Dengang

Søgeresultater på "Aventoft – Byen ved grænsen"


Aventoft – Byen ved grænsen

Dato: juni 18, 2008

Aventoft blev en gang beskrevet
som fattig, og beboerne som storsnuede. Det var inden danskerne valfartede
til den lille by og forsynede sig mel alskens cigaretter, vin og øl.
Men aventofterne har altid været kreative, når det gjaldt indtægter.
Og så har byen engang været storleverandør af måtter til Hamburg
– Amerika linjen.
 

Vi tog til Aventoft for at
få en lille ”Gewesen”, og søndag formiddag til en ”Frühshoppen”.
Men også om aftenen. Men ofte lukkede grænsen, så måtte vi hjem
over Sæd.

Endhver Tynne
– knajt
har drukket af Æ Stævl
i Aventoft. Det er noget med, at du skal have den i en helt bestemt
retning, når du når et vist punkt. Har du ikke det, så skvulper øllet
ud over dig, til stor morskab for alle andre end dig selv.  

Import af varer

Vores import af diverse varer,
afhang faktisk af hvem der sad i det røde skur. Var det nu en tolder,
som vi kendte? Eller var det en af de emsige. Vi regner ikke med at
læserne går videre med denne oplysning. 

I familie med
”Der Wirt”

Det var også her de store
supermarkeder begyndte at skyde op. Armin (staves det ringtig) med efternavnet
Bruhn, havde også en Gaststätte.
Her var familien ofte på besøg. Meget sent har vi så opdaget, at
vi sandelig er i familie med denne ”Bruhn”. Vi kunne have opnået
en klækkelig familierabat.

Jeg husker også Armin, da
vi lavede blindebånd i Tønder Båndamatørklub. Her fortalte han om
julehandelen.

Så er det også Sonja og Volfgang.
Vores store søn gik i gymnasium i Aabenraa. Med deres den store. 

Beskyldt for at
være storsnuet

Fra gammel tid, har der hersket
fattigdom i Aventoft. Beboerne passede deres eget. Derfor blev de af
andre ofte betragtet som storsnuede. I Tynne
sagde om dem i Aventoft: 

  • Æ Tag dæ groe
    dem inden for æ Dørre
  • Å æ Fisk svømme
    dem ind a æ Dørre
  • Und wenn das
    verdammte Wirtshaus niks vær
  • Dann vær de
    Aventofter en formøgende by.

 

Nu vil yngre tøndringer sikkert
påstå, at dette var fuldt af stavefejl. Men sådan skrev og talte
vi dengang. 

Mange år senere, når vi sad
i Aventoft og fik en lille en, sad vi og sang til melodien Dovntown
med Petrula Clark: 

  • Bisst du allein,
    von allen Sorgen verlassen
  • Dann gehe in
    die Stadt – Avntowt, Awntowt o.s.v.

 

Lægan Kro

På vej til Aventoft passerede
man engang Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været bådbyggere.
Folk kom fra Tønder for at drikke kaffe, og spise hjemmebagt honningkage.
For at tiltrække kunder, havde kromanden en netovertrukket vandfyldt
båd, hvori der befandt sig to sælhunde. 

Fiskeri i Aventoft

Kigger man i Traps beskrivelse
af Hertugdømmet Slesvig fra 1864 står der følgende om Aventoft: 

  • De mange Husmands
    Familier ernærer sig ved Dagleje, Fiskeri og Bådfart. Landbruget er
    ikke Hovederhvervet i Sognet. Afsætning af Rør er ikke ubetydelig

 

Nu skal man ikke tro på alt,
hvad der står i bøger. Beskrivelsen var også kun delvis rigtig. 
Bådfart var ikke et selvstændigt erhverv i Aventoft. Der var godt
nok engang en lade – og losseplads.

I tiden mellem 1900 og afvandingen,
var der omkring 14 – 20 fiskere i byen, mens 16 – 17 havde andre
erhverv.

Enkelte fiskere havde helt
op til 25 ruser.

Når vinden var i øst, glædede
fiskerne i Aventoft sig. For så var der rigtig mange ål i ruserne
ved Fressmark Gaf. Alle disse ål kunne man ikke selv spise.
Så de blev solgt til fiskerøger Petersen eller købmand Dethlefsen
i Tønder.  

Konen med fangsten

Som regel var det konen, der
måtte til Tønder og sælge en del af fangsten.

Hvis en ung fisker blev gift
med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange,
at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var
kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.

Det skete også, at man tog
rundt i nabobyerne og solgte fisk. Men her var der helt bestemte regler,
hvor man måtte sælge. 

Ved Aventoft Sø havde 10 mand
såkaldte høparter.

Skulle man i kirke kunne man
tage en kanal hertil. Ude foran kirken kunne der fortøjes op til 50
både.  

Gode kartofler

Man havde ikke problemer med
drikkevandet, da grundvandet var ret godt. Her kunne man nøjes med
brønde og senere punper.

Byen lå på en sandmuldet
gestø. Her kunne man drive jordbrug. Og det gjorde de flittigt. De
var kendt for deres kartofler. Og dette er slet ikke nævnt i Trap´s
beskrivelse.

Indtil 1900’tallet dyrkede
aventofterne en sort, de kaldte blanke kartofler eller æggekartofler,
som var særlig velsmagende. Men denne art blev angrebet af en sygdom.
Så blev de nødt til at finde en anden slags. 

Giv agt,
Sejkat

Ved byen var der store områder
med tilgroet sump, kaldet sejkat.
Nogle steder med et græslag så tyndt, at børnene sank igennem og
blev tilsølet af mudder. Så måtte de ud i søen og skylles rene. 

Kvæg til Nibøl

En række storbønder i Vidding
Herred købte hvert år et par hundrede kreaturer i Tønder. De blev
så opfedet på marsken. Dyrene blev så sejlet fra Tønder til Nibøl
på store pramme. Hver pram kunne måske rumme en halv snes. Og hver
pram blev staget af fem – seks bønder.  

Hamborg
– Amerika – linjen storaftager

Nogle af aventofterne bjergede
bødkerfleg
. Det var en slags dunhammere, som voksede i marsken
inden afvandingen. De blev solgt i bundter til bødkere i Tønder og
Flensborg, som anvendte dem til fremstilling af tønder og kar.

Sumpplanter blev flittig dyrket
i Aventoft. Af søkogleakslens
stængler kunne man således fremstille måtter og sivsko.

I tidligere tider lå der tæpper
fremstillet af disse sumpplanter i et hvert hus i marsken. De lå som
regel i æ Frankel (forstuen).

Folk valfartede til Aventoft,
for at købe disse produkter. Balndt dem var købmændene Chr. Johansen
og Peter Sørensen samt grosserer S.C. Lorentzen, alle fra Tønder.
Det siges, at Hamburg – Amerika linjen fra storaftager.  

Bånd og
Kalmus

Også bånd blev fremstillet
i stor stil Aventoft. Købmand Petersen i nærheden af Skibroen i Tønder
var blandt aftagerne.

Kalmus
anvendte marskboerne til sengefyld. Det erstattede halm, på grund af
mangel på dette under krigen.  

Oprensning af Sønderå
og Grønå

En anden vigtig indtægtskilde
var arbejdet med at renholde Sønderå og Grønå, som skulle oprenses
to gange om året. Renholdelsespligten påhvilede amtet, der lejede
aventofterne til at udføre oprensningen.  

Bager Andersens gode ide

Bager Andersen fik den gode
ide, at sejle rundt og sælge brød fra sin båd. Det foregik så til
beboerne i udbjerg, Grippenfeldt, Lyst, Fiskehusene, Rosenkrantz og
Rudbøl helt frem til Første Verdenskrig.  

Kilde:


Se litteratur, Tønder, Højer og Møgeltønder

Relevante artikler:

Tøndermarsken

Tøndermarsken 2

Tøndermarsken under vand

Bådfolket fra Rudbøl 


En ny tur langs grænsen

Dato: marts 15, 2017

En ny tur langs grænsen

Man bliver ofte spurgt om spørgsmål om Sønderjylland. Vi henviser også til 53 yderligere artikler. Prøjserne sløjfede §5. På et folkemøde på Folkehjem besluttede man at opstille fem krav. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i 1891. Men det var en skuffelse, at vi ikke fik Flensborg ikke kom med til Danmark. Vi starter i Siltoft og slutter ved Flensborg Fjord. Vi kigger på Vidåens udløb og Vadehavsmaleren Nolde. Vi tager til Aventoft, Ubjerg og Sæd. Her hør vi en meget trist historie. Hertugen gik på jagt og byggede et jagtslot. Og så blev kolonister lokket hertil. Vi kigger på Frøslev og Fårhuslejren. Så er det transportbyen Padborg, slaget ved Bov og den ældgamle by, Kruså. Og så går vi langs Gendarmhuset.

 

Altid spørgsmål om Sønderjylland

Vi har efterhånden taget nogle cykelture langs grænsen. Og det gør vi atter engang. Når man er ude, og holder foredrag om sønderjysk kultur, kaffebord m.m. så bliver der ofte stillet de samme spørgsmål. Ja det behøver ikke engang, at være sønderjyske ting, der er på programmet. For når publikum hører, at man er sønderjyde, så stilles, der ofte spørgsmål. Og disse har ”Den Gamle Redaktør” forsøgt at besvare i denne artikel.

Så vidt vides er den dansk-tyske grænse den eneste eksisterende grænse, der er fremkommet efter en folkeafstemning. Egentlig burde man fra sønderjysk side gøre mere for at udbrede den historiske og kulturelle viden om dette.

 

Du kan fordybe dig yderligere

Vi skal lige gøre læserne opmærksom på, at vi i slutningen af artiklen har en ret så omfattende henvisning til tidligere artikler om de emner, vi tager op. Så har man mulighed for yderligere at fordybe sig.

Vi har samlet en liste på 53 artikler. Og du kan bruge hjemmesidens søgefunktion. Vi kunne godt have fundet endnu flere.

Sønderjylland var den nordlige del af Slesvig er blev kaldet Nordslesvig. Ja det er der nu stadig mange, der gør. Således kaldes det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger.

Egentlig burde vi have startet allerede i 1848 med vores historie, men det kan du læse om andre steder på vores side.

 

Afstemningen

Afstemningen i første zone blev afholdt den 10. februar 1920 og i anden zone den 14. marts 1920.

Under fredsforhandlingerne med Preussen og Østrig blev der indført en paragraf 5 i fredstraktaten. Denne paragraf sagde, at hvis den nordlige del af Slesvig ved en afstemning tilkendegav at de ville hjem til Danmark, ja men så måtte sejrherrerne give afkald på Nordslesvig til Danmark.

 

Prøjserne sløjfede §5

Man kan hvis rolig påstå, at denne paragraf efterlevede man ikke, og i 1878 sløjfede man den simpelthen. Det var den samme paragraf, man tog op igen den 11. november 1918 som afsluttede Første Verdenskrig.

 

Krav fra Folkemødet

Allerede den 23. oktober havde H.P. Hanssen rejst kravet i Rigsdagen i Berlin. Få dage efter våbenstilstanden blev der den 16. og 17. november 1918 afholdt et folkemøde på Folkehjem. Man vedtog en resolution på fem punkter.

  1. Nordslesvig skulle opfattes som en helhed, hvor afstemningen skulle foregå samlet.
  2. Nordslesvigs sydgrænse skulle markeres ved en linje, der stort set følger den nuværende grænse.
  3. Alle over 20 år, der var født og hjemmehørende i landsdelen eller som har boet der i mindst 10 år eller som var født i området, men var udvist af magthaverne, skulle have stemmeret.
  4. Der skulle være hemmelig afstemning
  5. Den mellemste del af Slesvig skulle stemme sognevis om deres nationale tilhørsforhold.

 

H.V. Clausen tegnede grænsen

Egentlig var det H.V. Clausen, der tegnede grænsen, ja det gjorde han allerede første gang i 1891. Han var dog lidt usikker på, om grænsen skulle gå nord eller syd om Flensborg. Han foretog mellem 1901 og Første Verdenskrig mange ture langs grænsen. Han foretog observationer af sprog og sindelag i området og blev mere og mere sikker på, at grænsen skulle forløbe nord om Flensborg.

H.V. Clausen blev udpeget som den danske regerings sagkyndige. Han deltog også i fredsforhandlingerne i Versailles, og hans studier blev retningsgivende for de efterfølgende afstemninger.

 

Mange tyske byer

Ved folkeafstemningen i første zone den 10. februar 1920 stemte ca. 75 pct. af befolkningen dansk, mens ca. 25 pct. stemte tysk.

Byerne Aabenraa, Sønderborg, Tinglev, Tønder og Højer havde tysk flertal. Og det havde Ubjerg syd for Tønder også. Det tyske flertal var særlig markant i Tønder og Højer. At grænsen skulle gå syd om disse to meget tyske byer skyldtes et dansk ønske om, at Vidåens udløb i Vadehavet skulle være dansk.

Tyske myndigheder måtte ikke udnytte en krigs- eller krisesituation til at kontrollere sluser og diger.

 

Stor skuffelse for danskerne – Flensborg blev tysk

Ved afstemningen i zone 2, der foregik sognevis, havde ingen sogne dansk flertal. Hovedbyen Flensborg havde kun 27 pct. danske stemmer. At denne by skulle tilfalde tyskerne var en stor skuffelse for mange danskere.

 

Pørksen måtte over grænsen til sine marker

Men lad os nu tage en cykel/vandretur langs grænsen. Lige inden havdiget har vi den meget lille by Siltoft. Her følger grænsen vejgrøften langs den ene side af vejen. Beboerne på den danske side kan ikke komme ud på vejen uden at skulle krydse landgrænsen. Da ”Den Gamle Redaktør” var ung, måtte Pørksen til Tyskland, hver gang han skulle ud på sine marker.

 

Et ben i hvert land

Et lignende og meget mere kendt fænomen har vi i landsbyen Rosenkrantz lige syd for Rudbøl. Her går grænsen midt ned gennem gaden. Dette er markeret med en grænsesten. Og talrige turister har stået med et ben i hvert land.

 

Landarbejderen, der blev udsat for stikkeri

Lige vest for Rudbøl ligger et lille husmandssted. Selve huset ligger i Tyskland, mens husets have ligger i Danmark. Her boede i 1930’erne landarbejder Carsten Atzen. Han var kommunist og havde af den grund kontakter til antinazister i Nordtyskland.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 hjalp han mange antinazister over grænsen ved at lade dem passere hans hus og have. De fik at vide, at de skulle gå en lille kilometer mod øst og derefter dreje mod nord, så kom de til Nørremølle. Der var det forholdsvis sikkert.

Carsten Atzen blev stukket i slutningen af 1930’erne. Han måtte tilbringe flere år i en KZ – lejr med overlevede. Han døde i midten af 1950’erne.

 

Her var Vidåens udløb

De mange inddigninger har flere gange ændret Vidåens udløb og stederne for læsning og losning af skibe til Tønder

Navnet på den lille landsby ”Ved Gaden” lige nord for Rudbøl tolkes af sprogforskere som en omskrivning af ”ved gattet” (ved udløbet). Dette tyder på, at Vidåens udløb har været her på et tidspunkt efter 1550’erne.

Det var på det tidspunkt, da Hertug Hans den Ældre byggede det dige, hvor vejen fra Højer til Tønder i dag ligger på.

Johannes Meyer korttegneren fra Husum benævnte på et kort stedet Ved Gaden som ”Gaate”, en betegnelse der støtter forestillingen om stedet som Vidåens udløb i middelalderen.

 

En kæmpe gård i Marsken

Et par kilometer øst for Rudbøl ligger en stor gård, bygget om til en haubarg af den markante frisiske storbonde Cornelius Petersen. Haubargen brændte desværre i 1950. Gården er kun en svag afglans af sin tidligere storhed, men stadig ret markant i landskabet.

Gården har navn efter Vester Anflod sogn, der gik til grunde under den store stormflod i 1436. Kirken mener mange har ligget ved hjørnet af landevejen østpå fra Rudbøl til Tønder og vejen fra Rudbøl til Højer, mens andre placerer stedet for kirken længere mod nordvest.

Kampsten fra Vester Anflod kirke blev under alle omstændigheder samlet sammen og brugt som synlige byggematerialer i begge korsarme på Højer kirke.

 

Emil Nolde var ikke tilfreds med afvandingen

Ved Magisterkog syd for Rudbøl-Tønder vejen, på det gamle dige nord for Vidåen/grænsen ligger et par små ejendomme. I en af ejendommene boede den berømte Vadehavs-maler Emil Nolde fra 1916-1927. Han kaldte stedet for Uttenwarf hvilket på plattysk betyder uden værft.

Han elskede sit hjem, især fordi stedet i store dele af året var omgivet af vand på alle sider, således at han og hans kone Ada måtte bruge båd til at komme til og fra huset.

Da den danske regering fremlagde planerne for marskens afvanding i 1926 protesterede Emil Nolde voldsomt og forsøgte at få myndighederne til at ændre afvandingsplanerne. Han fremlagde endog en skitse til en alternativ plan men forgæves.

Skuffet over ikke at blive hørt solgte Emil Nolde i 1927 Uttenwarf for at slå sig ned syd for grænsen få kilometer i luftlinje fra Uttenwarf, i Neukirchen sogn. Her ligger hans museum, som i dag hører til en af de fineste seværdigheder i Tyskland. Og det er virkelig også et besøg vær. Læs også vores artikler om maleren på vores side.

Uttenwarf ligger i dag stort set, som da Emil Nolde boede der. Haven som han og Ada anlagde i løbet af de 11 år, de boede der, fastholdes i store træk af de nuværende ejere.

 

Aventoft – var andet end grænsebutikker

Den lille by Aventoft er præget af grænsebutikker. Vi kom der meget i vores ungdom, og så var det at komme over grænsen inden den lukkede klokken 22. Det er en af de sogne, der blev stærkt minimeret ved grænsedragningen i 1920. Næsten 300 ha af sognets jord blev afstået til Danmark.

