.

Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.

Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.

Teknologien var først parat – langt senere

Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.

I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.

Mange fantasifulde planer

Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.

I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.

Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.

Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.

Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”

Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.

Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:

  • National eufori efter afstemningen i 1920. Der var svulstige retorik på valgplakaterne ”En røvet Datter, dybt begrædt er kommet frelst tilbage”
  • Det sønderjyske samfund var stærkt polariseret. Befolkningen havde måttet vælge side ved at bekende sig enten dansksindet eller tysksindet. Der var ingen vej midt imellem.
  • Grænsedragningen gav anledning til en mærkbar administrationsændring. Alle tidligere tyske embedsmænd blev udskiftet med nye danske. Heraf var en del akademikere, som kom fra stillinger overalt i Danmark eller direkte fra landets eneste universitet.
  • Tønder bys tidligere opland blev stærkt reduceret. Tønder var med sin gamle status som købstad fra 1243 en oplandsby i det vestlige Slesvig med mange administrative funktioner. Den havde et handelsopland, der i syd grænsede op til oplandet for Husum. Nu blev hele Tønders sydlige opland skåret væk med den nye grænsedragning
  • Landbruget var dengang det klart dominerende erhverv ikke bare i det nye Tønder Amt, men i hele kongeriget. Det betød, at de store frugtbare marskarealer var politisk betydningsfulde for udviklingen af egnens erhvervsliv
  • Efter afslutningen på Første Verdenskrig var det over det meste af Europa en stærk tro på fremtiden, da krigens ragnarok endelig ophørte. Det førte til oprettelsen af Folkeforbundet i 1919, som gav tro på, at staten indbyrdes uenigheder for fremtiden kunne bilægges ved forhandlinger og ikke ved krig.
  • I begyndelsen af det 20. århundrede fremkom der et helt nyt natursyn. Naturen kunne tøjles ved hjælp af teknik og snilde og udnyttes til gavn for mennesket

Vi kan i dag ikke ændre historiens gang

Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.

Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.

Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne

Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”

Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.

Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.

Fantasifuld projekt for Fyn

Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.

Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.

Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.

Hele fem forslag

Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.

Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift. 

Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder

I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.

På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.

Emil Nolde fremkom med sit forslag

Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.

I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.

Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening

Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.

Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.

Henvendelse til H.P. Hanssen

Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.

Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:

  • Uden for Højer Sluse skal et stykke forland inddiges tillige med et stykke vadeland, heraf skal vadelandet danne et bassin.
  • Der hvor vandet fra dette nye bassin løber ud i havet, må der bygges en sluse noget større end den ved Højer, og der kan anlægges et pumpeværk, som i enkelte tilfælde træder slusen til hjælp.
  • Den nye tekniske opfindelse til udnyttelse af vindkraften kan måske her anvendes, så derved vinden som i stormtid forårsager vandets stigning tillige bliver drivkraften ved udpumpningen.

Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.

Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet

H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.

H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.

Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!

Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.

Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.

Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.

Forslaget blev skudt ned

Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.

Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.

Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.

Nolde forlod Danmark

I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”

Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.

Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark

Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!

Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.

Man mindes ikke Emil Nolde

Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.

Dige – bestyrelser var utilfredse

I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.

I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.

Ingen gode tider for landbruget

I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.

I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.

Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.

Hensynet til landbruget havde vejet tungere

Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.

Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.

Nationalpark Vadehavet

Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.

Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.

Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.

Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.

Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?

Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.

Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.

Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.

Slut med at lege på forlandet

Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.

Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.

Kilde:

  • Div. Artikler fra www.dengang.dk
  • Sønderjydske Årbøger (Søren Eller)
  • Elsemarie Dam-Jensen m.fl.: Det grænseløse landskab
  • Kjeld Hansen: Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab
  • H. Lausten-Thomsen: Tønder-Bogen 1926
  • Niels Kingo Jacobsen: Træk af Tønder-marskens naturgeografi
  • Niels Kingo Jacobsen: Rejsbymarsken, Miljø, stormfloder og digebyggeri (De Danske Vade og Marskundersøgelser, Rapport nr. 9)
  • Kaj Petersen: Det tabte land i vest
  • Jesper Theilgård: Det danske vejr

Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:

  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Askersodde ved Vidåen
  • Syd for Tønder
  • Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
  • Det Frisiske Salt
  • En vandmølle i Tønder
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Tønder, Marskens Hovedstad
  • Vikinger i vadehavet
  • Tøndermarsken – under vand
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Hertugen af Tønder
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarsken
  • Emil Noldes liv – vestpå
  • Vadehavets maler – Emil Nolde og mange flere

Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:

  • Saltvandssøen ved Højer
  • Landet bag Digerne
  • Højer – Bondeby i marsken
  • Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • Mellem Højer og Ballum
  • At plukke Sut ved Højer
  • Landet bag digerne
  • Syd for Højer
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Rudbøls historie
  • Fiskeri ved Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Øerne – syd for Højer
  • Vadehavet ved Højer
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Soldater på Jordsand
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Søslaget ved Højer
  • Højer – stormflod og Diger
  • Højer – som havneby og mange flere

Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:

  • Mandø – endnu en historie
  • Da Ballum – næsten fik en havn
  • Rungholt – manddrukning et og to
  • Langs Vadehavet
  • Anekdoter fra Rømø 1- 3
  • Hertugræve og Køkkenharer
  • Borrebjeg på Rømø
  • Færge fra Rømø til Ballum
  • Nordstrand syd for grænsen
  • Rømø endnu engang
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Føhr – en ø i vadehavet
  • Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
  • Rømø – en ø i vadehavet og mange flere

Tønder – erindringer 17 – en anmeldelse

Dato: december 12, 2016

Tønder – Erindringer 17 – en anmeldelse

Så foreligger 2016 udgaven af Tønder – erindringer. Denne gang er det arbejdspladser, der bliver præsenteret. Og det får da i den grad nye minder frem. Mange af dem, der bliver nævnt kender man mere eller mindre. Pludselig går det op for en at man har været bud syv forskellige steder i byen. Ja man kommer også i tanker om sin soldatertid for ens gamle kompagni flytter til Tønder. Ja og så bliver Æ Klev også nævnt med de orkestre fra dengang. Og hvor ofte har man ikke siddet i Tønder Kino. Det gode ved disse erindringer er, at vi alle har vores forskellige måde at skrive på. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune udnytte sin lokalhistoriske ekspertise og bruge de sociale medier. Opret en FB – gruppe. Lav en mere aktiv hjemmeside. Interessen for lokalhistorie er enorm. Det kan vi se på vores hjemmeside besøgstal. Og vi er en masse, der hjælpe Birgitte og Ingolf med dette.

 

Vi venter længselsfuldt

Vi venter alle længselsfuldt efter årbogen fra Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune. Men nu foreligger 2016 – udgaven. Seks spændende beretninger om virksomheder og arbejdspladser i byen.

 

Før i tiden var det pensionister, der fortalte, om deres oplevelser i det famle Tønder. De sidste par år har man til dels fokuseret på virksomheder. Dette er også spændende for vi har hver især haft et forhold til disse virksomheder.

Det gode er også, at selv om man ikke er medlem af foreningen, så kan man købe heftet for 60,- kr. i Tønders eneste tilbageblivende boghandel.

 

S.C. Lorenzen, Tønder Kolonivarer fra 1880 til 1992 af Siegfried Carsten Lorenzen

Man husker udmærket dette firma, der lå inde i en meget smuk gård. Her kom undertegnende ofte, når man som bud, skulle hente varer for købmand Kaiser i Østergade, købmand Petersen på Dragonvej og fra en anden købmand på Østergade, som jeg ikke mere husker navnet på.

 

Det var også her min storebror, stod i lære. Så undertegnede kender udmærket forholdene her. På en eller anden måde var man tilbage i tiden, når man var her. Mener også at gården har været brugt til teaterforestilling.

Forfatteren til artiklen er jo selv meget interesseret i Tønders historie.

De største grundejere i Ubjerg Sogn sluttede sig til den Slesvig – Holstenske bevægelse, men det gjorde gårdejer og sognefoged Carsten Carstensen Lorenzen i Sæd ikke. Han skildres som en med stejl karakter og et heftigt sind. Det skyldtes nok hans fortjeneste og indflydelse, at Sæd ved krigens udbrud 1864 var sognets mest danske by i modsætning til Ubjerg og Bremsbøl.

Ved begravelsen mødte pastor Göttges og Slesvig – Holstenernes store forfærdelse og forargelse herredsfoged C.A. Kier med en krans smykket med rød – hvide bånd. I pastor Jessens tyske sognekrønike stod der ”geschmückt mit dem Dannebrog”.

 

Siegfried Carsten Lorenzen var barnebarn af nævnte Carsten Carstensen Lorenzen, af hvis otte sønner alle på nær en opterede for Danmark. Han kom i købmandslære hos købmand Olufsen på Torvet i Tønder i årene 1867 – 1871.

I 1880 giftede han sig og lejede H.P. Angels købmandsforretning i Vestergade 12. Lagerbygningerne strakte sig til parallelgaden mod syd, Skibbrogade. Her lå i sin tid en stor tobaksfabrik. Undertegnede husker tydelig ”Tobaksmanden” på muren.

 

Handlen med tobak og cigarer var fortsat vigtig. En speciel tørrestue blev indrettet til disse.  Et stort loftsrum på 2. sal blev indrettet til krydderiloft.

Butikshandelen foregik fra forretningen mod hovedgaden. Omkring 1900 var S.C. Lorenzen medstifter af ”Tønder Kafferisteri”. Sivsko og sivmåtter blev leveret fra bønderne i Rudbøl. Vi har tidligere i en artikel beskrevet dette.

 

I artiklen får vi meget malende beskrevet de forskellige arbejdsgange i virksomheden dengang. Handelen med stensalt var også stor. Det blev solgt til bønderne ude på landet. De spredte det over høet, så forhindrede de selvantændelse.

Strand – og muslingskaller blev også leveret i store kvanti. Det var beregnet til landkøbmændene til supplement til hønsefoderet. En masse nye varer kom efterhånden til.

 

Kort efter Genforeningen søgte virksomhederne at markere sig. Det gjorde man ved den såkaldte Tønder Amtsudstilling og her deltog S.C. Lorenzen selvfølgelig også.

En årlig tilbagevendende begivenhed var søndagsrengøring af butik og kontor. Hele personalet mødte op en forårsmorgen kl. 7.

 

Med tiden blev forretningen udvidet med en engroshandel. I 1919 blev forretningen overdraget til sønnen, Carsten, som er forfatterens far. I en virksomhed i Heide lærte de engroshandlen at kende. Svogeren Peter Sørensen fik også del i virksomheden. Han tog ud og besøgte kunderne.

Faderen blev dømt halvanden års internering i Fårhuslejren grundet deltagelse i Zeitfreiwilligendienst. Det var svært at komme i gang efter krigen.

I 1952 efter en omfattende uddannelse tiltrådte forfatteren i virksomheden. Han overtog selv virksomheden i 1969. I 1950 – 1960 opstod der en meget livlig grænsehandel. Det var danske levnedsmidler, der var meget attraktive for de tyske forbrugere.

 

Efterhånden som købmændene faldt fra leverede firmaet til storkøkkener i Sønderjylland – en såkaldt cateringhandel med levering af storpakker. Man brugte navnet S.C. til Sønderjysk Catering.

Man overtog i 1982 –  800 m2 på Nordre Landevej. Nu kunne det hele fungere mere effektivt.

Ejendommen Vestergade 12 blev i 1986 solgt til en gardinforretning. Bygningerne Skibbrogade 6 blev solgt til et investeringsfirma, der indrettede fem lejligheder i to etager.

Efter en brand i 1987 i nabovirksomheden kasserede sundhedsmyndighederne alle papiremballerede varer.

 

Da forfatteren til artiklen blev 65 år blev virksomheden afhændet til en kollega fra Århus.

En meget spændende historie. Undertegnede kendte ikke de sidste mange år af S.C. Lorenzens historie. Fortidens historie kendte jeg en lille smule til.

 

 

Tre generationer i Kino Tønder af Niels, Lars og Jens Ellekjær

Hvor har man tit siddet her i Kino, og set alverdens film. Og hvor har man været ofte inde i Kino – baren.

Historien startede omkring 1904 og sluttede i 1985. Oprindelig var Vestergade 19 en to – etagers bygning. I 1899 brændte ejendommen. Driftige mennesker bl.a. fotograf Timm genopførte bygningen. Det blev en tre – etagers ejendom. I bunden blev indrettet et lokale, hvor der kunne vises film.

 

I perioden frem til 1920 har der været vist film med manuelt betjent fremvisningsapparat. Underlægningsmusikken blev leveret af en klaverbokser.

I 1920 hed ejeren kinografdirektør Petersen, og drev stedet som ”Kinografteatret” På 2. sal havde Timm indrettet et lokale til portrætfotograferinger.

De tre brødre som skriver denne artikel, havde en morfar Ingelev Christensen, der ejede Bramming elektricitetsværk. Han blev nødt til at sælge foretagenet og blev handelsmand med bl.a. studehandel.

 

I 1921 satte han sig i direktørstolen for Kinograftetret. Han ansætter i løbet af dette år en klaverbokser. Dengang kunne der kun være 80 personer i biografen.

I 1924 skete der en udvidelse. Nu var der plads til 200 personer. Indtil 1930 blev der investeret i datidens teknologi. Også en lille kiosk blev det til. I 1932 kom talefilmen. To nye fremvisningsapparater blev der investeret i. De holdt til 1957.

 

Der blev lavet ugentlige oplysningsfilm, ugerevyer og reklamefilm. Man fik også at vide, hvad der skete i udlandet, når man gik i biografen.

Under besættelsestiden henvendte tyskerne sig til indehaveren for at få udvidet antallet af siddepladser. Fra tysk side, ville man have, at soldaterne skulle muntre sig. Tyskerne ville også vise Wochenschau hver aften.

 

I 1942 blev antallet af sidepladser udvidet til 378. Men det var nu meget trangt. Og sådan var det indtil 1967. Der var forevisning af film 2 – 3 gange om dagen alle ugens 7 dage under besættelsen. Det var der dog ikke meget økonomi i dette.

I perioden 1950 – 1955 viste et andet fænomen sig, nemlig fjernsynet.

I disse år var der et stærkt ønske fra det tyske mindretal om en tysk biograf. Man ville herfra se klassiske Hollywood – film og flere tyske film. De personer, der stod bag dette, var vinhandler Nissen og malermester Sehestedt. De havde udset sig Schweizerhalle som stedet, hvor dette skulle etableres.

 

Tønder Kommune mente dog ikke, at der var behov for en ekstra biograf. Sagen blev afsluttet i 1955 efter at være kørt i 5 år.

I 1955 døde Ingelev. Forfatternes mormor Clara Marie kørte bevillingen videre. Den 1. oktober 1955 overtog forfatternes forældre driften. Det var dog konsekvenser forbundet med dette. De boede i Assens på daværende tidspunkt.

 

Faderen, Jørgen uddannede sig til operatør. Søndag eftermiddag var der altid gang ideen, når børnene mødte op. Politimesteren havde påpeget, at det var Kino’ s ansvar at der var orden i rækkerne og at fortovet var passerbar. Det var Tarzan, Zorro, far til fire og cowboy – film.

De store amerikanske film kom ikke til Danmark. Det var for dyrt. Det var for dyrt at lave kopier til sådan et lille land. Det havde den logiske konsekvens, at tøndringerne tog til Nibøl eller Flensborg for at se de store film.

 

Fra 1960 begyndte billetsalget at stagnere. De to knægte Jens og Lars blev nu inddraget i driften. Faderen, Jørgen havde fået job på Tønder Handelsskole som faglærer. Det hjalp på økonomien.

En arvesag efter Clara Marie’ s død blev langvarig og førte til meget anstrengt økonomi. På trods af den verserende arvesag og stagnerende besøgstal blev de 378 gamle stole skiftet ud til 325 nye stole i 1967.

 

Bladcentralen blev købt efter at Jørgen stoppede på Tønder Handelsskole i 1973.

I årene 1975 til 1980 stagnerede billetsalget atter engang. Tønder Kino var ikke en særlig god forretning. Lars gik ind og overtog hele driften af kino og købte Bladcentralen i 1980. Denne blev lavet om til spillehal og fik navnet Las Vegas.

I slutningen af 1984 og starten af 1985 kom der en henvendelse fra en ung mand ved navn Preben Christensen. Han ville købe Tønder Kino. Han havde i forvejen Biografen i Toftlund og Rødding. Men han kunne ikke rejse pengene.

 

Man havde forgæves flere gange henvendt sig til Tønder kommune. Men den 26. juni 1985 var det sidste forestilling.

Det kom i den grad bag på politikerne i Tønder, at kino lukkede. Lars havde fået den ide om at ombygge Kino til en arkade med små butikker og en burgerbar. Projektet blev gennemført, men det viste sig ikke, at kunne holde.

 

I 1989 døde Jørgen kun 73 år, og i 1997 døde mor Ella Grethe 79 år.

Man må jo sige, at det var en trist afslutning på et stykke kulturhistorie, der har præget ens ungdom. Her så vi alle Elvis film. Min ven, Ingolf var helt vild fan med ham. Her så vi Paw – fil og Far til Fire.

Og her holdt købmændene i byen engang en banko – eftermiddag. Og efter, at have set en film om nogle forbyttede babyer skulle vi knægte fare rundt med præmierne i salen. Og nogle snød jo. Så var det så andre, der ikke fik deres præmier. Det blev vi knægte så gjort ansvarlig for.

 

Kvickly – glimt fra årene på Plantagevej! – af tidligere leder af Brugsen/Kvickly Tønder, Verner Madsen.

Artiklen er en opfølgning på ”Brugsen i Tønder” fra 2012 og ”Fra Brugs i Vestergade til Kvickly på Plantagevej” 2014

Indrømmet, så kan undertegnede bedre huske den gamle Brugsen i Vestergade. Det var så hyggeligt dengang. Men i 1968 flyttede man ud til de nybyggede lokaler ude på Plantagevej. Og Rita flyttede ind i de gamle lokaler i Vestergade.

 

Dengang man flyttede ind på Plantagevej blev der høstet på marken bag ved. Og på marken nord på gik der kreaturer.

Fordelene var parkeringspladserne. Men man havde ikke mere den naturlige kundestrøm fra hovedstrøget. Nu skulle der findes på sjove ting. Og så var der ellers ponyridning, slå katten af tønden og udstoppede dyr fra Låsby – Svendsen.

