Dengang

Søgeresultater på "En berømt mand fra Øster Højst "


En berømt mand fra Øster Højst

Dato: maj 15, 2016

En berømt mand fra Øster Højst

Enewald Ewald var bannerfører for pietismen. Han stammer fra en begavet og opvakt præsteslægt. Som 14 – årig havde han læst bibelen fire gange. I 1718 kom han tilbage til Øster Højst fra sin studietur. Han gik imod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed. På Tønder – egnen foranstaltede han bibelmøder på bøndergårdene. Hans far gav ham lov til møder i kirken. Men så blev faderen kaldt til forhør hos provsten i Tønder. Brødrene Brorson støttede pietismen. Og det gjorde Christian den Sjette. Amtmanden ville ikke have ham som præst på Tønder – egnen. Så blev han lærer ved Vajsenhuset i København. Men snart mødte han også modstand hos præsterne i København. Jo han fik yderst trange kår i hovedstaden. Det hjalp nok ikke, at kongen udnævnte ham til professor. Og så fik de en søn, der senere blev berømt.

 

Sønnen blev også berømt

Man kan næppe tro det, men også i Øster Højst har der boet en berømt person. Og ikke mindst dennes søn, blev måske endnu mere berømt og kendt. Måske skal vi lige forklare dem, der ikke ved det, at Øster Højst ligger ikke langt fra Tønder.

 

Pietismens bannerfører

Vi taler om pietismens bannerfører og igangsætter, Enewald Ewald. Det er ham, vi kan takke for, at pietismen fik sit gennembrud i Danmark. Det var en ny fromhedsbevægelse. Hans forkyndelse og vækkelsesretning nåede endda til selve hovedstaden. Han var skyld i, at der nu kom bevægelse og fornyelse i kirkelivet.

Han blev født i Øster Højst i året 1694. Faderen Nicolai Ewald var fra Bylderup Præstegård, og blev i 1693 gift med Pastor Prætorius datter Mette Magdalene i Øster Højst.

 

En begavet og opvakt præsteslægt

Vores hovedperson er udgået fra en begavet og opvakt præsteslægt som var udbredt i Slesvig Holsten fra Dagebøl i vest til Varnæs i øst.

To af hans fætre, Ewald Ægidius i Bylderup og Bertel Ægidius i Varnæs var salmedigtere og – oversættere. De var i den grad påvirket af åndelige strømninger sydfra.

 

Som 14 – årig havde han læst bibelen 4 gange

Den første uddannelse fik Enewald i hjemmet af sin far. I sin bog Visdoms Kilde, fortæller han, at han allerede som 14 – årig havde læst bibelen fire gange, inden han var blevet 14 år:

  • I min første Ungdom er jeg, dels med mine Forældres Formaninger og Tilskyndelser, dels ved Andres Eksempel, blevet opmuntret til at læse flittig i Bibelen, ja en vis Person gav mig med sit Eksempel Anledning til at læse den ordentlig igennem fra først til sidst, og naar jeg engang havde bragt saadan Bibel – læsning til Ende, begyndte jeg paa ny igen forfra, og paa denne Maade læste jeg denne Bibel 4 gange igennem fra Begyndelsen og indtil Enden, og det inden jeg havde fyldt min Alders 14de Aar.

Siden kom han på Tønder Latinskole, hvor Christoffer Bluhme var rektor. Som student søgte han først til Kiel, siden til Jena og Halle.

 

Tilbage til Øster Højst i 1718

I Danmark kendtes pietismen kun af navn og var genstand for en tåbelig frygt. I Tyskland var bevægelsen allerede meget udbredt. Pietismen satte fokus på den levende tro. Halle var nok pietismens hovedstad.

Hen på sommeren 1718 vendte den unge student tilbage til sit barndomshjem i Øster Højst. Straks kastede han sig ud i, at udbrede det som han havde set og hørt på sin studierejse. Han vakte hurtigt stor opmærksomhed og samlede store skare om sin forkyndelse i Øster Højst.

 

Bibellæsning ude på bøndergårdene

Han holdt bibellæsning og katekisationer ude i landsbyerne, men det kneb efterhånden med plads ude på bøndergårdene. Han fik lov af sin far til at henlægge møderne til selve kirken.

 

Til forhør hos provsten

Men snart fik han også modstandere i sin forkyndelse. Det var blandt andet fra præster på Tønder – egnen. De kaldte ham for en hallensisk kætter og klagede over ham til provsten i Tønder, Samuel Reimarus

Denne provst i Tønder var en af de store, men det fik han aldrig æren for. Dette tilkom hans efterfølger, Schrader. Denne provst Reimarus var ikke modstander af pietismen men det han hørte fra Øster Højst foruroligede ham. Den gamle Nicolai Ewald blev kaldt til tjenstlig forhør i Tønder. Det skete i oktober 1718.

Og faderen kunne berette om, at han var glad for den store tilstrømning til kirken. Han kunne ikke se, at disse møder skadede kirken, tværtimod. Men snart blev også den gamle Ewald udsat for hån, anklager og spot. Det lykkedes også for modstanderne at indvirke til et forbud mod disse møder i Øster Højst Kirke.

Året efter måtte den gamle Ewald igen stille til tjenestelig forhør, da der var blevet indberettet til provsten, at møderne i Øster Højst Kirke fortsatte. Men faderen kunne berette, at siden forbuddet havde sønnen ikke betrådt kirken.

Men den gamle Ewald kunne også fortælle provsten at

  • Med forbud slukker man ikke ild. Allermindst når den brænder i menneskehjerter.

 

Kulde i kirkelivet

Denne pastor Johann Schrader havde været huslærer ved hoffet i København og kendte personligt grev Zinzendorf, herrnhutternes førstemand. Det var dem, der opførte den pietistiske mønsterby, Christiansfeld.

En vækkelsesbølge gik over hele Tønder – egnen. Den skabte røre i mange sogne. Ewalds forkyndelse nåede længere og længere ud og fik større og større tilløb.

Usselhed i verden, kulde i kirkelivet, længsel efter liv og inderlighed har sikkert befordret denne nye vækkelse. Og nu trådte der en mand frem på den rette tid.

 

Borgmesterens far husker pietismen

Mange år senere nedskrev Borgmester Carsten Richtsens far, Hans Richtsen sine erindringer om sin tid:

  • Da professor Ewald, der stod ved Vajsenhuset i København, ligesom også provst Schmidt i Aabenraa, provst Tychsen i Haderslev og flere andre som studenter kom hjem fra Jena og Halle, forårsagede de meget røre, navnlig Hr. Ewald, først i Højst, hans fødeby, dernæst i Løgumkloster, Ravsted, Bedsted og særlig Burkal.

 

Brødrene Brorson støttede pietismen

Nogle af dem, der strømmede var de tre brødre Brorson.

Nikolaj Brorson støttede Ewald, da præsten i Møgeltønder fremkom med en ond beskyldning imod ham. Præsten måtte da også undskylde sine beskyldninger. Han indrømmede at have,

  • faret med usandheder og sladder

I Løgumkloster opholdt H.A. Brorson sig i disse år som huslærer på Slottet og han og Ewald blev meget gode venner.

 

Amtmanden ville ikke have ham som præst

Konferenceråd Lorentz Prætorius, som var født i Burkal blev sendt til Højst, hvor han blev undervist af Ewald. Han ansøger sognerådet om, at Ewald bliver udnævnt til faderens kaplan med udsigt til at blive faderens efterfølger.

Den daværende amtmand i Tønder, J.G. von Holstein som boede i København, hvor han tillige beklædte høje stillinger inden for embeder i stat og kirke var dog ikke begejstret for dette.

To år efter ansøger faderen om, at hans søn bliver efter hans efterfølger. Men også dengang siger amtmanden nej. Både sogn og slægt forsøgte at fastholde Ewald i Øster Højst. Selv var han glad for egnen.

Men i 1727 blev han kaldt til København for aldrig mere at vende tilbage til Øster Højst.

Allerede i 1720 udgav han anonymt Den sande Christendoms rette Grundvold. Året efter var det så Begyndelsens Elementer i de Guds Ord.

 

Pietisme på Tønder – egnen

Nikolai Brorson samlede folk i sin præstegård for at opmuntre dem med psalmer og lovsange. Og det var bevægelsens egne sange, som de sang. Det var trekløveret Brorson fra Randerup, der skabte disse sange. Og her var det særligt H.A. Brorson.

I Tønder udgav Schrader også en tysk salmebog, sikkert inspireret af H.A. Brorson. Og Brorson igen oversatte også nogle af Schraders salmer. Ja de bedste skrev Brorson, da han opholdte sig i Tønder.

 

Christian den Sjette var pietist

Enevold Ewald fik ansættelse som lærer på Vajsenshuset i København. I 1728 blev han udnævnt som vajsenhuspræst. Han vakte fra starten opsigt med sin veltalenhed og de tanker, som han fremsatte.

Jo Christian den Sjette var også tilhænger af den nye bevægelse. Og dem, der fremmede pietismens sag fik vigtige embeder.

  • Nicolai Brorson blev præst ved Nicolai Kirke i København
  • Broder Brorson blev biskop i Aalborg
  • Hans Adolph Brorson blev biskop i Ribe

 

Mod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed

Med liv og sjæl prædikede han imod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed. Heller ikke her i hovedstaden brød præster af den gamle skole sig om den nye bevægelse. Han havde en enestående evne til at finde og præge sine medarbejdere. Snart sprang vækkelsen ud i lys lue og efterhånden måtte gejstligheden tage stilling til Vajsenhusfolkene.

 

Han bliver gift med Madamme Wulff

Efter den store brand i 1728 måtte gudstjenesterne holdes i Ridehuset Nytorv. Her blev en interimistisk prædikestol rejst. Her samledes høje og lave, rige og fattige.

Som hjemme i Øster Højst samlede han folk. Her kom en Madam Wulff født Martens til at spille en stor rolle. Jævne borgere, studenter, lærerdrenge og selv hofembedsmænd samlede sig hos Madam Wulff for at høre de nye kristelige strømninger.

Også hun var fra Sønderjylland. Hendes far var fæstebonde i Oksenvad Sogn, senere degn og lærer i Gråsten. Her fandt Ewald sin tilkommende hustru Maria Wulff.

 

Trange kår i hovedstaden

Ewald var den første, der praktiserede konfirmationsundervisning i København. Det var før kongen, Chistian den Sjette gjorde det obligatorisk.

Men også i hovedstaden voksede modstanden lige som i Tønder Amt. Også indbyrdes i bevægelsen opstod der rivaliseringer. Stridigheder og skuffelser tog hårdt på Enevald

Stridigheder opstod med hovedstadens præster og Enevald måtte flere gange i forhør. Hans senere år i hovedstaden blev trange. Forfølgelse og fortrædeligheder, økonomiske bekymringer og huslige sorger og et skrøbeligt helbred.

Han lukkede sig mere og mere ind i studiekammerets stille verden, hvor han holdt sig for sig selv.

 

Udnævnt til professor

For at bøde på de meget små indkomster ved Vajsenhuset, som han dog ikke ville slippe, påtog han sig anstrengende skriftligt arbejde. Til sidst magtede han dog ikke at skrive.

Men det blev dog til en række bøger og skrifter, særlig opbyggelige, men også af historisk – filosofisk art, som han fik udgivet.

Kong Frederik den Femte udnævnte ham i 1747 til professor.

 

Den berømte søn

Han var hadet eller misundt af adskillige, men elsket af mange. Den nidkære stridsmand døde den 17. november 1754. Da var hans søn, Johannes Ewald kunne 11 år gammel.

Og hvorfor skal vi så lige have dette at vide. Jo det var den senere berømte digter Johannes Ewald. De sønderjyder bragte meget godt til hovedstaden. Det var jo ham, der blandt andet skrev Kong Christian stod ved højen mast.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Sønderjyske Månedsskrift (diverse udgaver)
  • Sønderjysk Årsskrift (diverse udgifter)
  • D. Jørgensen: Johannes Ewald (1888)

 

Hvis du vil vide mere: Om Kirker, præster og åndsliv:

Tønder:

  • Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Et kloster – 15 km fra Tønder
  • Løgumkloster nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Møgeltønder Kirke
  • Præsten fra Daler
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens Folk i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder

Højer:

  • Bryllupsskikke i Højer
  • Højer Kirke

Aabenraa:

  • Kirker syd for Aabenraa
  • Mysteriet i Ensted
  • To kirker i Aabenraa
  • En pastor fra Rise
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Fra Hjordkær til Rødekro

Padborg/Kruså/Bov:

  • Ligvognen fra Bov
  • Livet omkring Bov Kirke
  • Ryd Kloster

Sønderjylland:

  • Flere præster og Godtfolk i Sønderjylland (2)
  • Præster og Godtfolk i Sønderjylland (1)
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Ude mod vest
  • Ballum – dengang
  • Da Christiansfeld opstod

Nørrebro:

  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Begravelser på Assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op
  • Martha – hjemmet på Nørrebro
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Kirker og Mennesker på Nørrebro
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Johannes Kirke
  • Under jorden på Assistens Kirkegård
  • En kirke på Nørrebro (Helligkors Kirke)
  • Samuels Kirke – 100 år

Østerbro:

  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • En engelsk kirke ved Østerbro
  • Garnisons Kirkegård og mange flere

 

 

 

 

 


Østerbros Kirker

Dato: november 11, 2020

Østerbros Kirker

Vi skal besøge Østerbros kirker. Nu gik det ikke altid lige nemt med at bygge disse kirker. Således blev et forlystelsessted overtaget og ombygget til kirke. Det var det bestemt ikke alle, der var tilfreds med. Og så lavede Kirkeministeriet pludselig om på Sognegrænser efter at en kirke var blevet opført. En kunstner ville gerne lave sin altertavle om, men han var for længe om det. Først mange år efter hans død, fandt et menighedsråd ud af, at det kunne da hvis være en meget god ide. Og så var det lige en jernkirke, der var meget kold om vinteren og meget varm om sommeren. Når der var søndagsgudstjeneste, smed børnene sten på bliktaget. Sankt Johannes Kirkens præst på Nørrebro fik lov til at udtage to nye præster. Ja og så var der en præst, der modtog en kirke i sølvbryllupsgave. Bagerst i artiklen har vi en oversigt over 68 artikler om Kirker, præster, åndsliv og kirkegårde, som du kan finde her på siden.

 

 

Sankt Jakobs Kirke

I 1856 blev Sankt Johannes kirke på Nørrebro opført som den første kirke uden for Københavns bymure efter det var blevet besluttet at udvide byen med nye bykvarterer uden for murene. Sankt Johannes kirkes første sognepræst Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye hastigt voksende bykvarterer.

Det ledte til at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs kirke var den anden, der blev opført og den første på Østerbro. Den blev opført i 1876 – 1878 af arkitekten Ludvig Fenger. Han stod også for Sankt Matthæus kirke på Vesterbro, der blev opført to år senere.

Beboerne havde samlet 85.000 kr. ind. Og fra Københavns kommune kom der yderligere 40.000 kr. Kommunen havde også skænket grunden på Østerfælled.

Kirken kostede 175.000 kr. at opføre. Kirken er vel det man kalder moderkirke til de andre Østerbro – kirker.

Området på Østerbro var sparsomt bebygget dog var nærliggende Brumleby blevet opført. Sleve kirken er opført i nygotisk stil med inspiration fra engelsk arkitektur, Bygningen er konstrueret i røde mursten med tårn i øst, tredelt skib og kor mod vest.

Altertavlen er en gentagelse fra 1877 af Carl Blochs opstandelsesbillede i Frederiksborg Slotskirkes bedestol

Man talte dengang om at man nu modsat Nørrebro skulle bygge i et velstående kvarter. Men det var på tide, der kom en ny kirke. Rygter fortalte, at man i Sankt Johannes kirken skulle klare 25 vielser på en gang. Og Johannes havde en bor, der hed Jakob, så det var jo ganske naturligt at denne kirke skulle hedde Jakobs kirke.

I Det Ny testamente berettes der om at Jakob blev henrettet 40 år efter Kristus på grund af sin tro.

Den første præst, Peter Krag blev kaldet til af den meget dynamiske præst fra Skt. Johannes Kirken, Rudolf Frimodt, som næsten videregav sit åndelige testamente til Peter Krag.

Han blev dog også manden bag byens største menighedssamfund som indtil menighedshuset var færdigbygget samledes i Ryesgade skole. Senere da samfundet var vokset fra 300 til 1.200 medlemmer i Bethesdas festsal. Fra menighedssamfundet udsprang Østerbros kirkeligt sociale arbejde.

Over selve hovedindgangen ses et relief af Sankt Jakob med en muslingeskal. Og kirken er vel Østerbros største – med ca. 400 pladser.  Det er et rigt dekoreret træloft. Altertavlens maleri er Carl Blochs ”Opstandelsen” Kirkens orgel er et Frobenius orgel, der i 1987 blev udvidet til 37 stemmer.

Mellem 1985 og 1987 var kirken igennem en omfattende restaurering. Trælysekronerne er fra 1928. Forbilledet er fra Fødselskirken i Betlehem.

Under restaureringen blev der ophængt yderligere fem ottekantede messinglysestager.

Tænk engang at tårnet er 55 meter højt. Og kirkens tårnur er oprindeligt fra Københavns Hovedvagt.

Ved siden af kirken ligger præsteboligen opført samtidig med kirken. Sankt Jakobs sognegård blev opført i 1901 og restaureret i 1983 – 84. Den rummer store og små mødelokaler samt kordegnekontor.

 

Lutherkirken

Søndag den 15. december 1918 blev en ny kirke indviet på Østerbro til minde om 400 året for Reformationen. Og det var af biskop Ostenfeld. Den smukke bygning skyldes et samarbejde mellem arkitekterne professor Martin Norup og Julius Smith. Hvis man kigger ind i kirken, kan man godt lede tankerne hen til rådhushallen.

Indvielsen foregik under festlige former allerede tidligt på formiddagen. Kongen, dronningen, enkedronningen og flere af kongehusets øvrige medlemmer var forsamlet i kirken. Ikke mindre end 40 præster i ornat gik i procession op ad kirkegulvet.

Kirken er bygget i røde mursten og har stilelementer fra såvel romansk som gotisk arkitektur. Over det teglhængte tag rejser sig en ottekantet tagrytter med spir. De falsede vinduer er store og rundbuede.

Indvendigt er kirken overdækket med et fladt kassetteret betonloft. Der er politurer i kirkens bagerste del. Af hensyn til den underliggende krypt er koret hævet hele ottetrin over skibet.

Under Anden verdenskrig anvendtes denne krypt til beskyttelsesrum og til sidst også som illegal operationsstue. Den hvide rose, som var Luthers våbenmærke genfindes som udsmykningselement flere steder i kirken.

Korets fem glasmosaikvinduer, der fremstiller syndefaldets historie, udgør baggrunden for alterets gyldne krucifiks. De er udført af Martin Nyrops datter, Ernestine Nyrop.

Uden for kirken står en figur af reformatoren Martin Luther udført af billedhuggeren Rikard Magnussen. I sidebygningen til kirken mod Randersgade findes i dag to store mødelokaler, børnehave, kordegnekontor og præstebolig.

Orgelet er bygget af Frobenius i 1918 og er på 26 stemmer. Der er 500 siddepladser i kirken.

Rosenvængets sogn blev udskilt fra Sankt Jakobs sogn i 1912. Den nye menighed samledes med sin præst til gudstjeneste henholdsvis i Davids kirken og i Frihavnskirken indtil menighedshuset blev opført i 1914. Heri findes en sal, der kan rumme 250 mennesker og som var kirkesal fra 1914, indtil kirken stod færdig i 1918.

Kirken med menighedshus har kostet 380.000 kr. De er tilvejebragt ved Kirkefondets indsamlinger i hele landet, en kollekt i anledningen af reformationsjubilæet. Byggeriet blev forsinket på grund af mangel på byggemateriale under Første verdenskrig.

 

Davids Kirke

Davids sogn er under Sions søndre sogn udskilt fra Sions sogn i 1908. Indtil kirkens indvielse i 1910 holdtes gudstjeneste i Sions Kirke.

Davids Kirke blev bygget af ”Foreningen til Smaa Kirkers Opførelse i København” efter tegning af arkitekt Johan Nielsen, der ud over andre kirkeprojekter som f.eks. Blågårds Kirke senere var med til at bygge Paladsteatret.

Byggesummen var 100.000 kr. Kirken blev ved indvielsen overdraget til Kirkefondet med henblik på vedligeholdelse og præsteansættelse. Davids Kirke er af hensyn til sin placering i flugt med husfacaderne i Koldinggade orienteret med indgang i syd og kor i nord. Den er opført i røde håndstrøgne mursten på granitsokkel og er dækket af rødt tegltag.

Ved et 29 meter højt klokketårn er kirken sammenbygget med naboejendommen mod sydøst. Over indgangsportalen, som flankeres af koblede romanske halvsøjler, er der indsat et stort rosevindue. Gavlen krones af et kortstrammet granitkors.

Loftet er et tøndehvælvet mørkebrunt og udskåret træloft. Davids Kirke adskiller sig fra andre kirker ved at være opbygget omkring et helt sæt færdigt kirkeinventar.

Altertavle, døbefonten i grøn porfyr og alterbord og prædikestol i bemalet træ fulgte nemlig med kirkens første præst Enrique With fra Mariæ Kirkesal. Denne midlertidige kirke var i perioden 1898 – 1908 indrettet i ”Valkyrien”, et tidligere danseetablissement på Vesterbrogade 17.

Det var arkitekten Valdemar Koch, der stod for kirkesalens ombygning og inventar. Huset findes stadig og er i dag hjemsted for den færøske hjemstavnsforening.

Alterbilledets motiv ”Mariæ bebudelse” er Joakim Skovgaards forarbejde til hans store bebudelsesbillede i Helligåndskirken på Strøget.

