Søgeresultater på "En berømt mand fra Øster Højst "
Dato: maj 15, 2016
En berømt mand fra Øster Højst
Enewald Ewald var bannerfører for pietismen. Han stammer fra en begavet og opvakt præsteslægt. Som 14 – årig havde han læst bibelen fire gange. I 1718 kom han tilbage til Øster Højst fra sin studietur. Han gik imod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed. På Tønder – egnen foranstaltede han bibelmøder på bøndergårdene. Hans far gav ham lov til møder i kirken. Men så blev faderen kaldt til forhør hos provsten i Tønder. Brødrene Brorson støttede pietismen. Og det gjorde Christian den Sjette. Amtmanden ville ikke have ham som præst på Tønder – egnen. Så blev han lærer ved Vajsenhuset i København. Men snart mødte han også modstand hos præsterne i København. Jo han fik yderst trange kår i hovedstaden. Det hjalp nok ikke, at kongen udnævnte ham til professor. Og så fik de en søn, der senere blev berømt.
Sønnen blev også berømt
Man kan næppe tro det, men også i Øster Højst har der boet en berømt person. Og ikke mindst dennes søn, blev måske endnu mere berømt og kendt. Måske skal vi lige forklare dem, der ikke ved det, at Øster Højst ligger ikke langt fra Tønder.
Pietismens bannerfører
Vi taler om pietismens bannerfører og igangsætter, Enewald Ewald. Det er ham, vi kan takke for, at pietismen fik sit gennembrud i Danmark. Det var en ny fromhedsbevægelse. Hans forkyndelse og vækkelsesretning nåede endda til selve hovedstaden. Han var skyld i, at der nu kom bevægelse og fornyelse i kirkelivet.
Han blev født i Øster Højst i året 1694. Faderen Nicolai Ewald var fra Bylderup Præstegård, og blev i 1693 gift med Pastor Prætorius datter Mette Magdalene i Øster Højst.
En begavet og opvakt præsteslægt
Vores hovedperson er udgået fra en begavet og opvakt præsteslægt som var udbredt i Slesvig Holsten fra Dagebøl i vest til Varnæs i øst.
To af hans fætre, Ewald Ægidius i Bylderup og Bertel Ægidius i Varnæs var salmedigtere og – oversættere. De var i den grad påvirket af åndelige strømninger sydfra.
Som 14 – årig havde han læst bibelen 4 gange
Den første uddannelse fik Enewald i hjemmet af sin far. I sin bog Visdoms Kilde, fortæller han, at han allerede som 14 – årig havde læst bibelen fire gange, inden han var blevet 14 år:
Siden kom han på Tønder Latinskole, hvor Christoffer Bluhme var rektor. Som student søgte han først til Kiel, siden til Jena og Halle.
Tilbage til Øster Højst i 1718
I Danmark kendtes pietismen kun af navn og var genstand for en tåbelig frygt. I Tyskland var bevægelsen allerede meget udbredt. Pietismen satte fokus på den levende tro. Halle var nok pietismens hovedstad.
Hen på sommeren 1718 vendte den unge student tilbage til sit barndomshjem i Øster Højst. Straks kastede han sig ud i, at udbrede det som han havde set og hørt på sin studierejse. Han vakte hurtigt stor opmærksomhed og samlede store skare om sin forkyndelse i Øster Højst.
Bibellæsning ude på bøndergårdene
Han holdt bibellæsning og katekisationer ude i landsbyerne, men det kneb efterhånden med plads ude på bøndergårdene. Han fik lov af sin far til at henlægge møderne til selve kirken.
Til forhør hos provsten
Men snart fik han også modstandere i sin forkyndelse. Det var blandt andet fra præster på Tønder – egnen. De kaldte ham for en hallensisk kætter og klagede over ham til provsten i Tønder, Samuel Reimarus
Denne provst i Tønder var en af de store, men det fik han aldrig æren for. Dette tilkom hans efterfølger, Schrader. Denne provst Reimarus var ikke modstander af pietismen men det han hørte fra Øster Højst foruroligede ham. Den gamle Nicolai Ewald blev kaldt til tjenstlig forhør i Tønder. Det skete i oktober 1718.
Og faderen kunne berette om, at han var glad for den store tilstrømning til kirken. Han kunne ikke se, at disse møder skadede kirken, tværtimod. Men snart blev også den gamle Ewald udsat for hån, anklager og spot. Det lykkedes også for modstanderne at indvirke til et forbud mod disse møder i Øster Højst Kirke.
Året efter måtte den gamle Ewald igen stille til tjenestelig forhør, da der var blevet indberettet til provsten, at møderne i Øster Højst Kirke fortsatte. Men faderen kunne berette, at siden forbuddet havde sønnen ikke betrådt kirken.
Men den gamle Ewald kunne også fortælle provsten at
Kulde i kirkelivet
Denne pastor Johann Schrader havde været huslærer ved hoffet i København og kendte personligt grev Zinzendorf, herrnhutternes førstemand. Det var dem, der opførte den pietistiske mønsterby, Christiansfeld.
En vækkelsesbølge gik over hele Tønder – egnen. Den skabte røre i mange sogne. Ewalds forkyndelse nåede længere og længere ud og fik større og større tilløb.
Usselhed i verden, kulde i kirkelivet, længsel efter liv og inderlighed har sikkert befordret denne nye vækkelse. Og nu trådte der en mand frem på den rette tid.
Borgmesterens far husker pietismen
Mange år senere nedskrev Borgmester Carsten Richtsens far, Hans Richtsen sine erindringer om sin tid:
Brødrene Brorson støttede pietismen
Nogle af dem, der strømmede var de tre brødre Brorson.
Nikolaj Brorson støttede Ewald, da præsten i Møgeltønder fremkom med en ond beskyldning imod ham. Præsten måtte da også undskylde sine beskyldninger. Han indrømmede at have,
I Løgumkloster opholdt H.A. Brorson sig i disse år som huslærer på Slottet og han og Ewald blev meget gode venner.
Amtmanden ville ikke have ham som præst
Konferenceråd Lorentz Prætorius, som var født i Burkal blev sendt til Højst, hvor han blev undervist af Ewald. Han ansøger sognerådet om, at Ewald bliver udnævnt til faderens kaplan med udsigt til at blive faderens efterfølger.
Den daværende amtmand i Tønder, J.G. von Holstein som boede i København, hvor han tillige beklædte høje stillinger inden for embeder i stat og kirke var dog ikke begejstret for dette.
To år efter ansøger faderen om, at hans søn bliver efter hans efterfølger. Men også dengang siger amtmanden nej. Både sogn og slægt forsøgte at fastholde Ewald i Øster Højst. Selv var han glad for egnen.
Men i 1727 blev han kaldt til København for aldrig mere at vende tilbage til Øster Højst.
Allerede i 1720 udgav han anonymt Den sande Christendoms rette Grundvold. Året efter var det så Begyndelsens Elementer i de Guds Ord.
Pietisme på Tønder – egnen
Nikolai Brorson samlede folk i sin præstegård for at opmuntre dem med psalmer og lovsange. Og det var bevægelsens egne sange, som de sang. Det var trekløveret Brorson fra Randerup, der skabte disse sange. Og her var det særligt H.A. Brorson.
I Tønder udgav Schrader også en tysk salmebog, sikkert inspireret af H.A. Brorson. Og Brorson igen oversatte også nogle af Schraders salmer. Ja de bedste skrev Brorson, da han opholdte sig i Tønder.
Christian den Sjette var pietist
Enevold Ewald fik ansættelse som lærer på Vajsenshuset i København. I 1728 blev han udnævnt som vajsenhuspræst. Han vakte fra starten opsigt med sin veltalenhed og de tanker, som han fremsatte.
Jo Christian den Sjette var også tilhænger af den nye bevægelse. Og dem, der fremmede pietismens sag fik vigtige embeder.
Mod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed
Med liv og sjæl prædikede han imod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed. Heller ikke her i hovedstaden brød præster af den gamle skole sig om den nye bevægelse. Han havde en enestående evne til at finde og præge sine medarbejdere. Snart sprang vækkelsen ud i lys lue og efterhånden måtte gejstligheden tage stilling til Vajsenhusfolkene.
Han bliver gift med Madamme Wulff
Efter den store brand i 1728 måtte gudstjenesterne holdes i Ridehuset på Nytorv. Her blev en interimistisk prædikestol rejst. Her samledes høje og lave, rige og fattige.
Som hjemme i Øster Højst samlede han folk. Her kom en Madam Wulff født Martens til at spille en stor rolle. Jævne borgere, studenter, lærerdrenge og selv hofembedsmænd samlede sig hos Madam Wulff for at høre de nye kristelige strømninger.
Også hun var fra Sønderjylland. Hendes far var fæstebonde i Oksenvad Sogn, senere degn og lærer i Gråsten. Her fandt Ewald sin tilkommende hustru Maria Wulff.
Trange kår i hovedstaden
Ewald var den første, der praktiserede konfirmationsundervisning i København. Det var før kongen, Chistian den Sjette gjorde det obligatorisk.
Men også i hovedstaden voksede modstanden lige som i Tønder Amt. Også indbyrdes i bevægelsen opstod der rivaliseringer. Stridigheder og skuffelser tog hårdt på Enevald
Stridigheder opstod med hovedstadens præster og Enevald måtte flere gange i forhør. Hans senere år i hovedstaden blev trange. Forfølgelse og fortrædeligheder, økonomiske bekymringer og huslige sorger og et skrøbeligt helbred.
Han lukkede sig mere og mere ind i studiekammerets stille verden, hvor han holdt sig for sig selv.
Udnævnt til professor
For at bøde på de meget små indkomster ved Vajsenhuset, som han dog ikke ville slippe, påtog han sig anstrengende skriftligt arbejde. Til sidst magtede han dog ikke at skrive.
Men det blev dog til en række bøger og skrifter, særlig opbyggelige, men også af historisk – filosofisk art, som han fik udgivet.
Kong Frederik den Femte udnævnte ham i 1747 til professor.
Den berømte søn
Han var hadet eller misundt af adskillige, men elsket af mange. Den nidkære stridsmand døde den 17. november 1754. Da var hans søn, Johannes Ewald kunne 11 år gammel.
Og hvorfor skal vi så lige have dette at vide. Jo det var den senere berømte digter Johannes Ewald. De sønderjyder bragte meget godt til hovedstaden. Det var jo ham, der blandt andet skrev Kong Christian stod ved højen mast.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Kirker, præster og åndsliv:
Tønder:
Højer:
Aabenraa:
Padborg/Kruså/Bov:
Sønderjylland:
Nørrebro:
Østerbro:
Dato: juni 4, 2022
En spillemand fra Rørkær
Brødrene fra Rørkær. De var meget forskellige. De levede i små kår. Smart måde at tjene penge på. Han byggede et nyt hus uden hjælp. Børnene havde arvet evnerne. Dr. Ulrich var en personlig ven. Fuld af skøre indfald. Noder til afskrivning. Man skulle gå langt med en kontrabas. Hævnen i Løgumkloster. På landet havde man en sundere smag. Dresen havde mange talenter. Musik kan godt forenes med afholdenhed. Leder af Rørkær bibliotek. Hvad skete der med familien.
Brødrene fra Rørkær
De var meget udbredte dengang – Landsby – spillemændene. Det var dengang, da den landlige ungdom trådte dansen på ler-gulvet.
Blandt de mere kendte spillemænd fra dengang var brødrene Dresen og August fra Rørkær. I en hel menneskealder har de spillet. Fra Rørkær til Ribe eller Nibøl og Læk og østpå helt til Aabenraa.
De var meget forskellige
De to var meget forskellige. Den ene var fuld af humor og komik. Han fik mange pudsige indfald. Han var en meget lystig spillemand. Men August var en mere stille og rolig person.
Jo Dresen havde endda Kongelig Musikprivilegium. Det var ham, der var den kendte og populære. August var bare med son ”anden violin”.
De levede i små kår
Dresen blev født i 1829. Han var søn af skræddermester A.P. Petersen, en kendt patriot i den tid. Som dreng tog han undervisning hos byens skolemester. Dengang skulle det ikke så meget til at underholde som nu til dags. Han blev en meget dygtig musikant efter datidens forhold.
Efter konfirmationen tog han i lære hos en tømmermester i Ravsted. Han blev skibstømrer i Sønderhav på Fanø. Han tog dog snart hjem igen til Rørkær og fortsatte sit musikliv hjemme fra. Han giftede sig og i mange år levede han sammen med sin kone i små kår.
De fik mange børn. De boede i en gammel rønne, der tilhørte gårdejer Hans Petersen. Men snart var huset så forfalden, at det skulle nedbrydes. Der var ingen anden lejlighed at få i Rørkær dengang.
Smart måde at tjene penge på
Dresen tænkte på at bygge et nyt hus, men hvor skulle han få pengene fra? En skønne dag stod Dresen og opmålte byggepladsen. Det var lige uden for gårdejer Kresten Rask’ s ejendom. Grundstykket tilhørte nu ikke gårdejeren.
Men byggeriet ville komme til at genere gårdejeren. Det ville gå ud over hans udsigt. Men vores spillemand var nu ligeglad. De blev dog enige om, at såfremt gårdejeren betalte Dresen 100 Daler, så ville han ikke bygge der.
Dagen efter begyndte han så at opmåle et grundstykke foran gårdejer Christian Hostrups ejendom. Det var lige over for vinduerne på den anden side. Med denne gårdmand sluttede Dresen ligeledes en handel af. Ja han fik endda et grundstykke i tilgift.
Han byggede et nyt hus – uden hjælp
Nu kunne Dresen begynde at tænke på at bygge et nyt hus. Materialet havde han liggende fra det gamle hus. Dette var blevet ham tilbudt gratis. Huset byggede han selv uden nogen som helst hjælp. Om det står der endnu vides ikke. Det er mange år siden undertegnede har været i Rørkær.
Børnene havde arvet evnerne
De fleste af de seks børn kunne spille særlig den ældste af dem – Agate. Hun var ofte sammen med faderen ude at spille. Og hele natten igennem sad hun sammen med sin far og spillede ved familiefester.
Den eneste søn, A.P. Petersen havde særlige evner. Han blev sendt på Musikkonservatoriet i København. Det var byens dansksindede, der samlede sammen, så han kunne drage afsted. Han blev elev af Niels Gade, Svendsen og Rung.
Han blev optaget i pension hos Neergaards, Reedz Thotts og Dr. Ulrichs hjem.
Dr. Ulrich var en personlig ven
I den forbindelse skal da lige nævnes, at Dr. Ulrich var Dresens personlige ven. Som vi tidligere har skrevet her på siden, var Dr. Ulrich blevet stenet ud af Tønder By.
Dr. Ulrich tog flugten til sine venner i Rørkær. Vi troede her på siden, at tog til Møgeltønder. En sten, som blev kastet efter ham og landede i vognen gemte familien. I mange år blev den brugt som brevpresser.
Efter to års uddannelse på skolen fik A.P. Petersen friplads. Men han døde desværre meget ung til stor sorg for Dresen og hans familie.
Fuld af skøre indfald
Dresen var kendt i vide kredse. Med kalveskindstasken på ryggen kom han milevidt omkring. Ved bryllupsfester og barselsgilder måtte Dresen lige afstemme hans gøremål med præsten. Det skete ofte at Dresen spillede en rask hopsa, når brudeparret kom ud af kirken.
Engang da brudgommen hed Peter spillede Dressen ”Dumme Peter”, da brudeparret kom ud af kirken. Hele følget morede sig meget over dette. Ofte var det præsten, der måtte rette sig ind efter spillemanden.
Når Dresen var alene ude benyttede han for det meste violinen eller klarinetten, som dengang var af buksbom med højst fem klapper.
Noder til afskrivning
Noderne blev lånt hos andre spillemænd til afskrivning. Det var bl.a. af spillemand Christiansen fra Vimmersbøl og spillemand Davidsen fra Skast. Denne var faktisk far til den kendte godsforvalter Davidsen på Schackenborg.
Trykte noder kendtes endnu ikke herhjemme. De første trykte noder kom til Rørkær i 1870 fra Carl Møller, Skive. Det var først her at spillemændene begyndte at spille i flere tonearter. Var det fejl i noderne gjorde det ikke så meget. Der blev altid spillet i takt.
Man gik langt
Utallige gange er spillemændene fra Rørkær gået herfra med kontrabassen på ryggen til ringridning i Ravsted. Også mellem jul og nytår i bidende kulde. De spillede også til ringridning i Rens. Top dage spillede de til Mikkelsdag i Tønder, derfra til marked i Læk. Et par dage derefter til Kongens Fødselsdag i Sdr. Sejerslev. Nogle gange fik de ikke sovet i otte dage. At spille til 60 – 80 bryllupper i et år var ikke unormalt.
De gamle skikke og ceremonier der fulgte med til gilderne kendte spillemændene til – dengang. Ved bryllupper skulle musikerne være de første om morgenen. Alle gæster skulle spilles ind. De første gæster ankom ved 9 – tiden.
Hævnen i Løgumkloster
Hvad betød det kongelige privilegium? Ja det gjaldt 2 mil i luftlinje. I Løgumkloster havde Dresen de bedste offentlige steder. Musikeren Bestmann var ikke glad for dette og gjorde alt for at gøre ham umulig her. Men befolkningen ville have den populære spillemand fra Rørkær.
