Søgeresultater på "Aventoft – Byen ved grænsen"
Dato: juni 18, 2008
Aventoft blev en gang beskrevet som fattig, og beboerne som storsnuede. Det var inden danskerne valfartede til den lille by og forsynede sig mel alskens cigaretter, vin og øl. Men aventofterne har altid været kreative, når det gjaldt indtægter. Og så har byen engang været storleverandør af måtter til Hamburg – Amerika linjen.
Vi tog til Aventoft for at få en lille ”Gewesen”, og søndag formiddag til en ”Frühshoppen”. Men også om aftenen. Men ofte lukkede grænsen, så måtte vi hjem
over Sæd.
Endhver Tynne – knajt har drukket af Æ Støvl i Aventoft. Det er noget med, at du skal have den i en helt bestemt retning, når du når et vist punkt. Har du ikke det, så skvulper øllet ud over dig, til stor morskab for alle andre end dig selv.
Import af varer
Vores import af diverse varer, afhang faktisk af hvem der sad i det røde skur. Var det nu en tolder, som vi kendte? Eller var det en af de emsige. Vi regner ikke med at læserne går videre med denne oplysning.
I familie med ”Der Wirt”
Det var også her de store supermarkeder begyndte at skyde op. Armin (staves det ringtig) med efternavnet Bruhn, havde også en Gaststätte. Her var familien ofte på besøg. Meget sent har vi så opdaget, at vi sandelig er i familie med denne ”Bruhn”. Vi kunne have opnået en klækkelig familie-rabat.
Jeg husker også Armin, da vi lavede blindebånd i Tønder Båndamatørklub. Her fortalte han om julehandelen. Så er det også Sonja og Volfgang. Vores store søn gik i gymnasium i Aabenraa. Med deres den store.
Beskyldt for at være storsnuet
Fra gammel tid, har der hersket fattigdom i Aventoft. Beboerne passede deres eget. Derfor blev de af andre ofte betragtet som storsnuede. I Tynne sagde om dem i Aventoft:
Nu vil yngre tøndringer sikkert påstå, at dette var fuldt af stavefejl. Men sådan skrev og talte vi dengang. Mange år senere, når vi sad i Aventoft og fik en lille en, sad vi og sang til melodien Dovntown
med Petrula Clark:
Lægan Kro
På vej til Aventoft passerede man engang Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været båd-byggere. Folk kom fra Tønder for at drikke kaffe, og spise hjemmebagt honningkage. For at tiltrække kunder, havde kromanden en net-overtrukket vandfyldt båd, hvori der befandt sig to sælhunde.
Fiskeri i Aventoft
Kigger man i Trap’ s beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig fra 1864 står der følgende om Aventoft:
Nu skal man ikke tro på alt, hvad der står i bøger. Beskrivelsen var også kun delvis rigtig. Bådfart var ikke et selvstændigt erhverv i Aventoft. Der var godt
nok engang en lade – og losseplads. I tiden mellem 1900 og afvandingen, var der omkring 14 – 20 fiskere i byen, mens 16 – 17 havde andre erhverv.
Enkelte fiskere havde helt op til 25 ruser.
Når vinden var i øst, glædede fiskerne i Aventoft sig. For så var der rigtig mange ål i ruserne ved Fressmark Gaf. Alle disse ål kunne man ikke selv spise. Så de blev solgt til fiskerøger Petersen eller købmand Dethlefsen i Tønder.
Konen med fangsten
Som regel var det konen, der måtte til Tønder og sælge en del af fangsten.
Hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange, at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.
Det skete også, at man tog rundt i nabobyerne og solgte fisk. Men her var der helt bestemte regler, hvor man måtte sælge. Ved Aventoft Sø havde 10 mand
såkaldte hø-parter.
Skulle man i kirke kunne man tage via en kanal hertil. Ude foran kirken kunne der fortøjes op til 50 både.
Gode kartofler
Man havde ikke problemer med drikkevandet, da grundvandet var ret godt. Her kunne man nøjes med brønde og senere pumper.
Byen lå på en sandmuldet geestø. Her kunne man drive jordbrug. Og det gjorde de flittigt. Devar kendt for deres kartofler. Og dette er slet ikke nævnt i Trap´ s
beskrivelse.
Indtil 1900’tallet dyrkede aventofterne en sort, de kaldte blanke kartofler eller æggekartofler, som var særlig velsmagende. Men denne art blev angrebet af en sygdom. Så blev de nødt til at finde en anden slags.
Giv agt, Sejkat
Ved byen var der store områder med tilgroet sump, kaldet sejkat. Nogle steder med et græslag så tyndt, at børnene sank igennem og blev tilsølet af mudder. Så måtte de ud i søen og skylles rene.
Kvæg til Nibøl
En række storbønder i Vidding Herred købte hvert år et par hundrede kreaturer i Tønder. De blev så opfedet på marsken. Dyrene blev så sejlet fra Tønder til Nibøl på store pramme. Hver pram kunne måske rumme en halv snes. Og hver pram blev staget af fem – seks bønder.
Hamborg – Amerika – linjen storaftager
Nogle af aventofterne bjergede bødkerfleg. Det var en slags dunhammere, som voksede i marsken inden afvandingen. De blev solgt i bundter til bødkere i Tønder og Flensborg, som anvendte dem til fremstilling af tønder og kar.
Sumpplanter blev flittig dyrket i Aventoft. Af søkogleakslens stængler kunne man således fremstille måtter og sivsko. I tidligere tider lå der tæpper fremstillet af disse sumpplanter i et hvert hus i marsken. De lå som regel i æ Frankel (forstuen).
Folk valfartede til Aventoft, for at købe disse produkter. Blandt dem var købmændene Chr. Johansen og Peter Sørensen samt grosserer S.C. Lorentzen, alle fra Tønder. Det siges, at Hamburg – Amerika linjen fra storaftager.
Bånd og Kalmus
Også bånd blev fremstillet i stor stil Aventoft. Købmand Petersen i nærheden af Skibbroen i Tønder var blandt aftagerne. Kalmus anvendte marskboerne til sengefyld. Det erstattede halm, på grund af mangel på dette under krigen.
Oprensning af Sønderå og Grønå
En anden vigtig indtægtskilde var arbejdet med at renholde Sønderå og Grønå, som skulle oprenses to gange om året. Renholdelsespligten påhvilede amtet, der lejede aventofterne til at udføre oprensningen.
Bager Andersens gode ide
Bager Andersen fik den gode ide, at sejle rundt og sælge brød fra sin båd. Det foregik så til beboerne i Ubjerg, Grippenfeldt, Lyst, Fiskehusene, Rosenkrantz og
Rudbøl helt frem til Første Verdenskrig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 03. – 2022
Dato: marts 15, 2017
En ny tur langs grænsen
Man bliver ofte spurgt om spørgsmål om Sønderjylland. Vi henviser også til 53 yderligere artikler. Prøjserne sløjfede §5. På et folkemøde på Folkehjem besluttede man at opstille fem krav. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i 1891. Men det var en skuffelse, at vi ikke fik Flensborg ikke kom med til Danmark. Vi starter i Siltoft og slutter ved Flensborg Fjord. Vi kigger på Vidåens udløb og Vadehavsmaleren Nolde. Vi tager til Aventoft, Ubjerg og Sæd. Her hør vi en meget trist historie. Hertugen gik på jagt og byggede et jagtslot. Og så blev kolonister lokket hertil. Vi kigger på Frøslev og Fårhuslejren. Så er det transportbyen Padborg, slaget ved Bov og den ældgamle by, Kruså. Og så går vi langs Gendarmhuset.
Altid spørgsmål om Sønderjylland
Vi har efterhånden taget nogle cykelture langs grænsen. Og det gør vi atter engang. Når man er ude, og holder foredrag om sønderjysk kultur, kaffebord m.m. så bliver der ofte stillet de samme spørgsmål. Ja det behøver ikke engang, at være sønderjyske ting, der er på programmet. For når publikum hører, at man er sønderjyde, så stilles, der ofte spørgsmål. Og disse har ”Den Gamle Redaktør” forsøgt at besvare i denne artikel.
Så vidt vides er den dansk-tyske grænse den eneste eksisterende grænse, der er fremkommet efter en folkeafstemning. Egentlig burde man fra sønderjysk side gøre mere for at udbrede den historiske og kulturelle viden om dette.
Du kan fordybe dig yderligere
Vi skal lige gøre læserne opmærksom på, at vi i slutningen af artiklen har en ret så omfattende henvisning til tidligere artikler om de emner, vi tager op. Så har man mulighed for yderligere at fordybe sig.
Vi har samlet en liste på 53 artikler. Og du kan bruge hjemmesidens søgefunktion. Vi kunne godt have fundet endnu flere.
Sønderjylland var den nordlige del af Slesvig er blev kaldet Nordslesvig. Ja det er der nu stadig mange, der gør. Således kaldes det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger.
Egentlig burde vi have startet allerede i 1848 med vores historie, men det kan du læse om andre steder på vores side.
Afstemningen
Afstemningen i første zone blev afholdt den 10. februar 1920 og i anden zone den 14. marts 1920.
Under fredsforhandlingerne med Preussen og Østrig blev der indført en paragraf 5 i fredstraktaten. Denne paragraf sagde, at hvis den nordlige del af Slesvig ved en afstemning tilkendegav at de ville hjem til Danmark, ja men så måtte sejrherrerne give afkald på Nordslesvig til Danmark.
Prøjserne sløjfede §5
Man kan hvis rolig påstå, at denne paragraf efterlevede man ikke, og i 1878 sløjfede man den simpelthen. Det var den samme paragraf, man tog op igen den 11. november 1918 som afsluttede Første Verdenskrig.
Krav fra Folkemødet
Allerede den 23. oktober havde H.P. Hanssen rejst kravet i Rigsdagen i Berlin. Få dage efter våbenstilstanden blev der den 16. og 17. november 1918 afholdt et folkemøde på Folkehjem. Man vedtog en resolution på fem punkter.
H.V. Clausen tegnede grænsen
Egentlig var det H.V. Clausen, der tegnede grænsen, ja det gjorde han allerede første gang i 1891. Han var dog lidt usikker på, om grænsen skulle gå nord eller syd om Flensborg. Han foretog mellem 1901 og Første Verdenskrig mange ture langs grænsen. Han foretog observationer af sprog og sindelag i området og blev mere og mere sikker på, at grænsen skulle forløbe nord om Flensborg.
H.V. Clausen blev udpeget som den danske regerings sagkyndige. Han deltog også i fredsforhandlingerne i Versailles, og hans studier blev retningsgivende for de efterfølgende afstemninger.
Mange tyske byer
Ved folkeafstemningen i første zone den 10. februar 1920 stemte ca. 75 pct. af befolkningen dansk, mens ca. 25 pct. stemte tysk.
Byerne Aabenraa, Sønderborg, Tinglev, Tønder og Højer havde tysk flertal. Og det havde Ubjerg syd for Tønder også. Det tyske flertal var særlig markant i Tønder og Højer. At grænsen skulle gå syd om disse to meget tyske byer skyldtes et dansk ønske om, at Vidåens udløb i Vadehavet skulle være dansk.
Tyske myndigheder måtte ikke udnytte en krigs- eller krisesituation til at kontrollere sluser og diger.
Stor skuffelse for danskerne – Flensborg blev tysk
Ved afstemningen i zone 2, der foregik sognevis, havde ingen sogne dansk flertal. Hovedbyen Flensborg havde kun 27 pct. danske stemmer. At denne by skulle tilfalde tyskerne var en stor skuffelse for mange danskere.
Pørksen måtte over grænsen til sine marker
Men lad os nu tage en cykel/vandretur langs grænsen. Lige inden havdiget har vi den meget lille by Siltoft. Her følger grænsen vejgrøften langs den ene side af vejen. Beboerne på den danske side kan ikke komme ud på vejen uden at skulle krydse landgrænsen. Da ”Den Gamle Redaktør” var ung, måtte Pørksen til Tyskland, hver gang han skulle ud på sine marker.
Et ben i hvert land
Et lignende og meget mere kendt fænomen har vi i landsbyen Rosenkrantz lige syd for Rudbøl. Her går grænsen midt ned gennem gaden. Dette er markeret med en grænsesten. Og talrige turister har stået med et ben i hvert land.
Landarbejderen, der blev udsat for stikkeri
Lige vest for Rudbøl ligger et lille husmandssted. Selve huset ligger i Tyskland, mens husets have ligger i Danmark. Her boede i 1930’erne landarbejder Carsten Atzen. Han var kommunist og havde af den grund kontakter til antinazister i Nordtyskland.
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 hjalp han mange antinazister over grænsen ved at lade dem passere hans hus og have. De fik at vide, at de skulle gå en lille kilometer mod øst og derefter dreje mod nord, så kom de til Nørremølle. Der var det forholdsvis sikkert.
Carsten Atzen blev stukket i slutningen af 1930’erne. Han måtte tilbringe flere år i en KZ – lejr med overlevede. Han døde i midten af 1950’erne.
Her var Vidåens udløb
De mange inddigninger har flere gange ændret Vidåens udløb og stederne for læsning og losning af skibe til Tønder
Navnet på den lille landsby ”Ved Gaden” lige nord for Rudbøl tolkes af sprogforskere som en omskrivning af ”ved gattet” (ved udløbet). Dette tyder på, at Vidåens udløb har været her på et tidspunkt efter 1550’erne.
Det var på det tidspunkt, da Hertug Hans den Ældre byggede det dige, hvor vejen fra Højer til Tønder i dag ligger på.
Johannes Meyer korttegneren fra Husum benævnte på et kort stedet Ved Gaden som ”Gaate”, en betegnelse der støtter forestillingen om stedet som Vidåens udløb i middelalderen.
En kæmpe gård i Marsken
Et par kilometer øst for Rudbøl ligger en stor gård, bygget om til en haubarg af den markante frisiske storbonde Cornelius Petersen. Haubargen brændte desværre i 1950. Gården er kun en svag afglans af sin tidligere storhed, men stadig ret markant i landskabet.
Gården har navn efter Vester Anflod sogn, der gik til grunde under den store stormflod i 1436. Kirken mener mange har ligget ved hjørnet af landevejen østpå fra Rudbøl til Tønder og vejen fra Rudbøl til Højer, mens andre placerer stedet for kirken længere mod nordvest.
Kampsten fra Vester Anflod kirke blev under alle omstændigheder samlet sammen og brugt som synlige byggematerialer i begge korsarme på Højer kirke.
Emil Nolde var ikke tilfreds med afvandingen
Ved Magisterkog syd for Rudbøl-Tønder vejen, på det gamle dige nord for Vidåen/grænsen ligger et par små ejendomme. I en af ejendommene boede den berømte Vadehavs-maler Emil Nolde fra 1916-1927. Han kaldte stedet for Uttenwarf hvilket på plattysk betyder uden værft.
Han elskede sit hjem, især fordi stedet i store dele af året var omgivet af vand på alle sider, således at han og hans kone Ada måtte bruge båd til at komme til og fra huset.
Da den danske regering fremlagde planerne for marskens afvanding i 1926 protesterede Emil Nolde voldsomt og forsøgte at få myndighederne til at ændre afvandingsplanerne. Han fremlagde endog en skitse til en alternativ plan men forgæves.
Skuffet over ikke at blive hørt solgte Emil Nolde i 1927 Uttenwarf for at slå sig ned syd for grænsen få kilometer i luftlinje fra Uttenwarf, i Neukirchen sogn. Her ligger hans museum, som i dag hører til en af de fineste seværdigheder i Tyskland. Og det er virkelig også et besøg vær. Læs også vores artikler om maleren på vores side.
Uttenwarf ligger i dag stort set, som da Emil Nolde boede der. Haven som han og Ada anlagde i løbet af de 11 år, de boede der, fastholdes i store træk af de nuværende ejere.
Aventoft – var andet end grænsebutikker
Den lille by Aventoft er præget af grænsebutikker. Vi kom der meget i vores ungdom, og så var det at komme over grænsen inden den lukkede klokken 22. Det er en af de sogne, der blev stærkt minimeret ved grænsedragningen i 1920. Næsten 300 ha af sognets jord blev afstået til Danmark.
Aventoft er opbygget på små holme i det tidligere Vidådelta. Fra 1700-tallets midte var stedet leverandør af kartofler og grøntsager til Tønder. Befolkningen levede af fiskeri og høst af søkogleaks til tagrør og til fremstilling af måtter, tæpper og sivsko.