Den oprindelige karton blev skænket til Mariæ Kirkesal af biskop Skat Rørdam. Kartonen blev senere erstattet af en kopi, udført af kunsternes søn, Johan Thomas Skovgaard. En anden udgave af samme motiv findes i Sankt Lukas kirke på Frederiksberg, som også er tegnet af Valdemar Koch. Valget af netop dette motiv er måske inspireret af, at Koch tidligere havde arbejdet for arkitekten Daniel Herholdt under restaurering af Helligåndskirken.

Navnet Davids Kirke stammer sandsynligvis fra citatet over bebudelsesbilledet:

 

  • Gud Herren skal give ham Davids hans Faders Trone.

 

Det var den mindste og billigste af alle kirkesagens stationære kirker. De gamle bænke er erstattet af løse stole. Kirken havde fra 1928 til 2015 regelmæssig haft gudstjenester på grønlandsk. Det skyldtes at kirkens forhenværende sognepræst Erik Balslev-Clausen gennem 25 år var næstformand i Den grønlandske kirkesag.

Det siges at kirken havde 500 siddepladser. Det kan man nu ikke forestille sig. I dag har kirken 125 siddepladser.

 

Hans Egedes Kirke

Davids Østre Sogn er udskilt fra Davids Kirkes sogn i 1923. Indtil den havde fået sin egen kirke holdt menigheden gudstjeneste i Davids Kirken og Luther kirken. Den nye kirke fik sit navn til minde om Grønlands apostel, Hans Egede, med anledning i 200 års – jubilæet for dennes ankomst til Grønland i 1721.

Den er bygget som en del af et trefløjet kompleks på en grund, som Kirkefondet ejede på hjørnet af Vardegade og Øresundsgade (som Vordingborggade dengang hed). Vareskurerne som tidligere stod her, blev revet ned og gav plads for en velgennemtænkt udnyttelse af hjørnegrunden ved arkitekterne Wittmaack og Hvalsøe.

Allerede i 1923 blev menighedshuset opført med boliger og foreløbigt kirkerum i den nuværende menighedssal. Men først i 1930 stod hele bygningsværket færdigt med kirken mod nord, sammenbygget med menighedshuset og de oprindelige to boliger for graver og en præst. Det havde da kostet 255.000 kr., indsamlet af Kirkefondet, søstermenigheder på Østerbro og selve Hans Egede menighed.

Kirken er opført på sumpet grund af saneringsopfyld, nær Øresund. Den er opført som en palæbygning i røde mursten med hjørnepilastre, glatte gavle og let opskalket tegltag. Midt på taget rejser der sig en ottesidet tagrytter med lanterne, som bærer et slankt kobbertækt rytterspir.

Vinduerne er store og rundbuede i en stil, der lige som de fleste øvrige træk er hentet fra dansk barokarkitektur omkring 1700. Under vinduet i vestgavlen er der en portal af kalksten med kvaderbosserede sider kronet af to siddende engle, der flankerer en mindetavle for Hans Egede.

Det hvidkalkede kirkerum dækkes af et nærmest romansk tøndehvælv af træ. Over indgangen er der et orgelpulpitur og langs sidevæggene er der pulpiturer i espaliertræ. Alt træværk i kirkerummet er ludbehandlet. Bag rækken af piller, der bærer pulpiturerne, kan fløjene åbnes ind til de tilstødende lokaler. Korpartiet er hævet tre trin over den øvrige kirke.

Kirkens døbefont var oprindelig en træfont i nyklassisk stil, som stammede fra Michaeliskirken i Fredericia. Den nuværende font er fra 1955 og udført i grønlandsk marmor.

Kirkekompleksets to fløje med henholdsvis mødelokaler, præstebolig og kontorer har gennemgået omfattende istandsættelser i 1955. Graverboligen blev nedlagt i den forbindelse og benyttes i dag til kontorer.

Der er 240 siddepladser i kirken.

 

Sions Kirke

Den 27. september 1896 blev Sions Kirke indviet ved Sjællands biskop i nærværelse af kongehuset. Og Skt. Jacobs menighed havde skænket 70.000 kr. Og det var i anledning af pastor Krags sølvbryllup.

Københavns kommune skænkede byggegrunden.

Tegningerne til kirken er udført af arkitekt O.V. Kock. Murene er opført af røde håndstrøgne sten med rigelig anvendelse af kridtsten fra Stevns. Maler Poul Steffensen har udført og skænket altertavlen. Maleren brugte lokale modeller.

Taget er dækket af fransk skifer.

Døbefonten har relieffer af billedhuggeren Anders Bundgaard, skaberen af Gefionspringvandet.

Ved indvielsen talte man om 700 siddepladser, men mente at kirken kun rumme 1.000 mennesker. Men i dag er der 400 siddepladser i kirken.

Ved indvielsen var der heller ikke råd til tårn og spir men kun til en tagrytter, hvori klokken blev anbragt. Tårnet er tegnet af Kristoffer Varming og er tilføjet kirken i 1921. Det var en gave fra fabrikant H.V. Christensen til pastor E. Borregaard.

Den første præst var pastor Obel.

I Nyborggade 4 ligger Bethania, Sions Kirkens menighedshus, der er opført i 1903. I en tilbygning til kirkens korgavl findes sakristi, mødelokaler og kordegnekontor som alle er opført og indrettet i slutningen af 1960’erne.

Sions sogn er udskilt af Sankt Jacobs sogn i 1896. Det var den anden kirke, der blev bygget i det ny Østerbro kvarter.

 

Kildevældskirken  

For lidt over 100 år siden var der 380.000 indbyggere i København, 18 kirker og 49 præster. Der var store forskelle mellem de enkelte sogne. Et par sogne nåede over 60.000 mennesker. Det Københavnske Kirkefond blev dannet på privat initiativ og sørgede for, at der blev bygget nye kirker og dermed grundlagt nye sogne.

Det skete ved en slags knopskydning. Først en kirke, så blev der udskilt et sogn fra en kirke osv. I 1920’erne var Sion Sogn blevet det næststørste sogn i København. Man begyndte derfor i 1925 at lægge planer for at bygge Kildevældskirken og en komité blev nedsat til dette formål.

Kirkefondet påtog sig at skaffe grunden og købte den af vinhandler Teilmann, der meget gerne så, at der lå en kirke på dette ”tiloversblevne” stykke jord, thi på den måde blev kirken genbo til den store flotte stiftelse han havde oprettet og givet navnet ”Frederik den Ottendes minde”.

Kildevældskirken blev indviet den 2. oktober 1932.

Kildevældskirken er en typisk Kirkefondskirke i den forstand, at den er en ”arbejdskirke” med kryptlokaler til det vidt forgrenede menighedsarbejde, som dengang udfoldede sig blandt alle aldersgrupper, og gjorde kirken nærværende i sognet også i hverdagene.

Foruden alt det som skete og sker i kirke og krypt, kan det fortælles, at tilblivelsen af ”Kildevæld Sogns Plejehjem og ”Søster Andreas Hjem for Tunghøre”, der blev indviet den 13. maj 1975 først og fremmest skyldes den indsamling og det utrættelige arbejde sognepræst ved Kildevældskirken Otto E. Helms udførte igennem adskillige år.

Arkitektens valg af materialer såsom røde teglsten, naturfliser og plankegulv giver sammen med bygningsmæssige fif indtryk af ælde og soliditet.

Alterbilledet er malet i 1930 af arkitektens far, professor Oscar Matthiesen.

Under kirkerummet findes krypten, som tidligere var indviet til kirkesal, men som nu er lokaler til kirkens mødeaktiviteter. Kordegnekontoret ligger i den ene af kirkens korsarme.

I dag er det 350 siddepladser i kirken. Oprindelig var der 600 siddepladser i kirken.

Kildevælds sogn er udskilt af Aldersro og Sion sogne i 1930. Kirken ligger som en romansk landsbykirke ved lille Kildevældssø. Og intet mindes om den voldsomme kirkepolitiske fejde dens opførelse udløste i 1930.

Og så man ud af at byggegrunden lå i Aldersro sogn og ved grænsen mellem Sion og Aldersros sogne. Sions menighed skaffede 92.000 kr. til opførelse af en ny kirke i sognet. Kirkefondet samlede 150.000 kr. ind.

Byggesummen beløb sig til 267.739 kr. Pludselig meddelte Kirkeministeren en omlægning af sognegrænserne med kongelig resolution, hvoraf det fremgik at Kildevælds sogn skulle tillægges halvdelen af Aldersro sogn og kun en meget lille del af Sions sogn.

Man havde således samlet ind på falske præmisser for at afhjælpe situationen i Sions sogn. Kirkefondet som ejede kildevældskirken nedlagde veto mod at kirken benyttedes ud fra de ændrede præmisser.

Af hensyn til det sociale kirkelige arbejde i området måtte krypten højest anvendes som midlertidig t prædikenlokale, mens alle kirkelige handlinger skulle henlægges til nabokirkerne.

Kirkeministeriet indgik hårdt trængt den kompromisløsning med Kirkefondet, at en del af Aldersro sogn overgik til Sankt Jakobs sogn og en tilsvarende større del af det oprindelige Sions sogn tillagdes Kildevæld sogn mod at krypten blev indviet til gudstjenestebrug i 1931. Den egentlige kirke blev så først indviet i 1932.

Kirkefondet ansatte andenpræsten mens sognepræsten arbejdede på Kirkeligt Centrums linje. Dele af sognet er senere udskilt til Lundehus sogn.

 

Esajas Kirke

Dengang den 7. januar 1903, da grundstenen blev lagt hed Malmøgade, Upsalagade. Bygningens underbygning stod færdig samme år. Men først i 1911 begyndte man på bygningens fuldførelse.

Sognet var i mellemtiden blevet så stor at man fik en anseelig kirke.

I 1903 blev man udskilt fra Skt. Jakobs sogn. I første omgang var det tale om en såkaldt Kryptkirke. Den gik under navnet ”Den underjordiske kirke”. Den kunne rumme 450 mennesker og her var altid ”stoppende fuld”. Den midlertidige kirke blev betalt af penge i9ndsamlet i Sankt Jakobs sogn og en nystiftet kirkekomité.

Den fungerede som kirke indtil 1912, hvor man så havde samlet 112.000 kr. ind så man kunne opføre den ”overjordiske” kirke.

Esajas Kirke ligger i dag som en majestætisk mastodont midt i et provinsielt kvarter omgivet af byggeforeningshuse, herskabslejligheder, en skole og børneinstitutioner og kigger ud over Holmens Kirkegård, Østre Anlæg og Sortedammen.

Det er en anseelig korskirke. Stilarten er vel nærmest romantisk. Arkitekten Thorvald Jørgensen var vant til monumentale byggerier. Han stod bl.a. for det tredje Christiansborg. som vi har i dag.

I 1912 rykkede gudstjenesten op i det øvre kirkerum. Krypten blev overtaget af menighedssamfundet som mødesal.

Kirkens indre er meget lyst, dels fordi det er hvidkalket, dels på grund af lyset fra vinduerne i det pyramideformede tårn over korsskæringen. Midtskib og korsfløje dækkes af tøndehvælv. Alle kirkens hvælvinger er af træ.

Koret er hævet fire trin over skibets gulv. Som altersmykning fungerer en glasmosaik fra 1914 af Joakim Skovgaard.

Siden 1932 har der været tradition for at den kirkelige retning ”Tidehverv” har været knyttet til kirken. I dag er det plads til 700 i kirken.

 

Nazareth Kirke

På en smal men dyb grund i Ryesgade skulle Victor Nyebølle bygge en kirke. Stedet er omgivet af høje bygninger. Kirken får også kun lys et sted fra. Men det giver en særlig stemning. Arkitekten fik dengang store roser for sin indre udsmykning af kirken.

Kirken stod færdig i 1904 og havde kostet 138.890 kr. Den var opført helt uden tilskud fra stat og kommune.

Nazareth sogn blev udskilt af Sankt Johannes sogn på Nørrebro i 1900. Oprindelig var distriktet opdelt i to sogne. Den ene siden 1905 har udgjort Fredens sogn.

Arkitekten var tydeligvis inspireret af Norditaliens romanske kirker. Indvendig dækkes skibet af et kassetteret bjælkeloft og har kun vinduer mod nordøst mens det fire trin hævede kor har vinduer i begge sider.  Langs de tre af væggene er der pulpiturer i træ. Bænkene er forsynet med gotiserede gavle.

Under kirkerummet er der en høj krypt, så selve kirkerummet ligger betydeligt over gadeniveau. I krypten er der menighedslokaler og andre rum.

Indtil der var indsamlet penge nok til en stenkirke, opstillede Kirkefondet i 1891 – 92 en midlertidig kirke på fabrikant Nyrops grund i Ryesgade 105. Efter engelsk forbillede anvendte man en slags færdig fremstillet samlesæt i bølgeblik importeret fra London.

Jernkirken i Ryesgade havde plads til 800 mennesker og kostede 25.000 kr. Det fortælles at den var glohed om sommeren og iskold om vinteren. Børn kastede sten på bliktaget under søndagsprædiken. Kirken var den allerførste af de mange midlertidige vandrekirker, Kirkefondet lod opføre i København og senere i hele landet, mens lokale kirkebyggekomiteer samlede penge ind til at bygge permanente kirker.

Jernkirken i Ryesgade havde status som ”midlertidig hjælpekirke” eller ”distriktskirke” for 14.000 af Sankt Johannes sogns dengang 63.000 indbyggere. I 1902 kunne jernkirken vandre videre ud på Nørrebro, hvor den indtil 1914 gjorde tjeneste som foreløbig kirke for Simeons sogn. Kirken har i dag plads til 550.

Nazareth og Fredens sogne blev i 1989 slået sammen til et fælles pastorat. De to kirkers menigheder er præget af stor opslutning af KTS (Kristelig Forening for Studerende).

 

Fredens Kirke

Fredens Kirke ligger der, hvor før forlystelsesstedet ”Sortedamslund” lå. I slutningen af 1800-tallet var her danselokale, keglebane og restauration.

At forvandle et forlystelsessted til kirke sådan som det også var tilfældet med Valkyrien på Vesterbro forårsagede en voldsom debat mellem Folkekirkens højre – og venstrefløj. Resultatet var, at Grundtvigianerne trak sig ud af samarbejdet med Kirkefondet af etiske grunde.

 

Det er Kirkefondet, der har stået for byggeriet. Og det er arkitekt L. Knudsen, der har stået for det. Således er det tale om ombyggede lokaler.

Byggegrunden kostede 130.000 kr. Og selve ombygningen kostede 30.000 kr. Kirken modtog mange værdifulde gaver, deriblandt orgelet og døbefonten. Kirken havde dengang 600 siddepladser. I dag er der ca. 350 siddepladser.

Fredens Kirke var tænkt som en aflastningskirke for den såkaldte jernkirke i Ryesgade. I 1906 fik kirken tillagt en tværfløj i to etager, der indeholdt våbenhus og sakristi. På anden sal kom der en menighedssal samt et centralt placeret spinkelt tårn, tegnet af Martin Nyrop.

Da undertegnede en overgang kom meget her i lokalerne i forbindelse med organisationen IKON (Information af Kristendom og Nyreligiøsitet) synes jeg at kunne huske, at man kunne se resterne af keglebanen og madelevatoren. Men det er vel efterhånden 15 – 20 år siden.

 

Frihavnskirken

Sognet blev udskilt fra den østre del af Sank Jacobs sogn i 1905. Grunden blev skænket af Det Classenske Fideikommis på Kirkefondets foranledning. En indsamling på 125.000 kr. betalte for opførelsen. En lokal kirkekomité samlede ind til et menighedshus ved siden af kirken.

Kirken er opført af Thorvald Jørgensen, og det er ham bag det tredje Christiansborg. Grundens placering og bygherrens ønsker om disposition over ekstra lokaler gjorde opgaven vanskelig. Det hindrede normal symmetri i kirkeanlægget.

Anlægget er en slags forløber for vore tiders kirke- eller kulturcentre med en kirkesal og mange omgivende rum til aktiviteter af mere eller mindre kristeligt tilsnit.

Selve kirken består af et rektangulært langhus med længdeaksen nord-syd af hensyn til placeringen mod Willemoesgade og har tårn med løgspir ved nordøsthjørnet. Den er af røde mursten i en fri gendigtning af 1700-tallets danske barokarkitektur.

Den store hvidkalkede og tøndehvælvede kirkerum virker i dag lidt nøgternt, men har oprindeligt været forsynet med pulpiturer og bænke i mørkt træ. Fra menighedslokalerne i første og anden etage i tværfløjen kunne der efter Kirkefondets sædvane tidligere åbnes ind til kirkerummet.

Korpartiet er hævet tre trin over den øvrige kirke og Afskærmet fra skibet ved hjælp af en korskranke af kridtsten. Kirkens oprindelige alterbillede fra 1905 er der stadig. I 1970 blev bænkene erstattet af læse stole. I dag er det plads til 220 i kirken.

Kirken blev i dens første år en ”frihavn” såvel for samfundets fattigste som for dem, der stod i udkanten af folkekirken. Det skyldtes kirkens første præst H.P. Mollerup, der af sognepræsten ved Sankt Jakobs Kirke, Peter Krag, blev kaldt hjem fra sit embede som sømandspræst i England for at være med til at bygge menighedslivet op omkring Frihavnskirken.

Mollerup stiftede Østerbros Blå Kors Hjem, var formand for den danske afdeling af Evangelisk Alliance og medstifter og chef for Kirkens Korshær.

 

Taksigelseskirken

Aldersro sogn er udskilt af den østlige og yderste del af Sankt Stefans sogn og den vestlige og yderste del af Sions sogn i 1908. Dengang boede her 3.000 mennesker som hovedsagelig arbejdede på fabrikker.

I 1921 blev der bygget nye beboelsesejendomme. Antallet af beboere var nået op på 10.188. Og i 1931 var man kommet op på 21.000 indbyggere. Det betød, at en del af sognet blev til kildevælds sogn.

Den 27. september 1908 blev Aldersro kirke i Aldersrogade indviet. Den var bygget på en grund skænket af tømrermester Tesch. Det var en såkaldt vandrekirke ejet af Kirkefondet. Vandrekirken var tegnet af arkitekt Aage Bugge og opført i træstillads med påsømmede plader af en blanding af affald fra kokosnødsskaller og gips, den såkaldte kokolith. Kirken havde ca. 300 faste og 50 løse siddepladser. Døren ind til sakristiet kunne åbnes til endnu godt 50 pladser.

I 1905 – 1908 havde denne kirke tjent som midlertidige kirke for menigheden til den senere Mariedalskirke på Nitritvej på Frederiksberg. Ved genbrugen af vandrekirken i Aldersro sogn blev den udstyret med et tårn.

Da efterfølgeren, den nye Taksigelseskirke blev taget i brug i 1927 udlåntes vandrekirken til et mekanikerværksted. I 1931 blev kokolithkirken købt af den katolske menighed i Tåstrup, som gav den navnet Sankt Pauls Kirke. Man beklædte den med bjælker udvendigt. I 1990’erne blev kirken solgt videre til den koptiske menighed i Danmark og hedder nu Sankt Maria og Sankt Marcus Kirke.

Efter at Kirkefondet i en årrække havde samlet sammen til opførelsen af en stationær kirke gennem de såkaldte 10-øreindsamlinger i alle landets sogne kunne den nye kirke indvies i 1927.

Denne havde da kostet 400.000 kr., hvoraf grunden alene stod i 60.000 kr. Kirken er tegnet af Frederik Kiørboe som en moderne og nøgtern udgave af en middelalderkirke med gotiske træk.

Kirkens nuværende navn er valgt for at give udtryk for taknemlighed over Sønderjyllands genforening med Danmark – og for at Danmark ikke blev inddraget i Første Verdenskrig.

Bygningen er opført i røde sten og består af et højt langhus med bemærkelsesværdig rund apsis og sideskibe, der omkranses af tre par ”kapeller” vinkelret på kirkeskibet med gavle mod sydvest og nordøst.

Indvendig er kirken hvidkalket og streng i sin mangel på udsmykning. Midterskibet overdækkes af en tøndehvælv. Tre arkader i hver side åbner sig med de smalle sideskibe. Kirkens altertavle forestiller ”Kristi Genkomst” og ”Dommedag”

Den oprindelige altertavle til Aldersro Kirke var ”Den Spedalske” malet af socialisten og arbejdermaleren Aksel Jørgensen. Maleriet skulle vise Jesus som den humane og barmhjertige. Maleren brugte altid modeller til sine malerier. Og der var også genkendelige fra søndagsskolen dengang. Det var naturligt.

Han skulle også lave altertavlen til den ny kirke. Men nu ønskede han, at den skulle udvides. Han rejste til Italien for at lade sig inspirere. Men i 1937 var menighedsrådets tålmodighed opbrugt. De meddelte kunstneren, at de ikke længere ønskede hans alterbillede og sendte det retur. Det stod i mange år i Axel Jørgensens atelier på Charlottenborg, hvor han virkede som professor.

I 2007 besluttede Taksigelseskirkens menighedsråd at genskaffe og genopsætte altertavlen på dens gamle plads. Det lykkedes at skaffe de økonomiske midler hertil, og ved indvielsen den 11. maj 2008 kunne man igen opleve ”Den spedalske” placeret som i 1927.

Aksel Jørgensens visionære tilføjelser var dog ikke kommet med. Niels Henrik Kirkegaard blev bedt om på baggrund af Axel Jørgensens detaljerede skitser at arbejde videre med det.

Syv nye billedfelter blev tilføjet. Ved en gudstjeneste den 2. marts 2012 blev den helt nye altertavle markeret.

Under kirkerummet er der en stor krypt. Den rummer mødelokaler og et kordegnekontor, som indtil for få år siden indeholdt altermaleriet fra kokolithkirken, et kolossalt freskomaleri af hjortene, der drikker af livets kilde.

