Dengang

Søgeresultater på "Højer – stormflod og diger"


Højer – stormflod og diger

Dato: juni 7, 2007

I Højer måtte man i 1920 udstede nødpengesedler. Og det var naturligt, at Højer Sluse prægede nogle af disse. På dem stod der:

  • Vor Sturmflut und Wassergefahr, Herr Gott in Gnaden uns bewahr.
  • Gott schütze unsere Waterkant, wir halten fest zum Vaterland.

Befolkningen måtte leve med frygten
Måske forstår man ikke rigtig denne frygt, hvis man ikke lige bor i området. Der var respekt for naturen. Kigger man på Tønders historie ser man også, hvor mange menneskeliv og skader de forskellige stormfloder i tidens løb, har bevirket. Men befolkningen skulle ret meget igennem inden politikerne for alvor vågnede op, og skred til handling.

Det gamle Højer – Rudbøl dige blev opført i 1555, i 1828 opførtes Snuromdiget øst for Højer. Og i 1861 blev Ny Frederikskog inddiget med Siltoft – Højerdiget. I 1927 byggedes der et havdige fra Højer til Emmerlev.

 

Alarm: 4,36 m
I 1953 druknede 1.365 mennesker i Holland under en stormflod. Dette bevirkede, at man foretog en forhøjelse og forstærkning af de svageste havdiger.
Den 16. – 17. februar 1962 ramte en ny voldsom stormflod vestkysten. Ved Højer måltes en vandstand på 4, 36 meter over Dansk Normal Nul (DNN).

Så småt var man begyndt, at snakke om nogle væsentlige ændringer, og 1964 lavede man et egentlig stormflodsudvalg. Men der skete ikke rigtig nået.

 

Alarm 4,92 m
I løbet af morgenen den 3. januar 1976 blæste det voldsomt op fra nordvest, og vandet steg foruroligende. Ved 13 – tiden nåede vandet op på 4,92 meter over DNN. Det var den højeste målte vandstand i dette århundrede. Bølgerne skvulpede cirka to meter over digerne. Problemet var, at højvande endnu ikke var indtruffet.

 

Tønder og beboerne i kogene bliver evakueret
Jeg befandt mig selv i Aabenraa på det tidspunkt, og hørte katastrofemeldingerne på Radio Syd. På et tidspunkt ringede jeg hjem til min mor. Nu skulle de også evakueres i Tønder. Men min mor tog det helt roligt. Jamen vinden er gået over i nord. Hun havde kigget over på vejrhanen, der sad på Dreds Christiansens hus på Lærkevej.
Beboerne i kogene syd for Højer var blevet evakueret op på Dige-skolen. Og min mor og far inde i Tønder blev evakueret til Abild. Min mor havde afblæst katastrofen, men først klokken 16.09 blev alarmberedskabet ophævet.

 

Alarm 4,12 meter – men store skader
17 dage efter var den gal igen. Denne gang nåede den ”kun” op på 4,12 meter. Men den holdt vandstanden i fire timer, og digerne blev meget belastede. Atter engang blev beboerne evakueret til Digeskolen. Denne gang var digerne blevet meget ramponeret.

 

Ingen tillid til beredskabet
I årene efter blev der gennemført en moderne varslingstjeneste og et udvidet stormflodsberedskab. Det hele blev samlet under Kystinspektoratet i Lemvig. Men lokalbefolkningen havde ikke tillid til systemet. Og det skulle også senere vise sig, at være store problemer.

Ved en af stormflodskatastroferne brød radioforbindelserne sammen. Sønderjyske Walkie Talkie – fanatiker blev tilkaldt. De måtte underskrive et notat, hvori de måtte love ikke at gå videre med deres oplysninger. Min onkel Pulle fra Højer blev placeret inde ved Tønder Politistation med et kraftigt PA – trin (forstærker). Jeg tror, at min lillebror Erwin var placeret ved Rømø – dæmningen. Selv kunne jeg ikke deltage, men fulgte slagets gang fra min walkie i Aabenraa.
Efter episoden blev der lige så stille bevilliget nyt radioudstyr til katastrofeberedskabet. Og det var ikke nævnt med et ord i pressen, at det var Walkie Talkies, der hjalp i denne katastrofesituation. Og aldrig har min onkel sendt med så meget ulovlig effekt som den gang ved Tønder Politistation.


Nu måtte det ske noget

Statsminister Anker Jørgensen og trafikminister Niels Mathiasen kom til Højer og besigtigede digerne. Højers borgmester Gregers Jørgensen talte med meget store bogstaver. Det måtte da gøre indtryk, at 22.000 mennesker havde været i fare, alene i Tønder var der evakueret 10.000 mennesker. Men snart bredte sløvheden sig atter.

 

Endelig, sker der noget
Først i 1977 vedtog et enigt Folketing, loven om et fremskudt dige. I 1979 påbegyndtes det store arbejde. Samtidig med dige-bygningen foregik opførslen af den nye sluse. Først foretog man en omlægning af Højer Kanal (Vidåens fortsættelse ud gennem Vadehavet uden for den gamle sluse), så den blev ført uden om byggepladsen. Denne blev indrammet af en 6,5 m høj ringvold, og inden for den byggedes slusen.

Kæmpe indvielsesfest

Slusekamrene var færdige midt i september 1980. Den 20. september var der indvielse i strålende vejr. 20.000 mennesker var til stede. Højdepunktet var at alle dansede kædedans ud og ind gennem slusekamrene. Det var hvis nok den største folkefest i Højers historie.
I dagene efter blev sluseportene sat i, og den 3. oktober blev Vidåens vand ledet ud gennem den ny sluse. 1. oktober 1981 kunne bygherrerne aflevere det færdige resultat til Sønderjyllands Amtsråd.

Det nye dige har en længde på 8,63 kilometer, og en højde af 7,45 meter. Det er en meter højere end det gamle, men meget fladere. Bølgerne får dermed et roligere forløb, så de beskadiger diget. Uden for diget blev der af ind-pumpet sand dannet et 150 meter forland, der delvis blev tilsået med græs.


Generalprøven bestået

Kun to måneder gammel havde det nye dige generalprøve. Vandstanden nåede helt op på 4,97 over DNN. Sandsynligvis havde det gamle dige ikke kunnet klare dette. Græsbevoksningen foran bestod ikke prøven, fordi den var så ny. Senere erfaringer har vist, at anlæg af slikgårde på vaden gav et bedre resultat.

I 1983 vedtog Folketinget, at der i den sydlige del af et anlagt reservoir skulle etablere en saltvands-sø på 225 ha. Formålet er, at man vil genskabe de levevilkår, der blev skadet ved dige-byggeriet.
Så nu er det antagelig slut med at lege Huckleberry Finn og Tom Sayer på tømmerfloder på prilenerne(afvandingskanalerne).

 

Kilde: 

  • Litteratur Højer
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
  • Under Højer finder du 77 artikler 

Redigeret 10. 12 . 2021


De tre koge – syd for Højer

Dato: december 7, 2023

De tre koge – syd for Højer

Vi badede der som unge. En fiskekutter og en motorbåd. Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år. Der blev udstedet oktrojer(privilegier). Jorden blev overtaget frit og frank. Hvem var interessenterne? Selvbestemmelse. Hvad står der i forordningerne? Inddigningen afsluttet i 1861. Slusen stod færdig i 1860. En parallelvej og tre tværveje blev anlagt. En bro over Vidåen. Jorden tildelt ved lodtrækning. Højer Bønderkommune tabte retssag. Møgeltønder Kog fik ejendomsret. De største lodsejere – de fik tildelt ekstra jord. Selvstyre, skattefrihed og retten til forlandet er historie. Men hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse? Nybygger-stemning i Ny Frederikskog.

 

Fakta:

  • I artiklen omtales nogle gamle ord og begreber som vi lige her vil forklare så du bedre kan forstå, hvad vi skriver om:

 

  • Digepligt: Ingen stykke dige uden jord med ansvar for det og ingen jord uden digepligt
  • Spaderet:
  • En mad eller en kommune, der ikke opfylder sin pligt over for digearbejdet, havde forbrudt sin jord (sagt på nudansk: Hertugen kunne smide folk ud)
  • Hvert areal har lige stor byrde, om det ligger helt ude ved diget eller længst inde.
  • Demat:
  • Sønderjysk;dagslet) Det er det markareal, en bonde kan slå med en le på en dag (5.000m2).
  • Rode:
  • Gamle dansk længdemål af varierende størrelse. Ved kongelig forordning af 1698 sattes 1 Rode til 10 Fod (3,14m)
  • Oktroj:
  • Privilegie givet af staten/Kongen eller Hertugen med vidtgående rettigheder til kogene især i Tøndermarsken.

 

Vi badede der – som unge

Efterhånden har vi skrevet en del om disse områder. Men der er stadig ting at berette om disse unikke områder. Det var jo dengang, vi kunne bygge tømmerflåde og sejle og bade i prilerne. Det må man hvis ikke mere. Vi havde fået at vide, hvornår vi senest skulle være ude af området og bag diget.

Det var i det område, hvor man nu har anlagt en saltvands-sø.

 

En fiskekutter og en motorbåd

Det var dengang, der endnu var Forsøgsstation. Nu er dette igen blevet til Hohenwarde. Og nede ved fabrikken ved broen lå Opa’ s fiskekutter. Han havde så senere kun en motorbåd, som jeg fik lov til at styre på kanalen.

Som jeg har omtalt i efterhånden mange artikler efterhånden, sad vi ofte på stormfulde aftner ude i Ny Frederikskog og lyttede til Blåvand Radio, Lyby Radio og Norddeich Radio. Det var kystradiostationer.

Det var dengang vi også så Sort Sol, men dengang var det skue som vi observerede endnu ikke navngivet.

 

Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år

Tøndermarsken udgør samlet et område på 10.000 -12.000 ha. Den er opstået gennem mindst tusinder års stadige ændringer og tilvækst ved kysten langs Vadehavet. Udviklingen med dannelse af nyt forland fortsætter. Det første havdige på det det nuværende danske område blev bygget i 1556. Som vi tidligere har omtalt i artikler, var det hertug Hans, der var bygherre.  Det vil sige, han pålagde beboerne i marsken at gennemføre arbejdet.

 

Hertugen afgav rettigheder

Jordejerne i de enkelte koge blev pålagt den fremtidige vedligeholdelse af havdiget og afvandingsanlæggene. Det var landsherren, der ejede alle rettigheder til stranden. Men fra slutningen af 1500-tallet begyndte hertugen at afgive rettighederne til benyttelse og ind-digning af forlandet.

 

Der blev udstedt oktrojer (privilegier

Der blev udstedt oktrojer (privilegier). Det handlede om rettigheder og forpligtelser. I det nuværende danske områder findes en oktroj for Ny Frederikskog fra 1690 og en oktroj for Rudbølkog fra 1712.

Fra 1956 afgav Frederikskogerne ejendomsretten til forlandet. Den fremskudte dig fra 1982 ejes af Sønderjyllands Amt.

 

Jorden blev overtaget frit og frank

Gammel Frederikskog blev ind-diget i 1692. Oktrojen blev underskrevet 15. oktober 1690 af Hertug Christian Albrecht på Gottorp. Jordene blev overladt som ejendom til interessenterne, deres arvinger og efterfølgere. Jordene kunne pantsættes, bortgives, testamenteres eller sælges uden myndighedernes tilladelse.

Jordene blev overtaget frit og frank uden nogen afgifter og pålæg de første 17 år. De første 17 år kunne kvæg, korn og andet sælges uden told og licenser. Hvad der var behov for i denne kog, måtte frit indføres. Man måtte opstille vind – og hestemøller uden for, på og inden for digerne og udnytte dem til fri malen, brygning og bagning.

De kunne have herberg, bygge gårde og stalde samt drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag. Jordarealerne skulle interessenterne selv fordele ved lodtrækning, så enhver fik sin del på en rimelig måde.

 

Hvem var interessenterne?

Interessenterne var hovedsagelig købmænd og embedsmænd fra Tønder, samt en del mindre jordbrugere i Horsbüll herred. Den største ejer var kniplingshandler Peter Struck i Tønder med 313 demat jord. Provst Kenckel fik 105 demat.

På hans grund blev der anlagt et stort værft og opført gården Kenckelhof. Gården var beboet til omkring 1740 og blev derefter nedbrudt.

Den næststørste ejer var Peter Thomsen var Peter Thomsen fra Rudbølgård med 130 demat. Hans søn Thomas Thomsen byggede værftet og gården, der senere blev kaldt ”Inspektørværftet” Her boede slægten og handelsmanden Peter Jacobsen i mange år. Fra 1816 til 1848 boede kogs-inspektør Hans Heinrich Brodersen på gården.

Den fjerdestørste ejer var herrefoged Fedder Lundten i Højer med 86 demat. I alt var der 43 jordejere med tilsammen 1.202 demat græsningsjord. De ny ejere fik bevilliget udstrakt selvstyre. I kogen gjaldt Ejdersteds landsret. Det betød bl.a. at kogs-bestyrelsen havde politi – og retsmyndighed.

 

Selvbestemmelse

Bestyrelsen skulle sørge for diger, veje, vandløb, skolevæsen og andre fælles anliggender. Oktrojen blev bekræftet mange gange, senest i 1854. Den 24. marts 1859 godkendte ministeriet en plan for en dige-linje, dige-profil og slusebyggeri, der var udarbejdet af kaptajn von Carstensen. Amtmand Reventlow for Tønder Amt, der også var overdigegreve, sendte den 5. april 1859 forordningen til kogs-interessenternes efterretning og videre foranstaltning.

 

Hvad stod der i forordningen?

Af forordningen fremgår:

  1. Den oktroj, der blev tildelt interessenterne i Frederikskog den 15. oktober 1690, betragtes som gyldig for den nye kog, der opstår ved inddigningen , i samme omfang som for den gamle kog, for så vidt oktrojen ikke er ændret ved senere almindelige love og forordninger, så at det forland foran kogen, der nu skal inddiges, bliver koginteressenternes ejendom.
  2. Hvad angår det slusebyggeri. Der står i uadskillelig forbindelse med inddigningen, så skal der kun opføres en kombineret sluse som skal indrettes i overensstemmelse med de krav, der er opstillet i den skriftlige erklæring fra kaptajn von Carstensen af 20. januar d.å. og som Rudbøl – Sydvesthørns general-vandings-kommune har erklæret sig indforstået med. Med hensyn til materialet til den ny sluse har det kongelige ministerium måtte anse det for ønskeligt at slusen bygges af sten i stedet for af træ. På dette område overlades dog valget til Frederikskogene.

 

Inddigningen afsluttet i 1861

På dette grundlag begyndte man i 1859 inddigningen, som blev afsluttet i 1861. Det nye havdige gik i en snorlige linie fra Siltoft ved den gamle Viddingherreds nordvestlige hjørne til Højer Klev. Bygherren var Kogs-bestyrelsen med koginspektør Refslund i spidsen og digegreve Nissen fra Tønder som tilsynsførende.

I sommeren 1859 byggede man ”Kaidiget” (lav beskyttelsesdige) på forlandet med en fuld længde på ca. 7.000 meter. Arbejdet beskæftigede ca. 300 mand i to måneder. Dette dige led imidlertid skade under stormfloder i august 1859, marts 1860 og pinsen 1860. Diget måtte derfor istandsættes flere gange.

 

Slusen stod færdig i 1860

Stenslusen blev bygget af bygmester J.F. Weise fra Husum. Bygningen blev påbegyndt i september 1859. Den 25. maj 1860 blev der afholdt slusefest. I december 1860 stod slusen færdig. Prisen var 130.000 rth. (rigsthaler).

Havdiget blev bygget sommeren 1860 med færdiggørelse og enkelte reparationer i foråret 1861. Der deltog 18 entreprenører. Diget blev fremstillet som håndarbejde med brug af hestekøretøjer, trillebørere og af materiale opgravet uden for diget. I alt blev der beskæftiget ca. 3.000 arbejdere i løbet af anlægsperioden 1860 – 1861.

Arbejderne boede i området og måtte ikke forlade kogen uden polititilladelse. Havdiget kostede 221.836 rth.

 

En parallelvej og tre tvær -veje blev anlagt

Kogs-bestyrelsen besluttede at anlægge en vej parallelt med havdiget ca. 628 meter øst for diget og derefter for hver 120 roder. Der blev anlagt tre tværveje. Langs vejene og mit imellem vejene blev der gravet afvandingskanaler, der forsynedes med sieler ved udløb i Vidåen. Siele er betegnelsen for en mindre vandings-sluse. Disse anlæg blev udført af kogen og udgør endnu det eksisterende vej-og afvandingssystem.

 

En bro over Vidåen

Over Vidåen blev der i 1861 bygget en kørerbro med en broklap, som kunne åbnes for skibsfart. Broen kostede 4.798 rth.