Aventoft er opbygget på små holme i det tidligere Vidådelta. Fra 1700-tallets midte var stedet leverandør af kartofler og grøntsager til Tønder. Befolkningen levede af fiskeri og høst af søkogleaks til tagrør og til fremstilling af måtter, tæpper og sivsko.

Fra Aventoft følger grænsen Sønderå, indtil den løber sammen med Gammelå lidt øst for landsbyen Sæd (ved Elhjem).

 

Ubjerg Præstegård

Vi besøger Ubjerg med dens mange polde og værfter. Her er den lille landsbykirke. Og ved siden af præstegården, der også er bygget på en værft (forhøjning) Ubjerg præstegård er opført 1674-75 og er en af Danmarks ældste præstegårde.

Kirken har et spændende loft udført i 1747 af brødrene Sönnichsen fra Tønder, der også har malet det meget mere kendte loft i Møgeltønder kirke.

Lige syd for Ubjerg ligger landsbyen Bremsbøl, der består af en række gårde bygget på værfter, sådan var skikken i hele marsken siden bebyggelsen af marsken begyndte omkring 1100.

 

Den triste historie om Karen Chrestens

Landsbyen Sæd Ligger få kilometer sydøst for Tønder og cirka en kilometer nord for den nuværende grænse. Hvis man fra landsbyen følger den gamle vej mod Husum, støder man i udkanten af byen på venstre side på en lav rektangulær sten, der står i et lille anlæg.

Indskriften på stenen er blevet eroderet bort af vejr og vind. Men historien om stenen kan stadig fortælles. Der stod følgende:

  • På dette sted er af bødlen henslæbt og nedgravet legemet af Karen Chrestens fra Sæd, fordi hun i året 1712 ved gift har begået et forbandet mord på sig selv og sine fire børn.

Indskriften tyder på en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Men sandheden er dog en helt anden.

Familien kunne ikke få nogen som helst hjælp hverken fra hendes mands slægtninges mangel på hjælp eller andre steder fra. Derfor fik hun fat i ”Rottekrudt” som hun blandede i en grød, som hun kogte til sine sultne børn.

De tre ældste, tre drenge på henholdsvis ti, otte og fem år spiste så meget af grøden, at de straks døde. Det mindste barn, en lille pige på et par år, kunne ikke lide maden og kun spiste lidt. Resten af grøden var ikke tilstrækkelig til straks at slå hende selv og pigen ihjel.

De to døde først næste dag efter at Karen Chrestens havde aflagt fuld tilståelse for sin fortvivlede handling.

 

Provsten lyttede ikke på de to lokale præster

Skønt to lokale præster gik i forbøn for Karen, besluttede Tønders provst, at kun de fire børn skulle have en kristen begravelse på Ubjerg kirkegård. Karen Christens lig blev derimod slæbt gennem byen af bødlen og kulet ned ved alfarvej.

Over hendes grav blev skamstøtten sat for at minde vejfarende om hendes skændselsgerning. I dag har vi nok mere ondt af kvinden, hvis håbsløse og fortvivlede situation fik hende til at dræbe sine børn og sig selv.

 

Hertugen gik på jagt

Vejen mellem Sæd og Rens løber nogle hundrede meter nord for grænsen gennem et område, der er meget tyndt befolket. Grænsen følger her Gammelå til Skelbækkens udløb i Gammelå, hvorefter Skelbækken danner grænsen til få kilometer vest for Sofiedal.

Det er i dag vanskeligt at forestille sig, at hele dette område i 1500-tallet var dækket af tætte skove. Hertug Hans den Yngre, der blandt andet havde Tønder som sit område, yndede at gå på jagt i de store skovområder.

 

Grøngård – et flot jagtslot

Han valgte i 1569 at opføre et jagtslot, Grøngård, et par kilometer nord for Lydersholm. Slottet, der stod færdigt i 1570, synes efter fund af bygningsrester at dømme, at have været et meget smukt renæssanceslot med fine sandstensdetaljer i det røde murværk. Dets bygmester formodes at være Hercules von Oberberg.

 

Slottet allerede nedrevet i 1648

Broderen Adolf, der i forvejen var hertug over Gottorp arvede slottet, men modsat sin bror, så opholdt han sig aldrig her. Så slottet forfaldt mere og mere. Allerede i 1648 rev man slottet ned igen. Slottets placering blev i 1946 fundet af en lokalskolelærer Leick. Dets fundament er siden blevet frilagt gennem flere udgravninger foretaget af Nationalmuseet.

 

Gendarmhuse

Da grænsen i 1920 var blevet fastlagt kom en ny gruppe tjenestemænd til grænseområdet. Det var grænsegendarmerne. Det var deres arbejde, at patruljere langs den nye grænse for at forhindre illegal transport over grænsen. Dengang foregik der masser af smuglerier.

For at kunne tiltrække mænd til dette arbejde, blev der langs grænsen opført dobbelthuse, de såkaldte gendarmboliger. Disse dobbelthuse var opført i nyklassicistisk stil. Et smukt eksempel på disse dobbelthuse kan ses et par kilometer vest for Lydersholm ved en lille vej, der løber få hundrede meter nord for grænsen. Andre gendarmhuse kan for eksempel ses i landbyen Rens.

 

Blev kolonisterne lokket hertil?

For at kunne få opdyrket jorden langs den midterste del af grænsen påbegyndte kong Frederik den Femte en koloniseringspolitik i 1761. Ved Lille Jyndevad oprettedes en koloni på fem gårde. Kolonisterne kom fra Würtenberg. Fra dansk side var der blev sat en agitation i gang.

Kolonisterne blev lokket til landet med løfte om 40 ha jord, et hus med løsøre samt en besætning på to heste, en ko, to får samt en plov og en harve. Kolonisterne skulle til gengæld binde sig til en fæstetid på 20 år.

I den tid skulle man være fritaget for skatter, militærtjeneste og militær indkvartering. Men man fortalte ikke, at de 40 ha land var nøgen hede, hvilket gjorde, at flere af kolonisterne snart rejste igen.

Kolonien ved Lille Jyndevad fik navnet Christianshåb efter Frederik den Femte’ s søn, den senere Christian den Syvende.

Lidt længere mod øst grundlagdes et par år senere kolonien Sofiedal, opkaldt efter Frederik den Femte’ s mor, dronning Sophie Magdalene med 20 kolonistfamilier. Kolonisthusene, der blev opført, eksisterer for en dels vedkommende endnu. Flere steder er de blevet ombygget. Men deres karakteristiske udseende er bevaret.

 

Frøslevlejren

I sommeren 1944 oprettede den tyske besættelsesmagt i Frøslev Plantage en lejr til internering af fængslende modstandsfolk og politisk uønskede personer. I august 1944 blev de første 700 danske fangere overført fra Horserødlejren. Egentlig var lejren beregnet til 1.500 mennesker, men tyskerne internerede op mod 5.000 fangere. 1.500 blev sendt videre til KZ-lejre syd på. Af dem vendte 600 ikke hjem.

 

Fårhuslejren

Efter maj 1945 indrettedes lejren til Fårhuslejren. Her blev medlemmer af Det Tyske Mindretal samlet sammen med landsforrædere. Men man skelnede ikke så meget mellem landsforrædere og medlemmer af det tyske mindretal.

 

En uheldig tilknytning til fortiden

I 1949 overgik lejren til forsvaret og fik navnet Padborglejren.

I 1969 blev der oprettet et museum for Frøslevlejren. Og senere under meget debat blev der også lavet en udstilling for Fårhuslejren. Ind imellem har der været lejrskole med lidt uheldig tilknytning til forhistorien.

 

Mystiske dødsfald i området

Lige efter krigen forekom mystiske dødsfald i området. Det har vi beskrevet i særskilte artikler. Det var også hernede, at der blev indrettet karantænestationer til indsatte fra KZ-lejre.

 

Frøslev – Sønderjyllands største landsby

Frøslev Kros ejer gennem mange år var Karsten Thomsen (1837-1885). Han er kendt som en af de mest betydelige sønderjyske digtere, der har skrevet på dialekt. Den mest kendte er vel nok:

  • Det er så køhnt, det er så dejle

Ja og i Frøslev, der engang var Sønderjyllands største landsby, lå der også kolonisthuse.

 

Padborg og Bov

Siden 1920 voksede Padborg frem på en bar mark. Her voksede en moderne transport-by frem med masser af transport- og speditionsvirksomheder frem.

Næsten bygget sammen med Padborg ligger Bov. Det var her slaget stod den 9. april 1848. Her vandt danskerne en overvældende sejr. Men det skyldtes måske, at danskerne udgjorde 10.000 mand mod 6.000 mand fra fjendes side.

Og så var det lige Oldemorstoft, som indeholder mange spændende historier.

 

Kruså – en gammel by

Kruså er modsat Padborg en ældgammel by. I middelalderen bestod den af en større og to mindre gårde. Til Krusås største gård hørte ret store jordtilliggender. Det var her, at Christian den Fjerde anlagde en hammermølle, Kobbermølle.

 

Gendarmstien

Grænsen løber øst for Kruså gennem Flensborg Fjord, der danner en naturlig grænse. Langs den danske side af Flensborg Fjord er Gendarmstien blevet genskabt og markeret vandringssti fra Kollund til Egernsund. Stien udgør en smuk spadseremulighed, som man kan foretage i små bidder eller som en samlet vandring over flere dage.

Egentlig burde Gendarmstien genetableres i sin fulde længde helt til Siltoft i vest. Ja egentlig kunne vi have sagt meget mere. Og det har vi egentlig også gjort. Se engang under denne artikel. Her finder du meget mere.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Højer
  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Padborg/Kruså/Bov
  • Trap: Tønder Amt
  • Trap: Aabenraa og Sønderborg Amter
  • Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år
  • Lorenz Rerup: Slesvig Holsten efter 1830 (Pol. Danmarkshistorie)
  • E. Sørensen: Langs Grænsen
  • Kulturmiljørådet 2000
  • Diverse artikler på dengang.dk (se oversigt nedenunder)

 

Hvis du vil vide mere: Vi har lavet en liste over artikler, der berører de emner og steder, der er omtalt i artiklen og som du kan finde mere om på www.dengang.dk

  • Under Sønderjylland er der 138 artikler
  • Under Højer er der 62 artikler
  • Under Tønder er der 216 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Bov er der 54 artikler
  • Under Aabenraa er der 124 artikler

 

  • Grænsen

Pas på Grænsen (1)

Langs Grænsen

Grænsen-dengang

 

 

  • De Slesvigske Krige

Kampen ved Bov og de slesvigske krige

Heltene i Vadehavet

Apotekeren i Højer

Tønderegnen 1814 – 1848

Tønderegnen 1848 – 1852 (2)

Istedløven brøler stadig

Rendsborg 1848

Sejren ved Bov

 

  • Genforeningen
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Sønderjylland efter Genforeningen
  • Ballade i Sønderjylland
  • Sønderjylland til Ejderen

 

  • Fra Siltoft til Rudbøl:

 

  • En arbejder fra Rudbøl fortæller

Rudbøls Historie

Bådfolket i Rudbøl

Vadehavets maler-Emil Nolde

Emil Noldes liv – vest på

Landet bag digerne

Syd for Højer

Vadehavet ved Højer

Højer-Stormflod og Diger

Højer Kirke

En rebel og hans gård

Tønder, Marsken og afvandingen

Tøndermarsken 1 – 2

Tøndermarsken – under vand

Digebyggeri i Tøndermarsken

Hertugen af Tønder

 

 

  • Fra Aventoft til Rens:
  • Syd for Tønder
  • Aventoft – en by ved grænsen
  • Grøngård – et forsvundet Jagtslot
  • Avlsgården Grøngård – endnu mere

 

  • Fra Frøslev til Kruså:

De mystiske mord ved grænsen 1-2

Frøslevlejren i den seneste tid

Frøslevlejren

Dagligliv i Frøslevlejren

Straffelejren

Fårhuslejren

Frøslev og omegn dengang

Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby

Kolonisthusene ved Frøslev

Vognmænd og Speditører i Padborg

Oldemorstoft

Kobbermøllen ved Kruså

Hærvejen til Grænsen

Kruså for længe siden

 

  • Fra Kollund til Egernsund:
  • I Rinkenæs Sogn
  • Og mange flere artikler

 

 


Emil Noldes liv – vest på

Dato: november 4, 2010

Vi
hører om malerens store glæde ved at bo i Uttenwarf. Han
var uenig med Tønder Kommunes håndtering af afvandingen,
derfor flyttede han til Seebøll. Han var dansk statsborger,
men medlem af Det Tyske Mindretal. Han var medlem af nazistpartiet og
havde nogle kontroversielle meninger om jøderne.

Emil
imponeret over Tønder

Vi
har i tidligere artikler beskæftiget os med maleren
Emil
Noldes
liv,
dengang han hed
Emil
Hansen,
og
boede i
Nolde.
Vi
har også hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde
han det egentlig her vest på.

Hans
mor, spurgte ham ofte, hvor mange ansatte, han i grunden fik. Og helt
uret havde hun jo ikke i sine spørgsmål. Andre store
malere havde jo medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever,
der hjalp
Emil
Nolde.

Når
Emil
fremviste
sine værker, forstod hun ikke altid meningen med dem.

Emil
var
meget imponeret over de store markeder inde i
Tønder.
Disse
tiltrak bønder fra et stort område. Og også
bondesønner, der på den måde lærte at
handle.
Emil
kunne
godt lide det liv, der udspillede sig. Det var okser, stude og heste,
der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte
interesse.

Studerede former og
farver i naturen

Når der var
jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå
der dag efter dag. Men det var ikke altid, at selve jagten
interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj
og tænke på former, farver og linier. Han studerede
himlen, dyrene og naturen.

Han havde altid sin hund
med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her
vest på.

I
den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle
have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at
kunstnere,
skuespillere, akrobater

og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst
liv, og levede lemfældigt lige som sigøjnere.

I området var der
dog endnu ikke født nogen kunstner.

Afstand til Ada

Da
Emil
skulle
præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i
København,
opstod
der problemer. Svigerinden turde ikke møde skuespilleren. Og
bror
Hans
der
i sin soldatertid været meget tysk, bebrejdede
Emil,
at
han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han ikke møde.

Hun
fik fremvist den flotte natur.

Hun
så de steder, hvor man fangede de store fisk. Hun så
sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.

Også naboerne kom
til at hilse på den nye kærlighed.

At gengive korrekt er
ikke kunst

Bor
Hans
var
kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på
Ada.
De
blev ret gode venner.
Adas
far
var præst. Det var et stort savn for
Emil,
da
hans elskede mor, døde. Disse to havde mange dybe samtaler.

Emil forgiftet

Emil
mente
ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han
var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind
og skyer skulle forme værket, mente han.

Midt
under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket
forurenet vand. Hurtigt kom
Ada
hjem
fra
England.
Forgiftningen
varede i flere uger.

Han
malede nu konstant, dag og nat. Målet var
Den
sidste Nadver.
Et
pinsemotiv fik han også malet. Familie til hans far så de
to motiver, og kunne ikke rigtig forstå dem.

Emil
kunne
godt lide sine ophold på
Als.
Her
malede han flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land
ved vestkysten.

Til Utenwarf

I
sommeren 1912 kørte han med sin svoger,
Lornz
over
Lægan,
Møllehus
og
Aventoft.
De
kørte længere vest på. Mod
Lyst
og
Rudbøl.
Her
ville
Emil
gerne
bo, men
Peter
Nissen
gjorde
som om, han ikke ville sælge sit lille hus. Men svogeren havde
gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.

Ofte
gik turen mod
Tønder
og Møgeltønder

Emil
var begejstret for naturen omkring
Vidåen
og
Rudbøl
Sø.
Men
dengang i 1912 vidste han ikke, at
Utenwarf
var omgivet af vand hele vinteren. Ja selv om sommeren kunne der ske
oversvømmelser.

Bedre til at male –
end jage

Omkring
1916 satte han
Utenwarf
i
stand. Der blev hamret og malt. I skuret blev der indrettet et
atelier, og i stalden blev der bygget soveværelse.

Hver
dag var
Emil
taget
ud og stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb mere
med andre levnedsmidler.

Han
havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste
sig, at geværet skød skævt. Men indrømmet,
Emil
var
bedre til at male end til at jage.

Da
han i 1917 fylde halvtreds forsøgte han sig med et
selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke særlig god
til. Vinteren var ikke god.
Emil
indrømmede,
at de sultede.

De
tog til
Berlin.
Da
de kom tilbage kunne familien næsten ikke genkende dem, så
afmagret så
Ada
og Emil
ud.
Pludselig fik de mælk, smør, kød og brød.


Utenwarf
fik
de foræret en ko af svogeren, som
Ada
malkede.
Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og
fede.

Haven kom op at stå,
og det gik fremad.

Nu går
kunstneren i seng

Naboen
havde to smukke døtre,
Misse
og Lisbeth.
Især
den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår
en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine
billeder.

Ada
lavede
alt det grove arbejde, alt imens
Emil
kunne
koncentrere sig om sit malerarbejde.

Hesten
Fritz
gik
gennem høj vand, den var ikke vandskræk. Det var en
fordel, for ofte var
Utenwarf
omgivet
af vand.

Når
Emil
slukkede
lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet:
Nu
går kunstmaleren i seng.
Det
var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude
Vidåen.

De
store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for
Emil
Noldes
arbejde,
men de var ifølge ham selv altid hjælpsom. De regnede
heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld regnede de
jagten for noget.

Skønheden kunne
ikke erstattes

Ofte
tog parret med deres hund ud på vandet, blot for at nyde
naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst
andet, mente
Emil
Nolde.

Når
de vilde gæs fløj over det lille landsted, smed
Emil
pensel
og farver og skyndte sig ud for at kigge efter de store grå
gæs.

Det
var sjældent
Emil
fik
ram på dem med sit gevær.

Kæmpe ål blev
der fanget. De blev ofte røget.