 

De forskellige gange fik vejnavne, og talrige aftener blev brugt til kundearrangementer. I 1975 udbyggede man butikken til det dobbelte. Og supermarkedet var blandt de første i Danmark, der fik en delikatesseafdeling. Atter engang i 1979 fordoblede man arealet. Nu fik man bageri og cafeteria.

Men dette byggeri blev nok lidt af et maleri. Der løb vand ned i to store eltavler i maskinrummet. De brændte begge total sammen. Dette udviklede PVC – røg, og i alt 28 måtte til observation, heraf var der 23 af butikkens egne folk.

 

Man måtte have hjælp af butikker udefra. En masse varer måtte destrueres. Der skulle foretages lagertælling, oprydning m.m. Butikken måtte lukke mandag, tirsadag, onsdag. Torsdag kunne der så holdes brandudsalg. Det blev så den største omsætning i Brugsens historie.

Fjorten dage senere kom endnu et chok. En nabo ringede og sagde, at der stod meterhøje flammer op over butikkens tag. Brandvæsnet var dog hurtig til stede, og kunne begrænse skaderne.

 

I 1983 fik man påskrevet, at nu blev man nødt til at kalde sig Kvickly. Atter engang indførte man noget nyt, nemlig Kvickly Food. Grænsehandlen med billig benzin syd på ødelagde en masse. Så fik man pølsemageri med egen røgeovn.

Haveartikler blev solgt fra en boplehal, der blev for lille. Den blev foræret til Tønder Festivallen. En ny træbygning kunne rumme noget mere.

 

Sammen med Kurt Gabs tog Verner Madsen til Bornholm efter friske sild. Man kunne godt have 6.000 – 7.000 sild med i flyveren. Man bagefter måtte de to hvis i bad.

Når der var stævner i Tønderhallerne var det Kvickly Bageriet, der stod for bagningen af rundstykker og tilberedning af smørrebrød.

 

I 1994 var der igen tid at udvide. Men der skulle lige flyttes en afvandingskanal. Og så skulle man lige spørge naboerne. Formanden for Teknisk Udvalg i Tønder forsøgte, at tale Kvickly fra ideen. Men man var godt forberedt.

I 1995 var der 75 års jubilæum. I den anledning blev der udgivet en jubilæumsbog, som undertegnede også har stående på hylden. Året efter syntes Werner Madsen, at det var tid til at holde op efter 30 år i Tønder og Omegns Brugsforening. Da han startede i 1966 var der seks medarbejdere og nu var man oppe på 110 ansatte.

 

En forrygende artikel om en butik i fremgang. Men egentlig savner man lige et par ord om, hvordan Kvickly i Tønder har det i dag. For man hører herover fra København, at et stigende antal folk inklusive min egen familie ofte kører over grænsen efter fødevarer.

 

Livet på Tønder Kaserne ved 2. Telegrafbataljon (2.TGBTN) – fra 8. august 1978 til kasernens lukning ultimo 2002 v. pensioneret major Søren P. Sørensen, Tønder.

Se den ”Gamle redaktør” her på siden har jo netop været hos telegraftropperne på Langelandsgades kasserne i Århus. Men nu kan jeg ikke huske, om det var 2. eller 3. telegrafbataljon. Og på toiletdøren stod der malet med stor blødrød skrift:

 

  • Er dette livet så frygt ej døden

 

Vi afsluttede altid med løb i de smukke skove uden for Århus. De 18 første kom altid med den første bil hjem. Så kunne vi lige nå at klæde om, og så tage et tidligere tog hjem. Men så var det næstkommanderende, der fandt ud af, at vi skulle have en aftrædelses – parade. Ham fik vi indberettet for ”fuldskab”. Og han blev hvis nok forflyttet. Men se her drejer sig om Tønder.

 

Cirka 7 – 8 år efter rykkede 2.TGBN ind på Tønder kaserne, nøjagtig den 8. august 1978. Og det gjorde også Fodfolkspionererne, 9. Regiment og Luftværnsartilleriet. Og man kan sige, at det nok er lokalpolitikernes fortjeneste, at dette skete.

Det et chok for personalet at få at vide, at de skulle til Tønder. Og det blev ikke bedre, da de hørte, om den voldsomme stormflod i efteråret 1976, da Tønder By blev evakueret. Men Tønder By nedsatte forskellige udvalg, der skulle hjælpe personalet til rette.

 

Således udstykkede man et nyt boligområde i Ulriksalle, hvor man anviste værelser til unge konstabler. Og to gange inviterede Tønder Kommune til en udflugt til byen.

Mandskabsstuer på kasernen blev omdannet til 80 enkelt – og dobbeltværelser. Der var dengang 29 lejligheder på Eksercergården, lejeboliger ved kasernen og 4 huse i Tønder By.

 

Garager og undervisningslokaler skulle ændres. Desuden var det nødvendig med en kraftigere elforsyning.

Om morgenen den 8. august kørte ca. 140 køretøjer og 240 mand mod Tønder. Man blev modtaget med flag ved indfaldsvejene. Og et fly var i luften med et banner, hvorpå der stod ”Velkommen til Tønder 2. Telegrafbataljon”.

 

Der var musikkorps gennem Tønder og parade foran Kristkirken. Her talte borgmester Børsting Andersen og bataljonens chef, oberstløjtnant B.E. Löwenstein. Jo denne kan undertegnende godt huske. Dengang var han kun major. Han havde sin onde og sin bløde side. Og var han til den bløde side, så var han ret hyggelig at tale med.

Der var tappenstreg og fest i Tønder om aftenen.

 

Rigtig meget af personalet blev efterfølgende i byen. Ved stormflodsberedskabet i 1999 var bataljonen indsat over flere dage. Man forstod at engagere sig i byens forskellige aktiviteter.

Den 8. august 2001 blev 2. TGBTN nedlagt efter den sidste march og parade på Tønder Torv.

 

Min tid som bydreng hos Tønder Kafferisteri af Peter Marcussen, Tønder.

Peter skulle have fire måneder til at gå. Han skulle efterfølgende på Ungdomsskole i Vojens. Stedfar som var købmand i Østerby skaffede ham et job hos Tønder Kafferisteri. Lønnen var 150,- kr. om ugen. Det må jo siges, at være et god løn.

Hver dag gik turen fra Vidågade til Østerby. Og det værste sted var Strucksallé, der endnu var brobelagt. Her sprang kæden ofte af.

 

Det var dengang, der var en købmand Brodersen på Strucksalle og købmand Filskov i Popsensgade. Peter cyklede rundt på Long John med kaffeposer på 2,5 kg. De skulle passe til en kaffemølle. Filskov var den første selvbetjeningsbutik i Tønder.

Det kunne ske det, at brændemesteren havde fået ”en over tørsten”. Så skete det, som ikke måtte ske. Hele kaffen blev brændt. Med andre ord. Det lignede mere kul end kaffe. Så skulle der ellers ryddes op. Og alle måtte i sving.

 

Når Henning var sur, skulle alle vinduer pudses, selv i solskin. Og som regel skulle det laves om dagen efter.

Onsdag var den dag, hvor Kaj Odefey skulle på langtur. Det vidste man, for så kom Kurt Bödefur slingrende hed ad Vidågade med sin plasticpose i hånden. Han skulle med Kaj til Rømø. Turen tog normalt fem øls tid. Kaj drak aldrig, når han skulle køre bil.

Åh ja, man husker udmærket de to personligheder.

 

Hver lørdag fik man et kilo kaffe gratis med hjem. Kaffen solgte Peter til sin bedstemor. Så var det penge til bal på ”Æ Klev”.

Ja så husker vi jo også de grupper som Peter nævner. The Luckies fra Tinglev, The Arrows og The Tommyguns fra Højer. Og Silverboys fra Visby.

 

Hos købmand Klüver på Torvet var der altid drikkepenge. ”Den lille Købmand” på Strucksalle lå sidst på turen. Når der blev leveret varer til Jørgen Colding, så var der altid chokolade, lakridskonfekt eller andet slik med hjem. Men på Tønder Kafferisteri var man nu heller ikke smålig med vægten, når det drejede sig om denne kunde.

Afløseren var Store Bernhard. Han første tur var en katastrofe. Det regnede, og Hans Erik havde pillet lidt ved tre af poserne. Og så ud ad Strucksalle. Han havde ikke en chance.

 

Der var 500,- kr. i afsked. Og det var mange penge dengang i 1965. Senere flyttede Peter til Lendemark, hvor han kom i lære som murer.

Igen en sjov historie, der får minderne frem om alle de bypladser, man efterhånden har haft i Tønder. Men også de skønne minder man har fra ”Æ Klev”

 

 

Folkevogn i Tønder gennem knap 70 år af Bent Hansen, indehaver af Volkswagen Bruhn og Knudsen, Tønder

Omme på Ribe Landevej løb vi altid ind til Bruhn og Knudsen, fordi vi skulle have klistremærker til vores sæbekassebiler på Lærkevej. Og disse sæbekassebiler var der mange af dengang på Lærkevej. Det var en ”Legegade” og vi unger mente, at det betød, at der slet ikke måtte køre biler der, så vi flyttede os slet ikke.

Og så gjorde jeg haven i stand som knægt for en ældre dame i Nygade, som hvis nok var mor til en af indehaverne dengang. Min kammerat Ingolf kaldte hende for Fru Jaskeberg. Der var en kæmpe græsplæne bag til og en mindre, der foran altid skulle klippes. Og der kom altid tillægsopgaver til. Og egentlig fik man ikke ret meget for det. I forvejen havde man også ”bydreng”.

 

Henne på hjørnet af Nordre Landevej og Ribe Landevej 59 startede firmaet. Man fik lov til at forhandle VW. I forvejen blev der forhandlet Opel og Ford i byen. Man kunne måske også have fået forhandlingen af Citroen.

På Ribe Landevej oprettede man et værksted og i Østergade blev der senere oprettet udstillingslokaler. Her skulle salget foregå. Det første år blev der solgt omkring 27 personbiler.

 

I værkstedet reparerede man også andre bilmærker samt en del af byens og omegnens lastbiler. Den gang var det ikke så kompliceret som i dag. Ja dengang var en svensknøgle og en skruetrækker næsten nok. I dag skal man mindst to gange om året på kursus for at lære de nye programmer til computeren at kende.

I 1952 rykkede firmaet hen i nummer 55. Her byggede man nyt værksted, lager, kontor og udstillingshal. Her holder man stadig til. Varevogne kommer også til. Firmaet Kirchheiner blev den helt store kunde. Det var ikke så mange andre, der kunne levere ”Rugbrød”.

 

Man sagde altid De og Hr. Knudsen. Benzintanken blev lukket i 1973. Hans Peter Bruhn havde tjek på reservedelslageret.

I 1976 overtog forfatteren til denne artikel salget af biler. Men allerede i 1972 blev han medindehaver af firmaet. Og det skete efter Hr. Knudsens søns pludselig dødsfald. De to døtre solgte aktieposten til Bent Hansen.

Firmaet har medarbejdere, der har været der i 30 år.

 

I 1970erne fik man også forhandlingen af Audi. Og så kom Passat og Golf – modellerne også. Oliekrisen var hård ved bilbranchen. Gennem et halvt år i 1974 blev der ikke solgt en eneste ny bil. I dag er der 52 forhandlere rundt om i landet.

Sønnerne Brian og Henrik kom med i firmaet. Og da de begyndte var der 11 mand ansat i firmaet, Nu er man oppe på 25. I 2004 opkøbte man Volkswagen i Haderslev. I Tønder har man nyrenoveret virksomheden helt efter Volkswagens principper. Det skete i 2012.

 

Man bruger også Nettet. Som Bent Hansen siger så gik der måske 10 henvendelser til før en bil var solgt dengang. I dag klares det ved 2 – 3 henvendelser. Køberne er godt orienteret via nettet.

I 2005 blev virksomheden udnævnt som ”Årets Forhandler”.

 

På reservedelslageret har man i dag 2.500 reservedele. For få år siden havde man 7.500 numre på lager. Nu har man et fjernlager og et meget hurtigt distributionssystem.

Fremtiden er førerløse biler med GPS – systemer. Der satses mere og mere på miljøvenlig energi og hybridbiler. Og en nyere måde at finansiere bilkøbet har også sat sit præg.

En ganske informativ artikel som undertegnede har passeret utallige gange, dengang da familien boede på Lærkevej.

 

Brug de sociale medier

Igen engang har vi fået nogle gode artikler. Og snart vil vi igen møde et kvartalshefte. Men måske burde Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune bruge de sociale medier og oprette en Facebook – gruppe og måske en aktiv hjemmeside.

Der er masser af lokalhistoriske Facebook – grupper. Men de spreder mest fotos, og måske ikke så meget information. Vi er en masse amatør – historikere, der gerne vil bakke op. Vi kan da se også for Tønders område, at interessen for at læse om de gode gamle dage er enorm. Og lige i dette øjeblik har vi 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.

 

Ja og så ligger der også en del invitationer til foredrag i området. Og ”Den Gamle Redaktør” glemmer aldrig den store skare tøndringer, der kom for at høre undertegnede holde foredrag på en ganske almindelig torsdag aften u å æ Schweiz.

Interessen er der. Tak for et godt hefte. Det er godt gået.

 

Hvis du vil vide mere:

  • Erindringer fra Tønder (bl.a. gennemgang af Tønder erindringer 1 – 12)
  • Nye erindringer fra Det Gamle Tønder (anmeldelse af 16. årgang)
  • Der er 213 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn på dengang.dk

 

 

 

 

 

 


Syd for Tønder

Dato: oktober 20, 2016

Syd for Tønder

Man har gode minder fra Aventoft. Dengang små fiskerhuse. Ikke mange heste, det var både, der var brug for. Og så var det de rige og arrogante marskbønder, der kom forbi. Man talte dansk, og de fleste var fiskere. Man rejste sig for præsten. Men man snakkede ham på tysk, og det gjorde man også i skolen. Det kunne være svært at lære det. Og selv i landsbyen var der højkultur og Folkekultur. ”Jyllændere, der var døbt i Møgeltønder Kirke var de mest foragtede. Det var et sandt amfibieland, hvor et barn skulle lave mindst en måtte hver dag. Jo sivfletning blev et af Aventofts varemærker.

 

En ø midt i det hele

Da Tønder endnu var en havneby, var Aventoft en lille bygd på en ø på cirka 1 x 1 km ude i Vadehavet. Sandøen kom til at ligge omgivet af åer, søer, sumpe og enge.

 

Gode minder om Aventoft

Vi er fem kilometer syd for Tønder og lige over grænsen. Det er i dag et sted fyldt med grænsekiosker og kroer. Og det var her, vi kiggede efter, hvem der sad i toldskuret, for det kunne jo være, at det var i dag, at vi skulle have en flaske med over.

Det var her vi om søndagen tog på Frühshoppen og fik en lille Gewessen, inden vi skulle hjem til mors krebinetter. Og det var her, at vi bestod manddomsprøven. Vi skulle drikke Æ Støvl uden at spilde henne ved Bager Andersen. Jo han havde også en Gastwitschaft.

 

Små stråtækte fiskerhuse

Dengang lå der stråtækte fiskerhuse. Dengang var husene bygget så de kunne imødegå den barske blæst. Dengang var der lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Der var vippebrønde og små møddinger foran husene, der vidnede om, at her var der lille kohold.

 

Det skulle præsten ikke have gjort

Haverne var små og fattig på blomster. Men degnens to ældre ugifte døtre gjorde noget ud af deres eventyrlige have. Ellers var det kun præstehaven. Her var en parklignende have med et vældigt kastanjetræ, som var byens stolthed.

Da en ny lidt mere moderne præst anså, at det var vigtigere at få lys og luft ind i sine stuer end at værne om befolkningens ældgamle glæde, lod træet falde, blev han jaget af by. Jo det var en viljefast, jordnær og en selvbevidst befolkning.

 

Hvad skulle man med heste

Landsbyen ejede dengang kun to spand heste, men hver mand havde sin båd. Der var typer fra den lille fine jagtbåd over fiskebåden til søgangsbådene, som var beregnet til transport af høet fra de af søer og åer omkransede enge.

Hvad skulle man heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig uden for byens egentlige sandhøje.

 

De arrogante og rige marskbønder

Agerbrug fandtes så godt som ikke i byen. En undtagelse dannede kartoflerne, der groede fortræffeligt på den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning overfor de rige bønder ude fra marsken. Her ville ingen ordenlige kartofler og rødbeder gro.

Beboerne i Aventoft frygtede og hadede disse rige bønder, når de i deres wienervogne trukket af fyrige heste med ny sølvbeslået seletøj kørte igennem Aventoft i de tidlige morgentimer gennem Aventoft til Tønder.

De havde kun en meget reserveret hilsen tilovers for Aventofterne. Men hvor var det dejligt om aftenen, når de mange puncher i ”Den hvide Svane” i Tønder havde nedbrudt deres reservation. Nu måtte de køre fra hus til hus for at bede om kartofler og rødbeder. Nu var det pludselig beboerne i Aventoft, der var ovenpå.

 

Sveden kom frem

Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskeligt at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man op om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke. Mændene drog af sted for enten at slå høet eller efter vejringen sætte det i stakke for så senere at transportere det med både hjem til landsbyen.

Sejl blev sjældent brugt. Bådene blev drevet frem med stage, den såkaldte ”klo”. Mange af engene var omgivet af høje sivskove, der holdt enhver vind borte. Det tunge arbejde med le, river og fork fik sveden til at springe frem på en ulidelig måde.

 

Høet blev sejlet

Madpakken var altid stor nok, men ”æ skæggemand” var altid for lille. Man kendte ikke noget til moderne bakteriologi, så man drak af kanaler og mosehuller. Med begærlighed blev vandet suget gennem en tot græs. Så var man sikker på, at der ikke kom nogle dyr med. Mavesygdomme kendte der hårdføre befolkning ikke noget til.

Da heste og vogne kun kunne bruges i de færreste dele af de sumpede egne, blev høet læsset på trillebøre og kørt ud til den nærmeste grøft. Her blev det ladet på både og sejlet hjem til byen. Kunstigt gravede kanaler førte direkte op til byens høje.

I høbjergningen var der ingen tid til fest og hvile.