Alle anlæg var færdige og regnskabet afsluttet den 12. oktober 1861. Inddigningen med sluse kostede 455.125 rigsdaler. Heraf modtog kogen 69.000 rigsdaler som tilskud. Restbeløbet på 386.125 rigsdaler blev betalt af jordejerne i Ny frederikskog efter arealets størrelse, idet vaj og vandløb var fritaget. Udgifterne blev fordelt således (i rigsdaler):

  • Frederikskog 327.449
  • Den Kongelige Regering 38.865
  • Treherreds – kogene 10.024
  • Møgeltønder – kog 6.736
  • Rudbøl – kog 2.751
  • Viding Herred 247

Frederikskogenes andel blev betalt dels af opsparet kapital og dels af nye lån. Disse lån blev tilbagebetalt i løbet af de 17 skattefri år.

 

Jorden fordelt ved lodtrækning

I maj 1861 blev jordene fordelt mellem alle, der havde rettigheder i den nye Frederikskog. Først udlagde man de arealer, som regeringen og de øvrige koge havde krav på. Dernæst fordelte man resten af jordene ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i det gamle Frederikskog.

Arealet syd for Højer indtil Vidåen og Sejersbæk tilhørte på forhånd Landes Herrenschaft, dvs. regeringen. Desuden fik regeringen et areal ved Højer-Rudbøldiget nord for den gamle Højer sluse i alt 175 demat.

 

Højer Bønderkommune tabte retssag

I de følgende år opstod der én retsstrid om disse arealer, idet Højer Bønderkommune gjorde krav på arealet. Kommunen havde hidtil haft brugsretten til området. Det var rent faktisk matrikuleret 1844 efter det danske system, som en del af bønderkommunens jord. Bønderkommunen tabte retssagen ved overretten i Flensborg. Dermed mistede de rettighederne til jorden. Senere blev der afgivet tre demat til den ny slusemesterbolig og 1 ½ demat til havneplads for Højer flække.

Det gamle havdige mellem Højer og Rudbøl tilhørte henholdsvis Møgeltønderkog og Treherredskog. De havde vedligeholdelseses-pligten og oprindelig også retten til forlandet.

 

Møgeltønder Kog fik ejendomsret

Fra 1853 foreligger en overenskomst om udlejning af forlandet foran Højer bønsserkommune og foran treherreds dige. Møgeltønderkog havde ingen overenskomst, og den fik tildelt forlandet foran sin del af det gamle dige ved Sejersbæk til Vidåen. Der var 33 demat, som staten gjorde krav på, men retten for Møgeltønder – Ballum Birk Tilkendte Møgeltønderkog ejendomsretten.

Treherreds kog ejede oprindelig forlandet foran deres del af Højerdiget. I 1789 indgik man en overenskomst med Frederikskog om Lille Vade. Det er arealet mellem Højerdiget og Generalstrømmen, gående fra Rudbølkog-diget til Højer Sluse (det gamle afløb fra Højerkog). Lille Vade skulle tilfalde Frederikskogen.

Til diget hørte cirka 90 meter spadeland, som en del af diget. Treherredskog fik tildelt 21 demat mellem Højerdige og Vidåen. Rudbølkog og Vidding herreds kog gjorde også krav på en andel af det ny inddigede areal. De fik alene tillagt en del af deres spadeland som afgiftspligtigt areal.

 

Lodtrækning i Tønder

Resten blev fordelt ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i Gammel frederikskog. Lodtrækningen fandt sted den 25. maj 1861 i Tønder efter annoncering og indbydelse. 73 jordejere eller stedfortrædere var mødt frem. Efter drøftelser om samtlige punkter i protokollen, der var skrevet på både dansk og tysk, blev protokollen underskrevet af alle. Så fulgte lodtrækningen. De største jordejere trak først.

 

Den største lodsejer

De nye ejere overtog straks deres nye arealer. Den største lodsejer var C.R.P. Angel på Bjerremark. Og så er vi ved historien om Hohenwarte som du kan læse i en speciel artikel.

Den næststørste lodsejer var Tønder Vajsenhus-

Efter inddigningen i 1861 påbegyndte man forlandsarbejdet. Det var som aktiv indvinding af nyt land. Og dels for at beskytte diget. I 1956 blev der indgået en overenskomst mellem Frederikskogenes kogs-bestyrelse og Statens Jordlovsudvalg. I overenskomsten fastslås at Frederikskogene i henhold til Oktrojen fra 1690 er ejere af forlandet på 334 ha. Men nu blev den danske stat delvis ejere af forlandet.

 

Det fremskudte dige 1979 – 81

Lov om det fremskudte dige for Tønder Marsk blev vedtaget den 8. juni 1977. Det fremskudte dige og Vidåslusen blev bygget 1979 – 1981 af Sønderjyllands Amt. Diget er bygget 1.400 meter vest for det gamle havdige fra 1861. Det går fra Emmerlev Klev i nord til landegrænsen og fortsætter på tysk side til Sild – dæmningen. Ved inddigningen opstod Margrethe-kog med et areal på ca. 1.200 ha.

 

En beskyttelses-lov

I henhold til overenskomsten fra 1956 blev en tredjedel af det oprindelige forland overdraget fra Frederikskogerne til Staten. På landbrugsarealerne blev anlagt markveje, gravet afvandingskanaler og bygget pumpestationer. De 244 ha, som tilhørte Frederikskogene blev fredet ved fredningsnævnets kendelse af 1. marts 1984 og overfrednings-nævnets kendelse af 12. november 1985.

Arealerne skal henligge i vedvarende græs og må ikke beplantes eller bebygges. Frederikskogerne modtog en erstatning for fredningen.

 

De største lodsejere fik tillagt jord

Folketinget vedtog den 12. marts 1988 en lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Loven omfatter bl.a. hele Gammel Frederikskog og størstedelen af Ny Frederikskog. Loven bestemmer at størstedelen af arealerne skal bevares eller tilbageføres til vedvarende græs og høj vandstand i kanaler og skelgrøfter om sommeren.

Loven gav mulighed for at der gennemføres en jordfordeling i området. Frederikskogernes arealer i Magrethe-kog blev inddraget i denne jordfordeling, der blev afsluttet i 1992. Frederikskogerne afgav et samlet areal på 94 ha i Magrethe-kog til staten og modtog 57 ha spredtliggende arealer i Gammel og Ny Frederikskog, samt i Rudbølkog.

Lodsejerne i Frederikskogene har altid været klar over, at de var medejere af Frederikskogs forland. Straks efter inddigningen i 1981 fremsatte nogle større lodsejere krav om at få udmatrikuleret deres andel af jorden i Magrethe-kog. Tidspunktet for udstykningen blev dog forskudt pga. fredningen i 1984, lov om Tøndermarskens naturbevarelse i 1988 og jordfordelingen i 1992.

Kogs-bestyrelsen besluttede på sit møde den 13. september 1994, at grundejere med mere end 15 ha i Frederikskogene kan få tillagt jord. De mindre grundejere skulle have udbetalt deres andel af jordværdien.

Tildeling af jord eller udbetaling af jordværdien skete til den, som var bidragspligtig og tinglyst grundejer i gamle og ny Frederikskogs ejerlav den 1. november 1994.

 

Selvstyre, skattefrihed og retten til forland er nu historie

Privilegierne gælder ikke længere ude i kogene. Skattefrihed, selvstyre og retten til forland er nu historie. Det offentlige – Sønderjyllands Amt – har overtaget rettigheder og forpligtelser ved det nye havdige.

 

Hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse?

Utroligt at det så ikke gælder den gamle Højer Sluse, som forfalder mere og mere. Det gamle dige og slusen skulle egentlig udgøre det for en ekstra sikkerhed, sagde man dengang, da det nye havdige blev indviet. Men jeg gad godt nok at vide, om den ekstra sikkerhed reelt er til stede.

Det står ellers også i vedtægter m.m., at Kogs – bestyrelsen var og er pligtig til pleje og vedligeholdelse af andre diger. Gælder det så også for den gamle sluse eller det Sønderjyllands Amt?

Fællesopgaverne bestyres og repræsenteres ved kogs-inspektøren.

 

Nybygger-stemning i Ny Frederikskog

Det var så herude i Ny Frederikskog at jeg som ganske spæd blev slæbt ud hver weekend, hvor min far og onkel Jacob byggede et hus for Oma og Opa. Det var i begyndelsen af 1950erne. De havde før boet i Klostergade i Højer. Det var ægte nybygger – stemning, men jeg kan ikke huske det mere.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Poul Andersen: Højer Bønderkommune
  • Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer 1843-1993med træk fra historien fra 1920
  • Claus Rolfs: Højer Sogn og Flækkes historie
  • Peter Vestergaard: Det fremskudte dige ved Højer

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.087 artikler
  • Under Højer finder du 90 artikler
  • Under Tønder finder du 344 artikler
  • Hohenwarte
  • Gårdejer på Søgård ved Højer
  • Højer Bønderkommune
  • Saltvandssøen ved Højer
  • Landet bag digerne
  • Gårde i Højer
  • Højer – Bondeby i Marsken
  • Gammel Frederikskog dengang
  • Syd for Højer
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Højer – stormflod og diger
  • Tønders mange legater
  • Stormflod 1976
  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Vajsenhuset i Tønder 1-2
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Friserne – syd for Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Tøndermarsken 1-2
  • Nolde og Tøndermarsken
  • Stormflod i Vadehavet – endnu mere
  • Stormflod – som Guds straf
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Højer – som havneby og mange flere

Højer-Flække-Landsogn-og Herred

Dato: december 4, 2023

Højer – Flække, Landsogn og Herred

Symboler på Højer.  Ejendomme skifter ejerskab. Købstadsrettigheder. Tønder protesterede. Købmænd og håndværkere fik indflydelse. Masser af skibsfart Besejlingsforholdene blev dårlige- Tønder-Højer banen stoppede. Befolkningstilvækst. Danskere og tyskere fandt sammen i sorg. Højer er en blanding af nyt og gammelt. Var det forkert at udnævne Højer som flække? Hvorfor heder det egentlig Højer? Kongen modtaget på tysk. En topografi fra 1853. Højer – berømt for sit gode kød. Højer Landsogn. Da digerne ødelagde Tønder Havn. Rudbøl som forstad og kanal.

 

Symbolerne på Højer

Møllen og Tæppefabrikken kan tages som symboler på gammelt og nyt i Højer. Og vel også Den Gamle Sluse er et symbol på Højer, selv om man ikke har været særlig påpasselig med at vedligeholde den.

Det gamle Højer består af smalle og lidt uregelmæssige gader og mange smukke gårde og huse.

 

Ejendomme skiftede ejerskab

Fra Middelalderen indtil 1879 har byen været delt mellem forskellige jurisdiktioner. I Valdemars Jordebog nævnes byen som Krongods. Men allerede i Middelalderen henlagdes nogle gårde under det adelige Kærgaard i Emmerlev Sogn.

I første halvdel af det 15. århundrede blev disse ejendomme først overladt som pant og senere solgt til ridder Martin Gyrsting, der igen 1436 afhændede dem til Ribe domkapitel. Efter reformationen blev ejendommene (3 gårde og 17 huse) atter krongods, men ved et mageskifte 1663 med feltherre Hans Schack kom de ind under Møgeltønder, det senere Schackenborg. Ejendommene var kongerigske enklaver og var tingpligtige under Møgeltønder birk.

Det øvrige og langt overvejende del af Højer (1613: 19 gårde og 52 huse) var krongods indtil 1313, da de sønderjyske hertuger fik disse ejendomme overladt som pant, noget senere som eje.

 

Købstadsrettigheder

Så langt man overhovedet kan spores tilbage har Højer haft birkerettigheder, rettigheder som flækken beholdt indtil nyordningen af administrationen efter 1864. Tildelingen af birkerettigheder betød dog ikke, at Højer fik købstadrettigheder.

 

Tønder protesterede

Den var langt op i tiden et landsbysamfund med ganske vist forholdsvis mange kådnere og inderster, der hovedsagelig ernærede sig ved handel og håndværk. Da næringslivet i det 17. århundrede tog et ret betydelig opsving, medførte dette lange stridigheder med Tønder, som, forsvarede sine købstadsrettigheder, ikke ville anerkende Højers ret til at drive by-næring.

Et forbud mod, at Højerborgerne drev handel og håndværk, ville imidlertid gøre hovedparten af dem brødløse. Den gottorpske regering indrømmede i 1706 under Tønders protest Højer retten til at drive handel og håndværk mod en årlig afgift på 40 Rigsdaler. I 1736 blev dette privilegium stadfæstet af den danske konge. I 1743 kaldtes Højer for første gang for en flække. Privilegierne blev udvidet i 1822 og i 1825 fik man også ret til at holde markeder.

 

Købmænd og håndværkere fik indflydelse

Under denne udvikling skiftede byens næringsliv karakter. Det skete også en ændring i den politiske struktur. Oprindelig havde bønderne, der i overvejende grad var selvejere, været næsten enerådende med hensyn til byens styre. Nu fik byens købmænd og håndværkere også indflydelse.

 

Masser af skibsfart

Som følge af inddigningerne blev Højer efterhånden lade – og losseplads for Tønder. Navnlig i det 17. århundrede var der fra Højer en betydelig handel og skibsfart på Holland. Fra landingspladsen ved den Kier’ ske gård afsejlede årligt ca. 35 skibe med gennemsnitligt 50 – 60 okser ombord til Holland. Også betydelige mængder af korn blev udskiftet dertil. På hjemturen medbragtes kolonialvarer og bl.a. senere de eftertragtede vægfliser.

I det 18. århundrede aftog denne handel. Men så tog østersfiskeriet i Vadehavet et opsving. Højer blev centrum for dette fiskeri, der varede til omkring 1900.

 

Besejlingsforholdene blev dårligere

Som følge af tilsanding blev besejlingsforholdene på Højer forringet. Det blev i 1799 at nødvendigt at grave en kanal et stykke ud i Vadehavet. Kanalen fik dog på grund af krigen mod England ikke straks den betydning, man havde regnet med.

Også på anden måde søgte man at hjælpe skibsfarten. I 1820 anlagde man således en ny losseplads på det sted, hvor Sejersbækken løber ud i Vidåen. Det var her, at Frederik den Sjette 1825 landede efter sit besøg på halligerne i anledning af stormflodskatastrofen.

I midten af det 19. århundreder er der en ikke en ubetydelig sejlads på byen. Efter en ny uddybning af kanalen og anlæg af en mole uden for slusen kunne der fra 1870erne indsættes tørre dampskibe i den stadig voksende badetrafik på Sild.

 

Tønder – Højer – Banen stoppede

Anlægget af Tønder-Højer banen i 1892 kom på en vis måde til at skade byens erhvervsliv. Nu var det ikke mere nødvendigt for de tusinder af badegæster at overnatte i Højer.

Allerede længe inden bygningen af Hindenburg-dæmningen mellem fastlandet og Sild i 1927 havde betydningen af trafikken på Sild i det væsentlige udspillet sin rolle for Højers vedkommende. Havnen er nu uden betydning. Nogle år efter anlæggelsen af dæmningen standsede persontrafikken på Tønder – Højer banen og nogle år efter stoppede også godstrafikken.

 

Befolkningstilvækst

I 1925 boede der 1.136 mennesker i Højer, men den voksende tæppefabrik trak flere folk til byen. Hurtigt nåede man op på 1.500. Den befolkningstilvækst fik også betydning i nationalpolitisk henseende. Den overvejende del af befolkningen tog parti for Slesvig-holstenismen fra 1840.Højer var i lang tid et af tyskhedens faste støttepunkter i Nordslesvig.

 

Danskere og tyskere fandt sammen i sorgen

Indtil 1946 var byrådets flertal tysk. Ved Folketingsvalget i 1950 var der kun en tysk andel på 34,3 pct. Vi har tidligere beskrevet den triste drukneulykke i 1952. Men episoden viste at danske og tyske fandt sammen i den knugende sorg og byens kulturelle foreninger fandt sammen om fællesarrangementer af forskellig art.

 

Blanding af nyt og gammelt

Vi har allerede nævnt at Højer er en ejendommelig blanding af gammelt og nyt. I den indre bys snævre og krogede gader møder man gamle særprægede, tæt sammenbyggede småborgerhuse, enkelte efter byens størrelse pæne forretningsejendomme. Indimellem er det mindre stråtækte landbrugsejendomme og dengang med ikke altid lige appetitlig duftende mødding ud til gaden. Gamle gårde ses endnu i bybilledet.

Langs byens udfaldsveje er nye kvarterer vokset op, især mod nord ud mod Ballumvej. Byens ældste bygning er kirken. Den er opført i senromantisk stil omkring 1100. Men forskellige tilbygninger, ombygninger m.m. efterlader ikke meget tilbage af den helt gamle kirke.

 

Var det forkert at udnævnte Højer til flække?

Nogle historikere kalder det forkert at udnævne Højer som flække, idet byen omkring 1850 kun havde handels- og håndværkerrettigheder ved et særligt privilegium. I den tyske tid var Højer købstad efter den lille købstadslov (kleine Städteordnung).

 

Hvorfor hedder det Højer?