Fra Aventoft følger grænsen Sønderå, indtil den løber sammen med Gammelå lidt øst for landsbyen Sæd (ved Elhjem).
Ubjerg Præstegård
Vi besøger Ubjerg med dens mange polde og værfter. Her er den lille landsbykirke. Og ved siden af præstegården, der også er bygget på en værft (forhøjning) Ubjerg præstegård er opført 1674-75 og er en af Danmarks ældste præstegårde.
Kirken har et spændende loft udført i 1747 af brødrene Sönnichsen fra Tønder, der også har malet det meget mere kendte loft i Møgeltønder kirke.
Lige syd for Ubjerg ligger landsbyen Bremsbøl, der består af en række gårde bygget på værfter, sådan var skikken i hele marsken siden bebyggelsen af marsken begyndte omkring 1100.
Den triste historie om Karen Chrestens
Landsbyen Sæd Ligger få kilometer sydøst for Tønder og cirka en kilometer nord for den nuværende grænse. Hvis man fra landsbyen følger den gamle vej mod Husum, støder man i udkanten af byen på venstre side på en lav rektangulær sten, der står i et lille anlæg.
Indskriften på stenen er blevet eroderet bort af vejr og vind. Men historien om stenen kan stadig fortælles. Der stod følgende:
Indskriften tyder på en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Men sandheden er dog en helt anden.
Familien kunne ikke få nogen som helst hjælp hverken fra hendes mands slægtninges mangel på hjælp eller andre steder fra. Derfor fik hun fat i ”Rottekrudt” som hun blandede i en grød, som hun kogte til sine sultne børn.
De tre ældste, tre drenge på henholdsvis ti, otte og fem år spiste så meget af grøden, at de straks døde. Det mindste barn, en lille pige på et par år, kunne ikke lide maden og kun spiste lidt. Resten af grøden var ikke tilstrækkelig til straks at slå hende selv og pigen ihjel.
De to døde først næste dag efter at Karen Chrestens havde aflagt fuld tilståelse for sin fortvivlede handling.
Provsten lyttede ikke på de to lokale præster
Skønt to lokale præster gik i forbøn for Karen, besluttede Tønders provst, at kun de fire børn skulle have en kristen begravelse på Ubjerg kirkegård. Karen Christens lig blev derimod slæbt gennem byen af bødlen og kulet ned ved alfarvej.
Over hendes grav blev skamstøtten sat for at minde vejfarende om hendes skændselsgerning. I dag har vi nok mere ondt af kvinden, hvis håbsløse og fortvivlede situation fik hende til at dræbe sine børn og sig selv.
Hertugen gik på jagt
Vejen mellem Sæd og Rens løber nogle hundrede meter nord for grænsen gennem et område, der er meget tyndt befolket. Grænsen følger her Gammelå til Skelbækkens udløb i Gammelå, hvorefter Skelbækken danner grænsen til få kilometer vest for Sofiedal.
Det er i dag vanskeligt at forestille sig, at hele dette område i 1500-tallet var dækket af tætte skove. Hertug Hans den Yngre, der blandt andet havde Tønder som sit område, yndede at gå på jagt i de store skovområder.
Grøngård – et flot jagtslot
Han valgte i 1569 at opføre et jagtslot, Grøngård, et par kilometer nord for Lydersholm. Slottet, der stod færdigt i 1570, synes efter fund af bygningsrester at dømme, at have været et meget smukt renæssanceslot med fine sandstensdetaljer i det røde murværk. Dets bygmester formodes at være Hercules von Oberberg.
Slottet allerede nedrevet i 1648
Broderen Adolf, der i forvejen var hertug over Gottorp arvede slottet, men modsat sin bror, så opholdt han sig aldrig her. Så slottet forfaldt mere og mere. Allerede i 1648 rev man slottet ned igen. Slottets placering blev i 1946 fundet af en lokalskolelærer Leick. Dets fundament er siden blevet frilagt gennem flere udgravninger foretaget af Nationalmuseet.
Gendarmhuse
Da grænsen i 1920 var blevet fastlagt kom en ny gruppe tjenestemænd til grænseområdet. Det var grænsegendarmerne. Det var deres arbejde, at patruljere langs den nye grænse for at forhindre illegal transport over grænsen. Dengang foregik der masser af smuglerier.
For at kunne tiltrække mænd til dette arbejde, blev der langs grænsen opført dobbelthuse, de såkaldte gendarmboliger. Disse dobbelthuse var opført i nyklassicistisk stil. Et smukt eksempel på disse dobbelthuse kan ses et par kilometer vest for Lydersholm ved en lille vej, der løber få hundrede meter nord for grænsen. Andre gendarmhuse kan for eksempel ses i landbyen Rens.
Blev kolonisterne lokket hertil?
For at kunne få opdyrket jorden langs den midterste del af grænsen påbegyndte kong Frederik den Femte en koloniseringspolitik i 1761. Ved Lille Jyndevad oprettedes en koloni på fem gårde. Kolonisterne kom fra Würtenberg. Fra dansk side var der blev sat en agitation i gang.
Kolonisterne blev lokket til landet med løfte om 40 ha jord, et hus med løsøre samt en besætning på to heste, en ko, to får samt en plov og en harve. Kolonisterne skulle til gengæld binde sig til en fæstetid på 20 år.
I den tid skulle man være fritaget for skatter, militærtjeneste og militær indkvartering. Men man fortalte ikke, at de 40 ha land var nøgen hede, hvilket gjorde, at flere af kolonisterne snart rejste igen.
Kolonien ved Lille Jyndevad fik navnet Christianshåb efter Frederik den Femte’ s søn, den senere Christian den Syvende.
Lidt længere mod øst grundlagdes et par år senere kolonien Sofiedal, opkaldt efter Frederik den Femte’ s mor, dronning Sophie Magdalene med 20 kolonistfamilier. Kolonisthusene, der blev opført, eksisterer for en dels vedkommende endnu. Flere steder er de blevet ombygget. Men deres karakteristiske udseende er bevaret.
Frøslevlejren
I sommeren 1944 oprettede den tyske besættelsesmagt i Frøslev Plantage en lejr til internering af fængslende modstandsfolk og politisk uønskede personer. I august 1944 blev de første 700 danske fangere overført fra Horserødlejren. Egentlig var lejren beregnet til 1.500 mennesker, men tyskerne internerede op mod 5.000 fangere. 1.500 blev sendt videre til KZ-lejre syd på. Af dem vendte 600 ikke hjem.
Fårhuslejren
Efter maj 1945 indrettedes lejren til Fårhuslejren. Her blev medlemmer af Det Tyske Mindretal samlet sammen med landsforrædere. Men man skelnede ikke så meget mellem landsforrædere og medlemmer af det tyske mindretal.
En uheldig tilknytning til fortiden
I 1949 overgik lejren til forsvaret og fik navnet Padborglejren.
I 1969 blev der oprettet et museum for Frøslevlejren. Og senere under meget debat blev der også lavet en udstilling for Fårhuslejren. Ind imellem har der været lejrskole med lidt uheldig tilknytning til forhistorien.
Mystiske dødsfald i området
Lige efter krigen forekom mystiske dødsfald i området. Det har vi beskrevet i særskilte artikler. Det var også hernede, at der blev indrettet karantænestationer til indsatte fra KZ-lejre.
Frøslev – Sønderjyllands største landsby
Frøslev Kros ejer gennem mange år var Karsten Thomsen (1837-1885). Han er kendt som en af de mest betydelige sønderjyske digtere, der har skrevet på dialekt. Den mest kendte er vel nok:
Ja og i Frøslev, der engang var Sønderjyllands største landsby, lå der også kolonisthuse.
Padborg og Bov
Siden 1920 voksede Padborg frem på en bar mark. Her voksede en moderne transport-by frem med masser af transport- og speditionsvirksomheder frem.
Næsten bygget sammen med Padborg ligger Bov. Det var her slaget stod den 9. april 1848. Her vandt danskerne en overvældende sejr. Men det skyldtes måske, at danskerne udgjorde 10.000 mand mod 6.000 mand fra fjendes side.
Og så var det lige Oldemorstoft, som indeholder mange spændende historier.
Kruså – en gammel by
Kruså er modsat Padborg en ældgammel by. I middelalderen bestod den af en større og to mindre gårde. Til Krusås største gård hørte ret store jordtilliggender. Det var her, at Christian den Fjerde anlagde en hammermølle, Kobbermølle.
Gendarmstien
Grænsen løber øst for Kruså gennem Flensborg Fjord, der danner en naturlig grænse. Langs den danske side af Flensborg Fjord er Gendarmstien blevet genskabt og markeret vandringssti fra Kollund til Egernsund. Stien udgør en smuk spadseremulighed, som man kan foretage i små bidder eller som en samlet vandring over flere dage.
Egentlig burde Gendarmstien genetableres i sin fulde længde helt til Siltoft i vest. Ja egentlig kunne vi have sagt meget mere. Og det har vi egentlig også gjort. Se engang under denne artikel. Her finder du meget mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Vi har lavet en liste over artikler, der berører de emner og steder, der er omtalt i artiklen og som du kan finde mere om på www.dengang.dk
Pas på Grænsen (1)
Langs Grænsen
Grænsen-dengang
Kampen ved Bov og de slesvigske krige
Heltene i Vadehavet
Apotekeren i Højer
Tønderegnen 1814 – 1848
Tønderegnen 1848 – 1852 (2)
Istedløven brøler stadig
Rendsborg 1848
Sejren ved Bov
Rudbøls Historie
Bådfolket i Rudbøl
Vadehavets maler-Emil Nolde
Emil Noldes liv – vest på
Landet bag digerne
Syd for Højer
Vadehavet ved Højer
Højer-Stormflod og Diger
Højer Kirke
En rebel og hans gård
Tønder, Marsken og afvandingen
Tøndermarsken 1 – 2
Tøndermarsken – under vand
Digebyggeri i Tøndermarsken
Hertugen af Tønder
De mystiske mord ved grænsen 1-2
Frøslevlejren i den seneste tid
Frøslevlejren
Dagligliv i Frøslevlejren
Straffelejren
Fårhuslejren
Frøslev og omegn dengang
Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
Kolonisthusene ved Frøslev
Vognmænd og Speditører i Padborg
Oldemorstoft
Kobbermøllen ved Kruså
Hærvejen til Grænsen
Kruså for længe siden
Dato: november 4, 2010
Vi
hører om malerens store glæde ved at bo i Uttenwarf. Han
var uenig med Tønder Kommunes håndtering af afvandingen,
derfor flyttede han til Seebøll. Han var dansk statsborger,
men medlem af Det Tyske Mindretal. Han var medlem af nazistpartiet og
havde nogle kontroversielle meninger om jøderne.
DENNE ARTIKEL FINDER DU I EN ANDEN VERSION – DEN HEDDER “NOLDE – OG HANS LIV VEST PÅ” (b) I DEN VERSION ER OPSTILLINGEN ÆNDRET OG ARTIKLEN ER REDIGERET – SÅ FIND DEN I STEDET.
Emil
imponeret over Tønder
Vi
har i tidligere artikler beskæftiget os med maleren Emil
Noldes liv,
dengang han hed Emil
Hansen, og
boede i Nolde.
Vi
har også hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde
han det egentlig her vest på.
Hans
mor, spurgte ham ofte, hvor mange ansatte, han i grunden fik. Og helt
uret havde hun jo ikke i sine spørgsmål. Andre store
malere havde jo medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever,
der hjalp Emil
Nolde.
Når
Emil
fremviste
sine værker, forstod hun ikke altid meningen med dem.
Emil
var
meget imponeret over de store markeder inde i Tønder.
Disse
tiltrak bønder fra et stort område. Og også
bondesønner, der på den måde lærte at
handle. Emil
kunne
godt lide det liv, der udspillede sig. Det var okser, stude og heste,
der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte
interesse.
Studerede former og
farver i naturen
Når der var
jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå
der dag efter dag. Men det var ikke altid, at selve jagten
interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj
og tænke på former, farver og linier. Han studerede
himlen, dyrene og naturen.
Han havde altid sin hund
med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her
vest på.
I
den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle
have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere,
skuespillere, akrobater
og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst
liv, og levede lemfældigt lige som sigøjnere.
I området var der
dog endnu ikke født nogen kunstner.
Afstand til Ada
Da
Emil
skulle
præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i
København,
opstod
der problemer. Svigerinden turde ikke møde skuespilleren. Og
bror Hans
der
i sin soldatertid været meget tysk, bebrejdede Emil,
at
han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han ikke møde.
Hun
fik fremvist den flotte natur.
Hun
så de steder, hvor man fangede de store fisk. Hun så
sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.
Også naboerne kom
til at hilse på den nye kærlighed.
At gengive korrekt er
ikke kunst
Bor
Hans
var
kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada.
De
blev ret gode venner. Adas
far
var præst. Det var et stort savn for Emil,
da
hans elskede mor, døde. Disse to havde mange dybe samtaler.
Emil forgiftet
Emil
mente
ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han
var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind
og skyer skulle forme værket, mente han.
Midt
under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket
forurenet vand. Hurtigt kom Ada
hjem
fra England.
Forgiftningen
varede i flere uger.
Han
malede nu konstant, dag og nat. Målet var Den
sidste Nadver. Et
pinsemotiv fik han også malet. Familie til hans far så de
to motiver, og kunne ikke rigtig forstå dem.
Emil
kunne
godt lide sine ophold på Als.
Her
malede han flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land
ved vestkysten.
Til Utenwarf
I
sommeren 1912 kørte han med sin svoger, Lornz
over
Lægan,
Møllehus og
Aventoft.
De
kørte længere vest på. Mod Lyst
og
Rudbøl.
Her
ville Emil
gerne
bo, men Peter
Nissen gjorde
som om, han ikke ville sælge sit lille hus. Men svogeren havde
gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.
Ofte
gik turen mod Tønder
og Møgeltønder
Emil
var begejstret for naturen omkring Vidåen
og
Rudbøl
Sø. Men
dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf
var omgivet af vand hele vinteren. Ja selv om sommeren kunne der ske
oversvømmelser.
Bedre til at male –
end jage
Omkring
1916 satte han Utenwarf
i
stand. Der blev hamret og malt. I skuret blev der indrettet et
atelier, og i stalden blev der bygget soveværelse.
Hver
dag var Emil
taget
ud og stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb mere
med andre levnedsmidler.
Han
havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste
sig, at geværet skød skævt. Men indrømmet,
Emil
var
bedre til at male end til at jage.
Da
han i 1917 fylde halvtreds forsøgte han sig med et
selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke særlig god
til. Vinteren var ikke god. Emil
indrømmede,
at de sultede.
De
tog til Berlin.
Da
de kom tilbage kunne familien næsten ikke genkende dem, så
afmagret så Ada
og Emil ud.
Pludselig fik de mælk, smør, kød og brød.
På
Utenwarf
fik
de foræret en ko af svogeren, som Ada
malkede.
Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og
fede.
Haven kom op at stå,
og det gik fremad.
Nu går
kunstneren i seng
Naboen
havde to smukke døtre, Misse
og Lisbeth. Især
den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår
en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine
billeder.
Ada
lavede
alt det grove arbejde, alt imens Emil
kunne
koncentrere sig om sit malerarbejde.
Hesten
Fritz
gik
gennem høj vand, den var ikke vandskræk. Det var en
fordel, for ofte var Utenwarf
omgivet
af vand.
Når
Emil
slukkede
lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet: Nu
går kunstmaleren i seng. Det
var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude
på Vidåen.
De
store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for
Emil
Noldes arbejde,
men de var ifølge ham selv altid hjælpsom. De regnede
heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld regnede de
jagten for noget.
Skønheden kunne
ikke erstattes
Ofte
tog parret med deres hund ud på vandet, blot for at nyde
naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst
andet, mente Emil
Nolde.
Når
de vilde gæs fløj over det lille landsted, smed Emil
pensel
og farver og skyndte sig ud for at kigge efter de store grå
gæs.
Det
var sjældent Emil
fik
ram på dem med sit gevær.
Kæmpe ål blev
der fanget. De blev ofte røget.