 

Man talte dansk

Befolkningen i Aventoft var af dansk afstamning. Sproget var fra gammel tid dansk. Men der var dog nogle familier, der talte frisisk. Lige vest for byen lå den store gård, Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således også det lave markområde ”Nomenhem”

Selve byens marknavne er derimod mest danske. Næsten alle gamle familier endte på – sen. I byen havde man den sjove skik, at børnene blev opkaldt efter den, der var mest fremtrædende i familien. Børnene blev omtalt som ”Jens af Olgas” ”Niels og Peter af Theodors”.

 

De fleste var fiskere

De fleste af Aventofterne var fiskere. Der blev fisket ål med ruser, der blev stanget ål, der blev tattet ål. På varme sommerdage blev ålene slået op af siv. Brasen, suder, gedder og ”ålændere” blev taget i sættegarn.

Foruden fiskerne havde byen en snedker, men s skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder. Byens stormænd var godsejeren fra Frismark, præsten og skolelæreren. Til dem talte man tysk.

 

Man rejste sig op for præsten

Præsten var repræsentant for himmeriget og blev behandlet derefter. Man rejste sig i forsamlingen, når præsten kom ind i stuen til barnedåb eller bryllup.

Man opførte sig pænt så længe den høje herre var der. Når han gik, rejste man sig igen. Og så kunne man ”ha det glant igen”.

Men befolkningen var ikke kuet af præsten. Folk var ikke religiøs grebne. Så han havde ikke den rigtige magt over sjælene. Da byens befolkning klarede sig selv ved et måske trælsomt med flittigt og trofast arbejde, og da den grænsede lige op til de fremmede frisere i ”æ hærd” og de fattige øst for i æ He, var de meget selvbevidste og havde en stærk bypatriotisme.

 

Man skulle sandelig ikke have hjælp udefra

Når de fattige på ”æ He” ved årets højtider kom til byen for at tigge, så fik de altid deres del, men samtidig følte befolkningen derved, at de tilhørte en særlig klasse.

Et godt eksempel på befolkningens selvhjulpenhed er denne historie. I 1927 tog den første man i Aventoft imod arbejdsløshedsunderstøttelse. Der rejste sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet, da han sagtens kunne ernære ved at flette måtter. At ”ligge å æ sovn” blev betragtet som en skam.

Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen drog fiskerkonerne med deres tohjulede skubkærrer til Tønder, Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten. Det var ofte hårdt især i snestorm.

Og derhjemme blev der også kartet og spundet. Bedstefar gik endnu rundt i hjemmelavet vadmelstøj.

 

Højkultur og folkekultur

Kulturlivet delte sig, både i det man kaldte højkultur og folkekultur, selv i sådan en lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til kirken og skolen. Det var her man hørte om Goethe og Schiller. Men alt dette foregik på tysk. Med Vor Herre talte man kun tysk. Og det gjorde man også med de overnaturlige kræfter. Selv i danske hjem var bønnerne på tysk.

 

At tale og skrive tysk

Det var ikke sjovt, at skulle starte i skole, når man talte dansk derhjemme. Man havde den almindelige ”Fibel” Det første billede var en pindsvin, på tysk hedder det ”Ein Igel”. Det var ikke helt ualmindeligt, at de danske elever svarede ”ene Peine – Schweine”.

Og det var ikke ualmindeligt, at de første tyske diktater indeholdt 42 fejl. Efter fire timers eftersidning, systematiske overvejelser og kombination nåede man så op på 72 fejl. Dette resulterede så i yderligere eftersidning. Jo pædagogikken havde gode kår dengang.

 

”Jyllænder” – det mest foragtede

Som vi tidligere har været inde på, så talte man dansk i Aventoft og det gjorde man også i den nærliggende by, Humptrup.

Man fik anbefalet folk, man kunne stole på, og det kunne godt være en tysksindet. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest foragtede. Det var en, der var døbt på dansk i Møgeltønder Kirke.

Jylland var i folks bevidsthed det sorte Jylland med lyngpinde, træsko, hugorme, lus og snot. Der levede i befolkningen en forestilling om Danmarks ulykkestid efter at statsbankrotten efter 1813. Det levende og fornyede Danmark kendte man intet til så langt mod syd.

 

”Ich bin Deutsch – bis an die Knochen”

Kun ”Ugens Nyheder” bragte dansk budskab til enkelte hjem. I de ældstes bevidsthed var København stadig skyld i al ulykke. Når kaffen steg var det Københavns skyld. Og når man var utilfreds med priserne, henvendte man sig til ”Dänenkönig”.

I 1920 skete der en forandring. De tysksindede udtrykte det på den måde:

  • Ich bin deutsch , bis an die Knochen.

De blev så drillet med, at knoglerne jo var danske. De hentede jo alle dansk flæsk i Ribe. Men efter afstemningen kom der folkeligt og åndeligt liv i den lille danske flok. Kontakten over grænsen blev udbygget. Der kom rig og fattige landsmænd til byen, fornemme og jævne kom på besøg. Alle bragte et stykke Danmark med.

Læreren fortalte om revolutionen og dens idealer. Den kom i1918. Men læreren blev sidenhen nazist.

 

Et sandt amfibieland

Jo dengang historien om Aventoft her blev fortalt, var det et sandt amfibieland. Det var inden marskens afvanding. Århundredes oversvømmelser blev med afvandingen bragt til ophør. Det var nu ikke til alles tilfredshed. De gamle nærringsveje forsvandt. Her var der flere kanaler end veje.

 

Sivfletning

Udnyttelsen af sumpplanter til tagtækning og til fletning af nyttegenstande såsom måtter og sivsko ophørte. Mange lærte sivfletning som børn. Traditionen var stærkest i Aventoft. Og denne tradition gik fra slægt til slægt.

Men det var dog ikke kun ved Aventoft, man kunne finde materialet. Det fandt man også ved Rudbøl Sø. En gammel regel sagde, at sivene skulle bjerges sammen med høet. Da er stænglerne bløde og smidige. Efter blomstringen bliver de hårde og kan ikke bruges.

 

En måtte om dagen

Med andre ord, der var kun tre uger til bjergningen. Sivene kaldtes på sønderjysk ”pægge”. De blev skåret fra en båd med segl. De skal lages helt nede ved bunden. I bundter ”dokker” hæges der derefter til tørring under tagskægget.

I Aventoft skulle børnene daglig flette en måtte og i ferietiden to måtter. Det var en vigtig indtægtskilde.

Man fremstillede også løbere, potteskjuler, brudekister, papirkurve, flaskeholdere, tasker, håndarbejds – kurver, stolebetræk, ja endda hele gulvtæpper.

I Aventoft fremstillede man også skoletasker i siv.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Niels Bøgh Andersen: Fiskersøn fra Aventoft

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Det frisiske salt
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Friserne, syd for Tønder
  • Tøndermarksen – under vand
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Digebyggeri Tøndermarksen
  • Tøndermarsken 2
  • Tøndermarksen 1
  • Landet bag digerne
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Fiskeri ved Højer Sluse og meget mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Tønder i 773 år

Dato: maj 17, 2016

Tønder i 773 år

Vi må nok erkende, at Ribe er landets ældste købstad, selv om flere hjemmesider erklærer Tønder som den ældste. Det handler om tolkning. Hvad for en by så Idrisi i 1130? Var det Møgeltønder eller Tønder? Tidligt var der to klostre i byen. Tønderhus havde en ret broget historie. Og så havde Tønder en hel anden lovgivning end andre. Den gjaldt helt til år 1900. Ak, så måtte man vinke farvel til en havn. Vi kigger på byens kirker. Tårnet har været meget udsat. Og tænk engang, at blive døbt fra en så gammel døbefond. Barbererne havde en god indtægt i sårbehandling og de blev gode til benbrud. Og så kom der hekse og kloge koner. Hør også om apotekere og spritsmugling. Omkring 1860 var der masser af markeder i byen.

 

Ribe er Danmarks ældste købstad

Længe gik vi og bildte folk ind, at Tønder var Danmarks ældste købstad. Det står sikkert stadig på diverse hjemmesider. Men mon ikke vi hermed bliver nødt til, at kåre Ribe som Danmarks ældste. Jamen kan vi så ikke kåre Tønder, som næstældste købstad. Det kan vi måske nok, indtil man i Aabenraa finder ud af, at deres Skraa dukkede op før 1243.

 

Var det Tønder eller Møgeltønder

Men egentlig er det hele jo noget pjat, fordi der var gang i købstæderne længe før man fik rettighederne. Således går diskussionen jo stadig, om det var Tønder eller Møgeltønder (Tundria) som kom på verdenskortet i 1130.

Møgeltønder var ældre og ordet Møgel stammer fra det oldnordiske mykild og betyder stor. Ja det er ikke populært i Tønder, at udnævne naboen som den by Idrisi så. Hvad var det så med guldhornene i Gallehus? Ja nogle mener, at disse stammer fra et nomadefolk, som kom hertil i vandretiden omkring år 400. Og mon ikke også disse huserede i Møgeltønder. Så var det jo også her, at Biskoppen fra Ribe omkring år 1200 byggede en borg.

Men lå Møgeltønder ikke lidt langt fra kanalen? Godt nok var kystforholdene anderledes dengang og sikkert også Vidåens løb, men alligevel?

 

Man mødtes i Tønder

Men det var i Lille – Tønder, at de forskellige veje mødtes. Og disse færdselsvej var urgamle. Det var her skipperne mødtes. Her var min fri for sørøvere, og her mødtes jyder og frisere både i fredelig og ikke fredelig sammenkomst.

 

To klostre i Tønder

Tønder må allerede dengang haft en stor betydning. Der blev stiftet to tiggerklostre. Det ene var et Sortebrødrekloster, stiftet i 1227. Det andet var et Gråbrødrekloster stiftet i 1238 af ridder Johan Naffnesøn og hans hustru Elsiff. Det førstnævnte kloster brændte i 1517. Det blev igen opbygget af Frederik den Første og indviet til Heilliggeist – sygehus og Hospital for Fattige og Syge.

 

Munkene blev jaget ud af byen

Gråbrødreklostret har ligget på Slotsgrunden. Lensmanden jagede dem ud i september 1530. Nicolas Tybo havde ellers anmodet kongen om, at lade dem beholde deres kloster.

 

En broget historie med Tønderhus

I 1271 blev Tønderhus erobret og ødelagt af Kong Erik Glipping under hans strid med Hertugen.

I 1357 blev Tønderhus blev Tønder erobret af den holstenske greve Adolf.Men det var den sidste af Abel’ s slægt. Kong Valdemar Atterdag besatte det. Men han overlevede kun hertugen i et par måneder. Og en tysker ved navn Peffse solgte Tønderhus til de holstenske grever. Disse var snart igen i besiddelse af hele hertugdømmet. Gentagende gange i historiens forløb kom Dronning Margrethe den Første i besiddelse af slottet.

Kong Christian den Første overlod i 1470 Tønderhus og Amt som pantlen til Henning Pogwich for 28.000 Mark Lybsk. Men 10 år senere måtte denne adelsmand sammen med sine sønner rømme landet.

Dette betød at kongen tog slottet tilbage, og det førte så til fejde mod Pogwich – familien. Denne fejde stoppede først ved kongens død med et forlig mellem kongens sønner, Kong Hans og Hertug Frederik.

Ved den første deling af hertugdømmerne mellem disse to brødre i 1490 tilfaldt Tønderhus og by, Frederik (senere Frederik den Første). Ved den anden deling i 1544 var det til Hertug Hans den Ældre. Ved delingen efter dennes død var det så Hertug Adolf og hans efterkommere, de gottorpske hertuger.

En hovedreparation blev foretaget i 1585. Under stormfloder i 1532 og 1615 led slottet store skader. Under krigen mod de kejserlige blev Tønderhus i 1629 indtaget af Prins Frederik (den senere kong Frederik den Tredje). Det var fordi hertugerne havde tilsluttet sig fjenderne.

Det gamle slot forfaldt dog mere og mere. Til sidst blev det revet ned og brugt til blandt andet anlæggelse af Ribe Landvej.

Kun porthuset står i dag tilbage.

 

En beskrivelse af Vidåen

Langt senere i historien kan man læse denne spøjse beskrivelse af J.N. Schmidt i Slesvigs Land og Folk:

  • Vidaaen driver ved Byens Nordvestende i den store Kongelige Vandmølle og dreier med stærkt formindsket Brede mod Syd og siden i en Bue mod Vest og fra denne Bøinings Ende gaar en 1617 gravet Canal parallel med Aaen til Byens Vesternde, hvor den nord for Slotspladsen danner en Baadehavn ved den saakaldte Skibsbro, og forhen uden om Slottet atter staar i Forbindelse med Aaen ved Vandmøllen

En anden lovgivning

Og det var usædvanligt at byen fik Lübische Recht og ikke var underlagt Jyske Lov. Det får så igen folk til at formode, at Tønder var grundlagt af tyskere. Men kigger vi på de gamle stednavne, ja så får vi en anden opfattelse.

Måske ville hertugen beskytte byen mod konkurrence fra den danske by Møgeltønder. (Store – Tønder) Og måske var Tønder beskyttet mod de tilrejsende frisere, som hørte under den danske konge.

 

Er dette den rigtige forklaring?

I 1861 udkom den interessante bog Die Stadt Tondern af C.E. Carstens. Han mente, at det ikke var størrelsen på stedet der gav navnet på Store – og Lille Tønder. Nej, det var størrelsen på slottene.

 

Det specielle retssystem varede til 1900

Retssystemet i Tønder gav da også nogle problemer i forhold til Jyske Lov. Og det specielle retssystem i Tønder varede helt til 1900.

Frem til især 1650 havde Tønder en stor samhandel med Holland. Man fornemmer byens rigdom, når man ser udsmykningen af Kristkirken. (1591 – 92).

 

Farvel til havnen

Men som det efterhånden er skrevet meget om her på siden, så betød inddigningen, sluser og tilsanding af Vidåen, at Tønders storhed som skibshavn forsvandt. Danske Atlas skrev, at man skulle have bygget digerne og sluserne langs siden af kanalen og ladet strømmen være fri, så kunne Tønder have bevaret sin status som havneby.

 

Det store industrieventyr

Ifølge myterne var det den westfalske købmand Stenbeck, som lod 12 gamle mænd komme til Tønder til sit hjem og oplære koner og piger i kniplingskunsten. Det skulle have været i første halvdel af det 17. århundrede. Jo et sandt industrieventyr opstod.

 

Hvor gammel var Sankt Laurenti?

Byens ældste kirke var Sankt Laurenti. Hvornår Sankt Nicolai blev bygget kan ikke siges med sikkerhed, da selve kirken har veget pladsen for den nuværende Kristkirke. Men Sankt Nicolai’ s gamle tårn er bevaret. Den blev senere bygget til den nuværende kirke.

Første gang Sankt Nicolai Kirke blev omtalt med sikkerhed er år 1500. Da betegnes den som sognekirke. Men den er sandsynligvis betydelig ældre. Den nævnes ikke i Ribe – Oldemoder’ s Kirkeliste (1325 – 50). Men her var kun medtaget kirker, der betalte afgift. Andre igen påstår, at der var en trækirke i Tønder, og det skulle have været den allerførste.

 

Stadsretten fra 1243

Bebyggelsen efter år 1200 kom også til at omfatte den østlige del af den holm som byen lå på. Den nye bydel blev anlagt efter et skema, som man ser i andre nordtyske byer. Det vil sige, at byen blev inddelt i 120 smalle og nogenlunde lige store grundstykker. Nord for hovedgaden blev der afsat et areal, der var stort nok til at rumme et torv med en kirke. Det er også her, at kirken og dens efterfølgere blev bygget. Denne udvidelse må have fundet sted før 1238. For på det tidspunkt anlagde franciskanerordenen et kloster i byen kun seks år efter at den var komme til Danmark.

Da denne orden udelukkende oprettede sine klostre i bysamfund, må Lilletønder på det tidspunkt har haft betydning som købstad. Få år derefter fik byen sin stadsret i 1243. Det var en kopi af Lybæks.

 

Afgift til kirken

Måske er Sankt Nicolai Kirke blevet til i disse år. Den startede beskedent med et kapel.  Der findes ikke kilder, som bekræfter, at de 120 stavne betalte korntiende til Sankt Laurenti Kirke. Men til Sankt Nicolai blev der betalt en afgift, der i 1621 blev ændret til et beløb i penge.

Undertegnede har set, at en sognepræst, Nicolaus Kock er blevet knyttet til kirken i Tønder. Det skulle have været i 1365. Men mon ikke det har været til Sankt Nicolai Kirke i Abild.

 

Nogle af Tønders præster

Den 10. august 1500 foreslog hertug Frederik ribebispen Ivar Munk at embedet som sognepræst ved vor sognekirke Lutkentundern, som var blevet ledigt ved Georg Ingemanns død og hvortil hertugen havde patronsret, skulle besættes med hertugens kapellan på Gottorp, Johannes Ouerscherer.

 

Et minde om kirkens bebyggelse

Vi ved, at i 1591 var også Sankt Nicolai Kirke blevet for lille og blev erstattet af Kristkirken. Og dette kan vi læse om i kirken. For i 1593 lod den daværende sognepræst i kirken ophænge en indskrift på latin. Oversat lyder det omtrent sådan:

  • Her på den tidligere snævre og faldefærdige kirkes plads begyndte man i år 1591, dagen før første maj, fra grunden at bygge denne nye op til det gamle tårn og dels ved gunst og gavmildhed af den ærværdige og berømmelige fyrste, hr. Johan Adolf, ærkebiskop af Bremen, biskop af Lybæk, arving til Norge, hertug af Slesvig, Holsten, Storman og Ditmarsken, greve af Oldenborg og Delmenhorst, dels ved denne bys bevillinger og arbejder blev den fuldendt 25. juli 1592 og 4. oktober højtideligt indviet til Kristus vor frelser og til hellig brug.

Senere har man tilføjet:

  • september år 1686 blev tårnets øverste spids ved Guds vredes lyn nedstyrtet i otte alens højde, men ved samme nåde lykkeligt genrejst den næstfølgende måned.

 

Tønder’ s kirkegårde

Den første kirkegård blev oprettet omkring kirken. Den var i brug helt til 1787. Ret hurtigt derefter indstillede man begravelserne. I 1823 gik man i gang med at køre gravstenene bort og planere. Antagelig blev kirkegården helt sløjfet på den tid.