Engang mente Bestmann at grænsen var overskredet. Det var mere end 2 mil. Dresen var bestilt til Mikkels marked. Og konkurrenten havde klaget til borgmesteren. Dresen skulle stille med en kaution på 100 mark. Og Bestmann fik medhold.
Midt på aftenen kom gendarmen og forbød Dresen at spille videre. De 100 mark måtte betales. Samme nat gik han nu til Tønder for at klage til herredsfoged Dirks. Denne ville endnu samme nat medsende to gendarmer for at ophæve borgmesterens afgørelse i Løgumkloster. Men ak natten var over. Og selv om Dresen i sidste ende fik ret, så havde Bestmann fået sin hævn.
På landet havde de sundere smag
Selv om det ofte var anstrengende ture, som de var på – de to spillemænd fra Rørkær holdt de sig sunde og raske. De spillede endnu i deres 80. år.
På landet blev de gamle folkelige dansemelodier bevaret. Det var en sundere smag end de nymodens Varité-Melodier. Disse gamle, ofte kønne melodier hørte til hjemstavnens ejendommeligheder.
Nu var indtægten fra spillevirksomheden ikke nok til at brødføde en familie. Det var nødvendigt at have et erhverv ved siden af. Dresen var en begavet mand. Han var dygtig til det, som han tog fat på. Således var han en dygtig drejer. Mange pæne ting har han lavet.
Dresen havde mange talenter
Han var ligeledes kendt som en dygtig urmager. Hvis en eller anden i Tønder havde et gammelt Bornholmerur så skulle Dresen nok få urværket til at gå. Hvis en eller anden havde noget værdifuldt porcelæn eller lignende som var gået itu, så gik man til Dresen. Ingen satte en klinke på som ham.
Endvidere havde han et lille landbrug, som hans kone, Maren passede. Men han elskede at komme ud og spille. Det hjalp også på hans humør. Var det en periode, hvor han ikke var ude at spille kunne han godt blive sur.
Musik kan forenes med afholdenhed
På et tidspunkt led han af gigt og måtte gå med stok. Da fik han ingen musikbestillinger. Så han smed stokken. Han var afholdsmand og dette var beviset på at musik godt kan forenes med afholdenhed.
Men Dresen var afhængig af skråtobak. Det skulle han have. Og maren sørgede for at han aldrig udgik for det.
Leder af Rørkær Bibliotek
Jo også var han leder af Rørkær Bibliotek. Dette bibliotek var oprettet af hans far og lærer Kloster i 1839. Bogsamlingen havde til huse hos Dresen. Fra 1864 til sin død i 1907 passede han biblioteket. Den største stue ofrede han til bogsamlingen. Et gammelt taffelformet klaver tjente som bord.
Udlånet foregik på gammeldags måde. Det var sjældent at en bog forsvandt. Da biblioteket overgik til Sprogforeningen, blev bogsamlingen forøget til en af de største i landet. Således var den i 1920 på 3.000 bind.
Hvad skete der med familien
Dresen døde i 1907. Det gamle spillemandshjem blev solgt. Enken flyttede til Sønderborg til den yngste datter Christine. Tre af døtrene flyttede til Amerika og en til Sønderho på Fanø. Den yngste datter tog til Flensborg. Hun blev tidlig enke og flyttede til datteren Helene, der var ansat i den danske Borgerskole som lærerinde.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 11, 2020
Østerbros Kirker
Vi skal besøge Østerbros kirker. Nu gik det ikke altid lige nemt med at bygge disse kirker. Således blev et forlystelsessted overtaget og ombygget til kirke. Det var det bestemt ikke alle, der var tilfreds med. Og så lavede Kirkeministeriet pludselig om på Sognegrænser efter at en kirke var blevet opført. En kunstner ville gerne lave sin altertavle om, men han var for længe om det. Først mange år efter hans død, fandt et menighedsråd ud af, at det kunne da hvis være en meget god ide. Og så var det lige en jernkirke, der var meget kold om vinteren og meget varm om sommeren. Når der var søndagsgudstjeneste, smed børnene sten på bliktaget. Sankt Johannes Kirkens præst på Nørrebro fik lov til at udtage to nye præster. Ja og så var der en præst, der modtog en kirke i sølvbryllupsgave. Bagerst i artiklen har vi en oversigt over 68 artikler om Kirker, præster, åndsliv og kirkegårde, som du kan finde her på siden.
Sankt Jakobs Kirke
I 1856 blev Sankt Johannes kirke på Nørrebro opført som den første kirke uden for Københavns bymure efter det var blevet besluttet at udvide byen med nye bykvarterer uden for murene. Sankt Johannes kirkes første sognepræst Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye hastigt voksende bykvarterer.
Det ledte til at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs kirke var den anden, der blev opført og den første på Østerbro. Den blev opført i 1876 – 1878 af arkitekten Ludvig Fenger. Han stod også for Sankt Matthæus kirke på Vesterbro, der blev opført to år senere.
Beboerne havde samlet 85.000 kr. ind. Og fra Københavns kommune kom der yderligere 40.000 kr. Kommunen havde også skænket grunden på Østerfælled.
Kirken kostede 175.000 kr. at opføre. Kirken er vel det man kalder moderkirke til de andre Østerbro – kirker.
Området på Østerbro var sparsomt bebygget dog var nærliggende Brumleby blevet opført. Sleve kirken er opført i nygotisk stil med inspiration fra engelsk arkitektur, Bygningen er konstrueret i røde mursten med tårn i øst, tredelt skib og kor mod vest.
Altertavlen er en gentagelse fra 1877 af Carl Blochs opstandelsesbillede i Frederiksborg Slotskirkes bedestol
Man talte dengang om at man nu modsat Nørrebro skulle bygge i et velstående kvarter. Men det var på tide, der kom en ny kirke. Rygter fortalte, at man i Sankt Johannes kirken skulle klare 25 vielser på en gang. Og Johannes havde en bor, der hed Jakob, så det var jo ganske naturligt at denne kirke skulle hedde Jakobs kirke.
I Det Ny testamente berettes der om at Jakob blev henrettet 40 år efter Kristus på grund af sin tro.
Den første præst, Peter Krag blev kaldet til af den meget dynamiske præst fra Skt. Johannes Kirken, Rudolf Frimodt, som næsten videregav sit åndelige testamente til Peter Krag.
Han blev dog også manden bag byens største menighedssamfund som indtil menighedshuset var færdigbygget samledes i Ryesgade skole. Senere da samfundet var vokset fra 300 til 1.200 medlemmer i Bethesdas festsal. Fra menighedssamfundet udsprang Østerbros kirkeligt sociale arbejde.
Over selve hovedindgangen ses et relief af Sankt Jakob med en muslingeskal. Og kirken er vel Østerbros største – med ca. 400 pladser. Det er et rigt dekoreret træloft. Altertavlens maleri er Carl Blochs ”Opstandelsen” Kirkens orgel er et Frobenius orgel, der i 1987 blev udvidet til 37 stemmer.
Mellem 1985 og 1987 var kirken igennem en omfattende restaurering. Trælysekronerne er fra 1928. Forbilledet er fra Fødselskirken i Betlehem.
Under restaureringen blev der ophængt yderligere fem ottekantede messinglysestager.
Tænk engang at tårnet er 55 meter højt. Og kirkens tårnur er oprindeligt fra Københavns Hovedvagt.
Ved siden af kirken ligger præsteboligen opført samtidig med kirken. Sankt Jakobs sognegård blev opført i 1901 og restaureret i 1983 – 84. Den rummer store og små mødelokaler samt kordegnekontor.
Lutherkirken
Søndag den 15. december 1918 blev en ny kirke indviet på Østerbro til minde om 400 året for Reformationen. Og det var af biskop Ostenfeld. Den smukke bygning skyldes et samarbejde mellem arkitekterne professor Martin Norup og Julius Smith. Hvis man kigger ind i kirken, kan man godt lede tankerne hen til rådhushallen.
Indvielsen foregik under festlige former allerede tidligt på formiddagen. Kongen, dronningen, enkedronningen og flere af kongehusets øvrige medlemmer var forsamlet i kirken. Ikke mindre end 40 præster i ornat gik i procession op ad kirkegulvet.
Kirken er bygget i røde mursten og har stilelementer fra såvel romansk som gotisk arkitektur. Over det teglhængte tag rejser sig en ottekantet tagrytter med spir. De falsede vinduer er store og rundbuede.
Indvendigt er kirken overdækket med et fladt kassetteret betonloft. Der er politurer i kirkens bagerste del. Af hensyn til den underliggende krypt er koret hævet hele ottetrin over skibet.
Under Anden verdenskrig anvendtes denne krypt til beskyttelsesrum og til sidst også som illegal operationsstue. Den hvide rose, som var Luthers våbenmærke genfindes som udsmykningselement flere steder i kirken.
Korets fem glasmosaikvinduer, der fremstiller syndefaldets historie, udgør baggrunden for alterets gyldne krucifiks. De er udført af Martin Nyrops datter, Ernestine Nyrop.
Uden for kirken står en figur af reformatoren Martin Luther udført af billedhuggeren Rikard Magnussen. I sidebygningen til kirken mod Randersgade findes i dag to store mødelokaler, børnehave, kordegnekontor og præstebolig.
Orgelet er bygget af Frobenius i 1918 og er på 26 stemmer. Der er 500 siddepladser i kirken.
Rosenvængets sogn blev udskilt fra Sankt Jakobs sogn i 1912. Den nye menighed samledes med sin præst til gudstjeneste henholdsvis i Davids kirken og i Frihavnskirken indtil menighedshuset blev opført i 1914. Heri findes en sal, der kan rumme 250 mennesker og som var kirkesal fra 1914, indtil kirken stod færdig i 1918.
Kirken med menighedshus har kostet 380.000 kr. De er tilvejebragt ved Kirkefondets indsamlinger i hele landet, en kollekt i anledningen af reformationsjubilæet. Byggeriet blev forsinket på grund af mangel på byggemateriale under Første verdenskrig.
Davids Kirke
Davids sogn er under Sions søndre sogn udskilt fra Sions sogn i 1908. Indtil kirkens indvielse i 1910 holdtes gudstjeneste i Sions Kirke.
Davids Kirke blev bygget af ”Foreningen til Smaa Kirkers Opførelse i København” efter tegning af arkitekt Johan Nielsen, der ud over andre kirkeprojekter som f.eks. Blågårds Kirke senere var med til at bygge Paladsteatret.
Byggesummen var 100.000 kr. Kirken blev ved indvielsen overdraget til Kirkefondet med henblik på vedligeholdelse og præsteansættelse. Davids Kirke er af hensyn til sin placering i flugt med husfacaderne i Koldinggade orienteret med indgang i syd og kor i nord. Den er opført i røde håndstrøgne mursten på granitsokkel og er dækket af rødt tegltag.
Ved et 29 meter højt klokketårn er kirken sammenbygget med naboejendommen mod sydøst. Over indgangsportalen, som flankeres af koblede romanske halvsøjler, er der indsat et stort rosevindue. Gavlen krones af et kortstrammet granitkors.
Loftet er et tøndehvælvet mørkebrunt og udskåret træloft. Davids Kirke adskiller sig fra andre kirker ved at være opbygget omkring et helt sæt færdigt kirkeinventar.
Altertavle, døbefonten i grøn porfyr og alterbord og prædikestol i bemalet træ fulgte nemlig med kirkens første præst Enrique With fra Mariæ Kirkesal. Denne midlertidige kirke var i perioden 1898 – 1908 indrettet i ”Valkyrien”, et tidligere danseetablissement på Vesterbrogade 17.
Det var arkitekten Valdemar Koch, der stod for kirkesalens ombygning og inventar. Huset findes stadig og er i dag hjemsted for den færøske hjemstavnsforening.
Alterbilledets motiv ”Mariæ bebudelse” er Joakim Skovgaards forarbejde til hans store bebudelsesbillede i Helligåndskirken på Strøget.
Den oprindelige karton blev skænket til Mariæ Kirkesal af biskop Skat Rørdam. Kartonen blev senere erstattet af en kopi, udført af kunsternes søn, Johan Thomas Skovgaard. En anden udgave af samme motiv findes i Sankt Lukas kirke på Frederiksberg, som også er tegnet af Valdemar Koch. Valget af netop dette motiv er måske inspireret af, at Koch tidligere havde arbejdet for arkitekten Daniel Herholdt under restaurering af Helligåndskirken.
Navnet Davids Kirke stammer sandsynligvis fra citatet over bebudelsesbilledet:
Det var den mindste og billigste af alle kirkesagens stationære kirker. De gamle bænke er erstattet af løse stole. Kirken havde fra 1928 til 2015 regelmæssig haft gudstjenester på grønlandsk. Det skyldtes at kirkens forhenværende sognepræst Erik Balslev-Clausen gennem 25 år var næstformand i Den grønlandske kirkesag.
Det siges at kirken havde 500 siddepladser. Det kan man nu ikke forestille sig. I dag har kirken 125 siddepladser.
Hans Egedes Kirke
Davids Østre Sogn er udskilt fra Davids Kirkes sogn i 1923. Indtil den havde fået sin egen kirke holdt menigheden gudstjeneste i Davids Kirken og Luther kirken. Den nye kirke fik sit navn til minde om Grønlands apostel, Hans Egede, med anledning i 200 års – jubilæet for dennes ankomst til Grønland i 1721.
Den er bygget som en del af et trefløjet kompleks på en grund, som Kirkefondet ejede på hjørnet af Vardegade og Øresundsgade (som Vordingborggade dengang hed). Vareskurerne som tidligere stod her, blev revet ned og gav plads for en velgennemtænkt udnyttelse af hjørnegrunden ved arkitekterne Wittmaack og Hvalsøe.
Allerede i 1923 blev menighedshuset opført med boliger og foreløbigt kirkerum i den nuværende menighedssal. Men først i 1930 stod hele bygningsværket færdigt med kirken mod nord, sammenbygget med menighedshuset og de oprindelige to boliger for graver og en præst. Det havde da kostet 255.000 kr., indsamlet af Kirkefondet, søstermenigheder på Østerbro og selve Hans Egede menighed.
Kirken er opført på sumpet grund af saneringsopfyld, nær Øresund. Den er opført som en palæbygning i røde mursten med hjørnepilastre, glatte gavle og let opskalket tegltag. Midt på taget rejser der sig en ottesidet tagrytter med lanterne, som bærer et slankt kobbertækt rytterspir.
Vinduerne er store og rundbuede i en stil, der lige som de fleste øvrige træk er hentet fra dansk barokarkitektur omkring 1700. Under vinduet i vestgavlen er der en portal af kalksten med kvaderbosserede sider kronet af to siddende engle, der flankerer en mindetavle for Hans Egede.
Det hvidkalkede kirkerum dækkes af et nærmest romansk tøndehvælv af træ. Over indgangen er der et orgelpulpitur og langs sidevæggene er der pulpiturer i espaliertræ. Alt træværk i kirkerummet er ludbehandlet. Bag rækken af piller, der bærer pulpiturerne, kan fløjene åbnes ind til de tilstødende lokaler. Korpartiet er hævet tre trin over den øvrige kirke.
Kirkens døbefont var oprindelig en træfont i nyklassisk stil, som stammede fra Michaeliskirken i Fredericia. Den nuværende font er fra 1955 og udført i grønlandsk marmor.
Kirkekompleksets to fløje med henholdsvis mødelokaler, præstebolig og kontorer har gennemgået omfattende istandsættelser i 1955. Graverboligen blev nedlagt i den forbindelse og benyttes i dag til kontorer.
Der er 240 siddepladser i kirken.
Sions Kirke
Den 27. september 1896 blev Sions Kirke indviet ved Sjællands biskop i nærværelse af kongehuset. Og Skt. Jacobs menighed havde skænket 70.000 kr. Og det var i anledning af pastor Krags sølvbryllup.
Københavns kommune skænkede byggegrunden.
Tegningerne til kirken er udført af arkitekt O.V. Kock. Murene er opført af røde håndstrøgne sten med rigelig anvendelse af kridtsten fra Stevns. Maler Poul Steffensen har udført og skænket altertavlen. Maleren brugte lokale modeller.
Taget er dækket af fransk skifer.
Døbefonten har relieffer af billedhuggeren Anders Bundgaard, skaberen af Gefionspringvandet.
Ved indvielsen talte man om 700 siddepladser, men mente at kirken kun rumme 1.000 mennesker. Men i dag er der 400 siddepladser i kirken.
Ved indvielsen var der heller ikke råd til tårn og spir men kun til en tagrytter, hvori klokken blev anbragt. Tårnet er tegnet af Kristoffer Varming og er tilføjet kirken i 1921. Det var en gave fra fabrikant H.V. Christensen til pastor E. Borregaard.
Den første præst var pastor Obel.
I Nyborggade 4 ligger Bethania, Sions Kirkens menighedshus, der er opført i 1903. I en tilbygning til kirkens korgavl findes sakristi, mødelokaler og kordegnekontor som alle er opført og indrettet i slutningen af 1960’erne.
Sions sogn er udskilt af Sankt Jacobs sogn i 1896. Det var den anden kirke, der blev bygget i det ny Østerbro kvarter.
Kildevældskirken
For lidt over 100 år siden var der 380.000 indbyggere i København, 18 kirker og 49 præster. Der var store forskelle mellem de enkelte sogne. Et par sogne nåede over 60.000 mennesker. Det Københavnske Kirkefond blev dannet på privat initiativ og sørgede for, at der blev bygget nye kirker og dermed grundlagt nye sogne.