I det store vandlandskab
stak store gårde op på værfter. Men nogle gange
steg vandet så meget at beboerne måtte søge
tilflugt på høloftet. Så måtte man bare
vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige
store og små stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer
fra 1362 og 1634 har kostet mange tusinde mennesker livet.
Ikke
langt fra Utenwarf
er
der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog
er
der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp
mod vandet.
I
den lille landsby Lyst
boede
Nikolai
Nielsen, som
hjalp til på Utenwarf.
Her
boede også fiskeren, Adolph
og
snedkeren, Kloisen,
der
byggede Utenwarfs
lille
mølle.
Et blomsterparadis
I
1919 var Utenwarfs
have
blevet et sandt blomsterrige. Fordommen at der ikke kunne vokse
blomster på marsken var manet i jorden. Et lille stykke paradis
sagde man i omegnen. Helt fra Møgeltønder
kom
man gående langs diget og beundrede blomsterne.
Den
lille familie genoptog forbindelsen til Adas
familie.
Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland
og Island. Men
i stedet blev det en tur til Hallig
Hooge.
Det
fascinerede Emil,
denne
vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelse af
nyt land. Men også det land, der forsvandt blandt andet
Rungholt
gjorde
indtryk på maleren.
Inspiration fra
Halligerne
Emil
tog
selv videre til Hallig
Hooge. Med
sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over
inspirationen. Mange kendte malerier blev til under denne tur.
Han
mente selv, at Farve
er energi – energi er liv.
Med
farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg,
Jubel, Glæde, Drama og Drøm kan
man danne med farver, udtalte han.
Forvirret i
grænselandet
Emil
Nolde mente,
at dem, der er født i et grænseland er meget mere præget
af for
eller imod. Man
bliver mere
præget.
Spørgsmålet
var, hvad
er tysk?, hvad er dansk? Delingen
af Slesvig
ramte
ham hårdt. Grænsen blev trukket lige uden for deres hus.
Hus og land lå pludselig i Danmark,
erkendte
Emil.
Jeg
er født i Slesvig – Holsten, sagde
Emil
Nolde. Jeg elsker mit land og kigger uden foragt både nord og
syd på.
Danmark har leveret
min livsledsager. Tyskland med sin indre skønhed med musik og
kunst.
Dansk, tysk, plattysk
og sønderjysk
På
fødestedet Nolde
var
der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde.
På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var
det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere
tørre tal. Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da
blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen
i Burkal
og Nolde området
var dog på dansk.
Politisk afvanding
Da
afvandingen af marsken begyndte, frygtede Emil
Nolde, at
egnens skønhed ville forsvinde . Stilheden blev afløst
af larm og aktivitet. Emil
havde
selv regnet og tegnet på sin egen private afvandingsplan. Han
overrakte denne til den ledende ingeniør.
Men
pludselig fandt Emil
ud
af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt han egen
plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt
for den egn, han elskede.
Den 30. august 1923
opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt
temmelig hurtig og det var en trykkende stemning. En mærkelig
spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En
stormflod var uundgåelig.
19 digearbejdere længere
nordpå var blevet overrasket af stormfloden.
Ikke
længe efter nedbrændte den flotte frisergård
Nienhof
lige
i nærheden. Emil
kom
i tanke om en storbrand i Bylderup
i
sin ungdom. Her nedbrændte ti huse og gårde.
Røverforretninger
Inflationen
kom. Og for Emil
Nolde var
det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og
hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på
bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige
Møgeltønder
opstod
der ligefrem røverforretninger,
fortalte
han. En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde
i området havde opnået pludselig rigdom, men også
lige så pludselig fattigdom. Han gjaldt som en af de klogeste i
området omkring Tønder.
Ham
fandt man pludselig druknet, fortalte Emil
Nolde.
Folk
var blevet forvirret, og først efter noget tid blev maleren
igen produktiv. Emil
mente
at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om Neue
Kunst, der
i 1921 udkom, havde noget med af den 54 – årige maler,
Emil
Nolde.
Uenig med Tønder
I
1926 tog man den beslutning, at forlade Utenwarf.
Familien
var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på.
Mange naboer havde også protesteret over for Tønder
Kommune. Men
de var blevet afvist.
Mange
beboere var anvist på vand fra Vidåen.
Men
det forhold havde Tønder
ikke
tænkt på, ifølge Emil
Nolde.
Seebüll –
det nye hjem
Han
tog den beslutning, at han ville syd på. Mange rejser blev
foretaget langs vestkysten ned til Hamborg.
Men
de fandt ikke rigtig det rette sted at bosætte sig.
Pludselig
en dag fandt de et tomt værft. Problemer opstod, men Seebüllhof
var
en realitet.
I
foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf
til
Seebüll
på
tre både og to overfarter. Allerede samme år blev et nyt
atelier bygget.
Museum modtog kun
modvilligt hans kunst
Nolde
er
i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det
er nok de færreste, der ved, at han var dansk statsborger fra
1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og
tysk.
Faderen
skrev på tysk til sin forlovede, hun svarede på dansk. I
lille Emils
barndomshjem
blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i
højtysk og mange i omegnen talte plattysk.
Da
Ada
døde
i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til
Statens
Museum for Kunst i
København.
På
den måde håbede han på at fremme forståelsen
mellem Skandinavien
og
Tyskland
– en
nation, der på det tidspunkt ikke hørte til de mest
populæreste. Det var kun yderst modvilligt at museet modtog
disse billeder.
Medlem af
nazistpartiet
Denne
afvisning skyldtes sikkert, at Emil
Nolde havde
meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet. Han
havde været fuld af beundring over den stærke nationale
rejsning. Men nazisterne ville ikke rigtig vide af ham. Han blev
smidt ud, fordi hans billeder var forfærdelige,
dekante, ubrugelige, umulige, primitive, farvestærke, spontane
og grumme i
den nazistiske ideologis øjne.
Helt
nøjagtigt, så meldte Emil
Nolde sig
ind i Nationalsocialistisk Fællesorganisation Nordslesvig
(NSAN). Et år senere blev denne organisation tvangsindlemmet i
det Nationalsocialistiske parti i Tyskland
(NSDAP).
Følte sig
udenfor
Det
er jo ikke den første afvisning, han oplever. På hans
københavner
– rejser møder
han tidens store kunstnere, J.F.
Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Vilhelm Hammershøj
at
kende. Men han blev aldrig lukket ind i varmen og følte sig
udenfor.
De umalede billeder
Egentlig
kunne Goebbels
godt
lide Noldes
kunst,
men nazisternes chefideolog Albert
Rosenberg afskyede
den.
De over tusinde værker
af ham blev beslaglagt, og senere solgt fra eller destrueret.
Nolde
fik
direkte forbud mod at male flere billeder.
I
stedet begyndte han at male akvareller. Disse kunne ikke lugtes, når
der kom kontrolbesøg. Disse akvareller blev hans Ungemalte
Bilder. De
blev først rigtige malerier efter krigen, hvor hans
malerforbud var ophævet.
Nolde og jøderne
Egentlig
var Nolde
en
forkæmper for tyskheden.
Ved
afstemningen i 1920 ville han ikke stemme
imod sin kones fædreland. Efter
grænsedragningen tog han bevidst imod det danske
statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.
Han
støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var
det bedste at udvise alle jøder af Det
Tredje Tyske Rige.
Egentlig
var det mange sammenfald mellem mellem nazisternes filosofi og Noldes
egen.
I hans bog Jahre
der Kämpfe skrev
han om jøderne:
I
1938 skrev Nolde
til
Goebbels:
Og
Nolde
lagde
ikke skjul på, hvad han mente med den
urene kunsthandel. Det
var jødiske gallerister og profitmagere.
Anerkendt i sen alder
Emil
Nolde var
religiøs, men på et tidspunkt havde han svært ved
at finde sit andre jeg. Eventyrlige væsener, groteske
skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud.
Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med
selvskabte mytologier.
Først
i en sen alder blev han anerkendt. Som 80 årig blev han gift
med den 26 – årige, Jolanthe
Edelmann.
I
1957 året efter hans død, åbnede Nolde
Stiftung Seebüll. I
tillægget til sit testamente skrev kunstneren:
Og
dette museum/Galleri/spisested er et besøg værd.
Overraskende er at se den spændvidde der er i Noldes
kunst.
Det er som om man kunne se, om han var i god eller dårlig
humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.
Kilde
: Se
Litteratur Tønder
Litteratur Højer
Hvis du vil vide mere:
Aventoft – Byen ved
grænsen
Digebyggeri i
Tøndermarsken
Drømmen om en havn
i Tønder
Kanal gennem Tønder
Møgeltønders
historie
Tøndermarsken
Øst for Tønder
Tønder, Marsken og
afvandingen
Tøndermarksen –
under vand
Emil Nolde –
Vadehavets maler
Højer, Stormflod
og diger (under Højer)
Rudbøls Historie
(under Højer)
Syd for Højer
(under Højer)
Stormflod ved Vestkysten
(under Højer)
Bådfolket fra Højer
(under Højer)
Fiskeri ved Højer
(under Højer)
Dato: april 5, 2010
Hvordan levede man på Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på deres kirke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder – købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.
Mange tyskere til Rømø
Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø. Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø, fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.
Antallet af ferieovernatninger på campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner. I modsætning til det mondæne Sild er adgangen til stranden gratis.
Tour de France var vand
Jeg husker også vores cykeltur til Rømø. Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser, der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem. Rømødæmningen var en frygtelig forhindring.
Egentlig havde man længe haft planer om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 – dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år, men først i 1948 var man klar til indvielsen.
Men den historie er nok ikke helt rigtig. Min far var der allerede i 1939. I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand på projektet.
Talrige gange er den blevet repareret, således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt under vandet.
Man valgte at anlægge dæmningen så den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs tidevandsområder. Men nærmest Rømø fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.
Tænk at der er brugt 2 millioner m3 jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter.
Rømø omtales i 1226
Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer fra det jyske og betyder langstrakt forhøjning og ø. På frisisk hedder øen Rem og på tysk Röm
Røm omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231 i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.
Hvornår øen er blevet befolket, vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost, som Øregården og en anden gård på Rømø skulle erlægge.
Øregården er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på et tidligt tidspunkt.
Omkring midten af 1600-tallet boede der cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til 802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark og Amerika. Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.
Rømø var opdelt
Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.
Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete den Første omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.
Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra hertugdømmet Slesvig.
Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand Lister Dyb.
Et langt farvel
Når en sømand skulle på langfart, så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel. Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.
Skibsbjælker i Rømø – huse
Rømø – gårdene er gene bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning. Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade. Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret med skær-kalk.
Den mørkerøde farve farve, står godt til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen, opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.Mange bjælker i de gamle Rømø – huse har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede tidligere mange skibe på Rømø. Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning. De blå – hvide hollandske fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede disse fliser.
En spansk grundstødning
Vi talte om strandinger. I 1716 strandede den kongelige spanske fregat Princesse ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer. En bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en spansk gesandt sammen med sin familie.
En stranding og 10 retssager
Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting, seks behandlinger i Ballum ting og en gang på Fanø Birketing.
Søndag den 26. september 1717 opdages et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø, tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand ca. 1 mil ude i vandet.
Nogle Nørlands – folk tog derud i Peder Præsts båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen i Kongsmark.
Der kom også to både fra Sønderlandet med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem Blådybet, der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.
Om natten drev vraget længere sydpå og ind på Sønderlandets forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes det at få vraget bugseret ind til Havneby.
De mange retssager endte med, at Sønderlandets fiskere fik bjergningslønnen.
Mange værdifulde laster
Det var en livlig sejlads der foregik omkring øen. Og bjergninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før 1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere for efter en storm for at se, om noget kunne bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.
I 1760 kom en sag for Ballum Tinget. 11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det pågældende skib strandet ved Helgoland. En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af vinen. Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.
90 pct. er ren natur
Egentlig er det mærkeligt at forstille sig men 90 pct. af øen er ren natur. Mod nord er øen afgrænset af Juvre Dyb på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.
En 3 meter klitzoner går ned gennem øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har dog ikke kunnet stoppe vandet.
“Nordseebad” Lakolk
Stik mod vest ligger Lakolk. Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. Sandstranden er enestående. Så mangen en Tynne – Knajt har taget sine første køretime her hos far.
Ikke så sært, at turisme er øens vigtigste erhverv.
Moden med strandbadning går kun tilbage til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt at tage til stranden. Langs vadehavskysten havde bademoden bredt sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819. Mon ikke Christian den Ottende og H.C. Andersen har været ude at bade her?
“Nordseebad Lakolk” blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk og en enkelt gæstgiver fra Hvidding købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.
Men det var lidt af en rejse, at komme hertil. Først kom man med toget til Skærbæk. Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk med damperen Röm til Kongsmark. Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.
Omkring 1900 blev der opført omkring 40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle.
Og en troljebane, som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet til Kongsmark på Rømøs østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv. Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet:
Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den blev først nedlagt i 1939.
Selskabet går fallit
To varmbadshuse uden toilet blev indrettet, og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit. Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.
Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket og solgt til private.
Drachenburg brændte i 1965 og Kaiserhalle forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.
Natur – hele året
Hvis man ikke lige er til strandlivet, så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store skarer.
Når efteråret går ind, viser havet sit sande ansigt. Det barske Vesterhav går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.
Før dæmningen lå Rømø hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet sig. Meget sjældent forekommer hugorme.
På vej ned mod Havneby ligger Kommandørgården. Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede fra Rømø. Den er bygget i 1748.
Mystik omkring Borgbjerg
Lige nordøst for Kommandørgården rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg, der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet være brændt.
Men det kunne også være hændt før. I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete den Første lod en mængde små borge nedrive.
I alle årene var Borgbjerg forladt. Og spøgeriet tog fat.
Guldet forsvandt
Engang fandt en mand således en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?
De underjordiske og jordemoderen
En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.
Den omtalte borg gik der mange rygter om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente, at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede havde bygget den. Mærkelig nok bestod højen af ler, som ellers ikke fandtes på Rømø.
Fodstien til Frudal
Et sagn fortæller om en fodsti, der fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken. Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste, der boede derude.
I Frudal skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer for en sandflugt. I Riberhus Jordebog fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.
Heksen fra Rømø
Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med Maren Peder Bodzers, som var indespærret på Møgeltønderhus.
Den lille skole
I nærheden af Kommandørgården ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen 40 børn.
Mod syd ligger Havneby med færgeforbindelse til Sild. Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.
Østers i massevis
På havbunden ud for Ribe, Rømø og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet. De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.
Men pas lige på, når du begiver dig ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på ebbe og flod er cirka to kilometer.
Rømø Kirke
Rømø kirke, der stammer fra 1100 tallet, har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten fra 1600 til 1800.
Kirken er selvfølgelig viet til Sct. Clemens – sømændenes skytsengel.
Som så mange andre steder solgte man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken. Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers oldeforældre.
Meget særpræget så hænger der 15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes initialer.
Gravstene fortæller historie
Den store tilknytning til havet og havets folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring Rhinmundingen. Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod også en plads åben til kommandørens og hans kones død.
De meget talende billeder gengiver ofte skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik, da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn står og vinker inde på stranden.
Andre sten bærer udtryk for glæden over ægteskabet:
Sildeeventyr
Fra gammel tid var øens beboere knyttet til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle. Omkring år 1500 deltog Rømø – fiskerne i den store silde – fangst ved øen Helgoland. Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr. Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var der en del rokker, som dengang var en yndet spise.
Sælfangst og Tønder – købmænd
Rygter vil vide, at Rømø – fiskere sammen med fiskere fra Helgoland deltog i sælhundefangst. Men her på dengang.dk har vi kunnet finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælfangsten var på sit højeste i 1685 var der på Rømø ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.
Sandsynlig er det dog, at et mindre antal Rømø – skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland. Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch. Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.
Noget tyder også på, at der var nær forbindelse mellem Tønder – købmænd og Rømøs Grønlands – skibe. I Tønders relations-protokol fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands – skibe skulle fritages for flådetjeneste.
I 1730 skulle Tønder – købmændene have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland. I Tønder blev der således i 1769 oprettet et Grönländisches Comagnie.
Og i 1716 havde Tønder – købmændene bygget et pakhus på Rømø for 1.748 rigsdaler. Af toldbogen 1769 fremgår det, at Søren Amders den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk. skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.
Samarbejdet mellem Tønder og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.