I 1857 optrådte et linedanserselskab på pladsen, der seks år senere tjente som tømmerplads.

På den gamle rutebilholdeplads har der også været kirkegård. Den nuværende kirkegård blev indviet i 1814. I de ældre kirkeregnskaber optræder den som den såkaldte nye kirkegård. Og denne kirkegård er senere blevet udvidet.

 

En klokkestabel på Torvet

Vi har i tidligere artikler omtalt en klokkestabel. Den optræder omkring år 1520, og var placeret omkring Torvet. Man solgte resterne for den høje sum af 11 ½ mark. Det var almindeligt i Slesvig med klokkestabler af træ. Og i Tønder var dette det gentlige tårns forgænger.

 

En lille smule af den gamle kirke

Egentlig vil det gå for vidt, at omtale den pragtfulde kirke stykke for stykke. Her vil vi bare dukke ned i nogle ejendommeligheder. I den nuværende Kristkirke’ s tagværk er der genanvendt egetømmer fra den gamle kirke.

 

Tårnet udsat for mange skader

Vi ved også, at tårnet er bygget af Luce Jepsen for 40 rdl. Lybsk og 8 sk. for:

  • Kasst oc Thæring for Thorn bliff bügeth

Dette tårn har været udsat for lidt af hvert. Og det var ikke kun i 1686, som det står i indskriften. Ved en stormskade i 1615 skal halvdelen af spiret være blevet nedrevet. Og i 1686 blev de øverste 8 alen ødelagt. Det var så mester Adam Thurmbauer og grovsmed Niels Jensen, der arbejde på tårnet for 304 mark.

Lørdag før anden advent 1716 fulgte et nyt lynnedslag. Det tales om, at tårnet blev ruineret. Men udgifterne viser, at skaderne dog ikke var så omfattende. Gennem 17 – 1800’erne er der ustandselig reparationer på spirets spåntag og blyinddækninger.

 

Svalerne skulle holdes ude

Omkring 1786 gennemgik kirken også en stor renovering. Der fortælles, at man havde ansat en person, der udelukkende skulle sørge for at svalerne ikke kom ind i kirken. I 1862 mente biskoppen, at kirken trods talrige reparationer var temmelig brøstfældig og trængte til en gennemgribende reparation.

 

Døbt fra en ældgammel døbefond

Mon ikke kirken hører til blandt Danmarks rigeste, når vi kigger på inventaret? Fra den foregående kirke er der også bevaret døbefont, tre middelalderlige krucifikser, prædikestolen og et enkelt epitaf – den katolske altertavle. Denne befinder sig dog ikke mere i kirken. En middelalderlig sidealtertavle befinder sig i dag i Tønder Kirkemuseum. En stor del af kirkens første stolestader er bevaret.

Prædikestolen er fra 1586. Og man taler i dag om Tøndertypen.

Tænk engang, at man er blevet døbt ved denne gamle døbefont. Den stammer fra 1250 – 1350. Og dåbsfadet er fra omkring 1575.

 

Mindesten

Selvfølgelig har kirken også mindetavler for de tøndringer, der faldt i krigene. Dem finder man i tårnrummet. Her mindes man de faldne i treårskrigen 1848 – 1851, i verdenskrigen 1914 – 1918 og ofrene for besættelsesårene 1940 – 1945.

Kun en romansk gravsten er bevaret i Tønder. Den blev brugt som dørtrin til Torvet 11. Men er nu at finde på Tønder Museum.

 

Begravelser i kirken

I kirkebeskrivelsen fra 1800 hedder det:

  • Næsten overalt under kirkegulvet er der begravelser, til dels hvælvede, i koret er der til højre og venstre 2 begravelser over jorden, bygget for mange år siden med indgang fra koret (v. d. Wisch’ s og Tych’ s kapeller).

Ved hjælp af regnskaberne kan man følge, hvordan disse begravelser efterhånden nedlægges og opfyldes. I 1859 opfyldes en begravelse foran alteret med 14 læs sand. I 1879 fyldes to begravelser, og der lægges bjælker over dem. I 1893 – 94 nedlægges resten.

 

Spændende at se regnskaberne

Spændende er det også, at se i regnskaberne, at man i 1659 købte to huse vest for Smedegade, nedrev dem og udlagde grundene til en ny kirkegård.

Tankevækkende er også, at det var mange lokale håndværkere, der udførte reparationerne i kirken. Og gennem regnskaberne har vi navnene på dem.

Tænk dengang, den 2. november 1532 skulle vandet have stået tre alen høj i kirken i Tønder og afstedkommet stor skade.

Og ja den kirke kunne vi skrive sider op og sider ned om.

 

Tønder delt i 4 kvarterer

Kigger vi på beskrivelsen af Tønder omkring 1860, ser vi, at byen er inddelt i 4 kvarterer. Der er to torve Store og Lille – Torv som dog er forbundet til hinanden. Byen har 13 gader og fire stræder. I de sidste par er der ikke kommet nye gader, dog har byen udviklet sig lidt mod vest.

 

Man kan ikke mærke at Peter Doctor praktiserer

Den første læge, der bliver nævnt i Tønders historie er Peter Doctor eller Peter Dorn. Det var omkring år 1600. Han deltog ved et nytårsgilde på slottet. Værten var amtmand Dietrich Blühme.

Igen i 1608 bliver han nævnt. Og heller ikke her er det i forbindelse med noget medicinsk. Der står i en skrivelse, at han var fuld lige som så mange andre. Det er kornskriveren, der beretter dette til hertugen. Amtmanden beretter samme år, at man ikke rigtig kan mærke, at Peter Doctor praktiserer i byen.

 

Under lægens værdighed, at operere

Nu var det jo sådan dengang, at en læge, der havde studeret, ikke måtte behandle indre sygdomme. Det var dog også under hans værdighed og forbudt at foretage operationer. Behandlinger, forbindinger og sårbehandling tog barberne og jordmødrene sig af. Ja en enkelt gang kunne skarpretteren også gøre det.

 

Fyrstelig sårbehandler

Mester Claus var den første, der tog sig af sårbehandling i Tønder. Han døde i 1602. Den 12. december sendte hertugen sin hofkirurg David Henning til byen. Han var blevet udnævnt til Fyrstelig sårbehandler.

Dengang var bønder og borgere altid bevæbnet med et våben, kniv m.m. Man drak ofte og meget. Slåskampe var hyppige, og blodtab forekom ofte.

Efter Mester Davids død, var det barberen Jürgen Hansen’ s tur. Han havde fået hvervet, fordi han havde giftet sig med Mester Claus enke. Han fik endda et større område.

 

Den første jordemoder

Omkring denne tid hører man også om den første jordemoder i Tønder. Hun havde uhyggelig meget at se til. Dengang blev der født rigtig mange børn. Men dødeligheden både blandt børn og mødre var også stor dengang.

 

Masser af epidemier

I 1540 var 140 død af pest, og i 1639 var det cirka 600, der døde. Årsagen til de mange døde var også, at man ikke lyttede til lægens anvisninger. Man forsøgte at indføre forbud mod at handle med de byer, der havde en epidemi. Men det overhørte man hele tiden.

I 1602 blev magister Laurentius Thomaeus og hans elever beordret til Løgumkloster. Året efter kom magisteren tilbage til Tønder. I den tid var 500 tøndringer afgået ved døden.

 

Gamle huskeråd

Man brugte gamle huskeråd. Det var varm øl med ingefær, safran eller kanel. Brændevin brugte man også. Det købte man hos Hans Koch i Rådhuskælderen. Her købte man også krydderier.

Også te med en masse krydderier blev brugt. Ingefær med peber var godt mod tandpine i Tønder.

Borgerskabet med penge importerede diverse hjælpemidler som plaster, medikamenter m.m. fra Slesvig og Hamborg.

 

Hekseri og kloge koner

Pludselige dødsfald som skyldtes naturlige årsager blev tolket som mystisk og hekseri. Her kunne kloge koner hjælpe. En af dem hed Kathrine Jacobs. Hun blev også kaldt Kathy Kullgap. Men disse kloge koner skulle nok selv passe på. For pludselig kunne de selv blive udnævnt til hekse.

Sådan gik det for eksempel for Kirstine Mathies, Kathrine Gretsbüll og Anne Wallens. Disse blev omkring1600 anklaget for at være hekse.

Så sent som i 1782 i Tønder var der en masse overtro, hekseri m.m.

 

Den første apoteker i 1623

I 1623 ansøgte en hvis Michael Frenzke hertug Frederik den tredje om at måtte oprette et apotek i Tønder. Han fortalte godt nok, at han ikke var lokal, men at han i mange år havde vandret rundt.

Amtmand Hans von der Wisch gav sine anbefalinger videre. Han måtte dog ikke oprette en filial. Han fik desuden eneret på en del varer, og så måtte han sælge krydderier i lige så store portioner, som han ville. Og dette måtte kræmmerne ikke mere. Det blev de godt nok sure over.

I Tønder var man vant til at bruge krydderier i madlavningen allerede dengang. Og man fik disse krydderier via Holland.  

Men til sidst fik kræmmerne dog deres vilje.

 

Han havde tjent Prinsen af Oranien

Efter den første apotekers død, skrev Andreas Lorentzen til hertugen. Nu ville han have privilegiet. Og han mente bestemt, at han var egnet til dette. Han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige og også Prinsen af Oranien. Nu blev han ikke den bedste apoteker, men han var en god forretningsmand. Men han beklagede sig mange gange til Magistraten og til Hertugen, at hans privilegier blev overtrådt.

Omkring 1649 hører vi om lægen den praktiserende læge, Johan Strobaus. Han klagede til Hertugen, at han kun kunne opretholde en meget lav indkomst i Tønder.

 

Dyrekirurgen og Hestedoktoren

Det så vitterlig ud til, at barbererne kunne opretholde en meget større indtægt med sårbehandling og plaster. I Tønder blev disse ikke betragtet som uærlige. Det gjorde de så mange andre steder.

Tønder havde skam også en dyrekirurg, der hed Asmus Schweinenschneider. Og så var det også hestedoktoren Jacob Kühl. Men ak sidstnævnte blev sat i spjældet. Det var nemlig sådan, at 14 piger blev udvist af byen, men en del af disse sneg sig ind til byen igen. Dette blev opdaget, og de blev smidt i spjældet. Og så var det ved nattetide, at Jacob Kühl blev snuppet i færd med at befri nogle af disse piger.

 

Tre kandidater til apotekerjobbet

På et tidspunkt ville mester Johan opgive sit job som læge. Beboerne i Tønder brugte ham ikke nok. Han kunne godt tænke sig, at blive apoteker, nu hvor apoteker Lorentzen var afgået ved døden.

Men det var sandelig også to andre favoritter til dette job. Det var Johannes Block og Schwermann. De havde begge fået privilegier til at drive sideapoteker.

 

Bevis på, at han var god til Benbruds – behandling

Ja i fortællingen om lægevæsnet i Tønder hører det også med til historien, at når der var markeder, ja så skete der også ofte, at der var læger med. Og disse var sikkert af vidt forskellige kvaliteter.

Men barbererne i Tønder udviklede sig. De kunne nu også behandle brud og ledsmerter. Således modtog Peter von Gothern i 1634 et bevis på, at han var god til at behandle brudskader.

Skarpretter Hans Gottfriedsen måtte ikke mere behandle sårpartienter fik han at vide af hertugen.

 

Apotek – privilegium gik i arv

I 1661 fik Peter Langhein tilladelse til at måtte drive sideapotek. Men han nåede også at drive hovedapotek. Og hvervet som apoteker gik i arv i familien.

Det kneb gevaldig med at overholde diverse privilegier. Og der blev smuglet vin og brændevin til Tønder. Ja sådan blev de i hvert fald påstået. Og se sådan gik livet sin gang i byen.

Og så var det jo også det specielle m.h.t. Tønder Slots – og Frigrund. Dette stykke dannede sit eget politidistrikt, som hørte under Tønder Herred.

 

26 skilling i lommepenge

Byens hospital dengang var flere gange brændt. Her var bedesal, hvor byens præster afholdt gudstjenester. Hospitalet var bestemt for værdig trængende af begge køn, navnlig gamle borgerfolk.

Omkring 1860 fik man foruden fri bolig, linned, belysning og brændsel og fuld kost samt 26 skilling i ugentlig penge. Hospitalet fik sine penge fra ejendomsbesiddelser. Der var plads til 36 trængende personer.

Skolelærerseminariet havde plads til 18 unge mennesker, hovedsagelig lærersønner, blev det fastslået dengang. Men nu var det hovedsagelig tyske lærer, der blev uddannet på dette tidspunkt.

 

Vajsenhuset til 12 forældreløse drenge

Vajsenhuset havde plads til 12 forældreløse drenge. Også her var det fonde og ejendomme, der betalte driften. Vi har tidligere i en artikel beskrevet stedet.

Dengang betegnedes rådhuset på Torvet som brøstfældig. Og på grund af mangelfuld indretning af arrestlokalerne benyttede man amtets arresthus i porthuset på Slotsgrunden. Det er det nuværende museum.

 

Handelsomsætningen faldt

Der fornemmes en hvis form for pessimisme, når Tønders handelsomsætning skal omtales. Man mangler gode vejforbindelser til baobyerne, flere fabrikker er blevet nedlagt, kniplingsindustrien havde ikke samme betydning som tidligere. Man regnede dog med, at de nye chausseer til Ribe og Husum ville gavne byens udvikling. Skibsfartsslusen til Højer og jernbanen skulle også bidrage til en bedre udvikling af byen.

 

En del fabrikker i Tønder

Ved udgangen af 1861 var der tre tobaksfabrikker, der beskæftigede 33 arbejdere. Et jernstøberi beskæftigede 18 mennesker. En cichoriefabrik beskæftigede 10 mennesker. Og så var der en klædefabrik med 8 ansatte. De forskellige bomuldsvæverier havde hele 40 ansatte. Og så var der et stort bryggeri for bajersk øl med lagerkælder. Det var blevet anlagt 1861 – 62. Så havde man jo også et bogtrykkeri, der udgav Intelligentbladet for Tønder og Omegn. Dette blad eller avis har vi tidligere omtalt i en artikel.

 

Masser af markeder

Vi skal da heller ikke glemme, at der stadig her i begyndelsen af 1860erne blev holdt en del markeder i byen:

  • Kram – og Uldmarked i tre dage i ugen efter pinse
  • Kram – og Humlemarked i tre dage fra den 28. september til 1. oktober
  • Kvæg – og Hestemarked, fredagen efter Fastelavn og fremdeles hver fredag fra ugen efter påske til midten af juni.
  • Kvæg – og Hestemarked den 4. august og 3. september samt hver fredag fra Mikkelsdag til midten af december.

Der har været gang i byen under alle disse markeder.

 

62 yngre mænd blev udkommanderet ved brand

Og så blev det også meddelt, at byen ikke havde nogen Borgervæbning. Man havde heller ikke nogen egentlig brandkorps. Men til betjening af slukningsredskaberne, der bestod af seks sprøjter, udkrævedes 62 mand, der af Magistraten udtages af yngre borgere. I tilfalde af brand blev slukningen ledet af Brandadministrationen og Sprøjtemesteren under politimesterens tilsyn. Vi har på vores hjemmeside flere artikler om brand i Tønder.

 

Et smukt anlæg

I 1857 var der sket en uddybning af åen eller kanalen. Men langt fra alle skibe kunne mere nå ind til Tønder. Således måtte de skiber, der ikke kunne lægge masten ned lægge til uden for sluserne i Rudbølkogs Diget.

Byen Tønder var omkranset af smukke offentlige Spadseregange og anlæg dengang. Ja og det er byen skam endnu. Det var Borgmester Richtsen, der anlagde Nørre – Borgdige i 1800. Og dette anlæg blev i 1857 udvidet.

I disse anlæg var der flere pagoder og i hvert fald det ene blev kaldt Liebes – tempel. Og alle os tøndringer kan fortælle om oplevelser i og omkring dette tempel. Ja det kan Michael Falch også. Han har levendegjort fortællingen om dette stykke Tønder – Historie i en af hans mange dejlige sange, Kærlighedens Lysthus.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 204 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
  • Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
  • De sidste gadepumper i Tønder
  • Et jernstøberi i Tønder
  • Tønderkniplinger – fra husflid til industri
  • Endnu mere brand i Tønder
  • Tønderkniplinger – endnu mere
  • Guldhornene fra Gallehus
  • Michael Falch i Tønder
  • En vandmølle i Tønder
  • Tønderkniplinger
  • Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
  • Tønder Kristkirke
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Handel i Tønder indtil 1864
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Brand i Tønder
  • Tønders historie – i årstal
  • Tønderhus, slot, borg og fæstning
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • En af Tønders patrioter
  • Historier fra Tønder 1581 – 1634
  • Kanal gennem Tønder
  • Tønders Historie – efter 1900
  • Glimt af Tønders Historie 1700 – 1900
  • Drengestreger fra Tønder 1920 – 1935
  • Anekdoter fra det gamle Tønder
  • Tønders Historie – fra begyndelsen
  • De stakkels kniplepiger
  • Dengang i Tønder
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder
  • Henrettet i Tønder
  • Studehandel i Tønder
  • Lov og ret i Tønder
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920 og mange flere

 

 


En avis i Tønder

Dato: april 23, 2016

En avis i Tønder

Tondernsche Zeitung (med og uden n) eller Intelligenzblatte skiftede navn flere gang under dets eksistens fra 1813 til 1929. Samtidig følger vi Tønders historie i en del af dette tidsrum. Den prøjsiske pressefrihed var særdeles skrøbelig. Mange dansksindede aviser oplevede bøder og ansatte blev fængslet I lange tider var Tondersche Zeitung særdeles farveløs. Men så prægede den Slesvig – Holstenske filosofi bladet. Og så blev bladet en egentlig kredsavis.

 

En avis med ændret holdning

Tondersche Intelligenzblatt var et ugeblad, der fra 1813 blev udgivet i Tønder af seminarieforstander Forchammers enke.

I 1840 blev de hendes søn, Heinrich Forchammer, dets faktiske redaktør.

Ludwig Andresen, der i bogen Beiträge zur neueren Geschichte der Stadt Tondern antager, at det skyldtes, at bladet fra dette tidspunkt antog en stærk Slesvig – Holstensk tendens. Og dette var det ikke alle, der syntes om.

 

Et brev fra en berømt Fysukus

Et brev blev forfattet til en ukendt.

Brevskriveren er ingen ringere end Fysikus F.E. Ulrik, der var fysikus i Tønder fra 1854 til 1864. Han var en særdeles interessant og foretagsom læge. De tysksindede brugte ham også, men gik ud af bagdøren. Og det var dem, der bogstavelig talt stenede ham ud af Tønder. Vi har tidligere skrevet om ham.

Han var levende optaget af praktiske, sociale og nationale spørgsmål. Han var medstifter af Vestslesvigsk Tidende, da dette blad udkom i Møgeltønder i 1856.

Brevet var stilet til en professor. Hvem denne var, har det ikke været muligt at fastslå.

 

Hustruen købte et trykkeri

Seminarieforstander Johan Ludolph Forchammer var forstander for Tønder Seminarium fra 1803 til sin død 1810. En af hans sønner blev jurist og retshistoriker i Kiel. En anden blev professor i filologi i Kiel, og deltog i oprøret i 1848.

Familien Forchammer fik syv børn, og mange af dem fik betydningsfulde stillinger. Da manden døde, var det forholdsvis begrænsede midler, der stod til rådighed for familien. Men enken købte et trykkeri, og startede avisen.

 

Brevet fra 1854

Den her omtalte etatsråd Forchammer var den berømte danske geolog J.G.F. Forchammer, direktør for Polyteknisk Læreranstalt efter H.C. Ørsted.

Den omtalte greve er grev Arthur Reventlow, der var amtmand i Tønder fra 1850 til 1860. Man var i danske kredse ikke tilfreds med hans nationale holdning.

Vi har i forsøgt at gengive Ulriks bog i nudansk. Derfor har vi foretaget en skånsom redigering.

 

  • Tønder den 7. september 1854

 

  • Kære Hr. Professor

Det er en sag, jeg vil bringe på banen for Dem. Måske kan De ikke hjælpe. Men De kan få et indblik i forholdene herover. De ved, at der herover i denne afkrog har eksisteret et Ugeblad, som i ironiens lys, kaldte sig ”Intelligents Blatt. Det var kun et annonceblad og naturligvis på tysk.

 

Det blev udgivet af en Madamme Forchammer, en mor til etatsråden i København eller måske snarere hans bror. I oprørets tid blev bladet naturligvis oprørsk, og er derfor blevet undertrykt. I åndeligt henseende stod bladet for et usselt standpunkt, som alt herover. Det var en løgn ikke alene i sproglig henseende.

 

Imidlertid er det dog altid et savn ikke at have et annonceblad. Foruden Forchammers mor eller bror var der 3 – 4 andre ansøgere om privilegiet. De var dog dansksindede. Og har alle fået afslag.

 

Jeg har en mistanke om, at Greven heller ikke er ligeglad med, hvem der får privilegiet. Derfor frygter vi det værste.

 

Da bladet ikke bliver et ”Tendensblad”, ikke en gang et simpelt ”Tidende” som dens mange brødre herovre i provinsen, men kun et adresseavis, så vil sagen måske ikke forekomme mange så vigtig som mig. Men privilegiet kan måske blive udvidet med tiden til et Tidende. Og når bladet så samtidig er tysk, kan det blive farligt.

 

Tønder Amt er næsten helt igennem dansk talende. Ifølge Sprogreskriptet er der kun to små herreder med tysk skole og retssprog, imod 4 aldeles danske herreder og et amt, Løgumkloster samt tre dansktalende flækker og staden Tønder.

 

Nogle af dem, der taler dansk med de smukkeste danske dialekter er tyskerne. Ser De, det harmer mig, at det bliver løget om de faktiske forhold. Derfor trænger jeg til at udtale mig derom og det bedrøver mig, at en mand for hvem jeg har næret en så dyb agtelse, og hvem jeg føler dyb taknemmelighedsgæld til for den åndrighed, hvormed han som lærer har bidraget til min udvikling, at en sådan mand kan være så svag, så egenkærlig, at han derved bliver blind for den skade, han anretter ved sine intriger.

 

Af aviserne ser jeg, at den ene efter den anden af vore bedste mænd forsagt trækker sig tilbage. Det er et dårligt varsel for, hvad den næste måned vil bringe. Gud give de tilbageblivende mod og klogskab.

 

For resten er her intet nyt, jo dog. Forleden var her Thierschau, en kontrademonstration imod en, der består i de jyske enklaver på dansk, naturligvis til stor glæde for vor Arthur.

 

Så snart Leth kommer hjem rejser Grevens tredje sekretær Hr. Cornils til København. Cornilds er vel en tysker og ikke brugelig i det danske, men efter min mening er han vel den bedste og mest pålideligste af de tre.

 

Lev vel

  • Deres hengivne, ULRIK

 

Bladet havde mange navne

Men Ulriks kamp så ikke ud til at lykkes. Bladet fortsatte i forskellige kombinationer. Og blev også til sidst opslugt af Nordschleswigsche Zeitung. Men ellers var kombinationen:

 

  • Wöchentliches Tondernschen Zeitung
  • Wöchenliches Tondersches Intelligensblatt
  • Tondernsche Zeitung
  • Neue Tondernsche Zeitung
  • Süd Tondernsche Zeitung.

 

Men Tondernsche Zeitung oplevede, at blive 116 år. Man påstod, at bladet var i stand til at tilpasse sig de forskellige politiske holdninger. Men det passer i hvert fald ikke i forhold til Ulrik’ s brev.

 

Et godt indblik i Tønders kultur – og folkeliv

Alt handler ikke om de politiske forhold. Kigger vi bladets spalter igennem, får vi et ganske fint indblik i Tønders kultur – og folkeliv.

I begyndelsen kom ugebladet hver torsdag i et meget lille format, der blev kaldt lille oktav. Rent litterært og politisk var det nok ikke så meget at komme efter. Men der var masser af anekdoter. Man bragte mange artikler fra tyske aviser eller familiejournaler. Og så fik man diverse statistikker serveret.

Man kunne læse diverse informationer fra digegreven og borgmesteren. Og så var der kørerplaner og priser på bestemte ydelser.

 

Påbud fra Magistraten

I 1835 advarede Magistraten mod at smide dyrehud på gader og veje. Man måtte heller ikke ved mørkets frembrud gå uden et lys (Laterne). Der var ingen gadelys dengang. Kun på markedspladsen brændte ved vintertide en Laterne.

Rådet anmodede også om, at man skulle behandle brøndende ordentligt. Fire af byens 32 brønde fik deres vand fra Vidåen.

 

Tønders lystigheder

Men der var også tilbud i C.H. Hansen’ s have, hvor han arrangerede koncerter. De kostede 4 Skilling. Og Hr. Marwig fra Slesvig ville lade to luftballoner stige til vejrs. Og dette skete nede på Blegen.

I 1831 kunne man hos gæstgiver Andreas Petersen i Storegade opleve en skuespilgruppe give forestillinger. Jo der skete noget i Tønder, dengang.

Mange af Tønders kendte værtshuse fra dengang optræder i spalterne gang på gang. Mange større handelsvirksomheder kan genoplives i spalterne. Men også små virksomheder kan man finde. Således reklamerede Madame Soundso med at hun kunne påsætte nye hårlokker og reparere de gamle.

Men vi bliver da også mindet om, at i 1820 opstod Tønder Spar – og Lånekasse. I samme år blev foreningen Harmonie stiftet. Biblioteket i denne forening havde i 1853, 5.000 bind.

 

Kongen på besøg – to år i træk

Endvidere kan vi læse, at kong Frederik den Sjette to år i træk besøgte Tønder. Det var både i 1824 og i 1825. Markedspladsen blev udvidet i 1828. Det skete på bekostning af Byvægten. Den blev så sat op ved den gamle kirkegård.

 

Tilladelse til Uld – Kræmmermarked

I 1827 fik Tønder kongelig tilladelse til at afholde Uld – og Kræmmermarked til pinse. I 1829 var seminariet blevet omorganiseret. Og i 1831 så man et nyt slags Fattigvæsen i byen. Og sandelig i 1835 fik byen en ny borgmester, justitsråd Paul Sibbers. Den gamle borgmester, etatsråd Horup døde i 1839. Dengang var det ikke politisk konfliktstof i bladet.

 

Et hyldestdigt til kongen

Det var ikke noget om konflikten mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Ja der var endda et digt i forbindelse med kong Frederik den Sjette’ s fødselsdag. Og dette digt var helt uden politisk bismag.

 

Bladet ændrede holdninger

Selv om det på denne tid ikke var nogen egentlig boghandel i byen, ja så var borgerne ikke politiske analfabeter. For der var bogsælger, og andre blade. Blandt disse var Kieler Korrespendenzblatt, Schleswig – Holsteinischen Blätter og Itzehoer Nachrichten.

Men pludselig i 1840, som vi tidligere skrev, ændrede bladet sin linje. Nu fik vi pludselig anti – danske tendenser. I næsten hvert nummer forekom nu politiske kommentarer.

 

Kampen for den Slesvig – Holstenske linje

Bladet bragte flere af købmand Todsens indlæg. Og han var i den grad præget af den Slesvig – Holstenske linje. Han stod i spidsen af propagandaen i Tønder. Når det var markeder i byen, ja så kunne han samle en masse tøndringer, der var enig med ham.

Den uofficielle redaktør på avisen dengang, Heinrich Forchhammer var nok ikke selv politisk aktiv, men tydeligvis var han en forkæmper for den Slesvig – Holstenske filosofi. Han var aldrig bange for, at han skulle miste sit privilegium.

Fra den 27. juli til den 29. juli 1842 var kongen på besøg i Tønder. Der fandt store festligheder sted.

 

Den første boghandler i Tønder

En forordninger vedr. det at drive boghandel i Slesvig – Holsten blev samme år vedtaget.

En boghandler fra Flensborg havde indtil da forsynet borgerne i Tønder med borger. Men det var nu undtagelser. For på markeder blev der også tilbudt bøger. Og trykkerierne i Tønder solgte også bøger.

Skindmager Krützny i Spikergade solgte kunstbøger (stentryks – bøger) fra et firma i Flensborg. Bogbinder Seyffarth i Søndergade solgte også bøger. Men Tønders første egentlige boghandler var Dröhse, der startede i 1853.

 

Under ingen omstændigheder samarbejde med Flensborg Avis

I 1843 erklærede avisen i Tønder, at de under ingen omstændigheder ville samarbejde med Flensborg Avis. Det var tydeligt, at de to aviser stod langt fra hinanden.

 

En hyldest til det tyske

Samme år blev der holdt en jubelfest i Tønder. Og det var med skyttekorpset forrest, derefter fulgte alle politikere i Rådet. Herefter fulgte nærmest en ceremoni, hvor borgmesteren foran det gamle billede, hvor broder Reinhard overrækker den Lybske Lov til byen, holdt en bevæget tale. Heri gav borgmesteren udtryk for glæden ved at det tyske sprog var blevet bevaret både kirke – og skolesproget.

Festdagen blev afsluttet med en storstilet fest for specielt indbudte gæster i Stadt Copenhagen. Men ikke nok med det. Hele byen var illumineret. Og ved midnatstid sang sangforeningen ved markedspladsen. Og et stort festoptog afsluttede det hele.

 

Det anti – danske blev forstærket

Den anti – danske stemning blev forstærket, da købmand Todsen og Thor van Straten afleverede en note fra borgerne i Tønder. Denne note var egentlig en tilkendegivelse af det Slesvig – Holstenske synspunkt. En tilsvarende nota blev overrakt fra andre byer.

 

En hyldest til frisernes fest

I 1844 bragte Tondernsche Intelligenzblatt hele programmet for Frisernes Fest i Bredstedt. Og en af de vers, bladet bragte var denne:

  • Was ist des Friesen Vaterland?

So nenne mir das stolze Land

So weit sich dehnt der Friesenstamm,

Von Widau bis zum Eiderdamm

Dass sol les sein, dass soll es sein

Das, edler Friese, nenne dein

I 1846 døde borgmesteren, og efterfølgeren blev Broder Knudsen.

 

Et fattigt år – i 1847

Alt var pludselig blevet dyrere i 1847. Magistaten udnævnte et udvalg, der skulle iværksætte ting, der skulle lindre den nød, der var opstået i Tønder. En frivillig indsamling indbragte 381 Rthlr. Sparekassen gav 426 Rthlr. Pengene gik til fordeling af korn, brød, kartofler og brænde til de fattigste i byen.

 

Tønder anerkendte den provisoriske regering

Kong Christian den Ottende døde den 20. januar 1848. Hans søn, Frederik den Syvende fulgte. Og han startede med en erklæring om, at Slesvig Holsten skulle samles i det danske rige. Det var samme år, som vi oplevede den franske revolution.

Erklæringen blev selvfølgelig trykt i bladet. Som bekendt fulgte oprøret. Fra Tønder lød det, at man anerkendte den provisoriske regering i Kiel.

 

Våben til en borgervæbning i Tønder

Den 31. marts modtog Tønder By 200 geværer og 50 sabler til en Borgerbevæbning. Købmand J.C. Iwersen blev chef for borgergarden.

Men tingene udviklede sig hurtigt i byen. Den 4. april rykkede dansk militær ind i Tønder ledsaget af Ribe Frikorps.

 

Patriotiske kampsange

Seminariet blev indrettet som lazaret. Og livet i Tønder i den tid har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men i 1849 bragte Tondernsche Intelligenzblatt en masse patriotiske kampsange. En af disse lød sådan:

  • Noch ist, Bruder, nichts verloren

Denn der Völker Geist erwacht

Geist der Freiheit, neugeboren

Brich hervor durch Tod und Nacht!

 

Skolesproget igen dansk

Nederlaget ved Isted slukkede lystet for Slesvig – Holstenerne. I Tønder samlede man via et lotteri sammen til alle sårede tyskere. Nu blev skolesproget igen dansk. Kirke – og retssproget var blandet.

I 1849 var foreningen Harmonie blevet til en egentlig borgerforening. I Tønder startede også en afdeling af den rent danske forening Dansk Samling.

 

Upopulær borgmester i tyske kredse

Og fra 1850 blev avisen igen helt uden politiske kommentarer. Danske proklamationer og forordninger kom til at præge avisen. I 1853 blev Johannes Heinrich Holm udnævnt som borgemester. Han var dansksindet og ikke særlig populær i byen. I hvert fald ikke i de tyske kredse.

 

Bladet blev tosproget

Fra 1855 ændrede bladet størrelse. Nu kom det i det såkaldte Kvartformat. Og nu blev bladet tosproget. Ja det helt nøjagtige titel for bladet blev:

  • Königlich priviligirtes Intelligenzblatt für Tondern und Umgegend

Gedruckt und herausgegeben von H. Forchhammer in Tondern

 

Mange af de samme annoncer blev både trykt på dansk og tysk. Avisen fik et noget tamt udseende. Men åbenbart var hænderne bundet hos udgiveren. Overholdt han ikke retningslinjerne, ja så truede der en økonomisk ruin.

 

Nye danske aviser

Især foreningen Klubben fra 1850 var meget aktiv kunne man se i avisens spalter. Men nu var der også kommet nye danske aviser, Den danske slesviger (1850) og Vestslesvigsk Tidende (1856).

 

Bedre jernbane og kanal

I 1862 kunne man i Tondernsche Intelligensblatt læse om, at det var vigtigt, at man i Tønder fik en bedre jernbaneforbindelse. Desuden var der artikler om en mulig forbedring af Vidå – kanalen.

 

Ejder – danskere spredte had

De såkaldte Ejder – danskere skabte panik i grænselandet hos de tysksindede. Men de spredte også had. Størstedelen af befolkningen i Tønder jublede, da de fik meddelelsen, at Dannevirke måtte ryddes den 6. februar 1864.

 

Slesvig – Holstenske flag prydrede Tønder

Dagen efter rykkede de danske tropper, som havde besat Frederiksstad ind ad Søndergade i Tønder. Da de danske tropper havde forladt byen, rejste tøndringerne det blå – hvide – røde flag overalt i byen. Og den i danske kredse forhadte sang,

  • Schleswig – Holstein mehrumschlungen

Gjaldede overalt i byen.

 

Borgmesteren tvunget ud af byen

Den 12. februar var der ellers feststemning i Tønder. 1.000 mennesker deltog i et stort optog. Samme dag blev borgmester Holm tvunget ud af byen. Om aftenen viste de første prøjser sig. Tønder blev erklæret som en varig fredsgarnison.

Den 13. februar rykkede et preussisk infanteriregiment ind i byen. Den 14. og 15. var det østrigske tropper, der ankom.

 

Danske annoncer blev ikke trykt

Under det, der skete i 1864 forholdt avisen sig meget neutral, ja nærmest tilbageholdene. Fra 1865 blev titlen på bladet Wöchentliches Intelligenzblatt. Og danske annoncer blev ikke trykt.

I september 1868 besøgte kong Wilhelm den Første Tønder. Han modtog byens hyldest. I 1871 blev Tønder indlemmet i Det Tyske Kejserrige. Slesvig – Holstenerne accepterede efterhånden dette.

 

Bladet skifter igen navn

I 1869 havde man i Tønder besluttet, at man ville skabe et kredsblad og det skulle kombineres med det blad, som man havde i forvejen. Så nu ændrede navnet sig til

  • Wöchentliches Kreis – und Intelligenzblatt.

Den 1. juli 1871 overtog J.W. Goos, Forchammers virksomhed. Dette betød, at avisen igen skiftede navn. Nu til følgende:

  • Tondernsche Zeitung, Kreissblatt des Kreises Tondern

Amtsbladet blev udskilt, og i udkom en gang om ugen. Tondernsche Zeitung kom i begyndelsen nu to gange om ugen. Fra 1. oktober 1876 endda tre gange om ugen.

 

Avisen fik nye abonnenter

Nu kunne man læse politiske oversigter, betydningsfulde nyheder fra lokalområdet og fra provinsen. Dette skete også i erkendelse af, at befolkningen havde mere forståelse for pressen. Og for avisen betød denne ændring flere abonnenter.

Den 1. april 1889 overtog J.H.N. Thamssen avisen. Han havde været redaktør på Inselboten, en avis på øen Föhr. Fra 1. januar 1896 udkom avisen daglig.