Bag kirken er der typisk for kirkens opførselstid en menighedsbørnehave. I kirken er der plads til 500.

 

Lundehus Kirke

Lundehus Sogn har ”naturlige” grænser og afgrænses mod syd og vest væsentligt af banelinjerne mod Hellerup, Svanemøllen og Farum. Mos øst af Ryvangens naturpark og mod nord er sognegrænsen kommunegrænsen mod Gentofte Kommune.

Lundehus Sogn blev i 1938 udskilt fra Bispebjerg Sogn, som området havde tilhørt siden 1927, hvor den første del af Grundtvigskirken var blevet indviet. Bispebjerg Sogn blev ved den lejlighed udskilt fra Brønshøj Sogn med den gamle middelalderkirke fra omkring 1180. Området omkring den gamle Emdrup landsby var i århundreder det yderste mod øst i det store Brønshøj Sogn, der strakte sig fra Damhussøen til Øresund.

I løbet af 1930’erne var lejlighederne i Ryparken blevet opført, og der opstod blandt beboerne et ønske om egen kirke. Fabrikant Julius Hansen, hvis trikotagefabrikker lå mellem Gartnerivej og Bomhusvej, stillede en grund og en bygning til rådighed. Det var den første Lundehus Kirke.

Bygningen ligger stadig på Rygaards Allé, og er en del af Københavns Kommunes børneinstitution ”Rypen” (tidligere ”Lillegården”).

Dette var en midlertidig ordning. Menigheden begyndte hurtigt at samle ind til en mere permanent kirke. Dengang kunne kirkebyggeri ikke finansieres over kirkeskatten. På grund af byggerestriktioner i tiden efter krigen måtte lånet af bygningen på Rygårds Allé imidlertid forlænges.

Først efter næsten 20 år stod den nye Lundehus Kirke færdig i parkområdet ved Strødamvej – en grund, som Menighedsrådet på næsten mirakuløs måde havde fået lov til at købe af Københavns Kommune. Kirken blev indviet den 1. december 1957.

Kirkens arkitekt Holger Jensen valgte at bygge en pyramideformet kirke, hvor klokketårnet indgår som en åben del af taget. Ideen er, at kirken udefra skal minde om et sømærke af den slags, man se ved den jyske vestkyst. Kirken er således tænkt som et fast punkt og et pejlemærke i sognet.

I 2007 ønskede menighedsrådet en ombygning. Ombygningen var nu ikke så ligetil. Nu er der pludselig kommet mere lys og kirkehaven er indtænkt i selve kirken.

 

Kastelskirken

Kirken var oprindelig forbeholdt Kastellets garnison, men fik i 1902 et civilt sogn. Kastelskirken fejrede 300-års jubilæum i 2004.

På Hendrick Ruses plan over Kastellet fra omkring 1661 er indtegnet en bygning, der minder om en kirke. Men der blev ikke opført en kirke, og der var heller ikke planer om det dengang.

Nord for Artilleristok havde Ruse opført et kommandanthus. Huset beskrives som havende grundmuret kælder, to etager bindingsværk. Omkring 1666-67 stod bygningen ubenyttet hen, indtil flyttede ind et sted mellem 1672 og 1676. Kirken lå på 1. sal med udvendig trappe.

Der var ellers lavet tegninger over noget, der lignende den nuværende kirke. Men den bygning blev ikke udført. Ombygningen blev ikke udført, man nøjedes med at reparere nødtørftigt, i venten på en ny og større kirke.

I 1697 blev der foreslået en kirke, der hvor den ligger i dag. Byggeriet blev sat i gang i 1703 under ledelse af ”entreprenør” Domenico Pelli og blev afsluttet i 1704. Kirken blev indviet den 26. november.

Der findes en grundig beskrivelse af kirken fra 1709 som giver et grundigt indtryk af, hvordan kirken så ud dengang. Tårnet havde to klokker og et ur.

Hvornår kobbertaget udskiftes med tegl vides ikke, måske i 1722, hvor der også kommer kvistvinduer – to på hver langside og et på hver korside – måske i 1725, hvor fængslet bygges til. Kvistvinduerne forsvinder igen ved den store ombygning i 1857.

Fængslet som i 1725 bygges til kirkens vestside, spærrer for de fire vestvendte vinduer. Men ikke mere end at der stadig falder noget lys ind på det vestre pulpitur. Der blev konstrueret et system af lydkanaler fra kirken ind i fængslet, så fangerne kunne følge gudstjenesten fra deres celler.

Fra 1750 til 1850 hører man næsten ikke noget om kirken. Arkivet gik tabt ved den engelske besættelse af Kastellet i 1807. I 1857 skete der en stor ombygning af kirken. I 1880 ændres nordportalen så den kommer til at ligne østportalen.

I 1895 spreder en brand i fyrrummet sig til taget, der må være blevet delvis udskiftet.

I 1985 begyndte en omfattende restaurering af bygningen. Tagkonstruktionen viste sig at være angrebet af svamp. Store dele af træværket måtte udskiftes. En del murkronen måtte ommures.

Præste- og menighedsrum blev indrettet i det tidligere fængsel.  Kirken blev genindviet i marts 1987. I 1988 modtog kirken Europa Nostras bronzeplakette for restaureringen.

I dag står Kastelskirken som en enkelt barokbygning uden den store udsmykning. Murværket er kalket gul og taget er tækket med sortglasserede tegl. Tårnet er nærmest en tagrytter som er beklædt med kobber.

Selv om østdøren ikke længere er spærret, er det nordindgangen, der normalt benyttes. Nordindgangens portal fra 1880 er bevaret. Kirkerummet virker nærmest spartansk uden de store udsmykninger. I 1859 leverede Marcussen og Søn et nyt orgel godkendt af organisterne J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade. Men der fulgte senere to andre orgler.

Kirkeskibet er fregatten Jylland. Det er udført af Gorm Clausen fra Marstal i 1930.

 

Kilde:

  • Illustreret Tidende
  • Anne-Mette Gravgaard: Storbyens virkeliggjorte længsler
  • Danmarks Kirker bd. 2 Kastelskirken
  • Torsten Cumberland Jacobsen: Kastelskirken i 300 år 1704-2004
  • sanktjakobskirke.dk
  • Kirkernes hjemmesider
  • dengang.dk -div. Artikler
  • dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.670 artikler. Hvis du vil vide mere om kirker, præster, tro og åndsliv så se her:

 

  • Under Østerbro (92 artikler):
  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • En engelsk kirke ved Østerbro
  • Garnisons Kirkegården
  • Garnisons Kirkegården – endnu mere
  • Krigergraven på Garnisons Kirkegården

 

  • Under Nørrebro (293 artikler):
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Begravelser på Assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op
  • Martha – hjemmet på Nørrebro
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Johannes Kirke
  • Under jorden på Assistens Kirkegård
  • En kirke på Nørrebro (Helligkors kirke)
  • Samuels Kirke – 100 år
  • Præster og døden på Nørrebro

 

  • Under København (180 artikler):
  • En præst fra Brønshøj
  • Vesterbros kirkehistorie
  • Begravelser – dengang
  • Død eller skindød

 

  • Under Andre Historier (65 artikler):
  • Var Danmark ”brutale” over for Grønland? (Hans Egede)

 

  • Under Sønderjylland (194 artikler):
  • Hvem ejede Brede Kirke?
  • Flere præster og godtfolk 1-2
  • Flere præster og godtfolk (revideret udgave)
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Ude mod vest
  • Ballum – dengang
  • Præsten fra Ballum
  • Da Christiansfeld opstod
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Egen kirke og kirkestald på Als

 

  • Under Aabenraa (158 artikler):
  • En salmebog fra Varnæs
  • En degn fra Varnæs
  • Bryllup i Varnæs
  • Kirker – syd for Aabenraa
  • Mysteriet i Ensted
  • To kirker i Aabenraa
  • En pastor fra Rise
  • Fra Hjordkær til Rødekro
  • Rise sogns historie

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
  • Ligvognen fra Bov
  • Livet omkring Bov Kirke
  • Ryd Kloster
  • Under Tønder (269 artikler):
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Et strejftog af Burkals historie
  • Emmerske Bedehus og Skole
  • Turen går til Sæd – Ubjerg
  • Visby – nord for Tønder
  • Brorsons Trykkeri i Tønder
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Et kloster – 15 km fra Tønder
  • Løgumkloster – nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Møgeltønder kirke
  • Præsten fra Daler
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens folk fra Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder 1-2
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

  • Under Højer (76 artikler):
  • Den sure præst fra Højer
  • Bryllupsskikke i Højer
  • Højer Kirke

 

 

 


Post til Øster Højst

Dato: juni 11, 2017

Post til Øster Højst         

Postmængden kunne være i en skuldertaske. Det var lange postruter, og landposten gik. Postføreren kom med hestevogn fra Bylderup. Og behovet var 4 punch om dagen. Centralen blev taget i brug i 1898. Forsendelserne voksede. Der kom bedre transportmidler. Og det endte med en Renault 4. Posthuset forsvandt fuldstændig. Vi kigger også på bogen: ”Højst Sogn gennem tiderne”.

 

Det kunne være i en skuldertaske

Landposten dengang havde ikke en postbil, knallert eller andet. Han gik rundt med sin knortekæp i hånden. Navnlig ved vintertide kunne han være udsat for ufremkommelige veje. Nu var postmængden ikke så stor. Han kunne sagtens have det i sin skuldertaske.

Postsagerne dengang bestod almindeligvis ikke af mere end et par enkelte af datidens små blade og nogle breve. Og bladene, ja de kom månedlig eller ugentlig. Disse blade var ikke nær af samme omfang som vi ser i dag. Men de var ret populære og gik fra nabo til nabo. Og det kunne godt gå lang tid, inden at bladet var nået hele nabolaget rundt.

 

Lange postruter

Landpostruterne var lange og spændte over et stort område. Når posten startede om morgenen til fods, kunne det til tider blive sent, inden han nåede tilbage. Det skete heller ikke så sjældent, at han under dårligt vejr, søgte hen til skolen, hvor børn fra yderdistrikterne fik post med hjem.

Dette sparede landposten for mange vanskelige strækninger. Men nu skete der mange gange her ude på landet, at naboerne tog posten med hjem til hinanden.

 

De første to punch

Indtil 1920erne blev postsager transporteret til Øster Højst med hestevogn fra Bylderup Bov station. Dertil kom posten med tog fra enten Tinglev eller Tønder. Postkøreren havde bopæl i Bylderup. Han skulle foruden postkørslen også sørge for omdelingen til fods i Øster Højst.

Når han startede om morgenen fra Bylderup Bov til Højst, holdt han ind til Sottrup Kro for der at få sig en punch. Ved ankomsten til Højst kørte han ind til kroen. Her spændte han hesten fra. Her måtte han atter en gang have sig en punch.

Efter at have udført omdelingen gik turen atter tilbage til Bylderup med returposten fra hans egen og en kollegas rute. Men forinden han atter spændte hesten for, skulle han da lige have sig en punch mere.

 

De næste to punch

Vejen fra Højst til Sottrup er da også for længst lavet om. Fra Holm fortsatte vejen dengang ikke, som nu direkte syd på til Sottrup men mod øst i retning mod Hyndingholm. Ved Holmevej 25 drejede den gamle vej mod syd til Sottrup, hvor den passerer Hvirvlaa over den gamle bro, der i tidligere tid, blev kaldt for Herredsbro.

Ved ankomsten til Sottrup fandt postkøreren det usømmeligt ikke at holde ind til kroen for at indtage dagens fjerde punch. En punch kostede dengang to groschen (20 Pfenning). Det bliver så til otte groschen (80 Pfenning) om dagen. Tja, daglønnen var på 12 groschen (120 Pfenning) indbefattet eget hold af hesten. Så var det ikke meget tilbage til familiens underhold.

 

Centralen taget i brug i 1898

Hvornår der blev oprettet et selvstændigt posthus med postudgang i Højst, kan det ikke siges noget om med sikkerhed. Derimod vides med sikkerhed, at den første telefon og manuel central blev taget i brug den 20. april 1898 hos gårdejer Jens Andersen Rhode, nuværende Kløvervej 7 i Højst.

Her var telefoncentral, indtil Jens A. Rhode købte det nu længst nedrevne hus, Plantagevej 10, hvor Jens A. Rhode’ s hustru, Ingeborg og senere datteren, Anna Rhode, bestyrede den manuelle central indtil automatiseringen i 1950erne.

 

Forsendelserne voksede

I samme tidsrum passede de samme to postekspeditionen med postudgang. Postomdelingen blev foretaget af to landpostbude, der til tider assisteredes af løst antaget medhjælp efter stigning i husstande og befolkningstilvækst.

Som årene gik, øgedes postmængden. Den lille skuldertaske blev for lille. Knortekæppen blev afløst af cyklen. Foran på cykelstyret anbragtes en stor taske til aviser og større forsendelser. Cyklen var som transportmiddel en udvikling til det bedre for landposten.

Men vejforholdene fulgte dog ikke med i den udvikling. Det varede endnu en længere årrække før de større kommuneveje bragtes nogenlunde i stand. De små og mindre biveje forblev endnu i mange år uforbedrede.

 

Et bedre transportmiddel

Hen imod midten af 1960erne udvikledes et nyt transportmiddel af den lette klasse, nemlig en almindelig cykel med påmonteret hjælpemotor. Dette kørertøj undergik på forholdsvis kort tid en stor udvikling. Det fik straks i starten betegnelsen ”knallert”.

Snart gik alle landpostbude over til at anvende dette nye kørertøj i stedet for cykel. I begyndelsen måtte der forinden indhentes skriftelig tilladelse dertil hos postmesteren. Denne bestemmelse varede dog kun kort tid.

 

Det endte med Renault 4

Postekspeditionen fortsatte i begyndelsen af 1960erne fra Plantagevej 11. i marts 1981 blev ekspeditionen til Sydbanks tidligere lokaler i Bredgade 17, der blev ejet af bagermester Hans Nielsen. Og det hele endte med at ekspeditionen foregik fra Løgumkloster.

Og landposten havde i mellem tiden fået bil. Og valget faldt på en Renault 4.

 

Bogen: Højst sogn gennem skiftende tider

Bogen ”Højst sogn gennem skiftende tider” handler om landskabet, oldtidsfund og gamle veje. Den handler om sognets ældste bygninger, bl.a. om kirken. Den handler om arbejdsløshed, skolevæsen og sognets styrelse i stort og småt. Forsamlingshuse, brandværn foreninger m.m. Der bliver kigget på sognets udvikling fra middelalderen, og så er der en vandring i de nuværende gader (1987)

 

Der findes en udgave (1) fra 1987 på 210 sider og så findes der en udgave redigeret af Helga og Povl Eskildsen (2) på 386 sider fra 2012

 

Kilde:

  • Berndorf: Højst Sogn gennem skiftende tider
  • Sønderjysk Månedsskrift

Hvis du vil vide mere om området: Så læs flg. På www.dengang.dk:

  • Solvig-en herregård i Slogs Herred
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård-endnu mere(2)
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Soldater i Løgumkloster
  • Så er der post til Rørkær
  • Grøngård-et forsvundet jagtslot
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt
  • Emmerske ved Tønder
  • Hestholm-syd for Tønder
  • Et kloster-15 km nord for Tønder
  • Emil Noldes liv-vest på
  • Øst for Tønder
  • Løgumkloster-nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Bylderup Sogn
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Folk i Tønder
  • Mere om Tinglev og omegn-dengang
  • Tinglev og omegn
  • Modstand i Tinglev
  • Sheriffen fra Tinglev

 

 


Rosenvænget på Østerbro

Dato: september 2, 2010

Vi besøger Danmarks
ældste villakvarter. Det hele blev opkaldt efter Jens Nielsen Toller
von Rosenheim. Man holdt i mange år byggespekulanter på 
afstand. Vi møder kunstnere og forfattere, Marstrand, Aagaard, Drewsen,
Fru Heiberg, Familien Skovgaard, H.C. Andersen og mange flere. Fru Heiberg
var ikke tilfreds med genboen. Læssøe måtte vente syv
år på kærligheden. Finsens buelys
– institut bredte sig. En tysk cirkusdirektør indfandt sig og H.C.
Andersen blev træt af børn.
 

Danmarks
ældste villakvarter

Man kan godt fornemme det. Det er igen
en af de skønne enklaver i en storby. Vi befinder os i Danmarks
ældste villakvarter.
Det hedder både Rosenvænget, Rosenvængets
Hovedvej, Rosenvængets Sideallé, A.L. Drewsensvej.
 

Rosenvængets Hovedvej
er på cirka 200 meter. Den starter ved Odensegade
og fortsætter til Strandboulevarden.
Det var dog først i 1880erne, at vejen fik forbindelse til Østerbrogade,
da Odensegade blev anlagt.

Men i en årrække blev der anbragt et
højt plankeværkmed en aflåst låge mellem sig og den truende nye
indkørsel. Man var ikke meget for at få offentlig tilgang. 

Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets
Sideallé, Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden,
Nordre Frihavnsgade og ved Vænget.
 

Von Rosenheim

I 1688 erhvervede amtmand i Norge,
Jens Nielsen Toller von Rosenheim

store arealer på stedet. Efter ham fik mange lokaliteter på stedet
navnet Rosen.

Hans tid som grundejer varede dog ikke
længe. I 1689 sendtes han som overkrigskommisær med de tropper, man
overlod Kong Vilhelm den Tredje af England
mod Jacob den Anden. Under felttoget døde Rosenheim
året efter i Dublin.  

Etatsråd Reinhard Iselin
havde sin gård Rosenvenge her i slutningen af 1700 – tallet.
Han var en driftig forretningsmand. Dette blev afløst af landstedet
Rosendal
med det tilhørende Rosenenge.
Disse ejendomme blev erhvervet 1857 af hofvinhandler og kaptajn i livjægerkorpset
Mozart Waage Petersen. (staves faktisk Waagepetersen)

Året efter skete der en udstykning til byggegrunde.  Men først
skulle Magistratens forkøbsret til Rosenvenge.
Af kammerherre P.H. Classen
og Det Classenske Fideicommis
fik han overdraget to arvefester. Det ene kaldtes Jordstrimlen .
Det skilte Rosenengen fra Strandpromenaden.  

Udstykning

En del af grunden blev købt af grosserer
Tuteins
arvinger. Vi kender landskabet fra Christen Købkes
berømte maleri fra 1836, Parti af
Østerbro i Morgenbelysning.
På billedet kan vi fornemme en stor
have omkring Rosendal.

Ejendommen strakte sig helt fra det nuværende
Østerbrogade
ned til Strandboulevarden.
Der var langstrakte græsplæner, strækninger med frugtræer og marker
med køer og lam.

Mozart Waagepetersen
beholdt selv landstedet.  

I 1863 kunne Illustreret Tidende
berette følgende:

Her kan der aldrig blive Tale om at
henlægge Forlystelsessteder eller
Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros Privilegier. Her kan
man ikke tænke at bygge Kaserner, beregnet paa snese af smaa Familier,
Nørrebros Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.
 

Byggespekulanter på 
afstand

Hovedvejen blev ført ned til stranden.
Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og ifølge vedtægterne skulle
de være 20 alen bredde. Og villaerne måtte ikke bygges højere end
tre etager. Man stræbte efter en landelig Bopæl med Have i nærheden
af Staden og Stranden.
Dengang lå kysten meget længere inde.

Man holdt byggespekulanterne væk ved
hjælp af strenge servitutter.

I 1872 var 49 grunde solgt. Men kravet
om 20 alens bredde var droslet lidt ned. Gadebelysning med gas var påbegyndt.  

50 villaer i frisk luft

De efterhånden 50 villaer kom til at
ligge i landelige omgivelser med en dejlig frisk luft og skøn udsigt.
Men idyllen må have været til at overse. De få lygter kunne
ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været
mørkt. I regn – og snevejr har de landelige veje sikkert ligget
hen som morads.  

For enden af Rosenvængets Hovedvej
nede ved Strandpromonaden var det låst. Kun privilegerede personer
som H.C. Andersen kunne få udleveret en nøgle. I en deklaration
fra 1862, som stadig må være gældende hedder det sig:  

  • At Afløb fra Latrinen,
    Kostalde eller deslige ikke maa ledes ud til Vejen, Rendestenene eller
    Afløbsgrøfter. At der med Hensyn til Anlæg af offentlige Forlystelser
    ikke maa anlægges andre saadanne end Restauranter og Caféer, hvorimod
    karrusel og Keglebaner, Dansesalons og andre støjende Forlystelser
    ej tillades inden for disse Grundstykkers Grænse.

 

H.C. Andersen på 
besøg 

Her var i 1870erne skønne haver med
højstammede roser med jordbærbeder, valnøddetræer. Vindruer slyngede
sig op af murene.   

Villaerne blev tegnet af datidens største
arkitekter. Stedet appellerede til det bedre borgerskab som William
Wain,
højesteretssagfører A.L. Drewsen
og vejviserudgiveren T. Krak
flyttede ud i Rosenvænget.
Også militæret var repræsenteret, krigsminister, oberst Good,
marinens kommandør Christiansen.
Ja og Christen Købkes bror boede her også.  

Den berømte maler, P.C. Skovgaard
boede i Rosenvængets Hovedvej 27.
Det var en bred villa i italiensk stil. Her boede Wilhelm Marstrand,
C.F. Aagaard
og marinemaler Sørensen, Holger Drachmann
og Johanne Louise Heiberg. Meget ofte kom H.C. Andersen
på besøg og læste eventyr for børnene. Han lovpriste også kvarteret
flere gange i sine digte. Men Marstrand
kan også huske denne skål: 

Med Skaaler dænget i
Prosa og Poesi, en Skaal for Rosenvænget og Roserne deri.