Østers
Meget tidligt var der tale om et betydeligt antal østersbanker i Vadehavet. Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers. I 1643 befalede Christian den Fjerde at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten fra bankerne ved Lister Dyb. I 1740 drev 14 både østersfangst fra Rømø.
Fra Havneby blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket fra det nu forvundne Helmodde på Rømøs sydkyst. Fiskeriet s betydning fremgår blandt andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.
På hvalfangst
I 1700 – tallet spillede øens søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe, der opererede ved Svalbard. I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske eller hamborgske skibe. I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved skibsforlis under Grønlands østkyst.
Fanget af sørøvere
Sørøvere mødte Rømø – sømændene også. Men ofte tog man nord på, og sørøverne opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier. Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.
Men også på fastlandet og de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand. Fra ca. 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart mere almindeligt. Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.
Udehavn for Ribe
For længe siden, da Ribe havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre til Ribe. Men da Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.
I storhedstiden tjente rømøboerne store penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe. Også Christian den Fjerdes saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.
Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,
Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein advarede i en navigations – guide at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.
Hvorvidt Ribe havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men et er sikkert , Ribe tjente på tolden.
Rømø fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i 1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø. I 1608 passerede 23 skibe Øresund.
Svenskerne brændte Rømø – flåden
Under Torstensson – fejden i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har været årsag til meget ondt i Sønderjylland – disse svenskere.
Men trods store vanskeligheder rejste man sig igen på Rømø. Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen. Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads. Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark et trankogeri.
Landbrug
Landbrug har ikke givet det store på Rømø. Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu ikke meget, han fik.
I 1902 blev der foretaget en såkaldt kvægtælling på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker hornkvæg, 1696 får og 66 svin. Det var kvinderne, der stod for landbruget. Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.
I 1840erne, da skibs – eventyret forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.
Brændselsbjergning
Brændselsbjergning var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
eller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.
Tørvegravningen foregik på bestemte dage i forsommeren. Efter tilsigelse af “æ Pandmand” måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge en velegnet plads. Klokken 9 hejste “æ Pandmand” sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl. 12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.
De fattiges ø
Ofte taler man om, at Rømø var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en Degnebolig, fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø – og sandflugt ødelagde jorden. Men i midten af 1700tallet syntes velstanden at have fundet vej til øen.
Den rige kaptajn
Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens i Toftum så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn Petersen i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert, viser det hus, som Harcke Thades boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.
De rige fungerede som bank
Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand, var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt til mænd på Rømøs Sønderland.
Men omkring 1813 ramte krisen Rømø. Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var ikke så meget værd. Modløshed fulgte.
Og så siger man, at skibsreder A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø. Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener, at den første Mærsk – slægt går tilbage til Ballum – egnen i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien Olufsen fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.
Og tænk et par gange, er der strandet kaskelothvaler på Rømø.
Kystsejladsen forsvandt
Flere gange barslede man med planer om en kæmpe havn på sydsiden af Rømø ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om dette. Med anlæggelsen af Rømø – dæmningen forsvandt kystsejladsen.
Rømø – dragten
Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -, kirke og sørgedragt.
Naturligt at blive sømand
Man spurgte aldrig en dreng på Rømø dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands isbjerge og Kina og Indiens særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet. Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for øen.
Hvervekontor
Kaptajn P.J. Michelsen i Toftum var agent for Donners Kompagni i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 – 84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø. Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby, Emmerlev og Højer Sogne.
Den lange forlovelse
Man forlovede sig i en meget ung alder, men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen). Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge, der selv traf valget.
Tre ugers tid før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangtem tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.
Brudeseng
Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en rede-kone, fire skænker og fire brudepiger.
En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser (et Fad Mad), som brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.
I rede-konens påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning, og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr. Når de, der var mødt til Brudeseng havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af rede-konen. Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.
Så blev der drukket skål på det, og gæsterne dansede hele natten.
En bryllupsindbydelse
To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
Skænkerne lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til gildet.
Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.
Mor blev i køkkenet
Rede-konen sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at tjekke om alt gik rigtig for sig.
Brudepigerne og skænkerne var opvarter.
På bryllupsdagen om morgenen blev gæsterne mødt af brudepiger og skænker. Mændene blev budt på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød og tvebak af et fad.
Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med rosiner og krydderier i ). Dertil tre til fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en Rumpunch. Derefter tog man i kirke.
Ved middagen bærer skænkerne på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.
Anden ret er vinsuppe med mange rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl til. Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.
Dansen om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø en hel uge.
Begravelse på Rømø
Når en person var død på Rømø blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand, en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.
Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til Kest-læg. Samme dag gik Æ By – mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.
I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt.
På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt Ærr´øl.
Gilder på Rømø
På skibene herskede der respekt og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen og julen.
Julegildet var et almindeligt aftenbesøg, kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med kaffe og anden gang med the til.
Til høstgildet Æ Opslit blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam. Svineslagtningen var en af årets begivenheder. Foruden en so og et par ung-svin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og lam i en husholdig. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.
Om aftenen blev naboer og venner indbudt til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser. De store folkefester som fastelavn og Peders Dag forsvandt efterhånden på Rømø.
Peders Dag eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest. Og det var det på alle øer i Vesterhavet. Dagen til “Pers Awten” drog drengene i skare i byen rundt og bad om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider samledes ungdommen om disse bål.
Inden prøjserne satte grænser for friheden morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på kroen.
Nazisterne holdt møde
Og dem, der tror, at man ikke mærkede noget til anden verdenskrig på Rømø, må tro om igen. I 1938 holdt nazisterne propagandamøde på øen under ledelse af Kreisleiter for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum og Ortsgruppenleiter for Tønder By, margarineagent Jessen.
I september 1939 mente flere beboere, at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der havde været på opklaringsflyvning over Skagerrak blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september ankom der 10 grænsegendarmer.
Et større fly styrtede i havet lige syd for øen, en måned efter.
I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly tre bomber ned over Rømø. Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild. Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø mod syd.
I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt fra et stort bombeangreb mod Sild.
De tyske soldater ankom
Den 9. april ankommer en masse tyske soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat ved Havneby.
Luftværnskanoner ankom til øen. Ved stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte fra et fly, der styrtede ned ved Sild. Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt til eksplosion.
Tøj af spærreballoner fra London
I marts 1941 blev der igen kastet engelske bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og begravedes på kirkegården. Den 27. september styrtede et engelsk fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.
Den 1. november kastes en masse brandbomber ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.
Den 1. september 1942 blev en landmand kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.
I 1944 blev ø-kommandant Seeger arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse. Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.
Badning forbudt
Den 5. januar kunne Rømøs befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.
Den 11. februar blev to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly blev hyppigere. Den 1. maj var det slut med at bade på Rømø. Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder. Der var ingen adgang for civilpersoner.
Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber. Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til Rømø skærpet.
Natten mellem den 16. og 17. august krydsede mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel og Stettin.
Tysk soldat skulle hældes ned i jord
Den 30. august begik en tysk soldat selvmord. Han skød sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.
I 1945 steg antallet af tyverier på øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette. I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på øen.
Befrielsen
Efter befrielsen blev et 10 – mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af, hvem der arbejdede for den tyske værnemagt. Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav sig til to betjente og to frihedskæmpere.
En engelsk oberst, en engelsk marinemajor samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild. Efter en time returnerede de igen. 600 soldater forlod øen i fire store og 4 små skibe med kurs mod syd.
26 englændere og 10 danske frihedskæmpere ankom til øen den 22. maj. Om aftenen returnerede englænderne igen.
I slutningen af maj ankom 30 soldater fra Royal Air force. De overtog bevogtningen af de militære anlæg. Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på øen. Under dette arbejde dræbtes flere.
Et skønt minde
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 5. – 01 – 2022
Dato: oktober 13, 2009
Hvilke fisk fangede man i Tøndermarsken? Hvordan tilberedte man dem? Få nogle gode tilberedningstids. Marsken var særdeles fiskerig. Hjemme hos os flygtede ålene hen af køkkengulvet. Læs om brasen i flere varianter, om blodpølse og røget ål. Den kedelige rimte og spørgsmålet om strømskallen er egnet som spisefisk. Så skal vi lige kigge på den kraftige sudersuppe og ålepotte. Ål i surt skal vi også behandle og diskutere hvor mange snaps, der skal til “sat ål å Højkro”
Et billede af min Opa
På min væg hænger adskillige fotos fra min familie. En af disse fotos viser fire fiskere fra Højer, der er ved at røgte garn. De befinder sig mellem den gamle sluse og den nye sluse, men længe inden man har tænkt på denne.
Den ene af disse fiskere er min opa (bedstefar). Han var erhvervsfisker ved Højer Sluse, og havde egen fiskekutter. Fotoet viser, at det blæser kraftigt, men det holdt ikke disse fiskere tilbage. Som det vil være de trofaste læsere bekendt, så er undertegnede ikke den store fiske – spiser. Måske var det fordi, at jeg fik alt for mange fisk, dengang, da jeg besøgte “Opa og Oma u i æ kow (Ny Frederikskog)”
Boligen på 1. katastrofevej på vej mod Sildtoft bar i høj grad præg af min Opas beskæftigelse. Og da transistorradioen kom, anskaffedes en sådan. Så blev der ellers lyttet på Blåvands Radio.
Tag kun de store
Inden afvandingen af marsken blev foretaget var marskens vandløb særdeles fiskerige. Selv om fattigdomen var stor hos nogle af beboerne, så behøvede de ikke at sulte. Vadehavets maler, Emil Nolde fortæller også, at han en nat fangede 15 ål, som vejede fra et til tre pund pr. stk. Han fortalte, at hans karl på gården fangede endnu mere. Der var så mange ål i garnrusen, at mange var klemt halvt ihjel. Det var svært at løfte redskabet ud af vandet.
Der var så mange fisk dengang, at tjenestepigerne på de store marskgårde blev formanet, når de skulle hente ål i hyttefadet:
Myndighederne overtog fiskeriet
Myndighederne var godt klar over den store fiskerigdom. Da der under første verdenskrig var knaphed på levnedsmidler i Tyskland overtog Staten fiskeriet i marsken. Der blev antaget lokale fiskemestre, der så skulle afregne med staten. De satte så mange ruser i søer og vandløb som de var i stand til at passe. De fik så hjælp af marskboer, der ikke var indkaldt til krigstjeneste.
Mange fiskearter
Foruden ål blev der fanget aborrer, brasen, gedder, karper, karudser, ferskvandskrabber, niøjne, rimter, skaller, snuder, samt laks, snæbel og ørred. De sidste fire fiskearter forekom dog
kun i Vidåen. Flere af de nævnte fisk forekom næsten lige så talrigt som ålene.
Det minder mig om, at jeg engang på besøg i anlægget bag Øvelsesskolen i Tønder så en mægtig gedde tage en and op fra overfladen. Det var et voldsomt syn.
Fiskeretten
Fiskeretten kunne høre til bestemte gårde og huse. Bortset fra det tilhørte rettigheden det offentlige. Grænseændringen i 1920 ændrede da ikke noget ved det. Bortset fra at fiskerettighederne mellem Rudbøl og Højer Sluse overgik fra det tyske vandløbsvæsen (Die Generalwasserlösung) til Rudbøl Kog og Ny Frederikskog. I den tyske del af marsken overgik fiskerettighederne på et senere tidspunkt fra amtsmyndighederne til dige-bygningsvæsnet.
Hvis en fisker i marsken ville fiske lovlydigt, måtte han eller sammen med andre leje fiskeretten i en del af et vandløb eller en sø. Men det kostede nu ikke særlig meget at få en fiskeret.
Gammel fiskesammenslutning
I den yderste del af Vidåen mellem Rudbøl og havet havde fiskeretten langt tilbage været udlejet til en gammel fiskesammenslutning, der måske stadig består. Det gjorde de i hvert fald i min opas tid. Den originale lovtekst er på tysk.
Heri fastlægges at det er beboere fra Højer, Rudbøl, Ny Frederikskog og Rosenkrans, der kan optages som medlemmer. Man skiftedes til at have rettighederne til bredderne. Retten til medlems-skabet gik i arv. Og det var forbudt at overgive forpagtningsrettighederne til tredje part. Såfremt et familiemedlem ikke vil bruge fiskerettighederne, så kan han sælge dem til en af
de andre medlemmer.
Ved grænsedragningen mistede fiskerne fra Rosenkrantz deres rettigheder, men de danske myndigheder gav dem dog fortsat tilladelse til at kunne fiske i vandløbet. Engang om året mødtes sammenslutningen på Rosenkrans Kro til Fiskeregnskab.
Skalleordenen
Fiskeretten i Rudbøl Sø og Vidåen op til Tønder var udlejet til fiskere fra Lyst, Rudbøl, Rosenkrans, Fiskehusene og Aventoft. Og disse fiskere mødtes også årligt til en hyggelig komsammen på kroen i Filowt.
Hvert år stiftede man en orden Skalleordenen. Den blev tildelt en af de store bønder, der så mens festlighederne stod på, skulle gå rundt med en mere eller mindre friskfanget skalle i en snor om halsen.
De beboere, der ikke var med i fiskerisammenslutninger kunne købe såkaldte “tattekort” Disse kostede indtil 1920 50 pfennig. Man måtte fange så mange fisk, som man kunne bruge i husholdingen. Opdagede man, at han solgte fiskene videre, blev tilladelsen inddrevet. I kanalerne ind til husene skulle man dog ikke have tilladelser.
Ålen havde størst betydning
Ifølge min Opa, så har ålen haft størst betydning for marskfiskeriet. De fleste ål blev fanget i ruser.
Før 1715 var havslusen i Rudbølkog – diget. Dengang var der placeret så mange ruser omkring diget, at der opstod oversvømmelser. Bønderne beklagede sig i 1690 og igen i 1697 til hertug Frederik. Fiskerne fik en alvorlig påmindelse med trusler om store bøder, hvis de ikke holdt sig efter reglerne.
Bedste ålefiskeri – fra Højer
Ingen tvivl om, at de bedste ålefiskeri foregik ved Højer Sluse. Fiskerne havde indrettet sig praktisk og effektiv. Man var fordelt med tre hold bestående af hver seks mand. Så fiskede man næsten uafbrudt i tre dage. Det var ingen problem i Rudbøl, men det var det ved Nørremølle og Højer Sluse.
De to sidste steder havde man indrettet et fiskerhus, hvor fiskerne overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. Det er en kraftig ret kogt på store ål – velbekomme. Alle de ruser og radgarn som fiskerne brugte, knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Min Opa har forsøgt at lære mig det.
Ved røgtningen var man to, ofte tre mand i båden. De fangede ål blev hældt i en tønde en fjerding som stod midt i båden. Efter røgtningen blev ruserne taget på land til tørring. Af hensyn til holdbarheden stod de kun i vandet et døgn ad gangen.
Et fiskerhold havde 98 ruser at passe. Det var vel også maksimum. En stor del af fiskeriet foregik uden for slusen ved Højer. Var slusen åben kunne fangsten sejles ind i åen til de store hyttefade, hvori ålene blev opbevaret. Var sluseportene lukkede, hvad det ofte var tilfældet, måtte de store ålefangster bæres op over diget til hyttefadene.
Ålene, som før 1920 blev fanget i Vidåen vest for Rudbøl Bro blev før 1920 for det meste afsat til Sild.
Blankål blev afsat til røgerier i Flensborg og Tønder.
Marskboerne anså den såkaldte “piep – ål eller pief – ål” (fordi den piber, når den bliver berørt) for giftig. Men under første verdenskrig blev russiske krigsfangere udstationeret som hjælp, og de spiste med glæde pief – ål.
Slæbegarn
Slæbegarn blev kun bragt af dem, som havde fiskeriet som erhverv. Redskabet blev brugt af fiskerne i Aventoft Sø. Men også ved Rudbøl Bro blev det hyppigt brugt. Det var mest brasen,
der blev fanget på denne måde. Men det kunne også godt være gedder og rimter.
Fiskerne fra Rudbøl og Rosenkrans drev slæbegarnsfiskeri i Vidåen om efteråret for at fange snæbel, som der undertiden var ret mange af. Samtidig kunne der godt snige sig en enkelt laks i garnet. Der blev betalt en god pris for snæbel. De blev solgt i Tønder, men de fleste blev sendt via Højer Sluse til Sild før 1920.