I det store vandlandskab
stak store gårde op på værfter. Men nogle gange
steg vandet så meget at beboerne måtte søge
tilflugt på høloftet. Så måtte man bare
vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige
store og små stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer
fra 1362 og 1634 har kostet mange tusinde mennesker livet.

Ikke
langt fra
Utenwarf
er
der fundet skeletter af drukne mennesker. I
Gudskog
er
der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp
mod vandet.

I
den lille landsby
Lyst
boede
Nikolai
Nielsen,
som
hjalp til på
Utenwarf.
Her
boede også fiskeren,
Adolph
og
snedkeren,
Kloisen,
der
byggede
Utenwarfs
lille
mølle.

Et blomsterparadis

I
1919 var
Utenwarfs
have
blevet et sandt blomsterrige. Fordommen at der ikke kunne vokse
blomster på marsken var manet i jorden. Et lille stykke paradis
sagde man i omegnen. Helt fra
Møgeltønder
kom
man gående langs diget og beundrede blomsterne.

Den
lille familie genoptog forbindelsen til
Adas
familie.
Og egentlig ville man gerne have taget en tur til
Grønland
og Island.
Men
i stedet blev det en tur til
Hallig
Hooge.

Det
fascinerede
Emil,
denne
vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelse af
nyt land. Men også det land, der forsvandt blandt andet
Rungholt
gjorde
indtryk på maleren.

Inspiration fra
Halligerne

Emil
tog
selv videre til
Hallig
Hooge.
Med
sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over
inspirationen. Mange kendte malerier blev til under denne tur.

Han
mente selv, at
Farve
er energi – energi er liv.

Med
farver kan man bestemme stemningen, mente han.
Sorg,
Jubel, Glæde, Drama og Drøm
kan
man danne med farver, udtalte han.

Forvirret i
grænselandet

Emil
Nolde
mente,
at dem, der er født i et grænseland er meget mere præget
af
for
eller imod.
Man
bliver
mere
præget.

Spørgsmålet
var,
hvad
er tysk?, hvad er dansk?
Delingen
af
Slesvig
ramte
ham hårdt. Grænsen blev trukket lige uden for deres hus.
Hus og land lå pludselig i
Danmark,
erkendte
Emil.

Jeg
er født i Slesvig – Holsten,
sagde
Emil
Nolde. Jeg elsker mit land og kigger uden foragt både nord og
syd på.

Danmark har leveret
min livsledsager. Tyskland med sin indre skønhed med musik og
kunst.

Dansk, tysk, plattysk
og sønderjysk


fødestedet
Nolde
var
der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde.
På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var
det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere
tørre tal. Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da
blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen
i
Burkal
og Nolde
området
var dog på dansk.

Politisk afvanding

Da
afvandingen af marsken begyndte, frygtede
Emil
Nolde,
at
egnens skønhed ville forsvinde . Stilheden blev afløst
af larm og aktivitet.
Emil
havde
selv regnet og tegnet på sin egen private afvandingsplan. Han
overrakte denne til den ledende ingeniør.

Men
pludselig fandt
Emil
ud
af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt han egen
plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt
for den egn, han elskede.

Den 30. august 1923
opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt
temmelig hurtig og det var en trykkende stemning. En mærkelig
spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En
stormflod var uundgåelig.

19 digearbejdere længere
nordpå var blevet overrasket af stormfloden.

Ikke
længe efter nedbrændte den flotte frisergård
Nienhof
lige
i nærheden.
Emil
kom
i tanke om en storbrand i
Bylderup
i
sin ungdom. Her nedbrændte ti huse og gårde.

Røverforretninger

Inflationen
kom. Og for
Emil
Nolde
var
det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og
hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på
bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige
Møgeltønder
opstod
der ligefrem
røverforretninger,
fortalte
han. En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde
i området havde opnået pludselig rigdom, men også
lige så pludselig fattigdom. Han gjaldt som en af de klogeste i
området omkring
Tønder.
Ham
fandt man pludselig druknet, fortalte
Emil
Nolde.

Folk
var blevet forvirret, og først efter noget tid blev maleren
igen produktiv.
Emil
mente
at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om
Neue
Kunst,
der
i 1921 udkom, havde noget med af den 54 – årige maler,
Emil
Nolde.

Uenig med Tønder

I
1926 tog man den beslutning, at forlade
Utenwarf.
Familien
var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på.
Mange naboer havde også protesteret over for
Tønder
Kommune.
Men
de var blevet afvist.

Mange
beboere var anvist på vand fra
Vidåen.
Men
det forhold havde
Tønder
ikke
tænkt på, ifølge
Emil
Nolde.

Seebüll –
det nye hjem

Han
tog den beslutning, at han ville syd på. Mange rejser blev
foretaget langs vestkysten ned til
Hamborg.
Men
de fandt ikke rigtig det rette sted at bosætte sig.

Pludselig
en dag fandt de et tomt værft. Problemer opstod, men
Seebüllhof
var
en realitet.

I
foråret 1927 foregik flytningen fra
Utenwarf
til
Seebüll

tre både og to overfarter. Allerede samme år blev et nyt
atelier bygget.

Museum modtog kun
modvilligt hans kunst

Nolde
er
i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det
er nok de færreste, der ved, at han var dansk statsborger fra
1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og
tysk.

Faderen
skrev på tysk til sin forlovede, hun svarede på dansk. I
lille
Emils
barndomshjem
blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i
højtysk og mange i omegnen talte plattysk.

Da
Ada
døde
i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til
Statens
Museum for Kunst
i
København.

den måde håbede han på at fremme forståelsen
mellem
Skandinavien
og
Tyskland
en
nation, der på det tidspunkt ikke hørte til de mest
populæreste. Det var kun yderst modvilligt at museet modtog
disse billeder.

Medlem af
nazistpartiet

Denne
afvisning skyldtes sikkert, at
Emil
Nolde
havde
meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet. Han
havde været fuld af beundring over den stærke nationale
rejsning. Men nazisterne ville ikke rigtig vide af ham. Han blev
smidt ud, fordi hans billeder var
forfærdelige,
dekante, ubrugelige, umulige, primitive, farvestærke, spontane
og grumme
i
den nazistiske ideologis øjne.

Helt
nøjagtigt, så meldte
Emil
Nolde
sig
ind i Nationalsocialistisk Fællesorganisation Nordslesvig
(NSAN). Et år senere blev denne organisation tvangsindlemmet i
det Nationalsocialistiske parti i
Tyskland
(NSDAP).

Følte sig
udenfor

Det
er jo ikke den første afvisning, han oplever. På hans
københavner
– rejser
møder
han tidens store kunstnere,
J.F.
Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Vilhelm Hammershøj
at
kende. Men han blev aldrig lukket ind i varmen og følte sig
udenfor.

De umalede billeder

Egentlig
kunne
Goebbels
godt
lide
Noldes
kunst,
men nazisternes chefideolog
Albert
Rosenberg
afskyede
den.

De over tusinde værker
af ham blev beslaglagt, og senere solgt fra eller destrueret.

Nolde
fik
direkte forbud mod at male flere billeder.

I
stedet begyndte han at male akvareller. Disse kunne ikke lugtes, når
der kom kontrolbesøg. Disse akvareller blev hans
Ungemalte
Bilder.
De
blev først rigtige malerier efter krigen, hvor hans
malerforbud var ophævet.

Nolde og jøderne

Egentlig
var
Nolde
en
forkæmper for
tyskheden.
Ved
afstemningen i 1920 ville han ikke
stemme
imod sin kones fædreland.
Efter
grænsedragningen tog han bevidst imod det danske
statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.

Han
støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var
det bedste at udvise alle jøder af
Det
Tredje Tyske Rige.

Egentlig
var det mange sammenfald mellem mellem nazisternes filosofi og
Noldes
egen.
I hans bog
Jahre
der Kämpfe
skrev
han om jøderne:

  • Gennem deres
    ulykkelige bosættelse i de ariske folks byer og gennem deres
    stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er
    der gradvist opstået en uholdbar tilstand.

I
1938 skrev
Nolde
til
Goebbels:

  • Jeg opfatter
    nedrakningen som speciel hård, fordi jeg fra
    nationalsocialismens begyndelse som den eneste tyske kunstner gik i
    åben kamp mod den fremmede dominans af tysk kunst og imod den
    urene kunsthandel.

Og
Nolde
lagde
ikke skjul på, hvad han mente med
den
urene kunsthandel.
Det
var jødiske gallerister og profitmagere.

Anerkendt i sen alder

Emil
Nolde
var
religiøs, men på et tidspunkt havde han svært ved
at finde sit andre jeg. Eventyrlige væsener, groteske
skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud.
Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med
selvskabte mytologier.

Først
i en sen alder blev han anerkendt. Som 80 årig blev han gift
med den 26 – årige,
Jolanthe
Edelmann.

I
1957 året efter hans død, åbnede
Nolde
Stiftung Seebüll.
I
tillægget til sit testamente skrev kunstneren:

  • I taknemlighed over
    for hjemstavnen, som har ladet os opleve en solrig barndom, og i
    taknemmelighed over for de lande, Danmark og Tyskland, som skænker
    os beskyttelse og fremgang i svære og gode tider, grundlægger
    vi en selvstændig stiftelse til fremme af offentlighedens
    kærlighed til kunsten og til almennytte.

Og
dette museum/Galleri/spisested er et besøg værd.
Overraskende er at se den spændvidde der er i
Noldes
kunst.
Det er som om man kunne se, om han var i god eller dårlig
humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.

Kilde
:
Se

Litteratur Tønder

Litteratur Højer

Hvis du vil vide mere:

Aventoft – Byen ved
grænsen

Digebyggeri i
Tøndermarsken

Drømmen om en havn
i Tønder

Kanal gennem Tønder

Møgeltønders
historie

Tøndermarsken

Øst for Tønder

Tønder, Marsken og
afvandingen

Tøndermarksen –
under vand

Emil Nolde –
Vadehavets maler

Højer, Stormflod
og diger (under Højer)

Rudbøls Historie
(under Højer)

Syd for Højer
(under Højer)

Stormflod ved Vestkysten
(under Højer)

Bådfolket fra Højer
(under Højer)

Fiskeri ved Højer
(under Højer)


Rømø – en ø i Vadehavet

Dato: april 5, 2010

Hvordan levede man på
Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på
deres kikke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder
– købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål
i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn
på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under
krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.

Mange tyskere til Rømø 

Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej
i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø.
Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø,
fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller
madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.

Antallet af ferieovernatninger på
campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner.
I modsætning til det mondæne Sild
er adgangen til stranden gratis.

Tour de France var vand

Jeg husker også vores cykeltur til
Rømø.
Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser,
der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når
blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem.
Rømødæmningen
var en frygtelig forhindring.

Egentlig havde man længe haft planer
om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 –
dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år,
men først i 1948 var man klar til indvielsen.

Men den historie er nok ikke helt rigtig.
Min far var der allerede i 1939.

I årene 1940 – 41 var der ansat
400 mand på projektet.

Talrige gange er den blevet repareret,
således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt
under vandet.

Man valgte at anlægge dæmningen så
den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs
tidevandsområder. Men nærmest Rømø
fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde
på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.

Tænk at der er brugt 2 millioner m3
jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter.

Rømø
omtales i 1226

Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer
fra det jyske rimme, der betyder langstrakt forhøjning og
ø.
På frisisk hedder øen Rem
og på tysk Röm

Røm 
omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231
i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.

Hvornår øen er blevet befolket,
vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der
tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost,
som Øregården og en anden gård på Rømø
skulle erlægge.

Øregården
er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det
ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på
et tidligt tidspunkt.

Omkring midten af 1600tallet boede der
cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til
802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark
og Amerika.
Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.

Rømø
var opdelt

Indtil 1864 var øen delt i en sydlig
del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del
kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.

Grænsen mellem de to dele gik i øst
– vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø
Kirke.
Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete
den Første
omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek
forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø
og den nordlige del af Sild.

Områderne skænkede dronningen til
Ribe Domkapitel
og udskilte dem derved som kongerigske enklaver.
Fra hertugdømmet Slesvig.

Den omstændighed, at såvel den sydlige
del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne,
sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand
lister Dyb.

Et langt farvel

Når en sømand skulle på langfart,
så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel.
Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.

Skibsbjælker i Rømø
– huse

Rømø – gårdene er gene
bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning.
Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste
opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade.
Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret
med skærkalk.

Den mørkerøde farve farve, står godt
til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen,
opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.

Mange bjælker i de gamle Rømø
– huse
har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede
tidligere mange skibe på Rømø.
Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning.

De blå – hvide hollandske
fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede
disse fliser.

En spansk grundstødning

Vi talte om strandinger. I 1716 strandede
den kongelige spanske fregat Princesse
ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer.
Em bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en
spansk gesandt sammen med sin familie.

En stranding og 10 retssager

Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når
der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske
del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til
tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting,
seks behandlinger i Ballum ting
og en gang på Fanø birketing.

Søndag den 26. september 1717 opdages
et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø,
tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand
ca. 1 mil ude i vandet.

Nogle Nørlands
– folk
tog derud i Peder Præsts
båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen
i Kongsmark.

Der kom også to både fra Sønderlandet
med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem
Blådybet,
der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand
og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.

Om natten drev vraget længere sydpå
og ind på Sønderlandets
forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes
det at få vragte bugseret ind til Havneby.

De mange retssager endte med, at Sønderlandets
fiskere
fik bjergningslønnen.

Mange værdifulde laster

Det var en livlig sejlads der foregik
omkring øen. Og bejerninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før
1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev
det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset
repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere
for efter en storm for at se, om noget kunne
bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø
anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle
man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med
skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.

I 1760 kom en sag for Ballum tinget.
11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det
pågældende skib strandet ved Helgoland.
En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af
vinen.  Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede
om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.

90 pct. er ren natur

Egentlig er det mærkeligt at forstille
sig men 90 pct. af øen er ren natur.

Mon nord er øen afgrænset af Juvre
Dyb
på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet
kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.

En 3 meter klitzoner går ned gennem
øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget
anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har
dog ikke kunnet stoppe vandet.

Nordseebad Lakolk

Stik mod vest ligger Lakolk.
Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse.

Sandstranden er enestående, vel nok
tre meter bred. Så mangen en Tynne
– Knajt
har taget sine første køretime her hos far.

Ikke så sært, at turisme er øens
vigtigste erhverv.

Moden med strandbadning går kun tilbage
til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt
at tage til stranden.
Langs vadehavskysten havde bademoden bredt
sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819.
Mon ikke Christian den Ottende
og H.C. Andersen har været ude at bade her?

Nordseebad Lakolk
blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen
fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk
og en enkelt gæstgiver fra Hvidding
købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs
over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.

Men det var lidt af en rejse, at komme
hertil. Først kom man med toget til Skærbæk.
Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk
med damperen Röm til Kongsmark.
Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første
sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.

Omkring 1900 blev der opført omkring
40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt
billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel
Drachenburg,
et logihus og en restaurant Kaiserhalle.

Og en troljebane,
som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet
til Kongsmark Rømøs
østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv.
Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet:

  • politimæssig tilladelse
    til drift af en hestebane for person
    – og godstrafik mellem Kongsmark og Lakolk.

 

Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den
blev først nedlagt i 1939.

Selskabet går fallit

To varmbadshuse uden toilet blev indrettet,
og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle
indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit.
Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.

Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket
og solgt til private.

Drachenburg
brændte i 1965 og Kaiserhalle
forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.

Natur
– hele året

Hvis man ikke lige er til strandlivet,
så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen
blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store
skarer.

Når efteråret går ind, viser havet
sit sande ansigt. Det barske Vesterhav
går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os
fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden
ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.

Før dæmningen lå Rømø
hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen
til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet
sig. Meget sjældent forkommer hugorme.

På vej ned mod Havneby
ligger Kommandørgården.
Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede
fra Rømø. Den er bygget i 1748.

Mystik omkring Borgbjerg

Lige nordøst for Kommandørgården
rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg).
Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang
i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb
og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge
en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg,
der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet
være brændt.

Men det kunne også være hændt før.
I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede
forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete
den Første
lod en mængde små borge nedrive.

I alle årene var Borgbjerg
forladt. Og spøgeriet tog fat.

Guldet forsvandt

Engang fandt en mand således en stor
spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte
den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at
hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere
sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet
gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi
snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?

De underjordiske og jordemoderen

En anden gang hentede de underjordiske
en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame
med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen
fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun
spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste
dag var de forvandlet til det pureste guld.

Den omtalte borg gik der mange rygter
om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente,
at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede
, havde bygget den.

Mærkelig nok bestod højen af ler, som
ellers ikke fandtes på Rømø.

Fodstien til Frudal

Et sagn fortæller om en fodsti, der
fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken.
Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste,
der boede derude.

I Frudal
skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer
for en sandflugt. I Riberhus Jordebog
fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.

Heksen fra Rømø 

Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol
blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes
fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under
tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings
også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med
Maren Peder Bodzers,
som var indespærret på Møgeltønderhus.

Den lille skole

I nærheden af Kommandørgården
ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret
af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var
ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen
40 børn.

Mod syd ligger Havneby
med færgeforbindelse til Sild.
Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.

Østers i massevis

På havbunden ud for Ribe, Rømø
og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er
de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en
bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet.
De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra
bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers
ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.

Men pas lige på, når du begiver dig
ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på
ebbe og flod er cirka to kilometer.

Rømø
Kirke

Rømø
kirke,
der stammer fra 1100 tallet,
har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet
mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand
i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller
og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten
fra 1600 til 1800.

Kirken er selvfølgelig viet til Sct.
Clemens –
sømændenes skytsengel.

Som så mange andre steder solgte
man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken.
Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers
oldeforældre.

Meget særpræget så hænger der
15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes
initialer.

Gravstene fortæller historie

Den store tilknytning til havet og havets
folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående
samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere
tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring
Rhinmundingen.
Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder
i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod
også en plads åben til kommandørens og hans kones død.