I 1872 priste han kvarteret på 
følgende måde: 

Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden

Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer

Hvor Rosenvænget naaer til
Øresund

Og Konstner
– Navne lyse ud i Verden
 

H.C. Andersen
boede i Melchiors villa på Gl. Kalkbrænderivej.
Han kom her ofte, for at sikre sig en gratis middag. Ofte blev Johanne
Louise Heiberg
besøgt. Hun havde den østligste villa med flot
udsigt over Øresund. Men også kriminaldommer Drewsens
kone var betaget af Andersen.
Mange var lidt hånlige efter hans evige jagt. Men mange nød Andersens
oplæsninger.

Det lykkedes for H.C. Andersen
at komme til faste tirsdags – middage hos Drewsen.
Har afprøvede han også sine kunstige tænder i marts 1864.  

Familien Drewsen

Fru Heiberg
brød sig enelig ikke så meget om den kedelige jurist Drewsen.
Hun syntes også at Drewsens
fire børn var noget af det mest mugne, hun nogensinde havde set.
Ingeborg Drewsen
var måske lidt for godtroende, men kunne godt
gå an. Fru Heiberg lærte dog at sætte pris på den kedelige
jurist
Han fik den tvivlsomme ære, at ledsage hende i Tivoli.
Han kunne ikke undslå sig.

Drewsens villa fik senere adressen,
Marstrandsvej 2.
Den var i familiens eje frem til 1910.  

Marinemalere

Det var ikke så sært, at marinemalere
havde bosat sig her, for ude på Øresund
passerede brigge, fregatter, skonnerter og barkasser.
De første motordrevne både passerede også. Alt dette var før
Frihavnen og Strandboulevarden.

Det var kvinderne i kvarteret, der tog
initiativ til at bryde Charlottenborgs
monopol. Joakim Skovgaards gode ven, arkitekt Thorvald Bindesbøll
tegnede Den Fris Udstillingslokale
ved Østerport.  

Komponister boede her også. Det gjaldt
blandt andet J.P.E Hartmann.
Han døde i år 1900.

Efter århundredeskiftet bosatte arvinger
sig her. De liberale erhverv som læger, advokater og rådgivende ingeniører
indfandt sig også. Her kom også skoler og organisationer.  

Familien Skovgaard

Som nævnt boede landskabsmaleren
P.C. Skovgaard
herude. Han flyttede i 1856 til Østerbro
fra Christianshavn. I 1861 flyttede han ind i villaen Rosenvængets
Hovedvej 27A,
som arkitekten J.D. Herholdt
havde tegnet til ham.

Der var to store malerstuer mod nord.
Da Skovgaards flyttede herud, var sønnerne Joakim og Niels
henholdsvis 4 og 2 år gamle. Datteren Suzette
blev født her i 1863.

Allerede 5 år efter døde Skovgaards
kone, Georgia født Schouw
kun 40 år gammel. Skovgaard
var nu enkemand for tre ret små børn.  

De to drenge blev allerede fra de var
børn vejledt i tegne – og malekunsten af deres far. Skovgaard
var også vejleder for nogle unge malere, hvoraf nogle kom til at bo
hos ham, bl.a. landskabsmaleren Christian Zacho.
Men også landskabsmaleren Janus La Cour.
Han boede i villaen fra 1861 til 1884.

La Cour
blev ved Skovgaards død kunsterisk formynder for de to unge
sønner på henholdsvis 18 og 16 år gamle. De blev begge optaget på
Kunstakademiet.
 

De to Joakim og Niels Skovgaard
overtog nu villaen, mens den kun12 årige Suzette
flyttede over til familiens gode ven og genbo, landskabsmaleren Thorald
Læssøe.
I en lang årrække blev villaen beboet af generationer
af familien.

Nævner man familien, må man også 
nævne det nærliggende Aggersborg.
Det ejede P.C. Skovgaards morbror, den velhavende vekselmægler,
H.C. Aggersborg.

Landstedet var et yndet tilholdssted
for Skovgaard – børnene.
De trivedes godt hos deres barneløse onkel Christian
og tante Lise, samt Skovgaards
ugifte søster, Vilhelmine.  

Aggersborg
lå mellem andre store villaer nede langs Strandpromonaden
i Classens Have lige syd for Rosenvænget.
Her var en særlig charme. Hovedbygningen var en træklædt villa med
stråtag. Den lå på en lille ø midt i en sø, hvor man kunne sejle
og løbe skøjter om vinteren.  

Peter vedel og de svenske djævle

Det vakte vild foragelse hos fruerne
Heiberg og Drewsen,
at Peter Vedel
søndag morgen som en anden barnepige gik tur i Rosenvænget
med sine børn. De var nogle vilde krabater. I Rosenvænget
blev de betegnet som De svenske Djævle. Peter Vedel,
var direktør i Udenrigsministeriet.
Han var ikke meget for den vilde luksus og de normer, der herskede i
kvarteret.

Fru Vedel
var svensk født. Hun var ikke inde i Fru Heibergs
omgangskreds.  

Lidt længere nordpå på 
A.F. Kriegers Vej
byggede landskabsmaleren C.F. Aagaard
i 1867 sit første hus med atelier. Og her lejede den unge Holger
Drachmann
sig ind i en periode, hvor han kombinerede skriveriet
med at blive undervist i malerkunsten af marinemaler C.F. Sørensen.

Senere fik Aagaard
bygget et nyt hus i Rosenvængets Allé.  

Theobald Weber

Som genbo nede ved Strandpromenaden
fik Fru Heiberg i midten af 60erne grosserer og spejlfabrikant
Theobald Weber.
Rosenvængets Hovedvej 39
fik han opført en meget stor villa. Her flyttede han ind med kone og
fem børn.

I 1859 havde han ved Gl. Kalkbrænderi
startet den kemiske fabrik Øresund.
Af den grønlandske kryolit udvandt han soda til brug i spejlfabrikation.
Men fabrikken kom i økonomiske problemer. I slutningen af 1869 blev
fabrikken overtaget af Hagemann og Jørgensen,
med støtte fra Jørgensens
svoger, C.F. Tietgen. Disse to ingeniører kom også til at bo
i Rosenvænget.

Weber
møder vi igen i historien om Kartoffelrækkerne.
Han var også ejer af gården Rørholm.  

Fru Heiberg ikke tilfreds med genboen

Weber
flyttede til Svenborg. Han store villa i Rosenvænget
blev overtaget af ingeniør Jørgensen.
Efter flere ejere flyttede generalmajor og diplomat og på det tidspunkt
krigsminister Waldemar Raasløff ind. Det passede overhovedet
ikke genboen, Fru Heiberg. Måske var det fordi generalens mandagsgæster
mødtes i haven og spillede ring.
Hun kunne dog ikke undslå sig et besøg. Men det var ikke nogen oplevelse.
Selv betragtede hun det som hvilket Kaos af Menneskedyr.

Fru Heiberg
kunne ikke blive ved med at have sydsiden af Rosenvængets Hovedvej
for sig selv. Hun havde håbet, at det blev hendes ven Krieger,
der byggede her. Men det var ikke tilfældet.  

Læssøe måtte vente 7
år 

Det blev landskabsmaleren Thorald
Læssøe.
Han store og smukke villa i nummer 18 var tegenet af
Tivolis og Casinos
arkitekt, H.C. Stilling. Læssøe
var temmelig velhavende efter sit ægteskab med komtesse Emmy Krag
– Juel – Vind – Frijs af Frijsenborg.

Som mange malere drog han rundt i landet og malede flere herregårde.
Frijsenborg mødte han sin store kærlighed.

Men som ung maler kunne man ikke bare
ægte en datter af en lensgreve. Så han blev skyndsomt sendt til
Rom
for at glemme sin kærlighed. Men ak 7 års ventetid kunne ikke
slå skår i kærligheden. I 1857 fik han lov til at gifte sig, men
så desværre i 1863 at miste den næsten blinde Emmy
ved datterens fødsel.  

Finsen bredte sig

Ja så var det også Finsens
kulbuelys.
Men villaejerne regnede ikke rigtig Finsensinstituttet
for at være en del af kvarteret. Patienterne blev hånligt omtalt som
de lupussyge.

Man havde forgæves forsøgt at forpurre
planerne. Beboerne var også bange for at disse hudsygdomme kunne smitte.
Og borgerskabet kunne da ikke affinde sig med at kigge på vansirede
ansigter.

Men måske skyldtes modstanden mod
Finsen,
at virksomheden bredte sig til efterhånden mange villaer
i kvarteret. Ja en tredjedel af kvarteret erhvervede man efterhånden.  

H.C. Andersen ville ikke underholde
børnene

Nogle af familiernes børn giftede sig
med hinanden. Man holdt fine middagsselskaber og i de store villaer
havde man mindst tre tjenestefolk. Der blev også holdt baller
for ungdommen.  Men for det meste holdt herskaberne sig bag deres
egne hække. Men børnene trivedes mellem familierne. Tjenestefamilierne
udvekslede herskabernes aviser mellem hinanden.  

Fru Heibergs
selskabelighed udstrakte sig for det meste til de familier, hun havde
kendt til før Rosenvænget.
Blandt hendes nære bekendtskabskreds hørte Sophie Halkier.
Det var den berømte Emma Gads
mor. Hun boede i den store villa, Søvand,
der lå langs Strandpromonaden
lige uden for Rosenvængets Kvarter.
Her var en storslående udsigt ud over Sundet
og haven stødte lige op til Aggersborg.
Fru Heiberg holdt dog mange selskaber og tænk, hun blandede
sig i mændenes debatter.  

H.C. Andersen
kom her meget. Men han var ikke så begejstret, når han skulle underholde
ved børnenes fødselsdage. Han skrev i sin dagbog efter, at han havde
underholdt ved den ældste datter Saras
11 års fødselsdag: 

  • Ejnar (Det var en af de
    hjemmeboende mukne Drewsen – 
    sønner) fulgte mig i Mulm og Mørke, som ruger i Rosenvænget, over
    til Fru Heiberg, det var den lille Saras Fødselsdag, og en Mængde
    Smaabørn var der, de modtog mig med Hurra. Et lille Theater var reist
    og Fru Heiberg sagde, at nu skulle de give Ouveturen til min Oplæsning,
    en flad Papirdukke, forestillende en Matros blev stillet op,
    og den ene af Fruens tre Børn sagde
    ”Vift stolt paa Kodans Bølge”
    og det endte med ”af Ingemann, Hurra!”Og nu rungede Børnenes Hurra,
    nu kom en anden Dukke og det andet Barn sagde
    ”Det døende Barn” af Andersen, Hurra, derpaa sagde Sara det ene
    Digt af Alferne”Og Grenene gyngede op og ned”
    af Heiberg, Hurra! Jeg fandt det barnagtigt og saa maatte jeg læse
    ”Pigen som traadte paa Brødet”,
    ”Sneemanden Deilig”
    og ”Den lykkelige Familie”.

 

Den tyske cirkusdirektør 

Grosserer Alfred Hansen
solgte i 1875 nummer 37 til fhv. cirkusdirektør Charles Hinné,
der havde en helt anden baggrund end de andre beboere i Rosenvænget.
Han var artist i sin fars tyske cirkus, kunstberider og skolerytter.
Han fik opført permanente cirkus både i Moskva
og Skt. Petersborg. Men det var ikke rigtig ham, at være direktør
på et bestemt sted.

Han flyttede ind med sin kone og otte
ud af ti børn i alderen fra 15 år til 1 år. Dertil kom tjener, kokkepige,
stuepige og guvernante. De var tysktalende, katolikker og var stærkt
tilknyttet Skt. Ansgar Kirken
i Bredgade.

Men Charles havde ikke helt lagt
cirkuslivet på hylden. På en stor grund indrettede han i Rosenvænget
et ridehus, hvor han underviste i det højere skoleridt.  

Landstedet Rosendal
som det hele udsprang fra, blev nedrevet  i slutningen af 1880erne,
som led i bebyggelsen af Østerbrogade.  

Store bygninger
æder sig ind

Pludselig dukkede der i 1932 – 
34 en 3 – etagers bebyggelse op. Beboerne påberåbte sig
Rosenvængets
urgamle villaservitutter. Det endte som højesteretssag,
men gik beboerne imod.

Men man fik dog vedtaget en byplan i
1943, som skulle beskytte Rosenvænget
mod gentagelser. Åbenbart var der en undtagelse i denne plan, som kun
læsere af Statstidende har heftet sig ved. For i 2006 opførtes
pludselig lejlighedskomplekset Den Franske Have
syd for Rosenvængets Allé.

To villaer, nemlig Det Franske Institut,
ejet af den franske stat, samt kongelig vinhandler Mozart Waage Petersens
villa blev jævnet med jorden. Sidstnævnte var jo ham, der startede
det hele.  

 
Heibergs have

Heibergs Have
er tre treetages ejendomme som faktisk er bygget i den gamle Fru
Heibergs
have. Det var altså her H.C. Andersen
fik tilkæmpet sig gratis middage eller drak the eller portvin med
Fru Heiberg.
Fruen boede her fra 1862/63 til 1874/75, hvor hun flyttede
til det ligeledes fashionable Søtorvet.  

Det var vennen Krieger,
der havde rådet Fru Heiberg
til at flytte herud. Den nu 50 – årige flyttede herud med sine tre
småpiger, Sarah, Leila og Anna.
De var adopteret fra Vestindien.
Desuden flyttede tjeneren Hans Børge,
en jomfru, en tjenestepige og børnenes guvernante Margrethe Hirsch
ind.  

Og så pressede en ny daginstitution
sig også lige ind. Den byplan er hvis ikke så meget værd.  

Bygningerne, mens vi har dem endnu

Skal vi ikke lige kigge på de nævneværdige
bygninger i gaden, inden de også river dem ned.  

Nr. 4 er Den libyske ambassade

Nr. 6 er opført 1875 af arkitekt
Harald Drewsen efter engelsk forbillede. Her boede tidligere sagføreren
og kunstsamleren F.C. Boldsen

Nr. 18A Her lå 
en nu nedrevet villa fra 1898 – 99 af Caspar Leuning Borch

Nr. 21A Den første villa, der blev
opført i Rosenvænget i 1850erne af
øjenlægen Heinrich Lehmann, bror til den kendte politiker Orla Lehmann

Nr. 27A Fredet villa opført 1860
af Ferdinand Meldahl til landskabsmaleren P.C. Skovgaard. Senere arvede
hans sønner, som også var kunstmalere ejendommen. Villaen var i familiens
eje helt frem til 1971.

Nr. 37. I 1899 købte lægen Niels
Finsen huset, som han fik indrettet til sin berømte lysbehandlinger
af hudsygdomme. I 1906 – 08 lod han en klinik opføre. Siden
bredte institutionen sig til flere af de nærliggende villaer, der mere
eller mindre er indkapslet i området i dag. I dag er her Danmarks Designskole.

Nr. 46 Villaen er tegnet af J.D. Herholdt
i 1862. det var her Johanne Louise Heiberg boede.
 

Rosenvænget
– dengang

Jo, der herskede et helt specielt liv
i Rosenvænget. Stemningen går igen i Valdemar Vedels
erindringer i antologien Mit Hjem
fra 1912: 

  • Der græssede båder køer
    og geder i Vænget, og husserede både ræv og mår, og vejene, som
    lå under den stedlige bestyrelse af villaejere, kunne i sneføre og
    regntider kun befares med transtøvler eller træsko, i alt fald af
    os børn. Men Wilde, politibetjenten havde intet som helst andet at
    bestille end at passe postbudet eller herskabskarlene op for at få
    en passiar med dem, mens hans enarmede bror, gartneren, gik om og tilså
    alle haverne. Og gamle Sørensen, marinemaleren, vandrede sin morgentur
    rundt på vejene i slåbrok og fez og med lang tobakspibe ….ja selv
    Krieger, den værdigt pertentlige excellence, gik barhovedet og i en
    stumpet slåbroksjakke sine gravitetisk
    – afmålte ture med breve til postkassen.

 

  • ”Det var jo embedsaristokratiets
    og kunsternes Rosenvænge. Fru Heiberg sad som enkefrue og holdt salon
    i sin villa for sin gamle nationalliberale tilbedere, og i hendes have
    var det, Ibsen nød den ”Dag ved Sundet”, han mindes i sit digt
    – den gang lå der udenfor ”den røde låge”
    blot en grøn eng ud til vandet. I Marstrands gamle villa boede Krieger
    med sine norske tanter, der holdt hus
    for ham, og i hans dagligstue med det skovgaardske maleri og den jerichauske
    statue samledes eiderpolitikens og skandinavismens aldrende koryfæer,
    selv Andræ, hjemmemennesket, lod sig mangen en gang lokke derud fra
    sin bolig i Østerallé.

 

  • Og det var Drewsenernes
    villa, med den store slægtskreds af Stamper og Colliner, som kom der,
    og øjenlægen Lehmanns – Orla Lehmanns brors
    – musikdyrkende hjem.
  • Det var skovgaardenes hus,
    landskabsmalerne Læssøes og Aaagaards og flere andre kunstnerhjem.

 

Kilde:
Se

Litteratur Østerbro  

Hvis du vil vide mere:

Gamle havne på Østerbro

H.C. Andersens sidste dage på Østerbro

Østerbro som landsby

Østerbros historie

Johanne fra Lille Ravnsborg (under Nørrebro)
(Johanne Louise Heiberg)

Soldater på Jordsand (under Højer)
(Toller von Rosenheims tur til Irland) 
 

  
 
 
 


Turen går til Bylderup

Dato: november 6, 2020

Turen går til Bylderup

Der var rigeligt med foder og græs til dyrene. Her har boet mennesker i adskillige år. Vi kigger på tingsted, rettersted og galge. Jo, der er også lige en regning fra en skarpretter. Og her er også meget gamle veje. To vandmøller kan der også bydes på- Og mange adelige og kongelige har huseret i sognet. Og så kom kolonisterne, men det var nu ikke en succes. Men hvem boede i sognet og hvad lavede de? Bylderup sogn har ikke været forskånet for ildebrand. 8 kommuner var der i sognet under det prøjsiske styre. Hvad nu hvis man var dansksindet skulle man så aflægge en ed til den tyske kejser? Nu var det et udpræget dansk sogn. Men efter første verdenskrig fulgte en trist tid. Mange i sognet faldt. Vi bringer også en liste over 36 artikler fra området.

 

Rigeligt foder og græs

Vi har været her før. Prøv engang at se bagerst i artiklen, så kan du se, at vi efterhånden har været i området mange gange.

Bylderup kirkesogn ligger midt i Slogs Herred. Det dækker et areal på 4.300 ha. Ja det er næsten en regulær firkant på 6-7 km på hver led. Sognekirken fra 1200-tallet ligger i den vestlige del næsten op ad sognegrænsen.

Alt agerland består af let sandmuld, der i ældre tid kun har givet et ringe udbytte. Men da sognet gennemløbes af en række vandløb fra nordøst mod sydvest, har de omkring åerne liggende ret store engarealer før i tiden givet rigeligt foder og græs til heste og kreaturer.

Lundbæk og Søderup å løber sammen og danner Slogsåen. Uge bæk optager Terkelsbøl å og danner med Slogs å Grønåen på den vestlige sognegrænse. Hvirlåen er sognegrænse et langt stykke mod nord.

 

Her var tidligt mennesker

Sognet har i historisk tid altid bestået af 8 landsbyer. Bylderup, der i 1200-tallet var ”Biulethorp” og i 1324 ”Biuldthorp” havde flest gårde og huse. Lendemark var i 1493 ”Lendemarck”, Sottrup var i 1482 ”Sotterup”, Bredevad var i 1421 ”Bredewatt”, Duborg var i 1543 ”Duffborch”, Frestrup var i 1445 ”Frestorppe”. Hajstrup var i 1436 Hasdrup. Heds var i 1470 Heis, i 1496 Hedes.

Vi skal ikke glemme Søllingvrå, der havde vandmøllen og et par gårde til nabo. Slogsmølle ved Lundbæks udløb i Slogsåen. Den blev udplyndret og afbrændt under 30-års krigen i 1628. Efternyopførelsen på samme sted fik den navnet Nymølle.

Vi er slet ikke færdig, for det er også Karlsvrå, som i 1238 hed ”Karlsswhra”. Den var tilbage i 1200 årene en adelsgård. I 1245 nævnes en Ridder Lage de Karlswhra. Endnu længere tilbage var der mennesker på egnen. Herom minder de to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds.

Yderligere skal der have været 11 mindre høje, der er forsvundne, ødelagte eller overpløjede, så de ikke mere kan påvises.

De første beboere har nok været jægere og fiskere. Bosættelsen er sket tæt ved åerne. I Bylderup og Lendemark lå alle gårdene helt ud til engkanten mellem åen og bygaden. Det samme i Hajstrup, Frestrup og Heds. Sidstnævnte bestod endnu for 200 år siden af fire gårde foruden Hedsgård.

 

Tingsted og galge

Bylderup sogn ligger midt i Slogs Herred og har i århundreder været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige tingsted har ikke kunnet stadfæstes. Handlingen foregik i fri luft inden for fire tingstokke. Det har ikke været det store problem at flytte.

  1. Hvidtfeldt mener i Trap 1966 at den har ligget i Bredevad ikke langt fra den gamle galge. I nærheden nævnes en Galewische (Galgeeng) og Galliebrobrocki (nu Galgebrostenene). Men der er også en Galgehøj nordvest for Hajstrup, som vi har skrevet. Her mener man at galgen har haft sin plads. Men denne antagelse er nok lidt usikker.

Foruden at være en straf skulle henrettelserne og hængningerne også tjene til skræk og advarsel for ”ligesindede”. Galgen og dens ofre skulle kunne ses af forbipasserende og helst viden om. Det kunne være grunden til, at galgen blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.

Men herredstinget har i hvert fald siden begyndelsen af 1500-årene haft sin plads i Bylderup formentlig i nærheden af kirken og kirkekroen. Og først i 1850 blev galgen fjernet, da den var i en dårlig forfatning, og den kunne og skulle ikke bruges mere.

Herredstinget skulle dømme i stridigheder om mange ting, uenighed om markskel, arveskrifter, klager over vejes og broers tilstand og vedligeholdelse samt de tildelte vejstykkers længde, der var tildelt de forskellige ”bolsmænd”.

 

En regning fra en skarpretter

De store sager som røverier og mord kom for Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden foregik henrettelsen i det hjemlige herred. I Herredsregnskabet for 1725 findes en side i regnskabet, hvor skarpretter Christoff Støckler får udbetalt løn for arbejde, 6 rigsdaler og 32 skilling. Kun købstæderne havde en skarpretter. Støckler blev ansat i Tønder i 1729, men må åbenbart have arbejdet som stedfortræder før den tid.

De gamle veje mellem købstæderne berørte kun Bylderup sogns sydlige, østlige og nordligste landsbyer. Tønder – Flensborg landevej kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. En gammel vejvisersten ved Frestrupskov fortæller, at her drejede en vej over Tinglev mod Aabenraa.

 

De gamle veje

Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad. Vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad, hvorefter den nordvest for Bredevad passerede Lundbækken, formentlig i oldtiden over et bredt vad. Også her står en gammel vejsten til at retlede de vejfarende, at her drejede Løgumklostervejen efter Hornse og Ravsted.

En ny vejforordning af 29. oktober 1784, der omfattede lodsejernes betaling for anlæggelse, vedligeholdelse med pligtkørsel og projektering af gennemgående veje, satte i årene derefter gang i udbedringen af de gennemgående veje ved amtets foranstaltning og var i nogle tilfælde medvirkende til ændringer i vejforløbet. Tønder – Aabenraa landevej blev således omkring 1800 forlagt til at gå over Stemmild – Bov – Lendemark – Bredevad i stedet for det nordligere forløb.

Udover disse gennemgående veje gik der en såkaldt herredsvej fra Hajstrup over Bylderup – Lendemark til Bredevad. Bylderup Kirkekrønike fortæller, at der var fire broer i sognet. De lå over alle åerne på denne herredsvej.

Man kan have en mistanke om, at det har været herredsfogederne på Hajstrupgård, der har fået gennemført, at denne vej var en herredsvej. Selve tinget har aldrig været afholdt i Hajstrup.

 

To vandmøller

Der var to vandmøller i Bylderup sogn, Søllingvrå og Nymølle. Bønderne i de forskellige landsbyer havde møllepligt til disse møller. De bønder, der boede nord for Slogsåen, havde mødepligt til Nymølle. Denne pligt påhvilede også bønder i nabolandsbyer uden for sognet. Syd for Slogsåen var der mødepligt til Søllingvrå vandmølle, der også malede korn for bønder uden for sognet øst fra. Fra de to landsbyer, Frestrup og Hajstrup, der ligger syd for Uge bæk havde bønderne mødepligt til Jyndevad Vandmølle.

 

Adelige og kongelige i sognet

I 1353 pantsatte hertug Valdemar og hans søn Valdemar ”vort sogn Biuldthorp” til marsken Erik Holck, der i 1362 lod panten gå videre til Johan Grymersen.

Hertug Frederik, der senere blev Frederik den Første af Danmark købte nogle år senere af 6 brødre Rantzau, Karlsvrå med tilliggende. Dette tillæggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. I 1500-tallet var der masser af sådanne handler.

Klosteret i Løgum ejede også mange gårde i området. Omkring 1548, da klostergodset overgik til det offentlige, havde klosteret en gård i Lendemark, en i Bylderup, en i Bredevad og fem i Sottrup.

Ahlefeldterne på Søgård havde købt gods af klosteret i 1527, heriblandt gårde i Bylderup, Sottrup og Bredevad. Disse gårde er dog blevet videresolgt undtaget to gårde i Sottrup, der i 1709 blev samlet til en gård.

Lendemark Kro var en kongelig ejendom, der hørte under Bolderslev Fogderi, hvor fogeden havde titel som ridefoged.

 

Da kolonisterne kom

I midten af 1700-årene opstod tanken om at skaffe nybyggere til de øde hedeegne i den vestlige del af Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland og berettede om de gode forhold som de kunne opnå i Danmark med tildeling af jord og statslån til bygninger og køb af besætning. I Vestjylland kaldte man dem ”Kartoffeltyskere”. Her kaldte man dem ”Kolonister”.

I den nuværende Tinglev Kommune blev der oprettet 4 kolonier, der hver bestod af 6 – 10 ejendomme. De fik navne efter den kongelige familie. Julianeborg kolonien, der bestod af 8 ejendomme, fordelte sig med 4 i Bylderup sogn, 3 i Ravsted og 1 i Hostrup.

Der skulle være blevet oprettet 4 mere, men det blev ikke til noget. Man havde lovet tilflytterne langt mere, end der var grundlag for, og de blev dybt skuffede. De fleste forsvandt ret hurtig igen til hjemegnen eller til andre egne i andre lande. En familie, der hed Kraus holdt dog ud i en årrække.

 

Masser af kanaler

I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler for at få det opstemmede vand så langt ud og så godt fordelt som muligt. Før den store afvanding i 1920’erne med inddigning og reguleringer, gravning af kanaler med pumpestationer, der pumpede afvandingskanalernes vand op i åerne, var engene i vintertiden oversvømmede helt fra Tønder til Hajstrup og Bylderup – Lendemark.

Et andet problem var sandflugten. Drivende skyer af jord og fygende sand over markerne var årligt tilbagevendende begivenhed i forårstiden. Enkelte initiativrige bønder plantede læhegn af gran i markskellene. Men ellers var der fri passage for blæsten.

Plantagerne, der efterhånden var groet til, var ikke noget værn. Der skulle en regulær katastrofe til i 1938 før det rigtig kom gang i plantningen af læhegn.

 

Hvem boede i sognet?

Ved folketællingen i 1840 var der 851 personer i sognet. Foruden gårdejere, husmænds, aftægtsfolk, præst og degn var der:

 

  • 51 landarbejdere, 7 smede, 4 skomagere, 3 murere, 3 skræddere, 2 tømrere, 1 knapmager, 1 børstenbinder, 1 urmager, 1 kludesamler, 1 kniplingshandler, 1 snedker og en bødker
  • 17 syersker, 5 kniplersker, 4 væversker, 1 spinderske.

 

Med børn og voksne var der 30, der fik fattighjælp dengang. Og de var virkelig fattige dengang. De fik lidt brød, lidt rug, lidt boghvede eller når det var rigtig flot, en høne til slagtning. De måtte også ud med tiggerposen for at få penge til mad og tøj. Det var mest aflagt og brugt tøj, de blev betænkt med.

 

Ildebrand

I de gamle landsbyer med tætliggende gårde og huse, der alle var tækkede med strå, kunne en ildebrand blive en katastrofe. Således kunne man i Dannevirke torsdag den 17. august 1876 læse følgende:

 

  • En voldsom ildløs har mandag formiddag hjemsøgt den vestlige del af landsbyen Bylderup og lagt 6 steder i aske. Ilden opstod i Martin Christensens gård og forplantede sig med stor heftighed mod vest. Blandt de afbrændte bygninger er skolehuset, begge krosteder og bageriet. Dog blev bageovnen reddet.

 

Også dengang var aviserne fulde af trykfejl. Det var ikke hos Martin Christensen, men hos Martin Christian Martensen ilden opstod. Hans gård lå mellem Kirsten og Hans Chr. Søndergårds hus og den nu nedbrændte Bylderup Kro.

En brand var dengang næsten umulig at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om gårdene næsten alle lå tæt på åen med rigeligt vand, så var der ikke noget effektivt slukningsapparat.

Brandforsikringer var i ældre tid ukendte. I landdistrikterne blev de først almindelige fra omkring 1740.

 

Sognet bestod engang af 8 kommuner

Under den preussiske administration var Bylderup sogn inddelt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Hver landsby havde sin egen kommune, desuden udgjorde Hajstrupgård med kroen og smedjen en selvstændig kommune.

Det administrative overhoved for hele sognet var fra 1889 amtsforstanderen. der var udnævnt af højere myndigheder. Kommuneforstanderne var valgt af dem med fast ejendom for seks år ad gangen.

Bylderup sogn blev kaldt ”Lille Danmark”. Det gode forhold mellem de dansksindede og de tysksindede blev ødelagt, da pastor Holden Lützhøft blev afskediget fra sit embede. 120 af 135 stemmeberettigede havde eller skrevet under på at de gerne ville beholde ham.

 

Skulle man aflægge ed til den tyske kejser?

Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, faneeden. Kunne man aflægge faneeden og så alligevel være en god dansker? Men hvis ikke man ville indkaldes måtte man forlade landet. Men der blev henstillet til de unge i grænselandet, at de skulle tage militærtjenesten for ikke helt at affolke grænselandet.

I 1911 kunne man indvie et forsamlingshus Slogs Herreds Hus. I Sottrup blev der en vækkelse under Luthersk Mission, der kom til at gøre sig gældende. De byggede deres missionshus i 1905.

 

Dansksindet sogn

Forholdet mellem dansk og tysk kan man se på stemmetallene fra et valg i 1871. Her var der 103 danske og 34 tyske. Det var kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret dengang.

Ved afstemningen den 10. februar 1920 var fordelingen således, når der korrigeres for de tilrejsende:

 

  • 304 danske og 145 tyske.

 

Den sidste tid var en hård tid

Den sidste tid i den preussiske tid var en ond tid. Den første verdenskrig gav sorg og savn i mange hjem i sognet. Det tyndede ud i rækkerne af unge mænd. Især Bredevad var hårdt ramt. Ikke færre end 12 fra Bredevad faldt i krigen. I Bylderup var der 34, der måtte lade livet, de fleste for en sag, der ikke var deres. Af dem var 6 brødrepar og 3 familiefædre, hvoraf de to efterlod en børneflok.

 

Bredevad

Bredevad var den næststørste landsby i Bylderup sogn med ret så mange gårde og kådnersteder samlede i en kreds uden om bytoften og ud mod de laver liggende arealer nord og syd for bebyggelserne.

Fra fordumstid har Bredevad været skæringspunkt for de to gennemkørende veje Flensborg – Løgumkloster og Tønder – Aabenraa. De to veje var sammenfaldende over en strækning på 300 meter gennem Bredevad og forbi Bredevad kro. Her kunne de vejfarende hvile benene og slukke tørsten. De ridende og kørende kunne få heste skoet og vogne repareret hos smeden., der boede lige ved siden af.

Rantzauerne havde en del jordegods i Bredevad.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Andreas Hansen: Vilkår og virke i Bylderup Sogn – et bondesamfund midt i Slogs Herred

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler heraf 194 artikler fra Sønderjylland og 269 artikler fra Tønder:

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Det kneb med moralen i Slogs herred
  • Solvig – en herregård i Slogs herred
  • En strejf af Burkals historie
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged i Hajstrupgård
  • Besættelse og Befrielse ved grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Langs Grænsen
  • En ny tur langs Grænsen
  • Emmerske Bedehus og skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askersodde ved Vidåen

 

  • Nolde og hans liv vest på (b)
  • Nolde og nazismen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Kartoffeltyskerne

 

 


Hvem ejede Brede Kirke?

Dato: oktober 13, 2020

Hvem ejede Brede Kirke?

Vi er i Brede(bro) mellem 1250 og 1350. Munkene fra det nærliggende Løgum kloster ville absolut havde Brede Kirke. I forvejen havde de Daler og Løgum Kirke. Niels Degn var aldrig blevet præsteviet. Det var åbenbart komplicerede ejerforhold. Nu skulle der fines en løsning. En retssag blev indledt i Brede kirke. Flere parter gjorde krav gældende. Man betvivlede ægtheden af de mange breve, der findes om denne sag. En af modstanderne af munkene sagde: ”I kan skrive breve som I vil have dem. Endelig i 1324 fik munkene fra Løgum kloster ejerskabet over Brede kirke.

 

Munkene ville have kirken

Ja det var måske et dumt spørgsmål at stille. Men munkene ville gerne have patronantsretten til Brede Kirke. Der eksisterer et væld af breve omkring denne historie. Men man mener ikke at alle breve i denne forbindelse er ægte.

Allerede siden 1252 havde Løgum kloster interesseret sig for kirken. De kæmpede i meget lang tid for at få kirken. Først med hertug Eriks gavebrev til Mariaalteret i klostret i 1324 og hertug Valdemars afkald på kirketiende i 1344 synes klosteret at være kommet i besiddelse af kirken. Men det er den kamp vi her skal høre om.

Kirken ligger i den østlige del af byen lige nord for Brede Å ved det gamle vadested ”Bredevad”.

 

Hvorfor blev Niels Degn ikke præsteviet?

Kirken bragte åbenbart munkene store økonomiske fordele. Som modydelse ville de holde en daglig messe. Det økonomiske overskud fik klosteret angiveligt ved som præst i kirken at ansætte en ringe betalt vikar og selv nyde det resterende overskud.

Kirken var taget fra den tidligere præst. Niels Degn fordi denne et år efter sin embedstiltrædelse ikke ville lade sig præstevie. Hertugen havde derved ret til at overgive patronatsretten. Hvorfor havde hertugen ikke selv sørget for at Niels Degn blev præsteviet? Var det så abbeden eller hertugen der selv havde henvendt sig til Løgum kloster?

 

Kompliceret ejerforhold

Så var det jo lige det at Gribslægten den 26. november 1327 sender et såkaldt anerkendelsesbrev.

Hertug Erik var ekskonge og nu hertug af Sønderjylland. Nu sad han inde med en kirke. Han rådede over et præsteembede og dets indtægter. Hertug Erik overdrager også patronatsretten til sin 10 – årige søn, Valdemar.

Men der sker så det at ribebispen Jacob overdrager kapitlets samtykke til klosteret.

Åbenbart havde munkene ramt ned i noget meget vanskeligt og kompliceret med hensyn til ejerforholdet af Brede Kirke. Nu lå Brede Sogn lige i spændingsfeltet mellem de kongerigske og de hertugelige områder. Men Gribslægtens afkald på patronatsretten fo9rpligtede slægt og familie, hvilket peger hen på rettigheder, der optrådte som uafhængige af kongehuset.

 

Overdragelse blev betvivlet

Brede Kirke var åbenbart for årtier forinden blevet skænket til klosteret. Men denne overdragelse var blevet betvivlet fra anden side.

Allerede den 20. marts 1276 sad der mange fornemme folk i den forårskolde Brede Kirke. Fremmødet gjaldt omstridte rettigheder til kirken. De stridbare parter sad på hver sin side. Nemlig abbeden og konventet fra Løgumkloster på den anden side.

 

Der skulle findes en løsning

Biskop Tyge fra Ribe skulle forsøge at finde en løsning.

Abbeden og munkene forsøgte at stævnede Hr. Mogens og deres klageskrift blev indledningsvis læst op. Munkene hævdede at kirke var deres, da de repræsenterede denne rette patron, kong Abel. Derefter havde de fået kirken på lovlig vis.

I det første indlæg hævdede ærkedegn hr. Mogens, at kongen aldrig har været den rette patron. Han har hverken bygget kirken, givet grunden eller doneret den. Derfor måtte munkenes ejerskab betvivles.

Hr. Mogens mente ikke at munkene ikke kan præsentere sig selv og være ejer af kirken.

 

Kongen havde åbenbart heller ingen rettigheder

Bispen henvendte sig til den nuværende vikar i Brede Kirke og alle fremtidige vikarer i Brede Kirke. De måtte ikke lade andre end Løgum Kloster betjene Brede Kirke.  Eller overlade kirkens indtægter til andre end munkene.

Den som var vikar i juli 1272 var ikke indsat af abbeden i Løgum.

Der var nogle forhold, der tegnede på at ærkedegnens krav på Brede Kirke ikke skyldtes, at han er udpeget af Kong Erik. Ærkedegnens procedure gik på at fastslå eller bevise at kongen ingen rettigheder havde i kirken.

Den 30. april 1273 mente slesvigprovsten Grumme at nogen hindrede klosterets rettigheder til kirken i Brede.

Hr. Mogens mente, at munkene ifølge kanonisk ret ikke kan besidde kirker. Det må også formodes at de havde flere kirker uden dispensation.

 

Sognekirken var åbenbart blevet overdraget

Lederen af Retsmødet, biskop Tyge fremlagde et dokument beseglet af Ribe-bispen Esger. Her stod det at Abel for bispen havde præsenteret klostret til kirken i Brede for at han skulle overdrage sognekirken til klosteret, hvilket Esger havde gjort med domkapitlets samtykke.

Hr. Mogens ville frakende munkene deres ret, fordi de danske konger ifølge hans påstand aldrig har haft patronatsret til kirken. Hvis Abel havde været den rette patron, så kunne han kun overdrage de samme rettigheder til klosteret som han selv havde.

 

Munkene besad også kirkerne i Daler og Løgum

Der henvises til at cistercienser-munkene ikke skulle besidde kirker. Men modsat står der heller ikke at de ikke måtte. Under retssagen forsøgte man fra Løgum kloster at snakke uden om. Det var ikke så godt sidde en pavelig opfordring overhørig.

På det tidspunkt besad munkene også sognekirkerne i Daler og Løgum.

Første retsmøde sluttede nu i den omstridte sønderjyske kirke. Næste retsmøde var berammet til den 5. juni i Ribe.

 

”I kan skrive breve just som I vil have dem”.

Spørgsmålet var, hvorfor munkene ikke havde alle relevante dokumenter med til det første møde? Havde Løgum Klosters indbyggere det på samme måde som Århus – bispen Tyge påstod var tilfældet hos munkene i Øm kloster, da han sagde:

 

  • Vi ved nok at I har dygtige skrivere, I kan skrive breve just sådan som I vil have dem.

 

I klosterets brevsamling, der eksisterer som afskrift i Løgumbogen fra 1578, findes der et overordentligt stort antal breve vedrørende sognekirken i Brede. De er ikke indført i nogen bestemt kronologisk form.

Disse breve er udtryk for klosterets rettigheder, men også munkenes besidderkrav. Men de er i den grad også blevet modsagt og truet.

 

Munkene udvider begrebet ”besiddelse”

Gennem tiden har man diskuteret ægtheden af de mange breve. Man synes ikke at gennemgangen af retssagen er rigtig. Og så er der beskrevet et møde, hvor Abel var til stede, men ifølge andre kilder skulle han på det tidspunkt have været død i en måned.

Hertug Valdemar stadfæster den 15. juli 1256 pastonatsretten, hvilken er en udvidelse af den oprindelige gave. Åbenbart har dette noget at gøre med Svanstrup-godset.

Noget tyder tog på, at munkene udvidede begrebet ”besiddelse”. Der var en grund til at sognefolkene i Brede og omegn hindrer klosteret i en fredelig besættelse af kirken for der var ikke hjemmel for andet en hel eller delvis, formelt angiveligt ret til at repræsentere præst for kirken.

 

Åbenbart vandt sognebørnene første slag

Klosteret kan fremvise et overdragelsesdokument fra 1324. Klosterfolket havde ikke i den mellemliggende tid kirken i deres besiddelse. I et brev fra 1295 fremgår det en kannik ved Roskilde domkirke Jens Fod, havde modtaget flere kirker med sjælesorg bl.a. Brede kirke.

Den 30. december 1298 blev der sluttet en overenskomst mellem biskop Kristian af Ribe og Løgum kloster vedrørende gæsteri. Man skulle svare gæsteri, der skyldes visitation. Og det skyldtes Løgum og Daler kirke. Brede kirke blev ikke nævnt med et ord.

Klosteret havde anklaget ærkedegnen Hr. Mogens for uretmæssigt at side på Brede kirke. Men der var mange der gjorde krav på denne kirke. Kongehus, Hertugslægt, sogneboerne, verdslige stormænd og munkene.

Men åbenbart var det sognebørnene, der vandt slaget om Brede kirke.

 

Kilde:

  • Historisk Tidsskrift (1977)
  • dengang.dk – div. Artikler

 

Hvis du vil vide mere: Om Brede. På www.dengang.dk finder du 1.658 artikler herunder 194 artikler om Sønderjylland inclusive:

  • Brede – under Besættelsen
  • Bredebro dengang
  • De Fattige i Vest – Sønderjylland

 

Hvis du vil vide noget om: Kirker – Præster – Kirkegårde og Åndsliv:

  • Under Sønderjylland:
  • Flere Præster og Godtfolk (1-2)
  • Flere Præster og Godtfolk (Revideret udgave)
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Ude mod vest
  • Ballum – dengang
  • Præsten fra Ballum
  • Da Christiansfeld opstod
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Egen kirke og Kirkestald på Als

 

  • Under Tønder (269 artikler):
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Et strejftog af Burkals historie
  • Emmerske Bedehus og Skole
  • Turen går til Sæd – Ubjerg
  • Visby – nord for Tønder
  • Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Et kloster – 15 km fra Tønder
  • Løgumkloster – nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Møgeltønder Kirke
  • Præsten fra Daler
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens Folk fra Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder 1-2
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

  • Under Højer (76 artikler):
  • Den sure Præst fra Højer
  • Bryllupsskikke i Højer
  • Højer Kirke

 

  • Under Aabenraa (154 artikler):
  • En salmebog fra Varnæs
  • En degn fra Varnæs
  • Bryllup i Varnæs
  • Kirker – syd for Aabenraa
  • Mysteriet i Ensted
  • To kirker i Aabenraa
  • En pastor fra Rise
  • Fra Hjordkær til Rødekro
  • Rise Sogns historie

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
  • Ligvognen fra Bov
  • Livet omkring Bov kirke
  • Ryd Kloster

 

  • Under Nørrebro (293 artikler):
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Begravelser på Assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op?
  • Martha – Hjemmet på Nørrebro
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Johannes Kirke
  • Under jorden på Assistens Kirkegård
  • En kirke på Nørrebro (Helligkors Kirke)
  • Samuels Kirke – 100 år
  • Præster og døden på Nørrebro
  • Den gale præst på Ladegården

 

  • Under Østerbro (90 artikler):
  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • En engelsk kirke ved Østerbro
  • Garnisons Kirkegård
  • Krigergraven på Garnisons Kirkegården.

 

 


En salmebog fra Varnæs

Dato: august 17, 2020

En salmebog fra Varnæs

Bertel Christian Ægidius var præst I Varnæs fra 1701. Han sendte et forslag til en ny salmebog ud til kollegaer. De skulle også lige hjælpe med sproget. De skulle kigge igennem 1.018 sider. Ingen af dem var mester i det danske sprog. For første gang var en salmebog fuld af numre. Dansk og tysk blev sunget på samme tid. Så måske blev oversættelsen ”på poesiens bekostning”. Fætter Enevold forsøgte at hjælpe med udbredelsen, men det blev opdaget. Salmebogen blev ikke så populær i Tønder By selv om pastoren gik ind for den. Men flere var i gang med salmebøger. Men det var et imponerende pionerarbejde Ægidius udrettede. Man brugte salmebogen i 160 år i Varnæs Kirke.

 

Præst i Varnæs fra 1701

Det er mange ting, som Varnæs er berømt for. En af disse ting er den berømte Varnæs – salmebog.

Og det var Varnæs – præsten Bertel Christian Ægidius (Gjødesen) der udgav denne. Han tilhørte den pietistiske bevægelse. Men det bar salmebogen nu ikke så meget præg af. Han blev præst i Varnæs i 1701.

Han giftede sig med præstenken, sådan var det tradition den gang.

Han var præstesøn fra Bylderup og havde studeret i Kiel

 

Inspiration fra kollegaer

Inden udgivelsen ville han da lige høre, hvad hans kollegaer rundt om mente. Han udsendte derfor en rundskrivelse forfattet på latin. Men eksperter mener nu ikke, at dette var perfekt latin. Det var meget knudret. Her findes også tilstødende græske gloser.

Brevet viser, at pastor Ægidius er gået til sin opgave med alvor og nidkærhed. Han ville gerne have inspiration fra kollegaerne. Og så ville han gerne have at kollegaerne også rettede i hans fejl.

Også provsten i Tønder, Samuel Reimarus roste oplægget. Men det var alle kollegaer i Tønder nu ikke lige begejstret for.

Provsten mente, at ikke alle tyske salmer var oversat lige godt i tidligere salmebøger. Men nu er en stor del af de bedste tyske salmer blevet oversat. Provsten opfordrede kollegaerne til at bakke op om projektet.

 

De skulle kigge igennem 1.018 sider

Og disse præster skulle gennemgå hele 415 salmer på 1.018 sider. Skal vi prøve at oversætte titelbladet til nudansk, så står der sådan noget lignende som:

 

  • En ny salmebog som indeholder de mest almindelige gamle og mange nye salmer.

 

48 sider af bogen indeholdt dette:

 

  • En lille og andægtig bønnebog, hvor du kan finde bønner og forbønner, taksigelser og begæringer.

 

Ingen mester i det danske sprog

Ægidius var ikke selv stiv i det danske sprog havde brug for nogen til at gennemlæse bogen med henblik på sproget. Efter at have været gennem provsten i Tønder og de de seks præster i Slogs Herred og endelig Lohmann i Tinglev, som alle stort set ikke var bedre tjent end Ægidius og Reimarus selv blev bogen sendt til den venlige og distræte professor Steenbuch i København, der gennemgik den og rettede ting i manuskriptet. Men dette tog man nu ikke alt for højtideligt.

 

Send numrene i forvejen

Præsten i Bylderup, Ewald Ægidii, som var bror til Varnæs – præsten opfordrede til, at man en uge i forvejen sendte besked ud til menigheden, hvad man skulle synge om søndagen. Så kunne man øve sig derhjemme. De seks præster i Slogs Herred var enige om. At den ny salmebog skulle indføres i deres herred.

 

På poesiens bekostning

Afsyngelsen af samme salmer på dansk og tysk gjorde det nødvendigt at teksterne i versemål og tonegang ”muligst bragtes til dækning”, selv om dette måtte ske på poesiens bekostning”.

Måske var Varnæs Salmebogen et Slesvigsk modstykke til Kingos salmebog. Den nye salmebog var forsynet for første gang med numre. Der var hele 414 salmer i den. Og så var den forsynet med:

 

  • En liden andægtig Bønne – Bog

 

Varnæs – Salmebogen indeholder 104 salmer, der ikke tidligere var blevet oversat til dansk. Der var kun ganske få ren danske salmer.

 

Præsten fik tilsendt et prøveeksemplar

I Varnæs Kirkes regnskab for 1712 er der opført en udgiftspost på 11 skilling til en ny salmebog tilsendt af superintendenten. Det er sandsynligvis den ”Hoch – Fürstliche”, der er blevet tilsendt Ægidius som prøveeksemplar, da udgiften næppe dækker anskaffelsen, men kun tilsendelsen.

I 1712 havde to tyske salmebøger set dagens lys i de gottorpske lande. Mange steder i Tønder, Løgumkloster og Højer sang man med tyske salmebøger til dansk gudstjeneste.

 

Alt skulle godkendes

Sådan uden videre kunne man ikke udgive en salmebog. Den skulle først godkendes her og der. Fra gottorpsk side ville man nok helst undvære den kongelige danske kingoske salmebog.

Ægidius havde sin egen holdning til salmesang og salmetekst. Før havde det været sådan at man havde et fast antal af salmer, som man kunne bruge til gudstjeneste. Men alligevel begrænsede udvalget sig til kun en snes stykker. Dertil kom så salmerne til de kirkelige handlinger, dåb, vielse og begravelse.

 

Man sang samtidig på begge sprog

Disse salmer kunne så blive sunget på tysk af den ene del af forsamlingen og så på dansk af den anden del af forsamlingen. På den måde opstod der ingen problemer med at lære menigheden nye tekster eller melodier. De mange, der ikke kunne læse, havde heller ingen problemer med at følge med.

Man kunne ikke uden videre påtvinge en befolkning en salmebog med kun danske, for det meste hovedsagelig ukendte salmer.

 

Måske kunne salmebogen dække hele området?

Sønderjyderne var ikke så begejstret for Kingo som i Kongeriget. Så Varnæs – præsten håbede at hans salmebog kunne komme til at dække hele området.

I 1717 er der i Varnæs Kirkes regnskabsbog fra 1717 en post, der anfører at der er anskaffet 4 tavler til kirken for 2 mark. Nu kunne man på tavlerne se hvilket nummer man skulle synge.

Den værste konkurrent til Varnæs – salmebogen var den Pontoppidanske Sangbog, der udkom i 1740.

Og Brorson kom med en pietistisk dansk salmebog.

 

Det gik ikke for Fætter Enevold

I 1731 udkom salmebogen med et nyt titelblad på Vajsenhusets Forlag. Det viste sig at være Ægidius fætter Enevold Ewald, der stod bag dette. Han fik en bøde for det. Og desværre så blev bogen forsøgt bremset i København.

Han troede at kunne benytte sin stilling som Vajsenhuspræst til at udgive salmebogen. Men ak, det blev opdaget.

Biskop Worm havde klaget til over bogen til Christian den Sjette. Han mente at adskillige salmer var forvanskede og skriftstridige. Ewald forsøgte at forklare at det var fordi den var skrevet under krigens tid.

 

Et tillæg fra Tønder

I 1743 blev der trykt en udgave hos Claus Kiesbuy i Tønder med 123 selvstændige salmer på 248 sider. Måske mente man at salmebogen manglede noget. På titelbladet blev der nævnt noget om

 

  • Opvækkelige og Opbyggelige Evangeliske Salmer.

 

Måske var der nogle, der savnede nogle flere pietistiske sange?

 

Den blev ikke populær i Tønder By

Men den blev dog udsendt i det område, som den var tiltænkt. Bogen blev også kaldt Flensborg – salmebogen, for der var her den blev trykt. Den blev optrykt flere gange sidst i 1765. Den blev brugt i Ullerup til 1871 og i Varnæs til 1882.

Men udbredelsen af bogen stoppede brat ved enklaveområdet mod vest. Bemærkelsesværdigt er det også at bogen ikke vakte genklang i Tønder, til trods for at 2 – 3 udgaver er trykt her.

Reimarus havde været venligt stemt over for den. Den blev ikke benyttet i Tønder Kirke, men den blev brugt i Tønder Landsogn. Således brugte Brorson den i Emmerske bedehus.

Tønder By havde altid været forholdsvis tysksindet, og da Schrader allerede i 1731 udgav den store tysksprogede salmebog, må der være heri, at man skal finde forklaringen på, at Varnæs – Salmebogen ingen landvinding gjorde i Tønder by.

 

160 år i Varnæs Kirke

Men det er godt nok imponerende at man i over 160 år brugte Varnæs – Salmebogen i Varnæs Kirke. Selvfølgelig skyldtes det først og fremmest, at det var en præst fra deres eget sogn.

Ægidius var en overgangsskikkelse. Varnæs – Salmebogen var en stjerne, der forholdsvis hurtig forsvandt igen. Den blev kun synlig på en mindre måde. Alligevel må det siges, at det har været et kæmpe pionerarbejde det som han har gjort.

Pontoppidan optog store dele af denne den første dansksprogede slesvigske salmebog i sin fra 1740. Den er sikkert fremstillet på opfordring af kongen.

Endnu i ”Den Sønderjydske Salmebog” fra 1925 er der bevaret 11 salmer fra Varnæs – Salmebogen, heraf 4 af Ægidius selv. Varnæs – Salmebogen gjorde sig gældende helt op til Norge, hvor mange af dens salmer blev anvendt i forskellige andre salmebøger.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.620 artikler. Under Aabenraa (155 artikler) – Artikler fra området:

  • Fra Varnæs til Felsted
  • En degn fra Varnæs
  • Bryllup i Varnæs
  • Kirker – syd for Aabenraa
  • Den gamle skole i Felsted
  • Felsted – dengang (1)
  • Felsted – dengang (2)
  • Lundtoft Herred 1848
  • Et pottemageri ved Kliplev
  • Kliplev Marked
  • Bønder – syd for Aabenraa
  • Folk – syd for Aabenraa
  • Syd for Aabenraa
  • Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Mysteriet i Ensted
  • Hvor ligger Tumbøl?
  • Urnehoved – et tingsted syd for Aabenraa
  • Mere om urnehoved
  • Fra Bjerndrup til Hellevad
  • En tolder – familie fra Hærvejen
  • Toldsted på Hærvejen

Kirker-præster-Kirkegårde-Åndsliv:

Under Tønder (267 artikler):

  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Et strejftog af Burkal Sogns Historie
  • Emmerske Bedehus og Skole
  • Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Et kloster – 15 km fra Tønder
  • Løgumkloster – nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Møgeltønder Kirke
  • Præsten fra Daler
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens Folk i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder 1-2
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

Under Højer (75 artikler):

  • Den sure præst fra Højer
  • Bryllupsskikke i Højer
  • Højer Kirke

Under Aabenraa (154 artikler):

  • To kirker i Aabenraa
  • En pastor fra Rise
  • Fra Hjordkær til Rødekro

Under Sønderjylland (188 artikler):

  • Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland 1 – 2
  • Flere præster og Godtfolk i Sønderjylland (redigeret udgave)
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Ude mod vest
  • Ballum – dengang
  • Da Christiansfeld opstod

Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):

  • Ligvognen fra Bov
  • Livet omkring Bov Kirke
  • Ryd Kloster

Under Nørrebro (290 artikler):

  • Genforenet på assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Begravelser på assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op
  • Martha – Nørrebro på Nørrebro
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Johannes Kirke
  • Under jorden på assistens Kirkegård
  • En kirke på Nørrebro (Helligkors Kirke)
  • Samuels Kirke – 100 år
  • Præster og døden på Nørrebro
  • Den gale præst på Ladegården

Under Østerbro (90 artikler):

  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • En engelsk kirke ved Østerbro
  • Garnisons Kirkegård
  • Krigergraven på Garnisons Kirkegård

 


Et strejf af Burkal Sogns Historie

Dato: august 7, 2020

Et strejf af Burkal Sogns Historie

Sådan opstod Burkal og Bylderup. Vi hilser på nogle af de ældste beboere. Klosteret i Løgum havde stor interesse i sognet. Kirken opført i 1225. Og så blev der opført en middelalderborg. Der var masser af skov. Også kongen opkøbte i området. I 1710 var der fem skoler. Og så måtte en mand og konens søster pludselig flygte. Pietismen holdt sit indtog. Vækkelsen nåede præstegården. Og så kom de stakkels kolonister syd fra. Dem brød beboerne sig slet ikke om. Der var også en drikfældig pastor. En af de mest aktive var pastor Kok. Han skaffede læremidler og drømte en bondeskole. Der kom nye vækkelser i sognet. Pastor Kok blev stenet ud. 75 mand fra sognet faldt i krigen. Pastor Schwartz blev i sognet efter afstemning. Nervøsitet i rens den 10. februar 1920. Lille dansk flertal i 1920. Flere missionshuse opstod i sognet.

 

Sådan opstod Burkal og Bylderup

Vi har været i området mange gange før, og allerede nu ved vi, at vi kommer igen. Det sværere ved at skrive historie er jo at finde ud af, hvor stort det område er, som man skriver om. For dengang så Burkal Sogn helt anderledes ud. Som sædvanlig kan du kigge bagerst i denne artikel, hvad vi har skrevet om området langs grænsen.

Ifølge sagn var Bylderup og Burkal opført af to jomfruer, den ene ved navn Bur. Og et andet sagn fortæller at kirkerne er bygget af to kæmper, Byl og Bur. Og det med samme redskab som de kastede frem og tilbage. Men de to kirker ligger også kun tre kilometer fra hinanden.

 

Nogle af de ældste beboere

En af de ældste beboere som vi kender fra Burkal Sogn, er Ubbe Tordsen. Han er fra Jyndevad. Han var i strid med munkene med munkene fra Løgum. Han har nok været en betydningsfuld person for kongen blandede sig men gav munkene medhold.

Men om Tordsen boede i Jyndevad, er nok tvivlsom, når kirken blev bygget i Saksborg. Se denne historie foregår helt tilbage i 1245.

Senere omkring 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsslægt.

 

Kongen køber stort ind

Vi hører også om, at Frederik den Første, mens han var hertug i Sønderjylland, købte store jorder i Lydersholm af munkene i Løgum. Det fortælles at munkene fra Løgum allerede før 1237 ejede både vandmøller, jorder og fiskedamme i Lydersholm.

I 1519 er det bispen i Ribe bytter sig til en ejendom i Lund som har været i Løgums besiddelse. Ja og så ved vi at Erik Sture ejer Vrågård i 1490 men i 1494 sælger svigersønnen Tiellof van der Wijk ejendommen til Løgum.

 

Klosteret havde store interesser i sognet

Det fremgår tydeligt at klostret have store interesser i sognet. Men her huserede også diverse adelsslægter. Også slægten Blå, der havde interesser i selve Burkal. Det meste interessante er nok Nolde og det formodede gods der. Man sagde at før 1368 var ejeren, Peter Ebbisen. Den sidste ejer skulle være Tyge Fra Nold.

 

En herregård i Nolde

Der findes ikke skriftlige vidnesbyrd om denne gård. Men landmændene har i området fundet træ, der stammer fra vold og vejanlæg. Man kender jo også historien om denne Tyge fra Nold. Ja vi har allerede omtalt den. Men mon ikke vi på et tidspunkt skal lave en hel artikel om denne historie.

 

En middelalderborg

Mens vi er ved adelen, så må vi ikke glemme Solvig og Grøngård. Vi hører også om almindelige folk såsom sandemænd i forbindelse med retssager og handler. En del af beboerne var afhængige af adelen mens andre var frie.

Solvig er hvis nok Danmarks ældste landbrugsbygning, som stadig er i brug. Ja vier ca. 5 km øst for Tønder. Det er en mægtig staldbygning, som med jernankre bærer årstallet 1585. Det er sidste rest af Melchior Rantzaus renæssanceborganlæg, hvis hovedbygning var et dobbelt langhus, sammenbygget i siderne.

I 1965 – 66 udgravede Nationalmuseet i engen nord for Solvig rester af en middelalderborg, der er opført på en kunstig holm hvis sider var befæstet med solidt bolværk af træ. Man fandt rester af et mindre fæstningstårn, der oprindelig – sandsynligvis i 1300 – tallet havde været opført af græstørv. Men senere blev afløst af et trætårn.

Omkring 1550 blev gården flyttet fra holmen ind på det faste land, hvor der rejstes en beskeden bindingsværksbygning. Renæssanceborgen med stald og lade blev opført. Efter at Melchior Rantzau havde overtaget Solvig i 1583.  Den købtes af hertugen i 1601.

Senere har den tilhørt adelsslægterne Ahlefeldt og Outzen. Siden 1884 har den hørt under Schackenborg.

Hovedbygningen blev ødelagt 1622 af ”et Guds vejr”. 16 år senere brændte laden. Stalden blev også raseret af en brand i 1987, der ødelagde taget. Det blev genoprettet året efter, så bygningen står omtrent sådan som den gjorde for 400 år siden. Den nuværende hovedbygning er et hvidt stråtækt hus fra 1851.

Solvig Vandmølle, der ligger ca. en kilometer nordøst for gården, er en markant toetagers bygning fra omkring 1770.

 

Kirken opført i 1225

Vi ved også at kirken i Burkal er opført omkring 1225. Kirken er nok en af de yngste i Slogs herred. Sammen med Højst, Bylderup og Hostrup er de bygget af munkesten, mens Tinglev og Ravsted er bygget af kampesten.

Ved kirkens istandsættelse efter reformationen i 1622 er man gået meget hårdt frem. Alt inventar fra den gamle middelalderkirke er forsvundet. Det synes aldrig at have været et rigtigt tårn på Burkal Kirke. Og egentlig er der en dyb tavshed om kirkens historie de første 300 år.

Ved Højmessen blev der normalt ikke prædiket. Messens midtpunkt var nadveren. Måske har sognepræsten prædiket ved andre lejligheder.

De egentlige prædikanter var tiggermunkene, der vandrede rundt i landsbyerne og tiggede. I Tønder blev der oprettet et Franciskanerkloster(gråbrødrene) i 1238 og i 1275 et Dominikanerkloster (Sortebrødrene). De har sikkert haft deres gang i Burkal.

 

Præsterne havde husholdersker

Præsterne ved landsbykirkerne levede anderledes end munkene. Imod kirkens vilje havde de en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende. Men det forhindrede ikke, at de havde børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle. Disse præster var med i gilder eller broderskaber. I 1517 var Burkal – præsten med i ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab” i Flensborg.

Normalt var der kun en sognepræst ved hver kirke. Men der kunne oprettes et kapellanembede. Det var en vikar, som blev betalt af broderskabet. I slutningen af middelalderen blev der oprettet sådan et embede for Bylderup og Burkal Sogne som man brugte i fællesskab.

 

Masser af skov

Arealerne ved Lydersholm i 1503 bestod mest af skov og ufremkommeligt krat. Det meste af denne skov blev brugt til digebyggeri. Hertug Hans den Ældre havde opført gården Grøngård. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot. Det stod færdigt i 1570.

Hertugen dør i 1580. Nu kom Tønder Amt under Gottorp. Og den gottorpske hertug var ikke jæger, så jagtslottet forfalder. Allerede i 1648 rives halvdelen ned og i 1656 resten.

 

Det gamle inventar forsvinder

Burkals gamle middelalderlige døbefont blev i 1622 erstattet af et ny. Og i 1928 blev det gamle middelalderlige alterbord nedrevet og et nyt bygget af munkesten. Altertavlen og prædikestolen er fra 1622. Loftsmaleriet er også fra dette årstal.

Det 17. århundrede var fuld af udred og krig. Overraskende er det, at man havde råd til at istandsætte kirken. Efter den store istandsættelse mellem 1625 til 1629 fortsatte man i 1637 med at udvide kirken mod vest.

 

Svenskerne raserer

Svenskerne kommer i 1643 og 1645, hvor de hærger og plyndrer landet. De ødelægger også flere ting i kirken. Men helt galt gik det åbenbart ikke for i 1653 har man råd til at male kirken.

Da svenskerne så kom igen i 1657 – 1660 havde man købt en beskyttelse for seks mark. Selv om det i denne omgang ikke gik ud over kirke og præstegård, så betød svenskernes besøg at sognet blev meget forarmet. En del måtte således forlade deres gårde. Dem der blev tilbage kunne næsten ikke få til føden.

Som skrevet kom Burkal Sogn under den gottorpske hertug i 1580. Forholdet mellem kongeriget og gottorperne var meget fjendtligt. Den gottorpske hertug gik over på svenskernes parti, så de svenske tropper i landet var nærmest allierede men tropperne plyndrede af hjertens lyst både venner og fjender.

Den danske konge besatte landsdelen både omkring 1675 og 1685. Men dette var bare en forlængelse af udhungringen, der havde fundet sted gennem hele århundredet.

 

Der blev ikke sunget meget i kirken

Men man fortsatte med kirkebyggeriet. Således kunne man i 1663 bygge en tagrytter på kirken som erstatning for den gamle klokkestabel på kirkegården.

Der blev ikke sunget meget i kirken på daværende tidspunkt. Man kunne ikke melodierne eller salmerne. Nogle gange var man kun inde i kirken, når der var prædikenen. Men nåede tyder på at kirken alligevel har haft en vis tilstrømning.

Pastor Hoyer dør i 1650 og embedet blev overtaget af magister Andreas Amders, en rektor fra Tønder. Som det var mode på den tid, skrev han vers og mindedigte over afdøde.

 

I 1710 er der fem skoler i området

Vi hører om en skole i Bylderup for drenge fra slutningen af det 16. århundrede og i 1710 er der fem skoler i sognet. I Burkal Skole går der kun 6 – 7 børn. Det var også begrænset, hvilken adgang man havde til litteratur.

Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633 anskaffede man i Burkal Kirke i 1699.

 

Der synges på dansk

Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far Andreas som præst i sognet. I hans tid omkring 1717 udkom den såkaldte Varnæs – salmebog. Også dette tema vil vi senere tage op på vores hjemmeside. Men det syntes som om dette havde en forbindelse til Burkal. Udgiveren var fra nabosognet Bylderup. Præsterne i Slogs Herred synes at være præsenteret for denne inden udgivelsen.

I en indberetning har Amders skrevet:

 

  • Her i sognet synges der på dansk – og der anskaffes en hel del salmebøger – alt som folk har råd til.

 

Der sørges ikke for de fattige

I 1710 blev der fra ”den høje kommission” i Tønder udsendt et spørgeskema med 65 spørgsmål. Så vidt vides har man aldrig forsket i disse. Dette kunne være meget interessant. Men spørgsmål nr. 60 lyder således:

 

  • På hvilken måde sørges der for de fattige – og om der findes en fattiggård?

 

Amders svarede:

 

  • Da der ingen ordning er truffet for de mange tiggere og sognet ikke underholder sine egne fattige, så løber også vore fattige i og udenfor sognet for at skaffe aig det daglige brød.

 

Manden og søsteren flygtede

I 1722 berettes der om en mand, der havde både sin kone og hendes søster i huset, levede sammen med begge kvinderne og de blev gravide begge to. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten lod konen som om, at det var hendes barn.

Præsten kom og døbte dette barn. Alt var i skønneste orden, men da konen stod op af ”barselssengen”, kunne folk jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede. Begivenhederne fandt sted i Lund. Det har sikkert givet anledning til megen snak og rysten på hovedet.

 

Da Pietismen holdt sit indtog

Christian Amders dør i 1725 og dermed endte den ortodokse tid i Burkal. I 1665 åbnede Christian Albrecht Universitetet i Kiel. Alle de hertugelige præster havde studeret her. Men i 1721 blev hele Slesvig samlet under den danske konge. Men administrativt blev hertugdømmet ikke indlemmet i kongeriget. Og sprogligt blev der stadig regeret på tysk.

Det synes som om, at den unge Enevold Ewald, en søn af præsten i Højst havde introduceret sognet for pietismen. Han kom hjem til sin far i 1718 og var helt optaget af de som han havde lært i Jena. I 1727 blev han kaldt til København, hvor han skulle lede Vajsenhuset.

I Burkal kom også en ny degn, der hed Paul Asmussen. Han havde været hos Nikolai Brorson i Bedsted. Og denne var også betaget af pietismen.

 

Beretning om landsbyen Nolde

I Tønder Amts Jordebog for 1712 står det om Nolde:

 

  • Efter opstemningen af vandet på engene ved hjælp af stemmeværker er blevet opfundet og indrettet, har landsbyen taget synligt til og er kommet i bedre stand.

 

Engene havde stor betydning for bønderne og udskiftningen mellem bønderne begynder allerede på dette tidspunkt i Sønderjylland. Så tidligt som i 1713 begynder man at dele engene imellem sig i Hostrup Sogn. Man går bort fra den gamle fællesdrift.

Det ser ud til at man i Lund udskiftede engene i 1757 og agerjorden i 1768, mens man skiftede i Rens allerede i 1741.

 

Vækkelsen nåede præstegården

Omkring 1742 kom den vækkelse, der finder sted i sognet også til præstegården og Amders kommer med i kredsen af pietistiske præster i landsdelen. Fra 1742 er kirken i Burkal et vigtigt centrum for vækkelsen i Midtslesvig. I 1769 under præsten Peter Petersen var der 35 vakte sjæle i sognet. Men højdepunktet nåede man i 1781, da var man nået op på 200.

Det går rygte om denne præst. I sognets bevidsthed står det om at han fik det hele til at blomstre. Som prædikant greb han tilhørerne. Han var præst i sognet fra 1750 – 89. Han profeterede sin egen død.

Efterfølgeren Andreas Prætorius kom fra Hellevad og fulgte helt i forgængerens spor. I de næste 75 år forsvinder den pietistiske/herrnhutiske bevægelse langsomt fra sognet.

 

De stakkels kolonister syd fra

Ikke mange ved, at der i sognet har været kolonister i Lille Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark. Kun en fjerdedel af landet var opdyrket. Kong Frederik den Femte forsøgte at få folk ud fra det gamle bondesamfund og opdyrke heden, men det mislykkedes.

Derfor sendte han en agent til Frankfurt med den specielle opgave at få folk til at rejse nord på. De skulle komme til Danmark og bl.a. dyrke kartoflen. Gennem et opråb i en avis i april 1759 og senere gennem trykte plakater var folks opmærksomhed henledt til opdyrkningsarbejde i Danmark. Og det var tillokkende. Der blev lovet rigtig meget.

 

Lyng til bæltestedet

Den 12. oktober 1762 ankom et stort vogntog fra Flensborg til Kravlund Kro. Det var 157 familier bestående af 549 personer af de fra Sydtyskland tilkaldte kolonister. De var udset til at påbegynde opdyrkningen af hedearealerne i Tønder Amt.

I vinteren 1762 – 63 var der kommet mange flere kolonister til Rens end og Jyndevad end der var behov for. Og de var også ilde set i befolkningen.

I 1763 blev der foretaget en bedømmelse af kolonisterne. Man fandt ud af, at mange var unyttige og ubrugelige. Det viste sig hurtigt, at der også var mange ”urolige” hoveder imellem. De fik stillet i udsigt enten at bosætte sig et andet sted i landet eller tage hjem.

I Burkal Sogn oprettede man kun 11 pladser mod de planlagte 24 pladser. Og de fik i den grad dårlige vilkår at leve under. En kolonist udtrykte det således:

 

  • Vi var blevet lovet, at vi ville komme til at vade i kløver til knæet, men vi fandt kun lyng, som gik os til bæltestedet.

 

Tak til Frederik den Femte

På sydsiden af kirkens kor hænger en tavle med en navnetræk af Frederik den Femte. Det hang i kirken i 1781. Måske er det tænkt som en tak til kongen. For det var lige før, at der var opstået en krig mod russerne. Den gottorpske hertug var kommet på tronen i Rusland og nu ville han gøre det af med Danmark. Den danske konge rustede og samlede en hær på 71.000 mand ved grænsen. Men inden kampen begyndte, blev den russiske zar styrtet og krigen undgået. Måske skulle man også sende en hilsen til Caspar von Saldern, der stammede fra Aabenraa.

 

En drikfældig pastor

Af en eller anden grund får en søn af den første pastor Petersen embedet i Burkal. Han hedder også Peter Petersen. Han var alt andet end from. Det siges om ham at han var meget drikfældig. Han kunne møde op i kirken mere eller mindre fuld efter drikkegilder i Tønder.

Det fortælles også at han i præstegården havde fået en elskerinde. Lige så højt som man skattede faderen lige så ringe agter man denne. Men et lyspunkt var det dog hos denne.

Han var den første, der får opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815. Pastor Petersen dør i 1830. Og samme år overtager pastor Hans Paulsen Beyer embedet. Han var fra Bylderup Sogn. Han bestred posten til sin død i 1837. Hans huslige liv var til forargelse sagde man om ham.

Den næste i rækken var Johannes Peter Gotthilf Claudius. Han var præst til 1848. Da man skulle vælge ny præst, blev det en tysksindet, nemlig præsten i Bylderup, pastor Peter Christiansen Schmidt, der overtog embedet i 1849. Hans optræden var dog af meget kort varighed. Allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, måtte han forlade sit embede.

 

Et hjemmegjort monument

Ved landevejen lidt nord for Burkal Kirke, står et hjemmegjort monument opbygget i marksten med denne indskrift:

 

  • Danmarks sjette Frederik kom denne vej, da han vendte tilbage til Louisenlund fra sine vestlige strandbredder, som havde lidt oversvømmelser den 3. april 1825.
  • Dette oprejses efterslægten til mindesmærke for den bedste fyrste af Sluxherred den 6. juli 1826.

 

En aktiv præst – pastor Kok

Selv om folkesproget nok har været sønderjysk i store dele af sognets befolkning, så har der i kirke og skole været tysk i sprog og tanke. Men i 1850 vendte bøtten. Det sørgede den nye præst Pastor Johannes Koch/Kok for.

Han var det fine bymenneske, men han forstod ikke rigtig at komme ind blandt den landlige befolkning. Men der var dog en del tysksindet, der godt kunne lide pastor Kock. Han gjorde meget for skolen i sognet ligesom folk strømmede i kirken.

Kirkeligt var han vel konservativ. 1850 var Slogs Herred ved at dele Kær Herreds nationale lod. Politisk var han grebet af at vinde Sønderjylland for dansk åndsliv. Han nøjedes ikke med at føre denne kamp fra prædikestolen.

 

Bistand til indkøb af nye lærebøger

De velhavende og mest oplyste del af befolkningen var overvejende tysk præget. Kun et omfattende oplysningsarbejde kunne redde området, mente Kok. Han bad om mere moderne undervisningsmidler til sognet bl.a. Danmarks – kort. Han syntes at børnene skulle have bogen, Hjorts Børneven. Den var nu ikke indført i ret mange skoler i Tønder Provsti. Den mødte en del modstand i landbefolkningen.

Han bad derfor departementschef Regensburg i det slesvigske ministerium om bistand til anskaffelse af denne bog til fattige hjem. Han nåede ret vidt med at anskaffe nye lærebøger.

Men den tysksindede provst i Tønder, Ahlmann var ikke begejstret for Koks initiativ i Burkal. Provsten i Tønder blev dog måske takket være Kok og Regensburg pensioneret i 1852.

Helt let var det ikke at være lærer dengang, når man skulle undervise 80 børn i en alder fra 6 til 16 år med højst forskellige evner i samme klasse. Kok mente, at man skulle geare ned på religionsundervisningen og satse noget mere på de andre fag. Man kunne eventuelt gå til præst i to år.

 

Pastoren drømte om en højskole i Hostrup

Ligesom Grundtvig ønskede han en fortsættelsesskole for ungdommen dog ikke i lighed med den grundtvigske folkehøjskole. Han skriver om sine tanker til Regensburg:

 

  • Hostrup-præsten er som bekendt gammel og dårlig som prædikant, ringere som sjælesørger og tysk af sindelag. Degnen er over 70 år gammel. Han har i sit otium indrettet en tysk privatskole, der har en stærk opbakning fra oplandet.
  • Skolelæreren er også ældgammel, hvorfor provsten nu har bestikket ham som hjælpelærer. Det er en mand, der tidligere har fungeret i samme egenskab i mit sogn. Jeg fandt ham aldeles ubrugelig, da han aldrig havde lært noget.
  • Det rette ville være at både degnen og skolelæreren gik af. Så kunne der måske oprettes en udvidet bondeskole, hvortil der er et stort behov på egnen. Mange forældre har lyst og evne til at deres børn skal lære noget mere.

 

Men Hostrup – præsten Chr. Hansen Hoeck lod sig ikke pensionere før 1856, så måske havde Kok på det tidspunkt opgivet planen.

 

Kok blev nærmest stenet ud

På et tidspunkt mente han at have gjort nok for sognet. Derfor søgte han en stilling Gl. Haderslev Amt. Men her blev han forbigået. Nu begyndte han så i stedet at skrive. Han skrev et to-binds værk om ”Det Danske Folkesprog i Sønderjylland”.

Desuden skrev han en lille bog, der hed ”Bidrag” som var et angreb på den tyske side. Det var heller ikke underligt, at han var den første som preusserne tvang til at forlade landet efter 1864.

Da han rejste den 8. maj 1864, stod ungdommen ude for hans vinduer:

 

  • Du skal nu væk din sorte kok, nu har du galet længe nok

 

Man vedblev med at tale dansk

Ved Rigsdagsvalget i 1898 blev der afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. Men i kirken var gudstjenesten på dansk. Dansk vedbliv det i hele perioden i kirken. I 1903 var der 16 tyske gudstjenester om året. Det var samme antal som i årene efter 1945 og endnu i 1967.

Den første præst efter Kok var herrnhuteren Ahrendt Detlev Grauer. I den danske tid fra 1850 til 1864 var han huslærer i sit hjemsogn Rise.

Det var i pastor Grauers tid, at Emil Hansen blev født i Nolde den 7. september 1867. I en af vores artikler om Nolde kan du læse om hans drengeår i området. Som bekendt så udskiftede han sit efternavn Hansen ud med Nolde.

 

Nye vækkelser i sognet

Grauers efterfølger i præstegården hed Johannes J.A. Momsen. I hans tid dukker de gamle vækkelser frem igen. Det er Bornholmerne eller Luthersk Missionsforening, der skaber et begyndende religiøst røre. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum, der sammen med bysbarnet Hans Paulsen, der startede op. Men åbenbart blev de splittet op i to grupperinger.

Pastor Burmeister følger. Har vistnok ret tysk. I 1915 flytter han til Tinglev. I 1916 følger pastor Schwartz. Efter foreningen med Danmark blev der holdt en afstemning om man skulle beholde ham. Der var 418 stemmer for og 136 imod.

 

75 mand fra sognet faldt i krigen

På kirkegården har man rejst en mindesten for de mænd, der faldt i den første verdenskrig. Samme sten bærer navnene på dem, der satte livet til, om de var danske eller tyske af sind, men de står på hver side af stenen.

Det er lige ved indgangen til Burkal Kirkegård, at man kan se stenen. Kun 67 navne er på stenen. De sidste 8 havde ikke så stor tilknytning til sognet. Det kan være arbejdere eller tjenestekarle, der kun har været her i en kort periode. Deres navne er påført andre mindesten.

75 mand fra Burkal Sogn kom ikke hjem fra Første verdenskrig. Alene den 6. juni 1915 faldt mellem 80 og 90 unge og ældre mænd fra Sønderjylland i tyske uniformer for franskmændenes granat – og geværild.

 

En hård skæbne

En af navnene, der kan læses på stenen, er Hans Peter Adzersen fra Lydersholm. Hans familie indrykkede med kort tidsafstand tre annoncer i Flensborg Avis.

24-årige Hans Peter Adzersens dødsannonce offentliggøres 26. april 1917. To uger senere den 10. maj 1917, oplyser en ny annonce, at hans far, Karl Adzersen er død, 63 år gammel efter længere tids svaghed. Tilbage sad hustruen Lene Adzersen uden mand og søn. Hun havde intet andet valg end at sætte gården med 208 hektar til salg. Det skete den 24. maj 1917, mindre end en måned eftersønnens og siden ægtefællens død. Ejendommen, der i øvrigt var hendes fødehjem blev først solgt efter krigens afslutning i 1919.

Adzersens familiens skæbne fortæller med al tydelighed, at krigen ikke kun satte voldsomme spor på slagmarkerne, men også på hjemmefronten.

 

Pastor Schwartz blev i sognet

Pastor Schwartz forbliver præst i sognet. Han var tysk af uddannelse og fødsel. Han gjorde et stort stykke arbejde i sognet. Han prøvede at holde sig fri fra politik og nationalisme. Han hørte til den pietistiske vækkelse.

 

Nervøsitet i Rens 10. februar 1920

Man var i tvivl i Rens, hvordan det skulle gå den 10. februar 1920. På selve afstemningsdagen blev ængstelsen og utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige morgenstund havde tyskerne i vogne været i gang med at hente de gamle og de svage til afstemningsstedet. Man så både den ene og den anden, som man havde regnet med ville stemme dansk, blevet kørt til valgstedet af tyskerne.

Den gamle markmand, Johannes Hansen, der var en sikker budbringer, når der skulle sendes besked rundt til de danske hjem, kom om formiddagen ind til købmand Marcus Jørgensen og utrykte sin ængstelse:

 

  • Jeg er bange for at det går galt.

 

Stor spænding i krostuen

Spændingen og alvoren steg i byen, det var i forvejen bestemt, at alle danskere skulle mødes på kroen om aftenen. Man ville slutte med en lille festlighed. Det var bestemt at lægpraktikant maskinhandler Kruse Due fra Bylderup Bov skulle være hovedtaler ved festen. Det var få at få alle kristelige retninger og de mange forskellige sekter i byen med.

På kroen samledes man da om aftenen for at høre resultatet af afstemningen. Optællingen fandt sted i Mellemstuen. Fra den forreste stue, Skænkestuen, kunne man gennem køkkenet komme op i Storstuen og salen.

Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i salen og bede, indtil optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende øjeblikke kunne samle deres sind til fælles bøn. De fleste blev stående i Skænkestuen, der efterhånden var blevet fyldt.

Al samtale førtes hviskende. Selv unge mennesker, der fra tidlig på aftenen havde sikret sig et par borde til at spille kort ved, blev mere og mere tavse og lagde til sidst kortene ned.

Da lukkedes dørene fra Mellemstuen op til både Skænkestuen og Storstuen. En dansk og en tysk tillidsmand forkyndte resultatet på begge sprog, således som foreskrevet af Den Internationale Kommission.

 

Lille dansk flertal

Det var den senere sognerådsformand, Jørgen Tinglef Lund, der forkyndte resultatet ud i Skænkestuen:

  • 114 danske og 99 tyske stemmer i Rens Afstemningskreds.

Det var altså et dansk flertal, men ikke så stort, som vi havde ventet det. Andre steder i Sønderjylland var man glad for resultatet. Her havde man regnet med tysk flertal. Ja man havde regnet Burkal Sogn for at være tysk, men her blev resultatet den 10. februar 1920:

  • 445 danske stemmer mod 422 tyske stemmer.

 

Flere missionshuse i sognet

Frimenigheden kom til Tinglev i 1922 men først til Burkal i 1935, selv om der her var en tysk præst. En overgang kom pastor Nielsen fra Tinglev og holdt gudstjeneste i Burkal Kirke. De mennesker, der bakkede ham op, var dem som var tilknyttet forsamlingshusene i Lydersholm.

Pastor Schwartz oplevede ved besættelsen den 9. april i Burkal Præstegård, men samme år faldt han for aldersgrænsen og flyttede til Sønderborg, hvor han døde i 1945.

Fra 1941 forsøgte man at gennemføre en løsning med en vikar for den tyske præst og pastor Bruhn var præst til 1947. Pastor Lyksholm overtog hvervet i 1955 efter Høgel og blev til 1967

Efter 1920 var der missionshuse i Rens, Jyndevad, Lund og Bylderup Bov. Ja dette begyndte i 1881 i Rens med N.P. Nielsen.

I 1933 trak det nazistiske spøgelse over sognet.

 

 

 

 

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse historier
  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • da.wikipedia.org
  • Grænseforeningen
  • denstorekrig1914-1918.dk
  • Nicolai Svendsen m.m.: Tiende februar
  • Kitta og Sven Petersen: De, der aldrig kom hjem
  • Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening
  • Nationalmuseet: Danmarks Kirker
  • E. Sørensen: Langs Grænsen
  • Troels Fink: Rids af Sønderjyllands historie
  • Asger Nyholm: Nationale og Religiøse brydninger i Tønder på sprogreskripternes tid

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.618 artikler herunder 265 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland:

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Solvig – en herregård i Slogs Herred
  • Lendemark og omegn
  • Lærer i Burkal
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged i Hajstrupgård
  • Besættelse og Befrielse ved grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Så kom posten til Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske bedehus og Skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – Byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askersodde ved Vidåen

 

  • Nolde og hans liv vestpå (b)
  • Nolde og Nazismen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Emil Nolde og Tøndermarsken

 

  • Kartoffeltyskerne
  • Svenske tropper i Tønder
  • På flugt fra Wallenstein
  • Adelsslægten fra Aabenraa
  • Caspar von Saldern – hvem var han?

 

 


Skamstenen i Sæd

Dato: juli 28, 2020

Skamstenen i Sæd

Teksten er forsvundet. Men den skulle erindre om ”et forbandet mord”. Karen Christens boede sammen med mand og tre børn i Sæd’ s fattigste hus. Søsteren købte rottegiften, som Karen blandede i grøden. Hun dræbte hendes tre børn og sig selv. Børnene fik en kristen begravelse, men Karen blev smidt ud af vinduet og begravet på marken.

 

Teksten er forsvundet

Vi har netop besøgt Sæd-Ubjerg og igen besøgt den berygtede skamsten. Denne sten vidner om en frygtelig og tragisk hændelse. Historien har vi taget med omtalte artikel, men den fortjener nu engang at blive uddybet. Hvis man skal se stenen, skal man i dag lede efter den. Og man kan ikke mere se, hvad der står på stenen.

I dag befinder stenen sig på en upåagtet bivej, men dengang var det den gamle hovedvej mellem Tønder og Husum.

En optegnelse fra 1855 oplyser, at der på stenen skulle have stået følgende:

 

  • På dette sted er af bødlen henslæbt og nedgravet legemet af Karen Chrestens fra Sæd fordi hun i året 1712 ved gift har begået et forbandet mord på sig selv og sine fire børn

 

Byens fattigste hus

Karen var dengang 35 år. Hun var gift med Chresten Pedersen. De havde tre drenge sammen, Jens, Per og Christian på 10, 8 og 8 år. Samt den stårige datter Anna.

Familien boede i et af landsbyens fattigste huse. Det var kun med yderste knebenhed, at Chresten kunne bjerge det mest nødvendige til dem.

 

Søsteren købte rottegift

Karen var stærkt deprimeret. Da hendes bror Peter søndag den 17. april 1712 gav hende halvanden skilling, som Chresten skulle købe tobak til ham for i Tønder, slog det klik for hende. Hun bad i stedet sin mands søster Merrit købe rottegift, da hun næste dag skulle til byen.

 

Gift i grøden

Om tirsdagen modtog Karen giften, som hun kom i den gryde grød, børnene skulle have. Hun smagte selv på den og påså nøje, at børne fik nogle solide skefulde. Selv spiste hun resten.

I løbet af eftermiddagen døde alle tre drenge. Både den lille datter og moderen blev alvorligt syge.

Mistanken spredte sig i landsbyen og der gik bud til amtshuset i Tønder. Amtsforvalteren lod straks sætte vagt ved de døde børn. Den stærkt afkræftede Karen blev forhørt. Hun tilstod alt og fortalte at også hendes mor led af tungsind. Det var for at fri børnene fra den arvelige plage, at hun gav dem gift, sagde hun.

 

Karen skulle ikke kristen begraves

Karen og Anna døde onsdag morgen. Præsten i Ubjerg udfærdigede sammen med en kollega en erklæring om, at de gennem længere tid havde bedt for Karens helbredelse for hendes tungsind.

I dag ville man nok have kaldt den skyldige utilregnelig i gerningsøjeblikket. De to præsters menneskekærlige udsagn fik dog ingen betydning. Provsten i Tønder Samuel Reimarus bestemte at børnene skulle have en kristelig begravelse, mens Karen som en hund ”af bøddelen skal slæbes hen og begraves på fri mark”

 

Karen blev smidt ud af vinduet

Børnene blev jordet samme eftermiddag og næste aften udførtes dommen over Karen. Hendes lig skulle

  • Ved solnedgang af skarpretteren kastes ud af vinduet, derpå slæbes videre ud i fri mark og i tilbørlig dybde begraves i jorden.

Dette blev effektueret til punkt og prikke.

 

Stenen skal erindre om ”et forbandet mord”

Kort efter rejstes stenen. Oprindelig for til evig tid at erindre om den, der begik ”et forbandet mord”.

Men som tiden er gået, er der mere og mere blevet et minde om en fattig, udsultet og fortvivlet kone, som ikke så anden udvej for sig selv og sine børn end at bringe dem ud af denne verdens nød og elendighed.

 

Kilde:

  • dengang.dk diverse artikler
  • Se Litteratur Tønder
  • E. Sørensen: Langs Grænsen

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.608 artikler herunder 264 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland herunder:

 

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Slogs Herred – mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Solvig – en herregård i Slogs Herred
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • En herredsfoged i Hajstrupgård
  • Besættelse og befrielse ved grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Så kom posten til Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske Bedehus og Skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – Byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askersodde ved Vidåen

 

 

 


Omkring Grøngård (4)

Dato: juli 12, 2020

Omkring Grøngård (4)

Et herligt sted – Lydersholm – dengang. Vejen krydser fem åer. Grøngård fik først elektricitet i 1934. Utallige sandstorme. Masser af storke og vand. Alle deltog i begravelserne. De tysksindede ville have egen skole. Store krav til datidens lærer. Der foregik en masse på skolen. De fleste gårdejere var tysksindede. En blanding af sprog. Danmarks mindste forsamlingshus. Kongeligt besøg og radiotransmission. Tre dræbt i Rørkær under bombeangreb. Heimwehr var ikke særlig populær. Lærer Leick modtog trusselsbreve. Hjemmetyskere 9. april 1940: Det har danskerne godt af. 350 arbejdere skulle grave tankgrav fra Jejsing til Tønder. Skolebørn angrebet af tre engelske jagerfly. Nyt forsamlingshus i 1952. I arresten i Flensborg. Ikke det samme i dag som dengang.

 

Et herligt sted

Vi har allerede skrevet tre artikler om dette herlige sted. Men nu må vi også lige hellere få lidt mere af omgivelserne med og føre begivenhederne lidt længere op i historien. Ja sidst ”Den Gamle Redaktør” var på dette sted var i hans drenge – og ungdomsår. Da kørte vi rundt på udborede knallerter. Sig det ikke til nogen. Vi har før hørt om folk, der blev straffet med tilbagevirkende kraft.

 

Vejen krydsede fem åer

Dengang for mange år siden var området meget vandrig. Vejen til grænsen ved den tidligere Bejers Kro er knap fire kilometer lang. Vejen krydser hele fem åer. Grønå, Lillestrøm, Gammelå, Sønderå og til sidst Skelbækken, der danner grænsen.

Fra Jejsing Banke er der en strålende udsigt mod syd. Bag Grøngård, ses skove ved Vestre i Sydslesvig. Elhøj, Sønder Løgum og Ladelund skimtes i horisonten.

Grøngård ligger 10 km øst for Tønder og to kilometer fra grænsen.

 

Grøngård fik vores elektricitet i 1934

Først i 1934 fik gården elektricitet.

Inden da var det koldt og mørkt med uhygge alle vegne. Tapeterne var falmede og i stykker. Vandet til husholdningen skulle hentes i bryggerset fra en pumpe til et rør slået ned i jorden. Det var ikke særlig godt vand og sikkert ikke sundt.

I foråret 1929 blev der foretaget en boring udenfor, 15 meter ned i jorden. Vandet var bedre, men dog meget jernholdigt.

 

Utallige sandstorme

Det var dengang med store sandmarker omkring gården. Sand og støv trængte ind overalt, når de stærke forårsstorme satte ind. Ja selv karlene var sorte i hovedet. Luften var tyk. Selv Lille Grøngård, 500 meter væk kunne ikke ses i sådan et vejr.

Tilsåede marker måtte ofte sås om, både roemarker og kornmarker.

Grænsebyen Lydersholm ligger lige i nærheden. Om sommeren var denne by omgivet af blomstrende enge. I vintertiden inden afvandingen var Byen omgivet af vand.

Når det var frost, så blev det en fin skøjtebane. Så kunne man skøjte helt fra Rens forbi Lydersholm til Tønder. ”Den Gamle Redaktør”’ s far påstod dengang, at han løb fra Tønder til Nibøl på skøjter.

 

Masser af vand

Grønåen gik ofte over sine bredder, fordi vandet blev presset fra øst mod vest. Vidåen ved Tønder kunne slet ikke tage vandet. I en regnfuld sommer kunne det også være svært at bjerge både hø og korn. Høststakkerne svømmede væk, ud i Vidåen, ud i havet.

Landevejen mod Tønder var næsten altid oversvømmet. Gården Hestholm, som vi tidligere har skrevet om lå på et værft. Her havde folkene altid en båd liggende. Så kunne de sejle de 400 meter over til landevejen.

Efter afvandingen kunne man på Grøngård jævne et utal af kanaler og grøfter. Men man kunne nu ikke sig helt fri for oversvømmelser. Den 7. – 8. november 1954 var mange tønder land under blankt vand helt fra Nolde. 50 vilde svaner, gæs og ænder svømmede på marken i lang tid.

 

Masser af storke

På Grøngård havde man ofte over 300 læs hø, ja til tider 400 – 500 læs hø. Alle hjalp med. Man så frem til høstgildet.

Ja og her kom storken selvfølgelig også. I september samledes der ofte store flokke af storke i området 20 – 30 stykker. Men de tider er forbi.

I sommeren 1938 hærgede den modbydelige syge på egnen – Mund- og Klovsyge. Når man cyklede til Tønder, så man alle steder – Adgang Forbudt – Politiet.

 

Alle deltog i begravelserne

Den tyske sognepræst i Burkal hed pastor Schwartz kom ofte forbi. Og fra 1935 var det også en dansk præst. Han hed N.P. Nielsen. Han boede i Højer. (Læs artiklen: Den sure Præst fra Højer – Ja det var ikke N.P. Nielsen men ham, han skulle afløse Pastor Braren)

Når nogen var død og skulle begraves i Lydersholm og Grøngård gik en bedemand rundt til hvert eneste hjem. Det var ofte smed Jacob Mathiesen (æ gammel smej). Han var iført diplomat og høj hat. Det var også skik, at alle gik med til begravelser, både tyske og danske. De fleste gange var der kaffebord på Saksborg Kro, lige ved kirken.

Pastor Schwartz følte sig ganske bogstavelig som sjælesørger for hele sit udstrakte Burkal sogn, der strækker sig 16 – 17 km langs grænsen fra det yderste Store Jyndevad til Holmgård og Vindtved i vest.

 

De tysksindede ville have deres egen skole

I Lydersholm skole hang der ved ”Genforeningen” 1920 to store billeder af kejser Wilhelm og et af Luther. I 1920 fik skolen et nyt stort uindrammet billede af kong Christian den Tiende. Formanden for skolekommissionen var meget sparsommelig. Han mente nok at man kunne bruge rammen om kejserens billede.

Indtil 1929 var der i Lydersholm skoledistrikt fælles skolegang for alle børnene i den danske kommuneskole. Her blev der givet tysk undervisning i 10 timer ugentlig. De daværende 8 tysksindede familier havde hidtil været tilfredse med de 10 tyske timer.

Nu kunne de ikke mere nøjes med dette. De ville have deres egen skole. Og den blev opført i sommeren 1929. Men det kneb med at nå de 10 elever året rundt. Det var forudsætningen for statstilskud.  I henhold til den danske skolelov.

 

Store krav til datidens lærer

Den danske skole havde en berømt og afholdt lærer, nemlig Willy Leick. I en landsbys liv er landsbyskolen den kulturelle faktor. Skolebygningen blev købt i 1821. Det var gården Petersholm, der blev indrettet til skole. I 1883 blev den bygget om af en bygmester fra Sæd. Senere blev den udvidet, så der var plads til 40 børn. Men efterhånden voksede tallet til 50.

Lærer Leick kom til Lydersholm Skole i 1920. Der stilles store krav til en lærer med flere årgange i samme klasse. Leick gik meget op i hjemstavnsundervisning.

Han fortæller selv, at han følte sig sat 50 år tilbage. I det første halve år spiste han skiftevis to dage ad gangen i forskellige hjem. På den måde lærte han befolkningen ret godt at kende. Det var dengang 13 tysksindede familier og 5 dansksindede familier. Smedjen og de tre største landejendomme stod tomme. De var i spekulationsøjemed opkøbt af en østprøjsisk godsejer.

 

Børnene måtte cykle 10 kilometer efter lønnen

Skolestuen var kun på 5 x 6.5 meter. Børnene sad ved tre-mands borde.  Katederet stod på en forhøjning. Om søndagen fungerede den som prædikestol.

1931 blev der bygget en ny forskole, der begyndte med 26 børn. Her blev de tre første årgange undervist. Her regerede frk. Holst i mange år. Hun kunne uddele lussinger og var måske lidt gammeldags.

Hver måned foregik lønudbetalingen kontant fra Burkal Kommunekontor. Så måtte en af børnene afsted på cykel efter fars løn.

 

Der foregik meget på skolen

På skolen hentede beboerne deres sygekasseseddel, når de skulle til læge. Om søndagen omdannedes skolestuen til kirkerum, hvor sognepræsten i Burkal kirke afholdt gudstjeneste. Skolestuen fungerede også som valglokale. Ja her foregik også det lokale bogudlån. Her blev afholdt juletræsfester og dilletant.

Jo hver måned kom lærer Hummeluhre fra Rens med en ny samling bøger, og tog de gamle med.

Det var dengang sognepræsten hed Einar Høgel. Han kom altid en halv time før og iklædte sig præstekjolen. Der var dog sjældent mere end 2-3 kirkegængere.

 

De fleste gårdejere var tysksindede

Dengang i 1928 var beboerne på de fleste gårde i Lydersholm tysksindede. Der var mange gendarmboliger med små haver omkring. Straks i 1920 bosattes der ikke mindre end. Over 40 gendarmer i Lydersholm. Til disse blev der bygget træbarakker.

 

På gendarmstierne

20 grænsegendarmer bevogtede dengang efter tur, grænsen på strækningen fra Vindtved til Flyvsholm. Gendarmstierne var ofte henlagt over privat jord. Med en passende afstand var der et læskur, hvor de kunne lune sig ved en lille kakkelovn om vinteren. Schæferhunden, som blev fodret derhjemme med kalluner (komaver) fra slagteriet, var næsten altid med på turen.

 

En blanding af sprog

Tyske og danske kunne i de første 10 år efter ”genforeningen” leve fredeligt mellem hinanden og komme sammen. De allerfleste talte dansk eller sønderjysk, også hjemmetyskerne. Nogle gange kunne det komme til at lyde lidt sjovt. Således sagde lederen af den tyske ringridning i Saksborg:

  • Still gestand! Rechtsum! Og så li’e ind a e lejgaff

 

Danmarks mindste forsamlingshus

Efterhånden blev det mindre hyppigt at danske og tyske kom sammen. Til begravelser fortsatte man med at komme sammen. Men når det gjaldt folkelige møder, samledes dansksindede og tysksindede hver for sig.

”Selskabelig Forening” blev stiftet 28. oktober 1925 med 40 medlemmer i Lydersholm Skole. Formand blev Lærer Leick.

Man besluttede i 1928 at købe en barak af Grænsegendarmeriet. Den stod ved vejen fra Lydersholm til Bejers kro. Den skulle koste 600 kr. Sprogforeningen gav et tilskud på 500 kr. Barakken blev gjort tre meter længere og skillevæggene blev taget ned. Lydersholm Forsamlingshus blev indviet den 16. december 1928 med overgendarm Frandsen som formand. Der var ualmindelig stor tilslutning både fra Lydersholm, Jejsing og Rens.

I Danmarks mindste forsamlingshus lavede alle med i det nationale og kulturelle liv. Der var masser af fester. Gendarmerne dannede deres eget hornorkester. Her var også skyttefester.

 

Kongeligt besøg i forsamlingshuset

Den 1. juni 1934 besøgte Christian den Tiende Lydersholm Forsamlingshus. Børnene på den danske skole havde fået fri og hilste også på den kongelige familie.

Ole Kühnel fra Statsradiofonien i København kom med en transmissionsvogn og berettede fra det lille forsamlingshus. Og rejsebiografen kom til byen en gang om måneden med hele det mobile viserudstyr. Der var både danske og udenlandske film.

 

Masser af aktiviteter

Man kunne på egnen mærke en stigende tilslutning til nazismen. Selv bageren i Bylderup Bov var en meget ivrig ”dansk nazist”.

Danske Samfund blev oprettet i 32 sogne. Og i Burkal Sogn skete det den 28. oktober 1933 på Rens Efterskole. Også ”Det Unge Grænseværn” blev oprettet.

Dr var gang i forsamlingshuset. Selv Frits Clausen holdt foredrag. Han havde medbragt 25 – 30 tilhængere. Der var gang i den.

Og i Lille Tønde Skov var der friluftsteater. Her kunne man høre og se gode danske skuespillere opføre gode teaterstykker. Forskellige teatergrupper kom på besøg.

 

Tre dræbt i Rørkær under bombeangreb

De tysksindede fejrede Hitlers fødselsdag i det lille forsamlingshus. Triumferende kom de marcherende gennem Lydersholm med den ene lagkage efter den anden. Det var ikke velset blandt de dansksindede.

Den 28. september 1942 faldt der 400 brandbomber ned over Rørkær. To huse blev fuldstændig knust. Tre mennesker blev dræbt og to gårde brændte ned. Man oprettede nattevægterkorps under luftalarm.

 

Heimwehr var ikke populær

Pludselig optrådte Heimwehr, et frivilligt korps af hjemmetyskere i uniform med gule armbind. Fra Tønder, Rørkær og Jejsing deltog cirka 150. De stod vagt ved broer og veje i og ved Tønder. De forlangte legitimationskort morsomt nok men også nederdrægtigt over for naboer og for gamle naboer, som de udmærket kendte. De brugte våben mod deres naboer. Det var bestemt ikke velset.

 

Lærer Leick modtog trusselsbreve

Lærer Leick i Lydersholm modtog trusselsbreve. Han måtte på rekreation i et halvt år. Det var hvis nok noget med, at han sendte illegale blade ud til sine elever. Spændingen voksede i forhold til hjemmetyskerne. Usikkerheden bredte sig. Der var stikkere overalt.

Antagelig har Leick også været udsat for krigstraumer, som han havde pådraget sig i Første verdenskrig. Han ville helst ikke snakke om det, for som han sagde:

  • Det er alligevel ikke nogen, der helt forstår, hvad man snakker om.

Efter hans kones tidlige død, fik han forskellige husbestyrerinder, hvoraf den ene blev hans kone.

 

Hjemmetyskere: Det har danskerne godt af

Hjemmetyske naboer godtede sig efter besættelsen:

  • Das haben die Dânen gut davon.

Det lille forsamlingshus blev besat af 14 tyske soldater, som nu fulgte de danske grænsegendarmer på deres grænsepatruljeringer, inden de blev anholdt.

Alle gendarmer blev anholdt og sendt til Frøslevlejren. Mange af disse blev sendt syd på og kom aldrig tilbage. Da man hører, at den første gendarm fra egnen er død i Neuengamme breder sorgen sig i området.

 

350 arbejdere skulle grave tankgrav

I området havde en stikker været rundt, angivelig for at sælge Kaj Munks erindringer. Han havde fået gårdejerne til at lukke op for deres ulovligheder. Senere kom Gestapo, der foregav at ville købe halm eller hø og arresterede dem alle sammen.

Til Jejsing-Rørkær ankom 350 tyske arbejdere, der skulle grave tankgrave og skyttegrave og fælder på strækningen Jejsing – Tønder. Seks engelske flyvere bliver skudt ned over Jejsing. Bomber falder ned over Rens, Nolde, Vindtved, Jejsing og i Solderup.

 

Skolebørn angrebet af engelske jagere

Den 4. maj 1945 var børn på vej hjem fra skole. Kort før de nåede Rørkær kom tre engelske jagerfly syd fra. Fra dem kom den ene maskingeværsalve efter den anden. Hele flokken fik smidt cyklerne og smed sig ned i grøfterne. Børnene søgte også tilflugt i et tørlagt kloakrør. Det eneste resultat af skydningen var tre telegrafpæle, der var savet over af projektilerne. Om piloterne var ude på sjov, vides ikke. For egentlig var der ikke nogen mål bortset fra en stor flok skoleelever på vej hjem.

Ved befrielsen blev 150 gardere indkvarteret i den lukkede tyske skole i Lydersholm. Garderne skulle en kort tid supplere gendarmeriet i overvågningen af grænsen.

Vi har i en tidligere artikel beskrevet forholdene her omkring besættelse og befrielse.

 

Nyt forsamlingshus i 1952

I 1952 blev den gule barak forladt for et nybygget stort forsamlingshus af mursten cirka 200 meter fra det gamle. Det nye hus var indrettet med moderne faciliteter og lejlighed til forsamlingshusets bestyrerpar i den ene fløj.

En del charme og pionerånd forsvandt dog med det nye hus.

 

Vigtige personer

Fru Bentholm, bestyrerfrue på Grøngård avlsgård betød meget for kulturlivet dengang. Hun spillede forstemt klaver i forsamlingshuset. Hun var en foretagsom dame.

Post Hansen kørte sin daglige tur til Grøngård mark og Lydersholm distriktet. Man vidste, at han havde et lille hus i Jejsing, hvor han sad inde bag gardinet, når han ikke kærte posthan hilste på alle. Og hver dag hentede han posten på Jejsing Station Han tog 5 – 6 timer på sin runde.

I granskoven, der omgav skolen, havde han fundet sig et lille hjørne, hvor han forettede sin nødtørft.

Og så var det doktor Dahl, som alle os, der har gået på Tønder Kommuneskole også kender. Han var skolelæge i Tønder Amt. Han kom også her. Han var kommunist og modstandsmand. Om vinteren når han kom til Lydersholm i en af de første Folkevogne, så spændte han skøjterne på og løb sammen med børnene.

 

I arresten i Flensborg

Ak ja, og så var det gårdejer Hans Christian Kjeldsen der havde en mark beliggende lige ved den dansk – tyske grænse, hvor han havde kreaturer. En sommerdag, hvor han skulle tilse dem, vendte han ikke tilbage til gården i Lydersholm.

Da man satte en eftersøgning i gang, var det eneste man fandt hans træsko, der stod ved kanten af Skelbækken på den danske side. Det gik adskillige dage før man hørte livstegn fra ham.

Han var vadet over Skelbækken til den tyske side for at jage nogle af sine bortløbende kreaturer tilbage til marken. En tysk grænsepatrulje havde anholdt ham som grænseoverløber. Uheldigvis havde han ingen papirer på sig. Han havde nægtet at udtale sig og blev sat i arresten i Flensborg.

 

Ikke det samme som dengang

Allerede i slutningen af 1950’erne begyndte dagliglivet i Lydersholm at ændre sig til en livsstil med mindre sammenhængskraft i lokalsamfundet. Begyndende økonomiske højkonjunktur, der førte til mekaniseringer i landbruget, ændrede grænseforhold til Tyskland og meget mere førte til denne ændring.

Den gamle købmand og den lokale tankstation lukkede for 30 år siden. Før lagde man mærke til hvis en fremmed bil kørte gennem byen. Det gør man ikke mere. Mange af Lydersholms huse har huller i taget og i mange vinduer er der heller i taget. Men det er nu ikke alle beboere, der mener at byen er ved at lukke og slukke.

Godt nok roder det i haverne hist og her, men det er det ved at komme styr på. Så kan man hvis også leje det lille forsamlingshus for 1.500 kr. Men man skal hvis nok være medlem.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.600 artikler, herunder 261 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn og 187 artikler om Sønderjylland, herunder:

 

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Besættelse og befrielse ved Grænsen
  • Bylderup Sogn
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Historier fra Slogs og Kær herred
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Solvig – en herregård i Slogs Herred
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • En herredsfoged fra Hajstrupgård
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Hestholm – syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretteren overtog kroen i Rørkær
  • Så kom der post til Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske bedehus og skole
  • Emmerske ved Tønder