Skulle – fiskeri
Skulle-fangst foregik med bådens sejl som drivkraft i Vadehavet nord og syd for Højer Sluse. Selv om fiskerne fulgte kysten skulle de være opmærksomme på vejr-forandringer. Skulle – fiskeriet med slæbegarn foregik som regel i november måned.
De saltede tørrede skuller var meget værdsatte og derfor måtte fiskerne på mange ture i Vadehavet. To både kunne sagtens fange 500 pund på en dag. Jaw – garn, der var meget tætmasket blev også brugt i marsken, men på et tidspunkt blev det forbudt. Grimegarn og almindelig sættegarn blev også brugt.
Gedde – fiskeri
At der var stor gedder i Vidåen har jeg ved selvsyn set. Rudbøl – og Rosenkrans – fiskerne brugte stormaskede ruser, de såkaldte skallehamme til at fange dem. Fra sidst i marts til sidst i juni fangede Aventoft – fiskerne dem. Man kunne dengang sagtens fange 14 – 15 stykker på en nat.
I 1920 blev der fanget en gedde på 22 pund. Købmand Lorentzen i Tønder tog imod dem og solgte dem videre i Hamborg.
I Nørremølle blev der fremstillet såkaldte Vidjehamme. Her fangede man alle mulige fisk undtagen ål. Her kunne der også gå oddere i fælden.
Ålestagning
Selv om ålestangning var – og er – forbudt i Tyskland foregik det i marsken før 1920. Ja der er endda fundet stager med pigge på. Og det vides at der i 1950erne blev fremstillet ålestanger i marsken. Ålestangning foregik først på vinteren, når ålene var gået i vinterdvale i mudderet. Ålestangning gav ret store ål. Jeg glemmer aldrig, da min Opa kom kørende på knallert fra Ny Frederikskog til Strucksallè i Tønder med et stykke af en ål. Den var så i mellemtiden blevet røget.
Ålefangst kunne også foregå med ålekam. På sønderjysk blev den kaldt kejs. Det var nu mest ved Aventoft og Nykirke dette foregik. Det var lokale smede, der fremstillede disse fiskeredskaber. Mange forsøgte også at fange såkaldte boble – ål ( boffelål).Denne form for fiskeri kaldtes æ boflen.
Vandet skulle være stille og klart. Man skulle kunne se bunden og det skulle foregå ved solopgang. Når man fik øje på et hul i bunden, og der kom bobler fra hullet, stak man med ålestagen. Kom der ingen bobler fra hullet, ja så var der ingen ål i hullet.
Myndighederne var på vagt
Myndighederne forsøgte gang på gang at håndhæve forbuddet mod brug af ålestager. Men marskboerne løb risikoen, for fangsten var for god. Man har i tidens løb forsøgt at få det legaliseret. Således sendte borgmesteren fra Aventoft en ansøgning til regeringspræsidenten om tilladelse til at anvende denne fangstmetode. Men det blev selvfølgelig afslået. Således red
gendarmerne fra Tønder jævnlig gennem Aventoft for at pågribe forbryderne. Men det lykkedes nu sjældent.
”At Tatte”
At tatte var den mest brugte ålefangstmetode i marsken. De fleste som tattede , var folk, der fiskede af lyst. Enkelte erhvervsfiskere fangede dog også ål på denne måde. Tatte-redskabet
bestod af en stage på ca. 2 meter. Her blev der så fastgjort et tatte-lod bestående af regnorm. Ja og så fangede man også ål med kroger. Nogle havde op til 1.000 kroger hver. Ålene i Vidåen
havde ikke mange chancer.
‘Masser af fisk
Til geddefiskeri brugte man også sættekroge og blink. Problemet var blot, at gedene som regel døde kort tid efter den fangstmetode. Før 1920 blev der afsat en del aborrer i Tønder. Karper var der ikke mange af.
Karudser gik ofte i vidjehamme. Men der var ikke så mange, der kunne lide denne fiskeart, så den havde ikke så stor økonomisk betydning. Ferskvandskrabber blev fanget i ruser. Men det var kun i ringe mængde, så fiskerne spiste dem selv. De blev betragtet som særdeles velsmagende.
Laks blev i mindre grad fanget i slæbegarn og sjældnere tilfælde i ruser. Kun ganske få havørreder blev fanget. Niøjer gik ofte i ruserne. Men dem var der ikke så meget fornøjelse ved, som regel beholdt fiskerne dem selv.
Rimten var meget udbredt, men den havde ingen økonomisk betydning.
Sandarten fandtes næsten ikke i marsken før afvandingen.
Skaller fandtes i store mængder. De kunne ikke afsættes. Også mine brødre fangede et par gange skaller i Grønåen til stor fortrydelse for min mor, der skulle rense dem.
Suderen var nok den mest lækre fisk, der blev fanget i marsken. På grund af dens velsmag var den dyr. Den gav en hvis indtægt, selv om den ikke fandtes i større mængder. Fiskerne fortalte, at den blev fanget mens hylden blomstrede.
Fisk på bordet
Hos mine forældre i Tønder blev der ofte sat fisk på bordet. Og hver dag var det fisk på bordet ude hos Oma og Opa i Ny Frederikskog. Gad i grunden godt vide, hvor mange erhvervsfiskere, der er tilbage i Højer og Rudbøl.
Dele af min familie har endnu den praksis, at der et par gange om året bliver inviteret til sat ål med snaps. Det sker så under private former, men dengang i min ungdom var det på Højkro
nord for Højer, det foregik.
Blodpølse og røget ål
Når min Opa havde afleveret en ladning fisk inklusive ål derhjemme på Strucksallé blev fiskene nogle gange placeret under køkkenbænkene inden de blev ordnet. Det skete ikke så sjældent, at nogle af ålene gjorde sig selvstændige med en vild flugt over køkkengulvet. Det kunne godt ske samtidig med, at murere, der skulle have udbetalt dagpenge befandt sig i køkkenet. De blev ofte trakteret med et kop kaffe. Min far var i mange år kasserer for Murerforbundet i Tønder. Det skete dog også at min mor smurte en madpakke til en af de arbejdsløse murere. Det kunne være med blodpølse eller røget ål.
Stegt ål, ålesuppe, røget ål, kogt ål. Jo variationerne var mange. Og u i æ kog blev der også serveret ristet og tørret fisk til morgen – og middagsmad. Til frokost var der selvfølgelig også fisk. Aborrer, som vejede under et pund, stegtes. De største fisk kogtes i vand tilsat salt, eddike og et løg.
Brasen i flere varianter
Brasen var en fisk, der blev værdsat meget højt af marskboende. Men mange gad ikke at spise den.
Brasen under et pund kogtes ofte med eddike, løg og salt. Under et pund stegtes de altid. Sommetider blev de store også stegt, men først efter, at de var blevet flækket. Fiskefrikadeller, der blev fremstillet af brasen, hævdedes at være meget delikate. Inden fiskene blev lavet til fars fik de først et opkog. Så var skællene lettere at tage af, hvorpå det gik gennem kødhakkemaskinen sammen med flæsk og løg. Inden stegningen rørtes fasen rundt med æg og rasp.
Brasen -. frikadeller blev ikke kun spist som middagsret, men også kolde som pålæg på brød med sennep til. Og minsandten om ikke man med henblik på kold servering henkogte brasen i surt.
Røget brasen smagte lige som røget ål. Men det var lidt vanskeligere at røge brasen. For børnene skabte de store mængder af brasen ikke glæde. For når fiskene efter tolv timers saltning blev sammenbundet to og to, skulle hæges til tørring uden for huset, var det børnenes opgave, at holde fluerne borte.
De tørrede brasen blev opbevaret på loftet sammen med skinker og andre spegevarer. Saltede tørrede brasen spistes som klipfisk eller udvandedes helt og tilberedtes lige som ferske brasen. De kunne også ristes på gløder fra ovnen.
Omkring Nykirke blev store brasener undertiden tilberedt på samme måder som spegeskinker. Det betød, at de kunne holde sig længere.
Gedder ikke altid velsmagende
Gedder indtil et par pund stegtes ofte. De større af slagsen blev kogt i saltet vand og tilsat eddike og et løg. De helt store af slagsen blev somme tider stegt i ovn. De blev spækket med røget flæsk. Bradepanden blev smurt med smør og under stegningen blev der tilsat fløde.
De helt store gedder var ikke så velsmagende. De blev oftest omdannet til frikadeller, nogle blev røget eller saltet. Ferskvandskvabber og dens lever spistes altid stegt.
Niøjne blev stegt eller røget. Sidstnævnte tilberedning smagte dog bedst.
Rimten var kedelig
Rimten også kaldet ål-ænder smagte kedelig i stegt tilstand. Men den var god i kogt tilstand og fortræffelig til frikadeller. Marskboerne foretrak disse til kødfrikadeller. Sammen med rimterne hakkedes flæsk i kødhakkemaskinen ved farsens tillavning. Nogle husmødre kogte rimterne, inden de brugte dem til fars.
Uenighed om skallen
Der er meget forskellige meninger om Strømskallens egnethed som spisefisk. Men nogle fiskere brugte følgende talemåde En Skalle i Frøst (frost) er lige så god, som en ål i høst.
Nogle bønder brugte dem til foder til søer. Måske var det ikke så meget smagen, det var galt med. det var skallens mange stive ben. Min mor var heller ikke så begejstret.
På trods af dette spistes en del skaller stegte. Andre blev lavet om til fiskefrikadeller, mens nogle kogtes i surt, det vil sige gelé krydret med salt, peber, løg og eddike. Ved sidstnævnte tilberedningsmåde blev fiskebenene bløde og generede ikke under spisningen.
Men den store velsmag opnåede fisken som svæj`n skalle. Marskboerne spiste den både til morgen – og aftensmad. Skaller, der skulle saltes og tørres, lagdes i salt om eftermiddagen den ene dag og ophængtes om morgenen den næste dag til tørring uden på husmuren eller sammenbundne tre på tre på en stage i den åbne skorsten.
Saltede, tørrede skaller spistes undertiden kogt, men ellers ristedes de på gløder eller – bedre endnu – på en trefod over åben ild af blos affald fra rørskærring, som ikke gav afsmag i modsætning til træ og kul.
Sandarter var bedre spisefisk end gedder. De små fisk stegtes. De større blev kogt.
Isninger
Isninger som også kaldtes skulle spistes overvejende saltet, tørret og i ristet tilstand, men nogle stegtes dog ferske og andre blev henkogt i surt. Isninger skulle tilberedes som tørfisk. De skulle skrubbes rene. Derpå blev de saltet i et døgn og hængt til tørre.
Skuller blev ristet ligesom skaller på gløder eller i flammerne på det åbne ildsted. Derefter blev de klippet igennem på langs, så fisken blev delt i smalle strimler, der kun indeholdt små ben-stumper, som spistes med den øvrige del af fisken.
Snæbel blev både kogt og stegt i fersk tilstand. Omkring Højer gemtes snæbel som vinterråd enten nedsaltede i baljer eller saltede og tørrede.
Den kraftige sudersuppe
Sudere var velegnet til både kogning og stegning. Ved rengøringen lagdes de i varmt eddikevand. På den måde blev det lettere at ren-skrabe skindet, som var meget tykt, men af mange regnet for den lækreste del af fisken.
Suderen blev enten kogt i saltet vand eller i vand som foruden salt var tilsat eddike og løg. Ved fester og sammenkomster spistes ofte suder-suppe, der var usædvanlig kraftig. Ved suppens tilberedning kom der persille, persillerod, almindelige suppeurter, salt og safran i kogevandet.
Ål med skind
Mange marskboer foretrak ålene med skindet på, blot de var renset grundigt. Rensningen af ålene foregik på flere måder. Jeg løb ud af køkkenet, når min mor begyndte på det. Nogle lod dem løbe sig til døde i salt, hvorefter de lagdes i varmt eddikevand og skrabt.
Andre lagde dem i vådt sand tilsat eddike, hvori de selv løb slimen af sig. Ålene kunne også kommes i eddikevand, lidt inden de blev slagtet. Herved blev slimet løsnet. Men der måtte
ikke være for meget eddike, for så revnende skindet.
Men der fandtes også mere humane måder, at gøre det på. De kunne efter at være blevet slagtet ligge i varmt eddikevand en kort tid, blive skrabt. Derefter skulle de ligge i salt i 24 timer med påfølgende vask og skrabning.
Ålesuppe
Efter stegning var kogning til suppe den mest anvendte tilberedningsmetode for ål. Ålesuppe blev lavet af små ca. fingertykke ål samt andre ingredienser. De marskboer, som foretrak at suppen havde ren ålesmag, kogte den på ål, urter og salt. Men ellers brugte man foruden ål også skinkeben eller flæskesværd til suppen. Urterne var persille, porre, selleri. Nogle steder brugte man også en roe og sågar store svesker.
Ofte spistes suppen med rismel-boller, undertiden også med kartofler. Ønskede man suppen lidt mere syrlig var det muligt ved bordet at hælde noget eddike i.
Ålepotte
Ålepot var det som fiskerne selv spiste, når de arbejde ved Højer Sluse, og selv skulle lave mad i fiskehuset. Man anvendte store ål. Da ålene afgav væde under kogningen måtte de ikke dækkes af kogevandet. I dette lagdes persille, selleriblade, løg, hel peber og lidt ingefær. Åle-pot var en temmelig fed spise og var nok ikke for enhver smag.
Ål i potte
I Rudbøl kendes Ål i Potte. Større ål end dem der bruges til ålesuppe lægges skåret si stykker i en gryde og overhældes med god kødsuppe, så de lige er dækkede. Ålene koges møre og der tilsættes så meget rasp, at sovsen jævnes og bliver tyk. Der tilsættes rosiner til efter behag. Der kan udmærket spises kartofler til.
Ål i surt
Ål i surt var også noget min mor lavede. Ålene blev kogt med temmelig lidt vand, krydret med salt, eddike og løg. På grund af den ringe mængde kogevand blev suppen stiv uden husblas.
Hvor mange snaps?
Som tidligere nævnt havde min Opa en kæmpe røget ål med til Tønder. Cementrør stillet på højkant har været brugt som røgeovne i nyere tid. Ellers anvendtes tønder, som var indrettet til formålet. Ofte blev savsmuld brugt til røgning.
Der var masser af appetit i sådanne marskbeboere. Således kunne 20 personer sagtens fortære 40 pund ål til en middag. Hvor mange snaps der samtidig gled ned, vides ikke.
Saltede tørrede ål i ristet tilstand overgik ofte røgede ål i velsmag. Saltede tørrede ål var dog ikke kun egnet til ritning. Nogle udvandedes og stegtes. Disse ål var så fede, at der næsten intet fedtstof skulle anvendes ved stegningen.
Fiske – sovs
Til stegt fisk blev der i marsken smeltet smør. Til kogt fisk fik man enten smeltet smør, sennepssovs eller peberrodssovs. Til kogt, saltet fisk blev der serveret sennepssovs.
Her fra redaktionen skal der lyde velbekomme til de foreslåede fiskeretter. Fik vi fortalt at undertegnede ikke mere spiser fisk. Det blev lidt for mange fisk derude i Ny Frederikskog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere:
Om Højer, Tøndermarsken og Vadehavet :
Redigeret 6. – 12. 2021
Dato: juni 18, 2008
Tøndermarsken var et sandt amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære en båd.
Emil Nolde fortæller i sin bog Welt und Heimat:
Bager og købmand Max Pörksen kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.
Masser af vand
Under de månedlange vinteroversvømmelser var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje. Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.
Foruden de større søer, Gudskog Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken, som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler og grøfter.
Både var nødvendige
Mange marskboer havde to – tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde. Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.
Kombinationen af kvæghold og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.
De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe.
Masser af ål
Efterårets ålefiskeri foregik i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der solgt både ål og gedder.
Der var masser af ål i vandløbene. Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt. Efter tøbruddet lå der over en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag som var over 10 – 15 meter bredt.
Fiskeriet i marsken havde dog sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600.
Græsarealer blev lejet
Mange marksboer måtte leje græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører. Man lejede efter begrebet en Ku´s Grejs. Udlejningen foregik ved en årlig auktion
Stormflod
Stormflod er et begreb man ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter.
Den værste stormflod i historien fandt sted den 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen 100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.
Også stormfloden 1. november 1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne. Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.