Avisen fik større og større betydning og abonnenterne strømmede til. Den var nu på 6 – 8 sider. Og søndagsudgaven var nu illustreret. Ind imellem udkom bladet også med tillæg.

 

Avisen blev sammenlagt med Nordschleswigsche Zeitung

Tondernsche Zeitung blev udvidet sammen med aflæggeren Der Schleswiger i Nibøl. Og Neue Tondernsche Zeitung måtte af økonomiske grunde og efter pres fra det tyske udenrigsministerium i 1929 sluttes sammen med Nordscleswigsche Zeitung, der fik hovedsæde i Aabenraa.

 

Danske aviser i Sønderjylland

Det første danske blad i Sønderjylland blev startet af købmand Peter Chr. Koch i Haderslev i 1838. Det hed Dannevirke. Og i 1856 kom Flensborg Avis. I oktober 1879 udkom Hejmdal.

Vi har tidligere været inde på Vestslesvigsk Tidendende, der startede i Møgeltønder i 1859. Det fortsatte til 1871, da redaktør C.A Willemoes måtte rejse til Danmark. I Tønder genoptog P.A. Skovøy udgivelsen i 1882, men af økonomiske grunde blev avisen en del af Flensborg Avis i 1885. Formelt blev bladet dog først nedlagt i 1961.

 

En særdeles skrøbelig pressefrihed

Formel herskede der pressefrihed i Det Tyske Kejserrige. Men gjorde det nu også det? For den preussiske presselov og (fra 1874) den tyske rigspresselov samt den almindelige borgerlige presselov gav de preussiske myndigheder rige muligheder for at følge den presse, der ikke var enige med styret.

De danske aviser, der udkom i tidsrummet 1868 – 1914 skulle tilsammen betale 100 bøder på sammenlagt 16.000 rigsmark.

 

Lange fængselsstraffe og udvisninger

Dets medlemmer måtte afsone 70 fængselsstraffe med en varighed på cirka 16 år. Redaktør Jens Jessen måtte således afsone 4 ½ år.

Medarbejderne var også hårdt ramt af udvisninger. Ved krigsudbruddet i 1914 blev næsten alle danske journalister og redaktører kortvarig arresteret og deres aviser forbudt. Udgivelserne var under resten af krigen underkastet streng mediecensur.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Tønder
  • Sønderjysk Månedsskrift (div. Udgaver)
  • Ludwig Andresen: Beiträge zur neueren Geschichte der Stadt Tondern (1943)
  • Sønderjylland A – Z (Historisk Samfund for Sønderjylland)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Sprogkampen 1851 – 1864
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik Kongen højforræderi?
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagborg fra Møgeltønder
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder
  • Soldat i Tønder 1851
  • Apotekeren fra Højer

Nye erindringer fra Det Gamle Tønder

Dato: december 2, 2015

Nye erindringer fra Det Gamle Tønder

For 16. gang har Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune udsendt et erindringshefte. Det er jo som en julegave, der kommer ind ad døren. Dejlige afvekslende artikler fra dengang. Ja, denne gang er det Børnenes Paradis, Claus Eskildsens deltagelse i 1. verdenskrig. Vi skal høre om Grænsegendarmer og Th. Lauridsens Bogtrykkeri. Og så boede Tønders ”rødder” på Svinget. Et andet stort firma i Tønder var Selmers Tømmerhandel og den mest berømte var Thomas Selmer, der sejlede Bismark gennem Vidåen ind til Skibbroen.

 

Nærmest en juletradition

Ja det hører nærmest med til julen, at få heftet fra Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune ind af brevsprækken. Det er 16. gang Tønder – erindringer udkommer. Og hvor er det skønt, når man dukker ned i erindringerne og får genopfrisket steder og personer. Man bliver næsten helt rørt meget langt fra Tønder. Igen i år er der ingen undtagelse. Seks meget forskellige artikler om virksomheder, gendarmer, erindringer fra barndommen og Første Verdenskrig.

 

Vi dukker ned i herlighederne

Man dukker ned i herlighederne og finder ud af, at i år er der følgende bidrag:

  • Eddie Carstensen (Tønder): Børnenes Paradis i Tønder
  • Knud Madsen (Tønder): Seminarielærer Claus Eskildsens deltagelse i 1. verdenskrig
  • Holger Rasmussen (Haderslev): Hvad pokaler kan fortælle
  • Jørn Vestergaard, (Tønder): Min tid blandt sortekunstens svende
  • Poul Raaby Pedersen(Sydals): Svinget – Røddernes barndom u’ i æ lejr
  • Thomas Selmer (Tønder): 3 generationer i træets verden

 

Masser af Legetøj

Hvor har man ofte været inde i den butik, Børnenes Paradis. Lige oven over lå øre – næse, halse – lægen. Men inde i legetøjsbutikken var det jo et eldorado for os børn. Og i heftet er det Eddie Carstensen, som vi alle sammen kender som musikker, der fortæller om butikken. Det var hans forældre, der havde den.

En gang i december blev den private stue også taget i brug som lager for legetøjet. Og et værelse i naboejendommen var lejet. Og oppe fra andel sal måtte legetøjet bæres ned i forretningen. Og bag ved forretningen lå en lille bygning, der husede et dueslag. Her blev der også stablet kasser op.

Fra 1970 blev der produceret et væld af festsange i lokalerne. Og det udviklede sig til fremstilling af foreningsblade, plakater og lignende. Børnenes Paradis lukkede i 1980, hvorefter Eddies Pladeshop rykkede ind. Men trykkeriet fortsatte dog nogle år endnu.

 

Claus Eskildsens deltagelse i Første verdenskrig

 

Den 11. oktober 1947 vandrede nok det største følge, som man har set ved en begravelse på Tønder Kirkegård. Cirka 1.000 mand fulgte Claus Eskildsen det sidste stykke. Han var fire dage forinden død på storbæltsfærgen Nyborg.

Holstenere gik til banegården i Kellinghusen.

 

Han følte tidligt, at han måtte vælge mellem at være dansk eller tysksindet borger. Han valgte at bekende sig som tysker eller i hvert fald at forsøge at blive tysk.

Vi kender også Claus Eskildsen fra utallige bogudgivelser. En af dem var Østfront Vestfront som udkom i 1929.

Den 7. august stillede Eskildsen på kasernen i Flensborg, hvor han som vizefeldwebel uddannede rekrutter. Natten til den 1. februar marcherede regimentet. 3.000 slesvigere og

 

Piger, svir og fest

Fra februar 1915 til julen 1916 lå regimentet på østfronten. Vi kan læse en masse om Eskildsens oplevelser. Mange af soldaterne havde det særdeles ubehageligt. Men andre havde et behageligt liv. Da man lå ved Vilnius var der vilde rygter om testuer, piger, svir, fest og gadetøser ud til skyttegravene.

Senere ved vestfronten, fortæller Claus Eskildsen om Lille i Frankrig. Det var en by præget af etapelivets smuds og synd. I Sedan vrimlede det af selskabelige etapeofficerer, hjælpetjenestelige tyske damer og franske damer af endnu værre kvalitet. De var etapens pestdyr, som rotterne var frontens.

Fra 1. januar 1917 til krigens slutning lå Eskildsens regiment ved vestfronten i Frankrig. Det kunne gå uger, hvor soldaterne hverken fik bad eller skiftet undertøj, og lusen blev snart en plage. I fredelige stunder søgte man aflysningsanstalten.

Fem gange var Eskildsen på orlov. I sommeren 1918 tilbragte han efter en langvarig betændelsestilstand tre uger som rekonvalescent på seminariet i Tønder, som dengang var indrettet som lazaret. Den 14. november begyndte tilbagetoget.

Efter hjemkomsten genoptog Eskildsen sin lærergerning. I 1919 bekendte han sig på et byrådsmøde som dansksindet. I 1946 tog Eskildsen sin afsked fra Seminariet.

 

Hvad pokaler kan fortælle

Holger Rasmussens far var grænsegendarm. Han døde 31 år gammel i Neuengamme. På et chatol i hans mors stue stod ind til hendes død i 2008 et stort billede af faderen i gendarmuniform omgivet af 2 små pokaler. Den ene af disse bar Tønder Sportsforenings emblem og var fra 1941. Det andet var indgraveret med bogstaverne GGIF – For fri idræt, og dateret Padborg 13 – 9 – 42.

Grænsegendarmeriets opgave var at bevogte grænsen samt kysten fra Mommark Als til bunden af Flensborg Fjord.

 

En ny chef

I 1934 fik man en ny chef, nemlig oberst Paludan – Müller. Han var interesseret i, at Grænsegendarmerne holdt sig i god fysisk form. Men det var nu ikke alle gendarmer, der var interesseret i.

Det lykkes, for Holger Rasmussen, at finde frem til, hvilket stævne det var, at hans far havde fået en pokal fra. Ja stævnet blev omtalt over tre sider i Grænseværnet.

Den 19. – 20. september 1944 gik tyskerne i gang med at anholde grænsegendarmerne. Det lykkedes for nogle få at undslippe, men 291 blev indsat i Frøslevlejren.

Den 5. oktober 1944 blev halvdelen af gendarmerne (141) sendt til KZ – lejren Neuengamme, deriblandt Holger Rasmussens far. 42 gendarmer døde af de umenneskelige forhold.

 

Min tid blandt sortekunstens svende

Det var hårdt for Jørn Vestergaard at komme til Tønder i 1961. Han havde startet sin lærertid i Skagen året i forvejen. Men hos Lauersens Bogtrykkeri var der to års ventetid, og bogtrykker Rothe tog ingen lærlinge. Men det gjorde Peter Andresen, der havde Reklametrykkeriet i Skibbrogade.

En herlig beskrivelse følger af Jørn Vestergaard. Men herlighedsværdien bliver nok stærkere, fordi man kender og kan huske flere af de involverede personer.

 

Tønder – dengang

Ret hurtig fik Jørn kendskab til Tynnetysk. Det skete, når hans chef talte med Hattesen fra Æ Bank eller med Fanny Hecht fra Æ Svinemærken.

Det var dengang, Tønder havde Stadt Kopenhagen, Zur Traube, Marie og Williams Pølsevogn, Drallefabrikken, Werner Petersens Kolonialhandel og Møballes Snedkeri. Ja man husker det tydelig, når man nu bliver mindet om det. Her var også S.C. Lorenzen, møbelpolstrer Odefey, Blenners Damvaskeri og købmand Heine Christiansen, hvor min far engang havde byplads.

Klokken 10 om formiddagen var der kaffetid. Hele verdenssituationen blev så ordnet af direktør Lauersen, vaskeriejer Blenner og papirgrosserer Bossen. Endnu kan undertegnede huske disse personer.

 

Hos Th. Lauersens Bogtrykkeri

Den 2. september 1966 startede Jørn Vestergaard så hos Th. Lauersens Bogtrykkeri. I sætteriet i Jernbanegade var der 10 svende og 2 lærlinge. I trykkeriet var det cirka samme antal. Overskrifter til Den Lille Avis blev sat i hånden. Alle annoncerne blev først lavet enkeltvis, for derefter at blive samlet til en hel side sammen med redaktionelt stof. Hver uge blev der produceret 16 – 24 sider. De store tunge sider blev derefter transporteret til rotationstrykkeriet Heimdal i Haderslev og trykt.

Jeg kan godt huske, at jeg blev vist rundt på trykkeriet i Jernbanegade dengang. Det var en fascinerende oplevelse.

 

De Gamle forlader firmaet

Også en masse bøger blev lavet hos Lauersen Jernbanegade. Det var en møjsommelig affære at trykke dengang. Men i 1970erne kom der nye tider og Lauersens Bogtrykkeri flyttede ud på Nørremarksvej.

Desværre døde Børge og Svend Aage Lauersen meget tidlig. Og Friedrich Chrestesen vælger at stoppe i 1984. Det var ham, der var ansvarlig for firmaets økonomi. Jo, ham kendte undertegnede særdeles godt. En stor del af min ungdom tilbragte jeg faktisk sammen med min gode ven Ingolf hos Cathrine og Friedrich, som var hans forældre på Nørrevænget, Vi kaldte ham altid for Frederik.

 

Store investeringer

Børge Lauersens ældste søn, Jørgen som jeg gik i klasse med på Tønder Kommuneskole indtrådte nu i direktionen.

  1. Lauersens Bogtrykkeri investerer nu en masse penge og bygger også stort i Lübeck. Her står det hele klar foreløbig med 80 ansatte. I 1991 opføres en ny hal på Nørremarksvej. Koncernen havde nu 145 ansatte. Men samtidig begyndte det at gå ned ad bakke. I slutningen af 1995 må Jørn Lauersen forlade firmaet.

I 2002 må produktionen lukke hos Lauersen Grafisk. Men det ny Lauersen Grafisk startede op på ruinerne af det gamle. Niels Lauersen gik foran alle andre. Reparerede og satte lokalerne i stand og meget mere i ferierne.

I dag beskæftiger firmaet 35 mand, og 4. generation, Niels søn, Steffen er indtrådt i firmaet.

En spændende historie fortalt af Jørn Vestergård.

 

 

Svinget – røddernes barndom u´i æ Lejr – mit kig tilbage i 50’erne

Denne historie havde jeg glædet mig til. For egentlig har jeg aldrig fået fat i Poul Raaby Pedersens bog om sin barndoms gade. Og undertegnede tilbragte barndommen fra ca. 1957 – 58 på Lærkevej lige i nærheden.

Ja her ude havde tyskerne radiostation for Zeppelinstation. Da vi byggede huler på hjørnet af Lærkevej og Nordre Landevej fandt vi bestik med nazi – symbol.

 

Lejr – bygninger blev brugt til beboelse

Senere blev der indrettet en kaserne for dragonerne efter 1920 i området Ryttervej og Svinget. Ryttergårdens hestestalde er i dag beboelsesejendomme. Og de gamle barakker fra lejrens tid, blev også brugt til beboelse.

Den gamle portnerbarak ned krudthus, Svinget 1 på hjørnet af Ryttervej, blev også hjem for en række børnefamilier til den blev revet ned engang i 1960erne. Mødrene var hjemmegående. Men da børnene kom i børnehave og skole lokkede arbejdsmarkedet. Der var altid deltidsarbejde for en ringe betaling.

 

Dem, de andre ikke måtte lege med

Børnene fra Svinget var dem, de andre ikke måtte lege med. De fine fra Dragonvej, Ryttervej og Leonhardtsvej måtte ikke så gerne tage rødderne med ind at lege i stuen eller på værelset. Omkring bunkeren, tørrepladserne, markerne bag brakkerne, på sportspladsen og ved kanalen nord for Nordre Landevej fandt rødderne deres bedste legepladser. Ja og for de sidste to steders vedkommende kom vi også fra Lærkevej.

Paul Raaby Pedersen nævner også gadeslagsmål. Jo, det kan vi godt huske. For i hvert fald to gange havde rødderne allieret sig med Ryttervej for at erobre Lærkevej. Herligt, at købmand Manø og Nomannis brødbil nævnes, ja det kan undertegnede også huske.

 

Vi husker de gamle originaler

Og man kan jo altid huske originalerne. Hermann Hieromos vandring med svingende stok, Theodor Fidus, Bubbi, den døvstumme cykelsmed. Og så var det Sort Lene, skidn´Jes, Lillebror, Abbedikke, Jørn Drys, Julius Kommunist, Dres Snit og mange andre.

Da 22 ”rødder” satte hinanden stævne

Ryttergården blev revet ned i 2001, og genopført i samme stil. I Svinget opførte boligforeningen 8 rækkehuse og et fælleshus på det areal, hvor p – pladsen lå.

Herlig fortælling, og Poul fik da også udgivet et hefte på 50 sider om rødderne fra Svinget. Og det må da have været gensynets glæde, da 22 rødder satte hinanden stævne i Svinget mange år efter, at de havde forladt den.

 

Tre generationer i træets verden

Den mest kendte person i Selmer – familien bliver født i året 1837 på Nordstrand. Han får navnet Thomas Selmer. Han og hans kone, Friederike får 8 børn. Den yngste af børneflokken, Berthold Peter Jacob Selmer er den person, der i 1897 grundlægger familiens trælasthandel i Tønder.

 

Da Bismark sejlede til Tønder

Thomas Selmer tager til søs, bliver skipper/kaptajn og senere hotelejer. I1866 overtager han post – og passagertransporten mellem Højer og Munkmarch Sild.

Han var en festlig fyr, denne Thomas Selmer. I Tønder blev han nok mest kendt for at sejle Bismark ind til Skibbroen. I Tønder kan han dog ikke vende skibet og sejle retur til Sild. Dermed taber han væddemålet til sin besætning på 200 mark.

Nogle semirister skrev dengang sangen:

  • In der grossen Seestadt Tondern kam einmal ein Dampschiff an …….

Det beskrives i sangen, at han måtte sejle Bismark baglæns ud af Skibbroen.

I 1883 blev Thomas Selmer aktionær og bestyrelsesmedlem i Sylter Dampschifffahrtsgesellschaft. Desuden var han også digefoged.

 

En restaurant opkaldt efter Thomas Selmer

I 1920 døde han. Men i dag består Fährhaus Munkmarsch af et luksushotel og tre restauranter med en gastronomi af højeste klasse. En af restauranter er opnævnt efter grundlæggeren og hedder Käpt’n Selmers Stube.

 

Virksomheden i Vidågade

Den 1. oktober 1897 købte Bertold Selmer en lille kulhandel og et savværk i Vidågade. Ejendommen bestod desuden af Østergade 11, som var en kontorbygning og et træskur. Det gik godt for virksomheden, der i flere omgang udvidede.

Den 24. april 1934 var det halve af Tønder på benene. Tømmerhandler Selmers lager af tømmer, brændsel og tjære som brændte. Forretningen blev dog hurtigt opbygget igen. Efter 40 år som trælasthandler i Vidågade besluttede Thomas M. Selmer at stoppe aktiviteterne i Vidågade. Forretningen lå efterhånden godt indeklemt, og det var svært for de store lastbiler at komme ind og ud af gaden. I 1982 blev der lavet en aftale med Tønder Kommune om køb af det store 2.500 m2 store areal. Men Selmer kan dog fortsætte virksomheden indtil kommunen går i gang. En masse af firmaets aktiviteter er dog flyttet ud til sønnen Thomas Selmer i Markgade.

I 2005 blev også denne virksomhed efterhånden indeklemt. Her ligger 14 private andelsboliger i dag.

 

Herlig læsning fra det gamle Tønder

Hermed slutter gennemgangen af det 16. erindringshefte fra Lokalhistorisk Forening. Og det var i den grad afvekslende med både krigserindringer, virksomheds – erindringer og erindringer fra barndommen. Herlig læsning fra Tønder, hvorfra den gamle redaktør flyttede for 46 år siden.

Du kan købe ældre udgaver af Tønder – erindringer hos Lokalhistorisk Forening.

 

Tønder – Erindringer 16 udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:

 

Første Verdenskrig:

  • Dengang ved fronten
  • Haderslev 1917 – 1918
  • Flugten over grænsen 1914 – 1918
  • Første Verdenskrig i Bov
  • Sønderjyder i Første Verdenskrig
  • Krigsfanger i Sønderjylland

 

Ryttervej/Svinget/Lærkevej /Lejren

  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Bataljonen fra Tønder
  • Fra Lærkevej til ”Æ Synnejysk Ambassade”
  • Flere minder fra Lærkevej
  • Minder fra Lærkevej 9
  • Benne Blitz og andre originaler i Tønder

 

 

Gendarmer:

  • Pas på grænsen (1)
  • Var Paludan Møller en folkehelt?
  • Obersten fra Tønder
  • Grænsen og dens bevogtere
  • Gendarmstien

 

Sidste års anmeldelse: (Tønder – erindringer 15)

  • Erindringer fra Tønder

 

 

 

 

 

 


Omkring Vidåen og Havnen i Tønder

Dato: juni 7, 2015

Omkring Vidåen og Havnen i Tønder

Jo, der har været en havn i Tønder. Og man havde i den grad haft problemer med vandtilstrømningen til denne. En advokat blev nærmest gjort til grin. Han kunne åbenbart ikke se forskel på en stork og en gås. En værtshusejer blev efter fem års sagsbehandling dømt til at fjerne sin mødding på Skibbroen. I Vidåen var der små romantiske øer. Og så kan Tønder takke møller, Bachmann for at det ældste af Tønderhus er bevaret.

 

Skibbroen – Familiens stamværtshus

Ikke stedkendte vil vel allerede ved overskriften af denne artikel stoppe op. Hvad er det for en havn i Tønder? Ja det var på Skibbroen. Nu er det p – plads på stedet. Men familien Brodersens stamværtshus i Tønder er netop Skibbroen.

 

Havde Tønder samhandel med England?

På et kort over Tønder fra 1685 optræder den nuværende Kobbergade som Kopperstrasse og Pebergade. Denne gade benævnes som Peperstrasse. Begge gadenavne har relationer til det engelske. Kan det betyde, meget tidelig samfærdsel med englænderne, eventuelt vikingetogter fra Tønder. Der findes også enkelte for længst afdøde historikere, der antyder dette.

 

En eng med ringridning, cirkus, tivoli og musikfestival

Og den eng vi omtaler, som man kan se fra bænken ved Gasstationen foran baneanlægget, ja der har vi tilbragt mange timer til tivoli, ringridning, cirkus m.m. Ja senere blev det til Tønder Musikfestival.

 

Boede der papegøjer i Tønder?

Hvis man nu lader øjet kigge lidt til venstre forbi den gamle godsstation, ja så kører vi ud af papegøjevej. Og hvorfor hedder det nu det? Boede der papegøjer i Tønder i gamle dage?

Ja vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade. Og turen blev også foretaget, når denne sides redaktør skulle ud med rundstykker tidlig søndag morgen. Dengang tænkte jeg, hvordan kan folk så afsides spise rundstykker?

Det var herude, at Tønder Fastelavnslaug holdt til fra 1546 til 1619. Købmænd og håndværkere afholdt her fugleskydning. Man skød efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og holdt sammen ved brand og anden ulykke.

30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i Foreningslivet. I tiden omkring Æ Kachmands opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte ikke mere armbrøst, men geværerne var taget i brug.

 

Opbevaringsplads beskyttet mod alle vinde

Slotsbjerget var i ældre tider en lille holm i Vidåens udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandelspladsen Tønder red. Og stedet har fra tidlig tid har stedet været godt beskyttet mod havets brænding og mod fjender. I 1130 omtalte geografen Idrisi i Palermo stedet som:

  • Opbevaringsplads beskyttet mod alle vinde og omgivet af bygninger.

Måske var den første borg bygget af Knud Lavard. Måske var det bare et simpelt tårn placeret i en lille holm i Laurentiusstrømmens sidste slyngning inden den forenes med det sydlige Vidå – løb.

 

Var det Hertugens skyld?

Havnen lå dengang ved Æ Svin’ mærken. Og måske var det Hertug Frederiks storslåede slotsanlæg, som krævede store omlægninger af vandløbene ved Slotsholmen, der lukkede for indsejlingen til Tønder ved Lægan i 1554. Måske var det slet ikke inddigningen, der var skyld i dette?

Ja slottet eller befæstningsværket var forholdsvis lille. Men i år 1600 var den en forholdsvis moderne befæstning. I 1676 blev stedet nedlagt som forsvarsværk. Det skete af politiske grunde. Stedet har i historien både været hertugelig og kongelig residens. Ja amtmanden holdt også til her på slottet. Omkring 1750 – 51 blev det smukke renæssanceslot revet ned.

Så sent som i 1792 tilsendte amtmand von Bertouch en overenskomst mellem Tønder Kommune og Kær Herred angående en overfart over Rethvolden, slottets forhenværende brede borggrav.

 

Resten af Tønderhus blev brugt til en landevej

Skal vi tolke dette på nutids – dansk er det nok tale om en bedre vejforbindelse. Jo i tidens løb skete der mange reguleringer, både med hensyn til Vidåen og diverse andre kanaler. Ja resterne af Tønderhus blev brugt omkring 1861, da chausséen, Husum – Ribe blev brugt. Prøv engang, at tænke på det, når du kører på Ribe Landevej.

Og de stedkendte har længe gættet det. Slotsbjerget hedder i dag Slotsbanken.

 

Godt gemt lå Nyholm

Og ind imellem gemt bag høje træer og dengang vandværkets bygninger lå gården Nyholm. Den minder mest om de gamle Møgeltønder – huse. I forbindelse med amtmandens anmodning fra 1792 var der kommet en ny vej over dæmningen på Slotsbankens sydside.

I 1848 gik ejerskabet til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann fik i 1859 som nygift, Nyholm. I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død. Gården skulle sælges ved skifte. Jürgen Bachmann havde forpagtet en del af Slotsbanken, der dengang endnu var i kronens eje. Men forpagtningen var åbenbart meget permanent. Der blev nemlig opsat en 8 Fach staldbygning. Den dækkede også over en gammel kældervælving, der oprindelig havde været slottets nordøsthjørne.

 

Bayrischer Bier – Keller

I 1872 blev Slotsbanken solgt til Tønder Kommune. De forlangte Bachmanns stald fjernet omgående.

Men det gav dog lidt drama i byen. Gæstgiver og brygger på C. Claussen Skibbroen havde benyttet stedet til Bayrischer Bier – Keller. Det lyder jo meget hyggeligt. Men det var vel snarere et opbevaringsstedfor øl og en iskælder. Gæstgiveren forsøgte at sabotere kommunens ordre ved at købe stedet af Bachmann. Efter et halvt år, blev nu Claussen jun. Dømt til at nedrive stalden. Han måtte dog ikke nedrive den del af kælderen, som ikke var bygget af Bachmann.

Måske kan vi takke Bachmann for, den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder endnu findes på Slotsbanken den dag i dag.

 

En ny kanal langs Jomfrustien

I 1878 fulgte så udgravningen af en kanal langs med Jomfrustien, som ligesom i gamle dage forbandt Møllekulen med Skibbroen. Med dette initiativ blev Slotsbanken igen en holm, ligesom i ældre tid. Meningen var, at øge vandmængden og gennemskyldningen af havnebassinet. Drømmen dengang var jo en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.

Kanalen passerede Nyholm – og Porthusdæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granisten, der sikkert stammede fra slottet. Det hele løb ud i en 40 meter bred nedgang til havneløbbet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen så kraftig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthusbroen.

 

Skole på Nyholm

Efter familien Bachmanns periode på 40 år på Nyholm, ja så holdt den næste ikke ret længe. Han (Martin Ganzel) blev offer den daværende politik. I 1891 overtog kådner Hans Nikolai Eskildsen stedet. Men stedet havde slet ikke mere det storladne indtryk. Eskildsen udlejede en del af hovedbygningen til tyske jernbanefolk.

Da den såkaldte Höhere Töchterschule i 1904 blev oprettet, blev den installeret på Nyholm. Her holdt de til, indtil de fik deres eget hus på Bokkensåvej (nu: Popsensgade 8).

I 1905 solgte Hans Eskildsen, Nyholm. Han bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.

Anton William Thaysen overtog stedet. Han havde tidligere drevet Mettenwarf, der havde tilknytning til familien Bachmann.

I 1917 blev det så Hans Michael Winther, er brugte stedet som aftægtshus. Han havde tidligere været forpagter på Stor Tønde.

Ved skøde af 20. august 1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann – en bebygget gårdsplads med have og græsgang.

 

Slotsbanken – et yndet udflugtsmål

Slotsbanken blev et yndet udflugtsmål for byens borgerskab. I forgrunden kunne man følge skibskanalen. Over til højre strakte banegårdsarealet sig. Man kunne se Udbjerg Kirke i midten, når man kiggede til venstre. Sæd lå mod sydøst og Aventoft mod sydvest. Ved klart vejr kunne man se jernbanestationen i Sønder Løgum.

Der var en svag lugt af gas, men den var ikke ubehagelig. Dog havde den en tendens til at sætte sig i tøjet. Man fik sig her en snak om byens begivenheder, og om ålene ned i kanalen ville lade sig fange.

Nogle satte sig, andre gik videre. Og andre igen gik ned til gasgraven, hvor foruden gasbåden også andre fladbundede både lå.

Sidst på sommeren kom stjernerne frem. Mod vest kunne man se et blinklys farende hen over horisonten. Af og til anede man også et nordlys. Man kunne se masser af græsende kreaturer.

 

Aftenens højdepunkt

Men aftenens højdepunkt opstod ved halv – ni – toget fra Hamborg. Under gunstige vindforhold kunne man høre det ganske svagt allerede ved afgangen fra Sønder Løgum. Lyden blev til en stadig tiltagende rumlen. Lyden blev forstærket af rumlen, da toget kørte over første og anden jernbanebro.

Udsigtsbænken foran gasværket havde sit højdepunkt om sommeren. Men byens borgere svigtede den nu heller ikke resten af året. De kom uanset is, kulde, storm, regn og sne.

Hvis det var for koldt, kunne man søge ind til retorthuset, der hørte til gasværket. Det havde arbejderne ikke noget imod. Det var en dejlig afveksling.

Vidåen svulmede op

Om efteråret svulmede Vidåen op. Det kneb med afløbet. Kanalen blev også fyldt op, og engene oversvømmet. Også kanalvejen var oversvømmet. Vandstanden var stærkt afhængig af vinden. Ved vestenstorm, når slusen ved Højer var lukket, kunne vandet stå truende højt. Adskillige kældre i Tønder blev så fyldt.

Set fra bænken kunne det oversvømmede område ligne et stormpisket hav. Brændingen brød ind over Slotsbankens fod. Ikke sjældent medførte dette en del strandingsgods.

 

Ikke helt ufarligt med de fladbundede både

Det var ikke helt ufarligt, at sejle rundt i dette i det fladbundene både. Skjulte pælespidser kunne hurtigt rive bunden op. Kom der stærk frost fik man en kæmpemæssig skøjtebane. Men borgerskabet benyttede nu mest Mølledammen ved Sønderbro eller de såkaldte Syderfenner. Her benyttede byens beværter sig så af tilløbet til at udskænke diverse drikke i hurtigt opsatte telte.

Da det blev lidt lysere i luften, var kanalvejen ved at blive tør. Vandet svandt fra engene. I den ene og anden grøft fandt man liget af en laks, der ikke nåede at komme ud. En enkelt gang fandt man også en stør.

 

Vildgæs trak over området

Om efteråret trak store skarer af vildgæs over området. De slog sig ned i markområderne ved Tønder. Jagt – og mordinstinkter vågnede i borgerskabet i alle samfundslag. Så tog man ellers på gåsejagt. De rigtige jæger havde hund. Andre brugte kanalerne. Man så på byens gader, tøndringer komme gående behængt med gåsekroppe. Andre transporterede dem i trillebør eller i små trækvogne.

De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker samt borgerskabets middagsbord. Mange blev vel også eksporteret til andre byer.

Mange havde jagtrettigheder og forpagtere håndhævede også deres rettigheder. Man kiggede med meget ublide øjne på krybskytter. Synderne skulle i den grad afstraffes.

Området mellem jernbane og kanalen blev i gamle dage kaldt Bagved Slottet. Forpagteren var en advokat i Østergade.

 

En storkerede på Nyholm

Nyholm var der en storkerede på staldbygningens sydgavl. To af storkeungerne var faldet ud ad reden. Hans Eskildsen gav dem et kvarter inde i stalden. Gasmesteren sørgede for deres underhold. Vinteren over fik man hjælp af byens slagtere.

En dag var begge storkeunger borte. Deres plejeforældre eftersøgte dem alle vegne, men væk var de. Til sidst kom der dog en melding fra godsekspeditionen. De spankulerede der i nærheden på en fenne. De var vel kommet over kanalen på en isflage.

Eskildsen og gasmesteren tog straks gasbåden og begav sig dertil. De fik da også fat i storkeungerne. På tilbagevejen havde de så hver en storkeunge under armen.

 

Forskellen på en gås og en stork

Men pludselig dukkede advokaten op. Han holdt bøssen frem mod de to, og skulle lige til at skyde. Ja sådan fortalte tøndringerne i hver fald efterfølgende. Han var meget ophidset, og beskyldte de to for vildttyveri.

Men så var det, at gasmesteren spurgte advokaten, om han ikke kunne kende forskel på en stork og en gås. Jagtens forpagter foretrak sig rasende i retning mod jernbanen, mens de to andre stagede hjem til Slotsbanken med deres storkeunger.

Ja advokaten blev nærmest gjort til grin i Tønder. Storkeungerne blev voksne. De fløj mod syd sammen med deres yngre og ældre kammerater.

 

Øer i Vidåen

På gamle malerier kan man ane, at Vidåen har haft et andet forløb end i dag. Der har også været adskillige øer i åen, som har været forbundet med hvide broer. Da Vidåens vandforsyning til tider havde været for ringe til møllens drift, blev der samtidig foretaget en uddybning og regulering af åen mellem Korntved og den nuværende jernbanebro. En ny møllestrøm forløb i lige linje til Sønderbro. De udgravede jordmasser blev anvendt til et dige, der sikrede den nye møllestrøm mod syd og senere blev til Søndre Allé.

For at forbedre Vidåens vandforløb yderligere blev der ca. 10 år senere mod øst gravet en kanal, der ledede Hvirlåen ind i Vidåen.

Mellem det oprindelige Vidå – løb og den nyanlagte møllestrøm var der afskåret nogle øagtige arealer, til hvilke der mellem Blegen og den senere jernbanebro hørte et sumpet område, som først så sent som ca. 1880 af Tønder – borgerne ved fælles indsats og arbejde blev til det nuværende Anlæg. I sin tid kaldte man det også das Einland.

En gruppe små øer var lidt længere mod vest kommet til at ligge mellem det senere seminarium og Sønderbro.

De blev kaldt Haveøerne (Garteninseln). De hørte til haverne på den anden side af det gamle Vidå – løb. Med andre ord, de hørte til ejendommene i Østergade og til dels også Søndergade. Om disse glemte øer findes der arkiver i de kommunale vandbygningssager i Tønder Byarkiv, som nu befinder sig i Landsarkivet i Aabenraa.

 

Niels Jacobsen oprensning blev ikke godkendt

Den deputerede borger, Niels Jacobsen havde ladet foretage en oprensning af den gamle Vidå – løb bag staldene. Han havde også foretaget en gennemstikning af en dæmning mellem gamle Vidå og Møllestrømmen vel nærmest ved Seminariet. Dette betegnes som østlig grøft.

I 1842 klagede haveejerne, derunder lægen Dr. Med. J.G.A. Boysen over, at den gamle strøm ikke mere førte vand nok til vanding af deres haver. En oprensning, der forinden atter var foretaget af Niels Jacobsen, havde ikke gjort sagen bedre.

Den 27. september 1842 samledes i den anledning et udvalg bestående af magistratsmedlemmer og særlige sagkyndige ved Sønderbro. De sejlede derfra i fællesskab til besigtigelse af de uheldige forhold, særlig ved gennemskæringen. Nis Jacobsen, der var med, afviste ethvert ansvar. Han havde ikke påtaget sig at anlægge den nu udgravede østlig grøft.

Man vedtog, at Niels Jacobsens oprensning ikke skulle godkendes som veludført.

Senere hørtes ikke mere om sagen, der vel også bogstaveligt er forløbet i sandet. Den gamle Vidå og småkanalerne mellem øerne er efterhånden blevet opfyldt og haveøerne selv er blevet landfaste.

 

En mødding på Skibbroen

Årene omkring og efter 1840 var en bevæget tid i Tønder. Det var nok i lyset af politiske forandringer. Men også andre ting bekymrede tøndringerne. Gadernes brobelægning blev fornyet. Men også Skibbroens havneanlæg i forbindelse med et nyt toldpakhus og uddybningen af skibsfartskanalen optog mange borgere. Man var også i gang med at fjerne møddingerne. De havde været der siden middelalderen, men de pyntede nu ikke just på åbne pladser og på gader.

Som en prop foran indgangen til Kogade lå der en mødding. Og den havde næsten ligget der altid. Ved Skibbroens første brolægning i ca. 1707 var man antagelig gået uden om. I en længere årrække havde Stadt Copenhagen gjort brug af den.

Stadt Copenhagen var dengang en gammel bygning. Den blev først revet ned efter 1890. Frontside og indgang var mod Vestergade. Stalden med bagvedliggende mødding og Bienengarten strakte sig langs med Kogade helt ned til Skibbroen. Omkring 1820 opstod der, vistnok i Bienengarten den såkaldte gamle Harmoni. Ejendommen dengang blev af Magistraten i 1807 tillagt gæstgiver P.J. Hoyer. Senere blev den drevet af hans enke.

 

Slesvig – Holstenismens højborg

Stedet bar i disse år et kendt sted. Det var Slesvig – Holstenismens højborg. Ved byens 600 års jubilæum den 25. august holdt Hartvig Wilhelm Beseler en tale her. Han var advokat fra Slesvig og Tønder Købstads repræsentant i Stænderforsamlingen. Ved festmiddagen holdt han sin tale for J.C. Todsen og borgmester Sibbers.

Den af Stadt Copenhagen brugte mødding på Skibbroen synes ikke at have vakt anstød eller generet nogen så længe madamme Hoyer ejede kroen. Men den ændrede sig radikalt, da fruen den 7. september 1844 afstod sin virksomhed til gæstgiver Hans Harders.

 

Nu fik naboerne travlt

Denne var en 26 – årig ung mand fra Itzehoe – egnen. Nu lugtede den fælt gennem naboernes vinduer. Nu var den i vejen for den gode udsigt. Og nu hindrede det trafikken over Skibbroen.

Der gik så kun tre uger, så blev der klaget til magistraten i denne anledning. De fire nærmest boende af de i alt ti kroejere, der i en tæt bue omkransede Skibbroens havnebassin, krævede møddingen fjernet. Idet de også kom ind på, at pladsen ikke tilhørte Harders, men kommunen.

Den ene af dem, Abroe, der havde boet i Skansen havde selv en mødding liggende ved siden af Harders, hvorfor han også måtte klage over sig selv, medens de andre, der vel havde nået at rydde deres, tilsyneladende var på den rigtige side.

Magistraten forsøgte at klare sagen med det gode. Men Harders havde sikkert været stærk irriteret. Han var stejl og afvisende. Pladsen og møddingen var hans. Naboens klage var dikteret af ondskab og misundelse, mente Harders.

 

En lang sagsbehandling

Sagen måtte således gå den regulære vej. Den blev slæbt igennem alle regeringsinstanser lige op til H.M. Kongens Cancelli. Ja sagen varede hen imod tre år.

Magistraten besluttede den 29. januar 1845, at Abroes mødding skulle fjernes, da den lå på kommunal grund. Men Harders mødding kunne ikke røres, da der var tale om hævd eller eje.

Deputeretkollegiet angreb en uge senere Magistraten. Stadt Copenhagen var kommet i besiddelse af pladsen ved en tilsnigelse. Man fandt frem til, at pladsen på Skibbroen ikke tilhørte kroen og ikke var identisk med dens oprindelige mødding.

De fire anmeldere ankede herefter Magistratens beslutning til den kongelige regering på Gottorp. Magistratens beslutning blev ophævet. Af hensyn til almenvældet skulle møddingen og dens indhegning fjernes. Desuden skulle pladsen brolægges.

Ejendomsspørgsmålet skulle derefter ordnes ved forligsforsøg eller eventuelt ved ekspropriation.

 

Så måtte Politiet fjerne møddingen

Harders appellerede straks til det Kongelige Cancelli. Men dette svar af 28. april 1846 gik ham imod. Harders forhalede afgørelsen. Men det var vel også let, for de forskellige instanser var åbenbart uenige.

De fire anmeldere havde opfordret Magistraten til gennemføre den kongelige regerings ordre af 12. august 1845. Magistraten var efterhånden godt trætte af sagen. Og den 7. juli pålagde de Harders inden for 14 dage, at fjerne sin mødding. Men dette efterkom Harders ikke. Så blev det meddelt at man nu havde bedt politiet om at fjerne mødding og indhegning.

Harders døde ganske ung, allerede i 1852.

 

Kilde: Se Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Tønderhus, havn, Vidå, Vadehavet og Tøndermarsken: Læs:

  • Det Frisiske salt
  • En vandmølle i Tønder
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Emil Nolde – Vadehavets maler
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Tønder – i 1600 – tallet
  • Vikinger i Vadehavet
  • Tøndermarsken – under vand
  • Aventoft – Byen ved grænsen
  • Møgeltønders Historie
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Tønderhus – slot, borg og fæstning
  • Hertugen af Tønder
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarsken 2
  • Tøndermarsken 1
  • Tønder Historie – fra begyndelsen
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • At plukke sut ved Højer
  • Syd for Højer
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Rudbøls historie
  • Fiskeri ved Højer
  • Vadehavet ved Højer
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Øen Jordsand – ud for Højer
  • Højer – stormflod og Diger
  • Højer – som havneby
  • Og mange flere

 


Det Gamle Tønder

Dato: august 28, 2014

Vi kigger på gamle bykort over Tønder. Men de fortalte ikke altid sandheden. Byen har ikke været forskånet for ildebrande og stormfloder. Og byen har også været ramt af krige og indkvarteringer. Men en tur gennem Tønder vidner om, at det engang har været en rig by. Hvis du er i tvivl, så besøg bare byens kirke.

 

En eventyrlig by

Har du prøvet, at gå en tur gennem Tønder? Har du gået langs Vidåen langs diget? Hvis ikke, så prøv at gøre det? Tænk samtidig på Tønders eventyrlige historie. Min far kunne ellers fortælle en historie om hvert hus i den indre by. Men han er her ikke mere. Som murersvend har han også oplevet lidt af hvert, når han skulle mure rundt i de gamle huse.

 

En borgerklokke

Franciskanerklostret bredte sig ned til Vidåen. På holmen over for lå borgen. Og nord for Vestergade Laurentiuskirken. På et tidspunkt udgjorde en klokkestabel på Torvet byens kirketårn. Fra cirka 1530 blev denne erstattet af et rundt grundmuret tårn. Dette lå tæt ved Storegade 9, som dengang udgjorde Torvets vestligste del. Ja dette tårn var nærmest en borgerklokke, der tilkaldte indbyggerne i freds – og krigstid. I byens østligste del lå allerede i middelalderen byens hospital eller Helligåndshus.

 

Opdelt i 120 stavne?

I det ældste Tønder omkring havnen flokkedes borgenes huse. De rigeste boede på Stavnsgrundene ud mod det brede hovedstrøg fra broen over Laurentiusstrømmen i vest og til hvor Abild – Ribevejen tager fat, hvor vi atter finder en bro. Hovedstrøget var delt i Vester -, Store – og Østergade. Nogen har dog stillet spørgsmålstegn ved disse stavnsgrunde, og har fundet frem til, at det antal, der skulle have været her, umuligt kan være presset ind.

Jo byen var opdelt i 120 stavne. Og kun indehaver af en stavn var fuldborger og kunne blive medlem af Raadet. I løbet af det 17. århundrede mistede stavnsordningen sin betydning. Men den blev dog først ophævet i 1768.

 

Tønders gader blev dannet

Men for ca. 775 år siden skete der en udstykning i Tønder. Denne forblev nogenlunde uforandret gennem den største del af byens historie. Der var dybe smalle grunde ud mod hovedstrøget. Dette betød, at byen meget hurtigt fik bagveje. Bag Vestergade opstod meget tidligt Skibbrogade og Spikergade. Bag Østergade opstod Vidågade. I nord bag Vestergade fik vi Allégade og Nørregade. Der opstod nogle få og korte tværgader, Kogade og Pebergade. Den smalle Søndergade fik vi også hurtig. Kobbergade blev også en vigtig trafikåre. Ved bebyggelse af den store Torve – og kirkeplads, opstod Smedgade mellem de to pladser. Senere i middelalderen kom Mellemgade og Richtsensgade til.

Så skulle vi da hvis have fået dannet et af de første Tønder – bykort. Vi skal også lige have med, at i løbet af middelalderen skød der af Vestergade frem ad Møgeltønder – vejen en lille forstad frem.

 

De rige boede ud til hovedgaden

Hovedbebyggelsen ud til hovedvejen blev først befolket. Men ud mod baggaden blev der plads til alskens nytterum som stalde, småhuse og boder til tyendet. Ja nogle blev også lejet ud. På et kort fra 1685 kan vi se, at der var en lidt anden navngivning, dengang.

  • Allégade hed Hinter die Nordwestställe
  • Østlige del af Nørregade hed Hinter die Nordenställe
  • Hele Vidågade Hinter die Südostställe

Bag Staldene var til midten af det 19. århundrede den mest almindelige betegnelse for disse strøg.

 

Borgereden

De laveste på den sociale rangstige var Indersterne. De boede til leje hos andre og måtte betale afgift til øvrigheden. Det var en slags betaling for den beskyttelse, der blev ydet af byens borgmester og Raad.

Ifølge den gottorpske forfatning af 21 maj 1607 var daglejere forpligtet til at tage borgerskab. Men dette blev ikke overholdt. Men det var man sikkert glad for i Tønder. Fattige folk skulle ikke lige byen til byrde.

Man måtte heller ikke give ly eller udleje boder og boliger til fremmede og fordægtige folk, om hvis opholdssted, man ikke vidste noget om. En hver, der tog ophold i byen skulle inden for tre måneder aflægge borgereden. Dette gjaldt dog ikke embedsmænd, kommunale tjenestemænd, særlig privilegerede som læger, men dog kirurgere, som blev regnet som håndværkere.

I de andre sønderjyske byer blev det forlangt, at den ny borgere ejede en bolig. Sådan var det ikke i Tønder. Her behøvede man hverken at være gift eller have et hjem. Men man skulle være ægtefødt af ærlige forældre. Man ønskede ikke at have bødler og rakkere optaget i borgerskabet. Man skulle også være kristen. Jøderne fik først deres ligeberettigelse i Sønderjylland i 1854.

 

Brande og stormfloder gjorde sit

Selv om Tønder er en meget gammel by og man gør meget for at bevare den, så finder man ikke synderligt meget af den middelalderlige bebyggelse. Det har brande og stormfloder sørget for. Man må dog gå ud fra at den ældre Nikolajkirke samt klosteret og flere af klosterhusene har stået i solid grundmur.

Det kan være svært at afgøre Tønder – husenes alder, hvis man alene skal vurdere det ud fra husenes arkitektur. Det ser nemlig ud til, at indflydelsen fra Holland har været ret stor. I så fald skal Tønder – husene vurderes ældre.

 

Tønders mest berømte hus

Tønders nok mest berømte hus, er Torvet 11. Den er af sengotisk karakter og meget dekorativ. Måske er dette hus sammen med det gamle rådhus, og kirkens ejendommelige spir, det mest fotograferede og malede motiv i Tønder. Som andre ejendomme mellem Østergade og Kirkepladsen, er det bygget på tidligere kirkegrund. Det korte brede hus har dog også en helt anden karakter end de almindelige stavnshuse. Byggeskikken er velkendt fra Holland.

 

Et kalender – hus?

Måske har Ludwig Andresen ret, når han påstår, at huset kan være det hus, der i 1520 blev opført med offentlig støtte til det af St. Nikolaj Kirke hørende kalenderbroderskab, Calendaria confraternitatis Sancti Nicolai. Er denne påstand rigtig, ja så er denne bygning, Danmarks eneste bevarede kalenderhus. I hvert fald er denne gådefulde bygning næst efter St. Nikolaj Kirkes tårn, Tønders ældste historiske mindesmærke.

Storegade 9 og 11 kan lige som Vestergade 6 være svært at datere. I byens stavnshuse boede byens overklasse, det var de egentlige fuldborgere. I byens side – og baggader boede underklassens folk, håndværkere og daglejere.

Materialerne har i det væsentligste været træ og tømmer. Der var bulhuse, men det mest almindelige var uden tvivl bindingsværk med lerklinede og udmurede tavl. Tagene var tækket med strå og rør. Dette indbød jo næsten til ildebrande, og dem har Tønder ikke været forskånet for.

 

Besejlingsforholdene blev forringet

Besejlingsforholdene til byen blev nærmest afskåret fra 1554 – 57. Indtil 1567 kunne borgerne bruge ladepladsen ved Lægan. Men bedre var ladepladsen ved Rudbøl. En gravet kanal uden om slottet sørgede for at pramme og småskibe kunne lægge til ved den ærværdige havn ved Skibbrogade.

 

Frygtelige brande

Indtjeningsmulighederne blev væsentlig forbedret med den stigende studehandel. De gyldne tider med gode priser holdt sig dog kun til ca. 1620. Midt i denne positive udvikling blev byen ramt af en katastrofe. I 1581 hartad grueligen afbrændt hele nordsiden af hovedstrøget lagt i aske fra den vestre ende og til Torvet. På sydsiden blev kun 2 huse, der blev skånet. Dertil kom en brand i 1586, hvor bebyggelsen på Slots – og Frigrunden, Uldgade og Slotsgade gik op i luer.

Branden i 1581 betød en udvidelse af det nedarvede gadenet, idet den vigtige Søndergade opstod i sin nuværende mere gademæssige skikkelse med bro over Vidåen til en helt ny forbindelse syd på. Samtidig blev Lillegade brudt igennem som en fortsættelse af Kobbergade og gjort bredere. Møllevejen blev udvidet til 15 alens bredde.

Så fulgte krigene med hårdt skattetryk, indkvarteringer og brandskatning. Denne nedgangsperiode varede til cirka 1660. Så gik det fremad igen. Det betød at byen begyndte at vokse.

 

En egen kommune

Vest for byen voksede Vestergade – forstaden, nybygget efter en brand i 1522. Den nedlagte St. Laurentii Kirkegrund blev bebygget med nye huse. Og den gamle klostergrund blev delvis indtaget til bebyggelse. Det betød, at to nye gader opstod, Uldgade og Slotsgade. Det var godt nok under Slots – og Frigrunden, som dannede sin helt egen kommune. Helt frem til 1933 dannede et lille tresiddet område mellem Møllevej og Slotsgade sin helt egen kommune.

 

Et bykort fra 1588

Det er altid sjovt, at kigge på gamle kort, selv om man ikke altid skal tro på dem. Således stod Henrik Rantzau for en udgivelse fra 1588. Man ser en enskibet kirke og to porte, Sønderport og Østerport ud over broen over Vidåen. Begge porthuse er gengivet i et stokværk. Vestergade må undvære sin port. Her er kun broen over Laurentiusstrømmen. Men vestre forstad har tegneren helt glemt. Mest umage har tegneren gjort sig med Tønderhus. Den og de Rantzauske hovedsæder i omegnen, Møgeltønder, Solvig og Trøjborg, har åbenbart interesseret tegneren, Braunius og værkets udgiver, Henrik Rantzau mest.

 

En omlægning af Vidåen

En menneskealder senere optræder en håndtegning over Tønder. Denne virker meget amatøragtig. Men man skal lige være opmærksom på en vigtig ændring. Det nye kort angiver rigtigt en omlægning af Vidåen. Sådan en fandt sted i 1597 – 98 i forbindelse med nyindretningen af Slotsmøllen. Kortet viser både die olde Mohlenstrom og de ni Mohlenstrom fra 1598. Den ny løber snorlige lidt syd for den gamle. Hen imod møllen udvider den sig til Mølledammen.

 

Kristkirken og Rådhuset

Det er åbenbart gået hurtig med at genopbygge byen efter diverse brandkatastrofer. I 1590erne gik man i gang med at opføre den nye og anseelige treskibede Kristkirke. Fra 1609 – 11 byggede man Latinskolen nord for kirken. Senere blev præstegården bygget. Branden fra 1581 havde skånet byens rådhus, så den fik lov at tjene helt til 1643, hvor en helt ny grundmuret og statelig bygning blev opført det samme sted. Bygningen kom i stand efter hertugelig hjælp. I 1657 blev der etableret en sidebygning, hvor Rådsalen befandt sig.

 

Forsøgte at efterligne det bedre borgerskab

Datidens bedre borgerskab forsøgte at efterligne datidens herskende overklasse i byggekunst. I det illustrerede kort fra 1620 får man indtryk af en velbygget by med grundmurede bygninger, der knejser i flere stokværk og med kamtakkede gavle.

 

Et bykort fra 1685

Overkonduktør H.G. Riga tegnede i 1685 et meget omhyggeligt kort over Tønder. Her var digerne også indtegnet, Alt Süder Borger Deich, Neue Süder Borger Deich, Norder Borger Deich og Wester Borger Deich. Man kan så undre sig over, hvorfor der ikke står Bürger. Lokaliteter som Mülenteich og Mühlenstrohm. Vi kan også se vejen fra Sønderport, der lige uden for diget spalter sig i to veje, hvoraf den vestligste Rohrkar weg atter spalter sig i Flenburger weg og Moringer weg. Uden for Vesterport ses, Weg nach Mögeltonder.

Brande kunne trods øget sikkerhed, ikke undgås. I 1725 gik Østergade op i luer.

 

Et bykort fra 1781

I 1781 gengives et kort i Danske Atlas, tegnet af H.F. Schlegel. Det var et ret fyldigt kort, hvor man kan se de sørgelige rester af byens befæstning. Man kunne også fornemme, at byen endnu ikke var fuldt udbygget.

 

Et hospital med tugt – og arbejderhus

Hospitalet, som brændte i 1725, blev i 1731 opbygget på helt stateligt vis. Den blev tillige indrettet som vajsenhus og tugt – og arbejderhus. Senere blev den smukke bygning indlemmet i Tønder Seminariums bygningskompleks.

 

Et apotek med julemænd

Vi skal da også lige stoppe op i et hus, der er fyldt med julemænd og julepapir. Firmaet der huserer her på hjørnet af Søndergade og Østergade her da også Det Gamle Apotek. Det blev egentlig bygget af borgmester Johan Preuss som sin privat bolig. Det var til at begynde med et dobbelthus med to selvstændige gavle mod gaden, efter oprindelig nederlandsk byggeskik. Her danner de to løver i indgangen et festligt stykke barok. Jo her i dette hus, har lille Uwe da også ofte været, da det var apotek.

 

Amtmanden blev hjemløs

Og så skal vi da nævne Digegrevens Hus. Det er en af Tønders mest markante borgerhuse opført i 1777 af byens senere borgmester og velgører, Carsten Richtsen. I en hel klasse for sig selv står Tønders eneste palæ, Amtmandsboligen på den tidligere Slotshaves grund. Da Tønder Slot blev revet ned i midten af det 18. århundrede var amtmanden hjemløs. Derfor lod den daværende amtmand Grev U.A. Holstein palæet opføre.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 172 om Det Gamle Tønder. Ja du kan endda få en tur i fire afsnit gennem Tønder – god fornøjelse