Det skete ved en slags knopskydning. Først en kirke, så blev der udskilt et sogn fra en kirke osv. I 1920’erne var Sion Sogn blevet det næststørste sogn i København. Man begyndte derfor i 1925 at lægge planer for at bygge Kildevældskirken og en komité blev nedsat til dette formål.
Kirkefondet påtog sig at skaffe grunden og købte den af vinhandler Teilmann, der meget gerne så, at der lå en kirke på dette ”tiloversblevne” stykke jord, thi på den måde blev kirken genbo til den store flotte stiftelse han havde oprettet og givet navnet ”Frederik den Ottendes minde”.
Kildevældskirken blev indviet den 2. oktober 1932.
Kildevældskirken er en typisk Kirkefondskirke i den forstand, at den er en ”arbejdskirke” med kryptlokaler til det vidt forgrenede menighedsarbejde, som dengang udfoldede sig blandt alle aldersgrupper, og gjorde kirken nærværende i sognet også i hverdagene.
Foruden alt det som skete og sker i kirke og krypt, kan det fortælles, at tilblivelsen af ”Kildevæld Sogns Plejehjem og ”Søster Andreas Hjem for Tunghøre”, der blev indviet den 13. maj 1975 først og fremmest skyldes den indsamling og det utrættelige arbejde sognepræst ved Kildevældskirken Otto E. Helms udførte igennem adskillige år.
Arkitektens valg af materialer såsom røde teglsten, naturfliser og plankegulv giver sammen med bygningsmæssige fif indtryk af ælde og soliditet.
Alterbilledet er malet i 1930 af arkitektens far, professor Oscar Matthiesen.
Under kirkerummet findes krypten, som tidligere var indviet til kirkesal, men som nu er lokaler til kirkens mødeaktiviteter. Kordegnekontoret ligger i den ene af kirkens korsarme.
I dag er det 350 siddepladser i kirken. Oprindelig var der 600 siddepladser i kirken.
Kildevælds sogn er udskilt af Aldersro og Sion sogne i 1930. Kirken ligger som en romansk landsbykirke ved lille Kildevældssø. Og intet mindes om den voldsomme kirkepolitiske fejde dens opførelse udløste i 1930.
Og så man ud af at byggegrunden lå i Aldersro sogn og ved grænsen mellem Sion og Aldersros sogne. Sions menighed skaffede 92.000 kr. til opførelse af en ny kirke i sognet. Kirkefondet samlede 150.000 kr. ind.
Byggesummen beløb sig til 267.739 kr. Pludselig meddelte Kirkeministeren en omlægning af sognegrænserne med kongelig resolution, hvoraf det fremgik at Kildevælds sogn skulle tillægges halvdelen af Aldersro sogn og kun en meget lille del af Sions sogn.
Man havde således samlet ind på falske præmisser for at afhjælpe situationen i Sions sogn. Kirkefondet som ejede kildevældskirken nedlagde veto mod at kirken benyttedes ud fra de ændrede præmisser.
Af hensyn til det sociale kirkelige arbejde i området måtte krypten højest anvendes som midlertidig t prædikenlokale, mens alle kirkelige handlinger skulle henlægges til nabokirkerne.
Kirkeministeriet indgik hårdt trængt den kompromisløsning med Kirkefondet, at en del af Aldersro sogn overgik til Sankt Jakobs sogn og en tilsvarende større del af det oprindelige Sions sogn tillagdes Kildevæld sogn mod at krypten blev indviet til gudstjenestebrug i 1931. Den egentlige kirke blev så først indviet i 1932.
Kirkefondet ansatte andenpræsten mens sognepræsten arbejdede på Kirkeligt Centrums linje. Dele af sognet er senere udskilt til Lundehus sogn.
Esajas Kirke
Dengang den 7. januar 1903, da grundstenen blev lagt hed Malmøgade, Upsalagade. Bygningens underbygning stod færdig samme år. Men først i 1911 begyndte man på bygningens fuldførelse.
Sognet var i mellemtiden blevet så stor at man fik en anseelig kirke.
I 1903 blev man udskilt fra Skt. Jakobs sogn. I første omgang var det tale om en såkaldt Kryptkirke. Den gik under navnet ”Den underjordiske kirke”. Den kunne rumme 450 mennesker og her var altid ”stoppende fuld”. Den midlertidige kirke blev betalt af penge i9ndsamlet i Sankt Jakobs sogn og en nystiftet kirkekomité.
Den fungerede som kirke indtil 1912, hvor man så havde samlet 112.000 kr. ind så man kunne opføre den ”overjordiske” kirke.
Esajas Kirke ligger i dag som en majestætisk mastodont midt i et provinsielt kvarter omgivet af byggeforeningshuse, herskabslejligheder, en skole og børneinstitutioner og kigger ud over Holmens Kirkegård, Østre Anlæg og Sortedammen.
Det er en anseelig korskirke. Stilarten er vel nærmest romantisk. Arkitekten Thorvald Jørgensen var vant til monumentale byggerier. Han stod bl.a. for det tredje Christiansborg. som vi har i dag.
I 1912 rykkede gudstjenesten op i det øvre kirkerum. Krypten blev overtaget af menighedssamfundet som mødesal.
Kirkens indre er meget lyst, dels fordi det er hvidkalket, dels på grund af lyset fra vinduerne i det pyramideformede tårn over korsskæringen. Midtskib og korsfløje dækkes af tøndehvælv. Alle kirkens hvælvinger er af træ.
Koret er hævet fire trin over skibets gulv. Som altersmykning fungerer en glasmosaik fra 1914 af Joakim Skovgaard.
Siden 1932 har der været tradition for at den kirkelige retning ”Tidehverv” har været knyttet til kirken. I dag er det plads til 700 i kirken.
Nazareth Kirke
På en smal men dyb grund i Ryesgade skulle Victor Nyebølle bygge en kirke. Stedet er omgivet af høje bygninger. Kirken får også kun lys et sted fra. Men det giver en særlig stemning. Arkitekten fik dengang store roser for sin indre udsmykning af kirken.
Kirken stod færdig i 1904 og havde kostet 138.890 kr. Den var opført helt uden tilskud fra stat og kommune.
Nazareth sogn blev udskilt af Sankt Johannes sogn på Nørrebro i 1900. Oprindelig var distriktet opdelt i to sogne. Den ene siden 1905 har udgjort Fredens sogn.
Arkitekten var tydeligvis inspireret af Norditaliens romanske kirker. Indvendig dækkes skibet af et kassetteret bjælkeloft og har kun vinduer mod nordøst mens det fire trin hævede kor har vinduer i begge sider. Langs de tre af væggene er der pulpiturer i træ. Bænkene er forsynet med gotiserede gavle.
Under kirkerummet er der en høj krypt, så selve kirkerummet ligger betydeligt over gadeniveau. I krypten er der menighedslokaler og andre rum.
Indtil der var indsamlet penge nok til en stenkirke, opstillede Kirkefondet i 1891 – 92 en midlertidig kirke på fabrikant Nyrops grund i Ryesgade 105. Efter engelsk forbillede anvendte man en slags færdig fremstillet samlesæt i bølgeblik importeret fra London.
Jernkirken i Ryesgade havde plads til 800 mennesker og kostede 25.000 kr. Det fortælles at den var glohed om sommeren og iskold om vinteren. Børn kastede sten på bliktaget under søndagsprædiken. Kirken var den allerførste af de mange midlertidige vandrekirker, Kirkefondet lod opføre i København og senere i hele landet, mens lokale kirkebyggekomiteer samlede penge ind til at bygge permanente kirker.
Jernkirken i Ryesgade havde status som ”midlertidig hjælpekirke” eller ”distriktskirke” for 14.000 af Sankt Johannes sogns dengang 63.000 indbyggere. I 1902 kunne jernkirken vandre videre ud på Nørrebro, hvor den indtil 1914 gjorde tjeneste som foreløbig kirke for Simeons sogn. Kirken har i dag plads til 550.
Nazareth og Fredens sogne blev i 1989 slået sammen til et fælles pastorat. De to kirkers menigheder er præget af stor opslutning af KTS (Kristelig Forening for Studerende).
Fredens Kirke
Fredens Kirke ligger der, hvor før forlystelsesstedet ”Sortedamslund” lå. I slutningen af 1800-tallet var her danselokale, keglebane og restauration.
At forvandle et forlystelsessted til kirke sådan som det også var tilfældet med Valkyrien på Vesterbro forårsagede en voldsom debat mellem Folkekirkens højre – og venstrefløj. Resultatet var, at Grundtvigianerne trak sig ud af samarbejdet med Kirkefondet af etiske grunde.
Det er Kirkefondet, der har stået for byggeriet. Og det er arkitekt L. Knudsen, der har stået for det. Således er det tale om ombyggede lokaler.
Byggegrunden kostede 130.000 kr. Og selve ombygningen kostede 30.000 kr. Kirken modtog mange værdifulde gaver, deriblandt orgelet og døbefonten. Kirken havde dengang 600 siddepladser. I dag er der ca. 350 siddepladser.
Fredens Kirke var tænkt som en aflastningskirke for den såkaldte jernkirke i Ryesgade. I 1906 fik kirken tillagt en tværfløj i to etager, der indeholdt våbenhus og sakristi. På anden sal kom der en menighedssal samt et centralt placeret spinkelt tårn, tegnet af Martin Nyrop.
Da undertegnede en overgang kom meget her i lokalerne i forbindelse med organisationen IKON (Information af Kristendom og Nyreligiøsitet) synes jeg at kunne huske, at man kunne se resterne af keglebanen og madelevatoren. Men det er vel efterhånden 15 – 20 år siden.
Frihavnskirken
Sognet blev udskilt fra den østre del af Sank Jacobs sogn i 1905. Grunden blev skænket af Det Classenske Fideikommis på Kirkefondets foranledning. En indsamling på 125.000 kr. betalte for opførelsen. En lokal kirkekomité samlede ind til et menighedshus ved siden af kirken.
Kirken er opført af Thorvald Jørgensen, og det er ham bag det tredje Christiansborg. Grundens placering og bygherrens ønsker om disposition over ekstra lokaler gjorde opgaven vanskelig. Det hindrede normal symmetri i kirkeanlægget.
Anlægget er en slags forløber for vore tiders kirke- eller kulturcentre med en kirkesal og mange omgivende rum til aktiviteter af mere eller mindre kristeligt tilsnit.
Selve kirken består af et rektangulært langhus med længdeaksen nord-syd af hensyn til placeringen mod Willemoesgade og har tårn med løgspir ved nordøsthjørnet. Den er af røde mursten i en fri gendigtning af 1700-tallets danske barokarkitektur.
Den store hvidkalkede og tøndehvælvede kirkerum virker i dag lidt nøgternt, men har oprindeligt været forsynet med pulpiturer og bænke i mørkt træ. Fra menighedslokalerne i første og anden etage i tværfløjen kunne der efter Kirkefondets sædvane tidligere åbnes ind til kirkerummet.
Korpartiet er hævet tre trin over den øvrige kirke og Afskærmet fra skibet ved hjælp af en korskranke af kridtsten. Kirkens oprindelige alterbillede fra 1905 er der stadig. I 1970 blev bænkene erstattet af læse stole. I dag er det plads til 220 i kirken.
Kirken blev i dens første år en ”frihavn” såvel for samfundets fattigste som for dem, der stod i udkanten af folkekirken. Det skyldtes kirkens første præst H.P. Mollerup, der af sognepræsten ved Sankt Jakobs Kirke, Peter Krag, blev kaldt hjem fra sit embede som sømandspræst i England for at være med til at bygge menighedslivet op omkring Frihavnskirken.
Mollerup stiftede Østerbros Blå Kors Hjem, var formand for den danske afdeling af Evangelisk Alliance og medstifter og chef for Kirkens Korshær.
Taksigelseskirken
Aldersro sogn er udskilt af den østlige og yderste del af Sankt Stefans sogn og den vestlige og yderste del af Sions sogn i 1908. Dengang boede her 3.000 mennesker som hovedsagelig arbejdede på fabrikker.
I 1921 blev der bygget nye beboelsesejendomme. Antallet af beboere var nået op på 10.188. Og i 1931 var man kommet op på 21.000 indbyggere. Det betød, at en del af sognet blev til kildevælds sogn.
Den 27. september 1908 blev Aldersro kirke i Aldersrogade indviet. Den var bygget på en grund skænket af tømrermester Tesch. Det var en såkaldt vandrekirke ejet af Kirkefondet. Vandrekirken var tegnet af arkitekt Aage Bugge og opført i træstillads med påsømmede plader af en blanding af affald fra kokosnødsskaller og gips, den såkaldte kokolith. Kirken havde ca. 300 faste og 50 løse siddepladser. Døren ind til sakristiet kunne åbnes til endnu godt 50 pladser.
I 1905 – 1908 havde denne kirke tjent som midlertidige kirke for menigheden til den senere Mariedalskirke på Nitritvej på Frederiksberg. Ved genbrugen af vandrekirken i Aldersro sogn blev den udstyret med et tårn.
Da efterfølgeren, den nye Taksigelseskirke blev taget i brug i 1927 udlåntes vandrekirken til et mekanikerværksted. I 1931 blev kokolithkirken købt af den katolske menighed i Tåstrup, som gav den navnet Sankt Pauls Kirke. Man beklædte den med bjælker udvendigt. I 1990’erne blev kirken solgt videre til den koptiske menighed i Danmark og hedder nu Sankt Maria og Sankt Marcus Kirke.
Efter at Kirkefondet i en årrække havde samlet sammen til opførelsen af en stationær kirke gennem de såkaldte 10-øreindsamlinger i alle landets sogne kunne den nye kirke indvies i 1927.
Denne havde da kostet 400.000 kr., hvoraf grunden alene stod i 60.000 kr. Kirken er tegnet af Frederik Kiørboe som en moderne og nøgtern udgave af en middelalderkirke med gotiske træk.
Kirkens nuværende navn er valgt for at give udtryk for taknemlighed over Sønderjyllands genforening med Danmark – og for at Danmark ikke blev inddraget i Første Verdenskrig.
Bygningen er opført i røde sten og består af et højt langhus med bemærkelsesværdig rund apsis og sideskibe, der omkranses af tre par ”kapeller” vinkelret på kirkeskibet med gavle mod sydvest og nordøst.
Indvendig er kirken hvidkalket og streng i sin mangel på udsmykning. Midterskibet overdækkes af en tøndehvælv. Tre arkader i hver side åbner sig med de smalle sideskibe. Kirkens altertavle forestiller ”Kristi Genkomst” og ”Dommedag”
Den oprindelige altertavle til Aldersro Kirke var ”Den Spedalske” malet af socialisten og arbejdermaleren Aksel Jørgensen. Maleriet skulle vise Jesus som den humane og barmhjertige. Maleren brugte altid modeller til sine malerier. Og der var også genkendelige fra søndagsskolen dengang. Det var naturligt.
Han skulle også lave altertavlen til den ny kirke. Men nu ønskede han, at den skulle udvides. Han rejste til Italien for at lade sig inspirere. Men i 1937 var menighedsrådets tålmodighed opbrugt. De meddelte kunstneren, at de ikke længere ønskede hans alterbillede og sendte det retur. Det stod i mange år i Axel Jørgensens atelier på Charlottenborg, hvor han virkede som professor.
I 2007 besluttede Taksigelseskirkens menighedsråd at genskaffe og genopsætte altertavlen på dens gamle plads. Det lykkedes at skaffe de økonomiske midler hertil, og ved indvielsen den 11. maj 2008 kunne man igen opleve ”Den spedalske” placeret som i 1927.
Aksel Jørgensens visionære tilføjelser var dog ikke kommet med. Niels Henrik Kirkegaard blev bedt om på baggrund af Axel Jørgensens detaljerede skitser at arbejde videre med det.
Syv nye billedfelter blev tilføjet. Ved en gudstjeneste den 2. marts 2012 blev den helt nye altertavle markeret.
Under kirkerummet er der en stor krypt. Den rummer mødelokaler og et kordegnekontor, som indtil for få år siden indeholdt altermaleriet fra kokolithkirken, et kolossalt freskomaleri af hjortene, der drikker af livets kilde.
Bag kirken er der typisk for kirkens opførselstid en menighedsbørnehave. I kirken er der plads til 500.
Lundehus Kirke
Lundehus Sogn har ”naturlige” grænser og afgrænses mod syd og vest væsentligt af banelinjerne mod Hellerup, Svanemøllen og Farum. Mos øst af Ryvangens naturpark og mod nord er sognegrænsen kommunegrænsen mod Gentofte Kommune.
Lundehus Sogn blev i 1938 udskilt fra Bispebjerg Sogn, som området havde tilhørt siden 1927, hvor den første del af Grundtvigskirken var blevet indviet. Bispebjerg Sogn blev ved den lejlighed udskilt fra Brønshøj Sogn med den gamle middelalderkirke fra omkring 1180. Området omkring den gamle Emdrup landsby var i århundreder det yderste mod øst i det store Brønshøj Sogn, der strakte sig fra Damhussøen til Øresund.
I løbet af 1930’erne var lejlighederne i Ryparken blevet opført, og der opstod blandt beboerne et ønske om egen kirke. Fabrikant Julius Hansen, hvis trikotagefabrikker lå mellem Gartnerivej og Bomhusvej, stillede en grund og en bygning til rådighed. Det var den første Lundehus Kirke.
Bygningen ligger stadig på Rygaards Allé, og er en del af Københavns Kommunes børneinstitution ”Rypen” (tidligere ”Lillegården”).
Dette var en midlertidig ordning. Menigheden begyndte hurtigt at samle ind til en mere permanent kirke. Dengang kunne kirkebyggeri ikke finansieres over kirkeskatten. På grund af byggerestriktioner i tiden efter krigen måtte lånet af bygningen på Rygårds Allé imidlertid forlænges.
Først efter næsten 20 år stod den nye Lundehus Kirke færdig i parkområdet ved Strødamvej – en grund, som Menighedsrådet på næsten mirakuløs måde havde fået lov til at købe af Københavns Kommune. Kirken blev indviet den 1. december 1957.
Kirkens arkitekt Holger Jensen valgte at bygge en pyramideformet kirke, hvor klokketårnet indgår som en åben del af taget. Ideen er, at kirken udefra skal minde om et sømærke af den slags, man se ved den jyske vestkyst. Kirken er således tænkt som et fast punkt og et pejlemærke i sognet.
I 2007 ønskede menighedsrådet en ombygning. Ombygningen var nu ikke så ligetil. Nu er der pludselig kommet mere lys og kirkehaven er indtænkt i selve kirken.
Kastelskirken
Kirken var oprindelig forbeholdt Kastellets garnison, men fik i 1902 et civilt sogn. Kastelskirken fejrede 300-års jubilæum i 2004.
På Hendrick Ruses plan over Kastellet fra omkring 1661 er indtegnet en bygning, der minder om en kirke. Men der blev ikke opført en kirke, og der var heller ikke planer om det dengang.
Nord for Artilleristok havde Ruse opført et kommandanthus. Huset beskrives som havende grundmuret kælder, to etager bindingsværk. Omkring 1666-67 stod bygningen ubenyttet hen, indtil flyttede ind et sted mellem 1672 og 1676. Kirken lå på 1. sal med udvendig trappe.
Der var ellers lavet tegninger over noget, der lignende den nuværende kirke. Men den bygning blev ikke udført. Ombygningen blev ikke udført, man nøjedes med at reparere nødtørftigt, i venten på en ny og større kirke.
I 1697 blev der foreslået en kirke, der hvor den ligger i dag. Byggeriet blev sat i gang i 1703 under ledelse af ”entreprenør” Domenico Pelli og blev afsluttet i 1704. Kirken blev indviet den 26. november.
Der findes en grundig beskrivelse af kirken fra 1709 som giver et grundigt indtryk af, hvordan kirken så ud dengang. Tårnet havde to klokker og et ur.
Hvornår kobbertaget udskiftes med tegl vides ikke, måske i 1722, hvor der også kommer kvistvinduer – to på hver langside og et på hver korside – måske i 1725, hvor fængslet bygges til. Kvistvinduerne forsvinder igen ved den store ombygning i 1857.
Fængslet som i 1725 bygges til kirkens vestside, spærrer for de fire vestvendte vinduer. Men ikke mere end at der stadig falder noget lys ind på det vestre pulpitur. Der blev konstrueret et system af lydkanaler fra kirken ind i fængslet, så fangerne kunne følge gudstjenesten fra deres celler.
Fra 1750 til 1850 hører man næsten ikke noget om kirken. Arkivet gik tabt ved den engelske besættelse af Kastellet i 1807. I 1857 skete der en stor ombygning af kirken. I 1880 ændres nordportalen så den kommer til at ligne østportalen.
I 1895 spreder en brand i fyrrummet sig til taget, der må være blevet delvis udskiftet.
I 1985 begyndte en omfattende restaurering af bygningen. Tagkonstruktionen viste sig at være angrebet af svamp. Store dele af træværket måtte udskiftes. En del murkronen måtte ommures.
Præste- og menighedsrum blev indrettet i det tidligere fængsel. Kirken blev genindviet i marts 1987. I 1988 modtog kirken Europa Nostras bronzeplakette for restaureringen.
I dag står Kastelskirken som en enkelt barokbygning uden den store udsmykning. Murværket er kalket gul og taget er tækket med sortglasserede tegl. Tårnet er nærmest en tagrytter som er beklædt med kobber.
Selv om østdøren ikke længere er spærret, er det nordindgangen, der normalt benyttes. Nordindgangens portal fra 1880 er bevaret. Kirkerummet virker nærmest spartansk uden de store udsmykninger. I 1859 leverede Marcussen og Søn et nyt orgel godkendt af organisterne J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade. Men der fulgte senere to andre orgler.
Kirkeskibet er fregatten Jylland. Det er udført af Gorm Clausen fra Marstal i 1930.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.670 artikler. Hvis du vil vide mere om kirker, præster, tro og åndsliv så se her:
Dato: juni 11, 2017
Post til Øster Højst
Postmængden kunne være i en skuldertaske. Det var lange postruter, og landposten gik. Postføreren kom med hestevogn fra Bylderup. Og behovet var 4 punch om dagen. Centralen blev taget i brug i 1898. Forsendelserne voksede. Der kom bedre transportmidler. Og det endte med en Renault 4. Posthuset forsvandt fuldstændig. Vi kigger også på bogen: ”Højst Sogn gennem tiderne”.
Det kunne være i en skuldertaske
Landposten dengang havde ikke en postbil, knallert eller andet. Han gik rundt med sin knortekæp i hånden. Navnlig ved vintertide kunne han være udsat for ufremkommelige veje. Nu var postmængden ikke så stor. Han kunne sagtens have det i sin skuldertaske.
Postsagerne dengang bestod almindeligvis ikke af mere end et par enkelte af datidens små blade og nogle breve. Og bladene, ja de kom månedlig eller ugentlig. Disse blade var ikke nær af samme omfang som vi ser i dag. Men de var ret populære og gik fra nabo til nabo. Og det kunne godt gå lang tid, inden at bladet var nået hele nabolaget rundt.
Lange postruter
Landpostruterne var lange og spændte over et stort område. Når posten startede om morgenen til fods, kunne det til tider blive sent, inden han nåede tilbage. Det skete heller ikke så sjældent, at han under dårligt vejr, søgte hen til skolen, hvor børn fra yderdistrikterne fik post med hjem.
Dette sparede landposten for mange vanskelige strækninger. Men nu skete der mange gange her ude på landet, at naboerne tog posten med hjem til hinanden.
De første to punch
Indtil 1920erne blev postsager transporteret til Øster Højst med hestevogn fra Bylderup Bov station. Dertil kom posten med tog fra enten Tinglev eller Tønder. Postkøreren havde bopæl i Bylderup. Han skulle foruden postkørslen også sørge for omdelingen til fods i Øster Højst.
Når han startede om morgenen fra Bylderup Bov til Højst, holdt han ind til Sottrup Kro for der at få sig en punch. Ved ankomsten til Højst kørte han ind til kroen. Her spændte han hesten fra. Her måtte han atter en gang have sig en punch.
Efter at have udført omdelingen gik turen atter tilbage til Bylderup med returposten fra hans egen og en kollegas rute. Men forinden han atter spændte hesten for, skulle han da lige have sig en punch mere.
De næste to punch
Vejen fra Højst til Sottrup er da også for længst lavet om. Fra Holm fortsatte vejen dengang ikke, som nu direkte syd på til Sottrup men mod øst i retning mod Hyndingholm. Ved Holmevej 25 drejede den gamle vej mod syd til Sottrup, hvor den passerer Hvirvlaa over den gamle bro, der i tidligere tid, blev kaldt for Herredsbro.
Ved ankomsten til Sottrup fandt postkøreren det usømmeligt ikke at holde ind til kroen for at indtage dagens fjerde punch. En punch kostede dengang to groschen (20 Pfenning). Det bliver så til otte groschen (80 Pfenning) om dagen. Tja, daglønnen var på 12 groschen (120 Pfenning) indbefattet eget hold af hesten. Så var det ikke meget tilbage til familiens underhold.
Centralen taget i brug i 1898
Hvornår der blev oprettet et selvstændigt posthus med postudgang i Højst, kan det ikke siges noget om med sikkerhed. Derimod vides med sikkerhed, at den første telefon og manuel central blev taget i brug den 20. april 1898 hos gårdejer Jens Andersen Rhode, nuværende Kløvervej 7 i Højst.
Her var telefoncentral, indtil Jens A. Rhode købte det nu længst nedrevne hus, Plantagevej 10, hvor Jens A. Rhode’ s hustru, Ingeborg og senere datteren, Anna Rhode, bestyrede den manuelle central indtil automatiseringen i 1950erne.
Forsendelserne voksede
I samme tidsrum passede de samme to postekspeditionen med postudgang. Postomdelingen blev foretaget af to landpostbude, der til tider assisteredes af løst antaget medhjælp efter stigning i husstande og befolkningstilvækst.
Som årene gik, øgedes postmængden. Den lille skuldertaske blev for lille. Knortekæppen blev afløst af cyklen. Foran på cykelstyret anbragtes en stor taske til aviser og større forsendelser. Cyklen var som transportmiddel en udvikling til det bedre for landposten.
Men vejforholdene fulgte dog ikke med i den udvikling. Det varede endnu en længere årrække før de større kommuneveje bragtes nogenlunde i stand. De små og mindre biveje forblev endnu i mange år uforbedrede.
Et bedre transportmiddel
Hen imod midten af 1960erne udvikledes et nyt transportmiddel af den lette klasse, nemlig en almindelig cykel med påmonteret hjælpemotor. Dette kørertøj undergik på forholdsvis kort tid en stor udvikling. Det fik straks i starten betegnelsen ”knallert”.
Snart gik alle landpostbude over til at anvende dette nye kørertøj i stedet for cykel. I begyndelsen måtte der forinden indhentes skriftelig tilladelse dertil hos postmesteren. Denne bestemmelse varede dog kun kort tid.
Det endte med Renault 4
Postekspeditionen fortsatte i begyndelsen af 1960erne fra Plantagevej 11. i marts 1981 blev ekspeditionen til Sydbanks tidligere lokaler i Bredgade 17, der blev ejet af bagermester Hans Nielsen. Og det hele endte med at ekspeditionen foregik fra Løgumkloster.
Og landposten havde i mellem tiden fået bil. Og valget faldt på en Renault 4.
Bogen: Højst sogn gennem skiftende tider
Bogen ”Højst sogn gennem skiftende tider” handler om landskabet, oldtidsfund og gamle veje. Den handler om sognets ældste bygninger, bl.a. om kirken. Den handler om arbejdsløshed, skolevæsen og sognets styrelse i stort og småt. Forsamlingshuse, brandværn foreninger m.m. Der bliver kigget på sognets udvikling fra middelalderen, og så er der en vandring i de nuværende gader (1987)
Der findes en udgave (1) fra 1987 på 210 sider og så findes der en udgave redigeret af Helga og Povl Eskildsen (2) på 386 sider fra 2012
Kilde:
Hvis du vil vide mere om området: Så læs flg. På www.dengang.dk:
Dato: september 2, 2010
Vi besøger Danmarks ældste villakvarter. Det hele blev opkaldt efter Jens Nielsen Toller von Rosenheim. Man holdt i mange år byggespekulanter på afstand. Vi møder kunstnere og forfattere, Marstrand, Aagaard, Drewsen, Fru Heiberg, Familien Skovgaard, H.C. Andersen og mange flere. Fru Heiberg var ikke tilfreds med genboen. Læssøe måtte vente syv år på kærligheden. Finsens bue-lys – institut bredte sig. En tysk cirkusdirektør indfandt sig og H.C. Andersen blev træt af børn.
Danmarks ældste villakvarter
Man kan godt fornemme det. Det er igen en af de skønne enklaver i en storby. Vi befinder os i Danmarks ældste villakvarter. Det hedder både Rosenvænget, Rosenvængets Hovedvej, Rosenvængets Sideallé, A.L. Drewsensvej.
Rosenvængets Hovedvej er på cirka 200 meter. Den starter ved Odensegade og fortsætter til Strandboulevarden. Det var dog først i 1880erne, at vejen fik forbindelse til Østerbrogade, da Odensegade blev anlagt. Men i en årrække blev der anbragt et højt plankeværk med en aflåst låge mellem sig og den truende nye indkørsel. Man var ikke meget for at få offentlig tilgang.
Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets Sideallé, Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og ved Vænget.
Von Rosenheim
I 1688 erhvervede amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim store arealer på stedet. Efter ham fik mange lokaliteter på stedet navnet Rosen. Hans tid som grundejer varede dog ikke længe. I 1689 sendtes han som overkrigs-kommissær med de tropper, man overlod Kong Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden. Under felttoget døde Rosenheim
året efter i Dublin.
Etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge her i slutningen af 1700 – tallet. Han var en driftig forretningsmand. Dette blev afløst af landstedet Rosendal med det tilhørende Rosenenge. Disse ejendomme blev erhvervet 1857 af hofvinhandler og kaptajn i livjægerkorpset Mozart Waage Petersen. (staves faktisk Waagepetersen) Året efter skete der en udstykning til byggegrunde. Men først skulle Magistratens forkøbsret til Rosenvenge. Af kammerherre P.H. Classen og Det Classenske Fideicommis fik han overdraget to arvefester. Det ene kaldtes Jordstrimlen . Det skilte Rosenengen fra Strandpromenaden.
Udstykning
En del af grunden blev købt af grosserer Tuteins arvinger. Vi kender landskabet fra Christen Købkes berømte maleri fra 1836, Parti af Østerbro i Morgenbelysning. På billedet kan vi fornemme en stor have omkring Rosendal.
Ejendommen strakte sig helt fra det nuværende Østerbrogade ned til Strandboulevarden. Der var langstrakte græsplæner, strækninger med frugttræer og marker med køer og lam. Mozart Waagepetersen beholdt selv landstedet. I 1863 kunne Illustreret Tidende berette følgende:
Byggespekulanter på afstand
Hovedvejen blev ført ned til stranden. Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og ifølge vedtægterne skulle de være 20 alen bredde. Og villaerne måtte ikke bygges højere end tre etager. Man stræbte efter en landelig Bopæl med Have i nærheden af Staden og Stranden. Dengang lå kysten meget længere inde. Man holdt byggespekulanterne væk ved hjælp af strenge servitutter.
I 1872 var 49 grunde solgt. Men kravet om 20 alens bredde var droslet lidt ned. Gadebelysning med gas var påbegyndt.
50 villaer i frisk luft
De efterhånden 50 villaer kom til at ligge i landelige omgivelser med en dejlig frisk luft og skøn udsigt. Men idyllen må have været til at overse. De få lygter kunne ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været mørkt. I regn – og snevejr har de landelige veje sikkert ligget hen som morads.
For enden af Rosenvængets Hovedvej nede ved Strandpromenaden var det låst. Kun privilegerede personer som H.C. Andersen kunne få udleveret en nøgle. I en deklaration fra 1862, som stadig må være gældende hedder det sig:
H.C. Andersen på besøg
Her var i 1870erne skønne haver med højstammede roser med jordbærbeder, valnøddetræer. Vindruer slyngede sig op af murene. Villaerne blev tegnet af datidens største arkitekter. Stedet appellerede til det bedre borgerskab som William Wain, højesteretssagfører A.L. Drewsen og vejviserudgiveren T. Krak flyttede ud i Rosenvænget. Også militæret var repræsenteret, krigsminister, oberst Good, marinens kommandør Christiansen. Ja og Christen Købkes bror boede her også.
Den berømte maler, P.C. Skovgaard boede i Rosenvængets Hovedvej 27. Det var en bred villa i italiensk stil. Her boede Wilhelm Marstrand, C.F. Aagaard og marinemaler Sørensen, Holger Drachmann og Johanne Louise Heiberg. Meget ofte kom H.C. Andersen på besøg og læste eventyr for børnene. Han lovpriste også kvarteret flere gange i sine digte. Men Marstrand
kan også huske denne skål:
I 1872 priste han kvarteret på følgende måde:
H.C. Andersen boede i Melchiors villa på Gl. Kalkbrænderivej. Det vil sige han opholdt sig her. Han kom her ofte, for at sikre sig en gratis middag. Ofte blev Johanne Louise Heiberg besøgt. Hun havde den østligste villa med flot udsigt over Øresund. Men også kriminal-dommer Drewsens kone var betaget af Andersen. Mange var lidt hånlige efter hans evige jagt måske efter et måltid. Men mange nød Andersens oplæsninger.
Det lykkedes for H.C. Andersen at komme til faste tirsdags – middage hos Drewsen. Her afprøvede han også sine kunstige tænder i marts 1864.
Familien Drewsen
Fru Heiberg brød sig enlig ikke så meget om den kedelige jurist Drewsen. Hun syntes også at Drewsens fire børn var noget af det mest mugne, hun nogensinde havde set. Ingeborg Drewsen var måske lidt for godtroende, men kunne godt gå an. Fru Heiberg lærte dog at sætte pris på den kedelige jurist Han fik den tvivlsomme ære, at ledsage hende i Tivoli. Han kunne ikke undslå sig. Drewsens villa fik senere adressen, Marstrandsvej 2. Den var i familiens eje frem til 1910.
Marinemalere
Det var ikke så sært, at marinemalere havde bosat sig her, for ude på Øresund passerede brigger, fregatter, skonnerter og barkasser. De første motordrevne både passerede også. Alt dette var før Frihavnen og Strandboulevarden.
Det var kvinderne i kvarteret, der tog initiativ til at bryde Charlottenborgs monopol. Joakim Skovgaards gode ven, arkitekt Thorvald Bindesbøll tegnede Den Fris Udstillingslokale ved Østerport. Komponister boede her også. Det gjaldt blandt andet J.P.E Hartmann. Han døde i år 1900.
Efter århundredeskiftet bosatte arvinger sig her. De liberale erhverv som læger, advokater og rådgivende ingeniører indfandt sig også. Her kom også skoler og organisationer.
Familien Skovgaard
Som nævnt boede landskabsmaleren P.C. Skovgaard herude. Han flyttede i 1856 til Østerbro fra Christianshavn. I 1861 flyttede han ind i villaen Rosenvængets Hovedvej 27A, som arkitekten J.D. Herholdt havde tegnet til ham.
Der var to store malerstuer mod nord. Da Skovgaards flyttede herud, var sønnerne Joakim og Niels henholdsvis 4 og 2 år gamle. Datteren Suzette blev født her i 1863. Allerede 5 år efter døde Skovgaards kone, Georgia født Schouw kun 40 år gammel. Skovgaard var nu enkemand for tre ret små børn.
De to drenge blev allerede fra de var børn vejledt i tegne – og malekunsten af deres far. Skovgaard var også vejleder for nogle unge malere, hvoraf nogle kom til at bo hos ham, bl.a. landskabsmaleren Christian Zacho. Men også landskabsmaleren Janus La Cour. Han boede i villaen fra 1861 til 1884.
La Cour blev ved Skovgaards død kunstnerisk formynder for de to unge sønner på henholdsvis 18 og 16 år gamle. De blev begge optaget på Kunstakademiet.
De to Joakim og Niels Skovgaard overtog nu villaen, mens den kun12 årige Suzette flyttede over til familiens gode ven og genbo, landskabsmaleren Thorald Læssøe. I en lang årrække blev villaen beboet af generationer af familien.
Nævner man familien, må man også nævne det nærliggende Aggersborg. Det ejede P.C. Skovgaards morbror, den velhavende vekselmægler, H.C. Aggersborg. Landstedet var et yndet tilholdssted for Skovgaard – børnene. De trivedes godt hos deres barneløse onkel Christian og tante Lise, samt Skovgaards ugifte søster, Vilhelmine.
Aggersborg lå mellem andre store villaer nede langs Strandpromenaden i Classens Have lige syd for Rosenvænget. Her var en særlig charme. Hovedbygningen var en træklædt villa med
stråtag. Den lå på en lille ø midt i en sø, hvor man kunne sejle og løbe skøjter om vinteren.
Peter Vedel og de svenske djævle
Det vakte vild forøgelse hos fruerne Heiberg og Drewsen, at Peter Vedel søndag morgen som en anden barnepige gik tur i Rosenvænget med sine børn. De var nogle vilde krabater. På Rosenvænget blev de betegnet som De svenske Djævle. Peter Vedel, var direktør i Udenrigsministeriet. Han var ikke meget for den vilde luksus og de normer, der herskede i kvarteret.
Fru Vedel var svensk født. Hun var ikke inde i Fru Heibergs omgangskreds.
Lidt længere nordpå på A.F. Kriegers Vej byggede landskabsmaleren C.F. Aagaard i 1867 sit første hus med atelier. Og her lejede den unge Holger Drachmann sig ind i en periode, hvor han kombinerede skriveriet med at blive undervist i malerkunsten af marinemaler C.F. Sørensen. Senere fik Aagaard bygget et nyt hus i Rosenvængets Allé.
Theobald Weber
Som genbo nede ved Strandpromenaden fik Fru Heiberg i midten af 60erne grosserer og spejlfabrikant Theobald Weber. På Rosenvængets Hovedvej 39 fik han opført en meget stor villa. Her flyttede han ind med kone og fem børn.
I 1859 havde han ved Gl. Kalkbrænderi startet den kemiske fabrik Øresund. Af den grønlandske kryolit udvandt han soda til brug i spejlfabrikation. Men fabrikken kom i økonomiske problemer. I slutningen af 1869 blev fabrikken overtaget af Hagemann og Jørgensen, med støtte fra Jørgensens svoger, C.F. Tietgen. Disse to ingeniører kom også til at bo i Rosenvænget.
Weber møder vi igen i historien om Kartoffelrækkerne. Han var også ejer af gården Rørholm.
Fru Heiberg ikke tilfreds med genboen
Weber flyttede til Svenborg. Han store villa i Rosenvænget blev overtaget af ingeniør Jørgensen. Efter flere ejere flyttede generalmajor og diplomat og på det tidspunkt krigsminister Waldemar Raasløff ind. Det passede overhovedet ikke genboen, Fru Heiberg. Måske var det fordi generalens mandagsgæster mødtes i haven og spillede ring.
Hun kunne dog ikke undslå sig et besøg. Men det var ikke nogen oplevelse. Selv betragtede hun det som hvilket Kaos af Menneskedyr.
Fru Heiberg kunne ikke blive ved med at have sydsiden af Rosenvængets Hovedvej for sig selv. Hun havde håbet, at det blev hendes ven Krieger, der byggede her. Men det var ikke tilfældet.
Læssøe måtte vente 7 år
Det blev landskabsmaleren Thorald Læssøe. Han store og smukke villa i nummer 18 var tegnet af Tivolis og Casinos arkitekt, H.C. Stilling. Læssøe var temmelig velhavende efter sit ægteskab med komtesse Emmy Krag – Juel – Vind – Frijs af Frijsenborg. Som mange malere drog han rundt i landet og malede flere herregårde. På Frijsenborg mødte han sin store kærlighed.
Men som ung maler kunne man ikke bare ægte en datter af en lensgreve. Så han blev skyndsomt sendt til Rom for at glemme sin kærlighed. Men ak 7 års ventetid kunne ikke slå skår i kærligheden. I 1857 fik han lov til at gifte sig, men så desværre i 1863 at miste den næsten blinde Emmy ved datterens fødsel.
Finsen bredte sig
Ja så var det også Finsens kulbuelys. Men villaejerne regnede ikke rigtig Finsens-instituttet for at være en del af kvarteret. Patienterne blev hånligt omtalt som de lupussyge. Man havde forgæves forsøgt at forpurre planerne. Beboerne var også bange for at disse hudsygdomme kunne smitte. Og borgerskabet kunne da ikke affinde sig med at kigge på vansirede ansigter.
Men måske skyldtes modstanden mod Finsen, at virksomheden bredte sig til efterhånden mange villaer i kvarteret. Ja en tredjedel af kvarteret erhvervede man efterhånden.
H.C. Andersen ville ikke underholde børnene
Nogle af familiernes børn giftede sig med hinanden. Man holdt fine middagsselskaber og i de store villaer havde man mindst tre tjenestefolk. Der blev også holdt baller for ungdommen. Men for det meste holdt herskaberne sig bag deres egne hække. Men børnene trivedes mellem familierne. Tjenestefamilierne udvekslede herskabernes aviser mellem hinanden.
Fru Heibergs selskabelighed udstrakte sig for det meste til de familier, hun havde kendt til før Rosenvænget. Blandt hendes nære bekendtskabskreds hørte Sophie Halkier. Det var den berømte Emma Gads mor. Hun boede i den store villa, Søvand, der lå langs Strandpromenaden lige uden for Rosenvængets Kvarter. Her var en storslående udsigt ud over Sundet
og haven stødte lige op til Aggersborg. Fru Heiberg holdt dog mange selskaber og tænk, hun blandede sig i mændenes debatter.
H.C. Andersen kom her meget. Men han var ikke så begejstret, når han skulle underholde ved børnenes fødselsdage. Han skrev i sin dagbog efter, at han havde underholdt ved den ældste datter Saras 11 års fødselsdag:
Den tyske cirkusdirektør
Grosserer Alfred Hansen solgte i 1875 nummer 37 til fhv. cirkusdirektør Charles Hinné, der havde en helt anden baggrund end de andre beboere i Rosenvænget. Han var artist i sin fars tyske cirkus, kunstberider og skolerytter. Han fik opført permanente cirkus både i Moskva og Skt. Petersborg. Men det var ikke rigtig ham, at være direktør på et bestemt sted.
Han flyttede ind med sin kone og otte ud af ti børn i alderen fra 15 år til 1 år. Dertil kom tjener, kokkepige, stuepige og guvernante. De var tysktalende, katolikker og var stærkt tilknyttet Skt. Ansgar Kirken i Bredgade.
Men Charles havde ikke helt lagt cirkuslivet på hylden. På en stor grund indrettede han i Rosenvænget et ride-hus, hvor han underviste i det højere skoleridt.
Landstedet Rosendal som det hele udsprang fra, blev nedrevet i slutningen af 1880erne, som led i bebyggelsen af Østerbrogade.
Store bygninger æder sig ind
Pludselig dukkede der i 1932 – 34 en 3 – etagers bebyggelse op. Beboerne påberåbte sig Rosenvængets urgamle villaservitutter. Det endte som højesteretssag, men gik beboerne imod.Men man fik dog vedtaget en byplan i 1943, som skulle beskytte Rosenvænget mod gentagelser. Åbenbart var der en undtagelse i denne plan, som kun læsere af Statstidende har heftet sig ved. For i 2006 opførtes pludselig lejlighedskomplekset Den Franske Have syd for Rosenvængets Allé.
To villaer, nemlig Det Franske Institut, ejet af den franske stat, samt kongelig vinhandler Mozart Waage Petersens villa blev jævnet med jorden. Sidstnævnte var jo ham, der startede det hele.
Heibergs have
Heibergs Have er tre treetages ejendomme som faktisk er bygget i den gamle Fru Heibergs have. Det var altså her H.C. Andersen fik tilkæmpet sig gratis middage eller drak the eller portvin med Fru Heiberg. Fruen boede her fra 1862/63 til 1874/75, hvor hun flyttede til det ligeledes fashionable Søtorvet.
Det var vennen Krieger, der havde rådet Fru Heiberg til at flytte herud. Den nu 50 – årige flyttede herud med sine tre småpiger, Sarah, Leila og Anna. De var adopteret fra Vestindien.
Desuden flyttede tjeneren Hans Børge, en jomfru, en tjenestepige og børnenes guvernante Margrethe Hirsch ind.
Og så pressede en ny daginstitution sig også lige ind. Den byplan er hvis ikke så meget værd.
Bygningerne, mens vi har dem endnu
Skal vi ikke lige kigge på de nævneværdige bygninger i gaden, inden de også river dem ned.
Rosenvænget – dengang
Jo, der herskede et helt specielt liv i Rosenvænget. Stemningen går igen i Valdemar Vedels erindringer i antologien Mit Hjem fra 1912:
Kilde:
– Litteratur Østerbro
Hvis du vil vide mere:
–
Redigeret 26.11.2021
Dato: februar 16, 2024
Tre prominente personer fra Tønder
Tre mennesker havde noget til fælles. En betydningsfuld familie. Udnævnt til amtmand i Tønder. Schrader blev pietismens fører i Tønder. Enevold Ewald fra Øster Højst. Christian den Sjettes rådgiver. Schrader opdagede bedrageri. Strucks svigersøn havde begået bedrageri. Schrader forstod det danske modersmåls betydning. Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp og tvinge Emmerske – borgerne i kirke. Brorson blev tredje præst. Dansk og tysk kultur blev forenet. Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder. Brorson forlod Tønder i 1737.
Tre mennesker havde noget til fælles
Vi skal møde tre personer fra Tønder, der havde noget til fælles. Og vi har skrevet om dem tidligere. Men her vil vi forsøge at føre dem sammen. De tre er Holstein, Schrader og Brorson. Ja Holstein har aldrig fået opkaldt em gade, vej eller plads efter sig i Tønder, men de har de to andre. De tre endte også at være sammen om et projekt i Emmerske.
En betydningsfuld familie
Johan Georg Holstein havde været Frederik den Fjerdes page. Han blev også senere kongens svoger, da han blev gift med en stift søster til Anne Sophie Reventlow. I 1708 blev han lensgreve til Holsteinborg og 1721 blev han rigets storkansler og som sådan havde han både det danske og det tyske kancelli under sig.
Også Johann Georg von Holstein blev knyttet til hoffet. Han blev kammerjunker hos Christian den Femtes søn, prins Carl. Få år senere blev han kammerjunker hos selve kongen og i 1693 hovmester hos prins Carl. Senere blev han hovmester hos kronprins Christian. Holstein blev således opdrager for den senere konge, Christian den Sjette. Ja han blev også kaldt for ”den fromme konge”. Holstein var faldet for den pietistiske vækkelse.
Han efterlod ved sin død bl.a. 9 af sine slev forfattede bønner. Hans søn, Greve Johan Ludwig von Holstein lod disse trykke i 20 eksemplarer under titlen:
Udnævnt til amtmand i Tønder
I året 1712 var Holstein udnævnt til medlem af det kongelige konseil og var nu kongens minister. Året efter blev han tillige amtmand i Tønder. Da kongen i 1714 oprettede Missionskollegiet, blev Holstein formand for denne og beholdt denne stilling indtil sin død. Som kongens minister spillede han også en vigtig rolle. Peter den Store hadede ham af et godt hjerte.
Indirekte fik Holstein stor indflydelse som beskytter for to betydelige mænd, der begge virkede som huslærere i hans hus. Den første var Johann Hermann Schrader. Den anden var Andreas Højer, præstesøn fra Karlum, grundlægger af dansk lovkyndighed. Til brug for undervisningen i Holsteins Hus skrev han sin:
Johann Georg von Holstein banede vejen via sin indflydelse for Andreas Højer men også for Johann Hermann Schrader, der er født i Hamborg. Hans far var klejnsmed men døde allerede inden drengen var et år gammel. Moderen gav ham en omhyggelig opdragelse. 1703 kom han på Rostocks Universitet. 1703 blev han huslærer i Georg von Holsteins Hus i København og 1713 blev han på Holsteins anbefaling lærer for Frederik den Fjerdes syvårige datter, prinsesse Charlotte Amalie. Og det gjorde han indtil det 16. år.
Schrader blev pietismens fører i Tønder
I 1727 døde provst Samuel Reimarus i Tønder og den tønderske amtmand Johann Georg von Holstein straks klar over, hvem der skulle være hans efterfølger. I 1728 kom Schrader som førstepræst og provst til Tønder. Dermed fik pietismen her på egnen sin store og stærke fører
Pietismen fik meget tidligt fodfæste i Tønder. Herfra erobrede den Danmark. Kun 20 år efter at et Vajsenhus i Halle blev oprettet, stiftede den rige kniplingskræmmer Peter Struck et Vajsenhus i Tønder. Unge præstesønner fra omegnen havde allerede skabt åndeligt røre, inden Schrader kom hertil.
Enevold Ewald fra Øster Højst
Den første var den store vækkelsesprædikant Enevold Evald, søn af præsten Niels Enevoldsen (Ewald) i Højst og hans hustru Mette Magdalena Prætorius, hvis forfædre i flere led havde siddet som præster i Højst. Som student i Halle kom Enevold Ewald stærkt ind under Pietismes indflydelse. Da han kom hjem, var han den første forkynder af den pietistiske kristendomsopfattelse. Enevold Ewald udgav talrige skrifter.
I 1727 blev han kaldt til København som lærer og snart som præst i det nyoprettede Vajsenhus.
Et år efter var det Schrader, der var den ubestridte leder af pietismen. Han var en stærk personlighed og meget veltalende. Han kunne også godt gennemskue pietismens skyggesider.
Christian den Sjettes kirkelige rådgiver
Indtil sin død var provst Schrader Christian den Sjettes rådgiver i alle kirkelige spørgsmål. Han kom også til at tage en førerstilling i Hertugdømmernes præstestand. Han var en flittig forfatter og han fik også betydning som salmedigter. I 1731 kom Tønder – Salmebogen. Det var en meget stor salmebog, der indeholdt ikke mindre end 1.157 salmer.
23 af disse salmer havde Schrader selv skrevet. På grundlag heraf lavede han også udkast til en almindelig tysk salmebog for Hertugdømmerne. Hans alt for tidlige død hindrede ham i at gøre dette arbejde færdigt.
Schrader opdagede bedrageri
Schraders store arbejdskraft kunne mærkes på mange områder. Bedehuset i Emmerske og Vajsenhuset i Tønder skyldes hans store arbejde.
Vi kender efterhånden historien om at den rige kniplingskræmmer Peter Struck og hans hustru Beate i 1712 i deres testamente havde skænket 91 demat marsk-jord i Frederikskog til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Indtægterne fra disse jorder skulle til evige tider give 12 Vajsenhusdrenge underhold og opdragelse og desuden skulle disse midler tjene til at undervise fattige børn i Tønder, Aabenraa, Hellevad og i de 5 sogne i Vidding Herred.
Struck og hustru døde i 1713, men svigersønnen holdt testamentet hemmeligt og udleverede ikke jordene. I 1722 solgtes endog 22 demat af de testamenterede jorder til inspektør Sønke Nissen på Frismark.
Strucks svigersøn var en bedrager
Ved et tilfælde kom bedrageriet for dagens lys. Det fortælles således. Da provst Schrader havde fået sin udnævnelse til Tønder mødte han i Hamborg en mand, der tidligere havde boet i Tønder og der havde været testamentsvidne ved Strucks testamente. Han fortalte ham, at der måtte være et Vajsenhus i Tønder.
Da provsten i nogen tid havde været i Tønder, kom han i tanke om denne samtale, og da der intet Vajsenhus fandtes begyndte han efterforskninger, hvorved bedrageriet blev opdaget. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og i rede penge både købesummen for de solgte fenner og overskuddene fra de mange år, i alt foruden jordene en kapital på 18.875 Rigsdaler. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. I mellemtiden var nemlig det gamle hospital gået op i luer i den store ildebrand den 16. oktober 1725. Den lå i ruiner. I 1731 blev hospitalet genrejst og der blev efter stifterens ønske opført en tilbygning til Vajsenhuset.
Schrader forstod betydningen af det danske modersmål
Og så kunne Provst Schrader godt forstå, at det danske modersmål var klemt. I det dansktalende Tønder Landsogn mistede de deres kirke. Man skulle nu bruge byens kirke med det tyske sprog.
Da Reformationen kom, lå der tre kirker inde i Tønder By. I Vestergade havde Gråbrødrene deres fruekirke, lige over for lå Tønder Landsogns kirke viet til Skt. Laurentius, tæt ved Torvet lå Tønder købstads kirke, naturligvis en Nikolajkirke.
Kort efter reformationen blev både Klosterkirken og Landsognets kirke fjernet. Nu skulle alle søge Nikolajkirken. Hertil blev langsognets beboere henvist til særlige stolestader. Man glemte ved denne ordning helt at tage hensyn til, at der i kirken kun prædikes tysk, mens landsognets sprog var dansk.
Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp
Følgen blev at de Emmerske blev et ikke kristeligt folk. Provst Samuel Reimarus født i Pommern, skrev til Hertugen og bad ham om at sende soldater, der kunne drive Emmerske-borgerne i kirke. Om søndagen ville de hellere gå ud i Tørvemosen end i Guds Hus.
Brorson blev tredje Præst
Provst Schrader have ikke været længe i Tønder før han greb ind. Men det var på en helt anden måde. Han udvirkede gennem sin ven, amtmand von Holstein, at kongen oprettede embedet som ”Tredje og dansk præst i Tønder, særlig af hensyn til landsognet. Det blev den unge Hans Adolf Brorson, der blev den første ”tredje og danske præst” I Tønder.
På den måde kom Hans Adolf Brorson til Tønder. Her skrev han sine første og mest skønne salmer. Det har været et nært venskab og samarbejde mellem Schrader og Brorson. Måske har Brorson været medvirkende til udgivelsen af Tønder – salmebogen i 1731. I Tønder sang man som andre steder tyske salmer. Derfor skrev han ”i hast” 1731 ”Nogle Julesalmer, Gud til Ære og christne Sjæle, især sin elskelige Menighed til Opmuntring” De efterfulgtes snart af andre og Tønder blev på denne måde den nyere danske salmesangs fødested.
Dansk og tysk kultur blev forenet
I Schrader og Brorson mødtes for første gang dansk og tysk kultur i Tønder. Nu havde landsognet sin egen præst og sine egne salmer, Schrader sørgede også for, at det fik sit eget Guds Hus. Således opstod Nordslesvigs mest ejendommelige kirke – Bedehuset i Emmerske.
H.A. Brorson havde holdt sine søndags-eftermiddags-bedetimer i et lejet hus, der tilmed var uegnet og langt fra stort nok, da hans menighed i Emmerske voksede hurtigt. Samtidig viste det sig at Emmerske også trængte til en ny skole. Til opførelse af en skole stod allerede en kapital på 100 Rigsdaler til rådighed.
Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder
Provst Schrader lovede desuden at foretage en indsamling hos de velstillede borgere i Tønder så ”Bedehuset”, der nu også blev til og både rummede landsognets kirke og skole ikke kom til at koste beboerne noget.
Antagelig er Bedehuset i Emmerske blevet rejst i 1730. Amtmand von Holstein og Provst Schrader var lige ivrige til at skaffe penge. Men indskriften på huset, som blev bygget for det danske modersmåls skyld, er alligevel på tysk:
Gottseligkeit für Alte und Junge, denen Eingefarrten zu Tondern gewiedmet,
und erbauet im Jahr Chriti 1730,
Om amtmanden nåede at se huset færdigt, vides ikke. Han døde anden juledag 1730. Hans efterfølger som amtmand blev hans søn Friedrich Wilhelm von Holstein.
Og så blev det aftalt, at Præsten skulle hentes og bringes hjem hver søndag. I 1858 blev huset renoveret.
Brorson forlod Tønder i 1737
I 1737 forlod Schraders ven, Hans Adolf Brorson Tønder og flyttede som stiftsprovst til Ribe. Samme år døde provst Schrader kun 53 år gammel. Andenpræsten Johann Joachim Arendts blev hans efterfølger
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 24, 2023
Ubjerg Kirke og Præstegård
Vi har delt vores artikel i tre hovedafsnit – PRÆSTEGÅRD – KIRKEGÅRD – KIRKE. Det er Danmarks ældste præstegård. En fornem gård, må man sige. Vi hilser på præsteslægten Wolff. Dokument, der viser bygningen af præstegården. Den ”uduelige” præstegård blev revet ned. Det første par på præstegården fik 15 børn. En beskrivelse af præstegården – dengang. Kongen beordrede bygning af et nyt bage – hus. Pastorens fiskedam tørrede ud. Slesvigsk byggeskik. Fungerede som præstegård indtil 2005. Bygget på værft (Forhøjning) Originalt inventar i stalden. Den traditionelle lig – dør finder vi også 262 folkekirkemedlemmer har ikke råd til en præstegård. Trist hvis kirker og præstegårde forfalder. Kulturarven må ikke forfalde. En håndfæstning fra 1376. Præstegården var en kraftkilde. Ubjerg Præstegård var med i Hammerslag. Klokketårnet repareret flere gange. Provsten dikterede opgravning af begravet. Fritgående dyr kunne føre til bøder. Kirken istandsat flere gange. Mindetavler. Skiftende ejerskab. Klokke fra 1400. Var der en underjordisk gang til Tønder Slot? Våbenhus var utæt. Stole blev uddelt efter lodtrækning.
Præstegården
Danmarks ældste præstegård
Ubjerg Præstegård kunne engang kalde sig for Danmarks ældste Præstegård. Ja det kan den vel stadig, men den fungerer ikke mere som fungerende præstegård. Den fredede bygning er i dag i privat eje, men dette vender vi tilbage til i slutningen af artiklen.
Tænk engang, den smukke gård er opført i 1675. Og egentlig står gården nærmest uforandret bortset fra en tilbygning mod nord, der opførtes 1790. Der skulle bygges:
En fornem gård
Kigger man på bygningen bliver man henrykt. Og det gælder ikke kun dem, der er begejstret for den danske bondekultur og kan glædes over den gamle rene vestslesvigske byggestil.
Præsten var i gamle dage den første mand i sognets bolsmandskaste, som degnen blev regnet til kådnerne. Præstens gård var sognets første og fornemste gård. Og man må sige at Ubjerg Præstegård var en fornem bondegård fra slutningen af det 17. århundrede.
Der var lo i midten mellem stald og stuer. Præstearkivet rummer informationer om, hvordan gården blev opført. Således skrev Pastor Jessen:
Præsteslægten Wolff
I 1606 døde Ubjerg – præsten, Andreas Hansøn Gonsager. Hans sønner kom i ”ærefulde embeder”. Hans eneste datter var gift med bolsmand Lorents Todsen i Ubjerg.
En vidt udbredte præsteslægt i Nordslesvig, der stammede fra Uldal i Haderslev Amt, voksede frem i Ubjerg. Her kaldte de sig Wolffius, senere Wolf. Med Georg Wolf begyndte et præstedynasti, der sad inde med embedet fra 1606 til 1737. Herfra voksede også bolsmandsslægten Wolf, hvis sidste mandlige medlem døde i 1916.
Et kendt medlem er Dethlef Wolff. Herfra stammer også slægtsnavnet Dethlefsen. Georg Wolf døde i 1652. Tre år i forvejen havde han afstået embedet til sin svigersøn Christianus Petri, en degnesøn fra Felsted.
Dokument, der viser præstegårdens opførelse
Det er hvis nok ham, der har forfattet følgende dokument, et smukt vidnesbyrd om verdenserfaring og gamle dages sognefællesskab. Vi har oversat det og redigeret det let til nydansk:
12 personer har den 6. oktober 1674 underskrevet dokumentet.
Den ”uduelige” præstegård blev revet ned
Den gamle Christianus Petri gik i graven med den gamle præstegård. Han døde den 21. januar 1675 begrædt af hustru og mange børn, hvoraf den yngste kun var 4 år gammel.
Den 28. februar 1675 blev hans enkes brodersøn Johannes Wolff, søn af bolsmand Dethlef Wolff på Bjerremark introduceret i embedet. Den unge ugifte mand kunne bo hjemme, mens byggeriet stod på.
I foråret 1675 nedrev man så den gamle ”uduelige” præstegård. I løbet af året opførtes den ny. Omkostninger beløb sig i alt kun til 1.211 mark og 3 skilling, da sognemændene selv udførte alt arbejde og desuden leverede det meste af materialet.
Det første par på præstegården fik 15 børn
I østgavlen anbragtes med jernankre årstallet 1675. Den 13. juni 1676, da den nye statelige går var helt færdig, hjemførte den unge præst sin 19-årige brud, kusinen Maria Petreja, forgængerens datter. Det første ægteskab i den nye flotte præstegård blev velsignet med 15 børn.
En beskrivelse af præstegården – dengang
Pastor Wegener (1701-1737) var Johannes Wolffs søstersøn, svigersøn og efterfølger beskriver huset på følgende måde (oversat på nogenlunde nudansk og lettere redigeret):
Kongen beordrede et nyt bage-hus
Det omtalte bage-hus var blevet så brøstfældigt, at det måtte fjernes. Den daværende sognepræst Todsen (Oldefar til den tidligere overborgmester Todsen i Flensborg) krævede at sognet skulle give bidrag til opførelse af et nyt bage-hus. Men sognemændene protesterede. Sagen gik helt op til kongen, der den 29. november 1789 gav præsten medhold.
Derefter blev der bygget en nordfløj, indeholdende bage-rum, vaskerum og konfirmandstue. Hundrede år efter var bageovnen opslidt igen. I 1897 blev konfirmandstuen og bage-huset slået sammen til en stue, som præsten tog i brug.
Pastoren havde ikke nok plads til sine 8 børn
I 1856 blev der foretaget en grundig istandsættelse af hele præstegården. Da pastor Gøttge med sine 8 børn ikke have tilstrækkelig plads, blev der indrettet vest for den søndre indgangsdør en stue. Pladsen blev taget fra loen.
Pastorens fiskedam udtørrede
Til præstegårds-værftet hører selvfølgelig også gårdsplads og have. Pastor Wegener beskriver disse på følgende måde:
Haven nord for huset blev af pastor Gottfriedsen (1879 – 83 – senere provst i Nustrup) omdannet til opkørsel med statelig indgangsport til vejen. Pastor Wegners fiskedam udtørrede efterhånden som følge af afvandingen.
Slesvigsk byggeskik
Bebyggelsen er typisk slesvigsk byggeskik, der udviklede sig med friserne gennem 1500 og 1600 – tallet. Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentlig fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800 – tallet.
I det træ-fattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligst bygget i grundmur. Desuden var grundmuring også mere modstandsdygtig overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl.
Fungerede som præstegård indtil 2005
De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode negtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt.
Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden. Særlig fra Ballum var der gode muligheder.
Stråtaget på Ubjerg Præstegård blev udskiftet som følge af stormskade i 1998. Præstegården blev gennemgribende restaureret i 2006. Ubjerg Præstegård fungerede som præstegård frem til 2005, hvorefter den overgik i privat eje.
Bygget på værft (forhøjning)
Det er typisk en marskgård, der ligger på en naturlig forhøjning i landskabet vest for Ubjerg Kirke. Det var beboelsen mod øst og stald mod vest, hertil er bygget en bred, lidt højere lade mod syd og en lidt lavere, smallere udløberlænge mod nord. Rundt om anlægget er lagt bredt bånd af pig-sten.
Originalt inventar i stalden
I stalden forefindes originalt staldinventar i form af båse, fodertrug, krybber, hø-hække, midtergang med kørerbræt i midten og grebninger på hver side, Hele staldgulvet er pigstensbelagt. I et hjørne af stalden er bevaret et gammelt lokum. Fra staldene er der adgang til laden, der fremstår med delvis lerstampet gulv, der er åbent til kip og store tagkonstruktion fremstår synlig. Stråtaget er syet på med tjæret hamp.
Blot en hæk og en låge adskiller præstegården fra kirken.
Den traditionelle lig-dør
I øst-gavlen har vi den traditionelle lig-dør. Her skulle de afdøde bæres ud, og så skulle døren så lukkes igen. Ifølge folketroen kunne den afdødes sjæl vende tilbage gennem den samme dør. Døren skulle derfor være lukket indtil næste begravelse.
Ladens konstruktion er typisk for marskgårdene og kendetegnes med de solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.
262 folkekirkemedlemmer har ikke råd til en præstegård
Den kulturhistoriske perle er som skrevet solgt til en privatperson. Og det kan man være glad for. Mange præstegårde i Danmark er blevet nedlagt eller nedrevet efterhånden. Og denne er som så mange andre fredet og bevaringsværdig.
Hvorfor beholdt man den ikke? I sognet er der kun 262 folkekirkemedlemmer, der ikke mere kan bære denne præstegård økonomisk. At vedligeholde sådan en gård er ikke helt billig. Sognet er lagt sammen med Møgeltønder og det er her præsten bor. Rundt omkring vælger præsterne også efterhånden at bo i et almindeligt parcelhus.
Trist, hvis kirker og præstegårde forfalder
Når nu Ubjerg Præstegård er fredet sker det vel ikke så meget ved, at den er blevet solgt til en privat! Det er vel retningslinjer, hvad man må og ikke må. Tiden er måske løbet fra at overbeskytte gamle kulturværdier. Og dog. Det vil være trist, hvis kirker og præstegårde forfalder.
Kulturarven må ikke forsvinde
På et tidspunkt var Ubjerg Præstegård udlejet. Og i Møgeltønder ligger en forholdsvis moderne præstegård. Så kan man dog undre sig over, at Tønders præst nummer to ledte efter et sted at bo. Men han måtte ikke bo på Ubjerg Præstegård. Han skulle blive boende i Tønder Sogn.
Man skulle tro at præstegårde er et vigtigt element i den danske, historiske kulturarv. Helt op til 1960’erne og 1970’erne jævnede man rask væk præstegårde. Denne arv skal nu engang ikke bare forsvinde.
En håndfæstning fra 1376
Præstegårdens tilknytning til sognets kirke nævnes første gang i en håndfæstning fra kong Oluf i 1376. På det tidspunkt var en del af de gamle kirker bygget. Præstegården med tilhørende landbrugsjord skulle sammen med bøndernes tiende være præstens eksistensgrundlag. Præsten var fritaget for skat.
Ordningen gik åbenbart ikke glat igennem med det samme, for den er indskærpet i andre kongebreve helt frem til 1515, hvor det blev understreget, at præsten skulle have den bedste gård i byen. I landsbyen var præsten ofte den højest og ofte eneste uddannede person i landsbyen. Han skulle have råderet over de bedste jorder. Anderledes så det ud i byen.
Præstegården var en kraftkilde
Præstegården blev en kraftkilde som normdannende faktor i landsbyen. Det danske skriftsprog blev dannet i præstegårdene, længe før skolen fik betydning. Jo det var her kulturlivet var i centrum. Men også politisk spillede præstegården en vigtig rolle. Præsten spillede en vigtig rolle som hele sognets og ikke kun menighedens samlingsperson. Enevældens genrejsning og landboreformerne hundrede år efternød godt af de aktive præsters medvirken. Senere flyttede det naturlige magtcentrum sig væk fra præstegårdene i takt med at religionens statsbærende funktion forvandt og udvandringen fra landet satte ind – men se det er en helt anden historie.
Ubjerg Præstegård var i Hammerslag
Og tænk engang – i 2012 var Ubjerg Præstegård så med i det populære TV – program Hammerslag. Jo man skulle gætte, hvad sådan en præstegård kan koste.
Kirkegården
Og vi skal da også lige en tur gennem porte i hækken ind og besøge kirken i Ubjerg. Nej vi skal ikke igennem det hele. Det kan du læse et andet sted. Og kirkegården er omgivet af jorddækkede diger af kløvet kampesten mod nord, nordøst og vest, mens kirkegårdens skråning mod syd og sydøst er beplantet.
Klokketårn repareret flere gange
Ved kirkegårdens sydøstligste hjørne stod der indtil 1857 et klokketårn i træ. I 1595 var dette klokketårn ved at styrte sammen. Det blev repareret 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret og malet i 1820, tjæret i 1830.
Provsten dikterede opgravning
Det var også her på kirkegården, at en kvinde blev opgravet igen efter at være blevet begravet. Det bestemte provsten i Tønder. Hun havde forgiftet sine tre børn og efterfølgende begået selvmord. Men læs historien om skamstenen et andet sted.
Fritgående dyr kunne betyde bøder
I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som værn mod dyrene. Hvis der alligevel blev antruffet heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt bøde.
Kirken
Ubjergs oprindelige murværk er kun delvis synligt på skibets syd – og vestside ellers er det pudset og hvidkalket. Tidligere havde kirken et våbenhus mod nord. Hele kirken er bygget af munkesten. Først omkring 1300 lykkedes det at bygge skibet. Kirken er måske fra 1100 – tallet.
Kirken istandsat flere gange
I 1595- 1597 blev kirken istandsat. I 1690 blev apsissens oprindelige hvælv og bue fjernet og erstattet af bjælkeloft. I kirken er der flere loftsmalerier fra 1747. Der findes ingen kalkmalerier i kirken.
Altertavlen indeholder bl.a. to helgenfigurer fra begyndelsen af 1500- tallet. Alterbordet er muret og pudset og fra romansk tid. Det er fra omkring 1250. Korbue- krucifikset er fra slutningen af 1500 – tallet. På kirkens nordvæg hænger syv malerier fra 1747. Prædikestolen stammer fra 1783. Denne er skænket af Maren Seewangs
Mindetavler
I kirken hænger et mindesmærke over sognepræst Michael Wulf. Det hænger også to enkle marmortavler over faldne i den fransk – preussiske krig i 1870. Og en trætavle over sognets faldne i første verdenskrig 1914 – 1918.
Kirken blev i 1514 viet til Skt. Laurentius. Efter reformationen var kirken i længere tid omstridt, men 1576 – 78 tilkendtes den hertug Hans og blev samtidig udskilt fra Ribe Stift.
Skiftende ejerskab
Den blev lagt under Slesvig og vendte først tilbage i 1920 til sit gamle stift. Ved hertug Hans død 1580 kom kirken under Gottorp., hvorfra den 1713 – 21 overgik til kongen. Under alt dette havde menigheden en vis valgret, mens kongen skulle konfirmere valget. I 1841 synes kirken at have været selvejende.
Klokke fra 1400
Kirken havde intet tårn. Men i 1857 blev der anbragt en tagrytter med et svejset pyramidespir på taget i skibets vestlige ende. Kirken har to klokker. Den ene er fra ca. 1400.
Var der en underjordisk gang til Tønder Slot?
Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte under Tønder Slot hvormed det stod i forbindelse gennem en underjordisk gang. Under pesten 1602 – 1604 skulle der i sognet have været stiftet et begravelsesgilde.
Våbenhus var utæt
I 1595 vedtog man en fuldstændig istandsættelse af kirken både inde og ude. Til taget skulle man bruge gode tagsten og ”Isdach” (rørtag). Udenfor skulle kirken skalmures. I 1685 blev der indlagt nye bjælker og loft.
Et ”nordre Våbenhus skulle i 1595 ”gøres tørt med brædder for at folk til nød kunne stå og sidde tørre, må være revet ned kort tid efter.
Salig Jens Petersen havde omkring 1590 skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men denne var blevet tilmuret, så pengene ”sattes på renter til kirkens bedste”.
I 1947 skete der en istandsættelse af træværk og malerier i kirken.
Stole blev tildelt ved lodtrækning
Stoleværket med gavle er udført i 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen ligeledes fra Tønder. Der er 15 mandsstole og 14 kvindestole i kirken. Disse stole afløste et sæt fra 1595. Der blev samlet ind i sognet til disse stole. Og egentlig var der 20 mandsstole. Hvem, der skulle sidde på disse stole, blev afgjort ved lodtrækning.
Præstekonen, kirkegangskoner samt dåbsbørn fik også stole. I 1676 fik præstekonen en ny stol og i 1709 kom der en ny stol ved siden af degnestolen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 6, 2020
Turen går til Bylderup
Der var rigeligt med foder og græs til dyrene. Her har boet mennesker i adskillige år. Vi kigger på tingsted, rettersted og galge. Jo, der er også lige en regning fra en skarpretter. Og her er også meget gamle veje. To vandmøller kan der også bydes på- Og mange adelige og kongelige har huseret i sognet. Og så kom kolonisterne, men det var nu ikke en succes. Men hvem boede i sognet og hvad lavede de? Bylderup sogn har ikke været forskånet for ildebrand. 8 kommuner var der i sognet under det prøjsiske styre. Hvad nu hvis man var dansksindet skulle man så aflægge en ed til den tyske kejser? Nu var det et udpræget dansk sogn. Men efter første verdenskrig fulgte en trist tid. Mange i sognet faldt. Vi bringer også en liste over 36 artikler fra området.
Rigeligt foder og græs
Vi har været her før. Prøv engang at se bagerst i artiklen, så kan du se, at vi efterhånden har været i området mange gange.
Bylderup kirkesogn ligger midt i Slogs Herred. Det dækker et areal på 4.300 ha. Ja det er næsten en regulær firkant på 6-7 km på hver led. Sognekirken fra 1200-tallet ligger i den vestlige del næsten op ad sognegrænsen.
Alt agerland består af let sandmuld, der i ældre tid kun har givet et ringe udbytte. Men da sognet gennemløbes af en række vandløb fra nordøst mod sydvest, har de omkring åerne liggende ret store engarealer før i tiden givet rigeligt foder og græs til heste og kreaturer.
Lundbæk og Søderup å løber sammen og danner Slogsåen. Uge bæk optager Terkelsbøl å og danner med Slogs å Grønåen på den vestlige sognegrænse. Hvirlåen er sognegrænse et langt stykke mod nord.
Her var tidligt mennesker
Sognet har i historisk tid altid bestået af 8 landsbyer. Bylderup, der i 1200-tallet var ”Biulethorp” og i 1324 ”Biuldthorp” havde flest gårde og huse. Lendemark var i 1493 ”Lendemarck”, Sottrup var i 1482 ”Sotterup”, Bredevad var i 1421 ”Bredewatt”, Duborg var i 1543 ”Duffborch”, Frestrup var i 1445 ”Frestorppe”. Hajstrup var i 1436 Hasdrup. Heds var i 1470 Heis, i 1496 Hedes.
Vi skal ikke glemme Søllingvrå, der havde vandmøllen og et par gårde til nabo. Slogsmølle ved Lundbæks udløb i Slogsåen. Den blev udplyndret og afbrændt under 30-års krigen i 1628. Efternyopførelsen på samme sted fik den navnet Nymølle.
Vi er slet ikke færdig, for det er også Karlsvrå, som i 1238 hed ”Karlsswhra”. Den var tilbage i 1200 årene en adelsgård. I 1245 nævnes en Ridder Lage de Karlswhra. Endnu længere tilbage var der mennesker på egnen. Herom minder de to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds.
Yderligere skal der have været 11 mindre høje, der er forsvundne, ødelagte eller overpløjede, så de ikke mere kan påvises.
De første beboere har nok været jægere og fiskere. Bosættelsen er sket tæt ved åerne. I Bylderup og Lendemark lå alle gårdene helt ud til engkanten mellem åen og bygaden. Det samme i Hajstrup, Frestrup og Heds. Sidstnævnte bestod endnu for 200 år siden af fire gårde foruden Hedsgård.
Tingsted og galge
Bylderup sogn ligger midt i Slogs Herred og har i århundreder været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige tingsted har ikke kunnet stadfæstes. Handlingen foregik i fri luft inden for fire tingstokke. Det har ikke været det store problem at flytte.
Foruden at være en straf skulle henrettelserne og hængningerne også tjene til skræk og advarsel for ”ligesindede”. Galgen og dens ofre skulle kunne ses af forbipasserende og helst viden om. Det kunne være grunden til, at galgen blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.
Men herredstinget har i hvert fald siden begyndelsen af 1500-årene haft sin plads i Bylderup formentlig i nærheden af kirken og kirkekroen. Og først i 1850 blev galgen fjernet, da den var i en dårlig forfatning, og den kunne og skulle ikke bruges mere.
Herredstinget skulle dømme i stridigheder om mange ting, uenighed om markskel, arveskrifter, klager over vejes og broers tilstand og vedligeholdelse samt de tildelte vejstykkers længde, der var tildelt de forskellige ”bolsmænd”.
En regning fra en skarpretter
De store sager som røverier og mord kom for Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden foregik henrettelsen i det hjemlige herred. I Herredsregnskabet for 1725 findes en side i regnskabet, hvor skarpretter Christoff Støckler får udbetalt løn for arbejde, 6 rigsdaler og 32 skilling. Kun købstæderne havde en skarpretter. Støckler blev ansat i Tønder i 1729, men må åbenbart have arbejdet som stedfortræder før den tid.
De gamle veje mellem købstæderne berørte kun Bylderup sogns sydlige, østlige og nordligste landsbyer. Tønder – Flensborg landevej kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. En gammel vejvisersten ved Frestrupskov fortæller, at her drejede en vej over Tinglev mod Aabenraa.
De gamle veje
Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad. Vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad, hvorefter den nordvest for Bredevad passerede Lundbækken, formentlig i oldtiden over et bredt vad. Også her står en gammel vejsten til at retlede de vejfarende, at her drejede Løgumklostervejen efter Hornse og Ravsted.
En ny vejforordning af 29. oktober 1784, der omfattede lodsejernes betaling for anlæggelse, vedligeholdelse med pligtkørsel og projektering af gennemgående veje, satte i årene derefter gang i udbedringen af de gennemgående veje ved amtets foranstaltning og var i nogle tilfælde medvirkende til ændringer i vejforløbet. Tønder – Aabenraa landevej blev således omkring 1800 forlagt til at gå over Stemmild – Bov – Lendemark – Bredevad i stedet for det nordligere forløb.
Udover disse gennemgående veje gik der en såkaldt herredsvej fra Hajstrup over Bylderup – Lendemark til Bredevad. Bylderup Kirkekrønike fortæller, at der var fire broer i sognet. De lå over alle åerne på denne herredsvej.
Man kan have en mistanke om, at det har været herredsfogederne på Hajstrupgård, der har fået gennemført, at denne vej var en herredsvej. Selve tinget har aldrig været afholdt i Hajstrup.
To vandmøller
Der var to vandmøller i Bylderup sogn, Søllingvrå og Nymølle. Bønderne i de forskellige landsbyer havde møllepligt til disse møller. De bønder, der boede nord for Slogsåen, havde mødepligt til Nymølle. Denne pligt påhvilede også bønder i nabolandsbyer uden for sognet. Syd for Slogsåen var der mødepligt til Søllingvrå vandmølle, der også malede korn for bønder uden for sognet øst fra. Fra de to landsbyer, Frestrup og Hajstrup, der ligger syd for Uge bæk havde bønderne mødepligt til Jyndevad Vandmølle.
Adelige og kongelige i sognet
I 1353 pantsatte hertug Valdemar og hans søn Valdemar ”vort sogn Biuldthorp” til marsken Erik Holck, der i 1362 lod panten gå videre til Johan Grymersen.
Hertug Frederik, der senere blev Frederik den Første af Danmark købte nogle år senere af 6 brødre Rantzau, Karlsvrå med tilliggende. Dette tillæggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. I 1500-tallet var der masser af sådanne handler.
Klosteret i Løgum ejede også mange gårde i området. Omkring 1548, da klostergodset overgik til det offentlige, havde klosteret en gård i Lendemark, en i Bylderup, en i Bredevad og fem i Sottrup.
Ahlefeldterne på Søgård havde købt gods af klosteret i 1527, heriblandt gårde i Bylderup, Sottrup og Bredevad. Disse gårde er dog blevet videresolgt undtaget to gårde i Sottrup, der i 1709 blev samlet til en gård.
Lendemark Kro var en kongelig ejendom, der hørte under Bolderslev Fogderi, hvor fogeden havde titel som ridefoged.
Da kolonisterne kom
I midten af 1700-årene opstod tanken om at skaffe nybyggere til de øde hedeegne i den vestlige del af Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland og berettede om de gode forhold som de kunne opnå i Danmark med tildeling af jord og statslån til bygninger og køb af besætning. I Vestjylland kaldte man dem ”Kartoffeltyskere”. Her kaldte man dem ”Kolonister”.
I den nuværende Tinglev Kommune blev der oprettet 4 kolonier, der hver bestod af 6 – 10 ejendomme. De fik navne efter den kongelige familie. Julianeborg kolonien, der bestod af 8 ejendomme, fordelte sig med 4 i Bylderup sogn, 3 i Ravsted og 1 i Hostrup.
Der skulle være blevet oprettet 4 mere, men det blev ikke til noget. Man havde lovet tilflytterne langt mere, end der var grundlag for, og de blev dybt skuffede. De fleste forsvandt ret hurtig igen til hjemegnen eller til andre egne i andre lande. En familie, der hed Kraus holdt dog ud i en årrække.
Masser af kanaler
I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler for at få det opstemmede vand så langt ud og så godt fordelt som muligt. Før den store afvanding i 1920’erne med inddigning og reguleringer, gravning af kanaler med pumpestationer, der pumpede afvandingskanalernes vand op i åerne, var engene i vintertiden oversvømmede helt fra Tønder til Hajstrup og Bylderup – Lendemark.
Et andet problem var sandflugten. Drivende skyer af jord og fygende sand over markerne var årligt tilbagevendende begivenhed i forårstiden. Enkelte initiativrige bønder plantede læhegn af gran i markskellene. Men ellers var der fri passage for blæsten.
Plantagerne, der efterhånden var groet til, var ikke noget værn. Der skulle en regulær katastrofe til i 1938 før det rigtig kom gang i plantningen af læhegn.
Hvem boede i sognet?
Ved folketællingen i 1840 var der 851 personer i sognet. Foruden gårdejere, husmænds, aftægtsfolk, præst og degn var der:
Med børn og voksne var der 30, der fik fattighjælp dengang. Og de var virkelig fattige dengang. De fik lidt brød, lidt rug, lidt boghvede eller når det var rigtig flot, en høne til slagtning. De måtte også ud med tiggerposen for at få penge til mad og tøj. Det var mest aflagt og brugt tøj, de blev betænkt med.
Ildebrand
I de gamle landsbyer med tætliggende gårde og huse, der alle var tækkede med strå, kunne en ildebrand blive en katastrofe. Således kunne man i Dannevirke torsdag den 17. august 1876 læse følgende:
Også dengang var aviserne fulde af trykfejl. Det var ikke hos Martin Christensen, men hos Martin Christian Martensen ilden opstod. Hans gård lå mellem Kirsten og Hans Chr. Søndergårds hus og den nu nedbrændte Bylderup Kro.
En brand var dengang næsten umulig at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om gårdene næsten alle lå tæt på åen med rigeligt vand, så var der ikke noget effektivt slukningsapparat.
Brandforsikringer var i ældre tid ukendte. I landdistrikterne blev de først almindelige fra omkring 1740.
Sognet bestod engang af 8 kommuner
Under den preussiske administration var Bylderup sogn inddelt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Hver landsby havde sin egen kommune, desuden udgjorde Hajstrupgård med kroen og smedjen en selvstændig kommune.
Det administrative overhoved for hele sognet var fra 1889 amtsforstanderen. der var udnævnt af højere myndigheder. Kommuneforstanderne var valgt af dem med fast ejendom for seks år ad gangen.
Bylderup sogn blev kaldt ”Lille Danmark”. Det gode forhold mellem de dansksindede og de tysksindede blev ødelagt, da pastor Holden Lützhøft blev afskediget fra sit embede. 120 af 135 stemmeberettigede havde eller skrevet under på at de gerne ville beholde ham.
Skulle man aflægge ed til den tyske kejser?
Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, faneeden. Kunne man aflægge faneeden og så alligevel være en god dansker? Men hvis ikke man ville indkaldes måtte man forlade landet. Men der blev henstillet til de unge i grænselandet, at de skulle tage militærtjenesten for ikke helt at affolke grænselandet.
I 1911 kunne man indvie et forsamlingshus Slogs Herreds Hus. I Sottrup blev der en vækkelse under Luthersk Mission, der kom til at gøre sig gældende. De byggede deres missionshus i 1905.
Dansksindet sogn
Forholdet mellem dansk og tysk kan man se på stemmetallene fra et valg i 1871. Her var der 103 danske og 34 tyske. Det var kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret dengang.
Ved afstemningen den 10. februar 1920 var fordelingen således, når der korrigeres for de tilrejsende:
Den sidste tid var en hård tid
Den sidste tid i den preussiske tid var en ond tid. Den første verdenskrig gav sorg og savn i mange hjem i sognet. Det tyndede ud i rækkerne af unge mænd. Især Bredevad var hårdt ramt. Ikke færre end 12 fra Bredevad faldt i krigen. I Bylderup var der 34, der måtte lade livet, de fleste for en sag, der ikke var deres. Af dem var 6 brødrepar og 3 familiefædre, hvoraf de to efterlod en børneflok.
Bredevad
Bredevad var den næststørste landsby i Bylderup sogn med ret så mange gårde og kådnersteder samlede i en kreds uden om bytoften og ud mod de laver liggende arealer nord og syd for bebyggelserne.
Fra fordumstid har Bredevad været skæringspunkt for de to gennemkørende veje Flensborg – Løgumkloster og Tønder – Aabenraa. De to veje var sammenfaldende over en strækning på 300 meter gennem Bredevad og forbi Bredevad kro. Her kunne de vejfarende hvile benene og slukke tørsten. De ridende og kørende kunne få heste skoet og vogne repareret hos smeden., der boede lige ved siden af.
Rantzauerne havde en del jordegods i Bredevad.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler heraf 194 artikler fra Sønderjylland og 269 artikler fra Tønder:
Dato: oktober 13, 2020
Hvem ejede Brede Kirke?
Vi er i Brede(bro) mellem 1250 og 1350. Munkene fra det nærliggende Løgum kloster ville absolut havde Brede Kirke. I forvejen havde de Daler og Løgum Kirke. Niels Degn var aldrig blevet præsteviet. Det var åbenbart komplicerede ejerforhold. Nu skulle der fines en løsning. En retssag blev indledt i Brede kirke. Flere parter gjorde krav gældende. Man betvivlede ægtheden af de mange breve, der findes om denne sag. En af modstanderne af munkene sagde: ”I kan skrive breve som I vil have dem. Endelig i 1324 fik munkene fra Løgum kloster ejerskabet over Brede kirke.
Munkene ville have kirken
Ja det var måske et dumt spørgsmål at stille. Men munkene ville gerne have patronantsretten til Brede Kirke. Der eksisterer et væld af breve omkring denne historie. Men man mener ikke at alle breve i denne forbindelse er ægte.
Allerede siden 1252 havde Løgum kloster interesseret sig for kirken. De kæmpede i meget lang tid for at få kirken. Først med hertug Eriks gavebrev til Mariaalteret i klostret i 1324 og hertug Valdemars afkald på kirketiende i 1344 synes klosteret at være kommet i besiddelse af kirken. Men det er den kamp vi her skal høre om.
Kirken ligger i den østlige del af byen lige nord for Brede Å ved det gamle vadested ”Bredevad”.
Hvorfor blev Niels Degn ikke præsteviet?
Kirken bragte åbenbart munkene store økonomiske fordele. Som modydelse ville de holde en daglig messe. Det økonomiske overskud fik klosteret angiveligt ved som præst i kirken at ansætte en ringe betalt vikar og selv nyde det resterende overskud.
Kirken var taget fra den tidligere præst. Niels Degn fordi denne et år efter sin embedstiltrædelse ikke ville lade sig præstevie. Hertugen havde derved ret til at overgive patronatsretten. Hvorfor havde hertugen ikke selv sørget for at Niels Degn blev præsteviet? Var det så abbeden eller hertugen der selv havde henvendt sig til Løgum kloster?
Kompliceret ejerforhold
Så var det jo lige det at Gribslægten den 26. november 1327 sender et såkaldt anerkendelsesbrev.
Hertug Erik var ekskonge og nu hertug af Sønderjylland. Nu sad han inde med en kirke. Han rådede over et præsteembede og dets indtægter. Hertug Erik overdrager også patronatsretten til sin 10 – årige søn, Valdemar.
Men der sker så det at ribebispen Jacob overdrager kapitlets samtykke til klosteret.
Åbenbart havde munkene ramt ned i noget meget vanskeligt og kompliceret med hensyn til ejerforholdet af Brede Kirke. Nu lå Brede Sogn lige i spændingsfeltet mellem de kongerigske og de hertugelige områder. Men Gribslægtens afkald på patronatsretten fo9rpligtede slægt og familie, hvilket peger hen på rettigheder, der optrådte som uafhængige af kongehuset.
Overdragelse blev betvivlet
Brede Kirke var åbenbart for årtier forinden blevet skænket til klosteret. Men denne overdragelse var blevet betvivlet fra anden side.
Allerede den 20. marts 1276 sad der mange fornemme folk i den forårskolde Brede Kirke. Fremmødet gjaldt omstridte rettigheder til kirken. De stridbare parter sad på hver sin side. Nemlig abbeden og konventet fra Løgumkloster på den anden side.
Der skulle findes en løsning
Biskop Tyge fra Ribe skulle forsøge at finde en løsning.
Abbeden og munkene forsøgte at stævnede Hr. Mogens og deres klageskrift blev indledningsvis læst op. Munkene hævdede at kirke var deres, da de repræsenterede denne rette patron, kong Abel. Derefter havde de fået kirken på lovlig vis.
I det første indlæg hævdede ærkedegn hr. Mogens, at kongen aldrig har været den rette patron. Han har hverken bygget kirken, givet grunden eller doneret den. Derfor måtte munkenes ejerskab betvivles.
Hr. Mogens mente ikke at munkene ikke kan præsentere sig selv og være ejer af kirken.
Kongen havde åbenbart heller ingen rettigheder
Bispen henvendte sig til den nuværende vikar i Brede Kirke og alle fremtidige vikarer i Brede Kirke. De måtte ikke lade andre end Løgum Kloster betjene Brede Kirke. Eller overlade kirkens indtægter til andre end munkene.
Den som var vikar i juli 1272 var ikke indsat af abbeden i Løgum.
Der var nogle forhold, der tegnede på at ærkedegnens krav på Brede Kirke ikke skyldtes, at han er udpeget af Kong Erik. Ærkedegnens procedure gik på at fastslå eller bevise at kongen ingen rettigheder havde i kirken.
Den 30. april 1273 mente slesvigprovsten Grumme at nogen hindrede klosterets rettigheder til kirken i Brede.
Hr. Mogens mente, at munkene ifølge kanonisk ret ikke kan besidde kirker. Det må også formodes at de havde flere kirker uden dispensation.
Sognekirken var åbenbart blevet overdraget
Lederen af Retsmødet, biskop Tyge fremlagde et dokument beseglet af Ribe-bispen Esger. Her stod det at Abel for bispen havde præsenteret klostret til kirken i Brede for at han skulle overdrage sognekirken til klosteret, hvilket Esger havde gjort med domkapitlets samtykke.
Hr. Mogens ville frakende munkene deres ret, fordi de danske konger ifølge hans påstand aldrig har haft patronatsret til kirken. Hvis Abel havde været den rette patron, så kunne han kun overdrage de samme rettigheder til klosteret som han selv havde.
Munkene besad også kirkerne i Daler og Løgum
Der henvises til at cistercienser-munkene ikke skulle besidde kirker. Men modsat står der heller ikke at de ikke måtte. Under retssagen forsøgte man fra Løgum kloster at snakke uden om. Det var ikke så godt sidde en pavelig opfordring overhørig.
På det tidspunkt besad munkene også sognekirkerne i Daler og Løgum.
Første retsmøde sluttede nu i den omstridte sønderjyske kirke. Næste retsmøde var berammet til den 5. juni i Ribe.
”I kan skrive breve just som I vil have dem”.
Spørgsmålet var, hvorfor munkene ikke havde alle relevante dokumenter med til det første møde? Havde Løgum Klosters indbyggere det på samme måde som Århus – bispen Tyge påstod var tilfældet hos munkene i Øm kloster, da han sagde:
I klosterets brevsamling, der eksisterer som afskrift i Løgumbogen fra 1578, findes der et overordentligt stort antal breve vedrørende sognekirken i Brede. De er ikke indført i nogen bestemt kronologisk form.
Disse breve er udtryk for klosterets rettigheder, men også munkenes besidderkrav. Men de er i den grad også blevet modsagt og truet.
Munkene udvider begrebet ”besiddelse”
Gennem tiden har man diskuteret ægtheden af de mange breve. Man synes ikke at gennemgangen af retssagen er rigtig. Og så er der beskrevet et møde, hvor Abel var til stede, men ifølge andre kilder skulle han på det tidspunkt have været død i en måned.
Hertug Valdemar stadfæster den 15. juli 1256 pastonatsretten, hvilken er en udvidelse af den oprindelige gave. Åbenbart har dette noget at gøre med Svanstrup-godset.
Noget tyder tog på, at munkene udvidede begrebet ”besiddelse”. Der var en grund til at sognefolkene i Brede og omegn hindrer klosteret i en fredelig besættelse af kirken for der var ikke hjemmel for andet en hel eller delvis, formelt angiveligt ret til at repræsentere præst for kirken.
Åbenbart vandt sognebørnene første slag
Klosteret kan fremvise et overdragelsesdokument fra 1324. Klosterfolket havde ikke i den mellemliggende tid kirken i deres besiddelse. I et brev fra 1295 fremgår det en kannik ved Roskilde domkirke Jens Fod, havde modtaget flere kirker med sjælesorg bl.a. Brede kirke.
Den 30. december 1298 blev der sluttet en overenskomst mellem biskop Kristian af Ribe og Løgum kloster vedrørende gæsteri. Man skulle svare gæsteri, der skyldes visitation. Og det skyldtes Løgum og Daler kirke. Brede kirke blev ikke nævnt med et ord.
Klosteret havde anklaget ærkedegnen Hr. Mogens for uretmæssigt at side på Brede kirke. Men der var mange der gjorde krav på denne kirke. Kongehus, Hertugslægt, sogneboerne, verdslige stormænd og munkene.
Men åbenbart var det sognebørnene, der vandt slaget om Brede kirke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Brede. På www.dengang.dk finder du 1.658 artikler herunder 194 artikler om Sønderjylland inclusive:
Hvis du vil vide noget om: Kirker – Præster – Kirkegårde og Åndsliv:
Dato: august 17, 2020
En salmebog fra Varnæs
Bertel Christian Ægidius var præst I Varnæs fra 1701. Han sendte et forslag til en ny salmebog ud til kollegaer. De skulle også lige hjælpe med sproget. De skulle kigge igennem 1.018 sider. Ingen af dem var mester i det danske sprog. For første gang var en salmebog fuld af numre. Dansk og tysk blev sunget på samme tid. Så måske blev oversættelsen ”på poesiens bekostning”. Fætter Enevold forsøgte at hjælpe med udbredelsen, men det blev opdaget. Salmebogen blev ikke så populær i Tønder By selv om pastoren gik ind for den. Men flere var i gang med salmebøger. Men det var et imponerende pionerarbejde Ægidius udrettede. Man brugte salmebogen i 160 år i Varnæs Kirke.
Præst i Varnæs fra 1701
Det er mange ting, som Varnæs er berømt for. En af disse ting er den berømte Varnæs – salmebog.
Og det var Varnæs – præsten Bertel Christian Ægidius (Gjødesen) der udgav denne. Han tilhørte den pietistiske bevægelse. Men det bar salmebogen nu ikke så meget præg af. Han blev præst i Varnæs i 1701.
Han giftede sig med præstenken, sådan var det tradition den gang.
Han var præstesøn fra Bylderup og havde studeret i Kiel
Inspiration fra kollegaer
Inden udgivelsen ville han da lige høre, hvad hans kollegaer rundt om mente. Han udsendte derfor en rundskrivelse forfattet på latin. Men eksperter mener nu ikke, at dette var perfekt latin. Det var meget knudret. Her findes også tilstødende græske gloser.
Brevet viser, at pastor Ægidius er gået til sin opgave med alvor og nidkærhed. Han ville gerne have inspiration fra kollegaerne. Og så ville han gerne have at kollegaerne også rettede i hans fejl.
Også provsten i Tønder, Samuel Reimarus roste oplægget. Men det var alle kollegaer i Tønder nu ikke lige begejstret for.
Provsten mente, at ikke alle tyske salmer var oversat lige godt i tidligere salmebøger. Men nu er en stor del af de bedste tyske salmer blevet oversat. Provsten opfordrede kollegaerne til at bakke op om projektet.
De skulle kigge igennem 1.018 sider
Og disse præster skulle gennemgå hele 415 salmer på 1.018 sider. Skal vi prøve at oversætte titelbladet til nudansk, så står der sådan noget lignende som:
48 sider af bogen indeholdt dette:
Ingen mester i det danske sprog
Ægidius var ikke selv stiv i det danske sprog havde brug for nogen til at gennemlæse bogen med henblik på sproget. Efter at have været gennem provsten i Tønder og de de seks præster i Slogs Herred og endelig Lohmann i Tinglev, som alle stort set ikke var bedre tjent end Ægidius og Reimarus selv blev bogen sendt til den venlige og distræte professor Steenbuch i København, der gennemgik den og rettede ting i manuskriptet. Men dette tog man nu ikke alt for højtideligt.
Send numrene i forvejen
Præsten i Bylderup, Ewald Ægidii, som var bror til Varnæs – præsten opfordrede til, at man en uge i forvejen sendte besked ud til menigheden, hvad man skulle synge om søndagen. Så kunne man øve sig derhjemme. De seks præster i Slogs Herred var enige om. At den ny salmebog skulle indføres i deres herred.
På poesiens bekostning
Afsyngelsen af samme salmer på dansk og tysk gjorde det nødvendigt at teksterne i versemål og tonegang ”muligst bragtes til dækning”, selv om dette måtte ske på poesiens bekostning”.
Måske var Varnæs Salmebogen et Slesvigsk modstykke til Kingos salmebog. Den nye salmebog var forsynet for første gang med numre. Der var hele 414 salmer i den. Og så var den forsynet med:
Varnæs – Salmebogen indeholder 104 salmer, der ikke tidligere var blevet oversat til dansk. Der var kun ganske få ren danske salmer.
Præsten fik tilsendt et prøveeksemplar
I Varnæs Kirkes regnskab for 1712 er der opført en udgiftspost på 11 skilling til en ny salmebog tilsendt af superintendenten. Det er sandsynligvis den ”Hoch – Fürstliche”, der er blevet tilsendt Ægidius som prøveeksemplar, da udgiften næppe dækker anskaffelsen, men kun tilsendelsen.
I 1712 havde to tyske salmebøger set dagens lys i de gottorpske lande. Mange steder i Tønder, Løgumkloster og Højer sang man med tyske salmebøger til dansk gudstjeneste.
Alt skulle godkendes
Sådan uden videre kunne man ikke udgive en salmebog. Den skulle først godkendes her og der. Fra gottorpsk side ville man nok helst undvære den kongelige danske kingoske salmebog.
Ægidius havde sin egen holdning til salmesang og salmetekst. Før havde det været sådan at man havde et fast antal af salmer, som man kunne bruge til gudstjeneste. Men alligevel begrænsede udvalget sig til kun en snes stykker. Dertil kom så salmerne til de kirkelige handlinger, dåb, vielse og begravelse.
Man sang samtidig på begge sprog
Disse salmer kunne så blive sunget på tysk af den ene del af forsamlingen og så på dansk af den anden del af forsamlingen. På den måde opstod der ingen problemer med at lære menigheden nye tekster eller melodier. De mange, der ikke kunne læse, havde heller ingen problemer med at følge med.
Man kunne ikke uden videre påtvinge en befolkning en salmebog med kun danske, for det meste hovedsagelig ukendte salmer.
Måske kunne salmebogen dække hele området?
Sønderjyderne var ikke så begejstret for Kingo som i Kongeriget. Så Varnæs – præsten håbede at hans salmebog kunne komme til at dække hele området.
I 1717 er der i Varnæs Kirkes regnskabsbog fra 1717 en post, der anfører at der er anskaffet 4 tavler til kirken for 2 mark. Nu kunne man på tavlerne se hvilket nummer man skulle synge.
Den værste konkurrent til Varnæs – salmebogen var den Pontoppidanske Sangbog, der udkom i 1740.
Og Brorson kom med en pietistisk dansk salmebog.
Det gik ikke for Fætter Enevold
I 1731 udkom salmebogen med et nyt titelblad på Vajsenhusets Forlag. Det viste sig at være Ægidius fætter Enevold Ewald, der stod bag dette. Han fik en bøde for det. Og desværre så blev bogen forsøgt bremset i København.
Han troede at kunne benytte sin stilling som Vajsenhuspræst til at udgive salmebogen. Men ak, det blev opdaget.
Biskop Worm havde klaget til over bogen til Christian den Sjette. Han mente at adskillige salmer var forvanskede og skriftstridige. Ewald forsøgte at forklare at det var fordi den var skrevet under krigens tid.
Et tillæg fra Tønder
I 1743 blev der trykt en udgave hos Claus Kiesbuy i Tønder med 123 selvstændige salmer på 248 sider. Måske mente man at salmebogen manglede noget. På titelbladet blev der nævnt noget om
Måske var der nogle, der savnede nogle flere pietistiske sange?
Den blev ikke populær i Tønder By
Men den blev dog udsendt i det område, som den var tiltænkt. Bogen blev også kaldt Flensborg – salmebogen, for der var her den blev trykt. Den blev optrykt flere gange sidst i 1765. Den blev brugt i Ullerup til 1871 og i Varnæs til 1882.
Men udbredelsen af bogen stoppede brat ved enklaveområdet mod vest. Bemærkelsesværdigt er det også at bogen ikke vakte genklang i Tønder, til trods for at 2 – 3 udgaver er trykt her.
Reimarus havde været venligt stemt over for den. Den blev ikke benyttet i Tønder Kirke, men den blev brugt i Tønder Landsogn. Således brugte Brorson den i Emmerske bedehus.
Tønder By havde altid været forholdsvis tysksindet, og da Schrader allerede i 1731 udgav den store tysksprogede salmebog, må der være heri, at man skal finde forklaringen på, at Varnæs – Salmebogen ingen landvinding gjorde i Tønder by.
160 år i Varnæs Kirke
Men det er godt nok imponerende at man i over 160 år brugte Varnæs – Salmebogen i Varnæs Kirke. Selvfølgelig skyldtes det først og fremmest, at det var en præst fra deres eget sogn.
Ægidius var en overgangsskikkelse. Varnæs – Salmebogen var en stjerne, der forholdsvis hurtig forsvandt igen. Den blev kun synlig på en mindre måde. Alligevel må det siges, at det har været et kæmpe pionerarbejde det som han har gjort.
Pontoppidan optog store dele af denne den første dansksprogede slesvigske salmebog i sin fra 1740. Den er sikkert fremstillet på opfordring af kongen.
Endnu i ”Den Sønderjydske Salmebog” fra 1925 er der bevaret 11 salmer fra Varnæs – Salmebogen, heraf 4 af Ægidius selv. Varnæs – Salmebogen gjorde sig gældende helt op til Norge, hvor mange af dens salmer blev anvendt i forskellige andre salmebøger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.620 artikler. Under Aabenraa (155 artikler) – Artikler fra området:
Kirker-præster-Kirkegårde-Åndsliv:
Under Tønder (267 artikler):
Under Højer (75 artikler):
Under Aabenraa (154 artikler):
Under Sønderjylland (188 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Under Nørrebro (290 artikler):
Under Østerbro (90 artikler):