Misthusum
Den forladte landsby Misthusum fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.
Ulykker i marsken
I tidens løb er mange omkommet på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker, uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.
I Tonderschen Zeitung den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke.
En møllebygger fra Fiskehusene druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.
Kvinderne i marsken var altid bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.
Nogle af de mange ulykker skete da også efter rigelig indtagelse af spiritus.
En fisker, der efter en munter aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr, fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte båd. En anden fisker, en gammel mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.
Under en bådtur til Tønder efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder faldt han udenbords og druknede.
Carsten Holt, Tønder sejlede i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt. Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet. Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til å-bredden.
Når Højer Sluse lukkes
Når der var vedvarende vestenblæst med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset. Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren.
Vidåen – Danmarks mest vandrige
Vi andre har ofte badet i Vidåen og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab. For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte dyb, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.
Vidåen er Danmarks mest vandrige å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland.
Tøndermarsken – et naturområde
Tøndermarsken er blevet et fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet. Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer andre steder i verden..
Men der er også mange grunde til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning. I området er der også konstateret mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene. Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet end sort sol.
De mange ”Ballum´ er”
Vi er her på redaktionen blevet spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er afledt af forhøjning.
Mod øst ligger Forballum, Så har vi Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende – Ballum. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til Havneby på Rømø. Så følger Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum.
Emmerlev Klev
Når vi nu er ved de kanter, skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en stejl klint.
Det var også her vi gik til dans og svingede de “skjønne” piger, for mange år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Dato: juni 18, 2008
Helt frem til begyndelsen af 1900 – tallet var der travlhed ved slusen. En masse gods blev importeret og eksporteret. Fra ålefiskerne var der meget aktivitet. En helt speciel stemning var det at side inde i en varm stue, når blæst og regn slog mod ruderne i Ny Frederikskog.
Fra Højer blev der i 1856 udført op til 1.000 laster indenlandske produkter (1 last = 2.500 – 3.000 kg.). fra Højer til Tønder blev der viderebefordret:
Kæmpe aktivitet 1871 – 1875
En væsentlig del af disse produkter blev transporteret af bådmændene fra Rudbøl. I tidsrummet 1871 – 1875 udgjorde de ind – og udførte varer:
Op til 21 skibe på en gang
Op til 21 skibe er ifølge vidner fra den gang på en gang afsejlet fra Højer. Der kom skibe fra England, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland. De engelske skibe bragte stenkul og modtog korn. Fra Norge kom der træ, og fra Bremen kom der tobak.
Varetransporten fortsatte
Da skibsfarten på Højer døde ud, ophørte også bådfarten med gods til Tønder. Varetransporten inden for marskområdet foregik dog helt frem til 1930’erne. Særlig sten, der blev produceret
af teglværkerne i marsken eller på gestkanten blev ud-sejlet til byggepladserne eller til en trælasthandel i Tønder og videresolgt.
Møllebyggeri
Ved Højer fandtes der før afvandingen to møller. Desuden var der en ved Nørremølle og hele 12 stk. på Schackenborgs besiddelser. Disse pumpede om sommeren vand ind til kreaturerne i fennerne og kunne om vinteren pumpe vandet ud derfra. Sådanne møller samt almindelige kornmøller blev bygget og repareret af to møllebyggere, som sejlede til de steder, hvor de arbejdede.
Træet til byggerierne blev købt i Aabenraa, og kom til Fiskehusene på vogn. Herfra blev det sejlet videre.
Speciel stemning i Ny Frederikskog
Arbejdet med at passe ruserne ved Højer krævede sin mand. Derfor havde fiskerne et hus, hvor de overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. En kraftig ret kogt på store ål. Det var især fiskerne fra Rudbøl, der benyttede dette hus.
Fiskerne fra Højer delte retten til at sætte ruser med kollegaerne fra Rudbøl. De deltes også om siderne. Ruserne og radgarn, som fiskerne brugte knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Det gjorde min bedstefar (Opa) også ude i Ny Frederikskog. Bryggerset var ofte fuldt af opsat garn. Mens han gjorde det fik piben ikke for lidt.
Trængte han til en pause, ja så tændte han ofte sin B&O transistorradio, der havde skibsbølge. Så lyttede han til Blåvands Radio eller Nordteich Radio.
Ja og så er min bedstefar blevet genkendt af læsere af denne hjemmeside. En af dem har serveret kaffe for ham, da hun var en lille pige. Min bedstefar arbejdede sammen med hendes far ved slusen.
Det var en hel særegen stemning, når blæsten og regnen larmede ude fra forlandet i Ny Frederikskog.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 8. – 12 – 2021
Dato: august 4, 2023
Skamstenen fra Sæd – endnu mere (2)
Masser af sagn og historier om skamstenen i Sæd. Stenen ligger ved tidligere hovedvej. Hun skulle komme fra Sønder Løgum. Et mord på en kniplingskræmmer. En rig og en fattig bror. Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg. En herremand og en rådmands kamp. To historiker kigger i arkiver. Tilbage i 1772. Som en løbeild – fra hus til hus. Et bud fra Amtshuset i Tønder. Rets – kommissionen ankommer til huset. En ”studeret” læge og en barberers arbejdsopgaver. Hvad sagde protokollen? Hun led af tungsind. Den lokale præst ville give hende en kristen begravelse. Retten kendte ingen barmhjertighed. Anvisninger fra Hertugen. Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet. Stenen blev rest med det samme. Provsten ville fordrive djævlen ud af Karen Christens.
Masser af sagn og historier om skamstenen
Historien vi fortalte i vores første del, var sådan set korrekt gengivet. Men historien indeholder meget mere. En masse sagn og vandrehistorier og nærmere sandfærdige historier er knyttet til fortællingen om skamstenen. Således har både Claus Eskildsen og Ludwig Andresen beskæftiget sig med historien.
Der kommer pludselig helt nye fortællinger frem, der kan relatere sig til Sæd og Ubjergs historie. Men læseren bliver nok lidt udfordret. Det bliver en lidt længere artikel.
Stenen ligger ved tidligere hovedvej
Stenen ligger ved den gamle hovedlandevej Tønder – Husum. Den er meget medtaget. Og omgivelserne har ikke altid været lige velplejet. En skam, for der er flere historier knyttet til stedet. Og sjove sagn og andet er knyttet til stenen. Og den bliver benævnt – Skamsten – men er den nu også det?
Hun skulle komme fra Sønder Løgum
Den ældste trykte beretning om stenen finder vi omkring 1840. Dengang vandrede topografen J.A. Petersen gennem de frisiske egne. Hans oplevelser gengav han i:
Og hvad skrev Petersen?
Et mord på en kniplingskræmmer
Åbenbart har spørgsmålet allerede dengang optaget sindene:
En rig og en fattig bror
Den næste beretning om stenen ved Sæd finder vi i Müllenhoffs berømte samling:
Og følgende beretning skulle være meddelt af toldforvalter Tamsen i Tønder:
Man sagde engang i Sæd, at drengene brugte stenen som skive ved stenkastning og indskriften på den måde blev udslettet. Og dette var sket gennem generationer.
Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg
En gammel mand i Sæd fortalte, at man ikke ville rejse en sten for en barnemorder. Han mente, at den historie, der blev fortalt i Jugendfreund var rigtig. Denne gammel mand hed Lorenz Holm Andersen. Han skrev forskellige skuespil bygget over hjemlige sagn, bl.a. ”Die true Ose von Sylt” ”Der Sorgennacker og ”Dyrhuus” Han behandlede også sagnet fra Sæd i et skuespil ”Der Stein von Seth”. Dette skuespil opnåede at blive opført på Flensborg Stadttheater.
En herremand og en rådmands kamp
Og endnu en mulighed til stenens oprindelse kommer fra historikeren Ludvig Andresen fra Tønder. Han minder om et drama, der den 8. juli 1554 udspillede sig på landevejen mellem Sønder Løgum og Sæd.
Rådmand Anders Momsen fra Tønder af den mægtige slægt Andersen eller Ambders, som en gren af slægten, som de senere kaldte sig. På en kro i Sønder Løgum kom denne i strid med herremanden Erik Emmiksen fra Tyrstrupgaard af den kendte Emmiksen – slægt. Erik Emmiksen havde året i forvejen arvet 19 gårde i Slogs Herred efter fru Beke Holk på Store Tønder. Han var en vild krabat.
Anders Momsen foretrak at forlade kroen. Men Erik Emmiksen indhentede ham mellem Sønder Løgum og Sæd. Han trængte ind på ham med draget sværd. I nødværge dræbte rådmanden den stridbare herremand. Derfor måtte han rømme ud af landet. Stenen kunne så efter Ludvig Andresens teori være sat af slægten Andersen/Ambders til bod eller af den dræbte herremands frænder til hans minde.
To historikere har kigget i arkiver
Overnævnte Ludvig Andreasen har ved arkivet i Kiel og ved kig i Ubjerg Sogns kirkebøger fundet yderligere oplysninger. Claus Eskildsen har fundet yderligere oplysninger. Alt sammen giver et interessant tidsbillede.
Tilbage i 1772
Vi går tilbage til 1712. Den store nordisk krig har bragt dyrtid og øget skattetryk. Værst gik det ud over de amter, der står under det hensygnende gottorpske styre, deriblandt Tønder Amt. Den samvittighedsløse Baron Gørtz og hans venner i det gottorpske råd plyndrede landet ved gamle og nyopfundne skatter. Småfolk lider virkelig nød.
Flere gamle beretninger er enige om, at småfolkene i Sæd var særlig hårdt ramt. Pesten dræbte 125 mennesker i byen. Det var halvdelen af befolkningen. I stormfloden den 1. december 1615 var der druknet 11 personer og meget kvæg.
Wallensteins tropper, svenskere og polakkerne havde bragt armod og nød over hele landet. I den sidste tid havde det gottorpske ”onde styre” plyndret landet. Den tidlige udskiftning i Vestslesvig øgede elendigheden. Bønderne havde allerede omkring 1680 begyndt at udskifte jordene. Kådnere blev derved berøvet den jord, de hidtil havde brugsretten over. De snak ned i arbejderbefolkningens klasse, der allerede var unormalt stor.
Som en løbeild – fra hus til hus
Tirsdag en 19. april 1712 går det som en løbeild fra hus til hus, at der i et af byens fattigste hjem er hændt noget forfærdeligt. Chresten Klampes hustru Karen Chrestens har givet sig selv og sine fire børn rottegift! De ældste var allerede døde, da man opdagede udåden. Moderen og den lille pige ligger hen i en ynkelig forfatning.
Et bud fra Amtshuset i Tønder
Der går bud til Amtshuset i Tønder og amtsforvalter Gottfried Bleul træffer straks de nødvendige anordninger.
Rets-kommissionen ankommer til huset
Så gik der bud til herredsfoged Friedrich Bøttger, til retsskriver Daniel Witt, til de to sandemænd, gårdejerne Lorens Andersen i Bremsbøl og Andres Andersen Holm i Sæd.
Rets-kommissionen skynder sig til det til det lille ulykkeshus i Sæd. Byens befolkning havde allerede forsamlet sig foran huset. Fysikus, Johann Andreas Gorman er til stede. Han var kort tid i forvejen kommet til Tønder fra Hamborg. I længere tid havde man søgt efter en egnet læge.
En ”studeret” læge og en barbers arbejdsområde
En ”studeret” læge behandlede dengang kun ”indre sygdomme” og gav sig ikke af med kirurgi. Dette halvt urene arbejde, der tidligere endda var blevet overladt til bøddelen og rakkerdrengene, tilkom barbererne. Endnu 1665 udvirkede barbererne Hinrich Lorentzen og Peter Jürgensen i Tønder et hertugeligt forbud imod at skarpretteren, Hans Gottfriedsen gav sig af med at behandle sår og andre legemsbeskadigelser, da kun de nævnte mestre havde kirurgi – og barberfrihed i byen.
Her i Sæd skulle der foretages obduktioner. Derfor måtte kommissionen altså suplleres med en sjette mand – barbereren fra Tønder. Da de seks mænd kommer ind i huset, finder de endnu den stakkels kone i en så åndsfrisk tilstand, at hun kan afhøres.
Hvad siger protokollen?
Protokollen får følgende ordlyd: (Nej det er ikke stavefejl i det følgende)
Hun led af tungsind
Udåden var opklaret i alle enkeltheder. Svigerinden Merret, Peter Klampes hustru havde ikke givet den stakkels kone giften. Hun havde endog låst den inde i en kiste fra mandag til tirsdag og havde nægtet at udlevere den direkte til Karen. Hvorfor det? Karen Christens havde i længere tid lidt af ”Tungsind”.
Den lokale præst mente hun skulle have en kristen begravelse
Derfor synes sognepræsten også, at det var synd, når det følelsesløse retsmaskineri vil behandle hende som en koldblodig morder. Han tager affære, gør sig dog den ulejlighed at opsøge nabopræsten i Hostrup og de to præster møder med følgende erklæring i sagen (oversat til nudansk, forkortet og redigeret):
Man kan tænke sig, hvorledes den gode pastor Wegner om natten mellem tiedagen og onsdagen flere gange har vendt sig i sin senge. Han har slet ikke kunnet få den stakkels Karen Christens ud af sine tanker. Straks om morgenen havde han sat sig ned og skrevet en erklæring og fået denne attesteret af sin kollega, at Karen Christens åbenbart har været sindssyg. I nabosognet er man gået i forbøn for hende. For hendes og familiens skyld burde der skaffes hende en kristelig begravelse.
Retten kendte ingen barmhjertighed
Men de to gode mænds anstrengelser var forgæves. Retten kendte ingen barmhjertighed i denne tid. I Tønder sad den ortodokse provst, Samuel Reimarus fra Pommern, der også ved andre lejligheder havde vist sit hårde sind.
Anvisninger fra Hertugen
Amtet meddelte Hertugen at de fire børn ville blive jordfæstet, men at Karen Christens kun kunne modtage en ”hundebegravelse” for de mord som hun havde begået. Man ville nu fra Hertugens side havde retningslinjer for, hvad der videre skulle ske.
Og af svaret fremgik det, at Karen Christens den følgende dags aften skulle slæbes ud på åben mark og begraves der, da hendes med gift inficerede lig helst ikke måtte transporteres gennem Tønder for at begraves under galgen. Men det var muligt, at
Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet
Samme dag den 20. april blev de fire børn jordfæstet. Næste dag fulgte så dramaets sidste akt. Om formiddagen udgår der en ordre til herredsfoged Friedrich Bøttger:
Ved solnedgang om aftenen den 21. april mødtes rets-kommissionen igen ved det fattige hjem i Sæd. Karen Christens lig blev kastet ud af vinduet, af rakkerkarlen slæbt hen til vejkanten, sikkert med et stort nysgerrigt følge, og der begravet ”som en hund”.
Pastor Wegner skrev i kirkebogen:
Karen Christens og hendes mand var fra byen. De havde mange familiemedlemmer.
Stenen er rejst med det samme
Stenen er rejst med det samme. Måske har den ligget på en gård. Den er rejst over graven i hedensk jord. Men er det sket af medynk eller til skræk og advarsel?
En lærer fra Sæd fra 1841 til 1859 skrev i 1855 til ”Digterinden Anna”. Han fortalte at man lod en hund spise af giften. Den døde straks og blev begravet sammen med Karen Christens. På stenen står (stod):
Provsten var på vej til Sæd for at fordrive djævlen
Samuel Reimarus har sejret! Karen Christens sindsforvirrede gerning var et forbandet mord! Stenen er en virkelig skamstøtte, vistnok den eneste, der står på sim oprindelig plads.