Et højdedrag (Høvver) har måske givet byen navn i modsætning til nabosognet Daler. I 1340 kaldes byen ”Hæthar”. Korttegner Meyer kalder byen for ”Høwer” og andre igen Høyer, hvilket er det officielle tyske navn. I folkesproget hedder byen ”Høwwer” I svunden tid deltes Højer i Syd Højer og Nord Højer.

 

Kongen modtaget på tysk

Første gang Christian den Tiende besøgte Højer, blev han modtaget med en tale på tysk. Og egentlig burde Højer have været til Tyskland påstår nogle, men grundet den forestående afvanding forblev byen i Danmark. Man kan så diskutere om den formulering er rigtig. H.V. Clausen som tegnede grænsen i 1891, havde tegnet grænsen syd for Højer.

Vi har også tidligere nævnt at tiden efter 1920 var urolige i Højer. Der var masser af skærmydsler mellem dansk og tysk. Engang i 1930erne var der 20 storkepar i byen, men de har for længst forladt byen.

 

En topografi fra 1853

Højer har haft en stor fortid. Schrøder skriver bl.a. i sin ”Topographie” fra 1853 ved skibsfarten, Han skriver:

  • Højer har nu 4 Skibe og i Gennemsnit laster i Kanalen – Vesterhavet, lagde til – 80-90 Skibe. Udførslen af Produkter af alle Slags er ikke helt ubetydelig, og Ladningerne gaar til Hamborg, Altona, Bremen, Holland og England. Siden 1852 er der indrettet en regelmæssig Dampskibsforbindelse mellem her og Loweatoft i England og mellem Højer og Sild er et meget bekvemt Færgeskib som ugentlig sejler 2 Gange frem og tilbage.

Inden Verdenskrigen havde Højer en tid lang dampskibsforbindelse med Rømø. Det var den bekendte damper ”Rømø”, der gjorde turen for at hente gæster til Pastor Jacobsens bade sted Lakolk.

 

Højer – berømt for sit gode kød

Højer var en driftig by med et godt opland. Den var ikke fattig på kroer, hvor mange gode købmandsforretninger. Højer er lige som Tønder kendt for sit gode kød. Inden krigen blev der i Højer fremstillet ”Høyer Rauchfleisch” som fandt stor afsætning i forskellige egne i Tyskland.

 

Højer Landsogn

Højer Landsogn omfatter Gamle Frederikskog, Ny Frederikskog og Rudbølkog. Disse koge skærmes af diger, frisernes stolthed:

  • Vorherre skabte havet men friserne satte det grænsen

 

Da digerne ødelagde Tønders Havn

I 1553 opførtes under Christian den Tredje bl.a. diget fra Højer over Rudbøl, Lægan til Grelsbøl i Kjær Herred. Som bekendt har Tønder et skib i deres byvåben, men med diget var det slut med den direkte forbindelse til havet. Lægan blev derefter anløbsplads.

1564 – 66 rejstes dæmninger over Vidåens tre arme mellem Fegetasch og Rudbøk. Og så videre. I 1861 blev den nye Frederikskog inddiget. Viddåen blev inddæmmet for fjerde gang og Tønders nærmeste han blev derved Slusen ved Højer.

 

Rudbøl som fristad og kanal

I 1629 skulle ifølge Trap den tidligere borgmester Cornelius Claasen fra Medebleck i Holland af Hertug Friedrich den Tredje fået koncession på at inddige hele bugten op til Højer på engang samtidig med at bygge en kanal fra Rudbøl til Flensborg. Den 27. oktober 1629 fik den nye stad Rudbøl:

  • Som samme Sted skulde funderes og anrettes

Der skulle være religionsfrihed lige som Frederiksstad.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Sønderjyske Årbøger
  • Poul Andersen: Højer Bønderkommune
  • Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer 1843-1993 md træk af historien fra 1920
  • Claus Rolfs: Højer Sogn og Flækkes historie
  • Peter Vestergaard: Det fremskudte dige ved Højer

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.086 artikler
  • Under Højer finder du 89 artikler
  • Under Tønder finder du 344 artikler

 

  • En sort dag i Højers historie
  • Dansk og tysk i Højer
  • Højer- Bondeby i marsken
  • I skole i Højer
  • Fra slusevej og andre steder i Højer
  • En ny vandretur i det gamle Højer
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • En gåtur i Højer
  • En mølle i Højer
  • Flere anekdoter fra Højer
  • Dagligliv i Højer – dengang
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Højer Tæppefabrik
  • Sidste tog fra Højer
  • Kanal gennem Tønder
  • Rudbøls historie
  • Højer som havneby og mange flere

Stormflod i Vadehavet-endnu mere

Dato: august 14, 2023

Stormflod i Vadehavet – endnu mere

Antallet af ofre var overdrevet. Johannes Meyers kort var overdrevet. Øerne var landfaste. Jordebogen beviser store tab. Engang kunne Jordsand ses. Stormfloden 1362. Allehelgens – floden 1436. Stormfloden 1615. Beretninger fra 1634 var til at stole på. Andre stormfloder kostede liv. Ebbe og flod. Landsænkninger. Dige-pligt. Spaderetten. Det fremskudte dige ved Højer.

 

Antallet af ofre er overdrevet

Efter stormfloden i 1825 udkom der i Tønder en udførlig beskrivelse af ødelæggelserne (Denkmal der Wasserfluth). Som tillæg fik man en fortegnelse over de største stormfloder, der i tidens løb har ramt området.

Det var en afskrift af gamle beretninger, der gik i igen fra krønike til krønike. Man begyndte med:

  • Den store kimbriske syndflod 340 f.Kr.
  • En stormflod fra 1216 – 10.000 druknede
  • En stormflod fra 1219 – 40.000 druknede
  • En stormflod fra 1230 – 100.000 druknede

Og sådan blev man ved. Men kan man nu tro på beretningerne om så mange druknede? Vi har ingen pålidelige beretninger. Ofrenes antal er nok overdrevne.

 

Johannes Meyers kort fantasifuld

Johannes Meyers kort fra 1652 er nok heller ikke til at stole på. Han har indtegnet utallige byer og kirker som er forsvundet i Vadehavet som ofre for stormfloder. Men dette kort står nok heller ikke for en gennemgribende historisk undersøgelse. Læs den artikel vi har skrevet om denne korttegner fra Husum.

 

Kystlinjen langt vestligere

Det er ingen tvivl om, at kystlinjen var en helt anden i fordums tid.  Vesterhavets gamle strandlinje lå langt vestligere end den nuværende ø-række. Flere af Vesterhavs-øerne og halligerne er marskøer – en enkelt har også en mose. Dette kan ikke dannes midt ude i havet. Ved Før og vest for Ribe har man fundet rester af gamle skove.

 

Øerne var landfaste

Jo disse øer har været landfaste. Spørgsmålet er blot, hvornår dette store landområde er gået tabt og om menneskene har oplevet disse katastrofer.

De mange tegn på oldtidsbebyggelse på Sild og Amrum viser, at her engang har været tæt befolket. Overalt i Vadehavet har man stødt på rester af ringbrønde, hus-værfter, grøfter m.m. Det er ingen tvivl om, at en stor del af landområdet er gået tabt efter at det er blevet bebygget.

 

Jordebogen beviser tab

Det bedste bevis er vel nok Kong Valdemars Jordebog fra 1231, Den nævner på Nordstrand 5 herreder med 59 kirkesogne, hvoraf de 50 er taget af havet. Der er også Slesvigs Domkapitels ansøgning til Konciliet i Basel i 1447. Her blev der oplyst at ”det salte hav” har taget 60 kirkesogne, der havde indbragt halvdelen af Kapitlets indtægter.

Der findes også pålidelige historiske beretninger, tingsvidner m.m. fra de senere århundreder. Det er aldeles sikkert, at den slesvigske vestkyst gang på gang er blevet ramt hårdt af stormfloder, og at op imod 100 kirker langs med denne kyst er taget af havet.

 

Engang kunne Jordsand ses

Tyske geologer har regnet ud at øen Sild i 1231 var fem gange så stor som nu. I 1928 gik vandet i stormfloden over øen ved Ranum. En skattefortegnelse fra 1613 nævner, at der på Jordsand boede to mand, Mads og Jens. De avlede 60 læs hø, havde 14 køer, 10 stykker ungkvæg, 5 heste og 60 får. Der var navne på markerne. ”Bertels Kofenner”, ”Laustens Toft” og ”Jessens Pril”. I min barndom stod min Opa på Højer Sluse og pegede ud mod øen og fortalte, at der havde han ofte været. Under besættelsen stjal tyske soldater æg fra øen. Nu er øen væk.

Mange af de gamle beretninger er upålidelige. Men alligevel har vestkysten været hårdt ramt.

 

Stormfloden 1362

Den 16. januar 1362 tog havet ved den slesvigske vestkyst 30 kirkesogn, der alle kan nævnes med navn. Ved Nordstrand tog havet Rungholt med 6 nabosogne. Der druknede 7.600 mennesker. Ud for Viddingherred forsvandt Vippenbøl Sogn i bølgerne.

 

Allehelgensfloden 1436

Allehelgensfloden den 1. november 1436 ramte hårdest lidt nordligere. På Sild forsvandt Eidum og Rantum Sogne. Det var hvis nok i den flod at Anflod Sogn syd for Højer gik til grunde. Det var kun kirken tilbage. Den blev overladt herremanden på Kogsbøl, som lod den nedbryde.

Sognet blev bebygget igen, men kirken blev ikke genrejst. Folk fra Rudbøl, Poppenbøl og Gaden søgte Højer Kirke. Det var her Cornelius Petersens smukke gård Vester Anflod lå. Den brændte i 1950erne.

 

Stormfloden 1615

Den 1. december 1615 tog havet den største del af Rikkesbøl Sogn – vest for Rodenæs. I Sæd druknede 11 personer og langs med Rørkær og Jejsing bakker lå det fuldt af drivgods, druknede mennesker, kreaturer og heste.

 

Beretninger fra 1634 er til at stole på

Stormfloden den 11. oktober 1634 er næppe den største. Men her har man pålidelige efterretninger. På Nordstrand druknede 6.200 mennesker og over 50.000 husdyr. Havet tog i denne ene nat på Nordstrand 19 kirker, 28 møller og over 1.300 bøndergårde. Mellem Tønder og Ribe druknede over 600 mennesker, f.eks. 50 i Rejsby Sogn, 57 i Mjolden, 19 i Døstrup, 15 i Abterp og 44 i Misthusum.

 

Andre stormfloder kostede liv

Julenat 1717 druknede der i Ejderstedt over 2.000 mennesker.

Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 druknede der alene på de små halliger 75 mennesker.

Ja så var det den 30. august 1923, da 19 dige-arbejdere mistede livet ved Rejsby.

 

Mange troede at det var Guds værk

Hvorledes opstår sådan en stormflod? Ja som vi berettet i tidligere artikler, er der nogle mente, at det var Guds værk. Det var en advarsel mod ugudelige mennesker. Den yderste straffe-dag var nær. Andre har givet udtryk for, at det kunne være jordskælv.

 

Ebbe og flod

Tidligere har vi givet forklaring på ebbe og flod. Dette kan vi opfatte som et regelmæssig bølgeslag mod vores kyster. Ved Højer Sluse er floden normal ca. 2 meter høj. Ved springflod, når sol og måne trækker i samme retning, noget højere.

Tænker vi så en stormflodsbølge i en højde af ca. 3 meter oven på springfloden får vi 5 meter flod.

Floden i 1825 er den eneste i historisk tid, der hærgede hele kysten fra Skagen til Holland. Floden i 1634 ramte hårdest Nordstrand. I 1923 var det Rejsby, hvor den ramte hårdest.

Stormflodsbølgen løber nemlig hurtigere end den normale flodbølge, og det kommer altså an på, om den når kysten ved højeste springflodsstand eller muligvis ved ebbetid.

 

Landsænkninger

Men hvordan går det til, at store landområder går tabt?

Når vandet er løbet bort, burde landet da komme til syne igen. Men der er forskellige forklaringer. Man talte om at der var sket en landsænkning. Men det er geologer ikke enige om. Således skulle marsken omkring Ribe have hævet sig 1 meter de sidste 1.000 år. Og ved Skærbæk er det ca. 60 centimeter. Kan det nu have sin rigtighed?

 

I nutiden er der lige så mange stormfloder som tidligere. Man regner med cirka 50 i hvert århundrede. De fleste tror på, at der sket en landsænkning, derfor vil en stormflod opfattes højere. Men digerne er blevet bedre end før i tiden. De er blevet gjort højere.

 

Digepligt

I gamle dage gik digepligten frem for alle andre pligter. Hovedreglerne var:

  1. Intet stykke dige uden jord med ansvar for det, og intet marskstykke uden digepligt.
  2. ”Demat dematlige” dvs. hvert areal har lige stor byrde, enten det ligger helt ude ved diget eller længst inde.

 

Spaderetten

Den såkaldte ”Spaderet” bestemte, at den mand eller den kommune, der ikke opfyldte sin pligt over for digearbejdet, havde forbrudt sin jord.

Det var på grundlag af denne ”Spaderet” at hertugen 20 år after den store stormflod i 1634 kunne ”jage de strandinger bort fra deres hjemstavn” og overlade deres jord til et pengestærkt hollandsk konsortium.

Ridning på digerne var strengt forbudt. Og pløjning af diger betød dødsstraf.

 

Det nye dige ved Højer

Det fremskudte dige ved Højer har skabt tryghed for mange.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.032 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 251 artikler
  • Under Tønder finder du 329 artikler
  • Under Højer finder du 86 artikler

 

  • Stormflod 1976
  • Dige-byggeri i Tøndermarsken
  • Tøndermarsken – under vand
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer – stormflod og diger
  • Stormflod som Guds straf
  • Rungholt og Mandedrukning et og to
  • Nordstrand – syd for grænsen
  • Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
  • Jordsand – nord for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • dengang.dk kan du finde ca. 100 artikler om Vadehavetog dets omgivelser

 


Stormflod 1976

Dato: november 13, 2020

Stormfloden 1976

Der var ingen truende tegn. Det var stille og rolig i Tønder. Vejrudsigten for det kommende døgn lovede godt nok blæst men alligevel! På Tønder Politistation startede den 3. januar stille og rolig. For en sikkerhed skyld sendte man en patrulje til Højer Sluse. Nu blev man opmærksom. Træer begyndte nu at vælte og situationen forværredes. Alarmknappen virkede ikke og det gjorde ”Stormflods – computeren” heller ikke. Grænsen ved Møllehus måtte lukkes. Nu var der melding om vandstand 4 meter over DNN. Og hovedpersonen var nu i bil fra Lemvig mod Tønder. Almindelig og kort efter blev der indført forhøjet beredskab. Nu var det varsel om 5 meter over DNN. 15. – 20.000 mennesker var i gang med at blive evakueret. Min mor mente ikke, at der var grund til panik. For vinden var jo vendt. Og miraklet skete, vandet faldt pludselig. Det lokale beredskab fungerede. Men der var i høj grad manglende kommunikation syd på. Tyskerne havde for længst indført forhøjet beredskab. Brud på et dige syd på bevirkede fri adgang til Tøndermarsken. Diget havde sine begrænsninger. 17 dage kom næste stormflod. Og siden har det været tryk på.

 

Ingen truende tegn

Stormfloden den 3, januar 1976 mindede en del om ”Århundredets stormflod” i 1962. Vejrsituationen mindede om den foregående – en orkanlignende storm fra vest. Med blot ti timer inden stormfloden kunne man ikke iagttage nogen særlig truende tegn.

Men kl. 7 kunne man i det Tyske hydrografiske Institut se, at en voldsom stormflod var på vej. Man frygtede vandstande på over tre meter over DNN. Men noget tyder på at disse meldinger ikke var givet videre til politiet i Tønder.

Kigger man på Stormflodssøjlen ved Højer Gamle Sluse, kan man få et godt indtryk af, hvor højt vandstanden var i 1976.

 

Mange grufulde historier

Og egentlig kunne vi fortælle endnu flere grufulde historier om stormfloder, bl.a. om den gravide kvinde, der mistede sin forstand. Eller da Fattighuset i Højer blev ødelagt i en stormflod. Man måtte ride derhen, for at komme de fattige til hjælp. På Kiers Gård fossede vandet bare ind, da en hoveddør var brast sammen. I præstegården i Ballum sejlede pastorens datter, der var otte år rundt i hendes seng inde i stuen.

Ved Rudbølkog landede et stort skib oppe på diget. En stormflod havde revet dele af Emmerlev Klev væk.

 

Stille og rolig i Tønder

Der var kun enkelte knuste ruder i Tønder den 31. december 1975. Så var der lidt væltede skraldespande og nogle rister, der var fjernet.

Næste dag var stemningen lidt mat. Betjentene tog en patruljering for evt. at kigge på mere hærværk. Men om aftenen kom der en alvorlig melding. Kl. var 19.15 og meldingen lød, at der var blevet skudt gennem et stuevindue. En melding om en mistænkelig ”finne” ved en slagtermesters dør. Og så var der noget med en tysk indregistreret bil.