De meget talende billeder gengiver ofte
skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik,
da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn
står og vinker inde på stranden.

Andre sten bærer udtryk for glæden
over ægteskabet:

  • See her er vi og de Børn,
    som Herren har givet os,
    står der under et relief, der viser kommandøren
    og hans kone med deres 12 børn. En anden gravsten beretter, at den
    kommandør, som stenen er rejst over, og som døde i en alder af 45
    år, foretog 27 rejser fra Hamburg
    til Grønland.

 

Sildeeventyr

Fra gammel tid var øens beboere knyttet
til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle.

Omkring år 1500 deltog Rømø
– fiskerne
i den store silde – fangst ved øen Helgoland.
Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr.
Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis
andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var
der en del rokker, som dengang var en yndet spise.

Sælfangst og Tønder
– købmænd

Rygter vil vide, at Rømø
– fiskere
sammen med fiskere fra Helgoland
deltog i sælehundefangst. Men her på dengang.dk har vi  kunnet
finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det
kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælefangsten var på
sit højeste i 1685 var der på Rømø
ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.

Sandsynlig er det dog, at et mindre antal
Rømø –
skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland.
Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø
den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder
med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch.

Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.

Noget tyder også på, at der var
nær forbindelse mellem Tønder
– købmænd
og  Rømøs Grønlands
– skibe.
I Tønders relationsprotokol 
fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands
– skibe
skulle fritages for flådetjeneste.

I 1730 skulle Tønder
– købmændene
have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland.
I Tønder blev der således i 1769 oprettet  et Grönländisches
Comagnie.

Og i 1716 havde Tønder
– købmændene
bygget et pakhus på Rømø
for 1.748 rigsdaler.

Af toldbogen 1769 fremgår det, at
Søren Amders
den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk.
skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.

Samarbejdet mellem Tønder
og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner
man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.

Meget tidligt var der tale om et betydeligt
antal østersbanker i Vadehavet.
Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers.
I 1643 befalede Christian den Fjerde
at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten
fra bankerne ved Lister Dyb.

I 1740 drev 14 både østersfangst fra
Rømø.

Fra Havneby
blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket
fra det nu forvundne Helmodde
Rømøs sydkyst.

Fiskeriet s betydning fremgår blandt
andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus
på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.


hvalfangst

I 1700 – tallet spillede øens
søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe,
der opererede ved Svalbard.
I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte
kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske
eller hamborhske skibe.

 
I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved
skibsforlis under Grønlands
østkyst.

Fanget af sørøvere

Sørøvere mødte Rømø
– sømændene også.
Men ofte tog man nord på, og sørøverne
opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier.
Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen
i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En
indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.

Men også på fastlandet og
de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand.

Fra ca. 1800 blev Islandsfarten
og almindelig fragtfart mere almindeligt.

Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri
tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.

Udehavn for Ribe

For længe siden, da Ribe
havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø
det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe
var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde
til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre
til Ribe. Men da

Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.

I storhedstiden tjente rømøboerne store
penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe.

Også Christian den Fjerdes
saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs
sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.

Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,
Borgerne i Ribe fri Besiddelse af deres Forstrand, List, Manø
og alle Kyster, som ligger mellem fornævnte Steder og Ribe By, tillige
med deres eget Dyb.
Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb
at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein
advarede i en navigations – guide
at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb
mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.

Hvorvidt Ribe
havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men et
er sikkert , Ribe tjente på tolden.

Rømø 
fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i
1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø.
I 1608 passerede 23 skibe Øresund.

Svenskerne brændte Rømø
– flåden

Under Torstensson
– fejden
i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har
været årsag til meget ondt i Sønderjylland
disse svenskere.

Men trods store vanskeligheder rejste
man sig igen på Rømø.
Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen.

Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads.

Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark
et trankogeri.

Landbrug

Landbrug har ikke givet det store på 
Rømø.
Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald
i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer
fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu
ikke meget, han fik.

I 1902 blev der foretaget en såkaldt
kvægtælling
på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker
hornkvæg, 1696 får og 66 svin.

Det var kvinderne, der stod for landbruget.
Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling
af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.

I 1840erne, da skibs – eventyret
forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.

Brændselsbjergning

Brændselbjergning
var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
aller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer
og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.

Tørvegravningen foregik på bestemte
dage i forsommeren. Efter tilsigelse af æ Pandmand
måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden
med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge
en velegnet plads. Klokken 9 hejste æ Pandmand
sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl.
12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.

De fattiges
ø 

Ofte taler man om, at Rømø
var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en
Degnebolig,
fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø
– og sandflugt ødelagde jorden.

Men i midten af 1700tallet syntes velstanden
at have fundet vej til øen.

Den rige kaptajn

Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens
i Toftum
så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken
slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn
Petersen
i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg
skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert,
viser det hus, som Harcke Thades
boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.

De rige fungerede som bank

Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand,
var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig
tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol
var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt
til mænd på Rømøs Sønderland.

Men omkring 1813 ramte krisen Rømø.
Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var
ikke så meget værd. Modløshed fulgte.

Og så siger man, at skibsreder
A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø.
Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener,
at den første Mærsk – slægt
går tilbage til Ballum – egnen
i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien
Olufsen
fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.

Og tænk et par gange, er der strandet
kaskelothvaler på Rømø.

Kystsejladsen forsvandt

Flere gange barslede man med planer om
en kæmpe havn på sydsiden af Rømø
ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om
dette. Med anlæggelsen af Rømø
– dæmningen
forsvandt kystsejladsen.

Rømø
– dragten

Rømø
– dragten
adskiller sig fra Fanø
– dragten
ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø
har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -,
kirke og sørgedragt.

Naturligt at blive sømand

Man spurgte aldrig en dreng på Rømø
dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være
sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands
isbjerge og Kina og Indiens
særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet.
Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for
øen.

Hvervekontor

Kaptajn P.J. Michelsen
i Toftum var agent for Donners Kompagni
i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 –
84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø.
Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby,
Emmerlev og Højer Sogne.

Den lange forlovelse

Man forlovede sig i en meget ung alder,
men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen).
Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge,
der selv traf valget.

Tre ugers tid før brylluppet gik det
unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangte
tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage
i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.

Brudeseng

Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården.
Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste
slægtninge udpegede en skaffer, en redekone, fire skænkere og fire
brudepiger.

En uge før brylluppet skulle der være
Brudeseng.
Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser
(et Fad Mad), som brudegave, mødete de ældre frem med dette
hem imod aften.

I redekonens
påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad
der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning,
og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr.
Når de, der var mødt til Brudeseng
havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af
redekonen.
Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det
var slemt for redekonen, hvis ikke alt var i orden.

Så blev der drukket skål på
det, og gæsterne dansede hele natten.

En bryllupsindbydelse

To dage før brylluppet mødte alle skænkere
og brudepiger i Bryllupsgården.
De to skænkere blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse
til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:

  • Æ skuld helsen fra Peter
    Fisk å hans kjærest om I vild væe så goj o komm
    å Torsde Morn å drikk en kop Kaffe
    å følle mæ dem te kirk å høe æ viels
    å følle mæ hjem te ma å tej del i
    æ fornøjels.

 

Skænkerne
lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte
tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager,
lamper og hvad der ellers hørte til gildet.

Skafferen
var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet.
Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget
mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.

Mor blev i køkkenet

Redekonen
sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var
forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at checke om
alt gik rigtig for sig.

Brudepigerne og skænkerne var opvarter.

På bryllupsdagen om morgenen blev
gæsterne mødt af brudepiger og skænkere.  Mændene blev budt
på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød
og tvebak af et fad.

Den efterfølgende opvartning bestod
i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med
rosiner og krydderier i ).
Dertil tre til fire punche, hvoraf i
hvert fald den ene var en Rumpunch.
Derefter tog man i kirke.

Ved middagen bærer skænkerne
på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som
fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød
med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.

Anden ret er vinsuppe med mange rosiner
og kanél. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl
til.

Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.

Dansen om huset var den egentlige afslutning
på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte
brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø
en hel uge.

Begravelse på
Rømø 

Når en person var død på Rømø
blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand,
en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.

  • Æ Klok 5 i gåe døe Peter
    Slaute.

 

Et par dage før begravelsen samledes
de nærmeste slægtninge til Ke-stlæg.
Samme dag gik Æ By – mand,
denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider
var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til
hans sidste Sovekammer og Hvilested.

I lighuset blev man beværtet med kaffe
og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.

En gammel pebermø havde ønsket,
at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik
hun opfyldt.

På vejen til kirken, skulle to
af de nærmeste sidde på kisten.
De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog
bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt
Ærr´øl.

Gilder på
Rømø 

På skibene herskede der respekt
og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen
og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange
gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen
og julen.

Julegildet var et almindeligt aftenbesøg,
kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med
kaffe og anden gang med the til.

Til høstgildet Æ Opslit
blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen
bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam.

Svineslagtningen var en af årets begivenheder.
Foruden en so og et par ungsvin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og
lam i en husholding. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt
lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.

Om aftenen blev naboer og venner indbudt
til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser.

De store folkefester som fastelavn og
Peders Dag
forsvandt efterhånden på Rømø.

Peders Dag
eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest.
Og det var det på alle øer i Vesterhavet.
Dagen til Pers Awten drog drengene i skare i byen rundt og bad
om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde
blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev
fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets
frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider
samledes ungdommen om disse bål.

Inden prøjserne satte grænser for friheden
morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på
kroen.

Nazisterne holdt møde

Og dem, der tror, at man ikke mærkede
noget til anden verdenskrig på Rømø,må tro om igen.

I 1938 holdt nazisterne propagandamøde
på øen under ledelse af Kreisleiter
for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum
og Ortsgruppenleiter for Tønder
By, margarineagent Jessen.

I september 1939 mente flere beboere,
at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der
havde været på opklaringsflyvning over Skagerak
blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade
ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september
ankom der 10 grænsegendarmer.

Et større fly styrtede i havet lige
syd for øen, en måned efter.

I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly
tre bomber ned over Rømø.
Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild.
Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø
mod syd.

I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt
fra et stort bombeangreb mod Sild.

De tyske soldater ankom

Den 9. april ankommer en masse tyske
soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet
efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat
ved Havneby.

Luftværnskanoner ankom til øen. Ved
stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte  fra et
fly, der styrtede ned ved Sild.
Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del
skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt
til eksplosion.

Tøj af spæreballoner fra London

I marts 1941 blev der igen kastet engelske
bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og
begravedes på kirkegården.

Den 27. september styrtede et engelsk
fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget
til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.

Den 1. november kastes en masse brandbomber
ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over
øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte
jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.

Den 1. september 1942 blev en landmand
kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg
på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.

I 1944 blev økommandant Seeger
arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse.
Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev
skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.

Badning forbudt

Den 5. januar kunne Rømøs
befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø
mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten
mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.

Den 11. februar blev to huse i Kongsmark
frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly
blev hyppigere.

Den 1. maj var det slut med at bade på 
Rømø.
Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og
strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder.
Der var ingen adgang for civilpersoner.

Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber.
Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til
Rømø
skærpet.

Natten mellem den 16. og 17. august krydsede
mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel
og Stettin.

Tysk soldat skulle hældes ned i jord

Den 30. august begik en tysk soldat selvmord.
Han skød sig i barakbyen i Kongsmark.
Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som
landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig
begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.

I 1945 steg antallet af tyverier på
øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette.
I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på
øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på
øen.

Befrielsen

Efter befrielsen blev et 10 –
mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af,
hvem der arbejdede for den tyske værnemagt.

Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste
i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav
sig til to betjente og to frihedskæmpere.

En engelsk oberst, en engelsk marinemajor
samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild.
Efter en time returnerede de igen.

600 soldater forlod øen i fire store
og 4 små skibe med kurs mod syd.

26 englændere og 10 danske frihedskæmpere
ankom til øen den 22. maj. Om aftenen  returnerede englænderne
igen.

I slutningen af maj ankom 30 soldater
fra Royal Airforce. De overtog bevogtningen af de militære anlæg.
Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på
øen. Under dette arbejde dræbtes flere.

Et skønt minde

Vi forlader den dejlige
ø, Rømø med et fantastisk minde, som må
være 40 år gammel. Vi var et par stykker, der en tidlig morgen i begyndelsen
af juni indviede badesæsonen på
Rømø Sønderstrand. En fantastisk surrealistisk oplevelse, der
var både godt for sjæl og legeme. En mennesketom strand, en fantastisk
natur og en kold morgendukkert. Det står stadig mejslet i mit sind.  

Kilde:
Se

Litteratur Tønder

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere om:
Vadehav og Marsk: Læs

Soldater på
Jordsand (under Højer)

Søslaget ved Højer (under Højer)

Øen Jordsand
– engang ud for Højer (under Højer)

Travlhed ved Højer Sluse (under Højer)

Højers historie (under Højer)

Højer
– stormflod og diger (under Højer)

Fiskeri ved Højer (under Højer)

Bådfolket i Rudbøl( under Højer)

Heltene i Vadehavet (under Højer)

Øerne
– syd for Højer (under Højer)

Vadehavet ved Højer (under Højer)

Aventoft
– Byen ved Grænsen (under Tønder)

Digebyggeri i Tøndermarsken (under
Tønder)

Friserne
– syd for Tønder (under Tønder)

Kanal gennem Tønder (under Tønder)

Møgeltønders historie (under Tønder)

Sønderjyllands Wild West (under Tønder)

Tøndermarsken (under Tønder)

Tøndermarsken 2 (under Tønder)

Tøndermarsken
– under vand (under Tønder)

Vadehavets maler
– Emil Nolde (under Tønder)

Vikinger i Vadehavet (under Tønder)


Fiskeri ved Højer

Dato: oktober 13, 2009

Hvilke fisk fangede man i Tøndermarsken?
Hvordan tilberedte man dem? Få 
nogle gode tilberedningstids.  Marsken var særdeles fiskerig.
Hjemme hos os flygtede ålene hen af køkkengulvet. Læs om
brasen i flere varianter, om blodpølse og røget
ål. Den kedelige rimte og spørgsmålet om
strømskallen er egnet som spisefisk. Så
skal vi lige kigge på den kraftige
sudersuppe og ålepotte. Ål i surt skal vi også
behandle og diskutere hvor mange snaps, der skal til
sat ål Højkro.
 

Et billede af min Opa

På min væg hænger adskillige
fotos fra min familie. En af disse fotos viser fire fiskere fra Højer,
der er ved at røgte garn. De befinder sig mellem den gamle sluse og
den nye sluse, men længe inden man har tænkt på denne.

Den ene af disse fiskere er min opa (bedstefar).
Han var erhvervsfisker ved Højer Sluse, og havde egen fiskekutter.  

Fotoet viser, at det blæser kraftigt,
men det holdt ikke disse fiskere tilbage. Som det vil være de trofaste
læsere bekendt, så er undertegnede ikke den store fiske – spiser.
Måske var det fordi, at jeg fik alt for mange fisk, dengang, da jeg
besøgte Opa og Oma u i æ kow (Ny Frederikskog).  

Boligen på 1. katastrofevej
på vej mod Sildtoft bar i høj grad præg af min Opas beskæftigelse.
Og da transistorradioen kom, anskaffedes en sådan. Så blev der ellers
lyttet på Blåvands Radio.  

Tag kun de store

Inden afvandingen af marsken blev foretaget
var marskens vandløb særdeles fiskerige. Selv om fattigdomen var stor
hos nogle af beboerne, så behøvede de ikke at sulte.

Vadehavets maler, Emil Nolde
fortæller også, at han en nat fangede 15 ål, som vejede fra et til
tre pund pr. stk. Han fortalte, at hans karl på gården fangede endnu
mere. Der var så mange ål i garnrusen, at mange var klemt halvt ihjel.
Det var svært at løfte redskabet ud af vandet.  

Der var så mange fisk dengang,
at tjenestepigerne på de store marskgårde blev formanet, når
de skulle hente ål i hyttefadet: 

  • tag kun de store, vi har
    ikke tid til at gøre de små 
    rene.

 

Myndighederne overtog fiskeriet

Myndighederne var godt klar over den
store fiskerigdom. Da der under første verdenskrig var knaphed på
levnedsmidler i Tyskland overtog Staten fiskeriet i marsken. Der blev
antaget lokale fiskemestre, der så skulle afregne med staten. De satte
så mange ruser i søer og vandløb som de var i stand til at passe.
De fik så hjælp af marskboer, der ikke var indkaldt til krigstjeneste.  

Mange fiskearter

Foruden ål
blev der fanget aborrer, brasen, gedder, karper, karudser, ferskvandskrabber,
niøjne, rimter, skaller, snuder,

samt laks, snæbel og ørred. De sidste fire fiskearter forekom dog
kun i Vidåen. Flere af de nævnte fisk forekom næsten lige
så talrigt som ålene.

Det minder mig om, at jeg engang på 
besøg i anlægget bag Øvelsesskolen i Tønder så en mægtig
gedde tage en and op fra overfladen. Det var et voldsomt syn.  
 

Fiskeretten

Fiskeretten kunne høre til bestemte
gårde og huse. Bortset fra det tilhørte rettigheden det offentlige.
Grænseændringen i 1920 ændrede da ikke noget ved det. Bortset fra
at fiskerettighederne mellem Rudbøl og Højer Sluse
overgik fra det tyske vandløbsvæsen (Die Generalwasserlösung)
til Rudbøl Kog og Ny Frederikskog.
I den tyske del af marsken overgik fiskerettighederne på et senere
tidspunkt fra amtsmyndighederne til digebygningsvæsnet.  

Hvis en fisker i marsken ville fiske
lovlydigt, måtte han eller sammen med andre leje fiskeretten i en del
af et vandløb eller en sø. Men det kostede nu ikke særlig meget at
få en fiskeret.  

Gammel fiskesammenslutning

I den yderste del af Vidåen
mellem Rudbøl og havet havde fiskeretten langt tilbage været
udlejet til en gammel fiskesammenslutning, der måske stadig består.
Det gjorde de i hvert fald i min opas tid. Den originale lovtekst er
på tysk.

Heri fastlægges at det er beboere fra
Højer, Rudbøl, Ny Frederikskog og
Rosenkrants,
der kan optages som medlemmer. Man skiftedes til at have rettighederne
til bredderne. Retten til medlemsskabet gik i arv. Og det var forbudt
at overgive forpagtningsrettighederne til tredje part. Såfremt et familiemedlem
ikke vil bruge fiskerettighederne, så kan han sælge dem til en af
de andre medlemmer.

Ved grænsedragningen mistede fiskerne
fra Rosenkrants deres rettigheder, men de danske myndigheder
gav dem dog fortsat tilladelse til at kunne fiske i vandløbet.  

Engang om året mødtes sammenslutningen
Rosenkrans Kro til Fiskeregnskab.  

Skalleordenen

Fiskeretten i Rudbøl Sø
og Vidåen
op til Tønder
var udlejet til fiskere fra Lyst, Rudbøl, Rosenkrans, Fiskehusene
og Aventoft.
Og disse fiskere mødtes også årligt til en hyggelig
komsammen på kroen i Filowt.

Hvert år stiftede man en orden Skalleordenen.
Den blev tildelt en af de store bønder, der så mens festlighederne
stod på, skulle gå rundt med en mere eller mindre friskfanget skalle
i en snor om halsen.  

De beboere, der ikke var med i fiskerisammenslutninger
kunne købe såkaldte tattekort.
Disse kostede indtil 1920 50 pfennig. Man måtte fange så mange fisk,
som man kunne bruge i husholdingen. Opdagede man, at han solgte fiskene
videre, blev tilladelsen inddrevet.

I kanalerne ind til husene skulle man
dog ikke have tilladelser.  

Ålen havde størst betydning

Ifølge min Opa, så har ålen haft
størst betydning for marskfiskeriet. De fleste ål blev fanget i ruser.

Før 1715 var havslusen i Rudbølkog
– diget.
Dengang var der placeret så mange ruser omkring diget,
at der opstod oversvømmelser. Bønderne beklagede sig i 1690 
og igen i 1697 til hertug Frederik.
Fiskerne fik en alvorlig påmindelse med trusler om store bøder, hvis
de ikke holdt sig efter reglerne.  

Bedste
ålfiskeri – fra Højer

Ingen tvivl om, at de bedste ålefiskeri
foregik ved Højer Sluse. Fiskerne havde indrettet sig praktisk
og effektiv. Man var fordelt med tre hold bestående af hver seks mand.
Så fiskede man næsten uafbrudt i tre dage. Det var ingen problem i
Rudbøl, men det var det ved Nørremølle og Højer Sluse.

De to sidste steder havde man indrettet
et fiskerhus, hvor fiskerne overnattede  og lavede mad.  

Kosten bestod ofte af ålepotte. Det
er en kraftig ret kogt på store ål – velbekomme.
Alle de ruser og radgarn som fiskerne brugte, knyttede de selv på vinteraftener
og dage med dårligt vejr. Min Opa har forsøgt at lære mig det.  

Ved røgtningen var man to, ofte tre
mand i båden. De fangede ål blev hældt i en tønde en fjerding
som stod midt i båden. Efter røgtningen blev ruserne taget på land
til tørring. Af hensyn til holdbarheden stod de kun i vandet et døgn
af gangen.  

Et fiskerhold havde 98 ruser at passe.
Det var vel også maksimum. En stor del af fiskeriet foregik uden
for slusen ved Højer. Var slusen åben kunne fangsten sejles
ind i åen til de store hyttefade, hvori ålene blev opbevaret. Var
sluseportene lukkede, hvad det ofte var tilfældet, måtte de store
ålefangster bæres op over diget til hyttefadene.  

Ålene, som før 1920 blev fanget i
Vidåen
vest for Rudbøl Bro blev før 1920 for det meste
afsat til Sild.

Blankål 
blev afsat til røgerier i Flensborg og Tønder.  

Marskboerne anså den såkaldte
piep – ål eller pief – ål
(fordi den piber, når den bliver
berørt) for giftig. Men under første verdenskrig blev russiske krigsfangere
udstationeret som hjælp, og de spiste med glæde pief
– ål.
 

Slæbegarn

Slæbegarn blev kun bragt af dem, som
havde fiskeriet som erhverv. Redskabet blev brugt af fiskerne i Aventoft
Sø.
Men også ved Rudbøl Bro
blev det hyppigt brugt. Det var mest brasen,
der blev fanget på denne måde. Men det kunne også godt være gedder
og rimter.
 

Fiskerne fra Rudbøl og Rosenkrans
drev slæbegarnsfiskeri i Vidåen
om efteråret for at fange snæbel, som der undertiden var ret mange
af. Samtidig kunne der godt snige sig en enkelt laks i garnet. Der blev
betalt en god pris for snæbel. De blev solgt i Tønder,
men de fleste blev sendt via Højer Sluse
til Sild før 1920.  

Skulle
– fiskeri

Skullefangst
foregik med bådens sejl som drivkraft i Vadehavet
nord og syd for Højer Sluse.
Selv om fiskerne fulgte kysten skulle de være opmærksomme på vejrforandringer.
Skulle – fiskeriet
med slæbegarn foregik som regel i november
måned.

De saltede tørrede skuller var
meget værdsatte og derfor måtte fiskerne på mange ture i Vadehavet.
To både kunne sagtens fange 500 pund på en dag.  

Jaw
– garn,
der var meget tætmasket blev også brugt i marsken,
men på et tidspunkt blev det forbudt. Grimegarn og almindelig sættegarn
blev også brugt.  

Gedde
– fiskeri

At der var stor gedder i Vidåen
har jeg ved selvsyn set. Rudbøl
– og Rosenkrans – fiskerne

brugte stormaskede ruser, de såkaldte skallehamme
til at fange dem. Fra sidst i marts til sidst i juni fangede Aventoft
– fiskerne
dem. Man kunne dengang sagtens fange 14 – 15 stykker
på en nat.

I 1920 blev der fanget en gedde på 
22 pund.

Købmand Lorentzen i Tønder
tog imod dem og solgte dem videre i Hamborg.  

I Nørremølle
blev der fremstillet såkaldte Vidjehamme.
Her fangede man alle mulige fisk undtagen ål. Her kunne der også gå
oddere i fælden. 
 

Ålestagning

Selv om ålestangning var
– og er –
forbudt i Tyskland foregik det i marsken før 1920.
Ja der er endda fundet stager med pigge på. Og det vides at der i 1950
erne blev fremstillet ålestanger i marsken.

Ålestangning foregik først på vinteren,
når ålene var gået i vinterdvale i mudderet. Ålestangning gav ret
store ål. Jeg glemmer aldrig, da min Opa kom kørende på knallert
fra Højer til Strucksallè i Tønder
med et stykke af en ål. Den var så i mellemtiden blevet røget.

 

Ålefangst kunne også foregå med
ålekam.
På sønderjysk blev den kaldt kejs.
Det var nu mest ved Aventoft og Nykirke
dette foregik. Det var lokale smede, der fremstillede disse fiskeredskaber.
Mange forsøgte også at fange såkaldte boble – ål  ( boffelål).Denne
form for fiskeri kaldtes æ boflen.

Vandet skulle være stille og klart.
Man skulle kunne se bunden og det skulle foregå ved solopgang.
Når man fik øje på et hul i bunden, og der kom bobler fra hullet,
stak man med ålestagen. Kom der ingen bobler fra hullet, ja så 
var der ingen ål i hullet.  

Myndighederne var på 
vagt

Myndighederne forsøgte gang på 
gang at håndhæve forbuddet mod brug af ålestager. Men marskboerne
løb risikoen, for fangsten var for god. Man har i tidens løb forsøgt
at få det legaliseret. Således sendte borgmesteren fra Aventoft
en ansøgning til regeringspræsidenten om tilladelse til at anvende
denne fangstmetode. Men det blev selvfølgelig afslået. Således red
gendarmerne fra Tønder jævnlig gennem Aventoft
for at pågribe forbryderne.
Men det lykkedes nu sjældent.  

”At Tatte”

At tatte
var den mest brugte ålefangstmetode i marsken. De fleste som tattede
, var folk, der fiskede af lyst. Enkelte erhvervsfiskere fangede dog
også ål på denne måde. Tatteredskabet
bestod af en stage på ca. 2 meter. Her blev der så fastgjort et tattelod
bestående af regnorm. Ja og så fangede man også ål med kroger. Nogle
havde op til 1.000 kroger hver.

Ålene i Vidåen
havde ikke mange chancer.  

Masser af fisk

Til geddefiskeri brugte man også 
sættekroge og blink. Problemet var blot, at geddene som regel døde
kort tid efter den fangstmetode.  

Før 1920 blev der afsat en del aborrer
i Tønder. Karper var der ikke mange af.  

Karudser
gik ofte i vidjehamme. Men der var ikke så mange, der kunne
lide denne fiskeart, så den havde ikke så stor økonomisk betydning.  

Ferskvandskrabber
blev fanget i ruser. Men det var kun i ringe mængde, så fiskerne spiste
dem selv. De blev betragtet som særdeles velsmagende.  

Laks
blev i mindre grad fanget i slæbegarn og sjældnere tilfælde i ruser.

Kun ganske få havørreder
blev fanget. 

 Niøjer
gik ofte i ruserne. Men dem var der ikke så meget fornøjelse ved,
som regel beholdt fiskerne dem selv.

 

Rimten
var meget udbredt, men den havde ingen økonomisk betydning.

Sandarten
fandtes næsten ikke i marsken før afvandingen. 

Skaller
fandtes i store mængder. De kunne ikke afsættes. Også mine brødre
fangede et par gange skaller
i Grønåen til stor fortrydelse for min mor, der skulle rense
dem.  

Suderen
var nok den mest lækre fisk, der blev fanget i marsken. På grund af
dens velsmag var den dyr. Den gav en hvis indtægt, selv om den ikke
fandtes i større mængder. Fiskerne fortalte, at den blev fanget
mens hylden blomstrede.
 

Fisk på 
bordet

Hos mine forældre i Tønder
blev der ofte sat fisk på bordet. Og hver dag var det fisk på bordet
ude hos Oma og Opa i Ny Frederikskog.
Gad i grunden godt vide, hvor mange erhvervsfiskere, der er tilbage
i Højer og Rudbøl.

Dele af min familie har endnu den praksis,
at der et par gange om året bliver inviteret til sat
ål med snaps.
Det sker så under private former, men dengang i
min ungdom var det på Højkro
nord for Højer, det foregik.  

Blodpølse og røget
ål 

Når min Opa
havde afleveret en ladning fisk inklusive ål derhjemme på Strucksallé
blev fiskene nogle gange placeret under køkkenbænkene inden de blev
ordnet. Det skete ikke så sjældent, at nogle af ålene gjorde sig
selvstændige med en vild flugt over køkkengulvet. Det kunne godt ske
samtidig med, at murere, der skulle have udbetalt dagpenge befandt sig
i køkkenet. De blev ofte trakteret med et kop kaffe. Min far var i
mange år kasserer for Murerforbundet i Tønder.
Det skete dog også at min mor smurte en madpakke til en af de arbejdsløse
murere. Det kunne være med blodpølse
eller røget ål.  

Stegt ål, ålesuppe, røget ål, kogt
ål. Jo variationerne var mange. Og u i
æ kog
blev der også serveret ristet og tørret fisk til morgen
– og middagsmad. Til frokost var der selvfølgelig også fisk.  

Aborrer,
som vejede under et pund, stegtes. De største fisk kogtes i vand tilsat
salt, eddike og et løg.  

Brasen i flere varianter

Brasen
var en fisk, der blev værdsat meget højt af marskboende. Men mange
gad ikke at spise den.

Brasen
under et pund kogtes ofte med eddike, løg og salt. Under et pund stegtes
de altid. Sommetider blev de store også stegt, men først efter, at
de var blevet flækket. Fiskefrikadeller, der blev fremstillet af
brasen,
hævdedes at være meget delikate. Inden fiskene blev lavet
til fars fik de først et opkog. Så var skællene lettere at tage af,
hvorpå det gik gennem kødhakkemaskinen sammen med flæsk og løg.
Inden stegningen rørtes fasen rundt med æg og rasp.

Brasen -. frikadeller
blev ikke kun spist som middagsret, men også kolde som pålæg på
brød med sennep til. Og minsandten om ikke man med henblik på kold
servering henkogte brasen i surt.

Røget brasen
smagte lige som røget ål. Men det var lidt vanskeligere at røge
brasen.
For børnene skabte de store mængder af brasen ikke glæde.
For når fiskene after tolv timers saltning blev sammenbundet to og
to, skulle hæges til tørring uden for huset, var det børnenes opgave,
at holde fluerne borte.

De tørrede brasen
blev opbevaret på loftet sammen med skinker og andre spegevarer.
Saltede tørrede brasen
spistes som klipfisk eller udvandedes helt
og tilberedtes lige som ferske brasen.
De kunne også ristes på gløder fra ovnen.

Omkring Nykirke
blev store brasener undertiden tilberedt på samme måder som
spegeskinker. Det betød, at de kunne holde sig længere. 

Gedder ikke altid velsmagende

Gedder
indtil et par pund stegtes ofte. De større af slagsen blev kogt i saltet
vand og tilsat eddike og et løg. De helt store af slagsen blev somme
tider stegt i ovn. De blev spækket med røget flæsk. Bradepanden blev
smurt med smør og under stegningen blev der tilsat fløde.

De helt store gedder var ikke så 
velsmagende. De blev oftest omdannet til frikadeller, nogle blev røget
eller saltet. 

Ferskvandskvabber
og dens lever spistes altid stegt.  

Niøjne
blev stegt eller røget. Sidstnævnte tilberedning smagte dog bedst. 

Rimten var kedelig

Rimten
også kaldet ålænder smagte kedelig i stegt tilstand. Men den
var god i kogt tilstand og fortræffelig til frikadeller. Marskboerne
foretrak disse til kødfrikadeller.

Sammen med rimterne hakkedes flæsk i
kødhakkemaskinen ved farsens tillavning. Nogle husmødre kogte rimterne,
inden de brugte dem til fars.  

Uenighed om skallen

Der er meget forskellige meninger om
Strømskallens
egnethed som spisefisk. Men nogle fiskere brugte
følgende talemåde En Skalle i Frøst (frost) er lige så
god, som en ål i høst.

Nogle bønder brugte dem til foder til
søer. Måske var det ikke så meget smagen, det var galt med. det var
skallens
mange stive ben. Min mor var heller ikke så begejstret.

På trods af dette spistes en del
skaller stegte. Andre blev lavet om til fiskefrikadeller, mens nogle
kogtes i surt, det vil sige gelé krydret med salt, peber, løg og eddike.
Ved sidstnævnte tilberedningsmåde blev fiskebenene bløde og generede
ikke under spisningen.

Men den store velsmag opnåede fisken
som svæj`n skalle. Marskboerne spiste den både til morgen –
og aftensmad. Skaller, der skulle saltes og tørres, lagdes i salt om
eftermiddagen den ene dag og ophængtes om morgenen den næste dag til
tørring uden på husmuren eller sammenbundne tre på tre på en stage
i den åbne skorsten.

Saltede, tørrede skaller spistes undertiden
kogt, men ellers ristedes de på gløder eller – bedre endnu – på
en trefod over åben ild af blos
affald fra rørskærring, som ikke gav afsmag i modsætning til træ
og kul.  

Sandarter
var bedre spisefisk end gedder.
De små fisk stegtes. De større blev kogt.  

Isninger

Isninger
som også kaldtes skulle spistes overvejende saltet, tørret
og i ristet tilstand, men nogle stegtes dog ferske og andre blev henkogt
i surt.

Isninger
skulle tilberedes som tørfisk. De skulle skrubbes rene. Derpå blev
de saltet i et døgn og hængt til tørre.

Skuller
blev ristet ligesom skaller
på gløder eller i flammerne på det åbne ildsted. Derefter blev de
klippet igennem på langs, så fisken blev delt i smalle strimler, der
kun indeholdt små benstumper, som spistes med den øvrige del af fisken.  

Snæbel
blev både kogt og stegt i fersk tilstand. Omkring Højer
gemtes snæbel som vinterråd enten nedsaltede i baljer eller
saltede og tørrede.  
 

Den kraftige
sudersuppe

Sudere
var velegnet til både kogning og stegning. Ved rengøringen lagdes
de i varmt eddikevand. På den måde blev det lettere at renskrabe skindet,
som var meget tykt, men af mange regnet for den lækreste del af fisken.

Sudderen
blev enten kogt i slatet vand eller i vand som foruden salt var tilsat
eddike og løg.

Ved fester og sammenkomster spistes ofte
sudersuppe,
der var usædvanlig kraftig. Ved suppens tilberedning
kom der persille, persillerod, almindelige suppeurter, salt og safran
i kogevandet.  

Ål med skind

Mange marskboer foretrak ålene
med skindet på, blot de var renset grundigt. Rensningen af ålene foregik
på flere måder. Jeg løb ud af køkkenet, når min mor begyndte på
det.

Nogle lod dem løbe sig til døde i salt,
hvorefter de lagdes i varmt eddikevand og skrabt.

Andre lagde dem i vådt sand tilsat eddike,
hvori de selv løb slimen af sig.

Ålene kunne også kommes i eddikevand,
lidt inden de blev slagtet. Herved blev slimet løsnet. Men der måtte
ikke være for meget eddike, for så revnende skindet.

Men der fandtes også mere humane
måder, at gøre det på. De kunne efter at være blevet slagtet ligge
i varmt eddikevand en kort tid, blive skrabt. Derefter skulle de ligge
i salt i 24 timer med påfølgende vask og skrabning.  

Ålesuppe

Efter stegning var kogning til suppe
den mest anvendte tilberedningsmetode for ål. Ålesuppe
blev lavet af små ca. fingertykke ål samt andre ingredienser.

De marskboer, som foretrak at suppen
havde ren ålesmag, kogte den på ål, urter og salt. Men ellers
brugte man foruden ål også skinkeben eller flæskesværd til
suppen. Urterne var persille, porre, selleri. Nogle steder brugte man
også en roe og sågar store svesker.

Ofte spistes suppen med rismelboller,
undertiden også med kartofler. Ønskede man suppen lidt mere syrlig
var det muligt ved bordet at hælde noget eddike i.  

Ålepotte

Ålepot
var det som fiskerne selv spiste, når de arbejde ved Højer Sluse,
og selv skulle lave mad i fiskehuset. Man anvendte store ål. Da ålene
afgav væde under kogningen måtte de ikke dækkes af kogevandet. I
dette lagdes persille, selleriblade, løg, hel peber og lidt ingefær.
Ålepot
var en temmelig fed spise og var nok ikke for enhver smag.  

Ål i potte

I Rudbøl
kendes Ål i Potte. Større ål end dem der bruges til ålesuppe
lægges skåret si stykker i en gryde og overhældes med god kødsuppe,
så de lige er dækkede. Ålene koges møre og der tilsættes så meget
rasp, at sovsen jævnes og bliver tyk. Der tilsættes rosiner til efter
behag. Der kan udmærket spises kartofler til.  

Ål i surt

Ål i surt
var også noget min mor lavede. Ålene blev kogt med temmelig lidt vand,
krydret med salt, eddike og løg. På grund af den ringe mængde kogevand
blev suppen stiv uden husblas.  

Hvor mange snaps?

Som tidligere nævnt havde min Opa
en kæmpe røget ål med til Tønder.
Cementrør stillet på højkant har været brugt som røgeovne i nyere
tid. Ellers anvendtes tønder, som var indrettet til formålet. Ofte
blev savsmuld brugt til røgning.

Der var masser af appetit i sådanne
marskbeboere. Således kunne 20 personer sagtens fortære 40 pund ål
til en middag. Hvor mange snaps der samtidig gled ned, vides ikke.  

Saltede tørrede ål i ristet tilstand
overgik ofte røgede ål i velsmag. Saltede tørrede ål var dog ikke
kun egnet til ritning. Nogle udvandedes og stegtes. Disse ål var så 
fede, at der næsten intet fedtstof skulle anvendes ved stegningen.  

Fiske
– sovs

Til stegt fisk blev der i marsken smeltet
smør. Til kogt fisk fik man enten smeltet smør, sennepssovs eller
peberrodssovs. Til kogt, saltet fisk blev der serveret sennepssovs. 

Her fra redaktionen skal der lyde
velbekomme til de foreslåede fiskeretter.
 

Kilde:
Se

  • Litteratur Højer
  • Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:
Om det Kulinariske Sønderjylland:

  • Sønderjysk kaffebord (under
    Tønder)
  • Sønderjysk kaffebord fra
    Tønder (under Tønder)
  • Sønderjysk kaffebord –
    opskrifter (under Tønder)
  • Mad fra Tønder (under Tønder)
  • Mad fra Tønder – opskrifter
    (under Tønder)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Højer, Tøndermarsken og Vadehavet :

  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Højer – historier og oplevelser
  • Højer – som havneby
  • Sidste tog fra Højer
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Højer – stormflod og diger
  • Højers historie
  • Studehandel i Tønder (under
    Tønder)
  • Vadehavets maler, Emil Nolde
    (under Tønder)
  • Vikinger i Vadehavet (under
    Tønder)
  • Tøndermarsken (under Tønder)
  • Tøndermarsken 2 (under Tønder)
  • Tøndermarsken under vand
    (under Tønder)
  • Sønderjyllands Wild West
    (under Tønder)
  • Kanal gennem Tønder (under
    Tønder)
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
    (under Tønder)
  • Drømmen om en havn i Tønder
    (under Tønder)
  • Aventoft – byen ved grænsen
    (under Tønder)
  • samt 5 artikler om Møgeltønder
    (under Tønder)

Tøndermarsken – under vand

Dato: juni 18, 2008

Tøndermarsken var et sandt
amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære
en båd.
 

Emil Nolde fortæller i sin
bog Welt und Heimat

  • Da vi omkring
    1912 havde købt Utenwarf vidste vi ikke, at hele egnen om vinteren
    stod under vand, ja sågar kunne blive oversvømmet om sommeren.
    Det var herligt, når der milevidt omkring os kun var vand at se, når
    om dagen den høje himmel spejlede sig deri
    – eller om natten månen med sin kolde glans forvandlede det til sølveventyrland.

 

Bager og købmand Max Pörksen
kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog
sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.  

Masser af vand

Under de månedlange vinteroversvømmelser
var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene
var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje.
Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.

Foruden de større søer, Gudskog
Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken,
som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler
og grøfter. 

Både var nødvendige

Mange marskboer havde to –
tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde.
Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.

Kombinationen af kvæghold
og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før
Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid
drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.

De gamle købstæder, Ribe,
Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve
told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem
tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved
Grønland på tyske og hollandske skibe.  

Masser af ål

Efterårets ålefiskeri foregik
i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der
solgt både ål og gedder.

Der var masser af ål i vandløbene.
Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken
tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt.

Efter tøbruddet lå der over
en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag
som var over 10 – 15 meter bredt.

Fiskeriet i marsken havde dog
sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600. 

Græsarealer blev lejet

Mange marksboer måtte leje
græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på
såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører.

Man lejede efter begrebet
en Ku´s Grejs.
Udlejningen foregik ved en årlig auktion  
 
 

Stormflod

Stormflod er et begreb man
ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens
og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel
på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter. 

Den værste stormflod i historien
fandt sted den 16. januar 1362. Der grote
Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning).

Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen
100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort
landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt
i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest
kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum
i 1923. 

Også stormfloden 1. november
1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte
Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om
hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne.
Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter
om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne. 

Misthusum

Den forladte landsby Misthusum
fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt
ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk
at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.  

Ulykker i marsken

I tidens løb er mange omkommet
på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker,
uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.

I Tonderschen Zeitung
den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke. 

  • Landmændene
    August Koch og Karl Johannsen fra Haddersbøl Hallig var i båd taget
    til gesten. I en stærk snestorm for de vild. Søndag morgen fandt man
    Kock frosset ihjel, mens Johannsen stadig levede. Nogle år forinden
    tildrog der sig på egnen et lignende ulykkelsestilfælde. Derved druknede
    to personer, landmand Johannsens boror og hans tante.

 

En møllebygger fra Fiskehusene
druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.  

Kvinderne i marsken var altid
bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets
frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så
måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.

Nogle af de mange ulykker skete
da også efter rigelig indtagelse af spiritus.  

En fisker, der efter en munter
aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr,
fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte
båd.  

En anden fisker, en gammel
mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig
ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.

Under en bådtur til Tønder
efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget
spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder
faldt han udenbords og druknede.  

Carsten Holt, Tønder sejlede
i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks
måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt.
Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens
mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet.
Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til åbredden.  

Når Højer Sluse lukkes

Når der var vedvarende vestenblæst
med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer
Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset.
Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren. 

Vidåen
– Danmarks mest vandrige

Vi andre har ofte badet i Vidåen
og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab.
For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte
dyb
, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.

Vidåen er Danmarks mest vandrige
å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal
på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland. 

Tøndermarsken
– et naturområde

Tøndermarsken er blevet et
fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af
vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet.
Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer
andre steder i verden..

Men der er også mange grunde
til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen
og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning.

I området er der også konstateret
mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene.
Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet
end sort sol.  

De mange
”Ballum´er”

Vi er her på redaktionen blevet
spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter
ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er
afledt af forhøjning.

Mod øst ligger Forballum,
Så har vi Østerende – Ballum
og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende
– Ballum.
Så følger Bådsbøl
– Ballum,
hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til
Havneby på Rømø. Så følger Buntje
– ballum, Nørrehus – Ballum

og endelig Rejsby – Ballum. 

Emmerlev Klev

Når vi nu er ved de kanter,
skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger
på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en
stejl klint.

Det var også her vi gik til
dans og svingede de skjønne piger, for mange år siden. 

Kilde:

Se litteratur Tønder, Møgeltønder
og Højer

Relevante artikler:

De første mennesker i Tønder

Digebyggeri Tøndermarsken

Drømmen om en havn i Tønder

Tøndermarsken

Tøndermarsken 2

Højer som havneby

Højer stormflod og diger

Højers
historie

Højer 1935
– 1945

Travlhed ved Højer Sluse

Bådfolket i Rudbøl

Aventoft
– byen ved grænsen

Kanal gennem Tønder


Travlhed ved Højer Sluse

Dato: juni 18, 2008

Helt frem til begyndelsen
af 1900 – tallet var der travlhed ved slusen. En masse gods blev importeret
og eksporteret. Fra ålefiskerne var der meget aktivitet. En helt speciel
stemning var det at side inde i en varm stue, når blæst
og regn slog mod ruderne i Ny Frederikskog.

Fra Højer blev der i 1856
udført op til 1.000 laster indenlandske produkter (1 last = 2.500 –
3.000 kg.). fra Højer til Tønder blev der viderebefordret: 

  • 240.000 pund
    sukker og sirup, 226.000 pund tobak, 170 laster engelsk kul, 237 laster
    forskellige varer.

 

Kæmpe aktivitet 1871 –
1875

En væsentlig del af disse
produkter blev transporteret af bådmændene fra Rudbøl.

I tidsrummet 1871 – 1875
udgjorde de ind – og udførte varer: 

  • 19.946 liter
    spiritus, 277 hl. Øl, 3 hl. Eddike, 8260 drænrør, 6496 knipper tagrør,
    80 stk. tækkebånd, 1136 fliser over 25 cm, 17.080 fliser under 25
    cm, 6 ½ hl. Fisk, 3.341 kg fisk, 260.608 kg kort, 424 t træ, 3 læs
    hø og strå, 134 t kalksten, 31 hl. Kalk, 339.024 kg stenkul, 68.556
    kg. Salt, 51.460 kg tagsten, 8.900 stk. mursten, 125 stk. skifer, 9
    hl. Tjære, 44 stk. hornkvæg, 8 stk. får, 16 lam og grise, 106 læs
    tørv og sand, 6 kg fjer, 53 kg cigarer, 250 kg silkevarer, 300.000
    kg diverse varer.

 

Op til 21 skibe på en gang

Op til 21 skibe er ifølge
vidner fra den gang på en gang afsejlet fra Højer. Der kom skibe fra
England, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland.

De engelske skibe bragte stenkul
og modtog korn. Fra Norge kom der træ, og fra bremen kom der tobak. 

Varetransporten fortsatte

Da skibsfarten på Højer døde
ud, ophørte også bådfarten med gods til Tønder. Varetransporten
inden for marskområdet foregik dog helt frem til 1930’erne.

Særlig sten, der blev produceret
af teglværkerne i marsken eller på gestkanten blev udsejlet til byggepladserne
eller til en trælasthandel i Tønder og videresolgt. 

Møllebyggeri

Ved Højer fandtes der før
afvandingen to møller. Desuden var der en ved Nørremølle og hele
12 stk. på Schackenborgs besiddelser. Disse pumpede om sommeren vand
ind til kreaturerne i fennerne og kunne om vinteren pumpe vandet ud
derfra. Sådanne møller samt almindelige kornmøller blev bygget og
repareret af to møllebyggere, som sejlede til de steder, hvor de arbejdede.

Træet til byggerierne blev
købt i Aabenraa, og kom til Fiskehusene på vogn. Herfra blev det sejlet
videre. 

Speciel stemning i Ny Frederikskog

Arbejdet med at passe ruserne
ved Højer krævede sin mand. Derfor havde fiskerne et hus, hvor de
overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. En kraftig
ret kogt på store ål. Det var især fiskerne fra Rudbøl, der benyttede
dette hus. 

Fiskerne fra Højer delede
retten til at sætte ruser med kollegaerne fra Rudbøl. De deledes også
om siderne. 

Ruserne og radgarn, som fiskerne
brugte knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr.
Det gjorde min bedstefar (Opa) også ude i Ny Frederikskog. Bryggerset
var ofte fuldt af opsat garn. Mens han gjorde det fik piben ikke for
lidt.

Trængte han til en pause,
ja så tændte han ofte sin B&O transistorradio, der havde skibsbølge.
Så lyttede han til Blåvands radio.  

Ja og så er min bedstefar
blevet genkendt af læsere af denne hjemmeside. En af dem har serveret
kaffe for ham, da hun var en lille pige. Min bedstefar arbejdede sammen
med hendes far ved slusen.  

Det var en hel særegen stemning,
når blæsten og regnen larmede ude fra forlandet i Ny Frederikskog.  

Kilde:


Se litteraturlisterne under Tønder, Møgeltønder og Højer

Relevante artikler:

Aventoft
– Byen ved grænsen

Tøndermarsken under vand

Digebyggeri i
Tøndermarsken

Drømmen om en havn i Tønder

Kanal gennem Tønder

Tøndermarsken

Tøndermarsken 2

Højer som havneby

Højer, Stormflod og diger

Højers historie

Højer 1935
– 1945

Højer
– historier og oplevelser


Et besøg i Saksborg

Dato: maj 28, 2021

Et besøg i Saksborg

Det er længe siden, at undertegnede har gjort ophold i Saksborg. Man er kørt igennem et par gange. Det er en meget speciel natur heromkring. På stier kan man nyde naturen. Arkæologiske fund har godtgjort, at der har boet mennesker her fra bronzealderen. Heromkring har der været mange aktive mennesker, der har holdt liv i Slogs Herreds Hus og i foreningslivet. Under Prøjsertiden forsøgte man meget ivrigt at holde danskheden nede. Læs her om de metoder, som man brugte.

 

De første mennesker var her for mange år siden

Det er længe siden, at jeg har opholdt mig i Saksborg. Men jeg er dog kørt igennem en del gerne gange.

Det er også længe siden, at de første bosatte sig i Saksborg. Således fandt man under udgravninger til en cykelsti mellem Saksborg Skole og Bylderup Bovspor af et hegnshus til et gårdanlæg fra 200 – 525 e.Kr. Dengang boede mennesker og dyr under samme tag.  Man byggede lange treskibede huse. Husenes tag blev båret af to rækker indvendige stolper, der var placeret i sæt. Væggene var som regel bygget med stolper og lerklinet.

Husenes indgange befandt sig i midten af begge langsider. Dette fund var fra 2013. Men allerede i 1925 fandt man en jættestue med efterbegravelse fra bronzealder og ældre jernalder kun 500 meter fra dette fund.

 

Slogsådalen

Lige op til den lille by ligger Slogsådalen. Her var også engang en jernbanestation. Dvs. man skulle lige til Bylderup Bov. Nu må man så med bussen.

Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Slogs herred, hvor vi befinder os. Og her finder vi da også Slogsåen, som nok i sig selv hører til nogen større å. Den er vel cirka 6 km lang. Men den hører til et større vandløbssystem.

Åen flyder forbi Lendemark deler Bylderup og Bylderup – Bov. Øst for Saksborg løber Slogsåen og Uge Bæk sammen, hvor det bliver til Grønåen, hvor vi som børn ofte har badet. Det hele bliver så senere til Vidåen.

Her i ådalen er det talrige stier. Over Uge Bæk fører den såkaldte Kineserbroen. Broen har fået sit navn efter den specielle konstruktion. Engarealerne her er aldrig afvandet og fremtræder derfor som naturen har skabt den.

Noget af denne enestående natur er blevet fredet.

 

Møder på Lendemark Mølle

Som vi tidligere har beskrevet, var der en del tysksindede i området, men der var dog også små danske enklaver. Bylderup blev kaldt ”Det lille Danmark”.

Fra østkysten kom ægteparret Lise og Jes Jacobsen. De var bestyrere af Bylderup Bov mejeri. De købte også Lendemark Mølle. Her blev der holdt selskabelige sammenkomster for danskheden. Politisk aktivitet var forbudt dengang.

 

I 1905 stiftede man Selskabelig Forening

Der kom flere og flere. Lise Jacobsen var i København på et oplæsningskursus, hvor en kongelig skuespiller underviste. Nu og dag havde man også besøg af en foredragsholder fra ”Det Gamle Land”.

I 1905 stiftede man ”Selskabelig Forening”

Efterhånden samledes man på kroen. Men her begyndte de tyske myndigheder at chikanere. Et møde på kroen blev bl.a. aflyst, fordi der var en revne i gipsloftet.

En anden gang blev kvinderne forment adgang. Det var i strid med foreningsloven, men det så de tyske myndigheder stort på.

 

Mange måder at chikanere på

Sognets afholdsforening holdt i 1908 et møde på Bylderup kro. Den tyske amtsforvalter nedlagde forbud mod mødet, hvis ikke døren til forstuen stod åben – af hensyn til brandfaren!

Det måtte heller ikke være mere end 40 personer i lokalet. Det var lærer Lorenzen, der talte. Han gik op og ned ad gulvet med sin store frakke på.

Og foredraget blev holdt to gange den aften. Men foredraget havde konsekvenser. Hans Lorentzen mistede sit embede.

Sognets præst pastor Braren, som vi tidligere her på siden har beskrevet skulle også tale. Men han var forsinket. Og når det var en halv time mellem foredragsholderne, skulle der anmeldes på ny. Så betragtede tyskerne det som et nyt møde. En person rejste sig i salen og sagde:

  • Mine herrer! Rovmorderen Bilotti er i dag fanget i Ribe.

Det var alt, så var det fred i 29 minutter.

Da præsten så endelig kom, mente man at det var bedst at flytte mødet. Så inviterede præsten alle de tilstedeværende i præstegården.

 

Man fik bygget et forsamlingshus

En række mindre ejendomsbesiddere gik nu sammen for at få bygget et hus, hvor man kunne samles om de aktiviteter som ”Selskabelig Forening” stod for. De store ejendomsbesiddere var for det meste tysksindede. I 1908 gik man så i gang. Planen så ud til at kunne realiseres, da der var tegnet tilstrækkelig med aktier.

 

Man fik det ikke lettere

Huset stod klart i 1910. Men det tyske bygningstilsyn mente at der manglede et bræt fra kvisten til skorstenen til brug for skorstensfejeren. Det skulle naturligvis lige rettes.

Slogs Herreds Hus blev indviet den 22. januar 1911. Ved indvielsen skulle der være en tysk gendarm med kendskab til det danske sprog til stede. Han aflagde beretning til de tyske myndigheder. Der var 180 mennesker til stede.

Den første formand for Slogs Herreds Hus var Mathias Mathiesen, Sønder Bylderup. Nu havde man fået sit eget hus. Men det gjorde nu ikke arbejdet i foreningen lettere.

 

Foreninger i tre kategorier

Lovgivningen inddelte foreninger i tre kategorier, nemlig:

 

  • Politiske foreninger
  • Offentlige foreninger
  • Private foreninger

 

De to første foreninger var under politieftersyn. Det betød, at der ikke måtte afholdes møder uden polititilladelse. Møderne skulle anmeldes 3 gange 24 timer før afholdelsen. Myndighederne var meget strikse med, at tidspunktet blev overholdt.

Kvinder, lærlinge og andre elever måtte ikke være medlemmer af politiske foreninger og de måtte heller ikke være mødedeltagere. Det betød at myndighederne bestræbte sig på at få så mange foreninger til at bliver erklæret politiske som overhovedet mulig.  På den måde kunne de styre det danske foreningsarbejde.

Nogle steder gik man så vidt, at overvågning også gjaldt gudstjenester, bryllupper m.m. Den slags chikane bevirkede også at det var svært at finde oplysninger om foreningernes arbejde på den tid.

 

Ikke mange annoncer fra dengang

Den 18. januar 1913 kunne man i Vestslesvigs Tidende fine en annonce om en dilettantforestilling. Bagefter var der kaffebord og bal bagefter – madkurve måtte medbringes.

Den 30. marts 1913 startede der en gymnastikopvisning kl. 4 af et pigehold og et karlehold ligesom der var opvisning af folkedansere fra Hjordkær. Bagefter var der fælles kaffebord.

Den 1. august 1914 begyndte Første Verdenskrig. Straks efter blev de stærke agitorer ført til Flensborg. En af disse var Lise Jacobsen.  Og Mathias Matthiesen, forman for Slogs herreds Hus.

 

En tysk kromand kunne holde soldaterne i ørerne

Under krigen var forsamlingshuset beslaglagt. Det blev benyttet til lager af korn, madvarer, uniformer og våben. Det var navnlig gamle landstormtropper, der var her.

Oven over forsamlingshuset var der en lejlighed til værten. Den var ikke beslaglagt. Men der var ingen, der kunne omgås tyskerne. En gammel tysk kromand var kommet til Bylderup før krigen. Her drev han kro. Men solgte den. Han blev nu vært i det danske forsamlingshus. Han kunne holde de tyske soldater i ørne. Så var alle tilfredse.

 

Dansk flertal i Bylderup Sogn

I 1919 blev beslaglæggelsen af Slogs herreds Hus ophævet. Den gamle bestyrelse kunne nu igen samles for at få bragt orden i sagerne. ”Selskabelig forening” tog fat på arbejdet igen. Den 31. januar 1919 var der generalforsamling. Hvis nok på denne generalforsamling blev gartner Christian Jepsen valgt som ny formand – en post som han havde i ca. 40 år.

Jes Jacobsen havde været med i krigen. Imens havde hans kone Lise Jacobsen passet det hjemlig så godt som hun kunne. Men møllen havde det ikke for godt. Økonomien havde det elendigt. Gode venner skaffede Jes Jacobsen arbejde i Tønder, og han flyttede dertil med familie.

Nu fulgte tiden op til afstemningen. Der blev holdt adskillige møder og selve afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev ”Glædens Dag”.  Der var 63 pct. danske stemmer i Bylderup. I Burkal Sogn var der 51 pct. tyske stemmer.

 

Foreningen skiftede navn

Hvornår foreningen skiftede navn vides ikke. Men i 1922 står den omtalt som ”Selskabelig Forening” og i 1924 og 1925 som ”Selskabelig – og Foredragsforening”. Der var en ivrig brevveksling mellem H.P. Hanssen og Christian Jepsen.

H.P. Hanssen repræsenterede Sprogforeningen som gav penge til støtte for foredragsrækker i de forskellige forsamlingshuse i Slogs Herred. Pengene blev fordelt efter størrelsen af de enkelte foredragsforeninger. Man kunne opleve at eftertragtede talere ”gik på omgang”.

Gunnar Jepsen havde også en del at gøre med de store to – dages møder, som Sprog og Skoleforeningen afholdt hvert efterår i Slogs Herreds Hus. Lørdag eftermiddag var møderne ”fortrolige”. Så spiste man sammen og der var underholdning om aftenen.  Søndag var der gudstjeneste og derefter foredrag om eftermiddagen.

I 1938 døde formanden for forsamlingshuset, Mathias Matthiesen. Derefter blev gartner Jepsen foruden at være formand for foreningen også formand for ”huset”

 

Karle og piger blev inviteret med

Man begyndte at kæde vinterens foredrag sammen til en ”foredragsrække” som man solgte kort til om efteråret. Der blev solgt mange, for landmændene købte også kort til deres karle og piger.

 

Dilletant

Udover foredrag ene var det især dilettant, der kunne samle folk. Det begyndte allerede inden Første Verdenskrig. Man måtte så holde en pause efter 1920.

Mange unge ville gerne være med i de forskellige stykker og gik gerne langt i de kolde og mørke aftener to gange om ugen for at øve. Det var som regel gartner Jepsen, der bandt stykkerne sammen og instruerede. Det var i mange år en del gengangere blandt skuespillerne. De kunne tit klare det hele selv. Dragter fik man udefra. Der var mindst to forestillinger om året, nemlig fastelavn og ”kartoffelhøtte”

Dilettantforestillingerne har holdt sig op gennem årene og har været en god indtægtskilde for foreningen.

I årenes løb var der mange unge – såvel karle som piger – der dyrkede gymnastik i ”huset”.

 

Modsætninger mellem dansk og tysk

I tyverne og trediverne kunne der godt være modsætninger mellem dansk og tysk. Men gartner Jepsen var en god mand at have i området. Han formåede at styrke det danske. Den store aktivitet i Forsamlingshuset gjorde, at det blev nødvendigt at udvide. Der blev skaffet kapital. I 1936 ved 25 – års jubilæet blev der bygget en ny føj til.

Der var blandt andet kommet bedre varme og bedre køkken. Scenen var blevet gjort væsentlig større. Der var også lavet en orkestergrav af lokale håndværkere – vederlagsfrit.

Det var lokale musikere, der spillede. Der var plads til 5 – endda med klaver. De spillede dels til dilettant og dels til dans. Hvad der så ikke var råd til, var nye toiletter. Man skulle fortsat gå den lange vej i kulde til de gammeldags ”das”, som var omme bagved – det var navnlig ikke sjovt for kvinderne.

 

Nedtoning af aktiviteter under Anden Verdenskrig

Da Anden Verdenskrig kom blev foreningens aktiviteter mere og mere nedtonede, dels på grund af mørklægning, udgangsforbud og mangel på varer. I den sidste ende også fordi at i den sidste del af krigen var kroen belagt med tyske soldater.

Efter krigen mødte folk hurtigt op igen. Der var et stort behov for at mærke fællesskabet. Nu kom der også professionelle teatre. Et kort til en foredragsrække kostede 7 kr.  Og en billet til en rejsende biograf der kom en gang om måneden kostede en krone.

I 1966 kom et ungt lærerpar til Bylderup. Og det varede ikke længe før Tage Madsen blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 1958 blev valgt som formand. Christian Jepsen blev æresmedlem for hans store indsats Han fortsatte dog som formand for ”huset”. Derefter blev ”huset” og foreningen mere adskilte.

Der blev oplyst at foreningen et år havde 2.300 deltager til 17 arrangementer samt at der afholdtes fester med alkoholbevilling.

 

Igen et ansigtsløft

I 1960 fik ”huset” et tiltrængt ansigtsløft og blev udvidet med en ny garderobe, ny lillesal, nyt køkken, forlængelse af den gamle sal og nye toiletter. Dertil kom så en forbedring af værtens lejlighed.

I 1962 arrangerede foreningen en tur til Harzen. I 1964 blev en friluftsscene indviet.

 

Succes med aftenskoler og Højskoledage

I 1976 blev Slogs herreds Hus atter udvidet med en tilbygning, der rummede en ny stor sal og skydebane i kælderen.

Rammerne var nu i orden til projekt ”5 højskoledage”. Første gang var der 65 deltagere. Men man var helt oppe på 200 deltagere.

I 1980’erne startede man med aftenskole. Og så lavede man diverse udstillinger i ”huset”.

Ja og egentlig var der meget mere at fortælle om Saksborg. Men vi vender garanteret tilbage en anden gang. Kig engang på artikelserien nedenunder dette. Du kan finde meget mere om området heromkring.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.738 artikler
  • Under Tønder finder du 279 artikler:
  • Under Sønderjylland finder du 201 artikler:

 

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær herreder
  • Slogs herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs herred
  • Solvig – en herregård i Slogs herred
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • En vandrehistorie fra Burkal
  • En strejf af Burkals historie
  • Turen går til Bylderup
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged fra Hajstrupgård
  • Besættelse og befrielse ved Grænsen (Grøngård)
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Så kom posten til Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske bedehus og skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askerodde ved Vidåen

Turen går til Bylderup

Dato: november 6, 2020

Turen går til Bylderup

Der var rigeligt med foder og græs til dyrene. Her har boet mennesker i adskillige år. Vi kigger på tingsted, rettersted og galge. Jo, der er også lige en regning fra en skarpretter. Og her er også meget gamle veje. To vandmøller kan der også bydes på- Og mange adelige og kongelige har huseret i sognet. Og så kom kolonisterne, men det var nu ikke en succes. Men hvem boede i sognet og hvad lavede de? Bylderup sogn har ikke været forskånet for ildebrand. 8 kommuner var der i sognet under det prøjsiske styre. Hvad nu hvis man var dansksindet skulle man så aflægge en ed til den tyske kejser? Nu var det et udpræget dansk sogn. Men efter første verdenskrig fulgte en trist tid. Mange i sognet faldt. Vi bringer også en liste over 36 artikler fra området.

 

Rigeligt foder og græs

Vi har været her før. Prøv engang at se bagerst i artiklen, så kan du se, at vi efterhånden har været i området mange gange.

Bylderup kirkesogn ligger midt i Slogs Herred. Det dækker et areal på 4.300 ha. Ja det er næsten en regulær firkant på 6-7 km på hver led. Sognekirken fra 1200-tallet ligger i den vestlige del næsten op ad sognegrænsen.

Alt agerland består af let sandmuld, der i ældre tid kun har givet et ringe udbytte. Men da sognet gennemløbes af en række vandløb fra nordøst mod sydvest, har de omkring åerne liggende ret store engarealer før i tiden givet rigeligt foder og græs til heste og kreaturer.

Lundbæk og Søderup å løber sammen og danner Slogsåen. Uge bæk optager Terkelsbøl å og danner med Slogs å Grønåen på den vestlige sognegrænse. Hvirlåen er sognegrænse et langt stykke mod nord.

 

Her var tidligt mennesker

Sognet har i historisk tid altid bestået af 8 landsbyer. Bylderup, der i 1200-tallet var ”Biulethorp” og i 1324 ”Biuldthorp” havde flest gårde og huse. Lendemark var i 1493 ”Lendemarck”, Sottrup var i 1482 ”Sotterup”, Bredevad var i 1421 ”Bredewatt”, Duborg var i 1543 ”Duffborch”, Frestrup var i 1445 ”Frestorppe”. Hajstrup var i 1436 Hasdrup. Heds var i 1470 Heis, i 1496 Hedes.

Vi skal ikke glemme Søllingvrå, der havde vandmøllen og et par gårde til nabo. Slogsmølle ved Lundbæks udløb i Slogsåen. Den blev udplyndret og afbrændt under 30-års krigen i 1628. Efternyopførelsen på samme sted fik den navnet Nymølle.

Vi er slet ikke færdig, for det er også Karlsvrå, som i 1238 hed ”Karlsswhra”. Den var tilbage i 1200 årene en adelsgård. I 1245 nævnes en Ridder Lage de Karlswhra. Endnu længere tilbage var der mennesker på egnen. Herom minder de to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds.

Yderligere skal der have været 11 mindre høje, der er forsvundne, ødelagte eller overpløjede, så de ikke mere kan påvises.

De første beboere har nok været jægere og fiskere. Bosættelsen er sket tæt ved åerne. I Bylderup og Lendemark lå alle gårdene helt ud til engkanten mellem åen og bygaden. Det samme i Hajstrup, Frestrup og Heds. Sidstnævnte bestod endnu for 200 år siden af fire gårde foruden Hedsgård.

 

Tingsted og galge

Bylderup sogn ligger midt i Slogs Herred og har i århundreder været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige tingsted har ikke kunnet stadfæstes. Handlingen foregik i fri luft inden for fire tingstokke. Det har ikke været det store problem at flytte.

  1. Hvidtfeldt mener i Trap 1966 at den har ligget i Bredevad ikke langt fra den gamle galge. I nærheden nævnes en Galewische (Galgeeng) og Galliebrobrocki (nu Galgebrostenene). Men der er også en Galgehøj nordvest for Hajstrup, som vi har skrevet. Her mener man at galgen har haft sin plads. Men denne antagelse er nok lidt usikker.

Foruden at være en straf skulle henrettelserne og hængningerne også tjene til skræk og advarsel for ”ligesindede”. Galgen og dens ofre skulle kunne ses af forbipasserende og helst viden om. Det kunne være grunden til, at galgen blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.

Men herredstinget har i hvert fald siden begyndelsen af 1500-årene haft sin plads i Bylderup formentlig i nærheden af kirken og kirkekroen. Og først i 1850 blev galgen fjernet, da den var i en dårlig forfatning, og den kunne og skulle ikke bruges mere.

Herredstinget skulle dømme i stridigheder om mange ting, uenighed om markskel, arveskrifter, klager over vejes og broers tilstand og vedligeholdelse samt de tildelte vejstykkers længde, der var tildelt de forskellige ”bolsmænd”.

 

En regning fra en skarpretter

De store sager som røverier og mord kom for Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden foregik henrettelsen i det hjemlige herred. I Herredsregnskabet for 1725 findes en side i regnskabet, hvor skarpretter Christoff Støckler får udbetalt løn for arbejde, 6 rigsdaler og 32 skilling. Kun købstæderne havde en skarpretter. Støckler blev ansat i Tønder i 1729, men må åbenbart have arbejdet som stedfortræder før den tid.

De gamle veje mellem købstæderne berørte kun Bylderup sogns sydlige, østlige og nordligste landsbyer. Tønder – Flensborg landevej kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. En gammel vejvisersten ved Frestrupskov fortæller, at her drejede en vej over Tinglev mod Aabenraa.

 

De gamle veje

Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad. Vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad, hvorefter den nordvest for Bredevad passerede Lundbækken, formentlig i oldtiden over et bredt vad. Også her står en gammel vejsten til at retlede de vejfarende, at her drejede Løgumklostervejen efter Hornse og Ravsted.

En ny vejforordning af 29. oktober 1784, der omfattede lodsejernes betaling for anlæggelse, vedligeholdelse med pligtkørsel og projektering af gennemgående veje, satte i årene derefter gang i udbedringen af de gennemgående veje ved amtets foranstaltning og var i nogle tilfælde medvirkende til ændringer i vejforløbet. Tønder – Aabenraa landevej blev således omkring 1800 forlagt til at gå over Stemmild – Bov – Lendemark – Bredevad i stedet for det nordligere forløb.

Udover disse gennemgående veje gik der en såkaldt herredsvej fra Hajstrup over Bylderup – Lendemark til Bredevad. Bylderup Kirkekrønike fortæller, at der var fire broer i sognet. De lå over alle åerne på denne herredsvej.

Man kan have en mistanke om, at det har været herredsfogederne på Hajstrupgård, der har fået gennemført, at denne vej var en herredsvej. Selve tinget har aldrig været afholdt i Hajstrup.

 

To vandmøller

Der var to vandmøller i Bylderup sogn, Søllingvrå og Nymølle. Bønderne i de forskellige landsbyer havde møllepligt til disse møller. De bønder, der boede nord for Slogsåen, havde mødepligt til Nymølle. Denne pligt påhvilede også bønder i nabolandsbyer uden for sognet. Syd for Slogsåen var der mødepligt til Søllingvrå vandmølle, der også malede korn for bønder uden for sognet øst fra. Fra de to landsbyer, Frestrup og Hajstrup, der ligger syd for Uge bæk havde bønderne mødepligt til Jyndevad Vandmølle.

 

Adelige og kongelige i sognet

I 1353 pantsatte hertug Valdemar og hans søn Valdemar ”vort sogn Biuldthorp” til marsken Erik Holck, der i 1362 lod panten gå videre til Johan Grymersen.

Hertug Frederik, der senere blev Frederik den Første af Danmark købte nogle år senere af 6 brødre Rantzau, Karlsvrå med tilliggende. Dette tillæggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. I 1500-tallet var der masser af sådanne handler.

Klosteret i Løgum ejede også mange gårde i området. Omkring 1548, da klostergodset overgik til det offentlige, havde klosteret en gård i Lendemark, en i Bylderup, en i Bredevad og fem i Sottrup.

Ahlefeldterne på Søgård havde købt gods af klosteret i 1527, heriblandt gårde i Bylderup, Sottrup og Bredevad. Disse gårde er dog blevet videresolgt undtaget to gårde i Sottrup, der i 1709 blev samlet til en gård.

Lendemark Kro var en kongelig ejendom, der hørte under Bolderslev Fogderi, hvor fogeden havde titel som ridefoged.

 

Da kolonisterne kom

I midten af 1700-årene opstod tanken om at skaffe nybyggere til de øde hedeegne i den vestlige del af Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland og berettede om de gode forhold som de kunne opnå i Danmark med tildeling af jord og statslån til bygninger og køb af besætning. I Vestjylland kaldte man dem ”Kartoffeltyskere”. Her kaldte man dem ”Kolonister”.

I den nuværende Tinglev Kommune blev der oprettet 4 kolonier, der hver bestod af 6 – 10 ejendomme. De fik navne efter den kongelige familie. Julianeborg kolonien, der bestod af 8 ejendomme, fordelte sig med 4 i Bylderup sogn, 3 i Ravsted og 1 i Hostrup.

Der skulle være blevet oprettet 4 mere, men det blev ikke til noget. Man havde lovet tilflytterne langt mere, end der var grundlag for, og de blev dybt skuffede. De fleste forsvandt ret hurtig igen til hjemegnen eller til andre egne i andre lande. En familie, der hed Kraus holdt dog ud i en årrække.

 

Masser af kanaler

I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler for at få det opstemmede vand så langt ud og så godt fordelt som muligt. Før den store afvanding i 1920’erne med inddigning og reguleringer, gravning af kanaler med pumpestationer, der pumpede afvandingskanalernes vand op i åerne, var engene i vintertiden oversvømmede helt fra Tønder til Hajstrup og Bylderup – Lendemark.

Et andet problem var sandflugten. Drivende skyer af jord og fygende sand over markerne var årligt tilbagevendende begivenhed i forårstiden. Enkelte initiativrige bønder plantede læhegn af gran i markskellene. Men ellers var der fri passage for blæsten.

Plantagerne, der efterhånden var groet til, var ikke noget værn. Der skulle en regulær katastrofe til i 1938 før det rigtig kom gang i plantningen af læhegn.

 

Hvem boede i sognet?

Ved folketællingen i 1840 var der 851 personer i sognet. Foruden gårdejere, husmænds, aftægtsfolk, præst og degn var der:

 

  • 51 landarbejdere, 7 smede, 4 skomagere, 3 murere, 3 skræddere, 2 tømrere, 1 knapmager, 1 børstenbinder, 1 urmager, 1 kludesamler, 1 kniplingshandler, 1 snedker og en bødker
  • 17 syersker, 5 kniplersker, 4 væversker, 1 spinderske.

 

Med børn og voksne var der 30, der fik fattighjælp dengang. Og de var virkelig fattige dengang. De fik lidt brød, lidt rug, lidt boghvede eller når det var rigtig flot, en høne til slagtning. De måtte også ud med tiggerposen for at få penge til mad og tøj. Det var mest aflagt og brugt tøj, de blev betænkt med.

 

Ildebrand

I de gamle landsbyer med tætliggende gårde og huse, der alle var tækkede med strå, kunne en ildebrand blive en katastrofe. Således kunne man i Dannevirke torsdag den 17. august 1876 læse følgende:

 

  • En voldsom ildløs har mandag formiddag hjemsøgt den vestlige del af landsbyen Bylderup og lagt 6 steder i aske. Ilden opstod i Martin Christensens gård og forplantede sig med stor heftighed mod vest. Blandt de afbrændte bygninger er skolehuset, begge krosteder og bageriet. Dog blev bageovnen reddet.

 

Også dengang var aviserne fulde af trykfejl. Det var ikke hos Martin Christensen, men hos Martin Christian Martensen ilden opstod. Hans gård lå mellem Kirsten og Hans Chr. Søndergårds hus og den nu nedbrændte Bylderup Kro.

En brand var dengang næsten umulig at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om gårdene næsten alle lå tæt på åen med rigeligt vand, så var der ikke noget effektivt slukningsapparat.

Brandforsikringer var i ældre tid ukendte. I landdistrikterne blev de først almindelige fra omkring 1740.

 

Sognet bestod engang af 8 kommuner

Under den preussiske administration var Bylderup sogn inddelt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Hver landsby havde sin egen kommune, desuden udgjorde Hajstrupgård med kroen og smedjen en selvstændig kommune.

Det administrative overhoved for hele sognet var fra 1889 amtsforstanderen. der var udnævnt af højere myndigheder. Kommuneforstanderne var valgt af dem med fast ejendom for seks år ad gangen.

Bylderup sogn blev kaldt ”Lille Danmark”. Det gode forhold mellem de dansksindede og de tysksindede blev ødelagt, da pastor Holden Lützhøft blev afskediget fra sit embede. 120 af 135 stemmeberettigede havde eller skrevet under på at de gerne ville beholde ham.

 

Skulle man aflægge ed til den tyske kejser?

Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, faneeden. Kunne man aflægge faneeden og så alligevel være en god dansker? Men hvis ikke man ville indkaldes måtte man forlade landet. Men der blev henstillet til de unge i grænselandet, at de skulle tage militærtjenesten for ikke helt at affolke grænselandet.

I 1911 kunne man indvie et forsamlingshus Slogs Herreds Hus. I Sottrup blev der en vækkelse under Luthersk Mission, der kom til at gøre sig gældende. De byggede deres missionshus i 1905.

 

Dansksindet sogn

Forholdet mellem dansk og tysk kan man se på stemmetallene fra et valg i 1871. Her var der 103 danske og 34 tyske. Det var kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret dengang.

Ved afstemningen den 10. februar 1920 var fordelingen således, når der korrigeres for de tilrejsende:

 

  • 304 danske og 145 tyske.

 

Den sidste tid var en hård tid

Den sidste tid i den preussiske tid var en ond tid. Den første verdenskrig gav sorg og savn i mange hjem i sognet. Det tyndede ud i rækkerne af unge mænd. Især Bredevad var hårdt ramt. Ikke færre end 12 fra Bredevad faldt i krigen. I Bylderup var der 34, der måtte lade livet, de fleste for en sag, der ikke var deres. Af dem var 6 brødrepar og 3 familiefædre, hvoraf de to efterlod en børneflok.

 

Bredevad

Bredevad var den næststørste landsby i Bylderup sogn med ret så mange gårde og kådnersteder samlede i en kreds uden om bytoften og ud mod de laver liggende arealer nord og syd for bebyggelserne.

Fra fordumstid har Bredevad været skæringspunkt for de to gennemkørende veje Flensborg – Løgumkloster og Tønder – Aabenraa. De to veje var sammenfaldende over en strækning på 300 meter gennem Bredevad og forbi Bredevad kro. Her kunne de vejfarende hvile benene og slukke tørsten. De ridende og kørende kunne få heste skoet og vogne repareret hos smeden., der boede lige ved siden af.

Rantzauerne havde en del jordegods i Bredevad.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Andreas Hansen: Vilkår og virke i Bylderup Sogn – et bondesamfund midt i Slogs Herred

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler heraf 194 artikler fra Sønderjylland og 269 artikler fra Tønder:

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Det kneb med moralen i Slogs herred
  • Solvig – en herregård i Slogs herred
  • En strejf af Burkals historie
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged i Hajstrupgård
  • Besættelse og Befrielse ved grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Langs Grænsen
  • En ny tur langs Grænsen
  • Emmerske Bedehus og skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askersodde ved Vidåen

 

  • Nolde og hans liv vest på (b)
  • Nolde og nazismen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Kartoffeltyskerne

 

 


Hvad læses der mest – i oktober 2020

Dato: oktober 31, 2020

Hvad læses der mest – oktober 2020

En masse foredrag er aflyst. Igen tekniske problemer. Ingen fastnetforbindelse. Læs om de nyeste artikler. ”Asmus Jensen” – hovedpersonen i vores bogudgivelse i 2017 ”spøger” igen. Der er nyt. Så er vi snart igen på Facebook med vores egen profil. Igen overrasker de fra Haderslev på vores nyeste TOP- liste.

 

Alle kommende foredrag 2020 aflyses/udskydes

Der var planlagt en del foredrag. Først måtte de store fordredrag, hvor der blev forventet over 50 deltagere aflyst. Nu må vi så ikke mødes mere end 10. Som bekendt kræver hvert foredrag også forberedelse. I stedet vil undertegnede foreslå at de arrangerede foredrag udskydes til senere. Alle arrangører er endnu ikke kontaktet.

Dog så afholdes der et foredrag på onsdag i Davids Kirken om ”Genforenings – tiden” Og det er så anden del.

 

Igen tekniske problemer

Ja man skulle tro, at vores tekniske problemer ikke kunne blive værre, men det er de blevet. Således er vores IP – telefon defekt. (3543 5460) Det vil sige, det kniber med forbindelsen. Modtageren kan ikke høre os. Vi håber, at YouSee snart lever op til ansvaret. Hvis I vil kontakt med os så forsøg med 2229 1420 eller pr. mail uwebrodersen@dbmail.dk. Når så ens mobil heller ikke virker, ja så kan man kan nås via e-mail, såfremt ens Internet fungerer.

 

Nyeste artikler

Siden sidst har vi færdiggjort følgende artikler:

  • Østerbro Husholdningsforening
  • Ladegården – nok engang
  • At sejle – på Haderslev Fjord
  • Hvem ejede Brede Kirke
  • Over Grænser – Festskrift til Hans Schultz Hansen
  • Ringborge ved vadehavet
  • Hitlers Spisekammer
  • En tur på ”Frihedsmuseet”
  • Tysklandsarbejdere – ”ikke de bedste elementer”
  • De skamfulde sygdomme
  • At være fattig
  • Rise Sogns Historie – et strejftog
  • Urtekræmmere – og andre handlende
  • 1920 – Fortolkninger og debat
  • Flere fabrikker i Nordvest
  • Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn

 

Projekt: Industri på Nørrebro afsluttet – og dog!

Ja egentlig var vi færdige med ”Industri på Nørrebro”, hvor vi så tog en del fabrikker med fra Nordvest. Men så var det jo lige, at vi faldt over Østerbro Husholdningsforening. Måske er det ikke alle, der kan se fortsættelsen. Men her ville man jo netop opdrage på arbejderne. Måske var det for, at han/hun ikke skulle fokusere på lønforhøjelse og mindre arbejdstid, Marx og Pio var ikke meget for brugsforeningstanken. Og måske chokerede det borgerskabet at arbejderne også havde kultur. Men prøv engang, at læse artiklen.

 

Asmus Jensen spøger stadig

Vi har haft nogle forespørgsler om Asmus Jensen, som var hovedpersonen i vores bog ”Grænsen er overskredet”. Et af spørgsmålet gik på, om vi har opgivet at forske videre i historien. Svaret er bestemt ”Nej”. Men vi kommer nok ikke videre med arkiverne. De er lukket for os. Men efterfølgende har vi da fået bekræftet et par ting. Og han stod ikke på nogen efterlysningsliste. Han blev anmeldt af en navngiven borger, som vi har navnet på. Og han blev tortureret inden han blev skudt af fem medlemmer af modstandsbevægelsen i Padborg og omegn. Dem har vi også navnene på.

Vi har afleveret noget af dokumentationen. Og det er ikke os, der administrerer det lokale arkiv. Det er lovgivningen og den lokale historiske forening. Noget af dokumentation har vi af hensyn til familien holdt tilbage.

Grunden til, at der er så mange artikler er, at vi skrev dem efterhånden som vi fandt ud af mere og mere. En avis i regionen var interesseret i et samarbejde. Og derfor holdt vi både dem og læserne orienteret på denne måde. Det blev så aldrig til noget til dette samarbejde.

Men der kom dog en artikel i Sønderjysk Årbog. Her gik man dog ikke så vidt som vi gjorde.

Og så har vi endnu mere fra det engelske arkiv i Flensborg. Der kommer endnu en opdateret artikel om Asmus Jensen. Og så overvejer ”Den Gamle Redaktør” om alt det nyeste, som vi har fundet om Asmus Jensen skulle indskrives helt fra starten, så man kan nøjes med at læse en og kun en og så få alt med.

 

Allernyeste artikler

Vi har læst to interessante bøger, De Uønskede og Augustoprøret 1943 som vi vil anmelde. Og så kigger vi på den meget succesrige film Flammen og Citronen. Grunden til det er for at vise, alle de fejl, der begås i filmen. Selvfølgelig har en instruktør lov til ændringer. Men netop til denne film hævder instruktøren, at han har fundet dokumenter, som historikere ikke har fundet frem til. Men handlingen er mange steder helt utænkelig og direkte misvisende.

Og så er vi er også blevet færdige med en artikel om Mandelejren på Livø. Der er allerede en i forvejen.

 

Snart igen – egen profil på Facebook

Snart igen er vi på med egen profil på Facebook efter at have været udelukket et godt stykke tid. Det gør det hele lidt lettere. Vi skal bare have lagt os ind som administratorer på de sider som vi står for, heriblandt www.dengang.dk

I øvrigt er andelen af Facebook-”hoppere” steget fra lidt over 31 pct. til 34,75 pct.

 

Kommentarer til Top100 – liste

Igen overrasker Haderslev. Der er åbenbart stor interesse for lokalhistorie deroppe. Vi skrev en ny artikel om netop Haderslev og den røg op på andenpladsen. Det er ikke os selv, der tæller op, det er vores program. Og det er hele tiden artikler, der går igen. Det skyldes, at de ligger inde på en side og linker til os. Men vi kan også se, at i Aabenraa er de også meget interesseret. Men her kommer så månedens Top -100 hentet fra knap 20.000 besøg og 1.662 artikler. Fremover tager vi kun rene tekst artikler. Ikke noget med gallerier eller nyheder. Denne artikel, som du ser her, hører ellers til blandt de mest populære.

 

Oktober – måneds Top – 100

  1. Haderslev – under 1. verdenskrig
  2. At sejle på Haderslev Fjord
  3. Padborg – fra begyndelsen
  4. Katastrofen på Haderslev Dam
  5. Henrettet i Aabenraa
  6. Gader og veje på Frederiksberg (A-J)
  7. Lygter og lygtemænd i København
  8. Sønderjysk kaffebord – opskrifter
  9. Forlystelser på Nørrebro
  10. Et hospital på Nørrebro
  11. Riffelsyndikatet på Østerbro
  12. Tysklandsarbejdere og dansk Erhvervsliv
  13. Strøgets historie
  14. Aabenraa i de onde tider
  15. Mandelejren på Livø
  16. Flere gamle værtshuse i København
  17. En skarpretter i Haderslev
  18. Aabenraa’ s Fattige
  19. Gamle Butikker og Erhverv i Aabenraa
  20. Den sure præst fra Højer
  21. Vognmænd og speditører i Padborg
  22. Bloddrenge og unge nazister
  23. Flere gader og veje på Frederiksberg (K-Å)
  24. Knivsbjerg – nord for Aabenraa
  25. En rod fra Nørrebro
  26. Æ Kachmann fra Tynne (Kagmand fra Tønder)
  27. Chresten Købke – maleren fra Østerbro
  28. Gestapo i Danmark
  29. Sønderjyske Drikkeopskrifter
  30. Mad fra Tønder – opskrifter
  31. Syge mennesker i Aabenraa
  32. Haderslev i begyndelsen (1)
  33. Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
  34. Aabenraa – maj 1945
  35. Tønder i 773 år
  36. Er Amagerbønderne slet ikke fra Holland?
  37. Kartoffeltyskerne
  38. Tønder – egnen 1848 – 1858 (2)
  39. Sønderjysk kaffebord fra Tønder
  40. Boghandlere fra Haderslev
  41. Aventoft – byen ved grænsen
  42. Anekdoter fra det gamle Aabenraa
  43. Nyhavns Historie
  44. Gamle Værtshuse i København
  45. Jomfru Fanny – myte eller virkelighed
  46. Turen går til Aabenraa (1)
  47. Da Als var republik
  48. Utterslev Mose – dengang og nu
  49. Et batteri fra Østerbro
  50. Henrettet i Aabenraa (b)
  51. Sundeveds fortid
  52. Tønders historie – fra begyndelsen
  53. I Rinkenæs sogn
  54. Ville russerne kun have Bornholm?
  55. Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  56. Da man lavede biler på Nørrebro
  57. Højer – stormflod og diger
  58. Grænsen dengang
  59. Folkevognens historie
  60. Amager – fra A til Å
  61. Kruså for længe siden
  62. En gåtur i Højer
  63. Haderslev 1917 – 1918
  64. Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
  65. Bovrup – kartoteket
  66. Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
  67. Drengestreger i Tønder 1920 – 1933
  68. Det drikker vi i Sønderjylland
  69. Rosenvænget på Østerbro
  70. Haderslevs historie (3)
  71. Møgeltønders historie
  72. Sønderjysk kaffebord
  73. Jomfru Fanny fra Aabenraa
  74. Christiansborgs brand 1884
  75. Løjt land i begyndelsen
  76. Et gymnasium på Nørrebro
  77. Steder på Nørrebro
  78. De sidste hertuger på Augustenborg
  79. Varehuset Bulldog på Nørrebro
  80. Sønderjysk kaffebord – dets historie
  81. Hafnia – branden
  82. Minder fra Tønder 1864 – 1920
  83. Muntre historier fra Aabenraa
  84. Historien om Københavns Havn
  85. Kvinderne i Peder Madsens gang
  86. Det spøger på Grams Slot (1)
  87. En Herredsfoged fra Hajstrupgård
  88. Rovmordet i Utterslev Mose
  89. Scandinavian Star
  90. Henrik Kauffmann og Grønland
  91. Novo på Nørrebro
  92. Fattiglemmer på Ladegården
  93. Mennesker i Aabenraa
  94. Det var på Nørrebro, det foregik
  95. Politiet – under besættelsen
  96. Ringborge – ved Vadehavet
  97. Ladegården – nok engang
  98. Kanal gennem Tønder
  99. Aabenraa i gamle dage
  100. Sagn og historier fra Als