Ifølge Neue Tonderische Zeitung skulle provsten i Tønder også være rejst mod Sæd for at ”bedrive dette helt forvildede Faar fra Helvedesulven, som allerede holdt det i sit Gab”. Men inden provsten nåede frem var hun allerede død.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 24, 2023
Ubjerg Kirke og Præstegård
Vi har delt vores artikel i tre hovedafsnit – PRÆSTEGÅRD – KIRKEGÅRD – KIRKE. Det er Danmarks ældste præstegård. En fornem gård, må man sige. Vi hilser på præsteslægten Wolff. Dokument, der viser bygningen af præstegården. Den ”uduelige” præstegård blev revet ned. Det første par på præstegården fik 15 børn. En beskrivelse af præstegården – dengang. Kongen beordrede bygning af et nyt bage – hus. Pastorens fiskedam tørrede ud. Slesvigsk byggeskik. Fungerede som præstegård indtil 2005. Bygget på værft (Forhøjning) Originalt inventar i stalden. Den traditionelle lig – dør finder vi også 262 folkekirkemedlemmer har ikke råd til en præstegård. Trist hvis kirker og præstegårde forfalder. Kulturarven må ikke forfalde. En håndfæstning fra 1376. Præstegården var en kraftkilde. Ubjerg Præstegård var med i Hammerslag. Klokketårnet repareret flere gange. Provsten dikterede opgravning af begravet. Fritgående dyr kunne føre til bøder. Kirken istandsat flere gange. Mindetavler. Skiftende ejerskab. Klokke fra 1400. Var der en underjordisk gang til Tønder Slot? Våbenhus var utæt. Stole blev uddelt efter lodtrækning.
Præstegården
Danmarks ældste præstegård
Ubjerg Præstegård kunne engang kalde sig for Danmarks ældste Præstegård. Ja det kan den vel stadig, men den fungerer ikke mere som fungerende præstegård. Den fredede bygning er i dag i privat eje, men dette vender vi tilbage til i slutningen af artiklen.
Tænk engang, den smukke gård er opført i 1675. Og egentlig står gården nærmest uforandret bortset fra en tilbygning mod nord, der opførtes 1790. Der skulle bygges:
En fornem gård
Kigger man på bygningen bliver man henrykt. Og det gælder ikke kun dem, der er begejstret for den danske bondekultur og kan glædes over den gamle rene vestslesvigske byggestil.
Præsten var i gamle dage den første mand i sognets bolsmandskaste, som degnen blev regnet til kådnerne. Præstens gård var sognets første og fornemste gård. Og man må sige at Ubjerg Præstegård var en fornem bondegård fra slutningen af det 17. århundrede.
Der var lo i midten mellem stald og stuer. Præstearkivet rummer informationer om, hvordan gården blev opført. Således skrev Pastor Jessen:
Præsteslægten Wolff
I 1606 døde Ubjerg – præsten, Andreas Hansøn Gonsager. Hans sønner kom i ”ærefulde embeder”. Hans eneste datter var gift med bolsmand Lorents Todsen i Ubjerg.
En vidt udbredte præsteslægt i Nordslesvig, der stammede fra Uldal i Haderslev Amt, voksede frem i Ubjerg. Her kaldte de sig Wolffius, senere Wolf. Med Georg Wolf begyndte et præstedynasti, der sad inde med embedet fra 1606 til 1737. Herfra voksede også bolsmandsslægten Wolf, hvis sidste mandlige medlem døde i 1916.
Et kendt medlem er Dethlef Wolff. Herfra stammer også slægtsnavnet Dethlefsen. Georg Wolf døde i 1652. Tre år i forvejen havde han afstået embedet til sin svigersøn Christianus Petri, en degnesøn fra Felsted.
Dokument, der viser præstegårdens opførelse
Det er hvis nok ham, der har forfattet følgende dokument, et smukt vidnesbyrd om verdenserfaring og gamle dages sognefællesskab. Vi har oversat det og redigeret det let til nydansk:
12 personer har den 6. oktober 1674 underskrevet dokumentet.
Den ”uduelige” præstegård blev revet ned
Den gamle Christianus Petri gik i graven med den gamle præstegård. Han døde den 21. januar 1675 begrædt af hustru og mange børn, hvoraf den yngste kun var 4 år gammel.
Den 28. februar 1675 blev hans enkes brodersøn Johannes Wolff, søn af bolsmand Dethlef Wolff på Bjerremark introduceret i embedet. Den unge ugifte mand kunne bo hjemme, mens byggeriet stod på.
I foråret 1675 nedrev man så den gamle ”uduelige” præstegård. I løbet af året opførtes den ny. Omkostninger beløb sig i alt kun til 1.211 mark og 3 skilling, da sognemændene selv udførte alt arbejde og desuden leverede det meste af materialet.
Det første par på præstegården fik 15 børn
I østgavlen anbragtes med jernankre årstallet 1675. Den 13. juni 1676, da den nye statelige går var helt færdig, hjemførte den unge præst sin 19-årige brud, kusinen Maria Petreja, forgængerens datter. Det første ægteskab i den nye flotte præstegård blev velsignet med 15 børn.
En beskrivelse af præstegården – dengang
Pastor Wegener (1701-1737) var Johannes Wolffs søstersøn, svigersøn og efterfølger beskriver huset på følgende måde (oversat på nogenlunde nudansk og lettere redigeret):
Kongen beordrede et nyt bage-hus
Det omtalte bage-hus var blevet så brøstfældigt, at det måtte fjernes. Den daværende sognepræst Todsen (Oldefar til den tidligere overborgmester Todsen i Flensborg) krævede at sognet skulle give bidrag til opførelse af et nyt bage-hus. Men sognemændene protesterede. Sagen gik helt op til kongen, der den 29. november 1789 gav præsten medhold.
Derefter blev der bygget en nordfløj, indeholdende bage-rum, vaskerum og konfirmandstue. Hundrede år efter var bageovnen opslidt igen. I 1897 blev konfirmandstuen og bage-huset slået sammen til en stue, som præsten tog i brug.
Pastoren havde ikke nok plads til sine 8 børn
I 1856 blev der foretaget en grundig istandsættelse af hele præstegården. Da pastor Gøttge med sine 8 børn ikke have tilstrækkelig plads, blev der indrettet vest for den søndre indgangsdør en stue. Pladsen blev taget fra loen.
Pastorens fiskedam udtørrede
Til præstegårds-værftet hører selvfølgelig også gårdsplads og have. Pastor Wegener beskriver disse på følgende måde:
Haven nord for huset blev af pastor Gottfriedsen (1879 – 83 – senere provst i Nustrup) omdannet til opkørsel med statelig indgangsport til vejen. Pastor Wegners fiskedam udtørrede efterhånden som følge af afvandingen.
Slesvigsk byggeskik
Bebyggelsen er typisk slesvigsk byggeskik, der udviklede sig med friserne gennem 1500 og 1600 – tallet. Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentlig fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800 – tallet.
I det træ-fattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligst bygget i grundmur. Desuden var grundmuring også mere modstandsdygtig overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl.
Fungerede som præstegård indtil 2005
De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode negtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt.
Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden. Særlig fra Ballum var der gode muligheder.
Stråtaget på Ubjerg Præstegård blev udskiftet som følge af stormskade i 1998. Præstegården blev gennemgribende restaureret i 2006. Ubjerg Præstegård fungerede som præstegård frem til 2005, hvorefter den overgik i privat eje.
Bygget på værft (forhøjning)
Det er typisk en marskgård, der ligger på en naturlig forhøjning i landskabet vest for Ubjerg Kirke. Det var beboelsen mod øst og stald mod vest, hertil er bygget en bred, lidt højere lade mod syd og en lidt lavere, smallere udløberlænge mod nord. Rundt om anlægget er lagt bredt bånd af pig-sten.
Originalt inventar i stalden
I stalden forefindes originalt staldinventar i form af båse, fodertrug, krybber, hø-hække, midtergang med kørerbræt i midten og grebninger på hver side, Hele staldgulvet er pigstensbelagt. I et hjørne af stalden er bevaret et gammelt lokum. Fra staldene er der adgang til laden, der fremstår med delvis lerstampet gulv, der er åbent til kip og store tagkonstruktion fremstår synlig. Stråtaget er syet på med tjæret hamp.
Blot en hæk og en låge adskiller præstegården fra kirken.
Den traditionelle lig-dør
I øst-gavlen har vi den traditionelle lig-dør. Her skulle de afdøde bæres ud, og så skulle døren så lukkes igen. Ifølge folketroen kunne den afdødes sjæl vende tilbage gennem den samme dør. Døren skulle derfor være lukket indtil næste begravelse.
Ladens konstruktion er typisk for marskgårdene og kendetegnes med de solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.
262 folkekirkemedlemmer har ikke råd til en præstegård
Den kulturhistoriske perle er som skrevet solgt til en privatperson. Og det kan man være glad for. Mange præstegårde i Danmark er blevet nedlagt eller nedrevet efterhånden. Og denne er som så mange andre fredet og bevaringsværdig.
Hvorfor beholdt man den ikke? I sognet er der kun 262 folkekirkemedlemmer, der ikke mere kan bære denne præstegård økonomisk. At vedligeholde sådan en gård er ikke helt billig. Sognet er lagt sammen med Møgeltønder og det er her præsten bor. Rundt omkring vælger præsterne også efterhånden at bo i et almindeligt parcelhus.
Trist, hvis kirker og præstegårde forfalder
Når nu Ubjerg Præstegård er fredet sker det vel ikke så meget ved, at den er blevet solgt til en privat! Det er vel retningslinjer, hvad man må og ikke må. Tiden er måske løbet fra at overbeskytte gamle kulturværdier. Og dog. Det vil være trist, hvis kirker og præstegårde forfalder.
Kulturarven må ikke forsvinde
På et tidspunkt var Ubjerg Præstegård udlejet. Og i Møgeltønder ligger en forholdsvis moderne præstegård. Så kan man dog undre sig over, at Tønders præst nummer to ledte efter et sted at bo. Men han måtte ikke bo på Ubjerg Præstegård. Han skulle blive boende i Tønder Sogn.
Man skulle tro at præstegårde er et vigtigt element i den danske, historiske kulturarv. Helt op til 1960’erne og 1970’erne jævnede man rask væk præstegårde. Denne arv skal nu engang ikke bare forsvinde.
En håndfæstning fra 1376
Præstegårdens tilknytning til sognets kirke nævnes første gang i en håndfæstning fra kong Oluf i 1376. På det tidspunkt var en del af de gamle kirker bygget. Præstegården med tilhørende landbrugsjord skulle sammen med bøndernes tiende være præstens eksistensgrundlag. Præsten var fritaget for skat.
Ordningen gik åbenbart ikke glat igennem med det samme, for den er indskærpet i andre kongebreve helt frem til 1515, hvor det blev understreget, at præsten skulle have den bedste gård i byen. I landsbyen var præsten ofte den højest og ofte eneste uddannede person i landsbyen. Han skulle have råderet over de bedste jorder. Anderledes så det ud i byen.
Præstegården var en kraftkilde
Præstegården blev en kraftkilde som normdannende faktor i landsbyen. Det danske skriftsprog blev dannet i præstegårdene, længe før skolen fik betydning. Jo det var her kulturlivet var i centrum. Men også politisk spillede præstegården en vigtig rolle. Præsten spillede en vigtig rolle som hele sognets og ikke kun menighedens samlingsperson. Enevældens genrejsning og landboreformerne hundrede år efternød godt af de aktive præsters medvirken. Senere flyttede det naturlige magtcentrum sig væk fra præstegårdene i takt med at religionens statsbærende funktion forvandt og udvandringen fra landet satte ind – men se det er en helt anden historie.
Ubjerg Præstegård var i Hammerslag
Og tænk engang – i 2012 var Ubjerg Præstegård så med i det populære TV – program Hammerslag. Jo man skulle gætte, hvad sådan en præstegård kan koste.
Kirkegården
Og vi skal da også lige en tur gennem porte i hækken ind og besøge kirken i Ubjerg. Nej vi skal ikke igennem det hele. Det kan du læse et andet sted. Og kirkegården er omgivet af jorddækkede diger af kløvet kampesten mod nord, nordøst og vest, mens kirkegårdens skråning mod syd og sydøst er beplantet.
Klokketårn repareret flere gange
Ved kirkegårdens sydøstligste hjørne stod der indtil 1857 et klokketårn i træ. I 1595 var dette klokketårn ved at styrte sammen. Det blev repareret 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret og malet i 1820, tjæret i 1830.
Provsten dikterede opgravning
Det var også her på kirkegården, at en kvinde blev opgravet igen efter at være blevet begravet. Det bestemte provsten i Tønder. Hun havde forgiftet sine tre børn og efterfølgende begået selvmord. Men læs historien om skamstenen et andet sted.
Fritgående dyr kunne betyde bøder
I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som værn mod dyrene. Hvis der alligevel blev antruffet heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt bøde.
Kirken
Ubjergs oprindelige murværk er kun delvis synligt på skibets syd – og vestside ellers er det pudset og hvidkalket. Tidligere havde kirken et våbenhus mod nord. Hele kirken er bygget af munkesten. Først omkring 1300 lykkedes det at bygge skibet. Kirken er måske fra 1100 – tallet.
Kirken istandsat flere gange
I 1595- 1597 blev kirken istandsat. I 1690 blev apsissens oprindelige hvælv og bue fjernet og erstattet af bjælkeloft. I kirken er der flere loftsmalerier fra 1747. Der findes ingen kalkmalerier i kirken.
Altertavlen indeholder bl.a. to helgenfigurer fra begyndelsen af 1500- tallet. Alterbordet er muret og pudset og fra romansk tid. Det er fra omkring 1250. Korbue- krucifikset er fra slutningen af 1500 – tallet. På kirkens nordvæg hænger syv malerier fra 1747. Prædikestolen stammer fra 1783. Denne er skænket af Maren Seewangs
Mindetavler
I kirken hænger et mindesmærke over sognepræst Michael Wulf. Det hænger også to enkle marmortavler over faldne i den fransk – preussiske krig i 1870. Og en trætavle over sognets faldne i første verdenskrig 1914 – 1918.
Kirken blev i 1514 viet til Skt. Laurentius. Efter reformationen var kirken i længere tid omstridt, men 1576 – 78 tilkendtes den hertug Hans og blev samtidig udskilt fra Ribe Stift.
Skiftende ejerskab
Den blev lagt under Slesvig og vendte først tilbage i 1920 til sit gamle stift. Ved hertug Hans død 1580 kom kirken under Gottorp., hvorfra den 1713 – 21 overgik til kongen. Under alt dette havde menigheden en vis valgret, mens kongen skulle konfirmere valget. I 1841 synes kirken at have været selvejende.
Klokke fra 1400
Kirken havde intet tårn. Men i 1857 blev der anbragt en tagrytter med et svejset pyramidespir på taget i skibets vestlige ende. Kirken har to klokker. Den ene er fra ca. 1400.
Var der en underjordisk gang til Tønder Slot?
Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte under Tønder Slot hvormed det stod i forbindelse gennem en underjordisk gang. Under pesten 1602 – 1604 skulle der i sognet have været stiftet et begravelsesgilde.
Våbenhus var utæt
I 1595 vedtog man en fuldstændig istandsættelse af kirken både inde og ude. Til taget skulle man bruge gode tagsten og ”Isdach” (rørtag). Udenfor skulle kirken skalmures. I 1685 blev der indlagt nye bjælker og loft.
Et ”nordre Våbenhus skulle i 1595 ”gøres tørt med brædder for at folk til nød kunne stå og sidde tørre, må være revet ned kort tid efter.
Salig Jens Petersen havde omkring 1590 skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men denne var blevet tilmuret, så pengene ”sattes på renter til kirkens bedste”.
I 1947 skete der en istandsættelse af træværk og malerier i kirken.
Stole blev tildelt ved lodtrækning
Stoleværket med gavle er udført i 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen ligeledes fra Tønder. Der er 15 mandsstole og 14 kvindestole i kirken. Disse stole afløste et sæt fra 1595. Der blev samlet ind i sognet til disse stole. Og egentlig var der 20 mandsstole. Hvem, der skulle sidde på disse stole, blev afgjort ved lodtrækning.
Præstekonen, kirkegangskoner samt dåbsbørn fik også stole. I 1676 fik præstekonen en ny stol og i 1709 kom der en ny stol ved siden af degnestolen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 22, 2022
Tønder Havn – vækket til live
Tønder har fået et nyt turistplaster. En gang havde byen en storhavn og kom på Verdenskortet. Og så fandt man pludselig rester af en havn – dog ikke storhavnen. Men man kunne ikke både beskytte området og bevare Storhavnen. Det blev til en mindre havn. Efterhånden måtte ydre-havnene også flyttes. En tunnel-løsning skal fortælle historien – Vi fortæller den her.
Havnefronten så dagens lys
For mange var det en overraskelse, da den gamle havneplads pludselig dukkede frem på Skibbroen i Tønder. Det vakte stor begejstring. For første gang i 87 år så havnefronten dagens lys. Det blev slukket for 87 år siden – i 1934.