Aktiviteten næste dag var endnu mindre. Falck – Zonen bad om assistance til en afspærring mellem Tyvse og Ellum. Da politiet ankom, lød meldingen, at tre vogne var hjulpet på højkant, ingen personskade.

Midt på dagen blev der anmeldt om en bilbrand i Østergade. Det Frivillige Brandværn blev tilkaldt. Men ellers var alt roligt. Den lave aktivitet i Tønder kunne skyldes en kraftig snestorm.

Den lokale avis kunne dagen efter berette om at flere kuttere havde været i havsnød og om at politiet i Ringkøbing løbet af dagen måtte opgive patruljekørsel.

 

Vejrudsigten – det kommende døgn

Men hvordan var vejrudsigten for det kommende døgn?:

 

  • I dagens løb omslag til nordvestlig og nordlig hård vind til stiv kuling og snebyger, men i øvrigt opklarende vejr.

 

Men man skulle nu lige huske at læse næste afsnit:

 

  • Der er stormvarsel for Kattegat, Skagerrak, Vesterhavet, Helgolandsbugten, Tyskebugt, Brunebanke, Doggerbanke, Fiskerbankerne, farvandet ud for Jæren Lista.

 

En stille og rolig start for politiet

På politistation i Tønder den 3. januar 1976 kl. 6.50 er alt roligt. Det har blæst kraftigt fra vest, så man holder øje med vejrsituationen.

 

En patrulje ved Højer Sluse

For en sikkerheds skyld er der sendt en patruljevogn ud til Højer Sluse. Overbetjenten melder tilbage derudefra.

Vandet står ved digefoden. Hele havneområdet er oversvømmet dog ikke værre end, at patruljevognen kan vende. Samtidig indløber en melding til stationen, at et træ er væltet på hovedvejen ved Bredebro. Man beder Falck om at fjerne det.

Man får nu gennem telefonen bekræftet at vandet ved Højer står til 2,25 meter- Politimesteren og vicepolitikommissæren underrettes.

 

Alarmknappen er ude af drift

Kl. 9.20 konstateres det ”at alarmknappen vedr. stormflodsvarsling er ude af drift.

I computerrummet konstateres det at computeren formentlig er ude af drift, da en masse lamper lyser. Kystdirektør H.B. Sørensen er klar over defekten. Gennem Radio-Jespersen forsøger man at få gang i den.

I døgnrapporten konstateres det også, at kystdirektøren i Lemvig har været i kontakt med Metrologisk Institut. En ny prognose blev forventet kl. 11.  Men nu meldes der om at

 

  • Der blæser en orkan over Nordsøen

 

Intet tyder på, at man i Lemvig har været i kontakt med de tyske kollegaer, der for længst har sat gang i forhøjet beredskab.

 

Træer vælter

Kl. 9.20 meldes om et væltet træ i Tinglev. Minuttet efter et tag og en gesims ved at styrte ned inde i Tønder by. Ejeren bliver underrettet og får pålæg om at sikre og afspærre. Tyve minutter senere drysser tagsten ned et andet sted i byen. Her anmodes en murermester om at afspærre og sikre.

Uvejr trækker op, og et lynnedslag får tyverialarmerne på Tønder Museum og i Handelsbanken til at alarmere kl. 9.45. Lyset på politistationen blinker. Samtidig går strømforsyningen til radiostationen på Vongshøj. Men heldigvis virker nødstrømsanlægget og en time efter virker den almindelige strømforsyning igen.

 

Situationen forværres

Kl. 10.25 rapporteres der fra Rømø, at vandstanden ved havnen er 30 cm fra at løbe over kajen. Vanden står også ved dæmningens fod. Med kortere og kortere mellemrum indløber der nu om rapporter om storm og stormflod.

Kl. 10.40 rapporteres der om væltede træer to forskellige steder i politikredsen. Kl. 10.45 konstaterer man at brandsirenerne i Møgeltønder er gået i gang. Det viser sig at være en kortslutning.

 

Grænsen ved Møllehus lukkes

10.50 meldes det om en elmast ved Møllehus, der er ved at vælte. Ledningerne hænger ned over vejen. Elselskabet underrettes, og der opsættes en afspærring. Grænsestedet lukkes efter aftale med tyskerne.

 

Der kan forventes en vandstand på 4 meter over DNN

10.55 meldes om stigende vandstand ved Højer. Nu er det vindstyrke 10 med 11 i stødene. Samtidig konstateres det, at der er en stærk trafik ud mod Slusen. Der etableres vejspærring. Få minutter senere er et tag ved Rudbøl ved at blæse af.

11.10 er der melding fra Kystinspektoratet i Lemvig. Meldingen går ud på at:

 

–  at der ved eftermiddagshøjvande kan forventes en vandstand på ca. 4 meter over  

           DNN (Dansk Normal Nul).

 

Fra Lemvig til Tønder

 Kystinspektoratet anmoder om, at samtlige digegrever mellem Tønder og Ribe underrettes. Samtidig fortæller Kystinspektøren, at han i en hvid Citroen vil køre mod Tønder fra Lemvig og at hastighedsgrænsen sikkert overskrides. De berørte politikredse underrettes.

Det virker underligt, at hovedmanden nu under et meget kritisk tidspunkt skal bruge flere timer på en køretur i bil. Ja undskyld udtrykket – det virker amatøragtigt.

 

Kl. 12 indfører politiet ”almindeligt beredskab”

Fra metrologisk Institut meldes, at man arbejder med en prognose for de næste tre og seks timer. Resultatet ville ligge klar ved 13 – tiden.

Samtidig dukkede der flere meldinger op om knækkede elmaster, flagstænger og træer. Kl. 11.20 meldes der om, at kioskerne ved parkeringspladsen ved Lakolk på Rømø er ved at vælte omkuld. Men fra Tønder kan man ikke hjælpe. Kl. 12 indfører politistationen i Tønder ”almindeligt beredskab”.

 

Befolkning på 15-20.000 skal evakueres

Kl. 12.13 underrettes Danmarks Radio og der gør klar til udsendelse af forhøjet beredskab. Ekstramandskab indkaldes og man går over til minutrapportering. Radio Syd afbryder nu deres almindelige programmer og sender direkte.

Man får nu at vide, at der 12.30 forventes en vandstand på 4.15 over DNN. Ved højvande omkring kl. 15 forventes en vandstand på 4,88 over DNN. Da digerne ved Højer er disponeret til 4.60, er sagen ganske alvorlig.

Der indføres øjeblikkeligt alarmberedskab med varsling og evakuering af hele det stormflodstruede område. Det vil sige alt under kvote 5 meter. Det er for en befolkning på mellem 15 – 20.000 mennesker.

Minutrapporten bliver mere og mere hektisk. Kl. 12.40 melder landbetjenten på Rømø, at dæmningen er oversvømmet. 12.46 spærrer politiet i Skærbæk landsiden af dæmningen og landbetjenten på Rømø østsiden.

Kl. 12.51 rekvireres civilforsvarskolonnen fra Haderslev til Løgumkloster. Kl. 12.53 starter evakueringen af sygehuset i Tønder. 12.55 meldes om at norddiget på Rømø er sprængt. Kl. 13.05 er Rudbøl evakueret. Kl. 13.08 overskylles diget ved Rejsby. Samtidig er der personer, der nægter at lade sig evakuere.

 

Varsel om 5 meter

Kl. 13.13 er diget ved Emmerlev Klev ved at blive overskyllet. Kl. 13.15 er man i fuld gang med at evakuere Tønder by. Kl. 13.21 melder digegreven fra Ballum, at han frygter at digerne ”går”. Kl. 13.22 er der gennembrud på diget 500 meter fra Rømø-dæmningen. Kl. 13.24 meldes det, at vejen mellem Koldby og Rejsby er oversvømmet. Kl. 13.44 meldes om, at kreaturer drukner ved Koldby.

Kl. 13.45 rapporteres det, at Ballum by er oversvømmet. Kl. 13.50 går vandet over diget syd for Kammerslusen. Kl. 14.02 går vandet over digerne ved Åstrup.

Kl. 14.05 kommer en ny prognose, der forudser at vandet om to timer vil være 5 meter over DNN. Kl. 14.07 meldes fra Højer, at vandet pisker over digerne. Kl. 14.10 sendes Hjemmeværnet til Emmerlev. Her forventes snart brud.

Kl. 14.11 evakueres en del af det sydlige Højer. Kl. 14.19 melder Blåvand Radio, at fiskekuttere har revet sig løs i Rømø havn og driver mod sikringsdigerne.

 

Miraklet sker – vandet falder

Men lige før kulminationen (højvande) sker miraklet. Kl. 14.21 og det vil sige en time før højvande, meldes det fra Ballum Sluse, at vandet ser ud til at falde. 30 kilometer længere sydpå kæmper man dog stadig med vandmasserne.

Kl. 14.33 er det et regulært digebrud ved Ny Frederikskog. Men kl. 14.43 oplyses det fra flere patruljer, at vandet nu er begyndt at trække sig tilbage. Kl. 14.47 kan det konstateres at vandet er faldet ca. en meter ca. en meter på Rømø ved Juvre. Kl. 16.08 kan alarmberedskabet afblæses.

 

Det lokale beredskab fungerede

I det store og hele fungerede beredskabet. Tønder by med ca. 8.000 indbyggere var rømmet inden for halvanden time. Skoler, haller, forsamlingshuse i oplandet blev inddraget. Civilforsvaret blev tilkaldt, digegrever, hjemmeværn og lokale brandværn arbejdede på højtryk med rapportering og alarmering.

Søværnets Operative Kommando var alarmeret og parat til at hjælpe. DSB havde kørt et evakueringstog frem til Visby lige nord for Tøndermarsken. Landsdelens sygehuse var blevet anmodet om at holde sig i beredskab og så videre.

 

Det, der ikke måtte ske, var lige ved at ske

Når man efterfølgende kigger på situationen, så må man nok sige, at Politiet i Tønder viste stor ansvarlighed. De havde ikke fået så voldsomme alarmer inden. Heller ikke fra Kystinspektoratet.

Det synes også mærkeligt at Kystinspektoratets computer var ude af drift. Og hvorfor skulle kontoret flyttes fra Tønder til Lemvig, to år tidligere? Det, der ikke burde ske, var lige ved at ske. Vi har i tidligere artikler skildret situationen her ved Vadehavet.

Flere steder om eftermiddagen var der digegennembrud, bl.a. nord for Rømø – dæmningen og syd for grænsen. De værste oversvømmelser fandt sted mellem Ballum og Koldby. Adskillige gårde og huse fik ødelagt stueetagen.

 

Stof til eftertanke

Den 3. januar 1976 gav stof til eftertanke. For det første var der åbenbar mangel på reelle varslingssystemer. Der var ingen på stationen, der kunne betjene Kystinspektoratets computer, som inspektoratet åbenbart vidste var defekt.

Først da folk Lemvig dukkede op, kom der gang i den. Men da var det hele for sent. Kystinspektør H.B. Sørensen udtalte til Vestkysten den 5.1.1976:

 

  • Kystdirektoratet havde simpelt hen ikke i sin tid nedlagt kontoret i Tønder, før det var helt sikker p, at vi havde adgang til bedre prognosemetoder end dem, Tønder – computeren kan levere.
  • Uanset tekniske problemer ved Tønder-computeren lørdag, havde det i øvrigt intet ændret ved varslingstidspunktet eller lignende, der jo helt kom til at gå på tværs af de forudlagte dispositioner. Den helt ekstraordinære vejrsituation kunne ikke forudses, men Tønder – computeren er ikke i dag vores vigtigste hjælpemiddel. Det er de 6-timers prognoser, som Metrologisk Institut nu leverer os i Lemvig, og det er da også på basis af dem, jeg – på min vej i min bil fra Lemvig mod Tønder – i Skjern beordrede omgående stormflodsalarmering.

 

Den forklaring lyder godt nok helt vanvittigt.

 

Mor mente ingen grund til panik

På det tidspunkt, boede jeg i Aabenraa. Jeg ringede hjem til min mor på Lærkevej i Tønder og spurgte om hun var ved at pakke til evakuering. Det første hun sagde, at det troede hun ikke på, for hun mente at blæsten var vendt. Lige et øjeblik, sagde hun. Så kom hun tilbage. Jeg har lige kigget på Dreds (Lillebil) vejrhane og rigtig nok, vinden havde vendt sig. Hun regnede ikke med hun skulle evakueres, for nu kunne de lige så godt annullere katastrofeberedskabet, mente hun.

Det at hun er vokset op i Højer, fornægter sig ikke.

Men først længe efter, kl. 16.09 blev alarmen ophævet. De var blevet evakueret til Abild. Beboerne i kogene syd for Højer var blevet evakueret til Digeskolen inde i Højer.

 

Ingen kommunikation mod syd

Den dag havde kommunikationen over grænsen ladet meget tilbage at ønske. Et digebrud ved Ny Vidingskog syd for grænsen, der reelt set kunne have åbnet hele Tøndermarsken var ikke kendt nord for grænsen! Heldigvis blev bruddet stoppet af det lokale beredskab, inden katastrofen indtraf.

Syd for grænsen virkede varslingssystemet men blot ikke over grænsen. Der opstod strømsvigt. Tidligt kunne man på Sild måle orkanstyrke.  Efter 1962 var digerne blevet forstærket. Men der skete to betydelige skadesteder i Kremper marsken og i Hasseldorfer marsk, hvor digerne brød sammen.

Ja i alt skete der syd for grænsen 20 digebrud på diger, der ikke var blevet forstærket. 16 km dige blev svært beskadiget og 23 km middelsvært. I Tyskland kaldte man orkanen for ”Capella”

Der blev beskadiget ca. 150 gårde syd for grænsen og hundredvis af køer, får, svin og høns druknede.

 

Diget havde sine begrænsninger

Vi har tidligere fortalt i 1634 stod vandet 1,70 meter i Ribe Domkirke. Under ”Den Store Mandedrukning” i 1362 omkom 200.000 ifølge overleveringer, men historikere mener at det ”kun” var 10.000.

Det blev også klart, at det gamle Højer dige fra 1861 havde sin begrænsning. Diskussionen om et nyt dige havde før været oppe at vende. Politikerne kunne ikke blive enige om de skulle forstærke det gamle dige eller bygge et helt nyt.

 

17 dage efter kom næste stormflod

Kun 17 dage efter indtraf den næste stormflod. Denne gang var det ”kun” 4,12 over DNN. Men problemet var at digerne skulle holde vandet tilbage i hele fire timer. Det var meget belastende. Digerne blev også meget ramponeret efter denne omgang.

Arbejdet på det fremskudte dige begyndte i 1979 og stod færdigt med den nye Vidå Sluse i foråret 1981.

 

Der har været tryk på

Siden har det i den grad været tryk på. Blot et halvt år efter stod vandet med 4,97 meter ved Højer og 5,01 meter ved Ribe. Sandsynligvis have det gamle dige ikke kunnet klare dette. Græsbevoksningen foran klarede ikke prøven. Det var nok fordi, den var så ny. Senere resultater har vist, at anlæg af slikgårde på vaden gav et bedre resultat.

I 1999 var det 5,12 meter ved Ribe.

Det fremskudte dige ved Højer har en højde på 7,45 meter og er dimensioneret til at kunne klare en stormflodsvandstand (det vil sige bølger) på 5,35 over DNN.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.671 artikler:

  • Under Tønder (270 artikler):
  • Digebyggeri i Tønder-marsken
  • Hertugen af Tønder
  • Tøndermarsken – under vand

 

  • Under Højer (76 artikler):
  • Landet bag digerne (b)
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer – Stormflod og Diger

 

  • Under Sønderjylland (194 artikler):
  • Stormflod – som Guds straf
  • Rungholt og Manddrukning et og to
  • Nordstrand – syd for grænsen

 


Højer omkring 1930

Dato: juni 11, 2020

Højer omkring 1930

Tøndermarskens afvanding. På Tønder station. Rudbøl – et eksotisk sted. Om bord på ”Æ bagger” Et lille miserabelt hus i Søndergade. 50 år bag i tiden. Familien ”overlevede” i Højer. Herman ville ikke kendes ved Ole. Den lille og den store klasse. To gode lærere. Ole’ s projekter. Efterår og jul i Højer. Til aftenmøde i forsamlingshuset. På Hindrichsens firlængede gård. Store forhold. Hindrichsen blev en god ven. Højer havde næsten alt. Møg på de toppede brosten. Ole blev bådejer for 10 kr. Båden flød som en svane. Sejlads på Vidåen. Dækselev hos Lauritzen.

 

Tøndermarskens afvanding

Hvordan var det at være barn i Højer i 1930? Ja det skal vi se gennem Ole’s øjne. Faderen var skibsfører i Vandbygningsvæsnet. Han var blevet forflyttet i forbindelse med det store afvandingsprojekt i Tøndermarsken.

Vi er i 1927 og den 9 – årige Ole rejser med sin mor og fires søskende til Højer fra Esbjerg. Det var som at rejse til et fjernt ukendt land. Det som en fremmed verdensdel.

Faderen var rejst i forvejen og var fører af vandbygningsvæsnets uddybningsfartøj med den sjove betegnelse U/F Nr. 2. men i Højer nøjedes man med at sige ”Æ bagger”.

 

På Tønder Station

Efter en togrejse, der forekom uendelig lang. Det eneste imponerende var synet af Ribe domkirkes imponerende tårn. Endelig ankom man til Tønders Hovedbanegård, der dengang var et knudepunkt med tog i alle verdenshjørner.

U/F nr. 2 havde hjemsted i Højer, men ved ankomsten befandt den sig på Rudbøl Sø, hvor den virkede i tilknytning til det omfattende projekt – Tøndermarskens afvanding. Fartøjet sørgede for opgravning og oppumpning af de enorme mængder af fyld, der var påkrævet af digebygningen langs Vidåen. Det var et arbejde, der strakte sig over flere år.

På Tønder Station ventede far. Han fortalte, at man nu befandt sig på et sted, hvor store flokke af løsgående kvæg blev drevet gennem gaderne, og hvor det var forekommet, at en stud havde taget sig en tur gennem en butiksrude. Ole havde håbet på, at det var rigtige cowboys, der jagtede kvæget.

 

Rudbøl – et eksotisk sted

I en lejet bil kørte familien nu vest på. Det var en overraskelse for Ole at se den vidstrakte flade marsk og den høje himmel. Ved Møgeltønder blev kursen sat mod Rudbøl. Men man nåede dog lige at beundre det smukke hvide Schackenborg med voldgraven og parken. Men greven fik man dog ikke hilst på. Faderen fortalte at han havde travlt, fordi han også var amtmand.

Og så fik Ole at vide, at den første Schack i Møgeltønder var en dygtig general, der engang for længe siden havde reddet os i fra ikke at blive svenskere.

Rudbøl var også et eksotisk sted for Ole. Tænk man kunne se over til et fremmede land. Her gik mænd med geværer i blå uniformer. De blev kaldt gendarmer. Og der var politifolk med mærkelige høje kasketter, som man ikke kendte nordpå.

 

Om bord på ”Æ bagger”

Ved bredden af Rudbøl Sø blev familien nu indskibet i storbåden fra U/F Nr. 2. med raske åretag bragte bomstærke matroser familien ombord til midlertidig indkvartering på ”Æ bagger”. Først næste dag gik det mod Højer.

Splitflaget vejede agter og skibskokken havde sørget for en god velkomstmiddag. Nu var det ikke en køje til alle fem børn, men en plyssofa var ikke at foragte.

Sejlturen til Højer ad Vidåens brede vandvej var imponerende. En del maleriske møller fandtes endnu dengang langs bredderne. Man følte sig hensat til Holland, som faderen havde fortalt om.

 

Et lille miserabelt hus i Søndergade

Der blev lagt til kaj et stykke øst for Højer Sluse ved den store fabriksbygning, hvor man tidligere havde forsøgt sig med at producere fodermel af tang.

Herfra var der et godt stykke at gå ind til Højer. Men vejen var bundløs af ælte. Det var begyndt at blive mørk. Regn satte ind med en strid vind fra vest. Jo familien var fremmede og egnen viste sig afgjort ikke fra den venlige side. Endnu værre blev det, da familien omsider nåede frem til deres fremtidige bolig i Søndergade, et lille miserabelt hus, der skulle rumme den store familie.

Det havde været umuligt at opdrive andet. Afvandingsprojektet havde bragt et stort antal fremmede til byen. Der herskede den rene Klondike – stemning. Mange måtte lade sig indkvartere under ret kummerlige forhold.

 

50 år bag i tiden

For de handlende var der gyldne tider, og gode lejeindtægter kunne indkasseres af husejerne.

Det var et jammerligt syn, der mødt familien, da de havde låst sig inde i de iskolde små stuer. Alt flyttegods stod urørt i kasser på gulvet. Så det havde lange udsigter med at få bragt mad på bordet og gjort senge klar til de sultne og trætte børn.

Faderen var vant til at tage tingene som de kom, han var ukuelig. Omsider kom der nogenlunde styr på det herskende kaos. Der blev tændt op i kakkelovnene og det kolde komfur. Vand til madlavningen blev hentet ind fra pumpen. Den var placeret ude i gården.

I Esbjerg havde det været indlagt vand, bad med toilet, køkken med gasapparater og afløb til et fungerende kloaksystem var en selvfølge. Men her var det som om tiden var skruet 50 år tilbage i tiden. Intet af dette fandtes her. Ole spekulerede på, om man kunne overleve på dette tilsyneladende ugæstfrie sted.

 

Familien ”overlevede” i Højer

Heldigvis skulle det vise sig, at det kunne man sagtens. Særlig Ole’ s mor kom til at føle sig hjemme i grænselandet. Men man skulle dog lige vænne sig til dialekten.

Den omvandrende fiskemand, Martinsen spurgte:

  • Skal I have fisk i morgen?

Det undrede moderen at det ikke var tale om en forudbestilling men varen var medbragt til levering, her og nu.

 

Hermann måtte ikke kende Ole

Dagen efter ankomsten stiftede Ole bekendtskab med en jævnaldrende dreng, der hed Herman Sigismund. Han var kommet for at bære vand og brændsel ind til sin voksne søster som var nabo. Ole satsede på bekendtskabet for det kunne være til gavn, når han nu skulle starte i Højer Skole.  Men her havde Ole lige forregnet sig.

Det viste sig at bygningen var delt i en tysk og i en dansk afdeling. Da Herman hørte til den første afdeling, ville han ikke kendes ved Ole, da de mødtes i den fælles skolegård. Han måtte klare sig uden, men fandt dog hurtig gode kammerater blandt de danske børn.

 

Den lille og den store Klasse

At komme fra en byskole i en stor by som Esbjerg til en lille skole, der kun var opdelt i to klasser, ”æ lille o æ stouer Klas”, var en ret besynderlig oplevelse. Ole kom til at tilbringe det første år i ”æ lille klas” inden oprykningen til ”æ stoer”. Det var ydmygende at skulle være sammen med små rollinger, der lige var kommet i skole og nu var i gang med den ABC, som for Ole syntes at ligge en menneskealder tilbage. Og tænk engang! Man skrev på tavler med grifler, der skreg og hvinede.

Ole måtte gå den tunge gang til boghandler Martinsen og købe en af de tavler, som han troede var afskaffet for 100 år siden. Den forhadte tavle blev han dog kvit efter det første års prøvelser.

 

To gode lærere

To unge lærere, Olav Jensen og Thomas Sølbeck stod for undersiningen i Højer Skoles danske afdeling. Mellem de skolebørn, der var født og opvokset på stedet og lærerne var der ingen problemer.

Gennem forældrene som havde gået i tysk skole, havde børnene lært, at lærere var ophøjede personer, som man skyldte ærbødighed og respekt. Noget anderledes kunne det være med tilflyttere nordfra. Der kunne godt opstå situationer, hvor spanskrøret måtte tages i anvendelse.

Olav Jensen var tilhænger af kristen Kolds undervisningssystem med fortælling og højtlæsning for børnene som vigtige faktorer. Mange af hans kollegaer på egnen var af samme opfattelse, og ingen af dem havde meget til overs for den såkaldte sorte skole.

Lærer Sølbeck var en venlig mand, der udover at undervise i ”æ lille klas”, stod for tegning og geografi. Han havde som helt ung været tysk soldat i Verdenskrigen, hvorfra han fra tid til anden fortalte om rystende oplevelser.

Undervisningen i tysk blev leveret af lærer Brockmann fra den tyske afdeling. Der blev givet en vis indsigt i dette vanskelige sprog, men nogen forøg på at lære eleverne den komplicerede grammatik blev der ikke gjort.

 

Ole’ s projekter

Lommepenge var et ukendt begreb hos Ole’ s familie. Så måtte han selv ud at tjene. Han havde bemærket en masse uld på pigtrådshegnene. Han samlede en masse uld i en plasticpose og gik hen til Højer Tæppefabrik. Men den venlige fru Kærby kunne desværre meddele at produktet ikke egnede sig til tæppefremstilling.

Så begyndte Ole at dyrke den lille køkkenhave foran huset. Dertil kom lørdagsfejning samt indebæring af brændsel og vand. Overskuddet af disse aktiviteter blev omsat i en forretning, der forhandlede grøntsager of slik. For 5 øre kunne man erhverve et stykke chokolade, der bar bogstaverne BLOCK.

 

Efteråret i Højer

Når sæsonens store ålefiskeri i Vidåen og uden for Slusen var afsluttet, var efteråret gået på hæld. Kæmpe flokke af stude var hentet i kogene, hvorfra de under brøl og skrål blev drevet til banen, hvor kreaturvogne ventede på at føre dem til en uvis skæbne. Nogle af studene kom på stald og kunne således se frem til nok en sommer i fennernes frodige græs.

Vildgæs i talløse højtflyvende kileformationer drog larmende sydpå og vestlige storme satte ind. At forlandet dermed kom til at stå oversvømmet med bølgeslag nær digefoden, blev dengang betragtet som en helt naturlig hændelse, der sjældent påkaldte pressens interesse.

 

Jul i Højer

Dagene blev stadig kortere. Det blev vinter og julen nærmede sig. Det frivillige brandværn ”Æ Feuerwehr” musicerede under tysk kommando på Torvet med ”Oh Tannenbaum” som glansnummer. Bagerbutikkerne i Højer bugnede med juledyr i mange varianter. De blev solgt for maget små penge, så børnene var flittige aftager. Selv de mindste butikker i byen strålede af lys og pynt.

I skolen blev der gjort juleforberedelser med indøvelse af julesalmer. Det foregik også om aftenen, hvor voksne var inviteret med som deltagere. En festdag var det inden jul, når store mængder af gode bøger og usolgte julehæfter fra forrige år var lagt frem til uddeling. De var indsamlet og sendt som gaver af venlige mennesker oppe i ”det gamle land”.

På skift kunne man gå frem og forsyne sig med en favnfuld af eget valg. Alt blev læst og genlæst med den største interesse i juleferien.

I en længere periode op mod jul blev der i Højer Kino efter skoletid kørt den samme underholdende film. Handelsstandsforeningen var den gavmilde sponsor. Adgang fik man ved at fremvise billetter, som man fik gratis, når man havde ærinde i butikkerne. Filmen var udmærket, men det kunne blive trættende, når de mange børn, der efterhånden havde set den utallige gange. Derfor kunne man sangene udenad. Nu kunne man så efterhånden overdøve de optrædende på lærredet.

Gamle traditioner, som de fleste steder var ophørt i kongeriget, fandt man dengang lyslevende i Sønderjylland. Minsandten om man ikke juleaften sendte anden til stegning hos bageren. Den blev så fin brun og sprød at mor næppe kunne have gjort det bedre i egen ovn. Egne småkager kunne man også få bagt hos bageren.

For byens danske børn var årets højdepunkt julefesten i det nye forsamlingshus ”Højerhus”, på Ballumvej. Her blev der danset om juletræet. Der blev oplæst julefortællinger af lærer Sølbeck, som også legede de elskede sanglege. Til slut fik hvert barn udleveret en herlig godtepose indeholdende et æble, en appelsin, konfekt og et stykke chokolade.

 

Til aftenmøde i forsamlingshuset

I de kommende år gik Ole nødig glip af aftenmøderne i forsamlingshuset, hvor der kom mange interessante foredragsholdere fra nær og fjern. At han var der som den eneste mindreårige mødte aldrig indvendinger. Mødesales vægge var beklædt med ribber. De blev benyttet ved vinterhalvårets frivillige gymnastik.

Der fandtes også en scene, som blev anvendt, når der blev spillet dilettantkomedie og ved besøg af professionelle skuespillere.

 

På Hindrichsens firelængede gård

Et par år efter familiens ankomst til Højer var afvandingen af Tøndermarsken i det store og hele tilendebragt. ”Æ Bagger” havde for stedse forladt Vidåen gennem broerne, der måtte afspærres og demonteres mens det stod på. Herefter var dens opgave at holde sejlrenden gennem Højer Kanal åben for den endnu ret anselige skibsfart.

Afvandingsfamiliernes bortrejse skabte albuerum og den anstrengte boligsituation lettede. Projektets generalstab forlod også den bygning, der havde rummet såvel tegnestue som ingeniørernes private lejligheder.

Det var stuehuset til en firelænget gård i byens østligst udkant. Den tilhørte familien Hindrichsen, og da man indtil videre ikke havde brug for boligen, blev den udlejet. Den kom i folkemunde til at hedde ”Æ ingeniørgoer”.

 

Store forhold

I denne spændende kæmpestore bolig kom Ole og hans familie til at tilbringe nogle gode år. En større kontrast til det hidtidige tilholdssted i Søndergade kunne man dårligt tænke sig. Nu havde familien næsten for meget plads med kæmpestore stuer og værelser, køkken, gange og bryggers som balsale. Hele herligheden lå midt i en imponerende have med plæner og høje træer.

Under disse forhold gav familien gerne afkald på moderne faciliteter. I de højloftede stuer skulle der fyres i de store flisekaminer, hvorfra varmen havde en kedelig tendens til at forsvinde op under loftet. Ved vintertide var det isnende koldt på køkkengulvets og gangenes skakbrætmønstrede flisebelægninger.

Her var dog den fordel, at pumpen stod indendørs i bryggerset. Her befandt retiraden sig også. Over køkkenets enorme komfur kunne man læse den rammende indskrift:

 

  • Ein guter Herd ist Gottes Werd

 

Hindrichsen blev en god ven

Landbruget blev drevet sammen med Hindrichsens ejendom inde på Nørrevej. Den rummelige stald var om vinteren fyldt med prægtige stude, der blev fodret og tilset af folk, der kom ud fra Nørrevej. Bortset fra stald og lade, stod avlsbygningerne tomme. Der var således intet i vejen, at Ole måtte benytte hønsehuset i den østlige længe. Ret hurtig kom han op på at have en bestand af 20 høns, duer og fire gæs, som gav et rimeligt afkast.

Hans Fedder Hindrichsen som ofte kom derud, blev Oles gode ven. Han lærte hurtigt Ole meget om kvægopdræt og agerbrug. Det skete ofte i den lune stald, når han selv røgtede. Ole var nu ikke så velset ved aftensbordet, når en stram lugt fra hans trøje bredte sig.

 

Højer havde næsten alt

Skulle man dengang handle kunne man tage toget til Tønder, hvor udvalget var større. Men egentlig var det ikke nødvendigt. Højers butikker kunne levere alt, hvad der behøvedes af fødevarer. Hertil kom at byen var velforsynet med dygtige håndværkere.

Et større antal små og store landbrug lå inde midt i byen, hvor de satte deres tydelige præg. De åbne møddinger og rendestenene tog folk som en selvfølge. Det var tradition for, at folk i Højer levede længe.

 

Møg på de toppede brosten

Der kunne dog være gener, når der skulle køres møg ud. Det dækkede på det nærmeste gadernes toppede brosten, når de fyldte vogne dagen igennem var skramlet hen over dem på vej til marks med læs efter læs. Heller ikke over dette blev der klaget. Enhver fejrede for sin egen dør, når dagen var forbi.

 

Ole blev bådejer for 10 kr.

I en tidlig alder havde Ole besluttet for at søge sit levebrød til søs. Hans højeste ønske var at få sin egen båd. Men den slunkne kasse i Tønder Landmandsbank havde hidtil været en hindring for sådan et projekt. Men en dag var heldet med ham.

En bagerlærling havde en ældre med brugbar båd, som han blev nødt til at skille sig af med, da han skulle til en anden by. Det var undgået Ole’s opmærksomhed. Da det ikke var lykkedes for ham at slippe med båden, stod han nu med foden på togets trinbræt, klar til afrejse. Ole kom forpustet løbende.

 

  • Hvad skal du have for din båd?
  • 10 kroner

 

Ja sådan lød svaret. Løbende ved siden af toget rakte Ole ham sedlen. Nu var han blevet bådejer.

 

Båden flød som en svane

De næste dag var det besigtigelse og afprøvning. Ole blev beroliget. Den trak ikke vand ind i faretruende mængder. Det var eller havde i det mindste været en særdeles solid båd i kravelbygget i eg og med svære tætsiddende spanter. Alderen var ubestemmelig.

Båden trængte dog til en kærlig hånd. Efter års misrøgt. Hjælp fandt Ole hos den enøjede Skak Bossen, der havde et imponerende håndelag til en opgave netop af denne art. Svøb og essing blev fornyet – dog ikke med eg. Det skete med forskallingsbrædder i svensk fyr.

Kvaliteten blev med omhu udsøgt hos tømmerhandler Johs. Pørksen i Mellemgade. Efter opmaling flød båden på vandet som en svane. Ole var stolt.

Stagfok og sprydsejl blev syet af lagenlærred og alt var i skønneste orden. Båden kom til at hedde ”Denisse” opkaldt efter en amerikansk penneveninde.

 

Sejlads på Vidåen

Sejlads såvel på Vidåen som uden for slusen blev Oles kæreste fritidsbeskæftigelse ofte ifølge af en eller to kammerater. Når vinden var sydlig så var der ingen sag at stå kanalen ud.

Oftest var vinden dog i vest. Det betød en langsommelig og sej udtur med kryds på kryds mellem kanalens bredder indtil man nåede åbent vand, omtrent hvor Hjerpsted Kirke tonede frem nord for Emmerlev Klev.

Tidevandsstrømmen var en hjælp eller hindring alt efter forholdene, og man gjorde klogt i at tage den i betragtning. Langt fra land blev der nu sjældent sejlet, men en enkelt sommertur til Rømø blev klaret med bravour, med telt og proviant medbragt til nogle dages campering derovre.

 

Dækselev hos Lauritzen

Da skoletiden var forbi og tiden var inde til udmønstring som dækselev i et af rederiet Lauritzens skibe, måtte båden atter skifte ejer. Den blev solgt til den lokale købmand, These Nielsen. Prisen blev 100 kr. som dog skulle afregnes i butiksvarer.

Dengang vidste Ole ikke, at næste gang han kom under sejl i en åben båd, skulle det blive på Atlanten efter et dramatisk krigsforlis. Men den historie kan vi evt. vende tilbage til en anden gang.

 

Kilde:

  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Se Litteratur Højer
  • Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.578 artikler:

  • Under Højer (73 artikler) finder du bl.a.:
  • Gårde i Højer
  • Højer – Bondeby i marsken
  • Syd for Højer
  • Fiskeri ved Højer
  • Vadehavet ved Højer
  • Højer Tæppefabrik
  • Sidste tog fra Højer
  • Højer – som havneby
  • Højer, stormflod og diger
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl

 

  • Under Tønder (254 artikler) finder du bl.a.:

 

  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Tønder. Marsken og Afvandingen
  • Tøndermarsken – under vand
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Tøndermarsken
  • Schackenborg i Møgeltønder

 

 

 

 


Fornemt besøg i Højer

Dato: januar 9, 2020

Fornemt besøg i Højer

I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.

 

Egnen plaget af stormfloder

Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933.  I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.

Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.

Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.

Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.

 

Det slesvigske fastland strakte sig milevidt

Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.

Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.

På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.

På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.

 

De frisiske stammer

Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.

Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.

Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.

 

Marsken er lav

Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.

På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.

 

Masser af diger blev anlagt

Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.

I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.

 

Vadehavs-øerne var fastland

Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.

 

Mange omkom under stormflod

Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.

Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.

Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:

  • Blev helt fordærvede i denne Guds forfærdelige Stormflod

Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.

Folk omkom også under helteforsøg

De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv.  I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.

Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.

De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.

 

Også i nyere tid har det været fare på færde

Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.

 

Der var ofte vand i marsken

Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.

Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.

 

Der pumpes bestandigt

Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.

 

Rudbøl og Rosenkrantz

Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.

De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.

 

De gamle frisergårde

Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.

Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.

Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.

Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.

 

Levende drengebørn i digerne

Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.

 

Masser af storke i Højer

Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,

Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.

 

Byer med en ejendommelig form

Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.

Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.

 

Den vestlige vej over Hjerpsted

Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.

 

Hærværk over Oldtidshøje

Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.

 

Fremragende udsigt

Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.

 

Trøjborg

Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.

Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.

Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.

 

Ballum Marsk knap så storslået

Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.

Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.

 

Katastrofen i Misthusum

I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.

Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer

 

  • Med Huse og Gaarde, Kretter og Femon, Korn og Kierne, Mænd og Kvinder sørgeligen henved 44 Mennesker, som jeg her udi Kirkegaarden begraved

 

Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.

Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:

  • Mist og fordruknet Fader, Moder og Søskende, og Hus og Hjem ere ganske borte med alle, saa at en ganske ringe Ting af hans Gods var efterbeholden.

 

Beboerne vendte tilbage

Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:

 

  • 1634 da skeede den store Flod oc borttog al det Hvs.

 

Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.

 

 

Kilde:

  • Achton Friis: De Jyder Land 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf

249 fra Tønder

  • 72 fra Højer

186 fra Sønderjylland

 

  • Tøndermarsken
  • Nolde og hans liv vest på
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Sort Sort – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Tønder, Marsken og afvandingen
  • Tøndermarsken 1-2
  • Tøndermarsken – under vand
  • Syd for Tønder
  • Aventoft – en by ved grænsen
  • Stormflod
  • Stormflod – som Guds straf
  • Rungholt og manddrukning et og to
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer – Stormflod og diger
  • Diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Hertugen af Tønder
  • Landet bag digerne
  • Højer, stormflod og diger

 

  • Vidå

Travlhed ved Højer Sluse

Fiskeri ved Højer

Askerode ved Vidåen

Omkring Vidåen og havnen i Tønder

Kanal gennem Tønder

En vandmølle i Tønder

 

  • Vadehavsøer
  • Mandø – endnu en historie
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Vingeskudt på Mandø
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Føhr – en ø i vadehavet
  • Øerne – syd for Højer
  • Dæmningen – syd for Højer

 

  • Vadehavet
  • Langs Vadehavet
  • Vikinger i Vadehavet
  • Heltene i Vadehavet
  • Søslaget ved Højer
  • Vadehavet ud for Højer
  • Apotekeren fra Højer

 

  • Rømø
  • Anekdoter fra det gamle Rømø 1-3
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Rømø den tredje tur
  • Vægfliser fortæller historie
  • På jagt efter Mærsk Familien
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø – under besættelsestiden

 

  • Syd for Højer
  • Saltvandssøen ved Højer
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Syd for Højer
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Højer – som havneby
  • Friserne – syd for Tønder
  • Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum

 

  • Trøjborg
  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Bondeslægten fra Trøjborg, endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg, et slot nordvest for Tønder

 

  • Andre
  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga – en sønderjysk Pige (Ballum)
  • Ballum – dengang
  • Da Ballum næsten fik en havn
  • Mellem Højer og Ballum
  • Søfolk fra Emmerlev
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole
  • Kniplinger nord for Højer
  • Tønder 1932-1933
  • Vest på – dengang og mange flere.

 

 


Stormflod – som Guds straf?

Dato: april 7, 2019

Stormflod – som Guds straf?

Os der er opvokset i sydvest kender til stormflod. Da militærets kommunikation brød sammen, måtte der Walkie Talkies til. Min mor ”Det er noget pjat, at vi skal evakueres” Der Schmimmelreter. Ikke alle stormfloder var hærgende eller farlige. Friserne: ”Havet tager – Havet giver”. Den fede marskjord. Rigdom kunne forsvinde på en nat. Kendskab til dige-bygning og værfter var forudsætning for at bosætte sig i marsken. Store landtab gennem tiden. Man byggede digerne for stejlt. Og så talte man om jerndiger, der heller ikke holdt. ”Blanke Hans” tog udfordringen op. De første mislykkede dige-forsøg er fra 1316. Det var Guds straf. Niels helvad havde forudset det. Ål med store øjne. Hovmod blev straffet. Friserne havde et særligt retssystem. Børn skulle ofres mod Vadehavet. Da Alt – Gamsböll gik under. Spaderetten. Den gamle dame og dige-vagterne. Peter Henriksen fra Møgeltønder. Og skibsradio ude fra Ny Frederikskog.

Vi kender til stormflod

Vi som er vokset op i Tønder kender til stormflod. Dengang var den fremskudte dige ikke blevet bygget. Vi lyttede til radioen, når Radio Syd havde særudsendelser. Min Opa, kom efter kørende på knallert fra Ny Frederikskog syd for Højer til Strucksalle i Tønder med et halv svin. Jeg husker endnu, når det var stormvejr, så gik han ud og kiggede op på skyerne. Og det skete da også, at han kørte hurtig hjem igen, for at lukke sluseportene. Han var i mange år stedfortrædende slusemester ved den gamle Højer Sluse.

Da militærets kommunikation brød sammen

Og da vi så var flyttet fra Tønder skete det, at Walkie-Talkie klubberne i Sønderjylland blev bedt om hjælp under en stormflod. Militærets systemer kunne ikke klare kommunikationen. Ved den lejlighed holdt min onkel fra Højer ved Tønder Politistation med et meget ulovligt anlæg med PA – trin (forstærker) og fungerede som hovedstation. Vi måtte skrive under på, at vi aldrig måtte fortælle om det.

Min mor: Det er noget pjat

Måske havde min mor arvet noget af min Opa’ s færdigheder. På et tidspunkt skulle Tønders befolkning evakueres. Jeg ringede hjem fra Aabenraa. Da mente hun, at det var forkert at Tønders befolkning skulle evakueres. Hun kunne over på Dreds (Lillebil) Vejrhave på Lærkevej se, at vinden ikke mere var i nordvest, så hun mente at der ikke mere var nogen fare.

Skal du besøge Tøndermarsken, Vadehavet eller Vidåen, så kig allerbagerst i artiklen. Der har vi en oversigt over 97 artikler fra dengang.dk , der sikkert kan inspirere dig til et besøg i denne skønne egn, dog ikke når der er stormflod. Du kan altid bruge søgefunktionen på hjemmesiden.

Der schimmelreiter

Jo vi er i familien også bekendt med den berømte roman af Theodor Storm, Der Schimmelreiter, der handlede om en stormflod. Og når vi dengang legede ude på forlandet havde min Opa fortalt, hvornår vi senest skulle være inde ved diget.

Får de besøgende nu alt at vide?

Vi har i denne artikel kigget på nogle af vores ældre artikler og kigget i diverse tidsskrifter og bøger omkring temaet med overtro og varsler herude ved vestkysten. Gad vide, om alle dem som nu skal trave rundt på de mange stier derude i Tøndermarsken også får disse historier fortalt? Men du kan som sædvanlig i slutningen af denne artikel få henvisninger til andre, der berører temaerne Tøndermarsken, Vadehavet og Stormflod.

Kulturlandskabet her ved Vadehavet virker. Har man først mærket og set naturens kræfter, glemmer man det ikke. Og det har mange af os, der er opvokset her.

Ikke alle stormfloder er hærgende og katastrofale

Det er langt fra alle stormfloder, der skal betegnes som hærgende og katastrofale. Der er ofte kraftige vandstigninger uden at det har konsekvenser. Her ved Vadehavet har det noget at gøre med hvor kraftig vinden er, og hvor den kommer fra. Ja og så er det jo også vigtigt, om den forhøjede vandstand kommer samtidig med flod.

Nogle stormfloder er betegnet som gode, fordi de aflejrede gødende havplanter.

Friserne: Havet giver – Havet tager

Cirka 340 før Kristelig fødsel var der en meget ødelæggende stormflod. Den var ved den lejlighed, at Den Engelske Kanal blev gennembrudt. Alt land mellem England og Nederlandene forsvandt. Al marsken, der strakte sig ud fra den engelske kyst forsvandt.

  • Havet giver – Havet tager

Ja sådan siger friserne. Sammenspillet mellem stormflodens ødelæggelser og den omstændighed, at det er havets aflejringer af gødende havplantedele, der giver særligt gode betingelser for god landbrugsjord.

Den fede marskjord

Den fede marskjord har givet megen rigdom. I en lille rejseskildring fra 1892 fortæller H.P. Hanssen, Nørremølle, at marsken er et vidunderligt rigt land.

  • Kornet staar i gode Aar, så tæt med røragtige Straa, at de ikke kan mejes med Le, men maa skæres med Segl.

Han skriver også, at – ”ifølge fuldt pålidelige vidnebyrd” – fik marskbonden Christian Meinsdorf 63 fold af sin bymark i året, mens landmanden i kongeriget på det tidspunkt var overmåde glad for at få 4-5 fold.

Rigdom forsvundet på en enkelt nat

Men på en enkelt stormflodsnat kunne al den rigdom blive skyllet væk. Generationers hårdt arbejde og velstand kunne blive ødelagt, når, som det heder hele kirkesogne forsvandt i bølgerne.

Omfanget af tragedier og katastrofer som følge af stormfloder hænger naturligvis sammen med en tiltagende indvandring og bebyggelse af marsken. Menneskerne i forhistorisk tid har forholdt sig passive over for begivenhederne ved kysten. Først i begyndelsen af middelalderen begynder beboerne i større omfang at deltage aktivt i forandringsprocesserne af landskabsforholdene.

Antallet af ødelæggede stormfloder steg i takt med digebyggeriet. Særlig slemt var der for området i det 17. århundrede.

Kendskab til bygning af diger og værfter

De dele af marsken, der hvilede på tørv sank efterhånden sammen, således at landet kom til at ligge lavere. De svage diger kunne ikke modstå vandmassernes tryk.

En forudsætning for indvandringen og bebyggelsen af marsken har været indvandrernes kendskab til at bygge diger og værfter (opkastede jordhøje, hvorpå gårde og huse kunne anlægges for at være i sikkerhed mod oversvømmelse ved stormflod).

Adgangen til den gode landbrugsjord har været drivkraften til at man flyttede ud i marsken og begyndte at bygge diger. Hvornår de første diger er bygget vides ikke. Saxo omtalte de diger, der beskyttede Lille Friesland.

Store landtab med tiden

De har næppe haft den store betydning for landskabet, idet der kun er tale om de såkaldte sommerdiger, der ikke var højere end at de lige akkurat kunne holde vandet ude, medens afgrøderne stod på marken. Resten af året var landet oversvømmet.

Det oprindelige motiv til at bygge diger, nemlig at indvinde nyt land til opdyrkning, blev hurtigt afløst af nødvendigheden af at beskytte det, man allerede havde. Man lavede også landinvindinger. Men de landindvindinger man har fået er kun procenter af de landtab, som stormfloderne har forårsaget.

Først i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at interessere sig for det byggetekniske.

Man kan bygge for stejlt

De store stormfloder i 1962 og januar 1976 har givet digebyggerne en lære. Det viste sig nemlig, at de nyere diger var for stejle på indersiden, hvilket bevirkede at bølgerne i stedet for at løbe stille ned ad indersiden, styrtede ned af de alt for stejle sider og vaskede jorden med sig.

En beskadigelse af et nyt dige betyder en større fare, end hvid det var et gammelt. De gamle er helt igennem af klæg. Kernen i de ny diger er havsand, som er dækket med et klæglag på 30 – 50 cm. Har brændingen først slået hul gennem klæglaget er faren for et brud overhængende.

Sandet yder ingen modstand, men skylles for nemt bort. Med andre ord er spørgsmålet, hvor sikker er man bag digerne stadig aktuelt. Ja selv med det fremskudte dige, var det kun held, at det ikke gik helt galt på et tidspunkt.

Man talte om jerndiger

I 1953 druknede 1.800 mennesker og 600.000 måtte evakueres under den store stormflod i Holland. Og 1976 skete der store skader på de danske diger.

Selv om digerne gang på gang ikke svarede til forventningerne, så har man alligevel været meget stolt over disse bygningsværker. Hver tidsepoke har ud fra sine forudsætninger gerne villet opfatte sine diger som:

  • Så solide og sikre som aldrig før

Man talte om ”jerndiger” og ”evige værker”.

”Blanke Hans” tog udfordringen op

I Risummose satte man spaden i jorden efter et stort digebyggeri og sagde:

  • Trutz nun, Blanke Hans (Blanke Hans er frisernes benævnelse for havet)

Men Blanke Hans tog udfordringen op ved den store flod natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. I denne forfærdelige stormflod menes 10 – 15.000 mennesker og 50.000 stykker kvæg at være druknet.

Stor rigdom i det 17. århundrede

I gode tider var rigdommen stor. I det 17. århundrede indskrænkede sønderjyderne sig ikke kun til landbruget. Man deltog også i den opblomstrende handel og søfart.

  • De boede i velbyggede Gaaarde og klædte sig statelig.

Det første mislykkede digeprojekt fra 1316

Den rigdom, som marskjorden kastede af sig, betød også muligheder for gode skatteindtægter. Heri ligger nok forklaringen på, at så mange konger og fyrster i tidens løb har interesseret sig for marsken og har haft store visioner om digeprojekter.

Den første var Erik Menved, der i 1316 forsøgte at forbinde øen Vidding med fastlandet ved hjælp af et dige fra Rudbøl til Fegetasch. Det mislykkedes. Desværre kølnedes interessen noget, når markboerne bad om hjælp eller skattelettelser efter stormflodsødelæggelser.

Mange oplysninger er upålidelige

Mange oplysninger om stormfloder specielt når det gælder antal af omkomne og omfang af skader, stemmer ikke overens. Det skyldes hovedsageligt, at mange arkiver også er gået tabt i senere stormfloder.

En del oplysninger er derfor rekonstruktioner basseret på gamle sagn og vandrefortællinger. Pålideligheden i sådanne tilfælde er meget tvivlsom.

Det er gået hårdt ud over Nordstrand

Man ved fra Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der på øen Nordstrand har været 59 kirkesogne, hvilket er 50 flere end i 1934. Ligeledes ved man fra en meddelelse fra Slesvig Domkapitel til konciliet i Basel 1447, at ”Det Salte Hav har taget 60 kirkesogne, der har indbragt over Halvdelen af Kapitlets Indtægter”.

Mange gange henviser forfattere til lokale sagn.

Fra 1600-tallet er der bevaret en række samtidige beretninger fra de forfærdelige stormfloder, som hærgede på den tid. Præsterne fra dengang mente, at stormfloderne og deres ødelæggelser måtte være Guds straf for marskboernes syndige levned.

Det var Guds straf

Kigger man tyske og danske sagnsamlinger er holdningen den samme. Det var Guds straf. Troen på Guds straf kan opdeles i tre hovedpunkter:

  1. Gud er vred over marskboernes syndige levned og straffer dem med stormflod
  2. Da Gud er både god og tålmodig, sender han først varsel på varsel i form af naturfænomener for at få menneskerne til at opgive synden og dermed undgå katastrofen. Men forgæves
  3. Hvis man opfyldte bestemte betingelser, f.eks. var meget from, præst, jomfru etc. Kunne man – på mirakuløs vis – blive reddet i en stormflod. Medens de øvrige, f.eks. resten af landsbyen druknede som straf for deres synder. Ofte får sådanne ”særlige” personer en direkte advarsel fra Gud om at bringe sig i sikkerhed inden stormfloden.

Niels Helvad havde forudset det

Vi har tidligere skrevet om Niels Helvad. Han udgav i 1616 sit første flyverskrift. Det handler om den forfærdelig stormflod året før, hvor:

  • Mange tusinde Mennisker drucknede.

Niels Helvad indleder med at fortælle om det frygtelige uvejr, som kunne være blevet forudset eftersom:

  • Alle Planeter vaare forsamlede i Trigono Igneo (trekant af ild)

Dette havde man kunnet læse i Helvad’ s store ”Prognosicon” for året 1615. Han beskriver selv katastrofen og giver en udlægning af den store Guds straf over synden. Dette bekræftes ved en række henvisninger til lignende begivenheder i den hellige skrift, nemlig Noah og syndfloden, Loftus flugt fra Sodoma og andre.

Han var flittig denne Helvad. Indtil sin død i 1634 udsendte han hvert år sine prognoser. Han har skrevet om flere stormfloder og deres årsager. Han mente, at det hørte til de plager, som Gud hjemsøgte menneskerne med for at advare dem mod synden.

Om en stormflod i året 1300 – altså 300 år før hans egen tid – skriver han, at man forud havde set en skrækkelig komet og ildtegn på himlen. Også mærkværdigheder som græshopper, ilanddrevne fisk eller andre havdyr, misfostre både blandt mennesker og dyr og ”blodregn” hører med til de varsler hører med til de varsler, som Helvad mente, at Gud sendte for at advare menneskerne.

Mange forvarsler

Andre eksempler på varsler, der optræder i forbindelse med stormfloder var:

  • Blod i brødet – tre sammenvoksede æg – meget kvæg, der var rasende. I 1634 var der hele otte varsler før den store stormflod, et af disse var et smukt efterår!

Ål med store øjne

Der findes et sagn om Ecksee og Kattsee i Ditmarsken, hvor der havde vrimlet med ål med store øjne. Landsbyboerne i det gamle Tellingstede havde tvunget præsten til at give en so det hellige sakramente.

Kort efter rejste der sig en vældig storm og landsbyen forsvandt i en bundløs sø. Præsten og de fromme nåede at flygte. Det samme sagn kendes fra byen Hardendorf et par mil sydligere. Varslet var her, at veje og huse fyldtes med fisk.

Rig af velvære og overflod

Ofte advarer Gud direkte enkelpersoner og grupper, for eksempel præsten og de fromme i byen. Karakteristisk så når disse altid at redde sig fra området, inden stormfloden kommer.

Vi har også tidligere skrevet om Rungholdt, der forsvandt i ”Den store Manddrænkelse i året 1362:

  • Så rig var den, så mæt af velvære og overflod, at ingen vidste, hvordan man bedst kunne trodse Gud.

Rungholdt var centrum for salthandelen. Rigdommen havde ledt beboerne til hovmod og gudsbespottelse.

Hovmod blev straffet

Det samme kan man sige om et sagn fra 716. Her nævnes byens navn dog ikke. Vi møder igen soen som præsten tvinges til at give det hellige sakramente. Så vred blev Gud over denne bespottelse, at hele byen plus seks nabosogne blev totalt udryddet. Kun præsten, hans pige og to jomfruer, der havde været i kirke i en anden by, overlevede stormfloden.

Men rigdommen og den dermed følgende gudløshed var kun en af årsagerne til Guds vrede. Friserne er blevet klandret for deres umådelige stolthed over digebyggerierne, hvilket blev udlagt som hovmod.

Præsten Boetius skriver i 1623 om tilstandene på Nordstrand at:

  • Folk her kunne myrde en Fremmed ved en ringe, ja selv uden nogen som helst Anledning.

Friserne havde et særligt retssystem

Der er bestandigt klager over disse vilde frisere. Drab var hyppige i marskegnene.

Friserne havde et særligt retssystem. Den gamle organisation i slægten spillede i middelalderen og endnu længere tilbage en større rolle end blandt den danske befolkning i hertugdømmerne, og som følge heraf holdt ”blodhævnen” sig længere blandt friserne.

I Kragelund anskaffede man sig sabler mod friserne

At opfattelsen af friserne som vilde og blodtørstige har holdt sig længere blandt deres naboer, vidner et sagn fra Kragelund om. I sagnet hedder det, at friserne var ”slemme ved de folk, der boede i Kragelund, og at de havde slået mangen en Kragelund-borger ihjel. Mændene i Kragelund købte derfor sabler, så de kunne værne sig mod friserne. Det hjalp.

Børn skulle ofres mod Vadehavet

Friserne er også blevet beskyldt for at have ofret mennesker til havet. Så sent som i året 1932 skriver H.P. Hanssen, at han har truffet:

  • Minder derom i overleveringer i Midtjylland

J. Kamp skriver i 1874, at man på egnen mellem Stadil og Nissumfjord fortalte om nogle landstrygere, der drog omkring lige efter Den Slesvigske Krig, at de var udsendt fra marsken til at opkøbe et barn, der skulle ofres til Vadehavet.

Der var nu gået flere år, hvor havet ikke havde fået noget offer, og nu turde man ikke vente længere. Også dette er dog et vandresagn. Det samme sagn fortælles også om Skanderborg Sø. Gamle folk siger, at de kunne høre på den lyd, som den gav fra sig, at tiden var kommet.

Der findes også sagn om menneskeofringer til Vadehavet. Her køber marskbønderne et barn fra en sigøjnerkvinde.

Nu er det nok en fordom, at friserne skulle være mere kriminelle end andre. De har levet under andre betingelser end deres naboer. Måske derfor har de virket særegne og vilde.

Da Alt-Galmsbüll gik under

I sagnet om Alt-Galmsbülls undergang har vi en klar udlægning, at en kriminel handling er årsagen til Guds vrede. Beboerne havde her skik for at lokke skibe med falske signaler, når det var dårligt vejr. Når skibene da var blevet slået sønder i den hårde brænding, besætningen druknet, og de der overlevede slået ihjel, plejede folkene fra Alt-Galmsbüll at dele byttet imellem sig.

En nat slår man på den måde nogle søfolk ihjel. Da man skal begrave dem næste morgen, opdager man, at en af de dræbte er søn af en af sørøverne. Sønnen havde i mange år rejst i det fremmede, men var altså nu vendt hjem. Straffen for denne ugerning kommer nogle uger senere. I en vældig stormflod går byen under.

Det gik også ud over de overlevende

Holdningen i dette sagn er helt på linje med præsternes. Menneskerne er selv skyld i deres ulykker. Stormfloder er retfærdige, fordi de rammer de syndige. Det er dog lige værd at huske, at det ikke kun er de stakkels mennesker, der omkom, der blev straffet.

Også dem, der blev tilbage gik det hårdt ud over. Mange gange er korn og andre afgrøder blevet ødelagt. Når digerne skulle sættes i stand igen, kunne det hænde, at det ikke var tilstrækkeligt mange arbejdsføre mænd tilbage. Arbejdet blev derfor ikke udført.

Spaderetten

Det kunne resultere i, at digerne gennem længere tid ikke blev ordentligt vedligeholdt, men forfaldt, og derfor ikke kunne modstå selv mindre stormfloder. I 1652 tog hertugen den såkaldte ”Spaderet” i brug og fratog nordstrandinger store dele af deres jord. Ved du ikke, hav spaderetten er?

  • Digevæsenet havde deres egen lovgivning – Spaderetten. Digepligten, der bestod i vedligeholdelsen af digerne var fordelt på de enkelte grundejere. Den mand eller den kommune, der ikke opfyldte forpligtelserne, mistede retten til jorden. ”Den, der ikke vil dige – må vige”
  •  

Det betød, at også kommende slægter blev jordløse. Efter Den Store Flod i 1634 var forholdene så fortvivlende på øen, at de overlevende dels var for få og dels var for udmattede til at reparere digerne efter ødelæggelserne.

Hertugen overlod da retten til jorden til hollandske participanter, der til gengæld forpligtede sig til at bygge diger.

Skillingsviser

Troen på den retfærdige straf er sejlivet. I begyndelsen af det 18. århundrede støder vi på den igen. Denne gang i en skillingsvise – en klagesang om de to stormfloder i 1717 og 1718. Den har fået følgende undertitel:

  • Ved hvilken Gud efter sin uransagelige Retfærdighed mange Lænder/Stræder/Byer oc Sogne hjemsøgte/og somme af dem plat ødelagde.

Peter Henriksen fra Møgeltønder

Men se gudfrygtigt liv og en bøn kan også godt betale sig. Sagnet om Peder Henriksen fra Møgeltønder er et eksempel på, at stærk tro kan føre til frelse.

Peter Henriksen blev 127 år. Så han har bestemt ikke været en hel almindelig mand. Under en stormflod og kraftig vandstigning, da alle andre i byen havde forsøgt alt og opgivet over for vandet, der bare steg og steg, kom de til Peter Henriksen.

Han fortalte dem, at der var et, de havde forsømt, nemlig at bede til Herrernes Herre. Peder Henriksen bad nu for med ”stærk stemme”, og da han kom til den syvende bøn af Fadervor: ”Fri os fra det onde”, ja så begyndte vandet at synke. Ikke alene Peder Henriksen, men hele byen blev reddet ved hans bøn.

Den gamle kone og digevagterne

En gammel kone vågnede op og opdagede at hendes seng var omgivet af vand. Da hun blev klar over, at hun ikke havde nogen mulighed for at redde sig i land, knælede hun ned i sengen og bad til den kære Gud.

Bølgerne løftede nu hendes seng og bar den til nærmeste værft, uden så meget som hendes sengetæppe blev vådt. I samme nat og i samme sogn, var der nogle digevagter, der på frisk maner bad om noget mere at drikke. Dem gik det dårligt. Døden udfriede dem før tørsten, iden vandmasserne i det samme fik taget til at styrte sammen.

Skibsradio i Ny Frederikskog

Ja sådan kunne vi blive ved. Jeg husker endnu de aftener under en heftig storm, at jeg sad med min Opa i Ny Frederikskog cirka 3-4 kilometer syd for Højer og lyttede på en transistorradio på Blåvand Radio og Norddeich Radio. Det var på skibe, der lå ude i Nordsøen og ikke var kommet i havn. Min Opa havde forinden været oppe ved den gamle Højer Sluse for at tjekke om alt var i orden. Han havde også været nede ved sin fiskekutter og tjekket fortøjningen.

Det kan være barsk herude i Tøndermarsken. Og det er historier, sagn og vandrehistorier også.

Kilde:

  • Diverse artikler på www.dengang.dk
  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Bygd
  • Folk og Kultur
  • N.H. Jacobsen: Skibsfarten i det danske Vadehav
  • Dinesen: Nordfrisland-digernes land
  • Trap Danmark: Tønder Amt

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.374 artikler herunder Tønder(241), Sønderjylland (170) og Højer (70) med bl.a. flg. 98 Artikler:

Ribe:

  • Ribe-brevet
  • Ribes Historie (5)
  • Ribes Historie fra 1666 (4)
  • Riber Ret (3) og endnu flere

Mandø

  • Vingeskudt på Mandø
  • Mandø – en ø i vadehavet
  • Mandø – endnu en historie

Brøns:

  • Slaget ved Brøns
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne

Ballum:

  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga – en sønderjysk pige
  • Ballum – dengang
  • Mellem Højer og Ballum
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Da Ballum næsten fik en havn

Rømø:

  • Anekdoter fra Rømø
  • Flere anekdoter fra Rømø
  • Endnu flere anekdoter fra Rømø
  • Borebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordseebad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu en gang
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø under besættelsestiden

Jordsand:

  • Soldater på Jordsand
  • Øen Jordsand – engang ude for Højer

Emmerlev:

  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole
  • Søfolk fra Emmerlev
  • Kniplinger – nord for Højer

Højer:

  • Saltvandssøen ved Højer
  • Landet bag digerne
  • Højer – bondeby i marsken
  • At plukke sut ved Højer
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer – stormflod og Diger og mange flere

Trøjborg:

  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg, et slot nord for Højer

Møgeltønder:

  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønder – dengang
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie

Rudbøl:

  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Rudbøls historie
  • Bådfolk i Rudbøl

Aventoft:

  • Syd for Tønder
  • Aventoft en by ved grænsen

Tøndermarsken:

  • Tøndermarsken 1-3
  • Gammel frederikskog – dengang
  • Fiskeri ved Højer
  • Syd for Højer
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Tønder, marsken og afvandingen
  • Sort sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Digebyggeri i Tøndermarsken

Vadehavet:

  • Langs Vadehavet
  • Heltene i vadehavet
  • Søslaget ved Højer
  • Vikinger i vadehavet
  • Apotekeren fra Højer

Vidåen

  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Askeodde ved Vidåen
  • Højer – som havneby
  • Omkring Vidåen og havnen i Tønder
  • En vandmølle i Tønder
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Kanal gennem Tønder

Andet:

  • Bredebro-dengang
  • De fattige i Vestdanmark
  • Sikkerhedsstilling Nord
  • Ude mod vest
  • Præster og andet godtfolk i Sønderjylland
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Præsten fra Daler
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • En vandretur mod vest – dengang

Syd for Grænsen:

  • Nordstrand syd for grænsen
  • Fôhr – en ø i Vadehavet
  • Johannes Mejer(Meyer) – en korttegner fra Husum
  • Dæmningen syd for Højer
  • Øerne – syd for Højer
  • Det frisiske salt
  • Friserne syd for Tønder
  • Rungholt og mandsdrukning 1-2
  • En berømt mand fra Hellevad

Saltvandssøen ved Højer

Dato: november 3, 2018

Saltvandssøen ved Højer

Vi er syd for Højer. Her lavede vi tømmerfloder og badede. Men det er 60 år siden. Nu blev der her etableret en fuglelokalitet af de helt store. Det var et alternativt flertal, der bestemte dette. Det hele blev etableret, efter at vandet sprøjtede over digekronen. Skulle man bygge nye diger eller forstærke de etablerede? Saltsøen har en max. dybde på 40 cm. Vand tages 800 meter ude i Vesterhavet. Fuglelivet trives bedre end forventet. Og der er 130.000 fugle. Søen fungerede dog først optimalt fra 1987. Man kan komme ganske tæt på.

 

Tømmerfloder og badning

Det er i det område, hvor vi byggede tømmerflåder og huler. Vi badede i Priler, som er kanaler ude i forlandet. Vi havde nogle skønne sommerferier herude på forlandet. Men vi havde også fået restriktioner på, hvornår vi skulle være hjemme. Vores legeplads kunne være en farlig legeplads, hvis ikke vi respekterede naturens luner og tog hensyn til ebbe og flod, vejr og vind.

Min Opa var vel det, der hed stedfortrædende slusemester. Han kunne aflæse skyerne omkring vejrforhold. Og min Oma havde lært noget af det. Så vi vidste, hvornår vi skulle stå på diget.

Det var forlandet ud for Ny Frederikskog, og det er vel i dag over 50 år siden.

 

Det blev en fuglelokalitet

Nu er området herude fuldstændig forandret. Der er kommet et fremskudt dige og en ny slude. Her er kommet en saltvandssø, og selve det indvundne land hedder nu Magrethekogen. Denne saltvandssø tiltrækker i den grad naturelskere.

Det fremskudte dige var til livlig diskussion dengang i slutningen af 1970erne. Der kom beskyldninger om skjulte landindvindinger for statens penge. Men uofficielt glædede landmændene sig til 1.150 hektar billig landindvindings – jord i den nye Margrethe Kog. Men sådan blev det ikke. Det blev i stedet en femstjernet fuglelokalitet.

 

Et alternativt flertal

Et alternativt flertal uden om den siddende borgerlige regering vedtog i Folketinget, at når trafikministeren insisterede på et fremskudt dige ude i Vadehavet – i modsætning til tyskerne, der trak deres diger ind til land – så skulle der kompenseres for tabet af det rige forland.

Flertallet bestemte derfor, at der skulle etableres en saltvandssø bag det nye dige. Man bestemte, at de sydlige dele af Magrethe Kog ikke måtte opdyrkes. De skulle drives som fugtige marskenge, der afgræsses af får.

Loven blev underskrevet i 1983. Der blev afsat en beløbsramme på 10 mio. kr., hvoraf halvdelen kom fra EF.

 

Det sprøjtede over digekronen

Allerede i februar 1962 havde en voldsom stormflod sat spørgsmålstegn ved digesikkerheden langs Vadehavet. Da endnu en ødelæggende stormflod ramte digerne i januar 1976, var bægeret fuldt.

Den 3. januar 1976 om morgenen tvang en nordveststorm vandstanden op i 4,92 meter over DNN. Det var den højeste vandstand i hele århundredet. Mens bølgerne sprøjtede ind over digekronen, lod befolkningen sig evakuere fra flere områder.

Et par dage efter det store drama måtte statsminister og trafikminister en tur til Højer for at lade sig skælde ud af Højers borgmester. Året efter blev det besluttet af den socialdemokratiske borgmester, at der skulle gøres noget for at sikre digerne.

 

Nye diger – eller forstærkning af de eksisterende?

Og så var det ellers, at debatten brød løs.

Skulle de eksisterende diger forstærkes og gøre højere? Eller skulle der bygges et helt nyt dige? Og hvis nu der skulle bygges et nyt dige, skulle det så ligge ude i Vadehavet?

Det nye dige krydsede landegrænse, men tyskerne valgte at trække linjeføringen tilbage grundet kraftige protester fra naturorganisationerne. Men sådan var det ikke i Danmark. Landbruget havde stillet krav.

Men nu havde de grønne partier indledt et effektivt samarbejde, og det lykkedes, at overbevise et flertal af politikere, om at overbevise politikerne om at overbevise dem om, at der skulle kompenseres for tab af natur. Man gik uden om den siddende regering og dermed blev anlæggelse af en saltvandssø en realitet.

 

Maksimal dybde på 40 cm

Ved den nye sluse er der etableret et dagligreservoir, der fungerer som opsamlingsbassin for de varierende vandmængder, der ophobes i Vidåen.

Byggeriet af saltvandssøen er udført af Wright, Thomsen og Kier. Man gik i gang i juni 1983. Den fire kilometer lange sø kunne indvies allerede i september 1984. Saltvandssøen dækker omkring 250 ha. Den er meget lavvandet med en maksimal dybde på 40 cm. Og dette er nok hemmeligheden bag successen.  Den lave vandstand giver de bedste muligheder for vadefugle og ænder til at finde føde.

 

Vand taget 800 meter ude i Vesterhavet

Bredzonen er meget uregelmæssig med masser af indskrænkninger, bugter og småvige, som også betragtes som en fordel for fuglelivet.

Vandet i søen er som noget antyder, saltvand. Det hentes 800 meter ude i Vesterhavet. Gennem en nedgravet rørledning, der gennemborer diget pumpes vandet ved højvande ind i søens sydlige del. Her budfælder slam, tang og materiale i et bassin, inden havvandet strømmer ind i saltvandssøen.

I den nordlige del løber vandet over en lav tærskel gennem en kanal til det reservoir, der er forbundet med Vidåen.

Vandet i søen udskiftes seks – ti gange om året. Indpumpningen styres af et elektronisk anlæg.

 

Fuglelivet trives bedre end forventet

Fuglelivet synes at trives bedre end forventet. Antallet af gæs er fem gange større end forventet. Svømmeændernes antal er lidt lavere end forventet, mens vadefuglenes andel er hele seks gange højere.

Man har fundet hele 22 arter. Af disse topper rylen med 39.000 – 56.000 individer. Den islandske ryle tæller fra 9.500 – 27.000. Klyden er repræsenteret med fra 2.000 – 5.000 stykker.

Man siger at 25 vandfuglearter er steget i antal, mens 9 arter er faldet.

 

130.000 fugle

Margrethe Kog kan i træktiden huse mere end 100.000 rastende fugle. Og både havørn og vandrefalk har fundet vej til det rige spisekammer. De ynglende fugle har også fundet fristed på de mange holme i Saltvandssøen. Også de meget sjældne stylteløbere har fundet hertil.

30.000 individer befinder sig på forlandet vest for det fremskudte dige

Syd for åen ligger mod øst ca. 670 ha græsklædte arealer som afgrænses af får og heste. Nord for åen er almindelig landbrugsjord i omdrift.

 

Fungerede optimalt fra 1987

De første år efter saltvandssøens etablering i 1981 fungerede den ikke optimalt på grund af digebrud. I perioder manglede der indpumpning af saltvand. Men fra 1987 betragtes driften og de fysiske forhold i søen som stabile.

Vi har tidligere på vores hjemmeside citeret vadehavsmaleren Nolde, da denne berettede om et meget varieret dyreliv i Tøndermarsken inden hele området blev afvandet. Før i tiden var det næsten tale om et amfibielandskab.

 

Man kan komme tæt på

Man har en sjælden mulighed for at komme tæt fordi der er fast land næsten hele vejen rundt. Man kan se ind i en sjælden spændende verden. Adgangen til den sydlige del af Magrethe – kog er begrænset, for at give naturen et sted hvor den kan udvikle sig uforstyrret, og hvor vi mennesker dog kan følge med på afstand.

Man kan iagttage Saltvandssøen, hvis du kører grænsen ved Siltoft. Husk dit pas. Det er fra grænsevejen mellem Siltoft til det fremskudt dige. Og så kan du også observere søen fra Diget mellem Ny Frederiks Kog og Magrethe Kog.

I Magrethe Kogs sydlige del, hvor saltvandssøen ligger, har offentligheden nu lovligt kun adgang af to østlige stikveje, der går ind i Magrethe Kog fra øst af det gamle havdige mellem Højer og Siltoft syd for Højer. Adgangen må kun ske til fods uden for perioderne 1. marts – 31. maj og 1. – 31. oktober.

Den offentlige adgang fra Vidåslusen og ned til Saltvandssøen i Magrethe Kog var i strid med gældende bestemmelser, så Fredningsnævnet har besluttet, at den vej må man ikke benytte. Man vil arbejde på, at denne vej igen blev åbnet. Men på stående fod ved undertegnede ikke om stien er genåbnet. Og måske skal de andre råd tages med forbehold. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør” har været på stedet, og måske er der indtruffet nye fredninger

 

Kilde:

  • Kjeld Hansen: Århundredets natureksperiment gav os Saltvandssøen (artikel)
  • Rastende vandfugle i Margrethe Kog og på forlandet vest for Tøndermarsken/Aarhus Universitet
  • ing.dk
  • dof.dk
  • Saltvandssøen, fra paradoks til en naturperle/Vand & Jord

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk  er der bl.a. 69 artikler fra det gamle Højer og 235 artikler fra det gamle Tønder. Der er 162 artikler fra Sønderjylland. Her er masser af artikler fra Tøndermarsken og Vadehavet.


Landet bag Digerne

Dato: januar 17, 2018

Landet bag Digerne (2)

Læs om Sort Sol og problemer med afvandingen. Hvad betyder ”oktroj”. Fire kæmpe pumpstationer blev bygget, lige som 108 kilometer ådiger og 150 kilometer kanaler. Vi besvarer spørgsmålet omkring ”Spadelandsret”. Og den store bygmester af diger var ”Hertug Hans den Ældre” Så var det Vidåen, den store å. Det var hårdt at bo herude. Beboerne skulle skaffe kapital til bygning af diger og sluser. Endelig vågnede politikerne op, og fik bygget det fremskudte dige. Det skete efter at 15.000 mennesker inklusive beboerne i Tønder var blevet evakueret. Vandet skvulpede allerede over diget. Havde stormfloden varet lidt længere var det gået galt.

 

Da vi gik fra den gamle hjemmeside til den ny var det ikke alt, som det lykkedes. En af de artikler er denne fra 2010, som faldt lidt uden for. Den ny – redigerer vi hermed. Bagerst i artiklen henviser vi til alle de artikler, som vi har skrevet om Marsk, Vadehav og Vestkysten.

 

Sort Sol

Mange besøger Marsken for at beundre fænomenet ”Sort Sol”. For os var det et almindeligt fænomen – dengang. Det er et imponerende syn. Pludselig kan der dukke rovfugle frem. For stimen er det så at holde sammen, men ofte opstår der panik. Og så slår rovfuglene til. En masse fugle bliver ramt og falder til jorden, og så begynder det store ædegilde.

 

Sagn og Historier

Herude har talrige stormfloder ændret landskabet. Kirker og byer er forsvundet i vandmasserne. Mange steder er man ved at genvende den tabte jord. Ja det har man vel allerede gjort. Den nuværende Tøndermarsk var jo engang en stor bugt.

Jo det var jo også sagnet om kirkeklokkerne ved Gotteskog. Det fortælles, at de blev ranet af sørøvere. En kirke skulle være opført i stedet for et fængsel. Sandsigersken Hertje spåede om fremtiden.

 

Havet steg

Havet blev ved med at stige. Derfor måtte digerne hele tiden forhøjes. De nyeste havdiger er i dag mellem 7 og 8 meter høje. Havde man ikke et forland, byggede man diger af et boldværk af træ. Men sådan en konstruktion kan ikke holde i længden.

Det har været temmelig krævende dengang, man byggede digerne. En kæmpe hjælp var det dengang, man indførte trillebøren til transport af jord. Man fandt senere på at bruge mursten til sluser og underløb. Senere var det beton, som man brugte.

 

Den store bygmester

Det var Hertug Hans den Ældre, der var den store bygmester af digerne. I 1555 – 1556 lykkedes det at inddige den nordlige del af Vidåbugten med kogene Højer, Møgeltønder, Tønder, Ubjerg og Karhave.

Ved Grippenfeld (Griffenfeld) blev der bygget en sluse over Vidåen. Fra 1562 til 1566 blev Gotteskoog inddiget ved hjælp af to diger. Det ene gik fra det sydlige Niebüll mod vest til Kleiner Koog i Emmelsbüll. Det andet gik fra Fegetasch mod nordøst til Rudbøl. Ved inddæmningen af Vidåen ved Rudbøl byggedes en sluse, som dels muliggjorde, dels vanskeliggjorde sejlads til og fra Tønder.

 

Afvandingsproblemer

Ofte har det været problemer ved Gotteskoog. Og de opstod også ved selve afvandingen. Det gik hele 400 år inden spørgsmålet om tørlægningen var løst. Man var uenige om, hvem der skulle betale for det.

Og så måtte man flere gange bygge nye sluser. Sluserne sank ligefrem ned i den bløde jord. På et tidspunkt var der hele syv vandmøller ved Gotteskoog. Der blev pumpet vand ud i afvandingskanalerne.

 

Vidåen – den store å

I 1715 blev den aflange Rudbøl Kog inddiget på begge sider af Vidåen med slusen ved Nørremølle. I 1861 blev der bygget et dige fra Højer til Rödenäs – Norddeich. Dermed opstod Ny Frederikskog. Tønderbugten var dermed helt inddiget. Vidåens nye udmunding blev forsynet med en ny og bekostelig sluse. Det er den vi i dag kalder ”Den Gamle Sluse”.

Ved Emmerske løber Arnå og Hvirlå sammen til Vidåen. Efter få udmundede den ved Lilletønder, det nuværende Tønder.

Egentlig er det svært, at bestemme åens faktiske længde. Man regner den for Danmarks tredje største vandløb. Dens opland strækker sig helt fra Løjt Kirkeby. Vanskellet ligger kun få kilometer fra Flensborg Fjord. Og så afvander den 1.400 km2. Det er ganske imponerende.

 

Hvad er en ”Oktroj”?

Herude taler man om noget, der benævnes Oktrojerne. Disse bestod af en række privilegier, som blev tildelt borgerne af hertugen, når de til gengæld sørgede for at tilvejebringe den nødvendige kapital til inddigningen af en kog.

Man fik tildelt afgifts- og toldfri perioder. Når der var digebrud, blev disse frister forlænget. Andelshaverne måtte drive fri handel i området. Men de fik også tildelt jagt- og fiskeriret.

I 1557 nedfældede man 20 punkter i den såkaldte ”Spadelandsretten” Ved forsømmelse af disse pligter kunne der gives hårde straffe. I artikel 8 står der frit oversat:

  • Hvis det sker, at en forsømmelighed i forhold til digearbejdet og dommerens straf intet nytter, og vedkommende således forvolder skade på kogen på grund af forsømmelighed eller dovenskab (uflid) kan domsmændene fratage vedkommendes land og rettigheder. Så skal digedommeren efter gammel spademandsret sætte spaden på diget, og den forsømmelige fratages sit land.
  • Digedommeren skal derefter tilbyde jorden til andre. Er de ikke interesserede, tilbydes den til de næste naboer på begge sider. Vil de heller ikke, tilbydes det til hele sognet. Hvis sognet ikke vil, må hele kogen inddige landet og beholde det til evig arv og eje.

 

Et hårdt liv

I kogene førte digefogeder og dommere tilsyn med digerne. I det 17. århundrede var det digegreverne, der var politibetjentene. De blev indsat af hertugen eller amtmanden i Tønder.

Det kunne synes hårdt at leve her i marsken. For hertugerne beordrede deres undersåtter til at tilvejebringe kapital, arbejdskraft og byggematerialer til digebyggeri og slusearbejde. Og der var masser at holde styr på. I marsken var der cirka 30 forskellige koge.

 

108 kilometer ådiger

Afvandingen af Tøndermarsken har altid været et stort problem. Det skyldes, at marsken sydvest for Tønder ligger under daglig højvande. I de ydre og yngre koge er terrænet noget højere. Tidligere var de enkelte koge sydvest for Tønder omgivet af sommerdiger og forsynet med vindmøller til udpumpning af vandet i foråret og sommertiden. I de ydre koge var der vindmøller til vanding af kvæg om sommeren.

I forbindelse med afvandingen af marsken blev der opført 108 kilometer ådiger. Endvidere blev der gravet en nys tor kanal, der førte vandet fra Sønderå til Grønå. Den blev kaldt for ”Vindvedkanalen”. Den er 8 meter bred med ådiger på begge sider. Der var planlagt at bygge et vandkraftværk ved Grønå. Der skulle have været en el-produktion til afvandingspumperne. Men der blev i stedet lavet en fordelagtig aftale med Sønderjyllands Højspændingsværk.

 

Kæmpe pumpstationer

Vidåen blev nygravet fra Vandmøllen i Tønder til Jernbanebroen og frem til Lægan. Herfra og til Højer Sluse blev Vidåen oprenset og uddybet. I den nordlige del af Ubjerg Kog blev der gravet et snoet forløb af Vidåen i forbindelse med det såkaldte ”Snæbelprojekt”.

Og i Tønder kan man i Vidåen opleve en meget dyr fisketrappe.

Havdiget mellem Højer og Emmerlev blev forhøjet til 6,40 meter. Fire kæmpe pumpestationer hjælper også med afvandingen. Den største ligger i Lægan nær Aventoft og den gamle grænsestation Møllehus. Også ved Nørremølle ligger en kæmpe afvandingspumpe.

Nogle steder dykker kanalen under selve Vidåen i et indviklet system. Ja 150 kilometer kanaler er benyttet til afvandingen. 70 kilometer kanaler bliver brugt til vandforsyning i sommerperioden og afvanding i vinterperioden.

Siden 1945 er der oprettet ca. 35 nye landbrug i marsken. De fleste bliver drevet som fritidslandbrug. I de indre koge dyrkes korn eller raps på 70 pct. af jorderne.

 

Endelig vågnede politikerne op

I nyere tid har der også været fare på færde her ude vest på. Den 3. januar 1976 kom en meget kraftig stormflod, som var den kraftigste siden 1825. Vandstanden var 4,92 meter over normal ved Højer Sluse. Det gamle havdige var 6,42 slog op over diget. Heldigvis var stormen kun kortvarig, ellers kunne det have fået katastrofale følger.

Hele befolkningen i marsken inklusive Tønder By i alt 15.000 mennesker blev evakueret. Dette fik endelig politikerne til at vågne op. Folketinget vedtog den 8. juni 1977 loven om det fremskudte dige for Tøndermarsken.

Digets længde på dansk side er 8,6 kilometer langt. På tysk side er det 3,7 kilometer Det slutter ved Hindenburg-dæmningen. Det er 7,45 meter højt, og det er 1,05 meter højere end det gamle.

 

Ilddåben

Allerede i november 1981 klagede diget sin ilddåb. Vandstanden nåede op på 4,97 meter. I december 1999 nåede vandet op på 4,53 meter.

Det gamle dige, der ligger 1,5 kilometer fra det nye holdes intakt, for at opnå dobbelt sikkerhed.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer
  • Se Litteratur Møgeltønder
  • Se Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder en masse artikler om Tøndermarsken, Vidåen, Diger, Stormflod og Vestkysten: Disse befinder sig inden for kategorierne

  • Tønder (226 artikler)
  • Sønderjylland (149 artikler)
  • Højer (67 artikler)

Bagerst i artiklen ”Langs Vadehavet” findes en liste over 89 artikler, der indeholder de omtalte emner.