Men for Tønder Lokalhistoriske Forening var det ikke så stor en overraskelse. De kunne have udpeget den østlige havnefront med en halv meters nøjagtighed. De skulle bare have ringet. Men hvorfor henvendte de sig ikke selv?
Arbejdsmand i 2005: Der er ikke mere at komme efter
Man foretog nogle prøvegravninger i 2005. Men ifølge en arbejdsmand var det ikke noget tilbage. Men denne gang fik man professionel hjælp fra arkæologer fra Haderslev. Og det er heldigvis besluttet, at den genfundne havn ikke skal tildækkes, men bevares for eftertiden.
En tunnelløsning
En enig kommunalbestyrelse har besluttet, at der nu skal indrettes et underjordisk museumsrum, hvor de genfundne rester skal vises frem. Man er blevet enige om en tunnelløsning. Og sådan en løsning koster 8 – 9 mio. kr.
Man havde også talt om en glasoverdækning. Her kunne man præsentere det hele. Det kan man så ikke med en tunnelløsning.
Af de fund som man har fundet i forbindelse med udgravningerne, er to sted med årstallene 1761 og 1878. De to tal markerer årstallene for havnens ombygning og udvidelse. Nu kan der fortælles en helt ny version af Tønders spændende historie.
En ny ”Fiskebæk – sag?”
Under nedlægning af vandrør kom Tønder forsyning til at ødelægge en østlig tunnel fra dengang. Og åbenbart var denne ødelæggelse i strid med, hvad Kulturarvsstyrelsen har bestemt. Man sammenlignede dette med Fiskebæk – sagen, hvor Tønder Kommune nedbrød en historisk bro. Man havde dog fået lov til at gennembryde et enkelt sted. Sammenligningen med broen holder nok ikke.
I 1878 havde Tyskland fået en krigsskade-erstatning fra Frankrig, der havde tabt krigen om Alsace – Lorraine. Nogle af disse penge blev brugt til at grave en kanal og fuldmure en rørledning, der skulle bringe frisk vand fra Vidå til den tilsandede havn.
Denne rørledning er 40 meter lang.
Da Tønder kom på Verdenskortet
Nej det var ikke denne havn, der fik Tønder på verdenskortet. Nogle mener stadig at det er Møgeltønder. Men det var den arabiske geograf Idrissi (1099-1164) der besøgte Tønder/Møgeltønder omkring 1130. Han udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev følgende om Tønder/Møgeltønder:
Kan det være Tønderhus eller forgængeren for denne han har set?
I danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Som sagt mente mange, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men den havde ikke en havn af nævneværdig størrelse.
Dengang: Besejlingsforhold helt anderledes
Den gang var besejlingsforholdene helt anderledes. Man taler om en fjord, der gik ind til Tønder. Skibene lå på Slotsbanken. Når der var ebbe, var det ikke mulighed for at sejle.
Marskområderne vest og syd for byen var havbund. Tønder lå ved en bugt. Der var mange øer og holme. Vi kender dem endnu i dag – Tønder, Ubjerg, Aventoft, Rosenkrans, Rudbøl og Møgeltønder.
Sejladsen i bugten havde et ganske betydeligt omfang. De lavt-bundede både kunne gå ind på den lave strand ved Møgeltønder.
Fra Lille Tønder til Tønder
Efterhånden som handelsskibene blev større og tungere søgte skipperne bedre egnede ankerpladser. De valgte at gå længere ind i deltaet og fandt den ideelle landingsplads – en naturhavn – mellem to øer, hvoraf den ene havde en boplads.
Klyngen af hytter kaldtes Lilletønder. Den vandrige Vidå holdt sejlrenden farbare. Sådan gik det i små to hundrede år. Bopladsen voksede. Man kaldte sig Tønder – Danmarks første købstad.
Endnu i Middelalderen var sejldybden sådan at store skibe kunne anløbe havnebyen Tønder. Men allerede før 1500 kneb det for de store skibe at anløbe Tønder. Skibe på 30 – 60 tin fik indsnævret mulighederne.
Sluserne ødelagde det efterhånden for havnen i Tønder. Den driftige handels – søfartsby Tønders skæbne var nu for alvor besejlet. Lægan – slusen betød det endelige punktum
Asgersodde – den første yderhavn
Fra 1611 til 1617 blev der gravet en kanal til Asgersodde – senere losseplads. Ad denne kanal blev Tønder besejlet frem til 1934. Om man brugte også en penge på at forbedre kajanlæg i den lange periode hertil, vides ikke.
Den omtalte kanal var på 2,4 kilometer.
Alle større skibe lagde nu an ved Lægan. Kun ganske få både kunne nu gå ind til Tønder såfremt de kunne lægge deres master ned.
Tønder fik dog i 1600-tallet en aftale omkring fri ind- og udskibningsaftale med Aabenraa Havn, så der også var mulighed for handel østpå.
Mange kanal – planer
Den Gottorpske hertug Frederik den tredje ville opbygge Rudbøl til et fristed. Her skulle der være plads til alle uanset religionsforhold. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling mellem øst og vest. Den skulle besejles af fortrinsvis fladbundede både, der kunne laste op til 40 tons. Men planen blev aldrig gennemført. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden i 1634.
Endnu i 1634 var der 14 skibe hjemmehørende i Tønder. 30 år senere var der ingen. Men fra Rømøs historie ved vi at Tønder – købmænd havde andele i Rømø – skibe.
Christian den fjerde havde en ide om, at Ballum skulle gøres til havneby. Der skulle så graves en kanal til Aabenraa til skibe med en dybde på 11 fod.
Yderhavn flyttes fra Rudbøl til Højer
I 1706 gjorde man noget alvorligt ved kajanlægget i Tønder, men da var det for sent. Optimismen fejlede ikke noget.
I løbet af 1700 – tallet var det kun lokale pramme og småbåde, der anløb Tønder havn. I 1715 blev Rudbøl inddiget. Havneaktiviteterne blev flyttet til Højer, men selv i Højer mærkede man problemerne. Nu måtte Emmerlev bruges som nødhavn.
Vi kan finde ud af, hvilke skibe der anløb Tønder Havn i 1760 ved at kigge på Statholderens reskript af 5. april 1760, som skulle godkende Tønder Magistrats foreslåede regulativ vedrørende opkrævning af havne – og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):
Der må antages, at de første to nævnte arter af skibe, der ikke var fladbundede kun under særlig omstændigheder kunne anløbe Tønder havn.
1790: Asgersodde: ”Zugeschlammt”
Cirka 30 år senere foreligger der en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790, kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder til Asgerodde virker temmelig forsømt (zugeschlammt) Den nordfra kommende kanal går i reliteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor lidende Vidå, som dog på dette tidspunkt mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.
Ved selve landingspladsen var dybden a,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte Asgersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40 – 50 meter. Ja så staves det både sådan Askersodde og Asgersodde!
Bådfolket i Rudbøl udnyttede situationen
Tværs over den gamle Tønderbugt blev der nu etableret et dige fra Gl. Frederiks Kog i syd til Højer Kog i nord. Det var i 1715. De store skibe lagde nu til i Rudbøl. Men så blev der anlagt en sluse i Nørremølle.
Tønder – købmændene pressede på for at få forbedret kanal – systemet. De ville ikke være afhængige af fragtmændene og bådfolket fra Højer og Rudbøl, der tog sig særdeles godt betalt.
Omkring 1830 var der hele 30 bådsmænd tilbage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Jo, der var mange skippere, der var utilfredse med den betaling, som de forlangte.
1764: Nye kanalplaner
I 1764 var de igen planer om at føre en kanal gennem Tønder. Det var den tyske forfatter og økonom J.H.G. v. Jushi der hævede at de bedste steder var enten Slesvig – Husum eller Flensborg – Tønder – Højer. Hvis kanalen var dyb nok. ville det også mindske skaderne ved en stormflod mente han
Lokal – trafik i Vidå
I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå købmand Tygesens butik lige ved kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.
Når Søren Jensen anløb Skibbroen besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.
Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker var dette samlet i sække som rummede store mængder. Søren Jensen tog sin sidste tur i 1913.
Lige som i Aventoft var der også en bager i Rudbøl, der solgte produkter fra sin båd. Det var Max Pørksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indkaldt til krigstjeneste.
Hver torsdag fik han lastet sin båd med firepundsrugbrød (50 pfenning), sigtebrød, franskbrød, Kavinge (tvebakker), wienerbrød og kager.
Problemet var at man ikke måtte tage vandtrykket fra møllen. Og denne mølle var ejet af hertugen. Så der var ingen hjælp at hente herfra.
1857: Planer om en skibskanal til Højer
Vesterhavet for længst hindret i at nå ind i den inderste del af Tønderbugten. Opstemningen af å-vandet fra Vidå spredte sig dog ud over landskabet.
I 1857 tog diskussionen om udførselshavn igen til. Vandbygningsdirektør E.R. greve udarbejdede et projekt om en afvandings – og skibskanal fra Tønder til Højer. Diskussionen varede helt til 1864. I 1850 var der startet kreatur-transport fra Ballum til London. I 1851 begyndte man også fra Højer, men dette måtte opgives året efter. Ved Ballum var det meget besværligt, fordi damperne måtte ligge 2- 3 kilometer fra kysten. Derefter overtog Tønning transporten til England.
1865: Nye planer om kanal gennem Tønder
I 1865 skrev Grev Baudissin en længere artikelserie i Flensburger Norddeutsche Zeitung. Heri gjorde han rede for en storslået inddæmningsplan:
Snakken dengang gik meget på inddæmning af hele Sild, en stor havn på Rømø og en kanal tværs gennem Slesvig.
Den omtalte greve gik ind for en linje Flensborg – Højer – Rømø. Men den preussiske generalstabschef von Moltke var imod denne forbindelse.
Havnemesteren har en plan
Havnemesteren i Flensborg fremkom i 1868 med et anonymt skrift. Heri påpager han, at der skulle anlægges en kanal på 50 kilometer. Den skulle føres fra Kobbermølle – bugten og tunneldalen ved Kruså og direkte mod vest. Mærkelig nok anså man det ikke nødvendigt med sluser. Kun ved endepunkterne var der behov for sluser. De dansksindede slesviger modtog planen med skepsis. Også tyskerne var bekymrede. Måske skyldtes det, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 havde vedtaget at anlægge en havn ved Esbjerg.
Men det endte som bekendt med Kaiser – Wilhelm – Kanalen, der blev påbegyndt i 1887 og indviet i 1895.
Da Bismarck anløb Tønder – eller gjorde den?
Det sidste store skib, der sejlede til Tønder var Bismarck, som var en hjuldamper.
Egentlig starter den historie i 1871 på Hotel Munkmarch på Sild. Thomas Selmer Var hotelejer, kaptajn og postskipper. Han driver en færgerute med damperen Bismarck – og en lystsejlads med sin sejlbåd ”Seemöwe. Han elskede at fortælle skrøner og ofte handlede disse om Vadehavet. En af gæsterne foreslog, at han skulle sejle ad Vidåen til Skibbroen i Tønder. Jamen det gør dig da, svarede han.
Gæsten tvivlede dog på, at han kunne passere Vidåens broer. Han nævnte også åens lave vand. Med udstrakt hånd tilbød Selmer et væddemål på 200 Mark.
Søndag den 22. oktober 1871 ilede Tønders befolkning til havnen. Og sikke et syn, der mødte dem. Skibets skorsten var kappet og masterne lagt ned.
Men der var bare det problem. Skuden kunne ikke vende i havnen. Men det problem fik han løst. Han lod velvillige børn og voksne trække båden baglæns med lange tove ad skibsfartskanalen til et sted, hvor han kunne vende. Og så gik det ellers hjemad igen. Væddemålet var vundet.
I den store søfartsby – Tønder
Det var jo en sand bedrift. Nogle seminarielærer forfattede en morsom vise:
Den blev fordansket af Svend Møballe
Ilede mod Skibbroens rand.
Hvad de så, var uden lige
mon dette kunne gå an?
Og på ”Bismarck” gloede mange,
Tem’lig smudsig lå den der.
Kilet fast i forhold trange
Byens vise fædre flokkes
Her må virk’lig gøres no’ed
”Bismarcks – klumpen” kan ej rokkes
hvem kan komme med et råd?
Hæng den! Sagde en i koret
Hæng den højt i kranens top!”
”Det bli’r ikke brig for roet,
Før I graver Skibbroen op!”
Se dem skubbe – se dem hale,
Stævnen skal den anden vej!
Alle slider de som gale
Men det hele nytter ej
Endelig råber en fortørnet:
”Når den ej kan komme frem.
Skal den ikke om hjørnet
Træk den hel’re baglæns hjem!”
Evigt jeg moralen mindes,
Som blev talt af vise mænd:
”Hvor der ingen udgang findes,
Skal man aldrig søge hen!”
Men kom Selmer nu helt ind til havnen? Tondernsche Zeitung skrev den 23. oktober:
Artiklen mener, at Tønder har en ny fremtid som søfartsby.
Den 29. oktober kom anden del af artiklen. Heri beskrives de mange genvordigheder ved turen og at
Var lykkedes at komme ”helt æt på Tønder” – men ikke hele vejen ind til Skibbroen.
1878 Kanal til Møllekulen
I 1878 blev der gravet en kanal fra havnen til Møllekulen. Det var et noget tvivlsomt forsøg på at skabe en form for gennemstrømning, så vandet ikke var så stillestående. Det fortsatte det med at være. Kanalen virkede ikke efter hensigten.
I 1882 forsøgte Byrådet med et sidste desperate forsøg. Kajanlægget blev fornyet på slidte steder. Kranen blev moderniseret. Men trafikken i havnen blev ikke større af den grund.
Det var ellers langs Jomfrustien at der gravedes en kanal. Da vandstanden i Kulen var højere end i havnen blev der bygget en sluse ved Porthus – broen.
Ildelugtende mudderpøl
Det stille vand – den dybe grund. Den stolte havn var til sidst et ildelugtende mudderhul. Efterhånden var den godt tilgroet. Det var søfartsbyens endeligt. Byrødderne interesserede sig ikke for havnen. De ville hellere bruge pengene andre steder. Nogle af virksomhederne brugte havnen som losseplads. Til tider havde vandet en mærkelig farve. Og alskens ting og sager flød i vandet.
Opfyldningen af havnen var efterhånden en barmhjertighedsgerning. Jorden til opfyldningen hentede man på Slotsbanken. Ved hjælp af tipvogne blev jorden transporteret til Skibbroen. Den endelige udjævning foregik ved hjælp af sand fra kulerne i Møgeltønder.
Nye kanal – planer
I 1887 blev Tønder forbundet via jernbane til havnebyerne Husum og Esbjerg. En jernbaneforbindelse blev i 1892 etableret til Højer.
Med jævne mellemrum dukkede der dog stadig planer om en kanal mellem Flensborg og Tønder således både i 1891 og så sent som i 1930’erne under den store arbejdsløshed.
En sejltur omkring år 1900
Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”Gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart i de sivbevoksede bredder uden at man lade mærke til det, at der havde været ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm af sivene. Det var rester af 1795 – strømmen.
Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Mærkelig nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb. Nabostrømmen til venstre var klar med gennemsigtig sandbund, hvor der gik en mængde fisk.
Den oprindelige skibskanal samt Askersodde – kulen og den tilsluttede Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.
En udflugtsbåd til Rudbøl
Sigfred Larsen formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, som jeg kan huske fra Lærkevej købte i 1932 en fiskerbåd i Højer, Den byggede han om til passagerbåd. Så kunne tøndringerne tage på sejltur ad Vidåen hver søndag i sommerperioden.
Båden, der var døbt ”Lægan” var så smart indrettet at når sommerperiodens fornøjelige ture var overstået kunne Sigfred Larsen montere kahyt og fiskegrej og bruge den til fiskeri.
Plakat, afgang og ankomst: Møllekulen. Målet var Rudbøl, hvor man drak kaffe i Grænsekroen. Man kunne også nøjes med en kortere tur til Lægan og drikke kaffe der.
Benzinmangel under besættelsen gjorde ende på dette initiativ. Båden blev solgt, men generhvervet efter besættelsen efter krigens ophør. Da var den dog så misligholdt at genoptagelse af 1930’ernes succes ikke lod sig gøre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: